Nævnet omgjorde i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk somali og muslim af trosretning fra [by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i sit hjemland. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til sin fars konflikt. Klagerens far var [soldat], men nægtede i forening med sine kollegaer at deltage i krigen ved Siad Barres regime. Klagerens far og hans kollegaer blev efterfølgende nedgraderet og dømt til døden, hvorfor hele klagerens familie flygtede til [land]. Klageren henviste videre til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af Al-Shabaab, idet han havde nægtet at samarbejde med dem, samt at han efterfølgende er blevet opsøgt af gruppen. Endeligt henviste klageren som asylmotiv til, at han frygtede at blive dræbt af stammen [navn på stamme] i [land], idet han i [sommeren] 2011 kom op at slås med nogle unge drenge fra denne stamme. Disse unge drenge havde medbragt geværer og havde efterfølgende eftersøgt klageren for at slå ham ihjel. Udlændingestyrelsen forlængede [i sommeren] 2018 klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen traf [i vinteren] 2021 afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen vurderede, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere var til stede. Klageren havde som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv. Klageren havde til støtte herfor videre henvist til, at han [i foråret] 2020 havde modtaget en trussel på [et socialt medie], hvoraf det fremgik, at han var efterstræbt af Al-Shabaab. Klageren havde endvidere henvist til, at han havde været [sundhedsfaglig stilling] for [person], hvilket ville få konsekvenser for klageren ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet stadfæstede [i sommeren] 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2021 om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet kunne ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv om en konflikt med Al-Shabaab til grund. Nævnet lagde herved ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at klageren på flere centrale punkter havde forklaret divergerende og udbyggende om sin konflikt i forhold til Al-Shabaab, og klagerens forklaringer på nævnsmødet om de konkrete konflikter fremstod usikker, utroværdig og ikke selvoplevet. Det forhold, at klageren [i foråret] 2020 havde modtaget en trussel på [et socialt medie], hvoraf det fremgik, at Al-Shabaab var ude efter klageren, og at klageren havde udført arbejde som [sundhedsfaglig stilling] i [persons] hjem, kunne ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet fandt videre, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse samt en udsendelse af klageren til Somalia ikke ville udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Udlændingestyrelsen har under sagen påstået klagerens opholdstilladelse forlænget. Klageren har fremsat påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men har efterfølgende frafaldet sin påstand herom. Flygtningenævnet forlænger herefter klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 26, stk. 1.” Soma/2023/10/OBC
Nævnet hjemviste i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2021.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Iran. Ansøgeren er ikke praktiserende muslim, og har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes familie vil tvangsgifte hende til en anden mand ved navn [navn A], da det ikke har været muligt for hende at opnå familiesammenføring med hendes ægtefælle i Danmark i syv år. Ansøgeren har oplyst, at hun ved tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af sin far, såfremt hun ikke lader sig skille fra sin ægtefælle og gifter sig med [navn A]. Ansøgerens advokat har i et indlæg af [sommeren 2023] principalt påstået asyl med henvisning til udlændingelovens § 7, stk. 1 og subsidiært efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Advokaten har gjort gældende, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran vil blive asylretligt forfulgt pga. ægtefællens forhold, vil blive tvangsgiftet med [navn A] og vil blive slået ihjel af sin familie, hvis ansøgeren nægter at gifte sig med [navn A]. Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2022/2023], hvor ansøgeren gives afslag på asyl, omfatter ikke ansøgerens datter [navn B]. Ansøgerens datter er født den [sommeren 2022] og altså inden Udlændingestyrelsens afgørelse. Det fremgår af sagens akter for Flygtningenævnet, at Flygtningenævnets sekretariat den [foråret 2023] kontaktede ansøgerens advokat og adspurgte advokaten, om ansøgerens datter skulle være omfattet af ansøgerens asylsag, hvilket advokaten bekræftede. På forespørgsel under mødet i Flygtningenævnet fastholdt ansøgeren, at hun ønskede, at hendes datter skulle være omfattet af hendes ansøgning om asyl. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at der består en sådan tvivl om det foreliggende prøvelsesgrundlag, at sagen ikke bør realitetsbehandles nu. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling.” Iran/2023/21/MSAI
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] fra [by 1], [provins], Iran. Han har oplyst, at han er født muslim og er konverteret til kristendommen i 2019. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dømt til døden eller få en lang fængselsstraf, fordi han er frafaldet islam og konverteret til kristendommen. Han har til støtte herfor oplyst, at han i 2019 mødte en kristen [etnicitet] ved navn [A], der var kunde i ansøgerens [virksomhed]. De talte sammen med kristendommen, og ansøgeren begyndte at komme regelmæssigt i [A’s] kirke sammen med fire andre konvertitter. Efter et stykke tid besluttede ansøgeren, at han skulle døbes i den kristne tro. Han blev døbt en søndag i [A’s] huskirke af en præst. Da ansøgeren kom op af vandet, følte han sig som kristen. En søndag i perioden mellem [periode på to måneder i vinteren 2019/2020] ringede ansøgeren til [A], idet han var forsinket til deres ugentlige møde i huskirken. Ingen tog telefonen, og da ansøgeren nåede frem til huset og bankede på, var der ingen, der åbnede. Ansøgeren spurgte ejeren af et supermarked i nærheden, hvad der var sket. Ejeren fortalte, at to biler var dukket op, og at [A], hans far og de fire andre konvertitter var blevet anholdt. Ansøgeren ringede til en ven, som sagde, at ansøgeren ikke måtte tage hjem, da myndighederne kunne finde ham der. Ansøgeren ringede til sin ægtefælle og bad hende om at pakke en taske, hvorefter de mødtes. Ansøgeren opholdt sig hos en ven i [by 1] i tre dage, og under opholdet blev hans egen bopæl ransagende af tre myndighedspersoner, som fandt forskellige religiøse genstande. Efter de tre dage tog han videre til [by 2], [by 3] og [by 4] og til sidst udrejste illegalt med hjælp fra en menneskesmugler. Efter ansøgerens udrejse har myndighederne opsøgt hans ægtefælle på bopælen tre gange, hvor hun har fået udleveret og fået forkyndt mødeindkaldelser til retten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring og oplysninger om konversion er præget af divergenser på væsentlige punkter, og at forklaringen til dels er udbyggende. Flygtningenævnet kan tiltræde de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Således har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik, fra samtalerne med [A] om kristendom begyndte, til ansøgeren blev døbt, hvornår ansøgeren besluttede sig for at konvertere, hvem der foretog dåben af ansøgeren og hvem de andre medlemmer af huskirken var, herunder er der forklaret forskelligt om, hvad disse medlemmer hed. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren på den ene side har forklaret, at dåben havde stor betydning for ham, og på den anden side har ansøgeren ikke kunnet huske nærmere, hvornår han blev døbt. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om konvertering til kristendommen ikke i øvrigt fremstår overbevisende. Flygtningenævnet kan i det hele tiltræde de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Således finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har kunnet forklare overbevisende eller i fornødent omfang uddybende og detaljeret om baggrunden for konverteringen og om betydningen heraf. Forklaringen om konversion til og praktisering af kristendommen fremstår overfladisk og tillært, og Flygtningenævnet finder, at den af ansøgeren beskrevne religiøsitet ikke kan anses for at være udtryk for en reel indre overbevisning. Med hensyn til ansøgerens troværdighed bemærker Flygtningenævnet endvidere, at de af ansøgeren fremlagte breve af [dato i vinteren 2019/2020], [dato i foråret] 2020 og [dato i sommeren] 2020 – der fremstår som indkaldelser fra en iransk domstol til retsmøde i anledning af blandt andet trosfrafald – har været genstand for en ægthedsvurdering og heri er fundet med meget stor sandsynlighed at være falske. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af konversion til kristendommen risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Oplysningerne om ansøgerens kristenhed, der fremgår af ansøgerens profil på [socialt medie], kan under hensyn til de foreliggende baggrundsoplysninger om Iran ikke føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt bl.a. baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. bl.a. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2023/19/DH
Nævnet hjemviste i maj og 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by A], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som asylmotiv oprindelig til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede at blive slået ihjel af repræsentanter fra ISIL eller andre terrorgrupper som følge af sit virke ved politiet. Ansøgeren oplyste hertil, at ISIL slog hans far ihjel i [sommeren] 2015 og efterlod et trusselsbrev, hvoraf det fremgik, at de påtog sig ansvaret for drabet på faren, og at de ville dræbe ansøgeren næste gang. Forud for ansøgerens fars død havde ansøgeren også selv modtaget et trusselsbrev. Ansøgeren henviste endvidere til, at han frygtede at blive strafforfulgt som følge af, at han var deserteret fra sin tjeneste ved politiet. Endelig henviste ansøgeren til den generelle sikkerhedssituation. Ansøgeren har under genoptagelsessagen gjort de samme asylmotiver gældende og har yderligere henvist til, at han fortsat frygter at blive strafforfulgt som følge af sin desertering, men også fordi han ikke har afleveret sit våben og udstyr i den forbindelse. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han er efterstræbt af de irakiske myndigheder. Han har rettet henvendelse til en advokat i Irak for at få denne til at undersøge hans situation i Irak. Den pågældende advokat har bl.a. oplyst til ansøgeren, at der ligger en arrestordre på ham hos politiet og den kurdiske sikkerhedstjeneste, Asayish, samt ved alle checkpoints og internationale grænser, herunder i lufthavnen. Ansøgeren har endvidere fremlagt et dokument, hvoraf det fremgår, at han er sigtet efter den irakiske straffelovs § 315. Ansøgeren har ydermere henvist til, at han fortsat frygter ISIL og andre terrorgrupper, og at den aktuelle sikkerhedssituation i KRI, herunder Dohuk, gør, at han ikke kan henvises til at tage ophold der. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen som anført gentaget asylmotiverne om risiko for asylrelevant forfølgelse fra henholdsvis ISIL (og andre terrorgrupper) samt de irakiske myndigheder. Han har i den forbindelse navnlig fremlagt en række nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning for vurderingen af det sidstnævnte asylmotiv om forfølgelse fra de irakiske myndigheder. Ansøgeren har således for Flygtningenævnet fremlagt tre arrestordrer og to ransagningsrapporter fra 2015 vedrørende hans person, som efter form og indhold fremtræder som officielle dokumenter. Det er oplyst, at disse dokumenter har været i ansøgerens tidligere advokats besiddelse, men ved en fejl ikke er fremlagt på et tidligere tidspunkt i asylproceduren. Ansøgeren har endvidere fremlagt en skrivelse fra 2020, der ligeledes efter form og indhold fremtræder som et officielt dokument, hvoraf det fremgår bl.a., at ansøgeren er sigtet eller dømt efter den irakiske straffelovs § 315 og i tilfælde af anholdelse skal henvises til en irakisk domstol for afsoning af dom. Ansøgeren har om disse dokumenter forklaret bl.a., at de skal ses i sammenhæng med, at han i forbindelse med deserteringen fra sin stilling i det irakiske politi ikke afleverede sit våben og øvrige udstyr til myndighederne. Dokumenterne er oversat ved Flygtningenævnets foranstaltning, men de er ikke ægthedsvurderet. Der er ligeledes fremlagt en længere korrespondance mellem ansøgeren og en irakisk advokat, hvoraf det fremgår, at der er udstedt en landsdækkende arrestordre på ansøgeren, og at han risikerer en straf på mellem 5 og 15 års fængsel ved indrejse i Irak. Ansøgeren har endelig afgivet forklaring om forløbet af sin fremstilling for en irakisk delegation i 2021. Flygtningenævnet bemærker herefter, at de anførte nye oplysninger, herunder dokumenter, hverken er indgået i Udlændingestyrelsens sagsbehandling og afgørelse eller i grundlaget for Flygtningenævnets efterfølgende afgørelse ved en mundtlig nævnsbehandling, at det på det foreliggende grundlag ikke kan afgøres, om de fremlagte dokumenter er autentiske og således kan lægges til grund efter deres indhold, at der ikke foreligger for nævnet tilgængelige baggrundsoplysninger om den forventelige straf for overtrædelse af bl.a. den irakiske straffelovs § 315 i en sag som den foreliggende, og at sagens asylmotiver og ansøgerens forklaringer herom senest har været genstand for en samlet vurdering, herunder i lyset af de aktuelle baggrundsoplysninger, i marts 2018 og således for mere end 5 år siden. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en konkret helhedsvurdering, at hensynet til at træffe en materiel rigtig afgørelse og at sikre muligheden for en reel to-instansbedømmelse af det samlede prøvelsesgrundlag tilsiger, at sagen – uanset det hidtidige og meget langvarige sagsforløb – hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en samlet vurdering i første instans af de nye og allerede foreliggende oplysninger vedrørende asylmotiverne om risiko for forfølgelse fra henholdsvis ISIL og de irakiske myndigheder i lyset af de aktuelle baggrundsoplysninger.” Irak/2023/9/sahe
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, sunnimuslim af trosretning og tilhører [klan]. Ansøgeren er oprindeligt fra [landsby] i regionen Dhouk, Irak, og har senest boet i [område] i Dhouk regionen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin far, og at hun frygter sine brødre, idet hun har indgået ægteskab uden familiens accept. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun i 2016 indledte et romantisk forhold til sin nuværende partner [A], som hun på daværende tidspunkt ønskede at blive gift med. Ansøgerens far accepterede ikke ægteskabet, idet [A] er bosiddende i udlandet, og da han ikke er religiøs. Da ansøgerens far blev bekendt med ansøgerens forhold, reagerede faren voldeligt herpå og slog ansøgeren, hvorefter ansøgeren flyttede hjem til sin farbror. Ansøgerens far har flere gange opsøgt ansøgeren på farbrorens bopæl, ligesom faren flere gange er fremkommet med dødstrusler. Ansøgeren frygtede for sit liv og udrejste derfor af Irak. Ansøgeren frygter, at hun, ved en tilbagevenden til Irak, vil blive slået ihjel af sin far. Ansøgeren har som asylmotiv desuden henvist til de generelle forhold for sunnimuslimer i Irak, og at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de irakiske myndigheder. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun er særligt udsat, idet hun er sunnimuslim og har opholdt sige uden for Irak i en længere periode, hvorfor hun risikerer at blive anklaget for at have støttet Islamisk Stat. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har en asylbegrundende konflikt med sin far, til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende på centrale punkter. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes far opsøgte hende i den periode på fem år, hvor hun boede hos sin farbror. Under oplysnings- og motivsamtalen forklarede hun, at hendes far aldrig kom til farbrorens bolig. Til asylsamtalen forklarede hun, at hendes far har forsøgt at slå hende ihjel flere gange, hvor han kom til hendes farbrors bolig, men ikke kunne komme ind. Under mødet i Flygtningenævnet har hun forklaret, at hendes far opsøgte farbrorens bolig mindst ti gange. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvorvidt hun har et modsætningsforhold til sine brødre og øvrige farbrødre. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede hun, at hendes i alt fem farbrødre støtter hende, og at hun ikke har konflikter med andre familiemedlemmer end sin far. Under asylsamtalen forklarede hun, at hendes øvrige farbrødre har afskåret hende, fordi hun er blevet gift uden familiens accept, og at hendes brødre også er imod hendes forhold til hendes ægtefælle. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt hun har haft kontakt til sin far efter sin udrejse af Irak. Under oplysnings- og motivsamtalen forklarede hun, at hun har kontakt til sin mor og sin far, og at seneste kontakt var to dage forud for samtalen, samt at hendes far to gange har truet hende med, at han vil slå hende ihjel, hvis hun vender tilbage til Irak. Under asylsamtalen har hun forklaret, at hun har kontakt til sine søstre og lidt kontakt med sin mor, men at hun ikke har talt med sin far, siden hun kom til Danmark. Disse divergenser svækker ansøgerens generelle troværdighed. Henset til det detaljerede referat af ansøgerens forklaring i oplysnings- og motivsamtalen, hvoraf det fremgår, at hun flere gange bekræftede, at hun havde kontakt med sin far efter sin indrejse i Danmark, kan det ikke lægges til grund, at divergenserne skyldes forståelsesproblemer i forhold til tolken, eller at ansøgeren var bange under oplysnings- og motivsamtalen. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med sin far. Det, som ansøgeren har anført om, at hun som sunnimuslim der vender hjem fra Vesten risikerer at blive anset for at være tilknyttet Islamisk Stat og derfor udsat for forfølgelse af myndighederne i Irak, kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller behandling ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2023/8/jnsa
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk fanti og kristen af trosretning fra [område], Takoradi, Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter at blive slået ihjel grundet en jordkonflikt. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans familie har en jordkonflikt med en anden familie, og at denne familie gjorde krav på ansøgerens families jord, efter ansøgerens farfar gik bort. Denne familie har nu opnået retten til jorden. Ansøgeren har videre oplyst, at hans to brødre pludseligt gik bort, og at en medicinmand har fortalt familien, at brødrene blev slået ihjel af ånderne som følge af familiens jordkonflikt. Ansøgeren udrejste efterfølgende af Ghana, idet han frygtede at den anden familie ville få ånderne til at slå ansøgeren ihjel. Ansøgerens søstre har været nødsaget til at flygte fra området, og ansøgeren er nu det eneste tilbageværende mandlige familiemedlem med relation til jordkonflikten. Ansøgeren frygter, at den anden familie vil få ånderne til at slå ansøgeren ihjel, såfremt han vender tilbage til Ghana. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i Ghana risikerer asylbegrundede forfølgelse på grund af en jordkonflikt med en anden familie, til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende på centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om forløbet i forbindelse med, at hans to brødre døde. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at hans brødre ikke fejlede noget, men døde om natten i deres seng. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at brødrene fik en sygdom, hvor deres kroppe begyndte at rådne, og at familien tog dem på et sygehus, som forsøgte at behandle sygdommen med medicin. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvornår i forløbet familien opsøgte en medicinmand. Han har således i asylsamtalen forklaret, at familien tog brødrenes døde kroppe med til en medicinmand, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at familien opsøgte en medicinmand efter sygehusets forgæves forsøg på at behandle brødrenes sygdom med medicin, og at brødrene derefter døde. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende med hensyn til det tidsmæssige forløb, idet han under asylsamtalen har forklaret, at brødrene blev slået ihjel en efter en, og at der derefter gik omkring en måned, inden ansøgeren udrejste af Ghana, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at der gik omkring 2 år fra den første bror døde til den anden bror døde, og at der derefter gik 3-4 år, før ansøgeren udrejste. Endelig har ansøgeren givet divergerende oplysninger om, hvorvidt det er en eller to af hans brødre, der er døde. Ansøgeren har således i asyls-skemaet anført, at den ene af hans brødre blev dræbt på grund af jordkonflikten, mens han efterfølgende har forklaret, at begge hans brødre blev dræbt. Disse divergenser svækker ansøgerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren har været involveret i en asylbegrundende jordkonflikt i Ghana. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tage ansøgerens påstand om hjemvisning til følge. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen om afslag på asyl har forholdt sig til ansøgerens forklaring om jordkonflikten. Ansøgeren er [i behandling for en sygdom] og har henvist til, at han ikke kan få behandling i Ghana. Ansøgerens helbredsmæssige forhold er imidlertid ikke af en sådan karakter, at ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse eller behandling som følge heraf. Flygtningenævnet bemærker, at kompetencen til at behandle spørgsmål om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af en udlænding vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, og at udlændingelovens § 31 derfor vil være til hinder for udsendelsen, henhører under Udlændinge- og Integrationsministeriet, jf. udlændingelovens § 9 b. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2023/1/jnsa
Nævnet meddelte i juni 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [by A], [provins A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som asylmotiv oprindeligt til, at han frygtede Taliban, en gruppe, Panjshiri, som er imod alle hazaraer, og den generelle usikkerhed som hazara i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far, som var [militærstilling] under hazararnes leder, blev slået ihjel af Taliban, da ansøgeren var [4-7] år gammel. Ansøgeren, hans mor og søskende flyttede herefter til [by B], hvor de boede frem til ansøgerens udrejse. Ansøgeren har under genoptagelsessagen som asylmotiv endvidere henvist til, at han som følge af magtskiftet i Afghanistan og den nuværende situation i landet, vil være i risiko for forfølgelse, idet han vil blive betragtet som vestliggjort. Ansøgeren har videre henvist til, at han som følge af en ulykke er blevet fysisk handicappet og har pådraget sig kognitive udfordringer. Ansøgeren er afghansk statsborger og etnisk hazara og shiamuslim. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren allerede af den grund har en risikoprofil som beskrevet i baggrundsoplysningerne, jf. EUAA’s rapport fra januar 2023. I overensstemmelse med Flygtningenævnets tidligere afgørelser lægger Flygtningenævnet efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens far var [militærstilling] i [parti], og at han blev slået ihjel i forbindelse med kamp mod Taliban, da ansøgeren var [4-7] år gammel, hvorefter hans mor flygtede til Kabul sammen med ansøgeren og hans søskende. Der må denne baggrund og under hensyn til, at ansøgeren flygtede fra Afghanistan i 2016, anses at foreligge et modsætningsforhold mellem ansøgerens familie, herunder ansøgeren, og Taliban. Ansøgeren er som følge af en ulykke i Danmark i [årstal] blevet fysisk handicappet, og det kan efter de lægelige oplysninger i sagen endvidere lægges til grund, at ansøgeren som følge af ulykken har pådraget sig ikke ubetydelige kognitive vanskeligheder. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens helbredsmæssige forhold skal indgå i den samlede vurdering af ansøgerens situation, jf. EUAA’s rapport fra januar 2023. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering - hvori også er indgået graden af ansøgerens vestliggørelse som følge af hans langvarige ophold i Danmark - at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, herunder også i lyset af Talibans magtovertagelse. Ansøgeren har herefter sandsynliggjort at han har behov for international beskyttelse i Danmark som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2023/31/lodu
Nævnet meddelte i juni 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [by A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet Taliban har slået ansøgerens far og bror ihjel grundet en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han så sin far tale med to mænd fra Taliban kort inden ansøgeren udrejse fra af landet. Ansøgeren opfattede dem som truende over for ansøgerens far. En uge inden ansøgeren udrejse kom fire mænd fra Taliban på ansøgerens bopæl, hvor talebanerne skød ansøgerens far og bror. Talebanerne truede ansøgeren, ansøgerens mor og søskende. Ansøgerens mor tiggede dem om ikke at slå ansøgeren ihjel, hvorefter talebanerne forlod bopælen. Ansøgeren har under genoptagelsessagen som asylmotiv endvidere henvist til, at han som følge af magtskiftet i Afghanistan og den nuværende situation i landet, vil være i risiko for forfølgelse, idet han er etnisk hazara og vil blive betragtet som vestliggjort. Flygtningenævnet har i afgørelsen af [efteråret] 2019 og tillige i afgørelsen af [sommeren] 2020 tilsidesat den forklaring om sin identitet og baggrund (asylmotiv), som ansøgeren har afgivet i Danmark. Flygtningenævnet tiltræder disse vurderinger, idet sagens oplysninger og ansøgerens forklaring under mødet i Flygtningenævnet ikke kan føre til en anden bedømmelse. Flygtningenævnet må efter det foreliggende imidlertid lægge til grund, at ansøgeren er afghansk statsborger og etnisk hazara og shiamuslim. Dette må også anses at være Udlændingestyrelsens vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren allerede af den grund har en risikoprofil som beskrevet i baggrundsoplysningerne, jf. EUAA’s rapport fra januar 2023. Spørgsmålet er, om ansøgeren også har en risikoprofil som følge af vestliggørelse, jf. de samme baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring og sagens øvrige oplysninger til grund, at ansøgeren ikke praktiserer sin religion som shiamuslim. Ansøgeren indrejste i Danmark [i vinteren] 2017 som uledsaget mindreårig [12-15 år], og han har haft en betydelig del af sin skolegang og sin ungdom i Danmark, hvor han har levet et ungdomsliv på danske præmisser. Ansøgeren har således gennemført [udskoling] i Danmark og tillige [grundforløb] på [ungdomsuddannelse]. Ansøgeren har endvidere i Danmark stedse været aktiv i [forening], herunder som [stilling]. Ansøgeren har siden [efteråret] 2020 haft et job i [butik], hvor han nu er [assistent] med lukkeansvar. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hans ungdomsliv i Danmark også indebærer almindeligt socialt liv med danske venner. På den anførte baggrund og efter ansøgerens fremtræden under nævnsmødet, der er foregået på dansk, finder nævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan som følge af sin etnicitet og graden af vestliggørelse, herunder også i lyst af Talibans magtovertagelse i Afghanistan. Ansøgeren har herefter sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2023/30/lodu
Nævnet meddelte i juni 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og muslim fra [by], Afghanistan. Han har forud for sin indrejse i Danmark opholdt sig i Iran i en årrække. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv principalt henvist til, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse i Afghanistan fra Taliban i forbindelse med, at han som følge af sit lange ophold i Danmark vil blive anset som vestliggjort. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han risikerer at blive tvangsrekrutteret til Taliban. Subsidiært har ansøgeren henvist til, at han i Afghanistan risikerer at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet finder fortsat, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at få sin asylsag behandlet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren er [15-17] år, fremtræder moden og er i stand til at svare forståeligt på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at efter de foreliggende baggrundsoplysninger er de generelle forhold i Afghanistan ikke af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb eller i øvrigt omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger ligesom under Flygtningenævnets behandling af sagen [i foråret] 2022 til grund, at ansøgeren er etnisk hazara og ikke har haft konflikter med hverken privatpersoner, Taliban eller andre grupperinger. Med hensyn til forholdene for såkaldte vestliggjorte og den risikovurdering, der skal fortages i forbindelse med en tilbagevenden til Afghanistan, er dette i baggrundsoplysningerne blandt andet beskrevet i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, januar 2023. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at det afgørende for asylvurderingen i sager med spørgsmål om såkaldt vestliggørelse er, om ansøgeren efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at den pågældende ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Ansøgeren udrejste fra Afghanistan til Iran med sin familie, da han var [4-7] år. Han gik i skole i Iran frem til [klassetrin i grundskolen]. Ansøgeren forlod Iran sammen med sin [forælder A] i 2014. Han blev væk fra sin [forælder A] på rejsen og indrejste i Danmark i 2015 som [8-11-årig] som uledsaget mindreårig. Ansøgerens [forælder B] og to af ansøgerens [antal] søskende bor i [by] i Iran. En af hans søskende bor i [et europæisk land], og en anden af hans søskende ved han ikke, hvor opholder sig. Han taler med sin [forælder B] ca. tre gange om ugen på dari/farsi. Ansøgeren har angiveligt farbrødre, morbrødre og bedsteforældre i Afghanistan, men han har fortsat ikke kontakt med dem. Ansøgeren har gået i skole fra [klassetrin i grundskolen] i Danmark. Han går nu i [9-10]. klasse på en [skole]. Ansøgeren har således haft en betydelig del af sin skolegang i Danmark. Han har siden 2016 boet hos sin [plejeforælder], hvor han indgår som en del af familien. Han bor pt. på [skolen] og skal til sommer flytte hjem til [plejeforælderen] igen. Ansøgerens [plejeforælder] har ansøgt om at adoptere ansøgeren. Ansøgeren har levet sit ungdomsliv i Danmark på danske præmisser. Han går til fodbold i en forening, hvilket han har gjort siden 2016. Han vil gerne på handelsskole og vil senere gerne uddanne sig til [profession]. Han taler flydende dansk. Han har mange venner fra folkeskolen og [skolen]. Han hygger sig med sine venner og drikker ind i mellem alkohol. Han har haft et fritidsarbejde på en [arbejdsplads], før han kom på efterskole, og han har i ferier arbejdet på sin [plejeforælders] [fabrik]. Herefter og sammenholdt med ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, der er foregået på dansk, og efter ansøgerens fremtræden på nævnsmødet, lægger nævnet til grund, at ansøgeren har tilegnet sig en sådan vestlig livsstil, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil påkalde sig tydelig opmærksomhed fra Taliban, og at ansøgeren derved vil være i risiko for forfølgelse, herunder også i lyset af Talibans magtovertagelse i Afghanistan. Ansøgeren har derfor sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2023/29/CARA
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i et år og to måneder for personfarlig kriminalitet samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Ved ankedom i 2022 blev fængselsstraffen forhøjet til et år og seks måneder. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan. Klageren er etnisk tajik og sunnimuslim fra [by A], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban og ISKP. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans forældre har haft en konflikt med Taliban og ISKP, og at de nævnte grupperinger vil anse ham som vestliggjort, idet han har boet i Danmark i mange år. Klageren har som asylmotiv derudover henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [sit familiemedlem A’s] familie. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har haft et venskab med sin [familiemedlem B], hvilket klagerens [familiemedlem A’s] familie var i imod. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter tvangsrekruttering til Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund, da forklaringen fremstår divergerende på flere centrale punkter og samtidig konstrueret til lejligheden. Klageren har omkring en privatretlig konflikt med [sit familiemedlem A’s] familie oprindeligt under asylbehandlingen i 2011 forklaret, at konflikten var med klagerens [familiemedlem A’s] familie, da klagerens [søskende A] skulle giftes med [familiemedlem A’s barn]. Efter ægteskabet var indgået, beskyldte [familiemedlem A’s barn] klagerens [søskende A] for ikke at være jomfru, hvilket påvirkede klagerens familie, der herefter blev set ned på og måtte isolere sig. Klageren ville hævne sin familie, og han fik kontakt til klagerens [familiemedlem A’s barn], [B], som han havde seksuel kontakt til under påskud af at ville rejse ud af landet med hende. Da [familiemedlem A’s] familie, herunder denne mand, som havde kontakter i kraft af sit arbejde for regeringen, fandt ud af klagerens kontakt til [B], blev klageren af sin familie sendt ud af landet, og klagerens forældre og øvrige søskende måtte tillige flytte til [tredjeland]. Klageren har under udsendelsessamtalen i [vinteren 2022/2023] oplyst, at forældrene forlod Afghanistan som følge af korruption og krig, og at hans forældre ikke havde andre konflikter, ligesom klageren ikke kunne huske, om der var indgået en aftale om ægteskab for klagerens [søskende A]. Samtidig har klageren forklaret om en privatretlig konflikt med en nabopige, som han ikke husker navnet på, men som han skulle være venner med. Pigens forældre påstod, at klageren havde været sammen med hende, og at klageren derved havde krænket familiens ære. Omkring denne konflikt har klageren afgivet sparsomme detaljer, da han havde svært ved at huske forholdene. Klageren har dog udbyggende forklaret, at der var episoder, hvor der blev skudt med pistoler op i luften tæt på klagerens hjem. Hertil kommer, at det er påfaldende, at klageren under sin udsendelsessamtale - og uanset den forløbne tid - ikke var i stand til at huske, om den mulige konflikt var mellem klageren og en del af hans familie eller andre personer. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han efter at have talt med sin advokat kan huske, at den privatretlige konflikt er som forklaret under samtalen med Udlændingestyrelsen i [efteråret] 2011. Klageren har dog også forklaret divergerende i forhold til sin oprindelige forklaring blandt andet om, hvordan han fik oplysningen om, at [B] blev gravid, idet klageren for nævnet har forklaret, at han fik oplysningen fra sin far, og at familien ikke havde telefon, mens hans tidligere har forklaret, at [A] ringede til ham og fortalte det, hvorefter han fortalte det til sine forældre. Omkring en konflikt mellem klagerens forældre og Taliban eller ISKP har klageren ikke i sit oprindelige asylmotiv oplyst herom, og klageren har oplyst, at forældrene ikke havde et personligt udestående med grupperinger. Under den oprindelige asylbehandling har klageren oplyst, at hans far arbejdede som [profession], og at familiens økonomiske situation var god. Klageren har under udsendelsessamtalen i [vinteren 2022/2023] oplyst, at familien havde problemer, at hans far muligvis var soldat, og at der var grupper, som efterstræbte familien, som hele tiden skulle flygte. Klageren har tillige oplyst, at familien kort efter klagerens udrejse også udrejste til [tredjeland], og at de ikke har været tilbage i Afghanistan. Klageren har under udsendelsessamtale ikke været i stand til at huske eller komme med detaljer omkring familiens personlige problemer i forhold til Taliban eller ISKP. For Flygtningenævnet har klageren ikke kunne redegøre nærmere for familiens konflikt med Taliban. For Flygtningenævnet har klageren forklaret afglidende på flere af de centrale divergenser, og Flygtningenævnet kan således ikke lægge klagerens ovenfor anførte asylmotiver til grund, heller ikke om, at skulle være forfulgt at Taliban. Det forhold, at konflikten ligger lang tid tilbage, og at klageren angiveligt har fortrængt episoden, kan ikke føre til et andet resultat navnlig henset til de omfattende divergenser om centrale elementer i asylmotivet. Det forhold, at klageren frygter, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive tvangsrekrutteret af Taliban til at aftjene værnepligt, kan ikke føre til, at klageren meddeles asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger. I relation til klagerens asylmotiv omkring at være vestliggjort bemærker Flygtningenævnet, at forholdene for vestliggjorte og den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, i baggrundsmaterialet bl.a. er beskrevet i pkt. 3.13 og pkt. 3.14 i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, januar 2023. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at det afgørende for asylvurderingen i sager med spørgsmål om såkaldt vestliggørelse er, om klageren efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at klageren vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herom bemærkes, at klageren indrejste i Danmark som uledsaget mindreårig i [foråret] 2011, da han var [15-17 år], og at han har gået i skole i Danmark og taget [klassetrin i folkeskolen]. Han har tillige været kortvarigt på [uddannelsesophold] og har gået på [uddannelse A] og [gymnasial uddannelse], men har ikke afsluttet en eksamen, da han hellere ville arbejde. Han har haft forskellige job fra han var [16-18 år] gammel blandt andet i [socialfaglig arbejde], i [job i servicebranchen A], [job i servicebranchen B] og i en længere periode på [arbejdsplads med produktion]. Klageren har således haft en del af sine teenageår i Danmark og har levet et ungdomsliv på danske præmisser, ligesom han taler dansk, og nævnsmødet er gennemført på dansk. Flygtningenævnet finder efter klagerens fremtoning og forklaring om sit i liv i Danmark, at han at i et vist omfang har tilegnet til en vestlig livsstil. Omvendt er klageren født i Afghanistan, hvor han har boet og gået i skole i flere år indtil udrejsen. Klageren har således haft sine formative år i Afghanistan, hvorfor han kender til livet i Afghanistan. Hertil kommer, at klageren skriver og taler dari. Klageren anser sig som muslim. Det er usikkert, om klagerens nærmeste familie er i Afghanistan, men klageren må anses for at have familiemedlemmer i Afghanistan, der i givet fald vil kunne støtte ham ved en tilbagevenden. Samtidig er klageren nu en voksen mand på [25-30 år], der er sund og rask og gennem flere år har haft arbejde. På baggrund af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at det må anses for sandsynliggjort, at klageren vil kunne etablere sig i Afghanistan på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Flygtningenævnet finder herefter, at det ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hverken som følge af klagerens oprindelige asylmotiv eller som følge af de efterfølgende asylmotiver, idet bemærkes, at de generelle forhold i Afghanistan ikke er asylbegrundende for klageren. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren udsendes til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2023/28/anfi
Nævnet meddelte i maj 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i oktober 2021. Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra [By A] beliggende i [Provins B] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter en mand ved navn [C]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [C] og hans mænd gentagne gange har opsøgt familiens bopæl, idet de ledte efter ansøgerens far. Da ansøgerens mor ikke ville oplyse, hvor han befandt sig, slog de både hende og ansøgeren og truede med at slå dem ihjel. Ansøgeren har videre oplyst, at [C] var modstander af folk, der havde arbejdet for den tidligere regering, og ansøgerens far havde arbejdet for sikkerhedstjenesten. Ansøgeren formoder, at det var derfor, at [C] ledte efter ham. Udover at familien blev opsøgt af [C] på deres bopæl, oplevede ansøgeren også, at personer holdt øje med ham. Ansøgeren måtte ikke gå ud for sin mor, og han holdt op med at gå i skole. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han frygter Taliban og de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har i forbindelse med sagens behandling for Flygtningenævnet ligeledes henvist til, at han er i risiko for asylrelevant forfølgelse på grund af sin familiemæssige baggrund i øvrigt, at det er flere år siden, at han udrejste fra Afghanistan, at han har et [handicap], og at handicappede ofte er stigmatiserede i Afghanistan. Flygtningenævnets flertal har efter ansøgerens forklaring og det materiale, der er fremlagt til støtte herfor, lagt til grund, at ansøgerens far har arbejdet for den tidligere afghanske regering i en chefstilling i sikkerhedsstyrkerne. Det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder EUAA, Country Guidance: Afghanistan (januar 2023), side 54f, at der efter Talibans magtovertagelse – uanset meddelelsen af en generel amnesti – har været talrige eksempler på, at medlemmer af Taliban har begået overgreb mod personer, der har været ansat i sikkerhedsstyrkerne under den tidligere afghanske regering. Der har efter baggrundsoplysningerne også været tilfælde, hvor der er begået overgreb mod familiemedlemmer i forbindelse med, at medlemmer af Taliban har eftersøgt tidligere ansatte i sikkerhedsstyrkerne. Herefter og efter ansøgerens i hovedsagen konsistente forklaring herom har Flygtningenævnets flertal ligeledes lagt til grund, at ansøgeren og hans mor har været udsat for vold og dødstrusler i forbindelse med, at en person benævnt [C] og en række medfølgende personer har eftersøgt faren i anledning af dennes tidligere ansættelse i sikkerhedsstyrkerne, og at der er tale om gentagne opsøgninger på familiens bopæl over en periode på en måned. Det forhold, at ansøgeren til dels har haft svært ved at huske detaljerne i dele af dette asylmotiv, kan efter bl.a. oplysningerne om ansøgerens alder og psykiske tilstand ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder det dog mindre sandsynligt, at ansøgerens naboer kunne forhindre [C] og hans mænd i at borttage ham, hans søster og mor, og nævnet lægger derfor ikke denne del af forklaringen til grund.Under de anførte omstændigheder og da det nu er oplyst, at [C] har sluttet sig til Taliban, hvilket efter oplysningerne herom lægges til grund, finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse fra Taliban. Det er herunder tillagt vægt, at i hvert fald ansøgerens [familiemedlem D], der deler efternavn med ansøgeren, efter det fremlagte må anses for profileret som en modstander af Taliban. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2023/27/sahe
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Ved dom af [dato i efteråret] 2016 afsagt af [byretten] blev klageren idømt betinget fængsel i fire måneder for besiddelse af euforiserende stoffer, tyveri, blufærdighedskrænkelse, ulovlig indtrængen og forsøg på ulovlig indtrængen, jf. straffelovens § 276, § 232, § 264, stk. 1, nr. 1, § 276 og § 264, stk. 1, nr., 1, jf. § 21, og lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, Liste A, nr. 1. Ved [landrettens] ankedom af [dato i efteråret] 2020 blev tiltalte fundet skyldig i forsøg på voldtægt samt indbrudstyveri, jf. straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, og § 285, stk. 1, jf. § 276 a. Klageren blev straffet med fængsel i 5 år og udvist af Danmark for bestandig. Dommen var for så vidt angår strafudmåling og udvisning en stadfæstelse af [byrettens] dom af [dato i foråret] 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan. Klageren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra [by A] […]-distriktet, […]-provinsen, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet for [et firma], som har samarbejdet med [de vestlige styrker]. Han frygter derudover lokalbefolkningen, idet han er blevet beskyldt for at have angivet to personer fra sin landsby til [de vestlige styrker]. Han har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede for [et firma] fra [årerække i 00’erne] indtil sin udrejse i [årstal]. Hans arbejde bestod i [opgaver] for [de vestlige styrker] og andre udlændinge i området. To mænd blev anholdt af [de vestlige styrker] i [forår/sommer] og klageren blev beskyldt for at have angivet de to mænd til [de vestlige styrker]. I landsbyen gik der rygter om, at de to mænd havde samarbejdet med Taliban. Den [dato i sommeren] 2010 blev klagerens hus angrebet om natten af seks til syv bevæbnede mænd. Klageren flygtede efter at have set, at de var på vej ind i gårdhaven. Han løb fire kilometer til en ruin, hvor han skjulte sig til daggry. Derefter tog han en bus til [by B] og herefter til Pakistan. Derudover har han som asylmotiv henvist til, at han frygter lokalbefolkningen, fordi han vil blive betragtet som vantro, fordi han udrejste til Europa. Indledende bemærkninger: Klageren – der er udvist ved en endelig dom – har ikke meddelt samtykke til udsendelsen, og da han ubestridt (isoleret set) er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, er udlændingelovens § 31 til hinder for, at klageren tvangsmæssigt udsendes til Afghanistan. Spørgsmålet er herefter, om klageren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra opholdstilladelse. Af denne bestemmelse fremgår, at en udlænding, som har indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. I forlængelse heraf bemærkes, at klageren ved [landsrettens] ankedom af [dato i efteråret] 2020 er idømt fængsel i 5 år for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, og § 285, stk. 1, jf. § 276 a og udvist af Danmark for bestandig. Det anførte indebærer, at det skal vurderes, om klageren som følge af den nævnte dom i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra opholdstilladelse. Som det fremgår nedenfor, skal der samlet set foretages en tre-leddet vurdering. Om den nærmere forståelse af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt.: Det skal – som anført ovenfor – vurderes, om klageren som følge af [landrettens] ankedom af [dato i efteråret] 2021 efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra opholdstilladelse. Af bemærkningerne til bestemmelsen i § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, hedder det blandt andet: ”Der skal efter de foreslåede bestemmelser i § 10, stk. 2-4 […] ved afgørelsen af, hvorvidt der skal gives opholdstilladelse, tages højde for, om sådanne særlige forhold gør sig gældende, at der alligevel skal gives opholdstilladelse. Der kan i den forbindelse henvises til de særlige forhold, der er opregnet i udlændingelovens § 26, stk. 1. Der skal således foretages en afvejning mellem de i bestemmelsen [udlændingelovens § 26, stk. 1] nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. For så vidt angår udlændinge, som isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 (udlændinge, der risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen nævnte grunde), bemærkes, at afvejningen skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. […] En udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kan endvidere kun udelukkes fra asyl efter den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2.” Det følger således af forarbejderne til udlændingelovens 10, stk. 3, 1. pkt., at bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Artikel 33 har følgende ordlyd: ”Artikel 33: Forbud mod udvisning eller afvisning (”refoulement”) 1. Ingen kontraherende stat må på nogen som helst måde udvise eller afvise (”refolere”) en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser. 2. Nærværende bestemmelse kan dog ikke påberåbes af en flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land.” Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en tre-leddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er det tilfældet, skal der herefter foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Om klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse: Det ovenfor anførte indebærer, at Flygtningenævnet i første række skal tage stilling til, om klageren ved ankedommen af [dato i efteråret] 2020, hvorved han blev idømt fængsel i 5 år for bl.a. overtrædelse af blandt andet straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, 2. leds forstand. Spørgsmålet er herefter, hvordan begrebet ”en særlig farlig forbrydelse” i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, skal forstås. Ved fastlæggelsen af dette begreb, må det for det første tages i betragtning, at artikel 33, stk. 2, har karakter af en undtagelse fra det generelle princip i artikel 33, stk. 1, om forbud mod refoulement. Tiltalte er ved dommen fundet skyldig i tre forsøg på voldtægt, herunder et forhold af forsøg på voldtægt under indtrængen i privat hjem, og Flygtningenævnet finder, at tiltalte herved er dømt for en særlig farlig forbrydelse i artikel 33, stk. 2, 2. leds forstand. Om klageren må betragtes som en fare for samfundet: Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, i hvilken forbindelse der skal foretages en fremadrettet farevurdering, men som skal foretages på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Klageren er tidligere ved dom af [dato i efteråret] 2016 straffet med betinget fængsel i 4 måneder for bl.a. flere forhold af ulovlig indtrængen i private hjem, vold og tre forhold af blufærdighedskrænkelse. På den anførte baggrund og efter en samlet vurdering af de i øvrigt foreliggende oplysninger, finder Flygtningenævnet, at klageren – også fremadrettet – må betragtes som en fare for samfundet. Oplysningerne om tiltaltes helbredsmæssige forhold kan ikke føre til en anden vurdering. Det skal herefter vurderes, om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at meddele klageren opholdstilladelse. Dette beror på en proportionalitetsafvejning, og i den forbindelse vil der således blandt andet skulle foretages en vurdering efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Efter en samlet afvejning, hvor karakteren og grovheden af den forbrydelse, som tiltalte er fundet skyldig i, indgår med meget tung vægt, finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at meddele klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Oplysningerne om klagerens helbredsmæssige og familiemæssige forhold kan således ikke føre til en anden vurdering. Konklusion: Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2023/24/SABA
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Sverige. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.Flygtningenævnet udtalte:Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2017 er meddelt subsidiær beskyttelsesstatus i Sverige, og at hendes opholdstilladelse udløb [i efteråret] 2020. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Sverige, samt at klageren i Sverige vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Sverige, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 3, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren har oplyst, at hun ikke har personlige konflikter i Sverige, herunder med myndigheder, privatpersoner eller familiemedlemmer, og ikke siden sin indrejse i Sverige i [foråret] 2021 er blevet kontaktet af sin tidligere ægtefælle, der forud herfor havde truet hende og udsat hende for vold. Klageren må i den forbindelse henvises til at søge de svenske myndigheders beskyttelse, som må antages at have vilje og evne til at beskytte klageren. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at klagerens ægtefælle og to fællesbørn har opholdstilladelse i Danmark, ikke kan føre til, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark. De forhold, som klagerens advokat har anført i sine indlæg af [foråret] 2023 om blandt andet FN´s Børnekonventions artikel 3 og FN´s Handicapkonventions artikel 23, stk. 4, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker herved, at det forhold, at ægtefællernes ene fællesbarn, [navn], lider af [en alvorlig sygdom], som gør hende afhængig af klagerens pleje, ikke kan tillægges betydning ved afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt Sverige kan tjene som første asylland. For så vidt angår spørgsmålet om en mulig adskillelse af familien ved klagerens tilbagevenden til Sverige bemærkes, at det falder uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling hertil, idet bemærkes at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet. I den forbindelse bemærkes, at den af klageren indgivne klage over Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, er tillagt opsættende virkning af Udlændingenævnet. På denne baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. Løbenummer: § 29 b-Sve/2023/3/EEB
Nævnet meddelte i maj 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Rusland, Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra Grosnyj, Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive dræbt af sin ægtefælle eller sine brødre, fordi hun så en anden mand, efter at hun og ægtefællen var blevet gift. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun i 2013 efter ønske fra sine brødre – og imod sin vilje – blev gift. I 2018 mødte ansøgeren tilfældigt sin ungdomskæreste på sit arbejde i [ansøgerens arbejdsplads] i Grosnyj. Ansøgeren og kæresten begyndte at mødes, ligesom, de talte sammen i telefonen og sendte sms’er til hinanden. En dag kom ægtefællen hjem og begyndte at råbe. Ægtefællen havde fået sendt et af ansøgeren i ungdomskærestens bil. Ansøgeren mener, at det var ægtefællens onkel, der tog fotografiet og sendte det til ægtefællen. Ægtefællen slog ansøgeren kraftigt og låste hende herefter inde i huset. Det lykkedes for ansøgeren at flygte gennem et vindue i badeværelset. Hun tog med en taxa hen til sin tante. Samme aften rejste hun videre til Moskva, hvor hun tog ophold hos tantens datter. Ansøgeren opholdt sig i Moskva indtil [efteråret] 2019, hvor hun udrejste til [et europæisk land]. Ansøgeren opholdt sig i [det europæiske land] i cirka et år, hvorefter hun rejste videre til Danmark. Ansøgeren har under opholdet i [det europæiske land] haft kontakt med sin søster, som advarede hende mod at tage kontakt med familien, idet hun frygtede, at ansøgerens ægtefælle og brødre ville kunne spore opkaldene. Ægtefællen og brødrene havde ledt efter ansøgeren og havde ikke givet søsteren lov til at se ansøgerens søn. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren fremtræder troværdig, har forklaret konsistent og uden divergenser om sit asylmotiv, og at der ikke er grundlag for at tilsidesætte forklaringen. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse også vægt på baggrundsoplysningerne om Tjetjenien om blandt andet æresrelaterede overgreb, herunder æresdrab, på kvinder, og den manglende myndighedsbeskyttelse af kvinderne i den forbindelse. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har en æresrelateret konflikt med sin ægtefælle og sine brødre. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for asylbegrundende overgreb fra sin ægtefælle eller sine brødre. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Rusland, idet Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens situation, herunder som enlig tjetjensk kvinde, finder, at det ikke kan anses for rimeligt at henvise ansøgeren til eventuelt at tage ophold et andet sted i Rusland. Flygtningenævnet meddeler derfor - i overensstemmelse med Flygtningenævnets nyere praksis - ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Rusl/2022/6/MNR
Nævnet hjemviste i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har haft en opholdstilladelse i Italien, som ikke er fornyet. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Det fremgår af sagen, at klageren den [dato i sommeren] 2019 fik en italiensk opholdstilladelse i form af en såkaldt ”Casi Speciali” gyldig indtil den [dato i sommeren] 2021, at klageren ikke har fået fornyet opholdstilladelsen, men ansøgt herom, og at klageren således ikke længere har en gyldig opholdstilladelse i Italien. Af sagen fremgår i øvrigt, at klageren har et italiensk id-kort gyldigt indtil den [dato i foråret] 2027. Det fremgår imidlertid af Udlændingestyrelsens anmodning til de italienske myndigheder, at der anmodes om, at klageren modtages i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, om afviste asylansøgere, og de italienske myndigheder den 15. november 2022 også har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren. Klagerens advokat har gjort gældende, at klagerens opholdstilladelse er en såkaldt ”Casi Speciali”, som er udløbet og ikke længere kan fornyes. Klageren vil derfor være uden opholdstilladelse i Italien og derfor i reel fare for at blive udsendt til [hjemland]. Det gøres videre gældende, at klageren, hvis de italienske myndigheder giver klageren mulighed for at indgive en ny ansøgning om asyl, vil skulle starte helt forfra. Han vil i den situation være i reel risiko for at blive henvist til et liv på gaden uden mulighed for at klare sig, jf. AIDA, Country Report: Italy, hvoraf fremgår, at det er problematisk for Dublin-overførte på ny at få adgang til asylprocessen, ligesom mange mister deres ret til indkvartering. Denne risiko for at blive henvist til et liv på gaden er nu yderligere understøttet af de italienske myndigheders suspendering af Dublin-overførslerne med henvisning til manglende indkvarteringskapacitet. Klagerens advokat har herudover gjort gældende, at de italienske myndigheders suspendering af Dublin-overførslerne i sig selv bør føre til, at Danmark påtager sig ansvaret for klagerens asylsag og behandler den i Danmark. Der er således ingen oplysning om, hvornår overførslerne forventes genoptaget og en udsættelse af klagerens sag på ubestemt tid er i strid med princippet i Dublin-forordningens præambel punkt 5. De aktuelle modtageforhold for asylansøgere og Dublin-overførte i Italien er ifølge nævnets baggrundsoplysninger – der dog ikke beskriver den aktuelle situation, hvor der alene i 2023 indtil videre er indrejst over 30.000 personer – behæftet med visse mangler, og de italienske myndigheder har ved circular letters af 5. og 7. december 2022 oplyst, at Italien midlertidigt med få undtagelser suspenderer alle indkomne overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af pres på landets grænser og utilstrækkelige modtagefaciliteter og et deraf følgende behov for at omstrukturere disse. De italienske myndigheder har ved mail af 2. januar 2023 med henvisning hertil oplyst, at de fortsat ikke tillader Dublin-overførsler, og at alle planlagte overførsler derfor skal betragtes som annullerede. Den 11. april 2023 indførte den italienske regering som følge af det meget store indrejsetal en undtagelsestilstand på migrationsområdet i seks måneder. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at sagen skal hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen skal undersøge, hvilken betydning den indførte undtagelsestilstand på migrationsområdet har i forhold til modtagelsen og indkvarteringen af Dublin-overførte, herunder ikke særligt sårbare personer, samt hvilken betydning den har i forhold til de italienske myndigheders midlertidige suspendering af Dublin-overførsler, jf. senest mail af 2. januar 2023 fra de italienske myndigheder. Det skal endvidere undersøges, om der er forskel på indkvarteringsmulighederne afhængig af, hvilken fase den pågældende befinder sig i. Udlændingestyrelsen skal endelig undersøge, om der i Italien er taget stilling i klagerens asylsag.” Dub-Ital/2023/4/DH
Nævnet hjemviste i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar og deres medfølgende barn, der havde et gyldigt visum til Italien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagernes helbredsforhold og de generelle forhold for asylansøgere i Italien”. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet tiltræder, at de formelle betingelser for at Italien skal modtage klagerne, jf. Dublinforordningens artikel 12, stk. 2, er opfyldt. Italien har også den [dato i efteråret 2022] accepteret at overtage klagerne i overensstemmelse hermed. Klagernes advokat har gjort gældende, at klagernes sag skal behandles i Danmark, da klagerne må anses for særlig sårbare. Til støtte herfor har klagernes advokat henvist til blandt andet, at den [ene klager] er torturoffer og psykisk påvirket og i psykologisk behandling, at den [anden klager] har psykiske problemer og er i behandling herfor, og at klagernes [barn] er psykisk skrøbelig. Der er en reel risiko for, at klagerne ikke vil få den fornødne hjælp i Italien. Der er således alvorlige udfordringer med, at Dublin-overførte kan få adgang til de såkaldte SAI-centre, ligesom det er mindre sandsynligt, at oprettelsen af SAI-centrene har medført en reel forbedring af modtage- og indkvarteringsforholdene. Dette skal også ses i lyset af de italienske myndigheders cirkulærebreve af 5. og 7. december 2022, hvor Dublin-overførslerne suspenderes på grund af manglende modtagefaciliteter som følge af det høje indrejsetal. Hensynet til barnets tarv taler på den baggrund også afgørende imod at returnere klagerne til Italien. Klagernes advokat har herudover gjort gældende, at de italienske myndigheders suspendering af Dublin-overførslerne i sig selv bør føre til, at Danmark påtager sig ansvaret for klagernes asylsag og behandler den i Danmark. Der er således ingen oplysning om, hvornår overførslerne forventes genoptaget og en udsættelse af klagernes sag på ubestemt tid er i strid med princippet i Dublin-forordningens præambel punkt 5. De aktuelle modtageforhold for asylansøgere og Dublin-overførte i Italien er ifølge nævnets baggrundsoplysninger – der dog ikke beskriver den aktuelle situation, hvor der alene i 2023 indtil videre er indrejst over 30.000 personer – behæftet med visse mangler, og de italienske myndigheder har ved circular letters af 5. og 7. december 2022 oplyst, at Italien midlertidigt med få undtagelser suspenderer alle indkomne overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af pres på landets grænser og utilstrækkelige modtagefaciliteter og et deraf følgende behov for at omstrukturere disse. De italienske myndigheder har ved mail af 2. januar 2023 med henvisning hertil oplyst, at de fortsat ikke tillader Dublin-overførsler, og at alle planlagte overførsler derfor skal betragtes som annullerede. Den 11. april 2023 indførte den italienske regering som følge af det meget store indrejsetal en undtagelsestilstand på migrationsområdet i seks måneder. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at sagen skal hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen skal undersøge, hvilken betydning den indførte undtagelsestilstand på migrationsområdet har i forhold til modtagelsen og indkvarteringen af Dublin-overførte, herunder hvilken betydning den har i forhold til de italienske myndigheders midlertidige suspendering af Dublin-overførsler, jf. senest mail af 2. januar 2023 fra de italienske myndigheder, samt hvilken betydning den har i forhold til den generelle garanti, som de italienske myndigheder ved circular letter af 8. februar 2021 har stillet i forhold til modtagelsen af særlig sårbare personer, herunder familier med mindreårige børn i henhold til Dublinforordningen. Dub-Ital/2023/3/DH
Nævnet meddelte i december 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hendes far er [etnicitet] og at hendes mor er hazara, og at hun selv oprindeligt er shiamuslim fra [by], [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Afghanistan som enlig kvinde uden mandligt netværk og at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun er konverteret til kristendommen, samt at hun efter sit syv års lange ophold i Danmark er blevet præget af vestlige værdier, herunder at hun spiser svinekød, ikke går med tørklæde og kan udtrykke sine holdninger, hvilket vil medføre at befolkningen vil opfatte hende som vantro og ”fordærvet” af Vesten. Ansøgerens advokat har i sit indlæg [fra slutningen af] 2022 anført flere asylmotiver, men advokaten har anmodet Flygtningenævnet om udelukkende at forholde sig til asylmotivet ”enlig kvinde uden mandligt netværk”. Flygtningenævnet bemærker, at situationen i Afghanistan efter Flygtningenævnet traf afgørelse i ansøgerens asylsag [i slutningen af] 2016 har udviklet sig betydeligt, idet Taliban siden medio august 2021 har overtaget magten i Afghanistan. Flygtningenævnet kan bl.a. henvise til EASO´s rapport ”Country Guidance: Afghanistan; Common analysis and guidance” udgivet i november 2021 og Udlændingestyrelsens rapport ”Country of origin information (coi) brief report; Afghanistan; Recent events” udgivet i december 2021. Det fremgår tillige af Migrationsverket – RÂTTSLIGT STÂLLINGSTAGANDE. Prøvning af skyd fra den 30. november 2022: ”2.2 Situationen för kvinnor och flickor Ett flertal regler och bestämmelser rörande kvinnors och flickors rörelsefrihet, yttrandefrihet, rätt till utbildning, tillgång till hälsovård mm har införts av talibanernas de factostyre. I oktober 2022 ska det ha införts nya restriktioner som utestänger kvinnor från att studera en rad olika ämnen på statliga universitet. I november 2022 tillkännagavs därtill ytterligare begränsningar när kvinnor förbjöds att besöka parker, gym och allmänna badhus. Talibanstyret har redan i tidigare dekret uttalat att det bästa sättet att uppfylla hijab-kravet för kvinnor är att inte lämna hemmet om det inte är nödvändigt. Ett dekret som innebär att män kan bestraffas för kvinnors vandel kan påverka mäns beteenden och medföra exempelvis ökat våld i hemmen. I mitten av november 2022 meddelade talibanrörelsen att den högste ledaren Hibatullah Akhundzada uppmanat domare i landet att fullt ut tillämpa sharia. Kvinnors och flickors rörelsefrihet och andra rättigheter har således begränsats avsevärt i Afghanistan med betydande påverkan på deras möjligheter att försörja sig, få tillgång till vård och utbildning samt söka skydd undan våld. FN:s särskilda rapportör för de mänskliga rättigheterna i Afghanistan har i september 2022 konstaterat att i inget annat land missgynnas kvinnor och flickor på samma sätt i alla aspekter av sina liv. Tendenserna under det gångna året indikerar vidare att det är de mer konservativa och hårdföra krafterna inom talibanrörelsen som haft det avgörande inflytandet över utvecklingen medan mer moderata krafter har fått foga sig. Det finns inga tecken på att detta är på väg att förändras på något avgörande sätt. Mot bakgrund av vad som framgår i aktuell landinformation har rättschefen kommit fram till följande bedömning. Situationen i Afghanistan för kvinnor bedöms vara sådan att deras grundläggande mänskliga rättigheter kränks, och att detta sker genom bl.a. rättsliga, administrativa, polisiära och/eller judiciella åtgärder som i sig är diskriminerande eller som genomförs på ett diskriminerande sätt, jfr artikel 9.2 b skyddsgrundsdirektivet. Migrationsverket bedömer att det är sannolikt att kvinnor och flickor i Afghanistan i allmänhet, inbegripande även kvinnor och flickor i familj med manligt överhuvud, genom en ackumulation av olika åtgärder riskerar att utsättas för diskriminering på en sådan nivå och med så kraftiga begränsningar av sina grundläggande fri-och rättigheter att detta vid en framåtsyftande bedömning når upp till förföljelse, jfr artikel 9.1 b skyddsgrundsdirektivet. Detta medför att en asylsökande kvinna eller flicka från Afghanistan ska bedömas vara flykting på grund av tillhörighet till viss samhällsgrupp, det vill säga kön, enligt 4 kap. 1 § utlänningslagen. Efter att ett skyddsbehov konstaterats, måste det utredas och bedömas om den sökande ska uteslutas enligt 4 kap. 2 b § utlänningslagen från att anses som flykting.” Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede den 15. december 2022, at der i sager vedrørende afghanske kvinder og piger bør anlægges en lempet bevisvurdering henset til den vilkårlighed og usikkerhed, hvormed Talibans de facto myndighedsudøvelse sker, samt den fortsatte alvorlige forværring af forholdene for kvinder og piger, som de seneste baggrundsoplysninger afspejler. Det indebærer, at tærsklen for, hvornår en kvindelig afghansk asylansøger må anses at have sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse, er lavere end i en almindelig asylsag. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan må anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk. I lyset af den aktuelle situation i Afghanistan og de foreliggende oplysninger om enlige kvinders retsstilling i Afghanistan finder Flygtningenævnet herefter, at hun har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2022/77/CARA
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [by], Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Egypten frygter at blive slået ihjel af sin far og at blive retsforfulgt, idet han har tatoveringer. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han frygter en ven, til hvem han har pengegæld. Ansøgeren har endelig henvist til, at han ved tilbagevenden til Egypten ikke vil kunne se sine børn. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i [vinteren 2021/2022] indrejste i Danmark med sin gravide ægtefælle samt deres fællesbarn, med henblik på at søge varigt ophold i Danmark. Tre dage før sin udrejse af Egypten, fik ansøgeren lavet flere tatoveringer, blandt andet [motiv 1] på [kroppen], samt [motiv 2]. Ansøgeren har oplyst, at det i Egypten er ulovligt at være tatoveret, og kan give omkring tre års fængselsstraf. Ansøgeren har videre oplyst, at hans far, efter ansøgerens oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen, har fået kendskab til asylansøgningen i Danmark samt ansøgerens tatoveringer, og efterfølgende har faren truet med at slå ansøgeren ihjel på grund af tatoveringerne. Ansøgeren har tidligere haft en mindre tatovering på [kroppen], som faren brændte væk mod ansøgerens vilje. Ansøgeren har om sin pengegæld til en ven oplyst, at han lånte [et større pengebeløb] af vedkommende med en aftale om, at han skulle betale løbende afdrag på lånet efter at have fået opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren har ikke overholdt denne aftale på grund af sin fængsling og dom, hvorfor ansøgeren frygter sin ven, da han ikke ved hvad vedkommende vil gøre ved ham. For Flygtningenævnet har ansøgeren endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive slået ihjel af sin far som følge af, at hans far vil anse ansøgeren som én, der har forladt sin familie i Danmark. Ansøgerens far har ved én lejlighed for cirka. 4 måneder siden truet ansøgeren. Idet bemærkes, at ansøgeren først har søgt asyl ca. 5 måneder efter indrejsen i Danmark og først efter, at ansøgeren ved [Landsretten] dom [i sommeren] 2022 er straffet med fængsel i 3 måneder for vold og trusler mod sin ægtefælle, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at være i risiko for at blive udsat for forfølgelse i Egypten efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det foreliggende baggrundsmateriale ikke støtter ansøgerens forklaring om, at han i Egypten risikerer retsforfølgning på grund af sine tatoveringer. Det bemærkes herved, at den religiøse udtalelse (fatwa), som i 2021 er udsendt af den (islamiske) akademiske institution Al-Azhar vedrørende tatoveringer, efter baggrundsoplysningerne ikke betragtes som juridisk bindende i Egypten. Flygtningenævnet tiltræder således, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han ved tilbagevenden til Egypten risikerer retsforfølgelse som følge af sine tatoveringer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om et modsætningsforhold til sin far til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret udbyggende. Således har ansøgeren for Flygtningenævnet forklaret, at den tatovering, som hans far brændte væk på ham i 2017, tillige bestod af [motiv 3] og [motiv 4]. Ligeledes er det først i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen, at ansøgeren har forklaret om frygt som følge af, at han vil blive anset som én, der har forladt sin familie i Danmark. Ansøgerens forklaring fremstår i øvrigt konstrueret med hensyn til, hvorledes ansøgerens far har opnået kendskab til de tatoveringer, som ansøgeren senest har fået lavet. Selv hvis ansøgerens forklaring om sin fars misbilligelser lægges til grund, kan der af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen, ikke anses at foreligge et modsætningsforhold af en intensitet og karakter, at der er tale om asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han – hvis forklaringen herom lægges til grund – risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7 som følge af gæld til en ven i Egypten. Flygtningenævnet har herved lagt på, at ansøgerens ven ikke i noget omfang har fremsat trusler eller lignende i anledning af gældsforholdet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren tidligere har forklaret, at han ikke er sikker på, hvad vennen eventuelt vil gøre i anledning ansøgerens manglende afdrag på gælden. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han frygter at blive slået ihjel af den pågældende ven eller dennes familie. Flygtningenævnet tiltræder endelig, at den omstændighed, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Egypten ikke eller kun i begrænset omfang vil kunne se sine børn, ikke er forhold, der kan føre til, at der meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Egyp/2022/6/ANHK
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:” Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og [muslim] af trosretning. Ansøgeren er født og opvokset i [by A]-bydelen, [by A], Uganda, hvor han boede indtil han var [i 20’erne], hvorefter han flyttede til [by B], […]-regionen, Uganda, hvor han boede i omkring fire år. Herefter flyttede han til landsbyen [landsby A], [by A], Uganda, hvor han boede frem til sin udrejse af Uganda. Ansøgeren har oplyst, at han fra 2016 og frem til sin udrejse af Uganda i [i efteråret] 2018 støttede [A], som er leder af oppositionspartiet [B]. Ansøgeren har blandt andet deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel eller fængslet af de ugandiske myndigheder, idet han takkede ja til en arbejdsopgave, som de tilbød ham, men som han ikke fuldførte. Ansøgeren har i forbindelse med anmodning om genoptagelsen yderligere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel eller fængslet af de ugandiske myndigheder, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har haft et forhold til en mand i Danmark, som har oplyst ansøgeren, at han vil fortælle ansøgerens familie og venner i Uganda, at ansøgeren er homoseksuel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelig asylmotiv til grund, da ansøgeren har forklaret divergerende, utroværdigt og udbyggende herom. Flygtningenævnet kan i det hele henvise til det, der er anført under behandlingen af ansøgerens sag i Flygtningenævnet den [efteråret] 2022, idet bemærkes, at der ikke under nævnsmødet den [i sommeren] 2023 er fremkommet nye oplysninger i relation til det oprindelige asylmotiv, der kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens nye forklaring om, at han er homoseksuel til grund. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af de divergerende og utroværdige forklaringer i relation til det oprindelige asylmotiv. Samtidig har ansøgere forklaret divergerende og udbyggende i forhold til det nye asylmotiv. Ansøgeren har således først til Flygtningenævnet under genoptagelsessagen forklaret, at han i Uganda alene kiggede efter mænd, men ikke foretog sig andet. Senere under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han allerede i Uganda fandt ud af, at han var homoseksuel, idet han kiggede på [homoseksuel pornografi] for at kunne gennemføre sex med sin hustru. Hustruen blev over dette og rapporterede herom til hans familie, der sagde, at ansøgeren ikke skulle blive som [sit familiemedlem], som var taget i at være sammen med mænd. Samtidig har ansøgeren forklaret, at han frygter, at [et andet familiemedlem] via [A] eller [B] bliver bekendt med hans seksualitet, idet [A] har dokumentation i form af billeder af ham i [bestemt situation]. Af genoptagelsesbegæringen fra Dansk Flygtningehjælp og advokatindlægget til brug for nævnsmødet fremgår imidlertid, at ansøgeren over for disse har oplyst, at han først erfarede, at han var homoseksuel, da han kom til Danmark. Ansøgeren har tillige over for Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 forklaret, at han selv fandt sin hustru i 2010, og at de giftede sig i 2013, på hvilket tidspunkt ansøgeren må have været [bestemt alder]. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at det var hans moster, som arrangerede ægteskabet, og at han alene giftede sig for at tilfredsstille familien. Det fremgår af akterne, at ansøgeren med sin ægtefælle fik fire børn. Ansøgeren har tillige forklaret, at han første gang havde sex med sin hustru, da han var [tre år yngre end førnævnte bestemte alder]. Ansøgeren har om divergenserne forklaret afglidende, og divergenserne kan ikke forklares ud fra tolkningsproblemer eller en begrænset skolegang. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgerens forklaring om sin homoseksualitet og beskrivelsen af sine følelser for mænd herunder i forhold til to angivelige længerevarende kæresteforhold i Danmark er ureflekteret og upræcis. Ansøgeren har primært om kæresteforholdene forklaret, at de vedrørte sex. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren først oplyste om sin seksuelle overbevisning efter en ny lov om forbud mod homoseksualitet blev fremsat og vedtaget i parlamentet i Uganda i marts 2023. Det er tillige påfaldende, at ansøgeren først tog kontakt til LGBT+ efter afslaget i Flygtningenævnet i [efteråret] 2022 og efter at være udrejst til [andet europæisk land] for at søge asyl, hvis han gennem fire år skulle have levet mere eller mindre åbent som homoseksuel og været på flere barer for homoseksuelle i Danmark. Den fremlagte udtalelsen fra LGBT+ kan ikke ændre herpå. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at bliver udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.Flygtningenævnet fastholder derfor med denne begrundelse nævnets afgørelse af [dato i efteråret] 2022.” Ugan/2023/2/Saba
Nævnet omgjorde i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er [etnicitet] af etnicitet og trosretning. Klageren er født i Al-Hasakah, Syrien, men har boet det meste af sit liv i Al-Suwayda, Syrien. Klageren var i Syrien medlem af partiet [parti] fra omkring 2011. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [vinteren 2015/2016], og at hun den [sommeren 2016] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den [vinteren 2022/2023] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet hun er eftersøgt grundet sine og familiens politiske aktiviteter. Klageren har herom oplyst, at hun i 2011 blev medlem af gruppen [parti] som var stærkt kritisk over for det syriske regime. Klagerens søster og far var ligeledes medlemmer af gruppen og aktive for denne. Klageren har til støtte herfor videre oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter konsekvenser som følge af sine politiske aktiviteter i Danmark. Klageren har herom oplyst, at hun har udtalt sig kritisk over for det syriske styre på sociale medier og er medlem af foreninger, der er kritiske over for styret, og at de syriske myndigheder har kendskab til dette. Klageren har videre oplyst, at hun har deltaget i demonstrationer imod den syriske regering, hvor hendes navn og billede blev vist, og at hun har taget en aktiv rolle ved demonstrationen. Det lægges til grund, at klageren og flere af hendes familiemedlemmer har været engageret i en [etnicitet] forening, [parti]. Klagerens forklaring om omfanget og karakteren af aktiviteterne i foreningen, herunder særligt varigheden af klagerens aktiviteter, fremstår imidlertid noget usikre. Tilsvarende gælder klagerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin offentlige stilling i 2011 og om den syriske efterretningstjenestes opsøgning af hendes familie efter klagerens udrejse af Syrien i [efteråret] 2015. Hertil kommer, at klageren forud for udrejsen af Syrien i [efteråret] 2015 i [efteråret] samme år havde fået udstedt pas, og at hun efter omstændighederne i forbindelse med pasudstedelsen, uanset hendes forklaring for nævnet om, at hun betalte bestikkelse i forbindelse med pasudstedelsen, derfor kan være udrejst legalt. Navnlig efter oplysningerne om omfanget og karakteren af klagerens sur place aktiviteter i Danmark og baggrundsoplysningerne om de syriske myndigheders overvågningsaktiviteter finder nævnet imidlertid, at klageren – under inddragelse af det forsigtighedsprincip, der gælder ved behandlingen af sager vedrørende personer fra Syrien – har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2023/39/ROZ
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar (en mandlig og kvindelig statsborger) fra Kina. Indrejst i 2007.”Ansøgerne er etnisk han og ateister af trosretning. Den mandlige ansøger er fra [by A] i Fuijan-provinsen i Kina, og den kvindelige ansøger er fra [by B] i Heilongjiang-provinsen i Kina. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at få en advarsel fra de kinesiske myndigheder på baggrund af deres politiske aktiviteter på [et socialt medie], hvor de har ytret sig kritisk mod de kinesiske myndigheder. Ansøgerne har til støtte for dette oplyst, at de i kommentarer på den mandlige ansøgers søsters videoer af demonstrationer i Hong Kong på [et socialt medie] har kritiseret de kinesiske myndigheder, mens de har opholdt sig i Danmark. Det har ført til, at ansøgernes profiler på [det sociale medie] er blevet lukket. Den mandlige ansøgers søster, [navn A], og bror, [navn B], er efterfølgende blevet afhørt af politiet i Kina og indkaldt adskillige gange til politistationen for at recitere reglerne for politiske ytringer i Kina. Ansøgerne har derudover som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive udsat for vold af den lokale mafia i [by A], fordi den mandlige ansøgers far tidligere har været en del af mafiaen. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hans far havde en konflikt med mafiaen [i by A] i 2008. Den mandlige ansøger formoder, at denne konflikt var årsagen til, at han i 2008 blev overfaldet og stukket ned med kniv af seks personer, som spurgte ansøgeren, om han kendte til en mand ved navn [navn C], som er hans far. Ansøgerne har yderligere som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive udsat for vold af en familie ved navn [navn D], fordi den mandlige ansøger har optaget lån af dem. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige ansøger mellem 2012-2014 optog et lån på [et større beløb] hos [et familiemedlems] ægtefælle, [navn D], til brug i et projekt om tunnelbyggeri. Den mandlige ansøger trak sig ud af tunnelprojektet efter en ulykke, og havde herefter ikke tilstrækkelig kapital til at betale [navn D] tilbage. [Navn D] startede indkrævningen af lånet 2016, hvor han opførte sig truende og voldelig over for den mandlige ansøger. [Navn D] opsøgte ham omtrent 10 gange i sidste del af 2016, og han har slået den mandlige ansøger med lussinger og knytnæver. I 2019 døde [navn D], hvorefter den mandlige ansøger overførte betalingerne til [navn D’s] ægtefælle, som er hans [familiemedlem]. [Familiemedlemmet] og hendes to børn har efterfølgende truet den mandlige ansøgers forældre og fortalt dem, at de skal bede den mandlige ansøger om at tilbagebetale sin gæld, og at de ellers vil lave ballade. De har også udsat den mandlige ansøgers forældres bopæl for hærværk. Den kvindelige ansøger har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive opsøgt af politiet, fordi hendes mor har været tilhænger af den nyreligiøse bevægelse, Falun Gong. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hendes mor tidligere har været tilhænger af Falun Gong, men at hun stoppede med at tro på det for [over 25 år] siden. Ansøgerne har endelig henvist til de generelle forhold til Kina og oplyst, at de frygter, at deres fremtidige børn skal vokse op under dårlige forhold i Kina. Flygtningenævnet kan til dels lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøgers far har en konflikt med mafiaen i den mandlige ansøgers hjemby, [by A], og at den mandlige ansøger som følge heraf blev overfaldet i 2008. Den mandlige ansøger har imidlertid boet i Kina siden da og indtil sin udrejse af landet i 2017 uden at opleve yderligere problemer, ligesom den mandlige ansøgers far fortsat bor i hjembyen. Der er således tale om en afsluttet konflikt, og ansøgerne har ikke sandsynliggjort, at medlemmer af mafiaen vil kontakte ansøgerne og udsætte dem for overgreb, hvis de vender tilbage til Kina. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at den kvindelige ansøgers mor har været tilknyttet bevægelsen Falun Gong, og at hun som følge af pres fra de kinesiske myndigheders side ophørte med at støtte bevægelsen, da den kvindelige ansøger var barn. Den kvindelige ansøger har ikke vist interesse for Falun Gong efter, hun kom til Danmark for 5 år siden, og hun har dermed ikke sandsynliggjort, at hun risikerer at blive udsat for nogen form for foranstaltninger fra de kinesiske myndigheders side som følge af sin formodning om, at myndighederne skulle mistænke hende for at være interesseret i eller udføre aktiviteter i relation til Falun Gong. Flygtningenævnet kan endelig lægge til grund, at den mandlige ansøgers søster i 2019 lagde en video af en demonstration i Hong Kong på [et socialt medie], og at ansøgerne fremsatte kommentarer til opslaget. Ansøgernes kommentarer var kritiske overfor det kinesiske regime, og ansøgernes konti [på det sociale medie] blev efterfølgende lukket. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at den mandlige ansøgers søster som følge af opslaget blev indkaldt til en samtale hos politiet. Ansøgerne har imidlertid ikke sandsynliggjort, at de som følge af deres kommentarer på [det sociale medie] risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb fra de kinesiske myndigheders side. Flygtningenævnet har herved særligt lagt vægt på, at den mandlige ansøgers søster ikke er blevet udsat for overgreb på trods af, at det var hende, som lagde videoen op på [det sociale medie]. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger som følge af et gældsforhold har en konflikt med familien til den mandlige ansøgers [familiemedlems] afdøde mand, [navn D], idet ansøgerne har afgivet indbyrdes divergerende forklaringer herom. Den mandlige ansøger har således under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han inden sin udrejse af Kina blev opsøgt af [navn D], som mange gange har været voldelig overfor ham. Den kvindelige ansøger har imidlertid forklaret, at den mandlige ansøger blev truet, men ikke udsat for vold. Da der er tale om et centralt punkt i ansøgernes asylmotiv, svækker det ansøgernes troværdighed med hensyn til, hvorvidt de risikerer at blive udsat for overgreb, hvis de vender tilbage til Kina og ikke afdrager på gælden. Ved vurderingen af ansøgernes troværdighed har nævnet endvidere lagt vægt på det indtryk, som ansøgerne har efterladt under deres forklaring for nævnet, ligesom nævnet har lagt vægt på forløbet af deres asylsag, hvor de først har søgt asyl 4 år efter indrejsen i Danmark og efter, at deres [anden opholdstilladelse] var blevet inddraget. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har været på rejser i Kina uden at opleve problemer som følge af gældsforholdet. Den kvindelige ansøger har således forklaret, at hun i 2018 var i Kina i [få] uger, hvor hun deltog i et [kursus] og besøgte sin familie, og begge ansøgere har forklaret, at de i 2019 var i Kina i [få] uger, hvor de blandt andet holdt deres bryllupsfest hos den kvindelige ansøgers familie. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Kina vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet bemærker herved, at de generelle forhold i Kina, herunder socioøkonomiske forhold, ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kina/2022/3/ehd
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren har en ægtefælle i Danmark, som ansøger ønsker at leve sammen med. Endvidere at klageren er præget af svære oplevelser fra andre lande, som han rejste igennem under sin flugt, og samlivet med sin hustru hjælper ham med at finde ro og tryghed. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Formålet med Dublinforordningen er på så tidligt et tidspunkt som muligt at få fastlagt, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, jf. forordningens præambel punkt 5, da dette skal sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og undgå at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare. Hertil kommer, at det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Tyskland som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18. stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Tyskland har i overensstemmelse hermed [i foråret] 2022 accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i forordningen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at afgørelsen af, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i forordningens kapitel III, sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat. I nærværende sag indgav klageren sin ansøgning om asyl i Tyskland [i vinteren 2022/2023], og det må efter sagens oplysninger lægges til grund, at klageren ikke efterfølgende har forladt medlemsstaternes område. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Tyskland, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat, uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Det bemærkes videre, at hverken EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pålægger medlemsstaterne en generel pligt til at respektere udlændinges valg af det land, hvor de ønsker at søge asyl. Flygtningenævnet understreger i den forbindelse, at det vil være i strid med formålet i Dublinforordningen at behandle en ansøgning om asyl i Danmark alene med henblik på at sammenføre en asylansøger til en anden person. Henset til hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til præamblens punkt 17 anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har en partner i Danmark, og at de er religiøst viet. Nævnet bemærker imidlertid, at ægteskabet ikke er retsgyldigt i Danmark, idet klageren og hans herboende partner alene er religiøst viet, og at de ikke samtidig var til stede under vielsen. Nævnte finder derfor ikke, at klagerens partner er omfattet af definitionen af ”familiemedlemmer” i form af ”ægtefælle” i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g. Det kan ikke føre til en ændret vurdering heraf, at klageren og hans herboende partner efter den religiøse vielse mødtes i [land A], hvor de bekræftede deres ægteskab ved en ceremoni. Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at klageren og hans partner var forhindret i at få deres ægteskab registeret ved [klagerens hjemlands] ambassade grundet demonstrationer i [land A]. Flygtningenævnet finder endvidere heller ikke, at parret er omfattet af definitionen ”ugifte partnere i et fast forhold”, jf. samme bestemmelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke har eksisteret et længere samlivsforhold mellem klageren og hans herboende partner i deres hjemland. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med Dublinforordningen hovedformål, at hensynet til familielivet, som det fremgår af forordningen, herunder præamblens punkt 14 og 17, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke kan føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark. Det forhold, at klageren er meget præget af de voldsomme hændelser, som han oplevede under sin flugt, og at han derfor har brug for at være i nærheden af sin partner, der hjælper ham med at finde ro og tryghed, kan heller ikke føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige behandling i Tyskland. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens helbredsmæssige forhold, herunder hans psykiske helbred, såfremt han samtykker hertil, jf. Dublin-forordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/15/sahe
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til asylproceduren i Tyskland samt klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter har tilbagetrukket sin asylansøgning, og er indrejst i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren var i Tyskland i flere år uden at få afklaring på sin asylsag, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren må rette henvendelse til de tyske myndigheder med henblik på genoptagelse af sin asylsag, idet klageren i Tyskland er blevet registreret med en tilbagetrukket asylsag. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det forhold, at klageren har oplyst, at han ikke stoler på de tyske myndigheder, fordi han ikke føler, at de yder ham den hjælp og beskyttelse, som han har brug for, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved, ligesom Udlændingestyrelsen, lagt vægt på, at klageren henvises til at klage ved den relevante overordnet myndighed i Tyskland, såfremt han er utilfreds med den manglende hjælp og beskyttelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens psykiske problemer blev fejlbehandlet efter han blev overfaldet i 2021, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved, ligesom Udlændingestyrelsen, lagt vægt på, at klageren må forvente at kunne modtage den nødvendige mentale og fysiske sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/14/FLFR
Nævnet stadfæstede i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde et gyldigt visum til Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Klageren henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien samt klagerens frygt for at blive udsat for overgreb af russiske grupperinger i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: "Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Spanien, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, idet klageren frygter at blive henvist til at bo på gaden, såfremt han overføres til Spanien. Klageren frygter endvidere overgreb fra russiske grupperinger i Spanien. Det beror således på en konkret vurdering, om der foreligger sådanne omstændigheder, at klageren alligevel ikke skal overføres til Spanien, således at hans ansøgning skal tages under behandling i Danmark, jf. forordningens artikel 3, stk. 2 og artikel 17, stk. 1. Det skal indledningsvist afklares, om der kan antages at være sådanne generelle kapacitetsproblemer for indkvartering af asylansøgere i Spanien, at en overførsel af klageren til Spanien vil medføre en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. For så vidt angår DRC Dansk Flygtningehjælps bemærkninger om, at klageren ved overførsel til Spanien er i risiko for at blive henvist til et liv på gaden, bemærker nævnet, at det fremgår af seneste AIDA Country Report: Spain 2021 – Update april 2022, at Ministeriet for Arbejde, Migration og Social Sikring i Spanien den 22. januar 2022 har udstedt en instruks om, at Dublin-returnees ikke skal udelukkes fra modtagelsessystemet, hvis de frivilligt forlader Spanien for at rejse til et andet EU-land. Det bemærkes videre, at det af samme rapport fremgår, at Dublin-returnees ikke har vanskeligheder ved at genindtræde i asylproceduren i Spanien, herunder at OAR (Asylum and Refugee Office) prioriterer genadgangen af registreringen af asylansøgningen for Dublin-returnees. Flygtningenævnet bemærker desuden, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte konventioner. Der er på denne baggrund ikke holdepunkter for at antage, at Spanien ikke efterlever sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klageren overfor DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at han ved overførsel til Spanien frygter, at han vil blive udsat for overgreb fra russiske grupperinger i Spanien, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale [i vinteren 2022/2023] har oplyst, at han ikke har nogen konflikter med myndigheder, grupperinger og privatpersoner i Spanien. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at såfremt klageren skulle opleve problemer med privatpersoner i Spanien, må klageren henvises til at tage kontakt til de spanske myndigheder, herunder det spanske politi, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren har en faster i Danmark, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens faster ikke er omfattet af familiebegrebet som defineret i Dublinforordningens artikel 2 litra g, ligesom der ikke er oplyst om forhold, der understøtter, at der er et særligt afhængighedsforhold mellem klageren og dennes faster, jf. Dublinforordningens artikel 16. Flygtningenævnet finder slutteligt, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen." Dub-Span/2023/4/sahe
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til manglende adgang til indkvartering, risikoen for frihedsberøvelse samt forholdene for LGBT+ personer i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det er i første række spørgsmålet, om der kan antages at være sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtageforholdene i Polen, at en overførsel af klagerne til Polen vil medføre en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. Den Europæiske Menne-skerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Flygtningenævnet finder ikke, at dette er tilfældet. For så vidt angår risikoen for frihedsberøvelse i Polen og manglende adgang til uafhængig domstolsprøvelse heraf bemærker Flygtningenævnet, at det er opmærksomt på, at asylansøgere i Polen risikerer frihedsberøvelse i alle faser af asylproceduren, og at frihedsberøvelse særligt ses anvendt, når en person krydser den polske grænse illegalt og når en person er i Dublin-proceduren samt, at det polske domstolssystem er behæftet med visse mangler. Nævnet finder ikke, at dette kan føre til ændret vurdering, og har herved lagt vægt på, at frihedsberøvelse af asylansøgere kan anvendes i medfør af artikel 28 i Dublinforordningen og således ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 samt Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Nævnet bemærker i den anledning, at det af AIDA-rapporten Seeking refuge in Poland: A fact-finding mission report on acces til asylum and reception conditions for asylumseekers udgivet i april 2023, side 27, fremgår, at de seneste oplysninger tyder på, at antallet af frihedsberøvede asylansøgere, navnlig efter foråret 2022, er faldende. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det af Dansk Flygtningehjælp anførte om adgangen til indkvartering, kan føre til ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af AIDA-rapporten Seeking refuge in Poland: A fact-finding mission report on acces til asylum and reception conditions for asylumseekers udgivet i april 2023, side 22, fremgår, at alle asylansøgere i Polen har adgang til indkvartering, og at denne ret aktiveres ved henvendelse til et ”first recep-tion centre”. Flygtningenævnet finder på baggrund af ovenstående, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene for asylansøgere i Polen, herunder vedrørende adgangen til indkvartering og risikoen for frihedsberøvelse, at overførsel af klageren til Polen ikke kan ske, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublin-forordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der således gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Det beror således på en konkret vurdering, om der foreligger sådanne omstændigheder, at klageren alligevel ikke skal overføres til Polen, således at klagerens ansøgning om asyl skal realitetsbehandles i Danmark, jf. forordningens artikel 3, stk. 2 og artikel 17, stk. 1. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering heraf, at klageren har oplyst, at han er biseksuel, og at han ved en tilbagevenden til Polen frygter at blive diskrimineret som følge af sin seksualitet. Af Human Rights Watch World Report 2023 – Poland, udgivet den 12. januar 2023 og af ILGA 2023 Annual review udgivet den 20. februar 2023 fremgår blandt andet, at myndighederne fort-sat offentligt tilsværter LGBT+-personer og at mere end 90 regioner har etableret ”LGBT Ideo-logy Free"-områder. Polens Højesteret har ved fire afgørelser pålagt regionerne at ophæve disse områder, som værende diskriminerende og udgørende en risiko for LGBT+-samfundet. Det fremgår endvidere af US Department of States rapport fra april 2022 angående den menneskeretlige situation i Polen, at der i 2021 var flere fysiske og verbale angreb mod LGBT+-personer. Af Udenrigsministeriets rejsevejledning Polen fra den 26. april 2023 fremgår, at selvom homo-seksualitet ikke er forbudt ved lov, bør man ”undgå fysiske kærtegn på offentlige steder”. Uanset forholdene for LGBT+-personer i Polen er vanskelige, finder Flygtningenævnet ikke, at disse er af en sådan karakter, at en overførsel af klageren vil medføre en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling efter den Den Europæiske Menneskerettighedskonventi-ons artikel 3 og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Flygtningenævnet bemærker ligesom Udlændingestyrelsen hertil, at klageren må henvises til at søge de polske myndigheders beskyttelse, idet de polske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet finder således ikke, at der på baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Polen, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsbor-ger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Det bemærkes videre, at hverken EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pålægger medlemsstaterne en generel pligt til at respektere udlændinges valg af det land, hvor de ønsker at søge asyl. Flygtningenævne finder, at det vil være i strid med formålet i Dublinforordningen at behandle en ansøgning om asyl i Danmark alene fordi forholdene for LGBT+ personer er bedre end i den, efter kriterierne i forordningen, ansvarlige medlemsstat. Henset til hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet derfor ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2023/6/SEAL
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i med-før af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på formandskompe-tence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til asylproceduren og modtageforholdene for asylansøgere i Kroatien. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste desuden til, at klageren er særlig sårbar. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden med-lemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i vinteren 2022/2023] har ansøgt om international beskyttelse i Kroatien og herefter er udrejst af Kroatien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Det følger herefter af Dublinforord-ningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, hvor der blev indgivet en ansøgning om international beskyttelse, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Kroatien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 20, stk. 5, og at Kroatien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemær-kes herved, at Kroatien [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af på-gældende bestemmelse. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet ikke har fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om, at sager om overførsel efter reglerne i Dublinforord-ningen skal behandles på formandskompetencen, jf. udlændingelovens § 56, stk. 3. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark under henvis-ning til de generelle forhold i Kroatien, herunder det forhold, at der er systemfejl i landets modta-geforhold og asylprocedure. DRC Dansk Flygtningehjælp har derudover henvist til, at klageren er særlig sårbar. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der ikke er grunde til at antage, at der er så-danne generelle systemfejl i modtageforholdene i Kroatien, at en overførsel af klageren vil medfø-re en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til AIDA’s ”Country Report: Croatia, 2021 Up-date”, udgivet i april 2022, side 79-102, som indeholder en beskrivelse af modtageforholdene i Kroatien. Af side 52 fremgår videre, at Dublin-returnees ikke oplever udfordringer ved adgangen til modtagecentrene, når disse ikke tidligere har fået afslag i Kroatien. Det af DRC Dansk Flygt-ningehjælp anførte om, at klageren har forklaret, at han på ankomstdagen i Kroatien blev tilbage-holdt i en garage det meste af dagen, og at han her hverken fik tilbudt vand eller mad, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren kun kortva-rigt opholdt sig i Kroatien, og at han derfor ikke nåede at blive indkvarteret. Klageren må derfor, såfremt han oplever problemer vedrørende indkvarteringsforholdene ved en tilbagevenden til Kro-atien, henvises til at klage til den relevante overordnede myndighed i Kroatien. Flygtningenævnet finder heller ikke, at der er grund til at antage, at en overførsel af psykisk sårbare asylansøgere til Kroatien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartret artikel 4. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA’s rapport på side 91 ff., at asylansøgere i henhold til kroatisk lovgivning har adgang til akut lægehjælp samt nødvendig behandling af alvorlige sygdomme og alvorlige psykiske lidelser, og at særligt sårbare grupper har ret til psykosocial støtte og bistand i pressede situationer. Ligeledes fremgår af det rapporten, at lægehjælp er tilgængelig i modtagecentrene og på sundhedscentre i Zagreb og Kutina, og at der ved asylregistreringen finder en helbredsmæssig screening sted med lægetjek samt samtale med psykolog eller socialrådgiver fra Kroatisk Røde Kors for at vurdere den enkeltes behov og identificere sårbarheder. Tilsvarende oplysninger fremgår af DRC Dansk Flygt-ningehjælps rapport ”Temarapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublin-returnees”, udgivet i januar 2022. Flygtningenævnet er opmærksom på oplysningerne om, at navnlig adgangen til be-handling for psykiske lidelser er vanskelig, og at der ifølge Swiss Refugee Council’s rapport fra december 2021 ”Situation for asylum seekers and beneficiaries of protection with mental health problem in Croatia” er mangel på passende psykologisk og psykiatrisk hjælp til blandt andet Dub-lin-returnees, da de ikke falder inden for kategorien akutte tilfælde, men i stedet har behov for kon-tinuerlig psykologisk behandling. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at disse oplysninger sammenholdt med de for nævnet foreliggende lægelige oplysninger vedrørende klageren, kan føre til, at der ikke kan ske overførsel af klageren til Kroatien. For så vidt angår asylproceduren i Kroa-tien bemærker Flygtningenævnet, at denne ifølge baggrundsoplysningerne, som nævnet er i besid-delse af, er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i de seneste par år har truffet afgørelse i flere sager vedrørende Kroatiens praksis om at nægte adgang til asylproceduren gennem anvendelsen af push-back ved landets grænser samt myndighedernes brug af uforholdsmæssig magtanvendelse ved grænsen, herunder i dom af 18. november 2021 i sagen M.H. m.fl. mod Kroatien (sagsnr. 15670/18 og 43115/18). Flygtningenævnet bemærker videre, at der fortsat verserer en række sager ved men-neskerettighedsdomstolen, herunder S.B. m.fl. mod Kroatien (sagsnr. 18810/19). Flygtningenæv-net lægger endvidere til grund, at asylansøgere, der indrejser fra Bosnien-Hercegovina og andre tredjelande til Kroatien med henblik på at søge asyl, i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til landets asylprocedure. Uanset de foreliggende oplysninger om push-back fra Kroatien finder Flygtningenævnet ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Kroatien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af perso-ner, herunder tjetjenere, der har søgt om asyl og er blevet registreret som asylansøgere i Kroatien, og som bliver overført i henhold til Dublinforordningen. I forhold til den konkrete sag bemærkes, at klageren [i vinteren 2022/2023] blev registreret som asylansøger i Kroatien, og at Kroatien [i vinteren 2022/2023] som nævnt har accepteret at tilbagetage klageren. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s rapport, side 52, vedrørende forholdene for Dublin-returnees, hvoraf fremgår, at: ”Applicants who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles to access the procedure for granting international protection in Croatia. However, those who had left Croatia before the end of procedure and therefore had their case suspended, have to re-apply for international procedure (if they wish) once they return to Croatia, and thereby re-enter their initial procedure, in line with Article 18(2) of the Dublin III Regulation.” Endvidere fremgår af det DRC Dansk Flygtningehjælps rapport, at det kroatiske indenrigsministerium har oplyst, at Dublin-returnees ikke har problemer med adgang til asylsystemet eller modtageforhold. Flygtningenævnet bemærker, at Kroatien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Dublinforordningen er baseret på prin-cippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere om en sådan beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmel-se med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtnin-genævnet finder ikke, at det anførte om, at de kroatiske myndigheder vil afvise at behandle klage-rens asylansøgning og sende ham tilbage til [Tjetjenien] er således underbygget, at dette kan føre til en ændret vurdering. Der henvises i den forbindelse til, at det, som også anført nedenfor, er en forudsætning for overførsel, at de kroatiske myndigheder giver en garanti for, at klagerens sag ta-ges under realitetsbehandling i Kroatien. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klage-ren i Kroatien har været udsat for et voldeligt overfald, som blev begået af en gruppe tjetjenske personer, og som blev overværet af en politibetjent fra det kroatiske politi, kan ikke føre til en æn-dret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale er refereret for at have forklaret, at han ikke anmeldte forholdet til det kroatiske po-liti, og at han ikke har oplevet konflikter med privatpersoner, grupperinger, herunder andre tjetje-nere, eller myndigheder i Kroatien. Klageren må herefter henvises til at rette henvendelse til det kroatiske politi, såfremt han ved en tilbageførsel til Kroatien oplever problemer, idet de kroatiske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Herefter, og da der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøg-ningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, skal Flygtningenævnet med-dele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingesty-relsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordnin-gen. Under hensyn til oplysningerne om klagerens sårbarhed forudsætter Flygtningenævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af ham underretter de kroatiske myndigheder om hans særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker her-til, jf. Dublinforordningens artikel 32. Efter de foreliggende oplysninger om, at der i et vist omfang sker push-backs fra Kroatien til andre tredjelande, og at det efter baggrundsoplysningerne ikke fuldstændig kan udelukkedes, at det også gælder Dublin-returnees, forudsætter Flygtningenævnet endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Kroatien indhenter en ga-ranti fra de kroatiske myndigheder om, at klagerens sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overfør-sel til Kroatien til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted.” Dub-Kroa/2023/5/anfi
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mandlig klager, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.Den beskikkede advokat og DRC Dansk Flygtningehjælpe henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle baggrundsoplysninger om forholdene i Kroatien, herunder om forekomsten af push-backs til tredjelande og vanskeligheder ved at få adgang til asylproceduren. Advokaten fremlagde i den forbindelse artikler om forholdene for tjejenske asylansøgere i Kroatien.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet:” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren den 2. november 2022 har søgt om international beskyttelse i Kroatien og herefter udrejst af Kroatien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Det følger herefter af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, hvor der blev indgivet ansøgning om international beskyttelse, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Klageren har gjort gældende, at hans asylsag skal behandles i Danmark, idet han som følge af de foreliggende baggrundsoplysninger om push-backs og nægtelse af adgang til asylproceduren i Kroatien ved en overførsel til Kroatien vil være i reel risiko for at blive udsendt til Rusland i strid med princippet om non-refoulement, uden at de kroatiske myndigheder har taget stilling til hans asylsag.Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtageforholdene i Kroatien, at en overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til AIDA’s ”Country report: Croatia, 2021 Update”, udgivet i april 2022, side 79-102, som indeholder en beskrivelse af modtageforholdene i Kroatien. Af side 52 fremgår videre, at Dublin-returnees ikke oplever udfordringer ved adgangen til modtagecentrene, når disse ikke tidligere har fået afslag i Kroatien. Det af klageren anførte om indkvarteringsforholdene og det kroatiske politis behandling og prioritering af asylansøgere, kan derfor ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i øvrigt, at der ikke er oplysninger om, at klageren skulle have klaget over de påberåbte forhold. Klageren må derfor henvises til at klage til en overordnet myndighed i Kroatien over konkrete forhold, såfremt han oplever, at disse ikke er tilfredsstillende. For så vidt angår asylproceduren i Kroatien bemærker Flygtningenævnet, at denne ifølge de baggrundsoplysninger, som nævnet er i besiddelse af, er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i de seneste par år har truffet afgørelse i flere sager vedrørende Kroatiens praksis om at nægte adgang til asylproceduren gennem anvendelsen af push-back ved landets grænser samt myndighedernes brug af uforholdsmæssig magtanvendelse ved grænsen, herunder i dom af 18. november 2021 i sagen M.H. mfl. mod Kroatien (sagsnr. 15670/18 og 43115/18). Flygtningenævnet bemærker videre, at der fortsat verserer en række sager ved menneskerettighedsdomstolen, herunder S.B. mfl. mod Kroatien (sagsnr. 18810/19). Dertil kommer, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder AIDA’s Country report Croatia 2021 Update af 6. maj 2022, at der er rapporter om push-backs.I forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [i slutningen af] 2022 forklarede klageren ikke om, at hans indrejse i Kroatien fra Bosnien-Herzegovina havde været forbundet med særlige vanskeligheder. Uanset dette lægger Flygtningenævnet til grund, at asylansøgere, der indrejser fra Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande til Kroatien med henblik på at søge asyl, i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til landets asylprocedure. Spørgsmålet er herefter, om de samme forhold gør sig gældende for Dublin-returnees, herunder om klageren ved en overførsel fra Danmark til Kroatien som Dublin-returnee vil have adgang til en reel asylsagsbehandling. Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Temarapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublin-returnees”, udgivet i januar 2022, fremgår på side 4:”CPS [Centre for Peace Studies] oplyser, at der har været rapporteret om, at nogle ansøgere, der er blevet Dublin-overført til Kroatien, har oplevet push-back til Bosnien-Herzegovina, selvom de ikke tidligere har haft et ophold der. CPS oplyser yderligere, at det er sikrest at informere en NGO i Kroatien om en kommende overførsel, således at denne kan monitorere, at vedkommende faktisk forbliver i Kroatien. CPS tilføjer, at situationen med push-backs er blevet bedre efter Lighthouse Reports i oktober 2021 udgav artikler om situationen i Kroatien. Det har i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport ikke været muligt at få disse oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet fra andre kilder.”Det fremgår endvidere af Swiss Refugee Councils tysksprogede rapport ”Polizeigewalt in Bulgarien und Kroatien: Konsequenzen für Dublin-Überstellungen”, udgivet den 13. september 2022, at det ikke kan udelukkes, at Dublin-returnees, ligesom asylansøgere, der indrejser i Kroatien fra tredjelande, vil blive udsat for vold og push-back i strid med EMRK artikel 3. Swiss Refugee Council har i rapporten på baggrund heraf anmodet EU’s medlemsstater om at suspendere overførslen af asylansøgere til Kroatien. Det fremgår imidlertid af AIDA’s rapport på side 52: ”Applicants who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles to access the procedure for granting international protection in Croatia. However, those who had left Croatia before the end of procedure and therefore had their case suspended, have to re-apply for international procedure (if they wish) once they return to Croatia, and thereby re-enter their initial procedure, in line with Article 18(2) of the Dublin III Regulation.”Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport fremgår endvidere, at det kroatiske indenrigsministerium har oplyst, at Dublin-returnees ikke har problemer med adgang til asylsystemet eller modtageforhold. Flygtningenævnet bemærker derudover, at det af Freedom House’s rapport ”Freedom in the World 2023” udgivet i marts 2023, fremgår, at push-back sker i mindre omfang end tidligere. Videre bemærker Flygtningenævnet, at det ifølge DRC Dansk Flygtningehjælp udelukkende har været muligt at få oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet af én kilde, jf. ovenfor. Kroatien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggelse rettigheder. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere, herunder tjetjenske ansøgere, om en sådan beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Uanset de foreliggende oplysninger om push-back fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande finder Flygtningenævnet ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Kroatien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer, herunder tjetjenere, der har søgt og er blevet registreret som asylansøgere i Kroatien, og som bliver overført i henhold til Dublinforordningen. I forhold til den konkrete sag bemærkes, at klageren [i efteråret] 2022 blev registreret som asylansøger og fik adgang til blandt andet indkvartering i et asylcenter. Kroatien har [i slutningen af] 2022 som nævnt også accepteret at tage klageren tilbage.Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klagerens efterfølgende oplysninger i samtalen med DRC [i begyndelsen af] 2023 om, at han ved registrering i Kroatien blev bedt af de kroatiske myndigheder om at forlade landet, og at han under opholdet på asylcentret blev udsat for vold af de kroatiske myndigheder, ikke kan lægges til grund. Disse oplysninger er divergerende med og udbyggende i forhold til, at klageren i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [i slutningen af] 2022 oplyste, at han ikke er blevet udsat for vold i Kroatien, og at han ikke har haft konflikter med de kroatiske myndigheder.Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Herefter, og da der heller ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.Efter de foreliggende oplysninger om, at der i et vist omfang sker push-backs fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande, og at det efter baggrundsoplysningerne ikke fuldstændig kan udelukkes, at det også gælder Dublin-returnees, forudsætter Flygtningenævnet endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Kroatien indhenter en garanti fra de kroatiske myndigheder om, at klagerens sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel fra Kroatien til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted. Dub-Kroa/2022/5
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Italien og herefter er udrejst af Italien, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Re-port: Italy Update May 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception sys-tem. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the frame-work of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller ned-værdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. For så vidt angår det forhold, at klageren har det psykisk dårligt og lider af [diagnose], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at hun i Italien havde adgang til sundhedsvæsnet og aldrig har oplevet ikke at have adgang hertil. Flygtningenævnet finder som følge heraf, at klageren i Italien efter sit behov vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling. Det forhold, at klageren har anført, at hun ved en tilbagevenden til Italien frygter at blive udleveret til [sit hjemland], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Italien har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke holdepunkter for at tro, at Italien ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulment. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Ital/2022/21/sme
Nævnet stadfæstede i maj og 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Frankrig. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Frankrig, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark under henvisning til risikoen for, at klageren ved en tilbagevenden til Frankrig, vil blive henvist til at leve på gaden med risiko for ikke kunne dække sine mest basale behov, jf. forordningens artikel 17, stk. 1, jf. EU Charterets artikel 1. DCR Dansk Flygtningehjælp har derudover gjort gældende, at klageren har henvist til, at han ønsker at blive i Danmark, da han føler sig mere sikker i Danmark, og at han vil have det nemmere ved at integrere sig i Danmark end i Frankrig. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at Frankrig har problemer med adgang til indkvartering, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af AIDA, Country Report: France, udgivet i april 2022 side 106, at alle asylansøgere har ret til at bo på et modtagelsescenter, når de søger om asyl. Det skal i den forbindelse bemærkes, at Dublin-returness bliver behandlet og modtager samme indkvateringsforhold som øvrige asylansøgere i Frankrig, jf. side 107 i ovennævnte rapport. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der er mangel på indkvarteringsmuligheder for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Nævnet har herved lagt vægt på, at Frankrig har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ønsker at blive i Danmark, da han føler sig mere sikker i Danmark, og at han vil have det nemmere ved at integrere sig i Danmark, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at det ikke skal tillægges betydning om, hvorvidt klageren har personlige præferencer for, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens asylsag. Dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ” Dub-Fran/2023/5/DIEI
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens kæreste opholdt sig i Danmark, klagerens helbredsmæssige forhold samt de generelle forhold for asylansøgere i Frankrig. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Frankrig, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der er mangel på indkvarteringsmuligheder for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder i den forbindelse ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig, - uanset at der ifølge baggrundsoplysningerne er stor mangel på indkvartering - er af sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Frankrig som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp og klageren anførte om, at klageren formodentlig allerede er blevet genkendt af det iranske efterretningsvæsen i Frankrig, samt at klageren har en frygt for de franske myndigheders samarbejde med de iranske myndigheder, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Frankrig har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det anførte om klagerens helbredsmæssige forhold, herunder at klageren har [fysiske og psykiske problemer], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Frankrig, og kan i den forbindelse henvise til AIDA Country Report: France 2021 Update, af 8. april 2022, side 115, hvoraf det fremgår, at asylansøgere har adgang til sundhedsydelser via det universelle sundhedsforsikringssystem, PUMA. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de franske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder derudover ikke, at af DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste om, at klageren har en herboende kæreste, som han ønsker at være sammen med, og som han er afhængig af støtte fra, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, ligesom Udlændingestyrelsen, at forholdet til klagerens kæreste ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder videre ikke, at henvisningen til Dublinforordningens artikel 16 kan føre til, at overførsel af klageren til Frankrig ikke kan ske, idet nævnet ikke finder, at der efter det oplyste består et afhængighedsforhold af en sådan karakter, at dette kan anses for omfattet af forordningen artikel 16. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren før indrejsen til Danmark har fået støtte og hjælp fra andre personer. Endelig finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2023/4
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Den Demokratiske Republik Congo. Sagen er sambehandlet med demo/2023/7, demo/2023/8 og demo/2023/9.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etnisk bembeer og kristne fra [by] i [provins], Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). Det fremgår af sagen, at klagerne i [vinteren] 2011/2012 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, og at de indrejste i Danmark i [vinteren] 2011/2012. Det fremgår af brev fra [foråret] 2019 fra DRC Dansk Flygtningehjælp, at klagerne i [foråret] 2019 udrejste til DR Congo med henblik på at tage permanent ophold i landet. I [vinteren] 2022/2023 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, idet klagerne i [vinteren] 2019/2023 havde underskrevet en erklæring om frivilligt frafald af deres opholdstilladelser, da de ønskede at returnere til deres hjemland som led i repatriering, og da klagerne ikke inden udløbet af deres fortrydelsesfrist i [foråret] 2020 havde søgt om forlængelse af fristen. Klagerne har endvidere opholdt sig i deres hjemland i mere end på hinanden 12 følgende måneder. Flygtningenævnet tiltræder, at klagernes opholdstilladelse med henvisning til det ovenfor anførte og sagens oplysninger i øvrigt skal anses for at være bortfaldet. Spørgsmålet er herefter, om der skal ske dispensation for bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 2, således at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet bemærker, at afgørelsen heraf må bero på en skønsmæssigt præget vurdering af sagens samlede omstændigheder. Klagerne har herved navnlig gjort gældende, at de ved mail i [efteråret] 2019 kontaktede en medarbejder ved DRC Dansk Flygtningehjælp og i den forbindelse tilkendegav, at de ønskede at vende tilbage til Danmark, idet de havde fortrudt deres repatriering. Klagerne har endvidere gjort gældende, at den kvindelige ansøgers dårlige helbredssituation og status som særlig udsat under Covid 19-pandemien indebar, at hun ikke var i stand til at udrejse af DR Congo, og at den øvrige familie så sig nødsaget til at blive i landet for at pleje hende, ligesom klagerne i øvrigt har henvist til rejserestriktionerne under Covid 19-pandemien. Flygtningenævnet har ved vurderingen af det af klagerne anførte lagt vægt på oplysningerne om, at forholdene vedrørende afsendelsen og modtagelsen af den omhandlede mail til DRC Flygtningehjælp ikke har kunnet oplyses yderligere, og at klagerne under alle omstændigheder først henvendte sig til de danske myndigheder med ønsket om at fortryde deres repatriering mere end [2-3] år efter udløbet af fortrydelsesfristen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at der ikke er oplyst om konkrete forhold, der reelt har forhindret klagerne i at udrejse til Danmark inden fristens udløb, idet det bemærkes, at det oplyste om den kvindelige klagers helbredsmæssige forhold ikke kan anses for at have udgjort en sådan hindring. Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse skete udbruddet af Covid 19 i øvrigt først kort tid før udløbet af fortrydelsesfristen. Herefter, og da det, som klagerne i øvrigt har anført, heller ikke kan føre til en ændret vurdering, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at bestemme, at klagernes opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Klagerne har til støtte for, at deres opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet, endvidere henvist til bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og artikel 8. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at situationen i DR Congo i [provins], hvor klagerne aktuelt opholder sig, er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder dog samtidig, at i hvert fald i en sag som den foreliggende, hvor klagerne frivilligt og som led i repatriering er vendt tilbage til [provins] i DR Congo, hvor situationen, allerede da klagerne udrejste af Danmark i [foråret] 2019, var alvorlig og uforudsigelig (uden dog at have den aktuelle karakter), kan det anførte forhold – uanset at det må lægges til grund, at klagerne befinder sig en svær situation – ikke føre til, at klagernes opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet. Det er i den forbindelse ligeledes tillagt vægt, at klagerne først henvendte sig til de danske myndigheder med et ønske om at fortryde deres repatriering mere end [3-5] år efter udrejsen til DR Congo. Det tilføjes, at klagerne vil kunne søge asyl efter de almindelige regler herom ved fornyet indrejse i Danmark, herunder med henvisning til de generelle forhold i det pågældende område i DR Congo, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Endvidere finder Flygtningenævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at bortfaldet af klagernes opholdstilladelse heller ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagernes ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8. Det tiltrædes herunder, at klagernes forhold til deres voksne børn efter de foreliggende oplysninger ikke kan anses for at udgøre familieliv i artikel 8’s forstand. Der er ligeledes lagt vægt på, at klagerne de sidste [3-5] år har opholdt sig i DR Congo med deres øvrige børn i det område, som de i sin tid udrejste fra. Da klagerne som nævnt opholder sig i DR Congo, er der ikke anledning til at tage stilling til udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelser. ” Demo/2023/6/lodu
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by] Bangladesh. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter regeringen, idet han frygter at få en dødsdom eller en livstidsdom, fordi han har været medlem af partiet [A]. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel af sin fars bror og fætre, idet ansøgerens familie har en jordkonflikt med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været medlem af gruppen [A], som er et nationalt parti, og som ikke længere er anerkendt som et parti. Ansøgerens navn fremgår af medlemslister og plakater. Ansøgeren blev medlem i 2008 og deltog aktivt i 2013-2014. Ansøgeren deltog i demonstrationer og samlinger. Mange i ansøgerens lokalområde er medlemmer. Mange medlemmer af ansøgerens parti er blevet fængslet eller hængt, og det startede myndighederne med i 2018 eller 2019. Ansøgeren er bange for, at myndighederne har lagt sag an mod ham. Efter ansøgerens udrejse fra Bangladesh, formentligt i 2019, kom en person fra retten til ansøgerens hjem for at aflevere et stykke papir, hvoraf fremgik, at der var lagt sag an mod ansøgeren, og de sagde til ansøgerens mor, at de ledte efter ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende jordkonflikten oplyst, at ansøgerens fars fætre og ansøgerens fars bror besluttede at sælge ansøgerens fars land, og efter ansøgeren var udrejst, overtog de ansøgerens fars jord med magt. Ansøgerens forældre, søskende og ansøgeren har lagt sag an mod dem. Ansøgerens far er blevet truet med, at ansøgeren vil blive slået ihjel. Ansøgeren har anmeldt truslerne til den lokale kredsformand, og ansøgerens familie forsøgte på et tidspunkt at flytte ind i huset igen med hjælp fra politiet og lokalbefolkningen, men de måtte flytte igen på grund af chikane fra ansøgerens fars bror og ansøgerens fars fætre. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med myndighederne i Bangladesh som følge af ansøgerens politiske aktiviteter for partiet [A]. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra foråret] 2023 vurderet, at forklaringen herom fremstår konstrueret til lejligheden, idet ansøgeren ikke har oplyst herom til [myndighederne i et europæisk land B] i forbindelse med sin ansøgning om asyl i [B]. Forklaringen er desuden først fremkommet, efter ansøgeren blev meddelt afslag på asyl i [B] [i sommeren] 2022 på andet grundlag. Ansøgerens forklaring om, at han forventede at skulle til en anden samtale inden [myndighederne i B] traf afgørelse i sagen, kan ikke føre til en anden vurdering, idet forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden og ikke er underbygget af de indhentede akter fra [B’s] myndigheder, hvoraf det fremgår, at han søgte asyl i [B] som følge af jordkonflikten og økonomiske problemer i sit hjemland. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en jordkonflikt med sin farbror og dennes familie. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen. Jordkonflikten vedrører således ansøgers fars forhold, idet ansøgers farbror og dennes familie overtog ansøgers fars jord og ejendom, at ansøgers far med politiets bistand fik ejendommen tilbage og at konflikten er under behandling i retten, hvor der fortsat afventes en dom. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 har forklaret, at han har været i telefonisk kontakt med sin far, der har oplyst, at familien var nødsaget til at fraflytte ejendommen på grund af chikane fra ansøgers farbror og dennes familie. Der er herved henset til, at ansøgeren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 har oplyst, at han ikke har været i kontakt med sin familie siden Oplysnings- og [i efteråret] 2022. Heller ikke det forhold, at ansøgeren efter sin udrejse har modtaget trusler fra sin farbror og dennes familie, og at ansøgers far har modtaget trusler mod ansøgeren, kan føre til en anden vurdering, idet truslerne er anmeldt til myndighederne, og ansøgeren har anmeldt truslerne til den lokale kredsformand med henblik på at denne skulle indberette truslerne til politiet. Endelig er der henset til, at ansøgerens familie, som fortsat opholder sig i Bangladesh, ikke har været udsat for yderligere trusler. Det forhold, at ansøgerens far efter det oplyste nu er afgået ved døden kan ikke føre til en anden vurdering, idet bemærkes, at faren døde som følge af en naturkatastrofe. Endelig kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at der i forbindelse med samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 har været tolkeproblemer. Der er herved henset til, at ansøgeren trods opfordring hertil ikke under samtalen har gjort opmærksom herpå, og idet det fremgår, at ansøgeren har bekræftet at have forstået alt, hvad tolken har sagt. Efter en samlet vurdering af det fremkomne under sagen har ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh risikerer forfølgelse på grund af en konflikt med myndighederne, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2023/2/ANJV
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Albanien. Sagen er sambehandlet med Alba/2023/1. Indrejst i 2022. Ansøgeren er etnisk albaner og muslim fra [by], Albanien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter kriminelle grupperinger på baggrund af en blodhævnskonflikt, der vedrører ansøgerens afdøde svoger, som har stået bag flere mord. Ansøgeren frygter også sin afdøde svogers familie, som han og søsteren har en konflikt med. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at de kriminelle grupperinger i Albanien ønsker at slå ansøgeren ihjel som følge af hans relation til hans søsters afdøde svoger, der blev slået ihjel i [land]. Ansøgeren frygter endvidere hævndrab som følge af de drab, den afdøde svoger står bag. Ansøgeren har endelig oplyst, at han er blevet truet af den afdøde svogers bror. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Af de grunde, Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at de beskrevne forhold ikke er af en sådan karakter eller intensitet, at de er asylbegrundende. Flygtningenævnet tiltræder herunder, at ansøgeren ved behov må henvises til at søge de albanske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet er opmærksom på, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der forekommer korruption i det albanske retsvæsen, men der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren, der ikke har rettet henvendelse til de albanske myndigheder om sin situation, ikke vil kunne opnå den fornødne beskyttelse, hvis behovet opstår. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til Home Office rapport fra januar 2023 ”Country Policy and Information Note, Albania: Blood feuds” og de deri anførte oplysninger om politiske tiltag. Ud over det, der er anført af Udlændingestyrelsen, bemærker Flygtningenævnet yderligere, at ansøgeren først udrejste af Albanien i [vinteren 2022/2023] og således to år efter, at ansøgerens svoger blev dræbt i [efteråret] 2020, og at ansøgeren ikke er blevet opsøgt eller udsat for direkte trusler i den pågældende periode. Det forhold, at ansøgerens søsters svoger er blevet arresteret i [vinteren 2022/2023], kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Alba/2023/2
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger med to børn fra Albanien. Sagen er sambehandlet med Alba/2023/2. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk albaner og muslim fra [by], Albanien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Albanien frygter kriminelle grupperinger samt familien til sin afdøde ægtefælle, herunder særligt sin afdøde ægtefælles bror. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter, at medlemmer af de kriminelle grupperinger, ”[bandegruppe 1]”, der har slået hendes ægtefælle ihjel, og ”[bandegruppe 2]”, som hendes ægtefælle tilhørte, men som nu udgør en trussel for hende, vil slå hende ihjel. Hertil kommer, at ansøgeren også har været udsat fra trusler fra sin svoger. Endelig har ansøgeren oplyst, at de albanske myndigheder samarbejder med kriminelle grupperinger og privatpersoner. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Af de grunde, Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at de beskrevne forhold ikke er af en sådan karakter eller intensitet, at de er asylbegrundende. Flygtningenævnet tiltræder herunder, at ansøgeren ved behov må henvises til at søge de albanske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet er opmærksom på, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der forekommer korruption i det albanske retsvæsen, men der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren, der ikke har rettet henvendelse til de albanske myndigheder om sin situation, ikke vil kunne opnå den fornødne beskyttelse, hvis behovet opstår. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til Home Office rapport fra januar 2023 ”Country Policy and Information Note, Albania: Blood feuds” og de deri anførte oplysninger om politiske tiltag. Ud over det, der er anført af Udlændingestyrelsen, bemærker Flygtningenævnet yderligere, at ansøgeren ifølge sin forklaring aldrig er blevet opsøgt af medlemmer af den omtalte kriminelle gruppering, [bandegruppe 1], og at det beror på ansøgerens formodning, at personer fra den pågældende gruppe har fulgt efter hende i bil og kigget truende og skævt på hende. Flygtningenævnet bemærker yderligere, at ansøgerens ægtefælle ifølge de foreliggende oplysninger blev dræbt i [efteråret] 2020, og at ansøgeren først udrejste af Albanien i [vinteren 2022/2023]. I den pågældende periode, hvor ansøgerens svoger også boede i landet, er ansøgeren ikke blevet opsøgt af ham eller andre med tilknytning til [bandegruppe 2] gruppen, heller ikke efter de af ansøgeren fremlagte sms´er fra [sommeren] 2022. Det forhold, at ansøgerens svoger ifølge ansøgerens forklaring er blevet arresteret i [vinteren 2022/2023], kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alba/2023/1/DIEI
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus og nu tidsubegrænset opholdstilladelse i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at asylsagen bør behandles i Danmark, under henvisning til klagerens store frygt for at blive udsat for yderligere overfald ved en tilbagevenden til Sverige.Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Sverige og nu har en tidsubegrænset opholdstilladelse i Sverige. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Sverige, samt at klageren i Sverige vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Sverige, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det forhold, at klageren frygter et bandemedlem ved navn [A], som har stukket ham ned med en [skarp genstand] i Sverige i 2017, og [A]s venner som efterfølgende har opsøgt klageren og truet ham på livet gennem sms’er, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren til Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 og til DRC Dansk Flygtningehjælp [i foråret] 2023 har oplyst, at han er sikker på, at han hurtigt vil blive genkendt af [A] og [A]s venner, som vil slå ham ihjel. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han anmeldte [nærmere bestemt vold] til det svenske politi, hvorefter [A] blev anholdt og dømt. Klageren har til Udlændingestyrelsen også oplyst, at han ikke anmeldte episoden, hvor han af [A]s venner blev truet og forsøgt overfaldt, henset til, at klageren ikke følte, at det svenske politi havde hjulpet ham. Flygtningenævnet skal i en forbindelse bemærke, at det svenske politi, som følge af klagerens anmeldelse af [nærmere bestemt volden] i 2017, har udvist vilje og evne til at yde ham den fornødne beskyttelse. For så vidt angår truslerne fra [A]s venner, finder Flygtningenævnet, at klageren må henvises til at rette henvendelse til det svenske politi, der tidligere i forbindelse med [nærmere bestemt volden] har udvist vilje og evne til at yde ham den fornødne beskyttelse. Tilsvarende må det antages, at det svenske politi fortsat vil yde hjælp og beskyttelse til klageren. Det forhold, at klageren som følge af [nærmere bestemt volden] i 2017 har fået psykiske mén og smerter i maven, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han tidligere har fået behandling for sine lidelser i Sverige. Flygtningenævnet bemærker afslutningsvist, at det følger af AIDA’s ”Country Report: Sweden, 2021 update”, udgivet i maj 2022, side 115, at anerkendte flygtninge har samme adgang til lægehjælp og sociale ydelser som svenske statsborgere, og at klageren således må antages at kunne få den nødvendige lægelige og psykiatriske behandling i Sverige. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Sve/2023/2/sme
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold, samt at hendes helbredsproblemer betyder at hun ikke kan klare sig selv i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er [handicap], har [diagnose], lider af [diagnose], [en række helbredsproblemer], og at dette betyder hun ikke kan forsørge sig selv. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hendes datter [A] samt hendes to brødre, [B] og [C], tidligere har boet i Damaskus, men at ingen af disse ville have økonomiske muligheder for at tage sig af ansøgeren. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter myndighederne vil anholde hende ved en tilbagevenden til Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes hjem i Damaskus blev ransaget flere gange af de syriske myndigheder i 2009 i forbindelse med, at alle huse i området blev ransaget, samt at myndighederne generelt anholder tilfældige personer, uagtet deres alder og helbredstilstand. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hun frygter myndighederne vil bruge hende til at få oplysninger om hendes familie, som er flygtet fra Syrien og modstandere af regimet. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse hverken efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf henset til de samme omstændigheder, som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelse af [vinteren 2022/2023], og har lagt ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgeren ikke har nogen individuelle konflikter med de syriske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren er således også efter et ophold i Libanon i 2015 indrejst legalt i Syrien i 2019, hvor hun opholdt sig i 10 måneder uden problemer for at få sundhedsbehandling og fornyet sit pas. Det forhold, at ansøgerens hjem er blevet ransaget flere gange, kan ikke føre til en anden vurdering, idet ransagningerne efter ansøgers forklaring var af generel karakter i det område, hvor ansøgeren boede, hvorfor de ikke har en karakter og intensitet, som kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Det beror således alene på ansøgers egen formodning, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil blive anholdt af de syriske myndigheder. De af ansøgeren anførte helbredsproblemer er ikke forhold, der kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Endelig kan Flygtningenævnet af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [vinteren 2022/2023], tilslutte sig, at de generelle forhold i Damaskus, Syrien efter de foreliggende baggrundsoplysninger, ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Forholdene i Damaskus, Syrien er således ikke længere af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet stadfæster på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2023/36/ROZ
Nævnet hjemviste i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren 2016] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet, samt at blive kidnappet, voldtaget eller dræbt som følge af krigen. Udlændingestyrelsen har [i foråret 2023] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse, fortsat henvist til de generelle forhold i landet. Klageren har som asylmotiv yderligere henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hun har deltaget i demonstrationer i Danmark, idet hun opholder sig uden for Syrien, idet hendes brødre og ægtefælle har unddraget sig militærtjeneste samt idet hele hendes familie har opholdstilladelse i andre lande. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren [i sommeren 2016] er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 med henblik på midlertidigt ophold. Efter det fremkomne, herunder klagerens forklaring, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren stammer fra [by] i Al-Hasakah. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren er født i [by]. Hun flyttede med sine brødre og søster til Rif Damaskus omkring år 2000, da brødrene fik arbejde dér. Klagerens forældre blev boende i [by]. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren flyttede tilbage til [by], Al-Hasakah i 2009, hvor hun begyndte i gymnasiet, og hvorfra hun udrejste i 2015. På denne baggrund, og idet bemærkes, at Flygtningenævnet ved afgørelse af 21. januar 2022 har vurderet, at klagerens ene bror Adnan Hassan Hussein og dennes families hjemområde er [by] og har hjemvist denne sag til Udlændingestyrelsen, hjemviser Flygtningenævnet ligeledes nærværende sag til Udlændingestyrelsen. Syri/2023/35/sesc
Nævnet omgjorde i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Soma/2022/39. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren tilhører hovedklanen […], subklanen […] og er muslim af trosretning fra [by], [by], Mogadishu. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2012, og at hun [i efteråret] 2012 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 (beskyttelsesstatus). Afgørelsen er senest [i foråret] 2022 blevet forlænget i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 26, stk. 1. Advokat [navn] har [i efteråret] 2022 på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun som somalisk kvinde tilhører en særlig social gruppe, der er i risiko for kønsspecifik forfølgelse i Somalia. Klageren har herom oplyst, at hun er i risiko for forfølgelse grundet en konflikt med et familiemedlem, fordi hun har indgået ægteskab med en person fra en laverestående klan og al-Shabaab. Klageren har herom videre oplyst, at hun er i risiko for forfølgende grundet risikoen for omskæring af sine to børn. Flygtningenævnet skal ved denne afgørelse tage stilling til, om klageren på grund af sine individuelle og konkrete forhold har behov for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i brevet [i foråret] 2022, tiltrædes det, at klageren ikke længere har en aktuel konflikt med al-Shabaab i anledning af de forhold, der blev påberåbt i forbindelse med den oprindelige asylsagsbehandling i 2012. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at klageren har en konflikt med [sit familiemedlem] i anledning af sit ægteskab i 2005 med [ansøgeren A] fra en laverestående klan, men nævnet finder ikke, at denne konflikt har en intensitet eller karakter, som kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Kvindelig omskæring er en særdeles udbredt praksis i Somalia, og det lægges til grund, at klagerens døtre ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive udsat for omskæring i strid med EMRK artikel 3. Klageren har tilkendegivet, at hun er modstander af omskæring og har oplyst, at hun selv alene er blevet omskåret i mindre omfang, fordi hendes far var imod omskæring. Efter de foreliggende oplysninger om familiens baggrund og klanforhold samt klagerens fremtræden for nævnet, finder nævnet ikke, at klageren – sammen med sin ægtefælle - vil være i stand til at modstå et pres fra omgivelserne om at lade døtrene omskære, jf. herved tillige det anførte i Udlændingestyrelsens rapport Somalia, Female Genital Mutilation (FGM), februar 2021, om udbredelsen af kvindelig omskæring og familiens muligheder for at modstå pres fra omverdenen. Under disse omstændigheder ændrer Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren – i konsekvens af den afgørelse, der samtidig er truffet i klagerens ægtefælle og døtrenes sager – fremover har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2022/40/anfi
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et medfølgende barn fra Irak. Indrejst i Danmark i 2022. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og araber fra Bagdad, Irak, og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens far blev bekendt med, at ansøgeren havde et udenomsægteskabeligt forhold til en fremmed mand, idet faren så manden forlade ansøgerens families hjem. Som følge heraf slog faren ansøgeren, indtil ansøgeren mistede bevidstheden, ligesom faren fremkom med dødstrusler og låste ansøgeren inde på sit værelse. Ansøgeren var nødt til at flygte for at redde sit eget liv. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at det er livsfarligt for hende at tage tilbage til Irak, alene på baggrund af det forhold, at hun er udrejst af Irak alene, at hun er flygtet fra sit hjem, og at hun har taget penge og smykker fra familiens hjem. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgeren inviterede [A] hjem til sig, når hun samtidig var underlagt en streng kontrol af sin far og var bange for at blive opdaget, og at det heller ikke forekommer overbevisende, at hun på flugtnatten efter episoden med sin far blev efterladt alene i huset, og at naboen [B] med så kort et varsel kunne arrangere flugten ud af Irak. Nævnet finder videre, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren som forklaret var i besiddelse af en mobiltelefon i hjemmet i Irak, og at hendes bror skulle have hjulpet hende til at opnå internetadgang, når de ikke havde et særlig tæt forhold. Ansøgeren har svaret afglidende på de opfølgende spørgsmål i forbindelse med nævnsmødet, herunder om hvordan hun skulle have brudt døren til sit værelse op på flugtnatten og om flugten med en familie ud af Irak. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om asylmotivet som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at hun er indrejst i Danmark alene, og her i landet har fået en kæreste, som hun har fået et barn med, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2023/6/jnsa
Nævnet omgjorde i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Grækenland. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.Flygtningenævnet udtalte:Om retsgrundlaget og Flygtningenævnets praksis. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i foråret] 2022 er meddelt subsidiær beskyttelse i Grækenland, idet de græske udlændingemyndigheder [i foråret] 2022 har oplyst dette til de danske udlændingemyndigheder. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Om asylproceduren i Grækenland samt situationen for personer, der har fået meddelt subsidiær beskyttelse, mens de befandt sig uden for Grækenland. På baggrund af de græske udlændingemyndigheders brev af 6. maj 2022 lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren [i sommeren] 2019 indgav en asylansøgning i Grækenland (application of international protection), at ansøgningen [i foråret] 2021 blev fundet ”tilladelig” (application found admissable), og at klageren [i foråret] 2022 – dvs. på et tidspunkt, hvor han befandt sig i Danmark, idet han indrejste i Danmark [i foråret] 2022 – blev meddelt subsidiær beskyttelse i Grækenland (en såkaldt ADET decision). På grundlag af baggrundsoplysningerne kan asylansøgningsproceduren i Grækenland i grove træk beskrives således: (1) Indgivelse af asylansøgning, (2) beslutning om, hvorvidt asylansøgningen findes ”tilladelig” eller skal afvises, (3) tilkendelse af international beskyttelse i Grækenland, således at der er tale om enten ”refugee” eller ”subsidiary protection”, i hvilken forbindelse den pågældende får udstedt en såkaldt DADP (International Protection Card), (4) præliminær beslutning om opholdstilladelse (ADET decision, som dog ikke som sådan giver den pågældende ret til en opholdstilladelse), (5) indgivelse af ansøgning om et møde med udlændingemyndighederne med henblik på at søge om opholdstilladelse, der kaldes ADET, (6) møde med udlændingemyndighederne, hvor den pågældende ansøger om opholdstilladelse og (7) udstedelse af ADET, jf. herom RSA (Refugee Status Aegean), Pro Asyl (Network of German refugee councils), Beneficiaries of international protection in Greece; Access to documents and socio-economic rights (March 2022). Af baggrundsoplysningerne fremgår i øvrigt følgende, jf. AIDA, Country Report: Greece: 2021 Update (May 2022), s. 227 f.: “Individuals recognised as refugees are granted a 3-year residence permit (“ADET”), which can be renewed after a decision of the Head of the Regional Asylum Office. However, following the entry into force of the IPA, beneficiaries of subsidiary protection no longer have the right to receive a 3-year permit. They obtain a 1-year residence permit, renewable for a period of 2 years. Residence permits are usually delivered at least 4-5 months after the communication of the positive decision granting international protection and the submission of the special ID decision and photos to the Aliens Police Directorate (“Διεύθυνση Αλλοδαπών”) or the competent passport office by the beneficiaries… … The same report noted that “In the cases of beneficiaries returned from other European countries in recent months, persons await the renewal or reissuance of their ADET and have not been issued any other documentation pending the delivery of the ADET. Importantly, the start date of validity of the ADET corresponds to the date of issuance of the ADET Decision by the Asylum Service, not the issuance of the ADET itself. This creates serious risks for holders of subsidiary protection whose ADET has a one-year validity period given that the ADET issued to them are often close to expiry and need to be immediately renewed due to the delays described above. On account of the substantial backlog of cases before the Aliens Police Directorate of Attica, beneficiaries of international protection who do not hold a valid ADET upon return to Greece are liable to face particularly lengthy waiting times for the issuance and/or renewal of their ADET, without which they cannot access social benefits, health care and the labour market. An application for renewal should be submitted no later than 30 calendar days before the expiry of the residence permit. The mere delay in the application for renewal, without any justification, could not lead to the rejection of the application. However, this is valid only for recognized refugees, as the new law abolished the said guarantee for beneficiaries of subsidiary protection.” I RSA (Refugee Status Aegean), Pro Asyl (Network of German refugee councils), Beneficiaries of international protection in Greece; Access to documents and socio-economic rights (March 2022), anføres følgende på s. 7 f.: “15. Only following the notification of the ADET Decision or ADET Renewal Decision can beneficiaries of international protection email the territorially competent Passport Office of the Hellenic Police to request an appointment to apply for the permit. The competent office for Attica is the Aliens Directorate of Attica (Διεύθυνση Αλλοδαπών Αττικής, DAA). The appointment has to be requested within six months of the issuance of the ADET Decision or ADET Renewal Decision, otherwise a new Decision has to be obtained. …. 19. Until the issuance of the first ADET, the person retains their DADP and may renew it if it has expired. However, this does not apply to procedures for renewal of an expired ADET, in which case persons with expired ADET normally receive no documentation pending the delivery of the new ADET and have no means to demonstrate their status. … 20. In addition to denial of socio-economic rights, these deficiencies restrict the right to legal representation as they effectively prevent beneficiaries of international protection from granting authorisation (εξουσιοδότηση) to a lawyer, since they cannot fulfil the requirement of certification of their signature (θεώρηση του γνησίου της υπογραφής) before a public authority for want of valid documentation. … 22. Drawing on the above observations, RSA and Stiftung PRO ASYL conclude that beneficiaries of international protection in Greece face an array of administrative barriers, a lack of clear information and slow processing times at both stages of the ADET issuance and/or renewal procedure (Asylum Service, Hellenic Police). As a result, beneficiaries are liable to face particularly lengthy periods without a valid ADET, in the absence of which they cannot access social benefits, health care, the labour market, or even authorise a legal representative. Recent recommendations by RSA on measures to streamline the process for issuing and renewing ADET have not been taken up by the government to date.” Endvidere må baggrundsoplysningerne forstås således, at en person, der bliver tilkendt ret til beskyttelse, modtager et DADP-kort (International Protection Card), som imidlertid skal fornys efter en given tidsfrist. Hvis den pågældende indehaver af kortet ikke fornyr det senest dagen efter, at det er udløbet, bliver den pågældendes sag afbrudt, jf. det græske Ministerium for Immigration og Asyls hjemmeside, Hellenic Republic Ministry of Migration and Asylum, The International Protection Applicant’s Card, jf. https://migration.gov.gr/en/gas/diadikasia-asyloy/meta-tin-aitisi/. For så vidt angår adgangen til indkvarteringsfaciliteter for en person, der er meddelt international beskyttelse, herunder subsidiær beskyttelse, mens den pågældende opholdt sig uden for Grækenland, anføres følgende på s. 14 f. i RSA (Refugee Status Aegean), Pro Asyl (Network of German refugee councils), Beneficiaries of international protection in Greece; Access to documents and socio-economic rights (March 2022): “42. The only official integration programme currently operating in Greece from July 2019 to June 2022 is the Asylum, Migration and Integration Fund (AMIF) supported “Hellenic Integration Support for Beneficiaries of International Protection” (HELIOS), implemented by the International Organisation for Migration (IOM) in partnership with several non-governmental organisations. The continuation of the programme under European Social Fund + support is not yet in operation. 43. Enrolment on HELIOS has to be done within one year of the notification of a positive asylum decision. Eligibility for enrolment on HELIOS is subject to the following criteria: (a) recognition as a refugee or beneficiary of subsidiary protection after 1 January 2018; and (b) official registration and residence in the reception system in an open reception facility (refugee camp), a Reception and Identification Centre (RIC), a hotel, or an accommodation place under the ESTIA programme or official municipality shelters or other housing programmes e.g. for victims of trafficking, at the time of notification of a positive decision on their asylum claim. In light of this, beneficiaries of international protection who were not in Greece upon the approval of their asylum application or who have held international protection for over one year are not eligible for enrolment on the HELIOS programme. …”. Om klagerens forventede situation ved en tilbagesendelse. På baggrund af det, der fremgår af baggrundsoplysningerne, må det lægges til grund, at klageren ved en tilbagesendelse til Grækenland – idet klageren for mere end 6 måneder siden har fået meddelt en positiv asylafgørelse (ADET decision) – skal påbegynde ADET-ansøgningen forfra, hvilket indebærer, at klageren skal igennem pkt. 4-7 i asylansøgningsproceduren i Grækenland, der er angivet ovenfor. Dernæst må det lægges til grund, at personer, der i lighed med klageren tilbagesendes til Grækenland uden en gyldig ADET – hvorved bemærkes, at klageren ikke kan anses for på noget på tidspunkt at have fået udstedt en ADET, men alene en ADET decision – er udsat for særligt lange ventetider på udstedelse af deres ADET, uden hvilken de ikke kan få adgang til sociale ydelser, sundhedspleje og arbejdsmarkedet. Herudover må det lægges til grund, at personer, der har opnået international beskyttelse i Grækenland, herunder subsidiær beskyttelse, og som bliver tilbagesendt til Grækenland, ikke får udstedt nogen dokumentation, indtil de eventuelt får udstedt deres ADET, ligesom de ikke i øvrigt har adgang til at påvise deres status. I forlængelse heraf bemærkes, at det må lægges til grund, at klageren, der forlod Grækenland for mere et år siden, ikke længere er i besiddelse af et gyldigt DADP-kort (International Protection Card), der modtages efter tilkendelse af international beskyttelse i Grækenland (og er gyldigt frem til udstedelsen af ADET). Endvidere må det lægges til grund, at klageren, der blev meddelt subsidiær beskyttelse, mens den pågældende opholdt sig uden for Grækenland, ved en tilbagesendelse ikke er berettiget til at blive optaget i det såkaldte HELIOS-program. Flygtningenævnet finder på baggrund af de gengivne baggrundsoplysninger sammenholdt med oplysningerne om klagerens konkrete forhold – herunder at klageren blev meddelt subsidiær beskyttelse i Grækenland (en såkaldt ADET decision), mens han befandt sig uden for Grækenland – at der er en risiko for, at klageren ved en tilbagesendelse til Grækenland ikke vil have en reel adgang til indkvarteringsfaciliteter, at han derfor risikerer at skulle bo på gaden, at han vil være uden besiddelse af dokumenter, indtil han eventuelt måtte få udstedt en ADET, at der kan gå ganske lang tid før, klageren eventuelt måtte få udstedt en ADET, og at han i denne (langvarige) periode ikke vil have adgang til sociale ydelser, sundhedspleje og arbejdsmarkedet. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at der efter en samlet vurdering ikke er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 29 b at afvise at behandle klagerens asylansøgning i Danmark. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. §29b-Græ/2023/2/EEB
Nævnet meddelte i april 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og irreligiøs fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men har på de sociale medier delt opslag vedrørende kvinderettigheder, ligesom ansøgeren i Danmark har deltaget i demonstrationer til støtte for kvinderettigheder i Iran. Ansøgeren henviste under den oprindelige asylsag som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet hun sammen med sin tidligere ægtefælle var konverteret fra islam til [en anden trosretning]. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen oplyst, at hendes konversion ikke var reel, og at hun betragter sig selv som irreligiøs. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen som nyt asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb af myndighederne, sin familie og sin tidligere ægtefælles familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun under sit ophold i Danmark har indledt et forhold til en herboende iransk mand, som hun har fået et barn med, og at hun som følge heraf har modtaget trusler fra sine familiemedlemmer. Videre har ansøgeren henvist til, at hun i Iran stadig står registreret som værende gift med sin tidligere ægtefælle, hvorfor hendes datter og forhold til hendes nuværende ægtefælle vil blive betragtet som udenomsægteskabelige, hvilket er strafbart i Iran. Ansøgeren har desuden henvist til, at hun kommer fra en konservativ og religiøs familie, hvor hun blev udsat for overgreb af en af hendes [familiemedlem], hvilket var medvirkende til, at hun valgte at blive gift med sin tidligere ægtefælle, der sidenhen udsatte hende for fysisk og psykisk vold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder, idet hun i Danmark har delt opslag vedrørende kvinderettigheder, ligesom ansøgeren har deltaget i demonstrationer til støtte for kvinderettigheder i Iran. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens generelle troværdighed må anses for svækket, idet hun har erkendt, at hendes oprindelige asylmotiv ikke var reelt. Hun var således ikke og er stadig ikke konverteret fra islam til [en anden trosretning]. Ansøgeren har samtidig forklaret, at hun af sin første ægtemand blev instrueret i at gøre dette asylmotiv gældende, idet det var af betydning for hans asylsag. Uanset det anførte om ansøgerens generelle troværdighed lægger Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sine nye asylmotiver til grund. Nævnet lægger herunder til grund, at ansøgeren i Danmark blev borgerligt viet til sin nuværende ægtefælle, selv om hun stadig er i et religiøst ægteskab med sin første ægtefælle, at hun har lagt billeder vedrørende det nye ægteskab og sin graviditet op på sin åbne [socialt medie], og at hun har modtaget en række trusselsbeskeder af meget alvorlig karakter på [social medie] fra navnlig hendes bror [A], der fortsat er bosiddende i Iran. Flygtningenævnet finder således på baggrund af ansøgerens forklaring og de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger om kvinders retsstilling i Iran, navnlig for etniske minoriteter i de kurdiske områder, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for at blive dræbt eller udsat for anden kulturelt betinget æresrelateret straf eller overgreb som følge af hendes etablering af et nyt ægteskab med en anden mand her i landet, og at der er tale om forhold, som ansøgeren ikke kan antages at opnå myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren i Danmark har udført en række regimekritiske aktiviteter ved bl.a. sin deltagelse i demonstrationer og ved skriftlige indlæg, og at hun navnlig gennem sine opslag herom på sin åbne [socialt medie] og [socialt medie] og indslag formidlet af en række udenlandske medier, herunder [A], [B] og [C], der alle er regimekritiske medier, er blevet eksponeret. Nævnet har efter baggrundsoplysningerne om Iran, herunder om de iranske myndigheders vilje og evne til at overvåge regimekritiske aktiviteter i udlandet, lagt til grund, at ansøgerens regimekritiske aktiviteter efter deres karakter og omfang er egnede til at komme til de iranske myndigheders kendskab. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran også på dette grundlag vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2023/12/SEAL
Nævnet omgjorde i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2001 efter at være blevet meddelt opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne. Ansøgeren blev i 2020 idømt 6 års fængselsstraf for overtrædelse af bestemmelserne i straffeloven og lov om euforiserende stoffer samt udvist af Danmark med indrejseforbund for bestandig. I 2021 søgte ansøgeren asyl. Udlændingestyrelsen havde vurderet, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse af ansøgeren.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren har oplyst, at han er muslim af trosretning, men at han ikke er praktiserende, og fra landsbyen [A] lidt uden for byen [B], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, dels som følge af sin fars militære fortid, dels som følge af sit mangeårige ophold i Vesten. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie i flere generationer har været ansat i det afghanske militær, og at hans far havde [højtstående rang] og i den forbindelse kæmpede mod Taliban. Ansøgerens far udrejste af Afghanistan som følge af en trussel fra Taliban. Resten af familien og ansøgeren udrejste efterfølgende af Afghanistan til [et land i Sydasien], da han var [0-3] år gammel, hvorefter han kom til Danmark som [4-7] årig. Ansøgeren har videre oplyst, at Taliban vil kunne identificere ham gennem familienavnet, herunder at han oprindeligt kommer fra [C], hvor mange har deltaget i kampe mod Taliban. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ikke kender de religiøse normer i Afghanistan, som Taliban forventer overholdt, og at han ikke taler pashto men kun dari i begrænset grad. Flygtningenævnet finder med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at han frygter Taliban som følge af ansøgerens fars arbejde som [højtstående rang] i den afghanske hær indtil [midt 1990’erne], at det beror på ansøgerens egen formodning, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være efterstræbt af Taliban. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at Taliban efter så mange år har nogen interesse for ansøgeren. Om de generelle forhold i Afghanistan fremgår det af baggrundsoplysningerne, at siden Taliban den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban's takeover, 15. november 2021, s. 6. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rattsligt stallningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at "In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs ), mortars, and airstrikes". Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban har foretaget gengældelsesangreb. Således anføres det i Amnesty Internationals rapport, "No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban", fra december 2021, s. 13, at "As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities". Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, herunder EUAA, Afghanistan - Country of Origin Information Report, January 2023, s. 57 f., at visse Taliban-krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for "Incidents of summary executions, torture and detentions of persons affiliated with the former government have been reported in various parts of the country". Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at Taliban vil efterstræbe ham som følge af hans fars arbejde som [højtstående rang] tilbage i 1990'erne. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at han er i risiko for forfølgelse fra Taliban, idet han vil blive betragtet som "vestliggjort", herunder fordi han har tilegnet sig vestlig levevis og kultur og har begrænsede sprogkundskaber i dari, bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at forholdene for vestliggjorte og den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, i baggrundsmaterialet blandt andet er beskrevet i pkt. 3.13 og pkt. 3.14 i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, fra januar 2023. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at det blandt andet af ovenfor nævnte rapport fremgår: “…Individuals perceived as “Westernized”..... The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as: the behaviour adopted by the applicant, visibility of the applicant, area of origin and conservative environment, gender (the risk is higher for women), age (it may be difficult for children of certain age to (re-)adjust to Afghanistan's social restrictions), duration of stay in a western country, etc. …" Af referatet fra Flygtningenævnets koordinationsudvalgsmøde den 8. august 2022 fremgår det herudover blandt andet, at vedrørende spørgsmålet om "westenization" var der blandt medlemmerne enighed om, at det relevante for asylvurderingen er, om ansøgeren efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren vil kunne genoptage sit liv der på en sådan måde, at den pågældende ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herom bemærke nævnet, at ansøgeren udrejste af Afghanistan til [et land i Sydasien] i [midt 1990’erne] som [0-3]-årig og indrejste i Danmark i 2001 som [4-7]-årig. Han har haft hele sin skolegang samt sin ungdom i Danmark, hvor han har levet et ungdomsliv på danske præmisser. Ansøgeren taler flydende dansk, og nævnsmødet er gennemført på dansk. Ansøgeren taler dari, men ikke pashto. Han må anses for at have en meget begrænset tilknytning til Afghanistan, hvor han alene har boet frem til [midt 1990’erne], hvor han var omkring 2 år, ligesom han efter det oplyste ikke har familie eller øvrigt netværk i Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ikke vil kunne etablere sig i Afghanistan uden at påkalde sig Talibans opmærksomhed, således at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om ansøgeren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da ansøgeren som nævnt isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af ansøgeren til Afghanistan. Det fremgår af udlændingelovens§ 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Ansøgeren blev ved [rettens] dom af [vinteren 2020/2021] idømt 6 års fængsel og udvist med indrejseforbud for bestandigt, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, jf. § 32, stk. 2, nr. 5, for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. lov om euforiserende stoffer § 1, stk. 3, jf. § 3, stk. 1, for besiddelse af [antal I] [euforiserende stof I] med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer og [antal II] [euforiserende stof II] indeholdende [D] og [E] med henblik på at anvende stoffet som fyldstof og derved frembringe ikke under [antal II] salgsklar [euforiserende stof I], ligeledes med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ved [rettens] dom af [vinteren 2020/2021] er dømt for en særlig farlig forbrydelse i Flygtningekonventionens forstand henset til, at der er tale om almenfarlig kriminalitet af særlig grov beskaffenhed og karakter samt til længden af den idømte fængselsstraf. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige og almenfarlige karakter af den kriminalitet, som ansøgeren er dømt for, at ansøgeren tillige må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgeren, der er [28-30] år, indrejste i Danmark i 2001 som [4-7]-årig. Ansøgeren er ugift og har ingen børn. Han har haft en dansk kæreste i cirka 3 år. Han har familiemæssig tilknytning til Danmark i form af sine forældre og søskende. Ansøgeren har udover sin familie i Danmark, familie i Europa, [land uden for Europa F] og [land uden for Europa G]. Ansøgeren har ingen familie i Afghanistan. Han har gået i dansk folkeskole til 10. klasse, har påbegyndt en [ungdomsuddannelse]- og senere [erhvervs]-uddannelsen, men er i begge tilfælde droppet ud. Ansøgeren er således uden nogen uddannelse, er heller ikke under uddannelse, har ikke noget arbejde, men har tidligere i 3 år arbejdet i sin fars [butik] og 2 år i sin søsters [firma]. Han skriver og taler dansk. Ansøgeren taler dari, men ikke pastho. Ansøgeren har i sin fritid i skoletiden blandt andet gået til [fritidsinteresse I], [fritidsinteresse II], i fritidsklub og omdelt aviser. Senere har han gået til [fritidsinteresse III] og [fritidsinteresse IV]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet finder derfor, at ansøgeren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse.” Afgh/2023/20/sme
Nævnet omgjorde i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim. Hun er født og opvokset i [by A], Rif Damaskus, og har siden [midten af 2000’erne] frem til sin udrejse i [starten af 2010’erne] boet i [by B], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2014/2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, de generelle forhold. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hendes far forsvandt under krigen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes far forsvandt efter en massakre i byen, og hun har ikke fundet ham siden. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, da hun har familiemedlemmer med tilhørsforhold til Den Frie Syriske Hær. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien risikerer kidnapning, idet hun er enlig kvinde, og at hun risikerer at blive afhørt og fængslet af de syriske myndigheder, idet hun har forladt Syrien og har søgt om asyl i et andet land. Klageren har til støtte herfor oplyst, at omkring fem af hendes farbrors sønner i slutningen af 2014 blev medlemmer af Den Frie Syriske Hær. Klageren blev i 2018 af en veninde oplyst om, at nogle af hendes farbrors sønner var taget til Idlib, og at en af dem var blevet slået ihjel. Klageren har i forbindelse med sin genoptagelsessag herudover henvist til, at hun offentligt på sociale medier og i tv-interviews har kritiseret de syriske myndigheder. Udlændingestyrelsen har ved mail [fra foråret] 2023 oplyst, at der nedlægges, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har i den anledning besluttet at behandle sagen på skriftligt grundlag. Flygtningenævnet meddeler i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens påstand klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingeloven § 7, stk. 1.” Syri/2023/32/imbs
Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning. Klageren er født i [by I], [region], Syrien, og har boet i Damaskus fra 2011 og frem til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, nægtes forlænget, idet grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Klageren har videre henvist til, at hun er fra [by I], Rif Damaskus, og ikke Damaskus. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hun i 2011 alene flyttede til [by II] i Damaskus på grund af krigen. Klageren har endvidere henvist til, at hun er afhængig af sin myndige søn, som bor i Danmark. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hun bor sammen med sin søn, som de seneste fem år har forsørget klageren, taget sig af hende og sørget for at give klageren hendes medicin. Klageren har yderligere henvist til, at hun som enlig kvinde vil have svært ved at klare sig økonomisk, at hun ikke har noget sted at bo i Syrien, og at hun ikke har adgang til den medicin og lægehjælp, som hun har behov for. Klageren har endelig i forbindelse med genoptagelsessagen henvist til, at tre af klagerens sønner har unddraget sig militærtjeneste i Syrien efter at være blevet genindkaldt. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hun [i efteråret] 2015 fik oplyst af en nabo i Syrien, at klagerens husstand var blevet opsøgt af myndighederne, hvor de spurgte til klagerens sønner. Der har efterfølgende været 2-3 yderligere opsøgninger. Klageren har ikke været hjemme ved nogen af disse opsøgninger. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren kommer fra Damaskus, hvor hun indtil sin udrejse har boet i en årrække sammen med sine børn. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for at blive udsat for overgreb som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. Flygtningenævnet tiltræder således, at der ikke er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Syrien. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser bemærker Flygtningenævnet, at klageren indrejste til Danmark som [55-57]-årig og har haft lovligt ophold i 5 år. Hun har ikke erhvervet danske sprogkundskaber eller haft tilknytning til arbejdsmarkedet. Hun har en enkelt voksen søn i Danmark, som hun bor hos. Hendes øvrige sønner bor i henholdsvis [europæiske land I], [europæiske land II] og [europæiske land III], mens to af hendes sønner og en datter fortsat bor i Syrien. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt relationen til klagerens voksne søn i Danmark, som hun bor hos, kan føre til, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, bemærker Flygtningenævnet, at voksne børn som udgangspunkt ikke er omfattet af begrebet familieliv i artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger et forhold af afhængighed mellem forældre og børn. Efter de foreliggende oplysninger er der ikke oplyst om sådanne forhold, der kan antages at udgøre et særligt afhængighedsforhold mellem klageren og hendes søn i Danmark. Der lægges i den forbindelse vægt på klagerens forklaring om, at hendes søn hjælper hende med hensyn til indkøb og lignende, navnlig i situationer, hvor hun er syg, men at hun ikke i øvrigt vurderes at være afhængig af hjælp fra sønnen for at kunne klare sig. Flygtningenævnet vurderer derfor, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Efter det oplyste om klagerens helbredsmæssige forhold tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er tale om, at klageren lider af sådanne alvorlige eller akutte livstruende sygdomme, som kan begrunde, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og artikel 8. Vedrørende spørgsmålet om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, bemærker Flygtningenævnet, at der ikke foreligger oplysninger om, at klageren skulle risikere konkret eller individuel forfølgelse begrundet i hendes egne forhold. Den omstændighed, at klagerens søn i Danmark har unddraget sig genindkaldelse til militærtjeneste i Syrien ved ikke at vende tilbage til Syrien, kan ikke begrunde, at klageren som følge heraf vil risikere asylbegrundende forfølgelse eller overgreb, herunder navnlig henset til, at hendes søn ikke er profileret overfor de syriske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021.” Syri/2022/188/sme
Nævnet omgjorde i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2012. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etinicitet] og muslim fra byen [by] i distriktet [distrikt] i [provins], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2012, og at han [i vinteren 2013/2014] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens opholdstilladelse er senest [i vinteren 2022/2023] blevet forlænget med gyldighed til [foråret] 2025. Klageren har [i foråret] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor henvist til sin konflikt med Taliban, og at klageren efter Talibans magtovertagelse af Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Henset til den aktuelle udvikling i Afghanistan finder Flygtningenævnet, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt, idet Taliban siden medio august 2021 har overtaget magten i landet. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til Udlændingestyrelsens notat ”Afghanistan, recent developments in the security situation, impact on civilians and targeted individuals” udgivet i september 2021 og Landinfos temanotat om Afghanistan, ”Talibans maktovertakelse”, udgivet den 2. september 2021. Da Udlændingestyrelsen i sin afgørelse [i vinteren 2013/2014] meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, som senest er blevet forlænget ved afgørelse [i sommeren] 2023, på baggrund af klagerens konflikt med Taliban, og henset til Talibans magtovertagelse i Afghanistan, opfylder klageren således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 19. januar 2023, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2023/19/anfi
Nævnet stadfæstede i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til klagerens ret til familieliv med sin herboende kæreste og barn samt hensynet til barnets tarv. DRC Dansk Flygtningehjælp gjorde i den forbindelse gældende blandt andet, at det er vanskeligt at få familiesammenføring til Tyskland, og at familien vil have bedre mulighed for at kunne leve sammen i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Tyskland med virkning fra [foråret] 2022. Af det af klageren fremlagte tyske opholdskort fremgår, at kortet er udstedt [i sommeren] 2022 og udløber [i sommeren] 2024. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren har en gyldig opholdstilladelse i Tyskland. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, samt at klageren i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren til Udlændingestyrelsen er refereret for at have oplyst, at han ikke har konflikter i Tyskland, hverken med myndigheder, grupperinger eller privatpersoner, og at han af de tyske myndigheder har modtaget hjælp i forbindelse med blandt andet anskaffelse af bolig, og at han de seneste to år har haft adgang til det tyske sundhedsvæsen. Klageren har endvidere haft forskellige lønnede ansættelser i Tyskland. Endelig er klageren refereret for at have oplyst, at han alene udrejste af Tyskland og søgte om asyl i Danmark, idet han ønsker at bo med sin herboende kæreste og datter. Flygtningenævnet finder således, at Tyskland kan tjene som klagerens første asylland. Flygtningenævnet finder endvidere, at hverken den omstændighed, at klageren har en herboende kæreste, som han har et barn sammen med, eller DRC Dansk Flygtningehjælps henvisninger til familiens enhed og barnets tarv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, FN’s Børnekonventions artikel 3 samt EU’s charter om grundlæggende rettigheder i Flygtningehjælpens indlæg af 21. april 2023, kan føre til anden vurdering af sagen om afvisning af klagerens asylansøgning, jf. herved udlændingelovens § 29 b. Flygtningenævnet finder således, at klageren må henvises til at indgive ansøgning om opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring, og nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren efter de for nævnet foreliggende oplysninger har indgivet en ansøgning om familiesammenføring, og at klageren i den forbindelse ikke er meddelt processuelt ophold. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Tys/2023/2/anfi
Nævnet omgjorde i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren ikke i Grækenland findes at have opnået den nødvendige beskyttelse, idet det fremgår af baggrundsoplysningerne, at han ikke vil have adgang til hverken det græske integrationsprogram eller nationale socialsystem, hvorfor han med stor sandsynlighed vil ende som hjemløs og uden mulighed for at forsørge sig selv. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Grækenland fra den [dato i vinteren] 2018/2019 til den [dato i vinteren] 2021/2022. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at flygtninge nyder samme rettigheder som grækere i forhold til bl.a. bolig, social bistand, adgang til arbejdsmarkedet og sundhedsvæsenet, jf. AIDA, Country Report: Greece: 2021 Update (May 2022), s. 244 ff. Vedrørende flygtninge, der returneres fra andre europæiske lande, fremgår imidlertid følgende, jf. samme rapport s. 227 ff.: “The same report [RSA (Refugee Status Aegean) and Stiftung Pro Asyl (Network of German refugee councils), Beneficiaries of international protection in Greece; Access to documents and socio-economic rights (March 2022)] noted that “In the cases of beneficiaries returned from other European countries in recent months, persons await the renewal or reissuance of their ADET and have not been issued any other documentation pending the delivery of the ADET. Importantly, the start date of validity of the ADET corresponds to the date of issuance of the ADET Decision by the Asylum Service, not the issuance of the ADET itself. This creates serious risks for holders of subsidiary protection whose ADET has a one-year validity period given that the ADET issued to them are often close to expiry and need to be immediately renewed due to the de-lays described above. On account of the substantial backlog of cases before the Aliens Police Directorate of Attica, beneficiaries of international protection who do not hold a valid ADET upon return to Greece are liable to face particularly lengthy waiting times for the issuance and/or renewal of their ADET, without which they cannot access social benefits, health care and the labour market.”…As far as GCR is aware, long waiting periods are observed in a number of cases of renewal, which can reach 9 months in practice due to the high number of applicants. Due to COVID-19, the backlog the waiting period, in some cases is over a year. During this procedure the Legal Unit of the Asylum Service processes criminal record checks on the beneficiaries of international protection, which may lead to the Withdrawal of their protection status. Pending the issuance of a new residence permit, beneficiaries of international protection are granted a certificate of application … which is valid for three months. For the issuance of this certificate, the renewal application must have been uploaded to the electronic system of “ALKYONI” […]. According to GCR’s observations, the Asylum Unit for Beneficiaries of International Protection could upload the application up to four months after the initial submission of the renewal application. In practice, beneficiaries whose residence permit has expired and who hold this document while awaiting the renewal of their residence permit have faced obstacles in accessing services such as social welfare, healthcare and labour market. As far as GCR is aware, public services such as the Manpower Employment Organization (OAED), are reluctant to accept this certificate of application … because the document lacks a photo or a watermark and any relevant legal provisions allowing the document to be accepted. This certificate is providing the beneficiaries with less rights (e.g. right to access labour market, social welfare, public healthcare, etc.) than the certificate of art. 8 L.4251/2014 that is issued for immigrants. In fact, beneficiaries of international protection holding these certificate are only protected from detention and have access to no rights at all pending their residence permit renewals.” I RSA (Refugee Status Aegean), Pro Asyl (Network of German refugee councils), Beneficiaries of international protection in Greece: Access to documents and socio-economic rights (March 2022), anføres følgende på s. 8 ff.: “ “18. The issuance and renewal of the residence permit in practice is marred by serious delays reaching several months and even exceeding one year in some cases, due to a substantial backlog of pending applications and slow processing. The Ombudsman has reported cases facing delays of over one year. More recently, the National Commission for Human Rights has also denounced systemic deficiencies in the ADET issuance and renewal process, which expose beneficiaries to acute risks of loss of employment and inability to apply for social welfare. The European Commission “remains concerned about difficulties and administrative delays in Greece which hamper access to beneficiaries’ rights, as stipulated under the Qualifications Directive”, while the European Union Agency for Asylum (EUAA) has echoed “administrative hurdles and delays” especially in large cities. The above deficiencies affect returnees from other European countries as well. 19. Until the issuance of the first ADET, the person retains their DADP and may renew it if it has expired. However, this does not apply to procedures for renewal of an expired ADET, in which case persons with expired ADET normally receive no documentation pending the delivery of the new ADET and have no means to demonstrate their status. …20. In addition to denial of socio-economic rights, these deficiencies restrict the right to legal representation as they effectively prevent beneficiaries of international protection from granting authorisation … to a lawyer, since they cannot fulfil the requirement of certification of their signature … before a public authority for want of valid documentation. … 22. Drawing on the above observations, RSA and Stiftung PRO ASYL conclude that beneficiaries of international protection in Greece face an array of administrative barriers, a lack of clear information and slow processing times at both stages of the ADET issuance and/or renewal procedure (Asylum Service, Hellenic Police). As a result, beneficiaries are liable to face particularly lengthy periods without a valid ADET, in the absence of which they cannot access social benefits, health care, the labour market, or even authorise a legal representative. Recent recommendations by RSA on measures to streamline the process for issuing and renewing ADET have not been taken up by the government to date.” Klagerens opholdstilladelse (ADET) udløb som nævnt den [dato i vinteren] 2021/2022, og han vil derfor skulle forny denne i Grækenland. Efter baggrundsoplysningerne må det lægges til grund, at personer, der i lighed med klageren tilbagesendes til Grækenland uden en gyldig ADET, er udsat for særligt lange ventetider på udstedelse eller fornyelse af deres ADET, uden hvilken de ikke kan få adgang til sociale ydelser, sundhedspleje og arbejdsmarkedet. Herudover må det lægges til grund, at personer der skal have fornyet deres opholdstilladelse (ADET) som klageren, ikke modtager nogen form for dokumentation, mens deres sag behandles og derfor ikke kan påvise deres status. Flygtningenævnet finder på baggrund af de gengivne baggrundsoplysninger sammenholdt med oplysningen om, at klagerens opholdstilladelse (ADET) er udløbet, at der er en reel risiko for, at klageren ved en tilbagesendelse til Grækenland ikke vil have en adgang til bolig, og at han derfor risikere at skulle bo på gaden. Klageren vil endvidere være uden besiddelse af dokumenter, indtil han eventuelt måtte få fornyet sin opholdstilladelse (ADET), hvilket kan tage ganske lang tid, og som følge heraf vil han i denne (langvarige) periode ikke have adgang til sociale ydelser, sundhedspleje og arbejdsmarkedet. Under disse omstændigheder og med henvisning til nævnets praksis i § 29 b-sager, jf. ovenfor og Flygtningenævnets 30. beretning, side 179, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 29 b at afvise at behandle klagerens asylansøgning i Danmark. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark.” §29b-Græ/2023/4/DH
Nævnet omgjorde i april 2023 Flygtningenævnets tidligere stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den iranske efterretningstjeneste, idet ansøgerens far er kommunist. Ansøgeren frygter endvidere at blive forvoldt skade af sin morfar og sine morbrødre som følge af ansøgerens mors konflikt med disse, idet ansøgerens morfar og morbrødre ikke accepterer, at ansøgerens mor har giftet sig med en kommunist. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren selv og ansøgerens mor blev opsøgt af den iranske efterretningstjeneste på deres bopæl. Ansøgerens mor blev i den forbindelse tilbageholdt og afhørt i et par timer. Ansøgeren blev nogle måneder senere indkaldt til en samtale med den iranske efterretningstjeneste, hvor ansøgeren blev afhørt om forhold vedrørende ansøgerens far. Ansøgeren sagde, at han ikke havde kendskab til sin fars opholdssted, hvorfor den iranske efterretningstjeneste lod ansøgeren gå. Ansøgeren har videre oplyst, at ansøgerens mor havde bedt ham om at holde sig fra sin morfar og sine morbrødre, da de ikke accepterede ansøgerens forældres forhold. Ansøgeren har slutteligt oplyst, at han er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren blev døbt den [forår] 2019. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således også ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på blandt andet, at ansøgeren fremstår reflekteret og velovervejet om sine bevæggrunde til at konvertere til kristendommen og betydningen af kristensendommen for ham, ligesom han vedholdende har tilegnet sig yderligere viden om kristendommen ved flere længerevarende ophold på højskoler mv. og herudover har missioneret for kristendommen. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren på baggrund af sin indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen, og at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran ønsker at leve åbent som kristen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2023/16/MSAI
Nævnet stadfæstede i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Klageren er mindreårig.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2022 efter at være blevet Dublinforhandlet fra Grækenland, og at han [i efteråret] 2022 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, af Udlændingestyrelsen. Klageren har ved brev [fra vinteren 2022/2023], modtaget af Flygtningenævnet [i vinteren 2022/2023], klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af den Frie Syriske Hær og de tyrkiske styrker, idet den Frie Syriske Hær har forsøgt at tvangsrekruttere hans far til aftjening, og i samme forbindelse har truet med at slå faren og klageren ihjel, hvis ikke faren meldte sig. Klageren har herom oplyst, at faren en dag blev hentet på bopælen, og taget med på et fælles administrationskontor for den Frie Syriske Hær og den tyrkiske hær. Klageren og moren tog hen på administrationskontoret og bad om at få faren udleveret, hvorefter faren fik 14 dage til at pakke sine ting og tage afsked med familien, inden han skulle melde sig til tjeneste. Samtidig fik faren og klageren besked om, at hvis faren ikke meldte sig inden for to uger, ville faren og klageren blive henrettet. En uge efter dette rejste familien fra Syrien til Tyrkiet, hvorved faren udeblev fra at aftjene hos den Frie Syriske Hær. Klageren har til støtte herfor videre oplyst, at han frygter diskrimination fra den Frie Syriske Hær og de tyrkiske styrker, idet han er [etnicitet]. Klageren har til støtte herfor endvidere oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter selv at blive tvangsrekrutteret eller slået ihjel under krigen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren vurderes tilstrækkelig moden til at få ansøgningen om asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2, behandlet. Flertallet af Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klagerens far er forsøgt tvangsrekrutteret til aftjening for den Frie Syriske Hær, og at klageren i den forbindelse er blevet truet på livet, eller skulle være i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af, at klagerens far er angiveligt er forsøgt tvangsrekrutteret til aftjening for den Frie Syriske Hær, men ikke mødte op. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens forklaring om, at hans far blev er forsøgt tvangsrekrutteret til aftjening for den Frie Syriske Hær forekommer usammenhængende og på centrale punkter ikke forekommer sandsynlig, ligesom klageren på nogle centrale punkter har forklaret divergerende, idet bemærkes, at Flygtningenævnet har taget højde for klagerens unge alder. Flertallet af Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvorvidt han så, at hans far fik tæv hver dag af Den Frie Syriske Hær og de tyrkiske soldater. Til oplysnings- og motivsamtalen har klageren forklaret, at han så sin far få tæv hver dag af Den Frie Syriske Hær og de tyrkiske soldater, og at klageren fik det rigtig skidt psykisk over hans oplevelser. Ved mødet i Flygtningenævnet har klageren ingen erindring om, at han har set dette. Flertallet af Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende med hensyn til de angivelige trusler, som medlemmer af den Frie Syriske hær fremsatte mod hans far og klageren om henrettelse af dem, hvis hans far ikke meldte sig inden to uger. Til oplysnings- og motivsamtalen har klageren forklaret, at da klagerens far blev løsladt, fik klageren og hans far besked om, at de ville blive henrettet, hvis klagerens far ikke meldte sig inden for to uger. For Flygtningenævnet har klageren i første omgang ikke forklaret om de angivelige trusler, og forespurgt herom har klageren forklaret, at han fik at vide af sin mor, da de var hjemme igen, efter at klageren og hans mor havde været på det sted, hvor Den Frie Syriske Hær opholdt sig, for at hente faren, at hans far og også klageren ville blive henrettet, hvis klagers far ikke meldte sig inden for to uger. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klagerens forklaring om den angivelige tvangsrekruttering forekommer usammenhængende og på flere punkter ikke forekommer sandsynlig, herunder forklaring om, hvad der foregik på det kontor, hvor Den Frie Syriske Hær, holdt til. Flertallet af Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at klagerens forklaring om, at Den Frie Syriske Hær skulle have hentet klagerens far på deres bopæl med henblik på at tvangsrekruttere ham til aftjening, endvidere ikke forekommer sammenhængende med, at de efterfølgende løslod ham henset til klagerens forklaring om, at de samtidig truede klagerens far på livet og truede med at slå klageren ihjel, hvis faren ikke melde sig til tjeneste inden for to uger. Flertallet af Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at det ikke forekommer troværdigt, at klageren i en alder af [8-11 år] skulle være blevet truet med at blive slået ihjel, hvis klagerens far udeblev fra aftjening. Flertallet af Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at klagerens forklaring om det angivelige forsøg fra Den Frie Syriske Hærs side på tvangsrekruttering af hans far ikke stemmer med baggrundsoplysningerne. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af Udlændingestyrelsens rapport, Syria Recruitment Practices in Government-controlled Areas and in Areas under Oppositions Control, Involvement of Public Servants and Civilans in the Armed Conflict and Issues Related to Exiting Syria fra maj 2017, at de fleste kilder i rapporten udtalte, at de væbnede oppositionsgrupper, herunder Den Fri Syriske Hær, generelt rekrutterede deres nye medlemmer på frivillig basis. Økonomisk incitament, religiøs og etnisk tilknytning og personlige motiver og særlige lokale dynamikker, herunder socialt pres i visse områder, nævnes som hovedmotiver til at tilslutte sig oppositionsgrupper. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af Udlændingestyrelsens rapport, Syria – Recruitment to Oppostions Groups fra december 2022, at den Frie Syriske Hær ikke eksisterer som en sammenhængende militær gruppe, og at befolkningen bruger begrebet ”Den Frie Syriske Hær” til at betegne syriske oppositionsgrupper som den Syriske Nationale Hær (SNA), og at der blandt andet fremgår følgende om rekrutteringspraksis: “1.3.2. Recruitment practices. SNA does not have a unified recruitment practice in the areas it controls. …SNA recruits on a voluntary basis. …SNA does not actively seek to recruit members of the Kurdish and Yazedi minorities, since SNA does not trust these religious and ethnic groups. …1.3.4. Prevalence of forced recruitment. Generally, SNA groups do not forcefully recruit men to join their ranks. Some sources assessed that SNA does not need to recruit men forcefully, as there are plenty of men in SNA-controlled areas willing to join its ranks due to the economic incentives. …” De generelle forhold for [etnicitet] i Syrien kan ikke føre til en ændret vurdering. Flertallet af Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at klageren ved sin tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2023/28/anhk
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige, og hun er blevet meddelt afslag herpå. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens kæreste og barn opholder sig i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren 21/22] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har en herboende kæreste, med hvem hun er religiøst viet, og et mindreårigt barn i Danmark, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil indledningsvis, at det følger af Dublinforordningens artikel 16, stk. 1, at når en asylansøgers barn, der har lovligt ophold i en af medlemsstaterne, er afhængig af hjælp fra asylansøgeren, skal medlemsstaterne normalt lade asylansøgeren blive sammen med eller sammenføre denne med barnet, under forudsætning af, at der fandtes familiemæssige bånd i hjemlandet, at asylansøgeren er i stand til at tage sig af den afhængige person, og at de pågældende skriftligt har udtrykt ønske herom. Det følger imidlertid af forordningens artikel 7, stk. 3, at artikel 16 udelukkende finder anvendelse i sager, hvor der endnu ikke er truffet en første afgørelse med hensyn til substansen af asylansøgerens tidligere ansøgninger om asyl. Flygtningenævnet lægger som anført til grund, at klageren tidligere har fået meddelt afslag på asyl i Sverige. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Dublinforordningens artikel 16 ikke finder anvendelse i en sag som den foreliggende, jf. artikel 7, stk. 3. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter Dublinforordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Sverige, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at de påberåbte forhold vedrørende klagerens herboende kæreste og mindreårige barn, i en sag som den foreliggende, hvor klageren allerede har fået afslag på asyl i Sverige, og hvor der således har været en prøvelse af asylgrundlaget i Sverige, ikke kan føre til, at der anses at foreligge sådanne særlige forhold, at der i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er grundlag for at lade asylsagen behandle her i landet. Flygtningenævnet skal i denne forbindelse fremhæve Dublinforordningens grundlæggende princip om, at en asylansøgning kun skal behandles af én medlemsstat, og at det som udgangspunkt vil stride imod Dublinforordningens formål, at en asylansøger får sin asylsag behandlet på ny i en medlemsstat efter at have fået afslag på sin asylansøgning i anden medlemsstat. Flygtningenævnet tiltræder således Udlændingestyrelsens vurdering af, at Dublinreglerne ikke er det rette regelsæt for at sammenføre klageren til sit herboende barn, særligt når klageren allerede har fået færdigbehandlet sin asylsag i en anden medlemsstat. Flygtningenævnet har i øvrigt noteret sig, at klageren har en verserende sag om familiesammenføring i Udlændingestyrelsen. For så vidt angår det oplyste om klagerens helbredsmæssige forhold, herunder at klageren lider af [udfordringer], og at hun har svært ved at [udfordring], finder Flygtningenævnet, at de danske myndigheder ikke er afskåret fra at overføre klageren til Sverige som følge heraf, idet det må antages, at klageren vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Sverige i overensstemmelse med de internationale menneskeretlige forpligtelser. Nævnet henviser i den forbindelse til AIDA Country Report: Sweden, Update: May 2022, s. 83 ff. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2023/7/juri
ævnet stadfæstede i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2022 har ansøgt om international beskyttelse i Kroatien og herefter er udrejst af Kroatien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Det følger herefter af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, der blev indgivet ansøgning om international beskyttelse til, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Kroatien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 20, stk. 5, og at Kroatien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Kroatien [i vinteren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark under henvisning til de generelle forhold i Kroatien, herunder det forhold, at der er systemfejl i landets modtageforhold og asylprocedure. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der ikke er grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtageforholdene i Kroatien, at en overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til AIDA’s ”Country report: Croatia, 2021 Update”, udgivet i april 2022, side 79-102, som indeholder en beskrivelse af modtageforholdene i Kroatien. Af side 52 fremgår videre, at Dublin-returnees ikke oplever udfordringer ved adgangen til modtagecentrene, når disse ikke tidligere har fået afslag i Kroatien. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har forklaret, at han stod i kø i flere dage, og at han blev overfaldet verbalt af grænsevagterne, kan derfor ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i øvrigt, at der ikke er oplysninger om, at klageren har klaget over de påberåbte forhold. Klageren må derfor henvises til at klage til en overordnet myndighed i Kroatien, såfremt han skulle opleve problemer med myndighedspersoner i landet. For så vidt angår asylproceduren i Kroatien bemærker Flygtningenævnet, at denne ifølge de baggrundsoplysninger, som nævnet er i besiddelse af, er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i de seneste par år har truffet afgørelse i flere sager vedrørende Kroatiens praksis om at nægte adgang til asylproceduren gennem anvendelsen af push-back ved landets grænser samt myndighedernes brug af uforholdsmæssig magtanvendelse ved grænsen, herunder i dom af 18. november 2021 i sagen M.H. mfl. mod Kroatien (sagsnr. 15670/18 og 43115/18). Flygtningenævnet bemærker videre, at der fortsat verserer en række sager ved menneskerettighedsdomstolen, herunder S.B. mfl. mod Kroatien (sagsnr. 18810/19). Af de foreliggende baggrundsoplysninger kan der henvises til AIDA’s rapport, hvoraf blandt andet fremgår på side 24-25: “According to the Danish Refugee Council (DRC), 9,114 persons have been pushed back from Croatia to Bosnia and Herzegovina (BiH) in 2021, including vulnerable categories (UASC, families with children, women) out of which a significant number of individuals were subject to chain refoulement. […] The Ombudsperson for Children reported that 256 children were pushed back in 2021 according to data provided by the Border Violence Monitoring Network's. […] Families with children and unaccompanied children were returned without conducting an individual procedure, thus denying them the right to international protection, even though persons expressed their intention to seek asylum. The Centre for Peace Studies (CPS) also reported that push backs practices and denying access to asylum continued in 2021. 48 CPS reported that the practice of denying access to the asylum system and illegal expulsion along with the frequent use of violence are the most problematic aspects in relation to access to the international protection system. […]” Flygtningenævnet lægger til grund, at asylansøgere, der indrejser fra Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande til Kroatien med henblik på at søge asyl, i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til landets asylprocedure. Spørgsmålet er herefter, om de samme forhold gør sig gældende for Dublin-returnees, herunder om klageren ved en overførsel fra Danmark til Kroatien som Dublin-returnee vil have adgang til en reel asylsagsbehandling. Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Temarapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublin-returnees”, udgivet i januar 2022, fremgår på side 4: ”CPS [Centre for Peace Studies] oplyser, at der har været rapporteret om, at nogle ansøgere, der er blevet Dublin-overført til Kroatien, har oplevet push-back til Bosnien-Herzegovina, selvom de ikke tidligere har haft et ophold der. CPS oplyser yderligere, at det er sikrest at informere en NGO i Kroatien om en kommende overførsel, således at denne kan monitorere, at vedkommende faktisk forbliver i Kroatien. CPS tilføjer, at situationen med push-backs er blevet bedre efter Lighthouse Reports i oktober 2021 udgav artikler om situationen i Kroatien. Det har i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport ikke været muligt at få disse oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet fra andre kilder.” Det fremgår endvidere af Swiss Refugee Councils tysksprogede rapport ”Polizeigewalt in Bulgarien und Kroatien: Konsequenzen für Dublin-Überstellungen”, udgivet den 13. september 2022, at det ikke kan udelukkes, at Dublin-returnees, ligesom asylansøgere, der indrejser i Kroatien fra tredjelande, vil blive udsat for vold og push-back i strid med EMRK artikel 3. Swiss Refugee Council har i rapporten på baggrund heraf anmodet EU’s medlemsstater om at suspendere overførslen af asylansøgere til Kroatien. Det fremgår imidlertid af AIDA’s rapport på side 52: ” Applicants who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles to access the procedure for granting international protection in Croatia. However, those who had left Croatia before the end of procedure and therefore had their case suspended, have to re-apply for international procedure (if they wish) once they return to Croatia, and thereby re-enter their initial procedure, in line with Article 18(2) of the Dublin III Regulation.” Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport fremgår endvidere, at det kroatiske indenrigsministerium har oplyst, at Dublin-returnees ikke har problemer med adgang til asylsystemet eller modtageforhold. Flygtningenævnet bemærker derudover, at det af Freedom House’s rapport ”Freedom in the World 2023” udgivet i marts 2023, fremgår, at push-back sker i mindre omfang end tidligere. Videre bemærker Flygtningenævnet, at det ifølge DRC Dansk Flygtningehjælp udelukkende har været muligt at få oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet af én kilde, jf. ovenfor. Kroatien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggelse rettigheder. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere, herunder [etnicitet] ansøgere, om en sådan beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Uanset de foreliggende oplysninger om push-back fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande finder Flygtningenævnet ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Kroatien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer, herunder [etnicitet], der har søgt og er blevet registreret som asylansøgere i Kroatien, og som bliver overført i henhold til Dublinforordningen. I forhold til den konkrete sag bemærkes, at klageren [i efteråret] 2022 blev registreret som asylansøger i Kroatien, og at Kroatien [i vinteren] 2023 som nævnt også har accepteret at tage klageren tilbage. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. For så vidt angår det påberåbte om, at de kroatiske myndigheder vil afvise at behandle klagerens asylansøgning og sende ham tilbage til krigen i [oprindelsesland], idet han er [etnicitet], finder Flygtningenævnet heller ikke, at dette kan føre til, at hans asylsag skal behandles i Danmark. Der henvises i den forbindelse til det ovenfor anførte, herunder at det formodes, at de kroatiske myndigheder vil behandle klagerens sag i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, som landet har tiltrådt. Herefter, og da der heller ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Efter de foreliggende oplysninger om, at der i et vist omfang sker push-backs fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande, og at det efter baggrundsoplysningerne ikke fuldstændig udelukkes, at det også gælder Dublin-returnees, forudsætter Flygtningenævnet endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Kroatien indhenter en garanti fra de kroatiske myndigheder om, at klagerens sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel fra Kroatien til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted.” Dub-Kroa/2023/4/juri
Nævnet stadfæstede i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Flygtningenævnet forudsatte imidlertid, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Kroatien indhenter en garanti fra de kroatiske myndigheder om, at klagernes sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel fra Kroatien til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien vedrørende risiko for push-backs til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande, om forholdene vedrørende asylproceduren i Kroatien og risikoen for frihedsberøvelse samt retspraksis fra EMD. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2022 har søgt om international beskyttelse i Kroatien og herefter er udrejst af Kroatien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Det følger herefter af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, der blev indgivet ansøgning om international beskyttelse til, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Kroatien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 20, stk. 5, og at Kroatien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Kroatien [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der ikke er grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtageforholdene i Kroatien, at en overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til AIDA’s ”Country report: Croatia, 2021 Update”, udgivet i april 2022, side 79-102, som indeholder en beskrivelse af modtageforholdene i Kroatien. Af side 52 fremgår videre, at Dublin-returnees ikke oplever udfordringer ved adgangen til modtage-centrene, når disse ikke tidligere har fået afslag i Kroatien. Det af klageren anførte om indkvarteringsforholdene og de kroatiske myndigheders behandlinger og prioritering af asylansøgere, kan derfor ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i øvrigt, at der ikke er oplysninger om, at klageren skulle have klaget over de påberåbte forhold. Klageren må derfor henvises til at klage til en overordnet myndighed i Kroatien over konkrete forhold, såfremt han oplever, at disse ikke er tilfredsstillende. For så vidt angår asylproceduren i Kroatien bemærker Flygtningenævnet, at denne ifølge de baggrundsoplysninger, som nævnet er i besiddelse af, er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettigheds-domstol i de seneste par år har truffet afgørelse i flere sager vedrørende Kroatiens praksis om at nægte adgang til asylproceduren gennem anvendelsen af push-back ved landets grænser samt myndighedernes brug af uforholdsmæssig magtanvendelse ved grænsen, herunder i dom af 18. november 2021 i sagen M.H. mfl. mod Kroatien (sagsnr. 15670/18 og 43115/18). Flygtningenævnet bemærker videre, at der fortsat verserer en række sager ved menneskerettighedsdomstolen, herunder S.B. mfl. mod Kroatien (sagsnr. 18810/19). Dertil kommer, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder AIDA’s Country report Croatia 2021 Update af 6. maj 2022, at der er rapporter om push-backs. Flygtningenævnet bemærker desuden, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at det var meget vanskeligt at komme ind i Kroatien fra Bosnien-Herzegovina, og at grænsebetjentene slog ud efter ham og skubbede til ham. Flygtningenævnet lægger til grund, at asylansøgere, der indrejser fra Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande til Kroatien med henblik på at søge asyl, i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til landets asylprocedure. Spørgsmålet er herefter, om de samme forhold gør sig gældende for Dublin-returnees, herunder om klageren ved en overførsel fra Danmark til Kroatien som Dublin-returnee vil have adgang til en reel asylsagsbehandling. Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Temarapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublin-returnees”, udgivet i januar 2022, fremgår på side 4: ”CPS [Centre for Peace Studies] oplyser, at der har været rapporteret om, at nogle ansøgere, der er blevet Dublin-overført til Kroatien, har oplevet push-back til Bosnien-Herzegovina, selvom de ikke tidligere har haft et ophold der. CPS oplyser yderligere, at det er sikrest at informere en NGO i Kroatien om en kommende overførsel, således at denne kan monitorere, at vedkommende faktisk forbliver i Kroatien. CPS tilføjer, at situationen med push-backs er blevet bedre efter Lighthouse Reports i oktober 2021 udgav artikler om situationen i Kroatien. Det har i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport ikke været muligt at få disse oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet fra andre kilder.” Det fremgår endvidere af Swiss Refugee Councils tysksprogede rapport ”Polizeigewalt in Bulgarien und Kroatien: Konsequenzen für Dublin-Überstellungen”, udgivet den 13. september 2022, at det ikke kan udelukkes, at Dublin-returnees, ligesom asylansøgere, der indrejser i Kroatien fra tredjelande, vil blive udsat for vold og push-back i strid med EMRK artikel 3. Swiss Refugee Council har i rapporten på baggrund heraf anmodet EU’s medlemsstater om at suspendere overførslen af asylansøgere til Kroatien. Det fremgår imidlertid af AIDA’s rapport på side 52: ”Applicants who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles to access the procedure for granting international protection in Croatia. However, those who had left Croatia before the end of procedure and therefore had their case suspended, have to re-apply for international procedure (if they wish) once they return to Croatia, and thereby re-enter their initial procedure, in line with Article 18(2) of the Dublin III Regulation.” Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport fremgår endvidere, at det kroatiske indenrigsministerium har oplyst, at Dublin-returnees ikke har problemer med adgang til asylsystemet eller modtageforhold. Flygtningenævnet bemærker derudover, at det af Freedom House’s rapport ”Freedom in the World 2023” udgivet i marts 2023, fremgår, at push-back sker i mindre omfang end tidligere. Videre bemærker Flygtningenævnet, at det ifølge DRC Dansk Flygtningehjælp udelukkende har været muligt at få oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet af én kilde, jf. ovenfor. Kroatien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggelse rettigheder. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere, herunder tjetjenske ansøgere, om en sådan beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Uanset de foreliggende oplysninger om push-back fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande finder Flygtningenævnet ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Kroatien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer, herunder [bestemt nationalitet], der har søgt og er blevet registreret som asylansøgere i Kroatien, og som bliver overført i henhold til Dublinforordningen. I forhold til den konkrete sag bemærkes, at klageren [i efteråret] 2022 blev registreret som asylansøger og fik adgang til blandt andet indkvartering i et hus, som var et asylcenter. Kroatien har [i vinteren 2022/2023] som nævnt også accepteret at tage klageren tilbage. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Herefter, og da der heller ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Efter de foreliggende oplysninger om, at der i et vist omfang sker push-backs fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande, og at det efter baggrundsoplysningerne ikke fuldstændig udelukkes, at det også gælder Dublin-returnees, forudsætter Flygtningenævnet endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Kroatien indhenter en garanti fra de kroatiske myndigheder om, at klagerens sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel fra Kroatien til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted.” Dub-Kroa/2023/3
Nævnet omgjorde i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Belgien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet en ansøgning om asyl i Belgien og herefter trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet har tidligere truffet afgørelse i sagen i januar 2023, hvor nævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse under forudsætning af, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Belgien indhenter en garanti fra de belgiske myndigheder om, at klageren vil blive modtaget i overensstemmelse med den nationale lovgivning i Belgien og landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser. De belgiske myndigheder har siden oplyst, at myndighederne ikke kan garantere, at den pågældende ved ankomst til Belgien vil blive tilbudt indkvartering inden for kort tid, idet modtagesystemet i Belgien er under stort pres. Flygtningenævnet besluttede i marts 2023 som følge heraf at genoptage behandlingen af sagen. Den genoptagede sag blev behandlet på skriftligt grundlag. Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Belgien samt det forhold, at Belgien ikke har stillet garanti for modtagelsen af klageren i overensstemmelse med Flygtningenævnets oprindelige afgørelse. Efter en gennemgang af sagen udtalte Flygtningenævnet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i sommeren 2022] har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Belgien og herefter trukket sin ansøgning tilbage undre behandlingen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Belgien som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Belgien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Belgien har i overensstemmelse hermed [i efteråret 2022] accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har i sin afgørelse af [vinteren 2022/23] lagt til grund, at de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold for asylansøgere i Belgien er behæftet med visse mangler, hvilket fremgår af de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger og er kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i flere tilfælde omhandlende flere hundrede personer har anvendt bestemmelsen i artikel 39 i Domstolens procesreglement om foreløbige foranstaltninger i forbindelse med behandling af klager fra en række asylansøgere i Belgien, som ikke er tilbudt indkvartering, selvom de nationale domstole i Belgien i flere sager har påbudt de belgiske myndigheder at tilbyde asylansøgerne indkvartering og materiel bistand. Flygtningenævnet fandt i sin afgørelse af [vinteren 2022/23], at uanset de foreliggende oplysninger om den aktuelle situation for så vidt angår modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien med udgangspunkt navnlig i de ovenfor beskrevne foreløbige foranstaltninger fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien, at enhver overførsel til Belgien i medfør af Dublinforordningen vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders (EU-chartret) artikel 4, jf. herved tillige det anførte i EU-domstolens dom af 19. marts 2019, Abubacarr Jawo (C-163/17) under besvarelsen af det tredje spørgsmål i den præjudicielle forelæggelse. Flygtningenævnet fandt således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Belgien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre asylansøgere til Belgien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet foretog herefter en vurdering af, om klagerens konkrete forhold er af sådan en karakter, at der er behov for en individualiseret garanti fra Belgien om, at man ved modtagelsen af den konkrete udlænding vil stille specifikke modtageforhold til rådighed, der sikrer, at klageren ikke kommer i en situation omfattet af EU-chartrets artikel 4 og EMRK artikel 3. Efter en samlet vurdering fandt Flygtningenævnet ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, at asylansøgning bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Efter de foreliggende oplysninger om de alvorlige mangler ved de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold i Belgien, især for så vidt angår indkvarteringen af enlige mænd, forudsatte Flygtningenævnet imidlertid , at der forud for overførslen af klageren blev indhentet en garanti fra Belgien om, at klageren vil blive modtaget i overensstemmelse med den nationale lovgivning i Belgien og landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, jf. herved principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz (sagsnr. 29217/12). Flygtningenævnet har [en måned efter den oprindelige afgørelse] modtaget en skrivelse fra Hjemrejsestyrelsen, hvoraf fremgår, at styrelsen har anmodet de belgiske myndigheder om en garanti i forbindelse med modtagelsen af klageren, og at de belgiske myndigheder har oplyst, at de ikke kan garantere, at klageren ved ankomst til Belgien vil blive tilbudt indkvartering inden for kort tid, idet modtagesystemet i Belgien er under stort pres, og at indkvarteringen af uledsagede mindreårige samt familier med kvinder og børn prioriteres. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at der er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien, at enhver overførsel til Belgien i medfør af Dublinforordningen vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet finder imidlertid, som følge af de foreliggende baggrundsoplysninger samt Belgiens meddelelse af [vinteren 2022/23], at det ikke kan afvises, at en overførsel af klageren, som er en enlig mand, vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark.” Dub-belg/2023/9
Nævnet omgjorde i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Belgien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har fået afslag på asyl i Belgien. Flygtningenævnet har tidligere truffet afgørelse i sagen i januar 2023, hvor nævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse under forudsætning af, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Belgien indhenter en garanti fra de belgiske myndigheder om, at klageren vil blive modtaget i overensstemmelse med den nationale lovgivning i Belgien og landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser. De belgiske myndigheder har siden oplyst, at myndighederne vil genoptage behandlingen af den pågældendes sag, og at myndighederne ikke kan garantere, at den pågældende ved ankomst til Belgien vil blive tilbudt indkvartering inden for kort tid, idet modtagesystemet i Belgien er under stort pres. Flygtningenævnet besluttede i marts 2023 som følge heraf at genoptage behandlingen af sagen. Den genoptagede sag blev behandlet på skriftligt grundlag. Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Belgien samt det forhold, at Belgien ikke har stillet garanti for modtagelsen af klageren i overensstemmelse med Flygtningenævnets oprindelige afgørelse. Efter en gennemgang af sagen udtalte Flygtningenævnet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har fået afslag på asyl i Belgien. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Belgien som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Belgien har i overensstemmelse hermed [i sommeren] accepteret at tilbagetage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har i sin afgørelse af [vinteren 2022/23] lagt til grund, at de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold for asylansøgere i Belgien er behæftet med visse mangler, hvilket fremgår af de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger og er kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i flere tilfælde omhandlende flere hundrede personer har anvendt bestemmelsen i artikel 39 i Domstolens procesreglement om foreløbige foranstaltninger i forbindelse med behandling af klager fra en række asylansøgere i Belgien, som ikke er tilbudt indkvartering, selvom de nationale domstole i Belgien i flere sager har påbudt de belgiske myndigheder at tilbyde asylansøgerne indkvartering og materiel bistand. Flygtningenævnet fandt i sin afgørelse af [vinteren 2022/23], at uanset de foreliggende oplysninger om den aktuelle situation for så vidt angår modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien med udgangspunkt navnlig i de ovenfor beskrevne foreløbige foranstaltninger fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien, at enhver overførsel til Belgien i medfør af Dublinforordningen vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders (EU-chartret) artikel 4, jf. herved tillige det anførte i EU-domstolens dom af 19. marts 2019, Abubacarr Jawo (C-163/17) under besvarelsen af det tredje spørgsmål i den præjudicielle forelæggelse. Flygtningenævnet fandt således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Belgien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre asylansøgere til Belgien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet foretog herefter en vurdering af, om klagerens konkrete forhold er af sådan en karakter, at der er behov for en individualiseret garanti fra Belgien om, at man ved modtagelsen af den konkrete udlænding vil stille specifikke modtageforhold til rådighed, der sikrer, at klageren ikke kommer i en situation omfattet af EU-chartrets artikel 4 og EMRK artikel 3. Efter en samlet vurdering fandt Flygtningenævnet ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, at asylansøgning bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Efter de foreliggende oplysninger om de alvorlige mangler ved de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold i Belgien, især for så vidt angår indkvarteringen af enlige mænd, forudsatte Flygtningenævnet imidlertid, at der forud for overførslen af klageren blev indhentet en garanti fra Belgien om, at klageren vil blive modtaget i overensstemmelse med den nationale lovgivning i Belgien og landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærkede hertil, at man var opmærksom på, at klageren allerede havde fået afgjort sin asylsag i Belgien. Flygtningenævnet har [en måned efter nævnets oprindelige afgørelse] modtaget en skrivelse fra Hjemrejsestyrelsen, hvoraf fremgår, at styrelsen har anmodet de belgiske myndigheder om en garanti i forbindelse med modtagelsen af klageren, og at de belgiske myndigheder har oplyst, at klageren efter sin overførsel til Belgien vil have sin tredje asylsag taget under behandling, men at myndighederne ikke kan garantere, at klageren ved ankomst til Belgien vil blive tilbudt indkvartering inden for kort tid, idet modtagesystemet i Belgien er under stort pres, og at indkvarteringen af uledsagede mindreårige samt familier med kvinder og børn prioriteres. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at der er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien, at enhver overførsel til Belgien i medfør af Dublinforordningen vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet finder imidlertid, som følge af de foreliggende baggrundsoplysninger samt Belgiens meddelelse af [vinteren 2022/23] om, at klageren på ny vil få sin sag om asyl behandlet, og at der ikke i den forbindelse kan ydes garanti for indkvartering inden for kort tid, at det ikke med den fornødne sikkerhed kan afvises, at en overførsel af klageren, som er en enlig mand, vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i EMRK 3 og i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark.” Dub-belg/2023/10
Nævnet omgjorde i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2019 er meddelt flygtningestatus i Grækenland, og at hans opholdstilladelse udløb [i efteråret] 2022. Det er i den forbindelse lagt til grund, at der er tale om en såkaldt ADET. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Som anført har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt flygtningestatus i Grækenland og har fået opholdstilladelse – en såkaldt ADET – som udløb [i efteråret] 2022. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at flygtninge nyder samme rettigheder som grækere i forhold til bl.a. bolig, social bistand, adgang til arbejdsmarkedet og sundhedsvæsenet, jf. AIDA, Country Report: Greece: 2021 Update (May 2022), s. 244 ff. Vedrørende flygtninge, der returneres fra andre europæiske lande, fremgår imidlertid følgende, jf. samme rapport s. 227 ff.: “The same report [RSA (Refugee Status Aegean) and Stiftung Pro Asyl (Network of German refugee councils), Beneficiaries of international protection in Greece; Access to documents and socio-economic rights (March 2022)] noted that “In the cases of beneficiaries returned from other European countries in recent months, persons await the renewal or reissuance of their ADET and have not been issued any other documentation pending the delivery of the ADET. Importantly, the start date of validity of the ADET corresponds to the date of issuance of the ADET Decision by the Asylum Service, not the issuance of the ADET itself. This creates serious risks for holders of subsidiary protection whose ADET has a one-year validity period given that the ADET issued to them are often close to expiry and need to be immediately renewed due to the de-lays described above. On account of the substantial backlog of cases before the Aliens Police Directorate of Attica, beneficiaries of international protection who do not hold a valid ADET upon return to Greece are liable to face particularly lengthy waiting times for the issuance and/or renewal of their ADET, without which they cannot access social benefits, health care and the labour market.”… As far as GCR is aware, long waiting periods are observed in a number of cases of renewal, which can reach 9 months in practice due to the high number of applicants. Due to COVID-19, the backlog the waiting period, in some cases is over a year. During this procedure the Legal Unit of the Asylum Service processes criminal record checks on the beneficiaries of international protection, which may lead to the Withdrawal of their protection status. Pending the issuance of a new residence permit, beneficiaries of international protection are granted a certificate of application … which is valid for three months. For the issuance of this certificate, the renewal application must have been uploaded to the electronic system of “ALKYONI” […]. According to GCR’s observations, the Asylum Unit for Beneficiaries of International Protection could upload the application up to four months after the initial submission of the renewal application. In practice, beneficiaries whose residence permit has expired and who hold this document while awaiting the renewal of their residence permit have faced obstacles in accessing services such as social welfare, healthcare and labour market. As far as GCR is aware, public services such as the Manpower Employment Organization (OAED), are reluctant to accept this certificate of application … because the document lacks a photo or a watermark and any relevant legal provisions allowing the document to be accepted. This certificate is providing the beneficiaries with less rights (e.g. right to access labour market, social welfare, public healthcare, etc.) than the certificate of art. 8 L.4251/2014 that is issued for immigrants. In fact, beneficiaries of international protection holding these certificate are only protected from detention and have access to no rights at all pending their residence permit renewals.” I RSA (Refugee Status Aegean), Pro Asyl (Network of German refugee councils), Beneficiaries of international protection in Greece: Access to documents and socio-economic rights (March 2022), anføres følgende på s. 8 ff.: “18. The issuance and renewal of the residence permit in practice is marred by serious delays reaching several months and even exceeding one year in some cases, due to a substantial backlog of pending applications and slow processing. The Ombudsman has reported cases facing delays of over one year. More recently, the National Commission for Human Rights has also denounced systemic deficiencies in the ADET issuance and renewal process, which expose beneficiaries to acute risks of loss of employment and inability to apply for social welfare. The European Commission “remains concerned about difficulties and administrative delays in Greece which hamper access to beneficiaries’ rights, as stipulated under the Qualifications Directive”, while the European Union Agency for Asylum (EUAA) has echoed “administrative hurdles and delays” especially in large cities. The above deficiencies affect returnees from other European countries as well. 19. Until the issuance of the first ADET, the person retains their DADP and may renew it if it has expired. However, this does not apply to procedures for renewal of an expired ADET, in which case persons with expired ADET normally receive no documentation pending the delivery of the new ADET and have no means to demonstrate their status. … 20. In addition to denial of socio-economic rights, these deficiencies restrict the right to legal representation as they effectively prevent beneficiaries of international protection from granting authorisation … to a lawyer, since they cannot fulfil the requirement of certification of their signature … before a public authority for want of valid documentation. … 22. Drawing on the above observations, RSA and Stiftung PRO ASYL conclude that beneficiaries of international protection in Greece face an array of administrative barriers, a lack of clear information and slow processing times at both stages of the ADET issuance and/or renewal procedure (Asylum Service, Hellenic Police). As a result, beneficiaries are liable to face particularly lengthy periods without a valid ADET, in the absence of which they cannot access social benefits, health care, the labour market, or even authorise a legal representative. Recent recommendations by RSA on measures to streamline the process for issuing and renewing ADET have not been taken up by the government to date.” Klagerens opholdstilladelse (ADET) udløb som nævnt [i efteråret] 2022, og han vil derfor skulle forny denne i Grækenland. Efter baggrundsoplysningerne må det lægges til grund, at personer, der i lighed med klageren tilbagesendes til Grækenland uden en gyldig ADET, er udsat for særligt lange ventetider på udstedelse eller fornyelse af deres ADET, uden hvilken de ikke kan få adgang til sociale ydelser, sundhedspleje og arbejdsmarkedet. Herudover må det lægges til grund, at personer der skal have fornyet deres opholdstilladelse (ADET) som klageren, ikke modtager nogen form for dokumentation, mens deres sag behandles og derfor ikke kan påvise deres status. Flygtningenævnet finder på baggrund af de gengivne baggrundsoplysninger sammenholdt med oplysningen om, at klagerens opholdstilladelse (ADET) er udløbet, at der er en reel risiko for, at klageren ved en tilbagesendelse til Grækenland ikke vil have en adgang til bolig, og at han derfor risikerer at skulle bo på gaden. Klageren vil endvidere være uden besiddelse af dokumenter, indtil han eventuelt måtte få fornyet sin opholdstilladelse (ADET), hvilket kan tage ganske lang tid, og som følge heraf vil han i denne (langvarige) periode ikke have adgang til sociale ydelser, sundhedspleje og arbejdsmarkedet. Under disse omstændigheder og med henvisning til nævnets praksis i § 29 b-sager, jf. ovenfor og Flygtningenævnets 30. beretning, side 179, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 29 b at afvise at behandle klagerens asylansøgning i Danmark. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark.” §29b-Græk/2023/3/EEB
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde og [et antal] børn, der var meddelt beskyttelsesstatus i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klagerens kæreste samt far til klagerens børn opholdt sig i Danmark. DRC har videre henvist til familiens enhed og barnets tarv.Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Tyskland fra [foråret] 2017 til [sommeren] 2022. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at klageren fortsat har status som flygtning med subsidiær beskyttelse i Tyskland, jf. de tyske myndigheders udtalelse af [efteråret] 2022. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin asylansøgning behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, samt at klageren i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at hun ikke har konflikter i Tyskland, hverken med myndigheder, grupperinger eller privatpersoner, og at hun af de tyske myndigheder har modtaget hjælp i forbindelse med blandt andet anskaffelse af bolig og behandling for hendes og hendes ældste [barns] helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder, at det må antages, at klageren og hendes børn vil kunne få den nødvendige lægelige behandling i Tyskland, såfremt der på ny skulle opstå et behov herfor. Det er således Flygtningenævnets vurdering, at de tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde tilstrækkelig beskyttelse af klagerens personlige integritet og sikkerhed. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at klagerens kæreste, som er far til klagerens børn, har opholdstilladelse i Danmark, kan føre til, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark. De synspunkter, der fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg af [vinteren] 2023 om blandt andet hensynet til familiens enhed og barnets tarv, jf. EMRK art. 8, FN’s Børnekonventions artikel 3 samt EU’s Charter om Grundlæggende rettigheders art. 24, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen om afvisning af klagerens ansøgning, jf. herved udlændingelovens § 29 b. For så vidt angår klagernes ret til at udøve et familieliv med deres herboende kæreste/far, falder det uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling hertil. Nævnet bemærker i den forbindelse, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” 29 b-Tysk/2023/1/juri
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren indrejste i 2001, efter at være blevet familiesammenført med [forælder A]. I 2019 søgte ansøgeren asyl efter at være blevet udvist ved dom. I 2022 søgte ansøgeren om at blive registreret som statsborger i Yemen. I 2022 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på an-søgningen om at blive registreret som statsborger i Yemen. I 2023 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på asyl. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har for Flygtningenævnet oplyst, at han er født i [starten af 1990’erne] i [by], Yemen, hvor han boede, indtil han i 2001 kom til Dan-mark, efter at han og hans [søskende] var blevet familiesammenført med [forælder A]. Ansøgeren har videre oplyst, at [forælder A] er somalisk statsborger, mens [forælder B] er yemenitisk statsbor-ger. Ansøgeren har aldrig været i Somalia. Han har til støtte for, at han tillige er yemenitisk statsbor-ger navnlig henvist til en fremlagt erklæring, som fremstår udstedt af en domstol i Yemen [i foråret] 2022. Ansøgeren, der ikke har været politisk aktiv, har som asylmotiver i forhold til Somalia henvist til, at han frygter de somaliske myndigheder og befolkning, fordi han er [LGBT+-person]. Ansøge-ren frygter endvidere at få problemer med højtstående personer på grund af sin [forælder A’s] kon-flikter. Videre frygter han, at myndighederne og befolkningen, herunder medlemmer af Al-Shabaab, vil anse ham for vestliggjort, og at de vil straffe ham, fordi han lever på en vestlig måde. Han kan ikke tale somali og læser ikke koranen, ligesom han går klædt på en vestlig måde. Videre har han henvist til, at han ikke vil kunne klare sig i Somalia, hvor han ikke har familie eller andet netværk og ikke vil kunne få den medicin, som han har brug for. I forhold til Yemen har ansøgeren som asylmo-tiver henvist til, at han frygter myndighederne og befolkningen som følge af, at han er [LGBT+-person]. Han har endvidere henvist til de generelle forhold i Yemen, og at han her ikke vil kunne få den medicin, som han har brug for. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i væsentlig grad har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer om sit statsborgerskab. Således oplyste ansøgeren oprindeligt, at han er statsborger i Somalia, hvilket han efterfølgende har fastholdt i forbindelse med oplysningssamtaler mv. at ansøgeren er statsborger i Somalia, er da også lagt til grund i ansøgerens straffedomme. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke med de af ham fremlagte dokumenter, har dokumenteret eller sandsynliggjort, at han er statsborger (også) i Yemen. Flygtningenævnet kan tiltræde de grunde, Udlændingestyrelsen har anført herom i afgørelsen af […] 2022 og i afgørelsen af […] 2023. Flygtningenævnet bemærker herved, at Udlændingestyrelsen må anses for at have foretaget nødvendige bestræbelser på at verificere oplysningerne i dokumenterne fremlagt af ansø-geren, idet der herunder er foretaget ægthedsvurdering. Flygtningenævnet finder derfor, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet vurderer herefter ansøgerens asylmotiver i forhold til en udsendelse til Somalia. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil risikere at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens begrundelser for at tilsidesætte ansøgerens for-klaring om [at han er LGBT+-person]. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om [at han er LGBT+-person] også for nævnet fremstår utroværdig og konstrueret. Af de grunde, som Ud-lændingestyrelsen har anført, har ansøgeren heller ikke sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse som følge af [forælder A’s] forhold eller som følge af modsætningsforhold mellem an-søgeren og de somaliske myndigheder, private personer eller grupperinger, herunder Al-Shabaab. Det, ansøgeren har anført om vestliggørelse, herunder om sin levevis og afstandtagen fra islam, kan ikke føre Flygtningenævnet til en anden vurdering. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold og sikkerhedssituationen i Somalia, herunder om tørke og den deraf følgende fødevaresituation, tiltræder Flygtningenævnet af de grunde, Udlændingestyrelsen har anført, at en udsendelse til Somalia ikke vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3, heller ikke når henses til ansøgerens personlige – og helbredsmæssige - forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlæn-dingestyrelsens afgørelser af […] 2022 og […] 2023. ” Soma/2023/1/mnr.
Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere. Den mandlige ansøger er oprindeligt fra [by A], [provins B], Iran, men flyttede som ung til [by C], hvor han boede frem til udrejsen. Den kvindelige ansøger flyttede, da hun var spæd fra [provins B] til [by C] med sin familie og boede her frem til udrejsen. Ansøgerne har begge tidligere tilhørt trosretningen yari og har oplyst, at de efter ankomsten til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har som deres oprindelige asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger har uddelt løbesedler og deltaget i demonstrationer til fordel for yari-religionen, ligesom han i parrets fælles hjem har afholdt undervisningsseancer med deltagelse af en prominent person indenfor yari-religionen, og at han derfor er eftersøgt af de iranske myndigheder. Ansøgerne har som asylmotiv desuden henvist til, at de begge er konverteret til kristendommen, og at de derfor ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse fra myndighedernes side, idet deres kristne livsanskuelse medfører en risiko for, at de bliver afsløret som konvertitter, idet de har til hensigt at leve åbent som kristne og ikke skjule deres religiøse overbevisning. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun blev interesseret i kristendommen, da hun og ægtefællen boede på [asylcenter D]. Hun lagde mærke til, at der lå en kirke over for asylcentret, og blev interesseret i at se kirken. Ansøgeren nåede at komme i kirken tre gange, inden hun blev flyttet til [asylcenter E i by F]. Herefter kom ansøgeren regelmæssigt i kirken i [by F], hvor hun påbegyndte dåbsundervisning og opfordrede den mandlig ansøgeren til at gøre det samme. Hun blev døbt [foråret] 2017. Der var begrænsede muligheder for kristne aktiviteter i [by F], men da ansøgerne blev flyttet til [asylcenter G] i nærheden af [by H], var der pludselig mange muligheder. Generelt har ansøgerens liv ændret sig til det bedre, efter at hun har fundet kristendommen. Allerede før ansøgeren blev døbt, oprettede hun i 2017 en [profil på socialt medie] med det formål at udbrede kristne budskaber. Den mandlige ansøger har om sin konversion til kristendommen blandt andet forklaret, at hans interesse for kristendommen for alvor startede, da han var flyttet på [asylcenter E]. Den kvindelige ansøger havde på det tidspunkt været i kirke et par gange og overbeviste ham om, at han skulle tage med. På det tidspunkt havde ansøgeren lige mistet [sit familiemedlem A],han havde det psykisk dårligt, gik til psykolog og fik [medicin]. Da han begyndte at komme i kirken i [vinteren 2016/2017], følte han en ro, og efter at han havde gennemgået et dåbsforløb, som han begyndte på i [sommeren] 2017, lod han sig døbe [vinteren 2017/2018]. Efter dåben begyndte han at bruge sin [profil på socialt medie] til at udbrede kendskab til kristendommen. Da Flygtningenævnet i [sommeren] 2019 meddelte ansøgerne afslag på asyl, rejste ansøgerne til [land I], hvor de opholdt sig på et asylcenter, hvor de fandt en kirke med en iransk tolk, der inviterede ansøgerne til gudstjeneste om søndagen. Siden de vendte tilbage til Danmark i [efteråret] 2019 og indtil [vinteren 2021/2022], har de været en del af menigheden i såvel [frikirke J], hvor de gik til gudstjeneste om søndagen, og kirken i [by K], hvor de gik til gudstjeneste om onsdagen. De var desuden tilknyttet [en række religiøse foreninger og kirkelige menigheder]. De deltog i forskellig kristendomsundervisning alle dage bortset fra tirsdag og fredag. Under Covid 19-nedlukningen deltog de i kirkernes online kristendomsundervisning. Den kvindelige ansøger er desuden blevet interviewet om sin kristne tro, og interviewet er blevet delt i [to medier]. I 2020 oprettede den mandlige ansøger en [bruger på socialt medie], hvor han skriver om kristendommen. Derefter var ansøgerne stadig en del af menigheden i [frikirke J], hvor de deltog i gudstjeneste hver søndag på nær en til to gange om måneden, hvor de i stedet deltog i en international gudstjeneste i [by H]. Om søndagen og tirsdagen deltog de i online kristendomsundervisning. Om onsdagen gik de skiftevis til undervisning i [frikirke J] og til gudstjeneste i [kirke i by K]. De missionerer fortsat på [socialt medie], hvor de begge har åbne profiler i eget navn. Ansøgerne beder dagligt og læser i biblen, ligesom de læser børnebiblen op for deres børn. Deres ældste barn har desuden deltaget aktivt i børnekirke, imens ansøgerne var til gudstjeneste. Den kvindelige ansøger er endvidere administrator for en gruppe på [socialt medie], hvor hun står for at arrangere deltagelse i kristne arrangementer, og den mandlige ansøger deler fortsat kristent indhold på sin [bruger på socialt medie]. Efter ansøgerne flyttede til [by L], var der ikke så mange muligheder for kristendomsundervisning eller kristne aktiviteter, men de fulgte den lokale præsts gudtjenester hver søndag efterfulgt af privat bibelundervisning. Den kvindelige ansøgeren har desuden medvirket til at arrangere dåbsundervisning for to andre iranske familier og har i den forbindelse medvirket som tolk. Til støtte for ansøgernes asylmotiv har de desuden oplyst, at den kvindelige ansøgers [familiedlem A] mindst to gange er blevet indkaldt til afhøring af det iranske politi, der vil have ansøgerne til at stoppe med at sprede kristne budskaber på [socialt medie]. Den kvindelige ansøgers [familiemedlem A] har efterfølgende bedt en advokat undersøge, om den kvindelige ansøger kan vende tilbage til Iran, og det har advokaten bekræftet, at hun ikke kan uden at blive straffet for, at hun er konverteret væk fra islam. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne i 2019 fik prøvet konversion som asylmotiv, ligesom de tilbage i 2017 også har fået prøvet andre asylmotiver. Det giver derfor som udgangspunkt anledning til en vis usikkerhed i relation til det religiøse motiv, at det tidligere er afvist af Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerne under nærværende genoptagelsessag på en tilstrækkelig overbevisende måde har redegjort for, at deres konversion til kristendommen er udtryk for en indre overbevisning. Flygtningenævnet har lagt vægt på baggrunden for ansøgernes interesse for kristendommen, og på at ansøgerne har opsøgt danske kirker kort efter deres indrejse i Danmark, ligesom de har deltaget i dåbsundervisning og er blevet døbt samt ladet deres børn døbe. Ansøgerne har for nævnet demonstreret en bred viden omkring kristendommen, som den kvindelige ansøger og den mandlige ansøger henholdsvis fra 2017 og 2019 blandt andet har erhvervet sig ved deltaget i bibelundervisning og gudstjenester. Ansøgerne har endvidere fremlagt adskillige udtalelser for, at de regelmæssigt gennem flere år har gået i kirke og deltaget i en lang række andre kristne aktiviteter under opholdet i Danmark, uanset i hvilken del af landet de har opholdt sig og uanset afslaget på asyl i 2019. Hertil kommer, at ansøgernes kristne aktiviteter er intensiverede efter afslag på asyl, og at aktiviteterne blandt andet har omfattet igangsætning af nye kristne aktiviteter i kirker, ligesom ansøgerne har været åbne om deres kristne tro, og at de har missioneret. Endvidere har den kvindelig ansøger i [flere medier] givet udtryk for baggrunden for sin kristne tro, ligesom hun har holdt oplæg i kristne sammenhænge. Endvidere har hun deltaget som tolk i kirkeligt arbejde, og hun er administrator for en kristen gruppe på [socialt medie]. Den mandlige ansøger er fortsat med at dele kristent indhold på sin [bruger på socialt medie] oprettet i 2020, og begge ansøgere spreder kristne budskaber blandt andet på deres [profiler på socialt medie], som er åbne. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering, at ansøgerne har sandsynliggjort, at deres konversion er reel, og nævnet lægger til grund, at ansøgerne ønsker at leve åbent som kristne ved en tilbagevenden til Iran, hvorved deres konversion vil komme til myndighederne og andres kendskab. Herefter, og efter baggrundsoplysningerne om forholdene for kristne konvertitter lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse på grund af deres konversion. Det bemærkes i den forbindelse, at selvom ansøgerne er tidligere yarsan, kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed lægge til grund, at ansøgerne som frafaldne yarsan ikke risikerer at blive behandlet på samme måde som frafaldne muslimer. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til USCIRF – Religious Freedom Conditions in Iran udgivet I august 2021. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af deres konversion. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2023/18/MKTO
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren ikke vil have adgang til hverken det græske integrationsprogram eller nationale socialsystem, hvorfor klageren med stor sandsynlighed vil ende som hjemløs og uden mulighed for at forsørge sig selv. Flygtningenævnet udtalte: ”I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Grækenland den [dato i efteråret] 2018. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. Af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) fremgår blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse er krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Der er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændinge har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at de generelle sociale og økonomiske leveforhold og levevilkår for flygtninge med konventionsstatus i Grækenland, ifølge baggrundsoplysningerne er vanskelige, men dog ikke af en sådan karakter, at Grækenland af den grund ikke kan tjene som klagerens første asylland. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at en del flygtninge i Grækenland, herunder også tilbagevendte flygtninge fra et andet EU-land, er hjemløse eller opholder sig i forladte eller besatte bygninger, da de græske myndigheder ikke som sådan bistår flygtninge med tildeling af boliger, hvorfor flygtninge således reelt selv er ansvarlige for at anskaffe sig en bolig, jf. blandt andet AIDA, Country Report: Greece (2021 Update), side 244 ff. Det følger videre af baggrundsoplysningerne, at flygtninges adgang til indkvarteringsfaciliteter for hjemløse er underlagt samme restriktioner og betingelse som tredjelandsstatsborgere, men at disse kun er tilgængelige i et begrænset omfang. Flygtningenævnet har videre lagt til grund, at anerkendte flygtninge i medfør af det græske International Protection Acts artikel 30, har samme ret til social bistand som græske statsborgere, men at der kan være udfordringer forbundet med at opnå denne bistand, blandt andet fordi visse dokumentationskrav kan være vanskelige at efterleve, jf. AIDA, Country Report: Greece (2021 Update), side 244 ff. Endvidere må det på baggrund af førnævnte rapport lægges til grund, at flygtninge, herunder hjemløse flygtninge, navnlig har mulighed for den såkaldte garantererede minimumsindkomstordning, der er en effektiv ordning, der for eksempel garanterer en minimumindkomst på 200 euro om måneden. Derudover har nævnet lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at anerkendte flygtninge i medfør af artikel 27 i den græske International Protection Act har samme adgang til og vilkår på arbejdsmarkedet som græske statsborgere, ligesom flygtninge har samme adgang til uddannelsessystemet og træningsprogrammer som tredjelandsstatsborgere med lovligt opholdt i Grækenland. Det må dog samtidig bemærkes, at den reelle adgang til arbejdsmarkedet for flygtninge vanskeliggøres af den høje arbejdsløshedsprocent. Det fremgår videre af baggrundsoplysningerne, at der ikke stilles krav om, at anerkendte flygtninge skal søge om separat arbejdstilladelse for at få adgang til arbejdsmarkedet. I forhold til adgangen til sundhedsydelser har nævnet lagt vægt på, at det følger af AIDA, Country Report: Greece (2021 Update), side 250, at der er fri adgang til sundhedssystemet for flygtninge med konventionsstatus under de samme betingelser som græske statsborgere, dog således at der praksis er en betydelig mangel på ressourcer og kapacitet for både udlændinge og lokale. Klageren kan derfor henvises til at søge hjælp til sine helbredsproblemer hos de græske sundhedsmyndigheder. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underretter de græske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil. Flygtningenævnet har endelig lagt til grund, at klageren – om end muligvis med besvær - vil have mulighed for at blive tildelt et socialsikringsbevis samt et skattenummer af de græske myndigheder til brug for adgangen til boligmarkedet, sundhedsydelser og indkvarteringssystemet. Nævnet har herved lagt vægt på oplysningerne herom i rapporten fra AIDA, Country Report: Greece (2021 Update), side 247 ff. Flygtningenævnet skal på denne baggrund meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2023/1/DH
Nævnet omgjorde i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim fra [distrikt], [by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 13/14] klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til, at styrelsen lagde klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab til grund. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han nægtede at samarbejde med dem. Klageren oplyste til støtte for sit asylmotiv, at han få dage før sin udrejse blev opsøgt på sin bopæl af al-Shabaab. De tog ham med til en lejr, hvor han blev tilbageholdt. Al-Shabaab forlangte, at han tilsluttede sig dem og deltog i træningen. Klageren afviste dette og blev derfor udsat for piskeslag. Det lykkedes klageren at flygte fra lejren. Klageren tog herefter hjem til [bedsteforælderen], som sendte klageren over til klagerens ven. Al-Shabaab opsøgte umiddelbart herefter [bedsteforælderen] og forlangte klageren udleveret. Klageren flygtede herefter til Kenya sammen med [bedsteforælderen]. [I foråret] 2022 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er tilstede. Styrelsen har videre vurderet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. I forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse har klageren fortsat henvist til, at han frygter al-Shabaab, samt at han frygter at blive rekrutteret som selvmordsbomber af al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at både klageren og [bedsteforælderen], som han flygtede til Danmark sammen med, har forklaret herom ved flere samtaler. Flygtningenævnet vurderer imidlertid, at klageren ikke er særligt profileret i forhold til af al-Shabaab, hvorfor grundlaget for klagerens opholdstilladelse isoleret set ikke længere er til stede. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren har forklaret, at han ikke ved, om han vil være efterstræbt af al-Shabaab, hvis han vender tilbage til Somalia. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren flygtede fra Somalia i 2012, og at der ikke er grund til at antage, at al-Shabaab vil kunne huske klageren, eller at grupperingen skulle have nogen særlig interesse i klageren som person, hvis klageren vender tilbage til Somalia. Flygtningenævnet vurderer derfor, at klageren ikke har en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedrede og ikke i sig selv er asylbegrundende. Herefter finder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ikke er i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Spørgsmålet er herefter, om det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark i 2013 og har opholdt sig her i 9 år. Klageren kom til Danmark som [12-15-årig], sammen med [bedsteforælderen], som er hans eneste familiemedlem i Danmark. Hans mor og to halvsøskende bor i [by] i [europæisk land]. Klageren har gået i skole i Danmark fra [mellemtrin til udskoling], heraf et år på efterskole. Han taler dansk og har gennemført mødet i Flygtningenævnet næsten uden brug af tolk. Han har ad flere omgange haft tilknytning til arbejdsmarkedet, men er ikke aktuelt i arbejde. Han fremtræder som velintegreret i det danske samfund. Han udrejste fra Somalia som [8-11-årig] og har kun gået 3 år i skole der. Han har tre mostre, som bor i Somalia, som han har begrænset kontakt med. Han taler somali. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hans forhold i denne periode, findes en afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hans ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Klageren er opvokset hos [bedsteforælderen], der har været klagerens primære omsorgsperson såvel i Somalia som efter indrejsen i Danmark. Klageren har fået egen lejlighed, som er beliggende tæt på [bedsteforælderens] bopæl. [Bedsteforælderen] er plejekrævende, idet [Bedsteforælderen] lider af blandt andet [tre forskellige sygdomme]. [Bedsteforælderen] har fået forlænget sin opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sine helbredsmæssige forhold. Klageren hjælper [bedsteforælderen] med personlig pleje og med madlavning, rengøring og tøjvask, som [bedsteforælderen] ikke kan klare selv. Klageren har forklaret, at han er hos [bedsteforælderen] næsten hver aften fra kl. 18 til [bedsteforælderen] er gået i seng. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at der er tale om et sådant gensidigt afhængighedsforhold og en så tæt relation, at klagerens forhold til [bedsteforælderen] udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet finder således, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hans ret til respekt for såvel familieliv som privatliv. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering i den påklagede afgørelse om, at nægtelsen af forlængelse af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i lov, og at indgrebet forfølger et af de legitime formål, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Ved vurderingen af, om indgrebet er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for sit privat- og familieliv. Flygtningenævnet finder, at klageren har opnået en stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagerens ophold i Danmark, samt det forhold, at han har boet her i landet en stor del af sine formative år og hele sin ungdom. Han har gået i skole i Danmark fra [mellemtrin til udskoling] og har haft tilknytning til arbejdsmarkedet og taler dansk. Han har som anført ovenfor en særlig tæt relation til [bedsteforælderen]. Klageren har endvidere en dansk kæreste og danske venner, ligesom han har fået kontakt til sin mor og to halvsøskende, som bor i [by]. Heroverfor står, at han har boet i Somalia indtil han fyldte [8-11 år] og, at han taler somali. Han har familie i Somalia i form af tre mostre. Han er således ikke uden forudsætninger for at klare sig i Somalia, om end hans bånd til landet er svage. Efter en samlet vurdering findes en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse at virke særdeles indgribende i klagerens ret til respekt for privatliv og familieliv. Over for disse meget tungtvejende hensyn til klagerens fortsatte ophold i Danmark findes statens interesse i at nægte af forlænge hans opholdstilladelse at måtte tillægges mindre vægt i den konkrete sag. Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2022 således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Løbenummer: Soma/2022/27/MLVT
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Jobar bydelen i Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har hertil oplyst, at hun ikke har nogen tilknytning til sit hjemland, og at hun er meget afhængig af sin familie, som opholder sig i Danmark. Ansøgeren har under nævnsmødet endvidere henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Syrien på grund af sin fars, brødres og kærestes forhold. Ansøgeren har under nævnsmødet oplyst, at hun udrejste sammen med størstedelen af sin familie fra Syrien til Egypten, hvor de boede i omkring tre år, inden de kom til Danmark. Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at familien udrejste fra Syrien omkring 2012. Ansøgeren har boet i Damaskus, indtil sin udrejse fra Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. Dette gælder også for kvinder. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ved vurderingen af, om asylansøgere fra Syrien opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, anvender et forsigtighedsprincip. Det betyder, at bevisvurderingen i sager vedrørende asylansøgere fra Syrien skal foretages med udgangspunkt i forsigtighedsprincippet, således at tærsklen for, hvornår en asylansøger må anses for at have sandsynliggjort et individuelt asylmotiv er lavere end i andre asylsager. Begge ansøgerens brødre var på tidspunktet for deres udrejse henholdsvis omkring 7 år og 14 år. De har hverken i Syrien eller efter deres udrejse profileret sig over for de syriske myndigheder udover den omstændighed, at de efter at være blevet 18 år har unddraget sig militærtjeneste ved ikke at være rejst tilbage til Syrien. Med hensyn til ansøgerens far fremgår det, at han af Udlændingestyrelsen ikke er meddelt asyl på baggrund af individuelle forhold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, men senest har fået forlænget sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, på grund af Danmarks internationale forpligtelser. Det samme gør sig gældende for ansøgerens mor. Det er Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv, deltaget i demonstrationer eller været medlem af politiske partier eller foreninger, og at hun aldrig har haft nogen personlige konflikter med hverken de syriske myndigheder, religiøse grupper, kriminelle grupper, familiemedlemmer eller privatpersoner. Endvidere er der lagt vægt på, at det forhold, at hendes brødre har unddraget sig militærtjeneste i Syrien uanset det anførte forsigtighedsprincip ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/20/sme
Nævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder fra Syrien. Klageren har ikke bekendt sig til en bestemt religion. Klageren er født og opvokset i [landsby]. I årene frem til sin udrejse flyttede klageren frem og tilbage mellem Damaskus og Qamishli. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Syrien på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen har den [dato i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Syrien, fordi hun er efterstræbt af YPG og de syriske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at YPG flere gange før hendes udrejse af Syrien opsøgte hendes bopæl og spurgte efter hendes ægtefælle og datter. Klageren har videre oplyst, at YPG ville rekruttere ægtefællen, og hvis det ikke lykkedes, ville de tvangsrekruttere hendes datter. Klageren har som asylmotiv endvidere oplyst, at hun er i risiko for forfølgelse som følge af, at hendes ægtefælle på et tidspunkt har unddraget sig genindkaldelse til militærtjeneste, og at også hendes søn, [A], har unddraget sig militærtjeneste. Endelig har klageren oplyst, at hendes tidligere naboer for to år siden har fortalt hende, at hendes farbror har truet med at slå hende ihjel, fordi hun har forladt islam. Om opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Syrien: Spørgsmålet er i første række, om der med henvisning til de generelle forhold i Syrien er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at klageren inden sin udrejse boede i Rif Damaskus området, og at de aktuelle forhold i området ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller udlændingelovens § 7, stk. 2 (individuelle forhold): Da klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, ikke kan forlænges, er der i anden række spørgsmål om, hvorvidt klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, på baggrund af hendes individuelle forhold. Med samme begrundelse, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, finder også Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke er i risiko for forfølgelse som følge af sine egne forhold. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren ikke har personlige konflikter med de syriske myndigheder, og at hun ikke er profileret i forhold til hverken myndighederne eller YPG/PKK eller andre grupper eller personer i Syrien. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren er bange for, at hun vil blive efterstræbt af YPG/PKK, fordi hun har holdt sin ægtefælle og datter skjult for at undgå, at de blev tvangsrekrutteret, hvilket alene beror på hendes egen formodning. Det kan heller ikke føre til nogen anden vurdering, at hendes ægtefælle har unddraget sig genindkaldelse til militærtjeneste. Der lægges i den forbindelse navnlig vægt på, at hendes ægtefælle afgik ved døden i 2015, og at det er usandsynligt, at hun er efterstræbt af myndighederne som følge af dette forhold. Det samme er tilfældet med hensyn til hendes søns unddragelse af militærtjeneste. Han var omkring [12-15] år, da de indrejste i Danmark, og hans unddragelse af militærtjeneste består i den omstændighed, at han efter at være kommet i den værnepligtige alder ikke er rejst tilbage til Syrien for at aftjene sin værnepligt. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at sønnen ikke har været medlem af politiske partier eller grupper eller på anden måde har profileret ham i forhold til de syriske myndigheder. Endelig finder Flygtningenævnet, at det beror på klagerens egen formodning, at hun er efterstræbt af sin farbror, som har truet med at slå hende ihjel, fordi hun ikke længere bekender sig som muslim. Konsekvensstatus: Flygtningenævnet bemærker, at klagerens søn den [dato i vinteren 21/22] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om betingelserne for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse som konsekvens af hendes søns opholdstilladelse, er opfyldt. Konsekvensstatus er betegnelsen for den situation, hvor en asylansøger, der ikke har et selvstændigt asylgrundlag, meddeles asyl på baggrund af den pågældendes nære familiemæssige tilknytning til en anden person, som anerkendes som flygtning. Konsekvensstatusbegrebet er således et udslag af det internationale princip om beskyttelse af familiens enhed. Klageren boede sammen med blandt andet sin søn, som var [12-15] år, da de sammen udrejste fra Syrien og indrejste i Danmark. Klageren har forklaret, at de har boet sammen lige siden, hvor hendes søn hjælper hende med stort set alle daglige gøremål, herunder indkøb, rengøring og madlavning, ligesom han hjælper med hendes medicin. Han står endvidere for kontakten med kommunen, herunder hjemmeplejen, hvilket hun ikke selv har mulighed for, da hun ikke kan tale eller læse dansk. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af indhentede oplysninger fra Det Centrale Personregister, at klageren og hendes nu voksne søn har boet sammen i hele perioden efter deres indrejse i Danmark, dog bortset fra nogle måneder i begyndelsen af 2020, og at de fortsat er registreret tilmeldt samme adresse. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren og hendes søn udgør en familieenhed, idet de siden deres indrejse har boet sammen, herunder på det tidspunkt, hvor sønnens asylmotiv opstod. Det forhold, at klageren og hendes søn ifølge de indhentede oplysninger fra Det Centrale Personregister i en periode på nogle måneder ikke har boet sammen kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af hendes søns opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i efteråret] 2021 således, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2022/189/rila
Nævnet omgjorde i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [byen A], Damaskus, Syrien. Klageren flyttede til [byen B], Rif Damaskus, da hun var [et nærmere bestemt alder], hvor hun har boet frem til sin udrejse af Syrien. Klageren har ikke i denne periode været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i Syrien. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, fordi hun siden 2010 havde hjulpet med at skaffe [nærmere beskrivelse af hendes arbejdsopgave] til de ældre og trængende i sin bydel, der var under belejring. Klageren henviste videre til, at hendes ægtefælle var blevet hentet af myndighederne og fængslet, hvor han blev udsat for tortur. Klageren henviste endvidere til, at hun blev tvunget til at [nærmere beskrivelse af hendes arbejdsopgave] for Den Frie Syriske Hær, ligesom hun i det hele henviste til de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet hun er opført på en liste over eftersøgte personer, fordi hun har hjulpet med at skaffe [nærmere beskrivelse af hendes arbejdsopgave] til personer i sin hjemby, som var under belejring. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun gik på en trappe fra hendes landsby for at skaffe [nærmere beskrivelse af hendes arbejdsopgave], og at alle personer, som har gået den rute for at bringe varer ind i byen, er kommet på en liste over eftersøgte personer. Klageren har videre oplyst, at hendes veninde og den læge, som hjalp under belejringen, begge er blevet udsat for tortur i fængslet og slået ihjel. Hun har endvidere henvist til, at hun under belejringen i den dengang oprørskontrollerede by blev tvunget til at [nærmere beskrivelse af hendes arbejdsopgave] for Den Frie Syriske Hær. Klageren har videre henvist til, at hendes ægtefælle har været fængslet et år i Syrien, hvor han blev afhørt om klagerens forhold, og hvorunder han blev udsat for tortur. Han har i forbindelse med sin løsladelse måtte skrive under på, at han ikke måtte forlade Syrien, hvilket han har gjort. Klageren har endelig i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hun er eksponeret som kritiker af det syriske regime. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun siden [foråret] 2020 har været medlem af en [organisation] ved navn [navn på organisation], og at hun tillige har været medlem af [forening] i Danmark [navn på forening et] siden 2018 samt [navn på forening to]. Klageren har i forbindelse med sit medlemskab i [navn på forening et] tilrettelagt en demonstration [sted et], hvor hun annoncerede på [et internationalt socialt medie] og deltog i udarbejdelsen af [nærmere beskrivelse af hendes arbejdsopgave] der gjorde opmærksom på demonstrationen, og hun deltog derudover i forbindelse med sit medlemskab af [navn på forening to] i en demonstration [i foråret] 2021, hvor hun var blevet bedt om at [nærmere beskrivelse af hendes arbejdsopgave]. Klageren har derudover deltaget i et interview om sin situation som flytning i Danmark, hvis opholdstilladelse er inddraget, hvor hun blandt andet har kritiseret de syriske myndigheder for at være et diktatur, der udsætter civilbefolkningen for overgreb. Klageren er nævnt med sit fulde navn i flere forskellige indslag i både danske og internationale medier, herunder blandt andet [udenlandske medieer] [medie et] og [medie to]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Det lægges efter denne forklaring til grund, at klageren under belejringen af sin hjemby deltog aktivt i humanitært arbejde i den oprørskontrollerede by, herunder deltog i at bringe [arbejdsopgave] ind i byen under den syriske hærs belejring. Hun har forklaret, at hun i den forbindelse er blevet opført på en liste over efterlyste personer. Klagerens forklaring herom findes at være overbevisende og troværdig, og Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren herved har sandsynliggjort, at hun vil være udsat for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien. Betingelserne for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er derfor opfyldt. Det bemærkes, at Flygtningenævnet ikke finder, at klageren har sandsynliggjort, at fængslingen af hendes ægtefælle i Syrien er begrundet i eller har sammenhæng med hendes deltagelse i humanitært arbejde i den belejrede by. Klageren har efter Udlændingestyrelsens afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse engageret sig politisk her i landet med kritik af den danske udlændingepolitik for så vidt angår hjemsendelse af syriske statsborgere, og dermed kritik af de politiske forhold i Syrien. Klageren har i den sammenhæng engageret sig i en politisk forening, og har deltaget i demonstrationer, der har været rettet mod det syriske styre. Hun har i den forbindelse deltaget i flere interviews i udenlandske medier, herunder navnlig i en nyhedsudsendelse på [medie et] med kritik af de politiske forhold i Syrien, herunder med omtale af regimets brud på menneskerettighederne overfor hjemsendte syrere. Hun har i dette nyhedsindslag deltaget med angivelse af sit navn. Hun har på tilsvarende måde deltaget i en artikel [i efteråret] 2021 offentliggjort på [medie tre] med angivelse af sit navn. Endelig har hun deltaget i en nyhedsudsendelse [i efteråret] 2021 på [medie to] med kritik af de syriske myndigheder, og hvor hun fremstod [nærmere beskrivelse af, hvordan klageren fremstod] og med angivelse af sit navn. Klageren har endvidere en åben profil på [et internationalt socialt medie], hvor hun har linket til nogle af disse udsendelser og interviews. Der må ved vurderingen af disse aktiviteter lægges afgørende vægt på, at klageren efter karakteren og omfanget af denne betydelige profilering og opmærksomhed fra udenlandske medier har en velbegrundet frygt for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb, hvis hun måtte vende tilbage til Syrien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb fra myndighederne, hvorfor betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, også med denne begrundelse er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/16/sme
Nævnet stadfæstede i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 119, § 245, stk. 1 og knivloven samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved dom [af foråret] 2022 afsagt af [byret] er klageren blevet straffet med fængsel i seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 245 samt knivloven. Straffen blev fastsat som en fællesstraf omfattende betinget dom af [sommeren] 2021, hvorved klageren blev straffet for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 2, jf. § 21 og § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 2, samt knivloven og lov om euforiserende stoffer. Klageren blev ved dommen af [foråret] 2022 samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Flygtningenævnet skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffe afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2022/2023] truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse. Klageren er statsløs palæstinenser og ateist fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har dog deltaget i en enkelt demonstration i Syrien i 2012. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter dødstraf fra de syriske myndigheder, idet han er udeblevet fra militærtjeneste. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter genindkaldelse til militærtjeneste, idet han er i den militærpligtige alder og ikke har lyst til at slå andre ihjel, ligesom han selv frygter at blive slået ihjel. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter, at hans familie vil slå ham ihjel, idet han er blevet ateist og derved frafaldet islam. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, da klageren er [i slut tyverne] og dermed i den militærpligtige alder, ligesom han af samvittighedsgrunde ikke ønske at aftjene militærtjeneste. Det vil ikke være muligt for UNWRA at yde ham den nødvendige beskyttelse af sine levevilkår i Syrien. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om ansøgeren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 1, at en udlænding ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Det fremgår videre af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da klageren som nævnt isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse, dels i forhold til om klageren kan udelukkes fra beskyttelse i henhold til Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at der ikke findes grundlag for hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen som følge af en fejlagtig vurdering af [byrettens] dom af [foråret] 2022. Klageren blev ved [byrettens] dom [i foråret] 2022 idømt en fællesstraf på fængsel i seks måneder og et indrejseforbud på seks år for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved at have truet en [sagsbehandler] med vold samt overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og knivlovens § 7, stk. 1, jf., § 1, ved at have stukket ud med kniv mod [person A], hvorved [person A] blev ramt på [en finger], da han forsøgte at afværge angrebet. Her var tale om en fællesstraf med dommen fra [byretten] af [sommeren] 2021, jf. straffelovens § 89, jf. § 61, stk. 1, hvor klageren blev straffet med fængsel i fire måneder betinget med vilkår for overtrædelse af bl.a. seks forhold vedrørende lov om euforiserende stoffer, to forhold vedrørende overtrædelse af knivloven og to voldsforhold det ene omfattet af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 2, jf. § 21 ved at have kastet [en ikke skarp genstand] mod [person B], og det andet omfattet af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 2, ved at have kastet [en skarp genstand] mod [person C], der tilføjede [person C] et blødende sår på højre hånd. Det fremgår af konklusion i retspsykiatrisk erklæring af [vinteren 2020/2021] indhentet i forbindelse med retssagen, i hvilken [byretten] afsagde dom [i sommeren] 2021 bl.a., at klageren på tidspunkterne for de idømte handlinger var under indflydelse af hash og alkohol, men at der intet var, der tydede på en patologisk rustilstand. Det fremgår endvidere, at […]. Kriminalforsorgen indberettede vilkårsovertrædelse af den betingede dom af [sommeren] 2021 og oplyste i udtalelse af [vinteren 2020/2021] bl.a., at tilsynsforløbet havde været ustabilt præget af afbud og udeblivelser […]. Flygtningenævnets flertal finder, at der er tale om forbrydelser af særlig farlig karakter i Flygtningekonventionens forstand henset til, at der er tale om personfarlig kriminalitet af særlig grov beskaffenhed og karakter. Flygtningenævnets flertal bemærker således, at klageren blandt andet er straffet for to tilfælde af overtrædelser af straffelovens § 245, stk. 1, ved anvendelse af genstande. I det ene tilfælde ved anvendelse af kniv, og i det andet tilfælde ved at have kastet en [anden skarp genstand]. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den kriminalitet, som klageren er dømt for, og klagerens personlige forhold, at klageren tillige må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Herved har nævnets flertal lagt vægt på, at klageren blandt andet er dømt for flere tilfælde af vold mod tre forskellige personer på tre forskellige tidspunkter, hvoraf han i hvert fald i to af tilfældene var under indflydelse af hash og alkohol. Det må efter det oplyste lægges til grund, at klageren fortsat har et hashmisbrug. Klageren, der er [i slut tyverne], indrejste i Danmark [i sommeren] 2015. Han er født og opvokset i Syrien, hvorfra han udrejste [i start tyverne]. Klageren er ugift og har ingen børn. Han har ikke biologisk familiemæssig tilknytning til Danmark. Han har bestået Dansk Prøve 2 og taler godt dansk. Han har ikke haft egentlig beskæftigelse i Danmark. Han har ikke været medlem eller udført aktiviteter for foreninger. Klageren har familiemæssig tilknytning til Syrien, hvor han har sine forældre og to søskende. Han har haft omkring 13 års skolegang i Syrien og har haft forskellig beskæftigelse bl.a. på en fabrik og hos en grønthandler. Han har er således gode forudsætninger for at klare sig i Syrien. Det fremgår af konklusionen i retspsykiatrisk erklæring af [vinteren 2020/2021], at han findes at have en IQ liggende i området for anden mental retardering, […]. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid ikke, at dette kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering og afvejning, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2023/4/Sahe
Nævnet stadfæstede i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i 4 år for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, til dels jf. § 225, samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og som følge af [Landrettens] ankedom af [fra efteråret] 2021, hvorved klageren er udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig, skal der efter udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Eritrea. Hvis dette er tilfældet, skal der i anden række tages stilling til, om klageren efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra Asmara, Eritrea. Klageren har oplyst, at han i beskedent omfang har været politisk aktiv i Eritrea, og at han har deltaget i demonstrationer mod den eritreiske regering under sit ophold i Etiopien. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet af de eritreiske myndigheder som følge af, at han er udrejst illegalt. Videre frygter han at blive hvervet til militærtjeneste, idet han tidligere er flygtet fra et fængsel, hvorfra han skulle i militærtjeneste. Endelig frygter klageren at blive fængslet og udsat for tortur, idet han har deltaget i demonstrationer mod den eritreiske regering. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren som eritreisk statsborger risikerer at blive indkaldt til at aftjene nationalitetstjeneste i Eritrea, hvilket han ikke ønsker, og at han derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal i anden række tages stilling til, om Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Klageren er ved [Landsrettens] ankedom [fra efteråret] 2021 straffet med fængsel i 4 år for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, til dels jf. § 225, og [bestemmelse i straffelovens 27. kapitel]. Klageren er herved fundet skyldig i [beskrivelse af gerningsindhold]. Flygtningenævnet tiltræder efter en samlet afvejning og af de grunde, Udlændingestyrelsen har anført, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på navnlig omfanget og den særdeles grove karakter af den pådømte kriminalitet, og at klageren ikke har nær familie i Danmark. At klageren har to [familiemedlemmer] i Danmark, og hans forklaring for Flygtningenævnet om, at han har et stort netværk i Danmark, kan ikke føre til en anden bedømmelse. Flygtningenævnet finder, at klageren er straffet for en særlig farlig forbrydelse, og at han må betragtes som en fare for samfundet, og Flygtningenævnet er enig i de grunde, Udlændingestyrelsen har anført om karakteren af kriminaliteten. Flygtningenævnet tiltræder således, at flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, ikke er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2023/3/CARA
Nævnet meddelte i april 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Sagen er sambehandlet med Afghanistan/2023/17/kdo. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra [by A], Afghanistan. Ansøgeren er efter det oplyste konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban og andre, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2008 besøgte en iransk kirke i [et andet europæisk land], hvor han talte med præsten, der fortalte ham om kristendommen. Ansøgeren blev samme år døbt i den iranske kirke, men skjulte sin dåb frem til omkring 2017, hvor han fortalte sin mor og sin ægtefælle, at han er kristen. Hans mor smed ham ud af hjemmet. I 2017 begyndte ansøgeren at komme til gudstjeneste i [kirke], han blev optaget i den danske folkekirke, og han tog navneforandring til bl.a. ”[A]”. Han har ikke været til gudstjeneste siden 2019, hvilket skyldes, at han skal arbejde for at forsørge sin familie, og at hans [barn], [B], der er [diagnose], kræver megen omsorg. Han har læst i biblen og fejrer nogle af de kristne højtider. Kristendommen betyder for ansøgeren nyt håb og nyt liv, og at man kan få syndsforladelse. Han har taget afstand fra islam og de uretfærdigheder, der begås i islams navn. Han praktiserer sin tro hver dag ved at bede til Gud. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han er hazara. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Taliban anser hazara som værende vantro. Ansøgeren har også henvist til, at han under sit ophold i Danmark er blevet vestliggjort. Ansøgeren har ligeledes henvist til, at han frygter sin ægtefælle, [C’s], tidligere ægtefælle og [C’s] farbror, [D], idet ansøgeren har indgået ægteskab med [C]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han kom i kontakt med sin ægtefælle via [et socialt medie]. De aftalte, at de gerne ville giftes. [C] og hendes far rejste til [et andet tredjeland] fra Afghanistan, og ansøgeren og hans mor rejste til [et andet tredjeland] fra Danmark. Ansøgeren og [C] blev religiøst viet i [tredjelandet] i 2015. Ansøgeren har samtidig oplyst, at [C] var blevet lovet til ægteskab med en anden, ældre mand i Afghanistan. [C’s] farfar havde arrangeret dette ægteskab, men [C’s] far var imod det. [C] var blevet viet med denne anden, ældre mand, inden hun rejste til Iran og blev viet med ansøgeren. [C] flygtede fra den anden ægtefælle i Afghanistan og kom til Danmark. Af denne grund og på grund af [C’s] ægteskab med ansøgeren, blev den anden, ældre ægtefælle vred på [C] og hendes familie og dræbte [C’s] far. [C’s] familie blev derfor nødt til at flygte fra Afghanistan. Endelig har ansøgeren oplyst, at [C’s]farbror, [D], blev vred på [C], fordi han mente, at det var hendes skyld, at familien måtte flygte. Ansøgeren har selv modtaget trusler [via et socialt medie] fra [D]. Ansøgeren har endelig henvist til sin mors oprindelige asylmotiv, og at han fortsat er bange for [F]. For så vidt angår ansøgerens (morens) oprindelige asylmotiv, der vedrører en familiekonflikt i Afghanistan, herunder navnlig vedrørende en person benævnt [F], henvises til Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2010 og den heri anførte begrundelse. For så vidt angår ansøgerens asylmotiv vedrørende konflikten i anledning af hans ægtefælle, [C’s], tidligere ægteskab i Afghanistan henvises til Flygtningenævnets samtidige beslutning vedrørende asyl til [C]. Det følger af det anførte, at disse asylmotiver ikke kan danne grundlag for asyl efter udlændingelovens § 7. Forholdene for frafaldne muslimer, herunder konvertitter, samt for vestliggjorte og hazaraer af etnicitet og den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, er i baggrundsmaterialet bl.a. beskrevet i pkt. 3.11, 3.13 og 3.14.2 i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, januar 2023. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt, herunder ansøgerens begrænsede kendskab til bibeltekster og kristne traditioner, at ansøgerens forhold til kristendommen ikke kan anses for at være en konversion begrundet i en reel indre overbevisning, men navnlig må anses for motiveret af et fravalg af islam, der har sammenhæng med overgreb begået mod ansøgeren som barn i en moské i Afghanistan samt de uretfærdigheder, som Taliban efter ansøgerens opfattelse begår i islams navn. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren har oplyst, at han er blevet døbt, og at han i en periode har gået til gudstjenester, hvilket nævnet har lagt til grund, og at sognepræst [G] i [Sogn] ved e-mail af [foråret] 2023 har redegjort for, at ansøgeren har gennemgået et ”konverteringsagtigt procesforløb”. Selv om ansøgerens konversion således ikke kan anses for reel, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren må anses for en frafalden muslim, og at det således og i overensstemmelse med ansøgerens forklaring herom må lægges til grund, at han ikke vil efterleve de muslimske regler og skikke ved en tilbagevenden til Afghanistan, herunder at han ikke vil gå i moskéen eller til bøn. Flygtningenævnet finder, at sådanne undladelser vil påkalde sig negativ opmærksomhed hos ansøgerens omgivelser, og at en sådan eksponering vil blive forstærket af ansøgerens navneændring til et vestligt navn og hans etnicitet som hazara, ligesom det i denne forbindelse skal tillægges vægt, at ansøgeren, der indrejste i Danmark som [16-18]-årig, må anses for i vidt omfang at have levet et liv på danske præmisser og at have tilegnet sig danske (og vestlige) værdier. Under disse omstændigheder og efter Flygtningenævnets indtryk af ansøgeren finder nævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hans medfølgende barn, [navn på medfølgende barn], [fødselsdato på medfølgende barn], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det tilføjes, at ansøgerens medfølgende barn, [navn på medfølgende barn], har et selvstændigt asylgrundlag efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som pige fra Afghanistan, idet der herom henvises til Flygtningenævnets samtidige beslutning vedrørende asyl til ansøgerens ægtefælle og barnets moder, [C].” Afgh/2023/18/kdo
Nævnet meddelte i april 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Sagen er sambehandlet med Afgh/2023/18/kdo. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og shiamuslim fra [by A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forbindelse med den oprindelige spontansag henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin farfar og sin tidligere ægtefælle, [A], fordi hun er flygtet fra giftermålet med [A]. Ansøgeren henviste videre til, at hun frygter de afghanske myndigheder, fordi hun har indgået ægteskab med to mænd. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at hun som kvinde fra Afghanistan er i risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til dette land, og at det forhold, at hendes ægtefælle, [B], er konverteret til kristendommen, ligeledes udsætter hende for en sådan risiko. For så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiv, der vedrører konflikten i anledning af hendes tidligere ægteskab i Afghanistan, henvises til Flygtningenævnets afgørelser af [sommeren] 2016 og [vinteren 2017/2018] og de heri anførte begrundelser. Den omstændighed, at ansøgerens ægtefælle, [B], i [sommeren] 2020 har modtaget trusselsbeskeder fra ansøgerens farbror, [C], og at [C] forud herfor måtte have henvendt sig til [B’s] morbror i Iran, kan efter sagens oplysninger ikke føre til en ændret vurdering. Det følger af det anførte, at dette asylmotiv ikke kan danne grundlag for asyl efter udlændingelovens § 7. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren og hendes mindreårige [barn], [navn på medfølgende barn], skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det tilføjes, at ansøgeren tillige vil være i afledt risiko for asylrelevant forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sin ægtefælle, [B’s], forhold, idet der henvises til Flygtningenævnets samtidige beslutning om asyl til [B].” Afgh/2023/17/kdo
Nævnet omgjorde i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborgersamt fire børn fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [efteråret] 2012, og at hun [vinteren 2012/2013] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har den [efteråret] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den [vinteren 2012/2013] fik såvel klageren som hendes ægtefælle opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution fremgår, at Udlændingestyrelsen lagde klagerens og hendes ægtefælles forklaringer til grund om, at klagerens ægtefælle var blevet genindkaldt til militærtjeneste i Syrien, og myndighederne havde ransaget bopælen for lede efter ham. Den [efteråret] 2019 klagede klagerens ægtefælle over statusvalget. Flygtningenævnet traf den [foråret] 2020 afgørelse om at ændre opholdsgrundlaget for klagerens ægtefælle, således at han fik opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren indrejste i Danmark sammen med sin ægtefælle og parres to børn den [efteråret] 2012. Flygtningenævnet finder navnlig under henvisning til princippet om familiens enhed, jf. UNHCR’s håndbog, kapitel 6, at klageren og hendes børn skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af klagerens ægtefælles opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse således, at klageren og hendes børn meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2023/26/ROZ
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk libaneser og shiamuslim fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter Hizbollah. Ansøgeren har til støtte herfor gjort gældende, at Hizbollah vil afhøre ansøgeren i forbindelse med ansøgerens kritiske bemærkninger fremsat på [forsamlingssted] vedrørende flere [forbrydelser] begået i [1985-1990] af personer, der tilhørte Hizbollah, og hvoraf to nu skulle have højt placerede poster i Hizbollah. Ansøgeren kender dem, der begik [forbrydelsen] personligt, da ansøgeren boede i samme område som dem, og ansøgeren ved, at de tilhører Hizbollah. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han også i andre situationer – sammen med familien eller i lignende sociale sammenhænge – har ytret sig kritisk om Hizbollah. Ansøgeren har under nævnsmødet endvidere henvist til, at han angiveligt er blevet beskyldt for at være [agent for et andet land]. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han har en konflikt med Hizbollah herunder som følge af, at han på [forsamlingssted] har udtrykt sig negativt om Hizbollah i anledning af nogle [forbrydelser] begået i [1985-1990], der i sin tid var omtalt i medierne med angivelse af gerningsmændenes navne, og at Hizbollah nu skulle efterstræbe ansøgeren i anledning af disse ytringer. Flygtningenævnet finder efter karakteren af de fremsatte ytringer, der vedrører forhold, der ligger mange år tilbage i tiden og tidligere er blevet behandlet i medierne, at det forekommer mindre overbevisende, at de skulle have givet anledning til, at ansøgeren, der ikke i øvrigt på nogen måde fremstår politisk profileret, på en asylrelevant måde er kommet i Hizbollahs søgelys i 2021. Det er desuden indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgeren først under asylsamtalen har oplyst, at han også har været indkaldt til [flere] afhøringer hos Hizbollah i 2018 om spørgsmål af mere generel karakter, og at han følte sig truet under disse afhøringer, selvom han under oplysnings- og motivsamtalen blev spurgt ind til, om han havde yderligere konflikter. Det er påfaldende, at oplysninger af så central betydning for ansøgerens asylmotiv ikke fremkom allerede i asylskemaet eller under den første samtale, og ansøgerens forklaring om, at han ikke tidligere oplyste om disse forhold, fordi han var bange og usikker, er ikke plausibel. Nævnet finder endvidere, således som det også er anført af Udlændingestyrelsen, at det ikke forekommer overbevisende, at ansøgeren ville have fået lov til at udrejse legalt af Libanon, hvis han havde været i Hizbollahs søgelys bl.a. som følge af ytringerne på [forsamlingsstedet]. Herefter, og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, idet nævnet dog har lagt mindre vægt på de af styrelsen fremhævede divergenser, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse mod forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han befinder sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2023/1/DIEI.
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2021.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk punjabi og sikh fra [by], Indien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indien frygter at blive slået ihjel af medlemmer af Khalistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han havde to venner, [A] og [B], der støttede Khalistan. De ville også have ansøgeren til at støtte Khalistan, hvilket ansøgeren afslog. Vennerne begyndte herefter at chikanere og true ansøgeren. Vennerne fortalte ansøgeren, at de ville slå ham ihjel, hvis han ikke tilsluttede sig Khalistan. Chikanen og truslerne fortsatte indtil han udrejste til [land i Mellemøsten] i 2013 eller 2014. Ansøgeren rejste tilbage til Indien i 2015, men udrejste igen til [land i Mellemøsten], indtil han atter rejste tilbage Indien i 2016. Her opholdt han sig hos bekendte og venner, fordi han frygtede de to venner indtil ansøgeren udrejste til Danmark i 2016. Ansøgeren har som asylmotiv tidligere henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter forfølgelse fra myndighederne samt dele af befolkningen, som ikke støtter Khalistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at selvom han ikke støtter Khalistan, vil andre tro at han gør, fordi han har forbindelse til medlemmer af bevægelsen, og at personer som støtter Khalistan risikerer at blive udsat for vold eller andre overgreb fra dele af befolkningen. Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har forklaret, at han i en længere årrække i sin hjemby i Indien er blevet udsat for forskellige former for chikane fra tilhængere af Khalistan-bevægelsen. Han har dog også forklaret, at han på grund af denne chikane udrejste til [land i Mellemøsten], men alligevel vendte tilbage til Indien, hvorefter han på ny udrejste til [land i Mellemøsten] og på ny vendte tilbage til Indien, jf. ovenfor. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2016 på turistvisum. Han søgte ikke asyl ved denne lejlighed, men udrejste igen kort tid efter. Han har derefter efter sin forklaring opholdt sig cirka fem i år i andre EU-lande, henholdsvis [land A] og [land B], uden at søge asyl. Ved sin fornyede indrejse i Danmark i [sommeren] 2021 oplyste ansøgeren alene, at han ønskede at blive behandlet for sin [sygdom]. Ansøgeren var ved denne lejlighed sammen med en advokatfuldmægtig, der også var i stand til at fungere som tolk. Under afhøringen i Flygtningenævnet har ansøgeren svaret afglidende og upræcist på spørgsmål vedrørende sin konflikt ligesom svarene har været præget af stor unøjagtighed i henseende til tid og sted. Endelig bemærkes, at ansøgerens kone og børn er forblevet i hans hjemby i hele perioden, efter det oplyste uden at være blevet udsat for forfølgelse. Flygtningenævnet finder derfor at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaring om dennes konflikt. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Indien vil være i risiko for konkret og individuelt begrundet forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil risikere dødsstraf eller i øvrigt at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. indi/2023/2/SAHE
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens asylsag behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens art. 17, stk. 1, jf. EU Chartrets art. 4, jf. EU Domstolens dom i sagen C-578/16, henset til klagerens svære kognitive handicap og omfattende behov for systematisk og kontinuerlig pleje og støtte. Subsidiært har DRC Dansk Flygtningehjælp gjort gældende, at klagerens sag bør realitetsbehandles i Danmark af humanitære og menneskelige grunde under hensyn til klagerens særlige situation som person med handicap og under hensyn til hans rehabiliteringsproces, jf. Dublinfor-ordningens art. 17, stk. 1, jf. præamblens pkt. 17, jf. FN’s Handicapkonventionens art. 13, EU Chartrets art. 26, og principperne bag art. 14 i FN’s Torturkonvention. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren ifølge Eurodac-databasen er registreret som asylansøger i Tyskland [i vinteren 2017/2018]. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det beror på en konkret vurdering, om der foreligger sådanne omstændigheder, at klageren alligevel ikke skal overføres til Tyskland, således at hans ansøgning skal tages under behandling i Danmark, jf. Dublinforordningen artikel 3, stk. 2 og artikel 17, stk. 1. Indledningsvist bemærker Flygtningenævnet, at klageren under sine samtaler med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2022 og [i sommeren] 2022 har oplyst, at han ikke har oplevet problemer med de tyske myndigheder eller haft konflikter med grupperinger eller private personer i Tyskland. Herefter er spørgsmålet, om der i øvrigt foreligger oplysninger om konkrete omstændigheder i sagen, der kan indebære, at klageren skal have sin asylsag realitetsbehandlet i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Heri indgår blandt andet, om en overførsel vil indebære en reel og påvist risiko for en betydelig og uoprettelig forværring af hans sundhedstilstand. DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren gjort gældende, at klageren er særligt sårbar som følge af hans [helbredsmæssige] problemer, og at selve overførslen til Tyskland i sig selv vil medføre en betydelig og uoprettelig forværring af hans tilstand. DRC Dansk Flygtningehjælp har i den forbindelse blandt andet henvist til, at en overførsel vil overbelaste klagerens nervesystem, hvilket må formodes at ske, hvis han skal overføres til et nyt land og dermed fjernes fra de omgivelser og omsorgspersoner, han kender og er tryg ved i Danmark. DRC Dansk Flygtningehjælp har videre henvist til, at klagerens funktionsevne er vurderet betydelig nedsat som følge af hans [helbredsmæssige] funktionsnedsættelse, og at han foreløbigt er diagnosticeret med [en række sygdomme]. DRC Dansk Flygtningehjælp har hertil bemærket til, at klageren må betragtes som en person med et handicap, der er omfattet af FN’s Handicapkonvention. Flygtningenævnet lægger efter de modtagne lægelige oplysninger til grund, at klageren lider af [en række sygdomme], og at han har [sygdoms relateret] symptomer, samt at han har været indlagt og modtaget behandling herfor under sit ophold i Danmark. Det fremgår videre af de fremlagte dokumenter, at klageren har udfordringer i forhold til almindelig daglig livsførelse og har brug for støtte i hans dagligdag. Det fremgår endvidere, at han er følelsesmæssig ustabil og ofte bliver indlagt på [hospitals]afdeling, fordi hans nervesystem overbelastes. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps bilag [tal], Journal fra [hospital afdeling] i [byen A], at klageren tidligere har modtaget behandling og har været indlagt i Tyskland, hvor han blandt andet blev diagnosticeret med [en række sygdomme], og at nævnet derfor lægger til grund, at de tyske myndigheder er bekendt med klagerens [helbredsmæssige] problemer. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Hjemrejsestyrelsen skal sikre sig, at den pågældende asylansøger bliver ydet pleje straks ved dennes ankomst til den ansvarlige medlemsstat. I denne henseende bemærkes, at Dublinforordningens artikel 31 og 32 pålægger den overførende medlemsstat at meddele den ansvarlige medlemsstat de oplysninger om asylansøgerens sundhedstilstand, som kan gøre det muligt for denne medlemsstat at yde den akutte lægebehandling, der er nødvendig for at beskytte vedkommendes vitale interesser. Der vises herunder til EU-domstolens dom af 16. februar 2017 i sagen S.K mfl. mod Slovenien (C-578/16 PPU), præmis 80-82. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/12/sme
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mandlig klager, der har indgivet asyl i Sverige og herefter er forsvundet. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.DRC Dansk Flygtningehjælp og klagerens beskikkede advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark til, at klageren havde oplyst, at hun i perioden fra [foråret] 2021 til [efteråret] 2022 opholdt sig i [sit hjemland[ og således havde været udrejst af medlemsstaternes område i mere end tre måneder. Subsidiært gjorde DRC Dansk Flygtningehjælp og klagerens beskikkede advokat gældende, at klagerens ægtefælle opholdt sig i Danmark og var afhængig af klagerens hjælp, hvorfor sagen burde behandles i Danmark i medfør af Dublin forordningens artikel 10, jf. artikel 2 g, og Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [ I slutningen af] 2020 har søgt om international beskyttelse i Sverige, og at klageren herefter forsvandt, hvorefter asylsagen blev afsluttet [i sommeren] 2021. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Sverige som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Sverige har i overensstemmelse hermed den 21. december 2022 accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, hverken om at hun [i efteråret] 2020 i [navngivent land] blev gift med [navnet på samlever], eller om at hun har opholdt sig uden for Dublin medlemsstaternes område i mere end 3 måneder. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at hun har oplyst forskellige identiteter til de svenske myndigheder. Ansøgeren har således i Sverige oprindeligt oplyst, at hun hed [et andet navn] og var født [i begyndelsen af] 1996. Hun har i en e-mail af [sommeren]2022 til Migrationsverket oplyst, at hun rettelig er [navnet, som klageren har angivet til de danske myndigheder], født [i begyndelsen af] 1995. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om, at hun og [navnet på samleveren] er gift, lægger Flygtningenævnet vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for ægteskabet. Flygtningenævnet bemærker, at samlivet mellem ansøgeren og [navnet på samleveren] ikke efter hendes og [navnet på samleveren] s har forklaringer haft en sådan varighed og fasthed, at forholdet har ægteskabslignende karakter. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at parret har boet sammen fra omkring [efteråret] 2020 til [foråret] 2021 i [hjemlandet] og i Sverige, inden deres forhold blev afbrudt i omkring 1½ år, hvorefter de har været samlevende i Danmark fra [efteråret] 2022, dvs ca. 5 måneder. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at hun har opholdt sig uden for Dublin medlemsstaternes i mere end tre måneder. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren som dokumentation herfor alene har fremlagt et foto af sit pas med et udrejsestempel dateret [sommeren] 2021. Ansøgeren har imidlertid ikke fremlagt dokumentation for varigheden af opholdet uden for medlemsstaternes område. Flygtningenævnet bemærker, at billetter til en musikfestival i [hjemlandet] [i sommeren] 2021 og fotos, der angiveligt er optaget i forbindelse med festivalen, ikke dokumenterer, at ansøgeren har deltaget i festivalen. En lægeerklæring vedrørende en undersøgelse af ansøgeren i [hjemlandet] [i efteråret] 2021 udgør heller ikke tilstrækkelig dokumentation for varigheden af ansøgerens ophold uden for EU. Flygtningenævnet har lagt vægt på det anførte om, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket. Bestemmelserne i Dublinforordningens artikel 10 og artikel 19, stk. 2, kan herefter ikke føre til, at Danmark er ansvarlig for behandling af ansøgerens asylsag. Herefter, og da der heller ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Sver 2023/6/mnr
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien og til en privatretlig konflikt. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i vinteren 2021/2022] indrejste i Spanien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort derudover gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet klageren frygter privatpersoner i Spanien. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort derudover gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet klageren under sit tidligere ophold i Spanien blev henvist til at leve på gaden, og at klageren ved en overførsel til Spanien er i risiko for at blive henvist til et liv på gaden. DRC Dansk Flygtningehjælp har endelig gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet modtageforholdene i Spanien er mangelfulde. Det forhold, at klageren har haft problemer med privatpersoner i Spanien, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at såfremt klageren skulle opleve problemer med privatpersoner i Spanien, må klageren henvises til at tage kontakt til de spanske myndigheder, herunder det spanske politi, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren ikke har opsøgt de spanske myndigheder, fordi han kender en, som arbejder for det spanske politi, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en tilbagevenden til Spanien vil være i risiko for at blive henvist til et liv på gaden, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af seneste AIDA Country Report: Spain 2021, Update april 2022, at Dublin-returnees ikke skal udelukkes fra modtagelsessystemet, hvis de frivilligt forlader Spanien for at rejse til et andet EU-land. Det skal yderligere bemærkes, at det fremgår af ovennævnte rapport, at Dublin returnees ikke har vanskeligheder ved at genindtræde i asylproceduren i Spanien, herunder, at QAR prioriterer genadgangen af registreringen af asylansøgningen for Dublin-returnees. Flygtningenævnet bemærker desuden, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU´s charteret om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af sådan en karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klageren har smerter i [kroppen] som følge af et færdselsuheld i [hjemland], kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Det vurderes således, at klageren vil kunne modtage den nødvendige medicinske behandling i Spanien. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren tidligere har modtaget medicinsk behandling i Spanien i forbindelse med smerter i [kroppen]. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ” Dub-Span/2023/3/diel
Flygtningenævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Rumænien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen vedrørende en kvinde, der har indgivet en ansøgning om asyl i Kroatien, og hendes mindreårige datter. Sagen blev behandlet på af et samlet nævn på skriftligt grundlag. Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark til, at fristerne efter Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, og gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2, var sprunget. Efter en gennemgang af sagen udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Rumænien [i efteråret] 2021, og at klageren ved at forlade Rumænien har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Det fremgår af sagen, at klageren [i efteråret] 2021 søgte om asyl i Danmark. [I efteråret] 2021 anmodede Udlændingestyrelsen Rumænien om at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og af anmodningen fremgår, at den også omfattede hendes medfølgende barn, der ikke var blevet registreret i Rumænien. [I vinteren 2021/22] accepterede Rumænien at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, men accepten omtalte ikke klagerens datter. Den [omtrent én uge senere] anmodede Udlændingestyrelsen igen Rumænien om at acceptere at modtage klagerens medfølgende barn i henhold til Dublinforordningen, hvilket Rumænien afviste [én uge senere] med den begrundelse, at barnet ikke var kendt i Rumænien, og at det ikke var bevist, at klagerens medfølgende barn er klagerens datter. [Omtrent én måned senere] anmodede Udlændingestyrelsen igen Rumænien om at acceptere at modtage klagerens medfølgende barn i henhold til Dublinforordningen og fremsendte i den forbindelse som bevis for slægtskabet et familiebillede fremlagt af klageren. Denne anmodning blev [omtrent to uger senere] også afvist af Rumænien. [To måneder senere] anmodede Udlændingestyrelsen igen Rumænien om at acceptere at modtage klagerens medfølgende barn og fremsendte denne gang resultatet fra en DNA-undersøgelse foretaget [i vinteren 2021/22], som dokumenterede slægtskabet mellem klageren og hendes medfølgende barn. Rumænien orienterede herefter Udlændingestyrelsen [omtrent tre uger senere] om, at Rumænien ville acceptere at modtage klagerens medfølgende barn, såfremt Udlændingestyrelsen anmodede Rumænien om at modtage hende i medfør af Dublinforordningens artikel 10. [Én uge senere] anmodede Udlændingestyrelsen Rumænien om at modtage klagerens medfølgende barn med henvisning til Dublinforordningens artikel 10, hvilket Rumænien [én uge senere] accepterede i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens anmodning af [ugen forinden]. Klagerens advokat har blandt andet gjort gældende, at klagerens samt hendes medfølgende barns asylsag skal behandles i Danmark, da Udlændingestyrelsen ikke har overholdt de frister for anmodning om overtagelse, der fremgår af Dublinforordningen artikel 21, stk. 1, og gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2. Klagerens advokat har herved henvist til, at fristen på tre måneder for indgivelse af en anmodning om overtagelse i medfør af Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, for så vidt angår klagerens medfølgende barn, er sprunget. Det er i den forbindelse gjort gældende, at [de tre anmodninger] til Rumænien [i vinteren 2021/2022 og foråret 2022] må anses for nye anmodninger om overtagelse af klagerens datter, ligesom det ikke kan lægges til grund, at anmodningen af [foråret 2022] alene er sendt som følge af en beklagelig fejl. Klagerens advokat har derudover gjort gældende, at hvis Udlændingestyrelsens efterfølgende anmodninger om overtagelse af klagerens medfølgende barn i stedet skal antages at udgøre revurderingsanmodninger, frem for nye anmodninger om overtagelse, bør klagerens asylsag behandles i Danmark, idet revurderingsanmodningerne er fremsat for sent. Advokaten har hertil henvist til EU-domstolens dom af 13. november 2018 i de forenede sager C-47/17 og C-48/18 (X og X mod Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie), hvor EU-domstolen blandt andet fastslog, at Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, skal fortolkes således, at en anmodning om revurdering ikke kan indgives efter udløbet af de ufravigelige frister i forordningens artikel 21, stk. 1. Derudover har advokaten henvist til, at Udlændingestyrelsens anmodning om revurdering er fremsat mere end to måneder efter Rumæniens seneste afslag på overtagelse af den medfølgende klager, hvorved svarfristen på tre uger i gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2, er sprunget. Klagerens advokat har endelig vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt Udlændingestyrelsen har overholdt fristerne i Dublinforordningens artikel 21. stk. 1, gjort gældende, at bestemmelsen i Dublinforordningens artikel 20, stk. 3, ikke, som anført af Udlændingestyrelsen, ændrer på, at fristen i forordningens artikel 21, stk. 1, er sprunget i forhold til klagerens datter. Flygtningenævnet bemærker, at det efter indholdet af de anmodninger, der er sendt mellem Udlændingestyrelsen og Rumænien, må lægges til grund, at klagerens medfølgende barn ikke var omfattet af Rumæniens accept af [vinteren 2021/22], og at Rumænien heller ikke [én uge senere] accepterede at overtage hende, men bad om dokumentation for, at hun var klagerens datter. Det må endelig efter indholdet af Rumæniens afgørelse af [én måned senere] lægges til grund, at Rumænien gav afslag på Udlændingestyrelsens anmodning af [den første anmodning] om overtagelse af klagerens datter. Det følger af gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2, at en medlemsstat, der mener, at det afslag, den har modtaget, hviler på en fejlagtig bedømmelse, eller når den har yderligere beviser at fremføre, kan anmode om en fornyet behandling af anmodningen. Denne mulighed skal udnyttes inden for tre uger efter modtagelsen af det negative svar. Først [i foråret] 2022 anmodede Udlændingestyrelsen, efter slægtskabet var fastslået ved en DNA-test, Rumænien om også at acceptere en overtagelse af datteren. Denne anmodning er fremsat mere end tre uger efter det negative svar fra Rumænien, jf. gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2, ligesom den også er fremsat efter udløbet af fristen i Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, der udløb [i vinteren 2021/22]. Det fremgår af Dublinforordningens artikel 20, stk. 3, at ved anvendelsen af forordningen betragtes den situation, som et mindreårigt barn, der ledsager ansøgeren, og som falder ind under definitionen af et familiemedlem, befinder sig i, som værende uløseligt forbundet med den situation, som den pågældendes familiemedlem befinder sig i, og ansvaret for denne situation påhviler den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse fra det pågældende familiemedlem, selv når den mindreårige ikke selv er ansøger, forudsat at det tjener den mindreåriges tarv bedst. Flygtningenævnet finder imidlertid, at denne bestemmelse, i en situation som den foreliggende, ikke kan føre til, at der skal ses bort fra fristoverskridelserne. Da der således ikke foreligger en rettidig accept af at modtage både klageren og hendes datter, finder Flygtningenævnet, at Danmark er ansvarlig for at behandle klagerens samt hendes medfølgende barns sag. Den omstændighed, at Rumænien [i foråret 2022] på trods af fristoverskridelsen har accepteret at overtage klagerens datter i medfør af Dublinforordningens artikel 10, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet skal hertil fremhæve præmisserne i EU-domstolens dom af 26. juli 2017 i sagen C-670/16 (Mengesteab mod Tyskland), under besvarelsen af det andet spørgsmål i den præjudicielle forelæggelse, hvoraf fremgår, at Dublinforordningens artikel 27, stk. 1, sammenholdt med præamblens punkt 19 skal fortolkes således, at udløbet af en frist fastsat i Dublinforordningen er uafhængig af, om den anmodede medlemsstat er rede til at overtage asylansøgeren. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren og hendes medfølgende barn ikke overføres til Rumænien.” Dub-Rumæ/2023/1.
Flygtningenævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen vedrørende en mand, der har indgivet en ansøgning om asyl i Kroatien. Flygtningenævnet forudsatte imidlertid, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Kroatien indhenter en garanti fra de kroatiske myndigheder om, at klagernes sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel fra Kroatien til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted. Sagen blev behandlet på af et samlet nævn på skriftligt grundlag. Sagen blev sambehandlet med Dub-kroa/2023/2.Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien. Efter en gennemgang af sagen udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i sommeren] 2022 har søgt om international beskyttelse i Kroatien og herefter udrejst af Kroatien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Det følger herefter af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, hvor der blev indgivet ansøgning om international beskyttelse, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Klageren har gjort gældende, at hans asylsag skal behandles i Danmark, idet han ikke har søgt om asyl i Kroatien, og idet Udlændingestyrelsen retmæssigt burde have anmodet Bulgarien i stedet for Kroatien om at overtage klageren, da klageren indrejste i medlemsstaternes område med et bulgarsk visum. Klageren har videre gjort gældende, at hans asylsag bør behandles i Danmark under henvisning til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien. Det forhold, at klageren har oplyst, at han ikke har indgivet en ansøgning om asyl i Kroatien, kan ikke føre til, at hans asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Eurodac-systemet, at klageren [i sommeren] 2022 fik optaget fingeraftryk og blev registreret som asylansøger i Kroatien. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af de kroatiske myndigheders accept af [sommeren] 2022, at klageren [i sommeren] 2022 udtrykte hensigt om at søge om asyl, men at han forsvandt, inden der blev indgivet en formel asylansøgning. Flygtningenævnet finder således, at det må lægges til grund, at klageren har søgt om asyl i Kroatien, uanset at der ikke blev indgivet en formel ansøgning. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det fremgår af sagen, at klageren i Kroatien fik optaget fingeraftryk og boede på et kroatisk asylcenter i omtrent én uge, inden han udrejste af landet. Flygtningenævnet finder således, at det må lægges til grund, at klageren har søgt om asyl i Kroatien, uanset at der ikke blev indgivet en formel ansøgning. Det anførte om, at Udlændingestyrelsen retmæssigt burde have anmodet Bulgarien om at overtage klageren, kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det følger af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, hvor der blev indgivet ansøgning om international beskyttelse, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Det er herefter Kroatien, der vil skulle afgøre, om Bulgarien skal overtage klageren. Som anført ovenfor accepterede Kroatien også med henvisning til Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at tilbagetage klageren. Det forhold, at Udlændingestyrelsen ikke har oplyst de kroatiske myndigheder om, hvad klageren har oplyst til styrelsen om at han angiveligt er indrejst i medlemsstaternes område gennem et bulgarsk visum, kan ikke føre til en ændret vurdering. Heller ikke det forhold, at en eventuel frist for overførsel fra Kroatien til Bulgarien er overskredet, kan føre til en ændret vurdering heraf. For så vidt angår modtageforholdene for asylansøgere i Kroatien finder Flygtningenævnet, at der ikke er grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtageforholdene i Kroatien, at en overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til AIDA’s ”Country Report: Croatia, 2021 Update”, udgivet i april 2022, side 79-102, som indeholder en beskrivelse af modtageforholdene i Kroatien. Af side 52 fremgår videre, at Dublin-returnees ikke oplever udfordringer ved adgangen til modtagecentrene, når disse ikke tidligere har fået afslag på asyl i Kroatien. For så vidt angår asylproceduren i Kroatien bemærker Flygtningenævnet, at denne ifølge de baggrundsoplysninger, som nævnet er i besiddelse af, er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i de seneste par år har truffet afgørelse i flere sager vedrørende Kroatiens praksis om at nægte adgang til asylproceduren gennem anvendelsen af push-back ved landets grænser samt myndighedernes brug af uforholdsmæssig magtanvendelse ved grænsen, herunder i dom af 18. november 2021 i sagen M.H. mfl. mod Kroatien (sagsnr. 15670/18 og 43115/18). Flygtningenævnet bemærker videre, at der fortsat verserer en række sager ved menneskerettighedsdomstolen, herunder S.B. mfl. mod Kroatien (sagsnr. 18810/19). Af de foreliggende baggrundsoplysninger kan der henvises til AIDA’s rapport, hvoraf blandt andet fremgår på side 24-25: “According to the Danish Refugee Council (DRC), 9,114 persons have been pushed back from Croatia to Bosnia and Herzegovina (BiH) in 2021, including vulnerable categories (UASC, families with children, women) out of which a significant number of individuals were subject to chain refoulement. […] The Ombudsperson for Children reported that 256 children were pushed back in 2021 according to data provided by the Border Violence Monitoring Network's. […] Families with children and unaccompanied children were returned without conducting an individual procedure, thus denying them the right to international protection, even though persons expressed their intention to seek asylum. The Centre for Peace Studies (CPS) also reported that push backs practices and denying access to asylum continued in 2021. 48 CPS reported that the practice of denying access to the asylum system and illegal expulsion along with the frequent use of violence are the most problematic aspects in relation to access to the international protection system. […]” Flygtningenævnet bemærker desuden, at klageren for sin advokat har forklaret, at han kort efter at have krydset grænsen fra Bosnien-Herzegovina til Kroatien blev stoppet af en politibil, hvorefter han blev kørt tilbage til grænsen til Bosnien-Herzegovina. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren blev udsat for push-back fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina, ligesom nævnet lægger til grund, at asylansøgere, der indrejser fra Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande til Kroatien med henblik på at søge asyl i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til landets asylprocedure. Spørgsmålet er herefter, om de samme forhold gør sig gældende for Dublin-returnees, herunder om klageren ved en overførsel fra Danmark til Kroatien som Dublin-returnee vil have adgang til en reel asylsagsbehandling. Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Temarapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublin-returnees”, udgivet i januar 2022, fremgår på side 4: ”CPS [Centre for Peace Studies] oplyser, at der har været rapporteret om, at nogle ansøgere, der er blevet Dublin-overført til Kroatien, har oplevet push-back til Bosnien-Herzegovina, selvom de ikke tidligere har haft et ophold der. CPS oplyser yderligere, at det er sikrest at informere en NGO i Kroatien om en kommende overførsel, således at denne kan monitorere, at vedkommende faktisk forbliver i Kroatien. CPS tilføjer, at situationen med push-backs er blevet bedre efter Lighthouse Reports i oktober 2021 udgav artikler om situationen i Kroatien. Det har i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport ikke været muligt at få disse oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet fra andre kilder.” Det fremgår endvidere af Swiss Refugee Councils tyske rapport ”Polizeigewalt in Bulgarien und Kroatien: Konsequenzen für Dublin-Überstellungen”, udgivet den 13. september 2022, at det ikke kan udelukkes, at Dublin-returnees, ligesom asylansøgere, der indrejser i Kroatien fra tredjelande, vil blive udsat for vold og push-back i strid med EMRK artikel 3. Flygtningehjælpen har i rapporten på baggrund heraf anmodet EU’s medlemsstater om at suspendere overførslen af asylansøgere til Kroatien. Det fremgår imidlertid af AIDA’s rapport på side 52: ”Applicants who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles to access the procedure for granting international protection in Croatia. However, those who had left Croatia before the end of procedure and therefore had their case suspended, have to re-apply for international procedure (if they wish) once they return to Croatia, and thereby re-enter their initial procedure, in line with Article 18(2) of the Dublin III Regulation.” Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport fremgår endvidere, at det kroatiske indenrigsministerium har oplyst, at Dublin-returnees ikke har problemer med adgang til asylsystemet eller modtageforhold. Flygtningenævnet bemærker derudover, at det af Freedom House’s rapport ”Freedom in the World 2023” udgivet i marts 2023, fremgår, at push-back sker i mindre omfang end tidligere. Videre bemærker Flygtningenævnet, at det ifølge DRC Dansk Flygtningehjælp udelukkende har været muligt at få oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet af én kilde, jf. ovenfor. Kroatien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggelse rettigheder. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere om en sådan beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Uanset de foreliggende oplysninger om push-back fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande finder Flygtningenævnet ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Kroatien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer, der har søgt og er blevet registreret som asylansøgere i Kroatien, og som bliver overført i henhold til Dublinforordningen. I forhold til den konkrete sag bemærkes også, at klageren som anført ovenfor [i sommeren] 2022 blev registreret som asylansøger og fik adgang til blandt andet indkvartering, ligesom det efter klagerens forklaring under oplysnings- og motivsamtalen også må lægges til grund, at han tre gange blev indkaldt til en asylsamtale. Kroatien har som nævnt også accepteret at tage klageren tilbage. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Herefter, og da der heller ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Efter de foreliggende oplysninger om, at der i et vist omfang sker push-backs fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande, og at det efter baggrundsoplysningerne ikke fuldstændig kan udelukkes, at det også gælder Dublin-returnees, forudsætter Flygtningenævnet imidlertid, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Kroatien indhenter en garanti fra de kroatiske myndigheder om, at klagerens sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel fra Kroatien til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted. Endelig forudsætter Flygtningenævnet, at en overførsel af klageren foranstaltes sammen med en overførsel af hans mor samt mindreårige søster, hvis sag er sambehandlet med denne, under hensyntagen til familiens enhed, såfremt parterne ikke udtrykker ønske om andet.” Dub-Kroa/2023/1/ehd
Flygtningenævnet stadfæstede i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar, der var indrejst ulovligt i Italien fra et tredjeland. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien sammenholdt med klagerens psykiske helbred. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i sommeren] 2022 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klagerens advokat har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, da hun må betragtes som særlig sårbar som følge af at have været udsat for voldtægt i Italien, ligesom hun er enlig kvinde, og da hun ved en overførsel til Italien vil være i risiko for behandling i strid med EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4 som følge af risikoen for, at hun ikke får adgang til passende modtageforhold, sammenholdt med risikoen for, at overførslen vil forværre hendes psykiske helbred som følge af hendes frygt for de mænd, som har voldtaget hende. Klagerens advokat har til støtte herfor oplyst, at klageren efter en eventuel overførsel til Italien vil skulle registreres som asylansøger, da hun ikke tidligere har søgt om asyl i landet, og at der er store vanskeligheder forbundet med dette. Indtil hun formelt registreres som asylansøger, vil hun hverken have adgang til indkvarterings- eller sundhedssystemet. Klagerens advokat har derudover oplyst, at de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold i Italien er mangelfulde, især for sårbare, og at de italienske myndigheder for flere måneder siden besluttede at suspendere Dublinoverførsler, som meddelt i circular letters af 5. og 7. december 2022, hvilket påviser, at klageren ved en overførsel til Italien risikerer at måtte henvises til et liv på gaden. De aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien er ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved henvises til AIDA, Country Report: Italy Update May 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at de italienske myndigheder foretager en reel asylsagsbehandling, selvom asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede. Nævnet har også lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstattede det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. De italienske myndigheder har ved circular letters af 5. og 7. december 2022 oplyst, at Italien suspenderer alle overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af pres på landets grænser og utilstrækkelige modtagefaciliteter og et deraf følgende behov for at omstrukturere disse. Som anført af Udlændingestyrelsen må det forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter, og nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for på nuværende tidspunkt at fastslå, at suspensionen er udtryk for generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene i Italien, eller at det vil være i strid med formålet bag Dublinforordningen, jf. herved navnlig præamblens pkt. 5, at træffe bestemmelse om overførsel af klageren til Italien. Nævnet er i den forbindelse opmærksom på den betydelige stigning i antallet af asylansøgere i Italien. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. Klagerens oplysninger om hendes helbredsmæssige og personlige situation, herunder at hun er en enlig kvinde, aktuelt modtager psykologbehandling, og at hun lider af angst og er traumatiseret efter et seksuelt overgreb begået mod hende af tre mænd under opholdet i Italien, kan ikke føre til en anden vurdering. Det fremgår af AIDA, Country Report: Italy Update May 2022, s. 143ff, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Selvom der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af, om en asylansøger kategoriseres som sårbar og har særlige modtagebehov, har sundhedsministeriet faste retningslinjer herom, og der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse personer indgår i en prioriteret asylproces. Nævnet finder herefter, at klageren i Italien vil have adgang til den nødvendige sundhedsbehandling. Nævnet finder således, at klageren vil have adgang til den nødvendige sundhedsbehandling i Italien. Det bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 32, stk. 1, at det med henblik på at sikre den nødvendige sundhedsbehandling i den ansvarlige medlemsstat, påhviler Danmark som overførende medlemsstat at sende den ansvarlige medlemsstat sundhedsoplysninger, inden en overførsel gennemføres, og at Italien herefter er forpligtet til at sikre, at der tages tilstrækkeligt hensyn til særlige behov, herunder behov for nødvendig sundhedsbehandling, som overførte asylsøgere måtte have. Det forudsættes derfor, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel videregiver relevante oplysninger herom til de italienske myndigheder, forudsat at klageren giver samtykke hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, stk. 2. Efter en overførsel til Italien kan klageren desuden rette henvendelse til det italienske politi med henblik på at foretage anmeldelse af det seksuelle overgreb, som hun var udsat for. Det italienske politi må således antages at have vilje og evne til at beskytte hende mod yderligere overgreb fra de personer, der deltog i overgrebet på hende. Heller ikke den omstændighed, at klagerens forlovede opholder sig i [et land tæt på til Danmark], og at klageren vil have bedre mulighed for at få besøg af sin forlovede under en behandling af asylansøgningen i Danmark, kan føre til en anden vurdering af sagen. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2023/2.
Flygtningenævnet stadfæstede i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar, der var indrejst ulovligt i Italien fra et tredjeland. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Klagernes advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien sammenholdt med klagernes helbredsforhold. Derudover henviste advokaten til, at klagernes børn og børnebørn har opholdstilladelse i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klagerne [i efteråret] 2022 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klagerne, jf. Dublinforordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i vinteren 2022/23] har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Klagernes advokat har gjort gældende, at klagernes asylsag skal behandles i Danmark, idet de må betragtes som særlig sårbare henset til deres alder samt fysiske og psykiske lidelser, og idet de ved en overførsel til Italien vil være i risiko for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel (EU-chartret) artikel 4 som følge af risikoen for, at de ikke får adgang til passende modtageforhold, sammenholdt med risikoen for, at overførslen vil forværre deres helbred. Klagernes advokat har til støtte herfor oplyst, at de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold i Italien er mangelfulde, især for sårbare, og at de italienske myndigheder for flere måneder siden besluttede at suspendere Dublinoverførsler, som meddelt i circular letters af 5. og 7. december 2022, hvilket fortsat er gældende, og hvilket påviser, at klagerne ved en overførsel til Italien risikerer at måtte henvises til et liv på gaden. De aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien er ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klagerne til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved henvises til AIDA, Country Report: Italy Update May 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at de italienske myndigheder foretager en reel asylsagsbehandling, selvom asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede. Nævnet har også lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstattede det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klagerne under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klagerne til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i EMRK artikel 3 eller EU-chartrets 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. De italienske myndigheder har ved circular letters af 5. og 7. december 2022 oplyst, at Italien suspenderer alle overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af pres på landets grænser og utilstrækkelige modtagefaciliteter og et deraf følgende behov for at omstrukturere disse. Som anført af Udlændingestyrelsen må det forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter, og nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for på nuværende tidspunkt at fastslå, at suspensionen er udtryk for generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene i Italien, eller at det vil være i strid med formålet bag Dublinforordningen, jf. herved navnlig præamblens pkt. 5, at træffe bestemmelse om overførsel af klagerne til Italien. Nævnet er i den forbindelse opmærksom på den betydelige stigning i antallet af asylansøgere i Italien. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klagerne til Italien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Den mandlige klager, der er født i [starten af 1960’erne], har om sin helbredsmæssige situation oplyst, at han har [en række sygdomme]. Den kvindelige klager, der er født i [midten af 1960’erne], har om sin helbredsmæssige situation oplyst, at hun lider af forhøjet blodtryk. Det fremgår af AIDA, Country Report: Italy Update May 2022, s. 143ff, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Selvom der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af, om en asylansøger kategoriseres som sårbar og har særlige modtagebehov, har sundhedsministeriet faste retningslinjer herom, og der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse personer indgår i en prioriteret asylproces. Nævnet finder herefter, at klagerne i Italien vil have adgang til den nødvendige sundhedsbehandling. Det bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 32, stk. 1, at det med henblik på at sikre den nødvendige sundhedsbehandling i den ansvarlige medlemsstat, påhviler Danmark som overførende medlemsstat at sende den ansvarlige medlemsstat sundhedsoplysninger, inden en overførsel gennemføres, og at Italien herefter er forpligtet til at sikre, at der tages tilstrækkeligt hensyn til særlige behov, herunder behov for nødvendig sundhedsbehandling, som overførte asylsøgere måtte have. Det forudsættes derfor, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel videregiver relevante oplysninger herom til de italienske myndigheder, forudsat at klagerne giver samtykke hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, stk. 2. Den omstændighed, at klagerne har tre børn, der er bosat i Danmark, kan ikke føre til en anden vurdering, idet børnene er voksne, ligesom der ikke foreligger et afhængighedsforhold som nævnt i Dublinforordningens artikel 16 mellem klagerne og børnene. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Ital/2023/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var indrejst ulovligt i Italien fra et tredjeland. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. DRC Dansk Flygtningehjælp og advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for sårbare asylansøgere i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2021 indrejste i Italien fra Tyrkiet, og at Danmark [i vinteren] 2021/22 har anmodet Italien om at overtage behandlingen af klagerens asylansøgning. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update May 2022, side 22ff. Det fremgår blandt andet af rapporten, at selvom asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAl-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: “In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAl system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz (application no. 29217/12). Flygtningenævnet lægger efter de modtagne lægelige oplysninger til grund, at klageren er diagnosticeret med [en psykisk diagnose], og at han har været indlagt og modtaget behandling herfor under sit ophold i Danmark. Det fremgår af de lægelige oplysninger bl.a., at klageren er meget urolig, forpint og plaget af [en psykisk diagnose]. Flygtningenævnet finder, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren er særligt sårbar som følge af hans psykiske problemer, og at klageren ved en overførsel til Italien ikke vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling fra de italienske myndigheder, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at det fremgår af AIDA, Country Report: Italy Update May 2022, side 143 ff., at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Det fremgår endvidere af rapporten, at selvom der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af, om en asylansøger kategoriseres som sårbar og har særlige modtagerbehov, har sundhedsministeriet fastsat retningslinjer herom. Af rapporten fremgår yderligere, at der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse sager behandles i en prioriteret asylproces. Dette fremgår tilsvarende af den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene, (application no. 46595/19), at der er sket forbedringer af modtagelses- og indkvarteringssystemet for alle asylansøgere i Italien, og at de asylansøgere, der vurderes særligt sårbare, prioriteres hurtigere overflytning fra modtagelsescentrene til SAI-systemet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren tidligere har modtaget psykiatrisk behandling i Italien, og at nævnet derfor lægger til grund, at de italienske myndigheder er bekendt med klagerens psykiatriske problemer. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Hjemrejsestyrelsen skal sikre sig, at den pågældende asylansøger bliver ydet pleje straks ved dennes ankomst til den ansvarlige medlemsstat. I denne henseende bemærkes, at Dublinforordningens artikel 31 og 32 pålægger den overførende medlemsstat at meddele den ansvarlige medlemsstat de oplysninger om asylansøgerens sundhedstilstand, som kan gøre det muligt for denne medlemsstat at yde den akutte lægebehandling, der er nødvendig for at beskytte vedkommendes vitale interesser. Der vises herunder til EU-domstolens dom af 16. februar 2017 i sagen C.K mfl. mod Slovenien (C-578/16 PPU), præmis 80-82. Flygtningenævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen tilrettelægger udsendelsen på en sådan måde, at ansøgeren under transport i nødvendigt omfang ledsages af formålstjenligt lægepersonale, som råder over det udstyr, de ressourcer og den medicin, som er nødvendige, for at forhindre enhver forværring af dennes sundhedstilstand, og at de italienske myndigheder underrettes som anført ovenfor. Flygtningenævnet finder herefter, at disse forholdsregler er tilstrækkelige til at udelukke reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, herunder en væsentlig forværring af hans tilstand, i tilfælde af overførsel af den pågældende asylansøger til Italien. For så vidt angår det anførte angående klagerens udrejse af Italien, hvilket skyldtes trusler modtaget af personer tilknyttet menneskesmuglere i Italien, finder Flygtningenævnet heller ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i forlængelse heraf, at klageren må henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse, som må antages at have vilje og evne til at beskytte klageren, såfremt klageren stadig skulle frygte at blive opsøgt af de på gældende personer. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2022/27/ehd
Nævnet omgjorde i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren er særligt sårbar som følge af hendes graviditet, og at hun ved overførsel til Polen risikerer behandling i strid med EMRK artikel 3. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret 2022] har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Polen, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Polen som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Polen har i overensstemmelse hermed [i efteråret 2022] accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. Klagerens advokat har i sit indlæg gjort gældende, at klagerens sag bør behandles i Danmark, idet klageren som særligt sårbar som følge af hendes graviditet ved en overførsel til Polen risikerer behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders (EU-chartret) artikel 4 som følge af risikoen for, at hun ikke vil få adgang til passende modtagefaciliteter, og da der er mangler ved den polske asylprocedure. Advokaten har til støtte herfor oplyst, at det polske asylsystem i en længere periode har været overbelastet af det meget høje indrejsetal som følge af konflikten i Ukraine, og at dette påvirker både adgangen til asylproceduren, længden af asylproceduren og adgangen til passende modtagefaciliteter, herunder adgangen til social- og sundhedsfaglig støtte og behandling. Klagerens advokat har derudover gjort gældende, at klagerens sag bør behandles i Danmark, idet klageren har sin ægtefælle i Danmark, som er dansk statsborger, og at klageren er gravid og har termin til [sommer 2023]. For så vidt angår det påberåbte om modtageforholdene i Polen finder Flygtningenævnet, at disse ikke er til hinder for en overførsel. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA’s rapport ”Seeking refuge in Poland: A fact-finding report on access to asylum and reception conditions for asylum seekers”, udgivet den 7. april 2023, side 24-25, hvoraf fremgår: ”Overcrowding does not appear to be an issue. […] Overall, although some specific aspects could be improved – particularly regarding the provision of more efficient inclusion programmes and better access to medical and psychological services –, reception conditions in Poland appear to have improved in recent years and do not represent a major cause for concern in the country. The centres do not operate at full capacity and many asylum seekers choose to live in the community instead of the centres while receiving financial support. The Polish Supreme Administrative Court has not recently received cases on reception conditions.” For så vidt angår det påberåbte om, at klageren har sin ægtefælle i Danmark, skal Flygtningenævnet bemærke, at Dublinforordningens artikel 10 ikke finder anvendelse i nærværende sag, idet pågældende bestemmelse vedrører asylansøgere, som har familiemedlemmer, der har fået tilladelse til at opholde sig som en person med international beskyttelse i en medlemsstat. Klagerens ægtefælle er dansk statsborger, og forholdet mellem klageren og hendes ægtefælle falder således uden for anvendelsesområdet for forordningens artikel 10. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Polen, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder, uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til præamblens punkt 17, hvori anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har sin ægtefælle i Danmark, og at der eksisterer et familieliv mellem dem. Familielivet blev etableret uden for medlemsstaternes område og forud for, at klageren indrejste og søgte asyl i Polen. Klageren og ægtefællen har opretholdt familielivet i Danmark, hvor de bor sammen. Klageren er gravid med termin i [sommeren 2023] og barnet vil være dansk statsborger fra fødslen som følge af faderens forhold. Flygtningenævnet bemærker desuden, at de polske myndigheder [efteråret 2022] har anmodet Udlændingestyrelsen om at realitetsbehandle klagerens sag under henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, idet en overførsel af klageren vil medføre et brud på familielivet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at fravige hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III. Flygtningenævnet finder således grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse med henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl bør behandles i Danmark.”. Dub-Pol/2023/12/yars
Nævnet omgjorde i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Italien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at de må betragtes som særligt sårbare personer som følge af deres fysiske og psykiske helbredsforhold, og at de ved en overførsel til Italien vil være i risiko for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders (EU-chartret) artikel 4 som følge af risikoen for, at de ikke vil få adgang til passende modtageforhold, sammenholdt med risikoen for, at overførslen vil forværre deres fysiske og psykiske helbred. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klagerne var i besiddelse af et gyldigt visum til Italien, da de indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klagerne, jf. Dublinforordningens artikel 12, stk. 2, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [vinteren 2022] har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Klagernes advokat har gjort gældende, at klagernes asylsag skal behandles i Danmark, da de må betragtes som særligt sårbare personer som følge af deres fysiske og psykiske helbredsforhold, og da de ved en overførsel til Italien vil være i risiko for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders (EU-chartret) artikel 4 som følge af risikoen for, at de ikke vil få adgang til passende modtageforhold, sammenholdt med risikoen for, at overførslen vil forværre deres fysiske og psykiske helbred. Klagernes advokat har til støtte herfor oplyst, at klagerne efter en eventuel overførsel til Italien vil skulle registreres som asylansøger, da de ikke tidligere har søgt om asyl i landet, og at der er store vanskeligheder forbundet med dette. Indtil de formelt registreres som asylansøger, vil de hverken have adgang til indkvarterings- eller sundhedssystemet. Klagernes advokat har derudover oplyst, at de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold i Italien er mangelfulde, især for sårbare, og at de italienske myndigheder for flere måneder siden besluttede at suspendere Dublinoverførsler, som meddelt i circular letters af 5. og 7. december 2022, hvilket påviser, at klagerne ved en overførsel til Italien risikerer at måtte henvises til et liv på gaden. Klagernes advokat har videre oplyst, at den mandlige klager er torturoffer, at han lider af psykiske problemer, som han får behandling for, at han har [fysiske problemer], og at han efter sin indrejse i Danmark fik en [diagnose for en fysisk lidelse]. For så vidt angår den kvindelige klager har advokaten oplyst, at hun er blevet opereret for [diagnose for en fysisk lidelse] i, at hun for tiden er i [behandling], og at hun har psykiske problemer som følge af familiens traumer i hjemlandet. De aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien er ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klagerne til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved henvises til AIDA, Country Report: Italy Update May 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at de italienske myndigheder foretager en reel asylsagsbehandling, selvom asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede. Nævnet har også lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstattede det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klagerne under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klagerne til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. De italienske myndigheder har ved circular letters af 5. og 7. december 2022 oplyst, at Italien suspenderer alle overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af pres på landets grænser og utilstrækkelige modtagefaciliteter og et deraf følgende behov for at omstrukturere disse. Som anført af Udlændingestyrelsen må det forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter, og nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for på nuværende tidspunkt at fastslå, at suspensionen er udtryk for generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene i Italien, eller at det vil være i strid med formålet bag Dublinforordningen, jf. herved navnlig præamblens pkt. 5, at træffe bestemmelse om overførsel af klagerne til Italien. Nævnet er i den forbindelse opmærksom på den betydelige stigning i antallet af asylansøgere i Italien. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klagerne til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Klagernes forhold skal herefter vurderes i lyset af adgangen til sundhedsbehandling for asylansøgere i Italien. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af AIDA, Country Report: Italy Update May 2022, s. 143ff, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Selvom der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af, om en asylansøgere kategoriseres som sårbar og har særlige modtagebehov, har sundhedsministeriet faste retningslinjer herom, og der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse personer indgår i en prioriteret asylproces. Det bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 32, stk. 1, at det med henblik på at sikre den nødvendige sundhedsbehandling i den ansvarlige medlemsstat, påhviler Danmark som overførende medlemsstat at sende den ansvarlige medlemsstat sundhedsoplysninger, inden en overførsel gennemføres, og at Italien herefter er forpligtet til at sikre, at der tages tilstrækkeligt hensyn til særlige behov, herunder behov for nødvendig sundhedsbehandling, som overførte asylansøgere måtte have. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke er grund til at antage, at en overførsel af sårbare asylansøgere til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Italien, der skal behandle klagernes ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder, uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at klagerne må betragtes som særligt sårbare. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at klagerne har omfattende og alvorlige helbredsproblemer, herunder blandt andet at den mandlige klager har haft en [diagnose for en fysisk lidelse] og har udtalte [udfordringer i den forbindelse], som han er i behandling for, og at den kvindelige klager efter en operation i [vinteren 2023] for [diagnose for en fysisk lidelse] på nuværende tidspunkt modtager behandling i relation hertil. Flygtningenævnet finder således, at der foreligger sådanne helbredsmæssige oplysninger om familiens situation, at der er grundlag for at antage, at en overførsel af klagerne vil indebære en reel og påvist risiko for en betydelig og uoprettelig forværring af deres sundhedstilstand. Flygtningenævnet finder derfor, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der er grundlag for at fravige hovedprincippet i Dublinforordningen, og Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse med henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. udlændingelovens § 48, a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerne og deres børns ansøgning om asyl behandles i Danmark.” Dub-Ital/2023/12/Yars
Nævnet omgjorde i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Soma/2022/48. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:Klagerens mor tilhører [klan], og hendes far tilhører [klan]. Klageren er født i [afrikansk land] og er ikke-troende. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2013, og at hun [i sommeren] 2013 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2. [I efteråret] 2021 forlængede Udlændingestyrelsen klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Klageren har [i efteråret] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen har på den baggrund for Flygtningenævnet alene angået spørgsmålet om statusvalg. Klageren har til støtte for sin påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, oplyst, at hun frygter at blive dræbt af sin far, fordi hendes mor har fortalt ham, at klageren har haft sex uden for ægteskabet. Hendes mor har i den forbindelse fortalt ham, at der findes en video af klageren, som har sex med en tidligere kæreste, hvilket hendes brødre i Somalia også er blevet gjort bekendt med. Klageren har videre oplyst, at hun frygter at blive omskåret. Hun har i den forbindelse oplyst, at hendes mor ønsker, at hun skal blive omskåret, fordi hun derved vil blive anset for igen at være jomfru. Flygtningenævnet lægger i det hele klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren under sin opvækst i Danmark efter sin indrejse som [8-11 år] har haft en skolegang og socialt liv med venner, som på adskillige punkter har adskilt sig fra gældende religiøse, kulturelle og sociale normer for, hvorledes en somalisk pige/kvinde skal opføre sig, herunder med hensyn til fester, alkohol og seksualitet. Det lægges videre til grund, at hendes mor som følge heraf blev isoleret i sin somaliske omgangskreds i Danmark, og derfor valgte at rejse tilbage til Somalia. Endelig lægges det til grund, at hendes far og brødre i Somalia har påtalt hendes vestlige livsstil med hensyn til hendes påklædning og sociale adfærd, og hvorunder de er blevet bekendt med, at hun har haft seksuel aktivitet uden for ægteskab, herunder at der findes en video af klageren, som er optaget i forbindelse med, at hun havde sex med en kæreste. Efter klagerens forklaring lægges det videre til grund, at hun har en velbegrundet frygt for at blive omskåret ved en udsendelse til Somalia. Hun har herved henvist til, at hendes mor – som nu opholder sig i Somalia, og som har kontakt til hendes far og brødre – vil presse hende til at blive omskåret for at skjule, at hun ikke længere er jomfru. Ved vurderingen af, om klageren – som nu er [19-21 år] – konkret vil være i risiko for at blive tvangsmæssigt omskåret i Somalia, må der i første række lægges vægt på, at Somalia er det land i verden, hvor flest kvinder procentuelt er omskåret (98 %). Det må derfor lægges til grund, at klageren for en generel betragtning vil være i risiko for at blive tvangsmæssigt omskåret som følge af et socialt, kulturelt og/eller religiøst pres fra omgivelsernes side. Selv om klageren nu er [19-21 år], må det tages i betragtning, at klageren ved en udsendelse til Somalia ikke har noget mandligt netværk i Somalia, som vil kunne støtte hende i forhold til at modstå dette pres. Der må i den forbindelse lægges vægt på, at de mandlige familiemedlemmer, som klageren har i Somalia, herunder hendes far og brødre, ikke vil yde hende beskyttelse mod at blive omskåret. Der vil efter deres holdning til hendes brud på normer for kulturel og social adfærd for kvinder i Somalia tværtimod være en risiko for, at de vil tage initiativ til, at hun bliver omskåret. Der lægges i samme forbindelse vægt på, at klagerens mor i Somalia har tilkendegivet at vil presse hende til at blive omskåret for at skjule, at hun har været seksuel aktiv uden for ægteskab. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at klageren ved en udsendelse til Somalia ikke vil være i stand til at modsætte sig et pres fra omgivelserne i forhold til tvangsomskæring. Flygtningenævnet finder således, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, da det er sandsynliggjort, at hun ved en udsendelse til Somalia vil være i en konkret risiko for at blive tvangsomskåret. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Soma/2022/49/eeb
Nævnet omgjorde i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Soma/2022/49. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Klagerens mor tilhører [klan], og hendes far tilhører [klan]. Klageren er født i [afrikansk land] og er ikke-troende muslim. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2013, og at hun [i sommeren] 2013 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2. [I efteråret] 2021 forlængede Udlændingestyrelsen klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Klageren har [i efteråret] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen har på den baggrund for Flygtningenævnet alene angået spørgsmålet om statusvalg. Klageren har til støtte for sin påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, oplyst, at hun frygter at blive dræbt af sin far, fordi hun har afvist et arrangeret tvangsægteskab. Klageren har videre oplyst, at hun frygter, at hendes far vil dræbe hende, idet hendes mor har fortalt ham, at klageren har haft sex uden for ægteskabet. Klageren har videre oplyst, at hun frygter at blive omskåret. Hun har i den forbindelse oplyst, at hendes mor ønsker, at hun skal blive omskåret, fordi hun derved vil blive anset for igen at være jomfru. Flygtningenævnet lægger i det hele klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren under sin opvækst i Danmark efter sin indrejse som [8-11 år] har haft en skolegang og socialt liv med venner, som på adskillige punkter har adskilt sig fra gældende religiøse, kulturelle og sociale normer for, hvorledes en somalisk pige/kvinde skal opføre sig, herunder med hensyn til fester, alkohol og seksualitet. Det lægges videre til grund, at hendes mor som følge heraf blev isoleret i sin somaliske omgangskreds i Danmark, og derfor valgte at rejse tilbage til Somalia. Endelig lægges det til grund, at hendes far og brødre i Somalia har påtalt hendes vestlige livsstil med hensyn til hendes påklædning og sociale adfærd, og hvorunder de er blevet bekendt med, at hun har haft seksuel aktivitet uden for ægteskab. Efter klagerens forklaring lægges det videre til grund, at hun har en velbegrundet frygt for at blive omskåret ved en udsendelse til Somalia. Hun har herved henvist til, at hendes mor - som nu opholder sig i Somalia, og som har kontakt til hendes far og brødre - vil presse hende til at blive omskåret for at skjule, at hun ikke længere er jomfru. Endelig lægges det efter klagerens forklaring til grund, at hendes far har truet med at slå hende ihjel, fordi hun har afvist et tvangsægteskab i Somalia, som hendes far havde arrangeret. Ved vurderingen af, om klageren - som nu er [19-21 år] - konkret vil være i risiko for at blive tvangsmæssigt omskåret i Somalia, må der i første række lægges vægt på, at Somalia er det land i verden, hvor flest kvinder procentuelt er omskåret (98 %). Det må derfor lægges til grund, at klageren for en generel betragtning vil være i risiko for at blive tvangsmæssigt omskåret som følge af et socialt, kulturelt og/eller religiøst pres fra omgivelsernes side. Selv om klageren nu er [19-21 år], må det tages i betragtning, at klageren ved en udsendelse til Somalia ikke har noget mandligt netværk i Somalia, som vil kunne støtte hende i forhold til at modstå dette pres. Der må i den forbindelse lægges vægt på, at de mandlige familiemedlemmer, som klageren har i Somalia, herunder hendes far og brødre, ikke vil yde hende beskyttelse mod at blive omskåret. Der vil efter deres holdning til hendes brud på normer for kulturel og social adfærd for kvinder i Somalia tværtimod være en risiko for, at de vil tage initiativ til, at hun bliver omskåret. Der lægges i samme forbindelse vægt på, at klagerens mor i Somalia har tilkendegivet at ville presse hende til at blive omskåret for at skjule, at hun har været seksuelt aktiv uden for ægteskab. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at klageren ved en udsendelse til Somalia ikke vil være i stand til at modsætte sig et pres fra omgivelserne i forhold til tvangsomskæring. Flygtningenævnet finder således, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, da det er sandsynliggjort, at hun ved en udsendelse til Somalia vil være i en konkret risiko for at blive tvangsomskåret. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2022/48/eeb
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og [religiøs overbevisning] fra [by], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forbindelse med genoptagelsessagen fortsat henvist til, at [an-søgeren] frygter at blive slået ihjel af de ugandiske myndigheder eller lokalbefolkningen i Uganda som følge af [ansøgerens] seksualitet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin homoseksualitet til grund. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for de divergenser og udbyggende forklaringer, som er anført i Flygtnin-genævnets afgørelse af [sommeren 2016] om [ansøgerens] tidligere [personer af samme køn som ansøgeren] sexpartnere, om det angivelige overfald i forbindelse med fødselsdagsfesten for [ansøge-rens] angivelige kæreste [A] i [vinteren 2015/2016], og om [ansøgerens] forhold i øvrigt til [A]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet under genoptagel-sessagen på meget centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom forklaringen fremstår afgli-dende, upræcis, usikker, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår [ansøgerens] forhold til [ansøgerens] angive-lige kæreste [A] i Uganda begyndte. For Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet [i somme-ren 2016] har ansøgeren forklaret, at [ansøgeren] blev gift med sin [ægtefælle] i Uganda i [2000-2002], og at [ansøgeren] i [2004-2006] mødte [A], som ansøgeren havde et forhold til i 10 år sidelø-bende med sit ægteskab med ansøgerens [ægtefælle], indtil ansøgeren udrejste af Uganda. For Flygtningenævnet under genoptagelsessagen har ansøgeren forklaret, at [ansøgeren] havde mødt [A] før, ansøgeren blev gift med sin [ægtefælle], og at [ansøgeren] var i et forhold til [A] under hele ansøgerens ægteskab med sin [ægtefælle]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøge-ren har forklaret divergerende om de børn, [ansøgeren] har. For Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at [ansøgeren] har fire børn med sin [ægtefælle] i Uganda. For landsretten i forbindelse med dommen af [vinteren 2021/2022] har ansøgeren forklaret, at [ansøgeren] har 6 børn i Uganda, herunder to adoptivbørn. For Flygtningenævnet under genoptagelsessagen har ansøgeren forklaret, at [ansøgeren] har et barn med [ansøgerens] første [person af modsat køn end ansøgeren] kæreste i Uganda, og at [ansøgeren] har tre børn med sin [ægtefælle]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om de to kæresteforhold med [personer af samme køn som ansø-geren], som [ansøgeren] angiveligt har haft i Danmark, og om [ansøgerens] deltagelse i møder i LGBT+-miljøet fremstår upræcis, usikker og afglidende. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren kun i meget vage vendinger har kunnet beskrive de to angivelige [personer af sam-me køn som ansøgeren] kærester og [ansøgerens] forhold til dem og om de møder, [ansøgeren] del-tog i i LGBT+ miljøet. Ansøgeren har herunder ikke kunnet oplyse efternavnene på de to angivelige [personer af samme køn som ansøgeren] kærester i Danmark, ligesom [ansøgeren] ikke har kunnet oplyse, hvor de to angivelige kærester nærmere boede eller opholdt sig og om [ansøgerens] forhold til dem, ligesom [ansøgeren] ikke har kunnet beskrive de venner, som ansøgeren har oplyst, at [ansø-geren] og [ansøgerens] kærester var sammen med, og hvor de mødtes. Ansøgeren har endvidere ikke kunnet forklare nærmere om møderne i LGBT+-miljøet, som [ansøgeren] deltog i, herunder om hvor de fandt sted. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsyn-liggjort, at [ansøgeren] ved tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at ændre Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren 2016].” ugan/2023/1/anfi
Nævnet omgjorde i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Syri/2023/20/sme og Syri/2023/21/sme. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og muslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politi-ske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrel-sen meddelte [i vinteren 2015/2016] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag blev klageren meddelt opholdstilladelse som medføl-gende barn til sine forældre med henvisning til krigen og de generelle forhold i Syrien. Udlændinge-styrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grund-laget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbin-delse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hun frygter at blive fængslet og udsat for tortur. For Flygtningenævnet har klageren som asylmotiv henvist til, jf. advokatens indlæg, at hun risikerer asylbegrundende forfølgelse som følge af, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være enlig kvinde uden netværk, subsidiært at hun risikerer overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3. Flygtningenævnet finder, at inddragelse af kla-gerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet et sådant indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. EMRKs artikel 8, ikke står i et rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Flygtningenævnet har i forbindelse med proportionalitetsvurde-ringen lagt til grund og vægt på, at klageren er hjemmeboende hos sine forældre, som hun på grund af sine meget betydelige [udfordringer] er helt afhængig af, ligesom hun på grund af klagerens for-ældres ligeledes svækkede tilstand tillige er afhængig af sin søster, [søsterens navn]. Flygtninge-nævnet lægger efter sagens oplysninger til grund, at klageren, der på grund af sine helbredsmæssige forhold ikke har været i stand til at afgive forklaring i forbindelse med Flygtningenævnets behand-ling af sagen, er diagnosticeret med blandt andet [diagnose I] og [diagnose II] samt beskrevet med [diagnose III]. Klageren er af psykiatrisk speciallæge beskrevet som hjælpeløs og ude af stand til nogen sinde at ville kunne bo for sig selv, idet hun stort set har behov for døgndækning, som der er i hendes hjem. I 2022 er klageren således tilkendt førtidspension. Flygtningenævnet finder, at der på denne baggrund består et sådant afhængighedsforhold mellem klageren og klagerens forældre og ene søster, at de må anses at udøve familieliv i EMRKs artikel 8´s forstand. Under hensyn til, at klagerens forældre ved afgørelse d.d. meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 8, stk. 2, og da Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun er i risiko for asylbegrundede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 8, stk. 1, meddeles klageren herefter ligeledes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2. Flygtningenævnet ændrer derfor Ud-lændingestyrelsens afgørelse af 17. september 2021, således at klageren (fortsat) har opholdstilladel-se efter udlændingelovens § 8, stk. 2.” Syri/2023/22/sme
Nævnet omgjorde i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Syri/2023/20/sme og Syri/2023/22/sme. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændinge-styrelsen meddelte [i vinteren 2015/2016] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag blev klageren meddelt opholdstilladelse som medfølgende barn til sine forældre med henvisning til krigen og de generelle forhold i Syrien. Ud-lændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholds-tilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter at blive indkaldt til værnepligt i den kurdiske hær, samt at hun ikke har et hus i Syrien. For Flygtningenævnet har klage-ren som asylmotiv henvist til, jf. advokatens indlæg, at hun risikerer asylbegrundende forfølgelse som følge af, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være enlig kvinde uden netværk, subsidiært at hun risikerer overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) arti-kel 3. Flygtningenævnet finder, at inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet et sådant indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. EMRKs artikel 8, ikke står i et rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Flygtninge-nævnet har i forbindelse med den proportionalitetsvurdering, der skal foretages, lagt til grund og vægt på, at der på grund af klagerens forældres svækkede tilstand i kombination med klagerens sø-sters meget betydelige [udfordringer], jf. de sambehandlede sager, består et sådant afhængigheds-forhold mellem dem og klageren, at de må anses for i realiteten at udøve familieliv i EMRKs artikel 8´s forstand. Flygtningenævnet har i denne forbindelse også lagt vægt klagerens alder og den om-stændighed, at hun har tilbragt en ikke ubetydelig del af sine formative år i Danmark samt de i øv-rigt foreliggende oplysninger om klagerens sproglige, uddannelsesmæssige og jobmæssige tilknyt-ning til Danmark. Under hensyn til, at klagerens forældre og søster ved afgørelser d.d. meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 8, stk. 2., og da Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun er i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af ud-lændingelovens § 8, stk. 1, meddeles klageren herefter ligeledes opholdstilladelse efter udlændinge-lovens § 8, stk. 2. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021, således at klageren (fortsat) har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2.” Sy-ri/2023/21/sme
Nævnet omgjorde i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholds-tilladelse vedrørende et ægtepar fra Syrien, således at de pågældende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Syri/2023/21/sme og Syri/2023/22/sme. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Klagerne er etniske kurdere og sunnimuslimer fra [by A], Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Udlæn-dingestyrelsen meddelte [i vinteren 2015/2016] klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. 7, stk. 2. Klagerne har som asylmotiv i deres oprindelige asylsag henvist til krigen og de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at ind-drage klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingesty-relsen har vurderet, at grundlaget for klagernes opholdstilladelse ikke længere er til stede. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til den generelle sikkerhedssituation og kamphandlingerne i Syrien. Klageren har videre henvist til, at han frygter, at hans sønner vil blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har endvidere henvist til, at han og hans ægtefælle ikke kan klare sig selv, og at de ikke kan skaffe og betale for hans ægtefælles medicin. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til den generelle sikkerhedssituation og kamphandlingerne i Syrien. Klageren har videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel, idet hun ikke længere har hus, jord eller familie i Syrien. For Flygtninge-nævnet har begge klagere som asylmotiv henvist til, jf. advokatens skriftlige indlæg, at de ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse som følge af, at deres sønner er i den militærpligtige alder, og at de er familiemedlemmer til personer, som har unddraget sig militærtjene-ste. De har derfor påberåbt sig konventionsstatus efter udlændingelovens § 8, stk. 2. I anden række har klagere begge henvist til, at de ved tilbagevenden risikerer at lide overgreb omfattet af Den Eu-ropæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, og de har således subsidiært påberåbt sig beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 8, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, det Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen af [efteråret] 2021, at hverken de generelle forhold i Syrien eller i den forbindelse Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRKs artikel 8, er til hinder for inddragelse af klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2. Flygtninge-nævnet lægger efter sagens oplysninger til grund, at klagernes tre sønner ved de seneste afgørelser i deres sager hver især har fået forlænget deres opholdstilladelser (efter udlændingelovens § 8, stk. 2), idet grundlaget for deres tilladelser fortsat er til stede samt med henvisning til, at de hver især er en syrisk mand i den militærpligtige alder. Under hensyn hertil og til sagens oplysninger om omstæn-dighederne i forbindelse med klagernes udrejse fra Syrien sammenholdt med de foreliggende bag-grundoplysninger, herunder om vilkårlige overgreb begået af de syriske myndigheder over for retur-nees, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at det ikke med den fornødne sikkerhed kan udelukkes, at klagerne ved en tilbagevenden til Syrien er i reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 8, stk. 2. Efter denne sags omstændigheder kan det ikke føre Flygtningenævnet til en anden vurdering, hvis det må lægges til grund, at ingen af klagernes sønner kan anses at være profilerede i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingesty-relsens afgørelse af [efteråret] 2021, således at klagerne (fortsat) har opholdstilladelse efter udlæn-dingelovens § 8, stk. 2.”Syri/2023/20/sme
Nævnet omgjorde i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om genoptaget nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:"Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2014 klageren opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Afgørelsen blev stadfæstet af Flygtningenævnet [i foråret] 2021. [I vinteren] 2022 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, fordi han har forladt landet, er blevet genindkaldt til militæret og har hjulpet sin søn med at undslippe sin værnepligt. Han har til støtte herfor oplyst, at han blev genindkaldt i begyndelsen af krigen omkring 2012. Han blev opsøgt på sin bopæl af nogle [arbejds]kollegaer på vegne af regimet. Han blev ikke reelt genindkaldt, da han var for gammel, men han blev bedt om at støtte regimet. Han er kun blevet opsøgt den ene gang. Han kender en, der er blevet anholdt for at forlade landet. Klageren er udrejst illegalt. DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren i forbindelse med anmodningen om genoptagelse henvist til, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for forfølgelse som følge af eksponering på [et udenlandsk medie]. Til støtte herfor har DRC Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren oplyst, at klageren i [efteråret] 2021 har deltaget i [et antal] interviews på [udenlandske medier], hvor han gentagende gange udtalte sig negativt om de syriske myndigheder. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen og efter de foreliggende baggrundsoplysninger og i overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Rif Damaskus. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke længere er grundlag for opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling, om klageren har sandsynliggjort, at han på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klageren fremgår med navn og billede i [et udenlandske medie] [fra efteråret] 2021 og [i et udenlandsk medie] [fra efteråret] 2021. Klageren udtaler sig i den sidstnævnte udsendelse kritisk om den syriske regering, idet han blandt henviser til, at Syrien regeres af en kriminel præsident og en kriminel regering, som han betegner som mordere, menneskeslagtere, som ved tyranni og undertrykkelse har fået folk til at flygte. Klagerens eksponering i medierne indebærer en risiko for, at klageren også er eksponeret i forhold til de syriske myndigheder som værende modstander af det syriske styre. Klagerens søn, som udrejste af Syrien som [12-15] årig, er nu [over 18] år og dermed omfattet af værnepligten i Syrien. Han ønsker ikke at tilslutte sig militæret i Syrien og har af den grund fået asyl i Danmark. Ved vurderingen af, hvilken betydning det forhold, at klagerens søns således har unddraget sig militærtjeneste i Syrien, har for klageren som familiemedlem, er Flygtningenævnet opmærksom på, at baggrundsoplysningerne herom er divergerende. På baggrund af sønnens forhold, herunder at han ikke er profileret i forhold til de syriske myndigheder, finder Flygtningenævnet ikke, at sønnens forhold i sig selv kan indebære, at klageren kan anses for at risikere individuel og konkret forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet finder ved en kumulativ vurdering af klagerens forhold, at hans situation som familiemedlem til en militærunddrager kan indgå med nogen vægt. Flygtningenævnet lægger dog særligt vægt på klagerens eksponering i medierne. Ud fra et forsigtighedsprincip må det på den angivne baggrund lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som følge af forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2022/33/MMAD
Flygtningenævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Nævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra en forstad, […], til Damaskus, Syrien. Den mandlige klager har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hans familie bliver slået ihjel som følge af krigen. Den mandlige klager frygter endvidere, at han vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han er udeblevet fra genindkaldelse til militæret. Han har deltaget i demonstrationer, været tilbageholdt tre gange, og hver gang undergivet tortur. Endvidere har han nu to svigersønner, som er deserteret henholdsvis udeblevet fra militæret. Den kvindelige klager har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel som følge af krigen, samt at den mandlige klager vil blive tvangsrekrutteret til det syriske militær og straffet som følge af, at han er udrejst af Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at klagerne såvel hver især som sammenholdt har afgivet divergerende forklaringer om alle centrale dele af asylmotivet, og det i så massivt et omfang, at dette ikke kan forklares. Flygtningenævnet bemærker særskilt, at det er en manifest urigtig forklaring, at den mandlige klager – endog efter datterens og svigersønnens indrejse i Danmark – har forklaret, at svigersønnen er bortført, og at ingen ved, hvor han befinder sig. Der er således intet grundlag for at antage, at den mandlige klager har deltaget i demonstrationer, været tilbageholdt af myndighederne, eller været genindkaldt til militæret. Klagerne må således anses for at have været en almindelig upolitisk familie, boende i et kvarter i Damaskus. Flygtningenævnet finder, at det må lægges til grund, at klagerne er sunni-muslimer, at den mandlige klagers far stammer fra […], og at familien er udrejst illegalt. Det må videre lægges til grund, at familien er blevet eksponeret i forhold til de syriske myndigheder som følge af artiklen i Berlingske, ligesom der er en risiko for, at familien vil blive eksponeret gennem den arabiske fjernsynsstation, Al-Arabiya. Uanset at den mandlige klager ikke har været politisk aktiv, vil han på grund af avisartiklen for de syriske myndigheder fremstå som værende modstander af det syriske styre. Med den angivne baggrund og eksponering må det lægges til grund, at i hvert fald den mandlige klager vil blive tilbageholdt og afhørt nærmere om sin baggrund og eventuelle aktiviteter ved en tilbagevenden til Syrien. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer m.v., finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at den mandlige klager ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som følge af, at de syriske myndigheder anser ham for politisk aktiv og modstander af styret (imputed political opinion). Flygtningenævnet kan i den forbindelse ikke lægge vægt på eventuelle garantier vedrørende indrejsen fra de syriske myndigheder. Flygtningenævnet meddeler derfor klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/33/EMU
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Irak. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunnimuslimer af trosretning. Begge ansøgere er født i [by A], Irak. Den mandlige ansøger er opvokset i [by B] og derefter [by A]. Efter indgåelse af ægteskabet i 1993 boede parret sammen i [by B] indtil omkring 2005 eller 2006, hvorefter de flyttede først til [by A] og derefter til [by C]. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat samt grupperingen Hashed al-Shaabu, fordi den mandlige ansøger har arbejdet for det amerikanske militær i Irak. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøger i 2005 begyndte at arbejde for det amerikanske militær i [by B]. Han stoppede med at arbejde for amerikanerne, fordi Islamisk Stat truede den kvindelige ansøger med at slå familien ihjel, hvis den mandlige ansøger fortsatte arbejdet. Den kvindelige ansøger oply-ser, at maskerede personer fra Islamisk Stat to gange opsøgte og ledte efter den mandlige ansøger på deres bopæl, truede familien på livet og udsatte den kvindelige ansøger for fysiske overgreb. Efter-følgende modtog den kvindelige ansøger også et trusselsbrev stilet til den mandlige ansøger. Deref-ter flygtede familien til [by C]. Den kvindelige ansøger oplyser, at familien i [by C] også blev opsøgt og truet på livet af Islamisk Stat, og at ansøgernes datter blev forsøgt bortført af Islamisk Stat. De boede i [by C] indtil de i 2018 udrejste af Irak, fordi der ikke var sikkert. Den mandlige ansøger har desuden oplyst, at han, samme dag som han besluttede sig for at forlade sit arbejde ved den ameri-kanske hær, blev tilfangetaget af, hvem han formoder var Islamisk Stat. Han var tilbageholdt i et år, hvor han blev udsat for tortur. Efter et år flygtede han med hjælp fra en iraker, han mødte, da han var tilfangetaget. Som yderligere asylmotiv, har den mandlige ansøger henvist til, at han frygter, at de irakiske og iranske myndigheder vil slå ham ihjel, fordi myndighederne har beskyldt ham for at være tilhænger af [iransk parti D], og fordi han er kurder og sunnimuslim. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund, idet forklaringerne fremstår utroværdige, udbyggende og divergerende om centrale punkter i asylmotivet. Den mandlige ansøger har til Udlændingestyrel-sen [i efteråret] 2022 oplyst, at han i perioden fra 2009/2010 og til 2014/2015 arbejdede for det amerikanske militær som vagt ved [en amerikansk militærbase]. Om arbejdet har han forklaret, at han var væk i tre uger, hvorefter han havde orlov i en uge. Han har tillige forklaret, at hans ægtefæl-le i 2014-2015 modtog trusler flere gange, der gjorde, at han måtte stoppe sit arbejde, og at han da-gen inden flugten blev tilbageholdt i fem-seks måneder af ca. seks personer, som han formoder var fra IS. Under tilbageholdelsen blev han udsat for tortur [beskrivelse af tortur]. Under en senere sam-talen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2022/2023] har ansøgeren oplyst, at han har svært ved huske, hvornår han arbejdede for amerikanerne, og at det var fra 2005 og frem til 2014 muligvis 2012 eller 2013. Samtidig har han forklaret, at hans ægtefælle modtog trusler, at han blev tilbage-holdt af personer fra IS i lidt over et år, og at han undslap under medvirken af en vagt fra IS, som han ikke kunne forklare nærmere om. Under sin asylsag i [land E] har ansøgeren oplyst, at han ar-bejdede for amerikanerne fra 2005 til 2006. Han har ikke i forbindelse med sin asylansøgning i [land E] oplyst at have været tilbagehold af personer fra IS i en længere periode. For nævnet har den mandlige ansøger forklaret, at han arbejdede for amerikanerne i perioden fra 2005 til 2008/2009, hvor amerikanerne trak sig ud af Irak. Herefter gik han sammen med flere andre i skjul i en lille for-ladt by. Han levede dels i skjul dels hos sin familie indtil 2014. Han besøgte i den periode sporadisk sin familie i op til tre dage ad gangen, idet han primært opholdt sig i skjul. Hans familie blev opsøgt af IS, og hans ægtefælle fik oplyst, at han skulle angive sig, da han skulle afhøres. I 2014 blev han tilbageholdt af IS, som udsatte ham for tortur [beskrivelse af tortur]. Han var tilbageholdt i omkring et år, og han fik hjælp af en IS-vagt til at komme fri. Den kvindelige ansøger har til Udlændingesty-relsen oplyst, at den mandlige ansøger arbejdede for de amerikanske styrker fra 2005 til 2006, og at han arbejdede i tre til fire måneder, hvorefter han var hjemme i op til tre dage. Hun huskede ikke, hvor den mandlige ansøger arbejdede, men hans opgave var at bekæmpe IS. Under asylsagen i [land E] har hun oplyst, at den mandlige ansøger arbejdede i [område i Irak]. Hun har tillige forklaret til Udlændingestyrelsen, at hun blev opsøgt i familiens hjem to-tre gange, at hun blev udsat for vold under en af disse opsøgninger, og at personerne, der var fra IS, truede med at slå hende og familien ihjel, hvis ikke den mandlige ansøger stoppede med at arbejde for amerikanerne. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret, at familien flygtede til [by C] kort efter, at den mandlige ansøger kom hjem fra sit arbejde og blev bekendt med truslerne. Hun har ikke oplyst, at den mandlige ansø-ger skulle have levet i skjul eller skulle være tilbageholdt i en længere periode forud for flugten til [by C]. Den kvindelige ansøger har også til Udlændingestyrelsen oplyst, at hun, mens de boede i [by C], blev opsøgt af IS, som også forsøgte at kidnappe deres datter, hvilket hun har fortalt den mand-lige ansøger. Denne del af forklaringen er ikke bekræftet af den mandlige ansøger, som tværtimod har oplyst, at familien ikke blev opsøgt af IS i den periode, hvor de boede i [by C]. For nævnet har den kvindelige ansøger forklaret, at hun blev udsat for trusler og vold fra maskerede folk, som følge af hendes mands arbejde for amerikanerne. Hendes mand stoppede arbejdet for amerikanerne, da de trak sig ud af Irak, hvorefter han levede i skjul sammen med nogle kammerater. Han besøgte famili-en ind imellem, men han levede mest i skjul, indtil han blev taget i 2014, hvor han var væk i ca. et år og kom hjem i en fysisk dårlig tilstand, da han havde været udsat for tortur. I relation til flugten til Europa har ansøgerne endvidere afgivet divergerende oplysninger. Den mandlige ansøger har oplyst, at de flygtede til [land F], hvor de opholdt sig i et år, inden de rejste videre til [land E]. Den kvinde-lige ansøger har derimod oplyst, at familien kun var i [land F] i en dag, inden de rejste videre. Om-kring divergenserne har ansøgerne forklaret afglidende og har overordnet henvist til tolkeproblemer og hukommelsesvanskeligheder. Flygtningenævnet finder, at forklaringerne fremstår konstruerede og udbyggende også set i lyset af de oplysninger, ansøgerne gav under deres asylansøgninger i [land E]. Hertil kommer, at forklaringen om, hvorledes den mandlig ansøger undslap sin angivelige tilba-geholdelse, fremstår meget konstrueret, og at det tillige er påfaldende, at ansøgerne, hvis de skulle have en konflikt med IS, har kunne opholde sig i Irak helt frem til udrejsen i 2017 uden at være ble-vet efterstræbt. Flygtningenævnet finder endvidere, at det for nævnet i kopi fremlagte ID-kort ikke støtter ansøgernes forklaring om, at den mandlig ansøger skulle have været ansat af de amerikanske styrker. Nævnet har herved lagt vægt på, at ID-kortet ikke fremstår ægte, da det ikke ses udstedt af en myndighed i USA, men nærmere at være udstedt af en Irakisk myndighed, at ansøgerens fød-selsdato i ID-kortet er uoverensstemmende med ansøgerens oplysningerne under sagen, og at ansø-gerens fornavne er skrevet med små bogstaver i ID-kortet. De for nævnet fremlagte fotos af ansøge-ren i en militæruniform viser heller ikke, at han har arbejdet for amerikanerne. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sin ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at en torturundersøgelse iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel stan-dard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Efter de ovenfor anførte utroværdige forklaringer om asylmotivet, finder Flygt-ningenævnet, at der ikke er grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse. Den mandlige ansøger har til Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke har været medlem af [irakisk parti D]. Det beror så-ledes på den mandlige ansøgers egen formodning, at han skulle være efterstræbt af de iranske eller irakiske myndigheder som følge af, at myndighederne antager, at den mandlige ansøger har en til-knytning til [irakisk parti D]. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynlig-gjort, at de er i et asylbegrundende modsætningsforhold til IS eller de iranske eller irakiske myndig-heder, og at de ved en tilbagevenden til Irak risikere at blive udsat for forfølgelse eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7. Som følge heraf og da socioøkonomiske forhold samt de generel-le forhold, herunder for sunnimuslimer efter baggrundsoplysningerne ikke er asylbegrundende, stad-fæster Flygtningenævnet således Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2022/2023].” Irak/2023/5/MKTO
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsmæssige forhold.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet tiltræder i sin helhed Udlændingestyrelsens afgørelse af [i vinteren 2022/2023] og udtalelse af [foråret] 2023, og finder på den baggrund, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/7/sme
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsvilkårene for asylansøgere i Nederlandene samt klagerens helbredsmæssige udfordringer. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Nederlandene og herefter er udrejst af Nederlandene inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren efter det oplyste under sit ophold Nederlandene frygtede repressalier grundet sin seksuelle orientering, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at tage kontakt til de nederlandske myndigheder, herunder det nederlandske politi, såfremt han oplever problemer, idet de nederlandske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at han lider af [diagnose], og at han mener, at han i Nederlandene ikke modtog en lige så god behandling som i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren forventes at kunne modtage den rette behandling i Nederlandene. Endelig kan det anførte om indkvarteringsforholdene i Nederlandene ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at fastslå, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Nederlandene er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Nederlandene, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Nede/2023/2/SACH
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen fra [by], Cameroun. Ansøgeren har været medlem af den pro-ambazoniske bevægelse ”[navn på bevægelse]” siden [vinteren 2016/2017]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter at blive fængslet på livstid eller at blive dræbt af myndighederne, fordi han har været aktiv i den pro-ambazoniske bevægelse. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter den ambazoniske bevægelse. Ansøgeren har en-delig henvist til, at han frygter at blive udsat for vold af en lokal klan i Cameroun. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er medlem af den pro-ambazoniske bevægelse ”[navn på bevægelse]”, hvor ansøgeren har deltaget i møder og andre aktiviteter for bevægelsen, herunder for-stået rekruttering og registrering af personer, der støttede bevægelsen. Ansøgeren har i denne for-bindelse deltaget i demonstrationer i 2016, 2017, 2018 og 2019. I 2016 blev han anholdt i halvan-den måned, og i 2020 blev han anholdt på ny. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere henvist til, at han vil blive betragtet som en forræder i den pro-ambazoniske bevægelse, fordi han har forladt Cameroun. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endelig henvist til, at ansøgerens far har haft en konflikt med sin tidligere ven, [A], fra en anden klan, idet [A] har stjålet ansøgerens fars skøde til et stykke jord. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om en konflikt med myndighederne i Cameroun har ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen på helt centrale punkter for-klaret divergerende og udbyggende. Hans forklaring fremstår på en række punkter endvidere usand-synlig. Flygtningenævnets flertal finder således ikke ansøgerens forklaring herom troværdig. Ansø-geren har blandt andet forklaret forskelligt om, hvornår han startede sine aktiviteter i den ambazoni-ske bevægelse. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2021 forklarede ansøgeren, at han startede sine aktiviteter for den ambazoniske bevægelse efter demonstrationen [i efteråret] 2017, og at denne demonstration dannede grundlaget for ansøgerens politiske arbejde. Til samtalen [i efter-året] 2021 forklarede ansøgeren derimod, at han blev medlem af den ambazoniske bevægelse i [vin-teren 2016/2017]. Ansøgeren har også forklaret forskelligt med hensyn til, hvornår han forlod sin ven i skoven, hvor han gemte sig. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2021 forklarede ansøgeren, at han forlod skoven for at flygte ud af Cameroun i [vinteren 2018/2019]. Til asylsamta-len forklarede han derimod, at han først forlod skoven for at flygte i midten af 2020. Ansøgerens forklaring om, at han af myndighederne i 2016 var blevet erklæret terrorist og separatist, hvilket ansøgerens [familiemedlem] underskrev et dokument om, men at myndighederne samtidigt løslod ansøgeren fra fængslet, fremstår selvmodsigende og ikke overbevisende. Dertil kommer, at ansøge-ren først under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 udbyggende har forklaret, at han også deltog i demonstrationer mod myndighederne i 2018 og 2019. Ansøgerens forklaring om deltagelse i demonstrationer i 2018 og 2019 harmonerer ikke med ansøgerens forklaring til oplys-nings- og motivsamtalen [i sommeren] 2021 om, at han efter [i efteråret] 2017 indtil [i vinteren 2018/2019], hvor hans forældre blev dræbt, gemte sig i skoven for myndighederne. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at der var en arrestordre udstedt på ham i 2017. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2021 forklaret, at han sov om dagen og gik ud om natten. Dette divergerer med, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 forklarede, at han under opholdet i skoven arbejdede som [erhverv], og at han under nævns-mødet udbyggende har forklaret, at han også under opholdet i skoven fortsatte sine politiske aktivi-teter. Ansøgerens forklaring under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 om, at an-søgerens fængsel i [sommeren] 2021 blev angrebet af ambazoniske krigere, at ansøgeren med en ven flygtede til [land A], hvorefter ansøgerens cellekammerat, [B], der har en [familiemedlem], der er en højtstående embedsmand i Cameroun med magt, som kendte en person i [land A], der kunne hjælpe ansøgeren og cellekammeraten med at flygte fra [land A] til [land B], fremstår konstrueret og ikke troværdig. Ansøgerens forklaring om, at han var i [land A] 1 uge, og at det på den korte tid var mu-ligt at få udstedt pas og visum til [land B] med hjælp fra en person ved navn [C], som uden noget til gengæld betalte for ansøgerens udgifter til passet og flyrejsen til [land B], og at det skyldtes, at an-søgeren var sammen med cellekammeraten, selv om de ikke kendte hinanden så godt, fremstår usandsynlig. Også ansøgerens forklaring om, at [C] i [by] ledte ansøgeren helt uden om paskontrol-len i lufthavnen og gav ansøgeren 1000 [valuta], uden at ansøgeren skulle yde noget til gengæld, fremstår ligeledes usandsynlig. Som følge af de mange divergenser og udbyggende forklaringer fin-der Flygtningenævnets flertal ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med myndighederne i Cameroun som følge af sine politiske aktiviteter for bevægelsen. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at han frygter den ambazoniske bevægelse, fordi han har forladt Cameroun, da han afgivet et løfte om, at han ikke vil svigte kampen, når man er blevet med-lem, og at han kan blive set som en forræder, herunder at han er blevet en del af den ambazoniske diaspora, bemærker Flygtningenævnet, at der er tale om et nyt asylmotiv, som ansøgeren først er fremkommet med under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021. Dertil kommer, at ansøgeren efter oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2021 og den første normal procedure-samtale har fået nyt medlemskort, hvilket taler afgørende imod, at ansøgeren skulle være kommet i et modsætningsforhold til bevægelsen af den grund. Det forhold, at ansøgeren skulle have blandt andet en [familiemedlem] og 2 [familiemedlemmer], der er i Camerouns militær, som ansøgeren ikke har skiltet med over for den ambazoniske bevægelse - hvilket ansøgeren også havde før, han forlod Cameroun - findes ikke at kunne bringe ansøgeren i et asylbegrundende modsætningsforhold til den ambazoniske bevægelse. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at han har en konflikt med en lokal klan, som har truet ansøgerens far i anledning af noget jord, som ansøgeren frygter vil udsætte ham for vold ved en tilbagevenden til Cameroun, findes dette asylmotiv, der først er fremkommet under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020, at være konstrueret til lejligheden. Det bemærkes herved yderligere, at ansøgeren i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [i som-meren] 2021 oplyste, at han ikke havde yderligere konflikter i sit hjemland. De generelle forhold i Cameroun er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan være asylbegrundende. Flygtningenæv-nets flertal finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Cameroun vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, ligesom Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren op-holdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændinge-styrelsens afgørelse.” Came/2022/14/juri
Nævnet omgjorde i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i starten af 2000’erne efter at være blevet meddelt opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne. Ansøgeren blev i 2020 idømt fængsel i 3 år for overtrædelse af be-stemmelser i straffeloven og våbenloven samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. I 2021 søgte ansøgeren asyl. Udlændingestyrelsen havde vurderet, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse af ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk pashtuner og født sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har under sagen op-lyst, at han har tilsluttet sig […], som er en særlig variant af islam. Ansøgeren er født i Afghanistan, men udrejste som [0-3]-årig sammen med sin mor og søskende til Pakistan. I [starten af 2000’erne] blev ansøgeren, som [4-7]-årig, sammen med sin mor og søskende familiesammenført med sin far i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisatio-ner eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbage-venden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban som følge af sin fars tidligere konflikt med Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far var medlem af det daværen-de regeringsparti PDPA (Peoples Democratic Party of Afghanistan). De sidste ti år, inden farens flugt ud af Afghanistan, bekæmpede han som en del af den daværende demokratiske regering Mu-jahedin-bevægelserne og Taliban. Under den tidligere præsident Najibullahs "nationale forsonings-politik" samarbejdede ansøgerens far i en kort periode hemmeligt med nogle Mujahedin-kommandanter. Da den tidligere regering faldt, var ansøgerens fars liv i fare, hvorfor han i 2001 flygtede fra Afghanistan. Ansøgeren har af sin far fået oplyst, at familiens efternavn er anført på en liste over personer, som Taliban leder efter. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse fra Taliban, idet han praktiserer [en særlig variant af islam]. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil anse ham som en vantro eller en fordærvet person (som er returneret fra Vesten), og som derfor skal straffes. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han udrejste af Afghanistan som [0-3]-årig, at han har levet i Danmark, siden han var [4-7] år, at han taler flydende dansk, og at han har tilegnet sig en vestlig levestil og vestlige værdier. Han har ikke været tilbage i Afghanistan, hvor han er helt uden netværk, og han forstår ikke den afghanske kultur og levemåde. Ansøgeren kan hverken læse eller skrive pashto eller dari og har desuden svært ved at begå sig mundtligt på disse sprog. Ved en tilba-gevenden til Afghanistan vil han med det samme, på grund af sit sprog og sin adfærd, tiltrække sig negativ opmærksomhed fra den almindelige befolkning og dermed også fra Taliban. Flygtninge-nævnet finder med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at han frygter Taliban som følge af hans fars konflikt med Taliban i 1990’erne, at det beror på ansøgerens egen formodning, at han ved en tilba-gevenden til Afghanistan vil være efterstræbt af Taliban som følge af ansøgerens fars medlemskab og arbejde i 1990'erne for partiet PDPA og farens chaufførarbejde for en divisionskommandant i 1990-1992. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at Taliban efter så mange år har nogen inte-resse for ansøgeren. Om de generelle forhold i Afghanistan fremgår det af baggrundsoplysningerne, at siden Taliban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterføl-gende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dan-nede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghani-stan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban's takeover, 15. november 2021, s. 6. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban-regimets magt-overtagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban-regimets magtover-tagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imid-lertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rattsligt stallningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at "In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casual-ties from improvised explosive devices (IEDs ), mortars, and airstrikes". Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældelsesangreb. Således anføres det i Amnesty In-ternationals rapport, "No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban", fra december 2021, s. 13, at "As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and for-mer high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the peo-ple targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of be-ing supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities". Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, herunder EUAA, Afghanistan - Country of Origin Information Report, January 2023, s. 57 f., at visse Taliban-krigere efter mag-tovertagelsen navnlig har interesseret sig for "Incidents of summary executions, torture and deten-tions of persons affiliated with the former government have been reported in various parts of the country". Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at Taliban vil ef-terstræbe ansøgeren som følge af ansøgerens fars forhold tilbage i 1990'erne. Med hensyn til ansøge-rens asylmotiv om, at han er i risiko for forfølgelse fra Taliban, idet han vil blive betragtet som "vest-liggjort", herunder fordi han har tilegnet sig vestlig levevis og kultur, har tatoveringer, en vestlig tøjstil, praktiserer [en særlig variant af islam] og har begrænsede sprogkundskaber i dari og pashto, bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at forholdene for vestliggjorte og den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, i baggrundsmaterialet blandt andet er beskrevet i pkt. 3.13 og pkt. 3.14 i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, januar 2023. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at det blandt andet af ovenfor nævnte rap-port fremgår: "The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as: the behaviour adopted by the applicant, visibility of the applicant, area of origin and conservative envi-ronment, gender (the risk is higher for women), age (it may be difficult for children of certain age to (re-)adjust to Afghanistan's social restrictions), duration of stay in a western country, etc.". Af refe-ratet fra Flygtningenævnets koordinationsudvalgsmøde den 8. december 2022 fremgår det blandt andet, at vedrørende spørgsmålet om "westenization" er der enighed om, at det relevante for asyl-vurderingen er, om ansøgeren efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghani-stan, at ansøgeren vil kunne genoptage sit liv der på en sådan måde, at den pågældende ikke påkal-der sig Talibans opmærksomhed. Herom bemærkes, at ansøgeren udrejste af Afghanistan til Paki-stan i 1998 som [0-3]-årig og indrejste i Danmark i [starten af 2000’erne] som [4-7]-årig. Han har haft hele sin skolegang samt sin ungdom i Danmark, hvor han har levet et ungdomsliv på danske præmisser. Han vil gerne uddanne sig til [håndværker]. Ansøgeren taler flydende dansk, og nævns-mødet er gennemført på dansk. Ansøgeren taler begrænset pashto og dari, herunder med sin mor, men kan ikke læse og skrive det. Han må anses for at have en meget begrænset tilknytning til Af-ghanistan, hvor han alene har boet frem til 1998, hvor han var omkring [0-3] år, ligesom han efter det oplyste ikke har familie eller øvrigt netværk i Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ikke vil kunne etablere sig i Af-ghanistan uden at påkalde sig Talibans opmærksomhed, således at han ved en tilbagevenden til Af-ghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenæv-net skal herefter vurdere, om ansøgeren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. ud-lændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyt-tet mod videresendelse til et sådant land. Da ansøgeren som nævnt isoleret set er omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens§ 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af ansøgeren til Afghanistan. Det fremgår af udlændingelo-vens§ 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Ansøgeren blev ved [landsrettens] ankedom [fra efteråret] 2020 straffet med fængsel i 3 år og udvist for bestandigt for overtrædelse af [bestemmelse i straffeloven, jf. bestem-melser i våbenloven], for under særligt skærpende omstændigheder at have været i besiddelse af […]. Forud herfor er ansøgeren blevet straffet [et antal gange for overtrædelser af straffeloven og våbenlovgivningen]. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ved [landsrettens] dom [fra efteråret] 2020 er dømt for en særlig farlig forbrydelse i Flygtningekonventionens forstand henset til, at der er tale om almenfarlig kriminalitet af særlig grov beskaffenhed og karakter samt til længden af den idømte fængselsstraf. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den kriminalitet, som ansøgeren er dømt for, og ansøgerens personlige forhold, at ansøgeren tillige må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Herved har nævnet blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren i øvrigt er dømt for overtrædelse af våbenlov-givningen i gentagelsestilfælde og flere gange er dømt for personfarlig kriminalitet i form af […]. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede for-brydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgeren, der er [20-30] år, indrejste i Danmark i [starten af 2000’erne] som [4-7]-årig. Ansøgeren har en kæreste, han har haft i omkring et år, og har ingen børn. Han har familiemæssig tilknytning til Danmark i form af sine forældre, [søskende og yderligere fa-miliemedlemmer] samt sin kæreste og dennes familie. Han taler dansk med sin far og sine søskende. Han taler pashto, dari og til dels dansk med sin mor. Ansøgeren har i sin fritid blandt andet gået til [sportsgren], hvor han i [en gang i 2000’erne] blev årets spiller i den lokale [klub]. Han har stadig kontakt til sine ungdomsvenner af dansk oprindelse. Han har under sin afsoning i 2016 taget folke-skolens afgangseksamen. Herudover har han ligeledes under afsoningen bestået en række AMU-kurser, senest har han i 2020 bestået AMU-kursus i […]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet finder derfor, at ansøgeren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse.” Afgh/2023/16/tps
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansø-geren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Han har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens far har været forfulgt af Taliban, idet han arbejdede som [stilling] i KHAD i Afghanistan, og dermed blev anset som værende landsforræder. Han har endvidere henvist til, at han må anses som ”vestliggjort”, da han har opholdt sig i Danmark i mere end 21 år. Endelig har han henvist til de generelt forværrede forhold i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse. Om den generelle situation i Afghanistan: Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at siden Taliban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterføl-gende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dan-nede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Infor-mation, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban’s takeover, 15. november 2021, s. 6. Tilsvarende er anført i UNHCR Guidance Note fra februar 2022, side 1, pkt. 2. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty Internati-onal, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, de-cember 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at ”In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civil-ian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes”. Uanset at den ge-nerelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at ”As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities”. Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysnin-ger, at visse Taliban-krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for ”persons affiliated with the former government, security forces or foreign forces”, jf. EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45 f. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taliban-regimets side som sådan, jf. blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 1. Det må således på den ene side lægges til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, at der ikke længere mere generelt foreligger en intern væbnet konflikt, og at forholdene i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan, jf. herved også Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 7, hvor det anfø-res, at ”Det kan dock för tilfället inte anses råda sådant urskillningslöst våld i någon provins at var och en risikerer at uttsättas för skydsbegrundende behandling”. På den anden side må det imidlertid lægges til grund, at situationen i Afghanistan, som anført i Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 5, er ”volatile and unstable”. Der kan også henvises til UNHCR, Afghanistan Situation Update – 2. november 2021, hvor det anføres, at ”The security situation in Afghanistan remains highly volatile”. Herudover kan der henvises til Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. novem-ber 2021, s. 4, hvor det anføres, at ”utvecklingen är osäker och kan vara snabbt föränderlig”. En-delig kan der henvises til EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 9, hvor det anføres, at rapporten ”demonstrates preliminary findings on how Taliban rule has manifested itself since the takeover of Kabul but does not analyse whether these findings are representative of the Taliban leadership’s intentions nor of their beating for the future”. I lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må der udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af ansøgerens konkrete risikoprofiler. Sådanne særlige risikoprofiler er behandlet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, der s. 57-101 indeholder en analy-se af 18 ”particular profiles with regard to qualification for refugee status”. Om ansøgeren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af sin fars konflikt med Taliban: Det må på baggrund af sagens oplysninger lægges til grund, at ansøgerens far har været [rang] i KHAD indtil 1996, og at faren i forbindelse med Talibans magtovertagelse i 1996 gik under jorden af frygt for at blive arre-steret af Taliban. Det må også lægges til grund, at ansøgerens mor i efteråret 1996 fik sin bopæl ran-saget flere gange og blev forsøgt presset til at oplyse, hvor hendes ægtefælle – ansøgerens far – op-holdt sig. Moderen udrejste af Afghanistan i [slutningen af 1990’erne]. Flygtningenævnet bemær-ker, at ansøgerens fars konflikt ligger mere end 25 år tilbage. Dertil kommer, at Taliban i forbindelse med den internationale invasion af landet i 2001 mistede magten i Afghanistan og i en meget lang periode ikke har haft herredømme over de større byer, herunder Kabul. På denne baggrund finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at Taliban, såfremt ansøgeren vender tilbage til Afghanistan, umiddelbart ville kunne identificere ham som familiemedlem af en tidligere modstander. Flygtnin-genævnet lægger også lagt vægt på, at baggrundsoplysningerne viser, at visse Taliban-krigere har udøvet gengældelsesangreb på navnlig personer, der har været tilknyttet den tidligere regering, sik-kerhedsstyrker eller udenlandske væbnede styrker. Der er derimod ikke oplysninger om, at Taliban har interesseret sig for eller vil interessere sig for personer som ansøgeren, hvis far for mange år siden har haft en konflikt med Taliban. Det er heller ikke sandsynliggjort, at Taliban, henset til den langva-rige krigstilstand og voldsomme omvæltninger i Afghanistan, og til at et meget stort antal personer er udrejst af og indrejst i landet, har fuldt overblik herover. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være en i risiko for asylbegrundende overgreb m.v. som følge af sin fars tidligere konflikt med Taliban. Om ansøge-ren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han måtte anses for vestliggjort: Det kan på grundlag af baggrundsoplysningerne ikke lægges til grund, at en person med ansøgerens profil, der har været bosat i Afghanistan i [by] fra sin fødsel i [år] til [år], og som i hvert fald taler pashto i et vist omfang, vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Der kan i den forbindelse henvises til de kon-krete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, no-vember 2021, s. 85 f. Om ansøgeren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han har mentale problemer: Det forhold, at ansøgeren lider af psykiske problemer kan ikke sig selv medføre, at ansøgeren er i en asylbegrundende situation. Herved lægger nævnet også vægt på, at ansøgeren har et netværk i Kabul bestående af fire [familiemedlemmer], [familiemedlem], [familiemedlem] og [familiemedlem]. Nævnet er opmærksom på indholdet af ”EUAA Country Guidance: Afghanistan fra april 2022. Persons living with disabilities”, hvilket ikke kan føre til andet resultat. Om der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3: Henset til navnlig det, der er anført ovenfor under afsnittet om den generelle situation i Afghanistan, finder Flygtninge-nævnet, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændin-gelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, ligesom Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæ-ster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2022/38/juri
Nævnet omgjorde i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Græken-land. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.Flygtningenævnet udtalte:”Om retsgrundlaget og Flygtningenævnets praksis. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændin-gestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i foråret] 2022 er meddelt subsidiær beskyttelse i Grækenland, idet de græske udlændingemyndigheder [i foråret] 2022 har oplyst dette til de danske udlændingemyndig-heder. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. novem-ber 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinfor-ordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende over-førsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der forelig-ger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller til-ladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstæn-dighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at ved-kommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsbor-gere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor m.v. Be-stemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menne-skerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Om asylproceduren i Grækenland samt situationen for personer, der har fået meddelt subsidiær beskyttelse, mens de befandt sig uden for Grækenland. På baggrund af de græ-ske udlændingemyndigheders brev af 6. maj 2022 lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren [i sommeren] 2019 indgav en asylansøgning i Grækenland (application of international protection), at ansøgningen [i foråret] 2021 blev fundet ”tilladelig” (application found admissable), og at klageren [i foråret] 2022 – dvs. på et tidspunkt, hvor han befandt sig i Danmark, idet han indrejste i Danmark [i foråret] 2022 – blev meddelt subsidiær beskyttelse i Grækenland (en såkaldt ADET decision). På grundlag af baggrundsoplysningerne kan asylansøgningsproceduren i Grækenland i grove træk be-skrives således: (1) Indgivelse af asylansøgning, (2) beslutning om, hvorvidt asylansøgningen findes ”tilladelig” eller skal afvises, (3) tilkendelse af international beskyttelse i Grækenland, således at der er tale om enten ”refugee” eller ”subsidiary protection”, i hvilken forbindelse den pågældende får udstedt en såkaldt DADP (International Protection Card), (4) præliminær beslutning om opholdstil-ladelse (ADET decision, som dog ikke som sådan giver den pågældende ret til en opholdstilladelse), (5) indgivelse af ansøgning om et møde med udlændingemyndighederne med henblik på at søge om opholdstilladelse, der kaldes ADET, (6) møde med udlændingemyndighederne, hvor den pågæl-dende ansøger om opholdstilladelse og (7) udstedelse af ADET, jf. herom RSA (Refugee Status Aegean), Pro Asyl (Network of German refugee councils), Beneficiaries of international protection in Greece; Access to documents and socio-economic rights (March 2022). Af baggrund-soplysningerne fremgår i øvrigt følgende, jf. AIDA, Country Report: Greece: 2021 Update (May 2022), s. 227 f.: “Individuals recognised as refugees are granted a 3-year residence permit (“ADET”), which can be renewed after a decision of the Head of the Regional Asylum Office. However, following the entry into force of the IPA, beneficiaries of subsidiary protection no longer have the right to receive a 3-year permit. They obtain a 1-year residence permit, renewable for a pe-riod of 2 years. Residence permits are usually delivered at least 4-5 months after the communication of the positive decision granting international protection and the submission of the special ID deci-sion and photos to the Aliens Police Directorate (“Διεύθυνση Αλλοδαπών”) or the competent pass-port office by the beneficiaries… … The same report noted that “In the cases of beneficiaries re-turned from other European countries in recent months, persons await the renewal or reissuance of their ADET and have not been issued any other documentation pending the delivery of the ADET. Importantly, the start date of validity of the ADET corresponds to the date of issuance of the ADET Decision by the Asylum Service, not the issuance of the ADET itself. This creates serious risks for holders of subsidiary protection whose ADET has a one-year validity period given that the ADET issued to them are often close to expiry and need to be immediately renewed due to the de-lays described above. On account of the substantial backlog of cases before the Aliens Police Direc-torate of Attica, beneficiaries of international protection who do not hold a valid ADET upon return to Greece are liable to face particularly lengthy waiting times for the issuance and/or renewal of their ADET, without which they cannot access social benefits, health care and the labour market. An ap-plication for renewal should be submitted no later than 30 calendar days before the expiry of the residence permit. The mere delay in the application for renewal, without any justification, could not lead to the rejection of the application. However, this is valid only for recognized refugees, as the new law abolished the said guarantee for beneficiaries of subsidiary protection.” I RSA (Refugee Status Aegean), Pro Asyl (Network of German refugee councils), Beneficiaries of international pro-tection in Greece; Access to documents and socio-economic rights (March 2022), anføres følgende på s. 7 f.: “15. Only following the notification of the ADET Decision or ADET Renewal Decision can beneficiaries of international protection email the territorially competent Passport Office of the Hellenic Police to request an appointment to apply for the permit. The competent office for Attica is the Aliens Directorate of Attica (Διεύθυνση Αλλοδαπών Αττικής, DAA). The appointment has to be requested within six months of the issuance of the ADET Decision or ADET Renewal Decision, otherwise a new Decision has to be obtained. …. 19. Until the issuance of the first ADET, the per-son retains their DADP and may renew it if it has expired. However, this does not apply to proce-dures for renewal of an expired ADET, in which case persons with expired ADET normally receive no documentation pending the delivery of the new ADET and have no means to demonstrate their status. … 20. In addition to denial of socio-economic rights, these deficiencies restrict the right to legal representation as they effectively prevent beneficiaries of international protection from grant-ing authorisation (εξουσιοδότηση) to a lawyer, since they cannot fulfil the requirement of certifica-tion of their signature (θεώρηση του γνησίου της υπογραφής) before a public authority for want of valid documentation. … 22. Drawing on the above observations, RSA and Stiftung PRO ASYL conclude that beneficiaries of international protection in Greece face an array of administrative bar-riers, a lack of clear information and slow processing times at both stages of the ADET issuance and/or renewal procedure (Asylum Service, Hellenic Police). As a result, beneficiaries are liable to face particularly lengthy periods without a valid ADET, in the absence of which they cannot access social benefits, health care, the labour market, or even authorise a legal representative. Recent rec-ommendations by RSA on measures to streamline the process for issuing and renewing ADET have not been taken up by the government to date.” Endvidere må baggrundsoplysningerne forstås såle-des, at en person, der bliver tilkendt ret til beskyttelse, modtager et DADP-kort (International Pro-tection Card), som imidlertid skal fornys efter en given tidsfrist. Hvis den pågældende indehaver af kortet ikke fornyr det senest dagen efter, at det er udløbet, bliver den pågældendes sag afbrudt, jf. det græske Ministerium for Immigration og Asyls hjemmeside, Hellenic Republic Ministry of Migra-tion and Asylum, The International Protection Applicant’s Card, jf. https://migration.gov.gr/en/gas/diadikasia-asyloy/meta-tin-aitisi/. For så vidt angår adgangen til ind-kvarteringsfaciliteter for en person, der er meddelt international beskyttelse, herunder subsidiær be-skyttelse, mens den pågældende opholdt sig uden for Grækenland, anføres følgende på s. 14 f. i RSA (Refugee Status Aegean), Pro Asyl (Network of German refugee councils), Beneficiaries of international protection in Greece; Access to documents and socio-economic rights (March 2022): “42. The only official integration programme currently operating in Greece from July 2019 to June 2022 is the Asylum, Migration and Integration Fund (AMIF) supported “Hellenic Integration Sup-port for Beneficiaries of International Protection” (HELIOS), implemented by the International Or-ganisation for Migration (IOM) in partnership with several non-governmental organisations. The continuation of the programme under European Social Fund + support is not yet in operation. 43. Enrolment on HELIOS has to be done within one year of the notification of a positive asylum deci-sion. Eligibility for enrolment on HELIOS is subject to the following criteria: (a) recognition as a refugee or beneficiary of subsidiary protection after 1 January 2018; and (b) official registration and residence in the reception system in an open reception facility (refugee camp), a Reception and Identification Centre (RIC), a hotel, or an accommodation place under the ESTIA programme or official municipality shelters or other housing programmes e.g. for victims of trafficking, at the time of notification of a positive decision on their asylum claim. In light of this, beneficiaries of interna-tional protection who were not in Greece upon the approval of their asylum application or who have held international protection for over one year are not eligible for enrolment on the HELIOS pro-gramme. …”. Om klagerens forventede situation ved en tilbagesendelse. På baggrund af det, der fremgår af baggrundsoplysningerne, må det lægges til grund, at klageren ved en tilbagesendelse til Grækenland – idet klageren for mere end 6 måneder siden har fået meddelt en positiv asylafgørelse (ADET decision) – skal påbegynde ADET-ansøgningen forfra, hvilket indebærer, at klageren skal igennem pkt. 4-7 i asylansøgningsproceduren i Grækenland, der er angivet ovenfor. Dernæst må det lægges til grund, at personer, der i lighed med klageren tilbagesendes til Grækenland uden en gyldig ADET – hvorved bemærkes, at klageren ikke kan anses for på noget på tidspunkt at have fået ud-stedt en ADET, men alene en ADET decision – er udsat for særligt lange ventetider på udstedelse af deres ADET, uden hvilken de ikke kan få adgang til sociale ydelser, sundhedspleje og arbejds-markedet. Herudover må det lægges til grund, at personer, der har opnået international beskyttelse i Grækenland, herunder subsidiær beskyttelse, og som bliver tilbagesendt til Grækenland, ikke får udstedt nogen dokumentation, indtil de eventuelt får udstedt deres ADET, ligesom de ikke i øvrigt har adgang til at påvise deres status. I forlængelse heraf bemærkes, at det må lægges til grund, at klageren, der forlod Grækenland for mere et år siden, ikke længere er i besiddelse af et gyldigt DADP-kort (International Protection Card), der modtages efter tilkendelse af international beskyt-telse i Grækenland (og er gyldigt frem til udstedelsen af ADET). Endvidere må det lægges til grund, at klageren, der blev meddelt subsidiær beskyttelse, mens den pågældende opholdt sig uden for Grækenland, ved en tilbagesendelse ikke er berettiget til at blive optaget i det såkaldte HELI-OS-program. Flygtningenævnet finder på baggrund af de gengivne baggrundsoplysninger sammen-holdt med oplysningerne om klagerens konkrete forhold – herunder at klageren blev meddelt subsi-diær beskyttelse i Grækenland (en såkaldt ADET decision), mens han befandt sig uden for Græken-land – at der er en risiko for, at klageren ved en tilbagesendelse til Grækenland ikke vil have en reel adgang til indkvarteringsfaciliteter, at han derfor risikerer at skulle bo på gaden, at han vil være uden besiddelse af dokumenter, indtil han eventuelt måtte få udstedt en ADET, at der kan gå gan-ske lang tid før, klageren eventuelt måtte få udstedt en ADET, og at han i denne (langvarige) perio-de ikke vil have adgang til sociale ydelser, sundhedspleje og arbejdsmarkedet. Under disse omstæn-digheder finder Flygtningenævnet, at der efter en samlet vurdering ikke er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 29 b at afvise at behandle klagerens asylansøgning i Danmark. Flygtningenæv-net omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark.” §29b-Græ/2023/2/EEB
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010.Flygtningenævnet udtalte: Flygtningenævnets begrundelse og resultat”Klageren er etnisk pastun og sunni-muslim fra Loghar provinsen i Afghanistan. Klageren indrejste i Danmark i […] 2011. Den […] 2011 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i begyndelsen af] 2019 udrejste til USA sammen med sin ægtefælle og parrets børn, der har haft opholdstilladelse som familiesammenførte med klageren. Klageren har oplyst til sagen, at hun udrejste efter ønske fra ægtefællen, og at hun under opholdet i USA er begyndt på en uddannelse. Det fremgår videre af sagen, at klageren har opholdt sig i USA i perioden fra j[begyndelsen af ] 2019, bortset fra to kortvarige ophold i Danmark i [foråret] 2019 og fra [slutningen af ]2019 til [begyndelsen af]2020. Af de i sagen foreliggende visa udstedt af de amerikanske myndigheder fremgår det, at visa er udstedt i kategorien SQ1, der udstedes til ”Certain Iraqis or Afghans employed by or on behalf of the US Government” (Travel.State.Gov). [i efteråret]2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og taget ophold i et tredjeland. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at ansøgeren har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og at ansøgeren har opnået beskyttelse i USA, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Ligeledes af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er forhold som nævnt i udlændingelovens § 17, stk. 3, der kan føre til, at opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke skal anses for bortfaldet, ligesom heller ikke forhold som nævnt i EMRK artikel 8 kan føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Løbenummer: Afgh/2022/20MNR
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har i Danmark været politisk aktiv på sociale medier og har deltaget i demonstrationer. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark omkring den [dato i efteråret] 2015, og at hun den [dato i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen traf den [dato i sommeren] 2022 afgørelse om at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen fandt, at der ikke var grundlag for at forlænge opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, og at der heller ikke var grundlag for at meddele hende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Da en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse imidlertid fandtes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder retten til familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, forlængede Udlændingestyrelsen opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den [dato i sommeren] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om, at hun meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle er aktiv i oppositionsorganisationer og meget eksponeret, og at hun ligesom sin søster, der er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i Danmark har deltaget i demonstrationer og været politisk aktiv på sociale medier, samt at hendes søster har udtalt sig kritisk om de syriske myndigheder til [navn på medie]. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Med hensyn til klagerens sur place-asylmotiv om, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af, at hun har deltaget i demonstrationer og delt regeringskritiske opslag på de sociale medier, tiltræder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at disse forhold ikke er asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på karakteren af de opslag, som klageren har lavet på [socialt medie], der navnlig omhandler dansk udlændingepolitik, og på opslagenes meget begrænsede eksponering. Klageren har oplyst, at hun har deltaget i flere demonstrationer, hvor hun ikke har haft nogen fremtrædende rolle. Der ses at være delt enkelte billeder fra demonstrationerne på de sociale medier, hvoraf det fremgår, at omdrejningspunktet har været den udlændingepolitik, der er ført i Danmark. Demonstrationerne har derfor slet ikke eller kun i meget begrænset omfang omhandlet kritik af de syriske myndigheder. Hertil kommer, at de opslag, der er delt fra begivenhederne, har haft en meget begrænset eksponering med ganske få likes. Klageren er gift og samboende med [navn], der har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det skal derfor vurderes, om klageren er i en afledt risiko for asylbegrundende overgreb som følge af ægtefællens forhold, idet det bemærkes, at betingelserne for at meddele konsekvensstatus ikke ses at være opfyldt. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse til grund, at ægtefællen er meddelt opholdstilladelse som følge af, at han er i den militærpligtige alder i Syrien. Hertil kommer, at ægtefællen ifølge de foreliggende oplysninger aldrig været i Syrien, men at han er født i [et andet land], som hans far udrejste til i [1980’erne] som [mindreårig]. Flygtningenævnet bemærker ydermere, at klagerens og dennes ægtefælles forklaring om, at ægtefællen har kontakter til internationale medier, der er i opposition til det syriske regime, og at sådanne forbindelser skulle være det syriske regime bekendt, beror på ansøgerens egen forklaring og ikke er nærmere underbygget. Det samme er tilfældet for så vidt angår ægtefællens medlemskab af syriske oppositionsgrupper i Danmark. Det fremgår endvidere af den liste, der har været fremlagt i nævnet, som angiveligt skulle være en oversigt over 1.5 mio. eftersøgte personer fra Syrien, at ægtefællen er anført som følge af, at han ikke har udført militærtjeneste. Hertil kommer, at ægtefællens aktiviteter på de sociale medier ikke har en sådan karakter og omfang, at det må antages, at klageren er eksponeret som følge heraf. Herom bemærkes yderligere, at klageren har forklaret, at ægtefællen formentlig ikke har delt fotos af hende eller dem sammen på [socialt medie]. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse som følge af ægtefællens eller dennes families forhold. Klageren har som sur place-asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af klagerens søster, [navn]s politiske aktiviteter, herunder søsterens deltagelse i et indslag på [navn på medie] og hendes taler til demonstrationer, som har indebåret, at [hun] er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren ikke selv har medvirket i det omtalte [medie], og hun har – som ovenfor nævnt – heller ikke afholdt taler eller på anden vis haft nogen fremtrædende rolle i de demonstrationer, hun har deltaget i. Ifølge de foreliggende oplysninger omtaler søsteren ikke klageren [på mediet]. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun som følge af søsterens forhold er eksponeret i forhold til de syriske myndigheder som værende modstander af det syriske styre. Flygtningenævnet finder endvidere, at der heller ikke foreligger sådanne kumulative forhold, at der er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Herefter og af de grunde, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2023/19/DH
Nævnet meddelte i februar 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk tamil og hindu fra [by], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af eller sympatiseret med noget parti, organisation eller bevægelse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er [LGBT+] samt at han har været udsat for overgreb af militæret og lider af PTSD. Til støtte for sit asylmotiv om sin seksualitet, har ansøgeren oplyst, at det er forbudt at være [LGBT+] i Sri Lanka. Ansøgeren frygter derfor at vender tilbage, idet han er [LGBT+] og gift med en dansk mand. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om de overgreb han har været udsat for af militæret i Sri Lanka oplyst, at da han var [12-15] år blev han stoppet på vej hjem. Ansøgeren blev af mænd fra militæret ført hen til en nærliggende militærlejr, hvor de udsatte ansøgeren for overgreb, herunder fuldbyrdet voldtægt. Ansøgeren har oplyst, at dette skete tre gange med nogle ugers mellemrum. Mændene truede med at dræbe ansøgeren, hvis han fortalte det til sin forældre. Efter disse episoder turde ansøgeren ikke gå i skole, ansøgeren blev derfor i starten undervist i hjemmet og senere tog han kun i skole, hvis hans mor fulgte ham i skole. Ansøgeren blev udsat for mobning af sine klassekammerater. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han udviklede angst efter hændelserne og blev udadreagerende samt at han i Danmark er diagnoseret med PTSD. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet ved beslutning af [sommeren] 2019 meddelte ansøgeren afslag på asyl efter udlændingelovens § 7 på baggrund af ansøgerens daværende asylmotiver vedrørende ansøgerens deltagelse i [flere] demonstrationer i perioden 2002 - 2006, myndighedernes chikanøse adfærd, jordkonflikten, de seksuelle overgreb og de generelle forhold i Sri Lanka herunder for tamiler. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har således ikke tidligere taget stilling til ansøgerens asylmotiv vedrørende hans [seksualitet]. Ansøgeren indgik [i vinteren ]2020/2021 ægteskab med en herboende dansk mand – [A]. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har afgivet en detaljeret og troværdig forklaring om sin [seksualitet], der fremstår selvoplevet. Han har herunder afgivet en troværdig forklaring på, hvorfor han ikke tidligere har oplyst om dette asylmotiv. Flygtningenævnet lægger således ansøgerens forklaring om sin seksuelle orientering til grund. Ved vurderingen af, om ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb i Sri Lanka har Flygtningenævnet lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger. Det fremgår således blandt andet af Flygtningenævnets baggrundsmateriale bilags nr. 657, rapport fra UK Home Office udgivet den 1. november 2021 “Country Policy and Information Note Sri Lanka: Sexual orientation and gender identity and expression: “Same-sex sexual acts for both men and women are a criminal offence even if they are consensual under Section 365 and 365 (a) of the Penal Code. Those who are prosecuted under these sections face a term of imprisonment which may extend to 10 years and also may face a fine. Lack of legal interpretation means that the police can arrest and detain LGB persons even if no sexual act took place (see Statutory laws and Implementation and enforcement of the law).” Det fremgår dog også af de foreliggende baggrundsoplysninger, at ingen personer er blevet dømt efter straffelovens § 365 og § 365 (a) siden 1948, men at disse bestemmelser sammen med § 399, alligevel har betydning i forhold til diskrimination, chikane og vold mod LGBTIQ-personer. Uanset, at ingen personer er blevet dømt, har Flygtningenævnet herudover lagt vægt på, at det samtidig fremgår af rapporten Submission to the UN Human Rights Committee af Human Rights Watch fra maj 2022 om straffebestemmelserne, at “These provisions are widely understood to criminalize consensual sex between same-sex people, including women. In at least seven cases between 2017 and 2020 the Sri Lankan authorities subjected people to forced anal examinations in an attempt to gather evidence for prosecutions for same-sex conduct.” Ansøgerens egen forklaring om de seksuelle overgreb, som han var udsat for af myndighederne i Sri Lanka er i overensstemmelse med baggrundsoplysningerne. Derudover har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han gerne vil leve i et åbent forhold med sin ægtemand, således at han kan gå på gaden med sin mand og kysse i det offentlige rum. Af dom fra Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol fra den 17. februar 2021 i sagen B and C v. Swizerland fremgår blandt andet, at en ansøger ikke kan pålægges at skjule sin seksualitet for at undgå forfølgelse, og at der ikke alene skal foretages en vurdering af, om [seksualiteten] faktisk er kriminaliseret, men en konkret vurdering af, hvorvidt ansøgeren kan opnå myndighedsbeskyttelse, såfremt han udsættes for ”ill-treatment” af ikke statslige aktører på grund af sin seksuelle orientering. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger og navnlig når henses til, at ansøgerens egen forklaring om de seksuelle overgreb, han var udsat for af myndighederne i Sri Lanka er i overensstemmelse hermed, lægger Flygtningenævnet således efter en konkret og individuel vurdering til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka med sin ægtefælle risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” sril/2023/1/ajni
Nævnet meddelte i marts 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunni-muslim. Han er født i 2000 i Al-Tash flygtningelejren i Ramadi, Irak. Fra 2003 til sin udrejse af Irak i 2021 boede ansøgeren sammen med sine forældre og søskende i [et navngivent område], og familien var tilknyttet Barika flygtningelejren. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men han sympatiserer med KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller dræbt af de iranske myndigheder, fordi han stammer fra en politisk aktiv kurdisk familie. Han har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far har været peshmerga for KDPI fra 1982 til 1991 og i den forbindelse deltaget i kamphandlinger mellem kurdiske styrker og iranske regeringssoldater. Faren er fortsat medlem af og aktiv for KDPI i Irak, både i Barika-lejren og i Koye, hvor KDPI har hovedkvarter. Faren blev forsøgt kidnappet i 2015 af det iranske styre. Ansøgerens to brødre er medlemmer af KDPI, og han har en række andre familiemedlemmer, der også er aktive for partiet. Ansøgeren blev derfor sympatisør med partiet. Forud for udrejsen af Irak har ansøgeren som sympatisør med KDPI deltaget i ceremonier og fester arrangeret af partiet, ligesom han, fra han var cirka 16 år gammel, har hjulpet til med praktiske gøremål i forbindelse med partimøder. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren lagt opslag af politisk karakter op på sin åbne Facebook-profil, ligesom han har deltaget i en demonstration i anledning af Mahsa Aminis død. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin fars politiske aktiviteter til grund, herunder at faren således har været peshmerga i Irak og har været aktiv for KDPI i både Al Tash-lejren og Barika-lejren, og at faren fortsat er politisk aktiv for KDPI. Det forhold, at ansøgerens løbende forklaringer herom indeholder en række divergenser og udbygninger, ændrer ikke nævnets vurdering. Det tilføjes, at oplysningerne om farens aktiviteter er bestyrket bl.a. ved fremlæggelsen af en række billeder for nævnet, herunder af faren med udrustning og våben og som deltager til KDPI-møder. Der er tillige fremlagt en række medlemskort fra KDPI tilhørende faren. Flygtningenævnet lægger endvidere ansøgerens forklaring om sin ældste bror og sin ene svogers aktiviteter for KDPI til grund, ligesom det lægges til grund, at begge ansøgers ældre brødre og hans to farbrødre sammen med en række andre familiemedlemmer er medlemmer af KDPI. For så vidt angår ansøgerens egne aktiviteter for KDPI lægger Flygtningenævnet til grund, at han i Barika-lejren og Koye fra 15-års-alderen har hjulpet sin far med praktiske forhold som opsætning og nedtagning af borde, stole og flag samt servering af vand i forbindelse med afviklingen af medlemsmøder i KDPI, ligesom han har deltaget i arrangementer afholdt på KDPI’s mærkedage, men at han ikke i øvrigt har haft politiske aktiviteter i Irak. Ansøgeren har ikke gjort gældende som asylmotiv, at han har haft politiske aktiviteter her i landet. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at hverken ansøgeren eller andre familiemedlemmer har været tilbage i Iran efter flugten til Irak i 1979. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om navnlig karakteren og omfanget af ansøgerens far og øvrige familiemedlemmers politiske aktiviteter og/eller medlemskab af KDPI samt de nyeste baggrundsoplysninger, herunder navnlig Udlændingestyrelsens rapport ”Country of Origin Information (COI). Iranian Kurds - Consequences of political activities in Iran and KRI” (februar 2020), der er kommenteret af DRC Dansk Flygtningehjælp i rapporten ”Bemærkninger til dansk asylpraksis vedrørende iranske kurdere med længerevarende ophold i Al-Tash og/eller Nordirak, særligt i lyset af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport fra februar 2020” (juni 2020), finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i en sådan risiko for at blive identificeret som tilhørende en politisk aktiv familie, at han har behov for beskyttelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Iran/2023/9/MNR
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ikke ville overføres til Tyskland, idet han havde fået endeligt afslag på asyl i Tyskland og frygtede at blive udsendt til sit hjemland. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste i den forbindelse til, at ansøgeren havde oplyst, at han ikke havde fået en retfærdig prøvelse af sin asylsag i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ikke ønsker at blive overført til Tyskland, idet han har fået endeligt afslag på sin asylsag og frygter at blive udsendt til [sit hjemland], hvor hans liv er i fare, ligesom han ikke mener, at han har fået en retfærdig prøvelse af sin asylsag, fordi de tyske myndigheder i [en tysk by] gav afslag til næsten alle afrikanske ansøgere, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub/Tysk/2023/9/anjv
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens frygt for sit hjemlands myndigheder i Tyskland, og til at klageren følte sig isoleret og ensom i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter at vende tilbage til Tyskland, fordi [myndighederne i hjemlandet] er bekendt med klagerens ophold i Tyskland og har truet klageren og klagerens familie, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren kan henvises til at rette henvendelse til de tyske myndigheder, såfremt han oplever problemer i Tyskland. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det forhold, at klageren føler sig ensom i Tyskland, og at klageren har et netværk i Danmark, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/11/TMLO
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren frygter at [en specifik efterretningstjeneste] vil finde ham og slå ham ihjel i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1 litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i begyndelsen af 2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter at blive opsøgt og slået ihjel af [et andet lands myndigheder] i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til, hvis det viser sig nødvendigt, at tage kontakt til de tyske myndigheder, herunder det tyske politi, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse.Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen – Dub-Tysk/2023/10/HLWK
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var registreret med Eurodac-hit i Portugal. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at han i Portugal frygter at blive overfaldet af mænd sendt fra den iranske efterretningstjeneste og klagerens frygt for ikke at få adgang til en fair asylsagsbehandling i Portugal. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit [i vinteren 22/23] i Portugal, at Portugal efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, jf. artikel 25, stk. 2, såkaldt accept by default, og at Portugal dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det anførte om, at klageren frygter overgreb fra de iranske myndigheder i Portugal, fordi han har delt en video, hvori han udtaler kritik og den iranske regering, kan ikke føre til, at klageren ikke kan overføres til Portugal. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at tage kontakt til de portugisiske myndigheder, herunder det portugisiske politi, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Port/2023/1/SAHE
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til asyl- og modtagerforhold, herunder risiko for manglende eller mangelfuld indkvartering i Nederland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit [i sommeren 2022] i Nederlandene, at Nederlandene efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 25, stk. 2, såkaldt accept by default, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Nederlandene og herefter udrejst af Nederlandene, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Det forhold, at klageren efter det oplyste, ikke var klar over, at han havde afgivet en ansøgning om asyl, kan ikke føre til en ændret vurdering. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet klageren frygter at blive overført til Nederlandene, idet [efterretningstjenesten i klagerens hjemland] er efter klageren, og klageren har modtaget telefoniske trusler fra [personer fra klagerens hjemland] i Nederlandene, som har tilknytning til [efterretningstjenesten i klagerens hjemland]. DRC Dansk Flygtningehjælp har derudover gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet modtageforholdene i Nederlandene er mangelfulde. DRC Dansk Flygtningehjælp har endelig gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet klageren har sin søster samt to fætre, hvoraf den ene fætter er klagerens [familiemedlem], i Danmark. Det forhold, at klageren i Nederlandene har modtaget opkald fra personer som han mener har forbindelse til [efterretningstjenesten i klagerens hjemland], kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at såfremt klageren skulle opleve problemer med privatpersoner i Nederlandene, må klageren henvises til at tage kontakt til de nederlandske myndigheder, herunder det nederlandske politi, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at modtageforholdene i Nederlandene er mangelfulde, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende forholdene i Nederlandene, at der har været udfordringer i det nederlandske modtagesystem, men at der i den seneste tid er sket forbedringer. Det fremgår blandt andet af ECRE’s artikel “Reception Crises: A New Law in the Netherlands to Accommodate Refugees Is Approved by the Right”, udgivet den 11. november 2022, at: “Meanwhile in the Netherlands, a new law to ease the ongoing reception crisis by legally requiring local councils to accommodate asylum seekers and people who have been given settled status faced resistance from the largest coalition party, the VVD, which wanted to include measures to decrease the number of arrivals in the Netherlands. However, VVD finally agreed to support the law on 8 November and State Secretary Eric van den Burg intends to implement it on 1 January 2023. According to local media: “Among other things, the law regulates that the government can force municipalities to take in asylum seekers if they refuse to do so voluntarily. In an attempt to avoid this, the government will pay municipalities that house at least 100 asylum seekers a bonus of 2,500 euros per asylum seeker, provided they participate in the program voluntarily and maintain the facilities for at least five years”. Flygtningenævnet bemærker desuden, at Nederlandene har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggelse rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Nederlandene er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Nederlandene, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. For så vidt angår det forhold, at klageren har sin søster i Danmark, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 16, da der på sagen ikke foreligger oplysninger om et særligt afhængighedsforhold mellem klageren og hans søster. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter Dublinforordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Nederlandene, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes det, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Det forhold, at klageren har en voksen søster og to fætre i Danmark kan ikke føre til, at hovedprincippet i Dublinforordningen skal fraviges. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Nede/2023/3/diei
Nævnet meddelte i september 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og oprindelig sunnimuslim fra landsbyen [by] i [distrikt], Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv tidligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangsrekrutteret til Taliban. I forbindelse med denne sag har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, fordi han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [måned] [år] opsøgte en præst ved [kirke] i [by] fordi han ønskede at blive døbt. Ansøgeren mødtes ugentligt med præsten for at deltage i dåbsundervisning, hvor han var både åben, nysgerrig og oprigtigt interesseret i kristendommen. Ansøgeren modtog sideløbende dåbsforberedelse. Han blev døbt [dato i 2019-2021]. Ansøgeren har efterfølgende fastholdt kontakten til præsten, og de taler sammen om kristendommen og ansøgerens dagligdag. Ansøgeren går til gudstjeneste om søndagen hver anden måned, og ansøgeren føler sig hjemme i kirkemiljøet. Det er vigtigt for ansøgeren at tro på noget, og særligt læren om næstekærlighed og de ti bud er vigtige for ansøgeren. Kristendommen er en del af ansøgeren, og han lever efter de kristne værdier. Ansøgeren føler, at kristendommen passer til ham. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet han vil blive anset som vestliggjort som følge af ansøgerens længerevarende ophold i Vesten. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at efter de foreliggende baggrundsoplysninger er de generelle forhold i Afghanistan ikke af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker dog, at i lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må der udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af ansøgerens konkrete risikoprofiler. Sådanne særlige risikoprofiler er behandlet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, der side 57 – 101 indeholder en analyse af 18 ”particular profiles with regard to qualification for refugee status.” Under Flygtningenævnets behandling af sagen [i sommeren] 2019 fandt nævnet, at ansøgerens forklaring om, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive tvangsrekrutteret til Taliban ikke kunne lægges til grund. Flygtningenævnet tiltræder denne vurdering. Om ansøgeren må anses for vestliggjort: Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren kom til Danmark den [i begyndelsen af] 2016, da han var [mindreårig]. Han kom i plejefamilie hos en dansk familie med [antal] børn, hvor han indgik som en del af denne familie. Han kom til at gå i en dansk klasse, kom på en dansk efterskole, og han har haft flere forskellige fritidsjob efter skole. Han er nu under uddannelse til [fag], og han har fået lovet, at han kan beholde sin praktikplads som [...] gennem hele uddannelsesforløbet. Han har til samtalen for Flygtningenævnet talt flydende dansk. Han har forklaret, at han ikke taler dari uden at hakke i sætningerne. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren går på diskoteker, indtager alkohol og har haft dansk kæreste. Der har været lagt fotos op af ansøgeren på diskoteket [navn] hjemmeside, der er åben som reklame for diskoteket. Herefter og sammenholdt med ansøgerens forklaring for nævnet, må nævnet lægge til grund, at ansøgeren har tilegnet sig en sådan vestlig levestil, at han vil påkalde sig tydelig opmærksomhed fra Taliban. Ansøgerens konversion: Ansøgeren blev døbt [dato i 2019-2021]. Flygtningenævnet finder efter ansøgerens forklaring sammenholdt med udtalelsen fra sognepræsten [navn], at ansøgerens konversion er reel. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet på en troværdig måde afpasset hans alder, opvækst i Danmark og tidligere livsførelse forklaret om baggrunden for hans konversion og de følelser, der har været forbundet hermed. Han har forklaret om kristendommens næstekærlighed, håb og tilgivelse, som har kunnet hjælpe ham i de situationer, som han har været i, siden han kom til Danmark og ophørte med at være muslim. Konklusion: Det kan på grundlag af baggrundsoplysningerne, herunder de konkrete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, side 85 f, lægges til grund, at en person med ansøgerens profil vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb m.v. både som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land, og som følge af at han er konverteret til kristendommen. På ovenstående baggrund og efter oplysningerne om den aktuelle situation i Afghanistan finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2022/55/CARA
Nævnet omgjorde i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by 1, område] Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt være politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag samt den efterfølgende sag om statusændring henviste klageren som asylmotiv til, han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive udsat for overgreb eller slået ihjel af myndighederne eller andre grupperinger, som er en del af krigen i Syrien, idet klageren i Syrien har arbejdet som læge med egen praksis. Klageren henviste til støtte for sit asylmotiv til, at han havde en lægeklinik i [by 2], som blev udsat for bombardementer, og at hans bopæl var omringet af de syriske myndigheder, hvorfor der var mange kampe i området. Klageren blev i juni 2012 tilbageholdt i to timer ved en kontrolpost af de syriske myndigheder. Han har endvidere være tilbageholdt af Folkekomitéen, idet han har hjulpet sårede personer. Folkekomitéen ville have klageren til at videregive oplysninger om patienterne. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2020/2021] i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren henviste som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder eller en anden gruppering, som er en del af krigen i Syrien. Klageren anførte til støtte herfor, at han og hans kollegaer på hospitalet i [by 2] blev tilbageholdt af de syriske myndigheder i to til tre dage, samt at de syriske myndigheder begyndte at anholde alle de læger, der havde arbejdet på hospitalet. Klageren anførte derudover, at han har fået at vide fra sin familie, at myndighederne har opsøgt familiens bopæl efter hans udrejse, og at de har spurgt efter klageren. Klageren henviste som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse videre til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter anholdelse, tortur eller at blive slået ihjel som følge af, at hans bror er efterlyst. Klageren anførte til støtte herfor, at hans bror blev efterlyst i [vinteren 2013/2014], og at myndighederne opsøgte familiens bopæl for at finde klagerens bror. Klageren talte med myndighedspersonerne, og han fik en pose over hovedet og blev taget med til afhøring om sin brors opholdssted. Klageren var tilbageholdt i to dage og blev bedt om at kontakte sin bror og fortælle ham, at han skulle komme tilbage til Syrien. Klageren har derudover i forbindelse med genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han har forladt sin stilling som praktiserende læge på et offentligt hospital uden tilladelse. Flygtningenævnet lægger, uanset de udbygninger mv., der har været af klagerens forklaring under asylsagens samlede behandling, til grund, at klageren har haft en vis tilknytning til det offentlige sundhedssystem i Syrien, hvor han dog primært har arbejdet som privat praktiserende læge, ligesom han i en periode under krigen har været frivillig på et privathospital. Nævnet lægger også til grund, at klageren forud for sin udrejse af Syrien har været tilbageholdt af myndighederne og er blevet afhørt i anledning af sit arbejde. Klageren har endvidere forklaret, at efterretningstjenesten i Syrien flere gange og senest for ganske nylig har rettet henvendelse til hans familie i Syrien om ham. Herefter, og efter oplysningerne om de forhold, der har dannet grundlag for, at klagerens bror som tidligere ansat i det syriske præsidentkontor i februar 2022 er blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, sammenholdt med det forsigtighedsprincip, der anvendes ved behandlingen af sager vedrørende personer fra Syrien, finder nævnet, at klageren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Syri/2023/9/ajni
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra DR Congo. Indrejst i 1989.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er katolik af trosretning fra [by], DR Congo. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 1989, og at han [i efteråret] 1990 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2020 udrejste af Danmark. Klageren udrejste for at tage ophold i DR Congo, blandt andet fordi klagerens søn, der var bosat i DR Congo, havde fået kræft, fordi der var familieproblemer, og fordi klageren havde til hensigt at skrive en ph.d. på et universitet i hjemlandet. [I sommeren] 2022 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og § 17, stk. 4, idet klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, samt idet klageren frivilligt har taget bopæl i sit hjemland. Flygtningenævnet bemærker, at klageren udrejste af Danmark [i vinteren 2019/2020] og indrejste på ny [i sommeren] 2021. Klageren har således opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Det kan ikke lægges til grund, at klageren har været forhindret i at rejse tilbage til Danmark. Det må derimod lægges til grund, at klageren frivilligt har taget ophold i DR Congo. Flygtningenævnet har i denne forbindelse lagt særlig vægt på, at klageren ved sin samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2022 forklarede, jf. referatets side seks, at han valgte at udskyde sin tilbagerejse gentagne gange. Han har i den forbindelse bekræftet, at han frivilligt valgte at udskyde tilbagerejsen på grund af frygt for covid-19. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for at anse klagerens opholdstilladelse for at være bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt., er opfyldt. Endelig finder Flygtningenævnet ikke, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 17 a. Flygtningenævnet henviser herved til Udlændingestyrelsens begrundelse. Spørgsmålet er herefter, om bortfald af klagerens opholdstilladelse vil indebære en krænkelse af klagerens rettigheder til privat- og familieliv i medfør af EMRK artikel 8. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i mere end 30 år, og der er således ikke tvivl om, at bortfald af klagerens opholdstilladelse vil indebære et indgreb i hans rettigheder i medfør af EMRK artikel 8. Flygtningenævnet bemærker dog, at klageren kom til Danmark [da han var i slutningen af 20’erne] og således har haft hele sin barndom og en væsentlig del af sin ungdom i sit oprindelsesland. Efter det oplyste har klageren fire voksne børn, hvoraf de tre er bosat i [andet europæisk land] og et i Danmark. Han har endvidere sin fraseparerede ægtefælle i Danmark. Efter det oplyste om klagerens relation til sin voksne datter, er der ikke tale om et familieliv, der er beskyttet af EMRK artikel 8. For så vidt angår klagerens ret til privatliv, bemærker Flygtningenævnet, at klageren har opholdt sig i Danmark i mere end 30 år, og at han har haft beskæftigelse i mindst 14 år i Danmark, men at han ikke taler dansk i videre omfang. Han har samtidig bevaret en betydelig tilknytning til sit oprindelsesland. Han har således for Flygtningenævnet forklaret, at han i hvert fald har besøgt landet seks gange. Han har endvidere en mindreårig søn i DR Congo, og han har under sit seneste besøg haft ophold hos sønnen og dennes mor, som han betegner som sin kæreste. Han har yderligere forklaret, at han er registreret med bopæl i en ejendom i [by], som tilhører hans familie, og som er arvet efter hans [familiemedlem]. Udover at være bopælsregistreret, har han fået udstedt nationalitetspas i sit oprindelsesland flere gange og senest i 2017. Klageren har endelig forklaret, at han har haft overvejelser om at skrive en ph.d.-afhandling ved et universitet i DR Congo. Efter en samlet vurdering og med særlig henvisning til klagerens fortsatte tætte kontakt til sit oprindelsesland, finder Flygtningenævnet ikke, at bortfald af klagerens opholdstilladelse i Danmark vil indebære et uproportionalt indgreb i klagerens rettigheder i medfør af EMRK artikel 8. Klageren har i 1990 fået opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet må imidlertid lægge til grund, at klageren talrige gange har været tilbage i sit oprindelsesland. Han har for Flygtningenævnet forklaret, at han under disse tidligere ophold ikke har oplevet problemer. Det seneste ophold var som anført på mere end et år. Klageren har endvidere oplyst, at han overvejede at stille op til parlamentsvalg i DR Congo. Endelig har klageren i juli og august 2021 til de danske myndigheder meddelt, at han gerne ville rejse tilbage til DR Congo. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at klageren, såfremt han på ny tager ophold i DR Congo, vil være i risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7. Det kan ikke føre til et andet resultat, at klageren har forklaret, at han ved en enkelt lejlighed i foråret 2020, mere end et år før han rejste tilbage til Danmark, er blevet truet med en kniv på grund af politiske uoverensstemmelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: demo/2023/2/eeb
Nævnet meddelte i februar 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig afghansk statsborger samt et medfølgende barn fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er [etnicitet] og shia-muslim fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har boet i Iran, siden hun var [barn]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle [A] eller hans familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i Iran indgik i et ægteskab med [A], fordi hendes familie var fattig. [A] udsatte ansøgeren for verbale, fysiske og seksuelle overgreb, og hans første ægtefælle og dennes døtre udsatte ligeledes ansøgeren for fysiske overgreb. Ansøgeren har videre oplyst, at hun indledte et forhold til en anden mand, [B], mens hun var gift med [A], og at [A’s] første ægtefælle og dennes døtre fandt ud af det, da de fandt ansøgerens telefon, som indeholdt billeder af ansøgeren sammen med [B]. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren [A’s familiemedlemmer], der er bosat i landet, og hun har anført, at [A] også jævnligt opholder sig i Afghanistan i længere perioder, hvor han ejer jord. Yderligere har ansøgeren henvist til, at straffen for utroskab i Afghanistan er dødsstraf ved stening. Endelig har ansøgeren i forbindelse med genoptagelsessagen anført, at hun i Danmark har fået et barn uden for ægteskab, at hun ikke er blevet skilt fra [A], og at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer en umenneskelig hård straf for utroskab. Udlændingestyrelsen har ved nævnsmødet nedlagt påstand om, at ansøgeren og hendes datter meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet ikke har fundet anledning til, at ansøgeren skulle afgive forklaring for nævnet. Flygtningenævnet bemærker, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren og hendes mindreårige datter [C] skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2023/10/CARA
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og sunnimuslim født i landsbyen [A], [B-distriktet], [C-provinsen], Afghanistan. Ansøgeren har senest haft bopæl i Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ISIL, ligesom han frygter Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans [bror D] arbejdede for valgkommissionen og blev valgt til [et råd] i landsbyen [E] i [F]. [D] delte bøger om samfundsfag og historie ud i [F], og ansøgeren hjalp [D] med dette. [D] tog endvidere ansøgeren med til [F] for at vise andre drenge, at der var en anden måde at leve på. Ansøgeren blev derfor ofte set sammen med [D] i [F]. [D] sendte ansøgeren i skole og betalte for hans engelskundervisning i Kabul. ISIL var imod [D’s] arbejde, og [D] modtog på den baggrund trusler. ISIL sendte [D] trusselsbreve, og ISIL skrev blandt andet, at [D] skulle sende sin lillebror i madrasa. En dag hvor [D] selv rejste mellem Kabul og [F], blev han slået ihjel af ISIL. Ansøgeren fik dette at vide af sin morbror. Familien fik også oplyst af personer fra landsbyen, at ISIL havde truet med at slå ansøgeren ihjel, ligesom de havde slået [D] ihjel. Ansøgeren har endvidere oplyst, at Taliban tænker ligesom ISIL, og at Taliban således også vil være efter ham. Ansøgeren frygter endvidere sin stedmor, der har været voldelig og slået ansøgeren. Ansøgeren frygter også, at hun vil videregive oplysninger om ansøgeren til ISIL. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at ændre Flygtningenævnets afgørelse [fra sommeren] 2022 vedrørende ansøgerens alder. Flygtningenævnet henviser herved til de grunde, der er anført i afgørelsen. Det forhold, at ansøgeren nu har fremlagt kopi af et nyudstedt tazkera kan ikke føre til et andet resultat, idet ansøgerens forklaring om, hvordan han har skaffet det nye tazkera fra en fætter, som han har et dårligt forhold til, og som straks efter at have hjulpet ansøgeren, afskar kontakten til ham, ikke er troværdig. Dertil kommer, at der heller ikke er fuld overensstemmelse med hensyn til ansøgerens alder i det nye tazkera, og det som ansøgeren oprindeligt fremlagde. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende om en række centrale forhold for ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet henviser herved til det, som Udlændingestyrelsen har anført, herunder at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor [D] var på vej hen, da han blev dræbt af ISIL, om hvem der fortalte ansøgeren om [D’s] død, og om hvorvidt ansøgeren var til stede i landsbyen den dag, hvor [D] blev begravet. Flygtningenævnet bemærker herved også, at ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om, hvorfor han ikke har kunnet få kontakt til sin morbror, men kun til sin morbrors søn, også har været utroværdig. Herefter, og da de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i asylbegrundet risiko som omhandlet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2022/64/anjv
Nævnet omgjorde i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring ved-rørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra området [område I], [region I], Syrien. Senest har klageren opholdt sig i området [område II] i [region I]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens opholdstilladelse er senest [i foråret] 2022 blevet forlænget med gyldighed til [foråret] 2024. [I sommeren] 2021 har klageren til Udlændingestyrelsen fremsendt en dom over klageren afsagt af en syrisk retsinstans, fordi han har forladt sin offentlige stilling uden tilladelse. Udlændingestyrelsen har anset det af klageren fremsendte som en klage over statusvalg, hvorfor sagen samme dag blev oversendt til behandling i Flygtningenævnet. Klageren har ikke yderligere i sin henvendelse af [sommeren] 2021 begrundet sin klage over statusvalg. Klageren har i forbindelse med sin Oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2015/2016] blandt andet som asylmotiv henvist til, at han flygtede fra sit arbejde som offentlig ansat, og at han ville blive udsat for afhøringer og anholdelser af myndighederne og efterretningstjenesten som følge heraf. Han har videre henvist til, at han udrejste og forlod sin stilling som offentlig ansat uden myndighedernes tilladelse, og at de syriske myndigheder har henvendt sig til klagerens familiemedlemmer tre til fire gange, hvor de har spurgt efter klageren og sagt, at de gerne vil tale med ham. Klagerens advokat har supplerende i sit indlæg af [vinteren 2022/2023] på vegne af klageren blandt andet gjort gældende, at klagerens oplysninger om sit arbejde, om sin udrejse fra Syrien under en ferieperiode, uden at have opsagt sin stilling, og om de efterfølgende henvendelser, fra de syriske myndigheder til hans familie, må lægges til grund. Advokaten har videre gjort gældende, at klageren har haft en stilling af en vis betydning i en større statsejet virksomhed, og at han har forladt stillingen uden tilladelse fra myndighederne. Advokaten har endvidere gjort gældende, at det må tillægges grund, at den af klageren fremlagte dom er ægte, og at klageren bør meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren forud for sin udrejse af Syrien i 2014 har været offentligt ansat i en længere årrække i en statsejet [titel]virksomhed, som han forlod uden tilladelse fra myndighederne for at flygte ud af Syrien, og at klagerens familie efter klagerens udrejse blev opsøgt flere gange af de syriske myndigheder, som spurgte efter klageren. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren og dennes hustru samt barn har oplyst herom tilbage i 2015 i forbindelse med indrejsen i Danmark. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at der i 2016 blev afsagt en dom over klageren, fordi han havde forladt sin offentlige stilling. Klageren har forklaret troværdigt om baggrunden for oversættelse af dommen, herunder at den blev oversat i [1-3] eksemplarer, og at dommen blev sendt til ham i 2018, hvilket er støttet af en fremlagt kuvert, der er poststemplet i 2018. Samtidig har klageren forklaret troværdigt om baggrunden for, hvorfor kopien af dommen først blev fremlagt for Udlændingestyrelsen i 2021. Flygtningenævnet lægger endelig til grund, at klageren udrejste fra [by I] via en grænseovergang, der var kontrolleret af den Frie Syriske Hær, således at udrejsen fra Syrien ikke nødvendigvis kan anses for at være legal. Det fremgår af Flygtningenævnets tidligere baggrundsoplysninger, at det kun var offentligt ansatte i højere stillinger eller profilerede personer, der risikerede retsforfølgelse, hvis de havde forladt deres stilling uden tilladelse. Nyere baggrundsoplysninger tyder imidlertid på, at ansættelsesniveauet ikke har en betydning herfor. Det fremgår blandt andet af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 12. marts 2021, at myndighederne retsforfølger personer, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft. Det fremgår dog af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 9. december 2021, at der udstedes amnesti for offentligt ansatte, der har forladt deres stilling før den 22. marts 2020, men det fremgår ikke, om amnestireglerne i praksis bliver overholdt, ligesom høringssvaret alene er baseret på en enkelt ekstern kilde, der ikke er nærmere omtalt. Det fremgår herudover af Udlændingestyrelsens rapport Syria – Treatment upon return fra maj 2022, at der sker arbitrær arrestation og tilbageholdelse også af personer, der er omfattet af amnestilove og –dekreter. Af rapporten fremgår videre, at der ikke er noget klart mønster i behandlingen af personer, der vender tilbage til Syrien, og at dette til dels beror på den enkelte ansvarlige medarbejders beslutning på indrejsestedet eller i sikkerhedstjenesten. Flygtningenævnet finder herefter og under hensyn til, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, at der er usikkerhed om, i hvilket omfang amnestireglerne vedrørende ansatte, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft, i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder. Efter en samlet vurdering af de ovenfor angivne oplysninger om klageren, finder Flygtningenævnet herefter, at det må lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuelt begrundet forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet omgør herefter Udlændingestyrelsen afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2023/17/sme
Nævnet hjemviste i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Myanmar. Sagen er sambehandlet med Myan/2023/5. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har i forbindelse med sin anmodning om genoptagelse henvist til sit oprindelige asylmotiv, men har herudover yderligere henvist til nye asylmotiver som følge af den ændrede situation i Myanmar efter kuppet i februar 2021. Ansøgeren har herunder anført, at hun ikke ved, hvad der er sket med hendes [familiemedlem], der har været tilknyttet partiet National League for Democracy. Hun har endvidere henvist til, at såvel hun som hendes datter under deres ophold i Danmark har lavet kritiske opslag på de sociale medier mod regimet, og at de støtter en række oppositionsgrupper, herunder National Unity Government, økonomisk. Endelig har hun henvist til de generelle forhold i Myanmar, herunder i forbindelse med en tilbagevenden til landet og som kvinde uden mandligt netværk. Da Udlændingestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til disse forhold, besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, således at Udlændingestyrelsen kan træffe en afgørelse som første instans.” Løbenummer: Myan/2023/6/sahe
Nævnet hjemviste i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Myanmar. Sagen er sambehandlet med Myan/2023/6. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har i forbindelse med sin anmodning om genoptagelse henvist til sit oprindelige asylmotiv, men har herudover yderligere henvist til nye asylmotiver som følge af den ændrede situation i Myanmar efter kuppet i februar 2021. Ansøgeren har herunder anført, at hun ikke ved, hvad der er sket med hendes mors [familiemedlem], der har været tilknyttet partiet National League for Democracy. Hun har endvidere henvist til, at såvel hun som hendes mor under deres ophold i Danmark har lavet kritiske opslag på de sociale medier mod regimet, og at de støtter en række oppositionsgrupper, herunder National Unity Government, økonomisk. Endelig har hun henvist til de generelle forhold i Myanmar, herunder i forbindelse med en tilbagevenden til landet og som kvinde uden mandligt netværk. Da Udlændingestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til disse forhold, besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, således at Udlændingestyrelsen kan træffe en afgørelse som første instans.” Løbenummer: Myan/2023/5/sahe
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1998 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i ti måneder for overtrædelse af straffeloven [primært bestemmelser vedr. personfarlig kriminalitet], samt overtrædelse af [bestemmelser] i knivloven og [bestemmelser] i lov om tilhold samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk araber, muslim og irakisk statsborger. Han er født og opvokset i [andet land]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han frygter de generelle forhold i Irak, herunder at blive vilkårligt dræbt som følge af landets uroligheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han aldrig har opholdt sig i Irak, idet han er født og opvokset i [andet land]. Derudover har han set og hørt i nyhedsmedier, at tilstanden i Irak er kaotisk, da mange civile irakere er blevet slået ihjel under borgerkrigen. Derudover har klageren oplyst, at der er konflikter mellem forskellige religiøse grupperinger i Irak. Endeligt har klageren anført, at der konstant er strømsvigt, vandmangel, og at det er vanskeligt at opretholde et liv i Irak. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og som følge af [Landsrettens] ankedom af [efteråret 2021], hvorved klageren blev udvist med indrejseforbud i 6 år, skal der efter udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at han er i tvivl om, hvorvidt han er irakisk statsborger. Flygtningenævnet lægger efter sagens oplysninger til grund, at klageren er irakisk statsborger. Klageren har som hindring for udsendelse til Irak henvist til de generelle forhold i Irak og til, at han aldrig har været i Irak. Flygtningenævnet tiltræder, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv kan begrunde asyl. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger og i øvrigt af Flygtningenævnets praksis, at forholdene i Irak ikke er af en sådan karakter, at det må lægges til grund, at personer, der kommer fra landet, alene som følge af den blotte tilstedeværelse ved en tilbagevenden, vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet tiltræder endvidere udlændingestyrelsens bemærkninger vedrørende klagerens forudsætninger for i Irak at kunne etablere en tilværelse. Flygtningenævnet tiltræder ligeledes at der ikke er noget grundlag for at antage at klageren i Irak vil være i konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det, klageren har anført om Udlændingestyrelsens pligt til at foretage yderligere undersøgelse, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved, at klageren ikke har ønsket at give samtykke til, at Udlændingestyrelsen kontakter hans [familiemedlem] med henblik på at indhente oplysninger fra klagerens [familiemedlemmers] sager. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren under samtalen i [sommeren 2022] med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han, hvis de generelle forhold i Irak forbedres, problemfrit kan udrejse til Irak. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort at have et beskyttelsesbehov, som kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og det tiltrædes på denne baggrund, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren udsendes til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Irak/2023/2
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim af trosretning fra landsbyen [landsby], distriktet [distrikt], Laghman-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han er stukket af, da Taliban ville rekruttere ham på grund af, at hans far arbejdede for den tidligere regering i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far arbejdede som [stillingsbetegnelse]. Faren [arbejdsopgaver] for den tidligere regering i Afghanistan. Faren arbejdede i området omkring familiens landsby [landsby]. Taliban opsøgte ansøgerens far for at presse ham til at arbejde for Taliban i stedet for regeringen. De ældre folk fra landsbyen talte farens sag. De sagde, at faren havde en ægtefælle og børn at forsørge, hvortil Taliban til faren svarede, at han kunne sende sin ældste søn fra sin husstand. Faren indvilligede i dette alene på baggrund af, at Taliban så ville lade ham være, men faren ville ikke sende ansøgeren til Taliban. Faren bad derfor ansøgeren om at forlade Afghanistan. Ansøgerens far arrangerede og betalte udrejsen. Et flertal af Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, da den fremstår overfladisk og på væsentlige punkter utroværdig, og dermed konstrueret til lejligheden. Klageren har forklaret divergerende om, hvorvidt han havde kontakt til sin familie efter at være rejst fra [by I] forud for udrejsen. Ansøgeren har først til Udlændingestyrelsen [i foråret] 2022 forklaret, at han havde lidt kontakt til sin far i form af en til to korte telefonsamtaler, inden telefonen blev taget fra ham i Iran. Senere har ansøgeren forklaret, at han sagde farvel til sin far i [by I], og at han ikke har haft kontakt til sin familie siden. Om denne divergens har ansøgeren forklaret afglidende. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret meget udetaljeret omkring sit forholdsvis enkle asylmotiv. Samtidig finder et flertal af Flygtningenævnet det påfaldende, at ansøgeren, efter han i [sommeren] 2021 indrejste i Danmark, har haft kontakt til en tidlige skolekammerat i Afghanistan via en anden asylansøgers [social medie]-konto, og at han gennem denne skolekammerat modtog et billede af sin [id-dokument], som i kopi skulle befinde sig på ansøgerens tidligere skole samtidig med, at ansøgeren har forklaret, at han ikke via denne skolekammerat kunne få forbindelse eller oplysninger om sin familie, idet kammeraten ikke kendte vejen til ansøgerens landsby. Denne del af forklaringen fremstår usammenhængende og utroværdig og skal ligeledes ses i lyset af, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2022 har oplyst, at han benytter sin mobiltelefon til at spille og høre musik på, men at han ikke benytter den til sociale medier. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren var den eneste i familie, der måtte flygte som følge af farens angivelige konflikt med Taliban, henset til dels at faren havde flere sønner, som efter ansøgerens forklaring, også gik i skole, og dels at det må antaget, at faren ville komme i vanskeligheder, når han ikke kunne overholde den aftale, han havde indgået med Taliban. Et flertal finder Flygtningenævnet efter det overfor anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuelt begrundet forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Afghanistan/2023/15/sme
Flygtningenævnet har i februar 2023 besluttet at ændre Flygtningenævnets beslutning af marts 2022 i en genoptagelsessag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende den mandlige statsborger fra Syrien, således at fortsat har opholdstilladelse i Danmark, nu efter udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014. ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [område], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [vinteren 2014/2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Han henviste endvidere til, at han frygtede for sit liv, idet folk fra [by] Rif Damaskus ikke var velanset hos regimet, idet byen og området var besat af Den Frie Syriske Hær. Udlændingestyrelsen har den [efteråret 2021] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han har været tilbageholdt af de syriske myndigheder to gange, idet de havde kendskab til, at han havde hjulpet sårede i [område]. Klageren har videre henvist til, at han er blevet beskyldt for at have støttet den interne og eksterne opposition i Syrien. Klageren har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive sigtet og beskyldt for gerninger, som han ikke har gjort, samt at han frygter de syriske myndigheder, fordi hans søn har unddraget sig militærtjeneste. Endelig har klageren henvist til, at han vil være i et risiko for forfølgelse (sur place-motiv), idet han og hans døtre har ytret sig imod de syriske myndigheder, hvilket kan være blevet eksponeret i medierne i sådan et omfang, at han ved tilbagevenden vil være i et modsætningsforhold til myndighederne. Efter det der er fremkommet under nævnsmødet, lægger Flygtningenævnet som tidligere nævn til grund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse, straf eller risiko for overgreb som følge af de asylmotiver, han anførte for Flygtningenævnet under mødet den [foråret 2022] i relation til egne aktiviteter i Syrien forud for udrejsen. Udlændingestyrelsen har den [vinteren 2022/2023] meddelt klagerens søn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 som følge af, at han er i den militærpligtige alder og ikke ønsker at aftjene værnepligt i Syrien. Samtidig har Udlændingestyrelsen samme dato meddelt klagerens døtre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, da de har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse af de syriske myndigheder som følge af offentlig kritik af det syriske styre. Klageren har i [måned] 2022 deltaget i et interview med [medie], hvor han fremstår med navn og billede, og hvor han udtaler kritik især af den danske udlændingepolitik men også i mindre grad af det syriske styre. Interviewet, der er forevist nævnet, ligger på [medie] [socialmedie]-side, og er vist [tusinder] gange og er tillige kommenteret. Samtidig har klagerens tre børn udtalt sig kritisk om det syriske styre i [måned] 2022 i et interview med [medie], hvor de alle fremstår med navn og billede, således som det er oplyst i børnenes sager i Udlændingestyrelsen, hvor interviewet er oversat. Endelig har klageren efter egne oplysninger udtalt sig kritisk om det syriske styre i et direkte interview med [medie]. Klageren og børnenes interview med [medie] er ikke længere tilgængelige på [internetside]. Klageren har efter egne oplysninger en profil på [socialmedie], hvor han har liket kritiske opslag om det syriske styre. På baggrund af en samlet vurdering af det ovenfor anførte vedrørende klageren og hans børn, herunder baggrunden for at børnene er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 samt under henvisning til det forsigtighedsprincip, som skal anvendes ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien, finder Flygtningenævnet, at klager har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne, herunder oplysninger om de syriske myndigheders monitorering af syriske statsborgere i udlandet. Flygtningenævnet ændrer derfor Flygtningenævnet beslutning af den [foråret 2022], således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2023/15/MSAI
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2022/3023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagerens helbredsmæssige forhold, herunder at han fremstår meget psykisk påvirket, og at DRC Dansk Flygtningehjælp har kontaktet [asylcenter] med orientering om klagerens psykiske tilstand, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale er refereret for at have oplyst, at han hverken har opsøgt eller har modtaget behandling for sine psykiske problemer i Tyskland, selvom dette var muligt. Klageren må herefter forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren ikke ønsker at tage tilbage til Tyskland, fordi han der er blevet meddelt afslag på asyl, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenummer: Dub-Tysk/2023/6/anfi
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at hensynet til barnets tarv medfører, at asylsagen bør behandles i Danmark i medfør af Dublin-forordningens art. 17, stk. 1, jf. art. 6 og præamblens pkt. 13, idet klageren har et herboende spædbarn, som han har delt forældremyndighed over.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at hovedmålet med Dublinforordningen er ud fra forordningens kriterier og procedurer at afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet er en tredjelandsborger eller en statsløs. Det forhold, at klageren har en herboende kæreste, med hvem han har et barn med, som er født i Danmark [i efteråret] 2022, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at parrets forhold ikke er omfattet af familiebegrebet i henhold til Dublinforordningens artikel 2, litra g. Nævnet finder derfor, at der ikke er tale om et ægteskabslignende forhold eller et fast samliv, og at der ikke er etableret et familieliv i Danmark, henset til, at de for første gang mødte hinanden for omkring halvandet år siden, mens klageren opholdt sig i Tyskland, hvor han havde en verserende asylsag, og hvor kæresten kom og besøgte ham. Det forhold, at klageren har fremlagt en kopi af Omsorgs- og ansvarligerklæring om faderskab dateret [i efteråret] 2022, fra [en offentliglig myndighed], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at parret velvidende, at klageren ikke havde lovligt ophold i Danmark, og mens hans asylsag i Tyskland ikke var færdigbehandlet, har valgt at få et barn. DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at klagerens kæreste og barn har tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at klageren gerne vil være sammen med dem og hjælpe med at opfostre sit barn, hvilket han gør under sit ophold i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren ikke kan antages at have haft en berettiget forventning om, at hans ansøgning om asyl i Danmark, ikke vil blive afvist, og at han ville kunne blive overført til Tyskland. Det forhold, at klagerens kæreste og deres fælles barn har opholdstilladelse i Danmark, og at DRC Dansk Flygtningehjælp i den forbindelse har henvist til baggrundsoplysninger og har peget på bestemmelser i FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder om, at hensynet til barnets tarv og familiens enhed skal komme i første række, kan desuden ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved, at hensynet til barnets tarv og familiens enhed ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, hvilket land der har ansvaret for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker, at klageren må henvises til familiesammenføringsreglerne. Det er nævnets vurdering, at familiesammenføringsreglerne er det rette regelsæt, der skal anvendes i nærværende sag. Det fremgår desuden af udlændingemyndighedernes system og af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg af [vinteren 2021/2022], at klageren har en verserende familiesammenføringssag i Udlændingestyrelsen, og at han [vinteren 2022/2023] er blevet meddelt processuelt ophold. For så vidt angår klagerens frygt for at blive meddelt afslag på asyl i Tyskland, og at dette vil medføre, at han vil blive udsendt til [sit hjemland], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Hertil bemærker Flygtningenævnet indledningsvist, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland under behandlingen af hans asylsag, idet de tyske myndigheder [i efteråret] november 2022 har accepteret at tilbagetage ham. Klageren vil i Tyskland være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at Tyskland er medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det forhold, at klageren til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2022 har oplyst, at han lider af [sygdom], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen samme dag har oplyst, at han har modtaget behandling i Tyskland. Nævnet har herved endvidere lagt vægt på, at klageren i Tyskland igen vil få den nødvendige behandling. Nævnet finder derfor, at der i sagen ikke foreligger sådanne helt særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, som medfører, at Danmark skal tage asylsagen under behandling i medfører af Dublinforordningens artikel 17. Afslutningsvist bemærker Flygtningenævnet, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Tysk/2023/5/sme
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsmæssige forhold, samt at klageren frygter at blive udsat for chikane i Østrig. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit i [sommeren] 2022 i Østrig, at Østrig efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren efter Dublinforordningens regler om såkaldt accept by default, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [vinteren] 2023 har henvist til, at Østrig stiltiende har accepteret at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 22, stk. 7. Flygtningenævnet finder imidlertid, at den rette bestemmelse er forordningens artikel 25, stk. 2, idet der er tale om en tilbagetagelse af klageren. Det af klageren oplyste om, at klageren i Østrig frygter en gruppering, som han er flygtet fra i Tyrkiet, og som har chikaneret ham og udsat ham for overgreb, kan ikke føre til ændret vurdering. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren som følge af konflikten med grupperingen ikke føler sig tryg i Østrig, og at hans psykiske tilstand vil blive forværret ved en tilbagevenden til Østrig, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2022 ifølge referatet har oplyst, at han ikke har oplevet nogen konkrete hændelser i Østrig, og at han, om end han har haft overvejelser herom, ikke har søgt de østrigske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at såfremt klageren oplever problemer med grupperingen eller privatpersoner i Østrig, må klageren må henvises til at rette henvendelse til de østrigske myndigheder, der må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne hjælp og beskyttelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste om, at klageren under sit ophold i Østrig følte sig nødsaget til at tilkendegive sin religiøse overbevisning over for andre asylansøgere på asylcentret, herunder at han følte sig nødsaget til at lyve herom og fortælle, at han var [religiøs overbevisning] for at passe ind, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at klageren også i denne forbindelse må henvises til at rette henvendelse til de relevante østrigske myndigheder, såfremt han ved en tilbagevenden til Østrig fortsat oplever problemer. Nævnet bemærker hertil, at Østrig har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Østrig ikke lever op til de internationale forpligtelser. Endelig kan det forhold, at klageren har oplyst, at han lider af [diagnose], samt at han har [helbredsmæssige] udfordringer, ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen af [vinteren] 2022 ifølge referatet har oplyst, at han ikke har modtaget sundhedsbehandling i Østrig, og at han ikke har anmodet de østrigske myndigheder herom. Flygtningenævnet finder, at klageren, såfremt han måtte have behov herfor, må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Østrig. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af AIDA’s rapport vedrørende Østrig, ”Country Report: Austria 2021 Updated” udgivet i april 2022, side 114, at asylansøgere i Østrig ved indkvartering bliver tilbudt en lægeundersøgelse inden for 24 timer, og at såfremt asylansøgere har behov for yderligere lægelige undersøgelse, overføres de enten til en speciallæge eller til et sygehus. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” [Dub-Østr/2023/2/SACH]
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ved en tilbagevenden til Frankrig var i risiko for at blive henvist til at leve på gaden uden mulighed for at dække sine basale behov, ligesom han frygtede at blive udsat for refoulement til Tjetjenien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Det anførte om, at klageren frygter, at Frankrig vil sende ham til Rusland, hvor han er i risiko for tvangsmæssig hvervning til militærtjeneste grundet krigen med Ukraine, og at klageren har modtaget indkaldelser til militæret siden Frankrigs afslag på asyl, kan ikke føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Frankrig har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der er ikke holdepunkter for at tro, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren i Frankrig kan anmode om genoptagelse af sin asylsag, såfremt der er oplysninger i sagen, som de franske myndigheder ikke har forholdt sig til. Det i øvrigt af klageren anførte om adgang til indkvartering og om at få dækket basale behov ved et eventuelt fortsat ulovligt ophold i Frankrig kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Frankrig som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2023/3/anjv
Nævnet meddelte i februar 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra landsbyen [landsby], dalen [dal], distriktet [distrikt] og amtet Parwan i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for forfølgelse af Taliban og en gruppe mænd, som han formoder er fra Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han omkring to gange om ugen i omkring tre til fire måneder på vej til koranskole blev taget med til en ruin af ukendte mænd. Mændene gav ansøgeren bind for øjnene, og de tog ansøgeren med i en bus sammen med andre drenge. Ved ruinen lærte flere mænd ansøgeren og de andre drenge at være gode muslimer, og de lærte drengene, hvordan man bliver selvmordsbomber ved, at de gav drengene en falsk bombevest på og fortalte, at man kommer i paradis, hvis man bomber sig selv. Ansøgeren var i et værelse sammen med en mand, hvor der også blev læst op fra koranen. Ansøgeren tror, at flere af de andre drenge var dansedrenge. Ansøgeren fortalte ikke sine forældre omkring dette, fordi han blev truet med, at der ville ske dem noget, hvis han fortalte det. Ansøgeren har videre oplyst, at Taliban kom til området, hvor ansøgeren og ansøgerens familie boede, og at ansøgerens far deltog i et oprør mod Taliban, som han aldrig kom hjem fra. Ansøgeren spurgte, hvad der ville ske, hvis han ikke kom i koranskolen, og han blev i den forbindelse truet. Efter ansøgerens fars forsvinden, flygtede ansøgeren fra Afghanistan med sin mor og søster. Til støtte for frygten for at vende tilbage til Afghanistan og frygten for Taliban har ansøgeren endvidere oplyst, at han vil fremstå vestliggjort, fordi han har været i Danmark, siden han var knap [8-11 år] gammel. Ansøgeren har været teenager i Danmark, og det er meget tydeligt på hans modersmål og accent, ligesom han ofte glemmer ord på dari. Ansøgeren har gået i skole i Danmark, og han har blandt andet gået [i grundskole] frem til [udskolingstrin], og han går nu [på ungdomsuddannelse], hvor han deltager i både faglige og sociale arrangementer. Ansøgeren går til fester og drikker alkohol, og han har både danske og afghanske venner, som bekræfter ham i, at han ønsker at leve den vestlige livsstil. Ansøgeren mener også, at man skal kunne bestemme sit eget tøjvalg. Ansøgeren lever også efter den danske kultur og danske værdier. Ansøgeren praktiserer ikke islam, fordi han ikke beder fem gange om dagen. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har familie eller netværk i Afghanistan. Ansøgeren har endelig oplyst, at han som hazara og shiamuslim er i risiko for at blive slået ihjel, og at det er meget tydeligt på hans udseende, at han er hazara. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren som [8-11-årig] havde en konflikt med en ukendt gruppe mænd, som han formodede havde tilknytning til Taliban i en periode på tre til fire måneder frem til hans udrejse. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er individuelt forfulgt af den ukendte gruppe af mænd eller enkeltstående medlemmer af gruppen, at de fortsat udgør en trussel for ham, og at de ukendte mænd havde tilknytning til Taliban. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren på det pågældende tidspunkt kun var [8-11 år] gammel, og at han var en blandt en gruppe af en drenge, som blev taget med fra koranskolen og hen til det sted, hvor den pågældende gruppe mænd befandt sig, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at mændene eller en af mændene skulle have en særlig interesse i ansøgeren personligt. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at det forhold, at hans far angiveligt forsvandt under et folkeopgør med Taliban, gør, at han er efterstræbt af Taliban, allerede fordi ansøgeren ikke er bekendt med den reelle grund til farens forsvinden, og da det alene beror på ansøgerens formodning, at farens forsvinden har noget med Taliban at gøre. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret, at hans mor udrejste af Afghanistan med ansøgeren og hans søster, da hun var enlig kvinde, efter at ansøgerens far var forsvundet. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forhold, at ansøgeren er etnisk hazara ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet henviser til de tilgængelige baggrundsoplysninger herom, herunder Udlændingestyrelsens rapport Afghanistan – Recent Events fra december 2021 og EASO´s rapport Afghanistan – Country of Orgin Information Report fra januar 2022. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren ikke har en profileringsgrad, som gør ham særlig interessant for Taliban. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv, at han som følge af magtskiftet i Afghanistan og den nuværende situation i landet vil være i risiko for forfølgelse, idet han vil blive betragtet som vestliggjort, og at han er hazara af etnicitet og shiamuslim, bemærker Flygtningenævnet hertil indledningsvist, at forholdene for vestliggjorte og hazaraer af etnicitet (og shiamuslimer) og den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, er i baggrundsmaterialet bl.a. beskrevet i pkt. 3.13 og pkt. 3.14 i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, januar 2023. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at der fremgår blandt andet følgende af oven for nævnte rapport: ”The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as: the behaviour adopted by the applicant, visibility of the applicant, area of origin and conservative environment, gender (the risk is higher for women), age (it may be difficult for children of certain age to (re-)adjust to Afghanistan’s social restrictions), duration of stay in a western country, etc.” Herom bemærkes, at ansøgeren indrejste i Danmark som uledsaget mindreårig i [efteråret] 2016, da han var knap [8-11 år], og at han har haft en betydelig del af sin skolegang nemlig fra [mellemtrin] klasse til og med [udskoling] og nu [på] [år] [ungdomsuddannelse] samt sin ungdom i Danmark, hvor han har levet et ungdomsliv på danske præmisser. Han vil efter [ungdomsuddannelsen] gerne uddanne sig til [specifik lang videregående uddannelse]. Ansøgeren taler flydende dansk, og nævnsmødet er gennemført på dansk. Ansøgeren har på nævnsmødet reflekterende og overbevisende redegjort for sin holdning til og tilegnelse af danske (og vestlige) værdier i bred forstand. Herefter, og da ansøgeren samtidig efter sin forklaring, som nævnet har lagt til grund, alene har boet i Afghanistan frem til [8-11-års-alderen] og efter det oplyste ikke har familie eller øvrigt netværk i Afghanistan, finder Flygtningenævnet – også under hensyntagen til, at ansøgeren er hazara af etnicitet – at det efter en samlet vurdering må anses for sandsynliggjort, at ansøgeren ikke vil kunne etablere sig i Afghanistan på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herefter finder Flygtningenævnet efter en vurdering af sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Afgh/2023/13/eeb.
Nævnet ændrede i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 (K-status). Indrejst i 2014/2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by A], Syrien. Klageren har i Danmark deltaget i to demonstrationer mod de syriske myndigheder og er medlem af [forening A], hvilket hun har været i et år og fire måneder, samt af [forening B], hvilket hun har været i seks måneder. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2014/2015]. Klageren blev [i foråret] 2015 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 af Udlændingestyrelsen. [I foråret] 2015 klagede klageren til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse. [I foråret] 2015 anmodede Udlændingestyrelsen Flygtningenævnet om at få hjemvist klagerens sag til fornyet behandling i førsteinstans. [I foråret] 2015 traf Flygtningenævnet afgørelse om at hjemvise sagen til fornyet førsteinstansbehandling i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens anmodning herom. [I sommeren] 2015 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. [Forening A] har på vegne af klageren [i efteråret] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun har været [underviser] på [uddannelsesinstitution A] i [by A], at hun har forladt sin stilling uden tilladelse fra de syriske myndigheder, og at hun på denne baggrund frygter at blive udsat for overgreb af de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at hun er uddannet [universitetsuddannelse], og at hun siden [1990’erne] har været fastansat som [undervisningsstilling] på [uddannelsesinstitution A] i [by A]. I [starten af 2010’erne] fik klageren konstateret [sygdom] og blev sygemeldt. I nogle måneder modtog hun løn under sygdom, og efterfølgende havde hun sygeorlov uden løn. Hun skulle omkring hver anden måned kontakte sin arbejdsleder på [uddannelsesinstitution A] og oplyse om status på sin helbredssituation samt aflevere lægeerklæringer, når arbejdspladsen bad om det. Klageren fik udstedt en attest fra sin arbejdsplads, som hun skulle bruge for at søge om visum til udlandet med henblik på sundhedsbehandling. Hun fik endvidere en skriftlig tilladelse fra sin arbejdsplads for at kunne udrejse af landet med henblik på behandling, som blev stemplet af pas- og immigrationskontoret i [by A]. Hun fik tilladelse til at udrejse i [starten af 2010’erne] og udrejste i [starten af 2010’erne]. Tilladelsen var tidsbegrænset til tre måneder. Klageren tog retur til Syrien inden for fristen, og søgte herefter på ny om at få tilladelse til at udrejse. Hun fik på ny en tidsbegrænset tilladelse med gyldighed i tre måneder, og udrejste i [2014]. Klageren har til støtte herfor videre oplyst, at hun ved tilbagevenden til Syrien frygter en familie ved navn [A], som hun har et modsætningsforhold til. Klageren har herom oplyst, at […]. Klageren har til støtte herfor endelig oplyst, at hun frygter repressalier fra de syriske myndigheder på baggrund af hendes politiske aktiviteter i Danmark. Klageren har herom oplyst, at hun i Danmark har deltaget i to demonstrationer vedrørende forholdene i Syrien. Klageren var almindelig deltager i den første demonstration og medarrangør af den anden demonstration. Hun er endvidere medlem af [forening B] og [forening A]. Endelig er klageren aktiv på sociale medier. Klageren har endelig oplyst, at hun er enlig sunnimuslimsk kvinde fra [by A] og frygter forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således blandt andet til grund, at klageren forud for sin udrejse af Syrien var ansat som underviser på [uddannelsesinstitution A] i [by A], at hun i [2014] fik tilladelse til at udrejse af Syrien i forbindelse med behandling af sin sygdom, at tilladelsen var tidsbegrænset til tre måneder, og at hun ikke vendte tilbage til Syrien og sin stilling på [uddannelsesinstitutionen]. Det fremgår af Flygtningenævnets tidligere baggrundsoplysninger, at det kun var offentligt ansatte i højere stillinger eller profilerede personer, der risikerede retsforfølgelse, hvis de havde forladt deres stilling uden tilladelse. Nyere baggrundsoplysninger tyder imidlertid på, at ansættelsesniveauet ikke har en betydning herfor. Det fremgår blandt andet af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 12. marts 2021, at myndighederne retsforfølger personer, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft. Det fremgår dog af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 9. december 2021, at der udstedes amnesti for offentligt ansatte, der har forladt deres stilling før den 22. marts 2020, men det fremgår ikke, om amnestireglerne i praksis bliver overholdt, ligesom høringssvaret alene er baseret på en enkelt ekstern kilde, der ikke er nærmere omtalt. Det fremgår herudover af Udlændingestyrelsens rapport Syria – Treatment upon return fra maj 2022, at der sker arbitrær arrestation og tilbageholdelse også af personer, der er omfattet af amnestilove og –dekreter. Af rapporten fremgår videre, at der ikke er noget klart mønster i behandlingen af personer, der vender tilbage til Syrien, og at dette til dels beror på den enkelte ansvarlige medarbejders beslutning på indrejsestedet eller i sikkerhedstjenesten. Flygtningenævnet finder herefter og under hensyn til, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, at der er usikkerhed om, i hvilket omfang amnestireglerne vedrørende ansatte, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft, i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren henset til sin stilling og omstændighederne ved sin udrejse samt manglende tilbagevenden til Syrien og sin stilling på [uddannelsesinstitution A] ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet omgør herefter Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2023/30
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tamil og hindu og er født og opvokset i [navnet på en landsby], Point Pedro, Sri Lanka. I 1995 flyttede han til [navnet på et beboet område] i Kilinochchi-distriktet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive fængslet eller dræbt af de srilankanske myndigheder, der urigtigt anser ham for at have været medlem af De Tamilske Tigre (LTTE). Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2000 blev hvervet af LTTE i [navnet på et beboet område]. Ansøgeren ønskede ikke at bære våben, men LTTE accepterede, at ansøgeren i stedet arbejdede som chauffør og mekaniker. Ansøgeren arbejdede for LTTE frem til 2009 og boede i en LTTE lejr. Efter LTTE’s overgivelse i 2009 blev ansøgeren anbragt i en regeringslejr, idet regeringssoldaterne mente, at han havde været medlem af De Tamilske Tigre. Ansøgeren opholdt sig i regeringslejren i 10 år. Under sit ophold i lejren blev ansøgeren udsat for omfattende afhøringer og tortur. [I efteråret] 2019 2019 blev ansøgeren løsladt. Efter løsladelsen fandt ansøgeren ud af, at hans onkel havde betalt 30 lak i bestikkelse for at få ham løsladt og for hans udrejse af Sri Lanka. Onklen havde fået kendskab til, at ansøgeren var i lejren gennem en fange, der var stukket af fra lejren. Herefter havde onklen kontaktet personer, der havde forbindelser til en minister, for at få ansøgeren løsladt. Efter løsladelsen blev ansøgeren kørt til Colombo, hvor han opholdt sig i 10 dage, hvorefter han udrejste fra Sri Lanka. Han udrejste fra Sri Lanka på et falsk pas og kom [i efteråret] 2020 til Danmark. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund om, at han i en periode indtil 2009 arbejdede som chauffør og mekaniker for LTTE. Nævnet lægger videre dele af ansøgerens forklaring til grund om, at ansøgeren efter borgerkrigens afslutning har været tilbageholdt i en lejr, der var styret af srilankanske regeringssoldater. Nævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om hvor længe og under hvilke omstændigheder, at han har opholdt sig i lejren. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgerens forklaring herom har været præget af en manglende detaljeringsgrad med hensyn til en egentlig beskrivelse af lejren og de personer, som han angiveligt havde været sammen med i lejren i en længere årrække, ligesom ansøgerens forklaring om omstændighederne ved hans løsladelse ikke er overbevisende. Ansøgeren har således forklaret under samtaler med Udlændingestyrelsen, at han ved sin løsladelse i lejren blev kontaktet af 5-6 soldater, mens han under nævnsmødet har forklaret, at der var tale om 2 soldater. Det er ved nævnets vurdering af ansøgerens generelle troværdighed tillige taget i betragtning, at ansøgeren tidligere har forklaret overfor Udlændingestyrelsen, at han i den periode, hvor han var chauffør for LTTE, dagligt kørte med våben for bevægelsen, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han alene med sikkerhed ved, at han har kørt med våben i et enkelt tilfælde. Endvidere er der lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin onkels medvirken til hans løsladelse, herunder at onklen havde fået kendskab til ansøgerens ophold i den pågældende lejr gennem en anden person og en højtprofileret politikers medvirken til løsladelsen, forekommer usandsynlig. Hertil kommer, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt denne anden person fra lejren var blevet løsladt eller flygtet. Flygtningenævnet afviser på den baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som utroværdig. Hertil kommer, at baggrunden for dette asylmotiv forekommer usandsynlig under hensyn til de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at omkring 12.000 medlemmer af De Tamilske Tigre, som overgav sig i 2009, blev indrullet i reintegrationsprogrammet ”National Action Plan for the Reintegration of Ex-combatants” for at sikre sig, at de kunne vende tilbage til samfundet, ligesom det af rapporten ”Visit to Sri Lanka, Report of the Special Rapporteur on the promotion of truth of truth, justice, reparation and guarantees of non-recurrence” udgivet af FN’s Human Right Council den 18. juni 2020 fremgår, at den srilankanske regering med hjælp fra FN i 2015 begyndte at lukke lejrene for de tamilske internt fordrevne personer og genbosætte dem. Efter omstændighederne finder Flygtningenævnet ikke grundlag for forud for afgørelsen at iværksætte en torturundersøgelse. Nævnet er i den forbindelse opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Der henvises i den forbindelse til Flygtningenævnets bevisvurdering af ansøgerens forklaring, og at en sådan undersøgelse ikke vil have betydning for sagens afgørelse. Flygtningenævnet finder derfor ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på at iværksætte en torturundersøgelse. På baggrund heraf finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2023/1/mnr.
Nævnet omgjorde i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. ”Klageren tilhører klanen [klannavn] og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [i sommeren] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse under henvisning til, at der var indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagerens hjemområde i Somalia, jf. 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Under Flygtningenævnets behandling af sagen [i foråret] 2018 gjorde klageren gældende, dels at han var eftersøgt af al-Shabaab, dels at han frygtede de somaliske myndigheder, der havde noteret hans navn og mistænkte ham for at tilhøre al-Shabaab. Herudover henviste klageren til de generelle forhold i Somalia. Flygtningenævnets flertal fandt ved sin afgørelse [af foråret] 2018 ikke, at klageren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Flygtningenævnets flertal ændrede imidlertid Udlændingestyrelsens afgørelse således, at klageren fortsat havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2, idet nævnets flertal efter en samlet vurdering af klagerens forhold fandt, at en inddragelse af hans opholdstilladelse ville være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Nævnet lagde ved sin afgørelse blandt andet vægt på, at klageren var [11-13 år] på tidspunktet for sin udrejse af Somalia, at han ikke siden havde haft kontakt med sin familie i Somalia, at klagerens mor døde, da han var 3 år gammel, og at klageren ikke vidste, hvor hverken hans halvsøskende eller stedmor opholdt sig. Herudover lagde nævnet vægt på, at klageren havde et barn med en dansk statsborger, hans danskkundskaber og tilknytning til det danske samfund, herunder det danske arbejdsmarked og hans frivillige arbejde som blandt andet frivillig hjælper i en lektiecafe og som frivillig fodboldtræner. Udlændingestyrelsen traf [i efteråret] 2022 afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen vurderede, at grundlaget for hans opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, som han er eftersøgt af. Han frygter videre de somaliske myndigheder, da de har noteret hans navn og mistænker ham for at tilhøre al-Shabaab. Klageren har ingen familie, der kan hjælpe ham, hvis han bliver tilbageholdt. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter asylretlig forfølgelse som følge af, han har fået et barn udenfor ægteskab, som er i strid med Sharialoven. Vedrørende klagerens asylmotiver om, at han frygter tvangsrekruttering af al-Shabaab, ligesom han frygter de somaliske myndigheder, der mistænker ham for at tilhøre al-Shabaab, finder Flygtningenævnet – i overensstemmelse med nævnets afgørelse [af foråret] 2018 - fortsat ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Flygtningenævnet finder heller ikke at det af klageren anførte med baggrund i, at han har fået et barn udenfor ægteskab vil medføre, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller nedværdigende behandling. Forholdene i klagerens hjemområde er efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke længere af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til hans hjemområde i Mogadishu i sig selv vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Der kan derfor heller ikke meddeles klageren opholdstilladelse på grund af de generelle forhold i hans hjemområde. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse i øvrigt vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, med mindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hans ret til respekt for sit privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2. Herudover bemærker Flygtningenævnet, at de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019, pkt. 2.3.2.1.1.1 må forstås således, at det var den daværende regerings opfattelse, at en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse efter en konkret og samlet vurdering af en udlændings personlige forhold af hensyn til EMRK artikel 8 efter omstændighederne vil skulle undlades, hvor nægtelsen er begrundet i ændrede generelle forhold i hjemlandet, når den pågældende udlænding har haft lovligt ophold i Danmark mellem 8-15 år, og når den pågældende samtidig har væsentlige andre tilknytningsmomenter til Danmark i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. Klageren indrejste i Danmark i [2013-2015] og har således opholdt sig her i landet i næsten [10-13] år. Han har gennemført, men har ikke bestået, 9. klasses afgangsprøve på VUC, han har gået i ungdomsskole, ligesom han har haft et ophold på højskole. Han har bestået Prøve i Dansk 2. Endelig har klageren gennemført mødet i Flygtningenævnet overvejende på dansk. Klageren har således for nævnet vist, at han taler og forstår dansk godt. Klageren har i Danmark arbejdet for blandt andet [job A], [job B], [job C], [job D], [job E] og siden oktober 2018 haft fuldtidsbeskæftigelse på [job F]. Han var endvidere i sin fritid arbejdet som frivillig fodboldtræner i en somalisk klub, ligesom han har spillet indendørs fodbold. Han har ikke længere kontakt til nogen familiemedlemmer i Somalia, herunder da han ikke har kendskab til, hvor de måtte opholde sig. Klageren har en søn, født [i sommeren] 2016, der bor hos sin mor i [land], der har forældremyndigheden alene over barnet. Klageren har 2 gange haft fysisk samvær med sønnen, hvilket har været henholdsvis i perioden [sommeren] 2022 – [sommeren] 2022 og 16 dage i julen [år], hvor barnets mor og barnet var på besøg i Danmark. Klageren og moren har herudover indgået en samværsaftale [i vinteren] 2023, hvorefter klageren skal have samvær med sin søn [antal uger] i julen og [antal uger] i sommerferien. Herudover har klageren 3-4 gange ugentligt kontakt med sønnen via telefon eller videoopkald. Flygtningenævnet finder som følge heraf efter en samlet vurdering, at klageren har etableret et familieliv med sin søn. En afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse findes derfor også at udgøre et indgreb i klagerens ret til familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2. På baggrund af det ovenfor anførte omkring det beskyttelsesværdigt privatliv og beskyttelsesværdig familieliv, finder Flygtningenævnet efter en samlet afvejning af hensynene overfor hinanden, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet har herunder lagt afgørende vægt på hensynet til klagerens søns ret til et familieliv med klageren, som Flygtningenævnet ikke finder kan udleves i samme omfang, hvis klageren ikke har ret til at opholde sig i Danmark. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [af efteråret] 2022, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [af efteråret] 2022, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2023/7/SCH
Nævnet hjemviste i februar og 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra [by], [provins], Iran. Ansøgeren er oprindeligt [muslim] og er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv under den oprindelige sag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og udsat for tortur, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse eller overgreb, idet han er homoseksuel. Han har til støtte herfor oplyst, at han gennem en del af sin barndom og hele sin ungdom har haft et forhold til sin [familiemedlem], [A]. Forholdet startede som en flirt, og efter nogle år udviklede det sig til et seksuelt forhold. Ansøgeren har derudover også haft forhold til mænd i Danmark. Ansøgeren har blandt andet været sammen med en [statsborger fra tredjeland] flygtning, som han mødte på [socialt medie], imens han boede på [asylcenter]. Om den første gang de mødtes, har ansøgeren oplyst, at de begge to vidste, hvorfor de var mødtes, men fordi de begge var generte, gik der lang tid, inden de turde at lægge an på hinanden. Angående det at have sex med mænd, har ansøgeren oplyst, at han på én og samme tid oplever at være tiltrukket af mænd og samtidig skammer sig, når han har været sammen med en mand, uden at der har været følelser involveret. Ansøgeren har derimod oplyst, at han ikke har fortrudt eller skammet sig over sine relationer til mænd, når der har været følelser involveret, hvilket var tilfældet med hans [familiemedlem], [A], og den [statsborger fra tredjeland] flygtning. Ansøgeren har under afslutningen af forklaringen på nævnsmødet henvist til en angivelig korrespondance mellem ham og flere mænd på [socialt medie]. Flygtningenævnet har ikke fået forelagt denne korrespondance, men det er oplyst af ansøgerens advokat, at den er omfattende. Henset hertil, og til det der i øvrigt er fremkommet omkring ansøgerens asylmotiv i relation til hans seksuel orientering, sammenholdt med begge parters påstande om hjemvisning besluttede nævnet – også henset til to-instansprincippet – at hjemvise sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen.” Løbenummer: Iran/2023/7/kdo
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde og mindreårige barn, der havde indgivet en ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien og klagerens helbredsforhold. Flygtningenævnets stadfæstelse var betinget af, at der forud for overførsel af klageren blev indhentet en garanti fra Kroatien. Flygtningenævnet udtalte i afgørelsen fra marts 2023 blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i sommeren] har søgt om international beskyttelse i Kroatien og herefter udrejst af Kroatien, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Det følger herefter af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, hvor der blev indgivet ansøgning om international beskyttelse, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Klageren har gjort gældende, at hendes asylsag skal behandles i Danmark, idet hun ikke har søgt om asyl i Kroatien, og idet Udlændingestyrelsen retmæssigt burde have anmodet Bulgarien i stedet for Kroatien om at overtage klageren, idet klageren indrejste i medlemsstaternes område med et bulgarsk visum, og da hendes ægtefælle og [barn A] opholder sig i Bulgarien. Klageren har videre gjort gældende, at hendes asylsag skal behandles i Danmark, idet hun har sin søster i Danmark, som er en stor støtte til hende. Klageren har endvidere gjort gældende, at hendes asylsag skal behandles i Danmark, idet hun og hendes medfølgende [barn B] er psykisk sårbare, og da deres psykiske helbred ved en eventuel overførsel til Kroatien vil blive forværret. Klageren har endelig gjort gældende, at hendes asylsag skal behandles i Danmark under henvisning til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun ikke har indgivet en ansøgning om asyl i Kroatien, kan ikke føre til, at hendes asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Eurodac-systemet, at klageren [i sommeren] 2022 fik optaget fingeraftryk og blev registreret som asylansøger i Kroatien. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at det fremgår af de kroatiske myndigheders accept af [sommeren] 2022, at klageren [i sommeren] 2022 udtrykte hensigt om at søge om asyl, men at hun forsvandt, inden der blev indgivet en formel asylansøgning. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale [af sommeren 2022] har oplyst, at hun i Kroatien fik optaget fingeraftryk og boede på et kroatisk asylcenter i omtrent én uge, inden hun udrejste af landet. Flygtningenævnet finder således, at det må lægges til grund, at klageren har søgt om asyl i Kroatien, uanset at der ikke blev indgivet en formel ansøgning. Det anførte om, at Udlændingestyrelsen retmæssigt burde have anmodet Bulgarien om at overtage klageren, kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det følger af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, hvor der blev indgivet ansøgning om international beskyttelse, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Det er herefter Kroatien, der vil skulle afgøre, om Bulgarien skal overtage klageren og hendes medfølgende [barn B]. Som anført ovenfor accepterede Kroatien også med henvisning til Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at tilbagetage klageren. Det forhold, at Udlændingestyrelsen ikke har oplyst de kroatiske myndigheder om, hvad klageren har oplyst til styrelsen om hendes familiemedlemmer i Bulgarien, eller at hun angiveligt er indrejst i medlemsstaternes område gennem et bulgarsk visum, og at klageren ikke blev vejledt om Dublinforordningens artikel 10, kan ikke føre til en ændret vurdering. Heller ikke det forhold, at en eventuel frist for overførsel fra Kroatien til Bulgarien muligvis er overskredet, kan en føre til en ændret vurdering heraf. Det forhold, at klageren har sin søster i Danmark, kan heller ikke føre til, at hendes asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens forhold til sin søster er omfattet af Dublinforordningens artikel 16, idet klageren ikke har dokumenteret, at der er et særligt afhængighedsforhold mellem dem. I forhold til klagerens og hendes [barn B's] psykiske sårbarhed skal Flygtningenævnet tage stilling til, om dette kan føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet er opmærksom på, at det ikke kan udelukkes, at for en asylansøger, hvis sundhedstilstand er særlig alvorlig, kan overførslen af denne i sig selv indebære en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i charterets artikel 4, og dette uafhængigt af kvaliteten af modtagelsen og af den tilgængelige pleje i den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af den pågældendes ansøgning, jf. EU-domstolens dom af 16. februar 2017 i sagen C.K. mfl. mod Slovenien (C-578/16 PPU), præmis 67-69 og 73-74. I den konkrete sag finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at klagerens og hendes medfølgende [barn Bs] sårbarhed har sådan en karakter, at deres sårbarhed isoleret set kan begrunde, at de ikke kan overføres til Kroatien. Klagerens og hendes [barn B's] sårbarhed skal herefter vurderes i lyset af forholdene i Kroatien, herunder de generelle modtageforhold samt adgangen til sundhedsbehandling for asylansøgere i Kroatien. For så vidt angår modtageforholdene for asylansøgere i Kroatien finder Flygtningenævnet, at der ikke er grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtageforholdene i Kroatien, at enhver overførsel vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet skal i den forbindelse blandt andet henvise til AIDA’s ”Country Report: Croatia, 2021 Update”, udgivet i april 2022, side 79-102, som indeholder en beskrivelse af modtageforholdene i Kroatien. Af side 52 fremgår videre, at Dublin-returnees ikke oplever udfordringer ved adgangen til modtagecentrene, når disse ikke tidligere har fået afslag på asyl i Kroatien. Flygtningenævnet finder heller ikke, at der er grund til at antage, at en overførsel af psykisk sårbare asylansøgere til Kroatien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA’s rapport på side 91 ff., at asylansøgere i henhold til kroatisk lovgivning har adgang til akut lægehjælp samt nødvendig behandling af alvorlige sygdomme og alvorlige psykiske lidelser, og at særligt sårbare grupper, herunder børn og enlige forældre med mindreårige børn har ret til psykosocial støtte og bistand i pressede situationer. Ligeledes fremgår det af rapporten, at lægehjælp er tilgængelig i modtagecentrene og på sundhedscentre i Zagreb og Kutina, og at der ved asylregistreringen finder en helbredsmæssige screening sted med lægetjek samt samtale med en psykolog eller socialrådgiver fra Kroatisk Røde Kors for at vurdere den enkeltes behov og identificere sårbarheder. Tilsvarende oplysninger fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Temarapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublin-returnees”, udgivet i januar 2022. Flygtningenævnet er opmærksom på oplysningerne om, at navnlig adgangen til behandling for psykiske lidelser er vanskelig, og at der ifølge Swiss Refugee Council’s rapport fra december 2021 ”Situation for asylum seekers and beneficiaries of protection with mental health problem in Croatia” er mangel på passende psykologisk og psykiatrisk hjælp til blandt andet Dublin-returnees, da de ikke falder inden for kategorien akutte tilfælde, men i stedet har behov for kontinuerlig psykologisk behandling. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at disse oplysninger, set i lyset af den behandling, der ifølge de fremlagte journaler foreslås, har sådan en karakter, at der ikke kan ske en overførsel af klageren og hendes medfølgende [barn B] til Kroatien. Flygtningenævnet skal herefter foretage en vurdering af, om asylproceduren i Kroatien er til hinder for en overførsel af klageren og hendes medfølgende [barn B]. Det skal hertil bemærkes, at asylproceduren i Kroatien ifølge de baggrundsoplysninger, som nævnet er i besiddelse af, er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i de seneste par år har truffet afgørelse i flere sager vedrørende Kroatiens praksis om at nægte adgang til asylproceduren gennem anvendelsen af push-back ved landets grænser samt myndighedernes brug af uforholdsmæssig magtanvendelse ved grænsen, herunder i dom af 18. november 2021 i sagen M.H. mfl. mod Kroatien (sagsnr. 15670/18 og 43115/18). Flygtningenævnet bemærker videre, at der fortsat verserer en række sager ved menneskerettighedsdomstolen, herunder S.B. mfl. mod Kroatien (sagsnr. 18810/19). Af de foreliggende baggrundsoplysninger kan der henvises til AIDA’s rapport, hvoraf blandt andet fremgår på side 24-25: “According to the Danish Refugee Council (DRC), 9,114 persons have been pushed back from Croatia to Bosnia and Herzegovina (BiH) in 2021, including vulnerable categories (UASC, families with children, women) out of which a significant number of individuals were subject to chain refoulement. […] The Ombudsperson for Children reported that 256 children were pushed back in 2021 according to data provided by the Border Violence Monitoring Network's. […] Families with children and unaccompanied children were returned without conducting an individual procedure, thus denying them the right to international protection, even though persons expressed their intention to seek asylum. The Centre for Peace Studies (CPS) also reported that push backs practices and denying access to asylum continued in 2021. 48 CPS reported that the practice of denying access to the asylum system and illegal expulsion along with the frequent use of violence are the most problematic aspects in relation to access to the international protection system. […]” Flygtningenævnet bemærker desuden, at klagerens voksne [barn C] for deres advokat har forklaret, at han sammen med klageren kort efter at have krydset grænsen fra Bosnien-Herzegovina til Kroatien blev stoppet af en politibil, hvorefter de blev kørt tilbage til grænsen til Bosnien-Herzegovina. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren blev udsat for push-back fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina, ligesom nævnet lægger til grund, at asylansøgere, der indrejser fra Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande til Kroatien med henblik på at søge asyl i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til landets asylprocedure. Spørgsmålet er herefter, om de samme forhold gør sig gældende for Dublin-returnees, herunder om klageren ved en overførsel fra Danmark til Kroatien som Dublin-returnee vil have adgang til en reel asylsagsbehandling. Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Temarapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublin-returnees”, udgivet i januar 2022, fremgår på side 4: ”CPS [Centre for Peace Studies] oplyser, at der har været rapporteret om, at nogle ansøgere, der er blevet Dublin-overført til Kroatien, har oplevet push-back til Bosnien-Herzegovina, selvom de ikke tidligere har haft et ophold der. CPS oplyser yderligere, at det er sikrest at informere en NGO i Kroatien om en kommende overførsel, således at denne kan monitorere, at vedkommende faktisk forbliver i Kroatien. CPS tilføjer, at situationen med push-backs er blevet bedre efter Lighthouse Reports i oktober 2021 udgav artikler om situationen i Kroatien. Det har i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport ikke været muligt at få disse oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet fra andre kilder.” Det fremgår endvidere af Swiss Refugee Councils tyske rapport ”Polizeigewalt in Bulgarien und Kroatien: Konsequenzen für Dublin-Überstellungen”, udgivet den 13. september 2022, at det ikke kan udelukkes, at Dublin-returnees, ligesom asylansøgere, der indrejser i Kroatien fra tredjelande, vil blive udsat for vold og push-back i strid med EMRK artikel 3. Flygtningehjælpen har i rapporten på baggrund heraf anmodet EU’s medlemsstater om at suspendere overførslen af asylansøgere til Kroatien. Det fremgår imidlertid af AIDA’s rapport på side 52: ”Applicants who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles to access the procedure for granting international protection in Croatia. However, those who had left Croatia before the end of procedure and therefore had their case suspended, have to re-apply for international procedure (if they wish) once they return to Croatia, and thereby re-enter their initial procedure, in line with Article 18(2) of the Dublin III Regulation.” Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport fremgår endvidere, at det kroatiske indenrigsministerium har oplyst, at Dublin-returnees ikke har problemer med adgang til asylsystemet eller modtageforhold. Flygtningenævnet bemærker derudover, at det af Freedom House’s rapport ”Freedom in the World 2023” udgivet i marts 2023, fremgår, at push-back sker i mindre omfang end tidligere. Videre bemærker Flygtningenævnet, at det ifølge DRC Dansk Flygtningehjælp udelukkende har været muligt at få oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet af én kilde, jf. ovenfor. Kroatien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggelse rettigheder. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere om en sådan beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Uanset de foreliggende oplysninger om push-back fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande finder Flygtningenævnet ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Kroatien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer, der har søgt og er blevet registreret som asylansøgere i Kroatien, og som bliver overført i henhold til Dublinforordningen. I forhold til den konkrete sag bemærkes også, at klageren som anført ovenfor [i sommeren] 2022 blev registreret som asylansøger og fik adgang til blandt andet indkvartering, ligesom det efter klagerens forklaring under oplysnings- og motivsamtalen også må lægges til grund, at hun blev indkaldt til en asylsamtale. Kroatien har som nævnt også accepteret at tage klageren tilbage. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre asylansøgere til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Herefter, og da der heller ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Under hensyn til klagerens og det medfølgende [barn B's] sårbarhed forudsætter Flygtningenævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af dem underretter de kroatiske myndigheder om deres særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Efter de foreliggende oplysninger om, at der i et vist omfang sker push-backs fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande, og at det efter baggrundsoplysningerne ikke fuldstændig kan udelukkes, at det også gælder Dublin-returnees, forudsætter Flygtningenævnet endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren og hendes medfølgende [barn B] til Kroatien indhenter en garanti fra de kroatiske myndigheder om, at klagerens sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel fra Kroatien til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted. Endelig forudsætter Flygtningenævnet, at en overførsel af klageren og hendes medfølgende [barn B] foranstaltes sammen med en overførsel af hendes voksne [barn C], hvis sag er sambehandlet med denne, under hensyntagen til familiens enhed, såfremt parterne ikke udtrykker ønske om andet.”I august 2023 fremsendte Hjemrejsestyrelsen den indhentede garanti fra Kroatien til nævnet. Flygtningenævnet tog i september 2023 stilling til garantien og fandt, at den var tilstrækkelig. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Vedrørende den indhentede garanti udtalte Flygtningenævnet i afgørelsen fra september 2023 blandt andet: ”Flygtningenævnet skal indledningsvis bemærke, at nævnet i dets afgørelse af [foråret] 2023 fandt, at asylproceduren i Kroatien var behæftet med visse mangler, men at der uanset dette og de foreliggende oplysninger om push-back fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande, ikke var grund til at antage, at der var sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Kroatien, at det kunne begrunde, at der generelt ikke kunne ske overførsler til Kroatien af personer, der havde søgt og var blevet registreret som asylansøgere i Kroatien, og som overføres i henhold til Dublin-forordningen. Flygtningenævnet kan fortsat henholde sig hertil. Der er således ikke efter de seneste baggrundsoplysninger grundlag for at vurdere forholdene i Kroatien anderledes. Der kan i den forbindelse henvises til side 47 ff. i AIDA’s ”Country Report: Croatia 2022 Update” udgivet den 1. juli 2023. Flygtningenævnet bestemte i afgørelsen som følge af oplysningerne om push-backs, at der skulle indhentes en garanti fra de kroatiske myndigheder om, at klagerens sag tages under realitetsbehandling i overensstemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel til en anden medlemsstat efter Dublinforordningen ikke kunne finde sted. Det kroatiske indenrigsministerium har garanteret, at klagerens asylansøgning vil blive behandlet i overensstemmelse med national lovgivning samt landets EU-retlige og internationale forpligtelser. Kroatien har tiltrådt Flygtningekonventionen, EMRK og EU-charteret. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder, at der efter baggrundsoplysningerne ikke er grundlag for at fravige denne formodning, således at der ikke kan støttes ret på en garanti udstedt af en medlemsstat i en konkret sag på baggrund af en anmodning fra en anden medlemsstat. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at Hjemrejsestyrelsen nu kan effektuere en overførsel af klageren til Kroatien i medfør af Dublinforordningen. Det bemærkes herved for så vidt angår klageren og hendes medfølgen...
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren er etiopisk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at skulle aftjene nationaltjeneste. Hun har derudover som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at få problemer med de eritreiske myndigheder som følge af sin fars konflikter med myndighederne. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes mor har fortalt hende, at hendes far forinden deres udrejse fra Eritrea til Etiopien, da ansøgeren var omkring et år, var blevet anholdt af de eritreiske myndigheder. Han var angiveligt blevet anholdt, fordi han havde udtalt [udtalelse]. Endelig har hun som asylmotiv henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Eritrea, fordi det er et land uden et velfungerende retssystem, og at man ikke er beskyttet som borger, ligesom hun frygter at blive straffet for at have udrejst ulovligt. I forhold til Etiopien har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Etiopien, fordi hun frygter at blive deporteret til Eritrea. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin nationalitet til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til [myndighederne i et andet europæisk land] har afgivet en forklaring om sin nationalitet, asylmotiv og familieforhold, mens hun til de danske myndigheder har afgivet en anden forklaring herom. Da ansøgeren bliver foreholdt de oplysninger, som hun har afgivet til [myndighederne i et andet europæisk land] i forbindelse med samtalen den [dato i sommeren] 2022, oplyser ansøgeren, at hun ikke har forklaret sådan til [myndighederne i et andet europæisk land]. For Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at hun har afgivet de oplysninger, som fremgår af skemaet fra [myndighederne i et andet europæisk land], men at oplysningerne ikke er rigtige, idet hun alene fortalte det, som hun havde fået at vide, lettere ville give hende opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgeren ikke med det samme gør opmærksom herpå, svækker efter vores opfattelse ansøgers troværdighed i en sådan grad, at flertallet ikke finder, at hun alene ved sin forklaring og de fremlagte dokumenter om skolegang og fotos af familie i Addis Ababa har sandsynliggjort, at hun er fra Eritrea. Ansøgeren har i forhold til Etiopien gjort gældende, at hun frygter at blive sendt tilbage til Eritrea. Da flertallet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin nationalitet til grund, kan flertallet heller ikke lægge ansøgerens asylmotiv i forhold til Etiopien til grund. Herefter og da ansøgeren ikke i øvrigt har peget på forhold, der gør, at hun ikke kan vende tilbage til Addis Ababa, hvor hun har haft hele sin opvækst, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Etio/2022/6/DH
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [by] Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tunesien frygter at blive fængslet eller slået ihjel af mafiaen eller politiet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Tunesien var tvunget til at arbejde for mafiaen i [en årrække], idet han ikke havde nogen penge. Ansøgeren besluttede sig for, at han ikke længere ville arbejde sammen med mafiaen. Ansøgeren har tidligere været tilbageholdt af mafiaen, idet han ikke længere ville arbejde for dem. I forbindelse med en arbejdsopgave for mafiaen, stjal ansøgeren [en sum penge] fra mafiaen, hvorefter han flygtede til sin families bopæl. Efterfølgende samme dag blev ansøgeren ringet op af mafiaen, som truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke afleverede pengene tilbage. Hans familie blev efterfølgende opsøgt af politiet, mens ansøgeren var hjemme. Ansøgeren mener, at politiet og mafiaen samarbejder med hinanden. Ansøgeren flygtede herefter til en ven i [by], hvor han opholdt sig i [et antal] dage, inden han udrejste af Tunesien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, afglidende, uklart og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorfor han udrejste af Tunesien. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2022 oplyste ansøgeren, at han udrejste af Tunesien, fordi han godt kunne lide [land A], og fordi han ikke kunne udleve sine drømme i Tunesien. Til partshøringen [i efteråret] 2022 og til asylsamtalen [i efteråret] 2022 oplyste ansøgeren, at han udrejste, fordi mafiaen ville slå ham ihjel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han har arbejdet for mafiaen og stjålet penge fra mafiaen, ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og afglidende om episoden, hvor og hvorfor [pengene] angiveligt skulle afleveres, og hvem han var sammen med. Ved asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han skulle aflevere [pengene] til nogen i et skovområde, hvor der skulle være udveksling af penge og stoffer. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at [pengene] skulle afleveres ved en havn, og at han ikke ved, om der skulle byttes eller veksles noget, og at han var sammen med en ven på omkring [alder] fra mafiaen, som han snød ved at tage pengene og flygte. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om den angivelige politiopsøgning, og om hvem der var hjemme på [familiemedlemmernes] bopæl, og hvad ansøgeren gjorde. Til partshøringen oplyste ansøgeren, at politiet brækkede døren op, og at politiet talte med hans [familiemedlem A] om de stjålne penge, og at det kun var hans [familiemedlemmer], der var hjemme. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at politiet bankede på døren, og at [familiemedlemmer] var hjemme, og at [familiemedlem B] talte med politiet, og at hans [øvrige familiemedlemmer] var i skole. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvordan han fik drabstrusler fra mafiaen. Til partshøringen oplyste ansøgeren, at mafiaen ringede direkte til ham og truede ham. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han ikke var i direkte telefonisk kontakt med mafiaen, men at det var en ven, der fortalte ham om, at mafiaen ville slå ham ihjel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om den ven, der efter udrejsen fortalte ham, at mafiaen var efter ham. Til partshøringen oplyste ansøgeren, at han havde en ven ved navn [A], der fortalte ham herom. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han kun kunne huske navnet [B] og ikke navnet [A], hvilket ikke forekommer troværdigt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han til myndighederne i [land B], [land A] og [land C] har oplyst forskellige [oplysninger]. Flygtningenævnet afviser herefter ansøgerens forklaring om, at han har arbejdet for mafiaen i Tunesien, og at han har en konflikt med dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med sin familie i Tunesien. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. De generelle forhold i Tunesien kan ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Tune/2023/1/anfi
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [område] Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [sommeren 2014] uden gyldig rejselegitimation og søgte asyl samme dag. Klageren har mundtligt klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret 2014] med påstand om, at han meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet, herunder de sikkerhedsmæssige forhold, risikoen for fare samt risikoen for vilkårlige anholdelser. Klageren har den [sommeren 2022] anmodet Flygtningenævnet om at genoptage sagen med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at der er fremkommet nye væsentlige oplysninger, der betyder, at klageren frygter for sit eget liv, og frygter vilkårlig fængsling og tortur. Klageren har herom oplyst, at klagerens bror, som opholder sig i Syrien og har en generalfuldmagt til at kunne disponere på vegne af klageren, herunder disponere over klagerens ejendom i Syrien, oplevede problemer med de syriske myndigheder, da fuldmagten senest skulle fornyes. Ifølge klageren blev fuldmagten nægtet forlænget, og klagerens bror blev senere opsøgt af efterretningstjenesten, der spurgte til klageren. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at forlængelsen af en fuldmagt til hans bror, så denne kunne varetage klagerens interesser i relation til en fast ejendom i Syrien, er blevet afvist, til grund. Klageren har forklaret, at han ikke ved, hvorfor forlængelsen er blevet afvist af de syriske myndigheder, men at hans bror er blevet udspurgt generelt om klagerens forhold. Klageren har navnlig henvist til baggrundsmateriale vedrørende savnede og fraværende syreres ejendom i Syrien, herunder ”Syria: The Ministry of Justice Newly Requires Security Clearances for Receiving Powers of Attorney for Missing and Absent Person” fra oktober 2021. Af denne artikel og de øvrige baggrundsoplysninger fremgår blandt andet, at muligheden for at få godkendt en fuldmagt fra en savnet eller fraværende person uden en sikkerhedsgodkendelse, ikke længere eksisterer, idet denne praksis ophørte i 2021. Det fremgår videre, at der blandt andet kræves bevis for, at fuldmagtsgiver fortsat er i live. Klageren, der i dag er [60 til 65] år, udrejste legalt i 2014 og gav da en fuldmagt til sin hustru, så hun kunne varetage hans interesser i relation til ejendommen. Da hustruen senere udrejste i 2015, gav hun ifølge klageren fuldmagten videre til klagerens bror, der derefter årligt fik fornyet fuldmagten uden problemer frem til og med 2021. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at det forhold, at de syriske myndigheder i 2022 efter, at reglerne var blevet ændret i 2021, har afvist at godkende en forlængelse af en fuldmagt fra en fuldmagtsgiver, der ikke har opholdt sig i Syrien siden 2014, ikke i sig selv har bragt klageren i en sikkerhedsmæssigt udsat position ved en indrejse i Syrien. Flygtningenævnet bemærker herved, at klageren er udrejst legalt af Syrien, og at han ikke havde nogen konflikter med myndighederne ved sin udrejste. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren ud fra en kumulativ vurdering af hans forhold har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker herved, at klagerens aktiviteter på Facebook ikke er sket i eget navn, og at han ikke har haft en fremtrædende rolle ved de demonstrationer, som han i Danmark har deltaget i. Flygtningenævnets forsigtighedsprincip i forhold til syreres tilbagevenden til Syrien kan ikke føre til en anden vurdering. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør med udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Syri/2023/14/ANHK
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 252, og en række bestemmelser i andre love. Ved ankedom i 2022 blev dommen stadfæstet med den ændring, at straffen forhøjedes til 1 år og 6 måneders fængsel. Ansøgeren blev desuden udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Landsretten vurderede, at en udvisning af ansøgeren ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [landsby], [by], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Syrien frygter militærpligt, fordi han er i den militærpligtige alder. Han har til støtte for sit asylmotiv uddybet, at han ikke vil aftjene militærtjeneste, fordi han ikke vil skyde andre, ikke vil tvinges i krig og ikke vil bære våben. Ansøgeren har som asylmotiv desuden henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han vil blive betragtet som landsforræder, fordi han er udrejst af Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han frygter repressalier fra de syriske myndigheder, fordi ansøgerens far har været politisk aktiv i Syrien. Ansøgeren har uddybende herom oplyst, at ansøgerens far har taget ansøgeren med til demonstrationer i Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de samme grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren er ved landsrettens ankedom idømt fængsel i 1 år og 6 måneder og er udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Dommen omfattede blandt andet forhold om overtrædelse af knivloven og videresalg af euforiserende stoffer, men navnlig et forhold om overtrædelse af straffelovens § 252 [gerningsbeskrivelse]. Det følger herefter af udlændingelovens § 10, stk. 3, at der ikke kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen af de forhold, der taler mod opholdstilladelse og de grunde, der taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse bør imødekommes, skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgeren kom til Danmark 2016, og han har sine forældre og [søskende] i Danmark. Han har gået i [udskolingen] og har gået på [ungdomsuddannelse]. Ansøgeren taler et fint dansk. Han har en kæreste i Danmark. De blev kærester, mens han afsonede sin fængselsstraf. Efter karakteren af den pådømte kriminalitet er ansøgeren dømt for en særlig farlig forbrydelse. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen tiltræder Flygtningenævnet desuden, at ansøgeren er til fare for samfundet, og at der efter en proportionalitetsafvejning ikke foreligger særlige grunde, der taler for, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring for Flygtningenævnet fortsat ikke har indset alvoren af sine handlinger herunder navnlig farligheden af den kørsel, hvor han forsætligt udsatte helt tilfældige personer og politiet for nærliggende alvorlig fare. Dertil kommer, at ansøgeren tidligere er straffet for blandt andet overtrædelse af [flere andre love]. Yderligere har ansøgeren tidligere udtrykt tydelig modstand mod at ville samarbejde med [myndighed] om et vilkår [behandling]. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at han også fortsat vil udgøre en fare for samfundet. Det forhold, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at han under afsoningen har været i misbrugsbehandling, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Syri/2023/13/MKTO.
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er syrisk statsborger og muslim. Klageren er født i [område], Rif Damaskus, i Syrien, hvorefter han flyttede til Damaskus by. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [dag/måned] 2014, og fik den [dag/måned] 2014 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af de generelle forhold i Syrien. Denne tilladelse blev senest den [dag/måned] 2020 forlænget, med henvisning til klagerens søns selvstændige tilknytning til Danmark. Klageren har den [dag/måned] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har i forbindelse med sin anmodning om statusændring henvist til, at han er blevet fængslet og tortureret i Syrien, og at han ingen familiemedlemmer har i tilbage Syrien. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren i forbindelse med sit arbejde som [beskæftigelse] i Syrien blev beskyldt af de syriske myndigheder for at have medvirket til, at tre [personer] i klagerens [køretøj] blev tilbageholdt af en oprørsgruppe. Klageren blev i den forbindelse anholdt og var tilbageholdt i tre døgn, hvorunder han blev udsat for tortur. Flygtningenævnet bemærker, at forholdet må anses for at være et afsluttet forhold. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren i forbindelse med sin løsladelse fik oplyst, at sigtelserne mod ham var frafaldet. Klageren udrejste efterfølgende legalt fra Syrien til [land]. Klageren har endvidere forklaret, at hans arbejdsgiver og dennes søn blev tilbageholdt af myndighederne efter klagerens udrejse af Syrien, og at de efterfølgende er blevet henrettet. Klageren har imidlertid ikke sandsynliggjort, at dette har noget med klagerens forhold at gøre. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen den [dag/måned] 2020 har forklaret, at hans arbejdsgiver og dennes søn blev beskyldt for at have bombet [bygning]. Klageren har med advokatens indlæg fremsendt et dokument, som angiveligt skulle udgøre dokumentation for, at klageren er efterlyst af myndighederne i Syrien. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge dokumentet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at dokumentet fremkommer umiddelbart før mødet i Flygtningenævnet. Klageren har også henvist til, at hans sønner, som er familiesammenført med klageren, har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er dette imidlertid ikke i sig selv asylbegrundende for klageren som familiemedlem til sine sønner. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er oplysninger, der tyder på, at klagerens sønner kan anses for at være profilerede i forhold til de syriske myndigheder. Selvom Flygtningenævnet tager i betragtning, at klageren ifølge lægelige oplysninger lider af [sygdom] som følge af krigstraumer og tortur, og selvom nævnet inddrager det forsigtighedsprincip, der i nævnets praksis anvendes ved risikovurderingen, herunder i forhold til indrejse i Syrien, finder nævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Syri/2023/10/MSAI
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Polen og risikoen for frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da de indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, jf. artikel 18, stk. 1, litra a, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [dato i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klagerne i medfør af den pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke kan antages at være sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtageforholdene i Polen, at klagerne ved en overførsel til Polen risikerer at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de polske myndigheder den 25. februar 2022 oplyste til samtlige medlemsstater, at alle overførsler til Polen i medfør af Dublin-forordningen blev suspenderet på grund af situationen i Ukraine. Den 23. juni 2022 oplyste Polen imidlertid, at Polen fra den 1. august 2022 atter ville modtage Dublinoverførsler. Flygtningenævnet bemærker, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i EU’s ovennævnte charter, i Flygtningekonventionen og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der foreligger heller ikke for nævnet oplysninger om, at Polen ikke efterlever sin tilkendegivelse af 23. juni 2022. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at overbelastningen af det polske asylsystem kan påvirke adgangen til asylproceduren og modtageforholdene, kan føre til en ændret vurdering af sagen. Yderligere finder Flygtningenævnet, at der i Polen ikke kan antages at foreligge en generel risiko for arbitrær fængsling af asylansøgere. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Poland 2021 update, af maj 2022, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves. Flygtningenævnet finder heller ikke, at der i øvrigt foreligger oplysninger om konkrete omstændigheder, der kan indebære, at klageren ikke skal overføres til Polen, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Det forhold, at den mandlige klager lider af astma, kan ikke føre til en anden vurdering, idet han i Polen må forventes at kunne få den eventuelt nødvendige behandling herfor. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om de vilkår og modtagerforhold, som klageren må antages at blive mødt med i Polen, at der ikke er konkrete omstændigheder, der gør, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder desuden, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2023/4/CARA
Nævnet meddelte i december 2022 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunni muslim fra [landsby], [område], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en mullah ved navn [A], da denne vil have ansøgeren til at begå jihad, har udsat ansøgeren for et seksuelt overgreb, samt har truet med at offentliggøre en video af overgrebet, hvis ikke ansøgeren begik jihad. Ansøgeren har yderligere henvist til sin fars konflikt med en person ved navn [B]. Til støtte herfor, har ansøgeren oplyst, at han gik i koranskole, hvor [A] underviste. Tre til fire gange om ugen trak [A] ham til side efter undervisningen og fortalte ham om jihad samt sagde, at det var ansøgerens pligt at udføre jihad. En dag bad han ansøgeren om at komme hjem til ham, idet han gerne ville have nogle af ansøgerens farfars rosiner. [A] bad ham komme indenfor, hvilket han følte sig presset til. Da de var kommet indenfor, begyndte han at røre ved ansøgerens ansigt og krop. Ansøgeren bad ham om at lade være, men med en kniv truede han ansøgeren til at tage sine bukser af. [A] slog ham på næsen, så den blødte, og bagefter voldtog han ham. Efter overgrebet løb ansøgeren hjem til sin mor og farfar, hvor han fortalte sin mor, at han var faldet i en vandkanal. Han tog til lægen, der sendte ham til Kabul, da hans skade krævede en operation. Efter operationen blev han hjemme fra skole og koranskole i fire til fem dage. Efter denne periode begyndte han igen i skole og koranskole. Den første dag han vendte tilbage til koranskolen, henvendte [A] sig til ham. [A] fortalte, at han havde optaget overgrebet på video, og at han ville offentliggøre dette, såfremt ansøgeren ikke begik jihad dagen efter. Ansøgeren løb herefter hjem til sin mor og farfar og fortalte dem, hvad der sket. Han fortalte også her om [As] overgreb og videoen, samt om at [A] ville have ham til at begå jihad dagen efter. Ansøgeren og hans familie tog herefter hjem til ansøgerens morbror i Kabul, hvor de overnattede. Dagen efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Ansøgeren har tidligere ved forklaringerne til Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke var bekendt med, hvorfor hans far har en konflikt med [B], samt hvad konflikten beror på. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at konflikten skyldes, at hans far var beskyldt for at have dræbt nogen. Ansøgeren har aldrig oplevet personlige problemer med [B]. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren fremtræder med den fornødne modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål på en måde, der har vist, at han har forstået spørgsmålene og deres betydning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring med hensyn til hans asylmotiv i relation til [B] til grund, da forklaringen herom er udbyggende og ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren ikke ved oplysnings- og motivsamtalen og ved asylsamtalen ikke har kunnet oplyse om baggrunden for, at hans far angiveligt skulle have en konflikt med [B], og at han først ved mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at den pågældende konflikt skyldes, at hans far var beskyldt for at have dræbt nogen. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin om sin konflikt med [A] til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent med hensyn til [As] henvendelse til ham og det øvrige hændelsesforløb i relation til [A], selvom forklaringen ikke er så detaljeret, men Flygtningenævnet finder, at der ved vurderingen af forklaringen skal lægges vægt på ansøgerens unge alder på tidspunktet for hændelsesforløbet. Efter de foreliggende oplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at der er tale om en personlig asylbegrundende konflikt med [A]. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren tilstrækkeligt har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men ikke forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Løbenummer: Afgh/2022/76/anhk.
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim. Klageren er født og opvokset i [by A], [provinsen A], Syrien, og har fra han var omkring 6-7 år boet i [by B], Syrien. Klageren har siden 2011 eller 2012 boet i [by C], som han flygtede til i forbindelse med borgerkrigen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2019/2020, og at han [i vinteren] 2020/2021 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han henholder sig sit oprindelige asylmotiv. Klageren har i sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive henrettet af de syriske myndigheder, idet han har en konflikt med myndighederne, fordi han er mistænkt for at have forretningsforbindelser til irakisk Kurdistan. Klageren har herom oplyst blandt andet, at han i maj/juni 2007 blev anholdt af myndighederne og var tilbageholdt i omkring tre til tre en halv måned. Det skete i kølvandet på en handel med firmaet [Y], hvor klageren og hans forretningspartner, [A], købte [en stor mængde handelsvare]. Klageren har oplyst, at [varen] skulle fragtes i lastbil til [by D] i irakisk Kurdistan, men [varen] kom aldrig frem, da den i stedet blev kørt til Damaskus, hvor den blev beslaglagt af myndighederne. Dette anmeldte klageren til myndighederne. Den efterfølgende uge opholdt klageren sig i [by B], hvor han en nat blev vækket af fire civilklædte personer fra den militære sikkerhedstjeneste, som kørte ham væk. Han blev ført til en bygning tilhørende den politiske sikkerhedstjeneste, som har sit eget fængsel, [fængsel X]. Her blev klageren sigtet for at have forretningsforbindelser til det kurdiske demokratiske parti. Han blev tilbageholdt i tre til tre en halv måned og blev i den forbindelse kontinuerligt udsat for fysiske overgreb. Klageren blev løsladt mod kaution, hvorefter han tog tilbage til [by B]. Klageren har videre oplyst, at hans bror og far i årene 2008-2010 blev opsøgt flere gange for at få ham til at opgive sit søgsmål mod myndighederne, samt at han blev indkaldt til at møde i retten fem til seks gange. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive henrettet af de syriske myndigheder, idet han er etnisk kurder, og de syriske myndigheder har undertrykt kurdere i lang tid. Endelig har klageren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive henrettet af tyrkiske militære styrker, idet de tyrkiske styrker befinder sig i et fjendtligt forhold til alle kurdere, og disse har indtaget [by C], hvor han boede fra 2011 eller 2012 og frem til sin udrejse af Syrien. Flygtningenævnets bemærker indledningsvist, at klageren – som også anført af Udlændingestyrelsen - under en samtale med udlændingemyndighederne [i efteråret] 2020 først oplyste, at han ikke ønskede at tale om sin asylansøgning i [et andet europæisk land] i [start 90’erne] for derefter at oplyse, at han havde søgt asyl i [et andet europæisk land], fordi han ikke ville bo i et arabisk land, foretrak at bo i et europæisk land og oplyste, at han som kurder ikke kunne fejre f.eks. Newroz i Syrien. Adspurgt om personlige konflikter med de syriske myndigheder henviste klageren til, at han havde haft en personlig konflikt med en general fra [by B] ved navn [B], fordi de havde konkurrerende virksomheder, og [B] ønskede at overtage klagerens butik. Klageren solgte herefter sin butik til [B] og rejste til Europa. Klagerens problemer med [B] ophørte med salget, og han oplevede ikke flere problemer, heller ikke med myndighederne – han var således hverken tilbageholdt, anholdt eller andet. Direkte adspurgt oplyste klagerens videre, at han ikke fortalte [det europæiske lands] myndigheder om andre konflikter end denne. Klagerens forklaring til udlændingemyndighederne i Danmark står i skærende kontrast til den forklaring, som klageren afgav til [det europæiske lands] myndigheder om baggrunden for hans asylansøgning. Af den [europæiske lands] asylsag fremgår blandt andet, at klageren havde en konflikt med de syriske myndigheder, der udsprang af, at han havde udført politiske aktiviteter for det kurdiske arbejderparti i 1987 til 1988. Som følge heraf blev han standset af politiet, som han måtte betale bestikkelse til. Han erfarede kort tid efter, at han ved en udeblivelsesdom var blevet idømt 15 års fængsel for at have udført disse aktiviteter, og da han forsøgte at forlade Syrien, blev han tilbageholdt af myndighederne og fængslet, hvor han blev udsat for kontinuerlig mishandling, herunder i form af elektrochok og saltvand, inden han blev løsladt mod kaution. Foreholdt dette har klageren oplyst, at det foregik for længe siden, og at han ikke kan huske det. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at det ikke kan lægges til grund, at klageren har en asylbegrundende konflikt med de syriske myndigheder. Det bemærkes i den forbindelse, at klagerens forklaring også i Flygtningenævnet har været i modstrid med tidligere forklaringer og udbyggende. Ud over det, der er anført af Udlændingestyrelsen, bemærker Flygtningenævnet blandt andet, at klageren under en samtale med asylmyndighederne [i vinteren] 2019/2020 har oplyst, at Islamisk Stat havde overtaget hans bopæl og jord i [by C], og at han derfor frygtede denne gruppe. Under en samtale [i efteråret] 2020 oplyste klageren imidlertid, at hans landbrug i [by C] var blevet overtaget af de tyrkiske militære styrker, som han frygtede, også fordi de havde dræbt flere af hans familiemedlemmer. I den forbindelse oplyste klageren, at han aldrig er blevet truet af de tyrkiske militære styrker, hvilket er i kontrast med forklaringen for Flygtningenævnet, hvor klageren har oplyst, at han fra sin tidligere nabo har hørt om trusler mod ham. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Syri/2023/8/kdo
Nævnet omgjorde i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2023/7/DH. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra […], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato i vinteren 2014/2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold som følge af krigen og at blive tilbageholdt af myndighederne som følge af, at han var blevet genindkaldt til militæret, men ikke var mødt op. Udlændingestyrelsen traf den [dato i vinteren 2020/2021] afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere var til stede. Den [dato i foråret] 2021 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren henviste i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse som asylmotiv til, at myndighederne har opsøgt hans bopæl efter udrejsen med en eftersøgningserklæring, fordi klagerens bror er deserteret fra militæret. Han henviste videre til, at han frygtede sine tidligere naboer, idet de har opsøgt hans bopæl efter hans udrejse og truet ham og hans familie på livet på grund af hans aktiviteter på [socialt medie]. Endelig henviste han til, at han frygtede de syriske myndigheder som følge af hans udrejse. I forbindelse med anmodningen om genoptagelse har klageren som asylmotiv henvist til hans ægtefælles job som lærer og til en afledt risiko af hans [nære familiemedlems] asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet kan til dels lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet tiltræder de vurderinger og grunde, som er anført i nævnets afgørelse af [dato i foråret] 2021. Flygtningenævnet tiltræder herunder således fortsat, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hans individuelle forhold er af en sådan karakter, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse. Han risikerer således fortsat ikke genindkaldelse til militærtjeneste, ligesom han ikke vil blive anset for at have unddraget sig militærtjeneste. Klageren anses fortsat heller ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil blive udsat for trusler eller eventuelt overgreb af naboer omfattet af udlændingelovens § 7. Klagerens [nære familiemedlems] udrejse af Syrien før [det nære familiemedlem] var i den militærpligtige alder kan endvidere fortsat heller ikke medføre en afledt risiko, som kan medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den indkaldelse fra 2016 som klageren oplyser, at hans mor har modtaget kan fortsat heller ikke medføre et andet resultat. Flygtningenævnet har i afgørelse af d.d. vedrørende klagerens ægtefælle ikke fundet, at klagerens ægtefælle kan få asyl på grund af hendes oplysninger om konvertering til kristendommen, at hun forlod Syrien, mens hun var tilknyttet Baath-partiet, at hun har udført regimekritiske aktiviteter eller på grund af hendes families aktiviteter. Flygtningenævnet har imidlertid lagt til grund, at klagerens ægtefælle på tidspunktet for udrejsen af Syrien var offentligt ansat skolelærer i Syrien, og at hun ikke opsagde sin stilling eller fik tilladelse til at forlade sin stilling som offentligt ansat skolelærer inden udrejsen af Syrien. Flygtningenævnet har på denne baggrund meddelt klagerens ægtefælle asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Henset til at klagerens ægtefælle ikke må anses for at være særligt profileret på baggrund af hendes tidligere stilling som folkeskolelærer finder Flygtningenævnet ikke, at klageren er i en afledt risiko for asylbegrundende overgreb som følge af klagerens familiemæssige tilknytning til ægtefællen. Klageren blev gift med ægtefællen den [dato i 2000’erne], de boede sammen, indtil klageren udrejste af Syrien den [dato i efteråret] 2014 og blev genforenet, da klagerens ægtefælle indrejste i Danmark den [dato i sommeren] 2015. De har boet sammen siden. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens ægtefælles asylmotiv først opstod et stykke tid efter, at hun var kommet til Danmark, og således mens hun boede sammen med klageren. Klagerens ægtefælle rejste således legalt ud af Syrien med eget nationalitetspas den [dato i sommeren] 2015 og i en periode, hvor hun ikke kunne have fået meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, på baggrund af, at hun forlod sin offentlige stilling som folkeskolelærer. Det fremgår således af Flygtningenævnets tidligere baggrundsoplysninger, at det kun var offentligt ansatte i højere stillinger eller profilerede personer, der risikerede retsforfølgelse, hvis de havde forladt deres stilling uden tilladelse. Flygtningenævnet betragter derfor hendes asylmotiv som ligestillet med sur place. Klageren meddeles herefter asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens heraf med henvisning til det internationale princip om beskyttelse af familiens enhed. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2023/6/DH
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige og trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark til, at klageren havde oplevet problemer i Sverige. Efter en gennemgang af sagen udtalte Flygtningenævnet blandt andet: Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i sommeren] 2021 har søgt om international beskyttelse i Sverige, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Sverige som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Sverige har i overensstemmelse hermed [i vinteren 2021/2022] accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. DRC Dansk Flygtningehjælp har i sit indlæg gjort gældende, at klagerens sag bør behandles i Danmark, idet klageren har oplevet, at der har været problemer i Sverige, herunder at han har været vidne til, at en politibetjent blev slået ihjel. DRC Dansk Flygtningehjælp har derudover gjort gældende, at såfremt klageren ved en eventuel afgørelse om overførsel til Sverige ikke udsendes inden [vinteren 2022/2023], vil Sverige ikke længere være den rette medlemsstat at overføre klageren til i medfør af Dublinforordningen. DRC Dansk Flygtningehjælp har i den forbindelse henvist til EU-domstolens dom i de forenede sager af 12. januar 2023, B, F og K mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (C-323/21, C-324/21 og C-325/21). Det anførte om, at klageren har været vidne til voldshandlinger i Sverige kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at såfremt klageren skulle opleve problemer med privatpersoner i Sverige, må klageren henvises til at tage kontakt til de svenske myndigheder, herunder det svenske politi, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. For så vidt angår spørgsmålet om, hvilken medlemsstat, der er den ansvarlige i henhold til Dublinforordningens, i en sag som denne, hvor klageren har søgt om asyl i flere medlemsstater (in casu Sverige, Schweiz og Danmark), bemærker Flygtningenævnet, at EU-domstolen den 12. januar 2032 tog stilling til dette spørgsmål i de forenede sager B, F og K mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (C-323/21, C-324/21 og C-325/21). Det følger af dommens præmisser 71-72 og 86-87, at når en frist for overførsel af en asylansøger er begyndt at løbe i forholdet mellem en anmodet medlemsstat (in casu Sverige) og en første anmodende medlemsstat (in casu Schweiz), overgår ansvaret for behandlingen af asylansøgningen, som denne person har indgivet, til denne anmodende medlemsstat (in casu Schweiz) som følge af udløbet af denne frist (på 6, 12 eller 18 måneder, jf. Dublinforordningens artikel 29, stk. 2), selv om personen i mellemtiden har indgivet en ny asylansøgning i en tredje medlemsstat (in casu Danmark), som har ført til, at den anmodede medlemsstat (in casu Sverige) har accepteret en anmodning om tilbagetagelse fra denne tredje medlemsstat (in casu Danmark), for så vidt som dette ansvar ikke er overgået til den nævnte tredje medlemsstat (in casu Danmark) som følge af udløbet af en af de frister, der er fastsat i artikel 23. Efter en sådan overgang af ansvaret kan den medlemsstat, på hvis område samme person opholder sig, ikke overføre denne person til en anden medlemsstat end den nye ansvarlige medlemsstat, men den kan til gengæld, under overholdelse af de frister, der er fastsat i forordningens artikel 23, stk. 2, fremsætte en anmodning om tilbagetagelse til sidstnævnte medlemsstat. I den nærværende sag er fristen for overførsel mellem Schweiz og Sverige endnu ikke er udløbet. Flygtningenævnet lægger herved til grund, at klageren [i sommeren] 2021 indgav en asylansøgning i Sverige, at klageren [kort tid efter i] 2021 indgav en asylansøgning i Schweiz, og at de schweiziske myndigheder [i sommeren] 2021 sendte en tilbagetagelsesanmodning til Sverige, som de svenske myndigheder accepterede den følgende dag. Klageren forsvandt forud for overførslen fra Schweiz til Sverige, hvorfor de schweiziske myndigheder meddelte Sverige, at overførselsfristen på 6 måneder var forlænget til 18 måneder i medfør af Dublinforordningens artikel 29, stk. 2, og at overførselsfristen udløber [i vinteren 2022/2023]. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren søgte om asyl i Danmark [i efteråret] 2022, hvorefter Udlændingestyrelsen [i vinteren 2022/2023] anmodede de svenske myndigheder om at tilbagetage klageren i medfør Dublinforordningen, hvilket er inden for anmodningsfristen, som er fastlagt i forordningens artikel 23, stk. 2. Flygtningenævnet finder på baggrund heraf og navnlig i lyset af præmisserne i de forenede sager C-323/21, C-224/21 og C-325/21), at Sverige er den ansvarlige medlemsstat, og at klageren således kan overføres til Sverige i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, inden udløbet af overførselsfristen mellem Schweiz og Sverige [i vinteren 2022/2023]. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1, pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2023/5/ehd
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har sin mindreårige søn i Danmark, som er dansk statsborger, og som hun har en stærk tilknytning til. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter Dublinforordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Sverige, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes det, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat (in casu Danmark) uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten (in casu Danmark) efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Klagerens advokat har i nærværende sag gjort gældende, at klagerens sag bør behandles i Danmark under henvisning til, at klageren har sin mindreårige søn i Danmark, som er dansk statsborger, og som hun har en stærk tilknytning til. Klagerens advokat har til støtte herfor oplyst, at klageren er den primære omsorgsperson for sin søn, og at det vil være i strid med barnets tarv ikke at behandle klagerens asylsag i Danmark. Det følger af Dublinforordningens artikel 7, stk. 3, at forordningens artikel 16 ikke finder anvendelse i en situation som den foreliggende. Flygtningenævnet finder derimod ikke grundlag for at antage, at den diskretionære bestemmelse i forordningens artikel 17 ikke finder anvendelse under denne sag. De af klageren påberåbte forhold vedrørende sønnens statsborgerskabsforhold og hensynet til barnets tarv kan imidlertid efter nævnets opfattelse ikke i en sag som den foreliggende, hvor klageren allerede har fået afslag på asyl i Sverige, og hvor der således har været en prøvelse af asylgrundlaget i Sverige, føre til, at der foreligger sådanne særlige forhold, herunder af humanitær karakter, at der nu er grundlag for at lade asylsagen behandle her i landet. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen tidligere under asylsagens behandling i Sverige har accepteret at overtage ansvaret for klagerens asylsag, og at en sådan overtagelse ikke blev gennemført inden for forordningens frister. Flygtningenævnet har i øvrigt noteret sig, at der er en verserende sag om familiesammenføring. Med denne begrundelse stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Dub-Sver/2023/4/ehd
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Belgien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Belgien. Flygtningenævnet forudsatte imidlertid, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Belgien indhenter en garanti fra de belgiske myndigheder om, at klageren rent faktisk vil blive tilbudt modtage- og indkvarteringsforhold i overensstemmelse med den nationale lovgivning i Belgien og landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Belgien samt det forhold, at klageren har slægtninge i Danmark. Efter en gennemgang af sagen udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i sommeren] 2022 har søgt om international beskyttelse i Belgien og herefter er udrejst af Belgien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Belgien som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Belgien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Belgien har i overensstemmelse hermed [i efteråret] november 2022 accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. DRC Dansk Flygtningehjælp har i sit indlæg gjort gældende, at klagerens sag bør behandles i Danmark, idet klageren har en onkel, moster og kusine i Danmark, som han er tæt knyttet til. DRC Dansk Flygtningehjælp har derudover gjort gældende, at klagerens sag bør behandles i Danmark, idet klageren ved en overførsel til Belgien risikerer at skulle overnatte på gaden uden at kunne få dækket sine mest basale behov, idet indkvarteringsforholdene for Dublinoverførte til Belgien efter de foreliggende baggrundsoplysninger er kritisable. Det anførte om, at klageren har slægtninge i Danmark, kan ikke føre til, at klagerens sag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens herboende familiemedlemmer ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. For så vidt angår det anførte om adgangen til indkvartering og asylproceduren i Belgien bemærker Flygtningenævnet, at de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold for asylansøgere i Belgien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig og senest kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i fem tilfælde vedrørende flere hundrede personer har anvendt bestemmelsen i artikel 39 i Domstolens procesreglement om foreløbige foranstaltninger i forbindelse med behandling af klager fra en række hjemløse asylsøgere i Belgien. Det drejer sig om følgende sager: Foreløbig foranstaltning af 31. oktober 2022, Camara mod Belgien (app. no. 49255/22), foreløbig foranstaltning af 15. november 2022, Msallem og 147 andre mod Belgien (app. no. 48987/22 og 147 andre), foreløbig foranstaltning af 21. november 2022, Reazei Shayan og 189 andre mod Belgien (app. no. 49464/22 og 189 andre), foreløbig foranstaltning af 1. december 2022, Almassri og 121 andre mod Belgien (app. no. 49424/22 og 121 andre), og senest foreløbig foranstaltning af 13. december 2022, Al-Shujaa og andre mod Belgien (app. no. 52208/22 og 142 andre). Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i forbindelse med disse sager udsendt flere pressemeddelelser, senest den 16. december 2022, hvor domstolen har oplyst om baggrunden for sagerne. Af den seneste pressemeddelelse fremgår det blandt andet, at sagsøgerne havde anlagt sag ved arbejdsretten i Bruxelles, som pålagde de belgiske myndigheder at tilbyde sagsøgerne indkvartering og materiel bistand, men at de belgiske myndigheder ikke har efterkommet disse afgørelser. Sagsøgerne har på den baggrund anlagt sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med påstand om, at den belgiske stat blandt andet har overtrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, 6, 8 og 13. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har på den baggrund – som foreløbige foranstaltninger – anmodet den belgiske stat om at efterkomme den nationale domstols afgørelser, mens de indbragte sager realitetsbehandles. Af AIDA’s, Country Report: Belgium 2021, opdateret i april 2022, fremgår det blandt andet, at alle asylansøgere har ret til at få adgang til indkvarteringssystemet fra det øjeblik, der indgives en asylansøgning. Det fremgår endvidere af rapporten, at det belgiske indkvarteringssystem dækker asylansøgeres basale behov, herunder adgang til sovefaciliteter, måltider og øvrige sanitære faciliteter. Samtidig er der dog i rapporten peget på en række problemer i det belgiske modtagesystem. Det fremgår blandt andet på side 90-91: “In September 2021, Fedasil announced that the reception network was under pressure, the occupancy rate on 9 September 2021 being at 96% (the saturation capacity being 94%). […] Since mid-October 2021, this situation has evolved into a reception crisis, during which large groups (each day between 60 and 150 individuals) of applicants for international protection - mainly single men - did not receive access to a reception place for often multiple days, sometimes weeks. Homeless shelters in the city of Brussels being completely full, the applicants had no other option than to sleep rough, returning to the arrival centre every day hoping to get access to a reception place. Families with children and non-accompanied minors were given priority in the search of a reception place and gained access to the reception network on most days. On some days, however, some applicants with very vulnerable profiles – including non-accompanied minors and a family with 5 minor children and their 8-month pregnant mother – did not receive a reception place. […]”. Af Amnesty Internationals rapport ”The State of the World’s Human Rights”, udgivet i marts 2022, fremgår af afsnittet vedrørende Belgien, at ”Every day from mid-October until the end of December tens of asylum seekers were not provided with access to housing as the numbers exceeded reception capacity.” Af nyere baggrundsmateriale kan der endvidere blandt andet henvises til ECRE’s artikel ”Reception Crises: Fedasil staff Protests as Reception Crisis in Belgium Reaches Boiling Point”, udgivet den 2. september 2022, hvoraf det fremgår: ”[…] In Belgium the ongoing reception crisis with people sleeping rough continue due to a saturation of the reception system. Local media reported of the crisis reaching “a boiling point” on 18 August with around 150 asylum seekers camped outside the closed gates of the reception centre, Petit Chateau, in Brussels where asylum seekers first register to enter the system. The police had moved the entrance of the centre to the front of the building following complaints from local residents leaving staff from Fedasil without a separate way in and unable to enter. […] On 23 August police violently dispersed a crowd in front of Petit Chateau where more than 180 men were lining up in queues for registration and chaos erupted when some were left out and others allowed in. On the same day Fedasil employees across 36 reception centres stopped working to protest against the ongoing reception crisis. In a statement the protestors expressed that they had had enough of the situation and wanted to show solidarity with their colleagues at Petit Chateau as well as the asylum seekers left on the streets.” Ligeledes kan der henvises til ECRE’s artikel ”Reception Crises: Belgium Leaves Vulnerable Asylum Seekers in the Streets Without Shelter”, udgivet den 14. oktober 2022, hvoraf det fremgår: “Belgium has been failing to meet its obligation to provide reception to applicants for international protection since October 2021. Since then, the Belgian government has put a system of priorities in place to manage reception. […] ECRE member Vluchtelingenwerk Vlaanderen described this as a worrying development: “In January, the transiting asylum seekers weren’t not given reception. The single men followed. There was talk of couples being refused a while ago, but that was quickly reversed. Now it concerns all single men, regardless of medical problems. Someone has been put on the street with jaundice, and someone with a serious form of cancer who needs treatment. This is another step towards absolute chaos and inhumanity”. By early October, 4,500 cases have been filed against the Belgian Federal Asylum Agency (Fedasil) before the Brussels labor court in 2022 for failing to provide shelter to asylum seekers. The court expects the number to reach 5000 within a week.” Derudover kan der henvises til lignende artikler fra ECRE af 11. november 2022 og 25. november 2022, hvor det beskrives, at indkvarteringsforholdene i Belgien fortsat er mangelfulde. Flygtningenævnet bemærker, at Dublinforordningen skal fortolkes og anvendes under iagttagelse af de ved EU’s charter sikrede grundlæggende rettigheder. Det i chartrets artikel 4 fastsatte forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling er i denne henseende af afgørende betydning. Belgien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggelse rettigheder. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere om en sådan beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet skal indledningsvis foretage en vurdering af, om forholdene i Belgien er af sådan en karakter, at der generelt må anses for at være systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene, som medfører en risiko for krænkelse af EU-chartrets artikel 4 og EMRK artikel 3. Der henvises til EU-domstolens dom af 21. december 2011, N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), præmis 85-86 og 106. Uanset de foreliggende oplysninger om den aktuelle situation for så vidt angår modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien med udgangspunkt navnlig i de ovenfor beskrevne foreløbige foranstaltninger fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder Flygtningenævnet, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien, at enhver overførsel til Belgien i medfør af Dublinforordningen vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige det anførte i EU-domstolens dom af 19. marts 2019, Abubacarr Jawo (C-163/17) under besvarelsen af det tredje spørgsmål i den præjudicielle forelæggelse. Flygtningenævnet skal herefter foretage en vurdering af, om klagerens konkrete forhold er af en sådan karakter, at der er behov for en individualiseret garanti fra Belgien om, at man ved modtagelsen af den konkrete udlænding vil stille specifikke modtageforhold til rådighed, der sikrer, at klageren ikke kommer i en situation omfattet af EU-chartrets artikel 4 og EMRK artikel 3. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Efter de foreliggende oplysninger om de alvorlige mangler ved de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold i Belgien, især for så vidt angår indkvarteringen af enlige mænd, forudsætter Flygtningenævnet imidlertid, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Belgien indhenter en garanti fra de belgiske myndigheder om, at klageren rent faktisk vil blive tilbudt modtage- og indkvarteringsforhold i overensstemmelse med den nationale lovgivning i Belgien og landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, jf. herved principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz (sagsnr. 29217/12).” Dub-belg/2022/8/ehd
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til klagerens forklaring som begrundelse herfor. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har op-nået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublin-forordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Sverige [i slutningen af 1980’erne/starten af 1990’erne], og at han på den baggrund blev meddelt permanent opholdstilladelse, som fortsat er gyldig. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har op-nået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter nævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinfor-ordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Sverige, samt at klageren i Sverige vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Sverige, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det forhold, at klageren har oplyst, at han gentagne gange er blevet overfaldet i Sverige kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke har været i kontakt med svensk politi herom. Nævnet finder på den baggrund, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de svenske myndigheder, såfremt han ved en tilbagevenden til Sverige oplever noget lignende eller føler sig truet. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke har problemer med de svenske myndigheder, og at han løbende har været i kontakt med de svenske myndigheder, hvorfra han har modtaget hjælp i forbindelse med blandt andet behandling for helbredsmæssige problemer samt anskaffelse af bolig. Det er således nævnets vurdering, at de svenske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde tilstrækkelig beskyttelse af klagerens personlige integritet og sikkerhed. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” Løbenummer: § 29 b-Sve/2023/1/imbs
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra Daara, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har under sin asylsag oplyst, at hun har deltaget i tre demonstrationer i Syrien i 2013. Under sin nægtelse af forlængelsessag har klageren imidlertid oplyst, at hun har deltaget i to møder i [et andet mellemøstligt land] for en oppositionsbevægelse i samme år. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Hun oplyste videre, at hun havde deltaget i tre demonstrationer, og at hun ikke havde været tilbageholdt eller oplevet problemer med myndighederne. [I foråret] 2022 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv, og hun oplyste uddybende, at hun frygtede myndighederne som følge af at have deltaget i et nyhedsindslag i [udenlandsk medie] otte måneder inden sin udrejse af Syrien, hvilket var i [sommeren] 2012. Klageren oplyste videre, at hun frygtede myndighederne, idet hendes familiemedlemmer er efterlyste, og fordi familien har været politisk aktive. Klageren oplyste endvidere, at hun frygtede myndighederne, idet hun har deltaget i oppositionsbevægelsens møder, mens hun opholdt sig i [et andet mellemøstligt land] efter sin udrejse af Syrien. Vedrørende spørgsmålet om hvorvidt klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, bemærker Flygtningenævnet, at klageren har henvist til, at hun er blevet filmet i et nyhedsindslag i 2012 på [udenlandsk medie], hvilket indslag måtte opfattet som vendt mod regimet. Som anført af Udlændingestyrelsen blev dette indslag efter det oplyste sendt i [sommeren] 2012, og klageren havde ikke efterfølgende problemer med myndighederne, herunder heller ikke i forbindelse med sin udrejse af Syrien. Efter det oplyste har hendes tilbageværende familiemedlemmer i Syrien, da ligeledes blev filmet i denne forbindelse, heller ikke har oplevet problemer med myndighederne. Som ligeledes anført af Udlændingestyrelsen har klageren oplyst at have deltaget i to møder i [et andet mellemøstligt land] efter sin udrejse, men der var flere hundrede deltagere. Flygtningenævnet kan herefter tiltræde, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien skulle være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. For så vidt angår spørgsmålet om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 på baggrund af de generelle forhold i Syrien, herunder Rif Damaskus, kan Flygtningenævnet i det hele tiltræde det af Udlændingestyrelsen anførte. Spørgsmålet er herefter om en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet kan tiltræde at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv. Som anført af Udlændingestyrelsen er indgrebet legitimt og varetager det offentliges interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol, og indgrebet udgør et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 2. Ved afgørelsen af om dette indgreb er proportionalt har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren var [i start 40’erne] ved sin indrejse i Danmark, og har levet hele sit liv indtil da i Syrien, bortset fra et kortvarigt ophold i [et andet mellemøstligt land] i forbindelse med hendes udrejse. Hun har i Danmark haft en meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, og har deltaget i undervisning, og har efter det oplyste erhvervet visse danskkundskaber. Hun er enke, bor alene og har ikke børn. Hun har derimod søskende samt fjernere slægtninge i Danmark. Der foreligger ikke oplysninger om noget afhængighedsforhold mellem klageren og disse familiemedlemmer. Klagerens tilknytning til Danmark, herunder forholdet til herboende familiemedlemmer, har derfor ikke en sådan karakter, at det udgør en krænkelse af klagerens ret til familieliv, såfremt hendes opholdstilladelse nægtes forlænget. Vedrørende klagerens helbredsmæssige forhold, bemærker Flygtningenævnet, at klageren udelukkende modtager medicinsk behandling for sine lidelser. Efter det oplyste vil basale sundhedsydelser også være tilgængelige i Rif Damaskus provinsen. Det må endvidere efter Den Europæiske Menneskerettigheds dom i sagen Hasanbasic mod Schweiz (52166/09) præmis 64 og Emre mod Schweiz (42034/04) præmis 81-83 antages, at en udlænding ikke kan påberåbe sig retten til at opholde sig på et medlemslands territorium alene med henblik på at modtage lægebehandling. På baggrund af en samlet vurdering af ovenstående, vurderer Flygtningenævnet, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og artikel 3. Flygtningenævnet har således vurderet, at afgørelsen om nægtelse af forlængelse af klagerens midlertidig opholdstilladelse er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/123/sme
Nævnet omgjorde i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en genoptaget sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger, tilhørende hovedklanen [klan A], underklanen [klan B] og subklanen [klan C]. Klageren er muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Styrelsen lagde i den forbindelse til grund, at klageren havde en konflikt med al-Shabaab. Styrelsen henviste ligeledes til daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen forlængede [i vinteren 2016/2017] klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 26. stk. 1, under henvisning til, at styrelsen fortsat kunne lægge klagerens forklaring til grund, men at det var styrelsens vurdering, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia ville være at betragte som særligt profileret af al-Shabaab, hvorfor grundlaget for klagerens opholdstilladelse isoleret set ikke længere var til stede. Videre vurderede styrelsen, at de generelle forhold i Mogadishu ikke i sig selv kunne medføre forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Styrelsen vurderede imidlertid, at en nægtelse af forlængelse måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11. stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren fortsat ikke opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Styrelsen har videre vurderet, at en nægtelse af forlængelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet al-Shabaab har slået klagerens [to nære familiemedlemmer] ihjel, fordi [klagerens ene nære familiemedlem] nægtede at lade al-Shabaab tvangshverve klageren og dennes [anden nære familiemedlem]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab vil slå ham ihjel, da de tror, at han vil hævne [sine to nære familiemedlemmer]. Klageren har videre oplyst, at ingen vil have noget med ham at gøre, fordi ingen tør lægge sig ud med al-Shabaab. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Somalia, idet han tilhører en lille klan, hvilket vil give ham problemer. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at han er ordblind, og at det er svært at leve i Somalia, når man ikke kan læse eller skrive. Flygtningenævnet stadfæstede [i sommeren] 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2022 om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet lagde, ligesom Udlændingestyrelsen, klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab til grund, men vurderede at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ikke ville være at betragte som særligt profileret af al-Shabaab. Klagerens øvrige individuelle asylmotiver om frygten ved at vende tilbage til Somalia, idet han tilhører en lille klan og er ordblind, blev afvist af nævnet. Der er fortsat ikke fremkommet nye oplysninger i sagen vedrørende den af klageren påberåbte konflikt med al-Shabaab, eller vedrørende klagerens frygt for at tilhøre en lille klan, samt frygt ved at leve som ordblind i Somalia. Der er derfor ikke grundlag for at omgøre det af Flygtningenævnet tidligere meddelte afslag på opholdstilladelse begrundet i klagerens individuelle forhold. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. På baggrund af de seneste baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet fortsat, at situationen i Mogadishu, som er klagerens hjemby, er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med EMRK artikel 8, idet bemærkes, at udlændingelovens § 26, stk. 1, ikke længere finder anvendelse. Af lovforslag nr. 140 af 15. januar 2019 er det vedrørende Danmarks internationale forpligtelser mere generelt anført, at det var den daværende regerings opfattelse, at en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse efter en konkret og samlet vurdering af en udlændings personlige forhold under hensyn til EMRK artikel 8 efter omstændighederne vil skulle undlades, hvor nægtelsen er begrundet i ændrede generelle forhold i hjemlandet, når den pågældende udlænding har haft lovligt ophold i Danmark mellem 8-15 år, og når den pågældende har væsentlige andre tilknytningsmomenter til Danmark i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. Det vil dog i alle tilfælde bero på en konkret vurdering. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privatliv efter EMRK artikel 8, men ikke klagerens familieliv, idet klageren ikke har stiftet familie i Danmark. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter indgrebet har hjemmel i lov og forfølger legitime formål som det fremgår af EMRK artikel 8, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er nødvendig i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Ved vurderingen af, om indgrebet er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for sit privatliv. Ved denne vurdering skal der navnlig lægges vægt på klagerens tilknytning til opholdslandet (Danmark) og klagerens tilknytning til oprindelseslandet (Somalia). Hertil bemærkes, at klageren er født og opvokset i Somalia frem til han [var mellem 10-16 år]. Klageren taler somali. Klageren har aldrig gået i skole i Somalia. Klagerens [fem nære familiemedlemmer] er udrejst af Danmark og bosat i Mogadishu. Klageren har kontakt til sin familie. Klageren indrejste i Danmark [da han var mellem 10-16 år] [i efteråret/vinteren 2011] og indgav ansøgning om asyl [i efteråret/vinteren] 2011. [I foråret] 2012 blev klageren meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse. Klageren har således nu haft lovligt ophold i Danmark i lidt over 11 år, heraf nogle af de formative år. Klageren har i [antal] år gået på efterskole i [by A] og har bestået Dansk Prøve 2. Klageren taler flydende dansk. Klageren har i et betydeligt omfang været i beskæftigelse. Klageren har været en del af et fodboldhold i [landsdel], hvor de trænede og spillede kampe i weekenden, og han har gået til spejder i [spejderbevægelse] i [by B]. Han flyttede i [vinteren 2019/2020] til [by C]. Her dyrker han fitness i sin fritid, er [fan af et fodboldhold] og har mange venner, herunder […]. Flygtningenævnet bemærker endeligt, at der nu er forløbet næsten seks år siden Udlændingestyrelsen vurderede, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ville være særligt indgribende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Der er ikke i denne periode sket ”negative” ændringer i klagerens personlige forhold, herunder klagerens beskæftigelsesmæssige og integrationsmæssige forhold. Efter en samlet afvejning af de ovenfor nævnte hensyn, finder Flygtningenævnet, at det vil være i strid med EMRK artikel 8 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Løbenummer: Soma/2023/5/imbs
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk igbo og kristen af trosretning. Ansøgeren er født i [landsby A], Nigeria, men har opholdt sig i Lagos, Nigeria, i en periode op til sin udrejse. Ansøgeren har oplyst, at han har været medlem af den politiske bevægelse MASSOB fra 2010 til 2012 eller 2013, hvor han i stedet blev medlem af frihedsbevægelsen Indigenous People of Biafra (IPOB). Under Udlændingestyrelsens behandling af sagen, har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive fængslet for forræderi af de nigerianske myndigheder, fordi han har været medlem af og udført opgaver for IPOB. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter blive udsat for overfald af politiske modstandere fra andre udbryderfraktioner af MASSOB. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han først var medlem af MASSOB fra 2010 til 2012 eller 2013, hvorefter han i stedet blev medlem af IPOB. Ansøgeren har videre oplyst, at hans opgaver bestod i at arrangere demonstrationer og marcher ved at uddele pamfletter og opsøge unge igboere, ligesom han agerede livsvagt for IPOB’s ledelse. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver videre oplyst, at han agerede mellemmand i forbindelse med opsætningen af en sendemast, der skulle transmittere fra [andet europæisk land end Danmark] til Nigeria, og at ansøgeren formoder, at hans navn er blevet videregivet til de nigerianske myndigheder. Ansøgeren har for nævnet som nyt asylmotiv henvist til, at han frygter kriminelle personer og grupperinger i Nigeria, fordi hans [familiemedlem] har været en leder af en selvtægtsgruppe i sin landsby. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen om sit medlemskab af MASSOB og IPOB og ansøgerens deraf afledte konflikter med de nigerianske myndigheder og politiske modstandere til grund, idet ansøgerens forklaring fremstår divergerende, udbyggende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet henviser til de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2017. Flygtningenævnet bemærker samtidig, at ansøgeren under nævnsmødet oplyste, at han ikke frygter de nigerianske myndigheder længere på grund af denne tidligere angivelige konflikt. Ansøgeren har herved henvist til, at konflikten ligger lang tid tilbage. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med kriminelle personer og grupperinger i Nigeria, der angiveligt har truet [et af hans familiemedlemmer], til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det svækker ansøgerens troværdighed, at hans tidligere asylmotiver ikke kan lægges til grund, og at det tillige indgår i vurderingen, at ansøgeren først søgte asyl ca. seks måneder efter, at han ankom til Europa, og at han efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl [i sommeren] 2017 forsvandt fra asylcenteret, hvor han blev meldt udeblevet [i vinteren 2017-2018], og at det først ved hans advokats henvendelse til Hjemrejsestyrelsen [i efteråret] 2022 blev oplyst, at ansøgeren ønskede at fortsætte den asylsag, som startede i 2016. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den af ansøgeren oplyste konflikt med kriminelle personer og grupperinger i Nigeria er et nyt asylmotiv, der først er fremkommet i forbindelse med advokatens indlæg af [vinteren 2022-2023] og i forbindelse med nævnsmødet, og at ansøgerens forklaring herom er udbyggende og ikke forekommer troværdig og forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke tidligere har forklaret om denne konflikt opstået som følge af, at hans ene [familiemedlem] i ansøgerens landsby angiveligt har været leder af en selvtægtsgruppe, der bekæmpede kriminelle bander, hvilket ansøgeren har oplyst, at [ansøgerens familiemedlem] havde været siden omkring år 2000. Ansøgerens forklaring om, at der først opstod en for ansøgeren asylbegrundende konflikt med de kriminelle personer og grupperinger i 2022, efter at [dette familiemedlem] døde i 2021, hvor ansøgerens ene bror angiveligt blev truet af banderne, og at ansøgeren og hans andre brødre dermed også var truet af disse bander, forekommer ikke troværdig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvem de kriminelle personer og grupperinger var, og om den nærmere konflikt og om den angivelige trussel mod ansøgerens bror, forekommer afglidende og forekommer ikke troværdig. Dertil kommer, at det fremstår utroværdigt, at ansøgerens frygt for kriminelle grupperinger først er opstået i 2022, henset til at ansøgerens [familiemedlem] har været leder af en selvtægtsgruppe siden omkring år 2000. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Nigeria, vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. De generelle forhold, herunder de socioøkonomiske forhold, i Nigeria kan ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Niga/2023/1/EEB
Nævnet hjemvist i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Myanmar. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk chin og kristen af trosretning fra [by] i […] regionen i Myanmar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under sin oprindelig asylsag henviste ansøgeren til, at hun frygtede at blive anholdt af myndighederne, idet hun har unddraget sig tvangsarbejde. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hun skulle betale penge til myndighederne, hvis hun skulle undgå tvangsarbejde, hvilket ansøgeren ikke kunne. I forbindelse med genoptagelsesanmodningen har ansøgeren supplerende henvist til, at hun som følge af den alvorlige situation i Myanmar, siden militærkuppet startede i februar 2021, har frygtet den generelle situation i landet. Ansøgeren har videre henvist til, at hun tilhører en kristen minoritetsgruppe, at hun er etnisk chin og at hendes hjemmeområde, er præget af voldsomme overgreb og eskalerede konflikter mellem væbnede grupper. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Myanmar vil være i en nødsituation, henset til hendes alders- og helbredsmæssige forhold, og idet hun vil være ude af stand til at tage vare på sig selv og ikke har nogen, der kan hjælpe hende. Flygtningenævnet kan fortsat lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Ansøgeren har som nyt asylmotiv for Flygtningenævnet henvist til, at hendes [familiemedlem], der har fået asyl i [et europæisk land A] som kvoteflygtning, er [arbejdstitel] og har måttet flygte fra Myanmar, og at hun frygter, at hans konflikt med militærjuntaen kan få konsekvenser for hende ved en tilbagevenden. [Familiemedlem]er også i dag både politisk og religiøst aktiv, og han deltager også i demonstrationer i [et europæisk land A]. Hun støtter selv det lokale menighedsråd med penge, der sendes videre til [organisation B], [organisation C] og [organisation D]. Ansøgeren har desuden henvist til de generelle forhold i Myanmar efter militærkuppet i 2021, herunder for hende som enlig og alderssvækket kvinde. I øvrigt er der videregivet oplysninger om ansøgeren til ambassaden i [et europæisk land E], herunder med angivelse af hendes datters navn, i forbindelse med bestræbelserne på at hjemsende ansøgeren. Da Udlændingestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til disse forhold, besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, således at Udlændingestyrelsen kan træffe en afgørelse som første instans.” Løbenummer: Myan/2023/2/sme
Nævnet meddelte i februar 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Klageren er mindreårig. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk tigrigna og kristen ortodoks fra [by A], [distrikt A], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i [tredjeland A] deltaget i en demonstration imod militærpligt i Eritrea. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2020/2021], og at han den [i foråret 2021] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i efteråret 2021] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frygter indkaldelse til nationaltjeneste (militærtjeneste) i Eritrea. Flygtningenævnet finder under hensyn til de foreliggende baggrundsoplysninger, at det ikke med fuld fornøden sikkerhed kan afvises, at klageren ved en tilbagevenden til Eritrea står over for at skulle aftjene militærtjeneste. Flygtningenævnet finder efter baggrundsoplysningerne og i overensstemmelse med nævnets praksis, at militærtjeneste i Eritrea udføres under sådanne forhold og har en sådan karakter, at nægtelse af heraf indebærer risiko for forfølgelse af grunde, der er omfattet af Flygtningekonventionen. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Erit/2023/2/anfi
Nævnet omgjorde i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra [by A], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2011 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af Taliban, idet han sammen med sine brødre har arbejdet for et [firma] under ISAF-styrkerne i [by A] Lufthavn. Klagerens brødre blev slået ihjel af Taliban, mens klageren formåede at flygte. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til sin oprindelige konflikt, samt til at han frygter at blive holdt ansvarlig for, at hans [nære kvindelige familiemedlem] i Afghanistan nægtede at indgå et tvangsægteskab. Endelig har han henvist til, at han frygter at blive betragtet som vantro som følge af hans lange ophold i vesten. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelse [fra efteråret] 2022, at klageren har opnået sin opholdstilladelse i Danmark ved svig, og at der er grundlag for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Klageren har i forbindelse med nægtelse af forlængelsessagen henvist til, at han er blevet vestliggjort. Det følger af EEUA’s rapport: ”Country Guidance: Afghanistan”, udgivet i januar 2023, side 77ff. blandt andet, at der ved vurderingen af, om en person bliver anset som vestliggjort, skal foretages en konkret og individuel vurdering af klagerens forhold, hvor der blandt andet lægges vægt på klagerens adfærd, fremtoning, hjemområde, køn, alderen på udrejsetidspunktet samt længden af opholdet i udlandet. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren indrejste i Danmark [da han var mellem 16-20 år gammel]. Han har således har haft hele sin opvækst i Afghanistan. Han er fortsat praktiserende muslim samt taler dari. Han lever endvidere med sin afghanske familie, der består af hans [to nære kvindelige familiemedlemmer], i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke i øvrigt er noget i sagen, der underbygger, at klageren er vestliggjort. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at klageren på grund af vestliggørelse er i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har endvidere i forbindelse med nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse som nyt asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb af en person ved navn [A] og dennes søn [B] som følge af, at klagerens [to nære kvindelige familiemedlemmer] er blevet truet og udsat for overgreb af [A’s] søn, [B], fordi han mod [klagerens to nære kvindelige familiemedlemmer] vilje ville indgå ægteskab med [klagerens nære kvindelige familiemedlem]. Klagerens [to nære kvindelige familiemedlemmer] er som følge af denne konflikt flygtet fra Afghanistan for at undgå, at [nære kvindelige familiemedlem] skulle indgå tvangsægteskab med [B]. Flygtningenævnet har lagt konflikten til grund og har ved afgørelser [fra foråret] 2017 meddelt [klagerens to nære kvindelige familiemedlemmer] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, og Udlændingestyrelsen har senest ved afgørelse [fra efteråret] 2021 forlænget disses opholdstilladelser. Ved vurderingen af det af klageren anførte nye asylmotiv bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at klagerens troværdighed som følge af den bevidste afgivelse af urigtige oplysninger er svækket i betydelig grad. Når imidlertid henses til, at klagerens [to nære kvindelige familiemedlemmer] begge er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Flygtningenævnet har lagt konflikten til grund, hvorefter de i hjemlandet risikerer overgreb fra [B] og dennes familie og ikke ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse, finder Flygtningenævnet, at det også vedrørende klageren ikke med den fornødne sikkerhed kan afvises, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udsat for overgreb fra [B] og dennes familie, og at han ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2022, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Løbenummer: Afgh/2023/9/imbs
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren har familie i Danmark, som han er nært knyttet til, jf. Dublin-forordningens art. 17, stk. 1. Desuden har de tyske myndigheder accepteret efter Dublin-forordningens art. 20, stk. 5, hvorfor klageren efter overførslen vil være i risiko for at blive overført til et af de lande, som han rejste igennem, inden han kom til Tyskland, men som han ikke ville kunne blive overført til fra Danmark, såsom Grækenland eller Ungarn. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter har trukket an-søgningen tilbage. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 20, stk. 5, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 22/23] har accepte-ret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klagerens bror og morbror er bosiddende i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at forholdet ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtnin-genævnet har videre lagt vægt på, at Dublinforordningens artikel 16 ikke kan føre til, at en overførsel af klageren til Tyskland ikke kan ske, idet nævnet ikke finder, at der foreligger et afhængighedsforhold mel-lem de herboende familiemedlemmer og klageren. Det forhold, at de løbende har holdt tæt kontakt, og at broren og morbroren vil hjælpe klageren med at finde et job og blive integreret, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. For så vidt angår, det forhold, at flugten fra Syrien har taget hårdt på klageren og hans sindstilstand, og at han føler sig deprimeret på grund af den stressfulde situation, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublin-forordningens artikel 32. De tyske myndigheder er herefter forpligtet til at sikre, at klageren modtager de nødvendige helbredsmæssige behandlinger. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at Udlændin-gestyrelsen i sin afgørelse af [vinteren 22/23] ikke har forholdt sig mere konkret til, hvad der vil ske med klageren ved en overførsel til Tyskland, idet klageren er bekymret for at skulle gennemgå endnu en Dublin-procedure i Tyskland og frygter, at han vil blive sendt til et tredjeland, hvor han vil opleve noget dårligt, ligesom han oplevede i Grækenland og Ungarn, kan desuden ikke føre til en ændret vurdering. Flygtninge-nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren [i efteråret] 2022 til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han i Grækenland ikke kom i kontakt med myndighederne og ikke afgav fingeraftryk. Klageren har til samme samtale oplyst, at han i Ungarn kom i kontakt med myndighederne, men at han ikke blev registre-ret med fingeraftryk. Disse oplysninger understøttes af Eurodac-registreret dateret [i efteråret] 2022. Det fremgår heraf, at klageren alene er blevet registreret i Tyskland. Flygtningenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at der ikke foreligger nogen oplysninger om, at han har indgivet ansøgning om asyl i et tredjeland, herunder hverken i Grækenland og Ungarn, eller i øvrigt blevet registreret med fingeraftryk andre steder. Flygtningenævnet finder derfor, at det der ikke er en grund til at antage, at klageren skulle blive videresendt til et tredjeland, hvor han vil blive behandlet dårligt. Hertil bemærker Flygtningenævnet, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og leve-vilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør handles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den bag-grund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/4/sme
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at det tyske politi havde behandlet ham dårligt, og at det ikke var muligt for ham at klage over det tyske politis behandling af ham. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være om-fattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reg-lerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Tyskland. Flygtningenæv-net finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttel-se. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2021/2022] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren er psykisk påvir-ket af det tyske politis behandling af ham, herunder at klageren blev depressiv og havde en planlagt psyko-logsamtale [i vinteren 2022/2023], og at en tilbagevenden til Tyskland vil forværre klagerens psykiske til-stand, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at han ikke medicineres, og at han ikke lider af kroniske sygdom-me eller har haft længerevarende eller alvorlige sygdomsforløb. Det fremgår endvidere af oplysnings- og motivsamtalen, at klageren har været depressiv siden hændelserne i Tyskland, at han har haft selvmords-tanker, og at han har forsøgt at opsøge psykologhjælp, men at klageren kun havde råd til en halv times telefonkonsultation. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland, såfremt klageren får behov for dette, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention, som Tyskland har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublin-forordningens artikel 32. Det forhold, at klageren føler sig dårligt behandlet og chikaneret af det tyske poli-ti, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det frem-går af klagerens oplysnings- og motivsamtale, at klageren ikke har indgivet en klage over det tyske politis behandling af ham, idet en advokat oplyste ham om, at han risikerede at miste sit arbejde samt, at det ko-stede 150 euro at indgive en klage. Flygtningenævnet bemærker yderligere, at klageren således ikke efter det oplyste har indgivet en klage til en overordnet myndighed over det tyske politis håndtering af klagerens forløb. Nævnet finder på den baggrund, at klageren må henvises til at indgive en klage til en overordnet tysk myndighed, såfremt klageren fortsat føler, at han chikaneres og behandles dårligt af det tyske politi. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør be-handles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at næv-net efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenummer: Dub-Tysk/2023/3/MLVT.
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren i Danmark har familie, og at han ikke fik god behandling i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemær-kes herved, at Tyskland [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende be-stemmelse. Det forhold, at klageren i Danmark har sin bror og to onkler, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at disse relationer ikke er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylan-søgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. for-ordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlæn-dingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtninge-nævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændinge-styrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2023/2/EEB
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sve-rige [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Sverige ikke har adgang til indkvarte-ring eller økonomisk støtte, og at klageren risikerer at blive frihedsberøvet, kan ikke føre til en ændret vur-dering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder de svenske myndigheder såvel som den svenske lovgiv-ning, ikke lever op til de internationale forpligtelser. Det forhold, at klageren frygter at blive udsendt til [et afrikansk land] og [et europæisk land], fordi de svenske myndigheder har inddraget klagerens opholdstilla-delse som følge af et af klageren begået strafbart forhold, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtnin-genævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har foretaget en reel og fyldestgørende asylsagsbehandling, eller at de svenske myndigheder i øvrigt ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder Flygtningekonventionen og princippet om non-refoulement i praksis. Det forhold, at klageren har oplyst, at det svenske politi har udsat ham for gentagne fysiske overgreb, overfaldet ham med en kniv samt råbt skældsord efter ham, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændin-gestyrelsen [i efteråret] 2022 har forklaret, at han ikke har klaget over det svenske politis behandling af ham. Nævnet finder på den baggrund, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med det svenske politi, henvises klageren til at indgive en klage til en overordnet svensk myndighed. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Sver/2023/3/MLVT.
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, samt hendes to mindreårige børn, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på for-mandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sve-rige [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Sverige ikke har adgang til indkvarte-ring eller økonomisk støtte, og at klageren risikerer at blive frihedsberøvet, kan ikke føre til en ændret vur-dering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder de svenske myndigheder såvel som den svenske lovgiv-ning, ikke lever op til de internationale forpligtelser. Det forhold, at klageren frygter at blive udsendt til [sit hjemland], fordi de svenske myndigheder har meddelt klageren afslag på asyl, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har foretaget en reel og fyldestgørende asylsagsbehandling, eller at de svenske myndig-heder i øvrigt ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder Flygtningekonventionen og prin-cippet om non-refoulement i praksis. Det af klageren oplyste om, at hun i Sverige frygter overgreb fra per-soner, som har problemer med hendes [familiemedlem], kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at klageren er refereret for at have forklaret til DRC Dansk Flygtningehjælp, at hun har fortalt politiet om sine bekymringer, men at de ikke ville hjælpe hende, idet hun skal forlade landet. Næv-net bemærker videre, at hun ikke har klaget over det svenske politis behandling af hende. Nævnet finder på den baggrund, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med det svenske politi, henvises klageren til at indgive en klage til en overordnet svensk myndighed. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klage-ren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herun-der af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grund-lag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2023/1/imbs
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Spanien samt barnets tarv. Efter en gennem-gang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herun-der § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dub-linforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Spanien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagerens fysiske og psykiske helbred, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i efter-året] 2022 har oplyst, at hun er sund og rask, men at hun lider af [graviditetsbetinget sygdom], hvilket hun medicineres for. Nævnet har endvidere tillagt det vægt, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Spanien. Flygtningenævnet skal herved henvise til AIDA’s Country Report: Spain – 2021 Update, hvoraf det blandt andet fremgår, at alle asylansøgere ifølge den spanske lov-givning har adgang til sundhedssystemet og har ret til samme sundhedsbehandling som spanske statsbor-gere Nævnet bemærker i den anledning, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsen-delse af klageren underretter de spanske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante hel-bredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Endvidere kan den omstændighed, at klageren har et medfølgende barn, og at klageren for nuværende er gravid med termin [i første halvår af 2023] og venter barn med en herboende dansk statsborger, ikke føre til, at klage-rens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder således, at hensynet til barnets tarv og hensynet til familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 13, 14 og 17, FN’s Børnekonvention, EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneske-rettighedskonvention, ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren er blevet gravid på et tidspunkt, hvor klageren hverken havde lovligt ophold i Dan-mark eller en berettiget forventning om at opnå dette. Det forhold, at klageren har henvist til, at hun ikke ønsker at blive sendt til Spanien, fordi det er svært at bo i Spanien efter Covid-19 pandemien, og at hun føler sig tryg i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet fremhæ-ver i den forbindelse, at klagerens personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der bør tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Det forhold, at klageren ved en tilbagevenden til Spanien frygter, at hun ikke vil få adgang til indkvarte-ringssystemet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at fastslå, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Spanien – uanset at der ifølge baggrundsoplysningerne er mangel på indkvarteringsmuligheder – er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtnin-genævnet skal herved henvise til AIDA’s Country Report: Spain – 2021 Update, hvoraf det blandt andet fremgår, at de spanske myndigheder tilpasser indkvarteringsprocessen efter asylansøgernes personlige for-hold og tager hensyn til eventuel sårbarhed. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Spanien ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det anførte om, at klageren har [et mindreårigt barn], som efter det oplyste er spansk statsborger, og at klagerens sag af denne grund bør behandles i Danmark af hensyn til barnets tarv, jf. Børnekonventionens artikel 3, herunder at medlemssta-terne skal tage behørigt hensyn til børns trivsel og sociale udvikling, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der efter det oplyste ikke foreligger forhold, som indebærer, at det vil stride mod klagerens barns tarv at behandle klagerens asylsag i Spanien. Nævnet bemærker hertil, at hovedformålet bag Dublinforordningen er effektivt at afgøre hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse. På denne baggrund kan hensynet til barnets tarv såle-des i sig selv ikke føre til, at klagerens anmodning om international beskyttelse skal tages under behand-ling i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spa-nien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingesty-relsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtninge-nævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændinge-styrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Span/2023/2/imbs
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Rumænien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde trukket sin ansøgning tilbage i Rumænien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Rumænien og til klagerens psykiske tilstand. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at de formelle betingelser i Dublinforordningen for at kunne overføre klageren til Rumænien er overført. Flygtnin-genævnet finder på denne baggrund, at Rumænien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Rumænien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om interna-tional beskyttelse. Det bemærkes herved, at Rumænien den [dato i sommeren] 2021 har accepteret at mod-tage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Det beror på en konkret vurdering, om der forelig-ger sådanne omstændigheder, at klageren alligevel ikke skal overføres til Rumænien, således at hans ansøg-ning skal tages under behandling i Danmark, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, og 17, stk. 1. Det er i første række spørgsmålet, om der kan antages at være sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modta-geforholdene i Rumænien, at en overførsel af klageren til Rumænien vil medføre en reel risiko for umenneske-lig eller nedværdigende behandling, jf. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder artikel 4. Den 28. februar 2022 oplyste de rumænske myndigheder samtlige medlemslande om, at alle overførsler i Dublinforordningen blev suspenderet på grund af situationen i Ukraine. Den 24. maj 2022 oplyste Rumænien imidlertid, at Rumænien gradvist atter ville modtage Dublinoverførsler. Flygtningenævnet bemærker, at der gælder en formodning om, at behandlingen af asylansøgere i hver enkel medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i EU´s ovennævnte charter. Der foreligger for Flygtningenævnet ikke oplysninger om, at Rumæ-nien ikke efterlever sin tilkendegivelse af 24. maj 2022. Flygtningenævnet finder, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages, at asylproceduren eller modtageforholdene i Rumænien ikke lever op til de nævnte krav. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er en sådan tvivl om forholdene for asylansøgere i Rumænien, at der er væsentlige grunde til at tro, at Rumænien ikke efterlever sine interna-tionale forpligtelser. Spørgsmålet er herefter, om der i øvrigt foreligger oplysninger om konkrete omstændig-heder i sagen, der kan indebære, at klageren ikke skal overføres til Rumænien, men skal have sin asylsag reali-tetsbehandlet i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Heri indgår blandt andet, om en overførsel vil indebære en reel og påvist risiko for en betydelig og uoprettelig forværring af hans sundhedstilstand. Klage-ren har anført, at han som følge af sin psykiske tilstand er særligt sårbar, og at han ikke vil kunne opnå fornø-den behandling for sin sygdom i Rumænien. Det fremgår af sagen, at klagerens lidelser er kendetegnende for PTSD og evt. kompleks PTSD og derfor behandlingskrævende. Flygtningenævnet kan af de grunde, som Ud-lændingestyrelsen har anført i udtalelsen af [dato i efteråret] 2022, herunder om asylansøgeres adgang til at modtage gratis sundhedsbehandling i Rumænien, tiltræde, at de rumænske myndigheder må antages at kunne og ville tilbyde nødvendige sundhedsforanstaltninger, herunder psykologbistand, til klageren. Som anført af Udlændingestyrelsen påhviler det i medfør af Dublinforordningens artikel 32, stk. 1, Danmark som overføren-de medlemsstat at sende den ansvarlige medlemsstat sundhedsoplysninger inden en overførsel gennemføres, alt med henblik på at sikre den nødvendige sundhedsbehandling. Flygtningenævnet bemærker, at Rumænien som ansvarlig medlemsstat herefter er forpligtet til at sikre, at der tages tilstrækkeligt hensyn til særlige be-hov, herunder behov for nødvendig sundhedsbehandling, som en overført asylansøger måtte have. Hjemrejse-styrelsen, som er ansvarlig for at effektuere udsendelse, forudsættes således at videregive relevante sund-hedsoplysninger til Rumænien forud for en overførsel, såfremt ansøgeren giver samtykke hertil, jf. Dublinfor-ordningens artikel 32, stk. 2. Klageren har endvidere anført, at der ikke kan bortses fra en reel risiko for push-backs og refoulement, og at det fremgår af baggrundsoplysninger, at det er en praksis, som de rumænske myndigheder anvender i betydeligt omfang. Flygtningenævnet finder, at der ikke kan antages at foreligge en sådan risiko i den foreliggende situation, hvor Rumænien har accepteret at modtage klageren, jf. herved i øvrigt de foreliggende baggrundsoplysninger om Dublin-overførte. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens personlige forhold, herunder helbredsforhold, sammenholdt med de fore-liggende baggrundsoplysninger om de vilkår og modtageforhold, som klageren må antages at blive mødt med i Rumænien, at der ikke er konkrete omstændigheder, der kan indebære, at klageren ikke skal overføres til Rumænien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i foråret] 2022.”Dub-Rumæ/2022/1/DH
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af ud-lændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen og derefter trukket sin ansøgning tilbage, hvorefter han har søgt om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til forholdene for asylansøgere i Polen, idet DRC Dansk Flygtningehjælp henviste til, at klage-ren i Polen ville være i risiko for ikke at få adgang til passende indkvarteringsforhold, ligesom han på ny risikerede at blive frihedsberøvet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapi-tel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Polen, og at klageren har truk-ket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Polen dermed er ansvar-lig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke kan antages at være sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i mod-tageforholdene i Polen, at klageren ved en overførsel til Polen risikerer at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de polske myndigheder den 25. februar 2022 oplyste til samtlige medlemsstater, at alle over-førsler til Polen i medfør af Dublin-forordningen blev suspenderet på grund af situationen i Ukraine. Den 23. juni 2022 oplyste Polen imidlertid, at Polen fra den 1. august 2022 atter ville modtage Dublinoverførs-ler. Flygtningenævnet bemærker, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i EU’s ovennævnte charter, i Flygtningekonventi-onen og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der foreligger heller ikke for nævnet oplysnin-ger om, at Polen ikke efterlever sin tilkendegivelse af 23. juni 2022. Flygtningenævnet finder på den bag-grund ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at overbelastningen af det polske asylsystem kan påvirke adgangen til asylproceduren og modtageforholdene, kan føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder heller ikke, at den omstændighed, at klageren efter sin indrejse i Polen har været frihedsberøvet i [flere] måneder, og at han frygter på ny at blive frihedsberøvet i forbindelse med en over-førsel til Polen, kan føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren til Udlændingestyrelsen og til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst om, at han var utilfreds med de tre daglige måltider og fængselspersonalets behandling af ham, men han har ikke oplyst om forhold, der kan karakteriseres som umenneskelig eller nedværdigende behandling. Flygtningenævnet finder herefter og efter de foreliggende baggrundoplysninger, at der ikke er sådan tvivl om forholdene for asylansøgere i Po-len, at der er væsentlige grunde til at tro, at Polen ikke efterlever sine internationale forpligtelser. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Poland 2021 Update, af maj 2022, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves, hvilket i øvrigt stemmer overens med klagerens oplysninger om, at han blev løsladt kort tid efter, at han havde søgt asyl i Polen. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Dan-mark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Da Flygtninge-nævnet heller ikke finder grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke fore-ligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Dan-mark, jf. forordningens artikel 17, skal nævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke fin-der grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ” Løbenummer: Dub-Pole/2023/2/ANJV
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af ud-lændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da hun indgav ansøgning om asyl i Danmark i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Polen vil være i risiko for ikke at få adgang til passende indkvarteringsforhold samt risikerer frihedsberøvelse.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapi-tel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at de formelle betingelser i Dublinforordningen for at kunne overføre klageren til Polen er opfyldt. I den fore-liggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da hun indgav ansøgning om asyl i Danmark. Nævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2., og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at de polske myndigheder [i ef-teråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det beror således på en konkret vurdering, om der foreligger sådanne omstændigheder, at klageren alligevel ikke skal overføres til Polen, således at hendes ansøgning skal tages under behandling i Danmark, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 17, stk. 1. Det er i første række spørgsmålet, om der kan antages at være sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtageforholdene i Polen, at en overførsel af klageren til Polen vil med-føre en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. Den Europæiske Menneskerettig-hedskonventions (EMRK) artikel 3 og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. [I vinteren] 2021/2022 oplyste de polske myndigheder over for samtlige medlemsstater, at alle overførsler til Polen i medfør af Dublinforordningen blev suspenderet på grund af situationen i Ukraine. [I sommeren] 2022 oplyste Polen imidlertid, at Polen fra [i sommeren] 2022 atter ville modtage Dublinover-førsler. Flygtningenævnet bemærker, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i EU’s ovennævnte charter, i Flygtningekon-ventionen og i EMRK. Der foreligger da heller ikke for Flygtningenævnet oplysninger om, at Polen ikke efterlever sin tilkendegivelse af [sommeren] 2022. Flygtningenævnet finder, at det efter alt foreliggende baggrundsmateriale ikke kan antages, at asylproceduren eller modtageforholdene i Polen ikke lever op til de nævnte krav. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er en sådan tvivl om forholdene for asylansøgere i Polen, at der er væsentlige grunde til at tro, at Polen ikke efterlever sine internationale for-pligtelser. Spørgsmålet er herefter, om der i øvrigt foreligger oplysninger om konkrete omstændigheder i sagen, der kan indebære, at klageren ikke skal overføres til Polen, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Klageren har til Udlændingestyrelsen oplyst, at hun er blevet seksuelt krænket af en mandelig kollega på sin arbejdsplads i Polen, og at hun blandt andet derfor ikke ønsker at vende tilbage til Polen. Flygtninge-nævnet finder, at forholdet ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet har i den for-bindelse lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at hun ikke har meldt forholdet til de polske myndigheder. Klageren henvises derfor til at indgive en anmeldelse vedrørende forholdet til de pol-ske myndigheder, herunder såfremt hun for fremtiden måtte opleve lignende forhold. Nævnet har i den forbindelse videre lagt vægt på, at de polske myndigheder har evnen og viljen til at yde klageren den nød-vendige hjælp og beskyttelse. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at hun ikke har nogle konflikter med myndighederne i Polen, og at hun heller ikke har nogen for-mer for konflikter med grupperinger eller privatpersoner, ud over det ovenfor nævnte, i Polen. Klageren har desuden til Udlændingestyrelsen oplyst, at der ikke kan bortses fra en reel risiko for, at hun vil blive fri-hedsberøvet, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at det er en praksis, som de polske myndigheder anvender i betydeligt omfang. Flygtningenævnet finder, at der ikke kan antages at foreligge en sådan risiko for arbitrær fængsling. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Re-port: Poland 2021 update, af maj 2022, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves. Flygt-ningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens forhold sammenholdt med de fore-liggende baggrundsoplysninger om de vilkår og modtagerforhold, som klageren må antages at blive mødt med i Polen, at der ikke er konkrete omstændigheder, der gør, at Danmark er afskåret fra at overføre klage-ren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder desuden, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hen-syn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens arti-kel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenummer: Dub-Pole/2023/1/sme
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af ud-lændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har ansøgt om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at ansøger blev chikaneret og truet på sit asylcenter i Østrig. Efter en gennemgang af sa-gen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforord-ningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om internatio-nal beskyttelse i Østrig og herefter er udrejst af Østrig, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtnin-genævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1 litra b, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om internati-onal beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst at han er blevet truet og chikaneret af personer på asylcenteret i Østrig, hvor han var indkvarteret, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygt-ningenævnet finder, at klageren må henvises til på ny at rette henvendelse til de østrigske myndigheder såfremt han igen måtte blive truet. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Ud-lændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2022 om at overføre klageren til Østrig, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Østr/2023/1/hlwk
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Nederlandene, samt klagerens privatretlige konflikt i landet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændin-gelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændinge-styrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår vi-dere af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden med-lemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har været i besiddelse af et gyldigt visum til Nederlandene på tidspunktet for klagerens ansøgning om in-ternational beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forplig-tet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra a, og at Nederlandene dermed er ansvar-lig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlan-dene [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af forordningens artikel 18, stk. 1, litra a. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at Flygtningenævnet er forpligtet til at tage højde for, at den fare, som er årsagen til klagerens flugt fra sit hjemland, ikke reproduceres i et modtagerland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at Nederlandene har tiltrådt Flygtningekonventio-nen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at de nederlandske myndigheder ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Det forhold, at klageren ved en overførsel til Nederlandene frygter, at han vil blive nægtet adgang til værdig indkvartering, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har her-ved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at fastslå, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Nederlandene er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Nederlandene, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Nævnet finder videre, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Nederlandene frygter, at klagerens derboende slægtninge vil udleve de befalinger, som er fremstillet i den udsendte klanerklæring, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i vinte-ren 2022/2023] har forklaret, at han ikke har orienteret de nederlandske myndigheder om forholdet. Næv-net har endvidere lagt vægt på, at klageren må henvises til at tage kontakt til de nederlandske myndighe-der, herunder det nederlandske politi, såfremt han oplever problemer med sine derboende slægtninge, idet de nederlandske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttel-se. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Nede/2023/1/imbs
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Malta i medfør af ud-lændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Malta. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapi-tel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Malta og herefter er udrejst af Malta, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Malta er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordnin-gens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Malta dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om in-ternational beskyttelse. Det bemærkes herved, at Malta [i vinteren 2021/2022] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på det, der er anført af styrelsen i afgørelse [fra vinteren 2021/2022], samt styrelsens udtalelser [fra vinteren 2021/2022] og [for-året] 2022. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at det af ”Comments of the Maltes Government on the Report of the Commisioner of Human Rights Council af Europe, Ms. Dunja Mijatovic, following her visit til the Republic of Malta, af para 49 fremgår følgende: ”All asylum seekers in need of accommoda-tion are offered a residential place in open centres irrespective of there country of origin. Currently, there is a significant number of asylum seekers coming from safe countries living in the centers.” For så vidt angår spørgsmålet om detention har Flygtningenævnet dertil lagt vægt på, at ansøger ved sin oprindelige indrejse i Malta og efter ophold i detentionscenter og asylcenter havde frit ophold i Malta. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Malta ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Malta, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-malt/2023/1
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 1989 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i tre år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 2, jf. § 2, stk. 4, jf. stk. 1, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, jf. til dels straffelovens § 21 og § 276, jf. § 286, stk. 1 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Dommen fra 2019 blev i 2020 stadfæstet med den ændring, at klageren blev idømt fængsel i et år og seks måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Vietnam. Klageren er katolik fra en mindre by uden for [by A], Vietnam. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Vietnam frygter de vietnamesiske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at klagerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B] har arbejdet for den Sydvietnamesiske regering før kommunisterne overtog regeringsmagten i 1975. Klagerens [familiemedlem A] arbejdede som [militær stilling], og både klagerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B] er efterfølgende blevet fængslet for deres aktiviteter for den sydvietnamesiske regering i henholdsvis fire til fem år og syv til otte år. Klagerens familie er ligeledes blevet opsøgt af de vietnamesiske myndigheder. Klageren frygter ikke noget konkret på baggrund af familiens aktiviteter, men hun er bange for at vende tilbage. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ikke har noget at vende tilbage til, idet klagerens familie opholder sig i Danmark. Klageren har endvidere henvist til, at hun ikke længere føler sig som en vietnameser, idet klageren ikke kender det vietnamesiske samfund, ikke længere behersker det vietnamesiske sprog fuldt ud og ikke er i besiddelse af et vietnamesisk statsborgerskab. Klageren har sluttelig som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at de vietnamesiske myndigheder får kendskab til, at hun i Danmark er blevet idømt fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 191. Klageren har til støtte herfor oplyst, at sådanne forbrydelser straffes med dødsstraf i Vietnam. Indledningsvis bemærkes, at klageren asylretligt skal vurderes i forhold til Vietnam. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der i sagen foreligger et pas, hvoraf det fremgår, at klageren har vietnamesisk statsborgerskab. Det forhold, at hun måtte have mistet sit vietnamesiske statsborgerskab kan ikke føre til en anden vurdering, da hun ikke har sandsynliggjort, at hun i sådant tilfælde ikke ville kunne generhverve det. Flygtningenævnet vurderer som Udlændingestyrelsen, at klageren ikke er i personlig risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Vietnam. Flygtningenævnet bemærker, at klageren kom til Danmark som [12-15]-årig med sine [familiemedlemmer] som kvoteflygtning. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B] i Vietnam havde en konflikt med myndighederne, idet de havde arbejdet for den tidligere sydvietnamesiske regering. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens [familiemedlem B] sad fængslet for sine aktiviteter for den sydvietnamesiske regering, og at klageren oplevede at hendes lærere og kammerater var racistiske overfor hende, ligesom myndighederne holdt øje med familien. Klageren er trods familiens konflikt ikke personligt blevet opsøgt forud for udrejsen. Hertil kommer, at klageren har været tilbage med [sine familiemedlemmer] for at holde ferie i Vietnam to gange af tre ugers varighed senest i 2018, hvor hun ikke har oplevet problemer med myndighederne, hverken i forbindelse med ind- og udrejsen eller under selve opholdet i landet. Flygtningenævnet bemærker tillige, at klageren i forbindelse med rejserne til Vietnam søgte om visum hos den vietnamesiske ambassade og benyttede et dansk fremmedpas, hvoraf fremgår hendes efternavn, som er det samme som hendes [familiemedlem A’s] efternavn, og, at hun er statsborger i Vietnam. På denne baggrund og da [familiemedlem A’s] konflikt med myndighederne ligger 40 år tilbage, beror det på klagerens egen formodning, at hun skulle være i et modsætningsforhold til de vietnamesiske myndigheder som følge af denne konflikt. Efter baggrundoplysningerne, herunder høringssvar af 15. maj 2017 fra Udenrigsministeriet vedrørende dobbeltstraf (double jeopardy) i Vietnam lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren heller ikke som følge af sin straf i Danmark vil risikere dobbeltstraf ved en tilbagevenden til Vietnam. Efter baggrundsoplysningerne lægger Flygtningenævnet tillige til grund, at ansøgeren ikke vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af, at hun er katolik. Nævnet bemærker, at familien ikke som følge af deres religion var udsat for overgreb forud for udrejsen. Det forhold, at klageren i Vietnam ikke har et netværk, kan ikke medføre asyl, idet klageren er sund og rask og må anses for at være i stand til at forsørge sig selv. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren i Danmark har arbejdet i mange år, og at hun taler vietnamesisk, hvilket hun demonstrerede under nævnsmødet, ligesom hun kender til kulturen. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren ikke føler sig som vietnameser. Nævnet finder på den baggrund, at klageren ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Viet/2023/1/MLVT.
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2018 idømt fængsel i 8 år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. bekendtgørelsen om euforiserende stoffer § 27, stk. 2, jf. § 2 og § 3, jf. bilag 1, liste A, nr. 3 og liste B, nr. 16 og nr. 119, og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Ved ankedom i 2019 stadfæstede landsretten byrettens dom med den ændring, at fængselsstraffen blev nedsat til 6 år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Al-Qamishli i Al-Hasakah-provinsen i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland, fordi han frygter at blive henrettet af myndighederne, idet han er udeblevet fra genindkaldelse til militæret. Han har til støtte herfor oplyst, at myndighederne i 2014 afleverede en skriftlig genindkaldelse til militæret på klagerens bopæl, og at klageren flygtede fra Syrien samme dag eller dagen efter til sin ven, hvor han opholdt sig i to til tre måneder, før han udrejste fra Syrien. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter, at myndighederne rekrutterer ham til konflikten i Ukraine for at hjælpe russerne. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger, der er genindkaldt til at aftjene militærtjeneste, hvilket han ikke ønsker, risikerer at opleve repressalier som følge heraf ved en tilbagevenden til Syrien, og at han derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved ankedom af [vinteren 2018/2019] straffet med fængsel i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1. 1. pkt. jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 2, jf. § 2 og § 3, jf. bilag 1, liste A, nr. 3 og liste B, nr. 16 og nr. 119 ved under særligt skærpende omstændigheder sammen med en medgerningsmand at have været i besiddelse af [narkotika] med henblik på videreoverdragelse. Klageren blev ved dommen tillige udvist med indrejseforbud for bestandig. Ved straffens fastsættelse lagde retten vægt på mængden og arten af de stoffer, der blev besiddet med henblik på videreoverdragelse samt på klagers rolle som transportør af stofferne. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand. Klageren indrejste [i sommeren] 2014 i Danmark som [40-45-årig]. Han har oplyst, at han forstår, taler og læser dansk. Klageren er gift og har tre børn, som bor i Syrien, hvor tillige klagerens mor bor. I Danmark har klageren [en slægtning] og hendes børn samt et stort netværk. Han har under opholdet i Danmark gået på sprogskole og har haft arbejde i Danmark i perioden fra 2016 til 2018. Han har endvidere i Danmark haft egen virksomhed i nogle måneder forud for straffesagen. Han er tilbudt arbejde, hvis han kan opnå opholdstilladelse igen. Han har efter sin løsladelse boet på et udrejsecenter, hvor han har overholdt sin meldepligt, og han er ikke i perioden efter dommen dømt for nye lovovertrædelser. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den kriminalitet, herunder indførsel af [narkotika] til Danmark med henblik på videreoverdragelse til en bredere kreds, som klageren er dømt for, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at kriminalitetens farlige og alvorlige karakter og længden af den fastsatte straf skaber en formodning for, at klageren udgør en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet, uanset at han hverken før eller siden gerningstidspunktet i [foråret] 2018 har begået strafbare forhold. Flygtningenævnet finder efter oplysningerne om ansøgerens personlige forhold, herunder at han har sin ægtefælle og tre børn i Syrien, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse.” Syri/2023/8/ehd
Nævnet omgjorde i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og kristen katolik. Klageren er født i [bydel A], Damaskus, Syrien. Klageren har gennem tiden boet i flere forskellige bydele i Damaskus. Fra 2003 og 2014 boede han i [bydel B], Rif Damaskus. Klageren har oplyst, at han er tidligere medlem af Baathpartiet. Udlændingestyrelsen meddelte oprindeligt [i vinteren 96/97] klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I foråret] 1997 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Under denne asylsag henviste klageren til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive henrettet, fordi han var tidligere spion for de syriske myndigheder og derfor ville blive betragtet som forræder. [I sommeren] 2015 genindrejste klageren i Danmark og søgte asyl på ny. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 15/16] klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Senere forlænget i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen vurderede, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede. [I sommeren] 2022 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2021. Klageren henviste i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse som asylmotiv til, at han havde udført politiske aktiviteter i Syrien i 2011, hvor han uddelte materiale og deltog i uorganiserede demonstrationer. Videre henviste klageren til, at han frygtede at blive anholdt af de syriske myndigheder, fordi han nægtede at bære våben og deltage i kamphandlinger i 2014, og derfor blev set som modstander af styret. Klageren oplyste, at han havde en formodning om, at der som følge heraf og som følge af, at han er kristen, var blevet skrevet en rapport om ham. Videre henviste klageren til, at han frygtede at blive anholdt, fordi hans søn er militærunddrager og at klageren i 2012 havde opfordret omkring 60 personer til ikke at bære våben. Endelig henviste klageren til de generelle forhold i Syrien, og at han ikke havde noget tilbage i Syrien. Ved anmodning [i sommeren] 2022 har DRC Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren anmodet om, at sagen genoptages. [Sommeren] 2022 har Flygtningenævnet besluttet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. Klageren har i forbindelse med genoptagelsessagen henvist til, at han som returnee ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse fra de syriske myndigheder. Videre at han er i øget risiko for forfølgelse som følge af, at hans søn og svigersøn har unddraget sig militærtjeneste. Videre, at klageren er i risiko for forfølgelse som følge af hans deltagelse i et interview publiceret på [udenlandsk medie] [i sommeren] 2022, hvori han blandt andet udtaler sig kritisk om den syriske regering. Endelig har klageren henvist til, at han har en [profil på socialt medie], hvor han lægger videoer op, der indeholder kritik af den syriske regering. Profilen har 6402 følgere og mange af videoerne er set flere tusinde gange. Flygtningenævnet må i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Rif Damaskus, hvor han har boet, siden han blev født, først i [bydel A] og senere i [bydel B] fra 2003 frem til 2014. Det forhold, at klageren kortvarigt har boet i Homs indtil hans udrejse af Syrien i 2015 kan ikke føre til en an anden vurdering. Af de foreliggende baggrundoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der er herefter ikke grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om klageren har sandsynliggjort, at han som følge af sine individuelle forhold er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Det må lægges til grund, at klageren har deltaget i et interview, der er publiceret på [det udenlandske medies] hjemmeside, […], hvor klageren er nævnt med sit fulde navn, og hvor han blandt andet har udtalt sig kritisk om de syriske myndigheder og fremstår som værende modstander af det syriske styre. Eksponeringen af dette interview har dog været begrænset. Det må imidlertid yderligere lægges til grund, at ansøgeren på flere sociale medier herunder navnlig på [specifikt socialt medie] tillige har udtrykt sig kritisk om de syriske myndigheder. Ansøgeren fremstår på sin [profil på socialt medie] med navn, billede og som bosiddende i [dansk by]. Det må lægges til grund, at ansøgerens [profil på socialt medie] har flere tusinde følgere, og at ansøgeren på profilen har gengivet adskillige regimekritiske videoer med flere tusind visninger, herunder en video med over 80.000 visninger. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren er således eksponeret og profileret, at han ved en tilbagevenden til Syrien, hvor myndighedernes vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2023/5/SAHE
Nævnet omgjorde i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren er født i [by A] [provins A] og har boet i landsbyen [landsby A] indtil hun var 12 år. Fra 2000 til 2007 har klageren boet i [by B], Damaskus. I 2007 flyttede klageren med sin daværende ægtefælle til [by C], Rif Damakus, hvor hun boede frem til sin udrejse i 2011. I forbindelse med udrejsen af Syrien har klageren opholdt sig i [by A] i [1-5] måneder. Klageren har oplyst at have været aktiv for det kurdiske parti, [parti]. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, da hun har været medlem af en kurdisk forening, og været en del af en dansegruppe, som tilhører [kurdisk parti]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun sammen med to veninder fra dansegruppen, har været med til at sy det uafhængige syriske flag. I den forbindelse blev klagerens daværende ægtefælle ringet op og oplyst om, at de syriske myndigheder havde stormet klagerens bopæl. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder som følge af sit arbejde for [kurdisk parti]. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun frygter sin tidligere ægtefælle, [A], da han har truet klageren med at tage deres fællesbørn fra hende og slå hende ihjel, såfremt klageren vender tilbage til Syrien. Klageren har videre oplyst, at hun frygter de syriske myndigheder, da klageren er udrejst illegalt af Syrien. Klageren frygter også de syriske myndigheder i forbindelse med hendes fars nægtelse af at samarbejde med myndighederne. Klageren har endelig henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, da hendes brødre har deltaget i demonstrationer i Syrien og har til dels unddraget sig militærtjeneste og er til dels deserteret fra militærtjeneste. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse, da klagerens opholdsgrundlag ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. 19 a, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er forekommet ændringer i forholdene i Rif Damaskus, som førte til, at klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun fortsat frygter de syriske myndigheder, da klageren er udrejst illegalt af Syrien. Klageren har yderligere oplyst, at hun forsat frygter sin tidligere ægtefælle [A]. Klageren har endelig oplyst, at hun frygter at blive fængslet i forbindelse med hendes fars nægtelse af at samarbejde med regimet. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hendes far har nægtet at bære våben for de syriske myndigheder, og er i den forbindelse blevet fængslet. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Efter en samlet vurdering af klagers forhold og under hensyn til det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, er det Flygtningenævnets vurdering, at klageren som følge af flere forhold ud fra en kumulative betragtning har en velbegrundet frygt for, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive efterstræbt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må anses for at være særligt sårbar, eftersom hun er fraskilt to gange, og da hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være enlig kvinde med to mindreårige børn og uden noget netværk i RIF Damaskus, hvor hun boede i en årrække forud for sin udrejse. Klageren har endvidere forklaret, at det påvirker hende psykisk, at hendes første eksmand under parrets ophold i Tyrkiet rejste fra hende med hendes tre ældste børn, og at hun ikke har kunnet få adgang til samvær med disse børn, som bor i Danmark. Flygtningenævnet vurderer, at dette forhold gøre hende yderligere udsat i en tilbagevenden til Syrien. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klagerens families bolig blev ransaget omkring 2004 som følge af klagerens brødres deltagelse i prokurdiske demonstrationer, ligesom klagerens far har været tilbageholdt af de syriske myndigheder, dels efter klagerens brødres deltagelse i demonstrationerne, dels efter brødenes udrejse af Syrien. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det betydning, at klageren er kurder, at en af hendes brødre er deserteret fra militærtjeneste i Syrien, at en anden af hendes brødre har unddraget sig militærtjeneste efter genindkaldelse, og at også hendes anden eksmand, som er far til hendes to yngste børn, er deserteret fra militæret i Syrien. Endelig indgår det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien og risikoen for at vende tilbage til Syrien som afvist asylansøger, i den kumulative vurdering af klagerens risiko ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af disse omstændigheder, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som følge af forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2023/4/DIEI.
Nævnet hjemviste i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra land Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er etnisk somali og tilhører hovedklanen [A], subklanen [B], og subsubklanen [C]. Klageren er muslim og fra byen [D] i regionen [E], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af familien til sin ekskæreste. Klageren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab. Klageren har videre henvist til, at han frygter undertrykkelse, idet han tilhørte en mindretalsklan og at han har deltaget i forskellige [medier], hvori det fremgår, at klageren arbejder ved [en fabrik], hvori det fremgår, at klageren [arbejder]. Klageren har endeligt henvist til, at han frygter, at hans datter vil blive udsat for omskæring. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for sin ekskærestes familie har klageren oplyst, at forholdet blev opdaget af ekskærestens far i 2012, og parret fik at vide, at de ikke måtte gifte sig. Da parret fortsatte med at se hinanden, truede ekskærestens far klageren og hans familie med slå dem ihjel, hvis de ikke flyttede. Ekskærestens far truede flere gange familien, og klageren blev også opsøgt med geværer af ekskærestens brødre, ligesom han blev stukket med en kniv. Klageren har oplyst, at ekskærestens familie hævnede sig på klagerens familie efter klagerens udrejse, blandt andet ved at stjæle familiens jord og voldtage klagerens søstre. Klageren har til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for al-Shabaab oplyst, at al-Shabaab forsøgte at få klageren og andre unge til at tilslutte sig al-Shabaab. Klageren nægtede men blev tvunget til træning for al-Shabaab. Klageren flygtede fra al-Shabaab, og frygter derfor fortsat, at al-Shabaab er efter ham. Klageren frygter videre, at al-Shabaab har fået kendskab til, at klageren arbejder ved [en fabrik], hvor klageren [arbejder], idet klageren har medvirket i flere [medier]. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for undertrykkelse har klageren oplyst, at han tilhører en minoritetsklan, og at hans klan ikke var respekteret og ikke havde rettigheder, samt at klagerens far blev slået ihjel som følge af sit klantilhørsforhold. Faren havde tidligere arbejdet for den somaliske regering og blev slået ihjel i 2011. Klageren har endvidere oplyst, at han ikke kan være en del af klanen længere, hvis de får kendskab til klagerens arbejde i Danmark. Klageren har hertil oplyst, at de somaliske venner klageren havde i Danmark tog afstand fra ham, da de fandt ud af, at han arbejdede ved [fabrikken]. Klageren føler sig af den grund ikke længere velkommen i sin tidligere moské, og klageren er derfor nødsaget til at bede i hjemmet. Denne holdning er værre i Somalia, og klageren vil derfor stå uden klan ved udrejse. Klageren har endeligt oplyst, at han frygter, at klagerens ekskærestes klan vil være ude efter klagerens datter, ligesom han frygter, at hans datter vil blive udsat for omskæring. Klageren vil ikke være i stand til at beskytte sin datter, da de formodeligt vil dræbe klageren, og klageren vil i Somalia ikke være en del af en klan, grundet sit arbejde i Danmark. Klagerens datter vil af den årsag være uden mandlig netværk i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte den foråret 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I vinteren 2017-2018] traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. [I foråret] 2019 traf Flygtningenævnet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle inddrages efter udlændingelovens § 26. [I sommeren] 2022 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. [I efteråret] 2022 meddelte Styrelsen for International Rekruttering og Integration klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 12. Klageren har ikke afgivet forklaring for nævnet. Flygtningenævnet rejste spørgsmålet, om klageren ønsker at indgive en selvstændig ansøgning om asyl på sin datters vegne. Advokaten bekræftede at der søges asyl på datterens vegne og oplyste, at hun under den seneste inddragelsessag oplyste, at der søgtes om asyl på datterens vegne, men det blev der ikke taget hensyn til. Udlændingestyrelsens repræsentant vejledte klageren om at indgive ansøgning om asyl på sin datters vegne på den lokale politistation. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens datter er registreret som statsborger [i land]. Flygtningenævnet besluttede at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på samtidig at behandle datterens ansøgning om asyl og om hun tillige er somalisk statsborger. ” Soma/2023/3
Nævnet hjemviste i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Myanmar. Nævnet havde tidligere i 2020 stadfæstet en afgørelse om afslag på asyl, hvorefter nævnet i 2022 genoptog sagen.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har i forbindelse med sin anmodning om genoptagelse henvist til yderligere asylmotiver som følge af den ændrede situation i Myanmar efter kuppet i februar 2021. Ansøgeren har således blandt andet henvist til, at hendes familie deltager i modstanden mod militærregimet, herunder at hendes lillebror bror kæmper for [A], og at hendes far er involveret i at finansiere [A]. Hun har videre henvist til, at hendes ægtefælle, der har fået asyl i Danmark, er modstander af regimet, og at hun også af denne grund frygter at blive sendt tilbage til Myanmar. Hun har også henvist til, at hun i Danmark har lavet kritiske opslag på [et socialt medie] mod regimet. Endelig har hun henvist til de generelle forhold i Myanmar. Der er ikke tidligere taget stilling til disse forhold, og ansøgeren er ikke af Udlændingestyrelsen blev interviewet herom. Ansøgerens advokat og Udlændingestyrelsen har, efter spørgsmålet om hjemvisning blev drøftet på nævnsmødet, tilkendegivet, at sagen bør hjemvises. Flygtningenævnet finder herefter, at sagen skal hjemvises til Udlændingestyrelsen, således at Udlændingestyrelsen kan træffe en afgørelse i første instans i forhold de nye asylmotiver.” Myan/2023/1/anjv
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig iransk statsborger efter genoptagelse. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere yarsan fra [by 1], Iran. Ansøgeren har under nævnsmødet oplyst, at han nu bekender sig til kristendommen. Ansøgeren har oplyst, at han efter sin ankomst til Danmark siden [i vinteren 2015/2016] har været politisk aktiv og medlem af [partinavn]. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for tortur eller henrettet af myndighederne, idet myndighederne [i foråret] 2015 lukkede hans forretning, fordi han i forretningen afspillede CD´er med forbudt musik og opbevarede en forbudt hellig yarsan-bog. Videre har han anført, at han har været anholdt som følge af, at han [i foråret] 2015 uddelte løbesedler i forbindelse med [særlig dag]. Ansøgeren har oplyst, at det var ansøgerens ven, [A], der havde givet ham løbesedlerne. Næste morgen, da ansøgeren var på vej over til sin fætter, blev han stoppet af tre personer i en bil, som gav ham håndjern på og bind for øjnene. Herefter blev han kørt væk og ført ned i en kælder, hvor han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren tilstod til sidst, at det var [A], der havde givet ham løbesedlerne. Efter ni dages tilbageholdelse blev han ført for retten, hvor han blev løsladt mod kaution bestående i skødet på familiens bolig. Ansøgeren opholdt sig herefter i omkring to uger på sin bopæl, hvorefter han rejste hen til sin farbror i [by 2], indtil han [i sommeren] 2015 udrejste af Iran. Omkring 50 til 60 dage før sin samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016, blev ansøgeren ringet op af sin bror, som fortalte, at [A] var blevet anholdt. Efter ankomsten til Danmark er ansøgeren blevet politisk aktiv for partiet [partinavn]. Han blev medlem af partiet i [vinteren 2015/2016] og er ansvarlig for at udføre regimekritiske aktiviteter i Iran via sin ven [B], ligesom han har ansvar for en del af partiets økonomi og godkendelse af aktiviteter. Han har desuden deltaget i møder og blandt andet holdt taler, der er blevet filmet og er offentliggjort på internettet. Han har videre udtalt sig regimekritisk på sin åbne [socialt medie]-profil, ligesom han har udtalt sig kritisk om religion, idet han efter indrejsen i Danmark er blevet ikke-troende. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hans bror, [C], er blevet idømt en straf på tre års fængsel for blasfemi mod islam i form af besiddelse og distribution af ulovlige skrifter. Til støtte herfor har ansøgeren fremlagt udskrift af to domme vedrørende sin bror, hvoraf den ene er fra [domstol 1] og dateret [i vinteren 2019/2020], mens den anden er fra [domstol 2] dateret [sommeren] 2021. Ansøgeren har anført, at det var ansøgeren, der sendte det ulovlige materiale til sin bror, hvorfor ansøgeren er medskyldig i de handlinger, som hans bror er blevet dømt for. Han har herudover som asylmotiv henvist til, at ansøgerens fætter, [D], er blevet dræbt af de iranske myndigheder, og at ansøgerens bror, [E], har deltaget i en demonstration mod de iranske myndigheder i efteråret 2021. Ansøgeren har som asylmotiver også henvist til, at han fortsat frygter de iranske myndigheder som følge af hans medlemsskab af partiet [partinavn] og det forhold, at han har frafaldet sin tidligere yarsan tro. Ansøgeren har endelig under nævnsbehandlingen i Flygtningenævnet som yderligere asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Indledningsvis bemærker nævnet, at ansøgerens asylsager tidligere er blevet behandlet af Flygtningenævnet, hvor nævnet har givet ansøgeren afslag på asyl, henholdsvis ved afgørelser af [efteråret] 2017 og [vinteren 2020/2021]. Herudover bemærker nævnet, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket. Dels da ansøgeren under nævnsmødet [i vinteren 2020/202] har forklaret udbyggende og divergerende om sine asylmotiver, dels da ansøgeren i 2020 har anvendt materiale under asylsagen, der udgav sig for at være fra Retten i [by 1], der blev vurderet ikke at være autentisk. Også under nærværende nævnsmøde har ansøgeren forklaret udbyggende og divergerende om sine asylmotiver. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at han har en konflikt med de iranske myndigheder som følge af, at ansøgerens bror, [C], ved en [domstol 2] i Iran [i sommeren] 2021 har fået en fængselsdom på treårs fængsel for hån mod ”[en højtstående leder]” og ”[politisk aktivitet]” bemærker nævnet, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren ikke under mødet i Flygtningenævnet [i vinteren 2020/2021] har oplyst, at hans bror var blevet anholdt i [efteråret] 2020, og at hans forældre var blevet opsøgt i den anledning, selv om han var bekendt hermed. Ansøgerens forklaring om, at han ikke på tidspunktet for nævnsmødet kendte årsagen til anholdelsen, hvilket han først blev bekendt med [i vinteren 2020/2021], fremstår ikke sandsynlig og ikke troværdig. Selv om det må lægges til grund, at domsudskriften er ægte, og at ansøgerens bror er blevet dømt for de nævnte forhold, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren som en afledt følge heraf skulle været kommet i en asylbegrundende konflikt med de iranske myndigheder. Ansøgeren er ikke nævnt i dommen, og det er ikke sandsynliggjort, at anholdelsen og domfældelsen af broren har nogen sammenhæng med ansøgerens politiske aktiviteter. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om en konflikt med de iranske myndigheder som følge af ansøgerens brors, [E], angivelige deltagelse i en demonstration mod de iranske myndigheder i efteråret 2021, finder nævnet heller ikke, at ansøgeren afledt som følge af brorens forhold er kommet i en asylbegrundende konflikt med myndighederne. Det beror således på ansøgerens egen formodning, at han vil blive forfulgt i Iran som følge af hans brødres forhold. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at han frygter de iranske myndigheder, fordi ansøgerens fætter, [D], er blevet dræbt af de iranske myndigheder, bemærker nævnet, at nævnet ved sin afgørelse af [vinteren 2020/2021] allerede har taget stilling til dette forhold. Nævnet vurderede, at det forhold, at ansøgerens fætter skulle være blevet dræbt af de iranske myndigheder, ikke kan føre til et andet resultat, da fætteren ifølge ansøgerens forklaring blev standset af det iranske politi, fordi han ikke havde nummerplade på sin bil, og fordi han efterfølgende forsøgte at flygte fra politiet. Ansøgerens fremlæggelse af avisartikler vedrørende episoden under nævnsmødet kan ikke føre til et andet resultat. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at han frygter de iranske myndigheder som følge af hans medlemsskab af partiet [partinavn]og det forhold, at han har frafaldet sin tidligere yarsan tro, har nævnet ligeledes ved sin afgørelse af [vinteren 2020/2021] allerede taget stilling til disse forhold. Ansøgeren er ikke i forbindelse med nærværende nævnsmøde fremkommet med nye oplysninger, der kan føre til et andet resultat. Ansøgeren har under sin forklaring i Flygtningenævnet som supplerende asylmotiv gjort gældende, at han er konverteret til kristendommen. Interessen fik han i forbindelse med, at hans bror, [E], i [vinteren 2020/2021] var indlagt på intensiv hospital med Covid-19, og i den forbindelse blev ansøgeren kontaktet af nogle iranske kristne, der tilbød at bede for hans bror. Ansøgerens advokat har på nævnsmødet fremlagt skrivelse af [sommeren] 2022 fra sognepræst [F], der oplyser, at ansøgeren er blevet døbt i [kirkenavn] Kirke [i sommeren] 2022 efter deltagelse og undervisning i kristne aktiviteter. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2016/2017] oplyste, at han var yarsan. Under en supplerende asylsamtale [i vinteren 2020/2021], oplyste ansøgeren, at han ikke havde været troende i to år, og at han tog afstand fra al religion. I forbindelse med sagens genbehandling i Flygtningenævnet [i vinteren 2020/2021] oplyste ansøgeren ligeledes, at han tog afstand fra religion. Under retsmødet ved Retten i [by 3] [i sommeren] 2021 oplyste ansøgeren derimod, at han i [efteråret] 2020 var konverteret til kristendommen, og at han af den grund var stoppet med at tage [euforiserede stoffer]. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering, herunder som følge af ansøgerens i forvejen nedsatte troværdighed, hans udbyggende forklaring og hans tidligere udsagn om religion, ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion er udtryk for en reel indre overbevisning. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke under nævnsbehandlingen har kunnet redegøre for, hvornår og hvordan, han er konverteret, ligesom han fremstår med et begrænset og sporadisk kendskab til kristendommen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet som følge af konversion, vil risikere forfølgelse. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han er i en asylbegrundende situation omfattet af udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet på ny Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Iran/2023/4/CARA
Nævnet meddelte i januar 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Nævnet havde i 2015 stadfæstet en afgørelse om afslag på asyl, hvorefter nævnet i 2022 genoptog sagen. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Iran. Ansøgeren havde i den oprindelige asylsag oplyst, at hun var shiamuslim af trosretning, men hun har efterfølgende oplyst, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste i forbindelse med sin oprindelige asylsag til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive slået ihjel af sine brødre og endvidere frygtede overgreb fra myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv henviste ansøgeren til, at hun af sin familie var blevet lovet bort til [et familiemedlem], men at hun i 2009 mødte en mand, som hun igennem et år mødtes hemmeligt med om natten. Da forholdet blev opdaget, anmodede mandens familie straks om hendes hånd, hvilket ansøgerens familie afslog. Hun blev herefter slået af [sit familiemedlem] som følge af, at hun havde vanæret familiens ære. Han råbte, at han ville hente en kniv i køkkenet og slå hende ihjel. Det lykkedes hende at slippe væk, idet hun løb hen til [sit familiemedlem] i landsbyen, hvor hun gemte sig. Samme aften flygtede hun sammen med manden til [by], hvor de blev gift. Forholdet mellem ansøgeren og manden blev af hendes familie meldt til myndighederne. [I foråret] 2012 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse, at nævnet ikke kunne lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund, og at ansøgeren dermed ikke havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. [I foråret] 2015 besluttede Flygtningenævnet at genoptage ansøgerens spontansag til behandling på nyt mundtligt nævn. Ansøgeren henviste som nyt asylmotiv til sine politiske aktiviteter i form af en DVD, der blev fremsendt af Rigspolitiet til Udlændingestyrelsen i forbindelse med ansøgerens udrejsekontrol [i vinteren] 2013. Ansøgeren henviste som yderligere asylmotiv til, at hun var konverteret til kristendommen. Til støtte for sit nye asylmotiv henviste ansøgeren til, at hun regelmæssigt har deltaget i kirkelige handlinger i perioden fra [vinteren 2013] til [sommeren] 2013. Ansøgeren forklarede, at hun fik kendskab til kristendommen gennem en kristen kvinde i [dansk by], og at hun derefter tog med i kirken i [dansk by], hvor hun efter fire måneder begyndte at tro på Jesus og fik undervisning i grundlæggende kristendom. Ansøgeren blev døbt [i sommeren] 2013 og begyndte at komme i [kirke] [i efteråret] 2013. Ansøgeren har også læst materiale om kristendommen, fået internetundervisning af en præst og har læst videre i biblen hver dag. [I sommeren] 2015 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse, at nævnets flertal ikke kunne lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund, herunder at hendes konversion ikke fandtes at være reel, og at ansøgeren dermed ikke havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. [I efteråret] 2022 har Flygtningenævnet besluttet at genoptage ansøgerens spontansag til behandling på nyt mundtligt nævn. Ansøgeren har i genoptagelsessagen som asylmotiv fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sine [familiemedlemmer]. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for sine brødre har ansøgeren henvist til, at hun [i efteråret] 2021 har modtaget dødstrusler fra sin bror i Iran via talebeskeder og [socialt medie]. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun er blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle, [A], og at hun nu lever sammen med en anden beboer på [udrejsecenter], [B], som hun ikke er gift med. Ansøgeren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om konversion til kristendommen henvist til, at hun har været kristen i næsten ni år, at hun mærker troen inden i sig selv, og at hun beder til Gud. Flygtningenævnet bemærker vedrørende ansøgernes asylmotiv angående konversion til kristendommen, at det som udgangspunkt giver anledning til en vis usikkerhed om det religiøse motiv, at ansøgeren efter at være fremkommet med et andet asylmotiv, som hun har fået afslag på, begyndte at komme i kirken og fik interesse for kristendommen. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren under denne genoptagelsessag på en tilstrækkelig overbevisende måde har redegjort for, at hendes konversion til kristendommen er udtryk for en indre overbevisning. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin konversion fremstod overbevisende og som udtryk for længere overvejelse omkring sin indre overbevisning og herunder om kristendommens betydning for hende, selvom hendes forklaring ikke var så nuanceret, hvilket antages at hænge sammen med, at hun kun kan læse i begrænset omfang, og selvom hun i nogle år ikke har været så aktiv i kirkelig sammenhæng på grund af [personlige årsager]. Forklaringen om hendes konversion understøttes endvidere af de for nævnet fremlagte udtalelser. Ansøgeren har oplyst, at hun vil udleve sin kristne tro i Iran. Flygtningenævnet finder derfor, at det ikke kan udelukkes, at de iranske myndigheder og andre ved ansøgerens tilbagevenden til Iran vil blive bekendt med ansøgerens konversion. Efter oplysningerne i baggrundsmaterialet om forholdene for kristne konvertitter i Iran finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse på grund af sin konversion. Med hensyn til ansøgerens oprindelige asylmotiv og hendes frygt for ved en tilbagevenden til Iran at blive slået ihjel af sine [familiemedlemmer] og hendes frygt for overgreb fra de iranske myndigheder i den forbindelse kan ikke føre til asyl. Flygtningenævnet kan henholde sig til Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2012. De af ansøgeren fremlagte [beskeder fra socialt medie] fra [efteråret] 2021, som hun har angivet er fra hendes [familiemedlem], kan ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at hun har haft forhold til to mænd i Danmark og hendes livsstil i Danmark kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet henviser herunder til Landinfo Temanotat Iran Familie og ekteskap af 5. august 2022. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: Iran/2023/3/EEB
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [by], Iran. Ansøgeren har sympatiseret med [politisk organisation], og han har uddelt løbesedler og cd’er for [politisk organisation]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for [politisk organisation]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han omkring [sommeren] 2015 blev tilbudt arbejde af hans ven. Arbejdet gik ud på, at ansøgeren skulle udføre politiske aktiviteter for [politisk organisation]. Den 1. juli 2015 mødtes ansøgeren med to venner, hvor de skulle uddele løbesedler og cd’er i landsbyen [by]. Da ansøgeren og vennerne havde uddelt materiale til omkring fem huse, råbte en af vennerne, at politiet kom. Politiet råbte, at de skulle stoppe, hvorefter de begyndte at skyde. Ansøgeren flygtede til sin morbroders bopæl. Samme aften blev ansøgerens familie opsøgt og ansøgerens forældre blev tilbageholdt af de iranske myndigheder. Ansøgeren udrejste derefter. Efter ansøgeren udrejste, har han fået oplyst, at hans familie er under opsyn, og at de bliver generet af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer. Ansøgeren har på flere punkter forklaret divergerende om den helt centrale episode, som gav anledning til, at han flygtede fra Iran. I oplysnings- og motivsamtalen har han således forklaret, at de to venner, som han hjalp med at uddele materiale for [politisk organisation], hed [A] og [B]. Han har i asylsamtalen og under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han uddelte materialet sammen med [A] og [C]. I oplysnings- og motivsamtalen og under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at [A] kastede CD’er ind i folks haver, og at ansøger skulle følge efter [A] og sætte løbesedler på husene. Under asylsamtalen har han derimod forklaret, at [A] gik foran ansøgeren og tog husene i venstre side af vejen, mens ansøgeren tog husene i højre side, og at de begge opsatte løbesedler på væggene og kastede cd’er ind under dørene eller ind i forhaverne. Han har endvidere i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at de havde 100 løbesedler, mens han under asylsamtalen har forklaret, at de havde 1.000 løbesedler. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende om den sportsgren, han dyrkede under sit ophold i Teheran. Han har både i oplysnings- og motivsamtalen og i asylsamtalen forklaret, at han tog til Teheran for at forsøge at blive professionel volleyballspiller, mens han ifølge advokatens indlæg og ansøgerens forklaring under mødet i Flygtningenævnet ville være professionel fodboldspiller. Denne uoverensstemmelse kan ikke forklares med sproglige misforståelser, eftersom der dels medvirkede forskellige tolke til de to samtaler i Udlændingestyrelsen, dels har ansøgeren i asylsamtalen anvendt både ordet ”volleyball” og ordet ”fodbold”. Divergenserne svækker ansøgerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan på den baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har fremlagt en arrestordre, der angiveligt er udstedt [i sommeren] 2022, og at advokaten har oplyst, at der er yderligere 4 enslydende arrestordrer, hvoraf den første er dateret [vinteren] [2015-2016]. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at tidspunktet for dokumenternes fremkomst forekommer påfaldende. Flygtningenævnet finder derfor, at den fremlagte arrestordre må tillægges begrænset bevismæssig vægt. Af samme grund finder Flygtningenævnet, at der ikke er anledning til at tage advokatens påstand om udsættelse af sagen på ægthedsvurdering af dokumentet til følge. De generelle forhold for kurdere i Iran og det forhold, at ansøgeren har opholdt sig i et vestligt land og har søgt asyl er ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2.” Iran/2023/2
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2000 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens daværende § 7, stk. 2 (de facto-status). Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 6 år for overtrædelse af bl.a., jf. [straffelovens bestemmelser vedr. narkotikakriminalitet] samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Klageren blev endvidere i 2021 idømt fængsel i 30 dage for overtrædelse af [bestemmelser i lov om euforiserende stoffer, jf. bestemmelser i bekendtgørelse om euforiserende stoffer] samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto-status), og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by A], Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Irak, fordi han frygter at blive slået ihjel af familien til en mand ved navn [A], som klageren er dømt for at have slået ihjel. Klageren har til støtte herfor oplyst, at konflikten med [A’s] familie opstod, idet han som [16-18]-årig blev forelsket i [A’s] søster, [B]. Klageren ville gerne giftes med [B], hvilket [A] ikke ville tillade, hvorfor klageren og [A] endte i et knivslagsmål. [A] kom alvorligt til skade under slagsmålet, og han blev kørt på hospitalet, hvorefter han afgik ved døden. Klageren blev idømt 12 års fængsel for drabet på [A]. Klageren har endvidere oplyst, at [A’s] familie efterfølgende har skudt på klagerens families bopæl, forsøgt at forgifte klageren i fængslet, samt mødt op i retten med geværer. Klageren blev løsladt fra fængslet som [20-25]-årig, da han og andre fanger blev benådet af [C]. Klageren har endelig oplyst, at han senest i 1996 modtog en trussel fra [A’s] familie, da der kom et brev til klagerens families bopæl i [by A], hvor der stod, at de ikke tilgav klageren, og at de var lige bag ved ham. Flygtningenævnet tiltræder, at klagerens forklaring om en konflikt med en familie i Irak ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder således ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren vedrørende centrale elementer i asylmotivet og om en række andre forhold har forklaret stærkt divergerende og udbyggende. Der kan i det hele henvises til de divergenser, som Udlændingestyrelsen har fremhævet i afgørelsen [i efteråret] 2022. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det ikke fremgår af den af klageren fremlagte afgørelse af [efteråret] 1990 fra [domstol], at klageren ved denne eller anden afgørelse er fundet skyldig i drab. Flygtningenævnet bemærker også, at det fremstår påfaldende, at klageren i forbindelse med partshøring om udsendelsesspørgsmålet [i sommeren] 2021 oplyste, at han ønskede at medvirke til sin udsendelse, og at han derefter – med den anførte begrundelse – først [i foråret] 2022 kontaktede Hjemrejsestyrelsen og oplyste, at han ikke ønskede at medvirke til sin udsendelse. Klageren har for Flygtningenævnet som en del af asylgrundlaget påberåbt sig tortur, idet dette er anført som forklaring på divergenser og udbyggende oplysninger. Klageren har således nedlagt en (mere subsidiær) påstand om, at sagen udsættes på gennemførelse af en lægelig torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Selv hvis det lægges til grund, at klageren har været udsat for tortur, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at de mange divergenser i klagerens forklaring kan tilskrives hukommelsesproblemer. Flygtningenævnet bemærker, at klageren i [årstal] bestod [en dansk prøve]. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren under mødet i Flygtningenævnet har været i stand til at forklare detaljeret og sikkert om baggrunden for og tilblivelsen af de fotos, som skal være optaget under hans fængselsophold i Irak i 1990’erne. Flygtningenævnet finder under hensyn til sagens forløb og omstændigheder, herunder klagerens generelt utroværdige forklaring, at det ikke er nødvendigt at indhente yderligere oplysninger om den påberåbte tortur, før der træffes afgørelse i sagen. Klagerens anmodning herom er derfor ikke taget til følge. Flygtningenævnet har endvidere afvist klagerens anmodning om at føre sin ægtefælle som vidne under sagen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens ægtefælle ikke kan anses at have direkte tilknytning til klagerens asylmotiv, men derimod må anses for navnlig at skulle underbygge klagerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort at have et beskyttelsesbehov, som kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og det tiltrædes på denne baggrund, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren udsendes til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2023/1/kdo
Nævnet meddelte i januar 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2016. Nævnet har tidligere truffet afgørelse i sagen i 2017, 2019 og 2021. Sagen blev i 2022 genoptaget ex officio.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og katolik af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste i forbindelse med sin oprindelige asylsag til, at han er statsborger i Eritrea, og at han ved tilbagevenden til Eritrea frygtede for at skulle aftjene militærtjeneste. Til støtte for sit asylmotiv som statsborger i Eritrea henviste ansøgeren til, at han er født i byen [K] i Eritrea af eritreiske forældre. Efter ansøgerens fødsel rejste ansøgerens far til [andet afrikansk land end Eritrea], hvor han boede sammen med sin anden ægtefælle. Ansøgerens mor tog ansøgeren med til [andet afrikansk land end Eritrea], da ansøgeren var [4-7] år gammel. Ansøgerens mor tog til [land L], hvor hun senere døde, da ansøgeren var [8-11] år gammel. Ansøgerens far udrejste til [land M], da ansøgeren var [8-11] år, hvorefter ansøgeren boede hos sin fars anden ægtefælle frem til sin udrejse af [andet afrikansk land end Eritrea]. Ansøgeren udrejste fra [andet afrikansk land end Eritrea] på et visum til [land M] [i sommeren] 2016, da han skulle til [land M] for at [udøve aktivitet] sammen med [sit sportshold]. Ansøgeren oplyste, at han ikke længere har nogen biologisk familie i [andet afrikansk land end Eritrea]. Han oplyste desuden, at [andet afrikansk land end Eritrea] ikke er hans land, og at han udrejste på et [andet afrikansk lands pas], som han har fået udstedt på falsk grundlag. Ansøgeren frygter derfor for, at hvis han bliver sendt tilbage til [andet afrikansk land end Eritrea], vil han blive fængslet og sendt tilbage til Eritrea. [I sommeren] 2017 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl efter udlændingeloven § 7, stk. 1 og 2, idet nævnet lagde til grund, at ansøgeren var statsborger [i et andet afrikansk land end Eritrea] i overensstemmelse med sit pas [udstedt af myndighederne i dette land]. Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han er eritreisk statsborger fremstår utroværdig på væsentlige punkter. Nævnet lagde også vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring havde fået udstedt et ægte [andet afrikansk lands pas] af [dette lands] myndigheder. Dette var underbygget af, at ansøgeren [i sommeren] 2016 af [land M’s] myndigheder havde fået udstedt visum på grundlag af sit [pas fra andet afrikansk land]. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hans [pas fra et andet afrikansk land] var udstedt på grundlag af en forfalsket fødselsattest, fremstod utroværdig. Endelig lagde nævnet vægt på, at pas i [andet afrikansk land end Eritrea] bliver udstedt på grundlag af oplysningerne i [dokument], som svarer til en fødselsattest, og at det fremgår af [baggrundsrapport vedrørende andet afrikansk land], at [andet afrikansk land end Eritreas] efterretnings- og sikkerhedstjeneste konsulteres for at tjekke [dokumentets] oplysninger i forbindelse med udstedelse af pas. Flygtningenævnet lagde derfor til grund, at [myndighederne fra et andet afrikansk land] ville have afvist pasudstedelse på grundlag af et falsk [dokument]. [I foråret] 2020 besluttede Flygtningenævnet at genoptage og hjemvise ansøgerens spontansag. Ansøgeren henviste som asylmotiv forsat til, at han er statsborger i Eritrea. Til støtte for sit asylmotiv som statsborger i Eritrea henviste ansøgeren til kopi af et bilag på engelsk, der skulle være udstedt af den eritreiske ambassade i [by N] [i foråret] 2019, hvor ambassaden bekræfter, at ansøgeren ”according to the civil register og The State of Eritrea is an Eritrean citizen”. Ansøgeren henviste desuden til en kopi af sin fødselsattest fra Eritrea. Nationalt ID-center, Dokumentteknisk laboratorium, undersøgte de fremlagte dokumenter. Ved erklæring af [foråret] 2020 oplyste centeret, at der ingen grund er til at antage at dokumentet er uægte. [I efteråret] 2021 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse, at nævnet lagde vægt på, at ansøgeren på mødet forklarede sig usikkert i forhold til sin ret detaljerede forklaring til Flygtningenævnet [i sommeren] 2017. Flygtningenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren alene fremlagde kopier af de dokumenter, der angiver at være udstedt af eritreiske myndigheder, og at ægtheden af dokumenterne derfor ikke var reelt mulige at efterprøve. Flygtningenævnet vurderede derfor, at ansøgerens forklaring om, at han er fra Eritrea, er utroværdig. Flygtningenævnet henholdt sig således til Flygtningenævnets afgørelse [sommeren] 2017, hvor nævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag på asyl i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, idet nævnet lagde til grund, at ansøgeren var statsborger [andet afrikansk land end Eritrea] i overensstemmelse med sit pas [fra andet afrikansk land end Eritrea]. Da de generelle forhold i [andet afrikansk land end Eritrea] ikke kunne medføre asyl, og da ansøgeren havde oplyst, at han ikke havde konflikter med myndighederne eller andre i [andet afrikansk land end Eritrea], stadfæstedes Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021. [I efteråret] 2022 har Flygtningenævnet besluttet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. Ansøgeren har i genoptagelsessagen som asylmotiv fortsat henvist til, at han er statsborger i Eritrea, og at han ved tilbagevenden til Eritrea risikerer at skulle aftjene nationaltjeneste, hvilket han ikke ønsker. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv som statsborger i Eritrea henvist til, at han har fremskaffet sin originale fødselsattest fra Eritrea. Ansøgeren har desuden henvist til, at nægtelse af nationaltjeneste i Eritrea indebærer risiko for forfølgelse af grunde omfattet af Flygtningekonventionen. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til [andet afrikansk land end Eritrea] frygter for de generelle forhold i landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om frygt for de generelle forhold i [andet afrikansk land end Eritrea] henvist til, at forholdene i [andet afrikansk land end Eritrea] på nuværende tidspunkt er af en sådan beskaffenhed, at han ved tilbagevenden dertil risikerer at blive underkastet dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. På baggrund af den af ansøgeren fremlagte fødselsattest, der fremstår original, og som er blevet ægthedsvurderet af Nationalt ID-Center, der blandt andet har anført, at der ingen grund er til at antage, at dokumentet er uægte, sammenholdt med de af ansøgeren fremlagte dåbsattester fra Eritrea vedr. ansøgeren og hans far, den fremlagte kopi af hans fars id-kort fra Eritrea og den fremlagte kopi af erklæring fra Embassy of the State of Eritrea i [by N] af [foråret] 2018, hvori ambassaden bekræfter, at ansøgeren er eritreisk statsborger, sammenholdt med ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, herunder om sin familie i Eritrea, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er eritreisk statsborger. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder EASO’s rapport ”Eritrea National service, exit, and return – Country of Origin Information Report” fra september 2019 og Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fælles rapport: ”Eritrea – National Service, exit and entry”, fra januar 2020, at alle eritreere mellem 18 og 40 år skal i nationaltjeneste i 18 måneder. Det fremgår endvidere blandt andet, at eritreiske statsborgere, der vender tilbage, og som ikke har aftjent nationaltjeneste, vil være i reel risiko for at blive tvunget til at udføre nationaltjeneste og straffet for unddragelse og ulovlig udrejse. Ansøgeren var [4-7] år, da han med sin mor udrejste af Eritrea til [andet afrikansk land end Eritrea], hvor han boede hos sin stedmor, og han har ikke aftjent nationaltjeneste i Eritrea. På den baggrund og efter de øvrige baggrundsoplysninger vedrørende Eritrea, herunder EASOs seneste rapport af 19. april 2021: ”Latest developments on political situation and national service between 1 January 2020 and 31 January 2021” og på baggrund af det ovenfor anførte om ansøgerens statsborgerskab, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i en reel risiko for at skulle aftjene militærtjeneste. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: Erit/2023/1/EEB
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var indrejst ulovligt i Spanien fra et tredjeland. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsforhold, forholdene for sårbare asylansøgere i Spanien, samt til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelse [sommeren] 2022, at Spanien i medfør af Dublinforordningens artikel 13, stk. 1 er forpligtet til at modtage klageren og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Spanien har [sommeren] 2022 accepteret at modtage klageren i overensstemmelse med anmodningen [sommeren] 2022. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold i Spanien kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at fastslå, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Spanien – uanset at der ifølge baggrundsoplysningerne er mangel på indkvarteringsmuligheder – er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Spanien ikke lever op til sine internationale forpligtelser. DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren gjort gældende, at klageren er særligt sårbar som følge af klagerens psykiske helbred og manglende evne til at tage vare på sig selv. Klageren er under udredning for [psykisk lidelse] og PTSD, har fået ordineret [bestemt] medicin, […] og observeres for muligt behov for genindlæggelse på psykiatrisk afdeling. Flygtningenævnet kan af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen i [efteråret] 2022, tiltræde, at de spanske myndigheder må antages at kunne og ville tilbyde nødvendige sundhedsforanstaltninger, herunder psykologbistand til klageren. Der er herved henset til, at det om modtageforholdene i Spanien af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA Country Report: Spain 2021, Update april 2022 om modtageforholdene for asylansøgere i Spanien, fremgår, at alle asylansøgere i Spanien har fuld adgang til det offentlige sundhedssystem, herunder at de spanske myndigheder yder en specialiseret behandling til særligt sårbare/traumatiserede asylansøgere. Hjemrejsestyrelsen forudsættes i den forbindelse at underrette de spanske myndigheder om klagerens særlige behov, og herunder videregive relevante sundhedsoplysninger til Spanien forud for overførsel, såfremt klageren giver samtykke hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, stk. 2. Flygtningenævnet finder således efter en samlet og konkret vurdering af klagerens personlige forhold, herunder helbredsforhold, sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om de vilkår og modtageforhold som klageren må antages at blive mødt med i Spanien, at der ikke er konkrete omstændigheder, der kan indebære, at klageren ikke skal overføres til Spanien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [sommeren] 2022.”. Dub-Span/2023/1/CARA
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burundi. Indrejst i 1995 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 6 år for overtrædelse af straffelovens § straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 2, jf. § 2 og § 3, jf. bilag 1, liste A, nr. 3 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Burundi. Klageren er etnisk hutu og muslim af trosretning fra Bujumbura, Burundi. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af myndighederne på grund af sin fars politiske aktiviteter. Han har til støtte herfor oplyst, at hans far var medlem af partiet Palipehutu, og at myndighederne anholdt klagerens far og nogle af hans partifæller i 1995. Det skete på familiens bopæl, hvor klageren var til stede, men han husker ikke detaljerne nærmere. Han fik på et senere tidspunkt at vide, at hans far var slået ihjel. Han udrejste nogle måneder efter sin fars død, fordi to af hans brødre også var blevet slået ihjel. Klageren har yderligere henvist til, at han frygter de generelle forhold i landet. Flygtningenævnet vurderer som Udlændingestyrelsen, at klageren ikke er i personlig risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Burundi. Flygtningenævnet bemærker, at klageren i 1995 kom til Danmark som [20-25 årig], og han blev i 2000 meddelt asyl som følge af de generelle forhold i Burundi. Flygtningenævnet kan i lighed med tidligere afgørelse i Flygtningenævnet fra [sommeren] 1997 ikke lægge klagerens forklaring om sin fars politiske aktiviteter til grund, idet klageren har forklaret divergerende om helt centrale forhold i dette asylmotiv. Klageren har således forklaret divergerende om sin fars rolle i partiet Palipehutu. Klageren har under en samtale med Udlændingestyrelsen i 1996 oplyst, at faren var leder af partiet i hjemmeområdet og havde 500 medlemmer under sig, at han indkaldte til møder og distribuerede materiale fra udlandet. Under samtalen med Udlændingestyrelsen i 2022 har klageren oplyst, at han ikke er bekendt med sin fars rolle og aktiviteter for partiet. For nævnet har klageren haft meget svært ved at huske om farens rolle, men han tror, at faren var en leder, og at han var medlem af Palipehutu-partiet samt parlamentet. Klageren har endvidere forklaret forskelligt om, hvorvidt familiens bopæl blev opsøgt, efter faren blev bortført og slået ihjel. Klageren har til Udlændingestyrelsen i 1996 oplyst, at der kom 10 soldater til familiens hjem, som blev ransaget, og at soldaterne tog papirer og flere familiemedlemmer med. Til en samtale med Udlændingestyrelsen i 2022 har klageren oplyst, at han ikke husker, om familiens bopæl blev opsøgt, men det antager han. For Flygtningenævnet har han ikke kunnet huske noget herom. Omkring farens død har klageren til Udlændingestyrelsen i 1996 forklaret, at hans fars lig blev hentet af de ældste medlemmer af moskeen, at faren var tildækket, og at man derfor alene kunne se hans ansigt. For nævnet har han derimod forklaret, at familien ikke fik liget tilbage, og at de derfor ikke havde mulighed for at begrave faren. Klageren har omkring divergenserne forklaret afglidende, og han har oplyst, at de skyldes tolkeproblemer under de tidligere samtaler med Udlændingestyrelsen. Trods dette har klageren underskrevet samtalereferaterne. Klageren har oplyst, at han forstår tolken under nævnsmødet, men klageren har i dag svært ved at huske flere centrale begivenheder omkring sin opvækst og asylmotivet, hvilket Flygtningenævnet finder påfaldende og utroværdigt henset til, at klageren var voksen, da flere af begivenhederne af voldsom karakter angiveligt fandt sted. Hertil kommer, at klageren også har forklaret divergerende om, hvorvidt han har været i Burundi efter udrejsen i 1995. Klageren har således i forbindelse med en straffesag i 2020 forklaret, at han har været i Burundi flere gange for at besøge venner, mens han overfor Udlændingestyrelsen i 2022 har oplyst, at han aldrig har været i Burundi. For nævnet har han forklaret, at han på et tidspunkt, han ikke husker, hvornår var, forsøgte at rejse ind i Burundi, da han ville finde sin fars hus og se, om familiens ting stadig var der. Endvidere bemærker nævnet, at ansøgeren i [foråret] 2022 frafaldt sin asylansøgning, hvilket han dog tilbagekaldte [i foråret] 2022. For nævnet har han forklaret, at han ikke havde forstået, hvad han skrev under på, trods han har oplyst, at han læser og forstår dansk, og for nævnet primært har forklaret sig på dansk. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Burundi, ligesom de generelle forhold i Burundi efter baggrundsoplysningerne ikke er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Buru/2023/1.
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Belarus. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er katolik af trosretning fra [by A], Belarus. Ansøgeren har online været medlem af den politiske gruppe ved navn ”[politisk gruppe]”, og ansøgeren har deltaget i demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget i Belarus i [sommeren] 2020. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de belarussiske myndigheder, da han har deltaget i demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget i Belarus i [sommeren] 2020. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i forbindelse med planlægningen og afholdelsen af demonstrationen adskillige gange er blevet anholdt og tilbageholdt af politiet samt udsat for vold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er venner med [A] og [B], som ligeledes har været politisk aktive, og som er eftersøgt af de belarussiske myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Belarus frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor fremlagt et dokument, hvoraf det fremgår, at ansøgeren indkaldes til en lægeundersøgelse, som går forud for en indkaldelse til militærtjeneste. Ansøgeren har sluttelig som asylmotiv henvist til, at han frygter de belarussiske myndigheder, idet han har overværet en belarussisk politibetjents drab på en demonstrant. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, da den på flere centrale punkter fremstår upræcis, utroværdig og divergerende. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 forklaret, at han har været tilbageholdt flere gange som følge af politiske aktiviteter. Han blev blandt andet tilbageholdt i [sommeren] 2020 efter at have deltaget i demonstrationer med [B] i forbindelse med præsidentvalget. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysisk afstraffelse, og han fik en pose trukket over hovedet. Efter ti dage blev han løsladt. Ansøgeren har i samme samtale oplyst, at han forlod Belarus [i foråret] 2021 og var i [by B i Rusland] i en til to dage, inden han rejste videre. I samme samtale har ansøgeren tillige oplyst, at han i [sommeren] 2020 forlod Belarus og tog ophold i Rusland, idet han dog besøgte sin mor i Belarus to gange i [efteråret] 2020, og at han herefter tog til Sverige i cirka to måneder og boede hos [A], inden han af de svenske myndigheder blev sendt tilbage til Belarus. Herefter udrejste han i [vinteren 2020/2021] til [by B] i Rusland, hvor han opholdt sig i to måneder, indtil han udrejste til Danmark ved at gemme sig i en lastbil. Omkring en episode, hvor ansøgeren var vidne til at politiet dræbte en demonstrant, har ansøgeren forklaret, at han er blevet udspurgt herom i forbindelse med en tilbageholdelse i tre dage i [by A’s] arresthus. Ansøgeren oplyste, at han ville samarbejde med politiet herom. Ansøgeren har tillige til Udlændingestyrelsen under en samtale [i vinteren 2021/2022] oplyst, at han kun har været anholdt en gang som følge af sine politiske aktiviteter, og at anholdelsen skete i [foråret] 2021, hvor han var i gang med at planlægge demonstrationer sammen med [B], som han har et tæt forhold til. Ansøgeren har i samme samtale oplyst, at han har været tilbageholdt flere gange som følge af politiske aktiviteter, og at han var tilbageholdt dels i [foråret] 2020 og dels en aften i [sommeren] 2020, hvor han var i gang med at hænge et belarussisk flag op ved en bro, der forbandt to gader. Under den sidste tilbageholdelse fik ansøgeren trukket en pose over hovedet og fik trukket sine arme bag sin ryg. Han var tilbageholdt i to dage, og blev formentligt løsladt, da ansøgerens fars bekendte betalte penge herfor. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i [sommeren/efteråret] 2020 udrejste til Rusland, hvor han levede i skjul frem til han i [foråret] 2021 udrejste til Danmark ved at gemme sig i en lastbil. Samtidig har ansøgeren bekræftet, at han i [efteråret] 2020 rejste til Sverige, hvor han opholdt sig i to måneder, inden han af de svenske myndigheder blev sendt tilbage til Belarus. Under samtalen [i vinteren 2021/2022] har ansøgeren udbyggende omkring sin relation til [A] oplyst, at han er barndomsven med ham, og at han skulle have et tæt forhold til ham, idet de begge er med i gruppen ”[politisk gruppe]”. Han er også ven med [B], der er i en oppositionsgruppe til regeringen, og politiet har udspurgt ham om venskabet til [A] og [B]. For Flygtningenævnet har ansøgeren blandt andet forklaret, at han var med til at opfordre til at demonstrere, idet han oplyste folk om, hvor de skulle finde sted via hemmelige hjemmesider. Han blev tilbageholdt første gang i tre dage og efterfølgende i ti dage. Han husker ikke, hvornår tilbageholdelserne skete, men han blev tilbageholdt på grund af sin deltagelse i demonstrationer, idet han blev fundet på overvågningsvideoer, hvor han var sammen med [B]. Under tilbageholdelserne blev han udspurgt omkring [A] og [B], og han blev også udsat for fysisk afstraffelse og fik en pose over hovedet. Han har også for Flygtningenævnet oplyst, at han udrejste af Belarus kort efter [sommeren] 2020, og at han rejste flere gange til Belarus, da han var blevet gift proforma med en kvinde, hvis efternavn han tog, således han kom til at hedde [C]. Fra de svenske myndigheder fremgår det, at ansøgeren [i efteråret] 2018 søgte om asyl, hvilket han fik afslag på [i efteråret] 2018. Ansøgeren blev som følge af involvering i en politisag ikke udsendt af Sverige før [vinteren 2020/2021]. Omkring divergenserne har ansøgeren forklaret afglidende og meget usammenhængende. Ansøgerens forklaring fremstår herefter som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i et asylbegrundede modsætningsforhold til myndighederne i Belarus, som følge af at han måtte have deltaget i demonstrationer, som følge af at han måtte kende [A] og [B] eller som følge af, at han måtte have overværet en hændelse, hvor en person blev slået ihjel at politiet. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren [i sommeren] 2022 frafaldt sin asylansøgning. Efter Udlændingestyrelsens afslag har ansøgeren fremlagt et nationalitetspas udstedt [i foråret] 2021 til [C] født [i efteråret] 1996. Udlændingemyndighederne har ændret hans navn fra [D] til [C]. Ansøgeren har under sin samtaler [i foråret] 2021 og [vinteren 2021/2022] oplyst, at han er vurderet uegnet til militærtjeneste som følge af en [diagnose], men at det ikke er en endelig beslutning. Ansøgeren har for nævnet oplyst, at han er erklæret egnet til militærtjeneste, og at han aldrig er erklæret uegnet til militærtjeneste. Han har modtaget indkaldelser til militærtjeneste næsten hvert år siden han blev 18 år. Ansøgeren har fremlagt en indkaldelse fra militærkommissariatet til en lægeundersøgelse hos [by C’s] Militærkommissariatet [i sommeren] 2022 kl. 8:00. Indkaldelsen er forevist i original, den er udateret men angiveligt modtaget i [sommeren] 2022 af ansøgerens mor, og den er udstedt til [E] født i 1996. Samtidig fremgår det af sagen, at ansøgeren har fået udstedt et pas i [foråret] 2021. Af passet fremgår ansøgerens navn til at være [C]. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at myndighederne i Belarus skulle have udstedt en indkaldelse til lægeundersøgelse i et navn, som ansøgeren ikke er registreret under. Samtidig er det påfaldende, at ansøgeren skulle kunne opholde sig i Belarus og rejse ind og ud af Belarus blandt andet i 2020 og i 2021 uden at have oplevet problemer med myndighederne, hvis han – efter sin egen forklaring – er blevet indkaldt til militærtjeneste næsten hvert år siden sit 18. år. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at han er indkaldt til militærtjeneste i Belarus. Samlet finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har et asylbegrundede modsætningsforhold til myndighederne i Belarus, hvorfor han ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Bela/2023/1/MLVT.
Nævnet meddelte i januar 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Nævnet havde tidligere i 2018 stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl, hvorefter nævnet i 2022 genoptog sagen. Pågældende var indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af trosretning fra [by A], [provins], Afghanistan. Ansøgeren er født og opvokset i [by B], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som asylmotiv oprindeligt til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af Taliban, idet hans familie forlod Afghanistan i 1996 efter en konflikt med Taliban, der havde slået [flere af ansøgerens fars familiemedlemmer] ihjel. Ansøgeren har under genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han som følge af magtskiftet i Afghanistan og den nuværende situation i landet vil være i risiko for forfølgelse, idet han vil blive betragtet som vestliggjort. Ansøgeren har videre henvist til, at han er hazara af etnicitet og shiamuslim. For så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiv, der knytter an til en afledt risiko for ansøgeren i anledning af hans families konflikt med Taliban, henvises til Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2018 og den heri anførte begrundelse. Den omstændighed, at Taliban nu har overtaget magten i Afghanistan, kan ikke føre til en anden vurdering. Det følger af det anførte, at dette asylmotiv ikke kan danne grundlag for asyl efter udlændingelovens § 7. Forholdene for vestliggjorte og hazaraer af etnicitet (og shiamuslimer) og den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, er i baggrundsmaterialet bl.a. beskrevet i pkt. 3.13 og pkt. 3.14 i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, januar 2023. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at det afgørende for asylvurderingen i sager med spørgsmål om såkaldt vestliggørelse er, om ansøger efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at den pågældende ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herom bemærkes, at ansøgeren indrejste i Danmark som uledsaget mindreårig i [efteråret] 2015, da han var [12-15 år], og at han derfor har haft en betydelig del af sin skolegang i form af [mellemtrin og udskoling] og sin ungdom i Danmark, hvor han har levet et ungdomsliv på danske præmisser, herunder med de personlige udfordringer, som han har forklaret om i advokatindlægget og under nævnsmødet. Ansøgeren taler flydende dansk, og nævnsmødet er gennemført på dansk. Herefter, efter ansøgerens fremtræden under nævnsmødet og det i øvrigt oplyste må det lægges til grund, at ansøgeren har tilegnet sig en vestlig livsstil. Da ansøgeren samtidig efter sin forklaring, som nævnet har lagt til grund, aldrig har boet i Afghanistan, er født og opvokset i Iran, taler dari med iransk dialekt og hverken har familie eller øvrigt netværk i Afghanistan, der ville kunne støtte og hjælpe ham ved en tilbagevenden, finder Flygtningenævnet – også under hensyntagen til, at ansøgeren er hazara af etnicitet (og shiamuslim) – at det efter en samlet vurdering må anses for sandsynliggjort, at ansøgeren ikke vil kunne etablere sig i Afghanistan på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herefter, og da ansøgeren som anført er hazara af etnicitet, finder Flygtningenævnet efter en vurdering af sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Afgh/2023/8/MKTO.
Nævnet meddelte i januar 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Nævnet havde tidligere i 2017 stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl, hvorefter nævnet i 2022 genoptog sagen. Pågældende var indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af trosretning. Ansøgeren er afghansk statsborger, og hans forældre kommer fra [provins], Afghanistan. Ansøgeren er efter sin forklaring født i [et andet land], hvor hans forældre flygtede til, da Taliban første gang overtog magten i Afghanistan. Familien tog tilbage til Afghanistan, da USA gik ind i landet. Familien flygtede fra Afghanistan til Iran, da ansøgeren var mellem [5-10 år]. Ansøgeren er dermed opvokset i Iran, indtil han flygtede alene til vesten. Ansøgeren kom til Danmark som [12-15-årig]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som asylmotiv oprindeligt til, at han ikke kendte nogen i Afghanistan, at der var krig i det område, som han kom fra, at Taliban var til stede i dette område, og at han havde hørt, at Taliban er efter hazaraer. Ansøgeren har under genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han som følge af magtskiftet i Afghanistan og den nuværende situation i landet vil være i risiko for forfølgelse, idet han vil blive betragtet som vestliggjort. Ansøgeren har videre henvist til, at han er hazara af etnicitet og shiamuslim. For så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiv, der navnlig knytter an til den daværende generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, herunder ansøgerens frygt for tvangsrekruttering, henvises til Flygtningenævnets afgørelse [fra foråret] 2017 og den heri anførte begrundelse. Den omstændighed, at Taliban nu har overtaget magten i Afghanistan, kan ikke føre til en anden vurdering. Det følger af det anførte, at dette asylmotiv ikke kan danne grundlag for asyl efter udlændingelovens § 7. Forholdene for vestliggjorte og hazaraer af etnicitet (og shiamuslimer) og den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, er i baggrundsmaterialet bl.a. beskrevet i pkt. 3.13 og pkt. 3.14 i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, januar 2023. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at det afgørende for asylvurderingen i sager med spørgsmål om såkaldt vestliggørelse er, om ansøger efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at den pågældende ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herom bemærkes, at ansøgeren indrejste i Danmark som uledsaget mindreårig i [vinteren 2015/2016], da han var [12-15 år], og at han derfor har haft en betydelig del af sin skolegang i form af sprogskole og [udskoling] samt sin ungdom i Danmark, hvor han har levet et ungdomsliv på danske præmisser. Han er i gang med en uddannelse […]. Ansøgeren taler flydende dansk, og nævnsmødet er gennemført på dansk. Ansøgeren har på nævnsmødet reflekterende og overbevisende redegjort for sin holdning til og tilegnelse af danske (og vestlige) værdier i bred forstand. Herefter, efter ansøgerens fremtræden under nævnsmødet og det i øvrigt oplyste må det lægges til grund, at ansøgeren har tilegnet sig en vestlig livsstil, om end hans nuværende livsførelse er præget af usikkerheden om udsendelse til Afghanistan. Da ansøgeren samtidig efter sin forklaring, som nævnet har lagt til grund, alene har boet en række år frem til [5-10] års-alderen i Afghanistan, i øvrigt er opvokset afsondret […] i Iran, taler dari med iransk dialekt og hverken har familie eller øvrigt netværk i Afghanistan, der ville kunne støtte og hjælpe ham ved en tilbagevenden, finder Flygtningenævnet – også under hensyntagen til, at ansøgeren er hazara af etnicitet (og shiamuslim) – at det efter en samlet vurdering må anses for sandsynliggjort, at ansøgeren ikke vil kunne etablere sig i Afghanistan på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herefter, og da ansøgeren som anført er hazara af etnicitet, finder Flygtningenævnet efter en vurdering af sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Afgh/2023/7/MKTO.
Nævnet meddelte i januar 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig afghansk statsborger samt to medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra landsbyen [hjemby] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under sin oprindelige asylsag henviste ansøgeren til, at hun frygtede at hendes egen familie og hendes tidligere ægtefælles familie vil slå hende ihjel. Til støtte for sit oprindelige asylmotiv har ansøgeren under sagens behandling i Flygtningenævnet i henholdsvis [i vinteren 2019/2020] og [i efteråret] 2021 oplyst, at hun blev gift med sin tidligere ægtefælle, der har opholdstilladelse i Danmark, for omkring 10 år siden. Det var hendes familie, som havde valgt hendes tidligere ægtefælle. Ansøgeren har videre oplyst, at hun og hendes børn blev udsat for vold af hendes tidligere ægtefælle, og at hun har anmeldt ham til politiet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes tidligere ægtefælle har truet med at slå hende ihjel, og at hun af hans morhar fået oplyst, at hans familie i Afghanistan vil slå hende ihjel. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hendes søster har fortalt hende, at hun har bragt skam over familien ved at gå til politiet. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hendes ene bror i [i et andet europæisk land] har truet med at slå hende ihjel, og at hendes far i Afghanistan ifølge hendes søster har truet hende med at slå hende ihjel. I forbindelse med genoptagelsesanmodningen har ansøgeren henvist til sit oprindelige asylmotiv, og at der er kommet nye oplysninger i hendes sag, som bekræfter ansøgerens frygt for æresrelaterede overgreb fra sin tidligere ægtefælle, dennes familiemedlemmer og hendes egen familie. Ansøgeren har videre henvist til, at hun i Afghanistan vil være er en enlig og fraskilt kvinde med to piger uden mandligt netværk. Ansøgeren har desuden henvist til den voldsomme situationen og udviklingen i Afghanistan samt forholdene for piger og kvinder i Afghanistan, der er forværret efter Taliban har overtaget magten. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret troværdigt om sit ægteskab, om ægtefællens voldsudøvelse og om trusler fremsat efter ægteskabets ophør. Ansøgerens forklaring støttes blandt andet af hendes reaktion, da hun mødte [person A] i forbindelse med et møde, hvor [person A] tilfældigvis var [funktion]. Ansøgeren har desuden forklaret troværdigt om, hvorfor hun ikke længere har kontakt til sin egen familie og sin tidligere svigerfamilie i Afghanistan og [et land i Sydasien], og om at hun heller ikke har kontakt til andre i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren er helt uden netværk i Afghanistan. Den forværrede situation for kvinder og piger i Afghanistan fremgår blandt andet af Migrationsverkets rapport af 6. december 2022: Rättsligt Ställingstagande - Prövning av skyddsbehov m.m. för medborgare från Afghanistan. Koordinationsudvalget bemærkede på et ekstraordinært møde den 15. december 2022, hvor situationen i Afghanistan blev drøftet, at: ”Taliban efter magtovertagelsen i Afghanistan i august 2021 har vist sig i stigende grad at undertrykke kvinders og pigers rettigheder blandt andet gennem udstedelser af dekreter, der i sig selv er diskriminerende eller udøves på diskriminerende vis. Situationen for kvinder og piger i landet er i de senere måneder yderligere forværret. Deres grundlæggende rettigheder bliver systematisk tilsidesat af Taliban, hvis de facto myndighedsudøvelse begrænser kvinders og pigers retlige og faktiske handle- og bevægelsesfrihed i alvorlig grad. Kvinder og piger er i høj risiko for at blive udsat for vold og overgreb, herunder vold i hjemmet, og deres muligheder for at søge beskyttelse og for at drage de ansvarlige til ansvar (accountability) er stærkt begrænsede. Koordinationsudvalget besluttede efter drøftelserne at fortsætte en konkret og individuel behandling af asylansøgninger fra afghanske kvinder og piger. Udvalget fandt imidlertid, at der i sager vedrørende afghanske kvinder og piger bør anlægges en lempet bevisvurdering henset til den vilkårlighed og usikkerhed, hvormed Talibans de facto myndighedsudøvelse sker, samt til den fortsatte alvorlige forværring af forholdene for kvinder og piger, som de seneste baggrundsoplysninger afspejler. Det indebærer, at tærsklen for, hvornår en kvindelig afghansk asylansøger må anses for at have sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse, er lavere end i en almindelig asylsag.” Flygtningenævnet finder efter det anførte, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvis hun vender tilbage til Afghanistan. Ansøgeren og hendes medfølgende børn opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2023/5/MSAI
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren havde en privatretlig konflikt i Østrig og at han har fremlagt en afgørelse, hvoraf fremgår, at han er meddelt endeligt afslag på asyl, hvorved han risikerer at blive sendt tilbage til hans hjemland, hvor hans liv er i fare. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Østrig og herefter er udrejst af Østrig, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. artikel 18, stk. 1, litra b, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig [i vinteren 21/22] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har fremlagt en afgørelse fra fra BVwG, Bundesverwaltungsgericht Republik Österreich [fra vinteren 21/22], og at DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at det af afgørelsen fremgår, at klageren har fået endeligt afslag på asyl, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Østrig to måneder efter denne afgørelse, [i vinteren 21/22], har accepteret at modtage klageren i medfør af forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og det må derfor lægges til grund, at klageren stadig har en verserende asylsag i Østrig. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af Country Report: Austria, 2021 Update, udgivet af AIDA, at afgørelser fra BVwG kan appelleres under visse betingelser. Flygtningenævnet bemærker endelig, at Østrig, såfremt de østrigske myndigheder har givet klageren endeligt afslag på asyl, fortsat er forpligtet til at overholde sine internationale forpligtelser, herunder forbuddet mod refoulement og Flygtningekonventionen. Det forhold, at klageren er blevet chikaneret af og har haft konflikter med privatpersoner i Østrig på baggrund af hans [asylmotiv], kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes hertil, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han har anmeldt overfaldet til politiet, som optog rapport og sagde til ham, at han skulle ringe til politiet, hvis han fik problemer med disse privatpersoner igen. Nævnet finder på denne baggrund, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med privatpersoner i Østrig, må klageren henvises til at søge de østrigske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de østrigske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse, hvilket de også har udvist vilje og evne til. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Østr/2022/6/imbs
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Belgien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Belgien. Flygtningenævnet forudsatte imidlertid, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Belgien indhenter en garanti fra de belgiske myndigheder om, at klageren rent faktisk vil blive tilbudt modtage- og indkvarteringsforhold i overensstemmelse med den nationale lovgivning i Belgien og landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Belgien samt det forhold, at klageren har en konflikt med nogle enkeltpersoner i Belgien. Efter en gennemgang af sagen udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i sommeren] 2022 har søgt om international beskyttelse i Belgien og herefter er udrejst af Belgien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Belgien som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Belgien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Belgien har i overensstemmelse hermed [i efteråret] 2022 accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. DRC Dansk Flygtningehjælp har i sit indlæg gjort gældende, at klagerens sag bør behandles i Danmark, idet klageren frygter at blive udsat for vold i Belgien, fordi nogle af de samme kriminelle [personer], som han havde problemer med i [sit hjemland], også befinder sig i Belgien. De kriminelle [personer] vil således kunne genkende klageren, hvis de ser ham. DRC Dansk Flygtningehjælp har derudover gjort gældende, at klagerens sag bør behandles i Danmark, idet klageren ved en overførsel til Belgien risikerer at skulle overnatte på gaden uden at kunne få dækket sine mest basale behov, idet indkvarteringsforholdene for Dublinoverførte til Belgien efter de foreliggende baggrundsoplysninger er kritisable. DRC Dansk Flygtningehjælp har til støtte herfor oplyst, at klageren har forklaret, at han ved asylregistreringen i Belgien fik et dokument, som viste, at han var registreret asylansøger, og at han befandt sig i landet lovligt. Derefter fik han at vide, at han selv skulle finde indkvartering, og at han skulle forsørge sig selv. Han fik ingen oplysninger om, hvor han kunne få hjælp til indkvartering, mad eller lignende. Han sov på fortovet ude foran asylcentret Petit Chateau i Bruxelles sammen med omtrent 25 mennesker, herunder kvinder og børn, og han havde ikke adgang til bad og toiletter, hvorfor han var nødt til at bruge offentlige toiletter. Det anførte om, at klageren frygter at blive udsat for vold i Belgien, fordi nogle af de samme kriminelle [personer], som han havde problemer med i [sit hjemland], også befinder sig i Belgien, kan ikke føre til, at klageren ikke kan overføres til Belgien. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at tage kontakt til de belgiske myndigheder, herunder det belgiske politi, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. For så vidt angår det anførte om adgangen til indkvartering og asylproceduren i Belgien bemærker Flygtningenævnet, at de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold for asylansøgere i Belgien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig og senest kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i fem tilfælde vedrørende flere hundrede personer har anvendt bestemmelsen i artikel 39 i Domstolens procesreglement om foreløbige foranstaltninger i forbindelse med behandling af klager fra en række hjemløse asylsøgere i Belgien. Det drejer sig om følgende sager: Foreløbig foranstaltning af 31. oktober 2022, Camara mod Belgien (app. no. 49255/22), foreløbig foranstaltning af 15. november 2022, Msallem og 147 andre mod Belgien (app. no. 48987/22 og 147 andre), foreløbig foranstaltning af 21. november 2022, Reazei Shayan og 189 andre mod Belgien (app. no. 49464/22 og 189 andre), foreløbig foranstaltning af 1. december 2022, Almassri og 121 andre mod Belgien (app. no. 49424/22 og 121 andre), og senest foreløbig foranstaltning af 13. december 2022, Al-Shujaa og andre mod Belgien (app. no. 52208/22 og 142 andre). Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i forbindelse med disse sager udsendt flere pressemeddelelser, senest den 16. december 2022, hvor domstolen har oplyst om baggrunden for sagerne. Af den seneste pressemeddelelse fremgår det blandt andet, at sagsøgerne havde anlagt sag ved arbejdsretten i Bruxelles, som pålagde de belgiske myndigheder at tilbyde sagsøgerne indkvartering og materiel bistand, men at de belgiske myndigheder ikke har efterkommet disse afgørelser. Sagsøgerne har på den baggrund anlagt sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med påstand om, at den belgiske stat blandt andet har overtrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, 6, 8 og 13. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har på den baggrund – som foreløbige foranstaltninger – anmodet den belgiske stat om at efterkomme den nationale domstols afgørelser, mens de indbragte sager realitetsbehandles. Af AIDA’s, Country Report: Belgium 2021, opdateret i april 2022, fremgår det blandt andet, at alle asylansøgere har ret til at få adgang til indkvarteringssystemet fra det øjeblik, der indgives en asylansøgning. Det fremgår endvidere af rapporten, at det belgiske indkvarteringssystem dækker asylansøgeres basale behov, herunder adgang til sovefaciliteter, måltider og øvrige sanitære faciliteter. Samtidig er der dog i rapporten peget på en række problemer i det belgiske modtagesystem. Det fremgår blandt andet på side 90-91: “In September 2021, Fedasil announced that the reception network was under pressure, the occupancy rate on 9 September 2021 being at 96% (the saturation capacity being 94%). […] Since mid-October 2021, this situation has evolved into a reception crisis, during which large groups (each day between 60 and 150 individuals) of applicants for international protection - mainly single men - did not receive access to a reception place for often multiple days, sometimes weeks. Homeless shelters in the city of Brussels being completely full, the applicants had no other option than to sleep rough, returning to the arrival centre every day hoping to get access to a reception place. Families with children and non-accompanied minors were given priority in the search of a reception place and gained access to the reception network on most days. On some days, however, some applicants with very vulnerable profiles – including non-accompanied minors and a family with 5 minor children and their 8-month pregnant mother – did not receive a reception place. […]”. Af Amnesty Internationals rapport ”The State of the World’s Human Rights”, udgivet i marts 2022, fremgår af afsnittet vedrørende Belgien, at ”Every day from mid-October until the end of December tens of asylum seekers were not provided with access to housing as the numbers exceeded reception capacity.” Af nyere baggrundsmateriale kan der endvidere blandt andet henvises til ECRE’s artikel ”Reception Crises: Fedasil staff Protests as Reception Crisis in Belgium Reaches Boiling Point”, udgivet den 2. september 2022, hvoraf det fremgår: ”[…] In Belgium the ongoing reception crisis with people sleeping rough continue due to a saturation of the reception system. Local media reported of the crisis reaching “a boiling point” on 18 August with around 150 asylum seekers camped outside the closed gates of the reception centre, Petit Chateau, in Brussels where asylum seekers first register to enter the system. The police had moved the entrance of the centre to the front of the building following complaints from local residents leaving staff from Fedasil without a separate way in and unable to enter. […] On 23 August police violently dispersed a crowd in front of Petit Chateau where more than 180 men were lining up in queues for registration and chaos erupted when some were left out and others allowed in. On the same day Fedasil employees across 36 reception centres stopped working to protest against the ongoing reception crisis. In a statement the protestors expressed that they had had enough of the situation and wanted to show solidarity with their colleagues at Petit Chateau as well as the asylum seekers left on the streets.” Ligeledes kan der henvises til ECRE’s artikel ”Reception Crises: Belgium Leaves Vulnerable Asylum Seekers in the Streets Without Shelter”, udgivet den 14. oktober 2022, hvoraf det fremgår: “Belgium has been failing to meet its obligation to provide reception to applicants for international protection since October 2021. Since then, the Belgian government has put a system of priorities in place to manage reception. […] ECRE member Vluchtelingenwerk Vlaanderen described this as a worrying development: “In January, the transiting asylum seekers weren’t not given reception. The single men followed. There was talk of couples being refused a while ago, but that was quickly reversed. Now it concerns all single men, regardless of medical problems. Someone has been put on the street with jaundice, and someone with a serious form of cancer who needs treatment. This is another step towards absolute chaos and inhumanity”. By early October, 4,500 cases have been filed against the Belgian Federal Asylum Agency (Fedasil) before the Brussels labor court in 2022 for failing to provide shelter to asylum seekers. The court expects the number to reach 5000 within a week.” Derudover kan der henvises til lignende artikler fra ECRE af 11. november 2022 og 25. november 2022, hvor det beskrives, at indkvarteringsforholdene i Belgien fortsat er mangelfulde. Flygtningenævnet bemærker, at Dublinforordningen skal fortolkes og anvendes under iagttagelse af de ved EU’s charter sikrede grundlæggende rettigheder. Det i chartrets artikel 4 fastsatte forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling er i denne henseende af afgørende betydning. Belgien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggelse rettigheder. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere om en sådan beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet skal indledningsvis foretage en vurdering af, om forholdene i Belgien er af sådan en karakter, at der generelt må anses for at være systemfejl i asylproceduren og modtageforholdene, som medfører en risiko for krænkelse af EU-chartrets artikel 4 og EMRK artikel 3. Der henvises til EU-domstolens dom af 21. december 2011, N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), præmis 85-86 og 106. Uanset de foreliggende oplysninger om den aktuelle situation for så vidt angår modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien med udgangspunkt navnlig i de ovenfor beskrevne foreløbige foranstaltninger fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder Flygtningenævnet, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien, at enhver overførsel til Belgien i medfør af Dublinforordningen vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige det anførte i EU-domstolens dom af 19. marts 2019, Abubacarr Jawo (C-163/17) under besvarelsen af det tredje spørgsmål i den præjudicielle forelæggelse. Flygtningenævnet skal herefter foretage en vurdering af, om klagerens konkrete forhold er af en sådan karakter, at der er behov for en individualiseret garanti fra Belgien om, at man ved modtagelsen af den konkrete udlænding vil stille specifikke modtageforhold til rådighed, der sikrer, at klageren ikke kommer i en situation omfattet af EU-chartrets artikel 4 og EMRK artikel 3. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Efter de foreliggende oplysninger om de alvorlige mangler ved de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold i Belgien, især for så vidt angår indkvarteringen af enlige mænd, forudsætter Flygtningenævnet imidlertid, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Belgien indhenter en garanti fra de belgiske myndigheder om, at klageren rent faktisk vil blive tilbudt modtage- og indkvarteringsforhold i overensstemmelse med den nationale lovgivning i Belgien og landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, jf. herved principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz (sagsnr. 29217/12)” dub-belg/2022/7/ehd
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Belgien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen vedrørende en mand, der har fået meddelt afslag på asyl i Belgien. Flygtningenævnet forudsatte imidlertid, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Belgien indhenter en garanti fra de belgiske myndigheder om, at klageren vil blive modtaget i overensstemmelse med den nationale lovgivning i Belgien og landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.DRC Dansk Flygtningehjælp og klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold i Belgien samt til de forhold, at klageren tidligere har haft opholdstilladelse i Danmark, og at hans mor og søskende har opholdstilladelse som flygtninge i Danmark. Efter en gennemgang af sagen udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Klageren har navnlig gjort gældende, at de belgiske myndigheders behandling af asylsager lider af sådanne systemiske mangler, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark. Klageren har endvidere gjort gældende, at hans tilknytning til Danmark i form af tidligere opholdstilladelse og familiemæssige forhold er af sådan en karakter, at asylsagen bør behandles i Danmark. Klageren har oplyst, at han efter registrering som asylansøger i Belgien i [foråret] 2019, flyttede ind på et asylcenter i Namur. Han boede ikke på centeret så længe, idet han for det meste opholdt sig hos sine venner og hos en kvinde, som han kendte. Han fik afslag på asyl efter omtrent ét år og nogle måneder. Han læste ikke afslaget, da han var småsyg og ikke boede på centret, hvortil afslaget var sendt. Han klagede over afslaget på asyl, men retten stadfæstede afslaget. Efter afslaget forblev han i Belgien, hvor han boede hos nogle venner og en kvinde. Han søgte om asyl igen i [foråret eller sommeren] 2021. Han fik på ny afslag, som han påklagede. Efter omtrent syv måneder fik han afslag i klagesagen og påbud om at udrejse af Belgien. Han blev i den forbindelse bedt om at forlade asylcentret, og han flyttede derfor til nogle venner i Belgien. Han udrejste af Belgien i [sommeren] 2022. Klageren har endvidere henvist til, at der består et afhængighedsforhold til hans herboende familie (mor og søskende). Flygtningenævnet tiltræder, at betingelserne er opfyldt for overførsel af klageren til Belgien, jf. udlændingelovens § 48 a, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, idet klageren har en afsluttet asylsag i Belgien, hvor han er registreret som asylsøger henholdsvis [i foråret] 2019 og [i foråret] 2021, og Belgien [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren. Spørgsmålet er herefter, om der i sagen foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, der taler for alligevel at behandle klagerens asylansøgning her i landet i lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om modtageforholdene for asylansøgere i Belgien, jf. Dublinforordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder, at oplysningerne om klagerens helbredsforhold ikke kan føre til, at der foreligger sådanne særlige hensyn, der indebærer, at asylansøgningen bør behandles i Danmark. Klageren må således henvises til at kontakte sundhedsmyndighederne i Belgien med henblik på eventuel behandling af [sine lidelser]. Ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger fremstår de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold for asylsøgere i Belgien mangelfulde. Dette er navnlig og senest kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i flere tilfælde har anvendt bestemmelsen i artikel 39 i Domstolens procesreglement om foreløbige foranstaltninger i forbindelse med behandling af klager fra hjemløse asylsøgere i Belgien. Det drejer sig om følgende sager: Foreløbig foranstaltning af 31. oktober 2022, Camara mod Belgien (app. no. 49255/22), foreløbig foranstaltning af 15. november 2022, Msallem and 147 andre mod Belgien (app. nos. 48987/22 og 147 andre), foreløbig foranstaltning af 21. november 2022, Reazei Shayan og 189 andre mod Belgien (app. nos. 49464/22 og 189 andre), foreløbig foranstaltning af 1. december 2022, Almassri og 121 andre mod Belgien (app. nos. 49424/22 og 121 andre), og senest foreløbig foranstaltning af 13. december 2022, Al-Shujaa og andre mod Belgien (app. no. 52208/22 og 142 andre). Af Menneskerettighedsdomstolens seneste pressemeddelelse af 16. december 2022 i tilknytning til sagen vedrørende Al-Shujaa og andre (app.no. 52208/22 og 142 andre) fremgår blandt andet: ”… Principal facts and requests for interim measures. From September to December 2022 the Court received requests for interim measures under Rule 39 of the Rules of Court from about 832 applicants. They are asylum-seekers of various nationalities. About 58 of them have identified themselves to the Belgian authorities as unaccompanied minors. The applicants, who are in Belgium and have no accommodation, complain that they have not been allocated places in the reception system by the Federal Agency for the Reception of Asylum Seekers (Fedasil) in accordance with the Law of 12 January 2007 (“the 2007 Act”). Some of the applicants brought proceedings in the Brussels Labour Court (tribunal du travail) and obtained final domestic decisions directing that Fedasil was to assign them a place of accommodation and grant them the support required by section 6 of the 2007 Act, in default of which Fedasil was to be liable for damages which would continue to accrue until it did as directed. Those decisions have not been complied with to date. Some applicants have not sued in the Labour Court or have yet to receive a final domestic decision. Still others have been assigned places of accommodation since lodging interim measure requests with the Court. Complaints. The applicants allege an infringement of their rights under Article 3 (prohibition of inhuman and degrading treatment) of the Convention. Some of them also allege a violation of Article 8 (right to respect for private and family life) of the Convention and of Article 6 (right to a fair hearing) read in conjunction with Article 13 (right to an effective remedy). Decisions of the Court. The Court decided to indicate an interim measure to the Belgian State in the case of Al-Shujaa and Others v. Belgium (application no. 52208/22 and 142 others), concerning 143 applicants who had obtained domestic decisions which had become final. The Court directed the Belgian Government to comply with the decisions of the Brussels Labour Court and provide the applicants in question with accommodation and material assistance to meet their basic needs for the duration of the proceedings before the Court. The Court also decided, pursuant to Rule 39 § 2 of the Rules of Court, to give notice of the interim measure to the Committee of Ministers. Furthermore the Court decided to reject the requests for interim measures of those applicants (adults or unaccompanied minors) who had not obtained a final domestic decision. There are 57 such applicants. The Court took note of the withdrawal of the interim measure requests of some applicants (unaccompanied minors) as they had obtained accommodation.…” Af AIDA’s, Country Report: Belgium 2021, opdateret i april 2022, fremgår det blandt andet, at alle asylansøgere har ret til at få adgang til indkvarteringssystemet fra det øjeblik, der indgives en asylansøgning. Det fremgår endvidere af rapporten, at det belgiske indkvarteringssystem dækker asylansøgeres basale behov, herunder adgang til sovefaciliteter, måltider og øvrige sanitære faciliteter. Samtidig er der dog i rapporten peget på en række problemer i det belgiske modtagesystem. Af øvrigt baggrundsmateriale, der beskriver de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold i Belgien, kan der endvidere blandt andet henvises til ECRE Weekly Bulletin fra henholdsvis den 2. september 2022 og 21. oktober 2022. Belgien har tiltrådt EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dublinforordningen bygger desuden på et princip om gensidig tillid. Uanset de foreliggende oplysninger om den aktuelle situation for så vidt angår modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien med udgangspunkt navnlig i de ovenfor beskrevne foreløbige foranstaltninger fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder Flygtningenævnet, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien, at en overførsel af klageren til Belgien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder artikel 4, jf. herved tillige det anførte i EU-domstolens dom af 19. marts 2019 (Abubacarr Jawo mod Forbundsreplikken Tyskland, sag C-163/17) under besvarelsen af det tredje spørgsmål i den præjudicielle forelæggelse. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Belgien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Belgien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det fremgår af sagen, at klageren tidligere har haft opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, og at hans mor og søskende befinder sig her i landet. Klagerens mor og søskende er imidlertid ikke omfattet af Dublinforordningens familiebegreb, jf. forordningens artikel 2, litra g, og der er navnlig i lyset af klagerens udrejse af Danmark i 2019 og de øvrige oplysninger om forholdene i familien ikke grundlag for at antage, at der foreligger et afhængighedsforhold mellem klageren og hans herboende familie, som kan føre til, at asylsagen skal behandles her i landet med henvisning til de af klageren påberåbte bestemmelser i Dublinforordningen, EU-charteret (artikel 24), Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (artikel 8) og Børnekonventionen (artikel 3) samt hensynet til familiens enhed. Det bemærkes, at den relation, som klageren har haft til sine familiemedlemmer under opholdet i Danmark i det væsentlige må beskrives som et almindeligt familieliv uden at der foreligger et afhængighedsforhold. Samlet set finder Flygtningenævnet derfor, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Efter de foreliggende oplysninger om de alvorlige mangler ved de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold i Belgien forudsætter nævnet imidlertid, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Belgien indhenter en garanti fra de belgiske myndigheder om, at klageren vil blive modtaget i overensstemmelse med den nationale lovgivning i Belgien og landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser. Det bemærkes, at Flygtningenævnet er opmærksom på, at klageren allerede har fået afgjort sin asylsag i Belgien.” Dub-belg/2022/6/ehd
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Belgien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Belgien og trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet forudsatte imidlertid, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Belgien indhenter en garanti fra de belgiske myndigheder om, at klageren rent faktisk vil blive tilbudt modtage- og indkvarteringsforhold i overensstemmelse med den nationale lovgivning i Belgien og landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.DRC Dansk Flygtningehjælp og klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Belgien samt klagerens helbredsforhold. Efter en gennemgang af sagen udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Klageren har navnlig gjort gældende, at de belgiske myndigheders behandling af asylsager lider af sådanne systemiske mangler, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han fik taget fingeraftryk hos myndighederne i Belgien, og han fik oplyst af myndighederne, at han ikke kunne få anvist en bolig. Flygtningenævnet tiltræder, at betingelserne er opfyldt for overførsel af klageren til Belgien, jf. udlændingelovens § 48 a, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, idet klageren [i sommeren] 2022 er registreret som asylansøger i Belgien, idet klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen, og idet Belgien [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren. Spørgsmålet er herefter, om der i sagen foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, der taler for alligevel at behandle klagerens asylansøgning her i landet, jf. Dublinforordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder, at oplysningerne om klagerens helbredsforhold ikke kan føre til, at der foreligger sådanne særlige hensyn, der indebærer, at asylansøgningen bør behandles i Danmark. Klageren må således henvises til at kontakte sundhedsmyndighederne i Belgien med henblik på eventuel behandling af sine [skader og sygdomme]. Ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger fremstår de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold for asylsøgere i Belgien mangelfulde. Dette er navnlig og senest kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i flere tilfælde har anvendt bestemmelsen i artikel 39 i Domstolens procesreglement om foreløbige foranstaltninger i forbindelse med behandling af klager fra hjemløse asylsøgere i Belgien. Det drejer sig om følgende sager: Foreløbig foranstaltning af 31. oktober 2022, Camara mod Belgien (app. no. 49255/22), foreløbig foranstaltning af 15. november 2022, Msallem and 147 andre mod Belgien (app. nos. 48987/22 og 147 andre), foreløbig foranstaltning af 21. november 2022, Reazei Shayan og 189 andre mod Belgien (app. nos. 49464/22 og 189 andre), foreløbig foranstaltning af 1. december 2022, Almassri og 121 andre mod Belgien (app. nos. 49424/22 og 121 andre), og senest foreløbig foranstaltning af 13. december 2022, Al-Shujaa og andre mod Belgien (app. no. 52208/22 og 142 andre). Af Menneskerettighedsdomstolens seneste pressemeddelelse af 16. december 2022 i tilknytning til sagen vedrørende Al-Shujaa og andre (app.no. 52208/22 og 142 andre) fremgår blandt andet: ”… Principal facts and requests for interim measures. From September to December 2022 the Court received requests for interim measures under Rule 39 of the Rules of Court from about 832 applicants. They are asylum-seekers of various nationalities. About 58 of them have identified themselves to the Belgian authorities as unaccompanied minors. The applicants, who are in Belgium and have no accommodation, complain that they have not been allocated places in the reception system by the Federal Agency for the Reception of Asylum Seekers (Fedasil) in accordance with the Law of 12 January 2007 (“the 2007 Act”). Some of the applicants brought proceedings in the Brussels Labour Court (tribunal du travail) and obtained final domestic decisions directing that Fedasil was to assign them a place of accommodation and grant them the support required by section 6 of the 2007 Act, in default of which Fedasil was to be liable for damages which would continue to accrue until it did as directed. Those decisions have not been complied with to date. Some applicants have not sued in the Labour Court or have yet to receive a final domestic decision. Still others have been assigned places of accommodation since lodging interim measure requests with the Court. Complaints. The applicants allege an infringement of their rights under Article 3 (prohibition of inhuman and degrading treatment) of the Convention. Some of them also allege a violation of Article 8 (right to respect for private and family life) of the Convention and of Article 6 (right to a fair hearing) read in conjunction with Article 13 (right to an effective remedy). Decisions of the Court. The Court decided to indicate an interim measure to the Belgian State in the case of Al-Shujaa and Others v. Belgium (application no. 52208/22 and 142 others), concerning 143 applicants who had obtained domestic decisions which had become final. The Court directed the Belgian Government to comply with the decisions of the Brussels Labour Court and provide the applicants in question with accommodation and material assistance to meet their basic needs for the duration of the proceedings before the Court. The Court also decided, pursuant to Rule 39 § 2 of the Rules of Court, to give notice of the interim measure to the Committee of Ministers. Furthermore the Court decided to reject the requests for interim measures of those applicants (adults or unaccompanied minors) who had not obtained a final domestic decision. There are 57 such applicants. The Court took note of the withdrawal of the interim measure requests of some applicants (unaccompanied minors) as they had obtained accommodation.…” Af AIDA’s, Country Report: Belgium 2021, opdateret i april 2022, fremgår det blandt andet, at alle asylansøgere har ret til at få adgang til indkvarteringssystemet fra det øjeblik, der indgives en asylansøgning. Det fremgår endvidere af rapporten, at det belgiske indkvarteringssystem dækker asylansøgeres basale behov, herunder adgang til sovefaciliteter, måltider og øvrige sanitære faciliteter. Samtidig er der dog i rapporten peget på en række problemer i det belgiske modtagesystem. Af øvrigt baggrundsmateriale, der beskriver de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold i Belgien, kan der endvidere blandt andet henvises til ECRE Weekly Bulletin fra henholdsvis den 2. september 2022 og 21. oktober 2022. Belgien har tiltrådt EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dublinforordningen bygger desuden på et princip om gensidig tillid. Uanset de foreliggende oplysninger om den aktuelle situation for så vidt angår modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien med udgangspunkt navnlig i de ovenfor beskrevne foreløbige foranstaltninger fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder Flygtningenævnet, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien, at en overførsel af klageren til Belgien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder artikel 4, jf. herved tillige det anførte i EU-domstolens dom af 19. marts 2019 (Abubacarr Jawo mod Forbundsreplikken Tyskland, sag C-163/17) under besvarelsen af det tredje spørgsmål i den præjudicielle forelæggelse. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Belgien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Belgien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Samlet set finder Flygtningenævnet derfor, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Efter de foreliggende oplysninger om de alvorlige mangler ved de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold i Belgien forudsætter nævnet imidlertid, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Belgien indhenter en garanti fra de belgiske myndigheder om, at klageren rent faktisk vil blive tilbudt modtage- og indkvarteringsforhold i overensstemmelse med den nationale lovgivning i Belgien og landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser.” Dub-belg/2022/5/ehd
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Belgien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Belgien og trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet forudsatte imidlertid, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Belgien indhenter en garanti fra de belgiske myndigheder om, at klageren rent faktisk vil blive tilbudt modtage- og indkvarteringsforhold i overensstemmelse med den nationale lovgivning i Belgien og landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.DRC Dansk Flygtningehjælp og klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Belgien samt det forhold, at klageren har en konflikt med nogle enkeltpersoner i Belgien. Efter en gennemgang af sagen udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Klageren har navnlig gjort gældende, at de belgiske myndigheders behandling af asylsager lider af sådanne systemiske mangler, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark. Klageren har til støtte herfor forklaret, at han fik taget fingeraftryk hos myndighederne i Belgien, og at han derefter fik at vide, at han måtte klare sig selv. Klageren har desuden forklaret, at han boede på gaden i Belgien. Flygtningenævnet tiltræder, at betingelserne er opfyldt for overførsel af klageren til Belgien, jf. udlændingelovens § 48 a, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, idet klageren [i sommeren] 2022 er registreret som asylansøger i Belgien, idet klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen, og idet Belgien [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren. Spørgsmålet er herefter, om der i sagen foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, der taler for alligevel at behandle klagerens asylansøgning her i landet, jf. Dublinforordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder, at oplysningerne om klagerens helbredsforhold ikke kan føre til, at der foreligger sådanne særlige hensyn, der indebærer, at asylansøgningen bør behandles i Danmark. Klageren må således henvises til at kontakte sundhedsmyndighederne i Belgien med henblik på eventuel behandling af sin [kroniske lidelse]. Ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger fremstår de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold for asylsøgere i Belgien mangelfulde. Dette er navnlig og senest kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i flere tilfælde har anvendt bestemmelsen i artikel 39 i Domstolens procesreglement om foreløbige foranstaltninger i forbindelse med behandling af klager fra hjemløse asylsøgere i Belgien. Det drejer sig om følgende sager: Foreløbig foranstaltning af 31. oktober 2022, Camara mod Belgien (app. no. 49255/22), foreløbig foranstaltning af 15. november 2022, Msallem and 147 andre mod Belgien (app. nos. 48987/22 og 147 andre), foreløbig foranstaltning af 21. november 2022, Reazei Shayan og 189 andre mod Belgien (app. nos. 49464/22 og 189 andre), foreløbig foranstaltning af 1. december 2022, Almassri og 121 andre mod Belgien (app. nos. 49424/22 og 121 andre), og senest foreløbig foranstaltning af 13. december 2022, Al-Shujaa og andre mod Belgien (app. no. 52208/22 og 142 andre). Af Menneskerettighedsdomstolens seneste pressemeddelelse af 16. december 2022 i tilknytning til sagen vedrørende Al-Shujaa og andre (app.no. 52208/22 og 142 andre) fremgår blandt andet: ”… Principal facts and requests for interim measures. From September to December 2022 the Court received requests for interim measures under Rule 39 of the Rules of Court from about 832 applicants. They are asylum-seekers of various nationalities. About 58 of them have identified themselves to the Belgian authorities as unaccompanied minors. The applicants, who are in Belgium and have no accommodation, complain that they have not been allocated places in the reception system by the Federal Agency for the Reception of Asylum Seekers (Fedasil) in accordance with the Law of 12 January 2007 (“the 2007 Act”). Some of the applicants brought proceedings in the Brussels Labour Court (tribunal du travail) and obtained final domestic decisions directing that Fedasil was to assign them a place of accommodation and grant them the support required by section 6 of the 2007 Act, in default of which Fedasil was to be liable for damages which would continue to accrue until it did as directed. Those decisions have not been complied with to date. Some applicants have not sued in the Labour Court or have yet to receive a final domestic decision. Still others have been assigned places of accommodation since lodging interim measure requests with the Court. Complaints. The applicants allege an infringement of their rights under Article 3 (prohibition of inhuman and degrading treatment) of the Convention. Some of them also allege a violation of Article 8 (right to respect for private and family life) of the Convention and of Article 6 (right to a fair hearing) read in conjunction with Article 13 (right to an effective remedy). Decisions of the Court. The Court decided to indicate an interim measure to the Belgian State in the case of Al-Shujaa and Others v. Belgium (application no. 52208/22 and 142 others), concerning 143 applicants who had obtained domestic decisions which had become final. The Court directed the Belgian Government to comply with the decisions of the Brussels Labour Court and provide the applicants in question with accommodation and material assistance to meet their basic needs for the duration of the proceedings before the Court. The Court also decided, pursuant to Rule 39 § 2 of the Rules of Court, to give notice of the interim measure to the Committee of Ministers. Furthermore the Court decided to reject the requests for interim measures of those applicants (adults or unaccompanied minors) who had not obtained a final domestic decision. There are 57 such applicants. The Court took note of the withdrawal of the interim measure requests of some applicants (unaccompanied minors) as they had obtained accommodation.…” Af AIDA’s, Country Report: Belgium 2021, opdateret i april 2022, fremgår det blandt andet, at alle asylansøgere har ret til at få adgang til indkvarteringssystemet fra det øjeblik, der indgives en asylansøgning. Det fremgår endvidere af rapporten, at det belgiske indkvarteringssystem dækker asylansøgeres basale behov, herunder adgang til sovefaciliteter, måltider og øvrige sanitære faciliteter. Samtidig er der dog i rapporten peget på en række problemer i det belgiske modtagesystem. Af øvrigt baggrundsmateriale, der beskriver de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold i Belgien, kan der endvidere blandt andet henvises til ECRE Weekly Bulletin fra henholdsvis den 2. september 2022 og 21. oktober 2022. Belgien har tiltrådt EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dublinforordningen bygger desuden på et princip om gensidig tillid. Uanset de foreliggende oplysninger om den aktuelle situation for så vidt angår modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien med udgangspunkt navnlig i de ovenfor beskrevne foreløbige foranstaltninger fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder Flygtningenævnet, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien, at en overførsel af klageren til Belgien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder artikel 4, jf. herved tillige det anførte i EU-domstolens dom af 19. marts 2019 (Abubacarr Jawo mod Forbundsreplikken Tyskland, sag C-163/17) under besvarelsen af det tredje spørgsmål i den præjudicielle forelæggelse. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Belgien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Belgien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Samlet set finder Flygtningenævnet derfor, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Efter de foreliggende oplysninger om de alvorlige mangler ved de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold i Belgien forudsætter nævnet imidlertid, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Belgien indhenter en garanti fra de belgiske myndigheder om, at klageren rent faktisk vil blive tilbudt modtage- og indkvarteringsforhold i overensstemmelse med den nationale lovgivning i Belgien og landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser”. Dub-belg/2022/4/ehd
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2021.”Ansøgeren er etnisk tigray og kristen fra Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at hun vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb af de etiopiske myndigheder eller civilbefolkningen, fordi hun er etnisk tigray. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive tvangsrekrutteret til Tigray Deference Force (TDF). Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at alle etniske tigrayer forfølges og er i risiko for vilkårlig fængsling, overgreb og drab. [I vinteren 19/20] blev ansøgeren og hendes families bopæl opsøgt og ransaget af etiopiske føderalsoldater. Ansøgerens [antal] brødre blev taget af soldaterne, og ansøgeren blev udsat for seksuelt overgreb foran [sine familiemedlemmer]. Ansøgeren flygtede den følgende dag til Addis Ababa, hvorefter hun udrejste [i sommeren] 2021. Det fremgår af de foreliggende baggrundoplysninger, at situationen for etniske tigrayere (også i Addis Abeba) i den seneste tid er blevet forbedret, idet tærsklen for arrestation af etniske tigrayere synes at være noget højere på nuværende tidspunkt sammenlignet med situationen under undtagelsestilstanden, og der ikke i den seneste tid har været foretaget massearrestationer af tigrayere i Addis Abeba, jf. Landinfo, Etiopia Utvikling siden november 2021 (april 2022), s. 14. Det anføres samtidig, at ”Tigrayer anses […] ikke lenger, utelukkende i kraft af sin etnisitet, som en sikkerhetsmessig trussel for myndighetene i like stor grad som tidligere”, jf. Landinfo, Etiopia Utvikling siden november 2021 (april 2022), s. 14. Heraf følger, at det fortsat forekommer – blot ikke i samme omfang som tidligere – at etniske tigrayere bliver anholdt alene i kraft af deres etnicitet. Der er i november 2022 indgået en fredsaftale mellem den etiopiske regering og myndighederne i Tigray-regionen. Flygtningenævnet finder herefter, at den nuværende situation i Addis Ababa ikke er af en sådan karakter, at enhver tigray vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb. Det må derfor bero på en konkret vurdering af den enkelte ansøgers individuelle forhold, om betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter § 7 er opfyldt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun risikerer at blive tvangsrekrutteret til Tigray Defence Force til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke er blevet kontaktet af nogen fra Tigray Defence Force eller forsøgt rekrutteret. Der er heller ikke i de foreliggende baggrundsoplysninger støtte for en sådan risiko ved ansøgerens tilbagevenden til Addis Ababa. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er særligt profileret i forhold til de etiopiske myndigheder. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hverken hun eller hendes familie har været politisk aktive eller haft tilknytning til Tigray People’s Liberation Force (TPLF) eller Tigray Defence Force (TDF). Flygtningenævnet finder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i sin afgørelse, at ransagningen af ansøgerens families bolig, hvor ansøgers brødre blev taget af de etiopiske soldater, og hvor ansøgeren blev udsat for et seksuelt overgreb, var et udslag den generelle situation i Tigray som følge af den væbnede konflikt, og at overgrebet ikke skete, fordi ansøgeren eller ansøgerens familie var efterstræbt af de etiopiske myndigheder. Dette støttes af, at ansøgeren under mødet i nævnet har forklaret, at overgrebet skete i forbindelse med, at de føderale soldater trængte ind i byen, og at overgrebet formentlig skete, fordi hun og hendes brødre er tigray. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren under mødet i nævnet har forklaret, at overgrebet og hendes brødres forsvinden er led krigsførelsen, og at hun i givet fald vil være indstillet på at afgive forklaring herom i forbindelse med et retsopgør om krigsforbrydelser. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for, at det begåede seksuelle overgreb eller hendes brødres forsvinden i sig selv har gjort ansøgeren særligt profilet, heller ikke selv om ansøgeren på et senere tidspunkt eventuelt måtte afgive forklaring herom. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation i Etiopien ikke i selv er asylbegrundende. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at hun i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2022/9/juri
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2021.”Ansøgeren er etnisk tigray og kristen fra Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb og fængsling af de etiopiske myndigheder, fordi han er etnisk tigray og på baggrund heraf har han tidligere været fængslet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i forbindelse med krigsudbrud i Tigray-regionen i [efteråret] 2020 modtog et opkald fra sin arbejdergiver om, at han ikke længere skulle møde på arbejde. [I efteråret] 2020 blev han opsøgt af politiet på sin bopæl, hvorefter han blev anholdt og fængslet i tre måneder. Han blev herefter løsladt mod kaution. [I vinteren] 2021 blev ansøgeren på ny tilbageholdt, hvor han blev fængslet i fjorten dage, hvorefter han blev løsladt mod betaling af kaution og betingelse om at blive i Addis Ababa. I forbindelse med, at ansøgeren skulle udrejse til Danmark for at deltage i et kursus, mødtes han med to kollegaer på en café i Addis Ababa. Ansøgeren og hans to kollegaer blev opsøgt af politiet og de blev kørt til politistationen, hvorefter de blev tilbageholdt et par dage. I forbindelse med, at de skulle overflyttes til et andet fængsel, blev ansøgerens kollega udsat for en ulykke. Politiet løslod dem, hvorefter ansøgeren og en kollega hjalp den anden kollega til hospitalet. Ansøgeren blev under sine tilbageholdelser udsat for verbal chikane og nedsættende ord om sin etnicitet samt beskyldt for at have støttet tigray-bevægelsen. Det fremgår af de foreliggende baggrundoplysninger, at situationen for etniske tigrayere (også i Addis Abeba) i den seneste tid er blevet forbedret, idet tærsklen for arrestation af etniske tigrayere synes at være noget højere på nuværende tidspunkt sammenlignet med situationen under undtagelsestilstanden, og at der ikke i den seneste tid været foretaget massearrestationer af tigrayere i Addis Abeba, jf. Landinfo, Etiopia Utvikling siden november 2021 (april 2022), s. 14. Det anføres samtidig, at ”Tigrayer anses […] ikke lenger, utelukkende i kraft af sin etnisitet, som en sikkerhetsmessig trussel for myndighetene i like stor grad som tidligere”, jf. Landinfo, Etiopia Utvikling siden november 2021 (april 2022), s. 14. Heraf følger, at det fortsat forekommer – blot ikke i samme omfang som tidligere – at etniske tigrayere bliver anholdt alene i kraft af deres etnicitet. Der er i november 2022 indgået en fredsaftale mellem den etiopiske regering og myndighederne i Tigray-regionen. Flygtningenævnet finder herefter, at den nuværende situation i Addis Ababa ikke er af en sådan karakter, at enhver tigray vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb. Det må derfor bero på en konkret vurdering af den enkelte ansøgers individuelle forhold, om betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter § 7 er opfyldt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de etiopiske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svaret upræcist og afglidende på flere centrale spørgsmål. Ansøgeren og [kollega], hvis ansøgning er sambehandlet med ansøgers, har forklaret forskelligt om hændelsesforløbet vedrørende ansøgers seneste anholdelse. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvorvidt hans kollega i forbindelse med den første fængsling, var fængslet samme sted som ansøgeren. Hertil kommer, at ansøgeren først under mødet i nævnet på forespørgsel har forklaret, at hans ægtefælle og deres fælles barn er flyttet til en anden adresse, fordi han ikke er rejst tilbage. Ansøgeren indrejste [i sommeren] 2021 på besøgsvisum til Danmark for at deltage et kursus på [uddannelsessted] i [kursusbeskrivelse] i perioden [sommeren] 2021 til [efteråret] 2021, som han havde fået rejselegat til i kraft af sin ansættelse som [beskæftigelse] hos sin arbejdsgiver, et offentligt [selskab]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren i kraft af sin tidligere ansættelse er særligt profileret i forhold til de etiopiske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke har deltaget i politiske aktiviteter, mens han boede i Etiopien. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hans arbejdsgiver i 2021 indsendte lister over mulige kursusdeltagere, hvor han blev udvalgt til at deltage i kurset. Hans arbejdsgiver ansøgte i [sommeren] 2021 om visum. Ansøgeren har imidlertid forklaret, at han blev hjemsendt fra sit arbejde allerede [i efteråret] 2020, og at han ikke mødte på arbejde igen efter hjemsendelsen. Der foreligger ingen nærmere forklaring om, hvorfor hans arbejdsgiver, som er et nationalt [selskab], skulle ønske at sende netop ansøgeren, der på grund af sin etnicitet var hjemsendt, på kurset i stedet for en anden medarbejder, som forsat arbejdede i virksomheden. Hertil kommer, at ansøgeren udrejste legalt og problemfrit fra Addis Ababa. Ansøgerens forklaring om, at havde fået udstedt et særligt brev af sin arbejdsgiver, som skulle forevises for at sikre en problemfri udrejse, forekommer ikke troværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på det tidspunkt var hjemsendt, og at brevet fremtræder som en ansøgning fra ansøgers arbejdsgiver til den danske ambassade i [land] om visum til ansøger, hvilket også tidsmæssigt passer med forløbet i sagen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om ansøgningen af kursusophold og visum har været usammenhængende og upræcist. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at han som følge af sine politiske aktiviteter og aktiviteter på sociale medier siden sin indrejse i Danmark er i risiko for asylbegrundende overgreb ved tilbagevenden til Etiopien. Ansøgeren har i forbindelse med møde i nævnet fremlagt et billede, hvor han under en demonstration på [placering] deltager og bærer et skilt med et politisk budskab. Der er offentliggjort et videoklip fra demonstrationen på [socialt medie], men ikke med angivelse af ansøgerens navn eller på ansøgerens sociale medier. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at han ikke har modtaget trusler eller negative reaktioner i forbindelse med sin deltagelse, ligesom hans ægtefælle ikke er blevet kontaktet af myndighederne i forbindelse hermed. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans politiske aktiviteter er kommet til de etiopiske myndigheders kundskab, og at han derved er blevet særligt profilet i forhold til det etiopiske myndigheder. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation i Etiopien ikke i selv er asylbegrundende. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2022/8/juri
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ikke var blevet behandlet godt i Tyskland, og at han ikke havde modtaget behandling for sine helbredsmæssige problemer. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han aldrig har følt sig velkommen, og at han ikke er blevet behandlet godt i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at Tyskland ikke overholder deres internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt artikel 4 i EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende klagerens helbredsmæssige forhold, navnlig at klageren er i gang med et psykologforløb, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/28/juri
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren frygtede at blive sendt tilbage til [europæisk land] uden en ordentlig sagsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse. Det forhold, at klageren ikke ønsker at blive overført til Tyskland, idet han derfra frygter at blive deporteret til [europæisk land], hvor han efter klagerens oplysninger står til en fængselsstraf på fem år, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der ikke er holdepunkter for at tro, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det, som DRC Dansk Flygtningehjælp, har anført, om, at det tyske politi var meget hårdhændede ved klageren og blandt andet slog ham i forbindelse med udsendelsen samt at klageren under hele episoden ikke fik mad eller drikke, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren efter det oplyste ikke har indgivet en klage til en overordnet instans over det tyske politis håndtering af ham. Det af klageren anførte vedrørende hans helbredsmæssige forhold, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han har fået behandling for sine psykiske problemer i Tyskland. Klageren må fortsat forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet bemærker endelig, at det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 i princippet ikke forpligter en kontraherende stat til at afstå fra at udsende en person, når denne er i stand til at rejse, og på betingelse af, at de nødvendige, passende og til personens sundhedstilstand tilpassede foranstaltninger er truffet i denne henseende, jf. blandt andet Menneskerettighedsdomstolens dom af 30. april 2013 i Kochieva m.fl. mod Sverige (app. 75203/12) og dom af 7. april 2015 i Khachatryan mod Belgien (app. 72597/10). For så vidt angår udsendelsen af selvmordstruede har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol flere gange fastslået, at den omstændighed, at en person, over for hvilken der er truffet afgørelse om udsendelse er selvmordstruet, ikke forpligter den kontraherende stat til at afstå fra at gennemføre den trufne foranstaltning, såfremt staten træffer konkrete foranstaltninger for at forhindre selvmordet, jf. ovenfor henviste domme. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse af 9. november 2022 om at overføre klageren til Tyskland, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/27/juri
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameroun. Indrejst i 2013.”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og [etnicitet] og kristen fra [by], Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har en konflikt med myndighederne på grund af økonomisk støtte til den camerounske befolkning. Ansøgeren har videre henvist til, at han har en konflikt med separatister, idet ansøgeren ikke er enig med dem. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter sin egen og landets økonomiske situation. Ansøgeren har til støtte herfor indledningsvist henvist til, at han en enkelt gang bidrog til en indsamling igennem en organisation, som støttede op omkring protestmarcherne i landet. Myndighederne i Cameroun havde en liste med navne over de personer, som har bidraget til indsamlingen. Ansøgeren har af sin ven fået at vide, at myndighederne ledte efter familien. Ansøgeren har endvidere oplyst, at ansøgeren efterfølgende stiftede gruppen [gruppe] med henblik på at hjælpe internt fordrevne folk fra Cameroun. Flygtningenævnet kan alene lægge dele af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er uenig med separatisterne i Cameroun, men ikke efter sin forklaring som sådan har nogen konflikter med dem. Det beror således på ansøgerens egen formodning, at separatisterne skulle være orienteret herom, idet ansøgeren ikke personligt har oplevet noget i den forbindelse. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med myndighederne i Cameroun, som følge af ansøgerens politiske aktiviteter, herunder, at han er medstifter af organisationen [organisation]. Flygtningenævnet har herved i det væsentlige lagt vægt på de samme forhold som anført af Udlændingestyrelsen. Ansøgerens forklaring herom har således været divergerende, udbyggende og ikke overbevisende, herunder om ansøgeren var medstifter af [organisation] og bistod ved at sende ca. [beløb] kr. ad flere omgange til en kontaktperson i Cameroun, som blev anholdt i slutningen af 2019, og at ansøger tror at denne har oplyst myndighederne om ansøgerens navn, idet ansøgerens mor blev opsøgt 2 uger før ansøgerens samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021, henved 2 år efter, og at ansøgeren ikke ved om disse personer var myndighedspersoner eller fra separatisterne. Der er endvidere ikke holdepunkter for at antage, at ansøgerens navn skulle være på en liste hos myndighederne over personer der har finansieret ting i Cameroun, idet [familiemedlem A] til ansøgers ven, som er i militæret, ikke har nævnt at ansøgerens navn er på en sådan liste. Det forhold, at ansøgeren på nævnsmødet nu har forklaret, at ansøgerens [familiemedlem B] i fredags blev dræbt af militærfolk, idet han havde opholdt sig 2 dage i ansøgers mors hus, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at ansøgers [familiemedlem B] angiveligt skulle være blevet dræbt på grund af ansøgerens forhold. Ansøgeren har således på nævnsmødet samtidig forklaret, at ansøgers mor efter en episode i oktober 2022 var flyttet til en anden by, men at [familiemedlem B] vidste hvor nøglen til huset var gemt og derfor selv kunne låse sig ind og opholde sig i huset i 2 dage. Flygtningenævnet har endelig henset til, at ansøgeren på nævnsmødet har forklaret udbyggende om episoden i oktober 2022, hvor hans mor skulle være blevet opsøgt af bevæbnede mænd. Hun var ikke hjemme, idet hun var i kirke. Døren var låst og der blev slået hul i taget, hvorefter døren kunne åbnes. Der blev ikke stjålet ting fra huset, men efterladt en seddel, hvorpå var skrevet: ”Vi kommer tilbage.” Der er derfor ikke grundlag for en udsættelse af sagen på indhentelse af yderligere oplysninger. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det findes påfaldende, at ansøgeren først søgte asyl efter hans opholdstilladelse som først studerende i 2013 og senere som familiesammenført med sin ægtefælle blev inddraget grundet samlivsophør [i foråret] 2021. De generelle forhold i Cameroun, herunder for den engelsktalende del af befolkningen, kan ikke i sig selv begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus. Ansøgeren har på ovennævnte baggrund herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Cameroun risikerer asylrelevant forfølgelse eller at han vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Came/2022/17/juri
Nævnet meddelte i juli 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 5 år for overtrædelse af personfarlig kriminalitet samt udvist af Danmark for bestandigt.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er statsløs palæstinenser og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har deltaget i demonstrationer. Klageren har imidlertid været uvidende omkring politik. Klageren vidste ikke, hvad demonstrationerne drejede sig om. Klageren har som asylmotiv henvist til, at det syriske styre vil udsætte ham for tortur eller fængselsstraf, da klageren ikke ønsker at aftjene militærtjeneste, samt det forhold, at klageren har deltaget i demonstrationer. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har deltaget i [1-5] demonstrationer i Syrien, hvor han var tilskuer og ikke havde en særlig rolle. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter familien til en kvinde ved navn, [A], som han har haft et forhold til. [A´s] familie var imod forholdet. Klageren har til støtte for sit asylmotiv herom henvist til, at han mødte [A], da han var omkring [10-15] år gammel. De havde et hemmeligt forhold uden hendes forældres accept. Klageren har videre oplyst, at [A´s] far har opdaget deres forhold, og at [A´s] familie på baggrund af dette ledte efter klageren. Klageren har hertil oplyst, at [A´s] forældre har meget magt i Syrien, og klageren frygter derfor, at [A´s] familie kan skade klageren eller klagerens familie. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Vedrørende klagerens asylmotiv om, at han frygter familien til kvinden [A] i Syrien, med hvem han skulle have haft et længerevarende forhold, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at klageren har sandsynliggjort sit asylmotiv om en privat konflikt. Klageren har ikke - hverken under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2015 eller under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019 - tidligere oplyst om en sådan konflikt. Først efter udvisningsdommen, i forbindelse med samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2022, har han oplyst herom. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019 blev klageren specifikt spurgt til, om han havde konflikter med privatpersoner, hvortil han svarede benægtende. Der er således tale om en stærkt udbyggende forklaring, og ansøgerens forklaring om, hvorfor han ikke tidligere har fortalt herom, fremstår ikke troværdig. Ansøgerens asylmotiv herom fremstår derfor konstrueret til lejligheden og ikke troværdig. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at han frygter de syriske myndigheder som følge af, at klageren har været tilskuer til [1-5] demonstrationer, som myndighederne har sagt, han har deltaget i, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at klageren har sandsynliggjort sit asylmotiv om en konflikt med myndighederne på denne baggrund. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at klageren om dette punkt har svaret meget generelt, udetaljeret og afglidende. Klageren har desuden forklaret divergerende med hensyn til, hvornår demonstrationerne fandt sted. Under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2015 har klageren forklaret, at demonstrationerne fandt sted i 2013, mens han under nævns-mødet har forklaret, at demonstrationerne fandt sted i 2011, […]. Nævnet har endelig lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende med hensyn til opsøgningerne som følge af demonstrationerne. Under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 har klageren forklaret, at opsøgningerne af klagerens familie fandt sted dagligt og senere ugentligt. Under nævnsmødet har han derimod forklaret, at det drejede sig om i alt to-tre opsøgninger. Da klageren er [20-25] år og dermed i den militærpligtige alder, ligesom han af samvittighedsgrunde ikke ønske at aftjene militærtjeneste, finder Flygtningenævnet af denne grund, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om ansøgeren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., idet det må antages, at klageren er registreret i UNRWA i Syrien. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens bror, [B], har fremlagt et familieregistreringskort udstedt af UNWRA, hvor klagerens navn fremgår, og det må derfor antages, at klageren har modtaget UNRWA-ydelser, herunder uddannelse, forsørgelse og sundhed. Klageren er som udgangspunkt udelukket fra at få beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. dennes artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet vurderer imidlertid, at klageren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., idet Flygtningenævnet vurderer, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en personlig usikkerhedstilstand. Flygtningenævnet vurderer, at det ikke vil være muligt for UNWRA at yde ham den nødvendige beskyttelse af dine levevilkår i Syrien. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at han er i den militærpligtige alder, og at han ikke vil aftjene militærtjeneste. Flygtningenævnet vurderer derfor, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 1, at en udlænding ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Det fremgår videre af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da klageren som nævnt isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse, dels i forhold til om klageren kan udelukkes fra beskyttelse i henhold til Flygtningekonventionen. Klageren blev ved [Landrettens] ankedom [i efteråret] 2021 straffet med fængsel i 5 år og et indrejseforbud for bestandigt [for overtrædelse af personfarlig kriminalitet]. Flygtningenævnet finder, at der er tale om forbrydelser af særlig farlig karakter i Flygtningekonventionens forstand henset til, at der er tale om personfarlig kriminalitet af særlig grov beskaffenhed og karakter og længden af den idømte fængselsstraf. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den kriminalitet, som klageren er dømt for, og klagerens personlige forhold, at klageren tillige må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Herved har nævnet blandt andet lagt vægt på, at klageren blandt andet er dømt for [personfarlig kriminalitet]. Klageren, der er [20-25] år, indrejste i Danmark [i efteråret] 2015. Han er født og opvokset i Syrien, hvorfra han udrejste som [15-20] årig. Klageren er ugift og har ingen børn. Han har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet han har her i landet har [familie]. Han har gået på [skole] i [1-5] måneder, og han er påbegyndt danskuddannelse 1. Klageren har ikke herudover haft skolegang i Danmark og er ikke i gang med en uddannelse. Han taler dansk i beskedent omfang. Han har arbejdet ulønnet en periode på [1-5] måneder hos [arbejdssted], og han har ikke opnået fast tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Han har ikke nogen fritidsinteresser. I [en del år] havde han et stofmisbrug af hash, piller og kokain. Klageren har familiemæssig tilknytning til Syrien, da han har sine forældre og bedsteforældre der. Han taler og skriver arabisk. Han har er således gode forudsætninger for at klare sig i Syrien. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2023/1/DIEI
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en […] statsborger fra Marokko. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk marokkaner og sunnimuslim fra [by], Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at [ansøgeren] frygter de marokkanske myndigheder, da [ansøgeren] er alawit af trosretning. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [ansøgeren] udrejste af Marokko, da [ansøgeren] frygtede forfølgelse som følge af at være alawit. Ansøgeren har endvidere oplyst, at kongehuset er imod alawitter. Ansøgerens far har arbejdet [i en mindre stilling] i kongehuset og er på baggrund af sin trosretning som alawit blevet afskediget. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at [ansøgeren] frygter de marokkanske myndigheder, da [ansøgeren] har deltaget i demonstrationer og er i den forbindelse blevet anholdt omkring [1-5] gange. Indledningsvis bemærkes det, at ansøgeren tidligere under sin tidligere asylssag afgivet usandfærdige oplysninger, idet [ansøgeren] oplyste en anden identitet, en anden nationalitet og en anden fødselsdato, ligesom [ansøgeren] oplyste, at [ansøgeren] var forfulgt af de libyske myndigheder. Ansøgerens generelle troværdighed er derfor svækket. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at [ansøgeren] har en konflikt med de marokkanske myndigheder som følge af sin deltagelse i [1-5] demonstrationer om frihed til Sahara i 2012, 2013 og 2014, der skulle have medført efterfølgende tilbageholdelser, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [ansøgeren] har en asylbegrundende konflikt med myndighederne af den grund. Nævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring herom til Udlændingestyrelsen fremstår generel, udetaljeret, afglidende og konstrueret til lejligheden. Herudover lægger nævnet videre vægt på, at ansøgeren problemfrit har opholdt sig i Marokko fra 2014 og indtil [ansøgerens] udrejse fra Marokko i 2018. Med hensyn til ansøgerens asylmotiver om, at [ansøgeren] frygter de marokkanske myndigheder, fordi ansøgeren og [ansøgerens] familie er alawitter, og at [ansøgerens] far har en konflikt med det marokkanske kongehus, hvorfra faren i [1990-1995] blev afskediget som […], dels fordi, at [ansøgerens] far er alawit, dels fordi faren har hemmeligheder om kongehuset, finder Flygtningenævnet heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [ansøgeren] har en konflikt med myndighederne af disse grunde. Flygtningenævnet lægger herved blandt andet vægt på, at Udlændingestyrelsens Kontoret for Landedokumentation den 25. august 2022 har foretaget en søgning i engelsk, arabisk og fransksprogede kilder uden at finde nogen kilder, der omtaler forfølgelse af alawitter i Marokko. Dertil kommer, at den marokkanske konge ifølge baggrundsoplysningerne selv er alawit, og at det også af den grund fremstår usandsynligt, at de marokkanske myndigheder skulle forfølge alawitter, eller at ansøgerens far som følge af sin trosretning er blevet afskediget af kongehuset. Derudover har ansøgeren ikke kunnet forklare nærmere detaljeret om de mulige hemmeligheder, ansøgerens far har om kongehuset, der skulle medføre forfølgelse af faren og afledt heraf af en risiko for forfølgelse af ansøgeren. Nævnet lægger yderligere vægt på, at ansøgeren har oplyst, at ansøgerens forældre fortsat opholder sig i Marokko. Også vedrørende disse asylmotiver lægger nævnet endelig vægt på, at ansøgeren problemfrit har opholdt sig i Marokko fra 2014 og indtil [ansøgerens] udrejse fra Marokko i 2018. Ligesom hverken ansøgeren eller [ansøgerens] familie efter det oplyste er blevet opsøgt af myndighederne siden 2014. Det beror således på ansøgerens egen formodning, at [ansøgeren] vil blive forfulgt i Marokko som følge af sin trosretning eller indirekte som følge af [ansøgerens] fars forhold. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at [ansøgeren] er i en asylbegrundende situation omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [af efteråret] 2022.” Maro/2023/1/DIEI
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og har oplyst, at han er ateist fra [by A], Egypten. Ansøgeren har i perioden fra [vinteren 2010/2011] og frem til [vinteren 2010/2011] deltaget i demonstrationer under Januar-revolutionen i Egypten. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten risikerer at blive tilbageholdt og fængslet af de egyptiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han udrejste kort tid efter revolutionen, og at ansøgeren således har opholdt sig i udlandet i mange år. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han har unddraget sig militærtjeneste i Egypten, da han har søgt om udsættelse af militærtjeneste i 3 år og herefter skulle have genansøgt om udsættelse, hvilket han ikke har gjort. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han frygter befolkningen og myndighederne i Egypten, da det er uacceptabelt, at ansøgeren ikke er religiøs. Ansøgeren frygter på den baggrund, at han vil blive udelukket af det egyptiske samfund og fængslet af de egyptiske myndigheder. Ansøgeren frygter også religiøse miljøer samt, at han ved en tilbagevenden til Egypten vil blive tvunget til at udøve Islam. Ansøgeren har yderligere henvist til, at der ikke er ytringsfrihed i Egypten, og at det ikke vil være muligt for ansøgeren at udleve den livsstil, som han har tilegnet sig i udlandet. Flygtningenævnet bemærker med hensyn til ansøgerens frygt for at blive tilbageholdt af politiet og eventuelt fængslet ved indrejse i Egypten, at der ikke er konkrete forhold, der understøtter, at ansøgeren er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb som følge af, at han har været udrejst af Egypten siden 2012, hvor han udrejste legalt, og at det beror på hans egen formodning, at dette vil ske. Med hensyn til unddragelse fra militærtjeneste, kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om dette til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende herom, og da hans forklaring herom ikke fremstår troværdig. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke har aftjent militærtjeneste i Egypten, da han var blevet fritaget for militærtjeneste. Ansøgeren har ved denne samtale yderligere forklaret, at han blev indkaldt til militærtjeneste i 2011 eller 2012, men han blev fritaget, idet de valgte nogle andre mennesker. Ansøgeren har ved sin underskrift godkendt referatet. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke blev fritaget for militærtjeneste, og at referatet fra oplysnings- og motivsamtalen ikke er korrekt på dette punkt. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er ateist til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremstår udetaljeret og ureflekteret, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre for sin indre afklaringsproces om, hvorfor han angiveligt er ateist. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren er ateist. Det forhold, at ansøgeren har deltaget i deltaget i demonstrationer under Januar-revolutionen i Egypten kan ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke i den anledning har oplevet problemer med myndighederne, og herunder ikke er blevet opsøgt. Det forhold, at ansøgeren mener, at han ikke har forudsætninger for at klare sig i Egypten, falder uden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Egypten kan heller ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Egypten vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Egyp/2023/1/SESC
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Armenien. Indrejst i 1999. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armenere og kristne fra [hjemby], Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive dømt som landsforræder, fordi han deserterede fra hæren i 1993. Han har til støtte herfor oplyst, at han i perioden [periode i 00’erne] i Danmark mødtes med en delegation fra Armenien foranlediget af dansk politi. Delegationen oplyste, at han ville blive udsat for vold, hvis han vendte tilbage til Armenien, fordi han var flygtet til Danmark. Han frygter derudover at være adskilt fra sine børnebørn, der bor i Danmark, og at få [helbredsproblemer som følge af allergi] i Armenien. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at hun vil blive fængslet, udsat for overgreb og betragtet som landsforræder, fordi hun i Danmark har angivet et aserbajdsjansk navn og angivet sig som værende muslim. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun i [årstal i 00’erne] eller [andet årstal i 00’erne] mødte en armensk delegation i Danmark, og at en person fra delegationen sagde, at han hadede armenere, der skiftede religion. Hun har derover som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle blev indkaldt til militærtjeneste i Armenien, og at det var derfor, at de udrejste. Endelig har hun som asylmotiv oplyst, at hun frygter krigen ved en tilbagevenden til Armenien, og at hun bliver ensom ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes asylmotiv i hovedsagen fortsat vedrører en konflikt med myndighederne i Armenien i anledning af den mandlige ansøgers angivelige desertering fra militærtjeneste i 1993. Dette asylmotiv har efter Flygtningenævnets afgørelse af [dato i efteråret] 2000 ikke kunnet danne grundlag for asyl efter udlændingelovens § 7, idet ansøgernes forklaringer herom er blevet tilsidesat. Flygtningenævnet finder, at der ikke er fremkommet nye væsentlige oplysninger om dette asylmotiv i forbindelse med nævnsmødet. Ansøgerne har derimod forklaret afvigende og udbyggende i forhold til tidligere forklaringer herom, idet den mandlige ansøger bl.a. nu har forklaret, at det ikke var hans bror, der døde, og hvis begravelse han deltog i, men en god kammerat, og at han to gange flygtede fra fronten, men den første gang blev sendt tilbage til tjeneste ved fronten. Begge ansøgere har endvidere afgivet en ny forklaring om de nærmere omstændigheder vedrørende den mandlige ansøgers tvangsrekruttering til militæret og om deres og deres døtres flugt fra Armenien til [andet land]. Det pågældende asylmotiv kan derfor fortsat ikke danne grundlag for asyl. Det forhold, at den mandlige ansøger i [00’erne] efter sin forklaring er blevet truet med vold af en armensk delegation i Danmark i tilfælde af hans tilbagevenden til Armenien, kan efter truslens karakter og de øvrige oplysninger herom ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen endvidere, at ansøgernes generelle troværdighed er svækket som følge af, at den mandlige ansøger i forbindelse med den oprindelige asylsag har afgivet urigtige oplysninger om sin identitet og om den kvindelige ansøgers statsborgerskab, og den kvindelige ansøger har afgivet urigtige oplysninger om sin identitet og sit statsborgerskab. Den mandlige ansøger har navnlig henvist til asylmotivet vedrørende hans militærtjeneste i Armenien i 1993, hvilket som anført ikke kan føre til asyl. I øvrigt kan Flygtningenævnet tiltræde det, som er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende denne ansøger, hvorefter det ikke forekommer overbevisende, at den mandlige ansøger har en reel frygt for overgreb og forfølgelse fra myndighederne i Armenien, når der samtidig henses til oplysningerne om, at han i perioden fra [periode på seks år i 10’erne] har rejst til Armenien fire gange for at besøge sin familie i op til to uger af gangen, og at han i [årstal i 00’erne] og i enten [årstal i 10’erne] eller [andet årstal i 10’erne] har fået udstedt et armensk nationalitetspas i sit rigtige navn. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at den mandlige ansøger efter baggrundsoplysningerne om Armenien nu har en sådan alder ([i 60’erne]), at han ved en tilbagevenden til Armenien som menig soldat ikke vil kunne risikere indkaldelse til militærtjeneste, herunder i anledning af konflikten med nabolandet Aserbajdsjan. Den kvindelige ansøger har henvist til en række øvrige asylmotiver. Flygtningenævnet finder herunder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer asylrelevant forfølgelse med henvisning til, at hun i Danmark har benyttet et aserbajdsjansk navn og har angivet sig som muslim. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at en sådan risiko hverken har støtte i de generelle baggrundsoplysninger om Armenien eller i de udtalelser, som en armensk delegation skulle have fremsat over for den kvindelige ansøger under et besøg i Danmark i [årstal i 00’erne] eller [andet årstal i 00’erne], ligesom den kvindelige ansøger har oplyst, at hun tre gange under sit ophold i Danmark har valgt at rejse til Armenien på besøg hos familie i flere uger af gangen, uden at hun i den forbindelse har oplevet problemer med myndighederne eller andre. Det forhold, at det armenske politi er bekendt med det anførte om ansøgerens benyttelse af et aserbajdsjansk navn, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det af den mandlige ansøger anførte om adskillelse fra sine børnebørn og tilgængeligheden af bestemte fødevarer i Armenien og det af den kvindelige ansøger anførte om ensomhed ved en tilbagevenden til Armenien er ikke forhold, der kan føre til asyl. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Armenien, herunder som følge af konflikten med Aserbajdsjan, heller ikke kan føre til asyl. Flygtningenævnet finder herefter og efter en kumulativ vurdering af sagens samlede omstændigheder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Der er på den anførte baggrund ikke anledning til at hjemvise sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på yderligere sagsoplysning. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Arme/2023/1/DH
Nævnet meddelte i februar 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Tyr, Libanon. Ansøgeren har været medlem af [A]-militsen siden han var omkring syv eller otte år og frem til sin udrejse af Libanon. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hans [familie] vil slå ham ihjel, hvis de får kendskab til hans seksuelle orientering. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han er biseksuel, […]. Da han var [teenager] følte han sig tiltrukket af drenge og havde som [teenager] sin første seksuelle erfaring med en jævnaldrende dreng fra nabolaget. Han turde ikke gentage dette i frygt for at blive opdaget. […]. Efter ansøgeren indrejste i Danmark tog han på barer for homoseksuelle og var aktiv på dating-apps. Han er for tiden i et længerevarende kæresteforhold med […]. Hans familie presser ham allerede til at indgå ægteskab, og det vil ikke være muligt for ansøgeren at blive ved med at skjule sin seksuelle orientering. Ansøgeren er statsløs palæstinenser, hvorfor der skal foretages en vurdering af, om han er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D. Bestemmelsen indebærer, at der i første række skal tages stilling til, om ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., det vil sige om han for nærværende kan anses for at nyde beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Er det tilfældet, er ansøgeren udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark, medmindre bestemmelsen i artikel 1 D, 2. pkt., finder anvendelse (hvorved sigtes til, om UNRWAs beskyttelse eller bistand er bortfaldet). Hvis artikel 1 D, 2. pkt., finder anvendelse, ophører udelukkelsen fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark, og ansøgeren anses automatisk for værende omfattet af flygtningekonventionen og vil blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, medmindre ansøgeren af andre grunde er udelukket mv. Bestemmelsen i flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., må i lyset af EU-domstolens dom i Bolbol-sagen, jf. C-31/09, Nawras Bolbol mod Bevándorlási és Allampolgársági, dom af 17. juni 2010, præmis 49-53, forstås således, at bestemmelsen alene finder anvendelse, hvis den statsløse palæstinenser enten er registreret eller rent faktisk har modtaget hjælp fra UNRWA. Den blotte berettigelse til beskyttelse eller bistand fra UNRWA er således ikke tilstrækkelig til, at den pågældende er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. På baggrund af sagens oplysninger, herunder ansøgerens UNRWAs familieregistreringskort, hvoraf fremgår, at ansøgeren er registeret hos UNRWA, og det af ansøgeren oplyste om, at han har modtaget hjælp fra UNRWA, idet han blandt andet har gået i en UNRWA-skole og har modtaget lægehjælp gennem UNRWA, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. og dermed udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, medmindre UNRWAs beskyttelse eller bistand kan anses for bortfaldet, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Ved den nærmere forståelse af, hvornår UNRWAs beskyttelse eller bistand kan anses for bortfaldet efter flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., kan der henvises til EU-Domstolens dom i Alheto-sagen, jf. C-585/16, Serin Alheto mod Zamestnik-predsedatel na Darzhavna agentsia za bezhantsite, dom af 25. juli 2018. I dommen, der angik en kvindelig statsløs palæstinenser fra Gaza, anfører EU-Domstolen i præmis 86 blandt andet følgende om fortolkningen af artikel 12, stk. 1, litra a, i kvalifikationsdirektivet 2011/95/EU, som implementerer flygtningekonventionens artikel 1 D: ”86. Som fastslået af Domstolen finder artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2011/95 [der svarer til flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt.] anvendelse, når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Det anførte indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandatområdet, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som har været tvunget til at forlade UNRWAs mandatområde eller tilsvarende afskåret fra at vende tilbage, fordi den pågældende befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, automatisk vil være omfattet af flygtningekonventionen, og som udgangspunkt blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der efter en konkret og individuel vurdering er grundlag for at antage, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin seksualitet og sit forhold til [B] til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har afgivet en troværdig forklaring herom, som støttes af de bilag, som ansøgeren har fremlagt for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet lægger endvidere ansøgerens forklaring om, at hans familie i Libanon er meget konservativ og religiøs, og at hans [familie] vil slå ham ihjel, hvis de får kendskab til hans seksuelle orientering, til grund. Flygtningenævnet lægger endelig til grund, at de libanesiske myndigheder ikke vil kunne yde ansøgeren tilstrækkelig beskyttelse. På baggrund heraf lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, og at han dermed er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., hvorved udelukkelsen af beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark må anses for værende ophørt. Ansøgeren anses herefter automatisk for værende omfattet af flygtningekonventionen, og Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Stat/2022/3/imbs
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunnimuslim. Han er født i Gaza, men han har haft bopæl i [by i et nordafrikansk land], frem til sin udrejse af [det nordafrikanske land] i [2010’erne]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv vedrørende Gaza henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter, at han vil miste livet. Ansøgeren frygter endvidere den generelle situation i Gaza. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der ikke er andet end uroligheder og krig i Palæstina, og at han kun har ret til at opholde sig i Gaza-området, hvor urolighederne foregår, herunder kampe mellem Israel og Hamas. Ansøgeren frygter, at han på grund af sit politiske ståsted samt som tilbagevendt fra vesten vil få problemer med Hamas. Ansøgeren har videre oplyst, at den politiske situation i Gaza er ustabil, og ansøgeren har endvidere henvist til, at han har boet i Danmark i [fem til ti] år, hvorfor det vil være et kulturchok for ansøgeren at vende tilbage. Ansøgeren frygter derfor, at han ikke vil kunne få et godt liv i Gaza, og at han ikke vil kunne få et arbejde. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke har en tilknytning til Gaza, idet han som få måneder gammel udrejste af Gaza og bosatte sig i [det nordafrikanske land] sammen med familien. Ansøgeren har siden sin udrejse af Gaza kun været på besøg [få] gange i Gaza, og størstedelen af ansøgerens familie opholder sig fortsat uden for Gaza. Ansøgeren har som asylmotiv vedrørende [det nordafrikanske land] henvist til, at man som palæstinenser ikke har et tilfredsstillende liv i [det nordafrikanske land]. Ansøgeren er derudover usikker på, om han kan vende tilbage til [det nordafrikanske land]. Han har til støtte herfor oplyst, at han ikke kan indrejse i [det nordafrikanske land], idet han har mistet sin opholdstilladelse. Han har videre henvist til, at det kan skabe problemer for ham i [det nordafrikanske land], at han har søgt asyl i Danmark, idet det indikerer, at man har gjort noget forkert i [det nordafrikanske land]. Han har desuden henvist til, at alle palæstinensere, som bor i [det nordafrikanske land], overvåges af den egyptiske efterretningstjeneste. Såfremt han rejser tilbage til [det nordafrikanske land], frygter han, at den egyptiske efterretningstjeneste vil holde ekstra øje med ansøgeren. Endelig frygter ansøgeren en mand ved navn [A], som han har haft en diskussion med på Facebook. [A] oplyste ansøgeren om, at han havde ansvar for alle palæstinensere i [det nordafrikanske land], og han havde oplyst om, at ansøgeren havde søgt om fornyelse af sit egyptiske pas. Ansøgeren frygter derfor, at [A] nu har alle oplysninger om ansøgeren. Flygtningekonventionens artikel 1 D. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg havde besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningekonventionens artikel 1 D har følgende ordlyd: ”Denne konvention skal ikke finde anvendelse på personer, som for nærværende nyder beskyttelse eller bistand fra andre organer eller institutioner under De Forenede Nationer end De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge. Såfremt af en eller anden grund denne beskyttelse eller bistand er bortfaldet, uden at disse personers forhold er blevet endeligt fastlagt i overensstemmelse med de derpå sigtende beslutninger, vedtagne af De Forenede Nationers plenarforsamling, skal disse personer uden videre være berettiget til at nyde de i denne konvention omhandlede fordele.” Bestemmelsen indebærer, at der i første række skal tages stilling til, om ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., det vil sige om ansøgeren som statsløs palæstinenser kan anses for at nyde beskyttelse eller bistand fra UNRWA i området. Bestemmelsen i flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., må læses i lyset af EU-domstolens dom af 17. juni 2010 i sag C-31/09, Nawras Bolbol mod Bevándorlási és Allampolgársági, præmis 49-53, og UNHCR, Guidelines on International Protection No. 13: Applicability of Article 1 D to the 1951 Convention Relating to the Status of Refugees to Palestinian Refugees. Hvis ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., er ansøgeren udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark, medmindre bestemmelsen i artikel 1 D, 2. pkt., finder anvendelse. Af 2. pkt. følger, at den pågældende automatisk er omfattet af beskyttelsen i henhold til flygtningekonventionen – og dermed af udlændingelovens § 7, stk. 1 – hvis den pågældende statsløse palæstinenser har været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage. Ved den nærmere forståelse af, hvornår UNRWAs beskyttelse eller bistand kan anses for bortfaldet efter flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., kan der bl.a. henvises til EU-Domstolens dom af 25. juli 2018 i sag C-585/16, Serin Alheto mod Zamestnik-predsedatel na Darzhavna agentsia za bezhantsite, og senest EU-Domstolens dom af 3. marts 2022 i sag C-349/20, N.B., A.B. mod Secretary of State for the Home Department. Dommene vedrører artikel 12, stk. 1, litra a, i kvalifikationsdirektivet (direktiv 2011/95/EU), som implementerer flygtningekonventionens artikel 1 D, og som derfor også kan have betydning for fastlæggelsen af den danske retstilstand, selvom Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet. Af den sidstnævnte dom fremgår følgende af præmis 50 og 56-58: ”50 Artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 finder således anvendelse, når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende statsløse af palæstinensisk oprindelse befinder sig i en situation, hvor vedkommendes personlige sikkerhed er i alvorlig fare, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende de levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne statsløse person på grund af omstændigheder, der ligger uden for vedkommendes kontrol, og som ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde. I dette tilfælde skal den nævnte statsløse, medmindre den pågældende er omfattet af en af de øvrige udelukkelsesgrunde, som er anført i direktivets artikel 12, stk. 1, litra b), artikel 12, stk. 2, og artikel 12, stk. 3, og uden nødvendigvis at skulle godtgøre, at vedkommende har en velbegrundet frygt for forfølgelse som omhandlet i nævnte direktivs artikel 2, litra c), uden videre have ret til at blive omfattet af direktivets bestemmelser (dom af 13.1.2021, Bundesrepublik Deutschland (Flygtningestatus for en statsløs palæstinenser), C-507/19, EU:C:2021:3, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis). … 56 Som Kommissionen har gjort gældende i sit skriftlige indlæg, er der – selv om en person tidligere har været tvunget til at forlade operationsområdet, fordi den pågældende befandt sig i en situation, hvor vedkommendes personlige sikkerhed var i alvorlig fare – nemlig intet, der begrunder, at personen uden videre tildeles flygtningestatus i henhold til artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83, hvis situationen i operationsområdet er blevet væsentligt forbedret i mellemtiden, således at personen ikke længere befinder sig i en situation, hvor vedkommendes personlige sikkerhed er i alvorlig fare, og at det på ny vil være muligt for UNRWA at sikre den pågældende de levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave. Følgelig skal de myndigheder og retsinstanser, der skal træffe afgørelse om muligheden for uden videre at blive anerkendt som flygtning, ligeledes efterprøve, om det på nuværende tidspunkt er muligt at vende tilbage til UNRWA’s operationsområde. Hvis dette er tilfældet, skal ansøgeren udelukkes fra at blive anerkendt som flygtning i henhold til artikel 12, stk. 1, litra a), første punktum, i direktiv 2004/83. 57 Det tilkommer følgelig de kompetente nationale myndigheder og retsinstanser at foretage en individuel vurdering af samtlige relevante faktorer med henblik på ikke alene at fastslå, hvorvidt ansøgere om flygtningestatus i henhold til artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 i overensstemmelse med den i denne doms præmis 50 nævnte retspraksis forlod UNRWA’s operationsområde af grunde, der lå uden for deres kontrol, og som ikke var udtryk for deres vilje, og som således hindrede dem i at modtage beskyttelse eller bistand fra UNRWA, men også hvorvidt de aktuelt er forhindrede i at modtage denne beskyttelse eller bistand som følge af den hævdede forværrede situation i det omhandlede operationsområde af grunde, der ligger uden for deres kontrol, og som ikke er udtryk for deres vilje. 58 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2004/83 skal fortolkes således, at der med henblik på at afgøre, om UNRWA’s beskyttelse eller bistand er bortfaldet, således at en person uden videre kan gøre krav på »flygtningestatus« som omhandlet i denne bestemmelse, inden for rammerne af en individuel vurdering skal tages hensyn til de relevante omstændigheder, som de foreligger ikke blot på tidspunktet for denne persons udrejse af UNRWA’s operationsområde, men tillige på det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder behandler en ansøgning om tildeling af flygtningestatus, eller de pågældende retsinstanser træffer afgørelse i et søgsmål anlagt til prøvelse af et afslag på tildeling af flygtningestatus.” UNHCR har i marts 2022 konkluderet følgende i ”UNHCR Position on Returns to Gaza” (uden notehenvisninger): “63. Against a background of serious allegations over violations and abuses of international human rights and humanitarian law and the continued volatility of the situation, UNHCR calls on all countries to allow civilians fleeing Gaza access to their territories and to ensure respect for the principle of nonrefoulement at all times. 64. All claims for international protection need to be considered on their own merits according to fair and efficient status determination procedures and up-to-date and relevant country of origin information. 65. Under the 1951 Convention, Palestinian refugees falling within the personal scope of Article 1D, who have been excluded under Art. 1D(1) (who are receiving or are eligible to receive protection or assistance from UNRWA) and who are subsequently included under Art. 1D(2) (when that protection or assistance has ceased) are ipso facto entitled to the benefits of the 1951 Convention, provided Articles 1C, 1E or 1F of the 1951 Convention do not apply. UNHCR considers that the situation in Gaza may constitute an objective reason bringing Palestinian refugees from Gaza outside of UNRWA’s area of operations within the scope of Art. 1D(2). 66. Asylum claims of Palestinians who do not fall within the scope of Article 1D should be adjudicated under Article 1A(2) of the 1951 Convention. Policies and practices in the context of the continued occupation of Gaza, in particular the prolonged blockade as a form of “collective punishment”, repeated cycles of violence, as well as human rights abuses at the hands of the de facto authorities and other non-state actors, may result in a well-founded fear of persecution on Convention-related grounds. 67. Palestinians from Gaza not falling under either Art. 1D or 1A(2) of the 1951 Convention may qualify for national or regional forms of subsidiary or complementary protection. 68. Depending on the individual profile and circumstances of the case, exclusion considerations may arise in claims by asylum-seekers from Gaza. 69. Against the background of the security, human rights and humanitarian situation in Gaza, UNHCR continues to call on States not to forcibly return Palestinians, including Palestine refugees registered with UNRWA, to Gaza. The suspension of forcible returns of Palestinians to Gaza serves as a minimum standard and should not replace international protection for persons found to meet the criteria for refugee status under the 1951 Convention (Art. 1D or Art. 1A(2)), or the broader refugee criteria as contained in relevant regional instruments, or complementary forms of protection. 70. The bar on forcible return needs to remain in place until such time as the security, human rights and humanitarian situation in Gaza has significantly improved to permit a safe and dignified return of those determined not to be in need of international protection.” Den konkrete sag. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er født i Gaza, men har haft hele sin opvækst i [det nordafrikanske land], idet ansøgeren udrejste fra Gaza til [det nordafrikanske land] sammen med sin mor kort tid efter fødslen. Ansøgerens forældre og øvrige familiemedlemmer boede på daværende tidspunkt allerede i [det nordafrikanske land]. Ansøgerens [ene søskende] er ligeledes født i Gaza, mens [en anden søskende] er født i [det nordafrikanske land]. Faderen er registreret hos UNRWA. Ansøgerens mor er ikke registreret hos UNRWA, og der foreligger ingen oplysninger i sagen om, hvorvidt nogen af ansøgerens familiemedlemmer har søgt UNRWAs beskyttelse eller bistand. Ansøgeren har siden sin udrejse af Gaza været på familiebesøg [få] gange i Gaza, og størstedelen af ansøgerens familie opholder sig fortsat uden for Gaza. Han har dog to [familiemedlemmer] i Gaza, som nu må være oppe i årene, og som han ikke har kontakt til. Mormoren er død for mange år siden. Bortset fra fødselsattesten [fra 1980’erne] udstedt i Gaza er ansøgerens officielle dokumenter udstedt i [det nordafrikanske land]. Ansøgeren er registreret i UNRWA, idet han [i efteråret] 2019 – under asylsagens behandling i Danmark – lod sig registrere i Gaza ved henvendelse til UNRWA i Jordan. Under disse omstændigheder, hvorunder der særligt er lagt vægt på, at ansøgeren er født i Gaza, finder Flygtningenævnet, uanset at tilknytningen til Gaza må betegnes som beskeden og fraværet fra Gaza har været mangeårigt, at ansøgeren må anses for omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D. Ansøgeren er derfor som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark, idet han som statsløs palæstinenser fra Gaza må anses for at nyde beskyttelse eller bistand fra UNRWA, jf. flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om udelukkelsen fra beskyttelse må anses for ophørt af de grunde, der er anført i flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet skal derfor vurdere, om der efter en konkret og individuel vurdering er grundlag for at antage, at ansøgeren ikke kan rejse til Gaza med henblik på dér at opnå beskyttelse af UNRWA. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med Hamas, der forhindrer ham i at opholde sig i Gaza. Nævnet har lagt vægt på den generelle karakter af ansøgerens udsagn om sin frygt for Hamas, ligesom det beror på hans egen formodning, at han vil få problemer med Hamas på grund af sit politiske ståsted og tilbagevenden fra vesten. Det må efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at de generelle forhold i Gaza er meget vanskelige, og at forholdene over den sidste tid også er blevet forværret. Nævnet henviser i den forbindelse navnlig til DRC Dansk Flygtningehjælps temarapport ”Gaza, flygtningekonventionens artikel 1 D og den humanitære og socioøkonomiske krise i Gaza”, oktober 2019, navnlig afsnit 3, 5 og 6, og UNHCR Position on Returns to Gaza, March 2022, navnlig pkt. 8-45 sammenholdt med den ovenfor citerede konklusion i UNHCR’s position. Af pkt. 41-45 om adgangen til UNRWA-bistand fremgår særligt følgende (uden notehenvisninger): ”41. Over 1.47 million Palestine refugees are registered with UNRWA in Gaza, constituting some 70 per cent of Gaza’s total population. Of these refugees, more than half a million live in the eight recognized Palestine refugee camps, which have some of the highest population densities in the world. UNRWA is neither responsible for camp management nor for protecting the physical safety or security of the refugees. 42. The refugee camps, many of which have developed into urban areas, are characterized by severe overcrowding, substandard living conditions, social problems associated with overstretched infrastructure, high levels of unemployment, poverty and food insecurity, contaminated water supplies, environmental health concerns, lack of privacy and severely limited spaces for safe play and recreational activities. 43. As a result of the May 2021 hostilities, according to UNRWA’s preliminary assessment, 2,300 shelters belonging to around 1,400 refugee families were destroyed or damaged to the extent that they are uninhabitable and in need of complete reconstruction.195 An additional 14,000 refugee shelters are estimated to be in need of repair. 44. UNRWA provides basic education, primary health care, relief and social services, microcredit and emergency assistance to registered beneficiaries in Gaza. UNRWA basic education and primary health services are available on a principle of universality regardless of whether beneficiaries are living in or outside the refugee camps, whilst eligibility criteria are applied to determine access to other types of assistance. In times of conflict, UNRWA may also assist non-refugees in need of urgent medical care. Acute and chronic medical needs requiring tertiary treatment are referred for treatment in public hospitals, which have been severely affected by the Israeli-imposed blockade, recurrent hostilities, as well as the COVID-19 pandemic. The UNRWA health program partners with NGOs and private hospitals to support refugees with hospitalization services for limited types of surgical procedures, provided funds are available. UNRWA maintains an essential drugs list offering access to some common pharmaceutical products and medicines, subject to funding and in-kind donations. The range of prescription medicine made available through UNRWA is not exhaustive and may not cover all conditions. 45. The majority of Palestine refugees have become even more dependent on UNRWA’s assistance to cover their basic needs following a further deterioration of their living conditions and reduction of their coping skills as a result of the COVID-19 pandemic. However, the level of services that UNRWA is able to provide depends on the Agency’s funding situation and “may not correspond to the needs of Palestine refugees”. Continuing funding shortfalls threaten the sustainability of UNRWA’s operations and constrain emergency activities, in particular food and cash assistance. The precarious financial situation also threatens the livelihood of UNRWA’s 12,800 employees in Gaza, where the Agency is the second largest employer after the public sector.” Ud over de generelle forhold i Gaza må der imidlertid også henses til ansøgerens individuelle, personlige forhold. Det må således ved vurderingen af sagen indgå, at ansøgeren er en enlig, yngre mand [i 30’erne], der ikke har nogen helbredsmæssige problemer. Der må desuden lægges vægt på, at ansøgeren er veluddannet og derfor har de fornødne sproglige og erhvervsmæssige forudsætninger for at...
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1992 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev senest i 2019 idømt fængsel i et år for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. 247, stk. 1, § 260, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, og § 261, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 89 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er senest ved [byretten] [i foråret] 2019 udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk palæstinenser og sunnimuslim fra [en palæstinensisk flygtningelejr], Libanon. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive efterstræbt som følge af sin fars politiske aktiviteter i Libanon, idet klagerens far var medlem af en organisation i Libanon og efterlyst. Så vidt klageren har forstået, kom der nogle gange personer hjem til klagerens mor for at spørge efter klagerens far. Klageren har yderligere anført, at han deler efternavn med sin far, og at dette muligvis vil medføre problemer for ham ved en tilbagevenden Libanon. Endelig har klageren oplyst, at han ikke har nogen tilknytning til Libanon, og at han er usikker på, om han overhovedet vil kunne indrejse i landet. Flygtningenævnet skal tage stilling til, om udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon. Da klageren er statsløs palæstinenser, har flygtningekonventionens artikel 1 D betydning ved denne stillingtagen. Bestemmelsen har følgende ordlyd: ”D. Denne konvention skal ikke finde anvendelse på personer, som for nærværende nyder beskyttelse eller bistand fra andre organer eller institutioner under De Forenede Nationer end De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge. Såfremt af en eller anden grund denne beskyttelse eller bistand er bortfaldet, uden at disse personers forhold er blevet endeligt fastlagt i overensstemmelse med de derpå sigtende beslutninger, vedtagne af De Forenede Nationers plenarforsamling, skal disse personer uden videre være berettiget til at nyde de i denne konvention omhandlede fordele.” Den citerede bestemmelse indebærer, at der i første række skal tages stilling til, om klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., det vil sige om klageren som statsløs palæstinenser for nærværende kan anses for at nyde beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Er det tilfældet, er klageren udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark, medmindre bestemmelsen i artikel 1 D, 2. pkt., finder anvendelse (hvorved sigtes til, om UNRWAs beskyttelse eller bistand er bortfaldet). Hvis artikel 1 D, 2. pkt., finder anvendelse som følge af, at UNRWAs beskyttelse eller bistand må anses for at være bortfaldet, hvorved udelukkelsen fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark ophører, anses klageren automatisk for omfattet af flygtningekonventionen, og vil blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, medmindre klageren af andre grunde er udelukket mv. Om klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. – der som anført medfører, at klageren er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark – finder anvendelse, hvis klageren nyder eller tidligere har nydt beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Bestemmelsen i flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., må i lyset af EU-domstolens dom i Bolbol-sagen, jf. C-31/09, Nawras Bolbol mod Bevándorlási és Allampolgársági, dom af 17. juni 2010, præmis 49-53, forstås således, at bestemmelsen alene finder anvendelse, hvis den pågældende (statsløse palæstinenser) enten er registreret eller rent faktisk har modtaget hjælp fra UNRWA. Den blotte berettigelse til beskyttelse eller bistand fra UNRWA er således ikke tilstrækkelig til, at den pågældende er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. På baggrund af sagens oplysninger, herunder navnlig UNRWAs høringssvar [fra sommeren] 2021, samt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i den påklagede afgørelse, lægger Flygtningenævnet til grund, dels at klageren er registreret hos UNRWA, dels at klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., hvorfor klageren er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, medmindre UNRWAs beskyttelse eller bistand kan anses for bortfaldet, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Om klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Ved den nærmere forståelse af, hvornår UNRWAs beskyttelse eller bistand kan anses for bortfaldet efter flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., kan der henvises til EU-Domstolens dom i Alheto-sagen, jf. C-585/16, Serin Alheto mod Zamestnik-predsedatel na Darzhavna agentsia za bezhantsite, dom af 25. juli 2018. I dommen, der angik en kvindelig statsløs palæstinenser fra Gaza, anfører EU-Domstolen i præmis 86 bl.a. følgende om fortolkningen af artikel 12, stk. 1, litra a, i kvalifikationsdirektivet 2011/95/EU, som implementerer flygtningekonventionens artikel 1 D: ”86. Som fastslået af Domstolen finder artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2011/95 [der svarer til flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt.] anvendelse, når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Det anførte indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandatområdet, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som har været tvunget til at forlade UNRWAs mandatområde eller tilsvarende afskåret fra at vende tilbage, fordi den pågældende befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, vil den pågældende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, og som udgangspunkt blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der efter en konkret og individuel vurdering er grundlag for at antage, at klageren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han på grund af faderens forhold vil være i et asylbegrundende modsætningsforhold til [A]-bevægelsen og/eller de libanesiske myndigheder. Nævnet har herved lagt vægt på blandt andet, at klagerens fader udrejste af Libanon i 1990, og at det beror på klagerens egen formodning, at han, blot fordi han deler efternavn med sin far, (muligvis) vil kunne få problemer i Libanon. Flygtningenævnet finder således, at klagerens individuelle forhold ikke indebærer, at han vil være i en risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 31 ved en tilbagevenden til Libanon. For så vidt angår klagerens mulighed for at genindrejse i Libanon bemærkes, at uanset at det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon, fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport marts 2020, ”Readmission og Palestinian Refugees from Lebanon”, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon, og at disse alle frivilligt var tilbagevendt. Endvidere fremgår af rapporten: ”In cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon) in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” Det må således lægges til grund, at klageren vil kunne indrejse i Libanon. Herefter – og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i den påklagede afgørelse – finder Flygtningenævnet, at klageren, der er en sund og rask ung mand, uanset de generelt svære forhold såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk for statsløse palæstinensere i Libanon, der beskrives i baggrundsoplysningerne, ikke vil stå i en sådan alvorlig personlig usikkerhedstilstand i Libanon, at det vil være umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse klageren er omfattet af, at sikre ham levevilkår, som er i overensstemmelse med UNRWAs opgave. Flygtningenævnet tiltræder således, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren udsendes til Libanon. Konklusion. Flygtningenævnet finder, at klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., men at han ikke er omfattet af artikel 1 D, 2. pkt., idet han ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNRWAs beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2022/1/imbs
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at klagerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald. Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen med den beskikkede advokats medvirken, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by A], [område] i Syrien. Han flyttede efterfølgende til [by B], Rif Damaskus, grundet [hændelse]. Klageren boede i [by B] frem til, at han afsluttede 4. klasse. Klageren flyttede derefter som 9-årig til Libanon, hvor han boede frem til, han blev 18 år. Herefter flyttede klageren tilbage til [by B], hvor han boede frem til omkring 2006/2007. Herefter rejste klageren frem og tilbage mellem Syrien og Algeriet på grund af arbejde, og fra 2013 til 2014 rejste klageren mellem Syrien og Libanon på grund af arbejde. Klageren udrejste endeligt i 2014. Klageren har oplyst at have deltaget i fredelige demonstrationer i [by B] i 2011, men har ikke ellers været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede for sin families sikkerhed, eftersom der var krig i landet. Klageren henviste på daværende tidspunkt alene til de generelle forhold i landet. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til de generelle forhold, og han har yderligere henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet han er blevet beskyldt for at have slået sikkerhedsfolk ihjel i 2011 i forbindelse med deltagelse i demonstrationer i [by B]. Til støtte herfor har klageren oplyst, at en tidligere nabo for omkring to år siden oplyste ham om, at han var efterstræbt af de syriske myndigheder for som en del af en gruppe at have slået militærpersonel ihjel. Han har aldrig selv modtaget nogen information om beskyldningen, og han ved ikke præcis hvornår, at det skulle være sket. Han formoder, at beskyldningerne opstod i forbindelse med de demonstrationer, som han i 2011 deltog i. Hans nabo blev bekendt med beskyldningerne i forbindelse med klagerens forsøg på at få udstedt et nationalitetspas til sine børn, idet den pågældende nabo arbejdede på paskontoret. Det var på den baggrund, at han blev gjort bekendt med beskyldningerne. Hans familie har ikke tidligere oplevet problemer på baggrund af disse beskyldninger. Om opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Syrien: Flygtningenævnet meddelte [i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til, at personer, der kom fra områder i Syrien, hvor der foregik væbnede kampe, og hvor der var angreb mod civile, eller hvor der havde fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet måtte anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Damaskus. Danmarks internationale forpligtelser: Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i en udlændings privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse skal varetage. Flygtningenævnet skal derfor foretage en vurdering af, hvorvidt det indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, som en nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse vil udgøre, er proportionalt i forhold til statens interesse i ikke at forlænge opholdstilladelsen, jf. herved Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2. For så vidt angår en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i op til 8 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, selv om udlændingen har andre væsentlige tilknytningsmomenter i form af eksempelvis uddannelse og/eller beskæftigelse. Klageren indrejste i Danmark i 2014 [da han var 45-50 år], og har haft lovligt ophold i Danmark i lidt over 8 år. Han har afsluttet Dansk 1 og har i den periode, hvor han har haft ophold her i landet, været i arbejde svarende til sammenlagt omkring 1 års fuldtidsbeskæftigelse. Flygtningenævnet vurderer, at klagerens ophold på det oplyste grundlag efter en samlet og konkret vurdering ikke har haft en sådan varighed og hans aktiviteter ikke har haft et sådant omfang, at klageren har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Familiemæssig tilknytning til Danmark: Klagerens ægtefælle og hans tre børn indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og blev [i vinteren 2015/2016] meddelt opholdstilladelse på baggrund af en familiesammenføring med klageren. Det fremgår af sagen, at klageren har oplyst, at hans ægtefælle og børn er udrejst [i sommeren] 2021 af Danmark til Sverige. Klageren har ikke afgivet forklaring for Flygtningenævnet. Det må derfor henstå i det uvisse, i hvilket omfang klageren efter ægtefællens og børnenes udrejse har haft samvær eller kontakt med dem ud over klagerens oplysning om, at han har talt med sin ægtefælle to gange siden da. På baggrund af de oplysninger, der foreligger for Flygtningenævnet, kan det ikke antages at udgøre en krænkelse af klagerens ret til familieliv, at hans opholdstilladelse nægtes forlænget, idet der lægges vægt på, at klageren ikke bor sammen med sin ægtefælle og børn, og at der ikke er oplysninger om, hvorvidt klageren har samvær med ægtefællen og børnene. Det er på den baggrund Flygtningenævnets vurdering, at klageren ikke har noget beskyttelsesværdigt familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2 (individuelle forhold): Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, på baggrund af klagerens individuelle forhold, vurderer Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil være i risiko for individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse kan heller ikke Flygtningenævnet lægge til grund, at klageren har deltaget i demonstrationer i Syrien, og i den forbindelse skulle være efterstræbt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har i den sammenhæng lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale i 2014 har oplyst, at han ikke havde været politisk aktiv i Syrien, ligesom han ikke under samtalen har oplyst, at han havde deltaget i demonstrationer i Syrien. Klagerens forklaring under sin samtale [i foråret] 2021 om, at han skulle være efterstræbt af de syriske myndigheder på grund af beskyldninger om drab i forbindelse med hans deltagelse i demonstrationer i 2011, må tilsidesættes som udbyggende og utroværdige. Dette underbygges endvidere af, at klageren efter de foreliggende oplysninger ikke har oplevet noget konkret fra myndighederne gennem de seneste 11 år, selv om han angiveligt skulle være efterstræbt af myndighederne. Klageren har endvidere kunnet foretage regelmæssige ud- og indrejser til Syrien i perioden 2011-2014 uden at opleve problemer med de syriske myndigheder, ligesom hans ægtefælle og børn har kunne opholde sig i Syrien i perioden fra 2011 til 2015, og herefter får udstedt nationalitetspas i forbindelse med deres udrejse i 2015 uden problemer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Syri/2023/2/ANHK
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2022. Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra Hilwa, Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været i Somalia siden 2007, hvor han flygtede til Kenya sammen med sin familie. Ansøgeren tilhører hovedklanen […], subklanen […], subsubklanen […] og familieklanen […]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somlia frygter at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at den bydel han kommer fra i Mogadishu, i dag er kontrolleret af al-Shabbab. Han har videre oplyst, at han i 2006 kom i en moské, hvor al-Shabaab var til stede. Det var ansøgerens venner, som havde taget ham med derhen, og disse venner var blevet rekrutteret af al-Shabaab. Da ansøgerens forældre blev bekendt med dette, forbød de ham at komme i moskéen. Som følge heraf truede en af ansøgerens venner ham på livet og sagde til ham, at han ville dø, hvis han ikke begyndte at komme i moskéen igen. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at det er lang tid siden, han har været i Somalia, og at han ikke har nogen familie eller andre bekendte i Somalia. Flygtningenævnet er af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, enig i, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2022/43/sahe
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra [by] i [region]-regionen i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren frygtede endvidere, at det somaliske militær ville tvinge ham til at arbejde for dem. Klageren frygtede endvidere krigen i sit hjemområde, og at han ikke havde noget at vende tilbage til, hvorfor han ville skulle starte helt forfra i Somalia. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at han i [foråret] 2013 blev anholdt af [antal] bevæbnede mænd fra al-Shabaab. Under anholdelsen blev klagerens far slået ihjel. Klageren blev ført til at af al-Shabaabs fængsler, hvor han blev forsøgt hjernevasket. Efter 10 dage i fængslet blev klageren løsladt, idet al-Shabaab fandt, at han var skadet og psykisk ustabil. Klagerens [familiemedlem] arrangerede herefter klagerens udrejse af Somalia. I [vinteren 13/14] indrejste klageren i Danmark, og han søgte asyl [i vinteren 13/14]. [I sommeren] 2014 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolutionen, udfærdiget af Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2014, at styrelsen i det væsentlige kunne lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen i det væsentlige forekom sammenhængende. [I vinteren 17/18] traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af den dagældende udlændingelovs § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1. [I vinteren] 2019 omgjorde Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren fortsat havde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af nævnets afgørelse, at nævnet tiltrådte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der var grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse, men nævnet fandt samtidig, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26. [I sommeren] 2022 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet styrelsen har vurderet, at grundlaget ikke længere er til stede. Styrelsen har samtidig vurderet, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Klageren har i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fastholdt sine tidligere forklaringer og de tidligere påberåbte asylmotiver, og han har i den forbindelse gjort gældende, at de danske udlændingemyndigheder ikke har løftet bevisbyrden for, at han ikke længere har et behov for international beskyttelse. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Soma/2022/41/juri
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2022. Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og muslim fra Gujrat, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af en familie fra hans landsby på grund af en jord- og æreskonflikt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at der i 2015 opstod en konflikt mellem ham og en familie i landsbyen på grund af et stykke jord, som hans far havde lovet ville tilfalde ham i arv. Den pågældende familie var interesseret i at købe jordstykket med henblik på opførelse af en tankstation, men ansøgeren var ikke interesseret i at sælge. Han afslog derfor familiens tilbud. Som følge heraf fremsatte familien trusler og lagde pres på ansøgeren og ansøgerens familie. Ansøgerens far foreslog, at konflikten skulle forelægges landsbyens ældreråd, der slog fast, at ansøgeren med rette kunne nægte at sælge jordstykket. På trods af dette fortsatte familien med presse ansøgeren til at sælge. Det endte med, at ansøgerens far blev truet hen til skødekontoret, hvor han blev tvunget til overdrage jorden mod sin vilje. Ansøgeren har videre oplyst, at han oplevede at blive efterfulgt af biler på vej til college. På sine forældres opfordring flyttede han derfor til Islamabad, hvor han opholdt sig i omkring to og et halv år. I denne periode spurgte familien efter ansøgeren og udtrykte over for ansøgerens forældre, at de ønskede, at han skulle komme tilbage til landsbyen. Ansøgeren formoder, at familien ville slå ham ihjel som hævn over, at andre familier i landsbyen havde taget afstand fra dem på grund af konflikten. Ansøgeren har endelig oplyst, at familien er rig og magtfuld, samt at de har politisk indflydelse. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren i Pakistan havde en konflikt med en anden familie om noget jord, der resulterede i, at den anden familie tvang ansøgerens far til at overdrage jorden til dem. Flygtningenævnet kan endvidere lægge ansøgerens forklaring om, at der efterfølgende opstod en æreskonflikt som udløber af jordkonflikten til grund, men Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at konflikten har en intensitet som forklaret af ansøgeren. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret udbyggende om en række omstændigheder, herunder at den anden familie har fremsat direkte trusler på livet og også har truet med våben. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at den anden familie ikke gjorde ansøgeren noget, mens han boede i landsbyen, og at han efterfølgende i flere år opholdt sig i Islamabad uden at blive opsøgt. På den baggrund og af de grunde, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, er Flygtningenævnet enig i, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. paki/2022/7/sahe
Nævnet omgjorde i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 1997 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i 2 år og 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. [en række bestemmelser i våbenloven] samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Udlændingestyrelsen havde vurderet, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse af klageren. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libyen. Klageren er etnisk araber fra Libyen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi hans familie har været kritiske over for Gadaffi. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter modstandere til Gadaffi, idet han udrejste i [2010-2012] uden at deltage i modstandsbevægelsen. Klageren har endelig henvist til, at han frygter at blive udsat for vilkårlige overgreb, fordi han har et dansk sind og er frafaldet Islam. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at klagerens familie udrejste fra Libyen, fordi klagerens far og dennes familie havde været kritisk over for Gadaffi. Klagerens far havde deltaget i demonstrationer og været en del af en gruppe, som var aktivt kritiske over for Gadaffi. Klagerens far havde endvidere været fængslet. I [en årrække mellem 2004-2008] var klageren sammen med sin mor og søskende i Libyen, og klagerens mor blev i den forbindelse opsøgt af efterretningstjenesten og spurgt ind til klagerens far. Da klageren og hans familie var i Libyen i [en årrække mellem 2008-2012] blev de ved ankomsten til lufthavnen i Libyen mødt af efterretningsfolk og tilbageholdt, ligesom klagerens mor og søskende blev spurgt, hvor klagerens far var henne. De skulle herefter i starten blive hos klagerens [familiemedlem] i [en by i Libyen], hvor de ikke måtte forlade hjemmet, og hvor der var daglig kontrol. De oplevede også chikane fra naboer. Klageren blev også under opholdet samlet op på gaden af Gadaffis folk, som var voldelig ved ham og spurgte ham ind til hans far. Til støtte for sit asylmotiv har klageren videre oplyst, at han på sociale medier har udtalt sig kritisk om Gadaffis regime. Klageren har videre oplyst, at den nuværende regering er baseret på Gadaffis systemer, og at der stadig er sager mod oppositionsfolk. Til støtte for frygten for modstandere til Gadaffi har klageren oplyst, at da klageren og hans familie udrejste af Libyen igen i [2010-2012] var de bange for at blive taget af oprørsbevægelsen. Inden klageren udrejste af Libyen oplevede han endvidere at blive taget med til skydetræning af oprørsbevægelsen. Til støtte for sine asylmotiver har klageren endelig oplyst, at når man kommer til lufthavnen, er der opsøgende enheder, som undersøger folks historik. Klageren har også modtaget trusler på libysk på sine sociale medier i form af lydfiler. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter klageren ikke som følge af sin far og dennes families modstand mod Gadaffi-regimet er i personlig risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Libyen. Nævnet har herved ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at den konflikt, som faren og dennes familie havde med Gadaffi-regimet, er mere end 30 år gammel, og at der er sket en ændring af magtbalancen som følge af Gadaffis fald og død i 2011. Nævnet har også lagt vægt på, at klageren senest i perioden [en årrække mellem 2008-2012] har opholdt sig i Libyen. Klageren har forklaret, at han er opvokset i et hjem, hvor Islam blev praktiseret, og at hans forældre var disciplinerede i den henseende. Han begyndte på et tidspunkt at gøre oprør mod sine forældres måde at leve på, og han begyndte at leve som sine danske venner. Da han som [16-18]-årig flyttede hjemmefra, stoppede han helt med at praktisere Islam, og det kom til et brud med familien, hvor faren bl.a. sagde til ham, at han anså ham som frafalden. Han har for nævnet forklaret, at han ikke tror på noget. Ansøgerens opvækst minder i et vist omfang om [en af hans søskendes] opvækst. [En af hans søskende] er frafaldet Islam og er ved Flygtningenævnets afgørelse i […] vurderet at være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge heraf og som følge af [vedkommendes] fremtoning. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund og efter en samlet konkret vurdering, at der ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Flertallet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han reelt er frafaldet Islam og ikke længere tror på gud. Flertallet finder efter det anførte på den baggrund og efter oplysningerne om den generelle situation i Libyen og oplysningerne om forholdene for personer, der anses for at have frafaldet Islam eller ikke praktiserer Islam på den rigtige måde, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvis han vender tilbage til Libyen. Der kan i den forbindelse henvises til bl.a. Migrationsverkets rapport om Libyen ”Säkerhetssituationen och dess påverkan på civilbefokningen” fra marts 2021 og ”Rättsligt Ställningtagande Säkerhetssituationen i Libyen” fra maj 2021, samt det hollandske udlændingeministeriums rapport ”Country og Origin Information Report on Libya” fra juni 2020 samt rapporten ”United States International Freedom Report for 2021”. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtninge¬konventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved [Landsrettens] dom [fra] 2022 idømt fængsel i 2 år og 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved at have været i besiddelse af en pistol, som han affyrede mindst to skud med mod en beboelsesejendom, […]. Det fremgår af dommen, at [et vidneudsagn]. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand. Klageren er tidligere i […] dømt for vold og i […] blev han idømt 10 måneders fængsel for overtrædelse af våbenbekendtgørelsen. Ved dommene blev han også betinget udvist. Flygtningenævnet finder på den baggrund og henset til den aktuelle kriminalitets farlige karakter, at der er en formodning for, at klageren udgør en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved oplysningerne om klagerens personlige forhold. Flygtningenævnet finder desuden, at en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, heller ikke taler for, at klageren meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren er ugift og ikke har børn. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. På denne baggrund ændres Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra opholdstilladelse, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt.” Løbenummer: Liby/2023/1/ANJV
Nævnet meddelte i januar 2023 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra [by], Iran. Ansøgeren har oplyst, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen, og ansøgeren er medlem af den danske folkekirke. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af den iranske efterretningstjeneste, idet han tidligere var blevet tilbageholdt og tortureret. Ansøgeren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om genoptagelse henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ikke ønskede dette forhold afprøvet ved den oprindelige asylsag. Han har endvidere oplyst, at han er en del af den danske folkekirke, deltager ved gudstjeneste hver søndag, fungerer som tolk for andre iranere ved undervisning i kristendommen og også selv forestår en del af undervisningen. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker vedrørende klagerens asylmotiv angående konversion, at det som udgangspunkt giver anledning til en vis usikkerhed om det religiøse motiv, at ansøgeren efter at være fremkommet med andre asylmotiver, som han har fået afslag på, er fremkommet med en henvisning til konversion til kristendommen som et yderligere asylmotiv. Flygtningenævnet finder imidlertid, at klageren under genoptagelsessagen på en overbevisende måde har redegjort for, at hans konversion til kristendommen er udtryk for en indre overbevisning. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren blev døbt i [efteråret] 2016 forholdsvis kort tid efter Udlændingestyrelsens afslag af [efteråret] 2016 på opholdstilladelse, men at han er fremkommet med en overbevisende forklaring om, hvorfor han ikke under mødet i Flygtningenævnet [vinteren 2016/2017] ønskede at henvise til sin religiøse tro som asylmotiv. Den omstændighed, at ansøgeren under nævnsmødet [vinteren 2016/2017] efter Flygtningenævnets vurdering ikke havde kunnet redegøre for, hvad der var vigtigt for ham i kristendommen, må ses i sammenhæng med den løbende afklaringsproces, som han på dette tidspunkt gennemgik, herunder hans afsøgning af forskellige kristne trosretninger, som blandt andet var baseret på hans intellektuelle tilgang til kristendommen. Ansøgeren har under nævnsmødet været i stand til på overbevisende måde at forklare om, hvorledes hans kristne overbevisning har betydning for hans liv, herunder hvorledes han relaterer sit tidligere liv i Iran og sit liv gennem [en årrække] på [asylcenter] efter tab af status til kristne grundprincipper og fortællinger fra Biblen om blandt andet Jesu liv og lidelser forud for sin korsfæstelse. Det lægges videre til grund, at ansøgeren gennem de seneste 6 år vedvarende har udøvet kristne aktiviteter i form af kirkegang og deltagelse i møder og aktiviteter, således som dette er underbygget af en række udtalelser fra kirker m.v., hvor det er beskrevet, hvorledes ansøgeren har udvist en konstant interesse for kristendommen. Det fremgår af disse udtalelser tillige, at ansøgeren har deltaget aktivt i forskellige former for menighedsarbejde og arrangementer, herunder deltaget aktivt i bibelcafeer og gennemførelsen af gudstjenester og dåbsundervisning. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering, at klageren på tilstrækkelig måde har sandsynliggjort, at hans konversion er reel. Efter oplysningerne i baggrundsmaterialet om forholdene for kristne konvertitter i Iran finder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse på grund af sin konversion. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Iran/2023/1/ANHK
Nævnet omgjorde i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk [etnicitet] og [muslim] af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2018, og at hun [i foråret] 2018 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i efteråret] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at kvinders stilling i Afghanistan generelt er meget truet, og at klageren er personligt udsat. Klageren har herom oplyst, at hvis hun vender tilbage, vil hun blive forfulgt af Taliban, fordi hun har været gift før og er nu gift med en anden mand. Hendes børn med denne mand vil derfor blive taget fra hende, hvis hun vender tilbage. Det er en stor synd i Talibans ideologi at blive skilt, og derudover er fælles børn mandens ejendom. Endvidere er klageren rejst udenlands, hvilket også er forbudt. Det er ved Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2018 lagt til grund, at klageren har en konflikt med sin familie og svigerfamilie. Det fremgår af afgørelsen, at klageren i 2010 blev forelsket i [A], at forholdet blev opdaget i 2015, og at klageren derefter blev tvangsgift med [B], til hvem hun siden fødslen var lovet. Klageren flygtede i 2017 fra [B] sammen med deres datter. Klageren var på det tidspunkt fortsat religiøst viet med [B]. Klageren har efter sin ankomst til Danmark fået to børn med [C], som hun efter det oplyste lever sammen med. Flygtningenævnets koordinationsudvalg har den 15. december 2022 udtalt, at der i sager vedrørende afghanske kvinder og piger bør anlægges en lempet bevisvurdering henset til den vilkårlighed og usikkerhed, hvormed Talibans de facto myndighedsudøvelse sker, samt den fortsatte alvorlige forværring af forholdene for kvinder og piger, som de seneste baggrundsoplysninger afspejler. Det indebærer, at tærsklen for, hvornår en kvindelig afghansk asylansøger må anses at have sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse, er lavere end i en almindelig asylsag. Flygtningenævnet finder efter det anførte, at klageren har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvis hun vender tilbage til Afghanistan. Klageren og hendes medfølgende barn opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2023/2/eeb
Nævnet meddelte i januar 2023 opholdstilladelse (K-status)] til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2019. Nævnet har tidligere truffet afgørelse i 2022. Sagen blev efterfølgende genoptaget ex officio.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra Afghanistan, men ansøgeren har oplyst, at han er opvokset i [land i Mellemøsten], idet at han og hans familie flygtede fra Afghanistan på grund af ansøgerens fars problemer. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars fjender fra Taliban og personer fra familieklanen. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans far arbejdede som [højere stilling] i [H]-provinsen. På grund af farens konflikter med personer fra klanen og problemer med Taliban var familien nødt til at flygte til [land i Mellemøsten]. I 2018 tog ansøgeren sammen med sin bror, [A], til [byen B] i [H]-provinsen i Afghanistan, fordi familien fortsat havde jord der. Under opholdet opsøgte en kvinde ansøgeren og hans bror og oplyste, at hvis de var sønner af [C], ansøgerens far, måtte de forlade byen straks for ikke at blive pågrebet af kommandanter. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han fik interesse for kristendommen gennem sin bror [D], som introducerede ham til kristendommen i 2017 eller 2018, da han var på besøg i [land i Mellemøsten]. I starten gjorde ansøgeren sammen med sin familie grin af [D], fordi ansøgeren på det tidspunkt var troende muslim. På ansøgerens rejse til Tyrkiet bad han til gud, der viste ham vej. I Tyrkiet lærte ansøgeren en præst ved navn [E] at kende, og ansøgeren læste biblen og fik interesse for kristendommen. Ansøgeren talte med [E] om forskellige spørgsmål og ting, som han var i tvivl om. I Tyrkiet var ansøgeren også i kirke en enkelt gang. I Danmark har ansøgeren fortsat sine kristne aktiviteter, og han går i kirke, er protestant og blev døbt [i efteråret] 2020. Ansøgeren har i kristendommen fundet kærlighed, venlighed og ro. Flygtningenævnet finder fortsat, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han står i et modsætningsforhold til Taliban eller familieklanen som følge af, at hans far var ansat i en højere administrativ stilling i [H]-provinsen og i den forbindelse i et vist omfang har udtalt sig negativt om Taliban. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2022. Under Flygtningenævnets behandling af sagen [i sommeren] 2022 kunne det ikke lægges til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen var reel. Under behandlingen af ansøgerens genoptagelsessag har ansøgeren gentaget sin forklaring om, hvordan han fik interesse for kristendommen og om sin konversion, herunder sin dåb. Han har videre forklaret om, hvordan han taler med andre om kristendommen. Under nævnsbehandlingen er det kommet frem, at ansøger er omtalt i en artikel i [dansk medie] fra [sommeren] 2022. Af artiklen fremgår bl.a., at ansøgeren er konverteret til kristendommen, er døbt og har været aktiv kirkegænger, ligesom det fremgår, at hans bror er konverteret til kristendommen. Det er også kommet frem ved en Googlesøgning, at ansøgeren med navn og billede er omtalt i en række andre mindre danske medier, herunder på kristne hjemmesider, ligesom han er anført som volontør ved [kristen organisation]. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder – og efter oplysningerne om forholdene i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse – efter en samlet vurdering, at det ikke kan afvises, at ansøgerens kristne aktiviteter og dåb vil kunne komme til Talibans kendskab, hvis ansøgeren vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på omtalen af ansøgeren i [dansk medie], som er en landsdækkende avis, ligesom den øvrige omtale af ansøgeren også er indgået i vurderingen. Det forhold, at omtalen af ansøgeren er på dansk, og at ansøgeren ikke har modtaget trusler efter omtalen, kan under de anførte omstændigheder ikke føre til et andet resultat. Det er ved vurderingen også indgået, at ansøgerens far har haft en højere administrativ stilling for de daværende afghanske myndigheder, og at ansøgeren sammen med sin familie flygtede til [land i Mellemøsten] på grund af farens forhold. Dette forhold øger således efter nævnets opfattelse risikoen for, at Taliban vil kontrollere ansøgeren ved dennes indrejse i Afghanistan og derved blive opmærksom på hans aktiviteter. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren på grund af sine kristne aktiviteter vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, uanset om hans konversion til kristendommen er reel eller ej. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2023/1/eeb
Nævnet omgjorde i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende efterfølgende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Rif-Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Klageren har været politisk aktiv på sociale medier. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren 2018/2019] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, hun frygtede at blive kidnappet eller slået ihjel af de syriske myndigheder. Til støtte herfor oplyste hun, at hun på et ukendt tidspunkt i 2016 blev befamlet af en officer i et fængsel i [by], da hun forhørte sig om [nært familiemedlem A]. Derudover oplyste hun, at de syriske myndigheder havde kidnappet [nært familiemedlem A] og derefter slået [nært familiemedlem A] ihjel. Endelig havde klageren som asylmotiv henvist til, at hun frygtede de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [vinteren 2021/2022] i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder som følge af, at [hendes nære familiemedlemmer A og B] er efterstræbt af myndighederne. Hun har til støtte herfor oplyst, at [nært familiemedlem B] har deltaget i demonstrationer i begyndelsen af revolutionen, og at [nært familiemedlem B] har skaffet ting til Den Frie Syriske Hær. Ligeledes har hun oplyst, at [nært familiemedlem A] har været tilbageholdt, fordi [nært familiemedlem A] har udført førstehjælpsarbejde i Syrien. Videre har hun oplyst, at hun selv har været politisk aktiv på de sociale medier, herunder har skrevet kritiske opslag mod de syriske myndigheder og har delt politiske opslag på [socialt medie A] og [socialt medie B]. Videre har klageren som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder som følge af sin [søskende A’s], politiske aktiviteter. Hun har til støtte herfor oplyst, at [søskende A] har udtalt sig kritisk om de syriske myndigheder til en journalist, at interviewet er blevet delt af flere personer og grupper, og at klageren også selv har delt interviewet. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan tage tilbage til Syrien, da hun ikke har en bolig, et arbejde eller et studie tilbage i landet. Hun har endvidere henvist til, at hun lider af [diagnose] og at hun er [helbredsmæssig tilstand]. Klageren har i forbindelse med genoptagelsessagen som yderligere asylmotiv anført, at hun frygter at vende tilbage til Syrien, idet hun i flere medier har optrådt med kritik af det syriske styre, og at hun således er blevet medieeksponeret i betydelig grad, herunder internationalt. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal bedømmes i forhold til Rif Damaskus, og Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens bedømmelse, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Flygtningenævnet tiltræder i den forbindelse i det hele de vurderinger og grunde, som er anført i nævnets afgørelse af [foråret] 2022. Af de grunde, der er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2022, vurderer nævnet fortsat, at inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet finder i denne forbindelse, at der ikke er fremkommet nye oplysninger – heller ikke om et afhængighedsforhold mellem klageren og dennes moder eller andre familiemedlemmer – der kan føre til et andet resultat ved afvejningen af de relevante hensyn. Det er herefter spørgsmålet, om klageren har sandsynliggjort, at hendes individuelle forhold er af en karakter, at hun har et behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. For så vidt angår de af klagerens asylmotiver, som hun har fastholdt i forhold til tidligere – bortset fra sur place-motivet vedrørende klagerens egne regimekritiske aktiviteter – tiltræder Flygtningenævnet de vurderinger og grunde, som er anført i nævnets afgørelse af [foråret] 2022. Flygtningenævnet finder således fortsat, at klageren for så vidt angår disse asylmotiver ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for straf eller overgreb fra de syriske myndigheders side omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet må lægge til grund, at [medie A] har bragt, hvad der fremstår som et videointerview med klageren, hvori hun blandt andet udtaler sig stærkt kritisk om det syriske styre, herunder om Bashar Al Assad. Det må videre lægges til grund, at videoen efterfølgende er blevet delt og set mere end [1,5 - 2,5 mio. gange]. Det kan også lægges til grund, at [medie B] i forlængelse heraf på [socialt medie] har omtalt klagerens sag med angivelse af klagerens navn og foto. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for nu at være eksponeret over for de syriske myndigheder i en sådan grad og på en sådan negativ måde, at hun – i al fald når anlægges den forsigtighed, der skal udvises ved behandlingen af sager med personer fra Syrien – har sandsynliggjort, at hun som returnee vil være efterstræbt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder det således sandsynliggjort, at klager ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2021/2022], således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2022/186/ANHK
Nævnet omgjorde i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er [fra] Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel eller at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab. I forbindelse med klagerens tidligere forlængelsessag henviste klageren endvidere til, at al-Shabaab tror, at folk, der kommer fra vesten, er spioner. Klageren henviste ligeledes til, at han ikke længere tror på islam, og at klageren også af denne grund vil blive anset for vestlig. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, jf. udlændingeloven § 11, stk. 2, 2. pkt. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med denne sag om nægtelse af forlængelse henvist til det tidligere anførte, og at han frygter at vende tilbage til Somalia, [og særligt sit hjemområde, hvor han frygter at] blive udsat for undertrykkelse af [to klaner], og at han frygter, at hans datter vil blive tvangsomskåret, hvis hun skal med til Somalia. Med henvisning til de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i den påklagede afgørelse og af Flygtningenævnet i afgørelse [fra sommeren] 2019, finder Flygtningenævnet, at klageren fortsat ikke har sandsynliggjort, at han har en individuel konflikt i Somalia, herunder med al-Shabaab, og at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. På baggrund af de seneste baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i klagerens hjemområde i Somalia fortsat er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren ikke længere vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Heraf fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren er født og opvokset i Somalia, hvor han boede indtil sin udrejse, da han var [i starten af 20’erne]. Han har også boet 6 år i [et andet land inden udrejsen]. Klagerens hustru og to børn, der er statsborgere i [et andet land end klageren], opholder sig i [et andet europæisk land A], hvor de har søgt om asyl. Hustruen og det ældste barn udrejste til [A] i 2019, og det yngste barn er født i [A]. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt til grund, at der ikke foreligger et indgreb i klagerens ret til familieliv, men derimod i hans ret til privatliv. Klageren har gået i skole i Somalia i 1 år og […]. Klageren indrejste i Danmark i [efteråret] 2011 og har således opholdt sig her i Danmark i 11 år og har haft lovligt ophold i over 10 år. Han har bestået Prøve i Dansk 2, og han kan tale, læse og skrive dansk. Klageren har siden [vinteren 2016/2017] været ansat [i sundhedsvæsnet], og ansættelsen har siden sommeren 2017 været en fastansættelse 37 timer om ugen. Forud for denne ansættelse har han gennemført en grunduddannelse på 6 måneder som […]. Klageren har både danske og udenlandske venner i Danmark og har været på højskole i 6 måneder. Han har [dyrket sport] i en klub. I [sommeren] 2019 vurderede Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ville virke særlig belastende for ham. Flygtningenævnet henviste da blandt andet til det anførte om klagerens tilknytning til Danmark, og at klageren ikke har haft kontakt med nogen [i sin hjemby] eller i Somalia siden 2007, hvilket fortsat gør sig gældende. Klageren har nu opholdt sig yderligere 3 år i Danmark og har dermed opnået en endnu større tilknytning til Danmark, idet det bemærkes, at der efter det oplyste ikke er indtrådt ”negative” ændringer i klagerens forhold, herunder hans beskæftigelsesmæssige og integrationsmæssige forhold. Klageren fremstår i det hele som velintegreret. Efter en samlet vurdering af disse forhold, hvorunder der navnlig er lagt vægt på længden af klagerens ophold i Danmark og hans stærke tilknytning til arbejdsmarkedet samt øvrige integration i det danske samfund, finder Flygtningenævnet herefter, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2022, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Løbenummer: Soma/2022/50/anjv
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Sagen er sambehandlet med Soma/2022/46/anfi. Født i Danmark.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra Somalia. Ansøgeren har senest opholdt sig i byen [by A] i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af en mand, der arbejdede for hans [familiemedlem] i Somalia, idet ansøgeren har forladt [familiemedlem], inden [familiemedlem] døde. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i Danmark, men udrejste som [10-15-årig] for at tage ophold i henholdsvis [land A], [land B] og Somalia. Ansøgeren troede forud for rejsen, at han alene skulle på sommerferie i [land C] for derefter at vende tilbage til Danmark. Ansøgeren boede herefter [et antal år] i [by A] i Somalia sammen med sin søster og [familiemedlem], hvor han gik i koranskole og almindelig skole. Ansøgeren blev slået i koranskolen og af den mand, som hjalp ansøgerens [familiemedlem], og som boede i huset sammen med dem. Ansøgeren fik at vide fra sin søster, at manden, der arbejdede for ansøgerens [familiemedlem], har fremsendt trusler på livet rettet mod ansøgeren og hans søster. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter overgreb eller tvangsrekruttering af al-Shabaab eller anden lokal milits med henblik på deltagelse i borgerkrigen. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter for sit liv som følge af den manglende sikkerhed og manglende muligheder i landet, samt at ansøgeren intet netværk har i Somalia eller kendskab til religionen og sprogkundskaber i øvrigt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt i Somalia, selvom det må lægges til grund, at ansøgeren og hans søster ufrivilligt har opholdt sig i Somalia gennem en længere periode. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har en aktuel konflikt med en mandsperson i [by A], der var knyttet til [familiemedlemmets] husstand, og som har fremsat trusler over for ansøgeren og hans søster i [2019-2021] efter [familiemedlemmets] død i [2019-2021]. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren, således som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, har forklaret forskelligt om, hvordan han fik kendskab til truslerne. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har givet en plausibel forklaring på, hvorfor den pågældende mandsperson skulle have interesse i at begå overgreb på ansøgeren i [2019-2021] og således året efter, at ansøgerens [familiemedlem] var afgået ved døden. Den måde, som ansøgeren har beskrevet den omhandlede mandsperson på, fremstår desuden helt overfladisk, særligt henset til ansøgerens langvarige kendskab til den pågældende under opholdet i Somalia. Hverken ansøgerens overordnede og uspecificerede frygt for Al-Shabaab eller for at blive tvangsrekrutteret hertil eller til militser eller de generelle forhold i Somalia kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det er herunder også indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgeren rent faktisk har opholdt sig i Somalia i en længere periode og opnået erfaring med livet i landet, og at han under sit tidligere ophold i landet ikke har haft problemer i forhold til tvangsrekruttering. Der henvises i øvrigt til begrundelsen i nævnets afgørelse af dags dato vedrørende ansøgerens søster [ansøger A]. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, og en opholdstilladelse i Danmark kan således ikke meddeles efter asylreglerne. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Soma/2022/47/anfi
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Sagen er sambehandlet med Soma/2022/47/anfi. Født i Danmark.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra Somalia. Ansøgeren har senest opholdt sig i byen [by A] i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for overgreb eller slået ihjel af en mand, der arbejdede for hendes [familiemedlem] i Somalia, idet ansøgeren har forladt [familiemedlem], inden [familiemedlem] døde. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er født og opvokset i Danmark, men udrejste som [10-15-årig] for at tage ophold i henholdsvis [land A], [land B] og Somalia. Ansøgeren troede forud for rejsen, at hun alene skulle på sommerferie i [land C] for derefter at vende tilbage til Danmark. Ansøgeren boede herefter [et antal år] år i [by A] i Somalia sammen med sin bror og [familiemedlem], hvor hun gik i koranskole og almindelig skole. Ansøgeren blev slået i koranskolen og af den mand, som hjalp ansøgerens [familiemedlem], og som boede i huset sammen med dem. Ansøgeren fik at vide fra sin mor, at manden, der arbejdede for ansøgerens [familiemedlem], har fremsendt trusler på livet rettet mod ansøgeren og hendes bror. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter overgreb som følge af, at hun er kvinde. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at det er normalt i Somalia, at kvinder og piger bliver udsat for overgreb, og at mange af deres kvindelige naboer i Somalia blev udsat for røverier og voldtægter. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter den generelle sikkerhedssituation i landet. Ansøgeren har som asylmotiv derudover henvist til, at hun ikke har noget at vende tilbage til i Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt i Somalia, selvom det må lægges til grund, at ansøgeren og hendes bror ufrivilligt har opholdt sig i Somalia gennem en længere periode. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har en aktuel konflikt med en mandsperson i [by A], der var knyttet til [familiemedlemmets] husstand, og som har fremsat trusler over for ansøgeren og dennes bror i [2019-2021] efter [familiemedlemmets] død i [2019-2021]. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren, således som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, har forklaret forskelligt om den pågældende mandsperson og om truslerne. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har givet en plausibel forklaring på, hvorfor den pågældende mandsperson skulle have interesse i at begå overgreb på ansøgeren [2019-2021] og således året efter, at ansøgerens [familiemedlem] var afgået ved døden. Den måde, som ansøgeren og hendes bror har beskrevet den omhandlede mandsperson på, fremstår desuden helt overfladisk, særligt henset til ansøgerens langvarige kendskab til den pågældende under opholdet i Somalia. Hverken ansøgerens henvisning til de generelle forhold i Somalia, herunder ansøgerens mere uspecificerede frygt for som voksen kvinde at blive omskåret eller for at blive udsat for tvangsægteskab, kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det er i den forbindelse også indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgeren rent faktisk har boet i Somalia i en længere periode og opnået erfaring med livet i landet. Under opholdet i Somalia var det efter de foreliggende oplysninger ikke på tale, at ansøgeren skulle omskæres eller undersøges for, om hun var omskåret. Det beror desuden på ansøgerens egen formodning, at hun vil blive udsat for tvangsægteskab ved en tilbagevenden til Somalia. Det tilføjes i den forbindelse, at ansøgeren i lyset af den samtidige afgørelse i hendes brors sag ikke kan anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Somalia. Der henvises i øvrigt til begrundelsen i nævnets afgørelse af dags dato vedrørende ansøgerens bror [ansøger B]. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, og en opholdstilladelse i Danmark kan således ikke meddeles efter asylreglerne. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Soma/2022/46/anfi
Nævnet meddelte i december 2022 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger havde i forbindelse med sin oprindelige asylsag i 2016-2017 oplyst, at hans far i [1990’erne] blev beskyldt for at arbejde som spion for ukendte oppositionsgrupper i Iran. Den mandlige ansøgers far blev som konsekvens heraf fængslet og underlagt meldepligt. Den mandlige ansøgers far har ikke haft problemer med de iranske myndigheder siden [midten af 1990’erne], ligesom den mandlige ansøger ikke har haft problemer som følge af sin fars problemer med de iranske myndigheder. Den mandlige ansøger havde i sin oprindelige asylsag i 2016-2017 som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive fængslet på livstid og tortureret af de iranske myndigheder, idet han har haft et skænderi med en politibetjent og i den sammenhæng ytret sig regimekritisk. Den mandlige ansøger havde videre henvist til, at han ønsker, at hans døtre kan vokse op med rettigheder og frihed. Den kvindelige ansøger havde som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikt, og at hun ved en tilbagevenden til Iran frygtede for sin egen og sine børns sikkerhed. Den mandlige ansøger havde til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror blev beskudt af politiet i begyndelsen af 2010. Den mandlige ansøgers bror blev som følge heraf invalideret. Den mandlige ansøgers bror sagsøgte på denne baggrund den politibetjent, som havde skudt ham. Efter retssagen blev den mandlige ansøger involveret i sin brors konflikt, idet han havde en verbal konfrontation med den politibetjent, som havde skudt hans bror. Den mandlige ansøger ytrede sig i den sammenhæng negativt om islam og det iranske regime. Politibetjenten truede den mandlige ansøger med, at han ville anmelde den mandlige ansøger til efterretningstjenesten. Den mandlige ansøger levede herefter i skjul i forskellige landsbyer frem til sin udrejse. Frem til udrejsen blev den mandlige ansøgers bopæl opsøgt flere gange af efterretningstjenesten. Den kvindelige ansøger var til stede på bopælen under flere af disse henvendelser. Endelig er nogle af den mandlige ansøgers familiemedlemmer blevet opsøgt. Den kvindelige ansøger havde til støtte for sit asylmotiv i øvrigt oplyst, at hendes svoger for mange år siden fik problemer med myndighederne, og at han i den forbindelse blev skudt i ryggen. Efter et par måneder afleverede myndighederne et brev på den kvindelige ansøgers svogers adresse, som gjorde den mandlige ansøger sur. Den mandlige ansøger havde som følge heraf en konfrontation med en myndighedsrepræsentant og fik på denne baggrund en konflikt med de iranske myndigheder. Den mandlige ansøger flygtede herefter. Den mandlige ansøger var adskilt fra den kvindelige ansøger og deres børn i nogle år. Herefter ransagede de iranske myndigheder den kvindelige ansøgers bopæl flere gange. [I sommeren] 2017 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse, at nævnet ikke kunne lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiver til grund, og at ansøgerne dermed ikke havde sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgerne har i forbindelse med deres anmodning om genoptagelse henvist til, at de frygter de iranske myndigheder, idet de er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at den kvindelige ansøger havde fået en depression efter ansøgerne blev meddelt afslag på asyl i 2017, hvorfor hun følte, at selvmord var den eneste mulighed. Ansøgerne blev herefter introduceret til kirken, hvor de fandt et fællesskab og derved en vej tilbage til livet. Ansøgerne deltager aktivt i mange aktiviteter i og omkring kirken, og den kvindelige ansøger laver mad til arrangementer og sammenkomster i kirken. Den mandlige ansøger har yderligere oplyst, at han allerede forud for sit møde i Flygtningenævnet i 2017 var interesseret i kristendommen, men at han ikke havde nævnt det på nævnsmødet, da han på det tidspunkt først lige var begyndt at undersøge kristendommen, og da han ikke følte sig kristen på det tidspunkt. Ansøgerne har regelmæssigt og konsistent gennem fem år deltaget i gudstjenester, bibelstudier, sociale aktiviteter, weekender og sommerlejre. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer om deres konversion til grund. Det lægges således til grund, at ansøgerne efter afslaget på asyl i [sommeren] 2017 flyttede til [et udrejsecenter], hvor de gennem et fællesskab med en anden iransk familie og deres børn begyndte at komme i en kirke i [Nordsjælland]. Ansøgerne har begge forklaret, hvorledes deres deltagelse i de kirkelige aktiviteter i begyndelsen primært udgjorde et socialt fællesskab for dem og børnene, men at de efterhånden blev interesseret i den kristne tro, som gennem en oplevelse af fællesskab med de andre kirkegængere gradvist begyndte at få betydning for dem. Flygtningenævnet bemærker vedrørende ansøgernes nye asylmotiv angående konversion, at det som udgangspunkt giver anledning til en vis usikkerhed om det religiøse motiv, at ansøgerne efter at være fremkommet med andre asylmotiver, som de har fået afslag på, begyndte at komme i kirken og fik interesse for kristendommen. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerne under genoptagelsessagen på en tilstrækkelig overbevisende måde har redegjort for, at deres konversion til kristendommen er udtryk for en indre overbevisning. Det gælder navnlig for den kvindelige ansøger, som på en overbevisende måde har forklaret, hvorledes hun kan relatere begrebet tilgivelse til det forhold, at hendes far og bror i sin tid havde tvangsgiftet hende med den mandlige ansøger. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne under mødet i Flygtningenævnet har kunnet redegøre for kristne grundprincipper, kristne højtider og hovedindholdet i Biblen, ligesom de har deltaget i dåbsforberedelse forud for deres dåb. Det lægges videre til grund, at ansøgerne vedvarende har udøvet kristne aktiviteter i form af kirkegang og deltagelse i møder og aktiviteter, således som dette er underbygget af en række udtalelser fra kirker, m.v., hvor det er beskrevet, at ansøgerne gennem de seneste fire til fem år har udvist en konstant interesse for kristendommen. Det fremgår af disse udtalelser tillige, at ansøgerne har deltaget aktivt i forskellige former for menighedsarbejde og arrangementer, ligesom det fremgår af opslag af billeder og videoer på den mandlige ansøgers åbne [profil på et socialt medie], at han har deltaget aktivt i gennemførelsen af gudstjenester. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering, at ansøgerne på tilstrækkelig måde har sandsynliggjort, at deres konversion er reel. Efter oplysningerne i baggrundsmaterialet om forholdene for kristne konvertitter i Iran finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse på grund af deres konversion. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at selv om ansøgerne er tidligere yarsan, kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed lægge til grund, at ansøgerne ikke som frafaldne yarsan risikerer at blive behandlet på samme måde som frafaldne muslimer, herunder med henvisning til det begrænsede baggrundsmateriale vedrørende konsekvenser i Iran af konversion fra yarsan-troen til kristendommen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af deres konversion. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres tre mindreårige børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2022/63
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1995.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra […] Irak. Det fremgår af sagen, at klageren [i] 1995 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og at han indrejste i Danmark [i] 1995. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2020 udrejste til Irak. Klageren udrejste for at få foretaget en [behandling] og for at besøge sin datter, som bor i Irak […]. [I sommeren] 2022 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl og opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren har opholdt sig uden for landets grænser i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., idet nævnet efter viseringerne i klagerens pas og det i øvrigt oplyste har lagt til grund, at klageren udrejste af Danmark [i efteråret] 2020 og indrejste igen [i efteråret] 2021. Det er herefter ufornødent at tage stilling til, om klageren har opgivet sin bopæl i Danmark. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet ligeledes, at klageren frivilligt har taget bopæl i sit hjemland, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Klagerens opholdstilladelse er således bortfaldet. Spørgsmålet er herefter, om der skal ske dispensation for bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 2, således at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet bemærker, at afgørelsen heraf må bero på en skønsmæssigt præget vurdering af sagens samlede omstændigheder, herunder af klagerens tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet har således på den ene side lagt vægt på, at klageren, der er [55-60] år gammel, har opholdt sig i Danmark med opholdstilladelse i mere end 27 år, og at han har [flere] voksne børn, der er bosiddende her i landet. På den anden side har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i hjemlandet i mere end 13 på hinanden følgende måneder, at klageren efter baggrundsoplysningerne om forstyrrelser i flytrafikken som følge af Covid-19 ikke var forhindret i at udrejse fra Irak til Danmark efter afslutningen af sin [behandling i efteråret] 2021, at klager først udrejste en måned senere, at klager ikke har sandsynliggjort, at han eller familiemedlemmer har rettet henvendelse til de danske myndigheder i anledning af udrejsen til Irak og/eller om de problemer, der måtte være ved hjemrejsen til Danmark, og at klageren efter det oplyste har opholdt sig i Irak i sammenlagt ca. 3 år siden 2017. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Endvidere finder Flygtningenævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at bortfaldet af klagerens opholdstilladelse – uanset hans i udgangspunktet meget stærke tilknytning til Danmark, jf. ovenfor – ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det tiltrædes herunder, at klagerens forhold til sin tidligere ægtefælle efter oplysningerne om deres samliv efter skilsmissen, bopælsforhold, ophold i henholdsvis Danmark og Irak og det i øvrigt oplyste ikke udgør familieliv i artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har familie i Irak i form af en datter [samt flere søskende og nevøer], at han taler og forstår arabisk, og at han navnlig inden for de seneste år har haft flere og længerevarende ophold i Irak, herunder at klageren efter det oplyste har opholdt sig i Irak i sammenlagt ca. 3 år siden 2017. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren ikke er omfattet af udlændingelovens § 17 a, idet klageren – selvom han frivilligt har taget bopæl i hjemlandet – under de foreliggende omstændigheder ikke kan anses for at være vendt tilbage til hjemlandet med henblik på at tage varigt ophold der. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for udsendelse til Irak. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Irak/2022/27/anjv
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk colombianer og katolik fra Tulúa, Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelige sag har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han er blevet truet på livet og afpresset af ukendte personer fra en kriminel gruppe i Colombia på baggrund af en pengegæld tilhørende ansøgerens søster, [navn A], kæreste, som blev slået i ihjel af gruppen i 2011. Ansøgeren har i forbindelse med behandlingen af den genoptagede sag henvist til, at der er fremkommet nye oplysninger vedrørende asylmotivet, samt at der var oplysninger og dokumenter, som ikke indgik i Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets behandling af sagen. Ansøgeren har til støtte herfor fremlagt en række supplerende dokumenter. Ansøgeren har videre oplyst, at hans tidligere kæreste, [navn B], [i sommeren] 2020 modtog et trusselsbrev fra Los Rastrojos, hvoraf fremgår, at hun skulle oplyse, hvor ansøgeren og hans mor befandt sig, ellers ville de slå hende ihjel. [navn B] er yderligere flere gange blevet telefonisk kontaktet af Los Rastrojos. [I efteråret] 2020 indgav hun en elektronisk anmeldelse til politiet i Tuluá på baggrund af truslerne. Ansøgeren har oplyst, at trusselsbrevet blev fremlagt i forbindelse med nævnsmødet [i sommeren] 2020, men at det ikke blev tillagt betydning, og at anmeldelsen, som [navn B] indgav til politiet [i efteråret] 2020 er fremlagt efter nævnsmødet. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren og hans mor er efterstræbt af Los Rastrojos som følge af ansøgers søsters afdøde partners gældsforhold. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren uagtet at hans søsters partner var blevet dræbt i et attentat [i foråret] 2011, og at familiens bopæl/skønhedssalon angiveligt var blevet beskudt [i sommeren] 2012, hvorefter søsteren [navn A] flygtede til Ecuador, og at han angiveligt personligt havde modtaget flere trusler på livet, blev boende i området frem til 2016. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke af egen drift under nævnsmødet [i efteråret] 2022 har forklaret om den ovenfor nævnte skudepisode mod den ejendom, familien boede i, som var udslagsgivende for, at hans søster flygtede fra Columbia. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren udrejste af Colombia mange år efter, at de angivelige trusler mod ham og hans familie blev fremsat. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om de trusler, han skulle have modtaget. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2019 har ansøgeren forklaret, at han modtog den første trussel fra den kriminelle gruppe i 2014. Ved mødet i Flygtningenævnet [i sommeren] 2020 har ansøgeren forklaret, at han modtog den første trussel fra gruppen [i foråret] 2015. Ved mødet i Flygtningenævnet [i efteråret] 2022 har ansøgeren forklaret, at han modtog den første trussel fra gruppen i 2014. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor mange opkald han fik fra den kriminelle gruppe, der truede ham. Ved oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2019 har ansøgeren forklaret, at han fik omkring 40 opkald fra gruppen. Til mødet i Flygtningenævnet [i sommeren] 2020 har ansøgeren forklaret, at han har modtaget et telefonisk opkald fra gruppen, og at gruppen efterfølgende blev ved med at ringe til ansøgeren. Til mødet i Flygtningenævnet [i efteråret] 2022 har ansøgeren først forklaret, at han kun modtog ét telefonisk opkald fra gruppen, men foreholdt, at han [i sommeren] 2020 for Flygtningenævnet havde forklaret, at han senere samme aften modtog yderligere opkald, har ansøgeren svaret bekræftende på dette. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst forskelligt om, hvor mange gange den kriminelle gruppe, der truede ham, opsøgte ham på hans bopæl. I asylskemaet [i sommeren] 2019 har ansøgeren oplyst, at der efter den telefoniske opringning fra gruppen gik flere måneder, hvor de konstant kom hjem til det sted, hvor han boede med sin mor. Det var to mænd, som altid gik to sammen med jakker og lukket hjelm, som de aldrig tog af, men han gemte sig, fordi han mistænkte, at det var på grund af hans søster. Til mødet i Flygtningenævnet [i efteråret] 2022 har ansøgeren forklaret, at han er blevet opsøgt én gang af gruppen. Foreholdt oplysningen i asylskemaet har ansøgeren ved mødet i Flygtningenævnet [i efteråret] 2022 forklaret, at hans naboer havde fortalt om opsøgningerne. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt nye dokumenter udstedt [i efteråret] 2014, [i foråret] 2015, [i foråret] 2015, [i foråret] 2015 og [i foråret] 2019, hvori det er angivet, at ansøgeren og [navn C] har indgivet anmeldelser til politiet, kan på baggrund af det ovenfor anførte ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at anmeldelserne, der er fra 2014, 2015 og 2019 ikke er fremlagt i forbindelse med den tidligere behandling i Flygtningenævnet i 2020. Det forhold, at ansøgeren har forklaret om og har fremlagt kopi af en pamflet med en trussel mod ansøger og hans mor, som ansøgers eks-kæreste [navn B] havde modtaget, og det forhold at ansøgeren har forklaret, at hans far også havde modtaget trusler fra den tidligere nævnte kriminel gruppe efter ansøgeren og hans mors udrejse, kan henset til det ovenfor anførte ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Colombia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Colombia ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker med hensyn til baggrundsoplysningerne om Colombia i Human Rights Watch. RHW, World Report 2021- Colombia 2021-01-13 og USDOS – US Department of State: 2021 Country Report on Human Rights Practices: Colombia, 12. april 2022, som også anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun og Diego skulle være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb på baggrund af situationen i Colombia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Colo/2022/3/SCH
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk colombianer og katolik fra Tuluá, Colombia. Ansøgeren har været medlem af [partinavn]. Under den oprindelige sag henviste ansøgeren som asylmotiv til, at hun frygter at blive slået ihjel af ukendte personer fra en kriminel gruppe i Colombia på baggrund af en pengegæld tilhørende ansøgerens datter, [navn A], kæreste, som blev slået ihjel af gruppen i 2011. Gruppen har truet hende på livet og forsøgt at afpresse hende og hendes søn [navn B]. Under den oprindelige sag henviste ansøgeren endvidere som asylmotiv til, at hun frygter problemer som følge af hendes aktivisme for [partinavn]. Ansøgeren har i forbindelse med behandlingen af den genoptagede sag henvist til, at der er fremkommet nye oplysninger vedrørende asylmotivet, samt at der var oplysninger og dokumenter, som ikke indgik i Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets behandling af sagen. Ansøgeren har til støtte herfor fremlagt en række supplerende dokumenter. Ansøgeren har videre oplyst, at [navn B] tidligere kæreste, [navn C], [i sommeren] modtog et trusselsbrev fra Los Rastrojos, hvoraf fremgår, at hun skulle oplyse, hvor ansøgeren og hendes søn [navn B] befandt sig, ellers ville de slå hende ihjel. [navn C] er yderligere flere gange blevet telefonisk kontaktet af Los Rastrojos. I [efteråret] 2020 indgav hun en elektronisk anmeldelse til politiet i Tuluá på baggrund af truslerne. Ansøgeren har oplyst, at trusselsbrevet blev fremlagt i forbindelse med nævnsmødet [i sommeren] 2020, men at det ikke blev tillagt betydning, og at anmeldelsen, som [navn C] indgav til politiet [i efteråret] 2020, er fremlagt efter nævnsmødet. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at omstændighederne i Colombia har ændret sig og at der sker optøjer, og fordi ansøgeren har været i Danmark og fremført sit asylmotiv, vil hun i endnu større grad være et mål. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren og hendes søn er efterstræbt af Los Rastrojos som følge af ansøgers datters afdøde partners gældsforhold. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren uagtet at hendes datters partner var blevet dræbt i et attentat [i foråret] 2011, og at familiens bopæl/skønhedssalon angiveligt var blevet beskudt [i sommeren] 2012, hvorefter datteren [navn B] flygtede til Ecuador, og at hun angiveligt personligt havde modtaget mange trusler fra den kriminelle gruppe, blev boende i Tulúa og omegn, hvor hun fortsatte sit arbejde som lærer i en årrække. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke af egen drift under nævnsmødet [i efteråret] 2022 har forklaret om, at der var den ovenfor nævnte skudepisode mod den ejendom, familien boede i, som var udslagsgivende for, at hendes datter flygtede fra Columbia. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren først udrejste af Colombia mange år efter, at de angivelige trusler mod hende og hendes familie blev fremsat, og at hun hverken valgte at søge asyl, da hun var i Danmark i 2016-17 og 2018 eller i Spanien i 2018. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår de første trusler fra den kriminelle gruppe fandt sted. Ansøgeren har ved mødet i Flygtningenævnet [i sommeren] 2020 forklaret, at de første trusler kom i 2013. Ansøgeren har ved mødet i Flygtningenævnet [i efteråret] 2022 forklaret, at de første trusler kom i 2014. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvordan hun modtog de første trusler. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at gruppen første gang kontaktede hende, mens hun var hjemme. Til asylsamtalen [i sommeren] 2021 har ansøgeren forklaret, at gruppen første gang ringede på hendes arbejdstelefon. Ansøgeren har for Flygtningenævnet [i efteråret] 2022 forklaret, at hun første gang blev kontaktet på hendes privatnummer. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvad ansøgeren i første omgang troede med hensyn til, hvem der stod bag opkaldene fra den kriminelle gruppe. Ansøgeren har ved mødet i Flygtningenævnet [i sommeren] 2020 forklaret, at hun i første omgang ikke troede, at opkaldene havde relation til [navn B]. Først efter noget tid gik det op for ansøgeren, at opkaldene havde relation til [navn B]. Ansøgeren har ved mødet i Flygtningenævnet [i efteråret] 2022 forklaret, at de kriminelle ved det første opkald sagde, at hvis [navn B] ikke betalte gælden, måtte ansøgeren betale gælden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt hun flyttede alene, da hun flyttede til et lukket område. Ansøgeren har ved mødet i Flygtningenævnet [i sommeren] 2020 forklaret, at efter at [navn A] blev opsøgt [i vinteren] 2016, flyttede ansøgeren og [navn A] til et lukket område. Ansøgeren har ved mødet i Flygtningenævnet [i efteråret] 2022 forklaret, at hun flyttede alene til et lukket område. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor efterfølgende hun flyttede hen. Ansøgeren har ved mødet i Flygtningenævnet [i sommeren] 2020 forklaret, at hun efter et trusselsopkald [i vinteren] 2018 flyttede hen til nogle venner. Ansøgeren har ved mødet i Flygtningenævnet [i efteråret] 2022 forklaret, at hun flyttede på landet uden for Tuluá, hvor hun lånte en kollegas hus, hvor hun boede alene. Foreholdt den tidligere forklaring for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun boede hos kollegaen og dennes tjenestefolk. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt nye dokumenter udstedt [i efteråret] 2014, [i foråret] 2015, [i foråret] 2015, [i foråret] 2015 og [i foråret] 2019, hvori det er angivet, at ansøgeren og [navn A] har indgivet anmeldelser til politiet, kan på baggrund af det ovenfor anførte ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har endelig i den forbindelse lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at anmeldelserne, der er fra 2014, 2015 og 2019 ikke er fremlagt i forbindelse med den tidligere behandling i Flygtningenævnet i 2020. Det forhold, at ansøgeren har forklaret om og har fremlagt kopi af en pamflet med en trussel mod ansøger og [navn A], som [navn A] eks-kæreste [navn C] havde modtaget, og det forhold at ansøgeren har forklaret, at hendes eksmand også havde modtaget trusler fra den tidligere nævnte kriminel gruppe efter ansøgeren og [navn A] udrejse, kan henset til det ovenfor anførte ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Colombia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Colombia ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker med hensyn til baggrundsoplysningerne om Colombia i Human Rights Watch. RHW, World Report 2021- Colombia 2021-01-13 og USDOS – US Department of State: 2021 Country Report on Human Rights Practices: Colombia, 12. april 2022, som også anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun og [navn A] skulle være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb på baggrund af situationen i Colombia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Colo/2022/2/SCH
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Cameroun og hjemviste samtidig det medfølgende barns sag. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen af trosretning fra [by A], Cameroun. Ansøgerens seneste bopæl var [by B], Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren sympatiserer med en separatistbevægelse i Cameroun. I Danmark har ansøgeren [i vinteren 2016/2017] deltaget i en demonstration mod undertrykkelse i hendes hjemland. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Cameroun frygter nogle personer ved navn [person A] og [person B]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun skylder [person A] og [person B] penge i forbindelse med et lån til [behandling] af ansøgerens [familiemedlem]. Ansøgeren har aflagt en ed på, at hun vil betale beløbet tilbage, ellers vil ansøgeren og hendes familiemedlemmer blive slået ihjel. [Person A] ringede til ansøgeren i [efteråret 2019] og fortalte, at [person A] og [person B] havde kidnappet ansøgerens [familiemedlem] i Cameroun. Ansøgeren har gennem en advokat meldt [person A] og [person B] til de lokale myndigheder i [by B]. Ansøgeren har ikke talt med [person A] eller [person B] siden [efteråret 2019]. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Cameroun frygter myndighederne i landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har modtaget en trusselsvideo fra myndighederne, som er rettet mod hende. Ansøgeren har som asylmotiv desuden henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Cameroun frygter de generelle forhold. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at de fransktalende og engelsktalende camerounske statsborgere bekæmper hinanden, og at de engelsktalende camerounere bliver marginaliseret. Ansøgeren har ligeledes henvist til ovenstående asylmotiver på vegne af sit barn. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med [person A] og [person B] til grund. Nævnet finder imidlertid ligesom Udlændingestyrelsen, at konflikten ikke har en sådan karakter og intensitet, at den kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, for ansøgeren. Nævnet kan ikke tillægge de [beskeder], som ansøgeren angiver at have modtaget [i 2021] og [i 2021] og [i 2022] nogen bevismæssig betydning, og har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen [i sommeren 2021] ikke nævnte, at hun havde modtaget [beskeder] [i 2021] med et truende indhold. Flygtningenævnet lægger således til grund, at der ikke har været kontakt med [person A] eller [person B] siden 2019, og at det beror på ansøgerens egen formodning, at [person A] eller [person B] har evne eller vilje til at efterstræbe ansøgeren i Cameroun, selvom de nu er forsvundet. I det omfang, der fortsat består en konflikt mellem ansøgeren og [person A] eller [person B], må ansøgeren henvises til at søge de camerounske myndigheders beskyttelse. Efter det foreliggende baggrundsmateriale, herunder US Department of State, 2022 Trafficking in Persons Report: Cameroon, juli 2022, er der mulighed for at søge en sådan beskyttelse i Cameroun. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med myndighederne i Cameroun i anledning af, at hun frem til [årstal mellem 2015-2018] har været medlem af en [gruppe på sociale medier], der har ydet en ikke nærmere dokumenteret økonomisk støtte til separatister i Cameroun. Ud over de forhold, der er anført af Udlændingestyrelsen, som således tiltrædes af nævnet, er det også indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren ikke ses at have forklaret om denne konflikt, herunder navnlig modtagelsen af videoen [i årstal mellem 2015-2017], i forbindelse med behandlingen af straffesagen mod ansøgeren i [landsret] [årstal mellem 2017-2021], selvom der efter indholdet af den øvrige forklaring var anledning hertil. På denne baggrund kan videoen, som ansøgeren angiver at have set allerede i [årstal mellem 2015-2017], efter nævnets opfattelse ikke tillægges nogen bevismæssig betydning. Oplysningerne om de generelle forhold i Cameroun, herunder om forholdene for den engelsktalende minoritetsdel af befolkningen, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren har krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende [ansøgeren]. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen af [efteråret 2022] ikke udtrykkeligt forholdt sig til, hvilket statsborgerskab ansøgerens mindreårige [barn], [navn], født [vinteren 2020/2021], der efter det oplyste har en [statsborgerskab] fader, har. Da dette må anses for en forudsætning for den asylretlige vurdering af denne ansøger, hjemviser Flygtningenævnet derfor den del af sagen, der vedrører ansøgerens mindreårige [barn], til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling.” Løbenummer: Came/2022/16
Nævnet stadfæstede i december Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger et barn fra Algeriet. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [hjemby], Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter en kriminel gruppering, idet han har videregivet oplysninger om dem til politiet, hvilket førte til anholdelse og retsforfølgelse. I den forbindelse blev flere anholdt, herunder en person ved navn [A]. Ansøgeren har videre henvist til, at hans moster uretmæssigt har anklaget ham for flere tilfælde af [type kriminalitet], og at han efter sin udrejse i Algeriet i [efteråret] 2015 blev idømt en fængselsstraf in absentia. Til støtte for sit asylmotiv under denne sag har ansøgeren oplyst, at han omkring en til to måneder efter sin tilbagevenden til Algeriet i [måned i sommeren] 2019 tilfældigt mødte en bror til nu afdøde [A]. Broren overfaldt ansøgeren med en kniv og truede ham på livet på baggrund af det, ansøgeren havde gjort ved hans bror. Ansøgeren løb derefter fra stedet og har efterfølgende ikke haft kontakt til den kriminelle gruppering eller familiemedlemmer til [A]. Ansøgeren har fået fortalt, at [A] døde i fængslet grundet ubehandlet [sygdom], hvorefter hans mor døde af chok. Familiemedlemmerne til [A] er derfor nu meget opsatte på at få fat på ansøgeren. [A]s ene bror er [kendt for kriminelle forhold] og derfor meget frygtet i [hjemby]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren videre oplyst, at han under sit ophold i Algeriet har fået oplyst af sin ven, [B], at ansøgerens moster har sagt, at hun vil sørge for, at ansøgeren kom i fængsel. Flygtningenævnet stadfæstede den [dato i vinteren 2018/2019] Udlændingestyrelsens afgørelse om ikke at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt i den forbindelse ikke at kunne lægge ansøgerens forklaringer om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet anførte i den forbindelse blandt andet, at ansøgerens forklaringer om konflikter med [A] og sin familie på centrale punkter havde været divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet fandt heller ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om homoseksualitet til grund, idet ansøgeren havde forklaret divergerende om disse forhold. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af ansøgerens nuværende ansøgning om asyl i Danmark, at ansøgeren mødte sin hustru i 2016, og at de blev gift i 2017. Han og ægtefællen har to børn, der er født den [dato i vinteren 2017/2018] og den [dato i foråret] 2019. Det fremgår imidlertid af ansøgerens tidligere asylsag i Danmark, at ansøgeren påberåbte sig homoseksualitet som asylmotiv, og at han så sent som den [dato i sommeren] 2017 fastholdt over for Udlændingestyrelsen, at han var homoseksuel og aldrig nogensinde havde haft seksuel samkvem med kvinder. Ansøgeren har da heller ikke længere påberåbt sig homoseksualitet som asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring i nævnet har fremstået særdeles utroværdig, og den har på en lang række punkter været i direkte modstrid med de forklaringer, som ansøgeren tidligere har afgivet under asylbehandlingen. Herefter og af de grunde, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Alge/2022/6/DH
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Polen. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren ved en tilbagevenden til Polen vil være nødsaget til at leve på gaden uden reel adgang til sundhedsbehandling. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. Det fremgår af sagen, at de polske myndigheder den [efteråret] 2022 oplyste Udlændingestyrelsen, at klageren [i sommeren] 2004 søgte om asyl i Polen, at klageren [i foråret] 2005 blev meddelt subsidiær beskyttelse, og at opholdstilladelsen senest er forlænget med gyldighed fra [vinteren 2020/21] til [vinteren 2022/23]. Flygtningenævnet lægger på baggrund af disse oplysninger til grund, at klageren er meddelt og fortsat har subsidiær beskyttelse i Polen. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt mulighed for at eje fast ejendom. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin asylansøgning behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter for Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet skal herefter foretage en vurdering af, om klagerens asylansøgning, på trods af det forhold, at klageren er meddelt subsidiær beskyttelse i Polen, skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder indledningsvist, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Polen, samt at klageren i Polen vil være beskyttet mod refoulement. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de polske myndigheders udtalelse af [efteråret] 2022 om, at klageren er meddelt subsidiær beskyttelse i Polen, og at opholdstilladelsen fortsat er gyldig. I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt klagerens personlige integritet og sikkerhed må antages at være beskyttet i Polen, har DRC Dansk Flygtningehjælp gjort gældende, at klageren lider af [en sygdom], at han ikke har en reel adgang til sundhedsbehandling i Polen, og at han ved en tilbagevenden til Polen vil være nødsaget til at leve på gaden. DRC Dansk Flygtningehjælp har videre henvist til, at Polen har modtaget mere end en halvanden million ukrainere som følge af konflikten i Ukraine, og at dette må antages at have forværret forholdene i landet. Flygtningenævnet finder, at det anførte om, at klageren lider af [en sygdom], og at han ikke kan modtage den nødvendige behandling herfor, ikke kan føre til, at hans asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker herved, at det fremgår af AIDA’s rapport: ”Country Report: Poland – 2021 Update” af 26. maj 2022, side 138: “The right to healthcare is a constitutional right, applicable to third-country nationals as well. Recognised refugees and beneficiaries of subsidiary protection are considered “insurance holders’ under the Law on Healthcare Services financed from public funds and are thus entitled to exactly the same services as Poles under the condition of having a valid health insurance. […] The health insurance with the NFZ [National Health Fund] covers all guaranteed health care services specified in the lists of the Ministry of Health. They include both basic and specialist medical services, vaccinations, diagnostic testing (laboratory or other), rehabilitation, hospital care and medical rescue services, emergency ambulance services and medical transport […]”. For så vidt angår anden social hjælp og støtte, fremgår det af rapportens side 135, at: “Beneficiaries of international protection have access to social welfare on equal terms as nationals. There is no difference drawn between refugees and subsidiary protection beneficiaries. […] Social assistance can be provided inter alia for the following reasons: […] disability; long-term or severe disease…”. Flygtningenævnet er opmærksom på, at det af samme rapport fremgår, at der er lang ventetid på specialiseret behandling i Polen, og at de nødvendige dokumenter for gratis sundhedsbehandling for personer meddelt international beskyttelse i Polen kan være besværlige at få udstedt på grund af lang sagsbehandlingstid. Flygtningenævnet finder imidlertid, at klageren ikke har godtgjort, at han ikke kan modtage den nødvendige behandling i Polen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren for Udlændingestyrelsen har oplyst, at han på intet tidspunkt har kontaktet de polske myndigheder med henblik på at få behandling for sin sygdom. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det af den nævnte rapport fremgår, at ”Other challenges are similar to the challenge Polish nationals are facing as well: long waiting time to see a specialist …”, jf. side 138. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren risikerer hjemløshed i Polen, kan føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet er opmærksom på, det af AIDA’s rapport fremgår, at flere personer meddelt subsidiær beskyttelse i Polen er udsat for hjemløshed på grund af høje lejepriser og diskrimination mod flygtninge, jf. rapporten side 131 f. Flygtningenævnet bemærker imidlertid, at det fremgår af oplysnings- og motivsamtalereferatet af [efteråret] 2022, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han forud for sin udrejse fra Polen havde en lejebolig, og at han tænker, at han muligvis igen vil være i stand til at finde en lejebolig i Polen. Flygtningenævnet bemærker tillige, at det ikke fremgår af sagens akter, at klageren selv til Udlændingestyrelsen eller DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han frygter hjemløshed. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at det er godtgjort, at klageren ved en tilbagevenden til Polen vil blive nødsaget til at leve på gaden. For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge, der har opnået subsidiær beskyttelse i Polen, finder Flygtningenævnet samlet set ikke, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Polen er på et så uacceptabelt niveau, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Polen som første asylland. Endelig finder Flygtningenævnet ikke, at det forhold, at Polen har modtaget et stort antal af ukrainere, kan føre til en ændring af denne vurdering. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Pole/2022/1/ehd
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde søgt asyl i Danmark i 2019, hvor han blev Dublinforhandlet til Tyskland, og der ikke er fremkommet nye oplysninger om klagerens situation siden han var i Danmark i 2019. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsmæssige problemer. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren søgte asyl i Danmark i [2019-2021], hvor han blev Dublinforhandlet til Tyskland, og at der ikke er fremkommet nye oplysninger om klagerens helbredssituation siden sidst han var i Danmark i [2019-2021]. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har henvist til, at de tyske myndigheder ikke vil acceptere ham, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de tyske myndigheder [i efteråret] 2022 accepterede at modtage klageren. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende klagerens helbredsmæssige problemer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at han er sund og rask. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at der ikke foreligger nye oplysninger om klagerens helbredsmæssige forhold, da de af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte oplysninger i partsindlægget af [efteråret] 2022 vedrørende klagerens helbredsmæssige forhold er identiske med de helbredsoplysninger, som DRC Dansk Flygtningehjælp henviste til under sagens behandling i [2019-2021]. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, klageren har været frihedsberøvet siden [efteråret] 2022, fordi det har været nødvendigt for fængselspersonalet at anvende magt overfor ansøger, at det blev skønnet nødvendigt at han kom i enecelle, og at han alene er blevet tilset af en sygeplejerske, som mener, at klageren skal tilses af en læge med henblik på eventuel psykiatrisk udregning, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland, såfremt klageren får behov for dette, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Tyskland har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. De tyske myndigheder er herefter forpligtet til at sikre, at klageren har adgang til nødvendig sundhedsbehandling. Det forhold, at klageren har henvist til, at han angiveligt hedder [angivet navn] og at han er amerikansk statsborger, kan heller ikke føre til en ændret vurdering, da det er et forhold, som ikke er relevant for anvendelsen af Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Tysk/2022/26/SCH
Nævnet meddelte i december 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af [familiemedlem A, familiemedlem B og familiemedlem C], fordi hun er flygtet fra Iran for at modsætte sig tvangsægteskab med [familiemedlem B]. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at få problemer med sin familie, idet hun ikke er interesseret i mænd. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens familie havde aftalt med [familiemedlem B’s] familie, at ansøgeren og [familiemedlem B] skulle giftes, når ansøgeren fyldte 18 år. Ansøgeren fortalte [familiemedlem A], at hun ville modsætte sig ægteskabet, hvilket [familiemedlem A] reagerede voldeligt på. I ultimo 2020 fik ansøgeren udstedt et Schengenvisum til Danmark, idet ansøgerens [familiemedlem D] opholdt sig i Danmark og skulle føde. Under opholdet i Danmark fortalte ansøgeren [familiemedlem D] om tvangsægteskabet, og ansøgerens [familiemedlem A] rejste tilbage til Iran før tid grundet uoverensstemmelser med ansøgeren omkring ægteskabet. Ansøgeren fik forlænget sit visum for at hjælpe [familiemedlem D] efter fødslen, og mens ansøgeren opholdt sig i Danmark, truede [familiemedlem A] med at slå hende ihjel, når hun vendte tilbage til Iran. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun ikke er tiltrukket af mænd, hvilket hun formoder skyldes det, som hun har været igennem. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Iran, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun fik interesse for kristendommen, da hun mødte to kristne iranere på sit asylcenter. Ansøgeren deltog på deres opfordring i et kristent kursus, og efter at have deltaget i kurset et par gange, var hun for første gang i [en navngiven kirke i by A]. Ansøgeren begyndte herefter at deltage i gudstjenester, undervisningskurser samt møder i en sprogcafé og i en kvindeklub. Ansøgeren har endvidere deltaget i en kristen konference i [navngiven by B], og ansøgeren blev døbt [i foråret] 2022. Ansøgerens familie i Iran ved ikke, at ansøgeren er konverteret til kristendommen, og ansøgeren frygter, at ansøgerens [familiemedlem A] vil slå hende ihjel, såfremt han får kendskab til konversionen. Ansøgeren har som nyt asylmotiv under genoptagelsessagen henvist til, at hun er [seksuel orientering]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har fået følelser for en kvinde på sit asylcenter, og at de nu er kærester. Ansøgerens kæreste er nu udrejst til [et europæisk land], men de opretholder fortsat telefonisk kontakt. Ansøgeren har altid frygtet sin families reaktion, såfremt de fik kendskab til hendes seksuelle orientering, og ansøgeren frygtede, at familien ville blive gjort bekendt hermed, såfremt ansøgeren fortalte om sin seksuelle orientering til Flygtningenævnet og Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har efterfølgende betroet sig til [sit herboende familiemedlem D], og hun blev meget overrasket over [familiemedlem D’s] reaktion, fordi hun tog det så stille og roligt. Der er ingen, som kan hjælpe eller støtte ansøgeren i Iran, og ansøgeren har ikke fortalt sin familie i Iran om sin seksuelle orientering. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret troværdigt om sin seksualitet, og om hvorfor hun ikke allerede under nævnsmødet i [sommeren] 2022 fortalte herom. Hendes forklaring støttes af, at ansøgeren allerede til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hun ikke troede, at hun nogensinde kunne have et forhold til en mand, og at hun ikke var helt klar over om, hun kunne lide piger, og af at ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen i [sommeren] 2022 forklarede, at hun ikke følte sig tiltrukket af mænd. Ansøgerens forklaring støttes også af de fremlagte billeder, der et optaget for mere end 5-6 måneder siden og altså før mødet i Flygtningenævnet i [sommeren] 2022. Ansøgeren har forklaret, at hun ved en tilbagevenden til Iran ikke vil skjule sin seksualitet. På den baggrund og efter baggrundsoplysningerne vedrørende LGBT+-personer i Iran, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Iran/2022/59/MLVT
Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [navngiven by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af [sit familiemedlem A], [familiemedlem B] eller [familiemedlem C], fordi hun er flygtet fra Iran for at modsætte sig tvangsægteskab med [familiemedlem B]. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at få problemer med sin familie, idet hun ikke er interesseret i mænd. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens familie havde lavet en aftale med [familiemedlem B’s] familie om, at ansøgeren og [familiemedlem B] skulle giftes, når ansøgeren fyldte 18 år. Ansøgeren fortalte [familiemedlem A], at hun ville modsætte sig ægteskabet, hvilket [familiemedlem A] reagerede voldeligt på. I ultimo 2020 fik ansøgeren udstedt et Schengenvisum til Danmark, idet ansøgerens [familiemedlem D] opholdt sig i Danmark og skulle føde. I Danmark fortalte ansøgeren [familiemedlem D] om tvangsægteskabet, og ansøgerens [familiemedlem A] rejste tilbage til Iran før tid grundet uoverensstemmelser med ansøgeren omkring ægteskabet. Ansøgeren fik forlænget sit visum for at hjælpe [familiemedlem D] efter fødslen, og mens ansøgeren opholdt sig i Danmark, truede [familiemedlem A] hende med at slå hende ihjel, når hun vendte tilbage til Iran. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun ikke er tiltrukket af mænd, hvilket hun formoder skyldes det, som hun har været igennem. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun heller ikke er interesseret i kvinder. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Iran, fordi hun er konverteret til kristendommen. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun mødte to kristne iranere på [Asylcenter A], som hun blev flyttet til, efter hun havde været til anden samtale med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren deltog på deres opfordring i et kursus, hvor der var undervisning om torsdage. Efter at hun havde været til kurset et par gange, var hun i kirke for første gang i [kirke A] i [by A]. Hun begyndte derefter at deltage i gudstjenester om søndagen og fik bevilliget praktik i kirken. Hun deltager derudover i et andet kursus på torsdage, i sprogcaféen og i kvindeklubben om onsdagen. Hun har også to gange deltaget i et kursus i [by B], ligesom hun to gange har været til en kristen konference i [by C]. Ansøgeren blev døbt i [kirke A i foråret] 2022. Hendes familie i Iran ved ikke, at hun er konverteret, og hvis [familiemedlem A] finder ud af det, vil han komme til Danmark og slå hende ihjel. Om risikoen for overgreb mv. som følge af, at ansøgeren skulle have modsat sig tvangsægteskab. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af [familiemedlem A], [familiemedlem B] eller [familiemedlem C], fordi hun har modsat sig et tvangsægteskab med [familiemedlem B], hvilket var et ægteskab, som ansøgerens familie og [familiemedlem B’s] familie havde aftalt, da ansøgeren var lille, og hvor aftalen i øvrigt var, at ansøgeren skulle giftes med [familiemedlem B], når hun fyldte 18 år. I den sammenhæng har ansøgeren forklaret, at [familiemedlem B], fordi hun forventedes, at skulle giftes med ham, jævnligt har udsat hende for forskellige former for fysiske overgreb siden hun var [7-11] år gammel. Ved bedømmelsen af, om ansøgerens forklaring kan lægges til grund, må der efter Flygtningenævnets flertals opfattelse lægges vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de overgreb, som [familiemedlem B] (som hun skulle giftes med) skulle have udsat hende for. I den forbindelse skal flertallet fremhæve, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2021 forklarede, at [familiemedlem B] ”plejede at komme forbi ca. hver anden tredje uge”, og at ansøgeren til samtalen [i sommeren] 2021 forklarede, at ”Deres familier besøgte hinanden næsten hver anden uge …”, samt at hun ikke mødtes med ”[familiemedlem B] på andre tidspunkter ud over i forbindelse med familiebesøg”. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at ”[familiemedlem B] kom tit til området i forbindelse med sit arbejde”, hvorfor [familiemedlem B] oftere (end en gang om ugen eller hver fjortende dag) kom forbi familiens hjem alene, dvs. at [familiemedlem B] besøgte ansøgeren også ud over i forbindelse med de familierelaterede besøg. Flertallet har også lagt vægt på, at ansøgeren til samtalen [i sommeren] 2021 forklarede, at ”[familiemedlem B] tog ansøger med på tur nogle gange, herunder visse steder i byen eller i parken, hvor der ikke var mennesker omkring dem”, og at ”[familiemedlem B] havde ikke mulighed for at være alene med ansøger inden for, idet der hele tiden var familiemedlemmer til stede. Derfor tog han hende for det meste ud, således at han kunne være alene med hende”. Det forekommer påfaldende, at ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2021 undlod at oplyse – hvilket hun har gjort for Flygtningenævnet – at overgrebene for det meste foregik i [familiemedlem B’s] bil. Hertil kommer, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at overgrebene som det sted, hvor de fandt sted ”anden mest”, var hjemme hos ansøgeren. Endvidere finder flertallet, at det ikke forekommer overbevisende, at [familiemedlem B], som forklaret af ansøgeren for nævnet, foretog overgreb i husets børneværelse, hvor de begge klædte sig af, mens den øvrige familie var til stede i husets stue. Endvidere har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt i forhold til, hvordan [familiemedlem E] reagerede, da hun fortalte [familiemedlem E] om de overgreb, som [familiemedlem B] skulle have udsat ansøgeren for. Hertil kommer, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at ”hun forsøgte at overbevise sin familie om, at det ikke ville gå”, at hun til samtalen [i sommeren] 2021 forklarede, at ”hun protesterede og sagde til [familiemedlem A og E] flere gange, at hun ikke ville giftes med [familiemedlem B]”, mens ansøgeren for nævnet har forklaret, at hun ikke talte med [familiemedlem A], som hun frygtede, om hendes modstand mod det forventede ægteskab med [familiemedlem B]. Desuden har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende i forhold, hvor tit [familiemedlem B] ringede til ansøgeren i Iran med henblik på at udøve kontrol over hende. Flertallet har også taget i betragtning, at ansøgeren for nævnet har forklaret udbyggende i relation til ansøgerens ”forhold” til [familiemedlem B], idet ansøgeren ikke på noget tidligere tidspunkt har forklaret, at der var indgået en kontrakt mellem dem, der er benævnt Sigheh. Endvidere har flertallet taget den omstændighed i betragtning, at ansøgerens øvrige søstre er blevet gift i en noget senere alder, mens det for ansøgerens vedkommende – siden hun var lille – skulle være blevet besluttet, at hun skulle giftes med [familiemedlem B], når hun fyldte 18 år. Hertil kommer, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren som lille skulle være blevet lovet væk til [familiemedlem B], der er [15-18] år ældre, når samtidig henses til, at ansøgeren har [et antal] ældre søstre. Endelig har flertallet taget i betragtning, at ansøgeren har forklaret divergerende i relation til ansøgerens [familiemedlem F] og det drab, som skulle være begået af [familiemedlem B] på en anden mand, der skulle have haft ”kontakt” med [familiemedlem F]. Samlet set finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran – som følge af, at hun skulle have modsat sig et tvangsægteskab med [familiemedlem B] – risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Om ansøgerens manglende tiltrækning af mænd. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgerens manglende tiltrækning af mænd ikke i sig selv kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Om ansøgerens konversion. Flygtningenævnet har på baggrund af klagerens oplysninger om sin konversion og sagens oplysninger i øvrigt navnlig foretaget en vurdering af, om klagerens konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at klagerens (nye) tro er udtryk for en reel indre overbevisning. Det har også indgået i nævnets vurdering, om ansøgerens (nye) tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder om ansøgeren er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester og religiøs undervisning, herunder om ansøgerens aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens fremtræden og forklaring for nævnet, at ansøgeren – når der samtidig tages hensyn til hendes unge alder – ikke på nogen overbevisende måde har kunnet forklare nærmere om baggrunden for sin beslutning om at konvertere til kristendom, herunder har klageren ikke på overbevisende måde over for nævnet kunnet redegøre for sine indre bevæggrunde af religiøs karakter som begrundelse for konversionen. På den anførte baggrund – og uanset, at ansøgeren har kunnet fremlægge en række støttende erklæringer, og at ansøgeren er blevet døbt – finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at klagerens konversion er udtryk for en reel indre overbevisning af religiøs karakter. Konklusion. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, idet nævnet bemærker, at heller ikke de generelle forhold i Iran i sig selv kan begrunde asyl.” iran2022/45/DH
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde søgt om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren ikke ønsker at komme tilbage til Tyskland, fordi han tidligere har haft det meget svært i landet, ligesom han er bange for, at han atter kommer til at vente i årevis uden at der træffes en afgørelse i hans asylsag. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter har tilbagetrukket sin asylansøgning, og er indrejst i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han er blevet angrebet og føler sig truet på livet af sine nigerianske bofæller, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved, ligesom Udlændingestyrelsen, lagt vægt på, at klageren, såfremt han har behov herfor, må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse i den anledning, idet de tyske myndigheder må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige beskyttelse. Det kan i den forbindelse heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren efter det oplyste har rettet henvendelse til det tyske politi med klage over, at hans bofælle havde opsøgt klageren på hans vens adresse, men at politiet ikke gjorde noget, fordi klageren ikke havde været udsat for vold. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren efter det oplyste ikke har indgivet en klage til en overordnet instans over det tyske politis håndtering af klagen. Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har kontaktet de tyske sociale myndigheder med henblik på at blive flyttet til en anden lejlighed, men at dette var nytteløst, da de oplyste ham, at de ikke havde nogen steder at flytte ham hen til. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren efter det oplyste ikke har indgivet en klage til en overordnet instans over de sociale myndigheders håndtering af hans anmodning. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren frygter at komme tilbage til en udsigtsløs situation i Tyskland, idet han i årevis har ventet uden, at der blev truffet en afgørelse i hans asylsag, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse, ligesom Udlændingestyrelsen, lagt vægt på, at klageren må rette henvendelse til de tyske myndigheder med henblik på genoptagelse af hans asylsag, idet klageren i Tyskland er blevet registreret med en tilbagetrukket asylsag. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Heller ikke det forhold, at klageren har anført, at han lider af et [skade] og [sygdom], kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren må forvente at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. De tyske myndigheder er herefter forpligtet til at sikre, at klageren modtager de nødvendige helbredsmæssige behandlinger. Herudover kan det forhold, at klagerens bror er bosiddende i Danmark, ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at forholdet mellem klageren og broderen ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at der ikke foreligger et afhængighedsforhold mellem den herboende bror og klageren omfattet af artikel 16. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør realitetsbehandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2022 om at overføre klageren til Tyskland, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Tysk/2023/1/SCH
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til ansøgers sårbarhed og hans manglende evne til at tage vare på sig selv. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af klageren anførte forhold om klagerens sårbarhed, herunder at hans psykiske problemer er ganske store, og at han ikke har sygdomsindsigt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. De tyske myndigheder er herefter forpligtet til at sikre, at klageren modtager de nødvendige helbredsmæssige behandlinger. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har følt sig forfulgt i Tyskland, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse i den anledning, idet myndighederne må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/25/EEB.
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren frygtede at komme tilbage til et asylcenter i Tyskland, hvor han vil blive udsat for vold og chikane af andre beboere, som han tidligere havde oplevet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har været udsat for vold, trusler og chikane fra andre asylansøgere på asylcentret i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med privatpersoner i Tyskland, må han henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de tyske myndigheder må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/24/ehd.
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ikke ønskede at bo i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet tiltræder i sin helhed Udlændingestyrelsen afgørelse af [foråret] 2022 og udtalelse af [foråret] 2022, og finder på den baggrund, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ”. Dub-Tysk/2022/23/ehd.
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har haft en konflikt med en asylansøger i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland i efteråret 2022 stiltiende har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse, og at Tyskland [i efteråret] 2022 skriftligt har accepteret af modtage klageren i overensstemmelse med anmodningen af [efteråret] 2022. Det forhold, at klageren i Tyskland har haft en konflikt med en mand, som klageren boede på asylcenter med, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at episoden med manden må betragtes som et enkeltstående tilfælde, og at konflikten ifølge klageren selv er afsluttet. Såfremt klageren ved en tilbagevenden til Tyskland måtte opleve problemer med den samme mand, henvises klageren til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, da de må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige hjælp og beskyttelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at politiet i Tyskland ikke har hjulpet ham, og at han derfor føler sig usikker, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ikke efter det oplyste har indgivet en klage til en overordnet instans over det tyske politis håndtering af klagerens anmeldelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenummer: Dub-Tysk/2022/22/eeb.
Nævnet hjemviste i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Litauen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde fået udstedt et visum til Litauen. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.DRC Dansk Flygtningehjælp og advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Litauen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren [i efteråret] 2021 har fået udstedt et visum til Litauen, der udløb [i efteråret] 2022, og at Litauen efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, jf. artikel 22, stk. 7, såkaldt accept by default, og at Litauen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp og klagerens advokat anførte vedrørende modtagerforholdene for asylansøgere i Litauen, bemærker Flygtningenævnet, at de aktuelle modtagerforhold for asylansøgere i Litauen ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen foretager en høring af, hvorvidt og i hvilket omfang en asylansøger omfattet af Dublinforordningen ved en overførsel til Litauen risikerer at blive placeret i et detentionscenter, og om der er forskel på behandlingen af asylansøgere omfattet af Dublinforordningen i Litauen, herunder hvis den overførte person tidligere har søgt om asyl i Litauen, er rejst legalt gennem Litauen eller er rejst illegalt gennem Litauen. Flygtningenævnet foretager sig på det foreliggende grundlag ikke videre i sagen”. Løbenummer: Dub-Lita/2022/1/MLVT.
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, asylsagsproceduren samt klagerens familiemedlemmer i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren den [i sommeren] 2022 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det forhold, at klageren i Danmark har sin morbror, moster og fætre i Danmark, som vil kunne danne det nødvendige netværk for ham, bemærker nævnet, at de oplyste herboende familiemedlemmer ikke er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at der ikke er nogen ekstraordinære omstændigheder i relationen mellem klageren og hans herboende familie, som skulle begrunde at hans asylsag tages under behandling i Danmark i medfør forordningens artikel 17, stk. 1. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update May 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenummer: Dub-Ital/2022/26/eeb.
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, asylsagsproceduren, at klageren i Danmark har en række familiemedlemmer samt hensynet til klagerens mindreårige børns tarv. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i sommeren] 2022 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det forhold, at klagerens tanter, onkler og fætre er bosiddende i Danmark, som er klagerens eneste familie i Europa, og som han har et nært forhold til og derfor ønsker at bo tæt på, bemærker nævnet, at de oplyste herboende familiemedlemmer ikke er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at der ikke er nogen ekstraordinære omstændigheder i relationen mellem klageren og hans herboende familie, som skulle begrunde at hans asylsag tages under behandling i Danmark i medfør forordningens artikel 17, stk. 1. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update May 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klagerens hustru og to mindreårige børn er i [land], og at det måtte være forbundet med visse udfordringer at få adgang til familiesammenføring i Italien. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at selv om kriteriet om familiens enhed i Dublinforordningen utvivlsomt har til formål at tage hensyn til familierelationer, er hovedformålet med Dublinforordningen effektivt at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for en asylansøgning samt at påbegynde behandlingsprocessen hurtigst muligt. Eftersom Italien har accepteret at modtage klageren, er det Italien, der er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om asyl. Klageren henvises derfor til at indgive ansøgning om familiesammenføring med sin hustru og børn i overensstemmelse med de gældende regler i Italien. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenummer: Dub-Ital/2022/25/eeb.
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Bulgarien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der indgivet ansøgning om asyl i Bulgarien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Bulgarien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for i medfør af udlændingelovens § 53, stk. 10, 2. pkt., og forretningsordenens § 46, stk. 2, at henvise sagen til behandling på et skriftligt nævnsmøde efter lovens § 53, stk. 6. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit [i vinteren 2021/2022] i Bulgarien, at Bulgarien efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 25, stk. 2, såkaldt accept by default, og at Bulgarien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Asylproceduren og de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Bulgarien er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtageforholdene i Bulgarien, at overførsel af klageren til Bulgarien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det af Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylsystemet” af 14. marts 2022 fremgår, at Dublin-returnees som udgangspunkt ikke møder nogen forhindringer i forhold til at indrejse i Bulgarien, jf. også AIDA’s landerapport ”Country Report: Bulgaria”, 2021 update, s. 39. I forlængelse heraf bemærkes, at det af Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylsystemet” af 14. marts 2022, s. 6, fremgår, at såfremt "den returnerte har en ikke avgjort asylsøknad i Bulgaria, eller behandlingen blev avbrutt fordi søkeren forsvant, bliver vedkommende transportert til asylmottak i regi af SAR [State Agency for Refugees] … I begge tilfeller er saken ikke endelig avgjort, og kan derfor gjenopptas …". Endvidere fremgår af rapporten s. 7, at Dublin-returnees i almindelighed ikke har problemer med at få sagen genoptaget ved returnering til Bulgarien, hvis sagen ikke er blevet endelig afgjort, jf. også AIDA’s landerapport ”Country Report: Bulgaria”, 2021 update, s. 39 f. og s. 62. Om forholdene på de såkaldte asylmodtagelsescentre (”reception centers”) henvises til Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylmottak og interneringssentre” af 28. april 2022, s. 2 ff., der indeholder en beskrivelse af bl.a. belægningsprocenten, tilbud om modtageplads, beboernes rettigheder samt standarden på modtagelsescentrene. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at Dublin-returnees, der har modtaget et endeligt afslag på asyl i Bulgarien, "is transferred to one of the immigration detention facilities, usually to the Busmanti detention centre in Sofia, or to the Lyubimets detention centre near the Turkish border", jf. AIDA’s landerapport ”Country Report: Bulgaria”, 2021 update, s. 39. I forlængelse heraf skal det fremhæves, at der af CoE-CPT’s rapport ”Report on the treatment of inmates at border police establishments and immigration detention facilities based on visit from 10 to 17 December 2018” af 11. juni 2019 fremgår bl.a. følgende om detentionscentrene i Busmantsi og Lyubimets: ”Some improvements to material conditions were observed by the delegation at Busmantsi and Lyubimets Homes since the CPT’s previous visits. In particular, the premises in Busmantsi (including communal toilets and showers) had been repainted and some new furniture and bedding provided, and in Lyubimets the unit for women and families had been partially refurbished, as well as some of the communal toilets and showers. Further, both Homes were cleaner than in the past although bedbugs had not been completely eradicated. There were also less problems with access to hygiene items, sanitary materials for women and nappies for infants, although the delegation did hear a few complaints; further, some detained foreign nationals complained that they had received no toothbrush and no towel, and that they had to buy products to clean their dormitories. Overall, conditions were better than previously, also thanks to the fact that both establishments were operating well below their official capacities.” Om forbedringerne af forholdene i detentionscentrene kan der også henvises til Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylmottak og interneringssentre” af 28. april 2022, s. 8 f. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Bulgarien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Bulgarien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst blandt andet, at han i Bulgarien blev udsat for vold af de bulgarske myndigheder samt blev sendt retur til Tyrkiet. Hvis klageren i forbindelse med en tilbagevenden til Bulgarien måtte blive udsat for vold eller lignende, må klageren henvises til at rette henvendelse herom til de relevante overordnede bulgarske myndigheder. Det forhold, at klageren er afghansk statsborger, og at anerkendelsesprocenten for afghanske asylansøgere i Bulgarien er markant lavere end i de resterende EU-lande, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Bulgarien har tiltrådt flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke holdepunkter for at tro, at Bulgarien ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Bulg/2022/5/MLVT.
Nævnet ændrede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 (K-status). Sagen er sambehandlet med Syri/2023/6. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og har oplyst, at hun er kristen, fra [by A], Syrien. Klageren har været medlem af Baath-partiet. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015 som familiesammenført. Hun indgav ansøgning om asyl [i vinteren 2020/2021] og blev [i sommeren] 2022 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i sommeren] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af familiemedlemmer og lokalbefolkningen, fordi hun er konverteret til kristendommen. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun fik interesse for kristendommen i [begyndelsen af 2000’erne], hvor hun fik en kristen veninde på universitetet. I perioden mellem [periode på tre år i 2000’erne] besøgte hun tre gange en kirke i Syrien. Tre måneder efter hun kom til Danmark, begyndte hun at gå i kirke og blev den [dato i] 2019 døbt. Hendes familiemedlemmer og hendes ægtefælles familie i Syrien blev i begyndelsen af 2020 bekendt med konversionen og har truet med at slå hende ihjel, hvis hun kommer tilbage til Syrien. Hun har også modtaget trusler på [socialt medie] på grund af konversionen og hendes opslag herom. Hun har også som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive straffet af myndighederne som følge af, at hun har forladt sin offentlige stilling. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun blev færdig på universitetet i 2009/2010 og herefter arbejdede som offentligt ansat [underviser] indtil udrejsen i 2015, hvor hun udrejste legalt til [andet land], fordi hun havde fået familiesammenføring med sin ægtefælle i Danmark. Efter udrejsen er klagerens [nært familiemedlem A] og [nært familiemedlem B] blevet opsøgt af personer fra undervisningsministeriet, som har spurgt efter klageren. Hun har videre som asylmotiv henvist, at hun frygter at blive straffet af de syriske myndigheder, fordi hun forlod Syrien, mens hun var tilknyttet Baath-partiet. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun meldte sig ind i partiet for at forbedre sine arbejdsmuligheder, efter hun var blevet skilt fra sin første ægtefælle. Hun har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi hun har udført regimekritiske aktiviteter. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun i perioden fra 2010 til 2013 deltog i en række demonstrationer i Syrien og hjalp internt fordrevne personer gennem [en sammenslutning af personer]. I 2013 modtog hun for sin hjælp til de internt fordrevne personer en mundtlig advarsel fra en person, der arbejdede på rådhuset. Hun blev også i 2013 tilbageholdt efter en demonstration og afhørt af sikkerhedstjenesten i seks timer. I perioden fra 2016 til 2021 har hun i Danmark deltaget i demonstrationer mod det syriske regime, og hun har holdt tale ved demonstrationerne. Hun har også fremsat regimekritiske ytringer [på socialt medie] og er i den forbindelse blevet truet på [det samme sociale medie]. Klageren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive afhørt af de syriske myndigheder, fordi hendes tidligere ægtefælle, som opholder sig i Syrien, og hendes [nære familiemedlem C], som opholder sig i [europæisk land], er en del af Den Frie Syriske Hær. Endelig har hun som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive afhørt af de syriske myndigheder, fordi hendes ægtefælles bror er deserteret fra den syriske hær. Flygtningenævnet kan til dels lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren ikke har sandsynliggjort asylbegrundende forhold for så vidt angår hendes oplysninger om konvertering til kristendommen, at hun forlod Syrien, mens hun var tilknyttet Baath-partiet, at hun har udført regimekritiske aktiviteter eller på grund af hendes families aktiviteter, herunder hendes [nære familiemedlem D’s] militærunddragelse. Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at klageren på tidspunktet for udrejsen af Syrien var offentligt ansat skolelærer i Syrien, og at hun ikke opsagde sin stilling eller fik tilladelse til at forlade sin stilling som offentligt ansat [underviser] inden udrejsen af Syrien. Dette lægger Flygtningenævnet også til grund. Det fremgår af Flygtningenævnets tidligere baggrundsoplysninger, at det kun var offentligt ansatte i højere stillinger eller profilerede personer, der risikerede retsforfølgelse, hvis de havde forladt deres stilling uden tilladelse. Nyere baggrundsoplysninger tyder imidlertid på, at ansættelsesniveauet ikke har en betydning herfor. Det fremgår blandt andet af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 12. marts 2021, at myndighederne retsforfølger personer, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft. Det fremgår dog af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 9. december 2021, at der udstedes amnesti for offentligt ansatte, der har forladt deres stilling før den 22. marts 2020, men det fremgår ikke, om amnestireglerne i praksis bliver overholdt, ligesom høringssvaret alene er baseret på en enkelt ekstern kilde, der ikke er nærmere omtalt. Det fremgår herudover af Udlændingestyrelsens rapport Syria – Treatment upon return fra maj 2022, at der sker arbitrær arrestation og tilbageholdelse også af personer, der er omfattet af amnestilove og –dekreter. Af rapporten fremgår videre, at der ikke er noget klart mønster i behandlingen af personer, der vender tilbage til Syrien, og at dette til dels beror på den enkelte ansvarlige medarbejders beslutning på indrejsestedet eller i sikkerhedstjenesten. Flygtningenævnet finder herefter og under hensyn til, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, at der er usikkerhed om, i hvilket omfang amnestireglerne vedrørende ansatte, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft, i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at det må lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuelt begrundet forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet omgør herefter Udlændingestyrelsen afgørelse, således, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2023/7
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Sagen er sambehandlet med ugan/2022/4/eeb. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk muganda og kristen af trosretning fra [distrikt], Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel, udsat for overgreb eller kidnappet af de ugandiske myndigheder, fordi hendes mor har arbejdet som [stilling] i [politisk parti], da hun boede i Uganda, og fordi ansøgerens mor i 2020 i forbindelse med et forestående regeringsvalg i Uganda begyndte at [have aktivitet] på [socialt medie], hvor hun kritiserer regeringen i Uganda. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun ikke kan etablere et liv i Uganda, fordi hun ikke har noget netværk eller færdiggjort en uddannelse, og at hun derfor ikke vil kunne få et arbejde. Ansøgerens mor indrejste i Danmark [i foråret] 2010 og fik opholdstilladelse som familiesammenført [i sommeren] 2014. Ansøgeren og hendes søskende boede i tiden efter moderens udrejse hos deres moster i Uganda, indtil de udrejste af lufthavnen i Kampala i Uganda [i vinteren 2019/2020]. Flygtningenævnet lægger indledningsvist vægt på, at de alle udrejste legalt på deres nationalitetspas, der var udstedt til lejligheden, med besøgsvisum til deres mor i Danmark. De indrejste i Danmark [i vinteren 2019/2020]. Det fremgår af samtalereferat af [efteråret 2021] fra Udlændingestyrelsen og af forklaringen for Flygtningenævnet, at ansøgeren forklarede, at hun rejste til Danmark sammen med sine søskende for at besøge deres mor i Danmark, og at de skulle tilbage til Uganda efter besøget. [I vinteren 2019/2020] søgte ansøgeren om familiesammenføring til moderen. [I efteråret] 2020 meddelte Udlændingestyrelsen afslag herpå, hvilket blev stadfæstet af Udlændingenævnet [i sommeren] 2021. [I efteråret] 2020 oprettede ansøgerens mor [en profil på et socialt medie].” Det fremgår, at [beskrivelse af profilen]. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren først søgte om asyl [i sommeren] 2021 efter sin brors ansøgning om asyl [i sommeren] 2021 i forbindelse med hans sigtelser for ulovligt ophold og ulovligt arbejde - og således mere end halvandet år efter deres ankomst til Danmark. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund om, at hun ikke har været udsat for hverken trusler eller henvendelser. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren har nogen asylbegrundende konflikt med myndighederne i Uganda som følge af hendes mor, herunder henset til, at hun i perioden fra moderens udrejse [i foråret] 2010 indtil hendes udrejse [i vinteren 2019/2020] har været i stand til at bo i Uganda uden at opleve problemer med myndighederne, ligesom hun endvidere kunne udrejse legalt [i vinteren 2019/2020]. Det kan ikke medføre et andet resultat, at ansøgerens mor - efter Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring af ansøgeren [i efteråret] 2020 - efterfølgende [i efteråret 2020] oprettede [en profil på et socialt medie], som ansøgeren redigerer. [Profilen på et socialt medie] fremstår som en fortrinsvis religiøs [profil]. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun i Uganda vil blive udsat for asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda ikke har et sted at bo, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at socioøkonomiske forhold ikke kan begrunde asyl. Endvidere bemærkes, at de generelle forhold i Uganda ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: ugan/2022/5/eeb
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Sagen er sambehandlet med ugan/2022/5/eeb. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk muganda og kristen af trosretning fra [distrikt], Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at regeringen eller myndighederne vil kidnappe eller dræbe ham på grund af hans mors politiske forhold. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans mor, da hun boede i Uganda, arbejdede som [stilling] for [politisk parti], og at hun i forbindelse med regeringsvalget i Uganda i 2020 begyndte at [have aktivitet] på [socialt medie], hvor hun kritiserede regeringen i Uganda. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre henvist til, at hans ven, [A], blev dræbt i Uganda, fordi nogle personer forvekslede ham med ansøgeren. Ansøgerens mor indrejste i Danmark [i foråret] 2010 og fik opholdstilladelse som familiesammenført [i sommeren] 2014. Ansøgeren og hans mindre søskende boede i tiden efter moderens udrejse hos deres moster i Uganda, indtil de udrejste af lufthavnen i Kampala i Uganda [i vinteren 2019/2020]. Flygtningenævnet lægger indledningsvist vægt på, at de alle udrejste legalt på deres nationalitetspas, der var udstedt til lejligheden, med besøgsvisum til deres mor i Danmark. De indrejste i Danmark [i vinteren 2019/2020]. Det fremgår af samtalereferat af [efteråret] 2021 fra Udlændingestyrelsen og af forklaringen for Flygtningenævnet, at ansøgeren forklarede, at den eneste grund til, at de udrejste af Uganda, var, at de skulle besøge deres mor i Danmark, og at de skulle tilbage til Uganda, efter de havde besøgt deres mor. [I vinteren 2019/2020] ansøgte ansøgeren om familiesammenføring til moderen. [I efteråret] 2020 meddelte Udlændingestyrelsen afslag herpå, hvilket blev stadfæstet af Udlændingenævnet [i sommeren] 2021. [I efteråret] 2020 oprettede ansøgerens mor [en profil på et socialt medie].” Det fremgår, at [beskrivelse af profilen]. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren først søgte om asyl [i sommeren] 2021 i forbindelse med sigtelser for ulovligt ophold og ulovligt arbejde og således mere end halvandet år efter sin ankomst til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring vedrørende asylmotivet til grund. Ansøgeren har forklaret afglidende og udetaljeret på spørgsmål bl.a. vedrørende de angivelige telefoniske trusler, som han skulle have fået i Uganda og Danmark. Han har forklaret divergerende og udbyggende bl.a. om, hvorvidt han skulle være blevet opsøgt personligt i Uganda pga. moderen. Til asylsamtalen [i efteråret] 2021 oplyste han, at han blev opsøgt på sin skole af to mænd, der spurgte ham, hvor hans mor befandt sig. Til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2021 oplyste ansøgeren ikke om episoden. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han blev opsøgt flere gange. Dette svækker ansøgerens generelle troværdighed. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren har nogen asylbegrundende konflikt med myndighederne i Uganda som følge af hans mor, herunder henset til, at han i perioden fra hendes udrejse [i foråret] 2010 indtil hans udrejse [i vinteren 2019/2020] har været i stand til at bo i Uganda uden at opleve problemer med myndighederne, ligesom han endvidere kunne udrejse legalt [i vinteren] 2019. Det kan ikke medføre et andet resultat, at ansøgerens mor - efter Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring af ansøgeren [i efteråret] 2020 - efterfølgende [i efteråret] 2020 oprettede [en profil på et socialt medie], som ansøgeren redigerer. [Profilen på et socialt medie] fremstår som en fortrinsvis religiøs [profil]. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han i Uganda vil blive udsat for asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda ikke har et sted at bo, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at socioøkonomiske forhold ikke kan begrunde asyl. Endvidere bemærkes, at de generelle forhold i Uganda ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: ugan/2022/4/eeb
Nævnet omgjorde i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 3. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra […], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Klageren har deltaget i demonstrationer i Danmark imod den syriske præsident Bashar al-Assad. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold og at hun ikke havde en ægtefælle til at passe på sig. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse eller længere er tilstede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse forsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold. Klageren har videre henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder grundet hendes deltagelse i demonstrationer i Danmark, og at hun frygter, at de syriske myndigheder vil fængsle hende og udsætte hende for tortur på grund af hendes sønner. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har deltaget i syv til ti demonstrationer i Danmark imod Bashar al-Assad. Klageren har ikke haft en fremtrædende rolle, men hun har talt med en kvinde med en mikrofon om, at hun deltog i demonstrationerne grundet krigen i Syrien, og at Bashar al-Assad anholder alle herunder kvinder og børn. Klageren bar det syriske flag under demonstrationerne, og klagerens søn har taget billeder af dem og lagt billederne på [et socialt medie]. Klageren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at de syriske myndigheder opsøgte hende på hendes bopæl tre gange og spurgte til hendes sønner. Den sidste opsøgning var seks til syv måneder før hun udrejste af Syrien. Årsagen til opsøgningerne var, at de syriske myndigheder ville genindkalde hendes sønner til militæret. Klageren fortalte til de syriske myndigheder, at hendes sønner var udrejst, hvorefter hun blev taget med på stationen, hvor hun skrev under på, at de var udrejst. De syriske myndigheder truede klageren med at fængsle hende og udsætte hende for tortur, såfremt hun ikke fortalte sandheden. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet tiltræder uanset dette af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet bemærker, at det af Flygtningenævnet anlagte forsigtighedsprincip ved risikovurderingen i sager vedrørende Syrien ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus og Rif-Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, hvori indgår den tid, som klageren har opholdt sig i Danmark, klagerens alder og svækkede helbred, at hun aldrig har boet alene, at hun stort set aldrig har været tilknyttet arbejdsmarkedet, at hun ikke har familie eller bekendte i Syrien, som hun må antages at kunne tage ophold hos, at det vil være i strid med EMRK artikel 8 at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2022, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.” Løbenummer: Syri/2022/183/anjv
Nævnet omgjorde i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrø-rende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren har i Syrien ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har efter sin indrejse i Danmark blevet politisk aktiv og deltaget i politiske aktiviteter. Klageren er desuden blevet medlem af [forening], [forening]. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i efteråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2 (beskyttelsesstatus). Klageren har i forbindelse med sin asylsag i 2014 som asyl motiv henvist til, at han er eftersøgt af politiet, fordi han har hjulpet en [12-15] -årig dreng på hospitalet, der var blevet ramt af skud ved klagerens forretning under en skudveksling mellem politiet og oprørene. Klageren har til støtte herfor oplyst, at politiet har fortalt klagerens ven, at drengen var terrorrist, og at politiet efterfølgende har opsøgt klagerens bopæl i Syrien og hans venners samt en række familiemedlemmers bopæle for at lede efter klageren. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til generelle forhold i Syrien. Klagerens advokat har på vegne af klageren [i efteråret] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor henvist til hans oprindelige asylmotiv og har endvidere henvist til, at han har haft politiske aktiviteter i Danmark. Klageren har været aktiv på de sociale medier, hvor han har udtalt sig kritik om Assad og delt andres opslag på sine profiler. Klageren har blandt andet offentliggjort opslag på [socialt medie 1], [socialt medie 2] og [socialt medie 3]. Klageren har videre oplyst, at han er omtalt i og blevet interviewet til en artikel i [dansk medie]. [I sommeren] 2021 blev atiklen offentliggjort på [dansk medies] [socialt medie 1], side. Klageren er derudover blevet interviewet og har udtalt sig kritisk om styret i Syrien til blandt andet nyhedsmediet ”[A]” (vejen – [B]), det [et europæisk lands] tv kanal ”[C]” og til nyhedsmediet [D]. Klageren har endvidere oplyst, at han har været aktiv for [forening] siden 2020 og løbende har deltaget i demonstrationer. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet klageren på centrale punkter har forklaret divergerende, afglidende og usammenhængende, ligesom væsentlige dele af klagerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvor langt der var til hospitalet, som han angiveligt kørte den sårede dreng hen til efter, at drengen var ramt af skud i en skudduel mellem politiet og oprørerne [i sommeren] 2014. Til oplysnings- og motivsamtalen har klageren forklaret, at hospitalet lå 1,5 km. væk. For Flygtningenævnet har klageren derimod forklaret, at hospitalet lå i en køreafstand af ½ til 1 times kørsel væk. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvem han efter episoden [i sommeren] 2014 tog hen til senere samme dag, efter at han var løbet hen til sin svigermor. Til oplysnings- og motivsamtalen har klageren forklaret, at han tog hen til sin kones brors ven, som han ikke kender navnet på, og at han boede der til [sommeren] 2014. For Flygtningenævnet har klageren derimod forklaret, at han - efter at være løbet hen til svigermoren - tog hen til sin ven, som han ikke husker navnet på. Klageren var sikker på, at der var tale om hans ven. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvem der blev opsøgt for at lede efter klageren efter episoden [i sommeren] 2014. Til oplysnings- og motivsamtalen har klageren forklaret, at politiet efter episoden [i sommeren] 2014 har opsøgt ham på hans bopæl i Syrien og på hans brors bopæl, og at politiet ikke har opsøgt ham på hans svigermors bopæl, hvor konen og børnene boede, da hans svigermor ikke havde registeret sit navn på bopælen, og da politiet kun ledte efter nogen, der hed [navn] til efternavn. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at politiet opsøgte ham på hans bopæl i Syrien og på hans svigermors bopæl, og at hans venner og en række af hans slægtninge blev opsøgt for at lede efter klageren efter episoden [i sommeren] 2014, herunder hos hans morbror og farbror. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at klagerens forklaring om hele episoden [i sommeren] 2014 er usammenhængende. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klagerens forklaring om, at der er afsagt [nærmere antal] domme over ham i Syrien ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at klageren under nævnsmødet ikke var i stand til at redgøre for indholdet og tidspunkterne for de afsagte domme. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter efter en samlet vurdering klagerens forklaring om episoden [i sommeren] 2014. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2, som følge af hans oprindelige asylmotiv. Klageren har været aktiv for foreningen [forening], [forening], og har blandt andet på [socialt medie 1], [socialt medie 2] og [socialt medie 3] udtrykt sig kritisk om det syriske styre og har deltaget i flere interviews, der er bragt på [et europæisk lands] TV Kanal ”[C]” i 2021, på kanalen [D]s ([socialt medie 4]) og [i sommeren] 2021 på TV-stationen ”[A]” [B] samt i en video offentliggjort af [dansk medie] fra [sommeren] 2021, der omhandler klagerens [protest] foran [politisk samlingssted]. Han har angiveligt også udtalt kritik af det syriske styre på TV kanalen [E]. Der er på nævnsmødet ikke fremlagt nærmere herom. Der er på nævnsmødet forevist en række opslag på de sociale medier, der understøtter klagerens forklaring om disse opslag. Klageren har endvidere deltaget i flere demonstrationer i Danmark mod det syriske styre. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der herved er risiko for, at klageren er blevet eksponeret i forhold til de syriske myndigheder som værende modstander af det syriske styre. Flygtningenævnet finder ud fra et forsigtighedsprincip, at det på den angivne baggrund og eksponering efter en samlet vurdering må lægges til grund, at klageren vil kunne blive tilbageholdt og afhørt nærmere om sin baggrund og sine politiske aktiviteter ved en tilbagevenden til Syrien. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer, finder Flygtningenævnet det er sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som følge af, at de syriske myndigheder anser ham som politisk aktiv og modstander af det syriske styre. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 31. oktober 2014 således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2022/182/sme
Nævnet meddelte i december 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Ahwaz, Khozestan, Iran. Ansøgeren har ingen religion, men tror på gud. Ansøgeren er medlem af [organisationen A]. Ansøgeren har endvidere lavet politiske aktiviteter til støtte for Ahwaz's løsrivelse fra Iran. Ansøgeren har uddelt løbesedler og skrevet myndighedskritiske udsagn med graffiti på murene. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder grundet hans politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Iran har deltaget i to demonstrationer i Ahwaz, og at han har udført omkring syv til otte andre politiske aktiviteter, herunder skrevet med graffiti på murerne og delt løbesedler ud. Ansøgeren deltog i sin anden demonstration i [foråret] 2018. [I foråret] 2018 blev ansøgeren anholdt på sin bopæl, hvorefter ansøgeren sad fængslet i [et antal] dage. Ansøgeren var isolationsfængslet i [et antal] dage og blev overført til et arresthus de sidste […] dage af fængslingen. Mens ansøgeren sad fængslet, var han for retten [flere] gange, hvor han blev tvunget til at fortælle om ting han ikke havde gjort. Ansøgeren blev løsladt [i sommeren] 2018, idet hans far betalte kaution. I [foråret] 2019 blev ansøgeren opsøgt af en soldat på sin bopæl, som personligt afleverede en dom truffet af [en domstol], hvor ansøgeren var idømt [flere] års fængsel in absentia. Ansøgeren udrejste herefter af Iran illegalt [i foråret] 2019. Ansøgeren har videre som asylmotiv oplyst, at han frygter de iranske myndigheder, idet han i Danmark har ytret sig myndighedskritisk på de sociale medier og deltaget i demonstrationer foran den iranske ambassade i København. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har lavet opslag på [et socialt medie] med billeder og videoer af ham selv foran den iranske ambassade i København. I forbindelse med demonstrationen var der også en dansk Tv-station tilstede. På opslagene på de sociale medier er der blandt andet billeder af ansøgeren, hvor han står med et skilt med teksten […]. Ansøgeren lægger artikler op om den iranske befolkning og om den uretfærdighed, som de er udsat for. Ansøgeren lægger derudover regimekritiske opslag på sine sociale medier tre til fem gange om ugen. Flygtningenævnet kan i alt væsentligt lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har fremtrådt troværdig under nævnsmødet og har forklaret konsistent om sine asylmotiver. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren i Iran har udøvet politiske aktiviteter vendt mod myndighederne, at han i Iran er idømt [flere] års fængsel herfor, og at han udrejste illegalt af Iran, da han blev indkaldt til afsoning af dommen. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren siden 2019 har været medlem af [organisationen A] – og har deltaget i [A’s] videomøder 1-2 gange om måneden. Flygtningenævnet lægger endelig til grund, at ansøgeren har deltaget i demonstrationer foran den iranske ambassade i Danmark, at han på [et socialt medie] har postet myndighedskritiske opslag, billeder og videoer, ligesom han må antages at figurere som medlem på [A’s] side på det sociale medie […]. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren herved har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Iran/2022/61/anjv
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende to mandlige statsborgere fra Syrien. Ansøgerne er mindreårige og født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og muslimer. De er begge født i Danmark. Deres far er fra Damaskus, Syrien, og deres mor er fra [by], Syrien. Ansøgernes far har på ansøgernes vegne som asylmotiv henvist til, at han frygter, at ansøgerne i Syrien vil blive indkaldt til militærtjeneste, når de kommer i den militærpligtige alder, og at de vil blive bortført, fordi situationen i landet er meget kritisk. Yderligere har ansøgernes far oplyst, at han frygter, at de vil opleve problemer med de syriske myndigheder, eftersom de ikke er registreret i Syrien og ikke er i besiddelse af hverken danske eller syriske ID-dokumenter. Endelig har ansøgernes far henvist til de generelle forhold i Syrien, at ansøgerne aldrig har været i Syrien, og at de ikke har nogen tilknytning til landet. Ansøgernes mor har henvist til de oplysninger, som ansøgernes far er fremkommet med vedrørende ansøgernes asylmotiv og oplyst, at hun på ansøgernes vegne frygter det samme, uanset om en eventuel hjemrejse ville være til Damaskus eller [by]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge de af ansøgernes forældres angivne forklaringer til grund. Begge ansøgere er født i Danmark, og de forhold, der medførte, at ansøgernes forældre fik opholdstilladelse, er således opstået, før ansøgerne blev født. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der herom er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra foråret 2022], at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de på grund af egne forhold eller forhold afledt af deres forældre ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgerne kan opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, som konsekvens af deres forældres opholdstilladelser, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgernes forældre indrejste i Danmark før ansøgerne blev født. Ansøgerne er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Der kan således allerede på den baggrund ikke ud fra princippet om beskyttelse af familiens enhed meddeles ansøgerne opholdstilladelse efter § 7. De af ansøgernes forældre påberåbte socioøkonomiske forhold kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet er orienteret om, at ansøgernes mor har en verserende sag om statusændring vedrørende dennes opholdsgrundlag. På det foreliggende grundlag har Flygtningenævnet ikke fundet anledning til at udsætte sagen med henblik på at foretaget samlet behandling af morens sag og de foreliggende sager. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/184/CARA
Nævnet meddelte i december 2022 opholdstilladelse til en mandelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 1 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk kurder og muslim fra Aleppo, [bydel]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvunget til militærtjeneste, da han har unddraget sig militærtjeneste i mange år. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste af samvittighedsmæssige grunde. Klageren har som asylmotiv også henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder, Den Frie Syriske Hær og den iranske efterretningstjeneste uden en rettergang, da de har ledt efter ham i lang tid, fordi han er kurder. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive udsat for tortur, fordi de syriske myndigheder, den iranske efterretningstjeneste, Daesh, Den Frie Syriske Hær og den russiske efterretningstjeneste vil mistænke ham for at være spion eller arbejde for udenlandske efterretningstjenester, fordi han har boet i Danmark i mange år. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre en række gange er blevet opsøgt af myndighederne, hvor de har fået at vide, at han frivilligt skal møde op til militærtjeneste, og at hans forældre ellers vil blive udsat for konsekvenser. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse lagt til grund, at klageren er en mand i den militærpligtige alder, og at han ikke vil aftjene militærtjeneste af samvittighedsmæssige grunde. Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder med samme begrundelse, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionens artikel A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt. skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensyn til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved [landsretten] ankedom af [vinteren] 2021 idømt [antal dage] fængsel for overtrædelse af [bestemmelse sædelighedsloven], ved via sin [socialt medie A] og [socialt medie B] i to tilfælde at have delt [1-3] filer indeholdende en video med børnepornografisk materiale i kategori 3. Efter oplysningerne om det begåede forhold sammenholdt med længden af den idømte straf, finder Flygtningenævnet efter en konkret vurdering, at klageren ikke kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse som angivet i artikel 33, stk. 2. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at udelukke klageren for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt”. Syri/2022/181
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for bl.a. overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, straffelovens § 119, stk. 1, overtrædelse af lov em euforiserende stoffer og overtrædelse af færdselsloven, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Yderligere har klageren en dom fra 2018, hvor han blev idømt fængsel i 10 måneder for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han udrejste af Syrien, fordi han ikke ønskede at aftjene militærtjeneste og slå civile ihjel, ligesom han heller ikke ønskede selv at blive slået ihjel. Til støtte herfor har klageren henvist til, at familiens bopæl efter hans udrejse er blevet opsøgt af de syriske myndigheder, og at klagerens far er blevet udspurgt om klageren. Klagerens far blev i denne forbindelse tilbageholdt og udsat for tortur, og de syriske myndigheder indikerede, at de var særligt interesserede i klageren, fordi han havde gået på en [x] skole, hvor han havde opnået færdigheder, som de kunne gøre brug af i militæret. Yderligere har klageren henvist til, at han er palæstinenser, og at palæstinensere bliver brugt som menneskeskjold ved frontlinjen. Endelig har klageren oplyst, at han under sit ophold i [by] blev bortført af en islamisk gruppering, som mistænkte ham for at støtte den syriske regering. Han var bortført i tre dage og blev i denne forbindelse udsat for tortur. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, oprindeligt siden den [foråret] 2015. Klageren er på ny meddelt opholdstilladelse [i efteråret] 2019. Endvidere er klageren meddelt opholdstilladelse [i sommeren] 2020. Ved dom afsagt af [byret] den [i foråret] 2022 er klageren idømt 1 år og 6 måneders fængsel for blandt andet legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, vold og trussel om vold mod tjenestegørende politifolk efter straffelovens § 119, stk. 1, hærværk efter straffelovens § 291, stk. 1, overtrædelse af lov om euforiserende stoffer samt gentagne tilfælde af kørsel i personbil efter indtagelse af bevidsthedspåvirkende stoffer. Klageren blev ved dommen, der ikke er anket, udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år regnet fra udrejsen eller udsendelsen. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2022, at Syrien må betragtes som klagerens hjemland, samt at klageren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., fordi han har været registreret hos UNRWA. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at klageren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. fordi klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil befinde sig i en personlig usikkerhedssituation, og at klageren som følge heraf isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse, idet der er tale om alvorlig personfarlig kriminalitet, vold mod polititjenestemænd, samt gentagne tilfælde af kørsel under indtagelse af bevidsthedspåvirkende stoffer. Han er endvidere dømt for en række andre lovovertrædelser. Ved afgørelsen af om klageren udgør en fare for samfundet, lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren, udover ved den ovennævnte dom, tidligere er dømt seks gange, blandt andet for alvorlig personfarlig kriminalitet. Efter en samlet vurdering tiltræder Flygtningenævnet herefter, at klageren må anses for at være en fare for samfundet, og at der herefter ikke kan gives klageren opholdstilladelse. Den af klageren afgivne forklaring om baggrunden for den begåede kriminalitet og om klagerens angivelige fremtidsplaner kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2022/18/CARA
Nævnet omgjorde i december Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandelig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim fra Koyama, Bajuni-øerne, Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen traf [i foråret] 2018 afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet styrelsen vurderede, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, subsidiært at grundlaget for opholdstilladelse ikke længere var til stede, jf. § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrede [i sommeren] 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse af [forår] 2018 således, at klageren fortsat havde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 26. Flygtningenævnet fandt, at klageren ikke havde opnået opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet fandt endvidere, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke længere var til stede, men at det måtte anses for særligt belastende for klageren, hvis hans opholdstilladelse nægtedes forlænget, jf. udlændingelovens § 26. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2022 på ny truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af al-Shabaab, som han er flygtet fra. Klageren frygter endvidere folk fra sit område, fordi de tror, at han er spion fra al-Shabaab. Klageren frygter endelig sin tidligere ægtefælles familie, hvis han gør krav på sin datter. Klageren har til støtte for sit asylmotiv blandt andet oplyst, at en dag blev klageren og nogle af hans venner antastet af flere mænd fra al-Shabaab. De blev taget med til en lejr, fordi de nægtede at tilslutte sig al-Shabaab. I lejren blev klageren og hans venner mishandlet, slået og truet. Det lykkedes klageren og nogle andre at flygte. Al-Shabaab ledte efter dem og sagde, at de var spioner for myndighederne. Klagerens lillebror har oplyst klageren om, at folk har sagt, at klageren var spion for al-Shabaab. Klagerens lillebror er også blevet opsøgt flere gange på sin bopæl og på vej hjem fra moskeen af al-Shabaab, hvor de har spurgt efter klageren. Klagerens lillebror blev også tilbageholdt af al-Shabaab én gang i et døgn, fordi de ville vide, hvor klageren var henne. Klageren ønskede, at hans lillebror skulle passe hans datter, og i den forbindelse blev klagerens lillebror også truet af klagerens ægtefælles familie. Klageren har i forbindelse med den seneste nægtelse af forlængelsessag som asylmotiv henvist til, at han fortsat frygter den generelle sikkerhedssituation i Somalia, herunder den tidligere påberåbte konflikt med al-Shabaab, som klageren frygter vil slå ham ihjel. Klageren har endvidere henvist til, at han fortsat ikke har noget netværk i Somalia. Flygtningenævnet fandt i sin afgørelse af [sommeren] 2019, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren er ikke under sagen fremkommet med nye oplysninger, som kan sandsynliggøre, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at klageren fortsat ikke har noget asylgrundlag som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da Flygtningenævnet har fundet, at udlændingelovens § 7 ikke er til hinder for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, skal nævnet herefter vurdere, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Det fremgår af sagen, at Flygtningenævnet [i sommeren] 2019 fandt, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse efter en samlet og konkret vurdering af oplysningerne om klagerens personlige forhold måtte antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 1, finder ikke længere anvendelse, men vurderingen i forhold til spørgsmålet om nægtelse af at forlænge en opholdstilladelse skal derimod ske under hensyn til EMRK artikel 8. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i hans ret til privatliv efter EMRK artikel 8, men ikke hans ret til familieliv, idet klagerens relation til sin herboende kæreste, som han ikke bor sammen med, ikke kan karakteriseres som familieliv i EMRK artikel 8’s forstand. Dette indgreb i klagerens ret til privatliv har hjemmel i lov, og forfølger et af de legitime formål, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er nødvendig i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Ved vurderingen af, om indgrebet er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for sit privatliv. Ved denne vurdering skal der navnlig lægges vægt på klagerens tilknytning til opholdslandet (Danmark) og klagerens tilknytning til oprindelseslandet (Somalia). Flygtningenævnet kan herefter pege på følgende forhold, der taler imod, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark. Der kan for det første peges på, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2011, hvor han var [25-27 år], og at det efter sagens oplysninger må lægges til grund, at han taler og skriver swahili. Han må derfor i kraft af sin opvækst have kendskab til de kulturelle og sociale normer i Somalia. Klageren vil derfor isoleret set ikke være uden forudsætninger for at kunne begå sig i Somalia, hvilket også skal ses i sammenhæng med, at han ikke har nogen helbredsmæssige problemer. Hertil kommer, at han har en [11-13 årig] datter i Somalia, som han dog ikke har nogen kontakt til. Heroverfor kan der imidlertid peges på en række forhold, der taler for, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark. For det første kan der peges på, at klageren, der i dag er [36-38 år], har opholdt sig i Danmark i lidt over [11-13 år], hvis der tages udgangspunkt i indrejsetidspunktet [i efteråret] 2011, og at klageren i øvrigt har haft ophold i Danmark i over [10-12 år] efter, at han blev meddelt opholdstilladelse [i sommeren] 2012. Hertil kommer, at klageren taler flydende dansk, idet det bemærkes, at nævnsmødet blev gennemført uden medvirken af en tolk. Klageren har bestået prøve i Dansk 2, Dansk 3, Dansk 6, 9. klasse, 10. klasse og gennemført en HF-uddannelse. Han har under sin uddannelse haft arbejde, og har også efterfølgende haft tilknytning til arbejdsmarkedet, hvor han aktuelt er ansat i en stilling på fuld tid i en butikskæde. Han har en dansk omgangskreds med venner, og må efter oplysningerne anses for velintegreret i det danske samfund. Han har endvidere en dansk kæreste, som han har kendt i nogle år. Endvidere kan der peges på, at klageren ikke er bekendt med, hvorvidt han længere har familie bosat i Somalia. Det lægges derfor til grund, at klageren ikke har noget familiært eller socialt netværk i Somalia. Endelig kan der peges på, at en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse efter en konkret og samlet vurdering af en udlændings personlige forhold af hensyn til EMRK artikel 8 efter omstændighederne vil skulle undlades, hvor nægtelsen er begrundet i ændrede generelle forhold i hjemlandet, når den pågældende udlænding har haft lovligt ophold i Danmark mellem 8-15 år, og når den pågældende samtidig har væsentlige andre tilknytningsmomenter til Danmark i form af eksempelvis uddannelse og/eller beskæftigelse. Der kan i den forbindelse peges på, at nægtelsen af at forlænge klagerens opholdstilladelse ikke er begrundet i, at klageren har begået kriminalitet eller lignende i Danmark, men derimod i, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede på grund af ændrede forhold i hjemlandet. Efter en samlet afvejning af de anførte hensyn over for hinanden finder Flygtningenævnet, at det vil være i strid med EMRK artikel 8 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at nævnet [i sommeren] 2019 har truffet afgørelse om, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Da der nu mere end [3-6 år] senere ikke er indtruffet væsentlige ændringer i klagerens personlige forhold, som kan tale imod en forlængelse af opholdstilladelsen, herunder navnlig for så vidt angår klagerens beskæftigelses- og integrationsmæssige forhold, vil det vanskeligt kunne begrundes, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark ikke vil være i strid med EMRK artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2022/45/SCH
Nævnet stadfæstede i december og 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hendes tidligere ægtefælle vil slå hende ihjel, da han har truet med dette, såfremt hun indgik i et nyt ægteskab efter deres skilsmisse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun efter begæring om skilsmisse blev skilt fra sin daværende ægtefælle, da hun blev udsat for vold. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes tidligere ægtefælle fremsatte dødstrusler mod personer, der anmodede om ægteskab med ansøgeren. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hendes ældste bror vil slå hende ihjel, da han har truet med dette, idet han er modstander af, at hun blev gift med sin nuværende ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende på centrale punkter, ligesom ansøgeren og hendes ægtefælle har afgivet indbyredes divergerende forklaringer. Ansøgeren forklarede under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2021 alene om sin konflikt med sin tidligere ægtefælle, [A]. Hun forklarede endvidere, at hun ikke har haft konflikter med andre i hjemlandet. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 21/22] forklarede hun, at hun også har en konflikt med sin bror [B], som var imod hendes nye ægteskab, og som truede hende med, at hun ville blive slået ihjel, hvis hun vendte tilbage til [Irak]. Denne trussel blev fremsat telefonisk, mens ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren udbyggende forklaret, at [B], inden hun rejste til Tyrkiet, truede hende personligt ved at rette en pistol mod hendes hoved, og at resten af familien greb ind og forhindrede ham i at skyde hende. Ansøgeren og hendes ægtefælle har desuden forklaret divergerende om deres religiøse vielse i 2020. Ansøgeren har i samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 21/22] forklaret, at den religiøse vielse i 2020 blev holdt hemmeligt, og at det kun var hendes familie, herunder hendes bror [B], som var til stede. Ansøgerens ægtefælle har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at de holdt en bryllupsfest i 2020 med venner og bekendte. Han kan ikke huske, hvor mange bryllupsgæster, som deltog, men ansøgerens bror [B] deltog ikke, og han har aldrig mødt ham. Disse divergenser og udbygninger svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet henviser endvidere til de forhold, som Udlængestyrelsen har anført i sin begrundelse for afgørelsen [i sommeren] 2022. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med sin tidligere ægtefælle, [A], eller med sin bror [B]. Det forhold, at ansøgeren med advokatens indlæg har fremsendt nogle skriftlige trusler, som ansøgeren [i efteråret] 2022 har modtaget på [socialt medie] fra ukendte afsendere, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved – udover ansøgeren generelle troværdighed - lagt vægt på det påfaldende tidspunkt for disse trusler i forhold til sagens behandling i Flygtningenævnet. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan de generelle forhold i Irak ikke føre til asyl, ligesom betingelserne for at meddele ansøgeren asyl som konsekvens af hendes ægtefælles status heller ikke er opfyldt. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevende til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse eller behandling, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2022/25/DIEI.
Nævnet omgjorde i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Afgh/2022/74. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:” Klageren er [etnicitet] og sunnimuslim fra Herat, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [i efteråret] 2013 som medfølgende mindreårig barn, og at de [i foråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens mor har [i foråret] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens mor har til støtte herfor oplyst, at hun er meddelt opholdstilladelse på grund af hendes tidligere ægtefælles konflikt med Taliban, og hendes tidligere ægtefælle efterfølgende har fået ændret sin opholdstilladelses status fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 til § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen [i foråret] 2014 meddelte klageren, klagerens forældre og søskende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. I tilladelsesresolutionen lagde Udlændingestyrelsen klagerens forældres forklaringer om asylmotivet til grund. Asylmotivet angik, at klagerens far havde været ansat af forskellige internationale organisationer, hvilket var kommet til Talibans kundskab, og at Taliban opsøgte familiens bopæl to gange, hvorunder klagerens fars bror blev dræbt, mens klagerens far nåede at flygte. På baggrund af klagerens fars konflikt med Taliban og henset til Talibans nylige magtovertagelse i Afghanistan ændrede Flygtningenævnet [i efteråret] 2022 klagerens fars opholdstilladelse, således, at han har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens forældre blev skilt i [efteråret] 2021. Flygtningenævnet finder, at klageren ved en tilbagevenden til Afghanistan ¬- uanset forældrenes skilsmisse - risikerer at blive tilbageholdt og afhørt herunder om årsagen til familiens udrejse af Afghanistan i 2013 og deres ophold i udlandet. Klageren risikerer i den forbindelse at blive betragtet som modstander af Talibans regime. Flygtningenævnet har herved dels lagt vægt på, at klagerens far som følge af sine tidligere aktiviteter i Afghanistan må betragtes som profileret i forhold til Taliban, og at klageren som følge af den familiemæssige relation risikerer at blive tillagt en politisk opfattelse som modstander af Taliban. Dels har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i Danmark siden 2013, og at han ved en tilbagevende risikerer at blive betragtet som vestliggjort. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til den risikovurdering som i baggrundsmaterialet bl.a. er beskrevet i pkt. 2.9.2. i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, Common analysis and guidance note, april 2022. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2014, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2022/75/DIEI.
Nævnet omgjorde i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt hendes to børn, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Afgh/2022/75. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er [etnicitet] og sunnimuslim fra Herat, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren og hendes medfølgende børn indrejste i Danmark [i efteråret] 2013, og at de [i foråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i foråret] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er meddelt opholdstilladelse på grund af hendes tidligere ægtefælles konflikt med Taliban, og hendes tidligere ægtefælle efterfølgende har fået ændret sin opholdstilladelses status fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 til § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen [i foråret] 2014 meddelte klageren og hendes børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. I tilladelsesresolutionen lagde Udlændingestyrelsen klagerens og dennes daværende ægtefælles forklaringer om asylmotivet til grund. Asylmotivet angik, at klagerens eksmand havde været ansat af forskellige internationale organisationer, hvilket var kommet til Talibans kundskab, og at Taliban opsøgte familiens bopæl to gange, hvorunder klagerens eksmands bror blev dræbt, mens klagerens eksmand nåede at flygte. På baggrund af klagerens eksmands konflikt med Taliban og henset til Talibans nylige magtovertagelse i Afghanistan ændrede Flygtningenævnet [i efteråret] 2022 klagerens eksmands opholdstilladelse, således, at han har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev skilt fra sin ægtefælle i [efteråret] 2021. Flygtningenævnet finder, at klageren og hendes børn ved en tilbagevenden til Afghanistan ¬- uanset skilsmissen - risikerer at blive tilbageholdt og afhørt herunder om årsagen til deres udrejse af Afghanistan i 2013 og deres ophold i udlandet. De risikerer i den forbindelse at blive betragtet som modstandere af Talibans regime. Flygtningenævnet har herved dels lagt vægt på, at klageren eksmand som følge af sine tidligere aktiviteter i Afghanistan må betragtes som profileret i forhold til Taliban, og at klageren og hendes børn som følge af den familiemæssige relation risikerer at blive tillagt en politisk opfattelse som modstandere af Taliban. Dels har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren og børnene har opholdt sig i Danmark siden 2013, og at de ved en tilbagevende risikerer at blive betragtet som vestliggjorte. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til den risikovurdering som i baggrundsmaterialet bl.a. er beskrevet i pkt. 2.9.2. i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, Common analysis and guidance note, april 2022. Klageren og hendes medfølgende to børn opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2014, således at klageren og hendes børn meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2022/74/DIEI.
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er kristen katolik fra landsbyen [landsby A] i Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter sin [familiemedlem A’s] familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har haft en konflikt med sin [familiemedlem A’s] familie, og at hun er bange for, at de slår hende ihjel. Ansøgerens [familiemedlem A’s] familie var imod forholdet mellem ansøgeren og hendes nu afdøde kæreste. Ansøgeren blev på denne baggrund udsat for [vold]. Ansøgeren flyttede herefter hjem til sin kæreste. Kæresten afgik ved døden [i 2015] i en [ulykke]. Efter kærestens død opsøgte ansøgerens familiemedlemmer hende på hendes bopæl, hvor de udsatte hende for vold. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter en kvinde og en person ved navn [B]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [B] har lånt hende 35.000 euro med det formål, at ansøgeren kunne rejse til Europa. Ansøgeren har gennemgået et ritual, herunder aflagt en ed om, at hvis hun ikke tilbagebetaler [B], vil hun og hendes barn dø. [B] har flere gange truet med at slå ansøgeren ihjel, hvis hun ikke betalte. Ansøgerens familie i Nigeria er også blevet truet og udsat for vold som følge heraf. Ansøgeren har, efter hun senest er genopdukket i Danmark, oplyst, at hun blev udsat for et overfald i [by B] af personer med tilknytning til de personer, der står bag handelsforholdet vedrørende ansøgeren. Ansøgeren fortalte alene herom til [et andet europæisk lands] myndigheder, idet hun var bange for konsekvenserne ved at fortælle om hændelsen til de danske udlændingemyndigheder, herunder at de pågældende bagmænd ville opsøge hende igen i Danmark. For så vidt angår den del af asylmotivet, der vedrører frygt for ansøgerens [familiemedlem A’s] familie, henvises til Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren 2021] og den heri anførte begrundelse. Flygtningenævnet kan i det væsentlige i øvrigt lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt i Nigeria til grund, og at ansøgeren således er menneskehandlet til Danmark, hvor hun har levet som prostitueret for at kunne afbetale på gæld. Nævnet kan endvidere lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun i sommeren 2020 blev overfaldet i Danmark, og at overfaldet har baggrund i hendes konflikt i Nigeria. Om menneskehandel i Nigeria kan der fra de foreliggende baggrundsoplysninger, navnlig henvises til US Department of State 2022, Trafficking in Persons Report: Nigeria fra juli 2022, hvoraf bl.a. følgende fremgår: ”The government of Nigeria does not fully meet the minimum standards for the elimination of trafficking but is making significant efforts to do so. The government demonstrated overall increasing efforts compared to the previous reporting period, considering the impact of the COVID-19 pandemic on its anti-trafficking capacity; … .” Der kan endvidere henvises til EAUU, Country Guidance: Nigeria – common analysis and guidance note, fra oktober 2021, hvoraf bl.a. følgende fremgår (pkt. 2.15): ”Attitudes towards trafficking victims who have engaged in prostitution depend on the extent to which they have gained money and sent remittances back home. In case of ‘unsuccessful’ returns of victims of sex trafficking, the actual response of families and communities varies. One source indicated that the majority of women and girls were welcomed or at least accepted by their families. Another source indicated that the extent to which a victim would be stigmatised or welcomed also depends on prior relations between the victim and her family members. Cases in which returned trafficking victims, including minors, were physically attacked, mocked, insulted or bullied by family or by community members have been reported. The added burden of a child can result in more hostile attitudes by family members. Victims of trafficking who return to Nigeria may end up in (forced) prostitution again. Returnees may be dropped back into the epicentre of Nigeria's sex-trafficking industry, often deeper in debt and with fewer options than before they left. Threats and violence against victims and their families usually serve the goal of forcing them to repay the outstanding debt. Financial hardship and shame could also incite trafficking victims to try to travel to Europe again. Sources also reported cases in which family members tried to re-traffic returnee victims. While the fear of reprisals by trafficking networks is significant, insight into the actual prevalence and nature of reprisals by trafficking networks remains limited. However, most sources recognised that family members have been subjected to threats and violence, especially when victims would still be in Europe and outside the sphere of influence of their madams. A toughening in the attitude of traffickers towards victims who failed to repay their debts has also been witnessed. Furthermore, there have been indications that traffickers have started using victims’ children to put pressure on them to repay debts. The Nigerian government at the federal and state level, particularly in Edo State, has made various efforts to address trafficking in human beings. Positive developments in 2020 aimed at the creation of a new National Action Plan against Human Trafficking and the creation of multiple state task forces on human trafficking. The Nigerian National Agency for Prohibition of Trafficking in Persons (NAPTIP) is Nigeria’s principal agency for combatting human trafficking. NAPTIP’s main tasks are to suppress human trafficking and investigate and prosecute its perpetrators. A source indicated that an improvement from prior reporting periods has been noted in terms of prosecution and conviction of traffickers. However, the conviction rate of traffickers has remained low since 2015 compared to the prevalence of the phenomenon in Nigeria. This was reportedly due to various reasons including the lack of a well-functioning witness protection programme, the corruption, the limited capacity in targeting high-level perpetrators, and the lack of safehouses. Victims of trafficking may also be unwilling to testify against traffickers due to fear of reprisals. In addition, NAPTIP offers a range of protection services to victims of the crime, including temporary shelter, counselling, rehabilitation, reintegration and access to justice. However, it is reported that NAPTIP shelters do not meet international standards. NAPTIP also coordinates with NGOs that provide shelter and other services to victims of human trafficking for longer periods. The quality of NGO shelters greatly differs depending on the available resources and donor funding. For more information on NAPTIP, …” Det fremgår således af baggrundsoplysningerne, at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og på at beskytte handlede personer i forbindelse med en tilbagevenden til Nigeria, og at ofre for menneskehandel i Nigeria har mulighed for at søge beskyttelse hos de nigerianske myndigheder gennem NAPTIP eller andre organisationer, selvom ressourcerne er begrænsede. Flygtningenævnet finder under henvisning til blandt andet disse baggrundsoplysninger sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens individuelle forhold, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria ikke vil være i en reel risiko for asylrelevant forfølgelse, selvom ansøgeren – også henset til overfaldet i [by B] i sommeren 2020 – fortsat vil være i risiko for at stå i et modsætningsforhold til de personer, der står bag menneskehandlen og gældsforholdet. Oplysningerne om, at hendes familiemedlemmer i Nigeria også har været udsat for trusler, og at [familiemedlem C] er gået under jorden, kan ikke føre til en anden vurdering. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2022/5/anfi
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Myanmar. Indrejst i 2007.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk tamiler og hindu fra [by], [område], Myanmar. Det fremgår af sagen, at klageren [i sommeren] 2007 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2007. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2017 udrejste til Myanmar. Klageren udrejste med sin familie med henblik på at tage permanent ophold i Myanmar. [sommeren] 2021 henvendte klageren sig til Udlændingestyrelsen, idet familien ønskede at fortryde deres repatriering. [vinteren] 2021 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4 og § 17 a, stk. 1, nr. 1., idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., og at han frivilligt har taget bopæl i sit hjemland, Myanmar jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder jf. udlændingelovens § 17a, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af betænkning 1982 nr. 968, side 153, at ”en opholdstilladelse bortfalder, når en udlændig opgiver sin bopæl i Danmark. En opgivelse foreligger hvis udlændingen ved egne handlinger tilkendegiver dette, f.eks. ved fraflytning til udlandet, afhændelse af bolig og ejendele, opgivelse af arbejde, framelding til folkeregister, fagforening m.v., flytning af bohave eller på anden måde.” Efter klagerens egne oplysninger er han rejst tilbage til Myanmar for at tage permanent ophold i hjemlandet, da forholdene var forbedrede. Klageren er i Det Centrale Personregister registreret som udrejst til Myanmar [i efteråret] 2017. Klageren har således foretaget sådanne handlinger, at han kan anses for at have opgivet sin bopæl i den forstand, som finder anvendelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1. Ved vurderingen af, om klageren frivilligt har taget ophold i sit hjemland, lægger nævnet vægt på, at klageren selv har oplyst dette, ligesom klageren først tog kontakt til de danske myndigheder i [sommeren] 2021 med henblik på at fortryde sin repatriering. Af de grunde som er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold efter udlændingelovens § 17, stk. 3, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. I den forbindelse bemærkes, at klageren efter det oplyste ikke har været afskåret fra at kontakte de danske myndigheder på et tidligere tidspunkt og inden for 12 måneders fristen. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at forholdene i Myanmar nu er forværrede. Flygtningenævnet finder ikke, at bortfaldet af opholdstilladelsen udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8. Flygtningenævnet har i den forbindelse foretaget en samlet proportionalitetsafvejning. I afvejningen har nævnet blandt andet lægt vægt på, at klageren har opholdt sig i Danmark i 2007-2017, at han har arbejdet i Danmark, at han ikke længere har sin nærmeste familie i Danmark og at han er født og opvokset i Myanmar, hvor han har sin familie. Flygtningenævnet finder tillige, at klageren selv har valgt at begrænse sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark, og at han selv har valgt at udøve sit familieliv i Myanmar. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Løbenummer: Myan/2022/1/AJNI
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en spontansag vedrørende en mandelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og efter det oplyste ateist. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at få problemer med de iranske myndigheder som følge af, at han har været i kontakt med en ateistisk gruppe og i den forbindelse har udført ateistiske aktiviteter i Iran. Han har til støtte herfor henvist til, at han i [2017-2019] i forbindelse med et besøg i Iran havde deltaget i et møde i en lejlighed, hvor hans computer fortsat var. Det pågældende sted blev ransaget, hvorved de iranske myndigheder kom i besiddelse af ansøgerens computer samt flyers og øvrigt materiale, som var islam- og regimekritisk. Myndighederne opsøgte ansøgerens mor, hvor de ransagede hendes hjem, tog ansøgerens computer og spurgte efter ham. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i Iran i [2007-2009] blev fængslet og idømt en betinget dom af [6-8] års fængsel og [antal] piskeslag som følge af sin deltagelse i demonstrationer, som var rettet mod den iranske republik. Endelig har ansøgeren henvist til, at han for nylig har delt regimekritiske opslag omhandlende den nuværende situation i Iran. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren flyttede til Norge i [2008-2010] og derfra til Danmark i [2014-2016], hvor han siden har opholdt sig. Ansøgeren har under sine ophold i Norge og Danmark været i Iran [4-6] gange, senest i [2015-2017] i 2-3 uger og [2019-2022] i 7-8 dage. Han er ind- og udrejst legalt alle gange. Ansøgeren har først søgt asyl [i foråret] 2021 i forbindelse med, at hans opholdstilladelse under en [opholdstilladelse] er udløbet. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgerens forklaring om ateistiske aktiviteter i Iran ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet tiltræder herunder, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren valgte at indrejse i Iran medbringende sin computer med regimekritisk materiale til trods for, at han har oplyst, at han kunne tilgå oplysningerne fra en server i Iran, og at ansøgeren skulle have udført sådanne online aktiviteter uden efterfølgende at kunne fremvise dokumentation herfor, ligesom det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren valgte at udrejse legalt, hvis myndighederne forinden var kommet i besiddelse af gruppens materiale, herunder ansøgerens computer. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse yderligere til, at ansøgeren trods forklaringen om at være efterstræbt af de iranske myndigheder valgte at ansøge om og i øvrigt fik udstedt nyt iransk nationalitetspas på den iranske ambassade i Danmark [i vinteren] 2021 uden i den forbindelse at opleve problemer. Det fremstår endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke siden [2017-2019] har udført regimekritiske aktiviteter forbundet med ateisme. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring angående det nævnte asylgrundlag. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, som følge af en dom fra [2008-2010]. Som også anført af Udlændingestyrelsen er det [12-14 år] siden, at ansøgeren blev idømt straffen, og ansøgeren har efterfølgende problemfrit kunne ind- og udrejse legalt af landet. Ansøgerens nylige aktiviteter på [social medie] i tilknytning til de nuværende uroligheder i Iran er foregået under et andet navn end ansøgerens og findes endvidere ikke at være af en sådan karakter eller at have et sådant omfang, at ansøgeren derved må antages at være kommet i et modsætningsforhold til det iranske styre. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Iran/2022/54/SCH
Nævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2019. Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by A], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ægtefællen gennem hele deres [en årrække] ægteskab har udsat hende for vold. Ægtefællen [udsatte ansøgeren for psykisk og fysisk vold]. Ansøgeren frygter endvidere sin ægtefælle, idet hun rejste væk hjemmefra uden at spørge ham. Ægtefællen ville endvidere have hende til at skrive under på, at han kunne gifte sig igen. Han sagde i den forbindelse til ansøgeren, at hvis hun ikke accepterede, at han giftede sig igen, ville hun få at se, hvad han ville gøre mod hende. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt med sin ægtefælle til grund. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen om omfanget af ansøgerens konflikt med ægtefællen, tiltrædes det imidlertid, at ansøgerens konflikt ikke har en intensitet og karakter, der kan danne grundlag for international beskyttelse efter reglerne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det bemærkes, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring for nævnet til grund om, at ansøgerens ægtefælle også aktuelt har fremsat trusler mod hende under en samtale med ansøgerens datter, således som det skulle være fremgået af en telefonsamtale mellem ansøgeren og datteren og i den for nævnet fremlagte mail fra datteren. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke under samtalen i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2022 fandt anledning til at nævne, at ansøgerens datter havde modtaget truende henvendelser fra faderen angående ansøgeren, selvom hun havde fået disse oplysninger under en telefonsamtale forud for samtalen i Udlændingestyrelsen. Nævnet finder således, at en oplysning af denne karakter, som knytter sig direkte til ansøgerens asylmotiv, burde have været fremdraget under samtalen, og at ansøgerens forklaring for nævnet om, at hun ved en forglemmelse ikke nævnte dette forhold under samtalen i Udlændingestyrelsen, derfor fremstår utroværdig. Under disse omstændigheder finder nævnet heller ikke grundlag for at tillade vidneførsel af ansøgerens [nære familiemedlem B] om, hvad han har erfaret under et ophold i Kurdistan i sommeren 2022. Det tiltrædes, at de generelle forhold i Irak ikke sig selv kan begrunde asyl. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun har behov for beskyttelse i Danmark som nævnt i udlændingestyrelsens § 7, stk. 1 og 2, i anledning af konflikten med ægtefællen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” /Irak/2022/24/anfi
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en spontansag vedrørende en mandelig statsborger Bangladesh. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og muslim af trosretning fra [by], Bangladesh. Ansøgeren blev i [årstal] medlem af det politiske parti, [navn på parti]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter personer fra sit hjemområde på grund af sine politiske aktiviteter. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev medlem af [navn på parti] i [årstal], og at han i den forbindelse deltog i [antal] møder for partiet. Som følge heraf blev han [i vinteren] 2020 overfaldet af 4-5 personer, heriblandt to fremtrædende lokale medlemmer af regeringspartiet, [navn på partiet]. Han anmeldte forholdet til politiet, som afslog at hjælpe ham, da det var folk fra regeringspartiet, som stod bag. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgerens forklaring for nævnet har fremstået udbyggende, idet ansøgeren nu har forklaret, at han efter overfaldet blev opsøgt på sin bopæl af folk fra regeringspartiet, mens det tværtimod fremgår af samtalereferatet af [sommeren] 2022, at ansøgeren kun blev truet telefonisk og ved tilfældige fysiske møder. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet har herved som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgeren efter overfaldet har opholdt sig i Bangladesh i ca. 1 år - herunder på sin hidtidige adresse i ca. seks måneder - uden at der i øvrigt skete yderligere. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: bang/2022/3/SCH
Nævnet meddelte i november 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra [landsby], [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som asylmotiv oprindeligt til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af Taleban eller Hezb-e-islami, idet han i perioden fra 2010 til 2011 arbejdede for [vestlig NGO] og i perioden fra 2012 til sin udrejse i 2014 for [afghansk myndighed]. I ansøgerens sidste stilling var han ansvarlig for registrering af krigsskader i [X]-provinsen samt udbetaling/uddeling af erstatning/hjælp (primært førstehjælp i form af mad tæpper mv.). I perioden fra marts/april 2014 til juni 2014, hvor han forlod sit arbejdede og flygtede fra Afghanistan, modtog ansøgeren adskillige telefoniske trusler samt to skriftlige trusler fra Taleban/Hezb-e-islami. Ansøgeren har under genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han som følge af den nuværende situation i Afghanistan, hvor Taleban har fuld kontrol (udøver regeringsmagten), vil være i reel risiko for forfølgelse som følge af sit arbejde i perioden fra 2010 til 2014 for henholdsvis [vestlig NGO] og [afghansk myndighed]. I sidstnævnte stilling havde ansøgeren en ledende og udadvendt funktion, hvor han færdedes med andre ledende personer, herunder [X]-provinsens guvernør. Ansøgerens arbejde er således kendt af store dele af befolkningen i [X]-provinsen og af Taleban. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans bror, [A], som har arbejdet for de amerikanske styrker og for Afghan Local Police, under udførelse af en opgave for Afghan Local Police i [sommeren] 2019 blev dræbt af Taleban, og at hans bror, [B], blev pågrebet af Taleban i [sommeren] 2022 og fortsat er tilbageholdt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i sin studietid deltog i kurser og konferencer med ISAF, og at han i en periode fra 2010 til 2014 arbejdede for henholdsvis [vestlig NGO] og [afghansk myndighed], at han i sidstnævnte stilling var ansvarlig for registrering af krigsskader i [X]-provinsen samt udbetaling/uddeling af erstatning/hjælp, og at han i den forbindelse offentligt har færdes med ledende politikere herunder [X]-provinsens guvernør. Det lægges desuden til grund, at ansøgerens ene bror, [A], har arbejdet for de amerikanske styrker og for Afghan Local Police, og at han under udførelse af en opgave for sidstnævnte blev dræbt af Taleban i 2019. Det lægges dertil til grund, at ansøgerens yngste bror, [B], blev pågrebet af Taleban i [sommeren] 2022 og fortsat er tilbageholdt. På den baggrund og efter en samlet vurdering, finder nævnet, at ansøgeren vil påkalde sig ikke uvæsentlig opmærksomhed fra Taleban, der i dag har regeringsmagten, og at det er sandsynligt, at han vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2022/71/tps.
Nævnet meddelte i november 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra landsbyen […], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som asylmotiv oprindeligt til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede sin afdøde ægtefælles bror, [A’s], søn, [B], der ville giftes med ansøgeren for derefter at slå hende ihjel for at arve hendes ejendom i Kabul. Ansøgeren oplyste til støtte herfor, at hun fem-seks år forud for sin udrejse af Afghanistan flyttede ind hos sin svoger, idet hendes svigersøn og datter, som hun indtil da havde boet hos, udrejste til Pakistan og derefter til Danmark. Svogerens husstand bestod ud over svogeren af dennes ægtefælle, [C], datteren [D] og sønnen [B]. Ansøgeren havde mange år forinden arvet halvdelen af ejendommen fra sin afdøde ægtefælle, og umiddelbart inden svogerens død overdrog han også den anden halvdel af ejendommen til ansøgeren. Efter svogerens død ønskede dennes søn, [B], at sælge ejendommen og planlagde at indgå ægteskab med ansøgeren og derefter slå hende ihjel for derved at arve ejendommen. Umiddelbart forud for sin udrejse af Afghanistan og med det formål at skaffe penge til udrejsen overdrog ansøgeren ejendommen til sin afdøde ægtefælles ven. Den pågældende hjalp efterfølgende ansøgeren med at udrejse. Ansøgeren har under genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være alene uden et mandligt netværk. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er enke, og at hendes eneste barn, en datter, siden 2010 har opholdt sig med sin ægtefælle og børn i Danmark. Ansøgeren har i Afghanistan ingen slægtninge på sin egen side. Ansøgeren har tidligere opholdt sig hos sin afdøde ægtefælles bror, [A’s], familie, men der var, særligt efter svogerens død omkring 2014, tale om et problematisk forhold. Ansøgeren har desuden ikke siden sin udrejse af Afghanistan været i kontakt med sin afdøde svogers familie. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er enke, at hendes eneste barn opholder sig i Danmark, at hun i Afghanistan ikke har slægtninge på egen side, og at hun derfor ved tilbagevenden til Afghanistan må anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk. På den baggrund og efter oplysningerne om den aktuelle situation i Afghanistan, herunder de foreliggende oplysninger om enlige kvinders retsstilling i Afghanistan, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør at udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2022/70/tps.
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [flygtningelejr]i Damaskus, Syrien. Klageren har været medlem af foreningen [forening] siden [foråret] 2021 og deltaget i flere demonstrationer i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato i foråret] 2013 klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den [dato i sommeren] 2013 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i foråret] 2013. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede overgreb fra den regeringskontrollerede organisation [organisation], efter at hun som vejleder på en skole modtog et trusselsbrev. Klageren henviste som yderligere asylmotiv til de generelle forhold i Syrien. Den [dato i efteråret] 2013 anmodede DRC Dansk Flygtningehjælp om, at sagen blev genoptaget. Flygtningehjælpen henviste til Flygtningenævnets præcisering af praksis af 18. september 2013 vedrørende afviste syriske asylansøgere. Den [dato i vinteren 13/14] genoptog Flygtningenævnet behandlingen af sagen og meddelte samtidig klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til de generelle forhold i [flygtningelejr] i Damaskus. Udlændingestyrelsen har den [dato i foråret] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Klageren har herudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb af de syriske myndigheder, fordi hun er eksponeret som kritiker af den syriske regering. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun i [2021] er stået frem med navn og udtalt sig kritisk om den syriske regering på det arabiske medie [arabisk medie]. Dette er sket i forbindelse med, at hun [nærmere oplysninger om udtalelse]. Hun har endeligt henvist til, at hun er i risiko for at blive associeret med oprørerne, idet disse har anvendt en ejendom i [område i Rif Damaskus], som hun ejer, som kommadocenter og til opbevaring af våben. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. Dette støttes også af EASO-rapporten ”Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note” fra september 2020 og EASO-rapporten “Syria Security Situation – Country of Origin Information Report” fra juli 2021. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun som følge af, at hendes [ejendom] er blevet bombet, fordi det ifølge klagerens forklaring blev brugt af oprørere, er i risiko for forfølgelse fra det syriske regime. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på oplysningen om, at oprørerne først overtog [ejendommen] efter klagerens udrejse, at det ikke kun var klagerens [ejendom], der blev anvendt af oprørere og bombet, og at det var en statsansat, som hun havde bedt om at holde øje med [ejendommen], der fortalte hende om bombningen af [ejendommen]. Klageren har i Danmark deltaget i flere demonstrationer mod det syriske regime og lægger på sin åbne [socialt medie] kritisk materiale af politisk karakter rettet mod det syriske regime. Klageren har endvidere i [2021] deltaget i et arabisksproget [program] på [arabisk medie]. [Nærmere oplysninger om mediet] og er i opposition til regimet i Syrien. Under [pragrammet] udtaler klageren sig kritisk, og klagerens navn vises i den forbindelse. Efter sit indhold og omfanget af eksponeringen sammenholdt med klagerens øvrige aktiviteter lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren har kritiseret det syriske regime på en sådan måde og i et sådant omfang, at klageren for de syriske myndigheder må fremstå som modstander af det syriske styre. Flygtningenævnet finder ud fra det forsigtighedsprincip, der er gældende ved vurdering af asylansøgere fra Syrien, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien har påkaldt sig en sådan interesse, at hun kan risikere at blive afhørt og i den forbindelse blive udsat for overgreb fra de syriske myndigheder. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i foråret] 2021 således, at klageren får opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2022/78/rila
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning og fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2014, og at Udlændingestyrelsen [i foråret] 2014 meddelte hende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af de generelle forhold i Syrien. Det fremgår videre af sagen, at Udlændingestyrelsen [i vinteren 20/21] vurderede, at klageren ikke længere havde et beskyttelsesbehov efter udlændingeloven. Udlændingestyrelsen vurderede imidlertid, at klagerens opholdstilladelse skulle bevares på baggrund af Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 19 a, stk. 1. Klagerens opholdstilladelse er senest blevet forlænget [i efteråret] 2021. Klageren har [i efteråret] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er født statsløs palæstinenser, og at hun opnåede syrisk statsborgerskab, da hun blev gift med sin tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at klageren på nævnsmødet har forklaret, at hun fortsat er syrisk statsborger, hvilket hun har været siden 1995. Herudover bemærker nævnet, at klageren efter at have indleveret sin opsigelse har fået godkendt opsigelsen, således at hun med myndighedernes tilladelse har forladt sin stilling som offentlig ansat skolelærer. Det forhold, at klageren i Danmark har deltaget i tre demonstrationer, hvor hun ikke har holdt tale eller på anden vis er blevet profileret, at hun på [socialt medie] har viderepostet blandt andet et oplag fra en demonstration i [en by i Danmark], der blev afholdt for nogle dage siden, som hun ikke selv har deltaget i, eller at der på [et udenlandsk medie] måtte være vist klip fra en demonstration, som klageren har deltaget i, hvor hun ikke holder tale, ikke nævnes ved navn eller i øvrigt profileres, kan heller ikke være asylbegrundende. Det forhold, at klageren skulle være kommet i myndighedernes søgelys som følge af, at hendes kusine og dennes søn forsvandt, samt at hendes bror arbejdede som læge i [x-lejren] er ikke asylbegrundende. Det bemærkes, at det alene bygger på klagerens egne formodninger, at hun som følge heraf skulle være kommet i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det forhold, at klageren subjektivt frygter de syriske myndigheder som følge af sin palæstinensiske oprindelse – uanset sit syriske statsborgerskab - kan være asylbegrundende. Det bemærkes herved, at klageren har været ansat i den syriske offentlige sektor som lærer i mange år, at hun uden problemer med myndighederne udrejste legalt af Syrien i 2014, og at hun ikke har modtaget trusler eller lignende fra myndighedspersoner eller andre. Det forhold, at klageren har været udrejst af Syrien siden 2014, vurderer Flygtningenævnet ikke kan anses for at skabe en reel konflikt med myndighederne. Det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Security Situation in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, based on interviews between 16 to 27 november 2018 in Beirut and Damascus” fra februar 2019, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, at vedkommende forlod landet under krigen. Det forhold, at klageren ikke har bolig eller job i Syrien, er forhold af socio-økonomisk karakter, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Da klageren således ikke har konflikter i Syrien, herunder med kriminelle, politiske eller religiøse organisationer eller grupper eller andre, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for straf eller overgreb fra de syriske myndigheder side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse” syri/2022/60/rila
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Indrejst i vinteren 2019/2020 Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk vietnameser og katolik fra [by] provinsen i [amtet]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at få problemer med myndighederne, idet han har deltaget i demonstrationer. Ansøgeren frygter endvidere, en person ansøgeren har lånt penge af, da han udrejste af Vietnam. Ansøgeren har, som støtte for sit asylmotiv, henvist til, at han i 2003 blev chikaneret af de vietnamesiske myndigheder, idet de ville overtage familiens grund til ny bebyggelse. Ansøgeren kastede i den forbindelse sten efter gravmaskiner, hvilket førte til, at han blev anholdt. Ansøgeren blev efter et døgn løsladt, idet ansøgerens mor betalte 10.000.000 VND for løsladelsen. Ansøgeren har yderligere oplyst, at myndighederne i 2017 ødelagede familiens farm, da de påstod, at farmen var forurenende for miljøet. Myndighederne opsøgte også ansøgerens familie i 2018, hvor de fjernede familiens grise og høns, idet de påstod, at de var smittet med sygdomme. Andre familier i ansøgeren hjemområde blev ikke udsat for lignende behandling. Ansøgeren har videre, som støtte for sit asylmotiv, henvist til, at han i perioden 2014-2017 deltog i syv-otte demonstrationer imod fabrikken [A], hvor han var en af de personer, der talte i megafon. Under nogle af disse demonstrationer havde politiet hyret en gruppe personer, der kastede med sten efter demonstranterne, og ansøgeren blev under den sidste demonstration anholdt. Ansøgeren blev herefter transporteret til politistationen, hvor han blev placeret i et rum med tre andre. De blev slået med en jernstang på kroppen, herunder på nakken, ryggen og hofterne. Poltiet forsøgte, at tvinge ansøgeren til at underskrive et dokument, hvori ansøgeren indrømmede, at han havde deltaget i urolighederne og ødelæggelserne, og hver gang ansøgeren nægtede slog politiet ansøgeren. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring otte-ni dage, og blev kun løsladt, fordi han havde fået det dårligt af slagene og han fik lov til at tage på hospitalet. Poltiet informerede ansøgeren om, at han ikke måtte forlade hjemmet i de følgende tre måneder. Ansøgeren var indlagt på hospitalet i to-tre uger. Ansøgeren modtog i marts 2017 en indkaldelse af politiet med henblik på en samtale om ansøgerens deltagelse i demonstrationerne. Ansøgeren rejste dog til Laos før indkaldelsesdatoen. Ansøgerens ægtefælle modtog endnu et brev med en indkaldelse af myndighederne, imens ansøgeren var i Laos, og i dette brev fremgik det, at ansøgeren ville blive anholdt, hvis han ikke mødte op på indkaldelsesdagen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at der er flere af demonstranterne, der løbende er blevet anholdt og forgiftet af myndighederne i fængslet og afgået ved døden. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de vietnamesiske myndigheder, som følge af ansøgerens deltagelse i demonstrationer. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [efteråret] 2022. Ansøgerens forklaring herom har således været både divergerende og udbyggende på flere punkter. Ansøgeren har blandt andet forklaret divergerende omkring, hvornår ansøgeren deltog i demonstrationer, om det var fra [vinteren] [2013/2014] til [vinteren] [2015/2016) eller fra 2015 til 2017, om hvor længe ansøgeren var tilbageholdt i forbindelse med sin anholdelse under den sidste demonstration, om det var 3 dage eller 8-9 dage og om hvorvidt myndighederne i forbindelse med løsladelsen af ansøgeren fastsatte som betingelse, at ansøgeren ikke måtte forlade sit hjem i tre måneder eller ikke fastsatte betingelser. Ansøgeren har også forklaret udbyggende omkring hvornår han udrejste af Vietnam efter sin løsladelse, om han opholdt sig to måneder på sin bopæl før sin udrejse til Laos, hvor han opholdt sig i 6-8 måneder eller om han efter løsladelsen opholdt sig hjemme i to uger før sin udrejse til Laos, hvor han opholdt sig i to måneder. Flygtningenævnet har endvidere henset til, at ansøgeren er udrejst af Vietnam til Laos og retur til Vietnam, samt senere udrejst til Rumænien legalt og ved brug af eget nationalitetspas. Ansøgeren har på nævnsmødet herom nu forklaret, at han i forbindelse med sin udrejse til Rumænien ikke benyttede sit eget pas, men at han betalte en person for at lave et falsk pas med et andet navn, men med ansøgerens foto. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring herom er udbyggende i forhold til ansøgerens tidligere forklaringer i sin Oplysnings- og Motivsamtale [i foråret] 2022 og samtale [i sommeren] 2022, hvor ansøgeren ikke har oplyst, at han udrejste til Rumænien på et falsk pas. Af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder landinfo temanotat Vietnam: Pass og indrejsedokumenter, fra november 2022, fremgår, at det ikke er muligt for vietnametiske statsborger, at forlade deres hjemland, hvis de for eksempel er involveret i en retssag eller dømt. Flygtningenævnet har endelig henset til, at ansøgeren er udrejst af Vietnam ved årsskiftet 2018/2019 og er indrejst i Danmark [i foråret 2020], men først har indgivet ansøgning om asyl [i foråret] 2022 mere end to år efter sin indrejse. Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at ansøgerens sognepræst i Vietnam har fortalt ansøgerens ægtefælle, at ansøgerens navn står på en liste hos de vietnamesiske myndigheder, kan ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for karakteren af denne liste, eller om baggrunden for præstens besiddelse heraf. Det forhold, at de vietnamesiske myndigheder skulle have ødelagt ansøgerens families farm og fjernet dyrene, kan heller ikke føre til en anden vurdering, idet myndighederne overfor familien oplyste, at farmen var forurenende for miljøet og dyrene smittet med sygdomme, hvilket er socioøkonomiske forhold, som ikke kan begrunde asyl. Ansøgeren har endelig forklaret udbyggende om, hvorvidt ansøgeren efter sin løsladelse modtog et brev fra myndighederne med indkaldelse til møde på politistationen i starten af [foråret] 2017 og at ansøgerens ægtefælle senere modtog endnu et brev på bopælsadressen, hvoraf fremgik at ansøgeren ville blive anholdt, og udbyggende om, hvorvidt myndighederne tog fotografier i forbindelse med demonstrationerne og anholdt personer, som de kunne genkende. Af de grunde som er anført af Udlændingestyrelsen kan Flygtningenævnet endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med en lånehaj i Vietnam, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende herom, herunder hvorvidt ansøgeren har overdraget en grund til lånehajen som betaling for sin gæld, og at ansøgeren i overdragelsesdokumentet skulle have anført ansøgerens ægtefælles nye adresse, såfremt ansøgeren frygtede lånehajen, og om hvorvidt ansøgerens ægtefælle bor på samme adresse som ansøgerens forældre eller er flyttet hjem til sine egne forældre. De af ansøgeren til nævnsmødet fremlagte tekstbeskeder med trusler fra den angivelige lånehaj kan, henset til tidspunktet for fremlæggelsen heraf, ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2022. Løbenummer: Viet/2022/1/ajni
Nævnet omgjorde i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2014.Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren henviste som asylmotiv oprindeligt til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede for sin egen og sin families sikkerhed på grund af krigen. Klageren havde til støtte herfor henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren havde endvidere oplyst, at klagerens ægtefælles [familiemedlemmer] er eftersøgt af de syriske myndigheder. Klageren havde som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder straffer alle, der er udrejst fra Syrien. Klageren havde gennem sociale medier, herunder [socialt medie A] og [socialt medie B], fået oplyst, at da myndighederne havde mindre kontrol i Syrien, var de mere positivt stemt over for tilbagevendte syrere. Da de syriske myndigheder nu har mere kontrol med landet, vil de straffe syrere, der vender tilbage. Klageren har under genoptagelsessagen henvist til, at Udlændingenævnet [i foråret] 2022 har truffet afgørelse om, at klagerens ægtefælle og to børns opholdstilladelser ikke skal inddrages med henvisning til klagerens søns selvstændige tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 1, og EMRK artikel 8. Klageren har videre henvist til, at klageren har et beskyttelsesværdigt familieliv med sin hustru og to børn, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 1, og EMRK artikel 8. Klageren har endelig henvist til, at hans helbredstilstand bør inddrages. Flygtningenævnet henviser vedrørende asylmotivet og spørgsmålet om inddragelse til nævnets afgørelse af [efteråret] 2021 og den heri anførte begrundelse. Flygtningenævnet skal herefter alene tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse på nuværende tidspunkt vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren, der er syrisk statsborger, indrejste i Danmark i [sommeren] 2014 som [50-60 årig], og søgte umiddelbart herefter asyl. Han har således opholdt sig her i landet i godt 8 år. Klageren er født, opvokset og uddannet i Syrien. Han har i en årrække boet i [land], herunder sammen med sin familie, hvor han har arbejdet, inden han vendte tilbage til Syrien. Klageren har familiemedlemmer i Syrien, herunder sine døtre [A] og [B] samt [antal] brødre og en søster. Under opholdet i Danmark har klageren bestået Prøve i Dansk 2 og har under en del af opholdet været i arbejde. Klageren har herudover taget [kursus], og der foreligger en ansættelseskontrakt, hvorefter klageren pr. [en dato i efteråret] 2021 er blevet ansat som [erhverv]. Klageren har oplyst, at han har været engageret i [klub] i [by i Danmark]. Klagerens ægtefælle og [antal] af hans [antal] børn fik opholdstilladelse i Danmark i 2015, og ved Udlændingenævnets afgørelser af [foråret] 2022 er der truffet afgørelse om ikke at inddrage opholdstilladelserne meddelt efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, vedrørende klagerens hustru, [C], hans datter, [D], på [19-21] år og hans mindreårige søn [E]. Det følger af afgørelserne, at Udlændingenævnet har vurderet, at [E] har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, og at det på denne baggrund vil være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at undlade at inddrage [E’s] opholdstilladelse. Klagerens hustrus opholdstilladelse er i konsekvens heraf tillige undladt inddraget, og datteren [D] opholdstilladelse er blandt andet undladt inddraget under henvisning til, at der består et beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8 mellem hende, der nu er [19-21] år, fortsat er hjemmeboende og ikke har stiftet selvstændig familie, og moderen. For så vidt angår klagerens datter, [B], er det oplyst, at hun nu har taget ophold i Syrien, hvor hun opholder sig sammen med klagerens ældste datter, [A], der i sin tid fik afslag på opholdstilladelse i Danmark. Det fremgår af sagen, at klageren for nylig er blevet diagnosticeret med sygdommen [diagnose]. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hans forhold i denne periode, findes en afgørelse om at inddrage opholdstilladelsen at udgøre et indgreb i retten til respekt for privatliv og familieliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (herefter EMD) praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til bl.a. EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at også klagerens forhold til datteren [D] udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klageren privatliv og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at inddragelse af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse varetager en legitim offentlig interesse i en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at inddrage klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en inddragelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for privat- og familieliv. Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, herunder om klagerens tilknytning til henholdsvis Danmark og Syrien, hvor det indgår med betydelig vægt, at klagerens mindreårige søn, og heraf afledt hans hustru samt hans [19-21]-årige datter fortsat har opholdstilladelse her i landet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil udgøre et proportionalt indgreb, og at det derfor vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at i inddrage klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig EMRK artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2022/180/juri
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte:” Ansøgeren har oplyst at være etnisk berber og muslim fra [by], [område]. Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Libyen, idet hans onkel vil slog ham ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv, henvist til, at ansøgerens onkel har slået ansøgerens far ihjel. Ansøgeren har yderligere forklaret, at ansøgeren så sin onkel ankomme til ansøgerens families bopæl i en pickup sammen med 8-10 bandemedlemmer, der alle var iført militærtøj og bar våben. Ansøgeren har videre forklaret, at han anser bandemedlemmer som værende en del af militæret. Ansøgeren så gruppen gå ind i huset, og ansøgeren hørte derefter skud og gråd, hvorefter han hørte sin mor og sine søskende råbe. Ansøgeren var herefter sikker på, at hans far var blevet skudt og var død. Ansøgeren flygtede ud i skoven efter skududvekslingen, og i den forbindelse løb han forbi flere personer fra landsbyen, der var på vej hen til ansøgerens families hus. Ansøgeren troede, at hele hans familie var blevet slået ihjel på det tidspunkt. Ansøgerens onkel ved ikke, at ansøgeren er i live, og hvis han finder ud af dette, vil han sende nogle personer til Europa efter ansøgeren. Ansøgeren frygter, at han ved en tilbagevenden til Libyen vil blive slået ihjel af sin onkel, idet ansøgerens onkel ikke ønsker, at ansøgeren kommer og opkræver ansøgerens families jord, som ansøgerens onkel har tilegnet sig. Ansøgeren har yderligere til støtte for sit asylmotiv, henvist til, at da han som 19 årig, genindrejste i Libyen, talte han med en tidligere nabo, der oplyste ansøgeren om, at hvis han henvendte sig til politiet vedrørende situationen, skulle ansøgeren passe på ikke at blive slået ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er libysk statsborger eller ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved henset til de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen, idet det fremkomne for Flygtningenævnet ikke kan føre til et andet resultat. Ansøgeren har således haft et meget begrænset kendskab til libyske forhold, herunder en beskrivelse af det libyske flag og landekode til Libyen. Ansøgeren har endvidere ikke kunne redegøre for sin udrejse af Libyen og ophold i andre lande. Endelig har resultatet af den foretagne sprogtest [i sommeren] 2022 påvist, at det er meget usandsynligt, at ansøgeren er fra Libyen. Det forhold, at Udlændingestyrelsen ikke nærmere har spurgt ind til ansøgers etnicitet, angivet som berber, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således ikke anledning til at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen. Ansøgers forklaring omkring sit asylmotiv kan herefter ikke lægges til grund. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv og har således ikke sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2022. ” Løbenummer: Maro/2022/10/ajni
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var indrejst i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, adgangen til asylsagsproceduren og helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: "Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2021 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det forhold, at klageren har sin partner i Danmark, som hun blev viet med i Danmark, bemærker Flygtningenævnet, at ægteskabet ikke er retsgyldigt i Danmark, hvorfor klagerens partner ikke anses som klagerens ægtefælle efter dansk ret. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at ægteskabet ikke er registeret ved myndighederne i [hjemland] eller i Danmark. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klagerens partner er omfattet af definitionen af “familiemedlemmer” i form af “ægtefælle” i Dublinforordningens forstand, jf. Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det forhold, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at hun har boet sammen med sin partner i Danmark siden de mødtes i [efteråret] 2021 til [sommeren] 2022, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren og hendes partner ikke har haft et fast samlivsforhold siden [sommeren] 2022, hvor hun anmeldte ham til politiet, idet han havde udsat hende for fysisk overgreb. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klagerens partner kan anses for at være omfattet af definitionen af “familiemedlemmer” i form af "ugifte partner i et fast forhold" i Dublinforordningens artikel 2, litra g. For så vidt angår det forhold, at klagerens fætre er bosiddende i Danmark, bemærker nævnet, at klageren har oplyst, at hun ikke har kontakt til dem. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er omstændigheder i relationen mellem klageren og hendes herboende fætre, som skulle begrunde at hendes asylsag tages under behandling i Danmark i medfør af forordningens artikel 17, stk. 1. For så vidt angår det af klageren oplyste om, at hun sommetider [har helbredsmæssige udfordringer], og at hun ønsker at fortsætte den behandling, som hun påbegyndte i center Sandholm, finder Flygtningenævnet, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at det fremgår af AIDA’s Country Report: Italy update May 2022, side 143ff, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Det fremgår endvidere af rapporten, at om end der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af, om en asylansøger kategoriseres som sårbar og har særlige modtagerbehov, har sundhedsministeriet fastsat retningslinjer herom. Af rapporten fremgår yderligere, at der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse sager behandles i en prioriteret asylproces. I den forbindelse bemærker nævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update May 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen." Dub-Ital/2022/23/MALC
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp og klageren henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren ikke vil tilbage til Tyskland, idet han ikke føler sig tryg i Tyskland og frygter for sit liv, samt at klageren har helbredsmæssige udfordringer. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren efter det oplyste har en konflikt med nogle [nationalitet] personer, som skygger og chikanerer klageren, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren, såfremt han har behov herfor, må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse i den anledning, idet de tyske myndigheder må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige beskyttelse. Det kan i den forbindelse heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren efter det oplyste har forsøgt at rette henvendelse til det tyske politi med klage over, at personalet gik ind på klagerens værelse på asylcentret, men at dette var nyttesløst, idet nogle [personer] skulle have overbevist det tyske politi om ikke at hjælpe klageren. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det beror på klagerens egen formodning, at det tyske politi ikke vil hjælpe klageren som følge af indblanding fra nogle ukendte [nationalitet] personer. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren ikke efter det oplyste har indgivet en klage til en overordnet instans over det tyske politis håndtering af klagerens klage. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp og klageren anførte vedrørende, at klageren har helbredsmæssige problemer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at han har modtaget lægelig behandling i Tyskland, ligesom klageren har fremlagt dokumentation herfor. Klageren må på denne baggrund forventes atter at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/21/anfi
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til under henvisning til ansøgers særlige sårbarhed og den alvorlige situation han vil blive sendt tilbage til ved en overførsel til Tyskland.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det forhold, at klagerens datter er bosiddende i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at forholdet ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g, idet klagerens datter efter det oplyste er voksen. Flygtningenævnet finder videre, at Dublinforordningens artikel 16 ikke kan føre til, at en overførsel af klageren til Tyskland ikke kan ske. Flygtningenævnet har i den forbindelse endvidere lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2022 har oplyst, at hans datter er gift og har egen familie. Klageren har desuden til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2022 oplyst, at han ikke har set sin datter siden 2018, men at de taler sammen gennem internettet, samt at datteren ikke ved, at klageren i øjeblikket opholder sig i Danmark. Flygtningenævnet finder således ikke, at der foreligger et afhængighedsforhold mellem den herboende datter og klageren omfattet af artikel 16. For så vidt angår det af klageren anførte forhold om klagerens sårbarhed, herunder at han for omkring et år siden blev afhængig af stoffer og alkohol, at han lider af [sygdom] og har problemer med sin hørelse, og de selvmordstanker, han har givet udtryk for, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. De tyske myndigheder er herefter forpligtet til at sikre, at klageren modtager de nødvendige helbredsmæssige behandlinger. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har haft problemer med en kvinde i Tyskland, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse i den anledning, idet myndighederne må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han er blevet slået og blevet behandlet dårligt af de tyske myndigheder, hvilket medførte, at han udrejste af landet, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de rette myndigheder i Tyskland. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Løbe nr.: Dub-Tysk/2022/20/sme
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren frygtede at blive sendt tilbage til sit hjemland samt utilstrækkelig asylprocedure. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren frygter at blive sendt tilbage til sit hjemland, samt at de tyske myndigheder ikke har foretaget en tilstrækkelig grundig vurdering af hans asylmotiv, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/19/juri.
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der af de polske myndigheder har fået udstedt et visum, som udløb mindre end seks måneder inden, han ansøgte om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at overbelastningen af det polske asylsystem kan påvirke både adgangen til asylsagsproceduren samt længden heraf og modtageforholdene, herunder adgangen til social- og sundhedsfaglig støtte og behandling, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at der ikke kan antages at være sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtageforholdene i Polen, at klageren ved en overførsel til Polen risikerer at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de polske myndigheder den 25. februar 2022 oplyste til samtlige medlemsstater, at alle overførsler til Polen i medfør af Dublinforordningen blev suspenderet på grund af situationen i Ukraine. Den 23. juni 2022 oplyste Polen imidlertid, at Polen fra den 1. august 2022 atter ville modtage Dublinoverførsler. Flygtningenævnet bemærker, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i EU’s ovennævnte charter, i Flygtningekonventionen og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der foreligger heller ikke for nævnet oplysninger om, at Polen ikke efterlever sin tilkendegivelse af 23. juni 2022. Flygtningenævnet finder videre, at det på baggrund af det for nævnet foreliggende baggrundsmateriale ikke kan antages, at asylproceduren eller modtageforholdene i Polen ikke lever op til de nævnte krav. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er en sådan tvivl om forholdene for asylansøgere i Polen, at der er væsentlige grunde til at tro, at Polen ikke efterlever sine internationale forpligtelser. Det af klageren anførte om, at han frygter at blive udsat for diskrimination i Polen på baggrund af sin nationalitet kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at denne frygt beror på hans egen formodning og at de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Poland 2021 update, af maj 2022, taler imod, at der skulle bestå en sådan fare. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke holdepunkter for at tro, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at asylansøgere i Polen risikerer at blive frihedsberøvet i alle faser af asylproceduren, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder, at der ikke kan antages at foreligge en sådan risiko for arbitrær fængsling. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Poland 2021 update, af maj 2022, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Pole/2022/6/imbs
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var indrejst i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2021 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update May 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2022/22/juri.
Nævnet meddelte i november 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og tidligere shiamuslim fra [by A] i [B]-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han under sit ophold i Danmark er frafaldet islam, og at han er ateist. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som asylmotiv oprindeligt til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede sin [familiemedlem] og dennes familie, Taliban, kuchierne, Islamisk Stat samt myndighederne, idet ansøgerens [familiemedlem] og dennes familie begyndte at chikanere ansøgeren og ansøgerens familie efter farens død. [Familiemedlemmet] ville have, at ansøgerens mor skulle gifte sig med [familiemedlemmet] og overdrage alle farens ejendele til ham. Ansøgerens [familiemedlem] udsatte ansøgeren og moren for overgreb. Ansøgeren frygtede Taliban, Islamisk Stat og kuchierne, idet man kunne risikere at blive stoppet af dem, når man forlod landsbyen. Ansøgeren har under genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han som følge af magtskiftet i Afghanistan og den nuværende situation landet, vil være i risiko for forfølgelse, idet han vil blive betragtet som værende vestliggjort. Ansøgeren har videre henvist til, at han tilhører en særlig social gruppe i Flygtningekonventionens forstand, idet han er hazara af etnicitet. Ansøgeren har endelig henvist til, at han under sit ophold i Danmark er frafaldet islam, og at han identificerer sig som ateist. For så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiver, der knytter sig til ansøgerens etnicitet som hazara og ansøgerens frygt for sin [familiemedlem] og dennes familie, Taliban, kuchierne, Islamisk Stat samt myndighederne henvises til Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2017 og den heri anførte begrundelse. Den omstændighed, at Taliban nu har kontrollen i Afghanistan, kan ikke føre til en anden vurdering. Det følger af det anførte, at disse asylmotiver ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i forhold til ansøgeren. Forholdene for frafaldne muslimer og vestliggjorte og den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, er i baggrundsmaterialet bl.a. beskrevet i pkt. 2.9.2. og 2.10. i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, Common analysis and guidance note, april 2022. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren er frafalden shiamuslim og i dag er ikke-troende. Ansøgeren indrejste i Danmark i [efteråret] 2015 som uledsaget mindreårig ([12-15 år]) og har haft en betydelig del af sin skolegang og sin ungdom i Danmark, hvor han har levet et ungdomsliv på danske præmisser. Under disse omstændigheder, og efter ansøgerens fremtræden under nævnsmødet, der er foregået på dansk, finder nævnet, at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan som følge af sit forhold til religion og sin vestlige fremtræden, herunder også i lyset af Talibans magtovertagelse i Afghanistan. Ansøgeren har herefter sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2022/73/juri.
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har været tilknyttet partiet Wahdat i et par år fra 1992. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin stedmor. Han har til støtte herfor oplyst, at hun i 1996/1997 lod nogle folk komme ind i deres hjem. De tog ansøgeren med og holdt ham indespærret under en trappe. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af personer fra Wahdat-partiet. Han har til støtte herfor oplyst, at han blev fængslet og truet af en kommandant fra partiet i perioden 1992 til 1995. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles familie og en mand, som hendes ægtefælle skulle have været gift med. Han har til støtte herfor oplyst, at han er flygtet med sin ægtefælle uden hendes families tilladelse, og at hun var lovet væk til en anden mand. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de afghanske myndigheder, fordi han er flygtet fra Afghanistan med sin ægtefælle uden hendes families accept. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiverne til grund. For så vidt angår den af ansøgeren påberåbte konflikt med partiet Wahdat har nævnet navnlig lagt vægt på, at der er tale om en konflikt, der ligger mere end 25 år tilbage i tiden, og at ansøgeren ikke har oplevet problemer siden, herunder i forbindelse med sine ganske vist korterevarende ophold i Afghanistan i 2009, 2012 og 2018. Der foreligger således ikke oplysninger om, at ansøgeren fremstår særligt profileret i forhold til partiet. Flygtningenævnet lægger på denne baggrund til grund, at der er tale om en afsluttet konflikt. Den omstændighed, at Taliban nu har magten i Afghanistan, og at Wahdat og Taliban angiveligt nu har et samarbejde, kan i lyset af de ovennævnte forhold ikke føre til en anden vurdering, herunder heller ikke i forhold til bedømmelsen af asylgrundlaget i ansøgerens oprindelige opholdstilladelse fra 2001. For så vidt angår den af ansøgeren påberåbte konflikt med sin svigerfamilie, [navn på mand, som ansøgerens nuværende ægtefælle skulle have været gift med] og de afghanske myndigheder i anledning af hans giftermål med [sin nuværende ægtefælle] i 2012 efter skilsmissen fra sin hidtidige ægtefælle samme år, har nævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om denne konflikt fremstår divergerende, usammenhængende og udbyggende vedrørende væsentlige forhold. Nævnet har – i lighed med Udlændingestyrelsen – lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor vielsen med [sin nuværende ægtefælle] fandt sted, og om ansøgeren og [hans nuværende ægtefælle] boede på det samme hotel under flugten. For så vidt angår den af ansøgeren påberåbte verserende konflikt med myndighederne har nævnet desuden lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har afgivet forskellige forklaringer om, hvorvidt kun han eller – som senere forklaret – både ansøgeren og [hans nuværende ægtefælle] blev fængslet. Nævnet finder, at dette er en central oplysning til belysning af asylmotivet, som burde være fremkommet på et tidligere tidspunkt end sket. Også ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med, at [navn på mand, som ansøgerens nuværende ægtefælle skulle have været gift med] ønskede at blive gift med [ansøgerens nuværende ægtefælle] fremstår noget usammenhængende for så vidt angår spørgsmålet om, hvornår [navn på mand, som ansøgerens nuværende ægtefælle skulle have været gift med] anmodede om hendes hånd, og ansøgerens svigerfars stillingtagen til ægteskabet. Som også fremhævet af Udlændingestyrelsen taler den omstændighed, at [ansøgerens nuværende ægtefælle] den [dato i foråret] 2018 kontaktede sin forældre, også i nogen grad imod, at der skulle bestå et modsætningsforhold til forældrene. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren har en konflikt med sin stedmor, har nævnet lagt vægt på de omstændigheder, der er fremhævet af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [dato i foråret] 2021. Sammenfattende finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke gennem sine forklaringer og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og idet de generelt vanskelige forhold i Afghanistan, herunder særligt for hazaraer, ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Afgh/2022/72/DH.
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren har slægtninge i Danmark, at han ikke ønsker at bo i Tyskland grundet en konflikt med sin derboende familie, og at de tyske myndigheder ikke har behandlet hans sag, som de skulle. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i sommeren] 2016 er meddelt subsidiær beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ifølge oplysninger af [sommeren] 2022 fra de tyske myndigheder fortsat har beskyttelsesstatus. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt mulighed for at eje fast ejendom. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, samt at klageren i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet finder ligeledes, at forholdene i Tyskland ikke er af en sådan karakter, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Det er på denne baggrund Flygtningenævnets vurdering, at Tyskland kan tjene som første asylland. Det forhold, at klageren ikke ønsker at opholde sig i Tyskland, fordi han har en konflikt med sin derboende tidligere ægtefælle, i hvilken forbindelse han har [konkret konflikt], samt at han ikke mener, at de tyske myndigheder har behandlet sagen korrekt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at der er tale om et familieanliggende, som ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, om Tyskland kan tjene som første asylland, er opfyldt. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at indgive en klage til en overordnet tysk myndighed, såfremt han mener, at sagen ikke er behandlet korrekt. Det forhold, at klageren har oplyst, at de tyske myndigheder bad ham om at forlade hans tidligere bopæl på grund af konflikten med sin tidligere ægtefælle, kan heller ikke føre til, at Tyskland ikke kan tjene som første asylland. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har boet i egen lejlighed sammen med sin tidligere ægtefælle og sine børn, indtil han blev skilt og [konkret konflikt], og at han efter sine egne oplysninger ikke derefter gjorde noget aktivt for at finde en ny bolig, herunder kontakte relevante tyske myndigheder, men i stedet udrejste af Tyskland. Flygtningenævnet finder endelig, at hverken den omstændighed, at klageren ikke ved, om han i Tyskland har adgang til uddannelse, eller den omstændighed, at han har fjernere slægtninge, som opholder sig i Danmark, kan føre til, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” 29b-Tys/2022/1/juri
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klagerens kæreste, med hvem han har et mindreårige barn og planlægger at blive gift med, har opholdstilladelse i Danmark, og som han ønsker at starte et familieliv med. Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land, som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt international beskyttelse i Spanien [i sommeren] 2020, og at klageren kan indrejse og lovligt opholde sig i Spanien. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de spanske myndigheder [i sommeren] 2022 har bekræftet, at klageren [i sommeren] 2020 blev meddelt subsidiær beskyttelse i Spanien, og at han har fået udstedt et beskyttelseskort. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren [i efteråret] 2019 er blevet registreret som asylansøger i Spanien. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet bemærker, at klageren har opnået international beskyttelse i Spanien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, arbejdsmarkedet m.v. Nævnet finder, at forholdene i Spanien ikke er af en sådan karakter, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af AIDA Landerapport om Spanien, som er opdateret i marts 2021 (s. 143-145), at personer, der er meddelt subsidiær beskyttelse har ret til samme adgang til social støtte som spanske statsborgere, herunder adgang til økonomisk støtte og arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet bemærker videre i den forbindelse, at klageren til sine samtaler med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2022 og [i sommeren] 2022 har oplyst, at han er sund og rask. Såfremt klageren alligevel skulle få brug for hjælp, må han forventes at kunne modtage den nødvendige hjælp i Spanien. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren dagligt har haft adgang til mad i Spanien, men at han var utilfreds med kvaliteten. Flygtningenævnet bemærker desuden, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke har haft konflikter med nogen i Spanien, men at han er kommet til Danmark, fordi han gerne vil bo sammen med sin kæreste og barn. Flygtningenævnet finder, at hverken det forhold, at klageren efter sin indrejse i Danmark er blevet kæreste med en herboende kvinde, der har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, med hvem han har fået et barn med [i sommeren] 2021 og planlægger at indgå ægteskab med, eller den omstændighed, at han har sin bror i Danmark, kan føre til, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark. De synspunkter, der fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg af [efteråret] 2022 om blandt andet hensynet til klagerens herboende barn, jf. FN’s Børnekonventionens artikel 3 og artikel 9 og EU-Charters artikel 24, stk. 2. og stk. 3., samt retten til familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen om afvisning af klagerens ansøgning, jf. herved udlændingelovens § 29 b. For så vidt angår klagerens ret til at udøve et familieliv med sin herboende kæreste og deres fælles barn, falder det uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling hertil. Klageren må i stedet søge familiesammenføring i enten Danmark eller Spanien. Nævnet finder herunder ikke, at det med udgangspunkt i det anførte i AIDA, Country Report Spain, 2021 Update, s. 161, kan fastslås, at der ikke vil være adgang til at opnå familiesammenføring i Spanien. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” Løbenummer: §29b-Spa/2022/2/sme
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og sunni-muslim og født i [landsbyen A], Syrien. Klageren flyttede til Damaskus som [12-15]-årig, hvor han har boet fra 1980 og frem til kort før sin udrejse i 2015. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive forfulgt af det syriske regime og Shabiha. Klageren henviste videre til, at Shabiha ville tvangsrekruttere ham til at kæmpe for det syriske regime. Klageren blev truet på livet og fik at vide, at hvis han ikke tilsluttede sig, ville han blive betragtet som en forræder og blive henrettet. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt, idet hans sønner har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har videre henvist til de generelle forhold i landet. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren, der er født i [landsbyen A], som [12-15]-årig tog til Damaskus for at arbejde. Han boede i 15 år hos sin fætter i Damaskus i [by] og fik derefter egen bolig i [by] i Damaskus, hvor ægtefællen senere flyttede ind, og hvor de boede med deres seks fælles børn frem til kort før klagerens udrejse, hvor klageren flyttede til [landsbyen A] sammen med sin kone og børnene og boede på klagerens forældres bopæl. Klageren har oplyst at fire af børnene gik i skole i Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Dette understøttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport ”Country Guidance Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf fremgår blandt andet: ”Looking at indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, blandt andet: ” Since 2018 when the GoS Retook control of all areas in Damascus and rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two govenorates, …”. Flygtningenævnet er opmærksomt på rapporten fra Amnesty International fra september 2021, ”You´re going to your death”, og der skal i sager af denne karakter ved sagens afgørelse anvendes et forsigtighedsprincip. De syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er således præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel begrundet tvivl komme en klager til gode. Afgørelsen af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen M.D. And Others v. Russia og afgørelsen af 29. marts 2022 i sagen A.J. and Others vs. Russia kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle del af Syrien vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3, men at der er foretaget en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at de er mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de har modsat sig. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, skal inddrages som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landet økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Klageren kom til Danmark [i efteråret] 2015, da han var [over 40] år gammel. Klageren har gået på sprogskole. Klageren kan ikke tale, læse eller skrive dansk. Klageren har ikke taget uddannelse eller arbejdet i Danmark. Han har ikke haft fritidsinteresser eller været medlem af foreninger i Danmark. Han har oplyst at tre af hans sønner bor i henholdsvis Tyskland og Østrig. Han har oplyst, at de tre andre sønner og hans ægtefælle er udrejst af Danmark. De andre sønner, der har boet i Danmark, er udrejst af Danmark. Klageren har boet i Syrien indtil udrejsen, da han var [over 40] år, og har således levet størstedelen af sit liv i Syrien. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at håndhævelsen af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 19, stk. 1, nr. 1, der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter EMRK artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder står i et rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse, overfor intensiteten af det indgreb en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens rets til privat- og familieliv. Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2 er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i art foretage indgrebet overfor intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Det fremgår af sagen, at klageren blandt andet lider af [helbredsproblemer] og er blevet [operation]. Det er Flygtningenævnets vurdering, at der ikke er tale om sådanne helbredsmæssige problemer, at det vil være en krænkelse af EMRK artikel 8 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. EMRK artikel 8. Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund tiltræde, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel, hvorfor klagerens opholdstilladelse skal inddrages. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren kan meddeles opholdstilladelse på grund af klagerens individuelle forhold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på grund af klagerens individuelle forhold. Klageren har anført, at han er forfulgt af det syriske regime og Shabiha. Klageren har oplyst, at Shabiha ville tvangsrekruttere ham til at kæmpe for det syriske regime. Flygtningenævnet kan som Flygtningenævnet i afgørelsen af [i efteråret] 2016 i det væsentlige lægge klagerens forklaring herom til grund, men finder at hvervningen er sket som led i den generelle hvervning. For så vidt angår klagerens seks sønner lægger Flygtningenævnet til grund, at klagerens myndige sønner udrejste af Syrien før, at de kom i den militærpligtige alder, og at de har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af rapport fra EASO ”Syria Military Service” fra april 2021, at familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen. Det fremgår af Udlændingestyrelsens rapport Treatment upon return fra maj 2022 blandt andet følgende: “The source added that family members of draft evaders and deserters do not face problems with the authorities anymore. Previously, the authorities harassed such families, but now the authorities may contact them once or twice and ask about the evading or deserting family member and his whereabouts, but nothing more will happen. One should also bear in mind that there are too many draft evaders and deserters for the authorities to be able to spend time and resources on such cases.” Flygtningenævnet lægger vægt på disse baggrundsoplysninger og bemærker under alle omstændigheder, at der ikke af sagen fremgår oplysninger, som kan begrunde, at klagerens sønner kan betragtes som særligt profilerede hos de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at klageren ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2022/79/MMAD
Nævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i vinteren 13/14] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i Syrien samt at blive udsat for overgreb af sin familie. Til støtte herfor oplyste klageren, at hun har indgået ægteskab uden familiens samtykke, og at klagerens ægtefælle ikke tilhører den samme klan som klageren. Klageren henviste endvidere til de borgerkrigslignende tilstande i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Styrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Rif Damaskus. Forbedringen må antages ikke at være af en helt midlertidig karakter, hvorfor klageren ved en tilbagevenden til Rif Damaskus ikke vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. I forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse har klageren som asylmotiv fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv. Klageren har derudover oplyst, at hendes ægtefælle og to børn er danske statsborgere, og at det på den baggrund ikke vil være rimeligt at henvise dem til at tage ophold i Syrien sammen med klageren. Klageren har slutteligt henvist til, at klagerens ægtefælle risikerer at blive indkaldt til militæret, såfremt han indrejser i Syrien. [I efteråret] 2021 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021. Der blev ikke fastsat en udrejsefrist, idet klageren havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, og Udlændingestyrelsen havde for nævnet oplyst, at klageren havde lovligt ophold i Danmark under sagens behandling. [I vinteren 21/22] besluttede Flygtningenævnet af egen drift at genoptage sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde med henblik på nærmere at vurdere om en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil være i overensstemmelse med EMRK artikel 8. Flygtningenævnet kan med hensyn til klagerens asylmotiv henholde sig til nævnets afgørelse af [efteråret] 2021. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klageens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste som 21-årig i Danmark [i efteråret] 2011 på et besøgsvisum, som var gældende frem til [vinteren 11/12]. Hun søgte [i efteråret] 2012 om asyl. [I sommeren] 2013 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afslag på asyl, men [i vinteren 13/14] meddelte nævnet, efter at have genoptaget behandlingen af sagen, klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til de generelle forhold i Syrien. Klageren har således haft lovligt ophold i Danmark i over 10 år. Klagerens ægtefælle, som hun blev gift med i Damaskus i 2010 før klagerens indrejse i Danmark, er dansk statsborger. Klageren har sammen med sin ægtefælle to børn, der er født i henholdsvis [2013-2016] og [2016-2019], som også er danske statsborgere. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og til hendes familieforhold vil en afgørelse om at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse udgøre et indgreb i hendes ret til respekt for familieliv og privatliv efter EMRK artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse varetager et legitimt hensyn som angivet i EMRK artikel 8, stk. 2, idet det varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil indebære i klagerens ret til respekt for privat- og familieliv. Flygtningenævnet finder, at varigheden af klagerens ophold i Danmark og oplysningerne og hendes aktiviteter i Danmark, herunder hendes tilknytning til arbejdsmarkedet, ikke har et sådant omfang, at hun derved har opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, hvorefter en nægtelse af at forlænge hendes opholdstilladelse vil udgøre et uproportionalt indgreb i hendes ret til privatliv og familieliv. Flygtningenævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at klageren først kom til Danmark som 21-årig og således har levet størstedelen af sit liv i Syrien, hvor hun har gået i skole, og hvor hendes forældre og en søster fortsat bor. Heroverfor er varigheden af klagerens ophold indgået ligesom det er indgået, at hun har bestået Dansk Prøve 3 og afsluttet 9. klasse. Spørgsmålet er herefter, om en nægtelse af at forlænge opholdstilladelsen skal undlades af hensyn til klagerens ægtefælle og to børn (familiens enhed). En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse – med den konsekvens, at hun vil skulle udrejse af Danmark til Syrien – vil således indebære et indgreb i klagerens ægtefælle og børns familieliv med klageren, jf. EMRK artikel 8. Der skal ved afgørelsen heraf, på samme måde som ovenfor anført, foretages proportionalitetsafvejning, hvor hensynet til familiens enhed og hensynet til barnets tarv skal afvejes over for den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Klagerens børn er som nævnt født i Danmark og er danske statsborgere og har – uanset at klageren ikke havde en tidsubegrænset opholdstilladelse – haft en berettiget forventning om at kunne blive i Danmark. Begge børn taler dansk, har danske venner og har aldrig været i Syrien. Det ældste barn, der snart fylder [8-11] år, har gået i dansk institution og skole og har herigennem opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Det mindste barn går i dansk institution. Klagerens ægtefælle er som nævnt også dansk statsborger og har boet i Danmark i det meste af sit liv. Selvom han også som oprindelig statsløs plaæstinenser fra Syrien har en vis tilknytning til Syrien kan det ikke forventes, at han under de givne omstændigheder tager ophold der med sine børn. En nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil derfor efter nævnets opfattelse i realiteten indebære en adskillelse af familien. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet afvejning, at det vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser efter EMRK artikel 8 om familiens enhed, hvis klagerens opholdstilladelse ikke forlænges. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 18. juni 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.”Løbenummer: Syri/2022/58/MLVT.
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af oplysnings- og motivsamtale af [efteråret] 2015, at klageren er etnisk araber. Klageren har efterfølgende til samtale [i efteråret] 2021 oplyst at være turkmener. Klageren er sunnimuslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 21/22] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, pkt. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet de generelle forhold i hendes hjemområde, som førte til, at hun blev meddelt opholdstilladelse, ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun vil blive anholdt af myndighederne på grund af sine brødres politiske aktiviteter. Klageren har desuden henvist til, at hendes to fætre er deserteret fra militæret ca. tre år før klagerens udrejse fra Syrien, og at der er risiko for, at de syriske myndigheder vil tilbageholde og udspørge klageren om fætrenes opholdssteder. Klageren har endvidere henvist til, at hun tidligere har været udsat for et seksuelt overgreb, og at hun frygter at blive kidnappet eller voldtaget, fordi hun er en kvinde. Klageren har yderligere henvist til, at de generelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus er så usikre og ustabile, at klageren ved en tilbagevenden hertil risikerer at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, hvis hun tager ophold i området. Klageren har oplyst, at hun i det væsentlige har boet i Damaskus det meste af sit liv. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. Flygtningenævnet tiltræder således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der således foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Klageren har oplyst, at hun ikke har andre familiemedlemmer i Danmark end hendes søster. Klageren har oplyst, at de hverken bor sammen eller taler med hinanden. På den baggrund tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger et sådant afhængighedsforhold mellem klageren og hendes søster, at det vil udgøre en krænkelse af klagerens familieliv, at opholdstilladelsen nægtes forlænget. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratiske samfund for at opnå det angivne legitime formål. På det foreliggende grundlag, herunder navnlig oplysningerne om varigheden af klagerens ophold i Danmark, og klagerens begrænsede aktiviteter i Danmark, tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at klagerens ophold i Danmark ikke har haft et sådant omfang, at hun har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Af de grunde Udlændingestyrelsen har anført tiltræder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at det vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3, at opholdstilladelse nægtes forlænget. Herefter og efter en samlet vurdering tiltræder Flygtningenævnet, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og artikel 3. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om klageren har sandsynliggjort, at hun på grund af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klageren har i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen som asylmotiv oplyst, at hun udelukkende er udrejst på grund af den generelle situation i Syrien og på grund af krigen. Klageren har ved samme samtale oplyst, at hun ikke selv har haft konflikter med myndighederne, herunder at hun på intet tidspunkt er blevet personligt opsøgt af de syriske myndigheder, og at hendes forældre og søskende ikke har været politisk aktive. Klageren har for flygtningenævnte forklaret, at hun frygter, at hun vil blive anholdt af myndighederne på grund af sine brødres politiske aktiviteter. Klageren har desuden oplyst, at hun tidligere i en periode på ca. 2 uger har været udsat for seksuelle overgreb af syriske soldater. Klagerens forklaring om de angivne seksuelle overgreb er afvigende fra hendes tidligere forklaring, både for så vidt angår selve overgrebene samt tidspunktet for overgrebene i relation til klagerens udrejse og moderens død. Flygtningenævnet kan ikke lægge hendes forklaring om overgrebene til grund. Klageren har vedrørende sine brødres aktiviteter oplyst, at hun er blevet bekendt hermed via andre familiemedlemmer. Klagerens forklaring om brødrenes aktiviteter er divergerende blandt andet i forhold til i hvilket omfang, de har været tilbageholdt, hvor mange der har været tilbageholdt og baggrunden for en eventuel løsladelse. Klagerens forklaring om brødrenes aktiviteter fremstår desuden til dels ukonkret. På den baggrund kan flygtningenævnets flertal ikke lægge hendes forklaring herom til grund. Klagerens forklaring om, at 2 af hendes fætre er deserteret, kan på det foreliggende lægges til grund. Da det desuden må lægges til grund, at de deserterede 3 år før klagerens udrejse fra Syrien, kan oplysningerne om fætrenes unddragelse af militærtjeneste ikke tillægges afgørende betydning, af de grunde Udlændingestyrelsen har anført. Flygtningenævnet lægger efter klagerens forklaring til grund, at et mere fjernt familiemedlem på et tidspunkt blev fundet død. Omstændighederne ved familiemedlemmets død fremstår ikke klare, og henset til klagerens begrænsede tilknytning til familiemedlemmet kan oplysningerne om vedkommendes død ikke tillægges væsentlig betydning. På denne baggrund og efter en samlet vurdering tiltræder Flygtningenævnets flertal således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Den omstændighed, at klageren er en enlig kvinde med begrænset netværk, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/57/sme
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i 7 måneder for overtrædelse af [personfarlig kriminalitet og økonomisk kriminalitet] og [bestemmelser i lov om euforiserende stoffer, jf. [bestemmelser i bekendtgørelse om euforiserende stoffer] Klageren blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Landsretten stadfæstede byrettens dom. Højesteret stadfæstede byrettens dom med den ændring, at straffen blev forhøjet til 8 måneder.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk [etnicitet] og sunni-muslim fra landsbyen [A] i [by], Rif-Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i en række demonstrationer mod det syriske styre inden hans udrejse. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste eller blive straffet, idet han har uddraget sig militærtjeneste. Videre har klageren som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne i Syrien, idet klagerens families navn er på en liste over eftersøgte i Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans onkel i 2016 blev slået ihjel af en snigskytte, og at myndighederne har forsøgt at opsøge klagerens far og klagerens onkler. Flygtningenævnet tiltræder, at det ikke kan afvises, at klageren som syrisk statsborger i den militærpligtige alder ved en tilbagevenden til Syrien vil befinde sig i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, idet klageren har unddraget sig militærtjeneste ved at udrejse af Syrien, inden klageren skulle aftjene sin militærtjeneste. Flygtningenævnet tiltræder på den baggrund også, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved Højesterets dom af [sommeren] 2020 blev klager straffet med fængsel i 8 måneder for overtrædelse af [personfarlig kriminalitet og økonomisk kriminalitet] og overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. Han blev ved dommen også udvist med et indrejseforbud i 6 år. Af dommen fremgår, at klager navnlig er fundet skyldig i grov vold og afpresning […]. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klager er dømt for, må anses som særlig farlig. Den kan, som anført af Højesteret i dommen, ikke anses for en spontan, affektpræget reaktion på f.eks. tidligere uoverensstemmelser, men har derimod karakter af planlagt kriminalitet begået af flere gerningsmænd i forening. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klager er dømt for at have begået, at klageren må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klager, der er født og opvokset i Syrien, fik opholdstilladelse i Danmark [i vinteren 14/15]. Han har en dansk kæreste, som han i [foråret] 2019 fik tvillinger med. Børnene blev født for tidligt, og klager har sammen med sin kæreste i en periode været indlagt på hospital med børnene. Klager har herudover også deltaget i plejen og pasningen af børnene. Dette hensyn til klager og klagers familie skal holdes op mod den kriminalitet, som klager er dømt for. Efter en samlet vurdering heraf og af oplysningerne om klager i øvrigt finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/51/MMAD
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1992.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er fra Mogadishu, Somalia. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 1992, og at han [i efteråret] 1992 blev meddelt opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. [I efteråret] 2001 blev klageren meddelt permanent opholdstilladelse. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i foråret] 2019 udrejste til udlandet. Klageren udrejste for at finde sig selv og for at besøge [sit syge familiemedlem]. [I sommeren] 2021 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, idet klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, ligesom rejsen til Somalia ikke kan anses som omfattet af udlændingelovens § 17a, stk. 1, og stk. 2 om repatriering. Et flertal i Flygtningenævnet finder, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Det forhold, at klageren oprindeligt, måtte have haft til hensigt at vende tilbage efter nogle måneder, og at han havde en kæreste i Danmark kan ikke føre til en anden vurdering. Klageren har efter sine egne oplysninger forklaret, at han overlod sin lejlighed i Danmark med alle sine ejendele til sin kammerat i starten af 2019, og at han herefter ikke åbnede breve i e-boks eller lignende vedrørende manglende betaling af husleje m.m. Klageren blev som følge af dette udsat af fogeden af lejemålet [i vinteren 19/20]. Han må dermed anses for at have tilkendegivet, at han har opgivet sin bopæl i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at klageren efter sin egen forklaring har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, idet han rejste til Somalia i [efteråret] 2019 og rejste tilbage igen til Danmark [i vinteren 20/21], jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 17 a, efter dens ordlyd og forarbejder omfatter personer, der vender frivilligt tilbage til deres hjemland med henblik på at tage varig bopæl, jf. repatrieringslovens § 2. Af forarbejderne til lov nr. 353 af 2. juni 1999 fremgår endvidere, at det ikke kan anses for repatriering, hvis en person alene har til hensigt at opholde sig i hjemlandet eller det tidligere opholdssted i en periode for derefter at vende tilbage til Danmark. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at klageren ikke er omfattet af bestemmelsen, idet klageren – selvom han frivilligt fik bopæl i Somalia – under de foreliggende omstændigheder ikke kan anses for at være vendt tilbage til Somalia med henblik på at tage varigt ophold der. Flygtningenævnet er opmærksom på klagerens mail til de danske myndigheder [af foråret] 2020, men klageren har også overfor Flygtningenævnet forklaret, at han heller ikke på dette tidspunkt reelt havde til hensigt at tage varig bopæl i Somalia, jf. repatrieringslovens § 2. Flygtningenævnet finder, at der ikke er sådanne særlige forhold efter udlændingelovens § 17, stk. 3, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at klageren bortset fra perioden [foråret] 2020 – [sommeren] 2020 har været forhindret i at vende tilbage til Danmark. Det forhold at klageren har oplyst, at han som følge af COVID-19-situationen ikke har kunnet finde nogle flyafgange til Danmark i denne periode kan ikke føre til en ændret vurdering. Klageren rettede i denne forbindelse heller ikke henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at rejse tilbage til Danmark i perioden. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt bortfald af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Det har indgået i Flygtningenævnets vurdering, at klageren indrejste i Danmark som [8-11]-årig [i foråret] 1992, at han fik opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, [i efteråret] 1992 og at han fik permanent opholdstilladelse [i efteråret] 2001. Klageren har færdiggjort [udskolingen] og har påbegyndt flere efterfølgende uddannelser, som han dog ikke har afsluttet. Klageren har gode danskkundskaber, men desuagtet har klageren haft en meget begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked med kortvarige ansættelser. Klageren har et socialt netværk i Danmark bestående af danske og udenlandske venner. Klageren har endvidere haft kærester i Danmark. Nævnet bemærker, at uanset at klageren tidligere har haft et [misbrug], er han sund og rask. Klageren har endeligt oplyst, at han ikke har familiemæssig tilknytning til Danmark. Klageren er født i Somalia, hvor han boede indtil sin udrejse, da han var [8-11 år]. Klagerens [familiemedlem] opholder sig fortsat i Somalia, og han boede sammen med hende under sit ophold i Somalia fra [efteråret] 2019 til [vinteren 20/21]. Klageren har endvidere oplyst, at han både har nære og fjerne slægtninge i Somalia, og at han sammen med en ven i en periode etablerede en virksomhed under sit ophold i Somalia. Flygtningenævnet bemærker yderligere, at klageren til de danske myndigheder i e-mail af [foråret] 2020 har oplyst, at han taler flydende somali, engelsk og dansk. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og klagerens forhold i denne periode, findes en afgørelse om bortfald af klagerens opholdstilladelse at udgøre et indgreb i klagerens ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at bortfald af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 17. Flygtningenævnet finder videre, at bortfald af klagerens opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Efter en samlet vurdering af de ovenfor nævnte forhold finder Flygtningenævnet, især på baggrund af, at klageren valgte selv at ophæve sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark, at indgrebet er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål, ligesom indgrebet ikke er et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privatliv og dermed er proportionalt. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren efter det oplyste ikke har haft problemer med hverken myndigheder, organisationer eller privatpersoner i Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Soma/2022/13/MLVT.
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2003.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tjetjener og muslim fra [bynavn], Tjetjenien, Rusland. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men hun har hjulpet tjetjenske oprørere. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato i foråret] 2004 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygtede de russiske myndigheder, idet hun havde hjulpet tjetjenske oprørere. Udlændingestyrelsen har den [dato i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter de russiske myndigheder, fordi hun har hjulpet tjetjenske oprørere. Hun har derudover henvist til, at hun nu også frygter de russiske myndigheder, fordi hun er flygtet fra landet og har givet oplysninger til de danske myndigheder. Endelig har hun henvist til, at hun frygter sin afdøde ægtefælles slægtninge, fordi hun har set en anden mand i Danmark. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på de samme grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [dato i efteråret] 2021. Flygtningenævnet har særligt lagt vægt på, at klageren uanset hendes forklaringer om sit asylmotiv har været i Rusland 4 gange, siden hun ankom til Danmark den [dato i sommeren] 2003, hvoraf de to af gangene var i Tjetjenien. Klageren anvendte sit eget pas ved rejserne uden at opleve problemer. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Rusland vil være i konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, herunder at blive efterstræbt af sin afdøde ægtefælles slægtninge. Der er herefter ikke længere grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter § 11, stk. 2, 2. pkt. Nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse meddelt til flygtninge er imidlertid undergivet den begrænsning, at nægtelse af forlængelse ikke vil kunne finde sted, hvis det er i strid med Danmarks internationale forpligtelser herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal derfor vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark den [dato i sommeren] 2003 og har således opholdt sig her i landet i knap 19 år. Klageren har to myndige sønner, [A] og [B], som er meddelt opholdstilladelse i Danmark. Sønnerne er ikke hjemmeboende og har stiftet selvstændig familie. [A] har to døtre på [0-3] og [4-7] år. Hun taler i telefon med [B] nogle gange om ugen. [A] kommer hjem til hende flere gange om ugen for at hjælpe hende med daglige gøremål. Herudover har klageren en kusine, der ligeledes hjælper hende flere gange om ugen med daglige gøremål. Klageren er førtidspensionist og har ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark udover nogle kortvarige praktikophold. Hun taler godt dansk. Hun er ikke medlem af foreninger eller lignende. Hun lider af [psykisk lidelse] og [psykisk lidelse]. Hun blev i januar opereret for [en fysisk sygdom] og er tidligere opereret for [en fysisk lidelse]. Hun skal fortsat gå til kontrol i 5 år vedrørende operationen [for den fysiske sygdom] og forventer at skulle opereres for [den fysiske lidelse] igen. Hun er født og opvokset i Tjetjenien, hvor hun boede indtil sin udrejse den [dato i foråret] 2003 som voksen. Hun har sin mor og to halvsøstre samt en halvbror i Tjetjenien og har ugentligt telefonisk kontakt til dem, ligesom hun har set dem under sit ophold i Tjetjenien. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hendes forhold i denne periode, findes en afgørelse om at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Flygtningenævnet er opmærksom på, at [A] ugentligt hjælper klager med daglige gøremål, men dette kan i sig selv ikke medføre, at klagerens forhold til sønnerne [A] og [B] udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 174 af 27. februar 2019, at for en udlænding der kommer til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i hvert fald de første 15 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at nægtelse af forlængelse skal undlades, hvis udlændingen ikke har andre tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse eller beskæftigelse. Flygtningenævnet bemærker, at et lovligt ophold som klagers på knap 19 år ofte vil tale for, at udlændingen har opnået en væsentlig tilknytning til opholdslandet. Længden af klagerens ophold i Danmark skal i den proportionalitetsafvejning, der skal foretages, ses i forhold til de hensyn, en nægtelse af at forlænge hendes opholdstilladelse skal varetage (opretholdelse af en effektiv immigrationskontrol), ligesom det i afvejningen må inddrages, om klageren har andre tilknytningsmomenter til Danmark i form af familie, beskæftigelse m.v. Nævnet finder efter en samlet vurdering, hvor der navnlig er lagt vægt på længden af klagerens lovlige ophold i Danmark, hendes fine danskkundskaber, hendes helbredsmæssige forhold, og at hun i Danmark har to børn, at en nægtelse af at forlænge hendes opholdstilladelse, vil udgøre et uproportionalt indgreb i hendes ret til privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i efteråret] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Løbenummer: Rusl/2022/9/DH
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 1996.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk shiit og shiamuslim fra Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 95/96], og at hun [i foråret] 1996 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I vinteren 98/99] blev klageren meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren er registreret udrejst [i foråret] 2004 til Irak. Klageren udrejste for at besøge familiemedlemmer i to måneder i Irak. [I efteråret] 2014 indgav klageren ansøgning om tilbagerejsetilladelse via den danske ambassade i [en mellemøstlig by i land A]. [I vinteren 14/15] anmodede Udlændingestyrelsen klageren om yderligere oplysninger, idet de betragtede henvendelsen af [efteråret] 2014 som en ansøgning om ej bortfald af opholdstilladelsen. [I sommeren] 2015 lukkede Udlændingestyrelsen sagen om bortfald, idet klageren ikke besvarede styrelsens henvendelsen vedrørende yderligere oplysninger. [I sommeren] 2015 indgav klageren ansøgning om familiesammenføring til sin tidligere ægtefælle, hvilket hun af Udlændingestyrelsen blev meddelt afslag på [i sommeren] 2016. Udlændingenævnet stadfæstede den [i efteråret] 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2016. [I foråret] 2019 indgav klageren ansøgning om asyl i [et andet europæiske land], og [i vinteren 18/19] indrejste klageren i Danmark. [I vinteren 18/19] indgav klageren til Udlændingestyrelsen ansøgning om ej bortfald. Til støtte for ansøgningen har klageren blandt andet oplyst, at hun udrejste til Irak i 2004 sammen med sine børn og daværende ægtefælle, idet de skulle besøge familiemedlemmer i to måneder. Det var klagerens egen beslutning at rejse til Irak for at besøge sin familie, men det var ikke hendes egen beslutning af bosætte sig i Irak. Forud for sin udrejse gjorde klageren ikke noget ved sin bolig og personlige ejendele i Danmark, idet hun ikke havde planer om at være udrejst længe. Hendes daværende ægtefælle efterlod klageren og hendes børn i Irak og tillod ikke, at hun kunne rejse tilbage til Danmark. I perioden fra 2004 til 2014 opholdt klageren sig i Irak, mens hun i perioden fra 2014 til 2019 opholdt sig i [land A]. [I vinteren 19/20] oplyste klageren yderligere, at hun blandt andet frygter, at hendes tidligere ægtefælle vil tage hendes børn fra hende, ligesom hun frygter, at hendes tidligere ægtefælle vil slå hende ihjel, fordi hun tog sine børn ud af Irak uden hans tilladelse. Ydermere frygter klageren at vende tilbage til Irak, idet hun forlod sit offentlige job som [erhverv] uden tilladelse. Endelig frygter klageren ved en tilbagevenden til Irak at blive beskyldt for forræderi, idet hun har opholdt sig uden for Irak i en lang periode. [I sommeren] 2020 oplyste klageren til en samtale med Udlændingestyrelsen blandt andet, at hun ikke rejste tilbage til Danmark i perioden fra 2004 til 2006, hvor hun var i besiddelse af sit eget og børnenes pas, idet hendes familie ikke ville tillade det. Klagerens daværende ægtefælle konfiskerede herefter klagerens og børnenes pas, idet de flyttede til Kirkuk. På et tidspunkt fik klagerens daværende ægtefælle et problem i Danmark, hvorfor han rejste alene til Danmark. Forud for sin udrejse afleverede han passene tilbage med undtagelse af klagerens datters pas, hvorfor klageren ikke kunne rejse tilbage til Danmark. Klageren ejede en lejlighed i Irak, men mistede denne i 2008 eller i 2009 grundet bombninger. Hun kontaktede ikke de danske myndigheder under sit ophold i Irak, idet der ikke var en dansk ambassade i Irak, ligesom kvinder tillige i arabisk kultur er mandens ansvar. I 2009 eller i 2010 fik klageren sit tidligere arbejde tilbage og begyndte at arbejde som arabisk og islamisk [erhverv] i Kirkuk frem til 2013 eller 2014. [I efteråret] 2014 fik klageren udstedt et irakisk nationalitetspas og i perioden fra [efteråret] 2014 til 2019 opholdt klageren sig i [land A] med sine børn. [I efteråret] 2019 blev klageren skilt fra sin daværende ægtefælle. [I efteråret] 2020 oplyste klageren til en gensamtale med Udlændingestyrelsen blandt andet, at hun frygter, at de irakiske myndigheder vil stille hende spørgsmål om hendes families opholdssted, idet hun og hendes daværende ægtefælle fik udstedt falske irakiske pas til deres børn forud for deres udrejse. Endvidere frygter klageren sin egen familie og sin tidligere ægtefælles familie, idet hendes tidligere ægtefælle har ladet sig skille fra klageren, og idet klageren har kontakt med en ny mand, som hun overvejer at indgå ægteskab med. Klageren frygter videre sin tidligere ægtefælle, idet han under opholdet i [land A] truede med, at han ville skyde klageren, såfremt hendes datter tog tørklædet af. Klagerens datter har efterfølgende taget sit tørklæde af. [I vinteren 20/21] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt har taget ophold i sit hjemland. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Det tiltrædes endvidere, at klageren frivilligt har taget bopæl i sit hjemland, Irak, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Nævnet har herved som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren udrejste af Danmark til Irak i 2004 og siden opholdt sig i landet frem til 2014, hvor klageren rejste til [land A]. Klageren boede i perioder alene i en ejerlejlighed i Irak og arbejdede som [erhverv], ligesom klagerens børn gik i skole. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at der ikke foreligger oplysninger om, at klageren generelt har været forhindret i at kontakte de danske myndigheder vedrørende genindrejse i Danmark. Klageren har i den forbindelse blandt andet oplyst, at hun overvejede at kontakte de danske myndigheder, mens hun var i Irak, men ikke på noget tidspunkt gjorde det. Det tiltrædes tillige, at det ikke kan lægges til grund, at klagerens ægtefælle eller dennes familie har forhindret klageren i på et tidligere tidspunkt at kontakte de danske myndigheder eller indrejse i Danmark. Flygtningenævnet har ud over den lange tidsperiode på mere end 15 år, hvor klageren har opholdt sig uden for Danmark, som Udlændingestyrelsen endvidere lagt vægt på, at klagerens ægtefælle opholdt sig i Danmark i det meste af perioden, og at klageren i disse perioder boede alene med sine børn. Det fremgår således af klagerens forklaring til Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020, at ægtefællen alene besøgte dem ca. hvert kvartal. Endvidere fremgår det, at klageren i perioder besøgte sin svigerfamilie hver anden fredag. I 2014 søgte klageren selv om irakisk nationalitetspas, som hun fik, hvorefter hun sammen med børnene rejste til [land A], hvor hun boede i 5 år. Klagerens ægtefælle boede også i denne periode i Danmark, og ægtefællens familie befandt sig fortsat i Irak. Det fremgår endvidere af sagen og klagerens forklaring for Flygtningenævnet, at ægtefællen i denne periode blandt andet foranstaltede, at deres søn opsøgte den danske ambassade i [land A] for at opnå tilladelse til, at klageren kunne indrejse i Danmark, og at ægtefællen ligeledes forsøgte at få klageren til Danmark via ægtefællesammenføring. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende og udbyggende om ægtefællen og dennes families rolle og om baggrunden for, at hun ikke tidligere er udrejst af Irak. Hun har blandt andet under en samtale [i sommeren] 2020 oplyst, at hun fik sit pas af sin ægtefælle og senere, at hun ikke havde sit pas og ikke kunne få et nyt, fordi der var uroligheder i området i hele perioden fra 2004 til 2014. Videre har hun under samme samtale oplyst, at hun havde sit pas fra 2004 til 2006, men ikke udrejste, fordi hendes familie ikke ville give hende lov. Under samtalen har klageren også oplyst, at hun ikke udrejste af landet, fordi hun ikke havde sin datters pas. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold efter udlændingelovens § 17, stk. 3, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Klageren har boet i Danmark fra 1996 til 2004. Hun indrejste på ny i [vinteren 19/20]. Klagerens fire myndige børn bor i Danmark, men ikke sammen med klageren. Det er beskrevet, at klageren har telefonisk kontakt til tre af sine børn, og at hun har besøgt dem enkelte gange i ferier. Under sit nuværende ophold i Danmark har klageren været i 20 timers aktivering på en skole. Hun taler begrænset dansk, og samtalerne under asylsagen er foregået under medvirken af tolk. Hun har ikke på noget tidspunkt under sine ophold i Danmark haft registreret indkomst. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hendes forhold i perioden findes bortfald af klagerens opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Da klagerens børn nu er myndige, og der ikke foreligger elementer af afhængighed mellem klageren og dem, findes klagerens forhold til børnene ikke at udgøre familieliv i EMRK artikel 8´s forstand. Indgrebet i klagerens ret til privatliv har hjemmel i udlændingeloven, og Flygtningenævnet finder, at bortfald af klagerens opholdstilladelse tjener legitime hensyn. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privatliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i, at klagerens opholdstilladelse bortfalder, over for intensiteten af det indgreb, som bortfald af opholdstilladelsen vil indebære i klagerens ret til respekt for sit privatliv. Efter en samlet vurdering af klagerens begrænsede tilknytning til Danmark sammenholdt med hendes bånd til hjemlandet, hvor hun er født og opvokset, har gået i skole, arbejdet, boet med sine børn i en mangeårig periode og taler sproget, finder Flygtningenævnet, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. herved navnlig EMRK artikel 8, at lade klagerens opholdstilladelse i Danmark bortfalde. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at klageren ikke er omfattet af personkredsen i udlændingelovens § 17 a, og, at der ikke er forhold som nævnt i udlændingelovens § 31, der er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2022/9/sme
Nævnet meddelte i juni 2022 opholdstilladelse efter § 7, stk. 3 til en kvindelig statsborger samt tre børn fra Den Demokratiske Republik Congo. Sagen er sambehandlet med Demo/2022/7/juri. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnisk minoritet] og banyamulenge og kristen fra Goma, Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive slået ihjel af væbnede personer eller at blive udsat for overgreb henset til ansøgerens etniske tilhørsforhold. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun i 2012 blev udsat for seksuelt overgreb og efterfølgende kidnappet af væbnede personer, der holdte hende til fange i to måneder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun som følge af sin etnicitet som banyamulenge risikerer at blive udsat for tilsvarende overgreb, som dem hun var udsat for i 2012 fra de samme personer, som udførte overgrebene i 2012, eller fra andre personer. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til DR Congo risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det er Flygtningenævnets vurdering på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold for den etniske gruppe banyamulenge i DR Congo ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der ikke er noget i ansøgerens forklaringer, der understøtter, at de væbnede personer skulle have evne og vilje til at opsøge ansøgeren igen. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgerens konflikt med de væbnede personer fremstår vilkårlig, og at konflikten fandt sted for ca. ti år siden, og Flygtningenævnet vurderer i den forbindelse, at det beror på ansøgerens egen formodning, at de samme væbnede personer, der kidnappede ansøgeren, stadig eksisterer som kriminel gruppe i DR Congo. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til DR Congo risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren skal vurderes i forhold til Goma i Nord Kivu. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren der for Flygtningenævnet har forklaret, at hun er født i [by], som 4-årig flyttede ind hos sin [familiemedlem] i Goma i Nord Kivu, hvor hun boede frem til 2009, hvor hun blev gift med sin ægtefælle i Goma, og at hun boede i Goma frem til medio 2012, efter at hendes ægtefælle rejste væk i [vinteren] 2012. Hun tog herefter hen til sine [familiemedlemmer] i [by] i Syd Kivu, hvor hun udrejste af DR Congo senere i 2012. Det fremgår af Migrationsverkets rapport af 24. juni 2021, ”Rättsligt Ställningstagande. Säkerhetssituationen i visse delar av Demokratiska republikken Kongo (DRK)”, at det er vurderet, at situationen i visse regioner i Den Demokratiske Republik Congo, herunder Nord Kivu, på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. At der består en reel risiko for sådanne overgreb blandt andet i Nord Kivu-regionen understøttes også af de i øvrigt foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder herefter, at situationen i Nord Kivu, Den Demokratiske Republik Congo, på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 3, er opfyldt, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011, Sufi og Elmi vs. UK. Det følger heraf, at der skal foretages en vurdering af, om der eksisterer et internt flugtalternativ. I den forbindelse skal der tages stilling til, om en del af hjemlandet kan udgøre et internt flugtalternativ, og om det er rimeligt at forvente, at ansøgeren tager ophold der. Det er de danske udlændingemyndigheder, der har bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, hvortil det er rimeligt og relevant at henvise klager til at tage ophold. Det fremgår af Migrationsverkets rapport af 24. juni 2021, ”Rättsligt Ställningstagande. Säkerhetssituationen i visse delar av Demokratiska republikken Kongo (DRK)”, at intern flugt som hovedregel ikke er relevant i Den Demokratiske Republik Congo, og af UNHCR’s ”Position on returns to North Kivu, South Kivu, Ituri, and adjacent areas in the DRC affected by ongoing conflict and violence - Update II” fra den 1. september 2019 fremgår blandt andet, at UNHCR ikke finder intern flugt rimeligt, medmindre den pågældende allerede har stærke bånd til det pågældende område, hvor vedkommende henvises til at tage ophold. Det indebærer ifølge UNHCR som minimum blandt andet, at den pågældende skal kunne tale sproget i det område vedkommende henvises til og skal have familie eller anden lignende tilknytning til området. Der er ikke for Flygtningenævnet oplyst eller redegjort for, hvor ansøger alternativt skal tage ophold. På den baggrund og efter de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren er derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Demo/2022/6/juri
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk tajik, muslim af trosretning og fra Parwan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de generelle forhold i landet. Ansøgeren frygter særligt Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun har en konflikt med Taliban. Ansøgerens ægtefælle samt ældste søn blev slået ihjel af Taliban forud for 2009, hvorfor ansøgeren flygtede til [land A] med sin søn. På et for ansøgeren ukendt tidspunkt flyttede hun og hendes søn tilbage til Afghanistan, hvor ansøgerens søn blev forsøgt hvervet til Taliban. Ansøgerens søn blev tvunget til at modtage koranundervisning, ligesom Taliban ville tvinge ham til at blive uddannet militært, hvorfor ansøgeren og sønnen flygtede fra Afghanistan. Ansøgeren har desuden oplyst, at hun er analfabet, at hun hverken har familiemedlemmer eller andet netværk i Afghanistan, og at kvinder uden mandligt netværk er særligt udsatte i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter sin tidligere svigersøn og dennes familie. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at den tidligere svigersøn kommer fra en meget magtfuld afghansk familie, der har fremsat alvorlige trusler mod ansøgeren. Ansøgeren frygter asylbegrundende forfølgelse, såfremt hun vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet kan – i overensstemmelse med Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2014 – i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hendes ægtefælle, der var officer, og søn flere år forud for 2009 er blevet slået ihjel af Taliban, og at ansøgerens anden søn ved en enkeltstående lejlighed er blevet søgt hvervet af Taliban. Nævnet lægger blandt andet vægt på, at ansøgeren efter flere år i [land A] vendte tilbage til et Taliban-kontrolleret område i Afghanistan, hvor hun levede uden problemer, at konflikterne ikke har involveret ansøgeren, og at konflikterne i øvrigt ligger forud for 2009 og dermed adskillige år tilbage. Angående ansøgerens asylmotiv om en konflikt med sin datters tidligere ægtefælle er ansøgeren ikke fremkommet med væsentlige nye oplysninger herom. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om, at hun i 2013 skulle have modtaget trusler fra den tidligere svigersøn, der i øvrigt må antages fortsat at bo i [land C], finder nævnet ikke troværdig og kan ikke lægges til grund. Derfor finder Flygtningenævnet – på samme vis som i forbindelse med Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2014 – at ansøgerens forklaring herom fremstår konstrueret til lejligheden. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at hun er enlig kvinde uden mandligt netværk i Afghanistan, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at dette er tilfældet. Det påhviler således en udlænding at meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse kan gives efter udlændingeloven, jf. udlændingelovens § 40, stk.1. Flygtningenævnet lægger herved dels vægt på, at ansøgeren i forbindelse med asylsamtalen [i vinteren 13/14] ikke har villet medvirke til oplysningen af sin sag ved at give samtykke til, at de danske myndigheder indhentede akter fra hendes asylsag i [land B], dels at ansøgeren under nævnsmødet på flere og væsentlige punkter har svaret afglidende om hendes mandlige netværk i Afghanistan. Det forhold, at ansøgeren er analfabet kan ikke føre til et ændret resultat. Det forhold, at ansøgeren, der er [70-75 år] gammel, ved en tilbagevenden til Afghanistan er uden bolig eller forsørgelsesgrundlag er socio-økonomiske forhold, der ikke er asylbegrundende. Heller ikke de generelle forhold i Afghanistan, om end de er alvorlige, kan i sig selv være asylbegrundende. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren fortsat ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra Taliban eller andre, omfattet af udlændingelovens § 7. Afgh/2022/21/jnsa
Nævnet meddelte i februar 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Nævnet har tidligere truffet afgørelse i 2017. Sagen blev efterfølgende genoptaget til fornyet behandling i nævnet. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og født i Ghor provinsen, Afghanistan. Ansøgeren og hans familie udrejste af Afghanistan til Iran i 2001, da ansøgeren var [barn]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet [har haft en særlig stilling]i Hezb-e Wahdat og blandt andet har deltaget i kampene i 1990’erne i Afshar, Afghanistan. Ansøgeren har videre oprindeligt som asylmotiv henvist til, at han frygter ISIL, idet grupperingen er til stede i Afghanistan, ligesom ansøgeren frygter, at han ikke kan klare sig selv i Afghanistan, og at han vil blive udsat for diskrimination, idet han ikke kender livet i hjemlandet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far var [havde en særlig stilling] og blandt andet deltog i kampene i 1990’erne i Afshar, som ansøgeren mener, fandt sted før han blev født. Ansøgerens forældre fik problemer, da man nogle år efter krigens ophør begyndte at lede efter dem, som havde deltaget og kæmpet under krigen, hvorfor ansøgerens familie flygtede til Iran. Ansøgeren har således boet i Iran, siden han var [barn]. Ansøgeren har i forbindelse med sin anmodning om genoptagelse endvidere henvist til, at han er biseksuel, hvilket er ulovligt i Afghanistan, og at han som følge heraf frygter at blive udsat for overgreb af Taliban eller andre. Ansøgeren har i genoptagelsesanmodningen endvidere henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb af Taliban, fordi de vil betragte ham som vestliggjort på grund af hans accent, påklædning og manglende kendskab til afghansk kultur, ligesom han har henvist til, at han er ateist. Endelig har ansøgeren henvist til den forværrede sikkerhedssituation i Afghanistan som følge af Talibans magtovertagelse, og at han som etnisk hazara vil være i øget risiko for asylrelevante overgreb af Taliban. Flygtningenævnet lægger på baggrund af navnlig den af ansøgeren fremviste [korrespondance på socialt medie] fra perioden 2018 til 2022 mellem ansøgeren og en mandlig [profil på socialt medie], som ansøgeren også efter sin forklaring har haft en seksuelt forhold til gennem en årrække, til grund, at ansøgeren er [en LGBT+-person]. Det forhold, at ansøgeren ikke tidligere har omtalt sin biseksualitet, herunder for Flygtningenævnet i [vinteren 16/17], hvor nævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse fra [efteråret] 2016, kan ikke føre til et andet resultat, når henses til, at det må lægges til grund, at ansøgeren har været i en længere proces om sin seksualitet, der navnlig er blevet initieret fra skoleåret 2018, hvor ansøgeren begyndte på [i skole]. På den anførte baggrund og når henses til de seneste baggrundsoplysninger om LGBT-personers forhold i Afghanistan finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2022/1/LINB
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udldingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde samt et barn, der var meddelt konventionsstatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klagerens sag bør behandles i Danmark og har herved henvist til blandt andet, at klagerens ægtefælle, med hvem hun har et nyfødt barn og har været gift med siden 2014, har opholdstilladelse i Danmark, hvor han er veletableret, ligesom de ønsker at starte deres familieliv med deres nyfødte barn i Danmark.Flygtningenævnets udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag indrejste klageren [i vinteren 19/20] i Grækenland. Klageren blev [i efteråret] 2020 meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Grækenland. Klagerens opholdstilladelse er gyldig til [i sommeren] 2023. Flygtningenævnet bemærker, at forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, ifølge baggrundsoplysningerne er vanskelige, men dog ikke af en sådan karakter, at Grækenland af den grund ikke kan tjene som klagerens første asylland. Flygtningenævnet finder imidlertid, at klageren på grund af sine individuelle forhold kan betragtes som ganske særligt sårbar, og nævnet finder derfor grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren er en kvinde på [alder] år, der har et barn på [0-3 år], og som har sin herboende ægtefælle, der har haft opholdstilladelse i [antal] år, og ægtefællens familiemedlemmer. Klageren har ingen tilknytning til Grækenland. Hertil kommer, at det vil kunne være forbundet med væsentlige administrative vanskeligheder at opnå familiesammenføring med klagerens barn på [0-3 år], hvis barnet, der er født i Danmark, og som har opholdstilladelse i Danmark, efter de græske regler ikke kan indrejse til Grækenland sammen med hende. På den anførte baggrund omgør Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 21/22], således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” 29b-Græ/2022/2/sme
Nævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Latakia, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015 med [sit barn], som på daværende tidspunkt var mindreårig, og at de [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor henvist til, at hun har været offentligt ansat i Syrien, og at hun har forladt sin stilling. Klageren har fremlagt dokumenter vedrørende klagerens offentlige ansættelse. Flygtningenævnet har foranstaltet dokumenterne oversat til dansk. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har arbejdet som offentligt ansat [stillingsbetegnelse] i Syrien for [arbejdsplads]. Nævnet lægger endvidere til grund, at klageren har forladt denne stilling og er udrejst illegalt af Syrien efter at have søgt om sikkerhedsgodkendelse til udrejse, hvilket hun ikke modtog svar på forud for udrejsen. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2021/2022] ændret klagerens søns opholdsgrundlag, således at han nu er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Baggrunden herfor er, at han er blevet 18 år og frygter at skulle aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker. Klagerens ægtefælles sag er endvidere genoptaget [i foråret] 2022 til behandling på et nyt mundtligt nævn. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder og under hensyn til det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, er det nævnets opfattelse, at det må lægges til grund, at der er usikkerhed om, i hvilket omfang amnestireglerne vedrørende ansatte, der har forladt en offentlig stilling, i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder. I den forbindelse lægger nævnet vægt på, at Udenrigsministeriets høringsnotat af 9. december 2021 alene er baseret på en enkelt ekstern kilde, der ikke er nærmere omtalt, og at notatet ikke i øvrigt er støttet af andre baggrundsoplysninger, herunder hvordan amnestireglerne er implementeret i praksis. Flygtningenævnet er ligeledes opmærksomt på, at der tillige er et notat fra Udenrigsministeriet af 12. marts 2021, hvoraf det fremgår, at myndighederne fortsat retsforfølger personer, der har forladt en offentlig stilling efter amnestireglerne er udstedt. Nævnet lægger endvidere vægt på, at der efter baggrundsoplysningerne hersker vilkårlighed i behandlingen af borgerne i Syrien. I forhold til bedømmelsen af, om klageren kan forventes at opnå amnesti for at have forladt en offentlig stilling må det også tages i betragtning, at klageren er udrejst af landet illegalt, at hun forud for sin udrejse blev opsøgt af sikkerhedstjenesten i forbindelse med spørgsmål om sin mands udrejse og at klagerens søn nu er i den militærpligtige alder, og at han ikke ønsker at vende tilbage til Syrien for at aftjene sin værnepligt. Disse kumulative forhold vil alt andet lige indebære en øget risiko for, at amnestireglen ikke vil blive efterlevet i praksis af de syriske myndigheder over for klageren. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at være efterstræbt af de syriske myndigheder, hvorfor hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/52/anfi
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Eritrea, således at de blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:"Klageren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen af trosretning. Klageren er født i Zoba Debub, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 17/18], og at hun [i efteråret] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens fire døtre, [A], født [i sommeren 2001-2003], [B], født [i efteråret 2004-2006], [C], født [i efteråret 2011-2014] og [D], født [i foråret 2019-2021], var omfattet af afgørelsen. Klagerens advokat har [i sommeren] 2021 på vegne af klageren påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse til Flygtningenævnet med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens advokat har til støtte herfor henvist til, at klageren risikerer at blive forfulgt af myndighederne som følge af ægtefællens desertering og myndighedernes opfattelse af hendes rolle heri, samt at klageren frygter at blive indkaldt til at skulle aftjene nationaltjeneste, hvilket hun ikke ønsker. Det fremgår af Udlændingestyrelsens udtalelse af [vinteren 21/22], at styrelsen i lyset af Flygtningenævnets seneste afgørelser i 2021 vedrørende kvinder fra Eritrea har foretaget en praksisændring, således at der som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til kvindelige eritreiske statsborgere i aldersgruppen 18 til 40 år på baggrund af nationaltjeneste, uanset om de har været de facto fritaget fra nationaltjeneste i Eritrea. Det fremgår videre, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren, som nu er [i slut 30'erne], opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, idet det ikke kan afvises, at klageren vil risikere nationaltjeneste ved en tilbagevenden til Eritrea. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for at skulle aftjene nationaltjeneste, og således opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2019, således at klageren, og hendes tre mindreårige døtre, [B], født [i efteråret 2004-2006], [C], født [i efteråret 2011-2014] og [D], født [i foråret 2019-2021], meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Erit/2022/6/MALC
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mandlig asylansøger, der var meddelt konventionsstatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.Flygtningenævnet udtalte:Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land, som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt beskyttelse i Grækenland [i sommeren] 2020, og at opholdstilladelsen er gyldig fra [i sommeren] 2020 til [i sommeren] 2023. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp m.v. Klageren er en [16-18] år gammel, uledsaget dreng uden netværk i Grækenland. Klageren har i Danmark flere familiemedlemmer på faderens side i form af farbrødre, fætre og kusiner, som han havde kontakt til før sin udrejse og også i Danmark ofte har kontakt til. Klageren er som følge af sin unge alder en ganske særligt sårbar person. Hensynet til klagerens tarv taler ligeledes for at lade hans ansøgning behandle i Danmark. Henset hertil og til at klageren i Grækenland ikke vil være garanteret et sikkert opholdssted – hvorved bemærkes, at der ikke i baggrundsoplysningerne er holdepunkter for at fastslå, at der i Grækenland i praksis er passende boligforhold for uledsagede mindreårige udlændinge – og at han vil være uden en voksen til at tage sig af ham, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at betingelserne for at afvise at behandle hans ansøgning i Danmark ikke er opfyldt. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsen afgørelse, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. §29b-Græ/2022/1/anfi
Nævnet omgjorde i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen […], subklanen […], sub-subklanen […], og er muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren henviste i forbindelse med sin oprindelige asylsag til, at han forlod sit hjemland, fordi der var mange problemer. Man skulle deltage i krigen, ellers blev man slået ihjel af al-Shabaab. Al-Shabaab beordrede klageren til at begå Jihad mod de vantro. Klageren havde [et antal] søskende, hvoraf [næsten alle] er blevet slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har ingen familie tilbage i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2011/2012] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klageren henviste i forbindelse med inddragelsessagen som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia fortsat frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab, som i [slutningen af 2000’erne] forsøgte at tvangserhverve ham. Klageren blev i den forbindelse tilbageholdt i [et antal] dage, hvorefter han blev løsladt. Klageren henviste endvidere til, at han ingen fremtid havde i Somalia, og at han følte sig som dansker. Udlændingestyrelsen traf [i vinteren 2016/2017] afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør § 7, stk. 2, idet styrelsen vurderede, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere var til stede, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrede [i foråret] 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2016/2017], således at klageren fortsat havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 26. Flygtningenævnet fandt, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, ikke længere var til stede, men at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26. [I foråret] 2022 har Udlændingestyrelsen på ny truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har i forbindelse med den seneste nægtelse af forlængelsessag som asylmotiv henvist til, at han fortsat frygter den generelle sikkerhedssituation i Somalia, herunder den tidligere påberåbte konflikt med al-Shabaab, som klageren frygter vil slå ham ihjel. Klageren har endvidere henvist til, at han fortsat ikke har noget netværk i Somalia. Om klageren på grund af sine individuelle forhold er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæstede [i foråret] 2011 Udlændingeservices afgørelse af [sommeren] 2010, idet klageren ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. [I foråret] 2018 fandt Flygtningenævnet, at der ikke var fremkommet nye oplysninger i sagen, der gav grundlag for en omgørelse af det tidligere meddelte afslag. Nævnet fandt således, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia (Mogadishu) ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder fortsat, at der ikke er fremkommet nye oplysninger i sagen vedrørende den af klageren påberåbte konflikt med al-Shabaab, som klageren frygter vil slå ham ihjel, hvorfor der ikke er grundlag for en omgørelse af de tidligere af nævnet meddelte afslag på opholdstilladelse (af [foråret] 2011 og [foråret] 2018) begrundet i klagerens individuelle forhold. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af den af klageren påberåbte konflikt med al-Shabaab. Om de generelle forhold i Mogadishu fører til, at klageren ikke kan udsendes til Somalia. På baggrund af de seneste baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at situationen i Mogadishu (fortsat) er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Om Danmarks internationale forpligtelser er til hinder for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse (generelt om retsgrundlaget). Da Flygtningenævnet har fundet, at udlændingelovens § 7 ikke er til hinder for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse¸ skal nævnet herefter vurdere, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Herom bemærkes mere generelt følgende: Om retsgrundlaget vedrørende nægtelse af forlængelse af en flygtnings opholdstilladelse skal Flygtningenævnet bemærke, at retstilstanden på området med den ændring af udlændingeloven, der fandt sted ved lov nr. 174 af 27. februar 2019, er den, at udlændingelovens § 26, stk. 1, eller § 19 a ikke finder anvendelse på afgørelser om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser meddelt flygtninge, jf. pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019, der lå til grund for lov nr. 174 af 27. februar 2019. Endvidere kan der henvises til de specielle bemærkninger til § 1, nr. 4 (udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt.), i det nævnte lovforslag. Af lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019 fremgår dog samtidig af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 4 (udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt.), at ”Ved en nægtelse af forlængelse skal Udlændingemyndighederne dog fortsat vurdere, om udlændingen som følge af Danmarks internationale forpligtelser skal have ret til ophold i Danmark”, og at denne vurdering skal foretages under inddragelse af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, jf. det nævnte lovforslags pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger. I l lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019 er der vedrørende Danmarks internationale forpligtelser mere generelt anført følgende i de almindelige bemærkninger: ”2.3.2.1. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser. Som anført ovenfor er inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser meddelt til flygtninge og familiesammenførte til flygtninge undergivet den begrænsning, at inddragelse og nægtelse af forlængelse ikke vil kunne finde sted, hvis det er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. I praksis er EMRK med tilhørende tillægsprotokoller særligt relevant. […] 2.3.2.1.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention […] Ved vurderingen af, om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse for en udlænding som følge af, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, vil være i overensstemmelse med EMRK artikel 8, skal der tages højde for, at udlændingen ikke har begået kriminalitet eller alvorlige forseelser, jf. bl.a. Shevanova mod Letland, præmis 77. […] 2.3.2.1.1.1. Længden af det lovlige ophold […] Det må antages, at et lovligt ophold ikke i sig selv vil kunne føre til, at en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse skal undlades, når grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede på grund af ændrede forhold. Det må dog antages, at jo længere en udlændings lovlige ophold er, desto større tilknytning vil den pågældende alt andet lige have opnået til opholdslandet. For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i hvert fald de første 15 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, hvis udlændingen ikke har andre tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i op til 8 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, selv om udlændingen har andre væsentlige tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse.” Flygtningenævnet finder, at det citerede må forstås således, at det var den daværende regerings opfattelse, at en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse efter en konkret og samlet vurdering af en udlændings personlige forhold af hensyn til EMRK artikel 8 efter omstændighederne vil skulle undlades, hvor nægtelsen er begrundet i ændrede generelle forhold i hjemlandet, når den pågældende udlænding har haft lovligt ophold i Danmark mellem 8-15 år, og når den pågældende samtidig har væsentlige andre tilknytningsmomenter til Danmark i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. Det vil dog i alle tilfælde bero på en konkret vurdering. Om forholdet mellem den tidligere § 26-vurdering (særligt belastende) og den nugældende vurdering (EMRK artikel 8). Det fremgår af sagen, at Flygtningenævnet [i foråret] 2018 fandt, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse efter en samlet og konkret vurdering af oplysningerne om klagerens personlige forhold måtte antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Som nævnt ovenfor, finder udlændingelovens § 26, stk. 1, ikke længere anvendelse, men vurderingen i forhold til spørgsmålet om nægtelse af at forlænge en opholdstilladelse skal derimod ske under hensyn til EMRK artikel 8. Flygtningenævnet finder, at det er vanskeligt præcist at udtale sig om forskellen mellem den tidligere vurdering (særligt belastende) og den nugældende vurdering (EMRK artikel 8), herunder i hvilket nærmere bestemt omfang vurderingen efter EMRK artikel 8 indebærer en udvidet adgang til at nægte at forlænge en opholdstilladelse som følge af, at grundlaget for en opholdstilladelse ikke længere er til stede. Nævnet finder dog anledning til at fremhæve blandt andet følgende, der anføres i lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019, og hvoraf fremgår, at de hensyn, der er opregnet i udlændingelovens § 26, stk. 1, er udtryk for hensyn, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tillægger vægt ved afgørelser i udvisningssager: ”2.1.5. Udlændingelovens § 26 […] Principperne i udlændingelovens § 26, stk. 1, er udtryk for hensyn, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) tillægger vægt ved afgørelser i udvisningssager. Der er imidlertid ingen lovgivningsmæssig forudsætning om, at myndighederne skal inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. De hensyn, der er opregnet i § 26, stk. 1, kan således efter omstændighederne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse undlades, uden at dette i det konkrete tilfælde følger af Danmarks internationale forpligtelser. […] Vurderingen af, om en inddragelse vil virke særligt belastende for udlændingen, sker i dag ud fra hensyn opregnet i udlændingelovens § 26, stk. 1. Principperne i § 26 er udtryk for hensyn, som EMD tillægger vægt ved afgørelser i udvisningssager. I visse tilfælde bevarer en udlænding imidlertid efter praksis sin opholdstilladelse, uanset at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse ikke ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.” Om Danmarks internationale forpligtelser er til hinder for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse (den konkrete vurdering). Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privatliv efter EMRK artikel 8, men ikke klagerens familieliv, idet klagerens relation til sin herboende [ikke nærtstående familiemedlem] ikke kan karakteriseres som familieliv i EMRK artikel 8’s forstand. Nævnet kan i øvrigt tiltræde det, Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse om, at det nævnte indgreb har hjemmel i lov, og at indgrebet forfølger et af de legitime formål, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er nødvendig i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Ved vurderingen af, om indgrebet er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for sit privatliv. Ved denne vurdering skal der navnlig lægges vægt på klagerens tilknytning til opholdslandet (Danmark) og klagerens tilknytning til oprindelseslandet (Somalia). Flygtningenævnet kan herefter pege på følgende forhold, der taler imod, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark. For det første kan der peges på, at klageren indrejste i Danmark i [2009], hvor han var [18-21] år, og at det efter sagens oplysninger må lægges til grund, at han taler og skriver Somali. Hertil kommer, at klageren først [i vinteren 2011/2012] fik opholdstilladelse i Danmark, idet klageren inden da alene havde processuelt ophold. I kraft af sin fødsel og opvækst indtil sit [18.-21.] år i Somalia må klageren have kendskab til de kulturelle og sociale normer i Somalia, ligesom han som nævnt behersker sproget. Klageren vil derfor for en isoleret betragtning ikke være uden forudsætninger for at kunne begå sig i Somalia, hvilket også skal ses i sammenhæng med, at klageren er ung, sund og rask. Herudover kan der peges på, at klageren ikke har en samlever eller ægtefælle i Danmark, ligesom han ikke har børn her i landet. Heroverfor kan der imidlertid peges på følgende forhold, der taler for, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark. For det første kan der peges på, at klageren, der i dag er [31-34] år, har opholdt sig i Danmark i lidt over 13 år, hvis der tages udgangspunkt i indrejsetidspunktet i [2009], og at klageren i øvrigt har haft ophold i Danmark i [over ti år] efter, at han blev meddelt opholdstilladelse [i vinteren 2011/2012]. Hertil kommer blandt andet, at klageren taler flydende dansk, idet det bemærkes, at nævnsmødet blev gennemført uden, at der var en tolk tilstede, at klageren har bestået prøve i Dansk 2, at klageren har taget samfundsfag og naturvidenskab på niveau G, og at han i [2010’erne] har uddannet sig som [uddannelse i et omsorgsfag]. I forlængelse heraf kan der peges på, at klageren [en periode i 2010’erne] var ansat i et vikariat [i et omsorgsfag] med 37 timer ugentligt, at klageren siden [efteråret] 2019 har arbejdet som fastansat aftenvagt i [et omsorgsfag], hvor han arbejder 28 timer om ugen, og at klageren samtidig via et vikarbureau i gennemsnit har arbejdet 50-60 timer om måneden. Hertil kommer, at klageren har nogle tætte venner med dansk etnisk baggrund, som betragter klageren som en del af deres respektive familier. Endelig kan der peges på, at klageren har en begrænset (aktuel) tilknytning til Somalia, som han udrejste fra i 2008, som han ikke siden da har besøgt, og hvor han ikke er bekendt med, om han har familie bosat. Klageren har således ikke noget familiært eller socialt netværk i Somalia. Det eneste familiemedlem, som klageren har tilknytning til, er [et ikke nært familiemedlem], der er bosat i Danmark. I forlængelse heraf kan der peges på, at pkt. 2.3.2.1.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019 – som anført ovenfor – må forstås således, at det var den daværende regerings opfattelse, at en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse efter en konkret og samlet vurdering af en udlændings personlige forhold af hensyn til EMRK artikel 8 efter omstændighederne vil skulle undlades, hvor nægtelsen er begrundet i ændrede generelle forhold i hjemlandet, når den pågældende udlænding har haft lovligt ophold i Danmark mellem 8-15 år, og når den pågældende samtidig har væsentlige andre tilknytningsmomenter til Danmark i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. Endelig kan der peges på, at nægtelsen af at forlænge klagerens opholdstilladelse ikke er begrundet i, at klageren har begået kriminalitet eller lignende i Danmark, men derimod i, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, jf. præmis 77 i EMD’s dom af 15. juni 2010 i sagen Shevanova mod Letland (sagsnr. 58822/00). Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det er ganske klart, at det vil være i strid med EMRK artikel 8 at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2022, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder anledning til mere generelt at bemærke, at det i en situation som den foreliggende – hvor nævnet i [foråret] 2018 har truffet afgørelse om, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, og hvor der de efterfølgende [over fire og et halvt år] ikke er sket ”negative” ændringer i klagerens personlige forhold, herunder navnlig for så vidt angår hans beskæftigelsesmæssige og integrationsmæssige forhold – vil være noget vanskeligt at kunne begrunde, at en nægtelse af at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark ikke vil være i strid med EMRK artikel 8. Konklusion. Flygtningenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Løbenummer: Soma/2022/44/mima
Nævnet omgjorde i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er mindreårig. Indrejst i 2015. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim fra Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført til [et familiemedlem] i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og at klageren indgav en ansøgning om asyl [i sommeren] 2020. Det fremgår endvidere af sagen, at klageren [i sommeren] 2020 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. DRC Dansk Flygtningehjælp har [i efteråret] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han nærmer sig den militærpligtige alder og ikke ønsker at aftjene militærtjeneste i Syrien, fordi han er modstander af det syriske regime og af krigen, og at han ved en tilbagevenden til Syrien vil nægte at bære våben. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren er født [i foråret] 2005, og at han dermed fylder 18 år [i foråret] 2023. Flygtningenævnet finder, under henvisning til klagerens alder og praksis vedrørende mandlige syriske statsborgere, der risikerer at blive indkaldt til tjeneste i det syriske militær, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” Løbenummer: Syri/2022/174/MLVT.
Nævnet hjemviste i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015, udrejst i 2017 og genindrejst i 2022.”Klageren er etnisk araber og ortodoks kristen af trosretning fra [by], Hama, Syrien. Det fremgår af den oprindelige asylsag, hvorved klageren [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, at han fik meddelt opholdstilladelse, da han var i den militærpligtige alder, og han frygtede genindkaldelse til militæret. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2017 udrejste til Syrien. Klageren udrejste med henblik på at være sammen med sin ægtefælle og barn, da ægtefællens far var syg, og ægtefællen led af depression. [I foråret] 2022 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, da klageren opgav sin bopæl i Danmark, da klageren opholdte sig uden for Danmark i mere end 6 på hinanden følgende måneder, og da styrelsen vurderer, at klageren frivilligt tog bopæl i Syrien. Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at klageren efterlod sine ejendele og sin bolig i Danmark og herefter tog ophold i Syrien, og at han havde etableret sig i sin families bolig i Hama, hvor han havde taget arbejde og fået et barn med sin ægtefælle. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., og at han frivilligt har taget bopæl i sit hjemland, Syrien jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3 pkt. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af betænkning 1982 nr. 968, side 153, at ”en opholdstilladelse bortfalder, når en udlændig opgiver sin bopæl i Danmark. En opgivelse foreligger hvis udlændingen ved egne handlinger tilkendegiver dette, f.eks. ved fraflytning til udlandet, afhændelse af bolig og ejendele, opgivelse af arbejde, framelding til folkeregister, fagforening m.v., flytning af bohave eller på anden måde.” Efter klagerens egne oplysninger har han flyttet sit indbo ud af sin bolig forud for udrejsen, og han er i Det Centrale Personregister registreret som udrejst til Syrien [i sommeren] 2017. Klageren har således foretaget sådanne handlinger, at han kan anses for at have opgivet sin bopæl i den forstand, som finder anvendelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1. Ved vurderingen af, om klageren frivilligt har taget ophold i sit hjemland, lægger nævnet vægt på, at klageren først [i slutningen af] 2019 via mail til Udlændinge– og Integrationsministeriet kontaktede de danske myndigheder, selvom han var bekendt med at opholdstilladelsen ville bortfalde seks måneder efter udrejsen i [sommeren] 2017, og at han i mailen ikke angav at have været forhindret i at returnere til Danmark. Nævnet lægger tillige vægt på, at klageren har oplyst, at han i samme periode havde adgang til internettet, hvorfor han havde mulighed for at kontakte de danske myndigheder på et tidligere tidspunkt. Dertil kommer, at klageren – ved ægtefællens modvilje mod at tage med klageren tilbage til Danmark – valgte at forblive i Syrien med ægtefællen og deres børn samt tage arbejde. Af de grunde som er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold efter udlændingelovens § 17, stk. 3, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet finder ikke, at bortfaldet af opholdstilladelsen udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8. Flygtningenævnet har i den forbindelse foretaget en samlet proportionalitetsafvejning. I afvejningen har nævnet blandt andet lægt vægt på, at klageren har opholdt sit i Danmark i knap to år fra 2015-2017, at han ikke længere har sin nærmeste familie i Danmark, at han har gået på sprogskole i Danmark og har været i et praktikophold i en måned og ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet. Klageren er født og opvokset i [et land i Mellemøsten] og flyttede som ung til Syrien, hvor han har hele sin nærmeste familie, og hvor han har arbejdet også efter sin udrejse fra Danmark. Flygtningenævnet finder tillige, at klageren selv har valgt at begrænse sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark, og at han selv har valgt at udøve sit familieliv i Syrien. Endelig finder Flygtningenævnet ikke, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 17 a. Der er herved henset til den af Udlændingestyrelsen anførte begrundelse. Da klageren er indrejst i Danmark i [efteråret] 2022 og således opholder sig i Danmark, skal Flygtningenævnet forholde sig til, om udlændingelovens § 31 er til hinder for en tvangsmæssig udsendelse. Flygtningenævnet finder indledningsvist, at klagerens oprindelige grundlag for asyl ikke længere er til stede. Det fremgår af sagens akter, at klageren [i efteråret] 2015 fik meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, da han var i den militærpligtige alder. Klageren er på nuværende tidspunkt [er mellem 44-48 år], hvilket efter de foreliggende baggrundsoplysninger er over den militærpligtige alder, og han er ikke igennem de seneste fem år, hvor han har opholdt sig i Syrien, blevet genindkaldt til militærtjeneste eller opsøgt af de syriske myndigheder. Klageren har for nævnet oplyst, at hans bror, forud for klagerens indrejse i Syrien i 2017, har indhentet oplysninger fra rekrutteringskontoret i Syrien om, at klageren hverken er efterlyst som militærunddrager eller vil blive genindkaldt til militærtjeneste. Nævnet finder på den baggrund, at klagerens oprindelige asylgrundlag ikke længere er til stede. Klageren har under nævnsmødet oplyst, at han i forbindelse med sin genindrejse i Syrien i 2017 fik meddelt et udrejseforbud, idet de syriske myndigheder mistænkte ham for at være imod regimet. Klageren har oplyst, at han i forbindelse med sin seneste rejse til Danmark er udrejst illegalt af Syrien, hvorfor han ved tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet som modstander af regimet. Flygtningenævnet finder ikke, at sagen på det foreliggende grundlag er tilstrækkelig belyst, således at nævnet kan træffe en beslutning om, hvorvidt klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 31, stk. 2. Flygtningenævnet beslutter derfor at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på nærmere undersøgelse af klagerens nye asylmotiv, og således at dette underkastes en to-instansbehandling.” Syri/2022/172/ehd
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/167/anjv og Syri/2022/169/anjv. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [området A], Rif Damaskus, Syrien. Klageren er opvokset i [området A], men hun udrejste til [landet B] i 2012 med sin familie, da deres hus blev ramt af en bombe. I 2017 boede klageren i Damaskus i omkring en måned, hvorefter hun tog til Danmark. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2017/2018] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet, fordi man risikerede bomber og anholdelser, ligesom hun frygtede myndighederne, fordi hun var udrejst ulovligt. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien på grund af krigen, og fordi man ikke kan få et ordentligt liv. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter myndighederne, idet hun er udrejst ulovligt og har haft asyl i Europa. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2022, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i området. Flygtningenævnet vurderer, at klagerens opholdstilladelse ikke kan forlænges efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7 stk. 2, på grund af individuelle forhold. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb, fordi hun angiveligt er udrejst illegalt af Syrien, jf. baggrundsoplysningerne anført i Udlændingestyrelsens notat ”Syria Consequences of illegal exit, consequences of leaving of cilvil servant position without notice and the situation of kurds in Denmark”, rapporten European Office, ”Syria, Targeting of individuals” fra marts 2020 Udlændingestyrelsens landerapport , ”Syria, Security Clearance and Status Settlement for returnees” fra december 2020 og rapporten fra European Asylum Support Office, ”Syria, Internally displaced persons, returnees and Internal mobility” fra april 2020. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren frygter repressalier fra de syriske myndigheder, som følge af, at klagerens bror har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne om risici for familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig værnepligt i Syrien, herunder rapport fra EASO ”Syria Military Service” fra april 2021, hvorefter familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke af sagen fremgår oplysninger, som kan begrunde, at klagerens bror kan betragtes som særligt profileret hos de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb i medfør af udlændingelovens § 7 på grund af deltagelse en demonstration i Danmark i sommeren 2021 mod de syriske myndigheder og mod de danske myndigheders udsendelse af syrere. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hendes deltagelse i demonstrationen mod de syriske myndigheder har ført til, at klageren er profileret i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark i [vinteren 2017/2018, hvor hun var i starten af 20’erne], og har således opholdt sig her i landet i knap 5 år, og hun har levet sit liv i Syrien indtil 2012, hvor hun udrejste til [landet B]. Klageren har i Danmark sin far og søster, der ved Flygtningenævnets afgørelse af d.d. ikke har fået forlænget deres opholdstilladelser og en bror, der ifølge Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2022 er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som er udelukket […]. Klageren har endvidere sin mor i Danmark, der er familiesammenført med klagerens far. Endvidere har klageren sin kæreste, der er syrer og har fået opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i Danmark. Klageren taler og skriver dansk og er i gang med HF og bliver student til sommer og ønsker at videreuddanne sig. Hun har arbejdet ni måneder i 15-18 timer om ugen i […], et år i [et supermarked] i 17-18 timer om ugen og har været i praktik i [et supermarked]. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hendes forhold i denne periode, findes en afgørelse om at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv, skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd, hvilket der ikke er oplyst om. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klagerens forhold sine forældre og søskende i Danmark ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet finder således, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privatliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privatliv. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagerens ophold i Danmark og de øvrige ovenfor anførte forhold om klageren. På den baggrund findes en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke at virke særligt indgribende i klagerens privatliv. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Endvidere bemærkes, at socioøkonomiske forhold ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det af advokaten i øvrigt anførte kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Syri/2022/168/anjv
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af for-længelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Sagen er sambehand-let med Syri/2022/168/anjv og Syri/2022/169/anjv. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim. Klageren er født og opvokset i Damaskus, og da han var omkring 21 år flyttede han til [området A], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk ak-tiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelo-vens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede for sit og sin families liv på grund af de generelle forhold. Kla-geren og familien var nødt til at flygte på grund af krigen, og klagerens bopæl blev ramt af raket-ter og ødelagt. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2022 truffet afgørelse om at nægte at for-længe klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændinge-styrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han fryg-ter for sit liv, og at han frygter de generelle forhold i Syrien. Klageren har endvidere henvist til, at han oplevede at blive opsøgt af myndighederne og oprørerne mange gange i 2012 ligesom andre butiksejere, idet de ville have klageren til at videregive oplysninger og truede ham. Klageren har endvidere henvist til, at han en dag blev tilbageholdt af sikkerhedstjenesten fra morgen til efter-middag, og at han er blevet tilbageholdt to yderligere gange. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter regimet, fordi han er udrejst af landet og vil blive anset som en modstander af regimet. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen, da det fremgår af sagen, at oplys-nings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014 er oversat og godkendt af klageren, og da det ikke er dokumenteret, at der er sket fejl ved Udlændingestyrelsens behandling af sagen, som kan medføre hjemvisning af sagen. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrel-sens afgørelse [fra sommeren] 2022, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at for-længe klagerens opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens tidligere § 7, stk. 2, som føl-ge af de generelle forhold i området. Flygtningenævnet vurderer, at klagerens opholdstilladelse ikke kan forlænges efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7 stk. 2, på grund af individuelle forhold. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om tilbagehol-delser hos sikkerhedstjenesten. Klageren har ikke forklaret herom i oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014, som er oversat og godkendt af klageren. I samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021, som er oversat og godkendt af klageren, har han forklaret, at han blev opsøgt af regimet, der bad ham give besked til dem [omkring oplysninger, som klageren blev bekendt med gennem sit firma]. Han har endvidere forklaret, at han også blev opsøgt af oprørere, der bad ham give besked, hvis han så nogle civile militærfolk i området. Han har ved samme samtale forklaret, at han ikke direkte har haft konflikter med myndighederne eller oprørerne. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han var indkaldt til møde hos sikkerhedstjenesten, og at han blev tilba-geholdt fra morgen til eftermiddag, og at han har været tilbageholdt to yderligere gange af sikker-hedstjenesten. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om denne konflikt med de syriske myndigheder til grund, da klageren har forklaret udbyggende herom, og da han ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb af denne grund. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at klageren ikke har sand-synliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb, fordi han har været udrejst i en årrække, jf. baggrundsoplysningerne anført i Udlændin-gestyrelsens notat ”Syria Consequences of illegal exit, consequences of leaving of cilvil servant position without notice and the situation of kurds in Denmark”, rapporten European Office, ”Sy-ria, Targeting of individuals” fra marts 2020 Udlændingestyrelsens landerapport , ”Syria, Securi-ty Clearance and Status Settlement for returnees” fra december 2020 og rapporten fra European Asylum Support Office, ”Syria, Internally displaced persons, returnees and Internal mobility” fra april 2020. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb, fordi han angiveligt er udrejst illegalt af Syrien, jf. de overfor anførte baggrundsoplysninger. Flygtninge-nævnet har herudover lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbageven-den til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb på grund af deltagelse i demon-strationer i Syrien. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende her-om. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ikke har oplyst noget herom ved oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014, og at klageren ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 har oplyst, at hverken han eller hans familiemedlemmer har været politisk aktive eller deltaget i demonstrationer hverken i Syrien eller andre steder. For Flygtningenævnet har kla-geren forklaret, at han har deltaget i demonstrationer mod regimet i Syrien, da han var i Syrien. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb på grund af deltagel-se i en demonstration mod Danmark mod de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hans deltagelse i demonstrationen mod de syriske myndigheder har ført til, at klageren er profileret i forhold til de syriske myndigheder. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren frygter repressalier fra de syriske myndigheder, som følge af, at klagerens søn har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne om risici for familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig værnepligt i Syrien, herunder rapport fra EASO ”Syria Military Service” fra april 2021, hvor-efter familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke af sagen fremgår oplysninger, som kan begrunde, at klagerens søn kan betragtes som særligt profileret hos de syriske myndigheder. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlæn-gelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. arti-kel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark i 2014 [hvor han var i 40’erne] og har således opholdt sig her i landet i 8 år, og han har levet sit liv i Syrien indtil udrejsen til [landet B] i 2012. Klageren har i Danmark sin ægtefælle, der har fået familiesammenføring, og to myndige døtre, der ved Flygtningenævnets afgørelse af d.d. ikke har fået forlænget deres opholdstilladelse, og en myndig søn, der ifølge Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2022 er omfattet af udlændingelo-vens § 7, stk. 1, men som er udelukket […]. Ingen af børnene er hjemmeboende, og der er ikke oplyst om et særligt afhængighedsforhold mellem klageren og hans voksne børn i Danmark. Kla-geren har til Udlændingestyrelsen oplyst, at han taler, læser og skriver dansk. Ved mødet i Flygt-ningenævnet talte han på intet tidspunkt dansk og anvendte tolk. Han har bestået danskprøve 2 – modul 5. Han har bestået et kursus [vedrørende integration], og har gennemført et kursus i digita-lisering. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hans forhold i denne periode, findes en afgørelse om at nægte at forlænge hans opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hans ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv, skal Flygtninge-nævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd, hvilket der ikke er oplyst om. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klagerens forhold til sine børn i Danmark ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. For så vidt angår klagerens ægtefælle, finder Flygtningenævnet, at det ikke må antages at udgøre en krænkelse af klagerens ret til familieliv, at hans opholdstilladelse nægtes forlænget, selvom han har en ægtefælle i Danmark. Flygtningenæv-net har ved vurderingen lagt vægt på, at det blandt andet følger af den Europæiske Menneskeret-tighedsdomstols dom af 2. oktober 2014, Jeunesse v. the Netherlands, præmis 107, at artikel 8 ikke medfører en forpligtelse for staten til at respektere et pars valg af land, hvor de ønsker at ud-leve deres familieliv. Flygtningenævnet finder, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af kla-gerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hans ret til respekt for privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (pro-portionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladel-se har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at nægtel-sen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets øko-nomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i ud-lændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legiti-me formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvej-ning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagerens ophold i Danmark og klagerens øvrige ovenfor anførte forhold. På den baggrund findes en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke at virke særligt indgribende i klagerens privatliv. Med hensyn til klagerens helbredsmæssige forhold, herunder at han blandt andet lider af [fysiske og psykiske helbredsproblemer], finder Flygtningenævnet, at der ikke er tale om sådanne hel-bredsmæssige problemer, at det vil medfør en krænkelse af EMRK artikel 8 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Der henvises herunder til det af Udlændingestyrelsen anførte og de anførte baggrundsoplysninger, Udlændingestyrelsens landerapport, ”Syria, Security and Socio-economic situation in the governorates of Damaskus and Rural Damascus”, udgivet i oktober 2020 og EASO Rapporten, ”Syria Socio economic situation: Damascus City”, udgivet i april 2021. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændinge-lovens § 7, stk. 1 eller 2. Endvidere bemærkes, at socioøkonomiske forhold ikke i sig selv kan be-grunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det af advokaten i øvrigt anførte kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Syri/2022/167/anjv
Nævnet meddelte i oktober 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger samt to børn fra Somalia. Sagen er sambehandlet med Soma/2022/40. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren [A] er somalisk statsborger, tilhørende hovedklanen […], subklanen […] og sunnimuslim af trosretning fra [by], [by], Mogadishu. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne [barn A] og [barn B] er begge etniske somali og muslimer af trosretning samt født i Danmark i henholdsvis [2016-2018] og [2017-2019]. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren [A] har som selvstændigt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter konsekvenser som følge af sit klantilhørsforhold. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans familie tilhører en laverestående klan, som andre klaner ser ned på. Ansøgerens ægtefælle stammer fra en højtstående klan, og det er ikke velset, at mindre klaner gifter sig med større klaner. Ansøgerens ægtefælles [familiemedlem] var imod ægteskabet mellem ansøgeren og ægtefællen, hvorfor han truede ansøgeren og dennes familie på livet. Ægtefællens [familiemedlem] fremsatte truslerne telefonisk. Truslerne startede omkring [2008-2010], da ansøgeren opholdt sig i [andet tredjeland]. Truslerne var årsagen til, at ansøgerens familie forlod Mogadishu og flyttede til en anden by. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Somalia at blive slået ihjel af ægtefællens [familiemedlem]. [Ansøgeren A] har som asylmotiv på vegne af ansøgerne [barn A] og [barn B] henvist til, han ved en tilbagevenden til Somalia frygter konsekvenser som følge af det selvstændige asylmotiv omhandlende klankonflikten med børnenes mors [familiemedlem]. Han har til støtte herfor oplyst, at han frygter, at børnene bliver slået ihjel som følge heraf, idet der er ingen, der kan beskytte dem. [Ansøgeren A] har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter omskæring af børnene. Han har til støtte herfor oplyst, at det er kulturen og traditionen i Somalia, at pigebørn omskæres. Han har hertil videre oplyst, at han er imod omskæring, men at det vil være svært at modsætte sig omskæring af børnene, idet det kan være problematisk at modsætte sig kulturen i Somalia. [Klageren B] har som asylmotiv på vegne af ansøgerne [barn A] og [barn B] ligeledes henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter omskæring af børnene. [Klageren B] har til støtte herfor oplyst, at hendes [familiemedlem] vil have pigerne omskåret, og at han har opbakning hertil fra klanen. [Klageren B] frygter, at børnene vil blive udsat for mobning og stigmatisering fra lokalsamfundet og derfor ikke vil kunne modstå presset til at lade sig omskære. [Klageren B] har som asylmotiv på vegne af børnene videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter konsekvenser som følge af børnenes fars klantilhørsforhold. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin ægtefælles [familiemedlem] i anledning af sit ægteskab i 2005 med [klageren B], der kommer fra en højerestående klan, men finder ikke, at denne konflikt har en intensitet eller karakter, der kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Kvindelig omskæring er en særdeles udbredt praksis i Somalia, og det lægges til grund, at ansøgerens døtre ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive udsat for omskæring i strid med EMRK artikel 3. Efter de foreliggende oplysninger om familiens baggrund og klanforhold samt ansøgerens fremtræden for nævnet, finder nævnet ikke, at ansøgeren – sammen med sin ægtefælle der ligesom ansøgeren er modstander af omskæring - vil være i stand til at modstå et pres fra omgivelserne om at lade døtrene omskære, jf. herved tillige det anførte i Udlændingestyrelsens rapport Somalia, Female Genital Mutilation (FGM), februar 2021, om udbredelsen af kvindelig omskæring og familiens muligheder for at modstå pres fra omverdenen. Der ses ikke at være et internt flugtalternativ i Somalia. Under disse omstændigheder ændrer Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgerens døtre, der er født i henholdsvis [2016-2018] og [2017-2019] – og i konsekvens heraf tillige ansøgeren – meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2022/39/anfi
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og ahmadiyya-muslim fra Rabwah, Chiniot, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter diskrimination og at blive udsat for overgreb på grund af sin religiøse overbevisning. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ahmadiyya-troende generelt er udsat for diskrimination i Pakistan, herunder med begrænsede muligheder for at opnå arbejde i offentlige embeder. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han personligt har været udsat for trusler og fysiske overgreb, alene på grund af hans religiøse overbevisning. Om dette har ansøgeren oplyst, at han kommer fra området Rabwah, hvor der næsten udelukkende bor ahmadiyya-troende, og hvor ansøgeren arbejdede som mekaniker. Da ansøgeren ønskede at dygtiggøre sig inden for sit fag samt få en højere løn, begyndte han fra omkring 2014 eller 2015 og ca. 2½ år frem at arbejde i byen Sargodha, der ligger omkring 42 km fra hans hjemområde. Ansøgeren rejste dagligt med bus, og oplevede 2-3 gange at blive smidt af bussen grundet sin religiøse overbevisning. På nævnsmødet har ansøgeren yderligere oplyst at han ved det sidste tilfælde, i sommeren 2016, fik brækket sin arm. Ved disse episoder blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb fra de passagerer, som foranledigede, at ansøgeren blev smidt af bussen. Overfaldsmændene truede ansøgeren med, at han skulle forlade Pakistan, hvorefter ansøgeren løb fra stedet for at undgå at overfaldene udviklede sig alvorligt. Ansøgeren er ligeledes flere gange blevet truet og forsøgt skræmt af tidligere kollegaer og kunder, når de har fået kendskab til hans trosretning. Grundet udfordringerne med transporten til arbejdet blev ansøgeren ofte forsinket, hvorfor han blev afskediget. Han valgte i [efteråret] 2016 at udrejse fra Pakistan til Iran, og senere Tyrkiet. Efterfølgende opholdt ansøgeren sig i [Europæisk land] fra [foråret] 2017, hovedsagelig som asylansøger, og rejste i [sommeren] 2022 til Danmark efter at have fået afslag på ansøgning om asyl i [Europæisk land]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren 2-3 gange er blevet smidt af bussen og udsat for fysiske overgreb samt truet af kunder og kollegaer som følge af hans religiøse overbevisning. Nævnet finder imidlertid, at disse forhold, der må betragtes som enkeltstående episoder, ikke har haft en sådan karakter og intensitet, at forholdene kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det i henhold til ansøgerens egne oplysninger, må anses for at være vilkårlige overfald, som er begået af tilfældige personer, som ansøgeren ikke kendte, og som ikke efterfølgende har opsøgt ham. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at overfaldene ikke udviklede sig alvorligt, idet nævnet i den forbindelse afviser ansøgerens udbyggende forklaring om, at han ved det ene overfald brækkede sin arm, hvilket han først har forklaret under nævnsmødet. Hertil kommer, at de pågældende overfald fandt sted omkring 2015-16, hvorfor det ikke vurderes at være sandsynligt, at overfaldsmændene har evne og vilje til at opsøge ansøgeren efter hans tilbagevenden til Pakistan. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens udrejse i [efteråret] 2016 ikke skyldtes, at han anså sig i risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse, men efter hans oplysninger skyldtes de generelle leveforhold og manglende mulighed for at få arbejde i Pakistan. Uanset at forholdene for ahmadiyya-muslimer i Pakistan efter de foreliggende baggrundsoplysninger er vanskelige, er det Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold for ahmadiyya-troende i Pakistan ikke i sig selv kan føre til, at ansøgeren vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller nedværdigende behandling som omfattet af udlændingelovens § 7. Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at ahmadiyya-troende generelt kan blive udsat for diskrimination, herunder fra myndighederne. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Paki/2022/6/anhk
Nævnet omgjorde i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt tre medfølgende børn fra Eritrea, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen af trosretning fra [by], [område], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2016, og at hun [i sommeren] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i efteråret] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer at skulle aftjene nationaltjeneste, hvilket hun ikke ønsker. Det fremgår af Udlændingestyrelsens udtalelse [i efteråret] 2022, at styrelsen i lyset af Flygtningenævnets seneste afgørelser i 2021 vedrørende kvinder fra Eritrea har foretaget en praksisændring, således at der som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til kvindelige eritreiske statsborgere i aldersgruppen 18 til 40 år på baggrund af nationaltjeneste, uanset om de har været de facto fritaget fra nationaltjeneste i Eritrea. Det fremgår videre, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren, som nu er [30-35] år, opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, idet det ikke kan afvises, at klageren vil risikere nationaltjeneste ved en tilbagevenden til Eritrea. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for at skulle aftjene nationaltjeneste og således opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2019, således at klageren og hendes tre medfølgende børn meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2022/9/anfi
Nævnet omgjorde i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2010.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk usbeker og sunnimuslim fra Faryab-provinsen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [dato i] 2010, og at han den [dato i vinteren 2011/2012] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har siden fået sin opholdstilladelse forlænget efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har den [dato i sommeren] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens advokat har den [senere dato i sommeren ] 2022 fremsendt yderligere bemærkninger. Klagerens advokat har til støtte for klagen oplyst, at han bør meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fordi han har en konflikt med det nuværende styre i Afghanistan. Henset til den aktuelle udvikling i Afghanistan finder Flygtningenævnet, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt, idet Taliban siden medio august 2021 har overtaget magten i Afghanistan. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til Udlændingestyrelsens notat “Afghanistan, recent developments in the security situation, impact on civilians and targeted individuals” udgivet i september 2021 og Landinfos temanotat om Afghanistan, “Talibans maktovertakelse”, udgivet den 2. september 2021. Da Udlændingestyrelsen oprindeligt i sin afgørelse af [dato i vinteren 2011/2012] meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvilken efterfølgende er blevet forlænget, blandt andet på baggrund af klagerens konflikt med Taliban, og henset til Talibans efterfølgende magtovertagelse, ændrer nævnet derfor Udlændingestyrelsens seneste afgørelse af [dato i foråret] 2022, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Afgh/2022/68/DH.
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel, fordi Taliban forsøgte at tvangsrekruttere ham og ansøgerens far afvist dette, hvorefter Taliban truede med at slå ansøgeren og ansøgerens fars ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at ansøgerens far åbnede en [klinik], hvorefter Taliban opsøgte klinikken, da de ville stjæle [varer]. Taliban efterspurgte ansøgeren, men ansøgerens far nægtede at lade ansøgeren tilslutte sig gruppen. Taliban truede med, at de vil slå ansøgeren og ansøgerens far ihjel. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret til militærtjeneste. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb, fordi han er vestliggjort. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konkrete konflikt med Taliban til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring herom ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet har i den forbindelse – som Udlændingestyrelsen – lagt vægt på, at Taliban aldrig opsøgte ansøgeren på ansøgerens bopæl, der lå i en landsby med alene 10-12 huse, ligesom det fremgår af baggrundsoplysningerne, at Taliban dengang sjældent anvendte tvangsrekruttering. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens far ikke forlod Afghanistan, selv om han angiveligt også blev truet på livet. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens frygt for at blive tvangsrekrutteret til militærtjeneste ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke fremgår af baggrundsoplysningerne, at Taliban tvangsrekrutterer til det afghanske militær. Flygtningenævnet finder på baggrund af baggrundsoplysningerne endelig, at en person som ansøgeren, der har boet i Afghanistan frem til [sommeren] 2021, og som har opholdt sig i vesten i mindre end et år, ikke alene som følge heraf vil være i risiko for at blive udsat for overgreb som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder endelig, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til fornyet prøvelse i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2022/66/juri
Nævnet omgjorde i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2016. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er etnisk araber og [trosretning], shiamuslim fra [bydel], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2016, og at han [i efteråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, som medfølgende barn. Klageren har [i efteråret] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er i den militærpligtige alder, og ikke vil i militæret i Syrien. Han har videre oplyst, at han bor i Danmark, hvor han har det godt. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren er født [i sommeren] 2003 og at han derved fyldte 18 år [i sommeren] 2021. Flygtningenævnet finder, under henvisning til klagerens alder og praksis vedrørende mandlige syriske statsborger, der risikerer at blive indkaldt til tjeneste i det syriske forsvar, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” Syri/2022/173/imbs
Nævnet omgjorde i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er statsløs palæstinenser fra [A] flygtningelejr, [bydel], Syrien, etnisk araber og muslim af trosretning. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at Udlændingestyrelsen [i vinteren 2014/2015] meddelte ham opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. [I efteråret] 2021 har klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte for herfor oplyst, at han anmoder Flygtningenævnet om statusændring af sin opholdstilladelse, således at han bliver meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er statsløs palæstinenser fra Syrien. Efter det fremlagte UNRWA-familieregistreringskort, hvor klageren er registreret som flygtning ved UNRWA i Syrien, og fordi han har modtaget støtte fra UNRWA, tiltræder Flygtningenævnet, at klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, pkt. 1. Det tiltrædes endvidere, at klageren er omfattet af samme bestemmelses 2. pkt., fordi han ved en tilbagevenden til Syrien vil befinde sig i en personlig usikkerhedssituation, og at klageren som følge heraf isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han opfylder betingelserne for at få asyl i Danmark. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør udlændingelovens § 7, stk. 1.” stat/2022/17/sme
Nævnet hjemviste i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er født i [by A], Somalia, men boede inden sin udrejse i [by B], Somalia. Han tilhører [klan], og er sunni-muslim. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2010 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at Moryan-militsen har slået klagerens far ihjel, overfaldet klageren samt taget klagerens families jord og forretning. Klageren henviste endvidere til, at han frygtede at blive slået ihjel af Al-Shaabab, idet han er flygtet fra dem. Klageren oplyste til støtte for sit asylmotiv, at Moryan-militsen [i sommeren] 1992 kom til klagerens families bopæl i [by A]. De slog klagerens far ihjel samt slog klageren, så han brækkede sin arm og fik ar i ansigtet. Derudover tog de klagerens families hus og forretning i [by A]. Klageren henviste yderligere til støtte for sit asylmotiv til, at der [i sommeren] 2008 ankom 15 mænd fra Al-Shaabab til den skole, klageren arbejdede på. Klageren genkendte tre af disse mænd som tidligere lærere på skolen. Al-Shabaab havde en liste med navne på seks personer, der arbejdede på skolen, heriblandt klageren, idet de havde fundet ud af, at klageren tidligere havde indkaldt sine elever samt deres familier til et møde på skolen for at advare dem imod Al-Shaabab. Al-Shabaab tog klageren og de fem andre personer med sig. De blev sat i fængsel, barberet skaldet og fik hældt koldt vand ud over sig. De blev også slået med geværkolber. Efter to dage blev de kørt til en kaserne for marinen. Her så klageren og de fem andre personer, hvordan Al-Shabaab afstraffede folk, herunder overværede de udøvelse af halshugning, stening og piskning. Det foregik på en åben plads, hvor byens indbyggere kunne komme og se på. Klageren fik efterfølgende at vide, at personer, der var imod Al-Shabaabs ideologi ville få lignende straf. Klageren og de fem andre personer blev efterfølgende kørt til en træningslejr. Undervejs lykkedes det klageren at stikke af. Al-Shabaab forsøgte at skyde klageren, mens han stak af. Efterfølgende lykkedes det klageren at flygte ud af landet med hjælp fra formanden fra forældrebestyrelsen på den skole, hvor klageren arbejdede ved sin tilbageholdelse. Udlændingestyrelsen traf [i sommeren] 2017 afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kunne nægtes forlænget, jf. § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen vurderede, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede. Flygtningenævnet hjemviste [i sommeren] 2018 sagen til fornyet behandling med henblik på samtidig at behandle klagerens to døtres ansøgning om asyl. Udlændingestyrelsen traf [i sommeren] 2019 på ny afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kunne nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen vurderede, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede. Flygtningenævnet traf [i sommeren] 2020 afgørelse om at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af 15. august 2019, således at klageren fortsat havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2022 truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Klageren har under nærværende sag fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv, hvorefter han frygter at blive slået ihjel af Al-Shaabab ved tilbagevenden til Somalia. Videre har klageren gentaget, at han frygter, at han selv og hans søn vil blive slået ihjel af de personer, der tog klagerens families hus og landbrug i 1992. Endelig har klageren henvist til, at han frygter, at hans døtre vil blive udsat for tvangsomskæring ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet bemærker, at klageren under sagen har gjort gældende, at han skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af blandt andet, at hans døtre vil blive udsat for tvangsomskæring ved tilbagevenden til Somalia. Uanset om der er grundlag for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 eller ej, vil der således skulle tages stilling til klagerens asylmotiv vedrørende risiko for tvangsomskæring. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen af [sommeren] 2022 imidlertid ikke taget stilling til det anførte asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at det under de foreliggende omstændigheder vil være betænkeligt, at nævnet nu tager stilling til asylmotivet, idet sagen i så fald ikke – således som klageren har krav på – på dette punkt vil blive behandlet i to instanser. Flygtningenævnet finder derfor, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. Flygtningenævnet hjemviser sagen til Udlændingestyrelsen.” Soma/2022/42/ajni
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren ved en tilbagevenden til Grækenland vil være afskåret fra det græske integrationsprogram samt det nationale socialsystem, hvorfor klageren risikerede at blive hjemløs. Flygtningenævnet udtalte: ”I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Grækenland [i sommeren] 2020. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en tilbagevenden til Grækenland vil være afskåret fra boligmarkedet og indkvarteringssystemet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at en del flygtninge i Grækenland, herunder også tilbagevendte flygtninge fra et andet EU-land, er hjemløse eller opholder sig i forladte eller besatte bygninger, da de græske myndigheder ikke som sådan bistår flygtninge med tildeling af boliger, hvorfor flygtninge således reelt selv er ansvarlige for at anskaffe sig en bolig, jf. blandt andet Asylum Information Database (AIDA), Country Report: Greece (2021 Update), s. 244 ff. Det følger endvidere af baggrundsoplysningerne, at flygtninges adgang til indkvarteringsfaciliteter for hjemløse er underlagt samme restriktioner og betingelser som tredjelandsstatsborgere, men at disse kun er tilgængelige i et begrænset omfang. Endelig må det på grundlag af baggrundsoplysningerne lægges til grund, at anerkendte flygtninge i medfør af den græske International Protection Acts artikel 30 har samme ret til social bistand som græske statsborgere, men at der kan være udfordringer forbundet med at opnå denne bistand, blandt andet fordi visse dokumentationskrav kan være vanskelige at efterleve, jf. Asylum Information Database (AIDA), Country Report: Greece (2021 Update), s. 244 ff. Det fremgår endvidere af samme rapport, at: ”The law provides access to social welfare for beneficiaries of international protection without drawing any distinction between refugees and beneficiaries of subsidiary protection. Beneficiaries of international protection should enjoy the same rights and receive the necessary social assistance according to the terms that apply to nationals, without discrimination.” Endvidere må det på baggrund af førnævnte rapport lægges til grund, at flygtninge, herunder hjemløse flygtninge, navnlig har mulighed for social bistand i form af den såkaldte garanterede minimumsindkomstordning, der er en effektiv ordning, hvorom det anføres, at: ”The guaranteed minimum income […], formerly known as Social Solidarity Income […], established in February 2017 as a new welfare programme regulated by Law 4389/20169. The guaranteed minimum income is €200 per month for each household, plus €100 per month for each additional adult of the household and €50 per month for each additional child of the household, was intended to temporarily support people who live below the poverty line in the current humanitarian crisis, including beneficiaries of international protection. Unfortunately, except for the ‘guaranteed minimum income’, there are no other effective allowances in practice. There is no provision of state social support for vulnerable cases of beneficiaries such as victims of torture.[…].” Nævnet bemærker videre, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende klagerens manglende adgang til arbejdsmarkedet, heller ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at anerkendte flygtninge i medfør af artikel 27 i den græske International Protection Act har samme adgang til og vilkår på arbejdsmarkedet som græske statsborgere, ligesom flygtninge har samme adgang til uddannelsessystemet og træningsprogrammer som tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i Grækenland. Det må dog samtidig bemærkes, at den reelle adgang til arbejdsmarkedet for flygtninge vanskeliggøres af den høje arbejdsløshedsprocent. Det fremgår endvidere af baggrundsmaterialet, at der ikke stilles krav om, at anerkendte flygtninge skal søge om separat arbejdstilladelse for at få adgang til arbejdsmarkedet. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren aldrig har modtaget et socialsikringsbevis eller et skattenummer, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af Asylum Information Database (AIDA), Country Report: Greece (2021 Update), s. 250 ff., fremgår, at:“Free access to health care for beneficiaries of international protection is provided under the same conditions as for nationals, pursuant to L 4368/2016. The new International Protection Act has not changed the relevant provision. Despite the favourable legal framework, actual access to health care services is hindered in practice by significant shortages of resources and capacity for both foreigners and the local population, as a result of the austerity policies followed in Greece, as well as the lack of adequate cultural mediators. 'The public health sector, which has been severely affected by successive austerity measures, is under extreme pressure and lacks the capacity to cover all the needs for health care services, be it of the local population or of migrants’. Moreover, administrative obstacles with regard to the issuance of a Social Security Number (AMKA) also impede access to health care. In addition, according to GCR’s experience, beneficiaries of international protection under the ‘old’ system who possess the ‘old’ residence permit in the form of a ‘booklet’, have encountered problems in the issuance of AMKA, as this old residence permit contains a number written in a different format than the new residence permits. Hence, the employees at the Citizen Service Centre […] did not know how to process the issuance of AMKA. Finally, it has been clarified that this will happen at the offices of the Single Social Security Entity […]”. Det fremgår endvidere af samme rapports s. 247 ff., at:“Similar to asylum seekers, beneficiaries of international protection face obstacles in the issuance of Tax Registration Number (AFM), which hinder their access to the labour market and registration with the Unemployment Office of OAED. According to GCR’s experience, issuance of an AFM is riddled by severe delays. The procedure for competent Tax Offices to verify refugees’ personal data through the Asylum Service takes approximately 2 months. In case of a professional (εταιρικό) AFM, the procedure takes more than 3.5 months and requires the assistance of an accountant. Moreover, individuals wishing to register with a Tax Office (Διεύθυνση Οικονομικών Υποθέσεων, (DOY) with a view to obtaining AFM are required to certify their residence address through a certificate from a reception centre, an electricity bill or a copy of a rental contract in their name. Accordingly, beneficiaries of international protection who do not hold a residence certificate and/or are homeless are unable to obtain AFM. As a result, they cannot submit a tax declaration or obtain a tax clearance certificate.” Nævnet finder på den baggrund sammenholdt med de førnævnte baggrundsoplysninger vedrørende adgangen til boligmarkedet og indkvarteringssystemet, at klageren – om end muligvis med besvær – vil have mulighed for at blive tildelt et socialsikringsbevis samt et skattenummer af de græske myndigheder. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren ikke har oplyst om konkrete omstændigheder vedrørende opholdet i Grækenland eller om personlige forhold, der kan føre til en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Grækenland kan tjene som første asylland. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på blandt andet, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er en sund, rask og arbejdsduelig voksen mand [i 20’erne], som i perioder har haft midlertidigt (uofficielt) arbejde i Grækenland. Klageren har endvidere til Udlændingestyrelsen oplyst, at han har været i stand til at tage kontakt til de græske myndigheder med henblik på at søge om finansiel støtte og bolig. Det forhold, at klageren efter det oplyste ikke har haft en fast bopæl, kan ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at klageren har forklaret, at han har en konflikt med en menneskesmugler i Grækenland, kan endelig ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det beror på klagerens egen formodning, at det græske politi ikke vil hjælpe klageren. Nævnet finder endvidere, at klageren, såfremt han fortsat oplever problemer med privatpersoner i Grækenland, må henvises til at søge de græske myndigheders beskyttelse. Det fremgår endvidere af klagerens oplysnings- og motivsamtale af [sommeren] 2022, at klageren under sit ophold i Grækenland oplyste det græske politi om sin konflikt, hvorefter mennekesmuglerens medsammensvorne blev fængslet. På den anførte baggrund – og henset til, at der ikke stilles krav om, at klageren socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark – finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske leveforhold og levevilkår for flygtninge med konventionsstatus i Grækenland ikke i sig selv er på et så uacceptabelt niveau, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet skal på den baggrund meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §§ 29 b-Græ/2022/3/MLVT
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo. Indrejst i 1996 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i 2 år og 9 måneder for overtrædelse af personfarlig kriminalitet samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 22, nr. 2, nr. 4 og nr. 6. Ved landsrettens dom af 2020 blev straffen forhøjet til 3 år og 6 måneders fængsel, og bestemmelsen om udvisning blev stadfæstet.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Kosovo. Klageren har oplyst, at han er etnisk albaner og [etnisk minoritet], og at han er sunnimuslim. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Kosovos Befrielseshær, UCK/politiet. Klageren har til støtte herfor gjort gældende, at UCK vil slå ham ihjel, da klagerens far er blevet forsøgt slået ihjel af UCK. Klageren har oplyst, at han ikke ønsker at aftjene for UCK og frygter dermed, at UCK vil forsøge at tvangsrekruttere ham. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist, at han frygter en person, som er forurettede i straffesagen, og dennes [familie]. Klageren frygter, at personens [familie] vil tage hævn over ham, fordi klageren har slået forurettede i straffesagen. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Kosovo, idet han ikke kan sproget og ikke har penge at leve for. Flygtningenævnet er af de samme grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, enig i, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til sit hjemland. Det, der er anført for Flygtningenævnet, kan ikke føre til et andet resultat. Det kan således heller ikke føre til en anden vurdering af sagen, hvis klageren af etnicitet også er [etnisk minoritet]. For så vidt angår klagerens oplysninger om, at han i Kosovo vil være i risiko for overgreb på grund af en blodfejde, bemærker Flygtningenævnet, at klagerens oplysninger herom beror på rygter, og at det er tidsmæssigt påfaldende, at det fremlagte ”certifikat” fra [parti], er fremskaffet kort tid før, sagen skulle behandles i Flygtningenævnet. Dertil kommer, at det af certifikatet fremgår, at oplysningerne om, at klageren har været i et fysisk slagsmål og derfor efterlyses i Kosovo, dels beror på oplysninger fra klagerens egen familie og dels på oplysninger fra unavngivne personer fra partiet. Klageren har da heller ikke – selv om den pågældende forurettede også har familie i Danmark – modtaget trusler eller lignende. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at klageren i Kosovo har en asylbegrundende konflikt med familien til en forurettet i straffesagen. Sammenfattende har klageren således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Kosovo vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse.” kosovo/2022/2/DIEI.
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig klager. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er […] født i Danmark [i] 1999. [I 1999] blev klageren meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som omfattet af sine forældres afgørelse. [I 2003] blev klageren meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i] 2004 udrejste til [sit hjemland]. Klageren udrejste sammen med sin far og bror. [I foråret] 2019 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4, jf. § 17 a, stk. 1. Klageren udrejste i […] 2004 af Danmark til [sit hjemland] som 5-årig sammen med sin far, der da havde del i forældremyndigheden over klageren, og en [ældre] storebror. Klagerens mor samtykkede efter det oplyste ikke i, at klageren udrejste af Danmark. Klagerens mor fik senere ved dom afsagt i Danmark forældremyndigheden alene over klageren, mens klagerens far fik forældremyndigheden alene over storebroren. Klagerens mor anlagde efter det oplyste i 2005 en sag i [hjemlandet] om forældremyndigheden over klageren, men retssagen blev aldrig gennemført, angiveligt [på grund af omstændigheder, der ikke relaterede sig til den konkrete sag]. I 2016 døde klagerens far, og klagerens mor rejste til [hjemlandet], hvor hun forsøgte at få klageren med til Danmark. Klageren og klagerens mor mødte således blandt andet op på [en dansk ambassade i] 2017, men det lykkedes dem ikke da at få en tilbagerejsetilladelse til klageren, men en ansøgning herom blev taget under behandling. I […] 2017 blev der via klagerens mors advokat i Danmark indgivet en ansøgning om, at klagerens opholdstilladelse i Danmark ikke skulle anses for bortfaldet. Først i […] 2019 blev der meddelt afslag på den ansøgning om tilbagerejsetilladelse, som klageren indgav på ambassaden i […] 2017, og afgørelsen blev aldrig videreformidlet til klageren, til dennes mor eller til advokaten. [I] 2019 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse skulle anses for bortfaldet, og Udlændingestyrelsen meddelte samme dag klageren afslag på familiesammenføring. [I vinteren 2020/2021] behandlede Flygtningenævnet klagerens klage over Udlændingestyrelsens afgørelse [fra] 2019 vedrørende bortfald af opholdstilladelse, men sagen blev under nævnsmødet, og efter at klagerens mor havde afgivet forklaring, udsat på, at klageren skulle indrejse i Danmark og afgive forklaring for Flygtningenævnet. Klageren er trods udstedt tilbagerejsetilladelse, og selv om han er i besiddelse af et gyldigt pas, ikke indrejst i Danmark. Dette beror ifølge veninder til klagerens mor dels på Covid-19 situationen og dels på, at klageren nu tilbageholdes af familien i [hjemlandet]. Klagerens advokat har ikke selv været i kontakt med klageren, heller ikke siden denne fyldte 18 år, og advokaten har heller ikke været i personlig kontakt med klagerens mor siden mødet i Flygtningenævnet i [vinteren 2020/2021]. Advokatens korrespondance er foregået med moderens to veninder, og moderen opholder sig efter det oplyste pt. i [hjemlandet]. Klageren er nu [i 20’erne], og der foreligger ikke pålidelige oplysninger om klagerens opvækst i [hjemlandet] eller om hans nuværende forhold. I hvert fald under disse omstændigheder og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren i hvert fald nu må anses for frivilligt at have taget ophold i [sit hjemland], jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. stk. 1, og der foreligger heller ikke omstændigheder som omhandlet i udlændingelovens § 17, stk. 2 eller 3, eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, der gør, at der er grundlag for ikke at anse klagerens opholdstilladelse for bortfaldet. Det uheldige forløb, som sagsbehandlingen af navnlig klagerens oprindelige ansøgning om tilbagerejsetilladelse, der blev indgivet i […] 2017, har haft, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: land/2022/3/anjv
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er [etnicitet] og sunnimuslim fra Irbid, Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af familien til en kvinde, som han har haft et seksuelt forhold til, ligesom han af samme grund frygter at blive slået ihjel af klanen og af egen familie. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af et forhold til en anden kvinde i Jordan skulle have en asylbegrundende konflikt med kvindens familie, klan og egen far. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har svækket sin generelle troværdighed ved først at opgive en falsk identitet. Flertallet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og divergerende om en række centrale forhold vedrørende sit asylmotiv. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvem der fortalte hans far, at han havde haft et seksuelt forhold til kvinden. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvordan han blev truet af sin far, og om hvornår hans [families] hus er blevet beskudt. Dertil kommer, at ansøgeren oprindeligt har forklaret, at han ikke var på sociale medier, mens han senere har forklaret, at han har haft forskellige profiler på [socialt medie], som han dog lukkede. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om, hvordan han har beholdt kontakten med en [bekendt] via [dennes] [socialt medie profil] er også utroværdig, blandt andet henset til at klageren end ikke kan huske den bekendtes efternavn. Flertallet kan derfor heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har modtaget reelle trusler [på socialt medie]. Det forhold, at ansøgeren til Flygtningenævnet har fremsendt en video, der angiveligt skulle vise, at der blev skudt ved ansøgerens families hus i Jordan, kan ikke føre til en anden vurdering. Flertallet har herved blandt andet lagt vægt på, at omstændighederne omkring optagelsen, herunder tid og sted, ikke er dokumenteret, ligesom ansøgerens forklaring om, hvordan han skulle være kommet i besiddelse af videooptagelsen via en bekendt, som oven for anført ikke er troværdig. Flertallet bemærker videre, at ansøgeren har opholdt sig i Jordan i [få år] efter, at konflikten angiveligt skulle være opstået, uden at han er blevet opsøgt, selv om klanen allerede i [sommeren] 2019 skulle have givet tilladelse til, at han blev slået ihjel. Det bemærkes herved, at kvinden fortsat havde hans telefonnummer, at kvindens klan skulle være meget magtfuld og have forbindelser overalt i Jordan, og at kvindens bror skulle [have en særlig stilling]. Sammenfattende finder flertallet det således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2022/10/DIEI.
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandelig klager. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Basra, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han frygtede at blive dræbt af personer med tilknytning til [milits A]. [I vinteren] 2013 meddelte Flygtningenævnet klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I sommeren] 2019 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 4, § 19, stk. 3, og § 19, stk. 7, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fastholdt det asylmotiv, som han angav under den oprindelige asylsagsbehandling, hvorefter han frygter at blive dræbt af personer med tilknytning til [milits A]. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han i en periode fra [vinteren] 2003 til [sommeren] 2004 og fra begyndelsen af 2005 til [foråret] 2005 arbejdede som [stillingsbetegnelse] for en udenlandsk virksomhed, [virksomhedsnavn]. Klageren blev af denne grund i [2005-2007] kidnappet af personer fra militsen og tilbageholdt i et døgn, hvorunder han blev udsat for overgreb. Klageren modtog endvidere trusler. I forbindelse med behandlingen af forlængelsessagen har klageren desuden oplyst, at han har opholdt sig i Irak i perioden fra [foråret] 2018 til [sommeren] 2018 i forbindelse med hans brors død. Han indrejste i Bagdad og har efterfølgende opholdt sig hos flere familiemedlemmer og slægtninge i forskellige byer i Irak, herunder Najaf og Basra. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat ’skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren, mens han har haft opholdstilladelse i Danmark, har været indrejst i Irak som anført af Udlændingestyrelsen. Klageren udrejste således fra Danmark til Irak [i efteråret] 2018, hvorefter han deltog i sin brors begravelse [i efteråret] 2018, hvorfor rejsen som udgangspunkt havde et anerkendelsesværdigt formål. Klageren forblev imidlertid i Irak, indtil han udrejste til Danmark [i sommeren] 2018. I denne periode rejste han rundt i Irak i 4 byer og blev i den forbindelse standset af kontrolposter flere gange, hvor han viste legitimation, uden at det gav ham problemer. Han fik også registreret sit ægteskab ved familieretten i Maqil (Basra). Klageren har ikke givet møde for Flygtningenævnet, idet han efter Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2019 igen indrejste i Irak [i efteråret] 2019, hvor han opholdt sig indtil [efteråret] 2019 og derefter indrejste i Iran, hvor han efter det oplyste fortsat opholder sig. Han har derfor ikke afkræftet formodningen om, at de forhold, der begrundede opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at han ikke længere risikerer forfølgelse i hjemlandet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det, som klageren har forklaret til Udlændingestyrelsen og til sin advokat ved tre Skypemøder vedrørende [milits B] fortsatte efterstræben af ham, og at han ikke mødte pågældende milits, mens han var i Irak, kan ikke føre til en anden vurdering. Herefter, og da en inddragelse af klagerens opholdstilladelse af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, ikke kan antages at virke særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, er betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse opfyldt, jf. udlændingelovens § 19, stk. 3, jf. stk. 2, nr. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2019. Da [navn på klageren] opholdstilladelse er nægtet forlænget, har klageren ikke ret til at opholde sig her i landet.” Løbenummer: Irak/2022/23/SCH
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse. Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er etnisk pashtun, tilhører [navn på klan] og er muslim fra [landsby], Kunduz, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2010 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede Taliban, idet Taliban blandt andet havde beskyldt klagerens far for at spionere for amerikanerne, forsøgt at hverve klageren som kriger samt slået klagerens far ihjel og bortført klagerens bror. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til konflikten med Taliban. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han var ansat på en skole, hvor han underviste folkeskolebørn, herunder piger, i pashto og videnskab. Dette var imod Talibans regler, hvorfor klageren modtog et trusselsbrev, hvor Taliban krævede, at klageren skulle indstille undervisningen. Klageren fortsatte dog undervisningen. Klageren blev desuden kaldt til moskeen flere gange, hvor han blev opfordret til at udføre selvmordsangreb, hvilket ville betyde, at han kom i paradis og samtidigt reddede sin familie. Klageren fik at vide, at han ville blive slået ihjel, hvis han ikke samarbejdede. En dag fortalte klagerens mor, at byens mullah – efter Talibans ordre – havde slået klagerens far ihjel, at klagerens bror var blevet bortført, og at broren kun ville blive løsladt, såfremt klageren meldte sig selv til mullahen. Klagerens familie ved stadig ikke, hvad der er sket med klagerens bror, men de formoder, at broren er blevet slået ihjel af Taliban. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter klageren, at han vil lide samme skæbne som sin far og bror. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter ukendte personer, som har truet ham på [socialt medie] samt en person fra Taliban, som har truet klageren på [socialt medie]. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han tidligere har været aktiv på [socialt medie] og har støttet den afghanske regering og hær. På et tidspunkt i 2021 blev klageren truet af en af ham ukendt person på [socialt medie] med et billede af en kniv. Den pågældende skrev, at han ville slå klageren ihjel, hvis klageren vendte tilbage til Afghanistan. Den pågældende kendte til klagerens kaldenavn. Klageren har også modtaget trusler fra andre personer på [socialt medie], herunder dødstrusler, da han har været live på [socialt medie] og udtrykt støtte til den afghanske regering. Klageren frygter, at disse personer vil gøre alvor af deres trusler, hvis klageren tager tilbage til Afghanistan. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter terrorister i Afghanistan. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han frygter at blive afpresset til at følge terroristernes regler, og at der i Afghanistan findes flere farlige terroristgrupper, såsom Islamisk Stat. Klageren har som asylmotiv desuden henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at få en fatwa, der indeholder en dødsdom. Til støtte herfor har klageren oplyst, at flere afghanere har fået en sådan fatwa, når de er vendt tilbage fra Europa. Fatwaen kan indeholde alt, herunder henrettelse ved halshugning og skud med et skydevåben. Klageren har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan. Klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2009 og ansøgte om asyl, hvilket Udlændingestyrelsen meddelte ham [i sommeren] 2010 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen af [sommeren] 2022 henvist til, at klageren fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, fordi Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at klageren under asylbehandlingen konsistent havde fortalt, at klageren flygtede fra Afghanistan på grund af problemer med Taliban. I sager vedrørende nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er det myndighederne, der har bevisbyrden for, at der ikke længere er grundlag for opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærker, at den hengåede tid, siden klageren udrejste af Afghanistan i 2008, ikke i sig selv kan medføre, at han ikke længere har et asylmotiv i relation til hans problemer med Taliban. Det forhold, at klageren rejste til Afghanistan og var der i perioden ultimo [vinteren] 2016 til [foråret] 2017, kan heller ikke i sig selv afsvække hans motiv for fortsat asyl, idet Taliban ikke havde regeringsmagten i denne periode. Da Flygtningenævnet herefter lægger til grund, at klageren fortsat har en asylbegrundende konflikt med Taliban, og henset til Talibans magtovertagelse den 14. august 2021, meddeles klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det findes herefter ikke fornødent at tage stilling til klagerens øvrige asylmotiver. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2022, således at klageren fortsat har opholdstilladelse men nu efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Afgh/2022/65/SCH
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for afviste asylansøgere i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Spanien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren i Spanien oplevede, at han ikke havde adgang til indkvartering, og at han endte med at leve et liv på gaden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at fastslå, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Spanien – uanset at der ifølge baggrundsoplysningerne er mangel på indkvarteringsmuligheder – er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Spanien ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har det psykisk dårligt og har brug for hjælp, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Spanien. Nævnet bemærker i den anledning, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de spanske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Span/2022/7/rila
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Belgien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Belgien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Belgien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i sommeren] 2022 har søgt om international beskyttelse i Belgien og herefter er udrejst af Belgien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Belgien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Belgien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Belgien [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han frygter at blive udsat for vold i Belgien, fordi nogle af de samme kriminelle georgiere, som han havde problemer med i Georgien, også befinder sig i Belgien, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at tage kontakt til de belgiske myndigheder, herunder det belgiske politi, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker også, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de belgiske myndigheder ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Belgien har tiltrådt. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering samt dom af 19. januar 2022 (Brussels Court of First Instance, Judgment nr. 2021/164/C of 19 January 2021), bemærker nævnet, at de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold for asylansøgere i Belgien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien, at en overførsel af klageren til Belgien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder artikel 4. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA’s, Country Report: Belgium 2021, opdateret i april 2022. Det fremgår af rapporten blandt andet, at alle asylansøgere har ret til at få adgang til indkvarteringssystemet fra det øjeblik, der indgives en asylansøgning. Det fremgår endvidere af rapporten, at det belgiske indkvarteringssystem dækker asylansøgeres basale behov, herunder adgang til sovefaciliteter, måltider og øvrige sanitære faciliteter, hvorfor det må antages, at asylansøgere har mulighed for at blive indkvarteret under passende forhold. Flygtningenævnet finder endelig, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte fra ECRE Weekly Bulletin af 2. september 2022 om, at 150 asylansøgere den 18. august 2022 camperede foran indgangen til asylcenteret ”Petit Chateau” i Bruxelles, og at der opstod kaos ved indgangen til asylcenteret den 23. august 2022, fordi 180 mænd stod i kø for at få adgang, og flere blev afvist, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at Belgien som nævnt har tiltrådt EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Belgien ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Heller ikke det af DRC Dansk Flygtningehjælp om Dublinoverførte kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Belgien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Belgien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Løbenummer: dub-belg/2022/3/SCH
Nævnet omgjorde i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [bydel A], Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har fra ultimo 2017 og frem til sin udrejse fra Egypten udført frivilligt arbejde for [organisationen A], som engagerer sig i homoseksuelles rettigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive tilbageholdt eller fængslet enten af politiske årsager eller på grund af sin seksualitet. Ansøgeren har som støtte herfor oplyst, at hans far samt hans to farbrødre og den ene farbrors ægtefælle, var aktive medlemmer af [organisation B]. Ansøgerens far udrejste af Egypten efter sin løsladelse i 2006, og ansøgerens ene farbror forsvandt efter en demonstration i 2013, mens ansøgerens anden farbror omkom i en trafikulykke iværksat af de egyptiske myndigheder. Den anden farbrors ægtefælle sidder fængslet på ubestemt tid. Ansøgeren og hans mor har også af denne årsag været nødsaget til at flytte bopæl tre gange siden faren forlod Egypten, og ansøgeren er flere gange blevet opsøgt på sin skole af de egyptiske myndigheder, hvor de har udsat ansøgeren for chikane. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han definerer sig selv som homoseksuel, da han er tiltrukket af mænd. Ansøgeren har været bevidst om dette siden 12-års alderen, hvor han oplevede at være tiltrukket af drenge i stedet for piger. Han har i Egypten haft to skjulte forhold til andre mænd. Det ene forhold var i perioden fra 2017 til 2018, og det andet forhold i perioden fra medio 2018 til sin udrejse i ultimo 2020. Ansøgeren har i perioden fra ultimo 2017 og indtil sin udrejse af Egypten udført frivilligt arbejde for en organisation til støtte for homoseksuelles rettigheder. Ansøgeren oplevede i sommeren 2018 i forbindelse med arbejde i en café, der var kendt som mødested for homoseksuelle, at blive anholdt sammen med seks andre personer. Ansøgeren blev løsladt efter at have betalt bestikkelse. Ansøgeren udrejste illegalt af Egypten ved at betale bestikkelse til en sikkerhedsofficer i lufthavnen i Cairo. Dette var nødvendigt, da ansøgeren ikke kunne få en udrejsetilladelse, da han havde søgt om fritagelse fra militærtjeneste samt begrundet i familiens tilknytning til [organisation B]. Ansøgeren har endelig til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fortsat ønsker at leve et almindeligt og værdigt liv uden at skjule sin seksualitet. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgerens forklaring til grund om hans families tilknytning til [organisation B], herunder at hans far og farbrødre har haft en konflikt med myndighederne i den forbindelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren, som følge af de nævnte familiemedlemmers tilknytning til [organisation B], har en asylbegrundende konflikt med de egyptiske myndigheder. Flygtningenævnet lægger herved vægt på at familiemedlemmernes konflikt ikke angår ansøgeren personligt. Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse må en tilknytning til [organisation B] antages ikke i sig selv være tilstrækkeligt til, at en person kan blive udsat for overgreb eller forfølgelse. Hertil kommer, at hans fars konflikt med myndighederne som følge af denne tilknytning ikke kan antages at have bragt ansøgeren i noget asylbegrundende modsætningsforhold til de egyptiske myndigheder. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin seksuelle orientering til grund, herunder at han er homoseksuel, at han har haft to forhold til mænd i Egypten, at han har udført frivilligt arbejde i Egypten knyttet til homoseksuelles rettigheder, at han i Danmark har haft og har en transseksuel kæreste, at han er aktiv i [organisation C] samt at han vil leve et almindeligt og værdigt liv uden at skjule sin seksualitet. Af nyere foreliggende baggrundsoplysninger, herunder State-Sponsored Homophobia, Global Legislation Overview Update fra december 2020 fremgår vedrørende Egypten blandt andet: ”There is no law that explicity criminalises same-sex activity in Egypt. However, Law nr. 10/1961 on the Combating of Prostitution is selectively used to target individuals of diverse sexual orientations and gender identities. The main charges brought include “habitual practice of debauchery” (Article 9-c), “publicizing an invitation to induce debauchery (Article 14), and “incitement to debauchery” (Article 1). While these articles provide for a maximum of three years imprisonment. Bedayaa, a local NGO, noted that some cases could receive up to six years. In recent years there have been numerous cases of arrests and detention for “debauchery” or other charges widely understood to target LGBT individuals. Law enforcement reportedly used online entrapment extensively to lure gay men, and allegedly subjected them to forced anal examinations while in custody.” Af rapport fra US Department of State fra marts 2021 fremgår blandt andet: ”While the law does not explicity criminalize consensual same-sex activity, lesbian, gay, bisexual, transgender, queer, and intersex (LGBTQI+) persons were arrested and prosecuted on charges such as “debauchery”, “prostitution” and “violating family values,” for which the law provides for prison sentences of up to 10 years. According to a local rights group, there were more than 250 reports of such arrests since 2013.” Endelig fremgår det af rapport fra Human Rights Watch to the UN Human Rights Committee in Advance of its Adoption of the List of Issues for Egypt’s Fifth Reporting Cycle fra oktober 2020 blandt andet: “Egyptian authorities arbitrarily arrest and detain people based on their sexual orientation or gender identity and expression and subject them to torture and ill-treatment in detention.” Af dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra den 17. februar 2021 i sagen B and C vs. Switzerland fremgår blandt andet, at en person ikke kan pålægges at skjule sin seksualitet for at undgå forfølgelse, og at der ikke alene skal foretages en vurdering af, om homoseksualitet faktisk er kriminaliseret, men en konkret vurdering af hvorvidt personen kan opnå myndighedsbeskyttelse, hvis denne udsættes for ”ill-treatment” af ikke statslige aktører på grund af sin seksuelle orientering. Efter en samlet vurdering af disse baggrundsoplysninger kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren, der ønsker at leve et åbent liv som homoseksuel, ved en tilbagevenden til Egypten kan opnå den nødvendige myndighedsbeskyttelse. Herefter og da ansøgeren må antages at tilhøre en særlig social gruppe i Flygtningekonventionens forstand, lægger Flygtningenævnet efter en konkret og individuel vurdering til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Egypten risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor [navn på ansøger] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Egypt/2022/5/SCH
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.Flygtningenævnet udtalte:” Klageren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [by], [område]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i foråret] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede de afghanske myndigheder, idet myndighederne associerede hele klagerens familie med Taliban. Klageren frygtede endvidere Taliban og sin familie, idet de mistænker ham for at samarbejde med myndighederne og dermed være skyldig i angrebet på familiens bopæl i 2007. Klageren oplyste til støtte for sit asylmotiv, at klagerens afdøde far havde været medlem af [politisk parti 1 og Taliban]. Klagerens far deltog i et angreb mod en kontrolpost, da klageren var barn. Under angrebet mistede en [rang], [A] fra [politisk parti 2], flere slægtninge og han havde en betydningsfuld stilling i den afghanske regering. Dengang var klagerens far [rang] i Taliban. Klagerens afdøde [familiemedlem] havde også været medlem af Taliban og klageren to yngre brødre var aktuelle medlemmer af Taliban. Klageren oplyste endvidere, at han fire til seks gange er kørt sammen med sin far, når faren udførte arbejde for Taliban. Klageren bar selv våben, men har ikke affyret sit våben eller deltaget i kamphandlinger. Dette var før de amerikanske styrkers ankomst til Afghanistan i slutningen af 2001. Omkring 2002 flygtede klageren med sin familie til [land] og vendte i 2007 tilbage til hjemlandsbyen [by] i [område]. Efter hjemkomsten genoptog klagerens far og [familiemedlemmet] deres arbejde for Taliban. Taliban udsatte en kortege med [rang] [A] for et bombeangreb. Efter episoden blev klagerens bopæl udsat for et angreb af myndighederne. Klagerens far, [familiemedlem] samt to talibanere, der var på besøg, omkom. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2022 i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med hans ansøgning om asyl, og at han således har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Klageren har i forbindelse med sagen oplyst over for Udlændingestyrelsen, at alt, hvad han tidligere har forklaret om sit asylmotiv, er usandt. Således har han bl.a. ikke tidligere fortalt sandheden om sin [familiemedlem], som ikke er blevet dræbt af de afghanske myndigheder, men fortsat er i live, ligesom klagerens families bopæl aldrig er blevet angrebet af myndighederne, og ingen i klagerens familie har heller nogensinde været en del af Taliban. Klageren har heller ikke forklaret sandt om forholdet til [A], som rettelig er klagerens morbror. [A] kæmpede i flere år for myndighederne, men sluttede sig til Taliban året inden den amerikanske invasion. [A] sluttede sig igen til myndighederne, da Hamid Karzai kom til magten, og senere blev han [politiker]. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren bevidst har afgivet objektivt urigtige oplysninger om sit asylmotiv, og at disse oplysninger har været bestemmende for at opnå opholdstilladelse. Klageren kan således på tidspunktet for meddelelsen af opholdstilladelsen ikke anses for at have været i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 i sit hjemland. Af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet herefter, at klageren har opnået sin opholdstilladelse i Danmark ved svig, og at der er grundlag for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet endvidere, at det efter en samlet vurdering af klagerens begrænsede tilknytning til Danmark sammenholdt med hans bånd til hjemlandet Afghanistan ikke vil være i strid med EMRK artikel 8 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet er således enig i, at hverken længden af klagerens ophold i Danmark eller de oplyste helbredsproblemer er til hinder for inddragelse af klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet tiltræder derfor efter en samlet bedømmelse, at klagerens opholdstilladelse ikke skal forlænges. For Flygtningenævnet har klageren som asylmotiv nu henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive efterstræbt af Taliban. Til støtte herfor har klageren henvist til, at han siden 2004/2006 har haft en konflikt med Taliban, fordi han angav et medlem af Taliban til myndighederne, og Taliban forsøgte herefter at slå ham ihjel. Klageren har videre henvist til, at hans [familiemedlem] har været en del af den afghanske hær, og at hans morbror, [A], er blevet slået ihjel af Taliban som følge af sin modstand mod Taliban. Klageren har endelig henvist til, at han frygter at blive anset som spion af Taliban på grund af det lange ophold i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens troværdighed som følge af den bevidste afgivelse af urigtige oplysninger er svækket i ikke ubetydelig grad. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om en selvstændig konflikt mellem klageren og Taliban til grund. Dette asylmotiv har klageren først angivet i forbindelse med sagens behandling for Flygtningenævnet, og forklaringen fremstår som udbyggende og på væsentlige punkter også divergerende. I forhold til samtalen med Udlændingestyrelsen [sommeren] 2022 har klageren således forklaret divergerende om blandt andet, hvor lang tid han boede i Kabul og om, hvorvidt hans familiemedlemmer er blevet opsøgt af Taliban. Flygtningenævnet finder endvidere, at det beror på klagerens egen formodning, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være efterstræbt af Taliban som følge af klagerens morbrors og [familiemedlemmets] forhold. Om de generelle forhold i Afghanistan bemærkes, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at siden Taliban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban’s takeover, 15. november 2021, s. 6. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at ”In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes”. Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældelsesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at ”As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities”. Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, at visse Taliban-krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for ”persons affiliated with the former government, security forces or foreign forces”, jf. EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45 f. Det må således på den ene side lægges til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, at der ikke længere mere generelt foreligger en intern væbnet konflikt, og at forholdene i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i EMRK som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan, jf. herved også Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 7, hvor det anføres, at ”Det kan dock för tilfället inte anses råda sådant urskillningslöst våld i någon provins at var och en risikerer at uttsättas för skydsbegrundende behandling”. På den anden side må det imidlertid lægges til grund, at situationen i Afghanistan, som anført i Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 5, er ”volatile and unstable”. Der kan også henvises til UNHCR, Afghanistan Situation Update – 2 November 2021, hvor det anføres, at ”The security situation in Afghanistan remains highly volatile”. Herudover kan der henvises til Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 4, hvor det anføres, at ”utvecklingen är osäker och kan vara snabbt föränderlig”. Endelig kan der henvises til EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 9, hvor det anføres, at rapporten ”demonstrates preliminary findings on how Taliban rule has manifested itself since the takeover of Kabul but does not analyse whether these findings are representative of the Taliban leadership’s intentions nor of their beating for the future”. I lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må der udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af klagerens konkrete risikoprofiler. Sådanne særlige risikoprofiler er behandlet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, der s. 57-101 indeholder en analyse af 18 ”particular profiles with regard to qualification for refugee status”. Det kan på grundlag af baggrundsoplysningerne ikke lægges til grund, at en person med klagerens profil, der har været bosat i Afghanistan i de første 25 år af sit liv, som taler pashto, og som i øvrigt efterlever de islamiske religiøse normer, vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Der kan i den forbindelse henvises til de konkrete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, s. 85 f. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han har en sådan profil, at han vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundet overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Flygtningenævnet er enig i de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført herom. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Afgh/2022/69/ajni
Nævnet omgjorde i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlæn-gelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/158 + Syri/2022/159 + Syri/2022/160. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerenen er etnisk kurder og sunnimuslim fra [bydel] i Damaskus, Syrien. Klagerenen har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været poli-tisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klagerenen opholdstilladelse efter ud-lændingelovens § 7, stk. stk. 3, under henvisning til de generelle forhold i Syrien. Under den op-rindelige asylsag henviste klagerens mor på vegne af klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede for sit liv, idet der var krig i landet, og at han frygtede det syri-ske militær, som har forsøgt at indkalde ham til at aftjene værnepligt. Klagerens mor havde til støtte herfor oplyst, at klageren på et ukendt tidspunkt i [forud for sin udrejse] blev kidnappet og tilbageholdt, og at familien to dage senere fandt klagerenen liggende på trappen til deres bopæl. Klageren fortalte sin mor, at det var købmanden i nærheden af familiens bopæl, som havde kid-nappet ham. Klagerens far konfronterede købmanden, som fortalte ham, at han troede, at klageren var terrorist, fordi han gik mærkeligt. Som følge af konfrontationen truede købmanden klagerens far på livet, og klageren samt hans forældre og søskende blev to dage senere tilbageholdt af myn-dighederne. Efter en uge fik familien hjælp af en kurdisk fængselsvagt, som hjalp dem med at flygte. Udlændingestyrelsen har den [i vinteren 20/21] truffet afgørelse om, at klagerens opholds-tilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, kan nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for hans opholdstilladelse ikke længere er til stede. Flygtningenævnet har den [i vinteren 20/21] hjemvist sagen til fornyet behandling og sagsoplysning i første instans, fordi klagerens far og søskende havde indgivet ansøgninger om asyl i Danmark, og under hensyntagen til den nære sammenhæng mellem klagerens sag og hans fars samt to søskendes asylansøgninger. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 på ny truffet afgø-relse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, kan nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for hans opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klagerens mor har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun på vegne af klageren frygter de syriske myndigheder. Hun har til støtte herfor oplyst, at klage-ren vil blive anholdt af de syriske myndigheder, fordi de mistænker ham for at samarbejde med Den Frie Syriske Hær. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerenens opholdstilladelse efter udlændingelo-vens § 7, stk. 3, på grund af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om klageren har sandsynliggjort, at han som følge af sine individuelle forhold er i risi-ko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal har i klagerens fars sag blandt andet lagt til grund, at klageren har været kidnappet, og at klagerens far og senere kla-geren og hans mor og to søskende [forud for deres udrejse] har været tilbageholdt og fængslet af de syriske myndigheder, og at i hvert fald klagerenens far i den forbindelse blev udsat for tortur. Flertallet har endvidere lagt til grund, at klagerens far har været offentlig ansat, og at han har for-ladt sin stilling uden tilladelse. Der henvises herom til klagerens fars sag. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien, hvor myndighedernes vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget vilkårlighed og uforudsigelighed, er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændinge-styrelsens afgørelse således, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2022/161
Nævnet omgjorde i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlæn-gelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/158 + Syri/2022/159 + Syri/2022/161. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim. Hun har oplyst, at hun er født i Al-Malikiyah i Syrien, men at hun har boet i Damaskus i Syrien, siden hun var barn. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlæn-dingestyrelsen meddelte den [i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. stk. 2, under henvisning til de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive slået ihjel af de syriske myndigheder. Til støtte herfor oplyste hun, at hun var eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi hendes [voksne] søn blev kidnappet og mishandlet af medlemmer af en Shabi-ha-gruppe, som samarbejder med de syriske myndigheder. Klagerens ægtefælle opsøgte og kon-fronterede gerningsmændene og blev efterfølgende beskyldt for at samarbejde med Den Frie Syri-ske Hær. Klageren blev som følge heraf opsøgt af myndighedspersoner, som tilbageholdt hende i tre dage samt udsatte hende for overgreb, idet hun og familien blev mistænkt for at arbejde for Den Frie Syriske Hær. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 20/21] truffet afgørelse om, at klage-rens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan nægtes forlænget, jf. udlændingelo-vens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for hendes opholdstilla-delse ikke længere er til stede. Flygtningenævnet har [i vinteren 20/21] hjemvist sagen til fornyet behandling og sagsoplysning i første instans, fordi klagerens ægtefælle og børn havde indgivet ansøgninger om asyl i Danmark, og under hensyntagen til den nære sammenhæng mellem klage-rens sag og hendes ægtefælles samt børns asylansøgninger. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 på ny truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for hendes opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun og hendes familie er eftersøgt af de syriske myndigheder, da de beskyldes for at samarbejde med Den Frie Syriske Hær, og at hele familien, undtagen [B] og [C], forud for klagerens udrejse af Syrien, blev tilbageholdt og mishandlet af myndighederne i flere dage. Klageren og hendes familie fik herefter hjælp af en soldat fra fængslet til at flygte. Klageren formoder, at myndighederne har fået kendskab til, at klageren og hendes familie på ulovlig vis slap ud af fængslet. Klageren har tillige oplyst, at hendes ægtefælle har fået oplyst af sin bror i Syrien, at de syriske myndigheder har op-søgt brorens bopæl to gange efter klagerens udrejse, og at myndighederne begge gange har spurgt efter, hvor klageren og hendes familie befinder sig. Klageren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hendes ægtefælle var offentlig ansat som [stilling], og at han udrejste af Syrien uden tilladelse. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Ud-lændingestyrelsen har anført, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, på grund af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om klageren har sandsynliggjort, at hun som følge af sine individuel-le forhold er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal har i klagerens ægtefælles sag blandt andet lagt til grund, at klagerens ægtefælle og senere klage-ren og de tre ældste børn [forud for deres udrejse af Syrien] har været tilbageholdt og fængslet af de syriske myndigheder, og at i hvert fald klagerens ægtefælle i den forbindelse blev udsat for tortur. Flertallet har endvidere lagt til grund, at klagerens ægtefælle har været offentlig ansat, og at han har forladt sin stilling uden tilladelse. Der henvises herom til klagerens ægtefælles sag. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien, hvor myndigheder-nes vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget vilkårlighed og uforud-sigelighed, er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse således, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2022/160/ehd
Nævnet meddelte i oktober 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/158 + Syri/2022/160 + Syri/2022/161. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim. Hun har oplyst, at hun har størst tilknytning til landsbyen […] i byen Al-Malikiyah i Al-Hasakah-provinsen i Syrien, men Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at hun er fra bydelen […] i Damaskus i Syrien. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder som følge af hendes families konflikt med myndighederne. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes far tidligere har været offentligt ansat som [stilling] i Syrien, og at han har for-ladt sin stilling uden varsel. Derudover har hendes far, mor og tre ældste søskende været tilbage-holdt og fængslet af de syriske myndigheder, hvorfra de er flygtet kort før familiens udrejse af Syrien. Ansøgeren udrejste herefter illegalt af Syrien sammen med sin far og søskende. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hendes bror, [A], har unddraget sig militærtjeneste. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive overfaldet og voldtaget af den syriske regerings styrker, fordi hun er kvinde og kurder. Flygtningenævnets flertal har i ansøgers fars sag blandt andet lagt til grund, at ansøgers far og senere ansøgerens mor og tre ældste søskende [forud for deres udrejse af Syrien] har været til-bageholdt og fængslet af de syriske myndigheder, og at i hvert fald ansøgerens far i den forbindel-se blev udsat for tortur. Flertallet har endvidere lagt til grund, at ansøgers far har været offentlig ansat, og at han har forladt sin stilling uden tilladelse. Ansøgers far og mor samt broren [B] er på den baggrund meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der henvises herom til ansøgers fars sag. Ansøgeren har imidlertid ikke selv været tilbageholdt og har ikke selv haft kon-flikter med de syriske myndigheder. Efter en samlet vurdering af ansøgers forhold og under hen-syn til det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindel-se med behandlingen af sager om personer fra Syrien, er det flertallets opfattelse, at ansøgeren som følge af flere kumulative forhold ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at være efterstræbt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgers fa-milie har været tilbageholdt og fængslet af de syriske myndigheder, at de er flygtet fra fængslet og udrejst illegalt, og at ansøgers far har været offentlig ansat og har forladt sin stilling uden tilladel-se. Det er også tillagt vægt, at ansøgers bror har unddraget sig militærtjeneste, og at ansøgeren ved en tilbagevenden til Damaskus ikke vil have noget netværk, herunder mandlige familiemedlem-mer, idet disse opholder sig i det nordlige Syrien. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse således, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Løbenummer: Syri/2022/159/ehd
Nævnet meddelte i oktober 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger samt et barn fra Syrien. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/159 + Syri/2022/160 + Syri/2022/161. Ind-rejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim. Han er opvokset i landsbyen […] i byen Al-Malikiyah i Al-Hasakah-provinsen i Syrien, men han har boet i Damaskus fra [1990’erne] indtil sin udrejse. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organi-sationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi han er eftersøgt for at have forladt sin offentlige stilling uden tilladelse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været offentlig ansat som [stilling] i Syrien fra [starten af 00’erne] indtil sin udrejse. Omtrent [nogle] måneder forud for sin udrejse, blev ansøgeren tilbage-holdt af en officer, mens han var på arbejde, på grund af et mindre udestående vedrørende […]. Ansøgeren har derudover oplyst, at alle offentligt ansatte i Syrien på et tidspunkt i 2014 under borgerkrigen af myndighederne blev beordret til at bekæmpe demonstranterne hver fredag og lør-dag i omtrent tre til fire måneder. Når ansøgeren var ude med sine kollegaer for at bekæmpe de-monstranterne, skjulte han sig, da han ikke ville slå andre mennesker ned. Shabiha-grupperingen opdagede dette, hvorefter de truede ansøgeren med, at de ville skade hans familie, hvis han ikke deltog i bekæmpelserne. Ansøgerens [voksne] søn, [A], blev på den baggrund tilbageholdt og kid-nappet af Shabiha-grupperingen. Ansøgeren fandt [A] [nogle] dage efter kidnapningen foran sin bopæl. Samme dag blev ansøgeren opsøgt og tilbageholdt af myndighederne, og han blev sigtet for at samarbejde med Islamisk Stat og Den Frie Syriske Hær. Kort tid efter blev ansøgerens ægtefæl-le og tre ud af [flere] børn også tilbageholdt. Efter to ugers fængsling hjalp en vagt ansøgeren og hans familie med at flygte fra fængslet, hvorefter de tog videre til en moské i Damaskus, hvorfra ansøgeren sammen med sin familie flygtede fra Damaskus til [det nordlige Syrien]. Fra [det nord-lige Syrien] udrejste de af Syrien. Ansøgeren har endelig oplyst, at de syriske myndigheder har opsøgt ansøgerens bror i Syrien og spurgt efter ansøgeren. Myndighederne fortalte i den forbin-delse ansøgerens bror, at ansøgeren havde overtrådt en bestemt paragraf i straffeloven i henhold til offentlig ansættelse. På den baggrund tog ansøgeren kontakt til en tidligere kollega, der oplyste ansøgeren om, at han er eftersøgt af myndighederne som følge af, at han har fratrådt sin offentlige stilling uden tilladelse. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til de generelle forhold i landet. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet, konkret og individuel vurdering, at der ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for i det hele at afvise ansøgers forklaring om sit asylmotiv vedrørende tilbageholdelsen, selvom der er forklaret indbyrdes divergerende herom på ikke uvæ-sentlige punkter. Flertallet lægger herefter til grund, at ansøgers søn, [A], har været kidnappet, og at ansøgeren og senere ansøgers ægtefælle og tre af deres [flere] børn [forud for deres udrejse af Syrien] har været tilbageholdt og fængslet af de syriske myndigheder, og at i hvert fald ansøgeren i den forbindelse blev udsat for tortur. Det lægges videre til grund, at ansøgeren og familien, i for-bindelse med at de skulle overføres til et andet fængsel, fik hjælp til at flygte, hvorefter de tog ophold i en moské, hvor de senere blev genforenet med de to yngste børn og derefter udrejste af Damaskus. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgers ægtefælle allerede [i efteråret] 2014 i forbindelse med sin oplysnings- og motivsamtale har forklaret om kidnapningen af sin [voksne] søn, [A], og den senere tilbageholdelse af først ansøgeren og derefter sig selv og de tre ældste børn. Denne forklaring har hun gentaget i forbindelse med, at [A] i 2016 søgte om asyl i Danmark. Det er også tillagt vægt, at det af journalnotat fra [efteråret] 2015 fra [psykiatrien] fremgår, at ansøgeren til egen læge har oplyst om fængsling og tortur. Af journalnotat af [foråret] 2017 frem-går ligeledes, at ansøgeren har forklaret om [smerter] som følge af [tortur]. Disse oplysninger er afgivet på et tidspunkt, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse som familiesammenført, og såle-des uafhængigt af et ønske om at opnå asyl i Danmark. Ansøgeren har i forbindelse med behand-lingen af sin asylansøgning i Udlændingestyrelsen også forklaret om tilbageholdelsen og torturen. Flertallet har ved vurderingen af divergenserne i ansøgers forklaring også tillagt oplysningerne om ansøgers helbred vægt, ligesom det tilsvarende ved vurderingen af ansøgers ægtefælles forkla-ring er tillagt vægt, at hun ikke har gået i skole og således ikke kan læse eller skrive. Det er ende-lig også tillagt vægt, at forholdet, der er afgivet forklaret om, ligger otte år tilbage. Flertallet fin-der også, at det må lægges til grund, at ansøgeren har været offentligt ansat, og at han har forladt sin stilling uden tilladelse. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien, hvor myndighedernes vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præ-get vilkårlighed og uforudsigelighed, er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse således, at ansøgeren og hans medfølgende barn meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2022/158/ehd
Nævnet meddelte i oktober 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved [landsrettens] ankedom [fra sommeren] 2021 udvist med indrejseforbud i seks år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2022 truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse. Klageren er etnisk araber og muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har oplyst, at han i Danmark har deltaget i demonstrationer, her-under en demonstration mod Udlændingestyrelsens udmelding om, at Damaskus er sikkert at vende tilbage til. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel eller udsat for tortur af myndighederne, idet han er bortblevet fra genindkaldelse til militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har aftjent værnepligt i perioden fra 1993 til 1995. Klageren var menig soldat, og hans opgave bestod i at stå vagt ved indgangen til en militærbase. På et tidspunkt blev det annonceret i TV, at mænd i klagerens aldersgruppe skulle melde sig til militærtjeneste i reserven. I begyndelsen af 2015 fortalte klagerens far ham, at han var blevet indkaldt til reserven, og at han derfor skulle skjule sig. Klageren ønskede ikke at melde sig til reserven, idet han ikke ønsker at slå nogen ihjel eller blive dræbt. Efterfølgende blev klagerens far flere gange opsøgt på familiens bopæl af personer, der forlangte penge for at skrive klagerens navn nederst på liste over de personer, der skulle indkaldes til reserven. Klagerens far indvilligede i at betale bestikkelse i en længere periode. Klageren var ikke selv til stede, da klagerens far blev opsøgt. Indledende bemærkninger Klageren – der er udvist ved en endelig dom – har ikke meddelt samtykke til udsendelsen, og da han ubestridt (isoleret set) er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, er udlændingelovens § 31 til hinder for, at klageren tvangsmæssigt udsendes til Syrien. Spørgsmålet er herefter, om klageren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra opholdstilladelse. Af denne bestemmelse fremgår, at en udlænding, som har ind-rejseforbud i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. I forlængelse heraf bemærkes, at klageren ved [landsrettens] ankedom [fra sommeren] 2021 er idømt fængsel i seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og at han – på grundlag af blandt andet udlændingelovens § 22, nr. 6, § 24, nr. 1, og § 32, stk. 4, nr. 4 – er udvist med et indrejseforbud i seks år. Det anførte indebærer, at det skal vurderes, om klageren som følge af den nævnte dom i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra opholdstilladelse. Som det fremgår nedenfor, skal der samlet set foretages en treleddet vurdering. Om den nærmere forståelse af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det skal – som anført ovenfor – vurderes, om klageren som følge af [landsrettens] ankedom [fra sommeren] 2021 efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra opholdstilladelse. Af bemærkningerne til bestemmelsen i § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, hedder det blandt andet: ”Der skal efter de foreslåede bestemmelser i § 10, stk. 2-4 […] ved afgørelsen af, hvorvidt der skal gives opholdstilladelse, tages højde for, om sådanne særlige forhold gør sig gældende, at der alligevel skal gives opholdstilladelse. Der kan i den forbindelse henvises til de særlige forhold, der er opregnet i udlændingelovens § 26, stk. 1. Der skal således foretages en afvejning mellem de i bestemmelsen [udlændingelovens § 26, stk. 1] nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. For så vidt angår udlændinge, som isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 (udlændinge, der risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen nævnte grunde), bemærkes, at afvejningen skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. […] En udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kan endvidere kun udelukkes fra asyl efter den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2.” Det følger således af forarbejderne til udlændingelovens 10, stk. 3, 1. pkt., at bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Artikel 33 har følgende ordlyd: ”Artikel 33 Forbud mod udvisning eller afvisning (”refoulement”) 1. Ingen kontraherende stat må på nogen som helst måde udvise eller afvise (”refolere”) en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser. 2. Nærværende bestemmelse kan dog ikke påberåbes af en flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land.” Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en tre-leddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Dan-mark. Er det tilfældet skal der herefter foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes overfor, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Om klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse Det ovenfor anførte indebærer, at Flygtningenævnet i første række skal tage stilling til, om klageren ved ankedom [fra sommeren] 2021 afsagt af [landsretten], hvorved han blev idømt fængsel i seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, 2. leds forstand. Spørgsmålet er herefter, hvordan begrebet ”en særlig farlig forbrydelse” i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, skal forstås. Ved fastlæggelsen af dette begreb, må det for det første tages i betragtning, at artikel 33, stk. 2, har karakter af en undtagelse fra det generelle princip i artikel 33, stk. 1, om forbud mod refoulement, hvilket kunne tale for, at begrebet (der er indeholdt i en undtagelsesbestemmelse) fortolkes indskrænkende. For det andet må det tages i betragtning, at artikel 33, stk. 2, forudsætter, at den pågældende er dømt for ikke blot en ”farlig forbrydelse”, men ”en særlig farlig forbrydelse”. Flygtningenævnet finder, at der ved bedømmelsen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, kan lægges vægt på blandt andet (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede rent faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. I forlængelse heraf kan Flygtningenævnet som en ikke-udtømmende opregning af forbrydelser, der i almindelighed må betragtes som særligt farlige forbrydelser, nævne drab, drabsforsøg, hjemmerøveri, væbnet røveri, voldtægt, menneskehandel, brandstiftelse, handel med narkotika omfattet af straffelovens § 191, børnebortførelse samt grovere økonomisk kriminalitet. Endvidere er det flygtningenævnets opfattelse, at overtrædelse af straffelovens § 245 i almindelighed må betragtes som en særlig farlig forbrydelse, men at denne kvalificering kan fraviges efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Det fremgår af sagen, at klageren ved den omhandlede ankedom [fra sommeren] 2021 – der var en stadfæstelse af byrettens dom – blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, idet han en aften i [efteråret] 2019 havde [handling], hvorved den forurettede pådrog sig behandlingskrævende [skader]. Den forurettede henvendte sig samme aften på skadestuen og af en politiattest fremgår om objektive fund, at der ”[fund/skader]”. Af byrettens præmisser fremgår, at klageren og forurettede havde et anspændt forhold, og at den konkrete episode havde sin baggrund i, at klageren var vred over, at den forurettede [situation]. Når henses til navnlig karakteren og arten af volden finder Flygtningenævnet, at klageren ved ankedommen [fra sommeren] 2021 må anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i artikel 33, stk. 2, 2. leds forstand. Om klageren må betragtes som en fare for samfundet Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, i hvilken forbindelse der skal foretages en fremadrettet farevurdering, men som skal foretages på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret hel-helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Hvis den pågældende udlænding betragtes som en fare for samfundet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes overfor, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give klageren opholdstilladelse. I den forbindelse vil der således blandt andet skulle foretages en vurdering efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I den foreliggende situation kan der herefter på den ene side peges på følgende forhold, der indebærer, at klageren må betragtes som en fare for samfundet: at klagerens voldsudøvelse fik alvorlige konsekvenser for den forurettede ([skader]), at volden havde en sådan karakter, at den kunne have medført langt alvorligere skader, at der på nuværende tidspunkt alene er gået lidt over tre år siden, at klageren udøvede volden, og at omstændighederne og forløbet, der ledte op til klagerens udøvelse af volden, viser, at klageren kan have et problem med sit temperament, hvorfor der er en risiko for, at klageren også i fremtiden vil udøve lignende vold. Heroverfor kan der imidlertid peges på, at klageren siden sin indrejse i Danmark i [efteråret] 2015, hverken før eller efter den pådømte vold, har begået kriminalitet i Danmark, at der var tale om et enkeltstående spontant voldsforhold, der i øvrigt blandt andet havde sin baggrund i klagerens anspændte forhold med [forurettede], at det trods alt er tre år siden, at volden blev udøvet, at der ikke kan ses bort fra, at klageren ”kun” blev idømt seks måneders fængsel, at det følger af de fremlagte udtalelser fra blandt andet institutionschefen på Kærs-hovedgård, Røde Kors og [kursusafholder], at klageren, der beskrives som rolig og betænksom, har arbejdet med konflikthåndtering og udvikling samt refleksion over egen trivsel og reaktionsmønstre, dvs. han har deltaget i resocialiserende aktiviteter, og at institutionschefen på Kærshovedgård i en udtalelse har anført, at klageren ”aldrig har været indblandet i konflikter eller på an-den måde overtrådt regler, der har givet anledning til indberetning”. På den anførte baggrund fin-der Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klageren ikke kan betragtes som en fare for samfundet, og at der herefter i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., ikke er grundlag for at udelukke klageren for opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Konklusion Flygtningenævnet meddeler klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: Syri/2022/157/tps
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er [i vinteren 19/20] blevet idømt 5 års fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 1, stk. 3, jf. § 3, stk. 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 2, stk. 4 og § 3, stk. 2, jf. § 27, stk. 1, jf. bilag, liste B, nr. 43, ved i forening og efter fælles forståelse at have været i besiddelse af [flere gram narkotika] med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer og [antal] gram [narkotika] indeholdende [kemikalie 1] og [kemikalie 2] med henblik på at anvende stoffet som [tilstandsform] og derved frembringe ikke under [antal] gram salgsklar [narkotika] med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. [I sommeren] 2022 stadfæstede [landsretten] byrettens dom med den ændring, at klageren blev idømt 6 års fængselsstraf. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [mindre by 1] også kaldet [mindre by 2], som er et kurdisk beliggende område i [region 1], i Syrien. Klagerens familie flyttede fra [mindre by 1] til Damaskus, da han var mindreårig. Familien flyttede tilbage til [mindre by 1] to år forinden klagerens udrejse af Syrien til Danmark, hvilket han har oplyst at være [i sommeren] 2015. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en udsendelse til Syrien frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder, idet han har deltaget i en række demonstrationer i Syrien. Dette førte til, at han blev tilbageholdt, og der blev udstedt en arrestordre på klageren efter hans løsladelse. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret til militæret af enten de syriske myndigheder eller organisationerne YPG/PKK, fordi han har modtaget en skriftlig indkaldelse til militærtjeneste, ligesom han tidligere er forsøgt hvervet. Klageren har oplyst, at han ikke har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i Danmark. Hvad angår Syrien har han oplyst, at han har været politisk aktiv i Syrien fra omkring 2013 og frem til 2014. Han har været medlem af et politisk parti og sympatiseret med Det Demokratiske Kurdiske Parti. Han tilhørte [nærmere defineret]-afdelingen. I den forbindelse har han deltaget i en række demonstrationer, herunder i Damaskus og særligt i [region 1], hvor han har haft til opgave at anskaffe udstyr til brug for demonstrationerne. Hans familie har været politisk aktive i Syrien. Familien har været medlemmer af Det Demokratiske Kurdiske Parti. Familien har oplevet problemer på grund af deres politiske aktiviteter. [I sommeren] 2014 blev klageren opsøgt på sin bopæl af seks eller syv maskerede myndighedspersoner, som tilbageholdt ham i [9 – 11] måneder og [1 – 3] dage. Under tilbageholdelsen blev han afhørt og udsat for tortur. [I sommeren] 2015 blev han løsladt med den betingelse, at han skulle afholde sig fra at deltage i demonstrationer, ligesom han skulle forlade landet inden for 48 timer. Hans far underskrev som følge heraf en erklæring herom. Efter sin løsladelse tog han ikke ophold på sin egen bopæl, og [i sommeren] 2015 blev der udstedt en arrestordre på ham. [I sommeren] 2018, mens han befandt sig i Danmark, blev der udstedt endnu en arrestordre på ham på grund af hans politiske aktiviteter. Han har fået kendskab til arrestordren gennem din far. Klageren har videre oplyst, at organisationerne YPG/PKK har opsøgt hans families bopæl i perioden fra [dato] 2016 til [dato] 2014 med henblik på, at få hans far til at udlevere en søn, som skulle tilslutte sig dem. Han er ikke personligt blevet opsøgt. [I foråret] 2018 blev han indkaldt til militæret. Indkaldelsesbrevet blev af landsbyens mukhtar sendt til hans far, som har gjort klageren bekendt med brevet og dets indhold. Klageren – der er udvist ved en endelig dom – har ikke meddelt samtykke til udsendelsen, og da han ubestridt (isoleret set) er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, er udlændingelovens § 31 til hinder for, at klageren tvangsmæssigt udsendes til Syrien. Spørgsmålet er herefter, om klageren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra opholdstilladelse. Af denne bestemmelse fremgår, at en udlænding, som har indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. I forlængelse heraf bemærkes, at klageren ved [landsrettens] ankedom af [sommeren] 2020 er idømt fængsel i 6 år for narkokriminalitet omfattet af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., med indrejseforbud for bestandigt. Det anførte indebærer, at det skal vurderes, om klageren som følge af den nævnte dom i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra opholdstilladelse. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er det tilfældet skal der herefter foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Efter forbrydelsens karakter og af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, er Flygtningenævnet enig i, at klageren er dømt for en forbrydelse, som må karakteriseres som særlig farlig, og at han også fremadrettet må betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet finder desuden, at en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, heller ikke taler for, at klageren meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren er ugift og ikke har børn. Vedrørende klagerens forældre bemærkes, at klageren i Danmark ikke har boet sammen med sine forældre. Det, der er oplyst om klagerens helbredsmæssige forhold, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Syri/2022/156/sme
Nævnet omgjorde i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstil-ladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Latakia, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været poli-tisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2022 anmodet Flygtningenævnet om at genoptage sagen med påstand om opholds-tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans nu voksne søn, [A], er blevet tildelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor klageren skal have opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Klageren har til støtte herfor videre oplyst, at hans ægtefælle er flygtet fra en stilling som offentligt ansat, hvorfor klageren af denne grund er i risiko for konkret og individuel forfølgelse, og at Flygtningenævnet på tidspunktet for afsendelsen af anmodningen behandlede klagerens ægtefælles sag. Flygtninge-nævnet finder af de grunde, som Flygtningenævnet har anført i sin afgørelse [fra efteråret] 2015, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse som følge af sin deltagelse i to demonstrationer eller risikerer genindkaldelse til militæret. Det forhold, at klageren ikke i forbindelse med sin asylansøgning har udfyldt asylskema, og at der alene er gennemført en samtale med Udlændingestyrelsen, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sin konflikt med de syriske myndigheder som følge af hans ansættelse og hans viden om bestikkelse af højtstående embedsmænd til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det generelt svækker klagerens troværdighed, at han først har forklaret om dette asylmotiv i forbindelse med denne sag. Klageren har ikke tidligere forklaret herom, hverken til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2014/2015], ved samtalen med Dansk Flygtningehjælp i 2015 eller i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af hans klage over statusvalg, som Flygtningenævnet afviste ved sin beslutning [fra efteråret] 2015. Flygtningenæv-net bemærker i den forbindelse, at det i forbindelse med statusændringssagen af klagerens advokat bl.a. blev fremhævet, at klageren ikke havde haft lejlighed til at udfylde asylskema, og at sagsbe-handlingen havde været summarisk. Klagerens nu voksne søn, [A], er i [vinteren 2021/2022] ble-vet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger efter klagerens forklaring til grund, at [A] har boet hos klageren, siden de sammen indrejste i Danmark i 2014. Da [A’s] mor, [B], indrejste sammen med hendes og klagerens fælles datter, flyttede de ind hos klager og [A], og de har herefter boet sammen som en familie. [A], som ikke har stiftet egen familie, bor fortsat hjemme hos klageren og er registreret i CPR-registret med bopæl samme sted som klageren. Flygtningenævnet finder herefter på baggrund af beskyttelsen af ”familiens enhed”, at klageren som konsekvens heraf skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændin-gelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: Syri/2022/155/EEB
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændinge-lovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2018 idømt fængsel i 8 år for overtrædelse af § 191 og bekendt-gørelse om euforiserende stoffer samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. [Landsretten] nedsatte ved ankedom fra [vinteren 2018/2019] fængselsstraffen til 6 år.Flygtningenævnet udtalte:Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i med-før af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk kurder og ikke-praktiserende muslim fra [by] Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller orga-nisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af det syriske regime, fordi han er udeblevet fra en genindkaldelse og derved har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive tvunget til at kæmpe for Rusland i Ukraine. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter PKK og islamister i Syrien, da PKK og islamisterne er i konflikt med kurdere og betegner kurdere som vantro. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at han udsendes tvangsmæssigt til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsen-des, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, ud-sendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydel-se må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstil-ladelse. Klageren er ved [landsrettens] ankedom af [vinteren 2018/2019] straffet med fængsel i 6 år for grov narkotikakriminalitet og er samtidig blevet udvist med indrejseforbud for bestandig. Flygtningenævnet finder, at den pådømte narkotikakriminalitet må anses for en særlig farlig for-brydelse. Efter karakteren og omfanget af den pådømte kriminalitet finder Flygtningenævnet end-videre, at klageren må anses for en fare for samfundet. Det forhold, at klageren ikke er straffet for anden kriminalitet ud over ved dommen af [vinteren 2018/2019], eller at klageren har været sam-arbejdsvillig under sin afsoning og trods sin udvisning fik udgang fra fængslet, kan ikke føre til en anden vurdering. Det fremgår af sagen, at klageren er indrejst i Danmark i 2014, da han var [25-30] år gammel. Han har her i landet boet sammen med ægtefælle og [tre mindreårige børn]. Hans mor [og et antal søskende] er bosat i Danmark. Klageren er nu [35-40] år gammel. Han er stadig sund og rask, og der er ikke siden dommen indtrådt væsentlige ændringer i klagerens personlige forhold i øvrigt. Efter en samlet afvejning af klagerens personlige forhold over for den pådømte, meget alvorlige personfarlige kriminalitet, finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, herunder hensyn som nævnt i EMRK artikel 8 vedrørende klagerens ret til privatliv og familieliv, som taler for, at klageren ikke skal være udelukket fra opholdstilladelse. Flygtninge-nævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Syri/2022/154/EEB
Nævnet omgjorde i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlæn-gelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2013.Klageren er etnisk somali og muslim af trosretning. Han tilhører hovedklanen [klan], subklan [klan], sub-subklan [klan]. Klageren er født i [by A] i Etiopien, hvor han opholdt sig, indtil han var omkring [17-22-år], hvorefter han frem til sin udrejse i 2012 opholdt sig i [by B], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af nogle ukendte mænd, som slog klagerens far ihjel. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han flygtede fra Etiopien til Somalia, idet han var blevet hemmeligt viet med en kvinde tilhørende en anden klan end klagerens, som blev gravid et par må-neder efter vielsen. Da kvindens familie blev bekendt med vielsen og graviditeten, opsøgte klage-ren og hans familie på deres bopæl og slog klagerens bror ihjel. Klageren har videre oplyst, at hans families bopæl i Somalia i [vinteren 11/12] blev opsøgt af nogle ukendte maskerede mænd, som angreb klagerens far, skød efter ham, da han forsøgte at stikke af, og til sidst tog faren med sig. Klageren har senere fået oplyst, at hans far er blevet slået ihjel. Klageren formoder, at det var de samme mænd, som senere samme dag kom tilbage til bopælen, hvor de skød og dræbte klage-rens [familiemedlem A] og voldtog hans [familiemedlem B], mens klageren formåede at flygte. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 13/14] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i med-før af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herun-der Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I vinteren 17/18] traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse under henvisning til, at der var indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagerens hjemom-råde. [I foråret] 2019 ændrede Flygtningenævnet imidlertid Udlændingestyrelsens afgørelse således, at klageren fortsat havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse, at nævnet efter en samlet vurdering af klagerens forhold fandt, at en inddragelse af hans opholdstilladelse ville være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har herefter ved afgørelse af [efteråret] 2022 nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Som også anført i Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2019 finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at klageren har sandsynliggjort, at de ukendte mænd, som klageren frygter vil slå ham ihjel, vil have evne og vilje til at opsøge klageren ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hverken klageren eller hans familie havde haft problemer eller konflikter forud for drabet på klagerens far. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke ved, hvem der slog hans far ihjel, og at han ikke ved, hvorfor de opsøgte hans familie eller hvorfor de dræbte hans far. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren ikke er bekendt med, at nogen siden hæn-delsen har spurgt efter klageren. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Forholdene i klagerens hjemområde er efter de foreliggende bag-grundsoplysninger ikke af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til dennes hjemområde i sig selv vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Der kan derfor heller ikke meddeles klageren opholdstilladelse på grund af de generelle forhold i hans hjemområde. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholds-tilladelse i øvrigt vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Euro-pæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, med mindre det sker i overens-stemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sik-kerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark i [årstal] og har således opholdt sig her i landet i næsten 10 år. Han har ingen familie i Danmark. Flygtningenævnet finder således, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hans ret til respekt for sit privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2. Det fremgår af Flygtningenævnet afgørelse af [foråret] 2019, at klageren havde bestået Prøve i Dansk 2 og taget 9. klasses eksamen i Danmark, og havde for nævnet vist, at han talte og forstod et godt dansk. Han havde planer om at komme på teknisk skole og gennemføre en uddannelse som [er-hverv]. Han havde siden [vinteren 16/17] arbejdet på [en virksomhed], herunder senest i en fuld-tidsstilling. Han var endvidere frivillig i foreningen [navn på forening A] og [navn på forening B], og dyrkede fitness og fodbold i sin fritid. Han havde ikke længere nogen familie i Somalia. Klageren har under denne sag for nævnet forklaret, at hans forhold ikke har ændret sig væsentligt siden afgørelsen i 2019. Han er flyttet fra [by A i Danmark] til [by B i Danmark], men arbejder fortsat fast på en fuldtidsstilling på det pågældende [virksomhed]. Af en udtalelse fra hans arbejdsgiver fremgår, at han i alle forhold på arbejdspladsen har ydet en indsats til virksomhedens fulde til-fredshed. Han er i udtalelsen beskrevet som lærenem og har gennemført en træning og uddannelse til virksomhedens tilfredshed. Han er endvidere beskrevet som en betroet medarbejder, hvor man særligt fremhæver hans vilje til at gennemføre det aftalte og hans akkuratesse, samt at han er imødekommende og pligtopfyldende. Klageren har for nævnet forklaret, at han fortsat dyrker fitness og fodbold, som dog har været sat på pause i den periode, hvor der har været nedlukning på grund af COVID-19. Endelig har klageren gennemført mødet i Flygtningenævnet på dansk. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet afvejning af hensynene overfor hinanden, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret] 2022, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2022/37/juri
Nævnet omgjorde i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlæn-gelse af opholdstilladelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia, således at de blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2010.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk somali og muslim af trosretning fra [by 1] i regionen Shabelle Dhexe, Soma-lia. Hun tilhører hovedklanen […] og subklanen […] klanen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sin asylsag henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Soma-lia frygter at blive voldtaget og slået ihjel af fem mænd, som tidligere har udsat hende for fysisk overgreb, idet hun ikke har nogen i sit hjemland, som kan beskytte hende. Klageren har til støtte herfor forklaret, at de fem mænd var fra gruppen [A] i [vinteren 10/11] brød ind i hendes davæ-rende bopæl i Mogadishu, slog hende bevidstløs og udsatte hende for fysisk overgreb. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. davæ-rende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en kræn-kelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettigheds-konventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskeret-tighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrel-sen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I vinteren 17/18] søgte klageren om at få forlænget sin tidsbegrænsede opholdstilladelse. [I vinteren 18/19] besluttede Udlændingestyrel-sen, at betingelserne for at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, var opfyldt. Udlændingestyrelsen vurderede samtidig, at det måtte antages at virke særligt belastende for klageren at nægte of forlænge hendes opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen med-delte derfor samme dag, at klageren og hendes datter fortsat havde opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, med gyldighed til [vinteren 19/20]. [I efteråret] 2020 orienterede Udlændingestyrelsen klageren om, at styrelsen havde indledt en sag om forlængelse af klagerens opholdstilladelse. [I foråret] 2022 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, meddelt [i foråret] 2012, da grundlaget for hendes opholdstilladelse ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med nægtelse af forlængelsessag henvist til de samme forhold, som hun henviste til under sin asylsags behandling i 2012, herunder at hun er enlig kvinde uden mandligt netværk i Somalia. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter, at datteren vil blive tvangsmæssigt omskåret i Somalia. Så-fremt klageren og hendes datter ikke meddeles opholdstilladelse på det foreliggende grundlag, har klagerens advokat påstået sagen hjemvist til Udlændingestyrelsen på grund af sagsbehandlingsfejl, da datteren ikke er blevet partshørt. Der er i øvrigt taget forbehold for at gøre gældende, at datte-ren ikke kan vurderes i forhold til Somalia, idet der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger om farens statsborgerskab. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at klagerens oprin-delige individuelle asylmotiv ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet henviser herved til det, som Udlændingestyrelsen har anført i den oprindelige afgørelse af [foråret] 2011. Spørgsmålet er herefter, om klagerens datter [B] risikerer en tvangsmæssig omskæring ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet finder, at vurderingen af, om en ung pige ved en udsendelse til et gi-vent land eller område, vil være i risiko for tvangsmæssig omskæring i første række må tage ud-gangspunkt, i hvilket omfang piger og kvinder i det pågældende land/område er omskåret. Er der tale om en høj procentmæssig andel af piger/kvinder, der er omskåret i det pågældende land/område, vil det i almindelighed indebære, at risikoen for tvangsmæssig omskæring vil være højere, end hvis der er tale om en lav procentmæssig andel. I den forbindelse kan det også indgå i vurderingen, om den procentmæssige andel af piger/kvinder, der er omskåret i det pågældende land/område har været faldende eller stigende de seneste år. I anden række må det – med behørig hensyntagen til den høje eller lave procentmæssige andel af piger/kvinder, der er omskåret i det pågældende land/område – vurderes, i hvilket omfang den pågældende unge pige konkret vil være i risiko for at blive tvangsmæssigt omskåret. I den forbindelse indgår en lang række faktorer, her-under navnlig om den unge piges forældre har viljen og evnen til at modstå et eventuelt pres fra omgivelserne i forhold til at skulle lade pigen blive omskåret. I den sammenhæng kan det tillæg-ges betydning, om den unge piges mor er enlig, da det kan have betydning i forhold til den reelle mulighed for at modstå omgivelsernes pres. Om den generelle situation i Somalia i forhold til kvindelig omskæring, kan der henvises til European Union Agency for Asylum’s Country Gui-dance: Somalia (June 2022), hvor det på s. 113, er anført, at “In Somalia, FGM is almost univer-sally practiced throughout the country. This practice has remained pervasive and constitutes a strong social norm because it is considered as a requirement for marriage for girls. FGM is seen as a way for families to gain social acceptance and to ensure their daughters can get married off be-fore getting pregnant, while many families believe that the practice has a religious basis [...] A survey of 2020 indicated that 99% of Somali women aged 15-49 have undergone FGM. The majo-rity of girls (71%) are circumcised between ages 5-9”. Endvidere kan henvises til, at det i UNI-CEF’s publikation Towards ending harmful practices in Africa (June 2022), fremgår, at der de seneste 10 år — trods en indsats for at eliminere FGM i Afrika — ikke er sket en ændring i for-hold til, hvor mange procent af pigerne i Somalia mellem 15-19 år, der er blevet omskåret. Det fremgår således af publikationen, at ca. 98 pct. af pigerne i Somalia i den nævnte aldersgruppe er omskåret (for 10 år siden var det 99 pct.). Herudover kan der henvises til en (videnskabelig) arti-kel, der den 17. september 2022 er optrykt på hjemmesiden www.nature.com/scientificreports, hvor det er anført, at ”Somalia has the highest rate of female genital mutilation (FGM) in the world (98%), followed by Guinea (96%) […] It has been widely practiced in several African and Asian countries for cultural, traditional, hygienec, and religious beliefs […]”. Ved vurderingen af, om [B], der er født i Danmark [i sommeren] 2011 og aldrig har været i Somalia, konkret vil være i risiko for at blive tvangsmæssigt omskåret i Somalia, må der i første række lægges vægt på, at Somalia er det land i verden, hvor flest piger/kvinder procentmæssigt er omskåret (98 pct.). Det må derfor lægges til grund, at [B] ud fra en generel betragtning vil være i risiko for at blive tvangsmæssigt omskåret som følge af et socialt, kulturelt og/eller religiøst pres fra omgivelsernes side. Spørgsmålet er herefter, om klageren vil have viljen og evnen til at modstå det nævnte pres. Ved vurderingen heraf må det tages i betragtning, at [B] er født uden for ægteskab, hvilket afslø-res af, at hun bærer sin mors efternavn, og at klageren ikke har nogen ægtefælle, der vil kunne bistå hende i forhold til at modstå presset. Dertil kommer, at klageren har forklaret, at hun, selv om hun er imod omskæring, ikke vil kunne gøre noget for at forhindre omskæring af datteren, og at hun selv og alle andre kvinder og piger i hendes familie er omskåret. Der må desuden lægges vægt på, at selv om Flygtningenævnet ikke kan lægge klagerens oprindelige forklaring om sit net-værk i Somalia til grund, er der – navnlig henset til den tid, der nu er forløbet – sammenholdt med de generelle oplysninger om hyppigheden af omskæringer – ikke grundlag for antage, klageren i Somalia har et netværk, der har vilje til at beskytte [B] mod at blive tvangsmæssigt omskåret. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at det må lægges til grund, at klageren ved en udsendelse til Somalia ikke vil være i stand til at modsætte sig et pres fra omgivelserne i forhold til tvangsomskæring af datteren. Datteren, [B], opfylder derfor isoleret set betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og klageren opfylder som konsekvens heraf også betingelserne for at blive meddelt opholdstilla-delse efter § 7, stk. 1.” Løbenummer: Soma/2022/35/sme
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk marokkaner fra [by og område], Marokko. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Marokko frygter mafiaen, som har tvunget ham til at stjæle og sælge stoffer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han sammen med andre børn, der også bor på gaden, er blevet tvunget af fire voksne kriminelle til at stjæle og sælge stoffer. Ansøgeren har oplyst, at de voksne kriminelle slog ansøgeren, når han nægtede at stjæle. De voksne kriminelle slog ansøgeren med en stok på ansøgerens hænder og ben, og herudover sparkede de og slog ansøgeren i hovedet og på kroppen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han blev voldtaget af en mand med tilknytning til de kriminelle personer. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ikke har tillid til politiet, idet han er blevet udsat for vold af politiet og tillige har været fængslet, hvor han også blev udsat for vold og voldtægtsforsøg. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret blandt andet, at han i Marokko har været udsat for vold af politiet, at han der har været fængslet i 4-5 måneder, og at han i den forbindelse har været udsat for vold fra politiets og fængselspersonalets side samt vold og voldtægtsforsøg fra medfangernes side. Flygtningenævnet kan ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at forklaringen er udbyggende, og det fremstår uden begrundelse, hvorfor ansøgeren ikke over for udlændingemyndighederne tidligere har forklaret herom. Flygtningenævnet har herved taget hensyn til, at ansøgerens oplysninger til udlændingemyndighederne blev givet på et tidspunkt, hvor han var mindreårig. Flygtningenævnet lægger i øvrigt ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Marokko risikerer asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens begrundelse, og Flygtningenævnet tiltræder således, at ansøgerens konflikt med kriminelle personer i Marokko må anses at være en privatretlig konflikt, som ikke har en sådan intensitet, at ansøgeren skal meddeles asyl. Den omstændighed, at Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at ansøgeren er omfattet af særlige tilbud for handlende personer, kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Maro/2022/7/ajni
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2003. ”Ansøgeren er etnisk araber (palæstinenser) og muslim fra Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter, at hans far vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far under et besøg i Danmark udsatte ansøgeren, ansøgerens mor og ansøgerens søskende for vold. Ansøgerens far truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis han vendte tilbage til Jordan. Dette skyldtes, at ansøgerens mor har krænket ansøgerens fars ære ved at udrejse til Danmark og blive gift med en [etnicitet] mand. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter sin tidligere nabofamilie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er blevet mistænkt for at have skubbet nabodrengen ud fra et tag, da de legede sammen. Det fremgår af ansøgerens forældres skilsmissedokumenter af [foråret] 1999, at forældrenes nationalitet er jordansk. Det fremgår tillige af ansøgerens mors ansøgning om opholds- og/eller arbejdstilladelse af [efteråret] 1999, at hendes nationalitet er jordansk, og at hendes forældres nationalitet er jordansk. Det samme fremgår af hendes besvarelse af spørgeskema til Udlændingestyrelsen af [sommeren] 2003 vedrørende familiesammenføring af ansøgeren, hvor hun tillige oplyste, at ansøgeren og ansøgerens fars nationalitet var jordansk. Det fremgår endeligt af ansøgerens mors vielsesattest af [sommeren] 1999, at hun er født i Jordan. Det følger af baggrundsoplysninger, herunder Landinfos notat: Jordan, Opholdstillatelse i familiegjenforening, af den 26. november 2015, at børnene til en jordansk mand automatisk får jordansk statsborgerskab. Det fremgår af dokumentbedømmelse af [vinteren 21/22] fra Nationalt ID-center, at Id-kort fra Syrien og personregistreringsattest fra Syrien vedrørende ansøgeren efter al sandsynlighed er falske. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren er jordansk statsborger og således asylretligt skal vurderes i forhold til Jordan. Ansøgeren har forklaret, at han frygter at blive beskyldt for at have skubbet en nabodreng ned fra et tag, som ansøgeren også var på. Drengen faldt ned, men det var ikke ansøgeren, der skubbede ham. Ansøgeren frygter, at nabodrengens familie vil tage blodhævn over ham. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om dette asylmotiv ikke lægge forklaringen til grund. Der henvises til, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende, og at forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har for udlændingemyndighederne forklaret, at episoden fandt sted i Jordan, og at nabodrengen som følge af faldet blev delvis [lidelse]. Ansøgeren har for Flygtningenævnet ikke kunne forklare om, i hvilket land faldet skulle være sket, om det var i [land A], [land B] eller [land C]. Han har heller ikke kunne forklare om, hvor gammel ansøgeren var, da det skete. Han har endeligt ikke kunne forklare om, hvad der var sket med nabodrengen. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har et asylmotiv omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på baggrund af dette. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han frygter sin far, da faren er en voldelig mand og har magt. Ansøgeren har ikke nærmere kunne redegøre for på hvilken måde, at faren havde magt. Faren kom på et tidspunkt til Danmark, hvor faren var voldelig over for ansøgeren samt ansøgerens mor og søster. Faren brækkede søsterens ben. Ansøgeren har forklaret, at han derudover ikke kender sin far. Han tror ikke, at han har boet med sin far, da han var mindre, men måske har han fortrængt det. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgerens far var voldelig. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han nu har en konflikt med faren, der har en sådan aktualitet og intensitet, at dette kan medføre asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at såfremt ansøgeren måtte opleve problemer efterfølgende af rent privatretlig karakter, må han henvises til at søge de jordanske myndigheders beskyttelse eller tage ophold andre steder i Jordan. Socioøkonomiske forhold kan ikke begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikere overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Da forholdene i Jordan heller ikke er af en sådan karakter, at det i sig selv kan være asylbegrundende, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Jord/2022/6/juri
Nævnet meddelte i september 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2002. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk iraner og tidligere shiamuslim fra [by], Iran. Ansøgeren tror på en Gud, og han går i en kristen kirke. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne, idet ansøgeren havde haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han i 1991 havde en kæreste ved navn [A]. Ansøgerens kæreste blev mod sin og familiens vilje gift med en mand ved navn [B]. [B] havde en ledende rolle i det lokale [organisation]. Ansøgeren fortsatte dog forholdet med sin kæreste. Ved årsskiftet i 2001/2002 opsøgte ansøgeren [A] på hendes bopæl, hvor [A’s] ægtefælle opdagede dem. Ansøgerens mor og bror blev efterfølgende anholdt under henvisning til, at der blev fundet propaganda for [militant gruppe] på ansøgerens værelse. Ansøgeren har yderligere til støtte herfor anført, at han har optrådt i to landsdækkende dagsblade og tidskrifter og derved eksponeret sig selv med navn og fotografi og i den forbindelse udtrykt kritik af det iranske regime. Om ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2: Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren 08/09], at nævnet udtalte blandt, at ansøgeren pga. [byrettens] dom af [sommeren] 2006, hvorved ansøgeren blev udvist af Danmark med indrejseforbud i fem år, ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, medmindre særlige grunde talte herfor, at nævnet fandt, at der – henset til blandt andet, at ansøgeren ved dommen af [sommeren] 2006 var dømt for grovere personfarlig kriminalitet – ikke var særlige grunde, der talte for, at han kunne meddeles opholdstilladelse efter § 7, jf. § 10, stk. 3, og at nævnet efter ”en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger i sagen, herunder at ansøgeren i to artikler i landsdækkende dagblade og tidsskrifter har eksponeret sig selv med navn og fotografi, og udtrykt kritik af det iranske regime, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en eventuel tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1”, hvorfor ansøgeren ikke kunne tvangsudsendes til Iran eller et land, hvor han ikke var beskyttet mod videresendelse til Iran. Afgørelsen af [vinteren 08/09] må forstås således, at det tidligere nævn forudsatte, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet nævnet ved sin stillingtagen til spørgsmålet om refoulement ikke henviser til udlændingelovens § 31, stk. 2, der specifikt angår udlændinge omfattet af § 7, stk. 1, men derimod § 31, stk. 1, der omfatter alle udlændinge. Dette Flygtningenævn finder imidlertid, at ansøgeren, når henses til det i afgørelsen fra 2009 anførte om, at ansøgeren risikerer overgreb (af det iranske regime) på grund af kritik af det iranske regime, rettelig må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Om udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., udelukker opholdstilladelse samt den nærmere fortolkning af bestemmelsen: Som anført ovenfor er ansøgeren ved dom af [sommeren] 2006 afsagt [af byretten] idømt fængsel i 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, § 266 og § 123. Ansøgeren blev tillige – på grundlag af blandt andet udlændingelovens § 22, nr. 6, § 24, nr. 2, og § 32, stk. 1 – udvist med et indrejseforbud i 5 år. I forlængelse heraf bemærkes, at det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Dommen af [sommeren] 2006 afsagt af [byretten] indebærer således, at det skal vurderes om udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., udelukker opholdstilladelse. Af bemærkningerne til bestemmelsen i § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, hedder det blandt andet: ”Der skal således foretages en afvejning mellem de i bestemmelsen [udlændingelovens § 26, stk. 1] nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. For så vidt angår udlændinge, som isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 (udlændinge, der risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen nævnte grunde), bemærkes, at afvejningen skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. […] En udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kan endvidere kun udelukkes fra asyl efter den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2.” Det følger således af forarbejderne til udlændingelovens 10, stk. 3, 1. pkt., at bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Artikel 33 har følgende ordlyd: ”Artikel 33. Forbud mod udvisning eller afvisning. (”refoulement”) 1. Ingen kontraherende stat må på nogen som helst måde udvise eller afvise (”refolere”) en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser. 2. Nærværende bestemmelse kan dog ikke påberåbes af en flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land.” Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med artikel 33, stk. 2, indebærer, at en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for opholdslandets sikkerhed, eller hvis den pågældende ved endelig dom er dømt for en særlig farlig forbrydelse og må betragtes som en fare for samfundet i opholdslandet. I forlængelse heraf bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at ordlyden af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. – sammenholdt med bestemmelsens sammenhæng efter dens forarbejder med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2 – medfører, at der ved bedømmelsen af, om ansøgeren er ”dømt for en særlig farlig forbrydelse”, ikke kan lægges vægt på dommene fra 2009 (3 måneders fængsel for overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer), 2010 (behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1) og 2013 (behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2). Dette skyldes, at ansøgeren ved disse domme ikke blev udvist efter §§ 22-24 med et indrejseforbud efter § 32, stk. 1, jf. ordlyden af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet skal således bemærke, at såfremt ansøgeren ved 2006-dommen ikke var blevet udvist med et indrejseforbud, ville dommene fra 2009, 2010 og 2013 ikke rejse spørgsmål om, hvorvidt ansøgeren efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., var udelukket fra opholdstilladelse, hvorfor der på dette grundlag ikke ville være grund til at overveje spørgsmålet om flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Nævnet skal dog bemærke, at såfremt det lægges til grund, at ansøgeren ved 2006-dommen er dømt for en særlig farlig forbrydelse, vil de efterfølgende domme have betydning for vurderingen af, om ansøgeren kan betragtes som en fare for det danske samfund. Om ansøgeren ved 2006-dommen er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand: Det ovenfor anførte indebærer, at Flygtningenævnet i første række skal tage stilling til, om ansøgeren ved dom af [sommeren] 2006 afsagt af [byretten], hvorved han blev idømt fængsel i 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, § 266 og § 123, er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand, idet det samtidig bemærkes, at det er ubestridt, at ansøgeren ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, 1. led, om en udlænding, der må anses for en fare for landets sikkerhed. Spørgsmålet er herefter, hvordan begrebet ”en særlig farlig forbrydelse” i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, skal forstås. Ved fastlæggelsen af dette begreb, må det for det første tages i betragtning, at artikel 33, stk. 2, har karakter af en undtagelse fra det generelle princip i artikel 33, stk. 1, om forbud mod refoulement, hvilket kunne tale for, at begrebet (der er indeholdt i en undtagelsesbestemmelse) fortolkes indskrænkende. For det andet må det tages i betragtning, at artikel 33, stk. 2, forudsætter, at den pågældende er dømt for ikke blot en ”farlig forbrydelse”, men ”en særlig farlig forbrydelse”. Om den nærmere fastlæggelse af det nævnte begreb er anført blandt andet følgende i Andreas Zimmermann (red.), The 1951 Convention Relating to the Status of Refugees and its 1967 Protocol (2011), s. 1420 f.: ”2. ‘…of a particularly serious crime…’ The double qualification of being a ’particularly serious’ crime which might give rise to ab exemption, emphasizes the highly exceptional character of exclusions under Art. 33, para. 2. The term ‘serious crime’ commonly refers to crimes such as homicide, rape, child molesting, wounding, arson, drugs trafficking, and armed robbery. The use of the word ‘particularly serious’ indicates that even when the refugee has committed a serious crime, refoulement is only warranted when account has been taken of all mitigating and other circumstances surrounding the commission of the offence. The qualification furthermore makes it clear that the applicability of the exclusion clause is not dependent upon whether the act for which a refugee is convicted is classified under certain categories of punishable offences such as Verbrechen and Vergehen in Germany. The important factor is that the is ’particularly serious’, so that its perpetration may be described as ‘a danger to the community’. […]. 3. ’…constitutes a danger to the community of that country’ […].” Om betydningen af begrebet en særlig farlig forbrydelse er anført blandt andet følgende i The Refugee Convention 1951, The Travaux preparatories analysed with a commentary by dr. Paul Weis (1990), s. 245 f.: “As to criminal activities, the word 'crimes' is not to be understood in the technical sense of any criminal code but simply signifies a serious criminal offence. Two conditions must be fulfilled: the refugee must have been convicted by final judgment for a particularly serious crime, and he must constitute a danger to the community of the country. What crimes are meant is difficult to define since the principle that the criminal, not the crime, is to be punished applies. Certainly, capital crimes such as murder, rape, armed robbery and arson are included. However, even a particularly serious crime, if committed in a moment of passion, may not necessarily constitute the refugee as a danger to the community. On the other hand, a refugee who has committed a particularly serious crime and many minor offences may well, as a habitual criminal, constitute a danger to the community. The principle of proportionality has to be observed, that is, in the words of the UK representative at the Conference, whether the danger entailed to the refugee by expulsion or return outweighs the menace to public security that would arise if he were permitted to stay.” På den anførte baggrund er det Flygtningenævnets opfattelse, at overtrædelse af straffelovens § 245 i almindelighed må betragtes som en særlig farlig forbrydelse, men at det efter omstændighederne kan fraviges efter en konkret vurdering. I denne vurdering kan indgå navnlig de nærmere omstændigheder i forbindelse med overtrædelsen af § 245, stk. 1, ligesom der kan lægges vægt på længden af den udmålte straf. Det fremgår af sagen, at ansøgeren ved den nævnte dom af [sommeren] 2006 for så vidt angår overtrædelsen af straffelovens § 245, stk. 1, ikke – som anført i Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2012 om ikke at genoptage ansøgerens asylsag – blev fundet skyldig i at have anvendt en kniv, men derimod at han have benyttet et skarpt eller spidst våben. Dette havde som følge, at den forurettede pådrog sig en 10 mm snitlæsion på [kroppen], som medførte, at den forurettede blev behandlet med et enkelt sting. På den anførte baggrund – og henset til de nærmere omstændigheder og forløbet, der ledte op til ansøgerens udøvelse af volden, sammenholdt med straffens længde på 3 måneder, som også vedrørte andre straffelovsovertrædelser – finder nævnet, at ansøgeren ved dommen fra 2006, selvom den angik en overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, undtagelsesvist ikke kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i artikel 33, stk. 2’s forstand. Allerede på den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er grundlag for at udelukke ansøgeren for opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2022/52/juri
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Georgien. Indrejst i 2021.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra [by], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Georgien frygter at blive slået ihjel af hendes ægtefælle eller sin egen familie samt at blive tvunget tilbage til ægtefællen af sin familie. Ansøgeren har som støtte herfor oplyst, at hun [i sommeren] 2021 blev bortført af en mand, som senere samme dag giftede sig med hende. Hun indvilligede i at blive gift med ham under trussel om, at der ville opstå en æresrelateret konflikt mellem deres familier, hvis hun ikke gik med til vielsen, og at hendes kommende ægtefælle ville slå hendes far og bror ihjel. Hun boede efter ægteskabets indgåelse hos ægtefællen og hans familie, hvor hun jævnligt blev udsat for vold i form af spark og knytnæveslag samt udsat for en streng og kontrollerende adfærd fra ægtefællens side. Hun flygtede efter en periode tilbage til sin familie, hvor hun opholdt sig indtil sin udrejse. Hendes familie forsøgte i denne periode at presse hende til at vende tilbage til ægtefællen, hvilket hun nægtede. Hun er bange for, at hendes bror vil slå hende ihjel som følge af den æresrelaterede krænkelse, der er forbundet med, at hun forlod sin ægtefælle, ligesom hun er bange for ægtefællen, som har efterstræbt hende, efter hun forlod ham. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hun [i efteråret] 2022 fødte en datter. Faderen til barnet er en asylansøger, som hun mødte i asylcentret efter at være kommet til Danmark. Faderen har fået opholdstilladelse i Danmark, og bor nu i [by i Danmark]. Hun har i fortsættelse heraf som nyt asylmotiv gjort gældende, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive udsat for overgreb fra sin far eller bror som følge af den krænkelse af familiens ære, som er forbundet med, at hun har fået et barn udenfor ægteskab, ligesom hun også frygter for, hvad der vil ske med barnet. Ansøgeren er først under nævnsmødet fremkommet med denne oplysning om, at hun har fået et barn for omkring en måned siden. Der er tale om et nyt asylmotiv, som ikke tidligere har været gjort gældende, og som således ikke har indgået i Udlændingestyrelsens behandling af sagen. Under disse omstændigheder - og uanset om ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv afvises, således som det er sket ved Udlændingestyrelsens afgørelse, eller om hendes forklaring lægges til grund - findes det efter karakteren af dette nye asylmotiv rettest, at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen til en behandling af dette spørgsmål. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen.” Geor/2022/8/juri
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt opholdstilladelse på baggrund af en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland, men som efterfølgende fik inddraget sin opholdstilladelse. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde et herboende barn med dansk statsborgerskab, som klageren havde samvær med. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at de tyske myndigheder meddelte klageren opholdstilladelse [i foråret] 2017 på baggrund af en ansøgning om international beskyttelse, men at de tyske myndigheder [i vinteren 19/20] traf afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 21/22] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klageren har et herboende barn, der er født [i efteråret] 2018. Klageren er ikke bopælsforælder, men han har samvær med barnet. Det forhold, at klagerens herboende barn er dansk statsborger, og at klageren har samvær med barnet, kan under de foreliggende omstændigheder ikke føre til fravigelse af Dublinforordningens artikel 3, stk. 1. Flygtningenævnet finder således, at hensynet til barnets tarv og familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 13 og 14, og artikel 6, samt artikel 9, og FN’s børnekonvention ikke kan føre til en ændret vurdering, jf. herved tillige Dublinforordningens artikel 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17 samt artikel 16. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en samlet vurdering af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Løbenummer: Dub-Tysk/2022/18/MLVT.
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var indrejst ulovligt i Italien fra et tredjeland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, herunder indkvarterings- og modtageforholdene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren at klageren [i sommeren] 2022 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update May 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. For så vidt angår det forhold, at klagerens bror er bosiddende i Danmark, som han har et tæt forhold til, bemærker nævnet, at det oplyste herboende familiemedlem ikke er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at der ikke er nogen ekstraordinære omstændigheder i relationen mellem klageren og hans herboende bror, som skulle begrunde at hans asylsag tages under behandling i Danmark i medfør forordningens artikel 17, stk. 1. Det forhold, at klageren har anført, at han ved en tilbagevenden til Italien frygter at blive udleveret til [sit hjemland], idet de to lande har et godt forhold til hinanden ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Italien har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke holdepunkter for at tro, at Italien ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulment. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Ital/2022/20/imbs
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der havde fået udstedt et visum, der udløb mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og som ikke havde forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Frankrig samt det forhold, at klageren havde fået et barn med sin herboende ægtefælle. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i efteråret] 2021 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at hun ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der er mangel på indkvarteringsmuligheder for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Nævnet har herved lagt vægt på, at Frankrig har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det forhold, at klagerens ægtefælle opholder sig i Danmark, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af Dublinforordningens artikel 9, at såfremt klageren, uanset om familien i forvejen er stiftet i hjemlandet, har et familiemedlem, der har fået tilladelse til at opholde sig som en person med international beskyttelse i en medlemsstat, er det denne medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse. Det fremgår imidlertid af sagen, at klagerens ægtefælle er blevet meddelt opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, hvorfor Dublinforordningens artikel 9 ikke finder anvendelse i nærværende sag. For så vidt angår det forhold, at klageren har fået et barn med sin herboende ægtefælle, bemærker Flygtningenævnet, at klageren og klagerens ægtefælle har valgt at få et barn på et tidspunkt, hvor klageren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, hvorfor klageren ikke kan have haft en berettiget forventning om at kunne tage ophold i Danmark sammen med sin ægtefælle og barnet. Flygtningenævnet finder således ikke, at hensynet til barnets tarv og hensynet til familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 13, 14 og 17, FN’s Børnekonvention, EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Fran/2022/9/MLVT.
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Af-ghanistan. Indrejst i 2008.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og oprindeligt shiamuslim fra [provinsby] provinsen, hvor han er født og har opholdt sig, til at han var [8-10] år. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hans far i [årstal], da ansøgeren var [6-8] år, blev dræbt af pashtu-nere/Taliban i forbindelse med en tvist om overtagelse af sin farfars jord. Ansøgeren frygter der-for ved en tilbagevenden til lokalsamfundet i Afghanistan, at der vil ske det samme med ham. An-søgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendom og dermed er frafaldet i forhold til islam og Talibans fortolkning af Sharia. Ansøgeren har yderligere som asyl-motiv henvist til, at han frygter forfølgelse fra Taliban og den afghanske befolkning, idet han er blevet ”vestliggjort” efter [14-16] års ophold i Danmark. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han risikerer forfølgelse i Afghanistan, fordi han er etnisk hazara. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold i Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv om, at ansøgerens far blev slået ihjel i forbindelse med en jordkonflikt med pashtunere, til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid af de grunde, der er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2010, at det ikke kan medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse. Den omstændighed, at ansøgeren nu er blevet voksen, og at Taliban har magten i Af-ghanistan, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet lægger herved særligt vægt på, at der nu er forløbet 20-25 år siden ansøgerens fars jordkonflikt med pashtunere, der i øvrigt fandt sted, mens ansøgeren var et lille barn. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at der ikke i baggrundsoplysningerne er oplysninger om, at Taliban har interesseret sig for eller vil interessere sig for personer som ansøgeren, hvis far for mange år siden har haft en konflikt med pashtunere. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og fremtræden for nævnet, at ansøgerens konversion til kristendommen ikke kan anses for reel. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens overvejelser i forbindelse med konversionen fremstår som ureflekterede og overfladiske, ligesom ansøgeren alene har et meget begrænset kendskab til kri-stendommen, herunder bibelens opbygning, bibeltekster og kristendommens højtider. Flygtninge-nævnet har ved vurderingen heraf taget hensyn til ansøgerens begrænset boglige kundskaber. Den omstændighed, at ansøgeren er døbt og har deltaget i gudstjenester mv. kan på den baggrund ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder på grundlag af baggrundsoplysningerne, at en person med ansøgerens profil, der har været bosat i Afghanistan frem til sit [8-10] år, derefter i henholdsvis Pakistan og Iran frem til sit [15-17] år, som er gift med en i Pakistan/Iran bosiddende afghansk kvinde, og som taler dari, ikke vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Der kan i den forbindelse henvises til de konkrete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, s. 85 f. Flygtningenævnet finder, at det efter bag-grundsoplysningerne må lægges til grund, at forholdene er vanskelige i Afghanistan for etniske hazaraer, men at der ikke er tale om systematiske overgreb eller forfølgelse fra Taleban-regimets side. Der er således ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl alene med henvisning til, at han er etnisk hazara. Flygtningenævnet finder endelig, at det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at de generelle forhold i Afghanistan ikke kan anses at være af en sådan karakter, at an-søgeren vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det forhold, at ansøgeren er en yngre mand uden netværk kan ikke føre til en anden vurdering heraf. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at dette forhold i sig selv i alt væsentligt må anses for socioøko-nomiske forhold, der ikke kan medføre asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at ansø-geren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet fin-der endelig, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til fornyet prøvelse i Udlændingestyrel-sen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Afgh/2022/63/SCH
Nævnet omgjorde i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/152/DH. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og muslim. Hun er født og opvokset i Rif Damaskus, hvorefter hun opholdt sig i Damaskus fra 2012 og frem til udrejsen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato i vinteren 2014/2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som mindreårig omfattet af sin mors afgørelse. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens forældre som asylmotiv til, at klagerens far var i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, fordi han havde leveret medicin for en ven to gange. De henviste derudover til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har den [dato i vinteren 2021/2022] truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af sit slægtskab med sin far, som er efterlyst, fordi han er indkaldt til militærtjeneste. Flygtningenævnet bemærker om klagerens asylmotiv, at klageren efter egne oplysninger ikke selv er i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har i klagerens forældres sag, som er behandlet sammen med denne sag, lagt til grund, at klagerens forældre ikke har sandsynliggjort, at de skulle være efterstræbt af de syriske myndigheder som følge af klagerens fars forhold. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at det ikke er sandsynliggjort, at klagerens far har medvirket til omdeling af medicin, eller at han er genindkaldt til at udføre militærtjeneste. På denne baggrund, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. I den forbindelse bemærkes at socio-økonomiske forhold, ikke er asylbegrundende. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om de generelle forhold i Rif Damaskus, Syrien, hvor klageren kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse til Syrien vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet tiltræder, at der er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus, Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at Amnesty Internationals rapport ”You’re going to your death” af 7. september 2021 ikke kan føre til en anden vurdering, idet den i alt væsentligt bekræfter de oplysninger, der fremgår af de øvrige baggrundsoplysninger om Syrien – herunder oplysningerne om de syriske myndigheders alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Flygtningenævnet finder således, at hverken denne rapport eller de øvrige nyere baggrundsoplysninger giver anledning til en anden vurdering. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelser er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til bl.a. EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. Henset til at klageren fortsat bor hjemme hos sine forældre, hvor der tillige bor andre søskende, og da klageren ikke har stiftet selvstændig familie, finder Flygtningenævnet, at der foreligger et familieliv mellem klageren hendes forældre samt de hjemmeboende søskende omfattet af EMRK artikel 8. For så vidt angår retten til privatliv bemærkes, at klageren ved indrejsen var [10-11] år. Hun indrejste i Danmark med sin familie i 2014, og hun har således har lovligt ophold i Danmark i knap otte år, idet familie dog opholdt sig i en længere periode i [et europæisk land] i 2019. Klageren har gået i skole fra [mellemtrin til udskolingen] i Danmark og har gået på [navn på uddannelse]. Hun var optaget på [navn på skole] i [dansk by], men hun kunne ikke starte som følge af nærværende sag. Hvis hun får opholdstilladelse, vil hun søge ind på uddannelsen igen. Hun taler, skriver og læser dansk, og har danske venner, som hun taler dansk med. Hun er sund og rask og har haft flere fritidsjob i Danmark. Hun har tidligere spillet fodbold i Danmark. Hun har en kæreste gennem [et antal måneder]. Han er dansk, og hun kommer ofte i hans hjem. Hun har gået i skole i Syrien indtil udrejsen. Hun taler kurdisk og arabisk. Hun har flere familiemedlemmer i Syrien, som hun ikke er i kontakt med. Flygtningenævnet finder henset til klagerens tilknytning til Danmark, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 Indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol, hvilket henhører under varetagelsen af landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 19, der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, som kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesser i ikke at forlænge deres opholdstilladelser over for intensiteten af det indgreb en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i hendes ret til privat- og familieliv. På baggrund af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at klageren har opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har særligt lagt vægt på længden af hendes ophold i Danmark, hvor hun fremstår som velintegreret. Hun har haft en del formative år og sine ungdomsår i Danmark, og hun har gået i skole indtil [trin i udskolingen] og planlægger fortsat at uddanne sig til [profession]. Hun taler dansk og har venner i Danmark, og hun har for nævnet forklaret på dansk om sine forhold. Hun har begrænset tilknytning til Syrien og til sin familie der. Flygtningenævnet finder på denne baggrund at det vil være særligt belastende for [klageren], såfremt hendes opholdstilladelser inddrages. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i vinteren 2021/2022], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet skal vejlede om muligheden for senere at søge om genoptagelse af sagerne med henblik på en vurdering af, om klageren kan meddeles opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, når klagerens bror er i den militærpligtige alder. Løbenummer:Syri/2022/153/DH
Nævnet omgjorde i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/153/DH. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etnisk kurdere fra Syrien. Den mandlige klager er født i Rukn Eddine, Damaskus og flyttede til bydelen [by], Rif Damaskus, hvor han boede i 18 år. Fra 2012 og frem til udrejsen opholdt han sig i Damaskus. Den kvindelige klager er født i [syrisk by] og flyttede i 2000 til [by], Rif Damaskus, hvor hun boede frem til 2012. Hun opholdt sig i Damaskus fra 2012 og frem til sin udrejse. Den mandlige klager er født muslim, men føler sig som kristen. Den kvindelige klager er muslim. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato i vinteren 2014/2015] klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 med henvisning til de generelle forhold. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne som asylmotiv til, at den mandlige klager var i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, fordi han havde leveret medicin for en ven to gange. De henviste derudover til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har den [dato i vinteren 2021/2022] truffet afgørelse om at inddrage klagernes opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klagerne har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at de frygter de syriske myndigheder som følge af deres oprindelige asylmotiv. Klagerne har derudover henvist til, at den mandlige klager frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste. Han har til støtte herfor oplyst, at han tidligere har været genindkaldt og i den forbindelse underskrev et stykke papir, som har bragt ham i modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Derudover har den mandlige klager henvist til, at han er konverteret til katolicismen. Han har til støtte herfor oplyst, at han planlægger at blive døbt og gå i kirke, samt at han er blevet undervist af en præst i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægger klagernes forklaringer til grund, da de fremstår divergerende og udbyggende. Den mandlige klager har under sin første samtale med Udlændingestyrelsen i 2014 anført, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, da han har hjulpet en ven med at fragte medicin, og at hans ven fortalte ham, at nogle var kommet til at nævne hans navn. I samme samtale har klageren ændret dette til, at det var hans ven, der røbede klagerens navn for nogle personer, som klageren ikke ved, hvem er, hvorved klageren var nødt til at flygte fra myndighederne, ligesom klagerens ven også flygtede. For Flygtningenævnet har klageren oplyst, at vennen bare sagde, at han skulle flygte. Klagerens forklaring om dette asylmotiv fremstår konstrueret og ikke selvoplevet, og klageren har for Flygtningenævnet tillige udbyggende oplyst at ud over at hjælpe med levering af medicin, opbevarede han også nåle i sit hjem for en ven, og at opbevaringen varede fire-fem dage. Klageren har ikke nærmere kunne redegøre for disse divergenser. Hertil kommer at den kvindelige klager under en samtale med Udlændingemyndighederne den [dato i vinteren 2019/2020] har oplyst, at hendes daværende mand var eftersøgt, da han havde hjulpet en læge med at behandle sårede personer. Hun har videre oplyst, at familiens bopælen blev opsøgt tre gange af 10-15 bevæbnede mænd, og at det skete to måneder før hendes udrejse på hvilket tidspunkt hendes daværende mand var udrejst. Samtidig har den kvindelige klager oplyst, at hun udrejste ti dage efter, at myndighederne havde opsøgt bopælen. Under en samtale med Udlændingestyrelsen den [dato i efteråret] 2020 har den kvindelige klager oplyst, at hun blev opsøgt af myndighederne otte-ni gange på bopælen, efter at hendes daværende mand var udrejst, og at der var 20-25 personer klædt i civilt og i uniform, og at de udøvede vold mod hende i form af at tildele hende flere lussinger. For Flygtningenævnet har hun forklaret, at hun blev opsøgt ni gange, at det foregik fra slutningen af [måned i sommeren] 2014 til hendes udrejse den [dato i efteråret] 2014, og at de udøvede vold mod hende ved at slå hende og tage kvælertag på hende. Omkring divergenserne har den kvindelige klager forklaret afglidende. Klagerne har endvidere udbyggende i forhold til det oprindelige asylmotiv forklaret, at den mandlige klager forud for sin udrejse var genindkaldt til militærtjeneste. Den mandlige klager har under en samtale med Udlændingestyrelsen den [dato i vinteren 2014/2015] oplyst, at han ikke var genindkaldt, mens han under samtalen den [dato i vinteren 2019/2020] oplyste, at han underskrev et papir og betalte penge for at få genindkaldelsen udskudt i tre-fem måneder. Den kvindelige klager har herom i 2020 oplyst, at hendes daværende mand var genindkaldt til militæret. Dertil kommer, at den kvindelige klager under en samtale den [dato i vinteren 2014/2015] oplyste, at de syriske myndigheder kom på bopælen og overrakte hendes daværende mand genindkaldelsen, mens hun under en samtale den [dato i efteråret] 2020 oplyst, at hendes daværende mand havde underskrevet genindkaldelsen, som de tog med. Den kvindelige klager har omkring disse divergenserne tillige forklaret afglidende. Som følge af det ovenfor anførte lægger Flygtningenævnet til grund, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder som følge af den mandlige klagers forhold, hvorfor der heller ikke kan afledes et modsætningsforhold mellem den kvindelige klager eller familiens børn og de syriske myndigheder som følge af den mandlige klager. Den mandlige klager har tidligere som asylmotiv anført, at han skulle være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder som følge af en konvertering til kristendommen. For Flygtningenævnet har klageren oplyst, at han ikke tror på religion. Flygtningenævnet finder derfor, at den mandlige klager ikke har sandsynliggjort, at hans tidligere oplysninger om en konversion er reel, herunder således at det kan antages, at han vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Syrien. Nævnet finder således ikke, at klageren af den grund ved en tilbagevenden til Syrien vil komme i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. På baggrund af det ovenfor anførte, finder Flygtningenævnet, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de eller deres medfølgende børn ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. I den forbindelse bemærkes at socio-økonomiske forhold ikke er asylbegrundende. Det forhold, at klagernes søn på [16-17] år ikke på nuværende tidspunkt har en alder, hvor han vil blive indkaldt til militærtjeneste, kan heller føre til, at der meddeles klagerne asyl. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er anledning til at antage, at de generelle forhold i Rif Damaskus, Syrien, hvor klagerne kommer fra, er sådanne, at en tilbagesendelse til Syrien vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet tiltræder, at der er grundlag for at inddrage klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus, Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at Amnesty Internationals rapport ”You’re going to your death” af 7. september 2021 ikke kan føre til en anden vurdering, idet den i alt væsentligt bekræfter de oplysninger, der fremgår af de øvrige baggrundsoplysninger om Syrien – herunder oplysningerne om de syriske myndigheders alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Flygtningenævnet finder således, at hverken denne rapport eller de øvrige nyere baggrundsoplysninger giver anledning til en anden vurdering. Som følge heraf skal Flygtningenævnet vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klagerne indrejste i Danmark i 2014 og har således haft lovligt ophold i landet i næsten otte år, idet de var i [et europæisk land] i en længere periode mellem 2018-2019. Klagerne bor med deres fem børn i Danmark. Tre af børnene er født i Syrien og har opholdstilladelse som medfølgende børn, dog er den ældste datter [myndig]. Hun bor fortsat hjemme og har ikke stiftet selvstændig familie. To af børnene er født i Danmark og har opholdstilladelse som familiesammenførte med klagerne. Flygtningenævnet skal derfor alene vurdere klagernes og de tre ældste børns selvstændige ret til privat- og familieliv i lyset af Danmarks internationale forpligtelser uden at forholde sig til de to familiesammenførte familiemedlemmers artikel 8-forhold. Den mandlige klager har muligvis sin søster i Syrien. Han er født i Syrien, hvor han ikke har gået i skole, og har ikke en uddannelse. Han har arbejdet som selvstændig. Han udrejste [da han var i midten af 40’erne] med sin familie. Klageren har i Danmark siden [måned i sommeren] 2020 haft job hos [navn på virksomhed]. Han har tidligere drevet [selvstændig virksomhed] i [dansk by]. Klageren taler lidt dansk, men kan ikke skrive eller læse dansk. Han er sund og rask og er ikke medlem af nogen foreninger. Den kvindelige klager har flere familiemedlemmer i Syrien, hvor hun er født og har gået i skole i 7 år. Hun har haft lidt arbejde i Syrien i en frisørsalon. Hun udrejste [da hun var i begyndelsen af 30’erne] med sin familie. Hun taler og læser lidt dansk. Hun er sund og rask. Hun har taget danskkursus 1. Hun har gennem et år arbejdet med rengøring to steder [i del af Danmark]. Klagerens datter, [navn på myndig datter], var [10-11] år ved indrejsen i Danmark og er nu [18-19] år gammel. Hun har gået i skole fra [mellemtrin til udskolingen] i Danmark, og har gået på [navn på uddannelse]. Hun var optaget på [navn på skole] i [dansk by], men hun kunne ikke i starte som følge af nærværende sag. Hvis hun får opholdstilladelse, vil hun søge ind igen. Hun taler, skriver og læser dansk, og har danske venner, som hun taler dansk med. Hun er sund og rask og har haft flere fritidsjob i Danmark. Hun har tidligere spillet fodbold i Danmark. Hun har en kæreste gennem [et antal måneder]. Han er dansk, og hun kommer ofte i hans hjem. Hun har gået i skole i Syrien indtil udrejsen. Hun taler kurdisk og arabisk. Hun har flere familiemedlemmer i Syrien, som hun ikke er i kontakt med. Klagernes søn, [navn på klagernes medfølgende søn], var [8-9] år ved indrejsen i Danmark og er nu [16-17] år gammel. Han har gået i skole i [dansk by] indtil [udskolingen]. Han går i [udskolingen] i [anden dansk by]. Han har lige fået sig en ny kæreste gennem 2 måneder. Han taler, læser og skriver dansk. Han har fritidsjob på en restaurant og i Netto. Han spiller fodbold i en klub i [dansk by], og han spiller kampe i weekenden. Han har venner fra skolen, og de kommer i deres hjem. Han er født i Syrien, hvor han har gået i skole indtil udrejsen. Han taler kurdisk og arabisk, og han har flere familiemedlemmer i Syrien. Klagerens datter, [navn på klagerne medfølgende datter], var [4-5] år ved indrejsen i Danmark. Hun er nu [12-13] år gammel. Hun har gået i institution og skole i Danmark. Hun taler, læser og skriver dansk. Hun har danske venner. Hun har for tiden ingen fritidsinteresser. Hun er født i Syrien. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til bl.a. EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klagernes forhold til datteren [navn på klagernes voksne datter] udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet finder henset til det ovenfor anførte om klagernes tilknytning til Danmark, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse udgør et indgreb i deres ret til respekt for såvel familieliv som privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagernes privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at inddragelsen af klagernes opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet finder videre, at inddragelsen af klagernes opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 19 blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesser i at inddrage deres opholdstilladelser over for intensiteten af det indgreb en inddragelse af klagernes opholdstilladelser vil indebære i deres ret til privat- og familieliv. Det bemærkes, at hensynet til barnets tarv indgår som et væsentligt element i denne proportionalitetsafvejning. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold som ovenfor beskrevet, at de isoleret bedømt ikke har opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af deres opholdstilladelser vil indebære en krænkelse af deres rettigheder i henhold til EMRK artikel 8. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at klagerne har haft en væsentlig del af deres liv i Syrien, hvor den kvindelige klager fortsat har familie. Flygtningenævnet finder, at klagernes umyndige søn [navn på klagernes medfølgende søn] og deres myndige datter [navn på klagernes myndig datter] har opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af sønnen og datterens ophold i Danmark, hvor de fremstår som velintegreret. For [navn på medfølgende søn]s vedkommende har han haft størstedelen af sine formative år i Danmark, mens [navn på myndig datter] også har haft en del formative år og sine ungdomsår i Danmark. Om [navn på medfølgende søn] og [navn på myndig datter] har de taget henholdsvis [klassetrin i udskolingen] og [klassetrin i udskolingen]. De taler dansk og har begge venner i Danmark. [Navn på klagernes myndige datter] har uden tolk forklaret om sine forhold for nævnet. Om [navn på klagernes medfølgende søn] er det endvidere oplyst, at han går til fitness og fodbold. Heroverfor står, at [navn på klagernes medfølgende søn] og [navn på klagernes myndige datter] har begrænset tilknytning til Syrien og til deres familie der. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og under hensyn til familiens enhed, at det vil være særligt belastende for [navn på klagernes medfølgende søn] og [navn på myndige datter] – og dermed også for klagerne – såfremt deres opholdstilladelser inddrages. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelser af [dato i vinteren 2021/2022], således at klagerne og deres medfølgende børn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet skal vejlede om muligheden for senere at søge om genoptagelse af sagerne med henblik på en vurdering af, om klagerne kan meddeles opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, når klagernes søn er i den militærpligtige alder.” Løbenummer: Syri/2022/152/DH
Nævnet omgjorde i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim. Han er født og opvokset i Damaskus, Syrien, men flyttede i 2008 til Darayya, Rif Damaskus, hvor han primært har boet frem til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret 2014], og at han [i efteråret 14] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen traf [vinteren 20/21] afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kunne nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., da grundlaget for opholdstilladelse ikke længere var til stede. Flygtningenævnet hjemviste [i foråret 2021] Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af [vinteren 20/21] til fornyet behandling, idet klageren under nævnsmødet var fremkommet med nye oplysninger. Udlændingestyrelsen meddelte [sommeren 2022] klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til klagerens individuelle forhold. Klagerens advokat har på vegne af klageren [sommeren 2022] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har været offentligt ansat i Syrien som ingeniør ved Forsvarsministeriet, og at han forlod sin stilling uden tilladelse. Klageren har herom oplyst, at han mod betaling til sin nærmeste chef omgik den sædvanlige procedure, hvorefter alle, der forlader en offentlig stilling af klagerens karakter, skal have tilladelse hertil af sikkerhedstjenesten. Videre herom har klageren oplyst, at han [i vinteren 14/15] in absentia er blevet idømt tre års fængsel for at have forladt sin stilling som offentligt ansat uden tilladelse. Klageren har til støtte for sin klage over statusvalg videre oplyst, at hans svoger er tidligere oberst i den syriske hær, men deserterede for at tilslutte sig den frie syriske hær. Endelig har klageren har oplyst, at hans datter og ældste søn begge er politisk aktive. Klageren har herom oplyst, at begge børn har udtalt sig kritisk om det syriske regime til danske og internationale medier, herunder [internationalt medie A] og [internationalt medie B]. Herudover har de deltaget i demonstrationer i [dansk by A], [dansk by B] og [dansk by C], hvor de begge har holdt taler, hvori de blandt andet har omtalt det syriske regime som totalitært. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren forud for sin udrejse af Syrien i 2014 har været offentligt ansat i en længere årerække i Forsvarsministeriet. Det fremgår af Flygtningenævnets tidligere baggrundsoplysninger, at det kun var offentligt ansatte i højere stillinger eller profilerede personer, der risikerede retsforfølgelse, hvis de havde forladt deres stilling uden tilladelse. Nyere baggrundsoplysninger tyder imidlertid på, at ansættelsesniveauet ikke har en betydning herfor. Det fremgår blandt andet af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 12. marts 2021, at myndighederne retsforfølger personer, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft. Det fremgår dog af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 9. december 2021, at der udstedes amnesti for offentligt ansatte, der har forladt deres stilling før den 22. marts 2020, men det fremgår ikke, om amnestireglerne i praksis bliver overholdt, ligesom høringssvaret alene er baseret på en enkelt ekstern kilde, der ikke er nærmere omtalt. Det fremgår herudover af Udlændingestyrelsens rapport Syria – Treatment upon return fra maj 2022, at der sker arbitrær arrestation og tilbageholdelse også af personer, der er omfattet af amnestilove og –dekreter. Af rapporten fremgår videre, at der ikke er noget klart mønster i behandlingen af personer, der vender tilbage til Syrien, og at dette til dels beror på den enkelte ansvarlige medarbejders beslutning på indrejsestedet eller i sikkerhedstjenesten. Flygtningenævnet finder herefter og under hensyn til, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, at der er usikkerhed om, i hvilket omfang amnestireglerne vedrørende ansatte, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft, i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at det må lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuelt begrundet forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet omgør herefter Udlændingestyrelsen afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2022/151/sahe
Nævnet omgjorde i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2012. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [by i det nordøstlige], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2012, og at han [i vinteren 12/13] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår videre af sagen, at klageren [i efteråret] 2021 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3 og stk. 4. DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i sommeren] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. DRC Dansk Flygtningehjælp har til støtte herfor blandt andet henvist til, at det fremgår af Udlændingestyrelsens resolution fra klagerens oprindelige asylsag, at klageren har oplyst, at han flygtede fra Syrien, idet han ikke ønskede at aftjene værnepligt, og dermed være tvunget til at skyde mod civilbefolkningen. DRC Dansk Flygtningehjælp har videre henvist til, at klageren efter Flygtningenævnets nuværende praksis bør meddeles konventionsstatus som militærunddrager. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er født [i starten af 1990’erne], og at han derved fyldte 18 år [i starten af 2010’erne], og at han er [i slutningen af 20’erne] på tidspunktet for nævnets afgørelse. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren til sin identitetsafhøring med Rigspolitiet [i efteråret] 2012, og senere under sin samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren 12/13], har oplyst, at han flygtede fra Syrien, fordi han ikke ønskede at aftjene sin værnepligt i den syriske hær, og dermed være tvunget til at skyde mod civilbefolkningen. Flygtningenævnet finder, under henvisning til klagerens alder og praksis vedrørende mandlige syriske statsborgere, der risikerer at blive indkaldt til tjeneste i det syriske forsvar, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. ” Løbenummer: Syri/2022/147/rila
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra landsbyen [A], den sydlige del af Hiraan-regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi ansøgerens far er efterstræbt og har slået ansøgerens bror ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far har en konflikt med al-Shabaab, som startede [i begyndelsen af 2010’erne] ved, at al-Shabaab beordrede ansøgerens stedmor til at lukke sin forretning. Ansøgerens stedmor lukkede forretningen kortvarigt, men hun åbnede den efterfølgende igen. Al-Shabaab satte herefter ild til forretningen, mens ansøgerens stedmor opholdt sig derinde, hvorefter den brændte ned. Al-Shabaab mødte efterfølgende op på familiens bopæl for at opsøge ansøgerens far. Da ansøgerens far ikke var hjemme, oplyste al-Shabaab, at hvis ansøgerens far ikke dukkede op, ville de tage ansøgerens storebror, [B]. Efter et par dage opsøgte al-Shabaab bopælen igen og tog [B] med. En uge efter afleverede al-Shabaab [B’s] afhuggede [legemsdel] på familiens bopæl. Familiens bopæl blev opsøgt af al-Shabaab yderligere [et antal] gange, og de oplyste i forbindelse hermed, at hvis ansøgerens far ikke dukkede op, ville de komme tilbage og tage den næstældste søn, hvilket ville sige ansøgeren, hvorfor familien udrejste til [et naboland til Somalia] i [begyndelsen af 2010’erne]. Ansøgerens [familiemedlem] blev i Somalia. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvunget til at blive tvangsrekrutteret til militærtjeneste af al-Shabaab eller andre aktører. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har fået at vide af somaliske venner i Danmark, at når man har ansøgerens alder, skal man enten tilslutte sig al-Shabaab eller melde sig til militæret, hvilket ansøgeren ikke ønsker. Flygtningenævnet har i hovedtræk lagt ansøgerens forklaring til grund, idet det dog bemærkes, at ansøgerens forklaring for nævnet ikke er uden divergenser i forhold til hans tidligere forklaringer til Udlændingestyrelsen blandt andet for så vidt angår ansøgerens [familiemedlems] forhold. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold i Somalia ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet ligger til grund, at ansøgerens far har en konflikt med al-Shabaab, men nævnet finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at konflikten tillige angår ansøgeren, herunder at han har en afledt konflikt fra sin far. Flygtningenævnet har herved i det væsentlig lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen, navnlig at farens konflikt var aktuel [i starten af 2010’erne], hvor også drabet på ansøgerens bror fandt sted, men at ansøgerens bopæl flere gange blev opsøgt af al-Shabaab, mens ansøgeren var til stede, uden at der skete ansøgeren yderligere. På denne baggrund og i øvrigt af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuelt begrundet risiko for forfølgelse, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2022/34/mima
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2000 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 1 år for overtrædelse af § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 2, jf. § 3, jf. § 1, jf. bilag 1, liste B nr. 43 og jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. § 1, jf. bilag 1, liste A, nr. 1 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte:Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Klageren er ikke-praktiserende muslim af trosretning fra Mogadishu i Somalia. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab eller nogle klaner, idet han bærer samme efternavn som sin far, der har en personlig konflikt i Somalia. Klageren har til støtte herfor henvist til, at klagerens far har arbejdet i militæret, ligesom hans far støttede og arbejdede for den tidligere regering ledt af [præsident], før regeringen blev væltet, og der udbrød borgerkrig i Somalia i 1990’erne. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter, at han kan komme i vanskeligheder med al-Shabaab, forskellige klaner eller andre privatpersoner, idet han intet kendskab har til somalisk kultur og normer, ikke taler sproget og ikke praktiserer den muslimske tro. Klageren har til støtte herfor henvist til, at han ikke har besøgt Somalia, siden han udrejste af Somalia. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter, at han ikke kan begå sig i Somalia, idet han ingen familie eller venner har i landet, som kan hjælpe, vejlede og støtte ham. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Somalia, og at klageren som følge heraf kan risikere at blive udsat for vilkårlig afpresning. Klageren har til støtte herfor henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil tiltrække opmærksomhed fra folk, der vil forsøge at udsætte ham for afpresninger, idet han kommer fra Europa og dermed må antages at have mange penge. Flygtningenævnet vurderer, at klageren ikke er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Somalia, og at udlændingelovens § 31 derfor ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Nævnet har lagt vægt på, at klagerens far har været tilknyttet militæret i 1990’erne, men at det udestående, som hans far angiveligt måtte have haft med personer i Somalia, ikke angår klageren personligt. Nævnet har ved den vurdering lagt vægt på, at klageren har et meget begrænset kendskab til den konflikt, som hans far angiveligt måtte have haft for mere end 20-25 år siden. Hertil kommer, at klageren - som udrejste fra Somalia [da han var 8-11 år] - ikke selv har oplevet nogen personlige konflikter med myndigheder, grupperinger eller personer i Somalia. Endelig vurderer nævnet, at den omstændighed, at klageren har samme efternavn som sin far, ikke i sig selv kan antages at bringe ham i et asylbegrundende modsætningsforhold til nogen parter ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund om, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil komme i vanskeligheder med al-Shabaab, forskellige klaner eller personer, fordi han ikke har noget nærmere kendskab til somalisk kultur og normer, ikke taler sproget, ikke praktiserer den muslimske tro og ikke har et netværk i landet. Nævnet har herved lagt vægt på, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er grundlag for at antage, at al-Shabaab eller andre grupperinger skulle have interesse i at efterstræbe klageren, som ikke på nogen måde er profileret over for disse. Hertil kommer, at klagerens manglende kendskab til somalisk kultur og somaliske normer, manglende sprogkundskaber og manglende netværk i landet, ikke kan begrunde asyl. Det er endelig Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Somalia ikke er af en sådan karakter, at personer, som kommer fra landet, alene som følge af den blotte tilstedeværelse ved en tilbagevenden vil være i nogen reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Nævnet kan i den forbindelse ikke lægge klagerens forklaring til grund om, at han ved en tilbagevenden vil blive udsat for asylbegrundende forfølgning eller overgreb, fordi han kommer fra Europa, og dermed ved sin indrejse vil adskille sig fra befolkningen i Somalia, hvilket alene beror på klagerens egen formodning. Efter en samlet vurdering vurderer Flygtningenævnet således, at klageren ikke kan få asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, og at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Nævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Soma/2022/33/EEB
Nævnet omgjorde i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Pakistan, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2006.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim af trosretning fra Gujrat, Pakistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i vinteren 2008-2009] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan frygtede, at hun ville blive slået ihjel af sin afdøde ægtefælles særbørn, fordi de hverken ville have, at hun skulle tage tilbage til Pakistan eller gøre krav på hendes afdøde ægtefælles arv i Pakistan. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun frygter sin afdøde ægtefælles familie. Klageren har til støtte herfor henvist til, at hun i Danmark har beskyttelse, men at der i Pakistan ingen form for beskyttelse er. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre henvist til, at hendes afdøde ægtefælles familie har overtaget den afdøde ægtefælles hus og jord. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Pakistan, fordi hun ingen familie har i Pakistan til at støtte hende, og fordi hun er syg. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse videre henvist til, at hun frygter sin afdøde ægtefælles tidligere svigerinde, [A], som har kontakt med klagerens afdøde ægtefælles familie i Pakistan. Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund om, at hun har haft en konflikt med sin tidligere svigerfamilie, herunder vedrørende en ejendom i Pakistan tilhørende hendes afdøde ægtefælle. Nævnet lægger dog videre til grund, at klageren ikke har haft kontakt med sin tidligere svigerfamilie efter hendes ægtefælles død i [00’erne], og at den pågældende konflikt ikke længere er aktuel, således som hun har forklaret under sin samtale [i sommeren] 2018 med Udlændingestyrelsen, hvor hun har oplyst, at hun ikke har nogen konflikter i Pakistan. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er således ikke længere opfyldt. Heller ikke de generelle forhold i Pakistan kan begrunde, at det kan gives klageren opholdstilladelse, herunder med henvisning til den omstændighed, at hun vil en tilbagevenden vil være enlig kvinde uden familie eller netværk i Pakistan. Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Med hensyn til kravet om respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familiemedlemmer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i den forstand, der er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre, og som ikke har stiftet selvstændig familie. Det fremgår af referat af et møde den 24. februar 2022 i Flygtningenævnets koordinationsudvalg, at der i sager, hvor der er tale om voksne hjemmeboende børn, som udgangspunkt vil være tale om familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions forstand. Klageren indrejste i Danmark i 2006 og har således opholdt sig her i landet i 16 år. Hun har hele tiden boet sammen med sine to sønner, som nu er henholdsvis [21-23] år og [23-25] år, og som hun fortsat bor sammen med i en treværelses lejlighed. Hun har en række fysiske og psykiske helbredsproblemer, som hun får ordineret medicin for. Hun er i det daglige afhængig af hjælp fra sine sønner til at tage sin medicin. Hun og sønnerne har et meget tæt forhold til hinanden, og har fælles husholdning med hensyn til indkøb, madlavning og betaling af udgifter. Det er den fælles hensigt, at hun også fremover skal bo sammen med sine sønner - ikke mindst henset til, at hun ikke har anden familie. Udlændingestyrelsen forlængede ved afgørelse af [efteråret] 2018 klagerens opholdstilladelse. Det blev ved afgørelsen lagt til grund, at klageren ikke ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, og at der som udgangspunkt fandtes grundlag for at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse til grund, at den konflikt med hendes afdøde ægtefælles særbørn, som oprindelig havde begrundet hendes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke længere var til stede. Det blev imidlertid videre lagt til grund, at hendes dengang mindreårige søn, [B], havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, hvorfor hendes opholdstilladelse blev forlænget efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder på baggrund af oplysningerne om forholdet mellem klageren og hendes voksne børn, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hendes ret til respekt for sit familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens familieliv opfylder betingelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2, herunder om indgrebet i klagerens familieliv står i et rimeligt forhold til statens legitime interesse i ikke at forlænge opholdstilladelsen. Klageren indrejste i Danmark som [40-50]-årig. Hun har ikke haft fast arbejde i Danmark, men har været i forskellige praktikforløb og har bestået prøve i dansk modul 3. Hun er for kort tid siden startet i fleksjob, hvor hun [arbejder] 2 timer dagligt. Hendes tilknytning til Danmark må, trods varigheden af hendes ophold, anses at være begrænset. Klageren har på den anden side haft ophold i Danmark i 16 år. Hun bor i Danmark sammen med sine to sønner og har gjort det siden, de indrejste i 2006. Sønnerne er den eneste familie, klageren har kontakt med. Forholdet mellem klageren og sønnerne er meget tæt, og hun er i det daglige afhængig af hjælp fra sine sønner, herunder til at indtage medicin og foretage indkøb med videre. Hun har ikke familie eller noget netværk i Pakistan. Efter en samlet afvejning af disse hensyn over for hinanden finder Flygtningenævnet, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Løbenummer: Paki/2022/5/EEB
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har været aktivt medlem af Yarsan Demokratisk Organisation (YDO) siden 2015. Ansøgeren har i sin oprindelige asylsag fra 2017 som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet, da han i sin [butik] i Iran har solgt og delt CD’er med religiøst materiale, og fordi han har drevet en blog, hvor han skrev om yarsanernes situation i Iran. Ansøgeren har siden 2007 drevet en [butik], hvor han solgte CD’er med religiøst materiale frem til sin udrejse. Ansøgeren solgte kun CD’er til folk, som han kendte, og han opbevarede primært CD’erne hjemme hos sig selv, men der var også nogle CD’er i ansøgerens forretning. [I efteråret] 2012 blev ansøgeren gjort bekendt med, at civile agenter havde lukket hans forretning, og myndighederne havde ifølge ansøgeren konfiskeret de CD’er, der lå i forretningen. Ansøgeren var ikke til stede i butikken, da den blev lukket, men blev orienteret om lukningen af sin bror. Ansøgeren fik derefter sin familie til at hente sit pas og papirer, så han kunne udrejse af Iran. Ansøgeren har også drevet en blog, hvor han skrev om yarsanernes situation i Iran. Bloggen indeholdt indlæg om unge yarsan-mænd, som begik selvmord, samt om den generelle forskelsbehandling af kurdere og yarsanere i Iran. Ansøgeren drev bloggen i omkring otte-ni måneder efter oprettelsen i 2011. Det var kun ansøgeren, der skrev indlæg på bloggen. Bloggen blev lukket en uge før, at ansøgerens forretning blev lukket. Ansøgeren havde brugt sin private computer, som stod i forretningen, til at skrive blogindlæg, og selvom der ikke var oplysninger om hans identitet på bloggen, mener ansøgeren, at myndighederne sporede ham via hans IP-adresse på computeren. Efter ansøgerens udrejse af Iran har myndighederne afleveret tilsigelser på familiens bopæl. Ansøgeren tror, at tilsigelserne omhandler hans aktiviteter i [butikken] og på webloggen. Den første tilsigelse er fra [vinteren 12/13] og den anden tilsigelse blev afleveret i [vinteren 13/14]. Endvidere har ansøgeren efter sin udrejse oprettet en profil på [et socialt medie], som han har benyttet til at dele religiøst materiale og billeder på. Ansøgeren har i sin verserende asylsag henvist til, at ansøgeren i Danmark har været aktivt medlem af Yarsan Demokratisk Organisation (YDO), der forholder sig kritisk til myndighederne i Iran og arbejder for etableringen af en demokratisk styreform. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren ved Flygtningenævnets afgørelse [vinteren 16/17] blev meddelt afslag på opholdstilladelse, idet Flygtningenævnet ikke kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter for sit liv, idet han fra sin [butik] har udøvet religiøs propaganda ved at uddele CD´er med religiøst indhold og derved vil blive betragtet som en frafalden med risiko for at skulle afsone resten af sit liv i fængsel. Ved brev af [vinteren 20/21] har Dansk Flygtningehjælp på vegne af ansøgeren anmodet om genoptagelse af sagen. Flygtningenævnet har [sommeren] 2022 efter omstændighederne besluttet at genoptage sagen til behandling på et nyt nævnsmøde. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring til grund vedrørende sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved henset til de samme omstændigheder, som er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren 16/17]. Ansøgerens forklaring har således på flere centrale punkter fremstået som bemærkelsesværdig og divergerende, herunder omkring, i hvilken periode ansøgeren havde sin blog, at ansøgeren opbevarede materiale om yari på sin computer i [butikken], hvor han har forklaret, at myndighederne tjekkede forretningen ved rutinekontrolbesøg 1 – 2 gange årligt, at ansøgeren først flygtede, da myndighederne angiveligt havde lukket hans forretning, og ikke, da ansøgerens blog blev lukket en uge forud for civile agenters opsøgning i [butikken]. Endelig er der henset til, at ansøgeren udrejste legalt på sit eget pas og at ansøgerens bror, [B], under sin asylsag har forklaret, at ansøgeren ingen konflikter havde i Iran og udrejste for at finde arbejde, da ansøgeren havde svært ved at tjene penge i Iran. Ansøgeren må anses for uprofileret ved sin udrejse. Det forhold, at ansøgeren har en [profil på et socialt medie], der indeholder oplysninger, herunder fotos og videoer med ansøgerens deltagelse i demonstrationer, og som er frit tilgængelige, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved, at opslag af den omhandlede karakter på sociale medier efter nævnets baggrundsoplysninger ikke kan antages i sig selv at føre til forfølgelse fra de iranske myndigheders side. Endelig kan det forhold, at ansøgeren er yarsan, ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren skulle være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport: ”Iran: The Yaresan” udgivet 6. april 2017, fremgår således blandt andet: ”Regarding possible consequences of asserting identity publicly and talking about Yari faith as a non-Muslim religion in public, Dr. Philip Kreyenbroek explained that the group was not targeted as a whole and “it is not the case that the authorities systematically harass and arrest people because they are followers of Yari faith”” Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet på ovennævnte baggrund fortsat ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor på ny Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2016.” Løbenummer: Iran/2022/53/ANHK
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Georgien. Sagen er sambehandlet med geor/2022/6/DIEI. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk georgier og er [religiøs minoritet]. Ansøgeren er fra [byen A], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Georgien frygter forfølgelse på baggrund af sin religiøse overbevisning. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun frygter, at Rusland vil invadere Georgien. Ansøgeren har endelig henvist til de generelle levevilkår i Georgien. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at hun vil have det svært økonomisk. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, men nævnet finder ikke, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, som er medlem af [religiøs minoritet], efter sin egen forklaring ikke har været udsat for individuel forfølgelse eller behandling, som er af en sådan karakter eller intensitet, at det kan begrunde, at hun skal have asyl. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er de generelle forhold for [religiøs minoritet] i Georgien ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet henviser til, at der er religionsfrihed i Georgien. At der i baggrundsmaterialet er beskrevet enkelte tilfælde af overgreb mod medlemmer af religiøse minoriteter kan ikke føre til en anden vurdering. De generelle forhold i Georgien og ansøgerens frygt for en russisk invasion kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” geor/2022/7/DIEI.
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Georgien. Sagen er sambehandlet med geor/2022/7/DIEI. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk geogier og [religiøs minoritet]. Ansøgeren er fra [byen A], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Georgien frygter forfølgelse på baggrund af sin religiøse overbevisning. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun frygter, at Rusland vil invadere Georgien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun boede i [byen A] frem til 2008, hvor russiske styrker havde besat og bombaderet området. Hun flyttede herefter til Tbilsi, hvor hun boede frem til sin udrejse af Georgien i [efteråret] 2017. Ansøgeren har endelig henvist til de generelle levevilkår i Georgien, og i den forbindelse oplyst, at det har været økonomisk svært at bo i Georgien. Ansøgeren har henvist til lejeudgifterne til bolig samt fødevarepriserne, der er steget. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, men nævnet finder ikke, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, som er medlem af [religiøs minoritet], efter sin egen forklaring ikke har været udsat for individuel forfølgelse eller behandling, som er af en sådan karakter eller intensitet, at det kan begrunde, at hun skal have asyl. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er de generelle forhold for [religiøs minoritet] i Georgien ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet henviser til, at der er religionsfrihed i Georgien. At der i baggrundsmaterialet er beskrevet enkelte tilfælde af overgreb mod medlemmer af religiøse minoriteter kan ikke føre til en anden vurdering. De generelle forhold i Georgien og ansøgerens frygt for en russisk invasion kan heller ikke føre til en anden vurdering. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb af sin ægtefælle, som hun ophævede samlivet med for 25 år siden, og som tidligere har udsat hende for vold. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret, at hun senest har været i kontakt med ægtefællen for [flere] år siden. Det beror således på ansøgerens formodning, at han fortsat vil efterstræbe hende, hvis hun vender tilbage til Georgien. Dette forhold kan derfor heller ikke medføre at ansøgeren meddeles asyl. Ansøgeren er født og opvokset i et område af Georgien, som har været under kontrol af russiskstøttede separatister. Flygtningenævnet bemærker, at uanset om de generelle forhold for medlemmer af [religiøs minoritet] i dette område af Georgien kan være vanskelige, kan ansøgeren henvises til tage ophold et andet sted i Georgien, herunder i Tbilisi, hvor hun tidligere har boet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: geor/2022/6/DIEI.
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet en ansøgning om asyl i Tyskland, og hvis ansøgning er under behandling i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, til, at klageren ikke havde ansøgt villigt om asyl i Tyskland, da han ønskede at gøre dette i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af artikel 18, stk. 1, litra a. Det forhold, at klageren har oplyst ikke at have ansøgt villigt om asyl i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det af Dublinforordningens artikel 3 fremgår, at en ansøgning om asyl kun behandles af den medlemsstat, som er ansvarlig efter kriterierne i forordningens kapitel III. Af forordningens kapitel III fremgår blandt andet, at afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandling af asylsagen, sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/17/JNSA
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælpen henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har en konflikt med familien til en kvinde, som klagerens voksne bror forelskede sig i og stak af med. DRC Dansk Flygtningehjælpen henviste endvidere til, at klageren har et stærkt tilknytning til Danmark, idet hans søskende og øvrige familiemedlemmer opholder sig i landet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om asyl i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra a, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af klagerens påberåbte frygt for at blive udsat for overgreb i Tyskland på grund af en konflikt med familien til en kvinde, som klagerens voksne bror forelskede sig i og stak af med, i [et mellemøstligt land], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de tyske myndigheder. Det forhold, at klageren har tætte familiemedlemmer i Danmark kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at familiemedlemmer i form af fætre ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenummer: Dub-Tysk/2022/16/sme
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Polen sammenholdt med klagerens helbredsmæssige forhold samt til, at klageren i Polen havde en konflikt med en privatperson. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen den [dato i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det polske asylsystem har været overbelastet, hvorfor det muligvis kan påvirke både adgangen til asylproceduren, længden af asylproceduren og modtageforholdene, herunder adgangen til social- og sundhedsfaglig støtte og behandling, samt det anførte om, at klageren antageligt har brug for lægehjælp, muligvis kan have brug for psykologbehandling, og at klagerens [misbrug] tyder på, at han har behov for sundhedsbehandling og socialfaglig støtte, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at der ikke kan antages at være sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtageforholdene i Polen, at klageren ved en overførsel til Polen risikerer at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de polske myndigheder den 23. juni 2022 oplyste, at Polen fra den 1. august 2022 atter ville modtage Dublinoverførsler, og at der ikke for nævnet foreligger oplysninger om, at Polen ikke efterlever sin tilkendegivelse af 23. juni 2022. Flygtningenævnet bemærker, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i EU’s ovennævnte charter, i Flygtningekonventionen og i EMRK, og at det er nævnets vurdering, at det ikke efter det foreliggende baggrundsmateriale kan antages, at asylproceduren eller modtageforholdene i Polen ikke lever op til de nævnte krav. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at asylansøgere i Polen risikerer at blive frihedsberøvet i alle faser af asylproceduren, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder, at der ikke kan antages at foreligge en sådan risiko for arbitrær fængsling. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Poland 2021 update, af maj 2022, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves. Det af klageren anførte om, at han i Polen har en konflikt med en privatperson, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Klageren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse i Polen, idet han frygter en person, der opholder sig i Polen. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Pole/2022/5/rila
Nævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, der i Polen havde trukket sin ansøgning om asyl tilbage under sagens behandling. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Polen, samt risikoen for at blive frihedsberøvet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Polen, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at overbelastningen af det polske asylsystem kan påvirke modtageforholdene, samt risikoen for at blive frihedsberøvet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at der ikke kan antages at være sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtageforholdene i Polen, at klageren ved en overførsel til Polen risikerer at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de polske myndigheder den 25. februar 2022 oplyste til samtlige medlemsstater, at alle overførsler til Polen i medfør af Dublinforordningen blev suspenderet på grund af situationen i Ukraine. Den 23. juni 2022 oplyste Polen imidlertid, at Polen fra den 1. august 2022 atter ville modtage Dublinoverførsler. Flygtningenævnet bemærker, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i EU’s ovennævnte charter, i Flygtningekonventionen og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der foreligger heller ikke for nævnet oplysninger om, at Polen ikke efterlever sin tilkendegivelse af 23. juni 2022. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det efter det for nævnet foreliggende baggrundsmateriale ikke kan antages, at asylproceduren eller modtageforholdene i Polen ikke lever op til de nævnte krav. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af blandt andet AIDA, Country Report: Poland 2021 update, af maj 2022, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves. Der er således ikke en sådan tvivl om forholdene for asylansøgere i Polen, at der er væsentlige grunde til at tro, at Polen ikke efterlever sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende klagerens familie i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens herboende [familiemedlemmer], ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det bemærkes i den forbindelse ligeledes, at familiemedlemmerne efter det oplyste har opholdt sig i Danmark det meste af klagerens liv og kun har besøgt klageren i [klagerens hjemland] én gang. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Pole/2022/4/mima
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde trukket sin ansøgning om international beskyttelse tilbage i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Polen, herunder adgangen til asylsagsproceduren samt modtageforholdene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Polen og herefter har trukket ansøgningen tilbage. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 20, stk. 5, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at overbelastningen af det polske asylsystem kan påvirke både adgangen til asylsagsproceduren samt længden heraf og modtageforholdene, herunder adgangen til social- og sundhedsfaglig støtte og behandling, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at der ikke kan antages at være sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtageforholdene i Polen, at klageren ved en overførsel til Polen risikerer at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de polske myndigheder den 25. februar 2022 oplyste til samtlige medlemsstater, at alle overførsler til Polen i medfør af Dublinforordningen blev suspenderet på grund af situationen i Ukraine. Den 23. juni 2022 oplyste Polen imidlertid, at Polen fra den 1. august 2022 atter ville modtage Dublinoverførsler. Flygtningenævnet bemærker, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i EU’s ovennævnte charter, i Flygtningekonventionen og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der foreligger heller ikke for nævnet oplysninger om, at Polen ikke efterlever sin tilkendegivelse af 23. juni 2022. Flygtningenævnet finder videre, at det på baggrund af det for nævnet foreliggende baggrundsmateriale ikke kan antages, at asylproceduren eller modtageforholdene i Polen ikke lever op til de nævnte krav. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er en sådan tvivl om forholdene for asylansøgere i Polen, at der er væsentlige grunde til at tro, at Polen ikke efterlever sine internationale forpligtelser. Det af klageren anførte om, at de polske myndigheder ikke vil behandle klagerens asylsag ordentligt, fordi han er fra [land A], og at han ved en overførsel til Polen risikerer at blive deporteret til [land A], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Flygtningekonventionen og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og der ikke er holdepunkter for at tro, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at asylansøgere i Polen risikerer at blive frihedsberøvet i alle faser af asylproceduren, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder, at der ikke kan antages at foreligge en sådan risiko for arbitrær fængsling. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Poland 2021 update, af maj 2022, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Pole/2022/2/MLVT.
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der fra et tredjeland ulovligt har passeret grænsen til Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, herunder særligt til asylsagsproceduren, indkvarteringsforholdene samt forholdene for særligt sårbare. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet:” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i foråret] 2022 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det forhold, at klagerens søster er bosiddende i Danmark, som han nu er blevet tæt med, og som har gjort ham tryg, bemærker nævnet, at det oplyste herboende familiemedlem ikke er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at der ikke er nogen ekstraordinære omstændigheder i relationen mellem klageren og hans herboende søster, som skulle begrunde at hans asylsag tages under behandling i Danmark i medfør forordningens artikel 17, stk. 1. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update May 2022, side 22ff. Det fremgår blandt andet af rapporten, at omend asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren er særligt sårbar som følge af et traume opstået i [klagerens oprindelsesland] og senere genoplevet som følge af et overfald i Italien, og at klageren ved en overførsel til Italien ikke vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling fra de italienske myndigheder, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at det fremgår af AIDA’s Country Report: Italy update May 2022, side 143ff, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Det fremgår endvidere af rapporten, at om end der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af, om en asylansøger kategoriseres som sårbar og har særlige modtagerbehov, har sundhedsministeriet fastsat retningslinjer herom. Af rapporten fremgår yderligere, at der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse sager behandles i en prioriteret asylproces. I den forbindelse bemærker nævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte angående klagerens udrejse af Italien, hvilket skyldtes trusler modtaget af en gruppe [personer med samme afstamning som klageren] i Italien, finder Flygtningenævnet heller ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i forlængelse heraf, at klageren må henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse, som må antages at have vilje og evne til at beskytte klageren, såfremt klageren stadig skulle frygte at blive opsøgt af de pågældende personer. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2022/19/JNSA
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Sagen er sambehandlet med Dub-Fran/2022/6/rila og Dub-Fran/2022/7/rilaAdvokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerne havde en afsluttet asylsag i Danmark, at klagerne ikke af de franske myndigheder var blevet beskyttet mod et fysisk overgreb under deres ophold i Frankrig samt til, at de franske myndigheder ikke havde taget stilling til klagernes sønners risiko for at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i klagernes hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren tidligere er meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at reglerne i Dublinforordningen ikke afskærer en medlemsstats adgang til at realitetsbehandle en asylansøgning, uanset det forhold, at en anden medlemsstat efter reglerne i forordningen måtte være ansvarlig for behandlingen. Det fremgår således af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at uanset artikel 3, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne forordning. Det anførte om, at klageren og klagerens bror begge risikerer tvangsmæssig hvervning til militærtjeneste i [hjemlandet], samt at der ikke er noget, der tyder på, at Frankrig har taget stilling til denne risiko, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Frankrig har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke holdepunkter for at tro, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren i Frankrig kan anmode om genoptagelse af sin asylsag, såfremt der er oplysninger i sagen, som de franske myndigheder ikke har forholdt sig til. Endvidere kan den omstændighed, at klageren har oplyst, at de franske myndigheder ikke har evnerne til at yde ham den nødvendige beskyttelse, ikke føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at indgive en klage til en overordnet fransk myndighed, såfremt han mener, at han ikke modtager den fornødne beskyttelse af det franske politi. Det af advokaten anførte om, at klagerens far er kørestolsbruger og aktuelt har væsentlige helbredsmæssige problemer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at disse forhold alene er relevante for vurderingen af klagerens fars sag. Oplysningen om, at klagerne på nuværende tidspunkt har en verserende straffesag i Danmark, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Endelig finder Flygtningenævnet, at klageren ikke kan anses for at have en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse.” Dub-Fran/2022/8/rila
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Sagen er sambehandlet med Dub-Fran/2022/6/rila og Dub-Fran/2022/8/rilaAdvokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerne havde en afsluttet asylsag i Danmark, at klagerne ikke af de franske myndigheder var blevet beskyttet mod et fysisk overgreb under deres ophold i Frankrig samt til, at de franske myndigheder ikke havde taget stilling til klagernes sønners risiko for at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i klagernes hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren tidligere er meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at reglerne i Dublinforordningen ikke afskærer en medlemsstats adgang til at realitetsbehandle en asylansøgning, uanset det forhold, at en anden medlemsstat efter reglerne i forordningen måtte være ansvarlig for behandlingen. Det fremgår således af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at uanset artikel 3, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne forordning. Det anførte om, at klageren og klagerens bror begge risikerer tvangsmæssig hvervning til militærtjeneste i [hjemlandet], samt at der ikke er noget, der tyder på, at Frankrig har taget stilling til denne risiko, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Frankrig har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke holdepunkter for at tro, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren i Frankrig kan anmode om genoptagelse af sin asylsag, såfremt der er oplysninger i sagen, som de franske myndigheder ikke har forholdt sig til. Endvidere kan den omstændighed, at klageren har oplyst, at de franske myndigheder ikke har evnerne til at yde ham den nødvendige beskyttelse, ikke føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at indgive en klage til en overordnet fransk myndighed, såfremt han mener, at han ikke modtager den fornødne beskyttelse af det franske politi. Det af advokaten anførte om, at klagerens far er kørestolsbruger og aktuelt har væsentlige helbredsmæssige problemer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at disse forhold alene er relevante for vurderingen af klagerens fars sag. Oplysningen om, at klagerne på nuværende tidspunkt har en verserende straffesag i Danmark, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Endelig finder Flygtningenævnet, at klageren ikke kan anses for at have en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse. Dub-Fran/2022/7
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar, der var meddelt afslag på asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Sagen er sambehandlet med Dub-Fran/2022/7/rila og Dub-Fran/2022/8/rilaAdvokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerne havde en afsluttet asylsag i Danmark, at klagerne ikke af de franske myndigheder var blevet beskyttet mod et fysisk overgreb under deres ophold i Frankrig samt til, at de franske myndigheder ikke havde taget stilling til klagernes sønners risiko for at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i klagernes hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klagerne tidligere er meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at reglerne i Dublinforordningen ikke afskærer en medlemsstats adgang til at realitetsbehandle en asylansøgning, uanset det forhold, at en anden medlemsstat efter reglerne i forordningen måtte være ansvarlig for behandlingen. Det fremgår således af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at uanset artikel 3, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne forordning. Det anførte om, at klagernes sønner begge risikerer tvangsmæssig hvervning til militærtjeneste i [hjemlandet], samt at der ikke er noget, der tyder på, at Frankrig har taget stilling til denne risiko, kan ikke føre til, at klagernes asylsag skal behandles i Danmark. Frankrig har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke holdepunkter for at tro, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det bemærkes i den forbindelse, at klagerne i Frankrig kan anmode om genoptagelse af deres asylsag, såfremt der er oplysninger i sagen, som de franske myndigheder ikke har forholdt sig til. Endvidere kan den omstændighed, at klagerne har oplyst, at de franske myndigheder ikke har evnerne til at yde dem den nødvendige beskyttelse, ikke føre til, at klagernes asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klagerne må henvises til at indgive en klage til en overordnet fransk myndighed, såfremt de mener, at de ikke modtager den fornødne beskyttelse af det franske politi. For så vidt angår det anførte om, at den mandlige klager er kørestolsbruger og aktuelt har væsentlige helbredsmæssige problemer, skal Flygtningenævnet henvise til, at det fremgår af AIDA, Country Report: France 2021 Update, udgivet i april 2022, side 115, at afviste asylansøgere har adgang til sundhedsprogrammet PUMA i en periode på seks måneder, og at State Medical Aid (AME) herefter giver mulighed for adgang til gratis behandling på hospitaler og hos læger. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klagerne under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2022 oplyste, at den mandlige klager i Frankrig modtog psykiatrisk hjælp samt fik hjælp til sine problemer med [fysisk helbred]. Det bemærkes videre, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klagerne underretter de franske myndigheder om den mandlige klagers forhold, såfremt han samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder desuden ikke, at oplysningen om, at klagerne på nuværende tidspunkt har en verserende straffesag i Danmark, kan føre til en ændret vurdering. Endelig finder Flygtningenævnet, at klagerne ikke kan anses for at have en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2022/6/rila
Nævnet meddelte i oktober 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren er afghansk statsborger, men er født og opvokset i Iran, hvor ansøgeren primært har boet i byen [A]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle. Endvidere, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan vil være enlig kvinde uden mandligt netværk. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun fortsat frygter sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at deres konflikt har udviklet sig efter [en kendt afghansk profil på et socialt medie], der har over 600.000 følgere, har delt ansøgerens historie vedrørende hendes tidligere ægtefælle i en video. Ansøgeren har optaget samtaler mellem hende selv og hendes tidligere ægtefælle, og disse lydoptagelser indgår i videoen. I kommentarsporet er der fremsat negative kommentarer og direkte trusler mod ansøgeren. Ansøgeren er overbevist om, at hun er blevet identificeret på sin stemme, fordi truslerne i kommentarerne er fremsat af hendes tidligere ægtefælles bror. Ansøgeren er overbevist om, at hendes tidligere ægtefælle også har set videoen. Han rejser frem og tilbage til Afghanistan, og ansøgeren frygter, at han vil kunne finde hende i Afghanistan og slå hende ihjel, fordi hun er skyld i, at han har mistet sin ære. Ansøgeren har som asylmotiv i forbindelse med genoptagelsessagen videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan fortsat vil være en enlig kvinde uden mandligt netværk. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan, vil være i risiko for asylbegrundende overgreb som følge af, at hun må anses for vestliggjort, blandt andet fordi hun nu er ateist og må betragtes som frafalden fra islam. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin muligt tidligere ægtefælle, der kan føre til at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet henviser til nævnets tidligere afgørelse af [sommeren 2020]. De oplysninger, der efterfølgende er fremkommet, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet henviser herved dels til, at ansøgerens forklaring om konflikten generelt fremstår som utroværdig, jf. det i den tidligere afgørelse anførte, og dels til at hendes tidligere ægtefælle også efter hendes egen forklaring muligt slet ikke opholder sig i Afghanistan. Det bemærkes yderligere, at ansøgeren har oplyst, at ægtefællen er modstander af det nuværende styre i Afghanistan. Ansøgeren har ved oplysnings- og motivsamtale af [vinteren 18/19] forklaret, at hun ikke kender nogen i Afghanistan og at hun aldrig har været i landet. Hun har til stadighed fastholdt, at hun ikke har familie i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved asylsamtale af [sommeren 2019] har forklaret, at hendes svogers familie opholder sig i Afghanistan og at de muligvis er bosat i [B]. Flygtningenævnet må på denne baggrund lægge til grund, at ansøgeren ved indrejse i Afghanistan må anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk, og at hun på den baggrund tilhører en særlig social gruppe. Den omstændighed, at hendes svoger eventuelt har familie i [B] kan ikke føre til en anden vurdering. Det kan efter de foreliggende oplysninger ikke lægges til grund, at ansøgeren har noget kendskab til eller forbindelse med denne familie, som derfor heller ikke ville kunne udgøre et netværk. I lyset af den aktuelle situation i Afghanistan og de foreliggende oplysninger om enlige kvinders retstilling i Afghanistan finder flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Afgh/2022/62/sahe
Nævnet meddelte i oktober 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra [landsby], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den [dato i efteråret] 2014 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i foråret] 2014, hvorved ansøgeren var meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Under asylsagens behandling henviste ansøgeren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, idet Taliban efterstræber hendes søn, som har fået asyl i Danmark. Ansøgeren henviste endvidere til, at hun frygter sin svoger [A] på grund af en jordkonflikt imellem dem. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen i det væsentlige ansøgerens forklaring om en jordkonflikt med [A] til grund, men fandt det ikke dermed sandsynliggjort, at ansøgeren som følge heraf ved tilbagevenden fortsat risikerer overgreb, idet konflikten ikke længere kunne anses for aktuel. Flygtningenævnet fandt under henvisning navnlig til divergenser i ansøgerens forklaring om en konflikt med Taliban, at denne forklaring ikke kunne lægges til grund. Under genoptagelsessagen har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban på grund af dels den jordkonflikt, der kostede hendes mand og senere også hendes datter livet og tvang hendes søn på flugt, dels Talibans aktuelle fremfærd og fremgangsmåde, især over for kvinder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv fortsat henvist til, at hun efter sin søns flugt fra Afghanistan var forfulgt af Taliban i sønnens fravær. Modsætningsforholdet til [A]’s familie består fortsat, og tilmed har to af hans sønner nu indflydelsesrige administrative og militære stillinger i Taliban. Hun er uden mandlige slægtninge i Afghanistan, hvorfor hun ved en tilbagevenden vil være uden netværk og dermed befinde sig i en både umulig og farlig situation. Dette forstærkes yderligere af ansøgerens dårlige helbredsmæssige forhold, herunder at hun er [diagnose] og modtager medicinsk behandling herfor. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med Taliban til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren fortsat har forklaret vagt og upræcist herom, og at hun ikke har sandsynliggjort et sådan modsætningsforhold. Flygtningenævnet lægger imidlertid til grund, at ansøgeren, der nu er [60-70] år og fremstår med ikke ubetydelig helbredsmæssig svækkelse, ved tilbagevenden til Afghanistan må anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk. Nævnet finder således ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at nu også hendes bror [B] er død, og at hun ikke har andre mandlige slægtninge i Afghanistan. På den baggrund og efter oplysningerne om den aktuelle situation i Afghanistan, herunder de foreliggende oplysninger om enlige kvinders retsstilling i Afghanistan, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Afgh/2022/61/rila
Nævnet meddelte i september 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og sunnimuslim fra Libanon, hvor hun er født og opvokset i [D]-lejren. Ansøgeren har senest boet i [byen E]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oprindelig henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter sin søns ægtefælles familie, fordi de har truet ansøgeren og vil tage hævn. Herudover frygter ansøgeren sin egen ægtefælle og sin brors børn, som har truet hende. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun frygter islamiske ekstremister fra organisationen [A]. Til støtte for frygten for ansøgerens søns svigerfamilie har ansøgeren oplyst, at der har været en del problemer vedrørende sønnens ægteskab, da ansøgerens familie er sunnier, mens sønnens svigerfamilie er shiitter. Sønnen og ægtefællen ønskede at indgå ægteskab, men sønnens svigerfamilie var meget imod ægteskabet. Sønnen og ægtefællen flygtede, hvorfor ansøgeren blev opsøgt og truet én gang af sønnens ægtefælles far og onkel […] i 2014 eller 2015. Sønnens ægtefælles familie mener, at forholdet har krænket deres ære, og at ansøgerens søn har kidnappet sin ægtefælle og taget hende med til Danmark. Sønnens ægtefælles familie er tilknyttet [B]. Ansøgeren oplevede ikke yderligere opsøgninger fra 2015 til 2018. I efteråret 2018, da ansøgeren besøgte sin søn i Danmark, blev hun kontaktet af sin ægtefælle, der oplyste, at sønnens svigerfamilie ville have fat i ansøgeren og sønnens ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for sin ægtefælle har ansøgeren oplyst, at ægtefællen giver ansøgeren skylden for sønnens problemer. Derudover er ægtefællen voldelig. Parret har tidligere været skilt, men er blevet gift igen. Ægtefællen har også en anden kone, som han også har fået børn med. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for sin brors børn har ansøgeren forklaret, at hendes forældre efterlod et hus til hende og hendes søstre. Ansøgerens brødre skulle ikke arve huset, idet de begge havde fået et hus i forbindelse med, at de indgik ægteskab. Huset, som ansøgeren havde arvet, ønsker brorens børn nu at overtage, hvorfor de truede ansøgeren på livet, da hun ville flytte ind i huset som følge af problemer med ægtefællen. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for [A] har ansøgeren oplyst, at hun i 2004 til 2008 arbejdede for organisationen [C]. Ansøgeren var koordinator for et program mod vold mod kvinder, som var knyttet til opgaver vedrørende palæstinensiske flygtninge i [D]-lejren. Ansøgeren modtog gennem sit arbejde adskillige trusler. Ansøgeren hjalp på et tidspunkt en kvinde, der var blevet udsat for vold af sin ægtefælle, med at opnå skilsmisse. Kvindens mand var en del af [A], og ansøgeren blev herefter truet, hvorfor hun i 2008 måtte flygte fra lejren og til [byen E]. Ansøgeren har under genoptagelsessagen som asylmotiv hovedsagelig henvist til, at hun arbejdede i [D]-lejren som socialrådgiver for organisationen [C]. Hun har herunder bistået voldsramte kvinder, og har i den forbindelse modtaget trusler fra ægtefæller til disse kvinder, hvorunder hun i et tilfælde er blevet truet med en kniv. Hun har i et tilfælde hjulpet en voldsramt kvinde med at opnå skilsmisse fra sin mand, som er tilknyttet en religiøs gruppering i lejren, og i hvilken forbindelse hun ligeledes har modtaget trusler. På baggrund af disse trusler besluttede [C] at forflytte hende fra [området F] til organisationens hovedafdeling i [byen E]. Det er nævnets praksis vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og den øvrige del af UNRWA’s mandatområde, at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, som har haft adgang til UNRWA’s beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1.D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende været afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Nævnet lægger efter ansøgerens forklaring, der er bestyrket af oplysningerne i statusrapporten fra 2008 fra [C], til grund, at organisationen flyttede ansøgeren fra sit arbejde i [D]-lejren i Libanon til organisationens hovedafdeling i [E] på grund af konkrete trusler og den risiko for overgreb, som hun var udsat for i forbindelse med sit arbejde for voldsramte kvinder i [D]-lejren. Da ansøgeren således har været tvunget til at forlade UNRWA’s mandatområde, anses hun for at være omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2019 ændres derfor således, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: stat/2022/16/ANJV
Nævnet meddelte i september 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlige statsborger. Sagen er sambehandlet med Soma/2022/28/sme, Soma/2022/29/sme, Soma/2022/30/sme og Soma/2022/32/sme. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [byen], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører […]-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive rekrutteret til en milits, eksempelvis al-Shabaab, fordi familien ikke har noget mandligt netværk. Som anført i afgørelsen af [efteråret] 2022 i ansøgerens mors sag har Flygtningenævnet fundet, at det må lægges til grund, at moren ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i stand til at modsætte sig et pres fra omgivelserne i forhold til tvangsomskæring af ansøgerens lillesøster [datter 1]. Flygtningenævnet har derfor fundet, at [datter 1] selvstændigt opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, da det er sandsynliggjort, at hun ved en udsendelse til Somalia vil være i en konkret risiko for at blive tvangsomskåret. I forlængelse heraf har Flygtningenævnet meddelt ansøgerens lillesøster [datter 1] og ansøgerens mor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Som en konsekvens af dette finder Flygtningenævnet, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Soma/2022/31/sme
Nævnet meddelte i september 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger. Sagen er sambehandlet med Soma/2022/28/sme, Soma/2022/29/sme, Soma/2022/31/sme og Soma/2022/32/sme. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [byen A], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører […]-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive gift bort mod ansøgerens mors vilje. Ansøgerens mor har til støtte for asylmotivet oplyst, at ansøgerens moster var tæt på at blive gift med en ældre mand mod hendes vilje. Som anført i afgørelsen af [efteråret] 2022 i ansøgerens mors sag har Flygtningenævnet fundet, at det må lægges til grund, at moren ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i stand til at modsætte sig et pres fra omgivelserne i forhold til tvangsomskæring af ansøgerens lillesøster [datter 1]. Flygtningenævnet har derfor fundet, at [datter 1] selvstændigt opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, da det er sandsynliggjort, at hun ved en udsendelse til Somalia vil være i en konkret risiko for at blive tvangsomskåret. I forlængelse heraf har Flygtningenævnet meddelt ansøgerens lillesøster [datter 1] og ansøgerens mor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Som en konsekvens af dette finder Flygtningenævnet, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Soma/2022/30/sme
Nævnet meddelte i september 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger Ansøgeren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med Soma/2022/28/sme, Soma/2022/30/sme, Soma/2022/31/sme og Soma/2022/32/sme Ansøgeren blev født i Danmark i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [byen A], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører […]-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive tvangsomskåret. Ansøgerens mor har til støtte for asylmotivet oplyst, at det er normalt at omskære piger i Somalia, og at ansøgerens mors søster og ansøgerens søster blev omskåret mod ansøgerens mors vilje, fordi ansøgerens mors morbror forlangte dette. Som anført i afgørelsen af [efteråret] 2022 i ansøgerens mors sag har Flygtningenævnet fundet, at må det lægges til grund, at moren ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i stand til at modsætte sig et pres fra omgivelserne i forhold til tvangsomskæring af ansøgeren. Flygtningenævnet har derfor fundet, at ansøgeren selvstændigt opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, da det er sandsynliggjort, at hun ved en udsendelse til Somalia vil være i en konkret risiko for at blive tvangsomskåret. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Soma/2022/29/sme
Nævnet omgjorde i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Nævnet behandlede sagen med den kvindelige klagers to mindreårige døtres og sønners spontane asylsager. Klagerens yngste datter blev født i Danmark. De tre øvrige børn indrejste i Danmark sammen med klageren i 2015. Klageren søgte asyl på vegne af sine børn. Sagen er sambehandlet med Soma/2022/29/sme, Soma/2022/30/sme, Soma/2022/31/sme og Soma/2022/32/sme. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk somali og muslim fra [byen A], Lower Shabelle, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen […], subklanen […] og familieklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi al-Shabaab mistænker klageren for at have haft et udenomsægteskabeligt forhold til en mand. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i to måneder løbende havde talt med butiksejeren [mand] om at indgå ægteskab. En dag mødtes klageren med ham i sit hjem. På et tidspunkt kom tre medlemmer fra al-Shabaab til klagerens bopæl. De sagde, at klageren og [mand] havde gjort noget forbudt, og de blev derfor taget med til et arresthus. Klageren fik at vide, at hun ville blive dømt til stening. Dagen efter flygtede klageren ud af vinduet i et bederum, hvor hun var blevet anbragt. Klageren løb hjem til sin veninde, som hjalp klageren med at udrejse. Klageren har endvidere som et nyt asylmotiv under inddragelsessagen angivet en frygt for, at hendes datter, [datter 1], født [efteråret] 2014, vil blive udsat for tvangsomskæring ved en tilbagevenden til Somalia, og klageren har i øvrigt angivet en frygt for, at [datter 2], født [foråret] 2005, vil blive tvangsgift, og at hendes sønner [søn 1], født sommeren 2007, og [søn 2], født [vinteren] 2009, vil blive tvangsrekrutteret af militser, herunder af al-Shabaab. For så vidt angår [søn 1] har klageren endvidere oplyst, at hun frygter, at han vil blive overfaldet i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af den 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Som anført ovenfor har Flygtningenævnet besluttet at genoptage klagerens inddragelsessag samt spontansagerne vedrørende hendes fire børn, hvilket er sket med henvisning til FN’s Børnekomités udtalelse af 24. juni 2022. Komitéen har udtalt, at en udsendelse af klagerens mindreårige [datter 1] vil udgøre en krænkelse af FN’s Børnekonvention, idet [datter 1] vil risikere tvangsmæssig omskæring ved en udsendelse til Somalia. Den foreliggende sag angår således først og fremmest dette spørgsmål. Om vurderingen af risiko for tvangsmæssig kvindelig omskæring: Flygtningenævnet finder, at vurderingen af, om en ung pige ved en udsendelse til et givent land eller område, vil være i risiko for tvangsmæssig omskæring i første række må tage udgangspunkt, i hvilket omfang piger og kvinder i det pågældende land/område er omskåret. Er der tale om en høj procentmæssig andel af piger/kvinder, der er omskåret i det pågældende land/område, vil det i almindelighed indebære, at risikoen for tvangsmæssig omskæring vil være højere, end hvis der er tale om en lav procentmæssig andel. I den forbindelse kan det også indgå i vurderingen, om den procentmæssige andel af piger/kvinder, der er omskåret i det pågældende land/område har været faldende eller stigende de seneste år. I anden række må det – med behørig hensyntagen til den høje eller lave procentmæssige andel af piger/kvinder, der er omskåret i det pågældende land/område – vurderes, i hvilket omfang den pågældende unge pige konkret vil være i risiko for at blive tvangsmæssigt omskåret. I den forbindelse indgår en lang række faktorer, herunder navnlig om den unge piges forældre har viljen og evnen til at modstå et eventuelt pres fra omgivelserne i forhold til at skulle lade pigen blive omskåret. I den sammenhæng kan det tillægges betydning, om den unge piges moder er enlig, da det kan have betydning i forhold til den reelle mulighed for at modstå omgivelsernes pres. Om den generelle situation i Somalia i forhold til kvindelig omskæring: Om den generelle situation i Somalia i forhold til kvindelig omskæring, kan der henvises til European Union Agency for Asylum’s Country Guidance: Somalia (June 2022), hvor det på s. 113, er anført, at “In Somalia, FGM is almost universally practiced throughout the country. This practice has remained pervasive and constitutes a strong social norm because it is considered as a requirement for marriage for girls. FGM is seen as a way for families to gain social acceptance and to ensure their daughters can get married off before getting pregnant, while many families believe that the practice has a religious basis [...] A survey of 2020 indicated that 99% of Somali women aged 15-49 have undergone FGM. The majority of girls (71%) are circumcised between ages 5-9”. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at [datter 1] er født [i efteråret] 2014 og i dag er 8 år. Endvidere kan henvises til, at det i UNICEF’s publikation Towards ending harmful practices in Africa (June 2022), fremgår, at der de seneste 10 år — trods en indsats for at eliminere FGM i Afrika — ikke er sket en ændring i forhold til, hvor mange procent af pigerne i Somalia mellem 15-19 år, der er blevet omskåret. Det fremgår således af publikationen, at ca. 98 pct. af pigerne i Somalia i den nævnte aldersgruppe er omskåret (for 10 år siden var det 99 pct.). Herudover kan der henvises til en (videnskabelig) artikel, der den 17. september 2022 er optrykt på hjemmesiden www.nature.com/scientificreports, hvor det er anført, at ”Somalia has the highest rate of female genital mutilation (FGM) in the world (98%), followed by Guinea (96%), Djibouti (93%), and Egypt (91%) […] It has been widely practiced in several African and Asian countries for cultural, traditional, hygienec, and religious beliefs […]”. Om [datter 1] vil risikere tvangsmæssig omskæring ved en tilbagevenden til Somalia: Ved vurderingen af, om [datter 1] – der er født [i efteråret] 2014 og i dag er [8 - 11] år – konkret vil være i risiko for at blive tvangsmæssigt omskåret i Somalia, må der i første række lægges vægt på, at Somalia er det land i verden, hvor flest piger/kvinder procentmæssigt er omskåret (98 pct.). Det må derfor lægges til grund, at [datter 1] for en generel betragtning vil være i risiko for at blive tvangsmæssigt omskåret som følge af et socialt, kulturelt og/eller religiøst pres fra omgivelsernes side. Spørgsmålet er herefter, om [datter 1’s] moder (klageren) vil have viljen og evnen til at modstå det nævnte pres. Ved denne vurdering må det tages i betragtning, at klageren ikke har nogen ægtefælle i Somalia, der vil kunne bistå hende i forhold til at modstå presset. Endvidere må der lægges vægt på, at de mandlige familiemedlemmer, som [moren] har i Somalia (navnlig to ældre fætre) ikke vil yde [datter 1] beskyttelse mod at blive tvangsomskåret, men tværtimod vil der være en risiko for, at de vil tage initiativ til, at [datter 1] bliver tvangsomskåret. Herudover må der på baggrund af den fremlagte lægeerklæring af [efter året] 2022 lægges vægt på, at [datter 1’s] storesøster (datter 2) er blevet omskåret. Flygtningenævnet finder derfor – i modsætning til det, der er anført i nævnets tidligere afgørelse af [foråret] 2019 – at klageren ikke har været i stand til at modsætte sig tvangsomskæringen af [datter 2] i Somalia. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at klageren ved en udsendelse til Somalia ikke vil være i stand til at modsætte sig et pres fra omgivelserne i forhold til tvangsomskæring af sin i dag [8 - 11] -årige datter [datter 1]. Flygtningenævnet finder således, at klagerens datter [datter 1] selvstændigt opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, da det er sandsynliggjort, at hun ved en udsendelse til Somalia vil være i en konkret risiko for at blive tvangsomskåret. Konklusion: Flygtningenævnet finder, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af den mindreårige datter [datter 1] opholdstilladelse efter samme bestemmelse.” Løbenummer: Soma/2022/28/sme
Nævnet hjemviste i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2000.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og shiamuslim fra Kabala, Irak. Klageren har oplyst, at han har været politisk aktiv ved at have udtalt sig kritisk om Saddam Husseins styre. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2001 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han blev fængslet i Bagdad for sin deltagelse i intifadaen i 1991. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2022 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19 a, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak eller Iran er bekymret for at blive hjemløs, da klagerens familie ikke nødvendigvis vil tage sig af ham. Klageren vil derfor have svært ved at klare sig økonomisk. Klageren har yderligere henvist til, at han har været tilbageholdt i cirka 11 måneder under sit ophold i Irak på grund af sine politiske aktiviteter mod Saddam Husseins styre. Klageren har endvidere henvist til, at han ikke er iransk statsborger. Klageren kan på den baggrund ikke se, hvorfor han skulle tage ophold i Iran. Klageren har endelig henvist til, at klagerens ene datter, [A], lider af [et handicap, som forårsager begrænsninger i den kognitive udvikling og det fysiske funktionsniveau]. Hun har svært ved at klare sig selv, hvorfor hun er afhængig af klagerens og klagerens ægtefælles støtte. Klageren og klagerens ægtefælle er endvidere ældre personer med helbredsproblemer. Klageren er diagnosticeret med [diagnose A] og [diagnose B]. Derudover lider klageren af problemer med sin næse, og han blev [i foråret] 2022 opereret for [en lidelse C]. Klageren lider sluttelig af [lidelse D], hvilket han medicineres for på daglig basis. Udlændingestyrelsen og klagerens advokat påstod samstemmende sagen fremmet på det foreliggende grundlag, subsidiært udsat eller hjemvist med henblik på nærmere undersøgelser af klagerens nationalitet. Flygtningenævnet besluttede at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på nærmere undersøgelser i Iran af klagerens nationalitet og identitet, ægthedsvurdering af de af klageren nye fremlagte angiveligt irakiske identitetsdokumenter samt nærmere belysning af den hjemmeboende datters forhold, herunder sygdom, medicin- og pasningsbehov samt datterens eventuelle særlige behov mv. med henblik på vurderingen af datterens eventuelle afhængighedsforhold til klageren og/eller dennes ægtefælle, og endelig nærmere belysning af klagerens ægtefælles forhold i relation til Iran. Flygtningenævnet hjemviser derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Iran/2022/52/MLVT.
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger angiveligt fra Syrien. Indrejst i oktober 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren har oplyst, at han er fra [by] i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har i øvrigt ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Syrien, idet han frygter de syriske myndigheder, fordi han har støttet Den Frie Syriske Hær. Ansøgeren frygter derudover sin afdøde stedfars bror, idet han vil slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i Syrien oplyst, at han har deltaget i krigen i Syrien, og at han kæmpede for de syriske myndigheder. Ansøgeren stod først vagt ved et hospital og senere var han på en militærluftbase for de syriske myndigheder, hvor han både fik træning og stod vagt. Han var i de syriske myndigheders hær indtil basen, hvor han tjente som soldat, blev angrebet af Den Frie Syriske Hær. Ansøgeren kæmpede herefter for Den Frie Syriske Hær i omkring [X] år, hvor ansøgeren boede sammen med andre medlemmer af Den Frie Syriske Hær, og hvor ansøgeren var med til at beskytte forskellige områder mod angreb. De syriske myndigheder angreb landsbyer og områder, hvori Den Frie Syriske Hær var, fra luften. Ansøgeren flygtede fra Syrien på grund af [skader] i forbindelse med et bombeangreb. Ansøgeren har oplyst, at han er eftersøgt af både de syriske myndigheder og Den Frie Syriske Hær på grund af hans desertering, og at han frygter, at de vil slå ham ihjel, hvis han ikke vil kæmpe for dem. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens stedfars bror hjalp ham med at flygte til Europa, og at ansøgeren som betaling skulle udarbejde en fuldmagt, hvori ansøgeren overdrog sin afdøde stedfars ejendele til sin stedfars bror. Ansøgeren havde dog ikke bemyndigelse til denne overdragelse, og derfor vil ansøgerens stedfars bror slå ansøgeren ihjel. Dette har ansøgerens stedfars bror fortalt til ansøgerens mor og søster samt oplyst dem om, at de enten skal udlevere ansøgeren eller give ham penge. Ansøgeren har derudover oplyst, at grundet denne konflikt er ansøgerens søster blevet voldtaget, og ansøgerens mor har begået selvmord. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Libanon, idet han er bange for en person ved navn [A]. Han frygter, at [A] har angivet ham for at have kæmpet imod sunnimuslimer. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han også frygter myndighederne i Libanon, idet han har en konflikt med myndighederne i Libanon, fordi han har haft et falsk id-kort. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i Libanon oplyst, at [A] tvang ansøgeren til at opbevare narkotikapiller, hash og cigaretter i sin grønsagsbod, som folk kunne afhente. Ansøgeren blev endvidere tvunget til, når der var konflikter mellem alawitter og sunnimuslimer, at stjæle biler. I forbindelse med sin anholdelse fortalte ansøgeren myndighederne om [A], og ansøgeren frygter derfor, at [A] vil slå ham ihjel. [A] har derudover fortalt ansøgerens mor, at han vil slå ansøgeren ihjel, og ansøgeren ved, at [A] har kontakt til myndighederne. Ansøgeren har endvidere oplyst, at [A] ledte efter ansøgeren, da han var fængslet. Ansøgeren har yderligere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han indrejste i Libanon illegalt på et falsk id-kort. Under opholdet i Libanon blev han stoppet ved en kontrolpost og blev herefter fængslet, idet han havde et falsk id-kort. Ansøgeren blev sat for en dommer og fik en dom på tre måneder samt en bøde for besiddelse af et falsk id-kort, og han blev udvist af Libanon. Indledende bemærkninger: Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen [foråret] 2022 meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Udlændingestyrelsen fandt i den forbindelse, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren er statsborger i Syrien. Der er ved vurderingen heraf navnlig lagt vægt på ansøgerens egne og divergerende oplysninger om sit fødested, sin opvækst i henholdsvis Syrien og Libanon og længden af sit ophold i Libanon, ligesom der er lagt vægt på, at ansøgerens kendskab til Syrien fremstår begrænset, og at en sprogtest af [efteråret] 2021 tyder på, at ansøgeren med høj sandsynlighed er fra Libanon og ikke fra Syrien. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke er registreret i Syrien. Udlændingestyrelsen har herefter vurderet ansøgeren asylretligt i forhold til Libanon. Styrelsens afgørelse må på dette punkt forstås således, at der ved afgørelsen heraf er lagt vægt på begrundelsen for, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er syrisk statsborger. Udlændingestyrelsen har i det hele afvist ansøgerens forklaring om sine asylmotiver vedrørende Libanon. Der skal herefter først og fremmest tages stilling til ansøgerens identitet, herunder mulige statsborgerskab. Generelt om vurderingen i sagen: En udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, skal sandsynliggøre både sin identitet og det asylmotiv, som den pågældende påberåber sig som grundlag for asyl. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, skal en asylansøger meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Udlændingen skal således også meddele de oplysninger, som er nødvendige i forbindelse med udlændingemyndighedernes afgørelse om identitetsfastlæggelse. Det fremgår af UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus punkt 89, at i tilfælde, hvor der er usikkerhed om, hvorvidt en person har et statsborgerskab, og hvor det ikke er muligt at fastslå en ansøgers nationalitet med sikkerhed, bør den pågældendes flygtningestatus fastslås på lignende måde som for en statsløs persons, dvs. at det land, hvor vedkommende tidligere havde fast bopæl, må tages i betragtning i stedet for det land, i hvilket vedkommende muligvis har statsborgerret. Om sprogundersøgelserne i sagen: Der er i sagen foretaget to sprogundersøgelser, der kommer til modsatrettede konklusioner. Skandinavisk Språkanalys AB har ved rapport udfærdiget [i efteråret] 2018 konkluderet, at ansøgeren med meget høj sandsynlighed taler arabisk, som det tales i Syrien, og at det er sandsynligt, at ansøgeren taler arabisk, som det tales i [by]. Skandinavisk Språkanalys AB har ved rapport udfærdiget [i efteråret] 2021 konkluderet, at ansøgeren med høj sandsynlighed taler arabisk, som det tales i Libanon, og med lav sandsynlighed taler arabisk, som det tales i Syrien, [by]. Flygtningenævnet bemærker, at en vurdering af, hvilket land (eller område) en asylansøger kommer fra, ikke udelukkende kan bygge på konklusionen i en sprogundersøgelse, men må inddrage en bredere kreds af oplysninger. Det anførte gælder, uanset med hvilken grad af sandsynlighed det i sprogundersøgelsen angives, at en asylansøger kommer fra et bestemt land eller område. I øvrigt må bevisværdien af en sproganalyse – udover konklusionen – bero på en nærmere vurdering af undersøgelsens karakter. Om ansøgeren kommer fra Syrien eller Libanon: Ansøgeren har gjort gældende, at han skal vurderes asylretligt i forhold til Syrien. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring, herunder om at han hverken er registreret som statsborger i Syrien eller Libanon, og de foretagne ægthedsanalyser af Nationalt ID-center til grund, at både de fremlagte syriske og libanesiske legitimationsdokumenter er falske. Da de to sprogundersøgelser som anført kommer til modsatrettede konklusioner, må spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren kommer fra Syrien, herefter i alt væsentlighed afgøres på baggrund af ansøgerens egen forklaring om sin identitet og baggrundsoplysningerne om Syrien. Det bemærkes herunder, at ansøgeren ikke har søgt at afklare de tvivlsspørgsmål, der er opstået om hans identitet, herunder ved at rette henvendelse til familiemedlemmer i Syrien eller ansøge om ægte identitetspapirer. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at ansøgerens generelle troværdighed må vurderes som værende særdeles lav, idet han gennem hele sagsforløbet har forklaret divergerende, upræcist og udbyggende om asylsagens centrale punkter, herunder om sit fødested, sine ophold i henholdsvis Syrien og Libanon og om sine asylmotiver. Det gælder også, selv om det tages i betragtning, at ansøgeren har oplyst, at han som følge af sine [skader] lider af store hukommelsesproblemer og er meget afhængig af sin hustru i det daglige. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om den syriske statsborgerskabslovgivning bl.a., at en kvinde alene kan overføre sit syriske statsborgerskab til sit barn, hvis barnet er født i Syrien, og der ikke er etableret en formel familierelation til faderen. Ansøgeren har senest i advokatindlægget og i forklaringen for nævnet oplyst, at han ikke ved, om han er født i Syrien eller Libanon. Allerede på den baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren efter den nævnte lovgivning har ret til syrisk statsborgerskab. Flygtningenævnet finder – modsat Udlændingestyrelsen – at ansøgeren har et vist kendskab til Syrien, og at dette kendskab således ikke kan betegnes som ”begrænset”. Uanset et sådant kendskab, som kan tilegnes ved ophold både i og uden for Syrien, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at ansøgerens forklaring om sin identitet ikke kan lægges til grund, og at ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at hans nationalitet er syrisk. Efter sagens oplysninger, herunder de modsatrettede sprogundersøgelser, finder Flygtningenævnet, at det heller ikke kan anses for sandsynliggjort, at ansøgeren er fra Libanon og derfor asylretligt skal vurderes i forhold til Libanon. Flygtningenævnet finder, at der efter de divergerende og upræcise oplysninger om ansøgerens løbende ophold i henholdsvis Syrien og Libanon, ligeledes ikke er grundlag for at afgøre, hvor ansøgeren tidligere har fast bopæl, og at der således ikke foreligger et sådant sikkert grundlag, at der kan træffes en hjemlandsafgørelse. Vurdering vedrørende ansøgerens asylmotiver: Flygtningenævnet bemærker i forlængelse af det ovenstående, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende Libanon ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er væsentlige divergenser og udbygninger i hans løbende forklaringer om dette asylmotiv, herunder vedrørende relationen til en person benævnt [A] og dennes adfærd i forhold til de libanesiske myndigheder og ansøgerens moder, ligesom ansøgerens forklaring om en fængsling, fremstilling for en dommer og udvisning af Libanon, hvor ansøgeren bl.a. har forklaret forskelligt om længden af fængslingen, ikke er underbygget ved fremlæggelse af retsdokumenter eller lignende. Flygtningenævnet finder herefter, at forklaringen i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende Syrien også indeholder væsentlige divergenser og udbygninger. Ansøgeren har således senest under sin forklaring for nævnet bl.a. ændret og udbygget sin forklaring om militærtjeneste i Syrien for henholdsvis regimet og Den Frie Syriske Hær, idet han nu har forklaret, at han blev befriet fra fængsel af Den Frie Syriske Hær og herefter tvunget til at forrette militærtjeneste for denne hær. Flygtningenævnet bemærker dog, at ansøger er i den militærpligtige alder og som sådan i udgangspunktet har ret til asyl, hvis nævnet havde vurderet, at hans nationalitet måtte anses for at være syrisk. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaringer om asylmotivet vedrørende Libanon, herunder ansøgerens forklaring om medvirken til salg af euforiserende stoffer og våben samt biltyveri. Ansøgeren vil derfor i givet fald ikke kunne udelukkes fra beskyttelse af denne grund. Konklusion: Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet. Uanset at det således ikke kan fastlægges, hvilket land der er ansøgerens hjemland, finder Flygtningenævnet efter sagens forløb, herunder ansøgerens mange divergerende forklaringer og ansøgerens utilstrækkelige meddelelse af de nødvendige oplysninger til sagens oplysning, ikke tilstrækkelig anledning til at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen på ny. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Med denne begrundelse stadfæster Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl.” Løbenummer: bopæl/2022/1/ajni
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der i Tyskland havde indgivet en ansøgning om international beskyttelse og trukket ansøgningen tilbage under behandlingen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. [I vinteren 2020/2021] meddelte Udlændingestyrelsen Dem afslag på opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, og [i foråret] 2021 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelsen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at De herefter har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland, og at De har trukket Deres ansøgning tilbage under behandlingen. Nævnet har endvidere lagt til grund, at ansvaret for behandlingen af Deres asylansøgning er overgået til Tyskland, idet Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 afviste de tyske myndigheders anmodning om at overtage Dem i medfør af Dublinforordningen, fordi styrelsen ikke fandt, at der forelå tilstrækkelige oplysninger til at acceptere anmodning, ligesom de tyske myndigheder ikke herefter har sendt en ny anmodning til Danmark. Flygtningenævnet har ved afgørelsen heraf lagt vægt på, at Tyskland [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage Dem i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage Dem, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle Deres ansøgning om international beskyttelse. Det af Dem oplyste om, at De i Tyskland blev overfaldet af seks personer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at De kan kontakte De tyske myndigheder, som må antages at have viljen og evnen til at yde dem nødvendig hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet har endvidere ikke fundet, at det kan føre til en ændret vurdering, at De har boet i Danmark i mange år, og at De i Danmark kender mange mennesker og håber på at finde et arbejde. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre Dem til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/15/ANJV
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar og deres tre børn, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagernes helbreds- og indkvarteringsforhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”[d]et fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerne som afviste asylansøgere ikke har ret til indkvartering og finansielle ydelser til at dække deres og børnenes basale behov, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klagerne til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at tro, at de svenske myndigheder ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til AIDA’s landerapport fra 2021 vedrørende Sverige, hvoraf det fremgår, at: ”Transfers to Sweden for ’take back’ cases with a legally enforceable removal order in Sweden are not automatically provided with accommodation by the Migration Agency or the Police on arrival if they are unwilling to return voluntarily to their home country. This applies also to families with children. […]. Families who leave this accommodation for another EU country and are returned according to the Dublin Regulation have no right to re-access accommodation from the Migration Agency. There have been cases that have come to the knowledge of FARR of Afghan families returned from Germany and France who are forced into destitution unless they agree to return to Afghanistan voluntarily. In the latter case they can access accommodation and obtain a daily allowance.” Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af klagernes oplysnings- og motivsamtaler af [sommeren] 2022, at de under deres ophold i Sverige har samarbejdet med de svenske myndigheder om udsendelsen af familien til [land A], men at det endnu ikke har været muligt for de svenske myndigheder at udsende klagerne til [land A] grundet manglende udstedelse af relevante rejsedokumenter fra [land A’s] ambassade. Nævnet finder på den baggrund – og såfremt klagerne fortsat samarbejder om udsendelsen – at klagerne ved en overførsel til Sverige ikke vil blive nægtet adgang til indkvarteringssystemet. Det forhold, at klagerne har henvist til deres og børnenes fysiske og psykiske helbred, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, idet det må antages, at klagerne vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Sverige i overensstemmelse med de internationale menneskeretlige forpligtelser. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klagerne til deres oplysnings- og motivsamtale [sommeren] 2022 har oplyst, at de og børnene er blevet behandlet og medicineret for deres lidelser i under deres ophold i Sverige, og at de har haft adgang til det svenske sundhedsvæsen. Det fremgår endvidere af AIDA landerapport 2021 vedrørende Sverige, at særligt sårbare ansøgere som udgangspunkt vil være omfattet af en lempeligere vurdering i forhold til adgangen til lægebehandling i Sverige. Flygtningenævnet bemærker yderligere, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klagerne underretter de svenske myndigheder om klagernes særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klagerne samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det anførte om, at klagernes sag bør behandles i Danmark af hensyn til barnets tarv, jf. Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, og at medlemsstaterne skal tage behørigt hensyn til børnenes trivsel og sociale udvikling, jf. Dublinforordningens artikel 6, stk. 3, litra b, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der efter det oplyste ikke foreligger forhold, som indebærer, at det vil stride mod børnenes tarv at behandle klagernes asylsag i Sverige. Nævnet bemærker sluttelig, at hovedformålet bag Dublinforordningen er effektivt at afgøre hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, og at klagerne allerede har fået deres ansøgning om international beskyttelse behandlet. På denne baggrund kan hensynet til barnets tarv således i sig selv ikke føre til, at Danmark på ny skal behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Løbenummer: Dub-Sver/2022/8/MLVT.
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Sverige, samt at klageren havde ægtefælle og børn i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren som afvist asylansøger ikke har ret til indkvartering og finansielle ydelser til at dække sine basale behov, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at tro, at de svenske myndigheder ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet finder herefter, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet bemærker vedrørende det af klageren oplyste om, at hans ægtefælle og børn opholder sig i Danmark, at dette forhold efter det oplyste, ikke kan føre til en ændret vurdering af, hvorvidt klageren kan overføres til Sverige i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke har haft kontakt til dem siden [sommeren] 2022. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2022, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2022/14/MIMA
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at de svenske myndigheder ikke har foretaget en tilstrækkelig grundig vurdering af hans asylsag, og at han ved en tilbagevenden ville blive fængslet, fordi han har fået afslag på asyl. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Sver/2022/12/sme
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har søgt om asyl i Sverige [i foråret] 2022, og at de svenske myndigheder [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage ham i henhold til Dublinforordningens artikel 20, stk. 5. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har en privatretlige konflikt i Sverige, at føler sig bedre tilpas i Danmark samt klagerens fysiske helbred. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har søgt om asyl i Sverige [i foråret] 2022, og at de svenske myndigheder [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage ham i henhold til Dublinforordningens artikel 20, stk. 5. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i henhold til Dublinforordningens artikel 20, stk. 5. Det forhold, at klageren har henvist til, at han føler sig utryg i Sverige, fordi han haft en personlig konflikt med nogle muslimske asylansøgere, som han boede sammen med, og som ønskede at konvertere ham til islam, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at indgive en klage til de relevante myndigheder i Sverige, såfremt han ved en tilbagevenden til Sverige skulle opleve yderligere problemer med de pågældende personer, og at de svenske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er holdepunkter for at antage at de svenske myndigheder ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har henvist, at han ikke ønsker at blive sendt til Sverige, fordi han føler sig bedre tilpas i Danmark. Flygtningenævnet fremhæver i den forbindelse, at en klagers personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der bør tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle asylansøgningen, eftersom dette vil stride imod formålet Dublinforordningen. Endelig finder Flygtningenævnet, at det af klageren anførte om, at han lider af [fysiske gener], og at han på grund af sine helbredsmæssige forhold har svært ved at skulle genplaceres på et asylcenter i Sverige, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren efter behov vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling og medicin i Sverige, og at det fremgår af AIDA’s ”Country Report: Sweden 2021 Updated”, udgivet i juni 2022, at asylansøgere i Sverige har adgang til sundhedsbehandling på lige fod med svenske statsborgere med sundhedsforsikring, hvilket betyder, at asylansøgere har gratis adgang til lægeundersøgelse og nødvendig lægehjælp. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren må forventes at kunne modtage eventuel nødvendig sundhedsbehandling i Sverige. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de svenske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Løbenummer: Dub-Sver/2022/10SCH
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til den lave anerkendelsesprocent i Schweiz for syriske asylansøgere, de generelle forhold for anerkendte flygtninge og asylansøgere i Schweiz og at klageren har et familiemedlem i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Schweiz. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren i Schweiz ikke er blevet meddelt opholdstilladelse som omfattet af Flygtningekonventionen, kan ikke føre til, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren i Schweiz med sin såkaldte F-opholdstilladelse har ret til at opholde sig på opholdslandets territorium, hvilket betyder, at han ikke risikerer refoulement i form af udsendelse til Syrien. Det fremgår videre af AIDA’s landerapport ”Country Report: Switzerland”, 2021 update, s. 130, at personer med F-opholdstilladelse efter fem år kan søge om at få en såkaldt B-opholdstilladelse, som også tildeles personer, der bliver anerkendt som flygtninge. Det fremgår endvidere af førnævnte AIDA-landerapport, s. 141, at personer med F-opholdstilladelse siden 2019 har måttet arbejde hvor som helst i Schweiz. Vedrørende det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte angående klagerens psykiske mistrivsel og selvskade i Schweiz, bemærker Flygtningenævnet, at de schweiziske myndigheder ikke har haft mulighed for at yde klageren lægehjælp, da klageren efter egne oplysninger ikke har gjort de schweiziske myndigheder bekendt med hans psykiske mistrivsel og selvskade. Det fremgår af førnævnte AIDA-landerapport, s. 142, at alle personer, der bor i Schweiz, inklusiv afviste asylansøgere, har adgang til sundhedssystemet, og at psykiske helbredsproblemer også er dækket af denne adgang. Klageren henvises derfor til at søge lægelig hjælp ved en tilbagevenden til Schweiz, såfremt hans psykiske problemer skulle genopstå. Det forhold, at klageren har en bror, der har opholdstilladelse i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse først og fremmest lagt vægt på, at relationen ikke er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet vurderer desuden i lighed med Udlændingestyrelsen ikke, at den mentale støtte, som klageren kan få af [sit] herboende [familiemedlem], hvis klagerens asylsag behandles i Danmark, har en sådan helt særlig humanitær karakter, at det kan begrunde, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark, selvom klageren har modtaget endelig afgørelse på sin asylansøgning i Schweiz. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at klageren har [et familiemedlem] i Schweiz, og at det fremgår af førnævnte AIDA-landerapport, s. 138, at personer med F-opholdstilladelse i Schweiz kan ansøge om at flytte til en anden kanton. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for personer med F-opholdstilladelse i Schweiz er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Schweiz, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ” Dub-Schw/2022/3/EEB
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der af de polske myndigheder har fået udstedt et visum, som udløb mindre end seks måneder inden, han ansøgte om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det beror således på en konkret vurdering, om der foreligger sådanne omstændigheder, at klageren alligevel ikke skal overføres til Polen, således at hans ansøgning skal tages under behandling i Danmark, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 17, stk. 1. Det er i første række spørgsmålet, om der kan antages at være sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtageforholdene i Polen, at en overførsel af klageren til Polen vil medføre en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Den 25. februar 2022 oplyste de polske myndigheder over for samtlige medlemsstater, at alle overførsler til Polen i medfør af Dublinforordningen blev suspenderet på grund af situationen i Ukraine. Den 23. juni 2022 oplyste Polen imidlertid, at Polen fra den 1. august 2022 atter ville modtage Dublinoverførsler. Flygtningenævnet bemærker, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i EU’s ovennævnte charter, i Flygtningekonventionen og i EMRK. Der foreligger da heller ikke for Flygtningenævnet oplysninger om, at Polen ikke efterlever sin tilkendegivelse af 23. juni 2022. Flygtningenævnet finder, at det efter alt foreliggende baggrundsmateriale ikke kan antages, at asylproceduren eller modtageforholdene i Polen ikke lever op til de nævnte krav. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er en sådan tvivl om forholdene for asylansøgere i Polen, at der er væsentlige grunde til at tro, at Polen ikke efterlever sine internationale forpligtelser. Spørgsmålet er herefter, om der i øvrigt foreligger oplysninger om konkrete omstændigheder i sagen, der kan indebære, at klageren ikke skal overføres til Polen, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Klageren har anført, at han frygter at blive udsat for diskrimination i Polen på baggrund af hans nationalitet. Flygtningenævnet finder, at denne frygt beror på hans egen formodning og at de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Poland 2021 update, af maj 2022, taler imod, at der skulle bestå en sådan fare. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke holdepunkter for at tro, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulment. Det forhold, at klageren har oplyst, at han i Polen har lånt penge af en mand, og ikke kan betale disse tilbage, hvorfor han frygter at blive vold og afpresning ikke føre til en ændret vurdering. Klageren må således henvises til at søge de polske myndigheders beskyttelse, da de må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige hjælp og beskyttelse. Klageren har endvidere anført, at der ikke kan bortses fra en reel risiko for, at han vil blive frihedsberøvet, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at det er en praksis, som de polske myndigheder anvender i betydeligt omfang. Flygtningenævnet finder, at der ikke kan antages at foreligge en sådan risiko for arbitrær fængsling. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Poland 2021 update, af maj 2022, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves. Der foreligger i øvrigt ingen oplysninger, der taler for, at klageren er sårbar, og at han dermed ikke skal overføres til Polen. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at han til sin oplysnings- og motivsamtale [fra foråret] 2022 med Udlændingestyrelsen er refereret for at have oplyst, at han er sund og rask og ikke får medicin. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens personlige forhold sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om de vilkår og modtageforhold, som klageren må antages at blive mødt med i Polen, at der ikke er konkrete omstændigheder, der kan indebære, at klageren ikke skal overføres til Polen. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Pole/2022/3/imbs.
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af et visum til Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde en konflikt med sin tidligere forlovede i Østrig, og at han havde truet klageren. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste endvidere til, at klageren i Danmark havde sin tvillingebror. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Østrig, da hun indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ikke er vant til at være alene, og at hun i Danmark har sin bror samt onkler og tanter, kan ikke føre til en ændret vurderingen i medfør af Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren er myndig. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der ikke er oplysninger om, at der mellem klageren og hendes bror skulle være et afhængighedsforhold, som er omfattet af Dublinforordningens artikel 16. Det af klageren oplyste om, at hun i Østrig har en konflikt med sin ægtefælle, der blandt andet har truet med at slå klageren ihjel, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren kan henvises til at rette henvendelse til de østrigske myndigheder, som antages at have evnen og viljen til at yde den nødvendige hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet finder således ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Østr/2022/8
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene i Frankrig og at klageren ville få problemer med at få den nødvendige lægehjælp i Frankrig. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han i Frankrig havde problemer med nogle asylansøgere fra [klagerens hjemland] kan ikke føre til en ændret vurdering. Klageren må således henvises til at søge de franske myndigheders beskyttelse, da de må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af klagerens oplysnings- og motivsamtale [fra sommeren] 2022, at klageren er refereret for at have oplyst, at han indgav en anmeldelse til det franske politi vedrørende forholdet. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at adgangen til lægehjælp ikke kan garanteres, henviser Flygtningenævnet til, at det fremgår af AIDA, Country Report: France 2021 Update, af 8. april 2022, side 115, at afviste asylansøgere har adgang til sundhedsprogrammet PUMA i en periode på seks måneder, og at State Medical Aid (AME) herefter giver mulighed for adgang til gratis behandling på hospitaler og hos læger. Flygtningenævnet bemærker videre, at det fremgår af klagerens oplysnings- og motivsamtale [fra sommeren] 2022, at klageren er refereret for at have oplyst, at han har været hos en speciallæge i Frankrig, og at han i Frankrig modtog behandling i form af beroligende medicin. Flygtningenævnet bemærker endelig, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de franske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der er mangel på indkvarteringsmuligheder kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren under sit tidligere ophold i Frankrig har haft adgang til indkvarteringsmuligheder. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved lagt på, at Frankrig har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2022/5/imbs
Nævnet hjemviste i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 1 år for overtrædelse af blandt andet en række bestemmelser i straffeloven samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Syrien. Klageren er født og opvokset i [by A i det nordvestlige Syrien] og flyttede til [by B i det nordvestlige Syrien] tre/fire år forud for sin udrejse af Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangsrekrutteret til at aftjene militærtjeneste. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke ønsker at deltage i kamphandlinger, idet han ikke vil bære våben og ikke vil skyde uskyldige mennesker. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat, fordi han er kurder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at Islamisk Stat vil betragte ham som vantro, fordi han er kurder. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvunget til at kæmpe for den kurdiske gruppering YPG, og at han frygter at blive fængslet, såfremt han nægter at kæmpe for dem. Endelig har klageren henvist til de generelle forhold i Syrien. Det fremgår af den påklagede afgørelse, at Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at klageren ved den dom, der har ført til udvisning, er fundet skyldig i to tilfælde af [strafbart forhold efter straffeloven]. Det fremgår endvidere, at det er lagt til grund, at klageren er fundet skyldig i [et strafbart forhold efter straffeloven]. Det fremgår imidlertid af domsudskrifterne fra byret og landsret, at han alene er fundet skyldig i et tilfælde af [strafbart forhold]. I det forhold, hvor der var rejst tiltale for [strafbart forhold], er klager alene fundet skyldig i [andet strafbart forhold efter straffeloven]. Afslutningsvis anføres i Udlændingestyrelsens afgørelse: ”Ved vurderingen af, at du må betragtes som en fare for samfundet, har vi lagt vægt på, at du tidligere er fundet skyldig i en række relativt alvorlige strafbare forhold, herunder [to strafbare forhold], som er begået over en toårig periode, hvorfor vi vurderer, at du må anses som, at du er til fare for samfundet”. Klageren er straffet adskillige gange tidligere men ikke for personfarlig kriminalitet. Efter ordlyden i Udlændingestyrelsens afgørelse finder Flygtningenævnet, at det ikke kan udelukkes, at Udlændingestyrelsen ved sagens afgørelse har lagt et ukorrekt faktum til grund, også vedrørende forhold, der kan have haft afgørende betydning for den trufne afgørelse. Flygtningenævnet finder derfor at sagen bør hjemvises til fornyet behandling. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen” Løbenummer: Syri/2022/145/rila
Nævnet stadfæstede i september 2022 en afgørelse fra Udlændingestyrelsen i en genoptaget sag vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst på et ukendt tidspunkt i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og har oplyst at være kristen konvertit fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han er blevet beskyldt for at have begået et overgreb på en kvinde. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter sin far og at blive tvangsgift med kvinden. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var voldelig over for ansøgeren, og at ansøgerens far, som er gambler, narkoman og alkoholiker, har truet med at slå ansøgeren ihjel flere gange. Omkring tre til fire måneder inden ansøgerens udrejse begyndte faren at presse på for, at ansøgeren skulle giftes. Faren havde en ven, hvis datter faren ønskede, at ansøgeren skulle giftes med. Dette nægtede ansøgeren, hvorefter faren udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. Omkring ti dage senere besøgte ansøgeren og ansøgerens far vennen og dennes datter, i hvilken forbindelse ansøgeren og datteren for en stund var alene i huset. Da ansøgeren og datteren var alene, oplyste ansøgeren hende om, at han ikke havde i sinde at gifte sig med hende, hvorefter datteren kastede sig over ansøgeren og begyndte at kysse ham. Ansøgeren råbte, at hun skulle stoppe og fjerne sig. Ansøgerens fars ven kom ind i stuen og trak datteren til side og gav herefter ansøgeren en lussing og konfronterede ansøgeren med fotos, som han lige havde taget af episoden og truede med at gå til politiet med billederne, hvis ikke ansøgeren giftede sig med datteren. Da ansøgerens far var blevet bekendt med, hvad der var hændt, beordrede faren endnu engang ansøgeren til at gifte sig med kvinden, hvilket ansøgeren indvilligede i, fordi han var bange. Ansøgeren bad om at brylluppet først skulle finde sted fem dage senere. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han sin mor, hvad der var hændt. Moren henviste ansøgeren til at tage hjem til ansøgerens farbror. Ansøgeren tog den samme dag eller den efterfølgende dag hjem til farbroren, som hjalp med at arrangere ansøgerens flugt ud af Iran. Ansøgeren har endvidere oplyst, at politiet opsøgte familien cirka to måneder efter ansøgerens udrejse i anledning af episoden med kvinden, og at politiet har fået forevist billederne. Ansøgeren begyndte herefter til dåbskursus. Ansøgeren fortalte ikke om sin interesse for kristendommen, da han afgav forklaring i Flygtningenævnet [i vinteren 16/17], fordi han på daværende tidspunkt endnu ikke var døbt, hvorfor han ikke mente, at han kunne kalde sig kristen. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring til grund vedrørende sit asylmotiv omkring beskyldningerne om et seksuelt overfald på pigen [A]. Der er herved henset til de samme omstændigheder som er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren 16/17]. Ansøgerens forklaring herom må således overordnet anses for usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Forklaringen herom har således været udbyggende og divergerende, herunder omkring, hvorvidt [A] kyssede og krammede ansøgeren, og om hvornår ansøgeren accepterede at gifte sig med [A]. Ansøgeren har endvidere på dagens møde i Flygtningenævnet forklaret udbyggende omkring episoden med [A], idet han har oplyst, at hans farbror, bror og mor har fortalt, at sagen 4 - 5 måneder efter ansøgerens udrejse var sendt til politiet, og at der var modtaget en tilsigelse af ansøgeren på bopælen. Ansøgeren har ikke tidligere til sin forklaring i Udlændingestyrelsen eller i Flygtningenævnet [i vinteren 16/17] oplyst herom. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens unge alder og det oplyste om ansøgerens dårlige hukommelse ikke kan føre til en anden vurdering. Det af ansøgeren på nævnsmødet forklarede herom kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens sur place-motiv om konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til trods for, at han har udvist et vist kendskab til kristendommen, ikke på en overbevisende måde under mødet i Flygtningenævnet har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen, herunder hans indre overbevisning. Forklaringen herom fremstod overordnet og tillært. Klageren har endvidere ikke været i stand til at redegøre overbevisende for sin kristne tro, herunder om sine følelser og tanker om Jesus. Ansøgeren har på nævnsmødet forklaret, at den væsentligste årsag til konverteringen var, at hans mor, som var alvorligt syg, blev helbredt efter han havde bedt for hende. Flygtningenævnet har herved henset til, at denne forklaring er udbyggende, idet ansøgeren ikke tidligere, herunder i sin mail [af efteråret] 2020 til sin advokat, hvor han har oplyst om bevæggrundene til sin konversion, har oplyst, at konversionen skyldtes, at ansøgerens mor blev helbredt efter ansøgeren havde bedt for hende, hvilket må anses som helt centralt for konverteringen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og dåb er uden baggrund i en reel, indre religiøs overbevisning hos ansøgeren. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet på ovennævnte baggrund fortsat ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2016.” Iran/2022/49/EDO
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amhara og kristen. Ansøgeren er født [i det nordlige Etiopien], hvor hun boede [som spæd]. Herefter flyttede hun hjem til [et familiemedlem], som boede i Addis Ababa. Ansøgerens forældre samt øvrige familie flyttede til Addis Ababa i [1990’erne], og ansøgeren boede sammen med dem i [familiemedlemmets] hus frem til sin udrejse i 2017. Ansøgeren har oplyst, at hun har været aktiv for [to politiske grupper, der kæmper for etniske amharaeres rettigheder] siden [starten af 2010’erne] frem til sin udrejse af Etiopien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet og udsat for overgreb af myndighederne, fordi hun har udført politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun og sin forlovede blev anholdt – formodentligt af sikkerhedstjenesten – på et ukendt tidspunkt i [midten af 2000’erne]. Ansøgerens forlovede blev aldrig løsladt igen, og i sommeren 2018 fik ansøgeren at vide, at han var død. I [starten af 2010’erne] begyndte ansøgeren at hjælpe [en politisk gruppe]. Hun begyndte endvidere i [midten af 2010’erne] at udføre politiske aktiviteter for [en anden politisk bevægelse], der kæmper for rettighederne for etniske amhara […]. Ansøgerens aktiviteter bestod i at indsamle penge til organisationen og i at uddele foldere og i øvrigt videredele information om organisationens arbejde. I [en periode mellem 2015 og 2017] blev ansøgeren anholdt otte gange, og hun blev i den forbindelse anklaget for at have udført politiske aktiviteter. Hun blev hver gang anholdt to til tre dage ad gangen og derefter løsladt. Hun blev flere gange udsat for seksuelle overgreb under tilbageholdelserne. Efter hendes sidste anholdelse [foråret] 2017 flyttede hun til Oromia-regionen for at komme væk fra problemerne. I [efteråret] 2017 rejste ansøgeren til Danmark for at deltage i en konference. [I efteråret] 2017, mens hun var i Danmark, blev hun ringet op af en mand fra udvalget, som fortalte hende, at hendes bopæl var blevet ransaget, og at politisk materiale var blevet fundet og konfiskeret af myndighederne. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at hun frygter forfølgelse som følge af at være etnisk amhara. Ansøgeren har videre henvist til, at hun har deltaget i [udsendelser på nettet], hvilket har medført, at hun er i et modsætningsforhold til myndighederne. Hun har endvidere henvist til, at hun er enlig kvinde, samt at hun lider af [en neurologisk sygdom], som hun ikke kan modtage behandling for i Etiopien. Ved Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2019 stadfæstede nævnet Udlændingestyrelsens afslag på asyl i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, og 2, idet nævnet lagde til grund, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med de etiopiske myndigheder ikke kunne lægges til grund. Flygtningenævnet lagde således vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter var usammenhængende, udetaljeret og ikke selvoplevet, og nævnet fremhævede flere divergenser i ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er født i [den nordlige del af Etiopien], men at hun som [spæd] flyttede til Addis Ababa, hvor hun boede hos [et familiemedlem]. Ansøgeren har gået i skole og har taget sin uddannelse i Addis Ababa. Ansøgeren har arbejdet i Addis Ababa, og hendes familie, herunder forældre [og søskende] flyttede i [1990’erne] til Addis Ababa, hvor de fortsat bor. Som følge heraf lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Addis Ababa, Etiopien. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at Etiopien er sammensat af mere end 80 forskellige etniske grupper og i Home Office, Country Policy and Information Note, Ethiopia (marts 2022), s. 14 f. fremgår: ”the last national census (2007), the Oromo constitutes the single largest ethnic group at 34.5 percent of the population, followed by the Amhara (26,9 percent), Somali (6,2%), Tigrayan (6,1%) …”. Efter baggrundsoplysningerne er situationen i Etiopien ustabil og let omskiftelig, jf. Udlændingestyrelsens notat om Etiopiens Sikkerhedssituation (februar 2022), s. 3, samt UNHCR position on returns to Ethiopia (marts 2022), s. 9, hvor det anføres, at ”the situation in parts of Ethiopia may remain fluid and uncertain for some time to come”. Hertil kommer, at det er forudsat i en pressemeddelelse fra USA’s udenrigsminister, at konflikten ikke er et overstået kapitel endnu. Endvidere følger det af ACCORD: Ethiopia, First quarter 2022: Update on incidents according to the Armed Conflict Location & Event Data Project (ACLED), som er udgivet den 30. maj 2022, at der i flere regioner i Etiopien er sket sikkerhedshændelser, og at der i første kvartal 2022 i Addis Ababa er sket fire sikkerhedshændelser, hvor ingen har mistet livet. Uanset at der forekommer angreb mod etniske amharaere som led i de aktuelle konflikter i landet, finder Flygtningenævnet efter de samlede baggrundsoplysninger, at den nuværende situation i Addis Ababa – hvor ansøgeren er født og har haft bopæl forud for udrejsen fra Etiopien – ikke er af en sådan karakter, at enhver etnisk amhara vil være i risiko for at blive udsat for anholdelse, mishandling eller overgreb mv. Det må derfor bero på en konkret vurdering af den enkelte ansøgers forhold, om betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter § 7 er opfyldt. I relation til genoptagelsessagen kan Flygtningenævnet fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan i det hele henholde sig til den begrundelse, der er anført i nævnets afgørelse fra [sommeren] 2019. I forhold til ansøgerens deltagelse i [udsendelser på nettet] lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren under indslagene, der forefindes på blandt andet [en social medieplatform], udtaler sig overordnet og generelt om forholdene for amhara-befolkningen. Af udsendelserne fremgår alene ansøgerens fornavn, og at hun er fra Danmark. Ansøgeren har tillige for nævnet oplyst, at hun fortæller sandheden omkring forholdene for etniske amharaere, herunder at de øvrige etniske grupper i Etiopien vil foretage etnisk udrensning. Ansøgeren har for nævnet oplyst, at hun har sine informationer fra en professor, der bor i [et europæisk land] og som er stifter af [en etiopisk politisk forening], som ansøgeren siden [slutningen af 2010’erne] har været medlem af. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke har modtaget trusler eller lignende i forhold til sine udtalelser, ligesom det heller ikke er tilfældet for hendes familie, der bor i Addis Ababa i Etiopien. Som følge heraf finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har bragt sig i et modsætningsforhold til de etiopiske myndigheder ved sin deltagelse i [udsendelser på nettet] eller som følge af sit medlemskab af [en tredje etiopisk politisk bevægelse]. Efter ansøgerens oplysninger har hun sin familie, herunder sin mor, sine [søskende] i Addis Ababa, hvorfor ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Etiopien vil være enlig kvinde uden mandligt netværk. Hertil kommer, at forholdene i Addis Ababa efter baggrundsoplysningerne er forbedrede. Herefter finder flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det af ansøgeren anførte om sine helbredsmæssige forhold kan efter det oplyste ikke fører til et ændret resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2022/5/MIMA
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim. Han er født i [landsby], [område], Syrien. Han har fra 1967 til 1972 flyttet rundt i Damaskus, Syrien, og har siden 1972 boet i [landsby], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har oplyst at være medlem af Baath partiet. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien, vil blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder, idet hans familienavn er associeret med oppositionen i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i 2012 blev afhørt og tilbageholdt i 72 timer af myndighederne, fordi hans fætter stak af fra sin stilling som [stillingsbetegnelse] ved [offentlig arbejdsplads]. Klageren har yderligere oplyst, at han har oplevet at være tilbageholdt ved en kontrolpost i seks timer, da han blev forvekslet med en anden, samt at have oplevet at være tilbageholdt i to timer ved en kontrolpost, idet han oprindeligt kommer fra [landsby]. Klageren har ydermere henvist til de generelle forhold i landet. Klageren har endelig henvist til, at han har medvirket til, at hans sønner har unddraget værnepligt, idet han har hjulpet sine sønner i den militærpligtige alder med at udrejse af Syrien. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltrædes det, at klagerens opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de daværende generelle forhold i Syrien, er nægtet forlænget. Spørgsmålet er herefter i første række, om klageren har sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på grundlag af sine individuelle forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund om, at klageren har en konflikt med de syriske myndigheder, fordi hans familienavn associeres med den syriske opposition. Nævnet har navnlig lagt vægt på, at klagerens forklaring henholdsvis [efteråret] 2014 og [vinteren 2021/2022] om karakteren af konflikterne fremstår forskellige på væsentlige punkter, idet klageren, som også anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, ikke i 2014 har forklaret om flere af de episoder, som han under samtalen i [vinteren 2021/2022] påberåber sig som væsentlige elementer i asylmotivet, men derimod dengang om en episode, hvor hans nevø blev ramt af et missil, og om en episode, hvor klageren havde fået frataget sin bil ved en kontrolpost. Nævnet finder, at der allerede i 2014 havde været særlig anledning til at fremhæve den af klageren påberåbte episode, hvor han blev tilbageholdt som følge af, at en fætter havde forladt sin stilling. Det gælder navnlig i lyset af, at klageren bl.a. har oplyst, at han blev tilbageholdt i 72 timer. Det er endvidere indgået i nævnets vurdering, at klagerens forklaring for nævnet fremstår udbyggende, idet han først over for nævnet har forklaret, at han har været tilbageholdt tre gange i forbindelse med denne episode. Det materiale, som klageren først for Flygtningenævnet har fremlagt om sin kompagnon, samt klagerens forklaring om kompagnonens familieforhold og karakteren af arbejdsopgaverne udført i firmaet, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Herefter, og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, har klageren derfor ikke sandsynliggjort, at han på dette grundlag vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Den omstændighed, at klagerens sønner i den militærpligtige alder har unddraget sig militærtjeneste, er heller ikke en omstændighed, der i sig selv kan føre til, at klageren har sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse. Nævnet har lagt vægt på, at klagerens sønner ikke fremstår profilerede. Omstændighederne i forbindelse med klagerens udrejse af Syrien indebærer heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Sammenfattende finder nævnet, at klageren heller ikke efter en kumulativ vurdering – herunder ved inddragelse af det forsigtighedsprincip, der anvendes ved risikovurderingen, herunder i forhold til indrejse i Syrien – har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. De øvrige forhold, som klageren har gjort gældende som begrundelse for, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, herunder de generelle forhold i Syrien, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for disse bestemmelser. Det følger af det ovenfor anførte, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til yderligere sagsoplysning vedrørende asylmotiverne under henvisning til karakteren af sagsbehandlingen i 2014. Flygtningenævnet skal herefter i anden række vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængel¬se af opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettigheds-konventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren er født og opvokset i Syrien, hvor han boede frem til indrejsen i Danmark i [sommeren] 2014. Han har således opholdt sig her i landet i [6-8] år. Klageren har ikke familiemedlemmer med ophold i Danmark, idet hans børn efter det oplyste alle opholder sig i Tyskland eller Tyrkiet sammen med deres mødre. Han har ikke under opholdet i Danmark opnået tilknytning til arbejdsmarkedet eller deltaget i foreningsliv eller lignende, herunder stiftet venskaber her i landet. Det fremgår, at klageren lider af [sygdom] og er diagnosticeret med [diagnose]. Klagerens mor, der var bosat i Syrien, og som han løbende har haft kontakt med, er død for nylig. Klageren har oplyst, at han har familie i Syrien i form af sine morbrødres børn, men at han ikke har kontakt til dem. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hans forhold i denne periode, findes en afgørelse om at nægte at forlænge opholdstilladelsen at udgøre et indgreb i hans ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., og at nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge opholdstilladelsen over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse vil indebære i klagerens ret til respekt for sit privat. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark under sit ophold her i landet. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagerens ophold i Danmark og oplysningerne om klagerens manglende tilknytning til arbejdsmarked og foreningsliv mv. og til, at klageren ikke har tilegnet sig det danske sprog. Heroverfor står, at klageren er født i Syrien, hvor han har haft sin opvækst, skolegang, og har levet en betydelig del af sit voksne liv, ligesom han taler sproget i Syrien og fortsat har familiemæssig relation til landet, også selvom nære familiemedlemmer er bosat i landet uden for Syrien. Klageren har derfor fortsat bånd til Syrien. Klagerens helbredsproblemer har ikke en karakter, der indebærer, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil være i strid med EMRK. På den baggrund findes en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen ikke at virke særligt indgribende i klagerens respekt for privatliv, og statens interesse i at nægte af forlænge opholdstilladelsen må derfor tillægges betydelig vægt i den konkrete sag. Efter en samlet afvejning af hensynene finder Flygtningenævnet således, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Syri/2022/144/anhk
Nævnet omgjorde i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Syrien, således at de fortsat havde opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Klagerne er etniske arabere og sunnimuslimer fra Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klagerne, samt deres tre medfølgende børn, opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne som asylmotiv til de generelle forhold i Syrien samt deres frygt for, at deres børn ville blive slået ihjel som følge af kamphandlingerne. Den mandlige klager henviste endvidere som asylmotiv til, at han frygtede forfølgelse på baggrund af genindkaldelse til militæret, idet han ville nægte af samvittighedsgrunde. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelserne ikke længere er tilstede, idet der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagernes hjemområde. Klagerne har som asylmotiv fortsat henvist til de generelle forhold samt genindkaldelse af den mandlige klager til militærtjeneste i Syrien. Den mandlige klager har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, idet han har været indlagt på et hospital i [område A], hvor han blev opereret for et skudsår. Den mandlige klager har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne på baggrund af sin udrejse af Syrien, da han vil blive betragtet som en landsforræder. Ligeledes er hans fætter i Syrien forsvundet, hvorfor han frygter at lide samme skæbne. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige klager oplyst, at han i 2012 blev tilfældig ramt af en kugle, da han var på vej hjem fra arbejde. Han formoder, at dette er kommet til myndighedernes kendskab, hvorfor de vil afhøre ham. Han har videre oplyst, at hans mor er blevet opsøgt på sin bopæl af myndighederne. Myndighederne har ved disse lejligheder spurgt efter den mandlige klager og har herefter forladt morens bopælen igen. Den kvindelige klager har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsen vurdering, hvorefter der ikke er grundlag for at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til de generelle forhold. Flygtningenævnets flertal kan imidlertid ikke lægge til grund, at klagerne ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klagerne har oplyst, at de ikke har været politisk aktive eller i øvrigt profileret i forhold til de syriske myndigheder, og at de ikke har haft konflikter med privatpersoner eller grupperinger i Syrien. Flygtningenævnets flertal kan imidlertid ikke lægge klagernes forklaring om, at den mandlige klager skulle være eftersøgt af de syriske myndigheder som følge af en skudepisode i 2012, til grund, idet forklaringen forekommer udbyggende og utroværdig. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ingen af klagerne oplyste herom ved deres oplysnings- og motivsamtale [i vinteren 15/16] - trods det forhold, at skudepisoden angiveligt skete kort før udrejsen fra Syrien og medførte hospitalsindlæggelse - ligesom den mandlige klagers forklaring er divergerende, og klagernes forklaringer endvidere er indbyrdes divergerende. Den mandlige klager har således under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 først forklaret, at hans mor havde oplyst, at de syriske myndigheder havde henvendt sig og spurgt efter ham fire gange. Derefter forklarede han, at de havde været der to til tre gange i alt, og umiddelbart efter, at hans mor blev opsøgt tre gange af de syriske myndigheder i 2015 eller 2016 – for senere under samtalen at rette det til en gang i 2016 og to gange i 2019. Den kvindelige klager har forklaret, at opsøgningerne fandt sted en gang i 2019 og to gange i 2020. Nævnets flertal har videre lagt vægt på, at myndighederne, der angiveligt søgte efter den mandlige klager, gik igen uden at have ransaget bopælen eller tilbageholdt hans mor og/eller bror, og at den mandlige klager under nævnsmødet forklarede, at hans bror ikke har oplevet problemer. Nævnets flertal har endelig lagt vægt på, at klagerne udrejste legalt af Syrien uden problemer. Flygtningenævnets flertal kan således ikke lægge til grund, at den mandlige klager har en individuel konflikt med de syriske myndigheder, og at det alene beror på klagernes formodning, at han skulle være eftersøgt af de syriske myndigheder som følge af, at han på et hospital i [område A] – hvortil han blev bragt af oprørere, og på et tidspunkt, hvor området var oprørskontrolleret – er blevet opereret for skudsår. Det forhold, at den mandlige klagers fætter er forsvundet, og at han på grund af familierelationen frygter at lide samme skæbne, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnets flertal har herved tillagt det vægt, at klagerne opholdt sig et år i Syrien efter fætterens forsvinden uden at være truet eller eftersøgt af de syriske myndigheder, og at det i øvrigt beror på klagernes egen formodning, at den mandlige klager skulle være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder som følge af familierelationen til fætteren. Nævnet bemærker hertil, at den mandlige klagers bror, som ovenfor nævnt, er bosiddende i Damaskus og efter det oplyste ikke har oplevet problemer med myndighederne. De af klagerne i øvrigt påberåbte forhold, herunder risikoen for at familien bliver offer for kriminalitet, har ej heller en sådan karakter, at der på dette grundlag kan meddeles opholdstilladelse. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at den mandlige klager frygter at blive genindkaldt til militæret. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige klager i dag er næsten 50 år gammel, og at han efter sine egne oplysninger ikke er blevet forsøgt genindkaldt siden 1994. Hertil fremgår det af baggrundsoplysningerne, at værnepligtsalderen i Syrien er mellem 18 og 42 år, men at der er set eksempler, hvor mænd sidst i 40´erne er blevet indkaldt. Det forhold, at klagerne frygter de syriske myndigheder, fordi den mandlige klager er udrejst af Syrien, kan heller ikke føre til en anden vurdering, da klagerne som nævnt er udrejst legalt, og da det af baggrundsoplysningerne fremgår, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, at vedkommende forlod landet under krigen. Den mandlige klagers helbredsmæssige forhold kan ikke i sig selv føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal finder herefter sammenfattende, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om Danmarks internationale forpligtelser er til hinder for, at det nægtes klagerne at få forlænget deres opholdstilladelse. En nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i deres ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse er et indgreb i klagernes udøvelse af deres ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagernes ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klagerne indrejste i Danmark i 2014. Den mandlige klager har gennemført danskuddannelse 1, men han har ikke gennemført en erhvervsrettet eller videregående uddannelse, og han har alene haft begrænset beskæftigelse i Danmark. Han har familie i Syrien i form af sin mor og tre søskende, der bor i Damaskus, og som han har kontakt med hver uge. Den kvindelige klager har gennemført Dansk Prøve 2 og taget enkeltfag på [en uddannelsesinstitution], og hun er i gang med at tage HF. Hun forventer at blive færdig [til sommer] og vil gerne læse [en kort videregående uddannelse]. Hun har ikke haft anden beskæftigelse i Danmark end praktikophold. Hun har familie i Syrien i form af sin mor og tre søskende, der bor i Damaskus, og som hun har kontakt med hver anden uge. Klagernes tre børn på henholdsvis [16-18], [12-15] og [8-11] år har lovligt opholdt sig i Danmark i seks og et halvt år og har gået i børnehave/skole i Danmark. De to yngste børn har således haft en væsentlig del af deres formative år i Danmark og har således opnået en særlig tilknytning til Danmark. Det yngste af børnene har efter det oplyste [udfordringer i skolen]. Hun taler efter det oplyste kun lidt arabisk, og kommunikationen med hende sker på dansk. Efter en samlet vurdering af omstændighederne, herunder navnlig længden af klagernes og deres medfølgendes børns lovlige ophold i Danmark, deres danskkundskaber og det forhold, at de yngste af børnene har haft en væsentlig del af deres formative år i Danmark, finder nævnet, at det vil være i strid med Danmarks Internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2020, således at klagerne og medfølgende børn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2021/73/MIMA
Nævnet meddelte i september 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i 40 dage for overtrædelse af [en straffelovsbestemmelse] samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren har haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved landsrettens ankedom [i vinteren 21/22] udvist med indrejseforbud i 6 år, og der skal derfor i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10 stk. 3, 1. pkt. Ved Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2021 blev klageren meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning til hans politiske aktiviteter efter udrejsen fra Iran, hvor han havde offentliggjort en række opslag på [socialt medie] og i [efteråret] 2021 udgivet en bog om [emne]. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Iran. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved [landsrettens] ankedom [i vinteren 21/22] idømt 40 dages fængsel for overtrædelse af [en straffelovsbestemmelse]. Klageren har forklaret nærmere om de omstændigheder det strafbare forhold blev begået under]. Efter en samlet og konkret vurdering af oplysningerne om karakteren af det begåede forhold finder Flygtningenævnet, at klageren ikke kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i artikel 33, stk. 2’s forstand. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at udelukke klageren for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, skt. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2022/48/DIEI
Nævnet meddelte i september 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/2022/46/sahe. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt yarsan af trosretning fra [byen A], Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at hun frygter forfølgelse fra de iranske myndigheder, som følge af sin fars deltagelse i undervisning om yari, og idet de iranske myndigheder har fundet materiale om denne trosretning samt alkohol på ansøgerens families bopæl. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun er konverteret til kristendommen, og derfor har bragt sig i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, hvorved hun risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun som [12-15-årig] begyndte at komme i [kirken A] sammen med sin far. Det var faren, der havde foreslået, at de skulle begynde at gå i kirke. Ansøgeren havde længe selv haft lyst til at gå i kirke. Allerede som [12-15-årig], hvor hun i forbindelse med en skoleudflugt besøgte en kirke, havde hun været interesseret i kristendommen. Ansøgeren var derefter flere gange i kirke med frivillige hun mødte i [asylcenter]. Hun begyndte sammen med sin far i et dåbsundervisningsforløb, og deltog herudover ugentligt i gudstjenester og i [kirkeligt arrangement]. Efter at have gennemført dåbsundervisningen blev ansøgeren døbt i [sommeren] 2019, og har siden praktiseret kristendommen ved at deltage i gudstjenester og kirkelige aktiviteter. Blandt andet er hun en del af et kor og har deltaget i en [kristent arrangement] sammen med sin familie i sommeren 2017. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerens forældre og ansøgeren som mindreårig ved Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2017 blev meddelt afslag på opholdstilladelse, idet det ikke kunne lægges til grund, at den mandlige ansøger skulle være i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder, som følge af dennes deltagelse i undervisning om yari. Ved brev af [sommeren] 2021 har DRC Dansk Flygtningehjælp på vegne af ansøgerne anmodet om genoptagelse af sagen. Flygtningenævnet har ved brev af [sommeren] 2022 af formelle grunde besluttet at genoptage sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde med henblik på, at ansøgeren kunne få mulighed for at forklare nærmere om sit nye asylmotiv vedrørende konversion til kristendommen. I overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis i sager om konversion hjemvises sagen ikke til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at i tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion efter udrejse fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konverteringen og baggrunden for konversionen. Efter det fremkomne finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin konversion fremstod sikker og som udtryk for en grundig og længere overvejelse omkring sin indre overbevisning og herunder om kristendommens betydning for hende. Forklaringen understøttes endvidere af de for nævnet fremlagte udtalelser. Ansøgeren har oplyst, at hun vil udlede sin kristne tro i Iran, og ansøgeren har oplyst, at hun har fortalt om sin konversion til [et familiemedlem] Flygtningenævnet finder derfor, at det ikke kan udelukkes, at de iranske myndigheder og andre ved ansøgerens tilbagevenden til Iran vil blive bekendt med ansøgerens konversion. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at selvom ansøgeren er tidligere yarsan kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed lægge til grund, at ansøgeren ikke som frafalden yarsan risikerer at blive behandlet på samme måde som frafaldne muslimer. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: Iran/2022/47/sahe
Nævnet meddelte i september 2022 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/2022/47/sahe. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etnisk kurdere og oprindeligt yarsan af trosretning. Ansøgerne har oplyst, at de under deres ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger er fra [byen A], Iran, og den kvindelige ansøger er fra [byen B], Iran. Ansøgerne boede forud for deres udrejse i [byen B], Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at de frygter forfølgelse fra de iranske myndigheder, som følge af den mandlige ansøgers deltagelse i undervisning om yari, og idet at de iranske myndigheder har fundet materiale om denne trosretning samt alkohol på ansøgernes bopæl. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgerne som asylmotiv henvist til, at de er konverteret til kristendommen, og derfor har bragt sig i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, hvorved de risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin datter, [A], i [efteråret] 2018 begyndte at komme i [kirken A], efter han havde mødt en iransk missionær, der var konverteret. Hun havde været syg, men var blevet helbredt ved sin tro på Gud. Ansøgeren påbegyndte dåbsundervisning i [vinteren 18/19] for at lære mere om kristendommen. Ud over dåbsundervisning deltog han i gudstjenester hver søndag og [et kirkeligt arrangement] hver fredag. Ansøgeren blev efter at have gennemført dåbsundervisning døbt i [sommeren] 2019, og har siden praktiseret kristendommen ved at deltage i gudstjenester og kirkelige aktiviteter, herunder kor. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes interesse for kristendommen begyndte i sommeren 2019. Forinden havde hun ikke ønsket at tilhøre en bestemt religion, på grund af hendes oplevelser hermed i Iran. [Hendes ægtefælle], og datter, [A], blev begge døbt i [sommeren] 2019. De havde flere gange forsøgt at få hende med i kirke, men hun var ikke interesseret. Det var først efter hun mødte [kirke B’s] præst, [C], at hun begyndte at interessere sig for kristendommen. Ansøgeren havde flere samtaler med præsten, og hun begyndte at deltage i gudstjenester i kirken. Ansøgeren havde også kontakt med [et kristent trosamfund], for at tilegne sig viden om kristendommen. Hun ønskede dog ikke at tilslutte sig [et kristent trosamfund], da deres regelfyldte tilgang til kristendommen, mindede hende om islam. Gennem samtalerne med præsten begyndte hun at mærke positive forandringer i sig selv, og som led i sine refleksioner om konversionen skrev hun to bøger. Videre har ansøgeren oplyst, at hun lod sig døbe i [foråret] 2021. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerne ved Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2017 blev meddelt afslag på opholdstilladelse, idet det ikke kunne lægges til grund, at den mandlige ansøger skulle være i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder, som følge af dennes deltagelse i undervisning om yari. Den kvindelige ansøger havde i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Ved brev af [sommeren] 2021 har DRC Dansk Flygtningehjælp på vegne af ansøgerne anmodet om genoptagelse af sagen. Flygtningenævnet har ved brev af [sommeren] 2022 af formelle grunde besluttet at genoptage sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde med henblik på, at ansøgerne kunne få mulighed for at forklare nærmere om deres nye asylmotiv vedrørende konversion til kristendommen. I overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis i sager om konversion hjemvises sagen ikke til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at i tilfælde, hvor ansøgerenes asylmotiv er frygt som følge af konversion efter udrejse fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerenes forklaring herom, herunder om tidspunktet for konverteringen og baggrunden for konversionen. Efter det fremkomne finder Flygtningenævnet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at deres konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer omkring deres konversion fremstod sikker og som udtryk for en grundig og længere overvejelse omkring deres indre overbevisning og herunder om kristendommens betydning for dem. Forklaringerne understøttes endvidere af de for nævnet fremlagte udtalelser. Ansøgerne har oplyst, at de vil udlede deres kristne tro i Iran. I den forbindelse har den kvindelige ansøger har forklaret, at hun har fortalt om sin konversion til [flere familiemedlemmer]. Den mandlige ansøger har oplyst, at han har fortalt om sin konversion til [to familiemedlemmer]. Flygtningenævnet finder derfor, at det ikke kan udelukkes, at de iranske myndigheder og andre ved ansøgernes tilbagevenden til Iran vil blive bekendt med ansøgernes konversion. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at selvom ansøgerne er tidligere yarsan kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed lægge til grund, at ansøgerne ikke som frafaldne yarsan risikerer at blive behandlet på samme måde som frafaldne muslimer. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne som følge af deres konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: Iran/2022/46/sahe
Nævnet meddelte i september 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2021.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og shiamuslim fra Najaf, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er eftersøgt af militsen […], der ønsker at slå ham ihjel, idet de har fundet ud af, at han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [sommeren] 2021 havde seksuelt samkvem med en mand ved navn [A]. Ansøgeren har oplyst, at han har fået en dom i Irak i forbindelse med dette samkvem. Ansøgeren har kendt [A] i mange år, og de var oprindeligt naboer, da de boede på samme gade. Det var [A] der initierede udviklingen af forholdet, og efter et par dage indvilligede ansøgeren i at have samleje med [A]. Efterfølgende mødtes de ved en flod, hvor de havde seksuelt samkvem i ansøgerens bil. Ansøgeren har oplyst, at under samlejet blev de opdaget af en mand fra nabolaget. Ansøgeren og [A] valgte efterfølgende at afbryde samlejet og gå hver til sit. Ansøgeren fortsatte derefter sit arbejde i et par timer, hvor han kørte taxa i sin bil. Ansøgeren blev herefter ringet op af sin bror [B], der fortalte, at militsen […] havde stormet familiens hjem og ledt efter ansøgeren, da nogen havde set ansøgeren med en mand. Ansøgeren valgte derfor at udrejse med det samme, hvorefter han tog til Bagdad, og skjulte sig hos en ven indtil sin udrejse af Irak [i efteråret] 2021. Ansøgeren har yderligere oplyst at militsen […] efter episoden i [sommeren] 2021 og frem til [sommeren] 2021 opsøgte familiens bopæl omkring to gange om ugen, hvor de hver gang bankede døren ind, og gennemsøgte huset for at lede efter ansøgeren. [I sommeren] 2021 underskrev ansøgerens familie et dokument, hvoraf det fremgår, at familien har slået hånden af ansøgeren. [Militsen] har ikke opsøgt familiens bopæl siden. Ansøgeren oplyser yderligere, at faren til [A] efterfølgende har anmeldt ansøgeren for voldtægt af [A]. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund om, at han har en konflikt i Irak med militsen [], fordi han har været seksuelt sammen med en anden mand, og at han i øvrigt anser sig for at være biseksuel. Ansøgeren har herefter – uanset omstændighederne i forbindelse med den afsluttede asylbehandling i [EU-land] og det dengang påberåbte asylmotiv – sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2022/21/anhk
Nævnet meddelte i september 2022 opholdstilladelse [B-status] til en kvindelig statsborger samt et barn fra Indien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og […] af religiøs overbevisning fra [mindre bydel], [stor region], Indien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Indien frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle. Til støtte herfor har hun oplyst, at hun vil blive udsat for kønsbaseret vold af sin ægtefælle, idet han fortsat forsøger at finde ansøgeren og datteren. Han har siden ægteskabets indgåelse [i efteråret] 2013 i Indien, dagligt udsat ansøgeren for fysisk og psykisk vold og mishandling. Ansøgeren blev også udsat for vold under sin graviditet og derudover fremsatte ægtefællen en række trusler. Ægtefællen har offentliggjort et [socialt medie] opslag, hvor han efterlyser ansøgeren, ligesom han har efterlyst hende ved [en statslig institution] i København. Ansøgeren har hertil bemærket, at ægtefællens familie tidligere har gjort alvor af deres trusler. Ansøgeren har hertil videre bemærket, at ægtefællen også i Danmark har fremsat trusler og var voldelig mod hende. Ægtefællen blev administrativt udvist af Danmark i 2017 med indrejseforbud. Ansøgeren har forsøgt at blive skilt fra ham, men det er ikke lykkedes endnu. Endvidere har ansøgeren anført, at ægtefællen med jævne mellemrum har opsøgt hendes familie, hvor han var ledsaget af magtfulde politikere herunder [navn på en politiker], med henblik på, at få oplyst hendes og datterens opholdssted. Ægtefællen har truet familien med, at han vil gøre skade på ansøgeren og datteren. Sidste år blev familien indkaldt på politistationen. Familien blev afhørt om hendes opholdssted. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter sine forældre. Hun har ikke kontakt til sine forældre. Hendes forældre er imod ægteskabet. På nuværende tidspunkt har hun kontakt med sin bror. Til støtte herfor har hun oplyst, at familien ikke vil og ikke kan beskytte hende, fordi familien er imod ægteskabet, der er blevet indgået uden om familien, og da familien ikke har ressourcer til at hjælpe hende. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter for sin datters liv. Til støtte herfor har hun oplyst, at ægtefællen var i tvivl om, hvorvidt datteren var hans barn og truede med at slå datteren ihjel. Han ønskede ikke at være forælder, og da scanningen på sygehuset viste, at der kunne være problemer med fosteret, gjorde det forhold ægtefællen mere modvillig til at få barnet. Ved en eventuel skilsmisse vil de juridiske og traditionelle rettigheder over datteren tilgå faren. Ansøgeren har som asylmotiv desuden henvist til, at hun frygter myndighederne i Indien. Til støtte herfor har hun oplyst, at hun ikke kan søge myndighedernes beskyttelse, fordi kvinder i Indien har begrænsede rettigheder, og fordi ægtefællens bror er tidligere [stilling]. Broren har gode kontakter og forbindelser i politiet, militæret og til magtfulde politikere. Endvidere har ægtefællen kontakter til politikere. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren i Danmark er blevet udsat for vold fra sin ægtefælles side, at volden blev anmeldt til politiet tre gange, og at hun efter en voldsepisode i [foråret] 2017 blev indlagt på hospitalet. Ægtefællen er efterfølgende administrativt udvist med et indrejseforbud. Flygtningenævnet lægger også til grund, at ansøgeren i Danmark af ægtefællen blev udsat for trusler. Ansøgerens forklaring om at blive efterstræbt af sin ægtefælle er støttet af fremlagte [socialt medie] opslag fra sommeren 2021, hvor ægtefællen giver udtryk for at savne ansøgeren og beder om hjælp til at finde hende og deres fælles barn. Samtidig har ægtefællen kontaktet [en statslig institution] i København og DRC Dansk Flygtningehjælp i 2021 med henblik på at få oplysninger om ansøgeren og deres barn samt disses opholdssted. Ansøgeren har ud over til Udlændingemyndighederne tillige overfor sygehuspersonalet i 2017 oplyst om ægtefælles voldsudøvelse, herunder at han har sendt hende trusler på sms. Ansøgerens oplysninger til sygehuspersonalet stemmer overordnet med de oplysninger, som hun har givet til Udlændingemyndighederne og Flygtningenævnet i 2019. Ansøgeren har forklaret, at hun frygter repressalier fra sin egen familie, som var imod ægteskabet fra begyndelsen. Ansøgeren har oprindeligt til Udlændingemyndighederne i 2017 oplyst, at forældrene var imod ægteskabet, og senere i 2018 oplyste ansøgeren, at forældrene havde slået hånden af hende, at de var ligeglade med hende, og at hun havde påført dem skam. Af de lægelige akter fremgår, at hun overfor sygehuspersonalet i august 2017 og i 2019 har oplyst i overensstemmelse med tidligere oplysninger afgivet overfor Udlændingemyndighederne. Endelig har ansøgeren oplyst, at hendes familie senest i [vinteren 2021/2022] er blevet opsøgt af hendes ægtefælle. Nogle gange er familien opsøgt af ægtefællen ledsaget af en magtfuld politiker, idet ægtefællen ønskede hendes adresse oplyst. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens familie i Indien ikke vil kunne beskytte ansøgeren mod hendes ægtefælle. I relation til ansøgerens frygt for, at ægtefællen efterstræber deres datters liv, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren konsistent har forklaret dels overfor Udlændingemyndighederne dels overfor sundhedspersonale, at ægtefællen ønskede, at ansøgeren fik en abort, da han fandt ud af, at hun var gravid. Samtidig har ægtefællen sparket ansøgeren i maven under graviditeten, ligesom ægtefællen har ledt efter deres barn via et [socialt medie]-opslag fra [vinteren 2021/2022], og har kontaktet [en statslig institution] i København og DRC Dansk Flygtningehjælp i 2021. Efter ansøgerens forklaring er [socialt medie] opslaget en trussel om at ville slå datteren ihjel. Samtidig har datterens far i [vinteren 2021/2022] opsøgt datterens onkel for at give ham en gave bestående af to sæt [symboler på deres død] til en voksen og et barn. Henset hertil finder Flygtningenævnet, at ansøgerens datter tillige er efterstræbt af sin far. Da ansøgeren således har sandsynliggjort, at hun og datteren er efterstræbt af ansøgerens ægtefælle, og henset til at ansøgerens familie ikke kan yde dem tilstrækkelig beskyttelse, skal Flygtningenævnet forholde sig til, om ansøgeren og dennes datter kan henvises til at søge myndighedsbeskyttelse i Indien. Efter baggrundsoplysningerne, herunder om kvinder og børns situation i Indien, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun og datteren ikke kan henvises til at søge myndighedsbeskyttelse i Indien. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren kommer fra en kaste, der er lavere end hendes ægtefælles, at hendes svoger arbejder for [arbejdsplads], som er en del af militæret, og at hendes ægtefælles familie har forbindelse til højerestående politikere i [stor]-regionen. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren og datteren ved en tilbagevenden til Indien vil være i en konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes datter opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Indi/2022/3/sme
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk georgier og [religion] fra [by], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ved tilbagevenden til Georgien frygter at blive udsat for vold eller frihedsberøvelse af sin far samt chikane, mobning eller overgreb fra civile personer grundet sin seksuelle orientering. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han i Georgien har været tilknyttet en LGBT+-organisation og har deltaget i en Pride-parade i [by], Georgien. Videre har ansøgeren oplyst, at han blev opsagt fra sin arbejdsplads i [landsbyen A], Georgien på grund af sin seksuelle orientering. I forbindelse med opsigelsen oplevede ansøgeren, at en gruppe mænd stod ude foran hans arbejdsplads og råbte nedsættende, homofobiske termer efter ham. Ansøgeren har under nævnsmødet endvidere som asylmotiv henvist til en konflikt med ansøgerens onkel, der er præst. Han har endelig gjort gældende, at han i Georgien ikke kan få den nødvendige myndighedsbeskyttelse, og at de georgiske myndigheder i praksis ikke tager anmeldelser fra homoseksuelle alvorligt eller afviser at hjælpe homoseksuelle, trods lovgivning, der skal beskytte dem. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Herunder har ansøgeren blandt andet til Dansk Flygtningehjælp forklaret, at han i Georgien har været tilknyttet en LGBT+-organisation, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke har været tilknyttet nogen LGBT+-organisation i Georgien, men alene – en gang - har deltaget i Pride-paraden i [by], Georgien. Videre har ansøgeren over for Udlændingestyrelsen forklaret, at han efter at være blevet opsagt fra sin arbejdsplads i [landsbyen A] på grund af sin seksuelle orientering. I forbindelse hermed oplevede han, at en gruppe mænd stod ude foran hans arbejdsplads og råbte nedsættende, homofobiske termer efter ham, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han blot blev opsagt fra sit arbejde pga. sin homoseksualitet. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, hvordan hans arbejdsgiver i [landsbyen A] blev gjort bekendt med ansøgerens homoseksualitet. Til Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren, at det var en bekendt fra hans nabolag i [by], der oplyste arbejdsgiveren herom, mens han til Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at det var hans far, der ringede til hans arbejdsgiver og fortalte om ansøgerens seksualitet. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det var en bekendt, der oplyste arbejdsgiveren herom. Nævnet finder således, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er homoseksuel og har haft en konflikt med sin far i den anledning, der opstod i 2019, da faren blev bekendt med ansøgerens seksualitet. Nævnet lægger dog også til grund, at ansøgeren, efter at konflikten med faderen var opstået, flyttede fra forældrenes hjem i [by] til [landsbyen A] i 2019, hvor han boede i [et antal] år indtil hans udrejse fra Georgien [i sommeren] 2021. I denne periode har han ikke har oplevet problemer med faren, herunder opsøgninger, trusler eller kontakt i øvrigt. Dertil kommer, at ansøgeren et par gange har været tilbage i [by], herunder en af gangene for at deltage i LBGT+-priden, uden at han har oplevet problemer med faren. Efter en samlet vurdering findes ansøgerens konflikt med sin far i anledning af ansøgerens seksualitet ikke at være af en sådan karakter, omfang og intensitet, at den er asylbegrundende. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om en konflikt med ansøgerens onkel, der er præst, lægger nævnet vægt på, at onklen ikke har hverken truet eller opsøgt ansøgeren. Det beror således alene på ansøgerens egen formodning, at der skulle være en konflikt med onklen. Det forhold, at ansøgeren efter sin egen forklaring angiveligt er blevet udsat for generel chikane eller mobning fra privatpersoner i Georgien, eller at han måtte være blevet afskediget fra sit arbejde på grund af sin seksualitet, er heller ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at de georgiske myndigheder og det georgiske politi ikke har vilje eller evne til at beskytte ham. Flygtningenævnet bemærker herved, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at Georgiens retshåndhævende institutioner overordnet set fungerer, og at Georgien tager LGBT+-personers retssikkerhed seriøst. Georgien har blandt andet i år 2000 afkriminaliseret homoseksualitet i den georgiske straffelov, og landet har den 2. maj 2014 vedtaget en lov mod diskrimination, herunder diskrimination af homoseksuelle, ligesom den georgiske retsplejelov forbyder enhver form for diskrimination. Dertil kommer, at det ifølge den georgiske straffelovs artikel 53, pkt. 3.1, er en skærpende omstændighed, at kriminalitet er rettet mod homoseksuelle (hadforbrydelser). Nævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Georgien kan søge de georgiske myndigheders hjælp og beskyttelse, såfremt han i fremtiden måtte blive udsat for nedværdigende behandling af privatpersoner som følge af sin seksualitet. De generelle forhold for homoseksuelle i Georgien findes, jf. ovenfor, heller ikke at være af en sådan karakter, at de i sig selv kan være asylbegrundende. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 24. juni 2022.” Geor/2022/5/mmad
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. DRC Dansk Flygtningehjælp har i indlæg af [sommeren] 2022 gjort gældende, at klageren er fra [land A], hvilket ifølge ASGI yderligere vanskeliggør adgangen til asylproceduren og indkvarteringsmulighederne. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er [statsborger i land B], idet klageren i samtalereferatet af [sommeren] 2021 over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er [statsborger i land B]. Klageren har videre oplyst, at hans mor er [statsborger i land A], og at hans far er [statsborger i land B], samt at han har opholdt sig i [land A], siden han var to år gammel. Klageren har endvidere oplyst, at han ikke har ansøgt om et [land A] statsborgerskab, idet han vil holde fast i sit [statsborgerskab fra land A], og idet han ikke kan lide [statsborger i land B], fordi han har følt sig diskrimineret og set anderledes på, fordi han er fra [land A]. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit [i sommeren] 2020 i Italien, at Italien efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 22, stk. 7, såkaldt accept by default, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update May 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2022/18/aca
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et medfølgende barn fra Afghanistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har senest opholdt sig i [by], Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af nogle personer, som ansøgerens far har en konflikt med. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at ansøgerens familie rejste til Pakistan i 2017, da ansøgerens far, som arbejdede i militæret, havde en konflikt med nogle privatpersoner og med myndighederne. Ansøgerens familie fik trusler over telefonen, og kort før de rejste til Pakistan, kom en gruppe personer og bankede på porten til ansøgerens families bopæl og råbte, at de skulle komme ud. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin familie. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hendes familie i [vinteren 17/18], da de fandt ud af, at ansøgeren ikke kunne få visum til Danmark, udtrykte et ønske om, at ansøgeren skulle skilles fra sin ægtefælle. Ansøgerens familie slog hende og sagde, at hun skulle giftes med sin fætter i stedet. Ansøgerens familie truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis hun ikke blev skilt, og hvis hun fortalte sin ægtefælle om familiens trusler. En dag i 2019 fik ansøgeren et ultimatum af sin far, som lød på at lade sig skille inden en uge eller acceptere døden. Herefter flygtede ansøgeren en nat fra familiens bopæl med hjælp fra sin mor. Ansøgeren medbragte penge og smykker, som hun brugte til at betale menneskesmuglere for at få hende til Danmark. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel, idet hun har modtaget dødstrusler i forbindelse med sit arbejde i sundhedsvæsenet. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hendes arbejde består i at vaccinere, hvilket mange personer i Afghanistan er imod. Ansøgeren modtog trusler om, at hun ville blive slået ihjel, såfremt hun ikke stoppede med at vaccinere folk. Ansøgerens asylmotiv er i det væsentlige overensstemmende med det motiv, hun fremførte under Flygtningenævnets tidligere behandling af sagen [i vinteren 20/21], hvor ansøgerens forklaring blev tilsidesat. Flygtningenævnet finder heller ikke under denne sag at kunne lægge ansøgerens forklaring om disse forhold til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at der mod slutningen af ansøgerens forklaring blev forevist en [socialt medie-profil] tilhørende ansøgerens far, hvor han på et billede stod foran [en bygning i København]. Som følge heraf blev der holdt en pause, hvor Udlændingestyrelsen foretog opslag i systemerne. Det fremgik heraf, at ansøgerens far havde søgt asyl i Danmark i 2015. Advokaten, repræsentanten fra Udlændingestyrelsen og nævnet havde lejlighed til at se de pågældende oplysninger. Der blev herefter – med parternes tiltræden - truffet afgørelse om, at bilag fra farens asylansøgning skal indgå i nærværende sag, jf. udlændingelovens § 40, stk. 2. Der blev herefter udleveret kopi af farens oplysnings- og motivsamtale [fra vinteren 15/16]. Det fremgår heraf, at ansøgerens far indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, hvor han søgte asyl. Om baggrunden for asylansøgningen fremgår af oplysningsskema af [i vinteren 15/16] blandt andet: ”Ansøger forklarer, at han var chef for et offentligt kontor, der hedder […]. Det er styret af regeringen. [Det offentlige kontor] står for at registrere forskellige firmaer samt holde øje med, at disse betaler deres skat. Hver gang, der oprettes et firma, skulle [kontoret] udstede en tilladelse. Anmodet ansøger om at fortælle om, hvornår det skabte problemer for ham at være chef for [kontoret]. Ansøger fortæller, at han var ansvarlig for at anholde forskellige firmaers direktører og sende dem i fængsel, fordi de ikke betalte skat. Tidsmæssigt begyndte ansøger at få problemer hermed seks måneder før sin ankomst i Danmark i [efteråret] 2015. Spurgt hvilke problemer ansøger fik. Ansøger forklarer, at han anholdt mange direktører og regnskabschefer for vidt forskellige firmaer. Det var grunden til, at han forlod Afghanistan. Der var nemlig en, som ringede til ansøger og truede ham med at dræbe ham. Ansøger oplyser, at der er mange utilfredse chefer fra de forskellige firmaer, som var imod ansøger og ville dræbe ham […] Ansøger vil anslå at have fået 10-15 opkald om ugen i perioden på seks måneder. Ansøger fik telefoniske trusler. Ansøger bemærker dog, at han når han kørte hjem, bemærkede nogle ukendte personer, der fulgte efter ham i bil. Ansøger er aldrig blevet truet ansigt til ansigt.” Det fremgår endvidere af Udlændingestyrelsens oplysninger, at ansøgerens far udrejste frivilligt af Danmark til Afghanistan [i efteråret] 2016. For så vidt angår ansøgerens forklaring om farens konflikt bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren fortløbende har forklaret, at hun ikke ved, hvem der har truet hendes far. Hun har imidlertid under mødet i Flygtningenævnet d.d. oplyst, at hun antager, at det er Taleban, som har truet familien. Som også anført i Flygtningenævnets afgørelse [i vinteren 20/21] har ansøgeren forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt den angivelige konflikt har resulteret i, at hun selv er blevet opsøgt. Hun har således under en afrundende samtale med udlændingemyndighederne [i vinteren 19/20] forklaret, at hun ikke har oplevet noget personligt som følge af faren konflikt. Heroverfor står, at hun under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 og under nævnsmødet d.d. har forklaret, at hun er blevet truet telefonisk 2-3 gange, og at familiens bopæl har været opsøgt at 10-15 personer. Hertil kommer, at ansøgeren for Flygtningenævnet har oplyst, at hendes far og farbror [A], og at hendes far [havde en høj stilling] i efterretningstjenesten i Afghanistan – oplysninger, der ikke er fremkommet tidligere. Det fremgår således af asylskemaet [i vinteren 19/20], den senere afrundende samtale og samtalereferatet [i sommeren] 2020, at ansøgeren har beskrevet sin far som ”militærmand”. Ansøgerens forklaring er heller ikke overensstemmende med ansøgerens fars egen forklaring [i vinteren 15/16], idet det heraf fremgår, at faren var ansat i det offentlige og beskæftigede sig med [skat], og at hans asylgrundlag var angivet at være en privatretlig konflikt. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på oplysningen om, at ansøgerens far udrejste frivilligt af Danmark til Afghanistan. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [i efteråret] 2020 samt i Flygtningenævnets afgørelse [i vinteren 20/21], at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om trusler i forbindelse med sit arbejde som [sundhedsfaglig person]. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har forklaret, at hun ikke ved, hvem der truede hende. Dette synes at være i modstrid med ansøgerens forklaring under nævnsmødet d.d., hvor hun har oplyst, at det angiveligt var islamister og Taleban, der rettede henvendelse til hende. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at ansøgerens forklaring herom må tilsidesættes. Flygtningenævnet bemærker om situationen efter Talebans magtovertagelse i Afghanistan, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, fra november 2021, at personer, der har været ansat i NGO´er, der har været aktive i Afghanistan, kan være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, også selv om der har været tale om udøvelse af aktiviteter inden for sundhedsområdet. Ansøgeren har forklaret, at hun har arbejdet med at vaccinere i det offentlige sundhedsvæsen i en afdeling i Kabul, der havde kontrakt med WHO, og at hun var der frem 2017, hvor hun blev gift med sin ægtefælle. Under disse omstændigheder og efter karakteren af det arbejde, som ansøgeren har udført, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens tidligere ansættelse i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af en rapport fra det hollandske udenrigsministerium fra marts 2022, General Country of Origin Information Report Afghanistan, at kvindeligt sundhedspersonale – i modsætning til mange andre kvinder i landet – fortsat må være på arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet finder heller ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med sin familie til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende oplysninger, herunder det i nævnets afgørelse [i vinteren 20/21] anførte om, at ansøgerens ægtefælle er venner på [socialt medie] med ansøgerens far og to af hendes brødre. Disse oplysninger er bekræftet ved opslag på [socialt medie] under nævnsmødet d.d., hvor det ligeledes ses, at ansøgerens bror har kommenteret ansøgerens ægtefælles opslag om parrets fælles søn med en emoji med hjerte. Endvidere ses ansøgerens søster at have kommenteret ægtefællens opslag. Det tiltrædes endvidere af de grunde, der er anført af Flygtningenævnet i afgørelsen [i vinteren 20/21], at ansøgerens familie må antages at opholde sig i Kabul, Afghanistan. Flygtningenævnet har herved lagt til grund, at ansøgeren i sin visumansøgning til Danmark i [vinteren 17/18], der er underskrevet på tro og love, har anført, at såvel hun som størstedelen af hendes nærmeste familie på daværende tidspunkt er bosiddende i Afghanistan, hvilket er i modstrid med hendes forklaring om ophold i Pakistan. Af print fra [socialt medie] fra [sommeren] 2020 og ved opslag på to af ansøgerens brødre og hendes fars profiler, som er foretaget under nævnsmødet, fremgår tillige, at de fortsat er bosiddende/arbejder i Afghanistan. Den ene af brødrene har på et opslag [fra efteråret] 2020 skrevet, at han var tilbage i Kabul. Ansøgeren har under mødet bekræftet, at det pågældende billede et taget foran en moske i Afghanistan. Herefter og af de grunde, der i øvrigt er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [i efteråret] 2020 samt i Flygtningenævnets afgørelse [i vinteren 20/21], stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2022/60/DIEI.
Nævnet meddelte i august 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Sagen er sambehandlet med Afgh/2022/58. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og muslim fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter Taliban og familien til en afdød person. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes ældste bror flygtede fra Taliban, fordi Taliban forsøgte at tvangsrekruttere ham. Ansøgerens bror angav under pres to personer til Taliban, hvilket resulterede i, at Taliban slog de to personers far ihjel, hvorfor ansøgeren og hendes familie også er efterstræbt af den afdøde persons familie. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være en enlig kvinde uden et mandligt netværk. Hun har til støtte herfor oplyst, at to af ansøgerens brødre har opnået opholdstilladelse i Danmark, at ansøgerens ældste bror er forsvundet, og at ansøgerens far, som er afgået ved døden, var enebarn. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at hun er konverteret til kristendommen. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun har været i praktik i en kirke, gået til undervisning og dåbsforberedelse samt er blevet døbt den [dato i foråret] 2018 og konfirmeret den [dato i foråret] 2019. Flygtningenævnet har i sin afgørelse af [dato i vinteren 2017/2018] fundet, at ansøgeren og hendes mor ikke har et mandligt netværk i Afghanistan. I lyset af den aktuelle situation i Afghanistan og de foreliggende baggrundsoplysninger om retsstillingen for kvinder uden et mandligt netværk i Afghanistan finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Afgh/2022/59/DH
Nævnet meddelte i august 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afganistan. Sagen er sambehandlet med Afgh/2022/59. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og muslim fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter Taliban og familien til en afdød person. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes ældste søn flygtede fra Taliban, fordi Taliban forsøgte at tvangsrekruttere ham. Ansøgerens søn angav under pres to personer til Taliban, hvilket resulterede i, at Taliban slog de to personers far ihjel, hvorfor ansøgeren og hendes familie også er efterstræbt af den afdøde persons familie. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være en enlig kvinde uden et mandligt netværk. Hun har til støtte herfor oplyst, at to af ansøgerens sønner har opnået opholdstilladelse i Danmark, at ansøgerens ældste søn er forsvundet, og at ansøgerens ægtefælle, som er afgået ved døden, var enebarn. Flygtningenævnet har i sin afgørelse af [dato i vinteren 2017/2018] fundet, at ansøgeren og hendes datter ikke har et mandligt netværk i Afghanistan. I lyset af den aktuelle situation i Afghanistan og de foreliggende baggrundsoplysninger om retsstillingen for kvinder uden et mandligt netværk i Afghanistan finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Afgh/2022/58/DH.
Nævnet omgjorde i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2010.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk tadsjiker og muslim fra [by], [distrikt], Kapisa-provinsen, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [dato i sommeren] 2010, og at han den [dato i foråret] 2011 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens advokat har på vegne af klageren den [dato i foråret] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Klageren har herom oplyst, at han flygtede fra Taliban som dreng, idet hans forældre og tre søstre var blevet slået ihjel af Taliban, fordi hans far havde arbejdet som tolk for amerikanerne. Klageren har i forbindelse med anmodningen om statusændring henvist til, at han bør meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fordi han har en konflikt med det nuværende styre i Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at situationen i Afghanistan efter Udlændingestyrelsens afgørelse den [dato i foråret] har udviklet sig betydeligt, idet Taliban siden medio august 2021 har overtaget magten i Afghanistan. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til Udlændingestyrelsens notat ”Afghanistan, recent developments in the security situation, impact on civilians and targeted individuals”, udgivet i september 2021 og Landinfos temanotat om Afghanistan, ”Talibans maktovertakelse”, udgivet den 2. september 2021. Da Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [dato i foråret] 2011 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af klagerens konflikt med Taliban, og henset til Talibans nylige magtovertagelse, ændrer nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i foråret] 2011, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: Afgh/2022/57/DH.
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [by], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2011, og at han [i vinteren 11/12] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i vinteren 21/22] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om statusændring, således at han meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er flygtet fra Taliban, da han var dreng, og at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udsat for tortur, anholdelse og forfølgelse, idet han har forladt sit hjemland og dermed undgået at kæmpe for Taliban. Da Taliban i 2021 har overtaget regeringsmagten i Afghanistan, er klageren nu i stedet i risiko for forfølgelse af de afghanske myndigheder og dermed omfattet af beskyttelsen i udlændingelovens § 7, stk. 1. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at klageren under sin oprindelige asylsag som asylmotiv henviste til, at han havde en konflikt med sin farbror, idet farbroren ønskede, at klageren skulle hævne sine forældres dødsfald i et [organisation]-bombeangreb, hvilket klageren også selv ønskede. Under nogle talibaneres besøg hos farbroren accepterede klageren i første omgang at få hjælp hertil af de personer, der besøgte farbroren, men efterfølgende fortrød klageren, da han havde talt med sin søster. Det fremgår af Udlændingestyrelsens begrundelse i sin resolution, der ligger til grund for klagerens opholdstilladelse af [vinteren 11/12], at klageren fik meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til, at klageren havde en privatretlig konflikt med sin farbror – og ikke Taliban. Dette har Udlændingestyrelsen fastholdt og uddybet under nævnsmødet på anmodning fra klagerens advokat. Af klagerens asylsamtale med Udlændingeservice [i vinteren 11/12] fremgår det, at klageren har oplyst, at han ikke har kendskab til, om eller hvordan klagerens farbror samarbejdede med talibanerne. Han ved blot, at talibanerne kom hjem til dem, og at farbroren tog med dem en gang imellem. Adspurgt, om farbroren selv var talibaner, oplyste klageren, at det ved han ikke. Klagerens advokat har under nævnsmødet oplyst, at klageren ikke ønsker at give møde og afgive forklaring for nævnet, da han ikke føler sig i stand til at gentage de stærkt traumatiske oplevelser over for en flerhed af personer. Advokaten har videre oplyst, at klageren heller ikke i dag er i stand til nærmere at kunne uddybe farbrorens forhold til Taliban, og at klageren kan henholde sig til det tidligere oplyste. Således som sagen er oplyst for Flygtningenævnet, finder nævnet efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, om og i givet fald hvorledes klagerens farbror samarbejdede med Taliban. Det forhold, at klageren efterfølgende har fortrudt at deltage i en hævnaktion, som farbroren ønskede, kan herefter ikke i sig selv medføre, at klageren er kommet i en konflikt med Taliban. Klageren findes således ikke at have sandsynliggjort, at han har en konflikt med Taliban, således at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2022/56/mmad
Nævnet meddelte i februar 2020 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og tilhører klanen [K]. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgeren vil blive omskåret og tvangsgift, hvis hun vender tilbage til Somalia. Ansøgerens mor har til støtte for ansøgerens asylmotiv henvist til, at det følger af al-Shabaabs regler, at piger skal omskæres. Ansøgerens mor frygter derfor, at ansøgeren vil blive omskåret, hvis hun tager ophold i Somalia. Hun frygter endvidere, at ansøgeren vil blive tvangsgift af al-Shabaab. Flygtningenævnet kan til dels lægge ansøgerens mors forklaring til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer, at al-Shabaab vil omskære hende, idet det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Thematic Paper: South Central Somalia - Female Genital Mutilation/Cutting fra 2016, at al-Shabaab har forbudt omskæring af kvinder, og at omskæring af kvinder ikke forekommer i områder kontrolleret af al-Shabaab. Samtidig fremgår det af baggrundsoplysningerne, at al-Shabaab ikke bekæmper omskæring af kvinder, da traditionen for omskæring er dybt forankret i samfundet. Ansøgerens mor har forklaret, at ansøgerens søster, [A], mod morens og farens ønske, da [A] var omkring seks år, efter pres fra omgivelserne, herunder al-Shabaab, blev omskåret. Ansøgerens far opholdt sig på dette tidspunkt ikke i Somalia, og ansøgerens mor var i fængsel. Ansøgerens bedstemor, som på dette tidspunkt var alene med [A], blev opsøgt af tre kvinder, angiveligt fra al-Shabaab, som gennemførte en tvangsomskæring af [A]. Bedstemoren var ude af stand til at modsætte sig dette. Det fremgår af de tidligere nævnte baggrundsoplysninger, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men at dette i høj grad afhænger af morens personlighed, og hvorvidt hun er i stand til at modstå det psykologiske pres for omskæring fra såvel familiemedlemmer som samfundet. Det mest afgørende i den forbindelse er morens personlighed, mens morens uddannelsesbaggrund, økonomiske og sociale status også har betydning. Flygtningenævnet lægger ansøgerens mors forklaring om, at ansøgerens klan er imod omskæring af kvinder, og at ansøgerens nærmeste familie også er imod dette, til grund. Samtidig lægger Flygtningenævnet efter ansøgerens mors forklaring til grund, at omskæring er almindelig i det område, som familien kommer fra, og at der vil være et pres fra omgivelserne mod ansøgeren og ansøgerens familie for, at ansøgerens datter skal omskæres. Det fremgår af et lægenotat fra [vinteren] 2017, at ansøgerens mor er ”beliggende i imbecilområdet med en samlet IQ på 47. Psykologen finder, at der er tale om et så lavt niveau på baggrund af, at pgl. ikke har fået tilstrækkelig stimulation under opvæksten samt er opvokset i et markant anderledes samfund. Finder dog, at pgl. på trods af eventuel undervisning og skolegang maksimalt vil kunne forbedre sit kognitive funktionsniveau til et område højere oppe i debilområdet.” Ansøgerens mor har forklaret, at [K] klanen er en mindretalsklan, som ikke er i stand til at modstå pres fra områdets stærkere klaner, der kræver omskæring af piger. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive omskåret som følge af pres fra omgivelserne i det område, som familien kommer fra. Som følge af det oplyste om ansøgerens mors intelligensniveau lægger Flygtningenævnet endvidere til grund, at ansøgerens mor eller den øvrige familie ikke kan forventes at kunne modstå et sådant pres. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse til grund, at ansøgerens far, der har asyl i Italien, til trods for ansøgerens mors håb herom, næppe kan forventes at vende tilbage til Somalia, hvorfor ansøgerens mor reelt må anses for at være uden et netværk, som kan støtte hende i hendes modstand mod omskæring af ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke efter de foreliggende baggrundsoplysninger tilstrækkelig grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer at blive tvangsgift af al-Shabaab, som i øjeblikket ikke har kontrollen i det pågældende område. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren må anses for at tilhøre en særlig social gruppe, som følge af sin risiko for at blive omskåret, jf. flygtningekonventions artikel 1A. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2020/11/FAM
Nævnet omgjorde i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede krigen og de generelle forhold i Syrien. Videre har klageren som asylmotiv oplyst, at hendes tidligere ægtefælle er blevet truet af de syriske myndigheder. Udlændingestyrelsen har [vinteren 21/22] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, fordi hun har været udrejst af Syrien, fordi hun har deltaget i demonstrationer i Danmark, og fordi hendes tidligere ægtefælle i forbindelse med hans genindrejse i Syrien skulle have fortalt de syriske myndigheder, at deres udrejse var på hendes initiativ. Videre har klageren som asylmotiv henvist til, at hendes to ældste sønner vil blive indkaldt til militærtjeneste i Syrien. For så vidt angår klagerens frygt for de syriske myndigheder, fordi hun har været udrejst af Syrien, fordi hun har deltaget i demonstrationer i Danmark, og fordi hendes tidligere ægtefælle i forbindelse med hans genindrejse i Syrien skulle have fortalt de syriske myndigheder, at deres udrejse var på hendes initiativ, er Flygtningenævnet enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelse. Flygtningenævnet bemærker vedrørende klagerens deltagelse i demonstrationer i Danmark, at klageren under nævnsmødet desuden har forklaret udbyggende herom. Flygtningenævnet finder videre, at det forhold, at klagerens nu voksne sønner er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af frygt for militærtjeneste, ikke i sig selv kan føre til, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet henviser til, at der efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger ikke er risiko for, at familiemedlemmer til mænd, der er udeblevet fra militærtjeneste eller er deserteret, vil være i risiko for overgreb, med mindre der er tale om profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klagerens voksne sønner er særligt profilerede, ligesom der ikke foreligger andre konkrete oplysninger om klagerens og sønnernes forhold, der kan medføre, at klageren som følge af sønnernes unddragelse af militærtjeneste er i risiko for overgreb. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens søn, [A], [vinteren] 2022 blev med-delt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er, om betingelserne for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse som konsekvens af klagerens søns opholdstilladelse, er opfyldt. Konsekvensstatus er betegnelsen for den situation, hvor en asylansøger, der ikke har et selvstændigt asylgrundlag, meddeles asyl på baggrund af pågældendes nære familiemæssige tilknytning til en anden person (herefter hovedpersonen), der anerkendes – eller allerede er anerkendt – som flygtning. Konsekvensstatusbegrebet er således et udslag af det internationale princip om beskyttelse af ”familiens enhed”. Princippet fremgår af UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus. Det fremgår af sagens akter, at klagerens søn [er over 18 år]. Klageren har under nævnsmødet forklaret, at hendes søn ikke har stiftet selvstændig familie, og at han fortsat bor hos klageren. Han fraflyttede bopælen i starten af [vinteren 21/22] og flyttede hen til en ven på grund af uenigheder med klageren, men han flyttede tilbage efter [et antal] dage og har boet hos siden. Klagerens forklaring støttes af e-mails fra henholdsvis [Kommunen] og [boligforeningen], som klagerens advokat har fremlagt under nævnsmødet. Det kan heroverfor ikke tillægges afgørende betydning, at klagerens søn i Folkeregisteret er registreret som og fortsat står registreret som fraflyttet bopælen [vinteren 21/22]. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren og klagerens søn udgør en familieenhed, uanset at sønnen [er over 18 år]. Flygtningenævnet bemærker endelig, at det forhold, at klageren og klagerens søn er udrejst af Syrien og indrejst i Danmark med cirka et års mellemrum, ikke kan føre til, at klageren og klagerens søn ikke kan anses som en familieenhed, idet de siden sønnens indrejse i Danmark har boet sammen, og idet de boede sammen på det tidspunkt, hvor klagerens søns asylmotiv opstod. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af klagerens søns opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 21/22] , således at klageren fortsat meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/48/mmad
Nævnet omgjorde i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2001.Flygtningenævnet udtalte:"Klageren er etnisk [etnicitet] og shiamuslim fra [by], Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2001, og at hun [i vinteren 99/21] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2017 udrejste af Danmark. Klageren udrejste for at tage ophold i [et land uden for EU] og for at besøge sin mor i Irak. [I vinteren 21/22] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 måneder, og idet det ikke kunne udelukkes, at hun havde været i Irak i op til 18 måneder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark, og at hun har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af sagen, at klageren mistede sin bolig i Danmark i forbindelse med en [ulykke] i [vinteren 17/18]. Hun boede derefter midlertidigt på forskellige adresser, inden hun [i foråret] 2017 udrejste fra Sverige til [et land uden for EU]. Hun fik ikke en mere varig bopæl efter [ulykken]. Hun optog et lån på [X] kr. og havde herudover fået udbetalt [en sum penge], som hun medbragte på rejsen. Hun indrejste på ny i Danmark [i foråret] 2021. Hendes ophold i udlandet varede således ca. 3 år og 11 måneder. Betingelserne for bortfald i udlændingelovens § 17, stk. 1, er derfor opfyldt. Spørgsmålet er herefter, om betingelserne i § 17, stk. 4, også er opfyldt. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren primært har opholdt sig i [et land uden for EU]. Grundlaget for hendes ophold i [et land uden for EU] var dels en midlertidig opholdstilladelse som turist med en varighed på et år gældende fra [sommeren] 2017 til [sommeren] 2018, dels et turistvisum med ret til én indrejse i perioden [vinteren 19/20] til [sommeren] 2020 og ret til ophold på 30 dage. Klageren har ikke herved opnået beskyttelse i [et land uden for EU] som omhandlet i udlændingelovens § 17, stk. 4. Under opholdet i [et land uden for EU] har klageren to gange været i Irak. Det fremgår af stemplerne i klagerens danske fremmedpas og i et irakisk nationalitetspas, at det første ophold Irak varede fra [vinteren 17/18] til [vinteren 18/19], og at det andet ophold varede fra [efteråret] 2019 til [vinteren] 2020. Formålet med disse ophold var efter klagerens forklaring at besøge familie, særligt klagerens mor, som døde under klagerens andet ophold i Irak. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund om, at hun under opholdene i Irak opholdt sig hos sin tidligere ægtefælles familie. Flygtningenævnet bemærker, at klageren efter hvert ophold rejste tilbage til [et land uden for EU], og at hun efter det andet ophold i Irak opholdt sig i [et land uden for EU] i omkring 1 år og 2 måneder, før hun indrejste i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke grundlag for at fastslå, at klageren har taget frivillig bopæl i Irak i udlændingelovens forstand. Betingelserne for at anse klagerens opholdstilladelse for bortfaldet er derfor ikke opfyldt, jf. § 17, stk. 1 og stk. 4. Flygtningenævnet finder ikke anledning til at tage Udlændingestyrelsens påstand om hjemvisning med henblik på en nærmere undersøgelse af bl.a. det irakiske nationalitetspas, som klageren har fået udstedt [i vinteren 19/20] i et andet efternavn og med en anden fødselsdato, til følge. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at sagen anses for tilstrækkeligt oplyst til, at nævnet kan tage stilling til spørgsmålet om bortfald. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 21/22], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” irak/2022/6/mmad
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Tyrkiet. Ansøgeren er født og opvokset i [by A], men flyttede omkring 2013 til [by B], hvor han boede frem til sin udrejse af Tyrkiet i 2019. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har til sin oplysnings- og motivsamtale i 2020 som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive dræbt eller fængslet af myndighederne, idet han betragtes som en terrorist, da han er kurder, og fordi hans nevøer deltog i en kurdisk koncert. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at efter to af ansøgerens nevøer var tilskuere til en kurdisk koncert i [by A], blev de fulgt efter af seks til syv personer, som arbejder for staten. Personerne blev kaldt ”beskyttere” eller ”vagter”. Personerne skaffede sig efterfølgende adgang til hjemmet ved at sparke døren ind, hvorefter personerne overfaldt familien, bestående af ansøgerens bror, brorens kone, de to nevøer, samt parrets [antal] børn. Ansøgerens bror og familie blev kørt til hospitalet. Efter udskrivelsen fra hospitalet tog ansøgerens bror og familie hjem til ansøgerens forældres bopæl, hvor også ansøgeren befandt sig. Kort efter ankom omkring 30 bevæbnede ”beskyttere” eller ”vagter” i 15 til 20 biler til forældrenes bopæl. Personerne omringede huset og begyndte at skyde op i luften med deres geværer. Nogle af personerne trængte ind i huset, hvor de truede ansøgerens familie og sagde, at de ville blive slået ihjel, hvis ikke de flygtede. Personerne sagde endvidere, at de ikke ønskede familien skulle være der, og at de var terrorister, fordi de to nevøer havde deltaget i den kurdiske koncert. Ansøgeren havde gemt sig på et af værelserne i boligen, men kunne dog stadig høre, hvad personerne sagde. Ansøgerens far og bror var de eneste, der talte med personerne, og ansøgerens far har efterfølgende fortalt, at personerne holdt en pistol op mod farens og brorens hoveder, imens de truede dem. Ansøgerens familie forlod samme nat bopælen, med undtagelse af broren og dennes familie. Broren blev efterfølgende opsøgt af seks til syv ”beskyttere” eller ”vagter”, hvor det udviklede sig til håndgemæng, der resulterede i, at ansøgerens bror stak en af dem med en kniv. Personen døde efter to til tre måneder, og ansøgerens bror er efterfølgende blevet idømt [antal] års fængsel. Sagen er senere blevet anket, og dommen nedsat til [antal] år og [antal] måneder. Ansøgeren og de resterende familiemedlemmer flygtede først til [by C], hvor de efter omkring to uger igen blev opsøgt. ”Beskytterne” skød igen op i luften, men forlod stedet uden yderligere, da familien ikke åbnede døren, da personerne bankede på. Ansøgeren og hans familie flygtede igen dagen efter, denne gang til [by D]. Efter cirka 15 til 20 dage valgte familien at flytte til [by B], hvor familien fortsat befinder sig. Familien er ikke blevet opsøgt i [by B]. Ansøgeren blev i 2016 eller 2017, omkring otte til ti måneder efter aftjent militærtjeneste, overfaldet på åben gade i [by C] af fire til fem ”beskyttere”, som slog ham hårdt. Personerne ønskede at straffe ansøgeren på grund af brorens gerninger. Efter ansøgeren er genopdukket i 2021, har ansøgeren ikke ønsket at medvirke til oplysningen af sin sag. Ansøgeren har ikke på noget tidspunkt oplevet konflikter med religiøse eller kriminelle grupper eller familiemedlemmer eller private. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren alene har ønsket at deltage i en oplysnings- og motivsamtale, men han har [i vinteren 21/22] nægtet at deltage i en asylsamtale med Udlændingestyrelsen, selv om han har været tilsagt til at deltage i en sådan samtale. Ansøgeren har endvidere ikke ønsket at tale med den beskikkede advokat. Ansøgeren har tillige ikke under nævnsmødet ønsket at udtale sig. Flygtningenævnet må således vurdere sagen alene på det foreliggende grundlag. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om en konflikt med de tyrkiske myndigheder eller andre som følge af, at ansøgerens to nevøer i 2013 havde været tilskuere til en kurdisk koncert i [by A], hvorefter ansøgerens familie samme dag skulle være blevet opsøgt og overfaldet af ”beskyttere” eller ”vagter”, som ifølge ansøgeren skulle arbejde for staten, fremstår ansøgerens forklaring herom både diffus, usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Hertil kommer, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende om sit asylmotiv til de tyske myndigheder i forbindelse med sin ansøgning hertil og Udlændingestyrelsen. Nævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren skulle være blevet opsøgt og overfaldet af tyrkiske myndighedspersoner eller andre. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at flere af ansøgerens familiemedlemmer er eller har været medlemmer af det pro-kurdiske parti, HPD, og uanset dette vil det ikke i sig selv kunne medføre, at ansøgeren af den grund skulle være kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de tyrkiske myndigheder. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren ikke tilstrækkeligt har medvirket til at oplyse asylsagen, idet han [i vinteren 21/22] har nægtet at deltage i en asylsamtale med Udlændingestyrelsen, selv om han var været tilsagt til at deltage i en sådan samtale, ligesom ansøgeren ikke har ønsket at tale med sin beskikkede advokat og har ej heller under nævnsmødet ønsket at udtale sig og oplyse sagen. Det fremgår af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til en bedømmelse af, om en tilladelse til asyl kan meddeles, hvilket ansøgeren ikke i tilstrækkelig omfang har medvirket til. Nævnet har noteret sig, at ansøgeren i perioden fra [foråret] 2022 til [sommeren] 2022 efter det oplyste har været indlagt på psykiatrisk hospital, uden at der for nævnet er oplyst yderligere herom. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering og kan heller ikke i sig selv være asylbegrundende. De generelle forhold i Tyrkiet er ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har nogen asylbegrundende konflikt eller øvrige forhold, der kan give opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [vinteren 21/22].” Løbenummer: Tyrk/2022/5/ROZ
Nævnet stadfæstede marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/45/sme. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [byen A], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens mor, på vegne af klageren, som asylmotiv til, at hun frygtede de generelle forhold i Syrien på baggrund af krigen, samt de forskellige grupper, som bekrigede hinanden. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2021/2022] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for hendes opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Syrien. Hun har endvidere henvist til, at hun frygter at blive udsat for seksuelle overgreb, fordi hun i forbindelse med en ransagning af sit hjem fik tilnærmelser fra en soldat. Hun frygter videre, at hun vil blive tilbageholdt, idet der ikke er ytringsfrihed i Syrien. Hun har videre henvist til, at hendes to brødre og svoger er militærunddragere, og at hun ikke har noget familie tilbage i Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [vinteren 2021/2022], at der ikke er grundlag forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Det fremgår af opholdstilladelsen, at denne er tidsbegrænset og gældende i 1 år. Opholdstilladelsen er givet med henblik på midlertidigt ophold. Opholdstilladelsen er efterfølgende blevet forlænget. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Rif-Damaskus. Klageren er født i Damaskus og er opvokset i [byen A], Rif Damaskus-provisen. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Dette understøttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport ”Country Guidance Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf fremgår blandt andet: ”Looking at indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, blandt andet: ” Since 2018 when the GoS Retook control of all areas in Damascus and rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two govenorates, …”. Flygtningenævnet er opmærksomt på rapporten fra Amnesty International fra september 2021, ”You´re going to your death”, og der skal i sager af denne karakter ved sagens afgørelse anvendes et forsigtighedsprincip. De syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er således præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel begrundet tvivl komme en klager til gode. Afgørelsen af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen M.D. And Others v. Russia kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle del af Syrien vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3, men at der er foretaget en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at de er mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de har modsat sig. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, skal inddrages som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter i medfør af udlændingelovens § 19a vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landet økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at håndhævelsen af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 19, stk. 1, nr. 1, der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter EMRK artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder står i et rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse, overfor intensiteten af det indgreb en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens rets til privat- og familieliv. Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2 er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i art foretage indgrebet overfor intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren kom til Danmark som [12-15 årig]. Klageren har gået i skole i Syrien til 9. klasse. Klageren har gået i [udskoling] i Danmark. Klageren går nu på [uddannelse] 1. år. Hun har danske venner. Klageren er medlem af [forening]. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at voksne børn som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i EMRK artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et afhængighedsforhold mellem forældre og børn. Der er ikke under sagen oplyst om et sådant afhængighedsforhold mellem klageren og dennes mor. Flygtningenævnet har herunder henset til, at klageren fraflyttede morens bopæl [i sommeren] 2020. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. EMRK artikel 8. Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund tiltræde, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel, hvorfor klagerens opholdstilladelse skal inddrages. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren kan meddeles opholdstilladelse på grund af klagerens individuelle forhold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Rif Damaskus i Syrien vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2 på grund af klagerens individuelle forhold. Der er herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen, herunder at klageren ikke har haft personlige konflikter med hverken de syriske myndigheder, religiøse grupper, kriminelle grupper, familiemedlemmer eller privatpersoner i Syrien og at klageren ikke tidligere har været politisk aktiv. Det forhold, at klageren har deltaget i en demonstration i lokalområdet mod det syriske styre efter Udlændingestyrelsens afslag, og at der ifølge klageren er lagt billeder på de sociale medier fra demonstrationen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke findes at have sandsynliggjort, at hun herved er kommet i de syriske myndigheders søgelys, og at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for blive udsat for forfølgelse eller individuelle overgreb som følge heraf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren frygter repressalier fra de syriske myndigheder, som følge af, at klagerens to brødre og svoger unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet har herved som Udlændingestyrelsen lagt vægt på baggrundsoplysningerne om risici for familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig værnepligt i Syrien, herunder rapport fra EASO ”Syria Military Service” fra april 2021, hvorefter familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke af sagen fremgår oplysninger, som kan begrunde, at klagerens to brødre og svoger kan betragtes som særligt profilerede hos de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren frygter, ikke at kunne klare sig og ikke at have et sted at bo, er forhold af socioøkonomisk karakter, der som udgangspunkt ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er herved henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport, ”Syria, Security Situation in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, Report based on intervews between 16. og 27 november 2018 in Beirut and Damascus”, fra februar 2019, hvoraf fremgår blandt andet, at der i Damaskus er adgang til basale livsfornødenheder, herunder adgang til mad, vand, elektricitet, skolegang, og at det er muligt at få et arbejde og et sted at bo i Damaskus, også for kvinder, idet kvinder i Syrien ligeledes har adgang til arbejdsmarkedet og har lov til at leje egen bolig. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at klageren ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/46/sme
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en udsendelsessag vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Klageren indrejste i 2014. Senere i 2021 blev klageren af Udlændingestyrelsen meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I 2021 blev klageren idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for at have været i besiddelse af en større mængde narkotika med henblik på videreoverdragelse. Klageren blev samtidig udvist med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte:Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra […], der er beliggende i Aleppo-provinsen i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Klageren har oplyst, at han ikke betragter sig som politisk aktiv, men han har fra 2011 og frem til sin udrejse af Syrien i 2013 deltaget i en række demonstrationer imod det syriske regime. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at de syriske myndigheder enten vil tvinge ham til at aftjene militærtjeneste eller henrette ham, fordi han ikke har efterkommet en genindkaldelse, som han modtog cirka tre måneder før udrejsen. Klageren udrejste, fordi han ikke ønskede at aftjene militærtjeneste, idet han ikke ville slå civile mennesker ihjel. Klageren frygter endvidere, at PKK vil tvangshverve ham, eller at PKK vil dræbe ham, såfremt han nægter at slutte sig til PKK. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren er i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste, da klageren er i den militærpligtige alder, hvilket han ikke ønsker. På den baggrund finder Flygtningenævnet som Udlændingestyrelsen, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder endvidere af de grunde, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, at klagerens forklaring om, at han er udeblevet fra genindkaldelse til militærtjeneste som reservist, ikke kan lægges til grund, og at klager ikke har sandsynliggjort, at han står i et modsætningsforhold til PKK. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da klageren som nævnt isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet som Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved dom afsagt af [konkret ret] den [konkret dato] 2021, som er stadfæstet af […] Landsret den [konkret dato]2021, idømt 2 år og 6 måneders fængsel for grov narkokriminalitet og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Klageren har forklaret, at han på gerningstidspunktet havde et misbrug af euforiserende stoffer, der kompromitterede hans dømmekraft. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren har begået, og som han er dømt og udvist på baggrund af, er en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand. Efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den pågældende kriminalitet, som vedrører besiddelse med henblik på videreoverdragelse af et stort kvantum kokain, sammenholdt med længden af den idømte frihedsstraf og klagerens personlige forhold finder Flygtningenævnet, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Det forhold, at klageren – bortset fra en tidligere bødestraf på 8.000 kr. for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer – ikke er dømt for anden kriminalitet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Klageren indrejste i Danmark som 33-årig i 2014. Han er gift og har 5 mindreårige børn her i landet. Det yngste barn er født i Danmark. De pågældende familiemedlemmer er familiesammenført til klager. Klagers kone er gravid. Klager har færdiggjort sprogskole og har gået på VUC i 2 år. Klager har bl.a. arbejdet på et vikarbureau hos Røde Kors og som svejser samt på et pizzeria, men han har ikke opnået fast tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Klager har været medlem af en kurdisk/dansk forening. Han behersker det danske sprog på et godt niveau, idet han kan tale, skrive og læse dansk, men der er visse begreber, som han ikke forstår. Klager har ikke længere familiemæssig tilknytning til Syrien, idet hans mor er afgået ved døden, og hans søskende har forladt Syrien. Han ved ikke, om han fortsat har fjernslægtninge i Syrien. Klager er født og opvokset i Syrien, hvor han har gået 8 år i skole. Han har i Syrien arbejdet som skrædder og landmand. Klager kan flydende tale, skrive og læse arabisk, og han kan tale og forstå kurmanji. Flygtningenævnet finder efter en samlet afvejning af disse forhold, at der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 3, der kan begrunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder således, at klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri 2022/143 MNR
Nævnet omgjorde i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/139. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men hun har deltaget i en demonstration i [by A] vedrørende den danske udlændingelov. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klagerens mor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren var omfattet af denne afgørelse, idet hun var mindreårig. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens mor som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at hun ville blive fængslet og slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi hun tidligere var blevet tilbageholdt af sikkerhedsfolk og udspurgt om, hvorvidt hun kæmpede for Den Frie Syriske hær. Klagerens mor henviste videre til, at klagerens [familiemedlem A] var blevet fængslet, og at familien ikke havde set [familiemedlem A] siden. Klagerens mor henviste desuden til, at klagerens far var blevet genindkaldt til militæret, men at han ikke mødte op og skjulte sig. Klagerens far blev opsøgt på familiens bopæl, som blev ransaget, og da sikkerhedsfolkene ikke kunne finde ham, truede de klagerens mor med, at de ville tage hende i stedet for. Klagerens mor henviste i øvrigt til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, nr. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hele hendes familie er efterlyst, og at der er risiko for, at også hun er efterlyst. Klageren har videre henvist til, at hendes [familiemedlem A] blev fængslet for [en årrække] siden, og at hun formoder, at han blev fængslet, fordi han havde forladt Syrien og genindrejste. Hun frygter, at også hun vil blive fængslet, hvis hun genindrejser. Klageren har endvidere henvist til, at hendes far er udeblevet fra en genindkaldelse fra det syriske militær. Endelig har klageren henvist til den medieeksponering, der har været af klageren og dennes familie. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i området. Flygtningenævnet skal herefter foretage en vurdering af, om klageren er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klagerens asylmotiv er i det væsentlige enslydende med klagerens mors asylmotiv. Klageren har således ikke selv haft personlige konflikter med de syriske myndigheder, og Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen herom har anført, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, som følge af det oprindelige asylmotiv. Der har for Flygtningenævnet været afspillet et videoklip fra [medieplatform B], hvor klageren og dennes mor bliver interviewet til [medieplatform C]. Der har endvidere været forevist uddrag af en optagelse af en [demonstration], der blev afholdt i [by A] i [2020’erne]. Endelig er der fremlagt avisartikler omhandlende familiens situation. Klageren fremgår med navn og billede foran et oppositionsflag i indslaget på [medieplatform C], der som anført ligeledes kan ses på [medieplatform B]. I indslaget udtaler klageren og dennes mor sig kritisk om den syriske regering, herunder særligt vedrørende forholdene for fængslede, som ifølge klageren og moren bliver udsat for mishandling og tortur. Efter de foreliggende oplysninger om det pågældende medie og indslagets eksponering finder Flygtningenævnet, at klagerens medvirken indebærer en risiko for, at klageren er eksponeret i forhold til de syriske myndigheder som værende modstander af styret. Herefter og ud fra det forsigtighedsprincip, som Flygtningenævnet udviser i forhold til syriske statsborgere, må det på denne baggrund lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2021, således at klageren meddeles har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/140/ACA
Nævnet omgjorde i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt [antal] børn fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/140/ACA. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at hun ville blive fængslet og slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi hun tidligere var blevet tilbageholdt af sikkerhedsfolk og udspurgt om, hvorvidt hun kæmpede for Den Frie Syriske hær. Klageren henviste videre til, at hendes [familiemedlem A] var blevet fængslet, og at familien ikke havde set [familiemedlem A] siden. Klageren henviste endvidere til, at hendes ægtefælle var blevet genindkaldt til militæret, men at han ikke mødte op og skjulte sig. Klagerens ægtefælle blev opsøgt på deres fælles bopæl, som blev ransaget, og da sikkerhedsfolkene ikke kunne finde ham, truede de klageren med, at de ville tage hende i stedet for. Klageren henviste desuden til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 11, stk. 2. 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun og hendes ægtefælle vil blive slået ihjel, og at hendes børn vil blive efterladt alene. Klageren frygter ligeledes de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er blevet tilbageholdt af de syriske myndigheder i [antal] uger, hvor de spurgte ind til hendes familie, herunder hvorvidt hendes [familiemedlemmer] havde båret våben og deltaget i demonstrationer. Klageren blev også udsat for [overgreb] under tilbageholdelsen. Klageren har videre henvist til, at hendes familie er eftersøgt på grund af hendes [familiemedlem A], som har været fængslet af de syriske myndigheder i [en årrække]. Klageren har endvidere henvist til, at hendes ægtefælle er eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi han har unddraget sig genindkaldelse til militæret. Klageren har ligeledes henvist til, at ISIS har forsøgt at rekruttere hendes ægtefælle, men at han flygtede fra dem, og at ISIS efterstræber ham som følge heraf. Endelig har klageren henvist til den medieeksponering, der har været af klageren og dennes familie. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [i efteråret] 2021, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens (og derved de to mindreårige børns) opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i området. Flygtningenævnet skal herefter foretage en vurdering af, om klageren er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klageren har under sin oprindelige asylsag i [efteråret] 2015 forklaret blandt andet, at hun i [sommeren] 2015 havde været tilbageholdt af de syriske myndigheder i tre dage, hvor hun hverken fik mad eller drikke, og at hun derefter blev løsladt betingelsesløst. Under en samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 har klageren forklaret, at hun rettelig blev tilbageholdt i [antal] uger, og at hun blev løsladt mod løsesum, som blev betalt af hendes ægtefælle via hans advokat. Klageren forklarede i den forbindelse, at hun ikke havde forklaret om den langvarige tilbageholdelse tidligere, fordi hun var bange, men at hun nu følte sig tryg. Under tilbageholdelsen blev hun afhørt, og der blev stillet spørgsmål til hende om familien. Under en senere samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren 21/22] har klageren oplyst, at hun blev [udsat for overgreb et antal] gange under tilbageholdelsen og i den forbindelse udsat for slag med en [genstand]. Under mødet i Flygtningenævnet har klageren i det væsentlige forklaret overensstemmende med indholdet af samtalen [i vinteren 21/22], men hun har dog nu oplyst, at tilbageholdelsen skete før [foråret] 2015. Af flere af de fremlagte avisartikler fremgår, at klageren blev tilbageholdt, fordi hendes ægtefælle havde unddraget sig militærtjeneste. Af klagerens forklaring i Flygtningenævnet fremgår imidlertid, at klagerens ægtefælle endnu ikke var blevet genindkaldt til militæret, da klageren blev tilbageholdt. Flygtningenævnet tiltræder herefter som også anført af Udlændingestyrelsen, at klageren har forklaret divergerende og udbyggende om tilbageholdelsen, og Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge klagerens forklaring om længden af tilbageholdelsen og overgreb begået i forbindelse hermed til grund. Hertil kommer som også anført af Udlændingestyrelsen, at klageren ikke blev opsøgt som følge heraf de følgende i hvert fald [antal] måneder, hvor hun fortsat opholdt sig i Syrien, og at der heller ikke i øvrigt er grundlag for at antage, at klageren af den grund er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Endelig fremgår det, at klageren under sin oprindelige asylsag i 2015 har forklaret, at hun udrejste legalt af Syrien ved forevisning af pas til både de syriske og [land A’s] myndigheder, og at der ikke var nogen problemer forbundet med udrejsen. Som anført af Udlændingestyrelsen medførte klagerens ægtefælles unddragelse fra militærtjeneste ikke problemer for hverken ham eller familien, selv om ægtefællen først udrejste af landet [antal] år efter, at han var genindkaldt til militæret. Flygtningenævnet tiltræder herefter som anført af Udlændingestyrelsen, at klageren ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, som følge af det oprindelige asylmotiv. Der har for Flygtningenævnet været afspillet et videoklip fra [medieplatform B], hvor klageren og dennes datter bliver interviewet til [medieplatform C]. Der har endvidere været forevist uddrag af en optagelse af en [demonstration], der blev afholdt i [by D] i [2020’erne]. Endelig er der fremlagt aktuelle avisartikler fra danske medier omhandlende familiens situation. Klageren fremgår med navn og billede foran et oppositionsflag i indslaget på [medieplatform C], der som anført ligeledes kan ses på [medieplatform B]. I indslaget udtaler klageren og dennes datter sig kritisk om den syriske regering, herunder særligt vedrørende forholdene for fængslede, som ifølge klageren bliver udsat for mishandling og tortur. Efter de foreliggende oplysninger om det pågældende medie og indslagets eksponering finder Flygtningenævnet, at klagerens medvirken indebærer en risiko for, at klageren er eksponeret i forhold til de syriske myndigheder som værende modstander af styret. Herefter og ud fra det forsigtighedsprincip, som Flygtningenævnet udviser i forhold til syriske statsborgere, må det på denne baggrund lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021, således at klageren og hendes [antal] medfølgende børn, […] meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/139/ACA
Nævnet meddelte i august 2022 opholdstilladelse til en mandelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. til dels § 244, stk. 2 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er fra [by 1], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han er udeblevet fra genindkaldelse til militærtjeneste. Han ønsker ikke at skulle aftjene militærtjeneste mod sin vilje og derved slå civile mennesker ihjel eller selv blive offer for krigen. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden [vinteren] 2008 til og med [efteråret] 2009 aftjente militærtjeneste i [by 2], Syrien og i forbindelse med sin genindkaldelse til militæret i 2015 udeblev, idet han udrejste af Syrien. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund om, at han har unddraget sig genindkaldelse til militærtjeneste. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder, der har unddraget sig genindkaldelse til militærtjeneste, ved en tilbagevenden til Syrien vil befinde sig i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet tiltræder på den baggrund også, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved Østre Landsrets ankedom af [foråret] 2021 blev klageren straffet med fængsel i 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. til dels § 244, stk. 2, ved mindst [et antal] gange over en periode på [1-3 år] at have udøvet vold mod sin hustru ved at have slået hende mange gange med flad hånd og knyttet hånd i ansigtet, flere gange have hevet hende omkuld og sparket hende i bagdel og på lår, hvilket resulterede i blå mærker. Retten lagde vægt på, at det var en skærpende omstændighed, at forurettedes børn i et ikke nærmere bestemt omfang havde overværet voldshandlingerne. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klager er dømt for, må anses som særlig farlig. Flygtningenævnet har lagt vægt på karakteren og grovheden af forbrydelsen, herunder at der er tale om mindst [et antal] voldsforhold begået mod hans nu tidligere hustru på en periode på [1-3 år], og at der er tale om at klageren har slået sin tidligere hustru mange gange med flad hånd og knyttet hånd i ansigtet, flere gange have hevet hende omkuld og sparket hende i bagdel og på lår, hvilket resulterede i blå mærker, hvilke voldsforhold i et ikke nærmere bestemt omfang er overværet af forurettedes og klagerens børn. Klageren er ikke tidligere eller senere dømt for lignende kriminalitet. Henset hertil og efter omstændighederne i øvrigt finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at anse klageren som en fare for samfundet. Klageren, der er født og opvokset i Syrien, fik opholdstilladelse i Danmark [i efteråret] 2015. Klageren er skilt fra sin ægtefælle. De har to børn på henholdsvis [7-9 år] og [10-11 år]. Han har ikke set børnene i cirka [et antal] år, men har fra medio [sommeren] 2022 haft samvær med børnene hver anden weekend efter aftale med sin tidligere hustru. Han har [et antal søskende] i Danmark. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at der findes at foreligge sådanne særlige grunde, der taler for, at der kan meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2022, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2022/138/SCH
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Ansøgeren indrejste i 2002 efter at være blevet familiesammenført med sin far. I 2021 søgte ansøgeren asyl i, efter at han var blevet idømt en længerevarende fængselsstraf og udvisning med indrejseforbud for bestandig for alvorlig personfarlig kriminalitet.Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er irakisk statsborger, etnisk araber og shia-muslim af trosretning. Han indrejste efter det oplyste i Danmark som 5- eller 6-årig i begyndelsen af 2002, efter at han var blevet familiesammenført med sin far, der havde fået asyl i Danmark. Han har efterfølgende kun haft et enkelt kortvarigt ophold i Irak omkring 2011 i forbindelse med mormorens død. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren søgte asyl [i] 2021, efter at han ved [l…] Landsrets dom af [konkret dato] 2021 var blevet idømt 2 år og 9 måneders fængsel og samtidig var blevet udvist for bestandig. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin kærestes familie, idet familien er imod deres forhold. Familien har smidt kæresten ud, efter at hun blev gravid, og kærestens bror har flere gange forsøgt at overfalde ansøgeren. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han frygter at blive slået ihjel af medlemmer af den klan, som han tilhørte, idet hans far har været involveret i en konflikt, som har ført til, at ansøgeren, faren og ansøgerens brødre er blevet udstødt af klanen. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til et dokument på arabisk dateret [konkret dato} 2006, hvoraf det blandt andet fremgår, at klanen søger blodhævn. Ansøgeren frygter endvidere at blive idømt dobbeltstraf for de forhold, som han er dømt for i Danmark. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han har tatoveringer af en sunni-imam på sin brystkasse, og at det vil kunne give ham problemer ved en tilbagevenden til Irak, idet shia- og sunni-muslimer strides i Irak. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om konflikten med sin kærestes familie til grund, herunder at han har haft fysiske konfrontationer med bl.a. en bror til kæresten. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse påfaldende, at ansøger først under forklaringen for nævnet har forklaret, at han og hans kæreste også har modtaget dødstrusler fra kærestens familie. Flygtningenævnet finder imidlertid, at denne konflikt efter oplysningerne herom ikke har et sådant omfang og en sådan intensitet, at ansøgeren på dette grundlag kan meddeles asyl. Der er i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at ansøgeren – til trods for at kærestens nære familie er bosiddende i Danmark – ikke har fundet anledning til at rette henvendelse til politiet herom, og at konflikten ikke er eskaleret yderligere. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, kan det ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren har oplyst, at kærestens familie er en del af en stor klan, som er til stede i Irak. I forhold til ansøgerens asylmotiv vedrørende sin fars klankonflikt finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han af den grund har en konflikt, der er asylbegrundende. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens far ikke har oplyst om en sådan konflikt i forbindelse med sin asylsagsbehandling i Danmark, og at ansøgeren først i forbindelse med sin partshøringssamtale den [konkret dato] 2022 bragte spørgsmålet op. Bortset fra det omtalte brev af [konkret dato] 2006 vedrørende faren og dennes sønners udstødelse af klanen er ansøgeren alene fremkommet med meget sparsomme oplysninger om den nærmere karakter og baggrund for den påståede klankonflikt. Ansøgeren har hertil forklaret, at han ikke oplevede problemer, da han var i Irak for ca. 10 år siden til sin mormors begravelse. Om brevet bemærker nævnet i øvrigt, at det fremgår af en rapport fra European Union Agency for Asylum af 18. maj 2022 (Q30-2022), at 40 stammeledere i oktober 2021 blev enige om en anbefaling, hvorefter en klankonflikt og efterfølgende beslutning om udstødelse af klanen alene skal rettes mod vedkommende person og således ikke tillige rettes mod andre, herunder børn og øvrige slægtninge. Uanset det fremlagte brev vedrørende ansøgerens far og dennes sønner finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af det anførte, at ansøgerens påberåbelse af et asylmotiv på dette grundlag ikke kan føre til asyl. Efter baggrundsoplysningerne om Irak og af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke er i risiko for at blive idømt en dobbeltstraf ved en tilbagevenden til Irak. Nævnet finder, at de generelle forhold for shiamuslimer i Irak heller ikke i sig selv kan føre til asyl. Oplysningerne om ansøgerens tatovering på brystkassen kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak 2022/20 MNR
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk araber og ikke-praktiserende shiamuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hendes søn med [diagnose] ikke vil have de udviklingsmuligheder, som han vil have i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der i Irak ikke findes skoler, opholdssteder, behandlingsmuligheder eller forståelse for et menneske med [diagnose]. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil fratage hende deres søn. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle har sagt til hendes nieces far i Irak, at han vil rejse en sag mod ansøgeren for at få forældremyndigheden over sønnen, og at han ikke vil skilles fra ansøgeren, før han har ødelagt hendes liv, herunder taget sønnen fra hende. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes ægtefælle vil slå hende ihjel, tvinge hende til seksuelt samvær eller spærre hende inde, fordi hun ikke adlyder ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 2020 har været på [institution] med sin søn efter [hændelse] med ægtefælle. Ansøgerens ægtefælle har to gange truet hende med, at han vil få hendes far til at begrave hende i haven, ligesom han har sagt [trussel]. Ansøgeren frygter yderligere, at hendes far vil slå hende ihjel eller spærre hende inde, fordi hun ikke har adlydt sin ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far går meget op i klantraditioner og er meget religiøs. Hendes far mener, at hans døtre bare skal giftes og adlyde deres mand. Ansøgeren er bange for, hvad hendes ægtefælle har fortalt hendes far. Ansøgeren frygter endelig, at hendes far vil tvinge hende til et ægteskab, hvis hun bliver skilt fra sin nuværende ægtefælle. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om en konflikt med sin ægtefælle finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har en konflikt, der er asylbegrundende. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på helt centrale punkter har forklaret stærkt udbyggende, både om sine asylmotiver og om konflikternes karakter og omfang. I forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2021 forklarede ansøgeren således, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygtede, at der ikke var nogen til at forsørge hende, fordi hun var bange for, at ægtefællen ville skilles, og at det i Irak ville være umuligt at leve som skilt kvinde. Under denne samtale oplyste hun også, at hun ikke rejste til Irak med sin ægtefælle, da hun ikke havde lyst til at forlade Danmark. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 har ansøgeren derimod forklaret, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygtede, at ægtefællen ville slå hende ihjel eller spærre hende inde, fordi hun ikke adlyder ham. I forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen den [i sommeren] 2021 forklarede ansøgeren vedrørende konfliktens omfang med ægtefællen, at hendes ægtefælle, når de har været oppe at skændes, har sagt, at det måske var en fejl, at de blev gift, og at hun havde tvunget ham til at få et barn. Under samtalen med Udlændingestyrelsen den [i sommeren] august 2021 har ansøgeren derimod forklaret, at hendes ægtefælle har sagt til hende [trussel], og at hendes ægtefælle har sagt til ansøgerens nieces far, at han ville anlægge sag mod hende om forældremyndighed, fordi hun havde kidnappet [hendes barn] ved at blive i Danmark. Herunder forklarede ansøgeren nu også, at ægtefællen for år tilbage havde haft tvunget hende til seksuelt samvær én gang, og at ægtefællen på et tidspunkt, hun ikke nærmere husker, én gang har sagt til hende, at [trussel]. Under nævnsmødet har ansøgeren udbyggende forklaret, at ansøgerens ægtefælle flere gange har tvunget hende til seksuelt samvær mod hendes vilje. Under nævnsmødet har ansøgeren endvidere udbyggende forklaret, at ægtefællen omkring [efteråret] 2020 har forsøgt at slå hende, og at han forud herfor flere gange har udøvet vold mod hende i form af skub og spytteri samt psykisk vold. Herom har ansøgeren ikke tidligere forklaret. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, herunder særligt som følge af ansøgerens stærkt udbyggende forklaring på helt centrale punkter, ikke at ansøgerens forklaring om konfliktens karakter og intensitet er troværdig. Det bemærkes herved, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 selv har oplyst, at hendes ægtefælle aldrig har truet med at slå hende ihjel eller spærre hende inde. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har henvist til, at der under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2021 deltog en mandlig tolk, da ansøgeren ikke gjorde opmærksom herpå. Ansøgeren gjorde først i løbet af samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 opmærksom på, at hun ønskede, at der deltog en kvindelig tolk. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 har oplyst, at hun ikke fortalte herom, da hun regnede med, at der kom en ny samtale, hvor hun kunne tale uddybende omkring sine asylmotiver. Men hensyn til ansøgerens asylmotiv om en konflikt med sin far, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har en konflikt med sin far. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om, at hun i [efteråret] 2021 - i tidsrummet efter samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 og inden Udlændingestyrelsens afgørelse [i efteråret] 2021 – af hendes niece fik oplyst, at ansøgerens far, der er klanhøvding, på et møde med mændene i klanen, har sagt, at ”vi skal nok slå hende ihjel, bare rolig, vi skal nok rense klanen” finder Flygtningenævnet utroværdig, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgerens far aldrig fysisk har gjort hende fortræd eller har fremsat trusler over for hende, og at han aldrig har forsøgt at arrangere et tvangsægteskab for ansøgeren. Det forhold, at ansøgerens søn, [hendes barn], der er [8-11 år], har [diagnose] og [diagnose], og at han ikke i Irak har samme udviklingsmuligheder – herunder specialskoler og -institutioner - som i Danmark, kan ikke anses for at være asylbegrundende, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun eller hendes søn, [hendes barn], ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. De generelle forhold i Irak kan heller ikke føre til andet resultat. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2022/1/EEB
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Bulgarien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Bulgarien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit [i vinteren 21/22] i Bulgarien, at Bulgarien efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 25, stk. 2, såkaldt accept by default, og at Bulgarien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Asylproceduren og de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Bulgarien er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtageforholdene i Bulgarien, at overførsel af klageren til Bulgarien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det af Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylsystemet” af 14. marts 2022 fremgår, at Dublin-returnees som udgangspunkt ikke møder nogen forhindringer i forhold til at indrejse i Bulgarien, jf. også AIDA’s landerapport ”Country Report: Bulgaria”, 2021 update, s. 39. I forlængelse heraf bemærkes, at det af Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylsystemet” af 14. marts 2022, s. 6, fremgår, at såfremt "den returnerte har en ikke avgjort asylsøknad i Bulgaria, eller behandlingen blev avbrutt fordi søkeren forsvant, bliver vedkommende transportert til asylmottak i regi af SAR [State Agency for Refugees] … I begge tilfeller er saken ikke endelig avgjort, og kan derfor gjenopptas …". Endvidere fremgår af rapporten s. 7, at Dublin-returnees i almindelighed ikke har problemer med at få sagen genoptaget ved returnering til Bulgarien, hvis sagen ikke er blevet endelig afgjort, jf. også AIDA’s landerapport ”Country Report: Bulgaria”, 2021 update, s. 39 f. og s. 62. Om forholdene på de såkaldte asylmodtagelsescentre (”reception centers”) henvises til Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylmottak og interneringssentre” af 28. april 2022, s. 2 ff., der indeholder en beskrivelse af bl.a. belægningsprocenten, tilbud om modtageplads, beboernes rettigheder samt standarden på modtagelsescentrene. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at Dublin-returnees, der har modtaget et endeligt afslag på asyl i Bulgarien, "is transferred to one of the immigration detention facilities, usually to the Busmanti detention centre in Sofia, or to the Lyubimets detention centre near the Turkish border", jf. AIDA’s landerapport ”Country Report: Bulgaria”, 2021 update, s. 39. I forlængelse heraf skal det fremhæves, at der af CoE-CPT’s rapport ”Report on the treatment of inmates at border police establishments and immigration detention facilities based on visit from 10 to 17 December 2018” af 11. juni 2019 fremgår bl.a. følgende om detentionscentrene i Busmantsi og Lyubimets: ”Some improvements to material conditions were observed by the delegation at Busmantsi and Lyubimets Homes since the CPT’s previous visits. In particular, the premises in Busmantsi (including communal toilets and showers) had been repainted and some new furniture and bedding provided, and in Lyubimets the unit for women and families had been partially refurbished, as well as some of the communal toilets and showers. Further, both Homes were cleaner than in the past although bedbugs had not been completely eradicated. There were also less problems with access to hygiene items, sanitary materials for women and nappies for infants, although the delegation did hear a few complaints; further, some detained foreign nationals complained that they had received no toothbrush and no towel, and that they had to buy products to clean their dormitories. Overall, conditions were better than previously, also thanks to the fact that both establishments were operating well below their official capacities.” Om forbedringerne af forholdene i detentionscentrene kan der også henvises til Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylmottak og interneringssentre” af 28. april 2022, s. 8 f. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Bulgarien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Bulgarien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led.Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst blandt andet, at han i Bulgarien er uvelkommen, og at han har fremlagt billeder og overværet, hvilken behandling asylansøgere udsættes for af politiet og grænsevagterne. Hvis klageren i forbindelse med en tilbagevenden til Bulgarien måtte blive udsat for vold eller lignende, må klageren henvises til at rette henvendelse herom til de relevante overordnede bulgarske myndigheder. Flygtningenævnet finder desuden heller ikke, at det forhold, at klageren har oplyst, at han i et land som Bulgarien ikke kan understøtte sin ægtefælle og [antal] mindreårige børn i Afghanistan, og at det vil være vanskeligt for ham at blive familiesammenført med dem, kan føre til en anden vurdering, idet formålet med Dublinforordningen alene er at fastlægge, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om asyl. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Bulg/2022/4/ACA
Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende et ægtepar, der var meddelt konventionsstatus i Italien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land, som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag lægger Flygtningenævnet til grund, at klagerne er meddelt beskyttelse i Italien henholdsvis [i efteråret] 2021 og [i efteråret] 2021. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de italienske myndigheder [i vinteren 21/22] har oplyst, at klagerne henholdsvis [i efteråret] 2021 og [i efteråret] 2021 blev meddelt beskyttelse i Italien på baggrund af Flygtningekonventionen af 28. juli 1951. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse.Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Den kvindelige klager har da også forklaret, at hun ved ankomsten til Italien hurtigt sammen med sine forældre og søskende blev tildelt en treværelses-bolig med adgang til køkken og bad. Den mandlige klager har forklaret, at han fik et ophold et andet sted, da han endnu ikke var blevet gift med den kvindelige klager, og da hendes forældre derfor ikke ønskede, at de boede sammen. Klagerne har videre forklaret, at de modtog mad og mindre kontantbeløb, havde adgang til kontakt til læge og adgang til sprogundervisning. For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge, der har opnået opholdstilladelse i Italien, finder Flygtningenævnet ikke, at en afvisning af klagerne vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagernes personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at klagerne ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. Det bemærkes herved, at det af AIDAs rapport: “Country Report: Italy - 2021 Update” fra 18. maj 2022 fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har adgang til arbejdsmarkedet, uddannelsessystemet og den samme adgang til sundhedsvæsenet og sociale boligtilbud som italienske statsborgere. Flygtningenævnet lægger således til grund, at man med en opholdstilladelse i Italien vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet finder desuden ikke, at klagerne har oplyst om oplevelser under deres ophold i Italien eller om personlige forhold, der kan føre til, at Italien ikke kan tjene som deres første asylland. Flygtningenævnet henviser herved til det, der er anført af Udlændingestyrelsen, herunder vedrørende mulighederne for lægelig behandling for den kvindelige klagers lidelser. Klagerne kan derfor ikke anses for så særligt sårbare, at de ikke kan henvises til at tage ophold i Italien. Forholdene omkring klagernes udrejse kan ikke føre til en anden vurdering, og klagerne har ikke under deres samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at de har oplevet konflikter i Italien.” Løbenummer: §29b-ita/2022/4/MLVT
Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende et par og deres [antal] børn, der var meddelt konventionsstatus i Italien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land, som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag lægger Flygtningenævnet til grund, at klagerne er meddelt beskyttelse i Italien [i efteråret] 2021. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de italienske myndigheder [i vinteren 21/22] har oplyst, at klagerne [i efteråret] 2021 blev meddelt beskyttelse i Italien på baggrund af Flygtningekonventionen af 28. juli 1951. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Klagerne har da også forklaret, at de ved ankomsten til Italien hurtigt blev tildelt en treværelses-bolig med adgang til køkken og bad, modtog mad og mindre kontantbeløb, havde adgang til kontakt til en læge og adgang til sprogundervisning, ligesom børnene havde adgang til skolegang, og det yngste barn skulle være startet i børnehave, såfremt familien ikke var udrejst. Den kvindelige klager har endvidere forklaret, at hun end ikke forsøgte at skaffe sig arbejde, selv om hun af de italienske myndigheder fik udleveret adressen på et kontor, hvor man kunne henvende sig, og som ville kunne hjælpe hende med blandt andet arbejde. For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge, der har opnået opholdstilladelse i Italien, finder Flygtningenævnet ikke, at en afvisning af klagerne vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagernes personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at klagerne ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. Det bemærkes herved, at det af AIDAs rapport: “Country Report: Italy - 2021 Update” fra 18. maj 2022 fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har adgang til arbejdsmarkedet, uddannelsessystemet og den samme adgang til sundhedsvæsenet og sociale boligtilbud som italienske statsborgere. Flygtningenævnet lægger således til grund, at man med en opholdstilladelse i Italien vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet finder desuden ikke, at klagerne har oplyst om oplevelser under deres ophold i Italien eller om personlige forhold, der kan føre til, at Italien ikke kan tjene som deres første asylland. Flygtningenævnet bemærker herved, at der er tale om en velfungerende familie, hvor den mandlige klager i [2010’erne] har haft [antal] studieophold i Italien af 6 måneders varighed, idet han der har læst en kandidatgrad. Han har over for Udlændingestyrelsen oplyst, at han derfor taler lidt Italiensk. Den kvindelige klager har tidligere lidt af en [alvorlig sygdom], men modtager nu alene medicinsk behandling for [diagnose A] og [diagnose B]. Klagerne og deres børn kan derfor ikke betragtes som så særligt sårbare, at de ikke kan henvises til at tage ophold i Italien. Det, som DRC har anført om hensynet til børnenes tarv, kan ikke føre til anden vurdering. Forholdene omkring klagernes udrejse kan heller ikke føre til en anden vurdering. Klagerne har desuden ikke under deres samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at de har oplevet konflikter i Italien.” Løbenummer: §29b-ita/2022/3/MLVT
Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/136/DIEI. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er statsløs palæstinenser og sunnimuslim fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 15/16] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til de generelle forhold i Syrien som følge af krigen, og at klagerens navn fremgår af listen over eftersøgte personer. Klageren frygter, at myndighederne i Syrien vil tilbageholde hende. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 21/22] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, nr. 1, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået opholdstilladelse på baggrund af svig. Udlændingestyrelsen har i den forbindelse vurderet, at klageren bevidst har tilbageholdt oplysningen om, at klagerens nuværende ægtefælle, [A], er den samme person som klagerens tidligere ægtefælle, og at [A] har jordansk statsborgerskab. Klageren har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder har bedt hende om at stå ved en kontrolpost og efterfølgende har noteret hendes navn på en liste til efterretningstjenesten. Klageren har til støtte herfor videre oplyst, at de syriske myndigheder fortsat opsøger hendes forældre og ransager deres bolig i Damaskus. Om retsgrundlaget og sagens problemstillinger: Flygtningenævnet kan af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, tiltræde, at vurderingen af, om der er grundlag for at nægte at forlænge klagerens (tidsbegrænsede) opholdstilladelse, skal foretages efter de tidligere gældende bestemmelser i udlændingeloven, jf. om disse bestemmelser lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017. Sagen rejser i første række spørgsmålet om, hvorvidt klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig. I den forbindelse er det centrale spørgsmål, om klagerens nuværende ægtefælle – [A], der efter det oplyste er syrisk statsborger – er identisk med klagerens (tidligere) ægtefælle [B], der er jordansk statsborger. Hvis det lægges til grund, at [A] er identisk med klagerens (tidligere) ægtefælle [B] fra Jordan, er spørgsmålet, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for klageren, navnlig på grund af de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Hvis det antages, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil virke særligt belastende, skal der tages stilling til, om klageren sammen med sin jordanske ægtefælle ([A]/[B]) kan indrejse og tage ophold i Jordan, og om klageren risikerer at blive sendt til Syrien fra Jordan (risikoen for refoulement). Om klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig: Flygtningenævnet finder af de grunde, der er anført i [A]s samtidigt behandlede sag, at det må lægges til grund, at [A] er identisk med klagerens (tidligere) ægtefælle [B], der er jordansk statsborger. Flygtningenævnet finder, at klageren bevidst har tilbageholdt den nævnte oplysning, hvorved henvises til blandt andet, at klageren under sin oprindelige asylsag i forlængelse af oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 blev indkaldt til en ny samtale [i sommeren] 2015 med Udlændingestyrelsen, hvor hun fik foreholdt, at hun ville have mulighed for at tage ophold i Jordan med sin jordanske ægtefælle. Klageren rettede herefter [i vinteren 15/16] henvendelse til Udlændingestyrelsen og oplyste, at hun havde forladt sin jordanske ægtefælle. Flygtningenævnet tiltræder, at såfremt Udlændingestyrelsen i sin tid, da klageren blev meddelt opholdstilladelse, havde været i besiddelse af oplysningen om, at klagerens ægtefælle var statsborger i Jordan, ville have vurderet, at klageren kunne henvises til at tage ophold i Jordan sammen med sin jordanske ægtefælle, jf. den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 4 (nu § 7, stk. 5). Om dette spørgsmål henvises i øvrigt til det, der er anført nedenfor. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klageren har opnået sin opholdstilladelse i Danmark ved svig, og at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er opfyldte, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende: Ved bedømmelsen af, om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at være særligt belastende, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til navnlig hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1. Det følger af denne bestemmelse, at der i afvejningen skal tages hensyn til 1) udlændingens tilknytning til det danske samfund, 2) udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold, 3) udlændingens tilknytning til herboende personer, 4) udvisningens konsekvenser for udlændingens herboende nære familiemedlemmer, herunder i relation til hensynet til familiens enhed, 5) udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og 6) risikoen for, at udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, eller § 8, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Flygtningenævnets praksis, at der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig er udvist en sådan egen skyld, at hensynet til udlændingen selv, herunder om inddragelsen eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende, ikke tillægges samme vægt i afvejningen som i sager, hvor inddragelse eller nægtelse af forlængelse overvejes på baggrund af ændringerne i den pågældendes hjemland eller udefra kommende omstændigheder. Det anførte skal ses i sammenhæng med, at udlændingen på grund af den udviste svig som det helt klare udgangspunkt, ikke kan antages at have en berettiget forventning om at kunne forblive her i landet. Til støtte for, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, kan der peges på navnlig, at klageren indrejste i Danmark i [vinteren 14/15] og i [vinteren 15/16] blev meddelt opholdstilladelse, at klagerens ægtefælle opholder sig i Danmark, og at klagerens bror, klagerens onkel og dennes kone bor i Danmark. Hertil kommer, at klageren lider af [diagnose A], at hun lider af [diagnose B], [diagnose C] og har haft to [diagnose D], og at hun er i behandling med [medicin A], [medicin B] og [medicin C]. Herudover må det tages i betragtning, at klageren på grund af sine helbredsmæssige problemer ikke har taget en egentlig uddannelse i Danmark eller haft arbejde i landet, hvorfor disse forhold ikke skal tillægges samme vægt i afvejningen som i det tilfælde, hvor en klager ikke har de nævnte helbredsmæssige problemer. Heroverfor står imidlertid, at det i forhold til betydningen af længden af opholdet i Danmark må tillægges vægt, at opholdet alene skyldes klagerens urigtige oplysninger ved ansøgningen om asyl. Endvidere må det i forhold til klagerens danskkundskaber tages i betragtning, at det også under sagens behandling for Flygtningenævnet har vist sig nødvendigt at anvende tolk. Heller ikke klagerens alder eller personlige forhold, taler imod en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Det forhold, at klageren har blandt andet sin bror i Danmark kan ikke tillægges væsentlig betydning, da der ikke foreligger oplysninger om, at hun skulle være afhængig af broderens hjælp eller bistand. Det samme gælder det forhold, at hun har sin ægtefælle i Danmark, idet hun vil kunne tage ophold med ægtefællen i Jordan, jf. nedenfor. Hensynet til familiens enhed taler med andre ord ikke imod, at klagerens opholdstilladelse nægtes forlænget. Hertil kommer, at det oplyste om klagerens helbredsforhold ikke er af en sådan karakter, at disse forhold med styrke taler for at nægtelse af opholdstilladelsen vil være særligt belastende. I den forbindelse henvises til det, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse. Heller ikke oplysningen om, at klageren lider af [diagnose A] taler med styrke for at nægtelse af opholdstilladelsen vil være særligt belastende. Endelig må det tages i betragtning, at klageren allerede i [vinteren 18/19] – dvs. ca. 3 år efter, at hun fik meddelt sin opholdstilladelse i Danmark – under en samtale med Udlændingestyrelsen fik oplyst, at der var indledt en sag vedrørende spørgsmålet om svig. Hertil kommer, at klageren allerede under en samtale [i sommeren] 2015 med Udlændingestyrelsen fik oplyst, at hun ville have mulighed for at tage ophold i Jordan med sin jordanske ægtefælle. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet efter en samlet afvejning af klagerens forhold, at det ikke vil være særligt belastende for klageren, hvis klagerens opholdstilladelse nægtes forlænget. Om klageren kan indrejse og tage ophold i Jordan sammen med sin jordanske ægtefælle, og om hun risikerer udsendelse til Syrien: Reglerne om udstedelse af opholdstilladelse i Jordan reguleres af Law No. 24 on Residence and Foreigners’ Affairs (herefter 1973-loven). Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet side 19 i International Labour Organizations rapport om Impact of work permits on decent work for Syrians in Jordan (september 2021) samt side 5 i en (faglig) artikel vedrørende Jordan and Syrian humanitarian refugees’ dilemma: international law perspective (april 2022). Spørgsmålet om, hvorvidt klageren, der er gift med en jordansk statsborger, kan få udstedt jordansk opholdstilladelse reguleres således af 1973-loven, der administreres således, at ”Utenlanske kvinner som er gift med jordanske statsborgere kan […] relativt enkelt få innvilget en opholdstilladelse”, jf. Landinfos respons, Jordan: Oppholdstillatelse i familiegjenforening (november 2015). Herudover kan der henvises til Lifos Rapport, Palestinier i Mellanöstern, upphållsrätt och dokument (oktober 2019), side 54, hvor det – med henvisning til 1973-loven – anføres, at en kvinde, der er gift med en jordansk mand, kan få opholdstilladelse i Jordan. Flygtningenævnet tiltræder med denne begrundelse, at klageren vil kunne tage ophold i Jordan sammen med sin jordanske mand. Det, som klagerens advokat har anført i sit indlæg for Flygtningenævnet, kan ikke føre til et andet resultat, da det deri anførte navnlig angår spørgsmålet om adgangen for palæstinensere fra Syrien til at indrejse til Jordan, men i den foreliggende sag er der tale om, at klageren vil skulle indrejse og tage ophold i Jordan som ægtefælle til en jordansk statsborger. I forlængelse heraf bemærkes, at en mandlig jordansk statsborgers udenlandske kvindelige ægtefælle efter den jordanske indfødsretslov kan ansøge om jordansk statsborgerskab efter tre års ægteskab, hvis kvinden er statsborger i et arabisk land, og efter fem år, hvis det ikke er tilfældet, jf. Lilian Frost, Global Citizenship Observatory, Report on Citizenship Law: Jordan (February 2022), side 24 og side 40, hvor det sidstnævnte sted anføres, at “Article 8 states that a foreign woman who marries a Jordanian citzen may obtain Jordanian nationality with the approval of the Minister of Interior if she announces her desire in writing and has been married for three years (if she holds an Arab Nationality) or five years (if she holds a non-arab nationality)”. Det anførte illustrerer, at en mandlig jordansk statsborgers udenlandske kvindelige ægtefælle har særlige opholds- og statsborgerskabsrettigheder i Jordan. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke vil være i risiko for at blive udsendt til Syrien fra Jordan. Det gælder selvom der efter baggrundsoplysningerne har været tilfælde af refoulement fra Jordan til Syrien af palæstinensiske flygtninge, idet klageren netop ikke vil være palæstinensisk flygtning i Jordan, men derimod kan tage ophold i Jordan som ægtefælle til en jordansk mandlig statsborger. I den forbindelse bemærkes under alle omstændigheder, at det fremgår af US State Departments Human Rights Report, Jordan 2021, side 31, at ”the government generally did not force refugees to return to their country of origin”. Konklusion: Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Syri/2022/137/DIEI
Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Jordan statsborger. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/137/DIEI. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim og angiver at være fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 16/17] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at aftjene værnepligt. Klageren oplyste til støtte herfor, at han ikke ville slå andre mennesker ihjel, og at han var blevet indkaldt til militærtjeneste inden sin udrejse af Syrien. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 21/22] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået opholdstilladelse på baggrund af svig. Udlændingestyrelsen har i den forbindelse vurderet, at klageren er jordansk statsborger og ikke syrisk statsborger. Styrelsen har henvist til de jordanske myndigheders brev [i efteråret] 2019, hvor det er oplyst, at klageren er jordansk statsborger. Styrelsen har endvidere henvist til, at klageren i forbindelse med sin asylsag havde afgivet fingeraftryk, som var identiske med fingeraftryk afgivet i forbindelse med en visumansøgning til den spanske ambassade i Syrien af personen [B], som er jordansk statsborger. Klageren har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at aftjene værnepligt. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Om retsgrundlaget og sagens problemstillinger: Flygtningenævnet kan af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, tiltræde, at vurderingen af, om der er grundlag for at nægte at forlænge klagerens (tidsbegrænsede) opholdstilladelse, skal foretages efter de tidligere gældende bestemmelser i udlændingeloven, jf. om disse bestemmelser lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017. Sagen rejser i første række spørgsmålet om, hvorvidt klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig. I den forbindelse er det centrale spørgsmål, om klageren er den person, som han har oplyst at være i sin asylsag – nemlig den syriske statsborger [A] – eller om klageren er identisk med klagerens ægtefælle, [C’s], (tidligere) ægtefælle [B], der er jordansk statsborger. Hvis det lægges til grund, at klageren er identisk med [C’s] (tidligere) ægtefælle [B], er spørgsmålet, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for klageren, navnlig på grund af de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Om klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig: Ved vurderingen af, om klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig, er det centrale spørgsmål som nævnt, om klageren er [A], der er syrisk statsborger, eller om klageren er identisk med [C´’s] (tidligere) ægtefælle [B], der er jordansk statsborger. I den forbindelse skal Flygtningenævnet bemærke, at de jordanske myndigheders svar på spørgsmålet vedrørende klagerens og [B’s] eventuelle statsborgerskab i Jordan – som gengivet i Udenrigsministeriets notat af [efteråret] 2019 – må forstås således, at de jordanske myndigheder har oplyst, at [B] er jordansk statsborger. Notatet kan imidlertid efter sit indhold ikke med den fornødne sikkerhed forstås således, at de jordanske myndigheder har givet udtryk for, at også [A] er jordansk statsborger. Det gælder uanset, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med sin henvendelse [i foråret] 2019 til Udenrigsministeriet om ”Determination of Identity and Citizenship in Jordan” har spurgt, om [A] er jordansk statsborger og har vedhæftet et foto af klageren. Det er således Flygtningenævnets opfattelse, at de jordanske myndigheders svar ikke i sig selv kan anvendes til at lægge til grund, at klageren er identisk med [C’s] (tidligere) ægtefælle [B]. I forlængelse heraf bemærkes, at [C] i sin oprindelige asylsag under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 oplyste, at hun var gift med [B], der var født [i foråret] 1981, og som var jordansk statsborger, og at han i Syrien arbejdede som revisor. Det kan herefter som en delkonklusion konstateres, at [C’s] (tidligere) ægtefælle [B], hvilket også er ubestridt, er jordansk statsborger. Tilbage står stadig spørgsmålet om, hvorvidt klageren er identisk med [C’s] (tidligere) ægtefælle [B]. I den forbindelse må der efter Flygtningenævnets opfattelse lægges vægt på, at klageren i forbindelse med sin asylsag i Danmark har afgivet fingeraftryk, som viste sig at være identiske med fingeraftryk afgivet under en visumansøgning på den spanske ambassade i Syrien eller i Libanon af en person ved navn [B], der var født [i foråret] 1981, og som var jordansk statsborger. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring om, at det skulle have været en menneskesmugler på den spanske ambassade, som bad klageren om i forbindelse med visumansøgningen at angive navnet [B] mv. – eller som forklaret for Flygtningenævnet, at klageren af menneskesmugleren blot fik stukket et pas i hånden med navnet [B] – der efterfølgende viste sig at være identisk med [C’s] (tidligere) ægtefælles navn mv., forekommer usandsynlig. Ved vurderingen af, om klageren er identisk med [C’s] (tidligere) ægtefælle [B] må det også tages i betragtning, at klageren har samme fornavn […] som [C’s] (tidligere) ægtefælle, og at begge har samme fødselsdato […]. Hertil kommer, at begge har haft samme profession […], hvorved der kan henvises til, at [C] i sin oprindelige asylsag under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 oplyste, at [B] arbejdede i Syrien som [profession B]. Klageren er i sin oprindelige asylsag under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 ”registreret” som uddannet [titel] og har under samtalen oplyst, at han har arbejdet som [profession A] og [profession B] i Syrien. Det samme har klageren oplyst under samtalen [i vinteren 18/19] med Udlændingestyrelsen. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han i Syrien arbejdede som [profession B]. Endvidere må det tages i betragtning, at klageren under samtalen [i vinteren 19/20] med Udlændingestyrelsen stavede sin moders navn som […] og at det af [C’s] oprindelige asylsag af et UNRWA Family Record dokument fremgår, at [B’s] moders navn er […]. Flygtningenævnet finder, at det også må indgå i vurderingen, at klageren under sin oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2016 forklarede, at ”Ansøgerens kæreste er også i Danmark. De var kærester, da de boede i Damaskus. De har dog aldrig boet sammen. Hun har været i Danmark i [1-3 år]. Ansøger vil ikke fortælle, [hvad] kæresten hedder”. Det anførte skal ses i sammenhæng med, at [C] indrejste i Danmark [i vinteren 14/15] – dvs. ca. [1-3 år] forud for klagerens oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2016 – og at klageren foreholdt under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 18/19] med, at han skulle have haft en kæreste i Danmark, forklarede, at det var ukorrekt gengivet i samtalereferatet, og at der rettelig var tale om en veninde […], som han havde hørt skulle rejse til Danmark, men som imidlertid valgte at rejse til Tyskland. Klageren har forklaret det samme for Flygtningenævnet. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren er identisk med [C’s] (tidligere) ægtefælle [B], og at klageren derfor er jordansk statsborger. Det forhold, at klageren under sagen om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen har fremlagt en ”Civil Status Transcript”, der er udstedt [i foråret] 2020, hvoraf fremgår blandt andet, at klageren er født i Damaskus, kan ikke føre til et andet resultat, når også henses til, at klageren skulle have fået udstedt det nævnte dokument gennem en syrisk advokats bistand, men uden at advokaten var i besiddelse af nogle identitetsdokumenter vedrørende klageren. I den sammenhæng bemærkes, at klageren under sin oprindelige asylsag ikke fremlagde dokumenter, der kunne verificere klagerens identitet, herunder blandt andet syrisk ID-kort, militærbog eller syrisk nationalitetspas, som han efter det oplyste havde mistet under flugten fra Syrien. Heller ikke det forhold, at Sprakabs sprogtest konkluderer, at [A’s] sproglige baggrund med meget høj grad af sandsynlighed er Rif Damaskus i Syrien, kan føre til et andet resultat. I den forbindelse bemærkes, at en sprogtests konklusion alene er udtryk for en (efter omstændighederne stærk) formodning for, hvor en person stammer fra, men at denne formodning kan tilbagevises, hvilket er sket med de ovennævnte omstændigheder. Hertil kommer, at [C’s] (tidligere) ægtefælle [B] – der er identisk med klageren – i en årrække har været bosat i Rif Damaskus og derfor har haft mulighed for at tillære sig den dialekt, der tales i det nævnte område. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på gennem Udenrigsministeriet at få foretaget en ægthedsvurdering af dokumentet, der er benævnt ”Civil Status Transcript”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klageren har opnået sin opholdstilladelse i Danmark ved svig, og at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er opfyldte, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende: Ved bedømmelsen af, om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at være særligt belastende, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til navnlig hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1. Det følger af denne bestemmelse, at der i afvejningen skal tages hensyn til 1) udlændingens tilknytning til det danske samfund, 2) udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold, 3) udlændingens tilknytning til herboende personer, 4) udvisningens konsekvenser for udlændingens herboende nære familiemedlemmer, herunder i relation til hensynet til familiens enhed, 5) udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og 6) risikoen for, at udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, eller § 8, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Flygtningenævnets praksis, at der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig er udvist en sådan egen skyld, at hensynet til udlændingen selv, herunder om inddragelsen eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende, ikke tillægges samme vægt i afvejningen som i sager, hvor inddragelse eller nægtelse af forlængelse overvejes på baggrund af ændringerne i den pågældendes hjemland eller udefra kommende omstændigheder. Det anførte skal ses i sammenhæng med, at udlændingen på grund af den udviste svig som det helt klare udgangspunkt, ikke kan antages at have en berettiget forventning om at kunne forblive her i landet. Til støtte for, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, kan der peges på navnlig, at klageren indrejste i Danmark i [sommeren] 2016 og i [vinteren 16/17] blev meddelt opholdstilladelse, at klageren har haft fast arbejde i Danmark siden [efteråret] 2017, at klagerens ægtefælle opholder sig i Danmark, at klagerens fars fætter, og at klageren har bestået Dansk 2, Modul 3. Hertil kommer, at klageren tager præparatet [præparat A] pga. [helbredsproblem] og [diagnose]. Heroverfor står imidlertid, at det i forhold til betydningen af længden af opholdet i Danmark må tillægges vægt, at opholdet alene skyldes klagerens urigtige oplysninger ved ansøgningen om asyl. Endvidere må det i forhold til klagerens danskkundskaber tages i betragtning, at det også under sagens behandling for Flygtningenævnet har vist sig nødvendigt til at anvende tolk. Heller ikke klagerens alder eller personlige forhold, taler imod en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse, idet det blandt andet bemærkes, at klageren ikke har sin nærmeste familie i Danmark ud over sin ægtefælle, der i givet fald også vil kunne tage ophold med klageren i Jordan, jf. herved den samtidige afgørelse i klagerens ægtefælles sag. Hensynet til familiens enhed taler med andre ord ikke imod, at klagerens opholdstilladelse nægtes forlænget. Hertil kommer, at det oplyste om klagerens helbredsforhold ikke er af en sådan karakter, at disse forhold med styrke taler for at nægtelse af opholdstilladelsen vil være særligt belastende. Endelig må det tages i betragtning, at klageren allerede i [vinteren 18/19] – dvs. 2 år efter, at han fik meddelt sin opholdstilladelse i Danmark – under en samtale med Udlændingestyrelsen fik oplyst, at der var indledt en sag vedrørende spørgsmålet om svig. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet efter en samlet afvejning af klagerens forhold, at det ikke vil være særligt belastende for klageren, hvis klagerens opholdstilladelse nægtes forlænget. Konklusion: Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/136/DIEI
Nævnet omgjorde i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren [i vinteren 15/16] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, og at han indrejste i Danmark [i] 2016. Klagerens advokat har [i foråret] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er i den militærpligtige alder og ikke ønsker at aftjene militærtjeneste i Syrien, fordi han ville risikere at skulle slå andre ihjel, herunder uskyldige mennesker, eller selv blive slået ihjel. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren er født [i] 2000, og at han dermed fyldte 18 år [i] 2018. Det fremgår af grundlaget for Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution af [foråret] 2021, at ”pågældende er i den værnepligtige alder. Han er sund og rask, og han er ikke eneste søn. Han ønsker ikke at aftjene militærtjeneste af samvittighedsgrunde, hvorfor han frygter de syriske myndigheder ved en eventuel tilbagevenden til Syrien. […] Da pågældende er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, forlænges hans opholdstilladelse, da vi ikke kan statusændre til § 8, stk. 1, eller § 7, stk. 1.” Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund og under henvisning til klagerens alder og nævnets praksis vedrørende mandlige syriske statsborger, der risikerer at blive indkaldt til tjeneste i det syriske forsvar, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” Syri/2022/133/MIMA
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Syrien. Klageren er født i [A] i [B], hvor han boede [i sine første år]. I 1967 flyttede klageren til [C], hvor han boede frem til 1973, hvorefter han flyttede til [D] i Rif Damaskus, og i cirka 2012 flyttede han til Yarmouk-lejren. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2014/2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han frygtede at vende tilbage til Syrien på grund af de generelle forhold. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter myndighederne. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at to af hans brødre, [E] og [F], var offentligt ansatte og forlod deres stilling i Syrien. [E] var statsligt ansat af den syriske regering. [E] arbejdede på et videnskabeligt institut og flygtede til [et europæisk land], og han er nu mistænkt for landsforræderi. [E] arbejdede med biologiske våben under militæret, og han havde adgang til statslige hemmeligheder. Klageren frygter på den baggrund at blive taget af myndighederne. [E’s] datter, der arbejder i [en by i Mellemøsten], har også oplevet at blive tilbageholdt af myndighederne i Syrien, da hun vendte tilbage. Klageren har videre oplyst, at han i Danmark og Syrien har deltaget i demonstrationer. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at der er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet henviser herved til det, som Udlændingestyrelsen har anført og bemærker, at klageren for Flygtningenævnet har forklaret meget usikkert og skiftende om sine brødres forhold, hvorfor forklaringen herom ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet bemærker videre, at klagerens forklaring for Flygtningenævnet om, at han har deltaget i demonstrationer i både Syrien og Danmark, heller ikke kan lægges til grund, idet han til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 forklarede, at han ikke havde været politisk aktiv og ikke havde deltaget i demonstrationer. Om klagerens helbredsmæssige forhold bemærker Flygtningenævnet, at klageren også i Syrien modtog lægehjælp for [sit helbredsmæssige problem], herunder en [behandling] og medicin, hvorfor han også fremadrettet må antages at kunne modtage relevant lægelig behandling. Flygtningenævnet bemærker endeligt, at heller ikke en kumulativ vurdering af klagerens forhold eller forsigtighedsprincippet kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Syri/2022/132/ANJV
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre medfølgende mindreårige børn fra Irak Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Dokan, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter sin tidligere ægtefælle og hans familie, fordi ansøgeren er skyld i, at han har fået en dom i Danmark, og fordi ansøgeren har taget børnene fra ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes tidligere ægtefælle gentagne gange har udøvet vold mod hende, for hvilket han har fået en ubetinget fængselsstraf på 60 dage og udvisning med indrejseforbud i seks år, at han har truet med at slå hende ihjel, uanset hvor hun befinder sig og at hendes tidligere ægtefælle familie er magtfuld og indflydelsesrig. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin farbror og sin klan, fordi hun blev gift med en uden for klanen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes tidligere ægtefælle farbror, [A], tidligere har fortalt, at hendes familie vil dræbe hende, hvis hun vendte tilbage til Irak. Ansøgeren har til støtte herfor yderligere oplyst, at det er en æressag for hendes familie. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter, at hendes familie og klan vil slå hendes børn ihjel, fordi de er født uden for ægteskab, og at hendes børn vil blive skadet i samfundet, fordi de er født uden for ægteskab. Ansøgeren har som asylmotiv desuden henvist til, at hun frygter, at hun og hendes børn vil blive forfulgt, fordi de er kristne. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være en enlig kvinde uden netværk. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [forening] har vurderet, hun ikke vil kunne opnå beskyttelse hos myndighederne eller private organisationer, da hendes tidligere ægtefælle og hans familie er indflydelsesrige og vil kunne finde og straffe hende, hvor hun måtte være. Ansøgeren har som sine børns asylmotiv endelig henvist til, at de ikke har en far til at tage vare på dem i Irak, og at de vil blive skadet i samfundet, fordi de er forældreløse. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at børnene ikke har irakiske identifikationsdokumenter, og at det kræver farens tilstedeværelse og samtykke samt vielsesattest at få sådanne udstedt i Irak, og at de vil risikere at blive anbragt på børnehjem uden dem. Flygtningenævnet tiltræder, at de generelle forhold i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Irak. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet desuden, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med sin egen familie og klan. Udlændingestyrelsen har anført, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendom. Flygtningenævnet her herved henvist til, at Flygtningenævnet [i vinteren 2016/2017] afviste ansøgerens forklaring om, at hun var konverteret til kristendom med henvisning til, at forklaringen ikke var overbevisende. Der er ikke fremkommet oplysninger, der nu kan føre til et andet resultat. Det lægges til grund, at ansøgeren har en aktuel konflikt med medlemmer af sin tidligere svigerfamilie samt sin tidligere ægtefælle, der er straffet med fængsel i 60 dage for vold mod ansøgeren, og at ansøgerens børn mod ansøgerens vilje opholder sig hos den tidligere ægtefælle. Ansøgeren har forklaret, at hun i 2021 lod sit ældste barn tage kontakt til den tidligere svigerfamilie, at hun selv frivilligt har opsøgt sin tidligere ægtefælles fætter, og på den baggrund og sammenholdt med ansøgerens til dels usikre forklaring om de nærmere omstændigheder herved, og den omstændighed, at ansøgeren har tilbagekaldt sin seneste politianmeldelse af den tidligere ægtefælle, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at konflikten ikke har en sådan karakter og intensitet, at den kan begrunde asyl. Oplysningerne om ansøgerens socioøkonomiske forhold, herunder navnlig den omstændighed, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være en enlig kvinde uden netværk, kan under de foreliggende omstændigheder ikke begrunde asyl. Derfor, og da der ikke er fremkommet oplysninger, der kan medføre, at sagen hjemvises, og desuden efter det af udlændingestyrelsen anførte vedrørende øvrige asylmotiver, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2022/4/EEB
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er marokkansk statsborger. Han har ikke ønsket at oplyse om sin etnicitet, religiøse overbevisning eller eventuelle deltagelse i politiske aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive udsat for seksuelt overgreb på ny, da han er blevet seksuelt misbrugt af to personer som [barn], mens han levede på gaden i Marokko. Det påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde, jf. udlændingelovens § 40. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort sin identitet. Således har ansøgeren oplyst flere forskellige navne, men også forskellige fødselsdatoer. Under afhøringen hos politiet [i sommeren] 2017 oplyste ansøgeren først, at hans navn var [A]. Senere under afhøringen oplyste han, at hans navn var [B]. Under den første samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 oplyste ansøgeren, at hans navn var [C], og at han var født [i efteråret] 2001. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 oplyste ansøgeren imidlertid, at hans navn var [C] og at han var født [i efteråret] 2004. Dertil kommer, at ansøgeren til de svenske myndigheder har oplyst, at han hedder [D], og han er født [i efteråret] 2004, og at han til de hollandske myndigheder [i foråret] 2019 har oplyst, at han hedder [E] og er født [i efteråret]. Ansøgeren har således ikke medvirket til at give de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af hans asylsag. Ansøgeren har først under nævnsmødet redegjort for sit asylmotiv. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 nægtede ansøgeren således helt at deltage i samtalen med Udlændingestyrelsens repræsentant med henvisning til, at han hellere ville have sin asylsag behandlet i Sverige. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 nægtede han på ny at svare på de spørgsmål, han blev stillet af repræsentanten for Udlændingestyrelsen, ligesom han oplyste, at han ikke havde i sinde at deltage i denne eller fremtidige samtaler med Udlændingestyrelsen. Ansøgerens asylmotiv, der er fremkommet under nævnsmødet, om, at han hader Marokko og frygter at blive voldtaget på ny ved en tilbagevenden, da han er blevet seksuelt misbrugt af 2 personer som [barn], mens han levede på gaden i Marokko, kan ikke anses for at være asylbegrundende. Der er således tale om en isoleret kriminel handling og et afsluttet forhold. Dertil kommer, at de generelle forhold i Marokko ikke er af en sådan karakter, at dette i sig selv kan medføre asyl. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens sag været opmærksom på, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel. Flygtningenævnet finder dog ikke, at det i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at menneskehandel er kriminaliseret i Marokko, og at de marokkanske myndigheder søger at yde beskyttelse til personer, der har været udsat for menneskehandel. Der henvises til rapport udgivet af United States Department of State, Trafficking in Persons Report – Morocco, af 25. juni 2020. Da ansøgeren således ikke har medvirket til at give de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af hans identitet, ligesom han ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil blive udsat for asylbegrundende forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” Maro/2022/3/juri
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [landsby], [by], Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans tidligere svigerfamilie vil slå ham ihjel, idet hans tidligere ægtefælle i Egypten som følge af skilsmissen ikke kan arve efter ham. Ansøger har oplyst, at han ejer en ejendom i [by] i [provins] i Egypten, og at han boede i denne ejendom sammen med sine børn og daværende ægtefælle frem til sin udrejse fra Egypten. Forud for sin udrejse fik ansøger registreret ejendommen således, at den juridisk set udelukkende stod i hans navn. Kort efter udrejsen afgav ansøger fuldmagt til en advokat i Egypten, som søgte om skilsmisse på vegne af ham. [I vinteren 2020/21] blev han skilt fra sin nu tidligere ægtefælle. Ansøgers daværende svigerfamilie blev oprevet over skilsmissen, da skilsmissen havde den konsekvens, at ansøgers tidligere ægtefælle nu ikke ville kunne arve efter ham. Som følge heraf vil de hævne sig ved at slå ansøger ihjel. Ansøger har yderligere oplyst, at hans tidligere svigerfamilie har relationer til Det Muslimske Broderskab, Al-Ikhwan al-Muslimin, og at han har kendskab til, hvordan de tidligere har gjort folk ondt. Ansøger har som asylmotiv videre henvist til, at de egyptiske myndigheder ved tvang vil bruge ham som forsøgskanin til forskning for Covid-19, fordi han har en [sygdom]. Ansøger har herfor oplyst, at han har været syg med [en sygdom] siden han var [mindreårig], hvilket har forårsaget, at hans lever i dag er meget beskadiget. Han oplyser i den forbindelse, at de egyptiske myndigheder bruger syge mennesker som forsøgskaniner i forbindelse med Covid-19-forskning. Ansøger har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter at efterlade sin samlever i Danmark, fordi hun er syg. Ansøger har herfor oplyst, at hans samlever har psykiske udfordringer, og at hun ikke kan klare sig uden ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin tidligere svigerfamilie i Egypten, der kan danne grundlag for, at ansøgeren skal have international beskyttelse i Danmark i overensstemmelse med ansøgningen herom, der først er indgivet lang tid efter indrejsen i Danmark. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om karakteren af den angivelige og langvarige konflikt med den tidligere svigerfamilie ikke fremstår underbygget af konkrete omstændigheder, heller ikke efter ansøgerens forklaring for nævnet om bl.a. beskyldningerne mod ham i anledning af et trafikuheld, der fandt sted for mange år siden, hans tilknytning til militæret, hans formueforhold, presset fra svigerfamilien og frygten for, at han selv skulle blive udsat for et overgreb, der fremstår som f.eks. en trafikulykke. I den forbindelse er det indgået i vurderingen, at ansøgeren under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 har oplyst, at han ikke på noget tidspunkt konkret er blevet truet på livet eller på anden vis af sin tidligere svigerfamilie. Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse forekommer det heller ikke foreneligt med ansøgerens angivelige frygt, at han i et vist omfang har haft kontakt til den tidligere svigerfamilie gennem [to sociale medier]. Oplysningerne om svigerfamiliens angivelige relationer til Det Muslimske Broderskab og det af ansøgeren under nævnsmødet forklarede om Det Muslimske Broderskabs generelle ageren i Egypten kan ikke føre til en anden vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren har behov for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det beror alene på ansøgerens egen formodning, at han ved en tilbagevenden til Egypten skulle blive brugt af myndighederne som forsøgskanin i forbindelse med behandlingen af Covid-19. Dette forhold kan derfor ikke føre til, at ansøgeren har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Heller ikke de generelle forhold i Egypten i øvrigt eller de forhold, som ansøgeren har fremhævet vedrørende sit eget eller sin danske samlevers helbred, kan føre til asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han er i risiko for at blive udsat for forfølgelse i Egypten, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han befinder sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Egyp/2022/1/ehd
Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens psykiske helbred, æresrelaterede konflikter med klagerens familie i Tyskland, samt at klageren havde en kæreste i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt en opholdstilladelse i Tyskland, der udløb [i foråret] 2022 og således efter klageren indgav anmodning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun har en kæreste i Danmark, at de ønsker at blive gift, samt at hun kun kom til Danmark, for at være sammen med ham, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens kæreste ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det bemærkes herved, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at hun ikke har haft et samliv med sin kæreste. Det forhold, at klageren i Tyskland er blevet udsat for fysiske og psykiske overgreb samt social kontrol fra sin familie, og at hun på denne baggrund frygter tvangsægteskab og æresdrab, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren og klagerens mor tidligere har anmeldt overgreb fra farens side til det tyske politi, og det kan i den forbindelse ikke tillægges vægt, at det tyske politi efter det oplyste ikke har foretaget sig yderligere i den forbindelse, henset til det af klageren oplyste om, at klagerens mor trak anmeldelsen tilbage. Det fremgår videre af DRC Dansk Flygtningehjælp indlæg, at der har været flere politianmeldelser af klagerens far, og at en af dem fortsat er verserende. Klageren henvises således til fortsat at søge de tyske myndigheders beskyttelse, da de må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ikke efter det oplyste har indgivet en klage til en overordnet instans over det tyske politis håndtering af klagerens anmeldelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte forhold, om klagerens psykiske helbred, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at hun i Tyskland har modtaget behandling for sine psykiske problemer hos en psykolog, og at hun stoppede med at komme, fordi hendes mor ville med til samtalerne. Klageren må derfor forventes atter at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinfor-ordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2022/13/MIMA
Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren oplevede at blive behandlet dårligt i Tyskland af lokalbefolkningen, politiet og sundhedspersonalet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har været udsat for åndelige overfald fra […] myndighedspersoner [fra et afrikansk land], og at klageren ikke føler, at politiet tog hans anmeldelse af overfaldene seriøst kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet bemærker i forlængelse heraf, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, såfremt klageren stadig skulle frygte at blive opsøgt af de pågældende […] myndighedspersoner. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at såfremt klageren oplever at blive uretmæssigt behandlet af det tyske politi, henvises han til at rette henvendelse herom til de relevante overordnede tyske myndigheder. Det forhold, at klageren har oplevet blandt andet at blive set skævt til, kaldt øgenavne og få hældt skrald uden for sin dør på grund af sit religiøse tilhørsforhold kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet bemærker i forlængelse heraf, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, som må antages at have vilje og evne til at beskytte klageren, såfremt klageren skulle opleve problemer med privatpersoner som følge af sit religiøse tilhørsforhold. Det forhold, at klageren i Tyskland ikke fik behandling for sine skader, fordi sundhedspersonalet ikke fandt, at der var noget i vejen med klageren, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet bemærker hertil, at klageren har haft adgang til sundhedsbehandling i Tyskland, og at han er blevet tilset af sundhedspersonale. Klageren må henvises til at indgive en klage til de relevante overordnede tyske myndigheder, såfremt klageren mener, at han fortsat ikke modtager den fornødne eller korrekte sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/12/EDO
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren indrejste i Danmark med sin svenske ægtefælle og deres fællesbarn og søgte om opholdstilladelse som familiemedlem til en EU-borger i Danmark, og at klageren havde ret til at opholde sig i Danmark under ansøgningens behandling i Styrelsen for International Rekruttering og Integration og under klagesagens behandling i Udlændingenævnet. Advokaten henviste videre til, at klageren blev varetægtsfængslet på udlændingelovens regler, og at Sverige blev anmodet om at tilbagetage klageren på baggrund af ulovligt ophold, selvom klageren på tidspunktet for varetægtsfængsling havde processuelt ophold i Danmark. Advokaten henviste videre til, at udstedelse af opholdsbevis i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen er af retskonstaterende art, hvorfor klageren, indtil en endelig afgørelse forelå, måtte anses at have en afledt opholdsret i Danmark på baggrund af sin svenske ægtefælles aktuelle udøvelse af fri bevægelighed i Danmark. Advokaten gjorde på denne baggrund gældende, at artikel 18 i Dublinforordningen ikke burde finde anvendelse, uagtet at klageren opholdt sig i Danmark uden at være meddelt opholdstilladelse, og at det måtte lægges til grund, at klageren havde haft og fortsat havde ret til at opholde sig i Danmark. Advokaten gjorde endeligt gældende, at en overførsel af klageren til Sverige ville medføre en ufrivillig adskillelse fra klagerens familie, hvilket ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 og Børnekonventionens artikel 3 og 9, stk. 1. Flygtningenævnet udtalte blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at såfremt en udlænding påberåber sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 2. pkt., fremgår det videre, at dette tilsvarende gælder for udlændinge, der opholder sig i Danmark uden opholdstilladelse, og som har søgt om asyl i en anden medlemsstat uden at have opnået international beskyttelse. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Sverige, og at Sverige har meddelt klageren afslag på asyl. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet skal bemærke, at klageren ikke har indgivet en ansøgning om asyl i Danmark, hvorfor der ikke er en asylsag at realitetsbehandle i Danmark. Udlændingestyrelsen har valgt at anmode Sverige om at tilbagetage klageren i medfør af reglerne i Dublinforordningen, hvilket der er mulighed for på trods af, at klageren ikke har indgivet en ansøgning om asyl i den anmodende medlemsstat, jf. Dublinforordningens artikel 24, stk. 1. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren – som meddelt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration i brev [fra foråret] 2021 og afgørelse [fra vinteren 2021/2022] – siden [sommeren] 2021 har haft ret til at opholde sig i Danmark under behandlingen af sin sag om opholdstilladelse efter EU-reglerne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at en tilladelse til at opholde sig i landet under behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse ikke er en opholdstilladelse omfattet af Dublinforordningen, jf. forordningens artikel 2, stk. 1, litra l. Ansvaret for de i forordningens artikel 18, stk. 1, nævnte forpligtelser er derfor ikke overgået til Danmark efter forordningens artikel 19, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at Dublinforordningens artikel 17 ikke finder anvendelse i denne sag, idet klageren ikke har søgt om asyl i Danmark. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker endelig, at Udlændingenævnet [i vinteren 2021/2022] traf afgørelse om opsættende virkning i klagerens sag om opholdstilladelse efter EU-reglerne, og at klageren således har lov til at opholde sig i Danmark under Udlændingenævnets behandling af sagen. Flygtningenævnet skal derfor henlede opmærksomheden på, at en overførsel af klageren til Sverige tidligst kan finde sted, når resultatet fra klagerens verserende sag hos Udlændingenævnet foreligger.” Dub-Sver/2022/9/anjv
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af ud-lændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der i Sverige har trukket sin ansøgning om asyl tilbage under sagens behandling. Sagen blev behandlet på et skriftligt grundlag.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens ret til familieliv, idet han har to børn i Danmark. Efter en gennemgang af sagen udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Sverige, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Formålet med Dublinforordningen er på så tidligt et tidspunkt som muligt at få fastlagt, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, jf. forordningens præambel punkt 5, da dette skal sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og undgå at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare. Hertil kommer, at det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. På denne baggrund finder nævnet, at Sverige som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Sverige har i overensstemmelse hermed [i sommeren] 2021 accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig efter kriterierne i forordningens kapitel III, sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat. I nærværende sag indgav klageren sin ansøgning om asyl i Sverige [i foråret] 2015 samt [i efteråret] 2015, og det må efter sagens oplysninger lægges til grund, at klageren ikke efterfølgende har forladt medlemsstaternes område. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Sverige, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat (in casu Danmark) uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten (in casu Danmark) efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionen og Charteret bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til, at det i forhold til at kunne fravige forordningens ansvarskriterier i en anden situation end den foreliggende i præamblens punkt 17 anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet skal herefter på den ene side bemærke, at det taler imod at behandle klagerens ansøgning om asyl i Danmark, at klageren ikke har haft opholdstilladelse i Danmark siden [vinteren 2019/2020], hvorefter der var en proces ved myndighederne, der endte med, at klageren [i foråret] 2021 blev meddelt afslag på opholdstilladelse i medfør af EU-reglerne. Hertil kommer, at Familieretshuset [i efteråret] 2021 traf afgørelse om, at der ikke skulle fastsættes midlertidigt samvær mellem klageren og hans to mindreårige børn, der var bosiddende i Danmark, idet Familieretshuset ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger fandt, at det ”vil være bedst for [hans børn], at der ikke fastsættes midlertidigt samvær”. I den forbindelse lagde Familieretshuset vægt på blandt andet, at børnehaven havde oplyst, at det var børnehavens oplevelse, at klageren var vred, når han skulle hente [sin datter], at børnehaven havde oplevet, at klageren havde rykket i [sin datters] arm og trukket hende med sig, og at [klagerens datter] i både den nuværende og tidligere børnehave havde fortalt, at klageren havde slået hende. Endvidere lagde Familieretshuset vægt på ”oplysninger fra [klagerens tidligere ægtefælle] og [en kommune] om [klagerens tidligere ægtefælles] oplevelse af forholdene i hjemmet, herunder at [klageren] har slået hende og [deres datter] samt være hårdhændet mod [deres søn]”. Det fremgår i øvrigt af sagens oplysninger, at Familieretshuset [vinteren 2020/2021] – på foranledning af en klage over afgørelsen af [efteråret] 2021 – gennemgik sagen på ny og ikke fandt grundlag for at genoptage afgørelsen af [efteråret] 2021. Familieretshuset har herefter indbragt sagen for familieretten. På den anden side skal Flygtningenævnet bemærke, at det taler for at behandle klagerens ansøgning om asyl i Danmark, at der er fælles forældremyndighed over begge de mindreårige børn, og at det efter sagens oplysninger må lægges til grund, at klageren indtil [sommeren] 2021 – hvor han blev smidt ud fra hjemmet af sin ægtefælle – har haft et fast samliv med børnene, der er født [i 2015-2017] [datteren] og [i 2017-2019] [sønnen]. Hertil kommer, at Familieretshusets afgørelse af [efteråret] 2021 ikke er endelig, men at der nu verserer en samværssag ved [en retskreds], hvor klagerens advokat i samværssagen [i foråret] 2022 har anmodet retten om at ”iværksætte et antal observerede samvær ved en af rettens tilknyttede børnesagkyndige, således at der kan foreligge en observationsrapport inden hovedforhandlingen, alternativt via Familieretshuset”. Det vil således være væsentligt for klager fortsat at være i Danmark, hvis [retten] måtte imødekomme anmodningen om belysningssamvær. Endvidere må der lægges vægt på, at såfremt klageren overføres til Sverige, vil det indebære, at klageren reelt vil være afskåret fra at varetage sine interesser under samværssagen, ligesom klageren, hvis retten meddeler belysningssamvær ikke vil kunne udøve dette. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der grundlag for at fravige hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningen kapitel III. Flygtningenævnet finder således grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl bør behandles i Danmark.”. Dub-Sver/2022/7/ehd
Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Bulgarien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde søgt om asyl i Bulgarien. Sagen blev behandlet på et skriftligt grundlag.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens psykiske helbred, mangler i asyl- og modtagesystemet i Bulgarien, samt at klageren har et stærkt netværk i Danmark i form af sine herboende søskende. Efter en gennemgang af sagen udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klagerens sag om international beskyttelse i Bulgarien er under behandling. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Bulgarien er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, samt det ovenfor anførte om såkaldt accept by default til Bulgarien, jf. Dublinforordningens artikel 25, stk. 2. Asylproceduren og de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Bulgarien er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtageforholdene i Bulgarien, at overførsel af klageren til Bulgarien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det af Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylsystemet” af 14. marts 2022 fremgår, at Dublin-returnees som udgangspunkt ikke møder nogen forhindringer i forhold til at indrejse i Bulgarien, jf. også AIDA´s landerapport ”Country Report: Bulgaria”, 2021, update, side 39. I forlængelse heraf bemærkes, at det af Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylsystemet” af 14. marts 2022, side 6, fremgår, at såfremt ”den returnerte har en ikke avgjort asylsøknad i Bulgaria, eller behandlingen blev avbrutt fordi søkeren forsvant, bliver vedkommende transportert til asylmottak i regi af SAR (State Agency for Refugees)… I begge tilfeller er saken ikke endelig avgjort, og kan derfor gjenopptas…”. Endvidere fremgår af rapporten side 7, at Dublin-returnees i almindelighed ikke har problemer med at få sagen genoptaget ved returnering til Bulgarien, hvis sagen ikke er blevet endeligt afgjort, jf. også AIDA´s landerapport ”Country Report: Bulgaria”, 2021 update, side 39f og side 62. Om forholdene på de såkaldte asylmotagelsescentre (”reception centers”) henvises til Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylmottak og interneringssdentre” af 28. april 2022, side 2ff., der indeholder en beskrivelse af blandt andet belægningsprocenten, tilbud om modtageplads, beboernes rettigheder samt standarden på modtagelsescentrene. Det skal i den forbindelse bemærkes, at Dublin-returnees, der har modtaget et endeligt aflag på asyl i Bulgarien, ”is transferrred to one of the immigration detention facilities, usually to the Busmanti detention centre in Sofia, or to the Lyubimets detention centre near the Turkish border”, jf. AIDA´s landerapport ”Country Report: Bulgaria”, 2021 update, side 39. I forlængelse heraf skal det fremhæves, at der af CoE-CPT´s rapport ”Report on the treatment of inmates at border police establishments and immigration detention facilities based on visit from 10 to 17 December 2018” af 11. juni 2019 fremgår følgende om dententionscentrene i Busmantsi og Lyubimets: “Some improvements to material conditions were observed by the delegation at Busmantsi and Lyubimets Homes since the CPT´s previous visits. In particular, the premises in Busmantsi (including communal toilets and showers) had been repainted and some new furniture and bedding provided, and in Lyubimets the unit for women and families had been partially refurbished, as well as some of the communal toilets and showers. Further, both Homes were cleaner than in the past although bedbugs had not been completely eradicated. There were also less problems with access to hygiene items, sanitary materials for women and nappies for infants, although the delegation did hear a few complaints; further, some detained foreign nationals complained that they had received no toothbrush and no towel, and that they had to buy products to clean their dormitories. Overall, conditions were better than previously, also thanks to the fact that both establishments were operating well below their official capacities.” Om forbedringerne af forholdene i detentionscentrene kan der også henvises til Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylmottak og interneringssentre” af 28. april 2022, side 8 f. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Bulgarien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Bulgarien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Endvidere finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter vedrørende det oplyste om klagerens psykiske tilstand, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren har oplyst, at han er fysisk sund og rask. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger om klagerens psykiske tilstand, herunder den fremsendte lægejournal finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at karakterisere klageren som en særlig sårbar person. Det bemærkes i den forbindelse, at det i udskrivningsepikrise af [foråret] 2022 fremgår blandt andet, at klageren ikke på udskrivelsestidspunktet vurderedes med akut øget selvmordsrisiko, men vurderedes apsykotisk og ikke med tilstand svarende til svær depression eller mani. Endvidere fremgår, at klageren frembyder depressionslignende symptomer, men at det for nuværende vurderes at være tale om tilpasningsreaktion på grund af de sociale belastninger. Endelig kan Flygtningenævnet tilslutte sig Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter klageren må antages i Bulgarien at kunne få adgang til den nødvendige medicin. Af samme årsag findes der ikke grundlag for en udsættelse af sagen med henblik på indhentelse af en psykolog erklæring. Det forhold, at klageren har familiemedlemmer i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering. På ovennævnte baggrund finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Bulg/2022/3/ehd.
Nævnet meddelte i januar 2022 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 til en mandelig statsborger fra Cameroun. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oroko og kristen fra [by], Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Cameroun frygter at blive slået ihjel af separatistgruppen The Amberzonian Forces of Cameroun, som har forsøgt at rekruttere ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at separatistgruppen har opsøgt ansøgerens families bopæl i [by]. De talte først med ansøgerens bedstefar, hvorefter de forsøgte at overtale ansøgeren til at tilslutte sig gruppen. To til tre uger efter denne episode ankom separatistgruppen til området igen. Ansøgeren befandt sig på familiens jordlod, som lå 10-20 minutters gang fra familiens bopæl. Ansøgeren hørte skud og larm, hvorefter ansøgeren og de andre i området flygtede. Nogle timer efter tog ansøgeren hjem. Da han ankom til familiens bopæl, var ansøgerens bedsteforældre blevet slået ihjel. Herefter blev ansøgeren og de andre mænd i området konfronteret af separatistgruppen, som forlangte, at alle tilsluttede sig gruppen. Dem, der forsøgte at unddrage sig rekrutteringen blev slået ihjel. Samme aften flygtede ansøgeren til byen [navn], hvor han søgte hjælp hos en præst. Kort tid efter udrejste ansøgeren af Cameroun. Flygtningenævnet kan af de grunde, som fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af den [forår] 2021 lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund og finder herunder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at der har været kamphandlinger i hans landsby, at han er blevet forsøgt rekrutteret to gange af separatistgruppen The Amberzonian Forces of Cameroun, og at ansøgeren under rekrutteringsforsøget ikke nægtede at lade sig rekruttere, men efterfølgende flygtede. Flygtningenævnet lægger tilsvarende ansøgerens forklaring om, at han risikerer at blive genkendt andre unge fra landsbyen, som har tilsluttet sig separatistbevægelsen, og at han derfor er tilstrækkeligt identificeret og profileret til, at han risikerer asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til lokalområdet, til grund. Ansøgeren har under sagens behandling i Flygtningenævnet fremlagt dokumenter, som skulle vise, at han er eftersøgt af myndighederne i Cameroun, og han har anført, at han derfor ikke kan henvises til at tage ophold i de engelsktalende områder. Flygtningenævnet finder, at de fremlagte dokumenter om myndighedernes efterlysning af ham fremtræder som udfærdiget til lejligheden og derfor ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at dokumenterne først er fremkommet efter, at Flygtningenævnet traf sin afgørelse den [forår] 2021, at efterlysningen, som er dateret [vinter] 2019, omtaler begivenheder i 2021, og at ansøgerens forklaring om, hvordan han er kommet i besiddelse af dokumenterne, fremstår utroværdig. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at anglophone, som myndighederne mistænker for at være tilknyttet separatistbevægelsen, risikerer asylbegrundende overgreb af myndighedernes side, herunder hvis de fængsles vilkårligt. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger endvidere til grund, at anglophone ved indrejse kan være i særlig risiko for overgreb og for at blive mistænkt for at være tilknyttet separatisterne. Ansøgeren taler ikke fransk og har intet netværk i hjemlandet. Han stammer fra en landsby i det engelsktalende område, hvor separatisterne har været aktive, og hvor der har været kampe. Separatisterne har efter hans forklaring aktivt forsøgt at rekruttere ansøgeren og andre unge mænd i ansøgerens aldersgruppe i området, hvilket til dels støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke er tilstrækkelig godtgjort, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i den fransktalende del af Cameroun. Flygtningenævnet har udover den profilering, der ligger i ansøgerens alder, og at han som engelsktalende vil skille sig ud, lagt vægt på forholdene i ansøgerens lokalområde og hans forklaring om omstændighederne ved rekrutteringsforsøget. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Løbenummer: Came/2022/13/sch
Nævnet omgjorde i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Rif-Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men hun har deltaget i to demonstrationer, mens hun boede i Syrien. Hun har desuden delt politiske opslag på [socialt medie A], mens hun befandt sig i [land B], men hun stoppede sine aktiviteter på [socialt medie A] for at beskytte sin familie, der forsat opholder sig i Syrien. Klageren har også deltaget i en demonstration i [by C] i forbindelse med årsdagen for revolutionen, ligesom hun har deltaget i en demonstration i [by D], som var rettet imod den danske udlændingelov. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren og hendes to medfølgende børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede for sit liv, idet regimets hær var blevet voldelige og udsatte kvinder i Syrien for seksuelle overgreb, samt at forholdene i Syrien var forfærdelige på grund af krigen, og at hun var bekymret for sine børns fremtid, idet hun ikke ønskede, at de skulle vokse op i vold og ødelæggelse. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter myndighederne, idet hun har deltaget i to demonstrationer i perioden [i 2010’erne], samt at myndighederne, da myndighederne genvandt kontrollen over området, opsøgte hendes bopæl, mens hun befandt sig i [land B]. Klageren har videre henvist til, at hendes ægtefælle blev anholdt af regimet, udsat for tortur og slået ihjel, idet myndighederne beskyldte hendes ægtefælle og dennes øvrige familie for at støtte terrorgrupper. Klageren har endvidere henvist til, at hendes bror blev anholdt og slået ihjel af myndighederne [antal] år efter, at hendes ægtefælle blev anholdt. Klageren har også oplyst, at hendes [barn H] i [2010’erne] blev tilbageholdt af efterretningstjenesten, fordi klageren var udrejst af landet, samt at deres hjem er blevet ransaget flere gange i perioden [2010’erne], indtil hendes [barn H] blev alvorligt syg. Klageren har ligeledes oplyst, at hendes svigermor senest blev opsøgt i 2021, hvor myndighederne spurgte efter klageren, hendes [barn I og J] og hendes [familiemedlem]. Klageren har yderligere henvist til, at hendes [børn] vil blive anholdt af regimet på grund af hendes ægtefælles handlinger. Klageren har desuden henvist til, at hendes børns farbror vil tage børnene fra hende ved en tilbagevenden til Syrien, fordi hun har haft konflikter med ham, idet han har forsøgt at styre hendes og børnenes liv i Danmark, og farbroren har truet med at tage børnene, da hun fortalte ham, at hun ikke ønskede at repatriere til Syrien. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Rif-Damaskus, hvor hun er født, opvokset og har boet frem til klagerens udrejse i 2014. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif-Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif-Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår:”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Med hensyn til klagerens asylmotiv om en konflikt med de syriske myndigheder som følge af sin ægtefælles forhold har Flygtningenævnet blandt andet herom tidligere ved sin afgørelse af [efteråret] 2017 truffet afgørelse. Flygtningenævnet lagde ved sin afgørelse i 2017 vægt på, at klageren ikke har haft eller kan forventes at have eller få konkrete eller personlige konflikter med de syriske myndigheder som følge heraf. Klagerens asylmotiv under nærværende sag om, at hun frygter de syriske myndigheder med henvisning til, at ægtefællen, ægtefællens brødre og hendes bror blev beskyldt for at være aktive modstandere af regimet, skjule våben og støtte oppositionen, i hvilken forbindelse de fik ransaget boligen, således at de af den grund blev fængslet og slået ihjel af myndighederne, fremstår konstrueret til lejligheden og kan ikke lægges til grund. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at der er tale om en udbyggende forklaring, der divergerer med klagerens forklaring under sin oprindelige asylsag om, at hendes ægtefælle og hans brødre blev fængslet af myndighederne, fordi de syriske myndigheder generelt skulle bruge unge mænd til militæret. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren nu har oplyst, at hendes svigermor i [år] har modtaget dødsattester på klagerens ægtefælle, hans brødre og klagerens bror. Klagerens forklaring om, at klagerens [barn H] er blevet opsøgt tre gange af myndighederne i [2010’erne], hvoraf [barn H] én gang blev taget med, hvorunder myndighederne har udspurgt [barn H] om klageren, fremstår heller ikke troværdig. Det forhold, at klagerens søster har været tilbageholdt af de syriske myndigheder, og i den forbindelse blevet spurgt om klagerens forhold, kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun i Syrien har deltaget i demonstrationer mod det syriske regime, da der ligeledes herom er tale om en udbyggende forklaring i forhold til klagerens oprindelige forklaring til Udlændingestyrelsen. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien, vurderer Flygtningenævnet i praksis ikke længere er noget problem og kan ikke anses for at skabe en reel konflikt med myndighederne. Det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Security Situation in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, based on interviews between 16 to 27 november 2018 in Beirut and Damascus” fra februar 2019, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, at vedkommende forlod landet under krigen, og at illegal udrejse af Syrien fortsat er strafbart, men at det i praksis ikke længere er et problem, idet man kan få sin situation afklaret ved en syrisk repræsentation i udlandet inden indrejsen i Syrien. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke af disse grunde har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for straf eller overgreb fra de syriske myndigheder side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at hun har deltaget i to demonstrationer, hvoraf hun til en af demonstrationerne har holdt tale, ligesom klagerens sag har været omtalt af flere medier, herunder [nyhedsmedie E] og [grupper på sociale medier], lægger nævnet til grund, at der overvejende har været tale om generel kritik af de danske udlændingeregler. Flygtningenævnet lægger derimod til grund, at klageren med navns nævnelse har deltaget i en nyhedsudsendelse på [TV-kanal F]- primo august 2022, hvorunder hun fremsætter flere til dels regimekritiske udtalelser. Dette tv-klip er, udover på [TV-kanal F] hjemmeside, kan blandt andet tillige findes på, [socialt medie A], [socialt medie G] og [socialt medie K]. Under hensyn til den ikke ubetydelige eksponering finder nævnet efter en samlet vurdering, at klageren derved har sandsynliggjort, at hun som følge heraf vil være i risiko for forfølgelse fra myndighedernes side ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2022, således at klageren og hendes to medfølgende børn, [barn I] og [barn J], har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2022/135/aca
Nævnet omgjorde i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [bydel], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2017 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive slået ihjel og udsat for overgreb. Klageren henviste videre til, at hun frygtede at blive udnyttet, da hun ikke har noget familie tilbage i Syrien og således ville være en ung enlig kvinde. Klageren henviste til støtte herfor til den generelle sikkerhedssituation i Syrien og oplyste, at [bydel i Damaskus] var præget af kamphandlinger og bombardementer, hvorfor mange mennesker var døde. Klageren oplyste videre, at Islamisk Stat var trængt ind i [bydelen i Damaskus], hvorfor klageren og hendes familie flygtede fra deres bopæl til et andet område i Damaskus. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt af syriske myndigheder, idet begge hendes forældre har forladt deres stillinger som offentlige ansatte i Syrien uden forudgående tilladelse. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes mor var ansat ved [et kontor i den offentlige administration] i Syrien, og at hun forlod stillingen uden forudgående tilladelse og udrejste af Syrien. Klageren har videre oplyst, at hendes far var ansat ved [et andet kontor i den offentlige administration] i Syrien, som han søgte ferie fra, hvorefter han udrejse af Syrien med klageren og således forlod sin stillingen uden forudgående tilladelse. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hendes to brødre har unddraget sig militærtjeneste, og at hendes bror, der udrejste af Syrien til [et naboland til Syrien] i [midten af 2010’erne], er forsvundet i [nabolandet], hvilket klageren også frygter vil ske for hende. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udnyttet, da hun ikke har noget familie tilbage, og at hun er en ung enlig kvinde uden mandligt netværk i Syrien. Klageren har endeligt som asylmotiv henvist, at hun er eksponeret, idet hun har afgivet et interview, som er trykt i en artikel i [en landsdækkende avis] udgivet [efter klagerens indrejse], hvor hun har udtryk kritik af det syriske regime. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren ikke selv i Syrien har haft konflikter med de syriske myndigheder, religiøse eller kriminelle grupper eller privatpersoner. Det lægges tillige til grund, at klagerens forældre begge har forladt offentlige stillinger uden forudgående tilladelse. Klagerens mor forlod således sin stilling som ansat ved [et kontor i den offentlige administration] i [starten af 2010’erne], mens klagerens far forlod sin stilling ved [et andet kontor i den offentlige administration] i [midten af 2010’erne]. Endvidere blev klagerens mor meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet Udlændingemyndighederne lagde til grund, at moderen af de syriske myndigheder opfattes som politisk modstander med risiko for forfølgelse som følge af deltagelse i demonstrationer mod styret og udeblivelse fra sit arbejde for myndighederne. Samtidig lægger Flygtningenævnet til grund, at klagerens yngste bror, der udrejste [før han fyldte 18 år] har unddraget sig militærtjeneste i Syrien, idet han på nuværende tidspunkt er over 18 år. Den ældste bror er deserteret fra militærtjeneste efter at have været kidnappet og løsladt af en ikke statslig myndighed, mens han var soldat og at han efter løsladelsen flygtede [et naboland til Syrien]. I relation til eksponering fremgår det af sagen, at klageren har deltaget i en demonstration […] omkring forholdene for syrere […], og klageren har udtalt indirekte kritik om det syriske regime til [en landsdækkende avis], som [efter klagerens indrejse] har trykt en artikel […]. Af artiklen fremgår klagerens navn og billede. Klageren har derudover deltaget i en demonstration i [en by i Danmark], og hun har postet regimekritiske opslag på sin [sociale medieprofil]. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold og under hensyn til det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, er det Flygtningenævnets opfattelse, at klageren som følge af flere kumulative forhold ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at være efterstræbt af de syriske myndigheder. De kumulative forhold, som Flygtningenævnet navnlig lægger vægt på, er, at klageren er datter af forældre, der har forladt offentlige stillinger [i den offentlige administration] uden forudgående tilladelse, at klagerens mor har deltaget i demonstrationer i Syrien, at klagerens brødre dels har unddraget sig militærtjeneste dels er deserteret fra militærtjeneste, og at hun i Danmark indirekte i et vist omfang har eksponeret sig som modstander af regimet. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2022/131/MIMA
Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.”Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim af trosretning fra [byen A] i Damaskus, Syrien. Klageren har haft hele sin opvækst i [byen A] i centrum af Damaskus. Klageren flyttede til [byen B] bydelen i Rif Damaskus nær [byen C], hvor han boede fra 1993 til 2012. I 2012 flyttede klageren tilbage til [byen A], hvor han opholdt sig indtil sin udrejse af Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i Syrien og Danmark. Klageren har [i efteråret] 2021 til Udlændingestyrelsen oplyst, at han har deltaget i en fredelig demonstration i 2011 i Rif Damaskus. Klageren har endvidere [i efteråret] 2021 til Udlændingestyrelsen oplyst, at han i Danmark har deltaget i en demonstration foran kommunebygningen i [dansk by], fordi sagsbehandlingen trak ud. Han har i øvrigt ikke deltaget i andre demonstrationer. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i Syrien, og at hans sønner ville blive indkaldt til militærtjeneste. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2022 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har i forbindelse med sagen om inddragelse som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter, at hans sønner vil blive indkaldt til militærtjeneste. Han har endvidere henvist til, at han frygter de syriske myndigheder og oppositionen, idet han har hjulpet medlemmer af oppositionen med at hente brændstof og taletidskort frem til 2012. Klageren stoppede med at hjælpe oppositionen. Dette gav anledning til, at oppositionen blev vred på ham. Klageren har desuden henvist til, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi han er blevet afsløret af medlemmer fra oppositionen. Endelig har klageren henvist til, at han har deltaget i en demonstration i Rif Damaskus i 2011. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. Flygtningenævnet tiltræder således, at der er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Det fremgår heraf, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014 og har således opholdt sig her i landet i næsten [antal] år. Klageren har sin ægtefælle i Danmark, der er familiesammenført til klageren efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om at inddrage ægtefællens opholdstilladelse. Sagen herom verserer ved Udlændingenævnet. Klageren har afsluttet [klassetrin] på [uddannelsessted], og han kan tale, læse og til dels skrive på dansk. Han har siden 2017 haft arbejde mellem 20 og 38 timer om ugen og er for nylig blevet fastansat. Han har fritidsinteresser, herunder sportsinteresser, men er ikke medlem af foreninger i Danmark. Han og hans ægtefælle har danske venner. Klageren lider af [en nærmere bestemt sygdom], høfeber, ledsmerter, forhøjet blodtryk og betændelse i [en nærmere bestemt kropsdel]. Han tager medicin og insulinindsprøjtninger for sine helbredsmæssige problemer. Klageren er født og opvokset i centrum af Damaskus, hvor han også boede inden sin udrejse. Klageren har også i en længere periode boet i Rif Damaskus. Klageren har sin far og søster i Syrien, som han er i kontakt med omkring en gang om ugen. I Syrien har klageren gået i skole i 12 år og 2 år på [akademisk uddannelse] i Damaskus. Han har arbejdet i 16 år i sin fars virksomhed, og han har haft egen butik. Klagerens to sønner er bosiddende i [et andet europæisk land]. Klageren udrejste legalt og problemfrit af Syrien sammen med sønnerne. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hans forhold i øvrigt findes en afgørelse om at inddrage hans opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hans ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Flygtningenævnet bemærker om forholdet mellem klageren og dennes ægtefælle, at der på det foreliggende grundlag ikke foreligger et indgreb i klagerens ret til familieliv, jf. nærmere herom nedenfor. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1. Flygtningenævnet finder videre, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd med henblik på at afstemme beskyttelsen med behovet og opretholde en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privatliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der således foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse over for intensiteten i det indgreb, som en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privatliv. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har opnået en tilstrækkelig stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herunder lagt vægt på, at han ikke før for nylig har haft en vedvarende og fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Heroverfor står, at klageren er født og opvokset i Syrien, hvor han boede indtil sin udrejse som [40 - 50]-årig. Han har i Syrien gået i skole i længere tid og efterfølgende videreuddannet sig, og han har flere nære familiemedlemmer i Syrien, som han har regelmæssig kontakt med. Han behersker sproget i hjemlandet. Klagerens bånd til Syrien må derfor anses for meget stærke. Om adgangen til sundhedsmæssig behandling i Syrien henviser Flygtningenævnet til baggrundsoplysningerne, herunder COI, Syria, Health care services availability and accessibility in Damascus, Rural Damascus, Tartous and Latakia, marts 2022, hvoraf det fremgår bl.a., at sundhedstjenester og hospitaler er genopbyggede i de fleste områder af Damaskus by, og at der er adgang til behandling for en række sygdomme, herunder [en nærmere bestemt sygdom]. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at klageren ikke vil kunne få den nødvendige behandling i Syrien. Det forhold, at klageren ikke nødvendigvis vil kunne få de samme medicinpræparater som i Danmark, kan ikke føre til et andet resultat. Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden tiltræder Flygtningenævnet herefter, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at inddrage klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig EMRK artikel 8. Som generel vejledning kan Flygtningenævnet oplyse, at såfremt Udlændingenævnet træffer afgørelse om ikke at inddrage klagerens ægtefælles opholdstilladelse som familiesammenført, kan klageren søge om genoptagelse af behandlingen af denne sag med henblik på en fornyet vurdering af, om inddragelsen af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Ligeledes kan Flygtningenævnet oplyse, at det vil være muligt at søge om genoptagelse af sagen, såfremt der ved behandlingen af ægtefællens sag i Udlændingenævnet fremkommer nye oplysninger vedrørende tilknytningen til Danmark, der kan have betydning for klagerens sag, herunder vurderingen efter artikel 8. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klageren opfylder betingelserne for at kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på baggrund af sine individuelle forhold. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen ikke lægge klagerens forklaring om de dele af asylmotivet, som er gjort gældende i forbindelse med inddragelsessagen, til grund. Nævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på de samme forhold, som er fremhævet af Udlændingestyrelsen, herunder at klagerens samlede forklaring om sin hjælp til oppositionen i [byen B] i perioden 2011-12 og det modsætningsforhold til de syriske myndigheder og oppositionen, der som følge heraf efterfølgende skulle være opstået, også efter forklaringen for nævnet fremstår som konstrueret til lejligheden. Nævnet bemærker herved, at klageren for nævnet på en række punkter har forklaret udbyggende og upræcist om denne del af sit asylmotiv, herunder om hvordan han fik at vide, at han og hans bror skulle være efterlyste for handel med [kriminel handling], ligesom nævnet finder det påfaldende, at klageren efter sin egen forklaring i perioden 2012-2014 opholdt sig i Damaskus, hvor han skjulte sig, men samtidig rejste legalt ind og ud af Syrien i henholdsvis foråret 2013 og 2014, og at han fik fornyet sit pas af de syriske myndigheder inden sin endelige udrejse af Syrien i [sommeren] 2014. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klagerens to sønner, der som nævnt er bosiddende i [et andet europæisk land], må betragtes som værnepligtsunddragere. Der er ikke oplysninger om, at de pågældende i øvrigt er eller må antages at være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Nævnet har efter baggrundsoplysningerne endvidere lagt til grund, at [byen B] først fra anden halvdel af 2012 kan siges at være et oprørskontrolleret område, og at klageren i øvrigt er født og opvokset i Damaskus, hvor han også boede på tidspunktet for sin udrejse af Syrien. Efter en samlet vurdering af de anførte forhold og under hensyn til det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, tiltræder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af sine individuelle forhold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Risikoen ved indrejse i Syrien som ’returnee’ kan efter sagens samlede omstændigheder ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/130/sme
Nævnet omgjorde i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 3. Indrejst i 26. april 2016.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [A], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [Efteråret] 2018 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun frygtede at vende tilbage til krigen i Syrien. Klageren oplyste til støtte herfor, at hun frygtede bombadementerne, de vilkårlige anholdelser, skyderierne samt usikkerheden i landet. Klageren oplyste herudover, at mange mænd og kvinder blev tilbageholdt af myndighederne, hvis de havde en søn i den militærpligtige alder. Klageren oplyste endvidere, at der ikke var mad og drikke i Syrien. Udlændingestyrelsen har [Foråret] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder, fordi hendes søn [B] er eftersøgt af myndighederne. Klageren har til støtte herfor oplyst, at [B] har støttet folk, der havde brug for mad, økonomisk støtte, og det er de syriske myndigheder utilfredse med, da de anklager ham for at have handlet med våben til den frie syriske hær. Klageren har videre oplyst, at hendes hjem flere gange blev ransaget af de syriske myndigheder, idet de ledte efter våben, og at hun har boet hos flere forskellige naboer i fire måneder før sin udrejse, fordi de syriske myndigheder ville anholde hende. Klageren har endvidere oplyst, at sønnens svigerfamilie, der er bosat i [C] i Rif Damaskus i omkring [sommeren] 2021 blev anholdt, fordi [B’s] svigerindes bror havde [B’s] telefonnummer i sin telefon, da han befandt sig i en bus, og de syriske myndigheder kiggede i hans telefon. Svigerfamilien blev herefter afhørt samt udsat for vold, og de betalte et beløb til myndighederne for at blive løsladt. Svigerindens to brødre forblev dog tilbageholdt. Klageren har endelig henvist til, at hun på grund af hendes helbred og alderdom er særlig udsat. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge klagerens forklaring for Flygtningenævnet til grund. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er i første række, om der er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, og såfremt dette ikke er tilfældet, om betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7, stk. 3, er opfyldt. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at de syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme klageren til gode. Klageren har som asylmotiv for Flygtningenævnet henvist til, at hendes sønner var i den militærpligtige alder, da de udrejste af Syrien. Ved en vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger skal der altid foretages en konkret og individuel vurdering af det pågældende familiemedlems risiko ved en tilbagevenden til Syrien. Som anført i EASO, Syria, Military Service (Country of Origin Information Report, april 2021), s 38, kan bl.a. følgende momenter indgå ved denne vurdering: ”The extent to which family members may face consequences is influenced by factors such as the rank of the deserter/defector, the family´s place of residence and religious background and the secret service and officer in charge of the area. For example, family members of high-ranking deserters/defectors or those from opposition-held areas would be more likely to face consequences than those with a low rank in the army or who originate from GoS-held areas. The actions of the deserter/defector, such as killing soldiers or officers or joining opposition groups and participating in armed actions against the SAA, would be further influencing factors on the treatment of their family members.” Oplysninger i det generelle baggrundsmateriale er således ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv og uden en nærmere konkret og individuel vurdering af det pågældende familiemedlems risiko kan danne grundlag for en stillingtagen til, om der skal meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet betoner det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, men Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens sønner var eller er således profilerede, at deres militærunddragelse kan medføre, at hun på denne baggrund kan meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at hun tror, at hendes søn [B] er eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi han havde uddelt nødhjælp til de fattige, og hun har henvist til, at hans svigerfamilie på et tidspunkt blev standset, hvor myndighederne konstaterede, at [B’s] navn stod på deres kontaktliste i telefonen. Flygtningenævnet finder, at det må bero på klagerens egen formodning, at [B] på denne baggrund skulle være således profileret i forhold til myndighederne, at hun er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i risiko for overgreb fra de syriske myndigheder omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af 11. april 2022, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus provinsen ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Rif Damaskus provinsen. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke længere er grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus provinsen. Det forhold, at klageren er en enlig kvinde uden mandligt netværk, er heller ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at situationen for enlige kvinder er vanskelige, men at det ikke kan lægges til grund, at en enlig kvinde uden mandligt netværk, der vender tilbage til Damaskus alene som følge af, at hun er enlig kvinde uden mandligt netværk, vil være i en konkret og individuel risiko for at komme til at leve under forhold svarende til umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af EMRK artikel 3, ligesom det fremgår, at enlige kvinder uden mandligt netværk efter lovgivningen har samme rettigheder som mænd, og at kvinder har adgang til arbejdsmarkedet og kan leje egen bolig. Det bemærkes endvidere, at klagerens oplysninger om hendes helbredsforhold heller ikke i sig selv kan føre til en anden vurdering, idet der ikke er tale om sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at en nægtelse af forlængelse vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet bemærker, at klageren udelukkende modtager medicinsk behandling for sine lidelser. Efter det oplyste vil basale sundhedsydelser også være tilgængelige i Rif Damaskus provinsen. Det må endvidere efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Hasanbasic mod Schweiz (52166/09) præmis 64 og Emre mod Schweiz (420324/04) præmis 81-83 antages, at en udlænding ikke kan påberåbe sig retten til at opholde sig på en kontraherende stats territorium alene med henblik på at modtage lægebehandling. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at forhold af socioøkonomisk karakter ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren fortsat skal have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren [Efteråret] 2018 er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, er således meddelt med henblik på midlertidigt ophold og vil ikke skulle forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder således, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af hendes ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker desuden, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagerne Konstantin v. The Nederlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime mål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har ved vurderingen af klagerens ret til privatliv henset til, at klageren er født og opvokset i Syrien, hvor hun har boet, indtil hun udrejste af Syrien og indrejste i Danmark [Foråret] 2016. Hun har gået i skole i 2 ½ år i Syrien og har aldrig arbejdet der, men har passet sine [X] børn, som hun fik efter hun blev gift som [12-15-årig]. Hun er syrisk statsborger og taler arabisk. Hun har i Danmark ikke haft arbejde, hun har ikke taget nogen uddannelse og hun hverken taler, læser eller skriver dansk. Hun har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet hendes voksne søn [B] med hustru og [X] børn er herboende. Flygtningenævnet bemærker, som ovenfor anført, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Klageren fik [Vinteren] 2015/2016 familiesammenføring med sin søn efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og efterfølgende [Efteråret] 2018 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Hun har således siden meddelelsen af opholdstilladelse [Efteråret] 2018 været bekendt med dennes midlertidige karakter. For så vidt angår klagerens ret til familieliv, bemærker nævnet, at forholdet mellem voksne børn og forældre som udgangspunkt ikke er omfattet af beskyttelsen af familieliv i EMRK artikel 8, medmindre der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem forælder og barn. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren lider af [diagnose], [diagnose], [diagnose] samt [diagnose] og smerter forskellige steder i kroppen. Hun modtager daglig hjælp til madlavning, rengøring og indkøb, men bor alene og opholder sig alene i hjemmet i dagtimerne, og hun tager selv sin medicin. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at der ikke efter det fremkomne består et særligt afhængighedsforhold mellem klageren og hendes herboende søn. For så vidt angår klagerens ret til privatliv, finder Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering af omstændighederne i sagen, herunder længden af klagerens ophold i Danmark, klagerens alder [X] år, hendes svækkede fysiske tilstand, som bl.a. medfører, at hun benytter rollator, at hun er enlig kvinde uden netværk i Syrien, og at hun er analfabet, at det vil være en krænkelse af retten til privatliv efter artikel 8, såfremt hendes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, nægtes forlænges. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 11. april 2022, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 stk. 3.” Løbenummer: Syri/2022/128/ajni
Nævnet omgjorde i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [klan A], underklanen [klan B], er muslim af trosretning og fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelig asylsag henviste klageren som asyl-motiv til, at hans bror i [2000’erne] kom i et modsætningsforhold til en gruppe bevæbnede personer, idet klagerens bror, sammen med sine venner, opsøgte og bankede disse personer, idet personerne havde udsat klagerens søster for seksuelle overgreb. Personerne opsøgte efterfølgende klagerens families bopæl og truede med, at de ville slå klageren ihjel, såfremt de ikke fik fat i klagerens bror. Klageren henviste endvidere til, at han frygtede at blive slået ihjel af de militser, som på daværende tidspunkt havde magten i Somalia. Endelig henviste klageren til de generelle forhold i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2011/2012] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I foråret] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26. [I vinteren 2017/2018] omgjorde Flygtningenævnet Udlændingestyrelsen afgørelse [fra foråret] 2017, således, at klageren stadig havde opholdstilladelse i efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt, at det måtte antages at være særligt belastende for klageren at inddrage opholdstilladelsen under henvisning til klagerens tilknytning ti Danmark, jf. udlændingelovens § 26. [I efteråret] 2021 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, nr. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til sit oprindelige asylmotiv, og at han ikke har noget netværk i Somalia. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han tilhører en minoritetsklan, [klan B], som ikke vil kunne yde ham beskyttelse i Somalia. Endelig har klageren henvist til, at han frygter en somalisk mand ved navn [C], som klageren vidnede mod i forbindelse med en retssag i Danmark i [2010’erne], og som efterfølgende truede klageren med en kniv. Med hensyn til klagerens oprindelige asylmotiv om, at han har en konflikt med en bevæbnet gruppe personer, der efterstræber klagerens bror, [D], og som efterfølgende opsøgte klagerens families bopæl og truede med, at de ville slå klageren ihjel, såfremt de ikke fik fat i klagerens bror, har Flygtningenævnet allerede afgjort dette spørgsmål [i sommeren] 2010, hvor nævnet ikke fandt forholdet asylbegrundende og henviste til, at konflikten udsprang af et almindeligt, tilfældigt kriminelt forhold, at konflikten lå tilbage i [2000’erne], og at der ikke var grundlag for at antage, at der er sket familien yderligere i den anledning. Nævnet lægger klagerens forklaring herom til grund. Klageren er ikke under behandlingen af nærværende sag fremkommet med nye oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering. Vedrørende klagerens asylmotiv om, at han vil blive diskrimineret, da han tilhører en minoritetsklan, [klan B], som ikke vil kunne yde ham beskyttelse i Somalia. og at han ikke har noget netværk i Somalia, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hans tilhørsforhold til minoritetsklanen [klan B], der er en underklan af [klan A], eller forholdene i Somalia i øvrigt er af en sådan karakter, at det kan være asylbegrundende. Det forhold, at klageren ikke har noget netværk i Somalia, er forhold af socioøkonomisk karakter, der ikke i sig selv kan være asylbegrundende. Angående klagerens asylmotiv om, at han frygter en somalisk mand ved navn [C], som klageren vidnede mod i forbindelse med en retssag i Danmark i [2010’erne], og som efterfølgende truede klageren med en kniv, har klageren ikke sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med [C]. Klageren henviste således ikke hertil under Flygtningenævnets behandling i 2018, og der er således tale om en udbyggende forklaring, der ikke findes troværdig. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Mogadishu i Somalia, hvor klageren kommer fra, er sådanne, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder på grundlag af de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Mogadishu i Somalia er således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at selv om forholdene i området er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, er der dog siden 2012 sket en væsentlig forbedring. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Somalia ikke vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at klageren af disse årsager ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens (EMRK) artikel 8. Ifølge EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. For så vidt angår klagerens ret til familieliv fremgår det af sagen, at klagerens religiøst viede ægtefælle, der er somalisk statsborger, samt at hans to mindreårige børn, der er født i [et nordisk land] i henholdsvis [2010’erne og 2020’erne], opholder sig i [et nordisk land], og at den religiøst viede ægtefælle og børnene aldrig har haft ophold i Danmark. Parret mødtes i [et mellemøstligt land i 2000’erne] og blev religiøst viet i [et nordisk land], lige inden klageren var i Flygtningenævnet i 2018. De to børn er somaliske statsborgere. Klagerens religiøst viede ægtefælle er endvidere gravid med parrets tredje barn. Klageren har under nævnsmødet oplyst, at hans datter har fået beskyttelsesstatus i [et nordisk land], og at den religiøst viede ægtefælle som konsekvens heraf har fået midlertidig opholdstilladelse i [et nordisk land]. Klageren har endvidere oplyst, at den religiøst viede ægtefælle for halvanden måned siden har fået egen lejlighed i [et nordisk land] tæt på [by i det nordiske land], og at han, den religiøst viede ægtefælle og børnene derfor sammen har praktiseret familielivet hver weekend fra fredag til mandag, og forinden da, en gang om måneden. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klagernes forhold til sin religiøst viede ægtefælle og de umyndige børn i [et nordisk land] under disse omstændigheder udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. For så vidt angår retten til privatliv er klageren født i [1990’erne] i Somalia og har boet i Somalia, indtil han udrejste [i 2000’erne]. Derefter boede han i [et mellemøstligt land] frem til 2009, hvor han som [16-18 årig] indrejste i Danmark. Han fik midlertidig opholdstilladelse i 2012. Han har nu opholdt sig samlet i landet i 12 et halvt år. Klageren taler efter det oplyste noget somali. Han har lært at tale, læse og skrive dansk, har påbegyndt [udskolingen], men ikke afsluttet den, og har bestået Prøve i Dansk 2. I perioden fra [vinteren 2014/2015] til [foråret] 2017 har han arbejdet 21 timer om ugen hos [arbejdsplads] og i to måneder hos [arbejdsplads]. Han har siden [sommeren] 2018 været fastansat hos firmaet [navn på virksomhed] som [stillingsbetegnelse] på fuld tid. Herudover arbejder han som vikar hos [arbejdsplads]. Henset til varigheden af klagerens op-hold i Danmark og hans forhold i denne periode, finder Flygtningenævnet, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse udgør et indgreb i hans ret til respekt for såvel familieliv som privatliv efter EMRK artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagernes privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelse af klagernes opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Nævnet finder i den forbindelse, at en håndhævelse af udlændingelovens § 11 udgør et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også Konstatinov v. the Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. United Kingdom (2008), præmis 76, og Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Flygtningenævnet finder videre, at nægtelsen af forlængelsen af klagernes opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., er således blandt andet indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Hensynet til børns tarv indgår som et væsentligt element i denne proportionalitetsafvejning. Klageren har ingen familie i hverken Danmark eller i Somalia. Han har en søster i [et afrikansk land] og sin mor, en bror og en søster, der bor i [et mellemøstligt land]. Han taler med sin mor en til to gange om måneden. Klageren indrejste i Danmark som [16-18 årig], og har således ikke tilbragt nogen af sine formative år i Danmark, og han har ingen familiemæssig tilknytning i Danmark. Nævnet lægger imidlertid afgørende vægt på længden af klagerens ophold i Danmark, 12 et halvt år, og særligt at klageren har et familieliv med sin religiøst viede ægtefælle og børn, der er meddelt asylopholdstilladelse i [et nordisk land], hvorved nævnet blandt andet bemærker, at der gennem de sidste halvanden måned har været praktiseret et beskyttelses-værdigt familieliv hver weekend fra fredag til mandag, og forinden da en gang om måneden. Hertil kommer, at klageren i en længere periode har haft væsentlig tilknytning til arbejdsmarkedet og derved både har vist vilje og evne til at integrere sig væsentligt i det danske samfund. Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra vinteren 2021/2022], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2022/7/imbs
Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Ghana. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ewe fra [landsby A], i regionen [B], Ghana. Ansøgeren følger ikke en bestemt religion, men tror på Gud. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Ghana frygter, at en kvinde ved navn [A], der tvang hende til prostitution i [land A] og [land B], vil slå hende ihjel, fordi ansøger flygtede fra hende i [land B]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun mødte [A] på den minibar, hvor hun arbejdede i Ghana. [A] fortalte ansøgeren, at hun kunne hjælpe hende med at komme til Europa, så hun kunne finde et arbejde og få etableret et godt liv. Ansøgeren og [A] udrejste sammen af Ghana. Da de ankom til [land A] kørte [A] ansøgeren til et sted, hvor hun førte ansøgeren ind på et værelse og låste døren efter hende. Det var først her, at [A] fortalte ansøgeren, at det arbejde, hun skulle udføre, var at have samleje med mænd, og at mændene ville betale [A] herfor. Ansøgeren forsøgte flere gange at sige fra over for [A], men blev hver gang udsat for fysiske overgreb af en vagt. Hun blev pisket og slået med knytnæveslag. En dag fortalte [A], at ansøgeren skulle til [land B], og der kom en varevogn, som kørte hende og flere andre kvinder dertil. I [land B] var ansøgeren også indespærret og tvunget til at udføre samme arbejde som i [land A]. Hun var psykisk nedbrudt og en aften, hvor vagten ikke var til stede, flygtede hun fra sit værelse. Ansøgeren har videre oplyst, at hun frygter, at andre beboere fra hendes landsby i Ghana vil udføre ritualer på hende, og at disse vil føre til hendes død. Hun har til støtte herfor oplyst, at der i den landsby, hun kommer fra, er tradition for at udføre ritualer på kvinder, der har været i seng med mange mænd, fordi dette bliver anset som en uren gerning. Ansøgeren har endelig som asylmotiv oplyst, at hun frygter for omskæring af sin datter, [B], hvis de vender tilbage til Ghana. Hun har til støtte herfor oplyst, at der generelt sker omskæring af kvinder i Ghana. Ansøgeren undslap selv omskæring ved at tage til Europa, men hvis hendes datter vender tilbage, vil hun blive udsat for det. Ansøgerens egen mor og far ønskede ikke, at ansøgeren skulle omskæres, men nogle i hendes fjernere familie ville gerne have det. Det er familieoverhovederne, der udpeges til at sørge for, at kvinderne bliver omskåret. Der er tradition for, at kvinderne i familien på hendes fars side bliver omskåret. Hun har tre kusiner, der er blevet omskåret mod deres vilje af familieoverhovedet fra hendes fars familie. Hun ved dog ikke præcis, hvem det er. Da hendes forældre døde, gemte hun sig med sine brødre for ikke at blive omskåret. Hun har ikke haft kontakt med sine fjernere slægtninge siden hendes forældre døde, men hun er sikker på, at hendes fars familie vil komme og omskære hendes datter, hvis de finder ud af, at hun er kommet tilbage til Ghana. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ghana vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren har under sin forklaring i Flygtningenævnet primært henvist til, at hun frygter [A], som var den kvinde der bragte hende til Europa og tvang hende til at arbejde som prostitueret. Flygtningenævnet bemærker, at efter karakteren af klagerens relation til [A] er der primært tale om en privatretlig konflikt. Det tilføjes, at klageren efter sin forklaring ikke er blevet truet af [A] og det vides ikke, om [A] overhovedet opholder sig i Ghana. Det er ligeledes usandsynligt, at [A] ville blive bekendt med det, hvis ansøgeren rejste tilbage til Ghana. Efter den privatretlige karakter af konflikten kan klageren i øvrigt henvises til at søge beskyttelse hos de ghanesiske myndigheder. Oplysningerne om at ansøgeren frygter, at hendes datter i tilfælde af tilbagevenden til Ghana vil blive udsat for omskæring er udbyggende. Forholdet er først omtalt i DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg [fra foråret 2022]. Ansøgeren omtalte i øvrigt ikke sin frygt for dette under sin forklaring for Flygtningenævnet, før hun blev direkte adspurgt herom af et nævnsmedlem. Ansøgeren er efter det oplyste ikke selv omskåret til trods for at hun har oplyst, at hendes fars familie går ind for omskæring. Flygtningenævnet finder det i øvrigt ikke sandsynligt, at ansøgerens fars familie vil blive bekendt med, at hun rejste tilbage til Ghana, da hun efter det oplyste ikke har haft forbindelse med dem i mere end 20 år. Endeligt bemærkes, at ansøgeren kommer fra [B]-regionen, hvor omskæring af kvinder efter de foreliggende baggrundsoplysninger forekommer meget sjældent. Ansøgerens angivelige frygt for at blive udsat for ”ritualer” fra personer fra sin landsby udgør ikke noget asylbegrundende forhold. Det bemærkes, at den nærmere karakter af disse ritualer ikke er oplyst, og at der ikke i de foreliggende baggrundsoplysninger er nogen støtte herfor. Det samme gælder de påberåbte socioøkonomiske forhold vedrørende hendes egne og datterens muligheder for at etablere en tilværelse i Ghana. Ansøgeren har endeligt henvist til, at hendes datter for tiden er anbragt i en plejefamilie og det blandt andet under henvisning til datterens forhold vil indebære en krænkelse af menneskerettighederne, såfremt ansøgeren nægtes opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærker hertil, at disse forhold ikke er asylbegrundende. Det ligger uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling i hvilket omfang disse forhold kan føre til opholdstilladelse på andet grundlag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2022/2/sahe
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til under henvisning til hensynet til familiens enhed og barnets tarv, idet klageren er religiøst viet, bor og venter barn med en herboende [nationalitet] statsborger, [navn], hvis [antal] mindreårige særbørn er tæt knyttet til klageren. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder således ikke, at det forhold at klageren venter barn med en herboende [nationalitet] statsborger, som han er religiøst viet med og bor sammen med, samt at han er tæt knyttet til denne herboende [nationalitet] statsborgers særbørn, kan føre til en fravigelse af udgangspunktet i Dublinforordningen om, at en asylansøgning kun skal behandles af en medlemsstat. Nævnet bemærker, at der ikke er grundlag for at betragte klageren og klagerens herboende [nationalitet] kæreste som værende et ugift par i et fast forhold som defineret i Dublinforordningens artikel 2, litra g, første led, idet klageren og klagerens herboende [nationalitet] kæreste ikke har dokumenteret at have haft et fast samliv på fælles bopæl af [et til fem] års varighed. Endvidere er klagerens herboende [nationalitet] kærestes særbørn ikke omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g, 2. led. For så vidt angår det forhold, at klagerens kæreste er gravid, bemærker nævnet, at klagerens kæreste er blevet gravid på et tidspunkt, hvor klageren hverken havde lovligt ophold i Danmark eller havde en berettiget forventning om at opnå dette. Det forhold, at der efter det oplyste er indgivet en ansøgning om dispensation til at indgå borgerlig vielse samt en ansøgning om familiesammenføring kan ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet endvidere ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om hensynet til barnets tarv kan føre til en ændret vurdering. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte forhold om klagerens fysiske og psykiske helbred, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at han har gået til psykolog og har modtaget psykoterapeutisk behandling i Tyskland. Klageren må derfor forventes på ny at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland, såfremt klageren får behov for dette. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren frygter at blive udsendt til sit hjemland, herunder at han frygter at blive slået ihjel eller udsat for tortur i Tjetjenien, kan heller videre ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der ikke er holdepunkter for at tro, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det forhold, at klageren har oplyst at have oplevet problemer med de tyske myndigheder, herunder at han ikke fik reel mulighed for at klage over afslaget på asyl, at de tyske myndigheder efter klagerens opfattelse behandler tjetjenere dårligt, samt at de tyske myndigheder har udsat klageren for diskrimination ved at rive hans dokumentation itu og ikke ville udlevere hans russiske nationalitetspas, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til rette henvendelse til den relevante overordnede myndighed i Tyskland. Det forhold, at klageren har oplyst, at han frygter at vende tilbage til Tyskland på grund af konflikter med klagerens [antal] tidligere ægtefæller, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse i den anledning, idet myndighederne må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland, herunder afviste asylansøgere, er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/14/sme.
Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.”Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra landsbyen [A], [B] distrikt, Kabul provins, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2017 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af Taliban, idet Taliban havde myrdet hans far og efterfølgende bortførte ham og forsøgte at gøre ham til selvmordsbomber. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren fik meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund og på den baggrund vurderede, at klageren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for konkret og individuel risiko for forfølgelse. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren i forbindelse med forlængelsessamtalen [i vinteren] 2021 har oplyst, at hans far er i live, at hverken han eller hans far har været tilbageholdt af Taliban, at denne forklaring er opdigtet, at han rettelig forlod Afghanistan, idet han havde ringe muligheder for uddannelse eller arbejde, og at han derfor har afgivet usande oplysninger om sit asylmotiv. Sagen angår i første række, om klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, da dette i givet fald vil indebære, at klagerens opholdstilladelse skal nægtes forlænget (inddrages), jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. I anden række skal der tages stilling til, om en nægtelse af forlængelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 1, idet dette vil indebære, at nægtelse af forlængelse skal undlades. I den forbindelse skal der tages stilling til, om en nægtelse af forlængelse vil være i strid med artikel 8 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention (herefter EMRK). Hvis en nægtelse af forlængelse ikke vil være i strid med EMRK artikel 8, skal der tages stilling til, om der er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 7 at meddele klageren opholdstilladelse på grund af den generelle situation i Afghanistan sammenholdt med det, som klageren har gjort gældende til støtte for sit asylmotiv. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren har opnået sin opholdstilladelse i Danmark ved svig, og at der er grundlag for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Klagerens forklaring for Flygtningenævnet, hvorefter både han og hans far er blevet tilbageholdt af Taliban, kan i lyset af forklaringen for Udlændingestyrelsen i forbindelse med forlængelsessamtalen ikke lægges til grund. Nævnet har herved ikke taget stilling til, om den omtalte [socialt medie]-profil rettelig tilhører klagerens far eller morbror. Det, som klageren har anført om tolkeproblemer under den nævnte samtale ned Udlændingestyrelsen, kan efter oplysningerne herom ikke føre til en ændret vurdering, idet det bemærkes, at klageren – udover pastho– også taler et næsten fejlfrit dansk. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klageren bevidst har afgivet objektivt urigtige oplysninger om sit asylmotiv, og at disse oplysninger har været bestemmende for at opnå opholdstilladelse. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen, og da det forhold, at klageren har tilbragt de sidste af sine formative år i Danmark og i øvrigt i et vist omfang er tilknyttet arbejdsmarkedet, ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder Flygtningenævnet endvidere, at det efter en samlet vurdering af klagerens begrænsede tilknytning til Danmark sammenholdt med hans bånd til hjemlandet Afghanistan ikke vil være i strid med EMRK artikel 8 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærker, at det heller ikke kan føre til en ændret vurdering, at klagerens mor og søskende efter det oplyste har taget ophold i [i et mellemøstligt land], og at klageren siden Udlændingestyrelsens afgørelse nu har opholdt sig i Danmark i yderligere knap [et antal] måneder. Klageren har for Flygtningenævnet som nyt asylmotiv henvist til, at han ikke vil kunne vende tilbage til Afghanistan uden at blive betragtet som vestliggjort og ”kafir” (vantro), og at han således vil være i risiko for tvangshvervning med deraf følgende risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling. Klageren har endvidere gjort gældende, at det ikke er muligt at leve et normalt liv under Taliban-regimet. I den forbindelse kan det om de generelle forhold i Afghanistan oplyses, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at siden Taliban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban’s takeover, 15. november 2021, s. 6. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at ”In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes”. Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældelsesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at ”As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities”. Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, at visse Taliban-krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for ”persons affiliated with the former government, security forces or foreign forces”, jf. EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45 f. Det må således på den ene side lægges til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, at der ikke længere mere generelt foreligger en intern væbnet konflikt, og at forholdene i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i EMRK som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan, jf. herved også Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 7, hvor det anføres, at ”Det kan dock för tilfället inte anses råda sådant urskillningslöst våld i någon provins at var och en risikerer at uttsättas för skydsbegrundende behandling”. På den anden side må det imidlertid lægges til grund, at situationen i Afghanistan, som anført i Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 5, er ”volatile and unstable”. Der kan også henvises til UNHCR, Afghanistan Situation Update – 2 November 2021, hvor det anføres, at ”The security situation in Afghanistan remains highly volatile”. Herudover kan der henvises til Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 4, hvor det anføres, at ”utvecklingen är osäker och kan vara snabbt föränderlig”. Endelig kan der henvises til EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 9, hvor det anføres, at rapporten ”demonstrates preliminary findings on how Taliban rule has manifested itself since the takeover of Kabul but does not analyse whether these findings are representative of the Taliban leadership’s intentions nor of their beating for the future”. I lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må der udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af klagerens konkrete risikoprofiler. Sådanne særlige risikoprofiler er behandlet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, der s. 57-101 indeholder en analyse af 18 ”particular profiles with regard to qualification for refugee status”. Det kan på grundlag af baggrundsoplysningerne ikke lægges til grund, at en person med klagerens profil, der har været bosat i Afghanistan i de første [16-18] år af sit liv, som taler pastho og en række andre sprog fra området, og som i øvrigt efterlever de islamiske religiøse normer, vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Der kan i den forbindelse henvises til de konkrete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, s. 85 f. Flygtningenævnet finder, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, at betingelserne for at nægte at forlænge hans opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, er opfyldt, og at klageren ikke i øvrigt har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, ligesom nævnet finder, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2022/49/sme
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk seyyed hazara og shiamuslim af trosretning fra [en mindre by i det centrale Afghanistan]. Ansøgeren er født i [en mindre by i det centrale Afghanistan], men hun er opvokset i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin ægtefælle i Iran og dennes familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun som [mindreårig] blev tvangsgift med sin farbrors søn, som var invalid. Ansøgerens ægtefælle og svigermor i Iran slog ofte ansøgeren. Ansøgeren er efterfølgende blevet religiøst viet på ny i Danmark og fået et barn med sin nye ægtefælle. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ikke har familiemedlemmer i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun er født i [en mindre by i det centrale Afghanistan], men at ansøgerens familie flyttede til Iran kort tid efter, hun blev født. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren er udeblevet fra mødet i Flygtningenævnet uden oplyst lovligt forfald. Advokaten har oplyst, at han ikke har været i kontakt med ansøgeren. Flygtningenævnet har som ovenfor anført besluttet at fremme sagen. Flygtningenævnet kan på baggrund af sagens oplysninger ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin ægtefælles familie i Afghanistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2021, herunder at ansøgeren har forklaret divergerende om flere forhold, herunder om hendes ægtefælle var ansøgerens fars fætter eller ansøgerens fætter, om ansøgerens ægtefælle havde en bror i Afghanistan eller kun havde fjerne slægtninge i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen endvidere til grund, at konflikten med ansøgerens ægtefælles familiemedlemmer i Afghanistan ikke fremstår overbevisende, da ansøgeren ikke over for Udlændingestyrelsen har kunnet forklare, hvem disse er, og hvorledes de skulle få viden om ansøgerens ophold i Afghanistan. Endelig fremstår ansøgerens generelle troværdighed afsvækket allerede, fordi ansøgeren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 selv har oplyst, at hun for at opnå asyl har talt usandt om såvel sin identitet, som sit asylmotiv, over for de tyske asylmyndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være uden familiemæssigt netværk. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at hun har en moster i Afghanistan. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, sk. 2. Heller ikke de generelle forhold i Afghanistan, om end de er alvorlige, herunder for etniske hazaraer, kan i sig selv være asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2022/40/ehd
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk [etnicitet], født muslim, og har oplyst at være konverteret til kristendommen og er i dag kristen protestant. Ansøgeren er fra Kermanshah, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er dog døbt og medlem af den danske folkekirke. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun er konverteret til kristendommen, og at hun ved tilbagevenden til Iran frygter at blive idømt en dødsstraf og henrettet af de iranske myndigheder, idet hun er konverteret til kristendommen og er frafaldet islam. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun konverterede til kristendommen i Iran. Hendes værelseskammerater på universitetet var kristne, og ansøgeren begyndte at studere Biblen sammen med dem og deltog i huskirke med dem. På baggrund af dette blev ansøgeren og hendes bofæller bortvist fra universitetet samt efterfølgende anholdt og tilbageholdt af efterretningstjenesten i cirka en uge. Omkring to år efter tilbageholdelsen genoptog hun sine kristne aktiviteter og missionerede eksempelvis for en af sine tidligere bofællers nye kollegaer. Ansøgerens tidligere bofæller deltog i huskirke en dag, hvor ansøgeren ikke kunne deltage. Her blev de tidligere bofæller, samt de andre deltagende i [religiøst samlingssted], anholdt af politiet. Ansøgeren frygtede, at politiet ligeledes ville opsøge hende, hvorfor hun tog til Teheran samme aften. Ansøgerens ægtefælle oplyste hende efterfølgende om, at politiets efterretningstjeneste opsøgte ansøgerens bopæl et par dage efter, at hun rejste til Teheran, samt at de på bopælen havde fundet hendes bibel. Politiet opsøgte også ansøgerens firma. Ansøgeren opholdt sig i Teheran i omkring halvanden måned, før hun besluttede sig for at udrejse fra Iran. Ansøgeren blev i denne periode ikke personligt kontaktet af efterretningstjenesten. Ansøgerens ægtefælle skaffede hende et lovligt visum til [et andet europæisk land]. Hun udrejste fra Iran til [et andet europæisk land] [i efteråret] 2019, og oplevede ikke problemer i forbindelse med udrejsen. Hun kom til Danmark i [efteråret] 2019 og begyndte at gå i kirke omkring [foråret] 2020. Omkring [efteråret] 2020 begyndte ansøgeren at gå til dåbsforberedelse, og hun blev døbt [i foråret] 2021. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen, der skulle være sket i Iran, til grund. Der er herved i det væsentlige henset til de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren] 2021. Det forekommer blandt andet ikke overbevisende, at ansøgeren har kunnet udrejse legalt og uden problemer med de iranske myndigheder, såfremt hun skulle være efterstræbt af disse. Endvidere forekommer det usammenhængende, at ansøgeren først udrejste halvanden måned efter at være flygtet til Teheran, idet hun ville afvente og høre, hvad der var sket med hendes bofæller, henset til at hendes ægtefælle telefonisk havde oplyst hende, at efterretningstjenesten havde opsøgt hende og fundet hendes bibel på deres fælles bopæl og henset til, at ansøgeren ved sin tilbageholdelse havde underskrevet en erklæring om ikke at ville lave kristne aktiviteter. Ansøgeren har endvidere afgivet divergerende forklaring omkring, hvem der arrangerede ansøgerens ægteskab. Ansøgeren har i sit asylskema angivet, at det var hendes far, der tvang hende hertil, men har i sin oplysnings- og motivsamtale [fra efteråret] 2020 og i sin samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 forklaret, at det var ansøgerens bror og familie. Ansøgerens forklaring herom i Flygtningenævnet kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren først omkring ti måneder efter sin indrejse i Danmark i [efteråret] 2019 indgav ansøgning om asyl. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren først fem måneder efter sin indrejse i Danmark begyndte at gå i kirke. Det forhold, at ansøgeren har deltaget i dåbsforberedelse og [i foråret] 2021 er blevet døbt, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet demonstrerede et udmærket kendskab til kristendommen kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren [i efteråret] 2017 er indrejst i Danmark på et turistvisum med henblik på at besøge [nære familiemedlemmer] og [i efteråret] 2017 ansøgte om ophold med henblik på arbejde i Danmark. [I vinteren 2017/2018] fik ansøgeren afslag herpå fra Udlændingestyrelsen, hvilket ansøgeren påklagede til Udlændingenævnet og udrejste. Udlændingenævnet stadfæstede afgørelsen [i foråret] 2019 og lagde blandt andet til grund, at ansøgerens ansættelse som [arbejdsstilling] med opgaver i […]branchen måtte anses for proforma og med det afgørende formål at opnå længerevarende ophold i Danmark. Ansøgeren har efter sin egen forklaring herefter omkring 2018/2019 genoptaget sine kristne aktiviteter i Iran og blandt andet missioneret for [A]. På ovenævnte baggrund kan Flygtningenævnet således ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af en indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen, og at hun ved en tilbagevenden til Iran vil udøve kristne aktiviteter, som kan bringe hende i konflikt med de iranske myndigheder. Af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder House Churches and Converts, udgivet af Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen den 23. februar 2018, samt DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018 fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere har søgt asyl på baggrund af konvertering, og at de ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konvertering til kristendommen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2022/43/anhk
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Belarus. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk belaruser og kristen ortodoks af trosretning fra [by], Belarus. Ansøgeren har været medlem af det hviderussiske parti, [parti]. Ansøgeren har som asylmotiv i forbindelse med sin asylsag i 2016 henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive idømt en lang fængselsstraf af de belarusiske myndigheder, idet han har været medlem af partiet, [parti]. Han blev i den forbindelse anklaget for at have hjulpet kriminelle grupper, der handlede med [euforiserende stoffer]. Ansøgeren har som asylmotiv i forbindelse med sin verserende asylsag oplyst, at han har under sit ophold i Belarus, efter sin udsendelse af Danmark, har deltaget i politiske demonstrationer, og at han har været anholdt, hvorfor han udrejste af Belarus igen for at søge om asyl i Danmark. Ansøgeren har heller ikke givet møde i Flygtningenævnet. Som også anført af Udlændingestyrelsen påhviler det ansøgeren at meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelsen af, om en opholdstilladelse kan gives i henhold til loven, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det tiltrædes endvidere, at der ikke er noget til hinder for, at ansøgeren udsendes til Belarus, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bela/2022/2/ROZ
Nævnet omgjorde i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 3. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/46/sme. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [byen A], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun frygtede de generelle forhold i Syrien på baggrund af krigen, samt de forskellige grupper, som bekrigede hinanden. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2020-2021] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for hendes opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Syrien. Hun har endvidere henvist til, at hun frygter vilkårlige overgreb, kidnapning, anholdelser og ulovlig organhandel. Hun har videre henvist til, at hendes to sønner og svigersøn er militærunddragere, og at hun ikke har noget familie tilbage i Syrien. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Det fremgår af opholdstilladelsen, at denne er tidsbegrænset og gældende i 1 år. Opholdstilladelsen er givet med henblik på midlertidigt ophold. Opholdstilladelsen er efterfølgende blevet forlænget. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Rif-Damaksus. Klageren er født og opvokset i [byen B], Damaskus, hvor hun har boet frem til, at hun blev gift. Derefter boede de i [byen C] og flyttede efterfølgende til [byen A], Rif Damaskus-provisen, hvor de boede i 17 år. Hun har ikke boet andre steder i Syrien. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Dette understøttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport ”Country Guidance Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf fremgår blandt andet: ”Looking at indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, blandt andet: ” Since 2018 when the GoS Retook control of all areas in Damascus and rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two govenorates, …”. Flygtningenævnet er opmærksomt på rapporten fra Amnesty International fra september 2021, ”You´re going to your death”, og der skal i sager af denne karakter ved sagens afgørelse anvendes et forsigtighedsprincip. De syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er således præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel begrundet tvivl komme en klager til gode. Afgørelsen af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen M.D. And Others v. Russia kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle del af Syrien vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3, men at der er foretaget en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at de er mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de har modsat sig. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, skal inddrages som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter i medfør af udlændingelovens § 19 a vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landet økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at håndhævelsen af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 19, stk. 1, nr. 1, der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter EMRK, artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder står i et rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse, overfor intensiteten af det indgreb en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens rets til privat- og familieliv. Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2 er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i art foretage indgrebet overfor intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren kom til Danmark som [40-45]-årig. Hun har til sagen oplyst, at hun taler lidt dansk. Hun har ikke taget uddannelse i Danmark. Hun har ikke haft arbejde i Danmark. Klageren har i Syrien gået 8 år i skole i Syrien. Hun har haft sin egen [butik] i ca. 8 år i [A], Rif Damaskus provinsen. Klageren har alle sine fem børn i Danmark. Klageren har oplyst, at der ikke er noget afhængighedsforhold mellem hende og de voksne børn, og at de ikke bor sammen. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at voksne børn som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i EMRK artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et afhængighedsforhold mellem forældre og børn. Der er ikke under sagen oplyst om et sådant afhængighedsforhold mellem klageren og dennes voksne børn. Flygtningenævnet har herunder henset til, at klageren bor et andet sted end de voksne børn. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. EMRK artikel 8. Det oplyste om klagerens helbredsmæssige forhold kan ikke fører til en ændret vurdering efter EMRK artikel 8. Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund tiltræde, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel, hvorfor klagerens opholdstilladelse skal inddrages. Henset til, at klagerens yngste barn, der er knap [12-15] år gammel og har opholdt sig i Danmark siden han var [4-7] år, hvor han startede i skole og nu går i [udskoling], har haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark, finder Flygtningenævnet, at det vil være særligt indgribende for klagerens yngste barn – og dermed for klageren – såfremt hendes opholdstilladelse nægtes forlænget. Af denne grund finder Flygtningenævnet, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse således, at klageren og hendes medfølgende yngste barn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren kan meddeles opholdstilladelse på grund af klagerens individuelle forhold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Rif Damaskus i Syrien vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på grund af klagerens individuelle forhold. Der er herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen, herunder at klageren ikke har haft personlige konflikter med hverken de syriske myndigheder, religiøse grupper, kriminelle grupper, familiemedlemmer eller privatpersoner i Syrien og at klageren aldrig har været politisk aktiv. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren frygter repressalier fra de syriske myndigheder, som følge af, at klagerens sønner og svigersøn har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet har herved som Udlændingestyrelsen lagt vægt på baggrundsoplysningerne om risici for familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig værnepligt i Syrien, herunder rapport fra EASO ”Syria Military Service” fra april 2021, hvorefter familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke af sagen fremgår oplysninger, som kan begrunde, at klagerens sønner og svigersøn kan betragtes som særligt profilerede hos de syriske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren har været i kontakt med den syriske ambassade, uden at dette førte til nogen problemer. Det forhold, at klageren frygter, ikke at kunne klare sig og ikke at have et sted at bo, er forhold af socioøkonomisk karakter, der som udgangspunkt ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er herved henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport, ”Syria, Security Situation in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, Report based on intervews between 16 og 27 november 2018 in Beirut and Damascus”, fra februar 2019, hvoraf fremgår blandt andet, at der i Damaskus er adgang til basale livsfornødenheder, herunder adgang til mad, vand, elektricitet, skolegang, og at det er muligt at få et arbejde og et sted at bo i Damaskus, også for kvinder, idet kvinder i Syrien ligeledes har adgang til arbejdsmarkedet og har lov til at leje egen bolig. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren og hendes medfølgende yngste søn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2022/45/sme
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim født og opvokset i [by], Jerusalem, Vestbredden. Han har siden [16-18 år] alderen boet i [by], Jerusalem, Vestbredden. Ansøgeren har været medlem af Fatah Befrielsesbevægelse fra han var 19 år til 21 år, og deltog i mange demonstrationer i denne periode. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at de israelske myndigheder vil arrestere ham på ubestemt tid, idet han har forsøgt at krydse en mur bygget af de isra-elske myndigheder, som adskilte Jerusalem, og i denne forbindelse har han været tilbageholdt. Han er derfor kendt af myndighederne, og han frygter at blive anholdt administrativt på ubestemt tid af myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at de israelske myndigheder bygede en mur, da han var [16-18 år], hvilket medførte, at han ikke længere kunne komme tilbage til sin tidligere bopæl. Han forsøgte derfor at krydse muren, og blev i den forbindelse tre gange arresteret og tilbageholdt af de israelske myndigheder. Første gang blev han idømt [antal] dages fængsel, hvoraf han afsonede [antal] dage. Omkring [antal] år senere blev han for anden gang anholdt og idømt [antal] måneders fængsel, som han afsonede. Omkring [antal] år senere blev han for tredje gange anholdt og idømt [antal] måneders fængsel. Han har endvidere været anholdt af de israelske myndigheder, som mistænkte ham for at have stjålet en bil. Han var i den forbindelse tilbageholdt i en uge. Han har modtaget syv indkaldelser fra den israelske efterretningstjeneste, hvor han alle gangene mødte op og blev tilbageholdt. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter det palæstinensiske selvstyre, som seks gange har indkaldt ham til at møde hos den palæstinensiske sikkerhedstjeneste, hvor han hver gang er blevet afhørt om de samme ting, som han er afhørt om af den israelske efterretningstjeneste. Han er bange for, at sikkerhedstjenesten vil anholde og torturere ham, således som det skete den [i sommeren] 2021, hvor en af hans bekendte blev dræbt. Han har efterfølgende ytret sig kritisk om den palæstinensiske regering på internettet, hvorefter han er blevet truet af en officer fra den palæstinensiske sikkerhedstjeneste, som [i sommeren] 2021 og senere [i efteråret] 2021 kontaktede ham via sms og telefonopkald med trusler mod ham. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter at skulle betale erstatning på baggrund af en motorcykelulykke, som hans ven var involveret i på ansøgerens motorcykel. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at han frygter for konsekvenserne ved en retssag, herunder erstatningskrav fra forsikringsselskabet samt den stressfulde proces ved at skulle gennem en retssag. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens begrundelse for, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt., idet han er registreret ved UNRWA på Vestbredden. Ansøgeren er derfor som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet er endvidere enig i Udlændingestyrelsens begrundelse for, at ansøgeren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 2. pkt., og at han derfor ikke automatisk er berettiget til konventionsstatus i Danmark som følge heraf. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med det palæstinensiske selvstyre til grund, idet hans forklaring herom er udbyggende og utroværdig. Han har således til sin asyl-samtale den [i sommeren] 2021 oplyst, at han på et tidspunkt var tilbageholdt af det palæstinensiske selvstyre i 6-7 måneder, hvilket han ikke har oplyst om under sin oplysnings- og mo-tivsamtale den [i efteråret] 2018 trods den anledning og mulighed, som han har haft hertil. Han har endvidere under sin oplysnings- og motivsamtale oplyst, at han aldrig har været anholdt i forbindelse med sin deltagelse i demonstrationer, og at han aldrig har oplevet konflikter som følge af denne deltagelse, herunder indkaldelser til afhøring, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han i flere tilfælde har været tilbageholdt. Endelig har ansøgeren forklaret forskelligt om sin alder på det tidspunkt, hvor han meldte sig ind i Fatah. Han har således under sin oplysnings- og motivsamtale oplyst, at han var [18-20], da han tilsluttede sig Fatah, mens han under nævnsmødet har oplyst, at han var [16-18 år]. Det er Flygtningenævnets samlede vurdering, at ansøgerens udbyggende forklaringer om sin påståede konflikt med det palæstinensiske selvstyre er utroværdige, og fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har ved denne vurdering endvidere lagt vægt på, at ansøgeren udrejste legalt på eget pas. Han indrejste i Danmark [i vinteren 16/17], og søgte først om asyl den [i efteråret] 2018 i forbindelse med, at han blev udvist administrativt som følge af, at han opholdt sig ulovligt i Danmark, og at han havde arbejdet ulovligt i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har noget asylbegrundende modsætningsforhold til det palæstinensiske selvstyre. Der er derfor ikke nogen asylbegrundende årsag til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Vestbredden. Ansøgeren kan på den baggrund ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: stat/2022/5/ROZ
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2000 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i et år for overtrædelse af [en række bestemmelser] i straffeloven samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren tilhører klanen [klan A] og er sunni muslim fra Baidoa, Bay-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab eller personer fra [klan B], der er majoritetsklanen i klagerens hjemområde. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive udsat for repressalier af al-Shabaab eller andre, fordi han har opholdt sig mange år i vesten og vil blive anset som om én, der har fralagt sig de islamiske værdier. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans bror, [A], i [årstal] eller [årstal] blev slået ihjel af nogle personer fra [klan B], idet han havde gjort en kvinde fra klanen gravid. Som følge heraf er klageren efterstræbt af de samme personer, herunder også fordi klageren tilhører minorietsklanen [klan A], som [klan B] er i et modsætningsforhold til. Klageren har endvidere oplyst, at nogle soldater fra [klan B] og fra general Aideeds milits angreb hans families bopæl for 20 år siden, hvor de slog klagerens far og søster ihjel og udsatte klageren for tortur. Klageren har endelig henvist til, at akterne i hans asylsag har været stjålet og i en periode har været i besiddelse af den formodede gerningsmand til tyveriet. Dette kan have medført, at en bredere kreds af personer, herunder med tilknytning til Somalia, er blevet bekendt med hans straffesag. Klageren oplyser, at kriminalitet af den omhandlede karakter, kan medfører at han vil være i overhængende fare i Somalia alene af denne grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. Udlændingelovens § 7. For så vidt angår klagerens oprindelige asylmotiv, finder Flygtningenævnet, at klagerens forklaring herom er i væsentlig uoverensstemmelse med de oplysninger han meddelte i forbindelse med sin asylansøgning i 2000. Flygtningenævnet henviser her særligt til de modstridende oplysninger, om hvem af klagerens familiemedlemmer, der blev dræbt forud for klagerens udrejse. Klageren har i Flygtningenævnet gjort gældende, at såvel hans asylskema, som han oplyser, at han ikke selv udfyldte, samt det efterfølgende samtalereferat, indeholder fejl på helt centrale punkter. Flygtningenævnet kan ikke lægge dette til grund, da der er tale om to af hinanden uafhængige forklaringer. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at begivenhederne fandt sted for mere end 20 år siden, og det må lægges til grund, at klageren er helt uprofileret i forhold til de personer eller bevægelser, der stod bag drabene. Klageren har påberåbt sig, at han vil være i fare fordi sagsakter vedrørende hans aktuelle asylsag har været stjålet og senere er skaffet til veje på ny af myndighederne. Efter de foreliggende oplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at akterne alene har befundet sig på den mistænktes bopæl eller opholdssted. Intet tyder på, at der er udvist særlig interesse for disse sagsakter. Flygtningenævnet fin-der det endvidere usandsynligt, at oplysninger om en dom for kriminalitet begået i Europa, vil have væsentlige negative konsekvenser for klageren ved en tilbagevenden til Somalia. Det bemærkes endvidere, at klageren kommer fra Baidoa, som ikke er under permanent kontrol af islamister. Klageren vil desuden have mulighed for at tage ophold andre steder end i områder kontrolleret af Al-shabaab eller tilsvarende bevægelser. For så vidt angår de generelle forhold i Somalia må det lægges til grund, at disse er vanskelige, men forholdene i det område, som klageren kommer fra, er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse. Dette gælder uanset klagerens klantilhørsforhold. Flygtningenævnet finder ikke at de påberåbte baggrundsoplysninger sandsynliggør at klageren alene på grund af sit klans tilhørsforhold vil være i risiko for forfølgelse. Da Flygtningenævnet således finder, at klageren ikke ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Soma/2022/4/ROZ
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har oplyst, at han er utilfreds med de tyske udlændingemyndigheders behandling af klagerens asylsag, og at de mange års uvished har været hårde. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [vinderen 21/22] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at han ikke mener, at de tyske myndigheder har behandlet hans asylsag tilfredsstillende, og at han frygter, at de tyske myndigheder vil sende ham tilbage til [sit hjemland], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU's charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/3/YARS
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Dan-mark, blandt andet til klagerens helbredsmæssige forhold samt, at klageren følte sig forfulgt af den russiske efterretningstjeneste. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter regler-ne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om inter-national beskyttelse i Østrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig [i efter-året] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2021 har oplyst, at han frygter den russiske ef-terretningstjeneste FSB, herunder at klageren har følt sig overvåget af russisktalende asylansøgere, be-mærker nævnet, at klageren må henvises til at søge de østrigske myndigheders beskyttelse, og nævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ikke vil kunne opnå den relevante beskyttelse. For så vidt angår oplysningerne om klagerens helbredsmæssige tilstand, herunder klagerens psykiske ud-fordringer, selvmordsforsøg samt, at klageren under sit ophold i Østrig blev diagnosticeret med en sindslidelse, bemærker nævnet, at det ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således, at klageren vil kunne få den fornødne sundhedsbehandling i Østrig. Nævnet bemærker endvidere, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2021 har oplyst, at han ikke lider af skizofreni. Flygtningenævnet skal derudover bemærke, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de østrigske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør be-handles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgø-relse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Østr/2022/1/MLVT
Nævnet hjemviste i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Syrien. Klageren er født og opvokset i [landet A] men boede nogle år i Syrien, da han var mindreårig. Da klageren var 16 år gammel, flyttede han og hans familie til [B], Rif Damaskus, Syrien, hvor han boede frem til sin udrejse af Syrien i 2013. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2014/2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede den generelle situation i Syrien, da det ikke er muligt at leve i Syrien, og fordi han frygtede at blive slået ihjel, kidnappet eller undertrykt. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2021/2022] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedssituation i Syrien, idet der stadig indtræffer tilfældige kidnapninger, og befolkningen stadig bliver slået ihjel af myndighederne. Herudover frygter klageren fattigdom samt den stigende kriminalitet i Syrien. Yderligere frygter klageren, at de syriske myndigheder betragter ham som en forræder, idet myndighederne betragter folk, der er udrejst, som politiske modstandere. Til støtte herfor har klageren oplyst, at sikkerhedstjenesten anholder tilfældige mennesker for forhold, de ikke har foretaget, og at disse mennesker ikke ved, om de nogensinde bliver løsladt igen. Klageren frygter derudover at blive udsat for overgreb, idet han har familiemedlemmer, der er profilerede modstandere af regimet. Til støtte herfor har klageren oplyst, at et familiemedlem blev anholdt i 2014, da han indrejste i Syrien, formentlig grundet navneforveksling, og at denne slægtning stadig er forsvundet. Klageren frygter også for sin families sikkerhed, særligt for sine to sønner, der er i den militærpligtige alder. Klagerens advokat har på nævnsmødet nedlagt subsidiær påstand om, at klageren skal meddeleles konsekvensstatus, som følge af at klagerens søn [C], der er født [i] 1996, [i vinteren 2014/2015] blev meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet sønnen var i den militærpligtige alder. Klageren boede i Syrien sammen med sønnen. De udrejste sammen [i vinteren 2012/2013] og forsatte deres rejse sammen, indtil de sammen indrejste i Danmark [i sommeren] 2014, hvorefter de blev indkvarteret i samme asylcenter. Klagerens advokat har principalt påstået, at Flygtningenævnet tager stilling til overnævnte på nævnsmødet og subsidiært, at sagen hjemvises med henblik på stillingstagen hertil i Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen har nedlagt påstand om, at Flygtningenævnet tager stilling til konsekvensstatusspørgsmålet, herunder hvilken betydning det har for klagerens nuværende forlængelsessag. Flygtningenævnet finder på baggrund af klagerens nye påstand, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen, således at der tages stilling til, hvorvidt klageren i forbindelse med sønnens sag skulle have været meddelt konsekvensstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og i givet fald, hvilken betydning dette vil få for klagerens nuværende forlængelsessag. Flygtningenævnet hjemviser derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Syri/2022/127/ajni
Nævnet omgjorde i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Syrien, således at de fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klagerne er etniske arabere og sunnimuslimer fra [bydel], Damaskus. Klagerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 16/17] klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive anholdt eller dræbt af ukendte personer. Den mandlige klager har til støtte herfor oplyst, at han i [sommeren] 2015 blev stoppet af en politibetjent på vej hjem fra arbejde, som spurgte klageren, om han ville køre en civilklædt person, som stod ved siden af politibetjenten, til bydelen [bydel], hvilket klageren gjorde. I bilen truede manden klageren med en pistol. Manden krævede, at klageren samarbejdede med ham. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv videre til de generelle forhold. Den mandlige klager henviste yderligere til, at han frygtede, at hans børn skulle blive kidnappet. Under den oprindelige asylsag henviste den kvindelige klager som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at hendes ægtefælle ville blive tilbageholdt i Syrien, fordi han var blevet truet til at samarbejde med en ukendt person. Den kvindelige klager henviste som asylmotiv videre til de generelle forhold, herunder at hun havde hørt om en gruppe, der kidnappede børn og derefter krævede løsesum. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagernes opholdstilladelse ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, fordi han vil blive betragtet som en forræder, da han er udrejst af Syrien og ikke er blevet for at kæmpe. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, da klagerens [familiemedlem] blev anholdt og efterfølgende er afgået ved døden i fængslet i 2018. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder på grund af hans deltagelse i flere demonstrationer i Jylland i 2018. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse desuden henvist til, at han frygter de syriske myndigheder som følge af sin søn, [A’s], militærunddragelse. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter sin ægtefælles søsters tidligere ægtefælle, da denne har truet klageren. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse endelig henvist til, at han frygter de syriske myndigheder som følge af, at han har været offentligt ansat. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder på grund af hendes ægtefælles oprindelige konflikt med de syriske myndigheder. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder som følge af, at hendes søn har deltaget i demonstrationer i Syrien imod styret. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder som følge af, at hun har fætre, der har deltaget i demonstrationer i Syrien imod styret. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse yderligere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder som følge af, at hendes søn, [A], har unddraget sig militærtjeneste. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse desuden henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder som følge af, at hendes søsters tidligere ægtefælle har anmeldt hende og hendes familie for at være landsforrædere, da de har forladt Syrien. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse endelig henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af, at han har forladt sin stilling som offentligt ansat uden tilladelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klagerne har konflikter med de syriske myndigheder, som kan føre til meddelelse af opholdstilladelse. Vedrørende den mandlige klager bemærkes indledningsvis, at han på ingen måde kan betragtes som havende været offentligt ansat. Dette er også forklaret af ham selv ved oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2015. Vedrørende den af den mandlige klager beskrevne episode, hvor han angiveligt blev stoppet og truet med en pistol af en civilperson, bemærker Flygtningenævnet, at klageren har forklaret divergerende om, hvem han formodede, at den pågældende var. Ved oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2015 forklarede han således, at han formodede, at den pågældende tilhørte oppositionen. Senere hen har han forklaret, at han på grund af et våbenskjold eller lignende, der fandtes på det våben, han blev truet med, formodede, at den pågældende tilhørte sikkerhedstjenesten eller lignende. Foreholdt dette under møde i Flygtningenævnet, har klageren ikke kunnet give nogen troværdig forklaring herpå. Den kvindelige klager har ved oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2015 forklaret, at hun tidligere havde undervist, men at hun på daværende tidspunkt ikke havde arbejdet i mange år. Ved senere samtale [i vinteren 20/21] har hun forklaret, at hun arbejdede som privat underviser i 10 år. Ved sagens behandling for Flygtningenævnet har hun imidlertid gjort gældende, at hun var offentligt ansat, og at hun underviste helt frem til kort før sin udrejse fra Syrien, og at hun således må betragtes som en offentligt ansat, der uden tilladelse har forladt sin tjeneste. Begge klagere henviste ved deres indrejse i Danmark i 2015 i såvel skemaer som ved oplysnings- og motivsamtaler i vidt omfang til de generelle forhold i Syrien. Særligt bemærker Flygtningenævnet, at ingen af dem omtalte, at der skulle have været gentagne ransagninger af deres bopæl, som senere hævdet. Det blev heller ikke på daværende tidspunkt omtalt, at deres søn, [A], skulle have været udsat for individuelt begrundede chikanerier i sin skole, fordi han angiveligt ikke ville medvirke i demonstrationer til fordel for styret. Derimod blev der henvist til, at forholdene, herunder for børn, generelt var farlige og usikre, herunder at skolebygninger var blevet beskadigede under krigshandlinger. Endelig har klagerne forklaret udbyggende om omstændighederne vedrørende deres udrejse, idet den mandlige klager ved førnævnte oplysnings- og motivsamtale i 2015 forklarede, at de udrejste legalt og oplyste, at de skulle til Tyrkiet, mens begge klagere ved møde i Flygtningenævnet har forklaret, at de ved udrejse tilkendegav over for de syriske myndigheder, at de alene skulle på ferieophold i Libanon. Efter en samlet vurdering må klagernes forklaringer herefter betegnes som værende i så væsentlig grad divergerende og udbyggende, at de ikke kan lægges til grund ved sagens behandling, men må tilsidesættes som utroværdige. Det kan herefter ikke lægges til grund, at klagerne ved deres udrejse af Syrien var omfattet af forhold, der indebar risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7. Vedrørende efterfølgende forhold bemærker Flygtningenævnet, at klagerne har henvist til sønnen, [A’s], værnepligtsforhold. Flygtningenævnet bemærker hertil, at [A] var [12-15 år] og således ikke værnepligtig ved sin udrejse af Syrien. Den omstændighed, at han senere har opnået opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, med henvisning til værnepligtsforholdene medfører ikke, at han kan sidestilles med en person, der efter at være indkaldt, er deserteret, ligesom han ikke kan anses for at være særligt profileret i forhold til de syriske myndigheder. Det fremgår af Udlændingestyrelsens baggrundsmateriale nr. 1704 ”Syria Treatment Upon Return”, side 11, at familier til personer, der har unddraget sig værnepligt, normalt ikke vil være i risiko for forfølgelse fra de syriske myndigheder. Klagernes deltagelse i demonstrationer og andre aktiviteter i Danmark vendt mod de syriske myndigheder har ikke et sådant omfang, at det kan føre til at anse klagerne for at være profilerede i forhold til de syriske myndigheder, hvorved bemærkes, at Flygtningenævnet ikke finder det sandsynligt, som hævdet af klagerne, at enhver form for aktivitet af denne karakter vil være det syriske styre bekendt. Flygtningenævnet kan endvidere tiltræde, at klagernes forklaring om, at de skulle være i risiko for forfølgelse på grund af en konflikt med den kvindelige klagers svoger ikke forekommer overbevisende og ikke kan lægges til grund. Der henvises her i det hele til det af Udlændingestyrelsen anførte. For så vidt angår spørgsmålet om hvorvidt, der kan meddeles klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, kan Flygtningenævnet i det hele henvise til Udlændingestyrelsens afgørelser, som Flygtningenævnet på dette punkt kan tiltræde. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Vedrørende den mandlige klager bemærker Flygtningenævnet, at han indrejste i Danmark som [45-50]-årig og havde levet hele sit liv indtil da i Syrien. Han taler i begrænset omfang dansk og har haft arbejde i Danmark i nu fire år. Han har sin ægtefælle, sin umyndige datter og sin voksne søn i Danmark. Sønnen har selvstændig bopæl. Der er intet oplyst om et afhængighedsforhold mellem den mandlige klager og sønnen. Henset særligt til varigheden af klagerens ophold i Danmark sammenholdt med hans ophold i og tilknytning til Syrien, finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse på grund af disse forhold ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK art. 8. Vedrørende den kvindelige klager bemærker Flygtningenævnet, at hun indrejse i Danmark som [35-40]-årig og havde levet hele sit liv indtil da i Syrien. Hun har kun begrænsede danskkundskaber og har ikke haft arbejde i Danmark. Hun har den samme familiemæssige tilknytning til Danmark som den mandlige klager. Henset særligt til varigheden af klagerens ophold i Danmark sammenholdt med hendes ophold i og tilknytning til Syrien, finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse på grund af disse forhold ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK art. 8. Spørgsmålet er herefter, om klagernes umyndige datter, [B], har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse, og dermed af [B’s] opholdstilladelse, vil indebære en tilsidesættelse af Danmarks internationale forpligtelser. Af bemærkningerne til lovforslag nr. 140 af 15. januar 2019 fremgår blandt andet følgende om proportionalitetsafvejningen, herunder særligt om længden af det lovlige ophold, børns selvstændige tilknytning og hensynet til familiens enhed: "… Hvis barnet er fyldt 8 år, har det betydning for, om der skal foretages en vurdering af barnets selvstændige tilknytning, hvor stor en del af de formative år af barn- og ungdommen, som barnet har tilbragt i Danmark, hvor lang tid barnet har gået i skole i de formative år, og hvor længe barnet har opholdt sig i Danmark. …" Flygtningenævnet lægger afgørende vægt på, at klagernes datter, [B], er kommet til Danmark som [8-11]-årig og i dag er [16-18] år. Hun har gået i skole i nu syv år, har haft almindelige fritidsinteresser, gået i fritidscenter og har, efter det oplyste, danske venner. Hun har nu afsluttet folkeskolen og er begyndt på gymnasiet. Hun har således haft en væsentlig del af sine formative år og første ungdomsår i Danmark og har opnået en særlig tilknytning til landet. Hun forlod Syrien, da hun var [8-11] år. Hun har herudover på dansk uden tolk forklaret om sin skolegang, fritidsinteresser og ønske om uddannelse med videre for nævnet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, ikke mindst henset til varigheden af hendes ophold i Danmark, at det vil være særligt indgribende for hende – og dermed for klagerne – såfremt hendes opholdstilladelse nægtes forlænget. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2022, således at klagerne og deres medfølgende barn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.” Løbenummer: Syri/2022/126/eeb
Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien og sunni-muslim fra Rif Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive betragtet som landsforræder og idømt fængsels- eller dødsstraf. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i forbindelse med sin udrejse af Syrien underskrev en erklæring, hvoraf det fremgik, at ansøgeren forpligtede sig til at genindrejse i Syrien for at aftjene militærtjeneste. Ansøgeren rejste imidlertid ikke tilbage til Syrien, og ansøgeren er i den mellemliggende periode kommet i den militærpligtige alder. Ansøgeren ønsker ikke at aftjene militærtjeneste, idet han ikke vil deltage i kamphandlinger mod uskyldige mennesker. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren og ansøgerens [familiemedlem A] har samme navn, og at ansøgerens [familiemedlem A] af ukendte årsager blev pågrebet af de syriske myndigheder i 2013 eller 2014. Ansøgeren frygter på den baggrund, at de syriske myndigheder vil forveksle ansøgeren med ansøgerens [familiemedlem A], og at ansøgeren derfor risikerer uretmæssigt at blive pågrebet af de syriske myndigheder. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter familien til ansøgerens [familiemedlem B]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren i Danmark er blevet idømt fængselsstraf samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig for at have udsat [familiemedlem B] for seksuelle overgreb. [Familiemedlem B’s] familie opholder sig fortsat i Syrien, og ansøgeren frygter, at [familiemedlem B’s] familiemedlemmer vil slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har sluttelig som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien og, at han ikke har noget at vende tilbage til. Ansøgeren har hertil bemærket, at han forventer, at ansøgerens mor og søskende snart genudrejser af Syrien, da hans brødre nærmer sig den militærpligtige alder. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet er desuden med samme begrundelse som Udlændingestyrelsen har anført, enig i, at ansøgeren skal udelukkes fra ophold i Danmark efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det, som ansøgeren har anført om, at han har [et herboende familiemedlem C], der har skader efter et bombeangreb i Syrien, og som ansøgeren har boet sammen med og taget sig af, indtil han blev anholdt, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgerens [familiemedlem C’s] skader ikke forhindrer ham i f.eks. at passe et arbejde, ligesom [familiemedlem C] i dag bor sammen med en kæreste. Der foreligger således ikke særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: stat/2022/14/MLVT.
Nævnet hjemviste i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse og bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Sagen er sambehandlet med Rusl/2022/3. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Advokaten har i indlægget som nyt asylmotiv gjort gældende, at klageren risikerer at blive tvangshvervet til militærtjeneste i Rusland og sendt til fronten i Ukraine. Flygtningenævnet finder, at dette asylmotiv bør behandles i to instanser, også af hensyn til andre sager, hvor dette asylmotiv kan forventes at blive gjort gældende. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at det bør undersøges nærmere, i hvilket omfang tvangshvervning forekommer. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Flygtningenævnet ikke har baggrundsoplysninger, som omhandler militærtjeneste i relation til den aktuelle situation i Ukraine. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen.” Rusl/2022/4/MSI/EDO
Nævnet hjemviste i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse og bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Sagen er sambehandlet med Rusl/2022/4. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Advokaten har i indlægget som nyt asylmotiv gjort gældende, at klageren risikerer at blive tvangshvervet til militærtjeneste i Rusland og sendt til fronten i Ukraine. Flygtningenævnet finder, at dette asylmotiv bør behandles i to instanser, også af hensyn til andre sager, hvor dette asylmotiv kan forventes at blive gjort gældende. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at det bør undersøges nærmere, i hvilket omfang tvangshvervning forekommer. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Flygtningenævnet ikke har baggrundsoplysninger, som omhandler militærtjeneste i relation til den aktuelle situation i Ukraine. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klagernes advokat har fremsendt en russisk dom, som Flygtningenævnet har fået oversat, hvoraf det fremgår, at klageren [i 2016] er straffet med betinget fængsel i 2 år for våbenbesiddelse. Flygtningenævnet finder det hensigtsmæssigt, at dommen søges ægthedsvurderet. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen.” Rusl/2022/3/MSI/EDO
Nævnet hjemviste i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Sagen er sambehandlet med Rusl/2022/11. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen af trosretning fra [en by i] Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes forældres konflikt med nogle ukendte personer og med politiet vil påvirke hende. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hun i [vinteren 11/12] blev kørt ned, da hun legede på skolens legeplads. Ansøgeren blev ramt af en hvid bil, og hun blev indlagt på hospitalet i en uges tid. Derudover blev ansøgerens forældre somme tider opsøgt af nogle personer, når ansøgeren og ansøgerens lillebror var taget i skole. Ansøgerens far blev overfaldet af disse personer er par gange. I 2015 blev ansøgerens far tilbageholdt af politiet i seks dage. Da ansøgerens far kom hjem, havde han blå mærker over det hele. Ansøgerens far blev flere gange udsat for vold af personer, som fulgte efter familien i bil. [I foråret] 2015 havde der været nogle personer og gennemrode bopælen for nogle dokumenter, og ansøgerens far havde blå mærker. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun er blevet mobbet på grund af sin etnicitet. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hun blev skubbet i en swimmingpool, og at hun herefter blev indlagt på hospitalet, og at hun blev udsat for fysiske overgreb fra sine klassekammerater. Ansøgeren indrejste til Danmark i 2015 som [12-15]-årig sammen med sine forældre og hendes dengang [8-11]-årige bror. De havde boet sammen som familie indtil udrejsen fra [en by i Rusland], og har boet sammen siden deres indrejse i Danmark. Ansøgerens sag har været behandlet sammen med hendes forældres og brors asylsag. Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021 om afslag på opholdstilladelse er først og fremmest begrundet med, at hendes forældre har forklaret forskelligt om deres nationalitet, identitet og asylmotiv, og at forældrene har forklaret forskelligt om, hvorvidt de i Rusland frygter, at familien vil blive udsat for asylrelevant forfølgelse eller overgreb. Det fremgår i den forbindelse af Udlændingestyrelsens afgørelse, at der som nærmere begrundelse for afslaget er henvist til hendes forældres afgørelser af samme dato. Flygtningenævnet har i forældrenes og broderens asylsag ved afgørelse af dags dato hjemvist sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling under henvisning til, at hendes brors selvstændige asylmotiv i form af risikoen for at blive tvangshvervet til militærtjeneste i Rusland, som først er fremkommet i forbindelse med nævnsbehandlingen, bør behandles i to instanser på grund af manglende baggrundsoplysninger om militærtjeneste i Rusland i relation til den aktuelle situation vedrørende den russiske invasion og krigsførelse i Ukraine. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens asylsag skal hjemvises til Udlændingestyrelsen til fortsat sambehandling med hendes forældres og brors hjemviste asylsag. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen.” Rusl/2022/12/EDO
Nævnet hjemviste i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Rusland. Sagen er sambehandlet med Rusl/2022/12. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den kvindelige ansøger er etnisk armener og kristen ortodoks af trosretning fra Rusland. Ansøgeren boede i [en by i Rusland] i en årrække forud for udrejsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger er etnisk armener fra Rusland. Ansøgeren boede i [en by i Rusland] i en årrække forud for udrejsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel på grund af en konflikt med politiet og et lokalt parlamentsmedlem. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at ansøgerens ægtefælle og dennes ven i 2005 modtog nogle kasser med æg fra politiet, som de skulle sælge. Æggene blev dårlige, og ansøgerens ægtefælle smed dem ud, hvorefter han skyldte politiet penge for æggene. Ansøgerne og vennen flygtede til Armenien, hvor vennen blev slået ihjel. I perioden 2005 til 2010 afbetalte ansøgerens ægtefælle al gælden til politiet. Politiet opkrævede herefter penge for, at ansøgerne kunne få lov til at drive deres virksomhed i Rusland. I 2012 nægtede ansøgerens ægtefælle at betale pengene til politiet. [I vinteren 11/12] blev ansøgerens datter påkørt af politiet. Ansøgerens datter stod i skolegården, da en bil ramte hende, og hun blev indlagt med hjernerystelse. Ansøgerens ægtefælle blev truet med, at næste gang han ikke betalte, ville hans familiemedlemmer blive slået ihjel. Ansøgerens ægtefælle blev i 2014 blev afpresset af to politibetjente. Ansøgerens ægtefælle blev tvunget til at tage imod to paller med ost, som ægtefællen skulle sælge for politiet. Ansøgerens ægtefælle nægtede at sælge osten, og han blev udsat for vold af politiet, hvorefter han indvilligede i at sælge osten. Ansøgerens ægtefælle anmeldte herefter politiet for korruption til et parlamentsmedlem, og han viste politiets falske dokumenter til parlamentsmedlemmet. Ansøgerens ægtefælle blev tilbageholdt af politiet og bedt om at aflevere de falske dokumenter til politiet. Ansøgerens ægtefælle ønskede derfor at få de falske dokumenter tilbage fra parlamentsmedlemmet. Dette nægtede parlamentsmedlemmet imidlertid. Parlamentsmedlemmet havde sendt sagen videre til anklagemyndigheden, og hvis sagen blev trukket tilbage, ville det skade parlamentsmedlemmets renommé. Parlamentsmedlemmet vil derfor slå ansøgeren og ansøgerens ægtefælle ihjel for at rense sit navn. Ansøgerens ægtefælle blev herefter tilbageholdt af politiet i seks dage. Efter seks dage blev ansøgerens ægtefælle kørt hjem. Ansøgerens ægtefælle havde blå mærker på kroppen og i ansigtet. Under tilbageholdelsen truede politiet med at ansøgerne ville blive slået ihjel, hvis ikke de trak anmeldelsen tilbage. Den kvindelige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive nedgjort på grund af sin etnicitet. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at armenere bliver behandlet som andenrangsborgere. Den kvindelige ansøger har derudover som asylmotiv henvist til, at ansøgernes 17-årige søn er blevet indkaldt til militærtjeneste, og at han frygter at blive tvunget til at deltage i krigen i Ukraine og blive tvunget til at begå overgreb mod andre. Der har under Udlændingestyrelsens behandling ikke været afholdt en samtale med den mandlige klager på grund af hans helbredsmæssige forhold. Den mandlige klager har således som følge af disse helbredsmæssige forhold ikke afgivet nogen selvstændig forklaring under sagens behandling, men har under nævnsmødet overværet den kvindelige klagerens forklaring, og herunder været i stand til at supplere med sin forklaring på en række punkter. Advokaten har i sit indlæg for Flygtningenævnet som nyt asylmotiv gjort gældende, at ansøgernes søn risikerer at blive tvangshvervet til militærtjeneste i Rusland og sendt til fronten i Ukraine. Advokaten har i den forbindelse som dokumentation fremlagt en indkaldelse [dateret i vinteren 20/21], hvoraf fremgår, at ansøgernes søn er blevet indkaldt til russisk militærtjeneste. Flygtningenævnet finder, at dette asylmotiv bør behandles i to instanser, også af hensyn til andre sager, hvor dette asylmotiv kan forventes at blive gjort gældende. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det bør undersøges nærmere, i hvilket omfang tvangshvervning til russisk militærtjeneste forekommer. Flygtningenævnet bemærker herved, at nævnet ikke er i besiddelse af relevante baggrundsoplysninger om militærtjeneste i Rusland i relation til den aktuelle situation vedrørende den russiske invasion og krigsførelse i Ukraine. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen.” rusl/2022/11/EDO
Nævnet omgjorde i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 1997 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2018 idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af § 244 og § 245, stk. 1, samt overtrædelse af våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 3, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Udlændingestyrelsen havde vurderet, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse af klageren. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved Højesterets dom af [dato i] 2018 blev klageren straffet med fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 244 og § 245, stk. 1, samt overtrædelse af våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 3. Straffen blev fastsat som en fællesstraf omfattende betingede domme af [dato i] 2016 og [dato i] 2016, hvorved klageren var straffet for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2, og straffelovens § 291, stk. 2, jf. stk. 1. Klageren blev desuden udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år, jf. udlændingelovens § 22, nr. 6, og § 32, stk. 2, nr. 3. Flygtningenævnet skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffe afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er født i [et land i Mellemøsten], men hans forældre er libyske statsborgere. Klageren har oplyst, at han kommer fra en muslimsk familie, men at han ikke bekender sig til en specifik religion. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at magthaverne og myndighederne i Libyen vil slå ham ihjel, fordi hans far har haft en konflikt med Gadaffi-regimet, idet klagerens efternavn er associeret med regimemodstandere, og fordi han er flygtet fra en tilbageholdelse, hvorfor han vil blive anset som landsforræder. Klageren har desuden som asylmotiv henvist til, at han i Libyen af offentligheden vil blive opfattet som homoseksuel, idet han bærer synlige tatoveringer og piercinger på kroppen, hvilket vil få negative konsekvenser. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at han frygter repressalier fra både myndighederne og samfundet, fordi han er frafaldet islam. Klageren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [en kortere årrække i slutning af 2000’erne/starten af 2010’erne], da han var omkring [15-18] år gammel, af sine forældre blev sendt på genopdragelses rejse til Libyen. Formålet hermed var, at han skulle stifte nærmere bekendtskab med de libyske traditioner og kulturen, idet hans forældre ikke var tilfredse med hans livstil, hvor han gik til fester, røg cigaretter og drak alkohol. Under sit ophold i Libyen gik han på en koranskole og en almindelig skole. Han boede i [en bydel] i Tripoli hos sin familie. […] Da krigen brød ud i Libyen, blev klageren en dag tilbageholdt af den libyske efterretningstjeneste, fordi han var mistænkt for at deltage i oprør mod Gadaffi-regimet, dels fordi han havde en benzindunk i sin bil, og dels fordi han oplyste sit fulde navn. Den libyske efterretningstjeneste førte ham til et lokalt fængsel, hvor han opholdt sig i nogle uger uden familiens kendskab. Klageren blev herefter med tvang ført til en militærbase i Tripoli, hvor han blev tvunget til at deltage i krigen. Under sit ophold blev klageren kontinuerligt udsat for tortur. Efter nogle måneder, blev klageren tvunget til at udføre forskellige opgaver, herunder at fungere som menneskeligt skjold. Han skulle senere oplæres som soldat. Klageren var tilbageholdt i omkring to til tre måneder, hvorefter det lykkedes ham at manipulere militsgruppen til at tro, at han skulle udføre en opgave for den gruppe, som havde bortført ham, hvorved det lykkedes ham at flygte til sit hjemområde, hvor han mødtes med en menneskesmugler, som smuglede ham over grænsen til [et naboland til Libyen]. I [nabolandet] modtog han, med hjælp fra Det Danske Generalkonsulat, en rejsetilladelse til Danmark. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt til grund, at klagerens far har haft en konflikt med det tidligere Gadaffi-regime, og Flygtningenævnet tiltræder desuden Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren ikke personligt er i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af farens konflikt med det tidligere regime. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold som Udlændingestyrelsen, herunder navnlig at konflikten var med de tidligere magthavere og fandt sted inden klagerens far udrejste fra Libyen i [slutningen af 1980’erne], at klageren efterfølgende flere gange og af længere varighed har været i Libyen blandt andet samme med [nære familiemedlemmer], at der er sket en ændring af magtbalancen i Libyen, samt at klageren ikke har været i stand til at konkretisere, hvem det er, han frygter ved en tilbagevenden. Flygtningenævnets flertal tiltræder, at klagerens forklaring om, at han har været tilbageholdt af den libyske efterretningstjeneste og tilbageholdt med henblik på deltagelse i krigsførelse, ikke kan lægges til grund. Flertallet har herved som Udlændingestyrelsen lagt afgørende vægt på, at klageren først har oplyst herom i tilknytning til udsendelsessagen, og at han flere gange forud for udsendelsessagen har oplyst, at han flygtede fra sin familie. Flygtningenævnet bemærker, at uanset om klagerens forklaring kunne lægges til grund, ville dette efter det foreliggende ikke i sig selv være asylbegrundende navnlig henset til den tid der er forløbet, sammenholdt med at der har været et regimeskifte i Libyen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er frafaldet islam, og at han i ikke uvæsentligt omfang er tatoveret og piercet, og at han desuden ved sin fremtoning fremstår vestliggjort. På denne baggrund sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende Libyen, herunder det hollandske udlændingeministeriums rapport: Country of Origin Information Report on Libya, fra juni 2020, finder Flygtningenævnet, at klageren er i reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31 er til hindre for, at han udsendes tvangsmæssigt til Libyen. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Højesterets dom af [dato i] 2018 straffet med fængsel 1 år og 3 måneder for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 245. Flygtningenævnet finder, at den pådømte kriminalitet må anses for en særlig farlig forbrydelse. Efter karakteren og omfanget af den pådømte kriminalitet finder Flygtningenævnet endvidere, at klageren må anses som en fare for samfundet. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf desuden lagt vægt på, at tiltalte i ikke uvæsentligt omfang er forstraffet blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 191, og at klageren efter sin egen forklaring, efter Højesterets dom har gjort brug af et falsk rejsedokumenter i forbindelse med, at han har levet under jorden. Klageren har ikke stiftet familie, og der er ikke oplysninger om noget bestående afhængighedsforhold, og det lægges til grund, at klageren er sund og rask. Efter en samlet afvejning af klagerens personlige forhold over for den pådømte, meget alvorlige personfarlige kriminalitet, finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, herunder hensynet til families enhed, som taler for, at klageren ikke skal være udelukket fra opholdstilladelse. På denne bagrund ændres Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra opholdstilladelse, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt.” Liby/2022/2/mima
Nævnet meddelte i august 2022 opholdstilladelse K-status til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og shiamuslim født i Khandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet hendes far og farbror har arbejdet som henholdsvis [arbejdstitel] og [arbejdstitel] for amerikanerne, hvorved ansøgerens farbror er blevet slået ihjel af Taleban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes familie er blevet opsøgt og truet af Taleban. Videre har Taleban opsøgt og truet ansøgerens moster og tidligere nabo for at finde ansøgeren og hendes familie. Ansøgeren som asylmotiv videre henvist til, at hun er vestliggjort. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hun lever frit i Danmark og ikke efter de typiske afghanske normer, samt at hun er interesseret i andre religioner end Islam og ønsker at frigøre sig fra religion. Siden Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021 er der sket et magtskifte i Afghanistan. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at siden Taleban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban’s takeover, 15. november 2021, s. 6. Tilsvarende er anført i UNHCR Guidance Note fra februar 2022, side 1, pkt. 2. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taleban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taleban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at ”In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes”. Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at ”As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities”. Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, at visse Taleban-krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for ”persons affiliated with the former government, security forces or foreign forces”, jf. EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45 f. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taliban-regimets side som sådan, jf. blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 1. I lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må der udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af klagerens konkrete risikoprofiler. Sådanne særlige risikoprofiler er behandlet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, der s. 57-101 indeholder en analyse af 18 ”particular profiles with regard to qualification for refugee status”. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens far har arbejdet som [arbejdstitel] for [arbejdstitel], herunder farbroren, der arbejdede for de amerikanske styrker, at farbroren blev dræbt af Taleban i 2009, og at familiens hus blev opsøgt af Taleban omkring 4 dage efter drabet, hvor ansøgeren var [12-15] år, hvorefter ansøgerens far og mor flygtede fra Khandahar sammen med ansøgeren og hendes bror. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har en hverken personlig eller afledt konflikt med Taleban som følge af faren og farbrorens forhold. Det findes således alene at bero på ansøgerens egen formodning, at ansøgeren og ansøgerens mor og bror skulle være efterstræbt af Taleban. Herved har nævnet dels lagt vægt på, at faren og farbrorens konflikt med Taleban ligger [nogle] år tilbage, dels - og særligt - at det af ovennævnte baggrundsoplysninger fremgår, at visse Taleban-krigere har udøvet gengældelsesangreb på navnlig personer, der har været tilknyttet den tidligere regering, sikkerhedsstyrker eller udenlandske væbnede styrker, Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taleban-regimets side. Dertil kommer, at der ikke er oplysninger om, at Taleban har interesseret sig for eller vil interesse sig for personer som ansøgeren, hvis familiemedlemmer for mange år siden har haft en konflikt med Taleban som følge af arbejde for amerikanerne. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der heller ikke i øvrigt foreligger oplysninger af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at bestemte personer fra Taleban vil efterstræbe ansøgeren, som følge af faren eller farbrorens forhold. Det bemærkes herved, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens mors forklaring under oplysnings- og motivsamtalen [vinteren 20/21] til grund om, at Taleban under en telefonsamtale med morens søster på truende vis skulle have sagt, at de godt kendte ansøgerens familie, som var flygtet. Ansøgerens mors forklaring herom er først fremkommet i perioden efter den første samtale med Udlændingestyrelsen [vinteren 20/21] i forbindelse med farens inddragelsessag og fremstår blandt andet henset til det tidsmæssige perspektiv konstrueret til lejligheden og ikke troværdig. Det kan på grundlag af baggrundsoplysningerne, herunder de konkrete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, s. 85 f., lægges til grund, at en person med ansøgerens profil vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at hun vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Nævnet har herved lagt vægt på ansøgerens troværdige forklaring om sin livsførelse, der – blandt andet – har indebåret diskotekbesøg, indtagelse af alkohol og forskellige kærester, inden hun blev gift. Herudover har nævnet lagt vægt på oplysningerne om karakteren af de fotos, hun har haft lagt op på sin [socialt medie]-profil, der til tider har været åben, sammenholdt med hendes fremtræden under nævnsmødet. Derfor må nævnet lægge til grund, at ansøgeren har tilegnet sig en sådan vestlig levestil, at hun vil påkalde sig tydelig opmærksomhed fra Taleban, der i dag har regeringsmagten, således at det er meget sandsynligt, at hun vil være udsat for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2022/47/mmad
Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og shiamuslim født i Khandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle og svoger har arbejdet som henholdsvis [arbejdstitel] og [arbejdstitel] for amerikanerne, hvorved ansøgerens svoger er blevet slået ihjel af Taleban, og ansøgeren og hendes familie er blevet opsøgt og truet af Taleban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren og hendes familie udrejste fra Afghanistan et par dage efter, at de var blevet opsøgt af Taleban. Videre har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes tidligere nabo samt hendes søster er blevet opsøgt af Taleban efter ansøgerens udrejse, der har efterspurgt, hvor ansøgeren befandt sig. Siden Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021 er der sket et magtskifte i Afghanistan. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at siden Taleban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban’s takeover, 15. november 2021, s. 6. Tilsvarende er anført i UNHCR Guidance Note fra februar 2022, side 1, pkt. 2. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taleban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taleban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at ”In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes”. Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taleban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taleban-regimet har foretaget gengældesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at ”As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities”. Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, at visse Taleban-krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for ”persons affiliated with the former government, security forces or foreign forces”, jf. EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45 f. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taleban-regimets side som sådan, jf. blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 1. I lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må der udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af klagerens konkrete risikoprofiler. Sådanne særlige risikoprofiler er behandlet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, der s. 57-101 indeholder en analyse af 18 ”particular profiles with regard to qualification for refugee status”. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens ægtefælle har arbejdet som [arbejdstitel] for [arbejdstitel], herunder farbroren, der arbejdede for de amerikanske styrker, at svogeren blev dræbt af Taleban i 2009, og at familiens hus blev opsøgt af Taleban omkring 4 dage efter drabet, hvor ansøgerens børn, [A], var [8-11] år, og [B] var [12-15] år, hvorefter ansøgeren flygtede fra Kandahar sammen med ansøgerens ægtefælle og børn. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har en hverken personlig eller afledt konflikt med Taleban som følge af sin ægtefælle eller svogerens forhold. Det findes således alene at bero på ansøgerens egen formodning, at hun skulle være efterstræbt af Taleban, Herved har nævnet dels lagt vægt på, at ægtefællens og svogerens konflikt med Taleban ligger [nogle] år tilbage, dels - og særligt - at det af ovennævnte baggrundsoplysninger fremgår, at visse Taliban-krigere har udøvet gengældelsesangreb på navnlig personer, der har været tilknyttet den tidligere regering, sikkerhedsstyrker eller udenlandske væbnede styrker, Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taliban-regimets side. Dertil kommer, at der ikke er oplysninger om, at Taleban har interesseret sig for eller vil interessere sig for personer som ansøgeren, hvis familiemedlemmer for mange år siden har haft en konflikt med Taleban som følge af arbejde for amerikanerne. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der heller ikke i øvrigt foreligger oplysninger af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at bestemte personer fra Taleban vil efterstræbe ansøgeren, som følge af ægtefællens og svogerens forhold. Det bemærkes herved, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring under oplysnings- og motivsamtalen [vinteren 20/21] til grund om, at Taleban under en telefonsamtale med ansøgerens søster på truende vis skulle have sagt, at de godt kendte ansøgerens familie, som var flygtet. Ansøgerens forklaring herom er først fremkommet i perioden efter den første samtale med Udlændingestyrelsen [vinteren 20/21] i forbindelse med ægtefælles inddragelsessag og fremstår blandt andet henset til det tidsmæssige perspektiv konstrueret til lejligheden og ikke troværdig. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren først har indgivet sin ansøgning om asyl mere end [nogle] år efter sin indrejse til Danmark, og efter at Udlændingestyrelsen havde indledt en inddragelsessag vedrørende ansøgerens ægtefælle. Endeligt bemærker nævnet, at ansøgeren har oplyst, at hun har en bror i Afghanistan, hvorfor nævnet lægger til grund, at hun ved en tilbagevenden ikke vil være uden mandligt netværk i hjemlandet. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021.” Afgh/2022/46/mmad
Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien og sunni-muslim fra Rif Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive betragtet som landsforræder og idømt fængsels- eller dødsstraf. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i forbindelse med sin udrejse af Syrien underskrev en erklæring, hvoraf det fremgik, at ansøgeren forpligtede sig til at genindrejse i Syrien for at aftjene militærtjeneste. Ansøgeren rejste imidlertid ikke tilbage til Syrien, og ansøgeren er i den mellemliggende periode kommet i den militærpligtige alder. Ansøgeren ønsker ikke at aftjene militærtjeneste, idet han ikke vil deltage i kamphandlinger mod uskyldige mennesker. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren og ansøgerens [familiemedlem A] har samme navn, og at ansøgerens [familiemedlem A] af ukendte årsager blev pågrebet af de syriske myndigheder i 2013 eller 2014. Ansøgeren frygter på den baggrund, at de syriske myndigheder vil forveksle ansøgeren med ansøgerens [familiemedlem A], og at ansøgeren derfor risikerer uretmæssigt at blive pågrebet af de syriske myndigheder. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter familien til ansøgerens [familiemedlem B]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren i Danmark er blevet idømt fængselsstraf samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig for at have udsat [familiemedlem B] for seksuelle overgreb. [Familiemedlem B’s] familie opholder sig fortsat i Syrien, og ansøgeren frygter, at [familiemedlem B’s] familiemedlemmer vil slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har sluttelig som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien og, at han ikke har noget at vende tilbage til. Ansøgeren har hertil bemærket, at han forventer, at ansøgerens mor og søskende snart genudrejser af Syrien, da hans brødre nærmer sig den militærpligtige alder. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet er desuden med samme begrundelse som Udlændingestyrelsen har anført, enig i, at ansøgeren skal udelukkes fra ophold i Danmark efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det, som ansøgeren har anført om, at han har [et herboende familiemedlem C], der har skader efter et bombeangreb i Syrien, og som ansøgeren har boet sammen med og taget sig af, indtil han blev anholdt, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgerens [familiemedlem C’s] skader ikke forhindrer ham i f.eks. at passe et arbejde, ligesom [familiemedlem C] i dag bor sammen med en kæreste. Der foreligger således ikke særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2022/14/MLVT.
Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1994 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i 4 år og 6 måneder for overtrædelse af § 288, stk. 1, nr. 1, § 245, stk. 1, jf. § 247, § 123 samt § 192 a, stk. 3, jf. stk. 1, jf. lov om våben og eksplosivstoffer § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1., og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Klageren er etnisk [etnicitet] [, tilhører en særlig gren af islam og kommer] fra Bagdad, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af de irakiske myndigheder, idet han er i et modsætningsforhold til myndighederne. Klageren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han har aftjent militærtjeneste i Saddam Husseins regeringstid i perioden fra 1982 og frem til 1990, hvor han [havde en højtstående rang] på [arbejdssted] som [titel]. Klageren har videre til støtte for sit asylmotiv anført, at han fra 1990 og de efterfølgende fem år har været tilfangetaget af amerikanere i Saudi Arabien. Saddam Hussein beordrede, at alle tilbageholdte irakere i Saudi Arabien skulle henrettes ved tilbagevenden til Irak. Klageren indrejste i Irak i 2014, hvor han blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb i seks dage af de irakiske myndigheder. Klageren har endelig til støtte for sit asylmotiv anført, at de irakiske myndigheder i forbindelse med hans løsladelse i 2014 sagde til klageren, at han ved en tilbagevenden til Irak vil blive henrettet. Klageren har under sin oprindelige asylsag oplyst, at hans uddannelse har bestået i, at han har gået i primary school fra 1974 -1981 og derefter på International School fra 1981 - 1985, og at sidstnævnte skoleophold ikke blev fuldført. Disse anførte omstændigheder er i modstrid med klagerens forklaring under nærværende asylsag om, at han har læst medicin på [uddannelsessted] fra 1983 til 1990, og at han på den baggrund har opnået færdigheder, som han har anvendt til arbejde på [arbejdssted]. Klageren har for Flygtningenævnet oplyst, at han begyndte at læse medicin og teknologi på universitet i en alder af [under 18 år]. Han har ikke kunnet redegøre nærmere for de fag, han angiveligt skulle have haft på medicinstudiet, eller for almindelige og grundlæggende medicinske og kemiske termer. På denne baggrund og af de grunde, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at klagerens forklaring om, at han [havde en højtstående rang] i den irakiske hær under Saddam Husseins styre, og at han har arbejdet med [arbejdssted] må tilsidesættes. Flygtningenævnet kan derfor heller ikke lægge til grund, at eventuel medicinsk behandling i Danmark i 2014, efter klagerens angivelige ophold i Irak, har baggrund i ovennævnte forhold. Klagerens anmodning om, at sagen udsættes med henblik på, at der indhentes sådanne oplysninger, tages således ikke til følge. Herefter og da Flygtningenævnet tiltræder, at de generelle forhold i Irak ikke er asylbegrundende, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 31.” Irak/2022/19/MMAD
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere samt asylprocessen i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Italien og herefter er udrejst af Italien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update June 2021. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) vurderede modtageforholdene i Italien og afviste en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Ital/2022/16/CERA
Nævnet meddelte i august 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt fem børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og sunnimuslim født i [A] i Rif Damaskus, Syrien. Da ansøgeren var 19 år, flyttede hun til [B] i området [A], og i 2011 flyttede ansøgeren til [C] i Damaskus, hvor hun boede i omkring halvandet år inden sin udrejse. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Syrien, fordi hun frygter de syriske myndigheder, idet hun frygter anholdelse, tortur eller voldtægt som følge af, at hendes familie er eftersøgt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes bror [D] deltog i demonstrationer mod regeringen i 2011, ligesom han blev tilbageholdt af den syriske efterretningstjeneste i omkring et år. Ansøgerens far arbejdede på [en offentlig arbejdsplads], hvor han arbejdede som chauffør. Ansøgerens bror, [E] var offentligt ansat som [O] på [arbejdspladsen F]. [E] og ansøgerens far forlod deres stillinger i det offentlige uden at varsle dette. [E] blev under en tur til [G] beskudt af de syriske myndigheder. Ansøgerens familie betalte for [D’s] løsladelse, og ansøgerens forældre og søskende udrejste af Syrien, hvorefter ansøgerens brødre og forældre fik opholdstilladelse som flygtninge i [H]. [E], der har arbejdet som [O], har efter udrejsen til [H] udtalt sig kritisk om den syriske regering på [et socialt medie]. Til støtte for sin frygt for de syriske myndigheder har ansøgeren endvidere henvist til, at hendes ægtefælle, og de mindreårige ansøgeres far, har unddraget sig genindkaldelse til militærtjeneste i Syrien. Ansøgerens søn, den mindreårige ansøger [I], har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste i Syrien, som han ikke ønsker at aftjene. Oversigt over sagens problemstillinger: Som anført ovenfor, er ansøgeren og hendes fem børn meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 som familiesammenførte med ansøgerens ægtefælle (og de fem børns fader), der selv, jf. Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution [fra sommeren] 2014, er meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. I tilladelsesresolutionen er anført blandt andet, at ”[a]nsøger har som asylmotiv henvist til genindkaldelse som reservist til det syriske militær”, at ”det fremgår af oplysninger fra Udenrigsministeriets høringssvar til Flygtningenævnet […] vedrørende indhentelse af informationer om aftjening af værnepligt i Syrien, at en syrisk mand indtil det 42. år kan indkaldes til tjeneste i reserven”, og at Udlændingestyrelsen ”[p]å baggrund af ovenstående finder […], at ansøger opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1 (konventionsstatus)”. Til støtte for ansøgningen om asyl kan ansøgerens asylmotiver i grove træk sammenfattes på følgende måde: (1) Broderen [D’s] deltagelse i regeringskritiske demonstrationer i 2011 og den som følge heraf efterfølgende tilbageholdelse af den syriske efterretningstjeneste. (2) De syriske myndigheders forsøg på at skyde broderen [E]. (3) Broderen [E’s] regeringskritiske ytringer på [et socialt medie] under sit ophold i [H]. (4) Ansøgerens fader og broder [E’s] udeblivelse fra deres offentlige ansættelsesforhold uden tilladelse. (5) Ansøgerens ægtefælles og broderen [E’s] unddragelse af genindkaldelse til militærtjeneste i Syrien. (6) Samme opholdsgrundlag som ansøgerens ægtefælle (svarende til konsekvensstatus ved samtidig indrejse i Danmark). (7) Endelig har ansøgerens ældste søn, [I] – der er født [i] 2005, og som således i dag er 17 år og 6 måneder – som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste i Syrien, som han ikke ønsker at aftjene. I det følgende vil Flygtningenævnet enkeltvist forholde sig til de anførte asylmotiver. Om ansøgeren risikerer overgreb mv. som følge af broderens [D’s] deltagelse i regeringskritiske demonstrationer i 2011 og den efterfølgende tilbageholdelse af ham: Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring for nævnet sammenholdt med ansøgerens forklaring for Udlændingestyrelsen i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2021 og samtalen [i sommeren] 2021, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens broder [D] – som følge af sin deltagelse i regeringskritiske demonstrationer i 2011 – har været tilbageholdt af den syriske efterretningstjeneste. Nævnet finder således, at ansøgeren har forklaret divergerende om en række centrale forhold, som ansøgeren – uanset den tid, der er gået siden [D’s] påståede tilbageholdelse og efterfølgende løsladelse – burde kunne fortælle enslydende om. Nævnet har således lagt vægt på blandt andet, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2021 forklarede, at forældrenes bopæl efter [D’s] løsladelse ”blev opsøgt og ransaget af de syriske myndigheder, hvor der blev spurgt efter [D]”, og at ”forældrene blev opsøgt 5-6 gange”. Derimod forklarede ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2021, at hendes familie ikke blev opsøgt efter [D’s] løsladelse. For nævnet har ansøgeren først forklaret, at forældrene efter [D’s] løsladelse ikke var blevet opsøgt af de syriske myndigheder, men efter, at hun blev foreholdt sin forklaring under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2021, forklarede ansøgeren, at hendes forældres bopæl var blevet opsøgt 3-4 gange af de syriske myndigheder, og at hun i øvrigt muligvis var til stede ved en af disse opsøgninger. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende i forhold til tidspunktet for [D’s] løsladelse. Under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2021 forklarede ansøgeren således, at [D] blev løsladt i [foråret] 2013, mens ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2021 forklarede, at [D] blev løsladt i [sommeren] 2012. I den forbindelse har Flygtningenævnet i øvrigt lagt vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2021 forklarede, at årsagen til, at ansøgeren, dennes ægtefælle og de daværende tre børn i [vinteren 2012/2013] flyttede til [landet J] skyldtes, at ”ægtefællen havde hørt fra naboen, at alle der var registreret i [K] (hvilket ægtefællen var) vil blive genindkaldt til militæret”. Dvs. at flytningen til [J] efter ansøgerens forklaring under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2021 ikke havde noget med [D’s] (påståede) forhold at gøre. Om ansøgeren risikerer overgreb mv. som følge broderen [E] er blevet beskudt af de syriske myndigheder: Flygtningenævnet finder, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens broder [E] er blevet beskudt af de syriske myndigheder. Dette skyldes, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2021 forklarede, at ”[E] blev beskudt efter en tur til [G], cirka en måned før familiens udrejse i 2013”, og at ”[E] vidste, at det var de syriske myndigheder [der havde skudt efter ham] på baggrund af, hvordan de gik klædt og hvilket køretøj, de kørte”. Derimod forklarede ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2021, at hverken [E] eller ansøgeren vidste, hvem der havde skudt efter ham. Flygtningenævnets opfattelse skal også ses i lyset af, at ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2021 forklarede, at ”hendes familie [[D], [E], søster [L] og ansøgerens forældre] udrejser til [landet M] i [efteråret] 2012, og fra [M] til [H] [i foråret] 2013”. Derfor kan det vanskeligt lægges til grund, at [D], som forklaret af ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2021, blev beskudt i 2013 i Syrien. Om ansøgeren risikerer overgreb mv. som følge af broderen [E’s] regeringskritiske ytringer på [et socialt medie] under sit ophold i [H]: Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, tiltræder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren risikerer overgreb mv. som følge af broderen [E] skulle have udtalt sig regeringskritisk på [et socialt medie] (gennem deltagelse i [en episode]) under sit ophold i [H]. Foruden det, som styrelsen har anført i den påklagede afgørelse, har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2021 forklarede, at [episoden skete] i [N], mens hun for nævnet har forklaret, at [episoden skete] i [H]. Om ansøgeren risikerer overgreb mv. som følge ansøgerens fader og broder [E] forlod deres offentlige ansættelsesforhold uden tilladelse: Ansøgeren har gjort gældende, at broderen [E] uden tilladelse forlod sin offentlige ansættelse som [O], og at hun af den grund risikerer overgreb mv. ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at det ikke kan lægges [til grund], at [E] havde et offentligt ansættelsesforhold som [O]. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på blandt andet, at ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2021 forklarede, at [E] ”var […] offentligt ansat, da han arbejde[de] som [O] på [arbejdspladsen F]”. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at [E] var ansat som [P] på en offentlig [arbejdsplads Q], men at ansøgeren ikke erindrer navnet på den offentlige [arbejdsplads Q]. Det forekommer i øvrigt påfaldende, at ansøgeren ikke kan erindre [arbejdspladsens] navn, når henses til, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at [E] var ansat [på arbejdspladsen i en funktion] siden 2006. Flygtningenævnet finder derimod, at det må lægges til grund, at ansøgerens far arbejdede som chauffør [på en offentlig arbejdsplads], og at han uden tilladelse forlod denne stilling i forbindelse med sin udrejse af Syrien. Dette forhold vil efter nævnets praksis – sammenholdt med oplysningerne i navnlig Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2022 (Syria – Treatment upon return) – medføre, at faderen selv ville have været blevet meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Derimod finder Flygtningenævnet, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger – og uanset, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen af asylsager vedrørende Syrien – ikke kan lægges til grund, at en barn (ansøgeren) af en person, der uden tilladelse har forladt sit offentlige ansættelsesforhold, ved en tilbagevenden til Syrien vil risikere asylbegrundende overgreb mv. Dette gælder i hvert fald i et tilfælde som det foreliggende, hvor ansøgerens fader uden tilladelse har forladt sin offentlige stilling som chauffør [på en offentlig arbejdsplads]. Om ansøgeren risikerer overgreb mv. som følge ansøgerens ægtefælles og broder [E’s] unddragelse af genindkaldelse til militærtjeneste i Syrien: Flygtningenævnet finder – uanset det forhold, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen af asylsager vedrørende Syrien – at ansøgeren ikke vil risikere asylbegrundende overgreb mv. som følge af ansøgerens ægtefælles og broder [E’s] unddragelse af genindkaldelse til militærtjeneste i Syrien. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på navnlig, at det i Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2022 (Syria – Treatment upon return), side 11, er anført følgende: ”The source added that family members of draft evaders and deserters do not face problems with the authorities anymore. Previously, the authorities harassed such families, but now the authorities may contact them once or twice and ask about the evading or deserting family member and his whereabouts, but nothing more will happen. One should also bear in mind that there are too many draft evaders and deserters for the authorities to be able to spend time and resources on such cases”. Om risikoen for, at [I] bliver indkaldt til militærtjeneste i Syrien: Ansøgerens ældste søn, [I], der er født [i] 2005, og som således i dag er [omkring 17,5 år], har for nævnet forklaret, at han ikke har nogle helbredsmæssige udfordringer, og at han ikke ønsker at aftjene værnepligt i Syrien. [I] vil efter de foreliggende baggrundsoplysninger ved en tilbagevenden til Syrien være i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste, når han fylder 18 år. På denne baggrund finder Flygtningenævnet med henvisning til nævnets praksis vedrørende militærtjeneste i Syrien, at [I] skal meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. I konsekvens heraf, og da [I] er mindreårig og bor sammen med sine forældre og sine fire yngre søskende, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren og dennes øvrige børn – […] – tillige skal meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Som følge heraf finder nævnet ikke anledning til at tage stilling til, om der er grundlag for, at ansøgeren og dennes fem børn skal meddeles opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, som konsekvens af, at ansøgerens ægtefælle (og de fem børns fader) er meddelt opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse. Konklusion: På den anførte baggrund meddeler Flygtningenævnet ansøgeren og hendes fem børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2022/125/anjv
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Italien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, at klageren havde en farbror og en bror i Danmark og til klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i vinteren 20/21] indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update June 2021. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at:”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han har en farbror og en storebror, som han har et meget tæt forhold med, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klagerens farbror ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. For så vidt angår klagerens storebror bemærker nævnet, at klageren og dennes storebror er myndige, og at der efter de foreliggende oplysninger i sagen ikke er et afhængighedsforhold omfattet af Dublinforordningens artikel 16, stk. 1 mellem klageren og dennes storebror. Det af DRC Flygtningehjælp anførte om, at klageren er sårbar som følge af den hårde rejse til Italien og de oplevelser, som ledte til hans flugt, og at klageren ikke fik den nødvendige hjælp i Italien, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at det fremgår af AIDA’s rapport, Country Report: Italy Update June 2021, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af rapporten AIDA, Country Report: Italy Update June 2021, at om end der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af, om en asylansøger kategoriseres som sårbar og har særlige modtagerbehov, har sundhedsministeriet fast retningslinjer herom. Af rapporten fremgår videre, at der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse personer indrømmes i en prioriteret asylproces. Nævnet finder herefter, at klageren i Italien vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klagerne underretter de italienske myndigheder om klagernes særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klagerne samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” dub-Ita/2022/17/juri
Nævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun, sunnimuslim af trosretning og fra [landsby] i Loghr-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tortureret og slået ihjel af Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at pågældendes far stod for udlejningen af et jordlod i Loghr, som er ejet i fællesskab med deres klan. Jordloddet er blevet udlejet til amerikanere. Taliban krævede i den forbindelse, at ansøgerens far skulle betale en andel af lejeindtægterne til dem, hvilket skabte problemer for ansøgeren og dennes familie, da klanen angav ansøgerens familie til myndighederne og beskyldte ansøgerens far for at tage penge fra lejeindtægterne og videregive disse til Taliban. Dette skabte en konflikt mellem ansøgeren samt dennes familie og [ISIL], som på det tidspunkt bekrigede Taliban. Ansøgeren flygtede fra området og tog ophold hos sin morbror i Kabul. Morbroren oplevede efterfølgende problemer som følge af ansøgerens konflikt i form af trusler fra Taliban, og morbrorens søn blev slået ihjel under et angreb mod morbrorens bolig. Ansøgeren flygtede herefter og udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har senere fået oplyst, at klanen, efter Talibans magtovertagelse i Afghanistan, har angivet ansøgeren og dennes far til Taliban og beskyldt dem for at have anvendt indtægterne fra jordudlejningen til eget forbrug. Ansøgeren frygter desuden Taliban, som følge af hans brødres forhold. Hans brødre har henholdsvis været ansat i [afghansk myndighed] og af [international organisation] og har været nødsaget til at flygte fra Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgerens generelle troværdighed er stærkt nedsat, da han under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2020 oplyste, at han ikke havde søgt om asyl i andre lande. Dette var i strid med sandheden, da han i 2015 havde ansøgt om asyl i [land A], der i 2017 afslog at give ansøgeren opholdstilladelse. Dertil kommer, at ansøgeren under asylsamtalen [i foråret] 2021 forklarede, at alt, hvad han har fortalt forud for asylsamtalen, var usandt, da han frygtede at blive sendt tilbage til [land A], og at han af en anden asylansøger blev rådet til ikke at fortælle sandheden om sin sag til de danske myndigheder men skulle vente med at fortælle detaljerne til han kom til [land B]. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at hans nuværende forklaring er et mix af hans tidligere forklaringer. Om ansøgeren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af en konflikt med Taliban eller andre. Flygtningenævnet må lægge til grund, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række helt centrale punkter om sit asylmotiv. Ansøgeren har blandt andet forklaret forskelligt om, hvem han har en konflikt med i Afghanistan. Under samtalen [i sommeren] 2017 med [myndighederne i land A] forklarede ansøgeren, at det var [ISIL], der efterstræbte ansøgeren som følge af, at ansøgeren far, der var en slags chef for landsbyen, skulle være ansvarlig for at udleje et jordstykke i Loghr til amerikanerne, så de kunne etablere en base. Under samtalen [i efteråret] 2017 med [myndighederne i land A] forklarede ansøgeren videre, at hans familie ikke havde problemer med Taliban, fordi de betalte penge til Taliban, og at der ingen fare var fra dem. Til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2020 og til asylsamtalen [i foråret] 2021 forklarede ansøgeren derimod, at det var Taliban, han havde en konflikt med. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen herom nærmere uddybet, at han flyttede til Kabul for at komme væk fra Taliban, der var i Loghr på det tidspunkt. Ansøgeren har endvidere under asylsamtalen [i foråret] 2021 forklaret, at Taliban sendte trusler til hans morbror, […], i Kabul forud for ansøgerens udrejse, fordi ansøgeren boede hos ham. At ansøgeren skulle have en konflikt med Taliban modsiges imidlertid af, at ansøgeren under asylsamtalen [i foråret] 2021 forklarede, at de daværende myndigheders efterretningstjeneste ledte efter ansøgeren og ansøgerens far, fordi de støttede Taliban med penge. Ansøgeren har endvidere forklaret modstridende om en konflikt, der skulle være opstået, efter at han kom til Kabul til sin morbror, […]. Til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen den [i foråret] 2020 forklarede ansøgeren, at da han flygtede fra Taliban, boede han hos sin morbror, […], i Kabul, som han havde været bodyguard for, og at morbroren blev dræbt 3 måneder forud for samtalen, hvorfor ansøgeren også havde en konflikt med de personer, der havde dræbt morbroren. Til asylsamtalen [i foråret] 2021 med Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren imidlertid, at det var en fejl, at han havde oplyst, at morbroren var blevet dræbt, da morbroren er i live i Kabul, og at ansøgeren ikke var hans bodyguard. Med hensyn til ansøgerens konflikt med ansøgerens klan, der skulle have stukket hans familie til Taliban, har ansøgeren hverken over for [myndighederne i land A] eller under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2020 oplyst noget vedrørende en sådan konflikt. Der er således tale om et asylmotiv, som ansøgeren først udbyggende er fremkommet med i forbindelse med asylsamtalen. Med hensyn til ansøgerens konflikt med Taliban som følge af morbrorens og ansøgerens brødres forhold lægger Flygtningenævnet vægt på ansøgerens generelt stærkt svækkede troværdighed. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om familiemedlemmers konflikter med Taliban hverken helt eller delvis til grund. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren tidligere har forklaret divergerende også med hensyn til hans familieforhold, herunder, hvor mange gange han har været gift, og hvorvidt han har børn. Som følge af ansøgerens væsentlig divergerende forklaringer til [myndighederne i land A] og de danske myndigheder på en række helt centrale punkter – herunder særligt om det var [ISIL] eller Taliban, ansøgeren skulle have en asylbegrundende konflikt med – sammenholdt med ansøgerens divergerende, udbyggende og på flere punkter usammenhængende og indbyrdes modstridende forklaringer, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sine asylmotiver er konstrueret til lejligheden og ikke troværdig. Nævnet bemærker, at det findes at være uden betydning for sagen, at oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2020 foregik via Skype på grund af de daværende corona-restriktioner, hvorved bemærkes, at ansøgeren har fået referatet oversat, ligesom han har underskrevet det uden bemærkninger. Nævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med Taliban eller andre. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb fra Taliban eller andre omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021.”Løbenummer: Afgh/2022/45/jnsa
Nævnet omgjorde i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og shiamuslimsk af trosretning fra Parwan, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2015/2016], og at han [i vinteren 2016/2017] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens advokat har på vegne af klagen [i vinteren 2021/2022] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Klageren har videre anført, at han forlod Afghanistan som dreng, og at han i Danmark blev meddelt forkert opholdstilladelse, idet han blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, på grund af de generelle forhold i Afghanistan. Klageren har endvidere anført, at han skulle være meddelt konventionsstatus i medfør udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han er politisk flygtning som følge af sin frygt for Taliban. Endelig har klageren henvist til, at han frygter det nuværende styre i Afghanistan, fordi Taliban på nuværende tidspunkt har overtaget magten i landet. Flygtningenævnet finder, at situationen i Afghanistan efter Udlændingestyrelsens afgørelse [i vinteren 2016/2017] har udviklet sig betydeligt, idet Taliban siden medio august 2021 har overtaget magten i Afghanistan. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til Udlændingestyrelsens notat ”Afghanistan, recent developments in the security situation, impact on civilians and targeted individuals” udgivet i september 2021 og Landinfos temanotat om Afghanistan, ”Talibans maktovertakelse”, udgivet den 2. september 2021. Da Udlændingestyrelsen i sin afgørelse [i vinteren 2016/2017] meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af klagerens konflikt med Taliban, og henset til Talibans nylige magtovertagelse, ændrer nævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren 2016/2017], således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.”Løbenummer: Afgh/2022/43
Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af sagen, at klageren [i vinteren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er [i vinteren] 2020 blevet idømt fængselsstraf i to år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens [paragraf]. Klageren er endvidere blevet meddelt et indrejseforbud for bestandigt. [I sommeren] 2020 stadfæstede [landsretten] dommen. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Raqqa, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har oplyst at have deltaget i demonstrationer i Raqqah, Syrien i 2012. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste af samvittighedsgrunde, men at han er blevet indkaldt tre-fem gange og har unddraget sig militærtjenesten. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Syrien da han frygter Islamisk Stat (IS), og at de vil tvangsrekruttere ham, idet han i 2013 er blevet opsøgt to-tre gange af IS på sin bopæl i Raqqa, fordi de forsøgte at tvangsrekruttere alle unge mænd i området. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han som følge af samvittighedsgrunde ikke ønsker, og at han allerede derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved [dom] [i sommeren] 2020 straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder for overtrædelse af blandt andet straffelovens [bestemmelser] [for særlig farlig forbrydelse] og udvist for med indrejseforbud for bestandig. Ved straffens fastsættelse lagde retten vægt på, at der var tale om en alvorlig sædelighedsforbrydelse. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand. Klageren indrejste i Danmark som [20-23-årtig] [i efteråret] 2015. Han taler dansk og har ikke haft behov for tolkning under mødet i Flygtningenævnet. Klageren er ugift og har ikke kæreste eller børn. Klagerens forældre og søskende har opholdstilladelse i Danmark. Han har ikke nære slægtninge i Syrien. Han har under opholdet i Danmark taget en [erhvervsuddannelse]og har været beskæftiget blandt andet som [socialfaglig arbejde] hos [arbejdsplads A], hos [arbejdsplads B], hos [arbejdsplads C] og [arbejdsplads D]. Han har tillige taget diverse kurser og har deltaget i sprogundervisning. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige og personfarlige sædelighedskriminalitet, som klageren er dømt for, sammenholdt med klagerens personlige forhold, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at kriminalitetens personfarlige karakter og længden af den fastsatte straf skaber en formodning for, at klageren udgør en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved oplysningerne om ansøgerens personlige forhold, herunder at han hverken før eller siden gerningstidspunktet [i efteråret] 2019 har begået strafbare forhold, at han har indgået i et visitationsforløb omkring seksuel behandling, og at han har sin familie i Danmark, som støtter ham. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Syri/2022/121/SCH
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk panjabi (araen) og muslim af trosretning fra [by A], Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter, at blive slået ihjel og udsat for overgreb af sin far, idet han har giftet sig med en kvinde imod sin fars vilje. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, han blev gift med sin daværende ægtefælle [i sommeren] 2017 i Pakistan. Efter brylluppet tog hans ægtefælle tilbage til Danmark og han tog hjem til sine forældre, som skændtes meget på grund af hans ægteskab. Herefter rejste han til Islamabad. I den forbindelse fortalte hans mor og bror ham, at hans far vil slå ham ihjel, og han derfor var nødt til at flygte. I den periode talte han ikke med sin far og har oplyst, at nogle mænd i Islamabad havde spurgt efter ham hos vagten, hvor han boede og han var sikker på, at de mænd var blevet sendt af hans far. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring grundlæggende fremstår utroværdig, divergerende og derved konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende blandt andet omkring sin fars reaktion efter ansøgeren indgik ægteskab med [navn] [i sommeren] 2017, og om hvor ansøgeren opholdt sig indtil udrejsen i 2020. Ansøgeren har i sit asylskema dateret [efteråret] 2021 anført, at familien forud for ægteskabet efterstræbte ham, at han blev slået, efter ægteskabet var indgået, at familien ville tage hans liv, og at han flyttede til en anden by, hvor han måtte skjule sig. Ansøgeren har [i efteråret] 2021 gentaget, at han, efter ægteskabet var indgået, blev slået og truet af sin far, og at han derfor var nødt til at flytte til Islamabad. Overfor Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2021 og Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke blev slået eller truet af sin far, men at faderen var vred og bandede ad ansøgeren, og at han flyttede til Islamabad, hvor han opholdt sig indtil udrejsen i 2020, da han frygtede for sit liv. I forbindelse med ansøgningen om [opholdstilladelse] henholdsvis [i sommeren] 2018 og [i vinteren] 2019 har ansøgeren anført, at hans familie accepterede ægteskabet, at de deltog i brylluppet, og at han i 2018 og 2019 boede i [by A], som er samme by, som forældrene boede i. Ansøgeren har endvidere i asylskemaet anført, at hans seneste adresse i Pakistan var i samme by som, hvor forældrene bor. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende omkring sin jobsituation efter indgåelse af ægteskabet. Ansøgeren har således overfor Udlændingestyrelsen oplyst, dels at han skjulte sig, og dels at han havde småjobs i Islamabad. I forbindelse med sin ansøgning om [opholdstilladelse] har ansøgeren oplyst, at han [i sommeren] 2018 arbejdede i sin fars virksomhed i [by A]. Omkring kontakten mellem ansøgeren og hans familie i perioden efter brylluppet og indtil udrejsen har ansøgeren endvidere forklaret divergerende. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen dels oplyst, at han ikke havde kontakt til familien, som han ikke besøgte. Samtidig har ansøgeren forklaret, at han havde kontakt til sin mor og søskende, og at han besøgte dem to-tre gange, når faren ikke var hjemme. Ansøgeren har om divergenserne forklaret usammenhængende og afglidende. For så vidt angår ansøgerens forklaring om brylluppet finder Flygtningenævnet det påfaldende, at det blev betalt af ansøgerens hjemmegående mor, når henset til at ansøgerens far misbilligede ægteskabet, og at ansøgerens far efter det oplyste var en magtfuld mand, der bestemte i familien. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren først søgte om asyl [i efteråret] 2021 efter han var administrativt udvist af Danmark, idet ansøgeren hverken søgte om asyl [i vinteren] 2020, da han indrejste i Danmark første gang eller [efteråret] 2021, da han blev stoppet i paskontrollen i Danmark, idet han her oplyste, at han var kommet til Danmark for at se sin hustru, og at han ville retur til [et andet europæisk land] og tage ophold. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren og hans ægtefælle kunne overnatte hos ansøgerens forældre umiddelbart efter brylluppet, og at ansøgeren kunne bo i samme by som forældrene efter bryllupsrejsen, hvis ansøgerens far efterstræbte ansøgerens liv. Det er ligeledes påfaldende, at ansøgeren kunne opholde sig i Islamabad i tre år, hvor han havde kontakt til sin mor og søskende, uden at blive opsøgt telefonisk eller fysisk af faren, som angiveligt ville slå ansøgeren ihjel. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at det beror på ansøgerens egen formodning, at ansøgerens far skulle have sendt mænd til Islamabad for at høre til ansøgerens bopæl. Som følge af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han skulle have en æresrelateret konflikt med sin far, og at faren efterstræber ansøgerens liv. Ansøgeren har derfor ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Paki/2022/4/SCH
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren er [i foråret] 2020 ved ankedom i [landsretten] idømt en fællesstraf af 1 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1 og § 279 a, delvis § 21, og § 285 jf. § 276. Fællesstraffen omfatter en betinget straf fra [vinteren] 2019 på fængsel i 60 dage for overtrædelse af straffelovens § 276 a. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år efter udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 1, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 2 og 6, og § 23, nr. 2 og 3, samt § 24, nr. 2. Klageren er herudover idømt en fængselsstraf i 7 måneder for overtrædelse af hjemrejselovens § 23, stk. 2. Han blev samtidig udvist med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Eritrea. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra [by] i [region] området, Zoba Debub, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet på livstid af de eritreiske myndigheder, idet han er udrejst illegalt og derved betragtes som en landsforræder. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive hvervet til nationaltjeneste af de eritreiske myndigheder, idet han er [i 20’erne]. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene nationaltjeneste i Eritrea, og at han allerede derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved ankedom fra [landsretten] af [foråret] 2020 straffet med fængsel i 1 år for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 288, § 276 og § 279a og udvist med indrejseforbud i 6 år. Straffen var en fællesstraf med dom af [vinteren] 2019 for overtrædelse af straffelovens § 276 a, hvor klageren blev idømt 60 dages betinget fængsel. Ved straffens fastsættelse lagde retten vægt på den begåede kriminalitet, herunder røveri og tyveriforholdene. Klageren er tillige ved dom fra [byretten] af [vinteren 20/21] straffet med fængsel i 7 måneder og udvist med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af hjemrejselovens § 12 og 13. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet – navnlig røveri og tyveri - at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand. Klageren indrejste i Danmark som [mindreårig][i efteråret] 2014. Han taler dansk. Klageren er ugift og har ikke kæreste eller børn. Klagerens mor bor efter det oplyste angiveligt i Etiopien. Klageren har tre søstre i Eritrea, som han taler med, og to brødre i [et mellemøstligt land]. Klageren har [et fjernere familiemedlem] i Danmark, som han også har kontakt med. Han har under opholdet i Danmark gået på sprogskole og har gået på efterskole i 9. og 10. klasse, men fik ikke taget sin afgangseksaminer, da han blev bortvist fra efterskolen som følge af hashrygning. Han har desuden været i praktik på [praktikplads] i 7 måneder. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den kriminalitet, som klageren er dømt for, sammenholdt med klagerens personlige forhold, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der er tale om flere domme af berigelseskriminalitet og på længden af den fastsatte straf, hvilket skaber en formodning for, at klageren udgør en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved oplysningerne om klagerens personlige forhold, herunder at han har flere domme for berigelseskriminalitet og senest en dom i [vinteren 21/22] for overtrædelse af hjemrejseloven sammenholdt med hans manglende tilknytning til det danske samfund, herunder at hans nærmeste familie ikke bor i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Erit/2022/8/ROZ
Nævnet omgjorde i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrø-rende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim af trosretning fra [by], [A]-distriktet, Nangahar-provinsen, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark som uledsaget mindreårig [i efteråret] 2016, og at han [i vinteren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i sommeren] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om, at der meddeles klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. DRC Dansk Flygtningehjælp har til støtte herfor anført, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [vinteren] 2017 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 2, med henvisning til en jordkonflikt, som klagerens familie havde med […]-familien, og at denne familie havde forbindelser til Taliban. I forbindelse med jordkonflikten opsøgte […]-familien og Taliban klagerens familie og slog klagerens far og farbror ihjel. Klagerens familie modtog efterfølgende trusler fra Taliban og […]-familien. Truslerne gik på, at klagerens familie skulle overgive deres jord, og at de ellers ville blive slået ihjel. DRC Dansk Flygtningehjælp har endvidere anført, at situationen i Afghanistan har ændret sig betydeligt siden Udlændingestyrelsen traf afgørelse i klagerens sag i 2017. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens notat "Afghanistan, recent developments in the security situation, impact on civilians and targeted individuals", udgivet i september 2021, Udlændingestyrelsens notat "Afghanistan, recent events", udgivet i december 2021, UNHCR's notat "Guidance Note on the International Protection Needs of People Fleeing Afghanistan", udgivet i februar 2022, og EUAA's rapport "Country Guidance: Afghanistan", udgivet i april 2022, at der efter Talibans magtovertagelse er risiko forbundet med at være i et modsætningsforhold til Taliban. Henset til den aktuelle udvikling i Afghanistan finder Flygtningenævnet, at situationen i Afghanistan efter Udlændingestyrelsens afgørelse [af vinteren] 2017 har udviklet sig betydeligt, idet Taliban siden medio august 2021 har overtaget magten i Afghanistan. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til Udlændingestyrelsens notat ”Afghanistan, recent developments in the security situation, impact on civilians and targeted individuals”, udgivet i september 2021 og Landinfos temanotat om Afghanistan, ”Talibans maktovertakelse”, udgivet den 2. september 2021. Da Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [vinterent] 2017 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af klagerens konflikt med Taliban, og henset til Talibans nylige magtovertagelse, ændrer nævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2017, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2022/41/sme
Nævnet meddelte i juni 2022 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2021.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet], tidligere muslim og nu kristen. Hun er født og opvokset i [by] distriktet, Uganda, og har efterfølgende boet i [landsby], [by] distriktet, Uganda og i [by], Uganda. Ansøgeren har været tilknyttet partiet [partinavn] (i dag betegnet [forkortelse] siden [sommeren] 2018. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de ugandiske myndigheder, som eftersøger hende for forræderi. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun blev en del af partiet [partinavn] i [sommeren] 2018. Hun havde til opgave at gå rundt til adresser i byområderne og overbevise folk om at skifte politisk ståsted, og de lavede lister over de personer, som var interesseret i partiet. En nat i [sommeren] 2018 sparkede otte politibetjente døren ind til hendes bopæl. Politiet slog ansøgeren, hendes kæreste og søster, hvorefter ansøgeren fortalte politiet, hvor listen var. Ansøgeren var efter overfaldet bevidstløs i to uger. Hendes søster døde som følge af politiets overgreb og hendes kæreste blev taget med af politiet. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende ikke på sin egen bopæl, men har fået oplyst af sin nabo, at politiet hver aften opsøgte ansøgerens bopæl og spurgte efter hende. Videre har ansøgeren oplyst, at det af en ugandisk avis fremgår, at hun er efterlyst af myndighederne. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin familie, idet hun ikke længere er muslim. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hun er frafaldet islam, idet hendes far ville have hende gift med en muslimsk mand på 60 år, da hun var 14 år gammel, hvilket hun nægtede. Hun løb herefter væk hjemmefra. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun frygter [navn], idet hun ikke måtte fortælle nogen om hende. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren fremtræder meget troværdig, ligesom hendes forklaring om sine politiske aktiviteter støttes af den avisartikel, som ansøgeren har fremlagt, og som Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at betvivle ægtheden af. Flygtningenævnet bemærker, at de divergenser, der er i ansøgerens forklaringer, enten er mindre centrale eller i vidt omfang kan tilskrives ansøgerens tilstand efter politiets overgreb. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konflikter med sin familie og med [navn A] ikke har en sådan intensivitet og aktualitet, at de kan danne grundlag for asyl. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for overgreb og forfølgelse som følge af sine politiske aktiviteter, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ugan/2022/2/SCH
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt hendes to børn fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [landsby], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014 sammen med sine to børn og nu afdøde ægtefælle, og at de [i vinteren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i vinteren] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun og hendes nu afdøde ægtefælle kom til Danmark sammen med deres to børn på grund af borgerkrigen i Syrien, som fortsat finder sted, at de mistede flere familiemedlemmer, og at de blev forfulgt af myndighederne. Hun har endvidere henvist til, at hendes mand havde været offentligt ansat, at han havde forladt sin stilling uden tilladelse, at han var efterlyst af det hemmelige politi, og at han risikerede henrettelse, og at de alle kommer til at lide samme skæbne, hvis de sendes tilbage til Syrien. Klageren har yderligere henvist til, at hun som følge af sin deltagelse i demonstrationer i Danmark og sine aktiviteter på de sociale medier, herunder [socialt medie], har eksponeret sig selv som værende modstander af styret i Syrien. Klageren har i advokatindlæg modtaget i Flygtningenævnet [i sommeren] 2021 og [sommeren] 2022 nedlagt påstand om, at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 (på grund af individuelle forhold). Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens nu afdøde ægtefælle var offentligt ansat som [stilling] i det statslige [arbejdsplads] i Syrien, og at han havde forladt sin stilling uden tilladelse. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår de generelle forhold i Syrien, herunder forholdene i Damaskus og Rif Damaskus. Det fremgår af Flygtningenævnets tidligere baggrundsoplysninger, at det kun var offentligt ansatte i højere stillinger eller profilerede personer, der risikerede retsforfølgelse, hvis de havde forladt deres stilling uden tilladelse. Nyere baggrundsoplysninger tyder imidlertid på, at ansættelsesniveauet ikke har en betydning herfor. Det fremgår blandt andet af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 12. marts 2021, at myndighederne retsforfølger personer, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft. Det fremgår dog af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 9. december 2021, at der udstedes amnesti for offentligt ansatte, der har forladt deres stilling før den 22. marts 2020, men det fremgår ikke, om amnestireglerne i praksis bliver overholdt, ligesom høringssvaret alene er baseret på en enkelt ekstern kilde, der ikke er nærmere omtalt. Det fremgår herudover af Udlændingestyrelsens rapport Syria – Treatment upon return fra maj 2022, at der sker arbitrær arrestation og tilbageholdelse også af personer, der er omfattet af amnestilove og –dekreter. Af rapporten fremgår videre, at der ikke er noget klart mønster i behandlingen af personer, der vender tilbage til Syrien, og at dette til dels beror på den enkelte ansvarlige medarbejders beslutning på indrejsestedet eller i sikkerhedstjenesten. Flygtningenævnet finder herefter og under hensyn til, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, at der er usikkerhed om, i hvilket omfang amnestireglerne vedrørende ansatte, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft, i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder, og at offentligt ansatte ved en tilbagevenden til Syrien derfor risikerer i hvert fald overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren som følge af sin deltagelse i demonstrationer i Danmark og sine aktiviteter på de sociale medier, herunder [socialt medie], selv om de ikke er omfattende, i et vist omfang har eksponeret sig som værende modstander af styret i Syrien. Flygtningenævnets flertal finder under henvisning hertil og til, at hun som ægtefælle til en offentligt ansat, der har forladt sin stilling uden tilladelse, og under hensyn til det anførte forsigtighedsprincip, risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2020, således at klageren og hendes medfølgende børn meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/120/SCH
Nævnet stadfæstede i juli måned 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæstede [i vinteren] 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag og statusændringssagen henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive slået ihjel af de syriske myndigheder eller en af de andre grupperinger, som er en del af krigen i Syrien. Klageren anførte til støtte herfor, at hans lægeklinik blev udsat for bombardement i [sommeren] 2012. Et par dage efter bombardementet blev klageren stoppet af de syriske myndigheder og Folkekomitéen ved en kontrolpost og bedt om at udlevere oplysninger om sine patienter. Klageren nægtede at udlevere disse oplysninger, og han blev herefter tilbageholdt i to timer. Klageren blev tilbageholdt af de syriske myndigheder to gange. Han blev desuden tilbageholdt kortvarigt af Folkekomitéen [i efteråret] 2014. Folkekomitéen ville have ham til at videregive oplysninger om hans patienter. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse til støtte for sit asylmotiv anført, at han og hans kollegaer på hospitalet i [by] blev tilbageholdt af de syriske myndigheder i to til tre dage. Klageren har endvidere anført, at de syriske myndigheder begyndte at anholde alle de læger, der havde arbejdet på hospitalet. Klageren har derudover anført, at han har fået at vide fra sin familie, at efter klagerens udrejse opsøgte myndighederne familiens bopæl og spurgte efter klageren. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive anholdt, tortureret og slået ihjel ved en tilbagevenden til Syrien som følge af, at hans bror er efterlyst. Klageren har til støtte herfor anført, at hans bror blev efterlyst [i efteråret] 2014, og at myndighederne opsøgte familiens bopæl for at finde klagerens bror. Klageren talte med myndighedspersonerne, og han fik en pose over hovedet og blev taget med til afhøring om sin brors opholdssted. Klageren var tilbageholdt i to dage, og blev bedt om at kontakte sin bror og fortælle ham, at han skulle komme tilbage til Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2021, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke længere er grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Spørgsmålet er herefter, om klageren har sandsynliggjort, at han på grund af individuelle omstændigheder er i risiko for at blive udsat for forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund, herunder hans forklaring om, at han arbejdede som læge i Syrien, hvor han havde en privat lægepraksis. Han arbejdede endvidere som læge på et offentligt hospital, hvor han på et tidspunkt blev tilbageholdt sammen med hospitalets øvrige læger. Det lægges efter klagerens forklaring til grund, at han i to tilfælde har været tilbageholdt af de syriske myndigheder, som efter afhøring af ham har ladet ham gå igen, og at han ikke under disse afhøringer har været udsat for fysiske overgreb. Der kan ikke lægges vægt på klagerens udbyggende forklaring om hvor længe, han har været tilbageholdt, ligesom der ikke kan lægges vægt på klagerens divergerende forklaring om, hvornår og i hvilket omfang hans familie har været opsøgt af de syriske myndigheder efter hans udrejse. Der lægges vægt på, at klageren ikke i Syrien har været opsøgt af myndighederne, herunder på sin bopæl, og det forhold, at personer fra myndighederne umiddelbart efter hans udrejse har opsøgt hans familie for at spørge efter ham, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Endelig lægges der vægt på, at klageren udrejste legalt af Syrien uden at opleve problemer med myndighederne. Klageren findes således efter en samlet vurdering ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder, at han som følge af sine konkrete og individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet endvidere, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8.”Løbenummer: Syri/2022/119/SCH
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by A], Aleppo, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [slutningen af 2018], og at hun [i vinteren 2018/2019] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2019 udrejste af Danmark. Klageren har oplyst, at hun udrejste i [efteråret] 2019 for at tage på ferie i [et europæisk land]. [I vinteren 2021/2022] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 6 på hinanden følgende måneder, samt frivilligt taget bopæl i sit hjemland, Syrien. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Følgende fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse:”Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du har opgivet din bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Vi har lagt vægt på, at det fremgår af din henvendelse fra [efteråret] 2021, at du udrejste af Danmark i [efteråret] 2019. Du udrejste efter egne oplysninger frivilligt på ferie til [et europæisk land] en ukendt dato i [efteråret] 2019, hvor du opholdte dig kortvarigt, før du rejste illegalt til [et mellemøstligt land], fordi dine ID dokumenter var blevet stjålet i [det europæiske land], hvorfor du ville opsøge hjælp hos din forlovede i [det mellemøstlige land]. I [det mellemøstlige land] opholdte du dig i omkring 45 dage, hvorefter du rejste til Syrien. Det er Udlændingestyrelsens opfattelse, at du har haft til hensigt at rejse til [det mellemøstlige land]. Vi har hermed lagt vægt på, at det fremgår af de indsendt oplysninger fra [efteråret] 2021, at du i [sommeren] 2019, kort forinden din udrejse, ønskede at repatriere til [det mellemøstlige land] og i den forbindelse fik udleveret vejledning herom af Dansk Flygtningehjælp. Vi har endvidere lagt til grund, at du har opholdt dig uden for Danmark i mere end 6 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt. Vi har herved lagt vægt på, at du har opholdt dig uden for Danmark siden [efteråret] 2019. Vi har desuden lagt til grund, at du frivilligt har taget bopæl i dit hjemland, Syrien. Vi har herved lagt afgørende vægt på, at det fremgår af henvendelsen af [efteråret] 2021, at du rejste frivilligt fra [det mellemøstlige land] til Syrien en ukendt dato i slutningen af 2019, og opholdte dig hos dine forældre i [by A], Syrien de første fire måneder, hvorefter du flyttede til Aleppo, Syrien hos din svigerfamilie, hvor du fortsat opholder dig. Vi vurderer, at der ikke er forhold efter i udlændingelovens § 17, stk. 3, som kan føre til, at din opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, ikke skal anses for bortfaldet. Det er indgået i vores vurdering, at vi ikke har oplysninger om, at du har været forhindret i at kontakte danske myndigheder, med henblik på at forsøge at vende tilbage til Danmark. Vi har herved lagt vægt på, at du i [det europæiske land] ikke har været forhindret i at rette henvendelse til Udlændingestyrelsen eller kontakte danske myndigheder, og at du i stedet besluttede dig for at rejse illegalt til [det mellemøstlige land], hvor din forlovede opholdte sig. Vi har videre lagt vægt på, at det fremgår af henvendelsen af [efteråret] 2021, at du [i efteråret] 2019 blev kontaktet af Dansk Politi, og at du i denne forbindelse ikke oplyste, at du ønskede at vende tilbage til Danmark, men derimod sagde, at du opholdte dig i [det europæiske land] og at du havde det ”okay”. Vi har videre lagt vægt på, at vi ikke har oplysninger om, at du i [det mellemøstlige land] har været forhindret i at rette henvendelse til danske myndigheder. Vi har lagt afgørende vægt på, at du i stedet valgte at rejse frivilligt til Syrien, hvor du har opholdt dig siden. Videre har vi lagt vægt på, at du i løbet af dit ophold i Syrien ikke har rettet henvendelse til danske myndigheder. Først i [slutningen af] 2020, [over et år] efter din udrejse af Danmark, rettede du for første gang henvendelse til en tidligere kontaktperson fra [dansk kommune]. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af de indsendte oplysninger [fra efteråret] 2021, at du [har sociale udfordringer]. Vi har i denne forbindelse lagt vægt på, at du udrejste alene og frivilligt af Danmark i [efteråret] 2019. Du rejste ligeledes alene og frivilligt til [det mellemøstlige land] efter at have mistet dine ID dokumenter i [det europæiske land], i stedet for at søge hjælp hos danske myndigheder, på trods af at, at Dansk Politi ringede dig op i mellemtiden. Ligeledes rettede du heller ikke henvendelse til danske myndigheder i løbet af dit ophold i [det mellemøstlige land], men rejste i stedet alene til Syrien efter 45 dage, da din ægtefælle blev deporteret til Syrien. Det er derfor Udlændingestyrelsens vurdering, at du har haft flere reelle muligheder for at kontakte danske myndigheder. Danmarks internationale forpligtelser: Derudover vurderer vi, at bortfald af din opholdstilladelse ikke er et uforholdsmæssigt indgreb i din ret til privat- og familieliv jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Vi vurderer, at bortfald af din opholdstilladelse ikke udgør en krænkelse af din ret til privatliv. Det er indgået i vores vurdering, at du har haft lovligt ophold i Danmark siden [vinteren 2018/2019], at du har bestået Dansk 2, modul 1, 2 og 3. Det er også indgået i vores vurdering, at det fremgår af det elektroniske register over indkomstoplysninger (e-indkomst), at du har modtaget kontanthjælp fra [foråret] 2019 til [efteråret] 2019. Vi har lagt afgørende vægt på, at du i [efteråret] 2019 valgte at udrejse til [det europæiske land], for at rejse videre til [det mellemøstlige land] og derefter til Syrien, og at du valgte at ophæve dine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark. Vi vurderer tillige, at bortfaldet af din opholdstilladelse ikke er en krænkelse af din ret til familieliv. Vi har herved lagt vægt på, at det fremgår af din henvendelse [fra efteråret] 2021, at dine forældre, som boede i [det mellemøstlige land], nu er flyttet tilbage til [by A], Syrien. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at [fjerne familiemedlemmer] bor i Danmark med deres familier. Udlændingelovens § 17 a: Vi vurderer tillige, at din opholdstilladelse ikke kan anses for bevaret efter udlændingelovens § 17 a. Vi har herved lagt vægt på, at du ikke kan anses for at være omfattet af den pågældende bestemmelse. Bestemmelsen omfatter efter dets ordlyd personer, der vender frivilligt tilbage til deres hjemland eller tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl, hvilket fremgår af den anvendte definition i repatrieringslovens § 2. Det fremgår endvidere af lovforslaget 1998/1 LSF 190 - Forslag til Repatrieringslov fremsat 25. februar 1999 – hvorefter loven blev indført, at den omfattede personkreds, er personer, der vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på at tage varigt ophold, og at definitionen i § 2 er i overensstemmelse hermed. I lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår desuden, at det ikke kan anses for en repatriering, hvis en person alene har til hensigt at opholde sig i hjemlandet eller det tidligere opholdsland i en periode for derefter at vende tilbage til Danmark. Det er vores vurdering, at du ikke i forbindelse med dit ophold Syrien er omfattet af den anvendte definition i repatrieringsloven. Vi har herved lagt vægt på, at du på intet tidspunkt har tilkendegivet, at du har haft til hensigt at tage varigt ophold i Syrien. Derimod har du i BF2-skemaet oplyst, at det altid har været din hensigt at vende tilbage til Danmark, og at formålet med din udrejse blot var at holde en kort ferie i [det europæiske land]. Såfremt Flygtningenævnet måtte komme frem til, at du reelt er repatrieret til Syrien, er det fortsat vores vurdering, at din opholdstilladelse er bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og stk. 2. Vi har herved lagt vægt på, at du ikke inden for de første 12 måneder fra din udrejse til Syrien har henvendt dig til Udlændingestyrelsen og oplyst, at du fortrød din repatriering. Vi har videre lagt vægt på, at du ikke har søgt om en forlængelse af fortrydelsesfristen med yderligere 12 måneder. Udlændingestyrelsen har først modtaget oplysninger fra dig i [efteråret] 2021, ca. [2 år] efter din udrejse af Danmark. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af din henvendelse [fra efteråret] 2021, at du i [slutningen af] 2020 første gang forsøgte at kontakte din tidligere kontaktperson fra [dansk kommune], da dette fandt sted [over et år] efter din udrejse af Danmark. Din opholdstilladelse er derfor bortfaldet.”Løbenummer: Syri/2022/118/imbs
Nævnet omgjorde i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt [antal] børn fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 15/16] sammen med sine tre børn som familiesammenført med sin daværende ægtefælle, og at klageren og hendes tre børn [i sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. [I vinteren 19/20] klagede DRC Dansk Flygtningehjælp til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsen afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. [I sommeren] 2020 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsen afgørelse [fra sommeren 2017]. [I sommeren] 2021 besluttede Flygtningenævnet af egen drift at genoptage klagerens sag til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde på baggrund af nye oplysninger om forholdene for offentligt ansatte i Syrien. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for alvorlige overgreb eller vilkårlig frihedsberøvelse, idet hun, uden en forudgående tilladelse, har forladt sin offentlige stilling som lærer i Syrien. Klagen har videre henvist til, at hun er i risiko for at komme i myndighedernes søgelys, såfremt hun vender tilbage til Syrien, idet hun i Syrien fortsat er registret som gift med sin tidligere ægtefælle, der ligeledes er eftersøgt af de syriske myndigheder, idet han efter det oplyste har været genindkaldt til militæret. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren i [årstal] blev uddannet som lærer, at hun har arbejdet som offentligt ansat folkeskolelærer i Aleppo i Syrien, og at hun forlod denne stilling uden tilladelse. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren udrejste illegalt af Syrien, og at hun derefter i [land A] underviste syriske børn på en skole, som er i opposition til regimet i Syrien. Desuden er klagerens ældste søn fyldt 18 år og er dermed i den militærpligtige alder i Syrien. Det fremgår af Flygtningenævnets ældre baggrundsoplysninger, at kun offentligt ansatte i højere stillinger eller profilerede personer risikerede retsforfølgelse, hvis de havde forladt deres stilling uden tilladelse. Nyere baggrundsoplysninger tyder imidlertid på, at ansættelsesniveauet ikke har en betydning herfor. Det fremgår blandt andet af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 12. marts 2021, at myndighederne retsforfølger personer, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft. Af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 9. december 2021 fremgår, at der kan udstedes amnesti til offentligt ansatte, der har forladt deres stilling før den 22. marts 2020. Under hensyn til det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, er det imidlertid nævnets opfattelse, at der er usikkerhed om, i hvilket omfang amnestireglerne vedrørende ansatte, der har forladt en offentlig stilling, i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder. I den forbindelse lægger nævnet vægt på, at Udenrigsministeriets høringsnotat af 9. december 2021 alene er baseret på en enkelt ekstern kilde, der ikke er nærmere omtalt, og at notatet ikke i øvrigt er støttet af andre baggrundsoplysninger, herunder hvordan amnestireglerne er implementeret i praksis. Flygtningenævnet er ligeledes opmærksom på, at det tillige fremgår af høringssvaret, at myndighederne fortsat retsforfølger personer, der har forladt en offentlig stilling, efter amnestireglerne er udstedt. Nævnet lægger endvidere vægt på, at der efter baggrundsoplysningerne hersker vilkårlighed i behandlingen af borgerne i Syrien. I forhold til bedømmelsen af, om klageren kan forventes at opnå amnesti for at have forladt en offentlig stilling må det også tages i betragtning, at klageren er udrejst af landet illegalt, og at klagerens ældste søn, som nu er i den militærpligtige alder, ved at opholde sig i Danmark har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Disse kumulative forhold indebærer en øget risiko for, at amnestireglen ikke vil blive efterlevet i praksis af de syriske myndigheder over for klageren. Herefter og henset til, at klageren i [land A] har været ansat på en skole, der er kritisk overfor det syriske regime, og at hun derfor risikerer at blive betragtet som værende i opposition til regimet, finder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at være efterstræbt af de syriske myndigheder, hvorfor hun og hendes to medfølgende børn meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/117/ACA
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger, tilhørende hovedklanen Hawiye, underklanen [klan A] og subklanen [klan B]. Klageren er muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Styrelsen lagde i den forbindelse til grund, at klageren havde en konflikt med al-Shabaab. Styrelsen henviste ligeledes til daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen forlængede [i vinteren 2016/2017] klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 26. stk. 1, under henvisning til, at styrelsen fortsat kunne lægge klagerens forklaring til grund, men at det var styrelsens vurdering, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia ville være at betragte som særligt profileret af al-Shabaab, hvorfor grundlaget for klagerens opholdstilladelse isoleret set ikke længere var til stede. Videre vurderede styrelsen, at de generelle forhold i Mogadishu ikke i sig selv kunne medføre forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Styrelsen vurderede imidlertid, at en nægtelse af forlængelse måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11. stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren fortsat ikke opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Styrelsen har videre vurderet, at en nægtelse af forlængelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet al-Shabaab har slået klagerens [to nære familiemedlemmer] ihjel, fordi [klagerens ene nære familiemedlem] nægtede at lade al-Shabaab tvangshverve klageren og dennes [nære familiemedlem]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab vil slå ham ihjel, da de tror, at han vil hævne [sine nære familiemedlemmer]. Klageren har videre oplyst, at ingen vil have noget med ham at gøre, fordi ingen tør lægge sig ud med al-Shabaab. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Somalia, idet han tilhører en lille klan, hvilket vil give ham problemer. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at han er ordblind, og at det er svært at leve i Somalia, når man ikke kan læse eller skrive. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen lægge klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet vurderer som Udlændingestyrelsen imidlertid, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være at betragte som særligt profileret af al-Shabaab, hvorfor grundlaget for klagerens opholdstilladelse isoleret set ikke længere er til stede. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren aldrig selv er blevet opsøgt af al-Shabaab, og at det må antages, at al-Shabaab ikke vil kunne huske klageren ved en tilbagevenden til Somalia, eller at grupperingen skulle have nogen særlig interesse i klageren som person. Flygtningenævnet vurderer derfor, at klageren ikke har en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab. Herefter, og idet Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens begrundelse vedrørende klagerens øvrige individuelle asylmotiver, finder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet er endvidere enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelse vedrørende Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, i hvilken forbindelse Flygtningenævnet dog bemærker, at klageren ikke har et familieliv i Danmark. Flygtningenævnet lægger herudover vægt på, at klageren ikke er mødt frem til nævnsmødet, hvor han tillige ville have haft mulighed for at forklare nærmere om sin tilknytning til arbejdsmarkedet – herunder den tilsyneladende svingende tilknytning gennem årene – og om sine sociale relationer i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Følgende fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse:”Udlændingestyrelsen har vurderet, at din opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens §7, stk. 2, jf. § 26, stk. 1, ikke kan forlænges, fordi grundlaget for din opholdstilladelse ikke længere er til stede. Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at vi [i vinteren 2016/2017] vurderede, at du ved tilbagevenden til Somalia ikke har en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab eller andre parter i Somalia, og at du ikke risikerer overgreb som omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ved en tilbagevenden til Somalia. Videre har vi lagt vægt på, at der i forbindelse med din forlængelsessag ikke er fremkommet nye oplysninger, som kan føre til, at din opholdstilladelse skal forlænges. Din forklaring om, at du frygter at vende tilbage til Somalia, fordi du tilhører en lille klan, kan ikke føre til, at vi vurderer, at du har behov for beskyttelse. Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du ikke individuelt har oplevet noget konkret, som sandsynliggør, at du ved en eventuel tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb grundet din klantilhørsforhold. Ligeledes har vi lagt vægt på, at [dine nære familiemedlemmer] opholder sig i Mogadishu. Vi har også vurderet, at din forklaring om, at du frygter at vende tilbage til Somalia, fordi du er ordblind, ikke kan føre til en forlængelse af din opholdstilladelse. Ved vurderingen heraf har vi lagt vægt på, at det forhold, at du er ordblind, ikke kan begrunde beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Vi vurderer på den baggrund, at du ved en tilbagevenden til Somalia ikke er i risiko for individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Danmarks internationale forpligtelser: Vi har taget stilling til, om det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge din opholdstilladelse. Af EMRK artikel 8 fremgår det, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Vi vurderer, at en nægtelse forlængelse af din opholdstilladelse er et indgreb i din ret til privat- og familieliv efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Vi vurderer videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol, og at indgrebet udgør et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. Konstantinov v. the Netherlands (16351/03), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (21878/06), præmis 76, og Nacic and others v. Sweden (16567/10), præmis 79. Vi har herefter vurderet, om indgrebet i dine rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i en udlændings privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Vi har i den forbindelse derfor foretaget en vurdering af, hvorvidt det indgreb i din ret til privat- og familieliv, en nægtelse af forlængelse af din opholdstilladelse vil udgøre, er proportionelt i forhold til statens interesse i ikke at forlænge din opholdstilladelse, jf. herved EMRK artikel 8, stk. 2. Det er indgået i vores vurdering, at du har haft lovligt ophold i Danmark i [omkring ti år], hvoraf ca. [under fem] af dem har været formative år. Det er også indgået i vores vurdering, at du har gået to år på efterskole i [dansk by], og at du har bestået Dansk Prøve 2. Videre er det indgået i vores vurdering, at du har haft arbejde i Danmark i lidt under 5 år, og at du siden [foråret] 2021 har været fastansat og arbejdet fuldtid hos [navn på arbejdsplads], hvor du arbejder på [en arbejdsplads]. Derudover er det indgået i vores vurdering, at du har været del af et fodboldhold i [landsdel i Danmark], at du har gået til spejder i [navn på spejderbevægelse] i [dansk by], at du dyrker fitness i din fritid, at du er [fan af navngiven fodboldklub], at du har mange venner, herunder også den familie, som var dine kontaktpersoner, da du kom til Danmark, og at du har op-lyst, at du ikke har nogen familie i Danmark. Vi vurderer, at opholdet ikke har haft en sådan varighed, og at dine aktiviteter ikke har haft et sådant omfang og karakter, at du har opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, der kan føre til, at vi forlænger din opholdstilladelse. Endelig er det indgået i vurderingen, at du taler somali, har opholdt dig i Somalia frem til du var [mellem 10-15 år], at [dine nære familiemedlemmer] er udrejst af Danmark og nu er bosat i Mogadishu, og at du har kontakt med din familie i Somalia. På baggrund af en samlet vurdering af ovenstående, vurderer vi, at en nægtelse af din forlængelse af din opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Vi har således vurderet, at afgørelsen om nægtelse af forlængelse af din midlertidige opholdstilladelse er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel. Vi vurderer derfor, på baggrund af en afvejning af sagens samlede omstændigheder, at din opholdstilladelse ikke skal forlænges. Din opholdstilladelse i Danmark er derfor ikke forlænget.”Løbenummer: Soma/2022/26/imbs
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse (svig) af opholdstilladelse vedrørende en mandelig statsborger fra Iran, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra [by], Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i foråret] 2003 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede, at blive sået ihjel af de iranske myndigheder, blandt andet fordi han blev anholdt og tilbageholdt i tre måneder grundet hans tidligere svigerfamilies politiske aktiviteter og hans egen irakiske herkomst. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at han bevidst har afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med hans asylansøgning. Klageren har ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 som asylmotiv oplyst, at han ikke længere har noget i Iran, at han har sine børn i Danmark og at han næsten er [60-65 år] og vil derfor ikke have noget at lave i Iran. I indlægget fra advokaten af [sommeren] 2022 har klageren som nyt asylmotiv anført en konflikt med familien til sin tidligere ægtefælle, som han blev skilt fra i 2015, da han skylder en stor medgift, og i den anledning er blevet truet af svigerfamilien og risikerer fængsel ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har afgivet urigtige oplysninger om sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om centrale dele af sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om, hvor og hvorfor han oprindeligt blev anholdt af de iranske myndigheder. Til asylsamtalen [i efteråret] 2001 har klageren forklaret, at han blev anholdt til et bryllup, fordi han havde drukket alkohol og råbte ukvemsord ad myndighederne. Til samtalen [i foråret] 2021 oplyste klageren derimod, at han blev anholdt, fordi der blev afholdt et politisk møde hos hans svigerforældre, hvor han befandt sig under et almindeligt besøg. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om centrale dele af det efterfølgende handlingsforløb. Til asylsamtalen oplyste klageren, at han efter anholdelsen af ham blev kørt til [by] politistation i[område], hvor han blev afhørt i ca. en halv time, og at han efterfølgende blev tilbageholdt i en isolationscelle i ca. 3 måneder, hvor han blev udsat for grove fysiske overgreb. Endvidere oplyste klageren, at han blev tilbageholdt i ca. tre forskellige arresthuse eller fængsler. Klageren oplyste desuden, at han blev sigtet for at råbe ukvemsord mod myndighederne og for at være irakisk spion. Klageren oplyste yderligere, at han efter anholdelsen blev stillet for en dommer i[retten], hvor han blev idømt en fængselsstraf på 7 år. Klageren oplyste yderligere, at han efter at have modtaget dommen skulle transporteres til et fængsel, hvor han under transporten bestak betjenten til at køre ham hjem til sin bopæl, så han kunne sige farvel til sin familie. Da de nåede til hans bopæl, flygtede klageren fra betjenten. Klageren oplyste ved samtalen [i sommeren] 2002, at han kun havde været tilbageholdt en enkelt gang, men at han i den forbindelse blev flyttet til i alt tre forskellige arresthuse, og han aldrig havde været tilbageholdt i længere tid, og har ikke forklaret om, at han blev stillet for en dommer. Klageren oplyste, at han bestak betjenten, der anholdt ham, til at køre ham direkte hjem efter anholdelsen, så han kunne hente sin medicin, og at han i den forbindelse flygtede fra betjenten, da de befandt sig på klagerens bopæl. Til samtalen [i foråret] 2021 forklarede klageren derimod, at han var på vej til politistationen efter anholdelsen af ham, men at han aldrig nåede derhen, idet han bestak politibetjenten til at køre ham direkte hjem efter anholdelsen. Klageren har forklaret forskelligt om, hvor længe han efter den angivelige flugt opholdt sig i [by]. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2001 har klageren forklaret, at han efter den angivelige flugt opholdt sig 1,5 år i [by]. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 har klageren forklaret, at han opholdt sig der i ca. 1-1,5 måned. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund og finder, at klageren bevidst har givet urigtige oplysninger og derved opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, jf. stk. 2. Med hensyn til det nye asylmotiv om en konflikt med familien til sin tidligere ægtefælle, som han har oplyst, at han mødte i forbindelse at han var i Iran i [sommeren] 2013, og som han blev gift med i [efteråret] 2013, bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren intet har oplyst herom ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021, hvor han oplyste, at han ikke længere har noget i Iran, at han har sine børn i Danmark, at han er næsten [60-65 år] og ikke har noget at lave i Iran, og at der ikke var andre grunde til, at han ikke kunne vende tilbage til Iran, og at det først er i advokatens indlæg af [sommeren] 2022, at denne konflikt er nævnt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det af den af klageren fremlagte vielsesattest fremgår, at ægteskabet blev indgået [i foråret] 2013, hvilket var før han ifølge sin forklaring mødte ægtefællen, og som ikke stemmer med hans forklaring om, at de blev gift i [efteråret] 2013. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, herunder på baggrund af den fremlagte vielsesattest, som ikke kan anses for ægte, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han har en konflikt med sin tidligere ægtefælles familie. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i den påklagede afgørelse, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i hans ret til respekt for privatliv- eller familie efter EMRK artikel 8, at indgrebet har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt, og at indgrebet varetager et legitimt formå som anført i EMRK artikel 8, stk. 2. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [efteråret] 2000 som [30-35-årig], og har således opholdt sig her i landet i knap [20-22 år]. Klageren har haft skiftende perioder med arbejde siden 2004. Han har bestået prøve i dansk 2 og taler dansk. Klageren er sund og rask. Klageren har færdiggjort uddannelse svarende til gymnasium i sit hjemland og taler farsi. Klageren har været tilbage i Iran i to perioder i 2013. Klageren har endvidere oplyst, at han har to sønner på henholdsvis [20-23 år] og [17-19 år]. Klageren har videre oplyst, at sønnen på [20-23 år] er flyttet hjemmefra og klarer sig selv, og at den [17-19 årige] søn bor hos klageren, og at der er et stærkt afhængighedsforhold mellem denne søn og klageren, navnlig fordi sønnen mistede sin mor som [9-11-årig], og klageren har taget sig af sønnen siden, og at sønnen er sårbar som følge af hans opvækst. Klageren har videre oplyst, at han har en bror og tre søstre i Iran, og at han har kontakt med dem 2-3 gange årligt. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Ved proportionalitetsafvejningen efter EMRK artikel 8, stk. 2, der således indebærer, at indgrebet i privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet varetager, skal der foretages en samlet konkret vurdering. Voksne børn er som udgangspunkt ikke omfattet af beskyttelsen til familieliv i EMRK art. 8´s forstand, medmindre der forligger et afhængighedsforhold mellem klageren og dem. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at EMD har udtalt, at forholdet mellem myndige børn og deres forældre kan omfattes af begrebet familieliv efter EMRK artikl 8 i sager omhandlende unge, hjemmeboende voksne, som ikke har stiftet selvstændig familie, jf. blandt andet EMD´ dom Pormes v. the Netherlands, præmis 47. Det forhold, at opholdstilladelsen er opnået ved svig skal tillægges en vis vægt i proportionalitetsafvejningen. Flygtningenævnet finder efter en konkret proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til de hensyn, der er nævnt i EMRK art 8, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være et uproportionalt indgreb i klagerens ret til familieliv efter EMRK art. 8. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens søn på [17-19 år], der er født i Danmark, og som ikke har stiftet selvstændig familie, bor hjemme hos klageren, og at det efter en samlet vurdering, herunder det oplyste om afhængighedsforholdet mellem dennes søn og klageren, herunder at sønnen mistede sin mor som [9-11-årig], og at klageren har taget sig af ham siden, vil udgøre et uproportionalt indgreb i klagerens ret til familieliv efter EMRK art. 8 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.”Iran/2022/42/SCH
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at De har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden Deres asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage Dem, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle Deres ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2022 har accepteret at modtage Dem i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at De har oplyst, at De lider af maveproblemer, og at De ikke blev opsøgt af en læge, da De i Tyskland var i isolation på grund af smitte med Covid-19, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at De må antages at kunne modtage den nødvendige sundsbehandling i Tyskland. Nævnet bemærker i den forbindelse, at De har oplyst, at De ikke havde behov for lægehjælp under Deres isolation. Nævnet bemærker videre, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af Dem underretter de tyske myndigheder, såfremt De har behov for lægebehandling, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis De samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre Dem til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at Deres asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Tysk/2022/9/mima
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der en indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har henvist til, at han ikke ønsker at vende tilbage til Tyskland, idet han ikke bryder sig om at være der, da han ikke kan lide landet, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af registreringen i Eurodac, at klageren [i foråret] 2022 er blevet registreret som asylansøger i Tyskland, ligesom klageren [i sommeren] 2022 over for Udlændingestyrelsen har bekræftet, at han tidligere har søgt om asyl i Tyskland. Det forhold, at klageren har et socialt netværk af venner og bekendte i Danmark, og at han ønsker at være hos dem, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i den anledning, at klagerens individuelle præference i forhold til, hvilken medlemsstat, der bør være ansvarlig for behandlingen af hans asylsag, ikke kan tillægges betydning, idet dette ville være i strid med formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at klageren ikke er blevet vejledt af de tyske myndigheder om muligheden for at søge om midlertidig opholdstilladelse, da han udrejste som følge af den [land A’s] invasion i [land B], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/11/sme
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ikke ønsker at tage tilbage til Tyskland, fordi han der er blevet meddelt afslag på asyl, ligesom han har oplyst, at forholdene er dårlige i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Dub-Tysk/2022/10/anjv
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der havde opholdstilladelse i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens særlige tilknytning til Danmark samt den begrænsede adgang til gratis specialistbehandling i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren på tidspunktet for klagerens ansøgning om asyl i Danmark var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Sverige. Opholdstilladelsen var gyldig til og med [foråret 2022]. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret 2022] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende klagerens manglende adgang til [specialistbehandling] i Sverige, bemærker nævnet, at Sverige har tiltrådt den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen samt EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder de svenske myndigheder såvel som den svenske lovgivning, ikke lever op til de internationale forpligtelser, som Sverige har tiltrådt. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte, om at klageren ikke er i stand til at betale for eventuel [specialistbehandling] i Sverige, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det følger af AIDA Country Report: Sweden, 2021 update, side 83, at de svenske myndigheder tilbyder adgang til en gratis lægeundersøgelse og nødvendig lægehjælp til asylansøgere. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klageren ved deltagelse i en række demonstrationer og events i Danmark har opbygget en tilknytning til samt et netværk i Danmark, finder Flygtningenævnet ikke kan føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Løbenummer: Dub-Sver/2022/6/jnsa
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der havde ansøgt om international beskyttelse i Norge. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har et psykisk handicap og manglende lægebehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Norge og herefter er udrejst af Norge under behandlingen af hendes asylsag. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Norge er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Norge dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Norge [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren og hendes far har henvist til, at klageren har et psykisk handicap og at hun ikke har fået lægebehandling i Norge, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må antages at kunne den nødvendige hjælp og sundhedsbehandling i Norge. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Norge ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Norge har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt i den anledning, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren kan underrette de norske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplyser, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Norge er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Norge, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Norg/2022/2/juri
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Norge i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde ansøgt om international beskyttelse i Norge. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til utilstrækkelig asylbehandlingsprocedure, forholdene på asylcenteret og manglende adgang til sundhedsvæsenet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Norge og herefter udrejst af Norge, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Norge er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Norge dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Norge [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har forklaret, at han ikke mener, at de norske myndigheder har foretaget en grundig vurdering af klagerens asylsag, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de norske myndigheder ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Norge har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at såfremt klageren blev uretmæssigt behandlet af de norske udlændingemyndigheder, må henvises han til at klage til en overordnet myndighed i Norge. Det forhold, at klagerne har henvist til, at hans asylsag i Norge er blevet skadet, fordi en advokat har hypnotiseret ham over telefonen og dermed forhindret ham i at oplyse sin asylsag, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at dette alene er baseret på klagerens egen formodning. Det forhold, at klageren har oplyst, at klageren er blevet chikaneret og bestjålet af flere beboere på det asylcenter i Norge, som han har opholdt sig i, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ikke har anmeldt forholdene til de norske myndigheder. Nævnet henviser klageren til at anmelde forholdene til de norske myndigheder, som antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne hjælp. Det forhold, at klageren har henvist til, at han ikke fik den ønskede lægebehandling, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at klageren for Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er sund og rask. Såfremt klageren har behov for lægebehandling, finder Flygtningenævnet, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendig sundhedsbehandling i Norge. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de norske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Norg/2022/1/juri
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til det af klageren oplyste vedrørende forholdene på det opholdscenter, han blev anvist til i Nederlandene, samt til klagerens helbredsmæssige udfordringer. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Nederlandene og herefter er udrejst af Nederlandene, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18 stk. 1, litra b, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren efter det oplyste oplevede at blive udsat for diskrimination under sit ophold i Nederlandene, herunder at der skete forskelsbehandling af forskellige grupper af asylansøgere på asylcentret, samt at han blev indkvarteret på et værelse sammen med fire andre personer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at Nederlandene har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at de nederlandske myndigheder ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Såfremt klageren i Nederlandene fortsat måtte opleve diskrimination i forbindelse med ophold på et asylcenter eller lignende, må den pågældende henvises til at indgive en klage herom til de relevante nederlandske myndigheder. Det forhold, at klageren har oplyst, at han for omkring to år siden begyndte at få hukommelsesproblemer, og at dette påvirker ham meget, kan ikke heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de nederlandske myndigheder, som må forventes at kunne tilbyde klageren den nødvendige sundhedsbehandling. Nævnet forudsætter endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de nederlandske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Nede/2022/3/anfi
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Frankrig, herunder problemer med adgang til indkvartering og adgang til lægehjælp. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren kan få problemer med at modtage metadon i Frankrig, henviser Flygtningenævnet til, at det fremgår af AIDA, Country Report: France 2021 Update, af 8. april 2022, side 115, at afviste asylansøgere har adgang til sundhedsprogrammet PUMA i en periode på seks måneder, og at State Medical Aid (AME) herefter giver mulighed for adgang til gratis behandling på hospitaler og hos læger. Det bemærkes videre, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de franske myndigheder om klagerens forhold, såfremt han samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved lagt på, at Frankrig har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ”. Dub-Fran/2022/4/imbs
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var indrejst i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, adgangen til asylsagsproceduren og at klageren havde en farbror, morbror og fars fætter i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2021 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk.1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update May 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klageren til udlændingemyndighederne har oplyst, at han har en farbror, morbror og fars fætter i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klagerens farbror, morbror og fars fætter ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det af klageren anførte om, at han har en sygdom, som giver infektion i maven, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at det fremgår af AIDA’s rapport, Country Report: Italy Update June 2021, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af rapporten AIDA, Country Report: Italy Update June 2021, at om end der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af, om en asylansøger kategoriseres som sårbar og har særlige modtagerbehov, har sundhedsministeriet faste retningslinjer herom. Af rapporten fremgår videre, at der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse personer indlemmes i en prioriteret asylproces. Nævnet finder herefter, at klageren i Italien vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klagerne underretter de italienske myndigheder om klagernes særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klagerne samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenummer: Dub-Ital/2022/15/juri
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i vinteren] 2022 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har to fætre og en kusine i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at disse relationer ikke er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Ital/2022/14/EEB
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, til klagerens sårbarhed og til klagerens afhængighedsforholdt til et familiemedlem i Dammark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Italien og herefter er udrejst af Italien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klagerens [søskende] er bosiddende i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at forholdet ikke er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder endvidere, at Dublinforordningens artikel 16 ikke kan føre til, at overførsel af klageren til Italien ikke kan ske. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren og klagerens [søskende] begge to er voksne. Flygtningenævnet finder således ikke, at der som følge af det af klageren oplyste om, at han har et meget nært forhold til sin [søskende], som har besøgt ham tre gange i Danmark og som han taler i telefon med hver aften, består et afhængighedsforhold mellem klageren og klagerens [søskende] som omfattet af artikel 16. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2022 har oplyst, at han ikke har set sin [søskende] i omkring ni år forud for sin indrejse i Danmark. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update May 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren er særligt sårbar, da han på baggrund af hans forklaringer om voldelige overgreb og længerevarende fængslinger i [sit hjemland] og [i nordafrikansk land] under ekstremt ydmygende og nedværdigende forhold, hvor han tillige blev udsultet, må betragtes som torturoffer, og at klageren ved en overførsel til Italien ikke vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling fra de italienske myndigheder, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at det fremgår af AIDAs rapport, Country Report: Italy Update May 2022, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Det fremgår endvidere af rapporten, at om end der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af, om en asylansøger kategoriseres som sårbar og har særlige modtagerbehov, har sundhedsministeriet fastsat retningslinjer herom. Af rapporten fremgår yderligere, at der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse personer indrømmes i en prioriteret asylproces. I den forbindelse bemærker nævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klageren, efter det af DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste, ikke i Danmark er i et behandlingsforløb, modsat klageren i udtalelsen fra FN’s Torturkomité henvist til af Flygtningehjælpen. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ”. Dub-Ital/2022/13/imbs
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på skriftligt nævnsmøde. DRC Dansk Flygtningehjælp og klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark til, at klageren, der er døvstum, ville risikere behandling omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af modtageforholdene og de generelle forhold for asylansøgere i Frankrig. Flygtningenævnet udtalte: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Frankrig og herefter er udrejst af Frankrig under behandlingen af hans asylsag. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig den 25. november 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved lagt på, at Frankrig har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det forhold, at klageren er født døv, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren under sit tidligere ophold i Frankrig har haft adgang til kost og logi samt adgang til lægehjælp. Ansøgerens basale behov er således tidligere blevet dækket under ansøgerens ophold i Frankrig, og det lægges til grund, at ansøgeren fortsat vil have adgang til kost og logi samt lægehjælp ved en tilbagevenden til Frankrig. Nævnet bemærker ydermere i den anledning, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren kan underrette de franske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren ikke ønsker at vende tilbage til Frankrig, fordi de franske myndigheder har afvist hans asylansøgning, og at Frankrig derfor vil sende ham tilbage til sit hjemland, kan ikke føre til en ændret afgørelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Frank 2022/3/MNR
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Belgien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Belgien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Belgien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Belgien og herefter er udrejst af Belgien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Belgien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Belgien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Belgien [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere og Dublinoverførte i Belgien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold for asylansøgere i Belgien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Belgien, at en overførsel af klageren til Belgien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Belgium 2021 Update fra april 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at alle asylansøgere har ret til at få adgang til indkvarteringssystemet fra det øjeblik, der indgives en asylansøgning. Det fremgår endvidere af rapporten, at det belgiske indkvarteringssystem dækker asylansøgernes basale behov, herunder adgang til sovefaciliteter, måltider, tøj og øvrige sanitære faciliteter, hvorfor det må antages, at asylansøgere indkvarteres under passende forhold. Den af DRC Dansk Flygtningehjælp påberåbte dom af 19. januar 2022 (Brussels Court of First Instance, Judgment nr. 2021/164/C of 19 January 2021), kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det blandt andet fremgår af ECRE Weekly Bulletin af 17. december 2021, at den belgiske udenrigsminister for asyl og migration, Sammy Mahdi, og EASO-direktøren, Nina Gregori, den 16. december 2021 underskrev en operationel plan, hvormed EASO skal bistå de belgiske myndigheder med at sikre, at modtagelsesstandarderne i Belgien er i overensstemmelse med det fælles europæiske asylsystem (CEAS). Den operationelle plan blev iværksat i januar 2022, og EASO har i samarbejde med Fedasil arbejdet på at øge modtagelseskapaciteten og forbedre modtagelsesstandarden. Støtten fra EASO dækker blandt andet over op til 150 modtagefaciliteter, som EASO vil stille til rådighed med mulighed for at supplere med yderligere foranstaltninger. Nævnet bemærker yderligere, at det fremgår af førnævnte dom, at indkvarterings- og modtageforholdene i Belgien er forbedret siden december 2021 med henvisning til, at der i december 2021 blandt andet blev oprettet nye modtage- og indkvarteringsfaciliteter, og at der i januar 2022 blev oprettet et ”emergency night shelter”. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Belgien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Belgien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Løbenummer: dub-belg/2022/2MLVT
Nævnet hjemviste i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra [by], Aleppo, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at han [i vinteren 2015/2016] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i vinteren 2021/2022] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og subsidiært udlændingelovens § 7, stk. 2. Da klageren således [i vinteren 2015/2016] af Udlændingestyrelsen er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, skal Flygtningenævnet alene tage stilling til, om der kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2 på baggrund af klagerens individuelle forhold. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at de syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme klageren til gode. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra vinteren 2015/2016] til grund, at klageren har været anholdt af de syriske myndigheder, at han blev løsladt igen, fordi myndighederne anførte, at klageren ikke var den person de ledte efter, og at myndighederne senere spurgte efter klageren på hans arbejdsplads. Det fremgår af referat af samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015, at klageren havde forklaret, at han aldrig havde deltaget i nogen oprørsaktiviteter eller politiske aktiviteter. Han var en almindelig civil, som tilfældigvis var kommet i konflikt med myndighederne. Måske ville myndighederne ham ondt, fordi han var kurder. Klagerens advokat har i sit indlæg [fra vinteren 2021/2022] anført, at klageren var politisk aktiv i Syrien, hvor han deltog i mange demonstrationer mod regimet. Han var tilknyttet en afdeling, som var tilknyttet de kurdiske styrker, hvor han uddelte nødhjælp. Han har endvidere deltaget i demonstrationer i Danmark, hvor han optræder på offentlige billeder, og han er aktivt medlem af en politisk forening [forening A]. Klageren har under sin forklaring for Flygtningenævnet ikke forklaret om, at han havde deltaget i demonstrationer i Syrien. Han har heller ikke forklaret om, at han har deltaget i demonstrationer i Danmark, men advokaten har fremlagt billeder fra en demonstration. Det forhold, at klageren angiveligt fremgår af billedet, som advokaten har fremvist, medfører ikke i sig selv, at klageren må anses for profileret. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at demonstranterne ikke fremstår identificerbare, herunder bærer den forreste person mundbind. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at hans politiske aktiviteter i Syrien bestod i, at han uddelte nødhjælp 1-2 gange om ugen i en periode på et år. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens nye forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klagerens forklaring for Udlændingestyrelsen [i vinteren 2015/2016] fremstår grundig og detaljeret, og klageren forklarede ikke om uddeling af nødhjælp på dette tidspunkt. Klagerens nye forklaring for Flygtningenævnet fremstår derfor konstrueret til lejligheden. I den forbindelse lægger Flygtningenævnet også vægt på, at klageren for nævnet ikke kunne redegøre nærmere for den nødhjælpsgruppe, som han angiveligt var en del af. Flygtningenævnet finder efter omstændighederne, at der bør ske en fornyet og samtidig behandling af klagerens sag med klagerens søn ([A]) asylsag, herunder til vurdering af eventuel meddelelse af konsekvensstatus som følge af sin søns forhold i tilfælde af, at sønnen meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” Syri/2022/115/anhk
Nævnet meddelte i juni 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig asylansøger, der stammer fra Etiopien og Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med Soma/2022/24. Født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning og stammer fra Etiopien og Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til enten Somalia eller Etiopien frygter omskæring. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at omskæring foregår i Somalia og i det somaliske miljø i Etiopien, samt at hun selv er omskåret. Ved en tilbagevenden til hjemlandet vil ansøgerens mor blive presset af slægtninge og naboer til at lade sine døtre omskære, og hverken hun eller ansøgerens far vil i Somalia eller Etiopien kunne modsætte sig omskæring. Ansøgerens mor har endelig oplyst, at denne kultur er tilsvarende i Kenya, hvorfor hendes døtre også risikerer omskæring i Kenya. Ansøgerens far har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren og hendes søster vil være uden beskyttelse i Somalia, herunder at de risikerer omskæring, tvangsægteskab, voldtægt samt diskrimination. Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, ansøgeren og hendes søster er født udenfor ægteskab, og at der ikke er nogen klaner til at beskytte dem, hvorfor de vil være tvunget til at søge beskyttelse hos andre klaner. Indledende bemærkninger. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen [i vinteren 21/22] meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse til grund, at ansøgerens moder – uanset at hun hævdede at være etiopisk statsborger – var kenyansk statsborger, og at ansøgeren også havde mulighed for at opnå statsborgerskab i Somalia, idet faderen havde oplyst at have statsborgerskab i Somalia. I forlængelse heraf vurderede styrelsen ansøgeren asylretligt i forhold til Kenya og Somalia, men ikke i forhold til Etiopien. Det fremgår af styrelsens afgørelse, at styrelsen ved vurderingen af, at ansøgerens moder var fra Kenya i realiteten udelukkende lagde vægt på en sprogundersøgelse, der var foretaget [i sommeren] 2014 af den svenske sproganalysevirksomhed Sprakab. I den forbindelse skal nævnet bemærke, at det forhold, at styrelsen i sin afgørelse – som begrundelse for antagelsen om, at ansøgerens moder er fra Kenya – henviser til, at Flygtningenævnet [i foråret] 2015 ikke kunne lægge til grund, at ansøgerens moder var fra Etiopien, ikke kan begrunde den (modsætnings)slutning, at ansøgerens moder derfor må være fra Kenya. At denne slutning ikke kan foretages, skyldes også, at nævnet i sin afgørelse [i foråret] 2015 anførte, at det på baggrund af det foreliggende ikke fandtes muligt at afklare ansøgerens oprindelsesland. Om den bevismæssige værdi af en sprogundersøgelse. Som anført fremgår det af sagen, at Sprakab [i sommeren] 2014 har foretaget en sprogundersøgelse af ansøgerens moder. Undersøgelsen bygger på en ”Audio file” med en længde på 19 minutter og 43 sekunder, der er optaget [i sommeren] 2014 i forbindelse med ansøgerens moders oplysnings- og motivsamtale, og i Udlændingestyrelsens anmodning til Sprakab om en sprogundersøgelse anføres det, at ”Suspected background: Somalia or Somaliland”. Sprogundersøgelsen er foretaget af en analytiker, der i undersøgelsen er angivet som ea20, og to lingvister [(lingvist A og lingvist B)]. På baggrund af en analyse af bl.a. ”phonological features”, grammatical features” og ”lexical features” vurderes det i sprogundersøgelsen, at ansøgerens moder med en meget høj grad af sandsynlighed er fra det nordøstlige Kenya, og at der er en meget lav sandsynlighed for, at moderen (som hævdet af hende) er fra [by] i det østlige Etiopien. I en kommentarboks, der hedder ”1.3 Summary of findings” anføres bl.a., at ”The speaker has mastered Somali on a native speaker level. She spoke a south Somali variety spoken in northeast Kenya. Her language use was not congruent with Somali as spoken in east Ethiopia. The speaker’s stated linguistic background is assessed to be very unlikely”. Flygtningenævnet finder, at en vurdering af, hvilket land (eller område) en asylansøger kommer fra, ikke udelukkende – som Udlændingestyrelsen reelt har gjort i den foreliggende sag – kan bygge på konklusionen i en sprogundersøgelse, jf. herved også præmis 20, 46 og 48 i The Supreme Court judgment af 21. maj 2014, Secretary of State for Home Department v MN and KY, 2014 UKSC, der også angik anvendelsen af en sprogundersøgelse foretaget af Sprakab. Det anførte gælder uanset med, hvilken grad af sandsynlighed det i sprogundersøgelsen angives, at en asylansøger kommer fra et bestemt land eller område (f.eks. det nordøstlige Kenya). Samtidig skal Flygtningenævnet bemærke, at en sprogundersøgelse i det enkelte tilfælde kan tillægges betydelig vægt i den bevismæssige vurdering af, hvor en asylansøger kommer fra, hvis undersøgelsen indeholder en klar, detaljeret og begrundet sproglig analyse af asylansøgerens sproglige kundskaber, og som fører til en vurdering i sprogundersøgelsen om, at den pågældende asylansøger med høj grad eller meget høj grad af sandsynlighed kommer fra et bestemt land eller område. Flygtningenævnet skal i øvrigt bemærke, at det forhold, at (sprog)analytikeren, der har deltaget i sagens sprogundersøgelse, er anonym, idet den pågældende ikke er angivet ved sit navn, men alene er identificeret som ea20, ikke kan begrunde, at nævnet (eller Udlændingestyrelsen) ikke kan anvende sprogundersøgelsen ved vurderingen af, hvor ansøgerens moder kommer fra. Det skyldes det forhold, at der ikke er tale om anonym bevisførelse som sådan, da de to lingvister, der også deltog i sprogundersøgelsen, er identificeret ved navn, ligesom analytikerens og de to lingvisters kvalifikationer er beskrevet nærmere i sprogundersøgelsen. Hertil kommer, at den virksomhed, der har foretaget sprogundersøgelsen (Sprakab) fremgår af sagen, ligesom virksomhedens arbejdsmetoder og sproglige analyse fremgår af undersøgelsen. Om ansøgerens moder kommer fra Etiopien eller Kenya. Flygtningenævnet finder i lyset af det, der er anført ovenfor og under hensyn til det nærmere indhold af sprogundersøgelsen – hvori det anføres, at ansøgerens moder med meget høj grad af sandsynlighed kommer fra det nordøstlige Kenya – at der er en formodning for, at ansøgerens moder kommer fra Kenya. Flygtningenævnet finder dog efter en samlet vurdering af ansøgerens moders fremtræden for nævnet og moderens korrekte besvarelse af de ganske mange spørgsmål, der blev stillet af nævnet, om etiopiske forhold, at moderen har tilbagevist denne formodning. Nævnet lægger således til grund, at ansøgerens moder kommer fra Etiopien ([by] i den østlige del af Etiopien, der er beliggende [region]) og har etiopisk statsborgerskab. I forlængelse heraf bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at ansøgeren efter den gældende etiopiske statsborgerskabslov fra 2003 kan opnå etiopisk statsborgerskab, da ansøgerens moder er etiopisk statsborger, jf. bl.a. Ministerie van Buitenlandse Zaken, Country of Origin Information Report Ethiopia (February 2021), side 57, samt Report on citizenship: Etiopia, Zecharias Fassil (April 2020), s. 14 f. Derfor skal ansøgeren vurderes asylretligt i forhold til Etiopien. Vurdering vedrørende omskæringsrisiko i forhold til Somalia. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, kan Flygtningenævnet tiltræde, at ansøgeren har mulighed for at opnå somalisk statsborgerskab via ansøgerens faders statsborgerskabsforhold. Derfor skal ansøgeren vurderes asylretligt i forhold til Somalia, i hvilken forbindelse nævnet vil foretage en vurdering af risikoen for, at ansøgeren vil blive omskåret i Somalia, idet nævnet kan tiltræde det, som styrelsen har anført i den påklagede afgørelse vedrørende de øvrige forhold (voldtægt mv.), som ansøgeren har påberåbt sig som asylgrundlag. I den forbindelse skal nævnet bemærke, at ansøgerens far er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af [bestemmelse i udlændingeloven], og således ikke vil kunne tilbagerejse til Somalia sammen med ansøgeren, dennes søster og ansøgerens moder. Ved vurderingen af, om ansøgeren vil være i risiko for at blive omskåret i Somalia har nævnet lagt vægt på, at det i EUAA’s Country Guidance: Somalia (June 2022), s. 113, er anført, at ”In Somalia, FGM is almost universally practiced throughout the country. This practice has remained pervasive and constitutes a strong social norm because it is considered as a requirement for marriage for girls. FGM is seen as a way for families to gain social acceptance … A survey of 2020 indicated that 99% of Somali women eged 15-49 have undergone FGM. The majority of girls (71%) are circumcised between ages 5-9”. Endvidere har nævnet ved vurderingen lagt vægt på, at det i UNICEF’s publikation Towards ending harmful practices in Africa (June 2022), fremgår, at der de seneste 10 år – trods en indsats for at eliminere FGM i Afrika – ikke er sket en ændring i forhold til, hvor mange procent af pigerne i Somalia mellem 15-19 år, der er blevet omskåret. Det fremgår således af publikationen, at ca. 98 pct. af pigerne i Somalia i den nævnte aldersgruppe er omskåret. På den anførte baggrund – og uanset det forhold, at ansøgerens moder har oplyst, at hun er imod omskæring, og at hun vil modsætte sig, hvis nogen siger, at de vil omskære ansøgeren – finder nævnet, at ansøgerens moder som en enlig kvinde uden netværk i Somalia med to små døtre på [0-5 år] der i øvrigt tilhører en mindre klan ([klannavn] efter døtrenes fader), vil have vanskeligt ved at modstå omgivelsernes pres i forhold til, at hun skal lade sin to døtre omskæres. Vurdering vedrørende omskæringsrisiko i forhold til Etiopien. Som anført ovenfor skal ansøgeren (også) vurderes asylretligt i forhold til Etiopien. I den forbindelse har ansøgerens moder anført, at hun frygter, at ansøgeren vil blive omskåret i Etiopien. Ved vurderingen af, om ansøgeren vil være i risiko for at blive omskåret i Etiopien har nævnet lagt vægt på, at det i EUAA’s rapport om Female Genital Mutilation/Cutting in Ethiopia (May 2022), s. 20, er anført, at ”the Somali and Afar are the ethnic groups with the highest prevalence of FGM/C among women aged 15-49 (above 98%)…”, hvorved bemærkes, at nævnet har lagt til grund, at ansøgerens moder kommer fra [by] i den østlige del af Etiopien, der er beliggende i regionen […]. På denne baggrund – og uanset det forhold, at ansøgerens moder har oplyst, at hun er imod omskæring, og at hun vil modsætte sig, hvis nogen siger, at de vil omskære ansøgeren – finder nævnet, at ansøgerens moder i Etiopien med to små døtre på [0-5 år] vil have vanskeligt ved at modstå presset fra navnlig moderens [familiemedlem] i forhold til, at hun skal lade sin to døtre omskæres. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt til grund, at det var ansøgerens moders [familiemedlem], som moderen er opvokset hos, der bestemte, at moderen skulle omskæres, ligesom det var [familiemedlemmet], der bestemte, at alle pigerne i familien skulle omskæres. I forlængelse heraf bemærkes, at det forhold, at det af UNICEF’s publikation Towards ending harmful practices in Africa (June 2022), fremgår, at der i Etiopien de seneste 10 år er sket et fald fra lidt over 70 pct. til lidt under 50 pct. i forhold til, hvor mange procent af pigerne i Etiopien mellem 15-19 år, der er blevet omskåret, ikke kan føre til en ændret vurdering i forhold til, om ansøgeren vil være i risiko for at blive omskåret i Etiopien. Konklusion. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en udsendelse til Somalia eller Etiopien vil være i risiko for at blive omskåret, hvorfor Flygtningenævnet meddeler ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Soma/2022/25
Nævnet meddelte i juni 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig asylansøger, der stammer fra Etiopien og Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med Soma/2022/25. Født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning og stammer fra Etiopien og Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til enten Somalia eller Etiopien frygter omskæring. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at omskæring foregår i Somalia og i det somaliske miljø i Etiopien, samt at hun selv er omskåret. Ved en tilbagevenden til hjemlandet vil ansøgerens mor blive presset af slægtninge og naboer til at lade sine døtre omskære, og hverken hun eller ansøgerens far vil i Somalia eller Etiopien kunne modsætte sig omskæring. Ansøgerens mor har endelig oplyst, at denne kultur er tilsvarende i Kenya, hvorfor hendes døtre også risikerer omskæring i Kenya. Ansøgerens far har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren og hendes søster vil være uden beskyttelse i Somalia, herunder at de risikerer omskæring, tvangsægteskab, voldtægt samt diskrimination. Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, ansøgeren og hendes søster er født udenfor ægteskab, og at der ikke er nogen klaner til at beskytte dem, hvorfor de vil være tvunget til at søge beskyttelse hos andre klaner. Indledende bemærkninger. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen [i vinteren 21/22] meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse til grund, at ansøgerens moder – uanset at hun hævdede at være etiopisk statsborger – var kenyansk statsborger, og at ansøgeren også havde mulighed for at opnå statsborgerskab i Somalia, idet faderen havde oplyst at have statsborgerskab i Somalia. I forlængelse heraf vurderede styrelsen ansøgeren asylretligt i forhold til Kenya og Somalia, men ikke i forhold til Etiopien. Det fremgår af styrelsens afgørelse, at styrelsen ved vurderingen af, at ansøgerens moder var fra Kenya i realiteten udelukkende lagde vægt på en sprogundersøgelse, der var foretaget [i sommeren] 2014 af den svenske sproganalysevirksomhed Sprakab. I den forbindelse skal nævnet bemærke, at det forhold, at styrelsen i sin afgørelse – som begrundelse for antagelsen om, at ansøgerens moder er fra Kenya – henviser til, at Flygtningenævnet [i foråret] 2015 ikke kunne lægge til grund, at ansøgerens moder var fra Etiopien, ikke kan begrunde den (modsætnings)slutning, at ansøgerens moder derfor må være fra Kenya. At denne slutning ikke kan foretages, skyldes også, at nævnet i sin afgørelse [i foråret] 2015 anførte, at det på baggrund af det foreliggende ikke fandtes muligt at afklare ansøgerens oprindelsesland. Om den bevismæssige værdi af en sprogundersøgelse. Som anført fremgår det af sagen, at Sprakab [i sommeren] 2014 har foretaget en sprogundersøgelse af ansøgerens moder. Undersøgelsen bygger på en ”Audio file” med en længde på 19 minutter og 43 sekunder, der er optaget [i sommeren] 2014 i forbindelse med ansøgerens moders oplysnings- og motivsamtale, og i Udlændingestyrelsens anmodning til Sprakab om en sprogundersøgelse anføres det, at ”Suspected background: Somalia or Somaliland”. Sprogundersøgelsen er foretaget af en analytiker, der i undersøgelsen er angivet som ea20, og to lingvister [(lingvist A og lingvist B)]. På baggrund af en analyse af bl.a. ”phonological features”, grammatical features” og ”lexical features” vurderes det i sprogundersøgelsen, at ansøgerens moder med en meget høj grad af sandsynlighed er fra det nordøstlige Kenya, og at der er en meget lav sandsynlighed for, at moderen (som hævdet af hende) er fra [by] i det østlige Etiopien. I en kommentarboks, der hedder ”1.3 Summary of findings” anføres bl.a., at ”The speaker has mastered Somali on a native speaker level. She spoke a south Somali variety spoken in northeast Kenya. Her language use was not congruent with Somali as spoken in east Ethiopia. The speaker’s stated linguistic background is assessed to be very unlikely”. Flygtningenævnet finder, at en vurdering af, hvilket land (eller område) en asylansøger kommer fra, ikke udelukkende – som Udlændingestyrelsen reelt har gjort i den foreliggende sag – kan bygge på konklusionen i en sprogundersøgelse, jf. herved også præmis 20, 46 og 48 i The Supreme Court judgment af 21. maj 2014, Secretary of State for Home Department v MN and KY, 2014 UKSC, der også angik anvendelsen af en sprogundersøgelse foretaget af Sprakab. Det anførte gælder uanset med, hvilken grad af sandsynlighed det i sprogundersøgelsen angives, at en asylansøger kommer fra et bestemt land eller område (f.eks. det nordøstlige Kenya). Samtidig skal Flygtningenævnet bemærke, at en sprogundersøgelse i det enkelte tilfælde kan tillægges betydelig vægt i den bevismæssige vurdering af, hvor en asylansøger kommer fra, hvis undersøgelsen indeholder en klar, detaljeret og begrundet sproglig analyse af asylansøgerens sproglige kundskaber, og som fører til en vurdering i sprogundersøgelsen om, at den pågældende asylansøger med høj grad eller meget høj grad af sandsynlighed kommer fra et bestemt land eller område. Flygtningenævnet skal i øvrigt bemærke, at det forhold, at (sprog)analytikeren, der har deltaget i sagens sprogundersøgelse, er anonym, idet den pågældende ikke er angivet ved sit navn, men alene er identificeret som ea20, ikke kan begrunde, at nævnet (eller Udlændingestyrelsen) ikke kan anvende sprogundersøgelsen ved vurderingen af, hvor ansøgerens moder kommer fra. Det skyldes det forhold, at der ikke er tale om anonym bevisførelse som sådan, da de to lingvister, der også deltog i sprogundersøgelsen, er identificeret ved navn, ligesom analytikerens og de to lingvisters kvalifikationer er beskrevet nærmere i sprogundersøgelsen. Hertil kommer, at den virksomhed, der har foretaget sprogundersøgelsen (Sprakab) fremgår af sagen, ligesom virksomhedens arbejdsmetoder og sproglige analyse fremgår af undersøgelsen. Om ansøgerens moder kommer fra Etiopien eller Kenya. Flygtningenævnet finder i lyset af det, der er anført ovenfor og under hensyn til det nærmere indhold af sprogundersøgelsen – hvori det anføres, at ansøgerens moder med meget høj grad af sandsynlighed kommer fra det nordøstlige Kenya – at der er en formodning for, at ansøgerens moder kommer fra Kenya. Flygtningenævnet finder dog efter en samlet vurdering af ansøgerens moders fremtræden for nævnet og moderens korrekte besvarelse af de ganske mange spørgsmål, der blev stillet af nævnet, om etiopiske forhold, at moderen har tilbagevist denne formodning. Nævnet lægger således til grund, at ansøgerens moder kommer fra Etiopien ([by] i den østlige del af Etiopien, der er beliggende i regionen […]) og har etiopisk statsborgerskab. I forlængelse heraf bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at ansøgeren efter den gældende etiopiske statsborgerskabslov fra 2003 kan opnå etiopisk statsborgerskab, da ansøgerens moder er etiopisk statsborger, jf. bl.a. Ministerie van Buitenlandse Zaken, Country of Origin Information Report Ethiopia (February 2021), side 57, samt Report on citizenship: Etiopia, Zecharias Fassil (April 2020), s. 14 f. Derfor skal ansøgeren vurderes asylretligt i forhold til Etiopien. Vurdering vedrørende omskæringsrisiko i forhold til Somalia. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, kan Flygtningenævnet tiltræde, at ansøgeren har mulighed for at opnå somalisk statsborgerskab via ansøgerens faders statsborgerskabsforhold. Derfor skal ansøgeren vurderes asylretligt i forhold til Somalia, i hvilken forbindelse nævnet vil foretage en vurdering af risikoen for, at ansøgeren vil blive omskåret i Somalia, idet nævnet kan tiltræde det, som styrelsen har anført i den påklagede afgørelse vedrørende de øvrige forhold (voldtægt mv.), som ansøgeren har påberåbt sig som asylgrundlag. I den forbindelse skal nævnet bemærke, at ansøgerens far er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, og således ikke vil kunne tilbagerejse til Somalia sammen med ansøgeren, dennes søster og ansøgerens moder. Ved vurderingen af, om ansøgeren vil være i risiko for at blive omskåret i Somalia har nævnet lagt vægt på, at det i EUAA’s Country Guidance: Somalia (June 2022), s. 113, er anført, at ”In Somalia, FGM is almost universally practiced throughout the country. This practice has remained pervasive and constitutes a strong social norm because it is considered as a requirement for marriage for girls. FGM is seen as a way for families to gain social acceptance … A survey of 2020 indicated that 99% of Somali women eged 15-49 have undergone FGM. The majority of girls (71%) are circumcised between ages 5-9”. Endvidere har nævnet ved vurderingen lagt vægt på, at det i UNICEF’s publikation Towards ending harmful practices in Africa (June 2022), fremgår, at der de seneste 10 år – trods en indsats for at eliminere FGM i Afrika – ikke er sket en ændring i forhold til, hvor mange procent af pigerne i Somalia mellem 15-19 år, der er blevet omskåret. Det fremgår således af publikationen, at ca. 98 pct. af pigerne i Somalia i den nævnte aldersgruppe er omskåret. På den anførte baggrund – og uanset det forhold, at ansøgerens moder har oplyst, at hun er imod omskæring, og at hun vil modsætte sig, hvis nogen siger, at de vil omskære ansøgeren – finder nævnet, at ansøgerens moder som en enlig kvinde uden netværk i Somalia med to små døtre på [0-5] år, der i øvrigt tilhører en mindre klan ([klannavn] efter døtrenes fader), vil have vanskeligt ved at modstå omgivelsernes pres i forhold til, at hun skal lade sin to døtre omskæres. Vurdering vedrørende omskæringsrisiko i forhold til Etiopien. Som anført ovenfor skal ansøgeren (også) vurderes asylretligt i forhold til Etiopien. I den forbindelse har ansøgerens moder anført, at hun frygter, at ansøgeren vil blive omskåret i Etiopien. Ved vurderingen af, om ansøgeren vil være i risiko for at blive omskåret i Etiopien har nævnet lagt vægt på, at det i EUAA’s rapport om Female Genital Mutilation/Cutting in Ethiopia (May 2022), s. 20, er anført, at ”the Somali and Afar are the ethnic groups with the highest prevalence of FGM/C among women aged 15-49 (above 98%)…”, hvorved bemærkes, at nævnet har lagt til grund, at ansøgerens moder kommer fra [by] i den østlige del af Etiopien, der er beliggende i regionen […]. På denne baggrund – og uanset det forhold, at ansøgerens moder har oplyst, at hun er imod omskæring, og at hun vil modsætte sig, hvis nogen siger, at de vil omskære ansøgeren – finder nævnet, at ansøgerens moder i Etiopien med to små døtre på [0-5] år vil have vanskeligt ved at modstå presset fra navnlig moderens [familiemedlem] i forhold til, at hun skal lade sin to døtre omskæres. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt til grund, at det var ansøgerens moders [familiemedlem], som moderen er opvokset hos, der bestemte, at moderen skulle omskæres, ligesom det var [familiemedlemmet] der bestemte, at alle pigerne i familien skulle omskæres. I forlængelse heraf bemærkes, at det forhold, at det af UNICEF’s publikation Towards ending harmful practices in Africa (June 2022), fremgår, at der i Etiopien de seneste 10 år er sket et fald fra lidt over 70 pct. til lidt under 50 pct. i forhold til, hvor mange procent af pigerne i Etiopien mellem 15-19 år, der er blevet omskåret, ikke kan føre til en ændret vurdering i forhold til, om ansøgeren vil være i risiko for at blive omskåret i Etiopien. Konklusion. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en udsendelse til Somalia eller Etiopien vil være i risiko for at blive omskåret, hvorfor Flygtningenævnet meddeler ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: Soma/2022/24
Nævnet meddelte i juni 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig asylansøger, der stammer fra Etiopien og Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med Etio/2022/2. Født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning og stammer fra Etiopien og Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til enten Somalia eller Etiopien frygter omskæring. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at omskæring foregår i Somalia og i det somaliske miljø i Etiopien, samt at hun selv er omskåret. Ved en tilbagevenden til hjemlandet vil ansøgerens mor blive presset af slægtninge og naboer til at lade sine døtre omskære, og hverken hun eller ansøgerens far vil i Somalia eller Etiopien kunne modsætte sig omskæring. Ansøgerens mor har endelig oplyst, at denne kultur er tilsvarende i Kenya, hvorfor hendes døtre også risikerer omskæring i Kenya. Ansøgerens far har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren og hendes søster vil være uden beskyttelse i Somalia, herunder at de risikerer omskæring, tvangsægteskab, voldtægt samt diskrimination. Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, ansøgeren og hendes søster er født udenfor ægteskab, og at der ikke er nogen klaner til at beskytte dem, hvorfor de vil være tvunget til at søge beskyttelse hos andre klaner. Indledende bemærkninger. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen [i vinteren 21/22] meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse til grund, at ansøgerens moder – uanset at hun hævdede at være etiopisk statsborger – var kenyansk statsborger, og at ansøgeren også havde mulighed for at opnå statsborgerskab i Somalia, idet faderen havde oplyst at have statsborgerskab i Somalia. I forlængelse heraf vurderede styrelsen ansøgeren asylretligt i forhold til Kenya og Somalia, men ikke i forhold til Etiopien. Det fremgår af styrelsens afgørelse, at styrelsen ved vurderingen af, at ansøgerens moder var fra Kenya i realiteten udelukkende lagde vægt på en sprogundersøgelse, der var foretaget [i sommeren] 2014 af den svenske sproganalysevirksomhed Sprakab. I den forbindelse skal nævnet bemærke, at det forhold, at styrelsen i sin afgørelse – som begrundelse for antagelsen om, at ansøgerens moder er fra Kenya – henviser til, at Flygtningenævnet [i foråret] 2015 ikke kunne lægge til grund, at ansøgerens moder var fra Etiopien, ikke kan begrunde den (modsætnings)slutning, at ansøgerens moder derfor må være fra Kenya. At denne slutning ikke kan foretages, skyldes også, at nævnet i sin afgørelse [i foråret] 2015 anførte, at det på baggrund af det foreliggende ikke fandtes muligt at afklare ansøgerens oprindelsesland. Om den bevismæssige værdi af en sprogundersøgelse. Som anført fremgår det af sagen, at Sprakab [i sommeren] 2014 har foretaget en sprogundersøgelse af ansøgerens moder. Undersøgelsen bygger på en ”Audio file” med en længde på 19 minutter og 43 sekunder, der er optaget [i sommeren] 2014 i forbindelse med ansøgerens moders oplysnings- og motivsamtale, og i Udlændingestyrelsens anmodning til Sprakab om en sprogundersøgelse anføres det, at ”Suspected background: Somalia or Somaliland”. Sprogundersøgelsen er foretaget af en analytiker, der i undersøgelsen er angivet som ea20, og to lingvister [(lingvist A og lingvist B)]. På baggrund af en analyse af bl.a. ”phonological features”, grammatical features” og ”lexical features” vurderes det i sprogundersøgelsen, at ansøgerens moder med en meget høj grad af sandsynlighed er fra det nordøstlige Kenya, og at der er en meget lav sandsynlighed for, at moderen (som hævdet af hende) er fra [by] i det østlige Etiopien. I en kommentarboks, der hedder ”1.3 Summary of findings” anføres bl.a., at ”The speaker has mastered Somali on a native speaker level. She spoke a south Somali variety spoken in northeast Kenya. Her language use was not congruent with Somali as spoken in east Ethiopia. The speaker’s stated linguistic background is assessed to be very unlikely”. Flygtningenævnet finder, at en vurdering af, hvilket land (eller område) en asylansøger kommer fra, ikke udelukkende – som Udlændingestyrelsen reelt har gjort i den foreliggende sag – kan bygge på konklusionen i en sprogundersøgelse, jf. herved også præmis 20, 46 og 48 i The Supreme Court judgment af 21. maj 2014, Secretary of State for Home Department v MN and KY, 2014 UKSC, der også angik anvendelsen af en sprogundersøgelse foretaget af Sprakab. Det anførte gælder uanset med, hvilken grad af sandsynlighed det i sprogundersøgelsen angives, at en asylansøger kommer fra et bestemt land eller område (f.eks. det nordøstlige Kenya). Samtidig skal Flygtningenævnet bemærke, at en sprogundersøgelse i det enkelte tilfælde kan tillægges betydelig vægt i den bevismæssige vurdering af, hvor en asylansøger kommer fra, hvis undersøgelsen indeholder en klar, detaljeret og begrundet sproglig analyse af asylansøgerens sproglige kundskaber, og som fører til en vurdering i sprogundersøgelsen om, at den pågældende asylansøger med høj grad eller meget høj grad af sandsynlighed kommer fra et bestemt land eller område. Flygtningenævnet skal i øvrigt bemærke, at det forhold, at (sprog)analytikeren, der har deltaget i sagens sprogundersøgelse, er anonym, idet den pågældende ikke er angivet ved sit navn, men alene er identificeret som ea20, ikke kan begrunde, at nævnet (eller Udlændingestyrelsen) ikke kan anvende sprogundersøgelsen ved vurderingen af, hvor ansøgerens moder kommer fra. Det skyldes det forhold, at der ikke er tale om anonym bevisførelse som sådan, da de to lingvister, der også deltog i sprogundersøgelsen, er identificeret ved navn, ligesom analytikerens og de to lingvisters kvalifikationer er beskrevet nærmere i sprogundersøgelsen. Hertil kommer, at den virksomhed, der har foretaget sprogundersøgelsen (Sprakab) fremgår af sagen, ligesom virksomhedens arbejdsmetoder og sproglige analyse fremgår af undersøgelsen. Om ansøgerens moder kommer fra Etiopien eller Kenya. Flygtningenævnet finder i lyset af det, der er anført ovenfor og under hensyn til det nærmere indhold af sprogundersøgelsen – hvori det anføres, at ansøgerens moder med meget høj grad af sandsynlighed kommer fra det nordøstlige Kenya – at der er en formodning for, at ansøgerens moder kommer fra Kenya. Flygtningenævnet finder dog efter en samlet vurdering af ansøgerens moders fremtræden for nævnet og moderens korrekte besvarelse af de ganske mange spørgsmål, der blev stillet af nævnet, om etiopiske forhold, at moderen har tilbagevist denne formodning. Nævnet lægger således til grund, at ansøgerens moder kommer fra Etiopien ([by] i den østlige del af Etiopien, der er beliggende [region]) og har etiopisk statsborgerskab. I forlængelse heraf bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at ansøgeren efter den gældende etiopiske statsborgerskabslov fra 2003 kan opnå etiopisk statsborgerskab, da ansøgerens moder er etiopisk statsborger, jf. bl.a. Ministerie van Buitenlandse Zaken, Country of Origin Information Report Ethiopia (February 2021), side 57, samt Report on citizenship: Etiopia, Zecharias Fassil (April 2020), s. 14 f. Derfor skal ansøgeren vurderes asylretligt i forhold til Etiopien. Vurdering vedrørende omskæringsrisiko i forhold til Somalia. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, kan Flygtningenævnet tiltræde, at ansøgeren har mulighed for at opnå somalisk statsborgerskab via ansøgerens faders statsborgerskabsforhold. Derfor skal ansøgeren vurderes asylretligt i forhold til Somalia, i hvilken forbindelse nævnet vil foretage en vurdering af risikoen for, at ansøgeren vil blive omskåret i Somalia, idet nævnet kan tiltræde det, som styrelsen har anført i den påklagede afgørelse vedrørende de øvrige forhold (voldtægt mv.), som ansøgeren har påberåbt sig som asylgrundlag. I den forbindelse skal nævnet bemærke, at ansøgerens far er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af [bestemmelse i udlændingeloven], og således ikke vil kunne tilbagerejse til Somalia sammen med ansøgeren, dennes søster og ansøgerens moder. Ved vurderingen af, om ansøgeren vil være i risiko for at blive omskåret i Somalia har nævnet lagt vægt på, at det i EUAA’s Country Guidance: Somalia (June 2022), s. 113, er anført, at ”In Somalia, FGM is almost universally practiced throughout the country. This practice has remained pervasive and constitutes a strong social norm because it is considered as a requirement for marriage for girls. FGM is seen as a way for families to gain social acceptance … A survey of 2020 indicated that 99% of Somali women eged 15-49 have undergone FGM. The majority of girls (71%) are circumcised between ages 5-9”. Endvidere har nævnet ved vurderingen lagt vægt på, at det i UNICEF’s publikation Towards ending harmful practices in Africa (June 2022), fremgår, at der de seneste 10 år – trods en indsats for at eliminere FGM i Afrika – ikke er sket en ændring i forhold til, hvor mange procent af pigerne i Somalia mellem 15-19 år, der er blevet omskåret. Det fremgår således af publikationen, at ca. 98 pct. af pigerne i Somalia i den nævnte aldersgruppe er omskåret. På den anførte baggrund – og uanset det forhold, at ansøgerens moder har oplyst, at hun er imod omskæring, og at hun vil modsætte sig, hvis nogen siger, at de vil omskære ansøgeren – finder nævnet, at ansøgerens moder som en enlig kvinde uden netværk i Somalia med to små døtre på [0-5 år] der i øvrigt tilhører en mindre klan ([klannavn] efter døtrenes fader), vil have vanskeligt ved at modstå omgivelsernes pres i forhold til, at hun skal lade sin to døtre omskæres. Vurdering vedrørende omskæringsrisiko i forhold til Etiopien. Som anført ovenfor skal ansøgeren (også) vurderes asylretligt i forhold til Etiopien. I den forbindelse har ansøgerens moder anført, at hun frygter, at ansøgeren vil blive omskåret i Etiopien. Ved vurderingen af, om ansøgeren vil være i risiko for at blive omskåret i Etiopien har nævnet lagt vægt på, at det i EUAA’s rapport om Female Genital Mutilation/Cutting in Ethiopia (May 2022), s. 20, er anført, at ”the Somali and Afar are the ethnic groups with the highest prevalence of FGM/C among women aged 15-49 (above 98%)…”, hvorved bemærkes, at nævnet har lagt til grund, at ansøgerens moder kommer fra [by] i den østlige del af Etiopien, der er beliggende i regionen […]. På denne baggrund – og uanset det forhold, at ansøgerens moder har oplyst, at hun er imod omskæring, og at hun vil modsætte sig, hvis nogen siger, at de vil omskære ansøgeren – finder nævnet, at ansøgerens moder i Etiopien med to små døtre på [0-5 år] vil have vanskeligt ved at modstå presset fra navnlig moderens [familiemedlem] i forhold til, at hun skal lade sin to døtre omskæres. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt til grund, at det var ansøgerens moders [familiemedlem], som moderen er opvokset hos, der bestemte, at moderen skulle omskæres, ligesom det var [familiemedlemmet], der bestemte, at alle pigerne i familien skulle omskæres. I forlængelse heraf bemærkes, at det forhold, at det af UNICEF’s publikation Towards ending harmful practices in Africa (June 2022), fremgår, at der i Etiopien de seneste 10 år er sket et fald fra lidt over 70 pct. til lidt under 50 pct. i forhold til, hvor mange procent af pigerne i Etiopien mellem 15-19 år, der er blevet omskåret, ikke kan føre til en ændret vurdering i forhold til, om ansøgeren vil være i risiko for at blive omskåret i Etiopien. Konklusion. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en udsendelse til Somalia eller Etiopien vil være i risiko for at blive omskåret, hvorfor Flygtningenævnet meddeler ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Etio/2022/3
Nævnet meddelte i juni 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig asylansøger, der stammer fra Etiopien og Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med Etio/2022/3. Født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning og stammer fra Etiopien og Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til enten Somalia eller Etiopien frygter omskæring. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at omskæring foregår i Somalia og i det somaliske miljø i Etiopien, samt at hun selv er omskåret. Ved en tilbagevenden til hjemlandet vil ansøgerens mor blive presset af slægtninge og naboer til at lade sine døtre omskære, og hverken hun eller ansøgerens far vil i Somalia eller Etiopien kunne modsætte sig omskæring. Ansøgerens mor har endelig oplyst, at denne kultur er tilsvarende i Kenya, hvorfor hendes døtre også risikerer omskæring i Kenya. Ansøgerens far har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren og hendes søster vil være uden beskyttelse i Somalia, herunder at de risikerer omskæring, tvangsægteskab, voldtægt samt diskrimination. Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, ansøgeren og hendes søster er født udenfor ægteskab, og at der ikke er nogen klaner til at beskytte dem, hvorfor de vil være tvunget til at søge beskyttelse hos andre klaner. Indledende bemærkninger. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen [i vinteren 21/22] meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse til grund, at ansøgerens moder – uanset at hun hævdede at være etiopisk statsborger – var kenyansk statsborger, og at ansøgeren også havde mulighed for at opnå statsborgerskab i Somalia, idet faderen havde oplyst at have statsborgerskab i Somalia. I forlængelse heraf vurderede styrelsen ansøgeren asylretligt i forhold til Kenya og Somalia, men ikke i forhold til Etiopien. Det fremgår af styrelsens afgørelse, at styrelsen ved vurderingen af, at ansøgerens moder var fra Kenya i realiteten udelukkende lagde vægt på en sprogundersøgelse, der var foretaget [i sommeren] 2014 af den svenske sproganalysevirksomhed Sprakab. I den forbindelse skal nævnet bemærke, at det forhold, at styrelsen i sin afgørelse – som begrundelse for antagelsen om, at ansøgerens moder er fra Kenya – henviser til, at Flygtningenævnet [i foråret] 2015 ikke kunne lægge til grund, at ansøgerens moder var fra Etiopien, ikke kan begrunde den (modsætnings)slutning, at ansøgerens moder derfor må være fra Kenya. At denne slutning ikke kan foretages, skyldes også, at nævnet i sin afgørelse [i foråret] 2015 anførte, at det på baggrund af det foreliggende ikke fandtes muligt at afklare ansøgerens oprindelsesland. Om den bevismæssige værdi af en sprogundersøgelse. Som anført fremgår det af sagen, at Sprakab [i sommeren] 2014 har foretaget en sprogundersøgelse af ansøgerens moder. Undersøgelsen bygger på en ”Audio file” med en længde på 19 minutter og 43 sekunder, der er optaget [i sommeren] 2014 i forbindelse med ansøgerens moders oplysnings- og motivsamtale, og i Udlændingestyrelsens anmodning til Sprakab om en sprogundersøgelse anføres det, at ”Suspected background: Somalia or Somaliland”. Sprogundersøgelsen er foretaget af en analytiker, der i undersøgelsen er angivet som ea20, og to lingvister [(lingvist A og lingvist B)]. På baggrund af en analyse af bl.a. ”phonological features”, grammatical features” og ”lexical features” vurderes det i sprogundersøgelsen, at ansøgerens moder med en meget høj grad af sandsynlighed er fra det nordøstlige Kenya, og at der er en meget lav sandsynlighed for, at moderen (som hævdet af hende) er fra [by] i det østlige Etiopien. I en kommentarboks, der hedder ”1.3 Summary of findings” anføres bl.a., at ”The speaker has mastered Somali on a native speaker level. She spoke a south Somali variety spoken in northeast Kenya. Her language use was not congruent with Somali as spoken in east Ethiopia. The speaker’s stated linguistic background is assessed to be very unlikely”. Flygtningenævnet finder, at en vurdering af, hvilket land (eller område) en asylansøger kommer fra, ikke udelukkende – som Udlændingestyrelsen reelt har gjort i den foreliggende sag – kan bygge på konklusionen i en sprogundersøgelse, jf. herved også præmis 20, 46 og 48 i The Supreme Court judgment af 21. maj 2014, Secretary of State for Home Department v MN and KY, 2014 UKSC, der også angik anvendelsen af en sprogundersøgelse foretaget af Sprakab. Det anførte gælder uanset med, hvilken grad af sandsynlighed det i sprogundersøgelsen angives, at en asylansøger kommer fra et bestemt land eller område (f.eks. det nordøstlige Kenya). Samtidig skal Flygtningenævnet bemærke, at en sprogundersøgelse i det enkelte tilfælde kan tillægges betydelig vægt i den bevismæssige vurdering af, hvor en asylansøger kommer fra, hvis undersøgelsen indeholder en klar, detaljeret og begrundet sproglig analyse af asylansøgerens sproglige kundskaber, og som fører til en vurdering i sprogundersøgelsen om, at den pågældende asylansøger med høj grad eller meget høj grad af sandsynlighed kommer fra et bestemt land eller område. Flygtningenævnet skal i øvrigt bemærke, at det forhold, at (sprog)analytikeren, der har deltaget i sagens sprogundersøgelse, er anonym, idet den pågældende ikke er angivet ved sit navn, men alene er identificeret som ea20, ikke kan begrunde, at nævnet (eller Udlændingestyrelsen) ikke kan anvende sprogundersøgelsen ved vurderingen af, hvor ansøgerens moder kommer fra. Det skyldes det forhold, at der ikke er tale om anonym bevisførelse som sådan, da de to lingvister, der også deltog i sprogundersøgelsen, er identificeret ved navn, ligesom analytikerens og de to lingvisters kvalifikationer er beskrevet nærmere i sprogundersøgelsen. Hertil kommer, at den virksomhed, der har foretaget sprogundersøgelsen (Sprakab) fremgår af sagen, ligesom virksomhedens arbejdsmetoder og sproglige analyse fremgår af undersøgelsen. Om ansøgerens moder kommer fra Etiopien eller Kenya. Flygtningenævnet finder i lyset af det, der er anført ovenfor og under hensyn til det nærmere indhold af sprogundersøgelsen – hvori det anføres, at ansøgerens moder med meget høj grad af sandsynlighed kommer fra det nordøstlige Kenya – at der er en formodning for, at ansøgerens moder kommer fra Kenya. Flygtningenævnet finder dog efter en samlet vurdering af ansøgerens moders fremtræden for nævnet og moderens korrekte besvarelse af de ganske mange spørgsmål, der blev stillet af nævnet, om etiopiske forhold, at moderen har tilbagevist denne formodning. Nævnet lægger således til grund, at ansøgerens moder kommer fra Etiopien ([by] i den østlige del af Etiopien, der er beliggende i regionen […]) og har etiopisk statsborgerskab. I forlængelse heraf bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at ansøgeren efter den gældende etiopiske statsborgerskabslov fra 2003 kan opnå etiopisk statsborgerskab, da ansøgerens moder er etiopisk statsborger, jf. bl.a. Ministerie van Buitenlandse Zaken, Country of Origin Information Report Ethiopia (February 2021), side 57, samt Report on citizenship: Etiopia, Zecharias Fassil (April 2020), s. 14 f. Derfor skal ansøgeren vurderes asylretligt i forhold til Etiopien. Vurdering vedrørende omskæringsrisiko i forhold til Somalia. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, kan Flygtningenævnet tiltræde, at ansøgeren har mulighed for at opnå somalisk statsborgerskab via ansøgerens faders statsborgerskabsforhold. Derfor skal ansøgeren vurderes asylretligt i forhold til Somalia, i hvilken forbindelse nævnet vil foretage en vurdering af risikoen for, at ansøgeren vil blive omskåret i Somalia, idet nævnet kan tiltræde det, som styrelsen har anført i den påklagede afgørelse vedrørende de øvrige forhold (voldtægt mv.), som ansøgeren har påberåbt sig som asylgrundlag. I den forbindelse skal nævnet bemærke, at ansøgerens far er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, og således ikke vil kunne tilbagerejse til Somalia sammen med ansøgeren, dennes søster og ansøgerens moder. Ved vurderingen af, om ansøgeren vil være i risiko for at blive omskåret i Somalia har nævnet lagt vægt på, at det i EUAA’s Country Guidance: Somalia (June 2022), s. 113, er anført, at ”In Somalia, FGM is almost universally practiced throughout the country. This practice has remained pervasive and constitutes a strong social norm because it is considered as a requirement for marriage for girls. FGM is seen as a way for families to gain social acceptance … A survey of 2020 indicated that 99% of Somali women eged 15-49 have undergone FGM. The majority of girls (71%) are circumcised between ages 5-9”. Endvidere har nævnet ved vurderingen lagt vægt på, at det i UNICEF’s publikation Towards ending harmful practices in Africa (June 2022), fremgår, at der de seneste 10 år – trods en indsats for at eliminere FGM i Afrika – ikke er sket en ændring i forhold til, hvor mange procent af pigerne i Somalia mellem 15-19 år, der er blevet omskåret. Det fremgår således af publikationen, at ca. 98 pct. af pigerne i Somalia i den nævnte aldersgruppe er omskåret. På den anførte baggrund – og uanset det forhold, at ansøgerens moder har oplyst, at hun er imod omskæring, og at hun vil modsætte sig, hvis nogen siger, at de vil omskære ansøgeren – finder nævnet, at ansøgerens moder som en enlig kvinde uden netværk i Somalia med to små døtre på [0-5] år, der i øvrigt tilhører en mindre klan ([klannavn] efter døtrenes fader), vil have vanskeligt ved at modstå omgivelsernes pres i forhold til, at hun skal lade sin to døtre omskæres. Vurdering vedrørende omskæringsrisiko i forhold til Etiopien. Som anført ovenfor skal ansøgeren (også) vurderes asylretligt i forhold til Etiopien. I den forbindelse har ansøgerens moder anført, at hun frygter, at ansøgeren vil blive omskåret i Etiopien. Ved vurderingen af, om ansøgeren vil være i risiko for at blive omskåret i Etiopien har nævnet lagt vægt på, at det i EUAA’s rapport om Female Genital Mutilation/Cutting in Ethiopia (May 2022), s. 20, er anført, at ”the Somali and Afar are the ethnic groups with the highest prevalence of FGM/C among women aged 15-49 (above 98%)…”, hvorved bemærkes, at nævnet har lagt til grund, at ansøgerens moder kommer fra [by] i den østlige del af Etiopien, der er beliggende i regionen […]. På denne baggrund – og uanset det forhold, at ansøgerens moder har oplyst, at hun er imod omskæring, og at hun vil modsætte sig, hvis nogen siger, at de vil omskære ansøgeren – finder nævnet, at ansøgerens moder i Etiopien med to små døtre på [0-5] år vil have vanskeligt ved at modstå presset fra navnlig moderens [familiemedlem] i forhold til, at hun skal lade sin to døtre omskæres. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt til grund, at det var ansøgerens moders [familiemedlem], som moderen er opvokset hos, der bestemte, at moderen skulle omskæres, ligesom det var [familiemedlemmet] der bestemte, at alle pigerne i familien skulle omskæres. I forlængelse heraf bemærkes, at det forhold, at det af UNICEF’s publikation Towards ending harmful practices in Africa (June 2022), fremgår, at der i Etiopien de seneste 10 år er sket et fald fra lidt over 70 pct. til lidt under 50 pct. i forhold til, hvor mange procent af pigerne i Etiopien mellem 15-19 år, der er blevet omskåret, ikke kan føre til en ændret vurdering i forhold til, om ansøgeren vil være i risiko for at blive omskåret i Etiopien. Konklusion. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en udsendelse til Somalia eller Etiopien vil være i risiko for at blive omskåret, hvorfor Flygtningenævnet meddeler ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Etio/2022/2
Nævnet omgjorde i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelige statsborger fra Eritrea, således at hun blev meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tigrinya og muslim af trosretning. Ansøgeren er født i [et andet land end Eritrea], men opvokset i [en mindre by i] Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at de eritreiske myndigheder vil fængsle hende, fordi hun ikke er rejst tilbage til Eritrea, inden hendes exitvisums gyldighedsperiode udløb, og at hun derfor vil blive betragtet som landsforræder. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at de eritreiske myndigheder vil tvinge hende tilbage til nationaltjeneste, fordi hun ikke er vendt tilbage efter endt orlov, og at de vil fængsle hende, såfremt hun nægter at vende tilbage til nationaltjeneste. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun ikke vil kunne klare sig i Eritrea på grund af [sit fysiske handicap]. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hun i 2013, som er omtrent et år efter at hun havde afsluttet militærtræning i Sawa, blev indkaldt til den civile nationaltjeneste. Hun blev i den forbindelse ansat [på en arbejdsplads], hvor hun blandt andet skulle bære [tunge genstande]. Det var et fysisk hårdt arbejde, som hun havde svært ved at gennemføre, fordi hun [har et fysisk handicap], og hun blev nødt til at tage smertestillende medicin for at komme igennem arbejdsdagen. I 2018 fik ansøgeren tilladelse af de eritreiske myndigheder til at rejse til [et andet land] på baggrund af en indstilling fra hendes arbejdsgiver. I [det andet land] skulle ansøgeren besøge sin søster, som var udrejst illegalt i 2017 for at undgå nationaltjenesten. Ansøgeren fik udstedt et eritreisk nationalitetspas i [en måned i] 2018 og efterfølgende isat et exitvisum, som gav hende tilladelse til at forlade Eritrea i en begrænset periode. Omtrent en måned efter, at ansøgeren skulle have været tilbage på sin arbejdsplads, ringede hendes farbror til hende og oplyste, at hendes tidligere arbejdsgiver og [hendes arbejdsplads] havde ledt efter hende på hendes farbrors bopæl i [en måned i] 2018. De truede ansøgerens farbror med fængsling, hvis han ikke fik ansøgeren tilbage til Eritrea. Myndighederne har efterfølgende opsøgt ansøgerens farbror én gang om måneden frem til [et tidspunkt i] 2019. Flygtningenævnet lægger indledningsvis til grund, at ansøgeren inden sin udrejse fra Eritrea var ansat på [en arbejdsplads], hvor hun aftjente sin nationaltjeneste. Flygtningenævnet lægger efter det fremkomne endvidere til grund, at ansøgeren også efter sin egen forklaring er udrejst legalt af Eritrea med henblik på i én måned at besøge sin syge søster i [et andet land], og at ansøgeren udrejste ved brug af eget pas udstedt med hjælp fra ansøgerens arbejdsgiver, hvilket understøttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO’s Country of Origin Information Report – Eritrea: National Service, Exit, and Return, udgivet den 1. september 2019. Efter baggrundsoplysningerne omkring aftjening af nationaltjeneste i Eritrea vil ansøgeren, der er [mellem 25-35 år], ved en tilbagevenden til Eritrea være i reel risiko for at blive tvunget til på ny at udføre nationaltjeneste og straffet for på nuværende tidspunkt at have unddraget sig dette. På denne baggrund og da ansøgeren nu har været udrejst af landet i en længere periode, har ansøgeren sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2022/7
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde samt hendes to medfølgende børn, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at hun er statsborger i et andet land, end det som Sverige har lagt til grund i afgørelsen af sagen, at hun ikke har ret til indkvartering, økonomiske ydelser og sundhedsbehandling og at hun vil blive henvist til at leve under umenneskelig forhold, hvor hun som enlig kvinde skal sørge for sine børns ve og vel samt yde den beskyttelse, der kræves for at bo på gaden med to mindreårige børn. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun har frasagt sig sit [land A’s] statsborgerskab, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at ansøge om genoptagelse af deres asylsag i Sverige, såfremt der er nye oplysninger, som de svenske myndigheder ikke har været bekendt med på tidspunktet for afgørelsen af klagerens asylsag. Det forhold, at klageren har henvist til en rapport fra Socialstyrelsen i Sverige om afviste asylansøgeres adgang til sundhedsbehandling og en rapport fra Lifos om en restriktiv fortolkning af undtagelserne til udgangspunktet om manglende ret til indkvartering af afviste asylansøgere, hvorefter det er gjort gældende, at klageren ikke har adgang til indkvarteringsforhold og sundhedsbehandling i Sverige, og at de ved en tilbagevenden til Sverige vil blive henvist til at bo på gaden, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Sverige har tiltrådt den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen, EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder de svenske myndigheder såvel som den svenske lovgivning, ikke lever op til de internationale forpligtelser, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Sver/2022/5/ACA
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af trosretning fra [en mindre by i Afghanistan]. Ansøgeren er født i [en mindre by i] Afghanistan, men hun er opvokset i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin ægtefælle i Iran og dennes familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun som [mindreårig] blev tvangsgift med sin farbrors søn [A]. Ansøgerens ægtefælle og svigermor i Iran slog ofte ansøgeren. Ansøgeren er efterfølgende blevet religiøst viet på ny i Danmark og fået et barn med sin nye ægtefælle. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ikke har familiemedlemmer i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun er født i [en mindre by i] Afghanistan, men at ansøgerens familie flyttede til Iran kort tid efter, hun blev født. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren er udeblevet fra mødet i Flygtningenævnet uden oplyst lovligt forfald. Advokaten har oplyst, at han ikke har været i kontakt med ansøgeren. Flygtningenævnet har som ovenfor anført besluttet at fremme sagen. Flygtningenævnet kan på baggrund af sagens oplysninger ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin ægtefælles familie i Afghanistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [sommeren 2021], herunder at ansøgeren har forklaret divergerende om flere forhold, herunder om hendes ægtefælle var ansøgerens fars fætter eller ansøgerens fætter, om ansøgerens ægtefælle havde en bror i Afghanistan eller kun havde fjerne slægtninge i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen endvidere til grund, at konflikten med ansøgerens ægtefælles familiemedlemmer i Afghanistan ikke fremstår overbevisende, da ansøgeren ikke overfor Udlændingestyrelsen har kunnet forklare, hvem disse er, og hvorledes de skulle få viden om ansøgerens ophold i Afghanistan. Endelig fremstår ansøgerens generelle troværdighed afsvækket allerede, fordi ansøgeren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren 2021] selv har oplyst, at hun for at opnå asyl har talt usandt om såvel sin identitet, som sit asylmotiv, overfor de tyske asylmyndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være uden familiemæssigt netværk. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at hun har en moster i Afghanistan. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, sk. 2. Heller ikke de generelle forhold i Afghanistan, om end de er alvorlige, herunder for etniske hazaraer, kan i sig selv være asylbegrundende.” Afh/2022/40/ehd
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2000.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tadjik og shiamuslim fra Herat, Afghanistan. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2000, og at han [i foråret] 2001 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren udrejste til Afghanistan [i foråret] 2015. Klageren udrejste for at være sammen med sin ægtefælle, fordi han ikke kunne få familiesammenføring i Danmark med hende på grund af 24-års-reglen. Klageren har oplyst, at han udrejste af Danmark allerede i 2010. [I efteråret] 2021 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § § 17, stk. 1 og 4, jf. § 17 a, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Som anført af Udlændingestyrelsen udrejste klageren frivilligt af Danmark for at være sammen med sin ægtefælle, der ikke kunne opnå opholdstilladelse i Danmark. Klageren opgav i den forbindelse sin bopæl og gav sine ejendele væk. Klageren har nu opholdt sig uden for Danmark i ca. 12 år. Han har boet i Afghanistan fra 2012-2021 med sin ægtefælle og sine børn, hvor han har etableret sig som selvstændig erhvervsdrivende. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at klageren frivilligt har opgivet sin bopæl i Danmark, og at han frivilligt har taget bopæl i Afghanistan, og at betingelserne for at anse hans opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet er opfyldt, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4. Det tiltrædes endvidere af de anførte grunde, at der ikke foreligger forhold efter udlændingelovens § 17, stk. 3, herunder som anført i EMRK artikel 8, som kan føre til, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltrædes det endvidere, at klagerens opholdstilladelse ikke kan anses for bevaret efter udlændingelovens § 17 a. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Da klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, har klageren ikke ret til at opholde sig her i landet.” Afgh/2022/37/ACA
Nævnet omgjorde i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [by A], Damaskus i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste med sin familie i Danmark [i efteråret] 2014, og at hun og hendes to medfølgende børn [i vinteren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af de generelle forhold som følge af væbnede kampe og angreb på civile i Syrien. [I foråret] 2021 forlængede Udlændingestyrelsen klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af klagerens individuelle forhold. Udlændingestyrelsen lagde til grund, at klageren har familiemedlemmer, der har været medlemmer af Den Frie Syriske Hær, og som har været udsat for forfølgelse, og at hun har sin mor og fire søskende i Idlib. Udlændingestyrelsen har på baggrund af de aktuelle baggrundsoplysninger om situationen i Syrien, herunder for personer, som har nærtstående familie i Idlib, ikke kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse. Klageren har [i efteråret] 2021 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om, at hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hele klagerens familie er eftersøgt af de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at klagerens brødre har tilsluttet sig Den Frie Syriske Hær, efter klageren er udrejst af Syrien. Klagerens to søstre har været fængslet i henholdsvis ni måneder og et halvandet år, og er blevet anklaget for at støtte Den Frie Syriske Hær. Klageren har endvidere oplyst, at hendes ægtefælle var fængslet i omkring halvanden måned, inden de udrejste af Syrien, fordi han havde deltaget i en demonstration. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sine familiemedlemmers tilknytning til Den Frie Syriske Hær til grund. Det lægges efter klagerens forklaring til grund, at hendes tre brødre har tilsluttet sig Den Frie Syriske Hær efter hendes udrejse af Syrien. Det lægges videre til grund, at klagerens to søstre har været fængslet i Syrien under anklage om, at de støtter Den Frie Syriske Hær. Klageren findes på denne baggrund at have en begrundet frygt for, at hele hendes familie er kommet i de syriske myndigheders søgelys. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse af [foråret] 2021 meddelt klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med den begrundelse, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf. Det fremgår, at det i den forbindelse er lagt til grund, at klageren har flere nære familiemedlemmer, der har været aktive i Den Frie Syriske og været udsat for forfølgelse. Det fremgår videre, at klagerens mor og fire søskende bor i Idlib, hvoraf hendes bror har været aktiv i Den Frie Syriske Hær. Endelig fremgår det sammenfattende af afgørelsen, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at det på baggrund af de aktuelle baggrundsoplysninger om situationen i Syrien, herunder for personer, der har nærtstående familie i Idlib, ikke kan afvises, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling. Det fremgår, at klageren på denne baggrund er meddelt forlængelse af sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til hendes individuelle forhold. Klageren har herefter under denne sag nedlagt påstand om, at hun meddeles opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Som følge af klagerens familiemedlemmers tilknytning til Den Frie Syriske Hær finder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller underkastet tortur, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse således, at klageren og dennes to medfølgende børn meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/114/ROZ
Nævnet omgjorde i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by A] i Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i to demonstrationer imod den syriske regering i 2012 og 2013 i Syrien, samt deltaget i tre demonstrationer imod den syriske regering i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 14/15] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han frygtede de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, fordi hans to sønner, som er i den militærpligtige alder, ikke er mødt op for at aftjene militærtjeneste. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder og Den Frie Syriske Hær, fordi en person ved navn [A] har angivet ham. Klageren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han i 2012 blev anholdt og var tilbageholdt i fem dage af de syriske myndigheder og at han under et besøg på et hospital blev tilbageholdt i fire timer og truet med at blive skudt. Han har videre oplyst, at hans bror [B] omkring slutningen af 2016 eller 2017 fortalte ham, at [A], som var en lokal fra klagerens hjemområde, havde oplyst til de syriske myndigheder og til Den Frie Syriske Hær, at klageren og klagerens bror [B] tidligere havde givet husly til samt støttet oprørerne i området. Klageren har videre oplyst, at de syriske myndigheder opsøgte og ransagede klagerens mors hus i begyndelsen af 2017, og at myndighederne i den forbindelse spurgte efter klagerens bror [B], der på daværende tidspunkt var udrejst. Flygtningenævnet kan til dels lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund om, at han har været tilbageholdt i fem dage af de syriske myndigheder, eller at han under et besøg på et hospital blev tilbageholdt af myndighederne i fire timer og udsat for trusler om at blive skudt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at oplysningerne herom først er fremkommet i advokatens indlæg. Klageren henviste derimod ved oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 13/14] til de generelle forhold i Syrien og forklarede, at han ikke var personligt forfulgt. Klageren forklarede heller ikke under inddragelsessamtalen [i sommeren] 2021 herom, men fastholdt at han ikke har haft konflikter med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved denne samtale skulle have haft det indtryk, at han burde undlade at oplyse om alle asylrelevante forhold. Flygtningenævnet lægger derimod efter klagerens forklaring og Flygtningenævnets baggrundsoplysninger til grund, at klageren kommer fra byen [B] i Rif Damaskus, og at denne by var under oprørsgruppers kontrol fra 2012 til oktober 2016. Flygtningenævnet kan endvidere lægger klagerens forklaring til grund om, at personer fra en oprørsgruppe indtog klagerens bolig, efter at klagerens ægtefælle og børn havde fået familiesammenføring og var rejst til Danmark, og om at de syriske myndigheder, efter at de havde fået området under kontrol, beskyldte klageren og dennes bror for at have støttet oprørsgrupper ved at give dem husly, og at de syriske myndigheder i den forbindelse har ransaget hos klagerens mor og søgt efter klagerens bror. Som følge af dette forhold, må det anses for sandsynligt, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive afhørt og udsat overgreb fra de syriske myndigheders side. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at klagerens sønner, [C] og [D], har unddraget sig militærtjeneste, idet de er udrejst af Syrien som mindreårige, men nu er over 18 år, bemærker Flygtningenævnet, at dette ikke i sig selv er asylbegrundende, da klagerens sønner ikke er profilerede i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder dog, at klagerens situation som familiemedlem til militærunddragere kan indgå med nogen vægt, ved en kumulativ vurdering af klagerens forhold. På samme måde er risikoen for at vende tilbage til Syrien som afvist asylansøger heller ikke efter Flygtningenævnets vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger forbundet med tilstrækkelig stor risiko til i sig selv at være asylbegrundende, men forholdet kan indgå ved en kumulativ vurdering. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, og under hensyntagen til det forsigtighedsprincip, der efter Flygtningenævnets praksis gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, sammenholdt med betydningen af de kumulative forhold, finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som følge af forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2022/113/sahe
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst første gang i 2010 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2017 idømt behandlingsdom uden længstetid for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 21, § 232, § 260, nr. 1 og knivlovens § 16, stk. 1 samt udvist af Danmark for bestandig.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Klageren er etnisk [etnicitet]og [religion] fra Kermanshah, Iran. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, der tidligere har fængslet og tortureret ham, idet myndighederne beskylder klageren for at have hjulpet modstandere af regimet, idet klageren er indrejst i Iran med et falsk id-dokument, og idet de iranske myndigheder er bekendt med klagerens ægtefælles konversion til [religion]. Klageren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive undertrykt på grund af sin religion. Flygtningenævnet kan for så vidt angår de asylmotiver, som klageren påberåbte sig i tilknytning til sin første udrejse af Iran i 2010, i det hele henholde sig til nævnets afgørelser af [foråret] 2011 og [vinteren 11/12] , hvorved klageren blev meddelt afslag på asyl. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af afgørelsen af [foråret] 2020, hvorefter klagerens forklaring om asylmotivet vedrørende begivenhederne efter udsendelsen til Iran i [årstal] ikke kan lægges til grund. Nævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren har afgivet forskellige forklaringer om centrale dele af asylmotivet under sagens behandling. Klageren har således som anført af Udlændingestyrelsen navnlig afgivet forskellige forklaringer om, hvorvidt han har været aktiv i politiske partier i Iran, baggrunden for at han ved indrejsen i Iran i [årstal] blev tilbageholdt og afhørt af de iranske myndigheder i lufthavnen i Teheran, længden af og omstændighederne i forbindelse med tilbageholdelsen i lufthavnen i Teheran, herunder om klageren under tilbageholdelsen blev udsat for fysiske overgreb, forholdene i cellen i fængslet i Kermanshah og omstændighederne i forbindelse med løsladelsen. Også klagerens forklaring om forløbet efter løsladelsen fra fængslet i Kermanshah bærer præg af klagerens forskellige forklaringer, herunder om omstændighederne i forbindelse med overvågning af klageren, hvilke personer fra klagerens familie der blev udsat for overgreb af de iranske myndigheder efter klagerens fornyede udrejse og om, hvordan klageren efter udrejsen blev bekendt med sin families angivelige problemer med myndighederne. Først under mødet i Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han ved ankomsten til Iran i [årstal] blev beskyldt for at have været agent for [land A] og for at have opholdt sig i [land A]. Klageren har ligeledes under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han i forbindelse med løsladelsen fra fængslingen i Kermanshah fik oplyst, at han havde fået en dom på 5 års fængsel for bl.a. spionage til fordel for [land A] og for deltagelse i demonstrationer. Under mødet i nævnet har klageren endvidere forklaret, at han under fængslingen i Kermanshah blev udsat for slag med knyttet hånd af fængslets indsatte, hvilket ikke harmonerer med referatet fra klagerens § 31-samtale [i vinteren 20/21?]. Det forekommer desuden usandsynligt, at en person dømt for bl.a. spionage bliver løsladt fra fængslet mod kaution i en uges tid forud for fortsat afsoning. Samlet set er der tale om så mange og så omfattende udbygninger og divergenser mv., at klagerens forklaring om sine konflikter med de iranske myndigheder i tilknytning til indrejsen i [årstal] ikke kan lægges til grund uanset den udarbejdede torturundersøgelse fra [årstal] og uanset de oplysninger, der foreligger om klagerens psykiske sygdomstilstand. Flygtningenævnet finder heller ikke, at den omstændighed, at klageren er [etnicitet] og kommer fra en familie, der tilhører trosretningen [religion], og at han fortsat vedkender sig denne tro, kan føre til en anden vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for [religiøs gruppe] i Iran.[…] De generelle forhold for [religiøs gruppe] i Iran kan således ikke føre til asyl, uanset at forholdene for [religiøs gruppe] i Iran er vanskelige og præget af en vis forskelsbehandling i forhold til shia-muslimer, idet der er tale om et tolereret religiøst mindretal i Iran. Der foreligger heller ikke oplysninger om klagerens individuelle forhold, der kan indebære, at han på grundlag af sin tilknytning til [religion] skal anses for særlig udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb i Iran, herunder at han vil blive anset for frafalden muslim. Nævnet har herunder lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han har tilhørt [religionen] hele livet. Oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold samt familiemæssige og øvrige tilknytning til Danmark er ikke forhold, der kan danne grundlag for asyl. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse mod at blive forfulgt i Iran, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive udsat for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingelovens § 31 er herefter ikke til hinder for, at klageren udsendes til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Iran/2022/40/ROZ
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig egyptisk statsborger. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk egypter og muslim af trosretning fra [landsby A], [landsby B] i Dakahlia-provinsen, Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive slået ihjel af personer fra [nabofamilien], som er nabofamilie til ansøgerens egen familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der gennem flere generationer har været stridigheder mellem ansøgerens egen familie og [nabofamilien], og at ansøgerens bror, [A], i juni 2021 var i gang med at jævne jorden efter høsten, og at han i den forbindelse kom til at jævne to meter inde på [nabofamiliens] grund. Dette medførte, at en person ved navn [D] fra [nabofamilien] truede ansøgerens bror, hvilket resulterede i, at broren slog [D] ihjel. Ansøgerens bror blev herefter opsøgt at to personer ved navn [E] og [F] fra [nabofamilien], som slog broren ihjel med skud. Ansøgerens anden bror, [B], tog derefter hen til [A’s] lig og slog [E] og [F] fra [nabofamilien] ihjel med skud. Til sidst kom [G], som er fætter til [E] og [F], og slog [B] ihjel med skud. Ansøgerens farbror opfordrede herefter ansøgeren til at bære våben og hævne sine brødre, hvilket ansøgeren nægtede. Ansøgerens farbror og ansøgerens bror ved navn [C] sagde til ansøgeren, at han ikke var en rigtig mand, og at han skulle udstødes fra familien, og herefter stak [C] ansøgeren med en kniv, hvorefter ansøgeren flygtede. Derudover havde [nabofamilien] besluttet, at ansøgeren skulle slås ihjel, idet familiens ære ikke vil blive genoprejst før, at en tredje person fra ansøgerens familie blev slået ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende på centrale punkter. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han så det, da blodfejden begyndte. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han var hjemme, men ikke så det ske. Under asylsamtalen og under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at han hørte skud og gik op på taget af huset, hvor han så det ske på afstand. Ansøger har forklaret divergerende om, hvor han tog hen, efter hans bror havde overfaldet ham med en kniv. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han tog hen til sin niece [H], og at han dagen efter tog på hospitalet for at få syet sit sår. Under asylsamtalen har han forklaret, at han straks løb til hospitalet, og at han derefter tog hen til [H]. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvilken af hans boliger der blev opsøgt af medlemmer af [nabofamilien]. I asylskemaet har han angivet, at de fandt frem til hans bolig i Cairo og stormede den. Til oplysnings- og motivsamtalen, asylsamtalen og under mødet i Flygtningenævnet har han derimod forklaret, at han var i hjemmet i [landsby A], hvor [nabofamiliens] mænd kom og smadrede hoveddøren, hvorefter ansøgeren flygtede til Cairo. Disse divergenser svækker ansøgerens troværdighed. Flygtningenævnet finder ikke at divergenserne kan forklares med tolkeproblemer eller træthed. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer at blive dræbt i en blodfejde, hvis han vender tilbage til Egypten. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Egyp/2022/3/sahe
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af ud-lændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand der i Sverige har trukket sin ansøgning om asyl tilbage under sagens behandling. Sagen blev behandlet på for-mandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Sverige, og at han har været tilbage i sit hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Sverige, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens an-søgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klageren har gjort gældende, at hans asylsag skal behandles i Danmark, da han efter at have indgivet sin ansøgning om asyl i Sverige har forladt medlems-staternes område ved at have tilbagerejst til Belarus. Det fremgår af Dublinforordningen artikel 19, stk. 2, at de i artikel 18, stk. 1, nævnte forpligtelser bortfalder, hvis den ansvarlige medlemsstat, når den anmodes om at overtage eller tilbagetage en ansøger eller en anden person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra c eller d, kan fastslå, at den pågældende har forladt medlemsstaternes område i mindst tre måneder, med-mindre den pågældende har en gyldig opholdstilladelse, som er udstedt af den ansvarlige medlemsstat. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han har været udrejst til Belarus i mere end 3 måneder, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke kan dokumentere sin hjemrejse til Belarus i [efteråret] 2021. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sveri-ge, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der her-efter ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forord-ningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2022/4/EEB
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Slovenien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Slovenien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Slovenien, at klageren havde en fætter i Sverige og til klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Slovenien og herefter er udrejst af Slovenien, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Slovenien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Slovenien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Slovenien [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Slovenien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Slovenien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved lagt på, at Slovenien har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Slovenien ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det forhold, at klageren lider af [diagnose], [diagnose] samt af svimmelhed og mavesmerter, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det må antages, at klageren om nødvendigt vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Slovenien. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at hun ikke ved, om hun lider af [diagnose]. Nævnet bemærker ydermere i den anledning, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren kan underrette de slovenske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren har en fætter i Sverige, at hun betragter ham som sin bror, at de som børn har boet sammen, og at hun ønsker at blive i Danmark, så hun kan være tættere på sin fætter, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at klagernes personlige præference for én medlemsstat frem for en anden, ikke er et forhold, der bør tillægges betydning ved vurdering af hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens asylansøgning, idet det vil være i strid med formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Slov/2022/1/juri
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Østrig samt at klageren havde en bror i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Østrig og herefter er udrejst af Østrig, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig [i vinteren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har en bror i Danmark, som han har et nært forhold til, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at både klageren og dennes bror er myndige, og at der efter de foreliggende oplysninger i sagen ikke er et afhængighedsforhold omfattet af Dublinforordningens artikel 16, stk. 1 mellem klageren og dennes bror. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Østrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Østrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Østr/2022/7/juri
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsvilkårene for asylansøgere i Nederlandene samt adgangen til sundhedsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”[d]et fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har en tandinfektion samt nedsat syn på begge sine øjne, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2022 har forklaret, at han har modtaget sundhedsbehandling under sit ophold i Nederlandene, og at klageren derfor fremover må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Nederlandene. Det for-hold, at de nederlandske myndigheder efter det oplyste nægtede at fortsætte klagerens sundhedsbehandling, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2022 har forklaret, at han ikke har indgivet en klage over de nederlandske myndigheders sundhedsbehandling, idet han ikke vidste, hvor man kunne indgive en klage. Nævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at indgive en klage til en overordnet nederlandsk myndighed, såfremt klageren mener, at han fortsat ikke modtager den fornødne sundhedsbehandling i Nederlandene. Nævnet forudsætter endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de nederlandske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren efter det oplyste under sit ophold i Nederlandene blev indkvarteret sammen med fire andre personer på et asylcenter, kan endeligt ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at Nederlandene har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskon-vention, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at de nederlandske myndigheder ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at klageren hellere vil opholde sig i Danmark end i Nederlandene. Flygtningenævnet bemærker hertil, at en klagers personlige præferencer for én medlemsstat frem for en anden ikke kan tillægges vægt ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en klagers asylsag, idet dette ville være i strid med formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinfor-ordningen.” Løbenummer: Dub-Nede/2022/2/MLVT.
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der ulov-ligt havde passeret grænsen til Italien fra et tredjeland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Sagen blev sambehandlet med Dub-Ital/2022/10.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien samt klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren den [dato i efteråret] 2021 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien den [dato i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klagerens søn, [A], er bosiddende i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at forholdet ikke er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g, idet klagerens søn efter det oplyste er voksen. Flygtningenævnet finder endvidere, at Dublinforordningens artikel 16 ikke kan føre til, at overførsel af klageren til Italien ikke kan ske. Flygtningenævnet finder således ikke, at der som følge af det, som klagerens søn, [B], har oplyst om, at han og klageren de seneste seks år har været afhængig af økonomisk hjælp fra [A], består et afhængighedsforhold mellem klageren og klagerens søn som omfattet af artikel 16. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen den [dato i vinteren 21/22] har oplyst, at han ikke har set sin søn i omkring tre år forud for sin indrejse i Dan-mark. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for udsigten til manglende indkvartering, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil med-føre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update June 2021. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Det fremgår endvidere, at visse sager undergår en hurtigere behandling, heriblandt sager, hvor asylansøgeren er vurderet sårbar. Nævnet har endvidere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Flygtningenævnet finder, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at indkvarteringsforholdene i Italien er sådanne, at en overførsel af klageren til Italien af denne årsag vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Italien ikke vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling fra de italienske myndigheder, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at det fremgår af AIDAs rapport, Country Report: Italy Update June 2021, at asylansøgere har tilstrækkelig ad-gang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Det fremgår endvidere af rapporten, at om end der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af, om en asylansøger kategoriseres som sårbar og har særlige modtagerbehov, har sundhedsministeriet fastsat retningslinjer herom. Af rapporten fremgår yderligere, at der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse personer indrømmes i en prioriteret asylproces. I den forbindelse bemærker nævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenummer: Dub-Ital/2022/9/rila
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlæn-dingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var indrejst ulovligt i Italien fra et tredjeland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2021 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, og at Italien dermed er ansvarlig for at be-handle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsprocedu-ren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysnin-ger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update June 2021. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og mod-tagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny im-plementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception sy-stem. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including fami-ly groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under pas-sende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproce-duren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventi-ons artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tilli-ge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør be-handles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at næv-net efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2022/12/SME
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlæn-dingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der ulov-ligt har passeret grænsen til en medlemsstat ad land-, sø- eller luftvejen, og at den pågældende er indrejst fra et tredjeland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle modtageforhold og adgangen til asylproceduren for asylansøgere i Italien, her-under risikoen for, at klageren ikke får adgang til indkvartering og sundhedsbehandling. Derudover har DRC Dansk Flygtningehjælp henvist til, at der i nærværende sag er tale om en accept til Rom, hvorfor der er stor risiko for, at klageren overføres til Rom Fiumicino, hvor det, ifølge baggrundsoplysningerne, er for-bundet med store vanskeligheder at blive formelt registreret som asylansøger. DRC Dansk Flygtningehjælp har endelig henvist til klagerens subjektive frygt for sit liv, da han har en uoverensstemmelse med den menneskesmugler, der bragte ham til Italien, hvorfor han ønsker at være i Danmark, hvor han har familie og derved netværk. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., blandt andet, at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2021 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordnin-gens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om internatio-nal beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i med-før af den pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrø-rende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylan-søgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle system-fejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende bag-grundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy 2021 Update, maj 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænse-de, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev ind-ført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det nyimplementerede SAI-system. Det fremgår end-videre af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) vurderede modtageforholdene i Italien og afviste en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en over-førsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz (application no. 29217/12). Vedrørende det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte angående klagerens subjektive frygt for sit liv, fordi han har en uoverensstemmelse med den menneskesmugler, der fik ham til Italien, finder Flygtningenævnet, at det beror på klagerens egen formodning, at den pågældende menneskesmugler stadig befinder sig i Italien, og at denne skulle interessere sig for klageren. Nævnet bemærker i forlængelse heraf, at klageren må henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse, som må antages at have vilje og evne til at beskytte klageren, såfremt klageren stadig skulle frygte at blive opsøgt af den pågældende menneskesmugler. Det forhold, at klageren har en farbror i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at relationen ikke er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2022/11/EEB
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlæn-dingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der ulov-ligt havde passeret grænsen til Italien fra et tredjeland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Sa-gen blev sambehandlet med Dub-Ital/2022/9.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren den [dato i efteråret] 2021 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er for-pligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien den [dato i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at kla-gerens bror er bosiddende i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at forholdet ikke er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder endvidere, at Dublinforordningens artikel 16 ikke kan føre til, at overførsel af klageren til Italien ikke kan ske. Flygtningenævnet finder således ikke, at der som følge af det af klageren oplyste om, at han og hans far de seneste seks år har været afhængig af økonomisk hjælp fra klagerens bror, består et afhængighedsforhold mellem klageren og klagerens bror som omfattet af artikel 16. Flygt-ningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlæn-dingestyrelsen den [dato i vinteren 21/22] har oplyst, at han ikke har set sin bror i omkring fem år forud for sin indrejse i Danmark. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtagefor-hold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for udsigten til manglende indkvartering, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæf-tet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update June 2021. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefacilite-terne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har endvidere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implemente-rede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Flygtningenævnet finder, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at indkvarteringsforholdene i Italien er sådanne, at en overførsel af klageren til Italien af denne årsag vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Ret-tigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskeret-tighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens far ved en overførsel til Italien ikke vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling fra de italienske myndigheder, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at disse forhold alene er relevante for vurderingen af klagerens fars sag. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2022/10
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Bulgarien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Bulgarien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Bulgarien, samt at klageren har været frihedsberøvet og udsat for vold af de bulgarske myndigheder, og at klagerens bror bor i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klagerens sag om international beskyttelse i Bul-garien er under behandling. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Bulgarien er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, samt det ovenfor anførte om såkaldt accept by default til Bulgarien, jf. Dublinforordningens artikel 25, stk. 2. Asylproceduren og de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Bulgarien er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsop-lysninger behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtageforholdene i Bulgarien, at overførsel af klageren til Bulgarien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Euro-pæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettig-hedskonvention. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det af Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylsystemet” af 14. marts 2022 fremgår, at Dublin-returnees som udgangspunkt ikke møder nogen for-hindringer i forhold til at indrejse i Bulgarien, jf. også AIDA’s landerapport ”Country Report: Bulgaria”, 2021 update, s. 39. I forlængelse heraf bemærkes, at det af Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylsystemet” af 14. marts 2022, s. 6, fremgår, at såfremt "den returnerte har en ikke avgjort asylsøknad i Bulgaria, eller behandlingen blev avbrutt fordi søkeren forsvant, bliver vedkommende transportert til asylmottak i regi af SAR [State Agency for Refugees] … I begge tilfeller er saken ikke endelig avgjort, og kan derfor gjenopp-tas …". Endvidere fremgår af rapporten s. 7, at Dublin-returnees i almindelighed ikke har problemer med at få sagen genoptaget ved returnering til Bulgarien, hvis sagen ikke er blevet endelig afgjort, jf. også AIDA’s landerapport ”Country Report: Bulgaria”, 2021 update, s. 39 f. og s. 62. Om forholdene på de såkaldte asylmodtagelsescentre (”reception centers”) henvises til Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylmottak og inter-neringssentre” af 28. april 2022, s. 2 ff., der indeholder en beskrivelse af bl.a. belægningsprocenten, tilbud om modtageplads, beboernes rettigheder samt standarden på modtagelsescentrene. Det skal i den sammen-hæng bemærkes, at Dublin-returnees, der har modtaget et endeligt afslag på asyl i Bulgarien, "is transferred to one of the immigration detention facilities, usually to the Busmanti detention centre in Sofia, or to the Lyubimets detention centre near the Turkish border", jf. AIDA’s landerapport ”Country Report: Bulgaria”, 2021 update, s. 39. I forlængelse heraf skal det fremhæves, at der af CoE-CPT’s rapport ”Report on the treatment of inmates at border police establishments and immigration detention facilities based on visit from 10 to 17 December 2018” af 11. juni 2019 fremgår følgende om detentionscentrene i Busmantsi og Lyubimets: ”Some improvements to material conditions were observed by the delegation at Busmantsi and Lyubimets Homes since the CPT’s previous visits. In particular, the premises in Busmantsi (including communal toilets and showers) had been repainted and some new furniture and bedding provided, and in Lyubimets the unit for women and families had been partially refurbished, as well as some of the commu-nal toilets and showers. Further, both Homes were cleaner than in the past although bedbugs had not been completely eradicated. There were also less problems with access to hygiene items, sanitary materials for women and nappies for infants, although the delegation did hear a few complaints; further, some detained foreign nationals complained that they had received no toothbrush and no towel, and that they had to buy products to clean their dormitories. Overall, conditions were better than previously, also thanks to the fact that both establishments were operating well below their official capacities.” Om forbedringerne af forhol-dene i detentionscentrene kan der også henvises til Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylmottak og interne-ringssentre” af 28. april 2022, s. 8 f. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og leve-vilkår for asylansøgere i Bulgarien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Bulgarien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, når også henses til, at klageren er i en arbejdsdygtig alder og fysisk er sund og rask. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det kan føre til en ændret vur-dering, at klageren har oplyst blandt andet, at han i Bulgarien har været frihedsberøvet, og at han der blev udsat for vold. Det samme gælder det forhold, at klageren frygter at blive frihedsberøvet ved en overførsel til Bulgarien. Hvis klageren i forbindelse med en tilbagevenden til Bulgarien måtte blive udsat for vold eller lignende, må klageren henvises til at rette henvendelse herom til de relevante overordnede bulgarske myndigheder. Herudover finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøg-ningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren har oplyst, at han er sund og rask. Det kan af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse af [vinteren 21/22], ikke føre til et andet resultat, at klagerens storebror ([A]) bor og arbejder i Danmark. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Bulg/2022/2/EDO
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Bulgarien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Bulgarien. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Sagen blev sambe-handlet med Irak/2022/14/EDO.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Bulgarien, samt at klageren har været frihedsberøvet og udsat for vold af de bulgarske myndigheder. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet har d.d. truffet afgørelse om at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2014 om, dels at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er bortfaldet, jf. udlændin-gelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 4, og § 17 a, dels at der ikke er grundlag for at meddele klageren di-spensation fra bortfaldet af opholdstilladelsen efter udlændingestyrelsens § 17, stk. 3. Det fremgår af ud-lændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Ud-lændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en an-den medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Bulgarien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Bulgarien er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det bemærkes herved, at Bulgarien [i sommeren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse, og at Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 og igen [på et senere tidspunkt i sommeren] 2021 har truffet afgørelse om i medfør af den samme bestemmelse at overføre klageren til Bulgarien. Asylproceduren og de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Bulgarien er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering af de foreliggende bag-grundsoplysninger, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er sådanne generelle systemfejl i asyl-proceduren eller i modtageforholdene i Bulgarien, at overførsel af klageren til Bulgarien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det af Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylsystemet” af 14. marts 2022 fremgår, at Dublin-returnees som udgangspunkt ikke møder nogen forhindringer i forhold til at indrejse i Bulgarien, jf. AIDA’s landerapport ”Country Report: Bulgaria”, 2021 update, s. 39. Af den nævnte landerapport fremgår i øvrigt, at en Dublin-returnee, der har modtaget afslag "with a final decision on the merits … the returnee is transferred to one of the immigration detention facilities, usually to the Busmanti detention centre in Sofia, or to the Lyubimets detention centre near the Turkish border". I for-længelse heraf bemærkes, at der af CoE-CPT’s rapport ”Report on the treatment of inmates at border police establishments and immigration detention facilities based on visit from 10 to 17 December 2018” af 11. juni 2019 fremgår følgende om detentionscentrene i Busmantsi og Lyubimets: ”Some improvements to material conditions were observed by the delegation at Busmantsi and Lyubimets Homes since the CPT’s previous visits. In particular, the premises in Busmantsi (including communal toilets and showers) had been repainted and some new furniture and bedding provided, and in Lyubimets the unit for women and families had been partially refurbished, as well as some of the communal toilets and showers. Further, both Homes were cleaner than in the past although bedbugs had not been completely eradicated. There were also less problems with access to hygiene items, sanitary materials for women and nappies for infants, alt-hough the delegation did hear a few complaints; further, some detained foreign nationals complained that they had received no toothbrush and no towel, and that they had to buy products to clean their dormito-ries. Overall, conditions were better than previously, also thanks to the fact that both establishments were operating well below their official capacities.” Om forbedringerne i forholdene i detentionscentrene kan der også henvises til Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylmottak og interneringssentre” af 28. april 2022, s. 8 f. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Bulga-rien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Bulgarien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, når også henses til, at klageren er i en arbejdsdygtig alder og fysisk er sund og rask. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst blandt andet, at han under et fængselsophold i Bulgarien af omkring halvanden måneds varighed oplevede forholdene uhygiejniske, urene og svære, at han blev udsat for vold af de bulgarske fængselsbetjente, og at han er bange for at vende tilbage til Bulgarien, hvor han frygter at blive fængslet. I øvrigt kan Flygtninge-nævnet tiltræde det, som Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen af [sommeren] 2021 vedrørende spørgsmålet om en eventuel fornyet frihedsberøvelse i Bulgarien samt vedrørende spørgsmålet om, at kla-geren har fået afslag på asyl i Bulgarien. Herudover finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at tilside-sætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af huma-nitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. Det be-mærkes i den forbindelse, at klageren har oplyst, at han er psykisk ustabil, fordi hans liv er ustabilt, men i øvrigt er sund og rask. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Bulg/2022/1/EDO
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde fra Syrien. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land, som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt subsidiær beskyttelse i Rumænien [i foråret] 2021. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de rumænske myndigheder [i sommeren] 2021 har oplyst, at klageren [i foråret] 2021 blev meddelt subsidiær beskyttelse i Rumænien. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen til grund, at klageren, der som nævnt har opnået [beskyttelse] i Rumænien, vil kunne indrejse og opholde sig lovligt i Rumænien, og at hun i Rumænien vil være beskyttet mod videresendelse til Syrien eller til et land, hvor hun ikke vil være beskyttet mod en sådan videresendelse (refoulement). Forholdene for personer med [beskyttelsesstatus] i Rumænien er blandt andet behandlet i U.S. Department of State, Romania 2021, Human Rights Report, afsnit 2, pkt. f, og AIDA, Country Report Romania, 2020 update. Sidstnævnte rapport indeholder på s. 146-176 en nærmere redegørelse for de rettigheder, som er tillagt indehavere af international beskyttelse i Rumænien i forhold til fri bevægelighed, bolig, arbejde og uddannelse, sociale ydelser og adgang til sundhedsvæsenet mv. Uanset at forholdene i Rumænien for flygtninge fremstår vanskelige, er der med udgangspunkt i disse baggrundsoplysninger ikke grundlag for at fastslå, at flygtninge i Rumænien generelt ikke bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Der foreligger heller ikke oplysninger om klagerens individuelle forhold, der kan danne grundlag for en anden vurdering af, at betingelserne er opfyldt for at anse Rumænien som første asylland. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at hun ikke vil tilbage til Rumænien, idet hun ingen kender i landet, men at der herudover ikke gør sig øvrige forhold gældende, herunder personlige konflikter, således at klageren ikke ville kunne tage tilbage til Rumænien. Nævnet har videre lagt vægt på klagerens oplysninger om, at hun på asylcentret i Rumænien, hvor hun var indlogeret, modtog mad og økonomisk hjælp, samt at hun havde adgang til sundhedsbehandling. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun har haft ubehagelige oplevelser med de rumænske myndigheder, herunder blandt andet at hun og andre asylansøgere blev truet med vold og frihedsberøvelse, såfremt de ikke afgav deres fingeraftryk, kan ikke føre til en ændret vurdering. Hvis klageren i forbindelse med tilbagevenden til Rumænien måtte blive udsat for trusler eller lignende, må klageren henvises til at rette henvendelse herom til de relevante overordnede rumænske myndigheder, der må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den nødvendige hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren, der er en [20-25-årig] kvinde med et cirka [0-3 år] gammelt barn, kan betragtes som værende ganske særligt sårbar, således at Rumænien ikke kan tjene som første asylland. Den omstændighed, at klageren [i sommeren] 2020, hvor hun fortsat opholdt sig i Syrien, er blevet religiøst viet med en herboende syrisk mand, der tidligere har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens [bestemmelse i udlændingeloven], og som hun har fået et barn [på et tidspunkt mellem 2020-2022], kan heller ikke føre til, at hun nu kan anses som ganske særligt sårbar og skal have skal have adgang til at få sin asylsag behandlet her i landet. De synspunkter, der fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg af [sommeren] 2022 om blandt andet hensynet til klagerens herboende barn og børnekonventionens artikel 3 og artikel 9, stk. 3, samt at klagerens ægtefælle efter DRC Dansk Flygtningehjælps opfattelse på ny vil kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens [bestemmelse], kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder således, at klageren må henvises til at gå frem efter familiesammenføringsreglerne i enten Danmark eller Rumænien. Nævnet finder herunder ikke, at det med udgangspunkt i det anførte i AIDA, Country Report Romania, 2020 update, s. 157 (pkt. B), kan fastslås, at der ikke vil være adgang til at opnå familiesammenføring i Rumænien. Det forhold, at Rumænien med baggrund i krigen i Ukraine midlertidigt har suspenderet Dublinoverførsler, kan ikke føre til en anden afgørelse. Nævnet har lagt vægt på, at klageren allerede har opnået international beskyttelse i Rumænien og derfor har ret til at indrejse i og opholde sig i landet.” Løbenummer: §29b-Rum/2022/3/anfi
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde, der var meddelt konventionsstatus i Holland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren havde yngre børn, som opholdt sig i Danmark. Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Nederlandene fra [vinteren 13/14] til [vinteren 13-14]. [I vinteren 17/18] blev opholdstilladelsen forlænget til [vinteren 22/23]. Det fremgår i øvrigt af sagen, at de nederlandske myndigheder [i vinteren 21/22] har oplyst, at klageren indgav ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene [i foråret] 2021 og at hun står registreret som udrejst siden [sommeren] 2021 i det nederlandske CPR-register. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt mulighed for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Nederlandene, samt at klageren i Nederlandene vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Nederlandene, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Videre bemærkes, at klageren af de Nederlandske myndigheder har fået udstedt et opholdsbevis gyldig fra [vinteren 17/18] til [vinteren 22/23]. Det forhold, at klageren har voksne børn som opholder sig i Danmark, og som har været en god støtte for hende, kan ikke føre til, at Nederlandene, hvor klageren har opholdt sig i en længere årrække og haft opholdstilladelse siden 2014, ikke længere kan tjene som hendes første asylland. Nævnet bemærker samtidig, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet og dermed ikke er omfattet af Flygtningenævnets kompetence. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ned/2022/1/juri
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger og et medfølgende barn fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk kurder, sunnimuslim, iransk statsborger og født i al-Tash-lejren, Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygtede at blive voldtaget af en mand, som havde vist interesse for hende. Manden var begyndt at komme i ansøgerens hjem ofte, og begyndte at kigge på ansøgeren og røre ved hende, når han kunne komme til det. En dag krammede manden hende mod hendes vilje, da hun var gået ud for at hente vand. Ansøgerens bror så det ske og kom op og slås med manden. Ansøgeren slog manden, og ansøgeren og hendes bror flygtede derfra. Ansøgeren har videre som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter sine brødre og sin far, fordi hun har fået et barn uden for ægteskab. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun blev forlovet og gift i Irak med en herboende iransk mand, [A]. De gik fra hinanden, da det ikke var muligt for ansøgeren at komme til Danmark. Efter indrejsen i Danmark mødte hun en anden iransk mand, som hun har oplyst til Udlændingestyrelsen, at hun blev gravid med. Hun fødte herefter sin søn. Ansøgeren har for Flygtningenævnet oplyst, at hun ikke længere frygter den mand, som hun frygtede at blive voldtaget af, idet hendes familie er flyttet til et andet område. Hun frygter heller ikke længere sin familie, idet hun nu er sammen med sin ægtefælle, [A], som hun har fået sin søn med. Ansøgeren har herefter for Flygtningenævnet som asylmotiv alene henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder på grund af navnlig sin fars politiske aktiviteter. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes far var politisk aktiv i Iran, idet han var imod Khomeini. De var derfor nødt til at flygte til Irak, da Khomeini kom til magten. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgers forklaring til grund om sit asylmotiv i forhold til Iran. Det lægges således til grund, at ansøger er iransk statsborger født i Al-Tash-lejren, hvor hun boede indtil 2003, hvorefter hun sammen med sin familie flyttede til en landsby uden for Al-Tash-lejeren. Det lægges videre til grund, at ansøger ikke selv har været politisk aktiv for KDPI eller personligt haft konflikter med de iranske myndigheder, men at hendes far har været politisk aktiv, og at det var derfor han flygtede fra Iran. Ansøger har over for Udlændingestyrelsen alene i begrænset omfang forklaret om sin fars konflikter med de iranske myndigheder og om hans politiske aktiviteter. Hun har således forklaret, at hun ikke var bekendt med detaljerne vedrørende farens konflikt med de iranske myndigheder, og at hun ikke vidste, om hendes far var medlem af KDPI. For Flygtningenævnet har ansøger forklaret nærmere om sin fars politiske aktiviteter, herunder at han var medlem af KDPI og fortsatte de politiske aktiviteter i Al-Tash-lejeren, hvor han bl.a. deltog i partimøder og i mindehøjtideligheder. Ansøger har under sagen oplyst, at hendes far og farbror deltog i de samme aktiviteter, og at hendes farbror på et tidspunkt rejste tilbage til Iran, hvor han blev fængslet og senere henrettet af de iranske myndigheder. Der er for nævnet fremlagt en dødsattest og en begravelsestilladelse fra de iranske myndigheder, hvoraf det fremgår, at farbroren er blevet henrettet i 2000. Ansøgers forklaring herom, der har været konsekvent, lægges derfor til grund. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøger kommer fra en politisk aktiv familie. Dette støttes også af, at to af ansøgers brødre og en farbror har fået asyl i vestlige lande. Det skal herefter afgøres, om ansøger som følge af sin families politiske aktiviteter er i risiko for forfølgelse fra de iranske myndigheder. Det skal ved afgørelsen heraf indgå, at ansøger har to søstre, der er bosat i Iran, som efter det oplyste ikke har problemer med de iranske myndigheder, selvom de på et tidspunkt er blevet afhørt af de iranske myndigheder. Søstrene har ifølge ansøger fortsat kontakt med den del af familien, der er politisk aktiv, idet de taler i telefon med dem. Det skal videre indgå, at ansøger to gange i 2016 og 2017 i forbindelse med en visumansøgning og ansøgning om familiesammenføring har taget ophold i Iran i 10-15 dage, hvor hun har boet hos sine søstre. Selvom ansøger i den forbindelse er indrejst på irakiske papirer, må dette tillægges vægt ved vurderingen af ansøgers frygt for de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøger ikke har sandsynliggjort, at hun som følge af sin families politiske aktiviteter er profileret og risikerer forfølgelse eller overgreb fra de iranske myndigheders side omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Iran/2022/37/DH
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og ikke-troende fra Shiraz, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren opholdstilladelse som medfølgende barn til moren efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens mor som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive efterstræbt af de iranske myndigheder, fordi hun havde ejet og været i besiddelse af den i Iran forbudte bog [navn på bog], som myndighederne konfiskerede under en ransagning i hendes hjem. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2022 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. stk. 3, og § 19 a, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har foretaget rejser på ferie eller andet korterevarende ophold til Iran, og at forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at hun ikke længere risikerer forfølgelsesovergreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at hun frygter at blive anholdt og voldtaget, hvis de iranske myndigheder bliver klar over, hvem hendes mor er. Hun har som yderligere asylmotiv henvist til sin ægtefælles forhold. Bestemmelserne om inddragelse af opholdstilladelse i udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. stk. 3, skal administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens artikel 1 C. Flygtningekonventionens artikel 1 C lyder som følger: ”Denne konvention skal ikke længere finde anvendelse på en person, der omfattes af bestemmelserne i afsnit A, såfremt han: (1) påny frivilligt har søgt det lands beskyttelse, i hvilket han har søgt det lands beskyttelse, i hvilket han har statsborgerret; eller (2) efter at have mistet sin statsborgerret frivilligt har generhvervet denne; eller, (3) har erhvervet en ny statsborgerret og nyder godt af det lands beskyttelse, i hvilket han er blevet statsborger; eller (4) frivilligt påny har bosat sig i det land, som han har forladt eller udenfor hvilket han er forblevet af frygt for forfølgelse; eller (5) ikke længere kan afslå at søge det lands beskyttelse, i hvilket han har statsborgerret, fordi de omstændigheder, ifølge hvilke han er blevet anerkendt som flygtning, er bortfaldet, denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå at søge beskyttelse fra det land, i hvilket han har statsborgerret; (6) uden at være i besiddelse af nogen statsborgerret er i stand til at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere har haft fast bopæl, fordi de forhold, som førte til, at han er blevet anerkendt som flygtning, ikke længere er til stede, denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere havde fast bopæl.” Det fremgår af UNHCR’s håndbog for procedurer og fastlæggelse af flygtningestatus punkt 121 og 122 blandt andet, at hvis en flygtning ansøger om og får et nationalitetspas eller får det fornyet, kan det i fraværet af bevis for det modsatte antages, at vedkommende har til hensigt at benytte sig af sit hjemlands beskyttelse. Opnåelse af nationalitetspas med henblik på hjemrejse vil i fravær af bevis for det modsatte blive anset som grundlag for ophør af flygtningestatus. Det fremgår af sagen, at klageren har søgt og fået iransk nationalitetspas på den iranske ambassade i København inden for de seneste fem år, og at passet har været benyttet ved ind- og udrejse af Iran. Som anført af Udlændingestyrelsen fremgår det endvidere af fotokopier optaget i [et nordisk land] af klagerens iranske nationalitetspas, som hun ødelagde i forbindelse med opstarten af nærværende sag, at hun har opholdt sig i Iran i fem perioder fra ultimo 2017 til 2019 i henholdsvis ca. 20 dage, 13 dage, 54 dage, 28 dage og 51 dage. Endvidere fremgår det af referatet af klagerens samtale med Udlændingestyrelsen, at klageren har oplyst, at hun ved indrejsen i [et nordisk land] i [sommeren] 2021 havde været bortrejst i omkring fem måneder, hvor hun havde besøgt sin ægtefælle i Iran. Henset til ovennævnte oplysninger - herunder om klagerens ansøgning om pas hos de iranske myndigheder i Danmark og om hendes rejsemønster og længerevarende ophold i Iran - finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge klagerens forklaring om, at ægtefællens [familiemedlem] har været garant for deres sikkerhed i Iran, til grund. Det har indgået i Flygtningenævnets vurdering, at klageren ifølge sin egen forklaring ikke har oplevet problemer i forbindelse med ind- og udrejserne af Iran og har kunnet færdes frit i landet. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren, der har søgt og fået iransk nationalitetspas af hjemlandets myndigheder, i overensstemmelse med ovennævnte udgangspunkt har haft til hensigt at benytte sig af sit hjemlands beskyttelse. Hertil kommer, at passet er opnået med henblik på indrejse i Iran. Flygtningenævnet tiltræder herefter og af de grunde, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført – herunder om klagerens mors asylsag – at klageren ikke er i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens forklaring om ægtefællens angivelige konflikt med de iranske myndigheder kan ikke føre til en anden vurdering. Det tiltrædes således, at betingelserne i udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. stk. 3, for at inddrage klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren er gift, men ægtefællen, der er iransk statsborger, opholder sig ikke i Danmark. Hun har ikke børn. Der foreligger ikke oplysninger om, at der er et afhængighedsforhold mellem klageren og dennes mor samt [nære familiemedlem] i Danmark. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hendes forhold i denne periode findes en afgørelse om at nægte at inddrage hendes opholdstilladelse herefter at udgøre et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagernes privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og udgør et anerkendelsesværdigt formål, jf. artikel 8, stk. 2. Ved vurderingen af, om indgrebet er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse overfor intensiteten af det indgreb, som en inddragelse vil indebære i klagerens ret til respekt for privatlivet. Ved denne vurdering skal der lægges vægt på klagerens tilknytning til opholdslandet, Danmark, og klagerens oprindelsesland, Iran. Flygtningenævnet finder, at klageren, der nu er [23-26 år], har opnået en stor tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagerens ophold i Danmark, som hun kom til, da hun var [12-15 år]. Klageren taler og skriver dansk. Klageren har sin mor og [nære familiemedlem] i Danmark, som begge har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Hun har afsluttet 10. klasse og HF i Danmark og har påbegyndt [sundhedsfaglig uddannelse], hvor hun har afsluttet 5. semester. Hun har endvidere arbejdet blandt andet som vikar på et hospital. Heroverfor står, at klageren er født og opvokset i Iran, hvor hun har gået i skole til og med [udskoling], og hvor hun taler og skriver sproget. Klageren har således haft flere af sine formative år i Iran. Klageren er gift med en iransk statsborger, som hun har besøgt i Iran flere gange de seneste år, og hun har siden ultimo 2017/primo 2018 ifølge de foreliggende oplysninger opholdt sig i Iran i – i hvert fald – 10,5 måneder, hvor hun har boet hos sin svigerfamilie. Endvidere bor [to af klagerens bedsteforældre] i Iran. Klagerens personlige og kulturelle bånd til Iran må derfor betegnes som stærke. Efter en samlet afvejning af de anførte forhold vedrørende navnlig klagerens tilknytning til opholdslandet, Danmark, og klagerens oprindelsesland, Iran, sammenholdt med statens ovenfor anførte interesser, finder Flygtningenævnet, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Herefter og af de grunde, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, herunder vedrørende udlændingelovens § 31, stadfæster Flygtningenævnet udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2022/36/anhk
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra landsbyen [A], Kirkuk-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter militsen Al-Hashd Al-Shaabi. Han har til støtte herfor oplyst, at militsen havde kontrollen i hans landsby og ikke passede på landsbyen, fordi de var kurdere i landsbyen. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ISIL. Han har til støtte herfor oplyst, at situationen i hans landsby udviklede sig fra den [dato i efteråret] 2017, hvor peshmergaerne trak sig. Herefter overtog Al-Hashd Al-Shaabi-militsen kontrollen i landsbyen, og ISIL kom nærmere landsbyen. Omkring 2018/2019 begyndte ansøgeren sammen med andre fra landsbyen hver aften og nat at holde vagt uden for landsbyen. Formålet med at holde vagt var at beskytte landsbyen mod angreb fra ISIL. Ansøgeren holdt vagt mere end 50 gange. I [måned i sommeren] 2019 holdt han sammen med fem andre fra landsbyen vagt. Under vagten mødte de to personer på motorcykel, som de faldt i snak med. De virkede flinke, og de talte sammen i omkring 20 minutter. Omkring to til fire dage efter denne vagt, forsvandt to af de personer, som ansøgeren havde holdt vagt sammen med. Ansøgeren fortalte herefter mukhtaren i landsbyen om de to personer, som de havde mødt under vagten. Mukhtaren undersøgte sagen og fortalte ansøgeren, at der var sket noget tilsvarende i andre landsbyer. De to personer var ISIL-spioner, og ISIL havde kidnappet de to personer, som ansøgeren havde holdt vagt med. Ansøgeren udrejste af Irak omkring syv til ti dage efter sin sidste vagt. Han har efterfølgende set videoklip af likvideringen af de to personer, som blev kidnappet. Ansøgeren frygter, at de afdøde personer under tortur har angivet ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hele sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret udbyggende om den centrale del heraf. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i forbindelse med beskrivelsen af sit asylmotiv i asylskemaet den [dato i vinteren 2019/2020] ikke har oplyst om, at han deltog i landsbyens vagtværn, ligesom han heller ikke har oplyst om episoden i [måned i sommeren] 2019 med de to spioner fra ISIL og den efterfølgende forsvinden af to medlemmer af vagtkorpset og likvideringen af dem. Han har alene generelt oplyst om truslen fra ISIL, og at de i landsbyen måtte forsvare sig selv. Dette til trods for, at han senere i asylskemaet oplyser om en bekendt, der ”for nogle dage siden” blev dræbt af ISIL, og på trods af, at det netop var likvideringen af de to fra vagtværnet, som ansøgeren så et videoklip af, der førte til hans flugt. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at han tænkte på sin bekendte, da han udfyldte asylskemaet, og at han derfor glemte at fortælle sin egen historie, ligesom det er gjort gældende, at ansøgeren alene har gået fem år i skole. Det bemærkes hertil, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren på den måde ville glemme episoden med de to spioner fra ISIL og den efterfølgende likvidering af to fra vagtværnet, som ansøgeren gemte en video af på sin telefon. Det bemærkes videre, at Flygtningenævnet har været opmærksom på, at ansøgeren alene har 5 års skolegang, men at dette skal sammenholdes med ansøgerens øvrige udfyldelse af asylskemaet, hvor han f.eks. detaljeret har forklaret om sin flugt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under sin samtale med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2021 har forklaret om episoden med de to spioner, men at der ikke har været nogen i landsbyen for at spørge eller lede efter ham, ligesom hans familie ham bekendt heller ikke havde hørt herom, idet det var umuligt at komme til landsbyen og lede efter folk. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren havde talt med sine forældre 4-5 dage før samtalen. Over for Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han efter Udlændingestyrelsens afslag den [dato i sommeren] 2021, hvor der blandt andet blev lagt vægt på, at hans familie ikke var blevet opsøgt af ISIL, af sin mor fik oplyst, at familien to gange i løbet af det første halvandet år efter hans udrejse, var blevet opsøgt, og at familien var sikre på, at det var af ISIL, men at hans mor ikke ville fortælle ham det for ikke at bekymre ham. Flygtningenævnet kan på den baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om de to ISIL spioner og likvideringen af to fra landsbyens vagtværn til grund, ligesom Flygtningenævnet heller ikke kan lægge til grund, at ansøgerens familie er blevet opsøgt af ISIL. Flygtningenævnet finder herefter, og idet ansøgeren ikke har en konflikt med Al-Hashd Al-Shaabi, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. De generelle forhold i området, som ansøgeren kommer fra, kan heller ikke begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Iran/2022/18/DH
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk oromo og muslim fra [by A] Oromia, Etiopien. Ansøgeren har ydet støtte til Oromo Liberation Front (OLF), herunder deltaget i aktiviteter for OLF i Sudan, og hendes familie har været tilknyttet bevægelsen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive dræbt, kidnappet eller fængslet af myndighederne, fordi hendes familie har været tilknyttet OLF og har støttet bevægelsen i Etiopien, og idet hun i Sudan selv har ydet støtte til OLF. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes far i en årrække var et fremtrædende medlem af OLF, og at han var en aktiv forkæmper for at forbedre levevilkårene for etniske oromoer i Etiopien. Ansøgerens far blev fængslet, da ansøgeren var meget ung, og han døde i [starten af 2000’erne] på et hospital i [by A] som følge af de overgreb, han blev udsat for under sin tilbageholdelse. Ansøgeren og hendes søster udrejste omkring tre uger efter farens død til Sudan, hvorefter ansøgerens og hendes søskende blev eftersøgt af de etiopiske myndigheder. Ansøgerens mor blev flere gange afhørt af myndighederne vedrørende sine børns opholdssted. Ansøgerens mor opholdt sig i Etiopien frem til [starten af 2010’erne], hvor ansøgerens mor udrejste til Sudan. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun i Sudan har deltaget i forsamlinger arrangeret af OLF. Tre af disse forsamlinger blev opløst af de sudanesiske myndigheder. I [midte af 2000’erne] udrejste ansøgeren fra Sudan til Europa. Situationen i Etiopien er i baggrundsmaterialet navnlig beskrevet med henblik på forholdene for etniske tigrinyaer i Etiopien, og Flygtningenævnets koordinationsudvalg har da også under sit møde den 26. februar 2022, hvor det blev besluttet at genoptage behandlingen af sager vedrørende personer fra Etiopien under henvisning til den generelle sikkerhedssituation og den militære situation anført, at der bør der være særlig opmærksomhed på forholdene for etniske tigrinyaer. Også for andre end tigryniaer, herunder oromoer, er situationen i Etiopien imidlertid problematisk. Om oromoer hedder det i Udlændingestyrelsens COI, Etiopien – sikkerhedssituationen, februar 2022, således bl.a. (pkt. 6.1.): ”Efterhånden som volden eskalerede, blussede historisk forankrede spændinger op mellem oromoer og amharer. I november 2015 samledes folk i store demonstrationer i Oromia, efter den føderale regering planlagde at ekspandere sin administrative magt ind i Oromia-regionen. Oromoerne protesterede imod, hvad de opfattede som fortsat marginalisering og forfølgelse fra den føderale regerings side. Tusindvis af civile er blevet arresteret, og flere hundrede er blevet dræbt siden optøjerne begyndte i 2015. Forskellige oromo-aktivister og oromo-aktører er blevet forfulgt af føderale regeringsstyrker. Især i de østlige og vestlige dele af Oromia-regionen er personer blevet arresteret og fyret fra deres stillinger i den offentlige sektor. I den østlige del af regionen er mange politiske aktivister blevet retsforfulgt og anklaget for at have forbindelser til Jawar Mohammed, som er en oppositionsaktivist fra Oromia, der blev løsladt fra fængsel i januar 2022. Efter drabet på oromo-sangeren Hachalu Hundessa i slutningen af juni 2020, udbrød der atter store protester i Oromia-regionen samt i byerne Addis Ababa, Harar og Dire Dawa. En international NGO har, før konflikten i Tigray, dokumenteret vilkårlige massearrestationer af oromoer i Oromia efter drabet på Hachalu. Ud over konflikten i Tigray-regionen er spændingerne nu også høje i Oromia-regionen, hvor en konflikt mellem de føderale myndigheder og oromo-nationalister i de seneste måneder er eskaleret. Den væbnede oppositionsgruppe Oromo Liberation Army (OLA) er en afgørende aktør i denne konflikt, som tog fart, efter at oppositionspartierne i regionen boykottede valget i midten af juni 2021. OLA var tidligere den væbnede fløj i oprørsgruppen Oromo Liberation Front (OLF). I dag er OLF et registret politisk parti, selvom store dele af lederskabet er blevet fængslet, hvorimod OLA udgør hjørnestenen for oprørsstyrkerne i Oromia. I maj 2021 klassificerede den føderale regering OLA som en terrororganisation. En international NGO beskriver, at OLF-medlemmer ikke har fået en retfærdig rettergang, bl.a. fordi de har været holdt i isolation i lang tid. I takt med at konflikten blev udvidet til også at omfatte Oromia-regionen, har OLA allieret sig med styrkerne i Tigray-regionen. Konflikten har ført til en føderal modaktion, som har resulteret i vilkårlige drab begået af den føderale regering og Oromias regionale regering. Ligeledes har der været en stigning i arrestationer og luftangreb.” I foråret 2022 blev undtagelsestilstanden ophævet i Etiopien, og situationen i Etiopien er blevet forbedret. Situationen i Addis Ababa er i april 2022 normaliseret sammenlignet med forholdene under undtagelsestilstanden. Således er de fleste butikker, hoteller, skoler og lignende åbne, jf. Landinfo, Etiopia Utvikling siden november 2021 (april 2022), s. 13. Situationen er også blevet forbedret i Etiopien som sådan. USA’s udenrigsminister har således i en pressemeddelelse af 29. april 2022, der kan findes på USA’s Udenrigsministeriums hjemmeside udtalt bl.a. følgende: ”Building on Steps to End the Conflict in Ethiopia […] In recent months, Prime Minister Abiy Ahmed has taken a series of encouraging actions that have laid the groundwork for an end to conflict, including lifting the state of emergency, releasing some political prisoners and detainees, and, in parallel with Tigrayan authorities, declaring an effective cessation of hostilities. We are similarly encouraged that Tigrayan forces have withdrawn most of their forces from Afar and have reiterated their commitment to a peaceful resolution of the conflict. We now urge the parties, as my team and I have in recent days, to seize the opportunity to advance a negotiated ceasefire, including the necessary security arrangements, and call for the restoration of essential services in Tigray on an urgent basis.” På trods af ophævelsen af den nationale undtagelsestilstand, fangeløsladelserne og den generelle positive udvikling af situationen i Etiopien, må det fortsat antages, at situationen i Etiopien er ustabil og let omskiftelig, jf. Udlændingestyrelsens ovennævnte COI, s. 3, samt UNHCR position on returns to Ethiopia, marts 2022, s. 9, hvor det anføres, at ”the situation in parts of Ethiopia may remain fluid and uncertain for some time to come”. Forholdene for oromoer i Etiopien, herunder for personer med tilknytning til OLF, er i det nyeste baggrundsmateriale desuden nærmere beskrevet i UK Home Office, Country Policy and Information Note, Ethiopia: Oromos, the Oromo Liberation Front and the Oromo Liberation Army, marts 2022. OLF har siden 2018 ikke været anset for en terrororganisation af de etiopiske myndigheder, men relationen til myndighederne er meget anstrengt, hvilket bl.a. medførte, at OLF boycottede deltagelse i valget i 2021. Følgende er anført om tilknytning til OLF: ”In general, a person with a significant history of membership or support for the OLF, or perceived by the authorities to have a significant history of membership or support, is likely to be at risk of persecution or serious harm. Whether an individual’s association with the OLF is ‘significant’ is fact sensitive and each case must be considered on its individual merits, with the onus on the claimant to demonstrate that they face a risk of persecution. The meaning of ‘significant’ in this context is set out by the caselaw, below. 2.4.14 The country guidance case of AAR (OLF - MB confirmed) Ethiopia CG [2022] UKUT 00001 (IAC), heard 24 February 2021, promulgated 29 December 2021 applies. In AAR the Upper Tribunal held that: ‘In broad terms, MB (OLF and MTA – risk) Ethiopia CG [2007] UKAIT 00030 still accurately reflects the situation facing members and supporters of the OLF if returned to Ethiopia. However, in material respects, it is appropriate to clarify and supplement the existing guidance. 1) ‘OLF members and supporters and those specifically perceived by the authorities to be such members or supporters will in general be at real risk if they have been previously arrested or detained on suspicion of OLF involvement. 2) ‘Those who have a significant history, known to the authorities, of OLF membership or support, or are perceived by the authorities to have such significant history will in general be at real risk of persecution by the authorities. 3) ‘“Significant” should not be read as denoting a very high level of involvement or support. Rather, it relates to suspicion being established that a person is perceived by the authorities as possessing an anti-government agenda. This is a fact sensitive assessment.’ (para 103)” Om de generelle forhold for oromoer henvises desuden til samme rapport, pkt. 2.4.19. Den konflikt, som ansøgeren påberåber sig i forhold til de etiopiske myndigheder, ligger mange år tilbage i tiden og er i vidt omfang afledt af ansøgerens fars forhold og faderens tilknytning til OLF frem til dennes død i [starten af 2000’erne]. Ansøgerens forklaring om faderens aktiviteter for OLF er ikke underbygget af andre omstændigheder end ansøgerens forklaringer, der om disse forhold fremstår udetaljerede og generelle. Som anført i Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2015 opholdt ansøgeren efter sin forklaring sig i Etiopien i tre uger efter faderens død i [i starten af 2000’erne] uden at opleve forfølgelse fra myndighederne. Flere familiemedlemmer blev længere i landet, herunder ansøgerens mor frem til [starten af 2010’erne] og således i omkring fire år efter, at ansøgerens aktiviteter i Sudan var ophørt. Hertil kommer, at ansøgeren under alle omstændigheder ikke kan anses for særligt profileret i forhold til de etiopiske myndigheder på grund af sine egne aktiviteter for OLF under opholdet i Sudan, der også ligger mange år tilbage. Disse aktiviteter har således navnlig bestået i undervisnings- og teateraktiviteter, og der foreligger ikke oplysninger om, at ansøgeren har været i kontakt med de etiopiske eller sudanesiske myndigheder herom, eller at ansøgeren i øvrigt er blevet identificeret eller registreret i forbindelse med OLF’s aktiviteter i Sudan på en måde, som kan antages at være kommet til de etiopiske eller sudanesiske myndigheders kundskab. Ansøgeren har således forklaret, at hun ikke har været i kontakt med de etiopiske eller sudanesiske myndigheder i forbindelse med de arrangementer, hvor der skete tilbageholdelser, og at der var 600-700 personer til stede under arrangementerne. Den omstændighed, at ansøgeren har forklaret, at de sudanesiske myndigheder optog videoer og billeder fra arrangementerne, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at denne oplysning først er fremkommet under nævnsmødet i dag og derfor må anses udbyggende. Oplysningen kan derfor ikke lægges til grund. Disse omstændigheder indebærer efter Flygtningenævnets opfattelse, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun også i lyset af de ovenfor anførte baggrundsoplysninger om blandt andet forholdene for oromoer har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, på grundlag af sin fars eller sine egne aktiviteter for OLF. Herefter, og idet ansøgerens langvarige ophold uden for Etiopien og den omstændighed, at ansøgeren har påberåbt sig, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien må anses for en psykisk sårbar enlig kvinde med et mindreårigt barn, ikke i sig selv eller i kumulation med de ovennævnte forhold kan føre til asyl, fastholder Flygtningenævnet den tidligere trufne afgørelse. Nævnet kan i den forbindelse efter den usikre karakter af ansøgerens forklaring for nævnet om, hvornår kontakten med familien blev afbrudt, fordi hun havde fået et barn uden for ægteskab, sammenholdt med de oplysninger, som ansøgeren afgav herom under samtalen [i foråret] 2015, ikke lægge denne del af forklaringen til grund. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2022/4/mima
Nævnet meddelte i maj 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte”Ansøgeren er etnisk tigray og ortodoks kristen fra Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Hun har dog sympatiseret med Tigray People’s Liberation Front (TPLF). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at de etiopiske myndigheder vil fængsle hende og fratage hende hendes rettigheder, idet hun er etnisk tigray, og fordi hendes far og søster, [A], er medlemmer af TPLF. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Etiopien som følge af konflikten mellem regeringen og Tigray-regionen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes far og søster, som følge af deres medlemskab af TPLF og deres etnicitet, har oplevet problemer med de etiopiske myndigheder. Ansøgerens har videre oplyst, at hendes far har været TPLF-formand i deres lokalområde. Han mistede sit arbejde [i den offentlige sektor], da den tidligere Tigray-regering flygtede til Tigray-regionen og efterfølgende ligeledes er blevet fyret fra sit arbejde [i den private sektor]. Hendes søster er ligeledes blevet degraderet på sit arbejde. Ansøgeren har endvidere oplyst, at farens bopæl er blevet ransaget flere gange af de etiopiske myndigheder, da de mistænker ham for at være i besiddelse af bomber, og at myndighederne i den forbindelse har taget farens private dokumenter, herunder dokumentation for faren og søsterens medlemskab af TPLF, med sig. Senest er ansøgerens far i [efteråret] 2021 blevet tilbageholdt af politiet i ti dage, hvorefter han blev løsladt på grund af sin alder og helbred. Ansøgeren har endeligt oplyst, at hendes to brødre, [B] og [C], er blevet hentet af politiet på deres bopæl i [efteråret] 2021 og fortsat er tilbageholdt. Kort om den militære konflikt i Etiopien og den nuværende situation i Addis Ababa og Etiopien: I april 2018 valgte et flertal af etniske amharer og oromoer inden for Ethiopian People’s Revolutionary Democratic Front (EPRDF) Abiy Ahmed som premierminister. Herved afsluttedes næsten 30 år med TPFL som dominerende aktør i etiopisk politik, idet EPRDF-regimet, der havde styret Etiopien fra 1991 til 2018, var domineret af TPLF, selvom EPRDF-regimet formelt set bestod af en koalition af fire etnisk baserede partier, jf. blandt andet Udlændingestyrelsens notat om Etiopiens Sikkerhedssituation (februar 2022), s. 7. I forlængelse af afslutningen i 2018 af det TPLF-dominerede EPRDF-regime, kom stærke anti-tigrayske holdninger frem i den etiopiske befolkning, idet mange etiopiere holdt etniske tigrayerer individuelt og kollektivt ansvarlige for det autoritære og undertrykkende EPRDF-regime, jf. Landinfo, Etiopia: Etnisk profilering af tigrayer i Addis Ababa (marts 2021), s. 2. Primo november 2020 frembrød en militær konflikt i Etiopien, idet premierminister Abiy Ahmed beordrede en national militæroffensiv sat ind i Tigray-regionen, hvilket havde sin baggrund i, at paramilitære styrker kontrolleret af TPLF havde angrebet og erobret en militærbase i Tigray-regionen. Den militære konflikt fortsatte i 2021, og den 2. november 2021 erklærede den føderale regering national undtagelsestilstand i Etiopien i seks måneder, fordi TPLF-styrkerne var kommet tæt på hovedstaden Addis Ababa. I december 2021 blev alle tigrayske styrker trukket ud af Amhara- og Afar-regionerne, hvorefter den føderale regering løslod en række fanger, herunder højtstående tigrayske personer. I forbindelse med fangeløsladelserne opfordrede premierminister Abiy Ahmed til national dialog, men en sådan dialog står over for flere udfordringer, jf. Udlændingestyrelsens notat om Etiopiens Sikkerhedssituation (februar 2022), s. 10 f. Den 26. januar 2022 forslog den føderale regering (Council of Ministers) at ophæve undtagelsestilstanden, hvilket forslag blev godkendt af det etiopiske parlament den 15. februar 2022, jf. Home Office, Country Policy and Information Note, Ethiopia: Oromos, the Oromo Liberation Front and the Oromo Liberation Army (marts 2022), s. 25 (herefter Home Office, Country Policy and Information Note, Ethiopia). Situationen i Addis Ababa er i april 2022 normaliseret sammenlignet med forholdene under undtagelsestilstanden. Således er de fleste butikker, hoteller, skoler og lignende åbne, jf. Landinfo, Etiopia Utvikling siden november 2021 (april 2022), s. 13. Situationen er også blevet forbedret i Etiopien som sådan. USA’s udenrigsminister har således i en pressemeddelelse af 29. april 2022, der kan findes på USA’s Udenrigsministeriums hjemmeside (Building on Steps to End the Conflict in Ethiopia - United States Department of State) udtalt bl.a. følgende: ”Buildings on Steps to End the Conflict in Ethiopia […] In recent months, Prime Minister Abiy Ahmed has taken a series of encouraging actions that have laid the groundwork for an end to conflict, including lifting the state of emergency, releasing some political prisoners and detainees, and, in parallel with Tigrayan authorities, declaring an effective cessation of hostilities. We are similarly encouraged that Tigrayan forces have withdrawn most of their forces from Afar and have reiterated their commitment to a peaceful resolution of the conflict. We now urge the parties, as my team and I have in recent days, to seize the opportunity to advance a negotiated ceasefire, including the necessary security arrangements, and call for the restoration of essential services in Tigray on an urgent basis.” På trods af ophævelsen af den nationale undtagelsestilstand, fangeløsladelserne og den generelle positive udvikling af situationen i Etiopien, må det fortsat antages, at situationen i Etiopien er ustabil og let omskiftelig, jf. Udlændingestyrelsens notat om Etiopiens Sikkerhedssituation (februar 2022), s. 3, samt UNHCR position on returns to Ethiopia (marts 2022), s. 9, hvor det anføres, at ”the situation in parts of Ethiopia may remain fluid and uncertain for some time to come”. Hertil kommer, at det er forudsat i den citerede pressemeddelelse fra USA’s udenrigsminister, at konflikten ikke er et overstået kapitel endnu. Dette følger også af en udtalelse af 15. maj 2022 på den etiopiske menneskerettighedskommission hjemmeside, hvoraf det fremgår, at menneskerettighedskommissionen er bekymret over ”rising tensions and reported sporadic fighting between forces of the Tigray Region and the Federal Government”. Situationen for etniske tigrayere i Etiopien: Etiopien er sammensat af mere end 80 forskellige etniske grupper og ifølge ”the last national census (2007), the Oromo constitutes the single largest ethnic group at 34.5 percent of the population, followed by the Amhara (26,9 percent), Somali (6,2%), Tigrayan (6,1%) …”, jf. Home Office, Country Policy and Information Note, Ethiopia (marts 2022), s. 14 f. Siden den militære konflikts opståen i 2020, har der været et højt niveau af forfølgelse af etniske minoriteter i Etiopien. Der har været rapporteringer om, at de etiopiske myndigheder er gået målrettet efter de forskellige etniske, politiske og religiøse grupperinger. I Udlændingestyrelsens notat om Etiopiens Sikkerhedssituation (februar 2022), anføres på s. 1, at forfølgelsen af etniske tigrayere har været værst, og at ”De etiopiske myndigheder i Addis Ababa har vilkårligt tilbageholdt og mishandlet tusindvis af etniske tigrayere. Anholdelsen af tigrayere er kommet i bølger i november-december 2020, juli 2021 og igen efter undtagelsestilstanden i november 2021”. I den forbindelse bemærkes, at selv den statsligt oprettede etiopiske menneskerettighedskommission, Ethiopian Human Rights Commission, den 7. november 2021 gav udtryk for, at myndighederne så ud til at anvende den da eksisterende undtagelsestilstand til at pågribe personer baseret på deres etniske identitet, jf. Landinformation, Migrationsverket, Etiopien, Försämret säkerhetsläge (november 2021), s. 6. Tilbageholdelserne og mishandlingen af etniske tigrayere medførte, at den amerikanske, den australske, den canadiske, den danske og den hollandske regering sammen med regeringen i UK den 6. december 2021 udstedte en fælleserklæring med blandt andet følgende indhold, jf. US Department of States hjemmeside, Joint Statement on Detentions in Ethiopia - United States Department of State: “Reports by the Ethiopian Human Rights Commission (EHRC) and Amnesty International describe widespread arrests of ethnic Tigrayans, including Orthodox priests, older people, and mothers with children. Individuals are being arrested and detained without charges or a court hearing and are reportedly being held in inhumane conditions […]. We reiterate our grave concern at the human rights abuses and violations, such as those involving conflict related sexual violence, identified in the joint investigation report by the Office of the United Nations High Commissioner for Human Rights and the EHRC, and at ongoing reports of atrocities being committed by all parties to the conflicts. All parties must comply with their obligations under international humanitarian law, including those regarding the protection of civilians and humanitarian and medical personnel.” Frem til juni 2021 var de etiopiske myndigheders reaktioner tilsyneladende hovedsageligt rettet mod tigrayere med en højtstående position i TPLF samt forretningsfolk og andre med en mere fremtrædende profil. Efterfølgende har myndighedernes reaktioner ramt enhver person med tigrayansk etnicitet, herunder kvinder børn og ældre, og myndighedsstyrkerne er gået fra ”hus til hus” på jagt efter etniske tigrayere, jf. Landinfo, Etiopia: Utvikling siden august 2021 (november 2021), s. 6 f. Den etniske profilering er sket ved, at personer er anmodet om at fremvise deres ID-kort (såkaldt kebele-kort), hvor den pågældende persons etnicitet er anført, og at personer med tigraysk etnicitet er blevet tilbageholdt, deres forretninger lukket, deres bankkonti frosset, ligesom de er blevet forhindret i at udrejse af Etiopien, jf. Landinformation, Migrationsverket, Etiopien, Försämret säkerhetsläge (november 2021), s. 5 f., samt Landinfo, Etiopia: Etnisk profilering af tigrayer i Addis Ababa (marts 2021), s. 4. Ifølge Human Rights Watch har “Ethiopian authorities […] arbitrarily detained, mistreated, and forcibly disappeared thousands of ethnic Tigrayans recently deported fra Saudi Arabia”, jf. Human Rights Watchs artikel af 5. januar 2022, Ethiopia: Returned Tigrayans Detained, Abused | Human Rights Watch (hrw.org) . Af artiklen fremgår i øvrigt, at Human Rights Watch interviewede 23 etniske tigrayere – der var blevet deporteret fra Saudi Arabien i perioden december 2020 til september 2020 – og at alle gav udtryk for, at ”prison guards beat them or other detainess with plastic or rubber-coated metal rods […] They said guards would remove them from their cells, force them to strip naked, and stand or kneel as they were beaten”. I forlængelse heraf kan der henvises til United States Department of State, Country Report, Ethiopia for 2021, s. 6, hvor det anføres, at ”[p]rison and pretrial detention center conditions remained harsh and in some cases life threatening”. Det er i øvrigt især i Addis Ababa, at personer med tigraysk etnicitet er blevet udsat for etnisk profilering, jf. United States Department of State, Country Report, Ethiopia for 2021, s. 4, Udlændingestyrelsens notat om Etiopiens Sikkerhedssituation (februar 2022), s. 16, samt forudsætningsvis Landinfo, Etiopia: Utvikling siden august 2021 (november 2021), s. 6. Situationen for etniske tigrayere (også i Addis Ababa) er den seneste tid blevet forbedret, idet tærsklen for arrestation af etniske tigrayere synes at være noget højere på nuværende tidspunkt sammenlignet med situationen under undtagelsestilstanden, og der har ikke på det seneste været foretaget massearrestationer af tigrayere i Addis Ababa, jf. Landinfo, Etiopia Utvikling siden november 2021 (april 2022), s. 14. Det anføres samtidig, at ”Tigrayer anses […] ikke lenger, utelukkende i kraft af sin etnisitet, som en sikkerhetsmessig trussel for myndighetene i like stor grad som tidligere”, jf. Landinfo, Etiopia Utvikling siden november 2021 (april 2022), s. 14. Heraf følger, at det fortsat forekommer – blot ikke i samme omfang som tidligere – at etniske tigrayere bliver anholdt alene i kraft af deres etnicitet. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at den nuværende situation i Addis Ababa – hvor ansøgeren er født og har haft bopæl forud for udrejsen fra Etiopien – ikke er af en sådan karakter, at enhver person med tigrayansk etnicitet vil være i risiko for at blive udsat for anholdelse, mishandling eller overgreb mv. Det må derfor bero på en konkret vurdering af den enkelte ansøgers forhold, om betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter § 7 er opfyldt. Den konkrete vurdering: Flygtningenævnet finder på baggrund af ansøgerens forklaring, der fremstår sammenhængende og troværdig, at betingelserne for at meddele hende opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens familie i kraft af navnlig faderens medlemskab af TPLF i næsten 30 år og i en 5-årig periode som formand for et lokalområde i Addis Ababa, er profileret, idet der også er henset til, at faderen var formand på et tidspunkt, hvor TPLF var den dominerende aktør i Etiopien. Det forhold, at familien er profileret underbygges også af, at ansøgerens to brødre – [B] og [C] – er blevet anholdt i [efteråret] 2021, hvor der ikke endnu var indført national undtagelsestilstand i Etiopien, og at de to brødre fortsat […] er fængslet. Endvidere underbygges det af, at politiet opholder sig uden for familiens bopæl, ligesom det til dels underbygges af, at ansøgerens søster, [A], i meget lang tid har opholdt sig på [en europæisk] ambassade, hvor hendes ægtefælle er ansat. Hun har opholdt sig dér af frygt for, at hun, hvis hun bevæger sig uden for ambassadens område, vil blive tilbageholdt af de etiopiske myndigheder. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ved indrejse til Etiopien, hvor hun derved kommer i kontakt med de etiopiske myndigheder, vil være i en risiko for – på grund af sin etnicitet som etnisk tigray sammenholdt med, at familien er profileret – at hun vil blive tilbageholdt og i risiko for at blive udsat for overgreb fra de etiopiske myndigheders side. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Etio/2022/1/mima
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i to år for overtrædelse af straffelovens § 245 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [A], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hans far blev fængslet i 2012, fordi han var modstander af styret, og fordi han havde deltaget i en PKK-demonstration. Ansøgerens mor har i 2014 eller 2015 oplyst ansøgeren om, at ansøgerens far blev slået ihjel i fængslet. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive afhørt og tortureret som følge af hans familiemedlemmers aktiviteter for Den Frie Syriske Hær. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans fætre i 2018 fortalte ham over telefonen, at deres familiemedlemmer kæmpede mod militæret. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han vil opleve problemer som følge af, at han er kurder. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at der er mange grupperinger, der er imod kurdere, og at det er farligt at være kurder i Syrien. Ansøgeren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, men er ved [landsrettens] ankedom af [sommeren] 2021 blevet idømt fængsel i to år for blandt andet vold, jf. straffelovens § 245, og udvist med indrejseforbud for bestandigt. Ansøgeren er tidligere ved dom af [vinteren 17/18] blevet straffet med fængsel i 1 år for bl.a. røveri, jf. straffelovens § 288, og betinget udvist. Ansøgeren, der er [i midten af 20'erne], er i den militærpligtige alder, og som følge heraf må han ved en tilbagevenden til Syrien frygte at blive indkaldt til aftjening af militærtjeneste. Ansøgeren er derfor isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da ansøgeren som nævnt isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af ansøgeren til Syrien. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give ansøgeren opholdstilladelse, dels i forhold til om ansøgeren kan udelukkes fra beskyttelse i henhold til Flygtningekonventionen. Ansøgeren blev ved [byrettens] dom af [vinteren 20/21] straffet med fængsel i et år og ni måneder for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, i form af vold. Ansøgeren blev samtidigt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Ansøgeren fik ved [landsrettens] ankedom af [sommeren] 2021 forhøjet straffen og blev idømt fængsel i to år for blandt andet vold, jf. straffelovens § 245, og udvist med indrejseforbud for bestandigt. Forud herfor er ansøgeren tidligere ved dom af [vinteren 17/18] blevet straffet med fængsel i et år for bl.a. røveri, jf. straffelovens § 288, og betinget udvist. Flygtningenævnet finder, at det § 245-voldsforhold, som ansøgeren blev fundet skyldig i ved [landsrettens] ankedom af [sommeren] 2021, er en forbrydelse af særlig farlig karakter i Flygtningekonventionens forstand, henset til den alvorlige personfarlige kriminalitet og længden af den idømte fængselsstraf. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den personfarlige kriminalitet, ansøgeren er dømt for, sammenholdt med, at ansøgeren tidligere er fundet skyldig i røveri, og ansøgerens personlige forhold iøvrigt, at ansøgeren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2012, hvor han var [12-15 år] år gammel. Ansøgeren har ikke ægtefælle eller børn. Han har sin mor og to halvsøskende på henholdsvis [4-7 år] og [12-15 år] i Danmark. Ansøgeren forstår og taler dansk. Han har bestået 9. og 10. klasse og har påbegyndt seks måneder af en EUX-uddannelse, men har ikke gennemført en uddannelse. Han har haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, idet han alene har været et år i praktik på [et praktiksted]. Han har en begrænset tilknytning til og ingen familie i Syrien. Han taler kurdisk og noget arabisk. Han har gået i skole til 6. eller 7. klasse i Syrien, hvor han således har haft størstedelen af sine formative år. Han har således gode forudsætninger for at klare sig i Syrien ved en udvisning. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, hvor arten og grovheden af ansøgerens nuværende og tidligere kriminalitet må være tungtvejende, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/112/EDO
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og kristen katolik af trosretning fra [by A], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har boet en årrække i [by B], Rif Damaskus, Syrien, herunder forud for klagerens udrejse af Syrien. Klageren har endvidere boet i [by C], Rif Damaskus, Syrien i en årrække. Klageren har oplyst, at han er tidligere medlem af Baathpartiet. Under den første asylsag i [1990'erne] henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive henrettet, fordi han var tidligere spion for de syriske myndigheder, og at han nu ville blive betragtet som en forræder. Klageren anførte til støtte herfor, at han i [begyndelsen af 1990'erne] nægtede at følge en ordre fra sin overordnede i militæret, og at han som følge heraf blev fængslet i to år. Efter løsladelsen mistede klageren sine borgerlige rettigheder. Klageren fik på trods heraf lov til at registrere sin familie, fordi han begyndte at samarbejde en oberstløjtnant. Klageren blev bedt om at rejse til [et andet europæisk land] og samle oplysninger om syriske medlemmer af Jehovas Vidner, hvilket klageren indvilligede i, men senere fortrød. Under den anden asylsag i 2015 henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede krigen, og at han frygtede at blive tvunget til at deltage i krigen. Klageren anførte til støtte herfor, at da han kom tilbage til Syrien efter at have afslag på asyl i Danmark i [1990'erne], blev han fængslet i seks måneder, fordi han havde unddraget sig militærtjeneste, mens han havde været i Danmark. Klageren betalte 500.000 lira for at få lukket sin sag. Klageren henviste derudover som asylmotiv til, at han var eftersøgt af myndighederne, og at hans søster blev tilbageholdt i 2015 og bedt om at give oplysninger om klagerens opholdssted. Efter klagerens søster blev løsladt, blev klagerens fars bopæl opsøgt af civilklædte personer, der spurgte efter klageren og bad familien give besked til klageren om, at han skulle henvende sig til afdeling 215, som er regimets sikkerhedstjenestes afdeling i Damaskus. Klageren henviste ydermere som asylmotiv til, at han to gange blev tilbageholdt og udsat for vold ved kontrolposter i forbindelse med en trafikforseelse og et trafikuheld. Klageren henviste endvidere som asylmotiv til, at han blev truet af oprørsgrupperne, fordi han drev en alkoholforretning. Klageren anførte til støtte herfor, at hans forretning blev brændt ned i [efteråret] 2014 i forbindelse med, at byen blev besat af Al-Nusra, og at han blev anset for at være vantro, fordi han solgte alkohol. Klageren henviste derudover som asylmotiv til de generelle forhold for kristne i Syrien. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 15/16] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse som asylmotiv henvist til, at han udførte politiske aktiviteter i Syrien i 2011. Klageren uddelte materiale og deltog i uorganiserede demonstrationer. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han vil blive anholdt af de syriske myndigheder, fordi han ikke deltog i kamphandlinger i 2014, og at han derfor bliver set som en modstander af styret. Klageren tror, at der som følge heraf, og som følge af at han er kristen, er blevet skrevet en rapport om ham. Klageren har derudover som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien, og at han ikke har noget tilbage i Syrien. Klageren har endelig under nævnsmødet som asylmotiv henvist til, at han vil blive anholdt af de syriske myndigheder, fordi hans søn har unddraget sig militærtjeneste, samt at klageren har opfordret omkring 60 personer til ikke at bære våben. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Rif Damaskus, hvor han har boet, siden han blev født, først i [by A] og senere i [by B] fra 2003 frem til 2014. Det forhold, at klageren kortvarigt har boet i [by D] indtil hans udrejse af Syrien [i foråret] 2015 kan ikke føre til en ændret vurdering. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015 og har således opholdt sig her i landet i syv år. Klageren bor i Danmark sammen med sin ægtefælle, der er familiesammenført med ham og har haft opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Herudover har klageren en myndig udeboende datter, [E], født [i 1990'erne], som er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Klageren har endvidere [E's] tre børn – klagerens børnebørn - samt hendes ægtefælle i Danmark. Klageren har endelig sin myndige udeboende datter, [F], der [i sommeren] 2019 fået opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, samt sin myndige udeboende søn, [G], som er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har de sidste cirka to år været på kontanthjælp. Fra [sommeren] 2019 til [efteråret] 2019 har han haft arbejde ved [et feriecenter]. Fra [vinteren 19/20] til [foråret] 2020 har han haft deltidsjob ved [en restaurant]. Forud herfor har han arbejdet cirka seks måneder på en restaurant i [en dansk by] og seks måneder på en gård med bygnings- og renoveringsarbejde. Klageren har ingen fritidsinteresser og har i Danmark ikke deltaget i foreninger eller lignende. Han har bestået Dansk Prøve 2. Klageren er født og opvokset i Syrien, hvor han boede indtil sin udrejse i 2015, da han var [i 40'erne]. I Syrien har klageren sine seks søskende i Syrien, hvor han dog kun taler med sin bror ifølge klagerens oplysninger. Han har to nevøer, som bor i [to andre europæiske lande]. Klageren har det psykisk svært, lider af søvnproblemer og har smerter i ryg, lænd, ben og arme. Han går for tiden til fysioterapeut. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark, hans forhold i denne periode og det forhold, at han har tre myndige børn i Danmark, findes en afgørelse om at nægte at forlænge at udgøre et indgreb i hans ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til bl.a. EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. For så vidt angår forholdet mellem klageren og den myndige udeboende søn og døtre finder Flygtningenævnet, at der ikke er tale om ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Der findes ikke at foreligge omstændigheder af afhængighed mellem klageren og de myndige udeboende børn. Forholdet mellem klageren og de udeboende døtre og søn findes derfor alene at udgøre en del af klagerens ”privatliv” i artikel 8’s forstand. For så vidt angår forholdet mellem klageren og klagerens ægtefælle finder Flygtningenævnet, at der er tale om et ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. I forlængelse heraf skal Flygtningenævnet oplyse, at såfremt Udlændingenævnet træffer afgørelse om ikke at inddrage klagerens ægtefælles opholdstilladelse som familiesammenført, kan klageren søge om genoptagelse af behandlingen af nærværende sag med henblik på en fornyet vurdering af, om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Ligeledes skal Flygtningenævnet vejlede om, at det vil være muligt at søge om genoptagelse af sagen, såfremt der ved behandlingen af ægtefællens sag i Udlændingenævnet fremkommer nye oplysninger vedrørende tilknytningen til Danmark, der kan have betydning for klagerens sag, herunder artikel 8-vurderingen. Flygtningenævnet finder således, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hans ret til respekt privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge/inddrage klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse/inddragelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagerens ophold i Danmark, og at klageren kun har haft begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, herunder at han de sidste cirka to år har været på kontanthjælp, ligesom han heller ikke har deltaget i foreningsliv eller lignende, der kunne knytte ham yderligere til det danske samfund. Klageren er født i Syrien, hvor han har boet, indtil han var [i 40'erne], hvor han har haft hele sin opvækst og skolegang, og han taler sit hjemlandes sprog og har seks søskende i hjemlandet. Klagernes bånd til Syrien derfor er stærke. På den baggrund findes en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke at virke særligt indgribende i klagerens ret til respekt for privatliv og familieliv. Overfor disse mindre vægtige hensyn til klagernes fortsatte ophold i Danmark findes statens interesse i at nægte af forlænge klagerens opholdstilladelse at måtte tillægges betydelig vægt i den konkrete sag. Efter en samlet afvejning af hensynene overfor hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Klageren har ikke på noget tidspunkt oplevet individuelle konflikter med religiøse eller kriminelle grupper, familiemedlemmer eller private. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at han har en konflikt med de syriske myndigheder, fordi han har deltaget i tre uorganiserede demonstrationer imod regimet i [sommeren] 2011 og har uddelt politisk materiale, bemærker nævnet, at klageren ikke tidligere har oplyst noget herom under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2015 eller under asylsamtalen [i efteråret] 2015. Henset til, at klageren tværtimod tidligere har forklaret, at han ikke har deltaget i politiske aktiviteter og ikke har oplevet individuelle konflikter med de syriske myndigheder, findes der at være tale om et asylmotiv, der er konstrueret til lejligheden og ikke troværdigt. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at han har en konflikt med de syriske myndigheder, fordi klageren mener, at myndighederne har skrevet en rapport om ham, fordi han er kristen, fordi han har været indehaver af en alkoholforretning, og fordi han har nægtet at bære våben, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med myndighederne af disse grunde. Det findes alene at bero på klagerens egen formodning, at der skulle være lavet en rapport om ham herom, eller at han skulle være efterlyst af disse grunde. Klagerens forklaring om, at efterretningstjenesten under en tilbageholdelse af klagerens søster, [H], der skulle skyldes klagerens forhold, havde sagt til hende, at klageren skulle henvende sig til myndighederne og ”rette sin sag”, samt at myndighederne skulle have opsøgt klagerens far, der sagde, at klageren skulle henvende sig til efterretningstjenestens afdeling 215, findes heller ikke troværdig. Flygtningenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at klagerens søster, [H's], ægtefælle efter klagerens egen forklaring skulle være et højtstående medlem af Shabiha, hvorfor det ikke fremstår troværdigt, at hun skulle være blevet tilbageholdt af efterretningstjenesten i tre dage. Med hensyn til, at klageren har nægtet at bære våben, bemærker nævnet, at klageren ikke har oplyst noget herom under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2015. Under asylsamtalen [i efteråret] 2015 forklarede han, at der var en generel opfordring fra myndighederne til alle om at bære våben, ligesom han svarede benægtende til, at han personligt er blevet opfordret hertil af nogen, efter at han vendte tilbage til Syrien i [1990'erne]. Klagerens forklaring under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 om, at han - som alle andre i området – [i efteråret] 2014 var blevet kontaktet af myndighederne på gaden, hvor han sagde, at han ikke ville bære våben, må anses for udbyggende og kan ikke lægges til grund. Med hensyn til, at klageren er kristen, og at han af den grund skulle have en konflikt med myndighederne, bemærker Flygtningenævnet, at klageren under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2015 forklarede, at han ikke havde oplevet konflikter med de syriske myndigheder eller andre som følge af, at han er kristen. Af baggrundsoplysningerne fremgår det, at de syriske myndigheder tillader praksis af forskellige trosretninger, så længe de religiøse aktiviteter ikke har politisk karakter. Herunder fremgår det blandt andet af USDOS-US” Departement of State: Country Report on Human Rights Pratices 2018 – Syria, 13. March 2019”, at den kristne minoritet i Syrien udgør omkring 5-10 % af den syriske befolkning, og at den syriske forfatning garanterer religionsfrihed, så længe religionsudøvelsen ikke forstyrrer den offentlige orden. Klagerens asylmotiv om, at han har opfordret omkring 60 personer til ikke at bære våben, således at han af den grund er i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder, kan heller ikke lægges til grund. Klageren er således først fremkommet med dette asylmotiv under nævnsmødet, og forklaringen herom er således udbyggende og findes ikke troværdig. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at klagerens søn har unddraget sig militærtjeneste, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan være asylbegrundende, da hverken klageren, sønnen eller i øvrigt klagerens andre familiemedlemmer er profileret i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2020: Syria – Military Service. Report based on fact-finding mission to Istanbul and Beirut (17-25 February 2020), side 36 f. og EASOs’ rapport fra april 2021: Syria – Military service, side 38, hvoraf fremgår, at i øvrigt uprofilerede familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i særlig risiko for overgreb fra myndighedernes side. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for straf eller overgreb fra de syriske myndigheder side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021.” Syri/2022/111/EDO
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har senest haft bopæl i Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2014, og at hun [i sommeren] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2. Afgørelsen omfattede ligeledes klagerens [antal] børn. Udlændingestyrelsen ændrede [i foråret] 2019 grundlaget for klagerens børns opholdstilladelser, således at børnene blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Klageren har [i vinteren 21/22] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun har været offentligt ansat i Syrien som [stillingsbetegnelse] ved [ministerium]. Klageren har herom oplyst, at hun arbejdede som [stillingsbetegnelse] fra [foråret] 1999 og frem til sin udrejse af Syrien. Hun fik et års orlov fra arbejdet, som med hjælp fra [en person] blev forlænget frem til [efteråret] 2015. Herefter blev klageren opsagt, idet hun ikke vendte tilbage til sit arbejde. Klageren har fremlagt dokumentation for, at hendes sag om udeblivelse fra arbejdet blev sendt til retten i Syrien [i foråret] 2016. Klageren har til støtte for klagen over statusvalg videre henvist til [sit familiemedlem A’s] konflikt med de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at [familiemedlemmet A], som var tidligere [ansat] i den syrisk-arabiske hær, i [vinteren] 2014 blev anholdt ved en kontrolpost af de syriske myndigheder, hvorefter [familiemedlem A] forsvandt. Otte måneder efter [familiemedlem A’s] forsvinden fik klagerens [familiemedlem B] at vide, at [familiemedlem A] var afgået ved døden i et syrisk fængsel som følge af tortur. Klagerens [familiemedlem B m.fl.] havde forinden disse oplysninger været indkaldt til afhøring af de syriske myndigheder, idet [familiemedlem A] var mistænkt for at have ydet økonomisk støtte til de syriske oprørere. Under afhøringen spurgte myndighederne også ind til klageren, og det blev oplyst, at der skulle gives besked til myndighederne omgående, såfremt klageren vendte tilbage til Syrien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren var ansat som [stillingsbetegnelse] i det syriske [ministerium] i en periode på [10-15] år og indtil [efteråret] 2013, hvor klageren udrejste af Syrien. Nævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at klageren allerede under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2014 oplyste, at hun ”arbejdede som [stillingsbetegnelse] i [ministerium]”. Endvidere lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren forud for udrejsen af Syrien var meddelt et års orlov fra sin ansættelse i [ministeriet], at orloven med hjælp fra […] blev forlænget frem til [efteråret] 2015, og at klageren herefter blev opsagt, idet hun ikke vendte tilbage til sit arbejde. Herudover lægger Flygtningenævnet til grund, at klagerens sag om udeblivelse fra sin ansættelse i [ministeriet] [i foråret] 2016 blev sendt til de syriske domstole. Endelig lægger nævnet til grund, at klagerens ægtefælle i [vinteren 12/13] ved en tilbagerejse til Syrien fra [land A], hvor han havde arbejdet på et projekt for [virksomhed], blev anholdt af de syriske myndigheder i lidt over to måneder, og at han i den forbindelse blev beskyldt for at have arbejdet som spion for [land A’s] regering imod den syriske regering. I relation til det forhold, at klageren under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2014 undlod at påberåbe sig asylmotivet vedrørende sin ansættelse i [ministeriet], bemærkes, at klageren på daværende tidspunkt fortsat havde orlov fra sin ansættelse. Det fremgår af Flygtningenævnets tidligere baggrundsoplysninger, at det kun var offentligt ansatte i højere stillinger eller profilerede personer, der risikerede retsforfølgelse, hvis de havde forladt deres stilling uden tilladelse. Nyere baggrundsoplysninger tyder imidlertid på, at ansættelsesniveauet ikke har en betydning herfor. Det fremgår blandt andet af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 12. marts 2021, at myndighederne retsforfølger personer, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft, hvilket også illustreres ved den foreliggende sag, idet klagerens sag om udeblivelse fra sin ansættelse i [ministerium] [i foråret] 2016 blev sendt til de syriske domstole. Det fremgår dog af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 9. december 2021, at der udstedes amnesti for offentligt ansatte, der har forladt deres stilling før den 22. marts 2020, men det fremgår ikke, om amnestireglerne i praksis bliver overholdt, ligesom høringssvaret alene er baseret på en enkelt ekstern kilde, der ikke er nærmere omtalt. Herudover fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport Syria – Treatment upon return fra maj 2022, at der sker arbitrær arrestation og tilbageholdelse også af personer, der er omfattet af amnestilove og –dekreter. Af rapporten fremgår videre, at der ikke er noget klart mønster i behandlingen af personer, der vender tilbage til Syrien, og at dette til dels beror på den enkelte ansvarlige medarbejders beslutning på indrejsestedet eller i sikkerhedstjenesten. Flygtningenævnet finder herefter – og under hensyn til, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien – at der er usikkerhed om, i hvilket omfang amnestireglerne vedrørende ansatte, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft, i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder. På denne baggrund og henset til, at klagerens sag om udeblivelse fra sin ansættelse i [ministerium] er blevet sendt til de syriske domstole sammenholdt med, at klagerens ægtefælle har været anholdt af det syriske regime med beskyldning om, at have spioneret for [land A’s] regering imod den syriske regering, finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive identificeret som en modstander af det syriske regime, og at hun derfor vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Klageren opfylder derfor betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Det bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at der i den forbindelse ikke kan lægges vægt på det anførte om klagerens [familiemedlem A], idet klagerens [familiemedlem B m.fl.] fortsat opholder sig i Syrien. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2022/109
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2020. Ansøgeren søgte asyl i 2021.Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim og født og opvokset i bydelen [A] i Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har oplyst, at hun ikke har været politisk aktiv. I begyndelsen af konflikten i Syrien deltog hun dog i fredelige demonstrationer mod den syriske regering Ved en tilbagevenden til Syrien frygter ansøgeren at blive anholdt og fængslet af de syriske myndigheder dels på grund af sin egen deltagelse i demonstrationer i begyndelsen af konflikten i Syrien, dels på grund af, at hendes far, som også deltog i demonstrationer, er eftersøgt af de syriske myndigheder og endelig på grund af, at hendes herboende ægtefælle har unddraget sig militærtjeneste. Ansøgeren har endvidere henvist til den generelle sikkerhedssituation i Syrien, herunder Damaskus. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i de første år af konflikten i Syrien deltog i flere fredelige demonstrationer rettet mod den syriske regering og Bashar Al-Assad. Demonstrationerne fandt sted i bydelene [B] og [A] i Damaskus. Ansøgeren deltog senest i en demonstration i 2013. Omkring 2011/2012 flyttede ansøgeren på grund af kamphandlinger fra [bydelen B] hvor hun og ægtefællen boede, til forældrenes bopæl. I 2012 udrejste ansøgerens far til [et mellemøstligt land], efter at han havde fundet ud af, at han var eftersøgt af de syriske myndigheder. Kort tid efter fulgte ansøgerens mor og søskende efter faren. Ansøgeren blev boende på forældrenes bopæl, fordi hendes døtre ikke kunne få tilladelse til at indrejse i[det mellemøstlige land]. I 2013 blev ansøgerens bopæl ransaget af myndighedspersoner, der spurgte hende, om hun havde deltaget i demonstrationer, hvilket hun benægtede. I 2015 fik ansøgeren med hjælp fra en advokat udstedt pas, og i [efteråret] 2016 udrejste hun af Syrien, efter at hun havde fået tilladelse til at blive familiesammenført med sin ægtefælle i Danmark. Som anført af Udlændingestyrelsen har ansøgeren opholdt sig i Syrien i en årrække, efter at først ansøgerens far og senere ansøgerens ægtefælle forlod landet. Ansøgeren er ikke blevet opsøgt som følge heraf, og hun har heller ikke i øvrigt oplevet problemer med de syriske myndigheder. Ifølge ansøgerens forklaring har hun deltaget i enkelte fredelige demonstrationer, hvor hun har været tildækket, og hun er ikke blevet opsøgt af de syriske myndigheder som følge af sin deltagelse. Ansøgeren fik i 2015 udstedt nationalitetspas på immigrationskontoret i Damaskus, og hun udrejste herefter af landet. Ved grænseovergangen mellem Syrien og Libanon fremviste ansøgeren sit pas og sine ID-papirer til såvel de syriske som de libanesiske myndigheder. Flygtningenævnet tiltræder herefter og af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse som anført i udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren nu har forklaret, at hun ikke kan opnå kontakt til sin mor, der angiveligt er indrejst i Syrien, da baggrunden herfor beror på ansøgerens formodning. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet endvidere, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus, Syrien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Syri 2022//108 MNR
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren søgte asyl i Danmark i 2014. I 2014 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I 2021 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er etnisk araber og katolik fra landsbyen […] i provinsen Daraa, Syrien, og er som cirka 20-årig flyttet til Damaskus, hvor hun boede indtil sin udrejse af Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i] 2014 klageren opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive dræbt som følge af krigshandlingerne i Syrien, og at hun var alene i Syrien, idet hendes ægtefælle opholdt sig i Danmark. Klageren har under inddragelsessagen på ny forklaret, at hun ikke har oplevet konkrete konflikter i Syrien, og at hun flygtede på grund af krigen og de generelle omstændigheder. Hun har videre forklaret, at hun ikke længere har nogen tilknytning til Syrien, idet hele hendes familie er udrejst, og det ikke er sikkert at opholde sig i landet. Klageren har endvidere forklaret, at både hun og hendes ægtefælle er ældre mennesker og meget syge, og at de derfor ikke vil kunne klare sig i Syrien, hvor de ikke har nogen indkomst eller noget sted at bo og heller ikke vil kunne modtage den fornødne lægelige behandling. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. På den anførte baggrund og i overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis tiltrædes det således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om det er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8, at inddrage klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19 a. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2 Oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold og behandlingsmuligheder indgår i denne vurdering, jf. herved blandt andet Den Europæiske Menneskerettigheds domstols afgørelser i Hasanbasic mod Schweiz (52166/09), præmis 64, og Emre mod Schweiz (42034/04), præmis 81-81. Klageren bor sammen med sin ægtefælle I Danmark, hvor hun har opholdt sig i ca. 8 år, og Flygtningenævnet finder, at en afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hendes ret til respekt for privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagernes privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at inddragelsen af klagernes opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at inddragelsen af klagernes opholdstilladelse varetager et legitimt hensyn til landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at inddrage klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en inddragelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, hvori indgår klagerens og dennes ægtefælles høje alder og svækkede helbred, samt deres behov for løbende behandlinger, parrets afhængighed af hinanden og det forhold, at klageren ikke længere har familie eller bekendte i Syrien, finder Flygtningenævnet, at det vil være i strid med EMRK artikel 8 at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. ”.: Syri/2022/107MNR
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har været medlem af Baath partiet. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens advokat har på klagerens vegne [i vinteren 20/21] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af repræsentanter for det syriske regime, idet hun har forladt en offentlig stilling uden tilladelse. Klageren har videre oplyst, at hun frygter Den Frie Syriske Hær, idet hun har arbejdet for regimet. Endeligt har klageren oplyst, at hun frygter de generelle forhold på grund af krigen i landet. Klageren har herom oplyst, at Den Frie Syriske Hær indtog klagerens landsby i [foråret] 2015. Repræsentanter fra Den Frie Syriske Hær opsøgte klagerens ægtefælle, og truede klagerens ægtefælle med at slå dem ihjel samt oplyste ham om, at de blev anset som tilhængere af det syriske regime og spioner. Klagerens ægtefælle modtog i [foråret] 2015 flere opkald fra repræsentanter fra Den Frie Syriske Hær, hvor de igen truede klageren og dennes ægtefælle. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har arbejdet for regimet som offentligt ansat lærer. Nævnet lægger endvidere til grund, at klager har forladt denne stilling og er udrejst legalt af Syrien med sin børn, mens hendes ægtefælle, der tillige er offentlig ansat som [medarbejder] i [efterretningsvæsenet], forblev i Syrien i fire år, indtil han udrejste illegalt, idet han havde modtaget et udrejseforbud af de syriske myndigheder. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren er idømt 3 års fængsel for at have forladt sin stilling i Syrien. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder og under hensyn til det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, er det vurderingen, at det må lægges til grund, at der er usikkerhed om i hvilket omfang amnestireglerne vedrørende ansatte, der har forladt en offentlig stilling, i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder. I den forbindelse lægger nævnet vægt på, at Udenrigsministeriets høringsnotat af 9. december 2021 alene er baseret på en enkelt ekstern kilde, der ikke er nærmere omtalt, og at notatet ikke i øvrigt er støttet af andre baggrundsoplysninger, herunder hvordan amnestireglerne er implementeret i praksis. Nævnet lægger tillige vægt på, at der efter baggrundsoplysningerne - senest rapport fra The Danish immigration Service fra maj 2022 - hersker vilkårlighed i behandlingen af borgerne i Syrien. Uanset klagerens [familiemedlem] var martyr for de syriske myndigheder, og at klageren kunne få udstedt et nationalitetspas og udrejse lovligt af landet, må det tillægges afgørende vægt, at klageren og senere klagerens ægtefælle blev opsøgt af myndighederne samt truet på livet af oppositionen, og at klagerens ægtefælle fik udstedt et udrejseforbud af de syriske myndigheder som følge af klagerens forhold. Nævnet har også lagt vægt på, at klagerens ægtefælle, må anse for at have være en højtstående offentligt ansat, og at ægtefællen er udrejst illegalt af landet og således tillige har forladt sin offentlige stilling uden tilladelse. Disse kumulative forhold vil alt andet lige indebære en øget risiko for, at amnestireglerne ikke vil blive efterlevet i praksis af de syriske myndigheder. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at være efterstræbt af de syriske myndigheder, hvorfor hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/106/juri
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren er født i Damaskus, og hun har boet i Damaskus frem til sin udrejse af Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 14/15] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun frygtede at blive stillet for en domstol, fordi hun var rejst fra sit arbejde som offentligt ansat uden at få lov eller uden at have fået orlov. Klageren henviste som yderligere asylmotiv til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hun har været offentligt ansat og har forladt sin stilling uden tilladelse. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun fra [vinteren 13/14] frem til sin udrejse af Syrien har arbejdet som kontorassistent i [et ministerium] i Syrien, og at hun udrejste uden tilladelse, idet hendes arbejdsgiver ikke ville acceptere, at hun opsagde sit job eller fik orlov. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Rif Damaskus, hvor hun bosatte sig, da hun i 2011 blev gift og boede indtil udrejsen i [efteråret] 2014. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at klagerens tidligere ægtefælle i 2015 har truet hende på livet, findes dette ikke at være asylbegrundende. Det må således lægges til grund, at der er tale om et afsluttet forhold, idet klageren og den tidligere ægtefælle i 2015 blev enige om at blive skilt, og klageren har ikke hørt fra ham siden, ligesom de begge anser deres forhold for afsluttet. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien vurderer Flygtningenævnet i praksis ikke længere er noget problem og kan ikke anses for at skabe en reel konflikt med myndighederne. Det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Security Situation in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, based on interviews between 16 to 27 november 2018 in Beirut and Damascus” fra februar 2019, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, at vedkommende forlod landet under krigen, og at illegal udrejse af Syrien fortsat er strafbart, men at det i praksis ikke længere er et problem, idet man kan få sin situation afklaret ved en syrisk repræsentation i udlandet inden indrejsen i Syrien. Vedrørende klagerens asylmotiv om, at hun har en konflikt med de syriske myndigheder som følge af, at hun uden tilladelse har forladt sin stilling som offentlig ansat i [et ministerium], bemærkes det, at klagerens opgaver bestod i at tage mod telefonopkald og viderestille dem til rette medarbejder. Der er således tale om en underordnet stilling, ligesom klageren må anses for helt uprofileret i forhold til myndighederne. Om konsekvenserne af at forlade sin stilling i den offentlige sektor i Syrien uden tilladelse fremgår det ifølge Udenrigsministeriets høringssvar af 9. december 2021 blandt andet, at der generelt udstedes amnesti for offentligt ansatte, der har forladt deres stilling før den 14. marts 2019 (Legislative Decree no 20 of 2019) og før den 22. marts 2020 (Legislative Decree no 6 of 2020), og at det er uden betydning, om man tidligere er idømt en straf. Af Flygtningenævnets tidligere baggrundsoplysninger fremgik det, at det kun var offentligt ansatte i højere stillinger eller profilerede personer, der risikerede retsforfølgelse, hvis de havde forladt deres stilling uden tilladelse. Nyere baggrundsoplysninger tyder imidlertid på, at ansættelsesniveauet ikke har en betydning herfor. Af høringssvaret fra Udenrigsministeriet af 9. december 2021 fremgår det ikke, om amnestireglerne i praksis bliver overholdt, ligesom høringssvaret alene er baseret på en enkelt ekstern kilde, der ikke er nærmere omtalt. Det fremgår herudover af Udlændingestyrelsens rapport Syria – Treatment upon return fra maj 2022, at der sker arbitrær arrestation og tilbageholdelse også af personer, der er omfattet af amnestilove og –dekreter. Af rapporten fremgår videre, at der ikke er noget klart mønster i behandlingen af personer, der vender tilbage til Syrien, og at dette til dels beror på den enkelte ansvarlige medarbejders beslutning på indrejsestedet eller i sikkerhedstjenesten. Under hensyn til det forsigtighedsprincip, som efter Flygtningenævnets praksis er gældende i sager vedrørende syriske statsborgere finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering med særlig vægt på den usikkerhed der er om, i hvilket omfang amnestireglerne vedrørende ansatte, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft, i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder, risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et mindretal af nævnet finder ikke, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, men mindretallet finder, at klageren bør meddeles opholdstilladelse efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/105/juri
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren er født i Aleppo, hvor hun har boet frem til udrejse af Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at hun [i sommeren] 2019 indgav ansøgning om asyl. Det fremgår videre af sagen, at Udlændingestyrelsen [i vinteren 19/20] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Under asylsagen henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien risikerede fængselsstraf for at rejse uden at opsige sin stilling som offentligt ansat. Klageren henviste yderligere som asylmotiv til de generelle forhold i Syrien. Advokat [A] har på vegne af klageren [i foråret] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at hendes ægtefælle er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, finder Flygtningenævnet ikke, at dette i sig selv er asylbegrundende. Dels er ansøgerens ægtefælle ikke særligt profileret, dels fortsatte klageren med at arbejde for staten i et regimekontrolleret område indtil [efteråret] 2013, uanset den syriske sikkerhedstjeneste spurgte efter klagerens ægtefælle cirka et halvt år forud herfor, i [foråret] 2013. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det forhold, at klageren subjektivt frygter PKK generelt, uanset at hun ikke har haft konflikter med PKK i Syrien eller i øvrigt været i kontakt med dem, kan heller ikke være asylbegrundende. Vedrørende forholdet om, at klageren ikke har bolig eller job i Syrien, eller at hun [lider af et handicap] og skal have støtte i den forbindelse, bemærkes det, at der er tale om forhold af socio-økonomisk karakter, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien vurderer Flygtningenævnet i praksis ikke længere er noget problem og kan ikke anses for at skabe en reel konflikt med myndighederne. Det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Security Situation in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, based on interviews between 16 to 27 november 2018 in Beirut and Damascus” fra februar 2019, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, at vedkommende forlod landet under krigen, og at illegal udrejse af Syrien fortsat er strafbart, men at det i praksis ikke længere er et problem, idet man kan få sin situation afklaret ved en syrisk repræsentation i udlandet inden indrejsen i Syrien. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at hun har en konflikt med de syriske myndigheder som følge af, at hun uden tilladelse har forladt sin stilling som offentlig ansat [kontorfunktionær] på et statsejet teknisk serviceværksted i Aleppo, hvor opgaverne bestod i at tage mod telefonopkald og viderestille dem til rette medarbejder, bemærkes det, at der er tale om en underordnet stilling, ligesom klageren må anses for helt uprofileret i forhold til myndighederne. Om konsekvenserne af at forlade sin stilling i den offentlige sektor i Syrien uden tilladelse fremgår det ifølge Udenrigsministeriets høringssvar af 9. december 2021 blandt andet, at der generelt udstedes amnesti for offentligt ansatte, der har forladt deres stilling før den 14. marts 2019 (Legislative Decree no 20 of 2019) og før den 22. marts 2020 (Legislative Decree no 6 of 2020), og at det er uden betydning, om man tidligere er idømt en straf. Af Flygtningenævnets tidligere baggrundsoplysninger fremgik det, at det kun var offentligt ansatte i højere stillinger eller profilerede personer, der risikerede retsforfølgelse, hvis de havde forladt deres stilling uden tilladelse. Nyere baggrundsoplysninger tyder imidlertid på, at ansættelsesniveauet ikke har en betydning herfor. Af høringssvaret fra Udenrigsministeriet af 9. december 2021 fremgår det ikke, om amnestireglerne i praksis bliver overholdt, ligesom høringssvaret alene er baseret på en enkelt ekstern kilde, der ikke er nærmere omtalt. Det fremgår herudover af Udlændingestyrelsens rapport Syria – Treatment upon return fra maj 2022, at der sker arbitrær arrestation og tilbageholdelse også af personer, der er omfattet af amnestilove og –dekreter. Af rapporten fremgår videre, at der ikke er noget klart mønster i behandlingen af personer, der vender tilbage til Syrien, og at dette til dels beror på den enkelte ansvarlige medarbejders beslutning på indrejsestedet eller i sikkerhedstjenesten. Under hensyn til det forsigtighedsprincip, som efter Flygtningenævnets praksis er gældende i sager vedrørende syriske statsborgere finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering med særlig vægt på den usikkerhed der er om, i hvilket omfang amnestireglerne vedrørende ansatte, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft, i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder, risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et mindretal af nævnet finder ikke, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, men mindretallet finder, at klageren bør meddeles opholdstilladelse efter § 7, stk. 2. Klageren samt klagerens fire medfølgende børn opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, 1.” Syri/2022/104/juri
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2010.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Sayidah Zainab, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [en dato i vinteren 11/12] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive fængslet og afhørt om, hvad hun havde lavet i udlandet og at hun ville blive stemplet som terrorist, fordi hendes [familiemedlem] har været tilbageholdt. Klageren henviste endvidere til de generelle forhold. Udlændingestyrelsen har [en dato i vinteren 20/21] truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, da grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at hun ikke har et sted at bo i Syrien og at priserne er blevet meget høje, hvorfor hun ikke vil kunne forsørge sig selv. Flygtningenævnet finder fortsat, at de generelle forhold i Damaskus ikke kan føre til, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker, at Amnesty Internationals rapport ”You’re going to your death” af 7. september 2021 ikke kan føre til en anden vurdering, idet den i alt væsentligt bekræfter de oplysninger, der fremgår af de øvrige baggrundsoplysninger om Syrien – herunder oplysningerne om de syriske myndigheders alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Flygtningenævnet finder således, at hverken denne rapport eller de øvrige nyere baggrundsoplysninger giver anledning til en anden vurdering. Flygtningenævnet henviser for så vidt angår klagerens individuelle asylmotiv til nævnets afgørelse af [en dato i efteråret] 2021. For så vidt angår vurderingen af, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, henviser Flygtningenævnet med hensyn til de generelle bemærkninger herom til nævnets afgørelse af [en dato i efteråret] 2021. Flygtningenævnet skal i den forbindelse vurdere, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse skal undlades af hensyn til klageren og klagerens ægtefælles ret til familieliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at det efter baggrundsoplysningerne ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan lægges til grund, at klagerens ægtefælle vil kunne indrejse og opnå tilladelse til varigt eller længerevarende ophold i Syrien. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære et uproportionalt indgreb i klagerens og klagerens ægtefælles ret til familieliv, og at det vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser efter EMRK artikel 8 om familiens enhed, hvis klagerens opholdstilladelse inddrages. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 20/21], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2022/103/juri
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [flygtningelejr], Libanon. Ansøgeren blev som [12-15-årig] medlem af The Popular Front for the Liberation of Palestine – General Command (PFLP-GC) i Libanon. Ansøgeren var medlem af PFLP-GC frem til [årstal]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at han vil blive slået ihjel af PFLP-GC og andre ekstremistiske grupper. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev tilbageholdt i cirka [antal] dage og udsat for fysiske overgreb af PFLP-GC, idet han nægtede at adlyde en ordre fra sin overordnede om at deltage i krigen i Syrien. Ansøgeren blev under tilbageholdelsen udsat for tortur, og han fik blandt andet overhældt sin krop med brandfarlig væske, som efterfølgende blev antændt. Ansøgeren undslap ved at bestikke et medlem af PFLP-GC, og ansøgeren blev umiddelbart herefter indlagt på et hospital i en måned. Ansøgeren udrejste herefter til [land]. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel af andre ekstremistiske grupper, herunder grupperne Jund Alsham og Osbat Alansar, idet ansøgeren har været medlem af PFLP-GC. Det lægges til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon, og at han er fra UNRWA mandat-området. Da ansøgeren har haft UNRWA beskyttelse eller bistand, er han som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNWRA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældendes levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer på helt centrale punkter overfor de svenske og danske myndigheder, ligesom han har forklaret afglidende på helt centrale spørgsmål ved nævnsmødet. Ansøgeren har forklaret, at der var tolkeproblemer ved samtalerne med de svenske myndigheder. Men gengivelsen af hans forklaring overfor de svenske myndigheder fremstår med gentagelser og specifikationer i et sådant omfang, at Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgerens divergerende forklaringer på centrale punkter skyldes problemer med tolkningen overfor de svenske myndigheder. Ansøgeren har således f.eks. flere gange under sin samtale med de svenske myndigheder forklaret, at PFLP-GC tog ham til Syrien, hvor de tog ham til et lille mørkt rum, hvor han blev tortureret, fordi han ikke ville i krig. Ansøgeren har derimod til de danske myndigheder og overfor Flygtningenævnet forklaret, at han aldrig har været i Syrien. Ansøgeren har ligeledes overfor Flygtningenævnet forklaret, at han ikke vidste, hvilken organisation PFLP-GC var, men da han blev foreholdt, at han overfor Udlændingestyrelsen har forklaret, at hans mor ikke ville have, at han skulle blive en del af PFLP-GC, fordi hun gik ind for fred og var bange for, at der skulle ske ansøgeren noget, svarede ansøgeren afglidende på dette overfor Flygtningenævnet. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at han har været udsat for tortur, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig, og at forklaringen ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon risikerer at befinde sig i en alvorlig personlig usikkerhedssituation. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og på ny opnå bistand fra UNRWA, og de generelle forhold i Libanon er ikke af en sådan karakter, at det vil være umuligt for UNRWA at sikre ansøgerens livsvilkår i overensstemmelse med organisationens opgavevaretagelse. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport, Lebanon Readmission of Palestian Refugees from Lebanon af marts 2020, at de libanesiske myndigheder siden maj 2018 generelt har været tilbageholdende med at tillade palæstinensiske flygtninge fra Libanon at genindrejse i Libanon. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det også fremgår af samme rapport, at det faktisk har været muligt for flere europæiske lande at returnere palæstinensiske flygtninge til Libanon. På ovennævnte baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., men at ansøgeren ikke er omfattet af artikel 1 D, 2. pkt., idet ansøgeren ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNRWAs beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Stat/2022/13/MLVT.
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Iran/2022/31, Iran/2022/32 og Iran/2022/38. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk perser og shiamuslim fra Teheran, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2011 klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive anholdt og henrettet på grund af sin datter, [A’s] (tidligere navn [A]) politiske aktiviteter mod regeringen. Til støtte for sit asylmotiv henviste klageren til, at [A] havde udført illegale politiske aktiviteter for det kurdiske parti, KDPI, hvilket var kommet til de iranske myndigheders kundskab. Klagerens bopæl i Iran blev opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, der ønskede oplysninger om [A’s] opholdssted og aktiviteter. Klagerens bopæl blev ved den lejlighed ransaget, og den iranske efterretningstjeneste fandt og konfiskerede politisk materiale samt familiens ID-dokumenter. Ved samme episode blev klagerens ægtefælle anholdt, og hun blev herefter tilbageholdt i [flere] dage, hvor hun blev udsat for psykiske og fysiske overgreb. Hun blev løsladt mod kaution. Ved løsladelsen blev klagerens datter, [B], oprørt over at se, hvordan hendes mor var blevet behandlet, hvorefter hun overfaldt myndighedspersoner fysisk og verbalt. Myndighederne tilbageholdt herefter [B] i [flere] dage, hvor hun blev udsat for fysisk og psykisk tortur. Efter løsladelsen, der skete mod kaution, besluttede klageren sammen med sin familie at gå under jorden i [by], hvor de levede i skjul i omtrent ni måneder, hvorefter de flygtede til [land]. Flygtningenævnet omgjorde [i sommeren] 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2011, således at klageren fik meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning til, at klagerens forklaring om, at hans datter havde udført politiske aktiviteter mod regeringen i Iran, og at klageren var udrejst illegalt fra Iran, blev lagt til grund. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, skt. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede, da han bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sin identitet og familierelationer, og at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Klageren har under denne nævnsbehandling erkendt, at klagerens oprindelige navn er [C], at hans ægtefælles oprindelige navn er [D], at hans datter [B’s] oprindelige navn er [B], at hans datter [A’s] oprindelige navn er [A], og at [E] (oprindeligt [E]) er hans søn. Klageren har således erkendt, at klageren allerede under sin oprindelige asylsag og under nærværende forlængelsessag svigagtigt har forklaret usandt om sit eget og sine familiemedlemmers navne og relation til [E], hvilket er væsentligt i forhold til vurderingen af klagerens generelle troværdighed. Klageren har i forbindelse med nærværende sag henvist til sit oprindelige asylmotiv, og han har på væsentlige punkter fastholdt sin forklaring om sit asylmotiv under henholdsvis den oprindelig asylsag og nærværende sag. Flygtningenævnet bemærker, at det er udlændingemyndighederne, der har bevisbyrden for, at opholdstilladelsen er opnået ved svig, og på det foreliggende grundlag finder Flygtningenævnet, at det er betænkeligt at lægge til grund, at klageren har udvist en sådan svig, der har relevans for asylmotivet, at opholdstilladelsen kan nægtes forlænget. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2022/39/EHD
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Iran/2022/31, Iran/2022/32 og Iran/2022/39. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk perser og shiamuslim fra Teheran, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2011 klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive anholdt og henrettet på grund af sin datter, [A’s] (tidligere navn [A]) politiske aktiviteter mod regeringen. Til støtte for sit asylmotiv henviste klageren til, at [A] havde udført illegale politiske aktiviteter for det kurdiske parti, KDPI, hvilket var kommet til de iranske myndigheders kundskab. Klagerens bopæl i Iran blev opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, der ønskede oplysninger om [A’s] opholdssted og aktiviteter. Klagerens bopæl blev ved den lejlighed ransaget, og den iranske efterretningstjeneste fandt og konfiskerede politisk materiale samt familiens ID-dokumenter. Ved samme episode blev klageren anholdt, og hun blev herefter tilbageholdt i [flere dage], hvor hun blev udsat for psykiske og fysiske overgreb. Hun blev løsladt mod kaution. Kort tid efter gik hun sammen med sin familie under jorden i [by], hvorefter de efter ni måneder flygtede til [land]. Flygtningenævnet omgjorde [i sommeren] 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2011, således at klageren fik meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning til, at klagerens forklaring om, at hendes datter havde udført politiske aktiviteter mod regeringen i Iran, og at klageren var udrejst illegalt fra Iran, blev lagt til grund. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, skt. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede, da hun bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sin identitet og familierelationer, og at klageren således har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Klagerens advokat har i forbindelse med nærværende sag henvist til klagerens oprindelige asylmotiv. Klageren har under henvisning til helbredsmæssige forhold undladt at afgive forklaring for Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet under inddragelsessagen. Klagerens advokat har under denne nævnsbehandling tilkendegivet, at klageren erkender, at klagerens oprindelige navn er [B], at hendes ægtefælle [C’s] oprindelige navn er [C], at hendes datter [A’s] oprindelige navn er [A], at hendes datter [D’s] oprindelige navn er [D], og at [E] (oprindeligt [E]) er hendes søn. Klageren har således erkendt, at klageren allerede under sin oprindelige asylsag og under nærværende inddragelsessag svigagtigt har forklaret usandt om sit eget og sine familiemedlemmers navne og relation til [E], hvilket er væsentligt i forhold til vurderingen af klagerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet bemærker, at det er udlændingemyndighederne, der har bevisbyrden for, at opholdstilladelsen er opnået ved svig, og på det foreliggende grundlag finder Flygtningenævnet, at det er betænkeligt at lægge til grund, at klageren har udvist en sådan svig, der har relevans for asylmotivet, at opholdstilladelsen kan nægtes forlænget. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2022/38/EHD
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] fra [A], [B]-provinsen i Iran. Ansøgeren er tidligere shiamuslim af trosretning, men har oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han praktiserede islam indtil sine sene teenageår. Herefter var ansøgeren alene muslim af navn, og han bekendte sig ikke længere til nogen religion, selv om han fortsat troede på, at der fandtes en gud. Ansøgeren blev for tre år siden interesseret i kristendommen. Ansøgeren begyndte at diskutere religion med sin kollega, [C], som ansøgeren havde kendt i syv år. [C] begyndte at nævne kristendommen for ansøgeren i begyndelsen af 2019. De diskuterede religionerne kristendom og islam. [C] anbefalede ansøgeren at læse om kristendommen, så ansøgeren kunne få bedre indsigt i religionen. Herefter begyndte ansøgeren at søge information om kristendommen på internettet på sin computer. Ansøgeren gjorde dette i seks til syv måneder, og i denne periode voksede ansøgerens interesse for kristendommen. I [slutningen af] 2019 inviterede [C] ansøgeren med til et møde i en huskirke i [B]. Ansøgeren blev introduceret til [D], der var konverteret til kristendommen. [D] fungerede som en slags gruppeleder under møderne. De var i alt seks til syv personer inklusiv ansøgeren til møderne. Der blev bedt bønner og læst op fra Biblen til møderne. Det første møde fandt sted på [B’s] bopæl. Efterfølgende deltog ansøgeren i 10-12 møder i huskirker, der blev afholdt forskellige steder. Møderne blev altid afholdt om fredagen. Der blev afholdt to møder på ansøgerens bopæl med en uges mellemrum. Ansøgeren var ved kristendommen tiltrukket af medmenneskeligheden, næstekærligheden og Jesus Kristus opofrelse. I en periode var de nødt til at stoppe med at holde møder på grund af Covid-19-situationen, men møderne blev genoptaget igen. Det sidste møde blev afholdt [i foråret] 2020. Ansøgeren tog hjem efter mødet, hvor [C] ringede til ham sent på aftenen. [C] oplyste til ansøgeren, at han havde fundet ud af, at der havde været nogle agenter på [D’s] bopæl. Agenterne havde anholdt [D] og hans hustru. [C] fortalte ansøgeren, at dette også kunne ske for ham, og at det var bedst, hvis de opholdt sig et andet sted end på deres bopæl. Ansøgeren formoder, at [D] blev anholdt, fordi han havde deltaget i møderne i huskirkerne. Ansøgeren udrejste af Iran kort tid herefter via en menneskesmugler. To dage efter anholdelsen af [D] opsøgte tre civilklædte mænd ansøgerens og hans forældres bopæl, hvor de foretog en ransagning af hele ejendommen. De spurgte, hvor ansøgeren befandt sig, hvilke aktiviteter ansøgeren havde udøvet, samt hvilke grupper ansøgeren var tilknyttet. De civilklædte mænd var på bopælen i en time. De tog ansøgerens tablet og computer med. Ansøgeren havde ikke bøger eller andre skrifter vedrørende kristendommen på sit værelse. Ansøgeren havde materiale vedrørende kristendommen på sin computer, herunder ansøgerens søgehistorik og pdf-filer. Derudover tog mændene ansøgerens pas og et chartek med ansøgerens personlige dokumenter. De civilklædte mænd sagde til ansøgerens forældre, at hvis de fik kontakt til ansøgeren, skulle de kontakte dem. Ansøgeren ved ikke, hvem de civilklædte personer var, eller hvor de kom fra. Efter sin ankomst til Danmark fik ansøgeren af sin far oplyst, at forældrenes bopæl var blevet opsøgt igen, formentligt i sommeren 2020. Forældrene blev spurgt, hvor ansøgeren befandt sig, og om der var noget nyt vedrørende ansøgeren, ligesom de blev bedt om at sige til ansøgeren, at han skulle rette henvendelse til efterretningstjenesten i [A]. Ansøgeren har videre oplyst, at han ti dage efter sin ankomst var i kirke for første gang i Danmark. Det var i […] Kirke. Ansøgeren beder bønner hver dag, herunder Fadervor, og han opfatter sig selv som kristen. Ansøgeren oplever en indre ro, efter han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren bekender sig til den protestantiske retning inden for kristendommen. Ansøgeren synes især godt om bibelfortællingen ”Den fortabte søn”. Ansøgeren har ved sin konversion til kristendommen fundet en gud, som han har kontakt til. Ansøgeren blev frelst den dag, hvor han bekendte sig fuldt ud til den kristne tro. Ansøgeren er [i sommeren] 2021 blevet døbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund, idet forklaringen herom ikke er troværdig. Nævnet lægger herved først og fremmest vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvad der nærmere var udslagsgivende for, at han anså sig som kristen, forekommer overfladisk, ligesom nævnet ikke finder, at ansøgerens kendskab til kristendommen er udtryk for en indre overbevisning af religiøs karakter. Det forekommer heller ikke overbevisende, at ansøgerens kollega, som han ikke talte med om personlige ting, opfordrede ham til at læse om kristendommen, hvilket ansøgeren herefter gjorde ved søgning af oplysninger på internettet, selv om det kunne være farligt at undersøge kristendommen, fordi det i Iran er ulovligt at konvertere fra islam til kristendommen. Det må ikke mindst på den baggrund kunne forventes, at ansøgeren er i stand til at forklare, hvordan han blev overbevist om at konvertere og foretage handlinger, som er ulovlige i Iran, henset til den fare, som han derved udsætter sig selv for. Ansøgeren boede indtil sin udrejse hos sine forældre, hvor nogle af huskirkemøderne angiveligt blev afholdt. Nævnet har ved ansøgerens forklaring lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt hans forældre var hjemme i forbindelse med, at to af kirkemøderne blev afholdt hos ham. Han har således til sin oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2020 oplyst, at begge hans forældre var hjemme, når møderne blev afholdt hos ham, mens han til asylsamtalen [i foråret] 2021 har oplyst, at hans forældre kun var hjemme den ene gang. Under nævnsmødet har han forklaret, at han ikke havde fortalt sin mor om sin konversion, fordi hun ville blive ked af det, hvorfor han alene har fortalt det til sin far. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at nogle af huskirkemøderne blev afholdt hjemme hos ham, ikke er overbevisende. Det forekommer ikke overbevisende, at ansøgeren allerede en måned efter sit første møde i huskirken afholdt et møde hjemme hos sig selv, når henses til den risiko for forfølgelse af myndighederne, som han derved udsatte sig selv og sine forældre for. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har været i stand til at forklare detaljeret om, hvorledes møderne i huskirken nærmere foregik, herunder om indholdet af møderne. Ansøgerens forklaring om, at han efter at være blevet ringet op af [C], som fortalte, at lederen af kirkegruppen og dennes ægtefælle var blevet tilbageholdt af myndighederne efter et møde i huskirken, forlod sin bopæl uden at medbringe sin computer og tablet, som indeholdt oplysninger, der kunne belyse hans konversion, herunder søgehistorik fra internettet, forekommer heller ikke overbevisende. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt han var til stede på sin bopæl, da myndighederne opsøgte ham. Han har således til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han forlod sin bopæl om morgenen, hvor hans bror kom og kørte ham til sin svogers sommerhus, hvortil han ankom kl. 15, og hvor han om aftenen kl. 21 skulle mødes med en menneskesmugler. Senere til samtalen har han derimod oplyst, at han havde forladt sin bopæl to dage, før myndighederne kom for at opsøge ham, og at han herefter opholdt sig 3-5 dage i sin svogers sommerhus, inden han udrejste. Til sin asylsamtale og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han efter at være blevet advaret af [C], overnattede hos sin fætter, der også boede i [A], hvor han overnattede indtil næste dag, hvor hans bror kørte ham til sin svogers sommerhus. Nævnet har ydermere lagt vægt på, at medlemmerne af huskirken angiveligt ikke tog nogen forholdsregler i forbindelse med sikkerheden overfor de iranske myndigheder, når henses til, at det i Iran er ulovligt at konvertere fra islam til kristendommen. Det fremgår således af baggrundsoplysninger, herunder Update on the Situation for Christian Converts in Iran, at huskirker generelt er svært tilgængelige, og at potentielle medlemmer overvåges i flere måneder, før de får adgang til huskirken. På den baggrund fremstår ansøgerens forklaring om, hvordan han blev medlem af huskirken, ikke troværdig, herunder at han uden videre fik adgang til huskirken, fordi hans kollega - som han ikke tidligere havde talt med om personlige forhold - stolede på ham. De aktiviteter, som ansøgeren har haft i Danmark i tilknytning til kristne institutioner og opslag på sociale medier, kan ikke i sig selv føre til, at han er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne i Iran. Det er ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans aktiviteter i Danmark er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Hertil kommer, at det fremgår af foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Report: House churches and Converts og DFAT Country Information Report: Iran, at hjemvendte asylansøgere, som ikke udfører aktiviteter i Iran i relation til kristendommen, ikke vil have de iranske myndigheders interesse. Det fremgår heraf, at kristne aktiviteter på Facebook, herunder en erklæring om konvertering, ikke vil føre til forfølgelse. Endelig fremgår det, at de iranske myndigheder er bevidste om, at iranske asylansøgere konverterer med henblik på at opnå asyl, og at hjemvendte asylansøgere, som har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt i Iran af den grund. Det er sammenfattende Flygtningenævnets vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er et udtryk for en reel indre overbevisning af religiøs karakter, og at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Iran/2022/35/anjv
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by A], Vest-Aserbajdsjan, Iran, og har fra [2010’erne] frem til sin udrejse boet i Teheran, Iran. Hun har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle, idet han tidligere har forsøgt at slå hende ihjel, og fordi hun er udrejst af Iran. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun mødte sin ægtefælle til en bryllupsfest, og at de blev gift, da de havde kendt hinanden i syv til otte måneder. Hendes forældre var imod indgåelsen af ægteskabet, men de accepterede det, fordi ansøgeren ønskede det. Da ansøgeren og hendes ægtefælle havde boet i Teheran, hvor de flyttede til efter indgåelsen af ægteskabet, i fire til fem måneder begyndte deres problemer. Hendes ægtefælle ville have, at ansøgeren gik i moske under ramadanen, hvilket ansøgeren ikke ønskede. Hendes ægtefælles adfærd ændrede sig, og han begyndte at tale grimt til ansøgeren og være voldelig. Han har desuden flere gange taget kvælertag på ansøgeren og voldtaget hende. En aften bankede en nabo på døren, mens ansøgerens ægtefælle tog kvælertag på ansøgeren. De var derefter inde hos naboen, som forsøgte at hjælpe dem med deres problemer. Da de kom hjem, efter at have været inde hos naboen, sagde ansøgerens ægtefælle, at han ville slå hendes ihjel. Han forlod derefter hjemmet efter et telefonopkald, og ansøgeren ringede til sin far, der sagde, at hun skulle komme til Orumieh. Hendes far hentede hende i Orumieh, hvorefter de overnattede hos hans ven, inden hendes far dagen efter kørte hende til grænsen mellem Iran og Tyrkiet. Ved grænsen fik hun frataget sit nationalitetspas, idet der var udstedt et udrejseforbud mod hende. Ansøgerens far arrangerede herefter hendes illegale udrejse af Iran, som fandt sted samme dag. Ansøgerens ægtefælle har flere gange opsøgt hendes forældre telefonisk og personligt, ligesom domstolen har ringet til hendes forældre. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun lærte lidt om kristendommen i skolen, og at der var mange kristne armenere i det område, hun boede i. På asylcentret i [by B i Danmark] boede der kristne iranere, som var meget venlige mod hende. Da hun begyndte i skolen, var der også kristne asylansøgere. En af dem tog ansøgeren med til et arrangement i kirken og efterfølgende til et kursus. Ansøgeren fik [arbejde] i kirken, mens hun deltog i kurset. Hun gik også i kirke om søndagen. Det har hjulpet hende meget. Hun har fundet lys i livet, og det har hjulpet hende med at blive glad. Hun blev døbt i [efteråret]. Hun prøver at få andre til at blive kristne. Hendes forældre har ikke noget i mod, at hun er blevet kristen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes konflikt med sin ægtefælle til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om centrale dele af sit asylmotiv, at der er tale om et relativt simpelt asylmotiv, og at forklaringen fremstår overfladisk og på nogle punkter usandsynlig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår hun besluttede sig for at udrejse af Iran, herunder om hun besluttede at udrejse, efter at hendes bror var udrejst to måneder tidligere, eller om hun først besluttede at udrejse, efter at hendes ægtefælle havde forsøgt at kvæle hende, som hun senere har forklaret. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt ansøgerens forældre blev kontaktet af hendes ægtefælle eller også blev kontaktet af myndighederne. Flygtningenævnet har endvidere på samme måde som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgerens ægtefælle først kontaktede ansøgerens forældre ni måneder efter hendes udrejse, særligt henset til at ansøgerens ægtefælle efter ansøgerens forklaring skulle have nedlagt et udrejseforbud mod hende. Ansøgerens forklaring om, at hendes forældre ikke har fortalt hende om de angivelige opsøgninger på et tidligere tidspunkt, forekommer utroværdig navnlig henset til den tætte kontakt mellem ansøgeren og hendes forældre. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke har kunne forklare nærmere om sin ægtefælles angivelige tilknytning til de iranske myndigheder. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion efter udrejse fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, jf. herved også UNHCR’s Guidelines on International Protection no. 6: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A (2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Ved vurderingen af den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen har nævnet desuden lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit første asylmotiv, og at ansøgerens interesse for og konversionen til kristendommen er opstået i nær tidsmæssig tilknytning til Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, [i sommeren] 2021. Ansøgeren oplyste til samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2020/2021], at hun ikke troede på nogen religion overhovedet, og at hun ikke var kristen, og hun har ikke under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 oplyst, at hun var i gang med kristendomsundervisning eller anså sig som kristen. Ansøgeren blev døbt [i efteråret] 2021. Under mødet i nævnet har hun bl.a. forklaret, at hun i begyndelsen af kristendomsundervisningen var skeptisk og havde mange spørgsmål, men at hun efterhånden i løbet af sommeren 2021 følte Jesus og følte sig som kristen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på en overbevisende måde under mødet i Flygtningenævnet har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Nævnet har i den forbindelse tillagt det betydning, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke var troende i hjemlandet, men blev døbt efter ca. seks til syv måneders kristendomsundervisning. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om kristendommens betydning for hende og hendes bevæggrunde for at konvertere, herunder hendes indre overbevisning, fremstår usikker og tillært. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel, indre religiøs overbevisning hos ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret et bredt kendskab til kristendommen kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af en indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen. De fremlagte udtalelser fra blandt andet [forening A] og bekræftelse af ansøgerens dåb i [kirke A] kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at iranere som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konvertering til kristendommen. Der henvises til DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018. Der henvises endvidere til Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” udgivet i februar 2018, hvoraf det fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl og derfor ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt forskellige Facebookopslag kan ikke føre til en anden vurdering. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Iran/2022/34/imbs
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Iran/2022/31, Iran/2022/38 og Iran/2022/39. Indrejst i 2009. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk perser og shiamuslim fra Teheran, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2021 klageren afslag på asyl. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive anholdt og henrettet på grund af sin søster, [A] (tidligere navn [A]) politiske aktiviteter mod regeringen. Til støtte for sit asylmotiv henviste klageren til, at [A] havde udført illegale politiske aktiviteter for det kurdiske parti, KDPI, hvilket var kommet til de iranske myndigheders kundskab. Klagerens bopæl i Iran blev opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, der ønskede oplysninger om [A’s] opholdssted og aktiviteter. Klagerens bopæl blev ved den lejlighed ransaget, og den iranske efterretningstjeneste fandt og konfiskerede politisk materiale samt familiens ID-dokumenter. Ved samme episode blev klagerens mor anholdt og tilbageholdt i [flere] dage, hvor hun blev udsat for psykiske og fysiske overgreb. Hun blev løsladt mod kaution. Ved løsladelsen blev klageren oprørt over at se, hvordan hendes mor var blevet behandlet, hvorefter hun overfaldt myndighedspersoner fysisk og verbalt. Myndighederne tilbageholdt herefter klageren i [flere] dage, hvor hun blev udsat for fysisk og psykisk tortur med det formål at tvinge hende til at afsløre oplysninger om sin søsters illegale politiske aktiviteter. Efter løsladelsen, der skete mod kaution, besluttede klageren sammen med sin familie at gå under jorden i [by], hvor de levede i skjul i omtrent ni måneder, hvorefter de flygtede til [land]. [I sommeren] 2012 meddelte Flygtningenævnet klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning til, at hendes forklaring om, at hendes søster havde udført politiske aktiviteter for KDPI, og at hun var løsladt mod kaution og efterfølgende udrejst illegalt fra Iran, blev lagt til grund. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede, da hun bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sin identitet og familierelationer, og at klageren således har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Klageren har under denne nævnsbehandling erkendt, at klagerens oprindelige navn er [klagerens navn], og at [B] (oprindeligt [B]) er hendes bror, at hendes søster [A’s] oprindelige navn er [A], at hendes far [C] oprindelige navn er [C], og at hendes mors oprindelig navn er [D]. Klageren har således erkendt, at klageren allerede under sin oprindelige asylsag og under nærværende forlængelsessag svigagtigt har forklaret usandt om sit eget og sine familiemedlemmers navne og relation til [B], hvilket er væsentligt i forhold til vurderingen af klagerens generelle troværdighed. Klageren har i forbindelse med nærværende sag henvist til sit oprindelige asylmotiv. Hun har endvidere forklaret, at hun er i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, og at hun frygter at blive henrettet, fordi hun har slået myndighedspersoner, ikke har overholdt den erklæring, som hun underskrev, og fordi hun er blevet dømt som anti-religiøs. Klageren har på væsentlige punkter fastholdt sin forklaringer om sit asylmotiv under henholdsvis den oprindelige asylsag og nærværende sag. Flygtningenævnet bemærker, at det er udlændingemyndighederne, der har bevisbyrden for, at opholdstilladelsen er opnået ved svig, og på det foreliggende grundlag finder Flygtningenævnet, at det er betænkeligt at lægge til grund, at klageren har udvist en sådan svig, der har relevans for asylmotivet, at opholdstilladelsen kan nægtes forlænget. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [truffet i efteråret] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2022/32/EHD
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
