Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at han ikke har noget selvstændigt asylmotiv. Han er udrejst sammen med sin mor og har i det hele henvist til hendes asylmotiv. Flygtningenævnet har ved afgørelsen i ansøgerens mors sag ikke fundet at kunne lægge hendes forklaring om asylmotiv til grund. Herefter og da ansøgeren ikke har noget selvstændigt asylmotiv stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/214/SEL
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive forfulgt eller slået ihjel af en mand ved navn [A] som er en magtfuld mand med tilknytning til Mujahedin, og som tidligere har voldtaget hende. Ansøgeren har videre henvist til, at hendes ægtefælle er forfulgt i Afghanistan som følge af at have arbejdet for den afghanske efterretningstjeneste i fem år forud for familiens udrejse til Iran for omkring 16 år siden. Ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun [i foråret] 2015 blev voldtaget af [A] på sin bopæl. Ansøgerens ægtefælle var i Pakistan for at få lægebehandling, og deres to børn var på engelskkursus, da overfaldet skete. Efter overgrebet oplyste den ukendte overfaldsmand, at han hed [A], og at han havde set ansøgeren i Kabul. [A] kunne godt lide hende, hvorfor han havde sent sine mænd efter hende hjem til hendes bopæl. Han fortalte ansøgeren, at han ville slå hendes ægtefælle ihjel, da han gerne selv ville giftes med ansøgeren. Ansøgeren fortalte ikke sine børn om hændelse, da de kom hjem. Ansøgeren fortalte sin ægtefælle om hændelse, hvorfor de i omkring to måneder tog ophold hos ansøgerens bror og en uge opholdt sig hos ansøgerens ægtefælles ven i Kabul, mens de planlagde ansøgerens udrejse. Ansøgeren udrejste omkring [sommeren] 2015 til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen om asylmotivet ikke fremstår selvoplevet, ligesom den har været upræcis og divergerende på flere centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret upræcist og divergerende om, hvad [A] sagde til hende i forbindelse med voldtægten, og om han talte til hende før eller efter, at han havde forgrebet sig på hende. I oplysnings- og motivsamtalen forklarede hun videre, at hun sammen med børnene forlod bopælen samme aften, som hun var blevet voldtaget, og herefter opholdt sig to måneder hos sin bror, hvorefter hun og sønnen udrejste af Afghanistan. I asylsamtalen forklarede hun, at hun og familien ud over opholdet hos hendes bror, også opholdt sig en uge hos ægtefællens ven, [B], og at de enkelte gange også var tilbage på bopælen. Under mødet i nævnet har hun derimod forklaret, at hun og børnene blev tilbage på bopælen i ti dage uden at søge hjælp, indtil ægtefællen kom tilbage fra Pakistan, og at familien først herefter tog ophold hos hendes bror og senere [B], og at de ikke på noget tidspunkt var tilbage på bopælen. Bortset fra, at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hendes ægtefælle stadig var forfulgt i Afghanistan, har hun hverken i oplysnings- og motivsamtalen eller i asylskemaet forklaret om henvendelser og trusler fra mujahedin side før i asylsamtalen. I asylsamtalen forklarede hun, at mujahedin truede ægtefællen også efter familiens tilbagekomst fra Iran, og at han ofte var udsat for trusler, herunder på et tidspunkt efter voldtægten og flytningen hen til ansøgerens bror. Under mødet i nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at ægtefællen ikke på noget tidspunkt efter, at familien kom tilbage fra Iran, er blevet truet af mujahedin. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/213/SEL
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim, fra [en landsby] i Baghlan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de pårørende til de fire personer, som blev slået ihjel i forbindelse med en bileksplosion i ansøgerens landsby, da de pårørende anser ansøgeren, som ansvarlig for eksplosionen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han efter sit ophold i Grækenland i perioden 2006 til 2011 vendte tilbage til Afghanistan i slutningen af 2011, hvor han blev gift. To og en halv måned efter ansøgerens vielse blev ansøgerens ægtefælle skudt og slået ihjel af ukendte personer. Politiet oplyste, at gerningsmændene formentlig havde en tilknytning til Taliban. Ansøgeren frygter ikke for forfølgelse som følge af drabet på ægtefællen. [I sommeren] 2012 blev fire personer, herunder en magtfuld person ved navn [A] og dennes tre vagter slået ihjel i en bileksplosion i ansøgerens landsby, [B]. Ansøgeren hørte eksplosionen og løb fra sin bopæl hen til gerningsstedet, fordi han ville tilbyde sin hjælp, men politiet sendte ham væk. Ansøgeren blev kort tid efter eksplosionen anholdt på sin bopæl og mistænkt for at stå bag angrebet. Efter 29 dage fik ansøgerens far, landsbyens mullah og en eller to andre, som han ikke kendte, ansøgeren løsladt, og politiet tilkendegav, at ansøgeren var uskyldig. Ansøgeren valgte i forlængelse af sin løsladelse i [sommeren] 2012 at udrejse af Afghanistan, idet de pårørende til de omkommende, mistænkte ham for at være ansvarlig for eksplosionen. I Grækenland i 2015 blev ansøgeren to gange opsøgt hos en ven i Grækenland af to ukendte mænd på motorcykel. Vennen sagde dog, at ansøgeren ikke var der, og de to ukendte mænd kørte væk. Ansøger udrejste herefter af Grækenland. Ansøgeren har endelig oplyst, at ansøgerens familie efterfølgende er blevet opsøgt på deres bopæl af de pårørende til omkommende, som har slået dem og udsat dem for chikane. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været afglidende og upræcis, ligesom ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende, hvorfor forklaringen i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren forklarede således i oplysnings- og motivsamtalen, at de fire personer, der var omkommet ved bilbomben, lå i bilen, hvorimod han til asylsamtalen forklarede, at de fire lig ikke lå inde i selve bilen men var blevet kastet rundt. Under nævnsmødet har han forklaret, at han kun så to lig, og at folk var i gang med at samle stumperne af ligene op i et sjal, og at det først var i forbindelse med den efterfølgende politiafhøring, at han blev gjort bekendt med, at der havde været fire personer i bilen. Det sidste passer imidlertid ikke med ansøgerens forklaring til asylsamtalen om, at han, da han kom tilbage til bopælen, fortalte familien om, at det var fire unge mennesker, der var blevet slået ihjel. Ansøgeren forklarede i oplysnings- og motivsamtalen videre, at politiet ankom samtidig med ham, mens han i asylsamtalen forklarede, at han sammen med 3-4 andre unge ankom som de første til gerningsstedet. Under nævnsmødet har han derimod på ny forklaret, at politiets bil allerede var der, da han kom frem, og at politifolkene var ved at stå ud af bilen, da han ankom til stedet. Også med hensyn til, hvad det var, der gjorde, at han blev taget med af politiet, har ansøgeren forklaret divergerende. I oplysnings- og motivsamtalen forklarede han, at han blev taget med, fordi hans ægtefælle lige var blevet dræbt, og fordi han havde opholdt sig på et sted, hvor der var eksploderet en bilbombe, mens han under mødet i nævnet har forklaret, at politiet anholdt alle, der boede i nærheden af gerningsstedet. Også ansøgerens forklaring om, hvorfor han blev løsladt, har været divergerende, idet han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke er klar over baggrunden herfor, men at hans familie måske betalte bestikkelse. Under de tidligere samtaler har han derimod forklaret, at han blev løsladt, fordi myndighederne ikke mente, at han var skyldig. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret udbyggende med hensyn til, at han blev indkaldt til en samtale med anklagemyndighedens chef nogle dage før løsladelsen og fik at vide, at han ville blive løsladt. Ansøgeren har endelig forklaret divergerende med hensyn til, om hans bopæl i Grækenland blev opsøgt én eller to gange af familiemedlemmer til [A], og om det var i 2012 eller i 2015, at han fik at vide, at familien til de afdøde ledte efter ham i Grækenland. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/212/SEL
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og muslim af trosretning fra [B], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået af sin farbroder, idet farbroderen frygter, at ansøgeren vil slå ham ihjel som hævn for drabet på ansøgerens broder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans broder og fætter i starten af marts 2014 havde et skænderi, hvor fætteren bed broderen i fingeren, så knoglen brækkede. Ca. en uge efter skænderiet skød ansøgerens farbroder broderen, da broderen kom ud af moskeen efter fredagsbønnen. Ansøgerens broder afgik ved døden. Efterfølgende skød ansøgerens fætter efter ansøgerens fader. Ansøgerens fader blev ramt i foden. Ansøgeren flyttede herefter ind hos sin morbroder, hvor han boede 3-4 nætter, hvorefter han udrejste til Iran. Ansøgeren har efterfølgende fået at vide af sin moder, at familiens hus er blevet beskudt fra farbroderens forladte hus. Morbroderen har efter den seneste samtale hos Udlændingestyrelsen telefonisk oplyst, at familien er flyttet fra lokalområdet til et ukendt sted. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er fundet tilstrækkelig moden til at gennemgå en almindelig asylprocedure. Ved vurderingen af det påberåbte asylmotiv må det tillægges vægt, at det alene er ansøgeren, som er udrejst, selvom hele familien ifølge ansøgerens oplysninger blev truet, ligesom familien efterfølgende var i stand til at opholde sig i landsbyen og hos morbroderen, der bor tæt på landsbyen. Farbroderen har ikke gjort alvor af sine trusler. Ansøgeren er ikke personligt blevet truet, og truslerne mod familien er alene blevet udtalt til tredjemænd. Ansøgerens antagelse af, at farbroderen efterfølgende har beskudt familiens hus er alene baseret på formodninger. Uanset at ansøgerens storebroder måtte være blevet slået ihjel i forbindelse med en episode ved landsbyens moské, kan Flygtningenævnet ikke lægge den af ansøgeren påberåbte konflikt til grund. Ansøgeren har forklaret upræcist om årsagen til konflikten, ligesom farbroderens reaktion forekommer usædvanlig og usandsynlig navnlig på baggrund af, at der ifølge ansøgerens egen forklaring hidtil havde været et godt forhold mellem familierne. Hertil kommer, at ansøgerens storebroder var den forurettede. Ansøgerens oplysninger om, at farbroderen var en magtfuld person i lokalområdet, stemmer ikke med, at politiet efter drabet på storebroderen ransagede farbroderens bopæl. Hertil kommer, at farbroderen og dennes familie ifølge ansøgerens egen forklaring forlod landsbyen og flyttede til et ukendt sted. Sammenfattende fremstår det påberåbte asylmotiv på denne baggrund konstrueret, og da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge asylmotivet, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. På baggrund af det ovenfor anførte kan der ikke lægges nogen vægt på det af ansøgeren for Flygtningenævnet fremlagte dokument. Der lægges herved videre vægt på det sene fremkomsttidspunkt. Ansøgeren fremstår i øvrigt helt uprofileret. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/21/LOD
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har undladt at samarbejde med dem, og idet de tror, at han er skyld i et sammenstød mellem myndighederne og dem. Ansøgeren har videre om sit asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder, som mistænker ham for at samarbejde med Taliban. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin ven [A’s] familie som hævn for, at han forlod [A], da han var blevet skudt. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han boede med sin familie i [landsbyen], og at han arbejde i den nærliggende by Ghazni. Her arbejde han for et byggefirma, som udførte forskellige opgaver. I forbindelse med sit arbejde, havde ansøgeren fået udstedt et adgangskort. Adgangskortet gav ansøgeren nem adgang ved vejchecks, når han skulle ud på projekter i forbindelse med arbejdet. [En nærmere bestemt fredag i foråret 2015], mellem kl. 13 og 14, var ansøgeren til fredagsbøn i moskéen i [landsbyen]. Efter fredagsbønnen sagde landsbyens mullah, [B], til ansøgeren, at han om aftenen ville komme forbi ansøgeren med to gæster. Omkring kl. 18-19 samme aften kom mullahen med to bevæbnede talebanere til ansøgerens bopæl. Ansøgeren blev bange, men var nødsaget til at invitere dem indenfor. Talebanerne bad under deres besøg ansøgeren køre en bil med to personer til centrum i Ghazni. Ansøgeren fik ikke yderligere informationer om opgaven, herunder hvornår opgaven skulle finde sted eller hvornår ansøgeren igen ville blive kontaktet. Besøget varede 10-15 minutter, hvorefter de to talebanere forlod ansøgerens bopæl. Ansøgeren gav ikke under mødet udtryk for, om han ville deltage eller ej, idet der nærmere var tale om en ordre. Da de var gået, var både ansøgeren og hans far meget bekymrede, og de vidste ikke, hvad de skulle stille op. De var enige om, at ansøgeren skulle sige nej, men de var i tvivl om, hvorledes de skulle løse problemet. De overvejede, om de skulle melde det til politiet, men de vidste også, at politiet ikke kunne hjælpe dem, ligesom de frygtede at gøre talebanerne vrede. De blev i stedet enige om, at ansøgeren skulle opsøge mullahen efter natbønnen, hvilket han gjorde. Ansøgeren oplyste mullahen om, at han ikke ønskede at samarbejde med Taliban, hvilket mullahen imidlertid opfordrede ansøgeren til. Ansøgeren og hans far fandt således ingen løsning, men ansøgeren havde ikke regnet med, at Taliban ville reagere så voldsomt, som de gjorde. Lørdag efter tog ansøgeren på arbejde i Ghazni. Om søndagen ringede ansøgeren til sin far, som sagde at alt var i orden. Om fredagen da ansøgeren som sædvanligt var på vej hjem fra arbejde, mødte han sin ven [A], som fortalte, at han havde forsøgt at få fat i ansøgeren for at advare ham om, at ansøgeren ikke kunne vende hjem. [A] fortalte, at politiet [tre dage efter, at Taliban havde været på bopælen] havde været ved ansøgerens bopæl og havde taget faren med. Politiet vidste, at Taliban havde været på bopælen. Ansøgerens far havde fortalt politiet, hvad der var sket [den nærmere bestemte fredag i foråret 2015]. Politiet havde imidlertid ikke troet på ansøgerens far, og havde derfor tilbageholdt ham. [A] fortalte endvidere ansøgeren, at der [fire dage efter, at Taliban havde været på bopælen] havde været et sammenstød mellem myndighederne og Taliban, hvor mange fra begge sider havde mistet livet. Endelig fortalte [A] ansøgeren, at repræsentanterne fra Taliban [seks dage efter, at Taliban havde været på bopælen] havde opsøgt ansøgerens bopæl. Da ansøgeren ikke var hjemme havde repræsentanterne tilbageholdt ansøgerens bror. Da ansøgeren og [A]havde talt sammen, overtalte [A] ansøgeren til ikke at vende hjem, og de fulgtes herefter ud til hovedvejen. Her kunne de pludselig høre lyden fra en motorcykel, og ansøgeren kunne høre skud blive affyret. [A] blev ramt og faldt om. Da [A] ikke bevægede sig, flygtede ansøgeren og slap væk. Samme dag blev ansøgeren kontaktet af [A’s] far, som anklagede ansøgeren for at være skyld i [A’s] død samt truede ansøgeren. Ansøgeren valgte herefter at flygte ud af landet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med Taliban, politiet og [A’s] far til grund, idet forklaringen efter en samlet vurdering fremstår konstrueret til lejligheden. Flertallet lægger vægt på, at det kan anses for usandsynligt, at medlemmer af Taliban har opsøgt ansøgeren på hans og familiens bopæl for at beordre ansøgeren til at transportere to personer til Ghazni, og at talebanerne efter 10-15 minutter har forladt bopælen, uden at have oplyst ansøgeren om de nærmere omstændigheder for transporten, herunder om tidspunktet og den måde, hvorpå transporten skulle foregå. Flertallet finder ligeledes, at det fremstår utroværdigt, at Taliban på den ene side har taget og tilbageholdt ansøgerens bror, [C], for at presse ansøgeren til at efterkomme Talibans ordre om transporten og allerede dagen efter skulle have forsøgt at slå ansøgeren ihjel, da han vendte hjem fra sit arbejde. Ansøgerens forklaring om selve skudepisoden og om drabet på hans ven, [A] findes ikke overbevisende, idet ansøgerens forklaring om, at Taliban har skudt mod ansøgeren og [A] fra en motorcykel, der kørte i en afstand af ca. 50 meter fra dem, og at det alligevel er lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet, uden at blive dræbt eller pågrebet af Taliban. For så vidt angår ansøgerens forklaring om konflikten med politiet fremstår det usandsynligt, at politiet alene har henvendt sig på ansøgerens bopæl, i stedet for at rette henvendelse til ansøgeren på hans arbejde i Ghazni, hvis myndighederne fandt, at der var risiko for, at ansøgeren ville misbruge sin stilling til at samarbejde med Taliban. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/208/str
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk usbeker og sunni-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller Daesh. Ansøgeren har oplyst, at han frygter Taliban vil slå ham ihjel, fordi Taliban vil tro, at han vil hævne sig, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Han frygter videre, at Taliban vil betragte ham som vantro, fordi han har været i Danmark. Ansøgeren frygter at Daesh vil finde ud af, at han er søn af sin far, der har arbejdet for myndighederne i Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at faren og broren arbejdede som politibetjente for myndighederne i Afghanistan. En nat blev ansøgerens landsby, […], angrebet af Taliban, mens ansøgeren selv var i en anden landsby, […]. Da ansøgeren kom hjem den følgende morgen, så han sin mor grædende foran deres hus. Moren fortalte, at der var kommet nogle mænd, der havde taget faren og broren, samt at hun ikke vidste, hvem mændene var, idet de talte et sprog, hun ikke forstod. Et par dage efter fandt en fårehyrde et lig af en ung mand, der viste sig at være ansøgerens bror. Ansøgerens bror var blevet skudt i hovedet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ikke haft personlige konflikter med Taliban, myndigheder eller andre i Afghanistan. Det bemærkes endvidere, at ansøgerens far og bror begge har været beskedent profileret og alene i et lokalt område, og at ansøgeren, efter Talibans overtagelse af landsbyen, uantastet har kunnet opholde sig der frem til udrejsen omkring fire dage senere. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren i øvrigt ville kunne tage ophold i en større by andetsteds i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2016/207/AKM
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk sadat og shia-muslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [A]-partiets leder [A], fordi hun er flygtet fra ham og ægteskabet med hans søn. Endvidere frygter ansøgeren, at menneskesmuglere fra Italien vil kunne finde hende i Afghanistan, og at hun vil blive stenet, da menneskesmuglerne har udsat hende for seksuelle overgreb. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes far var ansvarlig for økonomien i partiet, […]. Faren blev uvenner med lederen, [A], fordi han fandt ud af, at [A] solgte de samme stykker jord flere gange til private folk. Ansøgerens far udtrykte flere gange, at han ikke ønskede at være en del af partiet længere, men [A] havde sagt til ham, at han ikke selv kunne bestemme dette. Ansøgerens far var under pres fra både [A] og et andet parti kaldet [B], der også var interesseret i køb og salg af jordstykker. En fredag aften i [efteråret] 2014 kom [A] til byen […], hvor han havde et gæstehus. Han beordrede ansøgerens far til at deltage i en fest, og da faren kom hjem, svedte han og havde det rigtig dårligt. Ansøgerens far døde pludseligt den aften, og ansøgerens mor sagde, at det var [A], der havde slået faderen ihjel. Ansøgerens far blev ikke tilset af en læge, og det var partimedlemmerne, der anmeldte farens død til myndighederne. Efter farens død sagde partiet til ansøgeren og hendes mor, at de nu skulle fortsætte farens arbejde. Ansøgerens mor ville ikke arbejde for partiet, fordi de havde ødelagt farens navn, og fordi moren ikke ville snyde folk for partiets skyld. Det var meningen, at ansøgerens mor skulle varetage opgaverne i partiet, indtil ansøgeren blev myndig. Partiet var interesseret i ansøgeren, fordi hun kunne skrive og læse. Partiet krævede desuden, at farens jord, der var købt for hans egne penge, skulle gives tilbage til partiet, hvorfor ansøgerens mor gemte dokumenter på farens jord, og dokumenter som påviste partiets snyd med salg af jordstykker. Hun gav senere dokumenterne til onklen. Både [A] og partiet [B] var interesseret i dokumenterne. En aften, omkring 40 dage efter farens død, kom tre personer fra partiet [B] hjem til ansøgerens bopæl. De ville have overdraget dokumenterne for familiens jordstykke. De råbte og skreg af moren, og truede med at tage ansøgerens lillebror med, hvis ikke de fik dokumenterne på jorden. Ansøgerens mor kontaktede herefter [A], som sagde, at hun skulle tage alle børnene med til ham i Kabul, hvorfor de rejste til Kabul dagen efter. Da ansøgeren ankom til Kabul, proklamerede [A], at ansøger og hans søn, […], nu var mand og kone. Ansøgerens mor forsøgte at pointere, at ansøgeren var for ung, og at ægteskabet udelukkende handlede om jordstykkerne og dokumenterne. [A] truede derfor ansøgerens mor og sagde, at det blev, som han havde sagt. Ansøgerens mor løj og sagde til [A], at hun var syg og insisterede på, at hun skulle til Pakistan for at få behandling. Omkring [begyndelsen] 2015 udrejste familien til Pakistan. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter skal tilsidesættes som divergerende, udbyggende og usandsynlig, også uanset at forklaringen er vurdereret i lyset af ansøgerens unge alder og psykiske sårbarhed, samt de konstaterede fejl i oversættelsen af ansøgerens asylskema. Ansøgeren har således i asylsamtalen blandt andet forklaret, at hun og moren efter farens død blev opfordret til at fortsætte dennes arbejde med jordoverdragelser mv., medens hun for nævnet har forklaret, at de alene blev bedt om at aflevere de papirer, faren opbevarede for partiet, samt medvirke til overdragelsen af farens egen jord. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt det var sygdom hos hende, moren eller hos dem begge, der var påskuddet for at hele familie kunne udrejse til Pakistan, ligesom sygdommenes art ikke har været beskrevet entydigt. På denne baggrund finder flertallet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1, eller være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2016/206/AKM
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra landsbyen […] i Nangarhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, som leder efter ham og hans broder, ligesom Taliban har udbredt billeder af dem i hele landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans broder omkring halvandet til to år inden ansøgerens udrejse i 2015 overværede mordet på en fælles bekendt ved navn [A]. Nogle dage senere afleverede en ukendt person et trusselsbrev fra talibankommandanten [B] til ansøgerens fader. Det fremgik af trusselsbrevet, at kommandanten ville hævne sig på ansøgeren og hans broder for mordet på [A], som var kommandantens nevø. Et par dage senere flygtede ansøgerens broder, som sidenhen opnåede asyl i Danmark. Omkring tre dage efter broderens flugt, flygtede ansøgeren fra [landsbyen C] til [landsbyen D] sammen med sine forældre og sin lillebroder. Under sit ophold i [D] besøgte ansøgeren [C] tre gange. I forbindelse med det tredje besøg blev ansøgeren standset af Taliban, da han en sen eftermiddag var på vej i bil tilbage mod [D]. Ansøgeren blev beordret ud af bilen. Herefter blev han kørt til et talibankontrolleret hus omkring 30 minutters kørsel fra Jalalabad, hvor han blev tilbageholdt af Taliban. Efter fire til fem dage kom kommandanten og spurgte efter ansøgerens broder. Ansøgeren fik lussinger, da han ikke kunne besvare spørgsmålet. Kommandanten fremviste billeder af ansøgeren og hans broder, som kommandanten havde fra [A]s mobiltelefon. Kommandanten sagde i den forbindelse, at billeder af ansøgeren og hans broder var blevet fordelt i hele Afghanistan, hvorved kommandanten havde fundet frem til ansøgeren. En dag under tilbageholdelsen hørte ansøgeren skud. Han kunne videre høre ukendte personer råbe, at politiet kom, samt at folk flygtede fra huset. Døren til ansøgerens værelse stod åben, da han sædvanligvis var bevogtet af fem til syv personer. Ansøgeren opdagede, at vagterne var væk, og at hovedporten stod åben, hvorved det lykkedes ham at flygte fra huset. Ansøgeren var tilbageholdt af Taliban i omkring to til to og en halv måned. Ansøgeren levede herefter i skjul i 10-15 dage, hvorefter han forlod landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende i forhold til de oplysninger, som hans broder har oplyst til de danske myndigheder. Hans broder har således oplyst, at trusselsbrevet blev læst op af brødrenes fader, og i brevet var oplyst, at det var ansøgerens broder, der skulle udleveres til Taliban, hvorimod ansøgeren har oplyst, at [A] blev slået ihjel på grund af sladder, der var iværksat af ansøgeren og dennes broder. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens broder på intet tidspunkt i sin asylsag har nævnt, at ansøgeren også skulle være truet, samt at ansøgerens broder i det hele har gengivet brevets indhold i ental, som om truslen alene var rettet mod ham. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det var ansøgerens broder, der befandt sig i nærheden af det sted, hvor [A] blev slået ihjel, nemlig foran familiens forretning, og at ansøgeren ikke var i forretningen den pågældende dag. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren angiveligt tre gange rejste tilbage til [C], den ene gang ledsaget af sin moder, efter at familien angiveligt var flygtet fra [C] på grund af en konflikt med Taliban. Nævnet har endelig lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke er blevet identificeret af Taliban i [D], der ligger 20 kilometer fra [C]. Endelig lægger nævnet vægt på, at det må anses for bemærkelsesværdigt, at ansøgeren, som passager i en taxa, efter cirka halvandet års forløb, umiddelbart har kunnet identificeres og derefter tilbageholdes af Taliban, alene på baggrund af et foto. Nævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv og dermed sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/205/mvln
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra Mazar-e Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, DAESH eller andre ukendte personer, da han har arbejdet for [en navngiven organisation]. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han fra [foråret] 2011 til [begyndelsen af] 2014 arbejdede for [organisationen]. Han arbejdede som underviser, og han underviste blandt andet lokalpolitiet i lovgivning. I slutningen af 2013 blev ansøgeren overfaldet på vej hjem fra arbejde. Han kom gående på gaden, da to personer steg ud af en bil og stak ham med en kniv. Ansøgeren forsvarede sig, og han fik hjælp fra andre personer på gaden, hvorefter overfaldsmændene flygtede. Omkring en måned senere modtog ansøgeren et opkald fra hemmeligt nummer, hvor den pågældende truede ansøgeren på livet. Omkring fem dage senere modtog ansøgeren to SMS’er, som ligeledes indeholdt trusler på livet. [I begyndelsen af] 2015 genoptog ansøgeren sit arbejde for [organisationen]. [I sommeren] 2015 var han på arbejde i [et navngivent distrikt], da nogle lokale omkring klokken 13.30 ankom og fortalte, at ansøgerens bil, som var parkeret to til tre kilometer væk, var blevet ødelagt. Bilens ruder var blevet smadret, og dækkene var punkteret ved skud. De lokale rådede ansøgeren til at flygte. Herefter levede ansøgeren i skjul hos sin faders ven frem til sin udrejse [en måned senere]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Vedrørende overfaldet i 2013 bemærker nævnet, at det alene beror på ansøgerens formodning, at overfaldet kan sættes i forbindelse med hans arbejde for [organisationen]. Endvidere bemærker nævnet, at overfaldet og den efterfølgende telefoniske trussel og de to SMS’er ligger langt tilbage i tid, og at ansøgeren efter overfaldet inviterede sin i Danmark bosiddende kæreste til Afghanistan, hvor hun opholdt sig i omkring seks uger, og hvor de indgik ægteskab. På den baggrund anser Flygtningenævnet forholdet som en enkeltstående afsluttet episode. Vedrørende skudepisoden [i sommeren] 2015 lægger nævnet vægt på, at skuddene blev rettet mod en bil tilhørende [organisationen], da bilen var parkeret og efterladt på to til tre kilimeters afstand fra den landsby, hvor ansøgeren og chaufføren opholdt sig. På den baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at angrebet var rettet mod ansøgerens person, eller at han i øvrigt skulle være blevet identificeret på en sådan måde, at han konkret efterfølgende ville være i risiko for overgreb på baggrund af episoden. For så vidt angår den del af ansøgerens forklaring, der relaterer sig til, at hans broder skulle være kidnappet, kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret detaljeret om dette forhold, idet han alene har oplyst, at hans broder er forsvundet, og han ikke ved, hvem der stod bag denne forsvinden, mens han under nævnsbehandlingen har oplyst, at han fik denne oplysning cirka to måneder før oplysnings- og motivsamtalen, under en telefonsamtale med sin fader, der grædende berettede om kidnapningen. Nævnet har i denne sammenhæng lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen den […] 2016 har været orienteret om vigtighed af at fortælle alt som han finder relevant, selvom der ikke stilles spørgsmål hertil. Når henses til at oplysningen om broderens kidnapning må anses for et centralt element i ansøgerens asylmotiv, finder nævnet, at det fremstår som påfaldende, at ansøgeren først fremkommer med oplysning herom under nævnsbehandlingen. Nævnet finder herefter at ansøgerens påberåbte asylmotiver, dels vedrørende overfaldet i 2013 og dels vedrørende skudepisoden [i sommeren] 2015, ikke har en sådan intensitet og karakter, at den kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/204/mvln
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og statsborgere i Afghanistan. Ansøgerne har ikke været med-lemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb, idet de er konverteret fra islam til kristendommen og derfor i hjemlandet vil blive betragtet som frafaldne. Den kvindelige ansøger fik vækket sin interesse for kristendommen i forbindelse med et forsøg på udsendelse af ansøgerne i efteråret 2015, hvor den mandlige ansøger overbeviste hende om rigtigheden af at bekende sig til den kristne tro. Hun begyndte i [efteråret] 2015 at komme i Internationalt Kristent Center, hvor hun har fulgt dåbsforberedelse og har siden [foråret] 2016 deltaget i møder og gudstjenester i Apostelkirken. Hun blev optaget i kirkens dåbsklasse fra [foråret] 2016, hvorefter hun den [i efteråret] 2016 blev døbt i Apostelkirken. Hendes konversion er omtalt i en artikel i Information den [i sommeren] 2016. Den mandlige ansøger har i asylcenter Ellebæk fulgt gudstjenester, bøn og undervisning indtil [vinteren] 2016, hvorefter han i Vridsløselille har fulgt gudstjenester og undervisning og er – idet han tidligere blev døbt i Norge – blevet konfirmeret i Apostelkirken den [i efteråret] 2016. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at deres konversion er reel. Nævnet har herved for så vidt angår den mandlige ansøger navnlig lagt vægt på, at han – der allerede under behandlingen af sin asylsag i Norge i 2010 angav at være konverteret – dels i en samtale med Udlændingestyrelsen den [i foråret] 2015 forklarede, at han ikke følte sig kristen, dels ikke under Flygtningenævnets behandling af hans sag den [i sommeren] 2015 kunne redegøre nærmere for sin kristne overbevisning, ligesom han forklarede, at han ikke gik i kirke og ikke kendte de kristne højtider. Flygtningenævnet finder heller ikke, at den mandlige ansøger under sin forklaring for nævnet nu har sandsynliggjort, at han reelt er konverteret. Det findes heller ikke sandsynliggjort, at konversionen skulle være sket efter nævnets behandling af hans sag i [sommeren] 2015, muligt som følge af svære livsbetingelser i Danmark eller frygt for fremtiden, hvorved bemærkes, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at det var Guds plan med ham fra før fødslen, at han skulle rejse til Europa og blive kristen. Nævnet har for den kvindelige ansøger navnlig lagt vægt på, at hendes interesse for kristendommen først har vist sig efter, at hun den [i sommeren] 2015 fik endeligt afslag på asyl i Flygtningenævnet og først i forbindelse med, at en tvangsmæssig udsendelse var nært forestående. Da Flygtningenævnet ikke finder det sandsynliggjort, at den mandlige ansøgers konversion har været reel, kan nævnet således heller ikke lægge til grund – som forklaret af den kvindelige ansøger – at hun pludselig fik vækket sin interesse for kristendommen – som hun kort tid forinden havde taget betydelig afstand fra – i forbindelse med et forsøg på udsendelse af ansøgerne i efteråret 2015, hvor den mandlige ansøger overbeviste hende om rigtigheden af at bekende sig til den kristne tro. Uanset at hun har udvist viden om kristendommen og har fremlagt erklæringer om deltagelse i undervisning, gudstjenester og dåb finder Flygtninge-nævnet derfor ikke, at hendes konversion til kristendommen er udtryk for indre overbevisning og dermed er reel. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, er opfyldt. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/203/MGO
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra [X], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for alvorlige overgreb fra familien til en pige, [A], som ansøgerens storebror, [B], har haft et forhold til. Ansøgeren har forklaret herom, at [As] familie - og herunder navnlig [As] far, [C], der kaldes [D] og har stor magt i området - flere gange har truet [B] på grund af forholdet til [A]. Endvidere blev [B] og ansøgeren overfaldet af [As] fætter, som [A] var forlovet med, samt dennes to bevæbnede bodyguards. Efter at [C] fandt ud af, at [A] var blevet gravid kom [Cs] søn, fætteren og fire-fem bodyguards til ansøgerens bopæl, hvor de spurgte efter [B], der ikke var hjemme. Bopælen blev ransaget, og der blev fremsat trusler om, at hvis ikke de fandt [B], så ville andre fra familien blive slået ihjel. Da [B] kom hjem, sendte ansøgerens far [B] ud af huset med besked på at tage til Kabul. Nogle dage senere blev [Bs] lig fundet i [X]. Faren angav overfor politiet [C] som formodet drabsmand, hvilket fik [C] til at komme med nye dødstrusler mod familien. Via kontakt til politiet fik [C] foranlediget, at der ikke blev nogen sag. Kortere tid derefter udrejste ansøgeren illegalt til Pakistan. I Danmark fik ansøgeren via Facebook kontakt til en ven fra [X], [E], der skrev tilbage, at ansøgerens families naboer havde set, at [Cs] folk havde angrebet ansøgerens familie, der herefter ikke længere opholdt sig i boligen. Ansøgeren bad om yderligere oplysninger, men [E] kom ikke med sådanne. Ansøgeren blev derfor sur på [E] og slettede omhandlede korrespondance. Ansøgeren ved ikke i dag, hvor hans familie opholder sig. Han har ikke spurgt sine Facebook-venner i Afghanistan om familiens skæbne, da disse næppe ville have oplysninger herom. En af Facebook-vennerne er i familie med naboerne i [X]. Selv hvis det i Afghanistan lykkedes ham at undgå [C], vil han ikke kunne klare sig alene i Afghanistan, herunder i Kabul, hvor han reelt ikke kender nogen. Hans moster, der bor udenfor [X] vil heller ikke kunne hjælpe ham. Hun har ikke et særlig godt forhold til resten af familien. Ansøgeren har i Flygtningenævnet forklaret, at han er 17 år. Ministeriet har truffet afgørelse om, at ansøgeren må antages at være 19 år. I nævnet har ansøgeren tydeligt kunne reflektere relevant om sin egen situation og har svaret konkret og ofte stringent på en række spørgsmål. Herefter, og under inddragelse af ansøgerens unge alder, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det forekommer meget usandsynligt, at ansøgeren, som forklaret i Flygtningenævnet, ikke kan huske, om han har set sin brors lig, eller om han, som anført i referatet af Udlændingestyrelsens samtale med ansøgeren af 7. april 2016, skulle have fortalt styrelsen, at han så liget. Der henvises endvidere til, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen den 7. april og 22. juni 2016 er refereret for at have forklaret, at [As] familie fik foranlediget, at hun fik en abort, mens ansøgeren i Flygtningenævnet forklarede, at han ikke ved, om hun fik en abort, eller om han har forklaret dette til styrelsen. I vurderingen indgår endvidere, at ansøgeren har slettet den mail-korrespondance med [E], der ville have kunnet sandsynliggøre, at [E] havde skrevet til ham om overgreb på hans familie, samt at det under de givne omstændigheder kan forekomme overraskende, at ansøgeren ikke har rettet henvendelse til aktuelle Facebook-venner i Afghani-stan med spørgsmål om deres eventuelle viden om, hvad der er sket med hans familie. Uden at dette isoleret set ikke er afgørende, indgår det endvidere i den samlede troværdighedsvurdering, at dele af ansøgerens forklaringer om centrale dele af begivenhedsforløbet har været præget af uklarhed. Dette gælder blandt andet oplysningerne om, hvornår faren gik til politiet og om ind-holdet af kontakten med politiet, samt om hvor lang tid der gik, fra broren flygtede til hans lig blev fundet. Uanset de generelt vanskelige forhold i Afghanistan finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse, jf. § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/202/snd
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen [A] i Kunduz, Af-ghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til en klankonflikt. Han har videre henvist til, at han frygter at blive hvervet af Taliban, samt til at han frygter sin far, fordi han uden farens accept er flygtet fra Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han frygter [B]-klanen, idet hans farbror har slået mange personer fra denne klan ihjel. De sidste drab fandt sted for 7-8 år siden. Da ansøgeren var to år gammel, flygtede hele familien til Iran. Efter få år tog ansøgerens forældre tilbage til Kunduz i Afghanistan. På grund af klankonflikten blev ansøgeren hos sine to voksne brødre i Iran. Ansøgeren har stort set hvert år besøgt forældrene i Afghanistan. På grund af klankonflikten bevægede ansøgeren sig her kun ud, når han skulle i moskeen. Ansøgerens far forlangte, at ansøgeren skulle gå i moskeen, hvor ansøgeren ud over at deltage i bønnen, seks dage om ugen modtog koranundervisning. Mullahen støttede Taliban. Ansøgerens far er meget religiøs og støttede af den grund Taliban. Ingen af ansøgerens ældre brødre er blevet opfordret til at tilslutte sig Taliban. Efterhånden som ansøgeren nåede slutningen af puberteten, insisterede faren på, at ansøgeren overholdt sine religiøse pligter. Faren talte godt om Taliban, og det var ansøgeren indtryk, at faren ønskede, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taliban for at udføre jihad. Ansøgeren frygter at blive presset til at tilslutte sig Taliban eller at blive tvangshvervet til Taliban. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter sin far, idet ansøgeren ikke har fulgt farens vilje, og idet ansøgerens far tidligere har udsat ansøgeren for trusler og fysiske overgreb. Det var ansøgerens mor, der arrangerede ansøgerens flugt, der er finansieret dels af ansøgerens brødre i Iran, dels med penge som ansøgeren selv har tjent i Iran. Ansøgeren flygtede sammen med tre fætre, herunder en morbrors søn. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren under mødet har svaret detaljeret og relevant på de stillede spørgsmål. Nævnet finder derfor, at ansøgeren har haft den tilstrækkelige modenhed. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren var 15 år gammel, da han forlod hjemlandet, og at det var ansøgerens mor, der tog initiativ til, at ansøgeren skulle flygte. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om klankonflikten til grund, men finder ikke, at konflikten har en sådan intensitet, at der er tale om asylbegrundende forhold. Ansøgeren er 16 år gammel og pashtun fra Kunduz. Efter baggrundsoplysningerne om Talibans tilstedeværelse i regionen forekommer det ikke usandsynligt, at der forekommer tvangsrekruttering af unge mænd, men nævnet finder ikke, at de generelle forhold medfører, at der alene af den grund kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Et flertal af Flygtningenævnet finder, at det på grundlag af ansøgerens forklaring må anses for sandsynliggjort, at ansøgerens far af religiøse grunde støttede Taliban, og at ansøgerens far ønskede, at ansøgeren tilsluttede sig Taliban. Nævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Kunduz, i forhold til hvilket ansøgerens asylmotiv skal bedømmes, vil risikere, mod sin vilje at blive tvunget til at tilslutte sig Taliban. Det er tillagt betydning, at ansøgerens mor, der har været hans voksne omsorgsperson, har anbefalet ham at forlade Afghanistan og har planlagt rejsen. Under henvisning til, at ansøgeren er mindreårig, uden netværk og i øvrigt har boet i Iran i ho-vedparten af sit liv, finder nævnet ikke, at det er relevant eller rimeligt at henvise ansøgeren til at opnå beskyttelse andet sted i Afghanistan. Flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det er ikke sandsynliggjort, at ansøgeren vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2016/201/LAJ
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen [mindre by], Baghlan-regionen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter den afghanske regering, der beskylder ham for at være talebaner. Ansøgeren frygter endvidere Taliban, som han er flygtet fra. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, hans familie var mistænkt for at støtte Taliban, hvorfor de afghanske myndigheder mindst en gang om ugen opsøgte familien og ransagede deres bopæl. Myndighederne fandt imidlertid ikke noget på bopælen, der kunne bekræfte deres mistanke. Endvidere havde talebanere flere gange opfordret landsbyens borgere til at levere en person til Taliban eller betale 20.000 afghani per måned til Taliban. Der var ikke i den anledning sket yderligere, og landsbyens borgere havde ikke efterkommet Talibans opfordring. Omkring halvanden til to måneder senere bankede 5-7 repræsentanter fra Taliban på ansøgerens families dør. Da ansøgeren åbnede døren, bandt personerne hans hænder, ligesom han fik bind for øjne og mund, hvorefter han blev transporteret til [anden by]. Efter at været ankommet til [den fornævnte by] blev ansøgerens familie kontaktet med henblik på betaling af løsepenge, hvilket familien dog ikke kunne. Ansøgeren skulle derfor blive hos Taliban, hvor han opholdt sig og arbejdede. Efter seks til syv måneder forsøgte ansøgeren at flygte, idet han løb fra ejendommen. Efter at have løbet i tre timer blev ansøgeren imidlertid fanget af to til tre talebanere, der bandt hans hænder, sparkede ham og kørte ham tilbage til hovedkvarteret. Herefter blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb, hvorved han besvimede. Den følgende dag blev ansøgeren sat for en dommer, som dømte ansøgeren til at få klippet en del af fingeren af som straf for flugtforsøget. Dommen blev eksekveret af en læge straks efter dommen. Derefter fortsatte ansøgeren arbejdet hos Taliban i to måneder, hvorefter han rejste med Taliban til [navn by anden by] i Kunduz-regionen. En dag skulle ansøgeren sammen med en talebaner, [navn på talebaneren], til byen Kunduz for at købe fødevarer samt veksle dollars til afghani. Under frokosten på en restaurant, hvor [den navngivne talebaner] ville vaske sig på toilettet, lykkedes det ansøgeren at flygte, og han tog pengene, som de skulle købe fødevarer for, med sig. Ansøgeren tog en taxa til Takhar, hvor han blev en uge, idet han opholdt sig på et hotelværelse. Herefter rejste ansøgeren til Kabul, hvor han boede på et hotel i syv til ti dage. Derefter rejste ansøgeren til Nimruz, hvor han fik kontakt til en menneskesmugler, der hjalp ham ud af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på centrale punkter fremstår divergerende. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt han var den eneste tvangsrekrutterede, der arbejdede for Taliban i [den første by, ansøgeren kom til], idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at der var tre andre, der var tvangsrekrutteret, mens han til asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han var den eneste tvangsrekrutterede i [den fornævnte by]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange talebanere, der pågreb ham efter hans første flugt. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at han blev pågrebet af to talebanere på motorcykel, og at han blev sat på én af motorcyklerne og kørt tilbage, mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han blev pågrebet af tre talebanere på to motorcykler. Yderligere har ansøgeren i relation til flugtforsøget i asylsamtalen forklaret, at da han kom tilbage til Taliban-ejendommen i [førnævnte by], blev han slået, og at der i starten var fire personer om at slå ham, hvorimod ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen først har forklaret, at han i starten blev slået af tre personer, hvorefter han ændrede dette til, at han på grund af, at der var mørkt i rummet, ikke ved, om der var tre eller fire personer. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om formålet med turen til Kunduz, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han og [talebaneren] tog til Kunduz for at veksle nogle USD til afghani, hvorimod ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at de skulle til byen for at købe nogle fødevarer, hvilket han først bekræftede, men senere, foreholdt sin forklaring til oplysnings- og motivsamtalen, ændrede til, at [talebaneren] havde mange penge, hvoraf nogle skulle veksles til afghani. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at de både skulle købe mad og veksle penge. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om han fortalte sin historie til taxachaufføren, idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han fortalte sin historie til taxachaufføren, som hjalp ansøgeren med at finde et hotel, mens ansøgeren til asylsamtalen undlod at forklare herom, men først efter at være foreholdt sin tidligere forklaring, bekræftede, at han fortalte historien til taxachaufføren. Samtidig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor længe han opholdt sig i Takhar, før han tog til Kabul, og hvor længe han opholdt sig i Kabul, før han tog til Nimroz. Ansøgeren har herudover forklaret divergerende om en række tidsmæssige forhold, herunder hvor længe han opholdt sig hos Taliban i [den førnævnte by], og hvor længe han opholdt sig hos Taliban i [den anden by, ansøgeren opholdt sig i], samt hvor langt hans samlede ophold hos Taliban var. Flygtningenævnet har ved sin vurdering af denne del af forklaringen været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet, og at hans forklaring derfor kan være præget heraf. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter fremstår usandsynlig. Nævnet har således fundet det usandsynligt, at Taliban har tvangsrekrutteret ansøgeren, ikke med henblik på at kæmpe, men derimod med henblik på at udføre tvangsarbejde. Videre har Flygtningenævnet fundet det usandsynligt, at ansøgeren kort tid efter, at han var blevet straffet for flugtforsøg fra Taliban, fik overladt 4.000 dollars af [talebaneren], mens denne var på toilettet. I den forbindelse finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren alene sammen med [talebaneren] blev sendt til Kunduz for at foretage, hvad der under hensyn til det medbragte pengebeløb, må antages at være et større indkøb af mad. Samtidig finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren kunne flygte fra den restaurant, som han opholdt sig på sammen med [talebaneren], og umiddelbart efter finde en taxa, som straks afgik til Takhar og således hindre, at han blev forfulgt og pågrebet af [talebaneren]. Endelig finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgerens familie ikke har været udsat for mere indgribende repressalier fra Talibans side, såfremt ansøgerens forklaring om, at han har stjålet 4.000 dollars fra Taliban, skulle lægges til grund. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2016/200/NKE
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra Karabagh, Afghanistan. Ansøgeren har været medlem af Jamiat-partiet, hvor han til tider deltog i partiets møder, ligesom han fungerede som gruppeleder under kampe mod Taliban. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, som tidligere har tilbageholdt ansøgeren, og som stopper folk og dræber dem uden grund, ligesom han frygter at blive dræbt af kommandant [A], der også har tilbageholdt ansøgeren og har slået hans broder ihjel. Endelig frygter ansøgeren de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban fandt våben på ansøgerens bopæl, hvorefter de tilbageholdt ham og anklagede ham for at modarbejde dem. Han var herefter tilbageholdt i mere end halvandet år, hvor han blev udsat for tortur. I slutningen af 2001 eller begyndelsen af 2002 flygtede ansøgeren fra Taliban. Under ansøgerens tilbageholdelse af Taliban, blev hans broder slået ihjel af kommandant [A’s] folk. Efter ansøgeren var sluppet fri fra Taliban, blev han opsøgt af personer, der arbejdede for kommandant [A], som anklagede ansøgeren for at samarbejde med Taliban og sælge våben til dem. De tilbageholdt herefter ansøgeren i 5-6 dage, hvorefter det lykkedes ham at flygte fra basen og udrejse til Pakistan. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke har nogen familie i Afghanistan, og at han lider af hovedpine og sukkersyge. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaringer om asylmotiver til grund, idet forklaringen i hovedtræk har været konsistent. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører konflikten med Taliban bemærkes, at ansøgeren blev tilbageholdt af Taliban fra 1998 frem til 2001. Tilbageholdelsen var begrundet i, at ansøgerens nu afdøde bror var kommandant, og at Taliban fandt våben på ansøgerens bopæl. Henset til, at konflikten ligger mere end 15 år tilbage i tid sammenholdt med de ændrede politiske omstændigheder i Afghanistan, finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at Taliban i dag fortsat skulle ønske at efterstræbe ansøgeren, der ikke selv har haft en fremtrædende rolle i kampen mod Taliban. Ansøgerens konflikt med kommandant [A] er afledt af en intern magtkamp mellem ansøgerens bror og [A]. Konflikten opstod forud for, at ansøgeren omkring 1998 blev tilbageholdt af Taliban, og ansøgerens bror blev dræbt af [A] i 1999-2000, mens ansøgeren stadig var tilbageholdt. Ansøgeren har aldrig personlig mødt [A], og det beror alene på hans formodning, at kommandanten fortsat efterstræber ham af frygt for, at ansøgeren vil hævne drabet på broren. Henset til, at også denne konflikt ligger langt tilbage i tid, og at ansøgeren ikke har været i Afghanistan siden 2004, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at kommandant [A] stadig i dag skulle ønske at efterstræbe ansøgeren. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk.1, eller at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” afgh/2016/20/ADP
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Sagen blev sambehandlet med hans forældres og to brødres sager. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og shiamuslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, der forsøgte at tvangshverve ansøgeren og hans brødre. Ansøgeren og hans familie blev flere gange på deres bopæl opsøgt af Mullah [navnet på mullahen], som oplyste, at Taliban ønskede at rekruttere familiens to ældste sønner (herunder ansøgeren) til jihad. Ansøgerens forældre afviste mullahen, som oplyste, at han ville vende tilbage senere. Ansøgerens svoger foreslog derfor, at ansøgeren og hans brødre skulle skjule sig hos svogerens arbejdsgiver. Et par dage efter opsøgte mullahen igen ansøgerens familie sammen med fem bevæbnede mænd, og da de ikke fandt ansøgeren og hans brødre hjemme, ransagede de bopælen og slog ansøgerens forældre. Svogeren blandede sig, hvorfor mændene tog ham med. Yderligere et par dage efter kom mullahen til ansøgerens bopæl og oplyste hans forældre om, at svogeren var blevet dræbt, og hvis de ikke afleverede ansøgeren og hans brødre til Taliban, ville forældrene også blive slået ihjel. Ansøgerens moder, søster og nabo rettede henvendelse til det lokale politi, som afviste hendes klage. Ansøgeren udrejste derfor af Afghanistan sammen med sine forældre og to brødre. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har forklaret konsistent, detaljeret og troværdigt om hændelsesforløbet, ligesom forklaringen i alt væsentligt er overensstemmende med de forklaringer, som hans brødre og forældre har afgivet under behandlingen af deres asylsager. Hændelsesforløbet er endvidere ikke uforeneligt med det foreliggende baggrundsmateriale. Flygtningenævnets flertal finder under hensyn til ansøgerens fars alder og helbredstilstand ikke, at forældrene – som internt flugtalternativ – kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, herunder i Kabul. Idet ansøgeren, hans brødre og forældre stedse har været samboende og gensidigt har forsørget hinanden, finder flertallet derfor heller ikke, at ansøgeren kan henvises hertil. Under disse omstændigheder har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2016/2/MKT
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tajik og shia muslimer fra Herat, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af den bande, som har kidnappet og dræbt deres søn. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet forklaret, at han modtog et opkald fra en ukendt person. Ansøgeren fandt senere ud af, at det var fra en bande, som hans ven […] var leder af. De sagde til ansøgeren, at de havde hans søn, og at de ville have 100.000 dollars i løsesum. Senere modtog ansøgeren et andet opkald, hvor han fik at vide, hvor han skulle aflevere pengene. Ansøgeren tog ud til stedet. Da han kom derud, havde kidnapperne ikke hans søn med. De overfaldt ham for at tage den medbragte taske med penge, men politiet ankom til stedet, og kidnapperne og politiet begyndte at skyde mod hinanden. To af kidnapperne blev dræbt, mens to andre stak af fra stedet. Efterfølgende blev ansøgeren taget med til politistationen, hvor han forklarede, at han mistænkte [sin ven] for at stå bag kidnapningen. Senere modtog ansøgeren et opkald fra [sin ven], som fortalte, at en af de dræbte var [vennens] bror, hvorfor [vennen] havde dræbt ansøgerens søn. Ansøgeren fik samtidig oplyst, hvor han kunne hente sønnens lig. Omkring en uge efter sønnens begravelse, udrejste familien fra Afghanistan. Den kvindelige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at en af hendes søns venner, […], kom hjem til dem en dag for fire år siden og fortalte dem, at der var kommet en bil kørende med to til tre personer, som havde kidnappet hendes søn. Da hun hørte dette, ringede hun til sin ægtefælle og fortalte, hvad der var sket. Da hun havde lagt på, modtog hun et opkald fra en ukendt person, der oplyste, at han havde hendes søn, og at han ville have 100.000 dollars i løsesum. Da ansøgeren hørte dette, besvimede hun. Hun vågnede op på sygehuset. Senere samme dag tog den mandlige ansøger afsted for at mødes med kidnapperne og give dem pengene. Da han var taget afsted, bad ansøgeren sine svigerforældre kontakte politiet. Hendes svigermor tog hen på politistationen og fik politiet overbevist om, at de skulle tage sig af sagen. Et par timer senere kom hendes ægtefælle hjem og fortalte, hvad der var sket, da han havde mødtes med kidnapperne. To timer senere ringede kidnapperne igen og sagde, at de kunne hente sønnens lig. Da ansøgeren hørte dette, besvimede hun igen og vågnede igen op et par dage senere på hospitalet, hvor den mandlige ansøger fortalte hende, at kidnapperne fortsatte med at true familien. Hun deltog ikke i deres søns begravelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om, at de har en konflikt med en bande i Afghanistan, til grund, idet forklaringerne fremstår – både hver især og indbyrdes – divergerende, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger i oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har forklaret, at han for omkring tre år siden blev ringet op af nogle ukendte mænd, kidnapperne, og fik at vide, at han skulle betale, hvis han ville se sin søn igen. Han fik kort lov at tale med sin søn, der sagde, at det var ansøgerens fars venner, der havde taget ham til fange. En time efter ringede kidnapperne igen og sagde, at ansøgeren skulle betale 100.000 dollars for sin søn. Det var onsdag klokken 16.30. Halvanden time efter ringede kidnapperne med anvisning på, hvor han skulle tage hen med pengene. Ansøger tog derud med en taske med tøj og uden penge. Ansøger havde forinden fortalt sine forældre om situationen, og moren havde ringet til politiet. Politiet kom, da ansøgeren var på stedet og blev slået af kidnapperne, og politiet skød to af dem. Ansøgeren er efterfølgende blevet truet af en af de kidnappere, der flygtede, fordi ansøgeren ikke betalte løsesummen og var skyld i, at hans bror blev dræbt. Ansøgeren ved ikke, hvad banden, som [vennen] er tilknyttet, hedder, eller om den har et navn, men det er en mindre gruppe på 10 – 12 personer, som ansøger tror kun er i Herat. Til asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at opringningen fandt sted en torsdag eftermiddag, at opringningen var fra hans ven, […], at han ringede igen dagen efter med adressen, hvor pengene skulle afleveres, og at ansøger ved denne lejlighed fik lov at tale med sin søn. Det var ved denne lejlighed, han fandt ud af, at det var [vennen], der stod bag. Halvanden time efter ringede han med angivelse af adressen. Den mandelige ansøger tog af sted med en taske med tøj, så det så ud som om der var penge i tasken. Selve kidnapningen varede fra torsdag til lørdag. Han talte med kidnapperne fire – fem gange, men hans kone besvarede opkaldene to gange. De truede hende med at slå hende og hendes søn ihjel. Det var efter episoden med politiet, at kidnapperne ringede til hans kone. [Vennen] ringede flere gange og truede ansøgeren og sagde, at han kunne hente sin søn. Han tog af sted sammen med politiet og fandt ud af, at sønnen var blevet slået ihjel. Det var omkring en uge efter, at han var blevet kidnappet. Politiet fortalte, at banden, som havde [vennen] som hovedperson, var en stor bande. Ansøger gætter på, at der måske er 20 – 30 personer i banden. Senere under samtalen forklarede ansøgeren, at han fandt ud af, at [vennen] stod bag, da denne ringede og sagde, at hans bror var blevet slået ihjel. Det var efter, at de fandt sønnens lig. Om det første opkald forklarede ansøgeren, at det var en torsdag klokken et eller halv to. Han modtog opkaldet i sin forretning. Han ved ikke, hvordan de fik fat i sønnen. Kort efter forklarede ansøgeren, at første gang, kidnapperne ringede, ringede de til ansøgers kone, og hun ringede så til ham og fortalte, at de havde taget sønnen og ville have penge. Han tog hen til sønnens skole. Da han kom hjem, ringede de igen. Ansøgeren havde sagt til sin kone, at han tog ud til [mødestedet], og det var hans kone, der havde sagt det til ansøgerens mor. Ansøgerens kone var blevet indlagt på hospitalet den første dag – efter det første opkald. Ansøgeren forklarede senere under samtalen, at det første opkald kom en onsdag til hjemmet, at hans kone tog telefonen, andet opkald var til hans mobiltelefon, omkring en time efter, hvor hans kone var taget til lægen. Tredje opkald var igen til hans mobiltelefon omkring en time efter. Alle de efterfølgende opkald var til hans mobiltelefon. Den første dag ringede de tre gange. Om torsdagen ringede de omkring klokken 13.30 og gav ham adressen, hvor pengene skulle afleveres. Der gik to dage, fra de havde taget sønnen, til de fik liget. Der gik en uge fra sønnen blev kidnappet, til de udrejste af Afghanistan. Den kvindelige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 forklaret, at sønnen var tilbageholdt i fire – fem dage, at kidnapperne ringede en gang, hvor hun tog telefonen og besvimede, hvorefter hun ikke ved, hvad der skete. De sagde til ægtefællen, at de ville have 100.000 dollars. De havde skaffet pengene. De har truet familien fire gange. I asylskemaet oplyste ansøgeren, at hun anmeldte bortførelsen af sønnen til politiet, mens hun til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at det var svigermoren. Den kvindelige ansøger har i sin asylsamtale [i sommeren] 2016 forklaret, at en onsdag eftermiddag for tre år siden – vistnok om efteråret – kom en af hendes søns venner ved navn […] og bankede på døren. Han fortalte, at en bil kom på vejen fra skolen til ansøgers bopæl, stoppede og tog sønnen med ind i bilen, som derefter kørte. [Sønnens ven] sagde, at det drejede sig om to – tre personer, og at de havde et sjal for ansigtet. Hun ringede med det samme til sin mand og fortalte det. Et par minutter efter ringede telefonen, og en ukendt person sagde, at de havde hendes søn, at de ville have 100.000 dollars, og at hun ikke skulle kontakte politiet. Hun besvimede, mens hun talte med personen, og da hun vågnede, var hun på hospitalet. Der var gået en dag, før hun vågnede. Samme dag om aftenen kom hendes mand på besøg og sagde, at sønnen ikke var fri, og at han var ved at undersøge, hvordan han kunne skaffe pengene. Dagen efter blev hun udskrevet kl. 10-11. Hun og hendes mand og hans forældre snakkede om, hvordan se skulle skaffe pengene. Kidnapperne ringede og gav hendes mand en adresse, hvor han skulle aflevere pengene. Ansøgerens mand tog af sted og sagde, at de skulle ringe efter politiet, hvis han ikke var tilbage inden to timer. Ansøgeren bad svigerforældrene om at gå til politiet, og hendes svigermor gik derhen. Hendes mand havde ikke penge med. Der var kun tøj i tasken. En af de kidnappere, der blev dræbt, var bror til en bandeleder ved navn […]. Banden var meget stor og en del af Taliban. En – halvanden time efter at hendes mand var kommet hjem, ringede kidnapperne og sagde, at manden kunne hente sønnens lig. Senere under samtalen forklarede ansøgeren, at hun kun tog telefonen en gang. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgerne forklaret, at opkaldene skete samme dag, og at udleveringen af sønnens lig skete dagen efter, og at den mandlige ansøger tog til sin forretning og hentede halvdelen af løsesummen, som de havde kunnet skaffe. Han lagde pengene i en tøjtaske og medbragte pengene til mødet med kidnapperne. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er bemærkelsesværdigt, at politiet kom til stede samtidig med, at kidnapperne overfaldt den mandlige ansøger, og at ansøgerne samtidig forklarer, at de ikke vil kunne forvente politibeskyttelse. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at den mandlige ansøgers familie har opholdt sig i Afghanistan i tre år efter kidnapningen uden problemer, og at de nu har været nødt til at flygte på grund af trusler. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund i det hele ansøgernes forklaring om deres asylmotiv og finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/199/col
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet som tolk for de [vestlige allieredes] styrker i Afghanistan. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter sin brors svigerfamilie som følge af, at hans brors svigerfamilie holder ansøgeren ansvarlig for, at deres datter er blevet enke. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har arbejdet som tolk for de [vestlige allieredes] styrker i Afghanistan i perioden fra [vinteren] 2010 frem til, at han udrejste Afghanistan i [sommeren] 2013. Ansøgeren arbejdede primært på en militærbase i [en by] i Paktia provinsen. Herudover var han i en kort periode stationeret på en militærbase i [en anden by] i Paktia provinsen. I [begyndelsen af sommeren] 2013 tog ansøgeren hjem til Kabul for at blive gift, da han havde orlov i nogle dage. Kort før han skulle vende tilbage til sit arbejde, sagde faren til ham, at faren var blevet truet af [et antal] ukendte personer [et sted] nogle dage forinden brylluppet, fordi ansøgeren arbejdede for [vesterlændinge]. Ansøgeren troede, at hans far blot sagde dette, for at få ansøgeren til at stoppe med at arbejde, og ansøgeren vendte derfor tilbage til sit arbejde […] på trods af truslerne imod hans far. [Noget tid herefter] var ansøgeren igen hjemme i Kabul på nogle dages orlov. [En] aften han kom hjem til sin families bopæl, modtog han et brev fra Taliban, hvor han blev truet på livet på grund af sit arbejde. Ansøgeren og hans familie, med undtagelse af hans storebror […], tog herefter ophold på ansøgerens søsters bopæl, og de besluttede, at ansøgeren skulle udrejse til Iran. [På et tidspunkt] rejste ansøgeren med [et transportmiddel] til Nimroz provinsen, hvor han tog kontakt til en agent, som hjalp ham med at krydse grænsen til Iran illegalt. [Et antal] dage efter ansøgeren udrejste, fik ansøgerens far at vide fra familiens naboer, at [storebroren] var blevet kidnappet af Taliban, og hverken ansøgeren eller hans familie har hørt noget fra [storebroren] siden. I slutningen af 2014 fik ansøgeren at vide fra sin far, at [storebrorens] svigerfar og [storebrorens] ægtefælles brødre nu havde hentet [storebrorens] ægtefælle på ansøgerens søsters bopæl. De truede samtidig ansøgerens far med at hævne sig på ansøgeren, fordi ansøgeren var ansvarlig for, at [storebrorens] ægtefælle var blevet enke. Ansøgers familie udrejste efterfølgende til Pakistan. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet som tolk for de [vestlige allieredes] styrker. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at dette ikke har kunnet bekræftes via høringssvar fra […] Udenrigsministerium, at ansøgeren ikke har kunnet fremlægge centrale dokumenter til dokumentation for sin ansættelse, herunder ansættelsesbrev med oplysning blandt andet om lønforhold, som han i dag har forklaret, at man som nyansat fik, identitetskort samt lønseddel eller kontoudtog fra Kabul Bank vedrørende udbetalt løn. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, der efter sin egen forklaring har boet to år på en base, ikke har været i stand til at svare fyldestgørende, men har svaret afglidende på spørgsmål om forhold på basen, herunder størrelsen af basen, antal af personer, der arbejdede på basen og adgangs- og sikkerhedsforhold. Flygtningenævnet flertal har endvidere fundet det påfaldende, at ansøgeren ikke har søgt om beskyttelse hos [de vestlige allieredes] myndigheder til trods for, at han har forklaret, at andre tolke fik beskyttelse her. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt certifikater fra sin angivelige tolkevirksomhed og fotos af ham selv i selskab med militære personer, kan ikke føre til et andet resultat. Dels fordi ansøgeren til asylsamtalen ikke har kunnet besvare spørgsmål om navnene på de pågældende personer, som han er fotograferet sammen med, og dels fordi det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens ”Afghanistan, Country of Origin Information for the Use in the Asylum Determination Process, Rapport from Danish Immigration Service fact finding mission to Kabul, Afghanistan, 25 February to 4 March 2012” fremgår, at kilder har oplyst, at det er muligt at fremskaffe alle former for forfalskede dokumenter i Afghanistan. Flygtningenævnet flertal kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle have en konflikt med Taliban på grund af sin virksomhed som tolk for de [vestlige allieredes] styrker eller være efterstræbt af brorens svigerfamilie. Flertallet har hertil lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at folk fra Taliban skulle have banket på døren og skubbet et trusselsbrev ind under døren til ansøgers hjem i stedet for at opsøge ham personligt og bemærker herved, at ansøgeren i dag udbyggende har forklaret, at Taliban var interesseret i at få oplysninger fra ham om blandt andet andre tolke, der arbejdede for [de vestlige styrker]. Flygtningenævnets flertal finder det hertil påfaldende, at ansøgerens storebror efter modtagelsen af trusselsbrevet skulle have valgt – som den eneste – at blive hjemme på bopælen, mens resten af familien tog hjem til ansøgerens søster, hvis familien opfattede truslen som rettet mod dem alle. Flertallet kan således heller ikke lægge til grund, at ansøgerens storebror [et antal] dage efter hans udrejse blev kidnappet af Taliban, og at ansøgeren efterfølgende skulle have været udsat for trusler fra broderens svigerfamilie. Flertallet bemærker hertil, at truslerne fra broderens svigerfamilie efter ansøgerens forklaring først skulle være fremsat i slutningen af 2014, men at broren allerede skulle være blevet kidnappet i sommeren 2013. Flygtningenævnets flertal finder det endelig påfaldende, at ansøgerens far og ansøgeren først skulle være blevet truet af Taliban i [begyndelsen af sommeren] 2013 henset til, at ansøgeren efter sin forklaring havde arbejdet for de [vestlige allieredes] styrker siden [vinteren] 2010, og at ansøgeren til asylsamtalen oplyste, at alle vidste, at han arbejdede for [vesterlændingene]. Herefter og da de generelle forhold i Afghanistan ikke i øvrigt findes i sig selv at være asylbegrundende, finder Flygtningenævnets flertal således sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet bemærker herved, at nævnet ikke har fundet grundlag for at udsætte sagen eller hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen som følge af, at nævnet i modsætning til Udlændingestyrelsen ikke har fundet at kunne lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet som tolk for de [vestlige allieredes] styrker. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremkommet nye faktiske oplysninger af en sådan karakter, at der er grundlag herfor.” Afgh/2016/198/SEL
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk seyed og shia muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Han har videre henvist til, at shia-muslimer bliver slået ihjel og chikaneret i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans landsby, [A], ofte blev udsat for angreb og selvmordsbombninger fra Taliban. Ansøgeren har forklaret, at byen skiftevis var under kontrol af myndighederne og Taliban. Herudover blev der dannet en gruppering ved navn [B], hvis opgave var at forsvare byen. På tidspunktet, hvor ansøgeren forlod Afghanistan, var det [B], der havde kontrol med landsbyen. Ansøgeren har ikke selv været en del af denne gruppering, men han har oplyst, at hvis man havde kontakt med [B], så risikerede man at blive slået ihjel af Taliban. Dette er sket for ansøgerens vens far, der blev skudt under et angreb fra Taliban. Ansøgeren har videre oplyst, at der var en konflikt mellem shia- og sunnimuslimer. Shia-muslimerne er i mindretal i ansøgerens landsby, hvor der samtidig boede nogle sunni-muslimer, som udsatte ansøgeren for chikane. Chikanen bestod i tilråb af skældsord mod ansøgeren. Ansøgeren har oplyst, at han har hørt, at shia-muslimer bliver halshugget andre steder i Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår usammenhængende, udetaljeret og uden indre logik. Ansøgeren har således ikke været i stand til at redegøre for grupperingen, [Bs], forhold. Han har ikke kunnet oplyse, hvor han kendte medlemmer af [B] fra eller disse medlemmers familienavne og øvrige forhold. Han har heller ikke kunnet redegøre nærmere for, hvorfor han selv skulle være i fare eller for den advarsel, som han angiveligt modtog fra sine venner. Ansøgeren har tillige påberåbt sig de generelle forhold i Afghanistan som asylmotiv. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne om Afghanistan, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold i ansøgerens hjemområde i Afghanistan ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillige lagt ansøgerens forklaring om, at han ikke har haft konkrete konflikter, herunder med myndigheder, [B] eller Taleban, til grund. For så vidt angår det forhold, at ansøgeren som shiamuslim er blevet råbt efter og mundtligt chikaneret af sunnimuslimer, finder Flygtningenævnet, at der er tale om enkeltstående hændelser, der ikke har et sådan omfang og en sådan karakter, at de kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/196/snd
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [bynavn], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har videre henvist til, at hans far er ludoman og har spillet ham væk som gevinst til en magtfuld person fra Taliban. Taliban ønskede muligvis at bruge ham i krigshandlinger eller som selvmordsbomber. Hans mor solgte sine smykker, så ansøgeren kunne udrejse. Ansøgeren frygter således Taliban, fordi han er udrejst, selvom han tilhører dem, ligesom han frygter sin far, idet faren vil slå ham ihjel, fordi han ikke har gjort sin pligt for at indfri farens spillegæld. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, fordi Taliban vil halshugge ham, idet han er etnisk hazara. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der er krig i Afghanistan, og at der ikke er sikkerhed i det område, som han boede i. På vejen til Iran blev hans agents varevogn stoppet af Taliban, som tilbageholdt alle shia-muslimerne fra varevognen. Under tilbageholdelsen blev de alle udsat for vold. Ansøgeren blev slået tre gange og fik frataget sin mobil og penge. Indledningsvist bemærkes, at nævnet ved vurderingen af sagen har taget højde for, at ansøgeren er analfabet, og at han formentlig er mindre mentalt udviklet i forhold til sin aldersgruppe. Nævnet har dog fundet, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, idet der herved er lagt vægt på, at han har været i stand til at besvare de stillede spørgsmål på en relevant og sammenhængende måde. Flygtningenævnet kan ikke lægge den del af ansøgerens forklaring til grund, der drejer sig om, at han har en konflikt med sin far og Taliban, fordi hans far har tabt ham i forbindelse med kortspil med en højtstående Taliban officer. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen herom først er kommet frem i forbindelse med samtalen med advokaten forud for nævnsmødet, selvom det fremgår, at ansøgeren i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen flere gange blev spurgt ind til, om han havde yderligere oplysninger om sit asylmotiv. Det bemærkes videre, at ansøgeren i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen forklarede om andre generelle problemer i forhold til Taliban uden at nævne, at han selv konkret havde en konflikt. Nævnet har ved vurderingen af denne del af ansøgerens asylmotiv videre lagt vægt på, at han har forklaret divergerende med hensyn til, om det var ham selv, der af hans egne opsparede midler betalte for udrejsen, eller om det var hans mor, der betalte ved at sælge sine smykker og samle ind til udrejsen. Ansøgeren har endelig under mødet i nævnet udbygget forklaringen om denne del af sit asylmotiv yderligere i forhold til, hvad han har forklaret advokaten med hensyn til, at han via en ven, der også er udrejst, har hørt, at Taliban skulle have opsøgt hans familie og medtaget billeder af ham, og at Taleban derfor er i stand til genkende ham. Nævnet lægger derimod den del af ansøgerens forklaring til grund, der omhandler de generelle forhold i hans hjemby […] i Ghazni-provinsen. De generelt vanskelige forhold for unge hazaraer i Afghanistan kan imidlertid ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at nævnet har lagt til grund, at ansøgeren har et netværk i sin landsby, hvor hans forældre og søskende fortsat lever. Den omstændighed, at ansøgeren har fået frastjålet sine ting og udsat for vold fra Talibans side under rejsen, kan ikke føre til et ændret resultat. Det bemærkes, at det efter ansøgerens egen forklaring lægges til grund, at der var tale om et kriminelt forhold, der ikke kun var rettet mod ham, og at han ikke er sikker på, om forholdet overhoveder blev begået i Afghanistan. Endelig bemærkes, at den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for individuel og konkret forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/195/DH
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning. Hun er født i Afghanistan, men opvokset i Indien, hvortil hendes forældre flyttede, da ansøgeren var 5 år gammel. Ansøgeren boede i Indien, indtil hun udrejste sammen med sin ægtefælle i [sommeren]2015. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. I 2013 blev ansøgeren forlovet med [S]. I 2014 mødte ansøgeren sin ægtefælle, [B], som hun blev gift med [ i slutningen af ]2014. Ansøgeren har haft problemer med[S], efter at hun mødte sin ægtefælle. [S] har opsøgt hende og slået hende og truet hende. Cirka en til to måneder efter, at ansøgeren og ægtefællen var blevet gift, satte [S]. I [sommeren]2015 udrejste ansøgeren af Indien. Ansøgeren har oplyst, at hun for cirka to en halv måned siden, det vil sige efter Udlændingestyrelsens afgørelse, er blevet forladt af [B], idet han er forsvundet med en anden kvinde (med iransk baggrund). Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive overgreb, fordi hun er enlig kvinde uden netværk og ikke taler sproget. Hun er desuden ikke praktiserende muslim. Endvidere har hun gjort gældende, at hun vil være i fare, fordi hun som følge af sit langvarige ophold i udlandet, herunder sit ophold i Europa, vil blive betragtet som en kvinde, der har overtrådt sociale normer. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring i relation til Afghanistan til grund. Forklaringen har været troværdig, herunder forklaringen om skilsmissen fra [B]l og baggrunden herfor. Ansøgeren er således en enlig kvinde, født i Afghanistan. Hun har boet i Indien, siden hendes forældre i 1985 forlod Afghanistan, og hun har ikke siden været tilbage i Afghanistan. Forældrene har ikke opdraget hende som muslim, og hendes mor var indisk statsborger. Den omstændighed, at en ansøger er enlig kvinde fra Afghanistan uden netværk, kan efter Flygtningenævnets praksis ikke i sig selv medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren er imidlertid ikke opdraget i Afghanistan og heller ikke opdraget i overensstemmelse med afghansk kultur, og hun taler ikke et af de sprog, som tales i Afghanistan. Hun har intet kendskab til familiemedlemmer i Afghanistan. Hun fremtræder på en sådan måde, at der er en nærliggende risiko for, at befolkningen i Afghanistan vil opfatte hende som vestligt orienteret. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at der er en reel risiko for, at ansøgeren i Afghanistan vil blive udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren tilhører en speciel social gruppe i flygtningekonventionens forstand, og hun kan derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren opfylder derimod betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen. ” afgh/2016/194/MNR
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslin fra [landsbynavn], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive taget af Taliban enten på vej til sin landsby [landsbynavn] eller under sit ophold i landsbyen, idet han er etnisk hazara og shia-muslim. Han har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter det afghanske politi, idet han ikke har et nationalitetsbevis kaldet taskira, som han kan fremvise. Han har til støtte herfor oplyst, at der er mange sikkerhedsmæssige problemer i hans hjemområde, hvor Taliban er til stede. Taliban kan tilbageholde hazaraer, hvorefter de kræver løsepenge eller dræber dem. Indledningsvist tiltræder Flygtningenævnet vurderingen af, at ansøgeren, der 17 år gammel, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål relevant og sammenhængende på en måde, der har vist, at han har forstået både de stillede spørgsmål og deres betydning. Flygtningenævnet lægger ligesom som Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Nævnet lægger således til grund, at hverken ansøgeren eller hans nærmeste familie konkret har haft problemer med Taliban, ligesom Taliban aldrig har opsøgt hverken ham eller hans familie, eller på anden måde har udvist interesse for ham. De generelt vanskelige forhold for unge hazaraer i Afghanistan kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har et netværk i sin landsby, idet hans forældre og lillebror fortsat lever der. Allerede, fordi der ikke er grundlag for at antage, at Taliban skulle være blevet bekendt med, at ansøgeren har været udrejst, er det ikke sandsynliggjort, at Taleban af den grund vil anse ham for at være vantro og udsætte ham for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til landsbyen. Endelig bemærkes, at den omstændighed, at ansøgeren ikke har et taskira identifikationskort ikke kan føre til et andet resultat, idet ansøgeren ikke af den grund har haft problemer eller konflikter med hverken myndighederne eller Taleban. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos Temanotat: Tazkera, pass og andre id-dokumenter fra 20. oktober 2016, at det er forholdsvist enkelt at få udstedt et taskira. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for individuel og konkret forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/194/DH
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive taget til fange og dræbt af Taliban eller ISIL, fordi han er etnisk hazara. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at Taliban og ISIL mener, at hazara-folket er vantro. Ansøgeren har endvidere forklaret, at Taliban og ISIL hovedsageligt går efter unge mennesker. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har haft individuelle konflikter, hverken med Taliban, ISIL eller andre. Efter hans forklaring for nævnet har han med sin familie boet i Afghanistan i en lang periode formentlig fra 2001 til 2014. Idet ansøgeren ikke er individuelt forfulgt, og da de generelle forhold for hazara i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at dette i sig selv er asylbegrundende, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/193/SLH
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans far vil slå ham ihjel, fordi han rejste tilbage til Afghanistan uden farens accept. Ansøgeren frygter endvidere, at Taliban vil hverve ham, eller at de vil slå ham ihjel, fordi han har været i Europa. Ansøgeren har endelig henvist til, at han ikke kan tage ophold i Afghanistan, fordi han ikke har nogen familie der. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far blev gift med en ny kvinde efter, at ansøgerens mor afgik ved døden på grund af et hjerteanfald. Omkring fem til seks måneder senere ændrede faren adfærd over for ansøgeren. Han begyndte at udsætte ansøgeren for voldelige overgreb, hvor han slog ansøgeren, kastede ting efter ham og spærrede ham inde. Ansøgeren udrejste herefter af Iran og tog hen til sin søster i Afghanistan uden farens kendskab. Mens ansøgeren boede hos søsteren, gik han i moske for at læse koranen. En dag, mens han var i moskeen alene, kom der en ukendt mand, som spurgte, hvorfor ansøgeren sad alene og så trist ud. Derefter begyndte manden at tale om Taliban og foreslog, at han skulle tilslutte sig Taliban. Hertil svarede ansøgeren, at han ikke kunne lide Taliban og ikke ville tilslutte sig. Da ansøgeren afviste mandens forslag, blev manden vred. Ansøgeren sagde herefter til manden, at han skulle på toilettet og forlod derefter moskeen. Efterfølgende mødte ansøgeren en dreng fra moskeen, som fortalte, at manden havde spurgt efter ham. Manden opsøgte endvidere søsterens bopæl for at spørge efter ansøgeren, men ansøgeren var ikke hjemme. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren under mødet har svaret detaljeret og relevant på de stillede spørgsmål. Nævnet finder derfor, at ansøgeren har haft den tilstrækkelige modenhed. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt angår konflikterne med hans far. Særligt fordi der ikke er oplysninger om, at hans far har forsøgt at opsøge ham, efter han forlod hjemmet, finder Flygtningenævnet ikke, at dette har en intensitet, at det er asylbegrundende. Ansøgeren skal betragtes i forhold til Kunduz for så vidt angår konflikten med Taliban. Efter baggrundsoplysningerne om Talibans tilstedeværelse i regionen forekommer det ikke usandsynligt, at der forekommer tvangsrekruttering af unge mænd. Et flertal af Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet finder, at ansøgeren har forklaret stort set enslydende om konflikten under de to samtaler med styrelsen og under mødet i nævnet. Flertallet lægger således til grund, at han er blevet opsøgt af en person, som har forsøgt at hverve ham til Taliban, og at ansøgeren efterfølgende er forsøgt opsøgt. Flertallet tillægger ikke de få mindre divergenser betydning, idet der er lagt vægt på, at ansøgeren er mindreårig. Det er endvidere af samme grund tillagt betydning, at ansøgerens søster og morbror, der har været hans voksne omsorgspersoner, har anbefalet ham at forlade Afghanistan og har planlagt rejsen. Under henvisning til, at ansøgeren er mindreårig, uden netværk og i øvrigt har boet hovedparten af sit liv i Iran, finder nævnet ikke, at det er relevant eller rimeligt at henvise ansøgeren til at opnå beskyttelse andet sted i Afghanistan. Flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2016/192/SLH
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (B-status)] til et ægtepar samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tajiker og sunni-muslimer fra, Kabul-provinsen, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den mandlige ansøgerens svoger, […]. Til støtte herfor har de oplyst, at den mandlige ansøgerens søster flygtede fra [svogeren], mens hun opholdt sig hos ansøgerne. Den mandlige ansøger har yderligere som asylmotiv henvist, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet af myndighederne. Han har til støtte herfor oplyst, at myndighederne har anklaget ham for at medvirke til sin søsters flugt. Flygtningenævnets flertal finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund. Det findes dog ikke godtgjort, at betingelserne for meddelelse af asyl efter § 7, stk. 1 er opfyldt. Flertallet finder derimod, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra den mandlige ansøgers svogers side. Efter oplysningerne om svogerens position og indflydelse finder flertallet ikke at kunne henvise ansøgerne til at tage ophold andetsteds i Afghanistan. Som følge af det anførte meddeler Flygtningenævnet derfor ansøgerne og deres medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2016/191/DH
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger og medfølgende barn fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Ansøgeren er etnisk hazara og muslim af trosretning fra [by] i, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hendes svigerfamilie vil slå hende. Hun har ligeledes henvist til, at hun ikke har et sted at bo i Afghanistan, fordi hun ikke er velkommen hos hverken sin egen familie eller svigerfamilie, som begge har behandlet hende dårligt. Hun frygter også ved en tilbagevenden til hjemlandet, at hendes fader vil slå hende ihjel eller gifte hende bort for at tjene penge. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun i hjemlandet frygter en mand ved navn [I] vil efterstræbe hende, hælde syre over hende, filme hende og offentliggøre filmen for at krænke hendes ære, idet hendes fader havde lovet hende bort til denne mand. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun i hjemlandet frygter at skulle leve uden sin ægtefælle, da hun ikke har andre i Afghanistan, som kan beskytte hende. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun som barn blev lovet væk til en mand ved navn [I]. I 2008 blev ansøgeren forlovet med sin ægtefælle, [...], og bryllupsfesten blev afholdt [i foråret] 2009, hvorefter hun flyttede ind hos sin svigerfamilie. Ægtefællen udrejste tre til fire måneder efter bryllupsfesten af frygt for [I]. Ansøgeren har hørt fra andre, at [I] vil hævne sig på hende ved at udsætte hende for overgreb, som han vil filme og offentliggøre, så hun vil miste sin ære. Ansøgeren oplevede, efter at hendes ægtefælle udrejste, at svigerfamilien chikanerede hende og udsatte hende for vold. Ansøgeren ønskede ikke at flytte hjem til sin egen familie, da hendes fader behandlede hende dårligt, fordi hun havde giftet sig med en anden mand end den, som faderen havde valgt. I 2010 valgte hun derfor at udrejse til Pakistan, hvilket var omkring tre måneder efter ægtefællens udrejse. I 2014 vendte ansøgeren tilbage til Afghanistan, hvor hun opholdt sig hos sin svigerfamilie i omkring tre måneder, hvorefter hun valgte at udrejse. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2015, at ansøgerens forklaring om asylmotivet kan lægges til grund. Ansøgeren har forklaret troværdigt og konsistent om de overgreb, der danner grundlag for ansøgerens udrejse af Afghanistan, og overgrebene fremstår selvoplevede. Nævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens forældre og forældrene til [I], da ansøgeren var omkring fem år, var blevet enige om, at ansøgeren skulle giftes med [I]. Efter at ansøgeren imidlertid i 2009 havde indgået ægteskab med [med sin ægtefælle], blev hun gentagne gange udsat for vold fra sin svigerfamilie og fra sin egen familie. Hendes ægtefælle […] blev forsøgt bortført af [I], efter [ægtefællen] i øvrigt havde fået kastet syre på sit ansigt. Som følge af konflikterne måtte [ægtefællen] udrejse fra Afghanistan, og han er i 2010 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren på grund af konflikterne og den udøvede vold var nødt til at udrejse af Afghanistan tre til fire måneder efter brylluppet med [ægtefællen]. Hun opholdt sig i Pakistan hos sin morbroder indtil 2014 og var nødt til at rejse tilbage til Afghanistan, efter at morbroderen var død. Herefter blev hun på ny udsat for gentagne overgreb i form af vold fra sin svigerfamilie, og hun blev truet med at blive slået ihjel, ligesom hun blev udsat for trusler om repressalier fra [I]. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er kommet i et sådant modsætningsforhold til [I] og sin familie samt sin svigerfamilie, og at de overgreb som hun er blevet udsat for som følge af sit ægteskab med [ægtefællen] har haft et omfang og har været af en sådan intensiv karakter, at det kan begrunde asyl, og at det ikke kan antages, at hun vil kunne opnå den fornødne beskyttelse fra myndighederne. Ved vurderingen lægger Flygtningenævnet i øvrigt vægt på, at der i al væsentlighed er overensstemmelse med ansøgerens asylmotiv og det asylmotiv som [ægtefællen] har angivet, og som er lagt til grund for hans opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren har således sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i en reel og konkret risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger [ansøgeren] og medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgh/2016/19/ LRN
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og sunni muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive efterstræbt af Taliban, som forgæves har forsøgt at tvangshverve ham til at samarbejde med dem med henblik på at gennemføre en terrorhandling i den Centrale Militære Træningslejr i Kabul, hvor ansøgeren arbejdede. Et flertal af flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet finder det herefter sandsynliggjort, at Taliban har forsøgt at true ham til at tage sprængstof med til den militærbase, hvor han arbejdede. Flertallet kan endvidere lægge til grund, at han, da han nægtede at gøre dette, efterfølgende er blevet truet af Taliban. På baggrund af dette, da han er en højtstående officer og da truslerne efter det oplyste er fremsat af en person, der kender ham personligt, finder flertallet endvidere, at han er profileret. Særligt under henvisning til, at ansøgeren har forklaret, at han viste sin overordnede trusselsbrevene, finder nævnet det ikke tilstrækkelig sandsynliggjort, at han vil blive betragtet som desertør. Nævnet finder ikke, at han har sandsynliggjort risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb. Han opfylder derfor betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2016/189/LAJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hendes svigerfamilie vil slå hende og hendes søn ihjel. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes svigerfamilie vil tage hendes søn fra hende. Endvidere frygter ansøgeren de generelle forhold for etniske hazaraer og enlige kvinder i Afghanistan. Endeligt frygter ansøgeren at blive tvangsgift med sin svoger. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er født og opvokset i Iran, men er afghansk statsborger. Ansøgeren har indtil 2012 haft et opholdskort i Iran. Ansøgeren blev i 2004 gift med en afghansk statsborger, som opholdt sig illegalt i Iran. I starten af foråret 2012 blev ansøgerens mand udvist af Iran til Afghanistan, idet han ikke havde noget opholdskort. Efter ansøgerens mand var udrejst til Afghanistan, havde de sporadisk telefonisk kontakt. Ved en af disse telefonsamtaler oplyste han, at han forsøgte at få noget jord fra sin bror, som han havde arvet fra deres forældre. En måned efter ansøgerens mand var rejst til Afghanistan, stoppede han med at ringe. Ansøgeren hørte, på et ukendt tidspunkt [i foråret-sommeren] 2012, et rygte fra andre afghanere i ansøgerens område om, at ansøgerens mand var død. En måned efter hendes ægtefælles udrejse kontaktede ansøgerens svigerinde hende, og bad ansøgeren om at rejse til Afghanistan for at bo sammen med sin svigerfamilie. Ansøgeren udbad sig betænkningstid. Ansøgerens svigerfamilie oplyste ikke noget om ansøgerens mands død, og ansøgeren spurgte heller ikke. I foråret eller sommeren 2012 rejste ansøgerens familie til [et andet europæisk land]. En måned efter ansøgerens familie var rejst til [et andet europæisk land], henvendte ansøgeren sig til de iranske myndigheder for at få forlænget sit opholdskort og søge om et opholdskort til sin søn. Her fik ansøgeren at vide, at hendes sag hørte under hendes mors sag, og da hun var udrejst, var ansøgerens opholdskort blevet annulleret. Kort efter ansøgerens familie var rejst til [et andet europæisk land], ringede ansøgerens svigerinde igen. Hun sagde, at ansøgeren skulle tage til Afghanistan og bo sammen med sin svoger i Kabul. Ansøgeren protesterede, men ansøgerens svigerinde sagde, at det gjaldt familiens ære. Ansøgerens svigerinde fortalte endvidere, at ansøgeren skulle giftes med sin svoger, og hvis ansøgeren ikke kom frivilligt, ville de sende nogen for at hente hende. De vidste godt, hvor ansøgeren boede i Iran. Ansøgerens ægtefælle har fortalt ansøgeren, at hendes svigerfamilie er voldelige og brutale, og ansøgerens svogers kones brødre er med i Taliban. Ansøgeren sagde til sin svigerinde, at hun ville sælge dit indbo, så hun kunne finansiere rejsen. Det gjorde ansøgeren også, men hun brugte i stedet pengene på at finansiere sin udrejse til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, idet hun for nævnet har forklaret troværdigt, konsistent og sammenhængende om sit asylmotiv, der er underbygget af de baggrundsoplysninger, der foreligger om tvangsægteskaber for enker i Afghanistan. Det er efter disse baggrundsoplysninger ikke ualmindeligt, at en kvinde, der ikke vil indgå i et sådant tvangsægteskab, vil blive udsat for vold eller andre overgreb, ligesom hun kan risikere at miste forældremyndigheden over sin søn. Ansøgeren er herefter omfattet af udlændingelovens § 7 og skal meddelelse opholdstilladelse. Et flertal af nævnets medlemmer finder, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet hun som enke i risiko for tvangsægteskab tilhører en særlig social gruppe. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2016/188/snd
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til asylmotivet fra sin tidligere asylsag i Danmark. Ansøgeren har desuden henvist til, at han, efter at have fået afslag på asyl i Danmark, udrejste fra Danmark [i vinteren] 2013, og at han – som følge af sin tidligere konflikt – to måneder efter sin genindrejse i Afghanistan på ny fik konflikter. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han to måneder efter sin genindrejse i hjemlandet så to personer fra den gruppe, som havde tilbageholdt ansøgeren forud for hans første udrejse af hjemlandet. De kiggede mærkeligt på ansøgeren. Efter fire til fem dage kom de to personer til ansøgerens bopæl. Ansøgeren var ikke hjemme på det tidspunkt. Ansøgerens far ringede til ansøgeren og fortalte, at han ikke skulle komme hjem, men han fortalte ikke, hvad der var sket. Ansøgeren tog herefter hjem til sin farbror i [A]. Næste dag kom ansøgerens forældre og fortalte om henvendelsen. De fortalte, at personerne havde været inde i huset og kigge, og at de ville tale med ansøgeren personligt. Deres hensigt var at komme igen en anden gang for at tale med ansøgeren personligt. De pågældende havde også truet med at sende en selvmordsbomber til huset. Herefter boede ansøgeren et stykke tid hos sin farbror. Ansøgerens far havde til hensigt at søge hjælp hos myndighederne. Da ansøgerens far gik hen til politistationen for at anmelde episoden på bopælen, så han de to personer fra episoden tale med en politimand udenfor politistationen. Som følge af det han havde set, valgte ansøgerens far ikke at anmelde forholdet til politiet. Efter én til halvanden uge kom de samme to mænd igen hjem til ansøgerens bopæl. Ansøgerens far råbte op, og de tog ham derefter ind i gården og tog en pistol frem. Ansøgerens far fortalte dem, at han ikke kendte adressen, hvor ansøgeren opholdt sig, og at ansøgeren var hos en ven. Herefter ransagede personerne huset og udsatte ansøgerens far for vold. De sagde, at ansøgerens far var skyld i, at en kriminel var gået fri, idet ansøgeren havde arbejdet for amerikanerne. De fortalte samtidig, at ansøgeren tidligere var flygtet fra dem. Da ansøgerens mor fortalte dem, at der var blevet betalt for løsladelsen, sagde personerne, at de ville halshugge den, der havde taget imod pengene. Herefter opholdt ansøger sig hos slægtninge i [en by i det nordlige Afghanistan] i fire til fem måneder. Da ansøgeren kom tilbage til Kabul, tog han ophold hos sin farbror. Ansøgerens familie ville ikke gøre ham bekymret, men de sagde, at problemerne stadig var der. Ansøgeren opholdt sig i Kabul i en måned. Herefter tog ansøgeren til Islamabad, hvor han var i en længere periode, måske fem til syv måneder. Ansøgerens ægtefælle opholdt sig på det tidspunkt i [er europæisk land], og ansøgeren søgte derfor om visum, men fik afslag. Ansøgeren tog herefter til Kabul, hvor han befandt sig en kort periode, måske to til tre uger. Herefter tog ansøgeren til [en by i det nordlige Afghanistan], hvor han opholdt sig tre til fire måneder, indtil han fandt en agent. Ansøgeren udrejste af lufthavnen i [en by i det nordlige Afghanistan] i [sommeren] 2014. Flygtningenævnets stadfæstede ved afgørelse af [en dato i 2012] Udlændingestyrelsens afslag af [en dato i 2011] på ansøgerens ansøgning om asyl. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen i Pakistan af ukendte bevæbnede personer kunne anses for asylbegrundende. Nævnet anså episoden for en enkeltstående afsluttet konflikt uden sammenhæng med de efterfølgende henvendelser, som ansøgerens forældre fik i sommeren/efteråret 2011, og som ansøgeren i øvrigt påberåbte sig som støtte for sit asylmotiv. De pågældende henvendelser havde desuden ikke en sådan intensitet eller karakter, at de kunne sidestilles med asylbegrundende forfølgelse.Ved afgørelse af [en dato i 2013] afslog Flygtningenævnet at genoptage sagen, da der ikke forelå sådanne nye oplysninger, at det gav anledning til at genoptage sagen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om yderligere konflikter efter hans frivillige udrejse til Afghanistan [i vinteren] 2013. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at de to mænd, som efter ansøgerens oplysninger deltog i tilbageholdelsen af ham i [B] i Pakistan i [foråret] 2011, pludselig skulle have befundet sig på gaden i Kabul i foråret 2013, mens ansøgeren stod og talte med en venner. Det forekommer endvidere påfaldende, at de to mænd derefter skulle have været i stand til at finde frem til hans og forældrenes fælles bopæl, som de senere opsøgte netop på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke var hjemme. Det forekommer yderligere usandsynligt, at de to mænd samtidigt skulle have befundet sig på den lokale politistation og have talt med personalet der lige på det tidspunkt, hvor ansøgerens far indfandt sig nogle dage efter for at anmelde personernes indtrængen i hjemmet. Hertil kommer, at ansøgeren efter de to episoder i foråret 2013, hvor de to mænd angiveligt opsøgte hans forældre, truede dem og opførte sig voldeligt, først opholdt sig 5-6 måneder i [en by i det nordlige Afghanistan], dernæst til Islamabad i 7-8 måneder og herefter 2-3 måneder i [en by i det nordlige Afghanistan] igen med to mellemkommende kortere ophold i Kabul, uden at han på noget tidspunkt er blevet opsøgt eller kontaktet af de to mænd eller repræsentanter fra Taleban, og uden at kunne fortælle nærmere om 3-4 angivelige henvendelser fra de to mænd eller fra Taleban til ansøgerens familie i de første måneder, hvor han befandt sig i det nordlige Afghanistan. Endvidere forekommer det påfaldende, at ansøgerens familie ikke er blevet opsøgt i den periode, hvor ansøgeren opholdt sig i Danmark fra [foråret] 2011-[vinteren] 2013, hvis ansøgeren skulle have været efterstræbt af Taleban, fordi de mente, han var flygtet fra [B] og i øvrigt havde arbejdet for en udenlandsk virksomhed. Desuden er ansøgeren først indrejst til Danmark for at søge asyl på baggrund af begivenhederne i foråret 2013 [i efteråret] 2015, efter at han havde fået afslag på visum fra Udlændingestyrelsen [i foråret] 2014. I forlængelse heraf henviste ansøgerens advokat i en mail af [en dato i foråret] 2014 til en vedhæftet mail fra ansøgeren, hvoraf fremgår, at han ikke er bange for at bo i Afghanistan. Ansøgeren har endvidere i interview af [en dato i foråret] 2014 oplyst, at han arbejdede for et firma ved navn [C], og han har for nævnet forklaret, at det var et amerikansk firma. Dette stemmer ikke overens med, at han på det tidspunkt mente at være forfulgt af Taleban, fordi han tidligere havde arbejdet for et udenlandsk firma. Det er derfor efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring sammenholdt med sagens andre oplysninger ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/187/SND
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig klager fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel på grund af de generelle forhold i landet. Den generelle sikkerhedssituation er dårlig, og mange uskyldige mennesker bliver slået ihjel på grund af krigen i landet. Ansøgeren har yderligere forklaret, at hans søster i slutningen af 2013 blev forfulgt af en ukendt person. Der skete ikke søsteren noget, men ansøgeren og hans familie fandt aldrig ud af, hvem personen var. Han har været tilbageholdt af myndighederne i tre døgn, men blev løsladt uden betingelser. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder ikke, at det påberåbte er omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke ved udrejsen har haft personlige konflikter med myndigheder eller privatpersoner i Afghanistan, hvorved nævnet bemærker, at han efter tilbageholdelsen blev løsladt uden betingelser. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren alene har påberåbt sig de generelle usikre forhold i Afghanistan. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevendelse til Afghanistan vil risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2016/186/DTO
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Afghanistan. Ansøgeren har under den oprindelige asylsagsbehandling forklaret, at han er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til han og hans ægtefælle er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har påbegyndt et undervisningsforløb, som skal føre til, at han skal døbes [en dag i vinteren] 2016, ligesom hans børn skal døbes samme dag. Endvidere skal hans ægtefælle konfirmeres ligeledes samme dag. Endvidere lægges det til grund, at ansøgeren har deltaget i kirkegang fra begyndelsen af 2016, ligesom han sammen med ægtefællen udøver kristne aktiviteter i hjemmet. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold kan nævnet ikke lægge til grund, at der på nuværende tidspunkt er tale om en reel konversion. Når der imidlertid henses til, at Flygtningenævnet har lagt til grund, at hans samlevende ægtefælle er konverteret til kristendommen, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”afgh/2016/185/ceb
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel eller stenet, idet hun frygter, at den lokale mullah vil udstede en fatwa og dømme ansøgeren til stening. Ansøgeren frygter endvidere ved en tilbagevenden til Afghanistan, at hun vil blive udsat for voldtægt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at ansøgerens bror forsvandt kort tid efter, at de var blevet sendt tilbage til Afghanistan i [vinteren] 2013. Efter broren var forsvundet opholdt ansøgeren sig i Kabul i yderligere tre uger, hvorefter ansøgeren rejste til Ghazni og flyttede ind på et værelse hos kvinden, [A], som ansøgeren havde mødt under sit ophold i Kabul. Ansøgeren har videre anført, at ansøgeren fik arbejde i en skrædderbutik, hvor hun arbejdede for arbejdsgiveren, [B]. Omkring 10 til 12 dage før det afghanske nytår, […], blev ansøgeren voldtaget af arbejdsgiverens ægtefælle, [C]. Ansøgeren ankom til skrædderbutikken mellem klokken 8 eller 9 om morgen. Ansøgeren havde fået nøglen af [A], som også arbejdede i butikken. Ansøgeren var alene i butikken, da [C] ankom til butikken og spurgte efter [A], som ansøgeren oplyste var til lægen. [C] forlod efterfølgende butikken. Omkring 10 til 15 minutter efter kom [C] tilbage og spurgte ansøgeren, om hvorvidt hun havde tænkt mere over hans frieri, hvorefter ansøgeren afviste [C]. Ansøgeren har endvidere anført, at [C] efterfølgende trak ansøgeren ind i prøverummet og forgreb sig på ansøgeren. Ansøgeren gjorde modstand. Butikken var åben, imens overgrebet fandt sted. [C] havde to til tre måneder før overgrebet friet til ansøgeren to til tre gange. [C] var en velhavende mand, der havde egen stofbutik. Ansøgeren afviste [C’s] frieri, fordi han var gammel og allerede havde en ægtefælle samt fire døtre. Ansøgeren havde aldrig talt med [C], men de havde mødt hinanden tre til fire gange på arbejdspladsen, før han forgreb sig på ansøgeren. [C] ville giftes med ansøgeren, fordi han kun havde døtre og ønskede sig en søn. [C] sagde efter overgrebet til ansøgeren, at han ville tage ansøgeren med hen til en mullah den følgende dag, hvor ansøgeren skulle sige til mullah’en, at hun ville gifte sig med [C] af egen fri vilje. [C] truede derefter ansøgeren med, at såfremt hun ikke adlød, ville han slå ansøgeren ihjel eller fortælle mullah’en, at ansøgeren var en dårlig pige, hvorefter mullah’en ville udstede en fatwa på ansøgeren, hvorefter hun ville blive stenet. Ansøgeren har desuden oplyst, at ansøgeren oplyste [A] om overgrebet, da hun ankom til butikken. De forlod begge butikken omkring klokken 12, hvorefter [A] samme dag kontaktede en menneskesmugler, som hentede ansøgeren på [A’s] bopæl senere samme aften. Den følgende morgen efter morgenbønnen udrejste ansøgeren fra Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring har været konsistent, sikker og selvoplevet og kan lægge ansøgerens forklaring om, at hun har været udsat for seksuelle overgreb til grund. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren er en enlig kvinde, uden netværk, og at hun, efter at være blevet voldtaget, er blevet udsat for trusler med det formål at tvinge hende til at indgå ægteskab med voldtægtsmanden. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren tilhører en særlig social gruppe, og at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2016/183/lrn
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren rejste som femårig til Pakistan med sin familie på grund af krigen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som etnisk hazara risikerer forfølgelse fra Taliban, som betragter hazaraer som vantro. Ansøgeren har endvidere henvist til den generelle situation i Afghanistan. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han med sin familie udrejste af Afghanistan, da han var fem år gammel. Han er tre gange, to gange i 2012 og en gang i 2013, blevet udvist fra Iran til Afghanistan og er ikke i den forbindelse blevet efterstræbt af Taliban. Det er omkring 15 år siden, ansøgerens far var ansat i militæret, og ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at hverken han eller hans familie har haft konkrete konflikter med Taliban eller andre. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. De generelle forhold for hazaraer i Afghanistan er, om end vanskelige, ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv er omfattet af udlændingelovens § 7. Ej heller de generelle forhold i Afghanistan er af en sådan karakter, at de er omfattet af udlændingelovens § 7. At ansøger ikke har mulighed for at etablere sig økonomisk i Afghanistan, er socioøkonomiske forhold, der ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/182/MKT
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra [landsby], [distrikt] i Loghar Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren flyttede som femårig med sin familie til Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans far var mujahedin og bekæmpede Taliban. Ansøgerens far, moster og farbror blev alle slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har videre henvist til, at han ikke har noget netværk i Afghanistan. Ansøgerens far var en af [mujahedin]s krigere. Faren tog i krig mod Taliban. Efter kampene vendte faren tilbage til området, for at se, hvad der var sket. Faren så ikke Taliban, der gemte sig i marken, og de slog ham ihjel. Efter drabet på faren kom talebanerne til familiens bopæl og slog ansøgerens farbror og moster ihjel. Ansøgeren mener, at drabene på mosteren og farbroren har forbindelse til drabet på faren. Ansøgeren var omkring fire år gammel, da faren blev slået ihjel. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren har forklaret relevant på de stillede spørgsmål og på en måde, der godtgør, at han forstår, hvad asylsagsbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at hans far blev dræbt af Taliban, da ansøgeren var fire år gammel, og at ansøgeren ikke har boet i Afghanistan, siden han var fem år gammel. Ansøgeren har ikke haft personlige konflikter med Taliban, myndigheder eller andre i Afghanistan. Det er derfor usandsynligt, at Taliban skulle være i stand til at identificere ansøgeren og efterstræbe eller tvangsrekruttere ham, idet bemærkes, at ansøgeren vil kunne tage ophold i en større by. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det forhold, at ansøgeren, der er en rask ung mand, ikke har et netværk i Afghanistan, kan ikke føre til et andet resultat. Socioøkonomiske forhold er ikke omfattet af udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at det kan medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/181/MKT
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Tajik og sunni-muslim fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har siden 2009 været medlem af [politisk parti] og har udført arbejde for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af Taliban og af myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han arbejdede for TV-stationen […] i Kabul, hvor han var kasserer. [I foråret] 2015 fandt ansøgeren nogle tegninger på internettet af [A] og [B], som var ledere af Mujahedin. To personer på ansøgerens arbejdsplads ved navn [C] og [D] blev sure på ham, fordi ansøgeren grinede af tegningen, og de kom op at slås. Kontoret var videoovervåget og sikkerhedstjenesten kom til for at standse slagsmålet. [C] kaldte ansøgeren for maoist og opfordrede sikkerhedstjenesten til at undersøge ansøgerens ejendele, herunder pengeskabet under ansøgerens skrivebord. I pengeskabet fandt de materiale fra [politisk parti] og en bog om [E]. Sikkerhedsfolkene tog materialet med. Den øverste chef for TV-stationen var kommet til, og han bad ansøgeren om at gå hjem. Samme aften ringede chefen til ansøgeren, og meddelte at han ikke skulle komme tilbage foreløbig. Dagen efter tog ansøgeren tilbage til Kunduz, hvor hans familie boede. [I foråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt på torvet i Kunduz af nogle personer, der udgav sig for at være fra politiet. Ansøgeren satte sig ind i deres bil og fik en sæk over hovedet og blev kørt til et sted, hvor der var mange talibanere. Ansøgeren blev placeret i et rum. Når ansøgeren skulle på toilettet, blev han fulgt af en vagt ved navn [F]. Der var en mur omkring grunden. Toilettet lå bagved muren, som man skulle igennem for at komme til toilettet. Mens ansøgeren var tilbageholdt i rummet, var han udsat for fysiske overgreb. Taliban anklagede ansøgeren for at være spion og vantro, fordi han arbejdede for TV-stationen. De første to dage kom ansøgeren ikke ud af rummet, men derefter blev han fulgt til toilettet af [F]. Da de var på vej til toilettet, tog [F] kontakt til ansøgeren og sagde, at han kunne hjælpe ansøgeren med at flygte, hvis ansøgeren betalte penge til ham. Han ville gerne hjælpe ansøgeren, fordi de var fra samme område. [F] hjalp ansøgeren med at kontakte ansøgerens ven, og de fik arrangeret ansøgerens flugt, og hvordan [F] skulle modtage sine penge. [I foråret] 2015 flygtede ansøgeren fra stedet ved, at han klatrede over muren og løb hjem til sin ven [G], hvor han overnattede. Dagen efter tog han bussen til Kabul, hvorfra han begyndte sin udrejse. De dokumenter som myndighederne tog fra ansøgerens pengeskab var dokumenter fra [politisk parti], som står for organisationen for frihed for den afghanske befolkning. Ansøgeren var medlem af organisationen, som er i opposition til regeringen. TV-stationen […] har efter ansøgerens udrejse modtaget et brev fra myndighederne, hvor de bliver bedt om at hjælpe med at finde ansøgeren. Ansøgeren har fået dette brev fra sin ven og kollega i Afghanistan. Ansøgeren har ligeledes modtaget et brev, som er sendt til Mujahedins brødre med en opfordring til dem om at anholde og straffe ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om asylmotivet kan lægges til grund, idet ansøgeren har afgivet en troværdig og sammenhængende forklaring uden betydende divergenser. Der er herved lagt vægt på, at der i forbindelse med nævnsmødet er afgivet en uddybende forklaring om forløbet i forbindelse med episoden [i foråret] 2015, og om flugten fra Taliban [i foråret] 2015. På grundlag af ansøgerens forklaring lægger nævnet derfor til grund, at ansøgeren siden 2009 havde været medlem af [politisk parti], og at han i den forbindelse modtog materialer fra en højerestående person i partiet, hvilket materiale ansøgeren herefter uddelte til to mindre grupper af personer, der kun kendte ansøgerens dæknavn. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens og de øvrige ansatte på tv-stationen forud for [foråret] 2015 havde diskuteret politiske spørgsmål. Ansøgeren var [C’s] og [D’s] overordnede, og ansøgeren indtog en betroet stilling. Nævnet finder på dette grundlag ikke, at det forekommer usandsynligt og dermed utroværdigt, at ansøgeren fandt, at pengeskabet, hvortil kun ansøgeren i udgangspunktet havde adgang, var det sikreste sted at opbevare materialet fra [politisk parti]. Nævnet finder endvidere ikke, at det forekommer usandsynligt og dermed utroværdigt, at ansøgeren på tv-stationens kontor i Kabul turde udskrive den karikerede afbildning af [A] og [B]. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at det [i foråret] blev afsløret, at ansøgeren havde tilknytning til [politisk parti], og at dette var årsagen til, at tv-stationens øverste chef samme aften meddelte ansøgeren, at han skulle holde sig borte fra arbejdet i en periode. Ansøgeren havde arbejdet på tv-stationen siden 2011. Ansøgeren var ansat som regnskabsmedarbejder, men færdedes også i det offentlige rum, idet han blandt andet i et panseret køretøj hentede og afleverede penge hos tv-stationens bank. Ansøgeren rejste frem og tilbage mellem hjemmet i Kunduz og Kabul og nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at Taliban i Kunduz var bekendt med, at ansøgeren arbejdede på tv-stationen. Nævnet finder under henvisning til ansøgerens forklaring, at det kan lægges til grund, at ansøgeren på grund af ansættelsen [i foråret] 2015 blev pågrebet af Taliban og tilbageholdt frem til [foråret] 2015. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han de to første dage blev udsat for tortur i form af spark mod blandt andet kønsdelene, og at dette i et vist omfang fortsatte de følgende dage. Nævnet finder ikke, således som forklaringen nu er afgivet, at der en nogen betydende uoverensstemmelse mellem forklaringen i nævnet og de forklaringer, der er afgivet overfor Udlændingestyrelsen. Ansøgerens forklaring om de overgreb han var udsat for og den skade han pådrog sig, da han sprang ned fra muren understøttes af de foreliggende lægelige oplysninger og af den torturundersøgelse Amnesty Internationals lægegruppe har foretaget. Flygtningenævnet finder derfor, at også denne del af ansøgerens forklaring kan lægges til grund. Vedrørende tiden efter ansøgerens flugt og regeringsstyrkernes fund af ansøgerens fars og onkels samling af materiale vedrørende [politisk parti] understøttes ansøgerens forklaring af de foreliggende baggrundsoplysninger om kampene i Kunduz. Under nævnsmødet er det afklaret, at ansøgeren ikke har forklaret, at Taliban havde gravet en tunnel under familiens bolig, men at der var tale om et skydeskår. På dette grundlag finder nævnet, at det kan lægges til grund, at ansøgerens tilknytning til [politisk parti] er myndighederne bekendt og at ansøgeren af den grund ved en tilbagevenden vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren vil kunne opnå beskyttelse mod yderligere overgreb fra Taliban. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2016/180/SHH
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og muslim fra [by] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af kommandanten [A], som hun mod sin vilje blev forlovet med i 2003. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun i 2003 fik job som stuepige hos naboen, der var kommandant. Efter at have arbejdet for kommandanten nogle måneder, kom kommandantens morbror hjem til ansøgerens bopæl for at fri til hende på vegne af kommandanten. Ansøgerens mor afviste frieriet, idet kommandanten allerede havde to ægtefæller og var meget ældre end ansøgeren. På et senere tidspunkt mødte kommandanten op personligt på bopælen, hvor han talte med ansøgerens mor om frieriet. Moren afviste frieriet på ny, og kommandanten truede med at slå moren samt ansøgerens brødre ihjel og tage ansøgeren med magt. Ansøgerens mor foreslog, at ansøgeren forlovede sig med kommandanten, og at de derefter ville flygte. Nogle uger senere blev ansøgeren og kommandanten forlovet, hvorefter ansøgeren og hendes familie tog til [by], hvor de blev opsøgt af kommandantens morbror, som sagde, at de skulle vende tilbage til [by i Afghanistan] og forberede brylluppet. 10-12 dage senere rejste ansøgeren, hendes mor og lillebror til Pakistan. I Pakistan kom lillebroren i et modsætningsforhold til Taliban. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren de seneste 10 år før udrejsen har boet i Pakistan. Flygtningenævnet vurderer ansøgeren i forhold til Afghanistan, der er ansøgerens hjemland. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeren forklaring om broderens konflikt med Taleban forud for udrejsen af Pakistan til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hændelsesforløbet forekommer usandsynligt. Det forekommer således usandsynligt, at den mandlige ansøger skulle blive opsøgt og truet at Taleban alene, fordi han er kommet med en enkelt udtalelse i moskeen, ligesom det forekommer usandsynligt, at den mandlige ansøger havde vurderet, at det alene var ham, der var i fare, og at han på den baggrund tog af sted uden at advare ansøgeren og hendes svigerinde. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger til grund, at familien udrejste af Afghanistan for 12 år siden, fordi familien ikke ønskede, at ansøgeren skulle gifte sig med en ældre kommandant, som var familiens nabo. Flygtningenævnet kan også lægge til grund, at der i den forbindelse i et vist omfang opstod en konflikt med den ældre kommandant. Flygtningenævnets flertal kan imidlertid ikke – uanset der er tale om en æresrelateret konflikt - lægge til grund, at kommandanten stadig efterstræber familien. Der er herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret, at det ville være muligt for kommandanten, der var meget magtfuld, at finde familien i Pakistan, hvis kommandanten vidste, at familien opholdt sig der. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at kommandanten efter forklaringen var meget magtfuld, og at han havde kendskab til familiens sidste opholdssted i Afghanistan, hvorfor det må have været muligt for kommandanten at finde ud af, hvor familien var rejst hen for eksempel ved at udnytte sin magt eller rette henvendelse til ansøgerens familie og venner, herunder moderens veninde om ansøgerens opholdssted. Der er endvidere lagt vægt på, at konflikten ligger 12 år tilbage i tid, og at kommandanten aldrig har opsøgt eller på anden måde henvendt sig til ansøgeren og hendes familie. Det er heller ikke sandsynliggjort, at kommandanten rettede henvendelse til de tilbageværende mostre i Afghanistan, som ansøgerens mor havde kontakt til under opholdet i Pakistan. Hertil kommer, at den ansøgerens mor uden problemer kunne indrejse og opholde sig i [by i Afghanistan] i en om end kortere periode forud for hendes død. Det bemærkes i den forbindelse, at den ansøgerens brødre var til stede i [by i Afghanistan] under moderens begravelse, ligesom familien udrejste af Pakistan via [by i Afghanistan]. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/18/LIN
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk shinwari og sunni muslim fra [A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taleban, eftersom de forsøgte at tvangshverve ham, før han udrejste fra Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans bedste ven, [B], blev tvangshvervet af Taleban, hvilket skete på et ukendt tidspunkt i ansøgerens landsby [A]. Forinden var fire af ansøgerens venner, som han ikke husker navnene på, også blev taget af Taleban. Første gang ansøgeren blev opsøgt af Taleban var 15-20 dage før hans udrejse fra [A]. Herefter begyndte Taleban, at opsøge ansøgeren med fire dages mellemrum frem til hans udrejse. Det var ansøgerens far, der talte med Taleban de gange de opsøgte ansøgeren. Ansøgeren fik besked på at gemme sig imens. Dagen før ansøgerens udrejse opsøgte taleban endnu en gang ansøgerens bopæl. Ansøgeren var ude i marken, mens Taleban talte med hans far. De gav hans far besked om, at det var sidste chance, og at de ville komme igen fire dage senere og tage ansøgeren med. Dagen efter blev ansøgeren hentet på sin bopæl af en person, der skulle til Jalalabad, hvorfra ansøgeren rejste videre med en anden agent ud af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter kan tilsidesættes som utroværdig, idet den ikke forekommer selvoplevet og indeholder divergenser. Ansøgeren har således først for nævnet forklaret, at nogle af de fire-fem venner frivilligt tilsluttede sig Taleban, mens han tidligere har forklaret, at de alle blev tvangsrekrutteret. Han har endvidere forklaret upræcist og divergerende om antallet af besøg fra Taleban, og om og hvornår han selv så de pågældende. Ansøgeren har endvidere for nævnet først forklaret, at hans far blot sagde at han skulle udrejse en morgen efter det sidste besøg uden at nævne noget om en frist, mens han senere uddybende har forklaret, at han kom hjem fra marken og konstaterede at moren græd, hvorefter faren fortalte, at Taleban havde fastsat en frist for hans hvervning. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/178/snd
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Khoien, Iran, men er statsborger i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er født og har boet i Iran, indtil hans forældre døde, hvorefter han som 7 årig sammen med sin lillebror flyttede til Afghanistan for at bo hos sin faster og hendes familie. Da fasteren døde, boede han sammen med fasterens mand. Fasterens mand tvang ansøgeren til at udføre hårdt arbejde og gav ham ikke lov til at gå i skole. Fasterens mand var også voldelig mod ansøgeren og hans bror og slog dem med flad hånd og sparkede dem, ligesom han gav ansøgeren slag med en træstok. Efter halvandet år flygtede ansøgeren og hans bror til Kabul, hvor de arbejdede som gadesælgere. I Kabul blev ansøgeren flere gange ugentligt chikaneret af Taliban, fordi han er etnisk hazara. Denne chikane bestod blandt andet i, at de truede ansøgeren med, at de ville slå ham ihjel. Efter et år i Kabul udrejste ansøgeren med sin bror til Iran, hvor han boede og arbejdede i fire år, før han udrejste. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han efter, at han kom til Danmark er konverteret til kristendommen, idet han er tilknyttet […] Frikirke, hvor han [sommeren] 2016 blev døbt Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om den del asylmotivet til grund, der omhandler konflikterne forud for udrejsen af Afghanistan. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgerens konflikt med fasterens mand har været af privatretlig karakter, og at den hverken har haft en karakter eller intensitet, der gør, at den er omfattet af udlændingelovens § 7. Konflikten må i øvrigt anses for at være afsluttet, idet den ligger mere end 5 ½ år tilbage i tid, og idet ansøgeren ikke i den mellemliggende tid har været opsøgt af onklen. Ansøgeren har endvidere ikke personlig haft konkrete konflikter med hverken myndighederne eller Taliban, idet de trusler, der blev fremsat mod ham på gaden i Kabul, blev fremsat af forskellige personer, uden at nogen af dem forsøgte at gøre alvor af truslerne. Selvom de generelle forhold og den sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan er vanskelig, kan dette ikke i sig selv begrunde asyl. Der er efter baggrundsoplysningerne heller ikke grundlag for at antage, at forholdene for shiamuslimske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få asyl. Om den del af asylmotivet, der omhandler ansøgerens konvertering til kristendommen, bemærker et flertal af nævnets medlemmer indledningsvist, at det først er under mødet i nævnet, at dette asylmotiv er påberåbt, og at der intet fremgår herom af advokatindlægget fra [efteråret] 2016, selvom ansøgeren ifølge oplysningerne fra […] Frikirke blev døbt [sommeren] 2016. Ansøgeren har forklaret, at han allerede, mens han opholdt sig i asyllejren i [by] overvejede at gå i kirke, men afstod herfra, fordi kirken lå for langt væk. Han har om baggrunden for, at han senere begyndte at gå i kirke forklaret, at han søgte ro og kærlighed, men han har ikke været stand til på overbevisende måde, at forklare, hvorfor det netop var kristendommen, han valgte for at opnå, det han søgte, fremfor en anden form for socialt fællesskab. Han har endvidere udvist et begrænset kendskab til kristendommen og har forklaret, at han ikke forud for dåben havde samtaler med præsten på tomandshånd. Han har heller ikke forklaret om, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil foretage religiøse handlinger eller diskutere religion eller på anden måde offentlig og åbent agter at leve som kristen. Efter en samlet vurdering finder flertallet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han reelt er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i individuel og konkret risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/177/THJ
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet stadfæstede [i] april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om ikke at meddele ansøgeren, der er etnisk ghazalbash fra Kabul, asyl. Som asylmotiv havde ansøgeren henvist til, at en magtfuld kommandant i 1993 havde slået hans far ihjel på grund af strid om jord. Nævnet lagde ansøgerens forklaring til grund men henviste til, at konflikten fandt sted for 19 år siden, og at ansøgeren siden havde opholdt sig i Iran uden at kræve familiens jord tilbage og ikke havde kendskab til det aktuelle ejerforhold. Efter genoptagelse på grund af oplysninger om, at ansøgeren, der tidligere havde været shia-muslim, var blevet døbt [i] oktober 2013, fastholdt Flygtningenævnet [i] februar 2014 sin tidligere afgørelse. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter det oplyste først var begyndt at interessere sig for kristendommen omkring august 2013, og det koncentrerede tidsforløb i en situation, hvor ansøgeren måtte være klar over, at han måtte påregne i nær fremtid at blive sendt tvangsmæssigt til Afghanistan. Nævnet henviste i øvrigt til, at ansøgeren under nævnsmødet havde forklaret i generelle vendinger om sit personlige forhold til kristendommen. I den genoptagne sag indgik tre erklæringer fra præster om ansøgerens deltagelse i kirkelige handlinger mv. [Senere i] februar 2014 indbragte ansøgeren sagen for FN’s Menneskerettighedskomité, hvor sagen fortsat verserer. Efter fremsendelse af yderligere syv udtalelser fra præster og kirker fra november 2015 samt uddrag af ansøgerens Facebook-profil med kristen tekst og billeder samt ni indlæg fra januar 2015, der fremtræder som værende truende mod ansøgeren, har Flygtningenævnet [i] maj 2016 på ny genoptaget sagen. Efterfølgende er fremlagt udtalelse […] september 2016 fra [en navngiven kirke i Danmark] og [senere i] september 2016 fra præst i Hillerød. Under nyt mundtligt møde i Flygtningenævnet [i] september 2016 har ansøgeren oplyst, at han begyndte at modtage undervisning i kristendommen allerede inden det første møde i Flygtningenævnet. Han var da også begyndt at læse Biblen og havde talt med andre på asylcentret om kristendommen. Han havde endvidere fortalt sin ægtefælle om kristendommen med den konsekvens, at deres forhold gik i stykker. Han har siden ikke kunnet se sine børn så ofte, som han ønsker. Efter det første møde i Flygtningenævnet gik han nogle måneder til dåbsforberedelse og kom i øvrigt i kirken. Han oprettede endvidere i 2013 en Facebook-profil med kristne tekster og billeder. Han har nu over 1.400 ’venner’ på Facebook. Hans Facebook-side er offentlig, da han bruger den til at missionere over for andre. Han har været med til at overbevise otte til ni asylansøgere, der herefter er konverteret til kristendommen. Hvis han vender tilbage til Afghanistan, vil han fortsætte med at missionere sin kristne tro, og han vil derfor blive slået ihjel. Ansøgeren har i de senere år fået adskillige mundtlige trusler på grund af sin udadvendte kristne tro, herunder senest fra to navngivne personer, hvoraf den ene er fra Kabul, og som for nyligt tvangsmæssigt er udsendt til Afghanistan. Ansøgeren har også modtaget trusler på sin Facebook-side. Han har efter råd fra sin præst slettet de fleste af truslerne, men har dog gemt en række trusler fra januar 2015, herunder fra [navngiven person], som er i familie med hans ægtefælles far. Ansøgeren havde forinden telefonisk talt med ægtefællens bror, der anførte, at familien i Afghanistan var bekendt med ansøgerens konversion, og at familien betragtede ham som en vantro kætter. Familien befinder sig blandt andet i Kabul. Flygtningenævnet har ved en flertalsbeslutning imødekommet ansøgerens begæring om vidneførelse af [navn på vidne]. Den pågældende har herefter i det væsentlige forklaret i overensstemmelse med det, ansøgeren har oplyst, herunder at de i flere år har haft et tæt personligt forhold og sammen deltaget i en række kirkelige sammenhænge. [Vidnet] var helt sikker på, at ansøgerens konversion er reel. Flygtningenævnet afviser indledningsvis, at det, som anført af ansøgerens advokat, skulle være bekymrende, at nævnet over for Justitsministeriet på det foreliggende grundlag [i] februar 2016 udtalte sig om bevisværdien af nye kirkelige erklæringer og indlæg på ansøgerens Facebook-side på et tidspunkt, hvor ansøgeren var forsvundet, og ikke kunne stilles opklarende spørgsmål. Da ansøgeren meldte sig, genoptog nævnet sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. Udtalelsen kan ikke, som anført af ansøgerens advokat, give indtryk af, at sagen, der senere blev genoptaget [i] maj 2016, dermed allerede var afgjort på forhånd. Efter Flygtningenævnets opfattelse giver spørgsmålet om, hvorvidt ansøgerens konversion er reel anledning til tvivl. På den ene side har ansøgerens forklaring om sit forhold til kristendommen indtil efteråret 2013 har været præget af en vis usikkerhed, og der kan herefter fortsat i overensstemmelse med det anførte i nævnets afgørelse [fra] februar 2014 rejses alvorlig tvivl om ansøgerens oprindelige motiv til at blive døbt. På den anden side har ansøgeren forklaret overbevisende om de mange kristne og kirkelige arrangementer, som han nu har deltaget i over en længere periode på omkring tre år, og de mange skriftlige erklæringer fra præster støtter denne del af ansøgerens forklaring. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet roligt og nøgternt har kunnet forklare konkret om sin personlige tro, og har herunder på rimelig måde kunnet besvare opfølgende spørgsmål herom. Han har tillige demonstreret en ikke ubetydelig generel viden om kristendommen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter at måtte lægge til grund, at ansøgeren på nuværende tidspunkt har en dybtfølt kristen livsopfattelse, og at han således nu må betragtes som værende reel konverteret til kristendommen, samt at han i Afghanistan i givet fald må antages at ville leve et åbent kristent liv og forsøge at hverve tilhængere for sin nye tro. Herefter, og henset til, at det må antages, at hans ægtefælles familie og mange andre muslimske afghanere må nu antages at være blevet bekendt med ansøgerens konversion, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risiko forfølgelse på grund af sin tro. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2016/176/NKE
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra landsbyen […], Behsud-distriktet, Maidan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at de ældre fra hans landsby vil tvinge ham til at kæmpe mod kuchi-folket. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at kuchi-folket kommer hvert år til området for at lade deres dyr græsse på markerne. Hvert år udvælges der i [landsbyen] personer, som skal kæmpe med kuchierne. I [foråret] 2013 blev ansøgeren ved en lodtrækning udvalgt hertil. 15 dage efter lodtrækningen udrejste ansøgeren fra landsbyen. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive fanget af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at Taliban er efter alle hazaraer, og at der er stor risiko for at blive slået ihjel af Taliban, hvis man rejser mellem forskellige byer i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse af […] 2016 ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse, eller at han vil blive udsat for asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til Afghanistan. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke er blevet truet af kuchierne eller af de ældre i ansøgerens landsby, som han forlod i [foråret] 2013. Ansøgeren har i øvrigt ikke personligt haft problemer med kuchierne eller landsbyens ældre. Ansøgeren kender heller ikke nogen, der er blevet slået ihjel i kampe mellem hazaraer og kuchierne, herunder hazaraer fra ansøgerens landsby. Han har alene hørt om, at nogle hazaraer er blevet slået ihjel. Efter det oplyste er ansøgeren ikke profileret i forhold til Taliban. Han har heller ikke haft konflikter med de afghanske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner i øvrigt. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2016/175/mvln
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og sunni-muslim fra Naserabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun og hendes familie vil blive dræbt af personer i Afghanistan, formentlig fra Taliban, da hendes ægtefælle har nægtet at hjælpe disse personer. Ansøgers ægtefælle blev i 2015 ansat til at udføre [arbejde] på en militærkaserne, hvor han arbejdede i et års tid. En aften kom tre til fire personer til ansøgerens hjem og talte med hendes mand, der efterfølgende ikke havde det godt. Omkring to dage senere ringede mændene. Hun hørte sin mand sige i telefonen, at han ikke ville gøre det, de bad ham om. Han havde det meget dårligt efter samtalen. Da han den følgende dag – allerede midt på dagen, hvilket var meget usædvanligt – kom hjem, fortalte han, at de to ældste børn befandt sig et sikkert sted. Et par dage senere kom fire til fem mænd til familiens hjem, hvor de slog og sparkede hendes mand. En person holdt endvidere et gevær mod mandens hoved. De truede og råbte, at de ville slå både hendes mand og dennes familie ihjel. Han blødte fra næse, mund og hoved og havde knækket nogle tænder. De tilkaldte hendes farbrors søn. Hun hørte, at hendes mand fortalte farbrorens søn, at han af personerne var blevet bedt om at transportere sprængstoffer [...] ind på militærkasernen. To dage senere hentede farbrorens søn familien med henblik på udrejse af landet. Ved den tyrkiske grænse blev ansøgeren og børnene skilt fra hendes mand. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende, idet hun ikke under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [ultimo] 2015 har omtalt, at overfaldsmændene i forbindelse med den sidste episode før flugten fra Afghanistan var bevæbnet med et gevær, som blev holdt mod ansøgerens mands hoved. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hendes mand allerede dagen efter den første henvendelse fra personerne kom hjem midt på dagen og fortalte ansøgeren, at børnene nu befandt sig et sikkert sted, hvorimod hun til sin advokat og i Flygtningenævnet har forklaret, at han først kom hjem med denne oplysning flere dage efter den første henvendelse og først efter den telefonsamtale, der medførte, at han fik det meget dårligt. Flertallet har tillige lagt vægt på, at ansøgerens beskrivelse af begivenhedsforløbet på en række punkter fremstår så udeltaljeret, at asylmotivet ikke virker selvoplevet, men at ansøgeren på den anden side på nogle punkter er fremkommet med relativt konkrete oplysninger, f.eks. om navnet på hendes mands arbejdsplads, hvilket findes at afsvække troværdigheden af ansøgerens forklaring om, at hun kun fik få oplysninger og derfor ikke kan forklare om en række omstændigheder. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/174/DH
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tadjik og statsborger i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive kidnappet og dræbt af Taleban. Han har videre henvist til, at han frygter Islamisk Stat. Ansøgeren har forud for nævnsmødet til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han udrejste af Afghanistan, fordi han var træt af sin moster, som han har boet hos, siden han var to år. Hans forældre blev dræbt af Taleban, da han var lille, fordi hans far arbejdede for de afghanske myndigheder. Ansøgeren frygter, at Taleban vil dræbe ham, hvis han vender tilbage. Han har videre oplyst, at hans moster behandlede ham dårligt. Hun lod ham ikke gå i skole, hun tvang ham til at arbejde, og hun slog ham og låste ham inde, når han ikke tjente penge nok. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren i det væsentligste fragået de oplysninger, han er fremkommet med under oplysnings- og motivsamtalen under angivelse af, at der var massive tolkeproblemer. Han har som et nyt asylmotiv henvist til, at han af sin mosters ægtefælle blev opfordret til at bistå denne i forbindelse med aktiviteter for Taleban, og at dette var baggrunden for, at han dagen efter valgte at flygte til Iran, hvor han efterfølgende opholdt sig i tre år, hvorefter han kortvarigt var tilbage i Afghanistan, for derefter på ny at tage ophold i Iran i omkring to år. Ved nævnsmødets indledning blev ansøgeren foreholdt, at tolkningen under oplysnings- og motivsamtalen er foregået på dari, som ansøgeren taler og forstår, og at han ikke havde bemærkninger til samtalereferatet, samt at han vedstod indholdet af samtalereferatet. Det følger af udlændingelovens § 40, at en ansøger skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om at han kun har meddelt oplysninger om rejserute ved oplysnings- og motivsamtalen i det hele kan tilsidesættes. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret detaljeret om sit tidligere asylmotiv, og herunder meddelt oplysninger, som kun kan stamme fra ansøger. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren først under nævnsbehandlingen har forklaret udbyggende om sit nye asylmotiv. Vedrørende sidstnævnte bemærkes, at ansøgeren på spørgsmålet om, hvad det var for et arbejde, han skulle udføre for sin mosters ægtefælle, har forklaret, at han efter nogle måneder blev oplyst om, hvad arbejdet skulle bestå i. Han har ikke kunnet give noget rimeligt svar på, hvorfor han afviste at hjælpe mosterens ægtefælle, når han ikke vidste, hvad arbejdsopgaverne skulle bestå i. Nævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv, og nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og reel risiko for at blive udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2016/173/IBL
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun, statsborger i Afghanistan og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive efterstræbt af sin tidligere forlovede og dennes familie, fordi hun brød forlovelsen med ham. Hun har endvidere henvist til, at hun frygter sin […] ægtefælle og hans familie […] og i hjemlandet, fordi hun har forladt ham. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun i 2008/2009 blev forlovet med en mand ved navn […]. Deres forlovelse var arrangeret af deres forældre. Ansøgeren fandt efter seks-otte måneder ud af, at [manden] var en dårlig person, som havde misbrugsproblemer, hvorfor hun ønskede at hæve forlovelsen med ham. Hun har videre oplyst, at hun derfor deltog i to retsmøder ved familiedomstolen i Kabul. Under det første retsmøde skubbede [manden] til ansøgeren og opførte sig uforskammet over for dommeren, og han blev derfor idømt en måneds fængsel. Efter løsladelsen udsatte han ansøgerens far for overgreb. [Manden] mødte ikke op til andet retsmøde, og deres forlovelse blev som følge af dette ophævet på en ukendt dato i 2010/2011. Efter ophævelsen af forlovelsen forfulgte [manden] ansøgeren og chikanerede hende, hvorfor hun flyttede hjem til sin morbror i Kabul. [Manden] opsøgte på et tidspunkt ansøgeren hos morbroren, og morbroren vendte sig, efter konfronteringen på hans bopæl, mod ansøgeren. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun lærte sin […] ægtefælle, […], at kende, da han var i Kabul for at besøge hende og hendes familie. [Hendes ægtefælle] er hendes [familiemedlem], og de blev forlovet […] 2015. Ansøgeren følte, at hun blev tvunget til at forlove sig med [ham], men hun synes, at han var en sød fyr. Ansøgeren kom til Danmark […] 2015 for at besøge [hendes ægtefælle], som hun i mellemtiden var blevet formelt gift med, på et [visum]. Hun boede hos ham og hans [familie] i […], men på et tidspunkt boede hun kortvarigt i Center Sandholm. Efter hun var kommet til Danmark, blev hun ikke islamisk gift, som hun havde forventet det. På trods af dette gjorde [hendes ægtefælle] seksuelle tilnærmelser til hende, derfor forlod hun ham […] 2015. Han viste sig desuden at være modstander af, at hun fortsat uddannede sig. Flygtningenævnet kan lægge den del af ansøgerens forklaring, der relaterer sig til hendes asylmotiv i forhold til […] til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren ved en domstol i Kabul fik forlovelsen ophævet omkring 2010-2011. Ligeledes lægger nævnet til grund, at[manden] efterfølgende forsøgte at opsøge ansøgeren og chikanerede hende. Når henses til, at dette må anses for en privatretlig konflikt, som ligger langt tilbage i tid, og at ansøgeren har kunnet opholde sig i Kabul, hvor hun fortsat var under uddannelse og havde arbejde uden at lide overlast, finder nævnet ikke, at [mandens] adfærd kan anses for at have en sådan karakter og intensitet, at den kan anses for asylbegrundende. Et flertal i nævnet lægger vedrørende ansøgerens påberåbte asylmotiv i forhold til [hendes ægtefælle] til grund, at ansøgeren allerede i forbindelse med visumansøgningen opgav urigtige oplysninger både med hensyn til […], og hvorledes hun havde lært [hendes ægtefælle] at kende samt fortav, at hun og [hendes ægtefælle] var [i familie], og at hun alene tilsigtede et kort ophold i Danmark. Nævnet finder, at dette i betydelig grad afsvækker ansøgerens generelle troværdighed. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgeren kort efter ankomsten til Danmark søgte asyl med bistand af [hendes ægtefælle]. Dertil kommer, at ansøgeren i Flygtningenævnet har oplyst, at hun ikke selv anså sig som gift med [hendes ægtefælle], og at den i sagen fremlagte vielsesattest alene er udarbejdet for, at hun kunne komme til Danmark. På den baggrund kan Flygtningenævnets flertal ikke lægge til grund, at ansøgerens relation til [hendes ægtefælle] har været mere end en forlovelse. Flertallet finder endvidere, at det må fremstå som usandsynligt, at [hendes ægtefælles] slægtninge i Afghanistan på baggrund af det påberåbte ægteskab, som ansøgeren efter sine egne oplysninger ikke mener på noget tidspunkt blev fuldbyrdet, vil kunne udgøre et hævnmotiv for [hendes ægtefælles] slægtninge i Afghanistan. Flertallet finder på den baggrund heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv i forhold til [hendes ægtefælles] slægtninge i Afghanistan. Flertallet finder ikke, at ansøgeren har været asylrelevant forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2016/172/IBL
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Flygtningenævnet stadfæstede [i foråret] 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om ikke at meddele ansøgeren, der er pashtun fra Kabul, asyl. Som asylmotiv havde ansøgeren henvist til, at han var flygtet fra en muslimsk skole i Pakistan, hvor man underviste i selvmordsaktioner, og efterfølgende opholdt sig navnlig i Sverige, indtil han i [efteråret] 2012 vendte tilbage til Afghanistan, samt at han i [foråret] 2013 forlod sit hjemland på grund af en konflikt med en person, der truende forlangte at blive gift med hans ægtefælle. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. [I foråret] 2016 forsøgte politiet at udsende ansøgeren. På grund af ansøgerens adfærd i flyet blev udsendelsen udsat. I genoptagelsesanmodninger [fra foråret] 2016 henvises til, at ansøgeren er konverteret fra islam til kristendommen. Som dokumentation er vedlagt dåbsattest [fra foråret] 2016 fra sognepræst [A], samt en udtalelse fra [en svensk organisation], [fra foråret] 2016 med angivelse af, at ansøgeren har haft tilknytning til en kristen familie og en kirke i [en svensk by] fra [foråret] 2012 til [sommeren] 2012 og igen fra [efteråret] 2015. I erklæringen angives videre, at ansøgeren efter lang proces blev omvendt i [begyndelsen af] 2016 - kort før han blev sendt tilbage til Danmark. Endvidere er fremlagt udtalelse fra [en svensk bibelskole] om 2015/16, en udtalelse fra [A] om, at han i flere uger har haft samtaler med ansøgeren, inden han døbte pågældende i [i en dansk institution] samt erklæring [fra efteråret] fra sogne- og indvandrerpræst [B] fra [en kirke] om, at ansøgeren er kommet i kirken de sidste seks søndage, samt at ansøgeren har deltaget i en firedages kristen konference. Flygtningenævnet har genoptaget sagen og afholdt nyt mundtligt møde [i efteråret] 2016. Ansøgerens advokat har under mødet oplyst, at der nu som asylmotiv alene henvises til, at ansøgeren er konverteret. Flygtningenævnet har under mødet indledningsvis afslået en anmodning fra advokaten om førelse af et vidne, der kommer i de samme kirkelige kredse som ansøgeren. Flertallet i nævnet henviser herved til det foreliggende skriftligt materiale, det oplyste om vidnet samt til, at ansøgeren får lejlighed til at afgive ny forklaring, og at det herefter ikke skønnes relevant at høre det pågældende vidne. Ansøgeren har til [nævnsmødet] 2016 oplyst, at han blev kristen allerede i 2012 samt at han meddelte dette til sin svenske Pappa/pastor i 2012. I [en dansk institution] blev det i foråret 2016 kendt, at han var kristen, hvilket andre afghanere i [den danske institution] udtrykte vrede over. Navnlig to muslimer truede ansøgeren med, at han ville blive slået ihjel i Afghanistan. De pågældende, der kom fra andre provinser end ansøgeren, er nu udsendt til Afghanistan. Ansøgeren har fortalt om kristendommen til flere indsatte i [den danske institution], og det er lykkes ham at omvende en afghaner, der har fået asyl. Ansøgeren vil ved en tilbagevenden til Afghanistan føle sig forpligtet til at opfylde det kristne missionsbud, og det vil der hurtigt blive kendt, at han er kristen. Ved vurdering af ansøgerens forklaring bemærker Flygtningenævnet indledningsvist, at det forekommer lidet sandsynligt, at ansøgeren skulle have besluttet at være kristen allerede i 2012, når han ikke har forklaret herom før under nævnsmøder [i efteråret] 2016, og herunder ikke har forklaret dette til det danske politi og Udlændingestyrelsen, samt at han heller ikke har oplyst om det under nævnets mundtlige behandling af sagen [i efteråret] 2015 og intet har nævnt herom i sin genoptagelsesbegæring [fra sommeren] 2015. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren i den periode, hvor han følte sig kristen, og bad til den kristne Gud, indgik muslimsk ægteskab med en muslimsk kvinde. Det må endvidere tillægges væsentlig betydning, at ansøgeren har svaret undvigende og meget lidt konkret på gentagne spørgsmål om, hvornår han efter ankomsten til Danmark i [foråret] 2013 rettede henvendelse til en dansk kirke og ”sin svenske familie”. Det synes ligeledes overraskende, at han i givet fald først påbegyndte en formel dåbsforberedelse i [foråret] 2016. Uanset, at Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren i flere perioder er kommet i forskellige kirkelige og kristne sammenhænge, hvor han har følt sig godt behandlet, kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har opfattet sig som kristen siden 2012, samt at han i 2012 har sagt det til nogen. Ved vurdering af, om ansøgeren reelt har konverteret i 2016 tillægges det en vis vægt, at ansøgerens troværdighed er svækket ved, at nævnet har tilsidesat den nye forklaring om, at ansøgeren har følt sig som værende kristen siden 2012, samt tidligere har tilsidesat ansøgerens forklaring om to andre asylmotiver. I vurderingen indgår endvidere, at ansøgeren under kontakten med myndighederne i [foråret] 2016, vedrørende hjemrejse og økonomisk støtte hertil, ikke nævner sit kristne tilhørsforhold, der først påberåbes efter det forgæves forsøg på at hjemsende ham tvangsmæssigt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren også i foråret 2016 og senere er kommet i kristne kredse, og han har under nævnsmødet demonstreret kendskab til kristne grundtanker, og en vis viden om biblen, men dog oplyst, at han aldrig havde hørt om de ti bud eller Markus-evangeliet. Herefter, og efter en samlet vurdering af ansøgerens fremtræden og hans delvis usikre forklaring, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren – uanset dåbsattest og de skriftlige erklæringer – har sandsynliggjort, at han reelt er konverteret til kristendommen, og nævnet finder derefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan er i reel risiko for at blive udsat for konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fastholder derfor afgørelsen om, at ansøgeren ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. afgh/2016/171/DTO
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra […], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af en mand ved navn [A], som ansøgeren medvirkede til blev fængslet for narkotikakriminalitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fra 2006 arbejdede som politimand og fik til opgave at indsamle oplysninger fra en narkotikafabrik, som var ejet af [A] og [B]. Ansøgeren blev ansat på fabrikken, og efter 28 dage aflagde han rapport til sin kommandant, hvorefter fabrikken blev angrebet og ødelagt. [A] blev anholdt og fængslet i 12 måneder, hvorefter han flygtede til Pakistan. Omkring ni år senere vendte [A] tilbage til Afghanistan, hvor han fortalte familiemedlemmer til ansøgeren, at han ville slå ansøgeren ihjel, idet han vidste, at ansøgeren var politimand og ansvarlig for angrebet på fabrikken. En gang fik [A] øje på ansøgeren, men ansøgeren slap væk. Ansøgeren skjulte sig hos sin morbror, og [A] opsøgte morbrorens bopæl sammen med Taliban og skød og dræbte morbrorens søn, ligesom morbroren blev såret. Ansøgeren frygter tillige morbrorens anden søn, som bebrejder ansøgeren for drabet på sin bror. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, og nævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han forinden sin udrejse fra Afghanistan var efterstræbt af Taliban, og at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for at blive dræbt af [A] og Taliban, idet ansøgerens forklaring om forbindelsen mellem [A] og Taliban i øvrigt fremstår troværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren, efter at han havde udført militærtjeneste, i flere år fra 2006 til 2015 har været ansat i en særlig enhed, […], i det afghanske politi. [Enheden] samarbejdede med de engelske styrker. Ansøgeren har dokumenteret sin ansættelse hos politiet og i den særlige enhed ved fremlæggelse af en række fotos, forskellige kursusbeviser og et anbefalingsbrev, og ansøgeren har forklaret sammenhængende og detaljeret om sin særlige opgave med indsamling af oplysninger på [As] narkotikafabrik og om den konflikt, der er opstået på denne baggrund mellem ansøgeren og [A]. Ansøgerens opgave førte til politiets angreb på fabrikken og [As] anholdelse og fængsling. Ansøgeren har endvidere forklaret troværdigt om [As] forsøg på at slå ansøgeren ihjel, herunder især om [As] og Talibans henvendelse på morbrorens bopæl, hvor ansøgerens morbror blev skudt og morbrorens ene søn blev dræbt. På baggrund af de aktuelle baggrundsoplysninger om sikkerhedssituationen i Afghanistan sammenholdt med ansøgerens særlige profil som polititjenestemand, der har samarbejdet med engelske styrker, ses betingelserne for at kunne henvise ansøgeren til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif, som internt flugtalternativ i Afghanistan på nuværende tidspunkt ikke at være opfyldt. Ansøgerens forhold findes ikke at kunne henføres under udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2016/170/adp
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tajikker og muslimer fra Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en magtfuld person ved navn [A], som har været forlovet med hans søster. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, herunder at blive halshugget af Taliban eller Isis. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at [A] omkring år 2003 bad om lov til at gifte sig med hans søster. Familien så ikke nogen anden mulighed end at acceptere dette, hvorfor søsteren blev forlovet med [A]. Herefter rejste ansøgeren og familien til Pakistan for at undgå ægteskabsindgåelsen. Den mandlige ansøger boede i Pakistan fra han var omkring 14 år, til han var omkring 24 år. Her kom han i et modsætningsforhold til repræsentanter fra Taliban. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles forhold. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgerne de seneste 10 år før udrejsen har boet i Pakistan, og at den kvindelige ansøger ikke har påberåbt sig et selvstændigt asylmotiv udover, at hun ikke kan leve alene i Afghanistan. Flygtningenævnet har vurderet ansøgerne i forhold til Afghanistan, der er ansøgernes hjemland. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om konflikten med Taliban forud for udrejsen af Pakistan til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hændelsesforløbet forekommer usandsynligt. Det forekommer således usandsynligt, at den mandlige ansøger skulle blive opsøgt og truet af Taleban alene, fordi han er kommet med en enkelt udtalelse i moskeen, ligesom det forekommer usandsynligt, at den mandlige ansøger havde vurderet, at det alene var ham, der var i fare, og at han på den baggrund tog af sted uden at advare de to kvindelige ansøgere. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger til grund, at familien udrejste af Afghanistan for 12 år siden, fordi familien ikke ønskede, at den mandlige ansøgers søster skulle gifte sig med en ældre kommandant, som var familiens nabo. Flygtningenævnet kan også lægge til grund, at der i den forbindelse i et vist omfang opstod en konflikt med den ældre kommandant. Flygtningenævnets flertal kan imidlertid ikke – uanset der er tale om en æresrelateret konflikt - lægge til grund, at kommandanten stadig efterstræber familien. Der er herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret, at det ville være muligt for kommandanten, der var meget magtfuld, at finde familien i Pakistan, hvis kommandanten vidste, at familien opholdt sig der. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at kommandanten efter forklaringen var meget magtfuld, og at han havde kendskab til familiens sidste opholdssted i Afghanistan, hvorfor det må have været muligt for kommandanten at finde ud af, hvor familien var rejst hen for eksempel ved at udnytte sin magt eller rette henvendelse til den mandlige ansøgers familie og venner, herunder moderens veninde om ansøgernes opholdssted. Der er endvidere lagt vægt på, at konflikten ligger 12 år tilbage i tid, og at kommandanten aldrig har opsøgt eller på anden måde henvendt sig til ansøgeren og hans familie. Det er heller ikke sandsynliggjort, at kommandanten rettede henvendelse til de tilbageværende mostre i Afghanistan, som den mandlige ansøgers mor havde kontakt til under opholdet i Pakistan. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers mor uden problemer kunne indrejse og opholde sig i Kabul i en om end kortere periode forud for hendes død. Det bemærkes i den forbindelse, at den mandlige ansøger og hans bror var til stede i Kabul under moderens begravelse, ligesom familien udrejste af Pakistan via Kabul. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/17/LIN
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og shia-muslim fra Paktia-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Afghanistan ejede en forretning med salg af købmandsvarer i den ene del af forretningen og salg af olie og filtre i den anden del. I 2010 eller 2011 hjalp han NATO med at skifte olie på deres generatorer på en base. Kort tid efter modtog ansøgeren trusselsbreve fra Taliban, og kort tid herefter blev han ringet op og truet af Taliban. Dagen efter opkaldet flygtede ansøgeren til Mazar-e-Sharif, hvor han opholdt sig i omkring en måned. Under hans ophold i Mazar-e-Sharif modtog ansøgerens svigerfar to trusselsbreve. Ansøgeren udrejste af Afghanistan i 2012. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Forklaringen er på flere centrale punkter divergerende og usandsynlig, og forklaringen om, at ansøgeren er efterstræbt af Taliban fremstår herefter konstrueret til lejligheden. Nævnet henviser blandt andet til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2013 har forklaret, at han samarbejdede med NATOs styrker, idet han var ude ved NATOs styrker, og udskifte olie til el-generatorer mange gange. Han har derimod under asylsamtalen [i foråret] 2016 forklaret, at han hjalp et amerikansk byggefirma med at skifte olie på deres generatorer. Han hjalp alene firmaet en gang, og han hørte aldrig fra firmaet igen. Overfor nævnet har ansøgeren forklaret, at han skiftede olie på to generatorer, efter at han var blevet kørt til en base med NATO-styrker og afghanske soldater. Han hjalp med at skifte olie en gang om ugen i en måned. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer usandsynligt, at NATOs styrker skulle have henvendt sig til ansøgeren for at bede om hjælp til at skifte olie på generatorer i NATOs base. Der henvises herunder til, at ansøgeren ikke havde noget værksted, og at han alene solgte olie fra sin forretning. Ansøgeren har hertil i øvrigt på nævnets spørgsmål forklaret afglidende og usammenhængende om hvilken type olie og hvilke generatorer, der var tale om. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om antallet af de trusselsbreve, som han angiveligt har modtaget. Under oplysnings- og motivsamtalen i 2013 har han forklaret, at der var påklistret trusselsbreve på dørene til hans forretning. Han fik to trusselsbreve med nogle dages mellemrum. Under asylsamtalen har han derimod forklaret, at han modtog et trusselsbrev, der blev smidt ind under døren til butikken. Herudover har ansøgerens svigerfar modtaget to trusselsbreve. Overfor nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han har modtaget i alt fem trusselsbreve. Der blev afleveret to trusselsbreve i hans forretning, og hans svigerfar modtog også to trusselsbreve. Ansøgeren har udbyggende forklaret, at han også modtog et trusselsbrev på sin bopæl. Børnene kom med det, da ansøgeren var hjemme, og ansøgeren rev brevet i stykker. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/169/adp
Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af hans bror, idet ansøgerens far, bror, onkel og fætre er medlem af Taliban og Islamisk Stat og har sagt til ansøgeren, at han også skal tilslutte sig Taliban og Islamisk Stat. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far og bror var medlem af Taliban i omkring 6 år. I slutningen af deres medlemskab tvang ansøgerens far og bror ansøgeren til at tage med Taliban op i bjergene, hvor medlemmerne af Taliban skulle skydetræne. Ansøgerens far ville have, at ansøgeren også skulle skydetræne, men ansøgeren nægtede. Ansøgeren var i bjergene sammen med Taliban i to nætter. To uger efter ansøgeren havde været i bjergene hos Taliban tilsluttede ansøgerens far og bror sig Islamisk stat. En uge efter ansøgerens far og bror havde tilsluttet sig Islamisk Stat blev faren dræbt. Nogle dage efter farens død kom broren hjem og fortalte, at deres far var blevet skudt og dræbt i krig. Broren sagde til ansøgeren, at han skulle tilslutte sig Islamisk Stat, fordi de havde mistet faren. Ansøgeren nægtede at tilslutte sig, hvorfor broren gav ansøgeren to lussinger og sagde, at han ville hente ansøgeren om tre dage. To dage efter brorens besøg tog ansøgeren og hans ægtefælle over til ansøgerens svigerfar. Her gemte ansøgeren sig en nat, hvorefter han udrejste. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes, idet den på væsentlige punkter forekommer utroværdig og ikke selvoplevet. Ansøgeren har således blandt andet forklaret forskelligt om, hvorvidt han var blevet gift før eller efter, han blev tvunget med i bjergene, idet han så sent som under nævnsbehandlingen har forklaret modstridende herom. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans far efter at være gået over til Islamisk Stat selv søgte at hverve ansøgeren hertil, mens han for nævnet har forklaret, at han ikke mødte faren efter skiftet fra Taliban. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om tidsintervallerne mellem besøget i bjergene, farens død og samtalen med broren. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse i medfør af udlændingelovens, § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/168/THJ
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i november 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter personerne, der har kidnappet hans far. Han formoder, at de tilhører Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far blev opsøgt af ukendte mænd i deres autoværksted. Ansøgerens far forsvandt efter et par dage. Ansøgeren og hans mor anmeldte forholdet til politiet. Derefter modtog ansøgeren et opkald fra ukendte personer, der krævede [beløb] afghani for farens løsladelse. Der kom desuden nogle ukendte mænd på motorcykler til ansøgerens bopæl og råbte efter ansøgeren og skød et par gange. Herefter udrejste ansøgeren af landet på opfordring fra sin mor. Ansøgeren har henvist til, at hans mor efterfølgende er blevet opsøgt på bopælen af ukendte personer, som har ledt efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring, der er vurderet i lyset af hans alder, uddannelsesmæssige baggrund og modenhed, desuagtet på væsentlige punkter må tilsidesættes som divergerende, ikke selvoplevet og usandsynlig. Ansøgeren har såvel under begge samtaler med Udlændingestyrelsen som ifølge advokatindlægget forklaret, at han har anmeldt farens forsvinden til politiet, mens han for nævnet har bestridt, at han overhovedet har været kontakt med politiet. Ansøgeren har endvidere i de samme samtaler og ifølge advokatindlægget forklaret, at faren under trussel med våben blev tvunget til at anbringe en genstand i personernes bil. For nævnet har han imidlertid forklaret, at han ikke så eller hørte, hvad der skete mellem faren og personerne, og at faren efterfølgende på forespørgsel oplyste, at han heller ikke vidste, hvad de ville. Han har endvidere forklaret divergerende om antallet af telefonsamtaler, indholdet af disse og om det var ham eller moren, der førte samtalerne. Forklaringen om at ansøgeren valgte at udrejse i stedet for, at familien forsøgte at fremskaffe det angivelige afpresningsbeløb på [beløb] afghani findes usandsynlig blandt andet henset til den formodede størrelse af omkostningerne ved ansøgerens rejse til Afghanistan til Danmark. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse i medfør af udlændingelovens, § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/167/THJ
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. ”Ansøgeren er etnisk qizilbash fra [en mindre landsby], Afghanistan. Ansøgeren er tidligere muslim af trosretning, men er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller torturet ved en tilbagevenden til sit hjemland, idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han under sit ophold i Danmark er konverteret fra islam til kristendommen og døbt [i sommeren] 2013. Ansøgeren har fremlagt dåbsbevis [dateret sommeren] 2013 udstedt af pastor Michael Christensen, samt en række udtalelser, der bekræfter ansøgerens deltagelse i en lang række kirkelige og andre kristne aktiviteter i perioden fra [foråret] 2013 og frem til nævnsmødet. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at ansøgerens konversion ikke er reel, men udtryk for et nyt konstrueret asylmotiv. Flertallet er opmærksomt på, at de fremlagte erklæringer godtgør, at ansøgeren kontinuerligt i en periode på mere end tre år har deltaget i gudstjenester og en række andre kristne aktiviteter, og at han i den forbindelse er blevet oplevet som reelt troende kristen. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgeren har opnået en ikke ubetydelig viden om kristendommen. Flertallet lægger imidlertid heroverfor vægt på følgende omstændigheder: Det må lægges til grund, at ansøgeren hverken under samtalerne i Udlændingestyrelsen i [vinteren] og [foråret] 2012 eller i Flygtningenævnet i [vinteren] 2012 har forklaret om interesse for endsige konversion til kristendommen. Det må således tilsidesættes som utroværdigt, at ansøgeren under asylsamtalen i Udlændingestyrelsen skulle havde udtalt, at han ”elskede Jesus”, uden at der blev spurgt nærmere ind til dette, og uden at det blev nævnt i referatet. Det må endvidere lægges til grund, at ansøgeren først i [foråret] 2013 efter i [vinteren] 2012 at have modtaget endeligt afslag på asyl i Flygtningenævnet har stiftet nærmere bekendtskab med kristendommen, og at hans kendskab til kristendommen ved dåben i [sommeren] 2013 har været begrænset. Ansøgeren har på gentagne spørgsmål om sine bevæggrunde for at konvertere alene svaret i overordnede vendinger, der fremstår tillærte. Ansøgeren har således svaret, at baggrunden var, at det muslimske mindretal, som han tilhørte, blev chikaneret af andre muslimer, at han havde ”læst guds ord”, og at han havde problemer, som ingen kunne hjælpe ham med. Set i forhold til islams betydning i det afghanske samfund forekommer det usandsynligt, at ansøgerens overvejelser om konversion skulle være af så overfladisk karakter, hvis konversionen var reel. Spørgsmål om ansøgerens overvejelser om konsekvenserne for ham og hans familie ved hans konversion har ansøgeren besvaret overfladisk og afglidende på en måde, der gør det usandsynligt, at ansøgeren har gjort sig nærmere overvejelser herom. Ansøgerens generelle troværdighed må vurderes som lav henset til, at det fortsat må lægges til grund, at hans forklaring om sit oprindelige asylmotiv var usand, og at han til støtte for det oprindelige asylmotiv i forbindelse med sin genoptagelsesanmodning har fremlagt dokumenter, som af de grunde, der er nævnt i det oprindelige afslag på genoptagelse må vurderes som falske. Flertallet tillægger det endelig en vis vægt, at det må lægges til grund, at ansøgeren under samtalen i Udlændingestyrelsen, [i foråret] 2012 udtalte, at han var ”villig til at skifte religion frem for at vende tilbage til Afghanistan” eller noget lignende. Ansøgerens forklaring i nævnsmødet om ikke at have udtalt sig således, tilsidesætter flertallet som utroværdig. Sammenfattende finder flertallet efter det ovenfor anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet finder, at hverken ansøgerens optræden blandt mange andre personer langt inde i en videooptagelse på YouTube fra en iransk kirke i Holland eller den omstændighed, at andre afghanske asylansøgere i Danmark er blevet bekendte med ansøgerens konversion, i sig selv sandsynliggør, at ansøgeren ved tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7. Ansøgerens forklaring om, at en afghansk Facebook-ven har fået oplysning om konversionen, kan ikke føre til en anden vurdering. Det er herefter fortsat Flygtningenævnets opfattelse, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2016/166/lrn
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Chardara, landsbyen Basus, Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Den 28. september 2015 blev ansøgeren, mens han var i Kabul, ringet op af sin ven, Zahir, der oplyste, at Taliban havde slået ansøgerens bror, Jan, ihjel, fordi broren havde solgt æselkød. Zahir sagde til ansøgeren, at han ikke skulle vende hjem. Ansøgeren udrejste to dage senere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder således, at ansøgerens forklaring om, at hans bror er blevet dræbt af Taliban for at sælge æselkød på et tidspunkt, hvor ansøgeren af broren af ukendt årsag var sendt til Kabul for at hente et stort beløb, fremstår utroværdig, uunderbygget og usandsynlig. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Dette ville også være tilfældet, hvis ansøgerens forklaring kunne lægges til grund. Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at Taliban er til stede i hele Afghanistan, kan ikke føre til en ændret vurdering, da de generelle forhold i Afghanistan i sig selv ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/165/MKT
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i september 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og shia muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den gruppe, som slog hans bror ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans bror [A] en dag i slutningen af [sommeren] 2015 ikke kom hjem fra skole. Ansøgerens far tog derefter ud og ledte efter [A] i omkring to timer. Da faren kom hjem modtog han et telefonopkald. Ansøgerens mor begyndte at græde, og naboerne kom derfor ind i huset. Naboerne tilkaldte politiet, som ansøgerens far efterfølgende talte med. Dagen efter tog ansøgerens far en taske, hvor han havde lagt penge i og gik ud af huset. Tre-fire timer senere kom faren tilbage til huset. Senere på aftenen overhørte ansøgeren forældrene tale sammen. Faren fortalte, at politiet havde instruereret ham i at tage pengene med hen til et bestemt sted, hvor politiet ville omringe kidnapperne. Tre mænd dukkede op uden [A]. Skud blev affyret. Politiet dræbte to af de tre mænd. Den tredje mand flygtede fra stedet. Nogle dage efter modtog ansøgerens far et telefonopkald fra politiet. De bad ham om at komme hen på politistationen og identificere liget af [A]. Omkring to-tre uger efter begravelsen blev ansøgeren opsøgt på hans bopæl af fem-seks ukendte mænd. De forsøgte at kidnappe ansøgerens søster. Ansøgeren stod foran søsteren for at beskytte hende, og blev derfor i den forbindelse stukket i skulderen med en kniv. Ansøgerens mor begyndte at råbe og skrige, hvilket tiltrak naboerne, hvorfor de ukendte mænd flygtede. Ansøgerens mor ringede herefter til ansøgerens far, som kom hjem efter et par minutter. Familien pakkede deres ting, og faren samlede de vigtigste dokumenter. Herefter kørte de til […] hospitalet, hvor ansøgeren blev lokalbedøvet og syet i skulderen. Fra hospitalet tog de til ansøgerens fars vens hus, hvorfra de senere samme aften udrejste af landet. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med afgørelsen af [dato] 2016 fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet til grund, at ansøgeren er myndig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret i det væsentlige samstemmende i sit asylskema, under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet. Flygtningenævnet finder ikke, at de små divergenser kan medføre, at ansøgerens forklaring kan tilsidesættes, hvorfor den i det væsentlige lægges til grund. Et flertal af nævnet bemærker, at der er tale om en privat konflikt med en kriminel gruppe, som ansøgeren ikke ved hvem er. Ansøgeren har ikke nogen konflikt med den pågældende gruppe, og ansøgeren har ikke midler, der gør det sandsynligt, at gruppen skulle efterstræbe ham. Idet det er forklaret, at myndighederne tidligere har været familien behjælpelig i forbindelse med farens konflikt, kan ansøgeren henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flertallet finder således samlet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller at han vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/164/THJ
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara, shia-muslim og afghansk statsborger. Ansøgeren er født i Isfahan i Iran og har aldrig boet i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter den generelle situation for kvinder og frygter at blive voldtaget eller stenet. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hun aldrig har boet i Afghanistan, men hun har hørt, at kvinder bliver voldtaget og stenet. Hun vil gerne bo i Danmark, da hendes ægtefælle bor i Danmark. Hertil kommer, at ansøgeren er gravid. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hun aldrig har været i Afghanistan, hvor hun er statsborger, og at hun ikke har nogen tilknytning til landet. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke har - og har ikke haft - nogen konflikter med myndigheder eller privatpersoner hverken i Iran eller Afghanistan, og hun har efter det oplyste uden problemer fået udstedt afghansk pas på ambassaden i Teheran. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at de generelt vanskelige forhold i hjemlandet, herunder forholdene for enlige kvinder og hazaraer, i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det forhold, at ansøgeren er gravid i fjerde måned, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnets flertal finder således sammenfattende ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/163/col
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk qazelbash og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han frygter at blive slået ihjel af en mujahedinleder ved navn […], da [mujahedinlederen] havde en konflikt med ansøgerens far. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans fars konflikt med [mujahedinlederen] opstod, fordi ansøgerens far arbejdede på en teknisk skole, hvor han hvert år inviterede tyskerne, der arbejdede samme sted, hjem til familien. En juleaften, da ansøger var omkring otte eller ni år, blev hans far skudt af [mujahedinlederen]s folk, men faren overlevede. I 1992 kom mujahedinerne til magten, og [mujahedinlederen] blev leder over det område, hvor ansøgers familie boede. Familien flygtede fra [området] til [et andet område] i Kabul og senere videre til Mazar-e Sharif og Maymana provinsen, før de et ukendt årstal kom til Pakistan. Familien rejste senere til Iran. I 2000 tog ansøgerens forældre tilbage til Afghanistan og hjembyen […] for at sælge deres hus, da familien havde svært ved at skaffe penge til at leve for i Iran. Da ansøgerens forældre i [medio] 2000 kom hjem til huset, hvor ansøgerens farbror nu boede, blev de angrebet af [mujahedinlederen]s folk, som slog dem begge og morbroren ihjel. [Mujahedinlederen] overtog herefter familiens hus og jord. I 2003 rejste ansøgeren til Sverige, fordi han ikke havde legalt ophold i Iran, og fordi han frygtede at blive tvunget til at rejse tilbage til Afghanistan af de iranske myndigheder. Ansøgeren boede i Sverige indtil 2013. De svenske udlændingemyndigheder har oplyst, at ansøger har fået afslag på asyl to gange. De har ikke angivet tidspunktet for første afslag. Ansøgeren søgte om asyl anden gang [primo] 2010. Ansøgeren fik afslag herpå den [primo] 2010 og appellerede. Den [primo] 2011 fik han afslag på sin appel, og den [ultimo] 2013 blev han udsendt fra Sverige til Afghanistan. Ansøgeren har forklaret, at han havde lovligt opholdsgrundlag i Sverige betinget af, at han havde arbejde. Det blev forlænget hvert tredje år. Da det slagteri, ansøgeren arbejdede på, gik konkurs, blev han udvist af Sverige. Omkring to måneder efter sin genindrejse i Afghanistan, blev ansøgeren opsøgt af to eller tre ukendte personer, som han formoder, var [mujahedinlederen]s folk. Ansøgeren havde lejet et værelse i et hus hos en mand i bydelen […] i Kabul. En nat bankede det på porten. Før husejeren åbnede porten, nåede ansøgeren at flygte op på taget og videre over muren og ud på gaden, hvorfra han løb væk. Personerne nåede at affyre tre til fire skud mod ham, da han var på taget, men de ramte ikke. Få dage efter flygtede ansøgeren til Herat, hvor han var i to uger, før han på ny udrejste af Afghanistan. Ansøger forsøgte at anmelde episoden til politiet i 3. distrikt, men politiet ville kun hjælpe ham, hvis han betalte 10.000 US dollars. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund, da denne ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af asylmotivet til Udlændingestyrelsen og til de svenske udlændingemyndigheder i forbindelse med sin asylansøgning i Sverige i 2010/2011. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at hans far underviste i tysk på en teknisk skole i Afghanistan og inviterede de tyskere, der arbejdede der hjem for at fejre nytår. Det brød [mujahedinlederen] sig ikke om, og faderen blev udsat for et attentatforsøg. Da mujahedin kom til magten, og [mujahedinlederen] blev leder i familiens område, flygtede de til Iran i 1992. Ansøger har videre forklaret, at hans forældre tog tilbage til Afghanistan i 2000 for at sælge familien hus og blev dræbt af [mujahedinlederen]s folk, der opsøgte dem på bopælen. Til de svenske udlændingemyndigheder har ansøgeren ifølge protokol fra Migrationsverket af [primo] 2010 forklaret, at hans forældre blev dræbt i en massakre ca. 1996/1997, som blev udført af kommandant Asari. Ansøger har videre til Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke siden sin udrejse fra Afghanistan i 1993/1994 har været tilbage før, han blev udsendt af de svenske myndigheder i 2013. Til de svenske udlændingemyndigheder har ansøgeren ifølge protokol fra Migrationsverket af [primo] 2010 forklaret, at han i 1999 i Kabul blev arresteret af hazarer tilhørende Mazarigruppen. Han blev fængslet i seks måneder og tvunget til at arbejde for dem, og han blev i den periode mishandlet. Han blev løsladt efter seks måneder og boede hos sin moster og kusine i Kabul frem til 2001, hvor han forlod landet. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at den forklaring, han afgav til de svenske udlændingemyndigheder var forkert og blev afgivet efter råd fra en fætter i Sverige. Flygtningenævnet finder ikke, at dette fremstår troværdigt også henset til, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen forklarede, at divergenserne mellem hans forklaring til de svenske og de danske udlændingemyndigheder skyldtes tolkeproblemer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at [mujahedinlederen]s klan havde overtaget familiens hus sammen med tusindvis af andre huse, og at han ikke har anført dette som et asylmotiv. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han ikke ved, hvad jordkonflikten gik ud på, og at der ikke er andre grunde til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland end den konflikt, som hans far havde med [mujahedinlederen], og som resulterede i, at [mujahedinlederen]s folk slog faderen ihjel. Flygtningenævnet finder det endvidere ikke sandsynligt, at [mujahedinlederen] skulle have interesse i at efterstræbe ansøgeren henset til, at den påståede konflikt med ansøgerens fader, der var begrundet i faderens samarbejde med tyskere på dennes arbejdsplads, fandt sted forud for 1992, at konflikten havde ligget stille indtil 2000, og at faderen er død, ligesom det ikke findes sandsynligt, at [mujahedinlederen]s folk skulle have fundet frem til ansøgeren i Kabul kun omkring en måned efter, at ansøgeren var kommet tilbage til Afghanistan uden, at ansøgeren havde givet sig til kende på nogen måde. Flygtningenævnet finder hertil, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han i Sverige er registreret under navnet […] med fødselsår 1975. Ligesom det svækker hans troværdighed, at han først under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hans søsters søn blev sendt retur til Afghanistan fra Finland omkring halvandet år før, ansøgeren selv kom tilbage til Afghanistan, og at han blev udsat for vold af [mujahedinlederen]s folk. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at ingen fra hans familie havde været tilbage i Afghanistan siden år 2000. Flygtningenævnet finder endeligt, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv er asylbegrundende, heller ikke for personer af ansøgerens etnicitet. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/162/col
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han frygter at blive tvunget til at udføre et selvmordsattentat. Ansøgeren frygter endvidere de pashtun-drenge, der har udsat ham for psykiske og fysiske overgreb igennem mange år. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt om sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren som internt flugtalternativ kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, herunder Kabul. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på ansøgerens alder og manglende uddannelse og på, at ansøgeren ikke har familie eller andet netværk andre steder i Afghanistan end i Ghazni-provinsen, hvor han tidligere boede med sin familie. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2016/161/LAJ
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af mullah […], som er medlem af Taliban, samt hans folk. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle i omkring seks måneder frem til hendes udrejse hver måned blev opsøgt og afpresset for penge af for ham ukendte personer, som senere viste sig at være [mullahens] folk. En eftermiddag blev deres bopæl opsøgt af [mullahen] og hans folk. [Mullahen] ønskede at blive gift med ansøgerens steddatter, Farida, hvilket hendes ægtefælle modsatte sig. Samme nat opsøgte [mullahen] og hans folk igen ægteparrets bopæl, hvor de anklagede hendes ægtefælle for at være amerikansk spion. De dræbte ansøgerens stedsøn, Majid, og kidnappede ægtefællen og Farida. Tre af [mullahens] folk blev på bopælen, hvor de udsatte ansøgeren for seksuelle overgreb. Efter de forlod huset, flygtede ansøgeren sammen med sine to børn. Hun tog hjem til sin fader, hvorfra hendes broder kørte hende videre til Kabul. Inden ansøgeren forlod Afghanistan, fik hun at vide, at [mullahen] havde dræbt hendes fader og en yngre broder. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren til trods for, at der er tale om et enkelt asylmotiv, har forklaret divergerende på væsentlige punkter, ligesom hun, når hun er blevet spurgt ind til enkeltheder, er fremkommet med svar, der får den samlede forklaring til at fremstå utroværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes ægtefælle blev udsat for vold i forbindelse med den første afpresningsepisode. Nævnet bemærker herved, at det ikke fremstår troværdigt, at ansøgeren ikke med sikkerhed kan huske om og i hvilket omfang hendes ægtefælle havde skader ved indledningen af det hændelsesforløb, som resulterede i udrejsen. Hertil kommer at ansøgeren tidligere har forklaret, at hendes ægtefælle tilbød penge for netop at undgå at blive slået. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet forklare overbevisende om, hvordan [mullahen] skulle være blevet bekendt med ansøgerens steddatters eksistens og fattet interesse for hende, henset til at steddatteren ikke bevægede sig udenfor hjemmet uden at være iklædt burka, bortset fra på marken hvor hun dukkede sig, såfremt der kom andre til stedet. Flygtningenævnet lægger dernæst vægt på, at ansøgerens forklaring omkring de to yngste børns manglende reaktion under episoden om natten ikke fremstår troværdig. Ansøgeren har således forklaret, at børnene sov på deres værelse og først, da hun er blevet spurgt nærmere ind til dette, har hun forklaret, at de vågnede en enkelt gang under overgrebet, men at de kunne tales til ro. Det fremstår heller ikke troværdigt, at ansøgeren selv har forklaret, at de to ældste børn sov, da [mullahen] kom om natten henset til, at hun nærmere forespurgt har forklaret, at de ældste børn var bekendte med truslerne mod familien om eftermiddagen og var blevet meget opskræmte. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort sit asylmotiv og dermed at hun skulle have en konflikt med [en magtfuld mullah] ved en tilbagevenden til Afghanistan. Da ansøgerens forklaring om drabet på sin fader og broder samt ægtefællens forsvinden, er en integreret del af asylmotivet, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være en enlig kvinde uden netværk. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/16/LAP
Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og shia-muslim af trosretning fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun og ægtefællen vil blive slået ihjel, idet de er udrejst, efter at Taliban har truet med at dræbe dem og familien, hvis de ikke udleverer en liste med navne, som Taliban har krævet. Listen tilhører ansøgerens ægtefælles bror, der blev dræbt i 2009 på grund af sit arbejde for udenlandske styrker. Listen skulle indeholde navne på personer, der har arbejdet sammen med broren. Parret blev opsøgt i 2011 af Taliban på bopælen, hvor de blev truet. Ansøgerens ægtefælle blev kidnappet og tortureret af Taliban, men formåede at flygte efter 11 dages tilfangetagelse. Flygtningenævnet finder det som konsekvens af, at ansøgerens ægtefælle er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af sin mands forhold tillige vil være i risiko for overgreb. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2016/159/THJ
Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og shia-muslim af trosretning fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han og ægtefællen vil blive slået ihjel, idet de er udrejst, efter at Taliban har truet med at dræbe dem og familien, hvis de ikke udleverer en liste med navne, som Taliban har krævet. Listen tilhørte ansøgerens bror, der blev dræbt i 2009 på grund af sit arbejde for udenlandske styrker. Listen skulle indeholde navne på personer, der har arbejdet sammen med broren. Parret blev opsøgt i 2011 af Taliban på bopælen, hvor de blev truet. Ansøgeren blev kort efter kidnappet af Taliban, hvor han blev udsat for tortur. Han formåede at flygte efter 11 dages tilfangetagelse. Flygtningenævnet kan, uanset der forekommer divergenser i forklaringen, lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen for nævnet fremstår særdeles troværdig og selvoplevet. Flygtningenævnet har ved vurderingen af de påviste divergenser lagt vægt på, at der under mødet i nævnet blev konstateret flere fejloversættelser i ansøgerens asylskema, som kunne begrunde en del af de disse, samt på ansøgerens psykiske tilstand og endelig på det lange tidsforløb fra ansøgernes indrejse i Danmark til de var til samtaler i Udlændingestyrelsen. Hertil kommer, at hændelsesforløbet ikke er uforeneligt med det foreliggende baggrundsmateriale. Flygtningenævnet finder det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren er efterstræbt af Taliban og profileret på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb. Det bemærkes herved, at Flygtningenævnet under hensyn til konfliktens karakter og ansøgerens helbredsmæssige tilstand ikke kan henvises til et internt flugtalternativ i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2016/158/THJ
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Helmand, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af nogle personer fra en lokal pashtun-familie, idet hans far som led i en konflikt dræbte to personer fra denne pashtun-familie, heriblandt en ung dreng. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af de afghanske myndigheder, idet en person fra pashtun-familien, der mistede deres barn, arbejder for myndighederne og har meldt ansøgerens familie til politiet, fordi ansøgerens far dræbte deres barn. Ligeledes har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt, idet etniske pashtunere med tilknytning til Taliban er fjendtlige over for etniske hazaraer. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at en lokal pashtun-familie uden tilladelse overtog dele af ansøgerens families jord i […], Afghanistan, da ansøgeren var otte år gammel. Ansøgerens onkel konfronterede pashtun-familien herom, og han kom op at slås med to personer fra gruppen, hvorefter ansøgerens onkel blev skudt og dræbt. Ansøgeren ved ikke, hvornår dette skete. Efterfølgende opsøgte ansøgerens far pashtun-familien og skød og dræbte en ung pashtun-dreng og dennes onkel. Ansøgeren ved ligeledes ikke, hvornår dette skete. Samme aften flygtede ansøgerens familie til Iran. Ansøgeren var på dette tidspunkt otte år gammel, og han har ikke været i Afghanistan siden. Pashtun-familien, som ansøgerens familie havde en konflikt med, har på et ukendt tidspunkt anmeldt ansøgerens familie til de afghanske myndigheder som følge af drabene på medlemmerne af pashtun-familien. Da ansøgeren og hans familie befandt sig i Irak, fik de at vide af de iranske myndigheder, at de kunne få penge og en opholdstilladelse, hvis de tog til Syrien og deltog i krigen. Ansøgeren og hans far accepterede dette tilbud. Ansøgeren og hans far kørte derfor på et ukendt tidspunkt med bus til Syrien, hvor de blev adskilt. Ansøgerens far blev sendt i kamp, mens ansøgeren fik til opgave at køre mad og krigsmateriale frem til frontlinjen. Efter lidt under to måneder i Syrien fandt ansøgeren ud af, at hans far var blevet slået ihjel i kamp, hvorefter ansøgeren besluttede sig for at flygte fra Syrien. Efter Flygtningenævnets opfattelse kan de generelle forhold i Afghanistan for personer af hazara-herkomst ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund og finder efter det oplyste om konflikten med en pashtun-familie, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til lokalområdet i Afghanistan vil kunne risikere overgreb isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, medens betingelserne i § 7, stk. 1, ikke findes opfyldt. Imidlertid finder Flygtningenævnet, under hensyntagen til oplysningerne om ansøgerens alder og baggrund, at han som internt flugtalternativ vil kunne henvises til at tage ophold andetsteds i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/157/SSM
Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse [K-status] til en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og tidligere shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han fra [vinteren] 2012 – efter at have etableret kontakt med en kristen iransk familie – fattede interesse for den kristne kirke, idet han som oplyst af præst […] i Pinsekirken i [A] deltog i et af kirkens julearrangementer og i en række gudstjenester. Fra [sommeren] 2013 deltog han i kristne gudstjenester i den apostolske kirke i [B] og i bibelstudier hos den lokale præst i [C]. [I efteråret] 2013 blev han døbt. Han havde i ugen forinden været til et møde hos præsten og flere gange deltaget i dåbsundervisning. [Nogle dage senere] 2013 blev han overført til Røde Kors Center [X]. Pastor […] har i brev [fra efteråret] 2013 oplyst, at han siden overflytningen til [X] var kommet trofast i den apostolske kirke i [D], hvor man havde lært ham at kende som en alvorlig og seriøs kristen. Pastor […] fra den apostolske kirke i [B] har i brev [fra sommeren] 2014 udtalt, at ansøgeren siden [starten af] 2014 har deltaget i gudstjenesterne i Apostolsk Kirke i [B] samt i andre relevante tilbud i kirken, herunder netværksgrupper og kirkens sommercamp i [E]. Det fremgår af udtalelse [fra sommeren] 2016 fra […], at ansøgerens tro på det kristne budskab kun kan beskrives som gedigent, oprigtigt og sandt. Han søger, han spørger, og han bliver ved. Han kommer trofast til gudstjenester, og han kommer til Alpha-undervisning, som er løbende introduktionskurser. Han har deltaget ved kirkens årlige weekendlejre i maj 2014, 2015 og 2016 og ugelange sommerstævne i [E] i 2014, 2015 og er tilmeldt dette i 2016. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Det lægges endvidere til grund, at myndigheder og andre i Afghanistan vil blive bekendt med hans konversion, hvis han ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit klart tilkendegivne ønske herom. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2016/156/SLH
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af de samme personer, som tidligere har udsat ham for fysiske overgreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Pakistan på et hotel blev opsøgt af tre ukendte personer, som spurgte efter nogle dokumenter. Ansøgeren var ikke bekendt med, hvorfor han blev opsøgt. De tre personer truede, slog og tog ansøgeren med til en kælder, hvor han blev udsat for tortur. På et tidspunkt lykkedes det ansøgeren at flygte via et toiletvindue. Ansøgeren har under nævnsmødet fremstået smerteplaget. Han har meget vanskeligt ved at gå og klager over smerter i benene, og det fremgår af de lægelige oplysninger i hans og broderens asylakter, at de begge lider af en blødersygdom. Flygtningenævnet må antage, at ansøgerens evne til at forklare sig i nogen grad er påvirket af hans helbredsmæssige tilstand. Ansøgerens forklaring om det hændelsesforløb, der udgør hans konflikt i Pakistan, har været fragmentarisk, og han har uanset, at han er spurgt ind til det under nævnsmødet, været ude af stand til at redegøre for deltaljer eller for at binde hændelsesforløbet sammen. Han har oplyst, at hans manglende hukommelse er årsagen hertil. Ansøgerens forklaring har på væsentlige punkter været usandsynlig og/eller ulogisk. Det drejer sig navnlig forklaringen om, at han har kunnet flygte via et toiletvindue med et brækket ben og gå til en by. Ligeledes er forklaringen om, at hans svigerfader bortgiftede datteren til ansøgeren i den situation, han var i, usandsynlig. Ansøgerens faders problemer ligger efter det oplyste i broderens asylakter tilbage til 2001/2002, og broderens asylretlige problemer ligger tidsmæssigt tilbage til ca. 2004. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren under de nævnte omstændigheder ikke har sandsynliggjort, at der er nogen sammenhæng mellem hans angivelige konflikter og faderens henholdsvis broderens asylretlige problemer. Ansøgeren har derfor heller ikke sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Afgh/2016/155/STR
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, som har slået hans far og hans bror ihjel. Ansøgeren frygter endvidere at blive dræbt af Jamat Islamic i [by]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han arbejdede som automekaniker i [by], hvor han havde sit eget værksted. I værkstedet kom folk fra Jamat Islamic for at få lavet deres biler. Der var fire personer, som ofte kom. De hed [A], […], […] og […]. De betalte nogle gange ansøgeren godt, men andre gange tvang de ansøgeren til at arbejde gratis. Hvis ansøgeren bad om betaling, truede de ham. Ansøgeren har oplyst, at disse personer fra Jamat Islamic både havde kontakter hos myndighederne og Taliban. På et ukendt tidspunkt i 2013 eller 2014, da ansøgeren var i gang med at reparere en bil, kom de fire mænd ind på hans værksted og bad ansøgeren om at skifte dæk på deres biler med det samme. Ansøgeren nægtede, men blev derefter truet med en pistol, hvorefter han skiftede dækkene. Efterfølgende så ansøgeren, at der sad to små drenge på 8-9 år bagbundet inde i bilen. Han spurgte de fire mænd ind til de to drenge i bilen, hvorfor de fire mænd begyndte at sparke og slå ansøgeren, og de sagde, at han skulle holde mund. Omkring en time efter kom der en mand for at hente en bil, som ansøgeren tidligere havde repareret. Manden hed [B]. Han kunne se, at ansøgeren var kommet til skade, og han spurgte ansøgeren ind til det. Da [B] hørte, hvad der var sket, spurgte han ansøgeren, om han ville arbejde sammen med ham. [B] arbejdede for sikkerhedstjenesten, og han ville gerne have, at ansøgeren kom med oplysninger om personerne med tilknytning til Jamat Islamic. Ansøgeren indvilligede, hvorefter han udførte opgaven frivilligt og ulønnet. Efter ansøgeren havde arbejdet 8-9 måneder for [B], var han med til at afsløre en kælder, hvor folkene fra Jamat Islamic havde tilbageholdt børn, som de misbrugte. Ansøgeren afslørede kælderen, fordi han en dag var blevet kaldt ud for at reparere en af deres biler i nærheden af huset med kælderen. Ansøgeren så nogle børn komme ud af kælderen, hvorfor ansøgeren gik hen og kiggede ned i kælderen, hvor han så en masse andre børn. På et ukendt tidspunkt efter ansøgeren var begyndt at arbejde for [B], blev ansøgerens søn forsøgt kidnappet af [A]. Ansøgeren blev ringet op af sin nabo, som fortalte, at der stod en sort Lexus bil foran hans hus, og at der var en mand, der bankede på døren. Ansøgeren tænkte med det samme, at det var folkene fra Jamat Islamic, som ville forsøge at kidnappe ansøgerens søn, fordi de havde truet ansøgeren med det. Døren var låst, og ansøgerens nabo gik ud og sagde til [A], at der ikke var nogen hjemme, hvorefter han kørte igen. I foråret 2014 blev [B] slået ihjel af nogle lokale medlemmer af Jamat Islamic. De slog ham ihjel, fordi de havde fundet ud af, at [B] arbejdede for sikkerhedstjenesten, og at han forsøgte at afsløre dem. Ansøgeren nåede at arbejde for [B] i omkring et år. [B] var før hans død kommet i besiddelse af et videoklip fra kælderen, som han ville sende til den nationale tv-station. Ansøgerens bekendt, [C], som også var venner med [B] havde overværet drabet, og fortalte ansøgeren, at han ville være deres næste offer. Ansøgeren flyttede derfor dagen efter sammen med sin kone, forældre, bror og søn til [by], der ligger lidt udenfor Kunduz. Ansøgeren opholdt sig omkring 10 måneder i Kunduz, hvor han levede i skjul. Familien levede hovedsageligt af ansøgerens opsparing. I de 10 måneder blev ansøgeren ikke på noget tidspunkt kontaktet eller forsøgt opsøgt af folkene fra Jamat Islamic. Efter 10 måneder i Kunduz blev ansøgerens far og bror dræbt af Taliban. Taliban-medlemmer havde opsøgt familiens bopæl, fordi de ønskede at hverve ansøgerens bror. Ansøgerens far satte sig imod, og de blev derfor begge dræbt. Ansøgeren var ikke hjemme på tidspunktet for drabene, idet han var ude og reparere en bil for sin ven, […]. Ansøgeren blev ringet op af sin nabo, der fortalte, at ansøgerens far og bror var blevet slået ihjel. Ansøgeren tog hjem den efterfølgende morgen. Ansøgeren har oplyst, at Taliban havde kontaktet mindst 10 familier i området, for at de skulle give en søn til dem. Omkring halvanden måned efter drabene på ansøgerens far og bror udrejste ansøgeren legalt af Afghanistan på sit nationalitetspas med et iransk visum med fly til Teheran. Ansøgeren har efter sin udrejse ikke haft kontakt til sin familie, idet hans kone ikke har en mobiltelefon, og de lever i skjul. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende, udbyggende og modstridende. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om en række væsentlige forhold vedrørende Jamat Islamic. Til asylsamtalen [foråret 2016] har ansøgeren forklaret bl.a., at [A] fra Jamat Islamic forsøgte at kidnappe ansøgerens barn, og at folkene fra Jamat Islamic ofte truede ansøgeren med kidnapning af sin kone eller sit barn. Endvidere har ansøgeren forklaret, at lokale befalingsmænd fra Jamat Islamic truede ham med en pistol, da han nægtede at skifte dæk på deres biler, og at han har været med til at afsløre en kælder, hvor nogle børn blev holdt fanget. Disse forhold har ansøgeren ikke forklaret om til oplysnings- og motivsamtalen [vinteren 2015]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige forhold vedrørende [A], herunder hvornår ansøgeren fik kendskab til, at [A] arbejdede for sikkerhedstjenesten, hvornår [A] foreslog, at ansøgeren skulle arbejde for ham, hvornår ansøgeren begyndte at arbejde for [A], og hvornår [A] blev dræbt. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han har haft en konkret konflikt med Taliban eller gruppen Jamat Islamic. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/154/THJ
Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive dræbt af den lokale bandeleder ved navn [A] eller af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans konflikt med den lokale bandeleder [A] begyndte halvandet år, inden hans udrejse af Afghanistan. [A] bad ansøgeren om at indsætte en anden kandidat som ansvarlig for at fordele vandet til de nærliggende fem til seks landsbyer. Ansøgeren holdt fast i, at […], der havde vundet afstemningen skulle beholde posten. [A] blev sur over ansøgerens beslutning. Ansøgerens genbo ved navn [B] blev i sommeren 2015 skudt 18 gange af [A’s] mænd. Ansøgeren og seks andre personer kørte [B] på hospitalet i Kunduz. Dagen efter vågnede [B] op. Samme dag eller dagen efter blev ansøgeren ringede op af [A], der sagde, at ansøgeren skulle lade ham få sin hævn. [B] blev igen beskudt 7-10 dage efter han kom til [by]. Der havde han været væk i en periode på omkring to måneder. Han blev ikke ramt, fordi han gemte sig bag en bil. Han bad ansøgeren om hjælp, hvorfor ansøgeren samlede 40-50 af landsbyens ældre og opfordrede dem til, at [A] skulle stoppes. Distriktspolitikommissæren anholdt efterfølgende to af [A’s] mænd, idet [B] kunne genkende dem fra det første skyderi. [A] ringede til ansøgeren morgenen efter anholdelsen og truede ham og krævede, at mændene blev løsladt. Omkring fire-fem måneder herefter blev ansøgeren om aftenen beskudt ved bjerget […] på vej hjem fra ansøgerens svogers søns begravelse i [by]. Ansøgeren kørte med sin vagt og en ven. De stoppede da de så to mænd rette kalasjnikov-geværer mod dem. Ansøgeren sprang ud af bilen og skød op i luften. Ansøgerens ven og vagt dukkede sig inde i bilen. Ansøgeren løb i modsatte retning af, hvor de to mænd befandt sig. Han gemte sig og ringede derefter til politiet. Efterretningstjenesten informerede dagen efter ansøgeren om, at det var fire af [A’s] mænd, som stod bag angrebet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han tror, at [A’s] mænd har sneget sig ind på hans grund for at dræbe ansøgeren en dag, hvor han var til middag hos sin genbo. Omkring en måned efter hændelsen ved [bjerget] ringede Taliban til ansøgeren tre-fire gange og krævede, at han skulle købe våben til dem. Den sidste dag i ramadanmåneden i 2015 sendte Taliban to personer til ansøgerens bopæl, hvor der udviklede sig en ildkamp mellem dem og ansøgerens vagter. Vagten ved navn […] blev skudt i benet. Ansøgeren og hans familie overnattede herefter hos familie og venner i syv dage, og efter en uge tog de om morgenen hjem og opdagede, at Taliban havde gennemrodet deres hjem og taget deres tre heste. Talibanguvernøren ved navn […] ringede samme morgen og truede ansøgeren med døden, hvorfor ansøgeren så sig nødsaget til at flygte. Ansøgeren og hans familie opholdt sig derefter nogle dage hos hans kones søster i [by]. En aften, hvor de var inviteret til middag i en anden landsby opsøgte fire mænd fra Taliban konens søsters bopæl. Hendes mand nægtede, at ansøgeren og hans familie havde boet hos dem, og manden blev derfor truet og slået af Taliban. Derefter tog familien til Kabul. Undervejs ringede Taliban flere gange til ansøgeren og sagde, at de nok skulle finde ham. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin konflikt med [A] til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der er tale om en privat konflikt, der ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnets flertal lægger ligeledes ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban til grund, og Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb fra Taliban. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren med den baggrund, som han har, ikke kan henvises til at tage ophold andet sted i Afghanistan som internt flugtalternativ. Herefter, og idet ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeler Flygtningenævnet den afghanske statsborger [navn] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2016/153/THJ
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at Taleban vil slå ham ihjel, da han angav sin nabo, [A], til den afghanske sikkerhedstjeneste. [A] havde planer om at slå politikeren [M] ihjel, som ansøgeren var livvagt for. [A] fortalte ansøgeren, at han var kritisk overfor [M] og regeringen, og mente, at de skulle dø ved jihad. Ansøgeren var uenig med [A], og fik følelsen af, at [A], som vidste, at ansøgeren var livvagt for [M], søgte at omvende ansøgeren til at kæmpe for [A’s] sag. Ansøgeren lagde endvidere mærke til, at mænd, som så ud som om, at de havde tilknytning til Taleban, flere gange besøgte [A’s] hus. Ansøgeren talte over en periode yderligere seks til syv gange med [A], hvor [A] forsøgte at omvende ansøgeren. En dag da ansøgeren holdt udkig ved [M’s] bolig, så han fra et kontroltårn [A], der sammen med en anden person gik ud af en kiosk, som lå lige ved [M’s] bopæl. Ansøgeren orienterede med det samme dette til sin chef, [MA], og fortalte, alt hvad han vidste om [A]. [MA] gik videre til sikkerhedstjenesten med oplysningerne. Ansøgeren fik efterfølgende at vide af [MA], at sikkerhedstjenesten havde anholdt [A] og flere andre talebanere. [MA] anbefalede ansøgeren at få ansøgerens familie væk fra deres bopæl og i sikkerhed, hvilket ansøgeren fik sin bror til at gøre med det samme. To aftener senere blev ansøgerens bolig ransaget af Taleban. Ansøgerens lejer var hjemme og blev slået og truet med en pistol. Taleban tog en mappe med familiens id-dokumenter og billeder, samt en bærbar og et kamera. Et par dage senere modtog ansøgeren det første trusselsopkald fra Taleban. Ansøgeren var på arbejde da han fik opkaldet. Han havde været på arbejde, siden han fik at vide, at [A] var blevet anholdt. Ansøgeren tog derefter hjem. Ansøgeren modtog det andet trusselsopkald dagen efter, og den tredje gang, ansøgeren modtog et opkald fra et ukendt nummer, svarede han ikke på opkaldet. Ansøgeren tog tilbage på arbejde, hvor han orienterede [MA] og [M] om indbruddet og opkaldene. [M] rådede ansøgeren til at forlade Afghanistan. Ansøgeren forlod Afghanistan den efterfølgende dag, [i foråret 2015]. Den efterfølgende måned rejste ansøgerens familie til Pakistan, hvor de stadig befinder sig. Ansøgerens brors forretning blev senere opsøgt af Taleban. Ansøgerens bror var ikke til stede, da det skete. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan udelukkes, at ansøgeren har arbejdet som almindelig vagt for [M]. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet som livvagt eller bodyguard, hvilket heller ikke stemmer overens med ansøgerens beskrivelse af sin jobfunktion. Flygtningenævnet kan ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, herunder konflikten med Taleban, til grund, da ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig, utroværdig og konstrueret. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren gennem 5 år har kunnet holde oplysningen om sit arbejde skjult for [A], idet ansøgeren opgav at arbejde i broderens forretning. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at [A] gennem mange år var en nær ven af familien, og at [A] kom ganske ofte i broderens forretning, samtidig med at ansøgerens job som vagt krævede, at ansøgeren var væk fra hjemmet 45 dage ad gangen, hvorefter han havde 15 dage fri. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren arbejdede som vagt for [M], uden at ansøgeren fandt anledning til at rapportere til sine foresatte om [A’s] udtalelser og handlinger, før ansøgeren observerede [A] tæt på [M’s] bopæl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at [A] i tiden efter kondolenceceremonien fremkom med regeringsfjendtlige udtalelser og forsøgte at påvirke ansøgeren, så ansøgeren vendte sig mod [M] og regeringen, hvilket i sig selv burde have givet anledning til at rapportere [A]. Endvidere observerede ansøgeren flere gange Taleban-lignende folk på [A’s] bopæl, uden at dette gav ansøgeren anledning til at rapportere [A]. Endelig fik ansøgeren oplyst af personen [A], at [A] var involveret i Taleban, og at [A] transporterede våben og sprængstoffer for Taleban, hvilket fortsat ikke gav ansøgeren anledning til at rapportere [A]. Det forekommer derudover påfaldende, at ansøgeren ikke straks oplyste sin arbejdsgiver om Talebans ransagning af ansøgerens hjem og den første telefoniske trussel, men at ansøgeren i stedet tog fri fra arbejde med henvisning til familieproblemer. Det forekommer ligeledes påfaldende, at ansøgeren flyttede sin familie af frygt for, at Taleban ville opsøge ansøgerens hjem, uden at ansøgeren fjernede andet fra hjemmet, herunder personlige dokumenter. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at det ligeledes forekommer usandsynligt, at ansøgeren skulle have haft billeder fra sit arbejde liggende i hjemmet. Endelig forekommer det mindre sandsynligt, at myndighederne ventede ca. 3 måneder med at pågribe [A], efter at ansøgeren havde fortalt sin arbejdsgiver, hvad han vidste om [A]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om personen [Z]. Til asylsamtalen [vinteren 2016] har ansøgeren forklaret, at [Z] var [A’s] ven. Da det under nævnsmødet blev påpeget, at det forekommer mindre sandsynligt, at en ven af [A] skulle have betroet sig til ansøgeren med så belastende oplysninger om [A], har ansøgeren forklaret, at [Z] også var ansøgerens ven. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/151/NFF
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og angiveligt ateist fra [en by] i Samangan provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin onkel, der er et højtstående medlem af Hezb-e-Wahadat, og af den øvrige befolkning, fordi han er ateist. Ligeledes frygter ansøgeren at blive slået ihjel af Taliban, fordi han er hazara og fordi ukendte personer fra Taliban har slået hans lillebror ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han som 10-årig flyttede ind hos sin onkel efter sine forældres død. Da ansøgeren var 17 år begyndte hans onkel at være mistroisk overfor ansøgeren og true ham, fordi han tvivlede på, at ansøgeren var muslim. Da ansøgeren var 19 år gammel, blev hans onkel sikker på, at ansøgeren ikke var troende, og på en ukendt dato blev ansøgeren bundet på hænder og fødder og slæbt hen til en plads, hvor han var udsat for fysiske overgreb og udstillet foran hele befolkningen i landsbyen. Hans onkel og imamen talte sammen og de blev enige om, at ansøgeren skulle hænges, men ansøgeren nåede at sige, at han accepterede islam, og at han var troende. Ansøgeren blev efterfølgende bragt til sit værelse, hvor han var i en måned, indtil han var kommet sig efter overgrebene. En uge efter flygtede ansøgeren og hans lillebror fra deres onkels hus og til Mazar-e-Sharif, hvor de tog ophold. En måned efter de var ankommet til Mazar-e-Sharif flygtede ansøgerens lillebror til Iran, men han blev stoppet og sendt tilbage til Herat, hvorfra hans lillebror kontaktede ham. 1-2 dage efter, at ansøgeren lillebror havde kontaktet ham, så ansøgeren i nyhederne, at Taliban [vinteren 2015] havde kidnappet 31 hazara folk og ansøgeren var sikker på, at hans lillebror var en af de kidnappede. Efterfølgende er ansøgeren, i alt tre gange, blevet kontaktet af Taliban telefonisk. Den sidste gang, var [på foråret 2015], og ansøgeren fik lov at tale med sin lillebror, som sagde, at ansøgeren skulle flygte. Ansøgerens bopæl er to gange på ukendte tidspunkter blevet opsøgt, men ansøgeren var ikke hjemme, fordi han flygtede derfra. En gang på et ukendt tidspunkt er ansøgeren blevet råbt ad på gaden af hans onkels to soldater, som også skød efter ham, fordi han ikke henvendte sig til dem. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med onklen til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren vel har forklaret konsistent om en sådan konflikt, men at han kun har kunnet forklare mere detaljeret om episoden på pladsen. Vedrørende forløbet forud herfor har han alene kunnet forklare overordnet om, at hans tante blev klar over at han ikke fulgte de religiøse regler og fortalte om det til naboerne. Når ansøgeren er spurgt nærmere ind til det mellemliggende forløb og hvilken kontakt han har haft til onklen i den mellemliggende periode, har han forklaret overordnet og afglidende. Flygtningenævnet lægger videre vægt på at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem der var den ordførende i forløbet på pladsen, imamen eller farbroren, samt at han har forklaret divergerende om, hvorledes hans bror forholdt sig i forløbet, om han var enig med ansøgeren eller fortsatte med at udøve sin religion. Endelig har ansøgeren først til asylsamtalen forklaret at han skulle være blevet antastet i Mazar-e-sharif af to af farbrorens mænd, der skulle have skudt efter ham. Samlet set fremstår forklaringen om denne konflikt derfor ikke troværdig. Da ansøgerens forklaring om ikke at være troende fremstår som en integreret del af hans konflikt med onklen, finder Flygtningenævnet heller ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er ateist af reel overbevisning. Flygtningenævnet bemærker herved også at ansøgeren, når han er spurgt ind til baggrunden for, at han skulle være blevet ateist, har begrundet det med den måde muslimer opfører sig på, og han har nærmere henvist til, at farbroren skulle have løjet for ham omkring hans fars død. Begrundelsen for ateismen er således også her kædet sammen med forholdet til onklen og fremstår derfor ikke overbevisende. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en konflikt med Taliban. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om, at broren skulle være flygtet uden aftale med ansøgeren på grund af konflikten med onklen efter det foranstående ikke fremstår som sandsynlig. Uanset, om broren skulle være blive taget som et tilfældigt gidsel af Taliban har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet forklare, at det skulle medføre en konflikt mellem Taliban og ansøgeren. Ansøgerens forklaring om, at han skulle være blevet opsøgt på bopælen, er først fremkommet under asylsamtalen og i øvrigt uden, at ansøgeren har kunnet understøtte sin formodning om, at det skulle være Taliban, der henvendte sig. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2016/150/KAA
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara, shia muslim af trosretning og født i [en landsby] i Afghanistan. Ansøgeren boede i Varamin i Iran i 3 år før sin udrejse til Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taleban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun ikke har familie i Afghanistan og derved ikke har et sted at tage ophold, ligesom hun ikke har en forsørger. Forud for udrejsen til Iran boede ansøgeren gennem flere år i Kabul med en søn og en datter, men de udrejste sammen med ansøgeren til Iran. Ansøgerens søn var narkoman, og ansøgeren håbede, at han ville få det bedre i Iran. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hun som enlig kvinde ikke kan opholde sig alene i det offentlige rom i Afghanistan, da Taliban af denne årsag muligvis vil dræbe hende. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, men finder ikke, at de oplyste forhold kan begrunde opholdstilladelse efter asylreglerne. Flygtningenævnet bemærker herved, at det fremgår af ansøgerens egen forklaring, at hun ikke har haft konkrete problemer med myndighederne eller enkeltpersoner eller grupperinger i Afghanistan. De generelle forhold i Afghanistan for enlige kvinder uden netværk findes ikke i sig selv at være asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/149/KAA
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [en landsby] i Maidan Wardak-provinsen, Afghanistan. Han har opholdt sig i Iran, fra han var 10 år. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han udrejste med sin familie af Afghanistan, da han var 10 år gammel, idet de frygtede Taliban, som er efter etniske hazaraer og shia-muslimer. Under udrejsen blev faren bortført af ukendte personer fra Taliban, og familien har ikke hørt fra ham siden. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold i Afghanistan. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der nu er 17 år, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet, og på en måde, der viste, at han forstod svarenes betydning. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at han under opholdet i Iran har været i stand til at lære sig et nyt sprog og udtrykke sig skriftligt på dette sprog samt skaffe sig læreplads og arbejde som skrædder. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet vurderer imidlertid, at de årsager, som ansøgeren har anført som begrundelse for at søge asyl, ikke sandsynliggør, at han på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller på grund af sine politiske anskuelser er i konkret risiko for at blive individuelt forfulgt i sit hjemland Afghanistan, eller at han i hjemlandet risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Ansøgeren har således ikke kunnet redegøre nærmere for omstændighederne ved og baggrunden for, at hans far skulle være blevet taget af nogle ukendte personer fra Taliban, da ansøgeren som ca. 10-årig sammen med sin far og sin øvrige familie rejste fra Afghanistan til Iran. Herudover har ansøgeren henvist til, at han som shia-muslim og hazara vil blive dræbt af Taliban, hvis de fanger ham. Ansøgeren tror dog ikke, at Taliban ved, hvem ansøgeren er. Ansøgeren mener desuden ikke, at han på noget tidspunkt under sin opvækst i Afghanistan har haft kontakt med Taliban eller har haft problemer på grund af, at han er shia-muslim eller hazara. Han har heller ikke haft problemer med myndighederne, med privatpersoner eller andre grupperinger i Afghanistan. Han har ikke kendskab til, at hans familie i Afghanistan skulle have personlige konflikter i Afghanistan, eller at nogen skulle have opsøgt familien i Afghanistan, for at lede efter ansøgeren og hans familie, efter at de udrejste. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/148/ADP
Nævnet meddelte i juli 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i år 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtu og sunni muslim af trosretning fra [en landsby] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har været imam i hans landsby i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt, idet der tidligere har været angreb på ansøgeren og hans familie, og trusler mod ansøgerens liv mange gange. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har arbejdet som pigeskoleleder, ældrerådsrepræsentant og imam i sin landsby. Ansøgeren modtog første gang en henvendelse fra Taliban cirka et år før han kom til Danmark [ i foråret 2015]. De kontaktede ansøgeren telefonisk, og ansøgeren kendte ikke personen der ringede. I alt ringede Taliban cirka 250-300 gange til ansøgeren, frem til hans udrejse fra Afghanistan [foråret 2015]. De fortalte ansøgeren, at han skulle stoppe med sine hverv, og efterfølgende truede de med at slå ham ihjel, hvis han ikke gjorde det. I 2014 kom der også personer fra Taliban hjem til ansøgeren. De fortalte, at de var sendt af Talibans distriktsguvenør. De truede ansøgeren og hans familie på livet. [Vinteren 2105], var ansøgeren på vej til en anden landsby for at udføre en begravelsesceremoni, da han blev ringet op af en af sine venner, som er lærer på en anden skole. Han fortalte ansøgeren, at Taliban havde besluttet at dræbe ham til denne ceremoni. Ansøgeren begyndte efterfølgende at overnatte hos bekendte, i stedet for at opholde sig på sin egen bopæl. [Foråret 2015] blev ansøgeren familie angrebet af Taliban på deres bopæl. Tre personer kom ind i deres hus. Ansøgerens ældste søn fik brækket armen og ansøgerens gravide kone blev overfaldet så voldsomt, at hun efterfølgende mistede barnet. Ansøgeren kom hjem tidligt om morgenen [dagen efter], og fandt ud af, hvad der var sket. Ansøgeren flygtede samme morgen. Ansøgeren snakkede ikke med sin kone, som var på hospitalet, om hvad de skulle gøre. Ansøgerens kone og hans børn boede i en periode fortsat i den samme landsby, hos hans svigerfamilie, men de bor nu i Pakistan. Ansøgeren har fået kontakt til dem igennem din fætter. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen fremstår troværdig og konsistent. Flygtningenævnet bemærker herved også, at ansøgeren har understøttet sin forklaring om sin position i landsbyen som pigeskoleleder, landsbyleder og imam ved fremlæggelse af fotos og dokumenter, som alle er afleveret til Udlændingestyrelsen i forbindelse med den første samtale. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at personer med ansøgerens profil er i særlig risiko for at blive efterstræbt af Taliban. Ansøgeren har derfor sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7 stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren – henset til konfliktens karakter og ansøgeren fremtrædende profil – kan henvises til at tage ophold andre steder i Afghanistan. Der findes ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7 stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 stk. 2.” afgh/2016/147/KAA
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim af trosretning fra […], Afghanistan. Ansøgeren har fra 2002 til 2010 boet i Kabul. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, fordi hun er shia muslim og kvinde. Ansøgeren har ligeledes henvist til, at hun frygter, at hun ikke kan skabe sig et levegrundlag, da hun ikke har nogen familie i hjemlandet til at hjælpe sig og frygter, at myndighederne ikke er i stand til at beskytte hende. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taleban vil hævne sig på hende, fordi hendes bror, [B1], var kommandant i Hezbe Vahdat, og hendes andre brødre har deltaget i organisationens aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ældste bror, [B1], var kommandant i Afghanistan i den lokale bevæbnede gruppe Hezbe Vahdat i […] regionen, hvor han havde kommando over 70 mand og forsvarede området mod Taleban. Ansøgerens to andre brødre, [B2] og [B3] deltog ligeledes i aktiviteter for Hezbe Vahdat. Da ansøgeren var omkring 18 år gammel, blev ansøgerens families bopæl opsøgt af Taleban, som søgte efter [B1]. Ansøgeren og hendes mor blev i den forbindelse slået. Ansøgeren flygtede umiddelbart herefter fra [sin region] til Kabul. Ansøgerens forældre kom først senere til Kabul, da de ventede på, at moren blev rask nok til flugten. Ansøgeren boede hos bekendte i tre-fire måneder, indtil hendes forældre kom til Kabul, hvorefter de på et ukendt tidspunkt, muligvis i 1998, flygtede videre til Iran. Omkring 2002 vendte familien tilbage til Kabul. Familien fandt her ud af, at nogle ukendte personer havde røbet broren, [B3], gemmested, og at Taleban på et ukendt tidspunkt slog ham ihjel, da han forsøgte at flygte til Kabul. I 2009 giftede ansøgeren sig i Kabul med en afghansk mand, der i 1997 havde opnået beskyttelsesstatus i Danmark. Ansøgeren opholdt sig i Kabul frem til 2010. Ansøgeren har siden 2010 opholdt sig i Danmark som familiesammenført. Ansøgeren har videre oplyst, at under familiens ophold i Kabul, kom Taleban-sympatisører til forældres bopæl for at lede efter ansøgerens brødre. For halvandet år siden forsvandt ansøgerens svoger, som også har været aktiv i Hezbe Vahdat, og ansøgeren formoder, at Taleban har slået ham ihjel. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om, hvad der passerede for ansøgerens familie i [ansøgerens provins] i 1997-1999 til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgerens ældste bror [B1] var lokal kommandant i Hezbe Vahdat, og at ansøgerens brødre [B2] og [B3] også kæmpede mod Taliban, da Taliban erobrede området, hvor ansøgerens familie boede. Nævnet kan også lægge til grund, at ansøgeren flygtede op i bjergene, men at hun var til stede i hjemmet, da Taliban søgte efter broderen [B1]. Flygtningenævnet kan videre lægge til grund, at familien flygtede til Iran, hvor man opholdt sig frem til 2002. I 2002 vendte ansøgeren sammen med sine forældre tilbage til Kabul. Ansøgeren har forklaret, at hun, medens hun opholdt sig i Kabul har gennemført grundskolen og gået i gymnasiet. Ansøgeren blev i 2009 gift i Kabul, i hvilken forbindelse, der blev afholdt et større bryllup. I perioden fra 2002 til udrejsen i 2010 har ansøgeren således kunnet opholde sig i Kabul og her leve et almindeligt liv, uden at hun har påkaldt sig Talibans interesse. Ansøgeren har forklaret, at hendes svoger forsvandt for halvandet år siden. Nævnet finder, at det alene beror på ansøgerens formodning, at dette skyldes Taliban. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun på grund af de ting, der skete i [ansøgerens provins] i slutningen af 1990-erne ved en tilbagevenden til Kabul vil risikere at blive udsat for overgreb fra Talibans side. Ansøgeren har forklaret afglidende og ukonkret på spørgsmål om, hvorvidt hun stadig har familie i Kabul, og Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren, såfremt hun måtte vende tilbage til Kabul vil være uden familie og netværk. Under henvisning her til og da de generelle forhold for kvinder, shiamuslimer og hazarer i Kabul ikke kan begrunde at der meddeles asyl finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/144/lrn
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [en landsby], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive stenet eller slået ihjel af sin far eller [kommandanten]. Ansøgeren frygter endvidere at blive fundet af sin familie i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hun har kendt sin kæreste, [N], hele sit liv, eftersom de næsten var naboer. Ansøgeren gik til koranundervisning hos [N’s] søster fra hun var omkring seks år gammel til hun blev 13-14 år gammel. Ansøgeren og [N] blev i slutningen af denne periode forelsket i hinanden. Ansøgeren og [N] har aldrig talt sammen, men de har kigget på hinanden. For omkring fem år siden kom [N’s] familie hjem til ansøgerens familie for at bede om hendes hånd. Ansøgerens far nægtede dette, da han anså [N’s] familie for at være vantro, da de støttede den afghanske regering, og ansøgerens far selv var talebaner. Ansøgerens far truede med at dræbe [N]. Ansøgeren blev efterfølgende slået af sin far, da han troede, at hun havde haft et forhold til [N]. Et par dage senere blev [N’s] bror kidnappet af ukendte personer. Kidnapningen foregik ude på gaden, men kunne høres inde i ansøgerens hus. Ansøgeren fik gennem sin nabos søster at vide, at [N] var flygtet. Samme nat opsøgte [kommandanten], der var gift med ansøgerens søster, ansøgerens families bopæl. Ansøgeren hørte sin mor råbe, og moren fortalte, at ansøgerens far og [kommandanten] havde besluttet, at ansøgeren skulle stenes. I de følgende tre måneder blev ansøgeren holdt indespærret i et værelse. I den periode kom [kommandanten] med fire køer til ansøgerens far, da han ønskede at gifte sig med ansøgeren. Ansøgeren blev herefter forlovet med [kommandanten], selvom hun ikke ønskede det. Efter anmodning fra ansøgerens søster blev brylluppet udskudt i nogle år. Ansøgeren har efter forlovelsen med [kommandanten] forsøgt at begå selvmord ved at kaste sig ned i familiens ovn. Nogen tid efter døde en af [kommandantens] sønner og der var sørgeperiode, hvorfor brylluppet endnu engang blev udskudt. Yderligere to år senere fik ansøgeren at vide, at [N] var vendt tilbage, og at han ville redde hende. Herefter lykkedes det ansøgeren at flygte. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret utroværdigt og divergerende om væsentlige dele af sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren og [N] blev kærester på den måde, som ansøgeren har forklaret om. Ansøgeren har således forklaret, at hun og [N] aldrig havde talt sammen før frieriet, og at de heller ikke på noget tidspunkt talte sammen før flugten, men at de alene havde udvekslet blikke. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren ikke blev gift med [kommandanten], der var hendes søsters ægtefælle, efter at der mellem ansøgerens far og [kommandanten] var indgået aftale om ægteskab mellem ansøgeren og [kommandanten], uanset at ansøgeren har forklaret, at [kommandantens] søn efter nogen tid blev såret og senere døde. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgerens søster havde sagt, at hendes mand [kommandanten] ville slå hende og hendes to børn ihjel, hvis ansøgeren ikke ville gifte sig med [kommandanten], idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at søsteren ikke har sagt, at [kommandanten] ville slå hende og børnene ihjel som forklaret i asylsamtalen side 6. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt både [N] og hans bror og søster var med ved frieriet. Ansøgeren har således i Oplysnings- og motivsamtalen side 2 forklaret, at både [N] og hans storesøster og bror kom over til ansøgerens far for at bede om ansøgerens hånd, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at [N] ikke var til stede ved frieriet. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren ville flygte med [N], som hun ikke havde set i fire-fem år. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun aldrig havde talt med [N]. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det betydning, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hun selv har set, at kvinder er blevet stenet. Ansøgeren har således i Oplysnings- og motivsamtalen side 3 forklaret, at hun har set kvinder blive stenet dog ikke nogen fra sin egen familie, men nogen fra hendes landsby. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har hun forklaret, at hun aldrig har set en kvinde blive stenet, men at hun kun har hørt om det. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for, at der skal foretages en torturundersøgelse af ansøgeren, eller at sagen skal udsættes på indhentelse af lægelige akter vedrørende ansøgeren. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/143/SND
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er tajik og sunni muslim fra [en landsby], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, eftersom han er flygtet til Europa med sin kæreste, [B], der var forlovet med en kommandant i Taliban. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter hævn fra [B’s] familie, ligesom han frygter beboerne i sin landsby, idet den er kontrolleret af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har kendt [B] i seks år, og at de næsten var naboer. [B] modtog koranundervisning af ansøgerens søster, i hvilken forbindelse ansøgeren og [B] blev forelsket i hinanden. [B’s] far var kommandant hos Taliban. Da ansøgeren var omkring 21 år, rettede hans storebror og søster henvendelse til [B’s] familie og anmodede på ansøgerens vegne om hendes hånd. [B’s] familie afviste frieriet, da de ikke ville være i familie med en ”vantro”, som de anså ansøgerens bror for at være, eftersom han arbejdede for det afghanske militær. Omkring fire dage senere blev ansøgeren opsøgt af to ukendte personer på sin families bopæl. Ansøgerens bror gik ud for at tale med de pågældende, og ansøgeren hørte herefter to-tre skud blive affyret udenfor og en bil, der kørte væk. Ansøgeren har ikke set sin bror siden. Den følgende dag blev ansøgeren angrebet af tre bevæbnede personer, der talte pashto. De forsøgte at trække ham ind i deres bil, men ansøgeren var for tung, og han begyndte at råbe, så de flygtede fra stedet. Næste aften forlod ansøgeren landsbyen. Han havde forinden bedt [F’s] søster give [B] besked om, at han ville komme tilbage. Da ansøgeren i [foråret] 2015 kom tilbage til landsbyen fortalte hans nabo, at der var udstedt en fatwa på [B], eftersom hendes far troede, at hun havde haft et forhold til ansøgeren. Naboen fortalte videre, at [B] var blevet forlovet med en talibankommandant. Omkring 40 dage senere flygtede ansøgeren sammen med [B]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret utroværdigt og divergerende om væsentlige dele af sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren og [B] blev kærester på den måde som ansøgeren har forklaret om. Ansøgeren har således forklaret, at han og [B] aldrig havde talt sammen før frieriet, og at de heller ikke på noget tidspunkt talte sammen før flugten, men at de alene havde udvekslet blikke. I den forbindelse finder Flygtningenævnet det endvidere utroværdigt, at ansøgeren, hvis bror var regeringsansat soldat, ville fri til en talibanleders datter og sende sin bror til talibanlederen for at fri. Flygtningenævnet finder det endvidere ikke sandsynligt, at ansøgeren ville løbe risikoen for i [foråret] 2015 at vende tilbage til sin landsby i Afghanistan, hvorfra han var flygtet i 2011, efter at hans bror var forsvundet. Ansøgeren har endvidere forklaret utroværdigt om, at han blev deporteret fra [et europæisk land] til Afghanistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er anført i svaret af […] 2015 fra [myndighederne i det andet europæiske land], at ansøgeren skulle være deporteret, men blot at han ikke siden [foråret] 2015 har opholdt sig i [det andet europæiske land]. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke har ville give sit samtykke til indhentelse af hans asylakter fra [det andet europæiske land]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han blev overfaldet af tre ukendte gerningsmænd samme aften, som han vendte tilbage til sin landsby, eller om han først blev overfaldet dagen efter. Ansøgeren har således i Oplysnings- og motivsamtalen side 5 forklaret, at han havde opholdt sig i landsbyen 1 enkelt dag, da han blev overfaldet på gaden af tre ukendte mennesker. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange gange han var tilbage i sin landsby i løbet af de 40 dage, hvor han opholdt sig hos sin fætter. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at han kun var tilbage en gang, mens han i Oplysnings- og motivsamtalen side 6 har forklaret, at han var tilbage i landsbyen ca. 6-7 gange i alt. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorledes han refererede sin samtale med [M] overfor sin søster, idet han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han til sin søster fortalte, at [M] havde sagt, at broren var blevet bortført, men at han måske ville komme tilbage. I Oplysnings- og motivsamtalen side 7 har ansøgeren forklaret, at han løj for sin søster og sagde, at [M] havde sagt, at hans bror aldrig ville komme tilbage. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende og usammenhængende om, hvordan han fik udstedt et pas på konsulatet i [en by i det andet europæiske land], idet han under Flygtningenævnets behandling af sagen først forklarede, at han fik udstedt passet uden nogen form for id blot ved at tale med en medarbejder, som talte pashtunsk og siden forklarede, at han medbragte en [særlig form for opholdstilladelse fra det andet europæiske land]. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for, at der foretages en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/142/SND
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen [K], Tura-Bora, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, da han ikke udførte sin selvmordsmission. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren og hans fader en dag blev opsøgt af en af faderens venner, som sagde, at ansøgeren skulle sendes til en madressa. Dagen efter blev ansøgeren hentet og ført til madressaen i Pershawar, Pakistan. Under opholdet på madressaen modtog ansøgeren våbentræning, og han fik at vide, at han skulle være selvmordsbomber. Efter omkring fire og en halv måneds ophold i madrassaen blev ansøgeren ført til [et distrikt i Afghanistan], hvor han sammen med en anden dreng skulle udløse en selvmordsbombe. Ansøgeren og den anden dreng valgte i stedet at flygte, og ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til sin landsby frygter at blive slået ihjel af sin faders ven, der foranstaltede ansøgerens ophold hos Taliban. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under mødet har været i stand til at redegøre for sin sag og besvare spørgsmål på en sammenhængende og relevant måde, hvorfor nævnet vurderer, at ansøgeren har tilstrækkelig modenhed. Nævnet har tillige lagt til grund, at ansøgeren er analfabet og har ladet dette indgå i troværdighedsvurderingen. Nævnet finder, at ansøgeren på flere væsentlige og faktuelle spørgsmål har forklaret divergerende, herunder hvor han befandt sig, da faderens ven foreslog ansøgerens fader, at ansøgeren skulle på koranskole, om navnet på faderens ven, om han i koranskolen selv rørte ved våben, hvornår han skiltes fra sin ven, efter at de skulle have udført jihad, hvad vennen hed og hvornår han fik at vide, at hans forældres hus brændte ned. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren forklaring ikke har virket selvoplevet. Nævnet finder det endeligt bemærkelsesværdigt, at ansøgeren har forklaret afvigende fra [I’s] forklaring om, hvorvidt de var i familie, at han har forklaret, at kendskabet til [I] var ringe, selvom de er jævnaldrene fra samme lille landsby, at han har forklaret, at han først mødte [I] i Tyrkiet og at ansøgeren og [I] har udvekslet oplysninger om deres asylmotiv. Af ovenstående grunde finder Flygtningenævnet, at ansøgeren forklaring skal tilsidesættes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller er i reel risiko for overgreb er betingelserne i Udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2 ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/141/mvln
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra [landsbyen K], Tura-Bora, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, da han ikke har udført jihad. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at en mand ved navn [B] en dag tog kantakt til hans far på familiens bopæl, da pågældende ville have ansøgeren med på koranskole. Den følgende dag blev ansøgeren sendt på koranskole i Pakistan, hvor han opholdt sig i seks måneder og modtog undervisning af Taliban blandt andet i jihad og håndtering af våben. En dag fik ansøgeren besked på, at det var hans tur til at udføre jihad, hvorefter han blev ført til Tura-Bora og videre til et forsamlingssted i [et andet distrikt], hvor han skulle udløse en selvmordsbombe. Da ansøgeren ankom til forsamlingsstedet […], så han mange kvinder og børn, hvorfor han ændrede mening og flygtede fra forsamlingsstedet. Ansøgeren tog hjem til sin morbror, hvor han opholdt sig i to dage. Morbror tog til ansøgerens landsby, for at undersøge situationen nærmere. Da morbroren kom tilbage fortalte han, at [B] og nogle andre personer ledte efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under mødet har været i stand til at redegøre for sin sag og besvare spørgsmål på en sammenhængende og relevant måde, hvorfor nævnet vurderer, at ansøgeren har tilstrækkelig modenhed. Nævnet har tillige lagt til grund, at ansøgeren er analfabet og har ladet dette indgå i troværdighedsvurderingen. Nævnet finder, at ansøgeren på flere væsentlige og faktuelle spørgsmål har forklaret divergerende, herunder hvornår på dagen [B] kontaktede ansøgerens far og foreslog, at ansøgeren skulle på koranskole, om han mødte [F] i koranskolen, hvor mange ansøgeren udrejste fra Afghanistan med og om [F] var med. Flygtningenævnet finder ansøgeren forklaring om koranskolen utroværdig, herunder at han ikke har været udenfor hulen i seks måneder, og om våbentræningen i hulerne og om at han ikke har spurgt de elever der vendte tilbage om deres oplevelser. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han er i familie med [F], at han har forklaret at hans bekendtskab med [F] var ringe, selvom de var jævnaldrende fra samme lille landsby, og i modsætning til [F] har benægtet, at de under rejsen til og under opholdet i Danmark har fortalt hinanden om deres asylgrundlag. Af ovenstående grunde finder Flygtningenævnet, at ansøgeren forklaring skal tilsidesættes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller er i reel risiko for overgreb er betingelserne i Udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2 ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/140/mvln
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er pashtun af etnicitet, er født af afghanske forældre i Peshawar, Pakistan, og er sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren og familien flyttede i begyndelsen af 2014 tilbage til hjembyen […], Qunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af medlemmer fra Taliban. Ansøgeren frygter videre sin farbroder og hans familie som følge af en jordkonflikt. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en konflikt med Taliban. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring herom ikke stemmer med ansøgerens forklaring om, at fætrene har tilknytning til Taliban, og at landsbyen støtter Taliban. Dette stemmer mindre godt med, at ansøgerens familie fik medhold af Jirgaen i jordstriden, ligesom det stemmer mindre godt med, at ansøgerens moder og svigerinde er blevet boende i landsbyen, og at broderen i hvert fald i en periode har besøgt dem i landsbyen. Nævnet lægger endvidere en vis vægt på, at broderen, som i givet fald må være i større risiko i forhold til Taliban, er blevet i landet, og at ansøgeren i et vist omfang har forklaret divergerende om Talibans kidnapning af broderen. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens nye forklaring for nævnet om broderens arbejds- og bopælsforhold ikke kan lægges til grund. Vedrørende jordkonflikten med farbroderen og fætrene bemærker Flygtningenævnet, at denne ikke findes at være af et sådant omfang og karakter, at ansøgeren i den anledning har behov for beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet finder således i det hele, at ansøgeren ikke risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2016/14 AML
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra landsbyen [navn på landsby], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin svoger, [T]s, søn, [N], der ville giftes med ansøgeren for derefter at slå hende ihjel for at arve hendes ejendom i Kabul. Ansøgeren flyttede for omkring syv år siden ind hos sin svoger, da hendes svigersøn og senere hendes datter udrejste til Pakistan og derefter til Danmark. Omkring 2012 sparkede svogerens ægtefælle ansøgeren i ryggen. Hun blev opereret i ryggen i Indien, hvor svogeren fortalte hende, at han var ved at dø af kræft, og at hun – der i forvejen fra sin ægtefælle havde arvet halvdelen af den ejendom, de boede i – skulle have svogerens halvdel af ejendommen. Efter svogerens død ønskede [N] at sælge ejendommen og planlagde at indgå ægteskab med ansøgeren og derefter dræbe hende for derved at arve ejendommen. Hun flygtede den dag, hvor vielsen skulle finde sted om aftenen, til sin ægtefælles ven, [Na], der modtog papir på ejendommen til gengæld for, at han skulle hjælpe hende ud at Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på en række centrale punkter fremstår divergerende, udbyggende og usandsynlig. Nævnet bemærker, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [fra foråret] 2015 intet har oplyst om svogerens ægtefælles overgreb mod hende, der medførte operation i Indien eller om, at svogeren var kræftramt men inden sin død overdrog sin halvdel af ejendommen til ansøgeren. Ansøgeren har under forklaringen i Flygtningenævnet oplyst, at ejendommen ikke var solgt, da hun udrejste af Afghanistan, hvorimod hun til samtalen med Udlændingestyrelsen [primo] 2016 har oplyst, at huset blev solgt for 37.000 dollars, og at ”de fik en del af salgsprovenuet”. Flygtningenævnet finder det endvidere helt usandsynligt, at ansøgerens svoger overdrog sin halvdel af ejendommen til ansøgeren og derved efterlod sin egen familie, herunder sin ægtefælle, der boede i ejendommen, uden en bolig/arv. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/139/MKT
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk Tajik og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin mors morbror, [A], eller af folk hyret af ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at [A] har forfalsket ejerskabspapirerne over sin afdøde fars virksomhed, som ansøgeren og dennes søskende er retmæssige arvinger til. Omkring to og en halv måned før ansøgerens udrejse af Afghanistan i [sommeren] 2015 anmeldte han [A] til politiet for dette, og tre til fire dage før ansøgerens udrejse blev han angrebet af to ukendte personer på en motorcykel, der skød mod ham, mens han kørte i sin bil. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en konflikt med [A], der kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgeren kunne opholde sig i Afghanistan i ca. 2 år og 6 måneder, hvor han næsten hver dag kom på virksomheden, og hvorfra han fik penge til sin og familiens forsørgelse, uden at [A] i den periode gjorde ansøgeren opmærksom på, at han anså sig som ejer af virksomheden. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om politianmeldelsen og den heraf følgende retssag har forekommet usammenhængende, ligesom ansøgeren ikke har kunnet give en forklaring på, hvorfor han ikke har fulgt op på den angiveligt verserende sag mod [A], særlig henset til, at ansøgeren har fået oplyst, at han havde en god mulighed for at vinde sagen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2016/138/THJ
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Balns Qala, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taleban, fordi han er etnisk hazara, og fordi Taleban har taget hans far. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en nat vågnede ved, at han hørte skyderi. Hele familien sov i det samme værelse. Hele familien vågnede og ansøgerens far sagde straks, at de øvrige familiemedlemmer skulle gå ud bag ved huset og gemme sig, hvilket de alle gjorde. Der gik to eller tre timer, hvorefter skyderiet hørte op, og ansøgeren og de øvrige familiemedlemmer fik tilbage til huset. Ansøgerens far var ikke til stede i huset. De blev bange, da de ikke kunne finde faren. Ansøgerens mor sagde til ansøgeren, at han skulle forlade huset så hurtigt som muligt. Ansøgeren forlod derfor familiens bopæl, mens det stadig var mørkt. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren har forklaret relevant på de stillede spørgsmål og på en måde, der godtgør, at han forstår hvad asylsagsbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at hverken ansøgeren eller hans familie forud for episoden, hvor der blev skudt ved huset, og faderen blev taget med af ukendte mænd, er blevet truet af eller har haft personlige konflikter med Taleban. Nævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er konkret og individuelt forfulgt af Taleban. De generelle forhold for hazaraer i Afghanistan kan ikke i sig selv begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/137/STR
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni- muslim fra Mazar-e Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotivet henvist til, at der er krig i Afghanistan og at dette blandt andet betyder, at ansøgeren ikke kan tage en uddannelse. Ansøgeren har nærmere forklaret, at Taliban ikke ønsker, at befolkningen uddanner sig, og at det derfor er farligt at gå i skole. Ansøgeren har videre henvist, at han har oplevet, at der blev udløst en selvmordsbombe i en folkemængde, og at folk bliver dræbt på grund af krigen. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om denne del af asylmotivet til grund, men finder ikke, at dette kan begrunde, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, idet det ikke kan anses for sandsynliggjort, at ansøgeren af disse grund er i konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse. Ansøgeren har under nævnsmødet som et nyt asylmotiv henvist til, at en af ansøgerens ældre hjemmeboende brødre i det sidste år op til ansøgerens udrejse, dagligt udsatte ansøgeren for seksuelle overgreb. Ansøgeren har videre forklaret, at han ikke kunne fortælle sine forældre om dette, og at han ikke har turdet fortælle det til Udlændingestyrelsen og advokaten. Flygtningenævnet kan ikke lægge denne del af ansøgerens asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret om dette over for Udlændingestyrelsen eller advokaten. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren på forespørgsel over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at han havde et godt forhold til sine brødre og at forholdet til alle tre brødre var lige godt. Ansøgeren har endvidere over for Udlændingestyrelsen uopfordret forklaret, at han gerne vil besøge sine forældre i Afghanistan, når han har fået asyl. Ansøgeren har slutteligt oplyst, at den bror der hjalp ham med flugten nu har fået problemer med agenten på grund af uenighed om betalingen. Flygtningenævnet finder ikke, at dette kan tillægges betydning. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/136/ kaa
Nævnet hjemviste i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Behsud distriktet, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban eller andre grupperinger som for eksempel Islamisk Stat. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Taliban brød ind på familiens bopæl, og at de tog ansøgerens far med. Taliban havde også været i to til tre andre hjem i området, hvor de også havde taget mændene med sig. Ansøgeren ved ikke, hvorfor Taliban tog hans far med. Omkring 20 dage efter udrejste ansøgeren sammen med sin mor og brødre, idet der var kampe i deres område. Ansøgeren er 15 år gammel og han har angiveligt ikke truffet nogen selvstændig beslutning pm udrejsen. Ansøgerens mor har vurderet, at ansøgeren var i risiko og måtte flygte og ansøgeren har fulgt moderens anvisninger. Ansøgeren har forklaret, at han blev væk fra sin familie mellem Iran og Tyrkiet. Ansøgerens advokat har principal nedlagt påstand om hjemvisning på grund af manglende modenhed. Ansøgeren har under nævnsmødet besvaret spørgsmål fra sin advokat. I forbindelse hermed oplyser ansøgeren pludselig, at han forleden fik kontakt med en farbror, der er bosiddende i Danmark. Ansøgeren havde intet kendskab til denne farbror, der er udrejst af Afghanistan, før ansøgeren blev født. Farbroren har oplyst ansøgeren om, at farbroren for tre til fire måneder siden havde haft telefonisk kontakt med ansøgerens mor. Ansøgeren mor havde oplyst, at Taliban i ansøgerens nærområde havde taget drenge på ansøgerens alder. Flygtningenævnet finder, under henvisning til det indtryk som nævnet fik af ansøgeren, herunder af ansøgerens evne til at forstå hvilke forhold og oplysninger, der kan have betydning ved vurderingen af ansøgerens asylmotiv, at ansøgeren ikke er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylprocesure. Sagen hjemvises derfor til Udlændingestyrelsen.” afgh/2016/135/ kaa
Nævnet meddelte i juni 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashto og sunni-muslim af trosretning fra Nangarhâr, [landsby], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, Islamisk Stat, myndighederne og befolkningen fra sin landsby, idet hans far har været leder af Taliban i bydistriktet, og ansøgeren nægtede at blive medlem af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far i mange år og indtil sin død var distriktsleder af Taliban i [distrikt] i Jalalabad. Ansøgerens bror, fætter og farbror var tillige medlem af Taliban. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans far ønskede, at ansøgeren skulle blive medlem af Taliban, men at ansøgeren nægtede dette. Ansøgerens far truede efterfølgende ansøgeren med en pistol, hvorefter ansøgeren sagde ja til at blive medlem af Taliban, selvom han ikke ville. Ansøgerens far opbevarede våben til brug for Taliban. Derudover opbevarede faren burkaer til brug for våbensmugling samt veste til selvmordsbombere. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han var bekendt med sin fars medlemskab af Taliban, og at der ofte kom andre Taliban-medlemmer i deres bolig. To dage efter, at faren havde truet ansøgeren, udbrød der kamp mellem myndighederne og Taliban i en nærliggende landsby, hvor ansøgerens far, fætter og bror blev slået ihjel. Ansøgeren deltog ikke i kamphandlingerne, idet han ikke vidste, hvordan man bruger våben. Under kampen flygtede ansøgeren sammen med sin søster og mor til en anden landsby. Ansøgeren vendte tilbage til landsbyen dagen efter for at begrave sin far. Ansøgeren fik at vide, at han var eftersøgt af myndighederne, og at myndighederne havde ransaget ansøgerens bopæl. Ansøgeren har oplyst, at han blev eftersøgt, fordi hans far var et højtstående medlem af Taliban. Efter begravelsen sagde ansøgerens farbror, at ansøgeren skulle overtage sin fars plads. Dette nægtede ansøgeren. Ansøgerens farbror truede ansøgeren med en pistol, hvorefter ansøgeren indvilligede. Ansøgeren, hans farbror og andre medlemmer af Taliban planlagde et angreb mod distriktsbygningen, som skulle udføres dagen efter begravelsen. Ansøgeren tog herefter hjem til sin morbror, hvor hans mor og søster tillige opholdt sig. Ansøgerens morbror arrangerede herefter ansøgerens udrejse, fordi ansøgeren og dennes familie frygtede for ansøgerens liv. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit modsætningsforhold til sin far og sin farbror til grund. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren på en del punkter har forklaret divergerende herom. Et flertal inden for flertallet lægger ansøgerens forklaring om sit familieforhold og familiens tilknytning til Taliban til grund. Dette flertal finder under hensyn til IS’ kontrol med hjemområdet, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage tilbage dertil, og at ansøgeren under henvisning til hans families tilknytning til Taliban heller ikke kan henvises til at tage ophold andre steder i Afghanistan. Mindretallet finder, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i for eksempel Kabul eller andre steder i Afghanistan. Et andet mindretal lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund og finder herefter, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af familiens Taliban-tilknytning, også selvom ansøgeren personligt har taget afstand herfra og ikke ønsker at tilslutte sig Taliban. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2016/134/SHH
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin farbror, som tilhører Taliban. Farbroren vil have, at ansøgeren tilslutter sig Taliban og deltager i krigen, idet farbrorens søn er blevet slået ihjel i kamp mellem Taliban og regeringen. Ansøgeren har endvidere mistet troen på islam. Han er således nu ateist. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om konflikten med farbroren, idet ansøgeren først under asylsamtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han blev slået af farbroren, og at ansøgeren har forklaret divergerende om tidspunktet for flugten i forhold til de sidste trusler fra farbroren. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om modsætningsforholdet til farbroren i det hele er præget af usikkerhed og uden særlig detaljeringsgrad. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om flugten heller ikke er konsistent. Flygtningenævnet kan under henvisning til ansøgerens manglende troværdighed heller ikke lægge til grund, at ansøgeren nu er ateist, således som han har forklaret om til sin beskikkede advokat og i nævnet. Det bemærkes herved, at ansøgeren tilsyneladende ikke har gjort sig nærmere overvejelser om, hvad dette skulle indebære, ud over at man ifølge koranen skal dræbes. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/133/SHH
Nævnet hjemviste januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har lydoptaget begge interviews i Udlændingestyrelsen og har umiddelbart efter det andet interview klaget over tolkningen og gjort gældende, at der ikke har været de divergenser, som Udlændingestyrelsen har foreholdt ham under det andet interview. Ansøgeren har videre gjort gældende, at der ved begge interviews blev tolket på farsi af en iransk tolk. Den beskikkede advokat har under sit møde med ansøgeren fået kontroloversat dele af lydoptagelserne og har oplyst, at det er hans vurdering, at der er fejloversættelser og væsentlige fejl ved den måde, ansøgeren blev udspurgt på. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at det er nødvendigt, at Udlændingestyrelsen forholder sig til lydoptagelserne såvel teknisk som indholdsmæssigt og træffer en ny afgørelse efter fornyet sagsbehandling. Flygtningenævnet hjemviser på den baggrund sagen til Udlændingestyrelsen.” Afgh/2016/13/JOL
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker og muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter en magtfuld kommandant, som beskylder ham for at have været medvirkende til sin søns død. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han på et ukendt tidspunkt for mere end fem år siden mistede begge sine forældre i et trafikuheld. Efter hændelsen tog den rige og magtfulde kommandant, […], der boede i ansøgerens landsby […], ansøgeren og hans bror til sig i over to år. Ansøgerens bror passede [kommandantens] kvæg og får i den pågældende landsby, mens ansøgeren serverede te for tilrejsende gæster og vandede æsler. Omkring hver anden eller tredje dag tog ansøgeren sammen med [kommandantens] yngste søn, […], ud til sin bror med mad. De mødtes med ansøgerens bror ved en brønd omkring en time til fods fra [kommandantens] hus. En dag faldt [kommandantens yngste søn] i brønden, og hverken ansøgeren eller hans bror var i stand til at hjælpe [ham] op af vandet, hvorfor ansøgerens bror red hjem efter hjælp. Da ansøgerens bror kom tilbage efter mindre end en time sammen med [kommandanten], hans ældste søn, […], to vagter og nogle ældre mænd fra landsbyen, var [kommandantens yngste søn] allerede afgået ved døden. [Kommandanten] blev meget vred på ansøgeren og hans bror og truede herefter med at skyde dem. De ældre mænd fra landsbyen holdt imidlertid [kommandanten] tilbage. Efter at mændene og [kommandanten] var kørt af sted med [kommandantens søns] lig, besluttede ansøgeren og hans bror, at de ville flygte. De udrejste af Afghanistan omkring ti dage efter hændelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på flere væsentlige punkter har forklaret upræcist og divergerende om episoden, hvor [kommandantens yngste] søn, […], druknede og om den efterfølgende flugt, og at hans forklaring endvidere på væsentlige punkter divergerer fra hans brors forklaring om dennes tilsvarende asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke, at de mange divergenser kan forklares alene ved tolkeproblemer eller ved, at ansøgeren er analfabet, og at episoden ligger flere år tilbage. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at han og [kommandantens yngste søn] red ud til broren hver anden eller hver tredje dag, mens han i dag har forklaret, at de red derud hver dag. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren videre, at [kommandanten] altid havde våben på sig, og at han trak våbenet mod ham og hans bror, mens han i dag har forklaret, at han aldrig havde set [kommandanten] med våben, og at [kommandanten] bad sin ældste søn om at hente en kalashnikov, og at det var sønnen, der pegede på dem med våbenet. Ansøgeren har endvidere i asylsamtalen forklaret, at der var to til tre meter fra kanten af sten og ned til vandet, hvor [kommandantens yngste søn] druknede, mens hans bror forklarede, at der var én meter, og at der var trin ned til vandet. Han har videre forklaret, at [kommandantens yngste søn] druknede om eftermiddagen, mens broren forklarede, at det var omkring klokken 12, og at det tog 10 til 15 minutter – hvilket han efterfølgende ændrede til en halv time – på æsel at komme fra vandhullet til landsbyen, mens hans bror forklarede, at det tog halvanden time. I dag har ansøgeren forklaret, at det tog halvanden time. Ansøgeren og broren har endvidere forklaret divergerende om flugten. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at de flygtede efter, at [kommandanten] og de andre var kørt fra stedet, at de ankom til en by, hvor de var i to til tre dage, for derefter at tage til en anden by, hvor de var en uges tid, og derefter rejste de til Iran. Broren har derimod forklaret, at de flygtede, inden de andre var kørt, men at ingen lagde mærke til det, at de flygtede i bil samme aften, og at de derefter rejste gennem Afghanistan de næste ti dage. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke har været i stand til at berette nærmere om omstændighederne ved [kommandantens yngste søns] drukneulykke, og at han og hans bror – henset til deres alder – ikke var i stand til eller i hvert fald ikke forsøgte at redde [kommandantens yngste søn] op af vandet, og at de efter deres forklaring efterfølgende kunne forlade stedet, hvis [kommandanten] ville dræbe dem. På denne baggrund og da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har sandsynliggjort sit asylmotiv, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/128/DH
Nævnet hjemviste i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst på ukendt tidspunkt. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra [N], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror. Ansøgeren har som asylmotiv også henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin frygt for at blive slået ihjel af sin farbror oplyst, at ansøgeren, hans forældre og hans søskende boede sammen med ansøgerens farbror, [J], i landsbyen [N]. Da ansøgerens far blev slået ihjel, begyndte ansøgerens farbror at genere ham og hans familie, idet ansøgerens farbror ønskede at gifte sig med ansøgerens mor, hvilket hun nægtede. Ansøgeren, ansøgerens mor og ansøgerens søskende flyttede derfor hen til ansøgerens morbror, som også boede i landsbyen [N]. Imens de boede hos morbroren gav han dem et stykke jord, som skulle sælges for at finansiere ansøgerens rejse til Danmark. Farbroren sagde til ansøgerens mor og morbror, at han ville have jorden. En dag kom farbroren hjem til morbroren og sagde, at de skulle komme tilbage til huset sammen med ham. Ansøgerens mor sagde nej, og farbroren slog moren, så hun brækkede sine arme. Ansøgeren har også oplyst, at farbroren var misbruger af hash. Vedrørende ansøgerens frygt for Taliban har ansøgeren oplyst, at farbroren er medlem af Taliban. Det ved ansøgeren, fordi han har set farbroren drikke te sammen med Taliban. Ansøgeren har også oplyst, at hvis ansøgeren vender tilbage til Afghanistan, vil Taliban spørge ham, hvorfor han er stukket af til et fremmed land. Ansøgeren har desuden oplyst, at hans far blev dræbt af ukendte personer, fordi han var militærmand. Den beskikkede advokat har principalt nedlagt påstand om, at Udlændingestyrelsens afgørelse om modenhed ændres, og sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsens repræsentant har henholdt sig til Udlændingestyrelsens afgørelse. Vedrørende spørgsmålet om ansøgerens modenhed bemærker nævnet, at ansøgerens alder på baggrund af aldersundersøgelsen er fastsat til 16 år, men at ansøgeren selv mener, at han nu er 15 år. Ansøgerens besvarelse af de stillede spørgsmål bærer præg af, at han har vanskeligt ved at forstå spørgsmålene og betydningen af, at han skal besvare disse. Ansøgerens manglende forståelse af spørgsmålene ses blandt andet af, at han kontinuerligt besvarer spørgsmål om det samme forskelligt, og at det virker, som om han svarer det, som han tror, spørgeren forventer. Han har meget vanskeligt ved at forklare baggrunden for, at hans morbror besluttede at sende ham til Danmark, og han forstår reelt ikke, hvori hans problemer af asylretlig karakter består. Ansøgeren har ikke kunnet forklare, hvad asyl handler om, eller formålet med mødet i Flygtningenævnet. Det er nævnets indtryk, at de beskrevne forhold dels skyldes hans unge alder, men også hans psykiske formåen. Flygtningenævnet vurderer derfor, at ansøgeren ikke er tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Som følge heraf ophæver Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse og hjemviser sagen til Udlændingestyrelsen. afgh/2016/127/MVI
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og muslim af trosretning fra landsbyen [S], som ligger i distriktet [B] i provinsen Sar-e-Pol, Afghanistan. Ansøgeren har hængt valgplakater op i Afghanistan for en politiker ved navn [H], men har derudover ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive forfulgt og slået ihjel af de personer, der slog hans far ihjel. Herudover frygter ansøgeren at få problemer med de personer, som slog [H] ihjel. Endelig frygter ansøgeren de generelle forhold, herunder Taliban og Islamisk Stat, som følge af sin etnicitet og fordi han ikke længere har familiemæssig tilknytning til Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans forældre blev slået ihjel, da han var ganske lille. Ansøgerens farmor har fortalt, at de ansvarlige for drabet på hans forældre var personer fra en gruppe, hans far var med til at bekrige. De involverede parter var hazarer af etnicitet. Ansøgerens fars gruppe, Sazeman, kæmpede mod gruppen Pasdar. Efter ansøgerens forældres død flyttede ansøgeren og hans storebror med deres farmor hjem til farmorens bror, [M], som boede i landsbyen [A]. Under opholdet hos [M] blev både [M] selv og hans søn slået ihjel af ukendte personer. Herefter flyttede ansøgeren, ansøgerens storebror og farmor til Iran, hvor de opholdt sig illegalt. Da ansøgeren var omkring 14-15 år gammel, blev ansøgeren deporteret til Afghanistan af de iranske myndigheder. Ansøgeren tog ophold i Sar-e-Pol, hvor han kom i kontakt med politikeren, [H]. [H] henvendte sig direkte til ansøgeren og bad om hans hjælp til at hænge valgplakater op i distriktet [B]. Først tøvede ansøgeren, fordi han ikke ønskede at vende tilbage til det distrikt, hvor hans forældre var døde som følge af hans fars deltagelse i en lokal krig. [H] sagde, at det ikke var forbundet med en risiko for ham at vende tilbage dertil. Derfor indvilligede ansøgeren alligevel i at hjælpe. Ansøgeren tilbragte herefter to dage i [B], hvor han sammen med fire andre personer hang valgplakater op for [H]. Herefter tog ansøgeren tilbage til din arbejdsplads i byen Sar-e-Pol. Ansøgeren overhørte herefter, at [H] og syv af hans familiemedlemmer var blevet slået ihjel i et område kaldet [BO]. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan, idet han frygtede at få problemer som følge af sit arbejde med at hænge valgplakater op for [H]. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at deltage i asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sin livshistorie og hændelsesforløbet til grund. Vedrørende ansøgerens frygt for sine forældres fjender lægger Flygtningenævnet vægt på, at forældrene blev slået ihjel under en lokal konflikt, da han var 2 år gammel, hvorefter hans farmor tog ham med bort fra landsbyen, at han ikke kender identiteten på de personer, som slog forældrene ihjel, at disse ikke kender ansøgeren, og at ansøgeren har kunnet opholde sig et år i Sar-e-Pol og herunder været i [B] distriktet, som hjemlandsbyen er beliggende i, uden at blive udpeget af lokalbefolkningen. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb. Hvad angår ansøgerens frygt for Taliban/Islamisk Stat (Daesh): Ansøgerens arbejde for [H], som var selvstændig kandidat til provinsvalget, har efter ansøgerens forklaring været af ganske underordnet karakter. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren af den grund er blevet profileret, så han risikerer at blive identificeret med [H]. Det ændrer ikke ved denne vurdering, at ansøgeren ved en enkelt lejlighed i to dage har hængt valgplakater op i provinsen, idet han efter sin forklaring ikke er blevet identificeret i denne sammenhæng. Vedrørende ansøgerens frygt for Taliban/Islamisk Stat som følge af sin alder, køn og etnicitet, bemærker Flygtningenævnet, at det ganske vist fremgår af baggrundsoplysningerne, at disse organisationer er til stede i Sar-e-Pol, men der er ikke sådanne baggrundsoplysninger om den generelle situation i Sar-e-Pol, at ansøgeren kan identificeres som medlem af en social gruppe, hvor alle medlemmer af gruppen af den grund risikerer asylbegrundende forfølgelse. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/126/MVI
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Ghezel Bash og shia muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han udrejste af hjemlandet, fordi hans far havde problemer med farens stedbror, [A], på grund af en arv, som ansøgerens far havde fået efter sin far. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at [A] på et tidspunkt i 2013 trængte ind i familiens hjem, hvor ansøgerens forældre blev udsat for fysiske overgreb. Samme år blev ansøgerens to brødre, [C] og [B], bortført af nogle ukendte personer. [C] var bortført i otte dage og blev befriet af politiet under en aktion, som var rettet mod Taliban. Under aktionen blev en af [A]’s brødre dræbt. [A] dræbte herefter ansøgerens bror, [B], som hævn, fordi han mente, at ansøgerens far havde sendt politiet efter dem. Efter nogle dage udrejste ansøgeren med sine forældre og sin bror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv forekommer konstrueret, og at der på en række punkter er væsentlige divergenser i forhold til de forklaringer, der er afgivet af ansøgerens forældre, herunder senest af ansøgerens mor i forbindelse med nævnsmødet. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren både til sin asylsamtale [i slutningen af] 2015 og [i starten af] 2016 har forklaret, at indbruddet skete i 2013. Ansøgerens far har derimod til Flygtningenævnet [i foråret] 2014 forklaret, at indbruddet skete i januar/februar 2008. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren til begge sine asylsamtaler har forklaret, at hans bror [C] var bortført i otte dage, hvorimod ansøgerens far til Flygtningenævnet har forklaret, at [B] var bortført i to dage. Hertil kommer, at ansøgeren til asylsamtalen [i slutningen af] 2015 har forklaret, at [A] ville ombytte [B]’s lig med hans brors lig, mens ansøgerens mor under nævnsmødet har tilkendegivet, at hun i modsætning til, hvad der fremgår af referatet af hendes samtale [i foråret] 2015 ikke har forklaret herom. Flygtningenævnet skal endvidere henvise til begrundelsen i nævnets samtidige afgørelse vedrørende ansøgerens mor. Oplysningerne om farens angivelige hukommelsessvækkelse kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. På den ovenfor anførte baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at lade indhente oplysninger hos politimyndighederne i Afghanistan i overensstemmelse med den begæring, som advokaten har fremsat herom [i foråret] 2016. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/123/SLH
Nævnet meddelte i juni 2016 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk perser og iransk statsborger fra Teheran, Iran. Klageren har været politisk aktiv i Iran og været medlem af en politisk gruppe kaldet Rahai. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt, fængslet og henrettet af de iranske myndigheder, da han forud for udrejsen har deltaget i politiske aktiviteter mod styret. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han første gang oplevede problemer med myndighederne i 2009. Her deltog han i en demonstration på gaden Azadi i Teheran. Under demonstrationen opstod et sammenstød mellem de fremmødte demonstranter og politiet. Klageren blev under demonstrationen anholdt og fængslet, samt anklaget for at samarbejde med oppositionsgrupper. Han var tilbageholdt i en måned. På et senere tidspunkt deltog klageren endnu en gang i en demonstration. Han blev anholdt og tilbageholdt i omkring tre måneder. Efter sin løsladelse tog han ophold hos en ven. Hans mor kontaktede ham en dag og fortalte, at familien havde modtaget et brev til ham, hvoraf det fremgik, at han skulle melde sig selv til myndighederne. Herefter besluttede klageren at udrejse, og han udrejste af Iran omkring seks-syv måneder herefter. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering af klagerens forklaring i 2015 til Udlændingestyrelsen under udsendelsessagen og over for nævnet sammenholdt med forklaringen i 2012 under den oprindelige asylsag, at klagerens oprindelige forklaring i det væsentlige fortsat kan lægges til grund, således som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af […], hvorefter klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet lægger herved vægt på, at klageren i det væsentlige har forklaret konsistent og troværdigt om de centrale forhold i asylmotivet, herunder om sine politiske aktiviteter og sin deltagelse i demonstrationer mod det iranske styre. Flertallet vurderer i den forbindelse, at de divergenser, der forekommer i klagerens forklaringer i den oprindelige asylsag og i udsendelsessagen er af mindre væsentlig betydning, og at det ikke kan afvises, at divergenserne er udslag af klagerens tidligere stofmisbrug og nuværende psykiske tilstand. Ansøgeren er herefter fortsat omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og det skal derfor vurderes, om klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. I vurderingen indgår det, at klageren, der har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl, såfremt den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at klageren må betragtes som en fare for samfundet, selvom den idømte forbrydelse efter sin karakter kan betegnes som en særlig farlig forbrydelse. Flertallet henviser til, at klageren ikke tidligere er straffet, og at klageren selv har meldt sig til politiet og medvirket til opklaring af sagen, der er behandlet på baggrund af klagerens erkendelse ved domstolene. Flertallet finder blandt andet på denne baggrund, at det ikke kan antages, at klageren på ny vil begå kriminalitet. Flygtningenævnet ophæver derfor Udlændingestyrelsens afgørelse og meddeler klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. afgh/2016/121/ibl
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara, statsborger i Afghanistan og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive taget eller dræbt af kuchierne. Ansøgeren har videre henvist til, at han ikke har nogen familiemedlemmer eller andre personer at vende tilbage til. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans landsby to gange er blevet opsøgt af kuchierne, som har skabt ballade. Den første gang, de opsøgte landsbyen, truede de med, at alle i landsbyen skulle forlade området. De tvang en mand med sig, da de forlod landsbyen, for at skræmme de andre beboere i landsbyen. Den anden gang tog kuchierne ansøgerens far med fra familiens bopæl. Ansøgeren så ikke, at de tog hans far, men han ved det fra sin mor. Efter episoden udrejste ansøgeren af Afghanistan af frygt for, at han ville blive udsat for det samme som sin far. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren under nævnsmødet har udvist tilstrækkelig modenhed til at kunne gennemføre en asylsagsbehandling, selvom han kun er 15 år. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har besvaret spørgsmål på en relevant og sammenhængende måde. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse af […] ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i en konkret og individuel risiko for at blive forfulgt eller efterstræbt af kuchierne ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Afghanistan. Flertallet lægger vægt på, at kuchierne ikke har fremsat trusler direkte over for ansøgeren, og at det ikke er sandsynligt, at ansøgeren vil være i kuchiernes søgelys blot fordi, at de taget hans far med sig, da de anden gang kom til landsbyen. Flertallet har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren under dagens nævnsmøde har forklaret, at det var tilfældigt, at kuchierne tog netop hans far. Flertallet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2016/120/ibl
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra […], Paktia-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har samarbejdet med amerikanerne og været med til at anholde flere Taliban-medlemmer, samt at han frygter de afghanske myndigheder, da de vil retsforfølge og fængsle ansøgeren på grund af hans deltagelse i en militæraktion i […]. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at hans farbroder vil slå ham ihjel, da farbroderen bebrejder ansøgeren, at Taliban har slået farbroderens søn ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden begyndelsen af 2011 har været en del af en afghansk special force, som hørte under de amerikanske styrker i Afghanistan. Da ansøgeren var hjemme på orlov i [begyndelsen af] 2012, blev han tilbageholdt af Taliban, som krævede, at ansøgeren skulle være deres spion i det afghanske militær. Ansøgeren indvilligede heri og fik udleveret en mobiltelefon og 100.000 pakistanske rupees, hvorefter han blev løsladt. Da ansøgeren kom tilbage fra orlov, fortalte han sine overordnede om aftalen med Taliban. Amerikanerne udstyrede herefter ansøgeren med et højteknologisk kamera, som blev syet ind i en knap på ansøgerens tøj, hvorefter ansøgeren mødtes med Taliban. Ti dage senere blev tre talibanere anholdt som følge af ansøgerens optagelser, og på baggrund af afhøringer blev 23 talibanere slået ihjel [i foråret] 2012. På et ukendt tidspunkt derefter opsøgte Taliban ansøgerens familie, i hvilken forbindelse ansøgerens fader og fætter blev slået ihjel, og ansøgerens broder, [B], blev kidnappet. Ansøgeren deltog efterfølgende i flere andre aktioner sammen med amerikanerne. [I begyndelsen af] 2013 deltog ansøgeren i en aktion i […], hvor han var med til at anholde 13 talibanere, som blev overgivet til amerikanerne. På grund af aktionen i […] udstedte præsident Karzai en ordre om, at alle, der havde deltaget, skulle for retten og dømmes, idet flere påstod, at amerikanerne havde dræbt og anholdt civile under aktionen. Ansøgeren rejste til Kandahar og fortsatte sit arbejde, og amerikanerne rejste hjem. I [sommeren] 2013 fik ansøgeren at vide af sin kommandant, at det fremgik af et brev, at ansøgeren skulle for retten. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin morbroder i Herat, indtil ansøgeren udrejste [i efteråret] 2013. I Danmark har ansøgeren fået at vide, at hans moder og søskende er flyttet til Pakistan, fordi Taliban kom på bopælen, og fordi ansøgerens farbroder ønskede at overtage deres jord og gifte sin søn med ansøgerens søster. Ansøgerens farbroder bebrejder ansøgeren, at ansøgerens fætter blev slået ihjel af Taliban, og farbroderen vil af denne årsag muligvis slå ansøgeren ihjel. Vedrørende den påberåbte konflikt med myndighederne må det tillægges vægt, at ansøgeren for Flygtningenævnet har oplyst, at han blev hjemsendt, da han forlod militæret i [sommeren] 2013. Dernæst har ansøgeren forklaret upræcist om den påberåbte konflikt med farbroderen. Vedrørende den påberåbte konflikt med Taliban har ansøgeren på flere punkter forklaret upræcist og divergerende blandt andet om anholdelsen og den efterfølgende afhøring hos Taliban, om antagelsen som agent for Taliban og den efterfølgende løsladelse, om kropsvisiteringen i forbindelse med det efterfølgende møde med Taliban-medlemmer, og om tidspunktet for drabet på ansøgerens familiemedlemmer. Dernæst fremstår det påfaldende, at Taliban skulle have givet ansøgeren en mobiltelefon med telefonnumre til Taliban-folk, og at ansøgeren ikke straks underrettede sine overordnede om Talibans hvervning af ham. Endelig forekommer det usædvanligt, at ansøgerens familie kunne blive boende på samme bopæl efter Talibans overfald på bopælen, hvor ansøgerens fader og fætter skulle være blevet dræbt, ligesom hans lillebroder skulle være blevet bortført. Hertil kommer ansøgerens forklaring om den efterfølgende aktion på grund af billederne fra ansøgerens kamera, som umiddelbart fremstår særdeles omfattende i forhold til, at der alene skulle anholdes tre nærmere angivne Taliban-folk. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge de påberåbte asylmotiver, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter alene lægges til grund, at ansøgeren har gjort tjeneste som soldat i den afghanske hærs special force. Det kan på denne baggrund heller ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være i et konkret modsætningsforhold til Taliban, de afghanske myndigheder eller farbroderen. De på nævnsmødet fremlagte dokumenter kan ikke tillægges nogen bevisværdi dels på grund af det sene fremkomsttidspunkt, dels på grund af ansøgerens upræcise forklaring om deres fremkomst. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/12/chk
Nævnet stadfæstede i juni 2016. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra landsbyen […], Laghman-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban og af sin families fjender. Han har til støtte herfor forklaret, at hans [ene] bror,[…], blev dræbt i [primo] 2009, fordi han slog broren til en leder af en islamisk gruppe ihjel og var mistænkt for at have slået en anden bror til lederen ihjel med en bilbombe. Som følge heraf blev først manden, der slog broren ihjel, slået ihjel af ansøgerens brødre, og derefter blev ansøgerens [anden] bror, […], slået ihjel i [primo] 2011. Ansøgerens tredje bror beordrede herefter en person til at slå en bror ihjel i den anden familie. To af brødrene i den anden familie blev herefter medlem af Taliban. Efter [ansøgerens anden brors] død begyndte ansøgerens tredje bror, […], at arbejde for det lokale politi, hvor ansøgeren nogle dage hjalp ham med vagttjenester ved en postkontrol. Taliban angreb postkontrollerne om natten, hvor ansøger ikke var på vagt. Ansøgerens fætter døde i forbindelse med angrebene. I 2013 blev også ansøgerens bror dræbt af en bombe i forbindelse med familiens samling ved fætterens gravsted. Efter drabet på ansøgerens [anden] bror, […], modtog ansøgeren og hans familie to breve med trusler om halshugning og drab. Efter modtagelse af det andet trusselsbrev blev ansøgeren i 2013 overfaldet i sin landsby af to personer. Den ene overfaldsmand stak ansøgeren med en kniv i foden, ved øjenbrynet og i maven. Efter overfaldet blev ansøgeren medlem af det lokale politi. I 2013 blev ansøgerens hus angrebet to gange om natten af Taliban. Efter ansøgeren kom til Danmark blev hans [tredje] bror, […], [primo] 2015 slået ihjel af en selvmordsbombe, som Taliban stod bag. Et flertal i Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund og lægger i den forbindelse overordnet vægt på, at de forklaringer, som ansøgeren har afgivet om sine konflikter i hjemlandet i forhold til blodhævn og Taliban, ikke har en så præcis og konkret karakter, at konflikterne fremstår selvoplevet. Flygtningenævnets flertal har herunder lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han er blevet overfaldet af personer fra Taliban alene bygger på en formodning. Tilsvarende gælder angreb på huset 2013. Hertil kommer, at familien alene med et års mellemrum i den efter det oplyste langvarige konflikt angiveligt har modtaget to trusselbreve fra ukendte personer. Disse trusselsbreve er ikke fremlagt under sagen. I dette lys har flertallet heller ikke fundet grundlag for i overensstemmelse med det ønske, der er fremsat af den beskikkede advokat under nævnsmødet, at underkaste ansøgeren en torturundersøgelse. Flertallet finder heller ikke, at ansøgeren på en troværdig måde har sandsynliggjort, at han indgår som del i en konflikt om blodhævn. Han er således ikke blevet opsøgt direkte af personer fra den pågældende familie. Efter flertallets opfattelse forekommer det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgerens bror, der angiveligt blev dræbt i 2015, ikke flygtede forinden. På den anførte baggrund finder et flertal i Flygtningenævnet, at der ikke er risiko for, at ansøgeren vil blive udsat for forfølgelse i sit hjemland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er heller ikke risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødstraf eller blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 2. Det tiltrædes, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2016/118/DH
Nævnet stadfæstede i juni i 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra […], Helmand, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans tidligere kommandant vil slå ham ihjel. Til støtte herfor han forklaret, at han er udeblevet fra en retssag [primo] 2015 om tyveri af militært udstyr fra de amerikanske styrker i Afghanistan begået i 2011. Det er ansøgerens tidligere kommandant, der er skyldig i tyveriet. Ansøgerens efterfølgende kommandant anbefalede ansøgeren at flygte ud af Afghanistan, fordi den tidligere kommandant ville bestikke dommeren til at gøre ansøgeren ansvarlig for tyveriet. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter, at Taliban vil tvangshverve ham på grund af hans militære viden eller slå ham ihjel, hvis han nægter at tilslutte sig Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han blev opsøgt af en ældre mand, som alle ved er talibaner, til et bryllup for omkring 2 år siden, hvor ansøgeren deltog i en skydekonkurrence. Manden bad ansøgeren om at tilslutte sig Taliban på grund af hans skydeegenskaber, men ansøgeren takkede nej. Efter omkring 90 dage, hvor ansøgeren opholdt sig og arbejdede på en militær base, vendte han tilbage til hjembyen […] og modtog et brev fra Taliban, hvori det fremgik, at Taliban havde fundet ud af, at han arbejdede for det afghanske militær og beordrede ham til at stoppe militærtjenesten. I løbet af omkring seks måneder modtog ansøgeren yderligere to trusselsbreve med samme indhold og en tilføjelse om, at Taliban, hvis de fangede ham, ville slå ham ihjel, hvis han ikke tilsluttede sig Taliban. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med ansøgerens forklaring og den fremlagte dokumentation fra omkring 2007 ikke afvise, at han har gjort tjeneste i det afghanske militær. Derimod kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund hverken for så vidt angår omstændighederne i forbindelse med tyveriet i 2011 og den efterfølgende retssag i 2015, konflikten med Taliban eller – som først anført i Flygtningenævnets møde – faren for retsforfølgning, som følge af desertering. Nævnet finder, at ansøgerens forklaringer må anses for utroværdige og konstruerede, ligesom de på en række punkter er divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har i forhold til omstændighederne i forbindelse med den angivelige tyverisag navnlig lagt vægt på, at det ikke er sandsynligt, at en sag om tyveri af udstyr fra de amerikanske styrker ville være blevet genåbnet fire år efter, at sagen oprindeligt blev afsluttet, herunder i forhold til de amerikanske myndigheder i landet. Det er en konsekvens heraf, at der heller ikke er grundlag for at lægge ansøgerens forklaring afgivet i nævnet om, at han er deserteret, til grund. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet heller ikke anledning til at udsætte sagen i overensstemmelse med den under nævnsmødet fremsatte begæring, således at der gennem Udenrigsministeriet søges indhentet oplysninger om blandt andet den angivelige retssag. I forhold til ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke har fremlagt de trusselsbreve, som han angiver at have modtaget, til trods for, at han i øvrigt har fremlagt dokumentationsmateriale, som han har indhentet fra hjemlandet. Hertil kommer, at det er usandsynligt, at ansøgeren har kunnet holde sit arbejde i militæret skjult for omverdenen i den lille landsby, som han kom fra, og hvor han jævnligt var hjemme på orlov. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det seneste trusselsbrev angiveligt skulle være modtaget omkring et år før afrejsen fra Afghanistan. Det følger af det ovenfor anførte, at Flygtningenævnet ikke finder, at der er risiko for, at ansøgeren vil blive udsat for forfølgelse i sit hjemland i henhold til udlændingeloven § 7, stk. 1. Der er heller ikke risiko for, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil risikere dødstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren kan have en baggrund i det afghanske militær, og at han stammer fra et område, hvor Taliban er stærkt repræsenteret, kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Afghanistan ikke i sig selv føre til, at han har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Under alle omstændigheder vil ansøgeren kunne tage ophold i Kabul sammen med sin familie, hvor han tidligere har opholdt sig. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2016/117/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra […], Laghman Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at Taliban vil dræbe ham, fordi han har arbejdet for den afghanske efterretningstjeneste. Ansøgeren har oplyst, at han solgte is i landsbyen […], da han blev kontaktet af en kommandant ved navn […] fra den afghanske efterretningstjeneste. Kommandanten ville have ansøgeren til at indsamle oplysninger om Taliban til efterretningstjenesten. Ansøgeren ville få en løn på 1.200 USD om måneden, hvilket ansøgeren accepterede. Ansøgeren cyklede herefter rundt i Kunar provinsen til forskellige landsbyer, hvor han solgte is, observerede Taliban og talte med folk fra landsbyerne. Ansøgeren videregav derefter oplysningerne til kommandanten. Ansøgeren arbejdede for efterretningstjenesten i et år til halvandet, og hans oplysninger førte til anholdelser. Ansøgerens far og kommandanten var de eneste, der kendte til ansøgerens arbejde for efterretningstjenesten. Kommandanten kom en dag til at tale over sig i landsbyens moské, hvor han fortalte de ældre, at ansøgeren arbejdede for kommandanten. En person overhørte dette og videregav disse oplysninger til Taliban, da ansøgeren efterfølgende opdagede, at der var personer, som fulgte efter ham. En dag da ansøgeren var ude, trængte for ansøgeren ukendte personer ind i ansøgerens hjem og skød hans far. Ansøgerens stedmor ringede til ansøgeren og fortalte om hændelsen, hvorpå ansøgeren straks udrejste af Afghanistan. Stedmoren har efterfølgende fortalt ansøgeren, at tre personer er blevet tilbageholdt for drabet på ansøgerens far, og at for ansøgeren ukendte personer som følge af ansøgerens konflikt med Taliban, på et ukendt tidspunkt efter ansøgerens udrejse, har sat ild til familiens hus. Derudover er kommandanten […] og en anden person, som arbejdede for kommandanten, blevet dræbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han kendte […], der ansatte ham til at arbejde for efterretningstjenesten. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke kendte […], til asylsamtalen, at han tidligere havde set […] i forbindelse med salget af is, og at hans familie kendte […]. Under nævnsmødet har ansøgeren først forklaret, at han ikke ville have påtaget sig arbejdet, hvis han ikke havde kendt […], og senere at han ikke kendte […], men […] kendte hans familie, og familien kendte ham. Måden, hvorpå ansøger angiveligt blev hvervet til efterretningstjenesten, forekommer usandsynlig, ligesom det forekommer usandsynligt, at […] i moskeen i ansøgers hjemby, ikke […]egen, skulle fortælle andre om sine ansattes og dermed sine egne opgaver og identitet. Det forekommer ligeledes usandsynligt, at ansøger skulle kunne tjene 1. 200 US dollars om måneden på at observere folk, der så anderledes ud, ved grænsen til Pakistan. Ansøger har kun i generelle og overordnede vendinger fortalt om sit arbejde for efterretningstjenesten, ligesom ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at han som led i sit arbejde skulle undersøge, om folk gemte våben under deres biler eller i rissække, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke kunne se, om folk gemte våben og kun rapporterede om fremmede folk og biler. Når hertil kommer, at ansøgeren angiveligt har mistet sine papirer, der kunne dokumentere hans tilhørsforhold til efterretningstjenesten, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/116 /NFF
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af trosretning fra […], Ghazni Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, som har dræbt hans far og bror. Ansøgeren har oplyst, at han er født og opvokset i Ghazni Provinsen, i landsbyen […]. Ansøgerens familie kom for omkring fem år siden i konflikt med personer fra landsbyen […], som ønskede at overtage ansøgerens families jord. Ansøgerens far blev overfaldet og skudt i hovedet af Taleban, mens han arbejdede på familiens jord, og farens lig blev afleveret til familien af folk fra landsbyen. Ansøgerens mor anmeldte drabet til det lokale politi, som dog ikke foretog sig yderligere i denne forbindelse. Taleban overtog herefter ansøgerens families jord. Ansøgerens bror blev overhoved for familien og måtte arbejde som soldat. Broren var ofte hjemme. Efter to år blev broren dræbt af de samme talebanere, som dræbte ansøgerens far, da broren var på vej hjem. Omkring en til to måneder senere blev ansøgeren og ansøgerens familie opsøgt af Taleban på familiens bopæl, hvor de udsatte ansøgeren, ansøgerens yngre brødre og ansøgerens mor for alvorlige overgreb. Dette gentog sig omkring en måned senere, hvorefter familien flyttede hjem til ansøgerens fætter, som boede omkring 20 minutters gang fra ansøgerens bopæl. Ansøgeren og familien opholdt sig hos fætteren i omkring fire måneder. Ansøgerens mor aftalte herefter med ansøgerens fætter, at ansøgeren skulle udrejse for at undgå, at ansøgeren også blev dræbt. Ansøgeren rejste derefter ud af landet. Efter ansøgerens forklaring arbejdede hans far for myndighederne og blev dræbt af Taliban omkring 2010, og familiens jord blev konfiskeret. Efter dette tidspunkt blev ansøgerens storebror soldat, arbejdede som sådan i ca. 2 år og blev dræbt af Taleban omkring slutningen af 2013. Efter drabet på storebroderen opsøgte Taleban familien og truede dem til at forlade huset, hvilket de gjorde og tog ophold hos en moster, ca. 20 minutters gang fra den hidtidige bopæl, hvor de boede ca. 4 måneder uden at blive opsøgt af Taleban. Ansøger har under nævnsmødet forklaret udbyggende om, at han har hørt, at Taliban efter hans udrejse har spurgt efter ham. Ansøgeren har på denne baggrund, herunder tidsforløbet siden drabet på faderen, ikke sandsynliggjort, at han er særligt profileret i forhold til Taleban på grund af drabet på faderen eller storebroderen, og har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/115 /NFF
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk usbeker og sunnimuslim af trosretning fra landsbyen […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter dødsstraf eller fængsel på livstid, fordi han har solgt æselkød i sin slagterforretning, hvilket er ulovligt i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han solgte æselkød i to måneder og fem dage. Han fortalte sine kunder, at æselkødet var lamme- eller kalvekød. Salget af det ulovlige kød var med henblik på at kunne tilbagebetale penge, som han havde lånt, for at kunne finansiere behandling af sin ugifte lillesøsters, […], sygdom, idet ansøgerens søster var syg med brystkræft og var indlagt i ca. 35 dage på hospitalet i […]. I denne periode kunne ansøgeren ikke passe sin butik i […]. Da søsteren blev udskrevet, skulle ansøgeren åbne sin butik igen. Der var ingen varer i butikken, ansøgeren skyldte mange penge væk og han skulle betale for søsterens medicin, hvilket han ikke havde råd til. Han var desuden eneforsørger, fordi hans forældre var døde. Ansøgerens ven, [A], der også var slagter, foreslog, at han kunne sælge æselkød i stedet for lamme- og kalvekød. Ingen udover ansøgeren og [A] vidste, at ansøgeren solgte æselkød. Ansøgerens hensigt var at sælge æselkødet, indtil hans økonomiske situation var forbedret, og han kunne betale af på sin gæld, herunder tilbagebetale de penge ansøgeren havde lånt fra sin kone, sin gode ven [B], og [C] og [D], der begge er ansøgers fars gode venner. En aften blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af seks uniformerede betjente efter to måneder og fem dage. Ansøgeren vidste, hvorfor betjentene havde opsøgt hans bopæl, og derfor gemte han sig i et hundehus. Han regnede med, at betjentene ikke ville lede efter ham i hundehuset. Efter tre til fire timers forgæves ransagning forlod betjentene ansøgerens hus. Den efterfølgende morgen tog ansøgeren kontakt til sin ven, [B]. [B] hentede ansøgeren i sin bil, hvorefter de kørte til […]. Ansøgeren fortalte [B], at han ville forlade Afghanistan og bad ham om at køre til […]. Ansøgeren opsøgte i […] en menneskesmugler, som arrangerede udrejse til Iran. Ansøgeren rejste herefter til Iran, hvor han opholdte sig i fem måneder. Under opholdet i Iran hjalp ansøgerens svoger med at sælge ansøgerens hus. Pengene fra salget brugte han til at finansiere sin videre rejse. Under opholdet i Iran blev ansøgerens familie opsøgt af myndighederne fem gange, hvorefter familien flyttede hjem til ansøgerens tante, der også er hans ægtefælles mor. Familien er ikke efterfølgende blevet opsøgt af myndighederne. Flertallet af Flygtningenævnet finder ikke grund til at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hans søster har været hospitalsindlagt, og at ansøgeren har lånt penge for at betale behandlingen. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, om at han efterfølgende har solgt æselkød fra sin slagterbutik. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren efter sine forklaringer i omkring to måneder skulle have købt et æsel om dagen på et lokalt marked og kørt æslet til en slagter, [A], i samme by som markedet, hvor æslet blev slagtet, hvorefter ansøgeren selv bragte kødet hjem. Ansøgeren har også forklaret, at han købte æslet om morgenen og afleverede direkte til [A], hvis virksomhed bestod i at slagte forskellige dyr fra andre detailslagtere, således at der også må være kommet andre kunder på stedet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på en troværdig og overbevisende måde har kunnet forklare, hvorledes dette har kunnet finde sted i så lang en periode med så mange dyr, uden at dette blev afsløret på et tidligere tidspunkt. Flygtningenævnet lægger herved også vægt på, at der er tale om et dyr, der normalt alene sælges som trækdyr, og som derfor vil være usædvanligt at se i nærheden af en slagter, ligesom ansøger har forklaret ganske afglidende om, hvorledes de bortskaffede affaldet fra dyret, uden at det gav anledning til spørgsmål. Han har ligeledes forklaret afglidende, når han er spurgt ind til [A’s] incitament til vederlagsfrit at bistå med en ulovlighed af denne karakter i så lang en periode. Flygtningenævnet har også tillagt det en vis vægt, at ansøger har forklaret, at han ikke blev presset af sine långivere, og at han ejede et hus, som han efterfølgende har solgt efter sin udrejse for 6.000 $, det vil sige mere end dobbelt så meget, som den oplyste behandling af søsteren kostede. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2016/114/DTO
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Behsoud-distriktet i provinsen Maidan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren er opvokset i Pakistan, hvor han opholdt sig til sin udrejse. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet hans far har haft en konflikt med Taliban. Ansøgeren frygter derudover de generelle forhold for etniske hazara i Afghanistan, og at han er helt alene i Afghanistan. Endvidere frygter ansøgeren at blive forfulgt af ejeren af en danseklub, som ansøgeren er flygtet fra. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far var medlem af et for ansøgeren ukendt parti. Ansøgerens far fik problemer med Taliban, hvorfor ansøgerens mor flygtede til Pakistan sammen med ansøgeren og hans søskende. Da ansøgeren var et år gammel, blev han af sin mor afleveret hos en plejefamilie i Pakistan. Da ansøgeren var 13 år, fortalte hans plejemor, at hun og ansøgerens to plejesøstre skulle til Australien, fordi de var blevet familiesammenført med ansøgerens plejefar. Ansøgerens plejemor fortalte, at ansøgeren ikke kunne komme med, fordi han ikke var deres biologiske søn. Plejemoren fortalte ham videre, at han var blevet afleveret til dem, fordi hans biologiske far havde problemer i Afghanistan. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt ansøgerens forklaring om sin udrejse fra Afghanistan til grund. Han har således forklaret sammenhængende og konsistent om, at han af sin plejefamilie har fået at vide, at han som ganske lille forlod landet sammen med sin mor og sine søskende og rejste ind i Pakistan, fordi hans far fik problemer med Taliban. Faren var medlem af et parti, men ansøgeren ved ikke, hvilket parti der var tale om. Ansøgeren har endvidere forklaret, at moren overlod ham til en plejefamilie i Pakistan, da han var omkring 1 år. Moren skulle herefter være taget tilbage til Afghanistan. Ifølge plejemoren fortalte ansøgerens biologiske mor, at ansøgerens far skaffede ham et nationalitetsbevis i Afghanistan, da ansøgeren blev født. Derfor er ansøgerens navn registreret i Afghanistan, og han er ikke statsborger i Pakistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge centrale dele af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet han på flere punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Hertil kommer, at han ikke har kunnet redegøre for væsentlige forhold i detaljer. Ansøgeren har forklaret, at han voksede op i plejefamilien, som han anså for sin egen, indtil han som ung teenager fik at vide, at han ikke var familiens biologiske barn. Baggrunden herfor var, at plejefamilien skulle familiesammenføres i Australien med plejefaren, og ansøgeren kunne som plejebarn ikke komme med. Ansøgeren har dog ikke kunnet redegøre nærmere for, hvad der skete den dag, han fik at vide, at han var plejebarn, og han har navnlig forklaret forskelligt om, hvor lang tid der gik, fra han fik denne oplysning, til plejefamilien rent faktisk rejste til Australien. Ansøgeren har heller ikke under samtalerne hos Udlændingestyrelsen kunnet fortælle navnet på den by, han voksede op i, selv om han efter sin egen forklaring boede der, fra han var 1 år, til han var i hvert fald 13 år. Dette har han først oplyst for Flygtningenævnet, og der er ikke fremkommet en plausibel begrundelse herfor. Ansøgeren har forklaret udbyggende om, at der ikke blot var drenge, men også piger blandt de unge mennesker, der var i [en mands] danseklub, ligesom han først for Flygtningenævnet har givet oplysninger om, at [manden] er afghaner og har en magtfuld position, som skulle sætte [manden] i stand til at efterstræbe ansøgeren både i Afghanistan og andre steder. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i forhold til, at han skulle blive forfulgt af [manden] som ejer af danseklubben. Der er efter de meget sparsomme og ikke nærmere konkretiserede oplysninger om den mulige konflikt, som ansøgerens far for mange år siden skulle have haft med Taliban, ikke grundlag for at antage, at Taliban af den grund nu skulle efterstræbe ansøgeren. Efter det oplyste om de generelle forhold i Afghanistan er der heller ikke – uanset at ansøgeren er hazara – grundlag for at anse den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan for at være af en sådan karakter, at der er reel risiko for overgreb som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/113
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fraAfghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Indledningsvist tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der er 17 år, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet, og på en måde som viste, at ansøgeren forstod spørgsmålene og svarenes betydning. Ansøgeren er etnisk uzbek og muslim fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Iran eller Afghanistan frygter familiemedlemmerne til hans afdøde venner. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han, lige inden han forlod Iran, var involveret i en motorcykelulykke, hvor to af hans venner afgik ved døden. Efter ulykken har myndighederne i Iran og familierne til de afdøde forsøgt at opsøge ham på hans bopæl. Ansøgeren frygter ligeledes, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan bliver slået ihjel på grund af krigstilstanden i landet. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hans far og hans bror er blevet slået ihjel i henholdsvis Afghanistan og Iran, at folk er utilregnelige, og at man risikerer, at ens nabo tilhører Taliban, uden man ved det. Flygtningenævnet kan ikke lægge centrale dele af ansøgerens forklaring til grund, idet han har forklaret divergerende og udbyggende om ulykken og det efterfølgende hændelsesforløb. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 forklaret, at han kom til at køre ind i en anden motorcykel, og at de to personer på den anden motorcykel ramte ind i en lygtepæl med hovedet og døde begge to. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han blev påkørt af den motorcykel, som blev ført af de to andre personer. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 forklaret, at ulykken skete omkring kl 14.15. Han løb derefter hjem og forlod bopælen omkring kl. 19 for at tage med en bus til Teheran. Dagen efter ulykken opsøgte politiet hans mor på bopælen. Under asylsamtalen [i efteråret] 2015 forklarede han, at han straks forlod hjemmet efter at have fortalt om ulykken til sin mor. Ved asylsamtalen [primo] 2016 fortalte han, at han blev på bopælen hos moderen, indtil han sent om aftenen – omkring kl. 22 eller kl. 23 - tog til Teheran. Under hans ophold på bopælen samme dag kom politiet og de afdødes familier for at opsøge ham, og han gemte sig i en olietønde på taget, hvor han kunne høre politiet gennemsøge huset. Ansøgeren har videre forklaret, at både de iranske myndigheder og de to dræbte venners familier har opsøgt hans mor flere gange for at få fat i ham, fordi de anså ham for at være skyld i ulykken. Han har herudover for Flygtningenævnet forklaret, at han under sit ophold i Teheran fik at vide af en ven, at den overlevende ven fra motorcykelulykken var fængslet, og at der var vidner, som havde udtalt sig om, at ansøgeren og hans passager skulle have sparket ud efter den motorcykel, som de dræbte kørte på. På den baggrund forkaster Flygtningenævnet også ansøgerens forklaring om, at han skulle være efterstræbt i Afghanistan. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det forhold, at ansøgerens far kort efter ansøgerens fødsel blev dræbt af fjender i Afghanistan under forhold, som ansøgeren ikke har nærmere kendskab til, kan ikke føre til en anden vurdering. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/112
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk hazara, tilhørende bayat-stammen, og shia-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en lokal kommandant, […] fra Taliban, idet han har truet ham hermed på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han vil blive slået ihjel som følge af, at han er etnisk hazara, og at der i Afghanistan er konflikt mellem sunni- og shia-muslimer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at kommandanten havde taget noget jord fra ham. Ansøgeren forsøgte herefter at få sit jord tilbage ved at henvende sig til landsbyens ældre beboere, en pensioneret oberst, oberst […], og myndighederne i Afghanistan. [I foråret] 2015 blev ansøgeren overfaldet i sit hjem og ført til en bjerghule, hvor han blev befriet den efterfølgende dag. Ansøgeren valgte fem dage efter overfaldet at udrejse fra Afghanistan til Iran med hjælp fra sin morbror. Et flertal af Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen fremstår divergerende på en række centrale punkter. Flygtningenævnets flertal henviser her i det væsentlige til Udlændingestyrelsens begrundelse, idet ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på de heri anførte divergenser. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret yderligere divergerende i forhold til, hvor mange mennesker, der deltog i overfaldet på ham, idet han nu har forklaret, at der var to personer, der trængte ind i hans hus, mens to personer ventede udenfor. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv er asylbegrundende, heller ikke for personer af ansøgerens etnicitet. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb i medfør af udlændingelovens § 7. afgh/2016/111 DTO
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fader, slægtninge eller kommandant [K], idet ansøgeren er flygtet, selvom hun skulle giftes med kommandanten. Ansøgeren frygter endvidere at vende tilbage, fordi hun er gravid, men ikke gift med faderen til barnet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at kommandant [K] kom til ansøgerens bopæl for at anholde ansøgerens fader. Da [K] så ansøgeren, ombestemte han sig og gav ansøgeren et telefonnummer, som hun skulle give til sin fader. [K] oplyste derefter faderen telefonisk, at faderen kunne undgå at komme i fængsel, såfremt ansøgeren giftede sig med [K]. Ansøgerens fader accepterede dette. Samme aften ankom [K] og to ældre til ansøgerens bopæl for at tale med faderen. To dage senere ankom [K]s datter, moder, søster og en anden kvinde til ansøgerens bopæl og overrakte ansøgeren tøj og guld. Ansøgeren ønskede ikke at blive gift med [K], og hun flygtede derfor få dage efter fra Afghanistan sammen med sin kæreste, [F]. I Danmark har ansøgeren mødt en mand ved navn [M]. [M] er fader til ansøgerens ufødte barn. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hun blev slået af faderen efter modtagelsen af sedlen fra kommandant [K], om hvornår ansøgeren blev bekendt med, at hun skulle giftes med [K], og om kvinderne, der ankom til bopælen med guld, var ledsaget af bevæbnede mænd, herunder hvornår kvinderne ankom. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret upræcist om kæresteforholdet til [F], og om begivenhederne, da hun rejste videre alene fra Grækenland. Dernæst forekommer det usædvanligt, at [K], som ifølge ansøgeren er en meget magtfuld person, henvendte sig personligt på bopælen, at [K] midt under en politiaktion mod ansøgerens fader pludselig skulle ændre mening, da ansøgeren åbnede døren, at guld og pengebeløb på bopælen var frit tilgængelige for ansøgeren, da hun ville udrejse, at ansøgeren kunne være kæreste med [F], uden at det blev opdaget, og at udrejsen blev besluttet og arrangeret på mindre end et døgn. Når disse begivenheder ses i en sammenhæng med det ovenfor anførte, fremstår det påberåbte asylmotiv umiddelbart utroværdigt. Hertil kommer, at ansøgeren har svaret afglidende på flere centrale spørgsmål, selv om der tages hensyn til, at hun er analfabet. På denne baggrund, og da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hendes forklaring, herunder at hun skulle være efterstræbt af kommandant [K] eller at hun skulle være i et modsætningsforhold til sin familie. Den omstændighed, at ansøgeren er gravid med et barn, kan under de foreliggende omstændigheder hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kan endvidere ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/11/chk
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazararer og shia muslimer af trosretning fra Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af den kvindelige ansøgers far, fordi den kvindelige ansøgers familie ikke ville tillade ansøgernes ægteskab, og fordi ansøgerne er flygtet uden familiens tilladelse. Den mandlige ansøger frygter ydermere, at den kvindelige ansøgers familie vil få ham fængslet. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv forklaret, at de lærte hinanden at kende i vinteren 2014/2015. Den kvindelige ansøgers mor er den mandlige ansøgers stedmoster. Efter at have set hinanden et par gange hos den kvindelige ansøgers familie fik den mandlige ansøger fat i den kvindelige ansøgers telefonnummer. Ansøgerne havde herefter kontakt via sms, men de holdt det skjult over for den kvindelige ansøgers familie. Efter to måneder friede den mandlige ansøger på en cafe i [X]. Den kvindelige ansøger accepterede frieriet. Da den kvindelige ansøgers far kom tilbage fra Afghanistan, fortalte han, at han havde lovet den kvindelige ansøger væk til hendes fætter i Afghanistan, hvilket den kvindelige ansøger ikke var interesseret i. Den mandlige ansøger foreslog, at de skulle flygte sammen. To uger efter Eid blev ansøgerne viet af en mullah, som fik en masse penge af den mandlige ansøger for at vie dem uden vidner. Omkring 30 til 40 dage efter Eid var den kvindelige ansøger hjemme hos sin søster for at passe søsterens søn. Den mandlige ansøger kom derhen. Ansøgerne havde den aften samleje for første gang, men blev afbrudt af søsterens søn, som så dem. Ansøgerne besluttede sig for at flygte med det samme, idet de var bange for, at søsterens søn ville fortælle det til nogen. Den mandlige ansøger samlede nogle penge sammen og kontaktede en menneskesmugler, som hjalp ansøgerne med udrejsen. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at betingelserne for asyl er opfyldt. En del af dette flertal kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund, idet det fremstår usandsynligt, at ansøgerne turde mødes på søsterens bopæl, når nevøen var i huset, og at de turde have samleje under mødet, særligt når døren til rummet ikke kunne låses. Denne del af flertallet lægger endvidere vægt på, at den mandlige ansøgers troværdighed er svækket som følge af hans tidligere ansøgninger om asyl, hvor han har afgivet forskellige oplysninger i henholdsvis Danmark og Norge. En anden del af flertallet kan lægge ansøgernes forklaringer til grund, og finder derved, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den kvindelige ansøger er flygtet fra familien på trods af, at hendes far havde lovet sin nevø ægteskab med hende, og at parterne havde samleje, hvilket blev opdaget af den kvindelige ansøgers nevø, samt at denne oplysning er videregivet til familien. Denne del af flertallet finder derfor, at ansøgerne har en konflikt med den kvindelige ansøgers familie, særligt hendes far, farbror og fætter. Denne del af flertallet finder, som følge af baggrundsoplysningerne og oplysningerne om, at faren og farbroren er mullaher, at ansøgerne risikerer alvorlige repressalier, såfremt familien finder dem i Afghanistan. På trods af, at den kvindelige ansøgers far ofte er i Afghanistan og selvom den kvindelige ansøgers bror, farbror og fætter er i Afghanistan, finder denne del af flertallet, imidlertid ikke, at det er sandsynliggjort, at familien har evne til at finde ansøgerne eller, at det er sandsynliggjort, at ansøgerne vil få problemer med civilsamfundet i Afghanistan, idet ansøgerne har oplyst, at de forud for samlejet havde indgået ægteskab, og da det ikke er sandsynliggjort, at civilsamfundet vil kunne få oplysninger om, at den kvindelige ansøger er flygtet fra sin far. Endelig finder Flygtningenævnet, at forholdene for hazara i Afghanistan ikke har en sådan karakter, at det i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnets flertal finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/211/SLH
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim af trosretning fra landsbyen [...] i Samangan provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter familien til den mand, som ansøgerens bror har slået ihjel. Ansøgerens bror slog manden ihjel, fordi manden har slået en anden af ansøgerens brødre, [S], ihjel. Endvidere frygter ansøgeren befolkningen i landsbyen, fordi de er uzbekere og bekendt med, at ansøgerens bror har slået en mand ihjel. Ligeledes har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive pågrebet af de afghanske myndigheder og fængslet for drabet på den mand, som ansøgeren bror slog ihjel, indtil myndigheder finder ansøgerens bror. Endelig har ansøgeren henvist til, at han ikke har slægtninge i Afghanistan, da hans familie udrejste [i foråret 2015]. Uanset, at må tages hensyn til, at der i hovedsagen er tale om et afledt asylmotiv, hvorfor ansøgeren i vidt omfang har afgivet forklaring om forhold som han ikke selv har oplevet, kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har under henvisning, at han forud for flugten havde afsluttet 9. klasse, fastholdt, at han er 16 år gammel. Ansøgeren har gennemgået en aldersundersøgelse, i hvilken forbindelse, det er fundet, at ansøgeren mest sandsynligt er 19 år gammel. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren fremstår som en dreng eller en meget ung mand, og tillægger ansøgerens forklaring om sin alder betydning ved vurderingen af ansøgerens troværdighed. Ansøgeren har endvidere forklaret afglidende og har haft vanskeligt ved at redegøre for deltaljer, herunder hvem der blev anholdt af politiet efter drabet på [A]. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at han mindre end en måned før hele ansøgerens familie flugtede fra Afghanistan overhørte en samtale mellem ansøgerens ældre bror [S] og ansøgerens fader. Ansøgeren har forklaret, at han hørte broderen insistere på, at han ville giftes med en pige fra landsbyen, men at faderens afviste dette, fordi familiens økonomi ikke tillod, at der skulle afholdes bryllup. Ansøgeren har videre forklaret, at faderen må havde accepteret broderens ønske, idet ansøgeren observerede, at der blev indkøbt gaver og at ansøgerens forældre og bror flere gange besøgte pigens familie. Inden for den angivne korte periode skete der herefter ifølge ansøgerens forklaring følgende. Den pige som ansøgernes broder ønskede at gifte sig med blev dræbt, og ansøgerens familie blev beskyldt for at have voldtaget op dræbt pigen. Herefter forsvandt ansøgerens bror [S] blev efter ca. 10 dage funder dræbt. Som hævn for dette dræbte ansøgerens broder [H] og en fætter [K], den unge piges forlovede. Ansøgernes bror blev kort tid efter anklaget for mordet på Ajmal, og broderen blev dømt til hængning. Denne afgørelse blev anket, men dommen blev stadfæstet i anden instans. Sagen blev anket til overinstansen i Kabul, men da man frygtede udfaldet blev det besluttet, at hele familien skulle flygte ud af Afghanistan. Uanset, at ansøgerens tidsangivelse tages med et vist forbehold, forekommer det usandsynligt og dermed utroværdig, at dette kan have fundet sted inden for ca. en måned som forklaret af ansøgeren. Ansøgeren har forklaret, at indbyggerne i landsbyen to gange angreb familiens hjem, og at ansøgerens fader begge gange kom i slagsmål med henholdsvis den unge piges fader og [As] fader. Ansøgeren har forklaret, at det lokale politi begge gange kom tilstede og opløste tumulten. Uanset at ansøgerens selv angiveligt har overværet disse episoder, har ansøgeren haft meget vanskeligt ved at adskille episoderne, og har ikke kunnet afgive en sammenhængende forklaring om, hvorledes politiet er blevet tilkaldt, idet hele landsbyen ifølge ansøgeren var imod ansøgerens familie. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende, idet han overfor nævnet har forklaret, at familien efter drabet på [A] måtte holde sig inden døre, og at ansøgeren den ene gang han gik ud for at tilse familiens dyr blev overfaldet af maskerede mænd. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og ud fra en konkret vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2016/109/STA
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at vil blive tvangshvervet til Taliban af den lokale Talibanleder, mullah […]. Ansøgerens bror, Bazmohammed, kom kun hjem to gange i en periode på tre måneder og havde våben med hjem og forsvandt til sidst. Sammen modtog ansøgeren og broren koranundervisning i 20 dage. Broren blev efter tre måneders forsvinden dræbt i kampe mod enten de afghanske eller amerikanske myndigheder. Ansøgeren var blevet opfordret til at tage hævn over brorens død af den lokale mullah […]. Sidstnævnte propaganderede for jihad mod de afghanske- og amerikanske myndigheder i Afghanistan. Ansøgeren havde modtaget våbentræning for en enkelt dag. Forinden udrejsen opholdt ansøgeren og hans familie sig i Kabul hos morbroren i området […]. Opholdet varede 15-16 dage. Mullah […] ringede under deres ophold og spurgte efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen ikke er overbevisende, og anser forklaringen som konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om en række centrale forhold. Der henvises til, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2015 har forklaret, at Bazmohammad en dag forlod huset og ikke kom tilbage. Efter fem til seks måneder, hvor Bazmohammad fortsat ikke var kommet tilbage, kom en ukendt person og fortalte, at Bazmohammad var død. Under asylsamtalen [i vinteren] 2016 har ansøgeren derimod forklaret, at Bazmohammad pludselig forsvandt, og at han ikke kom hjem i 20 dage. Efter 20 dage dukkede Bazmohammad op en gang imellem og havde våben med hjem. Ansøgeren har senere under samtalen forklaret, at Bazmohammad kom hjem to gange. Overfor nævnet har ansøgeren forklaret, at Bazmohmmad kom hjem en gang, og at der gik tre måneder fra at han tilsluttede sig Taliban til, at de fik overleveret hans lig. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om hvor mange personer, der kom til bopælen og fortalte, at Bazmohammad var død. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at der kom en mand, og han har senere under samtalen oplyst, at der var to mænd, der kom og gav besked om Bazmohammads død. Der var også to mænd, der afleverede liget på en plads udenfor landsbyen. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at der kom en person, der fortalte om Bazmohammads drab. Faren og ansøgeren hentede liget et ukendt sted, hvor to personer stod ved Bazmohammads lig. Overfor nævnet har ansøgeren forklaret, at der kom en person og fortalte, at Bazmohammads lig skulle hentes. Der stod en anden person ved liget. Ansøgeren har forklaret usammenhængende om hvordan han fik at vide, at Taliban stod bag koranskolen. Han har under asylsamtalen oplyst, at hans mor fortalte det, efter at Bazmohammad var død. Overfor nævnet har ansøgeren på en usammenhængende måde forklaret, at man i moskeen talte om jihad og at det var derfor tydeligt, at broren var medlem af Taliban. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at det understøtter ansøgerens utroværdighed, at han, forinden han kom til Danmark, over for de tyske myndigheder har oplyst, at han var 17 år, og Flygtningenævnet finder ikke ansøgerens forklaring om baggrunden herfor overbevisende. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøger har sandsynliggjort og at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive forfulgt eller efterstræbt af Taliban, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/108/LAP
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren er tidligere shia-muslim af trosretning, men er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter for sit liv, idet han er blevet truet af familien i Afghanistan via Facebook, der har oplyst ham om, at de har set, at han er konverteret og har meddelt, at de nu har ret til at slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han en uge efter ankomsten til asylcenter Thyregod stiftede bekendtskab med kristendommen gennem en anden beboer ved navn [A]. Ansøgeren besøgte en kirke første gang i [sommeren] 2014 sammen med en anden beboer ved navn [B], som også var kristen. Ansøgeren besøgte herefter frikirken i Esbjerg fem til seks gange i [efteråret] 2014 og besøgte første gang kirken i Kvaglund i [vinteren] 2014 efter, at han havde fået kontakt til præsten Daniel Ettrup Larsen gennem [A]. Siden [vinteren] 2014 har ansøgeren været en aktiv del af menigheden og deltaget i de fleste gudstjenester. Ansøgeren har videre oplyst, at han sammen med præsten Daniel Ettrup Larsen har studeret forskellige materialer og bibeltekster på farsi og engelsk, ligesom han hver onsdag følger et bibelstudieforløb på engelsk over Skype. Ansøgeren har fremlagt en udtalelse [fra sommeren] 2015 fra stiftspræst Daniel Ettrup Larsen og en udtalelse [fra efteråret] 2015 fra [A], som bekræfter disse oplysninger. [I foråret] 2015 blev ansøgeren døbt i Kvaglund Kirke, og sidenhen har ansøgeren fortsat ovennævnte aktiviteter og engagement i Kvaglund Kirke og fortsat med at lære om kristendommen og udvikle hans tro. Ansøgeren holder særligt meget af budskabet om næstekærlighed. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans herboende familie har accepteret hans konvertering, men at hans familie i Afghanistan er blevet bekendt med konvertering og som følge heraf, har han modtaget trusler på Facebook om, at de har ret til at slå ham ihjel. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren i forbindelse med sin indgivelse af ansøgning om asyl [i efteråret] 2013, oplyste, at han var muslim af trosretning. Ansøgeren konverterede til kristendommen og blev døbt i 2014, efter han havde modtaget afslag på asyl i Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgeren har afgivet en troværdig og overbevisende forklaring om sin konvertering og tro. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet om baggrunden for sin konvertering og sit liv som kristen henviste til, at han også i sit hjemland havde stillet spørgsmål til nogle ting ved Islam, som han i Kristendommen har fundet svar på. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at oplysningerne i sagen om ansøgerens aktiviteter og den måde han forkynder og missionere det kristne budskab på understøtter hans forklaring. Flertallet finder således efter en samlet vurdering af ovennævnte og under henvisning til ansøgerens personlige fremtræden under nævnsmødet, at ansøgeren på en overbevisende måde har redegjort for, at han reelt er konverteret til kristendommen. Flertallet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. afgh/2016/107/LRN/DTO
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og muslim af trosretning fra […] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af sin stedfader eller sin tidligere forlovede og hans familie, fordi hun er flygtet fra dem. Ansøgeren har ifølge sharialovgivningen begået en stor synd og vil derfor blive straffet ved enten stening eller en dødsdom. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hun på en ukendt dato for omkring to år siden blev lovet bort til sin stedfaders farbroders søn, Islam. Ægteskabet var arrangeret af farbroderen og Islam. Ansøgeren blev forlovet med Islam omkring seks til syv måneder inden hendes flugt fra Afghanistan i [sommeren] 2014. Der blev ikke afholdt nogen forlovelsesfest. Ansøgeren mødte sin nuværende ægtefælle for omkring tre til fire år siden i Iran. Efter syv til otte måneder anmodede hendes ægtefælle om hendes hånd. Stedfaderen afslog frieriet. To til tre måneder senere anmodede ansøgerens svigermoder om hendes hånd på ægtefællens vegne, hvilket stedfaderen på ny afslog. Ansøgeren blev efter sin flugt gift med sin ægtefælle [i sommeren] 2014. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det hele lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt, ligesom ansøgerens forklaring fremstår selvoplevet. Herefter og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger finder flertallet efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2016/106/CEB
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk tajik og muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans far har en jordkonflikt med fjerne slægtninge fra sin mors side af familien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at da ansøgerens farmoder døde, skulle hendes jord fordeles mellem resten af familien. Ansøgerens far blev i den forbindelse uvenner med sin farmoders onkels tre sønner, der havde forbindelser til Taliban. På grund af konflikten måtte ansøgerens familie flytte fra [B] til [C]. Ansøgeren gik på dette tidspunkt i 5. klasse. Vedrørende jordkonflikten har ansøgeren bemærket, at det er hans fars konflikt, og at den er afsluttet. I 2008 fik ansøgeren sine forældre til at anmode om ægteskab til en pige ved navn [A]. Hendes forældre accepterede ægteskabstilbuddet, men familien skulle også have accept fra familiens slægt, før ægteskabet kunne gennemføres. [A’s] slægt bestod imidlertid af de personer, som ansøgerens far havde haft en jordkonflikt med. [A’s] familie afslog derfor ægteskabstilbuddet. [A] og ansøgeren så imidlertid fortsat hinanden, også efter at det blev arrangeret, at [A] skulle giftes med en anden mand. Ægteskabet med denne var mod hendes ønske. Kort tid før brylluppet skulle stå, flygtede ansøgeren med [A] ud af Afghanistan – dette var i slutningen af [efteråret] 2009. De fik penge og smykker af [A’s] mor og ansøgers mor. Ansøgeren frygter som følge heraf at blive dræbt af [A’s] slægtninge. Han frygter endvidere repressalier fra de afghanske myndigheders side, idet det er en lovovertrædelse at flygte fra Afghanistan med en kvinde, man ikke har indgået ægteskab med. Ansøgerens far frygtede efterfølgende, at resten af familien ville få problemer på grund af hans udrejse med [A]. Derfor valgte ansøgerens far og moder at udrejse af Afghanistan sammen med ansøgerens søskende, bortset fra ansøgerens broder [D]. [D ]blev tilbageholdt af [A’s] familie, heriblandt hendes far og de tre slægtninge, som ansøgers far havde jordkonflikten med, samt manden, som [A] skulle giftes med. Tilbageholdelsen skete kort tid efter ansøgerens udrejse af Afghanistan. [A’s] familie tilbageholdt [D] og krævede, at ansøgeren blev udleveret til dem. Ansøgerens far tog tilbage til [B] for at finde [D] og blev tilbageholdt og udsat for tortur. [D] blev dræbt. Ansøgeren er ikke med sikkerhed bekendt med, at det var [A’s] familie, som slog [D] ihjel. Ansøgerens far blev tilbageholdt af de samme personer, som havde tilbageholdt [D]. Ansøgerens far flygtede med hjælp fra [A’s] mor. Ansøgeren har været på flugt i 5 år sammen med [A], men han mistede forbindelsen med hende på vej fra Grækenland til Italien. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder således, at ansøgerens forklaring, herunder om kærlighedsforholdet til [A], fremstår usandsynlig og utroværdig. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt jordkonflikten har været indbragt for ældrerådet. Herudover har Flygtningenævnets flertal vægt på, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter divergerer fra den forklaring, som ansøgerens far har afgivet under behandlingen af sin asylsag. Ansøgerens far har således forklaret, at jordkonflikten udspandt sig i 2009, mens ansøgeren har forklaret, at konflikten udspandt sig og blev afsluttet i 2003. Endvidere har ansøgeren og ansøgerens far forklaret divergerende om, hvorvidt der var aftalt bryllup mellem ansøgeren og [A]. Flygtningenævnets flertal finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb om fattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/105 /kib
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og muslim af trosretning fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren frygter, at hans farbror [A], der er en magtfuld mand i [byen C] i Nordafghanistan, vil tvinge ansøgeren til at arbejde for ham imod myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren via sin bror, [B], er blevet bekendt med, at [A] på en ukendt dato i 2013 er blevet tilbageholdt af politiet. Ansøgerens far og bror var på besøg hos [A], da han blev anholdt af myndighederne. [A] formodede efterfølgende, at det var ansøgerens far, der stod bag anholdelsen, idet [A] og ansøgerens far tidligere havde haft en uenighed vedrørende ansøgerens fars samarbejde med de afghanske myndigheder. Et par dage efter anholdelsen opsøgte et antal ukendte mænd ansøgerens families hjem. Ansøgerens far og bror gik ud for at tale med mændene. Mændene tog fat i ansøgerens far, der sammen med broren stod udenfor porten. Ansøgeren hørte herefter, at der blev affyret to skud. Ansøgeren hørte derefter lyden af en eller flere biler, der kørte væk. Ansøgeren har ikke siden episoden set sin bror eller far. Ansøgeren er af den formodning, at det er [A], der står bag ansøgerens far og brors bortførelse, idet ansøgerens far solgte reservedele til de afghanske myndigheder. Dagen efter bortførelsen flyttede ansøgeren og hans mor hen til ansøgerens morbror. To dage senere hentede [A] ansøgeren og dennes mor og tog dem med til sit hjem. Onklen forbød ansøgeren at gå i skole og til taekwondo. Han forbød endvidere ansøgerens mor at arbejde som lærer. Efter nogle uger flyttede ansøgeren og hans moder til Kabul til ansøgerens morbror. Ansøgeren begyndte i 9. klasse. Efter nogle måneder kom [A]i igen til Kabul til morbrorens bopæl. Han tvang ansøgeren og denne mor til at tage med sig tilbage til [byen C]. [A] overtog samtidig ansøgerens families hjem og ansøgerens fars forretning. [A] ønskede, at ansøgeren skulle arbejde for ham, hvilket ansøgeren ikke ville, idet han ikke ønskede at bære våben og at arbejde imod myndighederne. Efter at have boet hos [A] et par måneder, rejste ansøgeren og hans moder til Kabul. Ansøgeren ved ikke, om [A] var klar over, at de rejste til Kabul. Samme dag, som de ankom til Kabul, rejste ansøgeren videre til Iran, hvor han opholdt sig i fire til seks måneder hos sin fars ven ved navn [D]. Herefter rejste ansøgeren videre til Europa. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund, idet det dog alene beror på ansøgerens formodning, at det var ansøgerens farbror, [A], der stod bag bortførelsen af ansøgerens far og bror. Flygtningenævnet finder ikke, at det af ansøgeren forklarede om sit forhold til sin farbror, [A], og dennes krav om, at ansøgeren ikke må gå i skole og skal arbejde for farbroren, er af asylbegrundende karakter. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og dennes mor to gange har kunnet forlade farbrorens bopæl og rejse til Kabul. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at farbroren ikke har tvunget ansøgeren til at arbejde for sig og udføre ulovlige aktiviteter eller mod ansøgerens protest har insisteret på, at ansøgeren skulle bære våben. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller dødstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/104 / KIB
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse (B-status)] til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i sommeren 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk tajik og muslim af trosretning fra Jalalabad i Afghanistan. Ansøgeren har været medlem af den politiske forening RAWA. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå hende ihjel. Ansøgeren frygter ligeledes en kommandant ved navn […], idet han har anmodet om at indgå ægteskab med ansøgerens datter, hvilket ansøgeren og hendes familie har afslået. Ansøgeren har vedrørende konflikten med Taliban henvist til, at ansøgeren på et ukendt tidspunkt i 2008 begyndte at arbejde på en skole for piger. Ansøgeren blev i […] medlem af RAWA. På et tidspunkt i 2012 henvendte Taliban sig i alt to gange til ansøgerens skoleleder […], idet Taliban ønskede, at ansøgeren skulle tildække sit ansigt. På ukendte datoer i […] 2015 modtog ansøgerens svigerfar to trusselsbreve fra Taliban, hvori Taliban truede ansøgeren med Sharia-loven. I forhold til klagerens konflikt med […] og myndighederne, har ansøgeren oplyst, at […] var kommandant, og at han på et ukendt tidspunkt i starten af 2015 begyndte at følge efter ansøgerens datter, når hun gik hjem fra skole. […] mor og søster henvendte sig efterfølgende til ansøgeren og sagde, at […] ønskede ægteskab med ansøgerens datter. Ansøgeren afslog ægteskabet med henvisning til, at ansøgerens datter kun var 15 år, og at hun fortsat gik i skole. […] moder henvendte sig i alt tre gange til ansøgeren. Ansøgeren afslog ægteskabstilbuddet alle tre gange, men efter det sidste afslag begyndte […] familie at true ansøgeren. [I sommeren] 2014 blev ansøgerens ægtefælle, svigerfar og svoger stoppet af en bil på vej hjem fra moskéen. Ansøgerens ægtefælle nåede at flygte, men ansøgerens svoger blev bortført. Familien forgæves henvendelse til politiet. Dagen efter tog ansøgeren sammen med sine børn ophold hos en veninde ved navn […] og dennes mand […]. Ægtefællen opholdt sig allerede hos disse. Efter cirka seks dage blev ansøgeren via sin nabo [X] bekendt med, at […] ville løslade ansøgerens svoger, såfremt ansøgerens datter giftede sig med ham. [I sommeren] 2015 blev ansøgerens bopæl ransaget to gange. Ansøgeren var ikke hjemme, men fik det at vide af sin svigerinde. Det var myndighederne, der ransagede ansøgerens hus, og de fandt i den forbindelse seks tidskrifter fra RAWA, som myndighederne konfiskerede. Svigerinden fortalte, at myndighederne mistænkte familien for at handle med narkotika. Ansøgeren udrejste herefter fra Afghanistan til Pakistan. Hendes mand og børn kom senere til Pakistan, men hun nåede ikke at se dem før hun efter ægtefællens opfordring flygtede til Europa sammen med en familie, som havde planlagt en familie til Europa. Ansøgerens mand og børn opholder sig fortsat i Pakistan. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at hun er lærer og medlem af organisationen RAWA, som kæmper for kvinders rettigheder, samt at hun som følge heraf er kommet i Talibans søgelys. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne afvise, at ansøgeren som følge af fundet af materiale fra RAWA i hendes hjem er blevet yderligere profileret i forhold til Taliban og de lokale magthavere. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer dødstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” afgh/2016/103 / kib
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er [etnicitet] og shia-muslim af trosretning fra [by], i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af nogle personer, som hendes ægtefælle havde en konflikt med vedrørende sin forretning. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive stenet af Taliban, idet hun er blevet udsat for voldtægt. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af Daesh. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes fader og ene broder er blevet slået ihjel af Taliban, idet faderen ikke ville sin sælge jord til Taliban. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes ægtefælle havde en forretning sammen med hendes anden broder, men at broderen døde, hvorfor ægtefællen måtte finde en ny samarbejdspartner. Ægtefællen fik en samarbejdspartner ved navn [A], som boede i [by]. I starten af vinteren 2014-2015 kom der en dag en lastbil til forretningen og medtog mange varer. Ægtefællen fik at vide, at varerne blev hentet efter aftale med [A]. Da ansøgerens ægtefælle kom tilbage til forretningen dagen efter, var hele forretningen tømt for varer. Ægtefællen ville i denne forbindelse have spurgt [A] om, hvorfor forretningen var tømt for varer, men inden han nåede at tale færdig, sagde [A], at han skyldte ham 500.000 afghani. Samme aften var der 15 til 20 personer, der kravlede over murene og ind i gården foran ansøgerens bopæl. Personerne sparkede døren til huset ind og fortalte, at de ledte efter ansøgerens ældste søn og ansøgerens ægtefælle. Ansøgerens søn gav sig til kende, hvorefter han blev udsat for vold og blev taget med af mændene. Ansøgeren og hendes datter blev udsat for voldtægt. Dagen efter ringede ægtefællen til ansøgeren og fortalte, at han havde været hos lægen med deres børnebørn. Ansøgeren fortalte ægtefællen, hvad der var sket, hvorefter de blev enige om, at de måtte flygte fra Afghanistan. Herefter flygtede hele familien til Iran. Ansøgeren blev adskilt fra sin familie, da de skulle krydse havet mellem Tyrkiet og Grækenland. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende vedrørende centrale dele af asylmotivet og på, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter har været udbyggende og usammenhængende, ligesom forklaringen forekommer utroværdig og dermed konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt familien fortsatte med at dyrke jorden efter, at hendes fader og broder var blevet dræbt, ligesom hun har forklaret usammenhængende og afglidende om, hvordan hun fandt ligene på jorden, og om hvordan og hvor begravelsesceremonien fandt sted. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sin ægtefælle og søns færden den dag, hvor overgrebet mod hende og hendes søn og datter angiveligt fandt sted. Hun har således under samtalerne i Udlændingestyrelsen forklaret, at ægtefællen tog afsted om morgenen og herefter ikke kom hjem før næste dag, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at han tog afsted om morgenen, men kom hjem igen i løbet af formiddagen, hvorefter han og den ældste søn igen tog ind til forretningen. Ansøgerens forklaring om, at børnebørnene den pågældende dag var hos lægen forekommer endvidere utroværdig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv, idet hun først under sin forklaring for Flygtningenævnet har angivet, at hendes konflikt er relateret til familiens religiøse tilhørsforhold, herunder at familiens forhold til landsbyens øvrige indbyggere af denne grund var dårligt. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin flugt, herunder finansieringen heraf og forklaringen om, hvordan hun er bortkommet fra resten af sin familie, ikke forekommer troværdig. Efter en samlet og konkret vurdering tilsidesætter Flygtningenævnet herefter ansøgerens forklaring i sin helhed, og det kan således heller ikke antages, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være en enlig kvinde. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet bemærkes, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder at Daesh befinder sig i landet, ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/100/SHH
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne, et ægtepar, er etniske hazaraer og shiamuslimer fra landsbyen [navnet på landsbyen], i Baghlan Provinsen, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har forklaret, at den mandlige ansøger i syv år var ansat på en lille skole, hvor der både gik piger og drenge. Alle eleverne var shiamuslimer. Flere af forældrene til eleverne var lokale magthavere, inklusive ansatte i militæret. Primo 2011 var der skyderi ved skolen, og Taliban bortførte i den forbindelse den mandlige ansøger og skolens to lærere. De blev alle tre slået og afhørt om de lokale magthavere. Den mandlige ansøger var den af de tre, der vidste mest herom. Efter to dage blev lærerne slået ihjel. I de næste to måneder blev den mandlige ansøger mange gange afhørt og udsat for tortur. Ansøgerens nyrer er som følge heraf blevet svært beskadigede. Ansøgeren så sig under tilbageholdelsen nødsaget til at oplyse navnene på to lokale soldater, herunder en kommandant. Han ved ikke, om der senere er sket de to noget. Han frygter, at Taliban på grund af hans oplysninger har slået dem ihjel. Under kamphandlinger lykkedes det ansøgeren at flygte til den nærmeste by, [navnet på byen], hvor han blev passet af sin fætter, til han efter en måneds tid var rask nok til, at familien kunne udrejse illegalt til Iran via Kabuls lufthavn. Under nævnsmødet svarede ansøgerne i flere tilfælde ikke konkret på de stillede spørgsmål. Andre gange svarede ansøgerne, at det kunne de ikke huske. Dette har til dels også været tilfældet vedrørende spørgsmål, som de tidligere under asylforløbet har svaret på. Ansøgerne har endvidere vedrørende flere spørgsmål forklaret divergerende under asylforløbet, og der er flere emner, hvor de to ansøgere har afgivet indbyrdes modstridende forklaringer. Ansøgerne har blandt andet forklaret forskelligt om de i alt fem gange, myndighederne og Taliban skulle have rettet henvendelse på ansøgernes bopæl, herunder om tidspunktet for henvendelserne i forhold til, hvornår manden var tilbageholdt, samt om hvad der under henvendelserne blev sagt til den kvindelige ansøger. Uoverensstemmelserne er betydelige, uanset at henvendelserne er blevet opfattet meget alvorligt og har direkte sammenhæng med asylmotivet. Den mandlige ansøger har endvidere [i sommeren] 2015 til Udlændingestyrelsen forklaret, at to personer skulle have fortalt fætteren, at myndighederne mistænkte ansøgeren for at have taget ophold hos fætteren og havde spurgt, om dette var korrekt. Endvidere forklarede den mandlige ansøger, at han af nogle personer var blevet set på vej hen til fætteren, og at dem, der havde set ham, havde videregivet oplysningen til myndighederne. Ansøgeren har videre forklaret, at myndighederne spurgte efter ham i [byen hvor fætteren boede]. Et sådant forløb synes ikke sandsynligt. I Flygtningenævnet forklarede den mandlige ansøger, at det ikke forholdt sig på den måde. Han frygtede bare, at det kunne være sket sådan. Den kvindelige ansøger har til Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 forklaret, at hun tidligt den morgen, hvor manden blev taget til fange, hørte skyderi. Manden har oplyst, at man på grund af afstanden til skolen (en times gang) ikke kunne høre skyderiet på deres bopæl. Til styrelsen har den kvindelige ansøger forklaret, at hun var bekymret, fordi ægtefællen ikke var kommet hjem på det sædvanlige tidspunkt kl. 13.00. I Flygtningenævnet forklarede den kvindelige ansøger, at hun allerede om morgenen havde fået at vide, at Taliban havde angrebet skolen. Det havde forældre til elever, der boede tættere på skolen, sagt til nogle af ansøgernes naboer, der havde videregivet oplysningen til hende. Ved vurderingen af ansøgernes forklaringer og herunder alvoren af divergenserne samt de manglende svar, respektive ukonkrete svar, må på den ene side henses til, at begivenhederne fandt sted for omkring fire år siden samt på ansøgernes særlige forhold. Det bemærkes herved, at ansøgerne er analfabeter og har oplyst, at de har dårlig hukommelse. Begge ansøgere fremstod endvidere i Flygtningenævnet skrøbelige og mærkede. Det indgår tillige, at der ikke er grundlag for at forkaste oplysningen om, at manden har dårligt helbred, herunder ødelagte nyrer, som kan skyldes slag eller andre overgreb. Ved stillingtagen til, hvad der kan lægges til grund, må på den anden side indgå, at centrale dele af asylmotivet fremstår usandsynligt. Det gælder blandt andet den omstændighed, at det ikke nærmere er anført, hvorfor den mandlige ansøger, som var ansat til at gøre rent på skolen og endvidere fungerede som ubevæbnet vagt, skulle have en særlig viden, der kan begrunde, at han som den eneste i lang tid blev holdt fanget og udsat for mange afhøringer, eller at talibanerne skulle tro, at han havde en sådan viden. Den kvindelige ansøgers endelige forklaring om, at der skulle have været tid til, at hun via flere mellemled kunne nå at blive advaret om angrebet, inden hun sendte børnene af sted på den lange vej til skolen, fremstår også usandsynlig, og hun har blandt andet vedrørende dette emne ikke kunnet forklare sig nærmere, herunder om de blev advaret via telefon. Nævnet bemærker tillige, at det synes mindre sandsynligt, at myndighederne i givet fald så hurtigt som forklaret skulle have fundet ud af, at den mandlige ansøger havde angivet to personer, og at myndighederne skulle have fortalt dette til den kvindelige ansøger. Efter en samlet vurdering finder nævnet herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort omstændighederne i forbindelse med, at den mandlige ansøger er blevet syg og formentlig er blevet udsat for overgreb, og ansøgerne har i øvrigt ikke sandsynliggjort deres asylmotiv, og at de ved en tilbagevenden til Afghanistan nu vil være i konkret, individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb fra Taliban eller de afghanske myndigheder, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Idet nævnet under disse omstændigheder ikke finder, at der er grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af en torturundersøgelse, som ansøgernes beskikkede advokat subsidiært har nedlagt påstand om, stadfæster Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/10/MKT
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Sagen blev sambehandlet med ansøgernes tre voksne sønners sager. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tadjikker og shiamuslimer fra Herat, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, der forsøgte at tvangshverve deres sønner, og som slog deres svigersøn ihjel. Ansøgerne frygter desuden det afghanske politi, der ikke hjælper befolkningen. De frygter endvidere Islamisk Stat. De har endvidere henvist til de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgerne blev opsøgt af Mullah [navnet på mullahen], som oplyste, at Taliban ønskede at rekruttere to af ansøgernes sønner til jihad. Mullahen gik med til, at ansøgerne selv kunne vælge, hvilke sønner, der skulle hverves. Mullahen oplyste, at han ville vende tilbage senere. Familien blev enige om, at sende sønnerne til en af svigersønnens venner i Herat, så han kunne holde dem skjult. Et par dage efter opsøgte mullahen igen ansøgerne sammen med fem bevæbnede mænd, og da de ikke fandt nogen af sønnerne hjemme, ransagede de bopælen og slog på ansøgerne. Svigersønnen blandede sig, hvorfor mændene tog ham med. Yderligere et par dage efter kom mullahen til ansøgernes bopæl og oplyste dem om, at svigersønnen var blevet dræbt, og hvis de ikke afleverede deres sønner til Taliban, ville ansøgerne også blive slået ihjel. Den kvindelige ansøger rettede sammen med sin datter og nabo henvendelse til det lokale politi, som afviste hendes klage. Ansøgerne udrejste derfor af Afghanistan sammen med tre af deres sønner. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaring til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerne har forklaret konsistent, detaljeret og troværdigt om hændelsesforløbet, ligesom forklaringerne i alt væsentligt er overensstemmende med de forklaringer, som ansøgernes sønner har afgivet under behandlingen af deres asylsager. Hændelsesforløbet er endvidere ikke uforeneligt med det foreliggende baggrundsmateriale. Flygtningenævnets flertal finder under hensyn til den mandlige ansøgers alder og helbredstilstand ikke, at ansøgerne – som internt flugtalternativ – kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, herunder i Kabul. Under disse omstændigheder har ansøgerne sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2016/1/MKT
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, da han er flygtet fra deres varetægt. Han frygter endvidere, at politiet og/ eller militæret i Afghanistan vil efterstræbe ham, da de mener, at han har forbindelse til Taliban. Et flertal af flygtningenævnets medlemmer finder, at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund for sagen, idet forklaringen fremstår konsistent og sammenhængende. Flertallet finder det sandsynliggjort af ansøgeren, at politiet eller militæret efterstræber ham som følge af hans tilknytning til Taliban gennem hans broder, sammenholdt med den omstændighed, at han har opholdt sig i en Taliban-lejr i halvanden måned, hvor han har modtaget blandt andet koranundervisning, våbeninstruktion m.m. Flertallet finder endvidere, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold andet sted i Afghanistan som internt flugtalternativ. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at han som nævnt efterstræbes af myndighederne, som må antages at kunne efterspore ham overalt i Afghanistan herunder i Kabul-området. Flertallet finder det herefter sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra politiet eller militæret, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. afgh/2015/9
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men hans fader var politisk khalgi. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at mujahedinere vil slå ham ihjel, idet han er etnisk hazara og via faderen betragtes som politisk khalgi. Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet skal derfor alene tage stilling til, om ansøgeren kan henvises til at søge beskyttelse i Frankrig, hvor han har fået opholdstilladelse som flygtning, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, nu stk. 4. Ansøgerens advokat har i relation til, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Frankrig, henvist til ansøgerens forklaring om, at han ikke fik hjælp i Frankrig og til, at Udlændingestyrelsen ikke har bevist, at de socioøkonomiske forhold i Frankrig er tilstrækkelige til, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Frankrig. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i en årrække har opholdt sig i Frankrig, hvor han har opholdstilladelse som flygtning gældende til […]. Ansøgeren har forklaret, at han i et vist omfang har fået økonomisk hjælp og overnattet på herberger, og at han i omkring halvandet år har haft arbejde og i den periode haft en bopæl. Ansøgeren har ikke givet møde i Flygtningenævnet og uddybet sine oplysninger. Ansøgeren har således ikke oplyst omstændigheder, der giver grundlag for at fastslå, at ansøgeren som følge af de konkrete forhold, ansøgeren har været udsat for, ikke kan henvises til at tage ophold i Frankrig som sit første asylland, jf. nu udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2015/8
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tortureret og dræbt af familien til en pige ved navn [N], som han havde et forhold til. Han mødte hende i forbindelse med et engelskkursus i slutningen af 2012. De blev forelskede. Ansøgeren var bekendt med, at hendes far var magtfuld, og at han var Mujahedin-kommandant og ansat i […]ministeriet. [I foråret] 2014 ringede [N] til ham og græd i telefonen. Hun bad ham komme hjem til sig. Han tog derhen. Hun var alene hjemme, og de sad sammen i stuen, hvorefter hun opfordrede ham til, at de skulle gå ind på hendes værelse. [N] var meget oprørt og græd hele tiden. Hun fortalte, at hendes forældre ville have hende forlovet med hendes fætter næste dag. Han græd også og trøstede [N]. Hun tog deres tøj af, og det endte med, at de havde samleje på hendes værelse. De havde det begge dårligt bagefter, da [N] nu ikke længere var jomfru. Ansøgeren tog hjem og fortalte sin fader om episoden. Faderen blev meget vred. Dagen efter blev ansøgerens familie opsøgt på deres bopæl af [N’s] fader, broder, fætter samt en række bevæbnede personer. De var kørende i to biler, som ansøgeren mener, var politibiler. De ville have fat i ansøgeren. Han formoder, at [N] havde fortalt sin fader om samlejet. [N’s] broder, som holdt et håndvåben ned langs siden, sagde til ansøgeren, ”Jeg slår dig ihjel og tager dine søstre med. Dét, du har gjort mod min søster, gør jeg mod dine søstre.” [N’s] broder trængte 50-60 centimeter igennem porten til gården. Der var fire til fem meter imellem ansøgeren og [N’s] broder. For at forsvare sin familie løb ansøgeren frem mod [N’s] broder og sparkede ham i maven. [N’s] broder snublede over dørtrinnet ved porten og faldt bagover. Han ramte en sten og blev bevidstløs. Han havde stadig håndvåbnet i sin åbne hånd, da han var bevidstløs. Der var blod under ham. Da [N’s] fader og de øvrige personer så dette, sagde [N’s] fader til ansøgeren, at de ville tage på hospitalet med broderen og komme tilbage og tale med dem. Naboerne var kommet til og spurgte, hvad der foregik. Ansøgerens fader sagde, at sagen var slut. Samme aften forlod ansøgeren og hans familie bopælen og tog til Pakistan, idet faderen sagde, at deres liv var i fare. Familien rejste derefter til Dubai. Her blev ansøgeren sat på et fly til et sted i Europa. Hans rejse var arrangeret af en agent. Han har siden da ikke haft kontakt med sin familie. De havde ikke aftalt en plan for, hvordan de skulle holde kontakten. Flygtningenævnets flertal finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på en række væsentlige punkter fremstår usandsynlig og divergerende. Flygtningenævnets flertal har således fundet ansøgerens forklaring om hans forhold til [N] usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnets flertal har herved blandt andet lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at [N], der var datter af en Mujahedin-kommandant i […]ministeriet, havde mulighed for alene at følge et engelskkursus for personer af begge køn, og at hun i forhold til ansøgeren skulle have været så udfarende, som forklaret af ansøgeren, herunder at hun skulle have taget initiativet til det seksuelle samvær mellem ansøgeren og hende. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende om den episode, hvor [N’s] fader, broder, fætter og en række andre personer opsøgte ansøgerens families bopæl. Ansøgeren har således forklaret divergerende om hændelsen med [N’s] broder, og om hvad [N’s] fader sagde, da han og de øvrige personer forlod ansøgerens families bopæl. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at det alene beror på ansøgerens formodning, at [N’s] fader truede med at vende tilbage og slå dem ihjel. Endelig har Flygtningenævnets flertal ikke fundet, at ansøgeren på troværdig måde har kunnet redegøre for, hvorfor han og hans familie ikke aftalte, hvordan de fremover skulle holde sig i kontakt med hinanden, da de skiltes i Dubai. Flygtningenævnets flertal finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2015/7
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er opvokset hos sin farbroder og dennes familie, idet begge hendes forældre døde, da hun var omkring 7-8 år gammel. Hun blev pålagt det huslige arbejde i hjemmet, og hun blev jævnligt slået, sparket og kritiseret af både farbroderen og dennes ægtefælle. [I sommeren] 2013 blev hun gift med sin herboende ægtefælle i Kabul, og de har sammen fået en datter, som nu har opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun blev behandlet dårligt i sin farbroders hjem, og at hun gerne vil bo sammen med sin mand og datter, der begge har opholdstilladelse i Danmark. Hun frygter endvidere, at farbroderens ægtefælle vil slå hende ihjel, idet denne under et besøg i ansøgerens ægtefælles mosters hjem efter brylluppet har truet hende med, at hun og farbroderen ikke vil lade ansøgeren og hendes ægtefælle være i fred. Baggrunden herfor er, at hun har fortalt sin ægtefælle, at hun blev udsat for vold af farbroderen og dennes ægtefælle, og at hendes ægtefælle på sarkastisk måde har takket dem for den måde, de havde behandlet ansøgeren på. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om behandlingen af hende i farbroderens hjem til grund. Flygtningenævnet finder dog ikke fuldt ud at kunne lægge vægt på de uddybende oplysninger, som er fremkommet i advokatindlægget. Flygtningenævnet finder ikke at kunne afvise, at ansøgerens farbroders ægtefælle har udtalt sig som anført af ansøgeren under et besøg i ansøgerens ægtefælles mosters hjem. Flygtningenævnet finder ikke, at karakteren og intensiteten af den behandling, som ansøgeren har været udsat for under sit ophold i farbroderens hjem, sammenholdt med de udtalelser, som ansøgerens farbroders ægtefælle er fremkommet med efter brylluppet, har en sådan karakter og intensitet, at der er tale om asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at der er tale om en enkeltstående udtalelse fra ansøgerens farbroders ægtefælle, og at ansøgeren i en periode på seks måneder herefter ikke er blevet opsøgt af hverken farbroderen eller dennes ægtefælle. Ansøgerens frygt for, at farbroderens ægtefælle vil slå hende ihjel, bygger endvidere alene på ansøgerens egen formodning og er ikke underbygget af andre oplysninger i sagen. Det forhold, at ansøgeren ønsker at opholde sig i Danmark sammen med sin ægtefælle og sin datter, findes ikke at kunne føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har familie i Afghanistan, idet hun ud over sin farbroder og dennes familie har en broder, ligesom hendes ægtefælles to mostre og deres familier bor i Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Afgh/2015/6
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af folk med tilknytning til Taliban. Ansøgeren frygter desuden sin ægtefælles familie, idet hun ønsker at blive skilt fra sin ægtefælle. Endelig frygter ansøgeren de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun som følge af sit arbejde for […] i Afghanistan i perioden fra 2007 til sin udrejse [ultimo sommeren] 2013 er kommet i modsætningsforhold til folk med tilknytning til Taliban, der har truet hende. I forbindelse med sit arbejde besøgte hun i slutningen af 2012 sammen med fire til fem andre medarbejdere familier til personer, der var kidnappet af Taliban, hvilket fik Taliban til at true med at slå både familierne og de, der besøgte familierne ihjel, hvis de kom igen. Endvidere er ansøgeren ligeledes i slutningen af 2012 nær sin bopæl af en mand blevet truet med at blive slået ihjel, fordi hun var vantro. Efter samråd med sin øverste chef besluttede hun som følge af episoden at skifte adresse. Et par dage efter episoden blev hun endvidere udsat for stenkast, mens hun befandt sig i en [arbejds]-bil. [Primo sommeren] 2013 oplevede ansøgeren – mens hun sad i en [arbejds]-bil sammen med sin datter – en stor eksplosion kun 100 meter fra bilen, hvilken eksplosion førte til mange menneskers død. Ansøgeren har videre oplyst, at hun ønsker at lade sig skille fra sin ægtefælle, men at hun frygter, at hans familie vil blive bekendt hermed og skade ansøgeren eller tage hendes datter fra hende, idet svigerfamilien ikke accepterer, at en kvinde forlader sin ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har været udsat for konkret og individuel forfølgelse fra Taliban. Nævnet kan herunder ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun i slutningen af 2012 blev truet af en mand nær sin bopæl, til grund, idet ansøgeren ikke har omtalt denne episode – der ifølge hendes egen forklaring var så væsentlig, at den førte til, at hun skiftede adresse – i sit asylansøgningsskema. De øvrige af ansøgeren omtalte trusler var efter hendes forklaring ikke konkret og individuelt rettet mod hende. Nævnet har endvidere fundet, at det afsvækker ansøgerens forklaring om Talibans forfølgelse af hende, at hun vendte tilbage til Afghanistan, hvor hun sammen med sin dengang ca. 5-årige datter opholdt sig i [lidt over to måneder medio] 2014, hvor hun besøgte sine forældre, fordi hendes mor var syg. Ansøgerens forklaring om, at hun under besøget levede i skjul og ikke fortalte sin øvrige familie om besøget, kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgerens frygt for overgreb fra sin svigerfamilie, såfremt hun bliver skilt fra sin ægtefælle, findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke har modtaget konkrete trusler fra svigerfamilien, og at det alene beror på ansøgerens egne ubekræftede formodninger, at hun vil blive udsat for overgreb i tilfælde af skilsmisse. De generelle forhold i Afghanistan, herunder forholdene for enlige kvinder, findes endvidere ikke i sig selv at kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2015/56
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim af trosretning fra landsbyen […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at faderen i halvandet til to år arbejdede som lastbilchauffør for udlændingene på en base i […]. På en ukendt dato kom ansøgeren og hans lillebror, der er født i 2008, hjem fra et bryllup i Jalalabad kl. 23 om aftenen. Moderen oplyste, at faderen var blevet slået ihjel af Taliban, fordi de troede, at han spionerede for udlændingene. Faderen lå død i sengen i soveværelset. Han var blevet dræbt af skud i brystet. Der blev ringet efter ansøgerens morbroder. Denne kunne først komme dagen efter, da det var farligt at rejse om aftenen/natten. Ansøgeren har videre oplyst, at omkring 15-20 dage efter, at hans fader var blevet slået ihjel, blev ansøgerens bopæl på ny opsøgt af Taliban. Ansøgeren var ude at gå tur ved skolen, og hans lillebroder var ude at lege. Taliban oplyste moderen om, at de ville dræbe hendes sønner, da de mistænkte dem for at spionere for udlændingene. Efter denne episode flyttede familien hjem til morbroderen, der boede omkring tre timers kørsel i bil fra ansøgerens bopæl. Omkring 20 dage efter opsøgte Taliban morbroderens bopæl og truede ansøgerens morbroder med, at de ville dræbe ansøgeren og dennes lillebroder. Ansøgeren var ikke hjemme, men var ude sammen med sine venner. Ansøgerens lillebroder og moder befandt sig på morbroderens bopæl. Ansøgerens morbroder bestemte efter denne episode, at ansøgeren skulle forlade Afghanistan. Ansøgerens families hus blev solgt for at finansiere udrejsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret utroværdigt og divergerende om en række centrale forhold. Flygtningenævnet finder således ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens forklaring om, at han og hans cirka femårige lillebroder var taget alene til et bryllup i Jalalabad, idet Flygtningenævnet blandt andet finder det utroværdigt, at deres forældre ville tillade, at de to brødre selv foretog en sådan rejse, der indebar, at de skulle rejse tilbage fra Jalalabad sent om aftenen ved 23-tiden, sammenholdt med ansøgerens forklaring om, at det var for farligt for morbroderen at rejse om aftenen/natten. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om drabet på hans fader til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre for de nærmere omstændigheder ved drabet. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse usandsynligt, at ansøgerens moder ikke skulle have fortalt sin ældste søn, der nu var familiens overhoved, nærmere om, hvad Taliban sagde og gjorde i forbindelse med drabet, herunder hvor i hjemmet drabet fandt sted, og at ansøgeren heller ikke selv har spurgt ind til dette. Samtidig finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ingen i landsbyen angiveligt reagerede på drabet. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for, hvorfor faderen skulle være kommet i et modsætningsforhold til Taliban, og hvorfor han blev anset for at være spion. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist om, hvornår der efter drabet blev ringet til morbroderen, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om afstanden mellem ansøgerens og morbroderens bopæl. Yderligere har Flygtningenævnet tillagt det betydning, at Taliban, til trods for at Taliban angiveligt havde truet med at dræbe både ansøgeren og dennes lillebroder, ikke gjorde lillebroderen noget, da de opsøgte morbroderens bopæl, ligesom Taliban ikke begik overgreb på morbroderen, som tidligere var blevet truet af Taliban som følge af, at han gav ansøgeren, dennes moder og lillebroder beskyttelse. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. afgh/2015/55
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [en landsby], Laghman-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt af Taliban, herunder Taliban-lederen [Taliban A], som har en konflikt med ansøgerens afdøde fader og dermed med ansøgerens familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans faders konflikt med [Taliban A] opstod, inden ansøgeren blev født, da [Taliban A] dræbte ansøgerens farbroder under krigen mod russerne. For at kunne forsvare sig mod [Taliban A], fik ansøgerens fader efterfølgende arbejde for sikkerhedstjenesten og lokalpolitiet i ansøgerens landsby. Ansøgerens brødre, [broder A] og [broder B], arbejdede ligeledes for lokalpolitiet. Ansøgerens fader og [broder A] havde ansvar for hver deres kontrolpost, mens [broder B] var chauffør for ansøgerens fader. En nat blev ansøgerens faders kontrolpost angrebet af Taliban. Ansøgeren var til stede og blev ramt af splinter fra en raket, og [Taliban A’s] broder, [Taliban B], blev dræbt. Efter skudepisoden blev ansøgerens bopæl angrebet omkring tre gange af Taliban, som skød mod huset. Omkring halvanden måned efter skudepisoden på kontrolposten blev ansøgerens broder, [broder A], dræbt af en bombe. Herefter blev ansøgerens fader ligeledes udsat for en bombe, men han overlevede. Ansøger udrejste herefter af Afghanistan, mens hans moder og søster tog ophold hos ansøgerens morbrødre i Kabul. Mens ansøgeren opholdt sig i Grækenland, fik han at vide, at hans fader og broder, [broder B], var blevet dræbt i et bombeangreb. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet i hjemlandsbyen overordnet har været konsistent og således i det væsentligste kan lægges til grund. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgerens fader og ældre brødre var involveret i en langvarig konflikt med Taliban, som førte til, at de arbejdsmæssigt blev forflyttet til en kontrolpost i et andet område. Samtidig tog ansøgerens moder og søster ophold hos den ene af ansøgerens morbrødre i Kabul, hvorimod ansøgeren efter familiens beslutning straks udrejste til Vesten. Under disse omstændigheder risikerer ansøgeren overgreb ved at tage ophold i hjemlandsbyen. Ansøgeren har afgivet en noget usikker forklaring om, at han ikke har mulighed for, at få kontakt med familiemedlemmerne i Afghanistan. Denne forklaring kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund. Ansøgeren har ikke selv været direkte indblandet i de ældre mandlige familiemedlemmers konflikt, og der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren er profileret i forhold til Taliban som følge af nævnte konflikt. Ansøgeren er en ung og rask mand, og Flygtningenævnet lægger efter det anførte til grund, at han har mandlige familiemedlemmer i Kabul. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren uden at risikere asylbegrundende forfølgelse kan tage ophold i Kabul. Da ansøgeren derfor ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7 stk. 1 eller 2, stadfæster Flygtningenævnet, Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2015/54
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive dræbt af Taliban eller andre fundamentalistiske grupperinger, idet han som shia-musilm er gift med en sunni-muslim. Ansøgeren har videre henvist til, at han ikke ved, hvilke konsekvenser hans faders problemer vil få for ansøgeren, hvis han skulle opholde sig i Afghanistan i længere tid. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Islamisk Stat, idet han er hazara af etnicitet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han har boet i Danmark siden 2006, og at hans moder i [sommeren] 2011 tog ham med til Kabul, hvor han mødte sin kommende ægtefælle. Efter ansøgeren var kommet tilbage til Danmark, havde han telefonisk kontakt med sin kommende ægtefælle, og i 2012 besluttede de sig for at blive gift. Ansøgerens moder rejste til Kabul for at arrangere forlovelsen. Herefter modtog ansøgerens ægtefælles familie et trusselsbrev, hvori der stod, at ansøgerens ægtefælle ville blive dræbt, hvis forlovelsen ikke blev brudt, idet det var imod sharia, at hun var sammen med en shia-muslim. Ægtefællens familie overhørte endvidere flere personer sige, at hun var sammen med en vantro. Omkring fire til fem måneder efter at have modtaget trusselsbrevet flyttede ægtefællens familie midlertidigt fra Jalalabad til Kabul. I [sommeren] 2013 rejste ansøgeren til Kabul med sin søster, og [i sommeren] 2013 blev ansøgeren gift med sin ægtefælle. Et par dage efter brylluppet fik ansøgeren at vide, at der var personer, der var modstandere af vielsen, som ledte efter ham. Som følge heraf besøgte han kun sin svigerfamilie om natten, så han kunne gøre dette i skjul. Efter at han var vendt tilbage til Danmark, har ansøgerens ægtefælle fortalt han, at hun har fået at vide af slægtninge og bekendte, at Taliban leder efter ansøgeren. I 2015 er ansøgerens ægtefælles familie flyttet permanent til Kabul. Ansøgeren er aldrig personligt blevet opsøgt eller truet. Oplysningerne om truslerne imod ham og hans svigerfamilie er endvidere baseret på andenhåndsoplysninger, ligesom ingen har gjort alvor af truslerne heller ikke mod ansøgerens ægtefælle eller hendes forældre. Det omtalte trusselsbrev er tilbage fra 2012. Ansøgeren har alene fået trusselsbrevet refereret over telefonen, og der er ikke fremkommet yderligere trusselsbreve. Dernæst er ansøgeren to gange rejst til Afghanistan i henholdsvis 2011 og 2013. Han blev gift [i sommeren] 2013 og afholdt bryllupsfest. Ansøgerens frygt for problemer på grund af faderens forhold, Taliban og Islamisk Stat er alene baseret på formodninger. Endelig er det tillagt nogen vægt, at ansøgeren først ansøgte om asyl på et forholdsvis sent tidspunkt i forhold til indrejsen i Danmark i 2006. Den chikane som ifølge ansøgeren har været rettet mod ham og hans svigerfamilie, har i øvrigt ikke haft et sådant omfang og intensitet, at den kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Uanset de generelt vanskelige forhold for hazarer, herunder ansøgerens ægteskab med en pashtun, kan det efter det ovenfor anførte ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2015/53
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive forfulgt af Taliban eller lignende organisationer, idet han har arbejdet som tolk for amerikanerne. Han frygter endvidere personer, der er imod, at sunni-muslimer og shia-muslimer gifter sig, idet han er gift med en sunni-muslim. Herudover frygter ansøgeren, at han kan få problemer grundet sin faders forhold. Videre frygter ansøgeren, at han kan få problemer i Afghanistan, idet han har arbejdet [for IOM]. Endvidere frygter ansøgeren Islamisk Stat, idet organisationen forfølger hazaraer og shia-muslimer. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren gjort gældende, at han fra sommeren 2005 arbejdede som blandt andet tolk for […], der udførte opgaver for […] i Afghanistan. I [efteråret] 2006 blev han kidnappet, da han var på vej hjem fra arbejde. Han blev tvunget ind i en bil og kørt væk. Han blev dog herefter løsladt, fordi der var kaotiske forhold på vejen som følge af en selvmordsaktion. Idet han blev løsladt, fik han at vide, at han ville blive dræbt, hvis han ikke stoppede med at arbejde for de udenlandske styrker. Ansøgeren rejste herefter til Pakistan, og efter at have været tilbage i Afghanistan i to dage for at hente sin opsparing, rejste ansøgeren til Danmark i [vinteren] 2006, idet han havde fået opholdstilladelse som familiesammenført. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han mødte sin kommende ægtefælle i forbindelse med sit arbejde i 2005. De bibeholdt kontakten efter ansøgerens udrejse, og i efteråret 2012 rejste ansøgeren til Kabul for at blive forlovet. Han vendte tilbage til Kabul fra den […] til den […] 2013, hvor han indgik ægteskab med sin forlovede. Ansøgerens svigerfaders brødre var imod forholdet, og ansøgeren havde fået at vide af sin ægtefælle, at hendes fader havde overhørt nogen sige, at ansøgerens ægtefælle havde brudt den pashtunske tradition ved at gifte sig med en hazara. Kidnapningen af ansøgeren og hans aktiviteter for den amerikanske organisation lægger tilbage i tid. Ansøgeren var umiddelbart i stand til at rejse tilbage til Afghanistan, inden han rejste til Danmark i [vinteren] 2006. Ansøgeren er ikke efterfølgende blevet opsøgt af de pågældende personer. Ansøgeren er i øvrigt aldrig personligt blevet opsøgt eller truet. Oplysningerne om truslerne imod ham og hans svigerfamilie er endvidere baseret på andenhåndsoplysninger, ligesom ingen har gjort alvor af truslerne heller ikke mod ansøgerens ægtefælle ellers hendes forældre. Dernæst har ansøgeren tre gange rejst til Afghanistan i 2012 og 2013. Han blev gift [i sommeren] 2013. Ansøgerens frygt for problemer på grund af faderens forhold, Islamisk Stat eller hans arbejde for IOM er alene baseret på formodninger. Endelig er det tillagt nogen vægt, at ansøgeren først ansøgte om asyl på et forholdsvis sent tidspunkt i forhold til indrejsen i Danmark i 2006. Den chikane som ifølge ansøgeren har været rettet mod ham og hans svigerfamilie, har i øvrigt ikke haft et sådant omfang og intensitet, at den kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Uanset de generelt vanskelige forhold for hazarer, herunder ansøgerens ægteskab med en pashtun, kan det efter det ovenfor anførte ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2015/52
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra landsbyen [A] i området [B], Bajour Agency, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han videregav oplysninger om gruppens opholdsteder til myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han solgte kvæg i sin landsby. Han havde kontakt med Taliban og kendte deres opholdssteder, da han forsøgte at indgå handler med Taliban. Ansøgeren har videre oplyst, at hans konflikt med Taliban startede omkring 2012. Ansøgeren havde givet en politibetjent ved navn [C] oplysninger om Talibans opholdssteder. Dagen efter, at han havde videregivet oplysninger om Talibans opholdssted, angreb myndighederne Taliban. Angrebet fandt sted i [foråret] 2012. Ansøgeren har oplyst, at hans fader efter angrebet modtog et trusselsbrev fra Taliban. Ansøgeren fik oplysningerne om trusselsbrevet et par måneder efter myndighedernes angreb på Taliban. Omkring [slutningen af] 2012 rejste ansøgeren til Pakistan, hvor han opholdt sig i et par måneder. Mens ansøgeren var i Pakistan, henvendte han sig til den danske ambassade og søgte visum til Danmark, hvor hans ægtefælle og børn bor. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han omkring [sommeren] 2014 blev stoppet af Taliban. Ansøgeren blev ført til et område, hvor han var tilbageholdt i en uge. Ansøgerens fader bestak vagten, så ansøgeren kunne flygte fra stedet, og han udrejste herefter. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder, at forklaringen forekommer konstrueret til lejligheden og usandsynlig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har svaret afglidende på centrale spørgsmål vedrørende sit asylmotiv. Han har således ikke kunnet fremkomme med en rimelig forklaring på, hvorfor netop han skulle være kommet i Talibans søgelys ved at angive deres opholdssteder. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må have fremstået som en nærliggende mulighed, at også andre personer var bekendt med Talibans opholdssteder i lokalområdet. Nævnet lægger endvidere vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren ikke talte med sin fader om de omstændigheder, der førte til hans flugt fra Taliban, herunder at han ikke fik oplysninger om, hvordan faderen var blevet bekendt med, hvor han befandt sig, eller hvordan hans fader var kommet frem til at bestikke en nærmere angivet vagt. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har kunnet opholde sig i landsbyen i omkring fem måneder efter modtagelsen af trusselsbrevet, inden han tog til Pakistan for at søge visum til Danmark. Nævnet finder herefter efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil have behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2015/51
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra Hezbe Islami. [Ultimo] 2013 blev han anmodet om at være chauffør for [et familiemedlem], som arbejdede [for regeringen]. Ansøgeren blev anmodet om, at tage ophold hos [sit familiemedlem] for at beskytte [dennes] familie, da [familiemedlemmet] var blevet truet af Hezbe Islami. Da ansøgeren [ultimo] 2013 var på vej hjem fra universitetet, blev han efterfulgt af tre mænd i en bil, der ved [familiemedlemmets] bopæl tildelte ham et slag på skulderen med en geværkolbe. Herefter jog naboer og politi mændene væk. Omkring en time senere blev han ringet op af en mand, som på pashto sagde til ham, at han var blevet reddet denne gang, men næste gang ville han blive slået ihjel. Dagen efter tog ansøgeren, [familiemedlemmet] og deres familier ophold på et skjulested i Kabul, og ansøgeren ophørte sine studier på universitetet. [Familiemedlemmet] fortsatte med at passe sit arbejde, og ansøgeren fortsatte sit job som chauffør for [familiemedlemmet]. [Primo] 2014 blev ansøgeren ringet op af [familiemedlemmet], som sagde, at ansøgeren ikke måtte åbne døren for nogen. [Primo] 2014 blev ansøgeren og hans ægtefælle opsøgt på deres skjulested af uniformerede mænd, som skød efter ansøgeren. Ansøgeren formåede at flygte via husets tag. Efter episoden forsvandt ansøgerens ægtefælle. Fra [primo 2014] indtil udrejsen [senere i 2014] opholdt ansøgeren og [familiemedlemmet] sig i skjul. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om at være efterstræbt af Hezbe Islami til grund. Flertallet finder, at ansøgerens forklaring om, at han [ultimo] 2013 blev overfaldet på gaden, og at han [primo] 2014 på sin bopæl blev opsøgt og beskudt af tre mænd, der også dræbte eller kidnappede hans ægtefælle, ikke forekommer selvoplevet, men konstrueret til lejligheden. Flertallet finder det i den forbindelse ikke overbevisende, at ansøgeren, der hidtil havde været helt uprofileret, kun to dage efter at være begyndt som chauffør og bodyguard for [sit familiemedlem], i den anledning skulle blive overfaldet af personer med tilknytning til Hezbe Islami, der herefter nogle uger senere – og efter at have fremsat en telefonisk drabstrussel - skulle søge at hverve ham. Heller ikke forklaringen om angrebet på hjemmet [primo] 2014, hvor ansøgeren under beskydning skulle være flygtet og have gemt sig hos en nabo, som han senere skulle have forladt uden at søge oplysning om sin ægtefælles skæbne, forekommer selvoplevet og troværdig.Det er indgået i flertallets vurdering, at flertallet anser ansøgerens generelle troværdighed for svækket som følge af forløbet omkring hans visumansøgning, der er dateret [ultimo] 2013 og registreret modtaget på [en] ambassade i Islamabad [primo] 2014. Det er således fremgået af både ansøgerens og hans [familiemedlems] oprindelige forklaringer, at beslutningen om flugt blev truffet i samråd med familien [primo] 2014 som følge af begivenhederne [primo] 2014. Først efter, at ansøgeren og [familiemedlemmet] den [medio] 2014 af Udlændingestyrelsen blev foreholdt de udstedte visa, er det blevet forklaret, at familien allerede tidligere og uden at indvi ansøgeren og [familiemedlemmet] heri havde planlagt deres udrejse af Afghanistan. Hverken denne forklaring eller forklaringerne om, at hverken ansøgeren eller [familiemedlemmet] på noget tidspunkt under rejsen blev opmærksomme på, at det var deres egne pas de foreviste, finder flertallet troværdig. Sammenfattende finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2015/50
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra [en navngiven by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban, idet han er faderens ældste søn. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans fader og hans to morbrødre arbejdede for amerikanerne i omkring fire til fem år. På et ukendt tidspunkt i 2013 blev ansøgerens fader og hans morbrødre stoppet af Taleban to gange. Taleban advarede dem og fortalte, at de skulle stoppe med at arbejde for amerikanerne. Da Taleban stoppede ansøgerens fader tredje gang, lykkedes det ansøgerens fader at flygte derfra, mens ansøgerens morbrødre blev taget med. Ansøgerens fader levede efterfølgende i skjul. Efter omkring et år blev familiens bopæl opsøgt af Taleban. De spurgte efter ansøgerens fader og hans ældste søn. Ansøgeren forklarede, at han var gæst i huset. Taleban truede med, at de ville slå ansøgerens fader og hans ældste søn ihjel, hvis de fandt dem. Herefter gik de. Dagen efter tog ansøgeren og hans familie hjem til ansøgerens morbroder, og den efterfølgende dag udrejste ansøgeren af Afghanistan sammen med sin fætter. Efter ansøgerens udrejse udrejste resten af ansøgerens familie til Pakistan. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke har nogen familie. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flertallet lægger herved navnlig vægt på, at den episode, som ansøgeren har forklaret om, hvor Taleban trængte ind i huset og spurgte efter faderen og hans ældste søn, det vil sige ansøgeren, ikke forekommer sandsynlig. Flertallet bemærker herved, at episoden efter det oplyste skulle have fundet sted et år efter, at faderen var holdt op med at arbejde for amerikanerne, at det forekommer usandsynligt, at Taleban ikke stillede nærmere spørgsmål om familieforholdene, hvis de havde ønsket at tage faderens ældste søn med, at ansøgerens mindre broder var til stede, og at Taleban ikke interesserede sig for ham, selvom de efter ansøgerens forklaring accepterede, at ansøgeren var gæst i huset, og at omstændighederne ved flugten, som skete to dage efter, heller ikke understøtter troværdigheden. Flertallet bemærker herved, at ansøgeren udrejste sammen med sin fætter. Flertallet finder således ikke, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb fra Taleban ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flertallet findes således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2015/49
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsborger i Afghanistan, etnisk pashtun og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af repræsentanter fra Taleban, idet de mener, at han har giftet sig med en vantro. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han blev viet med sin herboende ægtefælle den [dato]. I [årstal] modtog ansøgeren trusselsbreve fra Taliban, hvorfor ansøgeren udrejste af Afghanistan [ultimo] 2014. Ansøgerens familie har, efter ansøgerens udrejse, modtaget yderligere trusselsbreve fra Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at de […] fremlagte trusselsbreve med stor sandsynlighed er trykt som et dobbeltark, der herefter er revet over, på trods af dette er de to breve ikke fortløbende nummererede. Brevene er endvidere dateret i henholdsvis [sommermåneder], hvilket ikke stemmer overens med ansøgerens forklaring. Nævnet anser det derfor godtgjort, at brevene er et falsum. Derfor og fordi ansøgerens troværdighed er svækket af, at han har afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt han har været i Afghanistan [i en periode i] 2014, hvorvidt han er rejst over grænsen illegalt, da han under interviewet med ambassaden har oplyst, at han var studerende, at han var i familie med sin ægtefælle, og at kun den nærmeste familie deltog i brylluppet, finder nævnet forklaringen utroværdig, hvorfor den tilsidesættes. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at han skulle forblive i hjemmet mere end [et antal] dage, såfremt han havde modtaget det første trusselsbrev. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2015/48
Nævnet hjemviste i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Sagen er fremmet i medfør af Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, idet ansøgeren er udeblevet uden lovligt forfald. Ansøgeren er etnisk hazara og muslim af trosretning fra Ghazni provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans forældre og hans storebroder og lillesøster en dag forsvandt. Efter to dage kom faderen tilbage til bopælen, hvor ansøgeren havde opholdt sig med sine andre søskende, og fortalte, at han var blevet truet af Taliban, som ønskede, at han selv og tre af ansøgerens ældre brødre skulle deltage i jihad. Ansøgerens moder og to søskende var blevet slået ihjel af Taliban, men det var lykkedes ansøgerens fader at slippe væk. Ansøgerens familie udrejste herefter af Afghanistan. Det må tillægges vægt, at ansøgeren var 14 år ved sin indrejse, at han under hele sagsforløbet har udvist en særpræget adfærd og opførsel, og at der foreligger erklæringer og bekymringsskrivelser fra kommune, opholdssted og Røde Kors, som i væsentligt omfang er egnet til at så tvivl om, hvorvidt ansøgeren har den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå en asylproces. Hertil kommer, at ansøgeren ikke er blevet udredt, hverken gennem en psykologisk eller psykiatrisk undersøgelse. Efter en samlet vurdering af sagen kan Flygtningenævnet – uanset ansøgerens udeblivelse – ikke lægge til grund, at ansøgeren på nuværende tidspunkt har den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå en normal asylsagsprocedure. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen.” afgh/2015/47
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og indtil sin udrejse shia-muslim af trosretning fra [en nærmere bestemt by] i Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark har frafaldet sin tro på islam og nu er ateist. Af en udtalelse fra talsmand fra Ateistisk Selskab fremgår, at ansøgeren er velovervejet og overbevisende omkring sin ateistiske livsopfattelse. Han har fortalt sin moder om sin manglende tro. Han har endvidere flere gange fortalt i danske medier, at han ateist, herunder i længere interviews i [tre navngivne, landsdækkende medier i september 2015] og i [en navngiven landsdækkende avis i oktober 2015]. Han er blevet angrebet af afghanere på [et navngivent asylcenter] som følge af, at han er ateist, og er også blevet truet af afghanere, som han har mødt uden for asylcentreret. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om at have frafaldet islam, og at han nu er ateist er udtryk for ansøgerens reelle overbevisning. Nævnet har herved lagt vægt på ansøgerens forklaring om sin udvikling for at komme til denne erkendelse, herunder om at han, fra han var 15 år og indtil sin udrejse fra Afghanistan ganske vist praktiserede sin religion, men ikke helhjertet, idet han ikke fastede og bad bønner som foreskrevet. Nævnet har endvidere lagt vægt på ansøgerens generelle fremtræden. Flygtningenævnets flertal – der lægger vægt på, at ansøgeren har fortalt sin moder om, at han er ateist, og har optrådt i flere medier med denne oplysning, og som lægger til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke vil holde sin overbevisning skjult for sine omgivelser – finder herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Afghanistan, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Afgh/2015/46
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra [landsby] i provinsen Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban og sin morbroder, der vil hverve ham til Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans familie inden ramadanen 2014 fik besøg af morbroderen. Under besøget oplyste morbroderen ansøgerens fader om, at han ville have, at faderen og hans to sønner, herunder ansøgeren, tilsluttede sig Taliban og deltog i krig. To dage efter henvendte morbroderen sig igen på familiens bopæl. Han var ledsaget af fire til fem maskerede mænd. Morbroderen bad faderen og ansøgeren om at følge med, men da faderen nægtede, startede et slagsmål. En af mændene slog ansøgeren i hovedet og stak ham i armen, hvorefter han mistede bevidstheden. To dage senere kom ansøgeren til bevidsthed på et hospital, hvor hans farbroder fortalte, at faderen var blevet bortført og dræbt af morbroderen. Farbroderen fortalte desuden, at morbroderen enten ville hverve ansøgeren eller slå ham ihjel. Samme aften udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om asylmotivet må forkastes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgerens morbroder to gange under de angivne omstændigheder, blandt andet med maskerede mænd har forsøgt at hverve ansøgeren til Taliban, uden at ansøgeren er blevet taget med. Ansøgerens forklaring herom forekommer i øvrigt ikke selvoplevet. Ansøgeren har hertil forklaret divergerende og usammenhængende om morbroderens henvendelser på familiens bopæl. Under oplysnings- og motivsamtalen [i slutningen af efteråret] 2014 har ansøgeren forklaret, at hans fader blev vred på morbroderen, da denne forlangte, at ansøgeren, ansøgerens broder og faderen skulle følge med morbroderen, og faderen smed derefter morbroderen ud. Under asylsamtalen [i slutningen af sommeren] 2015 har ansøgeren derimod forklaret, at ansøgerens fader ikke smed morbroderen ud, og det er oplyst, at faderen ikke sagde, at morbroderen skulle gå ud af huset. Morbroderen valgte selv at gå. Foreholdt divergensen har ansøgeren under samtalen forklaret, at han ikke under oplysnings- og motivsamtalen har sagt, at morbroderen blev smidt ud af huset, og at der er en fejl i referatet fra den samtale. Ansøgeren har tilføjet, at han ikke var helt klar i hovedet under samtalen. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at morbroderen blev smidt ud af faderen. Ansøgeren har endvidere forklaret usammenhængende om finansieringen af udrejsen. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke ved, hvem der har finansieret turen til Danmark. Han har under asylsamtalen forklaret, at han ved, at hans familie havde nogle penge liggende derhjemme. Det var ansøgerens farbroder, der sendte ham af sted, men ansøgeren vidste ikke, hvorvidt farbroderen havde fået pengene med fra hjemmet. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at han ikke ved, hvorvidt det var hans farbroder eller moder, der havde betalt for udrejsen, men at de ikke havde så mange kontanter på familiens bopæl. Det fremstår i øvrigt ikke troværdigt, at ansøgeren ikke har været i stand til at kontakte sin familie i Afghanistan, fordi han angiveligt skulle have smadret sin mobiltelefon, da han opholdt sig i Iran. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuelt begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2015/45
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk hazara, og den kvindelige ansøger er etnisk tadjik. Ansøgerne er tidligere shiamuslimer, men de er nu konverteret til kristendommen. Ansøgerne har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den kvindelige ansøgers morbroder som følge af, at den kvindelige ansøger ikke ville giftes med morbroderens søn og som følge af, at den mandlige ansøgers broder slog morbroderens søn ihjel. Den kvindelige ansøger blev i 1994 forlovet med morbroderens søn men flygtede få måneder efter med den mandlige ansøger til Iran, hvor de opholdt sig til 2009, hvor de med deres to fælles børn blev deporteret til Afghanistan. De tog hjem til den kvindelige ansøgers moder, og den kvindelige ansøger blev omkring 14 dage senere opsøgt på bopælen af morbroderens søn, der voldtog hende, hvilket blev opdaget af den mandlige ansøger og dennes broder. Morbroderens søn blev skudt, og ansøgerne flygtede til den mandlige ansøgers fader og videre til den mandlige ansøgers farbroder. Farbroderen konstaterede umiddelbart herefter, at den mandlige ansøgers fader og to brødre var blevet dræbt, formentlig af den kvindelige ansøgers morbroder. Ansøgerne flygtede herefter fra Afghanistan. Ansøgerne har som nyt asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter forfølgelse, idet de er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgernes forklaring om deres konversion til kristendommen til grund. Flygtningenævnet finder på baggrund af de afgivne forklaringer, at der er tale om en reel konversion, og at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil fortsætte med at praktisere deres religion. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for frafaldne muslimer i Afghanistan finder Flygtningenævnet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved tilbagevenden til Afghanistan er i reel risiko for forfølgelse på grund af deres religiøse tilhørsforhold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor de afghanske statsborgere […] og […] samt deres to mindreårige børn, […] og […], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2015/44
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk turkmener og sunnimuslim af trosretning fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin faders fjender. Han har endvidere henvist til, at han frygter, at hans farbrødre vil slå ham ihjel som følge af en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans fader har mange fjendskaber, som opstod allerede inden, ansøgeren blev født. Ansøgeren ved ikke, hvem de pågældende fjender er. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans fader og farbrødre har en jordkonflikt, idet faderen ikke har fået sin retmæssige del af familiens jord. På grund af faderens konflikter opholdt ansøgeren og ansøgerens brødre sig i Tyrkiet i cirka otte måneder indtil slutningen af 2013/starten af 2014. Da ansøgeren og hans brødre vendte tilbage til Afghanistan, blev ansøgerens ene broder slået ihjel af ukendte gerningsmænd, og deres bopæl blev opsøgt af personer, som affyrede skud. Herefter udrejste ansøgeren og hans brødre på ny. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende jordkonflikt med sine farbrødre. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til OM-samtalen med Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2015 har oplyst, at hans familie ikke havde så god en relation til farbroderens familie, og at de kun så hinanden, hvis de tilfældigt stødte på hinanden i byen, ligesom ansøgeren til samtalen oplyste, at der ikke skete noget, hvis ansøgeren tilfældigt mødte sin farbroder eller dennes familie på gaden, idet de i så fald bare gik forbi hinanden. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konflikt med ansøgerens faders fjender ikke er af en sådan karakter, at den kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker herved, at konflikten ifølge ansøgerens egne oplysninger er opstået, før ansøgeren blev født, og at det alene beror på ansøgerens ubekræftede formodninger, at disse fjender skulle stå bag drabet på ansøgerens storebroder og angrebet på ansøgerens families hjem. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2015/42
Nævnet meddelte i oktober 2015 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk hindu-hazaraer og er tidligere konverteret til shia-muslimer af trosretning. Ansøgerne er fra Qarabagh i Ghanzi-provinsen i Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger er konverteret fra islam til kristendommen, og at han er blevet døbt [i begyndelsen af] 2014. Flygtningenævnet finder på baggrund af oplysningerne om trusselsbreve og sms’er angiveligt afsendt fra Afghanistan ikke at kunne afvise, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden hertil på grund af sine religiøse forhold vil være i risiko for forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor de afghanske statsborgere […] og […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet bemærkes, at afgørelsen findes at burde medføre konsekvensstatus for den kvindelige ansøger.” afgh/2015/41
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra […] i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af enten Taleban, de afghanske myndigheder eller af en person ved navn […]. Ansøgeren flyttede med sin familie som 12-årig til Pakistan, hvor han efter 5 års ophold blev rekrutteret til en madrassa. Da han fandt ud af, madrassaen var træningslejr for Taleban, flygtede han til et skandinavisk. Efter at være meddelt afslag på asyl i […], vendte han i [efteråret] 2012 tilbage til Afghanistan, hvor han tog ophold hos sin fars ven. I starten af 2013 blev han gift med vennens datter. En person ved navn […], som kendte ansøgeren fra træningslejren i Pakistan, havde imidlertid allerede friet til datteren, og da personen fik kendskab til ægteskabet, truede han – der var tilknyttet efterretningstjenesten – med at oplyse til myndighederne, at ansøgeren havde modtaget træning af Taleban, såfremt ansøgeren ikke lod sig skille eller betalte […] 30.000 USD. Herefter henvendte politiet sig på svigerfaderens bopæl og afleverede en tilsigelse, hvorefter ansøgeren skulle møde hos politiet. Ansøgeren tog derfor ophold i skjul på sin arbejdsplads. Da han tog hjem til svigerfaderen for at besøge denne og hente rent tøj, blev bopælen opsøgt af politiet på ny. Det lykkedes ansøgeren at flygte, hvorefter han tog ophold hos et familiemedlem inden sin udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af ansøgeren forklarede på en række centrale punkter findes usandsynligt. Det findes således blandt andet usandsynligt, at en person fra den madrassa i Pakistan, hvor ansøgeren kortvarigt opholdt sig år tidligere, ville giftes med netop den kvinde i Afghanistan, som ansøgeren var blevet gift med. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i sin forklaring for Flygtningenævnet har svaret upræcist og afglidende på en række spørgsmål, herunder om hvor lang tid der gik fra hans sidste møde med […] til politiets henvendelse på svigerfaderens bopæl, indholdet af arrestordren og længden af opholdet i madrassaen. Nævnet finder derfor og efter det i øvrigt fremkomne, at det beskrevne begivenhedsforløb ikke virker selvoplevet. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2015/4
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Hazara og shia-muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ansøgerens arbejdsgiver og dennes sønner, da ansøgeren er blevet beskyldt for at have haft seksuel omgang med arbejdsgiverens datter. Ansøgeren har videre henvist til, at han som følge af sin interesse for kristendommen vil blive udsat for forfølgelse, og at han risikerer hvervning til militæret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han igennem to år og fem måneder arbejdede for en mand, hvor ansøgerens opgaver bestod i at passe frugtplantager og fodre køer. Ansøgeren har videre forklaret, at han en dag blev bedt om at ledsage mandens datter til basaren. Da de kom til basaren bad datteren ansøgeren om at gå, og hun sagde til ansøgeren, at hendes broder ville ledsage hende hjem. Ansøgeren var herefter på basaren i to til tre timer, inden han modtog et opkald fra ansøgerens moder, som bad ansøgeren om at tage hjem til ansøgerens farbroder i Kabul. Ved ankomsten hos farbroderen blev ansøgeren slået og beskyldt for at have haft seksuel omgang med datteren. Ansøgeren har videre forklaret, at farbroderen herefter kontaktede en menneskesmugler, og at ansøgeren udrejste af Afghanistan samme nat. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1 eller stk. 2. I den forbindelse bemærkes i relation til ansøgerens påståede konflikt med arbejdsgiveren og dennes familie, at forklaringen herom vurderes som divergerende, udbyggende og til dels usandsynlig. Blandt andet har han afgivet forskellige forklaringer om, hvordan episoden blev opdaget, og om hvorvidt det var arbejdsgiveren eller dennes sønner, som kontaktede ansøgerens moder. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden risikerer hvervning til militæret eller risikerer forfølgelse eller overgreb som følge af hans nylige interesse for kristendommen. Det bemærkes endelig, at nævnet ikke har fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om hjemvisning. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2015/39
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Ansøgeren er etnisk […] eller […] og shia muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har været medlem af [en børneorganisation]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban som følge af sit arbejde for [en specialenhed i Politiet]. Ansøgeren frygter endvidere at vende tilbage til Afghanistan, fordi han er konverteret og nu er shia muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var ansat i [specialenhed i Politiet], hvor han deltog i aktioner mod Taliban fra omkring slutningen af 2010 til slutningen af 2012 eller måske 2013. Taliban truede ham fra slutningen af 2012. De ønskede, at han skulle stoppe sit arbejde og i stedet samarbejde med dem. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han var sunni muslim, da han blev gift, men at han konverterede til shia islam, fordi hans ægtefælles familie er shia muslimer. I lighed med Udlændingestyrelsen lægger Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om, at han efter udsendelsen af Danmark i 2010 har arbejdet for [en specialenhed i Politiet], til grund. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge forklaringen om, at ansøgeren som følge af dette arbejde har været forfulgt af Taliban til grund. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgerens forklaring herom forekommer utroværdig og konstrueret. Det bemærkes indledningsvist, at det påvirker ansøgerens generelle troværdighed, at han på trods af, at han i 2009 blev udvist med et indrejseforbud gældende i 10 år, i 2013 søgte visum og senere opholdstilladelse i Danmark efter reglerne om familiesammenføring under et andet navn. I forbindelse med visumansøgningen oplyste ansøgeren, at han bortset fra en rejse til Iran aldrig havde været udenfor Afghanistan, ligesom han svarede nej på spørgsmålet om, hvorvidt han havde arbejdet for afghanske myndigheder så som politi og militær og haft problemer som følge heraf. Nævnet har videre tillagt det en vis betydning, at det først var efter, at ansøgeren i 2014 var blevet anholdt af dansk politi og sigtet for blandt andet overtrædelse af det tidligere meddelte indrejseforbud, at han søgte asyl. Det fremlagte trusselsbrev fremstår som dateret i 2013 eller 2014, og dermed efter at ansøgeren i slutningen af 2012 var ophørt med at arbejde for [specialenheden i Politiet]. Det forekommer endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke gjorde noget for at søge myndighedsbeskyttelse herunder at fortælle sin arbejdsgiver om trusselsbrevet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at selvom truslerne rettede sig mod både ansøgeren og hans familie, er der ikke sket noget med familien, der heller ikke har modtaget yderligere trusler, selvom de i en periode boede det samme sted. På trods af truslerne har ansøgeren, bortset fra et ophold i Iran og flere kortere ophold i Pakistan, opholdt sig i Afghanistan frem til udrejsen [ultimo] 2013, ligesom han efter brylluppet [medio] 2013 afholdt en bryllupsfest med cirka 200 deltagere på et hotel i Kabul. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgeren først søgte visum til Danmark [ultimo] 2013, og at han efter at have opnået dette [ultimo] 2013 først udrejste af Afghanistan [en måned senere]. Det bemærkes endeligt, at det alene beror på ansøgerens formodninger, at hans kollega fra [specialenheden i Politiet] er blevet afhørt under brug af tortur, og i den forbindelse skulle have givet Taliban oplysninger om ansøgerens tilknytning til [specialenheden i Politiet]. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører spørgsmålet om, at han angiver at være konverteret fra sunni til shia-islam bemærkes, at ansøgeren i forbindelse med behandlingen af § 31 sagen forud for udvisningen i 2010 i en samtale med Udlændingestyrelsen fra [medio] 2009 anførte, at han tre år tidligere var blevet kristen katolik i forbindelse med, at han havde boet i en kirke i [dansk by], ligesom han forklarede, at han senere var blevet ateist. Ansøgeren har i forbindelse med nævnsmødet forklaret, at han først og fremmest konverterede til shia islam for at have samme religion som sin kone. Herefter, og under henvisning til det, der er anført ovenfor om ansøgerens generelle troværdighed, anser Flygtningenævnet ikke ansøgerens konversion for reel. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2015/38
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra […], Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af en kommandant ved navn […], samt at han frygter at blive dræbt af terroristgruppen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at [en kommandant] på et tidspunkt i 2011 opsøgte ansøgerens families bopæl i […] og krævede ægteskab med ansøgerens søster. [Kommandanten] opsøgte familiens bopæl tre gange indenfor omkring en måned. Ansøgerens søster flygtede, da [kommandanten] havde været på bopælen anden gang. [Kommandanten] holdt ansøgeren ansvarlig for søsterens flugt og truede ansøgeren på livet og krævede, at han fandt sin søster indenfor en kort frist. Ansøgeren flygtede derfor til Pakistan sammen med sin ægtefælle og broder. Ansøgeren udrejste efter omkring to måneder alene af Pakistan og søgte herefter om asyl i Sverige. Efter omkring ti måneders ophold i Sverige, fik ansøgeren afslag på asyl. Ansøgeren rejste herefter til Rusland, hvor han efter omkring 25 dages ophold blev sendt til Tajikistan af de russiske myndigheder. Herefter blev han sendt tilbage til Afghanistan af de tajikistanske myndigheder. Ansøgeren tog ophold hos en bekendt i […] i Kunduz provinsen i omkring to måneder, hvorefter han flyttede til […], hvor han forpagtede et dækværksted. Omkring [efteråret] 2013 opsøgte terrorgruppen ansøgeren på dækværkstedet, og han blev ført til en fæstning, som lå 15 til 20 minutter derfra. De overordnede i terrorgruppen ville have ansøgeren til at sætte sprængstof på fælgene af nogle køretøjer. Ansøgeren blev ført tilbage til værkstedet for at hente værktøjer til at udføre arbejdet med. Han flygtede, da de ankom til dækværkstedet. Han overnattede herefter hos en bekendt i en nat og rejste videre til Kabul, hvor han opholdt sig i en dag, hvorefter han udrejste til Pakistan. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af de enkelte momenter i ansøgerens forklaring, at det påberåbte asylmotiv fremstår usandsynligt. Det er påfaldende, at [kommandanten], som ifølge ansøgeren var en magtfuld kommandant, pludselig skulle forsvinde, at ansøgeren har forklaret upræcist om søsterens forsvinden, at ansøgeren har forklaret upræcist om sin eftersøgning af sin nærmeste familie, at terroristgruppen netop skulle vælge ansøgeren, som ikke har forstand på sprængstoffer, at ansøgeren netop skulle møde [kommandantens] nevø hos terroristgruppen, at ansøgerens flugt fra gruppen fremstår konstrueret, og at ansøgeren skulle have været i stand til at opspare 15.000 dollars, som han havde liggende i et baglokale til værkstedet. Endvidere er der lagt vægt på, at ansøgeren efter opholdet i Sverige alligevel vendte tilbage til Kunduz provinsen, hvor [kommandanten]ifølge ansøgeren var en magtfuld kommandant, og at ansøgeren ifølge sin egen forklaring opholdt sig i omkring tre år i […]. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet i det hele hans forklaring. Ansøgeren fremstår i øvrigt helt uprofileret. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2015/36
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin farbroder, som sendte ham af sted for at arbejde for Taliban, samt at han frygter Taliban, som han efterfølgende flygtede fra. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans problemer startede tre måneder før hans indrejse i Danmark i [sommeren] 2014. Ansøgerens farbroder, som ansøgeren er vokset op hos, fortalte ansøgeren, at ansøgeren skulle være sammen med farbroderens venner, og at ansøgeren skulle gøre, som vennerne gav ham besked på. Vennerne førte ansøgeren til en Taliban-base, hvorfra ansøgeren flygtede efter to dage. Ansøgeren flygtede ved daggry, og da han havde løbet i nogen tid, så han sig tilbage og så to vagter løbe efter ham. Ansøgeren formåede at slippe væk fra de to vagter, da han nåede frem til et bjerg. Cirka seks timer efter ankom ansøgeren til en by, hvorfra han fik et lift til Ghazni af en bilist. Fra et hotel kontaktede ansøgeren sin morbroder i Iran, som spurgte ind til, om ansøgeren havde penge. Ansøgeren tog derefter mod Kandahar og dagen efter med bus til Nimroz-provinsen, hvorfra en agent fik ansøgeren til Iran, hvor han boede hos sin morbroder i omkring en måned. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er flygtet fra en Taliban-træningslejr, og at han som følge heraf er kommet i en konflikt med Taliban og sin farbroder, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om flugten fra Taliban-lejren og den efterfølgende flugt til Iran har fremstået usammenhængende, usandsynlig og ikke selvoplevet. Ansøgeren har navnlig forklaret usammenhængende om, hvordan og hvor han fik kontakt til den agent, der skulle hjælpe ham til Iran. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse påfaldende, at ansøgeren ikke kan svare på, i hvilken by han mødte agenten. Flygtningenævnet finder det i særlig grad usandsynligt, at ansøgeren er flygtet fra en Taliban-lejren som forklaret af ham, herunder at han slap væk fra to vagter, der forfulgte ham. Ansøgerens frygt for farbroderen som følge af en jordkonflikt bygger alene på ansøgerens formodning og kan derfor ikke i sig selv begrunde asyl. På den anførte baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2015/35
Nævnet meddelte i september 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og kristen af trosretning fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i forbindelse med sin anmodning om genoptagelse henvist til, at hun er blevet døbt [i sommeren] 2014, og ansøgerens søn er blevet døbt [i foråret] 2015. Ansøgeren og hendes søn har afgivet samstemmende, troværdige og overbevisende forklaringer om, hvorledes de fik kendskab til kristendommen og interesse for denne. De er begge blevet døbt og deltager aktivt i et kristent miljø i [Jylland]. Forklaringerne støttes af udtalelser fra blandt andre [forskellige kirker i Danmark]. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren og hendes søn reelt er konverteret til kristendommen, og at de ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke ønsker at skjule deres konversion. Herefter og under hensyn til indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende forholdene for konvertitter i Afghanistan har ansøgeren sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […], samt to børn, opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2015/34
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara fra [afghansk by] i Afghanistan og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans fader arbejdede som chauffør i Iran i 1990’erne for en virksomhed, som samarbejdede med den iranske hær, og at hans fader i 1995 fik en konflikt med sin halvfætter [A], som er en magtfuld kommandant for Taliban, idet faderen ikke ville sørge for, at [A]s broder blev ansat i samme virksomhed. I 1996 indrejste [A]s broder i Iran, hvor han blev anholdt og senere henrettet for spionage. [A] mistænkte ansøgerens fader for at stå bag anholdelsen af broderen. Ansøgerens fader modtog telefoniske trusler fra [A] i et par år. [A] opsøgte endvidere ansøgeren og hans familie på deres bopæl i Afghanistan og truede dem på livet. I 1996 anmodede ansøgerens fader på grund af truslerne sin broder om at bringe ansøgeren og resten af familien til Iran. Ansøgerens familie blev ikke opsøgt af [A] under deres ophold i Iran. Ansøgeren har endvidere henvist til, at familien i 2007 flyttede tilbage til Afghanistan sammen med sin broder og fader, idet de havde fået oplysninger om, at [A] var blevet fængslet af amerikanerne. Efter omkring en måneds ophold blev de overfaldet i deres hus af maskerede og bevæbnede mænd, som tog dem med til en kælder, hvor de blev udsat for grove fysiske overgreb. Senere samme dag ankom [A], som ville have ansøgerens fader til at indrømme sin rolle i henrettelsen af hans broder. [A] udsatte dem for fysiske overgreb og truede dem. Til sidst forlod [A] lokalet med ansøgerens fader. Ansøgeren formoder, at hans fader er blevet dræbt. Det lykkedes ansøgeren og hans broder at flygte med hjælp fra en gammel mand, der var vagt. De blev kørt til Kabul, hvor ansøgerens moster bor. Mosterens ægtefælle og dennes broder hjalp dem herefter med at udrejse til Iran, hvor de bosatte sig. Ansøgeren var efter indrejsen i Iran i kontakt med sin moster, som fortalte, at [A] havde søgt efter ansøgeren og hans broder på hendes bopæl. I 2010 blev ansøgeren anholdt af de iranske myndigheder, idet han opholdt sig illegalt i Iran. Ansøgerens broder betalte bestikkelse for at få ansøgeren løsladt. Ansøgeren var herefter nødsaget til at forlade Iran. Ansøgeren fik afslag på asyl [medio] 2012. Ansøgeren udrejste af Danmark [ultimo] 2013. Han opholdt sig i seks til syv måneder i Grækenland, inden han rejste tilbage til Afghanistan. Ansøgeren er fortsat efterstræbt grundet familiekonflikten med [A]. En gruppe mennesker med tilknytning til Taliban har truet ansøgeren på grund af hans konflikt med [A]. Problemerne startede igen efter ansøgeren ankom til [afghansk by]. [B], som er den talebanske leder i pågældende område, havde af [A] fået oplysninger om ansøgeren. Ansøgeren opholdt sig undertiden hos sine svigerforældre. Her fik han tilsendt anklagebrev vedrørende hans påståede samarbejde med den iranske organisation Sepah. Ansøgeren følte sig så truet, at han efter halvanden måneds ophold i [afghansk by] flygtede til Kabul sammen med sin kæreste. Efterfølgende modtog svigerforældrene trusler om ikke at lade deres datter gifte sig med ansøgeren. Ansøgeren og hans kæreste opholdt sig i omkring fire måneder i Kabul, hvorefter ansøgeren af frygt for sit liv så sig nødsaget til at flygte. Efter sin flugt fik han tilsendt yderligere indkaldelser til et såkaldt retsmøde vedrørende den oprindelige familiekonflikt. De flygtede fra Kabul til Iran, hvor de opholdt sig i omkring halvanden til to måneder. Ansøgerens kæreste rejste hjem til Afghanistan som følge af trusler. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flertallet har fundet, at ansøgerens forklaring om konflikten med [A] fremstår konstrueret til lejligheden. Flertallet har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at det usandsynligt, at ansøgeren aldrig havde hørt om den påberåbte konflikt, før familien vendte tilbage til Afghanistan, da ansøgeren var ca. 16 år. Derudover forekommer det usandsynligt, at den af [A] ansatte vagt skulle turde hjælpe ansøgeren og hans broder med at flygte umiddelbart efter, at [A] havde mishandlet drengene og ført deres fader bort og når henses til ansøgerens forklaring om [A]s magt og tilknytning til Taleban. Endelig finder flertallet, at ansøgerens forklaring om, at han efter udrejsen af Danmark og et ophold i Grækenland, igen indrejste i Afghanistan og tog ophold i det område, hvor [A] midlertidig var bortrejst fra, ikke understøtter ansøgerens frygt fra [A]. Flertallet finder, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren skulle være taget tilbage til området, uanset [A]s midlertidige fravær, såfremt han havde en konflikt med [A], der efter ansøgerens oplysninger under nævnsmødet er blevet endnu rigere og har mange forbindelser, ligesom han kan bestikke alle til at opnå, hvad han vil. Flertallet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans baggrund for at tage til Afghanistan til grund. Flertallet har fundet, at ansøgerens forklaring om, at han vendte tilbage til Afghanistan for at indgå ægteskab, fremstår utroværdig. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke i forbindelse med sin første indrejse i Danmark oplyste, at han havde en kæreste, som han havde lovet at indgå ægteskab med, ligesom han under asylsagsbehandlingen oplyste, at han ikke havde kontakt med nogen i hverken Iran eller Afghanistan, mens han under nævnsmødet oplyste, at han hele tiden havde kontakt med kæresten. Dertil kommer, at ansøgeren efter genindrejsen i Danmark har forklaret divergerende om, hvor ægteskabet blev indgået og om, hvorvidt han overhovedet er gift. Ansøgeren har således først forklaret til politiet, at han i 2014 blev gift i Afghanistan, men at han ikke nåede at få udstedt en vielsesattest, fordi han måtte flygte, mens han under nævnsmødet har forklaret først, at han blev gift med kæresten i Iran og dernæst, at han ikke er gift med kæresten. Endelig finder flertallet det usandsynlig, at kæresten, der efter ansøgerens egen forklaring kommer fra en meget traditionel familie, skulle kunne rejse rundt i Afghanistan på egen hånd for at flygte med ansøgeren. Flertallet finder efter en samlet vurdering, at både ansøgerens oprindelige forklaring og forklaringen om de efterfølgende hændelser, må anses for konstrueret til lejligheden. Slutteligt finder flertallet, at indholdet af det nationalitetsbevis, som ansøgeren har fremlagt efter genindrejsen i Danmark, for så vidt angår fødedatoen ikke stemmer overens med indholdet af de dokumenter, som ansøgeren fremlagde under den første asylsagsbehandling, hvorfor mindst et af dokumenterne må anses for at være fremskaffet til lejligheden. Flertallet finder, at dette yderligere har svækket ansøgerens troværdighed. Uanset om samtlige dokumenter er ægte, og uanset om ansøgeren således har været i Afghanistan efter sin udrejse af Danmark, finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er forfulgt i Afghanistan. Flertallet har herved tillige lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egne forklaringer, at bombeangreb i Afghanistan var rettet mod ham. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet finder herefter, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på en ægthedsvurdering af dokumentet. Flertallet finder af samme grund, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Flertallet finder heller ikke grundlag for at hjemvise sagen med henblik på toinstansbehandling. Der er herved lagt vægt på, at der er tale om en genoptagelsessag, som har været behandlet i 1. instans. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2015/33
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Nævnet udsatte den 23. april 2014 sagen med henblik på en ægthedsvurdering af et dokument fremlagt af ansøgeren og hendes ægtefælle. Afgørelsen er herefter truffet på skriftligt grundlag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger og muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har siden hun var et år gammel boet i Mashad, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun og hendes ægtefælle vil blive dræbt af en højtstående afghansk politiker, […], og hans folk. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun gennem en af ægtefællernes venner og dennes ægtefælle er blevet bekendt med, hendes ægtefælle var blevet kontaktet af den iranske efterretningstjeneste og bedt ham om at få sin broder til at spionere for Iran og give iranerne oplysninger om den afghanske politiker, […], som broderen arbejdede for. Endvidere er hun blevet bekendt med, at ansøgerens ægtefælle og svoger sammen skulle likvidere [politikeren]. Da hendes ægtefælle fortalte om denne plan til sin ven, sagde vennen det videre til [politikerens] chauffør, som videregav informationen til [politikeren] selv. [Politikeren] sendte besked til de iranske myndigheder om, at han kendte til deres planer, hvilket gjorde, at den iranske efterretningstjeneste mistænkte ansøgerens ægtefælle for at have stået bag afsløringen af planerne. [På en bestemt dato i foråret] 2012 blev hendes ægtefælle anholdt på deres fælles bopæl. [Fem dage senere] blev hun selv anholdt. Ved to advokaters hjælp blev ansøgeren løsladt mod kaution [i begyndelsen af sommeren] 2012. Samme aften flygtede ansøgeren sammen med sine tre børn til Tyrkiet. Ansøgerens ægtefælle blev dømt til døden for at have udført aktiviteter imod Irans nationale sikkerhed. Senere lykkedes det hendes ægtefælle at flygte til Tyrkiet, hvor han sluttede sig til sin familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet skal indledningsvis bemærke, at ansøgeren i det hele har henvist til sin ægtefælles asylmotiv, og at hendes egne konflikter i øvrigt er afledt heraf. Flygtningenævnet har efter en samlet vurdering fundet, at ansøgerens ægtefælles forklaring om sit asylmotiv ikke er troværdig, idet forklaringen fremstår som usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har derfor tilsidesat forklaringen i sin helhed. Af samme grund har Flygtningenævnet tilsidesat ansøgerens forklaring i sin helhed som værende usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har nedskrevet ægtefællens asylmotiv i en så detaljeret grad, at det forekommer som en drejebog, hvilket svækker ansøgerens troværdighed betragteligt. Dette understreges tillige af, at ansøgeren, på trods af sin forklaring om, at hun har kendt meget lidt til sin ægtefælles aktiviteter, idet han ikke fortalte hende særlig meget herom, alligevel har kunnet nedskrive sin ægtefælles asylmotiv uden hans kendskab hertil, angiveligt fordi det skulle bruges til at søge asyl i Tyrkiet. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 14. august 2014, at ingen af de fire dokumenter vedrørende den kvindelige ansøgers dom kan antages at være ægte. Endelig har Flygtningenævnet ikke modtaget en dom for så vidt angår den mandlige ansøger. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2015/32
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan.. Indrejst i 2013. Nævnet udsatte den 23. april 2014 sagen med henblik på en ægthedsvurdering af et dokument fremlagt af ansøgeren og hendes ægtefælle. Afgørelsen er herefter truffet på skriftligt grundlag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger og muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har siden han var fem år gammel boet i Mashad, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans ægtefælle vil blive dræbt af en højtstående afghansk politiker […] og hans folk, som ansøgeren har haft en konflikt med. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans broder arbejdede som politikerens højre hånd i Kabul, og at de i 2007 var på besøg i Mashad, Iran. Ansøgerens broder var flyttet tilbage til Afghanistan som 16-årig. Ansøgeren blev bedt om at komme til et møde, hvor hans broder, politikeren samt den iranske efterretningstjeneste var til stede. Ansøgeren blev her bedt om at indsamle oplysninger om afghanere, der opholdt sig illegalt i Iran, til efterretningstjenesten. I 2009 kom den iranske efterretningstjeneste og [politikeren] i et modsætningsforhold, og ansøgeren blev efterfølgende tre gange opsøgt på sin bopæl af efterretningstjenesten. Første gang var i 2009, hvor ansøgeren blev bedt om at spionere mod [politikeren] via sin broder i Kabul. Den anden gang var i 2010 eller 2011, hvor han blev bedt om det samme. Den tredje gang var [ultimo vinteren] 2012, hvor han og hans broder blev bedt om at likvidere den afghanske politiker. Ansøgeren har hertil oplyst, at han ikke mener, at hans broder blev oplyst om denne opgave, ligesom han heller ikke selv har oplyst ham herom. [På et tidspunkt i foråret] 2012 talte ansøgeren med to venner om, hvad efterretningstjenesten havde bedt ham gøre. Efterfølgende opdagede han, at hans ene ven havde sagt dette videre til politikerens nevø, som ifølge ansøgeren er snigmorder. Nevøen havde derefter sagt det videre til sin onkel, hvorefter den iranske efterretningstjeneste blev bekendt hermed. De beskyldte derfor ansøgeren for at have bedraget dem. [På én af to datoer i foråret] 2012 ankom efterretningstjenesten igen til ansøgerens bopæl, hvor han blev tilbageholdt. Han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb i tre måneder, inden han blev stillet for en dommer, hvor han fik at vide, at han er skyldig i landsforræderi, hvorfor han skulle fængsles. Efter yderligere tre måneder blev han igen stillet for retten, hvor han blev kendt skyldig i spionage, og der blev afsagt en dom om henrettelse over ham. Ansøgeren besvimede og vågnede op en uge senere på hospitalet. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra fængslet ved at stikke en soldat med en kanyle. Ansøgeren udrejste derefter af Iran i [efteråret] 2012. Ansøgeren har efterfølgende fået at vide af sin ven, at hans broder er blevet dræbt i Afghanistan af [politikeren] og hans folk. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, finder Flygtningenævnet, at forklaringen ikke er troværdig, idet forklaringen fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har derfor tilsidesat forklaringen i sin helhed. Flygtningenævnet lægger blandt andet vægt på, at det fremstår usandsynligt, at den iranske efterretningstjeneste skulle pålægge ansøgeren en så politisk ømtålelig opgave, ikke mindst henset til at de har haft grund til at betvivle hans loyalitet, eftersom hans broder arbejdede for den afghanske politiker, […]. Det forekommer videre usandsynligt, at ansøgeren har fortalt om opgaven om at likvidere [politikeren] for efterretningstjenesten til to af sine venner, når han samtidig skulle have understreget over for sin ægtefælle, at hun på ingen måde måtte fortælle det videre til nogen, herunder sine egne forældre. Nævnet finder ansøgerens forklaring om sin flugt fra hospitalet fuldkommen usandsynlig. Nævnet bemærker hertil, at ifølge ansøgeren var han dømt til døden, hvorfor han under et hospitalsophold må forventes at have været under stærk bevogtning. Nævnet har også lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle har nedskrevet ansøgerens asylmotiv i en så detaljeret grad, at det forekommer som en drejebog, hvilket svækker ansøgerens troværdighed betragteligt. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 14. august 2014, at ingen af de fire dokumenter vedrørende den kvindelige ansøgers dom kan antages at være ægte. Endelig har Flygtningenævnet ikke modtaget en dom for så vidt angår den mandlige ansøger. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2015/31
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin forlovede, som er en meget magtfuld person, idet hun har haft sek-suel omgang med sin daværende kæreste. Ansøgeren frygter videre sin daværende kærestes fader, idet hun havde seksuel omgang med kæresten, ligesom hendes forlovede har slået kæresten ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun mødte sin forhenværende kæreste, [A], da hun læste på Universitetet. Efter et par måneder som kærester, havde de seksuel omgang med hin-anden. I maj-juni 2014 kom ansøgerens fader hjem med en mand ved navn [B], som var en af ansø-gerens faders venners søn. Efter flere besøg i juni-juli 2014 besluttede ansøgerens forældre uden ansøgerens samtykke, at hun skulle forloves med [B]. [Medio] juli 2014 blev det besluttet, at forlo-velsen skulle finde sted [omkring en uge senere]. Idet ansøgeren og kæresten havde haft seksuel omgang, var ansøgeren bange for, at hun ville blive slået ihjel af sine forældre og sin kommende ægtefælle, såfremt de fandt ud af, at hun ikke længere var jomfru. Ansøgeren og kæresten aftalte, at ansøgeren [en bestemt dag i medio juli 2014] skulle sige til sine forældre, at hun skulle på arbejde, hvorefter hun i stedet flygtede til Panj-shir ledsaget af sin kæreste og en anden. Ansøgerens forlo-vede var ansøgerens kærestes faders fætter, hvorfor ansøgerens kæreste var nødt til at tage tilbage til Kabul for ikke at vække mistanke. Efter et par dage begyndte ansøgerens forældre at lede efter ansøgeren. Ved faderens henvendelse på ansøgerens arbejdsplads, fik faderen fortalt af en af ansøgerens kollegaer, at denne havde set ansøgeren følges med [A], hvorfor faderens opsøgte [A] og krævede svar. [A] afviste at vide, hvor ansøgeren befandt sig. I Danmark fandt ansøgeren ud af, at hendes forlovede af ukendte årsager har slået hendes fader ihjel under et skænderi. I Danmark har ansøgeren videre set på tv-kanalen TV-Afghan, at ansøgerens forlovede og kæreste var kommet op og slås, i hvilken forbindelse ansøgerens kæreste var blevet slået ihjel, ligesom kærestens brødre var blevet såret. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet finder Flygtningenævnet ikke, at forklaringen kan lægges til grund. Forklaringen forekommer på flere afgørende punkter usandsynlig, divergerende og usammenhængende og må anses for at være konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen og under asylsamtalen har forklaret, at hendes forhold til [A] varede lidt over et år. Det var [A], der udfyldte papirer vedrørende ansøgerens visa. Ansøgeren har først for nævnet forklaret, at hun begyndte på universitetet i november/december 2013, og at hun mødte [A] 10-20 dage herefter. Foreholdt at det fremgår af sagen, at visumansøgninger blandt andet er indgivet den […] 2013 og den […] 2013, forinden ansøgeren angiveligt mødte [A] og inden hendes problemer angiveligt begyndte, har ansøgeren forklaret, at hun rettelig begyndte på universitetet i november/december 2012. Ansøgeren er herefter blevet foreholdt, at hendes forhold til [A] må have varet i næsten 2 år, og hun har hertil forklaret, at lidt over et år også kan være to år. Flygtningenævnet finder det i øvrigt usandsynligt, at ansøgeren og [A] har kunnet have et hemmeligt kæresteforhold i næsten to år, uden at forholdet blev opdaget, og at de har mødtes på restauranter og på hotel. Der henses i den forbindelse også til, at [A] cirka en gang om måneden har kørt ansøgeren til arbejde, og at han ifølge ansøgeren var en magtfuld, der var omgivet af livvagter. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun så en tv-udsendelse vedrørende drabet på […], efter at hun havde opholdt sig [på et dansk asylcenter] i 10-12 dage. Under asylsamtalen [i sommeren] 2015 har hun derimod forklaret, at hun så tv-udsendelsen 3-4 måneder forinden samtalen. Nævnet finder i øvrigt, at ansøgeren har svaret afglidende og upræcist på flere spørgsmål, og at hun ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for, at hun ikke har søgt kontakt med sin familie, efter at hun er indrejst i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2015/30
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af kommandant […], fordi hun har afvist at blive gift med ham og i stedet har giftet sig med en anden. Hun har videre henvist til, at hun er enlig kvinde og ikke har nogen pårørende i Afghanistan. Hun har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at kommandant […], som nu er parlamentsmedlem, og som hun formoder har tilknytning til Taliban, begyndte at følge efter hende, mens hun gik til sprogundervisning i [foråret 2009], og hvor hun mødte sin senere ægtefælle […]. Undervejs til kurset blev hun flere gange opsøgt af […], der sagde, at han følte sig tiltrukket af hende, og at han ville giftes med hende. Det endte med, at […] friede til hende flere gange på hendes families bopæl. Ansøgerens fader afviste […] ved at sige, at ansøgeren var for ung og først skulle færdiggøre sin uddannelse. [i sommeren 2009] blev hun og […] forlovet og viet på hendes bopæl i […]. Til stede var en mullah og deres familier og naboer. De holdt ikke en egentlig bryllupsfest, fordi ansøgeren var bange for […]. De blev boende hver for sig efter vielsen, men […] kom og besøgte ansøgeren. Den […] opsøgte […] og hans folk hendes svigerfamilie. De dræbte hendes ægtefælles broder og fætter, og […] flygtede herefter. Hendes svigerfamilie nåede at advare hendes fader om […], hvorfor ansøgeren og hendes familie tog til Kabul senere samme aften. Ti dage senere flygtede ansøgeren til Pakistan, hvor hun tog ophold hos sin faders ven, […].[I efteråret 2012] fik hun igen etableret kontakt til [sin ægtefælle], som befandt sig i Danmark. Hun søgte herefter visum ved den danske repræsentation i Islamabad, hvor hun var til samtale [i foråret 2013]. Mens hun opholdt sig hos […] i Pakistan, var hun tre gange tilbage i Kabul for at få ordnet sine rejsedokumenter. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om en række væsentlige punkter i sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at disse divergenser alene skyldes tolkeproblemer. Ansøgeren har således forklaret divergerende om tidspunkter, som er centrale for hendes asylmotiv, herunder om hvornår […] begyndte at følge efter hende og opsøge hende, og hvornår hun lærte sin senere ægtefælle at kende. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun selv kunne færdes til og fra skole og sprogkursus, idet hun dels har forklaret, at hun altid blev kørt af sin fader, dels at hun selv fik lov til at gå frem og tilbage, i den sidste periode i selskab med en pige på syv-otte år. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt […] udover at opsøge ansøgerens svigerfamilies bopæl den [i sommeren 2009] og dræbe ansøgerens ægtefælles broder og fætter, også opsøgte ansøgerens egen families bopæl denne dato. Yderligere divergerer ansøgerens forklaring på væsentlige punkter fra den forklaring, som […] har afgivet i forbindelse med sin asylsag. Ansøgeren og […] har således afgivet indbyrdes divergerende forklaringer om omstændighederne i forbindelse med deres vielse, herunder antallet af gæster. Ansøgeren og […] har endvidere afgivet indbyrdes divergerende forklaringer om, hvorvidt de havde seksuelt samvær i dagene efter vielsen. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, hvornår hun i perioden fra 2009 til 2013, hvor hun boede hos […] i Pakistan, har været tilbage i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger til grund, at hun er indrejst i hvert fald tre gange i Afghanistan og har opholdt sig i Kabul, uden at hun er blevet opsøgt af […]. Ligeledes har ansøgeren i visuminterviewet den […] på den danske ambassade i Islamabad afvist, at hun havde nogen årsag til ikke at kunne vende tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet finder derfor ikke, ar ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke at kunne lægge til grund, at det forhold, at ansøgeren efter sine egne oplysninger ikke længere har familie i Afghanistan og er en enlig kvinde, i sig selv indebærer, at betingelserne i udlændingelovens § 7 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2015/29
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia-muslimer af trosretning fra Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles farbroder, fordi ansøgeren og hans ægtefælle er udrejst af Afghanistan. Endvidere har den mandlige ansøger som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemområde i Ghazni-provinsen, da dette kontrolleres af Taliban, som han har nægtet at lade sig hverve til. Ansøgeren har over for Flygtningenævnet som asylmotiv tillige henvist til, at ISIS kontrollerer hans hjemegn, Ghazni, og at ansøgeren anses for at være en fjende til ISIS, fordi han er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning. Den mandlige ansøger har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at to repræsentanter fra Taliban opsøgte hans families bopæl, da han var 16 år gammel. De pågældende fortalte familien, at hver husstand skulle bidrage med en person, men ansøgerens fader svarede dem, at ansøgeren ikke kunne lade sig hverve, da han skulle hjælpe sin familie. Omkring en til to uger senere forsvandt ansøgerens fader og er siden fundet død. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin familie, fordi hun har brudt en aftale om at gifte sig med sin fætter, og fordi hun har fået et barn med den mandlige ansøger, som er hendes nuværende ægtefælle. Endvidere har den kvindelige ansøger som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har over for Flygtningenævnet som asylmotiv tillige henvist til, at hun frygter Taliban, som hun er i et oppositionsforhold til, fordi hun er etnisk hazari og shia-muslim af trosretning. Den kvindelige ansøger har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at hun i 2012 lærte sin ægtefælle at kende, da han arbejdede i sin bod. Han friede til hende, og de aftalte derfor, at han skulle tage kontakt til hendes familie. Under hans besøg hos hendes familie, ankom flere af hendes familiemedlemmer, herunder hendes fætter ved navn […], som hun var blevet lovet bort til. Der opstod et skænderi, og [fætteren] udsatte hendes ægtefælle for vold og dødstrusler. Dernæst forlod hendes ægtefælle bopælen, og omkring en uge senere påbegyndte ansøgerne deres udrejse af Afghanistan. Efterfølgende mødte den kvindelige ansøger en tidligere nabo fra Afghanistan i Tyrkiet, som fortalte, at den kvindelige ansøgers familie ledte efter ansøgerne, og at de i den forbindelse havde uddelt billeder af dem. Ansøgerne har såvel indbyrdes som hver for sig under oplysnings- og motivsamtalerne, samtalerne med Udlændingestyrelsen og for Nævnet forklaret divergerende blandt andet om konflikten med den kvindelige ansøgers familie, om hvem der blev udsat for vold og om karakteren af denne vold. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende og uddybende om indholdet af en samtale med en tidligere nabo, hun mødte i Istanbul. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de har en konflikt med den kvindelige ansøgers familie. Den mandlige ansøger har under sin norske asylsag og senere under sin danske asylsag forklaret divergerende om, hvornår hans far blev dræbt af Taliban og om, hvorvidt ansøger personligt er blevet opsøgt af Taliban. Ansøger har i 2012 opholdt sig i Afganistan i 2 måneder, uden problemer med Taliban, ligesom hans angivelige konflikt med Taliban fandt sted i 2008. Den mandlige ansøger har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at han er efterstræbt af Taliban. Den mandlige ansøger har som yderligere asylmotiv påberåbt sig, at han er konverteret til kristendommen under sit ophold i Norge i 2010. Det fremgår af den norske asylafgørelse, at ansøgers konversion på daværende tidspunkt ikke fandtes reel. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøger under sin forklaring for Nævnet ikke har kunnet redegøre nærmere for sin kristne overbevisning, ligesom han har forklaret, at han ikke går i kirke, ikke kender de kristne højtider og ikke før for nyligt har ønsket, at hans hustru skulle erfare, at han var konverteret. Endvidere er ansøger muslimsk gift i 2012, og ansøgernes søn er ikke døbt. Nævnet anser på denne baggrund ikke ansøgers konvertering for reel. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afganistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2015/28
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni muslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af repræsentanter for Taliban, som følge af ansøgerens virke som tolk for International Security Assistance Force (ISAF). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i en årrække har ydet tolkemæssig bistand til de amerikanske og danske styrker i Afghanistan. På et ukendt tidspunkt i 2012 blev ansøgeren kontaktet telefonisk af sin faders fætter, som spurgte ind til ansøgerens arbejde som tolk. Opkaldet gjorde ansøgeren bange, hvorfor han opsagde sin stilling som tolk i [efteråret] 2012. Ansøgeren havde herefter intet arbejde i en periode på to måneder, og i denne periode besøgte han jævnligt sin families landsby for at demonstrere, at han rent faktisk ikke arbejdede som tolk. I slutningen af 2012 kontaktede ansøgeren tolkebureauet [A] og genoptog sit virke som tolk. Ansøgeren blev tilknyttet en amerikansk patruljeenhed i [Afghanistan], hvor han ydede tolkemæssig bistand frem til [efteråret] 2013. I [efteråret] 2013 blev ansøgeren kontaktet telefonisk af sin fader, som fortalte, at ansøgerens farbroder var blevet dræbt, og at ansøgeren skulle tage til Kabul omgående. Ansøgeren fik akut orlov og tog til Kabul den næste dag. I Kabul opdagede ansøgeren, at faderen var blevet kidnappet af ukendte gerningsmænd. Ansøgeren flyttede sammen med sin moder og søskende til en ven i [en anden del af] Kabul. Cirka otte dage senere modtog ansøgeren et trusselsopkald fra ukendte personer, som oplyste, at de havde ansøgerens fader i deres varetægt, og at ansøgeren skulle melde sig til dem på et ikke nærmere specificeret sted. Ansøgeren kontaktede det lokale politi vedrørende telefonopkaldet, men politiet foretog sig ikke nærmere i sagen. Ansøgeren tog endvidere kontakt til sin arbejdsgiver, [A], og orienterede dem om hændelsen, men [A] kunne heller ikke hjælpe ansøgeren. Ansøgeren modtog yderligere tre-fire opkald fra de samme personer, inden han besluttede sig for at udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hans arbejde som tolk for internationale herunder danske styrker til grund. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren og hans familie modtog trusler. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse fra Talibans side, hvorfor han isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det er herefter spørgsmålet, om Grækenland, hvor ansøgeren [i begyndelsen af] 2014 blev meddelt flygtningestatus, kan tjene som 1. asylland. Flygtningenævnet finder, at Grækenland, hvor ansøgeren ”has received the status of recognized refugee by the Hellenic Authorities”, kan tjene som 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 (nuværende § 7, stk. 4). Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke har haft problemer med de græske myndigheder eller konkrete problemer med andre personer i Grækenland. Den omstændighed, at ansøgeren var tilbageholdt under sin asylsagsbehandling i cirka tre måneder, kan på denne baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder, at der ikke er holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Grækenland risikerer refoulement. Flygtningenævnet finder tillige, at ansøgerens personlige sikkerhed i Grækenland vil være beskyttet i fornødent omfang, ligesom de økonomiske og sociale forhold vil være tilstrækkelige. Det bemærkes i den forbindelse, at de generelle herunder socio-økonomiske forhold i Grækenland - trods vanskelige – må antages ikke at være sådanne, at de kan føre til et andet resultat. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren er en ung, rask mand med særdeles gode engelskkundskaber. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2015/27
Nævnet meddelte i august 2015 konventionsstatus til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk […] og kristen fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin [familie], idet hun har krænket [familiens] ære. Hun har endvidere henvist til de generelle forhold i Afghanistan, herunder at hun har et dårligt ry i Afghanistan. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra både private borgere og myndigheder, idet hun under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Hun har endvidere henvist til, at hun frygter kønsspecifik forfølgelse, da hun tidligere i Afghanistan har været udsat for grov vold og chikane. Det fremgår af udtalelsen fra [medio] 2014 fra [en præst], at ansøgeren siden […] [medio] 2014 har været en del af fællesskabet i [en kirke] og fast har deltaget i kirkens gudstjenester og øvrige aktiviteter. Af [præstens] supplerende udtalelse fra [medio] 2015 fremgår, at ansøgeren fortsat deltager i kirkens aktiviteter, herunder bibelstudier og [yderligere aktiviteter] i henholdsvis 2014 og 2015, ligesom hun sideløbende blandt andet deltager i aktiviteter i [en anden kirke]. Videre fremgår, at ansøgeren efter […] dåbsundervisning blev døbt [primo] 2015, og at hun er frimodig med hensyn til at dele sin tro med andre, og at hun har fået flere afghanske kvinder til at deltage i kirkelige handlinger. Herefter, og idet nævnet videre har lagt vægt på den forklaring, der er afgivet af [en kristen rådgiver] fra [en kirke] om ansøgerens aktive deltagelse i kirkens arrangementer samt ansøgerens egen forklaring om baggrunden for, at hun er konverteret og har fravalgt Islam, lægger nævnet til grund, at hendes konversion er reel. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren som følge heraf ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2015/26
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (beskyttelsesstatus) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra [afghansk provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin stedfader. Endvidere frygter ansøgeren, at hans stedfader har solgt ham til stedfaderens ven, [A], der har forbindelse til Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans stedfader gennem en periode på omkring to år chikanerede ham. Stedfaderen forbød ansøgeren og hans brødre at gå i skole og i moskéen. Stedfaderen bestemte, at han skulle arbejde. Stedfaderen indkasserede ansøgerens løn. Stedfaderen slog ham og tvang ham ved flere lejligheder til at optræde som danser til fester. Anden gang stedfaderen tog ansøgeren med til en fest, hvor ansøgeren skulle danse, forsøgte han at stikke af. Af den grund bandt stedfaderen dagen efter hans hænder og fødder og udsatte ham for vold. Han truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis han stak af igen. Under den fjerde fest, som ansøgeren blev taget med til, overhørte han en samtale mellem stedfaderen og dennes ven, [A], hvoraf det fremgik, at stedfaderen skyldte [A] penge. [A] foreslog, at han i stedet for pengene fik overdraget ansøgeren i sin varetægt. Ansøgeren forsøgte derefter at stikke af, men blev stoppet af [As] bodyguard, som slog ham i hovedet med et gevær. Det lykkedes dog senere for ansøgeren at stikke af. Han tog hjem til sin arbejdsgiver. Stedfaderen ringede efter nogle dage til ansøgerens arbejdsgiver og bad denne sende ansøgeren hjem. Ansøgeren antog, at han rent faktisk var blevet solgt til [A], der ville udnytte han som dansedreng, hvorfor ansøgeren besluttede at flygte. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen har fremstået troværdig og selvoplevet, og idet ansøgerens forklaring for så vidt angår familiens forhold og stedfaderens adfærd er overensstemmende med den forklaring ansøgerens storbroder afgav, da storebroderen i 2011 søgte og fik asyl i Danmark. Flygtningenævnets flertal lægger derfor på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens stedfader i 2010/2011 tvang ansøgeren til at optræde som dansedreng ved et antal fester, og at stedfaderen udsatte ansøgeren for vold, når ansøgeren nægtede eller forsøgte at undslippe. Nævnets flertal lægger endvidere til grund, at stedfaderen, overfor [A], der var kendt for at holde dansedrenge, tilbød ansøgeren som betaling for stedfaderens gæld til [A]. Nævnets flertal finder, at det, som forklaret af ansøgeren, må lægges til grund, at [A] var en magtfuld person, idet ansøgerens forklaring støttes af baggrundsoplysningerne, hvoraf fremgår, at dansedrenge holdes af mænd med en magtfuld position. Nævnets flertal finder endvidere ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at [A], der blandt andet dyrkede og handlede med euforiserende stoffer, havde en tæt tilknytning til den lokale Taliban-kommandant. Ved at flygte har ansøgeren dels krænket stedfaderens ære, dels unddraget sig [As] ejerskab, og nævnets flertal finder, at ansøgeren, såfremt han skal vende tilbage til [Afghansk provins], vil være i en konkret risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren er aldersvurderet til at være født i 1995, således at ansøgeren på nuværende tidspunkt er 19 år gammel. Ansøgeren flygtede fra Afghanistan i 2011, og han har ingen uddannelse. Ansøgeren fremstår som belastet af sine opvækstvilkår og af oplevelserne under den lange flugt, og dette underbygges af de foreliggende oplysninger om ansøgernes psykiske helbred. Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim, og nævnets flertal finder, at det må lægges til grund, at ansøgeren ikke har noget relevant netværk uden for sit lokalområde. Under disse omstændigheder finder nævnets flertal ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul eller en anden større by i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2015/25
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at en mand ved navn […] vil slå ham ihjel, fordi han har fortalt sin moder om, at man på […]s landbrug blandt andet opfordrede til Jihad. Flygtningenævnet tilsidesætter i det hele ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren under nævnsmødet fremstod med tilstrækkelig modenhed til at redegøre for sit asylmotiv og svare på de stillede spørgsmål. Af ansøgerens forklaring fremgår, at han sammen med fader, moder og søskende i en væsentlig del af sin barndom har boet i Teheran, og at han i fem år er blevet undervist efter iranske skolebøger. Videre at han efter afslutningen af skolearbejdet har arbejdet på en plasticfabrik i Iran. Ansøgerens moder og søskende opholder sig nu igen i Iran. Hans udgifter til flugten hertil er blevet dækket ved salg af moderens smykker og en opsparet formue som faderen efterlod. Det er påfaldende, at ansøgerens moder uden drøftelse med andre skulle have overladt sin ældste søn til en ukendt persons varetægt mod betaling af et, i forhold til almindelig løn, meget højt beløb. Ansøgeren har under sagens behandling i væsentlig grad udbygget sin forklaring om at formålet med opholdet hos den pågældende, som alene kendes under navnet […], skulle være at deltage i en selvmordsaktion. Det bemærkes, at det af ansøgerens forklaring ikke er fremgået, at han skulle være søgt religiøst hjernevasket. Ansøgerens forklaring om opholdet hos […] fremtræder ikke selvoplevet, han har alene i overskrifter kunne forklare om dette. Det er påfaldende, at han ikke kan huske alle navnene på de få personer, han har opholdt sig med i mere end en måned. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens forklaring om forsøget på tvangshvervning til en selvmordsaktion ikke er selvoplevet, men opdigtet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt. Ansøgeren er således ikke ved en tilbagevenden til hjemlandet i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Ansøgeren er heller ikke i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Afgh/2015/24
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og muslim af trosretning fra Logar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han for omkring fire år siden af myndighederne fik til opgave at uddele solarapparater til familier i området. Taliban henvendte sig efterfølgende flere gange til ansøgeren og truede ham, fordi de ønskede at få udleveret solarapparater eller penge fra ham. Ansøgeren blev ligeledes truet, fordi han ikke ville lade kommandanten [A] indgå ægteskab med ansøgerens datter. Ansøgeren udrejste herefter til Iran. Efter de lægelige oplysninger i sagen, hvoraf det blandt andet fremgår, at ansøgeren har symptomer på PTSD efter tortur, sammenholdt med ansøgerens fremtoning under nævnsmødet, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren lider af sådanne mentale forstyrrelser, at det må tillægges betydning ved vurderingen af ansøgerens troværdighed. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer under asylsagen, herunder for Flygtningenævnet, finder nævnet, at der uanset flere divergenser i forklaringerne ikke er grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af karakteren og intensiteten af de trusler, som ansøgeren har forklaret om, sammenholdt med de seneste baggrundsoplysninger om forholdene for provinsen Logar, hvoraf det blandt andet fremgår, at kommandanten [A] er en indflydelsesrig og magtfuld kommandant, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er efter oplysningerne i sagen ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, for eksempel i Kabul. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er en ældre og svagelig mand, der efter det oplyste alene har begrænset tilknytning til Kabul. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2015/23
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Den kvindelige ansøger [F] er etnisk tajik og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun og hendes familie vil blive slået ihjel af hendes tidligere ægtefælle og hans broder, fordi hun har vanæret deres familie ved at rejse væk med en anden mand. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes tidligere ægtefælle og hans broder vil søge oprejsning hos myndighederne. Ansøgeren har endeligt henvist til, at hun frygter for hendes datters liv, fordi hun har været udsat for et seksuelt overgreb af en fætter, som hun skulle tvangsgiftes med. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun for 17-18 år siden blev forelsket i sin nuværende ægtefælle, [A, den mandlige ansøger]. Ansøgerens forældre var imod indgåelse af ægteskab mellem dem, fordi de tilhørte forskellige etniske grupper. Ansøgeren var tajik, og [A, den mandlige ansøger] var hazara. Ansøgerens forældre døde i [midten af 1990’erne], hvorefter hun boede hos sin faders faster, [B]. Ansøgeren blev efterfølgende gift med [B]s søn, [C], i [slutningen af 1990’erne]. Ansøgeren blev behandlet dårligt af familien, fordi hun havde haft et seksuelt forhold til [A, den mandlige ansøger], inden hun blev gift med [C]. [C] slog og råbte af ansøgeren. Ansøgeren opretholdt derfor kontakten med [A, den mandlige ansøger]. Ansøgeren er af den opfattelse, at [C] er medlem af partiet Jamiyat Islami, og arbejder for partiet ved at transportere og opbevare våben på deres bopæl. [C]s broder er kommandant for Jamiat Islami i Panjshir-provinsen. Da ansøgerens datter var 10 år gammel, ville [C] s moder have, at hun skulle giftes med en fætter af familien. En måned før udrejsen af Afghanistan, da ansøgerens datter [G] var 11 år gammel, forsøgte fætteren at voldtage hende. Da ansøgeren konfronterede familien med overgrebet, nægtede de, at det var sket. Derefter sagde de, at det var ligegyldigt, om det var sket, da hendes datter alligevel skulle giftes med fætteren. [C] udsatte ansøgeren og ansøgerens tredje barn, [D], for vold, fordi han ikke troede, at han var faderen til [D]. [D] havde udseendemæssige træk fra hazara. Ansøgeren var selv af den overbevisning, at [A, den mandlige ansøger] var faderen til [D]. Under graviditeten med ansøgerens fjerde barn, [E], fik [C] mistanke om, at han ikke var faderen til børnene. Han truede med at slå ansøgeren ihjel, såfremt børnene ikke var hans. 5-6 måneder inde i graviditeten talte ansøgeren med [A, den mandlige ansøger] om, at de skulle flygte. I februar/marts 2012 (slutningen af 1390) lykkedes det ansøgeren at flygte fra Afghanistan til Iran sammen med sine børn og [A, den mandlige ansøger]. Ansøgeren og [A, den mandlige ansøger] blev gift i Iran. Mens ansøgeren opholdt sig i Iran, havde hun ikke kontakt med sin familie. Ansøgeren havde derimod fortsat kontakt til sin [læge] i Kabul. [Lægen] fortalte ansøgeren, at [C] ledte efter hende alle steder, og at [lægen] var meget bange for ham. Den mandlige ansøger [A] er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel af hans ægtefælles tidligere ægtefælle, [C]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han for ca. 18-19 år siden mødte sin ægtefælle, [F, den kvindelige ansøger], som han forelskede sig i. [F, den kvindelige ansøger]s forældre ville ikke give tilladelse til, at de kunne gifte sig på grund af ansøgerens etniske baggrund. Forholdet mellem ansøgeren og [F, den kvindelige ansøger] udviklede sig og fortsatte, idet [F, den kvindelige ansøger] regelmæssigt besøgte ansøgeren i hans skrædderforretning frem til deres udrejse fra Afghanistan i februar 2012. Forholdet fortsatte på trods af, at [F, den kvindelige ansøger] på et for ansøgeren ukendt tidspunkt flyttede hjem til sin faders faster, [B], og efterfølgende blev gift med fasterens søn, [C]. [F, den kvindelige ansøger] blev mishandlet og slået af [C], fordi hun ikke var jomfru, da de blev gift. [F, den kvindelige ansøger] fødte i 2003 sit tredje barn, [D], som havde udseendemæssige træk fra en hazara, hvorfor [C] mistænkte, at han ikke var faderen til barnet, hvorfor han slog hende. [F, den kvindelige ansøger] blev efterfølgende gravid med sit fjerde barn, uden at have haft seksuelt samvær med [C], hvorfor han ikke forstod, hvordan hun var blevet gravid. [F, den kvindelige ansøger] har fortalt ansøgeren, at deres datter, [G], har været udsat for fysiske overgreb fra en fætter. Ansøgeren er af den overbevisning, at [C] og hans broder, [H], er medlemmer af partiet Jamiyat Islami, fordi de kommer fra Panjshir-provinsen, og fordi hans ægtefælle har set, at [H] havde livvagter. Ansøgeren solgte sit hus en måned inden de udrejste fra Afghanistan for at finansiere rejsen. Ansøgeren kunne ikke udrejse på et tidligere tidspunkt, fordi han ikke kunne forlade sin mor, som var gammel, og fordi han ikke havde nogen penge. Ansøgerne har under sagen på en række punkter forklaret upræcist og divergerende om deres færden frem til indrejsen i Danmark blandt andet om, hvornår de indledte et seksuelt forhold, om den mandlige ansøgers frieri, om hyppigheden af den kvindelige ansøgers besøg hos den mandlige ansøger og om ansøgernes seksuelle samvær, om hvorledes besøgene fandt sted, herunder om børnenes tilstedeværelse, om [C] og dennes broders medlemskab af Jamiyat Islami og deres øvrige virke, og om begivenhederne i forbindelse med udrejsen. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger har forklaret, at [C] fattede mistanke til hende om utroskab allerede efter fødslen af det tredje barn. På denne baggrund fremstår det i sig selv usandsynligt, at [C] ikke skulle have foretaget sig videre med henblik på afklaring af forholdet, og at forholdet ikke fik konsekvenser for den kvindelige ansøger, herunder i det mindste i form af øget kontrol med hendes færden. Endelig er det indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerne under hele forløbet har boet i tæt afstand, og at den mandlige ansøger tidligere havde friet til den kvindelige ansøger. Det må på denne baggrund ligeledes have formodningen imod sig, at ansøgerne over den lange årrække skulle have været i stand til over for lokalsamfundet at skjule deres relation, herunder også henset til børnenes tilstedeværelse. Da ansøgerne heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Ansøgerne fremstår i øvrigt helt uprofilerede. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2015/22
Nævnet meddelte i juli 2015 afslag på opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik fra Herat. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt enten af de afghanske myndigheder eller af de personer, der dræbte hans søn, fordi ansøgeren var med til at producere en udsendelse, der [i 2011] blev vist på TV-stationen […] omhandlende konflikterne i […]-området [mellem to grupper]. Ansøgeren frygter endvidere at blive dræbt af brødrene til en indflydelsesrig person med forbindelse til [en islamisk gruppe], […], som blev fængslet for blandt andet pengeafpresning mod ansøgeren. Ansøgeren oplyser, at han siden indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen og blev [i 2014] døbt i [en kirke i udlandet]. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren for sit liv som følge af sin kristne overbevisning. Flygtningenævnet finder indledningsvist, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for opholdstilladelse af de grunde, som er angivet i Flygtningenævnets beslutning af […]. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren kort tid efter afslaget den […] udrejste til [udlandet], idet han blev registreret udeblevet fra asylcenteret. Der blev [i 2014] fra […] iværksat Dublinforhandling med henblik på hans tilbagesendelse til Danmark. Ansøgeren begav sig i kast med et længerevarende dåbsforberedende kursus, imens han var bosat i [udlandet] og deltog blandt andet i seks møder om ugen i fire-fem uger inden sin dåb. Efter sin dåb indrejste han igen til Danmark [i 2014]. Herefter deltog han i forskellige kristne aktiviteter, herunder i [en kirke], [et medborgerhus], [et kristent center] og har endvidere [i 2014] deltaget i en kristen konference i […]. Han levede illegalt i Danmark og havde i […] 2014 et møde med den beskikkede advokat. Advokaten indgav ikke på dette tidspunkt en genoptagelsesbegæring. I [2014] blev ansøgeren aktiv på Facebook. Det fremgår af ansøgerens profil, at der ikke er noget profilbillede, og at han ikke angives med sit fulde navn. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens aktiviteter indtil dette tidspunkt på overbevisende måde har profileret ham som kristen, og Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens konversion til kristendommen, må anses for at være konstrueret til lejligheden. [I 2015] indgav den beskikkede advokat en genoptagelsesbegæring. Ansøgeren blev [i 2015] frihedsberøvet med henblik på udrejse, men blev løsladt i forbindelse med, at Flygtningenævnet gav tilladelse til genoptagelse [i 2015]. Af bilag C som er en udtalelse fra [en kirke] fremgår det, at ansøgeren fra [ 2013] frem til [2014] har deltaget i venskabsmiddage, men Flygtningenævnet finder ikke efter de foreliggende oplysninger, at sådanne venskabsmiddage kan anses for at være udtryk for, at ansøgeren reelt er konverteret. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at han i en lang periode ikke har deltaget i venskabsmiddagene frem til [2015]. Det forhold, at ansøgeren har deltaget i sprogundervisning på [et kristent center] og har deltaget i disse aktiviteter siden [2012], kan heller ikke anses for at være udtryk for, at ansøgerens konversion er reel. Under nævnsbehandlingen er der forevist en video. Indholdet af videoen, herunder ansøgeren udtalelser på videoen, giver heller ikke grundlag for at antage, at ansøgerens konversion er reel. Det samme gælder det forhold, at ansøgeren har deltaget i et […]-stævne i [en valgmenighed i Danmark] i [i 2015], som heller ikke kan anses for udtryk for en reel konversion. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af ansøgerens forklaring for nævnet, at han ikke har talt med sin ægtefælle og sine børn om sin kristne observans. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans aktiviteter er kommet til myndighedernes kendskab i Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at hans aktiviteter i Danmark har eksponeret ham på en sådan måde i forhold til Afghanistan, at han har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgh/2015/21
Nævnet meddelte i juli 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara fra [en landsby], Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive udsat for alvorlige overgreb eller dø, idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren fra omkring [sommeren] 2014 er kommet i [en kirke i København] og senere i [en anden kirke i København], hvor han efter et dåbsforberedende undervisningsforløb blev døbt [i starten af 2015]. Om sine kirkelige aktiviteter har ansøgeren oplyst, at han har deltaget i gudstjenester i [kirken], ligesom han forsøger at læse i biblen derhjemme. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendom til grund. Flygtningenævnet finder således, at der er tale om en reel konversion. Det må antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke frit og åbent vil kunne udøve sin kristne tro, og at han vil blive betragtet som en vantro. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om frafaldne muslimer i Afghanistan finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2015/20
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i december 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og kristen af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb som følge af, dels at hun i Danmark er konverteret til kristendommen, dels at hun i Danmark lever i et ægteskabslignende forhold med en ny mand. Hun frygter endvidere overgreb fra tre afghanere, der i Danmark har truet hende med blandt andet vansiring og som nu er hjemvendt til Afghanistan. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at hun omkring sensommeren 2012 fik udleveret kristent materiale på farsi af en kvinde på […], og at hun derefter deltog i undervisning heri to til tre gange om ugen, ligesom hun begyndte at læse i biblen. I slutningen af december 2012 begyndte hun at følge gudstjenester i […] og blev to måneder senere døbt. Gennem en gruppe, der hver måned besøgte asylcenteret, fik hun kontakt til en kirke, hvor man talte farsi, […], hvor hun forsat modtager undervisning i kristendommen. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren siden efteråret 2013 hver uge har fulgt gudstjenester i […], hvor ansøgeren er en engageret kirkegænger. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes konversion er reel. Nævnet finder, at myndigheder og andre i Afghanistan vil blive bekendt med ansøgerens konversion, hvis hun ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit klart tilkendegivne ønske herom. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] samt dennes medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2015/2
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tajik og muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil have ham til at udføre opgaver for dem, eller at de vil slå ham ihjel. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter, at de afghanske myndigheder vil fængsle ham på et forkert grundlag, idet myndighederne tror, at ansøgeren samarbejder med Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden november 2009 har haft sit eget firma, […], hvor han og ægtefællen arbejdede med blandt andet salg af [fødevarer]. I [foråret] 2012 så ansøgeren i avisen, at en militærbase søgte et firma, der kunne levere kød og frugt. Ansøgeren blev udvalgt og skrev kontrakt med militæret. [I foråret] 2012 blev ansøgeren opsøgt af Taliban, da han var på markedet for at købe kvæg. Ansøgeren blev truet til at sætte sig ind i deres bil, hvorefter han blev kørt til et ukendt sted. Ansøgeren var herefter tilbageholdt indtil [sommeren] 2012, hvor Taliban forsøgte at presse ansøgeren til at forgifte de varer, han leverede til basen samt til at køre sprængstof derind. Ansøgeren blev i denne forbindelse udsat for tortur og trusler på livet. Efter 10 dages tilbageholdelse indvilgede ansøgeren i at samarbejde, fordi han gerne ville løslades, men ansøgeren havde ikke tænkt sig at overholde aftalen. På den 15. dag blev ansøgeren løsladt. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han sin ægtefælle, hvad der var sket. Ægtefællen havde allerede meldt ansøgerens forsvinden til politiet, og dagen efter tog ansøgeren til politiet og forklarede, hvad der var sket. I den efterfølgende periode blev ansøgeren flere gange opsøgt af Taliban, som ville have ham til at holde sit løfte om at samarbejde. Ansøgeren nægtede at køre med sprængstoffer, men sagde, at han ville forgifte madvarerne. Den 3. august 2012 fik ansøgeren udleveret den pågældende gift af Taliban. Den efterfølgende nat besluttede ansøgeren at flytte med sin familie til det nordlige Kabul, hvor de opholdt sig i hemmelighed hos ansøgerens fætter. Den 4. august 2012 blev ansøgeren ringet op af en af sine medarbejdere, som sagde, at politiet havde ransaget bopælen og forretningen, samt afhørt medarbejderne og plomberet kontoret. Ansøgeren formoder, at myndighederne er efter ham, fordi de er blevet bekendt med ansøgerens kontakt med Taliban. Ansøgeren tænkte herefter, at han både havde problemer med Taliban og myndighederne, og med hjælp fra sin fætter planlagde ansøgeren at udrejse illegalt, hvilket han gjorde [i sommeren] 2012. Der foreligger en torturundersøgelse […] 2014 foretaget af Amnesty Internationals lægegruppe. Endvidere foreligger der en personundersøgelse af […] 2015 foretaget af Retsmedicinsk Institut, Retspatalogisk Afdeling. Nævnet kunne i sin beslutning [fra] 2013 ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet nævnet fandt, at ansøgerens forklaringer fremstod usandsynlige og på en række punkter divergerende. Flygtningenævnet lægger imidlertid på baggrund af Amnesty Internationals lægegruppes rapport af […] 2013 samt Retsmedicinsk Instituts rapport fra […] 2015 vedrørende en personundersøgelse af ansøgeren til grund, at ansøgeren forud for udrejsen af Afghanistan har været udsat for tortur, herunder slag til hovedet og falanga, som har haft alvorlige fysiske og psykiske følger for ham. Flygtningenævnet finder på den baggrund – uanset at ansøgerens asylmotiv på visse punkter, herunder navnlig om baggrunden for konflikten med Taliban, fremstår som mindre sandsynlig – ud fra princippet om benefit of the doubt, der særligt skal komme torturofre til gode, i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at ansøgeren har haft et konfliktforhold til Taliban, og at ansøgeren har været udsat for tortur af Taliban. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren under hele sagen har forklaret om en konflikt med Taliban. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra Talibans side. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at meddele […] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. afgh/2015/19
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra Parwan-provinsen, men er opvokset i Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt af Haji Almas Zahed og dennes folk, som er en del af de afghanske myndigheder, idet de har beskyldt ansøgeren for at være spion for Taliban og i den forbindelse er ansvarlig for Talibans drab på Haji Almas Zaheds fætter ved navn [A]. Ansøgeren frygter endvidere forfølgelse fra Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han [medio 2014] kørte sammen med sin ven [B] og dennes ven [A] fra Jalalabad til Kabul. Undervejs blev de standset af Taliban og tilbageholdt. Ansøgeren var tilbageholdt i to dage, hvorefter han blev løsladt den tredje dag. I de følgende to dage opholdt han sig hos sin fætter i Kabul. Under opholdet hos sin fætter blev ansøgeren ringet op af sin fader, som oplyste, at Haji Almas Zaheds mænd havde opsøgt familiens bopæl sammen med ansøgerens ven [B] og beskyldt ansøgeren for at have oplyst Taliban om [A]. Ansøgeren blev endvidere ringet op af [B] tre gange, der under det sidste opkald var truende og beskyldte ansøgeren for at være spion for Taliban. Ansøgeren tog herefter videre til sin ven i Kandahar, hvor han opholdt sig i to dage, inden han rejste videre til [en by i] Pakistan, hvor han opholdt sig i fem til seks dage, inden han udrejste til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgerens forklaring fremstår således ikke selvoplevet, men utroværdig, tillært og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren – ret upåvirket - har forklaret om de centrale dele af asylmotivet i mere overordnede vendinger, mens detaljer med hensyn til en række tidspunkter og tidsrum er oplyst ganske præcist og uden afvigelser under de to samtaler i Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet. Adspurgt til andre omstændigheder knyttet til asylmotivet har ansøgeren derimod svaret usikkert og upræcist. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke, da han kom hjem, fortalte sin familie om Talibans tilbageholdelse af ham og advarede dem, at han ikke efter sin løsladelse søgte at sætte sig i forbindelse med [B], at [B], der var hans ven gennem otte år, og som havde været tilbageholdt sammen med ansøgeren, skulle beskylde ham for at stå i ledtog med Taliban, og at ansøgeren, selvom ansøgerens far havde advaret ham om, at [B] efterstræbte ham, blev ved med at besvare [B’s] opkald uden at søge at forklare ham, at han var uskyldig. Også ansøgerens forklaring om finansieringen af sin flugt, der kostede [et stort beløb] USD, med midler fra et firma, som han er medejer af, forekommer påfaldende. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret divergerende om omstændighederne, da Taliban stoppede hans bil, idet han til styrelsen ifølge referatet af motivsamtalen har forklaret, at han blev truet med gevær, mens han i nævnsmødet har forklaret, at han blev truet med pistol. Ansøgerens forklaring om, at de afghanske ord for henholdsvis pistol og våben for ham betyder det samme, forekommer ikke overbevisende. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at han vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.afgh/2015/18
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tadjik og kristen af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder ved en tilbagevenden til Afghanistan, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter mullah [S] og mullah [L], idet han har anmeldt dem til politiet. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han i Europa endvidere frygter mullah [S’s] nevø, [Z], der har opholdstilladelse i Italien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans fader var vicekommandant under en person ved navn [B]. [B] døde, og herefter var der flere personer, der ønskede at hævne sig på ansøgerens familie, idet de ikke længere nød [B’s] beskyttelse. Ansøgerens fader døde herefter i forbindelse med kamphandlinger. Cirka syv til otte måneder herefter blev ansøgerens broder dræbt af ukendte personer. Omkring en uge herefter i 2004, blev der skudt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Under ansøgerens ophold i Europa kom han i en kristen kirke i Grækenland omkring en gang om året fra 2004 til 2007, og herefter kom ansøgeren nogle gange i en kristen kirke i Italien. [I efteråret] 2008 blev ansøgeren døbt i en kirke i Norge. Herefter blev ansøgeren udsendt til Italien, men da ansøgeren var hjemløs, besluttede han sig for at rejse tilbage til Afghanistan. Som følge heraf rejste ansøgeren til Frankrig. Ansøgeren købte et identitetskort af en afghansk mand, hvorefter ansøgeren blev udsendt til Afghanistan af IOM under en anden identitet omkring sommeren 2012. Ansøgeren tog til sit hjemområde i Afghanistan, hvor han arbejdede som skolelærer. Omkring [sommeren] 2013 blev ansøgeren kontaktet af to personer ved navn mullah [S] og mullah [L], der havde forbindelse til Taliban. De bad ansøgeren putte medicin i vandbeholdningen på den skole, hvor ansøgeren arbejdede. Ansøgeren nægtede, idet ansøgeren indså, at der i virkeligheden var tale om gift. Ansøgeren blev herefter truet på livet, hvorefter ansøgeren indvilligede i at udføre planen. Ansøgeren ønskede dog ikke at udføre planen, hvorfor han smed den flaske med gift, mullaherne havde givet ham, væk. Ansøgeren tog herefter til den skole, hvor han arbejdede. Ansøgeren blev ved denne lejlighed kropsvisiteret af politiet. Ansøgeren har efter sin udrejse fra Afghanistan fået at vide af hans søster, at ansøgerens farbroder havde bestukket mullaherne til at tvinge ansøgeren til at forsøge at forgifte vandbeholdningen på den skole, hvor ansøgeren arbejdede, Ansøgerens farbroder ønskede at overtage den jord, som ansøgeren havde arvet efter sin fader. Omkring syv til ti dage efter at ansøgeren havde fået overdraget giftflasken, blev ansøgeren hentet af mullaherne, der kørte ansøgeren et sted hen, og udsatte ansøgeren for vold. Mullaherne sagde, at de havde noget, som ansøgeren skulle transportere, hvorefter de kørte ansøgeren tilbage til hans hjemby. Herefter kontaktede ansøgeren politiet, og fortalte om mullahernes plan. Senere samme dag mødtes ansøgeren med mullaherne. Politiet var ved denne lejlighed til stede, og ansøgeren blev arresteret sammen med begge mullaher. Ansøgeren blev ført til politistationen, hvor ansøgeren forklarede, hvad der var sket, hvorefter han blev løsladt. Samme aften var der møde i ældrerådet om anholdelserne af mullaherne, hvor ansøgeren forklarede om forløbet. Mullah [S] nevø, [Z], som ansøgeren kendte fra Italien, var til stede under mødet. Han anklagede ansøgeren for at være kristen. Ældrerådet besluttede, at udsætte mødet, således at en anden person, der også var vendt tilbage til Afghanistan fra Europa, kunne komme til landsbyen og fortælle om ansøgerens tro. Ansøgeren forlod herefter mødet, og tog tilbage til sin bopæl, hvorefter han med sin morbroders søns hjælp påbegyndte sin udrejse af Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse fra Afghanistan har hans søster fortalt, at ansøgerens farbroder er blevet arresteret som følge heraf. Ansøgerens farbroders sønner udsatte herefter ansøgerens moder for vold, idet de ønskede, at hun skulle fortælle om ansøgerens opholdssted. Ansøgerens farbroder er sidenhen blevet løsladt mod bestikkelse. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har godtgjort sit asylmotiv. I den forbindelse bemærkes, at han har forklaret divergerede og afglidende, og at hans forklaring endvidere forekommer usandsynlig på væsentlige punkter. Han har således blandt andet forklaret til Udlændingestyrelsen, at han desværre havde smidt sine papirer fra de franske myndigheder væk, mens han for nævnet har forklaret, at disse papirer skulle være afleveret til de danske myndigheder. Hans forklaring om, at han skulle være forsøgt overtalt til at forgifte en skoles elever med henblik på, at hun kunne blive anholdt herfor, så hans farbroder uantastet skulle kunne tilegne sig familiens jord, forekommer usandsynlig. Han findes heller ikke at have sandsynliggjort, at der er tale en reel konvertering til kristendommen. Det bemærkes i den forbindelse yderligere, at han i perioden fra 2004 til 2007 alene har været i kirke i Grækenland tre til fire gange, at han ved ankomsten til Norge i 2008 angiveligt af en betjent fik at vide, at et trosskifte ville forbedre hans chancer for asyl, at han blev døbt efter mindre end to måneders undervisning og kirkegang, at denne dåb fandt sted, efter at de norske myndigheder havde besluttet at udsende ham til Italien, og at han siden 2008 alene har praktiseret sin kristne tro ved at gå i kirke i Italien tre til fire gange. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2015/17
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra amtet Nejrab, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin afdøde ægtefælles brødre og deres samarbejdspartnere, fordi de ønsker at overtage den jord, som ansøgerens afdøde ægtefælle havde arvet fra deres fælles fader. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes svigerfaders to sønner fra et tidligere ægteskab ønskede at overtage jorden, hvorfor de efter hendes svigerfaders død gentagne gange udsatte hendes ægtefælle for vold og trusler. Ansøgerens ægtefælle frygtede for sit liv, hvorfor han omkring halvandet år efter sin faders død solgte jorden. Fire dage efter opsøgte ansøgerens svogre familiens bopæl, hvor de dræbte ansøgerens ægtefælle. Efterfølgende opsøgte svogrene ansøgeren hver dag. Den ene ønskede at gifte sig med ansøgeren. Da hun nægtede dette, voldtog han hende. Omkring fire måneder efter ægtefællens død blev hun opsøgt af en mand, der fortalte, at han skyldte hende 5000$, fordi han havde købt jorden af hendes ægtefælle. Samtidig kom ansøgerens svogre samt to andre mænd ind på hendes bopæl. Hun bad manden om at flygte ud af bagdøren, hvilket han gjorde. Hendes ene svoger beskyldte hende herefter for at have et upassende forhold til den fremmede mand, og han sagde, at ansøgeren skulle stenes den efterfølgende dag. Da de gik, låste de hoveddøren, men ansøgeren opdagede, at bagdøren ikke var låst og flygtede ud af denne dagen efter. Hun tog til Kabul, hvorfra hun fem dage senere påbegyndte sin udrejse af Afghanistan. Et flertal af Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren, henset til at hun er analfabet, i det væsentlige har forklaret konsistent og selvoplevet. På denne baggrund og henset til konfliktens karakter finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der findes ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2015/16
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K -status)]til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen og derfor vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han siden begyndelsen af 2013 har deltaget i kristne aktiviteter, efter at en tolk ved navn […] vakte ansøgerens interesse for kristendommen. Ansøgeren blev efter nogle måneders dåbsundervisning døbt [i efteråret] 2014. Det fremgår af brev [fra vinteren] 2014 fra valgmenighedspræst […], at ansøgeren kom i kontakt med valgmenigheden […] medio 2014 og er meget trofast og regelmæssig med sin aktivitet og deltagelse i gudstjenester med videre. Det fremgår endvidere af brev [fra sommeren] 2014 fra præst[…],[…] kirke, […], at ansøgeren kommer i kirken i fredagsfællesskabet […] samt til gudstjenester. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion er reel. Nævnet finder endvidere, at myndigheder og andre i Afghanistan vil blive bekendt med ansøgerens konversion, såfremt han ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit klart tilkendegivne ønske herom. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgerens ægtefælle og søn efter det oplyste har været udsat for overgreb i anledning af ansøgerens konversion. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. afgh/2015/15
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtuner og muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin families fjender. Han har videre henvist til, at han frygter at være alene. Han har ikke et netværk i Afghanistan, han har ingen afghanske dokumenter, han kan ikke tale flydende pashto, og han skriver ikke pashto. Han rejste til Rusland med sin fader, da han var omkring halvandet år gammel og boede der sammen med faderen, der imidlertid forlod ansøgeren, da han var omkring ti år gammel. Herefter boede han hos sin faders ven, indtil han som følge af problemer blev sendt til Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom han kun er 16 år gammel. Der henvises til, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens farfars og farmors medlemskaber af Peoples Democratic Party of Afghanistan ophørte i 1992, og at ansøgerens families konflikter i øvrigt ligger langt tilbage i tid. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at der ikke foreligger konkrete oplysninger om Talebans forfølgelse af ansøgerens fader som følge af dennes studieophold i Rusland. Flertallet har herudover tillagt det betydning, at ansøgeren udrejste af Afghanistan, da han var omkring halvandet år gammel. Den omstændighed, at ansøgeren efter det oplyste ikke har noget netværk i Afghanistan kan ikke i sig selv begrunde meddelelse af opholdstilladelse. Flygtningenævnets flertal finder derfor ikke, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2015/14
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tajiik og sunni muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fader eller sin ægtefælle, fordi hun er flygtet fra sin ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev gift med sin ægtefælle, [A], for cirka 15 år siden. Under ægteskabet udsatte [A] ansøgeren for fysiske overgreb, og ansøgeren måtte ikke gå uden for huset. Ansøgeren har to til tre gange anmodet sin fader om at blive skilt fra [A], men hendes fader nægtede at lade ansøgeren skille. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun for tre til fire år siden mødte en mand ved navn [B], som arbejdede på en lægeklinik i […]. Ansøgeren og [B] blev kærester. En nat i 2013 rejste ansøgeren, sammen med sin ældste søn, og [B] fra Afghanistan til Pakistan og videre til Iran og Tyrkiet. På rejsen fra Tyrkiet til Grækenland blev ansøgeren og [B] adskilt. Ansøgeren har ikke siden haft kontakt til [B]. Ansøgeren har forklaret at [A] under ægteskabet ikke tillod hende at forlade bopælen på egen hånd, at [A] var mistænksom og vedvarede slog hende under ægteskabet, og at ansøgeren i øvrigt havde til opgave at passe huset. Uanset dette har ansøgeren efter sin egen forklaring alligevel været i stand til mange gange at tage til lægehuset uden [A’s] viden, selvom der efter hendes oplysninger var 45 minutters gang til lægehuset. Ansøgeren har samtidig oplyst, at [A’s] marker kun lå cirka ti minutters gang fra beboelsen. Endvidere har ansøgeren forklaret upræcist om [B] og sin relation til ham samt om planlægningen og gennemførelsen af flugten fra hjemmet. Ansøgeren har forklaret at hun traf [B] i lægehuset, hvor [B] gjorde rent, og at der kun var tale om korte samtaler. Hertil kommer, at hun har udvist et særdeles begrænset kendskab til [B], selvom hun ifølge sin egen forklaring overlod til ham at arrangere og sørge for udrejsen, ligesom hun overlod ham at sælge sine smykker. Dernæst fremstår det i sig selv påfaldende, at [B], der alene havde et rengøringsjob, skulle have været i stand til, at bidrage i væsentligt omfang til finansieringen af udrejsen. Da ansøgeren heller for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hendes forklaring herom. Ansøgeren fremstår i øvrigt helt uprofileret og har nære pårørende i hjemlandet. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden risikerer udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2015/13
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tadjiik og sunni muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin svigerfamilie og deres forbindelser til Taliban. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter DAESH. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren i 2007, da hun havde afsluttet 12. klasse, blev forlovet med en person ved navn [A]. I den følgende tid opsøgte [A’s] familie jævnligt ansøgerens familie, idet de ønskede, at ansøgeren skulle blive gift med [A]. Ansøgeren ønskede dog ikke at blive gift med [A]. Da ansøgeren havde afsluttet sin uddannelse i 2011, sagde ansøgerens broder, at ansøgeren enten måtte forlade familiens hjem eller lade sig gifte med [A]. Ansøgeren indgik herefter et ægteskab med [A]. Ansøgeren boede herefter hos [A’s] familie, og ansøgeren opdagede, at de jævnligt fik besøg af personer med tilknytning til Taliban. Ansøgeren blev endvidere udsat for vold og overgreb af sin svigerfamilie. Den 25. juli 2013 blev [A] dræbt ved en terroraktion. I perioden herefter voldtog [A’s] ældste broder ansøgeren flere gange. Den 6. maj 2014 skulle ansøgeren lave morgenmad i sin svigerfamilies køkken. Ansøgeren opdagede imidlertid, at der lugtede af gas, og ansøgeren hørte sine svigerforældre tale om, at de håbede, at ansøgeren ikke opdagede, hvad der foregik. Ansøgeren fortalte sin svigerfamilie, at der lugtede af gas, hvorefter ansøgerens svigerfader udsatte ansøgeren for vold. Som følge heraf mistede ansøgeren bevidstheden, og da ansøgeren kom til bevidsthed, befandt hun sig på et hospital. Ansøgeren planlagde umiddelbart herefter, ved hjælp af hendes moder, sin udrejse af Afghanistan. Efter sin udrejse har ansøgeren erfaret, at hendes svigerfamilie har henvendt sig til myndighederne, og at ansøgerens broder som følge heraf har været indkaldt til flere afhøringer, hvor han er blevet udsat for vold. Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at det fremstår usandsynligt, at ansøgeren skulle have været i stand til at modstå svigerfamiliens krav om indgåelse af ægteskab i mere end tre år, såfremt svigerfamilien har været så magtfuld, som forklaret af hende. Endvidere har ansøgeren forklaret upræcist og afglidende om dele af forløbet og om tidspunktet for ægteskabet. Dernæst har ansøgeren forklaret upræcist om omfanget af sit arbejde på skolen, om svigerfamiliens relationer til Taliban, herunder om ægtefællens selv var aktiv i Taliban, og om hvem der sørgede for ansøgerens hospitalsanlæggelse efter overfaldet i hjemmet. Selvom det antages, at svigerfamilien behandlede ansøgeren dårligt, fremstår det umiddelbart uforståeligt, at svigerfamilien vedrørende episoden med den udsivende gas skulle have haft til hensigt at dræbe ansøgeren, idet en gaseksplosion samtidig ville have påført deres ejendom betydelig skade. Endelig fremstår det usandsynligt, at ansøgeren efter det voldsomme overfald straks skulle have været i stand til at organisere og finansiere udrejsen, som ifølge hendes egen oplysninger fandt sted den følgende dag. Sammenfattende finder flertallet, at ansøgeren ikke har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv og forkaster hendes forklaring herom. Ansøgeren fremstår i øvrigt helt uprofilleret. Hun har ikke personligt haft problemer med Taliban eller DAESH og har i øvrigt nære pårørende i hjemlandet. Flygtningenævnet flertal kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2015/12
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra […] Kunduz-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive dræbt af sin farbroder og dennes livvagter, idet hans farbroder ønsker, at ansøgeren tilslutter sig Taliban, hvilket han ikke ønsker. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans fader døde for omkring fire år siden, da han blev skudt til en fest. Han kender ikke til de nærmere omstændigheder omkring drabet. Han farbroder, […], der havde forbindelse til Taliban, var herefter familiens overhoved. Hans farbroder udsatte både ham og hans moder for vold ved flere lejligheder. To måneder efter hans faders død bestemte hans farbroder, at ansøgerens storebroder skulle begynde i koranskole. Ansøgerens storebroder havde herefter en forbindelse til Taliban, som ansøgeren ikke kender nærmere til. For omkring to år siden blev hans storebroder skudt af ukendte gerningsmænd. To måneder herefter meldte hans farbroder ansøgeren ud af skolen, således at han kunne begynde i en lokal koranskole. Da han gik på denne koranskole, kunne eleverne hver anden uge melde sig til jihad. Senere fik de at vide, at det nu var skolen, der bestemte, hvem der skulle udføre jihad. Efter at have gået på denne koranskole i omkring fire måneder fik han at vide, at hans farbroder ønskede, at han skulle gå på en anden større koranskole, hvor man kunne lære om jihad. Ansøgerens moder modsatte sig dette, og på hendes foranledning holdt han op med at følge undervisningen i den lokale koranskole. Omkring et til halvandet år herefter blev han atter opsøgt af sin farbroder, der sagde, at han skulle begynde på den store koranskole. Hans farbroder udsatte ansøgerens moder for vold, og da ansøgeren forsøgte at forhindre dette, blev han slået bevidstløs af sin farbroders to håndlangere. Da han gevandt bevidstheden, befandt han sig på et hospital, hvorfra han med sin morbroders hjælp påbegyndte sin udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker i den anledning, at forklaringen fremstod uden mange detaljer, men at den dog har været sammenhængende og ikke usandsynlig, således at nævnet ikke har holdepunkter for at tilsidesætte forklaringen. Nævnet lægger således til grund, at ansøgerens farbroder, som er mullah i en landsby, har lagt pres på ansøgeren for, at han skulle deltage i undervisning, der kunne føre frem til, at ansøgeren mod sin vilje kunne blive presset til at udføre jihad. Et flertal af nævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren, der er en uprofileret ung mand med otte års skolegang og i øvrigt må anses for rask, vil blive opsøgt af Taliban, såfremt han tager ophold i Kabul eller en anden større afghansk by. Flertallet lægger herved tillige vægt på, at det af de tilgængelige baggrundsoplysninger fremgår, at direkte tvangsrekruttering til Taliban er sjælden, og at tvangshvervning kun forekommer i nødssituationer, eller hvor der fremsættes krav herom til hele landsbyen. Endelig lægger flertallet vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at det er usandsynligt, at Taliban vil forsøge at opsøge lavt profilerede personer i Kabul. Flertallet finder herefter, at ansøgeren må henvises til at tage ophold andetsteds i Afghanistan for eksempel i Kabul som internt flugtalternativ. Med denne begrundelse stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2015/11
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Ansøgeren er etnisk tajik og muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af familien til en kvinde ved navn […], da han har afslået en ægteskabsanmodning fra familien. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har afgivet divergerende og utroværdige forklaringer om en række væsentlige forhold i sagen. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen forklaret, at episoden hvor […] familie ankom til bopælen fandt sted i 2009. Heroverfor står, at det fremgår af de foreliggende dokumenter fra det afghanske politi og fra hospitalet, at episoden skulle havde fundet sted [i sommeren 2010]. Ansøgeren har forklaret divergerende om hvor mange gange han besøgte […] familie efter episoden på bopælen, hvorunder hans fader skulle være blevet slået ned og hans fætter stukket med en kniv. Til oplysnings- og motivsamtalen har han således forklaret, at han besøgte familien jævnligt for at berolige dem. Til asylsamtalen og gensamtalen har han derimod forklaret, at han kun besøgte familien to gange. Til advokatindlægget har han yderligere forklaret, at han indgik en forlovelse med […] under et af møderne med familien, hvilket han ikke har forklaret om tidligere. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han fik kontakt til sin nuværende ægtefælle. Til visuminterviewet har han således forklaret, at han første gang fik kontakt med hende under et år forud for ægteskabet, som blev indgået den [i vinteren 2012]. Til asylsamtalen har han derimod forklaret, at han lærte hende at kende allerede i 2009, og at han jævnligt havde kontakt med hende samtidig med, at han besøgte […]. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder ikke, at kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren har opholdt sig i Afghanistan i flere år efter episoden i 2010 uden at […] familie har insisteret på, at han skulle indgå ægteskab med […]. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1 eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2015/10
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra Kundoz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en person […], som var ejer af en naboforretning til ansøgerens forretning. Endvidere frygter ansøgeren en tilbagevenden til Afghanistan på grund af den generelle sikkerhedssituation. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at han overtog en kontrakt om levering af mad til det afghanske brandvæsen fra [ejeren af naboforretningen], hvorefter hans forhold til [ejeren af naboforretningen] blev meget dårligt. [i foråret] 2013, da ansøgeren var i færd med at transportere fødevarer mellem Kundoz og Shirkan Bandar, blev hans kortege angrebet, og der fulgte en skudveksling mellem brandvæsenets vagter og de ukendte personer. Efter et par dage fandt ansøgeren ud af, at [ejeren af naboforretningen]s broder den samme dag, som ansøgerens kortege blev angrebet, blev indlagt på hospitalet med skudsår, hvorefter han døde. Omkring en uge efter [ejeren af naboforretningen]s broders død ringede [ejeren af naboforretningen] til ansøgeren og anklagede ham for broderens død. [Ejeren af naboforretningen] har omkring fire gange ringet til ansøgeren og truet med at slå ham ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Det er således usandsynligt, at ansøgeren ikke kunne opnå myndighedernes beskyttelse mod [ejeren af naboforretningen]. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at en soldat blev såret i forbindelse med angrebet på kortegen, og at myndighederne optog anmeldelse og fortalte ansøgeren, at angriberne var imod regimet. Det er endvidere ikke sandsynligt, at [ejeren af naboforretningen] med den risiko dette indebar for ham selv, telefonisk skulle have givet sig til kende overfor ansøgeren som en af gerningsmændene bag overfaldet, eller at ansøgeren skulle have undladt at viderebringe denne oplysning til myndighederne. Det bemærkes endeligt, at det forekommer ulogisk, at [ejeren af naboforretningen] skulle angribe kortegen, fordi brandvæsnet havde udskiftet ham som leverandør, eftersom ansøgeren har forklaret, at der var mange andre forretninger end hans, der kunne overtage leverancerne. Det bemærkes videre, at på trods af, at ansøgeren straks efter [ejeren af naboforretningen]s første telefoniske henvendelse ca. en uge efter broderens død frygtede for sit liv, udrejste han først [i foråret] 2013, selvom han allerede [omkring en måned tidligere] havde opnået visum til at indrejse i Pakistan. I den periode på godt tre måneder, der gik fra ansøgerens udrejse, og til hans familie udrejste, blev der hverken fremsat trusler eller rettet anden form for henvendelse til ansøgerens familie. Det bemærkes endelig, at det er påfaldende, at [ejeren af naboforretningen]s angreb på ansøgeren og kortegen fandt sted [i foråret] 2013 og dermed ganske kort efter, at ansøgeren [i foråret] 2013 havde fået udstedt et pas. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2015/1
Nævnet meddelte i oktober 2014 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske pashtunere og muslimer fra Kabul, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han har arbejdet for de danske styrker i perioden fra begyndelsen af 2009 til foråret 2012. Fra sommeren 2012 og halvanden måned frem har han arbejdet som tolk for de engelske styrker, hvorefter han frem til sommeren 2013 igen har arbejdet som tolk for de danske styrker. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter den mandlige ansøger at blive dræbt af medlemmer af Taliban eller af personer fra sin egen klan […]. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger forklaret, at hans fader i foråret 2012 telefonisk meddelte ham, at der var kommet et trusselsbrev fra Taliban adresseret til den mandlige ansøger. I brevet truede Taliban den mandlige ansøger på livet som følge af hans arbejde som tolk. Den mandlige ansøger havde samtidig fået at vide, at hans moder var syg. Han søgte herefter om orlov til at rejse hjem til Kabul, men fik afslag, hvorfor han i stedet valgte at sige op. I sommeren 2012, da den mandlige ansøgers fader var i Paktia-provinsen for at sælge sin jord, fortalte man ham, at mullahen havde besluttet, at alle fra […]-klanen, der arbejdede for udlændinge, skulle dræbes, og der var sat en dusør herfor på 100.000 afghani. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret, at der fra efteråret 2012 og frem til hans udrejse ofte kom slægtninge fra Paktia-provinsen på besøg hos hans familie i Kabul, og de fortalte familien, at klanen ønskede at dræbe ham. Taliban har uddelegeret opgaven med at dræbe ham til hans klan, hvilket er grunden til, at Taliban ikke har kontaktet ham siden foråret 2012. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hendes ægtefælle vil blive dræbt af hendes farbroder eller personer fra den mandlige ansøgers egen familie. Til støtte herfor har den kvindelige ansøger oplyst, at hendes farbroder ønskede hende gift med sin søn, hvilket den kvindelige ansøgers fader afslog. I stedet blev den kvindelige ansøger gift med sin nuværende ægtefælle. Herpå blev hendes farbroder vred, idet han mente, at hun havde giftet sig med en vantro, fordi han var tolk. Den kvindelige ansøgers farbroder oplyste, at han ville dræbte den mandlige ansøger, hvis han fik fat på ham. Herudover har den mandlige ansøger haft problemer med sin familie som følge af sit arbejde som tolk. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger under sin godt fireårige ansættelse som tolk deltog i opgaver vedrørende blandt andet patruljering, militære operationer, ransagninger, kontrol ved checkpoints og møder med lokale myndigheder. Flygtningenævnet lægger efter forklaringerne og sagens øvrige oplysninger endvidere til grund, at den mandlige ansøger i foråret 2012, da han arbejdede som tolk for de danske styrker, i et brev fra Taliban blev truet på livet, idet Taliban under henvisning til hans arbejde tilkendegav at ville dræbe ham, hvis de fik fat i ham. Nævnet lægger videre til grund, at den mandlige ansøger i foråret 2012 oplyste sin arbejdsgiver om hændelsen og blandt andet som følge af denne opsagde sit job, men at han godt to måneder senere af hensyn til sin sikkerhed på ny søgte og fik ansættelse som tolk først hos de engelske og siden hos de danske styrker, hvor han forblev, indtil han i sommeren 2013 blev opsagt. Herefter holdt han lav profil og opholdt sig overvejende hos sin bror indtil udrejsen af Afghanistan i slutningen af 2013. Endelig lægger nævnet til grund, at den mandlige ansøger af sin fader har fået oplyst, at overhovederne i familiens klan har besluttet, at han skal dræbes, at de har udlovet en dusør for at dræbe medlemmer af klanen, der har arbejdet for de udenlandske styrker, og at slægtninge ved flere lejligheder har fortalt, at den mandlige ansøger er i risiko for at blive dræbt. Flygtningenævnet finder det herefter sandsynliggjort, at den mandlige ansøger er efterstræbt af Taliban og profileret på en sådan måde, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nogle mindre divergenser i hans forklaring og den omstændighed, at han ikke ved sit exit interview hos arbejdsgiveren i sommeren 2013 på ny nævnte truslerne, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet finder det endvidere sandsynliggjort, at den kvindelige ansøger som følge af sin mands forhold tillige vil være i risiko for overgreb. Det kan ikke forventes, at de afghanske myndigheder vil kunne beskytte ansøgerne mod disse overgreb, hvorfor de opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgerne ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og de opfylder derfor ikke betingelserne for at få asyl efter denne bestemmelse. Endelig finder nævnet, at ansøgerne under hensyn til baggrunden for truslerne og disses karakter ikke kan henvises til et internt flugtalternativ i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor de afghanske statsborgere […] og […] samt deres mindreårige barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2014/32/SOL
Nævnet meddelte i juli 2014 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være alene, da hun er gammel og syg og ikke længere har noget netværk tilbage i Afghanistan. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive opsøgt af Taliban, som vil udspørge ansøgeren om hendes børns opholdssted. Ansøgeren frygter, at hun vil blive slået ihjel af Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til, at hendes søn, R, er eftersøgt af Taliban. Ansøgeren har i denne sammenhæng oplyst, at hendes søn, R, arbejdede som vagt for et udenlandsk kontor, og at han på vej hjem fra arbejde i [slutningen af] 2013 blev opsøgt af Taliban, idet Taliban ønskede adgang til hans arbejdsplads for at placere en bombe. Ansøgeren har yderligere oplyst, at Taliban under episoden truede hendes søn, R, med at dræbe ham og udslette hele familien, hvis han ikke ønskede at hjælpe Taliban. Dagen efter denne episode udrejste ansøgeren og hendes familie af Afghanistan. Ansøgeren mistede kontakten til sin søn og svigerdatter i Tyrkiet. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hendes søn A og hendes ægtefælle, G, begge er blevet dræbt af Taliban. Uanset ansøgerens svækkelse som følge af alder og helbred finder Flygtningenævnet, at hun har været i stand til at redegøre forholdsvist præcist for familiens historie og konflikter. Flygtningenævnet kan således i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgerens ægtefælle var klanoverhoved, og at han blev dræbt af Taliban i 1996, ligesom hendes sønner enten er dræbt eller fortsat forfulgt af Taliban. Hendes ene søn har således på et tidligere tidspunkt opnået asyl i Danmark. Det lægges endvidere til grund, at ansøgerens eneste tilbageværende søn arbejdede på udenlandske arbejdspladser, og at han i den forbindelse modtog trusler om, at han og hans familie ville blive dræbt, hvis han ikke samarbejdede med Taliban om anbringelse af en bombe på sin arbejdsplads, hvorfor familien straks derefter udrejste. Efter en samlet vurdering af ansøgerens situation, herunder at familien tidligere og aktuelt har været og er i Talibans søgelys, samt ansøgerens personlige situation, hvor hun er uden mandlige kernefamiliemedlemmer, som hun kan forvente beskyttelse fra, finder nævnet, at ansøgeren risikerer at blive forfulgt af Taliban, såfremt hun vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt, hvorfor Flygtningenævnet meddeler den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2014/22
Nævnet meddelte i marts 2014 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet stadfæstede i 2011 en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved der med meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 besluttede Flygtningenævnet efter omstændighederne at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangsgift med en pashtunsk mand. Ansøgeren har endvidere henvist til, at såfremt en pashtunsk gift kvinde flygter hjemmefra, skal hun straffes med døden. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes fader og broder i sommeren 2010 rejste til Urozgan for at gøre krav på et jordstykke, som havde tilhørt familien. Der opstod en konflikt mellem ansøgerens familie og nogle pashtunere om jorden, idet der gik et rygte om, at ansøgerens broder havde skubbet en dreng, så han døde. På et ældreråd blev det besluttet, at ansøgeren som en løsning på konflikten skulle giftes bort til broderen til den pashtunske dreng. Ved bedømmelsen af ansøgerens forklaring kan Flygtningenævnet efter hendes fremtræden for nævnet ikke afvise, at visse forhold vedrørende hendes baggrund, modenhed og udvikling har en ikke uvæsentlig betydning for hendes evne til at redegøre mere detaljeret for sit asylmotiv. I øvrigt har ansøgeren under hele sagsforløbet fastholdt det samme asylmotiv, hvorefter hun skulle tvangsgiftes med en pashtun i forbindelse med en jordkonflikt. Uanset at ansøgerens forklaring i det væsentlige er baseret på andenhånds oplysninger og på enkelte punkter fremtræder upræcis, kan Flygtningenævnet lægge til grund, at der i forbindelse med en afgørelse i en lokal Jirga i Urozgan er blevet truffet bestemmelse om, at ansøgeren skal tvangsgiftes med en pashtun, som ansøgerens fader har været i konflikt med, og at ansøgeren herefter er udrejst af hjemlandet kort tid efter, at hun fik besked om beslutningen. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er det ikke ualmindeligt, at konflikter mellem familier løses ved at en kvinde fra den ene familie bliver tvangsgiftet med en person fra den anden familie. Det fremgår ligeledes af baggrundsoplysningerne, at manglende overholdelse af sådanne aftaler kan medføre voldelige overgreb, blandt andet over for den pågældende kvinde, såfremt hun ikke indgår ægteskabet. Da ansøgeren efter det foreliggende ikke har overholdt nævnte beslutning om tvangsægteskab, har hun sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til den pågældende pashtunske familie, at hun vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det skal særligt bemærkes, at myndighederne efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke vil være i stand til at yde ansøgeren fornøden beskyttelse, og at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2014/21
Nævnet meddelte i marts 2014 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet stadfæstede i 2011 en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved der med meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 antog FN’s Menneskerettighedskomité en klage indgivet af ansøgeren til behandling og anmodede om, at ansøgeren ikke blev udsendt under sagens behandling. I 2014 anmodede ansøgeren Flygtningenævnet om at genoptage behandlingen af sagen og Flygtningenævnet besluttede herefter at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim af trosretning fra […] i provinsen Maidan-Wardak i Afghanistan. Ansøgeren flyttede til Pakistan med sin mor og sin farbroder, da han var et lille barn. Fra 2008 til 2010 har ansøgeren opholdt sig i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren blev [i efteråret] 2013 døbt i […]-kirken [i en dansk by]. Ansøgeren frygter derfor forfølgelse fra myndighedernes side ved en tilbagevenden til Afghanistan, ligesom han frygter repressalier fra lokalbefolkningen. Ansøgeren har for nævnet blandt andet forklaret, at hans første interesse for kristendommen opstod i begyndelsen af 2012, at han i den følgende periode deltog i forskellige aktiviteter med kristent indhold, at han efter et selvmordsforsøg i vinteren 2012/2013 blev sat i kontakt med en præst, at han siden [foråret] 2013 har været knyttet til den […] kirke, at han gennemgik et seks måneders forberedelseskursus inden dåben den […] 2013, at han efterfølgende er fortsat med aktiviteter for kristendommen, hvor han blandt andet har fortalt andre om kristendommen, og at han fra [begyndelsen af] 2014 har været elev på [en kristen højskole]. Ansøgeren har besvaret en række spørgsmål om sin kristne tro og ansøgerens aktiviteter i forbindelse hermed, og nævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren på overbevisende måde har godtgjort, at han reelt er konverteret til kristendommen. Når der henses til oplysningerne om forholdene for kristne konvertitter i Afghanistan, finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2014/20
Nævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban som følge af, at han ikke vil samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han i perioden fra 2010 og frem til 2012 har modtaget 12 til 15 telefoniske trusler fra medlemmer af Taliban. Han har yderligere oplyst, at han den […] 2012 modtog et trusselsbrev fra Taliban på sin bopæl, og at Taliban flere gange har opsøgt hans morbroders sønner for at spørge til hans opholdssted. Ansøgeren har oplyst at have arbejdet som sikkerhedsvagt for [et ministerielt projekt], og det er i denne forbindelse, at han har modtaget trusler. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren har arbejdet som vagt for en udenlandsk organisation, og at Taliban i den forbindelse har fremsat et antal trusler over for ham, ligesom han har modtaget en skriftlig trussel, som han imidlertid ikke har læst, inden han udrejste. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid ikke, at ansøgeren, der alene modtog truslerne som led i sit arbejde som vagtmand, er særligt profileret, eller at truslerne har haft en sådan karakter og intensitet, at Taliban vil opsøge ansøgeren ved hans tilbagevenden til sit hjemområde. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren besad en stilling som ubevæbnet vagt, hvor han ikke havde særlig indflydelse, og at han løbende modtog trusler over to år uden, at han tog initiativ til at flygte. Der er tillige lagt vægt på, at truslerne ligger tilbage i tid. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sin hjemby vil være i risiko for fornyede henvendelser fra Taliban og overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2014/19
Nævnet meddelte i november 2014 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. I 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 udsatte Flygtningenævnet sagens behandling sagen på indhentelse af oplysninger om ansøgerens fingeraftryk fra et andet europæisk land. I 2014 besluttede Flygtningenævnet at indhente yderligere oplysninger om ansøgerens identitet og ansættelsesforhold.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk pashtun, født i Kabul, Afghanistan, og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Taleban ønskede, at han skulle samarbejde med dem, idet han var ansat hos et internationalt firma, […], der havde opgaver for ISAF og således havde adgang til forskellige baser. Taleban kontaktede ansøgeren telefonisk og personligt, og tilbageholdt ham omkring en uge, hvorunder han blev udsat for tortur. Ansøgeren blev løsladt mod at love at samarbejde. Han udrejste i umiddelbar forlængelse heraf. Flygtningenævnet lægger navnlig efter de fremlagte dokumenter sammenholdt med ansøgerens forklaring og høringssvaret fra den […}2013 til grund, at ansøgeren har været ansat i [det internationale firma], således som han har forklaret. Efter ansøgerens detaljerede forklaring, som han har afgivet allerede fra indrejsen her i landet, lægger Flygtningenævnet videre til grund, at ansøgeren har været opsøgt og tilbageholdt af Taleban, således som han har forklaret. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren og ansøgerens familie og bopæl er eksponeret over for Taleban, og nævnet finder, at ansøgeren, efter at have lovet at samarbejde med Taleban og alligevel flygtet, er i en reel risiko for sådanne overgreb fra Talebans side, at han har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at henvise ansøgeren til at tage ophold andre steder i Afghanistan. Nævnet lægger herved vægt på, dels identifikationen af ansøgeren og hans familie som ovenfor anført, dels at han har arbejdet på projekter rundt om i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2” afgh/2014/18
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk tadjik, sunni muslim af trosretning og fra Herat. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt enten af de afghanske myndigheder eller af de personer, der dræbte hans søn, fordi ansøgeren var med til at producere en udsendelse, der i foråret 2011 blev vist på TV-stationen […] omhandlende konflikterne i Behsood-området mellem kuchier og den lokale hazara-befolkning.Ansøgeren frygter endvidere at blive dræbt af brødrene til en indflydelsesrig person med forbindelse til Hezbe Islami, […], som blev fængslet for blandt andet pengeafpresning mod ansøgeren. Ansøgeren har til sagen blandt andet oplyst, at han i vinteren 2008/09 blev opsøgt i sit apotek i Herat af [personen], der ønskede, at ansøgeren skulle yde ham et lån på 30.000 US-dollars, som [personen] angiveligt skulle bruges til at betale for, at hans ægtefælle kunne modtage behandling i Indien. Ansøgeren indvilligede efter råd fra venner og bekendte i at yde [personen] et lån på 5.000 US-dollars, men tilkendegav samtidig overfor [personen], at han ikke kunne skaffe flere penge. [Personen] insisterede på, at ansøgeren skulle låne ham 30.000 US-dollars, og han fremsatte trusler mod ansøgeren. Gennem en ven, der var ansat i sikkerhedstjenesten i Herat, fik ansøgeren kontakt med sikkerhedstjenestens chef, der foreslog, at ansøgeren skulle samarbejde med sikkerhedstjenesten, således at man kunne skaffe beviser mod [personen]. Ansøgeren indvilligede i dette og lod sikkerhedstjenesten aflytte sin mobiltelefon. Efter aftale med sikkerhedstjenesten aftalte ansøgeren et møde med [personen], hvor han skulle aflevere de 30.000 US-dollars. Da [personen] kom for at afhente pengene, blev han anholdt. Senere blev [den indflydelsesrige person] idømt 7 års fængsel for pengeafpresning, bortførelse og trusler, herunder pengeafpresning og trusler mod ansøgeren. Kort tid efter dommen blev ansøgeren ringet op af [personen] fra fængslet, og cirka to måneder efter retssagen blev ansøgeren ringet op af [personens] bror […], der sagde, at han og hans brødre ville komme efter ansøgeren. I [foråret]2009 flyttede ansøgeren sammen med sin ægtefælle og sine børn til Kabul, hvor han i [ sommeren] 2009 gennem en ven fik arbejde på [en tv-station]. I [foråret] 2011 rejste ansøgeren sammen med nogle kolleger til Behsood-området, hvor de optog et program om konflikterne i området mellem kuchierne og den lokale hazara-befolkning. Optagelserne mundede ud i en cirka 57 minutter lang udsendelse, som blev vist på [tv-stationen] i [foråret] 2011. Under udsendelsen høres ansøgeren komme med kritiske udtalelser mod magthaverne i Afghanistan. Efter udsendelsen blev ansøgerens chef kaldt til samtale hos et radio/tv nævn, og chefen gav ansøgeren ansvaret for de dele af programmet, hvor ansøgeren fremsatte kritiske udtalelser mod magthaverne. I [sommeren ]2011 modtog ansøgeren et opkald fra en person, der spurgte ham, hvor mange penge han havde fået for at producere udsendelsen. Den pågældende truede ham. Efterfølgende sendte kuchiernes overhoved, der var medlem af parlamentet, sine folk til tv-stationen for at true ansøgeren. Senere på [sommeren] 2011 modtog ansøgeren et opkald fra sin søn, der fortalte, at politiet havde opsøgt familiens bopæl og afleveret en arrestordre. Et par dage senere modtog ansøgeren endnu et opkald fra sønnen, der fortalte, at politiet fortsat befandt sig udenfor bopælen. Ansøgeren blev herefter boende hos vennen. Cirka otte-ni dage senere modtog ansøgeren et opkald fra sin ægtefælle, der fortalte, at sønnen var forsvundet. Tre dage senere ringede ægtefællen på ny og fortalte, at sønnen var blevet fundet dræbt, og at der i sønnens lomme var fundet en seddel, hvorpå det var angivet, at dette var straffen for forræderiske journalister. Ansøgeren opholdt sig hos forskellige venner frem til [begyndelsen af] 2012, hvor han udrejste med fly fra Kabul lufthavn på et falsk pas, som en af hans venner havde skaffet til ham. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at ansøgerens forklaring om konflikten med [personen] og dennes familie kan danne grundlag for asyl efter udlændingelovens § 7. Flertallet lægger afgørende vægt på, at konflikten er opstået i slutningen af 2008 og har ført til, at [personen] ved en dom er blevet straffet med fængsel i 7 år. Ansøgeren har i den forbindelse hjulpet myndighederne med kunne foretage en anholdelse af [personen], der var mistænkt for afpresning og trusler mod flere personer, herunder ansøgeren. Kort tid efter domfældelsen blev ansøgeren truet med repressalier, og ansøgeren rejste herefter til Kabul med sin familie. Han har efterfølgende i flere år boet og opholdt sig i Kabul, uden at ansøgeren eller hans familie er blevet udsat for trusler eller i øvrigt for henvendelser fra [personen] eller dennes familie. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet i øvrigt anført, at han aldrig tænkte på at rejse ud af landet, da han besluttede at forlade Herat. For så vidt angår den del af konflikten, der angår ansøgerens arbejde som journalist, finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren på afgørende punkter ikke har forklaret overbevisende og at forklaringen forekommer konstrueret til lejligheden. Forklaringen tilsidesættes derfor som utroværdig. Flertallet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring om sin medvirken i den omhandlede tv-udsendelse ikke kan lægges til grund. Under asylsamtalen i [efteråret] 2012 har han forklaret, at han selv kommenterede under udsendelsen, der varede 57 minutter. Udsendelsen blev vist i [foråret] 2011. Oplysningerne har været forelagt Udenrigsministeriet, der i et notat af [… ]2012 har oplyst, at en kilde har bekræftet, at tv-programmet blev vist i [foråret] 2011, men at det varede 2 minutter, og at ingen af tv-kanalens ansatte deltog i programmet. Foreholdt disse oplysninger har ansøgeren under en partshøring i [sommeren] 2013 forklaret, at det ikke kan være rigtigt, og at hans program måske bare har været vist kort som en del af nyhederne og som en form for reklame for programmet. Ansøgeren har under asylsamtalen i [efteråret] 2012 fremlagt en dvd, der indeholder optagelserne fra Beshood-området. Optagelserne har i sin fulde varighed på 25 minutter været afspillet under asylbehandlingen i Udlændingestyrelsen, og udsnit med en varighed på cirka ni minutter har også været afspillet under behandlingen i Flygtningenævnet. Under optagelsen oplæser ansøgeren en erklæring fra 2008 udarbejdet af Mohaqeq. Ansøgeren udtaler sig ikke personligt og kritisk om regeringen, og ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at hans ven ikke har kopieret hele optagelsen fra Beshood-området, og at vennen har fjernet den del af lydsporet, hvor ansøgeren udtalte sig kritisk om regeringen. Under partshøringen har ansøgeren i øvrigt oplyst, at den foreviste dvd kun indeholder to klip, som han har lavet, og at resten er tidligere programmer. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under behandlingen af asylsagen ved et brev fra [sommeren] 2012 til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke ønsker, at der rettes henvendelse til […] vedrørende hans ansættelse. Ansøgeren har hertil forklaret, at tv-ledelsen havde sagt til myndighederne, at ansøgeren var ansvarlig for udsendelsens indhold, og at han frygter, at ledelsen ikke vil oplyse korrekt om hans ansættelsesforhold. Det er flertallets samlede vurdering, at det forekommer usandsynligt, at udsendelsen er redigeret på en sådan måde, at ansøgerens udtalelser og personlige holdninger er blevet slettet. Flygtningenævnets flertal finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren personligt er gjort ansvarlig for udsendelsens indhold af chefen for tv-stationen og myndighederne. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret, at udsendelsen har været gennemset af chefen for tv-stationen, inden den blev vist. Flertallet finder det derfor efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2014/17
Nævnet meddelte i april 2014 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2012. I 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren og hendes datter afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Efterfølgende meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren datteren opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring. Ansøgeren har to herboende sønner, der indrejste og blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i 2010. Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er tadjik af etnicitet, er født i Kandahar, Afghanistan, og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at blive slået ihjel af sin ægtefælles broder […], fordi ansøgerens datter har fået et barn udenfor ægteskabet i Danmark. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun vil blive udsat for overgreb fra en privatperson, […]. Ansøgerens ægtefælle havde en konflikt til [privatpersonen]vedrørende ejerforholdet af en butik. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Afghanistan, fordi hun er blevet interesseret i kristendommen under sit ophold i Danmark. I 2009 vendte ansøgeren, ægtefællen og deres fælles børn tilbage til Afghanistan fra Iran. De bosatte sig i Kandahar. Ansøgerens ægtefælle gjorde krav på en butik i Kandahar by, som han havde arvet fra sin fader. Der opstod en konflikt omkring dette imellem ansøgerens ægtefælle og en person ved navn […] idet[personen] også gjorde krav på butikken. Ansøgerens ægtefælle anmeldte episoden til politiet, som gav en frist på fem dage til at rømme butikken. Efter de fem dage tog ansøgerens ægtefælle til butikken for at se, om den var blevet rømmet. Dette var sidste gang, at ansøgeren så sin ægtefælle. Om aftenen den efterfølgende dag blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af tre for hende ukendte maskerede og bevæbnede personer. Personerne slog ansøgeren og hendes sønner og truede ansøgeren til udlevering af skøde på butikken. To til tre dage efter denne episode opsøgte ansøgeren politiet, hvor hun anmeldte ægtefællens forsvinden og overfaldet. Dagen efter fandt ansøgeren et trusselsbrev på bopælen, hvor ansøgeren og hendes familie blev truet på livet, fordi de havde anmeldt forholdet til politiet. Den næste dag påbegyndte ansøgeren og hendes børn udrejsen af Afghanistan. Den omstændighed, at datteren […] har født et barn udenfor ægteskab kan efter det foreliggende ikke i sig selv antages at medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det skal særligt bemærkes, at ansøgeren selv har taget afstand fra datterens handlemåde, og at ansøgeren og datteren af samme grund kun har begrænset kontakt med hinanden. Uanset at ansøgeren på nogle punkter har forklaret divergerende – også i forhold til datteren […] og sønnen […]forklaring – vedrørende konflikten med [privatpersonen], kan Flygtningenævnets flertal lægge til grund, at ægtefællen angiveligt blev dræbt af [privatpersonen] i forbindelse med en konflikt om en forretning, at ansøgeren og hendes børn blev opsøgt på bopælen af bevæbnede mænd, som aftvang ansøgerens ”skøde” til forretningen, at ansøgeren og hendes søn […] efterfølgende anmeldte ægtefællens forsvinden og mændenes indtrængen til myndighederne, og at ansøgeren herefter modtog et trusselsbrev fra gerningsmændene. Når der endvidere henses til karakteren af mændenes fremfærd, og da ansøgeren efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages at ville kunne opnå fornøden beskyttelse hos myndighederne, finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at de af ansøgeren påberåbte asylmotiver kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnets flertal skal bemærke, at ansøgeren ikke for Flygtningenævnet har forklaret overbevisende om, at hun reelt er konverteret til anden religion. Ansøgeren har besvaret nogle spørgsmål om sin konversion, og hendes svar bærer i høj grad præg af, at hun i hvert fald på nuværende tidspunkt ikke har noget særligt stort begreb om kristendommen, og at der er tale om indstuderede svar. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] Mayzie Nuori samt et barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2014/16
Nævnet meddelte i april 2014 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk hazara og muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har haft udenomsægteskabeligt forhold til sin stedfaders ægtefælle, […], der var jævnaldrende med ansøgeren, hvilket stedfaderen opdagede, hvorefter han truede med at slå ansøgeren ihjel. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive slået ihjel af sin stedfader, [stedfaderens ægtefælles] familie eller myndighederne. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har afgivet en sammenhængende og rimelig detaljeret forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan herefter ikke afvise, at ansøgeren har haft et seksuelt forhold til sin stedfaders ægtefælle, […], som ansøgeren og ansøgerens moder samt to søskende boede sammen med i stedfaderens hus. Nævnet kan heller ikke afvise, at det seksuelle forhold blev afsløret af stedfaderen, og at stedfaderen som følge heraf ønskede at slå ansøgeren og ægtefællen ihjel, men at det lykkedes ansøgeren og ansøgerens moder at flygte ud af Afghanistan med hjælp fra ansøgerens morbroder. Herefter og under hensyn til de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at det ikke vil være muligt for ansøgeren at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […]opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2014/15
Nævnet meddelte inovember 2014 opholdstilladelse (B-statustil et ægtepar fra Afghanistan samt et barn. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At Flygtningenævnet lægger i alt væsentligt den mandlige ansøgers forklaring til grund. Ansøgerne er begge etnisk pashtun og muslim af trosretning fra landsbyen […] i, Afghanistan. Den mandlige ansøger arbejdede som tolk for de amerikanske styrker i Afghanistan fra 2007 til 2012 og for de danske styrker i Helmand fra [sommeren] 2012 til [sommeren] 2013. Han udførte tolkeopgaver både inde i og uden for militærbaserne, hvor han deltog i blandt andet anholdelser, afhøring af mistænkelige personer, ransagninger af bopæle og samtaler med landsbybeboere. Han følte sig under udførslen af opgaverne ikke sjældent truet. Han modtog i 2011 et opkald fra Taliban, som truede med at dræbe eller bortføre ham, hvis han ikke ophørte med sit arbejde inden en uge. I samme periode blev talebanere set i hans landsby, og efter at han havde rapporteret til sin enhed herom, blev tre talebanere i hans område anholdt. Han blev senere standset af talebanere i sin bil ved et checkpoint til Jalalabad, hvilket han formodede skyldtes anholdelsen af de tre talebanere, men det lykkedes ham at slippe væk. Han tog herefter orlov fra ansættelsen hos de amerikanske styrker og blev et par måneder senere ansat hos de danske styrker. Da ansættelsen hos de danske styrker ophørte, vendte ansøgeren tilbage til sin landsby, hvor hans fader fortalte ham, at Taliban havde rettet to mundtlige og en skriftlig trussel mod den mandlige ansøger, mens denne havde været væk. Politiet foretog sig intet i anledning af trusselsbrevet. Han opholdt sig fra [sommeren] 2013 til sin udrejse af Afghanistan ultimo 2013 på sin bopæl, som han stort set ikke forlod af frygt for overgreb fra Taliban. Flygtningenævnet finder det herefter sandsynliggjort, at den mandlige ansøger er efterstræbt af Taliban og profileret på en sådan måde, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder det endvidere sandsynliggjort, at den kvindelige ansøger som følge af sin mands forhold tillige vil være i risiko for overgreb. Det kan ikke forventes, at de afghanske myndigheder vil kunne beskytte ansøgerne mod disse overgreb, hvorfor de opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgerne ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og de opfylder derfor ikke betingelserne for at få asyl efter denne bestemmelse. Endelig finder nævnet, at ansøgerne under hensyn til baggrunden for truslerne og disses karakter ikke kan henvises til et internt flugtalternativ i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor de afghanske statsborgere […] samt deres mindreårige barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2014/14
Nævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk tajik og muslim af trosretning fra Herat i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke vil være i stand til at klare sig selv, da hun ikke har familie. Ansøgeren har henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af ukendte personer. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle blev overfaldet en dag af ukendte personer, som ønskede hendes ægtefælles penge og jord. Hendes ægtefælle modtog lægelig behandling, men han døde omkring to uger senere. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes ægtefælles ven […], i starten af 2014, omkring en til to måneder efter hendes ægtefælles død, blev kontaktet af hendes ægtefælles overfaldsmænd, der oplyste, at de ville slå hende ihjel, hvis de ikke fik hendes jord og penge. [Ægtefællens ven] arrangerede herefter hendes udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det efter oplysningerne i sagen lægges til grund, at ansøgeren indrejste i Danmark i 2012 på gyldigt besøgsvisum samt, at hun i 2012 ansøgte om familiesammenføring med sin herboende datter, hvilken ansøgning hun blev meddelt afslag på, og at hun derefter først ansøgte om asyl i 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft konflikter forud for sin udrejse af Afghanistan uanset, hvornår denne udrejse fandt sted. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre nærmere for, hvem konflikten er eller var med, samt hvordan hun nærmere er blevet truet mv. Hun har heller ikke redegjort for den konflikt, som hun påberåber sig, at hendes ægtefælle har haft, og herunder har hun ikke redegjort for, at hun skulle være i risiko for noget, som er afledt af denne konflikt. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Hertil kommer, at ansøgeren har afgivet en divergerende og dermed utroværdig forklaring om sine egne forhold. Ansøgeren har således under asylsagen oplyst, at hun udrejste fra Afghanistan et halvt år før sin indrejse i Danmark, og at hun ikke har børn eller anden familie, mens hun under sin familiesammenføringssag har oplyst, at hun har boet i Iran de seneste 40 år, ligesom hun har oplyst at have børn og børnebørn i Iran og en datter og børnebørn i Danmark. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at forklare uddybende om de påberåbte konflikter eller redegøre for diverse divergenser på en overbevisende måde. Det bemærkes i den forbindelse, at nævnet ved bevisvurderingen har taget hensyn til, at ansøgeren er en ældre kvinde, der angiveligt er syg og ikke husker så godt. Nævnet finder, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren har anført, at hun ikke har familiemedlemmer, som hun kan bo sammen med, kan ikke føre til en anden vurdering. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren er uprofileret, og at det forhold, at hun er en enlig, ældre kvinde ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2014/13
Nævnet meddelte i februar 2016 opholdstilladelse (k-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt hendes barn. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er pashtun af etnicitet, er født i […], Afghanistan, og er sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet hun har undervist piger i engelsk, og fordi hun har udført frivilligt arbejde for […]. Ansøgeren frygter videre […], som vil giftes med hende. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om sine bopælsforhold, aktiviteter og de forhold, hun har været udsat for. Flertallet finder således, at det må lægges til grund, at ansøgeren har modtaget trusler fra Taliban såvel på grund af hendes engelskundervisning som i forbindelse med hendes arbejde for […], og at ansøgeren er flygtet i umiddelbar forlængelse heraf. Under hensyn til aktiviteternes mere begrænsede omfang og niveau finder flertallet ved vurderingen af risikoen i forhold til Taliban ikke at kunne lægge afgørende vægt på, at ansøgeren kortvarigt har været tilbage i Kabul nogle gange efter udrejsen til Pakistan. Flertallet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret, at hun holdt sig skjult hos sin svigerinde, og at tilbagerejsen var nødvendig, hvis hun ville opnå visum til Danmark. Flertallet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse fra Taliban, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det bemærkes herved, at det ikke kan antages, at de afghanske myndigheder kan yde ansøgeren den fornødne beskyttelse herimod. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] og barnet […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2016/15 AML
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og har oplyst, at han er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren er fra Ghazni, Jaghori, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dømt til døden af befolkningen, mullaher og Mullah [N]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie for omkring fire år og otte måneder siden havde en jordkonflikt med ansøgerens onkel. Da den lokale mullah, [N], understøttede ansøgerens onkels krav, mistede ansøgeren troen på islam. Omkring 40-50 dage efter jordkonflikten var afgjort, tilbød en af ansøgerens venner ansøgeren 2000 Khandar for at uddele bøger. Ansøgerens ven oplyste, at det var mod Mullah [N]’s ønske at uddele bøgerne. Ansøgeren valgte at uddele bøgerne, selvom ansøgeren ikke kendte bøgernes indhold på dette tidspunkt. Ansøgeren uddelte 35-50 bøger over en periode på seks til syv dage på ansøgerens skole og til hans bekendte. Mens ansøgeren og hans ven uddelte bøgerne, begyndte de at skrive graffiti på blandt andet skolens væg. Ansøgeren og hans ven skrev graffiti mindst tre til fire offentlige steder i perioden, indtil ansøgerens udrejse. De skrev skældsord om mullah [N] og hans kone, herunder at mullah [N]’s kone var prostitueret. Det var ansøgerens ven, der skrev, mens ansøgeren dikterede, hvad der skulle skrives. De blev aldrig opdaget, mens de gjorde det. Efter at ansøgeren og hans ven havde uddelt materialet i seks til syv dage, fortalte ansøgerens ven, at deres liv var i fare, og at de skulle flygte. Ansøgerens ven fortalte ved udrejsen, at de uddelte bøger havde kristent indhold. Ansøgeren var ikke kristen, da materialet blev uddelt. Ansøgeren udrejse til Iran, hvor han opholdt sig i fire et halvt år, indtil han udrejste på en ukendt dag i 2015. For halvandet år siden blev ansøger anholdt af politiet i Iran og kørt til en militærlejr i Askar Abbad i Teheran. Her modtog ansøgeren en form for militær træning i 22 dage med det formål, at han skulle udsendes til borgerkrigen i Syrien. Det lykkedes senere ansøgeren at flygte, idet han ikke ønskede at blive udsendt til Syrien. Ansøgeren har yderligere forklaret, at han [primo] 2016 er konverteret til kristendommen, og at han [medio] 2016 er blevet døbt. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren kun har haft 4 års skolegang. Flygtningenævnet kan ikke udelukke, at der har eksisteret en jordkonflikt mellem ansøgerens far og farbror, men nævnet finder, at denne eventuelle konflikt er afsluttet. Nævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at jordkonflikten førte til, at ansøgeren uddelte materiale eller lavede graffiti, idet ansøgerens forklaring herom fremstår konstrueret og ikke selvoplevet. Nævnet har herved lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren har haft adgang til uhindret at uddele kristent materiale på sin skole i 6-7 dage. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han står i et asylbegrundende modsætningsforhold til mullah [N], sin farbror, lokalbefolkningen eller de afghanske myndigheder på grund af uddeling af kristent materiale, eller fordi ansøgeren har malet graffiti. Vedrørende den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen kan Flygtningenævnets flertal ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at han vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet kun har forklaret overfladisk og fragmentarisk om kristendommen, og særligt at han ikke har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen. Ved vurderingen har flertallet endelig lagt vægt, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet. Den omstændighed, at ansøgeren har lagt billeder på sin danske Facebook-profil med kristne motiver og tekst, kan ikke føre til et andet resultat. Flertallet har herved lagt vægt på, at Facebook-profilen fremstår konstrueret til lejligheden, og at ansøgeren ikke med de fremlagte sider har sandsynliggjort, at han er profileret over for de afghanske myndigheder. De fremlagte udtalelser fra Kronborgvejens Kirkecenter kan heller ikke føre til en ændret vurdering. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/209/JOV
Nævnet meddelte i september 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara, oprindeligt shiamuslim af trosretning, men har oplyst at være konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark, og er fra […] i Helmand-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han i 2012 af en ven ved navn [M] blev introduceret til kristendommen og første gang kom i [kirken i København] i 2012, hvorefter han i 2013 begyndte at komme regelmæssigt i denne kirke. Han blev [i foråret] 2014 døbt i kirken efter at have fulgt et dåbsundervisningsforløb af et halvt års varighed. Han har efter dåben været fast kirkegænger i [kirken i København], og har foruden gudstjenester deltaget i en række andre kirkelige arrangementer. Han har tillige deltaget i en kristen sommerlejr i [sommeren] 2014 på [en højskole], og har siden sommerlejren deltaget i ugentlig bibelundervisning på […]. Efter flytning til [asylcenter i Jylland] i [sommeren] 2015 har han været fast kirkegænger i [kirken i Jylland]. Ansøgerens dåb og deltagelse i kirkelige arrangementer i den omhandlede periode er bekræftet af erklæringer fra [fire forskellige præster i perioden fra 2014 til 2015]. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens konversion er reel og lægger efter ansøgeren forklaring endvidere til grund, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil leve i overensstemmelse med sin tro på en sådan måde, at myndighederne må antages at ville blive bekendt med hans konversion. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afg/2015/37
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning født i landsbyen […] i Al Mahwit-guvernementet, Yemen. Ansøgeren flyttede i 2014 til Yemens hovedstad, Sanaá, hvor han boede sammen med sin ægtefælle og sine børn fredag til torsdag. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Yemen frygter at blive slået ihjel af houthi-oprørerne. En fredag kom repræsentanter fra houthierne til ansøgerens landsby. De bad ansøgeren og fire andre mænd, som alle var fremtrædende i landsbyen, om at påvirke 20 unge mænd fra landsbyen til at melde sig til houthiernes hær senest fredagen efter. Om tirsdagen holdt ansøgeren et møde i sit hus i landsbyen for landsbyens unge mænd. Ansøgeren talte til landsbyens unge mænd og sagde, at de kunne melde sig til houthiernes hær eller lade være. Ansøgeren nægtede under mødet at udpege nogle af landsbyens unge mænd og har senere fået oplyst, at dette er blevet videregivet til houthierne. Om fredagen havde kun fem unge mænd fra landsbyen meldt sig. Ansøgeren fik at vide, at houthiernes havde været i landsbyen for at spørge efter ham, men den dag var ansøgeren i sit hus i Sanaá med sin ægtefælle og sine børn. Ved middagstid den samme fredag kørte biler med bevæbnede houthier op foran ansøgerens bopæl. Ansøgeren flygtede ud af bagdøren, og mens han flygtede, hørte han skud bad sig. Ansøgeren flygtede hen til sin svigerfar, hvorefter han efter seks dages ophold hos sin svigerfar udrejste legalt af Yemen til Saudi-Arabien. Efter ansøgerens udrejse er hans ægtefælle og børn fraflyttet deres bopæl og flyttet til ansøgerens svigerfar, da de har oplevet, at der har været fremmede mænd ved deres bopæl. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen fremstår overbevisende, troværdig og selvoplevet. Nævnet lægger derfor ansøgerens forklaring om konflikten med houthierne til grund. Det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder Landeprofil Yemen udgivet af Dansk Flygtningehjælp den 1. februar 2018, at houthierne fortsat har kontrollen i blandt andet Sanaá, hvor ansøgeren havde bopæl. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Yemen vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Idet ansøgeren fortsat må antages at være i houthiernes søgelys, finder Flygtningenævnet imidlertid, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Yemen vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Yeme/2018/2/MGO
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af religiøs trosretning fra [Byen X], Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Yemen frygter at blive slået ihjel som følge af borgerkrigen og den manglende sikkerhed. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i slutningen af 2012 blev gift med en somalisk statsborger med opholdstilladelse i Danmark, og hun har som følge heraf været i Danmark tre gange på gyldige visa. Efter ansøgerens andet ophold i Danmark tog hun i starten af 2015 tilbage til Yemen, hvor borgerkrigen var brudt ud. Ansøgerens hjemby, hvor der lå en militærkaserne, blev som følge af borgerkrigen angrebet, og ansøgeren blev derfor nødt til at flygte med sin familie til byen Aden, hvor ansøgeren boede i et stykke tid sammen med sin moster. Da Aden ligeledes blev angrebet, tog ansøgeren og hendes familie ophold i omkringliggende landsbyer. Ansøgeren udrejste [i efteråret] 2015 af Yemen efter at have fået gyldigt visum. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter overgreb fra ekstremister, idet hun ikke går med burka, og idet hendes ægtefælle beskyldes for at være vantro, eftersom han bor i Danmark. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet yderligere forklaret, at hun konkret er blevet truet en enkelt gang, fordi hun er gift med en dansker. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke tidligere har forklaret herom under samtalerne i Udlændingestyrelsen. Uanset at situationen i Yemen efter de foreliggende baggrundsoplysninger må anses for alvorlig, finder Flygtningenævnet, at den generelle situation i Yemen og særligt Aden og nærområdet til Aden – herunder for enlige kvinder – ikke er af en sådan karakter, at det kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at ansøgerens forældre og en moster fortsat bor i Aden, hvor ansøgeren senest har boet. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Yemen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Yeme/2018/1/JEA
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Vietnam.. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk vietnameser og buddhist fra distrikt 5, Ho Chi Minh City, Vietnam. Ansøgeren har været medlem af en unavngivet modstandsgruppe. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet eller henrettet af de vietnamesiske myndigheder, da ansøgeren har demonstreret mod myndighederne og har uddelt konvolutter med politisk indhold. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun deltog i sin første demonstration i 1988 foran præsidentpaladset. Ansøgeren har efterfølgende deltaget i cirka ni demonstrationer. Ansøgeren har tillige uddelt kuverter, som hun ikke kendte indholdet af. I forbindelse med nogen af demonstrationerne blev ansøgeren tilbageholdt og afhørt af myndighederne. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt på sin bopæl og tilbageholdt igen, da myndighederne ønskede oplysninger om ansøgerens baggrund for at deltage i demonstrationerne og hvem arrangørerne var. Efter sin udrejse af Vietnam er ansøgeren blevet telefonisk kontaktet af sin datter, der har oplyst, at myndighederne igen har opsøgt familiens bopæl, hvorfor ansøgeren ikke skulle vende tilbage. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer stærkt divergerende, usammenhængende og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange, hun blev tilbageholdt af myndighederne. Hun har til sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2017 indledningsvis forklaret, at hun deltog i en demonstration i 2014, hvor hun blev anholdt og tilbageholdt. Efterfølgende opsøgte myndighederne hende på hendes bopæl seks til syv gange og tog hende med på politistationen, hvor hun blev spurgt, om hun kendte nogen fra demonstrationen. Hun svarede hver gang, at det gjorde hun ikke, hvorefter hun fik lov at gå. Myndighederne kom på hendes bopæl sidste gang i [foråret] 2016. Senere under samtalen forklarede ansøgeren, at hun er blevet opsøgt over 20 gange på sin bopæl i 2016 og hver gang er blevet taget med på forskellige politistationer. Hun blev afhørt hver gang, nogle gange i kort tid, andre gange i lang tid, og nogle gange blev hun tilbageholdt natten over. I 2015 blev hun opsøgt færre end 20 gange, men mere end 10 gange. På forespørgsel bekræftede ansøgeren, at hun fra 2000 til 2016 er blevet taget med af politiet mere end 10 gange pr. år. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at hun er blevet tilbageholdt fem gange i alt på grund af sine politiske aktiviteter. Første gang var i forbindelse med en demonstration i 1998. Hun var tilbageholdt i 10 dage. De to andre gange var i 1999, hvor blev tilbageholdt under sin deltagelse i en demonstration. Hun var begge gange tilbageholdt i en uge. Den fjerde gang var i 2000, hvor hun blev tilbageholdt på sin bopæl og løsladt efter en uge, og den femte gang var i 2002, hvor hun blev arresteret på sin bopæl og taget med. Ansøgeren forklarede herefter, at hun også blev opsøgt af myndighederne i januar 2016 og taget med på politistationen, hvor hun blev tilbageholdt i to dage. Hun havde således taget fejl. Det var seks gange og ikke fem gange, hun blev tilbageholdt. Efterfølgende forklarede ansøgeren, at den sjette gang ikke rigtig talte med og ikke skulle indgå i antallet af tilbageholdelser. Foreholdt sin forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om antallet af tilbageholdelser forklarede ansøgeren, at det ikke er korrekt. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun ikke har deltaget i demonstrationer efter 2000, at tilbageholdelserne fandt sted i den periode, hvor hun deltog i demonstrationer, og at hun ikke har haft problemer med myndighederne fra 2003 til 2016. Ansøgeren har ikke kunnet give en troværdig forklaring på disse væsentlige divergenser. Nævnet bemærker i øvrigt, at det forekommer påfaldende, at myndighederne skulle anvende ressourcer på at opsøge og tilbageholde ansøger gentagne gange henset til, at hun ikke har kunnet oplyse, hvem der stod bag eller deltog i demonstrationerne. Flygtningenævnet lægger endvidere i lighed med Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om uddelingen af konvolutter, herunder om den periode, hvor hun uddelte konvolutterne, hvor mange konvolutter hun uddelte, hvem der gav hende konvolutterne, og hvem hun gav dem videre til. Hun har til sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2017 forklaret, at hun udelte konvolutter til tilfældige mennesker på gaden. Hun kendte ikke navnene på dem, hun fik konvolutterne fra eller dem, hun skulle aflevere dem til. Hun uddelte konvolutterne fra 2005 og frem til udrejsen ca. 20 - 30 gange. Hun vidste ikke, hvad de indeholdt, fordi de var lukkede. Ansøger havde fortalt en kvinde ved navn [A], at hun gerne ville hjælpe på en anden måde end at deltage i demonstrationer, og kvinden sagde, at hun ville tale med [B], som ansøger kendte. Efter en måned kom [B] med de første konvolutter til ansøger. Til asylsamtalen forklarede ansøger, at det var [A], der midt i 1999 henvendte sig til hende og afleverede en hvid kuvert til hende, som hun skulle overdrage til en anden person. Ansøger vidste ikke, hvorfra [A] kendte hende. Ansøger oplyste tidligere under samtalen, at indholdet af konvolutterne var skrevet på engelsk, som hun ikke forstod og efterfølgende, at hun ikke kunne åbne konvolutten, men formodede at indholdet var på engelsk. Hun blev bedt om at overdrage konvolutter to til tre – korrigeret til tre til fire gange i alt - og igen korrigeret til fire gange i alt. Hun uddelte den anden konvolut ca. to måneder efter den første, den tredje ca. et år efter den anden og den fjerde ca. fire måneder efter den tredje. Ansøgeren bekræftede, at uddelingen fandt sted i perioden 1999 – 2000. De to første gange var det [A], der gav ansøgerne konvolutterne, som hun skulle aflevere til hr. [C], og de to sidste gange fik hun konvolutterne af hr. [C] og skulle aflevere dem til den samme ældre herre. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun uddelte konvolutter fra 2000 til 2003 i alt cirka fire gange, men det kunne være flere. Nogle gang var det én konvolut, som hun uddelte, andre gange to. Hun kendte ikke damen, der gav hende konvolutterne, men damen kendte hende. Ansøgeren har videre forklaret udbyggende om sine samtaler med sin datter i Vietnam. Ansøgeren har hverken til oplysnings- og motivsamtalen eller til asylsamtalen forklaret, at datteren selv var blevet truet, hvorimod hun i Flygtningenævnet forklarede, at hun søgte asyl efter, at datteren havde ringet og sagt, at myndighederne havde sagt, at hvis de fandt ansøgeren, så ville både ansøgeren og datteren komme i fængsel. Nævnet finder hertil, at det forekommer usandsynligt, at myndighederne skulle opsøge ansøgers bopæl og lede efter hende ultimo 2016 henset til, at de efter ansøgerens forklaring for nævnet ikke havde været på bopælen i hele 2015 og 2016. Flygtningenævnet finder endelig, at det svækker ansøgernes troværdighed, at hun har fået udstedt pas i 2008 og er udrejst af Vietnam tre gange i henholdsvis 2009, 2011 og 2016 uden problemer, hvilket efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke hænger sammen med, at ansøgerne skulle være efterstræbt af myndighederne på grund af politiske aktiviteter. Flygtningenævnet tilsidesætter således i det hele ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Sammenfattende finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Vietnam vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Viet/2019/2/MAH
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende to brødre fra Vietnam. Begge ansøgere er mindreårige. Indrejst i 2014. Søgte asyl i 2018. Flygtningenævnet udtalte i begge sager: ”Ansøgeren er etnisk vietnameser og katolik fra […], Dong Nai, Vietnam. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vietnam frygter voldelige overgreb fra sin far. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans forældre blev skilt for en del år siden, og at han efterfølgende boede sammen med sin far og sin [lillebror/storebror]. Ansøgeren har ikke kontakt til sin mor. Ansøgerens far har slået ansøgeren ofte, både med flad hånd, ledning og rør, siden han var lille. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke er undergivet forældremyndighed i Vietnam, da han er over 16 år. Ansøgeren er dermed ikke tvunget til at tage ophold hos sin far, der må anses for at have været voldelig overfor ham og hans bror. Ansøgerens frygt for fortsatte voldelige overgreb mod ham og hans bror ved en tilbagevenden til Vietnam er således ikke relevant. Ansøgeren er en ung rask mand, der må antages at kunne tage vare på sig selv, og herunder forsørge sig selv. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at selv hvis ansøgeren skulle være underlagt forældremyndighed, indeholder den vietnamesiske lovgivning regler om, hvem forældremyndigheden tillægges ved skilsmisse, og at der endda er mulighed for, at forældremyndigheden tillægges andre end forældrene. Det fremgår endvidere, at et barn over ni år skal høres i en sådan proces. De generelle leveforhold i Vietnam er ikke af en sådan karakter, at det vil være i strid med udlændingelovens § 7, stk. 2, at henvise ansøgeren til på ny at tage ophold i Vietnam. Ansøgeren opfylder således ikke betingelser for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Viet/2019/1/MAH
Nævnet meddelte i april 2019 opholdstilladelse B-status til et ægtepar samt et barn fra Venezuela. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske mestiz og katolikker fra [mindre by], Venezuela. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Venezuela frygter, at politiet eller militæret vil plante våben eller stoffer på ansøgeren for at kunne fængsle ham, fordi ansøgeren er imod regeringen. Den mandlige ansøger har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold i Venezuela. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han i november eller december 2011 blev ansat i en virksomhed ved navn [A], der samarbejdede med den venezuelanske regering om at opføre beboelsesejendomme i forbindelse med projektet [B]. Ansøgeren blev ansat på virksomhedens byggeplads i byen [C], hvor ansøgeren registrerede arbejdernes arbejdstider for derefter at aflevere dem på virksomhedens kontor, der lå over for byggepladsen. Ansøgeren opdagede i forbindelse med udførelsen af sit arbejde, at medarbejdere fra regeringen stjal byggematerialer fra byggepladsen med henblik på videresalg til overpris. Ansøgeren fortalte dette til en chef fra [B], men chefen virkede uinteresseret i ansøgerens oplysning. Ansøgeren oplevede efterfølgende, at han blev diskrimineret på sin arbejdsplads, hvorefter ansøgeren blev opsagt omkring to måneder senere i [vinter] 2012. Ansøgeren vendte tilbage til sin landsby ved navn [D]. I landsbyen fortalte ansøgeren sine venner og bekendte om ovenstående hændelse i forbindelse med, at de talte om situationen i Venezuela. Det gjorde de ofte, når de stod i kø til at køb af fødevarer, hvor ansøgeren også udtrykte sin kritiske holdning om regeringen. Ansøgeren blev opsøgt af politiet eller militæret omkring tre måneder efter ansøgerens tilbagevenden til sin landsby. Ansøgeren blev i alt opsøgt af politiet eller militæret omkring otte gange, hvor ansøgeren blev udsat for trusler og vold. Ansøgeren blev opsøgt af politiet eller militæret for sidste gang i [sommer] 2016, og ansøgeren udrejste legalt af Venezuela i starten af [sommer] 2016. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at afvise den mandlige ansøgers forklaring om, at han blev afskediget fra sit arbejde i et [xx] byggefirma efter at have afsløret, at der foregik tyveri af byggematerialer, og at han derefter i knap 4 år opholdt sig i sin hjemby på [mindre by], og at han i denne periode flere gange blev udsat for tilbageholdelser på gaden og at blive intimideret, herunder ved under flere af frihedsberøvelserne at være anbragt i en bil og taget med på køreture, hvorunder han er blevet udsat for vold og trusler. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der alene er mindre divergenser i den mandlige ansøgers forklaring og mellem ansøgerne indbyrdes, og at disse divergenser, som kan give anledning til en vis tvivl, ikke er af en sådan karakter, at der er grundlag for at tilsidesætte den mandlige ansøgers forklaring, idet Flygtningenævnet lader tvivlen komme ansøgerne til gode. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om tilbageholdelserne på gaden og køreturene støttes af de seneste baggrundsoplysninger, herunder Landinfo, Temanotat, Venezuela: Utsatte grupper og reaksjoner fra myndighedetene, udgivet 22. august 2018, side 14. Flygtningenævnet finder derfor, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han risikerer igen at blive udsat for lignende overgreb, hvis han rejser tilbage til Venezuela. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at situationen i Venezuela er forværret siden ansøgerne udrejste i [sommer] 2016. Den mandlige ansøger har således sandsynliggjort, at han risikerer konkret og individuel forfølgelse ved tilbagevenden til Venezuela. Den mandlige ansøger har ikke været politisk aktiv eller deltaget i demonstrationer. Det beror på hans formodning, at overgrebene skyldes hans regeringskritiske udtalelser under samtaler med andre venezuelanere. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at meddele ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Tilbageholdelserne er imidlertid af en sådan karakter, at de kan betegnes som umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Vene/2019/1/GJEY
Nævnet meddelte i april 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et medfølgende barn fra Ukraine. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og ortodoks kristen af trosretning fra Lugansk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at hun vil blive slået ihjel af de ukrainske myndigheder, fordi de mistænker hende for at skjule informationer om hendes bror, [A]. Til støtte for sin konflikt med myndighederne har ansøgeren oplyst, at [A] flyttede til Danmark i maj 2016 af årsager, som ansøgeren ikke kender til. I [sommeren] 2016 blev ansøgeren opsøgt af repræsentanter fra sikkerhedstjenesten, SBU, på sin bopæl, der spurgte efter [A], herunder om ansøgeren havde kendskab til nogle dokumenter, han skulle være i besiddelse af. Mændene tog både ansøgeren og hendes ægtefælles mobiltelefon samt en bærbar computer. [I slutningen af sommeren] 2016 blev ansøgeren og hendes ægtefælle anholdt på gaden af to personer fra SBU, der kørte dem til et ukendt sted i byen Ivano-Frankivsk, hvor de var tilbageholdt i tre dage. Her blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb, truet på livet samt afhørt om [A]. Ved løsladelsen [i begyndelsen af efteråret] 2016 fik ansøgeren at vide, at hende og hendes ægtefælle snart ville blive indkaldt til afhøring på ny, hvor personer fra SBU ville torturere, slå og voldtage ansøgeren. [I begyndelsen af efteråret] 2016 henvendte ansøgeren og hendes ægtefælle sig til politistationen, hvor ansøgeren indgav anmeldelse om tilbageholdelsen. Ansøgerens ægtefælle sendte sin anmeldelse med posten. [I efteråret] 2016 kontaktede ansøgerens ægtefælle politiet for at få bekræftet, at de havde modtaget hans anmeldelse. Samme dag blev ægtefællen kontaktet af sin ven ved navn [B], der oplyste, at ansøgeren og hendes ægtefælle inden for de nærmeste dage ville blive hentet og tortureret. [B] fortalte også, at han kunne hjælpe ansøgeren og familien illegalt ud af landet. Ansøgerens ægtefælle mødtes senere samme dag med [B]. Om natten [i efteråret] 2016 udrejste ansøgeren, hendes ægtefælle, deres datter og ansøgerens mor af Ukraine. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret troværdigt og konsistent om konflikten med SBU i Ukraine. Flygtningenævnet kan derfor i det væsentligste lægge forklaringen til grund. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ukra/2019/4/LINB
Nævnet meddelte i april 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og ortodoks kristen af trosretning fra Lugansk, Ukraine. Ansøgeren har været medlem af Ukraines kommunistiske parti siden 2011. Han har deltaget i flere politiske aktiviteter for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at han vil blive slået ihjel af de ukrainske myndigheder, fordi han har været medlem af og udført politiske aktiviteter for kommunistpartiet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af en mand ved navn [A], fordi ansøgeren skylder ham penge. Til støtte for konflikten med myndighederne har ansøgeren oplyst, at han blev medlem af kommunistpartiet i [vinteren] 2011. For partiet fremstillede ansøgeren tryksager og deltog i demonstrationer. I [foråret] 2016 deltog ansøgeren i en demonstration i byen Zaporozhje, hvor han blev overfaldet af nogle ukendte personer. Ansøgeren blev herefter anholdt af politiet, hvor han oplyste, at han var medlem af kommunistpartiet. En medarbejder fra sikkerhedstjenesten, SBU, optog rapport af ansøgerens forklaring. Efter at have været tilbageholdt i tre dage, blev ansøgeren løsladt. I [foråret og i sommeren] 2016 blev ansøgeren indkaldt til afhøring hos SBU, hvor han blev spurgt til sine politiske aktiviteter, og om han ville samarbejde med SBU. Ved mødet i [sommeren] blev ansøgeren endvidere spurgt ind til sin ægtefælles bror, [B], og om nogle dokumenter som [B] skulle have kendskab til. I [slutningen af sommeren] 2016 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af to mænd fra SBU, der spurgte til [B]. Mændene tog både ansøgeren og hans ægtefælles mobiltelefon samt en bærbar computer. I [slutningen af sommeren] 2016 blev ansøgeren og hans ægtefælle anholdt på gaden af to mænd fra SBU og kørt til et sted i byen Ivano-Frankivsk, hvor de var tilbageholdt i tre dage. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb og afhørt om demonstrationen i Zaporozhje, kommunistpartiet, ansøgerens kontakter i Lugansk og om [B]. Ansøgeren blev endvidere truet med, at han ville blive fængslet og slået ihjel, hvis ikke han indvilgede i at udføre aktiviteter for SBU i Lugansk. Efter løsladelsen [i efteråret] 2016 fik ansøgeren at vide, at han ville blive indkaldt til endnu en afhøring. I [efteråret] 2016 tog ansøgeren og hans ægtefælle til politistationen, hvor ansøgerens ægtefælle indgav en anmeldelse om tilbageholdelsen. Samme dag sendte ansøgeren sin egen anmeldelse herom med posten. I [efteråret] 2016 blev ansøgeren kontaktet af sin ven ved navn [C], der oplyste, at ansøgeren inden for kort tid ville blive anholdt. Ansøgeren rettede henvendelse til politiet [i efteråret] 2016, hvor han modtog en kvittering for sin anmeldelse. Samme dag mødtes ansøgeren og talte med Bogdan. Om natten [i efteråret] 2016 udrejste ansøgeren, hans ægtefælle, deres datter samt ansøgerens svigermor af Ukraine. Til støtte for sin konflikt med [A] har ansøgeren oplyst, at [A] importerede biler fra Europa, som ansøgeren solgte for ham. I begyndelsen af august 2016 skulle ansøgeren sælge en bil for [A], der viste sig at være fejlbehæftet, hvorfor den ikke kunne undergå den lovpligtige service og derved opfylde betingelserne for at blive omregistreret ved et salg. Dette meddelte ansøgeren [A], der oplyste, at bilen ikke fejlede noget, da ansøgeren fik den i sin besiddelse, hvorfor ansøgeren nu skyldte [A] 20.000 USD. Dette kunne ansøgeren ikke betale, da han ikke havde pengene, og heller ikke kunne sælge bilen. [A] truede herefter ansøgeren med, at han ville stikke ham med en kniv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret troværdigt og konsistent om konflikten med SBU i Ukraine. Flygtningenævnet kan derfor i det væsentlige lægge forklaringen til grund. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1”. Ukra/2019/3/LINB
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk ukrainer og kristen fra Kiev, Ukraine. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oplyst, at han ikke vil medvirke til udsendelse til Ukraine, fordi der kan ske ham alt muligt i Ukraine, idet han er homoseksuel, og idet han er eftersøgt i Ukraine. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han indledte et seksuelt forhold til [O] i 2010, og at han flere gange oplevede at blive overfaldet af for ham ukendte gerningsmænd som følge af sit forhold til [O]. I 2011 blev døren til klagerens lejlighed forsøgt brændt, og der blev skrevet skældsord i opgangen til hans lejlighed af ukendte gerningsmænd. I 2011 eller 2012 blev klageren sammen med [O] overfaldet af nogle mænd på gaden foran sin lejlighed, hvor politiet blev hentet til overfaldsstedet med det samme af en nabo. Politiet fandt med det samme frem til overfaldsmændene, men politiet fortalte klageren, at han måtte forlade området, fordi han var homoseksuel. Politiet fortalte klageren og [O], at de kunne indgive en skriftlig anmeldelse af overfaldet på politistationen den følgende dag, hvilket [O] gjorde alene, fordi klageren var på arbejde. Politiet ville dog ikke tage imod anmeldelsen og truede i stedet [O] med at oprette en falsk sag mod ham. [I slutningen af 2012/starten af 2013] blev klageren sammen med [O] overfaldet af nogle mænd i elevatoren i opgangen til deres lejlighed. I 2013 blev der en nat kastet flasker med urin ind gennem vinduerne i klagerens lejlighed af ukendte gerningsmænd, hvorefter klageren ringede til sin udlejer, som ringede efter politiet, som tog imod en anmeldelse af episoden samme nat. I 2013 blev der ligeledes udøvet hærværk mod klagerens bil af ukendte gerningsmænd, hvilket han anmeldte til politiet. I efteråret/vinteren 2013 blev klageren overfaldet af to mænd i opgangen til sin lejlighed, efter han havde haft et sammenstød med den ene af mændene ude foran opgangen. Klageren blev overfaldet foran mændenes lejlighed og efterfølgende taget med ind i deres lejlighed og udsat for voldtægt. Klageren udrejste legalt af Ukraine i [starten af] 2014. [I efteråret] 2014 blev klageren af Flygtningenævnet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved Hjørring Rets dom af [dato i sommeren] 2018 blev klageren idømt fængsel i otte måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Efter klagerens udrejse har klageren fået at vide fra sin ven [A], at det lokale politi i Ukraine i [sommeren] 2018 har fortalt [A], at klageren er eftersøgt i Ukraine af politiets efterforskningsafdeling. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv ikke længere kan lægges til grund. Klageren har således forklaret forskelligt om stort set alle de episoder, som fik klageren til at udrejse af Ukraine. Klageren har herunder forklaret forskelligt om, hvorvidt han foretog politianmeldelse af det overfald, der angiveligt fandt sted i [foråret] 2012, og ligeledes om hvornår anmeldelsen i givet fald fandt sted. Om samme episode har klageren desuden forklaret forskelligt om, hvorvidt [O] klagede over politiets behandling til anklagemyndigheden. Klageren har endvidere forklaret forskelligt om episoden [i sommeren] 2013, hvor to vinduer angiveligt blev ødelagt i klagerens lejlighed, idet han under asylsamtalen [i foråret] 2014 oplyste, at hans naboer ringede efter politiet, mens han til samtalen [i starten af] 2019 oplyste, at det var ham, der ringede til udlejeren, der herefter ringede efter politiet. Han har om samme episode endvidere under samtalen [i starten af] 2019 forklaret, at han anmeldte forholdet til politiet, hvilket ikke stemmer overens med klagerens forklaring [i starten af] 2014 (oplysnings- og motivsamtalen) om, at han kun én gang i anledning af alle episoderne henvendte sig til politiet, hvilket var i tilknytning til overfaldet i [foråret] 2012. Vedrørende den seneste episode forud for udrejsen (overfaldet i [slutningen af] 2013) har klageren også ændret sin forklaring om hændelsesforløbet, idet han under asylsagen oplyste, at han boede i stueetagen, og at overfaldet fandt sted på samme etage, som han boede, mens han under samtalen [i starten af] 2019 oplyste, at han måske boede på 8. etage, og at overfaldet fandt sted i stueetagen. Dette savner desuden sammenhæng med klagerens oprindelige forklaring om, at overfaldet fandt sted, da han var ved at låse sig ind i sin egen lejlighed. Klageren har også forklaret uoverensstemmende og usammenhængende om sit kendskab til en af overfaldsmændene. For nævnet har klageren om denne episode først forklaret som noget nyt, at overfaldet og overgrebet fandt sted i hans egen lejlighed, hvilket han flere gange fastholdt og først efter at være blevet foreholdt sine tidligere forklaringer, ændrede sin forklaring til, at overfaldet fandt sted i overfaldsmændenes lejlighed. Hertil kommer, at klageren har forklaret uoverensstemmende om, hvornår han var i forhold til [O], ligesom det fremgår af en politirapport af [dato i foråret] 2018, at klageren angiveligt skulle have oplyst at have en søn på 22 år i Ukraine. Uanset den tid, der er forløbet, siden de omtalte episoder fandt sted, finder nævnet, at uoverensstemmelserne er så mange og af en sådan karakter, at klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv ikke længere kan lægges til grund, herunder at det i hvert fald ikke længere kan lægges til grund, at ansøgeren på grund af sin homoseksualitet vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Ukraine. Endelig har klageren som noget nyt oplyst, at han også frygter myndighederne i Ukraine, hvilket klageren ikke oplyste noget om ifølge nogen af referaterne fra den oprindelige asylsag. Klagerens oplysninger herom er i øvrigt baseret på formodninger, og han har ikke kunnet komme med nogen forklaring på, hvorfor han skulle være eftersøgt af myndighederne. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der er grundlag for nu at tilsidesætte klagerens forklaring om sine asylmotiver, hvorfor udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Ukraine. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2019/2/ATN
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen ortodoks fra Kiev. Hun har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at hendes tidligere samlever, [A], vil begå alvorlige overgreb mod hende. Ansøgeren, der er ingeniør, har herom forklaret, at [A] var ven med direktøren i [U], hvor hun fra 2006 til 2012 arbejdede som […] manager. Hun mødte [A] primo 2011. Kort efter flyttede hun ind hos ham. [A], der havde en ledende stilling inden for politiet. Hun ved ikke, hvad hans arbejde bestod i. I de første års tid var der ikke væsentlige problemer i forholdet. En nat overraskede hun ham i deres soveværelse med en pistol, som han rettede mod hende. Hun blev klar over, at der var noget galt. Han begyndte at blive irritabel og grov over for hende. Hun regnede med, at han havde arbejdsrelaterede problemer, og at han måske var involveret i korruption eller anden form for kriminalitet. Kort efter, en aften omkring april 2012, blev hun tvunget ind i en bil af to hende ukendte personer, der kørte hende udenfor byen. De to mænd slog hende og stjal hendes penge, dokumenter og smykker. De sagde, at hun skulle hilse sin mand og oplyse, at næste gang blev det værre. Derefter smed de hende ud af bilen langt fra hjemmet. Hun måtte gå hjem, og nåede først frem ud på natten. Da ansøgeren kom hjem, var [A] jaloux. Han slog hende til hun besvimede. Han havde ikke tidligere slået hende. Dagen efter tog hun hen til en privatklinik, hvor hun havde været tidligere. På klinikken fik hun taget billeder af sine mærker efter volden, og en læge skrev en attest. Hun ringede til sit arbejde og meldte sig syg. Hun tog lægeattesten og billederne med til den lokale politistation, hvor hun udfyldte en anmeldelse mod [A] for vold. Hun anmeldte ikke førnævnte kidnapning. Derefter pakkede hun hjemme sine ting og tog en halv time senere hen til sin veninde, [T], hvor hun overnattede. Dagen efter ringede politiet og bad ansøgeren møde op på politistationen for at afgive en yderligere forklaring om eftermiddagen. Omkring 100 meter fra stationen blev hun tvunget ind i en bil og kørt til sit hjem, hvor [A] ventede på hende. Han slog hende og truede med at gøre hende samt hendes mor og morfar fortræd, hvis hun igen forlod ham eller forsøgte at anmelde ham. Hendes mor og morfar bor i [P], hvor ansøgeren selv er opvokset. [P] ligger i […] i det nordøstlige Ukraine, [et antal] km fra Kiev. Efter denne episode tog han hendes pas og andre id-dokumenter samt hendes mobiltelefon, og han tillod hende ikke at forlade hjemmet eller kontakte nogen uden for hjemmet. Hun ophørte med det samme med at gå på arbejde uden at give arbejdsgiveren besked om, at hun ikke kom mere. Hun mistede også øjeblikkeligt al kontakt til sine venner. Hun var indespærret i huset i over to år. I den periode slog han hende meget ofte, herunder i ansigtet, hvilket ikke sjældent medførte, at hun besvimede. Han forgreb sig også på hende seksuelt. På grund af den vold, [A] udsatte hende for, har hun stadig indimellem hovedpine/migræne. I begyndelsen af de to år var hun decideret låst inde. Mens hun var indespærret måtte hun kun ringe til sin mor. Først overhørte han samtalerne, men da han, måske efter et år, mente, han havde nedbrudt hende, lod han hende ringe til moren uden, at han overhørte samtalerne. Det var via en af hans mobiltelefoner, hun kontaktede moren. Hun måtte ringe til moren en gang om ugen. Hun måtte ikke ringe til andre. [A] kontrollerede regelmæssigt, at hun overholdt betingelsen for, at hun kunne bruge telefonen. Omtrent samtidig, dvs. et år efter hun blev indespærret, fik hun lov til at gå ned i gården for at få frisk luft. Han kunne se, hun var blevet et undertrykt væsen, der blandt andet var bange for åbne rum. Han begyndte endvidere at give hende penge, så hun kunne tage ned på et marked og handle. Hun tænkte ofte på at flygte, men hun havde ikke noget sted at tage hen, og hun var ikke i besiddelse af id-papirer og havde kun småpenge. Hun havde ikke lyst til at tale om sin ulykkelige situation, og hun var bange for, at hendes tidligere venner ikke ville hjælpe hende. [i foråret] 2014 bad hun telefonisk sin mor om at skaffe et pas, så hun kunne flygte. Moren indvilgede heri. Da moren endeligt fik skaffet et falsk pas, forlod ansøgeren [i efteråret] 2010 [2014] [A]s lejlighed og gik til et aftalt sted, hvor hun mødte en person, moren havde forbindelse til. Dagen efter hjalp vedkommende hende med at udrejse illegalt til Tyrkiet under anvendelse af det falske pas. Senere blev hun gift med den pågældendes bror, der er syrer, og som nu har fået asyl i Danmark, hvor hun derefter har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Efter ankomsten til Danmark i 2015 har hun haft tæt kontakt med sin mor og morfar. Hun har ikke tænkt på at kontakte lægeklinikken eller sin veninde. Hun har ikke lyst til at tale om fortiden. På grund af [A]s tilknytning til politiet vil hun ikke kunne få myndighedsbeskyttelse noget sted i Ukraine. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Kiev har været i et forhold, hvor manden over en længere periode har udsat hende for forskellige former for overgreb, og at manden herunder flere gange har slået hende, så hun har fået mærker. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes politianmeldelse, samt at volden blev begået af en ledende og magtfuld politiofficer til grund. I vurderingen er indgået, at ansøgeren kun i begrænset omfang har kunne fremkomme med nærmere oplysninger om sin samlever, og hun har på flere spørgsmål forklaret divergerende om denne. Under den første samtale hos Udlændingestyrelsen, [i foråret] 2016, har ansøgeren forklaret, at hun frygter, at samleveren vil gøre noget ved hendes familie, eventuelt slå dem ihjel, men hun nævner ikke, at han eller politiet skulle have opsøgt moren eller været i [P], [et antal] kilometer fra Kiev. Under næste samtale, [i sommeren] 2016, forklarede ansøgeren, at samleveren havde opsøgt moren kort efter flugten, samt at politiet ofte havde rettet henvendelse på morens bopæl. Politifolkene havde truet ansøgerens mor. Politiet forsøgte at tvinge moren til at oplyse ansøgerens opholdssted. Politiet var i den forbindelse inde i morens hus. Under den tredje samtale, [i foråret] 2017, forklarede ansøgeren, at det var naboerne og ikke moren, der blev opsøgt og udspurgt af politiet, samt at familiens bolig var under konstant overvågning, og at politiet var meget tydelige i området. Som forklaring på divergensen har ansøgeren i Flygtningenævnet forklaret, at hun må have misforstået moren. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det kan forekomme mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke efter udrejsen har kontaktet bekendte i Ukraine. Flygtningenævnet forkaster endvidere ansøgerens forklaring om den pågældende veninde. Nævnet lægger herved vægt på, at forklaringen i nævnet var præget af betydelig usikkerhed, samt at ansøgeren har forklaret divergerende om kontakten til veninden i forbindelse med hendes politianmeldelse. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren på spørgsmål om, hvorvidt hun fortsat havde kontakt til veninden forklaret, at det havde hun ikke, og at hun havde fortalt veninden, at hun skulle på ferie, samt at hendes blå mærker på kroppen skyldtes, at hun var faldet. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun fortalte veninden, at mærkerne skyldtes, at samleveren havde slået hende, samt at hun ville melde ham til politiet. Hertil kommer, at ansøgeren i nævnet udbyggende har forklaret, at samleveren kort efter anmeldelsen gav ansøgeren de ting, som hun havde taget med til veninden, samt at ansøgeren forstod det således, at samleveren havde hentet dem hos veninden og formentlig truet veninden, hvilket skulle være begrundelsen for, at veninden ikke senere har forsøgt at kontakte ansøgeren, og det har også haft betydning for ansøgerens valg om ikke selv at rette henvendelse til veninden. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at hun har foretaget politianmeldelse af samleverens vold, som forklaret. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at der ikke er givet en rimelig forklaring på, hvorfor hun ikke samtidig anmeldte, at hun var blevet kidnappet og i den forbindelse havde været udsat for vold, som stadig kunne ses på de fotografier som hun medbragte til politistationen. Det havde endvidere været mere sandsynligt, hvis politiet i givet fald havde bedt ansøgeren komme tilbage på stationen på et bestemt klokkeslæt. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb, herunder af sin daværende samlever, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2018/1/JOV
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger, angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning. Ansøgeren har oplyst, at han er bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgernes udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de kuwaitiske myndigheder, idet han har deltager i en demonstration i Kuwait og efterfølgende er flygtet fra landet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han [i vinteren] 2014 deltog i en demonstration i Taima for bedre rettigheder for bidooner. Ansøgeren slog i forbindelse med demonstrationen på et billede af emiren med en sko. Politiet opløste demonstrationen, og ansøgeren blev anhold og fængslet. Ansøgeren var tilbageholdt i mere end to måneder, og i den periode blev han udsat for en lang række overgreb af torturlignende karakter, hvilket ledte til, at han forklarede, at han havde arrangeret demonstrationen. Ansøgeren har fået at vide, at han blev løsladt efter pres fra de britiske myndigheder. Efter sin løsladelse rejste ansøgeren til Chebed, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse fra Kuwait i [foråret] 2015. Efter løsladelsen blev ansøgeren eftersøgt af efterretningstjenesten på bopælen i Sulaibiya. I den forbindelse blev ansøgerens mor udsat for overgreb. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det ansøgeren at sandsynliggøre sin identitet og sit asylmotiv. Vedrørende ansøgerens identitet bemærkes, at sprogtesten har bekræftet, at ansøgerens taler arabisk, som det i Den Arabiske Golf. Herover for står imidlertid, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har udvist et manglende kendskab til centrale lokaliteter, herunder om hovedgaden Al Shabi i Sulaibiya, om området omkring ansøgerens bopæl i Sulaibiya, og om afstanden mellem moskeen Abu Haitman og Taima, hvor demonstrationen fandt sted, hvilken distance ansøgeren angivelig skulle have tilbagelagt til fods. Ansøgeren har endvidere vedrørende sit asylmotiv på væsentlige punkter afgivet divergerende forklaringer. Nævnet har særligt lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår og hvordan han fik kendskab til demonstrationen, og på at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor han opholdt sig efter at han blev løsladt. Nævnet har videre tillagt det væsentlig betydning, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaring om, hvad der overgik ansøgerens mor i forbindelse med, at efterretningstjenesten efter løsladelsen ledte efter ansøgeren, og om hvorledes ansøgeren fik kendskab her til. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår hans mor afgik ved døden. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke har haft konflikter i andre lande. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og ud fra en samlet vurdering således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet og sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukendt/2019/13/TBP
Nævnt stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en angivelig bidoon fra Kuwait. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er bidoon fra al-Jahara, Kuwait. Ansøgeren er shiamuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at hendes brødre vil slå hende ihjel, idet hun har forsøgt at flygte sammen med sin nabo, [M]. Herudover har ansøgeren henvist til de generelle forhold for statsløse (bidooner) i Kuwait. Til støtte for asylmotiver har ansøgeren oplyst, at hun indledte et romantisk forhold til sin nabo, [M], i 2014. [i vinteren] 2015 besluttede ansøgeren sig for at tage over til [M]. Ansøgeren ophold sig hos [M] i to dage. Ansøgeren og [M] forsøgte at flygte, men de blev opdaget af ansøgerens svigerinde, som tilkaldte ansøgeren brødre. [M] blev overfaldet af ansøgerens brødre, mens ansøgeren selv blev truet. Herefter hjalp ansøgerens fars ven, som boede få huse derfra, ansøgeren med at skaffe et pas og finansiere ansøgerens udrejse. [I vinteren] 2015 udrejste ansøgeren fra Kuwait. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait til grund, ligesom nævnet heller ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sine brødre i Kuwait til grund. I forhold til ansøgerens identitet har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens generelle viden om Kuwait under samtalerne med Udlændingestyrelsen har fremstået mangelfuld, herunder også mangelfuld i en sådan grad at det ikke kan forklares med, at ansøgeren ikke har fået tilladelse af sine brødre til at opholde sig uden for hjemmet, også når henses til hendes i øvrigt ganske detaljerede forklaring om omstændighederne i forbindelse med flugten fra henholdsvis brødrenes hus og [N] hus. Det må i øvrigt – herunder også i lyset af ansøgerens generelle troværdighed i tilknytning til asylmotivet, jf. nærmere nedenfor – anses for påfaldende, at ansøgeren ved sin ankomst til Danmark brugte efternavnet [AB], som også er hendes nuværende irakiske ægtefælles efternavn. Sprogtesten kan ikke føre til en anden vurdering af identitetsspørgsmålet. Ved vurderingen af ansøgerens asylmotiv er det indgået i bedømmelsen, at ansøgeren blandt andet har afgivet modstridende oplysninger om, hvem af hendes forældre der først afgik ved døden, og om og i hvilket omfang hun havde mulighed for at opholde sig uden for hjemmet. Derudover fremstår det usandsynligt, at ansøgeren efter at være løbet bort skulle have kunnet tage ophold i [M´s] hus uden at blive set, idet der var tale om hus, der lå ganske tæt på hendes families hus. Det fremstår endvidere usandsynligt, at ansøgeren hos [N] skulle have opnået hjælp, herunder finansiering, i det af hende beskrevne omfang. Endelig er ansøgerens forklaring om omstændighederne ved udrejsen ikke troværdig henset til, at hun over for Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om, hvorvidt det er et fotografi af hende, der er medtaget i hendes pas, ligesom det må anses for særdeles påfaldende, at ansøgeren efter udrejsen fra Kuwait i Tyrkiet tilfældigvis skulle have mødt sin søster, som hun ikke har set siden 7-årsalderen. Ansøgerens forklaring om, hvordan hun mødte sin søster i Tyrkiet, er endvidere divergerende, idet ansøgeren over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun mødte søsteren på gaden, mens hun over for nævnet har forklaret, at de mødte hinanden i en lejlighed. Sammenfattende – og efter ansøgerens fremtræden for nævnet – finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort hverken sin identitet, eller at hun har en konflikt i Kuwait, der kan danne grundlag for et krav på beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Herefter – og idet ansøgeren har forklaret, at hun ikke har konflikter i andre lande – stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Den omstændighed, at ansøgeren i Danmark har giftet sig med en herboende iraker og har fået et barn kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering af sagen, herunder i forhold til en eventuel konflikt med ansøgerens brødre i Kuwait.” Ukendt/2018/81/TBP
Nævnt stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en angivelig bidoon fra Kuwait. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er statsløs (bidoon) og shiamuslim fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de kuwaitiske myndigheder, fordi hendes far har deltaget i en demonstration. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hun ikke har nogen rettigheder i Kuwait. Ansøgeren har om sin fars konflikt oplyst, at han deltog i en demonstration for bidooneres rettigheder [i vinteren] 2013, i hvilken forbindelse han blev anholdt og tilbageholdt i tre dage. Nogle måneder efter demonstrationen opsøgte myndighederne familiens bopæl første gang. Bopælen blev efterfølgende opsøgt i alt seks til syv gange med måneders mellemrum frem til familiens udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hverken sin identitet eller asylmotivet til grund. I forhold til identitetsspørgsmålet har nævnet navnlig lagt vægt på, at flere af ansøgerens angivelige familiemedlemmer, herunder ansøgerens søster [HAA], er blevet registreret som irakiske statsborgere i andre europæiske lande med andre generalia. Hverken indholdet af sprogtesten eller den omstændighed, at der i sagen vedrørende ansøgerens forældre er fremlagt officielle dokumenter angiveligt hidrørende fra Kuwait, kan – herunder i lyset af ansøgerens generelle troværdighed vedrørende asylmotivet, jf. nærmere nedenfor – føre til en anden vurdering af sagen. I forhold til asylmotivet har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og utroværdigt om den konflikt, som hendes familie angiveligt skulle have haft i Kuwait. Det herunder indgået i vurderingen, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om, hvorvidt hendes far oplevede problemer med myndighederne efter at have været tilbageholdt i tre dage i 2013. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren således oplyst, at hendes far ikke oplevede sådanne problemer, mens hun under asylsamtalen og til gensamtalen har oplyst, at myndighederne efterfølgende opsøgte bopælen 6-7 gange. Om opsøgningerne har ansøgeren endvidere forklaret upræcist under henholdsvis asylsamtalen og gensamtalen om, i hvilket omfang myndighederne under opsøgningerne tiltvang sig adgang til bopælen. Hertil kommer en række øvrige divergenser som påpeget i Udlændingestyrelsens afgørelse. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren og hendes familiemedlemmer først udrejste af Kuwait i [efteråret] 2015 lang tid efter faderens anholdelse og efter et større antal opsøgninger fra myndighedernes side. I lighed med Udlændingestyrelsen må nævnet endvidere finde, at ansøgerens forklaring og de øvrige oplysninger om, hvorledes familiens udrejse blev finansieret, fremstår mindre sandsynlig sammenholdt med oplysningerne om familiens indtægtsforhold. Endelig fremstår ansøgerens forklaring over for nævnet om, hvornår det blev besluttet, at familien skulle rejse til Danmark, og om hvor og hvornår fotografiet til hendes pas blev optaget, ikke konsistent. På den anførte baggrund – og idet ansøgeren har oplyst, at hun ikke har haft konflikter i andre lande – stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det tilføjes, at uanset om ansøgeren var blevet anset for bidoon fra Kuwait, er de generelle forhold for bidoons i landet ikke af en sådan karakter, at det i sig selv kan føre til international beskyttelse i Danmark efter de nævnte bestemmelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ukendt/2018/80/TBP
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er bidoon fra Kuwait, og er sunnimuslim af trosretning fra Sulaibiya, al-Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter fængsling eller henrettelse af de kuwaitiske myndigheder eller befolkning, idet hans far arbejdede illegalt i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet oplyst, at hans far fik konflikter med de kuwaitiske myndigheder, som følge af sit arbejde, og blev i samme forbindelse anholdt og fængslet. Ansøgerens far blev løsladt og rejste til England, hvor han nu har opnået asyl. De kuwaitiske myndighederne opsøgte familiens bopæl i Kuwait flere gange, efter ansøgerens far udrejste fra landet. Af denne grund udrejste ansøgeren til Jordan sammen med sin mor, tre brødre og to søstre. Ansøgeren mor og to søstre er blevet familiesammenført med ansøgerens far i England. I 2015 udrejste ansøgeren og hans brødre fra Jordan. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om hans identitet eller hans asylmotiv til grund. I relation til identiteten bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at han ikke ved noget om Kuwait, og at han ikke har lokalkendskab til sit område, fordi han fra sin fødsel og indtil udrejsen har opholdt sig inde i familiens hus. Han og hans brødre har over for Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet oplyst den samme adresse i Kuwait og henvist til denne adresse som familiens bopæl. Adressen findes imidlertid ikke på tilgængeligt detaljeret kortmateriale. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at familien med undtagelse af faren opholdt sig inden døre stort set hele tiden, fordi de var bidoonere og uden rettigheder, hverken fremstår overbevisende eller underbygget af oplysningerne i baggrundsmaterialet om de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren og hans bror samt de to brødre, der har forladt Danmark, har forklaret divergerende om, hvorvidt faderen havde et arbejde, om omfanget af faderens handicap og om, hvorvidt ansøgeren og/eller hans brødre hjalp faderen med dennes arbejde. Flygtningenævnet har for så vidt angår selve asylmotivet lagt vægt på, at ansøgeren og hans bror har forklaret divergerende om blandt andet antallet og varigheden af faderens anholdelser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at både ansøgeren og hans bror har afgivet en forklaring, der er helt overordnet og fuldstændig uden detaljerer, ligesom de begge har svaret afglidende på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om hans identitet og hans asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgerens dialekt er i overensstemmelse med den dialekt, der tales i et område omkring Den Arabiske Golf, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt dokumenter, der viser, at han er søn af sin far, der har opnået opholdstilladelse i England, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ukendt/2018/ 103/ TBP
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er bidoon fra Kuwait, og er sunnimuslim af trosretning fra Sulaibiya, al-Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter fængsling eller henrettelse af de kuwaitiske myndigheder eller befolkning, idet hans far arbejdede illegalt i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet oplyst, at hans far fik konflikter med de kuwaitiske myndigheder som følge af sit arbejde, og at han i samme forbindelse blev anholdt og fængslet. Ansøgerens far blev løsladt og rejste til England, hvor han nu har opnået asyl. De kuwaitiske myndighederne opsøgte familiens bopæl i Kuwait flere gange, efter ansøgerens far udrejste fra landet. Af denne grund udrejste ansøgeren til Jordan sammen med sin mor, tre brødre og to søstre. Ansøgeren mor og to søstre er blevet familiesammenført med ansøgerens far i England. I 2015 udrejste ansøgeren og hans brødre fra Jordan. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om hans identitet eller hans asylmotiv til grund. I relation til identiteten bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at han ikke ved noget om Kuwait, og at han ikke har lokalkendskab til sit område, fordi han fra sin fødsel og indtil udrejsen har opholdt sig inde i familiens hus. Han og hans brødre har over for Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet oplyst den samme adresse i Kuwait og henvist til denne adresse som familiens bopæl. Adressen findes imidlertid ikke på tilgængeligt detaljeret kortmateriale. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at familien med undtagelse af faren opholdt sig inden døre stort set hele tiden, fordi de var bidoonere og uden rettigheder, hverken fremstår overbevisende eller underbygget af oplysningerne i baggrundsmaterialet om de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren og hans bror samt de to brødre, der har forladt Danmark, har forklaret divergerende om, hvorvidt faderen havde et arbejde, om omfanget af faderens handicap og om, hvorvidt ansøgeren og/eller hans brødre hjalp faderen med dennes arbejde. Flygtningenævnet har for så vidt angår selve asylmotivet lagt vægt på, at ansøgeren og hans bror har forklaret divergerende om blandt andet antallet og varigheden af faderens anholdelser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at både ansøgeren og hans bror har afgivet en forklaring, der er helt overordnet og fuldstændig uden detaljerer, ligesom de begge har svaret afglidende på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om hans identitet og hans asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgerens dialekt er i overensstemmelse med den dialekt, der tales i et område omkring Den Arabiske Golf, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt dokumenter, der viser, at han er søn af sin far, der har opnået opholdstilladelse i England, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ukendt/2018/102/TBP
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og katolik fra Gomba, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin ægtefælle, myndigheder og ukendte personer, fordi hun blev opdaget i at have sex med en anden kvinde. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun, siden hun var seks år, har kunnet lide piger. Da hun var 13 år, indledte hun et seksuelt forhold til sin veninde, [A]. Deres forhold varede i otte til 12 måneder, hvorefter [A] flyttede fra landsbyen, og de mistede kontakten. [I efteråret] 2014 fødte ansøgeren sin første søn, [B], som følge af en voldtægt begået af hendes svoger. [I foråret] 2008 fødte ansøgeren sin anden søn, [C], som hun fik sammen med sin ægtefælle. I 2014 mødte ansøgeren tilfældigt [A], og i [slutningen af] 2014 indledte de igen et seksuelt forhold. [I sommeren] 2015 deltog ansøgeren og [A] i en fest. De blev til festen af en mand opdaget i at have sex på et toilet. Manden begyndte at råbe af dem, og andre gæster kom til og udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. Ansøgeren hørte en råbe: ”Det er [A]s mor”. De fysiske overgreb stod på i ti til 15 minutter, hvorefter der lød geværskud, og gæsterne flygtede. Ansøgeren gemte sig ved poolbordet bag ved en stor sukkerplante og listede sig væk, mens nogle af gæsterne var optaget af at tale med politiet. Ansøgeren tog ophold hos [D], som var [A]s chauffør. Tre dage senere tog ansøgeren kontakt til sin søster og mødtes med hende for at få penge til udrejsen. Mens ansøgeren opholdt sig hos [D] fortalte han, at ansøgerens ægtefælle ledte efter ansøgeren og havde smadret hendes frisørsalon. Ansøgeren udrejste af Uganda den [dato i sommeren] 2015, efter at have opholdt sig hos [D] i fem uger, ved at krydse grænsen til Kenya i bil. Efter udrejsen har ansøgeren fået at vide, at hendes søster har måttet flygte fra sin landsby efter at være blevet chikaneret på grund af ansøgerens seksuelle orientering. Ansøgeren har fået at vide af [A], at hun har oplyst myndighederne om, at det var ansøgeren, som hun havde et homoseksuelt forhold til. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at ansøgeren på flere punkter har forklaret så uoverensstemmende, usammenhængende og om visse forhold utroværdigt, at det er vanskeligt at lægge den del af hendes forklaring, der angår asylmotivet, til grund. Ansøgeren har således forklaret forskelligt og helt usammenhængende om hendes kontakt til søsteren efter den episode, der gav anledning til hendes flugt, og om hendes kontakt i øvrigt til personer i Uganda efter hendes udrejse, herunder en kontakt der angår et byggeprojekt, som ansøgeren tilsyneladende har igangsat i Uganda. Hertil kommer, at ansøgeren tillige har forklaret forskelligt om sin identitet til de ungarske og græske myndigheder, over for hvem hun har oplyst at være congolesisk statsborger, ligesom hun har oplyst forskellige navne i alle de lande, hun ses registreret i. Også ansøgerens forklaring om den episode, hvor hun blev opdaget på et toilet sammen med sin kæreste, og som gav anledning til flugten, har for nævnet været uoverensstemmende og udbyggende, ligesom den desuden forekommer helt usandsynlig og konstrueret. På denne baggrund kan nævnet i hvert fald ikke lægge til grund, at ansøgeren er blevet opdaget i forbindelse med et homoseksuelt forhold, og at hun på denne baggrund skulle være efterstræbt af hverken sin ægtefælle eller andre i Uganda. Nævnet finder imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hun er homoseksuel. Det fremgår af baggrundsoplysninger om homoseksuelles forhold i Uganda, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne, jf. blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, "Situation of LGBT persons in Uganda", udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår videre, at uanset, at homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act fra 2014, jf. således Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Af nyere baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda fremgår det ligeledes, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men at der fortsat ikke er oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighedernes side, jf. bl.a. Human Rights Watch's World Report 2018 – Uganda, udgivet den 18. januar 2018, Amnesty Internationals Annual Report 2017/18 – Uganda, udgivet 22. februar 2018, Freedom House, Freedom in the World 2017 – Uganda, udgivet 12. juli 2017 og rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Det fremgår af baggrundsoplysningerne imidlertid endvidere, at homoseksuelle er i risiko for at blive udsat for diskrimination, trusler og overgreb i Uganda fra navnlig lokalbefolkningens side, hvilken risiko navnlig er til stede for personer, hvis seksuelle identitet er ”outwardly visible”, jf. rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Ansøgeren har forklaret, at hun er efterstræbt af sin mandlige ægtefælle og muligvis lokalbefolkningen, idet de skulle have opnået kendskab til den episode, som begrundede ansøgerens flugt. Allerede fordi nævnet imidlertid som anført ovenfor har lagt til grund, at denne episode ikke har fundet sted, og at ansøgerens forklaring om, at hun som følge af denne episode skulle være efterstræbt, er blevet tilsidesat som utroværdig, er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda, alene på grund af sin homoseksualitet, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2019/3/DH
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Uganda. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har som asylmotiv hen-vist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at han vil blive fængslet af de ugandiske myndigheder, fordi han er biseksuel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbageven-den til Uganda frygter, at han vil blive slået ihjel af lokalbefolkningen eller af to af sine søstre og sin stedbror, fordi han er biseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han allerede som barn tænkte på, at han godt kunne lide drenge. Da ansøgeren var omkring 25 år, blev han bekendt med, at en mand, [A], som ansøgeren gik i gymnasiet med, var homoseksuel. Ansøgeren talte derfor med [A], og de aftalte at mødes. De mødtes imidlertid ikke efterfølgende, da [A] flyttede fra området kort tid efter. Da ansøgeren var omkring 27 år, indledte han et forhold til en mand, [B]. De mødtes efterfølgende én gang om ugen. Ansøgerens forhold til [B] varede i omkring fire år, men ophørte, da [B] fik problemer på grund af sin seksuelle observans, hvorefter [B] flygtede. Da ansøger var omkring 30 år, indledte han et forhold til en kvinde, [C], fordi ansøgerens far mente, at ansøgeren nu var en voksen mand og derfor skulle giftes. Ansøgeren har efterfølgende fået tre børn med [C]. I slutningen af 2011 begyndte ansøgeren at få problemer med sin familie. Ansøgerens stedbror, [D], og to af ansøgerens halvsøstre, [E] og [F], ønskede, at ansøgeren skulle forlade familiens bopæl, og de truede derfor med at forgifte ansøgeren. En dag havde ansøgerens søstre lavet majsgrød, som de serverede for ansøgeren, men han opdagede, at de havde kommet rottegift i grøden. Omkring et til halvandet år efter ansøgerens søstre forsøgte at forgifte ham, blev ansøgeren angrebet af [D]. Ansø-geren var på vej hjem, da han mødte [D], men da ansøgeren så [D], flygtede ansøgeren. Da ansøge-ren løb derfra, kunne han mærke, at noget ramte ham i ryggen, og da han kom til en nærliggende landsby, opdagede han, at han var blevet ramt af et spyd. Ansøgeren kontaktede sin far og landsby-rådet for at fortælle om episoden, men ingen troede på ham. Ansøgeren levede efterfølgende i skjul i omkring halvandet år, hvorefter han udrejste af Uganda [i foråret] 2016. På baggrund af ansøge-rens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at han er biseksuel, og at han har levet som bi-seksuel i Uganda i en årrække. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren ikke har haft problemer med myndighederne, mens han opholdt sig i Uganda. Flygtningenævnet kan imidler-tid ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt af lokalbefolkningen, idet ansøgeren har forklaret divergerende herom. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin familie til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor han havde været den dag, han blev angrebet med et spyd, og hvordan han vidste, at det var [D], der angreb ham. Derudover har ansøgeren forklaret undvigende og udetaljeret om episoden for nævnet. Endvidere fremstår ansøgerens forklaring om familiens forgiftningsforsøg mindre sandsynlig. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens udetaljerede og divergerende forklaring ikke ses begrundet i de fremlagte lægelige akter. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren under nævnsmødet har kunnet afgive en rimelig sammenhængende forklaring om visse forhold. Flygtnin-genævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sine konflikter i Uganda som konstrueret og utroværdig. Vedrørende den generelle situation for LGBT-personer i Uganda be-mærker Flygtningenævnet, at det af baggrundsoplysninger om LGBT-personers forhold i Uganda fremgår, at om end forholdene for LGBT-personer i Uganda efter omstændighederne kan være van-skelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne, jf. blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, "Situation of LGBT persons in Uganda", udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Offi-ce – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår videre, at uanset, at homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act fra 2014, jf. således Orga-nization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Mino-rities, udgivet oktober 2014. Af nyere baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda fremgår det ligeledes, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men at der fortsat ikke er oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighedernes side, jf. bl.a. Human Rights Watch's World Report 2018 – Uganda, udgivet den 18. januar 2018, Amnesty Internationals Annual Report 2017/18 – Uganda, udgivet 22. februar 2018, Freedom House, Freedom in the World 2017 – Uganda, udgivet 12. juli 2017 og rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Ori-entation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Det fremgår af baggrundsoplysningerne imidler-tid endvidere, at homoseksuelle er i risiko for at blive udsat for diskrimination, trusler og overgreb i Uganda fra navnlig lokalbefolkningens side, hvilken risiko navnlig er til stede for personer, hvis seksuelle identitet er ”outwardly visible”, jf. rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksuali-tet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der imidlertid en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forføl-ger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for ho-moseksuelle. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke i sig selv kan føre til asyl, at ansøgeren er biseksuel. Nævnet bemærker herved, at nævnet lægger til grund, at ansøgeren i en år-række har levet som biseksuel i Uganda uden at have oplevet asylbegrundende problemer. Flygt-ningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelo-vens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens helbredsmæssige forhold ikke giver grundlag for asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2019/2/EMU
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra Mukono, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af sin familie eller fængslet af myndighederne, fordi hun er homoseksuel. Ansøgeren frygter herudover at blive ekskluderet af befolkningen, fordi hun er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 1995 påbegyndte et traditionelt ritual, hvor man udvider sine ydre kønsorganer. I 1997 fortsatte hun ritualet sammen med sin veninde [A]. I forbindelse med ritualet, første ansøgeren at penetrere [A] med sine fingre. [A] tilkaldte opsynsdamen og fortalte hende, hvad der var sket. Ansøgerens far blev derefter tilkaldt. Han besluttede, at ansøgeren skulle flytte skole, og at de skulle flytte til en anden landsby. I 1999 forbød ansøgerens far ansøgeren at fortsætte i skolen, da han mistænkte ansøgeren for at være homoseksuel og have et forhold til veninden, [B]. Ansøgeren flyttede derefter hjem til sin faster. Ansøgeren fik på et tidspunkt at vide, at hun skulle leve sammen med en mand ved navn [C]. De flyttede sammen i 2002. I 2004 fik ansøgeren et barn med [C], men i 2005 flyttede hun fra [C] og deres fælles datter. Ansøgeren følte, at hun ikke var i stand til at opdrage et barn. Hun fortsatte sit forhold til [B]. Under et besøg hos [B] i 2008 blev ansøgeren opsøgt af sin familie og [C]. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb, og [C] råbte, at ansøgeren havde vanæret ham. Ansøgeren mistede bevidstheden under overfaldet og vågnede op på et hospital, hvor hun var indlagt i en måned. I 2009 udrejste ansøgeren af Uganda. Hun rejste til Tyskland, men blev sendt tilbage til Uganda. Ansøgeren blev herefter fængslet i tre måneder i Uganda, fordi hun havde anvendt et falsk pas ved udrejsen. I 2010 udrejste ansøgeren igen af Uganda. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om overfaldet og modsætningsforholdet til familien og [C] til grund. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om både overfaldet og omstændighederne i øvrigt fremstår udbyggende, divergerende og udetaljerede. Hun har således forklaret udbyggende om overfaldet i 2008, idet hun ikke nævnte dette overfald til den første samtale med Udlændingestyrelsen, men først nævnte overfaldet til den anden samtale med Udlændingestyrelsen. Hun har endvidere forklaret udbyggende om trusler fra sin faster. Hun har således ikke nævnt, at fasteren skulle have fremsat trusler mod hende ved anden samtale med Udlændingestyrelsen, hvor hun havde fået kontakt med fasteren, men først forklaret om disse trusler under nævnsmødet. Hun har forklaret divergerende om, hvornår det første kys med [B] fandt sted og om [Cs] alder. Ansøgerens forklaring fremstår generelt udetaljeret. Hun har således ikke været i stand til at forklare nærmere om [Cs] og familiens interesse i hende efter flere år uden kontakt, eller om hvordan [C] og familien fandt frem til hende hos [B]. Hun har endvidere forklaret udetaljeret om [B] og [Bs] forhold og som sit kendskab til [Bs] familie. Den omstændighed, at ansøgeren ikke ansøgte om asyl i 2009, da hun var i Tyskland, understøtter ikke hendes forklaring om overfaldet og den angivelige fortsatte fare, ligesom hendes et år lange ophold i Uganda efter det angivelige overfald, ikke understøtter hendes forklaring. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun som følge af sin homoseksualitet har været udsat for asylbegrundende overgreb i Uganda. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det af baggrundsoplysninger om homoseksuelles forhold i Uganda fremgår, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne, jf. blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, "Situation of LGBT persons in Uganda", udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår videre, at uanset, at homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act fra 2014, jf. således Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Af nyere baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda fremgår det ligeledes, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men at der fortsat ikke er oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighedernes side, jf. bl.a. Human Rights Watch's World Report 2018 – Uganda, udgivet den 18. januar 2018, Amnesty Internationals Annual Report 2017/18 – Uganda, udgivet 22. februar 2018, Freedom House, Freedom in the World 2017 – Uganda, udgivet 12. juli 2017 og rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Det fremgår af baggrundsoplysningerne imidlertid endvidere, at homoseksuelle er i risiko for at blive udsat for diskrimination, trusler og overgreb i Uganda fra navnlig lokalbefolkningens side, hvilken risiko navnlig er til stede for personer, hvis seksuelle identitet er ”outwardly visible”, jf. rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der imidlertid en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda, alene på grund af sin homoseksualitet, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2018/9/HHU
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og agnostiker fra […], Wakiso-distriktet, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af myndighederne, slået ihjel af lokalbefolkningen eller sin tidligere ægtefælle, fordi hun er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun indledte et forhold til en kvinde, [A], i 2008. I 2010 pressede ansøgerens tante hende til at indlede et forhold med hendes tidligere kæreste, [B]. Ansøgeren og [B] flyttede efter kort tid sammen. Hendes forhold med [A] fortsatte i skjul, når [B] var på forretningsrejse. [En nærmere angiven dato i sommeren] 2015 kom [B] for tidligt hjem fra en af sine forretningsrejser, og han fandt ansøgeren og [A] i seng med hinanden. [B] var fulgtes med to kollegaer, og sammen overfaldt de ansøgeren og [A] med slag og spark. På grund af råb og støj fra overfaldet, samledes naboerne og blev bekendte med ansøgeren og [A]s forhold. Nogle af naboerne deltog i overfaldet, mens andre begyndte at samle dæk med henblik på at brænde ansøgeren og [A]. Overfaldet blev stoppet af politiet, som hjalp ansøgeren og [A] i tøjet og førte dem væk fra stedet. [A] var så medtaget af sine skader, at hun måtte køres på hospitalet. Ansøgeren blev kørt til politistationen, hvor hun blev afhørt. Ansøgeren fortalte en kvindelig politibetjent, at hun var blevet overfaldet, fordi hun var homoseksuel. Politibetjenten blev aggressiv og chikanerede ansøgeren verbalt. Ansøgeren fik lov til at kontakte sin kusine, […], som kunne hente ansøgeren på politistationen dagen efter. Dagen efter betalte [ansøgerens kusine] den kvindelige politibetjent bestikkelse, så ansøgeren kunne forlade politistationen. Derefter opholdt hun sig i skjul på en gård, hvor [kusinen] arbejdede, i omkring fire måneder. Halvanden måneds tid senere mødte [ansøgerens kusine] [B] i Kampala, hvor han sagde, at han ville slå ansøgeren ihjel, hvis han fandt hende. Ansøgerens mor har endvidere sagt, at hun ville ønske, at ansøgeren var blevet slået ihjel under overfaldet. Ansøgeren udrejste [en nærmere angiven dato i efteråret] 2015 fra Entebbe lufthavn med [A]s veninde, […], som skaffede udrejsepapirer og betalte lufthavnspersonalet bestikkelse. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark haft kontakt med andre homoseksuelle, deltaget i Pride-arrangementer og er blevet medlem af LGBT Asylum i Danmark, hvor hun blandt andet har deltaget i foreningens møder. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om overfaldet og modsætningsforholdet til politiet til grund. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om både overfaldet og biomstændighederne fremstår udetaljeret og usammenhængende. Hun har således forklaret udetaljeret og usammenhængende om tantens interesse i, at ansøgeren som muslim og klanmedlem skulle leve sammen med en mand i et forhold med henblik på at føre slægten videre, når forholdet ikke var et ægteskab. Hun har endvidere forklaret udetaljeret og usammenhængende om sit otte år lange forhold til [A], herunder om sit kendskab til [A], [A]s familie, venner, arbejde og tilhørssteder samt om sine bestræbelser på at finde [A] og om selve overfaldet og mandens, vennernes og naboernes ageren under overfaldet og mandens efterfølgende opførsel herunder i forbindelse med den forholdsvis værdifulde forretning, som ansøgeren angiveligt forlod i 1½ måned, før hun afhændede den. Endelig har hun forklaret udetaljeret og usammenhængende om omstændighederne ved afhøringen hos politiet og politiets viden om baggrunden for overfaldet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og hendes fremtræden for nævnet, at forklaringen om overfaldet og det efterfølgende forløb hos politiet fremstod ureflekteret og mekanisk. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun som følge af sin homoseksualitet har været udsat for overgreb. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det af baggrundsoplysninger om homoseksuelles forhold i Uganda fremgår, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne, jf. blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, "Situation of LGBT persons in Uganda", udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår videre, at uanset, at homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act fra 2014, jf. således Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Af nyere baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda fremgår det ligeledes, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men at der fortsat ikke er oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighedernes side, jf. bl.a. Human Rights Watch's World Report 2018 – Uganda, udgivet den 18. januar 2018, Amnesty Internationals Annual Report 2017/18 – Uganda, udgivet 22. februar 2018, Freedom House, Freedom in the World 2017 – Uganda, udgivet 12. juli 2017 og rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Det fremgår af baggrundsoplysningerne imidlertid endvidere, at homoseksuelle er i risiko for at blive udsat for diskrimination, trusler og overgreb i Uganda fra navnlig lokalbefolkningens side, hvilken risiko navnlig er til stede for personer, hvis seksuelle identitet er ”outwardly visible”, jf. rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der imidlertid en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda, alene på grund af sin homoseksualitet, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2018/8/JABP
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk mukiga og ateist fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af de ugandiske myndigheder og af befolkningen, idet hun er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har været bevidst om sin seksualitet siden 2003. Hendes far tvang hende til at indgå ægteskab, ligesom han skaffede hende til Europa for at undgå konflikter i den anledning. I maj 2015 rejste ansøgeren tilbage til Uganda. I maj 2015 blev ansøgeren inviteret til farens bopæl. Da ansøgeren ankom, blev hun tvunget ud af huset af sin stedmor. Uden for huset blev ansøgeren angrebet af adskillige mennesker, der råbte skældsord og slog og sparkede hende. De ville brænde hende på grund af, at hun var homoseksuel. En ukendt person fik overbevist menneskemængden om, at han ville tage ansøgeren til myndighederne. Personen tog i stedet ansøgeren til et motel, hvor han forlod hende. Dagen efter tog ansøgeren hjem til [A], som hentede ansøgerens pas og penge på svigermorens bopæl. I maj 2015 udrejste ansøgeren legalt af Uganda med fly. Efter sin udrejse af Uganda har ansøgeren fået at vide, at [A] er blevet overfaldet, da hun henledte sig til ansøgerens far, og ansøgerens svigermor er flyttet til en ukendt adresse med ansøgerens to børn. Ansøgeren ved heller ikke, hvor hendes ægtefælle befinder sig. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er således homoseksuel og har været udsat for et overfald fra civilbefolkningen i forbindelse med et besøg på farens bopæl. Overfaldet må anses for initieret af ansøgerens stedmor. Ansøgeren har ikke herudover været udsat for overgreb fra familiens, civilbefolkningens eller myndighedernes side. For så vidt angår ansøgerens forklaring om sin seksualitet bemærker nævnet, at det af baggrundsoplysninger om homoseksuelles forhold i Uganda fremgår, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne, jf. blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, "Situation of LGBT persons in Uganda", udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår videre, at uanset, at homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act fra 2014, jf. således Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Af nyere baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda fremgår det ligeledes, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men at der fortsat ikke er oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighedernes side, jf. bl.a. Human Rights Watch's World Report 2018 – Uganda, udgivet den 18. januar 2018, Amnesty Internationals Annual Report 2017/18 – Uganda, udgivet 22. februar 2018, Freedom House, Freedom in the World 2017 – Uganda, udgivet 12. juli 2017 og rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Det fremgår af baggrundsoplysningerne imidlertid endvidere, at homoseksuelle er i risiko for at blive udsat for diskrimination, trusler og overgreb i Uganda fra navnlig lokalbefolkningens side, hvilken risiko navnlig er til stede for personer, hvis seksuelle identitet er ”outwardly visible”, jf. rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der imidlertid en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Flygtningenævnet finder, at det overfald, som ansøgeren var udsat for i maj 2015, fra civilbefolkningens side, var et enkeltstående forhold og havde sammenhæng med, at hun opsøgte familien. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda, alene på grund af sin homoseksualitet, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ugan/2018/7/SME
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk munyankore og kristen af trosretning fra [by], Kampala distriktet, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at han vil blive slået ihjel af [A] og hans venner, som følge af, at ansøgeren har haft et seksuelt forhold til [A]s søn, [B]. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter lokalsamfundet og hans familie i Uganda, fordi han er biseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i] september 2015 var på en natklub sammen med [B] fra hans lokalområde, og som han spillede fodbold med. Ansøgeren og [B] blev fulde og kyssede på klubbens toilet, hvorefter de sammen tog hen til et gæstehus, hvor de overnattede og havde seksuelt samvær. Da ansøgeren vågnede i gæstehuset, var [B] forsvundet, og ansøgeren tog herefter hjem til sin bopæl. Senere samme aften, mens ansøgeren opholdt sig på sin bopæl, blev han opsøgt og overfaldet af tre mænd. Den ene af mændene var [B]s far. Mændene anklagede ansøgeren for at være homoseksuel, og de råbte, at ansøgeren ville blive slået ihjel. Ansøgeren blev i den forbindelse slået og overfaldet med kniv. Under overfaldet mistede ansøgeren bevidstheden, og da han vågnede, befandt han sig på en lægeklinik. Han opholdt sig på lægeklinikken en dag, hvorefter han rejste til [C], hvor han opholdt sig i ni måneder. Mens han opholdt sig her fik han med hjælp fra en ven fat i sit pas og udstedt et visum. Han var i den forbindelse tilbage i Kampala fire gange for at ordne papirerne. Han udrejste legalt fra Uganda ved hjælp af sit visum, der gav ham mulighed for at indrejse til Tyskland. I Tyskland mødte han tilfældigt den danske mand, [D], på en bar. Han fortalte [D] om sine problemer, og [D] tog ham med til Danmark, idet han lovede at skaffe ansøgeren opholds- og arbejdstilladelse. Ansøgeren opholdt sig hos [D] fra [start] juni 2016 til [slut] december 2016, idet ansøgeren og [D] indledte et forhold. [D] låste ansøgeren nede i en kælder, når han ikke selv var hjemme, og ansøgeren ved derfor ikke, hvor i Danmark [D] bor. [I] december 2016 var ansøgeren ude at køre sammen med [D], der skubbede ansøgeren ud af en bil, hvorefter ansøgeren blev fundet af politiet. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han er biseksuel. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har haft et homoseksuelt forhold til [B], og at forholdet er blevet opdaget til grund, idet forklaringen ikke forekommer selvoplevet, ligesom den har været divergerende, upræcis og udbyggende på en række centrale punkter og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at [B] var muslim, og at det derfor både af den grund, og når forholdene for homoseksuelle i Uganda i al almindelighed tages i betragtning er usandsynligt, at [B] skulle have fortalt sin far om det seksuelle forhold til ansøgeren. Ansøgeren har for nævnet forklaret svævende og usikkert med hensyn til, hvorfor [B] skulle have fortalt herom til sin far, idet han under mødet i nævnet har forklaret, at han antager, at [B] måske er kommet til skade i forbindelse med, at de havde sex med hinanden, hvorimod han i sit asylskema præcist har anført, at han senere fandt ud af, at [B] havde fortalt sin far, at ansøgeren havde lokket [B] til homoseksualitet, og at [B]s far havde fundet ud af det, efter at [B] var blevet bragt til hospitalet. Det bemærkes videre, at ansøgerens forklaring om, hvor han fandt blod henne, har været divergerende med hensyn til, om det var på lagnet eller på hans egen krop. Ansøgeren har forklaret, at der gik 5 måneder efter overfaldet, før hans sår var helet op, hvilket imidlertid harmonerer dårligt med, at der var tale om 4 større knivstik af 1-2 cm dybde, og at han to dage efter overfaldet var i stand til at rejse hele vejen fra Kampala til [C] i bus. Det forekommer videre bemærkelsesværdigt, at ansøgeren sikrede sig sit gamle pas med hjælp fra sin ven, men at han ikke i øvrigt gjorde noget for at sikre sine ejendele eller personlige papirer fra bopælen ved samme lejlighed. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren med risiko for, at [B]s far havde anmeldt han til myndighederne, fire gange tog tilbage til Kampala for at skaffe sig et pas og et visum hos Ministery of Internal Affairs, som han selv tidligere havde arbejdet for. Hertil kommer, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke søgte asyl straks efter, at han kom til Tyskland. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om han efter ankomsten til [C] tog ophold hos en person, som hans ven henviste ham til, eller hos en barmhjertig fremmed, der hjalp ham, eller på om han boede på et pensionat, ligesom han har forklaret divergerende med hensyn til, om han opholdt sig dette sted i en eller to uger. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, om det var ham selv, der fra [C] ringede til vennen [E] eller omvendt, og om han kunne huske [E]s telefonnummer eller fik genetableret sit gamle telefonnummer/simkort og på den måde fik fat i [E]s telefonnummer. Endelig skal nævnet bemærke, at ansøgeren ikke i forud for nævnsmødet har forklaret, at han ud over sin fætter, sin stedfar og sine tanter også har en onkel i Uganda, og at hans onkel er ven til [B]s far. På den baggrund kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren er blevet opdaget i forbindelse med et homoseksuelt forhold, og at han af den grund skulle være efterstræbt af hverken [B]s familie, myndighederne eller lokalsamfundet. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om homoseksuelles forhold i Uganda, at om end forholdene efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne, jf. blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, "Situation of LGBT persons in Uganda", udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår videre, at uanset, at homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act fra 2014, jf. således Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Af nyere baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda fremgår det ligeledes, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men at der fortsat ikke er oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighedernes side, jf. bl.a. Human Rights Watch's World Report 2018 – Uganda, udgivet den 18. januar 2018, Amnesty Internationals Annual Report 2017/18 – Uganda, udgivet 22. februar 2018, Freedom House, Freedom in the World 2017 – Uganda, udgivet 12. juli 2017 og rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Det fremgår af baggrundsoplysningerne videre, at homoseksuelle er i risiko for at blive udsat for diskrimination, trusler og overgreb i Uganda fra navnlig lokalbefolkningens side, hvilken risiko navnlig er til stede for personer, hvis seksuelle identitet er ”outwardly visible”, jf. rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Som anført ovenfor har nævnet tilsidesat ansøgerens forklaring om episoden med [B], og nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge af denne episode skulle være efterstræbt. Det bemærkes videre, at ansøgeren har forklaret, at han allerede i 2007 fandt ud af, at han var biseksuel og indledte et forhold til vennen [F], og at han har haft et homoseksuelt forhold til [F] helt frem til 2014, uden at dette har givet ham problemer. Nævnet finder herefter ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/4/SME
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra Konya, Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive fængslet af de tyrkiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i forbindelse med sin deltagelse i en række demonstrationer er blevet anholdt og tilbageholdt i alt tre gange. Hvor han de to første gang blev løsladt med blot en advarsel og uden nærmere betingelser, blev ansøgeren i forbindelse med den tredje anholdelse gjort bekendt med, at han var eftersøgt af militæret for at have unddraget sig militærtjeneste. Ansøgeren blev eskorteret til en militærkaserne, hvor han blev underlagt flere lægeundersøgelser og erklæret rask nok til at aftjene sin militærtjeneste. Ansøgeren kontaktede sin fars ven [A], som medbragte en række af ansøgerens dokumenter til kasernen og fik lov til at tage ansøgeren med sig. Efter omkring to til tre uger udrejste ansøgeren af Tyrkiet. Ansøgeren har forklaret, at han frit kunne forlade kasernen efter lægeundersøgelserne, og han fik ikke en indkaldelsesdato. Efter indholdet af de dokumenter, ansøgeren har fremlagt, er han blevet henvist til undersøgelse/udredning og behandling, og efter dateringerne på dokumenterne er disse undersøgelser/udredninger foregået over en periode fra den [efteråret] 2015, henover den [efteråret], [efteråret] og til den [slutningen af] 2015, hvor ansøgeren har underskrevet et af dokumenterne. Disse dateringer er i modstrid med ansøgerens forklaring om, at alle undersøgelser blev foretaget samme dag, og at han samme dag blev erklæret egnet til militærtjeneste. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han ikke blev registreret som værnepligtig og stadig ikke er registreret, enten fordi han udrejste, eller fordi der blev betalt bestikkelse for at undgå en enten midlertidig eller varig registrering. Dette understøttes af, at ansøgeren uhindret kunne udrejse legalt af Tyrkiet på sit eget pas. Efter den tyrkiske militærlov ophører militærtjeneste det år, man bliver 41 år. Ansøgeren er nu 42 år gammel. På dette grundlag finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke er blevet indkaldt til militæret og heller ikke er i risiko for at blive det. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2019/8/TLNJ
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Tyrkiet. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og alevit af trosretning fra [by], Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter de tyrkiske myndigheder, som to gange har ransaget hendes bopæl, idet hendes tidligere ægtefælle er eftersøgt for politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes tidligere ægtefælle i mange år har været politisk aktiv. I forbindelse med en demonstration i 2013 blev ansøgerens ægtefælle udsat for vold af myndighederne, og hendes tidligere ægtefælle blev efterfølgende dømt for sine aktiviteter under demonstrationen. Ansøgerens tidligere ægtefælle har sidenhen været eftersøgt af myndighederne. [I starten af] 2017 ransagede myndighederne to gange ansøgerens bopæl som følge af eftersøgningen af hendes tidligere ægtefælle. Myndighederne var intimiderende i deres adfærd og oplyste, at såfremt de ikke fandt hendes ægtefælle, ville de anholde ansøgeren i stedet. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold i Tyrkiet og undertrykkelsen af alevitter. Under nævnsmødet har ansøgeren endvidere henvist til, at hun i 2012 blev tilbageholdt to gange af myndighederne. Under den ene tilbageholdelse blev hun udsat for seksuelle overgreb i form af berøringer. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende samt på, at Flygtningenævnet ved afgørelse af [foråret] 2019 har tilsidesat ansøgerens tidligere ægtefælles forklaring om sine konflikter med de tyrkiske myndigheder. Ansøgeren har således forklaret divergerende som angivet i Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2017. Hertil kommer, at ansøgeren for nævnet har forklaret divergerende og udbyggende om, hvorfor familien i 2012 flyttede fra Elazig til Istanbul. Hun har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 forklaret, at familien flyttede, fordi hendes ægtefælles arbejde ikke gik godt, mens hun for nævnet har forklaret, at hun følte sig nødsaget til at flytte, fordi hun to gange var blevet tilbageholdt af politiet og under den ene tilbageholdelse var blevet seksuelt intimideret. Ansøgeren har videre for nævnet forklaret divergerende om, hvorvidt hun blev udsat for vold under ransagningerne i 2017. Hun har således under samtalerne i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun blev skubbet væk, men ikke udsat for andre former for fysisk vold, mens hun for nævnet har forklaret, at hun under den ene ransagning blev slået på ryggen, lænden og i nakken, samt at hun stadig har smerter herfra. På den anførte baggrund finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke findes grundlag for at udsætte sagen på en retsmedicinsk undersøgelse af ansøgeren, ligesom de generelle forhold i Tyrkiet, herunder forholdene for alevitter, ikke i sig selv kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2019/7/JEA
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og alevit af trosretning fra Istanbul, Tyrkiet. Ansøgeren har været medlem af partiet, Cumhuriyet Halk Partisi (CHP). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de tyrkiske myndigheder, idet han har støttet oppositionspartier og udført politiske aktiviteter, herunder deltaget i demonstrationer og foreningsmøder. Endvidere har ansøgeren henvist til de generelle forhold for alevitter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har deltaget i en demonstration i Istanbul i [sommeren] 2017. I denne forbindelse bliver han tilbageholdt af politiet, som udsatte ansøgeren for fysisk vold. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra politiet, men myndighederne identificerede ham efterfølgende gennem et overvågningskamera. I denne forbindelse blev ansøgeren idømt en fængselsstraf på fem og seks måneder for vold mod tjenestemand, for at have forhindret politiarbejde og for at være en del af en terrororganisation. I forlængelse af den første dom blev ansøgeren desuden idømt en fængselsstraf på tre år og seks måneder for at have talt dårligt om Tyrkiets præsident på Facebook. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor det angivelige sammenstød med politibetjenten udspillede sig ved Gezi park. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at da han og hans familie festede og spiste ved Gezi park, kom der en politibetjent, som begyndte at slå på ansøgeren. Ved asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at medens han var ved madområdet for at hente mad, skete der pludselig et sammenstød mellem politiet og befolkningen, hvorefter ansøgeren løb mod sin familie for at finde dem. Ansøgeren blev pludselig herefter slået bagfra med en politistav, hvorefter ansøgeren faldt til jorden. En politimand forsøgte at sætte ansøger i håndjern og blev ved med at udøve vold mod ham, og ansøger slog politimanden, hvorefter politimanden slog ansøgeren med knytnæver. Der efter kom der flere politibetjente til, der begyndte at slå ansøgeren med knytnæver. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han blev slået bagfra af en politibetjent, da han var på vej hen til sin familie, efter at han havde hentet mad, at der opstod tumult, og at han løb væk, samt at han ikke ved, om hans familie så det. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om formålet med demonstrationen i Gezi park, idet han for Flygtningenævnet har forklaret, at det skyldes protest fældning af træer, og at alle i byen var imod disse fældninger, hvilket han ikke tidligere har oplyst. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret for Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet, at han i forbindelse med demonstrationer blev tilbageholdt [i foråret] 2010 og [i efteråret] 2010, hvilket ikke stemmer med, at han samtidig har forklaret og har fremlagt et dokument, hvorefter han angiveligt var fængslet i samme periode. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af demonstrationer i 2013, han har deltaget i, og at det ikke forekommer sandsynligt, at han ikke kan huske om det var 2 eller 3 demonstrationer. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange hans bopæl blev opsøgt af myndighederne efter hans udrejse af Tyrkiet. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at hans families bopæl blev opsøgt et par gange efter hans udrejse af Tyrkiet. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at hans families første bopæl blev opsøgt 1 til 2 gange om ugen, og 2 gange på deres nye bopæl, hvorfor hans tidligere ægtefælle følte sig nødsaget til at flytte bolig. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at bopælen blev opsøgt 5 til 6 gange. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens tidligere ægtefælle til sin asylsamtale har oplyst, at hun ikke var opsøgt af myndighederne på deres første bopæl, men blev opsøgt to gange på sin sidste bopæl, hvilket fandt sted i [vinteren] 2017. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om baggrunden for, at hans tidligere ægtefælle skiftede bolig. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at hans tidligere ægtefælle flyttede, fordi huslejen var dyr, og fordi hun blev afskediget fra sit arbejde. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at hans tidligere ægtefælle valgte at flytte, fordi hun ikke kunne holde til de kontinuerlige opsøgninger på bopælen af de tyrkiske myndigheder. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der oplyste ham om de angivelige opsøgninger. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at hans mor fortalte ham om opsøgningerne. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at hans ægtefælle fortalte ham om opsøgningerne. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at det var hans mor og storebror, der fortalte ham om det. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvor de tyrkiske myndigheder har eftersøgt ham. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at myndighederne har opsøgt ham på deres bopæl. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at myndighederne også opsøgte ham på hans arbejdsplads, hvilket blev videreformidlet af ansøgerens mor, der havde talt med ansøgernes kollegaer. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorvidt han blev opsøgt på sin arbejdsplads. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at han blev nødt til at stoppe sit arbejde, fordi myndighederne havde opsøgt ham på hans arbejdsplads. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren ikke oplyst herom. Ansøgerens forklaring om, at de tyrkiske myndigheder via et overvågningskamera fandt frem til ansøgeren ikke fremstår sandsynlig, henset til, at han ikke havde opgivet sit navn eller givet andre oplysninger om sig selv til politibetjenten ved Gezi park i forbindelse med demonstrationen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen via Udenrigsministeriet har foranlediget en ægthedsvurdering af de angivelige retsdokumenter, som ansøgeren har udleveret, og at Udenrigsministeriet i et høringssvar har oplyst, at dokumenterne vurderes uægte. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at ansøgeren angiveligt har været udsat for vilkårlig chikane af ukendte personer på grund af etnicitet og trosretning i Elazig ikke har en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med asylrelevant forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det forhold, at ansøgeren har sandsynliggjort, at det forhold at ansøgerens landsby blev nedbrændt i 1996, og at hans onkels søn blev dræbt drabet i 1996, vil medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af den for Flygtningenævnet fremviste YouTube video fra en demonstration i 2011 og som følge af angivelige skriverier på Facebook om Tyrkiets præsident ved tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at den foretagne ægthedsvurdering af de af ansøgeren fremlagte dokumenter vil medføre, at ansøgeren ved tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2, henset til indholdet af Udenrigsministeriets henvendelse og til indholdet af ægthedsvurderingen. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at de generelle forhold i Tyrkiet ikke i sig selv kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke findes grundlag for at udsætte sagen på ægthedsvurdering af de dokumenter, som ansøgeren har fremlagt i forbindelse med behandlingen i Flygtningenævnet henset til, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af det ovenfor anførte. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2019/6/HZC
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og katolsk kristen af religiøs overbevisning fra [by], Tyrkiet. Ansøgeren har oplyst, at han har været medlem af PKK. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive fængslet af de tyrkiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er medlem af PKK, og at han i løbet af de mere end 20 år, han har boet i Schweiz, har deltaget i flere demonstrationer for kurderes rettigheder foran tyrkiske repræsentationer, hvor han blandt andet har afbrændt tyrkiske flag. Ansøgeren har desuden endvidere i en række tilfælde rettet henvendelse til Tyrkiets repræsentationer i Schweiz, i hvilken forbindelse han en enkelt gang er blevet lagt i håndjern grundet optøjer, og senere har fået fortalt, at han ville blive fængslet som følge heraf. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han er udeblevet fra militærtjeneste i Tyrkiet, hvorfor han risikerer at blive idømt fængselsstraf. Ansøgeren har endelig til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er konverteret til kristendommen, idet han er blevet døbt og konfirmeret som katolik for mange år siden. Ansøgeren går fortsat i kirke i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer til grund, idet de på centrale punkter indeholder divergenser og udbygninger. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han overhovedet har været medlem af PKK, blev indmeldt som 12-årig, blev indmeldt som 18-årig, udmeldt i 2011 eller stadig er medlem. Han har ligeledes forklaret stærkt divergerende om demonstrationsdeltagelse og flagafbrænding for så vidt angår antal, tid og sted, og om hvorvidt han var arrangør eller blot deltager. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes, at oplysningerne om manglende aftjening af værnepligt efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke medfører en uforholdsmæssig straf, ligesom ansøgerens i øvrigt skiftende forklaringer om sin religion ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2018/5/TLNJ
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Istanbul, Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens familie har støttet PKK og ansøgerens far har udført aktiviteter for PKK. Ansøgeren sympatiserer overordnet set med kurdernes sag. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han og hans familie konstant blev opsøgt og chikaneret af myndighederne, fordi hans far støttede PKK. Endvidere er ansøgerens fætre medlemmer af PKK og ansøgerens ægtefælles søster og dennes ægtefælle har kæmpet for PKK i bjergene. Ansøgeren har videre oplyst, at hans far har været fængslet i to til tre måneder, men at han aldrig er blevet sigtet eller dømt for noget, idet myndighederne ikke har kunnet bevise, at han udførte aktiviteter for PKK. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han var mellem 10 og 12 år gammel, da myndighederne opsøgte hans families bopæl første gang. Myndighederne ledte efter ansøgerens fætter, [A]. Ansøgerens families bopæl blev opsøgt mange gange af myndighederne. Myndighederne chikanerede og pressede ansøgeren og hans familie til at afgive oplysninger om familiens aktiviteter for PKK. I 1993 eller 1994 blev både ansøgeren og hans far afhørt af myndighederne vedrørende deres forbindelse til PKK samt deres aktiviteter for PKK. Myndighederne gik igen, da hverken ansøgeren eller hans far kunne give nogen oplysninger herom. [I foråret] 2001 opsøgte myndighederne på ny ansøgeren og hans families bopæl på grund af ansøgerens fætter, [A]. Ansøgeren besluttede sig herefter for at udrejse af Tyrkiet. Ansøgeren rejste til Grækenland, hvor han opholdt sig frem til 2014. Ansøgeren fik afslag på asyl to gange i Grækenland. Ansøgeren tog til Syrien i 2009, hvor han blev gift med sin ægtefælle. Ansøgeren opholdt sig i Syrien en måned. Ansøgeren tog efter vielsen tilbage til Grækenland, fordi han skulle skaffe penge til ansøgeren og hans ægtefælles videre rejse til Europa. Ansøgeren blev i Grækenland idømt 13 år og 8 måneders fængsel for et overfald, som han ikke havde begået. Ansøgeren var fængslet fra [efteråret] 2009 indtil [starten af] 2014, hvor han udrejste frivilligt til Syrien med hjælp fra PKK. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret upræcist, divergerende, usammenhængende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans far var medlem af PKK. Til oplysnings- og motivsamtalen hos Udlændingestyrelsen har ansøgeren oplyst, at hans far ikke var medlem af PKK, men at faren sympatiserede med PKK. Ved asylsamtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at han far var medlem af PKK. Til asylsamtalen [i efteråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at ansøgerens far ikke var medlem af PKK, men at han sympatiserede med kurderens sag. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke ved, om faren var medlem af PKK. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sine egne aktiviteter for PKK. Ved samtalerne hos Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han ikke selv har udført aktiviteter for PKK. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han uddelte løbesedler for PKK i Grækenland fra 2001 til 2004. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om angivelige afhøringer, som han og hans far var udsat for. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at myndighederne afhørte ham og hans far i separate rum i 45 minutter [i foråret] 2001. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at der ikke var tale om deciderede afhøringer, men at de blev afhørt i 1993 eller 1994. Det bemærkes i samme forbindelse, at ansøgeren ved oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at han udrejste af Tyrkiet omkring en måned efter afhøringerne, hvilket ikke hænger sammen med, at afhøringerne skulle være i 1993 eller 1994. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret meget upræcist, usammenhængende og divergerende om myndighedernes opsøgninger af ansøgeren og hans familie. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det ikke er sandsynligt, at disse opsøgninger har fundet sted. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sin militærtjeneste og om sin fængselsstraf i Grækenland, hvilket svækker ansøgerens generelle troværdighed. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han har overværet totur og har set kommandøren indespærre unge kurdere i små rum i flere dage, og at han ikke gjorde noget for at stoppe det, og ikke selv havde været udsat for noget lignende. Til samtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at han selv havde været indespærret i et rum med meget lidt lys i 15 dage, og at han aldrig havde overværet totur, men havde hørt andre tale om det. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt og udvidende omkring sit ophold i Grækenland, og at forklaringen forekommer utroværdig. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han opholdt sig i Grækenland fra 2001 til 2009, hvorefter han opholdt sig i Syrien fra 2009 til 2015, ligesom han ikke havde været tilbage i Tyrkiet siden 2001. Det fremgår af dokumentet fra Ministry and Migration Policy Asylum Service [fra starten af] 2017, at ansøgeren blev udsendt til Tyrkiet [i starten af] 2014. Det fremgår af blandt andet Indepent Criminal Records Department [fra foråret] 2017 og SIRENE [fra foråret] 2017, at ansøgeren [i efteråret] 2009 blev idømt fængsel i 8 år og 2 måneder for kidnapning/ulovlig tilbageholdelse og deltagelse i kriminel organisering, og at ansøgeren blev løsladt [i slutningen af] 2013 på betingelse af, at han forlod Grækenland. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har forklaret, at han er uskyldig dømt. Efter en samlet vurdering er det Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket i en sådan grad, at ansøgerens forklaring om hans asylmotiv og årsagen til hans udrejse ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2018/4/SHH
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Thailand. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk thailænder og buddhist fra […], Thailand. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Thailand frygter, at han enten vil blive idømt mange års fængsel eller dødsstraf af myndighederne, idet han har udtalt sig kritisk om kongefamilien i Thailand på internettet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [2010], efter at flere [medlemmer af en politisk oppositionsgruppe] var blevet slået ihjel i forbindelse med en demonstration i Thailand, skrev omkring 100 kritiske kommentarer på internettet omhandlende kongefamilien i Thailand. Ansøgeren skrev blandt andet, at det kun var kongefamilien, der kunne bestemme, at folk skulle slås ihjel, og han kritiserede dem endvidere for, at det var kongefamilien, som havde slået [medlemmerne af den politiske oppositionsgruppe] ihjel. [En nærmere angiven dato i foråret] 2010 modtog ansøgeren en e-mail angiveligt fra den thailandske ambassade i Danmark, hvoraf det fremgik, at han skulle henvende sig til ambassaden. Det fremgik endvidere af e-mailen, at såfremt en person er imod det thailandske kongehus eller fremkommer med negative udtalelser om dem, risikerer man at blive straffet med enten fængsel eller dødsstraf. Ansøgeren modtog denne e-mail efter, at [en organisation] angiveligt havde orienteret den thailandske ambassade i Danmark om ansøgerens aktivitet på internettet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgerens forklaring støttes af de nuværende baggrundsoplysninger og af den fremlagte e-mail. Ansøgeren har herefter sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Thailand vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den thailandske statsborger [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Thai/2019/1/JABP
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tanzania. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er tanzanisk statsborger og sunni muslim fra [en by i] Tanzania. Ansøgeren har været medlem af Chama Cha Wananchi (CUF) fra 2010 og aktiv for partiet fra 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tanzania frygter at blive udsat for fysiske overgreb, seksuelle overgreb og at blive slået ihjel af folk fra regeringspartiet Chama Cha Mapinduzi (CCM), fordi hun er medlem af oppositionspartiet Chama Cha Wananchi. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive udsat for seksuelle overgreb af sin fætter [N]. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun frygter, at hendes faster, [S], vil tvangsgifte hende væk til en mand. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 2010 blev medlem af oppositionspartiet CUF. Hun deltog endvidere i et lokalt politisk møde den [vinteren 2012-2013], som omhandlede forfatningsændringer i Tanzania. I foråret 2015 blev ansøgeren af sine partifæller i CUF bedt om at være observatør ved præsidentvalget i Tanzania [i efteråret] 2015. Hun blev herefter aktiv for partiet, idet hun begyndte at deltage i møder på CUFs kontorer. Møderne handlede om, hvad hvervet som valgobservatør indebar. I [efteråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt af to mænd fra regeringspartiet CCM. De fortalte ansøgeren, at de ville gøre noget grimt ved hende, hvis hun ikke ville samarbejde med dem. Idet ansøgeren forstod dette som en trussel, løb hun væk fra mændene. Ansøgeren deltog ikke som valgobservatør ved præsidentvalget på grund af truslen fra de to mænd. Dog fungerede hun som kontrollant ved præsidentvalget. Dette var organiseret af lokalbefolkningen og havde således ikke forbindelse til et bestemt parti. Ansøgerens faster, [S], forsøgte at gifte hende væk tre gange, hvoraf den første gang var i 2006, og sidste gang fandt sted i [vinteren 2015-2016]. Forsøget i 2015 fik ansøgeren til at flytte hjem til sin anden faster, [A]. Ansøgerens fætter [N], som boede hjemme hos [A], forsøgte i [vinteren 2015-2016] at udsætte ansøgeren for et seksuelt overgreb, hvorfor hun flyttede tilbage til [S]. [N] havde to gange tidligere forsøgt at udsætte ansøgeren for seksuelle overgreb. Første gang var i 2013, og anden gang var i perioden 2013 til 2015. Ansøgeren udrejste herefter af Tanzania i [vinteren 2015-2016]. Selv om ansøgeren måtte være blevet opsøgt på gaden af to tilhængere af regeringspartiet CCM, bærer henvendelsen præg af tilfældighed, henvendelsens ordlyd var ubestemt og uklar, og den afholdt ikke ansøgeren fra at deltage som kontrollant ved valget [i efteråret] 2015. Der skete ikke yderligere fra henvendelsen i [efteråret] 2015 til ansøgerens udrejse fra Tanzania [vinteren 2015-2016]. Ansøgerens politiske aktiviteter var begrænsede, og hun kan ikke anses som politisk profileret. Hertil kommer, at ”garantbrevet” fra [E] til brug for ansøgerens visumansøgning til Sverige er dateret [efteråret] 2015, før ansøgerens angivelige konflikt med CCM, at ansøgeren udrejste af Tanzania legalt på eget pas med visum til Sverige og først søgte asyl [foråret] 2016 og i forbindelse hermed oplyste, at hun var udrejst, fordi hun blev behandlet dårligt af dem, hun boede hos. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerens angivelige konflikt med nogle tilhængere af CCM har en karakter og intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Ej heller ansøgerens konflikt med fætteren [N] har en karakter og intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har været i stand til at afværge [N]s tilnærmelser, at ansøgeren på trods af disse uønskede tilnærmelser fortsat i perioder bosatte sig hos [N] og hans mor, at ansøgeren kunne vælge at bosætte sig hos andre familiemedlemmer, og at ansøgeren ikke har anmeldt forholdet til politiet. Ansøgeren har ligeledes været i stand til at afværge sin tantes forsøg på at få ansøgeren til at indgå ægteskab, og den eneste konsekvens heraf har været, at ansøger i perioder måtte flytte ind hos en anden tante. Denne konflikt findes heller ikke omfattet af udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tanzania vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” tanz/2018/1/mme
Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien i en genoptaget statusændringssag. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret 2015], og at han [i efteråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren påklagede [i efteråret 2015] Udlændingestyrelsens afgørelse til Flygtningenævnet med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæstede [i foråret 2016] udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret 2015]. [I sommeren 2017] har klageren anmodet om, at sagen genoptages, og Flygtningenævnet har den [i efteråret 2018] besluttet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [foråret 2013] forlod sin stilling som retsskriver ved retten i Aleppo og tog ophold i den oprørskontrollerede by Afrin. Klageren blev som følge heraf anset som modstander af regimet. Klageren har til støtte for dette fremlagt en arrestordre fra [foråret 2013]. Klageren har endvidere oplyst, at hans navn figurerer på en offentliggjort liste over personer, der er eftersøgt af den syriske efterretningstjeneste. Flygtningenævnet lægger som ubestridt til grund, at klageren har været ansat som retsskriver under det syriske justitsministerium i Aleppo fra 2008. Klageren har således afgivet en præcis og konsistent forklaring om forholdene på sit arbejde, herunder om sine arbejdsopgaver. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren i [foråret 2013] rejste fra sin stilling som retsskriver, hvorefter der blev udstedt en arrestordre på klageren, som han via en ven kom i besiddelse af. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse, idet han vil blive anset som modstander af regimet. [Klageren] opfylder derfor betingelserne for at blive meddelt asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/8/MAH
Nævnet omgjorde i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, og meddelte opholdstilladelse efter § 7, stk. 2 (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Raqqa, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [i vinteren] 2015, og at hun [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens ægtefælle [A] blev [i sommeren] 2016 af Flygtningenævnet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i sensommeren] 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært efter § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor i skrivelsen anført, at hun er forfulgt af det syriske regime, at hun er flygtet fra Syrien med sin 9-årige søn og at hun aldrig kan vende tilbage til Syrien. Klageren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun i [i vinteren] 2014 var tilbageholdt en enkelt dag af de syriske myndigheder, der ønskede, at hun skulle videregive oplysninger om Den Frie Syriske Hær. Ansøgeren har videre henvist til, at hun i [i foråret] 2014 blev opsøgt på bopælen af to mænd fra ISIL, der truede med at slå hende ihjel, såfremt hun ikke straks forlod Raqqa. Baggrunden for denne trussel var, at hun er etnisk kurder. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun er konkret og individuelt forfulgt af de syriske myndigheder eller ISIL eller risikerer at blive udsat for overgreb. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at de syriske myndigheders ønske om at skaffe sig meddelere var konkret rettet mod klageren, ligesom nævnet finder, at det må lægges til grund, at ISIL’s krav vedrørte alle kurdere, der på dette tidspunkt ophold sig i Raqqa. Der er derfor ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Ved brev [fra vinteren] 2018 har Udlændingestyrelsen udtalt, at de har vurderet, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt konsekvensstatus som følge af, at klagerens ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 af Flygtningenævnet [i sommeren] 2016. Under henvisning til, at klageren har samme nationalitet som sin ægtefælle, at der ikke er forløbet mere end seks måneder mellem klagerens og ægtefællens udrejse af Syrien, at der ikke er forløbet mere end 18 måneder mellem klageren og ægtefællens indrejse i Danmark, at klageren og ægtefællen har indgået et retsgyldigt ægteskab i Syrien forud for deres udrejse og at klageren og hendes medfølgende barn har indgivet ansøgning om asyl samme dag, som de indrejste i Danmark, opfylder klageren betingelserne for at blive meddelt konsekvensstatus som følge af, at ansøgerens ægtefælle er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren og hendes med følgende barn [B] meddeles derfor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2019/7/LINB
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er syrisk statsborger, etnisk araber og shia muslim fra [en by i] Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet hendes to sønner var imod det syriske regime og på den baggrund blev fængslet i tre måneder. Efter de blev løsladt, krævede myndighederne, at de skulle samarbejde med dem, hvilket sønnerne ikke gjorde, hvorfor de alle tre flygtede fra Syrien. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive dræbt, idet hun er shia muslim. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke kan tage ophold i Libanon, fordi hun ikke længere er libanesisk statsborger, og fordi hendes tidligere opholdstilladelse i Libanon skulle fornyes hver sjette måned. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som omhandlet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, på grund af hendes sønners angivelige konflikt med det syriske regime eller på grund af, at ansøgeren er shia muslim. Nævnet har herved lagt til grund, at ansøgeren har oplyst, at hun ikke selv har oplevet nogen konflikter med de syriske myndigheder, ligesom hun ikke har oplevet konflikter på grund af sin religion. Flygtningenævnet lægger derimod på samme måde som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Ansøgeren er født som libanesisk statsborger i Libanon af libanesiske forældre, og ansøgeren er opvokset i landet, indtil hun i starten af 1980’erne flyttede til Syrien for at blive gift. Ansøgeren indrejste i Libanon omkring 2011-2012, hvor hun opholdt sig sammen med sine to sønner, der udrejste i 2014, indtil hun selv i slutningen af 2015 udrejste af Libanon og i marts 2016 indrejste i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har en nær tilknytning til Libanon. Spørgsmålet er herefter, om det kan godtgøres, at det fremstår som bevismæssigt sandsynligt, at ansøgeren kan antages at kunne opnå beskyttelse i Libanon. Af baggrundsoplysningerne fremgår, at et barn født i Libanon af en libanesisk mor for at opnå opholdstilladelse i Libanon skal fremlægge sin egen libanesiske fødselsattest samt kopi af moderens libanesiske id-kort eller udskrift af registrering. Ansøgeren har ikke under sagen fremlagt dokumenter vedrørende sin mor, der efter det oplyste har været bosat i Tyskland de seneste 30 år. Ansøgeren har imidlertid forklaret divergerende om sin kontakt til moderen, idet hun under samtalen [af vinteren 2016/2017] forklarede, at hun i 2012 i Beirut genskabte kontakten til sine forældre og sin familie i Libanon, og at genforeningen var hård, men at hun dog blev accepteret. Under nævnsmødet har hun derimod oplyst, at hun ikke har sagt sådan, og at hun fortsat ikke har kontakt med moderen. Hertil kommer, at ansøgeren under sagen har forklaret divergerende om sine familieforhold, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen [af sommeren] 2016 oplyste, at hun har 11 søskende, som dels bor i Tyskland og i Libanon, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun alene har fem brødre og en søster, og at hun ikke har søskende i Libanon. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sine familieforhold og finder på dette grundlag, at det fremstår som bevismæssigt sandsynligt, at det vil kunne dokumenteres, at ansøgerens mor er libanesisk statsborger, og at ansøgeren derfor vil kunne opnå opholdstilladelse i Libanon. Idet de generelle forhold for syrere i Libanon ikke er af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland, finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, der derfor kan tjene som første asylland for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2019/6/mme
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende to mindreårige børn fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagernes far indrejste i [sommeren] 2010, og [A] indrejste først i [efteråret] 2012 sammen med sin mor. [B] er født i Danmark, efter at [farens] asylsag var afsluttet. Under disse omstændigheder kan hverken [A] eller [B] efter fast praksis meddeles konsekvensstatus efter deres far. Det bemærkes, at Flygtningenævnet - således som anmodningen fra klagernes mor er formuleret – ikke herved har taget stilling til, hvorvidt klagerne har et eget asylmotiv. Flygtningenævnet skal vejlede klagerne om, at de eventuelt kan rette henvendelse til Udlændingestyrelsen herom.” Syri/2019/5/FAM
Nævnet meddelte i januar 2019 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i to demonstrationer mod regeringen i Syrien i 2012. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at bliver anholdt af de syriske myndigheder, da han har unddraget sig militærtjeneste, og fordi han frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han udrejste af Syrien, fordi der var krig, fordi han stod til at blive genindkaldt til militærtjeneste, og fordi han ikke ønskede at aftjene militærtjeneste. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er ved Retten i Roskildes dom [fra foråret] 2018 for overtrædelse af straffelovens § 181 idømt en behandlingsdom uden længstetid. Klageren var på gerningstidspunktet 35 år gammel. Han er efter det oplyste ikke tidligere straffet og der foreligger heller ikke oplysninger om, at han efterfølgende er sigtet eller dømt for strafbare forhold. Det fremgår af dommen, at han fandtes omfattet af straffelovens § 16, og at der var en vis risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet. Det må lægges til grund, at der kun skete begrænsede skader ved den begåede ildspåsættelse, og at der ikke var fare for andre personers sikkerhed. Det må endvidere lægges til grund, at klageren nu er i behandling, og at han har både før og efter ildspåsættelsen vist sig i stand til at opsøge hjælp, når han har haft behov for det. Flygtningenævnet finder, at overtrædelse af straffelovens § 181 i almindelighed må betragtes som en sådan særlig farlig forbrydelse, at dette kan føre til udelukkelse fra at opnå asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Henset til omstændighederne ved de begåede forhold, som fremstår som tilfældighedsprægede udslag af klagerens psykiske problemer, samt til de oplysninger der nu foreligger om hans aktuelle helbredstilstand, finder Flygtningenævnet at klageren ikke kan anses for at udgøre en sådan fare for samfundet, at der skal ske udelukkelse fra meddelelse af opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/4/CHA
Nævnet meddelte i januar 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, siden den [vinteren] 2014, men opholdstilladelsen bortfaldt ved Vestre Landsrets ankedom [fra vinteren] 2018, idet klageren, der ved dommen blev idømt fængsel i 5 måneder, tillige blev udvist. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og ateist fra Afrin, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive genindkaldt til militærtjeneste, idet han ikke ønsker at slå andre ihjel. Klageren har videre henvist til, at han frygter repressalier fra de syriske myndigheder, fordi han er deserteret fra militærtjeneste. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for en udsendelse af en udlænding, der – som klageren – har haft opholdstilladelse efter § 7 eller 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren ved dommen af 8. januar 2018 blev dømt for, ikke kan betegnes som en særlig farlig forbrydelse, der indebærer, at klageren kan betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den udmålte strafs længde samt på karakteren af og omstændighederne for den udøvede vold. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke kan udelukkes fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/3/LINB
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Syri/2019/19+Syri/2019/20. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren [i slutningen af] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens mor har [i efteråret] 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse. Klagerens mor har som begrundelse for klagen oplyst, at klageren bør meddeles samme opholdstilladelse som moren, idet klagerens konflikt er den samme som morens. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb som følge af hendes mors konflikt med myndighederne og en lokal milits. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes mor arbejdede ved Justitsministeriet i Syrien. Under et besøg på familiens bolig i [et mindre kvarter] i [efteråret] 2014, forsøgte nogle personer at tage klagerens mor med sig, idet klagerens søster var tidligere ægtefælle til et parlamentsmedlem. Personerne fortalte, at de ønskede, at klagerens mor skulle følge med dem, så de kunne få udbetalt en løsesum for hendes frigivelse. En af personerne tog herefter klagerens mors mobiltelefon. Personen gennemså morens kontakter i telefonen, hvorefter han tog en walkie-talkie og kommunikerede med én person. Personen, der stod sammen med klagerens mor, sagde, at der fremgik telefonnumre på dommere på klagerens mors mobiltelefon. Personen i walkie-talkien sagde herefter, at klagerens mor skulle tages med til et fængsel. Da en bevæbnet nabo blandede sig i personernes forehavende og sagde, at klagerens mor var under hans beskyttelse, opgav personerne at tage klagerens mor med sig. Personerne nåede dog at få udleveret klagerens forældres telefonnumre, inden de forlod stedet. Klagerens mor blev herefter gentagne gange kontaktet af en mand ved navn [C]. [C] fortalte moren, at hun skulle hjælpe gruppen med at bestikke en række dommere. Klagerens mor skulle desuden hjælpe med at få frigivet flere personer fra fængsler. Da klagerens mor afviste at arbejde med gruppen, blev hun truet på livet. Personer fra gruppen ringede flere gange til moren henover den næste måned. Klagerens mor udrejste herefter af Syrien. Klagerens mor opsagde ikke sit arbejde, inden hun udrejste af Syrien. Moren oplyste heller ikke sin arbejdsgiver om årsagen til udrejsen. Personer fra den syriske sikkerhedstjeneste har opsøgt familiens bopæl to gange siden, moren udrejste. Myndighedspersonerne spurgte familien om, hvor klagerens mor befandt sig. Sikkerhedstjenesten har ikke opsøgt familiens bopæl siden [vinteren] 2015. Efter morens udrejse, blev klageren ringet op af en ukendt person, der spurgte efter klagerens mor. Personen sagde desuden, at han vidste, hvor klagerens mor var, hvordan han kunne få hende tilbage, og hvordan han kunne få fat på klagerens lillebror. Klagerens familie besluttede herefter at udrejse af Syrien. Klagerens mor, [A], udrejste af Syrien [i slutningen af] 2014. Det fremgår af klagerens far, [B’s], samtalereferat af [efteråret] 2016, at klageren udrejste af Syrien [efteråret] 2015 sammen med sin far og to søskende. Henset til, at klageren uden at blive opsøgt kunne blive boende i Syrien i næsten et år efter moderens udrejse, til at den telefonopringning, klageren modtog, vedrørte en forespørgsel efter klagerens mor og ikke indeholdt en trussel, rettet mod klageren, og til at klageren ikke har konflikter i Syrien, har klageren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hverken som følge af sin mors konflikt eller som følge af egne individuelle forhold. Allerede da der er forløbet mere end 11 måneder fra klagerens mors indrejse i Danmark, til klageren indrejste, kan der ikke meddeles konsekvensstatus. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/21/CHPE
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fraSyrien. Klageren er mindreårig. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Syri/2019/19+Syri/2019/21. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren [i slutningen af] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens mor har [i efteråret] 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse. Klagerens mor har som begrundelse for klagen oplyst, at klageren bør meddeles samme opholdstilladelse som moren, idet klagerens konflikt er den samme som morens. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb som følge af hans mors konflikt med myndighederne og en lokal milits. Klagerens forældre har til støtte for klagerens asylmotiv oplyst, at klagerens mor arbejdede ved Justitsministeriet i Syrien. Under et besøg på familiens bolig i [et lille kvarter] i [efteråret] 2014, forsøgte nogle personer at tage klagerens mor med sig, idet klagerens søster var tidligere ægtefælle til et parlamentsmedlem. Personerne fortalte, at de ønskede, at klagerens mor skulle følge med dem, så de kunne få udbetalt en løsesum for hendes frigivelse. En af personerne tog herefter klagerens mors mobiltelefon. Personen gennemså morens kontakter i telefonen, hvorefter han tog en walkie-talkie og kommunikerede med én person. Personen, der stod sammen med klagerens mor, sagde, at der fremgik telefonnumre på dommere på klagerens mors mobiltelefon. Personen i walkie-talkien sagde herefter, at klagerens mor skulle tages med til et fængsel. Da en bevæbnet nabo blandede sig i personernes forehavende og sagde, at klagerens mor var under hans beskyttelse, opgav personerne at tage klagerens mor med sig. Personerne nåede dog at få udleveret klagerens forældres telefonnumre, inden de forlod stedet. Klagerens mor blev herefter gentagne gange kontaktet af en mand ved navn [C]. [C] fortalte moren, at hun skulle hjælpe gruppen med at bestikke en række dommere. Klagerens mor skulle desuden hjælpe med at få frigivet flere personer fra fængsler. Da klagerens mor afviste at arbejde med gruppen, blev hun truet på livet. Personer fra gruppen ringede flere gange til moren henover den næste måned. Klagerens mor udrejste herefter af Syrien. Klagerens mor opsagde ikke sit arbejde, inden hun udrejste af Syrien. Moren oplyste heller ikke sin arbejdsgiver om årsagen til udrejsen. Personer fra den syriske sikkerhedstjeneste har opsøgt familiens bopæl to gange siden, moren udrejste. Myndighedspersonerne spurgte familien om, hvor klagerens mor befandt sig. Sikkerhedstjenesten har ikke opsøgt familiens bopæl siden [vinteren] 2015. Efter morens udrejse, blev klagerens storesøster ringet op af en ukendt person, der spurgte efter klagerens mor. Personen sagde desuden, at han vidste, hvor klagerens mor var, hvordan han kunne få hende tilbage, og hvordan han kunne få fat på klageren. Klagerens familie besluttede herefter at udrejse af Syrien. Klagerens mor, [A], udrejste af Syrien [i slutningen af] 2014. Det fremgår af klagerens far, [B’s], samtalereferat af [efteråret] 2016, at klageren udrejste af Syrien [efteråret] 2015 sammen med sin far og to søskende. Henset til, at klageren uden at blive opsøgt kunne blive boende i Syrien i næsten et år efter moderens udrejse og til at klageren ikke har personlige konflikter i Syrien, har klageren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse, hverken som følge af sin mors konflikt eller som følge af egne individuelle forhold. Allerede fordi der er forløbet ca. 11 måneder fra klagerens mors indrejse i Danmark, til klageren indrejste, kan der ikke meddeles konsekvensstatus. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/20/CHPE
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fraSyrien. Klageren er mindreårig. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Syri/2020/19+Syri/2019/21. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren [i slutningen af] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens mor har [i efteråret] 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse. Klagerens mor har som begrundelse for klagen oplyst, at klageren bør meddeles samme opholdstilladelse som moren, idet klagerens konflikt er den samme som morens. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb som følge af hans mors konflikt med myndighederne og en lokal milits. Klagerens forældre har til støtte for klagerens asylmotiv oplyst, at klagerens mor arbejdede ved Justitsministeriet i Syrien. Under et besøg på familiens bolig i [et mindre kvarter] i [efteråret] 2014, forsøgte nogle personer at tage klagerens mor med sig, idet klagerens søster var tidligere ægtefælle til et parlamentsmedlem. Personerne fortalte, at de ønskede, at klagerens mor skulle følge med dem, så de kunne få udbetalt en løsesum for hendes frigivelse. En af personerne tog herefter klagerens mors mobiltelefon. Personen gennemså morens kontakter i telefonen, hvorefter han tog en walkie-talkie og kommunikerede med én person. Personen, der stod sammen med klagerens mor, sagde, at der fremgik telefonnumre på dommere på klagerens mors mobiltelefon. Personen i walkie-talkien sagde herefter, at klagerens mor skulle tages med til et fængsel. Da en bevæbnet nabo blandede sig i personernes forehavende og sagde, at klagerens mor var under hans beskyttelse, opgav personerne at tage klagerens mor med sig. Personerne nåede dog at få udleveret klagerens forældres telefonnumre, inden de forlod stedet. Klagerens mor blev herefter gentagne gange kontaktet af en mand ved navn [C]. [C] fortalte moren, at hun skulle hjælpe gruppen med at bestikke en række dommere. Klagerens mor skulle desuden hjælpe med at få frigivet flere personer fra fængsler. Da klagerens mor afviste at arbejde med gruppen, blev hun truet på livet. Personer fra gruppen ringede flere gange til moren henover den næste måned. Klagerens mor udrejste herefter af Syrien. Klagerens mor opsagde ikke sit arbejde, inden hun udrejste af Syrien. Moren oplyste heller ikke sin arbejdsgiver om årsagen til udrejsen. Personer fra den syriske sikkerhedstjeneste har opsøgt familiens bopæl to gange siden, moren udrejste. Myndighedspersonerne spurgte familien om, hvor klagerens mor befandt sig. Sikkerhedstjenesten har ikke opsøgt familiens bopæl siden [vinteren] 2015. Efter morens udrejse, blev klagerens storesøster ringet op af en ukendt person, der spurgte efter klagerens mor. Personen sagde desuden, at han vidste, hvor klagerens mor var, hvordan han kunne få hende tilbage, og hvordan han kunne få fat på klagerens bror. Klagerens familie besluttede herefter at udrejse af Syrien. Klagerens mor, [A], udrejste af Syrien [i slutningen af] 2014. Det fremgår af klagerens far, [B’s], samtalereferat af [efteråret] 2016, at klageren udrejste af Syrien [i efteråret] 2015 sammen med sin far og to søskende. Henset til, at klageren uden at blive opsøgt kunne blive boende i Syrien i næsten et år efter moderens udrejse, og til at klageren ikke har konflikter i Syrien, har klageren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hverken som følge af sin mors konflikt eller som følge af egne individuelle forhold. Allerede fordi der er forløbet ca. 11 måneder fra klagerens mors indrejse i Danmark, til klageren indrejste, kan klageren ikke meddeles konsekvensstatus. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/19/CHPE
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Klageren er mindreårig. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Syri/2019/16+Syri/2019/17. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [landsby], [en større syrisk by], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at hun [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ved e-mail af [sommeren] 2018 har Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren oplyst, at klageren ønsker at være omfattet af sin fars asylsag. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klagerens far [i efteråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har henvist til sin fars asylmotiv, idet faren ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb som følge af sin konflikt med de syriske myndigheder. Klageren har endvidere henvist til, at hun risikerer at blive tvangshvervet til YPG. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet henviser herved til afgørelsen i klagerens fars statusændringssag af dags dato, hvoraf det fremgår blandt andet: ”Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om, at hans to sønner udeblev fra militærtjeneste Syrien, og at klageren i den anledning blev kontaktet af myndighederne vedrørende sønnernes opholdssted, til grund. Nævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at klageren som følge heraf er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder. […] Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret usammenhængende og divergerende om datoer og rækkefølgen af begivenheder, der må anses for at være helt centrale for hans asylmotiv. Klageren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at sønnen [A] udrejste af Syrien i [vinteren] 2013, og at sønnen [B] udrejste i slutningen af [sommeren] 2014, at de syv afhøringer, som han blev indkaldt til, fandt sted fra [begyndelsen] 2013 til [sommeren] 2014, og at han udrejste af Syrien i starten af [foråret] 2015 10 dage efter klagerens ægtefælle og barn var udrejst fra Syrien. Under mødet i Flygtningenævnet har klageren ikke kunnet forklare med nogen sikkerhed, hvornår sønnerne udrejste, herunder om de var udrejst, da den seneste afhøring hos myndighederne fandt sted. Han forklarede videre, at han var til afhøring hos myndighederne fem til syv gange i en periode, der varede 1 – 2 måneder – ikke så længe før hans udrejse af Syrien. Nævnet bemærker hertil, at den kvindelige klager har forklaret, at hun og datteren udrejste [i begyndelsen af] 2015, og datteren har forklaret, at klageren sluttede sig til dem i Tyrkiet nogle måneder efter. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren efter sin forklaring ikke har oplevet problemer med myndighederne efter sin sidste afhøring i [sommeren] 2014 og frem til sin udrejse i [foråret] 2015, uanset at han ved den sidste afhøring fik at vide, at han ville blive tilbageholdt, hvis han ikke afleverede [B] til myndighederne inden 10 dage, og at han i løbet af perioden var tilbage til sin bopæl og arbejdsplads flere gange. […] Flygtningenævnet finder det endvidere ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb fra de syriske myndigheder som følge af, at hans sønner er udeblevet fra militærtjeneste. Der henvises herved til de foreliggende baggrundsoplysninger om, at det ikke vil have asylbegrundende konsekvenser for familien, hvis en ung mand har unddraget sig militærtjeneste, herunder Landinfos Temanotat ”Syria: Reaksjoner mot dersertører of personer som unndrar seg militærtjenste” af 3. januar 2018 samt Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra september 2015. Det fremgår heraf blandt andet, at der kan blive tale om chikane mod familien, eller at familien vil blive udsat for at skulle betale bestikkelse, men at der ikke vil ske yderligere. Det forhold, at klageren er udrejst af Syrien uden forudgående opsigelse af sin stilling som offentlig ansat lærer på et erhvervsgymnasium i [en større syrisk by], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter tjenestemænd efter syrisk lovgivning kan straffes med fængsel i tre til fem år og en bøde, hvis den pågældende forlader sin stilling eller undlader at møde på arbejde. Samtidig fremgår det, at fængselsstraf ikke anvendes i praksis, ligesom der er givet amnesti for så vidt angår fængselsstraffen til offentlig ansatte, der har forladt deres stillinger, senest i 2014. Flygtningenævnet bemærker, at den bøde, som klageren kan blive pålagt at betale, ikke i sig selv er asylbegrundende. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren ikke kan anses for at være en særligt profileret ansat. For så vidt angår klagerens forklaring om, at han fra sommeren 2013 til [foråret] 2014 har udført nødhjælpsarbejde for indbyggerne i [en større syrisk by], kan dette forhold ikke føre til, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, idet klageren har forklaret, at han aldrig har oplevet konkrete konflikter med myndighederne som følge af dette arbejde. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien kan begrunde asyl. Det forhold at klageren har offentliggjort systemkritiske opslag på sin facebookprofil kan ikke føre til at der meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, henset til karakteren af opslaget, og at klageren i øvrigt er helt uprofileret. Klagerens frygt for, at hans døtre risikerer at blive tvangsrekrutteret til YPG kan heller ikke føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorved bemærkes, at der er tale om et forhold, der vedrører klagerens døtre, og at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra september 2015: Syria, Update om Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG, fremgår, at de fleste kilder er enige om, at hvervning til YPG som udgangspunkt sker på frivillig basis. Det fremgår videre af artikel 3 i lov om obligatorisk selvforsvarstjeneste i det kurdiske område i Syrien, at bestemmelserne gælder for mænd mellem 18 og 30 år, mens kvinder kan melde sig frivilligt. Herefter, og da de generelle forhold for kurdere i Syrien ikke kan føre til andet resultat, finder Flygtningenævnet sammenfattende, at klageren ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Flygtningenævnet bemærker, at klagerens far under sin statusændringssag er fremkommet med et nyt asylmotiv, som han ikke ønsker, at klageren bliver gjort bekendt med. For så vidt angår klagerens asylmotiv i relation til risikoen for tvangshvervning af YPG, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan begrunde, at der meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren efter sin forklaring ikke har haft konkrete og individuelle konflikter med YPG samt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra september 2015: Syria, Update om Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG, hvoraf fremgår, at de fleste kilder er enige om, at hvervning til YPG som udgangspunkt sker på frivillig basis. Det fremgår videre af artikel 3 i lov om obligatorisk selvforsvarstjeneste i det kurdiske område i Syrien, at bestemmelserne gælder for mænd mellem 18 og 30 år, mens kvinder kan melde sig frivilligt. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/18/CHPE
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med med Syri/2019/16+Syri/2019/18 Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [landsby], [en større syrisk by], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at hun [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ved e-mail [i sommeren] 2018 har Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren oplyst, at klageren ønsker at være omfattet af sin ægtefælles klage over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv, og har oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb som følge af hendes ægtefælles konflikt med de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at hendes sønner var i den militærpligtige alder. Klagerens ægtefælle blev ad flere omgange indkaldt til afhøringer af de syriske myndigheder med henblik på, at deres sønner skulle melde sig til militæret, men klageren og dennes ægtefælle ønskede ikke at lade sønnerne rekruttere. Den sidste afhøring af klagerens ægtefælle var ifølge ham selv sidste reelle chance for at flygte inden en anholdelse af ham, hvorfor klageren og hendes familie flygtede til landsbyen [navn på landsby] samt planlagde deres videre flugt fra Syrien. Klageren har endvidere oplyst, at klagerens ægtefælle er udeblevet fra sit arbejde som statslig ansat lærer grundet deres flugt. Klageren har endvidere henvist til, at hun som offentlig ansat, der er udeblevet fra sit arbejde i mere end 16 dage, frygter at blive retsforfulgt ved en tilbagevenden til Syrien, hvor hun risikerer at blive idømt bøde eller fængselsstraf. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet henviser herved til afgørelsen i klagerens ægtefælle statusændringssag af dags dato, hvoraf det fremgår blandt andet: ”Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om, at hans to sønner udeblev fra militærtjeneste Syrien, og at klageren i den anledning blev kontaktet af myndighederne vedrørende sønnernes opholdssted, til grund. Nævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at klageren som følge heraf er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder. […] Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret usammenhængende og divergerende om datoer og rækkefølgen af begivenheder, der må anses for at være helt centrale for hans asylmotiv. Klageren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at sønnen [A] udrejste af Syrien i [vinteren] 2013, og at sønnen [B] udrejste i slutningen af [sommeren] 2014, at de syv afhøringer, som han blev indkaldt til, fandt sted fra [begyndelsen af] 2013 til [sommeren] 2014, og at han udrejste af Syrien i starten af [foråret] 2015 10 dage efter klagerens ægtefælle og barn var udrejst fra Syrien. Under mødet i Flygtningenævnet har klageren ikke kunnet forklare med nogen sikkerhed, hvornår sønnerne udrejste, herunder om de var udrejst, da den seneste afhøring hos myndighederne fandt sted. Han forklarede videre, at han var til afhøring hos myndighederne fem til syv gange i en periode, der varede 1 – 2 måneder – ikke så længe før hans udrejse af Syrien. Nævnet bemærker hertil, at den kvindelige klager har forklaret, at hun og datteren udrejste [i begyndelsen af] 2015, og datteren har forklaret, at klageren sluttede sig til dem i Tyrkiet nogle måneder efter. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren efter sin forklaring ikke har oplevet problemer med myndighederne efter sin sidste afhøring i [sommeren] 2014 og frem til sin udrejse i [foråret] 2015, uanset at han ved den sidste afhøring fik at vide, at han ville blive tilbageholdt, hvis han ikke afleverede [B] til myndighederne inden 10 dage, og at han i løbet af perioden var tilbage til sin bopæl og arbejdsplads flere gange. […] Flygtningenævnet finder det endvidere ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb fra de syriske myndigheder som følge af, at hans sønner er udeblevet fra militærtjeneste. Der henvises herved til de foreliggende baggrundsoplysninger om, at det ikke vil have asylbegrundende konsekvenser for familien, hvis en ung mand har unddraget sig militærtjeneste, herunder Landinfos Temanotat ”Syria: Reaksjoner mot dersertører of personer som unndrar seg militærtjenste” af 3. januar 2018 samt Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra september 2015. Det fremgår heraf blandt andet, at der kan blive tale om chikane mod familien, eller at familien vil blive udsat for at skulle betale bestikkelse, men at der ikke vil ske yderligere. Det forhold, at klageren er udrejst af Syrien uden forudgående opsigelse af sin stilling som offentlig ansat lærer på et erhvervsgymnasium i [en større syrisk by], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter tjenestemænd efter syrisk lovgivning kan straffes med fængsel i tre – fem år og en bøde, hvis den pågældende forlader sin stilling eller undlader at møde på arbejde. Samtidig fremgår det, at fængselsstraf ikke anvendes i praksis, ligesom der er givet amnesti for så vidt angår fængselsstraffen til offentlig ansatte, der har forladt deres stillinger, senest i 2014. Flygtningenævnet bemærker, at den bøde, som klageren kan blive pålagt at betale, ikke i sig selv er asylbegrundende. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren ikke kan anses for at være en særligt profileret ansat. For så vidt angår klagerens forklaring om, at han fra sommeren 2013 til [foråret] 2014 har udført nødhjælpsarbejde for indbyggerne i [en større syrisk by], kan dette forhold ikke føre til, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, idet klageren har forklaret, at han aldrig har oplevet konkrete konflikter med myndighederne som følge af dette arbejde. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien kan begrunde asyl. Det forhold at klageren har offentliggjort systemkritiske opslag på sin facebookprofil kan ikke føre til at der meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, henset til karakteren af opslaget, og at klageren i øvrigt er helt uprofileret. Klagerens frygt for, at hans døtre risikerer at blive tvangsrekrutteret til YPG kan heller ikke føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorved bemærkes, at der er tale om et forhold, der vedrører klagerens døtre, og at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra september 2015: Syria, Update om Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG, fremgår, at de fleste kilder er enige om, at hvervning til YPG som udgangspunkt sker på frivillig basis. Det fremgår videre af artikel 3 i lov om obligatorisk selvforsvarstjeneste i det kurdiske område i Syrien, at bestemmelserne gælder for mænd mellem 18 og 30 år, mens kvinder kan melde sig frivilligt. Herefter, og da de generelle forhold for kurdere i Syrien ikke kan føre til andet resultat, finder Flygtningenævnet sammenfattende, at klageren ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Flygtningenævnet bemærker, at klagerens ægtefælle under sin statusændringssag er fremkommet med et nyt asylmotiv, som han ikke ønsker, at klageren bliver gjort bekendt med. For så vidt angår klagerens asylmotiv i relation til det forhold, at hun forlod en stilling som offentlig ansat uden forudgående opsigelse, lægger nævnet vægt på, at det af klagerens forklaring fremgår, at årsagen til, at hun ikke mødte på arbejde var, at skolen på grund af kamphandlinger var inddraget som base, og på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter tjenestemænd efter syrisk lovgivning kan straffes med fængsel i tre til fem år og en bøde, hvis den pågældende forlader sin stilling eller undlader at møde på arbejde. Samtidig fremgår det, at fængselsstraf ikke anvendes i praksis, ligesom der er givet amnesti for så vidt angår fængselsstraffen til offentlig ansatte, der har forladt deres stillinger, senest i 2014. Flygtningenævnet bemærker, at den bøde, som klageren kan blive pålagt at betale, ikke i sig selv er asylbegrundende. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren ikke kan anses for at være en særligt profileret ansat. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/17/CHPE
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Syri/2019/17+Syri/2019/18 Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [landsby], [en større syrisk by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at han [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i efteråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb som følge af sin konflikt med de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at hans sønner var i den militærpligtige alder. De syriske myndigheder har ad flere omgange indkaldt klageren til afhøringer med henblik på, at hans sønner skulle melde sig til militæret. Klageren ønskede ikke, at hans sønner skulle rekrutteres til militæret. Under den sidste afhøring skulle klageren angiveligt være blevet udsat for tortur og […]. Klageren blev under den sidste afhøring truet med […]. Den sidste afhøring var ifølge klageren sidste chance inden en reel anholdelse af klageren selv, hvorfor han og hans familie flygtede til landsbyen […], hvor de planlagde deres videre flugt fra Syrien. Herudover frygter klageren forfølgelse fra de syriske myndigheder, idet han er udeblevet fra sit arbejde som statslig ansat lærer og udrejst illegalt af Syrien. Klageren har herom oplyst, at han har undervist i automekanik på en erhvervsskole i 30 år, hvor han var ansat af Undervisningsministeriet. Grundet klagerens udeblivelse fra sit arbejde risikerer han at blive fængslet, blive stillet for en dommer og i værste fald dømt og henrettet. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om, at hans to sønner udeblev fra militærtjeneste Syrien, og at klageren i den anledning blev kontaktet af myndighederne vedrørende sønnernes opholdssted, til grund. Nævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at klageren som følge heraf er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet kan således ikke lægge klagerens forklaring til Dansk Flygtningehjælp og på nævnsmødet om, at han under den sidste afhøring hos myndighederne blev fængslet og udsat for tortur og […] samt truet med […]. Nævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en udbyggende forklaring, idet klageren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret – og bekræftet - at han på intet tidspunkt er blevet udsat for […] af myndighederne, ligesom klagerens ægtefælle heller ikke har forklaret, at klageren skulle være blevet fængslet i forbindelse med afhøringerne. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret usammenhængende og divergerende om datoer og rækkefølgen af begivenheder, der må anses for at være helt centrale for hans asylmotiv. Klageren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at sønnen [A] udrejste af Syrien i [vinteren] 2013, og at sønnen [B] udrejste i slutningen af [sommeren] 2014, at de syv afhøringer, som han blev indkaldt til, fandt sted fra [begyndelsen af] 2013 til [sommeren] 2014, og at han udrejste af Syrien i starten af [foråret] 2015 10 dage efter klagerens ægtefælle og barn var udrejst fra Syrien. Under mødet i Flygtningenævnet har klageren ikke kunnet forklare med nogen sikkerhed, hvornår sønnerne udrejste, herunder om de var udrejst, da den seneste afhøring hos myndighederne fandt sted. Han forklarede videre, at han var til afhøring hos myndighederne fem til syv gange i en periode, der varede en til to måneder ikke så længe før hans udrejse af Syrien. Nævnet bemærker hertil, at den kvindelige klager har forklaret, at hun og datteren udrejste [i begyndelsen af] 2015, og datteren har forklaret, at klageren sluttede sig til dem i Tyrkiet nogle måneder efter. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren efter sin forklaring ikke har oplevet problemer med myndighederne efter sin sidste afhøring i [sommeren] 2014 og frem til sin udrejse i [foråret] 2015, uanset at han ved den sidste afhøring fik at vide, at han ville blive tilbageholdt, hvis han ikke afleverede [C] til myndighederne inden 10 dage, og at han i løbet af perioden var tilbage til sin bopæl og arbejdsplads flere gange. Flygtningenævnet finder hertil ikke, at klagerens forklaring om årsagen til, at han ikke straks forklarede om fængslingen og […], forekommer overbevisende og bemærker hertil, at klageren indledningsvis under oplysnings- og motivsamtalen blev oplyst om sin pligt til i henhold til udlændingelovens § 40 at give nødvendige oplysninger til bedømmelse af asylansøgningen, og at alle oplysninger ville blive behandlet fortroligt, ligesom han til oplysnings- og motivsamtalen i øvrigt har forklaret detaljeret om sit asylmotiv. Nævnet finder det hertil påfaldende, at klageren forblev i Syrien i en meget lagt periode efter angiveligt at være blevet udsat for tortur og […]. Oplysningerne i den fremlagte lægejournal kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet forkaster således klagerens forklaring om fængslingen i 2014, hvor den påståede […] fandt sted, som utroværdig. Det kan ikke føre til et andet resultat, at klageren er diagnosticeret med posttraumatisk belastningsreaktion. Flygtningenævnet finder det endvidere ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb fra de syriske myndigheder som følge af, at hans sønner er udeblevet fra militærtjeneste. Der henvises herved til de foreliggende baggrundsoplysninger om, at det ikke vil have asylbegrundende konsekvenser for familien, hvis en ung mand har unddraget sig militærtjeneste, herunder Landinfos Temanotat ”Syria: Reaksjoner mot dersertører of personer som unndrar seg militærtjenste” af 3. januar 2018 samt Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra september 2015. Det fremgår heraf blandt andet, at der kan blive tale om chikane mod familien, eller at familien vil blive udsat for at skulle betale bestikkelse, men at der ikke vil ske yderligere. Det forhold, at klageren er udrejst af Syrien uden forudgående opsigelse af sin stilling som offentlig ansat lærer på et erhvervsgymnasium i [en større syrisk by], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter tjenestemænd efter syrisk lovgivning kan straffes med fængsel i tre til fem år og en bøde, hvis den pågældende forlader sin stilling eller undlader at møde på arbejde. Samtidig fremgår det, at fængselsstraf ikke anvendes i praksis, ligesom der er givet amnesti for så vidt angår fængselsstraffen til offentlig ansatte, der har forladt deres stillinger, senest i 2014. Flygtningenævnet bemærker, at den bøde, som klageren kan blive pålagt at betale, ikke i sig selv er asylbegrundende. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren ikke kan anses for at være en særligt profileret ansat. For så vidt angår klagerens forklaring om, at han fra sommeren 2013 til [foråret] 2014 har udført nødhjælpsarbejde for indbyggerne i [en større syrisk by], kan dette forhold ikke føre til, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, idet klageren har forklaret, at han aldrig har oplevet konkrete konflikter med myndighederne som følge af dette arbejde. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien kan begrunde asyl. Det forhold at klageren har offentliggjort systemkritiske opslag på sin facebookprofil kan ikke føre til at der meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, henset til karakteren af opslaget, og at klageren i øvrigt er helt uprofileret. Klagerens frygt for, at hans døtre risikerer at blive tvangsrekrutteret til YPG kan heller ikke føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorved bemærkes, at der er tale om et forhold, der vedrører klagerens døtre, og at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra september 2015: Syria, Update om Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG, fremgår, at de fleste kilder er enige om, at hvervning til YPG som udgangspunkt sker på frivillig basis. Det fremgår videre af artikel 3 i lov om obligatorisk selvforsvarstjeneste i det kurdiske område i Syrien, at bestemmelserne gælder for mænd mellem 18 og 30 år, mens kvinder kan melde sig frivilligt. Herefter, og da de generelle forhold for kurdere i Syrien ikke kan føre til andet resultat, finder Flygtningenævnet sammenfattende, at klageren ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/16/CHPE
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra Hamah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han oplyser at have deltaget i flere demonstrationer mod den syriske regering i løbet af 2011 og 2012. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, idet han som følge af sin deltagelse i en række demonstrationer, figurerer på myndighedernes terrorliste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans ven [A] har fortalt myndighederne, at klageren er terrorist. På et tidspunkt i 2012 mødte klageren [A], der fortalte, at han havde været agent for militæret og tilbød klageren at indlede et samarbejde med militæret. Da klageren takkede nej, blev han anholdt af fire personer i militæruniform og ført til en militærluftbase, hvor han blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb i omkring syv dage. Efter en måneds hospitalsindlæggelse som følge af sine skader blev klageren på ny tilbageholdt på militærbasen i omkring syv måneder. For at undgå yderligere fysiske overgreb fortalte klageren en falsk historie om at have været en del af en gruppe, som bar våben, angreb checkpoints, kidnappede og slog soldater ihjel. Klageren blev herefter overført til en civilarrest, hvorfra han blev løsladt efter syv måneder med besked om snart at skulle møde for retten med henblik på at modtage sin dom. Efter omkring tre uger udrejste klageren af Syrien. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen ikke lægge klagerens forklaring om individuelle konflikter i Syrien til grund. Derimod finder Flygtningenævnet i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set som mandlig statsborger i Syrien i den militærpligtige alder er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afgørelsen skal, jf. forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, træffes i overensstemmelse med flygtningekonventionen, herunder artikel 33, hvorefter en flygtning, der er omfattet af konventionen, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende, efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må anses som en fare for samfundet. Klageren er ved [landsrettens] dom af [efteråret] 2017 fundet skyldig i personfarlig kriminalitet blandt andet begået mod offentligt ansatte og straffet med fængsel i 8 måneder. Han er ved [byretten] dom af [foråret] 2018 fundet skyldig i blandt andet vold omfattet af straffelovens § 245, stk. 1, og straffet med fængsel i 5 måneder. Endelig er han ved [byretten] dom af [sommeren] 2018 på ny fundet skyldig i vold omfattet af straffelovens § 245, stk. 1, og straffet med fængsel i 5 måneder. Klageren er således samlet straffet med fængsel i alt 18 måneder. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren har begået kriminalitet, der må anses for særligt farlige forbrydelser, således at klageren må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark, og Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at klageren kan meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/14/TLNJ
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning med indrejseforbud for bestandigt ved dom [i] 2017 afsagt af [en nærmere bestemt byret]. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [I] 2018 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31, er til hinder for, at den pågældende kan udsendes til Syrien, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, stk. 2. Udlændingestyrelsen har i samme afgørelse herefter vurderet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Dog har klageren deltaget i et par demonstrationer i 2011. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter myndighederne, fordi han har unddraget sig yderligere militærtjeneste. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter blodhævn, fordi hans fætter har slået en person fra Hanadii stammen ihjel. Klageren har endelig henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at har aftjent militærtjeneste i et år og ni måneder frem til den 1. november 2010. I 2012 blev klageren bekendt med, at hans navn stod på listen over personer, som skulle genindkaldes til militærtjeneste. Klageren udrejste illegalt i 2014, da det ikke længere var muligt at holde sig ude af konflikten. I 2015 fik klagerens advokat oplyst, at klageren ikke kunne få udstedt dokumenter, fordi han ikke har mødt til militærtjeneste. Klagerens fætter slog en person fra Hanadii stammen ihjel på et tidspunkt i 2009/2010, hvorefter en person fra Hanadii stammen slog fætterens far ihjel. Dette medførte, at en af klagerens andre fætre som hævn slog en person fra Hanadii stammen ihjel. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, der - som klageren - har haft opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, som følge af at han er syrisk statsborger i den militærpligtige alder, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst, at han ikke ønsker at deltage i militærtjeneste, da han ikke ønsker at slå nogen ihjel. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev dømt og udvist for et strafbart forhold begået [i sommeren] 2016. Han blev sammen med en anden mand idømt 2 års fængsel for i forening og efter forudgående planlægning med den anden at have begået grove seksuelle overgreb mod en kvinde, mens de havde frataget hende mobiltelefonen og holdt hende under ulovlig frihedsberøvelse. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har forklaret, at hans hustru og ældste barn kom til Danmark i 2015. Klageren og hustruen har fået to børn mere i Danmark. Hustruen og børnene besøger klageren i fængslet en eller flere gange om ugen, ligesom de har telefonisk kontakt. De har dog ikke besøgt ham så ofte, efter han er blevet flyttet til [et andet fængsel længere væk]. Klageren er blevet lovet fast fuldtidsarbejde, når han bliver løsladt. Klagerens hustru og børn har efter klagerens oplysninger ikke et selvstændigt opholdsgrundlag i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2019/13/STRAA
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning med indrejseforbud for bestandigt ved dom af […] 2017 afsagt af [en nærmere bestemt byret]. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [I] 2018 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31, er til hinder for, at den pågældende kan udsendes til Syrien, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, stk. 2. Udlændingestyrelsen har i samme afgørelse herefter vurderet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt eller slået ihjel af myndighederne, idet han eftersøgt. Klageren har endvidere henvist til, at han vil blive indkaldt til militæret. Klageren har endelig henvist til de generelle forhold. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han to gange har modtaget indkaldelser til militæret. Klageren ønsker ikke at deltage i militærtjeneste, da han ikke ønsker at slå ihjel, ligesom han selv risikerer at blive dræbt. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, der - som klageren - har haft opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, som følge af at han er syrisk statsborger i den militærpligtige alder, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst, at han ikke ønsker at deltage i militærtjeneste, da han ikke ønsker at slå nogen ihjel. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev dømt og udvist for et strafbart forhold begået [i sommeren] 2016. Han blev sammen med en anden mand idømt 2 års fængsel for i forening og efter forudgående planlægning med den anden at have begået grove seksuelle overgreb mod en kvinde, mens de havde frataget hende mobiltelefonen og holdt hende under ulovlig frihedsberøvelse. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har forklaret, at hans hustru og ældste søn kom til Danmark [i foråret] 2017. Klageren og hustruen har fået en søn mere [i] 2018. Hustruen og børnene besøger klageren i fængslet ca. en gang om ugen, ligesom de har telefonisk kontakt. Klageren er blevet lovet fast fuldtidsarbejde, når han bliver løsladt. Klagerens hustru og børn har efter klagerens oplysninger ikke et selvstændigt opholdsgrundlag i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og hensynet til familiens enhed samt karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2019/12/STRAA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, idet han frygter, at han vil blive udsat for overgreb eller forfølgelse fra de syriske myndigheders side, fordi han er flygtet fra aftjening af militærtjeneste, da han frygtede, at han ville blive slået ihjel eller, at han vil blive tvunget til at slå andre ihjel, hvilket var mod hans overbevisning. Han har videre anført, at han forud for flugten flere gange havde fået udsættelse af militærtjeneste, men at dette ikke længere var muligt, fordi han skulle skifte studie. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter, at de syriske myndigheder vil anse ham som regimemodstander, fordi han er udrejst til vesten, og fordi han har postet regimekritiske ting på sin Facebook-profil. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren er profileret som regimekritisk i forhold til de syriske myndigheder, idet nævnet herved har lagt vægt på, at i hvert fald den ene af Facebook profilerne, som han har lavet opslag på, ikke har været oprettet i hans eget navn, ligesom han har lavet opslag allerede i tiden, mens han opholdt sig i Syrien. Klageren har ikke på noget tidspunkt haft konflikter med myndighederne, ligesom hans familie ikke er blevet opsøgt i tiden, efter at han udrejste, og det beror alene på hans formodning, at hans regimetro venner har givet meddelelse om hans Facebookaktiviteter til myndighederne, eller at han på anden måde skulle være kommet i de syriske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet finder derimod i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at han har unddraget sig militærtjeneste. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er dømt for et forhold vedrørende overtrædelse af straffelovens § 266, og nævnet finder henset til karakteren af truslerne og den måde, de er fremsat på via Facebook, hvor de er rettet mod en ubestemt kreds af personer, at der er tale om en særlig farlig forbrydelse, og at klageren kan betragtes som en fare for samfundet. Klageren er en yngre, ugift mand uden familie i Danmark, og han har hverken opnået tilknytning til arbejdsmarkedet eller gennemført en uddannelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/11/snd
Nævnet stadfæstede i februar måned Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, idet han frygter, at han vil blive udsat for repressalier af de syriske myndigheder, fordi han ikke har deltaget i militærtjeneste efter, at der udbrød krig i Syrien. Klageren har som asylmotiv herudover henvist til, at han vil blive udsat for repressalier af de syriske myndigheder som følge af, at klageren ikke havde opfyldt sin aftale om at arbejde som meddeler for dem. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være tvunget til at deltage i militærtjeneste, hvor han vil være i risiko for at blive slået ihjel eller slå andre ihjel. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han blev en del af en dansegruppe efter, at klageren blev sendt hjem fra militærtjeneste [vinter] 2009. Klageren oplærte børn i at danse til det kurdiske nytår. Tre til fire måneder efter blev klageren anholdt og tilbageholdt af myndighederne sammen med to andre medlemmer af dansegruppen ved navn [A] og [B]. De blev tilbageholdt og anholdt på [B’s] bopæl. De syriske myndigheder mente, at klageren var politisk aktiv. Under klagerens tilbageholdelse spurgte myndighederne ham ind til, hvem der var medlem af gruppen, og hvem der var lederen. Klageren blev udsat for fysiske overgreb, indtil klageren underskrev nogle dokumenter om, at han stod bag at lave oprør, demonstrationer og advokerede for kurderes rettigheder. Klageren var tilbageholdt i seks til syv måneder, hvorefter klageren blev løsladt. Klagerens plejefar ved navn [C] havde betalt penge for at få ham løsladt. Betingelsen for løsladelsen var, at klageren skulle arbejde som meddeler for myndighederne. Klagerne har efterfølgende hørt, at de andre medlemmer af dansegruppen, børnene, som klageren oplærte, og børnenes forældre, også var blevet anholdt og tilbageholdt. Nogle af dem, herunder [A] og [B], blev løsladt igen med betingelse om, at de også skulle arbejde som meddeler for myndighederne. Dagen efter klagerens løsladelse tog han til Afrin, hvor ansøgeren opholdt sig i otte til ti dage. Herefter udrejste klageren illegalt af Syrien ved at krydse grænsen til Tyrkiet. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge klagerens forklaring om individuelle konflikter i Syrien til grund. Derimod finder Flygtningenævnet i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set som statsborger i Syrien i den militærpligtige alder er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afgørelsen skal, jf. forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, træffes i overensstemmelse med flygtningekonventionen, herunder artikel 33, hvorefter en flygtning, der er omfattet af konventionen, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende, efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse, må anses som en fare for samfundet i det pågældende land. Klageren er ved Vestre Landsrets dom af [vinter] 2018 fundet skyldig i personfarlig kriminalitet af meget grov karakter og idømt en straf af fængsel i tre år og seks måneder. Landsretten har endvidere fastslået, at klageren i en række af forholdene har haft en ledende rolle. Forholdene er begået over for flere personer, der er kommet klageren på tværs. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren også fremadrettet vil udgøre en fare for samfundet. Uanset oplysningerne om klagerens familiemæssige tilknytning til Danmark, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at klageren kan meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/10/GJEY
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], Aleppo, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2017, og at hun [i sommeren] 2018 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [senere på sommeren] 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder, idet hun har deltaget i flere demonstrationer. Klageren har herom oplyst, at hun har deltaget i omkring 15 demonstrationer mod myndighederne. [I foråret] 2012 deltog klageren i en demonstration ved Aleppo Universitet sammen med sin far og sin søster. De havde ikke tildækkede ansigter til demonstrationen, idet observatører fra FN var til stede, hvorfor de følte sig sikre. Den samme aften blev klagerens far ringet op af klagerens farfar, der oplyste, at myndighederne havde taget billeder af klageren og hendes familie til demonstrationen, hvorfor klagerens farfar rådede klageren, klagerens søster og klagerens far til at flygte fra bopælen, hvilket de gjorde. Den efterfølgende dag havde de syriske myndigheder opsøgt klagerens bopæl, ransaget den og spurgt efter klageren, klagerens søster og klagerens far. Klagerens mor, der var til stede ved ransagningen, oplyste til myndighederne, at klageren, klagerens søster og klagerens far var på besøg hos klagerens farfar, hvortil myndighederne oplyste, at klageren, klagerens søster og klagerens far skulle rette henvendelse hos sikkerhedspolitiet, når de vendte tilbage til bopælen. Klageren har i klagen [fra sommeren] 2018 endvidere oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive slået ihjel af [”klan A”]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at klagerens far tilhører [”klan B”], som [”klan A”] vil tage hævn over. Klagerens far er den ældste i [”klan B], og [”klan A”] ønsker således at tage hævn ved at slå klagerens fars ældste søn ihjel. Idet klageren ikke har nogen brødre, vil [”klan A”] i stedet forsøge at slå klageren ihjel. Motivet herfor er en gammel drabssag, hvor en person fra [”klan A”] blev slået ihjel af et medlem af [”klan B”]. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens forklaring om hendes konflikt med de syriske myndigheder kan lægges til grund, da den forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ikke har oplyst noget om sin konflikt med de syriske myndigheder i asylskemaet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren, hendes søster [A], klagerens far og klagerens mor på centrale punkter har forklaret indbyrdes divergerende omkring centrale punkter i sagen. Klageren har således til samtalen [i sommeren] 2018 oplyst, at hun udelukkende har opholdt sig i […] i Afrin hos hendes morfar fra juli 2014 frem til hendes udrejse [i sommeren] 2017, og at klageren ikke har opholdt sig i et regeringskontrolleret område fra juli 2014 frem til udrejsen [i sommeren] 2017, idet […] var YPG-kontrolleret. Klagerens mor har til sin samtale [i sommeren] 2016 oplyst, at klageren på daværende tidspunkt opholdt sig i Aleppo sammen med nogle andre piger, og at klageren på dette tidspunkt opholdt sig i et område af Aleppo, der var regeringskontrolleret. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ikke forekommer sandsynligt, at hun ikke skulle vide, hvor klageren opholder sig i den lange periode. Klageren har til samtalen [i sommeren] 2018 oplyst, at hun sammen med sin søster [A] har deltaget i demonstrationer i både [begyndelsen af] 2012 og i [foråret] 2012. Klagerens søster har den [i efteråret] 2015 oplyst, at hun udelukkende har deltaget i demonstrationer i [foråret] 2012. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ikke forekommer sandsynligt, at klagerens søster ikke skulle erindre, hvor mange demonstrationer hun har deltaget i. Klageren har til samtalen [i sommeren] 2018 oplyst, at myndighederne har opsøgt deres bopæl én gang. Klagerens far har til samtalen [i foråret] 2014 oplyst, at myndighederne har opsøgt deres bopæl 6 gange. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring om hendes konflikt med [”klan A”] ikke kan lægges til grund. Klageren har først i klagen [fra sommeren] 2018 oplyst herom, og forklaringen er således kommet sent og udbyggende. Hertil kommer, at klagerens mor til samtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at hun og hendes børn ikke havde nogen problemer eller konflikter med nogen politiske-, kriminelle-, eller religiøse grupperinger ud over en intern konflikt i ægtefællens klan. Endvidere bemærkes, at klagerens far ikke har oplyst, at der skulle være en konflikt mellem [”klan B”] og [”klan A”]. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at de syriske myndigheder [i sommeren] 2012 har udstedt kørekort til klageren, hvilket forekommer påfaldende, henset til, at hun angiveligt skulle være eftersøgt af myndighederne. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/1/EMU
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: Ved brev af […] 2019 har klagerens advokat fremsendt skriftligt indlæg i sagen. Klageren er indkaldt til mødet i Flygtningenævnet dags dato pr. brev dateret […] 2019. Klagerens advokat har ved skriftlig henvendelse [tre dage inden nævnsmødets afholdelse] 2019 oplyst, at klageren ikke ønsker at give møde i Flygtningenævnet dags dato grundet graviditet, hvorfor hun har bedt advokaten om at møde på sine vegne, således at sagen afgøres uden klagerens tilstedeværelse. Det fremgår endvidere, at klagerens advokat har orienteret klageren om, at der kan indhentes lægeerklæring, hvis hun som følge af sygdom har lovligt forfald, hvilket hun ikke har ønsket, idet hun har fastholdet ovenstående. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at klageren må anses for at være behørigt indkaldt til nævnsmødet, og at klageren ikke anses for at have lovligt forfald. Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen på det foreliggende grundlag, jf. forretningsordenens § 36, stk. 1. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en nærmere bestemt dato i 2017], og at hun [omkring et halvt år senere] 2018 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hun har været frivillig nødhjælpsarbejder for organisationen Jamiyat Al-Amal i Qara. Klageren frygter endvidere oppositionen, herunder Den Frie Syriske Hær, ligesom hun frygter de generelle forhold i Syrien. Klageren har herom oplyst, at hun [i en nærmere bestemt periode på 8 måneder] var frivillig nødhjælpsarbejder hos Jamiyat Al-Amal, hvor hun hver tirsdag og fredag arbejdede to til tre timer med at pakke nødhjælpskasser på organisationens hovedkvarter i Qara. [På et nærmere bestemt tidspunkt i efteråret] 2017 modtog klageren et telefonopkald fra sin veninde, som fortalte, at organisationens hovedkvarter var blevet rangsaget af myndighederne, i hvilken forbindelse klagerens navn var blevet råbt op, hvorefter klageren tog ophold hos sin morbror i det nordlige Qara. Klagerens bopæl blev opsøgt af myndighederne to gange de efterfølgende dage, hvor myndighederne fortalte klagerens familie, at hun var eftersøgt og skulle anholdes. Klageren udrejste med hjælp fra en agent af Syrien [få dage efter opkaldet fra veninden] 2017. Agenten fortalte klageren, at klagerens navn fremgår af oppositionens lister, hvilket klageren formoder er fordi, at hun har boet i et regimekontrolleret område. Klageren frygter, at oppositionen, herunder Den Frie Syriske Hær, mistænker hende for at have samarbejdet med myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren under asylsagens behandling har forklaret divergerende om blandt andet, hvordan hun fik kendskab til Jamiyat Al-Amal, og hvad veninden oplyste, da hun ringede til klageren den […] 2017. Nævnet har endvidere lagt vægt på klagerens meget begrænsede kendskab til Jamiyat Al-Amal. Nævnet har herudover lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen ikke nævnte sin frygt for oppositionen, herunder Den Frie Syriske Hær. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2019/15/STRAA
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Daraa, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret 2015], og at hun [i starten af 2017] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret 2018] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet hendes familie er profileret, fordi de kommer fra byen Daraa. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder opsøgte klagerens families bopæl i Daraa, Syrien og ledte efter de mandlige medlemmer af familien. Da klageren sagde, at hun ikke vidste, hvor de befandt sig, blev hun slået og voldtaget af fire personer. Samme dag rejste hun og hendes mand til Damaskus, hvor hendes børn befandt sig. Hun boede i Damaskus sammen med sin familie i 6-7 måneder, hvorefter de alle udrejste til Libanon. Klageren har under sine samtaler i Udlændingestyrelsen såvel [i sommeren 2016] og [i starten af 2017] forklaret, at hun ikke har personlige konflikter i Syrien, men at hun alene udrejste som følge af krigen. Hun har endvidere under samtalen [i starten af 2017] forklaret, at det på ingen måde har haft personlige konsekvenser for hende, at hun er fra Daraa. Det fremgår af klagerens lægejournaler, at hun i [sommeren 2016] oplyste til sin psykolog, at hun under krigen i Syrien var blevet voldtaget af soldater, der forsøgte at finde hendes mand. Uanset at det ikke kan afvises, at klageren har været udsat for voldtægt begået af syriske soldater, finder Flygtningenævnet ikke, at dette i sig selv kan medføre, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren har for nævnet forklaret, at hun og hendes familie efter voldtægten boede i nærheden af Damaskus i 6-7 måneder, og at de i den periode ikke oplevede problemer. Klageren har endvidere i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun og familien udrejste problemfrit og legalt af Syrien, og i den forbindelse viste deres pas ved grænsen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun står i et sådant modsætningsforhold til myndighederne eller andre, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det forhold, at klageren kommer fra Daraa kan ikke føre til en ændret vurdering. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/60/MAH
Nævnet omgjorde i december 2018 Udlændingestyrelsen afgørelse om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, og meddelte en syrisk statsborger opholdstilladelse i medfør § 7, stk. 1 (K-status). Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [A] bydelen i Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i] november 2015, og at han [i] juli 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Forældremyndighedsindehaveren har på vegne af klageren [i] marts 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har endvidere oplyst, at hans familie har været forfulgt af Daesh/ISIS, og at hans far arbejder som mekaniker for den syriske regeringshær og efterretningstjeneste, hvilket udgør en skærpet og personlig trussel for klageren ved en tilbagevenden. På baggrund af farens tilknytning til den syriske regeringshær og efterretningstjeneste, er klageren i særlig og personlig risiko som mål for oppositionsstyrker og, at det formodentlig er derfor, at klageren er forsøgt kidnappet tre gange, inden sin udrejse af Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til militærtjeneste i Syrien og, at aftjeningen af værnepligten vil indebære nærliggende risiko for tvungen deltagelse i alvorlige menneskerettighedskrænkelser. Klageren har herom oplyst, at han har en velbegrundet frygt, idet den syriske hær, henholdsvis i juni 2017 på hans tidligere skole og i november 2017 på hans families bopæl, har eftersøgt klageren og ønsket information om klagerens opholdssted for at begynde en rekrutteringsproces til den syriske hær. Klagerens fætter blev i en alder af 17 år i sommeren 2016 hvervet til tvunget militærtjeneste. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at klagerens i 2014 blev forsøgt pågrebet, i hvad der fremstår som forsøg på kidnapning. Nævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at baggrunden herfor var, at klagerens far er ansat i den syriske hær som mekaniker. Nævnet lægger derfor til grund, at hændelserne i 2014 var forårsaget af den generelle situation i klagerens hjemområde på dette tidspunkt, og finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han af denne grund, ved en tilbagevenden til hjemlandet, vil være i en konkret og individuel risiko for lignende overgreb Flygtningenævnet finder, at klageren, der er 17 år og 6 måneder i overensstemmelse med det Udlændingestyrelsens afgørelse anførte har nået en sådan alder, at der må tages stilling til betydningen af den tvungne værnepligt i Syrien. Flygtningenævnet lægger på grundlag af klagerens forklaring til grund, at klageren ikke ønsker at aftjene værnepligt i den syriske hær, fordi han ikke ønsker at bære våben og slå mennesker ihjel. Efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra september 2015, fremgår det, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Uanset, at forholdene i Syrien har ændret sig, idet regimet på nuværende tidspunkt har generobret kontrollen i store dele af landet, finder nævnet ikke, at der er grund til at antage, at det ikke stadigt forholder sig således. Videre fremgår det blandt andet af Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, risikerer at få ordrer om at skyde på civile. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket: ”Temarapport. Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 3.0” fra maj 2017 og rapport fra Landinfo: ”Temanotat. Syria: Reaksjoner mot desertører og personer som unndrar seg militærtjeneste” fra 3. januar 2018. Det findes herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for klageren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.”Syri/2018/59/SME
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om at meddele en kvindelig statsborger fra Syrien opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Indrejst i 2016. ”Klageren er etnisk kurder fra Aleppo, Syrien og har oplyst, at hun ikke er religiøs. Klageren har været aktiv for [en politisk bevægelse] siden 2012 og har tegnet propagandategneserier og karikaturer. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [primo] 2016, og at hun [primo] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at myndighederne vil forfølge hende på grund af hendes politiske aktiviteter og ulovlige udrejse, ligesom hun frygter forfølgelse fra diverse kurdiske grupper i området omkring Aleppo og Afrin, som hun også har forholdt sig kritisk til gennem sine værker. Herudover har klageren oplyst, at hun frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle, fordi hun flygtede fra ham og senere blev gift med hans ven, hvilket har krænket hans ære. Klageren har på grund af sine politiske aktiviteter og profil i øvrigt ikke mulighed for at søge myndighedernes beskyttelse. Endelig har klageren oplyst, at hun frygter at blive tvangsrekrutteret af YPG. Til støtte for ovennævnte har klageren oplyst, at hun begyndte sit politiske arbejde i 2012, hvor hun flyttede til Afrin sammen med sin familie. Klageren har videre oplyst, at hun har tegnet propagandategneserier og karikaturer for den kurdiske bevægelse […], og at hun blandt andet har udarbejdet tre plakater, der fandtes i både trykt og digital form, som skulle skabe bevågenhed om muligheden for at åbne vejen mellem Afrin og Tyrkiet og derved tillade passage af forsyninger. Klageren har også oplyst, at hun udarbejdede forsiden til organisationen […] ugentlige magasin. Klageren har desuden oplyst, at hun i sine værker forholdt sig kritisk til både det syriske regime og de kurdiske grupper i området. Klageren har i den forbindelse oplyst, at hendes forældre to gange er blevet opsøgt af en bevæbnet kurdisk gruppe, som har spurgt efter hende, hvilket gjorde, at forældrene følte sig utrygge og derfor flyttede til en anden by, samt at forældrenes naboer efterfølgende har fortalt, at ukendte mænd flere gange sidenhen har opsøgt bopælen og spurgt efter klagerens familie. Herudover har klageren oplyst, at hendes tidligere ægtefælle har truet med at slå hende ihjel og videregive hendes værker, som han fortsat er i besiddelse af, til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at klagerens generelle troværdighed svækket, idet hun har forklaret divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om tidspunktet for sin udrejse og hendes sine konflikter. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste hun, at hun ikke havde konflikter i Syrien, herunder med myndighederne, men først i partshøringen oplyste hun, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder har opdaget de tegninger og karikaturer, hun har lavet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om de demonstrationer, hun har deltaget i, idet hun ikke har forklaret herom i oplysnings- og motivsamtalen eller i partshøringen. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om frygten for den tidligere ægtefælle. Til oplysnings- og motivsamtalen har klageren som et af asylmotiverne henvist til frygten for den tidligere ægtefælle, idet han havde truet med at vise tegninger med propaganda, som hun havde lavet og som lå i en taske i Tyrkiet. Til partshøringen oplyste klageren, at hun betragtede sin konflikt med hendes tidligere ægtefælle som værende afsluttet, idet hun efter oplysnings- og motivsamtalen returnerende hans ID-kort, og at hendes tidligere ægtefælle i samme forbindelse overdrog hendes propagandategninger til hendes nuværende ægtefælles venner i Tyrkiet. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at hun frygter den tidligere ægtefælle på grund af, at hendes propagandategninger ikke alligevel ikke er afleveret, da tasken var tom. Med hensyn til de propagandategninger, der angiveligt er offentliggjort på [en politisk organisation] og [en politisk bevægelses] hjemmesider, og som klageren har oplyst, at hun har tegnet, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hendes navn knyttet til disse tegninger. Klageren har ikke kunne forklare, hvorledes hendes navn fremgik af de relevante hjemmesider, eller hvordan de øvrigt anonyme tegninger skulle kunne henføres til hende. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren på intet tidspunkt blev opsøgt af myndighedspersoner i Syrien på grund af propagandategninger, og at hun heller ikke efter sin udrejse har hørt at myndighedspersoner skulle have opsøgt hendes familie. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun risikerer asylrelevant på grund af de angivelige demonstrationer, hun angiveligt har deltaget i og har herunder lagt vægt på, at billederne ikke ses at være offentliggjort eller på anden måde at være kommet til myndighedernes kundskab, og at hun i øvrigt ikke nævnes med navn på billederne. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det beror på hendes egen formodning, at de syriske myndigheder har kendskab til, at hun har tegnet propaganda mod de syriske myndigheder. Med hensyn til klagerens frygt for overgreb fra den tidligere ægtefælle finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at der er en sådan asylbegrundende konflikt. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på klagerens forskellige forklaringer, og at klageren ikke har haft kontakt med sin tidligere ægtefælle de seneste tre år. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klageren har sandsynliggjort, at der er en risiko for, at klageren vil blive tvangsrekrutteret af YPG. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2018/58/thv
Nævnet omgjorde i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, og meddelte opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra [landsbyen], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [slutningen af] 2015, og at han i [foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved skrivelse [fra efteråret] 2018 har Udlændingestyrelsen udtalt, at Udlændingestyrelsen vurderer, at klageren nu opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, henset til, at klageren er i den militærpligtige alder og dermed er i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste ved en tilbagevenden til Syrien, hvilket han ikke ønsker af samvittighedsmæssige årsager. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren, der er født [i begyndelsen af] 1999, og som på nuværende tidspunkt er over 18 år gammel, er i risiko for at blive indkaldt til militæret i Syrien, hvorefter han opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren ikke ønsker at aftjene værnepligt i den syriske hær. Flygtningenævnet finder således efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Endvidere fremgår det blandt andet af Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at unge syrisk mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, samt at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, hvis vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapporten fra Migrationsverket: ”Temarapport: Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0” fra december 2015. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016 vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger af syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. Det findes herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for, at klageren vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. [Klageren] meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri2018/57/smla
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Idlib, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive indkaldt til militærtjeneste. Ansøgeren frygter desuden, at de væbnede oprørsgrupperinger, herunder al-Nusra, vil tvangsrekruttere ham. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han blev genindkaldt til militærtjeneste i Syrien i 2012, men at han ikke har meldt sig. Ansøgeren er derfor efterstræbt af de syriske myndigheder. Oprørsgruppen al-Nusra befinder sig i ansøgerens hjemområde, og de tvangsrekrutterer de mænd, der befinder sig områderne, som de kontrollerer. I Syrien er der krig, og dermed ingen fremtid eller arbejdsmuligheder for hverken ansøgeren eller hans familie. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste, og at han derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Ansøgeren har herom oplyst, at hans afdøde mor var libanesisk statsborger. Ansøgeren ønsker dog ikke at tage ophold i Libanon, fordi han som følge af sin udeblivelse fra militærtjeneste i Syrien frygter, at han vil blive tilbageholdt af Hizbollah, idet det er alment kendt, at Hizbollah afleverer syrere, der er udeblevet fra militærtjeneste, til de syriske myndigheder. Ansøgeren frygter endvidere at tage ophold i Libanon, idet han stammer fra byen [A], Syrien, hvor nogle af de første demonstrationer som led i den syriske konflikt fandt sted. Ansøgerens fætter blev udsat for tortur af Hizbollah i Libanon, fordi fætteren stammer fra byen [A]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at Libanon, efter oplysningerne i sagen om ansøgerens og dennes families tilknytning til Libanon, kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ansøgeren efter hans egne oplysninger har været i Libanon 10 til 15 gange i sin barndom og ungdom. Flygtningenævnet bemærker, at det af et høringssvar af 2. januar 2018 fra Udenrigsministeriet fremgår, at en syrisk statsborger, som er søn af en libanesisk mor, kan få opholdstilladelse i Libanon. Dette gælder også selvom den pågældendes mor er afgået ved døden. Flygtningenævnet finder derfor, at det er muligt for ansøgeren at indrejse og opholde sig lovligt i Libanon. Flygtningenævnet har konstateret, at ansøgerens bror har indleveret et syrisk nationalitetspas vedrørende ansøgerens mor. Det fremgår heraf, at hun var syrisk statsborger, men født i Libanon. Dette skal sammenholdes med det ligeledes af ansøgerens bror fremlagte dokument, der i Flygtningenævnet er blevet oversat som et ”tilbagevendelseskort”, ligeledes vedrørende ansøgerens mor. Af dette kort fremgår ifølge oversættelse i Flygtningenævnet, at ansøgerens mor var libanesisk statsborger, ligesom der er henvisning til hendes syriske rejsedokumenter. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at det vil kunne dokumenteres, at ansøgerens mor var libanesisk statsborger. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse af Hizbollah i Libanon. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøger efter sin forklaring ikke har været udsat for tilbageholdelse eller direkte trusler fra Hizbollah, og at det alene beror på en formodning fra hans side, at Hizbollah vil udsætte ham for asylbegrundende forfølgelse eller udlevere ham til Syrien. Idet de generelle forhold for syrere i Libanon ikke er af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland, finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren har en søster og en svoger, der bor i Libanon og ligeledes fjernere slægtninge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/56/LINB
Nævnet meddelte i december 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra Sheikh Maqsoud, Syrien. Klageren har oplyst, at hun har deltaget i tre demonstrationer. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [vinter] 2014, og at hun [efterår] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [forår] 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er udrejst af Syrien på grund af hendes mors konflikt med de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at Flygtningenævnet har meddelt klagers søster, [A], opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, med henvisning til, at hun som følge af morens konflikt vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse. Klageren har også henvist til, at hun er udrejst fra et område, der ikke er kontrolleret af de syriske myndigheder, hvorfor det - sammenholdt med morens konflikt – vil føre til, at hun vil blive tillagt en holdning mod det syriske styre. Klageren har ikke til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at hun har deltaget i demonstrationer, ligesom hun har forklaret usikkert og divergerende om antallet af demonstrationer og tidspunkterne herfor. Uanset om Flygtningenævnet måtte lægge til grund, at klageren har deltaget i demonstrationer, har hun under asylsamtalen forklaret, at hun nåede at flygte, og at myndighederne gik efter drengene og lod pigerne gå. Klageren er således ikke blevet tilbageholdt eller identificeret i anledning af sin deltagelse i demonstrationerne. Det forhold, at en eller flere demonstrationer måtte være blevet fotograferet, kan ikke medføre et andet resultat, da det alene beror på klagerens egen formodning, at hun optræder på filmene, og der ikke er grundlag for at antage, at klageren på denne baggrund kan identificeres. Det forekommer usandsynligt, at det forhold, at klageren efter afsluttet eksamen ikke har søgt et arbejde som underviser, har medført en asylbegrundende konflikt med myndighederne. Klageren har forklaret, at hun blev kidnappet af PKK, blev tilbageholdt et døgn og løsladt mod familiens betaling af løsepenge. Klageren har ikke kendskab til årsagen til, at netop hun blev kidnappet, og hun har opholdt sig en længere periode i Syrien efter løsladelsen uden at blive opsøgt på ny. Flygtningenævnet finder derfor, at forholdet må betragtes som en kriminel handling, der er afsluttet med familiens betaling af løsepenge. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun isoleret set ved en tilbagevenden til Syrien vil være udsat for risiko for forfølgelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om klageren som konsekvens af moderens, [B’s], konflikt vil være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens mor har opnået opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet det er lagt til grund, at hun er i myndighedernes søgelys, fordi hun har hjulpet sårede fra Den Frie Syriske Hær. Klagerens voksne søster, [A], har opnået opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 som konsekvens af moderens konflikt. Det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at familiemedlemmer til personer, der er i myndighedernes søgelys, også risikerer forfølgelse. Klageren var en del af moderens husstand. Derfor, og henset til, at søsteren [A], der ligeledes var en del af husstanden, er meddelt konsekvensstatus, finder Flygtningenævnet, at klageren, som en konsekvens af moderens konflikt, ved en tilbagevenden til Syrien, vil være i risiko for forfølgelse. Klageren, [C], født [forår] 1987, samt den ledsagede mindreårige nevø, [D], født [april] 2011, opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2018/55/GJEY
Nævnet omgjorde i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i starten af 1990’erne. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste og søgte asyl i Danmark i starten af 1990’erne. Klageren oplyste under asylsagen, at han var statsborger i et mellemøstligt land [A], ligesom hans asylmotiv vedrørte forholdene i land [A]. Klageren erhvervede i 2000 dansk indfødsret. Klageren blev af domstolene i 2016 frakendt sin danske indfødsret i medfør af lov om dansk indfødsret § 8 a, idet klageren rettelig var statsborger i Syrien, og havde opnået sin danske indfødsret ved svig. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder fra [by i], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i starten af 1990’erne], og at han [efter omkring to år] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev [i] 1996 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. [I] 2000 erhvervede klageren dansk indfødsret, hvorved hans tidsubegrænsede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, bortfaldt i medfør af udlændingelovens § 18 a, stk. 1. Klageren blev [i] 2013 frakendt sin danske indfødsret […] i medfør af lov om dansk indfødsret § 8 a. Østre Landsret […] og Højesteret stadfæstede [dommen i] 2016 […]. Klageren søgte [i] 2017 på ny asyl i Danmark, idet han som asylmotiv henviste til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste. Klageren frygter desuden de generelle forhold i Syrien og forholdene for kurdere. Klageren har til brug for sagen oplyst, at han, […] påbegyndte […] sin militærtjeneste [i] 2010. Klageren blev [i] 2011 fritaget for resten af sin militærtjeneste efter, han havde betalt et undtagelsesgebyr. Klageren udrejste herefter af Syrien. [I] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke kunne generhverves, jf. udlændingelovens § 18 a, stk. 3, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Udlændingestyrelsen meddelte ved samme afgørelse klageren afslag på hans asylansøgning. Udlændingelovens § 18 a, indeholder følgende bestemmelse: ”§ 18 a. En opholdstilladelse bortfalder, når en udlænding erhverver dansk indfødsret. Stk. 2. En udlænding, hvis danske indfødsret er blevet frakendt ved dom efter § 8 A i lov om dansk indfødsret, kan generhverve den opholdstilladelse, der er bortfaldet efter stk. 1. Stk. 3. Generhvervelse efter stk. 2 er betinget af, at der ikke ville være grundlag for at inddrage den opholdstilladelse, der er bortfaldet efter stk. 1, jf. § 19.”Udlændingelovens § 53 a, indeholder ingen udtrykkelig bestemmelse om, at afgørelser efter § 18 a, stk. 2, kan indbringes for Flygtningenævnet. Udlændingelovens § 18 a, blev indført ved lov nr. 193. af 4. maj 2002, Lov om ændring af indfødsretsloven og udlændingeloven (Frakendelse af dansk indfødsret erhvervet ved svig). Af bemærkningerne til loven fremgår følgende (L 33 af 12. december 2001).”Hvis der træffes afgørelse om, at den pågældende ikke kan generhverve den tidligere opholdstilladelse, vil afgørelsen kunne påklages efter de almindelige regler i udlændingeloven. Det betyder, at afgørelser, der vedrører en person, hvis tidligere opholdstilladelse var meddelt i medfør af udlændingelovens §§ 7 eller 8, vil kunne påklages til Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 1. Hvis afgørelsen vedrører en person, hvis tidligere opholdsbevis eller opholdstilladelse var meddelt efter EF/EØS-bekendtgørelsen, vil afgørelsen kunne påklages til Udlændingestyrelsen. I andre tilfælde vil afgørelsen kunne påklages til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration.”Flygtningenævnet finder uanset den manglende udtrykkelige henvisning i udlændingelovens § 53 a, at nævnet under henvisning til de udtrykkelige bemærkninger i lovforslaget om kompetencen har kompetence til at træffe afgørelse efter udlændingelovens § 18 a, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at klageren bevidst oprindeligt angav urigtig identitet, nationalitet og asylgrundlag. Klagerens oplysninger herom blev lagt til grund af Udlændingestyrelsen og førte til, at klageren blev meddelt opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Denne opholdstilladelse blev senere forlænget, og i 2000 fik klageren dansk statsborgerskab. Klageren har over for de danske myndigheder fastholdt denne urigtige baggrund, indtil […] 2010 […]. Klagerens rette identitet blev herved klarlagt. Flygtningenævnet finder, at den udviste svig er af betydelig grovhed, og at den offentlige interesse i, at klageren ikke kan generhverve sin opholdstilladelse vejer tungt i proportionalitetsafvejningen efter udlændingelovens § 26. Nævnet bemærker herved, at klageren ikke på noget tidspunkt kan have haft en berettiget forventning om at kunne blive her i landet. Efter udlændingelovens § 26 skal der imidlertid også i denne situation tages hensyn til, om nægtelse af opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klageren har opholdt sig omkring 25 år, og således næsten hele sit voksne liv, i Danmark. Han har i langt størstedelen af tiden haft arbejde, taler og skriver dansk, og han er velintegreret i det danske samfund. Hans ægtefælle er [statsborger i det europæiske land B], og deres tre børn er danske [statsborgere og statsborgere i det europæiske land B] og formentlig også syriske statsborgere. Børnene, der er [under ti år] gamle, går i skole og børnehave, hvor der tales både […] og dansk. Familien er bosat i [by] i [en bestemt landsdel]. Klagerens ægtefælle kunne først ikke få arbejde i Danmark, og arbejdede derfor i [B], men hun har nu arbejde i Danmark. Klageren har i omkring tre år i perioden fra 2008 til 2012 boet i [B]. Klageren kan som syrisk statsborger ikke henvises til at tage ophold i Syrien under de nuværende forhold, idet Udlændingestyrelsen har givet udtryk for, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnets flertal finder efter den proportionalitetsafvejning, der skal foretages efter udlændingelovens § 26, at det må anses for særligt belastende, såfremt klageren ikke kan generhverve sin opholdstilladelse i Danmark. Flertallet bemærker, at det med klagerens baggrund ikke kan anses for unaturligt, at han og hans ægtefælle har ønsket at skabe en vis tilknytning for deres børn til [B], og at familien har bosat sig i [landsdel] oprindeligt af hensyn til klagerens ægtefælles beskæftigelse. Flertallet henviser til de bemærkninger, der fremgår af Udvisningsudvalgets betænkning nr. 326/1997 og de senere lovændringer på området, og bemærker, at disse må ses i lyset af de forskellige stramninger, der er sket på udlændingeområdet generelt i de mellemliggende år. Flertallet henviser videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme af 28. juni 2011 i sagen Nunez mod Norge og af 14. februar 2012 i sagen Antwi m.fl. mod Norge. Flertallet henviser endvidere mere generelt til praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 vedrørende udvisning som følge af kriminalitet. Flygtningenævnets mindretal finder efter den samme proportionalitetsafvejning, at klagerens tilknytning til [B] skal tillægges en sådan vægt, at der ikke er grundlag for, at lade klageren generhverve sin danske opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af […] 2017, således at klageren generhverver sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2018/54/JHB
Nævnet omgjorde i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og katolik fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2014, og at han [i vinteren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2. Dansk Flygtningehjælp har, på vegne af den pågældende, [i sommeren] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han både er anklaget og efterlyst for at yde bistand til oprørere. Klageren frygter endvidere, at blive hvervet som reservist. Klageren har herom oplyst, at han har en baggrund fra luftvåbnet, hvor han primært var laborant og arbejdede med blodprøver. Flere gange inden sin udrejse fra Syrien blev klageren opsøgt af personer med tilknytning til hæren. Indtil et år inden sin udrejse var klageren tillige indehaver af en forretning, hvor han reparererede og solgte software og hardware, primært Apple-produkter. Klageren har derfor både militær- og IT-erfaring. Efter sin indrejse i Danmark blev klageren, gennem sin nabo i Syrien, bekendt med, at soldater fra regimet omkring oktober 2016 havde ransaget hans hjem og beslaglagt hans computer. Klageren blev også, via en kilde i Syrien, som klagerens søsters mand havde betalt, bekendt med, at myndighederne mistænkte klageren for at have videregivet følsomme oplysninger til oprørerne. Denne oplysning var myndighederne blevet bekendt med gennem en person, som klageren dog ikke kender identiteten på. Klageren ved heller ikke, hvorfor den pågældende har videregivet de falske oplysninger til myndighederne. Flygtningenævnet lægger klagerens troværdige, detaljerede og konsistente forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at klageren på et tidspunkt blev forsøgt presset til at påtage sig vagttjeneste ved en kontrolpost af en milits med stærke bånd til myndighederne. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren udeblev fra denne vagttjeneste, samt at militsen i den anledning opsøgte hans bopæl, mens han endnu var i landet, og at myndighederne senere efter hans udrejse ransagde hans bopæl og medtog hans computer. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren som følge af sit erhverv, hvor han solgte og forestod reparation af elektronisk udstyr til blandt andet folk fra regimet og højstående medlemmer af Assads familie, på sin computer var i besiddelse af back up af diverse telefoner, og at han derfor ved at udeblive fra vagttjenesten er blevet mistænkt for at sympatisere med oprørerne blandt andet ved at videregive personfølsomme oplysninger til dem. Når klagerens udeblivelse fra vagttjeneste hos militsen sammenholdes med oplysningerne om, at myndighederne mistænker ham for at have samarbejdet med oprørerne, finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Syri/2018/53/TBP
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2002. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra Idlib, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark på en ukendt dato i 2002, og at hun den [i foråret] 2018 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens advokat har [i foråret] 2018 på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klagerens advokat har til støtte herfor oplyst, at klageren kommer fra det oprørskontrollerede område Idlib i Syrien, og at hun på den baggrund risikerer asylrelevant forfølgelse fra de syriske myndigheders side. Klagerens advokat har herom oplyst, at UNHCR fortolker Flygtningekonventionen således, at den kan finde anvendelse på asylansøgere, som kommer fra de oprørskontrollerede områder i Syrien, idet personer herfra kan ses som tilhørende en særlig social gruppe, som i særlig grad er i myndighedernes søgelys og dermed risikerer forfølgelse, fordi de bliver identificeret med de oprørere, som kontrollerer de oprørskontrollerede områder. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil blive udsat for en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse eller overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren er udrejst fra Syrien i 2001/2002, og at hun efter sin forklaring under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2018 har oplyst, at hun ikke havde problemer forinden sin udrejse, og at hun ved en tilbagevenden til Syrien først og fremmest er bange på grund af krigen. Hun har videre forklaret, at hun ikke på noget tidspunkt har haft konflikter med myndighederne i Syrien, med religiøse grupper eller grupperinger, med politiske grupper eller grupperinger eller i øvrigt konflikter med kriminelle grupper eller grupperinger i Syrien. Det fremgår endvidere, at klageren ikke er bekendt med hendes bror [A]’s problemer, og at hendes søskende alene har været udsat for grim snak fra privatpersoner på grund af [A]’s problemer. Klageren er heller ikke bekendt med, hvorfor hendes navn og to af hendes søskendes navne blev nævnt under en afhøring af hendes søster [B] i 2016. Der lægges endvidere vægt på klagerens forklaring om, at ingen af hendes søskende har oplevet noget fra myndighedspersoner eller andre af krigens parter. Hendes søskende er på flugt, men det er på grund af krigen generelt. Flygtningenævnet har ved vurderingen været opmærksom på de baggrundsoplysninger, som klagerens advokat har fremhævet vedrørende personer, der bor i oprørskontrollerede områder, herunder Idlib-området, hvorfra klageren kommer, og identifikationen af beboere med oprørere, der kontrollerer området. Der henvises til UNHCR’s nyeste oversigt over ”Syria: Risk Groups and Nexus Considerations” samt UNHCR’s rapport ”International Protection Considerations with Regard to People Fleeing the Syrian Arab Republic, Update V”. Flygtningenævnet har endvidere været opmærksom på baggrundsoplysninger indeholdt i UNHCR’s rapport ”Relevant Country of Origin information to Assist with the Application of UNHCRs Country Guidance on Syria”. Flygtningenævnet finder ikke, at baggrundsoplysningerne kan føre til et andet resultat, idet klageren ikke kan anses for at have sandsynliggjort, at hun efter at være udrejst af Syrien for mere end 16 år siden vil risikere asylrelevant forfølgelse fra myndighederne på grund af sin tidligere tilknytning til Idlib. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/52/TLNJ
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har oprindeliget oplyst, at han ikke har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at han [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har været en del af modstandsbevægelsen i Syrien, og at han i Syrien er blevet dømt for terror. Klageren har herom oplyst, at han i Syrien var fængslet i tre måneder, hvor han blev udsat for tortur. Som følge heraf lider klageren nu af posttraumatisk stress, angst og depression. Klageren blev ved ”terrorretten” i Syrien dømt for terror, idet han var en del af modstandsbevægelsen. Flygtningenævnet kan lægge dele af klagerens asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren i 2013 blev tilbageholdt i to måneder af en såkaldt folkekomite ved navn Lijan Al Warani, der tilbageholdt ham på myndighedernes vegne med henblik på at hverve ham til at forsvare konkrete områder. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at årsagen til at klageren ved en razzia blev tilbageholdt var, at der på hans ID-kort stod, at han boede i Ghouta Al Sharkiya, og at myndighederne betragtede alle, der boede her, som sympatisører med oprørerne. Nævnet kan ikke afvise, at klageren under tilbageholdelsen blev udsat for tortur og kan lægge til grund, at han blev løsladt, fordi hans ægtefælle betalte bestikkelse. Klageren og hans familie opholdt sig herefter på bopælen i de følgende to år frem til udrejsen uden at blive opsøgt af de syriske myndigheder. Nævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering i afgørelsen [fra efteråret] 2015, hvorefter klageren ikke er i konkret eller individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, og er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at klageren tre måneder forud for udrejsen var fængslet i Syrien, fordi han var en del af modstandsbevægelsen, at han i denne periode var udsat for tortur, og at han blev dømt for terror ved ”terrorretten”. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende herom, idet han under samtalen med Udlændingestyrelsen hverken har forklaret, at han var en del af modstandsbevægelsen i Syrien, eller at han er blevet dømt for terror. Han har endvidere ikke tidligere forklaret, at han skulle være blevet fængslet i tiden op til udrejsen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klagerens ægtefælle heller ikke har forklaret herom i sin oplysnings- og motivsamtale. Nævnet finder ikke, at klageren har givet en rimelig forklaring på, hvorfor han ikke er fremkommet med disse nye oplysninger på et tidligere tidspunkt. Klagerens oplysninger om at han undlod at oplyse om, at han blev fængslet og tortureret og dømt for terror umiddelbart inden udrejsen, fordi han frygtede, at han i Danmark ville blive mistænkt for terror, forekommer ikke overbevisende dels henset til, at klageren indledningsvist under oplysnings- og motivsamtalen blev oplyst om sin pligt til i henhold til udlændingelovens § 40 at give nødvendige oplysninger til bedømmelse af sin asylansøgning, dels at han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede detaljeret om baggrunden for fængslingen i 2013, herunder at han blev betragtet som sympatisør med oprørerne. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om fængslingen i 2015, hvor den påståede tortur fandt sted, forkastes som utroværdig. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren i [foråret] 2017 er diagnosticeret med posttraumatisk belastningsreaktion. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/51/EMU
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunnimuslim af trosretning, etnisk kurder og syrisk statsborger fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [foråret] 2014, og at han [vinteren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [vinteren] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han mener, det er farligt for ham at tage tilbage til Syrien. Klageren har herom oplyst, at han arbejdede på kommunen i Aleppo, hvor han forlod sit arbejde uden varsel, og hvorfor han vil blive betragtet som modstander af regimet. Klageren forlod Syrien sammen med sin familie, som flygtede under samme omstændigheder som klageren. Klagerens familie indrejste i Danmark nogle måneder før klageren og blev meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har oplyst, at han ikke havde mulighed for at indrejse sammen med sin familie, hvorfor han efterfølgende indrejste alene og blev meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han ikke har haft konflikter af nogen art med hverken de syriske myndigheder eller andre parter i Syrien. Klagerens ægtefælle har endvidere til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [vinteren] 2013 oplyst, at klageren ikke på noget tidspunkt har haft problemer med de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren uden varsel forlod sin stilling som offentlig ansat kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter tjenestemænd i henhold til syrisk lovgivning kan straffes med fængsel i tre-fem år og en bøde, hvis den pågældende forlader sin stilling eller undlader at møde på arbejde. Samtidig fremgår det, at fængselsstraf ikke anvendes i praksis, ligesom der årligt er givet amnesti for så vidt angår fængselsstraffen til offentligt ansatte, der har forladt deres stillinger, senest i 2014. Flygtningenævnet finder, at den bøde, som klageren kan blive pålagt at betale, ikke i sig selv er asylbegrundende. Derudover finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at klageren risikerer at blive genindkaldt af de syriske myndigheder til militærtjeneste. Nævnet har herved lagt vægt på klagerens alder og det forhold, at klageren ikke har modtaget en træning, der medfører, at klageren besidder særlige kvalifikationer, sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om militærtjeneste og situationen i Syrien. Endelig finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at klageren risikerer at blive indkaldt til at aftjene i den kurdiske hær. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter de fleste kilder er enige om, at hvervning til YPG som udgangspunkt sker på frivillig basis. Det fremgår videre af artikel 3 i lov om obligatorisk selvforsvarstjeneste i det kurdiske område i Syrien, at bestemmelserne gælder for mænd mellem 18 og 30 år. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/50/CABV
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Rif Dimashq, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den 13. september 2014, og at han den 28. januar 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har den 28. februar 2018 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens §§ 7, stk. 1 eller 8, stk. 1. Klageren har til støtte for sin klage oplyst, at han ønsker at få ændret sin flygtningestatus, idet han ikke kan få udstedt et EU-sygesikringskort, da han har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har under Udlændingestyrelsens behandling af asylsagen oplyst, at han ikke er individuelt forfulgt i hjemlandet. Klageren udrejste af Syrien som følge af de generelle forhold i landet, og fordi hans søn blev indkaldt til militærtjeneste. Klagerens søn udrejste af Syrien til Jordan én måned før klagerens udrejse. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at klageren selv risikerer genindkaldelse til militærtjeneste, og nævnet finder heller ikke, at klageren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at hans søn ikke ønsker at aftjene værnepligt. Det forhold, at klagerens herboende søn ikke måtte kunne få udstedt et EU-sygesikringskort, er uden betydning for vurderingen efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/49/JHB
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (midlertidig status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Syrien. Det fremgår af sagen, at ansøgerens mor er statsborger i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder vil spørge hende, hvorfor hun er udrejst, og hvad hun har lavet i udlandet. Ansøgeren har derudover henvist til, at de unge mænd fra Den Frie Syriske Hær har opsøgt hende ved svigerfamilien for at spørge, om de måtte overtage hendes hus. Hun frygter endvidere de generelle forhold som følge af krigen i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at der i ansøgerens område var kampe mellem parter, der henholdsvis støttede og var imod de syriske myndigheder. Ansøgeren boede hos sin svigerfamilie, da unge mænd fra Den Syriske Hær kom og spurgte, om de måtte overtage ansøgerens hus, som stod tomt. Ansøgeren sagde til dem, at de ikke måtte overtage huset. Efter 10 til 15 dage udrejste ansøgeren. I forhold til Libanon har ansøgeren forklaret, at hun ikke ønsker at opholde sig i Libanon, fordi hun ikke ville vide, hvor hun skulle bo henne. Hun ønsker endvidere at blive i Danmark, fordi hun gerne vil passe sin mor, der lider af Alzheimers. Flygtningenævnet lægger på samme måde som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Ansøgeren er født og opvokset i Libanon som statsløs palæstinenser og har boet i Libanon, indtil hun blev gift i 1983. To af hendes sønner, to af hendes døtre og hendes søster opholder sig fortsat i Libanon. Ansøgeren indrejste legalt i Libanon i 2011, hvor hun opholdt sig, indtil hun rejste til Danmark i 2015. Ansøgerens mor er libanesisk statsborger, men har boet i Danmark siden omkring 1986. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har en nær tilknytning til Libanon. Spørgsmålet er herefter, om Flygtningenævnet kan godtgøre, at det fremstår som bevismæssigt sandsynligt, at ansøgeren kan antages at kunne opnå beskyttelse i Libanon. Ansøgeren har fortsat sit syriske pas, som er gyldigt til [sommeren] 2020. Af passet fremgår, at ansøgeren er født i Libanon. Ansøgeren har forklaret, at hun ikke har dokumentation for, at hendes mor er libanesisk statsborger, at hendes mor, som er dement, ikke kan bidrage med oplysninger og ikke har libanesiske identifikationspapirer, samt at ansøgeren afleverede sine egne dokumenter fra Libanon til de syriske myndigheder, da ansøgeren søgte og fik syrisk statsborgerskab. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold at ansøgeren er i besiddelse af et gyldigt syrisk pas i sig selv er tilstrækkeligt til at opfylde kravene til dokumentation med henblik på at opnå opholdstilladelse i Libanon. Flygtningenævnet henviser til, at det fremgår af notat [fra starten af] 2018 fra Udenrigsministeriet, at et barn født i Libanon af en libanesisk mor for at opnå opholdstilladelse i Libanon skal fremlægge sin egen libanesiske fødselsattest samt kopi af moderens libanesiske id-kort eller udskrift af registrering. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hun ikke kan opfylde kravene til dokumentation. Flygtningenævnet har derfor ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren kan opnå beskyttelse i Libanon som første asylland. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” syri/2018/48/SLH
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (midlertidig beskyttelse) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Idlib, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun vil blive slået ihjel af sine morbrødre, da hun ikke længere ønsker at være sammen med sin ægtefælle. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hendes morbrødre har tvunget hende til at indgå i et tidligere ægteskab. Ansøgeren har derudover henvist til de generelle forhold i Syrien. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes morbrødre tvangsgiftede hende, da hun var 14 år. Morbrødrene truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis hun ikke blev gift. Hun blev senere skilt efter morbrødrenes ønske. Ansøgeren ønsker ikke længere at være sammen med sin nuværende ægtefælle, og morbrødrene vil derfor beskylde hende for at have vanæret familien, hvis hun bliver skilt fra sin ægtefælle. Ansøgerens svigermor var libanesisk statsborger. Ansøgeren ønsker dog ikke at tage ophold i Libanon, idet hendes søn ikke vil kunne gå i skole, og hverken hende selv eller hendes søn kan få lægebehandling i landet, ligesom hun ikke kan finde et arbejde der. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, i forhold til Syrien. Spørgsmålet er imidlertid, om ansøgeren har sandsynliggjort, at der i forhold til hendes nuværende situation foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, der kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at hun risikerer kønsspecifik forfølgelse, fordi hun er gået fra sin ægtefælle. Efter de nu foreliggende oplysninger, herunder senest dom [fra efteråret] 2018 i sagen mod ansøgerens tidligere ægtefælle, har ansøgeren sandsynliggjort, at hun ikke længere er sammen med sin ægtefælle, og at ægtefællen har efterstræbt hende under opholdet i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort et asylmotiv i forhold til hendes frygt for sine morbrødre, idet frygten fremstår helt generel og uunderbygget. Ansøgeren har heller ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb i anledning af, at hun er gået fra sin ægtefælle. Det er herunder indgået i vurderingen, at såvel ansøgeren som hendes ægtefælle har oplyst, at ægtefællen ikke har tilbageværende familiemedlemmer i Syrien. Der er efter de foreliggende oplysninger om ansøgerens forhold til sin ægtefælle og hendes øvrige familiemæssige forhold sammenholdt med baggrundsoplysningerne ikke grundlag for at anse Libanon som 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2018/47/MGO
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2014-2015], og at han [i efteråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at der er fremkommet nye oplysninger i sagen. Klageren har herom oplyst, at hans bror efter klagerens udrejse vendte tilbage til Aleppo og genåbnede værkstedet. Klagerens bror blev derefter kidnappet af Shabiha-styrker, formentlig som hævn for klagerens desertering. Det er klagerens familiemedlemmer i Tyskland og Syrien, der har oplyst klageren herom. Klageren har forklaret divergerende om sit asylmotiv. Klageren har under nævnsmødet forklaret, at da han sidste gang blev opsøgt på sit værksted af Shabiha, blev han udsat for direkte trusler, mens han under asylsamtalerne [i foråret og efteråret] 2016 har forklaret, at han aldrig er blevet udsat for direkte trusler. Til oplysnings- og motivsamtalen har klageren forklaret, at det var tilfældigt, at Shabiha opsøgte ham første gang i [foråret] 2014, mens han under nævnsmødet har forklaret, at Shabiha henvendte sig, fordi han var kendt i området. Klageren har videre forklaret, at han ikke var klar over, hvad Shabiha ønskede han skulle gøre, og han spurgte ikke, men han formoder, han skulle reparere deres biler. Klageren reparerede efter sin forklaring i forvejen biler for blandt andet Shabiha. Når hertil kommer, at klageren ikke har nogen specialuddannelse eller andre særlige kvalifikationer, er det usandsynligt, at klageren skulle være særligt profileret og/eller efterstræbt af Shabiha eller andre. Endelig har klageren forklaret divergerende og udbyggende omkring sin brors forsvinden, idet klageren til asylsamtalerne [i foråret og efteråret] 2016 har forklaret, at ingen i familien ved, hvad der er sket med broderen, mens klageren til Dansk Flygtningehjælp i indlæg af [foråret] 2018 har oplyst, at det er Shabiha, der har hentet broderen og formentlig dræbt ham som hævn for klagerens desertering. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. På grund af situationen i Syrien, vil klageren ved en tilbagevenden være i risiko for overgreb, omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder imidlertid af ovenanførte grunde, at risikoen ikke er begrundet i individuelle omstændigheder, hvorfor klageren ej heller kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2018/46/MME
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger og to børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i august 2015, og at hun og hendes ældste datter i oktober 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har i februar 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter overgreb fra sin tidligere ægtefælle eller fra hans to voksne sønner fra et tidligere ægteskab. Mens klageren boede i Syrien og Tyrkiet krænkede og undertrykte den tidligere ægtefælle klageren, ligesom han udsatte hende for voldelige overgreb. Den tidligere ægtefælle har endvidere flere gange - senest kort tid efter klagerens indrejse i Danmark over for klagerens farbror i Tyrkiet - truet med at slå klageren ihjel eller kidnappe klagerens ældste datter. Klageren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangsrekrutteret af YPG. Klageren har i den forbindelse oplyst, at hun af en ven i Afrin har fået oplyst, at YPG leder efter hende og vil have hende til at kæmpe i deres hær. Klageren har endvidere oplyst, at YPG’s tvangsrekruttering skal ses i lyset af de ændrede magtforhold under krigen i Syrien. Klageren frygter endvidere, at YPG vil betragte hende som forræder på at hendes udrejse af Syrien, og at de på den baggrund vil straffe hende. Klageren har endelig henvist til de generelle forhold i Syrien samt til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at bliver fængslet af de syriske myndigheder, fordi hun har været udrejst og søgt asyl i et andet land. Flygtningenævnet bemærker, at klageren hverken til sin oplysnings- og motivsamtale eller til asylsamtalen har oplyst, at hun har haft personlige konflikter med YPG, eller at YPG ønskede at hverve hende til deres hær. Det bemærkes endvidere, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at hvervning herunder af kvinder som udgangspunkt sker på frivillig basis. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De foreliggende oplysninger om tidligere konflikter med klagerens ægtefælle, der angiveligt ikke opholder sig i Syrien, findes ikke at medføre nogen ændring i denne vurdering. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/45/SME
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger og to børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har i perioden inden sin udrejse af Syrien deltaget i omkring 10 møder hos PKK/YPG. Det fremgår af sagen, at klageren og hendes to mindreårige børn indrejste i Danmark den 19. november 2015, og at hun og hendes to børn [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 og forlænget [i sommeren] 2017. Klageren har [i foråret] 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har anført, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter igen at blive tvangsrekrutteret af PKK, YPG eller YPJ. Videre frygter klageren, at hun vil blive efterstræbt af tyrkiske styrker eller syriske oppositionsgrupper. Klageren frygter endelig det forhold, at hun er udrejst illegalt. Klageren har til støtte herom oplyst, at hun flygtede til Afrin med sin ægtefælle og parrets fire børn. I Afrin blev hun tvangshvervet til PKK. Klageren skelner ikke imellem YPG, YPJ og PKK, da de for hende er det samme i Afrin. Såfremt klageren ikke lod sig hverve, ville det have konsekvenser for hendes familie i form af manglende adgang til vand og strøm. Klageren betalte ikke for at være medlem, men hendes navn figurerede på listerne til møderne. Efter at have deltaget i omkring 10 møder valgte klageren at flygte sammen med to af parrets fire børn, og hendes ægtefælle flygtede tilbage til Aleppo med parrets to andre børn. Efter klagerens udrejse har hendes ægtefælle fået fortalt, at der er blevet sat et rødt kryds på parrets dør i Afrin. Krydset er sat for at markere, at der bor eller har boet medlemmer af PKK. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder, PKK, de tyrkiske styrker eller andre grupperinger, at hun vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at klageren efter sin første forklaring til Udlændingestyrelsen ikke har været konkret og individuelt forfulgt, men alene er flygtet på grund af de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens nye forklaring om, at hun skulle være blevet eller risikerer at blive tvunget eller presset til at gøre tjeneste for PKK, YPD eller YPJ, eller at hun i øvrigt på anden vis risikerer individuel forfølgelse, til grund. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på, at hun først efter ca. to år oplyste om det nu påberåbte asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at udbygningen af asylmotivet ikke kan forklares ved, at klageren ikke turde oplyse, at hun havde været til møder hos PKK til de danske myndigheder, fordi hun frygtede, at de danske myndigheder ville videregive disse oplysninger til grupperinger i Syrien. Der er herved lagt vægt på, at klageren var gjort bekendt med, at de danske myndigheder ikke ville videregive oplysninger til andre landes myndigheder og på, at hun desuagtet sin angivelige frygt for videregivelse af oplysninger om tilknytningen til PKK alligevel oplyste, at hendes mand havde vagtopgaver for PKK. Endelig har klageren forklaret divergerende om, hvor lang tid hun opholdt sig i Afrin og om sin mands opholdssted. Hertil kommer, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra september 2015: Syria, Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG, fremgår, at de fleste kilder er enige om, at hvervning til YPG som udgangspunkt sker på frivillig basis. Det fremgår videre af artikel 3 i lov om obligatorisk selvforsvarstjeneste i det kurdiske område i Syrien, at bestemmelserne gælder for mænd mellem 18 og 30 år, mens kvinder kan melde sig frivilligt. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke kan anses for at være kommet i de syriske myndigheders eller andre grupperingers søgelys på en sådan måde, at hun er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren og hendes to børn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/44/SEL
Nævnet omgjorde i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, og meddelte opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53. stk. 6. Sagen er afgjort på formandskompetencen, jf. udlændingelovens § 53, stk. 12. Klageren er etnisk kurder og oprindelig yazidi fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af] 2015, og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. [I foråret] 2018 har Dansk Flygtningehjælp på vegne af [A] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.Ved e-mail [i efteråret] 2018 har Udlændingestyrelsen udtalt, at styrelsen vurderer, at klageren nu opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, henset til hans alder og baggrundsoplysningerne på området, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra september 2015: Syria, Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren, der er født [i] 2000, og som på nuværende tidspunkt er mere end 18 år, er i risiko for at blive indkaldt til militæret i Syrien, hvorefter han opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren ikke ønsker at aftjene militærtjeneste i den syriske hær. Flygtningenævnet finder således efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, at aftjening af værnepligt vil indebære en nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Endvidere fremgår det blandt andet af Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, samt at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, hvis vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapporten fra Migrationsverket: ”Temarapport: Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0” fra december 2015. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016 vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger af syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. Det findes herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene for værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for, at klageren vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.[A] meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2018/43/THV
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han [sommeren] 2014 blev opsøgt af de syriske myndigheder på sin bopæl, idet de ledte efter hans nevø, som var deserteret fra sin stilling som højtstående militærpilot. Klageren var arresteret og fængslet i omkring tre måneder. Han blev udsat for tortur og afhørt om, hvor hans nevø befandt sig. Han mistede under frihedsberøvelsen tidsfornemmelsen. Klageren blev løsladt ved hjælp af bestikkelse. Pengene hertil blev skaffet af hans ægtefælle, der solgte begge deres huse. Det var klagerens advokat, der forestod selve bestikkelsen. Efter løsladelsen blev klageren og hans familie ofte udsat for chikane af myndighederne. [I efteråret] 2015 opsøgte de syriske myndigheder klagerens bopæl, hvor de anholdte klagerens sønner, som var udeblevet fra deres indkaldelse til militæret. Sønnerne blev senere taget med. Klageren blev ikke taget med. Klagerens bopæl er efterfølgende ved flere lejligheder blevet opsøgt af myndighederne, hvor klageren imidlertid ikke har været hjemme. På et tidspunkt ringede klagerens ægtefælle til klageren og sagde, at de havde fået ”gæster”. Det var et kodeord, de brugte for myndighederne. Klageren indså, at han ikke kunne vende hjem, idet han var bange for at blive anholdt igen. Klageren vendte følgelig ikke tilbage til bopælen men opholdt sig ved sin søster, bror, niece og datter, indtil han kunne få udbetalt sin sidste løn. Herefter udrejste klageren illegalt. Efter udrejsen er klageren blevet bekendt med, at han har fået en udeblivelsesdom på 20 års fængsel, fordi han er udrejst illegalt. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren på meget væsentlige punkter har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 oplyste klageren således ikke noget om, at han var blevet tilbageholdt eller tortureret af myndighederne, fordi han har en nevø, der er deserteret fra en højtstående stilling i den syriske hær. Klageren har oplyst, at han undlod at oplyse herom under den oprindelige behandling af sagen, idet han frygtede, at oplysningerne ville blive videregivet til de syriske myndigheder. Heroverfor står imidlertid, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale blev vejledt om sin oplysningspligt og om, at alle oplysninger i hans sag vil blive behandlet fortroligt, ligesom de danske myndigheder under asylsagens behandling ikke ville henvende sig til offentlige myndigheder i klagers hjemland eller i det område, hvor han frygter forfølgelse. Klageren har ved sin underskrift vedstået indholdet af oplysnings- og motivsamtalen.Af referatet af oplysnings- og motivsamtalen fremgår det, at klageren har givet en forholdsvis detaljeret forklaring om oplysningerne vedrørende sine sønner og deres unddragelse af militærtjeneste og af myndighedernes opsøgninger i forbindelse hermed. Under disse omstændigheder kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at klager undlod af fortælle om de nye forhold, som han nu har påberåbt sig til støtte for, at han skal have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, frem for udlændingelovens § 7, stk. 3, fordi han ikke turde fortælle de danske myndigheder herom, idet det ville skade hans familie. Nævnet finder det i øvrigt påfaldende, at klageren forblev i Syrien i en meget lang periode efter at have været udsat for den omfattende tortur, som han angiver at have været udsat for i anledning af nevøens desertering. Klagerens forklaring om, at han gik ud fra, at sagen var sluttet med hans løsladelse, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet finder det også påfaldende, at klageren i lyset af det ovennævnte asylmotiv fra Danmark har bedt sin hustru om at rette henvendelse til de syriske myndigheder om hans kørekortforhold. Det forhold, at klager har fremlagt en torturundersøgelse foretaget af Amnesty International, hvoraf det fremgår, at det er overvejende sandsynligt, at klager har været udsat for tortur, kan ikke føre til en ændret bedømmelse af det påberåbte asylmotiv. Det bemærkes, at nævnet i lyset af det ovenfor anførte om asylmotivet ikke kan lægge til grund, at klageren er blevet idømt en straf på fængsel i 20 år efter ulovlig udrejse af Syrien, og at klageren således på dette grundlag skulle have sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7. Sammenfattende finder nævnet – også efter klagerens fremtræden for nævnet og besvarelse af spørgsmål om sit fængselsophold og den tortur, som han angiveligt er blevet udsat for, og om sin oprindelige mangel på tillid til de danske myndigheder – at han ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klageren er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2018/42/JAH
Nævnet stadfæstede i september 2018Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive henrettet af de syriske myndigheder, fordi han har forladt Syrien, mens der var krig. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste eller blive tvangshvervet af Peoples Protection Units (YPG). Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for en tvangsmæssig udsendelse til Syrien. Da klageren er udvist med indrejseforbud, er det herefter spørgsmålet for Flygtningenævnet, om der foreligger sådanne særlige grunde, der taler for meddelelse af opholdstilladelse, således at klageren skal have opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren har været i Danmark siden [foråret] 2015, og han har aldrig haft arbejde i Danmark. Han har alene gået i sprogskole i to måneder. Klageren har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark bortset fra to fætre, der bor i Aarhus, og som han alene har sporadisk kontakt med. Klageren er dømt for at have begået kriminalitet i Danmark, herunder for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2, samt flere indbrudstyverier samt forsøg på. Han er senest straffet ved en dom [fra sommeren] 2018 med fængsel i fem måneder som tillægsstraf og fællesstraf til tidligere domme [fra begyndelsen af] 2018, hvor klageren blev straffet med fængsel i henholdsvis 60 dage og seks måneder. Den seneste dom omfatter blandt andet et forsøg på indbrud begået i [sommeren] 2018, efter at klageren [i foråret] 2018 blev prøveløsladt med en reststraf på 81 dage og en prøvetid på to år. Indbrudsforsøget er i øvrigt begået efter Udlændingestyrelsen afgørelse [fra foråret] 2018. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder herunder klagerens personlige forhold og karakteren samt grovheden af de overtrædelser af straffeloven, som klageren er dømt for at have begået, finder Flygtningenævnet ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at der er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” SYRI/2018/41/CHA
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien samt et medfølgende barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Al-Hasakah, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, herunder en mand ved navn Salama Belala, fordi ansøgeren ikke har adlydt deres ordrer om at hjælpe dem. Ansøgeren har videre oplyst, at han ikke ønsker at tage ophold i Tyrkiet, hvor ansøgerens mor har statsborgerskab, fordi etniske kurdere er uønsket i Tyrkiet. Ansøgeren har tillige oplyst, at hans børn skal bære tørklæd i Tyrkiet, og at det er dyrt at sende børnene i skole i Tyrkiet. Endelig har ansøgeren oplyst, at han ikke kan opnå statsborgerskab i Tyrkiet, fordi han ikke kan bevise over for myndighederne i Tyrkiet, at ansøgerens mor er tyrkisk statsborger, fordi hun har hver sin identitet i henholdsvis Syrien og Tyrkiet. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han af en premierløjtnant fra det lokale rekrutteringskontor er blevet tilbudt arbejde med at reparere biler for de syriske militærmyndigheder. Dette ønskede ansøgeren ikke, da han anså det for en fælde, der gik ud på at sende ham langt væk for at arbejde for militærmyndighederne, herunder blive sendt til kampzoner. Da ansøgeren ikke mødte op for at tage imod det tilbudte arbejde, blev han opsøgt af en person fra rekrutteringskontoret, der meddelte ham, at hvis han ikke kom frivilligt, ville han blive slæbt med dertil. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en velbegrundet frygt for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvis han vender tilbage til Syrien. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger har ansøgeren mulighed for at søge tyrkisk statsborgerskab på baggrund af sin mors tyrkiske statsborgerskab. Ansøgeren har søskende i Tyrkiet, der er gift med tyrkiske statsborgere, og ansøgeren har boet i Tyrkiet med sin egen familie i en længerevarende periode på 1½ år fra 2012 eller 2013, hvor han søgte rådgivning hos en advokat om hans muligheder for at opnå tyrkisk statsborgerskab. Advokaten oplyste ansøger om, at det ikke var muligt for ansøgeren at bevise sit slægtskab med sin mor, og ansøgeren har derfor ikke søgt om tyrkisk statsborgerskab hos de tyrkiske myndigheder. Uanset den rådgivning, ansøgeren har fået fra sin advokat, har ansøgeren dog ikke rettet direkte henvendelse til de tyrkiske myndigheder og ansøgt om tyrkisk statsborgerskab. Nævnet finder derfor, at ansøgeren på nuværende tidspunkt har en ikke-udnyttet adgang til statsborgerskab i Tyrkiet, og at han på baggrund af de foreliggende oplysninger herefter også skal vurderes asylretligt i forhold til Tyrkiet. Ansøgeren har ikke nogen konflikter med hverken myndigheder eller privatpersoner i Tyrkiet, og nævnet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagesendelse til Tyrkiet ikke vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. På denne baggrund stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syrien/40/2018/FAM
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet, idet landet er plaget af borgerkrig. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er syrisk statsborger og er født og opvokset i Syrien. Det lægges endvidere til grund, at hun aldrig har boet i Rusland eller besøgt landet i sine formative år, og at hun taler meget begrænset russisk og ikke har familiemæssige relationer til Rusland, udover at hendes mor oprindeligt kommer fra Rusland. Ansøgerens mor, der er russisk statsborger, har ikke opholdt sig i Rusland i mange år og er nu meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af artikel 14, stk. 1, afsnit A i den føderale lov af Den Russiske Føderation af den 31. maj 2002 No 62-FZ ”om statsborgerskab i Den Russiske Føderation”, at udenlandske statsborgere og statsløse, der er fyldt 18 år, og som er juridisk myndige og har mindst en forælder, der har russisk statsborgerskab og bopæl i Den Russiske Føderation, kan henvende sig til en russisk diplomatisk repræsentation og et russisk konsulært kontor med en ansøgning om russisk statsborgerskab ved naturalisation på en forenklet måde. Den russiske ambassade har ved e-mail af 24. august 2018 bekræftet dette. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren asylretligt alene skal vurderes i forhold til Syrien. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen – der under mødet i Flygtningenævnet har henvist til den begrundelse, der fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, herunder ansøgerens asylretlige stilling i forhold til Syrien – at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2018/39/THV
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret 2015], og at han [i sommeren 2016] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens advokat har på vegne af klageren [i foråret 2018] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til tjeneste hos Nationalforsvaret (NDF). Klageren har herom oplyst, at han i løbet af 2015 inden sin udrejse blev opsøgt på sin bopæl af personer fra Baath-brigaderne under NDF. Personerne ønskede, at han som familiens overhoved skulle tilslutte sig NDF. Klageren boede i et regeringskontrolleret område af Damaskus, og hans arbejde for NDF skulle blandt andet bestå af at hjælpe med at forsvare området mod Den Frie Syriske Hær. Klageren nægtede at lade sig rekruttere, og han blev efterfølgende opsøgt flere gange af personer fra efterretningstjenesten. Endvidere blev klagerens bopæl ved flere lejligheder ransaget af NDF. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af klagerens forklaring ikke lægge til grund, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive tvangsrekrutteret til Det Nationale Forsvar (NDF). Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren efter det oplyste ikke har en sådan helt særlig profil, som skulle gøre ham interessant at rekruttere. Han var således [i halvtredserne], da forsøget på tvangsrekruttering angivelig skulle have fundet sted, han arbejdede som chauffør og havde under sin tidligere værnepligt omkring 20 år tidligere udelukkende arbejdet i en kantine, ligesom han lider af [en række helbredsproblemer]. Det bemærkes, at klageren i dag er 57 år. Klageren har endvidere ikke under sine tidligere samtaler under asylsagen oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer tvangsrekruttering. Han har derimod forklaret, at han har nægtet at rekruttere andre personer for myndighederne, lige som han har nægtet at virke som informant for myndighederne. Han har endvidere forklaret, at hans hjem er blevet ransaget, at han 9-10 gange er blevet bragt ind til afhøring af myndighederne, og at han i alle tilfælde er blevet løsladt efter afhøringerne. Hertil kommer, at klageren har forklaret divergerende om, hvornår han tog beslutningen om at flygte, idet han tidligere har forklaret, at flybilletterne var bestilt dagen før, han udrejste, mens han under nævnsmødet har forklaret, at billetterne først blev bestilt samme dag. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Syrien risikerer individuel, asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/38/MAH
lygtningenævnet meddelt i september 2018 opholdstilladelse (midlertidig beskyttelse) til en kvinde fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Barza, Damaskus, Syrien. Ansøgeren har oplyst, at hun er ateist. Ansøgeren har været medlem al-Itihad, al-Ishtiraki, al-Arabi, som arbejdede for adskillelsen af religion fra staten i perioden fra 1982 til 1998. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder og myndighedernes modstandere. Om sin frygt for myndighedernes modstandere, har ansøgeren oplyst, at hvis regimet i Syrien falder, vil ekstremisterne ikke give hende lov til at leve i Syrien. Ansøgeren har herom videre oplyst, at hun har på nuværende tidspunkt ikke haft konkrete konflikter med ekstremister eller myndighedernes modstandere. Om sin frygt for de syriske myndigheder, har ansøgeren oplyst, at hun frygter at blive arresteret og tortureret, idet hun tidligere har protesteret over mishandling af civile patienter. Herudover har ansøgeren oplyst, at hun er efterlyst af myndighederne og er ateist. Ansøgeren har oplyst, at hun fra 2006 til 2013 arbejdede for hospitalet i [M]. Omkring 2011 begyndte de på hospitalet at slå civile patienter ihjel og låse dem inde i et fryserum, indtil de døde. Ansøgeren fortalte en læge, at det ikke var hendes arbejde at dømme de civile patienter. Ansøgeren fik besked på, at hun ikke skulle blande sig. Ansøgeren gik som protest til medierne og fortalte om forholdene på hospitalet. Herefter blev hun indkaldt til afhøring ved efterretningstjenesten, hvor hun blev spurgt om, hvorfor hun var gået til medierne. Ansøgeren blev også beskyldt for ikke at have hjulpet sårede soldater. Ansøgeren forlod sit job og gik på pension i 2013. Om sit religiøse forhold har ansøgeren oplyst, at hun ikke har haft nogen religion, siden hun var 16 år gammel. Ansøgerens datter valgte at gifte sig med sin kristne kæreste i 2009. Ansøgerens svoger truede med at slå ansøgeren og hendes ægtefælle ihjel, idet de havde tillad ægteskabet. Ansøgerens ægtefælle mistede i samme forbindelse arveretten efter sin far. Ansøgeren har desuden udført politisk arbejde, for at adskille religion fra staten. Ansøgeren meldte sig ind i et parti i 1982, som blandt andet kæmpede for kvinders rettigheder. Ansøgeren udmeldte sig fra partiet i 1998. Ansøgeren fortsatte med at tale om adskillelse af religion fra staten med sine kommunistiske venner. I perioden 2003 til 2012 deltog ansøgeren i demonstrationer. Ansøgeren deltog i seks demonstrationer i denne periode. Flygtningenævnet kan i nogen grad lægge ansøgerens forklaring til grund. Ad ateisme: Nævnet kan lægge til grund, at ansøgeren siden sit 16 år har været ateist. Nævnet bemærker, at ansøgeren ikke i sit asylskema nævnt det som asylbegrundelse. Ansøgeren har heller ikke nævnt en sådan asylbegrundelse i oplysning- og motivsamtale, men har dog nævnt, at hun blev udstødt socialt som vantro af alle mennesker. Endelig har hun i samtalen af [foråret] 2017 oplyst, at hun modtog trusler, men at hun ikke tog truslerne alvorligt. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun siden 2011 har modtaget omkring fire trusler, men at hun ikke er blevet opsøgt eller lignende. Flygtningenævnet finder herefter ikke at ansøgeren eventuelle problemer har haft en intensitet, der kan begrunde asyl. Ad sønner: Nævnet kan lægge til grundt, at ansøgerens ene søn deserterede fra militæret, at den anden unddrog sig militærtjeneste, og at de begge har efterfølgende er flygtet fra Syrien. Nævnet bemærker, at ansøgeren ikke har nævnt dette som asylbegrundelse i sit asylskema. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at deres hjem tre gange er blevet opsøgt af myndighederne, og at myndighederne den ene gang ransagede huset. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun under tilbageholdelsen, på grund af problemerne på hospitalet, blev spurgt til, hvor hendes søn opholdt sig. Nævnet finder ikke, at dette forhold i sig selv er asylbegrundende, og nævnet henviser her til Landsinfos Temanotat Syrien: Reaksjoner mot desertører og personer som unndrar seg militærtjeste fra 3. januar 2018, hvoraf det fremgår, at familier kan blive udsat for pres, men at det hovedsageligt sker ved højt profilerede officerer eller lignende. Flygtningenævnet finder heller ikke, at dette kan begrunde asyl. Ad arbejde: Nævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet gennem mange år som anæstesitekniker på et hospital. Nævnet kan ikke udelukke, at ansøgeren her har dels oplevet dels hørt om overgreb på patienter og har udtalt sig imod dette. Nævnet finder dog, at ansøgeren har forklaret væsentligt divergerende om overgrebene. Ansøgeren har herunder forklaret divergerende om hun har set overgreb en eller ti gange, om hun blev tilbageholdt som følge heraf i ti dage, om hun blev slået under tilbageholdelsen, om hun blev overflyttet til andre opgaver, efter at hun havde protesteret over overgrebene, og om hvorfor hun ikke stoppede før 2013. Nævnet finder herefter ikke, at hun har sandsynliggjort, at hun som følge af protesterne over overgrebene er kommet i myndighedernes søgelys og lægger herved vægt på, at hun har oplyst, at hun ikke efter sit ophør i 2013 og indtil sin udrejse i [vinteren] 2015 er blevet opsøgt af myndighederne, samt at hun tilsyneladende er udrejst legalt. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er forfulgt eller i risiko for overgreb fra myndighederne. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, men finder på grund af de generelle forhold i Syrien, at hun er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ad udelukkelse: Flygtningenævnet har alene oplysninger fra samtalerne med ansøgeren. Nævnet finder ikke, at der på den bagrund er tilstrækkelig alvorlig grund til at antage, at ansøgeren i hjemlandet, har medvirket til en forbrydelse, som anført i flygtningekonventions artikel 1F. Ansøgeren er derfor ikke udelukket fra at opnå asyl, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2018/37/TBP
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, her-under en mandlig statsløs kurder fra Syrien og en kvindelig statsborger fra Syrien, samt fire børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige klager er etnisk kurder, sunnimuslim af trosretning og statsløs fra al-Hasakah, Syrien. Den kvindelige klager er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra al-Hasakah, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Det fremgår af sagen, at klagerne søgte om asyl i Danmark [efterår] 2015, og at de [sommer] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ved e-mail af [sen efterår] 2017 har Dansk Flygtningehjælp på vegne af klagerne klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller subsidiært § 7, stk. 2. Klagerne har til støtte herfor oplyst, at de flere gange er blevet opsøgt på deres bopæl af personer, der har forsøgt at tvangsrekruttere den mandlige klager til den kurdiske kamp. Klagerne har videre henvist til, at den mandlige klager frygter, at de syriske myndigheder vil give ham statsborgerskab for på denne måde at tvinge ham til at kæmpe for sig med en tvungen værnepligt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerenes forklaring om det nye asylmotiv til grund, idet forklaringerne forekommer udbyggende, afglidende, præget af udenadslære og dermed utroværdige. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige klager til samtalen med Udlændingestyrelsen forklarede, at han som makthumin ikke skulle aftjene militærtjeneste, at han ikke havde haft problemer hele sit liv og ikke var bange for noget, men kom for sine børns skyld, idet han ønskede, at hans børn skulle gå i skole og være i sikkerhed. Klageren fastholdt på forespørgsel flere gange denne forklaring. Nævnet bemærker herved, at det fremgår af referatet af samtalen, at den mandlige klager indledningsvist af Udlændingestyrelsen blev vejledt om, at samtalen havde til formål blandt andet at fastslå asylmotivet, at han havde pligt til at medvirke til at asylsagens oplysning, og at det kunne skade hans sag, hvis han ikke medvirkede. Flygtnin-genævnet har videre lagt vægt på, at den kvindelige klager til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at hun frygtede ISIL, ligesom hun henviste til de generelle forhold i Syrien. Den kvindelige klager forklarede videre, at hun ikke var blevet opsøgt af ISIL eller andre grupper, og at hverken hun eller familien havde problemer med ISIL eller andre grupper. Den kvindelige klager var på tilsvarende måde som den mandlige klager blevet vejledt om, at samtalen havde til formål blandt andet at fastslå asylmotivet, at hun havde pligt til at medvirke til at asylsagens oplysning, og at det kunne skade hendes sag, hvis hun ikke medvirkede. Klagerne har samstemmende forklaret, at de ikke fortalte om deres problemer i Syrien under deres samtale med Udlændingestyrelsen, fordi de gentagne gange og af forskellige personer havde fået at vide, at det var bedst for dem at undlade at fortælle om politiske forhold. De fik at vide, at det ville skade deres asylsag, hvis de fortalte om politiske forhold. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at klagernes forklaring om grunden til, at de ikke har forklaret om det nye asylmotiv før cirka et år efter at være blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, forekommer overbevisende. Det forhold, at den mandlige klager er analfabet, og at de angiveligt var uvidende og ikke vidste, hvem de kunne stole på, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet finder endvidere, at klagernes forklaringer om rekrutteringsforsøgene i sig selv forekommer utroværdige. Det forekommer således usandsynligt, at de personer, der opsøgte familien, var maskerede og ikke tilkendegav, hvem de repræsenterede og heller ikke oplyste mere præcist, hvem den mandlige klager skulle kæmpe imod, ligesom det forekommer usandsynligt, at de opsøgte familien i alt 13 gange uden, at der skete noget i anledning af, at den mandlige klager undslog sig. Nævnet tilsidesætter således klagernes nye asylmotiv. For så vidt angår klagernes frygt for at den mandlige klager kan risikere at blive tvunget til syrisk statsborgerskab, hvorved de syriske myndigheder vil få en umiddelbar adgang til at rekruttere til værnepligt og væbnet kamp mod det syriske regimes fjender bemærker nævnet, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos temanotat, Syria: Statsløse kurdere, februar 2018, side 12, afsnit 5, at ”I mars 2011 utstedte presidenten «Dekret nr. 49», som stadfestet at myndighetene ville tilkjenne statsborgerskap til de som var registrert som utlendinger i al-Hasaka. Dekretet kom på et tidspunkt da opprøret i Syria så vidt hadde begynt, og var en av flere innrømmelser myndighetene kom med overfor kurderne for å forsøke å redusere deres deltagelse i opprøret mot regimet (Albarazi 2013, s. 18; McGee 2016, s. 1). Ifølge en studie gjennomført av Tilburg University i 2013, som blant annet baserer seg på intervjuer med statsløse kurdere som på det tidspunktet hadde flyktet til Nord-Irak, har myndighetene vist en reell vilje til å tilbakeføre statsborgerskap til registrerte statsløse kurdere (ajanib). Flesteparten av de som søkte fikk innvilget statsborgerskap. De fikk også utstedt ordinært syrisk identitetskort. Enkelte har etter søknad også fått utstedt syrisk pass (Albarazi 2013, s. 18). Ifølge representanter for Sivilstatus-avdelingen i Damaskus omfattet dekretet totalt 120 000 statsløse kurdere. Av disse hadde 105 000 fått innvilget statsborgerskap per 2015 (Sivilstatusavdelingen, møter september 2015 og mai 2017). Dekretet gjaldt imidlertid kun de registrerte statsløse (ajanib) og ikke de uregistrerte (maktumin). Ifølge Tilburg University har noen få uregistrerte (maktumin) også oppnådd statsborgerskap etter 2011. Dette skal ha kunnet skje dersom deres foreldre var registrert som utlendinger (ajanib) og fikk statsborgerskap i samme prosess (Albarazi 2013, s. 20)”. Videre fremgår det af notatet af 9. juni 2015 om samme emne, at alle syriske mænd er militærpligtige, og at dette som udgangspunkt også gælder de statsløse kurdere, (Ajanib), som har opnået statsborgerskab ved præsidentens direktiv af april 2011. På baggrund af ovenstående kan det ikke lægges til grund, at den mandlige klager har opnået syrisk statsborgerskab, ligesom det ikke fremgår af baggrundsoplysningerne, at der forekommer tvungen statsborgerskab, hvorfor det heller ikke kan lægges til grund, at den mandlige klager er i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste, idet kun syriske statsborgere bliver indkaldt til militærtjeneste. Nævnet bemærker i øvrigt, at det fremgår af baggrundsoplysningerne Syria, Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG, fra september 2015, side 30, punkt 2.10., vedrørende Government recruiment in Qamishli and al-Hasakah, at der er enighed om, at de syriske myndigheder ikke rekrutterer folk til den syriske hær i områder kontrolleret af den kurdiske selv-administration. Klagerne og deres børn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/36/GJEY
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive genindkaldt til militæret. Han har endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han aftjente militærtjeneste i 1992, hvor han aftjente et år og syv måneder. [I foråret] 2012 blev klageren stoppet ved en kontrolpost, da han havde samme navn som en person, der var eftersøgt. Han blev efterfølgende fængslet og udsat for grove fysiske overgreb. [I foråret] 2012 blev klageren løsladt mod bestikkelse. [I efteråret] 2012 blev klageren igen fængslet, da han skulle hente sit eget samt familiemedlemmernes pas, der var blevet udstedt. Klageren var fængslet i 14 til 16 dage, hvorefter han blev løsladt mod bestikkelse. Under fængslingen blev han slået og udsat for forskellige former for overgreb. [I begyndelsen af] 2013 udrejste klageren af Syrien. I 2015 blev klagerens lillebror stoppet ved en kontrolpost, hvor myndighedspersonerne spurgte efter klageren. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for en udsendelse af en udlænding, der – som klageren – har haft opholdstilladelse efter § 7 eller 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der e omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren kortere tid efter at have opnået asyl i Danmark har begået personfarlig kriminalitet i form af vold mod sine tre mindreårige børn og fremsættelse af trusler, herunder navnlig vidnetrusler, mod den tidligere ægtefælle, for hvilket han blev idømt 6 måneders fængsel og udvist med indrejseforbud i seks år. Flertallet bemærker herved, at Østre Landsret i sine præmisser udtaler følgende om strafudmålingen ”Volden er begået overfor en tidligere ægtefælle og overfor mindreårige børn i deres hjem. Vidnetruslerne fandt sted i forbindelse med, at børnene befandt sig hos tiltalte, der efter at have tilegnet sig datterens nøgle, trængte ind i forurettedes hjem, hvor han udøvede vold mod forurettede i form af tildeling af lussing, ligesom han satte en kniv for halsen af hende og truede hende på livet. Henset hertil og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, forhøjer landsretten straffen til fængsel i seks måneder, ligesom det tiltrædes, at der – navnlig når der henses til, at volden overfor børnene har stået på over en periode, og at volden er fulgt op af trus-ler, herunder grove vidnetrusler mod den tidligere ægtefælle – ikke er grundlag for at gøre straffen helt eller delvis betinget.” Flertallet finder på denne baggrund, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 32, stk. 2. Det af klageren anførte vedrørende de personlige forhold og tilknytning til det danske samfund henhører under den verserende sag, jf. udlændingelovens § 50. Nævnets flertal har ikke fundet grundlag for at afvente domstolens afgørelse vedrørende udlændingelovens § 50. Flygtningenævnets flertal finder således, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at klageren ikke kan udsendes med tvang til Syrien, jf. udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. SYRI/2018/35/CHA
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2008. ”Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2008 og indgav ansøgning om asyl [i efteråret] 2008. [I foråret] 2010 meddelte Udlændingeservice klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved byrettens dom i 2013 blev klageren dømt til at undergive sig ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen uden fastsat længstetid for overtrædelse af straffelovens § 244 og § 266. Klageren blev endvidere betinget udvist af Danmark med en prøvetid på to år efter udlændingelovens § 24 b, stk. 1. I 2015 blev dommens foranstaltninger ophævet. Ved byrettens dom i 2017 blev klageren idømt fængsel i 10 måneder for overtrædelse af straffelovens § 232, jf. § 21, § 225, jf. § 216, stk. 1, nr. 1 og 2, § 210, stk. 3, jf. stk. 1, § 244, jf. § 247, stk. 1 og § 266. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 26, stk. 2, jf. § 32, stk. 2, nr. 2. Ved ankedom i 2017 stadfæstede Landsretten byrettens dom fra 2017 med den ændring, at Landsretten ikke fandt grundlag for at citere straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2. Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [I vinteren] 2018 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, og at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at den pågældende kan udsendes til Syrien, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, stk. 1. Udlændingestyrelsen har i samme afgørelse herefter vurderet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er statsløs kurder (Ajanib) fra [mellemstor by], Syrien. Klageren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen under sit fængselsophold i Odense. Klageren har arbejdet for og sympatiseret med Yekîtî-partiet i Syrien, og har perioden fra 2010 til 2016 været medlem af Yekîneyên Parastina Gel (YPG) i Danmark. Klageren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter for sit liv, fordi han har arbejdet som kurér for Yekîtî-partiet. Klageren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyst, at han i begyndelsen af 2007 via sin ven [A] blev opfordret til at være politisk aktiv i Yekîtî-partiet med at udbringe politisk materiale, som han fik overleveret af [A]. Han uddelte materiale på sin motorcykel ca. hver 2-3 måned, hvor han kørte til forskellige landsbyer. I [vinteren] 2008 blev klageren anholdt og fængslet af den syriske sikkerhedstjeneste, efter at de havde opsøgt ham på bopælen og i forbindelse med en ransagning havde fundet nogle kuverter med politisk materiale, som klageren senere samme aften skulle have delt ud. Under fængselsopholdet i [mellemstor by] blev klageren udsat for tortur og andre fysiske overgreb. Efter omkring fire og en halv måned blev klageren løsladt, idet hans far betalte myndighederne bestikkelse. Efter sin løsladelse fik klageren at vide, at partiet ikke længere ønskede at bruge ham som kurér, og [A] begyndte selv at uddele materiale på ansøgerens motorcykel. En dag, klageren ikke var hjemme, blev han telefonisk kontaktet af [B], der var ejer af forretningen ved siden af ansøgerens værksted. [B] var ven med [A] og fortalte, at [A] var blevet anholdt, og at myndighederne stod udenfor ansøgerens butik. Ansøgeren vidste, at der på værkstedet lå tre breve, som [A] havde efterladt, da han lånte klagerens motorcykel, og klageren skjulte sig derfor i 14 dage hos en bekendt, hvorefter han udrejste fra Syrien. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi han har udtalt sig kritisk om det syriske regime på en videooptagelse, som han har fået offentliggjort på [TV-kanal]’s hjemmeside for ca. 6 år siden. På videoen, der blev optaget i forbindelse med en demonstration i Danmark, udtalte han sig kritisk i forhold til Bashar al-Asaad. Klageren har endvidere til støtte for den del af asylmotivet oplyst, at han i perioden fra omkring 2010 til 2016 har været medlem af YPG i Danmark. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælles familie, fordi hans tidligere ægtefælle har beskyldt ham for at have gjort tilnærmelser til deres fælles datter. Klageren frygter også sin egen familie, fordi han og hans ægtefælle stammer fra den samme familie. Klageren har også anført, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af familiemedlemmer eller personer med forbindelse til en mand ved navn [C] og dennes ægtefælle, [D], fordi det er dem, der har fået klagerens ægtefælle til at beskylde ham for de forhold, som han er blevet dømt for i Danmark. Under sit ophold i Danmark har en mand ved navn [C] fortalt klageren, at han vil få smidt klageren ud af Danmark, hvis klageren skulle fortælle nogen, at [C] er menneskesmugler. Klageren har til støtte for denne del af asylmotivet henvist til, at han på et tidspunkt har påpeget, at [C] har stjålet penge fra YPG i Danmark. Klageren mener, at [C] og hans ægtefælle, [D], er årsagen til, at klagerens tidligere ægtefælle og børn har forladt klageren og beskyldt klageren for de forhold, som han er blevet dømt for i Danmark. Under et retsmøde i forbindelse med en straffesag mod klageren, har klagerens tidligere ægtefælle oplyst, at klageren fortjener at blive slået ihjel. Klageren har endvidere fået at vide, at hans ægtefælles familie i Syrien har fremsat trusler mod klageren i anledning af, at familien ser ham ansvarlig for de forhold, som han er dømt for i Danmark. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive udsat for repressalier, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor har klageren anført, at han under sit fængselsophold i [by i Danmark] i 2017 fik interesse for kristendommen. Herefter har klageren gået i kirke med jævne mellemrum, og han betragter i dag sig selv som kristen. Klageren døbt i [E] Kirke [i foråret 2018]. Endeligt har klageren som asylmotiv anført, at han frygter, at han vil blive rekrutteret til militærtjeneste i Syrien, ligesom han endvidere frygter de generelle forhold for kurdere i Syrien. Indledningsvist skal Flygtningenævnet bemærke, at nævnet ved vurderingen af klagerens forklaring har tillagt det betydning, at hændelserne, der førte til udrejsen fra Syrien, fandt sted for knap 10 år siden, ligesom nævnet har lagt vægt på, at klageren under nævnsmødet har fremtrådt psykisk påfaldende og tidligere har været idømt en behandlingsdom, ligesom han ved mentalundersøgelsen fra [vinteren 2010] er fundet lidende af en moderat posttraumatisk belastningsreaktion. Dette findes imidlertid ikke at kunne forklare de mange divergenser om helt centrale forhold i relation til klagerens asylmotiver. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen har været divergerende på en lang række punkter. Klageren har oprindeligt forklaret, at han var aktiv med uddeling af materiale for Yekîtî-partiet, hvorimod han til den første § 31 samtale [begyndelsen af vinteren] 2017 forklarede, at han ikke huskede noget som helst om de omstændigheder, der førte til flugten, mens han til § 31 gensamtalen [i vinteren] 2018 forklarede, at han ikke kunne huske, hvilket parti han uddelte løbesedler for, hvilken forklaring han indledningsvist har gentaget under nævnsmødet. Endeligt har han i samtalen med advokaten forud for nævnsmødet på ny forklaret, at han udførte aktiviteterne for Yekîtî-partiet. Oprindeligt har klageren forklaret, at det var vennen [A], der gav ham løbesedlerne, hvorimod han til § 31 gensamtalen [i vinteren] 2018 først forklarede, at det var to af hans venner, som han ikke huskede navnene på, og dernæst senere i samme samtale, at det var [A]. I den oprindelige asylsamtale forklarede klageren, at han uddelte materiale alene, hvorimod han i § 31 gensamtalen [i vinteren] 2018 forklarede, at uddelingen foregik sammen med [B] og [A]. Klageren har videre oprindeligt forklaret, at han blev anholdt og tilbageholdt af myndighederne en enkelt gang af 4½ måneds varighed fra [vinteren] 2008, mens han til § 31 gensamtalen [i vinteren] 2018 har forklaret, at han har været anholdt to gange – den ene gang i 3 måneder og den anden gang i 1 måned ca. 20 dage før udrejsen. Under nævnsmødet har klageren gentaget, at der var tale om to tilbageholdelser, og at den første varede to måneder og 10 dage, og at den anden varede en måned. Klageren har under nævnsmødet endvidere forklaret udbyggende med hensyn til, at den sidste løsladelse var betinget af, at han lovede at samarbejde med myndighederne, og at han blev pålagt meldepligt hver 10. dag. Klageren forklarede endvidere i den oprindelige asylsag, at det var [A]’s ven [B], der gav ham besked om, at myndighederne stod udenfor klagerens butik. Klageren har derimod til § 31 gensamtalen [i vinteren] 2018, forklaret, at det var vennen, [E], der er identisk med [A], der fortalte ham, at myndighederne var på vej til hans bopæl, og at det også var fra ham, klageren fik at vide, at myndighederne fandt løbesedler i forretningen. Endelig har klageren under nævnsmødet forklaret divergerende i forhold til, hvad han tidligere har forklaret, om tidspunktet for anholdelsen af [A], idet han har forklaret, at denne først fandt sted, efter at han var udrejst, hvorimod han tidligere har forklaret, at anholdelsen var den begivenhed, der udløste hans flugt. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren med henvisning til det oprindelige asylmotiv har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klagerens forklaring om det videoklip, der skulle være offentliggjort på [TV-kanal], har været meget upræcis både med hensyn til, hvordan det skulle være blevet offentliggjort, hvad han sagde, om hans navn blev offentliggjort i forbindelse hermed, ligesom forklaringen har været divergerende med hensyn til, om det blev optaget i ansøgerens hjem eller i forbindelse med en demonstration i Danmark, hvorfor nævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om videoklippet til grund. Selvom nævnet måtte lægge forklaringen til grund bemærkes, at dette ikke kan føre til, at klageren får asyl, idet der er tale om et enkeltstående videoklip, der skulle være offentliggjort for 6-7 år siden, at klageren ikke selv har været i stand til at finde videoen på nettet, og da nævnet, som anført ovenfor, ikke kan lægge til grund, at han har været profileret i forhold til de syriske myndigheder. Klageren har heller ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive tvangshvervet til militærtjeneste. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren er 42 år gammel og aldrig har aftjent militærtjeneste i Syrien. Klageren er endvidere statsløs Ajanib kurder fra Syrien, og det fremgår af baggrundsoplysningerne, at kun Ajanib kurdere, der har erhvervet statsborgerskab, indkaldes til militærtjeneste. Nævnet skal videre bemærke, at den omstændighed, at klageren er kurder, ikke i sig selv kan begrunde asyl. Efter klagerens egen forklaring lægger nævnet til grund, at hans egen familie fortsat støtter ham herunder ved at sende ham penge, og at familien har givet udtryk for, at de mener, at dommen over klageren er et udtryk for et komplot fra ekshustruens side. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at klagerens egen familie vil hævne sig på ham som følge af dommen. Ansøgerens forklaring om trusler fra hans ekshustrus og hendes families side har været upræcis og divergerende med hensyn til, om der er fremsat trusler eller ej, ligesom han har forklaret udbyggende om, at ekshustruen skulle have truet med at få folk fra YPG til at slå ham ihjel, hvis han vender tilbage til Syrien. Det bemærkes videre, at klageren har forklaret upræcist med hensyn, hvornår og i hvilken sammenhæng truslerne skulle være fremsat, og om [A], der skulle stå bag hustruens falske anmeldelse, er tilknyttet YPG eller er officer i den syriske hær. Det bemærkes videre, at klageren har forklaret, at han hverken har hørt fra sin ekshustru eller hendes familie siden løsladelsen i [i vinteren] 2018. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for hævn på grund af dommen, hvor han er dømt for overgreb mod sin datter. Om klagerens konversion skal nævnet indledningsvist bemærke, at klageren har opholdt sig i Danmark siden 2008, og at det først var i forbindelse med afsoningen af dommen fra 2017, hvor han blev udvist, at han angiver at have fattet interesse for kristendommen. Klageren har haft svært ved at redegøre for sin kristne overbevisning og de overvejelser, der har ført til, at han har valgt at frasige sig sin muslimske tro, ligesom han har udvist et særdeles begrænset kendskab til kristendommen, idet han blandt andet ikke er bekendt med kristne højtider, navnet på den hellige bog indenfor kristendommen, begrebet altergang, eller at det var Moses og ikke Jesus, der delte havet i to dele. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at klagerens konversion er reel og et udtryk for en reel indre overbevisning om at ville leve som kristen. Flygtningenævnet finder derimod i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, idet klageren kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, hvor der sker angreb mod civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, og at han derfor ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen herefter, at udlændingelovens § 31, stk. 1, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49a, skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Efter en samlet afvejning af forholdene i sagen tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt., idet nævnet herved har lagt vægt på, at klageren to gange er dømt for personfarlig kriminalitet i form af vold og trusler, og idet den seneste dom tillige omfattede overtrædelse af straffelovens § 232, jf. § 21, § 225, jf. § 216, stk. 1, nr. 1, § 210, stk. 3, jf. stk. 1, hvorfor klageren blev idømt fængsel i 10 måneder. Nævnet har på samme måde som Udlændingestyrelsen lagt vægt på omfanget, karakteren og grovheden af kriminaliteten sammenholdt med, at klageren er fraskilt og bor alene og ikke længere har kontakt til sin herboende familie. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, og at han i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. er udelukket fra, at blive meddelt opholdstilladelse, samt endelig at udlændingelovens § 31 er til hinder for udsendelse af klageren.” Syri/2018/34/LINB
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerens opholdstilladelse af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2014, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, bortfaldt ved domme af [en nærmere angiven dato i efteråret] 2017 og [en nærmere angiven dato i foråret] 2018, jf. § 32, stk. 1, hvorved klageren blev udvist med udrejseforbud. Ved påklagede afgørelse af [en nærmere angiven dato i foråret] 2018 bestemte Udlændingestyrelsen, at ansøgeren fortsat er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og må, jf. § 31, ikke udsendes tvangsmæssigt til Syrien eller til et land, hvor han risikerer at blive videresendt til Syrien. Ved afgørelsen afslog styrelsen at meddele klageren opholdstilladelse på ny. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [en mindre by] ved Daraa i Syrien. Han frygter blandt andet at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Ved dom af [en nærmere bestemt dato i foråret] 2017 blev klageren idømt fængsel i 30 dage og udvist betinget for tyveri og databedrageri. Ved dom af [en nærmere angiven dato i efteråret] 2017 blev han idømt fængsel i 7 måneder og udvist med indrejseforbud i 6 år for brandstiftelse i celle i […] Fængsel, tyveri samt overtrædelse af knivloven og våbenbekendtgørelsen. Han blev prøveløsladt [en nærmere angiven dato i efteråret] 2017 med en reststraf på 72 dage og en prøvetid på 2 år. Ved dom af [en nærmere angiven dato i foråret] 2018 idømtes han fængsel i 1 år og 4 måneder, inkl. de 72 dage, for 2 røverier i forretninger i forening med medgerningsmand og under anvendelse af maskering og pistolattrap, der ved det ene røveri blev affyret, samt forsøg på indbrudstyveri og overtrædelse af våbenbekendtgørelsen. Han blev ved dommen udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år efter udlændingelovens § 24, nr. 2, og § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6 og nr. 8. Klageren, der nu er knap 20 år, indrejste i Danmark [i sommeren] 2014. Klageren har om sine personlige forhold og til støtte for sin klage anført, at han kun var knap 16 år, da han som uledsaget mindreårig kom til Danmark. Han har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Han taler og skriver såvel dansk som arabisk. I Danmark har han gået på ungdomsskole og VUC i knap 2 år. I Danmark har han ikke haft arbejde, bortset fra at han har været i virksomhedspraktik i omkring 3 uger. Han har tidligere haft et misbrug af amfetamin og hash, som han nu er helt ude af. Kriminaliteten blev begået på grund af hans daværende misbrug samt kontakt til dårlige personer, som han ikke længere har forbindelse til. Alle hans venner i Danmark har ren straffeattest. For ikke længe siden blev han overfaldet i […] Fængsel. Han har det psykisk dårligt, men får ikke behandling herfor. Han har også smerter i hoften, som han får medicin for. Han skal på et tidspunkt have en kunstig hofte. Han har i lang tid ikke haft forbindelse med sin familie i Syrien, og han ved ikke, om hans forældre fortsat opholder sig i Syrien. Hans helbred og tidligere selvskadende adfærd kan ikke behandles i Syrien. Han bryder sig ikke længere om at være i Danmark og har ikke planer om at forsøge at få et arbejde i Danmark. Han fremtidsplan er at forsøge at komme til Libanon. Efter råd fra sin advokat frafalder han ikke klagen over styrelsens afgørelse. Flygtningenævnet lægger styrelsens afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, samt at han ikke tvangsmæssigt kan udsendes til Syrien m.v., til grund. Klageren, der har mistet sin opholdstilladelse ved 2 domme, hvorved han blev udvist med indrejseforbud, kan, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, ikke på ny gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Flygtningenævnet lægger ved proportionalitetsafvejningen herom betydelig vægt på, at klageren senest ved 2 domme fra 2017 og 2018, for flere forhold af grov personfarlig kriminalitet, er straffet med henholdsvis fængsel i 7 måneder og 1 år og 4 måneder. Alle forhold er begået efter, at klageren var fyldt 18 år. De seneste og groveste forhold, røverierne, er endog begået efter, at klageren ved en endelig landsretsdom er blevet udvist ubetinget. Endvidere lægges der vægt på, at klageren ikke har familie i Danmark. Det anførte om klagerens personlige forhold, herunder hans helbred og at han taler godt dansk, indebærer herefter ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at klageren på ny skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, uanset den begåede grove kriminalitet og de 2 domme. Det anførte i flygtningekonventionen kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/33/JABP
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra Zeheriyeh, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter den generelle situation i Syrien. Ansøger henviste i øvrigt til sin ægtefælles asylmotiv, hvorved han gjorde gældende at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede genindkaldelse som reservist til det syriske militær og som støtte hertil oplyste, at hans broder den 14. september 2013 modtog en genindkaldelse til militæret adresseret til ansøgeren. I nærværende sag har ansøgeren som asylmotiv til, at hun frygter sin fraskilte ægtefælle som opholder sig i Tyskland, idet han har udsat ansøgeren og deres barn for fysiske overgreb, og idet ansøgeren er flygtet fra Tyskland til Danmark med deres to fælles børn. Ved en tilbagevenden til Bulgarien frygter ansøgeren for sine børns fremtid, idet der er masser af kriminalitet og arbejdsløshed, og fordi befolkningen ikke er venligt indstillede over for flygtninge, og fordi de generelle forhold for flygtninge er dårlige i Bulgarien. Det fremgår af sagen, at ansøgeren [i starten af] 2014 fik udstedt opholdstilladelse i Bulgarien. Af AIDA, Country Report, Bulgaria, 2017 Update, s. 67, fremgår blandt andet, at “Both refugee and subsidiary protection (“humanitarian”) statuses granted are indefinitely and are not limited in duration, but differ in the duration of validity of identity documents issued to holders”. På denne baggrund og under hensyn til de i øvrigt foreliggende oplysninger om ansøgeren og den aktuelle situation i Bulgarien lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren og hendes to mindreårige børn kan indrejse lovligt og tage lovligt ophold i Bulgarien. Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Flertallet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af ansøgeren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom flertallet finder, at ansøgerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang, og at hun vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at kravet om beskyttelse af ansøgerens personlige integritet og sikkerhed ikke indebærer, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 – 1989, at udlændingen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Efter baggrundsoplysningerne lægger flertallet til grund, at ansøgeren og dennes børn har adgang hertil. De sociale og økonomiske forhold i Bulgarien findes – om end vanskelige – at være så tilstrækkelige, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Bulgarien som første asylland. Vedrørende ansøgerens konkrete situation skal Flygtningenævnet bemærke, at flertallet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin ægtefælle til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, hvordan ansøgeren har fremtrådt for nævnet, herunder at ansøgeren har forklaret undvigende og afglidende på centrale spørgsmål vedrørende truslerne fra og sin kontakt til ægtefællen. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren ikke tidligere har forklaret om, at hendes ægtefælle gentagne gange har udsat hende for vold, at hun ikke på noget tidspunkt har søgt hjælp ved de bulgarske eller danske myndigheder, at hun ikke har sikret sig nogen form for dokumentation for de påståede trusler, som ægtefællen – såvel skriftligt som mundtligt – skulle have fremsat mod hende og børnene, og at ansøgerens forklaring om baggrunden herfor ikke fremstår overbevisende. Flertallet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er flygtet fra sin ægtefælle, og at de ikke længere er gift. Flertallet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bulgarien er at betragte som en enlig kvinde med mindreårige børn uden netværk, idet nævnet bemærker, at ægtefællen har familie i Bulgarien, som familien havde kontakt med under deres ophold i Bulgarien. Vedrørende ansøgerens konkrete situation skal flertallet bemærke, at ansøgeren efter det oplyste ingen konkrete og individuelle konflikter har med de bulgarske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Endvidere var ansøgeren og hendes ægtefælle i stand til – efter et ganske kortvarigt ophold i en flygtningelejr – at skaffe en lejlighed i Sofia, hvor de opholdt sig i 7½ måned, indtil de besluttede sig for at udrejse af Bulgarien. Baggrunden for familiens udrejse var efter det oplyste ikke forholdene i Bulgarien, men at de havde planlagt at rejse til Danmark. Endvidere har ansøgeren og ansøgerens ægtefælle samstemmende forklaret, at familien blev behandlet godt af de bulgarske myndigheder. Derudover er ansøgeren og hendes børn efter det oplyste i alt væsentligt fysisk og psykisk raske. Flertallet kan i den forbindelse ikke lægge ansøgerens udbyggende forklaring om sin kontakt til de bulgarske sundhedsmyndigheder til grund. Flertallet lægger derfor fortsat ansøgerens oprindelige forklaring til grund om, at ansøgeren og hendes datter fik halsbetændelse og maveproblemer i Bulgarien, og at familien ikke havde penge til at købe medicin. Flertallet bemærker, at ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger har udlændinge med opholdstilladelse som ansøgeren samme adgang til lægehjælp som bulgarske statsborgere, og der er adgang til medicinsk behandling mod betaling af et mindre månedligt beløb (”monthly health insurance payment”). Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder flertallet herefter, at ansøgeren og hendes to mindreårige børn ikke kan anses for at være ganske særligt sårbare, uanset at ansøgeren de facto er alene med børnene. Flertallet finder herefter ikke grundlag for at udsætte sagen på en af Flygtningenævnet iværksat generel høring om forholdene for sårbare personer meddelt opholdstilladelse i Bulgarien. Bulgarien kan herefter tjene som første asylland for ansøgeren og hendes børn. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/32/CHHA
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vestbredden. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra landsbyen, […], i [området], Israel. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men han har i 2014 udgivet en digtsamling med islamkritisk indhold. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter repressalier fra samfundet, herunder sin egen familie, og gruppen Fateh eller andre islamiske grupper, idet han har skrevet og udgivet en bog med islamkritiske digte. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han er forfatter. Ansøgeren tror ikke på de eksisterende fortolkninger af islam, og i 2012 begyndte han at skrive med andre forfattere på Facebook. Ansøgeren hjalp disse forfattere med at redigere deres værker og kom med kritiske kommentarer, men ophørte med dette i marts 2015, hvor han lukkede sin profil. På Facebook blev han opfordret til at udgive sine digte, og ansøgeren udgav derfor i februar 2014 digtsamlingen ”[…]”, der omhandler hans tanker om islam og filosofiske tilgang til religion. Bogen blev trykt i et oplag på 1.000 eksemplarer af et forlag i Jordan. Efter bogens udgivelse begyndte ansøgeren at få problemer med befolkningen i den landsby, som han boede i, idet landsbyens indbyggere beskyldte ham for at være vantro eller konvertit, og ansøgerens familie blev meget vrede på ham. I juni 2014 døde ansøgerens far som følge af en blodprop, han havde fået i april 2014. Ansøgerens familie og lokalbefolkningen beskyldte ansøgeren for at være årsagen til farens blodprop og derved skyld i hans død. I august eller september 2014 blev ansøgeren overfaldet af fire maskerede personer og tilbageholdt i én time. Ansøgeren blev i den forbindelse udsat for vold og trusler. Han fik at vide, at han skulle trække sin bog tilbage og bevise, at han ikke var spion for det israelske styre. Ansøgeren formoder, at det var personer fra de islamiske grupper Fateh eller Hamas, der overfaldt ham, men gerningsmændene fortalte ham ikke, hvem de var. Ansøgeren udrejste fem til syv måneder senere. I den mellemliggende periode bevægede han sig ikke uden for familiens bopæl. Mens han opholdt sig på bopælen, blev han slået tre til fem gange af sin bror, […], idet denne var vred over, at ansøgeren havde udgivet bogen, og at faren efterfølgende havde fået en blodprop. Som yderligere asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han frygter [A], der har en høj stilling i Fateh, og [B], idet de har truet med at slå ansøgeren ihjel, hvis han afslører deres medvirken til et drab i 2003. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i 2003 kom i besiddelse af oplysninger om, at [A] og [B], samt en tredje person ved navn [C], havde slået en gravid kvinde ihjel under et røveri, idet de ville stjæle nogle våben, som kvindens ægtefælle opbevarede på bopælen. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om, at han har skrevet den fremlagte digtsamling til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at bogen er udgivet på et forlag. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har fremlagt en kontrakt med det forlag i Jordan, der angiveligt har udgivet bogen. Han har ikke fået nogen betaling i forbindelse med udgivelsen, og han har forklaret divergerende om, hvor mange eksemplarer af bogen, han har fået fra forlaget. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen i januar 2017 forklaret, at han fik 100 eksemplarer af bogen, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han fik 50 eksemplarer. Hertil kommer, at den i kolofonen i bogen anførte hjemmeside ikke linker til et forlag. Ansøgeren har hertil forklaret, at der til den anførte internetadresse skal tilføjes et ”t”. En hjemmeside med denne tilføjelse findes imidlertid ikke. Det forhold, at ansøgeren har forevist en facebookside, hvor bogen er afbildet blandt andre bøger, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har været udsat for trusler eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at bogen er udgivet, at lokalbefolkningen efter ansøgerens egen forklaring hovedsageligt har hånet og skubbet til ansøgeren, at han, uanset om han måtte have været tilbageholdt og udsat for vold, kunne opholde sig problemfrit på sin bopæl i ca. 7 måneder herefter, og at han i den periode blev boende hos sin familie, der hjalp ham økonomisk med udrejsen, ligesom han i den periode fik udstedt visum. Hertil kommer, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke på noget tidspunkt er blevet opsøgt på sin bopæl. Flygtningenævnet finder endvidere i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at forholdet vedrørende den samtale, som ansøgeren angiveligt overhørte i 2003, må anses for afsluttet. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at ansøgeren opholdt sig i Danmark i ca. 7 måneder, før han søgte asyl. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Vestbredden. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, idet bemærkes, at Flygtningenævnet ikke finder anledning til at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, da Udlændingestyrelsen ved deres afgørelse har lagt ansøgerens forklaring om, at bogen indeholdt islamkritiske tilkendegivelser til grund”. Stat/2018/12/SME
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna, Sri Lanka. Ansøgeren har forklaret, at han er hindu, men han er ikke praktiserende. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at være uden netværk, ligesom han frygter den generelle sikkerhedsmæssige situation i landet. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans mor døde under tsunamien i 2004, mens hans far døde under borgerkrigen omkring 2009. Ansøgerens familie blev splittet, idet hans storebror forsvandt. Ansøgeren formoder, at hans storebror havde tilknytning til de Tamilske Tigre. Efter borgerkrigen flyttede ansøgeren sammen med sin søster, sin onkel og onklens familie til Point Petro. Her opsøgte myndighederne familiens bopæl. Myndighederne tog flere gange ansøgerens søster med til politistationen, hvor hun blev afhørt om sin tilknytning til de Tamilske Tigre. Omkring 2011 blev ansøgerens søster gift med en mand bosiddende i Danmark, og hun flyttede derefter til Danmark. Efter søsterens udrejse blev familien fortsat opsøgt af myndighederne, som efterspurgte søsteren. I 2013 udrejste ansøgeren fra Sri Lanka. Ansøgeren har ikke haft kontakt med familiemedlemmer eller andre i Sri Lanka efter sin udrejse, og han er ikke bekendt med, om de familiemedlemmer han tidligere havde i landet fortsat lever. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet tiltræder, at ansøgeren, der er 17 år gammel, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, idet han under mødet har svaret på de stillede spørgsmål på en måde der viser, at han har forstået, hvad asylbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet kan i det hele lægge ansøgerens forklaring til grund, men vurderer i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at ansøgerens asylmotiv ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplevet nogen former for personlige konflikter i Sri Lanka og på, at han kunne opholde sig i Sri Lanka i ca. 2 år efter, at hans søster i 2011 havde forladt landet, ligesom ansøgerens søster problemfrit har opholdt sig i Sri Lanka i ca. 1 år fra foråret 2016. Det forhold, at ansøgeren er uden netværk i Sri Lanka, kan heller ikke føre til, at han meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, idet der er tale om socioøkonomiske forhold, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for denne bestemmelse. Endelig kan de generelle forhold, herunder sikkerhedssituationen for tamiler i Sri Lanka, heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2018/4/DH
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er født i Danmark. Sagen er behandlet sammen med Soma/2019/91 og Soma/2019/98. ”Ansøgeren tilhører klanen Hawiye og er muslim af trosretning. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive tvangsfjernet fra hende, fordi hun og ansøgerens far ikke havde lov til at indgå et ægteskab. Ansøgerens mor har videre henvist til, at ansøgeren vil blive hjernevasket og tvangsrekrutteret af al-Shabaab, når han bliver voksen. Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens mors forklaring om sin baggrund og konflikt. Flygtningenævnet finder således ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren vil blive udsat for de forhold, som ansøgerens mor har gjort gældende. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/99
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er født i Danmark. Sagen er behandlet sammen med Soma/2019/91 og Soma/2019/99. ”Ansøgeren tilhører klanen Hawiye og er muslim af trosretning. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren vil blive tvangsomskåret, tvangsfjernet og tvangsgift, fordi hun og ansøgerens far ikke havde lov til at indgå ægteskab. Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens mors forklaring om sin baggrund og konflikt. Flygtningenævnet finder således ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren vil blive udsat for de forhold, som ansøgerens mor har gjort gældende. Særligt for så vidt angår frygten for tvangsomskæring bemærker Flygtningenævnet, at både ansøgerens mor og far er imod omskæring, og det må lægges til grund, at de vil være i stand til at modsætte sig et eventuelt pres fra omgivelserne herfor. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/98
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen [L] i Hiraan-regionen, Somalia. Klageren tilhører klanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles familie, fordi han og hans nu afdøde ægtefælle har giftet sig mod familiens vilje, og fordi klagerens bror har slået en mand fra ægtefællens familie ihjel. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han blev gift med sin ægtefælle [i starten af] 2014. De giftede sig i hemmelighed, fordi de godt vidste, at ægtefællens familie ikke ville acceptere ægteskabet, idet klagerens ægtefælle tilhører den dominerende klan i Halgan, […]. I [foråret] 2014 opdagede klagerens ægtefælles familie deres forhold. To mænd fra klagerens ægtefælles familie opsøgte herefter klageren og hans familie. Under opsøgningen opstod der slagsmål mellem klagerens bror og mændene, og det endte med, at broren slog den ene mand ihjel med en kniv. Klagerens ægtefælles familie truede herefter med at slå klageren ihjel, hvorfor han flygtede mod Etiopien. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen kunne dog ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen forekom divergerende, usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Klageren er [i slutningen af] 2017 blevet partshørt over de generelle forhold i Somalia. Klageren har i partshøringen henvist til sit oprindelige asylmotiv. Klageren har videre oplyst, at han efter sin udrejse fra Somalia har fået at vide, at hans families hus blev udsat for et bombeangreb [i slutningen af] 2015, som formodentlig blev udført af ægtefællens familie, og som medførte, at hans bror og far kom til skade. Klageren har endvidere oplyst, at hans tidligere ægtefælle i [sommeren] 2016 blev slået ihjel af sin familie på grund af sit ægteskab med klageren. Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet i sin vurdering af sagen har taget højde for, at de hændelser, der førte til klagerens udrejse fra Somalia fandt sted i 2014, og at klageren har en begrænset skolegang bag sig. Flygtningenævnet kan på trods af dette ikke lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen har været divergerende, udbyggende og usandsynlig på en række centrale punkter, og derfor i det hele fremstår konstrueret til lejligheden. Det fremstår således mindre sandsynligt, at klageren og ægtefællen giftede sig uden at overveje, hvilke konsekvenser dette kunne få for dem navnlig i lyset af, at de efter vielsen indledte et seksuelt forhold med risiko for, at ægtefællen blev gravid. Det forekommer videre mindre sandsynligt, at klagerens ægtefælle var i stand til at mødes med ham med jævne mellemrum midt om natten udenfor byen, eller at klageren ikke stak af, da ægtefællen ringede og advarede ham og oplyste, at deres forhold var blevet opdaget af hendes familie. På samme måde er det utroværdigt, at klageren skulle være forblevet på bopælen i omkring 14-30 dage efter drabet på manden fra ægtefællens klan. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende på en lang række punkter, herunder om broren stak manden fra ægtefællens klan i maven eller flere steder på kroppen, om han er bekendt med, om mandens lig blev hentet samme aften eller ej, om det var en eller to mænd, der døde i forbindelse med episoden, hvor familien blev opsøgt, om truslerne mod hans far blev fremsat personligt eller telefonisk, og om de var rettet kun mod klageren eller også mod hans familie. Klageren har videre forklaret divergerende med hensyn til, hvornår han og ægtefællen lærte hinanden at kende, hvor de blev gift, og om han har haft kontakt med hende efter udrejsen eller ej. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge klagerens forklaring om asylmotiv til grund, herunder at han skulle have en konflikt med sin ægtefælles klan, hvorfor han ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Om den omstændighed, at klageren tilhører en mindretalsklan, bemærkes, at dette ikke er et forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i sommeren] 2015, således at betingelserne for at nægte at forlænge hans opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Nævnet har ved vurderingen lagt til grund, at såvel regeringsstyrker som AMISOM gennem længere tid har haft kontrol over [L] i Hiraan, men at magtforholdene er omskiftelige, og at al-Shabaab også er til stede. Flygtningenævnet finder, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis ikke har kontrollen over. Flygtningenævnet finder i den forbindelse ikke, at den blotte omstændighed, at klageren har opholdt sig i Danmark i knap 3 år vil gøre ham profileret i forhold til al-Shabaab, eller at han af den grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Med hensyn til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende bemærkes, at klageren er sund og rask og har opholdt sig i Danmark i godt 3 år, at han taler dansk, men ikke har haft fast arbejde eller er påbegyndt en uddannelse. Han har ingen slægtninge i Danmark, og hans nærmeste familie har forladt Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/97/MGO
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […] nær Jilib i regionen Middle Juba, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen […] og familieklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel, idet al-Shabaab og hendes tidligere ægtefælle ønsker at dømme hende til døden for utroskab. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter, at der vil blive set ned på hende, idet hun er mistænkt for at have været sin ægtefælle utro, og fordi hun er flygtet fra Somalia. Endvidere frygter klageren, at hvis hun og hendes børn skulle vende tilbage til Somalia, vil børnene blive betragtet værende født udenfor ægteskab. Til støtte herfor har klageren henvist til, at hun blev forladt af sin første ægtefælle, [Æ]. Omkring seks år efter, hun blev forladt, bevilligede det lokale ældreråd hende en skilsmisse. Efter yderligere fire år blev klageren gift igen med hendes nuværende ægtefælle, som hun fik tre børn sammen med. Omkring 1998 opsøgte [Æ] igen klageren og hævdede, at de stadig var gift, hvilket medførte, at han kom op at slås med klagerens bror, og at Ældrerådet med deltagelse af såvel klagerens som eksmandens familie traf afgørelse om, at klagerens nye ægteskab skulle accepteres, og at hun var skilt fra sin første mand. Herefter forsvandt [Æ] igen. Klageren fik siden hen at vide, at [Æ] havde tilsluttet sig al-Shabaab. Klageren har endvidere henvist til, at hun i [sommeren] 2013 tog til Jilib for at købe ind sammen med sin søn. De blev opsøgt af 7-8 mænd, der skød sønnen, og derefter fik klageren ind i en bil, som [Æ] sad i. Klageren blev herefter kørt til Baardheere, hvor hun var tilbageholdt i et hus i cirka en uge. Klageren fik at vide, at hun ville blive dømt til døden ved stening for utroskab. Efter en uges tilbageholdelse lykkedes det klageren at flygte, da de personer, der bevogtede hende, forsvandt i forbindelse med, at der opstod kampe i området. Klageren flygtede herefter til Kenya og herfra via Tyrkiet videre til Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen kunne ikke lægge klagerens forklaring om asylmotiv til grund herunder, at hun skulle være efterstræbt af al-Shabaab, idet forklaringen på flere centrale punkter forekom divergerende, herunder vedrørende hendes skilsmisse og hendes tilbageholdelse i 2013. Klageren er [i slutningen af] 2017 blevet partshørt over de generelle forhold i Somalia. Klageren har i partshøringen henvist til sit oprindelige asylmotiv, ligesom hun har henvist til, at hun vil komme til at rejse alene, da hendes børn og ægtefælle ikke vil rejse tilbage sammen med hende. Klageren har i partshøringen videre oplyst, at hendes mor er blevet opsøgt af al-Shabaab et par år efter udrejsen i et forsøg på at få fat i klageren. Moren havde højt blodtryk og døde efterfølgende af en blodprop. Klagerens svoger blev endvidere ved en tidligere opsøgning af familien slået ihjel af al-Shabaab, hvor de sagde, at han var skyld i klagerens udrejse. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen ikke lægge klagerens forklaring om asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen herom har været usandsynlig, divergerende og udbyggende på centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Nævnet har i vurderingen inddraget den omstændighed, at klageren er analfabet, og at der er gået en del år, siden hændelserne, der førte til udrejsen fandt sted, hvilket imidlertid ikke findes at kunne forklare de mange divergenser og udbygninger. Det forekommer mindre sandsynligt, at klagerens eksmand skulle lade gå over 20 år, før han opsøgte klageren for at hævne sig over, at hun havde ladet sig skille fra ham. Det er heller ikke sandsynligt, at klagerens tidligere ægtefælle i forbindelse med opsøgningen af klageren i Jilib i 2013 skulle have medvirket til drabet på sin egen søn. Det bemærkes i den forbindelse videre, at klageren om denne episode i partshøringen har forklaret udbyggende og divergerende med hensyn til, at sønnen skulle have givet folkene fra al-Shabaab knytnæveslag, idet hun tidligere alene har forklaret, at sønnen holdt fat i geværet for at hindre, at hun blev slået. Klageren har videre i partshøringen forklaret udbyggende og divergerende med hensyn til, at der blev sagt: ”ram ham”, at hun mistede bevidstheden, og at der lød to skud. Også med hensyn til omstændighederne i forbindelse med tilbageholdelsen har klageren forklaret divergerende med hensyn til, om hun var dømt til døden eller ej, om døren var låst indefra eller udefra, om hun søgte hjælp hos en nomadefamilie eller en gammel dame, eller om det var butiksejeren eller hendes familie, der overførte penge til hende. Videre har klageren forklaret divergerende med hensyn til, om eksmanden kontaktede hendes nuværende mand før eller efter, at hun selv flygtede ud af Somalia. Endelig forekommer det bemærkelsesværdigt, at klageren først efter, at hun havde afgivet forklaring om sit oprindelige asylmotiv i partshøringen, supplerende oplyste, at hendes mor to år efter hendes udrejse var blevet opsøgt af eksmanden, og at hendes svoger var blevet dræbt af al-Shabaab, fordi de beskyldte ham for at have hjulpet klageren til at flygte. Efter en samlet vurdering har klageren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og 2 på grund af hendes individuelle og konkrete forhold. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om forholdene for det sydlige og centrale Somalia, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen har forbedret sig, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [i foråret] 2014. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, om end forholdene – trods forbedringerne – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Det er indgået i vurderingen, at al-Shabaab har kontrollen i klagerens hjemråde, men at deres måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, og at denne ændring ikke antages at være af midlertidig karakter, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i de områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Nævnet har i den forbindelse inddraget de nyeste baggrundsoplysninger, herunder den af advokaten påberåbte rapport fra december 2017 om Protections of Civilians fra United Nations Human Rights Office. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren må betragtes som værende uprofileret i forhold til al-Shabaab, ligesom det ikke kan lægges til grund, at hun vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb med henvisning til utroskab, eller at hendes børn skulle være illegitime, idet ældrerådet har accepteret hendes skilsmisse fra eksmanden. Den omstændighed, at klageren i en periode har opholdt sig i et vestligt land giver ikke i sig selv grundlag for en antagelse om, at hun af den grund vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia, eftersom hun tidligere har været i stand til at leve i et område, der har været under al-Shabaabs kontrol. Flygtningenævnet finder herefter, at en udsendelse af klageren til dennes hjemområde ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Med hensyn til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende bemærkes, at klageren i det væsentlige er sund og rask. Hun har opholdt sig i Danmark i godt 5 år, taler dansk og ikke har haft fast arbejde eller er påbegyndt en uddannelse. Klageren er født og opvokset i Somalia, hvor hun har levet frem til flugten, da hun var næsten 50 år gammel. Klagerens og ægtefælle og to nu voksne børn er registreret som forsvundet. Klageren har herboende fjernere slægtninge i Danmark, hvorimod nævnet efter hendes udbyggende forklaring herom ikke kan lægge til grund, at hun ikke længere har familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for hende at inddrage hendes opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/96/MGO
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […] og er muslim fra Barawe i regionen Lower Shabelle, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor forklaret, at han i hjemlandet arbejdede som skopudser, og at han en dag i starten af 2012, mens han arbejdede, blev opsøgt at tre mænd fra al-Shabaab, som tvang ham med sig. Klageren blev efterfølgende tilbageholdt sammen med fire andre mænd, idet de var mistænkt for at være spioner for de somaliske myndigheder. Under tilbageholdelsen blev klageren udsat for voldelige overgreb, idet han blev slået og sparket, ligesom han fik tvunget hovedet under vand. Den sidste nat, hvor klageren var tilbageholdt, fik han og de øvrige fanger af en vagt at vide, at de skulle henrettes. Vagten ønskede at hjælpe en af de øvrige fanger, idet denne var hans slægtning, men da de andre fanger, herunder klageren, pressede vagten, hjalp han ligeledes dem med at flygte. Få dage senere udrejste klageren af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke nærmere begrundet, men Udlændingestyrelsen har i tilladelsesresolution af [ultimo] 2013 anført begrundelsen. Det fremgår heraf, at Udlændingestyrelsen fandt, at en udsendelse til det sydlige og centrale Somalia udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, jf. daværende praksis. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår endvidere, at Udlændingestyrelsen ikke fandt at kunne lægge klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab til grund, idet den på visse punkter fremstod utroværdig. Udlændingestyrelsen inddrog [i efteråret] 2017 klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, jf. § 26. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv om konflikten med al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab på centrale punkter fremstår utroværdig, idet forklaringen bærer præg af divergenser og en meget lille detaljeringsgrad samtidig med, at forklaringen på visse punkter er usammenhængende. Klageren har således ikke kunne redegøre nærmere for sammenhængen mellem sit job som skopudser og den omstændighed, at al-Shabaab beskyldte ham for at være spion for myndighederne, ligesom der heller ikke er nogen sammenhæng mellem den omstændighed, at al-Shabaab beskyldte ham for at være spion, og den omstændighed, at al-Shabaab ikke stillede spørgsmål til ham herom under tilbageholdelsen. Klageren har endvidere forklaret upræcist og divergerende om, hvorvidt han blev afhørt af vagterne og om, hvorvidt vagten Mowlid var bror til en af fangerne eller en fjern slægtning til denne. Endelig har han forklaret divergerende om sin flugt, herunder om hvorvidt han løb i vandkanten, og om han løb hjem til sin mor eller til en ven. Han har svaret afglidende og upræcist på spørgsmål om de andre fanger og fængslet, og han har ikke været i stand til at redegøre for finansieringen af sin rejse til Danmark eller for sine manglende forsøg på at komme i kontakt med sin mor og kone, efter han fik opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren havde en konflikt med al-Shabaab ved sin udrejse. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren på anden vis var profileret over for al-Shabaab. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om klagerens hjemområde, at Barawe aktuelt er under kontrol af AMISON. Det fremgår endvidere, at de generelle forhold i Somalia er forberedt. Om end forholdene efter baggrundsoplysningerne fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, lægger Flygtningenævnet til grund, at ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til hans hjemområde i Somalia ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet finder således, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Vedrørende klagerens tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet, at klageren, der er født i 1987, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark [primo] 2014. Han har bestået dansk prøve II og er i gang med 10. klasse på VUC. Han har ikke opnået en fast tilknytning til arbejdsmarkedet eller gennemført en erhvervsrettet eller videregående uddannelse. Han har alene været i praktikophold. Han har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Han har ingen alvorlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/95/DH
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […] og er muslim fra […], […], Middle Shabelle. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive dræbt af al-Shabaab, idet han havde nægtet at afgive familiens jord. Udlændingestyrelsen meddelte [medio] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolutionen, at ”Udlændingestyrelsen finder ikke at kunne afvise ansøgers forklaring om, at han har haft konflikter med Al-Shabaab, som har ført til hans udrejse af Somalia, og at han afledt heraf ikke kan afvises at stå i et asylbegrundende modsætningsforhold ved en tilbagevenden til Somalia”. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [ultimo] 2017, at Udlændingestyrelsen havde meddelt opholdstilladelsen under henvisning til daværende asylpraksis, og at Styrelsen også havde vurderet, at klagerens forklaring kunne lægges til grund. Udlændingestyrelsen lagde ved inddragelsesafgørelsen fortsat klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab til grund, men Udlændingestyrelsen fandt, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han var særligt profileret over for al-Shabaab, og at konflikten lå langt tilbage i tid, ligesom al-Shabaabs måde at operere på havde ændret sig. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikere forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens bevisvurdering til grund, at klageren udrejste på grund af konflikter med al-Shabaab. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren fortsat har konflikter med al-Shabaab. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at konflikten ligger langt tilbage i tid og på, at klagerens familie fortsat bor i området og ikke er blevet opsøgt af al-Shabaab eller har haft konflikter med dem siden klagerens udrejse. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Somalia eller, at han er profileret i forhold til al-Shabaab eller andre. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om klagerens hjemområde, at al-Shabaab fortsat har indflydelse i området, men at deres måde at operere på har ændret sig på en sådan måde, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold. Om end forholdene således fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, lægger Flygtningenævnet til grund, at ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til hans hjemområde i Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet finder således, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Vedrørende klagerens tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet, at klageren har haft opholdstilladelse i Danmark siden [medio] 2014, og at han ses forsvundet siden [ultimo] 2017. Klageren har ikke opnået nogen fast tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført en uddannelse. Han har alene bestået prøve i Dansk 2 og gået i 10. klasse samt været i praktik. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/94/DH
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har oplyst, at hun er muslim fra [byen X] i Galgaduud-regionen, Somalia, og tilhører klanen Hawiye. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv under sin oprindelige asylsag henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter sin farbroder, som er medlem af al-Shabaab, enten vil slå klageren ihjel eller foranstalte, at andre medlemmer af al-Shabaab slår hende ihjel, som følge af flugten fra et tvangsægteskab, som hendes farbroder havde arrangeret for hende. Klageren har til støtte herfor forklaret, at hun i 2008 blev gift med sin ægtefælle, [A], uden sin farbroders samtykke. Farbroderen blev meget vred, da han opdagede ægteskabet og lod klageren fængsle i perioden fra 2008 til 2012. Da klageren blev løsladt, var ægtefællen udrejst af Somalia. Farbroderen arrangerede et ægteskab mellem klageren og farbroderens søn, [B]. Hverken [B] eller klageren ønskede ægteskabet, og [B] forsvandt efter vielsen. [I sommeren] 2013 meddelte farbroderen sit ønske om, at klageren skulle indgå et ægteskab med farbroderens ven fra al-Shabaab. Klageren ønskede ikke at blive gift med personen fra al-Shabaab, hvorfor hun kontaktede sin forsvundne ægtefælles tante. Tanten lovede at hjælpe klageren, og en måned senere lykkedes det klageren at udrejse med hjælp fra tanten. [I sommeren] 2013 tog klageren fra sin landsby med henblik på endelig udrejse af Somalia. Klageren har videre som asylmotiv under sin inddragelsessag i Udlændingestyrelsen henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes datter, [C], vil blive omskåret, tvangsfjernet og tvangsgift, idet klagerens ægteskab med børnenes far ikke er accepteret af farbroderen, som er al-Shabaab-medlem og, at hendes søn, [D], vil blive hjernevasket og tvangsrekrutteret til al-Shabaab og tvangsfjernet fra klageren. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen tilsidesatte under den oprindelige behandling klagerens forklaring om sit asylmotiv og lagde herved vægt på, at klagerens forklaring om sin konflikt med sin farbror på centrale punkter fremstod divergerende og utroværdig. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sin konflikt med farbroren til grund. Nævnet bemærker først, at klagerens baggrund er udokumenteret, og at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sin ægtefælles forhold til Udlændingestyrelsen. Nævnet finder, at klagerens forklaring på ses i dette lys. Nævnet finder, at klagerens forklaring om fængslingen i fire år og forholdene i fængslet fremstår helt usandsynlig. Nævnet finder i det hele ikke, at klageren kan anses for at have den baggrund, som hun påberåber sig. Flygtningenævnet kan ikke tilsidesætte klagerens forklaring om, at hun stammer fra [byen X]. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder kontrolkort af 14. november 2018, til grund, at al-Shabaab fortsat har magten i det område, klageren har forklaret, hun kommer fra. Flygtningenævnet tiltræder, at forholdene i [byen X] er ændrede på en sådan måde, at det ikke vil være i strid med EMRK artikel 3 på ny at henvise klageren til at tage ophold der. Betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er således til stede. For så vidt angår vurderingen efter udlændingelovens § 26, bemærker Flygtningenævnet, at klageren har opholdt sig her i landet i omkring 5½ år, at hun har født to børn her i landet, at hun ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse, og at hun ikke har væsentlige helbredsmæssige problemer. Nævnet bemærker endvidere, at klagerens ægtefælle efter det oplyste har opholdstilladelse i USA. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at nævnet ikke finder, at klagerens børn selvstændigt opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at § 26-hensynene ikke har en sådan vægt, at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke skal inddrages. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/91
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim af trosretning fra landsbyen [X] i [G]-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Begedi og subklanen Abaa-Jibil. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle, fordi hun nægtede at lave propaganda for al-Shabaab og lade sin søn rekruttere til al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren] 2017 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv vedrørende sin konflikt med sin første ægtefælle til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende, udbyggende og usammenhængende på væsentlige punkter. Flygtningenævnet har i den forbindelse taget hensyn til, at hun er analfabet. Hun har således forklaret forskelligt om, hvornår hun blev skilt fra sin første ægtefælle, der blev medlem af al-Shabaab og ville have, at deres søn skulle tilslutte sig al-Shabaab, og at hun skulle propagandere for al-Shabaab. Ifølge referatet fra samtalen i Udlændingestyrelsen [foråret] 2014 blev ansøgeren gift som 15-årig og skilt igen efter fem år. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [sommeren] 2014 har klageren forklaret, at hun blev skilt fra sin første ægtefælle, da hendes søn var ganske lille og ikke kunne tale, mens hun under samtalen [efteråret] 2017 har forklaret, at skilsmissen fandt sted, lige inden hun udrejste, hvor sønnen var omkring ti år og kort før, den første ægtefælle havde krævet, at sønnen skulle tilslutte sig al-Shabaab. Klageren har for nævnet indledningsvis forklaret, at hun blev skilt inden sin udrejse, men ikke kunne komme det nærmere, men at hendes søn var omkring ni til ti år på det tidspunkt. Det fremgår af klagerens ansøgning af [foråret] 2015 om familiesammenføring med sin anden ægtefælle, at hun var gift med sin første ægtefælle fra 1999-2004. Klageren har for nævnet svaret afglidende og usammenhængende på, hvordan denne oplysning hænger sammen med hendes øvrige forklaringer om, hvornår hun blev skilt fra sin første ægtefælle, herunder hendes forklaring om, at hun boede omkring en måned i Somalia fra skilsmissen fra den første ægtefælle og frem til udrejsen. Hun har endvidere forklaret forskelligt om, hvor mange gange hun blev opsøgt af sin første ægtefælle med krav om, at deres søn skulle tilslutte sig al-Shabaab. Under samtalen [foråret] 2014 har klageren oplyst, at det skete to gange, og at hun efter den første ægtefælles andet besøg besluttede sig for at flygte. Under samtalen [sommeren] 2014 har klageren forklaret, at han henvendte sig til hende tre gange om at hverve sønnen til al-Shabaab, og at hun den tredje gang hertil sagde fint nok - dog uden at mene det. Klageren har samtidig forklaret, at hun flygtede, inden han kontaktede hende den tredje gang. Til samtalen [efteråret] 2017 har klageren flere gange bekræftet, at der var tale om tre henvendelser. Klageren herudover oplyst forskelligt om, hvor hendes søn og mor har opholdt sig efter ansøgerens udrejse. I § 26-skemaet af [efteråret] 2017 har klageren skrevet, at sønnen opholdt sig i Somalia, og at hun ikke havde haft kontakt til sin familie siden 2015 i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen samme dag har klageren forklaret, at hendes søn var i Uganda, og at ”de var nødt til at henvende sig på den danske ambassade i Nairobi i Kenya” i forbindelse med hendes ansøgning om familiesammenføring. Foreholdt denne divergens har klageren oplyst, at hun forvekslede det med, hvornår hun tidligere havde haft kontakt med sønnen og i øvrigt har svært ved at huske det, der blev sagt. Hun har for nævnet forklaret, at hendes mor og søn i dag opholder sig Uganda. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at klageren flygtede uden at tage sin søn med, som hun boede med hos sin mor, idet sønnen angiveligt var hovedårsagen til konflikten og dermed klagerens flugt. Klageren har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for baggrunden herfor, og klageren har ikke for nævnet kunne oplyse om, hvorvidt hendes søn i dag skulle være blevet hvervet til al-Shabaab af hendes første ægtefælle, idet hun ikke har talt med hendes mor herom, når de har haft kontakt. Klageren har desuden forklaret udbyggende om, at hendes første ægtefælle efter klagerens udrejse skulle have opsøgt klagerens mor og have truet hende. Flygtningenævnet kan som følge af klagerens mange divergerende og indbyrdes usammenhængende oplysninger heller ikke lægge til grund, at hun ved en tilbagevenden skulle være enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet finder det dermed ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af klageren vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om forholdene i det sydlige og centrale Somalia, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [efteråret] 2014. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, selv om forholdene – trods forbedringerne – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes i øvrigt ikke at være af helt midlertidig karakter. Det er indgået i vurderingen, at al-Shabaab i hvert fald delvist har kontrollen i klagerens hjemområde, men at al-Shabaab’s måde at operere på har ændret sig fra vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til målrettede angreb mod profilerede personer og mere strategiske mål, og at sådanne angreb ikke finder sted i de områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ikke kan anses for profileret i forhold til al-Shabaab, idet nævnet ikke har kunnet lægge hendes forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet vurderer derfor, at en tilbagesendelse af klageren til hendes hjemområde ikke længere vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. For så vidt angår spørgsmålet, om en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil være særligt belastende for klageren, bemærker nævnet, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i godt fire år. Klagerens danskkundskaber er beskedne, ligesom hendes tilknytning til det danske arbejdsmarked alene har været af begrænset karakter i form af praktik på i alt ni måneder fra 2015 til 2016 og et IGU-forløb på seks måneder. Hun har alene en kusine i Danmark, men flere danske og udenlandske bekendte. Hun er medlem af den somaliske kvindeforening […] i [by]. Hun har helbredsproblemer i form af rygsmerter og hovedpine. Det kan på den baggrund efter en samlet vurdering ikke anses for særligt belastende for klager, der har haft hele sin opvækst i Somalia, at nægte forlængelse af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Betingelserne for at nægte forlængelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, er derfor opfyldt. På denne baggrund stadfæster Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/90/MEG
Nævnet meddelte i januar 2019 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra [en landsby] i Lower Shabelle-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Boon og subklanen Madhiban. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Klageren frygter endvidere de andre klaner i området. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for de andre klaner i området, har klageren oplyst, at han tilhører en minoritets-klan. Hans klan blev set ned på af andre klaner i området. Klagerens klan blev også beskyldt for ikke at være muslimer, idet de spiste kød fra dyr, som ikke var halalslagtet. Klageren har endvidere oplyst, at han blev slået af ældre personer fra Kuure-klanen, da de beskyldte ham for ikke at være muslim. Han blev også slået af de andre nomader, ligesom de bandede ad ham. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for al-Shabaab, har klageren oplyst, at al-Shabaab har taget både hans bror og hans søster. Hans bror er blevet tvangshvervet, mens hans søster er blevet tvangsgift med et al-Shabaab medlem. Klageren har endvidere oplyst, at han talte med personer fra al-Shabaab, som bad ham kæmpe for dem. Personer fra al-Shabaab kom jævnligt i klagerens område for at tale med folk. Endelig har klageren oplyst, at al-Shabaab vil betragte ham som vantro, idet han har været i udlandet og ikke har villet lade sig inddrage i jihad. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Et flertal af Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen klagerens forklaring om hans konflikt med al-Shabaab til grund, idet han har forklaret sammenhængende og konsistent. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klagerens søster blev tvangsgift med et medlem af al-Shabaab i 2007, at hun og ægtefællen fortsat bor i landsbyen, at hans bror blev tvangshvervet af al-Shabaab i 2009, og at klageren flere gange modtog henvendelser fra al-Shabaab om hvervning, senest kort tid før flugten. Idet klageren kommer fra en mindre landsby, der er under delt kontrol af al-Shabaab og AMISOM/SNA, da hans søster og svoger, der er medlem af al-Shabaab, bor i landsbyen og da hans stedmor arbejder for al-Shabaab finder et flertal af nævnet, at klageren er profileret og dermed risikerer tvangshvervning i tilfælde af, at han vender tilbage. Et flertal af nævnet finder derfor, at klageren fortsat er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren opfylder betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Idet klageren ikke tidligere har opholdt sig i større byer, for eksempel Mogadishu, da han kommer fra en mindretalsklan og da han ikke har netværk i større byer, for eksempel Mogadishu, finder nævnet ikke, at klageren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Somalia. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [en dato] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/9/JAH
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim af trosretning fra landsbyen [A] i Hiiran regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Tomaal, underklanen Geymalesamatar og subklanen Jelibay warsame. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, som mod klagerens vilje havde tilbageholdt hende, med henblik på at bortgifte hende med et medlem af grupperingen. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at medlemmer af al-Shabaab i 2012 anmodede klagerens far om hendes hånd. Klagerens far nægtede og blev slået ihjel. Efter drabet tog medlemmer af al-Shabaab klageren med til deres lejr, hvor hun var tilbageholdt et døgn, hvorefter det lykkedes hende at flygte fra lejren. Klageren udrejste herefter af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klageren gav ikke møde i forbindelse med sagens behandling i nævnet på trods af, at hun ved brev afsendt fra Flygtningenævnet [i begyndelsen af året] 2019 behørigt er blevet indkaldt til nævnsmødet. Det fremgår ikke af sagen, om klageren ligeledes er indkaldt via E-Boks. Det bemærkes, at klagerens E-Boks ikke længere er aktiv. Det er oplyst, at klageren i CPR-registeret er registreret som forsvundet [i begyndelsen af året] 2019. Klagerens advokat har på sin sag noteret, at klageren på et tidspunkt skulle være flyttet til København. Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at klagerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv vedrørende sin konflikt med al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende herom på væsentlige punkter under samtalerne [i sommeren] 2014 og [i foråret] 2015. Hun har således forklaret forskelligt om tidspunktet for, hvornår hendes far blev dræbt, idet hun har angivet, at dette skulle være sket i henholdsvis [sommeren] 2013 og slutningen af 2012. Hun har endvidere forklaret forskelligt om, hvorvidt hun selv var hjemme eller i koranskole, da hendes far første gang skulle være blevet opsøgt af al-Shabaab om at gifte hende bort, og om hvornår al-Shabaab skulle have hentet faderen, efter han nægtede at gifte hende bort. Hun har til samtalen [i sommeren] 2014 forklaret, at faren blev taget med samme eftermiddag, som han var blevet opsøgt første gang, mens hun til samtalen [i foråret] 2015 har forklaret, at han først blev taget med dagen efter. Hun har desuden forklaret forskelligt om, hvorvidt hun under turen til al-Shabaabs lejr skulle have haft bind for øjnene eller ej. Der er navnlig for så vidt angår divergenserne om, hvorvidt ansøger var hjemme eller i skole, da faren blev opsøgt første gang og omstændighederne ved transporten til al-Shabaabs lejr tale om forhold, som ansøgeren selv har oplevet og derfor burde kunne forklare konsistent om. Da nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, kan nævnet heller ikke lægge til grund, at klagers forældre er blevet dræbt, og at hun ved en tilbagevenden vil være enlig kvinde i Somalia. Flygtningenævnet finder det dermed ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af klageren vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om forholdene i det sydlige og centrale Somalia, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [i sommeren] 2015. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, selv om forholdene – trods forbedringerne – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes i øvrigt ikke at være af helt midlertidig karakter. Det er indgået i vurderingen, at al-Shabaab har kontrollen i klagerens hjemområde, men at al-Shabaab’s måde at operere på har ændret sig fra vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til målrettede angreb mod profilerede personer og mere strategiske mål, og at sådanne angreb ikke finder sted i de områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ikke kan anses for profileret i forhold til al-Shabaab, idet nævnet ikke har kunnet lægge hendes forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet vurderer derfor, at en tilbagesendelse af klageren til herunder hjemområde ikke længere vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. For så vidt angår spørgsmålet, om en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil være særligt belastende for klageren, bemærker nævnet, at klageren har haft lovligt ophold i ca. 3½ år. Hun har ikke gennemført et uddannelsesforløb og har alene haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, ligesom hun ikke har været medlem af foreninger, bestyrelser eller lignende. Hun har ingen familie i Danmark, men har oplyst at have en samlever. Det kan på den baggrund ikke anses for særligt belastende for klager, der har haft sin opvækst i Somalia, at nægte forlængelse af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Betingelserne for at nægte forlængelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, er derfor opfyldt. På denne baggrund stadfæster Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/89/CHA
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunnimuslim fra landsbyen [A] i Mudug-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Madhiban, subklanen Muse Dhariyow og familieklanen [B]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han var flygtet fra dem. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen lagde i afgørelsen vægt på, at han havde konflikter med al-Shabaab, som ønskede at rekruttere ham, så han kunne kæmpe for dem. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet han har forklaret konsistent herom under samtalerne hos Udlændingestyrelsen og for nævnet. Nævnet lægger således til grund, at klageren kort før sin udrejse har været tilbageholdt med henblik på rekruttering hos al-Shabaab, hvor han blev udsat for afstraffelse i form af fysiske overgreb blandt andet ved anvendelse af kniv, som medførte, at han blev bevidstløs i en længere periode og havde brug for behandling. De unøjagtigheder, der er i klagerens angivelse af, hvor lang tid, han blev tilbageholdt hos al-Shabaab, har klageren redegjort for på rimelig vis - også under hensyn til den tid, der gået, siden begivenhederne fandt sted, og den påvirkning, de havde på ham. Flygtningenævnet lægger endvidere efter klagerens troværdige forklaring for nævnet til grund, at klagerens far efter klagerens udrejse er blevet tilbageholdt i en længere periode af al-Shabaab, og at klagerens far efter sin frigivelse fortsat er under overvågning af al-Shabaab, som med jævne mellemrum indkalder faren til samtaler. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren fremstår som profileret i forhold til al-Shabaab, der efter de foreliggende baggrundsoplysninger fortsat har kontrollen over klagerens hjemområde. Nævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold ikke, at han kan henvises til at tage ophold et andet sted i Somalia. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 10. januar 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/88/CHA
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim. Ansøgeren er født i Dhagahbur, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren vil blive slået ihjel af ansøgerens tidligere ægtefælle, [A]. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia frygter at leve i skam, idet ansøgeren blev udsat for voldtægt og fik et barn uden for ægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at hun frygter [A] oplyst, at ansøgeren blev gift med [A], fordi ansøgeren troede, at han var en god mand. Ansøgeren fik en søn ved navn [B] sammen med [A]. Ansøgeren har endvidere oplyst, at [A] ville have, at ansøgeren skulle bede, men at ansøgeren ikke kunne dette, da hun ikke havde lært Koranen. Som følge heraf blev ansøgeren udsat for vold i 2003, og ansøgeren blev brændt på hovedet i 2005, hvorefter ansøgeren måtte opholde sig på et hospital i syv måneder i Mogadishu. Da ansøgeren fandt ud af, at [A] var medlem af al-Shabaab og som følge heraf ofte deltog i krig, sendte ansøgeren [B] til Puntland i Somalia. Efterfølgende udrejste ansøgeren af Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger særlig vægt på at det af akterne fra hendes græske asylsag fremgår, at hun flygtede af økonomiske grunde, og at hendes ægtefælle og fire børn, hvoraf mindst den ene er en voksen søn, fortsat bor i Mogadishu. Det forhold, at ansøgeren under mødet for nævnet har forklaret, at hun ikke ved, hvad hun forklarede til de græske myndigheder, at hun var fuld og syg under samtalerne, og at hun blot oplyste noget for at få et opholdskort, kan ikke føre til, at oplysningerne til de græske myndigheder ikke kan lægges til grund. På trods af ansøgerens forklaring for nævnet, findes hun herefter ikke at have sandsynliggjort, at hun er forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, i Mogadishu, eller at hun i øvrigt er uden mandligt netværk. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/87/GJEY
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger og muslim fra [A], Bay, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen […], subklanen […] og familieklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han i [efteråret] 2012 blev tvangsrekrutteret. Klageren har endvidere henvist til, at han vil være særligt udsat i Somalia, idet han tilhører en mindretalsklan, og fordi han ikke har familie tilbage i Somalia. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [efteråret] 2012 blev opsøgt på sin bopæl i [A] af tre medlemmer fra al-Shabaab, som gav ham bind for øjnene og kørte ham til et ukendt sted. Et andet medlem af al-Shabaab holdt tale for klageren om al-Shabaab og oplyste ham om, at han skulle tilslutte sig dem. Mændene kørte ham derefter tilbage til bopælen. Klageren fortalte sine forældre, hvad der var sket, hvorefter klagerens far sørgede for, at han kom til en anden bydel, hvor han opholdt sig hos sin fars ven. Al-Shabaab henvendte sig derefter til klagerens far, idet de ønskede at vide, hvor klageren opholdt sig. Mændene oplyste klagerens far om, at de ville slå klageren ihjel, når de fandt ham. Klagerens far besluttede derefter, at klageren skulle udrejse af Somalia. Dette blev al-Shabaab bekendt med, og de opsøgte klagerens families bopæl den næste dag. De ville have, at klagerens far skulle komme med dem, men det nægtede han, hvorfor al-Shabaab skød ham. Klagerens mor døde herefter af chok over farens død. Fem dage efter skudepisoden udrejste klageren af Somalia. Flygtningenævnet meddelte [en nærmere angiven dato i efteråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet nævnets flertal lagde klagerens forklaring til grund samt fandt det sandsynliggjort, at klageren ville være i risiko for overgreb fra al-Shabaab ved en tilbagevenden til Somalia, særligt henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at udsætte sagen som påstået af advokaten med henblik på ægthedsvurdering af det [en nærmere angiven dato i foråret] 2019 fremlagte dokument af [en nærmere angiven dato i starten af] 2019 som angiveligt skulle stamme fra ”Federal Republic of Somalia, Ministry of International Security”, henset til omstændighederne omkring fremlæggelsen af dokumentet og indholdet af dokumentet. Flygtningenævnet finder at kunne lægge klagerens forklaring om, at han blev forsøgt tvangsrekrutteret af al-Shabaab til grund, men finder ikke at kunne lægge de nærmere omstændigheder omkring udrejsen og finansieringen til grund, idet klageren ikke har kunnet redegøre for, hvordan han har modtaget penge til udrejsen. Klageren har således herunder ikke kunnet redegøre for, hvor meget hans far nåede at indsamle, inden hans far efter få dage ifølge klageren angiveligt blev slået ihjel af al-Shabaab, og hvordan pengene er nået frem til klageren eller andre, og hvordan rejsen i øvrigt er blevet finansieret. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klageren kan anses for særlig profileret i forhold til al-Shabaab, idet Flygtningenævnet herunder lægger til grund, at klagerens konflikt ligger langt tilbage i tid, og at klageren blev forsøgt tvangsrekrutteret som led i en generel tvangshvervning, jf. klagerens forklaring til asylsamtalen [i sommeren] 2014. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Det forhold, at klageren tilhører en mindretalsklan og ifølge klageren ikke har familie udover eventuelt en morbror tilbage i Somalia kan ikke føre til en ændret vurdering. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [A] i Bay-regionen ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at AMISOM udøver kontrollen over klagerens hjemområde i [A] i Bay-regionen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at al-Shabaab efter de foreliggende baggrundsoplysninger i dag generelt har ændret taktik både i områder, de kontrollerer og ikke kontrollerer, og at al-Shabaabs primære angrebsmål er embedsmænd, klanledere, forretningspersoner mfl. og andre personer, der modarbejder al-Shabaabs ideologi. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. I Flygtningenævnets vurdering er indgået, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [en nærmere angiven dato i efteråret] 2014. Klageren er født i 1995 og opvokset i [A] i Bay-regionen, hvor han har boet indtil sin udrejse i [slutningen af] 2012. Klageren har en morbror i Danmark. Klageren har oplyst, at han eventuelt har en morbror i Somalia. Han har 4 søstre og 2 brødre, som han formoder, er udrejst fra Somalia, men han ved det ikke, og han har ikke haft kontakt med dem. Klageren har bestået Prøve i Dansk 1 og er i gang med Prøve i Dansk 2. Klageren har fra [en nærmere angiven dato i slutningen af] 2017 været i praktik som lagerarbejder og har efter det oplyste fra [slutningen af] 2018 haft fast job i […]. Klageren er medlem af Somalisk Forening. Klageren er sund og rask. Betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, er derfor opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/86/JABP
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at klagerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Klageren er somalisk statsborger og muslim fra [A], Lower Shabelle, Somalia. Klageren tilhører klanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, som har anklaget ham for at være spion for regeringen og dømt ham til døden. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far blev slået ihjel af al-Shabaab i [starten af] 2010, da han som sundhedsfaglig person arbejdede for internationale organisationer. I [foråret] 2010 blev klageren sammen med andre unge mænd taget til fange af al-Shabaab, der ville hverve dem. Klageren var tilbageholdt i to måneder, inden nogle ældre i byen fik nogle af dem løsladt. Al-Shabaab anklagede herefter klageren for at være spion for regeringen og samarbejde med internationale organisationer på grund af hans fars forhold. I [starten af] 2011 flyttede klageren og hans familie ud af byen, fordi de var trætte af, at al-Shabaab ransagede og opsøgte deres bopæl. I [foråret] 2011 blev klagerens bopæl igen opsøgt af al-Shabaab. De sagde til hans ægtefælle, at klageren var spion, og at de ville slå ham ihjel. Ægtefællen advarede klageren, som arbejdede på familiens jord, og de besluttede, at han skulle udrejse. Klageren gemte sig hos personer fra sin klan i to måneder, hvor hans onkel solgte jorden, inden han udrejste af Somalia i [foråret] 2012. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere angiven dato i slutningen af] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder at kunne lægge klagerens forklaring om, at han blev forsøgt tvangsrekrutteret til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren kan anses for profileret i forhold til al-Shabaab, idet Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren blev forsøgt tvangsrekrutteret som led i en generel tvangshvervning. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at al-Shabaab ikke udøver kontrollen over klagerens hjemby, men at AMISOM siden foråret 2014 de facto har udøvet kontrollen over byen. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [A] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder i artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. I Flygtningenævnets vurdering er indgået, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [en nærmere angiven dato i slutningen af] 2013. Klageren er født i 1987 og opvokset i [A] i det sydlige Somalia, hvor han har boet indtil sin udrejse i 2012 som ca. 25-årig. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark, men har efter det oplyste en ægtefælle og søskende i Uganda. Klageren har bestået Prøve i Dansk 1. Klageren har deltaget i forskellige praktikordninger gennem jobcenter og kommune, men har ikke haft en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har siden 2013 været medlem af fodboldklubben […], hvor han også har været frivillig i klubben og deltaget som en del af trænerteamet. Klageren er sund og rask. Betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, er derfor opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/85/JABP
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører [klanen X] og er muslim fra Belet Weyne, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har nægtet at samarbejde med dem. Klageren har videre henvist til, at han frygter al-Shabaab, fordi han har været i et europæisk land og derfor vil blive betragtet som en forræder, spion eller vantro. Endelig har klageren henvist til, at han frygter de somaliske myndigheder, idet han risikerer at blive forvekslet med et medlem af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han omkring [efteråret] 2010 blev opsøgt af al-Shabaab, idet de ønskede, at klageren og de øvrige unge drenge skulle slutte sig til dem. Den anden gang, klageren blev opsøgt af al-Shabaab, afslog han at samarbejde med dem. To dage senere blev han pågrebet og tilbageholdt af al-Shabaab i et gammelt hus. Efter to dage lykkedes det klageren at flygte fra al-Shabaab, idet han overbeviste dem om, at han ville samarbejde med dem. Derefter tog klageren hjem til sin onkel. Klageren oplyste videre, at han efter yderligere to dage på ny blev pågrebet af al-Shabaab og ført tilbage til det gamle hus. Her blev klageren slået af al-Shabaab, og hans arm blev brækket, fordi han var flygtet fra dem. Det lykkedes igen klageren at flygte, da al-Shabaab blev angrebet af regeringsstyrker. Klageren tog derpå hjem til sin bopæl, hvor hans mor og ægtefælle behandlede hans arm. Dernæst tog klageren til Mogadishu, hvorfra han udrejste af Somalia. Endelig har klageren oplyst, at hans mor og ægtefælle blev opsøgt af al-Shabaab i løbet af de syv dage, han opholdt sig i Mogadishu inden sin udrejse. Al-Shabaab spurgte efter klageren og sagde til hans familie, at han var vantro og dømt til henrettelse, fordi han var flygtet fra dem. Klagerens mor og ægtefælle havde ingen konflikter med al-Shabaab efterfølgende. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2017 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab til grund, og idet Udlændingestyrelsen lagde vægt på daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. [I foråret] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, og [i efteråret] 2017 berigtigede Udlændingestyrelsen afgørelsen af [en dato i foråret] 2017. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, at Udlændingestyrelsen ikke længere kunne lægge klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab til grund på inddragelsestidspunktet. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikere forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Der er herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om asylmotivet fremstår divergerende, upræcist og utroværdigt. Klageren har udover de divergenser, der må forventes som følge af, at der er gået 8-9 år siden, han udrejste af Somalia, forklaret divergerende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Klageren har således forklaret divergerende om flugten fra huset i skoven. Han har først over for Udlændingestyrelsen forklaret, at han flygtede ved at springe ud af et vindue, mens han under nævnsmødet forklarede, at han flygtede, mens han var uden for huset. Han har endvidere forklaret, divergerende om, hvordan han fik mulighed for at flygte. Han har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at der opstod en skudepisode, hvorfor han fik mulighed for at flygte, mens han under nævnsmødet forklarede, at det var mørkt og regnede, og at han ikke vidste om vagten var faldet i søvn, og at han derfor kunne flygte fra stedet. Denne forklaring ændrede han først, da han blev gjort bekendt med, hvad han tidligere havde forklaret. Han har dertil forklaret upræcist om antallet af tilbageholdelser og om stederne, hvor han blev tilbageholdt. Han har endelig forklaret upræcist og svaret afglidende på alle spørgsmål om, hvornår han blev gift, boede med sin hustru, blev tilbageholdt og udrejste. Klagerens hustru har i forbindelse med sin ansøgning om familiesammenføring med klageren afgivet en forklaring, som ikke på et eneste punkt understøttede klagerens forklaring. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Somalia eller, at han har været eller er profileret i forhold til al-Shabaab eller andre. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om klagerens hjemområde, at Belet Weyne aktuelt er under kontrol af AMISON. Det fremgår endvidere, at de generelle forhold i Somalia er forberedt. Om end forholdene efter baggrundsoplysningerne fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, lægger Flygtningenævnet til grund, at ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til hans hjemområde i Somalia ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet finder således, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Vedrørende klagerens tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet, at klageren har haft opholdstilladelse i Danmark siden [slutningen af] 2012. Klageren har ikke opnået nogen fast tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført en uddannelse. Han har alene bestået danskprøve 1 og været i praktik. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/84/ATN
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra [landsbyen X] i Galgaduud-regionen, Somalia. Han tilhører hovedklanen [Y]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har nægtet at samarbejde med dem. Klageren har videre henvist til, at hans far blev født fem måneder efter, hans bedsteforældre blev gift, hvorfor klageren og hans familie blev diskrimineret, chikaneret og udstødt i landsbyen. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin far blev opsøgt på farens koranskole i [foråret] 2014 af flere personer fra al-Shabaab, idet de ville have klageren til at kæmpe for dem, hvilket han nægtede. I [sommeren] 2014 opsøgte al-Shabaab igen koranskolen, hvor de sagde til klageren og hans far, at de var sufi-muslimer, og klageren blev taget med til et fængsel. Klagerens far blev også tilbageholdt af al-Shabaab, og klageren har ikke set ham siden. To dage efter klagerens tilbageholdelse blev han opsøgt i sin celle af personer fra al-Shabaab, som sagde, at klagerens far var spion for myndighederne, hvilket klageren afviste. Omkring 20 dage efter blev klageren igen opsøgt i sin celle af personer fra al-Shabaab, som fortalte, at de havde dræbt hans far og brændt familiens bopæl ned. [En senere dato i sommeren] 2014 blev klageren bragt ud af fængslet, og al-Shabaab fortalte folk i byen, at han var en sufi, der ikke havde nogen tro, at han var spion for myndighederne, og at de ville slå ham ihjel, som de havde slået hans far ihjel. Da han senere samme dag blev bragt tilbage til fængslet, blev han tortureret, men efter kort tid lykkedes det ham at flygte fra fængslet, hvorpå han udrejste. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I slutningen af] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klagerens advokat har nedlagt en mere subsidiær påstand om udsættelse af sagen på en toturundersøgelse af klageren. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det fremgår af opholdstilladelse af [dato i efteråret] 2015, at Udlændingestyrelsen ikke har lagt klagerens forklaring om asylmotivet til grund, og at han er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår under punktet benævnt ”Opholdstilladelsens gyldighedsperiode”, at klageren har fået opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i sit hjemområde i Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Der er herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om asylmotivet fremstår divergerende, upræcist og utroværdigt. Klageren har forklaret divergerende om, hvem der opsøgte han og hans far på koranskolen, hvornår han blev opsøgt af al-Shabaab i fængslet, og om hvornår han hørte om sin fars død. Han har under nævnsmødet divergeret yderligere i forbindelse med sin forklaring om, hvad al-Shabaab beskyldte hans far og ham selv for. Klagerens forklaring fremstår generelt upræcis, og han svarede afglidende på spørgsmålene under nævnsmødet, ligesom afhøringen bær præg af, at svarene måtte hives ud af ham. Han har således ikke været i stand til at redegøre mere præcist for de nærmere omstændigheder vedrørende for eksempel anholdelsen, fængselsopholdet og flugten fra fængslet. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Somalia. Han har herunder ikke sandsynliggjort, at han har været eller vil være profileret i forhold til al-Shabaab eller andre. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om klagerens hjemområde, at al-Shabaab fortsat har indflydelse i området, men at deres måde at operere på har ændret sig på en sådan måde, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold. Om end forholdene således fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, lægger Flygtningenævnet til grund, at ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til hans hjemområde i Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet finder efter ovenstående bevisvurdering, at der ikke er anledning til at imødekomme klagerens anmodning om udsættelse af sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine “General Comments no. 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at klageren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. I, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Vedrørende klagerens tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet, at klageren har haft opholdstilladelse i Danmark [efteråret] 2015. Klageren har ikke opnået nogen fast tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført nogen uddannelse. Han har alene bestået danskprøve 1 og været i praktik. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/83/ATN
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk biyomaal og sunnimuslim fra Marka, Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen Biimaal. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter sin tidligere ægtefælle, [A], fordi han altid har udsat hende for fysiske overgreb samt sin fars anden ægtefælle, [C], fordi hun støtter [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [C] arrangerede ægteskabet mellem ansøgeren og [A]. De blev gift i januar 2015 og flyttede sammen. Straks efter begyndte [A] at udsætte ansøgeren og hendes datter for fysiske overgreb. En dag hældte han kogende vand ud over ansøgerens hånd og truede hende på livet. En aften, da [A] ikke var hjemme, flygtede ansøgeren hen til sin veninde, [B’s] bopæl. Samme aften opsøgte [A] [B’s] bopæl og råbte, mens hans slog og sparkede ansøgeren. [B’s] naboer kom til bopælen og stoppede [A]. Han forlod bopælen. Den efterfølgende morgen tog ansøgeren en bus til Bula Mareer. Ansøgeren, hendes datter og [B], flyttede samme dag til et andet sted i Marka. I april 2015 udrejste ansøgeren til Kenya. Under ansøgerens ophold i Kenya blev hun skilt fra [A]. [B] havde fortalt de ældre i kvarteret om, hvad [A] havde gjort ved ansøgeren. [A] var mødt op hos de ældre og indvilligede i at lade sig skille fra ansøgeren. Efter fem måneder i Kenya ringede [A] til ansøgeren og truede hende på livet. Efter ansøgerens udrejse af Somalia har hun af [B] fået at vide, at [A] har truet [B] adskillige gange, og at han nu beskyldte [B] for at være skyld i, at ansøgeren er udrejst. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer usammenhængende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring til asylsamtalen og på nævnsmødet om grunden til, at hun ikke tog sin datter med, da hun flygtede, forekommer usammenhængende, udbyggende og utroværdig. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at hun ikke nåede at få sin datter med, fordi hun var meget såret og forvirret, og fordi [B] sagde, at hun skulle tage afsted med det samme, hvilket ikke hænger sammen med ansøgerens efterfølgende forklaring om, at hun havde tænkt over at tage datteren med, men at [B] havde sagt, at det ville være sværere at spore ansøgeren, hvis hun ikke havde et barn med sig. Til sin advokat og på mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun lod datteren blive hos [B], idet det var ansøgeren, der var det primære mål for [A’s] vold, og at det var mere sikkert for dem begge, at datteren blev hos [B], ligesom hun ikke havde penge nok til at tage datteren med. Ansøgerens forklaring om, at hun efter at være blevet udsat for vold fra sin ægtefælles side tog hen til [B], forekommer endvidere mindre troværdig henset til hendes forklaring om, at [A] vidste, at det var det eneste sted, hun kunne tage hen og dermed måtte forventes at vide, hvor hun opholdt sig. Flygtningenævnet finder videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke foranledigede, at datteren blev forenet med hende i Kenya, hvor ansøgeren opholdt sig i længere tid og tjente penge. Flygtningenævnet finder endeligt, at det forekommer mindre sandsynligt, at [A] efter fire år skulle fortsætte med at efterstræbe ansøgeren henset til, at de er blevet skilt ved ældrerådet, hvor han samtykkede i skilsmissen. Flygtningenævnet finder hertil, at ansøgerens forklaring om, at [A] skulle have fået oplysning om, at ansøgeren opholdt sig i Kenya, og at han fik kendskab til hendes telefonnummer her, forekommer utroværdig, ligesom ansøgerens forklaring om sin kontakt til [B] efter udrejsen forekommer usandsynlig, herunder at hun i Italien tilfældigt mødte en mand, [D], der kendte telefonnummeret til [B’s] nabo. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren ved udrejsen havde asylbegrundende konflikter i Somalia, og de generelle forhold i Lower Shabelle i Somalia er ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes far bor i Somalia. Ansøgeren har således til konventionsafhøringen, der fandt sted under medvirken af tolk, om sin familiemæssige tilknytning til hjemlandet forklaret, at hendes far og datter bor i Somalia. Hun har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hendes far stadig pløjer marker ”den dag i dag”, mens hun til asylsamtalen og på nævnsmødet forklarede, at hendes far blev dræbt af nogle personer 1 – 2 år efter, at hendes første mand døde i 2010. Nævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ikke har et mandligt netværk i Somalia. For så vidt angår ansøgerens asylmotiv i relation til sit tilhørsforhold til klanen Biimaal bemærker nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er i en konkret og individuel konflikt som følge heraf. Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder som ovenfor nævnt heller ikke, at de generelle forhold i Lower Shabelle er af en sådan karakter, at enhver alene ved sin blotte tilstedeværelse kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Nævnet finder derfor heller ikke, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/82
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somalier og sunnimuslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes far vil tvinge hende til at gifte sig mod hendes vilje. Endvidere er hun ikke længere jomfru. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold for kvinder i Somalia. Til støtte for konflikten med sin far har ansøgeren oplyst, at hendes far tyggede khat og ved flere lejligheder var voldelig over for ansøgeren, hendes søskende og deres mor. Ansøgerens far forsøgte flere gange at arrangere ægteskab for ansøgeren, hvilket hun modsatte sig. Om de generelle forhold for kvinder i Somalia har ansøgeren oplyst, at der ikke er frihed for kvinder i Somalia, fordi det er mændene, der bestemmer. Ansøgeren vil gerne selv vælge, hvem hun skal giftes med. Ansøgeren har erkendt, at hun har forklaret usandt om sit asylmotiv ved den første samtale med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet må derfor foretage en indgående vurdering af ansøgerens troværdighed. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren nu er 32 år og veluddannet, idet hun har gået på universitetet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for sådanne overgreb fra sin fars side, at hun har behov for beskyttelsesstatus. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren ikke alene har forklaret usandt i den første samtale med Udlændingestyrelsen, men ansøgeren må også anses for at have udbygget forklaringen om farens overgreb mellem den anden samtale med Udlændingestyrelsen og forklaringen for Flygtningenævnet. Nævnet bemærker endvidere, at der ikke var en enkelt, konkret episode, der var årsag til udrejsen, men at denne skete, da ansøgeren var færdig med et skoleår på universitetet. Nævnet finder heller ikke, at det forhold, at ansøgeren måtte have haft et udenomsægteskabeligt forhold, indebærer, at ansøgeren risikerer sådanne overgreb fra farens side, at hun har behov for beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har et tilstrækkeligt mandligt netværk i Somalia. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at de generelle forhold for kvinder i Somalia er af en sådan karakter, at ansøgeren ikke vil kunne sendes tilbage til Somalia. Nævnet henviser herved til den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 10. september 2015 i sagen R.H. mod Sverige (application 4601/14) og FN’s Kvindekomités udtalelse af 21. juli 2017 i sagen F.F.M. mod Danmark (communication No. 70/2014). Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/8/MAH
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og tilhører hovedklanen Jaaji og subklanen [...]. Klageren er muslim fra [...], Mudug i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter problemer med al-Shabaab. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive tvunget til at indgå et ægteskab eller at blive slået ihjel, ligesom hun frygter, hvilken betydning det kan få for hendes familie. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hun flygtede fra sit hjemland på grund af problemer med al-Shabaab og af frygt for at blive slået ihjel. Hun blev tvangsgift med en højtstående leder i al-Shabaab ved navn [x], der udsatte hende for overgreb i form af slag på arme, brændemærker på hals og ved forsøg på kvælning. Al-Shabaab opsøgte klagerens far og anmodede om ægteskabets indgåelse. Al-Shabaab fortalte klagerens far, at klageren befandt sig ude på gaden om natten, og at de ville slå klageren ihjel, hvis hun ikke indgik i ægteskabet med [x]. Forinden al-Shabaabs henvendelse til faren, mødtes klageren næsten hver nat i to måneder i landsbyen med [y], hendes nuværende ægtefælle, inden de blev opdaget af al-Shabaab. Klageren har oplyst, at hun mødtes med [y] trods konsekvenserne ved at mødes med en mand, hun ikke var gift med, om natten, fordi hun var forelsket. Klagerens far kendte ikke til [y], inden klageren og [y] blev opdaget, idet klageren frygtede, at hendes far ikke ønskede, at hun indgik ægteskab med [y]. Klageren og [y] blev en nat opsøgt af mænd fra al-Shabaab, og klageren flygtede fra stedet, mens [y] blev pågrebet. Ægteskabet med [x] blev indgået med klagerens fars accept, idet han ikke turde stå imod ønsket fra al-Shabaab. Klageren kendte ikke til [x] før indgåelsen af ægteskabet. Klageren var gift med [x] i tre år, og hun forsøgte én gang at flygte. Dette var kort tid efter indgåelsen af ægteskabet. Der var ikke en særlig årsag til, at klageren flygtede efter netop tre års ægteskab, idet klageren har oplyst, at hun blot ikke kunne udholde mere. Klageren har videre oplyst, at hun flygtede om nat-ten, og at hun ikke husker de præcise detaljer, men at hun husker, at hun gik omkring tre til fire timer til fods, hvorefter hun fik et lift af en forbikørende bilist, som kørte hende til Xaradheere. Herfra fik hun fik et lift videre til Galkaacayo af en mælkemand. Det var klagerens moster, der finansierede rejsen. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret 2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt, men Udlændingestyrelsen kunne ikke lægge klagerens forklaring om sine individuelle konflikter i Somalia til grund. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge klagerens forklaring om sine individuelle konflikter i Somalia til grund. Flygtningenævnet henviser herved de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret 2017]. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun på grund af sine individuelle forhold ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller for overgreb, jf. udlændingelovens § 7 stk. 1, eller 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle situation i klagerens hjemområde i Somalia er af en sådan karakter, at klageren alene under henvisning hertil ikke vil kunne sendes tilbage til Somalia. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdene er forbedret siden klagerens udrejse, og at forbedringen – uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ikke er af helt midlertidig karakter. En tilbagesendelse af klageren til Somalia udgør derfor ikke en krænkelse af EMRK artikel 3. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen finder Flygtningenævnet efter en samlet og konkret vurdering af klagerens forhold, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/79/AJEV
Nævnet hjemviste i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Under Flygtningenævnets behandling af sagen, hvor klageren var mødt, nedlagde Udlændingestyrelsen påstand om hjemvisning, idet Udlændingestyrelsen burde have vurderet klagerens familiemæssige situation og ikke blot henvist klageren til at søge familiesammenføring. Endvidere fremgår det af klageren advokats indlæg, at klageren som asylmotiv nu også henviser til, at hendes datter, der er født efter Udlændingestyrelsens afgørelse, risikerer omskæring, hvis hun sendes til Somalia. Endvidere henviser klageren som nyt asylmotiv til hendes ægtefælles klanforhold. Klagerens advokat tilsluttede sig Udlændingestyrelsens påstand. Flygtningenævnet besluttede på den baggrund at tage påstanden om hjemvisning til følge.” soma/2019/78/AJEV
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Ansøgeren er etnisk Dir og sunni-muslim af trosretning fra Aw Dheegle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet hun ikke efterkom deres krav om at stoppe med at sælge te til mænd. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold for enlige kvinder uden et mandligt netværk. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun åbnede et tehus for at forsørge sig selv og sine børn, da hendes ægtefælle forsvandt. En dag opsøgte to maskerede mænd fra al-Shabaab ansøgeren og sagde, at det var imod islam at sælge te til mænd, hvorfor det ville få konsekvenser, hvis hun fortsatte. To dage senere blev ansøgeren opsøgt af de samme mænd, som truede ansøgeren på livet og sagde, at hun skulle finde sig et andet arbejde. En aften blev der skudt mod tehuset, hvorfor ansøgeren flygtede fra stedet og tog ophold hos ægtefællens bror. Ansøgeren udrejste seks dage senere. Al-Shabaab har fortsat kontrollen i Aw Dheegle. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og afglidende. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at Al-Shabaab ved deres henvendelse i tehuset også påtalte hendes påklædning, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at Al-Shabaab alene påtalte, at hun solgte te også til mænd. Ansøgeren har udbyggende under nævnsmødet forklaret, at kunderne i tehuset ved en af Al-Shabaabs henvendelser flygtede, hvilket hun ikke tidligere har forklaret. Ansøgeren har forklaret, at hun alene hørte skud udenfor sin forretning men ikke så, om noget blev ramt, hvorfor Flygtningenævnet finder, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at skuddet var rettet mod hende. Videre finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren i den periode, hvor hun opholdt sig hos sin svoger, tæt på sin bopæl, ikke undersøgte, hvordan hendes børn havde det. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv ikke fremtræder selvoplevet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring uden problemer havde drevet tehuset gennem en 4 årig periode, og at den angivelige konflikt har fundet sted for nu 2 ½ år siden, hvorfor ansøgeren ikke er særligt profileret i forhold til Al-Shabaab. Hertil kommer, at det område, hvor ansøgeren opholdt sig, efter nævnets baggrundsoplysninger nu er under kontrol af Amison. Ansøgeren har efter sin egen forklaring i ca. 4 år uden problemer levet med sin mor og 4 børn siden ægtefællens forsvinden, ligesom hendes svoger bor tæt på familiens bopæl. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke er uden mandligt netværk i Somalia. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2019/77/STRAA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og tilhører hovedklanen Darood, subklanen [...] og familieklanen [...]. Klageren er muslim fra byen [...] i Gedo-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at al-Shabaab vil fuldbyrde en dom, som de har idømt ham. Endvidere frygter klageren [x’s] tidligere ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt har klageren oplyst, at han forelskede sig i en pige, [x], som han blev hemmeligt gift med omkring to måneder efter de mødte hinanden. Både klageren og [x] havde tidligere været gift. Parret blev viet i skjul, hvilket ikke var usædvanligt, men dog var blevet ulovligt efter al-Shabaab havde fået magten i området. En dag kontaktede [x] klageren via Facebook og oplyste, at hun var blevet truet af sin tidligere ægtefælle og derfor var flygtet. [x] rådede klageren til at gøre det samme. Han nåede dog ikke at flygte, inden fem til seks personer fra al-Shabaab opsøgte ham på hans bopæl og tog ham med. Herefter blev klageren fængslet i omkring to uger, hvorefter han blev stillet for en dommer. Under retssagen nægtede klageren sig skyldig, men blev alligevel dømt til døden ved stening. [y], en slægtning til klageren, stillede sig som garant for klageren, hvorfor klageren blev løsladt. Det var [x’s] eksmand, som fortalte al-Shabaab om den hemmelige vielse. Efter sin løsladelse flygtede klageren fra Somalia ved hjælp fra [y]. [y] er senere blevet slået ihjel af al-Shabaab, fordi de mistænkte ham for at samarbejde med regeringen.Udlændingestyrelsen meddelte [efteråret 2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt, men Udlændingestyrelsen kunne ikke lægge klagerens forklaring om sine individuelle konflikter i Somalia til grund. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge klagerens forklaring om sine individuelle konflikter i Somalia til grund. Flygtningenævnet henviser herved de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren 2017]. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han på grund af sine individuelle forhold ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller for overgreb, jf. udlændingelovens § 7 stk. 1, eller 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle situation i klagerens hjemområde i Somalia er af en sådan karakter, at klageren alene under henvisning hertil ikke vil kunne sendes tilbage til Somalia. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdene er forbedret siden klagerens udrejse, og at forbedringen – uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ikke er af helt midlertidig karakter. En tilbagesendelse af klageren til Somalia udgør derfor ikke en krænkelse af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født i Somalia, hvor han har boet indtil sin udrejse som ca. 27-årig, og han har siden 2014 opholdt sig i Danmark. Han taler somalisk. Klageren har oplyst, at han har bestået Dansk Prøve 2 og gik i 2017 på [et uddannelsessted]. Han er sund og rask. Klageren har oplyst, at han er viet til en herboende kvinde, men ægteskabet er ikke registreret i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens forhold, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/76/AJEV
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra byen […] i Lower Juba-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Sheerkhal, underklanen [x], subklanen [y] og familieklanen [z]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter familien til hans tidligere kæreste og familien til de personer, som hans fætter har slået ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han arbejdede i en butik i sin hjemby, hvor han solgte musik for lokale kunstnere. I [foråret] 2011 henvendte al-Shabaab sig i forretningen og forklarede klageren, at de ikke mente, at det musik, som blev solgt i forretningen, var haram og derfor ikke i overensstemmelse med deres religiøse overbevisning. Samtidig blev klageren bedt om at sælge kassettebånd med islamiske budskaber. Al-Shabaab fandt sidenhen ud af, at klageren fortsat solgte det forbudte musik. De henvendte sig derfor igen i butikken, hvor de udsatte klageren for vold og gav ham advarsler om konsekvenserne, hvis han fortsat solgte musikken. Inden al-Shabaab forlod stedet satte de ild til butikken. Klageren solgte ikke forbudt musik efterfølgende. I [efteråret] 2011 opstod endnu et problem med al-Shabaab, idet de havde fundet ud af, at klageren havde gjort sin kæreste gravid udenfor ægteskab. Al-Shabaab opsøgte herefter klagerens bopæl, hvor hans mor var den eneste hjemme på tidspunktet, idet klageren selv befandt sig hos en ven. Klagerens onkel havde efter al-Shabaabs besøg kontaktet klageren og fortalt, hvad der var hændt. Dette havde onklen fået fortalt af klagerens mor. Klageren udrejste herefter af Somalia samme dag. Efter klagerens udrejse har han fået oplyst, at hans fætter, [A], har tilsluttet sig al-Shabaab og slået mange mennesker ihjel, hvorfor resten af klagerens familie også udrejste. Klageren frygter derfor hævn fra de dræbtes familier. Herudover har klageren fået at vide, at hans gravide kæreste også blev slået ihjel, hvorfor han frygter hævn fra kærestens familie. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen ikke lægge ansøgerens asylmotiv til grund. Flygtningenævnet henviser til de samme grunde, som Udlændingestyrelsen har henvist til. Det af klagerens advokat anførte i indlæg af [en dato i begyndelsen af] 2019 kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at advokaten har oplyst, at han ikke har holdt møde med klageren. Siden ansøgeren fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold i Somalia, er forholdene i Somalia efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger forbedret, således at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia risikerer asylbegrundende forfølgelse eller behandling. Vedrørende spørgsmålet om inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende for klageren bemærkes, at ansøgeren i folkeregistret er registreret med ukendt adresse fra [en dato i sommeren] 2018. Han har ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark og har ikke gennemført en uddannelse. Han har dog bestået prøve i dansk 2 og har påbegyndt fagene dansk og matematik på VUC. Han har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark og har ikke helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/75/JAH
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra Bardheere, Gedo regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen [A] og familieklanerne […] og […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter [B]-klanen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far ejede jord. Han var forretningsmand. Da klageren var ni år gammel, blev klagerens far dræbt af [B]-klanen, fordi han ikke ville aflevere skødet på det jord, som han ejede. [B]-klanen ønskede at overtage jorden. Familiens tilværelse blev dermed ødelagt. Da klageren tilhørte en mindre klan, ville ingen hjælpe dem. Bardheere er [B]-klanens område. Klageren var på dette tidspunkt meget ung, og hans mor var bekymret på hans vegne. Moren sendte klageren med klagerens morbror til Yemen. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet lægger, trods mindre divergenser, i det væsentlige klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke at kunne lægge til grund, at der er tale om en aktuel konflikt, idet konflikten opstod, da klageren var ni år i 2002, ligesom Flygtningenævnet ikke finder, at konflikten har en sådan karakter og intensitet, at den er asylbegrundende. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillige lagt vægt på, at [B]-klanen efter overtagelsen af jorden kun har opsøgt familien en gang, og at familien kunne blive boende i deres hus efter, at [B]-klanen havde overtaget jorden, uden at [B]-klanen efterstræbte klageren. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at AMISON siden juli 2015 de facto har udøvet kontrollen i Bardheere, og at situationen er forbedret på en sådan måde, at klageren ikke længere risikerer at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Bardheere. Flygtningenævnet er opmærksom på, at situationen fortsat er alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig. Det er Flygtningenævnets vurdering, at forbedringerne i Bardheere ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at klageren er profileret i en sådan grad i forhold til al-Shabaab eller andre grupper i Somalia, at dette kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder efter en konkret og samlet vurdering af klagerens personlige forhold i Danmark og Somalia ikke, at det må antages at virke særligt belastende for klageren at inddrage hans opholdstilladelse, navnlig på grund af de forhold som er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på varigheden af klagerens ophold i Danmark, samt på, at klageren kun har haft en fast tilknytning til arbejdsmarkedet i en periode på halvandet år. Det forhold, at klageren har bestået en prøve i dansk 1, findes ikke at kunne føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klagerens øvrige tilknytning til Danmark, herunder det forhold, at han har venner og kolleger i Danmark, som han er sammen med i weekenden, og at han hjælper til med at dele mad ud til hjemløse en gang om måneden, kan ændre herved. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren ikke har familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at klagerens familie bor i Yemen, og at han ikke har familie tilbage i Somalia, findes heller ikke at ændre herved. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/73/HHU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og muslim af trosretning fra [by], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter myndighederne, al-Shabaab og lokalbefolkningen i Somalia, idet hans far er etnisk dansker. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin mors fjerne familie. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke har noget netværk i Somalia, som kan hjælpe ham med job og lignende, idet han ikke har noget klantilhørsforhold. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Somalia. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans forældre mødte hinanden i 1987, da hans far arbejdede for et dansk firma i Somalia. Ansøgerens far udrejste af Somalia grundet krigen i 1988. Ansøgeren var endnu ikke født på daværende tidspunkt. Ansøgeren og hans mor havde derefter ingen kontakt med ansøgerens far, før ansøgerens far fik genetableret kontakten gennem Røde Kors mellem 1993 til 1995. I 2004 tog ansøgeren og hans mor til den danske ambassade i Etiopien, idet de ville have tilladelse til at rejse til Danmark. De fik dog ikke tilladelse til at rejse til Danmark, hvorfor de rejste tilbage til Somalia. I 2007 blev ansøgeren på grund af krigen sendt til Etiopien af sin mor. Ansøgeren boede i Etiopien frem til 2009, hvorefter han tog til Kenya, hvor han opholdt sig indtil 2012. I 2012 rejste ansøgeren til Uganda, hvor han opholdt sig indtil 2014. I 2014 vendte ansøgeren tilbage til Somalia, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse [i efteråret] 2015. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter de somaliske myndigheder, fordi de har stoppet ham flere gange og bedt ham om at bevise sin identitet. Ansøgeren gav dem nummeret til sin ven, hvorefter han fik lov til at gå. Ansøgeren har endvidere oplyst, at al-Shabaab anser ham som værende vantro, og at han ikke tror, at han har en chance for at overleve al-Shabaab på grund af sin etniske oprindelse, idet han har set, hvordan al-Shabaab behandler andre. Ansøgeren har videre oplyst, at lokalbefolkningen har kaldt ham for uægte, beskyldt ham for at være spion og for at være født som værende vantro. Ansøgeren har endelig oplyst, at hans mor har fortalt ham, at han ikke skulle gå ud, idet nogle fra hendes fjerne familie ville gøre ansøgeren ondt. Ansøgerens mors nære familie har ikke hjulpet eller støttet ansøgeren, når han havde behov herfor. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at nogen af ansøgerens asylmotiver er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens frygt for de somaliske myndigheder er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder således ikke, at det forhold, at ansøgeren er blevet stoppet af de somaliske myndigheder og er blevet bedt om at bekræfte sin identitet, er asylbegrundende, idet det alene beror på ansøgerens formodning, at det skyldes ansøgerens etniske oprindelse. Flygtningenævnet har samtidig lagt vægt på, at ansøgeren i forbindelse hermed ikke er blevet udsat for fysiske overgreb og har fået lov til at gå efter at have forevist id. Forholdet har derfor ikke en sådan karakter og intensitet, at det er asylbegrundende efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens frygt for al-Shabaab i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke på noget tidspunkt har haft en individuel og konkret konflikt med al-Shabaab, men at det alene beror på hans formodning, at han, hvis han støder på al-Shabaab, ikke ville kunne overleve. Samtidig finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens frygt for lokalbefolkningen i sig selv er asylbegrundende. Ansøgeren har forklaret, at han siden sin barndom er blevet chikaneret af lokalbefolkningen ved nedsættende bemærkninger og udstødelse, og at han også på et tidspunkt er blevet stukket med en kniv af en mand på gaden, men ansøgeren har forklaret, at sidstnævnte forhold er afsluttet. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at disse forhold har en sådan intensitet, karakter og aktualitet, at de er omfattet af udlændingelovens § 7. Yderligere finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens frygt for sin mors nære og fjerne familie er asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft konkrete problemer med disse familiemedlemmer, men at han har følt sig udstødt og ikke føler, at han har kunnet opnå den fornødne hjælp og støtte fra disse familiemedlemmer. Det forhold, at ansøgerens nu afdøde mor tidligere har fortalt ham, at familiemedlemmerne ville ham det ondt, og at han skulle blive indenfor, findes ikke at kunne ændre herved. Flygtningenævnet vurderer ikke, at dette har en sådan karakter og intensitet, at de er omfattet af udlændingelovens § 7. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle forhold i [by] i regionen Ceel-Dheer i Somalia er af en sådan karakter, at ansøgeren alene som følge af sin blotte tilstedeværelse i området risikerer overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet ikke, at kunne lægge til grund, at ansøgeren ikke frit vil kunne indrejse i Somalia, ligesom forholdene i Somalia ikke er til hinder for en sådan indrejse. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/72/SHH
Nævnet hjemviste i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at klagerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Klageren tilhører subsubklanen [klannavn], subklanen [klannavn], hovedklanen hawiye og er muslim af trosretning fra [landsby], [by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at al-Shabaab var til stede i klagerens landsby, hvor de forsøgte at hverve klageren. Klageren har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab slog klagerens far samt to andre mænd ihjel. Efterfølgende hævnede sønnerne til de dræbte personer sig på al-Shabaab og slog to af deres medlemmer ihjel. Herefter henvendte al-Shabaab sig på klagerens bopæl, idet de mistænkte ham for at stå bag drabet på de to medlemmer fra al-Shabaab, men klageren var ikke i landsbyen på tidspunktet for drabet. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Advokaten nedlagde påstand som i sit indlæg og procederede i sagen. Udlændingestyrelsen begærede sagen hjemvist til fornyet behandling af inddragelsessagen. Advokaten havde ingen bemærkninger hertil. Nævnet finder på denne baggrund at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen som begæret.” soma/2019/71/SHH
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er lovligt indkaldt til nævnsmødet, og der foreligger ikke oplysninger om, at hun har lovligt forfald. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at udsætte sagens behandling. Klageren tilhører hovedklanen Hawiye og subklanerne […], […] og […]. Hun er sunnimuslim, født i Mogadishu, Banaadir-regionen, Somalia, og opvokset i [bynavn], Hiran, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive stenet af al-Shabaab. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun i [sommeren] 2012 blev gift med en mand, efter at hendes første ægtefælle var afgået ved døden i 2009. De hemmeligholdt vielsen, fordi klageren frygtede, at hendes far ville nægte hende at blive gift. Da klageren havde været gift i omkring et år, ønskede en fra al-Shabaab at blive gift med klageren. Klageren fortalte i den forbindelse sin far, at hun allerede var blevet gift med en anden uden hans tilladelse. Klageren blev [ultimo] 2013 hentet af al-Shabaab på sin bopæl og tilbageholdt. Hun blev efterfølgende dømt til døden ved stening. Udlændingestyrelsen meddelte [dato i sommeren] 2014 (berigtiget [dato i foråret] 2016) klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at klageren i forbindelse med partshøring den [dato i sommeren] 2017 har oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes datter vil blive tvangsmæssigt omskåret. Hun har redegjort nærmere for baggrunden herfor og herunder udtalt sig om sine muligheder for at modsætte sig en tvangsmæssig omskæring af datteren. Disse oplysninger er også indgået i Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i efteråret] 2017. Flygtningenævnet finder herefter, at spørgsmålet om risikoen for tvangsmæssig omskæring af datteren kan inddrages i sagens behandling for Flygtningenævnet uanset advokatens fuldmagtsforhold vedrørende datteren. Da klageren ikke har givet møde for nævnet, og da der ikke i det skriftlige indlæg, der er fremsendt af advokaten, er fremkommet væsentlige nye oplysninger, lægger nævnet de samme faktiske forhold til grund, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i efteråret] 2017. Af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde tiltræder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer asylbegrundende forfølgelse. Særligt finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at klageren efter at være blevet fængslet og dødsdømt efterfølgende skulle være blevet løsladt af helbredsgrunde og have fået lov til i længere tid at opholde sig ubevogtet på et hospital. Særligt vedrørende risikoen for tvangsmæssig omskæring af klagerens datter lægger Flygtningenævnet vægt på, at klagerens ægtefælle har forklaret, at han er modstander af tvangsmæssig omskæring og at han ville kunne modsætte sig dette. Klageren har forklaret, at også hun er modstander af omskæring. Under disse omstændigheder kan den påberåbte frygt for tvangsmæssig omskæring af datteren ikke tillægges afgørende betydning. Der er herefter ikke grundlag for hjemvisning til Udlændingestyrelsen. Vedrørende klagerens tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at klageren i henhold til CPR-registeret har været forsvundet siden [dato i sommeren] 2018. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren på nuværende tidspunkt nødvendigvis opholder sig i Danmark. Klageren indrejste i Danmark som [voksen] og har frem til [sommeren] 2018 opholdt sig i Danmark i omkring fire år og tre måneder. Klageren har ikke opnået nogen fast tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført nogen uddannelse. Det er tillige lagt til grund, at klageren ikke har opnået noget kendskab af betydning til det danske sprog. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at en manglende forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende. Flygtningenævnet tiltræder herefter Udlændingestyrelsens afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen indledningsvis den [dato i sommeren] 2014 meddelte klageren opholdstilladelse med en varighed på 5 år. Udlændingestyrelsen berigtigede den [dato i foråret] 2016 afgørelsen af [dato i sommeren] 2014, således at den tidsbegrænsede opholdstilladelse gjaldt for 2 år. Spørgsmålet om hvorvidt Udlændingestyrelsen gyldigt kunne foretage denne berigtigelse med den virkning, at varigheden af klagerens opholdstilladelse forkortedes væsentligt, er ikke indbragt for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/7/DH
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim fra [en mindre landsby], Middle Shabelle, Somalia. Hun tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen Galjecel, subsubklanen Barsane og familieklanen […]. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle begyndte at arbejde som soldat i hæren. En uge efter at klagerens ægtefælle påbegyndte sit arbejde som soldat, begyndte klageren at modtage tekstbeskeder fra al-Shabaab, hvori der stod, at hendes ægtefælle skulle stoppe med sit arbejde, og at han ellers ville blive slået ihjel. Klageren fortsatte herefter med at modtage tekstbeskeder. Hun modtog omkring 100-200 beskeder i alt. To til tre måneder efter at klageren var begyndt at modtage tekstbeskeder, opsøgte al-Shabaab klageren på hendes bopæl. Al-Shabaab spurgte, hvorfor klageren ikke havde svaret på deres tekstbeskeder, og fortalte hende, at hun skulle giftes med en af dem, da hendes ægtefælle var vantro. Efterfølgende flygtede klageren ud af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til hjemområdet i Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren har forklaret divergerende og dermed utroværdigt om centrale dele af sit asylmotiv, herunder om antallet af sms’er fra al-Shabaab, hvor lang en periode hun modtog sms’erne over, antal af al-Shabaab-medlemmer, der opsøgte hende, og hvorvidt hun fik stukket en pistol i munden af al-Shabaab eller ej. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia bevirker, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ifølge baggrundsoplysningerne er området, hvor [klagerens landsby] ligger, under indflydelse af AMISON/de somaliske regeringstropper, mens nærområdet er under indflydelse af både AMISON/de somaliske regeringstropper og al-Shabaab. Al-Shabaab udfører angreb i de byer, de ikke kontrollerer, men disse angreb er ikke direkte rettet mod civilbefolkningen, men derimod målrettet profilerede personer. Uanset om klagerens hjemby måtte være under al-Shabaabs kontrol, finder Flygtningenævnet, at dette forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til at opnå asyl. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i [klagerens landsby] er forbedret siden klagerens udrejse, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til [klagerens landsby] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren, der nu er 33 år, er født og har boet i [sin landsby] i Somalia frem til sin udrejse som 27-årig i 2013. De fire ældste af hendes fem børn er født i Somalia. Hendes familiemæssige netværk i Danmark omfatter hendes ægtefælle og parrets børn, som i 2014 blev familiesammenført med klageren, og som vil kunne udrejse sammen med hende. Klageren har opholdt sig i Danmark i nu over fem et halvt år. Klageren har oplyst, at hun ikke har bestået danskkursus. Hun har ikke haft nogen tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark, er ikke i gang med en uddannelse og har efter det oplyste ikke været aktiv i foreningslivet eller sit lokalområde. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke finder anledning til at tage stilling til klagerens mest subsidiære påstand om hjemvisning til Udlændingestyrelsen på grund af hendes frygt for tvangsmæssig omskæring af hendes fire mindreårige døtre ved en tilbagevenden til Somalia. Ansøgeren er således ikke mødt til nævnets behandling af sagen, men er registreret udrejst til udlandet i oktober 2018. Der er endvidere efter det oplyste ikke indgivet selvstændige asylansøgninger for døtrene, der er registreret udrejst til udlandet samtidig med klageren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/68/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunni-muslim fra Jilib, Middle Juba, Somalia. Han tilhører hovedklanen Shiikhaal, subklanen Looboge, subsubklanen Tolweyne og familieklanen […]. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af en mand ved navn [A] eller hans folk, som tilhører Marehan-klanen, fordi [A] uretmæssigt overtog klagerens fars jord i Kismayo, og derved er bange for, at klageren vil hævde ejerskabet hertil, idet klageren nu er blevet myndig. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af medlemmer fra al-Shabaab, fordi han er flygtet fra dem, og derved ikke har holdt sit løfte om at være reservesoldat i deres gruppering. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans far blev slået ihjel af et medlem fra Marehan-klanen, fordi han havde en konflikt med en mand ved navn [A], som han lavede forretninger med. Klagerens far ejede flere jordstykker i Kismayo, og klagerens mor fik overbragt skøderne til disse. I [foråret] 2013 sendte [A] en mand til Jilib med det formål at overtale klageren til at komme til Kismayo, idet han ville slå klageren ihjel, fordi han var myndig, og ville kunne hævde ejerskabet over sin fars jord. Klageren tog dog ikke af sted. I [sommeren] 2013 søgte klagerens mor et job i en NGO i Mogadishu. Fire dage efter hun kom tilbage, blev hun hentet på klagerens families bopæl og efterfølgende slået ihjel af ukendte al-Shabaab medlemmer. Klageren tog herefter ophold hos sin mors bedste veninde sammen med sin lillebror. Klageren blev herefter indkaldt til afhøring på al-Shabaabs station og skrev under på, at han ville arbejde som reservesoldat for deres gruppering. I mellemtiden havde al-Shabaab ransaget klagerens bopæl. Efter afhøringen på al-Shabaabs station tog klageren hjem til klagerens mors bedste veninde, og de udrejste af Somalia sammen med klagerens lillebror. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til hjemområdet i Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klagerens frygt for [A] efter det oplyste alene beror på klagerens formodning, og at klageren har forklaret utroværdigt om centrale dele af asylmotivet vedrørende hans frygt for al-Shabaab, idet han har forklaret divergerende og udbyggende, herunder om hvorvidt han blev forsøgt hvervet, hvorvidt han blev truet, hvorvidt han skulle underskrive papirer som betingelse for løsladelse, og om stedet hvor han og broderen blev tilbageholdt. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia bevirker, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ifølge baggrundsoplysningerne er Jilib kontrolleret af al-Shabaab. Det fremgår dog samtidig af de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab, at ophold i al-Shabaab-kontrollerede områder ikke er tilstrækkeligt til at opnå asyl. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i Jilib er forbedret siden klagerens udrejse, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Jilib ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren, der nu er 24 år, har boet i Jilib i Somalia frem til sin udrejse som 19-årig i 2013. Det må således lægges til grund, at klageren taler somalisk og kender kulturen og hjemområdet. Han har opholdt sig i Danmark i nu lidt over fire år, han taler, læser og skriver dansk, idet han har bestået Dansk 2, og han afslutter til sommer folkeskolens 10. klasse. Han har her i landet sin faster og to farbrødre, men derudover ingen familiemedlemmer. Han har ikke haft nogen fast tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark, men han har deltaget i forskellige praktikforløb og et rengøringskursus samt varetaget et deltidsjob ved siden af, at han er i færd med at tage 10. klasse. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/67/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunni-muslim fra [en mindre by], Middle Shabelle, Somalia. Hun tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen Abgal, subsubklanen Wabydan og familieklanen […]. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af medlemmer fra al-Shabaab, fordi hun blev mistænkt for at holde sin ægtefælle skjult fra grupperingen, og fordi hun flygtede fra sit fængselsophold. Klageren har til støtte herfor oplyst, at klageren og hendes familie blev opsøgt af ukendte medlemmer fra al-Shabaab en måned efter ramadanen i 2014. De tog klagerens ægtefælle og klagerens ældste søn med sig, idet de beskyldte klagerens ægtefælle for at være vantro, fordi han arbejdede for regeringen. 20 dage herefter blev klageren opsøgt af medlemmer fra al-Shabaab, som beskyldte hende for at være vantro og for at have gemt sin ægtefælle for dem. De tog klageren med og fængslede hende i byen [en nærliggende mindre by]. Klageren var fængslet i fem dage, hvorefter det lykkedes hende at flygte ud gennem et åbent vindue. Herefter påbegyndte klageren sin udrejse ud af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til hjemområdet i Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv, herunder om antallet af gange, al-Shabaab opsøgte hende, før de hentede hendes ægtefælle og søn, om hvornår hun blev orienteret om al-Shabaabs bevæggrunde for at afhente hendes ægtefælle og søn, om sit ophold og flugt fra fængslet og om sin videre udrejse af Somalia. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia bevirker, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ifølge baggrundsoplysningerne er området, hvor [klagerens landsby] ligger, præget af blandet indflydelse, lovløshed eller uklare kontrolforhold, mens områdets urbane centre er kontrolleret af AMISOM, men kontrollen vurderes som ustabil. Al-Shabaab, der fortsat kontrollerer landområderne, udfører angreb i de byer, de ikke kontrollerer, men disse angreb er ikke direkte rettet mod civilbefolkningen, men derimod målrettet profilerede personer. Uanset om klagerens hjemby måtte være under al-Shabaabs kontrol, finder Flygtningenævnet, at dette forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til at opnå asyl. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i området, hvor [klagerens hjemby] ligger, er forbedret siden klagerens udrejse, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til området, hvor [klagerens hjemby] ligger, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet kan endvidere efter det oplyste ikke lægge til grund, at klageren er enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren, der nu er 37 år, er født og har boet i [sin landsby] i Somalia frem til sin udrejse som 33-årig i 2014. Det må således lægges til grund, at klageren taler somalisk, kender kulturen og hjemområdet. Klagerens syv børn er somaliske statsborgere, og fire af dem er bosat sammen med klagerens svigermor i [klagerens landsby]. Klageren taler, læser og skriver lidt dansk og har bestået modul 4 af Dansk 1. Klageren har opholdt sig i Danmark i nu omkring fire et halvt år. Hun har ikke haft nogen tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark, udover to praktikforløb iværksat via kommunen. Klageren har efter det oplyste ikke været aktiv i foreningslivet eller sit lokalområde ud over, at hun har deltaget i en strikkeklub og en gang om ugen lavet mad på […] Skole. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/66/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Sheerqaal. Klageren er muslim og kommer fra byen Wanla Weyne i Lower Shabelle-regionen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet de anser ham for at være desertør, ligesom han vil blive anset for at være spion, hvis han vender tilbage efter sit fravær. Herudover har klagere henvist til, at han frygter myndighederne, idet hans bror i maj 2016 slog en soldat ihjel, der tilhørte klanen Abgal. Til støtte for sit asylmotiv, har klageren oplyst, at han i slutningen af oktober 2011 blev kidnappet af al-Shabaab. Under sin tilbageholdelse fik klageren oplyst, at han skulle være selvmordsbomber. Klageren accepterede dette, og da han blev løsladt flygtede han fra landet. Her-udover har klageren oplyst, at hans mor blev slået i brystet med et gevær af en af de somaliske sol-dater, der var kunder i morens café. Klagerens bror overværede hændelsen og forsøgte at slå solda-ten, som var bevæbnet. Herefter skaffede klagerens bror et våben og affyrede skud imod soldaterne. Klagerens bror slog følgelig en soldat ihjel og sårede de andre. Udlændingestyrelsen meddelte den 24. november 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolutionen fra 21. november 2013, at Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at klageren har forklaret troværdigt om sine konflikter. Endvidere fremgår det af tilladel-sesresolutionen, at Udlændingestyrelsen har lagt på baggrundsoplysninger omkring menneskeret-tighedssituationen i Somalia, herunder at klageren kommer fra et område, der var kontrolleret af al-Shabaab, og at desertører fra al-Shabaab var særligt mål for dem. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder kontrolkort af 14. november 2018, at AMISOM/regeringen har kontrollen med klagerens hjemby, Wanla Weyne. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens mod-sætningsforhold til al-Shabaab er af en sådan karakter, at klageren af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden på nuværende tidspunkt til hjembyen. Nævnet bemærker i den forbindelse, at de generelle forhold i hjembyen ikke af en sådan karakter, at klageren ikke på ny kan henvises til at tage ophold der. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om brorens drab på en soldat til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klageren har forklaret diver-gerende om tidsforløbet efter det påståede drab og om familien blev opsøgt af Abgal-klanen efter-følgende. Flygtningenævnet finder således, at grundlaget for at inddrage klagerens opholdstilladelse har været til stede. For så vidt angår vurderingen af, om det vil være særlig belastende for klageren, at hans opholdstilladelse inddrages, lægger Flygtningenævnets flertal navnlig vægt på, at klageren vel har haft fast arbejde igennem længere tid, kan tale dansk og har visse sociale aktiviteter, men at klageren har etableret sig med familie i Etiopien. Flertallet finder efter en samlet vurdering af klage-rens forhold, at der ikke vil være særlig belastende for ham, at opholdstilladelsen inddrages. Flygt-ningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/65/TBP
Nævnet omgjorde i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af op-holdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at hun blev meddelt op-holdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Hawiye. Hun er muslim og kommer fra byen Jacar i Galgaduud-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbageven-den til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, herunder hendes farbror. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes farbror i 2014 arrangerede, at hun mod sin vilje skulle giftes med et ledende medlem af al-Shabaab. Herudover har klageren oplyst, at hun i [vinteren] 2015 blev fængs-let på grund af sit forhold til en anden mand, [M]. Klageren var tilbageholdt omkring et døgn, hvor-efter hun med hjælp fra sin mors veninde flygtede fra fængslet. Klageren udrejste fra Somalia i [vinteren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at hendes farbror vil tvinge hende til at gifte sig med den lokale leder af al-Shabaab, til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klageren har forklaret divergerende om hændelsesforløbet efter det påståede drab på broren og omstændighederne ved den efterfølgende fængsling og flugt. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for, at tilsidesætte klagerens forklaring om, at hendes farbror er næstkomman-derende i det lokale al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplys-ninger, herunder kontrolkort af 14. november 2018, til grund, at al-Shabaab fortsat har magten i det område, klageren kommer fra. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren [i efteråret] 2017 er blevet gift med [A], der er af somalisk afstamning, men som er indrejst i Danmark som 12-årig i midten af 1990’erne, og som er dansk statsborger. Flygtningenævnets flertal finder under disse om-stændigheder, at der er en reel risiko for, at klageren af al-Shabaab vil blive betragtet som havende knyttet sådanne stærke bånd til Vesten, at hun risikerer sådanne overgreb fra al-Shabaab ved en tilbagevenden til sit hjemområde, at klageren opfylder betingelserne for beskyttelsesstatus, jf. ud-lændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2017/64/TBP
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somali. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali, muslim og har under mødet i Flygtningenævnet oplyst, at han tilhører klanen [U]. Klageren er fra Luuq i Gedo-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter sin brors kones familie samt forholdene for swahili-talende. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han udrejste af Somalia som 12-årig på grund af kampe mellem Hawiye- og Darod-klanen. Herefter boede klageren i en flygtningelejr i Kenya, hvor han lærte at tale swahili. På grund af sin unge alder havde klageren ikke kendskab til Somalia og var ikke selv til asylsamtale. Familien frygtede at vende tilbage til Somalia på grund af kampene mellem al-Shabaab og regeringen. Da klagerens bror og svigerinde skulle giftes opstod der en konflikt. Svigerindens familie accepterede ikke ægteskabet, hvorfor klageren og broren kom op at slås med svigerindens familie. I forbindelse hermed blev klageren ramt med en økse i hovedet. Klageren har ikke efterfølgende oplevet problemer med svigerindens familie, som er bosat i Mogadishu, Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Indledningsvis bemærkes, at Flygtningenævnet har fået oplyst, at klagerens brors og svigerindes sager af Flygtningenævnet er blevet hjemvist til Udlændingestyrelsen som følge af, at brorens og svigerindens børn har indgivet ansøgning om asyl. Uanset at det har været på tale at sambehandle klagerens sag med hans brors og svigerindes sager, har Flygtningenævnet ikke fundet grundlag for også at hjemvise klagerens sag. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke kan antages, at afgørelsen af klagerens brors og svigerindes sager har afgørende betydning for vurderingen af klagerens asylmotiv eller tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet han har forklaret divergerende på centrale punkter. Klageren har forklaret divergerende om sit og sin svigerindes klantilhørsforhold. Af UNHCRs brev af [en dato i sommeren] 2013 til Udlændingeservice i klagerens brors og svigerindes genbosættelsessag fremgår, at klagerens familie tilhører majoritetsklanen Darod, mens klagerens brors ægtefælle tilhører minoritetsklanen Chachi. Af Udlændingestyrelsens resolutionsark i genbosættelsessagen og af referatet af inddragelsessamtalen fremgår ligeledes, at klageren tilhører Darod klanen. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at han tilhører minoritetsklanen [U] ligesom sin far, mens hans mor tilhørte Darod klanen. Han har endvidere forklaret, at hans brors ægtefælle tilhørte majoritetsklanen Hawiye. Disse divergenser svækker ansøgerens generelle troværdighed. Selv hvis Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, er der tale om en afsluttet konflikt, som ikke længere er af en sådan intensitet, at den er asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren og hans familie blev boende i flygtningelejren i Kenya i 7 år uden at opleve yderligere problemer, selvom klagerens brors ægtefælles familie var bekendt med deres opholdssted. Siden ansøgeren fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold i Somalia, er forholdene i Somalia efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger forbedret, således at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia risikerer asylbegrundende forfølgelse eller behandling. Vedrørende spørgsmålet om inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende for klageren bemærkes, at klageren var omkring 12 år ved sin udrejse af Somalia. Han har derefter boet i omkring 24 år i en flygtningelejr i Kenya, inden han blev genbosat i Danmark. Han har forklaret, at han ikke har familie i Somalia. Hans forældre og en bror bor i Danmark og to søstre bor i USA. Klageren har siden [sommeren] 2017 haft fuldtidsarbejde og har forinden haft en sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har bestået en prøve i dansk 1. Ansøgeren bor sammen med sine forældre, men Flygtningenævnet finder, at dette forhold ikke giver ham en sådan tilknytning til herboende personer, at opholdstilladelsen af den grund ikke kan inddrages. Flygtningenævnet har herved på den ene side lagt vægt på, at klagerens mor er opereret for kræft i hjernen, og at klageren hjælper sine forældre blandt andet med praktiske opgaver i hjemmet. På den anden side har nævnet lagt vægt på, at Holstebro Kommune i en mail af [en dato i sommeren] 2017 har oplyst, at klageren ikke leverer hjælp til pleje i hjemmet, idet hans mor er selvhjulpen med hensyn til sin daglige personlige pleje, og at klagerens far forventes at kunne varetage de praktiske opgaver i hjemmet, hvis ansøgeren ikke var bosiddende i hjemmet. Klageren har ikke selv helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/63/JAH
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim fra [x] i Shabelle Hoose-regionen, Somalia. Klageren er etnisk somali og tilhører klanen [x]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af Habargedir-klanen, Biyomal-klanen og al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han tilhører mindretalsklanen [x], som er ubevæbnet. Klagerens tidligere ægtefælle, [X], blev slået ihjel af personer fra Habargedir-klanen, idet [X] forsøgte at jage Habargedir-klanens kvæg væk fra ansøgerens jord, da de åd afgrøderne. I forbindelse hermed fik klageren også selv brækket nogle ribben. Klageren har endvidere oplyst, at han senere blev anklaget for at have gjort en pige, [B], gravid. [B] tilhører Habargedir- og Biyomal-klanen. Klageren frygter derfor klanerne samt al-Shabaab på grund af beskyldningerne om at have gjort [B] gravid. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet klageren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Klageren har forklareret divergerende om det tidsmæssige forløb i forbindelse med, at hans hus blev brændt ned. Klageren har i sin asylsamtale [i foråret] 2014 forklaret, at han på samme dag blev anklaget for at have gjort sin nabo [B] gravid, blev opsøgt af to al-Shabaab medlemmer og fik sit hus brændt ned. Til inddragelsessamtalen [i vinteren] 2017 har han forklaret, at der gik 2-3 dage, fra han blev beskyldt for at have gjort [B] gravid, til han blev opsøgt af al-Shabaab. Herefter gik der yderligere 2-3 dage før hans hus blev brændt ned. Han forklarede endvidere, at det er umuligt at episoderne skete samme dag. Under mødet i Flygtningenævnet har klageren igen forklaret, at hele forløbet foregik på samme dag. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende og divergerende om drabet på sin første ægtefælle. Under oplysnings- og motivsamtalen har han ikke nævnt denne episode. Under asylsamtalen har han forklaret, at hans første ægtefælle blev dræbt omkring 8 år før samtalen, og at han selv brækkede nogle ribben i den forbindelse. Der skete ikke andet, og han blev ikke truet. Under inddragelsessamtalen har klageren forklaret, at hans første ægtefælle blev dræbt, og at han selv i den forbindelse blev slået og efterfølgende blev truet, hvorfor han blev nødt til at forlade byen. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at han og hans første ægtefælle arbejdede i hver sin ende af deres majsmark, da ægtefællen blev skudt. Disse divergenser, der angår centrale punkter i klagerens asylmotiv, svækker ansøgerens troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort sit asylmotiv og kan ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren er involveret i en klankonflikt, eller at han har nogen konkret og individuel konflikt med al-Shabaab, og han må anses for at være helt uprofileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at det ikke kan antages, at klageren ved tilbagevenden til Somalia risikerer at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. EMRK artikel 3. Vedrørende spørgsmålet om inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende for klageren bemærkes, at klageren var omkring 40 år ved sin udrejse af Somalia. Han har således boet langt det meste af sit liv i Somalia. Klageren har siden [foråret] 2017 haft fast arbejde med klargøring af biler i Danmark. Han har bestået prøve i dansk 1. Han er i [foråret og efteråret] 2016 blevet familiesammenført med 5 af sine børn, hvoraf de 4 fortsat er mindreårige. Henset til længden af børnenes ophold kan de ikke anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Klageren har ikke anden familiemæssig tilknytning til Danmark. Klageren har ikke alvorlige helbredsmæssige problemer, og hans datter [D’s] operation for læbeganespalte er afsluttet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/62/JAH
Nævnet omgjorde i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra Bardheere i Gedo-regionen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren frygter endvidere, at det somaliske militær vil tvinge ham til at arbejde for dem. Klageren frygter endvidere krigen i sit hjemområde, og at han ikke har noget at vende tilbage til, hvorfor han skal starte forfra i Somalia. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han i [foråret] 2013 blev anholdt af otte bevæbnede mænd fra al-Shabaab. Under anholdelsen blev klagerens far slået ihjel. Klageren blev ført til et af al-Shabaabs fængsler, hvor han blev forsøgt hjernevasket. Efter 10 dage i fængslet blev klageren løsladt, idet al-Shabaab fandt, at han var skadet og psykisk ustabil. Klagerens onkel arrangerede herefter klagerens udrejse af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet styrelsen kunne lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen i det væsentlige forekom sammenhængende. Flygtningenævnet finder fortsat at kunne lægge klagerens forklaring til grund, men finder ikke, at klageren på nuværende tidspunkt er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at AMISOM efter de foreliggende baggrundsoplysninger har kontrollen i klagerens hjemområde. Efter klagerens egen forklaring blev han pågrebet af al-Shabaab som led i en generel rekrutteringskampagne og fik lov til at gå, da al-Shabaab ikke skønnede at kunne bruge ham i kamp. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er gået omkring seks år siden, klageren blev pågrebet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være således profileret, at han vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold i klagerens hjemområde i sig selv er asylbegrundende. Betingelserne for inddragelse er herefter opfyldt. Spørgsmålet er herefter, om en inddragelse kan antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at dette er tilfældet for klageren. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren taler dansk på et sådant niveau, at nævnsmødet har kunnet gennemføres på dette sprog, at klageren har fast arbejde, at han har gennemført flere uddannelser, været aktiv som frivillig, herunder som besøgsven, for Røde Kors og været medlem af et politisk parti i tre år. Klageren har endvidere tilknytning til en dansk plejefamilie og har en del danske venner. Flertallet lægger endvidere vægt på, at klageren efter det oplyste, hvis far er blevet skudt af al-Shabaab, ikke har kontakt til sin mor eller søskende, hvilken kontakt blev afbrudt allerede inden udrejsen i forbindelse med forældrenes skilsmisse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 21. december 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/61/MGO
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af op-holdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger og tilhører hovedklanen […], underklanen […] og subklanen […]. Han er sunni muslim fra [en by i] Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han en dag spillede fodbold med 15 andre drenge i landsbyen. Al-Shabaab opsøgte drengene og fortalte dem, at de skulle være soldater for al-Shabaab. De blev alle sammen nødt til at acceptere dette, hvorefter de blev kørt hen til et fængsel. Hver morgen blev de fortalt, at de skulle til træning. De personer, der accepterede dette, tog til træning, mens dem, der nægtede, skulle forblive i fængslet. Efter nogle dage besluttede alle i klagerens celle sig for at flygte. De lokkede vagten ind i cellen ved at starte en slåskamp, hvorefter de låste vagten inde i cellen. Derefter flygtede de. Klageren mødte i løbet af flugten tilfældigvis nogle nomader, der hjalp ham med at komme i kontakt med hans morbror i Sudan. Han lejede derefter et værelse i [landsbyen], hvor han opholdt sig i omkring en måned, hvorefter han udrejste af Somalia. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han omkring et år forud for [efteråret] 2017 har fået at vide af en person ved navn [H], at hans far var blevet slået ihjel af al-Shabaab i Somalia. Klageren har endeligt oplyst, at han ikke ved, hvor han skal rejse hen i Somalia, at ingen kan hjælpe ham, og at han ikke kan få lægehjælp i Somalia, hvis han får brug for det. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen vurderede, at klageren havde forklaret konsistent og sammenhængende om sit asylmotiv, hvorfor styrelsen ikke kunne afvise, at klageren var i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til [landsbyen]. Styrelsen har i sin afgørelse om inddragelse anført, at klageren i forbindelse med behandlingen af hans asylsag og i forbindelse med hans sag om inddragelse af hans opholdstilladelse, ikke har sandsynliggjort, at klageren er særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet kan på det foreliggende grundlag, efter en konkret og samlet vurdering tilslutte sig dette. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at grundlaget for opholdstilladelsen har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb i hjemlandet, hvorfor klagerens opholdstilladelse kan inddrages, jf. Udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende forholdene i klagerens hjemområde, herunder at det af EASO’s rapport af februar 2016 (EASOs Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation, February 2016) fremgår, at AMISOM/SNA har kontrollen over [landsbyen], hvilken de overtog den […]. Dette forhold er efter de foreliggende oplysninger uændret. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet herefter, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagerens hjemområde, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter, uanset at forholdene trods forbedringen fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Samtidig fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig, fra at være vilkårlige angreb på civil befolkningen til at være målrettet angreb mod profilerede personer, og at denne ændring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter, ligesom det indgår i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i de områder hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Det forhold at klageren ikke mener at kunne få lægehjælp i Somalia, hvis han får brug for det, og ikke har nogen, som kan hjælpe ham, findes ikke i sig selv at være asylbegrundende forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder efter en konkret og samlet vurdering af klagerens personlige forhold i Danmark og Somalia ikke, at det må antages at virke særligt belastende for klageren, at hans opholdstilladelse inddrages, navnlig på grund af de hensyn, som er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren, i den tid han har opholdt sig lovligt i Danmark, ikke findes at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark i kraft af arbejdsforhold eller anden tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/60/mme
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er lovligt indkaldt til nævnsmødet, og der foreligger ikke oplysninger om, at han har lovligt forfald. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at udsætte sagens behandling. Klageren tilhører hovedklanen Hawiye og subklanerne […], […] og […]. Han er sunnimuslim, født i [bynavn], Bay-regionen, Somalia, og vokset op i [bynavn], Middle Jubba, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel af Al-Shabaab og familien til en kvinde, der hedder [A]. Han har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab var efter ham, fordi han solgte cigaretter i sin butik. Al-Shabaab opsøgte klageren, tilbageholdt ham i en måned og piskede ham offentligt. Klageren fortsatte med at sælge tobak, hvorefter al-Shabaab brændte tobakken og gav ham en bøde. [A] kom en dag i klagerens butik, hvilke nogle folk fra al-Shabaab så. [A] blev anklaget for at have haft samleje med klageren og blev pisket. Klageren blev dømt til døden. Han har modtaget trusler, mens han har opholdt sig i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte [dato i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at klageren i forbindelse med partshøring den [dato i sommeren] 2017 har oplyst, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hans datter vil blive tvangsmæssigt omskåret. Han har redegjort nærmere for baggrunden herfor og herunder udtalt sig om sine muligheder for at modsætte sig en tvangsmæssig omskæring af datteren. Disse oplysninger er også indgået i Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i efteråret] 2017. Flygtningenævnet finder herefter, at spørgsmålet om risikoen for tvangsmæssig omskæring af datteren kan inddrages i sagens behandling for Flygtningenævnet uanset advokatens fuldmagtsforhold vedrørende datteren. Da klageren ikke har givet møde for nævnet, og da der ikke i det skriftlige indlæg, der er fremsendt af advokaten, er fremkommet væsentlige nye oplysninger, lægger nævnet de samme faktiske forhold til grund, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i efteråret] 2017. Af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde tiltræder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer asylbegrundende forfølgelse. Særligt vedrørende risikoen for tvangsmæssig omskæring af klagerens datter lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren selv har forklaret, at såvel han som hans ægtefælle er modstandere af omskæring, og at han har forklaret, at han ville kunne modsætte sig, at hans datter bliver omskåret. Under disse omstændigheder kan den påberåbte frygt for tvangsmæssig omskæring af datteren ikke tillægges afgørende betydning. Der er herefter ikke grundlag for hjemvisning til Udlændingestyrelsen. Vedrørende klagerens tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at klageren i henhold til CPR-registeret har været forsvundet siden [dato i sommeren] 2018. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren på nuværende tidspunkt nødvendigvis opholder sig i Danmark. Klageren indrejste i Danmark som [voksen] og har frem til [sommeren] 2018 opholdt sig i Danmark i lidt over fire og et halvt år. Efter det oplyste har han ikke i denne periode gennemført nogen uddannelse eller opnået nogen fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er tillige lagt til grund, at klageren ikke har opnået noget kendskab af betydning til det danske sprog. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende. Flygtningenævnet tiltræder herefter Udlændingestyrelsens afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/6/DH
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af op-holdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger og tilhører hovedklanen […], underklanen […] og subklanen […]. Han er sunni muslim fra landsbyen […] i regionen Juba Hosse, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af familierne til to mænd, som hans bror har slået ihjel. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans bror slog to mænd ihjel, fordi han havde set den ene mand sammen med en pige, som broren gerne ville giftes med. Det var kun brorens hensigt at slå den ene person ihjel. Klageren har videre oplyst, at han blev nødt til at tage ansvaret for sin brors handlinger, fordi broren forsvandt. I den forbindelse skrev klageren under på, at han ville finde sin bror og udlevere ham til de to mænds familie. Idet klageren ikke kunne finde sin bror, besluttede han sig for at flygte ud af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2013/2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen kunne ikke lægge klagerens forklaring til grund, idet styrelsen vurderede, at det ikke var troværdigt, at klageren påtog sig ansvaret for hans bror drab på de to mænd, uden først at undersøge nærmere hvorfor og hvorledes drabene fandt sted, og derved klarlægge, om klagerens bror var ansvarlig for de to drab eller eksempelvis handlede i nødværge. Udlændingestyrelsen vurderede det endvidere ikke som troværdigt, at alle oplysningerne om drabene kom fra nogle unge mennesker, som klagerens bror kendte, og at klageren ikke vidste noget om den pige, som broren skulle være forelsket i, og som skulle være årsag til de to drab. Endvidere vurderede styrelsen, at det ikke var troværdigt, at klageren skulle have indgået en aftale med de dræbtes familier om at finde klagerens bror inden for en måned, men ikke gjorde sig andre anstrengelser for at finde broren end at ringe rundt og spørge efter ham. Yderligere lagde Udlændingestyrelsen vægt på, at klageren havde forklaret divergerende om, hvor han ledte efter sin bror, idet klageren dels havde forklaret, at han ledte efter broren i området omkring [landsbyen], og dels havde forklaret, at han ikke forlod [landsbyen] for at lede efter broren, fordi han var bange. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til det anførte i Udlændingestyrelsens ovennævnte begrundelse, idet der ikke under Flygtningenævnets behandling af sagen, er fremkommet yderligere oplysninger om asylmotivet. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren er særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Klageren blev [i vinteren 2013/2014] meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at det på daværende tidspunkt ville udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, idet forholdene i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt var af en sådan karakter, at klageren ved sin blotte tilstedeværelse reelt risikerede overgreb i strid med artikel 3. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at grundlaget for opholdstilladelsen har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb i hjemlandet, hvorfor klagerens opholdstilladelse kan inddrages, jf. Udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende forholdene i klagerens hjemområde, herunder at det af EASO’s rapport af februar 2016 (EASOs Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation, February 2016), at AMISOM og lokale militærstyrker de facto har kontrollen over Kismayo by, og at områderne uden for byen kontrolleres af al-Shabaab, hvorfor det ikke kan afvises, at klagerens hjemby, […], er kontrolleret af al-Shabaab. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport fra september 2015 blandt andet fremgår, at al-Shabaab i de byer, de ikke kontrollerer, udfører angreb, men at disse ikke er direkte rettet mod civilbefolkningen, men derimod er målrettet mod profilerede personer, herunder personer med tilknytning til myndighederne, internationale styrker, internationale organisationer mv., og mod personer, der antages at støtte sådanne personer og institutioner. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet dog, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagerens hjemområde, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter, uanset at forholdene trods forbedringen fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Samtidig fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig, fra at være vilkårlige angreb på civil befolkningen til at være målrettet angreb mod profilerede personer, og at denne ændring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter, ligesom det indgår i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i de områder hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder efter en konkret og samlet vurdering af kla-gerens personlige forhold i Danmark og Somalia ikke, at det må antages at virke særligt belastende for klageren, at hans opholdstilladelse inddrages, navnlig på grund af de hensyn, som er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren, i den tid han har opholdt sig lovligt i Danmark, ikke findes at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark i kraft af arbejdsforhold eller anden tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/59/mme
Nævnet omgjorde i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af op-holdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstil-ladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger, etnisk ajuuran og muslim fra [en landsby i] Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia fryg-ter at blive slået ihjel, idet han er efterstræbt af al-Shabaab, som han flygtede fra. Klageren har vide-re henvist til, at han frygter indbyggerne i sin hjemegn, fordi han tilhører en mindretalsklan, og fordi hans lillebror en blevet hvervet til al-Shabaab, og nu er emir for fem til seks al-Shabaab medlemmer. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans far i sommeren 2012 blev opsøgt af al-Shabaab på familiens bopæl, da al-Shabaab ønskede at hverve farens sønner, og at han støttede al-Shabaab økonomisk. Da faren nægtede dette, forlod al-Shabaab bopælen og vendte tilbage efter omkring en time, i hvilken forbindelse de tog faren og klagerens to ældre brødre med. Al-Shabaab kørte dem ud til udkanten af byen, hvor de halshuggede faren og skød brødrene. Klageren har videre oplyst, at al-Shabaab efter en uge til ti dage vendte tilbage til bopælen, dels for at straffe klageren, dels for at hverve ham. Klageren blev anbragt i en fængselscelle, hvor han blev udsat for slag med nævner og geværkolber. Klageren flygtede om natten ud gennem vinduet i cellen, hvorefter han tog hjem til sin moster i Kismayo. Efter 10 dages ophold flygtede klageren med mosterens hjælp til Kenya med minibus og derfra videre mod Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Dan-marks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at de ikke kunne afvise klagerens for-klaring om hans asylmotiv, idet han havde forklaret detaljeret og konsistent derom. Styrelsen lagde endvidere vægt på baggrundsoplysninger om, at klagerens hjemområde var kontrolleret af al-Shabaab. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, herunder sin forklaring om, at han i 2018 fik kontakt med sin mor og søster i Etiopien, og af disse blev gjort bekendt med, at hans lillebror var blevet hvervet til al-Shabaab og nu var blevet emir for fem til seks al-Shabaab medlemmer. Klageren har endvidere forklaret, at mange af naboerne i hans hjemby var medlemmer af al-Shabaab, og at det samme var tilfældet med de unge, som han spillede fodbold sammen med. Han har ikke ønsket at lade sig hverve til al-Shabaab, da han er uenig i deres ideologi, idet han ikke ønsker at slå ihjel. Flygtningenævnet finder at måtte lægge til grund, at klageren, som følge af brorens stilling i al-Shabaab, sammenholdt med at klagerens far og to brødre er blevet slået ihjel af al-Shabaab, og at klageren er flygtet fra al-Shabaab efter at være forsøgt tvangshvervet, fortsat må anses for at være særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i klagerens hjemområde finder Flygtninge-nævnet herefter, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren risike-rer konkret og individuel forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret] 2017, således at klageren fortsat har op-holdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/58/mme
Nævnet omgjorde i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af op-holdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstil-ladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra [A], Somalia. Klageren tilhører klanen [B]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved sin indrejse i Danmark henviste klageren til, at han ved en tilbagevenden til So-malia frygtede, at han ville blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han flygtede fra deres træning, som han havde skrevet sig op til at deltage i. Klageren henviste endvidere til, at han frygtede sin tidligere ægtefælles familie, idet han siden 2010 havde haft konflikter med dem. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at han og de andre elever på hans skole blev tvunget til at skrive sig på en liste, hvorefter de i grupper ville blive indkaldt til at deltage i træning hos al-Shabaab. Da klageren kom hjem fra skole fortalte sin mor, at han ikke ville kæmpe for al-Shabaab. De følgende tre dage gik klageren i skole, hvorefter han blev hentet af en mand ved navn [C], som klagerens morbror havde sendt. [C] hjalp klageren med at udrejse af Somalia [i efteråret] 2010. Efter udrejsen har klageren fået at vide, at hans bopæl er blevet opsøgt af hans skolelærer og nogle personer fra al-Shabaab, som har spurgt efter klageren. Klageren er [i sommeren] 2017 blevet partshørt over de generelle forhold i Somalia. Klageren har i partshøringen henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælles familie, fordi han har vanæret dem. Klageren har herom oplyst, at han blev tvunget til at indgå ægteskab med en pige, som han ikke var forelsket i. Efter kort tids ægteskab fik klageren problemer med al-Shabaab. Klageren opholdt sig derfor i skjul hos sin kæreste. Efter nogle dage fandt al-Shabaab klageren, og alle i byen fandt ud af, at klageren havde været sammen med en kvinde, som han ikke var gift med. Klageren blev derfor dømt til døden og er eftersøgt af sin tidligere ægtefælles klan. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men det fremgår af tilladelsesresolution fra [foråret] 2013, at tilladelsen er givet med følgende begrundelse: ”På trods af, at ansøger har forklaret usammenhængende på visse punkter, lægger Udlændingestyrelsen hans forklaring til grund. Vi finder herefter, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være omfattet af udlændingelovens § 7”. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen klagerens forklaring om den del af det oprindelige asylmotiv, der vedrører hvervningen til al-Shabaab, til grund, idet forklaringen i al væsentlighed har været konsistent og uden væsentlige divergenser. Nævnet lægger således til grund, at klageren forud for udrejsen via sin skole var blevet forsøgt hvervet af al-Shabaab, idet han havde været nødt til at skrive sig på en liste med henblik på at deltage i al-Shabaabs træning, men at han udrejste kort før, træningen gik i gang. Disse hændelser fandt sted i 2010, og klageren var en blandt mange, der blev forsøgt hvervet. Han satte sig ikke op mod kravet om at deltage i træningen, men udrejste i stedet kort efter. Det er endvidere godt 8-9 år siden, klagerens mor er blevet opsøgt. Henset til, at klageren aldrig konkret har haft konflikter med al-Shabaab, den tid der er gået siden udrejsen, og at han var en blandt mange, der blev hvervet, er det ikke sandsynliggjort, at han har en aktuel konflikt med al-Shabaab, og dermed heller ikke, at han kan anses for at være profileret i forhold til dem. Om den del af klagerens asylmotiv, der vedrører konflikten med eksfamilien, skal nævnet bemærke, at nævnet lægger klagerens oprindelige forklaring om forholdet til ekssvigerfamilien til grund, herunder at der ikke var en aktuel konflikt som følge af skilsmissen mellem ham og Sumaya, idet det var hende, der ønskede skilsmisse. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren i samtalen med advokaten forud for mødet i nævnet har forklaret, at han overdrev, da han i forbindelse med inddragelsessagen for-klarede, at eksfamilien havde truet ham, og at dette skyldtes, at han var nervøs. Det bemærkes vide-re, at det alene beror på klagerens formodning, at han i dag som følge af de forøgede spændinger mellem klanerne vil have en konflikt med svigerfamilien, hvis han vender tilbage. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Klagerens hjemby [A] har gennem flere år har været under kontrol af AMISOM, og det har således gennem længere tid har været styrker, der er imod al-Shabaab, der de facto har udøvet kontrollen i byen. Flygtninge-nævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [A] er ændret, således at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb efter EMRK artikel 3. For-holdene er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne fin-der Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [A] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder i den forbindelse ikke, at den blotte omstændighed, at klageren har opholdt sig i Danmark i knap 7 år vil gøre ham profileret i forhold til al-Shabaab, eller at han af den grund vil være i risiko for for-følgelse eller overgreb. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at det af de nyeste bag-grundsoplysninger fremgår, at al-Shabaab har skiftet strategi fra vilkårligt at angribe civilbefolknin-gen og til i højere grad at foretage målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er ind-gået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Selvom al-Shabaab i et vist omfang måtte være til stede i klagerens nærområde, kan dette ikke begrunde asyl, idet nævnet i den forbindelse også har tillagt det betydning, at klageren fra sit liv i Somalia frem til udrejsen har erfaring med at leve i et område under al-Shabaabs kontrol, ligesom nævnet som anført ovenfor har lagt til grund, at klageren er uprofileret. Med hensyn til, om en næg-telse af at forlænge klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende bemær-kes, at klageren har opholdt sig i Danmark i mere end 6 år. Han har ikke familie i Somalia længere, og han har bestået prøve i Dansk 2 og har bestået forskellige enkeltfagskurser på VUC. Han blev ansat i firmaet [D] som ufaglært smed [i begyndelen af efteråret] 2017, og er fortsat ansat, idet han med [D] har indgået en uddannelsesaftale som voksenlærling [i vinteren] 2019, hvorefter han i peri-oden fra den [vinteren] 2019 til [vinteren] 2023 er optaget på smedeuddannelsen. Han har gennem-ført hovedparten af afhøringen i nævnet på dansk og derved demonstreret gode dansk kundskaber, ligesom han i sin fritid spiller fodbold og omgås sine danske arbejdskollegaer. Efter en samlet og konkret vurdering af oplysningerne om klagerens personlige forhold finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra efteråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingestyrelsens § 7, stk. 2.” soma/2019/57/LINB
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlæn-gelse af en opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren et etnisk somali sunnimuslim født i Galhareerey i Ceelbuur, men hovedsageligt opvokset i [A], Shabelle Hoose, Somalia. Klageren tilhører klanen Mursade. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin fætter [B], fordi klageren har fortalt til sin anden fætters ægtefælle, [C], at [B] har fået ham til at deltage i en al-Shabaab træningslejr. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået af ihjel af medlemmer fra Biyomaal-klanen, fordi [B] har slået [C]’s bror ihjel, og fordi klageren tilhører samme klan som [B]. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hans fætter [B] i [efteråret] 2014 tog ham med til en al-Shabaab træningslejr. Her opholdt klageren sig i en uge, hvor han sammen med andre mænd modtog fysisk træning. På vejen tilbage fra lejren truede [B] klageren på livet, hvis han fortalte nogen, hvor han havde været. Da klageren efter opholdet i lejren kom tilbage til bopælen, fortalte han efter nogle dage sin anden fætter [D]’s ægtefælle, [C], hvad han havde lavet. [C] kunne på den måde regne ud, at klageren havde deltaget i en al-Shabaab trænings-lejr. [C] fortalte ham, at [B] var en del af al-Shabaab, og at [B] havde slået hendes bror ihjel, og at klageren, som følge af, at han tilhørte samme klan som [B], ville blive slået ihjel af medlemmer af [C]’s klan, Biyomaal-klanen. Kort herefter arrangerede [C] med hjælp fra hendes familie klagerens udrejse af Somalia. Udlændingestyrelsen har i deres afgørelse fra [vinteren] 2016 anført, at styrelsen ikke kunne lægge klagerens forklaring om konflikterne med al-Shabaab og Biyomaal-klanen til grund, idet forklaringen herom fremstod divergerende, påfaldende og konstrueret til lejligheden. Med henvisning til, at klageren på baggrund af den særligt alvorlige situation i sit hjemområde, som følge af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile ville være i risiko for at blive udsat for døds-straf, tortur eller umenneskelig behandling eller straf, blev han meddelt tidsbegrænset opholdstilla-delse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. daværende praksis. Klageren er [i efteråret] 2016 og [i efteråret] 2017 blevet partshørt over de generelle forhold i Somalia. Klageren har i partshørin-gen henvist til sit oprindelige asylmotiv. Klageren har i den forbindelse oplyst, at forholdene i So-malia ikke er ændret, og at al-Shabaab fortsat er til stede, og at hans fætter [B] stadig er en del af dem. Menneskeliv betyder ikke noget for al-Shabaab, som han via [A] vil have tæt inde på livet. Han har videre anført, at borgerkrigen ikke er slut, og at der stadig er store dele af landet, som myn-dighederne ikke har kontrol over. Også der, hvor myndighederne har kontrol, er det farligt at ophol-de sig. Hvis AMISOM trækker deres tropper ud, er det kun et spørgsmål om tid, før al-Shabaab tilbageerobrer det tabte, hvorfor der ikke er tale om en permanent, men kun en midlertidig forbedret situation. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen ikke lægge klagerens forklaring om asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen herom har været afglidende, divergerende og udbyggende på centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Klageren har i de to samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret divergerende med hensyn til omstændighederne i forbindelse med, at han ankom til lejren ved stranden. I oplysnings- og motivsamtalen har han således forklaret, at [B] tog ham med fra bopælen om formiddagen, og at de brugte en hel formiddag på at gå til lejren ved stranden og først kom frem om aftenen, mens han i asylsamtalen har forklaret, at [B] kom ind til ham der hjemme efter, at han havde spist til aften og var på vej i seng, og bad ham komme med, uden at han turde spørge ham til, hvor de skulle hen, og at de herefter gik i godt 30 minutter, hvorefter de kom frem til lejren ved stranden. Under mødet i nævnet har klageren forklaret, at han og [B] sammen var ude for at passe kameler, da de befandt sig i nærheden af stranden, hvor [B] sagde, at de skulle ud at spise og tog ham med til lejren. Også med hensyn til, om han forlod lejren igen, fordi der var ferie, eller fordi [B] sagde, at han ikke kunne finde ud af træningen, har klageren forklaret divergerende i samtalerne med Udlændingestyrelsen, og han har yderligere forklaret divergerende herom under mødet i nævnet, hvor han har forklaret, at der ikke var tale om ferie, idet dette begreb slet ikke kendes i Somalia, og at han fik at vide, at han havde klaret sig godt, og skulle tilbage til lejren igen, når han havde været med [B] hjemme et par dage. Klageren har endvidere udbygget sin forklaring om opholdet i lejren med hensyn til, at de stort set hverken fik noget at spise eller fik lov til at sove, og at han modtog træning i at passe og ride på heste, ligesom han udbyggende har forklaret, at han, mens han opholdt sig i lejren, stadig passede familiens kameler sammen med [B]. Klageren har endvidere i asylsamtalen forklaret ud-byggende med hensyn til klankonflikten, idet han ikke har anført noget om denne konflikt i hverken asylskemaet eller oplysnings- og motivsamtalen. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke fore-kommer sandsynligt, at klageren, der var søn af [B]’s fars søster, skulle være i fare på grund af det drab, [B] havde begået. Det bemærkes, at [B] fortsat boede på bopælen, og at [C] familie og klan vidste, at det var [B], der stod bag drabet, hvorfor det er mere sandsynligt, at det var enten ham eller [B]’s bror [D], drabet ville blive hævnet overfor. Endelig bemærkes, at det alene beror på Halimos formodning, at hendes klan ville hævne drabet på broren overfor klageren. Efter en samlet vurdering, finder Flygtningenævnet herefter, at der er så væsentlige divergenser og udbygninger i klagerens forklaringer vedrørende hans oprindelige asylmotiver, at det ikke kan anses for godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, jf. udlændin-gelovens § 7, stk. 1, og 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at en tilbagesen-delse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskon-ventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om forholdene for det sydlige og centrale Somalia, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen har forbedret sig, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i [vinteren] 2016. Efter en samlet vur-dering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i klage-rens hjemområde er forbedret, om end forholdene – trods forbedringerne – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Det er indgået i vurderingen, at al-Shabaab har kontrollen i dele af klagerens hjemråde, men at deres måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbe-folkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, og at denne ændring ikke anta-ges at være af midlertidig karakter, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke fore-tages i de områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Nævnet har i den forbindelse inddraget de nyeste baggrundsoplysninger herunder den af advokaten påberåbte rapport fra december 2017 om Protections of Civilians fra United Nations Human Rights Office. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren må betragtes som værende en helt uprofileret ung mand, og at det alene beror på hans formodning, at han ved en tilbagevenden vil blive anset for at være spion. Idet den omstændighed, at klageren i en periode har opholdt sig i et vestligt land ikke i sig selv giver grundlag for en antagelse om, at han af den grund vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbage-venden til Somalia, eftersom han tidligere har været i stand til at leve i et område, der har været under al-Shabaabs kontrol, finder Flygtningenævnet herefter, at en udsendelse af klageren til dennes hjemområde ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Som følge af det ovenfor anførte om, at nævnet har inddraget de nyeste baggrundsoplysninger, er der ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen. Det af klagerens advokat anførte om klagerens integration i Danmark kan ikke tillægges betydning i relation til vurderingen af, om der skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, idet den i udlændingelovens § 26, stk. 1, indeholdte beskyttelse mod inddragelse af opholdstilladelse ikke finder anvendelse ved stillingtagen til forlængelse af opholds-tilladelser meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlæn-dingestyrelsens afgørelse.”soma/2019/56/LINB
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af op-holdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører […] klanen og er sunni-muslim fra [en by], der ligger i regionen Middle Shabelle. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyste klageren, at han efter sin fars død i 2004 havde overtaget familiens købmandsbu-tik, hvor han udover dagligvarer solgte cigaretter. I [efteråret] 2007 truede al-Shabaab klageren med, at de ville lukke butikken, hvis han ikke holdt op med at sælge cigaretter. Klageren ignorerede imidlertid advarslerne, fordi salg af tobak var hans primære indtægtskilde. [Ultimo] 2007 opsøgte al-Shabaab købmandsbutikken. Klageren nægtede at åbne døren for dem, fordi han var bange, hvil-ket førte til, at al-Shabaab åbnede ild mod butikken. Klageren solgte også petroleum til olielamper, og da kuglerne ramte dunkene med petroleum, brød butikken i brand. Det lykkedes klageren at flyg-te ud af et mindre vindue, men han blev forbrændt på underkroppen. Al-Shabaab havde omringet butikken og tog klageren til fange og førte ham til et fængsel. [Ultimo 2007] blev klageren stillet for en dommer og dømt til døden. Det lykkedes klageren at flygte fra fængslet samme aften, fordi han kravlede over væggen til et toilet. Derefter flygtede han til fods og søgte hjælp hos en bekendt familie i området. Familien kontaktede klagerens mor, der sørgede for, at han blev hentet af en bil og kørt til [en by], hvor han modtog behandling for sine skader og med hjælp fra de etiopiske styrker blev fløje til Etiopien. Klageren rejste fra Etiopien til Tyrkiet i [slutningen af 2007], og han opholdt sig i Tyrkiet indtil [foråret 2014]. Klageren har til partshøringssamtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret 2017] fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Klageren har samtidig forklaret, at al-Shabaab i 2009 eller 2010 en enkelt gang opsøgte hans mor og spurgte efter ham. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret 2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men Udlændingestyrelsen har i tilladelsesresolutionen […] anført, at styrelsen ikke med den fornødne sikkerhed kunne afvise klagerens forklaring om sine konflikter i Somalia, selvom forklaringen på en række punkter forekom bemærkelsesværdig. Herudover fremgår det af tilladelsesresolutionen, at Udlændingestyrelsen lagde vægt på baggrundsoplysningerne om sikkerhedssituationen i Somalia, herunder at det område i Somalia, klageren kom fra, stadig var kontrolleret af al-Shabaab. Udlændingestyrelsen vurderede på daværende tidspunkt, at udsendelse til det sydlige og centrale Somalia udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det bemærkes indledningsvist, at Flygtningenævnet ved vurderingen af klagerens forklaring har inddraget den omstændighed, at han kun har gået knap 4 år i koranskole, og at hændelserne, der førte til flugten fra Somalia, skete i 2007 og dermed for knap 12 år siden. Uagtet, at der er taget hensyn hertil, kan nævnet ikke lægge klagerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på en række væsentlige punkter har været divergerende og usandsynlig, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Klageren har således forklaret divergerende med hensyn til antallet af gange, han blev advaret af al-Shabaab, idet han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at de advarede ham første gang [først på efteråret i] 2007 og helt frem til [slutningen af efteråret] 2007. I asylsamtalen forklarede han, at de advarede ham en del gange [i efteråret 2007], hvorimod han i partshøringen har forklaret, at han kun fik én advarsel. Under mødet i nævnet har klageren på ny forklaret, at han blev advaret flere gange. Også med hensyn til, hvor mange gange, al-Shabaab har opsøgt hans familie, har klageren forklaret divergerende, idet han i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at de opsøgte familien flere gange, hvorimod han til partshøringssamtalen har forklaret, at de opsøgte familien en enkelt gang i enten 2009 eller 2010. Under mødet i nævnet har klageren på ny forklaret, at familien blev opsøgt flere gange. Klageren har også forklaret divergerende med hensyn til, om han blev kørt af al-Shabaab fra butikken til fængslet, eller om al-Shabaab førte ham til fods derhen. I forbindelse med partshøringen har klageren forklaret, at han ikke gik ind på toilettet men udenom, hvorimod han i de forudgående samtaler har forklaret, at han gik ind på toilettet og hoppede over toiletmuren. Klagerens forklaring har videre været usikker og divergerende med hensyn til, om vagten så eller hørte, at han stak af, og hvordan støjen blev frembragt. Det forekommer endvidere usandsynligt, at klageren, der netop var dømt til døden, var i stand til at flygte ved at hoppe over hegnet til toilettet og herefter stikke af, selvom der blev skudt efter ham, ligesom det er usandsynligt, at man i fængslet havde et hegn bestående af blikplader med tværbjælker, som han kunne kravle op på og på den måde slippe ud. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at klageren også har forklaret, at han var kraftig forbrændt på en stor del af kroppen, så hans hud faldt af, og at han havde mange smerter. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at klageren ved udrejsen var konkret og individuel forfulgt af al-Shabaab. Den omstændighed at klagerens søster i 2009 er blevet dræbt af al-Shabaab ændrer ikke herved, idet dette skete godt to år efter, at han selv var udrejst. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i slutningen af 2014], således at betingelserne for at nægte at forlænge hans opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Nævnet har ved vurderingen lagt til grund, at [klagerens hjemby], i regionen Middle Shabelle gennem længere tid har været under al-Shabaabs kontrol, og at området ifølge de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er under al-Shabaabs kontrol. Flygtningenævnet fin-der således, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysnin-ger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrunds-oplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis ikke har kontrollen over. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har æn-dret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profi-lerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Ved vurderingen af denne sag har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på, at klageren har boet i [i sin hjemby], i en periode, efter at al-Shabaab kom til magten, og at han fortsat har familie i dette område. Endelig har nævnet lagt vægt på, at klageren må anses som uprofileret. Med hensyn til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende bemærkes, at klageren har opholdt sig i Danmark i godt 4 år, at han ikke har opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked eller gennemført en uddannelse. Han har oplyst, at han [primo 2019] været til prøve i Dansk 1, modul 5, men endnu ikke kender resultatet. Han har ikke helbredsmæssige problemer og har ikke nær familie i Danmark, hvorimod nævnet som nævnt ovenfor lægger til grund, at han har familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt bela-stende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 11, stk., 2, jf., 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/55/thv
Nævnet omgjorde i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af op-holdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstil-ladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører [A] klanen og er muslim fra [en by], der ligger i Hiraan-provinsen i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af personer fra [B] klanen eller af al-Shabaab. Til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyste klageren, at han [i sommeren 2013] blev opsøgt i nærheden af sin bopæl af fire personer fra al-Shabaab. Personerne forlangte, at klageren tilsluttede sig al-Shabaab, hvilket han afviste. Herefter opsøgte al-Shabaab klagerens far og truede ham med, at de ville slå både ham og klageren ihjel, hvis klageren ikke tilsluttede sig al-Shabaab. I [sommeren 2013] opsøgte al-Shabaab igen klagerens far, der oplyste, at han ikke ønskede, at klageren tilsluttede sig al-Shabaab, ligesom klageren heller ikke selv ønskede dette. I forlængelse heraf slog al-Shabaab klagerens far ihjel. Herudover oplyste klageren, at hans fætter [X], som boede hos klageren og hans familie [i sommeren 2013] arbejdede på en lille mark, som tilhørte familien, da han blev opsøgt af flere personer fra den magtfulde [B] klan. [B] klanen mente, at de havde ret til jorden, fordi klagerens far var afgået ved døden. [X] kom i slagsmål med personerne fra [B] klanen, og løb herefter hjem til bopælen, hvor han hentede et gevær. Da [X] kom tilbage til marken, skød han mod personerne fra [B] klanen, hvilket resulterede i, at flere af dem døde enten straks eller kort efter, mens en af dem flygtede fra stedet. Efter skudepisoden forlod [X] området, uden at tale med klage-ren eller de andre medlemmer af familien. Ingen i familien ved, hvor [X] opholder sig eller har talt med ham siden. Eftersom [X] var flygtet, ønskede [B] klanen, at klageren skulle stilles til ansvar for drabet på to af deres klanmedlemmer. Der blev forsøgt mæglet mellem klanerne, men [B] klanen fastholdt deres krav. Imens mæglingen stod på gemte klageren sig på marken og var kun hjemme på bopælen om natten. Klagerens morbror deltog i mæglingen, og advarede ham om kravet om, at kla-geren skulle bøde for de drab, hans fætter havde begået, og hjalp klageren til at flygte fra landsbyen. Klageren udrejste af Somalia [i sommeren 2013]. Klageren har til partshøringssamtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret 2017] fastholdt, at han ved en tilbagevenden til Somalia i dag frygter at blive slået ihjel af personer fra [B] klanen. Udlændingestyrelsen meddelte [primo 2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet styrelsen lagde klagerens forklaringer om hans konflikter til grund med henvisning til, at klageren asylsagsbehandlingen havde forklaret troværdigt herom. Styrelsen lagde i samme forbindelse vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger omkring menneskeretssituationen i Somalia, herunder at han kom fra et område, der stadig sås at være kontrolleret af al-Shabaab. Om den del af klagerens asylmotiv, der vedrører al-Shabaab, skal Flygtningenævnet bemærke, at der ikke skete klageren noget i forbindelse med, at han sagde nej til at lade sig tvangshverve, og at han ikke blev opsøgt af al-Shabaab efter den første henvendelse, og at han heller ikke modtog henvendelser i tiden mellem drabet på faren i starten af [sommeren 2013] og frem til udrejsen [senere på sommeren]. Herefter, og henset til den tid, der er forløbet sammenholdt med, at klagerens hjemby […] gennem flere år har været kontrolleret af AMISOM, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han har en aktuel konflikt med al-Shabaab, der bevirker, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal om den del af klagerens asylmotiv, der vedrører klankonflikten, indledningsvist bemærke, at klageren til stadighed har forklaret, at denne konflikt var den væsentligste årsag til udrejsen. Konflikten udspringer af drab, som klagerens fætter begik [i sommeren 2013], uden at klageren selv overværede disse drab, og han har i det væsentlige forklaret konsistent om denne del af asylmotivet. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at den omstændighed, at der nu i forbindelse med inddragelsessagen er forklaret divergerende med hensyn til blandt andet antallet af personer, der opsøgte fætteren, og hvor mange der blev dræbt henholdsvis med det samme og senere, ikke kan tillægges afgørende betydning henset til den tid, der er gået sammenholdt med, at der er tale om oplevelser, som klageren ikke selv har været vidne til. Det sammen gælder den divergens, der relaterer sig til, om [B] klanen opsøgte klagerens mor en eller to gange. Nævnet finder, at klageren i forbindelse med nævnsmødet i det væsentlige har forklaret konsistent og uden væsentlige divergenser om sine egne oplevelser i forbindelse med konflikten med [B] klanen, og lægger derfor denne del af forklaringen til grund. Idet Flygtningenævnet herefter lægger til grund, at klageren har en konflikt med [B] klanen, der som led i en klankonflikt har krævet, at klageren skal træde i sin fætters sted, finder nævnet herefter ikke, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse er opfyldte. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet fortsat ikke finder, at klagerens konflikt er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ophæver herefter den afgørelse Udlændingestyrelsen traf [ultimo 2017], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/54/thv
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger og muslim fra [A], Bakool, Somalia. Klageren tilhører hovedkla-nen […], subklanen […] og subsubklan […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2009 blev hyret til at transportere rusmidlet khat, hvilken han gjorde i en periode på tre måneder. Al-Shabaab tilbageholdt i den forbindelse klageren og idømte ham 40 piskeslag, hvorefter han blev løsladt. Efter løsladelsen blev klageren udsat for trusler fra al-Shabaab og blev tilbageholdt ved flere lejligheder. I 2012 blev klageren anklaget for at samarbejde med fremmede styrker, hvorfor han valgte at udrejse. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen ikke kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for asylrelevante overgreb fra al-Shabaab. Klagerens ægtefælle og børn fik i 2015 opholdstilladelse i Danmark som familiesammenførte til klageren. Efter det oplyste har to af klage-rens børn efterfølgende forladt Danmark. Klageren har forklaret meget usikkert og afglidende om sine angivelige konflikter med al-Shabaab. Klageren har således ikke kunnet redegøre for tidspunk-terne for konflikterne med al-Shabaab, herunder den tidsmæssige udstrækning, og klageren har ikke kunnet redegøre for konkrete hændelser, der begrundede, at han besluttede sig for at forlade Soma-lia. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klagerens eventuelle oprindelige uover-ensstemmelser med al-Shabaab har været af en sådan karakter, at klageren i dag er profileret i for-hold til al-Shabaab. Det bemærkes, at klagerens forklaring om, at hans svigerfamilie skulle være blevet overfaldet i Mogadishu i slutningen af 2018 for at få klageren til at rejse tilbage til Somalia, tilsidesættes som utroværdig. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden kla-geren blev meddelt opholdstilladelse. Det fremgår således blandt andet af baggrundsoplysningerne (Asylum Research Consultancy: Situation in South and Central Somalia (including Mogadishu). January 2018), at al-Shabaab ikke længere har kontrollen i klagerens fødeby, [A], Bakool, hvor han boede, indtil han var ca. 35 år, idet byen blev befriet i 2014, og nu er under AMISOM/SN’s kontrol, selv om al-Shabaab fortsat er til stede i området. Selv om forholdene fortsat er alvorlige og må be-tegnes som skrøbelige og uforudsigelige, kan forbedringerne ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Da klageren som ovenfor anført ikke kan anses at være særlig profileret i forhold til al-Shabaab, finder Flygtningenævnet derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilba-gevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at klageren har opholdt sig nogle år i ”vesten”, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Klageren har boet i Danmark siden 2013, men har ikke opnået en fast tilknytning til det danske ar-bejdsmarked. Klageren er sund og rask. Klagerens ægtefælle og fem børn har siden [foråret] 2015 opholdt sig i Danmark som familiesammenførte til klageren. Flygtningenævnet finder efter en sam-let vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygt-ningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af […].” soma/2019/53/JABP
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunnimuslim af trosretning fra [mindre by] i regionen Gedo, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Ashraf, subklanen Hassan og sub-subklanen Sharif Sarman. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af [A’s] og [B’s] brødre, fordi hans bror havde slået enten [A] eller [B] ihjel og såret den anden. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge klagerens forklaring til grund, fordi den forekommer konsistent og selvoplevet. Herefter findes det sandsynliggjort at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, i form af risiko for blodhævn fra en dominerende klan. Klageren kan ikke antages at kunne opnå myndighedsbeskyttelse. Efter en konkret vurdering, og idet der på dette punkt ikke er oplyst om ændrede forhold, finder nævnet ikke at kunne henvise klageren til et internt flugtalternativ. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra efteråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/52/CHA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er fra [mindre by] i Middle Shabelle-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Hawiye, underklanen Mudulood og subklanen Mobleyn Osman. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han var flygtet fra deres varetægt, som følge af at de ville rekruttere ham. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder ikke, at kunne lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringerne på væsentlige punkter indeholder divergenser, ligesom det vurderes, at klageren forklarer afglidende eller slet ikke på de stillede spørgsmål. Det tilføjes, at klageren ikke har ønsket at udtale sig overhovedet om asylmotivet under inddragelsessamtalen ved Udlændingestyrelsen. Klageren har forklaret divergerende om, hvorvidt flugten skete under et uledsaget toiletbesøg, mens vagterne sov, eller mens vagterne var optaget af andre opgaver. Han har ligeledes forklaret divergerende om den behandling han modtog efter at være blevet såret, idet han har forklaret, at han alene fik nødtørftig behandling hos en nabo, at han var på en lokal lægeklinik et par dage, eller han var i koma i en måned og var indlagt i flere måneder på et hospital i Mogadishu-området. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse fra al-Shabaab omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning for at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse vil udgøre en krænkelse af den Europæiske menneskerettighedskonvention artikel 3. Efter en samlet vurdering af de foregående baggrundoplysninger finder Flygtningenævnet, at forholdene i det sydlige og centrale Somalia er forbedret siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, således at betingelserne for nu at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 nu er opfyldt. En inddragelse vurderes ikke at ville virke særligt belastende for klageren under hensyn til de momomenter der er opregnet i udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/51/CHA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunnimuslim af trosretning fra [mindre by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles familiemedlemmer, fordi hun bragte skam over deres familie. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klageren gav ikke møde i forbindelse med sagens behandling i nævnet på trods af, at han ved brev afsendt fra Flygtningenævnet [i efteråret] 2018 behørigt er blevet indkaldt til nævnsmødet. Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at klagerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet den på centrale punkter indeholder divergenser. Hun har således blandt andet forklaret divergerende om længden om sit samliv med ægtefællen ligesom hun har forklaret modstridende om hvornår hun blev opsøgt af sin ægtefælles søstre og bror, hvor ofte hun blev opsøgt af dem og hvad der skete under opsøgningerne. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse fra sin svigerfamilie omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning for at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse vil udgøre en krænkelse af den Europæiske menneskerettighedskonvention artikel 3. Efter en samlet vurdering af de foregående baggrundoplysninger finder Flygtningenævnet, at forholdene i det sydlige og centrale Somalia er forbedret siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, således at betingelserne for nu at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Herefter skal nævnet endelig vurdere, om en nægtelse af forlængelse vurderes at ville virke særligt belastende for klageren under hensyn til de momomenter, der er opregnet i udlændingelovens § 26, stk. 1. Efter de foreliggende oplysninger klagerens tilknytning til Danmark og Somalia findes dette ikke at være tilfældet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/50/CHA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk ajuuran og muslim fra Jilib, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter al-Shabaab, idet han har nægtet at tilslutte sig gruppen. Han har endvidere henvist til, at han frygter en klan ved navn Shekal, der har overtaget hans families jord efter hans fars død i år 2015. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at al-Shabaab i starten af 2012 kom til hans skole for at rekruttere eleverne. Klageren ønskede ikke at tilslutte sig al-Shabaab. Klageren blev en dag slået af medlemmer fra al-Shabaab, fordi han ikke deltog i deres fælles orienteringer. Klagerens bror blev også fængslet, fordi al-Shabaab mistænkte ham for at samarbejde med den somaliske regering. Efter brorens løsladelse blev han skudt i kravebenet angiveligt af al-Shabaab. Ca. 6-8 måneder efter blev klagerens anden bror dræbt af al-Shabaab på grund af de aktiviteter, han lavede med unge i samfundet. Efter disse konflikter med al-Shabaab blev klageren og hans familie bange, og klagerens far besluttede, at familien skulle forlade området. Klageren udrejste ca. en til to uger efter. Klageren har endvidere henvist til, at en familie fra klanen Shekhal har overtaget en del af klagerens families jord efter hans fars død. En af klagerens brødre ville ikke acceptere, at de overtog jorden, hvilket førte til, at familien fra Shekhal-klanen truede med, at de ville komme efter klagerens familie. Udlændingestyrelsen meddelte [ultimo 2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen om hans individuelle asylmotiv til grund. Flygtningenævnet henviser herved til det, der anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [ultimo 2017]. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han på grund af sine individuelle forhold ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at den generelle situation i klagerens hjemområde er af en sådan karakter, at klageren alene under henvisning hertil ikke vil kunne sendes tilbage til Somalia. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om klagerens hjemområde sammenholdt med at klageren må anses for uprofileret i forhold til al-Shabaab. Klageren har boet i Danmark i ca. 4 ½ år og har ikke fast tilknytning til det danske arbejdsmarked. Ansøgeren var på tidspunktet for samtalen i Udlændingestyrelsen i gang med at tage 9. klasse på VUC og var sund og rask. Klageren har ingen familie i Danmark. Klageren har boet i Jilib, Somalia, fra han var lille og frem til sin udrejse i 2012. Han har fortsat en søster i Jilib og en bror, der bor sammen med klagerens moster i Mogadishu. Ansøgeren har endvidere efter det oplyste flere onkler i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [ultimo 2017].” soma/2019/49/smla
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra Marka, Somalia. Ansøgeren tilhører klanen Reer Xamar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Somalia frygter at blive slået ihjel, fængslet eller afpresset af de somaliske myndigheder, idet han ikke kan sproget, ikke kender kulturen og hverken har familie eller klan i landet. Herudover har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Somalia. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at han i forbindelse med udsendelsen til Somalia den 31. januar 2018 blev interviewet af de somaliske immigrationsmyndigheder i Mogadishu, hvor ansøgeren fortalte dem, at han ikke havde nogen familiemedlemmer i landet, og at han ikke betragtede sig selv som somalier. En myndighedsperson oplyste, at han på denne baggrund ville blive slået ihjel. Ansøgeren fremlagde en fødselsattest udstedt i Saudi Arabien for de somaliske immigrationsmyndigheder, hvilket førte til, at de ikke ville modtage ham, da der var tvivl om hans identitet. Ansøgeren overnattede i lufthavnen i Mogadishu en nat, inden han rejste tilbage til Danmark. Ansøgeren blev låst inde i en lille celle. Der var hverken møbler eller toilet i cellen, hvorfor ansøgeren betalte 150 USD, mens ansøgerens mor overførte 100 USD, således at ansøgeren kunne undgå at opholde sig i cellen. Dagen efter blev ansøgeren ledsaget tilbage til Danmark af danske betjente. Efter ansøgerens ankomst til Danmark har hans mor fået adskillige opkald fra ukendte personer fra Somalia, som har truet og afpresset hende. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket ved ansøgerens inkonsistente forklaringer om sine sprogkundskaber og de øvrige foreliggende oplysninger herom, herunder iagttagelserne foretaget af politipersonalet som gengivet i rapporterne fra udsendelsen. Det svækker endvidere ansøgerens generelle troværdighed, at den saudiarabiske fødselsattest på ansøgeren først er fremlagt på et meget sent tidspunkt under sagens behandling, særligt henset til, at ansøgeren så tidligt som i 2012 blev udvist ved dom. Flygtningenævnet tiltræder efter oplysningerne om indholdet af den somaliske statsborgerskabslovgivning, at ansøgeren, uanset om han i overensstemmelse med den fremlagte fødselsattest måtte være født i Saudi-Arabien af somaliske statsborgere, er somalisk statsborger, og at han derfor asylretligt skal vurderes i forhold hertil. Der er derfor ikke grundlag for at foretage en asylretlig vurdering af ansøgeren i forhold til Saudi-Arabien. Ansøgerens klanforhold er nu blevet afdækket således, at det i hvert fald kan lægges til grund, at ansøgeren ikke ved sit tilhørsforhold til klanen ”Benadiri”/”Reer Xamar” tilhører en indflydelsesrig klan, jf. herved Dansk Flygtningehjælps temanotat fra november 2015: Klanmæssigt tilhørsforhold i det sydlige og centrale Somalia. Uanset den betydning, som klansystemet har i Somalia, er dette imidlertid ikke et forhold, der i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke i øvrigt har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han har en konflikt med myndighederne eller personer i Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med udsendelsen til Somalia primo 2018 til grund. Ud over de forhold, som Udlændingestyrelsen har henvist til, har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har udbygget sin forklaring, idet han først under nævnsmødet har forklaret, at han i lufthavnen i Mogadishu også blev opsøgt af en ung mand på omkring 20 år, der krævede penge af ham. Nævnet finder endvidere, at det må anses for påfaldende, at det ikke er afspejlet i de rapporter, der er udarbejdet af det politipersonale, der deltog i udsendelsen af ansøgeren til Somalia, at en af de danske betjente blev oplyst om, at ansøgeren ikke ville kunne opholde sig i Somalia, fordi han ikke havde en klan og ikke kunne sproget, og at det heller ikke fremgår, at ansøgeren har oplyst til betjentene, at han var blevet afkrævet i alt 250 USD af personale i lufthavnen. Ansøgeren har imidlertid heller ikke gjort gældende, at begivenhederne i lufthavnen, uanset om de måtte blive lagt til grund, i sig selv udgør en krænkelse af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, som kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren har sandsynliggjort et beskyttelsesbehov, der kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i kraft af sin forklaring og ansøgerens mors forklaring i nævnet om de trusler, der er fremsat over for ansøgerens mor i forbindelse med og i forlængelse af ansøgerens udsendelse til Somalia i januar 2018. Flygtningenævnet må ligesom Udlændingestyrelsen finde det påfaldende, at ansøgeren ikke selv har noget særligt godt konkret kendskab til indholdet af de trusler, der er fremsat over for moderen, særligt henset til at truslerne udelukkende angår hans person. Hertil kommer, at der ikke på noget tidspunkt er fremsat trusler direkte over for ansøgeren. Det må endvidere anses for påfaldende, at de personer, der angiveligt har afpresset og truet ansøgerens mor, ikke har villet oplyse, hvor pengene skulle sendes hen, særligt da moderen under en telefonsamtale oplyser, at hun har pengene og gerne vil betale. Det fremstår endvidere påfaldende, at truslerne mod og afpresningen af ansøgerens mor navnlig har fundet sted efter, at ansøgeren er vendt tilbage til Danmark og således ikke længere var inden for de pågældende personers rækkevidde. Hertil kommer, at moderens oplysninger under sin forklaring i nævnet om antallet af trusler i perioden efter ansøgerens udsendelse til Mogadishu og frem til, at moderen begyndte at optage telefonsamtalerne, ikke fremstår konsistente, idet hun over for ansøgerens advokat angiveligt har oplyst, at hun blev kontaktet to gange på telefonen, mens hun over for nævnet har forklaret, at hun i denne periode blev kontaktet tre til fem gange om dagen. Moderen er endvidere ikke blevet kontaktet efter, at hun har skiftet telefonnummer. Flygtningenævnet kan på denne baggrund heller ikke lægge denne del af ansøgerens asylmotiv til grund. De foreliggende oplysninger om TV2’s kontakter til myndighederne i Somalia og den somaliske ambassade i Bruxelles kan desuden ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgeren under sagens behandling ved de danske udlændingemyndigheder således uretmæssigt måtte have beskyldt myndighedspersonale i lufthavnen i Mogadishu for at have begået strafbart forhold over for ansøgeren, og at denne oplysning er viderebragt af TV2, indebærer således efter nævnets opfattelse ikke en sådan eksponering af ansøgeren og bringer ham heller ikke i et sådant modsætningsforhold til de somaliske myndigheder, at dette kan føre til, at ansøgeren skal have opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Somalia er heller ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv kan føre til beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det følger af det ovenfor anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at der - i lyset af at forkastelsen af ansøgerens motiv for at søge opholdstilladelse i Danmark - heller ikke er noget til hinder for, at ansøgeren vil kunne udsendes til Somalia efter udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/45/2019/TBP
Nævnet ændrede i februar 2019 Udlændingestyrelsen afgørelse, således at den mandlige statsborger fra Somalia stadig har opholdstilladelse (B-status) Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Hawiye. Han er muslim og kommer fra [bynavn], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han ikke ville samarbejde med dem. Han har til støtte herfor oplyst, at han blev opfordret til at tilslutte sig al-Shabaab, men udrejste, da han ikke ønskede at tilslutte sig. Efter hans udrejse blev hans forældre tilbageholdt af al-Shabaab, og derefter forsvandt de. Klageren har senere fået at vide, at hans far er blevet dræbt af al-Shabaab, og al-Shabaab også har dræbt hans lillebror, fordi de forvekslede klageren og hans lillebror. Udlændingestyrelsen meddelte [dato i slutningen af] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering af klagerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen i det væsentlige kan lægges til grund som troværdig. Flertallet lægger således til grund, at klageren forinden sin udrejse af Somalia er forsøgt hvervet af al-Shabaab og henviser til, at klageren har forklaret konsistent, sammenhængende og detaljeret om hvervningsforsøgene og om, hvorledes han er udrejst af Somalia. Flertallet finder endvidere, at klagerens forklaring om, hvorledes al-Shabaab efter hans udrejse har forsøgt at få fat i klageren, er troværdig. Det lægges derfor til grund, at klagerens far er blevet dræbt af al-Shabaab, fordi faren ikke kunne overgive klageren til al-Shabaab, og at klagerens lillebror på et senere tidspunkt blev dræbt, da al-Shabaab forvekslede klageren og hans lillebror og ønskede at slå klageren ihjel. Flertallet finder på denne baggrund, at klageren har sandsynliggjort, at han er profileret i forhold til al-Shabaab, og at han ved en tilbagevenden fortsat vil være efterstræbt af al-Shabaab. Flertallet bemærker herved, at AMISOM/SNA efter de seneste baggrundsoplysninger har kontrollen i klagerens hjemområde, men at det henset til klagerens høje grad af profilering må antages, at al-Shabaab vil være i stand til at få fat i klageren, hvis de ønsker det. Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer finder derfor ikke, at betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at Flygtningenævnet ikke finder, at klagerens asylmotiv er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” soma/2019/44/DH
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Hawiye, underklanan […], subklanen […], og subsubklanen […]. Han er muslim og kommer fra byen [bynavn] i Galgaduud-regionen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab, som ønskede, at han skulle være selvmordsbomber. Han har til støtte herfor oplyst, at han i [slutningen af] 2011 blev opsøgt af al-Shabaab-repræsentanter. Klageren blev taget til fange sammen med unge mænd fra byen for at få dem til at melde sig til at kæmpe for al-Shabaab. Klageren nægtede og blev hver aften udsat for fysisk pression. Det lykkedes klageren at flygte, mens der var kampe i området og derfor mindre vagtbemanding ved fængslet. Udlændingestyrelsen meddelte [dato i slutningen] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. I Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution af [dato i slutningen af] 2013 er det anført, at Udlændingestyrelsen ikke har kunnet afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, selv om klagerens forklaring på en række punkter var påfaldende. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af klagerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, og nævnet finder, at forklaringen i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Der henvises til, at klageren på centrale punkter har forklaret divergerende om konflikten med al-Shabaab. Nævnet lægger vægt på, at klageren under identitetsafhøringen den [dato i foreåret] 2013 har forklaret til politiet, at han under sin flugt fra al-Shabaab var blevet skudt ved højre hofte. Klageren har under asylsamtalen den [dato i efteråret] 2013 ikke forklaret herom, og han har under samtalen den [dato i efteråret] 2017 med Udlændingestyrelsen heller ikke forklaret, at han blev skudt i forbindelse med flugten. Klageren har overfor nævnet forklaret, at han ikke blev ramt af skud. Der lægges endvidere vægt på, at klageren under asylsamtalen forklarede, at han, efter at han var flygtet fra al-Shabaab, gemte sig hos sin onkel, mens han under samtalen den [dato i efteråret] 2017 med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han gemte sig hos nogle bekendte i nærheden af sin onkel, og at han senere gemte sig hos sin mor blandt hendes geder. Under nævnsmødet har klageren forklaret, at han gemte sig hos sin onkel. Der henvises også til, at klageren under asylsamtalen først har forklaret, at han sammen med andre fanger i al-Shabaabs fængsel blev ført udenfor, og at han derefter flygtede. Senere under samtalen og under nævnsmødet har klageren forklaret, at han sammen med andre fanger smadrede en meget gammel dør, og at de derefter flygtede. Klageren har i øvrigt under asylsamtalen forklaret, at han blev opsøgt af to mænd fra al-Shabaab, mens han var i stedfarens butik. Han har under samtalen den [dato i efteråret] 2017 derimod oplyst, at han blev opsøgt af otte personer fra al-Shabaab, og klageren har under nævnsmødet udbyggende forklaret, at han også flere gange er blevet opsøgt af andre unge fra al-Shabaab, mens han opholdt sig i butikken. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser, og nævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er herved endvidere henset til, at klageren ikke kan anses for at være profileret i forhold til al-Shabaab, og at en tilbagesendelse af klageren til Somalia ikke kan anses for at udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, uanset at al-Shabaab efter de foreliggende baggrundsoplysninger har kontrollen med klagerens hjemområde. Nævnet finder således, at ophold for klageren i et al-Shabaab-kontrolleret område efter de foreliggende baggrundsoplysninger om generelle forhold for uprofilerede personer uden individuel konflikt med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til at opnå asyl. Det er indgået i nævnet vurdering, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til målrettede angreb mod profilerede personer, og at denne ændring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark fra den [dato i slutningen af] 2013. Han har siden den [dato i efteråret] 2017 haft fast arbejde hos firmaet [firmanavn]. Han har i øvrigt ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet, og han har ikke påbegyndt en uddannelse. Han har ikke bestået en prøve i dansk. Han er i [slutningen af] 2018 blevet muslimsk gift med en somalisk kvinde, der har opholdstilladelse i Danmark. Klageren har i øvrigt ikke familie i Danmark. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende at inddrage hans opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at de foreliggende oplysninger om klagerens helbred kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/43/DH
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra [landsbyen], Hiiraan, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen […] og familieklanen [...]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, som har forsøgt at tvangserhverve ham til kamp mod den somaliske regerings soldater i hans hjemby [landsbyen] i [sommeren] 2012. Klageren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter folk fra en anden klan, som i 2009 slog klagerens far ihjel i forbindelse med en jordkonflikt. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født og opvokset i [landsbyen], hvor han i nogle måneder arbejdede som sælger. Klageren solgte snus og cigaretter. En dag i [efteråret] 2012 blev klageren opsøgt af nogle unge folk fra al-Shabaab. Klageren fik at vide, at salg af cigaretter var i strid med sharia, og at han ville blive straffet, hvis han fortsatte sit sælgerarbejde. Klageren fortsatte med at sælge cigaretter den efterfølgende dag, hvor de unge folk fra al-Shabaab kom tilbage, og tog klageren med til deres base. Her blev klageren tilbageholdt i otte måneder. Klageren blev indsat i en enecelle og tvunget til at udføre opgaver for basens folk. Klageren hentede vand og brænde til dem. Under tilbageholdelsen blev klageren ikke undervist i våbenbrug eller anden undervisning. Al-Shabaab folkene forsøgte at hverve klageren til kamp mod den somaliske regerings soldater, og til sidst indvilgede klageren, og fik lov til at tage hjem og gense sin familie. Klageren kontaktede sin moster, der solgte noget kvæg, som betalte for og arrangerede klagerens udrejse fra [landsbyen] til Mogadishu i [sommeren] 2013. Herfra tog klageren nogle dage senere til Nairobi, Kenya. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse på grund af de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår af Udlændingestyrelsens resolutionsark, at Udlændingestyrelsen ikke kunne lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Udlændingestyrelsen inddrog [i vinteren] 2017 klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, jf. § 26. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv om konflikten med al-Shabaab og konflikten med ægtefællens familie til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab på centrale punkter fremstår divergerende og usandsynlig. Klageren har således forklaret divergerende om længden af fængselsopholdet og om, hvorvidt han alene udførte praktisk arbejde for al-Shabaab eller, om han også modtog træning i bombefremstilling og så film om jihad. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han fortalte sin moster om, hvad der var sket. Endelig har han forklaret divergerende om, hvornår han tog afsted fra [landsbyen] efter at være flygtet fra al-Shabaab. Det forekommer dertil meget lidt sandsynligt, at al-Shabaab skulle løslade klageren efter otte måneders fængsel, hvor han havde nægtet at samarbejde med dem, blot fordi han på et tidspunkt sagde, at han ville samarbejde med dem, hvis han fik lov til at komme hjem på besøg. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren havde en konflikt med al-Shabaab ved sin udrejse. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren på anden vis var profileret over for al-Shabaab. For så vidt angår klagerens forklaring om, at han har en konflikt med sin ægtefælles familie, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge denne forklaring til grund. Der er herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om denne konflikt fremstår divergerende, upræcis og usammenhængende. Klageren har således forklaret divergerende om, hvorvidt han blev ringet op af ægtefællens bror, eller om ægtefællens bror tog telefonen fra ægtefællen, mens hun talte med klageren. Klageren har ikke været i stand til at give en uddybende forklaring om ægtefællens forhold og hans forklaring om, at hendes familie var meget streng stemmer ikke overens med, at hun som kvinde havde sin egen telefon, gik på gymnasiet, kunne få udskudt et tvangsægteskab og fik lov til selv at bevæge sig rundt i byen både på et marked og til og fra skole. Der er tillige lagt vægt på, at den angivelige konflikt ligger langt tilbage i tid, og at klageren hverken har hørt fra ægtefællen eller dennes familie siden 2014. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har en konflikt med ægtefællens familie, eller at hans fars død har med klagerens asylmotiv at gøre. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [landsbyen] er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i [landsbyen] er - selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Uanset om klagerens hjemby til tider er under al-Shabaabs kontrol, finder Flygtningenævnet, at dette forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren, der er 24 år, har haft lovligt ophold i Danmark i fra [starten af] 2014 til [vinteren] 2017. Klageren går i 9. klasse og vil derefter gerne uddanne sig. Han har ikke haft fast arbejde under sit ophold i Danmark. Han har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Klageren har familie, herunder sin moster og tre søskende i Somalia. Han har ingen alvorlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/42/FAM
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra Jubbada, Hoose-provinsen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Baraawa, underklanen […] og subklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han via sin farmor har hørt, at al-Shabaab skulle have sagt, at de ville rekruttere alle unge mænd i Jamaame. Han er aldrig selv blevet opsøgt af al-Shabaab. Klagerens farmor har fortalt klageren, at hans far blev taget af al-Shabaab for mange år siden. Klagerens mor, storebror og lillebror har siden været forsvundet. Klageren er derfor vokset op hos sin farmor. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse på grund af de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår af Udlændingestyrelsens resolutionsark, at Udlændingestyrelsen ikke kunne lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Udlændingestyrelsen inddrog den [i slutningen af] 2017 klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, jf. § 26. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv om konflikten med al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren angiveligt udrejste af Somalia som 13-årig, og at han efter sin egen forklaring på det tidspunkt aldrig havde været opsøgt af Al-Shabaab, ligesom han ikke selv havde haft udeståender med al-Shabaab. Klagerens forklaring om al-Shabaabs interesse i ham og hans far fremstår helt udetaljeret, og det beror alene på hans egne formodninger, at hans far på et tidspunkt skulle havde haft en konflikt med al-Shabaab. Klageren har i den forbindelse oplyst, at han aldrig har mødt sin far, og at han ikke kender til sin fars forhold, men at hans farmor har oplyst, at al-Shabaab tog hans far. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at hverken han eller hans far har eller har haft en konflikt med al-Shabaab eller på anden måde har været eller er profileret over for al-Shabaab. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Jamaame er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Jamaame er - selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Uanset om klagerens hjemby er under al-Shabaabs kontrol, finder Flygtningenævnet, at dette forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren, der er 23 år, har haft lovligt ophold i Danmark i 3 1/2 år. Klageren har bestået prøve i dansk 2 og er i gang med at uddanne sig via VUC. I Danmark har han haft fast deltidsbeskæftigelse i ca. 1 år. De sidste fire måneder har han ikke modtaget SU. Han har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark udover en kusines datter, som han bor hos, men som han efter sin forklaring ikke ser meget til og ikke er afhængig af, ligesom hun heller ikke er afhængig af ham. Klageren har svaret afglidende og upræcist på alle spørgsmål om sin familie i Somalia. Han har således under nævnsmødet først forklaret, at han ikke har søskende, hvorefter han blev foreholdt, at han tidligere over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke vidste, hvor hans mor og søskende var. Foreholdet gav ikke klageren anledning til at uddybe sin besvarelse. Han har heller ikke kunne redegøre nærmere sin familie, herunder for sin fars forhold eller for sin kusines datters forhold, og han har på alle spørgsmål henvist til, at han ikke kender svaret og enten ikke har spurgt eller ikke har fået svar, hvilket forekommer mindre sandsynligt i et klan- og familiebaseret samfund som det somaliske. Han har ingen alvorlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/41/FAM
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [A] og er muslim fra [en mindre landsby], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oprindelig som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af medlemmer af klanen [B]. Til støtte for dette asylmotiv har klageren oplyst, at hendes bopæl en aften i slutningen af 1991 blev opsøgt af nogle personer tilhørende klanen [B], som voldtog og dræbte klagerens datter, hvorefter de stjal familiens kreaturer. Idet borgerkrigen var brudt ud i Somalia, valgte klageren og hendes ægtefælle at forlade landet dagen efter overfaldet, idet de ikke mente, at det var sikkert for dem at blive. Flygtningenævnet finder, at klageren på nogle punkter har forklaret divergerende. Uanset om disse divergenser kan begrundes i, at begivenhederne ligger så langt tilbage, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden nu efter mere end 25 år til sit hjemområde i Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, hverken begrundet i klanforhold eller konflikter med al-Shabaab. Udover den lange årrække har nævnet endvidere lagt vægt på klagerens beskedne profilering. Det tilføjes, at uanset al-Shabaabs tilstedeværelse i hjemområdet findes de generelle forhold ikke isoleret set at være asylbegrundende. Betingelserne for en inddragelse af klagerens opholdstilladelse findes derfor opfyldt, medmindre en inddragelse kan anses for at være særligt belastende ud fra kriterierne i udlændingelovens § 26, stk. 1. Dette findes ikke at være tilfældet. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren under sit ophold i Danmark, hvor hun ikke har familie udover ægtefællen, alene har opnået en særdeles beskeden tilknytning til det danske samfund, at hun har boet i Somalia fra sin fødsel i […] til 1991, og at hendes ægtefælle i givet fald vil kunne udrejse sammen med hende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/40/CHHA
Nævnet omgjorde i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger, sunnimuslim, tilhører klanen Bandabow og er født og opvokset i Yemen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerede at blive slået ihjel på grund af de generelle forhold i landet. Klageren har i forbindelse med inddragelsessagen i øvrigt henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Somalia, idet han aldrig har opholdt sig i Somalia og ikke har noget netværk i Somalia, ligesom han frygter at blive chikaneret, idet han taler somali med accent. Klageren har endvidere oplyst, at hans far i 2009 rejste tilbage til Somalia med henblik på at undersøge, om familien kunne tage ophold i Somalia, men faren blev angiveligt slået ihjel under sit ophold der. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Imidlertid finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Somalia, om end fortsat vanskelige, ikke længere i sig selv er til hinder for en inddragelse. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, idet bemærkes, at oplysningerne om drabet på faren i 2009 ikke findes at medføre nogen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid efter en afvejning af de samlede oplysninger om klagerens forhold, at det må antages at virke særligt belastende for klageren at inddrage hans opholdstilladelse navnlig på grund af de hensyn, som er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnets flertal har herved navnlig lagt vægt på, at klageren aldrig har været i Somalia, og at han ikke har nogen familiemæssig eller anden tilknytning til Mogadishu eller noget andet sted i Somalia, ligesom han ikke har noget netværk i Somalia, hvorimod han i Danmark har kontakt til sin onkel og dennes familie. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at klageren siden han blev meddelt opholdstilladelse [i starten af] 2014 har haft flere praktikophold, og at hans seneste praktikophold i [vinteren] 2016 førte til en fastansættelse, som stadig består. Flertallet har derudover lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han ønsker at uddanne sig inden for den branche, hvor han nu er ansat, og at han har en forventning om, at han vil kunne få en elevplads på sin nuværende arbejdsplads. Flygtningenævnets flertal har endelig tillagt det vægt, at klageren har oplyst, at han udover sin onkel i Danmark har et netværk af både udenlandske og danske venner som han omgås med i sin fritid, samt at han er forlovet med en dansk statsborger. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af […] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/39/CHHA
Nævnet hjemviste i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra Marka, Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører klanen Reer Hamar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at medlemmer af Hawiye-klanen vil udsætte ham for overgreb, som følge af den klankonflikt, der i 2001 førte til farens udrejse og senere meddelelse af opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har videre henvist til, at han ikke taler somali. Endelig frygter ansøgeren at blive udsat for overgreb af al-Shabaab, idet han har tillagt sig en vestlig stil. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hans far udrejste af Somalia grundet en klankonflikt med Hawiye-klanen. Ansøgeren udrejste af Somalia til Yemen sammen med sin mor og søskende da han var otte år. En del af ansøgerens familiemedlemmer mistede livet som følge af klankonflikterne og den somaliske borgerkrig. Ansøgeren er bange for, at hans klan har været i konflikt med klaner, som på nuværende tidspunkt har tilknytning til al-Shabaab. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren med kunstnernavnet [A] medvirket i en musikvideo, der er lagt på Youtube. I videoen ryger ansøgeren hash, drikker alkohol og optræder med en paintballpistol. Nogle praktiserende muslimer har under ansøgerens afsoning kritiseret ansøgerens vestlige stil i musikvideoen og kaldt hans optræden for djævlens værk. Efter drøftelse besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen med henblik på Udlændingestyrelsens nærmere undersøgelse af baggrunden for, at ansøgerens far er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingeloves 7, stk. 1, herunder hvorvidt det har været begrundet i en klankonflikt. Nævnet finder også, at der er behov for en nærmere belysning af det forhold, at ansøgeren tilhører minoritetsklanen Rer Hamar, herunder særligt i forbindelse med en tilbagevenden til byen Marka. Endelig finder nævnet, at der også er behov for en undersøgelse af, om ansøgeren kan henvises til Mogadishu som internt flugtalternativ, såfremt ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold i Marka.” Soma/2019/38/LINB
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han ikke vil kunne etablere sig, og at han ikke vil have noget netværk. Han frygter de somaliske myndigheder, der er baseret på klaner. Han frygter også civilbefolkningen. Han frygter endvidere at blive tvangshvervet til al-Shabaab eller en lignende gruppering. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han ikke har været i Somalia siden han som seksårig forlod landet uden sine forældre. Han mener udrejsen skyldtes urolighederne i landet. Han ved ikke, hvad der er sket med hans familie. Ansøgeren mener, at hans far havde fortalt, at familien boede i Mogadishu. Den familie, han flygtede sammen med, solgte ham til en sudanesisk familie, og han blev hos denne familie til han var omkring 20 år. Herefter udrejste han til Libanon, hvor han opholdt sig illegalt i fem år. Herefter rejste han til Grækenland. Da ansøgeren ankom med båd, blev de beskudt at kystvagten, og ansøgeren blev såret. Ansøgeren har som følge heraf stadig problemer blandt andet med en fod. I [vinteren] 2015 opnåede ansøgeren opholdstilladelse i Grækenland, men [i slutningen af efteråret] 2015 besluttede ansøgeren at forlade landet efter at være blevet overfaldet. Ansøgeren taler ikke længere somali. Ansøgeren kan huske sine forældres navne, og Røde Kors har forgæves søgt efter ansøgerens forældre. Ansøgeren har ikke kendskab til nogen form for familie i Somalia. Flygtningenævnet kan i al væsentlighed lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der er tale om socioøkonomiske forhold, der ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har ikke oplevet personlige konflikter i Somalia. De generelle forhold er i det sydlige og centrale Somalia forbedret, således at enhver ikke længere, ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb, omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ansøgeren er en yngre mand uden væsentlige helbredsmæssige problemer. Uanset, at ansøgeren ikke umiddelbart har noget netværk i Somalia og uanset at ansøgeren ikke taler somali finder Flygtningenævnet, at ansøgeren vil kunne etablere en efter somaliske forhold rimelig tilværelse i for eksempel Mogadishu. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han vil være i risiko for tvangshvervning af al-Shabaab eller andre grupperinger. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/37/LINB
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og tilhører klanen Hawiye, underklanen Sheikhaal, subklanen loobgay og subsubklanen Caagane og er sunnimuslim fra Barawe, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af personer fra al-Shabaab, da hun er flygtet fra et planlagt tvungent ægteskab med en mand fra al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun i 2011 blev kidnappet på sin bopæl af medlemmer af al-Shabaab, idet en mand fra al-Shabaab ønskede at indgå ægteskab med klageren. Klageren var tilbageholdt i et af kidnappernes huse. Et af de medlemmer af al-Shabaab, som havde til opgave at holde opsyn med klageren, var ven med klagerens far. Efter at klageren havde været tilbageholdt i tre dage, anviste klagerens fars ven klageren en flugtrute, som klageren derefter benyttede sig af. Klageren løb hjem til sin moder, der sendte klageren videre til sin veninde, hvor klageren opholdt sig indtil sin udrejse af Somalia. Klagerens far bortgiftede i mellemtiden klageren til en slægtning, [A]. Dette fandt sted 12 dage efter, at klageren blev kidnappet. Klageren deltog ikke i sit eget bryllup, idet hun holdt sig i skjul hos sin mors veninde. Dagen efter brylluppet opsøgte al-Shabaab klagerens og klagerens families bopæl, idet de havde fået kendskab til det indgåede ægteskab. I den forbindelse slog al-Shabaab klagerens far ihjel. Efter klagerens udrejse af Somalia til Etiopien, hvor klageren har opholdt sig i to år, har al-Shabaab truet [A], som efterfølgende er flygtet fra Barawe. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin tidligere ægtefælle, [A]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes konflikt med [A] startede, da hun fortalte ham, at hun ønskede at blive skilt fra ham. [A] truede telefonisk klageren med at slå hende ihjel ved en tilbagevenden til Somalia, og med at han vil angive hende til al-Shabaab og fortælle, at hun havde giftet sig med en anden mand. Udlændingestyrelsen meddelte [forår] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår af tilladelsesresolutionen, at Udlændingestyrelsen ikke har lagt klagerens forklaring om konflikten om al-Shabaab til grund, idet forklaring er fundet afvigende, divergerende, usammenhængende og utroværdig. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen overordnet forekommer usandsynlig, divergerende og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret usammenhængende om det tidsmæssige forløb fra den angivelige kidnapning til udrejsen af Somalia. Hun har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun blev gift med [A] [forår] 2011, at hun blev kidnappet af al-Shabaab ca. 15 dage forinden, at hun var tilbageholdt ca. 3 dage og efterfølgende opholdt sig ca. 12 dage hos sin mors veninde, og at hun udrejste kort efter at have indgået ægteskab med [A]. Hun oplyste samtidig, at hun udrejste af Somalia i slutningen af 2011, opholdt sig to år i Addis Abeba og derefter fløj til Tyrkiet [vinter] 2014. Til asylsamtalen forklarede klageren, at hun ikke huskede, hvornår hendes konflikt med al-Shabaab startede ud over, at det var i 2011. Hun kunne heller ikke på forespørgsel relatere det til andre tidsmæssigt nærliggende begivenheder. Efterfølgende forklarede hun imidlertid, at der gik 15 dage fra hun blev kidnappet, til hun blev gift med [A], og at hun opholdt sig 3 dage i fangenskab hos al-Shabaab og derefter 12 dage hos morens veninde. Foreholdt det påfaldende heri forklarede klageren, at hun blot gættede, at hendes konflikt startede i 2011. Hun fastholdt under samtalen, at hun udrejste af Somalia i slutningen af 2011, og at vielsesdatoen [forår] 2011 er korrekt. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at klagerens far angiveligt besluttede, at hun skulle indgå ægteskabet med [A] for at beskytte hende mod et tvangsægteskab med et medlem af al-Shabaab, og at [A] accepterede at indgå ægteskabet uanset, at han og hans familie efter klagerens forklaring var bekendt med årsagen til, at ægteskabet skulle indgås, henset til de problemer, dette kunne afstedkomme. Nævnet bemærker herved, at klageren til asylsamtalen forklarede, at når en hellig kriger ønsker at gifte sig med en kvinde, så er det strafbart at gifte denne bort eller lade sig gifte med en anden. Klagerens forklaring om, at[A] og hans familie jo var familiemedlemmer og ville hjælpe, forekommer heller ikke overbevisende. Flygtningenævnet finder endvidere, at klagerens forklaring om flugten fra det hus, hvor al-Shaabab tilbageholdt hende, forekommer divergerende og usandsynlig. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren til asylsamtalen først forklarede, at det kun var farens ven, der hjalp hende med at flygte, der var på vagt den aften. Foreholdt at han så må have vidst, at han ville blive stillet til ansvar for klagerens forsvinden, når det var under hans opsyn og vagt, at hun flygtede, forklarede klageren, at begge vagter/soldater var til stede. Nævnet finder hertil, at det forekommer utroværdigt, at en af vagterne, uanset han måtte være ven med klagerens far, skulle hjælpe hende med at flygte henset til den risiko, der var forbunden hermed. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om forløbet af tilbageholdelsen hos al-Shabaab, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at husets ejer kom ind til hende og sagde, at han ønskede at indgå ægteskab med hende, hvilket hun nægtede. 3 dage senere kom han igen og sagde, at der ville komme en sheik næste dag og vie dem. Klageren nægtede, men han sagde, at vielsen ville blive gennemført uanset, om hun ville medvirke. Til asylsamtalen forklarede klageren imidlertid, at da ejeren af huset kom tilbage den 3. dag og fortalte, at han havde arrangeret deres ægteskab, sagde hun ham ikke imod og nægtede ikke at indgå ægteskab med ham, fordi hun var bange for, at han ville gøre alvor af sine trusler. Flygtningenævnet tilsidesætter således klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab og ægteskabet med [A]. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge klagerens nye asylmotiv i relation til truslerne fra [A] til grund. Nævnet har således som ovenfor anført ikke kunnet lægge til grund, at klageren har indgået ægteskab med [A] og bemærker i øvrigt, at det forhold, at [A] angiveligt har fremsat telefoniske trusler, fordi klageren ønskede at blive skilt, ikke hænger sammen med, at de efter klagerens forklaring aldrig har levet sammen, er slægtninge, og at [A] er gift igen og opholder sig i Etiopien. Nævnet kan heller ikke lægge klagerens forklaring om, at hendes mor telefonisk har fortalt hende, at al-Shabaab jævnligt har opsøgt familiens bopæl efter hendes udrejse og spurgt efter hende og truet med at slå hende ihjel, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at nævnet ikke kan lægge hendes forklaring om konflikten med al-Shabaab til grund, og at det forekommer utroværdigt, at klagerens mor ventede med at fortælle klageren det, indtil der var en afklaring på, om hun ville få opholdstilladelse. Klageren har herefter sammenfattende ikke sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af sine individuelle forhold. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger - herunder EASO´s Country of Origin Information rapport, Somalia Security Situation, Februrary 2016, hvoraf fremgår, at Barawe i Shabelle Hoose-regionen nu er kontrolleret af AMISO - at de generelle forhold i Barawe, Shabelle Hoose, er forbedret – om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Barawe, Shabelle Hoose, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Ved vurderingen af om inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at være særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [forår] 2014. Hun har bestået en prøve i Dansk 2. Hun har ingen uddannelse, men har efter de foreliggende oplysninger påbegyndt 9. klasse på VUC Aalborg. Hun har ifølge eIndkomst modtaget offentlige ydelser i perioden for hendes opholdstilladelse, og hun har modtaget SU siden [efterår] 2016. Hun er ikke i beskæftigelse og er ikke medlem af nogen foreninger. Klageren er ugift, sund og rask og har ingen børn. Hun har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark. Hun har familie i Somalia i form af sin mor og to søstre samt en faster. Hun er født og opvokset i Somalia, hvor hun har boet, indtil hun udrejste som 19-årig. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/36/gjey
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali, tilhører klanen [A] og er sunnimuslim fra [by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter al-Shabaab, som har forsøgt at tvangsrekruttere klageren. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter sin kæreste, [B’s], familie, som har forbindelse til al-Shabaab, fordi [B’s] familie er imod klagerens og [B’s] forhold. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han tilhører en minoritetsklan og frygter chikane som følge heraf. Klageren har til støtte for, at han frygter al-Shabaab oplyst, at klageren på et ukendt tidspunkt i 2010 eller 2011 blev anholdt af al-Shabaab, som beskyldte klageren for at samarbejde med regeringen. Da de fik at vide, at dette ikke var tilfældet, lod de klageren gå med besked om, at de ikke ville opsøge klageren igen. Efter en ukendt periode blev klageren på ny opsøgt af al-Shabaab, som anholdt klageren og klagerens familie. Al-Shabaab stillede krav om, at han skulle arbejde for dem, hvilket klageren nægtede. Klagerens familie udbetalte en del af deres høstudbytte som kompensation. Klageren er i en efterfølgende periode blev stoppet af al-Shabaab af flere gange. Klageren har til støtte for, at han frygter [B’s] familie oplyst, at han lærte [B] at kendte i 2010 eller 2011. De blev efterfølgende kærester, hvilket de hemmeligholdt ligesom de hemmeligholdt deres efterfølgende ægteskab, som fandt sted i [forår] 2013. Da [B’s] familie blev bekendt med deres forhold, blev klageren opsøgt af [B’s] tre fætre eller brødre, som truede med at skære klagerens øre og testikler af, såfremt de fortsatte forholdet. Herefter bragte [B’s] familie hende til Ceel Dheer, hvor de opdagede, at hun var gravid. [B’s] familie opsøgte klagerens families bopæl med henblik på at finde klageren, og klagerens far og bror blev i den forbindelse slået ihjel. Klageren var ikke hjemme, og det lykkedes klageren at udrejse af Somalia, efter at klagerens mor havde advaret klageren om, at de ville slå ham ihjel. Udlændingestyrelsen meddelte [sommer] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår af tilladelsen, at Udlændingestyrelsen ikke har lagt klagerens forklaring om hans konflikter til grund under henvisning til, at den er forekommet divergerende og utroværdig. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen overordnet forekommer usandsynlig, divergerende og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at klageren, der efter sin forklaring kommer fra en lille landsby, hvor også [B] og hendes familie boede, og hvor de fleste kendte hinanden, angiveligt var uvidende om [B’s] klantilhørsforhold – også mens de var kærester – frem til det tidspunkt, hvor de talte om ægteskab. Nævnet bemærker herved, at klageren i sin anden gensamtale med Udlændingestyrelsen [forår] 2015 forklarede, at klanforhold har stor betydning for alle somaliere, og at man kender personer gennem deres klan. Klagerens forklaring om, at de unge ikke går så meget op i klanforhold, forekommer på denne baggrund ikke troværdig. Nævnet finder endvidere, at det forekommer utroværdigt, at klageren og [B] skulle have indgået ægteskab uden at have fortalt deres forældre om forholdet, hvorved bemærkes, at klageren selv til sin gensamtale med Udlændingestyrelsen [vinter] 2015 forklarede, at man skal have tilladelse fra forældrene/de ældre til at indgå ægteskab. Det forekommer endelig usandsynligt, at klageren og [B] skulle have fået en koranlærer/imam til at medvirke til en hemmelig vielse trods risikoen herved, idet al-Shabaab efter klagerens oplysninger ikke accepterer hemmelige vielser, ligesom det forekommer usandsynligt, at klageren og [B] efter klagerens forklaring ikke havde lagt nogen planer for deres fremtidige liv og angiveligt ikke havde forudset de problemer, det ville give også i tilfælde af, at [B] blev gravid. Nævnet har videre tillagt det vægt, at klageren har forklaret divergerende om hemmeligholdelsen af forholdet til [B]. Til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklarede han således, at han i forbindelse med, at [B’s] brødre eller fætre opsøgte og truede ham i [efterår] 2013, fortalte brødrene, at han elskede [B]. Til gensamtalen [forår] 2015 forklarede klageren imidlertid, at brødrene havde slået ham ihjel, hvis han havde erklæret, at han var forelsket i [B]. Det havde ikke gjort en forskel, at han og [B] var seriøse om deres forhold, og han fortalte dem derfor ikke, at han var forelsket i hende. Foreholdt denne divergens forklarede ansøgeren, at der måtte være sket en misforståelse, idet han havde sagt, at han var forelsket i [B], men blot ikke, at de var ægtefolk og havde haft samleje. Klageren har endvidere til asylsamtalen forklaret, at ingen vidste, at han og [B]var blevet gift, da hans bopæl blev opsøgt i [vinter] 2013, og hans far og bror blev slået ihjel. Til den anden gensamtale forklarede klageren imidlertid, at han troede, at [B’s] familie på dette tidspunkt vidste, at hun var blevet gift med klageren, idet han troede, at hun havde fortalt dem om forholdet. Klagerens forklaring om, at han bemærkede fejlen under samtalen, men at rettelsen ikke er blevet tilføjet, forekommer ikke overbevisende. Flygtningenævnet tilsidesætter således klagernes forklaring om ægteskabet med [B] og konflikten med hendes familie og klan. For så vidt angår klagernes asylmotiv i relation til al-Shabaab har nævnet lagt vægt på, at klageren efter sin forklaring blev kontaktet af al-Shabaab som led i en generel rekruttering af byens unge, at hans familie betalte sig fra, at han blev tvangsrekrutteret, at han ikke blev opsøgt af al-Shabaab efter det andet møde ud over, at han blev stoppet og udspurgt, når han tilfældigt mødte folk herfra på gaden, og at han under sin udrejse fra Somalia blev tjekket flere gange af folk, som han formodede var fra al-Shabaab, uden at opleve problemer. Nævnet finder herefter ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han er profileret i forhold til al-Shabaab, og at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. For så vidt angår klagerens asylmotiv i relation til sit klanforhold bemærker nævnet, at klageren efter sin forklaring generelt har følt sig undertrykt, men ikke har oplevet konkrete episoder som følge af sit klanforhold. Han har således ikke været udsat for vold som følge heraf. Det bemærkes videre, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at minoritetsgrupper i Somalia bliver diskrimineret gennem nedladende sprogbrug, ringere mulighed for ægteskab på tværs af klaner samt fravalgt i forhold til job, men at de ikke er væsentlig mere udsat for overgreb end andre grupper i Somalia. Sammenfattende finder nævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse havde en konflikt med [B’s] familie og klan og/eller al-Shabaab, eller at hans klanforhold er asylbegrundende. Nævnet kan heller ikke lægge klagerens forklaring om, at hans mor telefonisk har fortalt ham, at hun er blevet truet af [B’s] klan og al-Shabaab, som jævnligt opsøger hende og spørger efter klageren, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at nævnet ikke kan lægge hans forklaring om konflikten med al-Shabaab og [B’s] familie og klan til grund, og at det forekommer utroværdigt, at klagerens mor efter, at klageren havde søgt om forlængelse af opholdstilladelsen, skulle have fået hans telefonnummer, og at klageren ikke under samtalen med hende spurgte, hvordan hun havde fundet det, og hvorfra hun ringede. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af sine individuelle forhold. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Galgaduud er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Galgaduud er - selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Uanset om klagerens hjemby måtte være under al-Shabaabs kontrol, finder Flygtningenævnet, at dette forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren må anses for uprofileret i forhold til al-Shabaab. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Galgaduud ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Ved vurderingen af, om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at være særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark [sommer] 2015. Han har bestået en prøve i Dansk 2 med karakteren 10. Han har ingen uddannelse, men han er efter 9. klasse påbegyndt 10. klasse på VUC, og han har gennemført mødet i Flygtningenævnet på dansk uden brug af tolk. Han har ifølge eIndkomst modtaget offentlige ydelser i perioden [sommer] 2015 til [sommer] 2016 og i [efterår] 2016. Han har modtaget blandet indkomst i [efterår] 2016, i perioden [vinter] 2016 til [sommer] 2017 og i [efterår] 2017, og han har modtaget A-indkomst i [efterår] 2016, [sommer] 2017 og [efterår] 2017. Han har i perioden [vinter] 2016 [efterår] 2017 haft arbejde som salgsassistent i Kvickly, hvor han var praktikant i seks måneder og derefter ansat med løntilskud i et år. Han startede i [efterår] 2017 som praktikant i Fakta, hvor han arbejder fem til ti timer om ugen, og han arbejder endvidere for [C] Tolkeservice. Klageren har således ikke opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked. Klageren er ugift, sund og rask og har ingen børn. Han har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark. Han er medlem af foreningen [L] Aalborg og dyrker sport, navnlig fodbold. Klageren er født og opvokset i Somalia, hvor han har boet, indtil han udrejste som 24-årig. Han har fortsat sin mor og søster i Somalia, ligesom han også fortsat har en række familiemedlemmer i Somalia. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26 stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/35/GJEY
Nævnet meddelte i januar 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger samt fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen [klannavn], underklanen [klannavn] og er sunnimuslim af trosretning fra [by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han er flygtet fra dem. Klageren har videre oplyst, at han frygter at blive genkendt, fordi han mangler fingrene på højre hånd. Klageren har i den forbindelse oplyst, at skaderne viser, at han har haft en konflikt med al-Shabaab. Klageren har endvidere oplyst, at han tilhører en mindretalsklan, som er uden indflydelse, hvorfor klanen ikke kan beskytte ham. Klageren har i den forbindelse oplyst, at flere af klanmedlemmerne har tilsluttet sig al-Shabaab, hvorfor han frygter, at medlemmer fra hans egen klan vil angive ham til al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige individuelle asylmotiv om konflikten med al-Shabaab til grund, idet klageren har forklaret uoverensstemmende om en række helt centrale forhold vedrørende denne konflikt. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om situationen i Somalia, som er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagerens hjemegn, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Der kan således ikke længere lægges til grund, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det er indgået i denne vurdering, at klagerens hjemområde [by] er under fortsat indflydelse af al-Shabaab, og at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at der i de områder, som al-Shabaab kontrollerer, sker brud på menneskerettighederne. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at al-Shabaabs måde at operere på har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være mere målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom sådanne angreb ikke foretages i de områder, hvor al-Shabaab har kontrollen, jf. herved Udlændingestyrelsens fact-finding rapport fra september 2015. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at det ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren, der i dag er 28 år gammel, har siden [foråret] 2012 opholdt sig i Danmark. Det må efter de lægelige oplysninger i sagen lægges til grund, at ansøgeren har en alvorlig psykisk lidelse i form af psykose, PTSD og paranoid skizofreni, ligesom han mangler fingrene på højre hånd. Efter oplysningerne om navnlig klagerens svære sindssygdom og hans personlige forhold i øvrigt, finder nævnet, at en manglende forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, og at betingelserne for at nægte en sådan forlængelse derfor ikke er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 27. september 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/30/SHH
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende to kvindelige statsborgere fra Somalia. Ansøgerne er mindreårige og født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgernes mor tilhører klanen [A], mens ansøgernes far tilhører klanen [B]. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgernes mor […] og far […] har søgt asyl på vegne af ansøgerne, og har som asylmotiv henvist til, at de frygter, at ansøgerne i Somalia vil blive udsat for kvindelig omskæring. Traditionen i Somalia tilsiger, at kvinder skal omskæres, den kvindelige ansøger er selv omskåret, og de frygter derfor, at omgivelserne vil kræve, at ansøgerne omskæres. Flygtningenævnet finder, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgerne er i konkret og reel risiko for at blive tvangsomskåret ved en tilbagevenden til Somalia. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men at det i høj grad afhænger af morens personlighed, herunder hvorvidt hun er i stand til at modstå omgivelsernes pres for omskæring. Ansøgernes mor har både til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 og for Flygtningenævnet forklaret, at hun vil kunne sige nej til omskæring, men at det vil få sociale konsekvenser for ansøgerne. Ansøgernes far, der nu er skilt fra ansøgernes mor, har for Flygtningenævnet forklaret, at han og døtrene ikke kan adskilles. Begge forældre er imod omskæring. Herefter og efter en konkret vurdering af ansøgernes forældres baggrund og fremtræden under nævnsmødet lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgernes mor vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra omgivelserne om omskæring af ansøgerne. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/3/thv
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen [klannavn], subklanen [klannavn] og er muslim af trosretning fra [landsby], Galgaduud, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han ikke lod sig hverve og efterfølgende flygtede. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige individuelle asylmotiv om konflikten med al-Shabaab til grund, idet klageren har forklaret uoverensstemmende om helt centrale forhold vedrørende denne konflikt. Klageren har således forklaret forskelligt om forløbet af den første henvendelse fra al-Shabaab, idet han under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2014 oplyste, at den ene af de to mænd fra al-Shabaab var maskeret, mens han under asylsamtalen [i efteråret] 2014 forklarede, at ingen af mændene var maskerede. Klageren har om samme episode under såvel oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2014 som under asylsamtalen [i efteråret] 2014 forklaret, at mændene var bevæbnede, mens han under samtalen [i efteråret] 2017 og for nævnet har forklaret, at mændene var ubevæbnede. Klageren har vedrørende dette ret enkle handlingsforløb desuden forklaret forskelligt om flugten, idet han til asylsamtalen [i efteråret] 2014 oplyste, at han overnattede i hjemmet en nat og først tidligt næste morgen tog afsted, mens han til samtalen [i efteråret] 2017 forklarede, at han ikke overnattede på bopælen, men flygtede straks samme aften. Endelig har ansøgeren for nævnet forklaret, at han efter udrejsen har talt med sin moster, der har oplyst, at al-Shabaab har opsøgt deres bopæl. Denne forklaring stemmer imidlertid ikke overens med ansøgerens forklaring over for Udlændingestyrelsen [i eftråret] 2017, hvor han flere gange ifølge referatet har forklaret, at han ikke ved, om al-Shabaab har opsøgt hans bopæl, og at han ikke har talt med sin moster herom. Nævnet tilsidesætter på denne baggrund tillige klagerens forklaring om at have været tilbageholdt og udsat for vold af al-Shabaab, hvorfor der ikke ses at være grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse af klageren. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om situationen i Somalia, som er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagerens hjemegn, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Der kan således ikke længere lægges til grund, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det er indgået i denne vurdering, at Ceel Dheer-distriktet er under fortsat indflydelse af al-Shabaab, og at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at der i de områder, som al-Shabaab kontrollerer, sker brud på menneskerettighederne. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at al-Shabaabs måde at operere på har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være mere målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom sådanne angreb ikke foretages i de områder, hvor al-Shabaab har kontrollen, jf. herved Udlændingestyrelsens fact-finding rapport fra september 2015. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at der ikke er grundlag for at antage, at klageren er særlig profileret i forhold til al-Shabaab, og at det derfor ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har boet i Somalia frem til sin udrejse som cirka 26-årig og har siden opholdt sig i Danmark. Klageren har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark og har omvendt nogen familie i Somalia. Han har gået til sprogundervisning i dansk, men ikke i øvrigt gennemført noget uddannelsesforløb andet end kurser af få dages varighed. Han har ifølge egne oplysninger arbejdet i Danmark i samlet ni måneder, herunder i praktikforløb, ligesom han herudover siden [foråret] 2017 har været ansat på en IGU kontrakt. Han har efter det oplyste et godt helbred og er i dag 29 år gammel. Efter en samlet vurdering heraf finder nævnet, at en manglende forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke kan antages at virke særlig belastende, og at betingelserne for at nægte en sådan forlængelse er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/29/SHH
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. ”Klageren tilhører hovedklanen Asharaf, subklanen Hassan og familieklanen [...]. Han er sunnimuslim og fra Bardhere, Bay-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af personer tilhørende Bardheres dominerende klan Marehan som led i en blodhævn. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han flere gange var forsøgt at blive hvervet af al-Shabaab til at transportere våben på den æselvogn, hvor han arbejdede som assistent. [I slutningen af] 2011 nægtede klageren endnu engang at samarbejde med al-Shabaab. Klageren blev anklaget for at være vantro og blev tilbageholdt. Det lykkedes klageren at flygte fra sin celle [i slutningen af] 2011, da fængslet blev angrebet af for klageren ukendte personer. Klageren søgte tilflugt hos en ven, som kontaktede klagerens mor. Moderen gjorde klageren opmærksom på, at hans psykisk syge bror havde slået en person fra den dominerende klan Marehan ihjel, mens klageren havde siddet i fængsel. Broderen var efterfølgende blevet overgivet til al-Shabaab, og klagerens mor frygtede, at klageren ville blive opsøgt og slået ihjel som led i en blodhævn. Klageren flygtede videre til en ven af familien, hvorfra han fik hjælp til at flygte til Kenya. Klageren blev [i foråret] 2014 af Udlændingestyrelsen meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår ikke udtrykkeligt af afgørelsen, at man ikke kunne lægge klagerens forklaring om hans individuelle asylmotiv til grund. Det fremgår imidlertid af en intern indstilling, at Udlændingestyrelsen heller ikke da kunne lægge klagerens forklaring til grund, men at han blev meddelt opholdstilladelse på grund af de generelle forhold i Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om hans individuelle asylmotiv til grund. Flygtningenævnet henviser herved til det, der anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [slutningen af] 2017. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han på grund af sine individuelle forhold ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Herefter, og da det af baggrundsoplysningerne vedrørende de generelle forhold i Bardere, Somalia, fremgår, at forholdene er forbedret siden klagerens udrejse, og at forbedringen – uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige - ikke er af helt midlertidig karakter, finder Flygtningenævnet heller ikke, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født i og har boet i Somalia frem til sin udrejse som ca. 20-årig i 2011, og han har siden [slutningen af] 2013 opholdt sig i Danmark. Han taler somalisk. Klageren har bestået Prøve i Dansk 2 og oplyste i [efteråret] 2017, at går på VUC, hvor han er under uddannelse som maler. Han er – bortset fra mavesår - sund og rask og har ingen familie her i landet. Klageren har oplyst, at han ikke ved, hvor hans mor og bror befinder sig. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [slutningen af] 2017.” Soma/2019/28/FAM
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. ”Klageren tilhører hovedklanen Sheekhal, subklanen Looboge, familieklanen […] og er sunnimuslim fra Halgan, Hiiraan, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil blive slået ihjel, idet han er efterstræbt af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [foråret] 2013 modtag en SMS af al-Shabaab, som opfordrede klageren til at rette henvendelse til det nærmeste al-Shabaab kvarter og melde sig til militsen. Klageren reagerede ikke på beskeden. Klageren modtog efterfølgende på ny en SMS, hvor han blev advaret om, at dette var hans sidste chance for at melde sig til militsen. Kort tid efter blev klagerens bopæl angrebet af seks mænd. Under angrebet blev klagerens bror og dennes ægtefælle slået ihjel, hvorfor klagerens ægtefælle advarede ham om at vende hjem. Klageren gik herefter i skjul hos en ven, før han flygtede ud af landet. Klageren blev [i starten af] 2014 af Udlændingestyrelsen meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår ikke udtrykkeligt af afgørelsen, at man ikke kunne lægge klagerens forklaring om hans individuelle asylmotiv til grund. Det fremgår imidlertid af en intern indstilling, at Udlændingestyrelsen heller ikke da kunne lægge klagerens forklaring til grund, men at han skulle meddeles opholdstilladelse på grund af de generelle forhold i Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om hans individuelle asylmotiv til grund. Flygtningenævnet henviser herved til det, der anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [vinteren] 2017. Flygtningenævnet henviser endvidere til, at det virker påfaldende, at ansøgeren præcist kan redegøre for datoerne for, hvornår han angiveligt skulle have modtaget trusler pr. sms fra al-Shabaab, mens han for Flygtningenævnet end ikke har kunnet angive årstallet for, hvornår han igen fik kontakt sin ægtefælle. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han på grund af sine individuelle forhold ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Herefter, og da det af baggrundsoplysningerne vedrørende de generelle forhold i Halgan-distriktet, Somalia, fremgår, at forholdene er forbedret siden klagerens udrejse, og at forbedringen – uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige - ikke er af helt midlertidig karakter, finder Flygtningenævnet heller ikke, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født i og har boet i Somalia frem til sin udrejse som ca. 23-årig i 2013, og han har siden [efteråret] 2013 opholdt sig i Danmark. Han taler somalisk og kan læse og skrive somalisk. Ansøgeren har bestået Prøve i Dansk 2, og har efter et forudgående praktikophold haft fast ansættelse på fuld tid siden [foråret] 2017 på en fabrik. Han er – bortset fra problemer med et knæ - sund og rask og har ingen familie her i landet. Ansøgeren har efter det oplyste ingen familie i Somalia, og hans ægtefælle, som han har besøgt to gange under sit ophold i Danmark, har ophold i Etiopien. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Der er ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, da sagen er tilstrækkeligt belyst. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2017.” Soma/2017/27/FAM
Nævnet omgjorde i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunni-muslim og født i Mogadishu, Somalia. Da klageren var omkring et år gammel, flyttede han til Kismayo, hvor han opholdt sig, til han var omkring seks år gammel, hvorefter klageren flyttede til [en mindre by] i Sool-Regionen. I 2010 flyttede klageren til Gaalkacyo, Mudug, hvor han boede i omkring et år. Dernæst rejste klageren til Mogadishu, hvor han opholdt sig i omkring en måned, inden han udrejste af Somalia. Han tilhører hovedklanen Daarood, subklanen Harti og familieklanen […]. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at personer fra [en bestemt klan] vil slå ham ihjel, som følge af den klankonflikt klagerens familie har været involveret i siden 2009. Klageren har videre henvist til, at han frygter, at al-Shabaab vil tvinge ham til at blive medlem eller slå ham ihjel. Endelig har klageren henvist til den generelle sikkerhedssituation i Somalia. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at al-Shabaab slog klagerens bror ihjel omkring 2009/2010. Klageren formoder, at hans bror blev slået ihjel, fordi han nægtede at deltage i jihad for al-Shabaab. Klageren fik i 2011 at vide, at al-Shabaab havde fået kendskab til, at hans far var taget til Gaalkacyo for at hente klageren til Kismayo. Klageren fik derfor at vide, at såfremt han tog til Kismayo, ville han risikere, at al-Shabaab ville have klageren til at tilslutte sig dem eller slå ham ihjel, såfremt han nægtede at tilslutte sig dem. Klageren har videre oplyst, at han flyttede til landsbyen […] i Sool-regionen, da han var 6-7 år gammel. Han flygtede fra landsbyen i 2009, fordi hans familie fik konflikter med en familie fra […]-klanen i området. Klagerens fætter, [A], blev slået ihjel i kampe mellem de lokale klaner i 2009. Omkring en måned herefter slog klagerens grandonkel, [B] to af den anden klans medlemmer ihjel. Senere i 2009 angreb […]-klanens medlemmer klagerens families bopæl og skød mod klageren, som flygtede. Omkring halvanden til to måneder senere så klageren to personer, der gemte sig på klagerens vej hjem fra arbejde. Personerne fulgte efter ham og skød efter ham. De stoppede med at skyde, da klageren var i et beboelsesområde. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Endvidere lagde Udlændingestyrelsen klagerens forklaring om hans konflikter til grund, idet han havde forklaret troværdigt herom. Det kan efter klagerens forklaring lægges til grund, at han ikke er særligt profileret hverken i forhold til al-Shabaab eller den klankonflikt, som begrundede hans udrejse fra Somalia. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om situationen i Somalia, at bl.a. Kismayo, hvor ansøgeren har boet som barn, er kontrolleret af AMISOM/SNAF, og det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i Kismayo er af en sådan karakter, at – om end situationen fortsat er alvorlig – vil en person ikke blot ved sin tilstedeværelse risikere at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Henset til blandt andet den geografiske afstand mellem Kismayo og [den mindre by] i Sool-regionen, hvor klankonflikten pågår, sammenholdt med at klageren ikke er særligt profileret i forhold til konflikten, er der ikke grundlag for at antage, at klageren vil være i risiko for overgreb som følge af klankonflikten, såfremt han tager ophold i bl.a. Kismayo. Flygtningenævnet finder derfor, at det ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har boet i Somalia frem til sin udrejse som cirka 20-årig i 2011 og har siden [foråret] 2012 opholdt sig i Danmark. Klageren har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Klageren har haft fuld beskæftigelse i Danmark i en periode på omkring 2 år og 8 måneder kun afbrudt af uddannelse. Herunder har han siden [sommeren] 2017 drevet egen virksomhed. Han har færdiggjort 9. klasse og bestået prøve i Dansk 2. Efter en samlet vurdering heraf, hvorunder nævnet navnlig lægger vægt på vægten af hans ophold og hans gode integration i det danske samfund, finder nævnet, at en manglende forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særlig belastende, og at betingelserne for at nægte at forlænge opholdstilladelsen derfor ikke er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra efteråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/26/EMU
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen […], underklanen […] og subklanen […]. Han er sunnimuslim og fra landsbyen […], byen Marka, regionen Shabellaha Hoose, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han har nægtet at tilslutte sig dem. Han har til støtte herfor oplyst, at han havde en butik i landsbyen, […], hvor han boede sammen med sin familie. [Ultimo] 2015 henvendte al-Shabaab sig til ham i hans butik og sagde, at han og hans bror skulle møde op i landsbyen Jilib Marka og kæmpe mod de vantro. Al-Shabaab opsøgte ansøgeren tre gange i butikken i løbet af en uge. Ansøgeren oplyste hver gang, at han og hans bror ville møde op i byen, men det gjorde de ikke. Den tredje gang tog de ansøgeren og hans bror med til Jilil Marka, hvor de blev tilbageholdt i halvanden måned i et rum med en tredje person ved navn [A]. De kom kun ud af rummet, når de skulle på toilettet eller tale med lederen af al-Shabaab. De fik mad to gange om dagen og blev slået med en genstand af gummi. Ansøgeren sagde tre gange til lederen, at han ikke ville tilslutte sig al-Shabaab. Efter en måned og en uge fik ansøgeren en kniv for halsen efter at have sagt nej. Han besluttede derfor at sige ja til at samarbejde med al-Shabaab. Efter endnu en uge i fangeskab blev ansøgeren og hans bror adskilt, og han har ikke hørt fra eller set sin bror siden. Ansøgeren og [A] blev ført til en al-Shabaab træningslejr i byen [by 1], hvor han deltog i et træningskursus i en uge. Han fik en overordnet introduktion til islam, og al-Shabaab fortalte om midlerne til at bekrige de vantro. De lærte teoretisk at bruge kniv og at halshugge. Ansøgeren blev bevogtet de første tre dage, men derefter var der ingen bevogtning, og en nat klokken et flygtede ansøgeren og [A] fra lejren. De kunne frit gå fra lejren og gik tre og en halv time til byen [by 2], hvor de opsøgte ansøgerens fars ven, [B], og opholdt sig hos ham i en uge. [B] samlede penge ind hos ansøgerens klan og sendte ansøgeren med en grøntsagsbil til byen Beledweyne. Turen tog tre til fire dage. Ansøgeren udrejste illegalt af Somalia [primo] 2016 til Etiopien uden pas. Mens ansøgeren var i Somalia og Sudan fik han at vide, at al-Shabaab ledte efter ham, og han har efter indrejsen i Danmark fået at vide, at al-Shabaab stadig leder efter ham. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Somalia, herunder at al-Shabaab dræber dem, som er flygtet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en udetaljeret forklaring om sit asylmotiv, hvorved forklaringen ikke fremstår selvoplevet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på flere punkter fremstår usandsynlig og utroværdig, herunder ansøgerens forklaring om, at han i en uge modtog teoretisk undervisning i at bruge kniv og halshugge. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring om undervisningen er udetaljeret og ikke fremstår selvoplevet. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om undervisningen. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, hvordan han flygtede fra al-Shabaab forekommer mindre sandsynlig, særligt henset til at han igennem længere tid havde været tilbageholdt og udsat for overgreb, indtil han accepterede al-Shabaabs krav, og at han kort tid efter sin accept ikke længere var overvåget og uhindret kunne forlade al-Shabaabs base. Derudover finder Flygtningenævnet, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke forsøgte at flygte med sin familie, selvom han flere gange blev opsøgt af al-Shabaab med henblik på rekruttering og kendte konsekvenserne ved ikke at efterkomme al-Shabaabs ønske. Ansøgerens forklaring om, hvordan han er forsøgt rekrutteret, stemmer i øvrigt ikke overens med de foreliggende baggrundsoplysninger om rekruttering til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er profileret eller efterstræbt af al-Shabaab. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i regionen Lower Shabelle kan efter de seneste baggrundsoplysninger ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke er grundlag for at antage, at situationen er således, at enhver ved tilbagevenden dertil kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af sin blotte tilstedeværelse. Ved vurderingen af denne sag har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på det forhold, at ansøgeren har boet i Marka frem til 2016 og må anses som uprofileret. Endvidere må det lægges til grund, at ansøgeren har familie i sit hjemområde, der vil kunne bekræfte ansøgerens identitet. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/25/DH
Nævnet hjemviste i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra Baraawe, Lower Shabelle, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Ashraf, underklanen […], subklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved sin indrejse i Danmark henviste klageren som asylmotiv til, at han frygtede at blive dræbt, fordi han havde konflikter med de yemenitiske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at han er født i Somalia, men da han var fem år gammel, flyttede han med sin familie til Yemen. Klageren familie flyttede til Yemen, fordi klagerens far var blevet skudt under borgerkrigen, hvorfor han var blevet handicappet. Klageren havde ikke opholdstilladelse i Yemen. Klageren havde ikke været i Somalia, siden han var fem år. Klageren henviste endvidere som asylmotiv til, at han frygtede at vende tilbage til Somalia, fordi landet er fyldt med problemer. Til støtte herfor oplyste klageren, at han ikke kendte nogen i Somalia, og at han flyttede fra Somalia, da han var barn. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Under inddragelsessagen har klageren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter de personer, der sårede hans far. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han kommer fra en lille by i Somalia, og at han ikke kender nogen i landet. De personer, der sårede hans far, bor stadig i byen. De vil ikke lade klageren være i fred, fordi at de vil tænke, at klageren er kommet for at få hævn for sin far. Efter de nu foreliggende oplysninger om klagerens familiemæssige forhold, finder Flygtningenævnet i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens anmodning herom, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling.” Soma/2019/24/HHU
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra [klagerens landsby], Middle Shabelle, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Abgaal, subklanen […], subsubklanen […] og familieklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved sin indrejse i Danmark henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede al-Shabaab, idet de havde mistænkt ham for at være spion. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at al-Shabaab havde ringet til klageren og hans far og anklaget dem for at være spioner, fordi klagerens far handlede med varer i myndighedskontrollerede områder. Al-Shabaab truede klagerens far og samme aften opsøgte repræsentanter for al-Shabaab klagerens bopæl. De åbnede ild mod bopælen, og klagerens forældre blev dræbt på stedet. Det lykkedes klageren at flygte. Klagerens ægtefælle og to børn blev på bopælen. Klageren udrejste herefter af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettigheds¬konventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Nævnet kan ikke lægge til grund, at klageren har en konflikt med Al-Shabab, der kan føre til asyl efter udlændingelovens § 7. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han har en konkret og individuel konflikt i Somalia, der kan føre til, at klageren må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet finder navnlig, at klagerens forklaring om, at han i byen Balad Wayne af en ham ubekendt ældre mand, som han tilfældigt mødte, blev hjulpet til Etiopien, fremstår usandsynlig. Hertil kommer, at det heller ikke fremstår sandsynligt, at klageren efterfølgende tilfældigt skulle have mødt en af sin fars venner, der uden betaling hjalp ham med videre udrejse. Det er endvidere blandt andet indgået i nævnets vurdering af sagen, at klagerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med skudepisoden, herunder familiens placering under denne episode og klagerens kendskab til hustruens tilfangetagelse, fremstår usammenhængende. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådan, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i forskellige sager tiltrådt, at den generelle situation i Somalia, herunder i det sydlige- og det centrale Somalia, hvorfra klageren stammer, ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene er således, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede siden klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [i sommeren] 2015, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet herefter i overensstemmelse med nævnets praksis i øvrigt, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [klagerens landsby] i Middle Shabelle regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Det kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering, at det følger af de foreliggende baggrundsoplysninger, at klagerens hjemområde ligger i et område, hvor al-Shabaab er til stede, og hvor der udøves blandet kontrol, jf. herved nu det seneste kort fra november 2018 udarbejdet af Political Geography Now. Betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse i udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, er derfor opfyldt. Det skal herefter vurderes, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder, at det efter en samlet vurdering af klagerens forhold ikke kan antages, at nægtelse af at forlænge opholdstilladelsen vil virke særlig belastende for klageren. Nævnet har herunder lagt vægt på, at klageren er udrejst af Somalia som 25-årig, alene har haft lovligt ophold i Danmark i en kortere årrække og ikke har familiemedlemmer eller anden væsentlig tilknytning til Danmark. Hans ægtefælle og to børn fra et tidligere ægteskab er således bosiddende i Uganda. Det forhold, at klageren har opnået fast fuldtidsansættelse ved DFD Sygehusvaskeri, er medlem af 3F og går til fitness, kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering af sagen. Den omstændighed, at der under Flygtningenævnets behandling af sagen, er tilgået nævnet en anonym henvendelse [dateret i sommeren] 2018, hvoraf det fremgår, at klageren angivelig har medlem af en ekstremistisk enhed i Somalia, at han i dette regi har stået for at udføre halshugninger, at klageren skulle have søgt at opnå opholdstilladelse i Italien, og at han er øverstbefalende i Skandinavien, kan efter henvendelsens karakter og klagerens benægtelse af oplysningerne i brevet heller ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/23/HHU
ævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger og fire medfølgende børn fra Somalia. Indrejst i 2015. Sagen er behandlet sammen med Soma/2019/21. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren tilhører klanen Rahan Weyn, subklanen Jiron, familienklanen Obo Masuuse og er sunni-muslim af trosretning fra Bakool, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet han har arbejdet for den franske hjælpeorganisation Action Contre La Faim Somalia. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at han vil blive dræbt af personer fra al-Shabaab, hvorfra hans bror har skudt to personer. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at al-Shabaab vil tvangsrekruttere hans børn. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter, at hans datter vil blive omskåret mod hans vilje. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han begyndte at arbejde for den franske hjælpeorganisation Action Contre La Faim Somalia i [foråret] 2007, hvor han arbejdede indtil ultimo 2011, hvor al-Shabaab plyndrede arbejdspladsen, fordi al-Shabaab ikke længere tillod deres aktivitet i landet, hvorefter organisationen flyttede til Kenya. Primo 2012 blev ansøgerens bil beslaglagt af al-Shabaab. Ansøgeren opsøgte al-Shabaabs leder, der oplyste, at bilen skulle benyttes af jihadister, og han bad ansøgeren om at tilslutte sig al-Shabaab. Lederen ringede efterfølgende til ansøgeren fem gange. Lederen beskyldte ansøgeren for at være vantro, ligesom han truede med at slå ansøgeren ihjel, fordi han havde arbejdet for Action Contre La Faim Somalia. Al-Shabaab opsøgte ligeledes ansøgerens bopæl et par gange, hvor ansøgeren ikke var hjemme. Ultimo 2013 blev bopælen på ny opsøgt og al-Shabaab tog ansøgeren med til deres hovedkvarter i landbyen. Ansøgeren blev afhørt, udsat for fysiske overgreb og beskyldt for at være spion. Ansøgeren blev løsladt to dage senere, fordi han skulle have behandling for sin brækkede arm. Ansøgeren valgte at flygte fra landsbyen samme aften med sin bror. Da de nåede til udkanten af landsbyen, mødte de to personer fra al-Shabaab, som ville vide, hvor ansøgeren og broren skulle en. Ansøgerens bror skød personerne, hvorefter de flygtede fra stedet. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren ved mødets begyndelse gav udtryk for, at han ønskede en anden tolk, som taler den dialekt, som ansøgeren selv taler. Tolken erklærede, at der ikke var forståelsesmæssige problemer. Det blev aftalt, at ansøgeren skulle sige til, hvis han under mødet oplevede forståelsesmæssige problemer. Ansøgeren gav herefter ikke under nævnsmødet udtryk for, at der var forståelsesmæssige problemer, hvilket heller ikke var nævnets opfattelse. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i en periode har arbejdet for den franske NGO Action Contre La Faim. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og hans ægtefælle har forklaret divergerende om helt centrale dele vedrørende ansøgerens asylmotiv. Ansøgeren og hans ægtefælle har således forklaret indbyrdes divergerende om, hvor mange gange deres bopæl blev opsøgt af al-Shabaab. Ansøgeren har således oplyst, at bopælen blev opsøgt i alt fire gange, mens ægtefællen har oplyst, at bopælen blev opsøgt en gang. Ægtefællen udbyggede under nævnsmødet sin forklaringer om antallet af gange, bopælen blev opsøgt. Hun forklarede, at der var tale om to gange forud for sidste gang, hvor ægtefællen blev hentet. Ansøgeren og ægtefællen har tillige forklaret indbyrdes divergerende om, hvor ansøgeren blev pågrebet af al-Shabaab. Ansøgeren har således forklaret, at han blev pågrebet uden for bopælen, mens ægtefællen har forklaret, at ansøgeren blev pågrebet inde på bopælen. Ansøgeren udbyggede under mødet i Flygtningenævnet sin forklaring, idet han under nævnsmødet forklarede, at han blev pågrebet indenfor. Ansøgeren har under nævnsmødet tillige udbygget sin forklaring med, at han under pågribelsen fik bind for øjnene og blev udsat for vold, hvilket han under tidligere samtaler har forklaret ikke fandt sted. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Han har således indledningsvist alene forklaret, at han har et modsætningsforhold til al-Shabaab på grund af sit arbejde for den franske NGO, mens han efterfølgende har forklaret, at hans konflikt med al-Shabaab begyndte, fordi han nægtede at tilslutte sig al-Shabaab. Den mandlige ansøgers forklaring fremstår tillige usammenhængende og utroværdig. Det forekommer i den forbindelse usammenhængende og utroværdigt, at al-Shabaab skulle opsøge ham gentagne gange på bopælen uden at finde ham hjemme, når al-Shabaab samtidig vidste, hvor han var, fordi han drev en butik, hvor han betalte beskyttelsespenge til al-Shabaab. Ansøgerens forklaring fremstår tillige usikker og uden detaljer. Han har således ikke været i stand til at beskrive de personer, der tilbageholdt ham eller transporten fra bopælen til al-Shabaabs hovedkvarter. Han har således forklaret, at han ikke husker, hvordan han kom fra huset til al-Shabaabs hovedkvarter. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har asylbegrundende konflikter med al-Shabaab. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sine subklaner. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren efter ovennævnte bevisvurdering ikke har en asylbegrundende konflikt med al-shabaab, og at det som følge heraf heller ikke kan lægges til grund, at der har været en konfrontation med de to personer. Det forhold, at ansøgeren frygter, at hans børn bliver tvangshvervet af al-shabaab, kan ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens frygt alene bygger på hans egen formodning. Der er tillige lagt vægt på baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens seneste rapport om “Somalia: South and Central Somalia Security Situation, al-Shabaab Presence, and Targets Groups. Report basad on interviews in Nairobi, Kenya 3 to 10 December 2016” af marts 2017, at der, ifølge tre kilder sker der tvangsrekruttering i området, som er under al-Shabaabs kontrol, men det sker oftest i relation til store operationer eller under og efter angreb, hvor al-Shabaab har brug for folk til logistiske opgaver eller til at erstatte tabte krigere. Ifølge en somalisk NGO vil rekruttering normalt ikke ske med tvang men det kan ikke udelukkes. Det kan heller ikke føre til at andet resultat, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at han frygter, at hans datter vil blive tvangsomskåret. Der er herved lagt vægt på, at både ansøgeren og hans ægtefælle har oplyst, at de er imod omskæring, og at de vil modsætte sig et krav herom. Hertil kommer, at ansøgerens ægtefælle har forklaret, at hun ikke frygter, at hendes familie vil kræve, at deres datter bliver omskåret. Ægtefællen har endvidere i forbindelse med partshøringen forklaret, at hun har et godt forhold til sin familie, og at hun selv er blevet frit opdraget. Det fremgår derudover af baggrundsoplysningerne, herunder blandt andet Udlændingestyrelsens temarapport ”South Central Somalia – Female Genital Mutilation/Cutting” fra januar 2016, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men det afhænger i høj grad af morens personlighed, og hvorvidt hun er i stand til at modstå det psykologiske pres for omskæring fra såvel familiemedlemmer som samfundet. Det fremgår endvidere af ovenstående temarapport, at både på landet og i byerne er der forældre, som er imod omskæring, og som ikke tillader omskæring af deres døtre. Ifølge rapporten er det højst usandsynligt, at piger skulle blive udsat for omskæring uden morens kendskab til det, eller uden at moren som minimum har udtrykt accept af det. I mere konservative samfund er det nemmere for forældre at modstå sociale pres, hvis pigens far også modsætter sig, at hans datter skal omskæres. Herefter, og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved udrejsen af Somalia havde asylbegrundende konflikter eller, at han eller hans familie vil få det ved en genindrejse. Flygtningenævnet finder tillige, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er profileret over for al-Shabaab alene fordi han på et tidspunkt indtil 2011 arbejdede for en fransk NGO. Der er herved blandt andet lagt vægt på ansøgerens egen forklaring om, at han efter sit arbejde for den franske NGO åbnede en forretning, hvor han betalte beskyttelsespenge til al-Shabaab. For så vidt angår ansøgerens frygt for de generelle forhold i hjemområdet finder Flygtningenævnet på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i Waajid, at disse kan sammenlignes med forholdene i Mogadishu, hvilket indebærer, at det ikke er enhver, der vender tilbage til området, som vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne lægger Flygtningenævnet til grund, at de generelle forhold i Waajid er forbedret siden ansøgerens udrejse i 2013, og at byen nu er kontrolleret af AMISON og SNA, og at de etiopiske styrker har en base i byen, mens al-Shabaab kontrollerer området omkring byen. Om end forholdene således fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, lægger Flygtningenævnet dog til grund, at ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2019/22/STRAA
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Sagen er behandlet sammen med Soma/2019/22 Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Rahan Wayne, subklanen Haare, familieklanen Idimole og er sunni-muslim fra Waajid, Bakool-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shaabab, idet hun har nægtet at indgå ægteskab med et al-Shabaab-medlem. Klageren modtog i starten af 2008 et ægteskabstilbud fra et al-Shabaab-medlem ved navn [A]. Klagerens far afslog ægteskabstilbuddet, og klageren giftede sig i november 2008 med sin nuværende ægtefælle. I [sommeren] 2013 slog [A] klagerens far ihjel. I [slutningen af] 2013 blev både klageren og hendes ægtefælle tilbageholdt af al-Shaabab. Det lykkedes dem begge at flygte. Herefter udrejste klageren af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen afviste således klagerens forklaring om, at hun havde en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab. [I] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren har under inddragelsessagen forklaret i overensstemmelse med sin oprindelige forklaring om sit eget asylmotiv, ligesom hun har påberåbt sig sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om hendes asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om asylmotivet fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det forekommer i den forbindelse utroværdig, at al-Shabaab skulle efterstræbe klageren over en periode på fem år, fordi hun havde afslået at gifte sig med et medlem af al-Shabaab, men samtidig lade hende og hendes familie være i fred. Det fremstår på samme måde utroværdigt, at al-Shabaab fem år efter ægteskabsafslaget skulle slå klagerens far ihjel på grund af afslaget. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om hendes flugt helt udetaljeret og dermed utroværdig. For så vidt angår klagerens henvisning til ægtefællens asylmotiv, henvises til ægtefællens afgørelse af dags dato, hvoraf det fremgår, at Flygtningenævnet ikke har fundet, at ægtefællen har sandsynligt, at han har et asylmotiv. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at hverken hun eller hendes ægtefælle ved en tilbagevenden til hjemområdet i Somalia vil være profileret i forhold til al-Shabaab, og at hun af den grund eller andre konkrete grunde vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet lægger på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i Waajid, der kan sammenlignes med forholdene i Mogadishu, til grund, at den generelle vold i området ikke har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til området, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne lægger Flygtningenævnet således til grund, at de generelle forhold i Waajid er forbedret siden 2013, hvor ansøgeren udrejste, og at byen nu er kontrolleret af AMISON og SNA, og at de etiopiske styrker har en base i byen, mens al-Shabaab kontrollerer området omkring byen. Om end forholdene således fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, lægger Flygtningenævnet dog til grund, at ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Maajid ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet bemærker, at klageren i forbindelse med skriftlig partshøring og partshøringssamtale i [slutningen af] 2017 har oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes datter vil blive tvangsmæssigt omskåret, men hun har samtidig oplyst, at hun og hendes ægtefælle er imod omskæring og at hun mener, at hun og ægtefællen kan modsætte sig presset, da at hun selv har fået en fri opdragelse og er blevet støttet af sine forældre. Klageren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe, hvorfor hun under nævnsmødet ændrede sin forklaring til, at hun nu frygter, at datteren vil blive tvangsomskåret. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren og klagerens ægtefælle er modstandere af tvangsmæssig omskæring. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at de vil kunne modsætte sig dette. Den omstændighed, at familien risikerer social stigmatisering på grund af manglende omskæring af datteren, er ikke i sig selv asylbegrundende. Det fremgår i den forbindelse af baggrundsoplysningerne, herunder blandt andet Udlændingestyrelsens temarapport ”South Central Somalia – Female Genital Mutilation/Cutting” fra januar 2016, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men det afhænger i høj grad af morens personlighed, og hvorvidt hun er i stand til at modstå det psykologiske pres for omskæring fra såvel familiemedlemmer som samfundet. Det fremgår endvidere af ovenstående temarapport, at både på landet og i byerne er der forældre, som er imod omskæring, og som ikke tillader omskæring af deres døtre. Ifølge rapporten er det højst usandsynligt, at piger skulle blive udsat for omskæring uden morens kendskab til det, eller uden at moren som minimum har udtrykt accept af det. I mere konservative samfund er det nemmere for forældre at modstå sociale pres, hvis pigens far også modsætter sig, at hans datter skal omskæres. For så vidt angår klagerens frygt for, at hendes drengebørn skal blive tvangshvervet af al-Shabaab bemærker Flygtningenævnet, at denne frygt alene bygger på klagerens egne formodninger. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hendes drenge risikerer tvangshvervning. Der er herved tillige lagt vægt på baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens seneste rapport om “Somalia: South and Central Somalia Security Situation, al-Shabaab Presence, and Targets Groups. Report basad on interviews in Nairobi, Kenya 3 to 10 December 2016” af marts 2017, at der, ifølge tre kilder sker der tvangsrekruttering i områder, som er under al-Shabaabs kontrol, men det sker oftest i relation til store operationer eller under og efter angreb, hvor al-Shabaab har brug for folk til logistiske opgaver eller til at erstatte tabte krigere. Ifølge en somalisk NGO vil rekruttering normalt ikke ske med tvang men det kan ikke udelukkes. Vedrørende klagerens tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [en nærmere bestemt dato i] 2014. Klageren har ikke opnået nogen fast tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført nogen uddannelse. Hun har alene været i praktik i 1 måned og mangler på nuværende tidspunkt 2 måneder af dette praktikforløb. Det er tillige lagt til grund, at klageren ikke har opnået noget kendskab af betydning til det danske sprog. Hun har således alene bestået danskprøve 1, hvilket ikke kan tillægges afgørende betydning. Klagerens ægtefælle og børn blev i 2015 familiesammenført med klageren. Børnene har siden da gået i institutioner og skole. Klagerens ægtefælle har siden [sommeren] 2018 haft fast arbejde, hvilket imidlertid ikke kan tillægges betydning ved vurderingen af klagerens tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at en manglende forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil virke særligt belastende. De af klageren påberåbte helbredsmæssige forhold, herunder hendes nuværende graviditet, ændrer ikke herved. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2019/21/STRAA
Nævnet omgjorde i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim fra Mogadishu, Somalia. Han tilhører [B-klanen]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt som følge af sin fars og farbrødres konflikt. Klageren har videre henvist til, at han ikke kender landet og ikke kender nogen personer i Somalia. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han udrejste af Somalia som 5-årig, hvorfor han heller ikke kender til de nærmere omstændigheder omkring faren og farbrødrenes konflikt. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret 2013] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I efteråret] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv samtidig med, at klageren reelt ikke har kunnet redegøre for, hvad der var baggrunden for, at hans farbrødre blev slået ihjel, og hans øvrige familie både i Somalia og i Yemen var efterstræbt af ukendte personer, der ville dræbe dem. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at forholdene i Mogadishu er forbedrede i forhold til 2013, hvor klageren blev meddelt midlertidig opholdstilladelse i Danmark. Ifølge baggrundsoplysninger fra november 2018 er Mogadishu under AMISOM/SNA-kontrol. Flygtningenævnet finder derfor ikke at kunne lægge til grund, at klageren som følge af sin blotte tilstedeværelse i Mogadishu risikerer at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet er i den forbindelse opmærksom på, at situationen i Mogadishu uanset forbedringerne fortsat er alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig, men Flygtningenævnet lægger til grund, at forbedringerne i Mogadishu ikke er af helt midlertidig karakter, idet AMISOM reelt har kontrolleret Mogadishu siden 2013. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han af de nævnte grunde ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid efter en afvejning af de samlede oplysninger om klagerens forhold, at det må antages at virke særligt belastende for klageren at inddrage hans opholdstilladelse navnlig på grund af de hensyn, som er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnets flertal har herved navnlig lagt vægt på, at klageren har forladt Somalia, da han var fem år, og at han ikke har nogen familiemæssig eller anden tilknytning til Mogadishu eller noget andet sted i Somalia, ligesom han ikke har noget netværk i Somalia, hvorimod han i Danmark har tæt kontakt til sin faster, dennes ægtefælle, tre fætre og kusine. Flertallet finder, at klageren har en begrænset tilknytning til Danmark, men vurderer, at hans psykiske problemer har været en medvirkende årsag til, at klageren i de cirka seks et halvt år, han har opholdt sig i Danmark, har haft svært ved at skabe en stabil kontakt til det danske arbejdsmarked og lære dansk, uanset at han efter de foreliggende oplysninger har kompetencer inden for it. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [en dato i efteråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/20/ATN
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [klannavn], underklanen [klannavn] og subklanen [klannavn] og er muslim af trosretning fra [landsby], [by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at al-Shabaab vil slå ham ihjel, idet al-Shabaab ønskede at tvangshverve klageren. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af familien til den kvinde, [A], som han indgik ægteskab med, idet kvinden var lovet bort til en anden mand. Endelig har klageren henvist til, at klagerens brødre, der har tilsluttet sig al-Shabaab, truer ham på livet, idet de beskylder ham for at være vantro, fordi han er udrejst til et fremmed land. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Indledningsvis bemærkes, at klageren under sin forklaring for Flygtningenævnet gav udtryk for, at han ikke forstod tolken. Nævnet finder imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at klageren og tolken ikke forstod hinanden. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren ved nævnsmødets begyndelse bekræftede, at han og tolken forstod hinanden, at klagerens indsigelse mod tolkningen fremkom på et tidspunkt, hvor klageren var trængt i sin forklaring, og at tolken tilkendegav, at klageren og tolken forstod hinanden. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af klagerens forklaring til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder helt overordnet, at klagerens forklaring om, hvordan han undslap al-Shabaab forekommer utroværdig. Det er således utroværdigt, at al-Shabaab – som forklaret af klageren – efter at al-Shabaab nogle uger tidligere havde forlangt, at klageren og klagerens bror skulle tilslutte sig al-Shabaab, skulle have opsøgt klageren og klagerens familie på klagerens bopæl om natten, og have sparket døren ind til det hus, hvor klageren opholdt sig, sparket døren ind til klagerens værelse, hvor klageren sov uden at gennemsøge værelset og pågribe klageren. Denne forklaring fremstår ulogisk og konstrueret. Det fremstår videre usandsynligt, at klageren skulle kunne undslippe al-Shabaab uskadt henset til, at klageren har forklaret, at der var flere end fem personer fra al-Shabaab inden i klagerens bolig, og at der blev skudt på klageren i en afstand af højst fem skridt. Forklaringen stemmer i øvrigt ikke med, at klageren til samtalen [i efteråret] 2013 forklarede, at han og ægtefællen [B] sov på en form for en overdækket terrasse. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at klagerens forklaring om det tidsmæssige forløb fra første gang al-Shabaab opsøgte klagerens bopæl frem til klagerens udrejse giver indtryk af at være indlært og ikke selvoplevet. Klagerens forklaring til samtalen [i efteråret] 2013 om det tidsmæssige forløb bærer således præg af at være fyldt med modsætninger, som klageren, når han blev gjort opmærksom herpå, søgte at korrigere uden at give en rimelig forklaring på, hvorfor han havde forklaret, således som han gjorde. F.eks. har klageren dels forklaret, at al-Shabaab opsøgte familiens bopæl for anden gang [i slutningen af] 2012, dels [i slutningen af] 2012. Klageren har videre forklaret til samtalen [i efteråret] 2013, at han efter at være undsluppet al-Shabaab opholdt sig ti til elleve dage hos en familie, som klageren var venner med, inden han tog hjem og talte med sin far. Dette rettede klageren senere i samtalen til, at han havde holdt sig skjult i otte dage. Til samtalen [i sommeren] 2017 forklarede klageren, at han et par dage efter episoden med al-Shabaab vendte tilbage til familiens bopæl, og for nævnet har klageren forklaret, at han vendt hjem efter en dag. Videre har klageren forklaret forskelligt om, hvornår klageren og [A’s] angivelige forhold blev opdaget. Indledningsvis forklarede klageren til samtalen [i efteråret] 2013, at han og [A] [i slutningen af] 2012 kyssede hinanden mellem boderne på markedet, og at de blev opdaget af [A’s] familie. Dette rettede klageren senere til, at det var [i slutningen af] 2012. Det skal sammenholdes med, at klageren efter sin (seneste) forklaring blev opsøgt af al-Shabaab [i slutningen af] 2012 og holdt sig i skjul i ti til elleve dage, otte dage, et par dage eller en dag. For nævnet har klageren forklaret, at han ikke husker, om de blev opdaget før eller efter, at klagerens bopæl blev angrebet af al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om, hvorvidt [A] var lovet væk til en anden eller allerede var gift med en anden. Til samtalen [i efteråret] 2013 forklarede klageren således, at han godt vidste, at [A] var lovet væk til en anden mand, hvorimod klageren til samtalen [i sommeren] 2017 forklarede, at [A] i forvejen var gift, men endnu ikke havde fået børn med sin ægtefælle. Nævnet er opmærksom på, at klageren senere i samtalen [i sommeren] 2017 fragik sin forklaring tidligere i samtale, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at klagerens forklaring til samtalen [i sommeren] 2017 om, at han valgte at mødes med [A] på et sted, hvor folk fra området normalt samledes for at snakke og hygge forekommer helt usandsynlig. Nævnet lægger herved vægt på, at det må have stået klageren klart, hvilken betydelig risiko der måtte være forbundet med en sådan adfærd, idet klageren og [A’s] forhold ifølge klageren var blevet opdaget af [A’s] familie omkring en uge tidligere, ligesom klageren, hvis bror angiveligt var blevet halshugget af al-Shabaab, var efterstræbt af al-Shabaab, der havde kontrol over byen. Nævnet lægger videre vægt på, at klagerens forklaring om, hvorfor han løb en sådan risiko, fremstår udbyggende og konstrueret. Nævnet finder således efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han skulle være i risiko for asylbegrundende forfølgning af al-Shabaab, sine brødre eller [A’s] familie ved en tilbagevenden til Somalia. Som følge heraf finder Flygtningenævnet derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren [i slutningen af] 2013 blev meddelt opholdstilladelse. Nævnet har lagt til grund, at klagerens hjemområde er under indflydelse af al-Shabaab. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er ophold i al-Shabaab kontrollerede områder for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke tilstrækkeligt til at opnå asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger, herunder om al-Shabaabs måde at operere på i områder, hvor al-Shabaab har kontrol henholdsvis ikke har kontrol. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på har ændret sig fra vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren må anses for uprofileret i forhold til al-Shabaab. Nævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til hans hjemområde i […]-regionen i Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en undladelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [i slutningen af] 2013, og klageren har oplyst, at han er født i 1987 og opvokset i [landsby], nær […]-regionen i Somalia, hvor han har boet indtil sin udrejse som ca. 25-årig i 2013. Han har bestået Prøve i Dansk 2 samt FVU-læsning, trin 1 og 2. Klageren blev tilmeldt HF og VUC i Herning. Klageren har i en periode på nogle måneder været avisbud i 5 timer om ugen, og klageren var i perioden […] 2016 i praktik hos […], hvor klageren hjalp til på lageret. Klageren har siden [sommeren] 2018 været ansat på fuld tid som produktionsmedarbejder hos […]. Klageren er ikke engageret i foreningslivet. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark, men har hustru og familie i Somalia. Klageren lider af urticariel udslet (nældefeber), som han får behandling for, og som led heri går klageren til kontrol på hospitalet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/2/SHH
Nævnet omgjorde i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunni-muslim fra Baardheere i Gedo-regionen, Somalia. Han tilhører hovedklanen [A], subklanen [B], underklanen [C] og familieklanen [D]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi de mistænker ham for at være spion. Klageren har videre henvist til, at hans klan er undertrykt af større klaner i hans hjemområde. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en dag i sommeren 2014 efter fredagsbønnen blev tilbageholdt af al-Shabaab, idet de ønskede, at han skulle tilslutte sig dem. Klageren fik besked på at komme til al-Shabaabs hovedkvarter om mandagen for at melde sig. Klageren mødte ikke op om mandagen, hvilket førte til, at tre mænd fra al-Shabaab opsøgte ham en uge senere, mens klageren var i færd med at undervise nogle elever. Al-Shabaab spurgte, hvorfor klageren og hans ven [I] ikke havde meldt sig, og hvorfor de ikke havde kønsopdelt undervisning. Al-Shabaab spurgte videre, om klageren og [I] havde oplyst administrationen om, at de underviste børn i det pågældende lokale, hvilket de ikke havde, hvorpå al-Shabaab forlod stedet. Efter dagens undervisning gik klageren over i butikken over for undervisningslokalet, hvorfra han fra vinduet kunne se, at al-Shabaab var vendt tilbage, og at de havde bundet [I], og han så dem tage [I] med. Al-Shabaab havde også taget alle eleverne og skoleudstyret med sig. Klageren løb hjem til sin familie og fortalte, hvad der var sket, hvorpå hans mor rådede ham til at flygte og gav ham 200 US dollars. Klageren tog til Balad Hawe samme dag, hvor han overnattede én nat. Herfra talte han med sin mor, der ringede og fortalte, at al-Shabaab havde opsøgt bopælen flere gange for at lede efter klageren. Hun fortalte videre, at al-Shabaab havde slået [I] ihjel, og at de mistænkte klageren for at være spion for regeringen. Klageren udrejste herpå af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I efteråret] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at klageren, der er udrejst af Somalia i [sommeren] 2014, nu længere kan antages at være profileret i forhold til al-Shabaab, der som led i en generel hvervning af unge mænd tillige forsøgte at hverve klageren. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at der er forløbet fire et halvt år siden udrejsen. Det forhold, at klagerens mor og søster er blevet dræbt af al-Shabaab efter klagerens udrejse findes ikke at ændre herved. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge til grund, at klageren vil være særligt profileret, fordi han ved en tilbagevenden til Baardhere vil fremstå som en udlænding eller en person med vestlig baggrund. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klagerens tilhørsforhold til en mindretalsklan i sig selv indebærer, at han vil være i en særlig risiko ved tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har en konkret og aktuel konflikt med andre klaner. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2014 har udtalt, at hans far og bror blev slået ihjel af nogen fra [X-klanen], der ville overtage deres jord, men at klageren ikke har haft nogen konflikter med [X-klanen] siden, og at [X-klanen] ikke var grunden til, at klageren flygtede. Det forhold, at klageren ønsker at få jorden tilbage, findes ikke at ændre herved, idet der ikke eksisterer en aktuel konflikt. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at forholdene i byen Baardhere er forbedrede i forhold til 2014, hvor klageren forlod Somalia. Ifølge baggrundsoplysninger fra november 2018 er byen Baardhere under AMISOM/SNA-kontrol, hvorimod nærområdet omkring Baardhere er under blandet kontrol eller al-Shabaab-kontrol. Flygtningenævnet finder derfor ikke at kunne lægge til grund, at klageren som følge af sin blotte tilstedeværelse i byen Baardhere risikerer at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet er i den forbindelse opmærksom på, at situationen i Baardhere uanset forbedringerne fortsat er alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig, men Flygtningenævnet lægger til grund, at forbedringerne i Baardhere ikke er af helt midlertidig karakter, idet AMISOM reelt har kontrolleret Baardhere siden juli 2015. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han af de nævnte grunde ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid efter en afvejning af de samlede oplysninger om klagerens forhold, at det må antages at virke særligt belastende for klageren at inddrage hans opholdstilladelse navnlig på grund af de hensyn, som er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at klageren nu er samlevende med en dansk statsborger af somalisk oprindelse, som han har indgået islamisk ægteskab med, at han under hele sit ophold i Danmark har forsøgt at integrere sig i det danske samfund ved at deltage i danskundervisning, ved at studere mechanical engineering og ved at have studeret til bygningskonstruktør, ligesom han sideløbende hermed har haft arbejde og nu har et tidsbegrænset fuldtidsjob hos et firma, der producerer overdækning til biler. Det forhold, at klageren har måttet opgive at færdiggøre uddannelsen til bygningskonstruktør, findes ikke at ændre herved, idet klageren har forklaret, at det skyldtes psykiske problemer i kølvandet på inddragelsen af hans opholdstilladelse. Klageren ønsker at genoptage studiet, når han får mulighed for det. Flertallet finder endvidere, at klageren også på anden måde har søgt at integrere sig i det danske samfund blandt andet ved at spille klubfodbold. Samtidig er klagerens forhold til Somalia efter de foreliggende oplysninger meget sporadisk. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 3. november 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/19/ATN
Nævnet hjemviste i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er fra Hawiye-klanen, sunni muslim og fra [A] i Galgaduud-provinsen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt, idet han er efterstræbt af al-Shabaab, samt familiemedlemmerne til to personer, som klageren påkørte i et færdselsuheld. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i foråret] 2009 blev opsøgt af al-Shabaab, som krævede at han tilsluttede sig al-Shabaab. Klageren nægtede. Da han to dage senere kørte gennem landsbyen [B] blev han beskudt af al-Shabaab. Klageren blev såret under skudepisoden og han mistede kontrollen over bilen og påkørte et lokalt samlingssted, hvorved han ramte to personer. Den ene person afgik ved døden, som følge af ulykken, mens den anden mistede førligheden. Klageren lovede at betale blodpenge til ofrenes familier. Efter ulykken tog klageren til Kenya, hvor han modtog behandling for sit skudsår. [I foråret] 2012 vendte klageren tilbage til Somalia. Kort tid efter blev han opsøgt af familierne til ofrene for trafikulykken, som krævede et større beløb i blodpenge. Klagerne valgte at udrejse fra Somalia på grund af dette krav. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens advokat for nævnet har nedlagt påstand om hjemvisning af sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen. Advokaten har om baggrunden for påstanden oplyst, at klageren nu har en datter, der er født [i slutningen af] 2018, og at han hurtigst muligt vil indgive selvstændig asylansøgning for datteren. Asylansøgningen vil blive begrundet i en selvstændig frygt for omskæring af datteren ved en tilbagevenden til Somalia. Det er endvidere oplyst, at klagerens ægtefælle, der er mor til datteren har påklaget Udlændingestyrelsens inddragelse af en afgørelse af familiesammenføring. Der er for nævnet fremlagt en omsorgs- og ansvarserklæring om klagerens faderskab. Erklæringen er påtegnet af Statsforvaltningen [i vinteren] 2019. Udlændingestyrelsens repræsentant har for nævnet også nedlagt påstand om hjemvisning af sagen med henvisning til ønsket om sambehandling af klagerens og datterens sag. Flygtningenævnet finder det efter en samlet vurdering rigtigst, at Udlændingestyrelsen træffer en afgørelse i relation til datterens asylansøgning, og at Udlændingestyrelsen samtidig tager stilling til, hvilken betydning en sådan har for klagerens sag. Flygtningenævnet ophæver derved Udlændingestyrelsen afgørelse af [vinteren] 2017 og hjemviser sagen til fornyet behandling sammen med datterens asylsag.” Soma/2019/18/snd
Nævnet omgjorde i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgøreæse om inddragelse af opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er fra hovedklanen Hawiye, underklanen [A] og familieklanen [B]. Hun er muslim fra [C], Galguduud, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun og hendes ægtefælle [D] [i efteråret] 2013 blev opsøgt af al-Shabaab på deres bopæl. Al-Shabaab påstod, at klagerens ægteskab var ugyldigt, idet klageren og hendes ægtefælle ikke havde informeret al-Shabaab om deres ægteskab, og at ægteskabet dermed ikke var blevet godkendt. Klageren og hendes ægtefælle blev herefter taget med til al-Shabaabs fængsel, hvor de blev fængslet. [I efteråret] 2013 blev klageren og hendes ægtefælle fremstillet i al-Shabaabs ret. Klageren blev dømt til døden ved piskeslag, og klagerens ægtefælle blev dømt til døden ved stening. Det lykkedes klageren at flygte fra al-Shabaabs fængsel, inden hun nåede at modtage sin straf. Klageren flygtede en aften, hvor vagten havde glemt at låse døren til klagerens fængselscelle. Klageren listede ud af fængselscellen og gemte sig bag træerne i området, hvorefter hun tog til sin mosters bopæl. Efter fire dage udrejste klageren af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af klagerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, idet der henvises til, at forklaringen på en række punkter fremstår usandsynlig og divergerende. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren under oplysning- og motivsamtalen [i foråret] 2014 har forklaret, at både klageren og hendes ægtefælle blev dømt til døden, idet ægtefællen skulle stenes, og klageren skulle piskes. Under samtalen har hun videre forklaret, at hendes ægtefælle blev hentet fra sin celle [en dato i efteråret] 2013, og at det var sidste gang hun så ham. Klageren har derimod under samtalen [i foråret] 2014 med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun blev dømt til piskeslag, idet hun ikke blev dømt til døden. For nævnet har klageren oplyst, at hun blev dømt til døden ved piskning, og at hun sidste gang så sin ægtefælle, da de begge var i retten [i efteråret] 2013. Der lægges endvidere vægt på, at det fremstår usandsynligt, at klageren uden problemer har kunnet flygte fra sin celle i et al-Shabaab fængsel, fordi en af vagterne hos al-Shabaab havde glemt at låse hendes celledør. Klageren har endvidere forklaret divergerende om tidspunktet for sin flugt fra fængslet, idet hun under samtalerne med Udlændingestyrelsen og for nævnet har oplyst flere forskellige datoer herfor, herunder den [en dato i efteråret] 2013, [en anden dato i efteråret] 2013 og [en tredje dato i efteråret] 2013. Flygtningenævnet finder ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse kan antages at virke særligt belastende jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det lægges derved til grund, at klageren er født og opvokset i Somalia, hvor hun har opholdt sig, indtil hun udrejste i efteråret 2013. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [foråret] 2014, og hun har under opholdet i Danmark ikke haft en fast tilknytning til arbejdsmarkedet, og hun har ikke gennemført en uddannelse. Hun har i øvrigt ingen familiemæssige relationer i Danmark. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at det ikke kan afvises, at klageren er en enlig kvinde, der ikke har et egentligt netværk i Somalia. Flertallet lægger herved til grund, at klageren ikke efter sin udrejse har haft kontakt med sin mors kusine, som klageren kalder sin moster, og at hun heller ikke har haft kontakt med sin bror, der var 18 år, da klageren udrejste af Somalia. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for enlige kvinder i Somalia og med henvisning til at klagerens hjemområde efter baggrundsoplysningerne er kontrolleret af al-Shabaab, finder flertallet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse eller behandling i strid med udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet finder derfor grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse, idet flertallet finder, at det vil stride mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, at klageren sendes tilbage til Somalia. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [en dato i efteråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/17/snd
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er fra klanen [A] og muslim fra [B], Jubbada Hoose, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab, idet han flygtede efter de havde dømt ham til døden. Der ud over frygtede han at blive dræbt af ukendte personer fra [C]-klanen, som havde en konflikt med hans bror. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [vinteren] 2011 blev tvunget til at tilslutte sig al-Shabaab. Klageren modtog herefter teoretisk undervisning i hellig krig. Han modtog ingen våbentræning og deltog ikke i nogen kamphandlinger. Efter omkring en måned opsøgte en gruppe personer fra [C]-klanen klageren ved en træningslejr, fordi klagerens bror i [vinteren] 2010 havde såret en person fra gruppen. Klagerens bror var herefter flygtet fra [B]. Repræsentanter fra al-Shabaab fik [C]-gruppen til at gå igen. [I foråret] 2011 fik klageren af al-Shabaab at vide, at regeringssoldater var på vej mod [B], og at han derfor skulle kæmpe mod dem. Dagen efter flygtede klageren, men han blev fanget af al-Shabaab og stillet for en domstol, hvor han blev dømt til døden. Under retssagen mødte [C]-gruppen op og anklagede klageren for at være spion for regeringen. Klageren var herefter fængslet i nogle dage, hvorefter der udbrød kampe i [B]. Alle fangevogterne deltog i krigen, og det lykkedes derfor klagerens morbror at befri klageren. Klageren flyttede til Kenya og opholdt sig i Nairobi i otte måneder. I denne periode blev klagerens onkel opsøgt af al-Shabaab, som ledte efter klageren. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen ikke kan lægges til grund, idet der lægges vægt på, at forklaringen på flere centrale punkter fremstår divergerende og usandsynlig og således forekommer utroværdig. Nævnet henviser til, at klageren til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2013 har forklaret, at han blev fremstillet for en dommer den samme dag, som han var flygtet fra al-Shabaab, mens han i samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 usammenhængende har forklaret, at han blev fremstillet for dommer i [foråret] 2011, efter at han var blevet pågrebet af al-Shabaab under sin flugt og herefter i [foråret] 2011 også var blevet beskyldt for at være spion og var blevet dømt til døden. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han blev fremstillet for en dommer dagen efter han var flygtet fra al-Shabaab. Klageren har endvidere forklaret divergerende om opholdet i al-Shabaabs træningslejr, idet han under samtalen [i foråret] 2013 har oplyst, at han aldrig fik våbentræning, og at han tog hjem hver nat og sov. Han har under samtalen [i sommeren] 2017 forklaret, at han modtog træning i at håndtere og skyde med våben og, at han overnattede i træningslejren. Under samtalen [i foråret] 2013 har han i øvrigt forklaret, at han var fængslet i cirka ti dage, efter at han var blevet pågrebet i forbindelse med sin flugt fra al-Shabaab, mens han under samtalen [i sommeren] 2017 har forklaret, at han var fængslet i to til tre dage. For nævnet har klageren oplyst, at han ikke kan huske, hvor mange dage han var fængslet. For så vidt angår forklaringen om konflikten med [C]-klanen lægger nævnet vægt på, at klageren [i efteråret] 2015 under identitetsafhøringen hos politiet ved ankomsten til Danmark har forklaret, at hans bror havde slået to personer fra [C]-klanen ihjel. Han har derimod under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2012 oplyst, at broren havde slået én person ihjel, og i samtalen [i foråret] 2013 samt under nævnsmødet har han forklaret, at broren skød en person, som blev såret, men at broren ikke havde slået nogen ihjel. Flygtningenævnet finder det i øvrigt usandsynligt, at klagerens morbror uden problemer har kunnet befri klageren fra et fængsel hos al-Shabaab, idet klagerens forklaring om, at fængslet ikke var bevogtet på grund af kamphandlinger fremstår utroværdig. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse eller overgreb omfatter af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det bemærkes i den forbindelse, at klagerens frygt for at al-Shabaab vil betragte ham som vantro på grund af hans ophold i Europa ikke kan føre til en ændret vurdering. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Nævnet har således lagt til grund, at klagerens hjemby, [B], efter det oplyste er under AMISONs kontrol, og Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse til hjembyen [B] i regionen Jubbada Hoose i Somalia ikke længere vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Efter en samtalet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet ikke, at en inddragelse af opholdstilladelsen på grund af de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, vil være særligt belastende for klageren. I nævnets vurdering er det indgået, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i knap seks år, og at han har bestået Dansk 2 på sprogskole og i øvrigt har taget niendeklasses eksamen. Han har haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, blandt andet som opvasker i restaurationsbranchen, og han har påbegyndt en uddannelse som SOSU-medhjælper. Klageren har ingen familie i Danmark, og han er sund og rask, idet klagerens problemer med sine øjne ikke kan føre til en anden vurdering. Betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1 pkt., jf. § 26, stk. 1, er herefter opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/16/snd
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra Ceel Dheer i Galgaduud-regionen i Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen Abgal og familieklanen Wa’aysle. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at blive behandlet uretfærdigt og få problemer, ligesom han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han inden sin flugt arbejdede i et studie, hvor han en dag blev opsøgt af fem personer. De fem personer tog ham med og fængslede ham. Kla-geren var fængslet i 1½ år, hvor han ikke blev stillet for en dommer. Han blev under fængslingen udsat for tortur. Klageren besluttede sig for at flygte sammen med 10 andre. Klageren har ende-lig oplyst, at de problemer, som han er flygtet fra fortsat er der. Al-Shabaab betragter nu klageren som storkriminel, fordi han er flygtet fra deres fængsel. Udlændingestyrelsen meddelte [en dato i] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Euro-pæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritan-nien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse hen-set til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtninge-nævnet finder ikke at kunne lægge klagerens forklaringer om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet de på centrale punkter indeholder divergenser, som ikke findes at kunne forklares med den siden de påstående hændelser hengåede tid. Han har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt al-Shabaab ved anholdelsen var inde i butikken eller ej, om hvor og hvornår han fik oplyst årsagen til sin tilbageholdelse, hvorvidt han i fængslet fik et eller to daglige måltider, hvorvidt han i fængslet kunne færdes frit eller var lukket inde i sin celle, bortset fra ved målti-derne, og om hvorvidt flugten blev opdaget og om hvorvidt der blev skudt efter de flygtende, om han har viden om, om nogen blev ramt og om hvor længe han var sammen med de andre efter de havde forladt fængslet. I overensstemmelse med de foreliggende baggrundsoplysninger lægges det til grund, at al-Shabaab har kontrollen i klagerens hjemområde, men det lægges endvidere til grund, at deres måde at operere på har ændret sig, så angreb mod civilbefolkningen alene udføres målrettet mod profilerede personer. Under hensyn til det ovenfor anførte om klagerens troværdighed sammenholdt med, at de påståede konflikter fandt sted i 2011 og 2012 finder Flygtningenævnet, at de forhold, der begrundede opholdstilladelsen, nu har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, hvorfor betingelserne for inddragelse af opholdstilladelsen i udlændingelovens § 19 findes opfyldt. Efter en samlet vurdering af de § 26 nævnte hensyn, herunder blandt andet familiemæssige relationer og tilknytning til arbejdsmarkedet finder Flygtningenævnet ikke, at en inddragelse vil være særligt belastende for klageren, der er en ung mand uden helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/14/JAH
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra Qoryooley i Nedre Shabelle-regionen, Somalia. Klage-ren tilhører hovedklanen Sheekhal, underklanen Loboge og familieklanen Tolwayne. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til So-malia frygter al-Shabaab. Endvidere frygter klageren de klankampe, som foregår i hendes områ-de. Til støtte for sit asylmotiv om al-Shabaab har klageren oplyst, at al-Shabaab opsøgte hendes ægtefælle [X] i hans butik, fordi de ville have ham til at betale penge til dem. De truede også [X], hvorefter han flygtede. Klageren vidste ikke dengang, at han var flygtet. Samme dag blev klageren opsøgt af omkring 10 mænd fra al-Shabaab, som tog hende og hendes to brødre med til et gammelt hus. Efter to dage slog al-Shabaab klagerens to brødre ihjel. Derudover voldtog de også klageren. Efter 15 til 16 dage lykkedes det klageren at flygte fra deres varetægt. Hun tog hjem sin bopæl, hvor hun hentede guld. Herefter tog hun guldet med til Mogadishu, hvor hun opholdt sig mindre end en måned, hvorefter hun fløj til Tyrkiet. Om sin frygt for klankampene har klageren oplyst, at hun ikke selv har været udsat for problemer som følge af klankampene i hendes område eller som følge af sit klantilhørsforhold. Hun frygter dog, at blive ramt af klan-kampene, hvis hun opholder sig i sit område. Udlændingestyrelsen meddelte [en dato i] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonven-tions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettigheds-domstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder at kunne lægge til grund, at klageren forud for sin udrejse i 2011 på grund af ægtefællens og nogle brødres forhold må vurderes at have haft en konflikt med al-Shabaab, der tilbageholdt hende og udsatte hende for voldtægt. Flygtningenævnet finder imidlertid endvidere efter de foreliggende bag-grundsoplysninger at kunne lægge til grund, at al-Shabaab ikke udøver kontrollen over klagerens hjemby, men at AMISOM siden foråret 2014 de facto har udøvet kontrollen over byen. Herefter og under hensyn til, at klagerens konflikt med al-Shabaab lægger langt tilbage i tiden og til at hun ikke kan anses for at være profileret finder Flygtningenævnet, at betingelserne efter udlæn-dingelovens § 19 for inddragelse af klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Det tilføjes i den for-bindelse, at klageren ikke kan vurderes at være en enlig kvinde uden netværk henset til de i øv-rigt skiftende forklaringer om hendes familie i Somalia. Herefter er spørgsmålet om en inddra-gelse kan antages at være særlig belastende efter udlændingelovens § 26. Dette findes efter en samlet vurdering ikke at være tilfældet henset til blandt andet oplysningerne om familieforholde-ne og den beskedne tilknytning til det danske arbejdsmarked. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/13/JAH
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Somalia. Det fremgår af sagen, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i 1993 efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 4, jf. stk. 2, og klageren indrejste i Danmark 1994. Ved landsrettens ankedom af 2016 stadfæstedes byrettens dom af 2015. Klageren blev idømt 6 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. § 21, stk. 1, færdselsloven, lov om euforiserende stoffer og våbenbekendtgørelsen. Landsretten tiltrådte endvidere bestemmelsen om udvisning. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 4, jf. stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk somali og muslim fra Moghadishu, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Darood og subklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter for sit liv. Han frygter Al Shabaab og lokalbefolkningen. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han ikke kender til Somalia, da han er opvokset i Danmark, er integreret i Danmark og har dansk kultur. Han er ikke religiøs og vil derfor blive anset som værende vantro af den somaliske befolkning, ligesom hans opvækst i Danmark og hans tatoveringer i ansigtet vil være årsag til, at han vil blive betragtet som vantro. Flygtningenævnet bemærker, at klageren stammer fra Moghadishu, hvorfra familien flygtede, da klageren efter det oplyste var 12 år gammel. Han har boet i Danmark de seneste 25 år. Han taler 50/50 somali, idet han taler somali iblandet danske ord med sin mor. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren risikerer forfølgelse som følge af sin manglende interesse for religion, og at han dermed ikke vil overholde ramadanen m.v. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klageren vil være i reel risiko for overgreb fra Al Shabaab eller lokalbefolkningen som følge af sine tatoveringer eller sit langvarige ophold i Vesten. Kla-geren risikerer således ikke forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Udlændingelovens § 31 er således ikke til hinder for udsendelse af klageren til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/112/JAH
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […] og er muslim af trosretning fra [en by] i Middle Shabelle-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved sin indrejse i Danmark henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet hun havde hjulpet sin datter med at undslippe militsen. Klageren henviste endvidere til de generelle forhold i Somalia. Klageren forklarede til støtte herfor, at en person fra al-Shabaab opsøgte klagerens butik i [en by] i [sommeren] 2013. Den pågældende forlangte, at klagerens datter skulle følge med ham, hvilket datteren nægtede. Der opstod håndgemæng mellem den pågældende og klageren og hendes datter, i hvilken forbindelse det lykkedes datteren at flygte. Den pågældende udsatte herefter klageren for voldelig overgreb, hvorefter han forlod butikken. Klageren blev sammen med sine børn efterfølgende bragt til [en anden by], hvor hun tog ophold hos sin kusine. Efter nogle måneders ophold i [den anden by] udrejste klageren af Somalia. Klageren forklarede endvidere, at hun ikke kunne opnå beskyttelse, idet hun stammer fra en mindretalsklan. Udlændingestyrelsen meddelte [sommeren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår af tilladelsesresolution af [sommeren] 2014, at Udlændingestyrelsen ikke med den fornødne sikkerhed kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til det syd-centrale Somalia ville være i et asylrelevant modsætningsforhold til al-Shabaab, herunder i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen lagde i vurderingen heraf endvidere vægt på, at klagerens hjemområde efter de på daværende tidspunkt foreliggende baggrundsoplysninger fortsat sås kontrolleret af al-Shabaab. Klageren har under sagen om inddragelse af klagerens opholdstilladelse henvist til sit oprindelige asylmotiv. Klageren har supplerende forklaret, at hendes familie er blevet undertrykt i mange år, og at hun som tilhørende en mindretalsklan frygter at blive slået ihjel af personer fra de store klaner. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer divergerende, usandsynlig og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om episoden i butikken. Klageren har således til asylsamtalen forklaret, at manden fra al-Shabaab slog hende i brystet og holdt hendes hoved fast til gulvet, og at hun af naboen blev fragtet fra butikken i en trillebør og herfra videre i en lastbil, mens klageren under nævnsmødet forklarede, at manden fra al-Shabaab slog hende og skubbede hende ned på jorden, men ikke holdt hendes hoved fast, og at hun blev båret hen til en bil. Hun forklarede endvidere under nævnsmødet udbyggende, at der under episoden kom en respekteret mand ind i butikken, hvorefter manden fra al-Shabaab flygtede. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at det lykkedes klagerens datter, [B], at flygte fra manden fra al-Shabaab, da han kom til butikken for at hente datteren. Det forekommer endvidere ikke troværdigt, at [B] angiveligt efterfølgende kunne opholde sig i [den anden by] uden problemer, såfremt et medlem af al-Shabaab havde udset sig hende til et tvangsægteskab. Nævnet bemærker hertil, at det forekommer påfaldende, at klageren udrejste af Somalia uden datteren henset til, at klageren til asylsamtalen forklarede, at hendes kusine havde sagt, at hun skulle udrejse, fordi kusinen frygtede, at al-Shabaab kunne finde klageren her, men at [B] godt kunne bo hos kusinen. Det forhold, at klageren på nævnsmødet forklarede, at datteren aldrig kom udenfor, kan ikke føre til en anden vurdering. For så vidt angår klagerens asylmotiv i relation til sit klanforhold, bemærker nævnet, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at minoritetsgrupper i Somalia bliver diskrimineret gennem nedladende sprogbrug, ringere mulighed for ægteskab på tværs af klaner, samt fravalgt i forhold til job, men at de ikke er væsentligt mere udsat for overgreb end andre grupper i Somalia. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren har været udsat for overgreb som følge af sit klanforhold. Sammenfattende finder nævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved sin udrejse havde en konflikt med al-Shabaab, eller at hendes klanforhold er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun er en enlig kvinde, således som hun har forklaret for nævnet. Nævnet lægger herved vægt på, at klagerens individuelle asylmotiv er blevet tilsidesat som utroværdigt, og at klageren har afgivet en meget usikker og afglidende forklaring om sine familieforhold. Klageren har således forklaret, at listen over søskende som er vedlagt oplysnings- og motivsamtalen fra 2014, og hvoraf fremgår, at klageren har flere søskende, der er bosiddende i Somalia, herunder Mogadishu, er skrevet ud fra oplysninger, som hendes mor gav hende i 2007, hvorimod hun på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at hun hørte fra sin mor, at alle hendes søskende var flygtet til Cypern mellem 2009 og 2010. I § 26-skemaet fra 2017 har klageren endvidere oplyst, at hun har to brødre, der er bosiddende i henholdsvis [en by] og Mogadishu. På den baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge klagerens forklaring under mødet i nævnet om, at der ikke er noget familie tilbage i Somalia, til grund. Nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at klageren ikke har et mandligt netværk i Somalia. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i klagerens hjemområde er ikke af en sådan karakter, at klageren risikerer overgreb alene ved sin blotte tilstedeværelse i området. Det vil således ikke være i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3 at henvise klageren til på ny at tage ophold i hjemområdet. Ved vurderingen af, om inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at være særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [sommeren] 2014. Hun har bestået første modul i Dansk 2. Hun har ingen uddannelse og har modtaget offentlige ydelser under sit lovlige ophold i Danmark. Hun har været i virksomhedspraktik, herunder på [en virksomhed] fra [efteråret] 2017 til og med [vinteren 2018/2019], men har ikke opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark, og nævnet lægger til grund, at hun har i hvert fald to brødre i Somalia, hvor hun er født og opvokset og har boet, indtil hun udrejste som ca. 49-årig. Hun er ikke medlem af foreninger og har ikke anden væsentlig tilknytning til Danmark. Klageren har oplyst, at hun lider af astma og allergi, smerter i venstre ben, samt har øjenproblemer og en godartet knude i brystet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, herunder de helbredsmæssige forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/110/CRT
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra Bu’aale i Jubbada Dhexe-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Ajuuran og subklanen Nadiir. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af de klaner, som er imod hans egen klan. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han kommer fra en undertrykt klan, og at folk ser ned på ham på grund af hans klanforhold. Klageren har endvidere oplyst, at hans klan ikke er væbnet, og at de dyrker landbrug. De andre klaner bekriger derfor klagerens klan, fordi de ønsker klagerens klans og klagerens families frugtbare jord. Klagerens far og bror blev også dræbt af en anden klan i 2013. Klageren ved dog ikke, hvilken klan, som slog dem ihjel, men klanen ødelagde samtidig familiens hus. Endelig har klageren oplyst, at han er det eneste medlem af familien, som fortsat lever. Han frygter derfor, at klanerne vil slå ham ihjel, fordi han er den eneste, som kan bevise, at det er hans familie, som ejer jorden. Udlændingestyrelsen meddelte [en dato i ] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Vedrørende oprindeligt asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ikke under mødet for nævnet har forklaret yderligere vedrørende den oprindelige konflikt. Nævnet bemærker, at klageren ikke har kunnet forklare detaljeret om den oprindelige konflikt, at han har divergeret på flere væsentlige punkter, og at flere forhold forekommer usandsynlige, herunder at han ikke efter angrebet søgte hjælp hos naboer eller klanmedlemmer, at han ikke vendte tilbage for at se om hans far og bror var slået ihjel eller om han kunne hjælpe sin mor, at hans mor gav ham et betydeligt pengebeløb uden at vide om hans far og bror var slået ihjel, og at han vandrede hele natten i et område han kendte for at finde et busstoppested. Nævnet tilsidesætter af ovennævnte grunde klagerens oprindelige asylmotiv. Vedrørende al-Shabaab. Klageren har under asylsagen forklaret, at han ikke har haft problemer med al-Shabaab, men at hans problemer alene var klanrelaterede. Han har for nævnet forklaret, at han ikke har haft konkrete konflikter med al-Shabaab. Nævnet kan herefter lægge til grund, at han i forhold til al-Shabaab er ganske uprofileret. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Bu’aale i Jubbada Dhexe-regionen er ændret, således at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb efter EMRK artikel 3. Forholdene er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Bu’aale i Jubbada Dhexe-regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder i den forbindelse ikke, at den blotte omstændighed, at klageren har opholdt sig i Danmark i knap 5½ år vil gøre ham profileret i forhold til al-Shabaab, eller at han af den grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at det af de nyeste baggrundsoplysninger fremgår, at al-Shabaab har skiftet strategi fra vilkårligt at angribe civilbefolkningen og til i højere grad at foretage målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Selvom al-Shabaab i et vist omfang måtte være til stede i klagerens nærområde, kan dette ikke begrunde asyl, idet nævnet i den forbindelse også har tillagt det betydning, at klageren fra sit liv i Somalia frem til udrejsen har erfaring med at leve i et område under al-Shabaab kontrol, ligesom nævnet som anført ovenfor har lagt til grund, at klageren er uprofileret. Med hensyn til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende bemærkes, at klageren har opholdt sig i Danmark i godt 5½ år, at han har arbejdet i omkring 2 år, men at han ikke har gennemført en uddannelse. Han har ikke nær familie i Danmark, og nævnet lægger til grund, at han har familie i Somalia. Endeligt lægger nævnet til grund, at klageren ikke har væsentlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/11/JAH
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra Qoryooley, Somalia. Klageren tilhører klanen Shikhal. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab og af klanen til den person, som klagerens bror har slået ihjel. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at hans problemer med al-Shabaab startede i maj/juni 2012. Al-Shabaab henvendte sig til klageren og hans venner et sted, hvor byens unge mødtes til fodbold. Her blev de alle opfordret af al-Shabaab til at tislutte sig dem og deltage i jihad. Klageren nægtede at tilslutte sig al-Shabaab, idet han var nødt til at forsørge sin mor og sin ægtefælle. Nogle af klagerens venner blev medlemmer af al-Shabaab. Al-Shabaab bad klageren og nogle af hans venner om at genoveje deres beslutning om ikke at tislutte sig dem. Herefter forlod de stedet. Klageren så næsten dagligt medlemmer af al-Shabaab, fordi de boede i samme område som klageren. Al-Shabaab henvendte sig dagligt til klageren og bad ham om at han skulle sig dem. Al-Shabaab stoppede en dag i juni 2012 en fodboldkamp, som klageren deltog i. I februar 2013 mødte klageren Hamza fra al-Shabaab sammen med sine venner. Klageren blev truet med at blive slået ihjel, hvis han ikke tilsluttede sig al-Shabaab. Fem dage senere, den 5. februar 2013, spillede klageren fodbold, da han blev opsøgt af mange al-Shabaab medlemmer, herunder Hamza. Klageren sagde til Hamza, at han ikke kunne tvinge ham til at deltage i jihad. Klageren blev sparket og slået af Hamzas fætter Mohamed. Klageren tog herefter hjem. Samme aften gik klageren og hans bror mod de unges tilholdssted. Klageren og broren blev overfaldet af Mohamed. Broren havde en kniv på sig, som han stak Mohamed i maven med. Herefter flygtede klageren med sin bror i forskellige retninger. Klageren tog hjem til sin bopæl. Klagerens mor sagde til ham, at han var nødt til at flygte. Herefter tog klageren hen til sin chef Osman. Osman fik at vide af klagerens mor, at al-Shabaab netop havde opsøgt hendes bopæl med Mohameds lig, og at han havde spurgt efter klageren. Klageren fik efter tre-fem dage 300 dollars af Osman. Den 12. februar 2013 flygtede klageren af Somalia. Klagerens mor har fortalt ham, at al-Shabaab stadigvæk ledte efter ham, og at de dagligt opsøgte morens bopæl. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår, at Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution, at styrelsen uanset, at klagerens forklaring fremstår divergerende og utroværdig på en række centrale punkter, ikke finder at kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i et asylrelevant modsætningsforhold til Al-Shabaab. Udlændingestyrelsen har videre lagt vægt på menneskerettighedssituationen i Somalia, herunder at klageren kommer fra et område, der stadigt var kontrolleret af Al-Shabaab. Det indgår således i Udlændingestyrelsens afgørelse, at det fulgte af daværende praksis, at udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klagerens forklaring om asylmotivet ikke kan lægges til grund, idet forklaringen herom fremstår usandsynlig og divergerende på helt centrale punkter. Nævnet bemærker hertil, at klagerens forskellige forklaringer ikke kan anses for at være fremkommet på grund af den tid, der er forløbet, siden forholdene, der skulle have ført til hans udrejse, fandt sted, eller på grund af klagerens personlige forhold. Flygtningenævnet henviser til, at klagerens forklaringer om asylmotivet under Udlændingestyrelsens behandling af spontansagen var behæftet med en række divergenser. Flygtningenævnet kan, henset til udformningen af referatet af partshøringen af [slutningen af] 2017 ikke udelukke, at der under denne samtale har været tolkeproblemer. Klageren har nævnsmødet afgivet en forklaring, der på væsentlige punkter divergerer i forhold til klagerens forklaringer under oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen. Klageren har forklaret, at han er vokset op i samme område af hjembyen som de personer, han angiveligt havde konflikter med, herunder Hamza, der efter klagerens forklaring er nært beslægtet med den lokale leder af Al-Shabaab. Frem til klageren afgav forklaring under nævnsmødet, har klageren forklaret, at det var en mand ved navn Mohamed, der angreb klageren på sportspladsen og igen samme aften, i hvilken forbindelse klagerens bror dræbte Mohamed. Under nævnsmødet har klageren derimod forklaret og fastholdt, at det var Hamza, der angreb ham i begge situationer, og at det var Hamza, der blev dræbt. Først, da klageren bliver foreholdt sine tidligere forklaringer, har klageren forklaret, at det korrekte var, at det var Mohamed. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren ved forehold under nævnsmødet har besvaret spørgsmål om divergenserne på en usammenhængende og afglidende måde. Klageren har endvidere forklaret divergerende om sin beskæftigelse og sin tilknytning til Osman, der angiveligt skjulte klageren efter drabet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger og nævnets nyere praksis om, at den generelle situation i den sydlige og centrale del af Somalia ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, finder Flygtningenævnet ikke, at en tilbagesendelse af klageren til Qoryooley i Somalia udgør en krænkelse af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Nævnet lægger således efter en samlet vurdering til grund, at de generelle forhold i den centrale og sydlige del af Somalia er forbedret, selvom forholdene fortsat er alvorlige og må betragtes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af midlertidig karakter. Det bemærkes endvidere, at Qoryooley efter baggrundsoplysningerne i længere tid har været kontrolleret af AMISOM. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [foråret] 2014. Klageren har forklaret, at han er blevet skilt, og at han efter morens død ikke længere har familie i Somalia. Efter det oplyste taler og læser og skriver han dansk, og han har bestået prøve i Dansk 2. Han er ikke under uddannelse. Klageren har oplyst, at han i de sidste år har haft noget vikararbejde, og at han har deltaget i kurser, hvilket har ledt til, at han pr. 1. april 2019 har fået fuldtidsbeskæftigelse på en fabrik. Han spiller fodbold i en klub med danskere og i en klub med andre somaliere. Klageren har ingen familie i Danmark. Han modtager behandling mod depression. Flygtningenævnet finder ud fra en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende at inddrage klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19. stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/109/FAM
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim fra [mindre by], Somalia. Klageren tilhører klanen [A]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for repressalier af al-Shabaab, idet klageren ikke ønskede at tilslutte sig grupperingen. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at al-Shaabab i 2004 forsøgte at tvangsrekruttere ham til deres gruppering, idet de ønskede, at klageren skulle transportere våben for dem. Da klageren nægtede, slog al-Shabaab klagerens far ihjel, hvorefter klageren udrejste af Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund, idet han har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer. Som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse har klageren forklaret divergerende om, hvilke fysiske overgreb, hans familie blev udsat for af al-Shabaab, hvorvidt al-Shabaab var maskerede da de opsøgte familiens bopæl, om klagerens bror [C] var til stede ved den anden opsøgning, og om han ville blive belønnet, hvis han tilsluttede sig al-Shabaab. Disse divergenser svækker klagerens generelle troværdighed. Klageren har endvidere under mødet i Flygtningenævnet forklaret udbyggende med hensyn til, at hans ægtefælle er blevet voldtaget af al-Shabaab, og at hun som følge heraf har fået et barn, som nu er omkring ni år gammelt. Han har forklaret, at han fik dette at vide af sin ægtefælle, da han fik kontakt med hende i 2015. På trods heraf, har klageren ikke omtalt dette under samtalen med Udlændingestyrelsen [vinter] 2017. Klageren har endvidere afgivet divergerende oplysninger om, hvorvidt han har børn. Han har under samtalen [vinter] 2017 oplyst, at han ikke havde børn, idet hans første barn var afgået ved døden. Under mødet i Flygtningenævnet har han imidlertid forklaret, at han har to børn på 15 og ni år med en etiopisk kvinde, som nu bor i Storbritannien. Klageren har ikke under mødet i Flygtningenævnet været i stand til at forklare sammenhængende om sine familieforhold. Disse forhold svækker yderligere klagerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse endvidere, at de nu foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i klagerens hjemområde i Somalia ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse er derfor opfyldt. Om klagerens tilknytning til henholdsvis Danmark og Somalia bemærkes, at han har opholdt sig i Danmark i mere end 6 år, at han har haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet siden [sommer] 2017, og at han har bestået Prøve i Dansk 1. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark, han er sund og rask, og er født og opvokset i Somalia, hvor han har boet indtil sin udrejse i 2004, og hvor hans tre brødre bor. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil virke særlig belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/108/GJEY
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim, og ansøgeren er født og opvokset i Beledwayne, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Somalia, idet ansøgerens børn er udrejst, og at ansøgeren har dårligt helbred. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hun ikke længere frygter al-Shabaab eller andre i Somalia, og at hun alene søger asyl som følge af sine helbredsmæssige forhold. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke længere frygter al-Shabaab eller andre i Somalia. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens helbredsmæssige forhold ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at Flygtningenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, hvorvidt ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter andre, mere humanitært prægede, bestemmelser i udlændingeloven. Kompetencen hertil henhører under Udlændingestyrelsen og Udlændinge- og Integrationsministeriet. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at ansøgeren har søgt om humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, hvorfor ansøgeren har en verserende sag herom hos Udlændinge- og Integrationsministeriet. Flygtningenævnet finder endelig, at de generelle forhold i Somalia ikke i sig selv kan medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren er en enlig ældre kvinde kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren indtil sin udrejse har klaret sig selv i Somalia, ligesom det må antages, at ansøgeren i Somalia har et familiemæssigt netværk. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/105/GJEY
Nævnet stadfæstede i marts og 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren tilhører klanen Dir. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved sin indrejse i Danmark henviste klageren til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at han ville blive slået ihjel af al-Shabaab, idet grupperingen slog klagerens bror ihjel og skød klagerens far. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at al-Shabaab beskyldte klagerens bror for at være spion for myndighederne, hvorefter de slog ham ihjel. Al-Shabaab fortalte klagerens far, at de også havde til hensigt at slå hans andre sønner ihjel, idet de mistænkte familien for at samarbejde med myndighederne. På et tidspunkt opsøgte klagerens far al-Shabaab, hvilket resulterede i, at han blev skudt. Med hjælp fra sin mor, udrejste klageren af Somalia i september 2013. Klageren er [i efteråret] 2017 blevet partshørt over de generelle forhold i Somalia. Klageren har i partshøringen henvist til, at han fortsat frygter al-Shabaab, som følge af de problemer, hans familie har været udsat for. Klageren frygter endvidere de generelle forhold i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen fandt endvidere ikke at kunne afvise klagerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til hjemområdet i Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det alene beror på klagerens formodning, at Al-Shabaab efterstræber ham på grund af hans brors forhold, idet klageren efter det oplyste ikke selv har haft kontakt med Al-Shabaab, og at det efter det oplyste må lægges til grund, at Al-Shabaab opsøgte klagerens hjem som led i en generel hvervning, idet de samtidig opsøgte andre i klagerens område. Hertil kommer, at klageren under sagen har forklaret utroværdigt om centrale dele af asylmotivet vedrørende sin frygt for al-Shabaab, idet han har forklaret divergerende og udbyggende, herunder om hvorvidt han i Somalia i årene op til udrejsen boede hos sine forældre i [A] eller hos sin moster i Mogadishu. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia bevirker, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ifølge baggrundsoplysningerne er [A] kontrolleret af AMISON. Det fremgår samtidig af de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab, at ophold i al-Shabaab-kontrollerede områder ikke er tilstrækkeligt til at opnå asyl. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i [A] er forbedret siden klagerens udrejse, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til [A] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren, der nu er 20 år, har boet i [A] og i Mogadishu i Somalia frem til sin udrejse som 15-årig i 2014. Det må derfor lægges til grund, at klageren taler somali og kender kulturen og hjemområdet. Hans far og søster opholder sig endvidere efter det oplyste i Somalia, men det kan ikke nærmere fastlægges, hvor i landet de befinder sig. Klageren har opholdt sig i Danmark i nu lidt over fem år, han har bestået Dansk 2, og han har gået i 10. klasse på [B] Idrætsefterskole fra [sommeren] 2015 til [sommeren] 2016. Han er nu i færd med at tage HF på enkeltfag, og afslutter efter planen med HF-eksamen i sommeren 2020. Han har her i landet sin mor og seks yngre søskende foruden en farmor, farbror og en kusine. Udover forskellige fritidsjobs, herunder på plejehjem, på en handicapskole, i [dansk virksomhed] og i garderoben i en natklub, har han ikke haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Han deltager ikke i foreningslivet, men han spiller fodbold og dyrker fitness. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/103/LINB
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [Y] og er muslim af trosretning fra [A] i regionen Lower Shabelle, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved sin indrejse i Danmark henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af regeringen i Somalia eller af medlemmer af [H’s] familie. Klageren forklarede til støtte herfor, at han i 2012 blev gift i hemmelighed med [H]. I [foråret] 2013 blev [H] gravid, hvorefter klageren henvendte sig til [H’s] far for at bede denne om at blive en del af familien. [H’s] far, der tidligere havde været tilknyttet al-Shabaab, men nu arbejdede for regeringen, accepterede ikke ægteskabet. Han oplyste, at [H] var lovet væk til en anden mand, og kaldte klageren for en bastard. Efterfølgende erfarede [H’s] far, at [H] var blevet gravid, hvorefter han slog [H] hårdt i maven, så [H] mistede barnet, og låste hende inde i seks måneder. Mens [H] var låst inde, blev klageren opsøgt omkring ti gange på sit arbejde af [H’s] far og den mand, som [H] var lovet væk til. De pågældende forlangte, at klageren lod sig skille fra [H], hvilket klageren nægtede. Efter seks måneder tog [H’s] far midlertidigt ophold i en anden by, og klageren og [H] begyndte igen at se hinanden. Kort tid efter flyttede de sammen. [I efteråret] 2014 blev klageren opsøgt på sin bopæl af [H’s] bror og den mand, som [H] var lovet væk til. De pågældende slog og sparkede klageren, til han mistede bevidstheden, hvorefter de tvang [H] med. Den efterfølgende dag fortalte klageren sin bror, hvad der var sket. Klagerens bror opsøgte derefter [H’s] familie, hvor han skød og dræbte [H’s] mor og bror. Umiddelbart efter ankom soldater til stedet. Der opstod skudveksling, hvilket resulterede i, at klagerens bror døde. Efterfølgende fik klageren oplyst, at han af myndighederne var blevet dømt til døden som følge af de drab, som klagerens bror var skyld i. Udlændingestyrelsen meddelte [efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet styrelsen vurderede, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf. Udlændingestyrelsen kunne ikke lægge klagerens forklaring om sit modsætningsforhold til [H’s] familie til grund med henvisning til, at forklaringen herom forekom divergerende og påfaldende. Uanset dette lagde Udlændingestyrelsen til grund, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne afvises, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemområde ville være i et asylrelevant modsætningsforhold til myndighederne i Somalia. Klageren har under sagen om forlængelse af klagerens opholdstilladelse henvist til sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Nævnet har i den forbindelse taget i betragtning, at klageren har oplyst at være analfabet. Flygtningenævnets flertal har lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende og udbyggende på en række væsentlige punkter. Klageren har således forklaret forskelligt om, hvem der var til stede ved brylluppet med [H]. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [efteråret] 2015 har klageren oplyst, at der udover han selv, [H] og sheiken var to vidner til stede, som klageren kunne genkende fra restauranten, hvor han arbejdede. Under samtalen [efteråret] 2017 har klageren oplyst, at der kun var fire personer til stede ved vielsen, og at det var kokken fra restauranten, sheiken, [H] og klageren selv. Foreholdt divergensen oplyste klageren under samme samtale, at han ikke regnede sig selv og [H] med, da han sagde, at der var fire personer til stede. For nævnet har klageren gentaget, at der kun var fire tilstede i alt under vielsen, nemlig hans chef fra restauranten, sheiken, [H] og klageren selv. Der var imidlertid også to sheiker, da klageren og [H] ankom til stedet, hvor vielsen fandt sted, men den ene gik inden vielsen. Klageren har endvidere forklaret forskelligt om, hvad der skete med sheiken, da [H’s] far fandt ud af, at sheiken havde viet dem. Under samtalen den [i vinteren] 2015 har klageren oplyst, at [H’s] far opsøgte sheiken og dræbte sheiken og dennes ægtefælle. Under samtalerne [i efteråret] 2015 og [efteråret) 2017 har klageren oplyst, at [H’s] far alene havde truet med at slå dem ihjel, men ikke havde gjort det. For nævnet har klageren forklaret, at [H] havde fortalt ham, at faren over for hende havde truet med at ville slå sheiken og hans ægtefælle ihjel, da faren fik at vide, at sheiken havde viet [H] og klageren. Klageren har også forklaret forskelligt om, hvordan [H’s] far opdagede, at [H] var gravid. Under samtalen [i efteråret] 2015 har klageren oplyst, at [H] havde sagt til ham, at hun selv fortalte sin far, at hun var blevet gravid med klageren. Under samtalen [i efteråret] 2017 har klageren oplyst, at [H] ikke havde sagt noget om, at hun selv sagde det til sin far. Ifølge klageren kunne faren se på [H’s] mave, at hun var gravid, og derefter kunne faren regne sig frem til resten. For nævnet har klageren forklaret, at [H] fortalte om sin graviditet til faren, da han slog hende, fordi hun havde giftet sig med klageren, hvorefter faren fortsatte med at slå, så hun mistede barnet. Herudover har klageren forklaret forskelligt om, hvorvidt han flyttede sammen med [H] i flygtningelejren, hvor han havde boet, siden han var 17 år, eller i [O] bydel i [A], og om hvornår hendes far var tilknyttet al-Shabaab og regeringen. Desuden har klageren forklaret forskelligt om, hvem hans bror dræbte, efter at klageren skulle være blevet overfaldet en nat i [efteråret] 2014. Under samtalen [vinteren] 2015 har klageren forklaret, at hans bror dræbte [H’s] mor og bror og den soldat, [H] skulle have været gift med, og at det var de to sidstnævnte, der opsøgte ham og overfaldt ham den pågældende nat. Under samtalerne [i efteråret] 2015 og [efteråret] 2017 har klageren forklaret, at hans bror alene dræbte [H’s] mor og [H’s] bror, hvilket han har gentaget for nævnet. Ansøgeren har desuden for nævnet forklaret udbyggende om, at han blev dømt til døden af ældrerådet, hvis formand var medlem af [H’s] klan, og at klagerens bror ved orienteringen om klagerens ægteskab med [H] ikke blev glad for at høre, at hun tilhørte den klan, som klageren og hans bror havde et modsætningsforhold til. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde redegjort for de pågældende divergenser, som efter deres karakter og antal ikke alene kan forklares med mulige tolkeproblemer. Flygtningenævnets flertal finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at klageren har oplyst, at han først blev bekendt med [H’s] klantilhørsforhold, da de blev gift eller umiddelbart derefter. Flygtningenævnets flertal finder det herefter ikke sandsynliggjort, at klageren har asylbegrundende konflikt med [H’s] familie, og at han i forlængelse heraf skulle være idømt en dødsstraf på grund af brorens drab på [H’s] familiemedlemmer. Klageren vurderes derfor ikke at være i konkret risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Det skal herefter vurderes, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af klageren vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om forholdene i det sydlige og centrale Somalia, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [i efteråret] 2015. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne må de generelle forhold i klagerens hjemområde anses for forbedret. Selv om forholdene – trods forbedringerne – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, findes ændringerne ikke at være af helt midlertidig karakter. Det er indgået i vurderingen, at [A] ifølge de nyeste kontrolkort fra Political Geography Now, Somalia, november 2018, er under kontrol af AMISOM/SNA, men at oplandet er under kontrol af al-Shabaab. Det er endvidere indgået i vurderingen, at al-Shabaab’s måde at operere på har ændret sig fra vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til målrettede angreb mod profilerede personer og mere strategiske mål, og at sådanne angreb ikke finder sted i de områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren ikke kan anses for profileret i forhold til al-Shabaab, idet han har oplyst, at han ikke har nogen konflikter med al-Shabaab. Det vurderes derfor, at en tilbagesendelse af klageren til hans hjemområde ikke længere vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Klageren har efter det oplyste opholdt sig i Danmark i ca. 4½ år. Klageren kan forstå og tale dansk samt skrive og læse lidt dansk, og han forventer at gå til eksamen i maj i Prøve i Dansk 2. Han har været i praktik hos firmaerne [Z] og [Æ], hvor han har været fuldtidsbeskæftiget siden oktober 2016. Han planlægger at tage 9. klasse og gå på VUC for at kunne uddanne sig til elektriker. Han har ingen familie i Danmark og har ikke været medlem af foreninger, bestyrelser eller lignende, men spiller fodbold i sin fritid med både etniske danskere og andre udlændinge. Han har helbredsproblemer i form af smerter i ryggen, og han får sovemedicin for at klare dem. Han er indstillet til en operation i ryggen i [vinteren] 2019. Det kan på den baggrund efter en samlet vurdering ikke anses for særligt belastende for klager, der er [X] år og har haft hele sin opvækst i Somalia, at nægte forlængelse af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Betingelserne for at nægte forlængelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, er derfor opfyldt. På denne baggrund stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/102/tps
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [Y] og er muslim af trosretning fra [A] i regionen Hiraan, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved sin indrejse i Danmark henviste klageren som asylmotiv til, at han frygtede en tilbagevenden til Somalia, idet han ikke havde familie i landet. Klageren frygtede endvidere den generelle sikkerhedssituation i landet. Klageren forklarede til støtte herfor, at han flygtede som 14-årig sammen med sin nabofamilie til Yemen, fordi der udbrød kampe på klagerens hjemegn. Klageren blev i den forbindelse adskilt fra sin familie. Klageren har endvidere forklaret, at han i 2013 i Yemen blev opsøgt af en oppositionsgruppe, der ønskede at hverve ham. Personer fra oppositionsgruppen truede med at slå klageren ihjel, hvis ikke han ville kæmpe for dem. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår af tilladelsesresolution [fra efteråret] 2014, at Udlændingestyrelsen ikke kunne lægge klagerens forklaring om sine konflikter i Yemen til grund, idet hans forklaring på flere punkter fremstod divergerende. Klageren har under sagen om at forlænge klagerens opholdstilladelse som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Til støtte herfor har klageren forklaret, at al-Shabaab samarbejder med oppositionsgrupperne i Yemen, og at klageren dermed også er kommet i et modsætningsforhold til al-Shabaab i Somalia. Klageren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia sammen med sin familie frygter, at hans to døtre vil blive udsat for omskæring. Klagerens ægtefælle er omskåret, og der er tradition for omskæring af pigebørn i klagerens hjemområde. Klageren vil ikke kunne modstå et socialt pres fra lokalområdet. Klageren har endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hans søn, som klageren adopterede som fire måneder gammel, vil blive slået ihjel ved en tilbagevenden til Somalia, idet han vil blive betragtet som et uægte barn. Flygtningenævnet lægger efter klagerens forklaring til grund, at han som 14-årig udrejste af Somalia på grund af krigen og de generelle forhold i hans hjemområde. Han opholdt sig herefter i Yemen i en længere årrække, før han udrejste derfra i midten af 2013 på grund af ændrede politiske forhold, der ifølge klageren medførte negativt fokus på især somaliere. Uanset om klagerens forklaring om det, han blev udsat i for af de yemenitiske militser umiddelbart inden sin udrejse fra Yemen, i det væsentlige måtte kunne lægges til grund, kan nævnet dog ikke lægge til grund, at klagerens oplevelser i den forbindelse herefter skulle kunne medføre, at han som følge af et samarbejde mellem de yemenitiske oprørere og al-Shabaab ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret risiko for individuel forfølgelse fra al-Shabaab. Det beror alene på ansøgerens egen formodning, at der i givet fald skulle være et samarbejde mellem de yemenitiske oprørere og al-Shabaab, som vil kunne bringe netop ham i al-Shabaabs søgelys i Somalia. Klageren kan således ikke anses som profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at klageren vil være i konkret risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. For så vidt angår de påberåbte asylmotiver vedrørende klagerens plejesøn og to døtre bemærker nævnet, at børnene befinder sig i Uganda og ikke er asylansøgere i Danmark, og klageren kan allerede som følge heraf ikke opnå asyl alene på baggrund af deres forhold. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af klageren vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om forholdene i det sydlige og centrale Somalia, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [i vinteren] 2015. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret. Selv om forholdene – trods forbedringerne – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, findes ændringerne ikke at være af helt midlertidig karakter. Det er indgået i vurderingen, at Beledweyne by ifølge det nyeste kontrolkort fra Political Geography Now, Somalia, november 2018, er kontrolleret af de somaliske myndigheder og deres allierede, og at området sydøst for Beledweyne er markeret som værende under uklart og blandet magtforhold. Både AMISOM, al-Shabaab, de somaliske myndigheder og etiopiske styrker er til stede i Hiiranregionen. Det er endvidere indgået i vurderingen, at al-Shabaab’s måde at operere på har ændret sig fra vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til målrettede angreb mod profilerede personer og mere strategiske mål, og at sådanne angreb ikke finder sted i de områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Klageren kan som nævnt i det foregående ikke anses for profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet vurderer derfor, at en tilbagesendelse af klageren til hans hjemområde ikke længere vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. For så vidt angår spørgsmålet, om en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil være særligt belastende for klageren, bemærker nævnet, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 4 år. Klagerens danskkundskaber er beskedne, og han har ikke bestået prøver i dansk, men er i gang med modul 4 i Prøve i Dansk 1. Han er ikke i gang med uddannelse, og har ikke været medlem af foreninger, bestyrelser eller lignende. Han har været i en række praktikker af 3 – 6 måneders varighed hos blandt andet Føtex og Netto og har siden [efteråret] 2018 været ansat som opvasker på Hotel [Z]. Han har ikke familie i Danmark og har ikke kontakt med nogen i Somalia, hvorfor han ikke ved, om han har noget familie der længere. Han har ingen helbredsmæssige problemer. Det kan på den baggrund efter en samlet vurdering ikke anses for særligt belastende for klageren, der er [X] år og udrejste af Somalia som 14-årig, at nægte forlængelse af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Betingelserne for at nægte forlængelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, er derfor opfyldt. På denne baggrund stadfæster Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/101/tps
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra landsbyen [X], Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen Abgaal og familieklanen Waesle. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive idømt stening af al-Shabaab, idet hun er gift med to mænd. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at problemerne startede i 2010, da hun blev gift. Personer fra al-Shabaab henvendte sig til klagerens far, for at få klageren til at gifte sig med en af deres mænd. Klageren var dog forlovet med en mand, [Y], hvorfor faren først afslog at lade klageren gifte sig med en fra al-Shabaab. Al-Shabaab pressede herefter klagerens far og fængslede ham. Først da faren indvilligede i at lade klageren gifte sig med manden fra al-Shabab, blev han løsladt. På et tidspunkt blev klageren gravid, hvilket chokerede faren så meget, at han døde. Herefter blev klageren selv så chokeret over farens pludselige død, at hun fik en spontan abort. Klageren har dog fået en datter siden. Efter flere år i ægteskab med manden fra al-Shabaab flygtede klageren fra ham. Hun tog sin datter med. Klageren tog til Hamar, hvor [Y’s] mor boede. Herfra blev hun sendt til Kenya, hvor hun giftede sig med [Y]. Klageren ankom til Kenya i slutningen af 2013 og udrejste af Kenya i 2014, da flere personer fra Somalia havde spurgt efter hende i Kenya. Hun efterlod sin datter hos [Y], da hun udrejste. Klageren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter sin datters far. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter [Y’s] familie, da de er sure på hende og har truet hende.Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for [Y’s] familie har klageren oplyst, at [Y] forsøgte at rejse til Europa for at møde klageren. Tre dage efter, at [Y] havde oplyst klageren, at han ville tage mod Europa, ringede [Y’s] mor til klageren og anklagede hende for at være skyld i [Y’s] død. Endvidere har [Y’s] familie sværget, at de ville hævne sig på klageren. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for sin datters far har klageren oplyst, at [Y] afleverede datteren til nogle personer, skulle fra Kenya til Ceel Dheer i Somalia. Her blev datteren afleveret til klagerens mor. Efterfølgende har moren fået mange problemer, idet al-Shabaab mener, at de har krav på datteren. Moren har også været udsat for vold og været fængslet i en periode. Hun blev dog løsladt, idet hun havde små børn. Al-Shabaab opsøger moren hver dag for at spørge efter klageren. Udlændingestyrelsen meddelte [en dato i] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klageren har ikke benyttet sig for muligheden for ved fremmøde i Flygtningenævnet at forklare nærmere om baggrunden for sin asylansøgning. Flygtningenævnet tilsidesætter klagerens forklaring om at være blevet tvangsgift med et medlem af al-Shabaab, idet klageren ikke har kunnet redegøre nærmere for den lejr hun var tilbageholdt i på trods af, at hun havde ophold der i omkring tre år. Hun har forklaret divergerende om sin bevægelsesfrihed i lejren. Endelig forekommer det usandsynligt, at klageren netop den dag, hvor hun for første gang fik lov at forlade lejren uden bevogtning og hvor hun fik lov at medbringe sin datter, havde en aftale om hjælp til flugt. Klageren har ikke sandsynliggjort, at [Y’s] familie skulle have truet hende, idet det ikke findes sandsynligt, at [Y’s] død under flugten til Europa vil kunne bebrejdes hende. På baggrund af klagerens generelle troværdighed og den påfaldende forklaring om farens død, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at faren er død, hvorfor hun findes at have et mandligt netværk i Somalia. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Ceel Dheer-området er ændret, således at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb efter EMRK artikel 3. Forholdene er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Ceel Dheer-området ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder i den forbindelse ikke, at den blotte omstændighed, at klageren har opholdt sig i Danmark i 4½ år vil gøre hende profileret i forhold til al-Shabaab, eller at hun af den grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at det af de nyeste baggrundsoplysninger fremgår, at al-Shabaab har skiftet strategi fra vilkårligt at angribe civilbefolkningen og til i højere grad at foretage målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Selvom al-Shabaab i et vist omfang måtte være til stede i klagerens nærområde, kan dette ikke begrunde asyl, idet nævnet i den forbindelse også har tillagt det betydning, at klageren fra sit liv i Somalia frem til udrejsen har erfaring med at leve i et område under al-Shabaab kontrol, ligesom nævnet som anført ovenfor har lagt til grund, at klageren er uprofileret. Med hensyn til, om en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende bemærkes, at klageren har opholdt sig i Danmark i godt 4½ år, at hun ikke har opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked eller gennemført en uddannelse. Hun har ikke nær familie i Danmark, og nævnet lægger som nævnt ovenfor til grund, at hun har familie i Somalia. Endeligt lægger nævnet til grund, at klageren ikke har væsentlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for hende at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/10/JAH
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [klannavn], subklanen [klannavn], familieklanen [klannavn] og er muslim af trosretning fra [landsby], [by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af familien til den kvinde, [A], som han havde et forhold til. Klageren har videre henvist til, at han frygter at al-Shabaab vil slå ham ihjel, idet han havde gjort [A] gravid. Klageren har tillige henvist til, at al-Shabaab vil betragte ham som vantro, fordi han har opholdt sig i Europa i en længere periode. Klageren har endelig henvist til, at han ikke kan tage en uddannelse i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at klageren har forklaret divergerende om en helt central del af sit asylmotiv, idet klageren har forklaret forskelligt om sin kontakt med al-Shaabab. Klageren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2014, at han [i slutningen af] 2013 på sin bopæl blev opsøgt af ni til ti maskerede og bevæbnede mænd fra al-Shaabab, der bl.a. sagde, at han havde gjort [A] gravid, at han havde udført en ulovlig og strafbar handling ifølge islam, hvorfor de ville bringe ham for en sharia-domstol. Han forklarede videre, at mændene fortalte ham, at straffen for denne ulovlige handling ville være, at klageren blev stenet til døde. Han indrømmede det, og derefter sagde mændene, inden de gik, at de ville hente klageren på et senere tidspunkt og bringe ham for en sharia-domstol, hvor han kunne blive dømt for sine handlinger. Til asylsamtalen [i foråret] 2014 forklarede klageren, at han [i slutningen af] 2013 blev opsøgt af ni til ti maskerede og bevæbnende mænd fra al-Shaabab, som sagde, at han havde syndet, idet han havde gjort en pige gravid. Han indrømmede det, og mændene svarede, at når en mand var sammen med en kvinde, han ikke var gift med, så var straffen efter sharia, at vedkommende skulle stenes. Klageren forklarede videre, at mændene, inden de gik, sagde, at de ville give besked til deres leder, hvorefter de ville komme tilbage på et senere tidspunkt. Forholdt, at det var påfaldende, at al-Shaabab fortalte ham, at han risikerede dødsstraf og dernæst forlod ham, når der var en risiko for, at han ville flygte, forklarede klageren, at han ikke blev fængslet, fordi han tilhørte en mindretalsklan, som al-Shaabab kunne fængsle, når de ville. Dette skal sammenholdes med, at klageren til sin samtale [i efteråret] 2017 i forbindelse med inddragelsessagen forklarede, at al-Shaabab tilbageholdt og fængslede ham, men at fangevogterne havde sympati med ham, fordi hans bror tidligere havde ageret som leder for den gruppe, der holdt ham fanget, og derfor lod ham flygte gennem et åbent vindue. Sidstnævnte forklaring har klageren fastholdt og udbygget for nævnet. Flygtningenævnet finder, at der er tale om en divergens på et helt centralt på punkt, og at det må forventes, at klageren havde fortalt ensartet og fyldestgørende herom fra begyndelsen, hvis klagerens forklaring var sandfærdig, uanset den konkrete formulering af de spørgsmål, som han blev stillet. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklarede divergerende om, hvorvidt al-Shabaab havde fået en henvendelse fra [A’s] familie om, at klageren havde gjort [A] gravid. Nævnet skal i den forbindelse henvise til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra slutningen af] 2017. Derudover lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvorvidt han blev opsøgt af [A’s] familie. Klageren forklarede til samtalen [i efteråret] 2017, at han ikke på noget tidspunkt blev opsøgt af [A’s] familie. For nævnet forklarede klageren derimod, at [A’s] familie opsøgte klageren og sagde, at han skulle holde sig fra [A], idet han ellers ville få problemer. I øvrigt finder Flygtningenævnet, at det er bemærkelsesværdigt, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at klagerens mor kunne se, at flere af de mænd, der opsøgte bopælen var de samme mænd, som havde hentet klagerens bror, da broren blev rekrutteret af al-Shabaab, idet klageren både til oplysnings- og motivsamtalen samt til asylsamtalen forklarede, at mændene var maskeret. For nævnet har klageren divergerende forklaret, at hverken han eller hans mor genkendte de mænd, der opsøgte bopælen. Flygtningenævnet er opmærksom på, at klageren har forklaret divergenserne med, at der er sket fejl ved tolkningen, men nævnet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering henset til, at klageren har fået referaterne oversat uden at fremkomme med bemærkninger til det oversatte eller tolkningen. Som følge heraf finder Flygtningenævnet derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren [i foråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse. Nævnet har lagt til grund, at klagerens hjemområde er under indflydelse af al-Shabaab. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er ophold i al-Shabaab kontrollerede områder for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke tilstrækkeligt til at opnå asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger, herunder om al-Shabaabs måde at operere på i områder, hvor al-Shabaab har kontrol henholdsvis ikke har kontrol. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på har ændret sig fra vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren må anses for uprofileret i forhold til al-Shabaab. Nævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til hans hjemområde i […]-regionen i Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en undladelse af at forlænge af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden den 27. maj 2014, og klageren har oplyst, at han er født i 1990 og opvokset i [landsby] i […]-regionen i Somalia, hvor han har boet indtil sin udrejse som ca. 24-årig i 2014. Han har bestået Prøve i Dansk 2 og har for nævnet vist, at han taler og forstår et godt dansk. Han ikke gennemført en uddannelse, men har siden [foråret] 2017 arbejdet fuld tid som fabriksarbejder hos [arbejdsplads]. Forinden havde han taget AMU-kurser og været i et otte måneder langt praktikforløb. Klageren er ikke engageret i foreningslivet, men går jævnligt til møde hos Røde Kors, ligesom han dyrker fitness. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark. Klageren har oplyst, at han, bortset fra sin mor, ikke har familie i Somalia. Klageren er sund og rask. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/1/SHH
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til to børn fra Somalia. Ansøgerne er mindreårige. Ansøgerne er født i Danmark. Sagen blev sambehandlet med ansøgernes mors sag (soma/2018/98). Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen […], subklan […], sub-subklan, […], familieklan […] og er sunnimuslim fra Lower Juba, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren vil blive omskåret. Ansøgerens far har videre henvist til, at han frygter, at ansøgeren bliver voldtaget, tvangsgiftet og ikke får et godt liv i Somalia. Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, at han ikke mener, at det vil være muligt for ham at modsætte sig, at ansøgeren bliver omskåret. Ansøgerens far har oplyst, at ansøgeren vil blive stigmatiseret, hvis hun ikke bliver omskåret. Ansøgerens far har videre oplyst, at klanen, familiemedlemmer og lokalsamfundet vil tvinge ansøgeren til at blive omskåret. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren vil blive tvangsomskåret. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at hun frygter, at ansøgeren bliver udstødt af samfundet, hvis hun ikke bliver omskåret. Vedrørende ansøgerens forældres frygt for tvangsomskæring af deres datter bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at udøvelsen af kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret i Somalia, og at omkring 95-99 % af alle kvinder i alderen 15-49 år er omskåret. Både ansøgerens mor og far har forklaret, at de er imod omskæring, og spørgsmålet for nævnet er herefter, om de vil være i stand til at modstå omgivelsernes ønske om at følge traditionen, hvorefter deres datter skal omskæres. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens mor selv er omskåret, og at der er tradition for i forældrenes familier, deres respektive klaner samt hjemområde at omskære unge piger. Efter en samlet og konkret vurdering af ansøgerens forældres forklaringer og personlig fremtræden for nævnet, finder Flygtningenævnet, at de i givet fald ikke vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra omgivelserne om omskæring af deres datter. Det tilføjes, at begge forældre overfor styrelsen og i forklaringerne for nævnet har givet udtryk for frygt for, at de ved en tilbagevenden til Somalia vil bukke under for omgivelsernes pres for at lade ansøgeren omskære. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgerens forældre har sandsynliggjort, at deres datter ved en tilbagevenden til hjemlandet, vil være i risiko for at blive omskåret trods hendes forældres modstand. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. soma/2018/99 og soma/2018/100/LMD
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Udlændingestyrelsen meddelte i 2013 klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sagen blev sambehandlet med klagerens to mindreårige døtres sager (soma/2018/99 og soma/2018/100). Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk […] og sunnimuslim fra […], Lower Juba, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter en mand ved navn [A], som ville giftes med klageren. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hun blev gift med sin ægtefælle [i starten af] 2010. I [slutningen af] samme år kom [A] til landsbyen. Klageren mener, at [A] muligvis var medlem af al-Shabaab. En dag henvendte [A] sig til klageren og spurgte om hun ville gifte sig med ham. Klageren oplyste, at hun var gift, hvilket [A] ikke troede på. I [slutningen af] 2010 henvendte [A] sig på klagerens bopæl, hvor klageren var alene. [A] ville have, at klageren blev skilt fra sin ægtefælle. Efterfølgende tog [A] kontakt til klagerens far. Samme nat som [A] havde haft kontakt med klagerens far i [slutningen af] 2010, blev klageren kidnappet fra sin bopæl af [A] og nogle andre mænd. Klageren var tilbageholdt i syv dage. [A] spurgte om klageren ville lade sig skille fra sin ægtefælle, hvilket klageren fastholdt, at hun ikke ønskede. [A] var truende i sin adfærd, og klageren blev slået én gang. Den syvende nat flygtede klageren ved at kravle op i et vindue og hoppe ud. Nogle legende børn så klageren og råbte af hende, hvilket [A] hørte. Klageren satte i løb, og [A] skød mod hende og ramte hende i benet. Klageren faldt ind i en busk, hvor hun gemte sig. Klageren kunne høre, at mændene ledte efter hende. Herefter så klageren en kvinde, som hun tog ophold hos indtil, at hun blev hentet af sin familie. Klageren blev bragt hjem til sin mors kusine, hvor hun modtog behandling og opholdt sig i omkring fire måneder, hvorefter hun udrejste. Klageren har videre henvist til, at hun ikke har noget familie tilbage i Somalia, og at hun tilhører en minoritetsklan. Yderligere har klageren henvist til, at hun frygter, at hun og hendes familie vil blive stigmatiseret og udstødt, da klagerens døtre ikke er omskåret. Herudover har klageren henvist til, at hun frygter, at hendes døtre vil blive udsat for tvangsægteskaber. Endelig har klageren henvist til, at hun frygter, at hendes søster, [B], er blevet for vestlig. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Under henvisning til, at klagerens døtre ved nævnets afgørelse af dags dato er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeles klageren som konsekvens heraf ligeledes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet henviser herved til UNHCR’s Guidelines on International Protection: Child Asylum Claims under Articles 1 (A)2 and 1(F) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, udgivet den 22. december 2009, pkt. 9. Flygtningenævnet ændrer derfor allerede af denne grund Udlændingestyrelsen afgørelse [fra foråret] 2018, således at den somaliske statsborger […] meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. soma/2018/98/LMD
Nævnet hjemviste i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen (A), underklan (B) og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, der ville rekruttere ham. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han arbejdede på en restaurant, som en dag blev opsøgt af al-Shabaab, der ville rekruttere de ansatte. De ansatte fik nogle dage til at tænke over tilbuddet fra al-Shabaab. Nogle dage senere kom al-Shabaab igen til restauranten. Klageren var ikke til stede den dag. Al-Shabaab slog en af klagerens kollegaer ihjel, da denne ikke ville tilslutte sig al-Shabaab. Efter at have hørt om drabet på kollegaen, vendte klageren ikke tilbage til sit arbejde på restauranten. En dag mødte klageren en fra militsen i sit nabolag. Vedkommende sagde, at han ikke var bevæbnet, men at klageren skulle vide, at de ville komme efter ham. Klageren blev videre anklaget for at have skrevet en artikel, der var kritisk over for al-Shabaab. Klageren valgte herefter at udrejste af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte (en dag i sommeren) 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. I overensstemmelse med parternes samstemmende påstande besluttede nævnet at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på dennes nærmere vurdering af de oplysninger, der nu foreligger om klagerens tilknytning til Danmark med videre som omhandlet i udlændingelovens § 26.” Soma/2018/96/ATN
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Klageren indrejste i 1990 sammen med sin familie og blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 i 1991. Klageren blev af byretten udvist ved dom i efteråret 2017. Bestemmelsen om udvisning blev stadfæstet af landsretten i foråret 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra Somalia. Klageren er ikke bekendt med sin hjemby eller sine klantilhørsforhold. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for overgreb, fordi et menneskeliv ikke er meget værd i Somalia, og fordi han let kan komme til at sige eller gøre noget forkert. Klageren har oplyst, at han har opholdt sig i Danmark, siden han var fire eller fem år og derfor ikke kender nogen i Somalia og er dårlig til at tale sproget. Klageren har videre henvist til, at hans holdninger er præget af hans liv i Danmark. Klageren vil derfor i Somalia komme til at tale frit, ligesom han gør i Danmark, hvilket kan give ham problemer med forskellige terrorgrupper i Somalia. Klageren har endelig henvist til, at almindelige mennesker i Somalia vil anse klageren for at være forræder, fordi han har været væk fra Somalia i lang tid. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren under § 31-samtalen og for Flygtningenævnet har oplyst, at han ikke har nogen individuelle konflikter i Somalia. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klageren på grund af sit langvarige ophold i Danmark risikerer forfølgelse eller overgreb. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Mogadishu, hvor ansøgeren og hans forældre havde adresse, før de udrejste, er således, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/95/MAH
Nævnet hjemviste i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Ashraaf og underklanen Sarman. Klageren er muslim af trosret-ning og kommer fra Qoruooley, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller reli-giøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter blive slået ihjel af repræsentanter fra al-Shabaab, fordi hun ikke kunne udlevere sin ægtefælle og sin søn til dem. Klageren har videre oplyst, at hun vil blive slået ihjel, fordi hun flygtede til Europa. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Euro-pæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritan-nien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse hen-set til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtninge-nævnet bemærker, at klagerens advokat for nævnet har oplyst, at klagerens datter er født i 2001, og har opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, agter snarest at indgive selvstændig asylansøgning blandt andet begrundet i en selvstændig frygt for på ny at blive omskåret. Advo-katen har i den forbindelse anmodet om hjemvisning af nærværende sag med henblik på sambe-handling. Udlændingestyrelsen har påstået sagen fremmet. Flygtningenævnet finder det efter en samlet vurdering rettest, at Udlændingestyrelsen træffer en afgørelse i relation til datterens asyl-ansøgning, og at Udlændingestyrelsen samtidig tager stilling til, hvilken betydning en sådan har for klagerens sag. Flygtningenævnet ophæver derved Udlændingestyrelsen afgørelse [fra efter-året] 2017 og hjemviser sagen til fornyet behandling sammen med datteren asylsag.” So-ma/2018/94/CHA
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, tilhører [A-klanen], er sunni-muslim af trosretning og fra [en landsby i] Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af medlemmer af [B-klanen] på grund af en blodhævnskonflikt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans bror […] arbejdede som vagt ved et landbrug. [Sommeren] 2015 blev landbruget angrebet af personer fra [B-klanen]. Ansøgerens bror var bevæbnet og skød og dræbte fire personer. Ansøgerens bror blev imidlertid også selv ramt af fire skud i brystet og afgik ved døden. [Kort tid efter brorens død] blev ansøgerens bopæl angrebet af personer fra [B-klanen]. Under angrebet blev ansøgerens far slået ihjel, mens hans mor og ægtefælle blev udsat for vold. Ansøgeren var ikke til stede, da bopælen blev angrebet, men han vendte hjem kort tid efter. Ansøgerens ægtefælle sagde til ham, at han skulle forlade bopælen, fordi personerne fra [B-klanen] også havde til hensigt at slå ham ihjel. Ansøgeren opsøgte derfor sin ven, [Y’s] bopæl, hvor han skjulte sig. [Y] opsøgte de ældre i landsbyen og bad dem mægle i konflikten, hvorefter de ældre henvendte sig til personerne fra [B-klanen]. På vegne af ansøgeren tilbød de ældre, at der blev betalt blodpenge, men personerne fra [B-klanen] afviste dette og sagde, at de ville slå ansøgeren ihjel som kompensation for de personer fra deres klan, som ansøgerens bror havde slået ihjel. De ældre rådede efterfølgende ansøgeren til at rejse væk. Ansøgeren har oplyst, at han opholdt sig ti dage hos sin ven [Y], hvorefter [Y] kørte ham hen til ægtefællens søsters bopæl i [byen X]. Derefter sluttede ansøgerens ægtefælle og børn sig til ansøgeren i [byen X], hvor han opholdt sig i 16 dage inden udrejsen. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent sammenhængende og troværdigt om hændelsesforløbet. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerens bror i forbindelse med sit arbejde som vagt, skød og dræbte fire medlemmer af [B-klanen], hvorefter broren selv blev dræbt. Det kan endvidere lægges til grund, at medlemmer af [B-klanen] efterfølgende dræbte ansøgerens far en dag, hvor ansøgeren ikke var hjemme. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til [sin hjemby] også vil være i risiko for at blive dræbt af medlemmer fra [B-klanen], idet denne klan ønsker blodhævn. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sin hjemby […] vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at betingelserne for asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet finder ikke, at betingelserne for at henvise ansøgeren til som internt flugtalternativ at tage ophold i [byen Y] er opfyldt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at landsbyen ligger meget tæt på ansøgerens hjemby, hvorfor det må antages, at medlemmer fra [B-klanen] både har mulighed for og vilje til at opsøge ansøgeren her. Den omstændighed, at ansøgerens ægtefælle og børn problemfrit har kunnet opholde sig i [byen Y] kan ikke føre til et andet resultat, da kvinder og børn sædvanligvis ikke er omfattet af blodfejder. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. soma/2018/93/THV
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, som var indrejst i 1999. Klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 3, i vinteren 1999, mens han blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i vinteren 2000. Primo 2018 blev klageren idømt fængsel i 1 år og 2 måneder samt udvist ubetinget af Danmark med indrejseforbud i 12 år, jf. straffelovens § 124, stk. 4, og § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, samt udlændingelovens § 22, nr. 6, jf. § 26, stk. 2, og § 32, stk. 2, nr. 3. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk somali, tilhører klanen [A], er sunni-muslim af trosretning og fra Kismayo, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af medlemmer af [B-klanen] eller myndighedspersoner med tilknytning til klanen. Klageren har begrundet sin frygt for dette med, at der er krig mellem [B-klanen] og [A-klanen], som klageren tilhører, og at ansøgerens far var aktiv i kampen mod Siyaad Barre […]. Klageren har desuden henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være nødsaget til at spørge efter sin families jord, som er blevet overtaget af [B-klanens] overhoved […] og at han også derfor frygter at blive slået ihjel af medlemmer af [B-klanen] eller myndighedspersoner med tilknytning til klanen. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hans far har fortalt ham, at han udrejste af Somalia fordi, han var aktiv i kampen mod det daværende regime, der blev ledet af Siyaad Barre, og at regimet ønskede at slå ham ihjel. Klagerens far var derfor fængslet to år forud for sin udrejse, og klagerens familie udrejste med militæreskorte, fordi faren var et højtstående medlem af [A-klanen]. Klageren har videre oplyst, at hans mor har fortalt ham, at faren var aktiv i kampen mod det daværende regime, og at hans morbrødre også deltog i kampen og i den forbindelse afgik ved døden. Herudover har en somalisk kvinde fortalt klagerens mor, at klagerens navn står på en dødsliste i lufthavnen i Kismayo, fordi klagerens far var involveret i krigen mellem […] klanerne. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om baggrunden for forældrenes flugt fra Somalia ikke stemmer overens med de oplysninger, som forældrene afgav til de danske myndigheder i forbindelse med afgørelsen af deres asylsager. Klagerens far har således både i sit asylskema og til sin samtale med udlændingemyndighederne i 1996 oplyst, at han ikke havde været politisk aktiv. Klagerens far oplyste endvidere, at han udrejste af Somalia som følge af kampene mellem to krigsherrer i Kismayo, og at han i forbindelse med kampene havde været udsat for pengeafpresning, en måneds tilbageholdelse og et væbnet røveri. Klagerens mor har i sit asylansøgningsskema oplyst, at hun udrejste af Somalia som følge af krigen, og at hun i den forbindelse havde været udsat for et væbnet røveri. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge klagerens forklaring om oplysningerne fra den somaliske kvinde til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er oplysninger, der understøtter klagerens forklaring herom, ligesom det forekommer helt usandsynligt, at denne kvinde skulle kunne få oplysninger om eventuelle dødslister. Flygtningenævnet anser derfor klagerens forklaring om oplysningerne fra den somaliske kvinde som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder oplysningerne i EASO’s ”Country of Origin Information Report: Somalia Security situation” fra december 2017, finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Kismayo, Jubbaland, er forbedret i et sådant omfang, at en udsendelse af klageren til Kismayo ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel tre i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/92/THV
Nævnet ændrede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse således, at en mandlig statsborger fra Somalia fortsat har opholdstilladelse (B-status) i Danmark. Klageren indrejste i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren tilhører klanen [X] og er sunni-muslim af trosretning. Klageren er født i Mogadishu i Somalia, men har siden 1997 og frem til sin udrejse opholdt sig i Kismayo i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive tvangsrekrutteret af De Islamiske Domstole, dvs. al-Shaabab Til støtte for sit oprindelige asylmotiv har klageren oplyst, at han på tidspunktet for sin udrejse boede hos en mand ved navn [A] og dennes familie. En dag blev klageren og [A’s] søn, [B], og cirka 25 andre unge samlet op på gaden og taget til fange af personer fra De Islamiske Domstole. Klageren og [B] blev tilbageholdt i cirka fem timer, indtil [A] betalte løsepenge. I forbindelse med løsladelsen sagde personerne fra De Islamiske Domstole, at hvis klageren og [B] blev taget til fange igen, ville de kun blive løsladt, såfremt [A] betalte en endnu større løsesum. Omkring tre uger senere udrejste klageren sammen med [A] og [B], fordi Abdulqadir blev beskyldt af De Islamiske Domstole for at stå bag drabet på to af deres medlemmer. De rejste sammen fra Somalia til Etiopien, hvorfra klageren rejste videre til Tyrkiet sammen med en kvinde. I [foråret] 2008 rejste klageren til Grækenland, og [i sensommeren] 2009 fløj klageren fra Grækenland til Danmark. Klageren har oplyst, at han fortsat frygter at blive tvangsrekrutteret af al-Shaabab. Derudover har klageren henvist til, at han som udefrakommende, uden familie og netværk, vil være i risiko for uretmæssige anklager fra myndighedernes side. [Primo] 2010 meddelte Udlændingestyrelsen klageren tidsbegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke nærmere begrundet, men Udlændingestyrelsen har i et internt notat om afgørelsen anført begrundelsen herfor. Det fremgår heraf, at Udlændingestyrelsen har lagt klagerens forklaring om sit asylmotiv i forhold til al-Shaabab til grund, og Flygtningenævnet finder således, at afgørelsen er begrundet i klagerens individuelle forhold. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte den oprindelige troværdighedsvurdering af klagerens forklaring. Det kan således lægges til grund, at klageren, da han var 14 år gammel, sammen med en række andre unge blev fanget og tilbageholdt af De Islamiske Domstole, men blev løsladt samme dag mod kaution fra sin plejefar. Det kan endvidere lægges til grund, at klagerens plejefar efterfølgende blev beskyldt for at have dræbt to personer fra De islamiske Domstole, hvilket var baggrunden for, at ansøgerens plejefar flygtede fra Somalia sammen med bl.a. klageren. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at AMISOM siden 2012 har udøvet kontrollen i Kismayo. På denne baggrund og under henvisning til den tid der er forløbet, til at klageren efter det oplyste ikke havde andel i plejefarens konflikt og til, at tilbageholdelsen af klageren må antages at have været led i en generel hvervning af unge mennesker, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren på nuværende tidspunkt kan antages at være profileret i forhold til De Islamiske Domstole/al-Shabaab. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia på nuværende tidspunkt ikke er i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i Kismayo er forbedret – om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Kismayo heller ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født i Somalia og har boet i landet, indtil han udrejste som 14-årig. Han tilhører en minoritetsklan og har ingen familie eller netværk i Somalia, idet hele hans familie blev dræbt, da klageren var fem år gammel, og idet hans plejefar flygtede fra Somalia sammen med klageren. Klageren har haft ophold i Danmark siden 2009, hvor han som 17-årig indrejste i landet. Han blev meddelt opholdstilladelse [primo] 2010 og havde således haft lovligt ophold i 7 år og otte måneder [i sensommeren] 2017, hvor Udlændingestyrelsen traf beslutning om, at klagerens opholdstilladelse ikke ville blive forlænget. Klageren har siden han var 18 år været selvforsørgende, bortset fra en periode på nogle måneder efter meddelelsen om, at hans opholdstilladelse ikke ville blive forlænget, hvor han som følge heraf var sygemeldt. Han har således været ansat hos McDonalds’ i en periode på tre år, hvorefter han gennemførte grundforløbet på serviceassistentuddannelsen. Han har siden [sommeren] 2018 haft arbejde hos Grundfos. Klageren taler godt dansk, og der var ikke behov for tolkning under nævnsmødet. Han har bestået prøve i Dansk 2 med et karaktergennemsnit på 9, Folkeskolens Afgangsprøve i matematik og engelsk samt enkeltfag i dansk, samfundsfag og matematik, alle med gode resultater. Klageren har været medlem af [en forening] siden [vinteren] 2011, hvor han bl.a. fungerer som livredder og spiller fodbold. Klageren har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark, men har efter det oplyste både danske og somaliske venner. Efter en samlet og konkret vurdering af disse oplysninger finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse […], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2018/91/THV
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mindreårig pige fra Somalia. Født i Danmark i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen Rahanweyn. Ansøgeren er født i Danmark, og er statsborger i Somalia. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren bliver tvangsomskåret. Til støtte for asylmotivet har ansøgerens mor oplyst, at alle piger i hendes hjemområde bliver omskåret, ligesom hun også selv er blevet omskåret. Hun vil ikke være i stand til at beskytte datteren mod omskæring. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens mors forklaring til grund, at ansøgerens mormor opholder sig i Kenya, og at ansøgeren ikke har andre familiemedlemmer i Somalia end muligvis hendes mors morbror, som hendes mor ikke har haft kontakt med siden udrejsen i 2013. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens Temarapport ”South Central Somalia – Female Genital Mutilation/Cutting” fra januar 2016, at op mod 99 % af kvinder i alderen 15 – 49 år i Somalia er omskåret. Det fremgår videre af de foreliggende baggrundsoplysninger, at Lower Shabelle har en meget stor forekomst af kvindelig omskæring. Ansøgerens mor har forklaret, at hendes mor, der opholder sig i Kenya, er imod omskæring, men at hendes far gik ind for omskæring, og at det var ham, der foretog omskæringen af hende. Hun har videre forklaret, at hendes morbror også går ind for omskæring, og at alle piger i hendes hjemområde bliver omskåret. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens mor har sandsynliggjort, at hun, der ikke har nogen ægtefælle, ved en tilbagevenden til Somalia, vil være alene om at beskytte ansøgeren, der er ca. halvanden år gammel, imod at blive omskåret. På den anførte baggrund og efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerens mor som enlig somalisk kvinde uden særlige ressourcer ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra omgivelserne om omskæring af ansøgeren. Flygtningenævnet finder således, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive omskåret mod hendes vilje. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Soma/2018/90/TBP
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren gav ikke møde i forbindelse med sagens behandling i nævnet på trods af, at hun ved brev via e-boks sendt fra Flygtningenævnet [i efteråret] 2018 behørigt er blevet indkaldt til nævnsmødet. Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at klagerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, hvorfor Flygtningenævnet har besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Klageren tilhører klanen [klan] og er muslim fra [landsby], [by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter repressalier fra al-Shabaab, idet hun og hendes tidligere ægtefælle havde en konflikt med den militante gruppe. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes tidligere ægtefælle flere gange havde nægtet at lade sig hverve af al-Shabaab, hvorfor to medlemmer fra al-Shabaab opsøgte klageren og hendes ægtefælle på deres bopæl omkring to måneder inden klagerens udrejse. Medlemmerne fra al-Shabaab beskyldte klagerens ægtefælle for at være vantro og ville have klageren til at gifte sig med et al-Shabaab-medlem. Omkring ti dage efter kom to personer fra al-Shabaab og beskød klagerens bopæl. Klagerens ægtefælle flygtede, men klageren blev fanget og tilbageholdt. Da klageren fortsat nægtede at blive gift med et al-Shabaab-medlem, hældte de varm olie ud over hendes ben. Klageren indvilligede under torturen i at blive gift med et al-Shabaab-medlem, hvorefter al-Shabaab forlod hendes bopæl. Klageren rejste fra sin bopæl to dage efter og tog ophold i Mogadishu hos en bekendt, hvor hun fik behandlet sine sår. Klageren udrejste af Somalia omkring 20 dage efter hun forlod sin bopæl. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren alene havde behov for beskyttelse, henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren har under inddragelsessagen forklaret, at al-Shabaab har slået klagerens bror [A] ihjel, fordi denne bror hjalp klageren med at flygte. Udlændingestyrelsen har under samtalen [i foråret] 2017 forholdt klageren, at det forekommer påfaldende, at klageren først forklarer herom under inddragelsessagen, henset til at klageren blev bekendt hermed allerede, da hun under flugten befandt sig i Grækenland. Klageren har videre forklaret, at al-Shabaab [i slutningen af] 2016 har slået klagerens bror [B] ihjel, og at dette skete på grund af klageren. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at brødrene er afgået ved døden. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemområdet i Somalia vil være profileret i forhold til al-Shabaab, og at hun af den grund eller andre konkrete grunde vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i [by], der kan sammenlignes med forholdene i Mogadishu, ikke at den generelle vold i området har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til området, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i [by] er forbedret siden 2011, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til [by] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har boet i [by] i Somalia frem til sin udrejse i 2011. Det må således lægges til grund, at klageren taler somalisk, kender kulturen og hjemområdet. Klageren har ophævet samlivet med ægtefællen, der er somaliske statsborger. Flygtningenævnet har imidlertid afvist klagerens forklaring om brødrene død, og derfor kan klageren kan derfor ikke anses for enlig kvinde uden mandligt netværk. Klageren taler, læser og skriver dansk og har taget danskkurser, og arbejdsmarkedsforberedende kurser. Klageren har ikke haft nogen tilknytning til arbejdsmarkedet. Klageren har været aktiv i sit lokalområde. Klageren er ifølge cpr. registeret udrejst til Tyskland [i efteråret] 2017. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/88/SHH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hawiye og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet de anklagede klageren for, at hun forud for udrejsen i 2011 samarbejde med de somaliske myndigheder, idet hun solgte te foran en regeringsbygning. Klageren har under inddragelsessagen yderligere henvist til, at hun i 2016 er blevet klar over, at de overgreb hun var udsat for i 2011 blev udfør på foranledning af hendes onkel, der ønskede, at hun giftede sig med onklens søn Mahmoud. Klageren onkel og onklens mange sønner er en del af al-Shabaab og er af den grund magtfulde. Klageren har til støtte for asylmotivet oplyst, at hun solgte te i nærheden af et regeringskontor i Mogadishu. Klageren blev i den forbindelse følge heraf opsøgt af en gruppe mænd fra al-Shabaab. Mændene ville have klageren til at holde op med at sælge te til personer, som de opfattede som vantro. De ville endvidere have, at klageren blev hjemme på sin bopæl. Kort tid efter blev klageren kidnappet af en gruppe mænd fra al-Shabaab. Under kidnapningen blev klageren udsat for trusler på livet. Klageren vedblev med at sælge te. Tre dage efter modtog klageren et trusselsbrev fra al-Shabaab. Klageren udrejste herefter af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at hun i 2011 flygtede fra Somalia på grund af en konkret konflikt med al-Shabaab forårsaget af, at klageren solgte te nær et regeringskontor til grund, ligesom nævnet ikke finder, at klageren har sandsynliggjort, at det i virkeligheden var klagerens onkel og denne magtfulde familie, der efterstræbte klageren fordi de ønskede, at hun blev gift med onklens søn, [A], hvilket klageren imidlertid først blev bekendt med, da hun i 2016 for første og eneste gang talte med sin mor efter udrejsen. Vedrørende konflikten i 2011 har nævnet lagt vægt på, at klageren har afgivet divergerende forklaringer om antallet af kidnapninger og divergerende forklaringer om omstændighederne i forbindelse med udrejsen, idet klageren under samtalen med udlændingestyrelsen i 2012 forklarede, at hun holdt sig skjult i bydelen Medina, og at hun opholdt sig der, mens klagerens far solgte sit hus og arrangerede klagerens udrejse. Under inddragelsessagen har klageren forklaret, at hun kun var i Medina en dag, før hun udrejste af Somalia. Under nævnsmødet har klageren forklaret, at dette kunne lade sig gøre, fordi klagerens far allerede på et tidligere tidspunkt under konflikten var gået i gang med at sælge huset. Nævnet finder klagerens forklaring om, at hun først under en telefonsamtale med sin mor i 2016 blev oplyst om, at det er onklen, der efterstræber hende, er udbyggende og utroværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren var 23 år gammel, da hun udrejste i 2011, hvorfor det forekommer usandsynligt, at klageren ikke ville havde været bekendt med onklens ønske om ægteskabet. Det bemærkes i øvrigt, at klageren i 2011 var blevet gift med sin nuværende ægtefælle [B], og at dette var sket med klagerens forældres samtykke. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab eller med onklens del af familien. Nævnet lægger således til grund, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Mogadishu på det pågældende tidspunkt, og nævnet finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er fremkommet nye oplysninger i sagen, der giver grundlag for en omgørelse af det tidligere meddelte afslag med henblik på at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, med henvisning til de aktuelle konkrete og individuelle forhold. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er ikke ved de senere fremkomne baggrundsoplysninger ændret herved. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2011, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har boet i Mogadishu i Somalia frem til sin udrejse i 2011. Det må således lægges til grund, at klageren taler somalisk, kender kulturen og Mogadishu-området. Klageren er gift med den somaliske statsborger [B], der er meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og kan derfor ikke anses for at være enlig kvinde. Klagerens far opholder sig antageligt fortsat i Mogadishu. Der er i således ikke grund til at antage at klageren er uden netværk i Somalia, hvorfor hun ikke skal betragtes som en enlig kvinde. Klageren taler, læser og skriver dansk og har taget danskkurser. Klageren har påbegyndt en uddannelse som SOSU-hjælper, men har afbrudt uddannelsen, hun har afsluttet nogle 9. klasse fag, og har gennemført EGU. Klageren er nu arbejdssøgende og har ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet i noget betydende omfang. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/87/SHH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2002. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han ikke husker sin klan, og at han er ikke praktiserende muslim født i [A], Lower Juba, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab. Han har herved henvist til, at han forlod Somalia som ganske lille, og at han ikke kender og heller ikke ønsker at kende de somaliske skikke herunder de religiøse skikke. Ansøgeren har ikke praktiseret nogen religion, men han overvejer at konvertere til kristendommen. Ansøgeren taler lidt somali, men han er bedst til dansk. Ansøgeren vil således ikke kunne klare sig i Somalia. Hertil kommer, at ansøgerens stedfar er en kendt somalisk sanger, som har modtaget trusler i anledning heraf, og disse trusler omfatter hele familien, herunder ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har nogen konkret konflikt med personer eller grupper i Somalia. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgeren, der er en ung rask mand fra [A], uanset sin opvækst, manglende kendskab til skikkene i Somalia, sin tidligere manglende interesse for religiøse forhold og nuværende interesse for kristendommen, må antages ikke at blive udsat for forfølgelse eller er i reel risiko for overgreb, som indebærer, at han har behov for beskyttelsesstatus. For så vidt angår en eventuel risiko for ansøgeren som følge af, at hans stedfar er en kendt somalisk sanger, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens stedfar er skilt fra ansøgerens mor, og at der ikke er grundlag for at antage, at eventuelle trusler i den anledning udgør nogen reel risiko for ansøgeren. Ansøgeren opfylder således i det hele ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/86/SND
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […], subklanen […]. Klageren er sunni muslim og kommer fra landsbyen […] i Galgaduud-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af [klanen A], som har tilknytning til al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor forklaret, at hans landsby [i foråret] 2010 blev angrebet af al-Shabaab. Klageren blev anholdt af al-Shabaab på den koranskole, hvor han underviste, og han blev sammen med andre tilbageholdte kørt til et fængsel. Klageren var tilbageholdt af al-Shabaab i fire dage, hvorefter det lykkedes ham at flygte, da der opstod en konflikt mellem al-Shabaab medlemmerne. Herefter tog klageren til Kenya. I begyndelsen af 2014 blev klageren gift med en somalisk kvinde fra [A], som oprindeligt stammede fra klagerens landsby i Somalia. Ægtefællens slægtninge accepterede ikke ægteskabet, da klageren tilhører en anden klan. Som følge heraf blev klageren udsat for trusler og fysiske overgreb. Under klagerens ophold i Kenya opstod der i klagerens landsby i Somalia en jordkonflikt mellem klagerens fætter [B] og [A], hvilke medførte, at [B] slog et medlem af [A] ihjel. I [begyndelsen af] 2014 rejste klageren tilbage til Somalia, da hans mor var blevet syg. Efter klageren var returneret til Somalia, slog [B] endnu en person fra [A] ihjel, hvorefter [B] selv blev slået ihjel. Klagerens familie blev opsøgt af medlemmer af [A], som truede med at gøre regnskabet op og slå et medlem fra klagerens klan ihjel. En dag, da klageren ikke var hjemme, opsøgte personer fra [A] klagerens families bopæl. De spurgte efter klageren, men da klageren ikke var hjemme, slog de klagerens far ihjel. De pågældende efterspurgte fortsat klageren, hvorfor klageren i [foråret] 2014 flygtede til Mogadishu. Herefter solgte klagerens mor noget jord, som finansierede klagerens udrejse af Somalia. Udlændingestyrelsen lagde ikke klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet styrelsen fandt, at forklaringen på en række punkter fremstod utroværdig og konstrueret til lejligheden. Udlændingestyrelsen meddelte 24. september 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv om konflikter med [A] og al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om blandt andet årsagen til sin konflikt med [A], om hvorvidt [A] opsøgte ham igen efter farens død, og om baggrunden for sin første udrejse af Somalia, herunder om, hvorvidt han blev tilbageholdt af al-Shabaab inden udrejsen. I tilknytning hertil bemærker Flygtningenævnet, at klageren under den seneste samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 har forklaret, at han ikke frygter al-Shabaab, da han ikke har haft problemer med al-Shabaab siden 2010. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Galgaduud er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Galgaduud er - selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Uanset om klagerens hjemby måtte være under al-Shabaabs kontrol, finder Flygtningenævnet, at dette forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Galgaduud ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren, der er 25 år gammel, har siden september 2014 haft lovligt ophold i Danmark. Klageren har været i gang med at videreuddanne sig via VUC. I Danmark har han haft deltidsbeskæftigelse i omkring syv måneder. Han har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark, men han har sin mor og sine halvsøskende i Somalia. Han har ingen alvorlige helbredsmæssige problemer. Hertil kommer, at det af CPR-registret fremgår, at klageren siden [efteråret] 2018 har været registret forsvundet, ligesom klagerens seneste registrerede indtægt er fra juni 2018. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/85/Mvln
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [navn på klan] og er muslim. Han kommer fra [navn på by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive tvangsrekrutteret eller slået ihjel af al-Shabaab. Han oplyste til støtte herfor, at al-Shabaab ofte kom til hans [område] og opsøgte klageren et antal gange på hans bopæl for at rekruttere ham. Klageren afslog at tilslutte sig dem. Den sidste gang de opsøgte ham, tilbageholdt de ham, voldtog hans søster og tvang ham til at se på det. Klagerens søster blev i denne forbindelse dræbt af al-Shabaab. Klageren har under inddragelsessagen derudover henvist til, at han også frygter de ældre mænd [fra hans område]. Han har til støtte herfor oplyst, at de en gang flere år, før klageren udrejste, slog ham, fordi de gerne ville have hans båd. De ældre mænd udsatte klagerens søster for seksuelle overgreb, fordi hun var en smuk pige, og slog klageren i hovedet. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen lagde endvidere klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen ikke kan lægges til grund, idet klageren på helt centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende om de forhold, der har ført til hans udrejse. De forskellige forklaringer kan ikke anses for at være fremkommet på grund af den tid, der er forløbet, siden forholdene fandt sted. Flygtningenævnet henviser til, at klageren under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2013 forklarede, at han blev opsøgt to gange af al-Shabaab, mens han under samtalen [i efteråret] 2017 og under nævnsmødet har forklaret, at han blev opsøgt i alt tre gange. Han har videre forklaret, at han var tilbageholdt af al-Shabaab i tre dage i en skov, hvor han var bundet til et træ. Han blev fodret med al-Shabaab medlemmernes afføring og urin. Klageren har videre forklaret, at han efter at være kommet fri, [tog til] Kismayo. Klageren har ikke tidligere forklaret herom, idet han under oplysnings- og motivsamtalen og samtalen med Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2014 ikke har forklaret, at han var tilbageholdt i en skov, eller at han blev tvunget til at spise afføring og drikke urin. Han har tidligere alene forklaret, at han besvimede, efter at han var blevet pågrebet og slået af al-Shabaab, hvorefter han vågnede på sin bopæl. Under samtalen [i efteråret] 2017, har klageren uddybende forklaret, at han også frygter nogle ældre mænd, som har udsat klagerens søster for seksuelle overgreb. Klageren har under nævnsmødet forklaret usammenhængende herom, idet han først har oplyst, at de ældre mænd gerne ville bestemme over klageren og hans kammarater, da de var små. Han har senere under mødet forklaret, at de ældre mænd også begik seksuelle overgreb mod piger. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angår de generelle forhold i Somalia, finder Flygtningenævnet ikke, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet henviser til de foreliggende baggrundsoplysninger og nævnets nyere praksis om, at den generelle situation i den sydlige og centrale del af Somalia ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i det central og den sydlige del af Somalia er forbedret, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betragtes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af midlertidig karakter. Der henvises til baggrundsoplysningerne om, at AMISOM har kontrollen i Kismayo, og at al-Shabaab ikke er til stede [navn på sted], hvorfra klageren kommer. Der henvises herom til EASO Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation, fra februar 2016 og Det britiske Indenrigsministeriums rapport ”South and central Somalia” fra marts 2015. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark fra [foråret] 2014. Han har siden [foråret] 2016 haft lønnet arbejde på restaurant [navn på restaurant] i [navn på by], og han har i øvrigt kortvarigt arbejdet som tjener på andre restauranter. Klageren har gennemført 9. klasse på VUC, og han har bestået mundtlig dansk på 10. klasses niveau. Klageren har tidligere været medlem af en basketball-klub. Klageren har ikke familie i Danmark. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende at inddrage klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke anledning til at imødekomme anmodningen om at udsætte sagen med henblik på gennemførelse af en retsmedicinsk undersøgelse af klagerens skulderskade og tandskade, idet nævnet i den forbindelse henviser til, at klagerens forklaring om asylmotivet er tilsidesat som utroværdig. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke anledning til at imødekomme klagerens anmodning om ikke at fastsætte en frist for udrejse på grund af klagerens ansøgning af [dato dagen før nævnsmøde] 2018 om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 12 til Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/84/DH
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni muslim fra [en landsby], Hiiran, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen [K1], subklan [X], subsubklan [Y]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, der har forsøgt at tvangshverve ham. Klageren har videre oplyst, at han to gange på samme dag er blevet opsøgt af al-Shabaab, der forsøgte at få ham til at kæmpe på deres side. De aftalte, at klageren skulle melde sig hos al-Shabaab den følgende dag. Klageren udrejste den samme aften af Somalia. Klageren har endvidere oplyst, at han er blevet chikaneret og diskrimineret af andre i [landsbyen], grundet hans klan-tilhørsforhold. Klagerens far tilhørte [K1]-klanen, hvorimod hans mor tilhørte [K2]-klanen, der var den dominerende i [landsbyen]. Klageren har hertil forklaret, at han ikke måtte lege med de andre børn, og at han ved et tilfælde er blevet overfaldet og udsat for røveri, og at han blev truet og slået med en jernstang. Udlændingestyrelsen meddelte [i] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen lagde endvidere klagerens forklaring om hans konflikt med al-Shabaab til grund. Udlændingestyrelsen fandt det troværdigt, at klageren to gange var blevet opsøgt af forskellige medlemmer af al-Shabaab, og truet med henblik på tvangshvervning af klageren. For så vidt angår den del af asylmotivet, der vedrører klagerens konflikter grundet tilhørsforholdet til [K1]-klanen, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han på denne baggrund vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Der lægges herved vægt på, at klagerens problemer alene kan henføres til to episoder, herunder mens han spillede fodbold med andre jævnaldrende. Den anden episode, hvor klageren blev overfaldet, fandt sted i 2007 eller begyndelsen af 2008. Flygtningenævnet kan imidlertid ligesom Udlændingestyrelsen lægge til grund, at klageren to gange er blevet opsøgt af medlemmer af al-Shabaab, der har forsøgt at tvangshverve klageren under trussel om at ville slå ham ihjel, og at ansøgeren på den baggrund udrejste fra Somalia. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren har forklaret konsistent og sammenhængende herom, herunder blandt andet om tidspunkterne for henvendelserne og deres karakter. Flygtningenævnet finder herefter ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder ikke grundlag for at anse klageren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen [fra efteråret] 2017 om inddragelse af klagerens opholdstilladelse lagt til grund, at al-Shabaab efter de foreliggende baggrundsoplysninger udøver kontrollen over landsbyen […] i Hiiran regionen, hvorfra klageren kommer. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at baggrundsoplysningerne giver et fornødent grundlag herfor, idet det i øvrigt efter Political Geopgraphy Now’s seneste kontrolkort fra juni 2018 må anses for uklart, hvem der aktuelt har kontrollen i området. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren på grund af sin konflikt med al-Shabaab er profileret i forhold til al-Shabaab, og at forholdene ikke har ændret sig på en sådan måde, at han ikke fortsat vil være i risiko for overgreb fra al-Shabaab ved en tilbagevenden til Somalia. Det bemærkes hertil, at flere af klagerens tidligere kammerater efter klagerens forklaring er medlemmer af al-Shabaab, og at de let vil kunne genkende klageren. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra efteråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 2.” soma/2018/83/jov
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren tilhører klanen [K]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter de generelle forhold, herunder sikkerhedssituationen i landet grundet al-Shabaab. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han udrejste af Uganda med henblik på, at blive forenet med sin mor og søster, der opholder sig i Danmark. Ansøgeren har videre forklaret, at han frygter de generelle forhold, herunder sikkerhedssituationen i landet grundet al-Shabaab, men den primære årsag til, at han indrejste i Danmark, er fordi ansøgeren ønsker at være bosat tæt på sin mor og søster. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans morbror i 2010 blev likvideret af al-Shabaab og hans far blev skudt, men overlevede. Ansøgeren udrejste på denne baggrund. Ansøgeren har dog ikke oplevet yderligere konflikter som følge af dette. Ansøgeren har ligeledes forklaret, at han efter ansøgerens far og morbror blev skudt, talte med al-Shabaab i 2010. Det var på gaden, og der var mange mennesker, som al-Shabaab talte med. Ansøgeren var ikke enig med al-Shabaab i deres religion, og kom op og skændes med al-Shabaab. Ansøgeren fik at vide af al-Shabaab, at ”hvis du ikke samarbejder med religionen, så er du fjende af religionen”. Ansøgeren talte også med al-Shabaab på gaden i 2016, hvor al-Shabaab også talte med andre personer på gaden. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren er blevet efterstræbt af al-Shabaab, idet forklaringen herom fremstår konstrueret til lejligheden og i øvrigt ikke ses at kunne danne grundlag for asyl efter udlændingelovens § 7. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin udrejse, idet han under asylsamtalen [i sommeren] 2017 har forklaret, at han udrejste fra Somalia til Uganda sammen med sin mor og hendes nye ægtefælle, efter at ansøgerens morbror var blevet skudt lige foran hans mor. Ansøgeren har derimod under nævnsmødet forklaret, at han alene udrejste af Somalia sammen med sin mors nye ægtefælle, idet ansøgerens mor forinden var udrejst. Om al-Shabaabs overgreb mod ansøgerens morbror og far har ansøgeren under asylsamtalen forklaret, at morbroren blev skudt og dræbt, og at faren blev skudt i benet og overlevede. Under nævnsmødet har ansøgeren udbyggende forklaret, at ansøgerens far blev skudt flere gange i benet, og at al-Shabaab herefter skar farens ben af. Ansøgeren har endvidere forklaret under nævnsmødet, at morbroren blev halshugget, efter at han var blevet skudt. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at der er tale om asylbegrundende forhold for så vidt angår al-Shabaabs henvendelser til ansøgeren i 2010 og 2016. Nævnet lægger herved vægt på, at henvendelserne havde en tilfældig karakter og ikke alene var personligt rettet mod ansøgeren. Henvendelserne skete således, mens ansøgeren gik på gaden, hvor flere medlemmer af al-Shabaab ved samme lejlighed rettede henvendelse til flere andre personer på gaden. Ansøgeren har i øvrigt forklaret usammenhængende om, hvorvidt han er blevet truet af al-Shabaab, og han har under asylsamtalen forklaret, at han aldrig har fået nogen direkte trusler fra al-Shabaab. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren i december 2015 valgte at tage tilbage til Somalia, efter han havde fået afslag på familiesammenføring med sin mor. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/82/jov
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni muslim (sufi) fra [en landsby], Galguduud, Somalia. Klageren tilhører klanen [K]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har videre forklaret, at hun frygter al-Shabaab, fordi hun og hendes familie årligt holdt en fest, hvor de bad til Gud. Klageren har hertil forklaret at hendes bopæl blev opsøgt af repræsentanter fra al-Shabaab i forbindelse med afholdelsen af en fest, hvor al-Shabaab kaldte festen for anti-islamistisk, hvorefter de greb ansøgerens bror og slog ham ihjel. Endvidere kaldte de klageren og hendes børn for vantro og truede med at slå dem ihjel. Klageren har hertil forklaret, at al-Shabaab stadig befinder sig i den landsby, som klageren flygtede fra. Klageren har endvidere forklaret, at hun frygter al-Shabaab, da hun tilhører sufi grenen inden for islam, og al-Shabaab betragter disse som vantro. Klageren har tillige forklaret, at hendes søn er blevet forsøgt tvangshvervet af al-Shabaab, hvilket er sket efter sønnen fik afslag på familiesammenføring og måtte vende tilbage til Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Endvidere lagde Udlændingestyrelsen klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab til grund, idet forklaringen blev fundet troværdig og sammenhængende. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund, idet nævnet herved henviser til, at klageren på helt centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, og at dette ikke kan forklares med den tid, der er forløbet, siden hændelserne fandt sted. Nævnet lægger således vægt på, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2013 forklarede, at hendes bror døde, da medlemmer af al-Shabaab opsøgte dem på bopælen og begyndte at skære hans ben af. Under samtalen [i sommeren] 2017 og under nævnsmødet har klageren derimod forklaret, at det var hendes tidligere ægtefælle der fik skåret benet af, og at hendes bror blev halshugget, da al-Shabaab opsøgte bopælen. Klageren har endvidere under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2013 forklaret, at der tidligere havde været problemer med al-Shabaab, idet de havde forsøgt at tvangshverve hendes søn. Under samtalen [i sommeren] 2017 har klageren først ikke forklaret herom, hvorefter hun har forklaret, at forsøget på tvangshvervning først skete, efter at hendes søn havde fået afslag på familiesammenføring og derfor vendte tilbage til Somalia i 2015. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil risikere at blive udsat for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes hertil, at nævnet ikke finder, at klageren vil risikere forfølgelse fra al-Shabaab, fordi hun har opholdt sig i Danmark siden 2013. Flygtningenævnet finder i øvrigt efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne om forholdene i den centrale og sydlige del af Somalia, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til hendes hjemområde ikke længere vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Det er herunder taget i betragtning at Flygtningenævnet fra 2016 i forskellige sager har tiltrådt, at den generelle situation i denne del af Somalia ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for forfølgelse og overgreb i strid med EMRK artikel 3. De generelle forhold i området er forbedrede, selvom forholdene fortsat er alvorlige og betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, men ændringerne findes ikke at være helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for hende at inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 19, stk. 1, jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet har herved henset til, at klageren er født og opvokset i Somalia, hvor hun har boet indtil sin udrejse i oktober 2012. Hun har ikke haft arbejde i Danmark, og taler, læser og skriver ikke dansk. Hun har under opholdet i Danmark modtaget offentlige ydelser og har ikke været tilknyttet arbejdsmarkedet. De foreliggende oplysninger, herunder de fremlagte lægeerklæringer, om klagerens helbredstilstand, kan ikke føre til et andet resultat, idet det hertil bemærkes, at Flygtningenævnet i dag har truffet afgørelse om, at en asylansøgning fra klagerens søn, der er født […], ikke skal imødekommes, og at sønnen skal udrejse straks til Somalia. Klageren vil derfor ikke være uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. soma/2018/81/jov
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Udlændingestyrelsen meddelte i januar 2013 den pågældende opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen traf i oktober 2017 afgørelse om at inddrage opholdstilladelsen. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Tuni, subklanen […], subsubklanen […] og familieklanen […]. Klageren er sunni muslim og kommer fra [byen A] i regionen Shabelle Hoose i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab, fordi de har beskyldt ham for at være spion for regeringen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at da han var ung, tilsluttede de jævnaldrene i hans kvarter sig al-Shabaab. Klageren ønskede ikke at tilslutte sig al-Shabaab, og han valgte i stedet at arbejde. Idet klageren ikke ønskede at tilslutte sig al-Shabaab, mistænkte al-Shabaab ham for at være spion for regeringen. Klageren blev en dag taget af al-Shabaab, der tilbageholdte ham i seks måneder, hvor han blev afhørt og slået. Der var mange andre tilbageholdte sammen med klageren, og flere af dem blev dømt til døden. Klageren blev afhørt om, hvorvidt han samarbejdede med myndighederne, hvilket klageren benægtede. Klageren blev under tilbageholdelsen udsat for tortur, idet han blev pisket og overhældt med koldt vand. Klageren blev ikke fremstillet for en dommer. Klageren hørte lederen af fængslet tale med andre medlemmer om, at klageren havde samarbejdet med den vantro regering, og at han derfor skulle slås ihjel. Det lykkedes klageren at flygte fra fængslet sammen med fire andre tilbageholdte ved hjælp af al-Shabaab medlemmer, der var beslægtede med nogle af fangerne. De løb langs stranden, hvor de tog en båd til Mogadishu. Klageren ringede til sin far via en af de andres telefoner, hvor faren sagde, at han var meget bekymret for klageren, og at han ville hjælpe klageren med at udrejse. Faren tog efterfølgende kontakt til en agent, der hjalp klageren med at udrejse. Klageren opholdt sig to uger i Mogadishu, inden han udrejste. Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, men meddelte [i] januar 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klageren har forklaret divergerende om tilbageholdelsen, herunder nærmere hvornår den fandt sted, længden og om han blev stillet for en dommer. Klageren har heller ikke forklaret konsistent om omstændighederne ved pågribelsen. Nævnet bemærker videre, at klageren har forklaret divergerende om hvervningsforsøg fra al-Shabaab, og at han ikke har oplyst om tortur i forbindelse med aldersundersøgelsen, hvor han har gennemgået en klinisk lægeundersøgelse, der heller ikke konstaterer andre tegn på vold eller kendetegn, bortset fra et ar på brystkassen. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren er i nogen individuel risiko i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [byen A] er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i [byen A] er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [byen A] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren vil være i risiko for forfølgelse som følge af, at han har opholdt sig i Danmark i seks år. Nævnet bemærker, at klageren var 19 år, da han udrejste, og at han må antages at kunne begå sig i det somaliske samfund. Klageren opfylder således ikke betingelserne for asyl eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Klageren har bestået dansk prøve 2 og er i gang med at videreuddanne sig via VUC. Han har ikke haft arbejde i Danmark. Han har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark, men han har sin familie i Somalia. Han har ingen alvorlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder af de ovennævnte grunde ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på at lade klageren gennemgå en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/80/LMD
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Hawiye og er sunni muslim fra [A], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at blive slået ihjel, idet al-Shabaab efterstræbte ham, idet han flygtede, da de forsøgte at hverve ham. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie blev opsøgt af repræsentanter fra al-Shabaab [i sommeren] 2014. Al-Shabaab informerede klagerens familie om, at de ønskede at hverve ham. Klageren skulle svare inden fem dage. Hvis han ikke ønskede at lade sig hverve, ville han blive stenet. Umiddelbart efter henvendelsen fra Al-Shabaab begyndte klagerens far at arrangere klagerens udrejse. Klageren påbegyndte sin udrejse af Somalia tre dage efter, at al-Shabaab havde rettet henvendelse til hans familie. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet han har forklaret divergerende på centrale punkter. Klageren har forklaret divergerende om, hvor han opholdt sig inden sin udrejse. I oplysnings- og motivsamtalen forklarede han, at han opholdt sig hos sine fætre i 3 dage inden udrejsen. Under asylsamtalen har han forklaret, at han opholdt sig på sin bopæl og ikke hos sin fætter, men at fætteren hjalp med at arrangere udrejsen. Klageren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret om sin flugt, at han blev hentet på bopælen og flere gange skiftede bil undervejs til lufthavnen. Under asylsamtalen forklarede han derimod, at han kørte i den samme bil hele vejen. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han var i Grækenland, da agenten fortalte ham, at hans far var blevet opsøgt og slået, og at familien bragte faren til hospitalet, hvor han døde. Under asylsamtalen forklarede han, at han var i et hus i Tyrkiet, da agenten fortalte ham, at hans far var blevet opsøgt og slået ihjel, og at hans lig var blevet lagt på gaden. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 har han forklaret, at hans far blev udsat for mishandling og var næsten bevidstløs, da han blev smidt på gaden, og at faren senere døde af kvæstelserne. Disse divergenser svækker ansøgerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke læge ansøgerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab til grund. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af sine individuelle forhold. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse. Nævnet har lagt til grund, at klagerens hjemby, [A], er under AMISONs kontrol. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger, herunder UNOCHAs kort fra 2. juni 2018 over Somalia. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til hans hjemby, [A] i Hiran-regionen i Somalia, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold finder Flygtningenævnet ikke, at en inddragelse af opholdstilladelsen, navnlig på grund af de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, vil være særlig belastende for klageren. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har givet møde og afgivet forklaring om sin aktuelle situation i Flygtningenævnet. Efter oplysningerne i sagen lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ikke har opnået en længerevarende fast tilknytning til arbejdsmarkedet, at han er sund og rask, at han er født og opvokset i Somalia, og at han ikke har oplyst om forhold, der tyder på en særlig tæt tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma 2018/79/SND
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunni muslim fra [A], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har nægtet at betale 200.000 somaliske shilling til dem. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han havde sin egen butik. En dag i [vinteren] 2012 kom fire bevæbnede mænd til butikken og bad klageren betale penge til dem. Klageren forklarede, at han ikke havde råd til at betale, og han betalte aldrig pengene. De fire personer tilbageholdt klageren og tog ham med sig. Klageren blev slået med et gevær, skubbet ind i en bil og kørt til et af al-Shabaabs fængsler. Klageren har oplyst, at han i forbindelse med anholdelsen var udsat for tortur. Han var anholdt i tre måneder. Klageren fik i forbindelse med løsladelsen besked på, at han skulle støtte al-Shabaab med penge og deltage i krigen for al-Shabaab, hvilket klageren dog nægtede. Han fik herefter valget mellem at blive i fængslet resten af sit liv eller samarbejde med al-Shabaab, hvorefter han sagde, at han var villig til at samarbejde med al-Shabaab. Klageren fik at vide, at han skulle tage hjem og hente sine ting og komme tilbage til al-Shabaab to dage senere, hvor han skulle blive medlem af Al-Shabaab. Klageren tog hjem og hentede sine ting og herefter videre til byen [B], hvor han opholdt sig hos sin moster de følgende ni måneder. Efter ni måneder blev klageren igen tilbageholdt af al-Shabbab. Tilbageholdelsen fandt sted i klagerens mosters by. Al-Shabaab kørte klageren til en parkeringsplads udenfor en restaurant i byen [A]. Personerne fra al-Shabaab forlod ansøgeren på bilens bagsæde. De lukkede døren, men låste den ikke. Klageren gik fra bilen. Han gik i omkring en time til sin nabo. Han opholdt sig de efterfølgende fire dage hos naboen. Klagerens far kom på besøg mens klageren opholdt sig der. Klagerens nabo og hans far arrangerede klagerens udrejse, hvorefter klageren udrejste. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klageren på et centralt punkt har forklaret divergerende herom. Klageren har under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2013 forklaret, at han efter 3 måneders tilbageholdelse hos al-Shabaab accepterede at samarbejde med dem og blev løsladt og fik at vide, at han skulle komme tilbage to dage senere. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 har han afgivet en detaljeret forklaring om, at han efter at have accepteret at samarbejde med al-Shabaab kom retur i sin celle, og at det efter en til to nætter i forbindelse med et toiletbesøg lykkedes ham at flygte fra fængslet ved at hoppe over et lavt hegn uden at nogen vagter fulgte efter ham. Denne divergens kan ikke forklares med, at klageren var forvirret eller træt under samtalen med Udlændingestyrelsen. Divergensen svækker klagerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge hans forklaring om konflikten med al-Shabaab til grund. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af sine individuelle forhold. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse. Nævnet har lagt til grund, at klagerens hjemområde er under indflydelse af Al-Shabaab. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er ophold i al-Shabaab kontrollerede områder for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke tilstrækkeligt til at opnå asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger, herunder om al-Shabaabs måde at operere på i områder, hvor al-Shabaab har kontrol henholdsvis ikke har kontrol. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på har ændret sig fra vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren må ases for uprofileret i forhold til al-Shabaab. Nævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til hans hjemområde i [A] i Galgaduud-regionen i Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Ved vurderingen af, om inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at være særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [vinteren] 2013. Han har haft deltidsjob som rengøringsassistent fra 2016. Han har siden [foråret] 2018 haft arbejde som serviceassistent, og hans indtægt i [en måned i efteråret] 2018 udgjorde 30.136,22 kr. Imidlertid fremgår det af forarbejderne til udlændingelovens § 26, at nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse ikke kan undlades alene fordi en udlænding har fast arbejde i Danmark, og at en udlænding, som har haft beskæftigelse i f.eks. 5 år typisk vil have opnået tilknytning til det danske samfund. Ansøgeren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark og har fortsat en række familiemedlemmer i Somalia, hvor han er født og opvokset og har boet indtil han udrejste som 27-årig. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma 2018/78/SND
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk Ashraf, muslim af trosretning fra [A], nær byen [B] i Lower Shabelle, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi hendes ægtefælle, [C], var eftersøgt og anklaget for at have smuglet cigaretter. Hun frygter tillige, at hendes døtre vil blive tvangsomskåret. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle arbejdede som chauffør. I [foråret] 2013 anklagede repræsentanter fra al-Shabaab klagerens ægtefælle for at have smuglet cigaretter. Ægtefællen nægtede sig skyldig og blev herefter pisket for ulydighed samt oplyst om, at der ville blive iværksat en undersøgelse af sagen. En dag i [slutningen af foråret] 2013 fik klagerens ægtefælle oplyst, at en kilde skulle have bekræftet overfor al-Shabaab, at han havde smuglet cigaretter. Han besluttede herefter at rejse. Samme dag havde klagerens mor insisteret på at omskære klagerens og hendes ægtefælles døtre. Klagerens ægtefælle frygtede, at klageren ikke kunne forhindre dette, hvorfor han tog børnene med sig, da han rejste. Samme aften blev klagerens bopæl opsøgt af tre repræsentanter fra al-Shabaab, som ledte efter klagerens ægtefælle. En af dem skar en flænge i klagerens bryst, mens en anden skød klagerens bror. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klageren på centrale punkter har forklaret divergerende herom. Klageren har under asylsamtalen den [i sommeren] 2014 forklaret, at samme dag, hvor klagerens mor havde besluttet, at omskæringen af døtrene nu skulle finde sted, rejste hendes ægtefælle med de 6 børn, og at dette var omkring en måned efter, at hendes mand var blevet beskyldt for at bringe cigaretter ind i byen. Om aftenen kom Al-Shabaab på bopælen og spurgte efter hendes mand. Under mødet i Flygtningenævnet har klageren først forklaret, at Al-Shabab opsøgte bopælen om aftenen samme dag, hvor hendes mand var blevet beskyldt for at transportere cigaretter. Børnene sov og hun ved ikke hvor hendes mand var hende. Gjort bekendt med sin tidligere forklaring har hun bekræftet, at hendes mand var rejst med børnene. Endvidere har klageren under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2014 forklaret, at hendes bror døde 2 måneder efter, at Al-Shabaab opsøgte bopælen, hvor broren blev skudt i maven. Under mødet i Flygtningenævnet har klageren forklaret, at broren døde samme dag eller dagen efter. Endelig har klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 forklaret, at hun fortsat har kontakt med sin mor, mens klageren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hun ikke har og ikke ønsker at have kontakt med sin mor, som dog en gang i 2017 har ringet til hende og givet udtryk for, at døtrene nu var gamle nok til at blive omskåret. Divergenserne svækker klagerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge hendes forklaring om asylmotivet til grund. Klageren og hendes mand har under deres tidligere ophold med deres døtre i Somalia gennem en årrække været i stand til at modstå omgivelsernes, herunder klagerens mors, pres for at få døtrene omskåret. Klageren har i samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2014 oplyst, at der ikke er andre end hendes mor, som har sagt, at døtrene skal omskæres. Det beror således på hendes formodning, at naboer vil udøve et pres for omskæring. Hun har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at hun og hendes mand ikke fortsat vil være i stand til at modstå presset, hvis de vender tilbage til Somalia. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun eller hendes datter [D] ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hendes individuelle forhold. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt til grund, at klagerens hjemområde er under indflydelse af AMISOM. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger, herunder UNOCHAs kort fra 2. juni 2018 over Somalia. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Somalia, herunder hendes hjemområde i [B] i Lower Shabelle-regionen, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Ved vurderingen af, om inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at være særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har haft lovligt ophold i Danmark siden [sommeren] 2014. Hun har været i praktik på 2 hoteller og i en børnehave og har taget et AMU kursus som rengøringsassistent, men har ikke tilknytning til arbejdsmarkedet. Hun har bestået modul 1 og 2 af prøve i dansk 1. Hun lider ikke af helbredsmæssige problemer. Hun er født og opvokset i Somalia, hvor hendes mor fortsat bor. Hendes familiemæssige netværk i Danmark omfatter hendes ægtefælle og parrets børn, som vil kunne udrejse sammen med ansøgeren. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klagerens advokat har under mødet i Flygtningenævnet nedlagt en mere subsidiær påstand om hjemvisning under henvisning til, at klagerens døtre vil indgive selvstændig ansøgning om asyl, fordi de risikerer at blive tvangsmæssigt omskåret ved tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse har taget stilling til klagerens mulighed for at modstå det sociale pres for omskæring af døtrene. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at hjemvise sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma2018/77/SND
Nævnet hjemviste i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Hawiye og muslim fra Garable, Galgaduud, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter de generelle forhold i Somalia. Klageren har til støtte for sit asylmotiv om, at hun frygter de generelle forhold, oplyst, at sikkerhedssituationen i Somalia er af dårlig karakter, da der forsat er eksplosioner og kampe i landet. Klageren er endvidere i særlig risiko for forfølgelse af al-Shabaab, fordi klageren har været bosat i udlandet. Klagerens advokat har i sit indlæg som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at være enlig kvinde uden mandligt netværk. Klageren har til støtte for sit asylmotiv herfor oplyst, at hendes ægtefælle har forladt Danmark, og at klagerens bror og svigerinde, som hun bor med i Danmark, har bevaret deres opholdstilladelser efter udlændingelovens § 8, stk. 2. Udlændingestyrelsen meddelte [forår] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klagerens advokat har i sit indlæg gjort gældende, at klagerens 4-årige datter ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for omskæring. Klageren har under nævnsmødet tilkendegivet, at hun vil indgive ansøgning om asyl på datterens vegne. Udlændingestyrelsen har ikke truffet en afgørelse i forhold til klagerens datter. Flygtningenævnet finder det herefter rettest, at Udlændingestyrelsen træffer en afgørelse i første instans i forhold til datteren, og at Udlændingestyrelsen samtidig tager stilling til, hvilken betydning en sådan afgørelse måtte have for klagerens sag. Det tilføjes, at oplysningen om at klagerens ægtefælle ikke længere bor sammen med hende, ikke er indgået i Udlændingestyrelsens tidligere vurdering. Flygtningenævnet ophæver derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommer] 2017 og hjemviser sagen til fornyet behandling sammen med datterens asylsag. Sagen hjemvises derfor til Udlændingestyrelsen.” soma/2018/76/GJEY
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Bagadi og subklanen Reer Mohammad og shiamuslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at klanen Hawiye og subklanen Habargidir vil slå klageren ihjel eller kidnappe klageren. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter en bevæbnet gruppe i Yemen. Klageren har til støtte for sit asylmotiv om jordkonflikten oplyst, at kla-gerens families jord i Somalia blev angrebet af klanen Hawiye og subklanen Habargidir, da de øn-skede klagerens families jord. Klageren har til støtte for sit asylmotiv om den bevæbnede gruppe i Yemen oplyst, at klageren [sen forår] blev kidnappet af en bevæbnet gruppe, som både støtter al-Qaida og myndighederne, i Yemen, som tog billeder af klageren og forklarede, at såfremt han ikke ville kæmpe for gruppen, ville han blive slået ihjel. To dage senere blev klageren befriet af en anden bevæbnet gruppe. Klageren blev transporteret til Sana’a, hvor han tog kontakt til en mand fra Soma-lia, som sad på en café og drak te, som fortalte, at mange somaliere i Yemen blev kidnappet, fordi regeringen mistænker dem for at være medlem af terrororganisationer. Klagerens udrejse blev fi-nansieret af et salg af klagerens mors hus, og klageren udrejste kort tid herefter af Yemen til Dan-mark. Udlændingestyrelsen meddelte [forår] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og cen-trale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttel-se henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygt-ningenævnet bemærker, at klageren efter det oplyste er udrejst fra Somalia som 3-årig i 1991. Uan-set om klagerens klan forud herfor har haft en jordkonflikt med en anden klan, finder Flygtninge-nævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia nu er således profileret, at han vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Herefter, og da det af baggrundsoplysninger vedrørende de generelle forhold i Somalia fremgår, at disse er forbedret siden klagerens udrejse, og at forbedringen – og uanset at forholdene stadig er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ikke er af helt midlertidig karakter, finder Flygtningenævnet heller ikke at en tilbagesendelse af klageren til Somalia udgør en krænkelse af EMRK art. 3. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det lægges til grund, at klageren er født i Somalia og er indrejst i Danmark som 23-årig og har haft lovligt ophold i Danmark fra [forår] 2013, og at inddragelsen skete i [efterår] 2017. Klageren har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Om klagerens tilknytning til arbejdsmarkedet foreligger der alene oplysninger om, at han har arbejdet som vikar to til tre dage ugentligt fra [vinter] 2016 til afgørelsen om inddragelse i [efterår] 2017. Det foreligger endvidere oplyst, at klageren har påbegyndt en uddannelse som lastbilchauffør, men dette er ikke dokumenteret, ligesom det ikke foreligger oplyst, om uddannelsen nu er afsluttet. Endeligt er det oplyst, at klageren har bestået nogle prøver i dansk. Efter en samlet vurdering af disse oplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/75/GJEY
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Ashraf og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren fastholder sit oprindelige asylmotiv. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælles nye ægtefælle og hendes bror, som er en del af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter al-Shabaab, oplyst, at han frygter al-Shabaab, fordi han afviste at samarbejde med dem i 2008, da de forsøgte at hverve klageren. Da klageren nægtede at samarbejde med dem, blev klageren tilbageholdt i fem dage, hvorefter det lykkedes ham at flygte. Klageren holdte sig skjult hos forskellige venner i omkring et halvt år. Klagerens mor blev opsøgt og truet af al-Shabaab, hvorefter han udrejste af Somalia i slutningen af [sommer] 2009. Dem, som forsøgte at hverve klageren til at være en del af al-Shabaab, var personer, som klageren kendte fra skolen. Klageren blev ved sin ankomst til Danmark oplyst om, af sin tidligere ægtefælle, at klagerens mor blev slået ihjel af al-Shabaab [efterår] 2009, samt to af de venner, som klageren havde skjult sig hos. Klageren har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter sin tidligere ægtefælles nye mand samt hendes bror, oplyst, at ud fra hans generelle kendskab til den somaliske kultur, vil hans tidligere ægtefælles, [A], nuværende ægtefælle og hendes bror, slå klageren ihjel, grundet hans tidligere ægteskab med [A]. [A’s] nuværende ægtefælle samt bror er begge medlemmer af al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [forår] 2010 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til, at de lagde klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab til grund. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder om den formindskede risiko for tvangsrekruttering i Somalia sammenholdt med, at al-Shabaab ikke har kontrollen i Mogadishu, og at klageren ikke kan anses for særligt profileret, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, fra al-Shabaabs eller anden side. Det bemærkes, at det alene beror på klagerens egen formodning, at han mere end ni år efter sin udrejse forsat skulle være efterstræbt af sine klassekammerater eller hans tidligere ægtefælles nye mand, der alle angiveligt har eller har haft tilknytning til al-Shabaab. Herefter, og da det af baggrundsoplysninger vedrørende de generelle forhold i Somalia fremgår, at disse er forbedret siden klagerens udrejse, og at forbedringen – og uanset at forholdene stadig er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ikke er af helt midlertidig karakter, finder Flygtningenævnet heller ikke at en tilbagesendelse af klageren til Somalia udgør en krænkelse af EMRK art. 3. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har boet i Somalia frem til sin udrejse som cirka 24-årig i 2009 og har siden opholdt sig i Danmark. Klageren har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark og en beskeden tilknytning til arbejdsmarkedet, idet han alene har haft praktikophold og kortere vikarjob i sammenlagt under 1½ år. Siden udgangen af 2014 har klageren alene haft vikarjob i cirka to måneder. Foruden kortvarige kurser har klageren bestået 9. klasses eksamen og er angiveligt på andet år i gang med at tage 10. klasses eksamen, ligesom han forventer at erhverve taxakørekort. Oplysningerne om klagerens alder og helbred og om klagerens medlemskab af en international forening, findes ikke at tale imod en nægtelse af forlængelse. Under de foran anførte omstændigheder findes en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen uanset længden af klagerens ophold i Danmark og hans kendskab til det danske sprog ikke at være særligt belastende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/74/GJEY
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen sheekhal og er sunnimuslim fra Qoryooley, Lower Shabelle, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hun forlod Somalia, da hun var omkring 10 år gammel. Hun forlod Somalia, fordi der havde været tørke, og klagerens forældre havde svært ved at skaffe mad til deres børn. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede den generelle sikkerhedssituation i Somalia. Klageren har som sit nuværende asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes to døtre, som er født i Danmark, vil blive tvangsomskåret eller tvangsgift. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter klageren, at hendes ægtefælle vil tvinge hende til at få flere børn, og frygter at skulle forsørge sig selv, såfremt hun siger nej til at få flere børn. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen vurderede således oprindeligt, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne afvises, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i et asylrelevant modsætningsforhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i Qoryooley, Lower Shabelle, er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Qoryooley ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder at ansøgeren udrejste af Somalia omkring 2007 sammenholdt med ansøgerens troværdige forklaring om, at ansøgeren igennem mange år ikke har haft kontakt til sin familie i Somalia, finder Flygtningenævnets flertal, at det må lægges til grund, at klageren reelt er en enlig kvinde i Somalia uden mulighed for at opnå beskyttelse hos et mandligt netværk. Flertallet bemærker, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens somaliske ægtefælle, der ifølge det oplyste er anerkendt flygtning i Malta, har mulighed for at rejse med ansøgeren tilbage til Somalia. Med henvisning til dommen R. H. mod Sverige af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder flertallet herefter, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet finder ikke, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [vinteren] 2018, således at klageren, [A], samt hendes to børn [B] og [C], fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at tage stilling til de af klagerens børn rejste selvstændige asylmotiver.” Soma/2018/73/FAM
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig og født i Danmark i 2017. Sagen er sambehandlet med soma /2018/71/LINB. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen Tumaal og er sunni muslim. Ansøgeren er født i Danmark, men er statsborger i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at de frygter, at ansøgeren vil blive tvangsomskåret, hvis hun tager ophold i Somalia. Ansøgeres forældre har endvidere henvist til, at de frygter, at deres konflikter vil få konsekvenser for ansøgeren. Ansøgerens forældre har endelig henvist til, at de frygter, at ansøgeren vil blive slået ihjel af ansøgerens mors farbror, da han betragter ansøgeren som et uægte barn. Ansøgerens forældre har til støtte herfor henvist til, at der i Somalia er tradition for omskæring af piger. Forældrene er bange for, at de vil blive presset af det omgivende samfund og af deres familie, herunder særligt af ansøgerens mors farbror til at få deres datter omskåret, og at de vil blive udstødt, såfremt de nægter dette. Flygtningenævnet stadfæstede den [i sommeren] 2016 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse i Danmark vedrørende ansøgerens far – den somaliske statsborger [A] – og meddelte ham en udrejsefrist på 7 dage. Ansøgerens mor har for nævnet forklaret, at [A] i sommeren 2018 afbrød hendes og ansøgerens fars samliv, og at hun ikke har set ham side. Nævnet har lagt ansøgerens mors forklaring om samlivsophøret, der støttes af oplysningerne om, at ansøgerens far i [i sommeren] 2018 forlod sit asylcenter, til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens mor har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være alene om at beskytte ansøgeren, der er omkring halvanden år gammel, imod at blive omskåret mod ansøgerens og ansøgerens mors vilje. Nævnet lægger herved vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgerens mors netværk i Somalia vil være i stand til eller indstillet på at støtte ansøgerens mor i hendes ønske om at beskytte ansøgeren imod omskæring, idet ansøgerens mor og hendes kusiner, som moren er opvokset sammen med, alle er omskåret. Efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerens mor, som enlig somalisk kvinde uden særlige ressourcer ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra familien og omgivelserne om omskæring af ansøgeren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved ophold i Somalia vil være i risiko for at blive omskåret mod sin vilje. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”soma /2018/72/LINB
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2014. Sagen er sambehandlet med Soma/2018/72/LINB. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Hawiye og er sunni muslim fra [A], Galgadud-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin farbror, der er tilknyttet al-Shabaab, fordi klageren har giftet sig med en mand imod sin farbrors vilje. Klageren har til støtte herfor henvist til, at hendes farbror havde lovet hende bort til en mand ved navn Imram, der er leder i al-Shabaab. Uden farbrorens kendskab valgte klageren derimod at gifte sig med en anden mand ved navn [B] i [foråret] 2013. På et tidspunkt opdagede klagerens farbror forholdet til [B], idet klageren var blevet gravid. Herefter udsatte farbroren klageren for fysiske overgreb, hvorefter han frihedsberøvede hende i omkring ti måneder. [I sommeren] 2014 fandt klageren ud af, at hun var blevet dømt til døden. Kort herefter lykkedes det klageren at flygte fra Somalia med hjælp fra sin kusine og [B]s ven ved navn [D]. Udlændingestyrelsen meddelte den [i vinteren] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen fandt derimod ikke, at kunne lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at klageren har forklaret usammenhængende, udbyggende og divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Flygtningenævnet skal blandt andet fremhæve, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2014 forklarede, at hun havde kendt sin daværende ægtefælle, [B], siden barndommen. Senere i samtalen forklarede klageren, at hun lærte [B] at kende igennem [B]s arbejde med transport af varer til [C]. Til asylsamtalen den [i foråret] 2015 forklarede klageren, at hun lærte [B], som altid havde hjulpet klageren, at kende i [vinteren] 2012, og at de lærte hinanden at kende ved vandhullet i landsbyen. For nævnet har klageren forklaret, at hun mødte [B] i 2013. Klageren forklarede videre til asylsamtalen, at hun og [B] mødtes hos [B]s ven, [D], og havde samleje der. Til gensamtalen [i sommeren] 2015 forklarede klageren, at hun og [B] mødtes, at de også havde samlejer, og at møderne foregik hos [B]. Foreholdt divergensen forklarede hun, at den skyldtes fejl ved tolkningen. For nævnet har klageren som forklaring på divergensen forklaret, at [B] og [D] boede i samme hus. Endvidere forklarede klageren til oplysnings- og motivsamtalen, at hun, efter at ægteskabet var blevet opdaget, skjulte sig 10 måneder hus [B], hvilket hun ændrede til, at hun i 10 måneder blev holdt fanget hos farbroren. Til asylsamtalen forklarede klageren, at hun i de 10 måneder, hun blev holdt fanget, havde en fodlænke på, og at hun blev ledsaget af nogen, når hun skulle på toilettet, og når hun skulle have mad. Til samtalen [i efteråret] 2017 forklarede klageren nu, at hun [i sommeren] 2014 hentede vand til familien ved brønden, og at hun ved brønden mødte [D], som hun aftalte flugten med. For nævnet forklarede klageren, at det var kusinen, der kontaktede [D]. Flygtningenævnet er opmærksom på, at klageren har forklaret divergenserne med, at der er sket fejl ved tolkningen. Det kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering henset til, at klageren har fået referaterne af samtalerne med Udlændingestyrelsen oversat uden at have bemærkninger til divergenserne. Det svækker endvidere klagerens troværdighed, at hun ikke har kunnet oplyse om navnet på den sheik, der viede hende og [B], idet klageren har forklaret, at sheiken boede i den landsby med 500 indbyggere, hvor klageren har boet hele sit liv, kun fem huse fra klagerens bopæl. Klageren har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at hun har en konflikt med al-Shabaab eller sin farbror, og klageren har ikke sandsynliggjort, at hun er uden netværk i Somalia. Flygtningenævnet stadfæstede [i sommeren] 2016 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse i Danmark vedrørende klagerens ægtefælle – den somaliske statsborger [E] – og meddelte ægtefællen en udrejsefrist på 7 dage. Klageren har for nævnet forklaret, at ægtefællen i sommeren 2018 afbrød klageren og ægtefællens samliv, og at hun ikke siden har set ægtefællen. Nævnet lægger klagerens forklaring om samlivsophøret, der støttes af oplysningerne om, at ægtefællen i [i sommeren] 2018 forlod sit asylcenter, til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være alene om at beskytte datteren [F], der er omkring halvanden år gammel, imod at blive omskåret mod klagerens vilje. Nævnet lægger herved vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at klagerens netværk i Somalia vil være i stand til eller indstillet på at støtte klageren i ønsket om at beskytte datteren imod omskæring, idet klageren og klagerens kusiner, som hun er opvokset sammen med, alle er omskåret. Efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren, som enlig somalisk kvinde uden særlige ressourcer ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra familien og omgivelserne om omskæring af datteren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hendes datter ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive omskåret mod klagerens vilje. Flygtningenævnet har derfor meddelt klagerens datter, [F], opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og som konsekvens heraf meddeles klageren også opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1. Da klagerens søn, [G], har anmodet om asyl under sagens behandling for Flygtningenævnet, meddeles han ligeledes opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren og klagerens søn, [G], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2018/71/LINB
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [A] og er muslim af trosretning fra Jowhar, Middle Shabelle, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han har nægtet at lade sig rekruttere til deres gruppering. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af selvmordsbomber eller af andre personer, som følge af den generelle, dårlige sikkerhedssituation i Somalia. Endelig har klageren henvist til, at han frygter, at han vil få et dårligt liv, fordi han ikke vil kunne få arbejde eller uddannelse i Somalia. Til støtte for sit asylmotiv har klageren blandt andet henvist til, at hans problemer startede, da hans far blev slået ihjel af al-Shabaab i 2008. I begyndelsen af 2010 blev klageren opsøgt af nogle repræsentanter fra al-Shabaab, imens han arbejdede i familiens landbrug. Al-Shabaab forsøgte her at rekruttere klageren til deres gruppering, hvilket klageren nægtede. Herefter blev han slået i hovedet og på næsen, som brækkede. Landsbyens indbyggere kom til stedet, hvorefter al-Shabaab forlod området. Omkring en måned herefter vendte al-Shabaab tilbage til byen og spurgte efter klageren. Klageren tog derefter ophold hos sin mors veninde ved navn [B], som også boede i landsbyen. Klageren boede hos [B] i omkring otte måneder. I denne periode opsøgte al-Shabaab klagerens mor to gange, hvor de begge gange spurgte efter klageren. I 2011, kort efter klagerens mor var blevet opsøgt anden gang, udrejste klageren af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte i [begyndelsen af sommeren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis. Udlændingestyrelsen vurderede, at klagerens forklaring om sit asylmotiv kunne lægges til grund, selvom klagernes forklaring på visse punkter forekom påfaldende. Styrelsen vurderede tillige, at det på det tidspunkt ville udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 at tilbagesende klageren til Somalia. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. I [slutningen af sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke efter forklaringen for nævnet, at klageren har sandsynliggjort det asylmotiv, han har påberåbt sig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klageren har forklaret grundlæggende forskelligt til sine to samtaler med Udlændingestyrelsen. Klageren har således på alle væsentlige punkter forklaret divergerende, herunder om sin kontakt med al-Shabaab, den voldsudøvelse klageren angiveligt har været udsat for, og om hvornår klagerens far blev dræbt. Nævnet kan henvise til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse af 31. august 2017. Flygtningenævnet skal endvidere fremhæve, at klagere har forklaret divergerende som sit ophold i Somalia umiddelbart inden udrejsen. Klageren forklarede således indledningsvist til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2013, at han, efter i begyndelsen af 2010 at være udsat for vold af al-Shabaab, lå syg hjemme en måned. Herefter forklarede han, at han opholdt sig en måned hos sin mors veninde, [B], som også bor i [D], inden han tog til Mogadishu, hvor han opholdt sig en dag inden udrejsen af Somalia. Foreholdt at forklaringen ikke passede med, at klageren også havde forklaret, at han udrejste tidligt i 2011, forklarede klageren nu, at han opholdt sig hos morens veninde i 8 måneder. Til samtalen [i sommeren] 2017 forklarede klageren, at han holdt sig skjult hjemme hos sin mor en måned, inden han tog til Mogadishu, hvor han opholdt sig en til to måneder hos sin moster [C], inden klageren rejste til Tyrkiet. Flygtningenævnet er opmærksom på, at klageren har givet forskellige forklaringer på divergenserne, men finder, at ingen af forklaringerne er overbevisende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i forskellige sager tiltrådt, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Mogadishu er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ligeledes, at situationen i Jowhar, som klageren har oplyst ligger omkring 2 kilometer fra [D], er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Jowhar er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Jowhar ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse i Somalia som følge af, at han har opholdt sig i Danmark i cirka 6 år. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren var omkring 23 år, da han udrejste, og at han må antages at kunne begå sig i det somaliske samfund. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 5 år og 5 måneder. Klageren har kun begrænsede danskkundskaber og har reelt ikke opnået nogen integration. Klageren har bestået Dansk Prøve 2 og taget enkeltfag på 9. og 10. klasses niveau, ligesom klageren har været på højskole [i et par måneder] af 2014. Klageren, der ved brev [i sommeren] 2017 blev orienteret om, at Udlændingestyrelsen overvejede at inddrage hans opholdstilladelse, har fra [sommeren] 2017 været tilknyttet arbejdsmarkedet, idet han fra denne dato fik timearbejde som rengøringsassistent. Han oplyste i sit § 26-skema, at han [i slutningen af sommeren] 2017 skulle begynde på en tømreruddannelse. Klageren har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark, men han har sin familie i Somalia. Klageren har sund og rask. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Somalia/2018/69/LINB
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni muslim fra [A], Shabelle Hoose, Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen [B] og subklanen [C]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren, der indrejste i Danmark [i sommeren] 2014, har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun vil blive slået ihjel af repræsentanter fra al-Shabaab, fordi hun er flygtet fra dem, at hun vil blive voldtaget af regeringssoldater, at hendes familie vil tvangsgifte hende med hendes fars slægtning, og at hendes mor vil slå hende ihjel. Flygtningenævnet stadfæstede den [i sommeren] 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, hvor nævnet fandt, at ansøgerens forklaring forekom utroværdig. Efter hjemvisning meddelte Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 ansøgeren på ny afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter den generelle sikkerhedssituation for kvinder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ønsker en bedre fremtid og sikkerhed for sig selv og sin nyfødte søn. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun vil blive omskåret på ny og tvangsgiftet bort. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at sikkerhedssituationen i hendes hjemby [A] er meget dårlig, herunder særligt for enlige kvinder uden et mandligt netværk. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være uden mandligt netværk, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hun under samtalen den [i foråret] 2017 hos Udlændingestyrelsen oplyste, at hun ved udrejsen havde begge sine forældre, fire brødre og to søstre. De boede dengang alle i [A], og hun har ikke siden hørt noget om, at de skulle være flyttet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen har oplyst at have jævnlig kontakt med sin mormor, og at ansøgeren standser mormoren, når hun begynder at tale om deres familie i Somalia, fordi ansøgeren ikke vil høre om den på grund de ting, der er sket. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens oplysninger for nævnet om, at hendes far er blevet dræbt på grusom vis af al-Shabaab, og at hendes mor er flygtet fra [A] med ansøgerens søskende, er fremsat meget sent, og at ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for detaljer og tidspunkter om farens død. Det fremstår endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke allerede på det tidspunkt, hvor hun efter sin egen forklaring modtog oplysningerne, gav dem videre til sin advokat. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren vil kunne forvente at opnå beskyttelse hos det mandlige netværk i sin familie ved en tilbagevenden til hjemlandet. Der må i den forbindelse tages hensyn til, at ansøgeren under sit ophold i Danmark er blevet gift og har fået to børn med en mand, som forældrene ikke har accepteret. I overensstemmelse med Flygtningenævnets tidligere afgørelse i sagen lægges det til grund, at ansøgeren ved udrejsen har ikke haft en asylbegrundende konflikt med al-Shaabab eller med sin familie. Det må imidlertid lægges til grund, at det ved ansøgerens tilbagevenden til hjemlandet vil komme til ansøgerens families kendskab, at ansøgeren er blevet mor til to børn med en mand, som familien ikke har accepteret. Det må efter ansøgerens forklaring endvidere lægges til grund, at ansøgeren har et modsætningsforhold til sin mor. Når dette sammenholdes med baggrundsoplysningerne om kvinders forhold i Somalia, herunder i landdistrikterne i det sydlige Somalia, hvor ansøgeren kommer fra, og ansøgerens oplysninger om sine klan- og familieforhold i Somalia, må det anses for sandsynliggjort, at ansøgeren ved at gifte sig uden familiens samtykke har bragt skam over familien og derfor vil blive udstødt af familien. Hun vil derefter reelt være enlig kvinde i Somalia uden mulighed for at opnå beskyttelse hos et mandligt netværk. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af dommen R. H. mod Sverige af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at: "In the Court's view, it may be concluded that a single woman returning to Mogadishu without access to protection from a male network would face a real risk of living in conditions constituting inhuman or degrading treatment under Article 3 of the Conven-tion". Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 er opfyldt. Flygtnin-genævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/66/LINB
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [X] og er muslim fra [det sydlige] Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet hun er flygtet fra et af deres medlemmer, som ville tvangsgiftes med hende. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun to til tre dage forud for sin udrejse blev opsøgt af en person, som ville giftes med klageren. Klageren havde aldrig set personen før, men han fortalte, at han var fra al-Shabaab. Klagerens far arrangerede efterfølgende klagerens udrejse. Mens klageren var på vej til hendes onkel i Nairobi, blev hendes onkel kontaktet af hendes far, som fortalte, at al-Shabaab-medlemmet havde været på deres bopæl for at spørge efter klageren. Klagerens far fortalte, at klageren ikke var hjemme, til hvilket al-Shabaab medlemmet svarede, at hvis han fandt ud af, at klageren var flygtet, ville det gå ud over familien. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men Udlændingestyrelsen har i et internt notat om afgørelsen anført begrundelsen herfor. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen må anses for at have lagt klagerens forklaring om sit asylmotiv i forhold til al-Shabaab til grund, og at afgørelsen således er begrundet i klagerens individuelle forhold. Flygtningenævnet finder imidlertid, at klagerens senere forklaringer om sit asylmotiv indeholder sådanne divergenser, at der er grundlag for at tilsidesætte den oprindelige troværdighedsvurdering af klagerens forklaring. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om helt centrale forhold vedrørende sit asylmotiv, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Klageren har således forklaret divergerende om, hvorvidt manden fra al-Shabaab fortalte hende, at han ville giftes med hende, da han rettede henvendelse til hende på gaden, idet klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i slutningen af 2012] forklarede, at manden fra al-Shabaab på gaden fortalte, at han ville giftes med hende, mens hun under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret 2017] forklarede, at det først var da han opsøgte hjemmet, at det gik op for hende, at han ville giftes med hende. Endvidere har klageren forklaret divergerende om, hvorvidt manden fra al-Shabaab opsøgte hendes familie, inden hun udrejste. Klageren har således under samtalen med Udlændingestyrelsen den [i slutningen af] 2012 forklaret, at hendes familie ikke blev opsøgt inden hendes udrejse, mens hun under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 forklarede, at han opsøgte hendes familie én gang inden hendes udrejse og én gang efter hendes udrejse. Der er endvidere lagt vægt på, at klageren under mødet i Flygtningenævnet har svaret undvigende og usikkert på de stillede spørgsmål. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at det er 6 år siden, at klageren forlod Somalia, hvilket imidlertid ikke kan føre til en ændret vurdering henset til, at der har været tale om helt enkle og centrale spørgsmål til et simplet asylmotiv. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Mogadishu, finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i Mogadishu, selv om de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, er forbedret, og at ændringerne ikke er af helt midlertidig karakter, hvorfor en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtigelse. Klageren havde ved sin udrejse af Somalia boet 2 år i Mogadishu, hvor hun fortsat har familie. Klageren har nu haft ophold i Danmark i 6 år og har gået på VUC, hvor hun har bestået prøver i engelsk på D niveau, matematik på G niveau og dansk på G niveau. Klageren er [i sommeren] 2018 påbegyndt uddannelsen som sosu-assistent. Klageren har ikke gennemført en erhvervsrettet uddannelse eller opnået en fast tilknytning til det danske arbejdsmarked. Klageren er gift, og klagerens ægtefælle stammer også fra Somalia, men han har i 2018 opnået dansk statsborgerskab. Klageren lider af en øjensygdom, som hun er blevet behandlet for i Somalia og i Danmark. Ægteparret har to børn, der nu er 3 og 5 år gamle, der lider af samme øjensygdom som klageren. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for hende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/66/JEA
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen Ajouran og er sunni-muslim. Ansøgeren er somalisk statsborger, men født og opvokset i Jeddah i Saudi Arabien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Somalia og at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han frygter krigen i Somalia, og at han frygter at blive tvangsrekrutteret til al-Shabbab, fordi han tilhører en mindre klan, Ajouran. Ansøgeren har aldrig været i Somalia, og han ved ikke fra hvilket område i Somalia, hans forældre stammer. Ansøgeren har forklaret, at han aldrig har været i Somalia, ikke taler somali og ikke har kendskab til familie i Somalia. Ansøgeren har ligeledes forklaret, at han ikke har konflikter i Somalia. Flygtningenævnet kan overordnet lægge disse oplysninger til grund, idet dog bemærkes, at det findes usandsynligt, at ansøgeren ikke i et vist omfang behersker det somaliske sprog, idet han er opvokset og frem til sin udrejse har boet sammen med sin mor, der er født og opvokset i Somalia. Flygtningenævnet finder, at der er tale om socioøkonomiske forhold, der ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Somalia er i det sydlige og centrale Somalia forbedret, således at enhver ikke længere, ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb, omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ansøgeren er en ung mand uden helbredsmæssige problemer, hvorfor ansøgeren vil kunne etablere en efter somaliske forhold rimelig tilværelse i for eksempel Mogadishu. Ansøgeren har ikke ved en henvisning til de generelle forhold i Somalia sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Somalia vil være i risiko for overgreb som følge af en klankonflikt. Det forhold, at ansøgeren ikke er i besiddelse af dokumenter, er et udrejsespørgsmål, der ikke er omfattet af Flygtningenævnets kompetence. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/65/col
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra Kismayo, Lower Juba, Somalia. Klageren har oplyst at tilhøre hovedklanen […] og underklanen [K1]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte herfor har klageren anført, at hans far blev opsøgt af al-Shabaab [i foråret] 2013 i et forsøg på at rekruttere både faren og klageren, men at faren nægtede dette. Al-Shabaab truede klagerens far med, at det ville få konsekvenser for ham, hvis de ikke var klar, næste gang al-Shabaab kom. 25 dage senere vendte al-Shabaab tilbage og forlangte, at klagerens far mødte dagen efter på en politistation styret af al-Shabaab. Da klagerens far ikke mødte op, kom syv personer om formiddagen til klagerens bopæl, hvor de ledte efter klageren og faren. Faren var ikke hjemme, men al-Shabaab tog klageren med sig. Klageren blev kørt til en lejr udenfor Kismayo, hvor han i lejren fik at vide af al-Shabaab, at han skulle være hellig kriger. En dag, hvor klageren var ude at samle brænde sammen med andre unge fra lejren, lykkedes det klageren at flygte hjem til sine forældre. Da klageren kom hjem, var hans far på bopælen. Faren sagde, at klageren ikke kunne blive der, så klageren og hans far tog ophold hos naboer i hver deres kvarter i nærheden. Tre dage senere havde klagerens far arrangeret klagerens udrejse, og klageren blev med en agent sendt til Mogadishu, hvor han opholdt sig i fem dage, før klageren og agenten udrejste med fly til Tyrkiet. Klageren har endvidere oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af [K2]-klanen på grund af en igangværende klankonflikt mellem hans klan, [K1], og [K2]-klanen. Klagerens far og bror er blevet slået ihjel som følge af konflikten. Konflikten har endvidere resulteret i, at klagerens mor og søskende er flygtet til Kenya. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Styrelsen kunne dog ikke lægge klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv i forhold til al-Shabaab til grund, idet han på væsentlige punkter har forklaret divergerende, herunder blandt andet om, hvorvidt hans tilbageholdelse varede tre dage eller seks måneder. Endvidere bemærkes, at Flygtningenævnet ikke finder, at klageren har sandsynliggjort, at han efterfølgende er blevet omfattet af en påstået klankonflikt. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse endvidere, at de nu foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i klagerens hjemområde i Somalia ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse er derfor opfyldt. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at en inddragelse af opholdstilladelsen, navnlig på grund af de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, vil virke særligt belastende for klageren. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ganske vist har opholdt sig fem år i Danmark, men at han ikke har efter det oplyste har opnået en fast tilknytning til arbejdsmarkedet, at han ikke har nær familie i Danmark, at han er sund og rask, og at han er født og opvokset i Somalia, hvor han har boet indtil sin udrejse i 2012, og hvor han har søskende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/64/MGO
Nævnet hjemviste i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Somalia. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra [en by i Mahadaay-distriktet], Middle Shabelle, Somalia. Klageren har oplyst, at han ikke tilhører nogen bestemt klan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren, der indrejste i Danmark i foråret 2010, har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, som har forsøgt at hverve ham og dømt ham til døden. Endvidere frygter klageren at blive efterstræbt af sin plejefamilie. Klageren frygter endvidere, at hans liv ville være i fare i Somalia, fordi han ikke tilhører nogen bestemt klan. Flygtningenævnet stadfæstede i efteråret 2010 Udlændingestyrelsens afgørelse om asyl, hvor nævnet fandt, at klagerens forklaring forekom utroværdig og konstrueret til lejligheden. Efter hjemvisning meddelte Udlændingestyrelsen i foråret 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klageren frygter endvidere, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil blive slået ihjel af sin plejefamilie, hvis han nægter at lade sine døtre omskære. Han frygter også, at han vil blive slået ihjel, hvis han nægter at lade sine børn rekruttere til eksempelvis al-Shabaab. Endvidere frygter klageren, at han vil blive udsat for repressalier, hvis han modsætter sig at lade sine døtre tvangsgifte. Derudover frygter klageren, at hans ægtefælle og børn bliver tvangsfjernet fra ham, at hans børn bliver udsat for voldtægt, og at han i den forbindelse kommer op og skændes med sin plejefamilie. Det er oplyst, at klagerens tre mindreårige børn har søgt om asyl i Danmark lige før nævnsmødet, under hvilken sagsbehandling klagerens ægtefælle forventes at ville blive inddraget. Under hensyntagen til den nære sammenhæng mellem klagerens nægtelse af forlængelsessag og klagerens mindreårige børns asylsager, herunder de nye, påberåbte asylmotiver vedrørende klagerens mindreårige børn, som klageren har påberåbt sig under samtalen med Udlændingestyrelsen i [slutningen af] 2017, finder Flygtningenævnet det mest hensigtsmæssigt, at disse sager behandles samtidigt. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” Soma/2018/63/MGO
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra [en by i Tiyeegloow-distriktet] i Bakool-regionen, Somalia. Klageren tilhører klanen […], subklanen […], subsubklanen […] og familieklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, der har tvangshvervet ham. Klageren frygter endvidere al-Shabaab, fordi de også har tvangshvervet hans bror, som i 2014 blev slået ihjel. Efter at være blevet tvangshvervet blev klageren sendt i træningslejr, hvorfra han under tvang blev sendt i kamp. Efter denne episode lykkedes det klageren at flygte fra træningslejren, og han tog hjem til sine forældre, hvorfra han udrejste af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet styrelsen på daværende tidspunkt vurderede, at klageren havde forklaret troværdigt om sin konflikt med al-Shabaab, og at afgørelsen således var begrundet i klagerens individuelle forhold. I Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse [i efteråret] 2017 vurderede styrelsen imidlertid, at de ikke længere kunne lægge klagerens forklaring til grund, idet den fremstod divergerende og modstridende på en række punkter. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens seneste forklaring om sit asylmotiv indeholder sådanne divergenser eller andre forhold, at der er grundlag for at tilsidesætte den oprindelige troværdighedsvurdering. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren fortsat må anses som værende profileret i forhold til al-Shabaab på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Somalia fortsat er i risiko for asylbegrundende forhold. Det bemærkes i den forbindelse, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at al-Shabaab har kontrollen med klagerens hjemby og således vil være i stand til at ramme ham, hvis de ønsker det. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [i efteråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at nævnet ikke finder, at klagerens asylmotiv er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2018/62/MGO
Nævnet ophævede i august 2018 Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører Hawiye-klanen og er muslim fra [..], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af Al-Shabaab, idet han er efterstræbt af militsen. Til støtte herfor har klageren oplyst, at Al-Shabaab angreb hans bopæl [foråret] 2013, og at klageren og hans søn i den forbindelse blev kidnappet. Klageren var tilbageholdt i omkring en måned. Han formåede under sin tilbageholdelse at grave en tunnel, hvorved han flygtede. Klageren udrejste dernæst af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [sommeren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men det fremgår af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution af [sommeren] 2013, at klageren er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 med følgende begrundelse: ”Uanset at ansøgers forklaring forekommer påfaldende, finder Udlændingestyrelsen ikke at kunne afvise, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i et asylrelevant modsætningsforhold til Al-Shabaab. Vi har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger omkring menneskerettighedssituationen i Somalia, herunder at ansøger kommer fra et område i Hiraan regionen, der stadig ses kontrolleret af Al-Shabaab.” Flygtningenævnet bemærker, at det i Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2017 om inddragelse af klagerens opholdstilladelse er anført, at opholdstilladelsen er meddelt med henvisning til Udlændingestyrelsens vurdering af, at det på daværende tidspunkt ville udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at tilbagesende klageren til Somalia. Udlændingestyrelsen lagde vægt på de generelle forhold i det centrale og sydlige Somalia på daværende tidspunkt. I Udlændingestyrelsens berigtigelse af [efteråret] 2017 er det derimod anført, at Udlændingestyrelsen nu vurderer, at man ikke kan lægge klagerens forklaring til grund om hans konflikt med Al-Shabaab, selv om Udlændingestyrelsen tidligere vurderede, at man ikke med fornøden sikkerhed kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville stå i et asylbegrundende modsætningsforhold til Al-Shabaab. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af klagerens forklaring om asylmotivet i det væsentlige lægge forklaringen til grund, idet forklaringen på afgørende punkter fremstår sammenhængende og detaljeret. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren har sandsynliggjort sit asylmotiv, således som Udlændingestyrelsen også oprindelig fandt grundlag for i tilladelsesresolutionen af [sommeren] 2013. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at Al-Shabaab angreb klagerens bopæl [foråret] 2013, og at klageren og en af hans sønner i den forbindelse blev kidnappet. Under klagerens tilbageholdelse blev han flere gange udsat for overgreb og beskyldt for at samarbejde med myndighederne, indtil det lykkedes ham at flygte. Klageren har herved sandsynliggjort, at han er efterstræbt af Al-Shabaab, og at det har været nødvendigt for klageren at flygte fra Somalia. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er fremkommet konkrete nye oplysninger om asylmotivet, og at forekommende divergenser i klagerens forklaring må anses for at være af mindre betydning, herunder om klageren har tildækket et hul med sit tøj eller et lagen. Flygtningenævnet finder, at det ikke vil være rimeligt at henvise klageren til at tage ophold et andet sted i Somalia, og nævnet lægger herved vægt på karakteren af klagerens individuelt og konkret begrundede modsætningsforhold til Al-Shabaab. Nævnet finder ikke, at en ændring af de generelle forhold i den centrale og sydlige del af Somalia kan udgøre et tilstrækkeligt grundlag for en inddragelse af klagerens opholdstilladelse i denne konkrete sag. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [sommeren] 2017, som berigtiget [efteråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/61/KAA
Nævnet ophævede i august 2018 Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører Hawiye klanen og er muslim fra [..], Shabella Hoose, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af Al-Shabaab, eftersom han er efterstræbt af militsen. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han underviste på en privatskole. Han underviste i matematik og engelsk. Klageren blev flere gange opsøgt på skolen af Al-Shabaab. De sagde, at han skulle holde op med at undervise i engelsk. Klageren blev senere opsøgt i sit eget hjem af Al-Shabaab. Inden klageren åbnede døren, blev der skudt op i luften udenfor. Klageren flygtede gennem sit badeværelse og videre ud af boligen over en mur, hvor han blev skudt i sin højre skulder. Klageren udrejste dernæst af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men det fremgår af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution af [vinteren] 2013, at klageren er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 med følgende begrundelse: ”Uanset at ansøgers forklaring forekommer påfaldende på en række punkter, og at han ikke har været i stand til at tidsfæste konkrete hændelser, finder Udlændingestyrelsen ikke at kunne afvise, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i et asylrelevant modsætningsforhold til Al-Shabaab. Vi har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger omkring menneskerettighedssituationen i Somalia, herunder at ansøger kommer fra et område, der stadig ses kontrolleret af Al-Shabaab.” Flygtningenævnet bemærker, at det i Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2017 om inddragelse af klagerens opholdstilladelse er anført, at opholdstilladelsen er meddelt med henvisning til daværende asylpraksis, idet Udlændingestyrelsen afviste klagerens forklaring om, at han havde en konkret og individuel konflikt med Al-Shabaab. I Udlændingestyrelsens berigtigelse af [efteråret] 2017 er det derimod anført, at klagerens forklaring om, at han har en konflikt med Al-Shabaab ikke længere kan lægges til grund, selvom Udlændingestyrelsen tidligere ikke med fornøden sikkerhed kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil stå i et asylbegrundende modsætningsforhold til Al-Shabaab. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af klagerens forklaring om asylmotivet i det væsentlige lægge forklaringen til grund, idet forklaringen anses for at være sammenhængende og detaljeret på afgørende punkter. Nævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort sit asylmotiv, således som Udlændingestyrelsen også oprindelig fandt grundlag for i tilladelsesresolutionen af [vinteren] 2013. Nævnet lægger herefter til grund, at klageren flere gange er blevet opsøgt af Al-Shabaab som følge af klagerens arbejde som lærer med undervisning blandt andet i engelsk. Klageren er blevet forfulgt og forsøgt dræbt af Al-Shabaab, da han ikke ville ophøre med sin undervisning, og det har været nødvendigt for klageren at flygte fra Somalia. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er fremkommet konkrete nye oplysninger om asylmotivet, og at forekommende divergenser vedrørende klagerens præcise angivelser af tidspunkter for Al-Shabaab’s henvendelser til klageren må anses for at være af mindre betydning. Flygtningenævnet finder, at det ikke vil være rimeligt at henvise klageren til at tage ophold et andet sted i Somalia. Nævnet lægger herved vægt på karakteren af klagerens individuelt og konkret begrundede modsætningsforhold til Al-Shabaab, og nævnet finder ikke, at en ændring af de generelle forhold i den centrale og sydlige del af Somalia er tilstrækkelig til at kunne begrunde en inddragelse af klagerens opholdstilladelse i denne konkrete sag. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret] 2017, som berigtiget ved afgørelse af [efteråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/60/KAA
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk ashraf og muslim af trosretning fra [en by i] Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at han vil blive slået ihjel af al-Shabaab eller klanen Abgal. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev truet af klanen Abgal hver dag. Klageren blev tillige truet af al-Shabaab, fordi hans indtægtskilde var at drive en biograf, der ifølge al-Shabaab var forbudt, idet kvinder og mænd blev samlet på det samme sted. Al-Shabaab brændte hans biograf ned. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sin konflikt med klanen Abgal til grund, men Flygtningenævnet finder, at konflikten, herunder at klageren er blevet bestjålet og kaldt skældsord, ikke i sig selv kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Særligt vedrørende konflikten med samarbejdspartneren [A] har Flygtningenævnet lagt vægt på karakteren af konflikten, at klageren opholdt sig et år i [byen] efter at [A] frarøvede klageren hans andel i deres fælles bus, samt at konflikten opstod i 2008 og må anses for afsluttet. Det beror således alene på klagerens formodning, at han fortsat står i et modsætningsforhold til [A]. Udlændingestyrelsen har ved afgørelsen af [foråret] 2012 og afgørelsen af [foråret] 2017 tilsidesat klagerens individuelle asylmotiv i forhold til al-Shabaab, og Flygtningenævnet tiltræder, at klageren ikke har sandsynliggjort sin konflikt med al-Shabaab. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klageren ikke har forklaret om denne konflikt til de norske udlændingemyndigheder, da klageren søgte om asyl i Norge i 2009, og at klageren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Klageren har således forklaret divergerende om blandt andet tidspunktet for, hvornår han etablerede biografen, og klageren har til samtalen [i foråret] 2017 udbygget sin forklaring, idet han forklarede, at han også havde modtaget truende sms’er. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at klageren i en periode på et år uden problemer har kunnet drive en biograf, selvom al-Shabaab angiveligt var klar over, at han drev biografen. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i forskellige sager tiltrådt, at den generelle situation i [byen] ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i [byen] er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af de seneste baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet fortsat, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [byen] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Ved vurderingen har nævnet særligt lagt vægt på, at klageren, der er statsborger i Somalia, er 35 år og født og opvokset i Somalia, hvor han har boet indtil sin udrejse i [efteråret] 2008. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 6 år, har bestået Danskprøve 2, og har haft ansættelse hos [en virksomhed] siden 2015, hvor han har arbejdet mellem 25-37 timer om ugen. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark, har ikke gennemført en erhvervsrettet uddannelse og har ikke engageret sig i foreningslivet i Danmark. Endelig har klageren ingen helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/59
Nævnet omgjorde i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og tilhørende klanen Hawiye. Klageren er sunni-muslim fra […], Galgaduud-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han har nægtet at lade sig tvangshverve, ligesom hans familie har en konflikt med klanen [A] om noget jord, og idet overhovederne for denne klan, [B] og [C], også er medlemmer af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans familie gennem hele hans liv har stået i et modsætningsforhold til familien [A], fordi denne familie har ønsket at overtage et jordstykke fra klagerens familie. Der har jævnlig været sammenstød mellem de to familier om jorden. I løbet af 2006 og 2007 tilsluttede familien [A] sig det, der senere blev til al-Shabaab, og [B] er efterfølgende blevet leder af en gruppe i al-Shabaab. Klagerens far indbragte spørgsmålet om jorden for Ældrerådet, der ikke kom frem til en afgørelse om, hvem der ejede jorden. Klagerens far blev dræbt i en anden konflikt i 2007. I 2012 begyndte [B] og [C] at henvende sig til klageren og hans storebror for at få dem til at tilslutte sig al-Shabaab. De efterfølgende år blev de ved med at henvende sig, men klageren og hans bror afviste hver gang at tilslutte sig gruppen. [I sommeren] 2014 blev klagerens bror dræbt af [B] og medlemmer af hans milits i forbindelse med, at de krævede at få halvdelen af klagerens families dyr. Klageren var ikke hjemme, men ude på marken, da det skete. Det blev efterfølgende annonceret fra højtalervogne, at klageren var eftersøgt for at være spion. Klagerens lillebror opsøgte klageren og fortalte om drabet, og klageren gemte sig til den følgende dag, hvor en slægtning hentede ham og hjalp ham med at flygte ud af Somalia. Efterfølgende flygtede klagerens mor og søskende, men senere er de flyttet tilbage til deres hjemområde, hvor de lever under ydmyge vilkår, fordi de har mistet deres jord, dyr og bolig til [B]. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen kunne ikke i forbindelse med deres afgørelse lægge klagerens forklaring om konflikterne med al-Shabaab og familien [A] til grund, idet de anførte, at klageren havde forklaret divergerende og bemærkelsesværdigt om sit asylmotiv, herunder om hændelsesforløbet vedrørende al-Shabaab-medlemmerne [B] og [Cs] forsøg på at overtage klagerens families jord, klagerens kontakt til sin familie efter udrejsen samt mødet med et al-Shabaab medlem, mens klageren skjulte sig. Udlændingestyrelsen afviste derfor at give opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, men lagde til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt og meddelte ham opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Et flertal af nævnets medlemmer finder, at ansøgeren forklaring i al væsentlighed forekommer overbevisende og selvoplevet, ligesom forklaringen understøttes af baggrundsoplysningerne om udviklingen i klagerens hjemområde i relation til al-Shabaabs magtovertagelse. Herefter, og idet der kun har været mindre divergenser, der relaterer sig til forhold af mindre væsentlig betydning, lægger flertallet til grund, at klageren og hans familie har haft en mangeårig konflikt med familien [A], og at denne konflikt eskalerede, da denne familie tilsluttede sig al-Shabaab. Det lægges videre til grund, at al-Shabaab dræbte klageren bror og truede med, at de også ville slå klageren ihjel. Flertallet lægger derfor til grund, at klageren er profileret i forhold til al-Shabaab, ligesom det lægges til grund, at forholdene i klagerens hjemområde ikke har ændret sig, idet al-Shabaab fortsat kontrollerer den region, klageren kommer fra. Flertallet lægger endelig til grund, at klagerens konflikt yderligere er forværret ved, at al-Shabaab har fængslet hans ægtefælle og frataget familien såvel deres hjem som deres dyr. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at betingelserne for nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke finder, at klagerens asylmotiv er omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet ophæver herefter den afgørelse Udlændingestyrelsen traf [i vinteren] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/137/HHU
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somalier og tilhører hovedklanen Hawiye. Klageren er muslim af trosretning og fra byen [klagerens landsby], Shabelle Dhexe. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab og klanen [A]. Klageren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hans far var landmand og ejede et jordstykke, der lå ved siden af naboens, [B], jordstykke. Klagerens far og [B] havde en langvarig strid om, hvor grænsen gik mellem jordstykkerne, og det endte med, at [B] slog faren ihjel på grund af jordkonflikten, hvilket skete da klageren var meget ung. På et ikke nærmere oplyst tidspunkt efter drabet på klagerens far hævnede klagerens storebror, [C], drabet på faren ved at slå naboen [B] ihjel. Kort efter døde [C] af naturlige årsager. [B] tilhørte klanen [A], som efter [Cs] død ønskede at hævne sig på klageren som den ældste søn i familien. Klagerens klan forsøgte forgæves at mægle i konflikten og tilbød at betale blodpenge, men dette afviste [A] klanen. I 2013 blev klageren på begæring fra [A] klanen fængslet af al-Shabaab. Klageren blev løsladt efter to måneders tilbageholdelse, fordi hans klan garanterede over for al-Shabaab, at klageren ville henvende sig, hvis al-Shabaab indkaldte ham. I [sommeren] 2014 blev klageren igen anholdt af al-Shabaab, fordi han deltog i en bøn om regn ved en gravplads. Han blev igen fængslet og sigtet for dels at have blod på hænderne som følge af drabet på [B], dels at have deltaget i en ulovlig forsamling og handling i forbindelse med bønnen for regn samt endelig en falsk anklage for at have været vidne til et ulovligt ægteskab. Klageren blev dømt til døden ved skydning, men få dage efter lykkedes det for ham at stikke af fra fængslet i forbindelse med et toiletbesøg. Ansøgeren løb indtil han kom til [en lille landsby] den følgende dag, herfra flygtede han med hjælp fra en menneskesmugler videre ud af Somalia og til Kenya og derfra videre til Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen kunne ikke lægge klagerens forklaring om konflikterne med al-Shabaab og [A] klanen til grund, idet klageren havde afgivet modstridende oplysninger om centrale dele af asylmotivet, herunder hvornår hans far døde, hvor lang tid, der gik, fra broren [C] dræbte [B] og til han selv døde, og hvornår klageren flygtede fra sin landsby. Udlændingestyrelsen afviste derfor at give opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, men lagde til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt og meddelte ham opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes indledningsvist, at nævnet ved vurderingen af klagerens forklaring om asylmotiv har inddraget den omstændighed, at klageren er analfabet, og at hændelserne, der førte til flugten fra Somalia, ligger knap 4 år tilbage i tiden. Uagtet, at der er taget hensyn hertil ved vurderingen af forklaringen, har klageren ikke overfor Flygtningenævnet været i stand til at sandsynliggøre sit asylmotiv, idet hans forklaring herom har været divergerende og usandsynlig på en række centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist skal nævnet bemærke, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at klageren på enkelte punkter har været i stand til at huske eksakte datoer og tidspunkter – herunder at det var i [begyndelsen af] 2013, at han blev indkaldt til Ældrerådet, og at den anden anholdelse fandt sted [i sommeren] 2014, hvorimod han end ikke tilnærmelsesvis har været i stand til at forklare, hvor gammel han var, da [B] slog hans far ihjel, hvor mange år, der gik fra drabet på faren til broren [C] slog [B] ihjel, eller hvor længe efter det sidste drab, [C] døde af naturlige årsager. Det forekommer mindre sandsynligt, at klagerens eget klanoverhoved skulle medvirke til at udlevere klageren til [A] klanen, henset til at det var en fra denne klan, der havde startet konflikten, ligesom omstændighederne omkring al-Shabaabs indblanding i konflikten ikke forekommer overbevisende. Klageren har forklaret divergerende med hensyn til, hvorvidt det var mere end 20 år siden, at faren blev dræbt, eller hvorvidt han ikke husker tidspunktet for drabet, samt hvorvidt der gik nogle måneder fra, at [C] dræbte [B], og til [C] døde, eller hvorvidt han ikke kan huske, hvor lang tid der gik mellem disse hændelser. Han har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, om han i forbindelse med den første fængsling blev ført til al-Shabaabs fængsel af klanlederen [D], eller om det var såvel [D] som tre personer fra al-Shabaab, der hentede ham. Også med hensyn til omstændighederne omkring den anden fængsling har klageren forklaret divergerende, idet han i asylsamtalen forklarede, at han ikke havde set, at der var andre end ham, der blev anholdt, hvorimod han i forbindelse med partshøringen har forklaret, at der også blev taget andre med, men at han bare ikke kan sige hvor mange, fordi han var ude af sig selv og fik bind for øjnene. Endelig bemærkes, at omstændighederne omkring flugten ikke forekommer sandsynlige, herunder at ansøgeren var i stand til at flygte fra fængslet, mens han var under opsyn af bevæbnede vagter i fuldt dagslys ved at springe over en busk eller en indhegning samtidig med, at der blev skudt efter ham, uden at der skete ham noget. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren ved udrejsen var konkret og individuel forfulgt af al-Shabaab eller af personer fra [A] klanen. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Nævnet kan endelig ikke lægge klagerens forklaring under nævnsmødet om, at hans lillebror har tilsluttet sig al-Shabaab, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren først tre måneder før mødet i nævnet har fået etableret kontakt til sin kone i Somalia henset til, at han har forklaret, at han i forbindelse med flugten fik fat i sin moster, hvis telefonnummer han kunne huske i hovedet. Det fremstår også påfaldende, at han ikke i samme forbindelse sikrede sig, hvordan han fremadrettet kunne opnå kontakt til familien. Det fremstår usandsynligt, at klageren ved et tilfælde fik fat i sin gamle nabos telefonnummer og var i stand til at kontakte ham i Saudi Arabien, ligesom det fremstår usandsynligt, at naboens kone ikke ville hjælpe ham til at få kontakt til familien mere end den ene gang bortset fra nødstilfælde, eller at klageren ikke sikrede sig en anden måde, hvorpå han kunne komme i kontakt med familien. Det bemærkes endeligt, at det heller ikke forekommer sandsynligt, at broren skulle opsøge klagens hustru for at høre, hvor klageren befinder sig, henset til, at broren må have været klar over, at klageren var flygtet. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i sommeren] 2015, således at betingelserne for at nægte at forlænge hans opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Nævnet har ved vurderingen lagt til grund, at [klagerens landsby] i Shabelle Dhexe-regionen gennem længere tid har været under al-Shabaabs kontrol, og at området ifølge de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er under al-Shabaabs kontrol. Flygtningenævnet finder således, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis ikke har kontrollen over. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Ved vurderingen af denne sag har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på, at klageren har boet i [klagerens landsby] i Shabelle Dhexe-regionen frem til 2014, og at han fortsat har familie i dette område. Endelig har nævnet lagt vægt på, at klageren må anses som uprofileret. Flygtningenævnet finder i den forbindelse ikke, at den blotte omstændighed, at klageren har opholdt sig i Danmark i 4 år vil gøre ham profileret i forhold til al-Shabaab, eller at han af den grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, idet nævnet i den forbindelse har tillagt det betydning, at klageren fra sit liv i Somalia frem til udrejsen har erfaring med at leve i et område under al-Shabaab kontrol, ligesom nævnet som anført ovenfor har lagt til grund, at klageren er uprofileret. Med hensyn til, om en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende bemærkes, at klageren har opholdt sig i Danmark i godt 4 år, at han ikke har opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked eller gennemført en uddannelse. Han har ikke helbredsmæssige problemer og har ikke nær familie i Danmark, hvorimod nævnet som nævnt ovenfor lægger til grund, at han har familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 11, stk., 2, jf., 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/136/HHU
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra Haradheere, Mudug, Somalia. Ansøgeren tilhører underklanen Reer Loboge og hovedklanen Shikhal. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet de har truet hende. Ansøgeren frygter endvidere, hvad der vil ske med hende, idet hun ikke har noget familie i Somalia. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren ofte blev generet af al-Shabaab, der opsøgte hende i hendes forretning, hvor hun blev tvunget til at betale beskyttelsespenge. Ansøgerens datter, [D], og søn, [S], flygtede ud af Somalia, idet al-Shabaab anklagede dem for at samarbejde med myndighederne. Ansøgeren overtog herefter ansvaret for sine tre børnebørn. Da ansøgerens børnebørn var omkring 12 år, opsøgte al-Shabaab hendes bopæl og oplyste, at de ville tage hendes børnebørn med henblik på at undervise dem i Islam. Ansøgeren nægtede at udlevere sine børnebørn, hvorfor hun blev tilbageholdt af al-Shabaab i tre dage. Ansøgeren blev løsladt, idet [X], der boede i ansøgerens kvarter, og som behandlede tilskadekomne medlemmer fra al-Shabaab, lovede at tage ansvar for ansøgeren og sørge for, at ansøgeren ikke ville nægte at udlevere sine børnebørn. Ansøgeren skjulte sig, efter hun blev løsladt. Ansøgerens naboer skjulte ansøgerens børnebørn. Tre dage senere hentede ansøgeren sine børnebørn, hvorefter de kørte med en lastbil til Borama. Ansøgeren udrejste derefter af Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdigt om centrale punkter vedrørende sit asylmotiv, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorfor al-Shabaab ville tage hendes børnebørn fra hende, idet ansøgeren dels har forklaret, at al-Shabaab ville tage hendes børnebørn for at gifte sig med dem, dels har forklaret at al-Shabaab ville tage børnebørnene. Det er endvidere utroværdigt, at al-Shabaab ikke blot tog børnebørnene fra ansøgeren, der er en ældre - og ifølge hende selv - enlig kvinde uden familiemæssigt netværk, i stedet for at forsøge at presse ansøgeren til at udlevere børnebørnene frivilligt. Ansøgeren har endvidere ikke på en troværdig måde kunnet redegøre for, hvordan hun fik talt med sin nabo om, at denne skulle tage sig af børnebørnene, mens hun var tilbageholdt af al-Shabaab, idet ansøgeren har forklaret divergerende og meget usikkert herom. Endvidere har ansøgeren ikke på troværdig måde kunnet redegøre for, hvordan en bekendt, der arbejdede på et apotek, kunne og ville skaffe hende væk fra al-Shabaab, selv om han derved brød den aftale, som han angiveligt havde indgået med al-Shabaab om, at ansøgeren ville udlevere sine børnebørn til al-Shabaab. Yderligere har ansøgeren ikke på troværdig måde kunnet redegøre for, hvorfor hun efterlod sine tre børnebørn, som hun var eneansvarlig for, hos et familiemedlem i Borama, selv om Borama ifølge ansøgeren var et sikkert sted at være, idet al-Shabaab ikke var til stede i området. Ansøgerens forklaring om, at hun ikke kendte Borama-området eller folkene og derfor var fremmed, kan ikke føre til en anden vurdering. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at hun fortsat var bange, da hun var i Borama. Det bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at hun forlod Somalia, fordi hun ville finde et sted at være, hvor hun kunne søge familiesammenføring med sine børnebørn, at hun tidligere har fået afslag på familiesammenføring med en voksen søn, der har opholdstilladelse i England, og at ansøgeren har en voksen datter i Danmark. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at hun er en enlig ældre kvinde i kan ikke i sig selv føre til anden vurdering, idet det i øvrigt bemærkes, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring har børnebørn i Somalia, der forsørges af deres onkel i England, og en fjernere slægtning, som børnebørnene opholder sig hos, ligesom ansøgeren har to søskende i Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/134/JAH
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1992. ”Det fremgår af sagen, at ansøgeren indrejste i Danmark [i efteråret] 1992 og indgav ansøgning om asyl dagen efter. Klageren blev [i foråret] 1993 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen blev [i foråret] 2009 gjort tidsubegrænset. Ved dom [fra efteråret] 2017 afsagt af Københavns Byret blev klageren idømt et år og tre måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 og stk. 3, § 121 og § 288, stk. 1, nr. 1, samt knivlovens § 7, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 1. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, stk. 1, nr. 6 og § 32, stk. 2. Østre Landsret stadfæstede dommen [i starten af] 2018 med den ændring, at klageren blev udvist med indrejseforbud i 12 år, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 2, nr. 3, nr. 6 og nr. 8, og § 24 b, stk. 3, og § 32, stk. 2, nr. 3. Klagerens opholdstilladelse bortfaldt ved Østre Landsrets dom. Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er muslim fra Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren som asylmotiv har henvist til sin families historie og asylmotiv i Somalia. Klageren har ikke givet møde i Flygtningenævnet. Klageren er indkaldt til mødet i Flygtningenævnet dags dato pr. brev dateret [i efteråret] 2018. Nyborg Statsfængsel har [i slutningen af] 2018 oplyst, at klageren ikke ønsker at møde op i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at klageren må anses for at være behørigt indkaldt til nævnsmødet. Advokaten har ikke kunne fremlægge dokumentation for lovligt forfald. Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen på det foreliggende grundlag, jf. forretningsordenens § 36, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Hargeisa, Somaliland, Somalia, risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren udrejste af Somalia og i 1993 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, som medfølgende barn til sin mor som følge af de daværende forhold i Somalia. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke har givet møde for nævnet og forklaret herom, jf. herved udlændingelovens § 40, stk. 1, og at det derfor ikke kan lægges til grund, at de asylbegrundende forhold fortsat er til stede. Flygtningenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på den tid, der er forløbet, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, og at der er sket væsentlige forandringer af forholdene i klagerens hjemområde i den mellemliggende tid. Flygtningenævnet finder videre, at det ikke kan tillægges nogen betydning, at klagerens advokat har henvist til klagerens mentale tilstand. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det falder uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til, om det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 at sende klageren tilbage til Somalia som følge af klagerens helbredsmæssige forhold. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klageren ikke er omfattet af Flygtningekonventionen, hvorfor udlændingelovens § 31, stk. 2, ikke er til hinder for udsendelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/133/SLH
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er fra hovedklanen [A], og hun er muslim fra [B], [C] i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun slagtede dyr og solgte dem, ligesom hun solgte samosaer, der var udformet som trekanter. Klageren blev tre gange på ukendte tidspunkter i 2012 opsøgt af ukendte personer fra Al-Shabaab, som anklagede hende for at gå mod islamiske regler, idet samosaerne blandt andet var udformet som et kristent symbol, og idet kvinder ikke måtte slagte dyr. Tredje gang klageren blev opsøgt, blev hun tilbageholdt og fængslet. Efter en måned lykkedes det klageren at flygte med hjælp fra en fængselsvagt. Klageren flygtede samme dag til Kenya med hjælp fra en menneskesmugler Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine konflikter med al-Shabaab eller om drabet på hendes far, bror og søster til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren på adskillige centrale punkter har forklaret divergerende. Hun har således forklaret divergerende om blandt andet, hvor mange gange personer fra al-Shabaab opsøgte og advarede hende, før hun blev tilbageholdt, hvor længe hun var tilbageholdt af al-Shabaab, hvem hun havde besøg af under fængslingen samt om, hvordan hun slap fri fra al-Shabaab. Endelig har nævnet lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvornår og hvordan hendes far, bror og søster blev dræbt. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klagerens forklaring for nævnet har fremstået afglidende, udetaljeret og upræcis. Som følge af, at ansøgerens forklaring om asylmotivet og om sin fars, brors og søsters død ikke kan lægges til grund, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia må anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. På baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Somalia, herunder i Middle Shabelle som er klagerens hjemområde, har forbedret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere som følge af sin blotte tilstedeværelse i området risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Vedrørende spørgsmålet om inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende for klageren, bemærker Flygtningenævnet indledningsvist, at nævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om, at hun rettelig er født i 1996, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren først under nævnsmødet har forklaret herom, ligesom hun ikke på nogen måde har sandsynliggjort det nu påberåbte fødselsår. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren var ca. 25 år, da hun indrejste i Danmark. Klageren har et vist kendskab til dansk, men har ikke i Danmark opnået fast tilknytning til arbejdsmarkedet, idet hun alene har haft nogle få meget kortvarige ansættelsesforhold. Hun har ikke gennemført en erhvervsrettet eller videregående uddannelse, og hun har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund og efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for hende at inddrage hendes opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/129/snd
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim fra Baraawe, Somalia. Han tilhører hovedklanen [X], subklanen [Y] og familieklanen [Z]. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive stenet af al-Shabaab, idet han i 2009 blev dømt for at have indledt et udenomsægteskabeligt forhold til en kvinde ved navn [A]. Han frygter endvidere, at [A]s familie eller andre islamister vil eksekvere dommen. Klageren har videre henvist til, at han frygter, at hvis han vender tilbage til Somalia og tager sin datter med, vil hun blive omskåret. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han havde et seksuelt forhold til [A] og blev grebet på fersk gerning af al-Shabaab. Klageren og [A] blev begge fængslet, og klageren blev dømt til døden ved stening. Efter 17 dage lykkedes det klageren at flygte sammen med syv andre medindsatte. De flygtede i en båd og sejlede til Mogadishu, hvor de blev pågrebet af myndighederne. Myndighederne anklagede dem for at være en del af al-Shabaab. Klageren blev fængslet i 20 dage, hvorefter en agent arrangerede hans løsladelse. Efter 10 dages ophold hos agenten udrejste han til Kenya. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin datter oplyst, at det ikke vil være op til ham at bestemme, om hun skal omskæres. Han vil blive presset fra familiens side, idet det er normalt at lade pigebørn omskære i Somalia. Grupperinger som al-Shabaab vil også kunne finde på at omskære hans datter, hvis de finder ud af, at hun ikke er omskåret. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I efteråret] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at klageren på nuværende tidspunkt kan anses profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at hans konflikt med al-Shabaab ligger langt tilbage i tid - omkring 9 år, og at klageren derfor ikke kan anses længere at være i risiko for overgreb på grund af hans konflikt. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at det er udbygning af klagerens tidligere forklaring, at klageren for Flygtningenævnet har forklaret, at hans mor ved klagerens sidste telefoniske kontakt med hende, da han var i Kenya, sagde, at familien var opsøgt af al-Shabaab efter klagerens udrejse. Klageren har ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 med hensyn til hans sidste kontakt med hans mor, da han var i Kenya, forklaret, at han ikke huskede, hvad de talte om, men at han formodede, at det var om dagligdags ting. For så vidt angår klagerens frygt for [A]s familie eller andre islamister i området, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det beror på klagerens egen formodning, at han som følge af episoden i 2009 vil få problemer med [A]s familie. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at det er udbygning af klagerens tidligere forklaring, at klageren for Flygtningenævnet har forklaret, at hans mor ved klagerens sidste telefoniske kontakt med hende, da han var i Kenya, sagde, at familien udover al-Shabaab også var opsøgt af andre personer efter klagerens udrejse. Klageren har ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 med hensyn til hans sidste kontakt med hans mor, da han var i Kenya, forklaret, at han ikke huskede, hvad de talte om, men at han formodede, at det var om dagligdags ting. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Baraawe i regionen Shabeellaha Hoose, hvor klageren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Baraawe i regionen Shabeellaha Hoose er - selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Baraawe i regionen Shabeellaha Hoose ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har boet i Baraawe i regionen Shabeellaha Hoose i Somalia frem til sin udrejse i 2009. Det må således lægges til grund, at klageren taler somalisk, kender kulturen og Baraawe i regionen Shabeellaha Hoose, hvor han kommer fra. Klageren har bestået prøve 2 i dansk. Klageren går nu på VUC. Klageren har ikke fået en egentlig arbejdsmarkedstilknytning til Danmark. Klageren har i Danmark fået en datter, der nu er 3 år, med sin tidligere somaliske kæreste, der har ophold i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forhold, at klageren har barnet på 3 år i Danmark, ikke kan føre til en ændret vurdering, idet barnet henset til sin alder og varigheden af sit ophold i Danmark, ikke har en selvstændig tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/128/ATN
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtninge-nævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Klageren er muslim fra [A] i Shabelle Hoose-regionen, Somalia, og tilhører klanen [X]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af al-Shabaab, idet han ikke lukkede sin videobutik og sluttede sig til dem, som de havde krævet. Klageren har til støtte herfor forklaret, at al-Shabaab en dag ringede til klageren og bad ham lukke sin videobutik og samarbejde med dem. Dagen efter kom en bil med maskerede mænd fra al-Shabaab, hvoraf to af mændene steg ud af bilen og slog klageren med en geværkolbe. Efterfølgende brændte mændene klagerens butik ned, og før de tog afsted, sagde de, at klageren skulle tilslutte sig al-Shabaab. Om aftenen kom der ni mænd hjem til klagerens bopæl, mens klageren opholdt sig hos en ven. Mændene tog klagerens far med og skød ham lidt uden for byen. Efter farens begravelse næste dag udrejste klageren af Somalia samme aften. Al-Shabaab har efterfølgende to gange opsøgt klagerens familie, spurgt efter klageren og fortalt, at der er udstedt en ordre på at dræbe ham. Klagerens bror blev dræbt af al-Shabaab i 2016, eftersom han nægtede at tilslutte sig dem, og fordi de ikke kunne få fat i klageren. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettigheds-konventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskeret-tighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrel-sen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I efteråret] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forkla-ring om, at han i 2013 flygtede fra Somalia på grund af en konkret konflikt med al-Shabaab til grund forårsaget af, at klageren flygtede fra al-Shabaab, der ville rekruttere ansøgeren. Nævnet fin-der klagerens forklaring om, at han er efterstræbt af al-Shabaab er divergerende og utroværdig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende omkring, hvorvidt klageren så nogen fra al-Shabaab, da han var på vej hjem efter epi-soden i hans butik. Til asylsamtalen har klageren forklaret, at han blev stoppet af al-Shabaab på vejen hjem, hvorimod klageren til partshøringen forklarede, at han ikke havde haft yderligere kon-takt til al-Shabaab. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret diverge-rende omkring al-Shabaabs opsøgninger af hans familie efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke forekommer overbevisende, at klageren beholdt sin videobutik efter to telefoniske trusler fra al-Shabaab henset til, at klageren var bekendt med, at al-Shabaab et par uger før truslerne havde dræbt en mand, der havde en tilsvarende butik som klager. Flygtninge-nævnet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være særlig profileret eller har en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab. Flygtninge-nævnet lægger herefter til grund, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Somaila på det pågældende tidspunkt, og nævnet finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er fremkommet nye oplysninger i sagen, der giver grundlag for en omgørelse af det tidligere meddelte afslag med henblik på at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, med henvisning til de aktuelle konkrete og individuelle forhold. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder efter de fore-liggende baggrundsoplysninger, at situationen i [A] i Shabelle Hoose regionen, hvor ansøgeren an-giveligt kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i [A] i Shabelle Hoose regionen er - selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt mid-lertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlæn-dingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har angiveligt opholdt sig [A] i Shabelle Hoose regio-nen i Somalia frem til sin udrejse i 2013. Klagerens mor og 3 søskende opholder sig angiveligt i Somalia. Klageren har ikke haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark og har ikke haft ind-komst i Danmark siden [foråret] 2018. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klage-rens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk.1. Flygtninge-nævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/127/ATN
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunni-muslim fra [byen A], Jubada Hoose-regionen, Somalia, og tilhører hovedklanen [X] og subklanen [Y]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af repræsentanter fra al-Shabaab, fordi han ikke ønskede at blive medlem af al-Shabaab. Han har endvidere henvist til, at han frygter klanen [Z], fordi de undertrykte hans klan og tog hans families jord. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at al-Shabaab dræbte hans far i [sommeren] 2012. Et par måneder efter drabet begyndte al-Shabaab at kontakte klageren ved at sende ham sms-beskeder cirka en gang hver anden uge om, at han skulle tilslutte sig gruppen. En nat i [starten af] 2013 blev klagerens mor opsøgt af 7-10 maskerede mænd fra al-Shabaab. Hun var syg og kunne ikke tale med dem. Mændene diskuterede, om de skulle brænde huset ned eller slå moren ihjel. Al-Shabaab-medlemmer sendte efterfølgende en sms til klageren, hvori de skrev, at de ikke kunne få fat i ham, men at de stadigvæk var efter ham, og at han havde mistet sin plads i paradis. En dag i [foråret] 2013, da klageren var på et kvægmarked, blev han beskudt. Han blev ikke ramt og flygtede til et nærliggende hus og efterfølgende ud af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I efteråret] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han i 2014 flygtede fra Somalia på grund af en konkret konflikt med al-Shabaab til grund forårsaget af, at klageren flygtede fra al-Shabaab, der ville rekruttere ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring om, at han er efterstræbt af al-Shabaab, er divergerende og utroværdig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om al-Shabaabs kontakter til ham. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste klageren, at al-Shabaab både skrev sms´er til ham og ringede ham op. Til partshøringen forklarede klageren, at han kun blev kontaktet af al-Shabaab pr. sms. For Flygtningenævnet oplyste klageren, at al-Shabaab både skrev sms´er til ham og ringede ham op. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvor mange mænd, der var på markedspladsen den dag, hvor der angiveligt blev skudt mod ham. Klageren har således til asylsamtalen forklaret, at det var en ung mand fra al-Shabaab, der skød mod ham, hvorimod han til partshøringen [i efteråret] 2017 flere gange oplyste, at det var 11 mænd, der skød mod ham, og dem der var tættest var maskerede. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at der var en mand, der var maskeret, der skød mod ham. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvad der skete med hans mor. Til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen oplyste klageren, at han flygtede med sin mor. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke flygtede sammen med sin mor, og at han sidst så hende, da han forlod hjemmet før han gik på markedet. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være særlig profileret eller har en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab. Nævnet lægger herefter til grund, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Somalia på det pågældende tidspunkt, og nævnet finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er fremkommet nye oplysninger i sagen, der giver grundlag for en omgørelse af det tidligere meddelte afslag med henblik på at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, med henvisning til de aktuelle konkrete og individuelle forhold. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [byen A], Jobada Hoose, hvor ansøgeren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i [byen A], er - selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [byen A] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har boet i [byen A], Jobada Hoose, i Somalia frem til sin udrejse i 2013. Det må således lægges til grund, at klageren taler somalisk, kender kulturen og hjemområdet, hvor han kommer fra. Klageren har bestået prøve 2 i dansk og går nu på VUC. Klageren har efter flere praktikophold haft fast arbejde i [en jysk by] fra sommeren 2016 til sommeren 2018, hvorefter han flyttede til [hovedstadsområdet], hvor han fra [efteråret] 2018 har haft fast arbejde. Klageren var, da han boede i Jylland, medlem af foreningen Venligboerne. Han har ikke ægtefælle eller kæreste. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/126/ATN
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Klageren gav ikke møde i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet bemærkede, at det alene er et tilbud til klageren, at denne kan give møde for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet besluttede på den baggerund, og idet klageren selv bærer ansvaret for ikke at være blevet bekendt med indkaldelsen, jf. herved forretningsordenens § 37, stk. 1, in fine, at fremme sagen på det foreliggende grundlag. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra området omkring landsbyen […], Bay-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv har klageren henvist til, at hendes ægtefælle adskillelige gange i [starten af] 2013 blev ringet op af sin bror, der var sergent i al-Shaaab, som ville hverve klagerens sønner til al-Shabaab. Da klagerens ægtefælle afviste dette, blev han og resten af familien, herunder klagerne, truet på livet. [Måneden efter] kom 5-10 bevæbnede og maskerede personer fra al-Shabaab hen til klagerens bopæl, hvor klagerens ældste søn samt klagerens brors søn blev slået ihjel. Det lykkedes resten af klagerens familie at flygte, mens klageren blev tilbageholdt og kørt til et fængsel, som lå omkring en time væk i bil. Efter én måned og 20 dage lykkedes det klageren at flygte fra fængslet, hvorefter hun tog hjem på bopælen. Da hun konstaterede, at hendes familie ikke var på bopælen, overnattede hun hos sin nabo. Kort herefter udrejste klageren af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om blandt andet, hvorfor al-Shabaab angiveligt tilbageholdt hende, hvilken vold hun blev udsat for under tilbageholdelsen, og hvem der fulgte hende til toilettet, da hun flygtede, ligesom klageren ikke har givet mødet i nævnet med henblik på at forklare sig yderligere. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor klagerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke kan anses for at være profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i klagerens hjemområde i Somalia, at disse ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er derfor opfyldt. Klageren og dennes familie må antages at være udrejst til Tyskland i [foråret] 2018. På den baggrund, og i øvrigt efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/123/CHHA
Nævnet omgjorde i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse, som oprindeligt var meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 3, vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han blev meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra [en landsby], Bakool, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af al-Shabaab, idet de har forsøgt at rekruttere ham. Klageren frygter endvidere at blive dræbt af Jilible-klanen, idet de har overtaget hans families bopæl. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han i 2009 blev forsøgt rekrutteret af al-Shabaab, idet han opholdt sig i deres træningslejr i omkring tre til fire dage, indtil hans mor fandt ud af dette. Klageren blev efterfølgende fængslet af al-Shabaab i 15 dage, idet klagerens mor ikke ville tillade, at klageren blev en del af al-Shabaab. Klageren blev løsladt med betingelsen om, at han ikke måtte forlade landsbyen. I slutningen af 2012 blev klageren opsøgt på sin bopæl af en ukendt mand fra al-Shabaab, som afleverede en pistol til klageren og sagde, at han skulle slå [A] ihjel inden for en uge. Tre dage efter den første henvendelse kom den ukendte mand fra al-Shabaab tilbage og sagde, at han skulle slå [A] ihjel samme aften. Klageren rejste væk fra landsbyen samme aften, hvorefter han tog ophold hos sin moster i Mogadishu i fire dage inden sin udrejse af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2016 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren i alt væsentligt har forklaret troværdigt og konsistent herom, og at der alene er få og ubetydelige divergenser i klagerens forklaringer. Flygtningenævnet finder, at klagerens konflikt med Jilible-klanen ikke er af en sådan karakter og har en sådan intensitet, at den kan begrunde asyl.Flygtningenævnet finder, at klageren, der kommer fra en mindre landsby, herved har sandsynliggjort, at han har haft en konflikt med al-Shabaab. Flygtningenævnet finder, at klageren som følge af konflikten er så profileret i forhold til al-Shabaab, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb fra al-Shabaab, hvorved Flygtningenævnet bemærker, at al-Shabaab må antages i hvert fald i et vist omfang at have kontrollen med klagerens landsby og område eller være til stede i betydeligt omfang. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Somalia. Flygtningenævner finder herefter, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at klagerens asylmotiv ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 24. oktober 2017, berigtiget den 29. november 2018, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. ” Soma/2018/122/CHHA
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er etnisk Rahan Weyn og sunni-muslim af trosretning fra [en by i Bay-regionen], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, som hans onkel er øverst kommanderende for [sin hjemby i Bay-regionen], og sin moster med samme begrundelse som nedenfor anført. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev forelsket i sin kusine, [A]. [As] far, [B], var al-Shabaabs øverste leder i byen, og han forlangte, at [A] skulle giftes med et medlem af al-Shabaab. Klageren ønskede ikke at tilslutte sig al-Shabaab, og Efrahs far forbød derfor i begyndelsen af 2013, at klageren og [A] giftede sig. Klageren og [A] besluttede sig imidlertid at blive gift alligevel og tog i [sommeren] 2013 til [en anden by i Bay-regionen], hvor de blev viet af en imam. Klageren og [A] tog efterfølgende tilbage til [hjembyen i Bay-regionen], hvor de opholdt sig cirka en måned og kun mødtes i skjul. Parret besluttede sig for at flygte til Nairobi i Kenya, da de erkendte, at det ikke var realistisk for dem at leve som ægtefolk i skjul. [A] stjal penge fra sin far til at finansiere flugten, der skulle finde sted i [sommeren] 2013. Under flugten, som foregik til fods, blev de beskudt fra en bil med 4-5 personer, og [A] blev ramt af skud. [A] sagde til klageren, at han skulle sørge for sig selv og flygte. Klageren formoder, at [A] døde. Klageren ankom til Kenya [et par dage senere i sommeren] 2013 og indrejste i Danmark, hvor han søgte om asyl [en nærmere bestemt dato i efteråret] 2013. Udlændingestyrelsen meddelte den […] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på centrale punkter – både ved samtalerne med Udlændingestyrelsen i 2013/2014 og ved partshøringen den […] 2017 – forekommer divergerende, usammenhængende og utroværdig. Nævnet bemærker herved, at der er tale om et relativt enkelt asylmotiv. Klageren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og hans ægtefælle, [A], blev viet i [en anden by i Bay-regionen]. Han tog først ind til byen, og siden kom [A]. Til asylsamtalen forklarede han – og bekræftede på forespørgsel – at [A] skulle tage ind til byen først, hvorefter han ville møde hende på et marked. De mødtes om eftermiddagen. Til partshøringen forklarede klageren, at han tog til [en anden by i Bay-regionen] og bagefter kom [A]. Foreholdt disse divergenser forklarede klageren, at han ikke kunne huske, hvem der kom først, og senere, at det var ham, der kom først. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at det forekommer usandsynligt, at [A], der angiveligt var datter af en øverstkommanderende for al-Shabaab i [hjembyen i Bay-regionen], skulle kunne rejse uledsaget til en anden by. Klageren forklarede således selv, at kvinder normalt skal ledsages af en bror eller far. Nævnet har hertil lagt vægt på, at klageren under nævnsmødet endvidere forklarede, at [A] blev tilbageholdt af sin far, efter at denne havde afslået klagerens anmodning om at blive gift med [A]. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klagerens forklaring om, at han og [A] ikke havde tænkt på eller talt om risikoen ved og konsekvenserne af deres ægteskab, og ikke havde planlagt, hvordan deres fremtidige liv skulle forme sig, forekommer usandsynlig. Nævnet finder endvidere, at klagerens forklaring om, at han regnede med, at Efrahs far ville tilgive dem og lade dem bo i landsbyen, ligeledes forekommer usandsynlig og i øvrigt ikke hænger sammen med, at de flygtede inden, at de havde fortalt hendes far om deres ægteskab. Klageren har endvidere forklaret usammenhængende om, hvor lang tid der gik fra vielsen, til de flygtede. Klageren har således til asylsamtalen forklaret, at han og [A] blev gift engang i [sommeren] 2013, og at han udrejste af Somalia [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2013 – samme dag som [A] stjal pengene fra sin far. Han forklarede samtidig, at der gik et par dage fra vielsen til den planlagte udrejse. Til partshøringen forklarede klageren, at han ikke kunne huske, hvor lang tid der gik fra vielsen til flugten, herunder om det var dage eller måneder. På mødet i Flygtningenævnet forklarede klageren med nogen usikkerhed, at der gik cirka en måned. Klageren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og [A] [dagen for flugten i sommeren 2013] ledte efter en bil, at hendes far sendte tropper ud for at finde hende, at folk i byen havde set dem gå ud af byen sammen, og at hendes far derfor vidste, at de var sammen. Til asylsamtalen forklarede klageren, at der ikke var nogen, der vidste, at de var taget afsted. [A] gik først ud af byen, hvorefter klageren fulgte efter. Han vidste ikke, om bilen var tilfældig bil eller sendt af [A]s far. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer usandsynligt, at klageren var i stand til at flygte til fods fra bilen, hvori der befandt sig bevæbnede folk, der netop havde skudt [A]. Klagerens forklaring på mødet i Flygtningenævnet om, at han skjulte sig i bevoksningen, forekommer ikke overbevisende. Klageren har endelig forklaret divergerende om, hvorvidt han har haft kontakt med personer i Somalia efter sin udrejse og om morens død. Han har således til asylsamtalen forklaret, at han har talt med folk fra [en anden by i Bay-regionen], herunder en mand ved navn [C], som ejer en butik. Han fik at vide, at hans mor var død. Hun havde forhøjet blodtryk og diabetes. Til partshøringen forklarede klageren først, at han ikke havde haft kontakt med nogen personer i Somalia. Foreholdt forklaringen til asylsamtalen bekræftede klageren, at han kontaktede den pågældende butiksejer, at han spurgte til sin mor og sin bror og fik at vide, at moren var død på grund af chok, efter at hun fik at vide, at klageren var flygtet. Foreholdt denne divergens forklarede klageren, at moren døde af chok. Flygtningenævnet finder det i øvrigt påfaldende, at klageren ikke spurgte til [A]. Sammenfattende kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge klagerens forklaring om sin konflikt med [A]s forældre – klagerens moster og hendes mand – til grund og bemærker i relation til mosteren, at klageren først har nævnt hende til partshøringen, men i den forbindelse alene har henvist til samme konflikt, som konflikten med mosterens mand. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af sine individuelle forhold. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse. Nævnet har lagt til grund, at klagerens hjemområde er kontrolleret af al-Shabaab. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er ophold i al-Shabaab kontrollerede områder for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke tilstrækkeligt til at opnå asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger, herunder om al-Shabaabs måde at operere på i områder, hvor al-Shabaab har kontrol, henholdsvis ikke har kontrol. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på har ændret sig fra vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettet angreb mod profilerede personer. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren må anses for uprofileret i forhold til al-Shabaab. Nævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til hans hjemområde i [byen i ] Bay-regionen i Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Ved vurderingen af om inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at være særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden den 11. april 2014. Han har modtaget offentlige ydelser fra juni 2014 til september 2017. Han har ingen uddannelse. Klageren har arbejdet i praktik i [en by i Danmark] med at samle høreapparater 12 timer om ugen i cirka et år og som praktikant i [et supermarked] i cirka tre måneder i 2017, hvor han arbejdede cirka 25 timer om ugen. Han har bestået prøve i Dansk 1 og har gennemført kursus i jobnet. Han har siden [sommeren] 2018 arbejdet [på en fiskefabrik] som fastansat produktionsmedarbejder. Han havde forinden været i praktik i cirka en måned. Hans indtægt udgør nu 135 kr. i timen. Det fremgår imidlertid af forarbejderne til udlændingelovens § 26, at nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse ikke kan undlades alene, fordi en udlænding har fast arbejde i Danmark, og at en udlænding, som har haft beskæftigelse i f.eks. fem år, typisk vil have opnået tilknytning til det danske samfund. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark og har fortsat familiemedlemmer i Somalia, hvor han er født og opvokset og har boet indtil han udrejste som 23 årig. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/121/STRAA
Nævnet omgjorde i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Somalia, således at de fortsat har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne, der er et ægtepar, er etniske somalier og sunni-muslimer fra Mogadishu, Somalia. Den mandlige klager tilhører hovedklanen […], underklanen […] og familieklanerne […] og […]. Den kvindelige klager tilhører hovedklanen […], underklanen […] og familieklanen […]. Den kvindelige klager har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Somalia, herunder at hun ikke har nogen familiemedlemmer tilbage i Somalia. Den mandlige klager har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil blive slået ihjel af de somaliske myndigheder, idet mange medlemmer fra hans klan har tilsluttet sig al-Shabaab. Klageren frygter også at blive slået ihjel af al-Shabaab. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at repræsentanter fra al-Shabaab, som han har kendt siden han var barn, som han gik i skole med og havde omgang med, og som tilhørte samme klan som ham, henvendte sig til ham i begyndelsen af 2008 for at få ham til at tilslutte sig dem og deltage i den hellige krig, men klageren afviste al-Shabaab hver gang, de henvendte sig til ham. [I foråret] 2008 blev klageren telefonisk kontaktet af sin fætter, som selv var medlem af al-Shabaab. Fætteren fortalte, at al-Shabaab havde besluttet at slå klageren ihjel. Efterfølgende fik klageren at vide, at fætteren var blevet slået ihjel af al-Shabaab, da de havde fundet ud af, at fætteren havde fortalt ham om al-Shabaabs planer. Klageren besluttede sig derfor at udrejse af Somalia, hvilket han gjorde [i foråret] 2008. Klagerne indrejste i Danmark med deres datter og søgte om asyl i [efteråret] 2012. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2013 klagerne tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet styrelsen kunne lægge klagernes forklaringer om deres konflikter i Somalia til grund som troværdige. Udlændingestyrelsen lagde herved til grund, at udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, jf. tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Klagerne har derudover henvist til, at de frygter, at deres datter i Somalia vil være i risiko for at blive udsat for omskæring. Flygtningenævnet lægger den mandlige klagers forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af de somaliske myndigheder, idet mange medlemmer fra hans klan har tilsluttet sig al-Shabaab, ikke kan føre til, at han er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på hans egen formodning, at han som følge heraf er i et sådant modsætningsforhold til myndighederne, at de vil udsætte ham for forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder for så vidt angår hans konflikt med al-Shabaab, at den mandlige klager er så profileret i forhold til al-Shabaab, at han ved en tilbagevenden til Mogadishu risikerer overgreb fra al-Shabaab. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de repræsentanter fra al-Shabaab, som henvendte sig til ham for at få ham til at tilslutte sig dem og deltage i den hellige krig, var personer, som han havde kendt siden han var barn, som han gik i skole med og havde omgang med, og som tilhørte samme klan som ham. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at al-Shabaab ville slå den mandlige klager ihjel, ligesom den mandlige klagers fætter blev slået ihjel af al-Shabaab efter at have advaret den mandlige klager herom. Uanset at al-Shabaab ikke har kontrollen i selve Mogadishu, finder Flygtningenævnet, at al-Shabaab må antages at ville være i stand til at ramme den mandlige klager, hvis de ønsker det. Flygtningenævnet finder derfor, at den mandlige klager risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende klagernes frygt for, at deres datter skal omskæres, lægger Flygtningenævnet i overensstemmelse med baggrundsoplysningerne om kvindelig omskæring i Somalia til grund, at kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret. Det fremgår således af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens temarapport ”South Central Somalia – Female Mutilation/Cutting” fra januar 2016 og UK Home Office Country Policy and Information Note, Somalia: Women fearing gender-based violence, fra april 2018, at op mod 95-99 % af kvinder i alderen 15-49 år i Somalia er omskåret. Det fremgår endvidere, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men at dette i høj grad afhænger af moderens personlighed, og om hun er i stand til at modstå det psykologiske pres for omskæring fra såvel familiemedlemmer som samfundet. Det mest afgørende er morens personlighed, mens hendes uddannelsesmæssige baggrund og økonomiske og sociale status også har betydning. Det fremgår tillige af baggrundsoplysningerne, at det er højst usandsynligt, at piger skulle blive udsat for omskæring uden moderens kendskab til det, eller uden at moderen som minimum har udtrykt accept af, at barnet bliver omskåret. I mere konservative samfund er det nemmere for forældre at modstå socialt pres, hvis pigens far modsætter sig, at hans datter skal omskæres. Flygtningenævnet lægger efter klagernes forklaringer til grund, at de begge er imod omskæring, og at den mandlige klager hellere vil lade sig slå ihjel end at lade sin datter omskære. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerne ikke har nær familie eller nære slægtninge i Somalia, som vil kunne udøve pres mod familien for at tvangsomskære datteren. Herudover fremstår den mandlige klager som en velorienteret og indsigtsfuld person, som sammen med sin ægtefælle vil være i stand til at modstå det sociale pres fra omgivelserne. Flygtningenævnet finder derfor, at klagerne i fællesskab må anses for at have de fornødne personlige ressourcer til at modstå omgivelsernes pres for omskæring. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at der i baggrundsoplysningerne er støtte for at antage, som anført af den mandlige klager, at al-Shabaab vil slå ham ihjel, hvis ikke han lader sin datter omskære, og at dette således beror på klagerens egen formodning. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at meddele klagerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra efteråret] 2017, således at klagerne og deres medfølgende barn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/120/MGO
Nævnet omgjorde i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra Baraawe i Lower Shabelle-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen […], underklanen […] og familieklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han har drevet en hjemmebiograf i sin landsby, hvor han viste almindelige og pornografiske film mod betaling. Al-Shabaab fandt i starten af 2012 ud af, at klageren viste disse film, og de begyndte derfor at true ham. Klageren fortsatte dog med at vise filmene i al hemmelighed, men al-Shabaab opdagede senere, at klageren fortsat viste film. Det resulterede i, at klageren blev anholdt af al-Shabaab, tilbageholdt og stillet for den lokale sheik, som dømte ham til døden. Efter domsafsigelsen lykkedes det klageren at flygte fra det fængsel, han var tilbageholdt i, da han flygtede fra toilettet, der var uden tag. Klageren flygtede herefter til Mogadishu, hvor han opholdt sig, indtil han udrejste af Somalia. Klageren indrejste i Danmark i [efteråret] 2012. [I slutningen af] 2012 meddelte Udlændingestyrelsen klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet styrelsen ikke kunne afvise klagerens forklaring om sit asylmotiv, selvom den forekom divergerende. Udlændingestyrelsen lagde endvidere vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. I 2013 er klagerens far blevet opsøgt af al-Shabaab, der spurgte efter klageren. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen må anses for at have lagt klagerens forklaring om sit asylmotiv i forhold til al-Shabaab til grund, og at afgørelsen således er begrundet i klagerens individuelle forhold. Uanset mindre divergenser i klagerens forklaring om sit asylmotiv kan Flygtningenævnet, som Udlændingestyrelsen, lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger derved til grund, at klageren, som har vist film i sin hjemby, har været fængslet af al-Shabaab og at klageren har modtaget en dødsdom herfor. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren må anses for at være profileret i forhold til al-Shabaab. Spørgsmålet er herefter, om forholdene i Baraawe har ændret sig sådan, at klageren med det oprindeligt angivne asylmotiv på nuværende tidspunkt vil være i risiko for forfølgelse fra al-Shabaab ved en tilbagevenden til hjemlandet. For så vidt angår baggrundsoplysningerne om forholdene i Baraawe bemærker Flygtningenævnet, at AMISOM – og ikke al-Shabaab – har kontrollen med klagerens hjemby Baraawe, men at al-Shabaab er den primære magtfaktor uden for Barawe og i Barawes opland. Flygtningenævnet finder derfor, at det må antages, at al-Shabaab vil være i stand til at ramme klageren, hvis de ønsker dette. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren fortsat opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at klagerens asylmotiv ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/119/MGO
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra Qoryooley, Somalia. Klageren tilhører […] klanen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter Hawiye-klanen, idet de er af den overbevisning, at klageren tog parti med Darood-klanen, da Hawiye-klanen havde en konflikt med dem. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han tilhørte en mindre klan uden magt. Klageren var medlem af ældrerådet, men i et forsøg på at mægle i en konflikt mellem Darood-klanen og Hawiye-klanen, fik Hawiye-klanen den overbevisning, at klageren tog parti imod dem. Nogle af personerne fra Hawiye-klanen er også medlemmer af al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår hertil af Udlændingestyrelsens resolutionsark, at styrelsen ikke kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville komme i et asylrelevant modsætningsforhold til al-Shabaab. Opholdstilladelsen var således til dels begrundet i klagerens individuelle forhold. Flygtningenævnet finder, at klagerens senere forklaringer i forbindelse med inddragelsessagen indeholder sådanne divergenser, at de ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet bemærker, at klageren i 2013 i det væsentlige som asylmotiv henviste til, at han var blevet udsat for afpresning, fordi han var en velhavende mand, og at han frygtede at blive dræbt. Således anføres det i asylskemaet, side 5 af 26 ”de truede os med, at de ville gøre noget ved vores liv, hvis vi ikke overdrog dyrene og markerne til dem.” Det anføres endvidere ”grunden til at jeg skulle dø var på grund af mine ting. Du har penge, som vi vil have, så giv os det.” Klageren havde ligeledes ved indrejsen i Danmark oplyst, at han var forfulgt af folk, der ville have hans landbrug. Ved oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2013, forklarede klageren, at al-Shabaab afkrævede ham skatter mange gange, fordi de vidste, at han havde sparet penge op. Han frygtede, at al-Shabaab ville dræbe hans familie, når de havde taget alt andet. Han flygtede, fordi han ikke havde flere værdier. Det er kortvarigt anført, at klageren også var udsat for ”klanchikane”, og at hans familie havde haft klanmæssige konflikter, fordi hans klan var en lille klan. Det fremgår dog også, at klageren ikke var blevet truet med våben på grund af sit klantilhørsforhold. Ved høring i forbindelse med inddragelsessagen har klageren imidlertid fremkommet med helt andre oplysninger som baggrund for sit asylgrundlag. Det fremgår således af samtalereferatet [fra foråret] 2017, at klageren var medlem af ældrerådet i sit område. Klageren gentager oplysningerne om, at han har fået frataget alle sine midler og ejendele, men henviser nu til, at ”Baggrunden for dette var, at jeg i min rolle som mægler, i en mægling mellem to klaner, blev misforstået, og den ene klan følte jeg tog parti med den anden klan. Derfor plyndrede klanen mig.” Klageren anfører endvidere, at han blev udsat for trusler i forbindelse med, at klanen fratog ham alle hans ejendele. Der er således tale om, at klageren i 2013 forklarede, at han over en længere periode blev afpresset af al-Shabaab for alle sine ejendele, mens han i 2017 blev afpresset af en anden klan, Hawiye, ligesom oplysningerne om klagerens rolle i ældrerådet og betydningen af dette for hans asylmotiv er helt nye oplysninger. Yderligere har klageren ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato gentaget, at det var konflikten i ældrerådet og de indbyrdes konflikter mellem klanerne, der førte til, at han fik frataget sine ejendele. Forespurgt vedrørende al-Shabaab, har klageren forklaret, at al-Shabaab og klanmedlemmer er de samme. De større klaner samarbejder med al-Shabaab. Omvendt har klageren til oplysnings- og motivsamtalen [fra efteråret] 2013 forklaret, at al-Shabaab er ligeglade med klaner. Efter en samlet vurdering, finder Flygtningenævnet herefter, at der er så væsentlige divergenser i klagerens forklaringer vedrørende hans asylmotiver, at det ikke kan anses for godtgjort, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om forholdene for det sydlige og centrale Somalia, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen har forbedret sig, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [i efteråret] 2013. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, om end forholdene – trods forbedringerne – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Det er indgået i vurderingen, at al-Shabaab har kontrollen i klagerens hjemråde, men at deres måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettet angreb mod profilerede personer, og at denne ændring ikke antages at være af midlertidig karakter, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i de områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren må betragtes som en helt uprofileret person. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til dennes hjemområde ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Henset til at klageren var 65 år ved sin indrejse i Danmark, at hans familie befinder sig i Uganda, og at han ikke taler dansk eller har haft tilknytning til arbejdsmarkedet, finder Flygtningenævnet ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. De foreliggende helbredsoplysninger om klageren kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/118/HHU
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra […], Lower Juba regionen, Somalia. Klageren tilhører klanen Shiikhaal. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved sin indrejse i Danmark henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive dræbt af al-Shabaab, fordi han ikke havde ladet sig hverve af dem. klageren frygtede endvidere et medlem af al-Shabaab ved navn [A], som klageren tidligere havde haft en privatretlig konflikt med. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at han gentagende gange var blevet opsøgt af medlemmer fra al-Shabaab, der havde forsøgt at tvangsrekruttere ham. Klageren nægtede alle gangene at lade sig rekruttere. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren endvidere, at [A] overtog en stor del af klagerens fars jord. Jordstykket blev overtaget som følge af en klankonflikt. [A] nægtede efterfølgende at give jordstykket tilbage til klagerens far. Klagerens far blev nødt til at acceptere tingenes tilstand, hvorfor der var fred gennem en længere periode. På et tidspunkt opstod der dog en ny konflikt med [A]. [As] datter, [B], sagde, at hun elskede klageren. Klageren kendte ikke [B] inden hendes kærlighedserklæring. Som følge af kærlighedserklæringen blev klageren bortført og indespærret af [A], der udsatte klageren for tortur i form af slag og overhældning med vand. Dette fandt sted i 2009. Klageren forsøgte at flygte, men blev fanget. Han blev efterfølgende løsladt mod betaling af en løsesum fra klagerens far. Efter løsladelsen kontaktede klagerens far klageren og sagde, at han ikke måtte vende tilbage til landsbyen. Noget tid efter mødte al-Shabaab op på farens bopæl og tog ham med til farens egne marker, hvor de dræbte ham. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. daværende praksis. Klageren er [i efteråret] 2016 og [i efteråret] 2017 blevet partshørt om de generelle forhold i Somalia. Klageren har i partshøringen henvist til sit oprindelige asylmotiv. Klageren har endvidere oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark har fået at vide, at hans bror er blevet slået ihjel af al-Shabaab som følge af [As] anklager mod klagerens bror. [A] flyttede desuden ind på klagerens bopæl, hvor al-Shabaab lavede en base. Klageren har efterfølgende hørt i medierne, at amerikanske droner har bombet basen. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. I klagerens asylskema [fra foråret] 2015 anføres, at han søger asyl, fordi han var blevet såret af al-Shabaab grupper, som også havde forsøgt at tvinge ham til at kæmpe for dem, ligesom han oplyste, at hans far var blevet dræbt, og farens jord var blevet beslaglagt. Der anføres intet om en personlig konflikt baseret på en relation til en lokal al-Shabaab leders datter. Ved oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 forklarede klageren, at den lokale al-Shabaab leders datter, [B], i 2009 kom med en spontan kærlighedserklæring til ham, hvilket i øvrigt førte til, at han blev tilbageholdt i en måned og udsat for tortur. Han forklarede endvidere, at han i 2011 havde et forhold til en pige, som han ved fremmøde i Flygtningenævnet har bekræftet var den samme. Ved asylsamtalen [i vinteren] 2016 forklarede klageren på ny, at [B] havde fremsat en kærlighedserklæring til ham, men at de efterfølgende alene havde haft et godt venskab. Ved høring forud for afgørelsen om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse, har klageren i et brev til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 anført ”at datteren til den lokale al-Shabaab leder elsker ham…”. Klageren har endvidere forklaret, at han gentagne gange over flere år har været forsøgt tvangshvervet af al-Shabaab. Han forblev imidlertid i området indtil 2015, uanset at det af hans forklaring fremgår, at han i hvert fald siden 2009, hvor han blev tilbageholdt og angiveligt tortureret, har haft et modsætningsforhold til al-Shabaab. Efter en samlet vurdering, finder Flygtningenævnet herefter, at der er så væsentlige divergenser i klagerens forklaringer vedrørende hans asylmotiver, at det ikke kan anses for godtgjort, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om forholdene for det sydlige og centrale Somalia, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen har forbedret sig, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, [i foråret] 2016. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, om end forholdene – trods forbedringerne – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Det er indgået i vurderingen, at al-Shabaab har kontrollen i klagerens hjemråde, men at deres måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettet angreb mod profilerede personer, og at denne ændring ikke antages at være af midlertidig karakter, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i de områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren må betragtes som en helt uprofileret ung mand. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til dennes hjemområde ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det af klagerens advokat anførte om klagerens integration i Danmark kan ikke tillægges betydning i relation til vurderingen af, om der skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, idet den i udlændingelovens § 26, stk. 1, indeholdte beskyttelse mod inddragelse af opholdstilladelse ikke finder anvendelse ved stillingtagen til forlængelse af opholdstilladelser meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Det må, også efter klagerens forklaring i Flygtningenævnet, lægges til grund, at de fysiske skader, som klageren er påført, stammer fra en episode, hvor han tilfældigvis befandt sig på et sted, hvor der blev kastet en håndgranat eller lignende. Derimod har klageren til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 forklaret, at den tortur han blev udsat for ved fængsling i 2013 ikke havde forårsaget skader. Under disse omstændigheder, finder Flygtningenævnet ikke anledning til at udsætte sagen eller hjemvise denne med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/117/HHU
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Raxaweyn og er sunnimuslim fra […], Lower Shabelle regionen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved sin indrejse i Danmark henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive dræbt af al-Shabaab, fordi han havde nægtet at lade sig hverve af dem. Klageren frygtede endvidere al-Shabaab, fordi han indgik ægteskab med en kvinde, hvis bror er leder af al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at han blev opsøgt af al-Shabaab i begyndelsen af 2013. De opfordrede klageren til at lade sig rekruttere af dem. Klageren nægtede. I [sommeren] 2013 indgik klageren ægteskab med en kvinde ved navn [A]. [As] bror, [B], var leder af al-Shabaab i klagerens hjemområde. Kort efter vielsen sagde [B] til klageren, at han skulle tilslutte sig gruppen. Hvis ikke han gjorde det, ville han få problemer, særligt nu hvor klageren var blevet gift med hans søster. Al-Shabaab opsøgte klageren tre gange efterfølgende. [B] hentede klageren på hans bopæl og tog klageren med til et ukendt sted, hvor klageren blev placeret i et tomt værelse. [B] forsøgte på ny at rekruttere klageren. Klageren fik at vide, at han havde en uges betænkningstid. Klageren afslog endnu engang. Han blev efterfølgende kørt tilbage til sin bopæl og fik igen at vide, at han havde en uges betænkningstid. Kort tid herefter udrejste klageren af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. daværende praksis. Klageren er [i efteråret] 2016 og [i efteråret] 2017 blevet partshørt om de generelle forhold i Somalia. Klageren har i partshøringen henvist til sit oprindelige asylmotiv. Klageren har endvidere oplyst, at hans situation er uændret. Klageren er af [B] blevet dømt til stening til døden. Klageren ved ikke, hvor hans mor eller ægtefælle befinder sig, men han tror, at de er tilbageholdt af [B], fordi han vil gøre klageren ondt. Klageren har af sin mor fået oplyst, at [B] har opsøgt morens bopæl, truet dem og udsat dem for tortur, men klagerens mor skåner klageren for detaljerne herom. [B] har spurgt, hvor klageren opholder sig. Hvis klageren ikke giver sig til kende, vil det gå ud over klagerens familie. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge klagerens forklaring til grund. Ud over det, der er anført i Flygtningenævnets afgørelse [fra efteråret] 2016, har klageren efterfølgende i et brev [fra efteråret] 2017 til Udlændingestyrelsen anført, at hans mor eller muligt hans ægtefælle er blevet truet og tortureret, men at han aktuelt ikke vidste noget nærmere om deres situation. Ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato har klageren forklaret, at moren er blevet truet, og hustruen er blevet tortureret. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er fremkommet sådanne nye oplysninger, at nævnet har anledning til ændret vurdering af klagerens oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder således fortsat ikke, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om forholdene for det sydlige og centrale Somalia, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen har forbedret sig, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, [i foråret] 2016. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, om end forholdene – trods forbedringerne – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Det er indgået i vurderingen, at al-Shabaab har kontrollen i klagerens hjemråde, men at deres måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettet angreb mod profilerede personer, og at denne ændring ikke antages at være af midlertidig karakter, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i de områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren må betragtes som en helt uprofileret ung mand. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til dennes hjemområde ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det af klagerens advokat anførte om klagerens integration i Danmark kan ikke tillægges betydning i relation til vurderingen af, om der skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, idet den i udlændingelovens § 26, stk. 1, indeholdte beskyttelse mod inddragelse af opholdstilladelse ikke finder anvendelse ved stillingtagen til forlængelse af opholdstilladelser meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/116/HHU
Nævnet omgjorde i marts 2018 en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen om inddragelse af en mandlig somalisk statsborgers opholdstilladelse, således at han fortsat har opholdstilladelse (B-status). Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Hawiye, Haber Gedir og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i forbindelse med sin oprindelige asylsag henvist til, at han forlod sit hjemland, fordi der var mange problemer. Man skulle deltage i krigen, ellers blev man slået ihjel af Al-Shabaab. Al-Shabaab beordrede klageren til Jihad mod de vantro. Klageren havde fire søskende. Tre af klagerens søskende er blevet slået ihjel af Al-Shabaab. Klageren har ingen familie tilbage i Somalia. Klageren har i forbindelse med inddragelsessagen som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af Al-Shabaab, som i 2008 forsøgte at tvangserhverve ham. Klageren blev i den forbindelse tilbageholdt i 10 dage, hvorefter han blev løsladt. Han har endvidere henvist til, at han ingen fremtid har i Somalia, og at han føler sig som dansker. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af ] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I foråret] 2011 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [truffet i sommeren] 2010, idet klageren ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at der er fremkommet nye oplysninger i sagen, der giver grundlag for en omgørelse af det tidligere meddelte afslag. Nævnet finder således fortsat ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Mogadishu er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Mogadishu er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser, herunder afgørelser fra januar 2018, udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har nået et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der er ikke ved de seneste oplysninger om forholdene i Mogadishu ændret herved. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet fortsat, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og opvokset i Mogadishu, hvor han har boet indtil sin udrejse i 2008. Han indrejste i Danmark i [efteråret] 2009 som 19-årig og blev meddelt opholdstilladelse i [starten] 2012. Han har således på nuværende tidspunkt haft lovligt ophold i Danmark i godt 6 år. Det lægges til grund, at klageren, siden han fik opholdstilladelse, har været selvforsørgende enten via arbejdsindtægter eller SU. Han har således under hele perioden været under uddannelse og har sideløbende hermed siden [starten af] 2016 været ansat på et plejehjem. Han har således bestået Dansk 2 og har opnået karakteren 12 i samfundsfag niveau g. Herudover har han i perioden 2014 - 2016 gennemført og bestået en 2-årig uddannelse som social- og sundhedshjælper. Han går for øjeblikket på VUC, hvor han har fagene dansk, matematik og samfundsfag. Han har planer om at videreuddanne sig til sygeplejerske, og er i gang med at kvalificere sig til direkte at kunne blive optaget på sygeplejeskolen eller via social- og sundhedsassistentuddannelsen, som han aktivt søger praktikplads til i hele Storkøbenhavn. Han blev [i starten] 2016 ansat i et vikariat på et plejehjem frem til [slutningen af] 2018 med minimum 28 timer ugentligt. I forlængelse af vikariatet blev han tilknyttet det faste vikarkorps på plejehjemmet, hvor han fortsat er ansat, og hvor han efter det oplyste arbejder omkring 20 timer ugentligt ved siden af sin skolegang. I sin fritid går klageren bl.a. til dans og fitness, ligesom han efter det oplyste synger og skriver musik. Han har både danske og somaliske venner. Han talte under nævnsmødet dansk, og det var på intet tidspunkt nødvendigt med tolkning. Der er under sagen fremlagt en lang række erklæringer, herunder fra afdelingslederen på det plejehjem, hvor han arbejder som vikar, fra lærere på VUC samt fra personer, der har kendt klageren, siden han ankom til Danmark. Efter en samlet og konkret vurdering af oplysningerne om klagerens personlige forhold finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [truffet i starten af] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/115/FAM
Nævnet omgjorde i marts 2018 en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen om inddragelse af en mandlig somalisk statsborgers opholdstilladelse, således at han fortsat har opholdstilladelse (B-status). Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Hawiye, Haber Gedir og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i forbindelse med sin oprindelige asylsag henvist til, at han forlod sit hjemland, fordi der var mange problemer. Man skulle deltage i krigen, ellers blev man slået ihjel af Al-Shabaab. Al-Shabaab beordrede klageren til Jihad mod de vantro. Klageren havde fire søskende. Tre af klagerens søskende er blevet slået ihjel af Al-Shabaab. Klageren har ingen familie tilbage i Somalia. Klageren har i forbindelse med inddragelsessagen som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af Al-Shabaab, som i 2008 forsøgte at tvangserhverve ham. Klageren blev i den forbindelse tilbageholdt i 10 dage, hvorefter han blev løsladt. Han har endvidere henvist til, at han ingen fremtid har i Somalia, og at han føler sig som dansker. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af ] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I foråret] 2011 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [truffet i sommeren] 2010, idet klageren ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at der er fremkommet nye oplysninger i sagen, der giver grundlag for en omgørelse af det tidligere meddelte afslag. Nævnet finder således fortsat ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Mogadishu er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Mogadishu er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser, herunder afgørelser fra januar 2018, udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har nået et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der er ikke ved de seneste oplysninger om forholdene i Mogadishu ændret herved. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet fortsat, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og opvokset i Mogadishu, hvor han har boet indtil sin udrejse i 2008. Han indrejste i Danmark i [efteråret] 2009 som 19-årig og blev meddelt opholdstilladelse i [starten] 2012. Han har således på nuværende tidspunkt haft lovligt ophold i Danmark i godt 6 år. Det lægges til grund, at klageren, siden han fik opholdstilladelse, har været selvforsørgende enten via arbejdsindtægter eller SU. Han har således under hele perioden været under uddannelse og har sideløbende hermed siden [starten af] 2016 været ansat på et plejehjem. Han har således bestået Dansk 2 og har opnået karakteren 12 i samfundsfag niveau g. Herudover har han i perioden 2014 - 2016 gennemført og bestået en 2-årig uddannelse som social- og sundhedshjælper. Han går for øjeblikket på VUC, hvor han har fagene dansk, matematik og samfundsfag. Han har planer om at videreuddanne sig til sygeplejerske, og er i gang med at kvalificere sig til direkte at kunne blive optaget på sygeplejeskolen eller via social- og sundhedsassistentuddannelsen, som han aktivt søger praktikplads til i hele Storkøbenhavn. Han blev [i starten] 2016 ansat i et vikariat på et plejehjem frem til [slutningen af] 2018 med minimum 28 timer ugentligt. I forlængelse af vikariatet blev han tilknyttet det faste vikarkorps på plejehjemmet, hvor han fortsat er ansat, og hvor han efter det oplyste arbejder omkring 20 timer ugentligt ved siden af sin skolegang. I sin fritid går klageren bl.a. til dans og fitness, ligesom han efter det oplyste synger og skriver musik. Han har både danske og somaliske venner. Han talte under nævnsmødet dansk, og det var på intet tidspunkt nødvendigt med tolkning. Der er under sagen fremlagt en lang række erklæringer, herunder fra afdelingslederen på det plejehjem, hvor han arbejder som vikar, fra lærere på VUC samt fra personer, der har kendt klageren, siden han ankom til Danmark. Efter en samlet og konkret vurdering af oplysningerne om klagerens personlige forhold finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [truffet i starten af] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/115/FAM
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde samt hendes fem børn, der ligeledes var asylansøgere. De er alle statsborgere i Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk somali og sunnimuslimer fra Mogadishu, Somalia. [A] tilhører klanen Shiiqaal, subklanen Loboge. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. [A] har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel eller voldtaget af de større klaner, idet hun selv tilhører en minoritetsklan. [A] til støtte for sit asylmotiv oplyst, at de større klaner undertrykker de mindre klaner i Somalia. Hun frygter derfor, at de vil slå hende ihjel, hvis hun vender tilbage. [A] frygter desuden maskerede personer, der dræber andre mennesker på grund af religion. [A] har videre oplyst, at hun hverken har haft konflikter med myndighederne eller med privatpersoner i Somalia. Udover, at hun engang på gaden i Mogadishu blev slået nogen af religiøse årsager. Hun er endvidere som ung kvinde blevet slået af en mand, som hun ikke ville tvangsgiftes med. Hun har endelig oplevet at blive chikaneret på grund af sit tilhørsforhold til sin klan. [A] og [B] har på vegne af deres børn, [C] og [D] som asylmotiv henvist til, at de frygter, at de ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for voldtægt, drab eller omskæring. [A] og [B] har til støtte for asylmotivet oplyst, at der er en regel i Somalia, som kræver, at alle piger skal omskæres. Hvis piger ikke bliver omskåret, bliver de ikke en del af samfundet. Ikke-omskårne piger vil ikke kunne få venner, og de kan ikke tale med naboerne. Piger, der ikke er omskåret, vil desuden få svært ved at finde en ægtefælle. [A] og [B] har endvidere oplyst, at såfremt de siger nej til, at deres piger skal omskæres, vil folk tro, at de kommer fra et vantro land, og de vil stille spørgsmål ved, om de har en rigtig kultur og religion. [A] og [B] frygter derfor, at deres to døtre, [C] og [D], vil blive omskåret, hvis de vender tilbage til Somalia. [A] og [B] frygter desuden at ukendte personer vil voldtage [C] og [D]. [A] og [B] har på vegne af deres børn, [E], [F] og [G], som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Somalia vil blive dræbt eller tvangshvervet. [A] og [B] har til støtte for asylmotivet oplyst, at de frygter, at [E], [F] og [G] vil blive tvangshvervet af maskerede personer, som vil have dem til at tilslutte sig deres idelogier. [A] og [B] har videre oplyst, at dette ofte forekommer i Somalia, og at det især er børn fra mindre klaner, der bliver tvangshvervet. [A] og [B] frygter endvidere, at deres børn vil blive likvideret foran dem af maskerede personer, da man hver dag i fjernsynet kan se, at mennesker bliver slået ihjel i Somalia. Vedrørende [A]: Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hun tilhører en mindretalsklan og ikke har gået i skole, men som voksen har lært at læse en lille smule. Hun er opvokset på landet og har levet som nomade i området omkring byerne […] og […] i Mudug–provinsen, men flyttede til Mogadishu efter drabet på ægtefællens far. Ansøgeren har oplyst, at hun siden da har levet i Mogadishu, uden at hun præcist har kunnet tidsfæste dette. Ansøgerens ægtefælle har forklaret, at hans far blev dræbt i 2006, og at de herefter flyttede til Mogadishu, hvor ansøgerens ægtefælle drev forretning frem til sin udrejse, og hvor hans klan stammer fra. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne skal vurderes i forhold til en tilbagevenden til Mogadishu. Den omstændighed, at kvinders forhold i Somalia generelt er vanskelige sammenholdt med, at ansøgeren stammer fra en mindretalsklan, kan ikke begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil kunne anses for en enlig kvinde uden mandligt netværk og beskyttelse, da hendes herboende somaliske ægtefælle efter inddragelsen af hans opholdstilladelse skal udrejse til Somalia, ligesom hun i øvrigt har sin far i Somalia. Det beror alene på ansøgerens egen formodning, at hun risikerer at blive voldtaget eller slået ihjel af maskerede personer på grund af religiøse forhold eller af personer fra større klaner. Ansøgeren har således inden udrejsen i 2013 ikke oplevet episoder, der giver grundlag for at antage, at hun ved en tilbagevenden vil være i aktuel og konkret risiko for at blive udsat for en sådan behandling. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at de påberåbte asylmotiver for hende personligt er omfattet af området for udlændingelovens § 7. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 som en konsekvens af, at et eller flere af hendes børn har et selvstændigt asylmotiv, hvilket vil blive vurderet særskilt i det følgende. Vedrørende [E]: Ansøgeren er en dreng på knap 13 år. Uanset at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger er sket en optrapning af tvangsrekruttering af børn til al-Shabaab i områder, hvor al-Shabaab har kontrollen, jf. rapport fra United Nations General Assembly Security Council af 16. maj 2018, er det ikke på baggrund heraf sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Mogadishu vil være i konkret risiko for at blive tvangsrekrutteret til al-Shaabab. Der foreligger heller ikke andre oplysninger, som giver grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i aktuel risiko for tvangsrekruttering i forhold til maskerede personer, som vil have ham til at tilslutte sig deres ideologier. Det beror endvidere alene på ansøgerens forældres egne formodninger, at han vil blive dræbt foran forældrene af maskerede personer eller kidnappet, hvis han vender tilbage til Somalia. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren har opholdt sig i lang tid i vesten og må anses for at tilhøre en mindretalsklan. Vedrørende [F]: Ansøgeren er en dreng på 9½ år. Uanset at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger er sket en optrapning af tvangsrekruttering af børn til al-Shabaab i områder, hvor al-Shabaab har kontrollen, jf. rapport fra United Nations General Assembly Security Council af 16. maj 2018, er det ikke på baggrund heraf sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Mogadishu vil være i konkret risiko for at blive tvangsrekrutteret til al-Shaabab. Der foreligger heller ikke andre oplysninger, som giver grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i aktuel risiko for tvangsrekruttering i forhold til maskerede personer, som vil have ham til at tilslutte sig deres ideologier. Det beror endvidere alene på ansøgerens forældres egne formodninger, at han vil blive dræbt foran forældrene af maskerede personer eller kidnappet, hvis han vender tilbage til Somalia. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren har opholdt sig i lang tid i vesten og må anses for at tilhøre en mindretalsklan. Vedrørende [G]: Ansøgeren er en dreng på 2½ år. Der er efter oplysningerne om hans alder ikke grundlag for at antage, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret risiko for tvangsrekruttering til al-Shabaab eller maskerede personer, som vil have ham til at tilslutte sig deres ideologier. Det beror endvidere alene på ansøgerens forældres egne formodninger, at han vil blive dræbt foran forældrene af maskerede personer eller kidnappet, hvis han vender tilbage til Somalia. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren er født i vesten og må anses for at tilhøre en mindretalsklan. Vedrørende [D]: Ansøgeren er en pige på knap 4 år. Det lægges i overensstemmelse med baggrundsoplysningerne om kvindelig omskæring i Somalia til grund, at kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret. Det fremgår således af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens Temarapport ”South Central Somalia – Female Mutilation/Cutting” fra januar 2016 og UK Home Office Country Policy and Information Note, Somalia: Women fearing gender-based violence, fra april 2018, at op mod 95-99 % af kvinder i alderen 15-49 år i Somalia er omskåret. Det fremgår endvidere, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men at dette i høj grad afhænger af moderens personlighed, og om hun er i stand til at modstå det psykologiske pres for omskæring fra såvel familiemedlemmer som samfundet. Det mest afgørende er morens personlighed, mens hendes uddannelsesmæssige baggrund og økonomiske og sociale status også har betydning. Det er højst usandsynligt, at piger skulle blive udsat for omskæring uden moderens kendskab til det, eller uden at moderen som minimum har udtrykt accept af, at barnet bliver omskåret. I mere konservative samfund er det nemmere for forældre at modstå socialt pres, hvis pigens far modsætter sig, at hans datter skal omskæres. Flygtningenævnet lægger efter forklaringerne fra ansøgerens forældre til grund, at de begge er imod omskæring, og at både ansøgerens morfar og farmor efter det oplyste er tilhængere af kvindelig omskæring. Det må imidlertid lægges til grund, at begge de nævnte bedsteforældre nu opholder sig i området ved […], og at deres muligheder for at lægge pres på ansøgerens forældre for omskæring af hende derfor vil være af mindre betydning. Flygtningenævnet finder endvidere, ansøgerens forældre i fællesskab må anses for at have de fornødne personlige ressourcer til at modstå omgivelsernes pres for omskæring. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at moderen trods sin manglende uddannelse fremstår som en person med ikke ubetydelig viljestyrke og i besiddelse af evnen til at sige fra. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at hun efter det oplyste har været i stand til at rejse til Etiopien og opholde sig der i et længere tidsrum og beskytte to små børn, mens hun ventede på behandlingen af ægtefællens sag i Danmark. Herudover fremstår ansøgerens far som en velorienteret og indsigtsfuld person, som sammen med sin ægtefælle vil være i stand til at modstå det sociale pres fra omgivelserne. En eventuel frygt for, at ansøgeren og hendes familie vil blive udstødt af samfundet, hvis de modsætter sig omskæring, er ikke forhold, der kan anses for omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af den manglende omskæring vil være i konkret og aktuel risiko for at blive voldtaget. Det beror endvidere alene på ansøgerens forældres egne formodninger, at hun vil blive dræbt foran forældrene af maskerede personer eller kidnappet, hvis hun vender tilbage til Somalia. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren er født i vesten og må anses for at tilhøre en mindretalsklan. Vedrørende [C]: Ansøgeren er en pige på knap 1 år. Det lægges i overensstemmelse med baggrundsoplysningerne om kvindelig omskæring i Somalia til grund, at kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret. Det fremgår således af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens Temarapport ”South Central Somalia – Female Mutilation/Cutting” fra januar 2016 og UK Home Office Country Policy and Information Note, Somalia: Women fearing gender-based violence, fra april 2018, at op mod 95-99 % af kvinder i alderen 15-49 år i Somalia er omskåret. Det fremgår endvidere, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men at dette i høj grad afhænger af moderens personlighed, og om hun er i stand til at modstå det psykologiske pres for omskæring fra såvel familiemedlemmer som samfundet. Det mest afgørende er morens personlighed, mens hendes uddannelsesmæssige baggrund og økonomiske og sociale status også har betydning. Det er højst usandsynligt, at piger skulle blive udsat for omskæring uden moderens kendskab til det, eller uden at moderen som minimum har udtrykt accept af, at barnet bliver omskåret. I mere konservative samfund er det nemmere for forældre at modstå socialt pres, hvis pigens far modsætter sig, at hans datter skal omskæres. Flygtningenævnet lægger efter forklaringerne fra ansøgerens forældre til grund, at de begge er imod omskæring, og at både ansøgerens morfar og farmor efter det oplyste er tilhængere af kvindelig omskæring. Det må imidlertid lægges til grund, at begge de nævnte bedsteforældre nu opholder sig i området ved […], og at deres muligheder for at lægge pres på ansøgerens forældre for omskæring af hende derfor vil være af mindre betydning. Flygtningenævnet finder endvidere, ansøgerens forældre i fællesskab må anses for at have de fornødne personlige ressourcer til at modstå omgivelsernes pres for omskæring. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at moderen trods sin manglende uddannelse fremstår som en person med ikke ubetydelig viljestyrke og i besiddelse af evnen til at sige fra. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at hun efter det oplyste har været i stand til at rejse til Etiopien og opholde sig der i et længere tidsrum og beskytte to små børn, mens hun ventede på behandlingen af ægtefællens sag i Danmark. Herudover fremstår ansøgerens far som en velorienteret og indsigtsfuld person, som sammen med sin ægtefælle vil være i stand til at modstå det sociale pres fra omgivelserne. En eventuel frygt for, at ansøgeren og hendes familie vil blive udstødt af samfundet, hvis de modsætter sig omskæring, er ikke forhold, der kan anses for omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af den manglende omskæring vil være i konkret og aktuel risiko for at blive voldtaget. Det beror endvidere alene på ansøgerens forældres egne formodninger, at hun vil blive dræbt foran forældrene af maskerede personer eller kidnappet, hvis hun vender tilbage til Somalia. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren er født i vesten og må anses for at tilhøre en mindretalsklan. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Somalia, vil være i risiko for konkret, aktuel, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelser for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/114/JHB
Nævnet omgjorde i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk madhiban og muslim fra bydelen […] i Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, og kan for så vidt angår denne vurdering henholde sig til Flygtningenævnets afgørelser af henholdsvis af […] 2011 og […] 2017. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende navnlig under hensyn til de oplistede forhold i udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærker Flygtningenævnets flertal, at klageren, der har opholdt sig i Danmark siden 2009 - heraf mere end 5 år med lovligt ophold - er velintegreret og har opnået en væsentlig tilknytning til det danske samfund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at klageren, der har bestået en Prøve i Dansk 2, har tilegnet sig gode danskkundskaber, at han har under asylproceduren har været i praktik i halvandet år, at han allerede i 2013 gennemførte et kursus i danske samfundsforhold, dansk kultur og historie, at han har gennemført [en erhvervsakademiuddannelse], og at han umiddelbart herefter er påbegyndt en overbygning, hvorfor han forventer at blive uddannet professionsbachelor i [et bestemt fag] i […] 2018. Herudover har klageren i Danmark etableret et familieliv med sin ægtefælle og deres tre børn, der efter det oplyste ligeledes behersker det danske sprog. Endelig har Flygtningenævnets flertal lagt vægt på, at klageren har danske venner, at klageren er engageret i bestyrelsen i sin ældste datters daginstitution, og at klageren er aktiv medlem af en lokal fodboldklub. Flygtningenævnets flertal finder herefter efter en konkret vurdering, at det, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, vil virke særligt belastende for klageren og hans familie at inddrage klagerens opholdstilladelse i Danmark. ” Soma/2018/113/CHHA
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somalier tilhørende klanen [A], underklanen [B], subklanen [C] og familieklanen [D]. Klageren er muslim af trosretning og er fra [by], Galguduud-regionen i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at blive tilbageholdt og slået ihjel af al-Shabaab, idet han flygtede fra dem efter at være blevet forsøgt tvangshvervet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab opsøgte hans bopæl, idet de ønskede at tvangshverve klageren. Al-Shabaab tog klageren med imod hans vilje, og de kørte ham hen til et fængsel. Klageren sad fængslet i tre dage, hvorefter han besluttede at flygte sammen med de andre, han sad fængslet med. De lavede et hul i væggen, hvor de kravlede ud. De flygtede til fods og ankom til en nærliggende by, hvor klageren fik kontakt med sin mor, der oplyste, at to mænd fra al-Shabaab havde opsøgt familiens bopæl for at spørge efter klageren. Klageren fik herefter hjælp til at udrejse af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [sommeren] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen vurderede, at uanset at klagerens forklaring på en række punkter forekom utroværdig og konstrueret til lejligheden, kunne det ikke afvises, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i et asylbegrundende modsætningsforhold til al-Shabaab. [Efteråret] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flertallet af Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han i 2014 flygtede fra Somalia på grund af en konkret konflikt med al-Shabaab til grund. Flertallet finder klagerens forklaring om, at han er efterstræbt af al-Shabaab er divergerende, usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flertallet har lagt vægt på, klageren har forklaret divergerende omkring, hvornår og hvor han angiveligt blev opsøgt af al-Shabaab. Til asylsamtalen [sommeren] 2013 oplyste klageren, at hans første kontakt med repræsentanter for al-Shabaab var [ultimo] 2012, hvor de søgte at hverve ham, og at det var på bopælen. Senere under samme samtale ændrede klageren forklaring til, at han blev opsøgt af al-Shabaab i forretningen i 2010, hvor de søgte at hverve ham. Under samtalen [sommeren] 2017 oplyste klageren, at han først blev opsøgt i forretningen af al-Shabaab, hvor de søgte at hverve ham. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han blev opsøgt i forretningen i 2010 eller 2011, hvor de søgte at hverve ham, og at han derefter blev opsøgt hjemme af al-Shabaab [ultimo] 2012. Flertallet har lagt vægt på, klageren har forklaret divergerende omkring al-Shabaabs ageren i fængslet som led i rekrutteringen. Til asylsamtalen oplyste klageren, at al-Shabaab tog flere billeder af klageren i fængslet, således at de kunne genkende klageren, såfremt han flygtede. Til samtalen [sommeren] 2017 oplyste klageren, at han udelukkende blev bedt om at tilslutte sig al-Shabaab. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han blev fotograferet i fængslet af al-Shabaab. Flertallet har lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om sin angivelige tilbageholdelse hos al-Shabaab. Til samtalen [sommeren] 2017 oplyste klageren indledningsvist, at de øvrige fanger blev taget ud af deres celler og slået, mens klageren aldrig blev udsat for sådanne ting. Senere under samme samtale ændrede klageren forklaring til, at klageren blev pisket og slået med gevær. For Flygtningenævnet har klageren oplyst, at han ikke blev slået. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at klagerens forklaring omkring, at han flygtede fra fængslet uden at nogen vagter hørte det, forekommer usandsynlig. Flertallet har i den forbindelse tillige lagt vægt på, at det ikke forekommer troværdigt, at der ikke var vagter på området bag ved cellerne. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at al-Shabaab ikke passede bedre på sine fanger, henset til at de gerne ville have, at de unge skulle arbejde for dem, og at 12 unge ubemærket kunne bryde gennem en væg og flygte. Flertallet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være særlig profileret eller har en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab. Nævnet lægger herefter til grund, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Somalia på det pågældende tidspunkt. Flertallet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flertallet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Galgaduud er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Galgaduud er - selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Uanset om klagerens hjemby måtte være under al-Shabaabs kontrol, finder flertallet, at dette forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder flertallet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Galgaduud ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flertallet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har boet i [by], Galgaduud regionen i Somalia frem til sin udrejse i 2013. Det må således lægges til grund, at klageren taler somalisk, kender kulturen og Galgaduud-området. Klagerens mor, seks søskende og farmor opholder sig antageligt fortsat i Somalia. Klageren har ikke familie i Danmark. Klageren har bestået prøve i dansk 1. Klageren har gået 1 år på produktionsskole. Han har i en periode fra januar 2017 arbejdet som frisør. Han blev selvstændig frisør den 31. juli 2017, hvilket han ophørte med i november 2017. Klageren har aktuelt ikke beskæftigelse. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/109/CABV
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somalier tilhørende hovedklanen [A], underklanen [B], subklanen [C] og familieklanen [D]. Klageren er sunni-muslim af trosretning og er fra [by] i Galgaduud regionen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel, udsat for tortur eller lemlæstet af al-Shabaab, idet klageren nægtede at bære våben for dem. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han en dag blev taget til fange af al-Shabaab. Klageren blev kørt ud til en hytte, hvor andre unge var samlede. Al-Shaabab ville hverve de unge mænd, men klageren nægtede. Klageren blev kørt væk, hvorefter al-Shabaab udsatte ham for overgreb ved at brække hans ben. Klageren fik ingen lægehjælp, og han var tilbageholdt i omkring to måneder, inden han flygtede. Udlændingestyrelsen meddelte [sommeren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [Sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han i 2014 flygtede fra Somalia på grund af en konkret konflikt med al-Shabaab til grund forårsaget af, at klageren flygtede fra al-Shabaab, der ville rekruttere ansøgeren. Nævnet finder klagerens forklaring om, at han er efterstræbt af al-Shabaab er divergerende, udbyggende og utroværdig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende omkring, hvad der skete med hans ben, efter al-Shabaab have taget ham til fange. Til asylsamtalen [sommeren] 2014 forklarede klageren, at han brækkede foden over vristen, og til samtalen [sommeren] 2017 forklarede klageren, at hans ben brækkede ved anklen. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at hans ben ikke brækkede, men at der kom en revne i knoglen, og at han var hårdt såret. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremstår usandsynligt, at klageren kunne flygte over en ca. 2 meter høj mur henset til, og at klageren til fods kunne flygte fra et al-Shabaaab kontrolleret fængsel og herefter gå i 1,5-3 timer, henset til at klageren fod var alvorligt skadet, hvorfor al-Shabaab havde givet ham særstatus og lod ham sove uden for. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvorfor han flygtede. Til oplysnings- og motivsamtalen har klageren forklaret, at han flygtede fordi klageren og de andre skulle for retten den følgende dag. Til asylsamtalen [sommeren] 2014 har klageren forklaret, at han ikke kendte til, hvad der fremover skulle ske med ham. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han flygtede den dag, idet det bare var muligt. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være særlig profileret eller har en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab. Nævnet lægger herefter til grund, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Somalia på det pågældende tidspunkt, og nævnet finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er fremkommet nye oplysninger i sagen, der giver grundlag for en omgørelse af det tidligere meddelte afslag med henblik på at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, med henvisning til de aktuelle konkrete og individuelle forhold. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Galgaduud, hvor ansøgeren angiveligt kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Galgaduud er - selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Uanset om klagerens hjemby måtte være under al-Shabaabs kontrol, finder Flygtningenævnet, at dette forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Galgaduud ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har angiveligt boet i Galgaduud i Somalia frem til sin udrejse i 2014. Det må således lægges til grund, at klageren taler somalisk, kender kulturen og Galgaduud-området, hvor han angiveligt kommer fra. Klagerens mor og tre søskende opholder sig fortsat i Somalia. Klageren har bestået prøve 2 i dansk. Klageren har fået en egentlig arbejdsmarkedstilknytning i [primo] 2018. Klageren er i [sommeren] 2018 efter afslaget på forlængelse af opholdstilladelse [sommeren] 2017 blevet medindehaver af et transportfirma, hvor han nu er fuldtidsbeskæftiget. Klageren er blevet gift i [efteråret] 2017 efter afslaget på forlængelse af opholdstilladelsen [sommeren] 2017 og har fået et barn i [efteråret] 2018. Ægtefællen har permanent opholdstilladelse i Danmark efter at være blevet familiesammenført. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/108/CABV
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somalier tilhørende hovedklanen Boon og er muslim fra [byen], Nugal-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel, idet hun er efterstræbt af familier tilhørende klanerne Dhulbahanta og Marihan. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er født og opvokset i byen […] i det nordlige Somalia. Da klageren var 21 år, flygtede hun til byen Sarinley i det sydelige Somalia på grund af konflikt med en familie tilhørende Dhulbahanta klanen. Konflikten opstod som følge af, at klagerens mor havde omskåret to af familiens piger. Pigerne døde herefter som følge heraf. Klageren mistede flere familiemedlemmer på grund af konflikten. Klageren har videre henvist til, at hendes ægtefælle og hendes søn blev slået ihjel på et ukendt tidspunkt i Sarinley i forbindelse med en konflikt med to mænd fra klanen Marihan. Konflikten opstod, fordi klagerens ægtefælle ikke ville reparere en af mændenes gevær. I 2013 blev klagerens datter voldtaget og stukket med en kniv af en mand fra klanen Marihan. Manden var kommet med to andre drenge. Manden løb herefter hen mod klageren. Klageren kastede sten mod manden, og en af stenene ramte manden ved siden af øret. Manden mistede balancen og faldt i floden, hvor han druknede. Klageren og datteren blev efterfølgende ringet op, hvor de fik at vide, at mandens familie havde angrebet klagerens families bopæl. Klageren kunne se, at der var ild og røg fra deres hus. Datteren døde samme aften i en skov, hvor klageren og datteren skjulte sig. Herefter påbegyndte klageren sin udrejse. Endelig har klageren oplyst, at hun ikke kan vende tilbage til Somalia, idet hun frygter al-Shabaab, som har slået klagerens søn ihjel. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Klageren har forklaret divergerende og udbyggende om en række centrale dele af sit asylmotiv. Klageren har om sin første ægtefælles og ene søns død til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen i 2014 samt under nævnsmødet forklaret, at de blev dræbt i forbindelse med, at ægtefællen ikke straks ville reparere et gevær for en mand, mens hun til partshøringssamtalen i 2017 har forklaret, at ægtefællen blev dræbt i forbindelse med, at ægtefællen under en jagt skadede en anden mand ved en vådeskudsulykke. Om en konflikt, hvor en af klagerens døtre blev voldtaget og dræbt, har klageren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at datteren fik en kniv ført op i sig. Til asylsamtalen har klageren forklaret, at datteren blev stukket på hænderne og lårene – og foreholdt denne divergens – først at datteren også blev stukket i underlivet, derefter at datteren ikke blev stukket i underlivet. Til oplysnings- og motivsamtalen har klageren ikke forklaret om, at hun selv blev udsat for fysiske overgreb under samme episode, mens hun til asylsamtalen har forklaret, at hun blev slået med en stok og til partshøringssamtalen og under nævnsmødet, at hun også selv blev stukket med en kniv. Videre har klageren under asylsamtalen forklaret, at hun kastede en sten mod manden, der havde voldtaget hendes datter, og at han, da han blev ramt, faldt i floden og druknede, ligesom hun har forklaret, at sønnen Abdi Asis ringede og fortalte, at folk havde sat ild til deres hus. Til partshøringssamtalen har klageren ikke forklaret, at manden druknede, men derimod at hun ikke ved, hvordan han døde, ligesom hun har forklaret, at sønnen Abdi Asis ikke ringede og fortalte, at der var sat ild på deres hus, for han var brændt inde. Til oplysnings- og motivsamtalen har klageren forklaret, at hendes anden ægtefælle blev dræbt i samme angreb, hvor sønnen indebrændte, hvorimod hun til partshøringssamtalen har forklaret, at hun blev gift med sin anden ægtefælle, mens hun opholdt sig i Kenya – efter sin udrejse af Somalia. Hertil kommer, at den konflikt, klageren har beskrevet, hvorunder blandt andet hendes mor blev dræbt, ligger mere end 40 år tilbage i tid og må betragtes som afsluttet. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin udrejse fra Somalia var i konkret og individuel risiko for forfølgelse og overgreb. Da Flygtningenævnet ikke kan lægge klagerens forklaring til grund, kan det heller ikke lægges til grund, at klageren er uden netværk i Somalia, ligesom der med samme begrundelse ikke er grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af en torturundersøgelse. Det forhold, at klageren tilhører en minoritetsklan, er ikke i sig selv asylbegrundende. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er Baardheere under Amisomkontrol, og der er i området sket en forbedring af forholdene af ikke helt midlertidig karakter. Uanset Al-Shabaab måtte have en vis indflydelse i klagerens hjemområde, har klageren ikke haft nogen konflikter med Al-Shabaab, ligesom klageren er uprofileret. Forholdene i klagerens hjemområde er herefter ikke af en sådan karakter, at enhver, ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb. Klageren er født og har opholdt sig i Somalia i ca. 55 år indtil sin udrejse for ca. 5 år siden. Klageren har ikke tilknytning til det danske arbejdsmarked, har ikke gennemgået en uddannelse, deltager ikke i danskundervisning og har ikke dokumenteret, at hun lider af alvorlige sygdomme af en karakter, der kræver behandling i Danmark. Klageren modtager ikke pension eller hjælp af det offentlige til praktiske dagligdags fornødenheder. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at høre en bisidder som vidne omkring klagerens dagligdag, da denne bisidder ikke har personligt kendskab til klagerens dagligdag og ikke er en fagperson. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det må antages at være særligt belastende for klageren at inddrage hendes opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/107/Fam
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk medhiban og muslim af trosretning fra [Y], Gedo, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter sin ægtefælles familie som følge af en klankonflikt. Klageren har videre oplyst, at han boede hos sin mor og arbejdede som butiksmedhjælper i en forretning. Han indledte et forhold til ejerens datter. Hendes forældre var tit ude og rejse, hvorfor datteren ofte var alene hjemme. De gjorde alt, for at undgå at have samleje uden for ægteskab og derfor besluttede de at blive hemmeligt gift i slutningen af 2010. [Sommeren] 2011 var klageren hjemme på sin bopæl. Han blev opsøgt af en pige, som fortalte, at klagerens ægtefælle var blevet gravid, og at hendes forældre havde fundet ud af det, hvorfor faren ville tage kontakt til al-Shabaab, som kontrollerede klagerens by, og fortælle, at klageren havde gjort klagerens ægtefælle gravid. Klagerens mor sagde til klageren, at han skulle rejse fra byen, hvorfor klageren rejste til en anden by ved navn [X]. Klageren rejste herefter videre via en agent, som krævede, at klagerens mor skulle sælge sit hus, for at betale agenten for rejsen. Flygtningenævnet meddelte [i slutningen af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Et Flertal af Flygtningenævnet lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt, blandt andet henset til, at klageren havde ophold sig i Vesteuropa i flere år efter sin udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Ved Flygtningenævnets afgørelse [i slutningen af] 2014 er det antaget, at klagerens forklaring var konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lagde her blandt andet vægt på, at klageren ikke kunne angive tidspunktet for, hvornår han havde mødt sin senere ægtefælle, hvornår de besluttede at gifte sig og hvornår ægteskabet blev indgået. Klageren har ved sin forklaring for Flygtningenævnet dags dato oplyst, at han ikke kunne huske nøjagtigt, hvornår han friede til sin senere ægtefælle. Han er i øvrigt ikke ved fremmødet dags dato fremkommet med yderligere oplysninger til belysning af ægteskabet. Dog har klageren i sit skriftlige indlæg til nævnsmødet anført, at han ved en tilbagevenden til Somalia muligvis ikke længere vil blive anset for at være gift med sin ægtefælle på grund af mere end syv års adskillelse. Klageren har endvidere ved fremmødet dags dato forklaret indledningsvis, at hans svigerfar ikke kunne foretage sig noget overfor ham på grund af ægteskabet, da al-Shabaab havde magten i byen og holdt lov og orden. Det fremgår imidlertid af klagerens indlæg til nævnsmødet, at ”Om konflikten med al-Shabaab forklarer ansøger, at konflikten opstod som konsekvens af, at ansøger var blevet gift med Hawo uden hendes families accept og fordi ansøger tilhørte en lavere klan.”. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at klagerens forklaringer om baggrunden for hans ansøgning er så upræcise og uklare, at de ikke kan tillægges betydning. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort det af ham påberåbte asylmotiv. Der er herefter ikke grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Vedrørende spørgsmålet om inddragelse af klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, bemærker Flygtningenævnet, at klageren ved samtalen med Udlændingestyrelsen den 8. oktober 2017 har forklaret, at han ikke flygtede fra de generelle forhold i Somalia, men fra sin konkrete konflikt, som beskrevet ovenfor. Han har endvidere forklaret, at al-Shabaab ikke har så meget magt i området som tidligere, jf. i det hele referatet side 4 nederst til 5 øverst. Dette skal sammenholdes med baggrundsoplysningerne, herunder at klagerens hjemby, [Y] efter de senest tilgængelige oplysninger nu er under kontrol af AMISOM. Vedrørende det af klagerens advokat anførte om, at klageren alene på grund af sit langvarige ophold i Vest-Europa skulle være i risiko for overgreb på grund af ”imputed political opinion”, bemærker Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at klageren er en helt uprofileret ung mand. For så vidt angår spørgsmålet om klageren har en sådan tilknytning til det danske samfund, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse kan antages at virke særligt belastende i jf. af udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet, at klageren har vist et vist kendskab til dansk, men at han ikke har haft arbejde, ikke har familie i Danmark og i det hele ikke har nogen væsentlig tilknytning til det danske samfund. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/105/jov
Nævnet omgjorde i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger Somalia, således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim af trosretning fra [en landsby], Afmadow, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab, idet hun er flygtet fra et tvangsægteskab med en eller flere personer fra Al-Shabaab. Klageren har videre forklaret, at hun allerede var gift med sin nuværende ægtefælle, da hendes mor fortalte hende, at al-Shabaab, som kontrollerede landsbyen, hvor klageren boede, ville giftes med klageren. Klagerens mor fortalte al-Shabaab, at klageren allerede var gift, men al-Shabaab troede ikke på moren. Al-Shabaab henvendte sig til klagerens mor på hendes bopæl flere gange. Klagerens mor tog herefter en beslutning om at sende klageren væk fra landsbyen og til Mogadishu. Naboen til det sted, hvor klageren opholdte sig i Mogadishu sørgede for, at klageren fik kontakt til en menneskesmugler, som mod betaling hjalp klageren med at rejse til Danmark. Pengene til at betale menneskesmugleren blev fremskaffet ved at sælge et stykke af morens jord. Udlændingestyrelsen meddelte [foråret 2013] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Endvidere lagde Udlændingestyrelsen klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab til grund, idet forklaringen blev fundet troværdig. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker særligt, at klageren ved sin indrejse i 2013 oplyste, at hun havde seks søskende, herunder fire søstre, og at de ældste af disse søstre dengang var henholdsvis 15 og 17 år gamle. Klageren har imidlertid i forbindelse med inddragelsessagen oplyst, at hendes mor nu er flygtet til Kenya med klagerens søskende, og at denne flugt i det væsentlige skulle være begrundet i, at søstrene nu er henholdsvis 12, 15, 16 og 18 år gamle. Dette skulle så igen føre til, at de ældste søstre nu er genstand for interesse fra al-Shabaabs side. Flygtningenævnet finder at dette er et helt centralt forhold, da det er tæt forbundet med baggrunden for, at klagerens familie angiveligt har forladt Somalia. Flygtningenævnet bemærker at Udlændingestyrelsen ved sagens afgørelse i 2013 ligeledes lagde til grund, at klageren ikke opfyldte betingelserne for at blive meddelt betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. tilladelsesresolution af [foråret] 2013. Der er ikke oplyst andre forhold, der kan føre til, at klageren nu bliver meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter om de hensyn der er opregnet i udlændingelovens § 26, stk. 1, kan føre til, at klageren fortsat skal have opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ikke i de fem et halvt år hun nu har haft opholdstilladelse i Danmark, har indgået ægteskab med den mand, som hun oplyser at være islamisk gift med, ligesom de heller ikke har etableret fælles bopæl. Klagerens dansk-kundskaber må betegnes som begrænsede. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det må tillægges afgørende betydning, at klageren er mor til to børn på henholdsvis 3 og 5 år, der begge er danske statsborgere. Faren er endvidere efter det oplyste dansk statsborger, har været i Danmark siden 1993, og er i beskæftigelse. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren efter det oplyste siden september 2017 har haft beskæftigelse i rengøringsbranchen, med nu 26 timer om ugen. Efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet derfor, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, herunder særligt stk. 1, nr. 4. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 2. november 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/104/jov
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tumal og muslim fra landsbyen […], Juba Hoose, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af for klageren ukendte personer, som har slået hans far og storebror ihjel. Klageren har til støtte herfor forklaret, at han var et barn, da ti bevæbnede personer rettede henvendelse til klagerens bror, mens klageren og broren opholdt sig på familiens landsbrugsjord. De bevæbnede personer spurgte efter klagerens far. Klagerens bror nægtede at give informationer om faren, hvorefter han blev skudt i halsen og døde. Efterfølgende ankom klagerens far til landbruget. Sammen med nogle andre fra landsbyen fik faren klagerens bror begravet. Samme dag eller dagen efter rettede de samme bevæbnede mænd henvendelse på familiens bopæl. De sagde til faren, at de ville slå både faren og klageren ihjel, hvis ikke klagerens far afstod sit landbrug. De betalte klagerens far nogle penge, fordi de havde skudt klagerens bror. Herefter udrejste klageren sammen med sin far til Etiopien, hvor de tog ophold hos to mænd. Dagen efter tog klagerens far tilbage til Somalia. Tre til fire dage senere sagde de to mænd i Etiopien, at klagerens far var blevet slået ihjel, fordi han var taget hen til familiens landbrug. Herefter hjalp de to mænd klageren til Sudan. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han tilhører en minoritetsklan, som undertrykkes i Somalia, ligesom han ikke har noget netværk i hjemlandet. Det fremgår af klagerens oprindelige asylsag, at Udlændingestyrelsen i tilladelsesresolution af […] 2013 har lagt hans forklaring til grund. Ved vurderingen heraf har Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren under hele forløbet har forklaret konsistent, detaljeret og troværdigt om sine konflikter i Somalia. På den baggrund har Udlændingestyrelsen ikke fundet at kunne afvise, at han ved en tilbagevenden til Somalia ville være i reel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse fra de samme personer, som har dræbt hans far og bror. Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger omkring privatretlige konflikter i det Syd-centrale Somalia. Klageren er herefter meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, den 5. december 2013. Det fremgår ikke af den oprindelige asylsag, som anført i Udlændingestyrelsens […] 2017, at Udlændingestyrelsen ved meddelelsen af opholdstilladelsen [i] 2013 dengang lagde vægt på, at forholdene i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt var af en sådan karakter, at klageren ved sin blotte tilstedeværelse i det sydlige og centrale Somalia reelt risikerede at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Udlændingestyrelsen må på den baggrund have anset klageren for berettiget til beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, på grund af hans individuelle forhold i forhold til den privatretlige konflikt. Uanset om klageren på daværende tidspunkt havde et beskyttelsesbehov, finder Flygtningenævnets flertal, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han på nuværende tidspunkt på grund af de aktuelle forhold fortsat vil i konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Han kan således ikke anses for særligt profileret i forhold til de ukendte personer, som for år tilbage dræbte hans bror og far. Nævnets flertal skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådan, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i forskellige sager tiltrådt, at den generelle situation i Somalia ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Somalia er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnets flertal finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ligeledes, at situationen i [klagerens landsby] i regionen Juba Hoose er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Juba Hoose er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnets flertal, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Juba Hoose ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er derfor opfyldt. Det skal herefter vurderes, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. § 26, stk. 1, indeholder en række hensyn, der navnlig skal lægges vægt på ved en afgørelse om inddragelse, herunder blandt andet udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet, jf. § 26, stk. 1, nr. 5. Af forarbejderne til loven fremgår herom, jf. betænkning nr. 882/1979, s. 118: ”Efter bestemmelsen skal der også tages hensyn til udlændingens eventuelt manglende eller svage tilknytning til det eller de lande, hvor udlændingen efter en udvisning kan ventes at tage ophold. En udlændings forbindelse til hjemlandet kan være ringe, f.eks. fordi den pågældende er rejst derfra i en meget ung alder. Udvisning bør i så fald kun ske i særligt kvalificerede tilfælde. At forholdene i udlændingens hjemland generelt er ringere end forholdene her i landet, er ikke i sig selv et hensyn, der bør indgå i afvejningen”. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren udrejste af Somalia i en alder af 12-14 år, og at han ikke længere har familie i Somalia, men under opholdet i Danmark har opnået kontakt med sin mor, der bor i en flygtningelejr i Etiopien. På baggrund heraf finder Flygtningenævnets flertal, at vurderingen efter § 26, stk. 1, skal ses i lyset af, at klageren er udrejst af Somalia som ganske ung og ikke har familie eller andet netværk tilbage i landet. Inddragelse bør derfor som udgangspunkt kun ske, hvis der er tale om et ”kvalificeret tilfælde”. Klageren indrejste [i sommeren] 2013, fik opholdstilladelse [i slutningen af] 2013 og har nu haft lovligt ophold her i næsten fem år. Han har bestået Prøve i Dansk 2 og taget 9. klasse, ligesom han forventer at afslutte 10. klasse i december 2018. Han har under nævnsmødet udvist et grundlæggende kendskab til dansk, som han taler og forstår. Han har udover sin skolegang været i frivillig medhjælper i et halvt år i en børnehave for at forbedre sine sprogkundskaber, ligesom han har haft diverse småjobs som vikar, herunder hos Post Nord og Imerco. Han er endvidere medlem af Somalisk Ungdoms- og Udviklingsnetværk, hvor han er frivillig hjælper for de unge om eftermiddagen, blandt andet med hensyn til lektiehjælp og andre aktiviteter. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at det vil være særligt belastende for klageren at inddrage hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen afgørelse af 6. november 2017 ændres derfor, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” mvln/ soma/2018/103
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somalier tilhørende klanen [klannavn], underklan [klannavn], familieklan [klannavn] og er muslim af trosretning og er født i [landsby], [by], [område], Somalia, hvor han boede, frem til han var ca. 5 år gammel, hvorefter han boede i landsbyen [landsby] ca. fem kilometer fra [by] frem til udrejsen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at al-Shabaab slår ham ihjel, fordi han som en del af sit arbejde som buskonduktør tillod mænd og kvinder at sidde sammen i bussen, og fordi han tillod kvinder at køre med, selvom de ikke var ordentligt tildækkede. Klageren har til støtte herfor oplyst, at den bus, han arbejdede på i forbindelse med sit arbejde som buskonduktør, ofte blev standset af al-Shabaab, og at han i den forbindelse mange gange fik advarsler og tæsk, fordi han ikke sørgede for, at mandlige og kvindelige passagerer sad adskilt i bussen. [I foråret] 2014 blev bussen standset af 6 personer fra al-Shabaab, og der sad igen både kvinder og mænd i bussen, og flere af kvinderne var ikke ordentligt tildækkede. Klageren og passagererne blev taget med udenfor bussen, og al-Shabaab ville skære hans hoved af for at statuere et eksempel. Der opstod tumult og klageren flygtede. I den forbindelse skød al-Shabaab efter ham og ramte ham i benet. Klageren flygtede ind i bushen og blev hjulpet af nogle nomader. Klageren rejste herefter ud af Somalia. Efterfølgende er klagerens far blevet dræbt af al-Shabaab med henvisning til, at faren var vantro og havde hjulpet klageren med at flygte. I forbindelse med tilladelsesresolutionen [fra efteråret] 2014 i den oprindelige asylsag anførte Udlændingestyrelsen, at man ikke kunne lægge klagerens forklaring om asylmotiv til grund, idet den på en række punkter forekom utroværdig og konstrueret til lejligheden. Styrelsen fandt dog ikke at kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemområde i det sydlige Somalia ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at nævnet ved vurderingen af klagerens forklaring har inddraget den omstændighed, at han er analfabet, og at hændelserne, der førte til udrejsen ligger mere end 4 år tilbage i tiden. Uagtet, at der er taget hensyn hertil ved vurderingen af forklaringen, har klageren ikke overfor Flygtningenævnet været i stand til at sandsynliggøre sit asylmotiv, idet hans forklaring herom har været endog meget divergerende og usandsynlig, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Klageren har således forklaret divergerende med hensyn til, om han arbejdede som konduktør på bussen i 2 år, 3-4 år eller i 9-10 år. Han har videre forklaret divergerende og udbyggende med hensyn til antallet af gange, hans bus blev standset af al-Shabaab, idet han i samtalen den 13. august 2014 forklarede, at han ikke kunne sætte antal på, men at det var sket mere end 10 gange. Under mødet i nævnet har han derimod forklaret, at bussen blev standset dagligt, og at dette kunne ske op til fire gange på en dag. Videre har klageren forklaret divergerende med hensyn til, hvorvidt al-Shabaab forlod ham, fordi de antog, at han var død, eller om det lykkedes for ham at stikke af, da al-Shabaab medlemmerne begyndte at diskutere. Også med hensyn til, om en af personerne fra al-Shabaab også kom til skade, og om klageren gik i ½-1 time eller i 10 timer, før han fik hjælp, og om hjælpen blev ydet af en kvinde eller nogle mænd har klageren forklaret divergerende. Nævnet finder endelig, at det er usandsynligt, at det kun skulle have været klageren som konduktør, al-Shabaab gik efter og ikke også chaufføren eller passagererne, ligesom det forekommer usandsynligt, at klageren henset til antallet af henvendelser fra al-Shabaabs side undlod at holde mænd og kvinder adskilt som krævet, og at han fortsatte med at tage utildækkede kvinder med. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren ved udrejsen var konkret og individuel forfulgt af al-Shabaab. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse, ligesom der ikke er grundlag for at hjemvise sagen med henblik på tilvejebringelse af nye baggrundsoplysninger vedrørende de sikkerhedsmæssige forhold i [by]. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [by] området er ændret, således at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb efter EMRK artikel 3. Forholdene er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [by] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder i den forbindelse ikke, at den blotte omstændighed, at klageren har opholdt sig i Danmark i 4 år vil gøre ham profileret i forhold til al-Shabaab, eller at han af den grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at det af de nyeste baggrundsoplysninger fremgår, at al-Shabaab har skiftet strategi fra vilkårligt at angribe civilbefolkningen og til i højere grad at foretage målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Selvom al-Shabaab i et vist omfang måtte have indflydelse på klagerens landsby [landsby], der er beliggende ca. 5 km fra [by], kan dette ikke begrunde asyl, idet nævnet i den forbindelse også har tillagt det betydning, at klageren fra sit liv i Somalia frem til udrejsen har erfaring med at leve i et område under al-Shabaab kontrol, ligesom nævnet som anført ovenfor har lagt til grund, at klageren er uprofileret. Med hensyn til, om en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende bemærkes, at klageren har opholdt sig i Danmark i godt 4 år, at han ikke har opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked eller gennemført en uddannelse. Han har ikke familie i Danmark, men har familie i Somalia, som han er i jævnlig kontakt med. Endeligt lægger nævnet til grund, at klageren ikke har helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/101/SHH
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til to børn fra Somalia. Ansøgerne er mindreårige. Ansøgerne er født i Danmark. Sagen blev sambehandlet med ansøgernes mors sag (soma/2018/98). Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen […], subklan […], sub-subklan, […], familieklan […] og er sunnimuslim fra Lower Juba, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren vil blive omskåret. Ansøgerens far har videre henvist til, at han frygter, at ansøgeren bliver voldtaget, tvangsgiftet og ikke får et godt liv i Somalia. Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, at han ikke mener, at det vil være muligt for ham at modsætte sig, at ansøgeren bliver omskåret. Ansøgerens far har oplyst, at ansøgeren vil blive stigmatiseret, hvis hun ikke bliver omskåret. Ansøgerens far har videre oplyst, at klanen, familiemedlemmer og lokalsamfundet vil tvinge ansøgeren til at blive omskåret. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren vil blive tvangsomskåret. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at hun frygter, at ansøgeren bliver udstødt af samfundet, hvis hun ikke bliver omskåret. Vedrørende ansøgerens forældres frygt for tvangsomskæring af deres datter bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at udøvelsen af kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret i Somalia, og at omkring 95-99 % af alle kvinder i alderen 15-49 år er omskåret. Både ansøgerens mor og far har forklaret, at de er imod omskæring, og spørgsmålet for nævnet er herefter, om de vil være i stand til at modstå omgivelsernes ønske om at følge traditionen, hvorefter deres datter skal omskæres. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens mor selv er omskåret, og at der er tradition for i forældrenes familier, deres respektive klaner samt hjemområde at omskære unge piger. Efter en samlet og konkret vurdering af ansøgerens forældres forklaringer og personlig fremtræden for nævnet, finder Flygtningenævnet, at de i givet fald ikke vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra omgivelserne om omskæring af deres datter. Det tilføjes, at begge forældre overfor styrelsen og i forklaringerne for nævnet har givet udtryk for frygt for, at de ved en tilbagevenden til Somalia vil bukke under for omgivelsernes pres for at lade ansøgeren omskære. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgerens forældre har sandsynliggjort, at deres datter ved en tilbagevenden til hjemlandet, vil være i risiko for at blive omskåret trods hendes forældres modstand. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. soma/2018/99 og soma/2018/100/LMD
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sierra Leone. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kreol og kristen fra [bynavn 1], Sierra Leone. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sierra Leone frygter myndighedernes overgreb som følge af, at han er homoseksuel. Han frygter derudover, at hans far, tidligere svigerfar, tidligere ægtefælle samt hans mors familie i Sierra Leone vil udsætte ham for overgreb. Han har til støtte herfor oplyst, at han udrejste af Sierra Leone, da han var omkring seks år gammel og efterfølgende tog ophold i Gambia. Han fandt ud af, at han var homoseksuel under et kostskoleophold i 1996. Ansøgeren indledte derefter flere forskellige forhold til både mænd og kvinder, mens han kæmpede med sin homoseksualitet. I 2013 blev han gift med en kvinde ved navn [A], hvorefter han var nødt til at undertrykke sin seksualitet. Han var meget forvirret og forsøgte at begå selvmord. I et forsøg på at tage afstand til forholdet, besluttede ansøgeren sig for at tage på et højskoleophold i Danmark for at finde ud af, hvem han var. [Dato primo] 2015 indrejste ansøgeren i Danmark på en studieopholdstilladelse og søgte om asyl den [dato ultimo] 2015. I [foråret] 2015 mødte ansøgeren en mand ved navn [B] under en udflugt til Sverige. De indledte et forhold og under deres sidste møde i [foråret] 2015 sendte [B] billeder af ham og ansøgeren til [A]. Ansøgeren modtog efterfølgende mailtrusler fra både sin far og [A]. Fra 2016 til 2018 har ansøgeren været i forhold sin værelseskammerat, [C] og har også haft et forhold til en türkisk mand ved navn [D]. Han har desuden været aktiv i LGBT-samfundet i Danmark og har blandt andet deltaget i Copenhagen Pride Parade. Uanset om ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel og har en konflikt med sin far, svigerfar og [A] – og som anført under forklaringen for Flygtningenævnet tillige med sin mors familie i Sierra Leone – lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sierra Leone vil være i risiko for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse – hverken fra myndigheder eller familie – efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold for homoseksuelle i Sierra Leone ikke i sig selv er asylbegrundende, hvorved bemærkes, at der ikke findes eksempler på retsforfølgelse af homoseksuelle eller oplysninger om rutinemæssige og systematiske overgreb fra myndighederne. Det bemærkes herved tillige, at ansøgeren efter det oplyste forlod Sierra Leone som 6-årig og ikke har haft konkrete og individuelle konflikter i landet. For så vidt angår mulig forfølgelse fra ansøgerens far, svigerfar og [A] lægger nævnet vægt på, at disse befinder sig i Gambia, og at det ikke er sandsynliggjort, at de har evne eller vilje til at finde ham ved en tilbagevenden til Sierra Leone. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgerens konflikt med disse personer efter det oplyste opstod i [foråret] 2015, men at ansøgeren desuagtet først søgte asyl [ultimo] 2015. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om, at han ikke søgte asyl tidligere, fordi han ikke planlagde at forblive i Danmark – men tværtimod ønskede at vende tilbage til Gambia – og blot afventede situationens udvikling, og derfor ikke tidligere søgte asyl i Danmark, findes ikke at kunne føre til at se bort fra, at ansøgeren først så sent søgte asyl. Flygtningenævnet bemærker herved, at det fremgår af en mail af [dato i foråret] 2015 fra ansøgeren til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at han ønskede at fortsætte sin uddannelse i Danmark i [sommeren] 2015. Ansøgeren findes heller ikke ved oplysningerne om sin frygt for morens familie i Sierra Leone – og forklaringen for Flygtningenævnet om denne families overgreb på moren under et ophold i Sierra Leone – at have sandsynliggjort omstændigheder, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sier/2019/3/DH.
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger fra Sierra Leone. Indrejst i 2016. ”Ansøgeren er etnisk temne og sunnimuslim af trosretning fra Yamandu, Koidu, Sierra Leone. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i Sierra Leone. I Gambia har ansøgeren været næstformand i og aktiv i partiet APC. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sierra Leone frygter at blive slået ihjel af sin familie, lokalbefolkningen eller de sierraleonske myndigheder, idet han er homoseksuel. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at han blev opdaget af sin far og onkel en dag, hvor han havde seksuelt samvær med tre drenge. Ansøgerens far og onkel slæbte ansøgeren og de tre drenge ud på gaden og råbte, at de var homoseksuelle. Flere mennesker kommer til stede og udsatte ansøgeren og de tre drenge for vold. Ansøgerens mor bragte ansøgeren til en medicinmand, hvor ansøgeren fik behandling for sine kvæstelser. Herefter blev ansøgeren henvist til en anden medicinmand i Guinea. Ansøgeren blev behandlet for sine kvæstelser i ni år. I denne periode havde ansøgeren hverken kontakt til sin familie eller gik i skole. Ansøgeren måtte flygte til Gambia, da medicinmanden i Guinea ville sende ham tilbage til hans hjemby. I Gambia havde ansøgeren seksuelt forhold til andre mænd. Ansøgeren indledte et forhold med en person ved navn [D]. Forholdet varede i tre år og ansøgeren så [D], når han besøgte Gambia to til tre uger hvert år. Ansøgeren valgte at gifte sig med en kvinde i Gambia. Kvinden var gravid og havde mistet sin ægtefælle. Ansøgeren blev gift med kvinden for at hjælpe hende, og for at skjule sin seksualitet. Ansøgerens forhold til [D] blev opdaget af de gambiske myndigheder, og ansøgeren blev følgelig fængslet i en uge. Ansøgeren udrejste herefter i 2016 fra Gambia med et visum til Danmark. I Danmark har ansøgeren haft omfattende aktiviteter for LGBT Asylum, hans forhold er omtalt i en sierraleonsk avis, og han har modtaget to mails med trusler, afsendt fra Sierra Leone. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring og aktiviteter i Danmark til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Om ansøgerens generelle troværdighed bemærker Flygtningenævnet først, at ansøgeren har erkendt, at han gentagne gange har afgivet urigtige oplysninger til de danske myndigheder for at opnå visum til Danmark, herunder om formålet med rejsen og om hans civilstand. Ansøgeren har ligeledes afgivet divergerende oplysninger om antallet af børn. Flygtningenævnet finder efter en samlet bedømmelse af ansøgerens troværdighed ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om de forhold, han har påberåbt sig inden indrejsen i Danmark, til grund. Nævnet lægger for så vidt angår de konkrete omstændigheder navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om omstændighederne ved den episode i 1989, hvor han har forklaret, at han havde seksuelt samvær med tre drenge på sit værelse, og som førte til, at han forlod Sierra Leone. Ansøgerens forklaring om sine seksuelle forhold i Gambia er også præget af usikkerheder/divergenser, herunder om hvor lang en periode han tjente penge ved at have sex med turister. Ansøgeren har også først for nævnet forklaret, at [E] var med på politistationen for at få ham løsladt. Endvidere stemmer ansøgerens forklaring om baggrunden for ægteskabet med [S] mindre godt med det tidsforløb, der gik, mellem han fortalte Sarah om sin seksuelle orientering, og indtil de giftede sig. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om forekomsten af indrejse/udrejsestempler i [foråret] 2009 i ansøgerens pas, og ansøgerens forklaring om grundlaget for at opnå legitimationsdokumenter forekommer mindre sandsynlig. For så vidt angår ansøgerens LGBT-aktiviteter m.v. i Danmark bemærker nævnet, at disse på den angivne baggrund ikke kan anses for udslag af ansøgerens reelle overbevisning, men må ses som et forsøg på at skabe sig et asylgrundlag i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at aktiviteterne i Danmark i sig selv indebærer, at ansøgeren risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til Sierra Leone. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at de for nævnet fremlagte trusselsmails [fra foråret og vinteren] 2018 er udtryk for reelle trusler. Flygtningenævnet finder heller ikke, at den fremlagte avisartikel [fra] 2017, selv hvis den måtte være autentisk, vil bringe ansøgeren i lokalbefolkningens eller myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger og en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sierra Leone vil være – eller have ønske om at leve på en sådan måde, at han vil bringe sig – i lokalbefolkningens eller myndighedernes søgelys på grund af sin seksuelle orientering på den baggrund risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller reel risiko for, at han vil blive udsat for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Sier/2019/1/TBP
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sierre Leone. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk limba og kristen protestant fra [mindre by], Freetown, Sierra Leone. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sierra Leone frygter, at oprørerne fra krigen vil slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at ansøgeren frygter en unavngiven kvinde, der har hjulpet ansøgeren og ansøgerens ægtefælle økonomisk, og som nu vil have pengene tilbage. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sierra Leone frygter en heksedoktor, idet hun har aflagt en ed til ham om, at hun skal betale pengene tilbage til den unavngivne kvinde, og at ansøgeren ikke må oplyse den unavngivne kvindes navn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at hun frygter oprørerne oplyst, at hun forud for sin udrejse af Sierra Leone i 1999, blev kidnappet af oprørerne og blev udsat for voldtægt af dem. Ansøgeren var tilbageholdt hos oprørerne i et år, inden ansøgeren, og de andre fra samme landsby, som ansøgeren boede i, flygtede fra Sierra Leone. Ansøgeren boede herefter i Gambia, hvor ansøgeren mødte sin nuværende ægtefælle, [A], som ansøgeren har tre børn med. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at hun frygter en unavngiven kvinde oplyst, at ansøgeren mødte kvinden i Gambia i 2013. Ansøgeren fortalte i [vinter] 2015 kvinden, at ansøgeren og [A] planlagde at blive gift i Sierra Leone. I den forbindelse tilbød kvinden, at hun ville betale ansøgerens og [A’s] bryllupsrejse til Europa. Ansøgeren og [A] indgik et ægteskab i Sierra Leone [forår] 2015. I [sommer] 2015 tog ansøgeren til en heksedoktor, idet den unavngivne kvinde opfordrede ansøgeren hertil. Ansøgeren skulle hente noget, som ansøgeren skulle tage med til Europa. Da ansøgeren ankom til heksedoktoren, gav han ansøgeren et glas vand, hvorefter ansøgeren blev svimmel. Heksedoktoren lavede bevægelser over ansøgerens hoved og sagde, at ansøgeren skulle adlyde kvinden, og at ansøgeren ikke måtte sige kvindens navn. Heksedoktoren sagde endvidere, at ansøgerens børn ville blive dø, så snart ansøgeren kom tilbage til Afrika, hvis ansøgeren ikke betalte kvinden tilbage. Ansøgeren og [A] udrejste af Sierra Leone til Europa i [sommer] 2015. I starten af [efterår] 2015 ankom ansøgeren og [A] til Danmark, hvorefter ansøgeren og [A] boede hos den unavngivne kvinde. [A] udrejste herefter fra Danmark uden ansøgeren. Ansøgeren søgte herefter om asyl i Danmark, hvorefter den unavngivne kvinde henvendte sig til ansøgeren på asylcenteret og sagde, at ansøgeren skyldte hende 200.000 kroner, hvortil der ville blive tilskrevet renter hver måned. Ansøgeren påbegyndte herefter et arbejde som prostitueret hos den unavngivne kvinde indtil [forår] 2016. Ansøgerens børn, der opholder sig i Gambia, er blevet udsat for overgreb. Ansøgerens ældste søn blev i [sommer] 2013 kidnappet, og ansøgerens anden søn blev i [sommer] 2017 udsat for vold, da han var i skole. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgerens asylmotiv vedrørende oprørerne fra krigen i Sierra Leone i slutningen af 1990’erne herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende herom, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren uagtet den angivelige konflikt med oprørerne opholdt sig i Sierra Leone i forbindelse med brylluppet i 2015. Flygtningenævnet har for så vidt angår asylmotivet vedrørende den unavngivne kvinde lagt vægt på, at ansøgeren – herunder under mødet i Flygtningenævnet - har forklaret divergerende og udbyggende om, i hvor lang tid hun og ægtefællen boede hos kvinden i Danmark, om hvornår hun var i kontakt med og blev afhentet af kvinden, efter at ægtefællen havde forladt hende på hovedbanegården i København, og om hvor mange penge kvinden sagde, at ansøgeren skyldte hende. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring taget hensyn til, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at det ikke kan udelukkes, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Sierra Leone vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sier/2019/GJEY
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Senegal. Indrejst i 2016 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har tidligere oplyst, at han er etnisk sararole og muslim af trosretning fra Mali. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Mali frygter at blive slået ihjel af vilde mennesker eller kriminelle grupperinger. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Mali. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans landsby i [begyndelsen af] 2010 blev angrebet af ukendte personer, der dræbte ansøgerens forældre og mange andre beboere i landsbyen. Efter disse drab rejste ansøgeren til hovedstaden Bamoko, hvor han opholdt sig i otte-ni dage, hvorefter han udrejste af Mali [En nærmere bestemt dato i] 2017 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse af […] 2016. Ansøgeren blev da asylretligt vurderet i forhold til Mali. Ansøgeren har til [myndighederne i det europæiske land A og det europæiske land B] i henholdsvis 2014 og 2015 oplyst, at han hedder [C] og stammer fra Senegal. Ansøgeren har til dansk politi i 2017 oplyst, at han hedder [C] og er fra Senegal. [En nærmere bestemt dato i] 2018 modtog Nordsjællands Politi meddelelse fra Interpol Dakar i Senegal om, at ansøgeren er identificeret som statsborger i Senegal, samt at hans rette identitet er [C], født den […] i Bambeye. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin identitet eller sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således på baggrund af de ovenfor anførte oplysninger til grund, at ansøgerens rette navn er [C], og at han er statsborger i Senegal. Ansøgeren har forklaret, at han aldrig har været i Senegal og har ikke oplyst om forhold i Senegal, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og der er ikke grundlag for at udsætte sagen på nærmere undersøgelse af ansøgerens helbredsmæssige forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sen/2019/1/STRAA
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Senegal. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk wolof og muslim af trosretning fra Grand Dakar, Senegal. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Senegal frygter at blive forfulgt af befolkningen i landet, idet han er kunstner og laver udstillinger om forskellige emner. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i Senegal har lavede en udstilling om afkriminalisering af homoseksualitet, som skulle åbne [i vinteren] 2015. Omkring 15-30 dagen forinden åbningen af udstilling fik ansøgeren anonyme opkald og beskeder om udstillingen. På åbningsdagen for udstillingen blev ansøgeren overfaldet af en gruppe. Ansøgerens udstilling blev smadret. Ansøgeren fik hjælp til at flygte væk og kom herefter hjem til en af sine venner. Ansøgeren opholdt sig hos sin ven i omkring 25-30 dage, hvorefter han påbegyndte sin udrejse. [i vinteren] udrejste ansøgeren legalt fra lufthavnen Leopold Sadar Senqhor. Ansøgeren har videre oplyst, at hans familie jævnligt blev opsøgt af ukendte personer, som følge af ansøgerens konflikter i hjemlandet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder det således efter de oplysninger, der er fremkommet ved fremmøde i Flygtningenævnet, sandsynliggjort, at ansøgeren er udøvende kunstner og i den forbindelse har arbejdet med flere former for kunst og design i Senegal. Flygtningenævnet finder ikke at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han i [vinteren] 2015 arrangerede en udstilling, hvor hans modstand mod den i Senegal herskende holdning til homoseksualitet var et væsentligt tema, og at dette gav anledning til, at udstillingen blev angrebet og at ansøgeren blev udsat for vold. Flygtningenævnet finder imidlertid som Udlændingestyrelsen, at dette forhold ikke har en sådan karakter og intensitet, at det kan føre til, at anse betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 for opfyldt. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke efter det oplyste selv er homoseksuel. Han har efter sin forklaring alene ved denne udstilling tilkendegivet sin holdning til homoseksualitet, på samme måde, som han i sin kunst i øvrigt beskæftigede sig med andre dagsaktuelle emner. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det angivelige overfald på ansøgeren var en enkeltstående episode for nu mere end 3 år siden. Flygtningenævnet finder det desuden påfaldende, at ansøgeren, selvom han angiveligt frygter at blive udsat for overgreb ved tilbagevenden til Senegal, og selvom han efter sin forklaring specifikt har ønsket at opholde sig i Danmark, ikke søgte asyl ved sin ankomst til Danmark. Dette må medføre, at der er betydelig tvivl om, hvorvidt ansøgerens frygt for overgreb er reel. Flygtningenævnet mener herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Senegal vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sen/2018/1/TBP
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ingusjeter og muslim fra Rostov/[…], Ingusjetien. Ansøgeren har indsamlet underskrifter for afsættelse af den daværende præsident i Ingusjetien i 2008 samt deltaget i en demonstration i Moskva [i sommeren] 2013. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive fængslet eller henrettet af de russiske og de ingusjetiske myndigheder, idet hun er anklaget for at have hjulpet sin bror med at hverve oprørssoldater til Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun hjalp sin bror, der var aktivist for oppositionen, med underskriftindsamling med henblik på afsættelse af den siddende præsident, og uddeling af flyers. Ansøgerens families bopæl blev ransaget flere gange af myndighederne som følge af brorens aktiviteter. Ved en ransagning i [sommeren] 2008 plantede myndighederne beviser mod broren i form af islamistisk materiale og våben eller granater. Dekanen, på det universitet som ansøgeren gik på, oplyste i foråret 2008, at sikkerhedstjenesten havde stillet spørgsmål om ansøgeren. Ansøgeren oplevede ikke problemer i perioden frem til 2013. I [sommeren] 2013 deltog ansøgeren i en demonstration i Moskva mod forholdene i Ingusjetien. I [slutningen af] 2013 blev ansøgeren anholdt uden for sin arbejdsplads i Moskva, taget med til afhøring og tilbageholdt i otte dage. Ansøgeren fik taget fingeraftryk og biometri. Ansøgeren blev under tilbageholdelsen truet og slået, og i forbindelse med afhøringer blev ansøgeren forevist billeder og spurgt om navne på personer, men hun kendte ikke personerne. Ansøgeren blev også afhørt om sit kendskab til en person, som havde været boksetræner for ansøgeren, da hun læste i Dagestan, idet myndighederne mistænkte ham for at være terrorist. Ansøgeren blev afhørt hver dag, og slået de første seks dage. Da ansøgeren blev løsladt, fik hun at vide, at hun ikke måtte forlade Moskva. Ægtefællen til en af ansøgerens vigtige kunder på den klinik, hvor hun arbejdede, der havde haft en stor stilling inden for FSB, fik ansøgeren løsladt. Ansøgeren var samme dag, som hun blev anholdt, blevet ringet op af en veninde, som boede i den lejlighed, hvor ansøgeren havde sin adresse, og oplyste, at myndighederne havde ransaget lejligheden. Veninden oplyste videre, at hun i den forbindelse havde oplyst myndighederne, hvor ansøgeren reelt boede, og hvor ansøgeren arbejdede. Ansøgeren fik efter løsladelsen oplyst, at hendes reelle bopæl også var blevet ransaget. Ansøgeren blev ved sin tilbagevenden til sit arbejde bedt om at sige op, men hun skulle dog afslutte igangværende behandlingsforløb. Ca. tre uger efter sin løsladelse hentede myndighederne ansøgeren på hendes arbejdsplads og tog hende med til afhøring. Myndighederne ville have ansøgeren til at underskrive en tilståelseserklæring om at have deltaget i terroraktioner, hvilket ansøgeren nægtede. De spurgte også ind til boksetræneren igen. Da ansøgeren fik lov til at gå, fik hun oplyst, at hun gerne måtte rejse. Efter ansøgeren forlod sit arbejde, arbejdede hun som freelance […] på andre klinikker i Moskva. Ansøgerens forældres bopæl blev i 2014 ransaget tre gange på grund af hendes bror. Ansøgeren besøgte sine forældre et par gange i 2015, idet hendes mor var syg. I [efteråret] 2015 tog ansøgeren igen hjem til sine forældre, idet hendes mor havde fået det dårligere. Ansøgerens bror kom også hjem fra Georgien. [I efteråret] 2015 tog ansøgeren sin mor til scanning i Nazran. Ansøgerens fætter kom til hospitalet og fortalte, at forældrenes hjem var blevet ransaget af myndighederne [om natten], i hvilken forbindelse de havde plantet islamistisk materiale og våben eller granater. Ansøgerens far har oplyst, at han i forbindelse med en afhøring i eftersommeren 2015 fik oplyst, at var rejst sag imod ansøgeren og hendes bror for at have rekrutteret Syrienskrigere. Ansøgeren tog herefter til [en by] i et bjergområde hos hendes fætters ægtefælle, mens hendes fætter hjalp moren hjem. Ansøgeren udrejste af Rusland [i slutningen af] 2015. Ansøgerens bror tog tilbage til Georgien. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sagen har afgivet en konsistent forklaring, og at hun under nævnsmødet har fremtrådt troværdig og redegjort for baggrunden for de divergenser, der har været i hendes forklaringer for Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnets flertal lægger herefter til grund, at ansøgeren har en konflikt med FSB i Ingusjetien, der beskylder hende for sammen med sin bror at hverve Syrienskrigere i Ingusjetien. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren på grund af karakteren af konflikten ikke kan henvises til at tage ophold i andre dele af Rusland. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” rusl/2018/17/LMD
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rumænien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk rumæner og ortodoks kristen fra […] Rumænien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rumænien frygter afsoningsforholdene i de rumænske fængsler. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i 2007 blev idømt en fængselsstraf på 8 år og 3 måneder for røveri i Rumænien. Ansøgeren afsonede dog alene 5 år og 6 måneder. I 2017 blev ansøgeren in absentia idømt en fængselsstraf på 1 år og 2 måneder for tyveri i Rumænien, hvilket samtidig udløste en reststraf for forholdet fra 2007. Ansøgeren har således oplyst, at han ved en tilbagevenden til Rumænien skal afsone en fængselsstraf på 4 år. Herudover har ansøgeren henvist til, at han frygter ikke at kunne tilbagebetale et privat lån. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at Flygtningenævnet, uanset ansøgerens forklaring ved fremmødet i nævnet, lægger til grund, at ansøgningen om asyl fastholdes. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det af ansøgeren tidligere anførte om, at han frygter ikke at kunne tilbagebetale et privat lån ikke er gentaget ved ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet og heller ikke i hans advokats afsluttende indlæg. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at et sådant privatretligt forhold kan føre til meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Ansøgeren er i Rumænien dømt for kriminalitet og er begæret udleveret til afsoning af en reststraf. Det er ikke for Flygtningenævnet præcist oplyst, hvilken karakter den pådømte kriminalitet har haft, men ansøgeren har dog til oplysnings- og motivsamtalen [ultimo] 2018 forklaret, at der var tale om et røveri, eller muligt et tyveri med et begrænset udbytte. Ansøgeren er efter det af ham selv oplyste endvidere efterfølgende blevet dømt i yderligere en sag. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen samt i Flygtningenævnet forklaret, at han mangler at afsone samlet 4 års fængsel. [I sommeren] 2017 besluttede Rigsadvokaten, at ansøgeren ikke på daværende tidspunkt kunne udleveres til Rumænien, da der ikke forelå de fornødne garantier for, at den planlagte afsoning kunne ske under omstændigheder, der var i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. [Ultimo] 2018 har de rumænske myndigheder meddelt, at ansøgeren i tilfælde af udlevering indledningsvist kan forventes varetægtsfængslet i Rahova-fængslet i Bukarest i en periode på 21 dage. Han vil i den forbindelse opholde sig i rum af mindst 3 m2 størrelse. Han vil herefter blive overført til lukket fængslet formentlig i Craiova-fængslet. Det anføres endvidere i den engelske oversættelse af redegørelsen fra de rumænske myndigheder: ”The National Administration of Penitenciaries can safeguard right now a minimum individual space of 3 square meters for the entire duration of the penalty enforcement, including the bed and furniture belonging to it.” Der er i øvrigt redegjort detaljeret for afsoningsforholdene i de forskellige typer af institutioner. Ved Højesterets kendelse af 2. maj 2018 (40/2018) er det i en lignende sag fastslået, at oplysningerne fra de rumænske myndigheder må lægges til grund. På den baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren såvel under varetægtsfængsling som under afsoning vil være garanteret at afsone med personligt areal på mindst 3 m2. Det af ansøgeren anførte om, at man ikke kan lægge de rumænske myndigheders oplysninger til grund, kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes endvidere, at de oplysninger om afsoningsforholdene i øvrigt, der er meddelt af de rumænske myndigheder i førnævnte redegørelse [fra ultimo] 2018 medfører, at Flygtningenævnet må lægge til grund, at fængselsforholdene i øvrigt er tilstrækkelige i relation til de faktorer, der er omtalt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i dommen af 20. oktober 2016, Mursic mod Kroatien (nr. 7334/13), præmis 139. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke kan anses for at være reel risiko for, at ansøgeren vil blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ved en tilbagevenden til Rumænien. Herefter er betingelserne for meddelelse af asyl i medfør af udlændingelovens § 7 ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rumæ/2019/1/thv
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Pakistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og sunni-muslim fra [en mindre by] Gujarkhan, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter, at han vil blive udsat for repressalier af medlemmer fra [A]-slægten, fordi han er fra [B]-slægten. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [A]-slægten i hans landsby er tilhængere af partiet Peoples Party, og [B]-slægten er tilhængere af partiet Muslim League. I 1993 eller 1994 blev ansøgerens morbror skudt og dræbt af medlemmer fra [A]-slægten. Der verserede en retssag mod de formodede gerningsmænd i to til tre år, men ingen blev dømt herfor. Der blev imidlertid indgået en forligsaftale mellem [A]-slægten og [B]-slægten over drabet på ansøgerens morbror. I 2007 eller 2008 blev ansøgerens far skudt på af medlemmer fra [A]-slægten. Der verserede længe en retssag mod de formodede gerningsmænd for skudattentatet mod ansøgerens far, men ingen blev dømt herfor. På et tidspunkt deltog ansøgeren i et slagsmål mod 14 medlemmer fra [A]-slægten. Slagsmålet blev anmeldt til politiet af medlemmer fra [B]-slægten. I slutningen af 2009 udrejste ansøgeren af Pakistan og rejste til Tyrkiet. Ansøgeren blev herefter udvist af Tyrkiet til Pakistan, hvorefter ansøgeren igen tog ophold på sin bopæl i Pakistan. I sommeren 2010 udrejste ansøgeren illegalt af Pakistan ved at krydse grænsen til Iran i bil. Årsagen til ansøgerens udrejse var, at ansøgerens far havde fortalt ham, at forholdene i Pakistan ikke var gode, og han var bekymret for fjendskabet med [A]-slægten. Herudover sendte [B]-slægten generelt deres børn ud af Pakistan for at holde dem væk fra konflikten med [A]-slægten. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, men finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at det ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Nævnet finder, at ansøgerens konflikt med [A]-slægten ikke har en sådan karakter og intensitet, at den kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens morbror blev slået ihjel i 1993 eller 1994, og at ansøgerens far blev skudt i 2007 eller 2008, og at ansøgeren ikke har oplevet problemer med [A]-slægten i forbindelse med disse episoder. Ansøgeren har således kunnet blive boende i [sin landsby] frem til året før, ansøgerens far blev skudt. Derefter boede han – i forbindelse med sit arbejde – i Rawalpindi i en periode, hvorunder han besøgte familien én gang om ugen og kort tid efter episoden, hvor ansøgerens far blev skudt, flyttede han tilbage til [sin landsby], hvor han boede til sin udrejse. Ansøgeren flyttede endvidere tilbage til [sin landsby] efter at være blevet udvist af Tyrkiet. Ansøgerens familie er også blevet boende i [ansøgerens landsby]. Det forhold, at ansøgeren efter episoden, hvor ansøgerens far blev skudt, har været involveret i et slagsmål med personer fra [A]-slægten i [ansøgerens landsby], kan ikke føre til et andet resultat, da ansøgeren ifølge sin forklaring ikke er personlig forfulgt af [A]-slægten, og at det alene beror på hans egen formodning, at han risikerer overgreb fra [A]-slægten, hvis han rejser tilbage til Pakistan. Om årsagen til sin udrejse har ansøgeren således forklaret, at hans far besluttede, at han skulle udrejse af frygt for, hvad der måtte kunne ske. Det forhold, at ansøgerens bror efter ansøgerens forklaring bliver truet af medlemmer af [A]-slægten og frygter falske anklager, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan er i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2018/9/EMU
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjab og muslim fra Punjab, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af familien til en herboende kvinde ved navn […], mod hvem ansøgeren har en voldsdom. Ansøgeren frygter videre, at han vil blive uberettiget fængslet grundet sin dom, eller fordi [kvindens] familie vil bestikke politiet. Endelig har ansøgeren henvist til, at han har psykiske problemer, og at han ikke har noget at vende tilbage til i Pakistan. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i [ultimo] 2014 af nogle ældre pakistanske kvinder i Danmark blev introduceret for [kvinden] med henblik på giftermål. Ansøgeren fandt dog ud af, at [kvinden] i forvejen var gift med en mand i Sverige. [Ultimo] 2014 mødte [kvinden] op [et sted], hvor ansøgeren arbejdede, sammen med en taxachauffør ved navn […]. [Kvinden] forsøgte at true ansøgeren til at gifte sig med hende. Efterfølgende anklagede [kvinden] ansøgeren for vold, hvorved ansøgeren [medio] 2015 blev idømt fængselsstraf i fire måneder samt udvist med indrejseforbud i seks år, hvilken dom blev stadfæstet af landsretten [ultimo] 2015. Trods voldsdommen kontaktede [kvinden] fortsat ansøgeren for at overtale ham til ægteskab, hvilket ansøgeren afslog. Ansøgeren formoder, at [kvinden] ønskede at gifte sig med ansøgeren, så hun kunne få en opholdstilladelse. To gange i [ultimo] 2015 blev ansøgerens mor i Pakistan opsøgt af to af [kvindens] fætre bevæbnede med rifler, som begge gange spurgte efter ansøgeren og truede med at slå ham ihjel, hvis de fandt ham. Ansøgeren formoder, at [kvindens] familie er ude efter ansøgeren, fordi ansøgeren ikke ville gifte sig med [kvinden] samt dommen for vold mod hende. Ansøgeren har ikke nærmere kendskab til [kvindens] familie i Pakistan og ved for eksempel ikke, hvor de bor, hvad de laver med videre. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet ved vurderingen af sagen, i overensstemmelse med pkt. 206-212 i UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelsen af flygtningestatus, har taget hensyn til, at ansøgeren har oplyst, at han har det meget svært psykisk, og at det af de til asylsagen fremlagte lægerapporter fra perioden [ultimo] 2015 til [primo] 2016 fremgår blandt andet, at han har haft flere frivillige psykiatriske indlæggelser, hvor der er rejst mistanke om en psykose eller angst, som man har forsøgt afhjulpet med forskellige psykofarmaka, dog uden at der er stillet en endelig diagnose. Det fremgår af den senest fremlagte rapport af [primo] 2016 fra Københavns fængsler, Psykiatrisk tilsyn, at der ikke er mistanke om alvorlig sindssygdom. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring er i modstrid med det faktum, som by- og landsret har lagt til grund under straffesagen mod ansøgeren. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvilken familie han har i Pakistan, hvornår han fik oplyst, at [kvinden] i forvejen var gift, hvor mange gange han er blevet kontaktet af [kvindens] brødre, identiteten på de personer, der opsøgte hans far i Pakistan, og hvornår hans far er blevet opsøgt, ligesom han i nævnsmødet har forklaret udbyggende om, at personerne havde våben med, da de opsøgte hans far. Flygtningenævnet finder endelig, at ansøgeren ikke er i risiko for at blive retsforfulgt i Pakistan for den vold, han er dømt for i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af Udenrigsministeriets høringssvar af 12. juli 2016 om dobbeltstraf i Pakistan fremgår, at forbuddet imod dobbeltstraf er nedfældet i lovgivningen, at dette forbud praktiseres, og at der ikke findes nyere eksempler på anvendelsen af dobbeltstraf. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ved Pakistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2018/8/col
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra […] i Khyber-provinsen, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af sin klan, idet de har opdaget, at han har været spion. Han frygter Taliban, fordi de mener, at han har været spion, og endelig frygter han myndighederne, fordi de tror, at han har samarbejdet med Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han begyndte i militæret i 2006 og afsluttede sin militæruddannelse i 2008. Efter ansøgeren havde færdiggjort sin officersuddannelse, blev han sendt på en hemmelig mission i området Khyber Agency. En måned efter, han kom til Khyber Agency, fik ansøgeren et brev fra Taliban, der handlede om, at han skulle samarbejde med dem. Ansøgeren samarbejdede med Taliban, og han videregav blandt andet oplysninger til dem om en oberst fra den pakistanske efterretningstjeneste. Ansøgeren var på hemmelig mission i fire år. Umiddelbart inden de fire år var gået, tog Taliban ansøgeren til fange grundet en mistanke, der på tidspunktet var opstået, fordi mange Taliban-medlemmer blev anholdt. Ansøgeren blev indsat i [et fængsel], der tilhører Taliban, på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan, hvor han var i omkring en måned. Under fængslingen blev ansøgeren udsat for tortur. Under overgrebene benægtede ansøgeren, at han arbejdede for myndighederne. Ansøgeren slap ud af fængslet grundet et bombardement i området, og umiddelbart herefter blev han hædret af de pakistanske myndigheder for den hemmelige indsats. Ansøgeren gav efterfølgende et tip til myndighederne i Khyber Agency, der som følge af tippet sendte soldater ind i et bestemt område. Soldaterne faldt imidlertid i baghold, hvilket medførte, at myndighederne mistænkte ham for at stå i ledtog med Taliban. På et tidspunkt herefter fik ansøgeren fra sin familie at vide, at hans bopæl var blevet ransaget af militæret, mens han ikke var der. Ansøgeren udrejste herefter i starten af 2015 til Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens familie blevet opsøgt flere gange af civilklædte mænd. Ansøgerens familie har også modtaget flere trusselsbreve og en politirapport. Ansøgerens advokat har mere subsidiært anmodet om, at sagen udsættes med henblik på en torturundersøgelse og indhentelse af de ovenfor nævnte dokumenter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret overfladisk og udetaljeret om sin militære karriere og har under samtalerne med Udlændingestyrelsen udvist manglende kendskab til blandt andet den kaliber, en Kalashnikov bruger, og hvilke militære enheder, der var tilknyttet hans base. Ansøgeren har kun uklart kunnet forklare om den opgave, han fik, efter hans uddannelse blev afsluttet. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvilken militære rang, han havde. Ansøgeren har alene overfladisk og udetaljeret kunnet forklare om, hvilke oplysninger, han viderebragte, og hvordan han indhentede dem. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han gav oplysningerne videre. Ansøgeren har forklaret udbyggende i forhold til, hvilken slags tortur, han angiver at have været udsat for, om han blev ringet op af militæret, herunder af hans nærmeste chef, inden han flygtede, og om hans familie har haft problemer efter hans udrejse. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han kendte den ene af dem, han blev tilbageholdt sammen med. Endelig finder Flygtningenævnet det påfaldende, at ansøgeren ikke har fremskaffet den politirapport og de trusselsbreve, hans familie har modtaget. Nævnet finder herefter, under hensyntagen til ansøgerens generelle tro-værdighed, ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse af ansøgeren, eller at udsætte sagen på at indhente dokumenter. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår således af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2018/7/MGO
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og ortodoks kristen fra Aba, Abia, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive likvideret af en ukendt gruppe, som tidligere har opsøgt ansøgeren på hans værksted og stukket ham med en machete. Derudover frygter han de generelle forhold i Nigeria. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han blev opsøgt af to ukendte personer på sit værksted, som ubegrundet udøvede vold mod ansøgeren og stak ham med en machete. En ukendt mand fandt ansøgeren og tog ham til byens medicinmand, som gav ansøgeren behandling for skaderne. Ansøgeren blev hos medicinmanden i nogle dage, hvorefter han søgte tilflugt i en kirke, idet to ukendte personer havde opsøgt medicinmandens bopæl. Ansøgeren opholdt sig i kirken i nogle dage, hvorefter han tog til Lagos. Efter nogle dage i Lagos besluttede ansøgeren sig for at udrejse af Nigeria, hvorfor han tog bussen til Ghana, hvorefter han ved hjælp af en ukendt person fløj til Tyrkiet med et falsk ghanesisk pas. Ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet i et år tid, hvorefter ansøgeren rejste til Danmark på grund af manglende rettigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende om voldsepisoden, herunder hvor mange gerningsmænd, der deltog, om de var inde i butikken, hvor han faldt om, og om han blev bevidstløs. Ansøgeren har en påfaldende ringe hukommelse over for alle fakta. Herunder hvornår hans adoptivmor døde, hvor lang tid efter dødsfaldet episoden fandt sted, hvor længe han var hos medicinmanden, hvor længe han var i Lagos, Ghana og Tyrkiet, ligesom han ikke erindrer navnene på væsentlige personer i hans forklaring, herunder medicinmanden, den person, som hjalp ham fra Ghana til Tyrkiet, og den person han boede hos i Danmark i et års tid. Ansøgerens generelle troværdighed svækkes endvidere af, at han opholdt sig i Danmark i et års tid, før han søgte asyl, hvilket først fandt sted, da han blev anholdt af politiet, at han både på sit stemmekort og sin Facebook-profil er angivet som studerende, og idet han til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at han kun kan lidt engelsk, mens det fremgik af hans manuskript ved mødet, at han er i stand til at formulere lange sætninger på engelsk. Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring som utroværdig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Nige/2019/3/CHHA
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og kristen af trosretning fra [by], [område], Nigeria. Ansøgeren har været politisk aktiv for og medlem af organisationerne [politiske gruppe 1] og [politisk gruppe 2]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter, at han vil blive slået ihjel af den nigerianske regering som følge af, at han har været politisk aktiv for [politiske gruppe 1]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han startede sine politiske aktiviteter i [politiske gruppe 2] i 2010, hvor han uddelte information gennem [A] til medlemmerne om, hvor der skulle afholdes møder og demonstrationer. På et ukendt tidspunkt i 2012 deltog ansøgeren i et politisk møde, da mødet blev angrebet af [sikkerhedsstyrker]. Det lykkedes ansøgeren at flygte, hvorefter han udrejste af Nigeria til Schweiz af frygt for at blive anholdt eller slået ihjel af de nigerianske myndigheder. Ansøgeren blev medlem af [politiske gruppe 1], da [politiske gruppe 2] overgik til at blive [politiske gruppe 1]. I 2012 søgte ansøgeren asyl i Schweiz. I sommeren 2013 vendte ansøgeren tilbage til Nigeria, hvor han levede i skjul i [by]. Da nigerianske myndigheder ville nedlægge [A], blev det på et [politiske gruppe 1] møde i 2014 besluttet, at der skulle indkøbes en transmitter fra Kina. Ansøgeren importerede radiotransmitteren og etablerede kontakten til to ingeniører, [B] og [C], som skulle yde teknisk assistance med transmitteren. [En nærmere bestemt dato i] juli 2015 fik ansøgeren besked fra [politiske gruppe 1] -medlem [D] om, at [B] var blevet arresteret. Herefter flyttede ansøgeren til Lagos. [En nærmere bestemt dato i] oktober 2015 blev [politiske gruppe 1]s leder [N] arresteret. [En nærmere bestemt dato i] oktober 2015 udrejste ansøgeren derfor til [by], hvor han opholdt sig hos sin bror. Ansøgeren vendte tilbage til Nigeria [i] oktober 2015 og udrejste igen af Nigeria via lufthavnen til Tyskland [i] november 2015. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og detaljeret om sit asylmotiv uden divergenser af betydning. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren i Nigeria var [stillingsbetegnelse] i [politiske gruppe 1] i den delstat, han boede i. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren på foranledning af den nationale leder af [politiske gruppe 1] fik til opgave at forestå indkøbet og installeringen af en radiotransmitter til brug for transmission af [As] udsendelser. Flygtningenævnet lægger yderligere til grund, at ansøgeren som følge heraf er eftersøgt af de nigerianske sikkerhedsstyrker. Flygtningenævnet lægger endelig til grund, at ansøgeren i Danmark fortsat er medlem af [politiske gruppe 1]. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Niga/2019/9/SME
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og Jehovas vidne af trosretning fra [by], Abia State, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter, at han vil blive slået ihjel af medlemmer af banden [X] som følge af, at han har haft samleje med faren til et andet medlem af [X]. Ansøgeren har for Udlændingestyrelsen som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive fængslet af de nigerianske myndigheder, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han startede på universitetet [universitets navn] i 2011. I den forbindelse blev ansøgeren presset af sin ven [A] til at tilslutte sig banden [X], som også kaldes [Q]. På et ukendt tidspunkt i 2011 eller 2012 deltog ansøgeren i et optagelsesritual, hvorefter han blev medlem af [X]. Han støttede [X] økonomisk og medbragte alkohol til møderne. Siden mellemskolen havde ansøgeren haft et forhold til en mand ved navn [D]. Ansøgeren og [D]s forhold fortsatte, efter ansøgeren blev medlem af [X]. En dag, da ansøgeren og [D] var på en restaurant sammen, henvendte [A]s far, [J], sig til dem og sagde, at han kunne se, at de var homoseksuelle, og at han var interesseret i dem. Herefter udvekslede ansøgeren og [J] telefonnumre. Efterfølgende fik ansøgeren et forhold til [J], hvor [J] betalte ham for at have samleje med ham to til tre gange om ugen. [A] opdagede ansøgerens forhold til [J], og herefter fik ansøgeren at vide, at [X] eftersøgte ham. Ansøgeren opholdt sig på sin bopæl i en til to uger, hvorefter han udrejste til Lagos, hvor han opholdt sig i tre måneder, hvorefter han udrejste af Nigeria. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren under nævnsmødet nærmere adspurgt har forklaret, at han ikke længere er homoseksuel. Flygtningenævnet kan ikke i øvrigt lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende og til dels udbyggende forklaringer om, hvem der introducerede ham for banden [X] og var ham behjælpelig i forbindelse med optagelsesritualet, om hans kollegers kendskab til hans tilknytning til [X], og om hvorvidt der foregik bandeaktivitet på universitetet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om omstændighederne ved mødet med personen [J], og i hvor lang tid han havde et forhold til denne. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt hans families bopæl blev opsøgt af medlemmer af [X], mens ansøgeren boede der - og hvor ansøgeren var under opsøgningerne - eller først, efter at ansøgeren var taget til Lagos. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter i det hele ansøgerens forklaring som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/8/SME
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk benin og katolik fra [navn på landsby], Edo State, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter en kvinde ved navn, [A], da ansøgeren skylder hende penge. Videre har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Nigeria. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at der i 2008 var en jordstrid i [navn på landsby], hvor ansøgeren er fra. Området blev invaderet af en ukendt og bevæbnet gruppe fra en anden landsby. Samme nat hørte ansøgeren skud udenfor og ville flygte, men hun opdagede, at der stod to maskerede mænd med våben. Ansøgeren fik at vide, at hun skulle tage sit tøj af, hvorefter mændene udøvede vold mod hende. Den ene af mændene voldtog ansøgeren. Næste dag hørte ansøgeren, at flere kvinder i landsbyen var blevet voldtaget. Ansøgeren opdagede, at hun var blevet gravid og fødte en søn. Ansøgeren fandt aldrig ud af, hvem hun blev voldtaget af og er ikke blevet opsøgt af vedkommende igen. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes far havde flere hustruer. Der var mange skænderier i husstanden hvilket førte til, at ansøgeren og hendes søn i 2015 flyttede til [navn på anden landsby], hvor hun boede hos landsbyens formand i to måneder. Herefter efterlod ansøgeren sin søn hos sin mor, da ansøgeren ikke kunne forsørge ham. Ansøgeren flyttede alene til Benin City. Ansøgeren fik arbejde på en restaurant, hvor hun skulle lavede mad og betjene kunderne. Restauranten var ejet af en kvinde ved navn [A], som ansøgeren betroede sine problemer til. [A] foreslog ansøgeren at udrejse af Nigeria. Omkring en måned senere spurgte ansøgeren [A], om hun kunne hjælpe hende ud af Nigeria. Ansøgeren modtog en dag et opkald fra [A] og skulle mødes med en mand, som ville sørge for ansøgerens dokumenter. Ansøgeren blev indkvarteret i et pensionat i tre dage. Omkring fem dage senere tog [A] ansøgeren med til en landsby, hvor ansøgeren skulle aflægge en juju-ed. Ansøgeren skulle sværge på, at hun ville betale 60.000 euro for hendes rejse tilbage til [A]. I [sen efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Nigeria. I [slutningen af] 2015 ankom ansøgeren til Danmark. Ansøgeren mødte andre kvinder fra Nigeria på gaden, som fortalte ansøgeren, hvor hun kunne bo henne. Ansøgeren tiggede og prostituerede sig selv for at have råd til at betale husleje. Mens ansøgeren har opholdt sig i Danmark, er ansøgerens mor blevet truet af [A]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om et overgreb i 2008 til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgeren kendte gerningsmanden. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at manden, der forgreb sig på hende, ønskede at tage ansvar for deres fælles søn, hvorfor hun flyttede sammen med manden i Benin City. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun aldrig fandt ud af, hvem gerningsmanden var, og at hun aldrig så ham igen efter overfaldet. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun ikke har boet sammen med gerningsmanden. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med [A] til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende, herunder om hvordan ansøgeren mødte [A], sin kontakt med [A] efter indrejsen i Danmark og [A]s trusler mod ansøgeren og ansøgerens familie. Nævnet lægger imidlertid i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens vurdering til grund, at ansøgeren må antages at have været udsat for menneskehandel. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er bragt til Europa for at arbejde som prostitueret, og at hun som følge heraf står i et gældsforhold. Selvom det må antages, at der er en risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria vil stå i et modsætningsforhold til den eller de personer, der står bag menneskehandlen, finder nævnet, at en sådan konflikt ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse og bemærker, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte handlede personer i forbindelse med, at de vender tilbage til Nigeria. Endvidere har ofre for menneskehandel i Nigeria mulighed for at søge beskyttelse hos NAPTIP eller private organisationer med tilsvarende formål. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og idet de generelle forhold i Nigeria heller ikke kan danne grundlag for international beskyttelse efter de nævnte bestemmelser, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Niga/2019/7/SEL
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og kristen fra Lagos, Nigeria. Ansøgeren har været en del af Biafra-bevægelsen og Indigenous People of Biafra (IPOB). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af det nigerianske militær, da han har været en del af Biafra-bevægelsen. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter det mobile politi og militæret, da han er blevet udsat for fysiske overgreb. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i midt på året i 2010 så to hausa-folk med fem køer dyr i sin have. Ansøgeren fandt en kæp og jagtede dem væk med den. Mændene sagde noget til ansøgeren på hausa, som ansøgeren ikke forstod. Senere samme dag blev ansøgeren på marken opsøgt af fem bevæbnede og uniformklædte mænd. Mændene slog ansøgeren, udsatte ham for fysiske overgreb og truede med at slå ham ihjel. Ansøgeren har videre oplyst, at han altid har interesseret sig for bevægelsen, men at han først blev aktiv for bevægelsen i 2014. Ansøgeren blev leder af Masob, som er en undergruppering under Biafra og IPOB. Ansøgeren tog ud til diverse byer for at fortælle folk om bevægelsen. Det hændte fire gange, at ansøgeren og andre fra bevægelsen blev beskudt af militæret. I forbindelse med sidste beskydning blev ansøgeren identificeret af militæret på grund af sin tatovering. Ansøgeren blev efterfølgende eftersøgt. Ansøgeren flygtede til [navn på by], hvor han skjulte sig i otte eller ni måneder. Herefter flygtede ansøgeren til Lagos, hvor han skjulte sig i syv eller otte måneden inden, at han udrejste af Nigeria. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom ansøgerens forklaring på flere punkter fremstår mindre sandsynlig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sine konflikter. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret om et overfald i 2010 begået af militærfolk samt tre episoder, hvor der er blevet skudt efter ansøgeren, hvilket ansøgeren ikke har forklaret om til oplysnings- og motivsamtalen. Endvidere har ansøgeren til asylsamtalen forklaret divergerende om rækkefølgen af skudepisoderne. I tilknytning til den påståede hændelse i 2010 bemærker Flygtningenævnet, at forholdet i øvrigt ikke har den fornødne intensitet eller aktualitet og dermed må anses for at være uden betydning for vurderingen af ansøgerens behov for beskyttelse. Ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine familieforhold samt udbyggende om sine opholdssteder i Nigeria inden sin udrejse. Endvidere fremstår ansøgerens forklaring om, hvordan han fik udstedt pas og visum utroværdig og ikke selvoplevet. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at myndighederne har kunnet identificere ansøgeren ved hjælp af ansøgerens tatovering øverst på højre arm i forbindelse med at ansøgeren sammen med 50 andre IPOB-medlemmer kastede sten på en politibil og smadrede vinduet. Det forekommer ligeledes mindre sandsynligt, at ansøgeren kunne udrejse legalt af Nigeria i 2016, hvis myndighederne allerede i 2015 havde identificeret ansøgeren og efterstræbte ham. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i Nigeria som konstrueret og utroværdig. Vedrørende ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han herved er blevet profileret i forhold til de nigerianske myndigheder. Nævnet har herved lagt vægt karakteren og begrænsede omfang af aktiviteterne, herunder at ansøgerens opslag på Facebook foregår under profilnavnet [navn på profil], og at ansøgeren var uprofileret ved udrejsen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Niga/2019/6/SEL
Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse [(K/-status)] til en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk ibo og kristen fra Aba, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under Flygtningenævnets behandling af sagen [i] 2017 henviste ansøgeren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive idømt 14 års fængsel, fordi han er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i 2000 blev klar over, at han var homoseksuel, og at han i 2001 blev interesseret i sin klassekammerat, drengen [A], som han indledte et seksuelt forhold til. Ansøgeren og [A] mødtes regelmæssigt på en byggeplads nær skolen, hvor de talte sammen og havde seksuelt samkvem. På et ikke nærmere defineret tidspunkt i 2001 blev ansøgeren og [A] opdaget sammen af deres skolekammerat [B], og der begyndte at florere rygter om, at ansøgeren og [A] var sammen på byggepladsen. I 2002 blev ansøgeren og [A] overfaldet af [B] og tre andre drenge. I 2008 studerede både ansøgeren og [B] på universitetet i [en nærmere bestemt by]. På et ikke nærmere defineret tidspunkt i 2008 så [B] [A] og ansøgeren sammen, og tre uger herefter henvendte han sig på ansøgerens bopæl. Der opstod håndgemæng, og i forbindelse hermed stak [B] både ansøgeren og [B] med en kniv. Ansøgeren og [B] startede i militæret i 2012. På et ikke nærmere defineret tidspunkt i 2012 overfaldt [B] ansøgeren og [A] i ansøgerens hjem sammen med fem til seks andre mænd. I forbindelse hermed blev ansøgeren stukket med en kniv og skudt igennem sine baller. Ansøgeren flygtede til et nærliggende hus, hvor en mand ved navn [C] beskyttede ham. Herefter boede ansøgeren hos [C] i omkring to år. [På et nærmere bestemt tidspunkt i] 2015 udrejste ansøgeren fra Nigeria legalt ved brug af [et] Schengen-visum til [et europæisk land]. Ansøgeren har under nærværende sags behandling yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter myndighederne, som nu er bekendt med, at han homoseksuel, og han vil derfor blive arresteret, når han ankommer til Nigeria. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han [på et nærmere bestemt tidspunkt i] 2018 blev tvangsfremstillet for en delegation fra Nigerias ambassade i [et europæisk land]. I den forbindelse blev de nigerianske myndigheder bekendt med, at han har fået afslag på asyl i Danmark, ligesom de bladrede i Flygtningenævnets afslag på genoptagelse af […] 2018, hvoraf ordet ”LGBT” flere steder fremgår. Ansøgeren har under nævnsmødet vedr. genoptagelsessagen forklaret, at hans mor i [begyndelsen af] 2019 er blevet dræbt på familiens bopæl, og at hans onkel har oplyst, at drabsmændene er de samme, som efterstræber ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at dette beror på ansøgerens egen formodning og har i den forbindelse lagt vægt på, dels at Flygtningenævnet ved afgørelse af […] 2017 ikke har kunnet lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, dels at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke har boet på familiens bopæl siden 2006 og ikke har været i Nigeria siden 2015. Ansøgeren har videre forklaret, at de nigerianske myndigheder nu er blevet bekendt med, at han er homoseksuel. Et flertal af Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren af egen drift overfor en delegation fra den nigerianske ambassade i [et europisk land] oplyste, at han havde søgt asyl i Danmark og havde fået afslag, at han ikke oplyste nærmere om sit asylmotiv, men at ambassadepersonalet, som følge af en fejl, begået af det danske politi, fik adgang til at bladre igennem den dansksprogede afgørelse om nægtelse af genoptagelse af ansøgerens asylsag, og at der i denne afgørelse er anført ordet ”LGBT” og gentagende gange ordet ”homoseksuel”. Flertallet finder derfor ikke at kunne afvise, at de nigerianske myndigheder herved kan have fået adgang til information om ansøgerens asylmotiv og derved mistanke om, at ansøgeren kunne være homoseksuel. På baggrund af nævnets baggrundsoplysninger finder flertallet herefter, at det ikke kan udelukkes, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Niga/2019/5/STRAA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Nigeria. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og kristen fra [en mindre landsby], Enugu State, Nigeria. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af etni-ske hausaer, fordi ansøgeren har slået en etnisk hausa ihjel. Ansøgeren frygter ligeledes at blive slået ihjel af etniske iboer, der støtter Biafra, fordi ansøgeren ikke selv støtter Biafra. Ansøgeren frygter ligeledes, at han er eftersøgt af politiet i Nigeria, fordi han har slået en etnisk hausa ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans bror blev slået ihjel af ukendte etniske hausaer i 2005. De etniske hausaer havde brugt noget af ansøgerens landsbys landbrugsjord til deres egne køer, hvilket udløste en konflikt. Folk fra landsbyen kom i karambolage med de etniske hausaer, og ansøgerens bror blev slået ihjel. Tre til fire dage efter ansøgerens brors død fik ansøgeren fortalt på markedet i nabobyen, at hans bror var blevet slået ihjel. Herefter tog ansøgeren hjem til sin familie i landsbyen, hvor hans brors lig lå. Ansøgeren besluttede sig for at hævne sin bror. Ansøgeren ville finde ud af, hvem der havde slået hans bror ihjel, så han gik ud i markerne sammen med tre andre folk fra landsbyen. Her så ansøgeren nogle folk, der talte hausa i en teltlejr. Ansøgeren gik til angreb på folkene i teltlejren, og han slog en af personerne ihjel med en machete, som han havde medbragt. De andre folk flygtede. Ansøgeren blev herefter i teltlejeren i 30 minutter, før han vendte hjem til landsbyen. Ansøgeren blev i landsbyen i tre dage, inden han flyttede tilbage til byen, Onitsha. Her fortalte ansøgerens naboer ham, at der havde været nogle etniske hausaer for at lede efter ansøgeren, hvorfor han flyttede til nabobyen Obosi, hvor han boede frem til sin udrejse af Nigeria i 2009. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at han har forklaret forskelligt om sin identitet. De græske myndigheder har registreret ansøgeren med navnet [A] og med fødselsdato den 15. maj 1978, mens ansøgeren i Spanien er registreret med fød-selsdatoen den 16. april 1978. Endvidere har ansøgeren givet divergerende oplysninger om sine familieforhold til Udlændingestyrelsen og under asylsamtalen afvist at nævne alle familiemedlem-mer. Det fremstår i den forbindelse utroværdigt, at ansøgeren i forbindelse med udfyldelse af asyl-ansøgningsskema skulle have fået at vide, at han kun skulle nævne fem navne. Endelig fremstår ansøgerens forklaring om, hvordan han kom fra Spanien til Danmark, usandsynlig. Ved vurderingen af ansøgerens behov for beskyttelse har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at ansøgeren har opholdt sig i seks-syv år i Spanien uden at ansøge om asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansø-gerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om en række væsentlige forhold. Ansøgeren har således forklaret divergerende om angrebet på Hausa-folkene, herunder hvor mange der deltog i angrebet, hvem han var sammen med, og hvorvidt der blev anvendt skydevåben. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sin færden rundt i Nigeria efter konflikten i sin landsby. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende og udbyggende om konflikten, der relaterer sig til ansøgerens holdning til spørgsmålet om selvstændighed i Biafra, ligesom ansøgeren har forklaret udbyggende om, at hans mors bopæl indenfor de seneste par år er blevet opsøgt af Hausa-folk. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utro-værdig. Ansøgeren er i Danmark idømt fængsel i 1 år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., og i relation til spørgsmålet om risikoen for dobbeltstraf ved en tilbagevenden til Nigeria bemærker nævnet, at ansøgeren under hensyn til de foreliggende oplysninger ikke findes at risikere at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/4/EMU
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk benin og kristen af trosretning fra Benin City, Edo State, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden Nigeria frygter at blive slået ihjel, idet hun er blevet taget med til Danmark for at udføre prostitution, hvilket hun efterfølgende har nægtet at gøre. Herudover har ansøgeren henvist til, at hun frygter sin far, som hun mener, har et økonomisk incitament til på ny at sørge for, at hun enten igen tvinges til prostitution i Europa eller i Nigeria, idet han har forbindelse til menneskehandelsnetværket. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes far vil tvangsgifte hende bort i Nigeria. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes fars ven foreslog, at hun skulle rejse til Europa for at arbejde med rengøring. Ansøgeren tog imod tilbuddet og kom til Italien. I Italien fik ansøgeren at vide, at hun skulle tage til Danmark og arbejde som prostitueret. Ansøgeren har i Danmark nægtet at arbejde som prostitueret, hvorfor ansøgerens familie i Nigeria er blevet opsøgt af personen, der arrangerede rejsen til Europa, idet hun ikke har fået penge af ansøgeren. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens vurdering til grund, at det må antages, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel, og nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hun er blevet lokket til Europa og tvunget til at arbejde som prostitueret under påskud af, at hun skulle arbejde med rengøring. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har en aktuel konflikt med de personer, der stod bag hendes rejse ind i Europa og videre til Danmark. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke siden 2016 selv har haft kontakt med eller er blevet opsøgt af det angivne netværk for at betale sin gæld, ligesom hendes familie efter det oplyste ikke har oplevet yderligere henvendelser siden [foråret] 2017, hvor de skulle være blevet opsøgt, og stedmoren skulle være blevet truet og slået for at få ansøgeren til at betale gælden. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin far til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren tidligere har forklaret, at hendes far var ulykkelig over ansøgerens situation, og at han ifølge hendes forklaring under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 fortryder, at han lod hende blive involveret med netværket, ligesom han lovede hende ikke at give hendes telefonnummer videre til personer i netværket. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at hun heller ikke tror, at han har gjort det. Den forklaring, som ansøgeren har givet om sin far indtil kort før sagens behandling for nævnet, stemmer ikke overens med de oplysninger om hans rolle som en del af netværket, der stod bag rejsen til Europa. Ansøgerens nye udbyggende oplysninger om sin far står direkte i modstrid til de tidligere afgivne forklaringer, og indholdet af de tidligere forklaringer kan ikke alene forklares med, at ansøgeren skulle være instrueret i, hvad hun skulle forklare til de danske myndigheder om sin situation. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/2/TBP
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk rukuba og kristen katolik af trosretning fra Jos, Plateau, Nigeria. Ansøgeren har været aktiv for partiet, Peoples Democratic Party (PDP), gennem gruppen Supreme Vikings Confraternity, som han har været tilknyttet, siden han var 16 år gammel. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter, at han vil blive slået ihjel af hans tidligere kæreste, [F’s], familie, fordi de mistænker ham for at være ansvarlig for hendes død. Ansøgeren har desuden henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter, at han vil blive slået ihjel af Boko Haram, fordi han har en konflikt med dem. Ansøgeren har også henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter, at han vil blive slået ihjel af forskellige grupper, herunder Aiyes, Bucannees og Freedom Fighters, fordi han har konflikter med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans families hus blev angrebet af Boko Haram i 2001, hvorved hans mor blev slået ihjel. Efterfølgende blev han forsøgt rekrutteret til Boko Haram af [I]. Han afviste, hvorefter personer fra Boko Haram, herunder [I], opsøgte og truede ansøgeren et ukendt antal gange fra 2001 og frem til hans endelige udrejse af Nigeria. Ansøgeren har også oplyst, at han blev tilknyttet Supreme Vikings Confraternity, da han var omkring 16 år gammel. Han var tilknyttet gruppen i fire til fem år. Hans opgave bestod i at have kontrol over de unge og indvie dem i gruppen. Gruppen blev derudover betalt af politikere for at deltage i valghandlinger. Ansøgerens opgave bestod i den forbindelse i at være med til at hente stemmeurner. I den forbindelse opstod der voldelige episoder, hvorunder ting blev ødelagt, og folk blev slået ihjel. På grund af ansøgerens tilknytning til gruppen opsøgte og truede ukendte personer fra grupperne Aiyes, Bucannees og Freedom Fighters ham et ukendt antal gange. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han blev kæreste med [F], på et ukendt tidspunkt. [F’s] familie var meget farlig, og flere af dem, herunder [G], var tilknyttet militæret. I [efteråret] 2014 besøgte [F] ansøgeren i Shagamu. Under besøget fik hun nyresvigt, og hun døde på hospitalet [i vinteren] 2014. Ansøgeren bragte herefter [F’s] lig til Taraba. Ved begravelsen advarede ét af [F’s] familiemedlemmer ansøgeren om, at han var i fare for at blive slået ihjel af [F’s] familie. Herefter forlod ansøgeren stedet og tog ophold i Lagos. Han udrejste illegalt via havnen i Lagos omkring [efteråret i] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. For så vidt angår forklaringen om ansøgerens frygt for Boko Haram har ansøgeren til sin asylsamtale [i vinteren] 2018 forklaret, at de første gang forsøgte at rekruttere ham i 2001, hvor han må have været otte år gammel. Ved fremmøde i Flygtningenævnet bestred ansøgeren dette og oplyste efter gentagne forespørgsler, at det først var, da han var blevet medlem af Supreme Vikings Confraternity, hvilket muligt var, da han var 16 år, at Boko Haram forsøgte at rekruttere ham. Han forklarede endvidere, at det netop var hans tilhørsforhold til Supreme Vikings Confraternity, der medførte, at Boko Haram var interesseret i at hverve ham. Udover den tidsmæssige uoverensstemmelse finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at Boko Haram, der efter det oplyste er en muslimsk organisation, igennem flere år skulle udfolde store bestræbelser på at hverve ansøgeren, der er en kristen og efter sin forklaring i øvrigt helt uprofileret bygningsarbejder uden en fast bopæl. Ansøgerens angivelige frygt for, at Boko Haram vil kunne lokalisere ham, hvis han vender tilbage til Nigeria forekommer herefter ikke underbygget. For så vidt angår ansøgerens konflikt med andre grupper har han til sin oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2017 ikke forklaret om nogen konflikt med disse, således heller ikke at han skulle have forladt Supreme Vikings Confraternity. Tværtimod har han på forespørgsel ved denne samtale forklaret, at han ikke frygtede andre grupper end Boko Haram. Ved asylsamtale [i vinteren] 2018 har ansøgeren derimod forklaret, at han også frygter en række andre grupper med forskellige betegnelser, herunder African Vikings og Supreme Vikings. Ansøgeren har ikke på troværdig måde kunne forklare, hvorfor disse forhold ikke blev omtalt tidligere. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at de af ansøgeren påståede konflikter med såvel kristne som muslimske, og angiveligt magtfulde grupper, ikke har forhindret ham i at rejse rundt i Nigeria som bygningsarbejder. Det fremgår således af hans forklaring til oplysnings- og motivsamtale, at han har udført arbejdsopgaver i mange forskellige byer. Vedrørende konflikten med [F’s] familie bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at ansøgeren har forklaret, at [F] døde [i efteråret] 2014, og at han blev opfordret til at flygte i forbindelse med hendes begravelse kort efter. Ikke desto mindre forblev ansøgeren i Nigeria i omkring to år før han forlod landet i slutningen af 2016. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens konflikt med [F’s] familie ikke efter det oplyste har en sådan karakter og intensitet, at den kan medføre, at der meddeles ansøgeren asyl. Ansøgeren er således ikke efter sin forklaring blevet udsat for direkte trusler, men har blot fået at vide, at han burde flygte. Den præcise karakter af den risiko, ansøgeren mener at løbe ved en tilbagevenden fremstår således helt diffus, ligesom ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for, hvilken position [F’s] familie skulle have, der skulle sætte dem i stand til, at forfølge ansøgeren. Ansøgeren har således til sin asylsamtale [i vinteren] 2018 kun kunnet forklare, at [F’s] familie er ”militærfolk, og de er kendte mennesker i staten”. Det bemærkes, at ansøgeren ved denne samtale blev udspurgt meget omhyggeligt, jf. referatet side seks til syv, om sit kendskab til [F’s] familie. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ved sine første to samtaler var ude af stand til at oplyse, hvilket medlem af [F’s] familie der havde advaret ham, hvorimod ansøgeren ved fremmøde i Flygtningenævnet forklarede, at der var tale om hendes bror, som han også kunne oplyse navnet på. Afslutningsvist bemærkes, at ansøgeren ved sin første kontakte med de danske myndigheder i [vinteren] 2017 forklarede, at han var kommet til Europa for at få et bedre liv. Flygtningenævnet kan ikke tillægge det afgørende betydning, at ansøgeren har forklaret divergenserne i hans udtalelser med henvisning til dårlig hukommelse, tolkeproblemer og lign. Ansøgeren er efter det oplyste en rask yngre mand med muligt op til otte års skolegang. Han må derfor også forventes at kunne forklare nogenlunde præcist om tidsangivelser og om alle relevante konflikter af betydning for hans asylmotiv. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/14
Nævnet hjemviste i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og kristen af trosretning fra Orlu, Imostate, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der i Nigeria er konflikt mellem muslimer og kristne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han tilhører biafra-folket, som er forfulgt i Nigeria. Ansøgeren har endelig henvist til, at han har diabetes og ikke kan modtage medicinsk behandling i Nigeria. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren først har søgt asyl i Danmark i forbindelse med, at han blev anholdt af politiet i [foråret] 2017, selvom han havde opholdt sig her i landet siden 2007. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om centrale punkter i asylmotivet, således at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet henviser til, at ansøgeren har givet forskellige oplysninger om sin identitet, idet han overfor de norske myndigheder i forbindelse med behandling af hans asylansøgning i Norge i 2004 har oplyst, at han hed […], at han var født […], og at han var statsborger i Liberia. Der henvises endvidere til, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han er udrejst fra Nigeria i 2006 eller 2007, mens han i nævnsmødet har forklaret, at han udrejste i 2004, hvilket også fremgår af indlægget fra ansøgerens advokat. Der henvises i øvrigt til, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han har deltaget i en demonstration, forinden han udrejste af Nigeria. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret 2018] har ansøgeren forklaret, at han én gang har deltaget i en demonstration i forbindelse med et angreb på en kristen kirke i Nigeria. Ansøgeren har derimod overfor nævnet oplyst, at han ikke har deltaget i nogen demonstration. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvorvidt han efter udrejsen på ny har været i Nigeria. Under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret 2017] har ansøgeren forklaret, at han i 2010 rejste tilbage for at deltage i sin mors begravelse. Han har under asylsamtalen derimod forklaret, at han ikke har været tilbage i Nigeria i 2010 eller på andre tidspunkter, og at han i 2010 rejste til Tyskland. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han var i Nigeria i 2010 i omkring én måned for at deltage i sin mors begravelse. Flygtningenævnet henviser endeligt til, at ansøgeren har forklaret, at han ikke personligt har været forfulgt eller haft konflikter i Nigeria med myndigheder, organisationer, grupperinger eller private personer. Ansøgeren har også forklaret, at han ikke oplevede konflikter af nogen art, da han i 2010 var i Nigeria. Flygtningenævnet bemærker endelig, at ansøgeren har svaret afglidende og usammenhængende på flere spørgsmål om de divergerende oplysninger. Det forhold, at ansøgeren angiveligt har diabetes, kan ikke anses for at være et asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i en konkret eller individuel risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” niga/2019/13/ajev
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk benin og kristen af trosretning fra Uselu, Edo state, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria, at hun vil blive slået ihjel af de bagmænd, der har arrangeret hendes udrejse, fordi hun ikke kan betale sin gæld tilbage. Ansøgeren frygter endvidere en heksedoktor, da hun i forbindelse med sin udrejse har aflagt en ed, hvor hun svor, at hun ikke ville vende tilbage til Nigeria. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2015 fik tilbudt at arbejde i udlandet af sin nabo, som ansøgeren kaldte Mama Comfort. Hun fik tilbudt, at komme til Spanien, og hjælpe en gravid kvinde, som ejede en butik. Ansøgeren aflagde efterfølgende en ed på en kirkegård, hvor hun lovede ikke at stikke af med pengene, og hvis hun vendte tilbage til Nigeria før tid, ville ansøgeren dø. Nogle uger efter ansøgerens ankomst til Spanien, fik hun fortalt af en anden kvinde, at hun skulle arbejde med prostitution og ikke i en butik. Ansøgeren skulle arbejde på gaden, indtil hun havde betalt sin gæld af på 20.000 euro tilbage. Ansøgeren fløj efter noget tid i Spanien til Danmark med et falsk pas, fordi bagmændene mente, at hun kunne tjene flere penge i Danmark. Ansøgerens mor blev telefonisk truet af bagmændene. De fortalte ansøgerens mor, at hvis ansøgeren meldte dem til politiet eller ikke betalte sin gæld tilbage, ville de finde frem til dem og slå dem ihjel. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet divergenserne i ansøgerens forklaring ikke kan tillægges afgørende betydning. I overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse [i foråret] 2017 lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som offer for menneskehandel må anses for at være i en særlig sårbar situation. Selvom det må antages, at der er en risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria vil stå i et modsætningsforhold til Mama Comfort, som stod bag menneskehandlen, finder nævnet, at en sådan konflikt af privatretlig karakter som udgangspunkt ikke kan begrunde asyl, idet at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte handlede personer i forbindelse med, at de vender tilbage til Nigeria. Endvidere har ofre for menneskehandel i Nigeria mulighed for at søge beskyttelse hos NAPTIP eller private organisationer med tilsvarende formål. Det forhold, at ansøgerens familie i Nigeria i [efteråret] 2018 er blevet opsøgt og udsat for overgreb af personer sendt af Mama Comfort, kan efter en samlet vurdering ikke føre til et andet resultat. Det må således efter ansøgerens forklaring og det i øvrigt oplyste lægges til grund, at ansøgerens mor netop har søgt beskyttelse hos det nigerianske politi ved at anmelde det nævnte forhold, og at ansøgerens familie siden [efteråret] 2018 har været i stand til at leve i en landsby uden at være blevet opsøgt eller truet af Mama Comfort i anledning af ansøgerens gæld, selv om Mama Comfort ifølge ansøgerens forklaring har moderens telefonnummer. Det kan i øvrigt efter ansøgerens noget vage oplysninger om Mama Comfort ikke antages, at Mama Comfort er en særligt magtfuld person, idet dette alene beror på ansøgerens egen formodning. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/12/HZC
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk benin og kristen fra Benin, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at faren til hendes datter, [A], vil tage datteren for at få hendes opmærksomhed, måske for at de kan blive gift med ansøgeren, ligesom hun frygter, en person ved navn [B], som hun skylder 25.000 euro, vil dræbe hende eller gøre hende til slave. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun, da hun var 18 år, blev tvunget til at indgå i et seksuelt forhold med Ibe. Forholdet varede i syv til otte år, indtil ansøgeren i 2011 blev gravid. [A] tvang ansøgeren til at få barnet og ville giftes med hende. Ansøgeren nægtede og tog i 2013 til Benin by, hvor hun mødte [B]. [B] betalte [A] for at lade ansøgeren være i fred og spurgte ansøgeren, om hun ville til Europa, hvilket ansøgeren indvilligede i. De aftalte, at ansøgeren skulle betale [B] 25.000 euros, når hun ankom til Europa. [Dato i efteråret] 2015 udrejste ansøgeren illegalt fra Nigeria til Libyen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling på flere centrale punkter har forklaret divergerende, herunder om hvor mange år, hendes forhold til [A] varede, hvor gammel hendes datter var, da hun mødte [B], og hvor hun opholdt sig, efter at hun tog til Beni by. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/11/DH
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk edo og kristen fra Benin City, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter sin stedfar, der har udsat hende for seksuelle overgreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes stedfar har misbrugt hende seksuelt tre eller fire gange. Den første gang, ansøgeren blev udsat for et seksuelt overgreb af sin stedfar, var hun omkring 12 år gammel. Ansøgeren blev udsat for et seksuelt overgreb af stedfaren for sidste gang, da hun var omkring 18 år gammel. De første to gange, ansøgeren blev udsat for overgreb af stedfaren, fortalte hun sin mor om overgrebene. Moren troede dog ikke på hende. Efter det andet overgreb tog ansøgeren kortvarigt ophold hos sin moster. Ansøgeren fortalte ikke mosteren om de seksuelle overgreb, da hun ikke ønskede at ydmyge sin mor. Ansøgeren oplevede i den efterfølgende tid ikke problemer med sin stedfar. Det sidste seksuelle overgreb fandt sted en dag, hvor ansøgeren havde fri fra skole. Stedfaren var arbejdsløs, hvorfor han også opholdt sig på bopælen. Stedfaren truede ansøgeren med en kniv, hvorefter han gennemførte overgrebet. Efter overgrebet tog ansøgeren hjem til sin veninde [A]. Ansøgeren opholdt sig hos [A] i omkring ét år. Ansøgeren oplevede i denne periode ingen problemer med sin stedfar, idet hverken stedfaren eller ansøgerens mor vidste, hvor ansøgeren befandt sig. Ansøgeren kunne imidlertid ikke blive boende hos [A], da [A] havde sine egne problemer. [A] præsenterede derfor ansøgeren for [B], der udrejste af Nigeria sammen med ansøgeren. Ansøgeren har for nævnet supplerede oplyst, at hendes stedfar opsøgte [A’s] bopæl, i den periode hvor ansøgeren boede sig hos den første [A]. Stedfaren opholdt sig i en bil med en pistol. Stedfaren truede herefter ansøgeren og sagde, at der ville ske hende noget ondt, hvis hun ikke holdt sin mund. [A] blev herefter meget bange for at have ansøgeren boende, hvorfor hun opfordrede ansøgeren til at tage væk. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter [B], idet ansøgeren ikke har tilbagebetalt de penge, hun lånte af [B] til sin udrejse. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at hun udrejste af Nigeria sammen med [B]. Ansøgeren og [B] tog til København, hvor de boede i en lejlighed. Efter omkring to måneder forlangte [B], at ansøgeren skulle prostituere sig, idet hun mente, at ansøgeren skyldte hende 60.000 euro som betaling for udrejsen. Ansøgeren var bange for [B], hvorfor hun lod som om, at hun arbejdede som prostitueret. Ansøgeren tog dog på café hver dag, hvor hun opholdt sig, indtil det blev aften. Når ansøgeren kom tilbage om aftenen, fik hun tæv af [B], fordi hun ikke kunne give [B] nogen penge. Ansøgeren udrejste herefter til Sverige sammen med en mand, hun havde mødt på den café, hun opholdt sig på i dagstimerne. I Sverige mødte ansøgeren en nigerianer, der vejledte hende til at tage til Italien. Ansøgeren rejste herefter til Italien, hvor hun boede i 10 år. Da ansøgeren mistede sin opholdstilladelse i Italien vendte hun tilbage til Danmark og søgte asyl. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er blevet seksuelt misbrug af sin stedfar, indtil hun var omkring 18 år gammel, at hun flygtede og boede hos sin veninde, [A], i cirka ét år, og at hun rejste fra Nigeria til Danmark med [B], der efterfølgende afkrævede hende et stort pengebeløb. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren kort før sin udrejse blev truet af sin stedfar, idet ansøgeren først har forklaret om denne episode meget sent, da hun trods forespørgsel ikke har forklaret om dette til Udlændingestyrelsen, og da hendes forklaring for nævnet og som den fremgår af advokatindlægget ikke er identisk. Ansøgeren har forklaret, at hun ikke siden sin udrejse har været i kontakt med sin stedfar, og at hun reelt ikke ved, om han er i live. Under henvisning til at der er gået mindst 13 år siden overgrebene, da hun nu er en voksen kvinde, og da hun ikke har haft konflikter med stedfaren efter sin udrejse, finder Flygtningenævnet ikke, at denne episode har en aktualitet eller intensitet, så den kan medføre asyl. Selvom Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er en handlet kvinde, er hun efter sin egen forklaring ikke blevet opsøgt af [B], siden hun forlod Danmark i 2006. Hun ved ikke, hvor [B] opholder sig, og har ikke oplyst, at [B] skulle være en del af en organisation. Nævnet finder derfor heller ikke, at denne episode har en aktualitet eller intensitet, der kan medføre asyl. Nævnet bemærker, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at myndighederne i Nigeria er opmærksomme på menneskehandel, hvorfor det må antages, at ansøgeren kan rette henvendelse til dem og få myndighedsbeskyttelse. Ansøgeren har herefter ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for individuelle og konkrete overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/1/JHB
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2016 Flygtningenævnet udtalte: ”Det bemærkes indledningsvis, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 11, og 56, stk. 3. Ansøgeren er kristen af trosretning fra Edo State, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter, at bagmanden, der har sendt hende til Europa, vil slå ansøgeren eller hendes bror ihjel. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter sin farbror. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun ikke har noget at vende tilbage til, da hun ikke har mulighed for at forsørge sig selv. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun som ung mistede begge sine forældre og derfor boede hos sin farbror i omkring seks år. Da ansøgeren blev ældre og udviklede sig, ændrede hendes farbror adfærd og forsøgte at udsætte ansøgeren for seksuelle overgreb, ligesom han udsatte hende for voldelige overgreb. Ansøgerens farbror ville endvidere lade ansøgeren omskære og gifte hende bort, hvilket ansøgeren nægtede. Som 17-18 årig blev ansøgeren derfor smidt ud af farbrorens bopæl, hvorefter hun tog ophold i Benin, hvor hun levede af at tigge. Ansøgeren havde ingen kontakt med sin farbror, mens hun opholdt sig i Benin. I Benin mødte ansøgeren en kvinde ved navn Jennifer, som oplyste, at hun kunne hjælpe ansøgeren med at komme til Europa og arbejde. Jennifer introducerede ansøgeren til en kvinde ved navn Jessica, som var kærester med bagmanden, og de to organiserede ansøgerens udrejse til Europa. Rejsen til Europa kostede 35.000 euro, som ansøgeren skulle betale tilbage til bagmanden ved hjælp af sit arbejde i Europa. Forinden udrejsen blev ansøgeren tvunget til at afgive en juju-ed, og hun vidste ikke, at hun skulle arbejde som prostitueret, før hun ankom til Danmark. I Danmark overfaldt Jessica flere gange ansøgeren og truede hende. På et tidspunkt forsøgte Jessica at stikke ansøgeren med en kniv, men det lykkedes ansøgeren at afværge dette. Ansøgeren har alene tilbagebetalt 25.000 euro, og hun skylder derfor fortsat bagmanden 10.000 euro. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv til sin advokat endvidere oplyst, at hun omkring [foråret] 2018 blev kontaktet telefonisk af bagmanden, som meddelte, at ansøgeren havde tre dage til at betale det beløb, som hun skyldte. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes bror, Ernest, i både 2017 og 2018 er blevet opsøgt af personer, der er sendt af bagmanden, og at disse har forlangt, at Ernest eller ansøgeren betaler ansøgerens resterende gæld, ligesom de har truet Ernest på livet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. I overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse herom lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som offer for menneskehandel må anses for værende i en særlig sårbar situation. Selvom det må antages, at der er en risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria vil stå i et modsætningsforhold til den eller de personer, der står bag menneskehandlen, finder nævnet, at en sådan konflikt ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse og bemærker, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder US Department of State, ”Trafficking in Persons Report 2018 – Nigeria” af den 28. juni 2018, at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte handlede personer i forbindelse med, at de vender tilbage til Nigeria. Endvidere har ofre for menneskehandel i Nigeria mulighed for at søge beskyttelse hos NAPTIP eller private organisationer med tilsvarende formål. Oplysningen om, at ansøgeren i februar 2018 blev kontaktet telefonisk af bagmanden, der truede ansøgeren, og at ansøgerens bror i Nigeria i 2017 og 2018 skulle være blevet opsøgt af personer sendt af bagmanden, kan Flygtningenævnet imidlertid ikke lægge til grund. Oplysningen herom er først fremkommet i forbindelse med ansøgerens samtale med sin advokat, og nævnet finder ikke, at ansøgeren er kommet med en rimelig forklaring på, hvorfor hun ikke tidligere, herunder til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2018, har oplyst herom. Ansøgerens konflikt med hendes farbror kan efter Flygtningenævnets opfattelse heller ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at konflikten må anses som afsluttet, da den ligger flere år tilbage, og idet ansøgeren forud for sin udrejse af Nigeria boede i Benin i flere år uden at blive opsøgt eller chikaneret af sin farbror. Det forhold, at farbroren skulle have efterstræbt ansøgerens bror i Nigeria, fordi han bad ham om penge til mad, efter at ansøgeren var udrejst, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det forhold, at ansøgeren har oplyst, at hun ikke har noget at vende tilbage til, ligesom hun ikke har mulighed for at forsørge sig selv, kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2018/5/SEL
Nævnet stadfæstede i oktober og 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ishan og kristen af trosretning fra [A] i delstaten Edo, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive straffet med døden af lokalbefolkningen i sin landsby samt landbyens ældste, idet ansøgeren har ødelagt et helligt sted. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at landsbyens ældste vil bedrive hekseri mod ham. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans far var præst for den traditionelle religion i ansøgerens område i Nigeria. Efter farens død i 1998 var det meningen, at ansøgeren skulle overtage posten. Da ansøgeren var kristen og ikke troede på den lokale religion, modsatte han sig hvervet. Lokalbefolkningen blev herefter ved med at opsøge ansøgeren for at sige, at ansøgeren skulle overtage farens post. Ansøgeren brændte herefter hellige genstande på et helligt sted. Ansøgeren brændte disse genstande for at vise, at den lokale religion ikke havde nogen magt. Ansøgeren ved ikke om nogen så ham, da han brændte helligdommen. Efter afbrændingen opsøgte ældrerådet ansøgerens bopæl, mens ansøgeren ikke var hjemme. Ansøgeren flygtede, da han fik at vide, at ældrerådet havde været på hans bopæl. Ansøgeren tog hjem til en ven, hvor han opholdt sig i to dage. Herefter opholdt ansøgeren sig hos en anden ven i seks måneder. Ansøgeren tog derefter til Lagos, hvor han opholdt sig i tre år og otte måneder. Herefter tog ansøgeren til Sokoto, hvor han var i en eller to dage, inden han rejste til Niger. Ansøgeren udrejste illegalt fra Nigeria til Niger i 2004. Herefter har ansøgeren opholdt sig i omkring tre år i Libyen, førend han rejste mod Europa. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren over for nævnet har bekræftet, at han urigtigt har oplyst, at have børn både over for styrelsen og over for nævnet, men at dette ikke er korrekt. Han har i asylansøgningsskemaet anført, at han havde 15 års skolegang, men har under senere samtaler oplyst, at han ikke har gået i skole og at han er analfabet. Han har i skemaet alene anført ”persecution” under feltet asylmotiv. Dette svækker hans generelle troværdighed. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har udbygget sin forklaring, idet han over for nævnet har forklaret, at han både blev opsøgt af ældrerådet, der fremsatte trusler på livet, og deltog i et møde med kongen, hvor han ligeledes blev anmodet om at overtage funktionen som præst. Han har forklaret divergerende, idet han blandt andet har oplyst, at han brændte det hellige sted af dagen efter mødet med kongen, mens han tidligere har angivet en periode på fire dage. Han har til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at episoden startede ved hans fars død i 1989, men har senere ændret dette til 1998. Han har til oplysnings- og motivsamtalen ikke oplyst, at han opholdt sig tre år i Lagos inden udrejsen. Ansøgeren har under mødet for nævnet svaret forskelligt på flere spørgsmål og hans forklaring har ikke virket selvoplevet. På baggrund af ovennævnte tilsidesætter nævnet hans forklaring og asylmotiv. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i reel og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2018/4/LINB.
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria Indrejst i 2018. Flygtningenævnet/ udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk ibo, kristen af trosretning og født i Aba, der er beliggende i Abia State i Nigeria. Han er vokset op i Lagos State og boede i de sidste år før udrejsen i Abuja. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til Nigeria frygter ansøgeren at blive dræbt af Boko Haram og Arewa Youth, fordi han er kristen. Han har endvidere henvist til de generelle forhold i Nigeria, hvor han ikke længere har familie eller andet netværk. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far, stedmor og to halvsøstre blev dræbt i forbindelse med et bombeangreb udført at Boko Haram i Abuja den 14. april 2014. Ansøgeren har ikke tidligere haft konflikter i hjemlandet, men familien var udsat for et angreb i 2013, hvor ansøgerens fars forretning blev ødelagt. I [sommeren] 2014 udrejste ansøgeren af Nigeria. [To måneder efter udrejsen af Nigeria] indrejste han i Italien, hvor han søgte asyl. I 2015 blev han meddelt afslag på asyl i Italien og rejste herefter videre til Danmark. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin identitet og baggrund til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin identitet og baggrund ikke stemmer overens med oplysningerne i ansøgerens visumansøgning, herunder ansøgerens navn, fødselsdato og opholdssted. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om årsagen til, at han søgte visum til [et europæisk land]. I den forbindelse har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen den 28. juli 2016 forklaret, at en mand ved navn [M] hjalp ham med visumansøgningen, mens ansøgeren til asylsamtalen den 10. juli 2017 har forklaret, at en mand ved navn [C] hjalp ham. Sidstnævnte er navnet på den by, som ansøgeren ifølge visumakterne stammer fra. På baggrund af ansøgerens forklaring må det lægges til grund, at ansøgeren ikke har eller har haft individuelle konflikter med hverken myndigheder, grupperinger eller privatpersoner, og Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle frygt for Boko Haram og Arewa Youth ikke er asylbegrundende. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Nigeria og tilstedeværelsen af Boko Haram og Arewa Youth. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” Niga 2018/4/MNR
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hausa og kristen af religiøs trosretning fra Kaduna, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter, at han vil blive slået ihjel af den militante gruppe Boko Haram, der har forsøgt at tvangsrekruttere ansøgeren. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han som følge af ovenstående vil blive mistænkt af myndighederne for at samarbejde med Boko Haram. Ansøgeren har endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive straffet for den kriminalitet, som han er dømt for i Frankrig, og at han under et fængselsophold vil blive udsat tortur og nedværdigende behandling. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at nogle medlemmer fra Boko Haram, efter ansøgeren var kommet tilbage til Nigeria, opsøgte hans fars bopæl, hvor de forlangte, at ansøgeren tilsluttede sig militsen. Ansøgerens far ønskede, at ansøgeren ville tilslutte sig. Ansøgeren nægtede. En uge efter opsøgte Boko Haram igen bopælen for at få ansøgerens svar. Faren meddelte, at ansøgeren ikke ønskede at tilslutte sig militsen. Ansøgeren forlod bopælen dagen efter, idet han frygter, at Boko Haram vil undergive ham sharia-lov på grund af hans fars stilling som malam. Han vil således kunne få hugget en hånd eller sit hoved af. Ansøgeren udrejste kort tid efter. Ansøgeren er indrejst uden legitimationsdokumenter og har opgivet urigtigt navn og fødedata til de danske myndigheder. Først efter knap to år oplyste ansøgerens advokat den identitet, som ansøgeren nu angiver. Identiteten er underbygget af, at de nigerianske myndigheder har udstedt pas til ansøgeren under denne identitet, og at han tillige har haft opholdstilladelse i Spanien og er dømt i Frankrig under samme identitet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens identitet er som senest anført. I relation til ansøgerens frygt for Boko Haram bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens far, efter ansøgerens forklaring, er blevet kontaktet to gange af Boko Haram med henblik på, at få ansøgeren til at tilslutte sig militsen. Ansøgeren har forklaret divergerende om de nærmere omstændigheder ved hvervningsforsøget, ligesom han har forklaret divergerende om sine bopælsforhold. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at selv hvis ansøgerens forklaring om hvervningsforsøget skulle lægges til grund, opfylder ansøgeren ikke betingelserne efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren udelukkende har været forsøgt hvervet, og at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren af den grund skulle være i Boko Haram’s søgelys på nuværende tidspunkt. Der er heller ikke grund til at antage, at ansøgeren skulle have noget udestående med de nigerianske myndigheder, heller ikke i form af dobbeltstraf. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2018/3/JEA
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ebo og kristen af trosretning fra [mindre landsby], provinsen Emo, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han har deltaget i kampe mod politiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han ejede en forretning på markedet [A]. Han var samtidig medlem af handelsstandsforeningen, der beskyttede de handlendes interesser i forhold til myndighederne. Myndighederne gav på et tidspunkt skriftlig besked på, at handelsstandsejerne havde tre måneder til at forlade området. I [begyndelsen af] 2007 blev ansøgeren kontaktet af nogle medlemmer fra handelsstandsforeningen der fortalte, at markedet var blevet ødelagt af myndighederne. Den følgende morgen mødtes ansøgeren med de andre medlemmer, og de aftalte at kæmpe tilbage mod myndighederne. De sloges herefter med myndighederne i tre dage. Både personer fra handelsstandsforeningen og fra myndighederne blev slået ihjel. Efter nogle dage fik nogle personer fra handelsstandsforeningen at vide, at der var en liste med navne på personer, der havde kæmpet mod myndighederne. Ansøgerens navn fremgik også af listen og han var eftersøgt. Ansøgeren forlod herefter sin bopæl og gik i skjul i byen [mindre by] udenfor Lagos. Ansøgeren levede i skjul i næsten tre år frem til sin udrejse af Nigeria i 2009. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen til dels er divergerende og på flere områder må anses for usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at myndighederne i 2007 udstedte et dekret om, at det offentlige marked, hvor ansøgeren havde forretning, skulle rives ned, og at han ikke kendte datoen for fristen herfor. Ansøgeren har imidlertid på mødet i Flygtningenævnet i dag forklaret, at myndighederne udstedte dekretet om rydningen i slutningen af 2006, og at myndighederne gav et varsel på seks måneder. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke vidste, hvorfor myndighederne ville rydde markedet, at butiksejerne havde spurgt myndighederne om grunden, men ikke fået svar. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren også, at han ikke kendte grunden til, at markedet skulle ryddes, hvorimod ansøgeren på nævnsmødet i dag forklarede, at årsagen til rydningen var, at der skulle anlægges en vej ud til en lufthavn. Nævnet finder, at disse divergenser angår centrale dele af asylmotivet. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han var efterlyst af myndighederne i Lagos og sigtet for at have slået politifolk ihjel. Til asylsamtalen og på nævnsmødet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han var eftersøgt for at deltage i kamphandlinger. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke blev opsøgt af myndighederne, da han opholdt sig på sin bopæl efter at være blevet udskrevet fra hospitalet, og at ansøgerens familie heller ikke er blevet opsøgt af myndighederne, hverken mens ansøgeren eller hans familie opholdt sig i Nigeria eller efter hans udrejse. Nævnet finder således, at det beror på ansøgerens egen formodning, at han skulle være efterstræbt af myndighederne. Nævnet har herved også tillagt det vægt, at ansøgeren efter sin udrejse først opholdt sig i Tyskland i over et år uden at søge asyl og at ansøgeren dernæst opholdt sig i Danmark i en længere periode uden at søge asyl, henset til, at han efter sin forklaring frygtede for sit liv. Nævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren og hans familie angiveligt kunne leve i skjul uden for Lagos by i tre år forud for hans udrejse også henset til, at hans børn gik i børnehave, og hans hustru foretog indkøb og gik i skole. Flygtningenævnet finder endeligt, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han – uanset at han angiveligt var eftersøgt af myndighederne – fik udstedt pas og visum til Tyskland og udrejste legalt via lufthavnen. Ansøgerens forklaring om sin frygt for guvernøren [B], som nu er Federal Minister of Power, Works and Housing, kan af de af de ovenfor anførte grunde heller ikke lægges til grund. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” NIGA/2018/2/CHA
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nepal. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk newar og har oplyst, at han er buddhist og hindu af religiøs overbevisning fra [by], Nepal. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nepal frygter at blive fængslet og udsat for fysisk vold af politiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i løbet af 2010-2013 har deltaget i flere demonstrationer, i hvilken forbindelse han er blevet anholdt og udsat for fysiske overgreb af politiet. Ansøgeren er aldrig blevet anklaget eller dømt i forbindelse med anholdelserne. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter befolkningen i sin landsby, og at han ikke har mulighed for at opnå nepalesisk statsborgerskab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han, siden han var omkring syv eller ni år gammel, adskillige gange er blevet overfaldet af befolkningen i sin landsby, fordi ansøgerens far var etnisk newar og havde giftet sig med ansøgerens mor, som tilhørte en lavere kaste. Overfaldene, som typisk fandt sted på offentlige steder, hvor befolkningen ikke mente, at ansøgeren havde ret til at opholde sig, blev mere voldelige, efterhånden som ansøgeren blev ældre, og fortsatte, indtil han forlod landsbyen som 17-årig. Ansøgeren har videre oplyst, at han som følge af at tilhøre en lavere kaste ikke kan få nepalesisk statsborgerskab, og at han derfor ikke har nogen rettigheder i Nepal, herunder adgang til uddannelse og legalt arbejde. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nepal frygter, at maoisterne vil presse ham til at tilslutte sig deres parti. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at maoisterne var meget magtfulde i ansøgerens landsby, og at man risikerede at blive slået ihjel, hvis man afviste dem. Ansøgeren har aldrig været udsat for vold af maoisterne, men er blevet opsøgt på sin bopæl, idet maoisterne krævede mad, økonomisk støtte eller husly. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, idet den på flere centrale punkter fremstår divergerende og udbyggende og må anses for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i starten af] 2016 først har forklaret, at han har forladt Nepal, idet han var fattig og ikke havde nogen penge. Han havde ingen muligheder i Nepal, henset til at han heller ikke har gået i skole. Han har herefter videre forklaret, at han er blevet forfulgt på grund af sin etnicitet, idet han er blevet slået tre til fire gange, når han var hjemme. Han blev slået, da han var 16 til 17 år. Hans mor er ikke blevet udsat for vold eller lignende. Hun har kun fået verbale tilråb. Han er blevet slået af politiet otte til ni gange under demonstrationer. Under asylsamtalen den [i slutningen af] 2016 har ansøgeren derimod forklaret, at han blev slået fra han var syv til ni år, indtil han var 17 år, og at det nogle gange var flere gange om dagen. Han blev slået af personer fra sin landsby, og det foregik på offentlige steder. Han har også forklaret, at han to gange har set sin mor blive udsat for fysisk voldelige overfald, og at hans søster har fortalt, at hun også er blevet slået. Ansøgeren har videre forklaret, at han fra 2010 til 2013 er blevet anholdt og tilbageholdt otte til ni gange af politiet i forbindelse med hans deltagelse i demonstrationer. Han har videre forklaret, at han er blevet eftersøgt af politiet, der dog ikke har opsøgt ansøgerens bopæl. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at politiet har opsøgt bopælen, forinden ansøgeren udrejste af Nepal, og at politiet også efter udrejsen har opsøgt hans bopæl. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han deltog i demonstrationer fra han var ca. 19 år og to til tre år frem, dvs. i perioden fra 2006 til 2009. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ikke er nepalesisk statsborger. Der henvises til ansøgerens usammenhængende forklaring herom, idet han overfor Udlændingestyrelsen blandt andet har oplyst, at hans forældre er nepalesiske statsborgere, mens han under nævnsmødet har forklaret, at forældrene ikke havde nepalesisk statsborgerskab. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke har søgt om at blive statsborger i Nepal, mens han under asylsamtalen og for nævnet har forklaret, at han flere gange forgæves har forsøgt at opnå nepalesisk statsborgerskab. Han har også udbyggende for nævnet forklaret, at han sammen med nogle andre personer søgte statsborgerskab, men at det ikke lykkedes for dem. Nævnet henviser i øvrigt til Landinfos rapport ”Nepal: Nepalsk statsborgerskap, statsborgerskapsbevis (citizenship certificate), samt notoritet av dokumenter”, hvoraf blandt andet fremgår, at der er mulighed for at opnå nepalesisk statsborgerskab, når begge forældre er nepalesiske statsborgere, og at man er født og opvokset i Nepal. Flygtningenævnet lægger endelig vægt på, at ansøgerens utroværdighed kan anses for underbygget af, at ansøgeren er indrejst i Danmark i [sommeren] 2015, men at han først i [i starten af] 2016, da han blev anholdt af politiet, har søgt om asyl. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nepal vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Nepal/2018/2/TLNJ
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Tanger, Marokko. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter den generelle fattigdom, som han levede under. Ansøgeren frygter også en person ved navn [P] og sin tidligere arbejdsgiver [A]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sin opvækst i Tanger i Marokko levede i fattigdom uden mulighed for skolegang og uddannelse. Som følge af, at han var fattig, blev han mobbet og udsat for verbale og fysiske overfald af lokalbefolkningen og af sin egen familie. Ansøgeren har derudover oplyst, at han blev udsat for voldtægt af en mand ved navn [P], da han var omkring 14 år. Ansøgeren blev under voldtægten truet på livet, hvis han gjorde andre bekendte med overgrebet. Som følge af voldtægten blev ansøgeren udsat for fysiske overfald og udstødt af sin familie, hvorfor han var nødsaget til at tage ophold på gaden i Tanger. For så vidt angår ansøgeren frygt for sin tidligere arbejdsgiver har han oplyst, at han i forbindelse med sin udrejse lånte et pengebeløb af [A]. Da ansøgeren ikke har været i stand til at betale beløbet tilbage, frygter han, at [A] vil slå ham ihjel ved en tilbagevenden til Marokko. Ansøgeren udrejste af Marokko i starten af 2013 med sit nationalitetspas isat spansk visum. Ansøgeren efterlod passet i Spanien. Ansøgeren søgte om asyl i Danmark i foråret 2016. Ansøgerens advokat har i indlægget til Flygtningenævnet oplyst, at ansøgeren frygter at blive fængslet i Marokko, fordi han er homoseksuel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at han ved indrejsen i Danmark gav falske oplysninger om sin identitet til myndighederne. Ansøgeren har ikke under de to samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at han var homoseksuel og som følge heraf frygter de marokkanske myndigheder. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han i Danmark har haft en kvindelig kæreste i et år og fire måneder. Som følge heraf, og på grund af den sene fremkomst af oplysningen, tilsidesætter Flygtningenævnet forklaring som konstrueret til lejligheden. Det forekommer usandsynligt, at en person i Marokko, som ansøgeren ikke har nogen relation til, skulle låne ham et efter marokkanske forhold betydeligt pengebeløb. Ansøgeren har for Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet haft svært ved at angive et præcist beløb. Idet den pågældende alene har krævet sine penge tilbage overfor ansøgerens mor, men ikke har truet eller udøvet vold i den forbindelse, findes et eventuelt modsætningsforhold ikke at være asylbegrundende. Ansøgeren har forklaret til Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, at han blev udsat for voldtægt, da han var 14 år gammel. Af sagens akter fremgår det, at han har givet flere og divergerende oplysninger om seksuelle krænkelser i hans barndom. Han har forklaret divergerende om, hvorvidt han anmeldte voldtægten til politiet, og om, hvor lang tid der gik, til han fortalte det til sin familie. Ansøgeren har ikke oplevet problemer i perioden fra voldtægten og ind til udrejsen fra Marokko. Herefter, og på grund af den forløbne tid siden overgrebet, findes dette heller ikke asylbegrundende. De påberåbte generelle forhold og hans forhold til hans familie er ikke asylbegrundende. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2019/6/MGO
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er marokkansk statsborger, etnisk araber og muslim fra [en by i] Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive udnyttet eller misbrugt af en gruppe, som smuglede narkotika og mennesker, herunder også børn, ud af Marokko. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at skulle leve på gaden, idet han ikke har en bolig, og idet der ingen fremtidsmuligheder er for ham i Marokko. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Tangier blev opsøgt af en gruppe, som smuglede mennesker og narkotika ud af Marokko. Gruppen ønskede, at han skulle tage med dem til Spanien, så han kunne hjælpe dem med at smugle varer ud af Marokko. Ansøgeren rejste med dem til Spanien, hvorefter han valgte at flygte fra dem. Ansøgeren har videre oplyst, at han blev behandlet dårligt i Marokko, fordi han boede på gaden. Han oplevede, at fremmede personer slog ham og fortalte ham, at han skulle tage tilbage til sin landsby. Endvidere er ansøgeren blevet sparket og slået af militærfolk, fordi han sov på gaden. Ansøgeren er også to gange blevet fængslet i to til tre dage, idet han var mistænkt for tyveri, i hvilken forbindelse han også ble slået af politiet. Ansøgeren og hans venner er også blevet angrebet af nogle personer, som forsøgte at voldtage dem. De blev dog beskyttet af nogle andre ældre personer. Ansøgeren er endvidere blevet seksuelt udnyttet af en person ved navn [R], mens han opholdt sig i Tangier, hvor han boede på gaden. Ansøgeren har endelig oplyst, at han boede sammen med sin moster i Marokko. Hun behandlede ansøgeren dårligt, hvorfor han valgte at løbe hjemmefra. Ansøgeren tog først til Casablanca og derefter til Tangier. Ansøgerens advokat har anmodet om, at socialfaglig konsulent [SK], Center Mod Menneskehandel, kan deltage i nævnsmødet som bisidder for ansøgeren, og at hun i øvrigt kan afgive forklaring som sagkyndigt vidne vedrørende forhold for menneskehandlede personer i Marokko. Udlændingestyrelsen har ikke protesteret herimod. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at imødekomme anmodningen. Der er henset til, at ansøgeren ikke er mindreårig, og at hans interesser i fuldt tilstrækkeligt omfang kan varetages af hans advokat, selvom ansøgeren måtte være i en sårbar situation. Endvidere er der henset til, at det ikke kan anses for påkrævet, at et sagkyndigt vidne afgiver forklaring om bestemte forhold i Marokko. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om asylmotivet og om hans personlige forhold. Der henvises til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [af efteråret] 2017 har forklaret, at han ikke har nogen ID dokumenter, og at han aldrig har haft nogen former for dokumenter. Han er født i [en by] i Marokko, hvor han indtil sin udrejse har boet sammen med sin moster og sine tre søskende samt mosterens mand og børn. Ansøgeren har derimod i et grundlovsforhør af [efteråret] 2018 forklaret, at han er statsborger i Marokko, men at han har boet i Algeriet hele sit liv. Ansøgerens forklaring er gengivet i en dom af [vinteren 2018/2019] fra Københavns Byret. Ansøgeren har under senere samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at han forinden sin udrejse har opholdt sig i Casablanca og Tangier, og han har under nævnsmødet forklaret, at han har ID dokumenter, som han har gemt i Marokko. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om hvorvidt han har været udsat for er seksuelt overgreb af en person ved navn [R]. Han har under samtalen med Udlændingestyrelsen den 18. oktober 2018 forklaret, at han på et tidspunkt i Tangier blev udnyttet seksuelt af [R]. Overfor nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke er blevet udnyttet, idet [R] alene har forsøgt dette, og at [R] i stedet har udnyttet ansøgerens ven. Flertallet kan som Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel, og flertallet finder, at ansøgeren som offer herfor må anses for at være i en særlig sårbar situation. Flertallet finder imidlertid, at ansøgerens konflikt med den eller de personer, der står bag menneskehandlen, ikke kan begrunde asyl. Det bemærkes, at det af foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at menneskehandel er kriminaliseret i Marokko, og at de marokkanske myndigheder søger at yde beskyttelse til personer, der har været udsat for menneskehandel. Der henvises til rapport udgivet af United States Department of State, Trafficking in Persons Report – Morocco, af 28. juni 2018. Den af ansøgerens advokat fremlagte e-mail af [foråret] 2019 fra International Organisation for Migration til Center Mod Menneskehandel, kan ikke føre til en anden vurdering. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” maro/2019/4/mme
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tamazight og muslim af trosretning fra Nador, Marokko. Ansøgeren har stiftet [en myndighedskritisk gruppe, B]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive dræbt af de marokkanske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2010 mødte en person ved navn [A], som var stifter af den myndighedskritiske gruppe [C]. Ansøgeren blev inspireret og dannede herefter gruppen [B]. Ansøgeren og [A] arrangerede herefter en stor demonstration for Rif-regionens uafhængighed, som fandt sted [i begyndelsen af] 2011 i Hosima. Myndighederne kom til demonstrationen og udsatte demonstranterne for overgreb, ligesom de anholdt over 18.000 personer. De næste fem år arrangerede ansøgeren og [A] en lang række demonstrationer og gav ordre om, at spioner, som forsøgte at infiltrere gruppen, skulle dræbes. [A] blev [i begyndelsen af] 2015 anholdt af myndighederne, ligesom ansøgerens bopæl blev ransaget [den samme dag] 2015. Ansøgeren var ikke hjemme, da rangsagningen fandt sted, og ansøgeren holdt sig efterfølgende skjul i syv måneder, hvorefter han udrejste af Marokko. Ansøgeren er indkaldt til mødet i Flygtningenævnet dags dato pr. brev dateret den […] 2019. Ansøgerens advokat har oplyst, at ansøgeren var bekendt med tidspunktet for mødet i Flygtningenævnet dags dato, da han holdt møde med ham [en nærmere bestemt dato inden nævnsmødets afholdelse] 2019. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at ansøgeren må anses for at være behørigt indkaldt til nævnsmødet. Ansøgeren har dermed ikke lovligt forfald. Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen på det foreliggende grundlag, jf. forretningsordenens § 36, stk. 1. Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Hans forklaring fremstår således utroværdig og konstrueret til lejligheden. Han har for det første forklaret divergerende om sin identitet, ligesom han forklaret divergerende om, hvorvidt han selv eller en anden søgte om visum til [et nærmere bestemt europæisk land]. For så vidt angår asylmotivet har han forklaret divergerende om, hvorvidt der skete anholdelse af 18.700 mennesker i forbindelse med en demonstration [i] 2011, eller om demonstranterne ikke blev anholdt men blot slået. Han har forklaret udbyggende om asylmotivet. Han har således først ved sin anden samtale forklaret, at han selv stiftede en forening, som fusionerede med [A]s forening, ligesom han også først ved anden samtale har forklaret, at han gav ordre til tortur og henrettelse af foreningens fanger. Endelig fremstår hans forklaring helt overordnet utroværdig. Det fremstår således blandt andet utroværdigt, at han, der efter sine egne oplysninger aldrig har gået i skole og hverken kan læse eller skrive, skulle være den finansielle og sammen med [A] udførende bagmand for en stor organisation, der samlede 94 klaner og arrangerede demonstrationer, som han imidlertid ikke selv deltog i. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Maro/2019/3/STRAA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og født sunni-muslim, men har oplyst at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren er oprindelig fra Marokko, men har boet i Libyen, siden han var to år. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har været politisk aktiv på Facebook. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne i Marokko, idet han har været politisk aktiv. Han har videre henvist til, at han frygter de marokkanske myndigheder som følge af sin morbrors forhold. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter sin familie og de marokkanske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for myndighederne oplyst, at han i 2010 var medlem af facebookgruppen [X], hvor han udgav og kommenterede systemkritiske opslag. Efter cirka en til halvanden måneds aktivitet uploadede en af ansøgerens bekendte et opslag på Facebook. I opslaget stod ansøgerens navn og adresse, at han havde arbejdet for at ødelægge Marokko, og at hvis nogen havde informationer omkring ansøgeren, skulle de kontakte de marokkanske myndigheder. Om sin frygt for myndighederne som følge af sin morbrors forhold har ansøgeren oplyst, at morbroren udrejste af Marokko for cirka 30 år siden og herefter fik asyl i Spanien. Morbroren udrejste, da ansøgeren blev født, og for at ære morbroren opkaldte ansøgerens mor ansøgeren efter morbroren. Kort tid efter morbrorens udrejse udrejste ansøgerens familie til Libyen, idet de marokkanske myndigheder chikanerede ansøgerens mor. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for myndighederne og sin familie som følge af konverteringen oplyst, at hans konvertering er kommet til familiens kendskab. Da ansøgerens mor hørte, at ansøgeren var konverteret, truede hun over telefonen med at slå ham ihjel. Flygtningenævnet finder ikke at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han på et tidspunkt i Libyen i en periode på 1-2 måneder tilbage i 2010 har været aktiv på hjemmesiden [X]. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren på den baggrund på nuværende tidspunkt skulle være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra myndighederne i Marokko. Nævnet har herved lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egen formodning, at de marokkanske myndigheder skulle have fået kendskab til hans navn. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan hans politiske aktivitet skulle være blevet afsløret. Under samtalen [i foråret] 2016 hos Udlændingestyrelsen har ansøgeren oplyst, at det skete ved, at ansøgerens tidligere ven [F] lagde nogle billeder på hjemmesiden [X], hvor der var offentliggjort nogle navne og en anmodning om at få bl.a. ansøgers navn. I tilknytning hertil stod der, at personerne med de angivne navne havde indrejseforbud. Under samtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren oplyst, at [F] offentliggjorde ansøgerens navn på sin egen Facebook-profil, og at ansøgeren fik sendt screenshots af [F]s opslag fra sine venner. Til sin advokat og for nævnet har ansøgeren oplyst, at oplysningerne om ansøgerens navn blev lagt ind på hjemmesiden [X]. Det kan heller ikke lægges til grund, at ansøgeren alene på baggrund af sit langvarige ophold i Libyen skulle være i risiko for at blive efterstræbt af de marokkanske myndigheder. Det beror endvidere kun på ansøgerens egen formodning, at drabene på to af hans marokkanske venner i Libyen skulle være sket på de marokkanske myndigheders initiativ som følge af deres politiske aktiviteter, og at ansøgeren som følge heraf skulle være i risiko for at blive efterstræbt af de marokkanske myndigheder. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren i 2018 har henvendt sig til den marokkanske ambassade i Danmark og har fået udstedt marokkansk pas. For så vidt angår ansøgerens frygt for forfølgelse på grund af sin onkels konflikt med myndighederne på grund af politiske aktiviteter for over 30 år siden, er det ikke sandsynliggjort, at denne konflikt skulle medføre asylbegrundende forfølgelse af ansøgeren og hans familie ved en tilbagevenden til Marokko på nuværende tidspunkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hverken ansøgeren eller hans familie har oplevet problemer som følge heraf, idet ansøgerens brødre har kunnet indrejse og opholde sig i Marokko i ferier uden at have oplevet problemer med de marokkanske myndigheder på grund af onklens tidligere politiske aktiviteter. Den omstændighed, at ansøgeren har samme fornavn som onklen, kan ikke føre til en anden vurdering. For så vidt angår ansøgerens konvertering til kristendommen bemærker nævnet, at ansøgeren efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages at risikere forfølgelse fra de marokkanske myndigheder på grund af konverteringen. Nævnet finder det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko skulle være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra sin familie eller andre på grund af sin konvertering. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret udbyggende om at have modtaget trusler fra sine venner, da hans tidligere kæreste lagde et billede af ham på Facebook, hvor han bar et kors, ligesom ansøgeren har svaret afglidende på spørgsmål om, hvem han konkret har modtaget trusler fra og hvornår. Ansøgerens mor, der er bosat i Libyen, har efter ansøgerens forklaring en gang i 2016 truet ham med, at hun ville dræbe ham, hvis det passede, at han var konverteret. Ansøgeren har herefter ikke haft kontakt med sin mor frem til for ca. 2 uger siden, hvor han kontaktede hende på grund af sin familiære situation. Moderen gav i den forbindelse udtryk for, at hun fortsat ikke havde forståelse for hans konvertering. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans storebror tager mere afslappet på ansøgerens konvertering. Det kan derfor ikke antages, at broren vil udsætte ansøgeren for asylbegrundende forfølgelse i den anledning, når han måtte være på ferie i Marokko. Efter de foreliggende oplysninger om truslerne fra ansøgerens mor finder nævnet ikke, at der er tale om trusler af en intensitet, som kan medføre en velbegrundet frygt for, at ansøgerens mor skulle have vilje og evne til selv at efterstræbe ansøgeren i Marokko. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2019/2/ATN
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og ateist. Ansøgeren har til de hollandske myndigheder oplyst, at han er statsborger i Marokko, ligesom han til sin advokat har oplyst at være fra Marokko, hvorfor han asylretligt vurderes i forhold hertil. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter sin stedmor og hendes familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at da han var ni år gammel, var der en voldsepisode mellem ansøgeren og stedmoderen. Ansøgeren blev i den forbindelse stukket med en kniv af stedmoderens brødre. Ansøgeren blev endvidere klar over, at der var narkotika og penge i huset. Ansøgeren anmeldte overfaldet til politiet, som ransagede huset. De fandt i den forbindelse narkotikaen og pengene. Der blev anlagt en retssag mod ansøgerens far, stedmor og hendes familiemedlemmer, men ingen af dem blev straffet, da de betalte bestikkelse. Ansøgeren blev af politiet anbefalet at forlade bopælen, da det ikke var sikkert for ham at bo der. Ansøgeren boede på gaden i Tanger, hvor han blev overfaldet af nogle personer, som angiveligt havde forbindelse til stedmoren og hendes brødre. Ansøgeren udrejste af Marokko i 2010, hvorefter han opholdt sig forskellige steder i Europa, indtil han i 2017 indrejste i Danmark. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at behandle sagen på mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 11, og 56, stk. 3. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som denne påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort sin identitet og nationalitet over for de danske myndigheder, samt at ansøgeren ikke har sandsynliggjort det asylgrundlag, som han påberåber sig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin identitet og nationalitet. Ansøgeren er ved politirapport af [en nærmere angiven dato i sommeren] 2017 registreret som statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren forklarede imidlertid til dombog ved Københavns Byret [en nærmere angiven dato i foråret] 2018, at han var palæstinenser fra Syrien. Dette fastholdt ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i foråret] 2018, hvor han videre forklarede, at hans forældre var statsløse palæstinensere, og at han er født i […]-lejren, hvor han har boet hele sit liv indtil sin udrejse. Ansøgeren har derimod til de hollandske myndigheder oplyst, at han er marokkansk statsborger, og at han er opvokset i [bydel] i Casablanca, hvilket han til sin beskikkede advokat for Flygtningenævnet har bekræftet er korrekt. Det forhold at ansøgeren til sin partshøringssamtale med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i sommeren] 2018 har oplyst, at han lod sig registrere som marokkansk statsborger i Holland, da han opholdt sig sammen med en gruppe marokkanere, samt da han frygtede at blive sendt til Syrien, kan ikke føre til en ændret vurdering. Dette særligt henset til, at ansøgeren også på dette punkt har forklaret divergerende. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at han til de hollandske myndigheder oplyste at være marokkansk statsborger, idet han gerne ville sendes til Marokko, og at han til de danske myndigheder ikke oplyste at være marokkaner, idet han gerne ville sendes til Palæstina. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren er kommet med en rimelig forklaring på divergenserne i sine forklaringer om sin identitet og nationalitet. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren desuden har forklaret divergerende om sine forældres nationalitet, samt om de fortsat er i live. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv har Flygtningenævnet tillagt det nogen vægt, at ansøgeren til de hollandske udlændingemyndigheder har oplyst et andet asylmotiv end det, han har oplyst til de danske myndigheder. Ansøgeren har til de danske myndigheder forklaret, at han udrejste af Syrien på grund af borgerkrigen, samt at regimets soldater havde omringet […]-lejren og generelt slog palæstinensere ihjel. Ansøgeren har derimod til de hollandske myndigheder forklaret, at han frygter sin stedmor og hendes familie, da de efterstræber ham, idet han forinden sin udrejse af Marokko anmeldte dem til politiet. Ansøgeren har til sin beskikkede advokat for Flygtningenævnet forklaret, at det, han forklarede til de hollandske myndigheder om sit asylmotiv, er korrekt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har nægtet at medvirke til oplysningen af sin asylsag. Til partshøringssamtalen ved Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i sommeren] 2018 nægtede ansøgeren således at svare på spørgsmål vedrørende Marokko, herunder om sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke på en troværdig måde har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at ansøgeren er frafaldet islam, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos rapport: ”Marokko: Konvertering fra islam til kristendommen” af 20. januar 2014 samt US Department of State: ”2015 Report on International Religious Freedom – Morocco” af 10. august 2016, fremgår, at ateisme ikke er kriminaliseret i Marokko. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2019/1/JABP
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er marokkansk statsborger, etnisk amazigh og sufi muslim fra El Aúin, Vestsahara. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter, at han vil blive slået ihjel eller fængslet af det marokkanske militær, fordi ansøgerens far havde tilknytning til Polisario. Ansøgeren frygter endvidere, at han vil få økonomiske problemer. Endelig frygter ansøgeren de generelle forhold i Vestsahara. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hans far i hele sit liv var tilknyttet Polsario. Ansøgeren var ikke selv tilknyttet grupperingen, men han deltog i adskillige demonstrationer mod det marokkanske militær. Ansøgeren deltog sidste gang i en demonstration i 2011. I 2013 blev ansøgerens far slået ihjel af det marokkanske militær grundet sin tilknytning til Polisario. I perioden fra 2011 til 2014 blev ansøgerens bopæl opsøgt flere gange af den marokkanske efterretningstjeneste, mens ansøgeren ikke var hjemme. De ransagede bopælen, hvorefter de forlod stedet. Ansøgeren udrejste af Marokko i 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de marokkanske myndigheder til grund, idet forklaringen på afgørende punkter fremstår divergerende og udbyggende og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2017 har forklaret, at han ikke personligt har været opsøgt eller oplevet nogen problemer med det marokkanske militær, og at han udrejste fra Marokko på grund af livsvilkårene og den generelle frygt. Han har videre forklaret, at han ikke har haft nogen konflikter med myndigheder, privatpersoner, grupperinger, organisationer eller familiemedlemmer. For så vidt angår ansøgerens deltagelse i demonstrationer har han forklaret, at han begyndte at deltage i demonstrationerne, da han var barn, og at han i øvrigt ikke har oplevet personlige problemer med myndighederne i forbindelse med sin deltagelse i demonstrationer i perioden fra 2011 og til udrejsen i sommeren 2014. I et brev fra Dansk Flygtningehjælp [fra vinteren] 2017 fremgår det blandt andet, at ansøgeren [i begyndelsen af vinteren] 2017 over for Dansk Flygtningehjælp derimod har forklaret, at den marokkanske efterretningstjeneste har været på hans bopæl og søgt efter ham i 2014, kort tid inden ansøgeren flygtede fra Marokko. Ansøgeren har i øvrigt divergerende under nævnsmødet forklaret, at hans deltagelse i demonstrationer begyndte i 2006, og han har videre forklaret, at han var eftersøgt af myndighederne i perioden fra 2011 til 2014, og at myndighederne opsøgte hans bopæl tre til fire gange. Ansøgeren har i øvrigt divergerende forklaret for nævnet, at han udrejste af Marokko omkring seks måneder efter farens død, og at faren blev slået ihjel i januar eller foråret 2013. Flygtningenævnet finder ikke, at de nævnte divergenser kan henføres til tolkeproblemer, idet der henvises til, at det i referatet af oplysnings- og motivsamtalen er anført, at samtalen er foregået på arabisk, som ansøgeren har oplyst, at han taler og forstår. Det fremgår endvidere, at ansøgeren har vedstået indholdet af samtalereferatet, efter at referatet er blevet oversat. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren har svaret afglidende og upræcist på flere spørgsmål under nævnsmødet og nævnet tillægger det i øvrigt betydning for ansøgerens generelle troværdighed, at ansøgeren efter oplysnings- og motivsamtalen ikke har ønsket at afgive forklaring for Udlændingestyrelsen under senere samtaler, hvortil han er blevet indkaldt.Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i en konkret og individuelt begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Marokko/2018/20/LINB
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Wahran, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter, at han vil få problemer med sin familie. Ansøgeren har videre henvist til, at de algeriske myndigheder ikke vil tillade ham at indrejse i Algeriet. Ansøgeren har i indlægget fra advokaten og under mødet i Flygtningenævnet henvist til, at han frygter, at hans søskende vil udsætte ham for overgreb, fordi de ønsker at tilegne sig arven fra deres forældre og bedsteforældre, uden at ansøgeren får del heri. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han boede hos sine forældre indtil han fyldte ni år, hvorefter han flyttede hjem til sine bedsteforældre på fædrene side, hvor han boede i omkring et år. I denne periode blev ansøgerens forældre skilt, og ansøgerens mor blev gift med en anden mand, hvorefter ansøgeren mistede kontakten til sine forældre. Omkring et år efter døde ansøgerens bedsteforældre. Ingen af ansøgerens søskende tog sig af ansøgeren. Ansøgeren boede herefter hos nogle venner, hvorefter han udrejste af Algeriet, da han var omkring ni eller ti år gammel. Ansøgeren er indrejst i Danmark uden identitetspapirer. Ansøgeren har oprindeligt forklaret, at han var marokkansk statsborger ligesom sine forældre og søskende, og at de boede i Marokko. Ansøgeren ændrede under sagen forklaring til, at han var algerisk statsborger. Flygtningenævnet lagde i afgørelsen i februar 2014 til grund, at ansøgeren var algerisk statsborger. Ansøgeren har herefter været fremstillet på den algeriske ambassade, hvor det blev oplyst, at det med stor sikkerhed kunne udelukkes, at ansøgeren kommer fra Algeriet, ligesom Interpol Algier har oplyst, at udlændingen er ukendt i Algeriet. Ansøgeren er herefter af Interpol Rabat identificeret som værende marokkansk statsborger, og den marokkanske ambassade har udstedt laissez-passez til ansøgeren under identiteten, [navn], født den […] december 1978 i Tétoun. Flygtningenævnet lægger på denne baggrund til grund, at ansøgeren er den marokkanske statsborger, [navn], født den […] december 1978 i Tétoun. Ansøgeren har under nævnsmødet fastholdt, at han er algerisk statsborger, og at hans asylmotiv er begrundet i forhold til familien. Flygtningenævnet finder ikke, at de påberåbte familiemæssige forhold er af sådan en karakter, at de kan give grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Marokko. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Maro/2018/19/SME
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunnimuslimer af religiøs overbevisning fra [by], Libanon. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Hizbollah eller de syriske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der i sommeren 2014 blev sendt en udsendelse på en syrisk tv-kanal, hvor en for ansøgeren ukendt person fortalte, at ansøgeren trænede en gruppe personer til at kæmpe mod den syriske regering og forsynede denne med våben og sprængstoffer. Omkring tre til fire måneder herefter tog ansøgerens ven [A], som var syrisk statsborger, til Syrien, hvor han blandt andet havde i sinde at undersøge sagen mod ansøgeren. [A] blev udsat for fysiske overgreb og slået ihjel, hvilket ansøgeren formoder har en sammenhæng med ansøgerens konflikt. Ansøgeren har videre oplyst, at han omkring en måned efter drabet på [A] blev indlagt i en måned, hvorefter han begyndte at pendle mellem sin søster, moster og svigerindes bopæle, idet han havde fået fortalt, at personer fra Hizbollah havde ledt efter ham i hans butik og derfor ikke turde tage ophold på sin egen bopæl. Ansøgeren har endelig oplyst, at hans ansatte [B] i [sommeren] 2016 blev opsøgt af tre personer med en syrisk dialekt, som spurgte efter ansøgeren, og at han en uge efter blev slået ihjel, hvilket ansøgeren formoder skyldes ansøgerens konflikt. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikt. Ansøgeren har endvidere henvist til den generelle sikkerhedssituation for sunnimuslimer i Libanon. Ansøgerne er ikke på noget tidspunkt blevet opsøgt af hverken Hizbollah, de syriske eller de libanesiske myndigheder i perioden fra TV-udsendelsen i forår/sommer 2014 til deres udrejse [efteråret] 2016, selv om hustruen og børnene i hele perioden forblev boende på samme bopæl. Ansøgerne kunne ligeledes uden problemer udrejse legalt af Libanon på eget pas og med visum. Det beror på den mandlige ansøgers egen formodning, at Hizbollah, i øvrigt længe efter TV-udsendelsen, tvang ham til at udleje sin forretning billigt som følge af TV-indslaget. Det beror ligeledes på den mandlige ansøgers egen formodning, at drabet på [A] i 2014 i Syrien og [B]’s dødsfald i 2016 i Libanon har forbindelse med TV-udsendelsen og dermed med den af den mandlige ansøger påberåbte konflikt. Den mandlige ansøger har herunder forklaret, at han ikke er bekendt med, hvor langt - om overhovedet – [A] nåede med sin undersøgelse af ansøgerens påberåbte konflikt. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillige tillagt det vægt, at [A] blev dræbt i Syrien, og at det fremgår af sagen, at [B] efter de libanesiske myndigheders opfattelse døde af en overdosis. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2019/1/TLNJ
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 1988. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Tripoli, Libanon. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en nærmere angiven dato i sommeren] 1988, og at han [en nærmere angiven dato i efteråret] 1988 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto-status). Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [en nærmere angiven dato i foråret] 2007 udrejste til Sverige. [En nærmere angiven dato i sommeren] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark og havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet tiltræder, at klagerens opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, idet klageren må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark og har opnået beskyttelse i et tredje land. Endvidere har klageren opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens oplysninger om, at han udrejste af Danmark i 2007 og bosatte sig i Sverige med det formål at opnå svensk statsborgerskab. Det fremgår videre af Det Centrale Personregister, at klageren siden [en nærmere angiven dato i foråret] 2007 har været bosat i Sverige, ligesom det fremgår af klagerens danske lægejournaler fra 2007 og 2009 samt oplysninger fra Skatteverket i 2016, at klageren var bosiddende i Sverige. Det forhold, at klageren har bevaret sin tilknytning til det danske arbejdsmarked ved at beholde sin virksomhed i Danmark og indbetale til pension og A-kasse, kan ikke føre til en ændret vurdering af, at klageren må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren [en nærmere angiven dato i foråret] 2007 blev meddelt opholdstilladelse i Sverige på baggrund af EU-reglerne med gyldighed indtil [en nærmere angiven dato i foråret] 2012, hvorved klageren har opnået beskyttelse i et tredje land. Det forhold, at klageren er meddelt afslag på permanent opholdstilladelse i Sverige [en nærmere angiven dato i vinteren] 2013, ændrer ikke herved. Der er ikke grundlag for at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke kan anses for godtgjort, at klageren har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden udløbet af den fastsatte periode, men er blevet forhindret heri på grund af sygdom eller andre uforudsete hindringer. Det er ligeledes indgået i Flygtningenævnets vurdering, at klageren i Udlændingestyrelsens afgørelse af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2008 blev vejledt om, at hans opholdstilladelse ville bortfalde, hvis han ikke tog bopæl i Danmark inden [en nærmere angiven dato i vinteren] 2009, og at klageren fortsat blev boende i Sverige. Flygtningenævnet bemærker herved, at der ikke er grundlag for at lægge til grund, at klageren ikke var bekendt med styrelsens afgørelse af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2008. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først under sagen for Flygtningenævnet har gjort gældende, at han aldrig har modtaget afgørelsen, og nævnet finder, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren ikke har fulgt op på sin ansøgning i de efterfølgende cirka 7 år, hvis han ikke var orienteret om afgørelsen. Der er heller ikke i øvrigt oplyst sådanne særlige omstændigheder, herunder om klagerens tilknytning til Danmark, der gør, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. § 17, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2018/9/JABP
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Elmina, Tripoli, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af forretningsmanden Abou Merhi og hans folk. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede på skibet City Of Antwerp, som er ejet af Abou Merhi. Abou Merhi er leder af 11. marts partiet, som støtter og bliver støttet af Hizbollah og Amal-bevægelsen. Ansøgeren havde ikke fået udbetalt løn for sit arbejde på skibet City Of Antwerp i omkring seks måneder, hvorfor ansøgeren tog kontakt til ITP (International Transport Federation), inden skibet lagde til i byen Antwerpen i Belgien. Da skibet lagde til i Antwerpen havn, kom repræsentanter fra ITP ombord. ITP talte først med kaptajnen, hvorefter de talte med ansøgeren og tre andre filippinske besætningsmedlemmer, der heller ikke havde fået løn. Dagen efter ITP havde været ombord, fik ansøgeren sin løn udbetalt igennem ITP. Ansøgeren fik udbetalt 4.300 euro. Ansøgeren fik også flybillet fra Bruxelles til Libanon. To dage efter ansøgeren havde fået sin løb udbetalt, modtog han en telefonisk trussel af en for ansøgeren ukendte person. Den ukendte person truede ansøgeren med, at han ville blive skudt i benet, når han vendte til Libanon, fordi ansøgeren var gået til ITP og havde vendt skibets firma ryggen. Den efterfølgende dag modtog ansøgeren to opkald fra den samme ukendte person, som denne gang truede ansøgeren med, at ansøgeren og hans familie ville blive slået ihjel. Ansøgeren skiftede derefter sit telefonnummer. Ansøgeren er ikke blevet kontaktet eller truet derefter. Ansøgeren skulle efter planen rejse tilbage til Libanon fra Bruxelles Lufthavn [i sommeren] 2017. Ansøgeren frygtede at tage tilbage til Libanon. Han tog derfor i stedet toget fra Lufthavnen i Bruxelles til byen Liege i Belgien. Ansøgeren opholdt sig hos sin ven, indtil han rejste videre til Danmark og søgte asyl. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med Abou Mehirs firma omkring lønudbetalingen til grund, men finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring omkring truslerne fra Abou Mehirs firma til grund, idet der er forklaret divergerende og udbyggende derom, og idet forklaringerne omkring truslerne ikke fremstår sandsynlige men fremstår konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at han fik hjælp af ITF til at få udbetalt sin manglede løn fra Abou Mehirs firma til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring vedrørende truslen fra Abou Merhi og hans folk, som ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, til grund. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren således forklaret, at Abou Mehirs mænd havde truet med at skyde ham i benene, så han ikke kunne bevæge sig mere, fordi han havde ødelagt Abou Mehirs firma ved at de skulle betale de 4.300 euro i løn på en gang. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev truet af Abu Merhis mænd, efter at ansøgeren havde fået løn og flybillet, og at han i alt blev truet to gange, og at han i den første samtale med mændene blev truet med at blive skudt i benet, og at han i den anden samtale med mændene fik han at vide, at de ville dræbe ham. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har forklaret udbyggende om de 400.000 euro, som Abou Mehirs blev pålagt at betale. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren ikke nævnt noget om 400.000 euro, men ansøgeren har alene nævnt, at firmaet skulle betale ansøgeren 4.300 euro for ansøgeren manglende løn, og at ansøgeren blev beskyldt for, at han havde ødelagt deres firma ved at de skulle betale de 4.300 euros på en gang. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at selskabet skulle betale 400.000 euros, fordi man holdt på skibet og fordi selskabet havde andre problemer. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han kontaktede ITF i Belgien i [efteråret] 2015, hvorefter han dagen efter fik alle de penge, som firmaet skyldte ham, ligesom han efterfølgende fik en flybillet til Libanon, som han har fremlagt, men at dette ikke stemmer med den fremlagte flybillet, der er dateret [sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb af Abou Merhi og hans folk. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2018/8/Fam
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin familie, fordi hun har giftet sig med sin ægtefælle, [A], mod sin families vilje. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun mødte [A] i en mobiltelefonforretning i Libanon i 2010. Hun snakkede flere gange med [A] i forretningen, og efter et stykke tid blev de kærester. På en ukendt dato i slutningen af 2010 opsøgte [A] ansøgerens familie med henblik på at anmode om ægteskab. Ansøgerens familie afviste ægteskabet, da de ikke mente, at [A] var den rette mand for hende, fordi han ikke var praktiserende muslim. Efter ansøgerens familie havde afvist ægteskabet, fik hun ikke længere lov til at forlade huset, udover når hun skulle i skole. Hun bevarede kontakten til [A] gennem [A]s kusine, som besøgte hende på ansøgerens skole. Hun aftalte med [A], at hun ville stikke af fra sin familie, og på en ukendt dato i [starten af] 2011 stak hun af. Hun tog derefter ophold i et hus, som [A]s familie ejede i [X]. Ansøgeren blev gift med [A] [i foråret] 2011. Omkring seks måneder, efter at de blev gift, snakkede hun med sin veninde, [B], som fortalte hende, at ansøgerens familie fortsat var utilfredse med ægteskabet, og at de ville slå hende ihjel, hvis de fandt hende. Omkring halvandet år efter de var blevet gift, mødte hun sin fars fætter, som råbte, at hun havde vanæret sin familie, og at han ville sørge for, at hun blev slået ihjel. Hun har ikke selv været i kontakt med sin familie, efter hun blev gift, men hun har snakket med [B], som et par gange har oplyst, at familien fortsat er imod ægteskabet og vil slå hende ihjel. Hun udrejste af Libanon [i foråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet, hvornår og fra hvem hun modtog trusler, og om, hvor hun boede i Libanon efter ægtefællens udrejse, idet ansøgeren under nævnsmødet nu har forklaret, at hun boede i to forskellige huse tilhørende ansøgerens ægtefælles familie. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret udbyggende om hvem i familien, hun frygter, idet ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at hun frygter sine fem morbrødre, der er shiamuslimer og har stærke relationer til Hizbollah, mens hun under samtalerne i Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun frygtede sin fars familie, som havde fremsat trusler mod hende. Ansøgeren har under nævnsmødet videre forklaret, at hendes familie er shiamuslimer, mens hun selv og ægtefællen er sunnimuslimer, og at det forhold, at hendes ægtefælle er sunnimuslim i sig selv er et problem, hvorved bemærkes, at ansøgeren på et intet tidligere tidspunkt har fortalt, at hendes familie er shiamuslimer, og at dette var en del af begrundelsen for hendes frygt for familien. Ansøgeren har yderligere forklaret, at hendes far er det mest betydningsfulde mandlige familiemedlem i sin familie, og at familien derfor ser op til og respekterer ham, og at han selv har givet udtryk for, at ansøgeren skal slås ihjel, fordi hun har krænket familiens ære, mens det af samtalerne i Udlændingestyrelsen fremstår som om, at det er farens familie – fætre – der har presset ham til at løse situationen med ansøgerens ægteskab. Ansøgeren har endelig forklaret, at hun af sin veninde [C], som hun ikke tidligere har nævnt, har fået at vide, at familien ønsker hende dræbt. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgeren først har søgt asyl mere end et år, efter at hun kom til Danmark, og at det fremstår som et alternativ til familiesammenføring. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som værende konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder endelig, at de generelle forhold i Libanon - herunder for enlige kvinder, som Flygtningenævnet dog ikke finder, at ansøgeren kan betragtes som – ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at hun er konverteret fra at være shiamuslim til at være sunnimuslim, til grund, ligesom Flygtningenævnet heller ikke i øvrigt kan lægge til grund, at såfremt dette måtte være tilfældet, ville hun risikere forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2018/11/SLH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 1988. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har været medlem af og kæmpet for Fatah i perioden fra 1975 til 1977 og af Hisb Tawhid al Islami i perioden fra 1982 til 1986. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive fængslet af de libanesiske myndigheder og dræbt af Hizbollah, fordi han er imod Hizbollah og den syriske regering, der støtter Hizbollah i Libanon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 1975 til 1977 var medlem af Fatah i Libanon og deltog i en række væbnede kampe mod kristne militser i Libanon. Fra 1982 til 1986 var ansøgeren medlem af Hisb Tawhid al Islami i Libanon og deltog i kampe for bevægelsen, der havde til formål at danne en islamisk stat i Libanon. I perioden fra 1982 til 1986 blev ansøgeren anholdt syv gange af den syriske efterretningstjeneste i Libanon. I juni 1986 blev ansøgeren i forbindelse med en anholdelse overført til Syrien, hvor han var tilbageholdt i seks måneder og udsat for fysiske overgreb. Han blev løsladt i [vinteren] 1986, fordi han kontaktede nogle bekendte. Herefter flygtede ansøgeren til […] og videre til […], hvor han skjulte sig indtil udrejsen af Libanon i [sommeren] 1988. I 2005 rejste ansøgeren på ferie til Libanon. Han blev standset i lufthavnen af de libanesiske myndigheder og fik at vide, at han var eftersøgt for blandt andet angreb på den syriske hær. Ansøgeren fik lov til at indrejse i Libanon med hjælp fra et libanesisk parlamentsmedlem. Ansøgeren opholdt sig herefter 14 dage sammen med sin familie i Libanon. Ved udrejsen af Libanon skulle han underskrive en afhøringsrapport. Ansøgeren har forklaret, at Hizbollah siden 2005 har fået større indflydelse i Libanon, og at han ved en tilbagevenden til Libanon risikerer fængsling og at blive dræbt af Hizbollah, som ved, at han ikke støtter dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i Libanon til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om centrale forhold. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og usammenhængende om episoden, hvor han blev opsøgt af syriske efterretningsagenter/soldater samt den efterfølgende flugt, herunder hvornår opsøgningen fandt sted, hvem der var til stede, hvor han skød mod personerne, og hvor mange der døde. Ansøgeren har forklaret bl.a. til politirapport af [en nærmere angiven dato i efteråret] 1988, at han efter løsladelsen [i vinteren] 1987 skjulte sig hos en bekendt i Tripoli i 14 dage, hvor der kom en militærlastbil til stedet. Ansøgeren åbnede ild mod lastbilen og dræbte to af de syriske soldater, og det lykkedes ansøgeren at flygte til […], hvor han opholdt sig frem til sin udrejse mod Danmark. Til oplysnings- og motivsamtalen [en nærmere angiven dato i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at han i [sommeren] 1986 blev han anholdt og tilbageholdt i seks måneder frem til [vinteren] 1986. Efter løsladelsen i [vinteren] 1986 tog ansøgeren ophold hos sin familie i et par dage og efterfølgende hos vennen [A] i tre dage, hvor ansøgeren [om vinteren] blev opsøgt af to efterretningsagenter, fordi han var blevet angivet af [A], der var fængslet. I lejligheden var [A]s bror og ansøgeren, der skød den ene agent og flygtede. Ansøgeren flygtede til Tripoli, hvor han var hos sin familie i et par dage, hvorefter han udrejste med båd. Til asylsamtalen [i vinteren] 2018 har ansøgeren forklaret bl.a., at han senest blev tilbageholdt i begyndelsen af 1986, hvorefter han flygtede. Han var ved denne lejlighed tilbageholdt i to dage i havnen. Han flygtede derefter til […] i Libanon, og ansøgeren havde ingen konflikter efter den seneste tilbageholdelse i begyndelsen af 1986 og frem til udrejsen i 1988. Efter sin løsladelse flygtede ansøgeren til […], hvor han opholdt sig frem til sin udrejse i [sommeren] 1988, hvor han udrejste legalt med fly fra Beirut Lufthavn. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret bl.a., at han var i lejligheden sammen med [A] samt dennes bror og fætter, og at han forlod Libanon med båd. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i Libanon som konstrueret og utroværdig, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ansøgte om et libanesisk nationalitetspas, og at de libanesiske myndigheder [i vinteren] 2017 udstedte et libanesisk nationalitetspas til ansøgeren, hvorfor det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle være efterstræbt af de libanesiske myndigheder. Det er ligeledes indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren i hvert fald i 2005 har været på ferie i 14 dage i Libanon, hvor han opholdt sig sammen med sin familie i landet, og at han i den forbindelse ind- og udrejste legalt, hvorfor det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle være efterstræbt af de libanesiske myndigheder eller Hizbollah. Nævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han har været i Libanon efter sin indrejse i Danmark i 1988, idet han til Københavns Politi har forklaret, at han også var på ferie i Libanon i 2010, hvilket ansøgeren har fragået under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2018/10/JABP
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk araber, muslim af trosretning og bidoon (statsløs) fra Sulaibiyah, Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han er udrejst illegalt af landet. Ansøgeren har videre henvist til, at han formoder, at de kuwaitiske myndigheder vil udsætte ham for overgreb, fordi de antager, at han efter sin udrejse af Kuwait har fortalt andre om forholdene i landet. Ansøgeren har endelig henvist til de generelle forhold for statsløse bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han udrejste af Kuwait for at få en bedre fremtid, idet han som bidoon ikke havde de samme rettigheder og muligheder som registrerede bidoonere og statsborgere fra Kuwait. Ansøgeren udrejste illegalt af Kuwait den [i efteråret] 2015 sammen med sin fætter. Ligesom Udlændingestyrelsen lægger Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om, at han er uregistreret bidoon fra Kuwait til grund, ligesom nævnet i overensstemmelse med ansøgerens egen forklaring lægger til grund, at han ikke forud for udrejsen havde haft konflikter med hverken myndighederne eller andre persongrupper i Kuwait, og at udrejsen skyldtes ønsket om at opnå en bedre fremtid. Indledningsvist bemærkes, at det alene beror på ansøgerens formodning, at de kuwaitiske myndigheder vil mistænke ham for at have fortalt om forholdene i Kuwait og på den baggrund udsætte ham for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Kuwait. Formodningen er ikke på nogen måde underbygget, idet ansøgeren aldrig har været i kontakt med myndighederne, ligesom han hverken har været politisk aktiv eller på anden måde har profileret sig som modstander af styret i Kuwait eller aktiv i kampen for bedre vilkår for ikke registrerede bidoonere. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren af denne grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb af asylretlig relevant karakter ved en tilbagevenden til Kuwait. De generelle forhold for bidoonere i Kuwait er efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke af en karakter, der i sig selv kan begrunde asyl. Det fremgår videre af baggrundsoplysningerne, at myndighederne i Kuwait ikke straffer ulovlig udrejse på en måde, der indebærer tortur eller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf, og at en eventuel straf ikke er uproportionel, hvorfor dette forhold heller ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Kuwait risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwait/2019/1/LINB
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger (angiveligt statsløse bidoon) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra [byen A], Al-Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold for statsløse bidoonere i Kuwait, herunder manglende adgang til sundhedspleje, skole og arbejde. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de kuwaitiske myndigheder, idet han har deltaget i to fredelige demonstrationer, hvorved han blev anholdt. Ansøgeren endvidere frygter myndighederne, idet han har udrejst illegalt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i [begyndelsen af 2014] deltog i en fredelig demonstration for bidooneres rettigheder sammen med omkring 200-300 andre. Demonstrationen begyndte ved [moskeen A] og derfra bevægede sig mod [B], hvor denne blev omringet af politiet, som slog på demonstranterne, ligesom de benyttede vandkanoner. Ansøgeren blev anholdt og kørt til et fængsel, hvor han i ni dage blev udsat for fysiske overgreb. Da ansøgeren blev løsladt, underskrev han nogle papirer, hvorved han gav sin samtykke til at samle oplysninger for de kuwaitiske myndigheder. Ansøgeren deltog igen i en lignede demonstration i 2015. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at blive slået ihjel af sin morbror, [C]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ved sin tilbagevenden til Kuwait kommer til at blive fængslet og tortureret. I den forbindelse frygter ansøgerens morbror, at ansøgeren vil blive tvunget til at oplyse, at morbroren havde hjulpet ham til at udrejse illegalt. Af denne grund modtog ansøgeren fra sin morbror trusler på livet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende om sin familie og sin opvækst. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke ved, hvor hans forældre er, til asylsamtalen at forældrene døde ved en trafikulykke eller var rejst til et andet land, samt at hans bedsteforældre er døde. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at morbroderen bare havde fortalt ham, at forældrene var forsvundet, ligesom han benægtede tidligere at have forklaret, at forældrene var døde i en trafikulykke. Under samme samtale har ansøgeren først benægtet at have forklaret, at bedsteforældrene var døde, dernæst at de var døde. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hans onkel har fortalt ham, at forældrene døde i en trafikulykke. Ansøgeren har fremlagt en fødselsattest, hvorefter hans fødselsdato er den [foråret 1999]. Udlændingestyrelsen har den [i begyndelsen af 2016], efter en aldersundersøgelse af ansøgeren, truffet afgørelse om, at ansøgeren er født den [foråret 1996]. Videre fremgår det af nævnets baggrundsoplysninger, at der for bidooner, der er født på et hospital, alene udstedes et midlertidigt fødselsbevis, at det er muligt for registrerede bidooner at få udstedt en fødselsattest, men at det er vanskeligt at få. Når samtidig henses til, at det er enkelt at fremskaffe falske dokumenter og til det forhold, at ansøgeren efter sin forklaring fik tilsendt fødselsattesten via en ukendt kvinde, han havde mødt på en banegård i Danmark, kan Flygtningenævnet ikke tillægge den fremlagte fødselsattest vægt. Ansøgeren har herudover forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv. Ansøgeren har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han i Kuwait har deltaget i én demonstration, ca. 2011, og at han efter demonstrationen blev anholdt på bopælen. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han har deltaget i to demonstrationer, at han til den første demonstration blev anholdt under demonstrationen, og at han udrejste, fordi han var efterlyst af politiet. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke var efterlyst og ikke er blevet opsøgt af politiet, hvilket understøttes af, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han blandt andet udrejste, fordi han ikke længere kunne bo hos sin morbror og ønskede et nyt liv. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring i det hele skal tilsidesættes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort sin identitet eller asylmotiv og har ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwait/2018/10/AZU
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Kabd, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens far deltog i en fredelig demonstration om rettighederne for statsløse bidoonere i Kuwait i 2011. Ansøgerens far vendte ikke hjem efter demonstrationen, og ansøgerens fars arbejdsgiver, [B], fortalte, at mange bidoonere var blevet anholdt som følge af demonstrationen. Ansøgerens mor ledte efter ansøgerens far, og politiet henvendte sig på deres bopæl cirka tre gange. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter de kuwaitiske myndigheder, idet han er statsløs bidoon, og at han udrejste af Kuwait med et falsk pas. Ansøgerens storebror, [A], udrejste af Kuwait tre måneder forinden ansøgeren udrejste med sin mor og øvrige søskende. De udrejste af Kuwait omkring den 7. januar 2016. Ansøgerens asylsag er blevet sambehandlet med ansøgerens mors og søsteren [G] asylsager. Der er truffet samtidig afgørelse i alle tre sager med følgende, enslydende begrundelse: Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgernes forklaringer lagt til grund, at ansøgerne ifølge det oplyste er analfabeter, og at [D] og [G] var mindreårige ved udrejsen af deres hjemland. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet eller deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har et meget begrænset kendskab til det område, hvor ansøgerne påstår at have boet hele eller det meste af deres liv, og at ansøgernes forklaringer om baggrunden for deres manglende kendskab ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om væsentlige forhold. Ansøgerne har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om arbejdsgiveren [B] og dennes ægtefælle, hvorvidt familien tog ophold hos [B] inden udrejsen og om tidspunktet for sønnen/broren [A’s] forsvinden/udrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergenser. Ved vurderingen af ansøgernes generelle troværdighed har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om deres respektive navne, at [C] har forklaret divergerende om navnet på sin mor, samt at ansøgerne har forklaret, at de ingen familie har i Danmark, og at [C] ikke har nogen søskende. Dette er ikke i overensstemmelse med, at [D] har ønsket at blive flyttet til samme asylcenter som sin onkels familie og samtidig opgivet [E’s] personID, at [E] har angivet [C] som sin søster, og at de tyske myndigheder har registreret [E] som irakisk statsborger. Nævnet har også lagt vægt på, at ansøgerne ved indrejse i Danmark opgav [B] som efternavn. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om deres levevilkår, herunder at [C] ikke fik løn men alene fik kost og logi for sit arbejde, ikke stemmer overens med, at [C] og [G] var i besiddelse af cirka 15.000 USD og 900 euro ved familiens indrejse i Danmark. Derudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om, hvordan familiens rejse blev finansieret fremstår usandsynlig. Endelig har Flygtningenævnet vedrørende ansøgernes asylmotiv lagt vægt på, at [C]har forklaret udbyggende herom. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaringer om deres identitet og deres asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet eller deres asylmotiv, og ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2019/9/GJEY
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger samt hendes fire børn, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Kabd, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at de kuwaitiske myndigheder fratager ansøgeren hendes børn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at hun frygter de generelle forhold for bidoonere oplyst, at bidoonere ikke har adgang til at blive tilset af en læge. Ansøgeren har til støtte for, at hun frygter de kuwaitiske myndigheder oplyst, at ansøgerens ægtefælle deltog i en demonstration om rettigheder for statsløse bidoonere i Kuwait. Ansøgerens ægtefælle deltog i demonstrationen for cirka fem år siden, og ansøgerens familie har ikke været i kontakt med ham siden. Efter at ansøgerens ægtefælle forsvandt, blev ansøgerens bopæl opsøgt af de kuwaitiske myndigheder tre gange. Ansøgerens søn ved navn [A] udrejste af Kuwait fire måneder forinden ansøgerens udrejse af Kuwait. Ansøgeren udrejste af Kuwait sammen med sin familie. Ansøgeren fik hjælp af sin arbejdsgiver ved navn [B] til sin udrejse. Ansøgerens asylsag er blevet sambehandlet med ansøgerens to voksne børns asylsager. Der er truffet samtidig afgørelse i alle tre sager med følgende, enslydende begrundelse: Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgernes forklaringer lagt til grund, at ansøgerne ifølge det oplyste er analfabeter, og at [D] og [G] var mindreårige ved udrejsen af deres hjemland. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet eller deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har et meget begrænset kendskab til det område, hvor ansøgerne påstår at have boet hele eller det meste af deres liv, og at ansøgernes forklaringer om baggrunden for deres manglende kendskab ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om væsentlige forhold. Ansøgerne har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om arbejdsgiveren [B] og dennes ægtefælle, hvorvidt familien tog ophold hos [B] inden udrejsen og om tidspunktet for sønnen/broren [A]s forsvinden/udrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergenser. Ved vurderingen af ansøgernes generelle troværdighed har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om deres respektive navne, at [C] har forklaret divergerende om navnet på sin mor, samt at ansøgerne har forklaret, at de ingen familie har i Danmark, og at [C] ikke har nogen søskende. Dette er ikke i overensstemmelse med, at [D] har ønsket at blive flyttet til samme asylcenter som sin onkels familie og samtidig opgivet [E’s] personID, at [E] har angivet [C] som sin søster, og at de tyske myndigheder har registreret [E] som irakisk statsborger. Nævnet har også lagt vægt på, at ansøgerne ved indrejse i Danmark opgav [B] som efternavn. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om deres levevilkår, herunder at [C] ikke fik løn men alene fik kost og logi for sit arbejde, ikke stemmer overens med, at [C] og [G] var i besiddelse af cirka 15.000 USD og 900 euro ved familiens indrejse i Danmark. Derudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om, hvordan familiens rejse blev finansieret fremstår usandsynlig. Endelig har Flygtningenævnet vedrørende ansøgernes asylmotiv lagt vægt på, at [C] har forklaret udbyggende herom. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaringer om deres identitet og deres asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet eller deres asylmotiv, og ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2019/8/GJEY
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn, der har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være statsløse bidoonere, etniske arabere og shiamuslimer fra Al-Jahra, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløse bidoonere, frygter de generelle forhold for bidoonere. Ansøgerne har til støtte herfor henvist til, at de som statsløse bidoonere ikke har nogen rettigheder, ligesom deres børn ikke har adgang til den nødvendige lægebehandling. Ansøgerne har videre henvist til, at de har mistet seks børn. De udrejste illegalt fra Kuwait i [efteråret] 2015, da vejen til Europa blev åbnet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerne er statsløse bidoonere fra Kuwait, og at de ikke er registreret. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløse bidoonere, frygter de generelle forhold for bidoonere, herunder at de ikke kan få lægehjælp til sig selv eller deres børn. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har oplyst om forhold, som er asylbegrundende i medfør af udlændingelovens § 7. Ansøgerne har således ikke oplyst at være konkret eller individuelt forfulgt i Kuwait eller at have været udsat for asylbegrundende overgreb. Ansøgerne har over for nævnet oplyst, at de ikke er bange for at vende tilbage til Kuwait, men at de som statsløse bidoonere ikke har nogen rettigheder og derfor blandt andet ikke har ret til lægehjælp til sig selv og deres børn. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for uregistrerede statsløse bidoonere i Kuwait i sig selv er af sådan en karakter, at ansøgerne er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Kuwait risikerer konkret eller individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2019/7/CHHA
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlige og kvindelige ansøger samt deres fire mindreårige børn, angivelige bidoonere (statsløse) fra et ukendt hjemland. Indrejst 2015. Flygtningenævnet udtalte ”Ansøgerne er etniske arabere og shiamuslimer af trosretning. Ansøgerne har oplyst, at de er bidooner (statsløse) fra Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive anholdt og fængslet af de kuwaitiske myndigheder, idet han i 2014 deltog i en demonstration, i hvilken forbindelse han blev anholdt. Han er ydermere udrejst af Kuwait ved hjælp af falske dokumenter. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til de generelle forhold for bidooner i Kuwait, herunder at familiens handikappede søn ikke kan få den nødvendige behandling. Til støtte for asylmotivet har den mandlige ansøger oplyst, at han deltog i en demonstration [i vinteren] 2014 for bedre rettigheder for bidooner i Kuwait. Politiet opløste demonstrationen og ansøgeren blev anholdt og tilbageholdt i 12 dage, først på politistationen i Taima og siden hos sikkerhedspolitiet. Ansøgeren har forklaret, at han under tilbageholdelsen blev udsat for en række overgreb. Ansøgeren blev løsladt, efter at han gik med til at skrive under på to erklæringer med et for ansøgeren ukendt indhold. Den mandlige ansøger blev hentet på politistationen af sin arbejdsgiver, der sagde, at ansøgeren nu ville have svært ved at forblive i Kuwait. I perioden mellem løsladelsen og udrejsen opholdt han sig mest på bopælen, hvor han passede sit arbejde med at passe får. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers konflikter samt de generelle forhold for bidooner i Kuwait. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne har sandsynliggjort deres identitet. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer har været samstemmende og uden betydende divergenser. Ansøgerne har demonstreret kendskab til det lokalområde som de angiver at komme fra, og den foretagne sprogtest taler ikke imod ansøgernes forklaringer. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de er bidooner fra Kuwait. Nævnet finder ligeledes, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger [ i foråret] 2014 deltog i en demonstration, og at han efterfølgende blev tilbageholdt i 12 dage, hvorefter han blev løsladt efter at have underskrevet nogle dokumenter. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer har været uden betydende divergenser og tilstrækkeligt detaljerede. Det fremgår af den mandlige ansøgers forklaring om tilbageholdelsen, at myndighederne havde fuldt kendskab til både den mandlige og den kvindelige ansøgers identitet, ligesom myndighederne kendte identiteten på den mandlige ansøgers arbejdsgiver. På grundlag af ansøgernes forklaringer må nævnet lægge til grund, at den mandlige ansøger ikke efter løsladelsen i 2014 og frem til udrejsen i efteråret 2015 blev kontaktet af myndighederne, og at myndighederne ikke i øvrigt viste nogen interesse for den mandlige ansøgers gøren og laden. Den mandlige ansøger har forklaret, at han efter løsladelsen passede sit arbejde, og han ikke deltog i nogen form for politisk aktivitet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger havde grund til at frygte myndighedernes reaktion som følge af deltagelsen i demonstrationen i 2014. Uanset at de generelle forhold for bidooner i Kuwait er vanskelige, finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle forhold for ansøgerne i Kuwait er af sådan karakter, at de kan begrunde, at der meddeles ansøgerne opholdstilladelse. Dette gælder også, selv om der efter de foreliggende oplysninger ikke er grundlag for at antage, at ansøgerne er registrerede bidooner. Heller ikke den omstændighed, at ansøgerne frygter repressalier som følge af deres illegale udrejse af Kuwait kan, henset til baggrundsoplysningerne om myndighedernes reaktioner ved en illegal udrejse føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Kuwait risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwait/2019/6/TBP
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være etniske arabere, sunnimuslimer og bidoonere (statsløse) fra [byen X], Al Jahra, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet eller henrettet af de kuwaitiske myndigheder, idet den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder, og idet de er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgerne har endvidere henvist til de generelle forhold for uregistrerede bidoonere i Kuwait. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger [i starten af 2014] deltog i en demonstration i [byen Y], inden demonstrationen blev opløst af politiet. Den mandlige ansøger blev i denne forbindelse anholdt og fængslet. Den mandlige ansøger blev omkring en måned efter løsladt mod at underskrive nogle erklæringer, hvoraf det fremgik, at han ville samarbejde med politiet ved at videregive oplysninger om andre demonstranter. Han blev derudover pålagt meldepligt hos myndighederne. Den mandlige ansøger blev i perioden fra løsladelsen til familiens udrejse af Kuwait afhørt to gange på politistationen, idet han ikke havde givet myndighederne oplysningerne, som de forlangte. Familiens bopæl blev endvidere holdt under opsyn af myndighederne, og tre til fire gange opsøgte myndighederne bopælen for at få bekræftet den mandlige ansøgers tilstedeværelse. Ansøgerne udrejste herefter i [efteråret 2015]. Den mandlige ansøger har efter deres udrejse fået at vide af sin mor og sin bror, at myndighederne har opsøgt familiens bopæl for at spørge efter ham. Ligesom Udlændingestyrelsen lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerne er uregistrerede bidoonere fra Kuwait. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers asylmotiv til grund, idet den mandlige ansøgers forklaring om sin deltagelse i en demonstration og om sin anholdelse forekommer konstrueret til lejligheden, og idet ansøgerne har forklaret divergerende på centrale punkter. Den mandlige ansøgers forklaring om demonstrationen [i starten af 2014] forekommer udetaljeret og afglidende. Han har således forklaret usikkert og afglidende om antallet af deltagere i demonstrationen, ligesom hans forklaring om, hvorledes demonstrationen blev opløst af politiet, og hvordan han blev anholdt, er udetaljeret og ikke forekommer selvoplevet. Den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvorvidt myndighederne udsatte ham for vold i forbindelse med demonstrationen eller under tilbageholdelsen af ham. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han blev slået under tilbageholdelsen, og da han efter anholdelsen blev overført til statssikkerhedstjenestens hovedkontor, hvor han var fængslet i omkring en måned, og hvor han blev afhørt stort set hver dag og slået voldsomt under afhøringerne. I asylsamtalen og under sin forklaring i Flygtningenævnet har han forklaret, at han blev slået i forbindelse med selve anholdelsen, men ikke under den efterfølgende fængsling. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke blev afhørt under fængslingen før umiddelbart inden løsladelsen. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik efter løsladelsen, inden han blev opsøgt på bopælen af myndighederne. Under asylsamtalen har han forklaret, at han første gang blev hentet på sin bopæl 15-30 dage efter løsladelsen, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han blev opsøgt 6-7 dage efter løsladelsen. Han og den kvindelige ansøger har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger blev hentet med magt og om tidspunktet for opsøgningen på bopælen. Under asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at han fulgte frivilligt med begge gange, mens den kvindelige ansøger under sin asylsamtale har forklaret, at manden den anden gang blev taget med med magt, og at denne episode fandt sted, mens familien lå og sov. Under mødet i Flygtningenævnet har den mandlige ansøger forklaret, at han blev tvunget med anden gang, han blev hentet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne forblev på deres bopæl fra manden blev løsladt [i foråret 2014] og indtil deres udrejse [i efteråret 2015]. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de før udrejsen har haft asylbegrundende konflikter med myndighederne. Ansøgerne havde i Kuwait en bolig med 3 værelser, toilet og køkken, og boligen var udstyret med køleskab, gaskomfur, vaskemaskine, aircondition, varmeapparat og to fjernsyn med parabolantenner. Uanset at de generelle forhold for uregistrerede bidoonere i Kuwait er vanskelige, finder Flygtningenævnet ikke efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold for uregistrerede bidoonere i Kuwait er af en sådan karakter, at det indebærer asylbegrundende forfølgelse eller en krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3. Det forhold, at ansøgerne er udrejst ulovligt af Kuwait kan ikke føre til et andet resultat, da der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er grundlag for at antage, at en eventuel sanktion fra myndighederne i anledning af den ulovlige udrejse vil være af en sådan karakter, at den i sig selv kan begrunde asyl. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Kuwait risikerer at blive udsat for forfølgelse eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2019/5/JEA
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim og angiveligt bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hendes far vil blive anholdt af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har kæmpet for rettigheder til bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at der en morgen i [foråret] 2014 kom et ukendt antal civilklædte personer til bopælen og hentede ansøgerens far. Efterfølgende fandt ansøgerens farfar ud af, at det var sikkerhedstjenesten, som havde taget faren. Ansøgeren så først sin far i lufthavnen ved udrejsen af Kuwait i 2015, og hun ved ikke, hvor han har været i perioden derimellem. Ansøgeren har intet kendskab til sin fars konflikt. Faren har kun fortalt, at han har bedt om rettigheder til bidoonere. Ansøgeren ved, at myndighederne vil tage fat i faren, hvis de vender tilbage. Ansøgeren er indrejst sammen med sine forældre og søskende og har ikke påberåbt sig et selvstændigt asylmotiv. Flygtningenævnet har stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til forældrene. Da ansøgerens asylmotiv er afledt af forældrenes asylmotiv, kan heller ikke ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” kuwa/2019/4/SLH
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim og angiveligt bidoon (statsløse) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin fars konflikt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han ved, at faren har deltaget i demonstrationer, men faren har ikke selv fortalt yderligere. Ansøgeren har ikke selv oplevet problemer i Kuwait. Ansøgeren er indrejst sammen med sine forældre og søskende og har ikke påberåbt sig et selvstændigt asylmotiv. Flygtningenævnet har stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til forældrene. Da ansøgerens asylmotiv er afledt af forældrenes asylmotiv, kan heller ikke ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Om advokatens påstand om hjemvisning bemærkes, at ansøgeren er fyldt 18 år efter Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingestyrelsen har i ansøgerens mors sag truffet en afgørelse, der omfatter moderens mindreårige børn, herunder ansøgeren. Da ansøgeren ikke har påberåbt sig et selvstændigt asylmotiv, kan det forhold, at han ikke har været til en samtale i Udlændingestyrelsen, ikke føre til, at hans sag skal hjemvises til behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” kuwa/2019/3/SLH
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fem børn fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere, sunni muslimer og angiveligt bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har deltaget i to demonstrationer for bidooneres rettigheder i Kuwait. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han vil blive fængslet af myndighederne, fordi han har deltaget i to demonstrationer for bidooneres rettigheder. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hendes ægtefælle vil blive fængslet eller henrettet af myndighederne, fordi han har deltaget i to demonstrationer for bidooneres rettigheder, og at hun efterfølgende vil skulle leve som enlig forsørger af deres børn i Kuwait. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv forklaret, at den mandlige ansøger første gang deltog i en demonstration [i efteråret] 2013. Han blev anholdt [i efteråret] 2013 på familiens bopæl. Han var tilbageholdt i en uges tid, hvorefter han skrev under på et blankt stykke papir og derefter blev løsladt. Den mandlige ansøger deltog ligeledes i en demonstration [i slutningen af vinteren] 2014. [I slutningen af vinteren] 2014 blev han anholdt på sin bopæl. Han var tilbageholdt i fire dage, hvorefter han fik at vide, at han fremover skulle samarbejde med myndighederne og oplyse, hvem der havde arrangeret og deltaget i demonstrationerne. [I foråret] 2014 blev ansøgeren anholdt igen og fik at vide, at hvis han ikke samarbejdede, så ville det papir, han tidligere havde underskrevet, blive sendt til domstolene. Ansøgeren blev løsladt og opholdt sig derefter i skjul i [X] i omkring halvandet år, hvorefter han og familien udrejste af Kuwait i slutningen af oktober 2015. Den kvindelige ansøger vidste ikke, at den mandlige ansøger gemte sig i [X]. Ligesom Udlændingestyrelsen lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerne er bidoonere fra Kuwait. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers asylmotiv til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende på centrale punkter, og idet den mandlige ansøgeres asylmotiv fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgerne har forklaret divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger besøgte sin familie i hjemmet i perioden fra [foråret] 2014 til [efteråret] 2015, hvor den mandlige ansøger holdt sig skjult for myndighederne. Den kvindelige ansøger har både i oplysnings- og motivsamtalen og i asylsamtalen forklaret, at den mandlige ansøger besøgte hende en gang, hvor hans ven kørte ham hjem til boligen ved midnatstid. Den mandlige ansøger har under asylsamtalen forklaret, at han ikke kan huske, om han var hjemme på besøg i perioden. Under mødet i Flygtningenævnet har begge ansøgere forklaret, at manden ikke var hjemme på besøg i perioden. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange gange den kvindelige ansøger blev opsøgt af myndighederne i perioden, hvor den mandlige ansøger holdt sig skjult. Den kvindelige ansøger har forklaret i oplysnings- og motivsamtalen, at myndighederne kom 4-5 gange for at lede efter den mandlige ansøger. I asylsamtalen har hun forklaret, at myndighederne kom 3 gange. Under mødet i Flygtningenævnet har hun forklaret, at myndighederne kom 3-4 gange. Den mandlige ansøger har under sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at hans ven fortalte ham, at myndighederne opsøgte familien hver eller hver anden uge. Flygtningenævnet finder endvidere at den mandlige ansøgers forklaring om sin deltagelse i demonstrationer forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger ikke har været politisk aktiv, heller ikke i tiden mellem de to demonstrationer. Det forekommer derfor utroværdigt, at han efter at have været tilbageholdt i en uge som følge af sin deltagelse i den første demonstration har udsat sig selv og sin familie for fare ved at deltage i endnu en demonstration. Endvidere har han forklaret udbyggende om forløbet af den første demonstration, idet han under mødet i Flygtningenævnet, i modsætning til under samtalerne med Udlændingestyrelsen, har forklaret, at politiet skød med gummikugler. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de før udrejsen har haft asylbegrundende konflikter med myndighederne. De generelle forhold for bidoonere i Kuwait er efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke af en sådan karakter, at de er asylbegrundende, ligesom det forhold, at ansøgeren er udrejst ulovligt af Kuwait ikke kan føre til et andet resultat, da der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er grundlag for at antage, at en eventuel sanktion fra myndighederne i anledning af den ulovlige udrejse vil være af en sådan karakter, at den i sig selv kan begrunde asyl. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i risiko for at blive udsat for hverken forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” kuwa/2019/2/SLH
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn, der har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være shiamuslim og bidoon (statsløs) fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs bidoon, frygter at blive slået og buret inde af sin familie, fordi hun udrejste af Kuwait uden deres viden og har giftet sig i Danmark. Familien havde fundet en anden mand til ansøgeren, og hun har således på flere måder krænket familiens ære. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter de generelle for bidoons i Kuwait. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hendes kuwaitiske veninde introducerede hende for en irakiske man ved navn [A], som boede i Danmark. Første gang ansøgeren talte med [A] i telefonen, friede han til hende, og ansøgeren accepterede. Herefter havde ansøgeren kontakt med [A] hver anden til tredje dag i et år, hvorefter ansøgeren med hjælp fra veninden udrejste illegalt af Kuwait. Før ansøgeren nåede at udrejse havde ansøgerens familie fundet en mand, som de krævede, at ansøgeren giftede sig med. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om identiteten og asylmotivet til grund, idet forklaringen herom har været divergerende, usammenhængende og afglidende. Ansøgeren har forklaret, at hun er 27 år gammel. Ansøgeren fremstår betydeligt yngre og med begrænset viden omkring sin egen situation. Ansøgeren har forklaret, at hun hele livet har boet i Suliabya i Kuwait sammen med sin mor og sine søskende. Ansøgeren har ikke kunnet svare på spørgsmål om hjemområdet, og nævnet finder at dette, uanset ansøgerens forklaring om, at hun kun måtte opholde sig i hjemmet, fremstår påfaldende, og at det medvirker til at afsvække troværdigheden af ansøgerens forklaring. Ansøgeren har forklaret divergerende på spørgsmål om antallet af søskende og disse søskendes køn. Under oplysnings- og motivsamtalen og i forbindelse med udfyldelse af familieskemaet har ansøgeren oplyst, at hun har to ældre navngivne søstre og to brødre. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret og fastholdt, at de var otte børn i familien og at hun var den eneste pige. Forehold dette har ansøgeren forklaret, at hun godt kunne huske, at hun også havde to søstre. Ansøgeren har forklaret, at hun, uden at familien opdagede dette, i mere end et år talte i telefon med [A] flere gange om ugen. Ansøgeren har forklaret, at hun væsentligt opholdt sig hjemme, og kun enkelte gange besøgte veninden. Samtalerne fandt således angiveligt sted, men ansøgeren opholdt sig i hjemmet. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om hjemmets indretning, idet hun under asylsamtalen forklarede, at ansøgerens mor og bror havde deres eget værelse, mens ansøgeren under nævnsmødet forklarede, at boligen i al væsentlighed bestod af et rum. Ansøgerens forklaring om planlægningen og gennemførslen af flugten er i sig selv usandsynlig, og ansøgeren har ydermere forklaret divergerende om væsentlige punkter. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at flugten blev betalt af venindens far, Abu Khaled, der også var ansøgerens families udlejer. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at hun aldrig har mødt venindens far, og at hun i forbindelse med flugten blev bistået af venindens mand. Ansøgeren har videre forklaret, at hun først på dette tidspunkt overhovedet blev klar over, at veninden var gift. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin identitet og sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2019/15/FAM
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt deres fire børn fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shia muslimer. De har oplyst at være bidooner (statsløse) fra Kuwait. Ingen af ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til de generelle forhold for statsløse bidoonere i Kuwait. Han har endvidere henvist til, at han har deltaget i en demonstration [i starten af] 2011, hvorefter han blev tilbageholdt i tre måneder. Efterfølgende er hans bopæl blevet opsøgt adskillige gange, idet myndighederne eftersøgte den mandlige ansøgers bror, og han blev tilbageholdt én gang på denne baggrund. Endelig har den mandlige ansøger henvist til, at han er udrejst illegalt af Kuwait. Han har til støtte herfor henvist til, at statsløse bidoonere i Kuwait har ringe levevilkår, og at personer, der er udrejst illegalt fra Kuwait udsættes for tortur ved en tilbagevenden til Kuwait. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at myndighederne vil forfølge hendes ægtefælle, fordi han og hans bror, Hani, har deltaget i en demonstration for statsløse bidoonere i Kuwait. Hun har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold for statsløse bidoonere i Kuwait. Flygtningenævnet finder ikke at kunne afvise, at ansøgerne er statsløse bidooner fra Kuwait. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de før udrejsen havde en asylbegrundende konflikt med de kuwaitiske myndigheder eller andre. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger efter ansøgernes samstemmende forklaring deltog i en demonstration [i starten af] 2011, og at han blev løsladt efter tre måneder mod at underskrive et dokument om, at han ikke ville deltage i flere demonstrationer. Herefter oplevede den mandlige ansøger ikke konflikter med de kuwaitiske myndigheder før i marts 2015, hvor myndighederne opsøgte hans bopæl for at spørge efter hans bror, [A], der havde deltaget i to demonstrationer, der ikke havde involveret den mandlige ansøger. I den forbindelse blev den mandlige ansøger tilbageholdt i 10 dage. Under gensamtalen med Udlændingestyrelsen har den mandlige ansøger forklaret, at han efter løsladelsen ikke er blevet personligt opsøgt siden da og ikke efterfølgende har oplevet problemer på baggrund heraf. Den mandlige ansøger har forklaret, at han anser konflikten med myndighederne i Kuwait for afsluttet i forhold til ham personligt, idet myndighederne kun har ønsket at få fat i hans bror, [A], og ikke ham, og at han søger om asyl alene på baggrund af de generelle forhold for statsløse i Kuwait. Den kvindelige ansøger har til sin gensamtale forklaret, at hendes svigerfamilie tidligere oplevede, at myndighederne besøgte dem regelmæssigt for at lede efter hendes svoger, [A], men at dette nu er ophørt. Ansøgerne har imidlertid forklaret divergerende om myndighedernes opsøgning, idet den kvindelige ansøger på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at myndighederne opsøgte bopælen hver 14. dag frem til udrejsen, mens den mandlige ansøger under samtaler med Udlændingestyrelsen har forklaret, at myndighederne ikke opsøgte bopælen fra [sommerem] 2015 og frem til udrejsen i [efteråret] samme år. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerne begge har forklaret, at de forblev på bopælen ca. 6 måneder efter, at den mandlige ansøger blev løsladt, at de efter deres forklaringer længe havde ønsket at udrejse af Kuwait på grund af de generelle forhold – også forinden demonstrationerne og fængslingerne - og at den mandlige ansøger har forklaret, at de udrejste i [efteråret] 2015, fordi grænserne var åbne, og det var lettere at komme videre til Europa på dette tidspunkt. Den kvindelige ansøger har tillige på mødet i Flygtningenævnet forklaret, at de udrejste, fordi det var muligt i efteråret 2015, idet det var blevet billigere. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at det alene er de generelle forhold for bidooner i Kuwait, der er årsag til ansøgernes udrejse. Uanset at de generelle forhold for bidooner i Kuwait er vanskelige, finder Flygtningenævnet efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at de er af en sådan karakter, at de er asylbegrundende. Dette gælder også, selvom der efter de foreliggende oplysninger ikke er grundlag for at antage, at ansøgerne er registrerede bidooner. Det samme gør sig gældende for det barn, som ansøgerne har fået under opholdet i Danmark. Heller ikke den omstændighed, at ansøgerne er udrejst ulovligt af Kuwait, kan føre til et andet resultat, da der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er grundlag for at antage, at en eventuel sanktion fra myndighedernes side i anledning af den ulovlige udrejse vil være af en sådan karakter, at den i sig selv kan begrunde asyl. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i risiko for at blive udsat for hverken forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker, at ansøgerne har oplyst, at de aldrig har haft konflikter i andre lande, hvorfor det på det foreliggende grundlag må lægges til grund, at ansøgerne heller ikke i forbindelse med en hjemsendelse – såfremt det måtte vise sig, at ansøgernes oprindelsesland ikke er Kuwait – til et andet hjemland (herunder Irak) vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at den mandlige ansøger er diagnosticeret med diabetes, kan ikke føre til et andet resultat, da dette ikke kan anses for at være asylbegrundende, hvorved i øvrigt bemærkes, at det af lægejournalen fremgår, at han er kendt med diabetes siden 2011 og således også i Kuwait har levet med sygdommen. For så vidt angår den kvindelige ansøgers medicinbehov gør samme betragtning sig gældende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2019/14/snd
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn, der har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shiamuslimer af religiøs overbevisning. Ansøgerne har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndig-heder, fordi de er udrejst illegalt af Kuwait, og fordi de har søgt asyl i Danmark og i den forbindelse talt dårligt om Kuwait. Ansøgerne har endvidere henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne er fra Kuwait, men kan ikke lægge ansø-gernes forklaring til grund om, at de er uregistrerede bidoonere. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring efter en samlet vurdering er utroværdig på en række punkter. Den mandlige ansøgers forklaring om sine arbejdsforhold forekommer usandsynlig. Den mandlige ansøger har således forklaret, at han fra 1995 til udrejsen i 2015 boede og arbejdede på en plantage, hvor han var leder for 200 arbejdere fra Indien og Bangladesh. Ansøgeren fik ikke løn for sit arbej-de, men familien boede gratis på plantagen. Den mandlige ansøgers forklaring om, hvordan ansø-gerne finansierede omkostningerne ved udrejsen forekommer også usandsynlig. Han har forklaret, at hans arbejdsgiver betalte omkostningerne på 6.200 dinar, hvilket ifølge referatet af asylsamtalen svarer til 135.000 kr. Det forekommer ikke troværdigt henset til den mandlige ansøgers forklaring om, at ansøgeren i 20 år havde arbejdet på plantagen uden at få andet end kost og logi. Den mandli-ge ansøgers forklaring om, hvordan han i [foråret] 2018 fik sin søsters telefonnummer, som han havde mistet i Grækenland i efteråret 2015, forekommer ligeledes usandsynlig. Han har forklaret, at han tastede Kuwaits landekode og tilfældige telefonnumre ind i WhatsApp, hvorved han kom i kontakt med en ukendt mand i Kuwait, som han bad om at tage hen til den mandlige ansøgers søsters adresse, hvorefter den mandlige ansøger fik oplyst sin søsters telefonnummer. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han i Kuwait er blevet idømt 7 års fængsel for dokumentfalsk i forbindelse med udrejsen, hvor familien benyttede falske pas, forekommer også usandsynlig. Han har forklaret, at hans søster i [foråret] 2018 fortalte ham, at han var blevet dømt, og at der var udstedt en arrestordre. Hun sendte derefter arrestordren til ham i en besked i [efteråret] 2018. Efter tolkens oversættelse af dokumentet under mødet i Flygtningenævnet angives emnet i dokumentet at være en afhøring eller undersøgelse. Indholdet handler imidlertid om, at den mandlige ansøger skal anholdes, fordi han er idømt 7 års fængsel. Det fremgår ikke, hvad han skulle være straffet for. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke med det samme fik søsteren til at sende en kopi af arrestordren, ligesom det forekommer påfaldende, at han ikke har skaffet en kopi af dommen. Oplysningen om, at ansøgeren skulle være idømt 7 års fængsel blot for at have benyttet falske pas i forbindelse med udrejsen, er ikke i overensstemmelse med baggrundsoplysninger om, at en eventuel sanktion for ulovlig udrejse af Kuwait ikke er uproportionel. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at dokumentet er ægte. Det bemærkes, at der efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er let adgang til falske dokumenter i Kuwait. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tage ansøgernes subsidiære påstand om ægthedsvurdering til følge. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ovennævnte oplysninger og på, at en eventuel ægthedsvurdering ikke kan antages at få betydning for Flygtningenævnets vurdering af sagen. Efter en samlet vurdering af den mandlige ansøgers forklaring finder Flygtningenævnet, at forklaringen ikke er troværdig. Det beror alene på ansøgernes formodning, at de kuwaitiske myndigheder vil mistænke dem for at have talt dårligt om forholdene i Kuwait og på den baggrund udsætte dem for overgreb eller forfølgelse ved en tilbagevenden til Kuwait. Ansøgerne har derfor ikke sandsynliggjort, at de ved tilbagevenden til Kuwait vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb af asylretlig relevant karakter. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2019/13/TLNJ
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra [A] i Al-Jahra provinsen, Kuwait. Ansøgeren har oplyst, at han er uregistreret bidoon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv hen-vist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han og hans familie vil blive anholdt af de kuwaitiske myndigheder, idet de er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold og manglende rettigheder for bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har til støtte her-for forklaret, at han og hans familie som uregistrerede bidoonere ikke har dokumenter og derfor ingen rettigheder har. De har således ikke mulighed for sundhedspleje eller skolegang, ligesom de ikke har mulighed for at arbejde eller blive gift. Ansøgeren har endvidere forklaret, at kuwaitiske statsborgere ikke kan lide bidoonere. Ansøgeren har endelig forklaret, at han og hans familie ikke har haft konflikter med myndighederne eller andre i Kuwait. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han er uregistreret bidoon fra Kuwait til grund. Flygtningenævnet lægger endvide-re efter ansøgerens og hans forældres forklaringer til grund, at ansøgeren og forældrene ikke forud for udrejsen havde haft konflikter med hverken myndighederne eller andre persongrupper i Kuwait, og at udrejsen skyldtes ønsket om at opnå en bedre fremtid for ham og hans familie. Flygtninge-nævnet lægger endvidere til grund, at hverken ansøgeren, hans forældre eller den øvrige familie oplevede problemer med de kuwaitiske myndigheder som følge af farens deltagelse i demonstratio-nen den 18. februar 2014. Ansøgerens far har også både for Udlændingestyrelsen, ved advokatens indlæg og for Flygtningenævnet oplyst, at hans deltagelse i demonstrationen den 18. februar 2014 ikke er relevant for hans asylsag. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb af asylretlig relevant karakter ved en tilbagevenden til Kuwait. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har søgt asyl i Danmark. De generelle forhold for bidoonere i Kuwait, herunder også for uregistrerede bidoonere i Kuwait, er efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke af en karakter, der i sig selv kan begrunde asyl. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, at myndighederne i Kuwait ikke straffer ulovlig udrejse på en måde, der indebærer tortur eller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf, og at en eventuel straf ikke er uproportionel, hvorfor dette forhold heller ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtnin-genævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Kuwait risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kwa/2019/12/tps
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Ku-wait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shia-muslimer fra [A] i Al-Jahra provinsen, Kuwait. Ansøgerne har oplyst, at de er uregistrerede bidoonere. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af de kuwaiti-ske myndigheder, idet de er udrejst illegalt af Kuwait og har søgt asyl i Danmark. Ansøgerne har endvidere henvist til de generelle forhold og manglende rettigheder for bidoonere i Kuwait. Ansø-gerne har til støtte herfor forklaret, at de som bidoonere ikke har adgang til sundhedspleje eller ar-bejde, og at deres børn ikke har adgang til skolegang. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret, at han den 18. februar 2014 deltog i en demonstration i byen Taima i Al-Jahra provinsen. Der deltog 200 til 300 personer i demonstrationen for at gøre opmærksom på bidoonernes manglende rettigheder. Det kuwaitiske politi skød vand efter demonstranterne for at opløse demonstrationen, hvorefter den mandlige ansøger flygtede fra stedet og tog hjem til sin bopæl i [A]. Den følgende måned opholdt den mandlige ansøger sig på bopælen, fordi han frygtede, at politiet skulle finde ud af, at han havde deltaget i demonstrationen. Den mandlige ansøger og hans familie har ikke oplevet problemer med de kuwaitiske myndigheder som følge af den mandlige ansøgers deltagelse i den pågældende demonstration. Omkring halvandet år efter, at demonstrationen fandt sted, udrejste ansøgerne illegalt af Kuwait i besiddelse af falske pas. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forkla-ringer om, at de er uregistrerede bidoonere fra Kuwait til grund. Flygtningenævnet lægger endvide-re efter ansøgernes forklaringer til grund, at ansøgerne ikke forud for udrejsen havde haft konflikter med hverken myndighederne eller andre persongrupper i Kuwait, og at udrejsen skyldtes ønsket om at opnå en bedre fremtid for dem og deres børn. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at hverken den mandlige ansøger, den kvindelige ansøger eller den øvrige familie oplevede problemer med de kuwaitiske myndigheder som følge af den mandlige ansøgers deltagelse i demonstrationen den 18. februar 2014. Den mandlige ansøger har også både for Udlændingestyrelsen, ved advoka-tens indlæg og for Flygtningenævnet oplyst, at hans deltagelse i demonstrationen den 18. februar 2014 ikke er relevant for hans asylsag. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb af asylretlig relevant karakter ved en tilbagevenden til Kuwait. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerne har søgt asyl i Danmark. De generelle for-hold for bidoonere i Kuwait, herunder også for uregistrerede bidoonere i Kuwait, er efter de forelig-gende baggrundsoplysninger ikke af en karakter, der i sig selv kan begrunde asyl. Det fremgår end-videre af baggrundsoplysningerne, at myndighederne i Kuwait ikke straffer ulovlig udrejse på en måde, der indebærer tortur eller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf, og at en even-tuel straf ikke er uproportionel, hvorfor dette forhold heller ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygt-ningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Kuwait risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2019/11/tps
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Kabd, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at myndighederne vil fængsle hende. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens far og bror ved navn [A]er forsvundet som følge af deres deltagelse i en demonstration, som ansøgeren mener, var i 2011, hvor de deltagende krævede flere rettigheder. Hverken ansøgerens far eller [A] vendte tilbage til familiens bopæl efter 2011. Ansøgerens bror, [A], har efter ansøgerens ankomst til Danmark oplyst familien, at han har fået opholdstilladelse i England. Efter at de forsvandt, blev ansøgerens families bopæl opsøgt af de kuwaitiske myndigheder tre gange. Ansøgeren og ansøgerens familie flyttede efter opfodring fra ansøgerens fars arbejdsgiver, [B], hjem til ham. I slutningen af 2015 besluttede ansøgeren og ansøgerens familie at udrejse af Kuwait, hvilket [B] hjalp dem med. Familien udrejste af Kuwait med fly til Tyrkiet. Ansøgerens asylsag er blevet sambehandlet med ansøgerens mors og broren [D’s] asylsager. Der er truffet samtidig afgørelse i alle tre sager med følgende, enslydende begrundelse: Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgernes forklaringer lagt til grund, at ansøgerne ifølge det oplyste er analfabeter, og at [D]og [G] var mindreårige ved udrejsen af deres hjemland. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet eller deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har et meget begrænset kendskab til det område, hvor ansøgerne påstår at have boet hele eller det meste af deres liv, og at ansøgernes forklaringer om baggrunden for deres manglende kendskab ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om væsentlige forhold. Ansøgerne har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om arbejdsgiveren [B] og dennes ægtefælle, hvorvidt familien tog ophold hos [B] inden udrejsen og om tidspunktet for sønnen/broren [A’s] forsvinden/udrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergenser. Ved vurderingen af ansøgernes generelle troværdighed har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om deres respektive navne, at [C] har forklaret divergerende om navnet på sin mor, samt at ansøgerne har forklaret, at de ingen familie har i Danmark, og at [C] ikke har nogen søskende. Dette er ikke i overensstemmelse med, at [D] har ønsket at blive flyttet til samme asylcenter som sin onkels familie og samtidig opgivet [E’s] personID, at [E] har angivet [C]som sin søster, og at de tyske myndigheder har registreret [E] som irakisk statsborger. Nævnet har også lagt vægt på, at ansøgerne ved indrejse i Danmark opgav [B] som efternavn. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om deres levevilkår, herunder at [C] ikke fik løn men alene fik kost og logi for sit arbejde, ikke stemmer overens med, at [C] og [G] var i besiddelse af cirka 15.000 USD og 900 euro ved familiens indrejse i Danmark. Derudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om, hvordan familiens rejse blev finansieret fremstår usandsynlig. Endelig har Flygtningenævnet vedrørende ansøgernes asylmotiv lagt vægt på, at [C] har forklaret udbyggende herom. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaringer om deres identitet og deres asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet eller deres asylmotiv, og ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2019/10/GJEY
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er efter det oplyste bidoon, etnisk araber og shia-muslim fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sine forældres asylmotiv i den sambehandlede sag. Flygtningenævnet har i forældrenes sag udtalt følgende: ”Flygtningenævnet finder, at det efter ansøgernes forklaringer om deres identitet og oprindelse er skabt en vis usikkerhed om, hvorvidt de oprigtigt er bidoonere fra Kuwait. Det har navnlig skabt usikkerhed, at den mandlige ansøger har forklaret, at han over for myndighederne i bl.a. Grækenland oplyste, at han er irakisk statsborger, ligesom både den mandlige og kvindelige ansøger har haft vanskeligheder ved at redegøre for visse detaljer vedrørende det lokalområde, som de har oplyst at komme fra. Det hører imidlertid med til vurderingen, at ansøgerne angiveligt er helt uden skolemæssig baggrund og tilsyneladende uden forudsætninger for at kunne forstå bl.a. det kortmateriale, som flere af de stillede spørgsmål i Udlændingestyrelsen og nævnet har taget udgangspunkt i. Hertil kommer, at den mandlige ansøger er kommet med en antagelig begrundelse for, hvorfor han under rejsen til Danmark over for myndighederne i andre lande har oplyst, at familien kommer fra Irak. Begge ansøgerne har været vurderet i forhold til den dialekt, de taler, og undersøgelsen har i begge tilfælde konkluderet, at de med sikkerhed taler en arabisk dialekt, der er forenelig med, at de kan stamme fra Kuwait (”the area of Gulf Arabic”). Den mandlige ansøger har endvidere fremlagt en fødselsattest fra Kuwait og været i stand til at svare korrekt på en række spørgsmål om helt grundlæggende forhold i Sulaibiya og Kuwait, herunder om flere vartegn og seværdigheder og om forskellen på uregistrerede og registrerede bidooneres rettigheder. Begge ansøgerne har desuden kunnet svare korrekt på ret specifikke spørgsmål om bl.a. bus- og togtrafik i Sulaibiya. Den mandlige ansøger har endvidere – såvel over for Udlændingestyrelsen som for nævnet – givet en forholdsvis detaljeret beskrivelse af sin dagligdag i Kuwait og om Sulaibiya, hvilken forklaring i al væsentligt er overensstemmende med det kortmateriale, som nævnet er i besiddelse af, og i øvrigt overensstemmende med den kvindelige ansøgers forklaring om bl.a. familiens umiddelbare naboer. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke er tilstrækkelig grundlag for at tilsidesætte ansøgernes forklaringer om, at de er registrerede bidoonere fra Kuwait, hvorfor de asylretligt skal vurderes i forhold hertil. Nævnet finder imidlertid endvidere, at det, som ansøgerne har anført til støtte for ansøgningen om asyl – hvilket navnlig angår de generelle forhold for bidoonere i Kuwait – ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen for bidoonere i Kuwait, at etniske bidoonere udsættes for diskrimination, og at de har begrænsede rettigheder. Dette gælder også bidoonere, der er registreret som sådan. På baggrund af ansøgernes forklaringer må det imidlertid lægges til grund, at ansøgerne havde fast bopæl i Kuwait, herunder adgang til vand, varme, elektricitet og aircondition, ligesom familien var i stand til at forsørge sig selv. Uanset de generelt vanskelige forhold for bidoonbefolkningen i Kuwait har i hvert fald ansøgerne ikke kunne pege på, at de i øvrigt skulle have været udsat for forfølgelse eller overgreb af en sådan intensitet, at det vil kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke den omstændighed, at ansøgerne frygter repressalier som følge af deres illegale udrejse, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysninger fra Landinfo fra 2013 og 2014: ”Kuwait, biduner og ulovlig utreise” og ”Kuwait, bidun – dokumenter og formelle forhold”, hvoraf fremgår, at personer, der er udrejst ulovligt, ved genindrejse til Kuwait vil blive afhørt og kan eventuelt blive varetægtsfængslet, men at der ikke er eksempler på tortur, og at tilbageholdte personer får tilstrækkeligt at spise og bliver behandlet godt. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan lægges til grund, at den mandlige ansøger har været tilbageholdt som følge af sin angivelige deltagelse i en demonstration i [starten af] 2014, idet hans forklaring herom på enkelte punkter har været uoverensstemmende, ligesom detaljer omkring demonstrationens forløb ikke stemmer overens med de baggrundsoplysninger, herunder videooptagelse fra demonstrationen, som nævnet er i besiddelse af. Nævnet finder imidlertid anledning til at bemærke, at selv om den mandlige ansøgers forklaring herom havde kunnet lægges til grund, så ville det ikke kunne føre til et andet resultat, allerede fordi det efter ansøgerens egen forklaring må lægges til grund, at han ikke efterfølgende er blevet opsøgt af myndighederne, og at han ikke har nogen aktuel konflikt i hjemlandet. Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at den kvindelige ansøger har oplyst, at hun – der ikke selv har været udsat for noget sådant – generelt frygter for seksuelle overgreb i Kuwait. Der er herefter ikke grundlag for at lægge til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker, at ansøgerne har oplyst, at de aldrig har haft konflikter i andre lande, hvorfor det på det foreliggende grundlag må lægges til grund, at ansøgerne heller ikke i forbindelse med en hjemsendelse – såfremt det måtte vise sig, at ansøgernes oprindelsesland ikke er Kuwait – til et andet hjemland (herunder Irak) ikke vil sætte ansøgeren i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Da ansøgerens asylmotiv er afledt af forældrenes asylmotiv, kan heller ikke ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2018/39/JABP
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fem børn, der har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være bidoonere, etniske arabere og shia-muslimer fra Sulaibiya, Kuwait. Den mandlige ansøger har deltaget i én demonstration, men han har herudover ikke været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold, og at han vil blive fængslet eller udsat for anden straf af myndighederne, fordi han og hans familie er udrejst illegalt af Kuwait på falske pas. Den kvindelige ansøger har endvidere henvist til, at hun frygter, at hun og hendes døtre vil blive voldtaget. Begge ansøgere har henvist til de generelle forhold og manglende rettigheder for bidoonere i Kuwait. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiver oplyst, at de er født og opvokset i Kuwait, hvor de begge har levet som statsløse bidoonere uden adgang til sundhedssektoren, uddannelsessystemet eller det legale arbejdsmarked. Den mandlige ansøger arbejdede som daglejer og tog af sted hver morgen for at tilbyde sin arbejdskraft. [En nærmere angiven dato i starten af] 2014 tog den mandlige ansøger på arbejde i Taima og så en forsamling bidoonere, som demonstrerede. Den mandlige ansøger blev i den forbindelse anholdt af politiet og tilbageholdt i syv til ni dage på politistationen i Al Jahra. Han blev løsladt mod at underskrive en erklæring om ikke at deltage i demonstrationer i fremtiden. Hverken den mandlige ansøger eller hans familiemedlemmer er blevet kontaktet af myndighederne siden tilbageholdelsen i [starten af] 2014. I 2015 blev ansøgerne bekendte med, at vejen til Europa var åben, og de udrejste derfor den [en nærmere angiven dato i vinteren] 2015 med fly via den internationale lufthavn i Kuwait til Tyrkiet. Flygtningenævnet finder, at det efter ansøgernes forklaringer om deres identitet og oprindelse er skabt en vis usikkerhed om, hvorvidt de oprigtigt er bidoonere fra Kuwait. Det har navnlig skabt usikkerhed, at den mandlige ansøger har forklaret, at han over for myndighederne i bl.a. Grækenland oplyste, at han er irakisk statsborger, ligesom både den mandlige og kvindelige ansøger har haft vanskeligheder ved at redegøre for visse detaljer vedrørende det lokalområde, som de har oplyst at komme fra. Det hører imidlertid med til vurderingen, at ansøgerne angiveligt er helt uden skolemæssig baggrund og tilsyneladende uden forudsætninger for at kunne forstå bl.a. det kortmateriale, som flere af de stillede spørgsmål i Udlændingestyrelsen og nævnet har taget udgangspunkt i. Hertil kommer, at den mandlige ansøger er kommet med en antagelig begrundelse for, hvorfor han under rejsen til Danmark over for myndighederne i andre lande har oplyst, at familien kommer fra Irak. Begge ansøgerne har været vurderet i forhold til den dialekt, de taler, og undersøgelsen har i begge tilfælde konkluderet, at de med sikkerhed taler en arabisk dialekt, der er forenelig med, at de kan stamme fra Kuwait (”the area of Gulf Arabic”). Den mandlige ansøger har endvidere fremlagt en fødselsattest fra Kuwait og været i stand til at svare korrekt på en række spørgsmål om helt grundlæggende forhold i Sulaibiya og Kuwait, herunder om flere vartegn og seværdigheder og om forskellen på uregistrerede og registrerede bidooneres rettigheder. Begge ansøgerne har desuden kunnet svare korrekt på ret specifikke spørgsmål om bl.a. bus- og togtrafik i Sulaibiya. Den mandlige ansøger har endvidere – såvel over for Udlændingestyrelsen som for nævnet – givet en forholdsvis detaljeret beskrivelse af sin dagligdag i Kuwait og om Sulaibiya, hvilken forklaring i al væsentligt er overensstemmende med det kortmateriale, som nævnet er i besiddelse af, og i øvrigt overensstemmende med den kvindelige ansøgers forklaring om bl.a. familiens umiddelbare naboer. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke er tilstrækkelig grundlag for at tilsidesætte ansøgernes forklaringer om, at de er registrerede bidoonere fra Kuwait, hvorfor de asylretligt skal vurderes i forhold hertil. Nævnet finder imidlertid endvidere, at det, som ansøgerne har anført til støtte for ansøgningen om asyl – hvilket navnlig angår de generelle forhold for bidoonere i Kuwait – ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen for bidoonere i Kuwait, at etniske bidoonere udsættes for diskrimination, og at de har begrænsede rettigheder. Dette gælder også bidoonere, der er registreret som sådan. På baggrund af ansøgernes forklaringer må det imidlertid lægges til grund, at ansøgerne havde fast bopæl i Kuwait, herunder adgang til vand, varme, elektricitet og aircondition, ligesom familien var i stand til at forsørge sig selv. Uanset de generelt vanskelige forhold for bidoonbefolkningen i Kuwait har i hvert fald ansøgerne ikke kunne pege på, at de i øvrigt skulle have været udsat for forfølgelse eller overgreb af en sådan intensitet, at det vil kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Heller ikke den omstændighed, at ansøgerne frygter repressalier som følge af deres illegale udrejse, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysninger fra Landinfo fra 2013 og 2014: ”Kuwait, biduner og ulovlig utreise” og ”Kuwait, bidun – dokumenter og formelle forhold”, hvoraf fremgår, at personer, der er udrejst ulovligt, ved genindrejse til Kuwait vil blive afhørt og kan eventuelt blive varetægtsfængslet, men at der ikke er eksempler på tortur, og at tilbageholdte personer får tilstrækkeligt at spise og bliver behandlet godt. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan lægges til grund, at den mandlige ansøger har været tilbageholdt som følge af sin angivelige deltagelse i en demonstration i [starten af] 2014, idet hans forklaring herom på enkelte punkter har været uoverensstemmende, ligesom detaljer omkring demonstrationens forløb ikke stemmer overens med de baggrundsoplysninger, herunder videooptagelse fra demonstrationen, som nævnet er i besiddelse af. Nævnet finder imidlertid anledning til at bemærke, at selv om den mandlige ansøgers forklaring herom havde kunnet lægges til grund, så ville det ikke kunne føre til et andet resultat, allerede fordi det efter ansøgerens egen forklaring må lægges til grund, at han ikke efterfølgende er blevet opsøgt af myndighederne, og at han ikke har nogen aktuel konflikt i hjemlandet. Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at den kvindelige ansøger har oplyst, at hun – der ikke selv har været udsat for noget sådant – generelt frygter for seksuelle overgreb i Kuwait. Der er herefter ikke grundlag for at lægge til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker, at ansøgerne har oplyst, at de aldrig har haft konflikter i andre lande, hvorfor det på det foreliggende grundlag må lægges til grund, at ansøgerne heller ikke i forbindelse med en hjemsendelse – såfremt det måtte vise sig, at ansøgernes oprindelsesland ikke er Kuwait – til et andet hjemland (herunder Irak) ikke vil sætte ansøgeren i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2018/38/JABP
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en ægtepar, der har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgernes udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen på det foreliggende grundlag, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgerne har oplyst at være etniske arabere, shia-muslimer og bidoonere (statsløse) fra Sulaibiyah, Jahra, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at de vil blive fængslet og udsat for fysiske overgreb af myndighederne, fordi deres sønner har deltaget i en demonstration i 2015, og fordi ansøgerne er udrejst illegalt. Ansøgerne har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiver oplyst, at deres sønner [F], [M], [H], [N], [M] samt deres barnebarn [A] deltog i en demonstration i [i efteråret] 2015. Da politiet ankom og forsøgte at opløse demonstrationen, flygtede ansøgernes sønner fra stedet og tog ophold hos en mand ved navn [B]. I denne periode blev ansøgernes bopæl opsøgt af de kuwaitiske myndigheder fire eller fem gange. Myndighederne ransagede bopælen og spurgte efter ansøgernes sønner. Ansøgerens sønner, [C] og [M], udrejste af Kuwait i [i efteråret] 2015. Ansøgerne udrejste illegalt af Kuwait den [i vinteren] 2015 sammen med deres tre andre sønner og deres familier. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgernes forklaring om deres identitet eller deres asylmotiv til grund. I relation til identiteten bemærkes, at ansøgerne udrejste sammen en række andre familiemedlemmer, heriblandt to af ansøgernes sønner, som overfor de græske myndigheder dels har oplyst, at de er irakiske statsborgere, og dels har opgivet andre navne, end de har oplyst til de danske myndigheder. Ansøgernes sønner, som har oplyst i Danmark, at de hedder [F] og [H], har således over for de græske myndigheder oplyst, at de er irakiske statsborgere og hedder henholdsvis [D] og [E]. [H] har endvidere oplyst i Grækenland, at han er født […], og i Danmark at han er født [...]. Den mandlige ansøgers forklaring under asylsamtalen om, at han havde fået at vide, at det var vigtigt, at han skulle sige, han var iraker for at få lov til at rejse videre, og at han til myndighederne i Danmark skulle sige at han var statsløs bidoon og fremvise dokumenter fra Kuwait, findes ikke at være en fyldestgørende forklaring på dette forhold. Nævnet finder det herudover utroværdigt, at ansøgerne, der ifølge deres egne forklaringer kun havde meget beskedne indtægter, var i stand til med relativt kort varsel at fremskaffe et stort beløb til at betale for familiens udrejse. Ved vurderingen af, om ansøgerne er statsløse bidoonere fra Kuwait, har nævnet endvidere lagt vægt på troværdigheden af ansøgernes forklaring om asylmotivet. Om ansøgernes asylmotiv bemærkes, at ansøgerne har henvist til deres sønners asylmotiv. Ansøgerne har henvist til, at deres sønner [C], [M], [F], [H] og [N] har deltaget i en demonstration i [efteråret] 2015 og derefter har levet i skjul, indtil de udrejste. Den mandlige ansøger har forklaret afglidende og ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om, hvor mange gange familien blev opsøgt af myndighederne efter demonstrationen. Den mandlige ansøger har ikke under oplysnings- og motivsamtalen forklaret om, at myndighederne opsøgte bopælen. Under asylsamtalen har han forklaret, at myndighederne opsøgte bopælen to, tre, fire gange. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hjemmet blev opsøgt af myndighederne fem eller seks gange. Den kvindelige ansøger og hendes søn [H] og dennes ægtefælle, [Y], har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt sønnerne kom hjem på besøg i den periode, hvor de levede i skjul. Den kvindelige ansøger har under asylsamtalen forklaret, at alle sønnerne kom hjem på besøg. [H] har under asylsamtalen i sin sag forklaret, at han og hans brødre ikke var udenfor deres skjulested, dog besøgte [M] familien en gang. [H] har forklaret til sin oplysnings- og motivsamtale, at [H] besøgte familien 4-5 gange af 10 minutters varighed om natten. Disse forhold svækker ansøgernes generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge forklaringerne om asylmotivet til grund. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne hverken har sandsynliggjort deres identitet eller deres asylmotiv. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerne er statsløse bidoonere fra Kuwait. Ansøgerne har derfor ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på ægthedsvurdering af dokumenter, som ansøgerne har fremlagt. Flygtningenævnet har vurderet, at en ægthedsvurdering af dokumenterne ikke vil kunne føre til andet resultat, uanset om dokumenterne blev vurderet som ægte. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at dokumenterne er udstedt i perioden 1971 til 1986, og de ikke belyser ansøgernes asylmotiv, og ikke bidrager til at fastlægge ansøgerenes nuværende statsborgerskabsretlige forhold. Flygtningenævnet finder heller ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på, at advokaten kan føre en samtale med den mandlige ansøger. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er godtgjort, at ansøgerne har lovligt forfald. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2018/37/LINB
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire medfølgende børn, der har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være bidoonere, etniske arabere og shiamuslimer fra al Jahra, Kuwait. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter myndighederne, idet han har deltaget i tre demonstrationer for bidooneres rettigheder i 2011, 2012 og 2014. Den mandlige ansøger frygter endvidere myndighederne, fordi han er udrejst ulovligt af Kuwait. Til støtte herfor har den mandlige ansøger oplyst, at han var med til at planlægge tre demonstrationer for bidooneres rettigheder, som han også deltog i. Under demonstrationen i 2014 blev ansøgeren anholdt og tilbageholdt i 15 dage. Ansøgeren blev løsladt ved at underskrive et dokument. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende på sin bopæl frem til foråret 2015, hvor en person ved navn [A], som ansøgeren havde demonstreret med, blev anholdt. [A] angav ansøgeren og hans bror, [B], til myndighederne, hvorefter ansøgeren og [B] blev opsøgt på deres bopæl. [B] blev anholdt, fordi han opholdt sig på bopælen. Ansøgeren var ikke hjemme, men ansøgerens far ringede og fortalte ham om anholdelsen, hvorfor han valgte at tage ophold i området Mazari al-Abdali. Myndighederne opsøgte efterfølgende ansøgerens bopæl tre til fire gange, hvorfor ansøgeren valgte at udrejse sammen med sin familie. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv og i den forbindelse oplyst, at hun flyttede hjem til sin familie under den mandlige ansøgers 15-dages frihedsberøvelse i 2014. Hun flyttede tilbage til deres bopæl, da den mandlige ansøger blev løsladt, og opholdt sig på bopælen, indtil [B] blev anholdt. Ansøgeren flyttede på dette tidspunkt igen tilbage til sin familie, hvor hun boede frem til udrejsen. Den kvindelige ansøger har endvidere henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Trods flere mindre divergenser kan Flygtningenævnet lægge ansøgernes forklaringer til grund. Den mandlige ansøger har forklaret, at han blev anholdt under en demonstration [i starten af 2014], blev tilbageholdt i 15 dage og løsladt efter at have underskrevet et dokument, hvorefter han ikke ville deltage i flere demonstrationer. Ansøgerne opholdt sig herefter godt 1½ år i Kuwait, før de udrejste. I denne periode opholdt den mandlige ansøger sig godt 1 år på bopælen og arbejdede i området, hvorefter han opholdt sig ca. 6 måneder i Abdali, hvor han ligeledes arbejdede. Det beror på ansøgernes egne formodninger, at den mandlige ansøger godt et år efter sin løsladelse skulle være efterstræbt af myndighederne på ny, og at han igen ville blive tilbageholdt og fængslet, idet bemærkes, at ansøgeren i den periode ikke havde deltaget i flere demonstrationer eller på anden vis pådraget sig myndighedernes opmærksomhed. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgernes konflikt er af et omfang og en intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgerne er statsløse bidoonere fra Kuwait, er ikke i sig selv asylbegrundende. Selv om forholdene er vanskelige, havde ansøgerne i Kuwait adgang til bolig og arbejde og var i stand til at opretholde en vis levestandard. Ansøgernes datter er i Danmark blevet opereret for sin hjertefejl, og der er ikke grundlag for at antage, at familien i Kuwait ikke vil kunne opnå den nødvendige sundhedsbehandling, som de indtil udrejsen havde adgang til via deres kuwaitiske netværk. Det forhold, at ansøgerne er udrejst illegalt, kan ikke medføre et andet resultat. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at sanktionsfastsættelsen i Kuwait for ulovlig udrejse efter danske forhold ikke kan anses for urimelig. Efter en samlet vurdering har ansøgerne herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” kuwa/2018/35/MAH
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med sagen vedrørende ansøgerens forældre og mindreårige søskende. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra […], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han og hans familie vil blive fængslet af myndighederne, da de er udrejst ulovligt af landet, og fordi ansøgerens far har deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har endvidere henvist til familiens konkrete levevilkår i Kuwait og de generelle forhold for bidoons i Kuwait. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans far [i efteråret] 2012 deltog i en demonstration. Senere samme dag fortalte farens ven, [A], at ansøgerens far var blevet tilbageholdt af myndighederne. [Seks dage senere] blev faren løsladt, efter han havde skrevet under på, at han ikke ville deltage i demonstrationer. [I starten af] 2015 deltog ansøgerens far i endnu en demonstration. Samme dag forlod ansøgeren og hans familie bopælen og tog i stedet ophold hos ansøgerens mors familie i omkring en måned. Herefter vendte de tilbage til deres bopæl, hvor de boede, indtil de [i efteråret] 2015 forlod hjemlandet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens asylmotiv til grund. Der er herefter ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet henviser i øvrigt til begrundelsen i den afgørelse, der i dag er truffet i sagen vedrørende ansøgerens forældres sag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” mvln/kuwa/2018/34
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, der har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait samt deres fire medfølgende børn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og muslimer fra [hjemby], Kuwait. Ansøgerne har oplyst, at de er uregistrerede bidoonere. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af myndighederne, fordi han har deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han [i efteråret] 2012 deltog i en demonstration i [hjembyen], hvor omkring 200 personer deltog. Ansøgeren blev anholdt af myndighederne på [en plads i hjembyen]. Han var tilbageholdt i seks dage, hvorefter han blev løsladt, efter han havde underskrevet en erklæring om, at han ville afstå fra at deltage i yderligere demonstrationer. [I starten af] 2015 deltog ansøgeren igen i en demonstration, hvorunder hans ven, [A], blev anholdt. Den mandlige ansøger har endvidere fået oplyst, at [A] var blevet afhørt, og at han til myndighederne havde fortalt om ansøgerens deltagelse i demonstrationen. Herefter besluttede ansøgeren at forlade bopælen. Den følgende måned opholdt ansøgeren og hans familie sig primært hos ægtefællens familie, og i løbet af denne periode rettede myndighederne en enkelt gang henvendelse på ansøgerens bopæl og spurgte efter ansøgeren. Familien flyttede tilbage til deres bopæl, hvor de opholdt sig i syv måneder inden de [i efteråret] 2015 udrejste. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Ansøgerne har videre henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet eller udsat for fysiske overgreb, da de er udrejst illegalt på falske pas. Endelig har ansøgerne henvist til de generelle forhold og manglende rettigheder for bidoonere i Kuwait. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgerne er bidoonere fra Kuwait. Efter sagens oplysninger må det endvidere lægges til grund, at ansøgernes familier ikke er blevet registreret ved folketællingen i Kuwait i 1965. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de har behov for beskyttelse i Danmark som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet kan således ikke lægge forklaringerne til grund om, at den mandlige ansøger har en konflikt i Kuwait som følge af sin deltagelse i to demonstrationer i henholdsvis oktober 2012 og januar 2015. Nævnet har herunder ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaringer om deltagerantallet i demonstrationen i 2012 ikke harmonerer med baggrundsoplysningerne, ligesom den mandlige ansøgers navn ikke fremgår af listerne over anholdte under demonstrationen. Nævnet har desuden lagt vægt på, at han først påberåbte sin deltagelse i demonstrationer som en del af sit asylgrundlag under den tredje samtale med Udlændingestyrelsen i [foråret] 2017, selvom han havde nævnt sin deltagelse i demonstrationerne allerede under den første samtale. Den mandlige ansøger har desuden under sagens behandling forklaret modstridende om, hvordan han fik oplyst, at hans navn var blevet angivet til myndighederne af [A], herunder hvornår han fik det oplyst, hvordan han fik det oplyst, og hvem i familien der modtog beskeden. Nævnet finder endvidere, at den kvindelige ansøgers forklaring om omstændighederne i forbindelse med den mandlige ansøgers deltagelse i demonstrationen i 2015 har fremstået særdeles tøvende, og hun har under samtalen i nævnet ikke uden forehold kunnet nævne, at hendes mand var blevet angivet af [A], selvom hun har forklaret herom under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017, jf. referatet af denne samtale. Nævnet finder dette påfaldende i lyset af, at dette forhold angiveligt var den primære årsag til, at de i en periode ikke opholdt sig i hjemmet. Nævnet finder det desuden påfaldende, at den mandlige ansøger og familien først udrejste i [efteråret] 2015 henset til, at demonstrationen var i [begyndelsen ad] 2015. Det er herudover indgået i nævnets vurdering af sagen, at den kvindelige ansøger under sine samtaler med Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes families bopæl i Kuwait er blevet opsøgt af myndighederne, og at den mandlige ansøger under nævnsmødet har afgivet en usikker forklaring om opsøgningen af familiens bopæl af de kuwaitiske myndigheder efter hans deltagelse i demonstrationen i [begyndelsen af] 2015. Endelig finder nævnet, at ansøgernes forklaring om, hvordan de finansierede udrejsen af Kuwait, fremstår mindre troværdig i lyset af de oplysninger, som ansøgerne har givet om deres økonomiske og indtægtsmæssige forhold i Kuwait. De generelle forhold for bidoonere i Kuwait er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv kan føre til en opholdstilladelse i Danmark, og heller ikke oplysningerne om ansøgernes konkrete forhold indebærer efter oplysningerne om deres levevilkår i Kuwait og de derboende familiemedlemmer, at de har sandsynliggjort et behov for international beskyttelse i Danmark. Den omstændighed, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Kuwait vil kunne risikere at blive straffet for ulovlig udrejse, er heller ikke et forhold, der henset til den forventede straf for denne overtrædelse, i selv kan føre til asyl i Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på, de baggrundsoplysninger, der fremgår af Landinfos rapport ”Respons Kuwait: Biduner og ulovlig utrejse” (2014) og samme ”Kuwait: Bidun – dokumenter og formelle forhold” (2013). Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende begge ansøgere. Afgørelsen omfatter også ægteparrets mindreårige børn.” mvln/kuwa/2018/33
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn, der er statsløse bidoons fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk arabere og shia-muslimer fra […] Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af myndighederne, fordi han har deltaget i flere demonstrationer for bidooneres rettigheder. Ansøgeren har også gjort gældende, at de generelle forhold for bidoonere i Kuwait er dårlige. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han har deltaget i tre demonstrationer. De to første demonstrationer, der fandt sted i henholdsvis 2011 og 2012, blev standset af de kuwaitiske myndigheder. Ansøgeren har oplyst, at myndighederne kastede gasbomber mod demonstranterne, og at nogle af demonstranterne blev fængslet, men at det begge gange lykkedes ansøgeren at flygte. Herudover har ansøgeren oplyst, at han [i vinteren] 2014 deltog i endnu en demonstration. Demonstrationen varede i flere dage, og myndighederne standsede demonstrationen ved at udøve vold mod demonstranterne, ligesom flere demonstranter blev anholdt. [I vinteren] 2014 blev ansøgeren anholdt under demonstrationen og tilbageholdt i 19-20 dage. Ansøgeren blev afhørt og spurgt ind til, om han kendte andre demonstranter, hvilket han benægtede. Ansøgeren vidste dog, at hans bror [A] og ven [B] også havde deltaget i demonstrationerne. I forbindelse med sin løsladelse underskrev ansøgeren – uden sit vidende – en erklæring om, at han havde handlet imod myndighederne. Erklæringen ville blive brugt mod ansøgeren, hvis myndighederne senere fandt ud af, at han kendte andre demonstranter, eller hvis han på anden måde kom i myndighedernes søgelys. Efter løsladelsen havde ansøgeren ingen problemer med de kuwaitiske myndigheder. [I efteråret] 2015 blev ansøgerens ven [B] anholdt, hvorefter ansøgeren tog ophold hos sine svigerforældre. Ansøgeren har oplyst, at han frygtede, at [B] ville fortælle myndighederne, at han vidste, at ansøgeren også havde deltaget i demonstrationer, og at myndighederne derved ville finde ud af, at ansøgeren ikke havde talt sandt, da han sagde, at han ikke kendte andre demonstranter. [I efteråret] 2015 opsøgte myndighederne ansøgerens bopæl. Myndighederne ledte efter ansøgeren, men eftersom ansøgeren ikke var på bopælen, anholdt de hans bror [C]. [Kort tid efter i] 2015 opsøgte myndighederne igen familiens bopæl og tilbageholdt ansøgerens far i nogle timer. Ansøgeren opholdt sig hos sine svigerforældre i cirka fem dage, hvorefter han tog ophold hos sin arbejdsgiver i cirka to uger. Derefter vendte ansøgeren tilbage til sine svigerforældres bopæl, hvor han befandt sig i 7-8 dage, inden han udrejste af Kuwait sammen med sin ægtefælle. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at hendes ægtefælle vil blive fængslet, ligesom hun frygter, at hun vil blive tilbageholdt af myndighederne, indtil hun oplyser, hvor hendes ægtefælle befinder sig. Ansøgeren har også henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hendes ægtefælle har demonstreret for bedre vilkår for bidoonere, og at han i [vinteren] 2014 deltog i en demonstration, der varede i flere dage. Ansøgeren vidste ikke på daværende tidspunkt, at ægtefællen deltog i demonstrationen. På tredjedagen vendte ægtefællen imidlertid ikke hjem, og ansøgeren vidste ikke, hvor ægtefællen befandt sig de næste 18-20 dage. Det viste sig, at ægtefællen var blevet anholdt under demonstrationen og derefter tilbageholdt i 18-20 dage, hvilket han efterfølgende fortalte ansøgeren. Ægtefællen havde ingen problemer med de kuwaitiske myndigheder herefter. I 2015 blev ægtefællens ven [B] anholdt, fordi han havde deltaget i en demonstration. Ægtefællen frygtede, at [B] ville informere myndighederne om forhold, der vedrørte ham, og derfor holdt ægtefællen sig skjult hos ansøgerens forældre og hans arbejdsgiver, indtil de sammen udrejste af Kuwait. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund, idet forklaringerne om årsagen til, at ansøgerne i [efteråret] 2015 besluttede at forlade Kuwait fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han i 2011 og 2012 deltog i demonstrationer, der vedrørte bidoonernes manglende rettigheder. På grundlag af den mandlige ansøgers forklaring må nævnet lægge til grund, at dette ikke har bragt ansøgeren i konflikt med myndighederne. Nævnet finder endvidere, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han i [vinteren] 2014 deltog en demonstration, der strakte sig over flere dage, at ansøgeren den tredje dag blev pågrebet og tilbageholdt i 19-20 dage, og at ansøgeren før han blev løsladt måtte underskrive, hvad der må antages at være en tilståelse. Ansøgerne har forklaret, at de besluttede at flygte, efter at [B] blev anholdt [i efteråret] 2015. På grundlag af ansøgernes forklaringer må nævnet lægge til grund, at den mandlige ansøger ikke efter løsladelsen i 2014 var blevet kontaktet af myndighederne, og at myndighederne ikke i øvrigt havde vist nogen interesse for den mandlige ansøgers gøren og laden. Den mandlige ansøger har forklaret, at han efter løsladelsen blot passede sit arbejde, at han ikke deltog i nogen form for politisk aktivitet, og at han ikke længere havde kontakt med [B]. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger havde grund til at frygte myndighedernes reaktion som følge af, at myndighederne måtte have tilbageholdt [B] i [efteråret] 2015. Ansøgeren har forklaret, at myndighederne i forlængelse af tilbageholdelsen af [A] henvendte sig på ansøgernes bopæl idet de søgte efter den mandlige ansøger, at myndighederne i stedet pågreb den mandlige ansøgers bror [C], og den følgende dag kortvarigt den mandlige ansøgers far. Flygtningenævnet kan ikke lægge denne del af ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne som ovenfor beskrevet ikke har sandsynliggjort, at [B] sad inde med oplysninger om den mandlige ansøger, som myndighederne ikke havde haft kendskab til siden 2014, samt endvidere til, at den mandlige ansøger har afgivet divergerende forklaringer om, i hvilket omfang myndighederne har søgt efter den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet fastholdt, at der var tale om tre henvendelser, der alle fandt sted før ansøgerne udrejste. Under asylsamtalen [i sommeren] 2016 har den mandlige ansøger derimod forklaret, at politiet også havde været på bopælen flere gange efter, at ansøgerne var udrejst. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår, at ansøgerne i dagene efter, at de havde hørt, at [B] var blevet tilbageholdt, opholdt sig hos den kvindelige ansøgers forældre, hvis bolig er beliggende i samme kvarter som ansøgernes, samt på at ansøgerne er udrejst med fly fra Kuwait, om end under anvendelse af falske pas. Uanset at de generelle forhold for bidoonere i Kuwait er vanskelige, finder Flygtningenævnet heller ikke, at de generelle forhold for ansøgerne i Kuwait er af sådan karakter, at de kan begrunde asyl. Dette gælder også, selv om der efter de foreliggende oplysninger ikke er grundlag for at antage, at ansøgerne er registrerede bidoons. Det samme gør sig gældende for det barn som ansøgerne har fået under opholdet i Danmark. Heller ikke den omstændighed, at ansøgerne frygter repressalier som følge af deres illegale udrejse af Kuwait kan, henset til baggrundsoplysningerne om myndighedernes reaktioner ved en illegal udrejse føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Kuwait risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” kuwa/2018/32/THV
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der har oplyst at være statsløs bidoon fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være statsløs bidoon og muslim fra Taima, Al Jahra, Kuwait. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait som statsløs bidoon frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne, idet han har deltaget i en demonstration [i slutningen af] 2015. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han blev tilbageholdt af politiet under demonstrationen [i slutningen af] 2015 og først blev løsladt en uge senere. Løsladelsen var betinget af, at han skrev under på en erklæring om, at han havde deltaget i en regimekritisk demonstration, og at han skulle agere som spion for myndighederne. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, hverken vedrørende ansøgerens identitet eller vedrørende hans konflikt med myndighederne. Forklaringen herom fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. For så vidt angår identiteten lægger nævnet vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har udvist ringe kendskab til det kvarter og område i Taima, Al Jahra, hvor ansøgeren angiveligt er født og har boet hele sit liv. Der henvises til, at ansøgeren under asylsamtalen [i foråret] 2017 har forklaret usammenhængende og utroværdigt om boligkvarteret, idet han blandt andet vedrørende placeringen af gaderne i kvarteret og deres navne har oplyst, at han ikke kender gadernes rigtige navne. Ansøgeren har heller ikke været i stand til at beskrive sin rute til det supermarked, hvor han handlede. Han har blot henvist til, at han gik ad forskellige småveje. Ansøgeren har heller ikke været i stand til at angive adressen på det apotek, som han plejede at bruge, ud over at han har oplyst, at det lå i blok 5. I den forbindelse bemærkes, at ansøgeren under samtalen har oplyst, at han ikke har været ude at handle andre steder end i blok 7. Ansøgeren har heller ikke været i stand til at oplyse nærmere om beliggenheden for [en mindre by], hvor hans far gennem mange år købte vandmeloner for at sælge dem videre. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han ikke kender forskellen på vilkårene for registrerede- og uregistrerede bidoonere i Kuwait. Den gennemførte sprogtest, hvorefter ansøgerens sprog er overensstemmende med arabisk, således som det tales i Golfstaterne, kan ikke føre til en anden vurdering. For så vidt angår ansøgerens forklaring om sin konflikt med myndighederne lægger Flygtningenævnet vægt på, at forklaringen på centrale punkter fremstår divergerende og udbyggende. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han under sin tilbageholdelse underskrev et papir om, at han havde deltaget i en demonstration, og at han blev betragtet som en fjende, hvorefter han blev løsladt. Under asylsamtalen har ansøgeren udbyggende forklaret, at han i forbindelse med sin løsladelse også fik at vide, at han skulle være spion for myndighederne. Ansøgeren har i øvrigt over for nævnet forklaret, at han deltog i demonstrationen sammen med sin far. Ansøgeren har ikke tidligere forklaret om farens deltagelse. Der lægges i øvrigt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han blev mishandlet i den første time under tilbageholdelsen, mens hans over for nævnet derimod har forklaret, at han blev mishandlet i halvanden time hver dag i den uge, hvor han var tilbageholdt. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren på flere spørgsmål under nævnsmødet har forklaret afglidende og usammenhængende, og at ansøgerens forklaring om sin deltagelse i en demonstration og hans tilbageholdelse ikke forekommer selvoplevet. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2018/31/CHHA
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra ukendt hjemland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk araber, shiamuslim af trosretning og angiveligt bidoonere (statsløs) fra Taima i al-Jahra, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold for bidoonere. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kuwait frygter repressalier fra de Kuwaitiske myndigheder som følge af, at ansøgeren solgte CD’er med kritisk materiale rettet mod regimet. Ansøgerne har til støtte for sit asylmotiv om, at de frygter de generelle forhold for bidoonere i Kuwait, oplyst, at de ikke vil kunne få udstedt ID-dokumenter eller modtage sundhedsbehandling eller uddannelse. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter de kuwaitiske myndigheder, oplyst, at han ved en tilfældighed mødte en fremmed mand på gaden i Taima på en ukendt dato i [efterår] 2015. Den pågældende mand tilbød ansøgeren at købe CD’er, hvorfor ansøgeren købte cirka 105 af den pågældende mand til omkring 30 til 32 dinarer. Ansøgeren blev efter tre dage anholdt af tre personer på gaden, hvorefter de kørte ansøgeren hen til politistationen i Taima. Ansøgeren blev tilbageholdt i ti dage og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev løsladt, mod at ansøgeren underskrev et dokument, som forpligtede ansøgeren til at videregive oplysninger om, hvilke bidoonere, som havde deltaget i demonstrationer. Lederen af politistationen orienterede ansøgeren om, at de havde beslaglagt ansøgerens CD’er, som indeholdt videoklip af myndighedernes overgreb mod bidoonere. Efterfølgende opsøgte myndighederne cirka tre gange ansøgeren på sin bopæl, hvor de udspurgte ansøgerens mor om, hvor ansøgeren befandt sig. Ansøgerens mor svarede hertil, at ansøgeren ikke var på bopælen, hvorefter myndighederne gik. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Ansøgerne og deres barn, [A], udrejste af Kuwait [efterår] 2015, sammen med en agent. Udrejsen var arrangeret af den mandlige ansøgers bror, [C], og afdøde fars ven, [B]. Den kvindelige ansøgers far finansierede udrejsen. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgernes forklaringer lagt til grund, at ansøgerne ifølge det oplyste er analfabeter. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgernes forklaringer om deres identitet eller deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har et meget begrænset kendskab til det område, hvor ansøgerne påstår at have boet, herunder at ansøgerne ikke har kendskab til et nyt stort hospitalsbyggeri beliggende blot 1,5 km fra ansøgernes bopæl. Ved vurderingen af ansøgernes generelle troværdighed har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at ansøgerne under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at de ikke har familie eller slægtninge i Danmark, men at de den [vinter] 2016 har anmodet om at blive flyttet til et asylcenter i Frederikshavn med henvisning til, at de har familie der. Ansøgerne har efterfølgende forklaret, at det blot var noget de fortalte, fordi de gerne ville flytte til Frederikshavn. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, hvordan ansøgerne har fremstået for nævnet, idet ansøgerne har forklaret usikkert og vævende om flere forhold, hvorved forklaringen ikke har fremstået selvoplevet. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaring om deres identitet som konstrueret og utroværdig. Allerede af denne grund har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er opfyldt. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgernes dialekt er i overensstemmelse med den dialekt, der tales i et område omkring Den Persiske Golf, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan derudover ikke lægge ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers konflikt til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, og fordi flere dele af ansøgernes forklaringer ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sine økonomiske forhold i forbindelse med køb og salg af CD’er, ligesom ansøgerne har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om forhold knyttet hertil, herunder hvorvidt ansøgerne havde CD-afspiller/musikanlæg på bopælen, og hvorvidt den mandlige ansøger solgte nogle af de CD’er, han købte af en fremmed mand. Nævnet finder det i den forbindelse usandsynligt, at den mandlige ansøger skulle have tjekket CD’er og spillet musik i hjemmet gennem fem år, uden at den kvindelige ansøger var bekendt hermed. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har givet en rimelig forklaring på divergenserne. Derudover finder Flygtningenævnet det mindre sandsynligt, at ansøgeren købte cirka 105 CD’er af en fremmed mand med henblik på videresalg uden at sikre sig, hvilket indhold, der var på CD’erne, særligt henset til at den mandlige ansøger har forklaret, at han sædvanligvis tjekkede CD’erne hjemme, inden han solgte dem videre. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers konflikt som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt, og Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2018/30/GJEY
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mand og en kvinde, der angiveligt er bidooner (statsløse) fra Kuwait samt deres tre børn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er angivelige bidooner (statsløse) fra [A], Kuwait og shia muslimer. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, bortset fra en enkelt episode. Den mandlige ansøger har som sit asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at de kuwaitiske myndigheder henretter ham, idet han som bedoon har deltaget i en demonstration. Den kvindelige ansøger har som sit asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at de kuwaitiske myndigheder henretter hende som følge af hendes ægtefælles forhold. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i vinteren] 2014 deltog i en demonstration, under hvilken han blev anholdt og tilbageholdt. Han blev under tilbageholdelsen slået med stave og knytnæver. Efter 15 dage blev han løsladt mod, at han underskrev et dokument. Efter løsladelsen tog han ophold på sin arbejdsplads. Familiens bopæl blev opsøgt otte til ti gange af de kuwaitiske myndigheder, hvor de søgte efter den mandlige ansøger. De udrejste i [efteråret] 2015 illegalt med fly til Tyrkiet. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers forhold. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring om, at de stammer fra Kuwait, til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at den mandlige ansøger har fremlagt original fødselsattest, og at den mandlige ansøger har givet ganske mange oplysninger om forholdene i lokalområdet. De forhold, at den kvindelige ansøger ikke har fremlagt dokumenter, og at hun har givet en mere usikker forklaring på forholdene i lokalområdet, kan heroverfor ikke tillægges afgørende betydning. Den mandlige ansøgers forklaring om sin deltagelse i demonstrationen og den efterfølgende tilbageholdelse har været præget af, at han har svaret afglidende på en række mere præcise spørgsmål, ligesom der vedrørende den efterfølgende periode er visse divergenser i forhold til den kvindelige ansøgers forklaring. Den mandlige ansøgers forklaring om sin baggrund harmonerer i øvrigt også dårligt med hans forklaring om deltagelse i den pågældende demonstration, og om de foreliggende baggrundsoplysninger blandt andet om, i hvilket omfang sikkerhedspolitiet greb ind overfor demonstranterne. Ansøgernes forklaring om finansiering af udrejsen, tilrettelæggelsen af udrejsen, og omstændighederne ved selve udrejsen og indrejsen i Tyrkiet, der i øvrigt fandt sted knapt 2 år efter den påberåbte episode, er i høj grad præget af afglidende svar. Det bemærkes i den forbindelse, at de pågældende må antages at have været visumpligtige til Tyrkiet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, det asylmotiv, de påberåber sig, eller at udrejsen er foregået som forklaret. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Kuwait. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” eksempel Kuwa/2018/29/SND
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk araber og shiamuslim. Den mandlige ansøger har oplyst, at han er bidoon (statsløs) fra […], Al-Ahmadi, Kuwait. Den mandlige ansøger har deltaget i én demonstration til fordel for bidooners rettigheder i 2014. Den kvindelige ansøger er etnisk araber og shiamuslim. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun er bidoon (statsløs) fra […], Al-Ahmadi, Kuwait. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter forfølgelse fra myndighederne, idet han har deltaget i en demonstration. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han deltog i en demonstration til fordel for bidooners rettigheder den 24. februar 2014. Der deltog omkring 100 demonstranter i demonstrationen. Den mandlige ansøger blev, sammen med flere andre demonstranter, anholdt af myndighederne og tilbageholdt. Den mandlige ansøger blev tilbageholdt på politistationen i omkring to timer. Under tilbageholdelsen blev den mandlige ansøger udsat for slag. Den mandlige ansøger blev løsladt, da den mandlige ansøgers mosters mand kendte en politibetjent. Inden løsladelsen skrev den mandlige ansøger under på to dokumenter. Det første dokument indeholdt en beskrivelse af, hvad ansøgeren havde lavet. Det andet papir var blankt, således at myndighederne efterfølgende kunne skrive det, de ønskede, der skulle stå. Efter løsladelsen vendte den mandlige ansøger hjem. Der skete ikke videre frem til udrejsen den 16. oktober 2015. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren blandt andet har forklaret udbyggende, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger i sit asylskema som asylmotiv alene har henvist til de generelle forhold for bidooner i Kuwait og først under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret om, at han har deltaget i en demonstration, og at han derfor er i risiko for at blive udsat for forfølgelse fra myndighedernes side. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om sin deltagelse i demonstrationen og den efterfølgende tilbageholdelse af myndighederne, hvorunder han skulle være blevet udsat for vold, fremstår uden detaljer og ikke som selvoplevet. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret, at han siden børnene var helt små har drømt om at tage til Canada med familien, da børnene havde ringe muligheder i Kuwait, og at baggrunden for, at de udrejste netop i 2015, var, at en kammerat havde fortalt, at det var nemt at komme til England med familien. Ansøgerne havde i Kuwait en lejet bolig med køleskab, gaskomfur, vaskemaskine, aircondition og varmeapparat, og den mandlige ansøger har kunnet forsørge familien. Uanset at de generelle forhold for bidoonere i Kuwait er vanskelige, finder Flygtningenævnet heller ikke, at de generelle forhold for ansøgerne i Kuwait er af sådan karakter, at de kan begrunde asyl. Dette gælder også, selv om der efter de foreliggende oplysninger ikke er grundlag for at antage, at ansøgerne er registrerede bidoons. Heller ikke den omstændighed, at ansøgerne frygter repressalier som følge af deres illegale udrejse af Kuwait kan henset til baggrundsoplysningerne om myndighedernes reaktioner ved en illegal udrejse føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Kuwait risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2018/28/JHB
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig bidoon (statsløs) samt et barn fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim. Ansøgeren har oplyst, at hun er bidoon (statsløs) fra […], Kuwait. Ansøgeren har deltaget i én demonstration. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter forfølgelse fra myndighederne, da hun har deltaget i en demonstration. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet oplyst, at hun deltog i en demonstration den 18. februar 2014 til fordel for bidooners rettigheder, og at der deltog mellem 200 og 250 personer i demonstrationen. Demonstrationen forløb fredeligt til at begynde med, men efter et stykke tid begyndte politiet at angribe demonstranterne med tåregas og vandkanoner. Ansøgeren blev herefter anholdt sammen med flere andre demonstranter. Ansøgeren var tilbageholdt i et arresthus i ti dage. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren afhørt og truet med, at myndighederne ville udsætte hende for fysiske overgreb, såfremt hun ikke gav dem oplysninger om fremtidige demonstrationer. Efter de ti dage blev ansøgeren løsladt på betingelse af, at hun underskrev et stykke papir. Af papiret fremgik, at hun skulle samarbejde med myndighederne og hjælpe disse med at finde ud af, om der skulle afholdes andre demonstrationer. Efter løsladelsen blev ansøgeren opsøgt af myndighederne hver halvanden måned. Ansøgeren blev opsøgt i alt tre gange, hvorefter hun udrejste. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at hun i 2007 blev skilt fra sin tidligere ægtefælle, [A]. I 2014 opsøgte [A] ansøgeren og kidnappede deres fælles datter, [B]. Ansøgeren har ikke set datteren eller den tidligere ægtefælle siden. Ansøgeren frygter, at [A] vil kidnappe hendes to andre sønner, hvis han opdager, at politiet opsøger hendes bopæl. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun frygter repressalier fra myndighederne som følge af den illegale udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, hverken for så vidt angår hendes angivelige konflikt med myndighederne eller hendes angivelige frygt for hendes tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på helt centrale områder ikke fremstår selvoplevet, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret som lejligheden. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt hun havde forudgående overvejelser om konsekvenserne af at deltage i demonstrationen, idet hun for Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun ikke havde overvejelser, mens hun for Flygtningenævnet har forklaret, at hun havde overvejelser om konsekvenserne, både i forhold til myndighederne og i forhold til hendes tidligere ægtefælles reaktion. Yderligere har ansøgeren og hendes søn, [C], forklaret divergerende om, hvorvidt hendes tidligere ægtefælle udsatte børnene for fysiske overgreb efter skilsmissen, idet ansøgeren har forklaret, at hendes tidligere ægtefælle havde slået børnene efter skilsmissen, mens hendes søn [C] til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke havde været udsat for fysiske overgreb fra farens side siden skilsmissen. Ansøgeren og [C] har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt [C] var til stede den tredje gang, myndighederne opsøgte hjemmet, og om hvorvidt ansøgeren forklarede [C] om baggrunden for myndighedernes henvendelse. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at [C] kun var 15 år, da han forlod Kuwait, hvilket imidlertid ikke kan føre til en ændret vurdering henset til, at der er tale om hændelser af en sådan karakter, at også en dreng i den alder vil kunne huske dem. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om, i hvilket omfang hendes familie i Kuwait er blevet opsøgt af myndighederne, idet hun i 2017 til Udlændingestyrelsen forklarede, at hendes familie ikke var blevet opsøgt siden, at myndighederne var blevet gjort bekendt med, at hun var udrejst, mens hun for Flygtningenævnet har forklaret, at familien i Kuwait løbende er blevet opsøgt af myndighederne blandt andet på grund af ansøgerens udrejse. Ansøgerens forklaring har i det hele fremstået som ikke-selvoplevet for så vidt angår helt centrale hændelser, herunder hendes forklaring om de ti dages ophold i et kuwaitisk fængsel uden kontakt til sine børn, og ægtefællens angivelige kidnapning af deres datter. Ansøgeren havde i Kuwait bolig med køleskab, gaskomfur, vaskemaskine, aircondition og varmeapparat, ligesom hun med støtte fra den nærmeste familie, der fortsat er i Kuwait, har kunnet forsørge sig selv og sine børn. Uanset at de generelle forhold for bidooner i Kuwait er vanskelige, finder Flygtningenævnet heller ikke, at de generelle forhold for ansøgeren i Kuwait er af sådan karakter, at de kan begrunde asyl. Dette gælder også, selv om der efter de foreliggende oplysninger ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren registreret bidoon. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren frygter repressalier som følge af sin illegale udrejse af Kuwait kan henset til baggrundsoplysningerne føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Kuwait risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2018/27/JHB
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn, der statsløse fra Kuwait (bidoonere). Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er angiveligt etnisk araber og shia-muslim fra […] Kuwait, mens den kvindelige ansøger angiveligt er etnisk araber og sunni-muslim fra […] Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af myndighederne, fordi han har deltaget i en demonstration og er udrejst illegalt. Ansøgeren har også henvist til de generelle forhold for uregistrerede bidoonere i Kuwait. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han [i vinteren] 2014 deltog i en demonstration for bedre vilkår for bidoonere sammen med cirka 1000 andre demonstranter. Efter omkring én time angreb politiet demonstrationen, idet de ønskede at opløse den. Flere demonstranter blev anholdt, men det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. [Dagen efter] blev ansøgeren opsøgt og anholdt af tre civilklædte betjente på sin bopæl. Ansøgeren fik at vide, at han blev anholdt, fordi han havde deltaget i en demonstration. Ansøgeren blev tilbageholdt på Statssikkerhedskontoret i Kuwait City i cirka én uge, hvorefter han blev overført til centralfængslet […] og tilbageholdt i yderligere tre uger. På et tidspunkt blev ansøgeren flyttet til en lokal politistation […], hvorfra han blev løsladt [i foråret] 2014. I forbindelse med løsladelsen underskrev ansøgeren nogle papirer, som han efterfølgende fik at vide var en erklæring om, at han ville samarbejde med politiet. En uge efter løsladelsen blev ansøgeren opsøgt af to civilklædte betjente på sin bopæl. De ville høre, om ansøgeren kunne videregive oplysninger om andre demonstranter, hvilket han nægtede. Ansøgeren sagde dog, at han ville indsamle informationer og videregive disse til politiet, selvom han ikke ønskede at gøre dette. Cirka to uger herefter blev ansøgeren igen opsøgt på bopælen af to civilklædte betjente, der forlangte informationer om andre demonstranter. Ansøgeren fortalte, at han stadig ikke var i besiddelse af informationer til politiet. Omkring fire uger efter den anden opsøgning, kom der på ny to betjente til stede på ansøgerens bopæl for at udspørge ham. De truede ansøgeren med, at han ville blive fængslet, hvis han ikke samarbejdede. [Ultimo] 2015 udrejste ansøgeren og hans familie af Kuwait. Ansøgeren har efterfølgende mødt en af sin brors venner, der har fortalt, at broren er blevet opsøgt af politiet efter ansøgerens udrejse. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hendes ægtefælle vil blive fængslet eller henrettet, fordi han har deltaget i en demonstration. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle på et tidspunkt deltog i en demonstration, der handlede om bidooneres rettigheder. Dagen efter blev ægtefællen opsøgt og anholdt af to civilklædte betjente på familiens bopæl. Ægtefællen blev herefter tilbageholdt af statens sikkerhedstjeneste i én måned. Ansøgeren har oplyst, at familiens bopæl blev opsøgt af politiet to gange efter ægtefællens løsladelse. Politiet opsøgte i første omgang bopælen én uge efter ægtefællens løsladelse og igen én uge senere, svarende til to uger efter ægtefællens løsladelse. Ansøgeren udrejste af Kuwait [ultimo] 2015 sammen med sin ægtefælle og to mindreårige børn. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger på væsentlige punkter har forklaret divergerende om forløbet efter den demonstration, som den mandlige ansøger angiveligt deltog i [vinteren] 2014. Den mandlige ansøger har forklaret, at han ikke har været politisk aktiv, men at han, da han fra sine bekendte hørte om demonstrationen valgte at deltage. Ansøgerens forklaring om selve demonstrationen er udetaljeret og fremstår ikke selvoplevet, og ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om antallet af demonstranter. Ansøgeren har forklaret, at han den følgende dag blev anholdt på bopælen, ført til sikkerhedspolitiets hovedkvarter og efterfølgende til et fængsel, hvorfra han først blev løsladt efter en måned. Ansøgeren har forklaret divergerende om varigheden af opholdet hos sikkerhedspolitiet, idet ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han blev overført efter en dag. Under asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han var tilbageholdt hos sikkerhedspolitiet i en uge. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han blev anmodet om at underskrive en erklæring om, at han fremadrettet ville samarbejde med politiet. Slutteligt har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor mange gange og hvornår myndighederne opsøgte ham efter løsladelsen. Den kvindelige ansøgeres forklaring om forløbet efter løsladelsen bidrager ikke til at bestyrke den mandlige ansøgers forklaring herom. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de før udrejsen har haft konflikter med myndighederne eller andre. Nævnet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren forblev i Kuwait, på samme bopæl og for den mandlige ansøgers vedkommende med samme arbejdsplads, i mere end halvandet år efter, at tilbageholdelsen med videre angiveligt fandt sted. Flygtningenævnet må derfor lægge til grund, at det alene er de generelle forhold for bidoonere i Kuwait, der er årsag til ansøgerens udrejse. De generelle forhold for bidoonere i Kuwait er efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er af en sådan karakter, at de er asylbegrundende, ligesom det forhold, at ansøgeren er udrejst ulovligt af Kuwait ikke kan føre til et andet resultat, da der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er grundlag for at antage, at en eventuel sanktion fra myndighederne i anledning af den ulovlige udrejse vil være af en sådan karakter, at den i sig selv kan begrunde asyl. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i risiko for at blive udsat for hverken forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” kuwa/2018/26/thv
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs bidoon fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra fra Al-Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive slået ihjel eller fængslet på livstid af de kuwaitiske myndigheder, idet han ikke har overholdt sin aftale om at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han siden vinteren 2011 sammen med sin bror beskæftigede sig med at sælge cd’er på gaden. Cd’erne blev normalt fremskaffet af ansøgerens far, som plejede at købe dem i Kuwait City. I slutningen af [efteråret 2015] købte ansøgerens bror nogle cd’er fra en ukendt mand. To-tre dage efter, den [efteråret 2015], blev ansøgeren og hans bror anholdt af sikkerhedstjenesten. Det viste sig senere, at Cd’erne indeholdt regimekritisk materiale. Ansøgeren og hans bror blev tilbageholdt i syv dage, hvor de under afhøringerne blev slået og sparket. De blev løsladt på betingelse af, at de skulle underskrive en erklæring om samarbejdet med de kuwaitiske myndigheder. Efter løsladelsen tog ansøgeren og broren til deres fars ven i [A], hvor de opholdt sig i seks dage, hvorefter de udrejste af Kuwait. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til de generelle forhold for bidooner i Kuwait.. Flygtningenævnet finder at kunne lægge til grund, at ansøgeren er statsløs bidoon fra Kuwait. Flygtningenævnt finder imidlertid, at ansøgeren og dennes brors forklaringer om deres asylmotiv må tilsidesættes, idet de på centrale punkter indeholder divergenser også i forhold til det af broren forklarede. Ansøgerens bror har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt den normale leverandør af cd’er var faren eller en anden person, og om hvorvidt han overhovedet kontrollerede nogen af de købte cd’er eller op til 45 af disse. Brødrene har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt de efter løsladelsen først var på bopælen, inden de tog ud til farens arbejdsplads samt om i hvilket omfang faren var til stede dèr. Ansøgeren og hans bror har endvidere forklarede divergerende om deres kendskab til pas og til pasfotos. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes, at de generelle forhold for bidoonere i Kuwait ikke i sig selv findes asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2018/25/AZU
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs bidoon fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Al-Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive henrettet eller fængslet på livstid af de kuwaitiske myndigheder, idet han ikke har overholdt sin aftale om at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han siden 2009 de seneste år sammen med sin bror beskæftigede sig med at sælge cd’er på gaden. Cd’erne blev normalt fremskaffet af ansøgerens far, som plejede at købe dem i Kuwait City. I slutningen af [efteråret 2015] købte ansøgeren nogle cd’er fra en ukendt mand. To-tre dage efter den [efteråret 2015] blev ansøgeren og hans bror anholdt af sikkerhedstjenesten. Det viste sig senere, at Cd’erne indeholdt regimekritisk materiale. Ansøgeren og hans bror blev tilbageholdt i syv dage, hvor de under afhøringerne blev slået og sparket. De blev løsladt på betingelse af, at de skulle underskrive en erklæring om samarbejdet med de kuwaitiske myndigheder. Efter løsladelsen tog ansøgeren og broren til deres fars ven i [A], hvor de opholdt sig i seks dage, hvorefter de udrejste af Kuwait. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til de generelle forhold for bidooner i Kuwait. Flygtningenævnet finder at kunne lægge til grund, at ansøgeren er statsløs bidoon fra Kuwait. Flygtningenævnt finder imidlertid, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv må tilsidesættes, idet den på centrale punkter indeholder divergenser også i forhold til det af broren forklarede. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt den normale leverandør af cd’er var faren eller en anden person, om hvorvidt han overhovedet kontrollerede nogen af de købte cd’er eller op til 45 af disse, hvorvidt brødrene efter løsladelsen først var på bopælen, inden de tog ud til farens arbejdsplads samt om i hvilket omfang faren var til stede dèr. Ansøgeren og hans bror har endvidere forklarede divergerende om deres kendskab til pas og til pasfotos. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes, at de generelle forhold for bidoonere i Kuwait ikke i sig selv findes asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2018/24/AZU
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin fars asylmotiv. Ansøgerens far har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs (bidoon), frygter, at han vil blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration for statsløses (bidooneres) rettigheder. Ansøgerens far har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af kuwaitiske myndigheder, som følge af sin illegale udrejse af Kuwait. Ansøgerens far har endeligt henvist til, at han frygter de generelle levevilkår for statsløse (bidoonere). Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, at han deltog i en demonstration [i sommeren] 2014, i byen Taima for statsløses (bidooneres) rettigheder. Omkring 30 minutter efter demonstrationens start greb myndighederne ind, hvorefter de anholdt demonstranter. Ansøgerens far forsøgte at flygte fra stedet, men han blev forhindret grundet sin astma, hvorefter han blev anholdt. Han var tilbageholdt i fire måneder. Han blev løsladt mod, at han underskrev en erklæring om, at han ikke ville deltage i andre demonstrationer. Efter ansøgerens fars løsladelse oplevede han ingen konflikter med de kuwaitiske myndigheder, og han fortsatte derfor sin almindelige hverdag. Ansøgerens families bopæl blev imidlertid opsøgt tre til fire gange efter ansøgerens fars løsladelsen. Ansøgerens far var ikke hjemme under disse besøg, fordi han var på arbejde. Ansøgeren og hans familie udrejste af Kuwait [i efteråret] 2015. I ansøgerens forældres sag er dags dato truffet følgende afgørelse: ”Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund, idet de på centrale punkter indeholder udbygninger og divergenser både i forhold til den enkelte ansøgers forklaringer og ved at sammenholde disse med ægtefællens. Der er således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt ægtefællerne var i kontakt midt på demonstrationsdagen svingende fra en detaljeret beskrivelse af samtale og forløb af mødet til, at de slet ikke skulle have set hinanden. Der er endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger efter sin løsladelse gik hjem til fods eller blev kørt af [A], og om hvorvidt den kvindelige ansøger selv skulle have set denne ved afleveringen. Der er også forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt og hvornår myndighederne efter løsladelsen angiveligt har opsøgt bopælen. Det bemærkes yderligere, at der efter ansøgernes forklaringer for nævnet er forløbet omkring seks måneder fra sidste angivelige besøg til udrejsen uden myndighedskontakt. På denne baggrund finder nævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Eventuelle sanktioner for mulig illegal udrejse findes ligesom baggrundsoplysningerne om vilkårene for statsløse (bidoonere) i Kuwait ikke generelt asylbegrundende.” Ansøgeren har som anført alene henvist til sin fars asylmotiv. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Eventuelle sanktioner for mulig illegal udrejse findes ligesom baggrundsoplysningerne om vilkårene for statsløse (bidoonere) i Kuwait ikke generelt asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2018/23/EMU
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shia-muslimer fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration for statsløses (bidooneres) rettigheder. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait, som statsløs (bidoon), frygter, at han vil blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration for statsløses (bidooneres) rettigheder. Den mandlige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af kuwaitiske myndigheder, som følge af sin illegale udrejse af Kuwait. Den mandlige ansøger har endeligt henvist til, at han frygter de generelle levevilkår for statsløse (bidoonere). Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han deltog i en demonstration [i sommeren] 2014, i byen Taima for statsløses (bidooneres) rettigheder. Omkring 30 minutter efter demonstrationens start greb myndighederne ind, hvorefter de anholdt demonstranter. Den mandlige ansøger forsøgte at flygte fra stedet, men han blev forhindret grundet sin astma, hvorefter han blev anholdt. Han var tilbageholdt i fire måneder. Han blev løsladt mod, at han underskrev en erklæring om, at han ikke ville deltage i andre demonstrationer. Efter den mandlige ansøgers løsladelse oplevede han ingen konflikter med de kuwaitiske myndigheder, og han fortsatte derfor sin almindelige hverdag. Ansøgernes bopæl blev imidlertid opsøgt tre til fire gange efter løsladelsen. Den mandlige ansøger var ikke hjemme under disse besøg, fordi han var på arbejde. Den mandlige ansøger og hans familie udrejste af Kuwait [i efteråret] 2015. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hendes ægtefælle vil blive tilbageholdt eller henrettet, idet han har deltaget i en demonstration. Den kvindelige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af kuwaitiske myndigheder som følge af sin illegale udrejse af Kuwait. Endeligt har den kvindelige ansøger henvist til de generelle forhold for statsløse (bidoonere) i Kuwait. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle [i sommeren] 2014 deltog i en demonstration for statsløses (bidooneres) rettigheder og blev anholdt i den forbindelse. [I efteråret] 2014 - efter fire måneders fængselsophold - blev hendes ægtefælle løsladt mod, at han underskrev et dokument af ukendt indhold. I månederne efter hendes ægtefælles løsladelse blev parrets bopæl opsøgt tre til fire gange af ukendte personer, som spurgte efter hendes ægtefælle ved navn. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund, idet de på centrale punkter indeholder udbygninger og divergenser både i forhold til den enkelte ansøgers forklaringer og ved at sammenholde disse med ægtefællens. Der er således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt ægtefællerne var i kontakt midt på demonstrationsdagen svingende fra en detaljeret beskrivelse af samtale og forløb af mødet til, at de slet ikke skulle have set hinanden. Der er endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger efter sin løsladelse gik hjem til fods eller blev kørt af [A], og om hvorvidt den kvindelige ansøger selv skulle have set denne ved afleveringen. Der er også forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt og hvornår myndighederne efter løsladelsen angiveligt har opsøgt bopælen. Det bemærkes yderligere, at der efter ansøgernes forklaringer for nævnet er forløbet omkring seks måneder fra sidste angivelige besøg til udrejsen uden myndighedskontakt. På denne baggrund finder nævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Eventuelle sanktioner for mulig illegal udrejse findes ligesom baggrundsoplysningerne om vilkårene for statsløse (bidoonere) i Kuwait ikke generelt asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2018/22/EMU
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgernes udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Den mandlige ansøger har oplyst, at han er etnisk araber, shia muslim af trosretning og bidoon (statsløs) fra Kuwait. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait, som bidoon, frygter at blive fængslet, idet han har deltaget i demonstrationer og uddelt løbesedler. Den mandlige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter sine tre venners familier, idet hans venner blev anholdt efter at have uddelt løbesedler ud sammen med ham, hvilket familierne ønsker at hævne. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han deltog i en demonstration i januar 2015 til støtte for øgede rettigheder for bidoonere, og at han i den forbindelse blev anholdt og tilbageholdt i tre måneder af myndighederne. Under fængselsopholdet blev han ikke afhørt, men han blev slået og beskyldt for at have gjort modstand mod systemet i Kuwait. I forbindelse med løsladelsen blev han tvunget til at underskrive et dokument om, at han skulle samarbejde med myndighederne. Omkring april 2015 begyndte han på opfordring fra sin ven, [A], at uddele løbesedler. Løbesedlerne omhandlede bidooners rettigheder. Den mandlige ansøger overtalte tre venner til at hjælpe ham med uddelingen af løbesedlerne. De uddelte løbesedler sammen i en til halvanden måned. En dag fik den mandlige ansøger et opkald fra [A], som sagde, at den mandlige ansøger skulle gå under jorden. [A] fortalte senere, at den mandlige ansøgers tre venner var blevet anholdt for at have uddelt løbesedler. Imens den mandlige ansøger gemte sig, blev hans fars bopæl opsøgt af familierne til de tre venner, som var blevet anholdt. Familierne truede med at slå den mandlige ansøger ihjel. Samme dag blev også hans egen bopæl ransaget af myndighederne. Den mandlige ansøger har oplyst, at parrets medfølgende børn ikke har noget selvstændigt asylmotiv. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun er etnisk araber, shia muslim af trosretning og bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait, som bidoon, frygter at blive fængslet af myndighederne, idet hendes ægtefælle har deltaget i en demonstration og uddelt løbesedler, og fordi hun er udrejst illegalt af Kuwait. Den kvindelige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive slået ihjel af familierne til de tre personer, som hendes ægtefælle uddelte løbesedler med. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle deltog i en demonstration i januar 2015, hvorefter han blev tilbageholdt i tre måneder. Efter ægtefællen blev løsladt, begyndte han, på opfordring af en person ved navn [A], at uddele løbesedler sammen med tre andre personer. Omkring to måneder efter ægtefællen blev løsladt, fortalte [A], at han skulle gemme sig. Senere fortalte [A], at de andre tre personer, som ægtefællen havde uddelt løbesedler med, var blevet anholdt. Tre dage efter gik ægtefællen under jorden. Mens ægtefællen gemte sig, blev parrets bopæl ransaget. Den samme dag, som ragsagningen fandt sted, opsøgte de tre personers familier svigerfarens bopæl. Familierne truede med at slå ægtefællen ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiver til grund, idet forklaringerne har været divergerende - herunder indbyrdes divergerende - ligesom de har været usandsynlige og upræcise blandt andet omkring det tidsmæssige forløb og en række andre centrale punkter, hvorfor de i det hele forekommer konstruerede til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at det forekommer usandsynligt, at den mandlige ansøger var tilbageholdt i tre måneder efter deltagelsen i demonstrationen uden at blive afhørt af myndighederne. Det er heller ikke sandsynligt, at den mandlige ansøger få måneder efter, at han var blevet løsladt og på et tidspunkt, hvor han havde underskrevet en aftale om at samarbejde med myndighederne om at give informationer, skulle have sagt ja til at medvirke til at udbringe løbesedler. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at [A] skulle have anmodet den mandlige ansøger herom, idet [A] kendte til tilbageholdelsen, og dermed at ansøgeren i et vist omfang risikerede at være profileret. Nævnet har i samme forbindelse lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har forklaret, at tilbageholdelsen af ægtefællen havde store psykiske konsekvenser for hende, der netop havde født parrets andet barn, og at hun i forbindelse med ægtefællens tilbageholdelse havde forsøgt at begå selvmord. Den mandlige ansøger har forklaret divergerende med hensyn til tidspunktet for ophængningen af løbesedler, idet han i asylsamtalen i august 2016 har forklaret, at ophængningen foregik om natten, hvilket den kvindelige ansøger også har forklaret, hvorimod den mandlige ansøger i asylsamtalen i juni 2017 har forklaret, at uddelingen/ophængningen foregik mellem klokken 21-22:00, og på et tidspunkt, hvor de supermarkeder, som de hængte løbesedlerne op ved, stadig havde åbent. Ansøgerne har videre forklaret indbyrdes divergerende med hensyn til, om den mandlige ansøger havde skader, da han blev løsladt eller ej, idet den kvindelige ansøger har forklaret, at han havde blå mærker på ryg, brystkasse og fødder, hvorimod den mandlige ansøger har forklaret, at han ikke havde synlige skader. Også ansøgernes forklaringer om omstændighederne omkring myndighedernes ransagning af deres hjem har været indbyrdes divergerende med hensyn til, om den kvindelige ansøger så myndighederne og åbnede døren for dem, eller om hun ikke så dem, fordi hun gemte sig på sin mors værelse. Det bemærkes i den forbindelse, at det heller ikke forekommer troværdigt, at myndighederne alene ransagede ansøgernes bopæl og ikke hos den kvindelige ansøgers familie, idet det i den forbindelse bemærkes, at der var tale om to sammenhængende huse. Det er heller ikke troværdigt, at det alene var den mandlige ansøgers tre venner, der blev anholdt og ikke også den mandlige ansøger, idet han har forklaret, at de uddelte løbesedlerne sammen, og at det var ham, der udgjorde forbindelsen mellem vennerne og [A], som gav ham løbesedlerne. Det forekommer i den forbindelse mindre troværdigt, at de tre venners familier vidste, at det var den mandlige ansøger, der havde opfordret vennerne til at deltage i uddelingen, og dermed at han skulle være årsagen til, at vennerne blev tilbageholdt. Det bemærkes i den forbindelse ligeledes, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgerne ikke via deres kontakter i Kuwait har forsøgt at finde ud af, hvad der er sket med de tre venner, efter at ansøgerne selv er udrejst. Det bemærkes endeligt, at det heller ikke er sandsynligt, at ansøgerne i løbet af kun 4 dage var i stand til at rejse 4.000 dinarer til udrejsen set i forhold til oplysningerne om deres udgifter og indtægter. Den omstændighed, at ansøgerne er bidoonere (statsløse) fra Kuwait kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse, idet ansøgerne har forklaret, at de havde et lejet hus og rimelige levevilkår. Det fremgår videre af baggrundsoplysningerne, at myndighederne i Kuwait ikke straffer ulovlig udrejse på en måde, der indebærer tortur eller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf, og at en eventuel straf ikke er uproportional, hvorfor disse forhold ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Kuwait risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2018/21/SME
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kina. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren er etnisk man og ateist fra Shenyang, Kina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive fængslet af politiet, fordi han har slået en person, hans forældre skyldte penge, med en jernstang. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive udsat for fysiske overgreb af de personer, forældrene skylder penge, idet familien ikke har betalt sin gæld, samt frygter han at blive straffet af de kinesiske myndigheder, da han er eftersøgt af myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre enten i 2012 eller i 2013 lånte 500.000 RMB af nogle for ansøgeren ukendte personer, fordi forældrenes forretning var i underskud. I starten af 2014 blev forældrenes forretning opsøgt af to personer, som forlangte, at forældrene skulle betale deres afdrag på gælden. Da forældrene ikke kunne betale, blev de truet af de to personer. Imens sad ansøgeren i baglokalet. Ansøgeren blev meget vred, da han hørte, hvad der blev sagt. Ansøgeren tog derfor en jernstang fra et varmeapparat, hvorefter han gik ud i forretningen og slog den ene af personerne i hovedet. Straks efter flygtede ansøgeren fra forretningen. Herefter opholdt han sig hos sin ven, [A], i to til tre dage. Efter to til tre dage kontaktede ansøgeren sine forældre, som fortalte ham, at politiet havde opsøgt forældrene, og politiet havde spurgt efter ansøgeren. Derudover havde personerne, som forældrene skyldte penge, opsøgt forretningen igen, fordi den person, som ansøgeren havde slået, var kommet på hospitalet. Personens tilstand var alvorlig. Ansøgeren flygtede derfor til Changhun, hvor han opholdt sig hos sin ven, [B]. Ansøgeren havde ikke konflikter i Changchun, men forældrene blev løbende opsøgt af politiet og af de personer, som de skyldte penge. Ansøgeren fik at vide, at der var hængt sedler op forskellige steder i Shenyang, hvoraf det fremgik, at ansøgeren var efterlyst. Ansøgeren opholdt sig i Changchun i omkring tre til fire måneder, hvorefter han tog til Beijing for at få et visum for at kunne udrejse af Kina. Ansøgeren oplevede ikke selv nogen konflikter i Beijing, men da han havde været i Beijing i to måneder, fik han at vide, at en af hans venner i Changchun var blevet opsøgt af de personer, som ansøgeren og forældrene skyldte penge. Ansøgeren besluttede derfor, at han var nødt til at udrejse, og i slutningen af 2015 udrejste han af Kina. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, hvornår ansøgerens forældre lånte penge af ukendte personer og om, hvornår konflikten opstod. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvad der skete, da to personer opsøgte forældrenes forretning, hvad der skete i dagene derefter, og hvornår ansøgeren blev bekendt med, at han var eftersøgt af politiet. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor lang tid han opholdt sig i henholdsvis Changchun og Beijing. Endvidere har Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgerens troværdighed tillige inddraget den omstændighed, at ansøgerens forklaring indeholder en række mindre divergenser og modstridende oplysninger, blandt andet om bortkomsten af ansøgerens pas, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Ved vurderingen af, om ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at ansøgeren ikke umiddelbart efter sin indrejse i slutningen af 2015 søgte om asyl, men at ansøgeren først søgte om asyl i februar 2018, hvor ansøgeren angav som asylgrund, at jobmulighederne i Kina ikke var gode. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke ansøgte om asyl, da han blev tilbageholdt af politiet i januar 2018, eller da han blev fremstillet i Retten i […] den […] januar 2018, men at ansøgeren derimod til politiet og i retten tilkendegav, at han var indforstået med en hjemsendelse. Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen i februar 2018 har forklaret, at det egentlige mål med ansøgerens udrejse af Kina var at søge asyl. Endelig finder nævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren udrejste legalt af Kina på et tidspunkt, hvor han angiveligt var eftersøgt af politiet. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdigt. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Kina vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet bemærker herved, at de generelle forhold i Kina, herunder socioøkonomiske forhold, ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kina/2018/2/SME
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Kenya. Ansøgeren indrejste i 2013 og søgte asyl i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk luo og kristen fra Nyanza, Kenya. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kenya frygter, at hendes ægtefælles nye ægtefælle, [A], vil slå ansøgeren eller hendes børn ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at hun vil miste sine børn, fordi de ifølge kenyansk lovgivning tilhører faren. Pigerne vil kunne blive tvangsgift, og børnene risikerer ikke at blive sendt i skole. Endvidere vil drengene blive omskåret. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun indrejste i Danmark i 2013 sammen med sin ægtefælle, [B], med hvem hun har fire børn. De rejste til Danmark, fordi Tobias havde fået arbejde i Danmark. Tobias rejste til Kenya i [sommeren] 2016, og det var planen, at han skulle vende tilbage til Danmark, hvilket han imidlertid ikke gjorde. I [efteråret] 2016 fik ansøgeren at vide af en bekendt ved navn [C], at [B] var blevet gift med [A], og at de havde stiftet familie. [C] fortalte videre, at [A] havde sagt, at hun ville slå ansøgeren ihjel, fordi hun ville have [B] for sig selv. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om truslerne fra ansøgerens ægtefælles nye hustru til grund. Truslerne er ikke af en sådan alvor, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren eller børnene risikerer at blive slået ihjel ved en tilbagevenden til Kenya. For så vidt angår ansøgerens frygt for de vilkår, børnene vil komme til at leve under ved en tilbagevenden til Kenya, bemærker nævnet, at denne frygt udelukkende baserer sig på ansøgerens egen formodning, uden at der er nærmere holdepunkter herfor. Nævnet bemærker herved, at både ansøgeren og ansøgerens ægtefælle er højtuddannede. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens nye forklaring, der først er fremkommet for den beskikkede advokat og Flygtningenævnet, om omskæring af drengene, til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at forklaringen ikke er fremkommet tidligere, og at både ansøgeren og ægtefællen som tidligere anført er højtuddannede. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren eller hendes børn risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder således ikke, at en tilbagevenden til Kenya vil være i strid med udlændingelovens § 7, stk. 2, sammenholdt med de konventioner, den beskikkede advokat har påberåbt sig. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” keny/2019/1/mah
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kasakhstan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kasak og sunnimuslim fra [en mindre by], Semi-Palatinsk, Kasakhstan. Ansøgeren angiver at have været medlem af oppositionspartiet [A] siden 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet i op til tre år af myndighederne, idet han er dømt for at have solgt et stykke jord ulovligt. Han har endvidere henvist til, at han frygter en gruppe personer, som har truet med at slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev medlem af partiet [A] i 2014, hvorefter han begyndte at deltage i demonstrationer mod myndighederne og præsidenten. Han blev anholdt flere gange i forbindelse med demonstrationerne, men blev løsladt med det samme hver gang. Efter han blev medlem af [A], begyndte han at modtage telefoniske trusler. Han modtog den første telefoniske trussel i efteråret 2014, hvor politiet ringede og bad ham standse sine politiske aktiviteter. De bad ham også møde til en afhøring på politistationen, men han mødte ikke op. I [starten af] 2015 blev han i forbindelse med afholdelse af demonstrationer mod præsidenten igen ringet op af myndighederne, ligesom han blev opsøgt på sin bopæl af politiet, der tog ham med på stationen. Ansøgeren var tilbageholdt et døgn, hvor han blev afhørt om partiets planer for afholdelse af demonstrationer. I forbindelse med afhøringen blev han truet på livet. Politiet fortsatte med at kontakte ham telefonisk løbende med cirka to og en halv måneds mellemrum. I [sommeren] 2015 opsøgte politiet igen hans bopæl, i hvilken forbindelse de ransagede hans lejlighed og tog ham med på politistationen. De udarbejdede herefter en falsk rapport om, at han havde udøvet hærværk, og han var følgeligt tilbageholdt i tre måneder. Ansøgeren blev løsladt i slutningen af [sommeren] 2015. Omkring en uge efter sin løsladelse blev ansøgeren opsøgt ved sin bopæl af tre personer, som udsatte ham for trusler og fysisk vold. Den ene person var en kendt kriminel person, de andre to var for ansøgeren ukendte. De forsøgte at true ansøgeren til at stoppe sit virke for [A]. En til halvanden måned efter sin løsladelse modtog ansøgeren en tilsigelse til et retsmøde, som skulle afholdes tre dage efter modtagelsen. Ansøgeren mødte ikke op til retsmødet, men fik efterfølgende at vide, at han blev dømt i sagen. Han blev dømt som udeblevet for dokumentfalsk og bedrageri. Hans advokat forsøgte at anke sagen, men uden resultat. Ansøgeren modtog efterføl-gende opkald fra de tre kriminelle personer dagligt, hvilke han ikke besvarede. Omkring to uger efter modtagelsen af tilsigelsen, udrejste han af Kasakhstan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvornår konflikten startede og hvornår han blev opsøgt af myndighederne. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at konflikten startede i 2015, og at truslerne startede ca. 2 ½ måned inden, han første gang blev anholdt af politiet, hvor han blev lagt i håndjern og afhørt, og at han blev truet 1 gang ugentligt telefonisk. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at konflikten startede i 2014, hvor han første gang modtog trusler i efteråret 2014, og at første gang politiet ringede, bad de ansøgeren møde op til afhøring på politistationen, og at de truede med, at han skulle stoppe sine politiske aktiviteter, at han ikke mødte op til afhøring, og i [starten af] 2015 ringede myndighederne igen og blev mere grove i deres trusler. Han modtog den sidste trussel i [sommeren] 2015, hvor de opsøgte ansøgeren. I asylsamtalen har ansøgeren endvidere forklaret, at i samme periode som politiet ringede, modtog ansøgeren også opkald fra kriminelle personer, der sagde til ansøgeren, at de ville invalidere ham. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han ikke har haft konflikter med grupper eller privatpersoner. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvorvidt politiet tog noget med, da de ransagede hans bopæl. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at politiet ikke tog noget med, hvorimod ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at politiet tog nogle af hans dokumenter med. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvorvidt ansøgeren blev udsat for vold af myndighederne, da de kontaktede ham. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at myndighederne ikke udsatte ham for fysisk vold, når de kontaktede ham, men at han blev udsat for verbale trusler, hvorimod ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han blev tildelt adskillige slag af politiet, og at han blev truet med våben. Flygt-ningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvornår han mod-tog en tilsigelse til retten. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han modtog en tilsigelse til et retsmøde i [sommeren] 2015, hvorimod ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han modtog en tilsigelse 1 ½ måned efter hans løsladelse, svarende til [starten af efteråret]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvornår han udrejste af Kasakhstan. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han udrejste af Kasakhstan 3 måneder efter, at han sidste gang blev kontaktet af myndighederne, svarende til, at myndighederne kontaktede ham for sidste gang [sommeren] 2015, hvorefter han udrejste i [efteråret] 2015, hvorimod ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han udrejste ca. 2 uger, efter at han sidste gang blev kontaktet af myndighederne, svarende til at myndighederne kontaktede ham for sidste gang i [starten af efteråret], hvorefter han udrejste [på et nærmere angivet tidspunkt i efteråret] 2015. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende omkring hans konflikt i Kasakhstan. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han blev kontaktet af myndighederne 3 gange med 2 måneders mellemrum, hvor han blev afhørt, hvorimod ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han i forbindelse med den anden afhøring blev tilbageholdt i 3 måneder. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Kasakhstan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kasa/2018/1/JABP
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde, som er statsborger i Syrien og Jordan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim. Ansøgeren er født og opvokset i Syrien og bosatte sig i 2005 i Jordan, da hun blev gift med en jordansk mand, i hvilken forbindelse ansøgeren tillige opnåede jordansk statsborgerskab. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter al-Nusra-fronten, idet hun ikke har efterkommet et krav om at gifte sig med et medlem af grupperingen samt om at tildække sig, ligesom hun frygter den frie syriske hær. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Jorden frygter sin tidligere ægtefælle, idet hun har forladt ham. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hendes tidligere ægtefælle har udsat hende for vold og tortur gennem hele deres ægteskab og gentagende gange smidt hende ud af hjemmet. Han har truet med at anmelde hende for utroskab, slå hende ihjel og sørge for, at hun får frataget sit jordanske statsborgerskab. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med Al Nusra-fronten til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende herom. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, i hvilket omfang hun er blevet truet af Al Nusra-fronten, om hun er blevet bedt om at tildække sig, om hun har opholdt sig andre steder end på forældrenes bopæl i Syrien, og om hun er blevet kontaktet telefonisk om ikke at skulle vende tilbage til sin bopæl. Ansøgeren har ikke nærmere uddybet sin frygt for den frie syriske hær. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse og overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder derimod, at ansøgeren på baggrund af de foreliggende oplysninger om situationen i dele af Syrien isoleret set opfylder betingelserne for midlertidig beskyttelsesstatus som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren må henvises til at tage ophold i Jordan, hvor hun er statsborger og har boet i ti år. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin – tidligere – ægtefælle i Jordan til grund, ligesom Flygtningenævnet finder det sandsynligt, at denne fortsat vil efterstræbe ansøgeren og om muligt udsætte hende for overgreb. Flygtningenævnet finder på baggrund af nævnets baggrundsoplysnin-ger imidlertid, at ansøgeren – uanset den tidligere ægtefælles position – kan opnå tilstrækkelig myndighedsbeskyttelse herimod. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsyn-liggjort, at hun ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2018/1/CHHA
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og fra Ahvaz, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han i Iran er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt af de iranske myndigheder, da han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født shiamuslim. Omkring fem eller seks uger før ansøgerens udrejse, var ansøgeren på værksted med sin bil hos en mekaniker ved navn [A]. [A] fortalte, at han var meget utilfreds med det iranske regime, og på et tidspunkt spurgte ansøgeren [A], hvilken religion han tilhørte. [A] fortalte ansøgeren, at han er kristen. Ansøgeren og [A] talte herefter om kristendommen og Jesus. Ansøgeren kom på værkstedet hver dag i løbet af den uge, hvor hans bil blev repareret, og han talte hver dag med [A]. Under en af samtalerne på værkstedet fortalte [A] ansøgeren, at de ikke kunne tale om religion på værkstedet. De aftalte derfor at mødes et andet sted, så de kunne gå en tur. Under gåturen underviste [A] ansøgeren i kristendommen. [A] fortalte desuden ansøgeren, at han kunne deltage i nogle møder i en huskirke, hvor han ville få undervisning i kristendommen. Ansøgeren besøgte huskirken første gang den efterfølgende søndag. Ansøgeren kom i huskirken i alt fire gange henover fire uger. Under møderne i huskirken talte [A] blandt andet om Jesus og kærlighed. Dagen før ansøgerens udrejse, mødte ansøgeren tilfældigt [A’s] mor på gaden. [A’s] mor fortalte ansøgeren, at [A] var blevet anholdt, og at ansøgeren var nødt til at udrejse af Iran, så han ikke også skulle blive anholdt. Ansøgeren valgte derfor at udrejse af Iran. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark fortsat sine kristne aktiviteter. Ansøgeren har deltaget i en kristen sommerlejr, ligesom ansøgeren er blevet døbt den 28. februar 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han allerede i Iran fik interesse for kristendommen forekommer utroværdig og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens og ansøgerens [familiemedlems] uafhængige asylmotiver er overvejende identiske, idet de begge har forklaret, at de var utilfredse med islam og blev introduceret til kristendommen kort tid forud for udrejsen og herunder var til møder i en huskirke. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren og hans [familiemedlem] få måneder før udrejsen fra Iran sammen søgte om visum til Frankrig. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han og hans [familiemedlem] havde et tæt forhold, da de boede i Iran, hvorfor det forekommer utroværdigt, at de ikke på noget tidspunkt har talt sammen om deres konversion, hverken under rejsen, hvor de efter deres egen forklaring har fulgtes fra Østrig til Danmark, eller senere under deres ophold i Danmark, hvor de i perioder har haft ophold samme sted, eller forud for nævnsmødet hvor deres asylsager er sambehandlet. På den anførte baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren allerede i Iran fik interesse for kristendommen, men lægger til grund, at der er tale om et forsøg på at skabe sig et asylmotiv. Under hensyn hertil kan det forhold, at ansøgeren kort tid efter ankomsten til Danmark blev døbt, ikke tillægges betydning. Uanset de fremlagte udtalelser og det forhold, at ansøgeren nu har ophold på en kristen højskole, kan Flygtningenævnet derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af sin indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/9/JHB
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Ahvaz, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han i Iran er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt af de iranske myndigheder, da han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren frygter desuden sin far og farbror, idet disse har angivet ham til de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans interesse for kristendommen opstod omkring maj 2014. Ansøgeren blev introduceret for kristendommen igennem sin ven [A], som han havde kendt siden 2012. Ansøgeren var blevet bekendt med, at [A] var konverteret til kristendommen, da han var hjemme og besøge [A] i april 2014. Da ansøgeren havde et skænderi med sin far omkring islam i maj 2014, mødtes han med [A]. Under mødet bad [A] en bøn for ansøgeren, hvorefter ansøgeren blev beroliget. [A] foreslog herefter, at ansøgeren tog med i en huskirke. Under ansøgerens første møde i huskirken, fik ansøgeren en bibel af [A]. Tre til fire måneder før ansøgerens udrejse, sad han og læste i biblen, da en arbejdskollega ringede. Ansøgeren lagde herefter biblen i en sportstaske, hvorefter han tog til sin arbejdsplads for at aflevere nogle nøgler. Da ansøgeren kom tilbage til bopælen, stod ansøgerens far med biblen i hånden. Ansøgerens far var vred og sagde til ansøgeren, at han ville ofre sin søn for sin egen religions skyld. Ansøgeren fortsatte imidlertid med at praktisere kristendommen. Et par dage før ansøgerens udrejse, ringede ansøgerens farbrors søn, [B], til ansøgeren og sagde, at ansøgerens far og farbror havde anmeldt ansøgerens konversion til myndighederne, og at ansøgeren skulle flygte. Efter samtalen med [B] ringede ansøgeren til [A]. Ansøgeren tog herefter ophold hos [A] i nogle dage, indtil han kunne udrejse af Iran. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark fortsat sine kristne aktiviteter. Ansøgeren er blevet døbt den 28. februar 2016, og har siden august 2018 været elev på [en kristen højskole]. Under hensyn til, at der til sagen allerede er fremlagt en udtalelse fra [en kristen højskole], finder nævnet, at det ikke er relevant at lade en af ansøgerens venner afgive forklaring for nævnet om ansøgerens aktiviteter på højskolen. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han allerede i Iran fik interesse for kristendommen forekommer utroværdig og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens og ansøgerens [familiemedlems] uafhængige asylmotiver er overvejende identiske, idet de begge har forklaret, at de var utilfredse med islam og blev introduceret til kristendommen kort tid forud for udrejsen og herunder var til møder i en huskirke. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren og hans [familiemedlem] få måneder før udrejsen fra Iran sammen søgte om visum til Frankrig. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens [familiemedlem] under nævnsmødet har forklaret, at han og ansøgeren havde et tæt forhold, da de boede i Iran, hvorfor det forekommer utroværdigt, at de ikke på noget tidspunkt har talt sammen om deres konversion, hverken under rejsen, hvor de efter deres egen forklaring har fulgtes fra Østrig til Danmark, eller senere under deres ophold i Danmark, hvor de i perioder har haft ophold samme sted, eller forud for nævnsmødet hvor deres asylsager er sambehandlet. På den anførte baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren allerede i Iran fik interesse for kristendommen, men lægger til grund, at der er tale om et forsøg på at skabe sig et asylmotiv. Under hensyn hertil kan det forhold, at ansøgeren kort tid efter ankomsten til Danmark blev døbt, ikke tillægges betydning. Uanset de fremlagte udtalelser og det forhold, at ansøgeren nu har ophold på en kristen højskole, kan Flygtningenævnet derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af sin indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/8/JHB
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Iran. Ansøgeren har sympatiseret med Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDPI). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi de mener, at han er imod islam, og fordi han kommer fra en familie, som er politisk aktiv. Det fremgår af sagens akter, at ansøgeren til støtte for sit asylmotiv har oplyst, at han har sympatiseret med Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDPI), siden han var 20 år. Hans far var medlem af partiet og havde en højtstående stilling. Faren var også peshmerga og deltog i kamphandlinger mod de iranske myndigheder i perioden fra 1960 til 1963. Ansøgerens farbror, [A], var også medlem af KDPI, hvor han var peshmerga. Han blev slået ihjel i forbindelse med kamphandlinger mod de iranske myndigheder i 1996. Ansøgerens fars farbrødre blev henholdsvis henrettet og fængslet på grund af deres samarbejde med stifteren af KDPI, [B]. Næsten hele ansøgerens familie er tilhængere af KDPI. [I sommeren] 2014 deltog ansøgeren i en sørgeceremoni for en person med samme trosretning, som havde taget sit eget liv i protest. Tre til fire dage herefter blev ansøgeren anholdt af efterretningstjenesten. I løbet af det næste døgn blev han udsat for fysiske overgreb, og han blev beordret til at underskrive en erklæring om, at han ville vidne mod en aktivist ved navn [C], hvilket han nægtede. Efter omkring 24 timers tilbageholdelse blev han løsladt, og en af personerne fra efterretningstjenesten fortalte ham, at han ville slå ansøgeren ihjel. Efterretningstjenesten overvågede herefter ansøgeren, ligesom de aflyttede hans telefon. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Iran. Ansøgerens familie er efterfølgende blevet opsøgt af myndighederne. Ansøgeren har ikke givet møde i Flygtningenævnet. Ansøgeren er indkaldt til mødet i Flygtningenævnet dags dato pr. brev dateret [vinteren] 2018. Ved telefonisk henvendelse til Center Holstebro [i starten af] 2018 har centret oplyst, at ansøgeren var bekendt med nævnsmødet. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at ansøgeren må anses for at være behørigt indkaldt til nævnsmødet. Advokaten har ikke kunne fremlægge dokumentation for lovligt forfald. Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen på det foreliggende grundlag, jf. forretningsordenens § 36, stk. 1. Flygtningenævnet kan i alt væsentligt ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren, der er udeblevet fra mødet i Flygtningenævnet, har under asylsagens behandling forklaret divergerende vedrørende flere centrale punkter, herunder om hvorvidt han har været politisk aktiv, ligesom ansøgeren har udbygget sin forklaring under asylsagens behandling, herunder om myndighedernes aflytning af hans telefon. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring kunne blive boende på sin bopæl i omkring et år efter sin angivelige løsladelse uden at opleve yderligere problemer. De generelle forhold for personer, der som ansøgeren er yarsan af trosretning, findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/7/SLH
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og angiveligt kristen af trosretning fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev introduceret til kristendommen omkring seks til syv måneder, inden han udrejste af Iran, svarende til [foråret i] 2015. Ansøgeren ejede et reklamefirma, hvor en af hans faste kunder, Hr. Ibrahimi, bad om at få trykt en bog i 200 eksemplarer. Da ansøgeren kiggede nærmere på bogen, blev han klar over, at bogen omhandlede kristendommen, og da han læste bogen, blev han interesseret i at lære mere om kristendommen. Da ansøgeren afleverede de 200 kopier til Hr. Ibrahim, spurgte ansøgeren derfor, om han måtte komme med i kirke. Hr. Ibrahim arrangerede derfor, at ansøgeren kunne deltage i gudstjenester i [kirkens navn] i Shiraz. I løbet af de seks til syv måneder deltog ansøgeren i gudstjenester 12-14 gange. De uger, hvor han ikke kunne deltage i gudstjenesten, deltog han i en huskirke i nærheden af kirken. På en ukendt dato i [efteråret] 2015 modtog ansøgeren et opkald fra virksomheden ved siden af ansøgerens virksomhed. De oplyste, at efterretningstjenesten havde opsøgt og ransaget ansøgerens virksomhed. Ansøgeren kontaktede straks sin grafiker, Elnaz, som oplyste, at efterretningstjenesten havde beslaglagt harddiskene fra virksomhedens computere, og at de havde sagt, at ansøgeren skulle henvende sig hos efterretningstjenesten på grund af den bog, han havde trykt. Ansøgeren kontaktede derefter sin fætter, og to til tre dage senere udrejste ansøgeren af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at der på ansøgerens telefon er fundet en nedskrevet redegørelse, der på væsentlige punkter svarer til hans forklaring om hans asylmotiv. Der er ligeledes fundet et eksempel på et spørgsmål (”Hvorfor blev du kristen?”), og forslag til svar på dette. Ansøgeren har ikke kunnet give nogen troværdig forklaring på dette. Flygtningenævnet bemærker, at der er tale om helt centrale begivenheder, og det forekommer derfor utroværdigt, at ansøgeren skulle have behov for at nedskrive det. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdigt om sit pas. Ved oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2016 oplyste ansøgeren om en række dokumenter, han havde fået udstedt i Iran, herunder fødselsattest og kørekort. Derimod oplyste han ikke, at han havde fået udstedt et pas, selvom dette er udstedt [i sommeren] 2015, kun tre måneder før ansøgerens udrejse af Iran. Ved gensamtale [i efteråret] 2017 blev ansøgeren foreholdt, at et foto af passet var fundet på hans telefon. Han gav ikke nogen fyldestgørende forklaring herpå. Ved fremmøde i Flygtningenævnet benægtede ansøgeren ikke, at passet var hans. Han var dog heller ikke i Flygtningenævnet i stand til at redegøre troværdigt for, hvorfor han ikke oprindeligt omtalte dette helt nye pas for de danske myndigheder. Vedrørende ansøgerens familierelationer er det Flygtningenævnets opfattelse, at et af de fotos, der findes på ansøgerens telefon, og som ligeledes findes hos en anden asylsøger, [M], utvivlsomt viser ansøgeren. Ansøgeren har ikke kunnet forklare troværdigt om dette, eller om det navnesammenfald der forekommer mellem hans familiemedlemmer og [M’s] familiemedlemmer. Vedrørende ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret divergerende herom. Ansøgeren har således i sit asylskema skrevet, at han gennem satellitkanaler var blevet tiltrukket af kristendommen. Ved oplysnings- og motivsamtale forklarede han imidlertid, at han første gang stiftede bekendtskab med kristendommen via en af sine kunder, Hr. Ibrahimi. Denne forklaring gentog han ved fremmøde i Flygtningenævnet i det væsentlige. Foreholdt oplysninger i asylskemaet var han ikke i stand til at redegøre troværdigt herfor. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren fremstår således generelt utroværdig, at hans forklaring om sit asylmotiv, herunder at han er konverteret til kristendommen, må tilsidesættes. Flygtningenævnet finder ikke, at oplysningerne om ansøgerens kristne aktiviteter i Danmark kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/54/HZC
Nævnet fastholdt i april 2019 en tidligere afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet stadfæstede i efteråret 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra efteråret 2016. I sommeren 2018 anmodede Dansk Flygtningehjælp om genoptagelse. I starten af 2019 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Nævnet stadfæstede i april 2019 på ny Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azeri og har oplyst at være bahai fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder eller udsat for overgreb af enkeltpersoner, fordi han er konverteret fra islam til bahai-troen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans interesse for bahai begyndte i 2012, da han arbejdede sammen med sin kollega [S], der fortalte ansøgeren, at han tilhørte bahai-troen. Ansøgeren fortalte [S], at han var frafaldet shia-islam, og at han tidligere havde prøvet at komme ind i den zarathustristiske menighed i Teheran, men at han var blevet afvist, fordi menigheden ikke accepterede frafaldne muslimer. [S] fortalte ansøgeren, at han i stedet skulle prøve at blive en del af bahai, da det var muligt også for frafaldne muslimer. De følgende syv til otte måneder talte ansøgeren løbende med [S] om religionen, når de var på arbejde. Derudover gav [S] ansøgeren en bog om bahai. Ansøgeren begyndte løbende at efterleve bahai-troens foreskrevne regler. Omkring tre måneder efter sin første snak om religionen med [S], begyndte ansøgeren at tage til møder hos forskellige bahai-troende i Teheran. Møderne foregik altid hemmeligt hver tolvte dag og blev holdt et nyt sted hver gang. I 2009 flyttede ansøgeren til Teheran sammen med sin daværende kæreste [Z], som var stærkt troende shia-muslim. Ansøgeren har oplyst, at han ikke elskede [Z], da de flyttede sammen, og de aftalte desuden, at de ikke skulle giftes. I midten af 2014 gjorde [Z] ansøgeren bekendt med, at hun gerne ville giftes med ham alligevel, da hun var begyndt at kunne lide ham. Ansøgeren fortalte hende da, at han tilhørte bahai-troen. [Z] blev vred og spurgte, hvorfor ansøgeren aldrig havde fortalt hende det. Derudover truede hun ansøgeren med at angive hans frafald fra islam til bahai til de iranske myndigheder. Ansøgeren valgte derpå at skifte adresse og skjule sig for [Z]. Omkring tre måneder senere flygtede han til Tyrkiet, hvor han opholdt sig i et år. Ansøgeren valgte at udrejse af Tyrkiet til Europa i [efteråret] 2015, da han ikke kunne vende tilbage til Iran på grund af sin konvertering til bahai. Efter Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2017 har ansøgeren deltaget i flere videodebatter på Youtube med en mand ved navn [O]. Ansøgeren har endvidere delt opslag på sin Facebook og sin Instagram profil om bahai-religionen. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til bahai-religionen til grund. Flertallet henviser til Flygtningenævnets begrundelse i afgørelsen [fra efteråret] 2017 og bemærker yderligere, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret afglidende og upræcist på de stillede spørgsmål, herunder om sin konvertering og forholdet til bahai-religionen. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren ved sine handlinger efter Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2017 har søgt at skabe sig et sur place motiv, og flertallet finder, at det herefter må skulle vurderes, om ansøgeren herigennem har profileret sig således i forhold til de iranske myndigheder, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i forhold til enkeltpersoner i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder – i forlængelse af Flygtningenævnets begrundelse i afgørelsen [fra efteråret] 2017 – at ansøgeren ikke alene ved sin brug af sin åbne Facebook-profil eller sin Instagram-profil – i øvrigt under et andet navn end sit eget – er blevet yderligere profileret i forhold til de iranske myndigheder – eller enkeltpersoner. Flertallet finder, at det beror på ansøgerens egen formodning, at en af de personer, der har postet et indslag på hans profil, i realiteten har tilknytning til de iranske myndigheder. Det forhold, at flere enkeltpersoner har postet trusler på hans profiler, finder flertallet, ikke kan gøre nogen forskel, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at disse personer kan eller vil gøre alvor af truslerne, såfremt han vender tilbage til Iran. Flertallet finder endelig, at det forhold, at en af truslerne angiveligt er fremsat af en af ansøgerens brødre, heller ikke gør nogen forskel, hvorved flertallet bemærker, at truslen er flere år gammel, ligesom det beror på ansøgerens egen formodning, at broderen vil gøre alvor af truslen. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at det forhold, at ansøgeren på Instagram har deltaget i debatter med personen [O], som efterfølgende er lagt op på Youtube, ikke kan føre til et andet resultat. Flertallet har herved lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egen formodning, at [O] er støttet af de iranske myndigheder. Det forhold, at videoerne er set flere tusinde gange kan ikke føre til et andet resultat, idet der ikke er grundlag for at antage, at de iranske myndigheder alene som følge heraf har fokus på videoerne og derigennem ansøgerens person. Flygtningenævnets flertal finder yderligere, at det beror på ansøgerens egen formodning, at det er de iranske myndigheder, der angiveligt står bag blokeringen af ansøgerens blog. Flertallet finder ikke grundlag for at udsætte sagen på nærmere undersøgelser heraf, idet det ikke kan antages, at sådanne undersøgelser ikke nærmere vil afklare dette forhold. Flygtningenævnets flertal finder endelig, at det forhold, at ansøgeren har fået en tatovering, der viser hans tilhørsforhold til bahai-religionen, ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/52/ATN
Nævnet meddelte i april 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurdisk og sunni muslim fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har været prøvemedlem af KDPI siden begyndelsen af 2010, og forinden var han sympatisør for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder som følge af sit medlemskab af og sine politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han blev medlem af KDPI i vinteren 2010, og at han forinden var sympatisør for partiet. Ansøgeren begyndte at udføre aktiviteter for partiet i 2010, hvor han blandt andet uddelte løbesedler og skrev slagord. Derudover observerede ansøgeren de iranske myndigheders og Sepahs baser, som han indberettede til lederen af de hemmelige KDPI-foreninger i Iran. Ansøgeren blev i [primo] 2014 tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste, hvor han blev afhørt om sine aktiviteter for KDPI, og han blev udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren var fængslet i en periode, hvorefter han blev stillet for en domstol og blev idømt en fængselsstraf. Efter løsladelsen havde ansøgeren meldepligt ved den iranske efterretningstjeneste. I [sommeren] 2015 blev ansøgeren på ny tilbageholdt for en periode, hvor han blev afhørt og udsat for fysiske og psykiske overgreb. Ansøgeren havde efterfølgende behov for hospitalsbehandling, men idet hospitalerne nægtede at behandle ham, og for at få den fornødne behandling, udrejste ansøgeren af Iran i [ultimo] 2015. Ansøgeren har fortsat sine politiske aktiviteter i Danmark. Ansøgerens har blandt andet deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade, ligesom ansøgeren har skrevet politiske artikler. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret detaljeret, troværdigt og konsistent om sin tilknytning til KDPI, om sine anholdelser, løsladelser og betingelserne herfor, om sin fængsling og om den tortur, han blev udsat for. Ansøgerens forklaring understøttes af den fremlagte medical report og af den fremlagte torturundersøgelse. Når hertil kommer de politiske aktiviteter, ansøgeren har udført i Danmark, herunder at han under sit kaldenavn optræder i en optagelse på KDPI’s TV-kanal og partiets hjemmeside, hvor han fortæller om sit asylmotiv, og har skrevet en artikel om samme emne i partiavisen, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er profileret i forhold til de iranske myndigheder i et sådant omfang, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/51/MEG
Nævnet meddelte i april 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lurer fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder og sin far, idet hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hun er født og opvokset som shiamuslim i en religiøs familie. Da ansøgeren gik på universitet blev hun udsat for voldtægt af sin lektor. Episoden fandt sted i [sommeren] 2004, og ansøgeren ville herefter ikke have noget med islam at gøre. 2011/2012 begyndte ansøgeren at privat-undervise ved en familie, som var kristne. Ansøgeren blev herigennem introduceret til kristendommen, og hun fik blandt andet udleveret en bibel, som hun læste i ved lejlighed. Ansøgeren talte med familien om kristendommen, ligesom hun flere gange tog med familien til en hjemmekirke. Ansøgeren blev [sommeren] 2014 døbt i et privat hjem. I [foråret] 2016 blev ansøgerens bopæl opsøgt af de iranske myndigheder, som fandt ansøgerens bibel og andet kristent materiale. Ansøgeren formoder, at hun blev angivet af faren til en pige, som hun underviste. Ansøgeren var ikke på bopælen, da opsøgningen fandt sted, men ansøgeren tog herefter hjem til en veninde, hvor hun opholdt sig to måneder, inden hun udrejste af Iran. Flygtningenævn kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at hun konverterede til kristendommen i Iran og ligeledes blev døbt i Iran [sommeren] 2014, inden sin udrejse. Hun praktiserede sin kristne tro i Iran ved at læse biblen og deltage i en julegudstjeneste og dernæst i gudstjenester i hjemmekirker 6-7 gange. Ansøgeren har siden sin indrejse i Danmark i [foråret] 2016 deltaget i dåbsundervisning, gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter i folkekirken. Ansøgeren har forklaret troværdigt om årsagen til, at hun i 2004 mistede troen på islam, og at hun blev kristen, efter at hun i en længere periode kom i et kristent hjem for at undervise familiens søn. Ansøgeren har været i stand til at redegøre for sine overvejelser omkring konvertering og sin indre overbevisning. Ansøgeren har endvidere demonstreret en viden om kristendommen. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konvertering er reel, og at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/50/MEG
Nævnet meddelte i januar 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt shiamuslim fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter [A], der er tilknyttet Sepah, idet ansøgeren har haft et forhold til hans kone. Ansøgeren frygter videre de iranske myndigheder, idet han har haft et forhold til en gift kvinde, og myndighederne har fundet våben på hans bopæl. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter at vende tilbage til Iran, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har haft et forhold til en gift kvinde ved navn [B]. Ansøgeren og [B] indledte deres forhold [i efteråret] 2015 og det varede omkring en måned. [B’s] ægtefælle, der arbejdede i Sepah, opdagede forholdet, hvorefter ansøgeren flygtede til Teheran. Mens ansøgeren opholdt sig i Teheran, kontaktede han sin familie i Kermanshah, som oplyste, at familiens bopæl var blevet ransaget af to til tre civilklædte betjente. I forbindelse med ransagningen fandt de et skydevåben, der tilhørte ansøgeren. Ansøgeren opholdt sig i Teheran i under to måneder og udrejste herefter af Iran. Ansøgeren begyndte efter sin indrejse i Danmark at gå i kirke, læse i bibelen og deltog i dåbsforberedelse. Han blev døbt [i efteråret] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på et centralt punkt har forklaret divergerende, og at hans forklaring forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om hvorvidt [B’s] veninde under telefonsamtalen, hvor hun advarede ansøgeren, oplyste, at [B] var blevet udsat for vold. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at veninden fortalte, at [B’s] mand havde slået [B], som så havde fortalt sin mand om forholdet til ansøgeren. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke ved, hvordan [B’s] mand fik kendskab til deres forhold, og at han ikke ved, om der var sket [B] noget i den forbindelse. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det var hans formodning, at hun var blevet slået. Henset til at telefonsamtalen er en central del af ansøgerens asylmotiv, idet det var denne telefonsamtale, der udløste ansøgerens flugt, svækker de divergerende forklaringer ansøgeren generelle troværdighed. Ansøgeren har endvidere under asylsamtalen forklaret usikkert og afglidende om, hvordan forholdet til [B] udviklede sig. Ansøgeren har således blandt andet forklaret, at han ikke kunne huske, hvor mange gange han og [B] havde været seksuelt sammen, og at han ikke kunne huske, hvor mange gange de mødtes efter det første samleje. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at de har haft samleje to gange i alt. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid, at ansøgerens konversion til kristendommen må anses for reel. Flertallet lægger vægt på, at troværdighedsvurderingen med hensyn til det oprindelige asylmotiv giver anledning til at stille større krav til troværdigheden af ansøgerens oplysninger om sit sur place motiv. Ansøgeren har i Flygtningenævnet demonstreret en stor viden om kristendommen, og har kunnet redegøre for kristne grundprincipper og højtider på en overbevisende måde, og har kunnet fortælle troværdigt om, hvorfor han er konverteret. Han begyndte på dåbsundervisning, inden han var til oplysnings- og motivsamtale, og flertallet finder ikke, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han under oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han ikke ønskede at konvertere til kristendommen. Ansøgerens forklaring om sin konversion er underbygget af en række udtalelser fra kirker og organisationer. Det fremgår heraf bl.a., at ansøgeren er kommet regelmæssigt til gudstjeneste og har deltaget i andre aktiviteter, siden han begyndte på dåbsundervisning i [foråret] 2016, og at han blev døbt [i efteråret] 2016. Han har således i over 2½ år vedvarende haft omfattende kristne aktiviteter. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han ønsker at leve et åbent kristent liv, hvis han vender tilbage til Iran. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at myndighederne og andre i Iran vil blive bekendt med hans konversion, og at han som følge heraf ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/5/CHA
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig iransk statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Han er født i 1992 i Al-Tash lejren i Ramadi, Irak, hvor hans familie havde opholdt sig siden 1979. I 2004 flyttede ansøgeren sammen med sin familie til landsbyen […], der er beliggende mellem byerne Kalar og Jalawla i Sulamania-provinsen. Her boede ansøgeren indtil sin udrejse af Irak i september 2015. Ansøgerens forældre, to søstre, en bror samt flere af forældrenes slægtninge opholder sig fortsat i Irak. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder dels på grund af sine egne aktiviteter for KDP’s ungdomsorganisation i Irak og dels på grund af farens og farbrorens aktiviteter for KDPI/KDP. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie udrejste af Iran kort tid efter revolutionen i 1979 på grund af farfarens politiske aktiviteter som peshmerga for KDPI. I 2000 vendte farfaren tilbage til Iran, efter at de iranske myndigheder havde udstedt en amnesti. På trods af dette blev farfaren anholdt og henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgerens far har en ledende rolle i KDP’s lokalafdeling, ligesom farbroren er aktivt medlem af KDP. Ansøgeren har siden 2010/2011 sympatiseret med KDP, og han blev i 2012 medlem af KDP’s ungdomsorganisation. Hans aktiviteter for KDPU bestod før udrejsen af Irak i deltagelse i politiske møder samt uddeling af materiale. Endvidere deltog han i KDP’s markeringer af kurdiske mærkedage. Ansøgeren har fortsat sine politiske aktiviteter efter indrejsen i Danmark, hvor han har deltaget i cirka 15-20 politiske arrangementer, herunder politiske møder og fejringer af mærkedage. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den forekommer konsistent og på en række punkter er underbygget ved fremlagt skriftligt materiale og foreviste fotos. Det bemærkes endvidere, at de væsentligste oplysninger allerede er meddelt Udlændingestyrelsen i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen. Det forhold, at der er rejst tvivl om ægtheden af farfarens dødsattest, kan ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran 2019/5 MNR
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og angiveligt kristen fra landsbyen […], Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har været politisk aktiv, idet han har smuglet politisk materiale for KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne, idet han har smuglet politisk materiale og spiritus. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter sin familie og wahabierne, idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Til støtte for sin frygt for de iranske myndigheder har ansøgeren oplyst, at han og hans bror begyndte at smugle varer fra Irak til Iran omkring [foråret] 2014. De smuglede både cigaretter, te og tøj. Omkring en til to måneder senere begyndte brødrene også at smugle spiritus. De mødte en mand, [X], ved grænseovergangen, som indvilligede i at skaffe brødrene alkohol. [X] smuglede alkoholen fra Irak til Iran, og brødrene solgte alkoholen i Sarpol-e Zahab og Kermanshah. Omkring tre til fire måneder senere begyndte ansøgeren at smugle politisk materiale. [X] gav ansøgeren noget materiale og fortalte ham, at det var oplysningsmateriale til kurderne. Ansøgeren vidste ikke, hvad det var, ligesom han aldrig kiggede i kasserne med materialet. Ansøgeren smuglede politisk materiale fire eller fem gange. Den sidste gang, [i efteråret] 2014, kom ansøgeren og hans bror i bagholdsangreb i området Gildanu. Ansøgeren formåede at flygte til en mand, [Y], hvorfra han kunne ringe til sin familie. Ansøgeren bad sin familie om at tage til Gildanu, idet nogle personer i Gildanu havde kontakt til myndighederne. Ansøgerens familie kendte disse personer. Myndighederne fortalte ansøgerens familie, at ansøgerens bror var blevet skudt i benet og derfor var blevet taget til hospitalet Artashi Abu Zar. Omkring tyve dage senere blev broren overført til fængslet i [en by], Kermanshah. Ansøgeren tog herefter ophold i en kælder på sin søsters jord i et landområde ved Sarpol-e Zahab. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans familie blev opsøgt to dage efter bagholdsangrebet. Det var repræsentanter fra sikkerhedstjenesten, som opsøgte familien på deres bopæl. De ledte efter ansøgeren og ransagede huset. Efterfølgende blev ansøgerens familie opsøgt af myndighederne omkring to til tre gange om ugen. En af gangene blev ansøgerens lillebror, [Z], tilbageholdt i 20 dage. [Z] blev løsladt, da en slægtning kautionerede med et skøde på sin ejendom. Efter at have skjult sig hos sin søster i 11 måneder udrejste ansøgeren af Iran. Til støtte for sin frygt for sin familie og wahabierne har ansøgeren oplyst, at han er født som muslim, men er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren fik interesse for kristendommen, da han har mange kristne venner i Danmark, og deres budskab er kærlighed og lighed. Ansøgerens venner har fortalt ham, at der er ytringsfrihed og respekt for mennesker i kristendommen, og ansøgeren har derfor fulgt i sine venners fodspor. Ansøgeren er blevet døbt i [en kirke i Danmark] [i foråret] 2017 og har deltaget i møder i kirken. På møderne blev der fortalt om kristendommen, og hvordan man skal begå sig i kristendommen. Ansøgeren er også blevet medlem af [en kirke i Danmark]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om at have smuglet politisk materiale til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerens forklaring herom ikke er sammenhængende, at ansøgerens forklaring om sin flugt ved opdagelsen forekommer mindre sandsynlig, at ansøgerens forklaring om tilsigelser og dom er præget af betydelig divergens, usikkerhed og mangel på logik, hvilket understøttes af, at de af ansøgeren fremlagte dokumenter efter den foretagne ægthedsundersøgelse må anses for falske. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren opholdt sig i Iran i ca. 11 måneder inden udrejsen. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig, vedrørende forholdene inden udrejsen af Iran. For så vidt angår ansøgerens påberåbte asylmotiv om konversion i Danmark til kristendommen, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens generelle troværdighed må ses i lyset af, at ansøgerens tidligere forklaring er blevet tilsidesat, og at han har fremlagt dokumenter, der må anses for falske. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på denne baggrund har forklaret overbevisende i nævnsmødet om sin konversion. Ansøgeren er blevet døbt efter et meget kort dåbsforløb, og ansøgerens kendskab til de kristne helligdage har været begrænset. Hertil kommer, at ansøgerens opslag på Facebook forekommer konstrueret med henblik på at skabe sig et asylmotiv henset til sammenhængen og ansøgerens manglende skrivekundskaber. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerens konversion kan anses for reel, og der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge heraf ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7.” Iran/2019/46/JAH
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder, oprindeligt shia-muslim og fra […] Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen efter sin ankomst i Danmark. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI siden [foråret] 2012, og han er efter ankomsten til Danmark blevet medlem af partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet af myndighederne, fordi han har kritiseret myndighederne og er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har sympatiseret med KDPI siden [foråret] 2012, og at han i slutningen af 2012 uddelte løbesedler for partiet en enkelt gang. Ansøgeren har også oplyst, at han har uddelt partiavisen én gang, ligesom han har fungeret som guide for partifæller, der rejste fra Irak til Iran for at udføre politisk arbejde. Ansøgeren har desuden oplyst, at han har vekslet penge for en peshmerga én gang, og at han har lavet mad til peshmergaer på sin kyllingefarm 3 gange. Herudover har ansøgeren forklaret, at han i Irak har haft telefonisk kontakt med sin svoger, som er tidligere peshmerga og har opholdstilladelse i Sverige. De iranske myndigheder har afhørt ansøgeren om disse samtaler 2 gange. Ansøgeren har videre forklaret, at han 2-3 dage inden den anden afhøring fandt sted befandt sig på et offentligt kontor […], fordi han ønskede at få økonomisk støtte til dækning af sin søns operationsudgifter. En af de ansatte på kontoret beskyldte ansøgeren for at være imod det iranske styre. Ansøgeren blev vred og råbte: ”Død over det iranske regime og død over Khomeini.” 2-3 dage herefter blev ansøgeren indkaldt til afhøring, hvor politiet afspillede en lydfil for ham. Ansøgerens kritiske udsagn om styret og dets leder var blevet optaget. Ansøgeren blev også afhørt om sine samtaler med svogeren. Ansøgeren har forklaret, at han tilbragte 1 nat på politistationen, men at han indvilgede i at samarbejde med politiet og derefter blev midlertidigt løsladt inden retssagen. Omkring 2 uger senere modtog ansøgeren et brev, hvoraf fremgik, at han skulle møde i retten, og at han var anklaget for at lave opstand og uro i det offentlige rum. Ansøgeren har oplyst, at han derefter skjulte sig forskellige steder i 2 måneder, indtil han udrejste af Iran. I løbet af de 2 måneder blev ansøgerens bopæl opsøgt af myndighederne 1 gang, mens myndighederne efterfølgende har opsøgt ansøgerens ægtefælle 2 gange og hans mor 1 gang. Ansøgeren har oplyst, at han blev introduceret til kristendommen medio 2013. På daværende tidspunkt opholdt ansøgeren sig i Irak, hvor han arbejdede. Ansøgeren har samtidig oplyst, at hans bror er kristen. Efter ankomsten til Danmark er ansøgeren konverteret til kristendommen, og [i efteråret] 2016 blev ansøgeren døbt […]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og upræcist om sit asylmotiv. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ikke i sit asylskema har nævnt, at han skulle have haft tilknytning til KDPI i Iran. Ansøgeren har dertil ved de forskellige samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret divergerende om, hvem han fik løbesedlerne af og om, hvem der kendte til hans politiske aktiviteter. Ansøgeren har svaret upræcist og afglidende på alle spørgsmål vedrørende tidsangivelser og opbevaring af materiale. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har været i myndighedernes søgelys på grund af sin hustrus brors forhold eller på grund af sit vredesudbrud […]. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist og udetaljeret om sine samtaler med hustruens bror og om sit vredesudbrud […]. Endelig har han forklaret upræcist om det efterfølgende forløb med hensyn til tilsigelser og anklagepunkt, som han ikke har kunnet redegøre nærmere for. Han har heller ikke været i stand til at fremkomme med tidsangivelser eller på anden måde uddybe sin forklaring. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren havde asylbegrundende konflikter i Iran forud for udrejsen. Flygtningenævnet kan derfor heller ikke lægge til grund, at ansøgeren var tilknyttet KDPI ved indrejsen i Danmark. Ansøgerens forklaring om hans tilknytning og medlemskab af KDPI i Danmark fremstår konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han blev medlem af KDPI. Ansøgeren har heller ikke været i stand til at redegøre nærmere for, hvorfor han har fået dokumenter fra Frankrig, der indikerer tilknytning til KDPI, når han angiveligt har tilknytning til KDP i Danmark. Endelig har ansøgeren ikke været i stand til at redegøre nærmere for forskellen på KDP og KDPI eller uddybe, hvilken af organisationerne han havde tilknytning til. De fremlagte dokumenter, der angiver at være udstedt af KDPI og være sendt direkte til KDP i Danmark, ændrer ikke herved. Der er i den forbindelse lagt vægt på ovenstående og på, at dokumenter udstedt af KDPI i Frankrig efter baggrundsoplysningerne sendes til udlændingemyndighederne i det pågældende land. Med udgangspunkt i ansøgerens således svækkede troværdighed, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i Danmark er blevet overbevist kristen til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter ovennævnte bevisvurdering udrejste af Iran uden at være konkret forfulgt, hvorefter han i Danmark opsøgte en kirke og lod sig døbe i [efteråret] 2016, efter han i [sommeren] 2016 under en samtale med Udlændingestyrelsen demonstrerede meget ringe kendskab til kristendommen, hvilket ringe kendskab han også demonstrerede ved en samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2017. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som kristen henvist til, at han var utilfreds med Islam, og at han har fundet fred og kærlighed i kristendommen. Ansøgeren har imidlertid ikke været i stand til at redegøre nærmere for sine refleksioner i forbindelse med dette. Han har på samme måde ikke været i stand til på en overbevisende måde at redegøre for sin egen overbevisning som kristen. Uanset, at ansøgeren under nævnsmødet var i stand til at redegøre detaljeret for diverse kristne temaer, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans kristne aktiviteter mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren var i øvrigt heller ikke under nævnsmødet i stand til at redegøre for sine refleksioner i forbindelse med sin tilknytning til KDPI samtidig med sin konvertering til kristendommen. De udtalelser, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelserne er fremkommet i. Den omstændighed, at ansøgeren på sin facebook profil har uploaded forskellige politiske og kristne dokumenter kan, når ansøgeren ikke er profileret over for de iranske myndigheder, ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/45/thv
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog oplyst, at hans forældre og morbror var medlemmer af KDPI og aktive for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af myndighederne, fordi hans forældre har været politisk aktive for KDPI. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far blev anholdt i 1998 eller 1999, og at han derfor flygtede fra Iran sammen med sin mor og morbror. På daværende tidspunkt var ansøgeren omkring otte år. De flygtede til Irak, hvor de tog ophold i […] i omkring et år. Derefter blev ansøgeren overladt til en irakisk-kurdisk plejefamilie i [byen A], mens hans mor rejste til Iran for at fortsætte sit politiske arbejde. Ansøgeren har ikke haft kontakt til sin far siden udrejsen af Iran, ligesom han ikke har haft kontakt til hverken sin mor eller morbror, efter han flyttede ind hos plejefamilien. I 2006 forsøgte ansøgeren at krydse grænsen til Iran. Ansøgeren blev imidlertid standset og tilbageholdt af de iranske myndigheder, der afhørte ham. Under afhøringen viste de ham et billede af hans far og bad ham underskrive nogle papirer, hvilket han gjorde. Herefter blev ansøgeren sendt tilbage til Irak. Herudover har ansøgeren forklaret, at han forlod Irak [i sommeren] 2016, fordi han havde haft et forhold til en kvinde ved navn [Y]. Kvindens familie ville ikke acceptere forholdet, og da de fandt ud af, at parret havde haft samleje, truede hendes far […] med at slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en divergerende og upræcis forklaring om helt centrale forhold i forbindelse med sit asylmotiv. Ansøgeren har ved de forskellige samtaler med Udlændingestyrelsen, i retten i Kolding, i advokatindlægget og for nævnet forklaret divergerende om, hvorvidt han har opholdt sig i Iran som voksen, om han har været politisk aktiv, samt om han er eftersøgt af de iranske myndigheder. Han har tillige forklaret divergerende og til dels udbyggende om sine forhold i Irak, hvilket uanset det ikke er centralt for hans asylmotiv, svækker hans generelle troværdighed. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret divergerende om, hvorvidt han vidste, hvad han skulle hos adoptivfarens bror og om, hvor lang tid han opholdt sig der, inden han tog videre. Han har tillige forklaret divergerende om, hvad han lavede i en lufthavn i Tyrkiet på vej til Danmark. Han har forklaret udbyggende om, hvorledes forholdet til naboens datter blev opdaget. Han har således først under nævnsmødet forklaret, at forholdet blev opdaget, da kvinden kom på hospitalet, fordi hun var gravid. Endelig har ansøgeren svaret afglidende på spørgsmål om sine personlige dokumenter og om sit opholdsgrundlag i Irak. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet er fremkommet med en rimelig forklaring på divergenserne, og at disse ikke alene kan forklares ved, at han har oplevet meget og ikke kan huske alt. Den omstændighed, at ansøgeren i retten i Kolding blev tolket på irakisk sorani, kan ikke føre til en anden vurdering. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en detaljeret forklaring i retten, og at han har gået i skole og læst fire år på universitetet i Irak, hvor han modtog undervisning på blandt andet irakisk sorani. Ansøgerens forklaring om, at hans forældre er politiske modstandere af styret i Iran, og at han af den grund også selv er profileret som modstander af det iranske styre, kan ikke lægges til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre for sine forældres politiske aktiviteter eller liv i øvrigt, ligesom han ikke har sandsynliggjort, at han selv på nogen måde er profileret som modstander af det irakiske styre. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren udrejste af Iran som 8 årig, og at han to gange derefter har været i kontakt med myndighederne, dels ved et forsøg på indrejse i Iran og dels ved henvendelsen til landsbylederen. Det dokument, som ansøgeren har fremlagt fra en landsbyleder i Iran, understøtter i øvrigt ikke hans forklaring om, at han skulle have en asylbegrundende konflikt med myndighederne, herunder semimyndigheder i Iran. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at han skulle rette henvendelse til myndigheder eller semimyndigheder i Iran, hvis han havde en konflikt med disse. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/44/thv
Nævnet meddelte i april 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren er konverteret til trosretningen ekist eckankar. Ansøgeren har været medlem af eckankar siden 2014 samt af menneskerettighedsorganisationen Vereinigung zur Verteidigung der Menschenrechte im Iran e. V. (VVMIran) siden 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret fra islam til eckankar. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter myndighederne, idet han har været aktiv for en menneskerettighedsorganisation. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fik interesse for eckankar-troen i 2006 eller 2007. I 2009 blev ansøgeren indkaldt til samtale hos efterretningstjenesten, hvor han skulle underskrive en erklæring om, at han ikke ville praktisere eckankar. I 2009 mødte ansøgeren sin kæreste, [A]. Hun underviste ham i engelsk. I 2011 eller 2012 blev ansøgeren bortvist fra universitetet, fordi han i 2009 havde talt med en underviser om forskellige religioner. Fem til seks måneder inden ansøgerens udrejse af Iran, blev han aktiv i en menneskerettighedsorganisation, hvor han hjalp med computere og oprettelse af webblogs. I 2014 blev [A] indkaldt til en samtale hos efterretningstjenesten, hvor de udspurgte hende om hendes relation til ansøgeren. Nogle dage efter samtalen udrejste ansøgeren og [A] legalt af Iran. Efter ansøgerens indrejse i Danmark har han stiftet bekendtskab med herboende eckister, herunder en person ved navn [B], og han er på nuværende tidspunkt i gang med at arahata træningsforløb. [B] har ligeledes introduceret ansøgeren for den danske afdeling af menneskerettighedsorganisationen Vereinigung zur Verteidigung der Menschenrechte im Iran e. V. (VVMIran). Ansøgeren har en fremtrædende position i den danske afdeling. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved udrejsen af Iran havde en asylbegrundende konflikt med de iranske myndigheder. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til sin asylsamtale forklarede, at han ikke havde været indkaldt til samtale hos myndighederne siden 2009, hvor han var til afhøring om sin religion, herunder om, hvordan han havde lært eckankar at kende, og hvor han underskrev en erklæring om, at han ikke ville have kontakt med folk fra eckankar. Det forhold, at hans kæreste, [A], blev indkaldt til afhøring hos myndighederne i 2014, kan ikke føre til andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og [A] har forklaret divergerende om baggrunden for udrejsen. Ansøgeren har således til sin asylsamtale forklaret, at han og [A] udrejste, fordi efterretningstjenesten havde indkaldt hende og også spurgte ind til ham, mens [A] til sin asylsamtale forklarede, at det var truslen mod hende, der var årsagen til, at de udrejste af Iran, og at ansøgeren ikke havde nogen konflikter med myndighederne fra 2010 til 2014, hvor de udrejste. Flygtningenævnet kan imidlertid lægge ansøgerens forklaring om, at han i Iran omkring 2007 fattede interesse for eckankar, at han blev medlem af bevægelsen i 2014, mens han opholdt sig i Tyrkiet, og at han efterfølgende har fornyet sit medlemskab, til grund. Ansøgerens forklaring støttes blandt andet af et ”letter of support” [dateret i sommeren] 2015 fra eckankar i USA og en bekræftelse på træningsforløb [dateret i foråret] 2019 fra eckankar. Nævnet kan således lægge ansøgerens forklaring om, at han har forladt islam, samt hans tilknytning til eckankar, til grund. Flygtningenævnet kan videre lægge ansøgerens forklaring om, at han i Danmark har etableret kontakt til menneskerettighedsorganisationen Vereinigung zur Verteidigung der Menschenrechte im Iran e. V. (VVMIran), til grund. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring, der støttes af det fremlagte materiale, herunder fra foreningens hjemmeside, til grund, at ansøgeren er aktiv i foreningens danske afdeling og herunder står som kontaktperson i Danmark. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren har deltaget i internationale internetbaserede konferencer (Paltalk) om menneskerettigheder og herunder udtalt sig kritisk om det iranske styre, samt medvirket i indslag af samme karakter, der ligger på YouTube. Ansøgeren har endvidere i samme forbindelse været politisk aktiv på en række fora på internettet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren på grund af ovennævnte vil kunne risikere forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran, idet nævnet ikke finder at kunne afvise, at forholdene er kommet til de iranske myndigheders kundskab. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/43/HHU
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
