Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burma. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk burmaner og sunni-muslim af trosretning fra Yangon, Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter, at myndighederne vil arrestere ham, fordi han er udrejst i strid med et udrejseforbud. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive forfulgt, fordi han er muslim, og muslimer diskrimineres og forfølges i hans hjemland. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han som følge af sin arbejdsløshed på et ukendt tidspunkt i midten af 2012 på eget initiativ og på frivillig basis begyndte at indsamle penge og tøj fra venner og bekendte, som han afleverede til den lokale moské i Yangon til uddeling blandt værdigt trængende muslimer. Ansøgeren fortsatte med dette arbejde indtil [vinteren] 2013. På et ukendt tidspunkt i 2012 blev han opsøgt på sin bopæl og efterfølgende tilbageholdt én nat af myndighederne i […] politistation, hvor han blev spurgt om sit arbejde med at sælge briller. Ansøgeren blev herefter løsladt. På et ukendt tidspunkt i [foråret] 2013 blev han igen tilbageholdt af myndighederne. Denne gang blev han ført til et kontor to gader fra hans bopæl og derfra til et hemmeligt afhøringssted tre timers kørsel derfra. Her blev ansøgeren afhørt om, hvorfra han havde sine penge samt udsat for overgreb i to dage. Han blev herefter løsladt mod betaling af bestikkelse efter, at han havde underskrevet et tomt dokument samt lovet ikke at forlade sin bopæl. På et ukendt tidspunkt i [vinteren] 2013 blev ansøgeren igen opsøgt på bopælen. Han blev afhørt om en pengeoverførsel på 15.000 kroner fra hans herboende bror samt udsat for overgreb, hvilket resulterede i en ansigtslammelse, som varede i to til tre måneder. Han var tilbageholdt i tre dage og løsladt mod til gengæld at underskrive et tomt dokument samt love ikke at forlade bopælen. I [foråret] 2014 blev han pålagt af myndighederne ikke at udrejse af Yangon. Ansøgeren blev gift i [foråret] 2014 og flyttede derpå til et andet kvarter for at finde arbejde. På sin nye bopæl blev han igen opsøgt af myndighederne, som pålagde ham ikke at forlade sin bopæl, hvorfor han ikke kunne arbejde. Ansøgeren udrejste legalt af Burma ved brug af sit burmesiske nationalitetspas udstedt [i foråret] 2013 i Yangon. I passet var isat et 30 dages turistvisum til Thailand udstedt [i efteråret] 2014. Efter ansøgerens udrejse er hans far blevet opsøgt og tilbageholdt to gange af myndighederne. To dage efter den sidste tilbageholdelse afgik hans far ved døden. Ansøgerens mor er desuden blevet opsøgt et ukendt antal gange af myndighederne, som spørger efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om myndighedernes tilbageholdelse af ham. Til asylsamtalen [i vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han blev tilbageholdt af myndighederne én nat på en ukendt dato i 2012, hvilket ansøgeren ikke har forklaret om til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015. Under nævnsmødet forklarede ansøgeren indledningsvis ikke om episoden, men adspurgt har ansøgeren forklaret, at han efter anmodning fra myndighederne mødte frivilligt op på en politistation, hvor han kun opholdte sig en times tid, inden han kunne forlade politistationen igen. Til asylsamtalen har ansøgeren endvidere forklaret, at han på en ukendt dato i [foråret] 2013 blev opsøgt på sin bopæl og derpå tilbageholdt på et kontor to gader fra sin bopæl og derfra kørt til et afhøringssted tre timers kørsel derfra, hvor han blev tilbageholdt, hvilket ansøgeren ikke har forklaret om til oplysnings- og motivsamtalen. Til asylsamtalen har ansøgeren endvidere forklaret, at han blev tilbageholdt i to dage og løsladt mod betaling af bestikkelse, som han betalte med egne midler. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han [i foråret] 2013 blev tilbageholdt i tre dage, og at bestikkelsen på 300.000 kyats blev betalt af familiemedlemmer. Derudover har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han på en ukendt dato i [vinteren] 2013 blev opsøgt på bopælen af fire personer, var tilbageholdt i tre til fire dage og blev afhørt af fire personer på skift. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev opsøgt af seks til syv personer, var tilbageholdt i tre dage, og at han ikke husker, hvor mange personer, han blev afhørt af. Endelig har ansøgeren til asylsamtalen forklaret, at han under sin tilbageholdelse i [vinteren] 2013 sagde, at han støttede modstandsgrupper oppe i bjergene, hvilket ansøgeren ikke har forklaret om til oplysnings- og motivsamtalen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sin fars død. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hans far blev afhørt og døde dagen efter løsladelsen, samt at faderen kom hjem med en masse sår, der formentlig forårsagede faderens død. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hans far blev tilbageholdt to gange, og at faderen døde to dage efter, at han var blevet løsladt anden gang. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at faderen døde i fængslet, og ansøgeren har for nævnet fremlagt et foto, der skulle vise ansøgerens far liggende død i sin celle. Endelig finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren flere gange i løbet af 2013 og 2014 af myndighederne er blevet pålagt ikke at forlade sin bopæl og i [foråret] 2014 pålagt af myndighederne ikke at udrejse af Yangon, samtidig kunne udrejse [i efteråret] 2014 med fly fra Burma til Thailand ved brug af sit burmesiske nationalitetspas udstedt [i foråret] 2013 i Yangon i Burma, og hvori der var indsat et 30 dages turistvisum til Thailand udstedt [i efteråret] 2014. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Broderen og faderens forhold kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at broderens og faderens forhold efter ansøgerens egen forklaring ikke har haft betydning for ansøgerens situation. Flygtningenævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Burma vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2016/9/LAP
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Burma. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kachin og kristne af trosretning fra [A], Kachin, Burma. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter regeringen, idet han flygtede fra en minedrift, som blev erobret af burmesiske soldater. Han har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive undertrykt, idet han er etnisk kachin. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Burma frygter, at der vil blive anlagt et søgsmål imod hende. Nævnet bemærker, at den mandlige ansøger i forbindelse med sit asylskema [fra slutningen af] 2012 flere steder har anført, at hans konflikt og hans udrejse fra Burma fandt sted i 2004, mens han under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har sagt, at begge dele fandt sted i 2006. Den mandlige ansøger har forklaret, at han ikke selv har hørt, hvorfor soldaterne kom til mineområdet men alene har hørt skud, før han undløb. Det forekommer usandsynligt, at hans onkel efterfølgende kunne indhente oplysninger om episoden, herunder få oplysning om, at der fandtes en liste, som militæret anvendte i forbindelse med anholdelser, og at andre minearbejdere stod på den pågældende liste. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke havde begået ulovligheder eller andet, der kunne påkalde sig militærets interesse. I hvert fald da der er påløbet 10 eller 12 år siden episoden, og da ansøgeren ikke har oplysninger om, at militæret fortsat skulle være interesseret i at anholde ham, har den mandlige ansøger ikke sandsynliggjort, at han er individuelt og konkret forfulgt. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om, i hvilket år episoden omkring hende fandt sted, hvor og hvor længe hun efterfølgende skjulte sig og om, hvorvidt hun var hos den pågældende mand for at hente eller bringe penge. Hun har endvidere forklaret udbyggende omkring en anholdelse af en dags varighed. På baggrund af sagens karakter, og da den fandt sted i 2005 eller 2006, finder nævnet ikke, at hun har sandsynliggjort, at hun er individuelt og konkret forfulgt som følge af episoden. Flygtningenævnet finder, at der vel sker overgreb mod befolkningen i Kachin, men at de generelle forhold ikke er af en sådan karakter, at alle fra Kachin opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne er i en sådan situation, at de risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Burm/2016/8/LAJ
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Burma. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske kachin, statsborgere i Burma og kristne af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter, at han vil blive slået ihjel eller fængslet, fordi han er etnisk kachin. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel eller fængslet, fordi han er flygtet fra militæret under en tilbageholdelse. I forhold til Rumænien, har den mandlige ansøger henvist til de generelle forhold for flygtninge, herunder at han ikke kan finde arbejde, hvorfor han ikke har penge at leve for, samt at hans familie ikke får hjælp fra myndighederne i Rumænien. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han [i] 2006 blev pålagt at udføre tvangsarbejde for militæret. Han mødte ikke op til arbejdet, idet han skulle fejre [en kristen højtid] i kirken, hvilket han havde bedt om fri til. [En dag i] 2006 blev ansøgeren hentet i kirken og bragt til borgmesteren. Her blev han udsat for fysiske overgreb samt truet. Ansøgeren har videre oplyst, at han flygtede derfra og løb hjem til sin bopæl, hvorefter familien umiddelbart herefter flygtede. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikt med myndighederne i Burma. Den kvindelige ansøger har videre henvist til, at myndighederne vil slå hende ihjel, fordi hun er etnisk kachin. I forhold til Rumænien har hun henvist til, at hun og hendes familie ikke har nogen fremtid i Rumænien, idet de ingen penge har til mad eller tøj, samt at de er nødsaget til at bo i en flygtningelejr og ikke kan få et arbejde. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hendes ægtefælle har været udsat for fysiske overgreb i Burma, og at ægtefællen er flygtet, da han blev tilbageholdt af militærpersoner. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne udrejste fra Burma i […] 2007, efter at den mandlige ansøger havde været indblandet i en konflikt som følge af, at han ikke var mødt op til tvangsarbejde [i] 2006. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om flugten fra soldaterne til grund. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at forklaringen om flugten forekommer helt usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Det forekommer således usandsynligt, at den mandlige ansøger var i stand til at flygte fra 7-10 soldater, som efter det oplyste stod få meter fra ham og efter, at han var blevet slået til jorden og sparket. Henset til, at ansøgerne boede i en landsby med 60-70 huse er det endvidere usandsynligt, at han skulle kunne nå hen til sin bopæl og få sin ægtefælle med derfra, inden soldaterne nåede frem. På den anførte baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgerne på nuværende tidspunkt risikerer konkret og individuel forfølgelse eller overgreb som følge af den mandlige ansøgers konflikt, hvis de vender tilbage til Burma. Der er herved tillige lagt vægt på, at den mandlige ansøger under forklaringen i Flygtningenævnet gav udtryk for, at han snarere frygter de generelle forhold i Kachin end følgerne af hans konflikt i […] 2006. Flygtningenævnet finder, at der vel sker overgreb mod befolkningen i Kachin, men at de generelle forhold ikke er af en sådan karakter, at alle fra Kachin opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne er i en sådan situation, at de risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Burm/2016/7/IBL
Nævnet omgjorde i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burma. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen inddrog [i efteråret] 2015 klagerens opholdstilladelse fra [efteråret] 2009 under henvisning til, at han ikke – som han havde forklaret – var rohingya fra Burma, men var fra Bangladesh, og derved havde opnået opholdstilladelsen ved svig. Klageren har forklaret, at han er født og opvokset i landsbyen [mindre landsby] i nordlige Rakhin/Arakan. Klageren flygtede som 12-årig til Bangladesh efter, at militæret havde slået hans søster ihjel og bortført hans forældre. Klageren ved ikke, hvor hans RSO-aktive broder befinder sig i dag. I Bangladesh boede klageren i Teknaf og Chittagong. Faderen i den familie, som han boede hos i 16-17 år, finansierede hans udrejse af Bangladesh i [efteråret] 2008. Klageren har fremlagt ID-kort (NRC) fra 1992 og fødselsregistreringsbevis form 102 fra 1980, hvorefter han skulle være født på hospital. Efter det anførte i baggrundsoplysningerne, herunder navnlig Udlændingestyrelsens rapport om rohingyaer fra maj 2011, sammenholdt med Landinfos notat om rohingyaer fra 2. december 2014, er det ud fra en isoleret vurdering af de to dokumenter mest sandsynligt, at dokumenterne ikke er ægte. Det anførte i sproganalyserapport taler isoleret set heller ikke for, at klageren er den, han oplyser at være. Heroverfor må der fortages en konkret troværdighedsvurdering af klagerens forklaring, og nævnet har herved blandt andet hæftet sig ved, at klageren både under den oprindelige asylsag og under inddragelsessagen, herunder i Flygtningenævnet, har forklaret konsistent om sin etnicitet, barndom i Burma samt om sit efterfølgende ophold i Bangladesh. Efter en samlet vurdering - herunder af det af Udlændingestyrelsen anførte - er der efter Flygtningenævnets opfattelse herefter ikke tilstrækkeligt sikkert grundlag for at antage, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 30. oktober 2015 således, at klageren forsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” burm/2016/6/ABP
Nævnet omgjorde i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burma. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen inddrog [efteråret 2015] klagerens opholdstilladelse fra den [foråret] 2010 under henvisning til, at han ikke – som han havde forklaret – var rohingya fra Burma, men var fra Bangladesh, og derved havde opnået opholdstilladelsen ved svig. Klageren har forklaret, at han er født og opvokset i landsbyen [mindre landsby], hvor han boede, indtil han som 12-årig ultimo 1991 flygtede til Bangladesh, efter at Nasaka-tropper havde nedbrændt hans landsby. Klagerens farmoder, som han boede sammen med, døde under branden. Hans fader døde, da han var et halvt år. Kort efter forsvandt hans moder og tvillingebroder. I Bangladesh boede han i Dhaka, hvor han arbejdede som gadehandler. I 2009 udrejste han ved hjælp af opsparet midler illegalt til Danmark. Ultimo 2010 har han via en annonce i en Bangladeshisk avis fået forbindelse med sin moder, der forsat opholder sig i Dhaka. Han har ansøgt om, at moderen får opholdstilladelse i Danmark. Han har ikke hørt om den danske rohingya forening og ses ikke i Danmark med rohingyaer. Klageren har fremlagt ID-kort (NRC) fra 1991 og fødselsregistreringsbevis form 102 fra 1979, hvorefter han skulle være født på Buthidaung Hospital. Efter det anførte i baggrundsoplysninger, herunder navnlig Udlændingestyrelsens rapport om rohingyaer fra maj 2011, sammenholdt med Landinfos notat om rohingyaer fra 2. december 2014, er det sandsynligt, at disse dokumenter ikke er ægte. Det anførte i sproganalyserapport taler isoleret set heller ikke for, at klageren er den, han oplyser at være. Heroverfor må der fortages en konkret troværdighedsvurdering af klagerens forklaring, og nævnet har herved blandt andet hæftet sig ved, at klageren både under den oprindelige asylsag og under inddragelsessagen, herunder i Flygtningenævnet, har forklaret konsistent og troværdigt om sin etnicitet, barndom i Burma samt om sit efterfølgende ophold i Bangladesh. Efter en samlet vurdering - herunder af det af Udlændingestyrelsen anførte - er der efter Flygtningenævnets opfattelse herefter ikke tilstrækkeligt sikkert grundlag for at antage, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 30. oktober 2015 således, at klageren forsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” burm/2016/5/ABP
Nævnet omgjorde i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burma. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen inddrog [i efteråret 2015] klagerens opholdstilladelse fra [foråret 2010] under henvisning til, at han ikke – som han havde forklaret – var rohingya fra Burma, men var fra Bangladesh, og derved havde opnået opholdstilladelsen ved svig. Klageren har forklaret, at han er født og opvokset i landsbyen […] i den nordlige del af Arakan/Rakhin. Hans fader, der var RCO leder, blev dræbt i 1995. Ultimo 1996 blev klageren bortført til en Nasaka-lejr, hvorfra han tre måneder senere flygtede. Den da 13-14 årige klager og hans moder rejste derefter illegalt til Bangladesh, hvor de boede hos en mand, [A], i landsbyen […] i Teknaf-området. Moderen døde efter et år. Klageren arbejdede for [A], der finansierede klagerens illegale udrejse i [sommeren] 2009. Klageren blev i [begyndelsen af 2013] i Bangladesh, gift med en kvinde fra Bangladesh. I [begyndelsen af] 2014 rejste ægtefællen til Danmark, hvor hun har søgt om familiesammenføring. I [sommeren] 2014 fik de en datter. Klageren har fremlagt ID-kort (NRC) fra 1996 og fødselsregistreringsbevis form 102 fra 1983, hvorefter han skulle være født på hospital. Efter det anførte i baggrundsoplysninger, herunder navnlig Udlændingestyrelsens rapport om rohingyaer fra maj 2011, sammenholdt med Landinfos notat om rohingyaer fra 2. december 2014, er det sandsynligt, at disse dokumenter ikke er ægte. Det anførte i sproganalyserapport taler heller ikke for, at klageren er den, han oplyser at være. Heroverfor må der fortages en konkret troværdighedsvurdering af klagerens forklaring, og nævnet har herved blandt andet hæftet sig ved, at klageren både under den oprindelige asylsag og under inddragelsessagen, herunder i Flygtningenævnet, har forklaret konsistent om sin etnicitet, barndom i Burma samt om sit efterfølgende ophold i Bangladesh. I sagen foreligger endvidere et udateret brev, der er sendt til politiet, og som har givet anledning til, at politiet har afhørt den pågældende anmelder. Afhøringen fremgår af politirapport af [begyndelsen af] 2013. Anmelderens identitet er ifølge rapporten kendt af politiet. Ifølge anmelder er klager rettelig fra Bangladesh, og hans navn er [B]. Med brevet fra anmelder var vedlagt fem fotografier, herunder af klager samt [C], som ifølge anmelder er klagers storbroder. Med brevet blev endvidere fremsendt kopier af engelsksproget dokument, hvoraf blandt andet fremgår, at klager og [C] skulle være brødre. Udlændingestyrelsen har afhørt klager om oplysningerne i brevet samt i politirapporten. Klager har hertil blandt andet oplyst, at fotografierne er fra hans Facebook profil, samt at [C] ikke er hans broder, men hans ægtefælles onkel. Klager har givet samtykke til, at der foretages en DNA-test af klager og [C] med henblik på vurdering af, om de er brødre. Klager har endvidere oplyst, at han antager, at anmeldelsen skyldes uoverensstemmelse mellem hans ven [D] og en gruppe, hvis ledere hedder [E] og [F], samt at klageren er blevet truet af personer fra denne gruppe. Klager har endvidere i februar 2014 oplyst, at han jævnligt taler med en person fra Brønderslev, der hedder [G]. Den pågældende der i de sidste otte år har boet i Danmark, kendte klagers forældre i landsbyen i Burma. Udlændingestyrelsens repræsentant har i Flygtningenævnet anført, at styrelsen ikke har fundet grundlag for at foretage DNA-test eller på anden måde foranledige, at der foretages yderligere efterforskning vedrørende de i anmeldelsen anførte oplysninger, og styrelsen har på forespørgsel oplyst, at der ikke nedlægges subsidiær påstand om hjemvisning eller udsættelse med henblik på DNA-test mv. Efter en samlet vurdering - herunder af det af Udlændingestyrelsen anførte - er der efter Flygtningenævnets opfattelse ikke i det foreliggende materiale tilstrækkeligt sikkert grundlag for at antage, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Herefter, og i hvert fald når styrelsen ikke finder, at der er grundlag for at foretage yderligere efterforskning i sagen, ændrer Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2015 således, at klageren forsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.”burm/2016/4/ABP
Nævnet omgjorde i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burma. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren oplyste, at han var etnisk rohingya fra Burma. Klageren fremlagde til støtte for sit asylmotiv et burmesisk National Registration Card (NRC) udstedt [i sommeren] 1997, samt et burmesisk fødselsregistreringsbevis udstedt [i foråret] 1985. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2010 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen modtog efterfølgende i 2011 nye baggrundsoplysninger vedrørende etniske rohingyaer fra Burma. Oplysningerne fremgår af: ”Rohingya refugees in Bangladesh and Thailand”, udgivet af Udlændingestyrelsen i maj 2011, og ”Notat vedr. fødselsregistrering, vaccinationsar og visse kulturelle og religiøse skikke for den muslimske befolkning (Rohingya) i den nordlige del ad Rakhine State (NRS) i Burma”, udfærdiget af Dokumentations- og Projektkontoret, Udlændingestyrelsen den 5. juli 2011. Udlændingestyrelsen modtog endvidere i 2010 en henvendelse om blandt andet, at klageren rettelig er fra Bangladesh og ikke etnisk rohingya fra Burma. Udlændingestyrelsen inddrog klagerens opholdstilladelse [i efteråret] 2015, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Klageren har indgivet klage over Udlændingestyrelsens afgørelse til Flygtningenævnet. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at opholdstilladelsen efter praksis skal være opnået på et objektivt urigtigt grundlag for, at betingelserne for inddragelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, er til stede. Flygtningenævnet finder, at karakteren og indholdet af de henvendelser, som Udlændingestyrelsen har modtaget i 2010 og efter det oplyste i 2013, ikke uden en nærmere undersøgelse, kan benyttes som bevis for, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet finder endvidere, at baggrundsoplysningerne fra 2011 og 2014 fra Landinfo, Temanotat, Myanmar: Rohingyaer, hvorefter det som udgangspunkt kan lægges til grund, at ID-kort efter visse baggrundsoplysninger ikke er udstedt efter 1989, selvom der er visse usikkerhedsmomenter, ikke har et sådant indhold, at oplysningerne i den konkrete sag kan føre til en inddragelse af klagerens opholdstilladelse. Herefter, og idet Flygtningenævnet heller ikke finder, at den omstændighed, at klageren i forbindelse med sin asylansøgning fremlagde en fødselsattest udstedt i 1980, efter indholdet af ovennævnte baggrundsoplysninger, kan føre til, at opholdstilladelsen skal inddrages. Der er herved lagt vægt på, at det vedrørende fødselsattester fremgår af de nævnte notater, at det er sjældent, at rohingya-kvinder føder på hospital, samt at det siden midten af 1990-tallet var muligt for rohingyaer, også i Rakhine, at få udstedt fødselsattester. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er fremkommet sådanne objektive oplysninger, som kan føre til, at det kan lægges til grund, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af […] 2015, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” burm/2016/3/chk
Nævnet omgjorde i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burma. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren oplyste, at han var etnisk rohingya fra Burma. Klageren fremlagde til støtte for sit asylmotiv et burmesisk National Registration Card (NRC), udstedt [i sommeren] 1991 i […], Rakhine State, samt et burmesisk fødselsregistreringsbevis udstedt [i begyndelsen af] 1979 på […] Hospital i Burma. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2007 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen modtog efterfølgende i 2011 nye baggrundsoplysninger vedrørende etniske rohingyaer fra Burma. Oplysningerne fremgår af: ”Rohingya refugees in Bangladesh and Thailand”, udgivet af Udlændingestyrelsen i maj 2011, og ”Notat vedr. fødselsregistrering, vaccinationsar og visse kulturelle og religiøse skikke for den muslimske befolkning (Rohingya) i den nordlige del ad Rakhine State (NRS) i Burma”, udfærdiget af Dokumentations- og Projektkontoret, Udlændingestyrelsen den 5. juli 2011. Udlændingestyrelsen modtog endvidere i 2009 og 2013 i alt to henvendelser om blandt andet, at klageren rettelig er fra Bangladesh og ikke etnisk rohingya fra Burma. Udlændingestyrelsen inddrog klagerens opholdstilladelse [i efteråret] 2015, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at opholdstilladelsen efter praksis skal være opnået på et objektivt urigtigt grundlag for, at betingelserne for inddragelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, er til stede. Flygtningenævnet finder, at karakteren og indholdet af de henvendelser, som Udlændingestyrelsen har modtaget i 2009 og 2013, ikke uden en nærmere undersøgelse, kan benyttes som bevis for, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet finder endvidere, at baggrundsoplysningerne fra 2011 og 2014 fra Landinfo, Temanotat, Myanmar: Rohingyaer, hvorefter det som udgangspunkt kan lægges til grund, at ID-kort efter visse baggrundsoplysninger ikke er udstedt efter 1989, selvom der er visse usikkerhedsmomenter, ikke har et sådant indhold, at oplysningerne i den konkrete sag kan føre til en inddragelse af klagerens opholdstilladelse. Herefter, og idet Flygtningenævnet heller ikke finder, at den omstændighed, at klageren i forbindelse med sin asylansøgning fremlagde en fødselsattest udstedt i 1980, efter indholdet af ovennævnte baggrundsoplysninger, kan føre til, at opholdstilladelsen skal inddrages. Der er herved lagt vægt på, at det vedrørende fødselsattester fremgår af de nævnte notater, at det er sjældent, at rohingya-kvinder føder på hospital, samt at det siden midten af 1990-tallet var muligt for rohingyaer, også i Rakhine, at få udstedt fødselsattester. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er fremkommet sådanne objektive oplysninger, som kan føre til, at det kan lægges til grund, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af […] 2015, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” burm/2016/2/chk
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Burma. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kachin og kristne fra […], Burma. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Burma frygter at miste livet, grundet myndighedernes undertrykkelse og forfølgelse af Kachinfolket. Til støtte herfor har den mandlige ansøger forklaret, at han fra 2002 til 2005 er blevet anholdt af de burmesiske myndigheder tre gange. Før dette blev han tvunget til at udføre fysisk arbejde for militæret i Burma. Han har forklaret, at han i perioder af to til tre måneder ad gangen, siden han var 8 til 9 år gammel og frem til hans første anholdelse i 2002, blev tvunget til at udføre tvangsarbejde grundet sin etnicitet. I 2002 blev han anholdt og fængslet i omkring en uge, fordi han blev mistænkt for at være spion for Kachin Independent Army (KIA). Han blev anholdt anden gang i slutningen af 2002 og fængslet i 15-16 dage, hvor han endnu en gang blev mistænkt for at være spion for KIA. Ultimo 2003 blev ansøgeren for tredje gang tilbageholdt af de burmesiske myndigheder og fængslet i 3 til 4 dage - endnu en gang fordi han blev mistænkt for at være spion. Ansøgeren gemte sig herefter i skoven i længere tid ad gangen og undgik således flere anholdelser. Den mandlige ansøger udrejste fra Burma til Kina ultimo 2005, hvor han ikke kunne få opholdstilladelse, hvorfor han efter omkring 3 til 4 måneder rejste tilbage til Burma. Efter 3 til 4 dages ophold i Burma tog han til Malaysia, hvor han opholdt sig i fem år, indtil han og familien fik opholdstilladelse i Rumænien i 2010. Den mandlige ansøger har oplyst, at hans ægtefælle efter hans udrejse af Burma blev opsøgt af repræsentanter fra militæret, der ledte efter ham. Den kvindelige ansøger udrejste fra Burma til Malaysia i [efteråret] 2008. Den kvindelige ansøger har vedrørende Burma i det hele henvist til sin ægtefælles forhold. Ansøgerne blev [i sommeren] 2010 meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtninge i Rumænien. Ansøgerne udrejste første gang af Rumænien i 2011, hvor de tog til Norge og søgte asyl og efterfølgende blev sendt tilbage til Rumænien. I 2012 indrejste ansøgerne i Danmark og søgte asyl og blev [i sommeren] 2013 igen sendt tilbage til Rumænien. I [sommeren] 2014 tog den mandlige ansøger til Sverige, hvor han arbejdede ulovligt i en periode. Vedrørende Rumænien har ansøgerne forklaret, at de i Rumænien ikke fik det, som de var blevet lovet af UNHCR, vedrørende støtte, bolig og uddannelse. Ved en tilbagevenden til Rumænien frygter ansøgerne at blive boligløse, arbejdsløse og at stå uden penge og en fremtid. Den mandlige ansøger blev visiteret, når han skulle ud og ind af asylcentret, hvorfor det føltes som et fængsel. De fik ingen penge af de rumænske myndigheder, og de fik ikke mad nok, hvilket de uden held klagede til centerlederen over. De skulle selv betale for eventuelle ikke-akutte lægebehandlinger og sundhedsforsikringer, men dette havde de ikke råd til. Ansøgerne er blevet deprimerede over situationen, og deres ene søn har astma. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Rumænien kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens dagældende § 7, stk. 3. Ansøgerne er kvoteflygtninge, og de har opnået opholdstilladelser som konventionsflygtninge i Rumænien og har fået udstedt konventionspas. Opholdstilladelserne er udløbet [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerne har mulighed for at indrejse og tage lovligt ophold i Rumænien, og at de vil være beskyttet mod refoulement, idet det må antages, at ansøgerne vil have mulighed for at få opholdstilladelserne fornyet. Der henvises blandt andet til, at Rumænien er medlem af EU og er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og at Rumænien har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulementprincippet i Flygtningekonventionens artikel 33. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder United States Department of States’ rapport ”2015 Country Reports on Human Rights Practices – Romania” af 13. april 2016, fremgår det blandt andet, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som rumænske statsborgere bortset fra retten til at stemme. Retten omfatter alle niveauer af uddannelse, livslang læring, indlogering og beskæftigelse samt offentlig lægehjælp og sygesikring. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at ansøgernes personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang i Rumænien, og at ansøgernes tilbagevenden til Rumænien ikke vil medføre risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i Den Europæiske Unions Charter artikel 4, og som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 samt den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerne vil blive udsat for overgreb ved en tilbagevenden til Rumænien og henviser til, at de tidligere har forklaret, at de ikke har oplevet konflikter med de rumænske myndigheder eller grupperinger. Ansøgernes forklaring under nævnsmødet om, at de ville få problemer, hvis de ikke underskrev nogle dokumenter, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgernes forklaringer om deres forhold i Rumænien ikke kan medføre en ændret vurdering, idet der i øvrigt henvises til, at en af ansøgernes børn, der lider af astma, har modtaget fornøden lægehjælp, og at den kvindelige ansøger har født et af børnene på et sygehus. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerne som kvoteflygtninge med konventionsstatus må antages at kunne klage til UNHCR eventuelt via den lokale repræsentation over sådanne forhold og omstændigheder, som de finder utilfredsstillende i Rumænien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Burm/2016/10/JOL
Nævnet omgjorde i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burma. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2009 statsborgeren fra Burma, […], opholdstilladelse som konventionsflygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I [foråret] 2013 modtog Udlændingestyrelsen flere henvendelser fra navngivne personer om, at klageren bevidst havde ladet sig registrere under falsk navn og falsk statsborgerskab. I 2011 havde Udlændingestyrelsen modtaget nye baggrundsoplysninger vedrørende etniske rohingyaer fra Burma. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse [i efteråret] 2015. I afgørelsen henviste styrelsen til, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren har oplyst, at han var etnisk rohingya fra Burma, og at han havde fremlagt et burmesisk National Registration Card (NRC) udstedt i Burma [i sommeren] 1992 samt et burmesisk fødselsregistreringsbevis udstedt [i begyndelsen af] 1980 på […] Hospital. Klageren har under inddragelsessagen oplyst, at han er etnisk rohingya fra Burma, født på […] Hospital, og at han har fået udleveret de nævnte dokumenter af sin fader. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at opholdstilladelsen efter praksis skal være opnået på et objektivt urigtigt grundlag for, at betingelserne for inddragelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, er til stede. Flygtningenævnet finder, at karakteren og indholdet af de henvendelser, som Udlændingestyrelsen har modtaget i [foråret] 2013, ikke uden en nærmere undersøgelse, kan benyttes som bevis for, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet finder endvidere, at baggrundsoplysningerne fra 2011 og 2014 fra Landinfo, Temanotat, Myanmar: Rohingyaer, hvorefter det som udgangspunkt kan lægges til grund, at ID-kort efter visse baggrundsoplysninger ikke er udstedt efter 1989, selvom der er visse usikkerhedsmomenter, ikke har et sådant indhold, at oplysningerne i den konkrete sag kan føre til en inddragelse af klagerens opholdstilladelse. Herefter, og idet Flygtningenævnet heller ikke finder, at den omstændighed, at klageren i forbindelse med sin asylansøgning fremlagde en fødselsattest udstedt i 1980, efter indholdet af ovennævnte baggrundsoplysninger, kan føre til, at opholdstilladelsen skal inddrages. Der er herved lagt vægt på, at det vedrørende fødselsattester fremgår af de nævnte notater, at det er sjældent, at rohingya-kvinder føder på hospital, samt at det siden midten af 1990-tallet var muligt for rohingyaer, også i Rakhine, at få udstedt fødselsattester. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er fremkommet sådanne objektive oplysninger, som kan føre til, at det kan lægges til grund, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af […] 2015, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” burm/2016/1/chk
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fem børn fra Burma. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er kristne af trosretning og etniske kachin fra Kachin State i Burma. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Burma frygter forfølgelse og at blive udsat for tortur, idet den mandlige ansøger i perioden fra 1988 til 2007 i perioder blev tvunget til at udføre fysisk arbejde for militæret i Burma grundet sin etnicitet og religion. Den mandlige ansøger frygter endvidere, at han på ny vil blive udsat for tvangsarbejde. Ansøgerne har i relation til Rumænien gjort gældende, at dette land ikke kan tjene som første asylland henset til de dårlige forhold særligt for familier med mindreårige børn. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen til grund at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerne kan henvises til at tage ophold i Rumænien, hvor de har opholdstilladelse jf. udlændingelovens dagældende § 7, stk. 3 (nu § 7, stk. 4). Flygtningenævnet finder således, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Rumænien vil være beskyttet mod refoulement, at deres og børnenes personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang, ligesom de økonomiske og sociale forhold i Rumænien vil være tilstrækkelige. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Burm/2015/7
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Burma. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kachin og kristne af trosretning fra [B], Burma. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har siden 2001 været medlem af den kristne organisation [K], samt leder af organisationens ungdomsafdeling i [B] siden 2002. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de burmesiske myndigheder, idet han har afholdt en kristen træningslejr uden fornøden tilladelse. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret til oprørsgruppen Kachin Independent Army. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2002 blev leder af den kristne organisations ungdomsafdeling i [B]. Hvert år afholdt organisationen et kristent seminar, og [i efteråret 2006] havde ansøgeren ansvaret for seminaret. Da seminaret var slut, blev ansøgeren opsøgt af nogle soldater, som bad ansøgeren om at fremvise tilladelse til afholdelse af seminaret. Ansøgeren blev tilbageholdt i en militærlejr, da han ikke kunne fremvise tilladelse. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra militærlejren, hvorfra han tog hjem til sin bopæl. Ansøgeren opholdt sig i skjul i fire dage i bjergene. I løbet af de fire dage blev ansøgerens ægtefælle opsøgt af soldater, der spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste herefter illegalt til Thailand. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Burma frygter at få problemer med de burmesiske myndigheder på grund af sin ægtefælles konflikt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle [i efteråret 2006] havde ansvaret for afholdelse af en kristen træningslejr, da han var leder af kirkens ungdomsafdeling. Om aftenen blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af en dreng, der fortalte, at ansøgerens ægtefælle var blevet anholdt. Ansøgeren blev på bopælen, og lige efter midnat kom ægtefællen hjem til hende på bopælen. Ægtefællen tog ophold i bjergene, og den efterfølgende dag blev ansøgeren opsøgt af soldater, der spurgte efter ægtefællen. Efter fire dages ophold i skjul i bjergene udrejste ægtefællen illegalt til Thailand. Efter ægtefællens udrejse blev ansøgeren opsøgt af soldater, der spurgte efter ægtefællen. Ansøgeren udrejste som følge heraf [i foråret 2007] af Burma. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om den mandlige ansøgers anholdelse og tilbageholdelse til grund. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden, ligesom ansøgerne på flere væsentlige punkter har forklaret divergerende og indbyrdes modstridende. Den mandlige ansøger har således forklaret divergerende om blandt andet, hvor han tog hen efter flugten, og hvor hans ægtefælle opholdt sig. Han har således under asylsamtalen [i foråret 2015] forklaret, at han tog hjem til sine forældres bopæl, hvor hans ægtefælle opholdt sig. Senere under samtalen, da han var blevet gjort bekendt med, at den kvindelige ansøger havde forklaret, at han først kom hjem til hende på deres fælles bopæl, har han forklaret, at han ikke huskede præcist, hvor han tog hen, men at han talte med sin ægtefælle. Under samtalen i nævnet har han forklaret, at han først tog hjem til sin egen bopæl, hvor han talte med sin ægtefælle og fik udleveret en pose med tøj, hvorefter han tog hjem til sine forældre. Ansøgerne har endvidere afgivet modstridende oplysninger om, hvem de boede hos da de blev gift, og den kvindelige ansøger har forklaret afglidende og upræcist om, hvor mange gange hun er blevet opsøgt af myndighederne efter mandens flugt. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det en vis vægt, at den kvindelige ansøger uden problemer har kunnet opholde sig i [B] i Burma i cirka 6 måneder efter den mandlige ansøgers flugt. Endelig kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgerne som følge af de generelle forhold for etniske kachin opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Burm/2015/6
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Burma. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk kachin og kristen af trosretning fra […], Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive anholdt, tilbageholdt og dræbt af militæret, fordi han har undladt at give møde. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold for etniske kachin, idet der er konflikter mellem kachin-folk og militæret, og fordi de burmesiske myndigheder ikke overholder menneskerettighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i lighed med de øvrige beboere i landsbyen […] blev pålagt at udføre arbejde for militæret uden at modtage betaling herfor. Omkring 2003 blev ansøgeren pålagt at dyrke ris to gange om året, hvilket ikke lod sig gøre i sommerhalvåret. Eftersom det ikke lykkedes ham at dyrke ris, blev han [i foråret] 2005 anholdt og tilbageholdt i tre dage i en militærlejr. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb. [Efter tre dage] blev han løsladt, fordi han var meget syg. Det var en betingelse for løsladelsen, at han vendte tilbage til lejren efter en uge. [Omkring en uge senere] udrejste ansøgeren af Burma. Ansøgeren har videre oplyst, at han sammen med sin familie udrejste af Rumænien til Danmark [i efteråret] 2014, fordi han har hepatitis C, og ikke har penge til at betale for behandlingen heraf. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke har penge til at betale for sine børns skolegang og eventuel behandling af sygdomme, ligesom det ikke er muligt for ansøgeren at finde arbejde i Rumænien. Den kvindelige ansøger er etnisk kachin og kristen af trosretning fra […], Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikter, og at hun ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive anholdt eller dræbt af militæret, fordi hendes ægtefælle ikke med succes har dyrket den mængde ris, han var blevet pålagt, og fordi han har undladt at møde hos militæret efter sin midlertidige løsladelse. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter militæret, fordi hun er flygtet fra pålagt straffearbejde. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle i 2003 blev pålagt at dyrke ris, hvilket ikke var muligt i sommerhalvåret. Da det ikke lykkedes ham, blev han [i foråret] 2005 anholdt og tilbageholdt i et fængsel. Efter tre dage blev han midlertidigt løsladt på betingelse af, at han vendte tilbage til fængslet efter en uge. [Omkring en uge senere] udrejste han af Burma. Herefter og frem til [ultimo vinter] 2006 blev ansøgerens bopæl opsøgt en til to gange månedligt af militære personer, som eftersøgte hendes ægtefælle. Hun blev i den forbindelse truet og slået. Da de ikke fandt ham, blev ansøgeren pålagt op til fem dages straffearbejde om måneden. Ansøgeren udrejste sammen med sine børn i [ultimo vinter] 2007 til Malaysia, hvor hun blev genforenet med sin ægtefælle. Ansøgeren har videre oplyst, at hun sammen med sin familie udrejste af Rumænien, fordi de selv skulle betale for mad, uddannelse og sygdomsbehandling, ligesom det ikke var muligt for ansøgerne at finde arbejde. Endelig blev de ikke tildelt en egentlig bopæl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om, at den mandlige ansøger har været tilbageholdt i tre dage og tortureret, til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerne ikke har forklaret om individuelle overgreb i forbindelse med deres første asylansøgning i Danmark i 2011. Tværtimod har den mandlige ansøger forklaret, at han ikke har været anholdt eller fængslet. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om omstændighederne ved anholdelsen/tilbageholdelsen og om borgmesterens rolle. Hertil kommer, at tidsforløbet omkring den mandlige ansøgers udrejse ikke kan stemme med alderen på ansøgernes næstældste barn. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort det asylmotiv, de påberåber dem. Flygtningenævnet finder, at der vel sker overgreb mod befolkningen i Kachin, men at de generelle forhold ikke er af en sådan karakter, at alle fra Kachin opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne er i en sådan situation, at de risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb således, at de har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Burma. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Burm/2015/5
Nævnet stadfæstede i juli 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Burma. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kachin og kristen baptist af trosretning fra Kachin, Burma. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive anholdt af repræsentanter for de burmesiske myndigheder, idet hun er kristen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har været medlem af den lokale kirke, […], hvor hun indtil sin udrejse arbejdede som sekretær. I [sommeren] 2006 blev hun sammen med kirkens leder og præst anholdt af myndighederne, fordi de havde forsamlet sig i kirken uden forudgående tilladelse. Under tilbageholdelsen blev de afhørt om formålet med forsamlingen, idet myndighederne mistænkte dem for at være politisk involverede, hvilket de dog nægtede. Efter omkring tre dage blev de løsladt mod betaling, efter at de under tvang havde underskrevet en erklæring om, at de ikke igen ville forsamle sig uden forudgående tilladelse fra myndighederne. Omkring en måned efter løsladelsen deltog ansøgeren i søndagsgudstjenesten. Man havde ikke indhentet forudgående tilladelse hertil, fordi man ikke havde vurderet det nødvendigt. Under gudstjenesten så de på afstand myndighedspersoner nærme sig kirken, og ansøgeren flygtede fra stedet. Ansøgeren udrejste illegalt af Burma i [sommeren] 2006 til Malaysia via Thailand med hjælp fra sin onkel. I 2008 havde hun telefonisk kontakt med sin moder, der oplyste hende om, at deres bopæl i landsbyen var blevet opsøgt af repræsentanter for myndighederne. Bopælen er blevet opsøgt to til tre gange. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rumænien ikke ved, hvordan hun skal klare sig økonomisk, og at livet er hårdt i Rumænien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om anholdelsen og tilbageholdelsen til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren, der er højtuddannet, under den første samtale med Udlændingestyrelsen udtrykkeligt har givet udtryk for, at hun er flygtet som følge af den generelle religionsforfølgelse i landet, og at hun ikke selv havde konkrete og personlige konfrontationer og problemer med de burmesiske myndigheder. Ansøgerens forklaring i nævnet om, at hun ikke er blevet spurgt om individuelle forhold, henholdsvis er blevet stoppet heri ved forklaringen herom, kan ikke lægges til grund. Flygtningenævnet finder, at der vel sker overgreb, herunder mod kristne, i Kachin, men at de generelle forhold for kristne ikke er af en sådan karakter, at alle kristne opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren er i en sådan situation, at hun risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb således, at hun har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Burma. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet må lægge til grund, at ansøgerens familie fortsat befinder sig i hjemområdet, og at de fortsat deltager i gudstjenester i kirken. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Burm/2015/4
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Burma. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kachin og kristne af trosretning fra Burma. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv i forhold til Burma henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive fængslet, tortureret og slået ihjel, fordi han har sagt en soldat imod og er flygtet, efter han blev anholdt, samt at han frygter de generelle usikre forhold for etniske kachin, fordi han tidligere er blevet tvunget til at udføre tvangsarbejde. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Burma henvist til, at han en dag i 2007, mens han udførte tvangsarbejde på en militærbase, blev arresteret, fordi han forsøgte at forhindre en soldat i at antaste en kvinde fra hans landsby. Han bad den pågældende soldat om at lade kvinden være, hvorefter soldaten slog ansøgeren to gange i ansigtet med en geværkolbe. Ansøgeren og hans ven blev begge ført til fods mod en større by, hvor det militære hovedkontor lå. Da de nåede til en hytte, som lå i udkanten af […], lykkedes det for ansøgeren og hans ven at flygte. Ansøgeren, der kendte området, løb i retning af nogle marker, som tilhørte indbyggerne i […], og som lå i et bjergområde uden for byen. Efterfølgende opholdt han sig i omkring et halvandet døgn på en mark. Dernæst tog han hen til sin bopæl i […], hvor han boede sammen med sin faster. Her opholdt han sig i to dage, inden han udrejste af Burma. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv i forhold til Burma henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at opleve konflikter med de burmesiske myndigheder, herunder med repræsentanter fra militæret, på grund af den mandlige ansøgers konflikter. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Burma henvist til, at hun i […] 2008 udrejste til Malaysia. Den mandlige ansøger fortalte hende, at han i 2007 udrejste af Burma, fordi han fik problemer med repræsentanter fra militæret, efter han havde forsøgt at hjælpe en kvindelig nabo. Ansøgerne har som asylmotiv i forhold til Rumænien, hvor de har opholdstilladelse som kvoteflygtninge, henvist til, at de ikke ønsker at vende tilbage på grund af de dårlige levevilkår. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv i forhold til Rumænien henvist til, at de ikke modtog hjælp, herunder hverken lægelig behandling eller hjælp til pasning af deres børn, fra de rumænske myndigheder, og at det ikke var muligt for den mandlige ansøger at få et arbejde. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger i 2007 udrejste fra Burma, efter at han havde været indblandet i en konflikt med en soldat i forbindelse med, at ansøgeren udførte tvunget arbejde for militæret. Ansøgeren flygtede fra episoden hjem til sin faster, som sørgede for, at ansøgeren efter to dage kunne udrejse til Malaysia. Ansøgeren har ikke senere været i hjemlandet og har ikke erfaret, at han senere skulle være eftersøgt. Den kvindelige ansøger udrejste i 2008 til Malaysia, og hun havde ikke forinden udrejsen erfaret, at den mandlige ansøger skulle være eftersøgt. Den mandlige ansøger har under sin forklaring for Flygtningenævnet givet udtryk for, at det er tvivlsomt, om han på grund af konflikten i 2007 er eftersøgt af myndighederne. På baggrund af oplysninger om karakteren af den mandlige ansøgers konflikt i 2007 og det i øvrigt oplyste, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgerne på nuværende tidspunkt risikerer konkret og individuel forfølgelse eller overgreb, hvis de vender tilbage til Burma. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgerne som følge af de generelle forhold for etniske kachin alene eller som en kombination af dette og konflikten i 2007 risikerer sådan forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2015/3
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burma med to mindreårige børn. Ansøgeren er etnisk bama og kristen født i Dawey, Burma. Før sin udrejse af Burma boede ansøgeren i byen (…). Ansøgeren har været medlem af det politiske parti National League for Democracy (NLD) i Malaysia i (flere år). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter de burmesiske myndigheder, idet de har fået kendskab til, at han i Malaysia var medlem af partiet NLD. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt af de burmesiske myndigheder, idet han illegalt ind- og udrejste af Burma i (…). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans fader blev slået ihjel af repræsentanter for de burmesiske myndigheder (for flere år tilbage), idet faderen arbejdede ulovligt som skovhugger og fisker i et område nord for byen (…). Efter sin faders død blev ansøgeren forsørger af familien. I (…) rejste han til Malaysia for at finde et arbejde, idet familien havde svært ved at klare sig økonomisk. I (…) blev han i Malaysia kontaktet af sin søster, som fortalte, at hans moder var syg. Som følge heraf rejste ansøgeren tilbage til Burma. Han genindrejste i Burma illegalt. Hans moder afgik ved døden få dage efter hans indrejse i landet, og hun blev begravet tre dage senere. På dagen for moderens begravelse blev ansøgeren kontaktet af sin ven, (…), som advarede ham om, at repræsentanter fra de burmesiske myndigheder eftersøgte ham og ville anholde ham. Han fortalte videre, at myndighederne havde fået kendskab til, at ansøgeren var indrejst illegalt i landet, samt at han havde været medlem af NLD. Ansøgeren rejste herefter til en nærliggende ø, hvorfra han den følgende morgen udrejste illegalt af Burma med en fiskerbåd til Thailand. Den (…) meddelte de rumænske myndigheder, at ansøgeren den (…) blev meddelt flygtningestatus i Rumænien. Ansøgerens opholdstilladelse er gældende frem til (2016). Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han i (…) udrejste af Burma til Malaysia for at finde arbejde, til grund. Flygtningenævnet kan videre lægge til grund, at ansøgeren i Malaysia meldte sig ind i det politiske parti NLD, og at han i (…) genindrejste i Burma. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge til grund, at ansøgeren står i et modsætningsforhold til de burmesiske myndigheder. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om sin kontakt til myndighederne i Burma i (…), ligesom hans forklaring om, hvordan myndighederne skulle have fået kendskab til, at han var genindrejst i landet, er usammenhængende og ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at NLD efter de foreliggende baggrundsoplysninger, i hvert fald siden 2012 har været et lovligt parti i Burma. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Burma vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet bemærkes, at det forhold, at ansøgeren er udrejst illegalt af Burma ikke i sig selv kan føre til, at han meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Burm/2015/2
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burma. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kachin og kristen født i Sang Gang, Myanmar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive arresteret af de burmesiske myndigheder og udsat for tortur, idet han i (…) udeblev fra indkaldelse til tvangsarbejde i sin hjemby. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de generelt dårlige og usikre forhold, som gør sig gældende for hans etniske gruppe, kachin, i Burma. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i Burma blev tvunget til at udføre fysisk arbejde for de burmesiske soldater i hjemområdet. I (…) blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af fire uniformerede soldater, der tvang ham med til deres lejr, som befandt sig uden for byen Sang Gang. Her skulle ansøgeren transportere soldaterne til en nyoprettet lejr. Ansøgerens (transportmiddel) blev læsset tungt med materiel og soldater, og han havde derfor, og fordi der var tale om et svært fremkommeligt terræn, der i øvrigt var forværret af voldsom regn, svært ved at styre køretøjet. Som følge heraf mistede ansøgeren herredømmet over køretøjet, som væltede. Soldaterne gav ansøgeren skylden for ulykken, hvorfor de sparkede og slog ham. Han blev slået hårdt i panden med en geværkolbe, hvilket resulterede i, at han blev bevidstløs. Da ansøgeren kom til bevidsthed, var han indlagt på hospitalet (…), hvor han befandt sig i omkring 13 dage. Efter sin udskrivelse fra hospitalet returnerede ansøgeren til sin bopæl, hvor han pakkede sine ejendele. Han tog herefter ophold i en hytte, som befandt sig på en mark. Ansøgerens forældre blev to gange, under ansøgerens ophold i hytten, opsøgt på deres bopæl af soldater, der ledte efter ham. Ansøgeren udrejste herefter af landet, idet han frygtede soldaterne. Ansøgeren indrejste herefter i Rumænien, hvor han den (…) blev meddelt konventionsstatus. Ansøgerens liv i Rumænien var hårdt, idet han ikke kunne få et arbejde, og idet hans økonomi var dårlig. Ansøgerens opholdstilladelse i Rumænien udløb den (…). Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han i (…) blev tvunget til at hjælpe burmesiske soldater med at flytte deres lejr, og at han i den forbindelse var involveret i en ulykke, der medførte, at han blev indlagt på hospitalet til grund. Flygtningenævnets flertal kan derimod ikke lægge til grund, at ansøgeren efterfølgende kom til at stå i et modsætningsforhold til de burmesiske myndigheder. Flygtningenævnets flertal har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet, efter at han blev udskrevet fra hospitalet, fremstår usammenhængende og divergerende. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor længe han opholdt sig på bopælen, før han gemte sig i en hytte på marken. Han har forklaret divergerende og usammenhængende om, hvor lang tid der gik fra han blev udskrevet, til soldaterne første gang opsøgte hans bopæl, og han har forklaret divergerende om, hvorvidt han fortsat opholdt sig på bopælen, da soldaterne opsøgte denne, eller om han på det tidspunkt havde taget ophold i en hytte. Flygtningenævnets flertal har videre tillagt det vægt, at det alene hviler på ansøgerens formodning, at soldaterne opsøgte ham på bopælen som følge af det uheld, ansøgeren havde været involveret i. Endelig finder flygtningenævnets flertal ikke, at de generelle forhold i Burma for personer, der tilhører den etniske gruppe kachin, er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde asyl. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet er i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Burm/2015/1
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der angav at være etnisk rohingya fra Burma. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren har forklaret, at han er etnisk rohingya og muslim af trosretning fra Arakan distriktet, Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har under tvang deltaget i demonstrationer for partierne Awami League og Bangladesh Nationalist Party. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive slået ihjel, idet han er etnisk rohingya og muslim af trosretning. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter, at de bangladeshiske myndigheder vil sende ham tilbage til Burma, fordi han ikke er statsborger i Bangladesh. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han, sammen med sin familie, flygtede fra Burma i 1991, fordi de hverken havde statsborgerskab eller frihed i landet på grund af deres etniske oprindelse. Familien flygtede til Bangladesh, hvor de boede i en flygtningelejr i omkring 2 år, indtil de flyttede til Chittagong, hvor ansøgerens fader havde fået arbejde. I slutningen af 1994 eller starten af 1995 tog ansøgeren og hans broder til Dhaka for at arbejde. I slutningen af 1995 fandt ansøgeren ud af, at hans forældre ikke længere boede i Chittagong, idet han og broderen var taget tilbage for at finde dem. Faderens arbejdsgiver fortalte ansøgeren og broderen, at han frygtede, at deres forældre var blevet sendt tilbage til Burma af myndighederne og oplyste endvidere, at de risikerede det samme, hvis de kontaktede myndighederne. Ansøgeren og hans broder rejste herefter tilbage til Dhaka. I årene 2008 til 2011 er ansøgeren blevet tilbageholdt af politiet tre gange i forbindelse med politiets efterforskning af hændelser på ansøgerens arbejdsplads. I 2010 flygtede ansøgerens broder til Malaysia, men han kunne ikke tage ansøgeren med sig. Ansøgeren blev tilbage i Bangladesh og sparede penge op. I [efteråret] 2012 udrejste ansøgeren af Bangladesh ved hjælp af en agent og broderen, der havde planlagt rejsen for ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er født i Burma, og at han er rohingya. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke husker noget om sit liv i Burma, og at han tilsyneladende ikke har hørt om rohingya-kulturen fra sine forældre, som han boede sammen med, indtil han var 10 år. Ansøgerens forklaring om, hvordan han kom i besiddelse af den fremlagte ”Family Book” fremstår endvidere usandsynlig og dermed utroværdig. Der er herved lagt vægt på, at det efter ansøgerens forklaring er helt tilfældigt, at han kom i besiddelse af bogen, idet det forekommer usandsynlig, at ansøgerens far skulle have givet bogen til sin arbejdsgiver, og at denne skulle opbevare bogen for senere at udlevere den til ansøgerens bror, der opsøgte arbejdsgiveren, som i øvrigt ikke vidste, hvor ansøgerens familie var, og som ikke var i besiddelse af andre af familiens ejendele. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgerens bror ikke selv skulle benytte bogen. Flygtningenævnet finder herefter, at den "Family Book", som ansøgeren har fremlagt, ikke vedrører ansøgeren og dennes familie. Det er under de ovennævnte omstændigheder tillige tillagt en vis betydning, at det fremgår af bogen, at familien, herunder ansøgeren, skulle være repatrieret til Burma primo 1995, hvilket ikke stemmer overens med ansøgerens forklaring. Det fremgår endvidere af baggrundsmateriale vedrørende Burma, at der er mange ægte, ændrede eller falske "Family Books" i omløb. Under de nævnte omstændigheder har nævnet tillige tillagt det en vis om end mindre betydning, at den sprogtest, der er udarbejdet af en person, der selv er rohingya og opvokset i Burma, taler stærkt imod, at ansøgeren skulle være Rohingya fra Burma. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren skal vurderes som kommende fra Bangladesh og i forhold til Bangladesh, og Flygtningenævnet finder, at han ikke har forklaret om omstændigheder, der gør, at han kan opnå asyl i forhold til Bangladesh. Den omstændighed, at ansøgeren har været tilbageholdt tre gange af politiet i Bangladesh kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at politiet hver gang efterforskede konkrete hændelser, og at ansøgeren hver gang blev løsladt efter kort tid. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2014/3
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der angav at være etnisk rohingya fra Buram. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren angiver at være etnisk rohingya og muslim af trosretning fra Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive forfulgt af myndighederne på grund af sin etnicitet og religion. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke er statsborger i Bangladesh eller har familie i landet, hvorfor han ikke kan vende tilbage dertil. Han flygtede sammen med sin familie fra Burma til Bangladesh, da han var to til fem år gammel. Familien tog ophold i […]men efter en periode gav ansøgerens forældre ham til en plejefamilie, fordi de ikke kunne forsørge ham. Han boede hos plejefamilien, indtil han var 10 til 12 år gammel, hvorefter han måtte rejse, idet familien blev chikaneret som følge af ansøgerens etnicitet. Han tog ophold i Dhaka, hvor han efter nogle år mødte sin plejefar. Plejefaren inviterede ansøgeren på et kort besøg, hvorunder ansøgeren fik udleveret sin family book, som ansøgerens far havde afleveret under sit seneste besøg hos plejefamilien. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet og sit asylmotiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at den af ansøgeren fremlagte family book beskriver en familierelation, der ikke stemmer overens med ansøgerens beskrivelse af sin familierelation. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den beskrivelse, der fremgår af et høringssvar fra UNHCR af […]2014 vedrørende en family book nummer[…], på en række punkter ikke svarer til de af ansøgeren afgivne oplysninger. Det findes herudover usandsynligt, at ansøgerens far valgte at overdrage bogen til ansøgeren gennem plejefaren, navnlig henset til at det må have haft langt større betydning for ansøgerens egen familie at beholde bogen i sin varetægt. Nævnet finder det tillige usandsynligt, at ansøgeren kunne få den omhandlede family book i hænde fra sin plejefar ved tilfældigvis at møde denne på gaden i Dhaka mange år efter fraflytningen fra plejefamilien. Nævnet har endelig lagt vægt på, at der i ansøgerens forklaring er flere betydelige unøjagtigheder i tidsangivelser, herunder blandt andet om, hvornår ansøgeren rejste fra Burma til Bangladesh. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren skal vurderes ud fra, at han kommer fra Bangladesh og i forhold til Bangladesh, og nævnet finder, at han ikke har forklaret om omstændigheder, der berettiger ham til opholdstilladelse i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2014/2
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der angav være etnisk rohingya fra Burma. Indrejst i 2012. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Senere i 2013 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.Flygtningenævnet udtalte:”At Ansøgeren er angiver at være etnisk rohingya og muslim af trosretning fra Maungdaw, Arakan, Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive dræbt af repræsentanter for myndighederne, idet han er etnisk rohingya. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at tage ophold der, idet han ikke er bangladeshisk statsborger. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med ophold i Burma blev pålagt at udføre tvangsarbejde for NaSaKa, samt at han blev udsat for fysiske overgreb i den forbindelse. Ansøgeren og hans familie flygtede fra Burma til Bangladesh i 1991, idet familiens landsby blev opsøgt af repræsentanter fra NaSaKa, som brændte bopæle i byen ned. I 1993 tog ansøgerens fader tilbage til Burma, for at undersøge om forholdene for etniske rohingyaer var i bedring. Ansøgeren har ikke siden set sin fader. I 2010 mødte ansøgeren en person, som han fik ansættelse hos. På baggrund heraf rejste ansøgeren i 2011 til Indien, hvor han arbejdede som kodriver. I forbindelse med dette arbejde blev ansøgeren beskudt af repræsentanter fra Border Security Force. Ansøgeren udrejste efterfølgende illegalt af Indien i [begyndelsen af] 2012. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er født i Burma, og at han skulle være rohingya. Flertallet har navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om finansieringen af udrejsen fra Bangladesh fremstår utroværdig. Det fremstår således utroværdigt, at ansøgeren kunne spare op til rejsen på et år samt ved, at hans arbejdsgiver skulle betale en del af beløbet uden modydelser. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren er blevet løsladt betingelsesløst og efter kort tid efter flere tilbageholdelser hos politiet, hvis han var etnisk rohingya og ikke havde lovligt ophold i Bangladesh. På den baggrund finder flertallet, at det ikke er sandsynligt, at det af ansøgeren fremlagte National Registration Card (NRC), der fremstår som udstedt i Burma i[…] 1987, kan anses som ægte eller uden ændringer. Ved denne afgørelse har flertallet lagt vægt på baggrundsoplysningerne vedrørende Burma, hvoraf det fremgår, at falske dokumenter er hyppigt forekommende, og at både ægte, ændrede og falske dokumenter kan købes. Det forholdt, at det ikke har været muligt at ægthedsvurdere kortet, ændrer ikke herved. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har nævnet endvidere tillagt det en vis vægt, at den sprogtest, der er udarbejdet af en person, der selv er rohingya og opvokset i Burma, konsekvent afviger fra normen for rohingya, men derimod følger normen for bengali. Nævnet har ved denne vurdering endvidere tillagt det betydning, at ansøgeren var 17 år, da han efter sin egen forklaring skulle være udrejst fra Burma. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren skal vurderes som kommende fra Bangladesh og i forhold til Bangladesh, og Flygtningenævnets flertal finder, at han ikke har forklaret om omstændigheder, der gør, at han kan opnå asyl i forhold til Bangladesh. Den omstændighed, at ansøgeren flere gange har været tilbageholdt af politiet, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at han hver gang er blevet løsladt betingelsesløst efter kort tid. Flygtningenævnets flertal finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2014/1
Nævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burkina Faso. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk mossi og kristen katolik fra Ouagadougo i Burkina Faso. Ansøgeren har været aktivt medlem af en menneskerettighedsorganisation siden 1999. Ansøger har herudover været medlem af lærernes fagforening […] og af partiet […], hvor han senere blev ekskluderet. Herefter startede han sammen med andre ekskluderede medlemmer partiet […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burkina Faso frygter at blive tortureret eller dræbt af politiet, medlemmer af Congrés pour la democratie et le progrés (CDP), de overordnede i undervisningssystemet eller af borgmesteren. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren dog konkretiseret sit asylmotiv derhen, at han alene frygter overgreb fra politiets side, idet han løbende har været udsat for trusler fra politiet igennem nogle år. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at han er lærer, herunder at han har undervist i menneskerettigheder, og at han siden 1998 har haft problemer med myndighederne. I den anledning har ansøgeren oplyst, at han i 1998 blev udsat for fysiske overgreb af politiet i forbindelse med en protestmarch. I 1999 havde ansøgeren sammen med en menneskerettighedsorganisation arrangeret en demonstration og samme dag fik ansøgeren oplyst, at CDP havde udsendt personer for at dræbe medlemmer af menneskerettighedsorganisationen. I 2000 blev ansøgeren beskyldt for at stå bag urolighederne i forbindelse med en demonstration på hans skole. I 2006 beskyldte ansøgeren ledelsen på sin skole for korruption, idet de havde taget penge for ydelser på skolen, som skulle være gratis. I 2008 og 2009 blev ansøgeren beskyldt for at opildne eleverne på skolen til at strejke over de dårlige vilkår på skolen. Dette blev efterfulgt af en disciplinærsag, hvor ansøgeren tillige blev beskyldt for at have fornærmet landets præsident. I 2010 og 2011 blev ansøgeren på ny beskyldt for at stå bag demonstrationer i området og i den forbindelse blev han bortvist fra sin stilling som lærer. Ansøgeren blev overflyttet til en anden stilling, og i den forbindelse blev han løbende opsøgt af politiet, ligesom politiet efterfølgende holdt øje med ham. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen, men bemærker dog, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har forklaret noget upræcist, navnlig om de tidligere begivenheder. Flygtningenævnet lægger til grund for sagen, at ansøgeren ikke siden 1998 har været udsat for fysiske overgreb fra politiets side. Ansøgeren har sandsynligvis løbende haft forskellige konfrontationer med sine overordnede, men dette har ikke givet anledning til andet end skriftlige henvendelser fra ledelsen af de gymnasier, han har været tilknyttet og skriftlige henvendelser fra dele af det administrative apparat i Burkina Faso. Flygtningenævnet lægger vægt på, at de af ham omtalte begivenheder 1998 og 1999, som efter ansøgerens oplysninger har givet anledning til løbende demonstrationer, hvori ansøgeren har deltaget, ligger langt tilbage i tid. Ansøgeren har ikke aktuelt været udsat for fysiske overgreb fra politiets side. Ansøgeren er udrejst legalt fra Burkina Faso på eget ægte pas, og ansøgeren har først søgt om asyl efter udløbet af sit visum i sommeren 2013. Under disse omstændighederne finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet er i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han er i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burk/2013/1
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bulgarien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bulgarer og ortodoks kristen fra […], Bulgarien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bulgarien frygter at blive slået ihjel af en større, og i Bulgarien meget kendt organisation under ledelse af [A]. Ansøgeren mødte [A] [i starten af] 2002. Efter aftale med [A] fik ansøgeren registreret ti firmer i sit navn. Omkring ti måneder senere fandt han ud af, at [A] benyttede firmaerne til hvidvaskning. Ansøgeren ophævede derfor samarbejdet, hvilket [A] accepterede og sørgede for, at firmaerne ikke længere var registreret i ansøgerens navn. I 2004 anmeldte ansøgeren [A] og en række af hans samarbejdspartnere til politiet. Ansøgeren afgav forklaring til politiet. [A] og flere af hans kollegaer blev på baggrund af ansøgerens forklaring tilbageholdt i en periode i 2006. Herefter blev ansøgeren flere gange udsat for anonyme telefontrusler, hvor man forlangte, at han skulle ændre sin forklaring. Ansøgeren orienterede politiet om truslerne, hvorefter han efter politiets anvisning skiftede bopæl. Ansøgeren oplyste endvidere til politiet, at der var nogen, der i bil havde fulgt efter ham, hvilket førte til, at politiet foretog arrestationer. I 2008 blev der påbegyndt straffesag mod [A], der i første instans blev dømt i 2012. En ankesag verserer vist stadig. I forbindelse med straffesagen afgav ansøgeren to gange anonym vidneforklaring for en dommer. I strid med de løfter, ansøgeren havde fået, blev ansøgerens navn i 2009 afsløret under straffesagen. Senere i 2009 blev ansøgeren opsøgt af en person, der sagde, at organisationen ville slå ansøgeren ihjel, hvis ikke han skiftede forklaring. Idet myndighederne ikke kunne beskytte ham tilstrækkeligt, opholdt han sig derefter på forskellige adresser og skiftede mange gange telefon. Efter 2009 havde han fortsat kontakt til politiet. Der var i denne periode ingen, der kontaktede ham personligt eller telefonisk. Ansøgeren har imidlertid fra venner og fra sin fader fået oplyst, at der også efter 2009 flere gange har været nogen, der har spurgt efter ham. Han kunne ikke præcist oplyse, hvem der havde rettet henvendelse, hvor de havde rettet henvendelse og hvor mange gange, de havde rettet henvendelse. Han ved heller ikke, hvornår henvendelserne nærmere var foretaget. Der var også henvendelser i 2013 og 2014. Af en af de senere henvendelser fremgik, at organisationen var klar over, at ansøgeren var rejst til Tyskland. Ansøgeren, der var kommet til Tyskland i [slutningen af] 2013, rejste derfor til Danmark i [foråret] 2014. Organisationen har tilsyneladende også fået at vide, at han nu er i Danmark og forventes tilbagesendt til Bulgarien. I 2002 så ansøgeren [A] i selskab med Bojko Barisow, som da var politichef og nu er statsminister. [A] har fortsat meget stor indflydelse i Bulgarien og har sørget for, at ansøgeren er blevet idømt to års fængsel i Bulgarien for begivenheder i 2002/2003 vedrørende omhandlede firmaer. [A] vil hævne sig på ansøgeren ved at dræbe ham. [A] har magt til at sørge for, at dette ville kunne ske, mens ansøgeren sidder i fængsel i Bulgarien. Af sagens akter fremgår, at dommen over ansøgeren i første instans blev afsagt i 2012. I 2013 blev sagen behandlet af appelretten og i Højesteret, og der foreligger nu en endelig afgørelse, hvorefter ansøgeren er idømt to års fængsel. I Danmark er ansøgeren varetægtsfængslet med henblik på udlevering til Bulgarien i henhold til europæisk arrestordre af 8. maj 2014. Ansøgeren er ved Østre Landsrets ankedom af 28. januar 2015 straffet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer med fængsel i 60 dage. Ansøgeren blev ved dommen udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring, om de forhold han selv har oplevet, til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at den straf, ansøgeren er blevet idømt af de bulgarske domstole er udtryk for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Selvom forholdene i bulgarske fængsler kunne være bedre, finder Flygtningenævnet, efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i bulgarske fængsler, endvidere ikke, at den omstændighed, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bulgarien må påregne, at han skal afsone fængselsstraf i Bulgarien, i sig selv er et overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens oplysninger om, at han har haft et modsætningsforhold til en kendt kriminel ved navn [A], samt at ansøgerens navn er kommet frem under sagen mod denne i 2009, uanset at ansøgeren havde fået lovning på, at dette ikke ville ske. Nævnet afviser heller ikke, at ansøgeren i 2006 til 2009 flere gange er blevet udsat for telefoniske trusler, og at han en enkelt gang i 2009 er blevet opsøgt af en person med tilknytning til Markov. Flygtningenævnet kan derimod efter en samlet vurdering ikke lægge til grund, at der eksisterer et aktuelt modsætningsforhold til [A] af en sådan intensitet, at det er sandsynligt, at denne vil forsøge at udsætte ansøgeren for alvorlige overgreb. Nævnet lægger herved vægt på, at den angiveligt fortsat meget magtfulde [A] ikke har kontaktet ansøgeren fra 2009 til udrejsen i november 2013. Ansøgerens oplysninger om, at han fra andre har hørt, at man stadig leder efter ham, kan ikke tillægges særlig vægt, da de pågældende oplysninger har været meget lidt konkrete og ikke på nævnet er fremstået som værende sandsynlige. Flygtningenævnet finder herefter heller ikke, at det anførte om [A] kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Bulg/2015/1
Nævnet stadfæstede i juni 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 2001. I 2003 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved ansøgeren, der oplyste, at han var statsborger i Serbien og Montenegro, blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2011 genoptog og hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen på baggrund af oplysninger modtaget fra Rigspolitiet om, at ansøgeren er bosnisk-hercegovinsk statsborger. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er angiveligt etnisk montenegriner og muslim af trosretning fra Pljevlja i Montenegro. I slutningen af 2003 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved der blev meddelt den serbisk-montenegrinske statsborger […] afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det blev samtidig pålagt den pågældende at udrejse straks. Nævnet bestemte samtidig, at ansøgeren – såfremt han ikke udrejste frivilligt – kunne udsendes tvangsmæssigt til Serbien og Montenegro. Ved brev af efteråret 2011 har Rigspolitiet, anmodet Flygtningenævnet om at ændre udsendelsesbeslutningen i nævnets afgørelse således, at ansøgeren – såfremt han ikke udrejser frivilligt – kan udsendes tvangsmæssigt til Bosnien-Hercegovina. Rigspolitiet vedlagde samtidig kopi af udsendelsessagens akter. Det fremgik endvidere af brevet at Den Bosniske Hercegovinske Ambassade i København i efteråret 2011 udstedte et bosnisk rejsedokument til ansøgeren på baggrund af de af Rigspolitiet fremlagte oplysninger. Ambassaden oplyste samtidig, at den pågældende er bosnisk statsborger. Flygtningenævnet besluttede på baggrund af oplysningerne i Rigspolitiets brev af efteråret 2011 at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen) med henblik på, at Udlændingeservice tillige skulle vurdere ansøgeren asylretligt i forhold til Bosnien-Hercegovina. Ansøgeren har for så vidt angår Montenegro henvist til, at han i 1990 blev medlem af Party of Democratic Action (SDA), men ikke længere er medlem. Han blev truet som følge af sit medlemskab. Han har unddraget sig militærtjeneste og var fængslet i tre måneder. Under fængselsopholdet blev han udsat for tortur. Han har videre henvist til, at han i 1995 fik en dom for landsforræderi. Ansøgeren har for så vidt angår Bosnien-Hercegovina henvist til, at han frygter at blive fængslet, idet han ikke kan tilbagebetale et banklån. Han har videre henvist til, at han ikke kan få arbejde i Bosnien-Hercegovina, at han intet sted har at bo, at han er syg, og at han ikke har nogen til at pleje sig i Bosnien-Hercegovina, idet hans ægtefælle opholder sig i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren bør vurderes både i forhold til Montenegro og i forhold til Bosnien-Hercegovina. Vedrørende Montenegro lægges der vægt på ansøgerens oplysninger om, at han er født og opvokset i Montenegro, hvor han har opholdt sig frem til 1992. Med hensyn til Bosnien-Hercegovina lægges der vægt på, at ansøgeren opholdt sig i Bosnien-Hercegovina fra 1992 og frem til indrejsen i Danmark i 2001, at ansøgeren var i det bosniske militær fra 1992 til 1994, at der i sagen indgår et bosnisk pas udstedt i ansøgerens navn med en gyldighedsperiode fra sommeren 1999 til sommeren 2004, og at Bosnien-Hercegovina ifølge Rigspolitiets oplysninger, i 2011 har udstedt pas til ansøgeren og erklæret, at han er bosnisk statsborger. Ansøgeren har under sagsforløbet forklaret upræcist og divergerende vedrørende militærunddragelsen i Montenegro og fængsling i tre måneder, samt om den idømte fængselsstraf på 10 et halvt års fængsel. Ansøgeren har heller ikke fremskaffet dokumentation angående fængselsstraffen. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren har været udsat for tortur i forbindelse med den påberåbte fængsling, eller at han efterfølgende skulle være idømt fængselsstraf. Ved sin vurdering har Flygtningenævnet også lagt nogen vægt på det nu forløbne tidsrum. Hertil kommer, at det dengang føderale jugoslaviske parlament vedtog en amnestilov, som ansøgeren i givet fald må antages at være omfattet af. Medlemskab af SDA, der er et legalt parti, kan heller ikke begrunde asyl. Den chikane og de trusler, som ansøgeren har oplyst i øvrigt at have været udsat for, har ikke haft et sådant omfang og intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Der kan efter det foreliggende heller ikke antages at foreligge en asylbegrundende subjektiv frygt hos ansøgeren. I forhold til Bosnien-Hercegovina finder Flygtningenævnet, at ansøgerens eventuelle mellemværende med et lån til en bosnisk bank er et privat forhold, som ikke er asylbegrundende. Ansøgeren har i øvrigt ikke oplyst om konflikter med de bosniske myndigheder, som kan begrunde asyl, ligesom de generelt vanskelige forhold i Bosnien-Hercegovina heller ikke kan begrunde asyl. Den omstændighed, at de danske myndigheder har henvendt sig til de bosniske myndigheder, kan i hvert fald på denne baggrund ikke føre til nogen ændret vurdering. Efter det ovenfor anførte er der ikke fundet grundlag for at udsætte sagen, herunder heller ikke på iværksættelse af en torturundersøgelse af ansøgeren. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Montenegro eller Bosnien-Hercegovina risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, som affattet ved lovbekendtgørelse af 23. juni 2000. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bosn/2012/4
Nævnet stadfæstede i juni 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Ansøgeren er indrejst som mindreårig. Indrejst i 2009. I 2009 hjemviste Flygtningenævnet sagen til Udlændingestyrelsen, idet nævnet vurderede, at ansøgeren på daværende tidspunkt ikke var moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, efter at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration (nu Justitsministeriet) havde stadfæstet en afgørelse, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse som uledsaget mindreårig, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2. Flygtningenævnet udtalte: ”At den beskikkede advokat har principalt nedlagt påstand om hjemvisning, subsidiært påstand om at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Hun har til støtte for påstanden om hjemvisning anført, at Flygtningenævnets afgørelse af […]2009 har retskraft således, at Flygtningenævnet ikke kan behandle den af Udlændingestyrelsen indbragte afgørelse. Flygtningenævnet bemærker, at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration ved afgørelse af […] 2010 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 1. Ministeriet anførte i afgørelsen, at sagen herefter blev sendt til Udlændingestyrelsen med henblik på en fornyet vurdering af spørgsmålet om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Udlændingestyrelsen har herefter gennemført en samtale med ansøgeren den […]2011, og styrelsen har den […]2011 truffet afgørelse om, at ansøgeren nu anses for at være tilstrækkelig moden til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Udlændingestyrelsen har samme dag meddelt ansøgeren afslag på asyl. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har opholdstilladelse i Danmark, og at Udlændingestyrelsen derfor af egen drift vil skulle behandle ansøgerens asylsag forud for en eventuel udsendelse. Dette skal ses i sammenhæng med, at det efter udlændingelovens § 31 gælder et absolut refoulementsforbud. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at nævnet i dag kan behandle såvel afgørelsen om modenhed som afgørelsen om asyl, idet det bemærkes, at ansøgeren ikke har frafaldet sin ansøgning om asyl. Flygtningenævnet har ved asylvurderingen inddraget de lægelige oplysninger om ansøgerens mentale tilstand. I relation til spørgsmålet om modenhed finder nævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren under nævnsmødet i dag har afgivet forklaring med en sådan forståelse for blandt andet sine oplevelser i Bosnien, baggrunden for udrejsen samt rejseruten og rejsemålet, at ansøgeren har udvist tilstrækkelig modenhed til at gennemgå en almindelig asylprocedure. Ansøgeren er etnisk bosnier og muslim af trosretning fra […]i Srebrenica kommune i Bosnien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bosnien frygter at blive dræbt af serbere, som vil hævne, at ansøgerens fader dræbte serbere under krigen i det tidligere Jugoslavien. Ansøgerens fader, der var soldat i den bosniske hær og politisk aktiv, blev i 1995 dræbt af serberne. Fra ansøgeren var 10-11 år gammel, har han boet alene. Ansøgerens moder giftede sig med en ny mand, som ansøgeren ikke ønskede at bo sammen med. Frem til sin udrejse blev ansøgeren løbende udsat for fysiske og psykiske overgreb af serbiske betjente og af civile, blandt andet i form af trusler, slag og tilbageholdelser. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring, vedrørende de problemer, som han har haft i Bosnien med civile og betjente som følge af hans liv i […]som gadebarn, til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der er tale om forhold, som ansøgeren kan henvises til at søge myndighedernes, herunder de overordnede myndigheders, beskyttelse imod. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bosnien vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bosn/2012/3
Nævnet stadfæstede i august2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst første gang i 2008. Ansøgeren havde i perioden fra efteråret 2008 til foråret 2009 været registreret som forsvundet, men var efter sit eget udsagn rejst tilbage til hjemlandet, idet han ikke ønskede at blive udsendt til Italien i medfør af Dublin-reglerne. Ansøgeren havde tidligere opholdt sig i længere perioder i Nederlandene og Italien. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen. Det fremgik blandt andet heraf, at ansøgeren havde deltaget som soldat i den bosnisk-muslimske hær i 1993, og at han havde konstateret, at militærpersoner havde stjålet fyringsolie fra et kedelrum. Han havde senere modtaget en dom på halvandet års fængsel. Dommen var ifølge ansøgerens forklaring udsprunget af, at han urigtigt havde været tiltalt for overfald på militærpersoner. Han havde afsonet fire måneder, hvorefter han havde fået amnesti. Ansøgeren havde siden krigens afslutning boet i Bosnien-Hercegovina i lange perioder, herunder hos sine søstre, der boede i tre forskellige byer. Ifølge ansøgerens forklaringer var han i alt omkring fem gange i perioden fra 1998 til sin seneste udrejse i foråret 2009 blevet overfaldet af en muslimsk gruppering bestående af unge mænd med skæg. Personerne havde skiftevis krævet penge og truet ham til at tie stille. Dette havde efter ansøgerens opfattelse sammenhæng med, at ansøgeren selv havde antydet i sin hjemby, herunder på caféen, hvor nogle af overfaldene havde fundet sted, at ansøgeren ville kunne vidne mod folk fra sin tidligere enhed, som havde begået krigsforbrydelser under krigen. Ansøgeren frygtede derfor ved en tilbagevenden til hjemlandet at blive udsat for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren efter sine forklaringer ikke var blevet forsøgt kontaktet af myndighederne med henblik på at skulle afgive vidneforklaringer. Hans søstre eller anden familie var heller ikke blevet kontaktet i en sådan anledning. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde søgt asyl enten i Italien eller Nederlandene, hvor han i perioder havde arbejdet, eller i andre lande, som han var rejst igennem, inden han var ankommet til Danmark første gang. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at da Udlændingeservice traf afgørelse om, at ansøgeren skulle returneres til Italien efter reglerne i Dublin-konventionen, valgte ansøgeren at rejse tilbage til hjemlandet, hvor han efter sin forklaring havde opholdt sig fra efteråret 2008 til foråret 2009. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde, som er angivet i flygtningekonventionen, jfr. Udlændingelovens § 7, stk.1, eller at han ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at de hidtidige episoder ikke havde en sådan karakter, at de i sig selv kunne anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærkede videre, at dommen vedrørende ansøgeren lå langt tilbage i tid. Flygtningenævnet fandt videre, at der var tale om forhold, som ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes, herunder de overordnede myndigheders, beskyttelse imod, og at ansøgeren i øvrigt ville kunne tage ophold andre steder i Bosnien-Hercegovina, hvis han ikke fandt at kunne tage ophold i sin hjemby. Bos/2009/2
Nævnet stadfæstede i april2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Bosnien-Hercegovina. Begge ansøgere havde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5. Den kvindelige ansøger var indrejst i 1996 og den mandlige ansøger i 1998. Begge var af Flygtningenævnet blevet meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet Flygtningenævnet i henholdsvis 1997 (vedrørende den kvindelige ansøger) og 1999 (vedrørende den mandlige ansøger) havde stadfæstet Udlændingeservices afgørelser. På baggrund af en anmodning om genoptagelse i 2008 besluttede Flygtningenævnet samme år at genoptage sagerne og henviste sagerne til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingeservice. Ansøgerne havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at den mandlige ansøger var blevet pålagt tvangsarbejde og tortureret af serbiske soldater. Den mandlige ansøger var deserteret fra føderationshæren under krigen i 1994. Den kvindelige ansøger havde henvist til at hun, mens hendes mand havde deltaget i krigen, flere gange var blevet voldtaget af serbiske soldater. Endelig havde ansøgerne henvist til, at de under et ferieophold i hjemlandet havde været udsat for granatangreb mod deres bopæl. Flygtningenævnet udtalte, at uanset om ansøgernes seneste forklaringer blev lagt til grund, fandt Flygtningenævnet fortsat ikke, at ansøgerne på grund af deres konflikter og de overgreb, de var udsat for i 1994 under borgerkrigen, ved en tilbagevenden til hjemlandet på nuværende tidspunkt ville være i en konkret risiko for forfølgelse eller overgreb, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede, at der i Bosnien-Hercegovina var udstedt amnesti for kriminelle forhold begået under krigen, herunder desertering. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne lægges til grund, at angrebet med en håndgranat foretaget af ukendte gerningsmænd mod ansøgernes ejendom i hjemlandet under ansøgernes ferietur i sommeren 2005, var understøttet af myndighederne, men måtte anses for en enkeltstående kriminel handling. Ansøgerne havde forklaret, at de havde forladt stedet få timer efter angrebet, og at de ikke havde nærmere kendskab til, hvad der videre var sket. Flygtningenævnet fandt derfor, at ansøgerne måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerne, hvis de ikke ønskede at vende tilbage til deres hjemby, ville kunne tage ophold i Føderationsområdet. Ansøgerne opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgernes helbredsmæssige forhold og psykiske forhold kunne ikke begrunde en ændret vurdering. Bos/2009/1
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske kroater og katolikker. De havde ikke været medlem af politiske partier eller været involveret i politisk arbejde. Den mandlige ansøger havde som asylmotiv henvist til, at han to gange var blevet tilbageholdt og mishandlet af en mafialignende muslimsk gruppering i anledning af, at den offentlige anklager havde ønsket, at ansøgeren skulle vidne om nogle forhold, som ansøgeren havde overværet, og som var begået under borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina. Ansøgeren havde endvidere anført, at personer fra den offentlige anklager havde truet ham og forulempet ham fysisk, fordi han nægtede at vidne. Ansøgeren havde ikke i øvrigt været i konflikter med myndighederne i Bosnien-Hercegovina eller andre grupperinger end den nævnte. Ansøgeren havde ikke i øvrigt haft aktiviteter i Bosnien, som har eksponeret ansøgeren. Den kvindelige ansøger henviste til den mandlige ansøgers asylmotiv og anførte, at hun adskillige gange personligt var blevet truet på livet af ukendte personer, som afkrævede hende oplysninger om ægtefællens opholdssted. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at ansøgerne opfyldte betingelserne for asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet fandt, at der var tale om forhold, som ansøgerne måtte henvises til at søge myndighedernes – herunder de overordnede myndigheders – beskyttelse imod. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerne ikke havde søgt en sådan beskyttelse, og at den mandlige ansøger ikke ved den seneste henvendelse gjorde repræsentanter for den offentlige anklager bekendt med de anførte overgreb fra den ovennævnte gruppering, da han afslog at vidne. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgerne opfyldte betingelserne efter udlændingelovens § 7.Bos/2008/3
Nævnet stadfæstede i februar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 2007. Ansøgerne blev i slutningen af 2003 meddelt afslag på asyl i Danmark, og i sommeren 2004 udrejste de til Bosnien-Hercegovina. I 2005 indrejse den mandlige ansøger på ny. Efter afslag i Flygtningenævnet blev han i efteråret 2006 udsendt til Bosnien-Hercegovina. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at der i den mandlige ansøgers sag indgik en lægejournal, hvor den mandlige ansøger var blevet beskrevet som psykotisk. Nævnet fandt, at der ved vurderingen af ansøgerens forklaring måtte tages hensyn til hans helbredsforhold, men selv under et sådant hensyn fandt nævnet ikke, at den mandlige ansøgers forklaring om at have være udsat for efterstræbelse fra mafiagrupper, som myndighederne samarbejdede med, var bestyrket. Ansøgerens asylmotiv var i realiteten det samme som under den sag, hvor nævnet traf afgørelse i 2006 og således knyttet til den efterstræbelse fra mafiagrupper, som ansøgeren tidligere havde forklaret om. Ansøgeren havde ifølge asylregistreringsrapport fra begyndelsen af 2007 også oplyst, at der ikke havde været nye forhold siden sidste ansøgning. Den omstændighed, som nævnet derfor skulle tage stilling til, var, om ansøgerens frihedsberøvelse, der efter det oplyste havde fundet sted, da ansøgeren kom tilbage til Bosnien i efteråret 2006, og som havde vedvaret, indtil ansøgeren efter sin forklaring undslap sidst i januar 2007, udgjorde en asylbegrundende forfølgelse. Det var nævnets opfattelse, at de bosniske myndigheder havde kunnet efterforske mistanke om drab begået af bosniske statsborgere i Bosnien, herunder i tiden for kamphandlinger i 1993 og 1994. Ansøgeren havde forklaret, at han troede, at han skød en fjende og henviste til, at grupper tilknyttet en navngiven kommandant, som efter det foreliggende blev dræbt af myndighederne i 1993, siden havde stræbt ham efter livet. Nævnet fandt det ikke sandsynliggjort eller antageligt, at de bosniske myndigheder efter de forløbne år skulle tilbageholde ansøgeren fra efteråret 2006, hvis baggrunden var en sammensværgelse i anledning af, at den dræbte havde tilknytning til den nævnte kommandant. Ansøgeren havde ikke givet andre forklaringer eller fremlagt andet materiale, herunder nogle fremlagte retsdokumenter, som sandsynliggjorde eller bestyrkede den påberåbte sammensværgelse mellem myndighederne og den nævnte kommandant. Nævnet fandt endvidere ikke, at den udvikling, der var sket i Bosnien, gav grundlag for at anse ansøgerens forklaring for sandsynlig. Ansøgeren havde ikke i øvrigt været i konflikt med myndigheder og bestemte grupperinger og havde heller ikke i øvrigt haft aktiviteter i Bosnien, som havde eksponeret ansøgeren. Efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger om sit asylmotiv kunne nævnet derfor ikke lægge til grund, at ansøgerens frihedsberøvelse havde den baggrund, som ansøgeren påberåbte sig, eller kunne anses for en forfølgelse, overgreb eller nedværdigende behandling eller straf, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. For så vidt angik den kvindelige ansøger havde hun ikke anført noget selvstændigt asylmotiv men havde alene henvist til sin ægtefælles forhold. Hun havde ikke selv været politisk aktiv eller i øvrigt haft konflikter hverken med myndigheder eller bestemte grupper i Bosnien. Hun var efter sin forklaring udrejst af Bosnien sammen med to børn, primært fordi hendes ægtefælle bad hende derom. Selv hvis det efter hendes forklaring skulle lægges til grund, at der havde været forespørgsler efter ægtefællen på hendes forældres bopæl og på ansøgerens egen bopæl, fandtes der samlet og henset til det anførte vedrørende den mandlige ansøgers forhold ikke at foreligge risiko for forfølgelse, som var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, såfremt hun skulle vende tilbage til Bosnien. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelser. Bos/2008/2
Nævnet stadfæstede i januar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 2006. Det fremgår blandt andet af sagen, at ansøgeren er muslim og at han har været gift med en kristen kvinde. Ansøgeren er af sin ekssvigerfader blevet truet og udsat for grov vold, og da han ville anmelde volden var politiet på svigerfaderens side og fabrikerede falske anklager imod ansøgeren, som han skulle være blevet dømt for. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens problemer med ekssvigerfaderen som udgangspunkt er privatretlig konflikt, som ikke var asylbegrundende. Uanset om ansøgerens forklaring om politiet og dommeren kunne lægges til grund, så måtte ansøgeren henvises til at klage til overordnede myndigheder. Det bemærkedes herved, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger er flere muligheder for at klage over politiets opførsel. Endvidere kunne ansøgeren tage ophold et andet sted i Bosnien-Hercegovina. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren på grund af sine økonomiske forhold ikke havde kunnet skaffe sig bolig et andet sted. Bos/2008/1
Nævnet stadfæstede i april 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Bosnien-Hercegovina. Den mandlige ansøger er indrejst i 2000 og den kvindelig ansøger i 2001. Begge ansøgere er etniske bosniere og muslimer af trosretning. De er begge tidligere medlemmer af SDA. Flygtningenævnet udtalte, at den mandlige ansøger som sit asylmotiv havde anført, at serberne i Republika Srpska havde rejst anklage mod ham for krigsforbrydelser begået i Bosnien i 1992. Ansøgeren havde anført, at der ville være risiko for, at hvis han vendte tilbage til Bosnien, ville blive udleveret til Republika Srpska, og at han ikke ville kunne forvente at få en retfærdig rettergang. Han ville formentlig blive tvunget til at underskrive en falsk tilståelse. Den mandlige ansøger havde endvidere anført, at der – selvom han måske ikke ville blive formelt udleveret til serberne – ville være risiko for, at han blev kidnappet af serberne og på den måde bliver ført til Republika Srpska. Denne risiko mente ansøgeren var forstærket efter gennemførelsen af den nye politireform i Bosnien. Den mandlige ansøger havde under asylsagen forklaret, at han ikke havde begået krigsforbrydelser under krigen i Bosnien. Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY) havde over for Flygtningenævnet oplyst, at myndighederne i Republika Srpska havde anklaget ansøgeren for at have begået krigsforbrydelser i september 1992. Efter gennemgang af sagen havde ICTY imidlertid fundet, at beskyldningen ikke var tilstrækkeligt underbygget, og der verserede derfor ikke nogen sag imod ansøgeren. Det fremgik af en udtalelse i sagen fra Udenrigsministeriet, at det er en forudsætning for, at en person vil blive udleveret til retsforfølgning i Republika Srpska, at anklagemyndigheden i Haag har vurderet, at det foreliggende bevismateriale er tilstrækkeligt til at gennemføre en sag. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren ville blive udleveret til retsforfølgning i Republika Srpska. Uanset om ansøgeren, således som anført af ham selv, skulle blive udleveret til retsforfølgning, kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at han i givet fald ikke skulle få en retfærdig rettergang. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse navnlig vægt på oplysningerne i Europarådets 10. rapport af 25. april 2005 og 11. rapport af 3. november 2005, hvor blandt andet politireformen, retsreformen og samarbejdet med ICTY er omtalt. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina ville være i risiko for at blive udsat for en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Den mandlige ansøger opfyldte således ikke betingelserne for at blive meddelt asyl i Danmark. Den mandlige ansøgers frygt for, hvis han vendte tilbage til Bosnien-Hercegovina i dag, at blive kidnappet af serberne og udsat for overgreb fra deres side, hvilede alene på formodninger og kunne under henvisning til de ovenfor nævnte Europaråds-rapporter ikke føre til et andet resultat. Den kvindelige ansøger havde ikke anført noget selvstændigt asylmotiv, men havde alene henvist til sin ægtefælles forhold. Bos-Her/2006/1
Nævnet stadfæstede i juli 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina, født 1978. Indrejst i september 1998. Udlændingestyrelsen meddelte i juli 2000 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Styrelsens afgørelse blev i september 2000 stadfæstet af Flygtningenævnet. Det blev lagt til grund, at ansøgeren var jugoslavisk statsborger. I september 2004 genoptog og hjemviste Flygtningenævnet sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på vurdering af ansøgerens sag i forhold til Bosnien-Hercegovina. I april 2005 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sagen var af Udlændingestyrelsen forsøgt behandlet i proceduren for åbenbart grundløse sager. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens hjemland er Bosnien-Hercegovina, hvor han er født og opvokset, og hvor han havde opholdt sig indtil udrejsen til Serbien og Montenegro i 1995. Flygtningenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at han har bosnisk-hercegovinsk personnummer, at hans bror er bosnisk-hercegovinsk statsborger, og at det af den bosnisk-hercegovinske lov om statsborgerskab som vedtaget af det bosnisk-hercegovinske parlament den 27. juli 1999, i artikel 37 fremgår, at alle personer, der var statsborgere i Bosnien-Hercegovina frem til den 6. april 1992, fortsat må anses for statsborgere i Bosnien-Hercegovina. Ansøgeren havde som asylmotiv anført, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina frygter fængsling som følge af, at han undlod at møde op til session før udrejsen i 1995 og siden havde opholdt sig 5 ½ år i udlandet. Herudover frygter ansøgeren chikane og overgreb fra civilbefolkningens side. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens manglende fremmøde på session er asylbegrundende. Nævnet lagde herved vægt på, at forholdet må anses for omfattet af den bosnisk-hercegovinske amnestilov af 3. december 1999. Nævnet fandt endvidere, at ansøgeren, såfremt han måtte blive udsat for chikane fra privatpersoners side, måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Bos-Her/2005/1
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina, født 1965. Indrejst i august 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning navnlig havde gjort gældende, at han og hans ægtefælle dels havde været udsat for telefoniske og skriftlige trusler, dels havde været udsat for et groft voldeligt overfald i en park forøvet af fundamentalistiske mujahedinere, at ansøgeren havde været udsat for frihedsberøvelse og overgreb ligeledes fra fundamentalistiske mujahedinere, og at de stedlige myndigheder ikke havde haft enten vilje eller evne til at beskytte ansøgeren og hans ægtefælle herimod. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke de nævnte forhold asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren kunne henvises til at søge de stedlige myndigheders beskyttelse mod mulige yderligere overgreb, idet Flygtningenævnet ikke fandt det tilstrækkelig godtgjort, at overgrebene havde fundet sted med myndighedernes vidende og accept. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han i tilstrækkelig grad havde forsøgt at opnå de stedlige myndigheders bistand til at undgå yderligere overgreb fra de ovennævnte personers side. BiH/2004/5
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina, født 1977. I oktober 2000 indrejste ansøgeren første gang i Danmark og indgav ansøgning om asyl. I august 2002 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren endeligt afslag på asyl. I november 2002 udrejste ansøgeren til hjemlandet. I juni 2003 indrejste ansøgeren på ny i Danmark og indgav ansøgning om asyl. Sagen blev behandlet af Flygtningenævnets formand på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 53, stk. 4, og § 56, stk. 3. Flygtningenævnet fandt fortsat, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i føderationsområdet i Bosnien-Hercegovina. Det forhold, at ansøgeren efter sin tilbagevenden ikke havde kunnet få udstedt id-kort på kommunekontoret, kunne ikke ændre nævnets vurdering. Ansøgeren har efter artikel 3 i lov om identitetskort for borgere i Bosnien-Hercegovina som intern fordreven person ret til at få udstedt id-kort, og han måtte henvises til at klage til de relevante myndigheder over kommunens afgørelse. Det forhold, at ansøgeren ved sin tilbagevenden blev fængslet i 15 dage i isolation og dér angiveligt blev udsat for overgreb, kunne ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om en enkeltstående episode, at ansøgeren blev løsladt, og at ansøgeren ikke senere var blevet fængslet. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ifølge egne oplysninger havde klaget over behandlingen af ham til retten i Zenica, og at hans klage blev modtaget. Nævnet måtte henvise ansøgeren til at afvente rettens afgørelse eller indbringe en eventuel afvisning for en højere retsmyndighed. Det forhold, at ansøgeren var blevet overfaldet af medlemmer af partiet SDA, kunne ikke føre til, at ansøgeren skulle meddeles asyl. Der var tale om et enkeltstående tilfælde af borgerlig kriminalitet, som ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Den chikane, ansøgeren havde været udsat for fra naboerne på det sted, hvor han opholdt sig, var udført af privatpersoner, og ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse herimod. Oplysningerne om ansøgerens psykiske problemer kunne ikke føre til et andet resultat i asylretlig henseende. Spørgsmålet om, hvorvidt der forelå sådanne humanitære grunde, at ansøgeren ikke burde vende tilbage til hjemlandet, hører under Integrationsministeriets kompetenceområde. BiH/2004/4
Nævnet stadfæstede i maj2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Bosnien-Hercegovina, født i 1976. Indrejst i december 2002. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk bosnisk-serber fra en landsby nær Banja Luka i Republika Srpska, Bosnien-Hercegovina. Nævnet lagde til grund, at ansøgerens familie under krigen blev udsat for chikane samt ransagning af familiens bopæl på grund af ansøgerens svogers etnicitet. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren af samme årsag blev udsat for verbal chikane samt fysiske overgreb begået af klassekammerater. Nævnet fandt ikke, at de nævnte forhold havde et sådant omfang og en sådan karakter, at de kunne anses for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet tillagde det herved vægt, at begivenhederne lå tilbage i tid. Den omstændighed, at ansøgeren havde et forhold til en bosnisk-muslimsk mand samt at ansøgerens forældre ikke ville acceptere forholdet, kunne ikke anses for asylbegrundende. Ansøgeren henviste som asylmotiv videre til, at hun i september 2002 blev udsat for voldtægt begået af fire bosnisk-serbiske mænd. Nævnet fandt, at det nævnte overgreb mod hende måtte anses for at være en kriminel handling af enkeltstående karakter, der hverken var accepteret eller støttet af myndighederne. Ansøgeren måtte derfor henvises til at søge beskyttelse hos de relevante myndigheder. Ansøgeren havde efter egne oplysninger ikke tidligere gjort noget forsøg herpå. Selv om ansøgeren var præget af de hændelser, som hun har gennemlevet, fandt nævnet ikke, at dette eller den deraf følgende subjektive frygt, som ansøgeren henviste til, kunne begrunde asyl. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at spørgsmålet, om der forelå sådanne humanitære grunde, at ansøgeren ikke burde vende tilbage til hjemlandet, henhørte under Integrationsministeriet. Herefter, og idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet ikke kunne føre til et andet resultat, fandt nævnet, at ansøgeren kunne vende tilbage til Bosnien-Hercegovina, hvor hun fortsat har familie, uden at risikere at blive udsat for en forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens §7. BiH/2004/3
Nævnet meddelte i maj 2004 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina, født i 1980. Indrejst i marts 2001. I forbindelse med Srebrenicas fald døde ansøgerens morbroder, fætter og onkel. Ansøgerens moster begik selvmord, da hun overværede, at hendes ægtefælle blev henrettet. Efter Srebrenicas fald flyttede ansøgeren i 1995 til føderationsområdet. I februar 2001 blev ansøgeren indkaldt til aftjening af værnepligt i Republik Srpska. Flygtningenævnet udsatte sagen med henblik på indhentelse af nærmere oplysninger om en fælles hær, herunder om der foretages indkaldelser ”på tværs” af den interne grænse, samt om myndighederne i føderationsområdet i givet fald måtte antages at ville gennemtvinge, at en værnepligtig, der stammede fra Republik Srpska, men som gennem nogle år har boet i føderationsområdet som internt fordrevet, skulle aftjene værnepligt i Republik Srpska. Endvidere ønskedes eventuelle nye oplysninger om muligheden for at aftjene civil værnepligt. Endelig ønskedes om muligt verificeret, om ansøgeren var indkaldt som angivet i den fremlagte indkaldelse Med henblik på besvarelse af disse spørgsmål udarbejdede Udenrigsministeriet et notat, hvoraf fremgik, at det ikke kunne udelukkes, at der foretages indkaldelser på tværs af Inter-Entity Boundary Line. Dette afhænger i høj grad af den enkelte persons registreringsforhold. Så vidt Udenrigsministeriet forstår, kan det ikke udelukkes, at ansøgeren kan være indkaldt af de militære myndigheder i sin gamle bopælskommune. Det fremgår endvidere af notatet, at det ifølge flere samtaleparter er relativt uproblematisk at anmode om aftjening af sin værnepligt i det militærdistrikt, der dækker den kommune, hvortil vedkommende er flyttet. Det fremgår endvidere af Udenrigsministeriets notat, at det på tidspunktet for ansøgerens indkaldelse og udrejse af Bosnien-Hercegovina stort set blev ignoreret af myndighederne i såvel Føderationen som Republik Srpska, såfremt en person ønskede at aftjene civil værnepligt. Situationen omkring civil værnepligt er ændret efter ansøgerens udrejse, idet der nu er nedsat kommissioner, der skal behandle anmodninger om aftjening af civil værnepligt, og at der findes institutioner, hvor dette kan ske. Det fremgår endelig af notatet, at de af Udenrigsministeriet anvendte kilder ikke kunne udelukke, at den fremlagte indkaldelse er ægte. Det er så godt som umuligt at sige noget generelt om ægtheden af sådanne dokumenter uden at aflægge besøg i det kontor, hvorfra et dokument stammer, og dér foretage en nøje sammenligning punkt for punkt. Flygtningenævnet udtalte, at efter de foreliggende oplysninger lagde nævnet til grund, at ansøgeren var indkaldt til at aftjene sin værnepligt i Republik Srpska, og at han ved forespørgsel havde fået oplyst, at der ikke var mulighed for at blive overført til den føderale hær. Dette stemte for så vidt med det indhentede notat fra Udenrigsministeriet, idet det måtte lægges til grund, at ansøgeren ikke havde været registreret i Føderationen. Det bemærkedes herved, at den usikkerhed, notatet efterlader i den konkrete situation, måtte komme ansøgeren til gode. Den omstændighed, at ansøgeren ville risikere straf som følge af sin udeblivelse fra militærtjeneste, kunne ikke i sig selv medføre asyl, idet den forventede straf ikke kunne betragtes som uforholdsmæssig. Nævnet lagde efter ansøgerens forklaring og notatet tillige til grund, at ikke alle ansøgninger om aftjening af civil værnepligt i Republik Srpska kunne forventes efterkommet. Under hensyntagen til ansøgerens forklaring om, at familien måtte flygte fra den serbiske hærs overgreb, og at en del familiemedlemmer blev dræbt som følge af sådanne overgreb, fandt nævnet efter en konkret vurdering ikke, at det burde kræves, at ansøgeren aftjente værnepligt i Republik Srpska. Da det efter notatet og ansøgerens forklaring ikke kunne udelukkes, at ansøgeren også fra Føderationen ville blive overført til militærtjeneste i Republik Srpska, meddeltes han derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. BiH/2004/2
Nævnet stadfæstede i februar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Bosnien-Hercegovina, født i 1965 (M) og 1971 (K). Indrejst i marts 2003. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne er bosniske muslimer. Den mandlige ansøger blev genindkaldt til Bosnien-Hercegovinas hær, hvorunder han i marts 1993 blev taget til fange af serberne. Han blev tilbageholdt i 15 dage og herunder udsat for grove overgreb. Efter løsladelsen, der skete som fangeudveksling via Røde Kors, var han indlagt i cirka en måned på et militærhospital. De efterfølgende 10 år boede han i hjemmet sammen med sin far og sin kone og deres børn. Han levede dels af farens pension, dels af det han kunne tjene ved spredt forefaldende arbejde, idet han var for syg til at få et fast arbejde. Han modtog således løbende i hele perioden psykiatrisk behandling, som følge af hans tilstand efter mishandlingen. Han udrejste efter faderens død, idet en af de personer, der havde været med til at mishandle ansøgeren, var ansøgerens nabo, og denne nabo nu vendte tilbage til byen. Ansøgeren havde ikke haft nogen konfrontationer med naboen efter tilbagekomsten, ligesom han heller ikke havde talt med ham. Ansøgeren havde ikke anmeldt naboens krigsforbrydelser til myndighederne. Det turde han ikke. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, fra myndighederne, og heller ikke fra den pågældende nabo. Der havde således ikke efter naboens tilbagekomst været nogen konfrontationer med ham. Flygtningenævnet fandt i øvrigt, at ansøgeren måtte henvises til at rette henvendelse til de bosniske myndigheder vedrørende de forbrydelser, som naboen havde begået. Flygtningenævnet fandt ikke, at de overgreb, som den mandlige ansøger var udsat for under tilbageholdelsen i 1993, nu kunne medføre, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lagde herved afgørende vægt på, at ansøgeren havde boet i hjemmet sammen med sin familie i de følgende 10 år indtil udrejsen. Det kunne i den forbindelse ikke tillægges afgørende betydning, at naboen var vendt tilbage, selvom ansøgerens psykiske tilstand blev forværret som følge heraf. BiH/2004/1
Nævnet hjemviste i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Indledningsvis bemærkes det, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 9, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk bosnier og ateist fra Sarajevo, Bosnien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina frygter at blive overfaldet og slået ihjel, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren mener ikke, at han vil kunne opnå den fornødne beskyttelse hos myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i en periode på 25 år har været udsat for mere end 100 overfald, og at det værste fandt sted i 2013, hvor han blev udsat for voldelige overgreb og måtte hospitalsindlægges i flere måneder. Han kender to af gerningsmændene, da de bor i hans hjemområde i Sarajevo. Han ikke kender de andre gerningsmænd. Derudover har ansøgeren oplyst, at han har anmeldt omkring 50 af overfaldene til den lokale politistation i Sarajevo. Videre har han oplyst, at han i mange år har været udsat for verbal chikane og hetz på grund af sin seksualitet. Efter overfaldet i 2013 udrejste ansøgeren til Tyskland, hvor han opholdt sig i to og et halvt år, hvorefter han i [efteråret] 2016 på ny tog ophold i sin lejlighed i Sarajevo. Efter to måneder udrejste ansøgeren på ny efter flere gange at være blevet truet, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har ikke anmeldt disse forhold til myndighederne. Flygtningenævnet har [i efteråret] 2016 modtaget sagens akter. Af akterne fremgår blandt andet, at ansøgeren er registreret med Eurodac-hit [i foråret] 2014 i Holland og [senere på foråret] 2014 i Tyskland. Det fremgår desuden af akterne, at ansøgeren har oplyst, at han har boet i Tyskland i to og et halvt år, inden han fik afslag på asyl i Tyskland. Det fremgår desuden af sagens akter, at ansøgeren har oplyst, at han har været udsat for over 100 fysiske overgreb. Udlændingestyrelsen har anført, at forholdene ikke har den fornødne karakter og intensitet. Der foreligger imidlertid ikke detaljer om de mange overgreb i sagen udover det overfald, der fandt sted i 2013. Flygtningenævnet har efter en gennemgang af sagen besluttet at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på yderligere sagsoplysning i første instans, herunder indhentelse af nærmere oplysninger om de mange overgreb ansøgeren angiveligt har været udsat for. Dette kan ske ved indhentelse af akterne fra ansøgerens asylsag i Tyskland, eventuelle akter fra ansøgerens asylsag i Holland og de eventuelle yderligere sagsskridt, som indholdet af de modtagne akter måtte give anledning til.” Bosn/2017/1/EMU
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 1995. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk bosnier og muslim fra […], Bosnien-Hercegovina. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [primo] 1995, og at hun [ultimo] 1995 blev meddelt opholdstilla-delse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2011 udrejste til Bosnien-Hercegovina. [Primo] 2016 besluttede Udlændingesty-relsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlæn-dingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4, og efter § 17 a, stk. 1, nr. 1, idet klageren ved udrejsen til Bosnien-Hercegovina opgav sin bopæl og frivilligt tog bopæl i hjemlandet, hvor hun har opholdt sig siden 2011. Klageren har til støtte for sin anmodning anført, at hun ikke blev rådgivet behø-rigt i forbindelse med udrejsen, idet hun alene havde til hensigt at tage et sabbatår, og hun har aldrig haft til hensigt at opgive sin bopæl i Danmark. Hun har heller ikke underskrevet frafalds-erklæring. Opholdstilladelsen er ikke bortfaldet på grund af de begåede sagsbehandlingsfejl. Dernæst er hun aldrig blevet integreret i Bosnien-Hercegovina. Hun behersker ikke det lokale sprog, og hele hendes netværk er i Danmark. Under opholdet i Bosnien-Hercegovina har hun følt sig presset af sin svigerfar, som vistnok er blevet retsforfulgt på grund af forhold begået under borgerkrigen. Presset fra svigerfaren har medført, at hun ikke på et tidligere tidspunkt var i stand til at rejse hjem. Under alle omstændigheder bør der meddeles hende dispensation, således at opholdstilladelsen ikke anses for bortfaldet. Ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina fryg-ter hun for sit og datterens liv. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at klageren efter udrej-sen til Bosnien-Hercegovina har stiftet selvstændig familie, idet hun blev gift i 2012 og fødte en datter [i efteråret] 2013. Klageren har endvidere erhvervet bosnisk pas og har overfor Udlændin-gestyrelsen oplyst, at hun har familiemedlemmer i Bosnien-Hercegovina. Det fremgår videre af sagens akter, at klageren havde en rådgivningssamtale med Dansk Flygtningehjælp den [i foråret] 2011, og klageren har også været til samtale i […] kommunes jobcenter. Dansk Flygtningehjælp har i et brev af [ultimo] 2011 meddelt Udlændingestyrelsen, at frafaldserklæring vil blive fremsendt, når man har modtaget den fra […] Kommune. I forbindelse med udrejsen fik klageren repatrieringsydelse og betalt sin billet til udrejsen. Endelig må det tillægges vægt, at oplysnin-gerne i klagerens ansøgning om, at opholdstilladelsen alligevel ikke skal anses for bortfaldet, bærer præg af, at hun oprindeligt ønskede at repatriere sig i hjemlandet. Klageren har videre op-lyst, at hun forud for udrejsen flere gange havde besøgt Bosnien-Hercegovina i forbindelse med ferierejser sammen med sin familie. Flygtningenævnets flertal lægger herefter til grund, at klage-ren frivilligt har taget ophold i Bosnien-Hercegovina. Der er efter det foreliggende heller ikke grundlag for at træffe bestemmelse om dispensation efter udlændingelovens § 17, stk. 3. Det kan ikke antages, at klageren efter udrejsen i 2011 har været afskåret fra at vende tilbage til Danmark på et væsentligt tidligere tidspunkt end sket. Klageren har efter sin egen forklaring haft besøg flere gange om året af sin familie fra Danmark, ligesom hun har været i besiddelse af pas under det meste af sit ophold i Bosnien-Hercegovina. Det skal særligt bemærkes, at der ikke er holde-punkt for at antage, at klageren ikke skulle have modtaget behørig rådgivning forud for udrejsen. Den omstændighed, at klageren aldrig har underskrevet en frafaldserklæring kan ikke føre til en ændret vurdering. Den chikane, som klageren i øvrigt har oplyst at have været udsat for har heller ikke haft et sådant omfang og intensitet, at den kan sidestilles med forfølgelse efter udlæn-dingelovens § 7. Det skal særligt bemærkes, at klageren har forklaret upræcist om sit modsæt-ningsforhold til svigerfaren. Hertil kommer, at hun efter sin egen forklaring kun har haft begræn-set kontakt med denne. Klagerens forhold til svigerfaren kan derfor ikke føre til nogen ændret vurdering. På denne baggrund finder flertallet heller ikke grundlag for at indhente yderligere oplysninger om svigerfarens forhold i hjemlandet. Sammenfattende finder Flygtningenævnets flertal, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, og der er ikke grundlag for at statuere, at til-ladelsen ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 2, og § 17, stk. 1, jf. stk. 4 og stk. 3. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbage-venden til Bosnien-Hercegovina risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingelovens § 31 er herefter ikke til hinder for klagerens udsendelse til Bosnien-Hercegovina. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændinge-styrelsens afgørelse.” bosn/2016/1/ADP
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 1994. Flygtningenævnet udtalte: ”[I begyndelsen af 1994] indrejste klageren i Danmark i besiddelse af gyldig rejselegitimation. [I 1994] meddelte Direktoratet for Udlændinge klageren midlertidig opholdstilladelse i medfør af § 15 a i særlov nr. 933 af 18. november 1992 med ændringer (lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien). [I slutningen af 1995] meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen blev [i slutningen af 1996] gjort tidsubegrænset. [I begyndelsen af 2013] blev klageren ved [en byretsdom] idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for smugling af våben med henblik på videresalg, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt, jf. udlændingelovens § 22, nr. 8. [Medio 2013] forhøjede [en landsret] byrettens dom af […] 2013 til fængsel i 3 år. [Landsretten] stadfæstede endvidere påstanden om udvisning med indrejseforbud for bestandigt. [I slutningen af 2014] afsagde [en byret] kendelse om, at bestemmelsen om udvisning af klageren i den endelige dom blev opretholdt, jf. udlændingelovens § 50, stk. 1, jf. § 26. Ved kendelse af […] 2015 stadfæstede [en landsret] kendelsen afsagt af [byretten]. Da klageren har haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, og ikke har ønsket at medvirke frivilligt til en udsendelse til Bosnien-Herzegovina, skal Flygtningenævnet efter udlændingelovens § 49 a træffe afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er muslim fra […], Bosnien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at få problemer med lokalbefolkningen på grund af sin aktive tjeneste i militæret i perioderne 1989-1990 og 1991-1994, for sin deltagelse i krigen på Balkan samt på grund af sit religiøse tilhørsforhold. Klageren har endvidere henvist til, at forholdene i hans hjemby har ændret sig, hvilket kan skabe spændinger i byen. De krigshandlinger, som klageren har deltaget i, fandt sted for mere end 20 år siden. Klageren har i perioden 2006 til 2012 besøgt sit hjemland fem gange. Han har i den forbindelse haft til hensigt at købe fast ejendom i hjemlandet, ligesom han har fået udstedt et bosnisk nationalitetspas. Klageren har ikke i forbindelse med sine besøg i hjemlandet haft problemer med myndighederne eller været udsat for overgreb eller trusler fra lokalbefolkningen. På denne baggrund, efter indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger og efter klagerens egen forklaring finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1, eller være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 2. Flygtningenævnet finder således, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Bosnien-Hercegovina. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bosn/2015/1
Nævnet omgjorde i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra […].Flygtningenævnet udtalte:”Efter sagens oplysninger finder Flygtningenævnet isoleret set, at betingelserne i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, for at anse klagerens opholdstilladelse for bortfaldet, er opfyldt.Det fremgår imidlertid af lov nr. 176 af 24. februar 2015 om ændring af lov om pas til danske statsborgere m.v., udlændingeloven og retsplejeloven (Styrket indsats mod rekruttering til væbnede konflikter i udlandet m.v.) § 4, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. marts 2015. Det fremgår endvidere af § 4, stk. 3, at udlændingelovens § 21 b, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 4, alene finder anvendelse, hvis de forhold, der begrunder bortfald af en opholdstilladelse eller opholdsret, indtræder efter lovens ikrafttræden.Af bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser (LFF 2014-12-17 nr. 99) fremgår:Til § 4 (Ikrafttræden)Det foreslås i § 4, stk. 1, at loven træder i kraft 1. marts 2015.Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 2, medfører, at bortfald efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, alene kan ske, hvis den pågældende udlænding efter lovens ikrafttræden opholder eller har opholdt sig uden for landet, og der er grund til at antage, at den pågældende efter lovens ikrafttræden under opholdet uden for landet deltager eller har deltaget i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Det bemærkes, at der ved vurderingen af, om der er grundlag for at antage, at udlændingen under opholdet i udlandet efter lovens ikrafttræden deltager eller har deltaget i aktiviteter, hvor dette kan indebære en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, eksempelvis vil kunne inddrages oplysninger om udlændingens adfærd mv., eksempelvis udlændingens ytringer på f.eks. sociale medier, også forud for lovens foreslåede ikrafttræden den 1. marts 2015, forudsat disse oplysninger har betydning for forholdene på afgørelsestidspunktet. Det er oplyst til sagen, at klageren – efter at være udrejst af Danmark i efteråret 2013 og have taget ophold i […] – i [foråret] 2014 var skudt og såret og tilfangetaget, først hos […] og siden hos […]. Ifølge sagens oplysninger var klageren fortsat frihedsberøvet i […] i [sommeren] 2014, hvorefter hverken klagerens familie, Udenrigsministeriet, Dansk Røde Kors eller andre har hørt fra klageren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke er grund til at antage, at klageren efter lovens ikrafttræden den 1. marts 2015 under opholdet uden for landet deltager eller har deltaget i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.Flygtningenævnet ændrer således Udlændingestyrelsens afgørelse af […] 2015, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.”
Nævnet stadfæstede i maj 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Benin. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren, der er statsborger i Benin, men havde boet i Nigeria i 23 år, burde vurderes i forhold til begge lande. Ansøgeren havde som begrundelse for sin ansøgning om opholdstilladelse henvist til sine aktiviteter i Nigeria for partiet Alliance Democratic Party eller Alliance for Democracy, AD, og at han i den forbindelse var efterstræbt af People’s Democratic Party, PDP. Såfremt ansøgeren på grund af sine eventuelle aktiviteter for AD havde et modsætningsforhold til PDP, henvistes han til at søge myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at der var tale om begrænsede aktiviteter for et lovligt parti. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren var eftersøgt for drabet på et navngivet medlem af PDP, idet ansøgerens forklaring herom ikke stemte overens med de foreliggende baggrundsoplysninger. Ansøgeren havde endvidere som begrundelse for sin ansøgning henvist til, at han i en delstat i Nigeria havde gjort to piger gravide og derfor risikerede at blive udsat for en lemlæstende straf efter sharialovgivningen. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren ville kunne henvises til at tage ophold i en delstat, som ikke anvender sharialoven, hvorfor dette forhold ikke kunne give grundlag for meddelelse af opholdstilladelse. Ansøgeren er statsborger i Benin og har ikke haft konflikter med styret i Benin, hvorfor Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren endvidere ville kunne tage ophold i Benin, såfremt han ikke ønskede at tage ophold i Nigeria. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden ville være i reel risiko for at blive udsat for en behandling omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Benin/2008/1
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Benin. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [A] og muslim fra [B], Benin. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Benin frygter at blive dræbt af sin fars familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er eftersøgt af sin fars familie, fordi de tror, at han har dræbt sin onkel og fætter. Da ansøgerens far levede, havde han et virke som medicinmand. Ansøgerens far kunne helbrede sygdomme ved at lave medicin af planter. Hans farbror og fætter døde inden for samme periode, og ansøgerens fætters far tror, at ansøgeren har dræbt dem, idet han skulle have givet dem en form for medicin. Ansøgerens fars fætter besøgte en heksedoktor. Han ville have svar på, hvorfor hans søn gik bort i en tidlig alder. Heksedoktoren tog herefter kontakt til overnaturlige kræfter, og disse pegede ansøgeren ud som synderen og bagmanden. Heksedoktoren ville have ansøgeren til at drikke en sandhedsmedicin, der skulle bevise om han var skyldig eller ej. Ansøgeren har oplyst, at denne medicin giver skyldige folk store maver og har døden til følge. Ansøgeren nægtede at tage med sin fætters far til heksedoktor, hvorefter fætterens far en sen aften sammen med fire andre mænd bandt ansøgeren på arme og ben og lod ham sidde inde på sit værelse. De ville tvinge ansøgeren til heksedoktoren og tvinge ham til at drikke den omtalte medicin. Ansøgeren flygtede herefter til en landsby ved navn [C], hvor han tog ophold. [C] er ansøgerens mors families landsby, og den ligger cirka seks timer på cykel fra [B]. Ansøgeren er aldrig blevet opsøgt af sin fars familie i denne by. Ansøgeren har oplyst, at der opstod en konflikt i [C], da hans kusine pludselig ikke ville tvangsgiftes, som hun skulle. Ansøgerens mors familie besluttede sig for, at ansøgeren skulle forlade deres hjemby og vende tilbage til [B]. Ansøgerens mors familie truede og straffede ansøgeren ved ikke at give ham mad. Ansøgeren valgte herefter at flygte ud af Benin. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra Benin. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale oplysninger vedrørende sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor mange personer, der sammen med farbroderen oplyste ham på hans værelse, og om hvorvidt de sagde til ham, at de ville komme og tage ham til heksedoktoren dagen efter, eller om de slet ikke sagde noget til ham. Han har endvidere forklaret divergerende om onklens dødsårsag, og om hvorvidt det var to onkler, der døde, eller en onkel og en anden onkels søn. Endelig har han forklaret divergerende om sin kusines alder, idet han under nævnsmødet først forklarede, at hun var ældre end ham og dernæst, at han ikke kunne udtale sig om hendes alder, mens han tidligere havde forklaret til Udlændingestyrelsen, at hun var en lille pige. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad moderens families overhoved truede ham med. Han har således først forklaret, at familien alene truede ham mundtligt med at sende ham tilbage til sin fars familie og nogle gange undlod at give ham mad, mens han først senere har forklaret, at familien ville slå ham ihjel. Endelig har han forklaret, at såfremt kusinen er blevet gift med en anden, kan han tage ophold hos familien igen. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at forklare de nævnte divergenser eller forklare nærmere om sit asylmotiv, herunder om årsagssammenhængen mellem onklen og fætterens død fire år efter hans far død og ansøgerens egen rolle. Bevisvurderingen understøttes endvidere af ansøgerens forklaring om, at han ikke blev opsøgt af faderens familie i det tidsrum, hvor han boede i moderens by, hvor det ville være nærliggende at lede efter ham, og hvor rygterne efter hans egen forklaring var noget frem. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke under nævnsmødet var i stand til at forklare nærmere om den by, han har angivet at komme fra. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” beni/2016/2/snd
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Benin. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bariba fra Benin. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Benin frygter at blive slået ihjel af sin farbror, [F], der er muslim, fordi ansøgeren har fået interesse for kristendommen. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en mand ved navn [A], idet ansøgeren har afbrændt hans majsmark, hvorved tillige [A’s] hus er brændt i hvilken forbindelse to personer er omkommet. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter politiet som følge af afbrændingen af majsmarken mv. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, under sit ophold hos [B], har fattet interesse for kristendommen. Nævnet finder imidlertid ikke, at dette kan antages at indebære, at ansøgeren risikerer forfølgelse eller overgreb. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har påberåbt sig et modsætningsforhold til sin farbror i den anledning, men at farbroren ikke har gjort andet end at smide ansøgeren ud af sit hus. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har afbrændt en majsmark, hvorved tillige to personer er omkommet. Nævnet lægger herved vægt på, at der er en lang række divergenser i ansøgerens forklaring herom, og således navnlig, at ansøgeren først overfor en person på asylcenteret har forklaret om, at to personer omkom, og at ansøgeren først på et sent tidspunkt har forklaret, at den person, der udpegede majsmarken for ham, var hans ven [C]. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse eller overgreb fra [A] eller myndighedsforfølgelse. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Beni/2016/1/snd
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Hviderusland. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hviderusser og kristen fra Grodno, Hviderusland. Ansøgeren har været medlem af oppositionspartiet […] fra 2006 til 2011. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Hviderusland frygter at blive fængslet af myndighederne som følge af hans politiske aktiviteter for partiet. Endvidere frygter han at blive anholdt af KGB, hvis han indrejser uden pas. Han frygter, at han vil forsvinde i deres varetægt. I efteråret 2006 blev hans bopæl ransaget af politibetjente, der fandt en klump marihuana, som han mener, politiet havde plantet i lejligheden. Ansøgeren blev anholdt og var tilbageholdt i tre dage, inden han blev løsladt med hjælp fra en advokat, og sigtelsen blev frafaldet. I perioden 2006 til 2009 blev ansøgeren tilbageholdt fem til syv gange i forbindelse med kontrol af ID-dokumenter. I vinteren 2010 havde der været indbrud i en lejlighed i den opgang, hvor ansøgeren boede. Myndighederne mistænkte ansøgeren for at stå bag indbruddet, hvorfor han blev tilbageholdt i tre dage. Han blev dog løsladt igen, da der ikke fandtes beviser hos ham. Ansøgeren mener, at anholdelserne skyldes hans politiske engagement. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring om, at han flere gange er blevet tilbageholdt af de hviderussiske myndigheder til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at forholdene har haft et sådant omfang og karakter, at det kan sidestilles med asylbegrundet forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet lægger blandt andet vægt på, at ansøgeren hver gang blev løsladt efter få timer eller dage, uden at der blev foretaget yderligere retsskridt mod ham. Ansøgeren, der var medlem af […] frem til sommeren 2010, har efter sin forklaring ikke haft problemer med myndighederne siden vinteren 2010 og udrejste først i vinteren 2011. Han fik i vinteren 2010 udstedt ægte nationalitetspas, som ifølge ansøgeren befinder sig i hans bolig i hjemlandet. Nævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om, at myndighederne efter hans udrejse har fabrikeret en sag mod ham, alene beror på ansøgerens formodninger. Nævnet tillægger derfor ikke dette forhold betydning ved asylvurderingen. Nævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerens forklaring om, at han frygter indrejseproblemer, fordi han ikke er i besiddelse af pas, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bela/2012/1
Nævnet meddeltei maj 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Hviderusland, født i 1971. Indrejst i 2005. Ansøgeren havde arbejdet som officer for KGB i begyndelsen af 1990-erne. Ansøgeren har i længere perioder fra slutningen af 1990-erne til 2004 opholdt sig uden for Hviderusland Ansøgeren havde været medlem af BNF (Hviderussiske Nationale Front) og havde grundet dette været forfulgt og tilbageholdt i forbindelse med demonstrationer. I 2005 blev ansøgerens bopæl stormet af fire politibetjente, som fortalte ham at de havde ret til at tilbageholde ham i tre døgn uden en arrestordre. Herudover blev han senere i 2005 tilbageholdt i cirka tre dage. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om begivenhedsforløbet efter hans hjemkomst i begyndelsen af 2004 og frem til udrejsen i 2005, herunder hans forklaringer om det passerede i forbindelse med tilbageholdelserne i 2005. Henset til ansøgerens baggrund som tidligere KGB-mand og uddannet journalist, sammenholdt med baggrundsoplysningerne om Hviderusland, fandt flertallet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Hviderusland var i en sådan risiko for forfølgelse af politiske grunde, at han var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Hviderus/2007/1
Flygtningenævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Belarus (Hviderusland), født i 1972, indrejst i juli 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er belarusser, kristen og fra Brest på grænsen mellem Polen og Belarus. Ansøgeren har som væsentligste asylmotiv henvist til, at han frygter myndighedsforfølgelse, idet han flere gange har været tilbageholdt på grund af sine politiske aktiviteter for det belarussiske socialdemokrati (BSDP). Ligesom Udlændingestyrelsen fandt Flygtningenævnet det påfaldende, at ansøgeren ikke hverken ved sin ankomst til Danmark eller ved senere afhøring i Udlændingestyrelsen mere deltaljeret har kunnet redegøre for BSDP – i lyset af at han efter sin forklaring siden januar 2001 har været aktivt medlem af dette parti. Flygtningenævnet fandt det endvidere påfaldende, at ansøgeren i februar 2004 i Moskva fik udstedt et Schengen-visum til Danmark med mulighed for indrejse i perioden fra ultimo marts til ultimo april 2004, når det er oplyst, at ansøgeren netop i marts 2004 skulle være blevet tilbageholdt, flygtet og samme dag nogle timer senere udrejst via Ukraine til Polen. Denne tidsmæssige sammenhæng, kombineret med ansøgerens noget usammenhængende beskrivelse af sin flugt i marts 2004, gør, at Flygtningenævnet i hvert fald ikke kan lægge til grund, at han i marts 2004 er blevet tilbageholdt af myndighederne. Selvom det blev lagt til grund, at ansøgeren i mindre omfang har været aktiv og muligt også i marts 2002, maj 2003 og december 2003/januar 2004 har været tilbageholdt, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne medføre asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren hver gang er blevet løsladt, ligesom tilbageholdelserne ikke har haft en sådan intensitet og et sådant omfang, at dette kan medføre asyl. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle i marts og april 2004 efter det fremlagte materiale skulle være blevet kontaktet af myndighederne, kan ikke føre til noget andet resultat. Belarus/2004/2
Nævnet meddelte i juni 2004 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig kvindelig statsborger fra Belarus (Hviderusland), født i 1987. Indrejst i december 2003. Ansøgeren havde mistet sine forældre som 12-årig, og havde siden boet hos sin bedstemoders søster. I december 2003 blev ansøgeren udsat for frihedsberøvelse, fysiske og seksuelle overgreb samt trusler fra højtstående politipersonale, der ønskede, at ansøger skulle stå til rådighed for dem seksuelt. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærkede herved, at forklaringen i det væsentlige var konsistent og sammenhængende og ikke stred mod de generelle baggrundsoplysninger om forholdene i hjemlandet. Ansøgeren havde herefter været udsat for frihedsberøvelse, gentagen voldtægt, og trusler m.v. af højtstående politipersonale, der havde givet udtryk for fortsat interesse for ansøgeren. Under hensyn til ansøgerens alder og familieforhold samt de generelle baggrundsoplysninger om forholdene i Belarus var der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren kunne opnå den fornødne beskyttelse i Belarus. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren opfyldte betingelserne for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Belarus/2004/1
Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Belarus, født 1978. Indrejst i september 2004. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke fandt, at tilbageholdelsen af ansøgeren i 2001 i forbindelse med en identitetskontrol var asylbegrundende. Nævnet havde lagt vægt på, at ansøgeren, uanset at tilbageholdelsen muligvis kunne have forbindelse med en kulturpersons død, og uanset at han blev overfaldet i cellen af medindsatte, blev løsladt efter to til tre dage, uden at der blev rejst nogen sigtelser mod ham, at ansøgeren herefter ikke havde nogen forbindelse med politiet før i februar 2004, og at han først udrejste i juli 2004. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at de to afhøringer af ansøgeren i begyndelsen af 2004 kunne anses for asylbegrundende, da der ikke i den forbindelse var foretaget yderligere retsskridt mod ansøgeren. Det bemærkedes i den forbindelse, at Flygtningenævnet ikke fandt det sandsynliggjort, at overfaldet på ham i februar 2004 var myndighedsunderstøttet. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved udrejsen var forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til Hviderusland var i risiko herfor. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i maj 2004 fik udstedt pas helt legalt, og at ansøgeren i juli 2004 ved sin udrejse til Polen og blev pas- og visumkontrolleret af de hviderussiske myndigheder. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at de hviderussiske myndigheder var bekendt med, at han havde søgt asyl i udlandet, eller at han alene af den grund risikerede at blive udsat for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Bela/2005/1
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Hviderusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk russer og kristen fra Vitebsk, Hviderusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Hviderusland frygter at blive slået ihjel af [en kriminel] gruppe […], fordi han er biseksuel. Ansøgeren frygter samtidig gruppen, fordi de mistænker ham for at være skyld i hans ven [A’s] overdosis og død. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han som 13-årig indledte et forhold til en anden dreng, der hed [B]. Forholdet varede i fem år. Ansøgeren fortalte sin bedste ven [C] om forholdet. Ansøgeren formoder, at [C] sidenhen har fortalt [den kriminelle gruppe], at han er biseksuel. Ansøgeren har oplyst, at både [C] og han selv var ven af [den kriminelle gruppe]. Ansøgeren brugte således en stor del af sin fritid sammen med gruppens medlemmer. I [slutningen af] 2015 døde [A] af en overdosis, hvor ansøgeren og andre personer fra [den kriminelle gruppe] var til stede. Ansøgeren opdagede ikke, at [A] havde fået en overdosis, fordi han hjalp sin anden ven [D], der også var livløs. Personer fra [den kriminelle gruppe] beskyldte efterfølgende ansøgeren for at være skyld i [A’s] død. Ansøgeren blev bekendt med dette, fordi hans veninde [E] fortalte ham, at personer fra [den kriminelle gruppe] ledte efter ham og beskyldte ham for dødsfaldet. Efter [A’s] begravelse blev ansøgerens bopæl opsøgt, og han hørte, at der blev råbt skældsord efter ham. Herefter tog ansøgeren til [en lille by], hvor han opholdt sig i to uger inden han rejste til Danmark. Personer fra [den kriminelle gruppe] har desuden opsøgt ansøgerens bedstefar og truet hans søster med, at de ville slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har erkendt, at han flere gange har afgivet urigtige forklaringer. I oplysnings- og motivsamtalen [i begyndelsen af] 2016 har han forklaret, at hans mor og søster var i Rusland, mens han i partshøringssamtalen [i foråret] 2017 har forklaret, at hans mor og søster bor i Hviderusland og at det, han oplyste under oplysnings- og motivsamtalen, var urigtigt. Om sin udrejse af Hviderusland har han forklaret i oplysnings- og motivsamtalen, at han sad bag i en lastbil hele vejen fra Hviderusland til Danmark. Han har under asylsamtalen [i efteråret] 2017 forklaret, at han indrejste legalt i Danmark via Moskva, og at hans tidligere forklaring var urigtig. Ansøgeren har til politiet i forbindelse med § 26 afhøringen [i sommeren] 2017 forklaret, at han ikke kunne vende tilbage til Hviderusland på grund af problemer med myndighederne, mens han under asylsamtalen [i efteråret] 2017 har forklaret, at han ikke gav de rigtige oplysninger til politiet. I forbindelse med sin asylansøgning i Norge [i sommeren] 2010 har ansøgeren forklaret, at han i Hviderusland var politisk aktiv i BNF, mens han under asylsamtalen har oplyst, at han aldrig har været politisk aktiv og at han afgav urigtige oplysninger til de norske myndigheder. Disse erkendt urigtige forklaringer svækker ansøgerens troværdighed i betydelig grad. Ansøgeren har på den baggrund hverken sandsynliggjort, at han i Hviderusland er efterstræbt af gruppen […], eller at han er biseksuel. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens nye asylmotiv om, at han er eftersøgt for bedrageri i Hviderusland, som først er gjort gældende i advokatens indlæg, heller ikke er sandsynliggjort. Flygtningenævnet har i denne forbindelse ligeledes lagt vægt på vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Hviderusland vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bela/2018/7/thv
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Hviderusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hviderusser og ortodoks kristen fra Polotsk, Hviderusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i forbindelse med sit arbejde i en bank fra 2006 til 2011 har medvirket til forfalskning af dokumenter, og at hun derfor risikerer 5 års fængselsstraf. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter, at hendes tidligere ægtefælle, [A], vil foranstalte en uretmæssig retsforfølgelse af hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun i november 2011 udrejste af Hviderusland for at undgå retsforfølgelse for dokumentfalsk, som hun i forbindelse med sit arbejde i en bank havde været nødsaget til at foretage for ikke at miste sit arbejde. Inden sagens afgørelse udrejste ansøgeren fra Sverige til Norge, hvorfra hun rejste tilbage til Hviderusland i august 2012. Efter genindrejsen forsøgte ansøgerens daværende ægtefælle at afpresse hende for 25.000 USD grundet stridighed omkring ejerskabet af ansøgerens lejlighed. I november 2013 udrejste ansøgeren til Holland sammen med sin daværende samlever, idet han havde problemer med de hviderussiske myndigheder. I maj 2014 blev ansøgeren udsendt til Hviderusland. Hun deltog efterfølgende i to retsmøder i Hviderusland i juli og august 2014, idet hun var tiltalt for dokumentfalsk, hvorefter hun undlod at give møde for at undgå domfældelse. I august 2014 brød ukendte personer ind i ansøgerens lejlighed, og hun formoder, at formålet var at plante narkotika for derefter uretmæssigt at kunne retsforfølge hende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen overordnet har været usammenhængende, ligesom den på centrale punkter har været divergerende, herunder divergerende i forhold til de forklaringer, ansøgeren tidligere har afgivet overfor de svenske, norske og hollandske myndigheder i forbindelse med tidligere asylansøgninger. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren under mødet i nævnet har erkendt, at en del af, hvad hun tidligere har forklaret i Norge og Sverige ikke har været i overensstemmelse med sandheden. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren ikke i sit asylskema konkret har forklaret om konflikten omkring retssagen. Hun har i sit asylskema således anført, at myndighederne i Hviderusland fabrikerer sager, og at hun frygter fængselsstraf men uden at redegøre for, at hun rent faktisk er tiltalt i en straffesag for kreditbedrageri med risiko for, at hun som den eneste bliver gjort ansvarlig, fordi bankens ledere i dag indtager betydningsfulde poster og har de rigtige forbindelser. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren alene forklaret, at hendes chef i banken foreslog hende at sige op, inden nogen fandt på at gøre hende til syndebuk for uregelmæssighederne også uden at forklare nærmere om, hvad der lå heri eller fortælle om den allerede verserende retssag mod hende. Ud over de divergenser, der er henvist til i Udlændingestyrelsens afslag, har ansøgeren yderligere forklaret divergerende med hensyn til, om hun mødte op til retsmøder i straffesagen mod hende. Hun forklarede i asylsamtalen [i] november 2015, at hendes forældre mødte op på hendes vegne i retten [i] april 2014, mens hun var i Holland, og at hun efter at være kommet retur til Hviderusland, selv mødte op i retten [i] juli og [i] august 2014, men at hun ikke mødte op til retsmødet i oktober samme år. I samtalen med advokaten forklarede hun, at hun ikke mødte op til retsmødet [i] juli 2014. I forbindelse med mødet i nævnet forklarede hun først, at hun ikke mødte op i retten, men da hun blev foreholdt forklaringen til asylsamtalen, ændrede hun forklaring til, at hun tog hen til retsbygningen [i] juli 2014, fordi hun ville vide, hvad der skete, men at hun ikke gik indenfor for at deltage i retsmødet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende med hensyn til indbruddet i hendes lejlighed, idet hun i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at det var hendes eksmand, [A], som alarmfolkene havde set forsøge bryde ind, og at han på vej derfra tabte en lille pakke med marihuana, som hun formoder, han ville plante i lejligheden. I asylsamtalen forklarede hun, at hun frygtede, at det var KGB, der havde været i lejligheden for at plante noget. I forbindelse med mødet i nævnet har hun på ny forklaret, at hun antager, at det var hendes eksmand, der af økonomiske årsager skaffede sig adgang til lejligheden, som han ville forsøge at overtage. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Hviderusland vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk.1, eller at hun risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Bela/2016/6/CHHA
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Hviderusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk hviderusser og kristen ortodoks af trosretning fra Vitebsk, Hviderusland. Ansøgeren har været medlem af partiet Govori Pravdu. Ansøgeren blev medlem i 2003 og er fortsat medlem. Ansøgeren har hængt en karikatur af præsident Lukasjenko op. Ansøgeren har ikke været højt profileret, og han har ikke oplevet konflikter i forbindelse med sit politiske arbejde. Den kvindelige ansøger er etnisk hviderusser og kristen ortodoks af trosretning fra Minsk, Hviderusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Hviderusland frygter at blive slået ihjel af politiet, idet han har haft en episode med nogle personer fra politiet, idet de forlangte penge af ham. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Hviderusland frygter at blive slået ihjel på grund af sin ægtefælles problemer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger har en konflikt med personer inden for politiet i Hviderusland til grund, idet forklaringerne fremstår utroværdige og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han – da han søgte om asyl i Schweiz [i foråret] 2013 - henviste til det samme asylmotiv, som han påberåber sig under denne sag. Det fremgår imidlertid af ansøgerens forklaring til de schweiziske myndigheder, at ansøgerens forklaring om asylmotivet er endog meget væsentlig divergerende fra hans forklaring under asylsagen i Danmark. Nævnet tilsidesætter herved ansøgerens forklaring om, at det er en af de russere, han mødte på asylcenteret i Schweiz, der har brugt eller misbrugt hans historie, som utroværdig. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren i Schweiz er identificeret ved fingeraftryk og foto, ligesom de schweiziske myndigheder har identificeret ham med det alias, som er gengivet i deres samtale med ansøgeren. Til samtalerne hos de schweiziske myndigheder forklarede den mandlige ansøger, at konflikten udsprang af, at han i slutningen af 2011 lånte 20.000 USD af en person ved navn [A]. Han skulle tilbagebetale lånet med renter over fem år. I [starten af] 2012 forlangte [A] imidlertid pengene tilbage. Da ansøgeren ikke kunne betale, blev han udsat for overgreb af [A] og tre mænd, hvorunder han blev stukket i øjet med en skarp genstand. Han kom på hospitalet, hvor han var indtil [foråret] 2012. [A] og mændene opsøgte ham på hospitalet og udøvede vold imod ham, hvorefter han med en vens hjælp holdt sig skjult i en datscha i skoven indtil [starten af ] 2013. Han frygtede, at [A] havde fundet ham, og han flygtede derfor til Europa. Under asylsagen i Danmark har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklaret, at konflikten udsprang af et krav fra civilklædte politifolk om betaling af beskyttelsespenge i forbindelse med, at han havde startet en forretning i Vitebsk, og at han ikke ville betale pengene. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den kvindelige ansøger, der som asylmotiv har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, og den mandlige ansøger har forklaret indbyrdes divergerende om en række centrale forhold. Den mandlige ansøger har således i oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2015 forklaret, at han i [slutningen af] 2012 på sin bopæl blev stukket i øjet med en kniv. Den kvindelige ansøger har ligeledes i sin asylsamtale [i starten af] 2016 forklaret, at den mandlige ansøgers øje blev ødelagt, da han henvendte sig til politiet første gang, og at det var inden han rejste til Schweiz. Under sin asylsamtale [i starten af] 2016 forklarede den mandlige ansøger først, at han i efteråret 2012 på sin bopæl blev opsøgt af mændene, der slog et søm ind i hans ene øje, så han mistede synet, mens han senere under samtalen forklarede, at det skete i [foråret] 2014, hvor han og den kvindelige ansøger af politiet blev bortført til en garage. Den kvindelige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at bortførelsen til garagen fandt sted i [foråret] 2015, og at de slap væk om aftenen, hvor det var mørkt, og løb og gik hen til den mandlige ansøgers ven, [B]. Straks efter deres ankomst blev der tilkaldt en ambulance, og hun blev kørt på skadestuen og fik ordnet sit sår af en vagthavende læge. De var hos [B] i ca. to uger, inden de flygtede til Danmark. Den mandlige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at bortførelsen fandt sted i [foråret] 2014, at de efter at være sluppet væk tog en bus til en tankstation, hvor [B] hentede dem i bil, og at [B] skaffede en privat læge og kørte dem til lægens private adresse. Den mandlige ansøger forklarede endvidere, at det foregik om dagen, og at han og den kvindelige ansøger herefter gemte sig i Minsk i ca. et år i forskellige lejligheder, inden de udrejste af landet. Under nævnsmødet har den mandlige ansøger forklaret, at de gemte sig i Minsk i cirka en uge efter episoden, og at den fandt sted i 2015. Den mandlige ansøger har endvidere i asylskemaet og til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at ansøgerne inden de blev kørt til garagen blev taget med til en politistation, mens han under nævnsmødet har forklaret, at de blev kørt direkte til garagen. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe, de har kendt hinanden. Det forhold, at den mandlige ansøger har forklaret den kvindelige ansøgers divergerende forklaringer med, at hun må have været meget nervøs, måske husker forkert eller fortrænger ting, kan ikke føre til andet resultat henset til de mange divergenser om centrale dele af asylmotivet. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund i det hele ansøgernes forklaring om deres asylmotiv og finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Hviderusland vil være i risiko for forfølgelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bela/2016/5/LAJ
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Hviderusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hviderusser og kristen ortodoks af trosretning fra Grodno, Hviderusland. Ansøgeren har været medlem af […] i ni år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Hviderusland frygter at blive fængslet i fem til ti år, idet han har trykt og uddelt politiske flyveblade. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2007 var til en stor demonstration i Minsk. I 2008 blev ansøgeren anholdt og idømt halvandet års fængsel. Ansøgeren blev løsladt efter et år og to måneder grundet god opførsel. Et år efter at ansøgeren blev løsladt, begyndte ansøgeren og hans bekendte at trykke flyveblade. Den maskine de anvendte til at trykke flyvebladene på, stod i ansøgerens bekendte, [A’s], sommerhus. Ansøgeren skulle køre flyvebladene ud til folk. [A] blev anholdt for omkring syv år siden. Ansøgeren formoder, at [A] blev anholdt om efteråret. Ansøgeren levede herefter i skjul i to til tre uger, hvorefter ansøgeren flygtede til Rusland. Ansøgeren opholdt sig i Rusland i otte til ti måneder, og boede hos forskellige familiemedlemmer. Ansøgeren tog herefter til Tyskland, hvor han søgte om asyl. I starten af 2015 blev ansøgeren udvist til Hviderusland. [I starten af] 2016, fem dage efter ansøgerens hjemkomst til Hviderusland, blev han anholdt, mens han var til byfest i Grodno. Ansøgeren har for Flygtningenævnet nu forklaret, at han sad fængslet i fire til fem dage. En dag kom to betjente med vand til ansøgeren i cellen. Ansøgeren slog den ene betjent et par gange, så han faldt om, og slog derefter den anden betjent én gang i leveren, hvorefter ansøgeren stak af. Ansøgeren tog derefter en taxa til en vens lejlighed, hvor ansøgeren overnattede. Herefter kørte ansøgeren med bil fra Hviderusland til Rusland. Efter ansøgeren havde opholdt sig i Rusland i halvanden måned, tog han tilbage til Grodno, hvorfra ansøgeren flygtede til Danmark. Ansøgeren har på flere punkter forklaret upræcist og divergerende om sin færden forud for udrejsen blandt andet om deltagelse i demonstrationer, om medlemskab af […], om uddeling af flyveblade, om hvornår ansøgeren opholdt sig i Tjekkiet og om begivenhederne i forbindelse hermed, om ”trykkemaskinen” i sommerhuset, om de personer, som ansøgeren samarbejdede med, om hvem der underrettede ansøgeren om politiets anholdelse af ansøgerens bekendt i sommerhuset, samt om tidspunktet for anholdelsen i 2015 og længden af den efterfølgende frihedsberøvelse. Hertil kommer, at ansøgeren valgte at deltage i en byfest i sin hjemby, selvom han samtidig var bekendt med, at den person, der blev anholdt i sommerhuset var blevet idømt en længerevarende fængselsstraf, ligesom ansøgeren har forklaret upræcist og divergerende om sin færden efter flugten fra arresten. Idet ansøgerens forklaring i øvrigt fremstår usammenhængende, finder Flygtningenævnet at han heller ikke for nævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, hvorfor Flygtningenævnet forkaster hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Hviderusland risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7. stk. 1. Endvidere kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bela/2016/4/SHH
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Hviderusland.. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hviderusser og kristen ortodoks fra Minsk, Hviderusland. Ansøgeren har været aktiv for oppositionen fra 2009-2010, hvor han har delt aviser og flyveblade ud samt deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter for sit liv. Ansøgeren ansøgte den [i] december 2010 om asyl i Finland. [I sommeren] 2011 frafaldt ansøgeren sin asylansøgning, idet han ønskede at rejse tilbage til Hviderusland. Ansøgeren søgte [i vinteren] asyl 2012 i Sverige. Efter afslag på asyl udrejste ansøgeren [i sommeren] 2013 udrejste ansøgeren til Hviderusland. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv blandt andet henvist til, at han i efteråret 2013, da han vendte tilbage fra Sverige, blev opsøgt i lufthavnen af to mænd fra den russiske efterretningstjeneste (KGB). Ansøgeren fik udleveret et spørgeskema, hvor han skulle svare på spørgsmål om sit ophold i Sverige. Omkring en til to uger efter genindrejsen blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af fire personer, der udspurgte ansøgeren vedrørende opholdet i Sverige. Ansøgeren blev herved mistænkt for at være spion. Ansøgeren blev herefter opsøgt fem til syv gange på bopælen af myndighederne, der beskyldte ham for at være spion og for at have udtrykt utilfredshed med regeringen. Ansøgeren er endvidere blevet taget med til politistationen tre gange, hvor han blev udspurgt om sine politiske aktiviteter. To gange var ansøgeren tilbageholdt i tre-fire dage, mens han den sidste gang blev løsladt efter afhøringen. Ansøgeren blev under tilbageholdelserne udsat for fysiske overgreb og trusler. Efter den sidste henvendelse i slutningen af 2014 udrejste ansøgeren af Hviderusland. Indledningsvist skal Flygtningenævnet bemærke, at såvel ansøgeren som hans samlever har afgivet forskellige forklaringer om deres navne til de finske, svenske og de danske myndigheder, ligesom ansøgeren har forklaret divergerede om baggrunden for, at han har opgivet forskellige efternavne, idet han i asylsamtalen [i] december 2015 forklarede, at han tog sin mors ungpigenavn i tiden mellem 2011 og 2013, mens han overfor de finske myndigheder den [i slutningen af] 2010 forklarede, at han havde taget sin kones efternavn, da de blev gift. Det er herefter forbundet med nogen tvivl, om ansøgeren har oplyst sin rigtige identitet til de danske myndigheder. Uanset om ansøgeren måtte have givet rigtige oplysninger om sin identitet eller ej, kan Flygtningenævnet ikke lægge forklaringen om asylmotiv til grund, idet den på centrale punkter har været divergerende og udbyggende, hvorfor den forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således i asylsamtalen forklaret udbyggende i forhold til oplysnings- og motivsamtalen med hensyn til, at han blev opsøgt af KGB allerede i lufthavnen ved tilbagekomsten fra Sverige i 2013 og med hensyn til, at han inden den første udrejse til Finland i 2010 havde fået en dom på 15 dages arrest. Det bemærkes, at han heller ikke ses at have forklaret de finske og svenske myndigheder om denne dom i forbindelse med, at han søgte asyl der i henholdsvis 2010 og 2012. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, om den første gang, han blev opsøgt på bopælen af myndighederne, var et par dage efter, at han og samleveren var kommet tilbage fra Sverige, eller det var cirka 1-2 uger senere, om der gik en måned eller 2-3 dage før, han igen blev opsøgt, og om han har været tilbageholdt af myndighederne i længere tid én eller flere gange, og endelig om han er blevet opsøgt 5-7 gange eller 10 gange. Endelig har han forklaret divergerende med hensyn til om, myndighedspersonerne også har afhørt hans samlever eller ej. Det forekommer videre usandsynligt, at ansøgerens samlever flere gange skulle være blevet telefonisk indkaldt til at møde op på politistationen og i et tilfælde have efterkommet ordren uden at fortælle dette til ansøgeren. Det bemærkes i den forbindelse, at samleveren i forbindelse med sin asylsamtale har forklaret, at hun har fortalt ansøgeren herom. Nævnet skal videre bemærke, at divergenserne omhandler centrale dele af asylmotivet, hvorfor det ikke er sandsynligt, at de kan henføres til hukommelsesproblemer. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Hviderusland vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bela/2016/2 /nin
Nævnet meddelte i oktober 2015 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt børn fra Hviderusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk polak og katolik af trosretning fra Grodno, Hviderusland. Den kvindelige ansøger er etnisk hviderusser og katolik af trosretning fra Grodno, Hviderusland. Den mandlige ansøger har arbejdet med valgkampen i Hviderusland, bl.a. parlamentsvalgkamp og præsidentvalgkamp fra 2000-2001. Ansøgerens arbejde var at samle underskrifter i 17 distrikt byer i regionen Grodno. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Hviderusland frygter at blive fængslet på ubestemt tid, fordi han har skrevet en systemkritisk bog. Han har ligeledes henvist til, at han frygter en mand ved navn [A] og [A’s] broder, som er medlem af OMON, fordi han har anmeldt [A] til politiet. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han i 2010 begyndte at skrive på en systemkritisk bog, fordi han ikke brød sig om Lukasjenko, og det han gjorde ved Hviderusland. [i starten af 2012] var den mandlige ansøger næsten færdig med at skrive bogen, og han inviterede herefter sine venner hjem for at læse den og give deres vurdering. Herefter begyndte han at sende bogen til forskellige konsulater og forfatterunioner for at få deres vurdering af bogen. Den mandlige ansøger havde ikke skrevet sit navn i bogen, men i bogen fremgik det, at den var skrevet af [B] eller også stod der initialerne […] Bogen var underskrevet med den mandlige ansøgers underskrift. Den kvindelige ansøger hjalp ham med at finde billeder til bogen. Det var billeder hun fandt på internettet, undtaget den mandlige ansøgers bedstefaders billede. [i foråret 2014] havde den mandlige ansøger afsluttet bogen, og han havde den endelige udgave sin computer. Samme dag tog han på en bar for at fejre, at bogen var færdig. Han havde sin computer med, og han kom i snak med [A] og ansøgeren viste bogen til ham. [A] havde sin egen USB-nøgle med og ansøgeren overførte bogen til [A’s] USB-nøgle. Den 15. marts 2014 opsøgte [A] den mandlige ansøger på hans bopæl. [A] havde læst ansøgerens bog og han begyndte at afpresse ham for penge. I den efterfølgende periode afpressede [A] den mandlige ansøger to til tre gange om ugen og har i alt afpresset ham for 4000 USD. [i sommeren 2014] udrejste ansøgerne til Polen på et polsk visum. Efter udrejsen af Hviderusland, og da de var ankommet til Polen ringede den mandlige ansøger til en hotline, som hørte under politiet i Hviderusland, og anmeldte [A]. Da de ankom til Danmark [sommeren 2014], fik den mandlige ansøger en opringning fra KGB. De sagde, at han skulle møde på adressen […] og sagde, at han var under mistanke, og at det drejede sig om hans bog. Kort tid efter ringede den mandlige ansøgers moder og fortalte, at hun var blevet opsøgt af KGB, som spurgte efter ansøgeren. Den mandlige ansøger blev herefter bange og søgte på nettet om mulighederne for at søge asyl i Danmark. [Sommeren 2014] blev ansøgerne registreret som asylansøgere i Danmark. Efter ansøgerne kom til Danmark er den mandlige ansøger blevet kontaktet af en kvinde i Los Angeles, der vil promovere hans bog under navnet […]. Et flertal af Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger har skrevet en bog der indeholder kritik af den siddende præsident i Hviderusland. Flertallet lægger vægt på karakteren af de passager af den fremlagte bog der er blevet oversat i nævnet. Flertallet finder endvidere, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han mens han var i Danmark har distribueret bogen på en sådan måde, at indholdet af bogen og den mandlige ansøgers identitet kan være kommet til de hviderussiske myndigheders kendskab. Flertallet bemærker herved, at den mandlige ansøger i nævnet har forevist sin Facebook-profil som vel er oprettet under samme pseudonym, som det der fremgår af bogens titelblad, men med ansøgerens eget profilbillede. Ansøgeren har ligeledes forevist, at bogen er distribueret fra Facebook-siden til dels med angivelse af ansøgerens eget navn. Den mandlige ansøger har endvidere påvist, at uddrag af bogen også er tilgængelig via andre offentligt tilgængelige internetsider med myndighedskritisk indhold, når der søges på bogens titel. På denne baggrund og henset til baggrundsoplysningerne om forhold for systemkritikere i Hviderusland, finder flertallet, at ansøgerne på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor de hviderussiske statsborgere […] og […] samt to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Bela/2015/2
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Hviderusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hviderusser og kristen af trosretning fra […], Hviderusland. Ansøgeren har været medlem af partiet […] i perioden 2006-2011, hvorigennem han blandt andet kunne dyrke sport. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Hviderusland frygter at blive tilbageholdt af de hviderussiske myndigheder, fordi han uretmæssigt er anklaget for at have deltaget i masseuroligheder. Ansøgeren har som anført gjort det samme asylmotiv gældende, som han gjorde gældende i den asylsag, som Flygtningenævnet afgjorde [i slutningen af 2014]. Flygtningenævnet finder ikke, at det begivenhedsforløb i forbindelse med ansøgerens indrejse i Hviderusland [i slutningen af 2014], som ansøgeren har forklaret om, bestyrker ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren må antages at have været igennem en sædvanlig procedure i forbindelse med indrejse efter udsendelse fra et andet land. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke blev anholdt, og at han ikke blev konfronteret med nogen sigtelse. Ansøgeren blev alene forholdsvist kortvarigt afhørt om sin udrejse og sit ophold i udlandet og blev herefter bedt om at vente i transithallen. Herefter lykkedes det ansøgeren at forlade transithallen og opholde sig i hjemlandet, indtil han på ny udrejste [i starten af 2015]. Da ansøgeren herefter fortsat ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. bela/2015/1
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og kvindelig statsborger fra Hviderusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk hviderusser og ateist fra Grodno, Grodnenskaja, Hviderusland. Den kvindelige ansøger er etnisk hviderusser og katolik fra Grodno, Hviderusland. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Hviderusland dels frygter at blive slået ihjel, fordi de har søgt asyl i udlandet, og dels at de frygter de personer, som har afpresset og voldtaget den kvindelige ansøger. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den kvindelige ansøgers bror blev begravet [i sommeren] 2014, hvorefter den kvindelige ansøger blev ringet op af en ukendt person. Hun blev truet med, at der ville ske hende noget, hvis hun ikke betalte 30.000 kr. inden for en måned, som den kvindelige ansøgers bror skyldte. [I sommeren] 2015, omkring en måned efter opkaldet, blev den kvindelige ansøger opsøgt af to ukendte mænd, der tvang hende ind i en bil. Hun fik at vide, at hun skulle skaffe pengene, og at de ville ringe hende op efter to uger. Det lykkedes ikke den kvindelige ansøger at skaffe pengene inden for fristen. Hun blev tvunget ind i en bil en eller to dage efter fristen på de to uger var udløbet. Hun blev slået, truet med en pistol og fik at vide, at hvis hun skreg eller gik til politiet ville hun blive slået ihjel. Hun fik et slag på hovedet og mistede bevidstheden. Da hun kom til sig selv igen, lå hun på jorden ved siden af en bil, hvorefter hun blev voldtaget. Hun blev kørt tilbage til byen, smidt ud af bilen og fik at vide, at hun havde en uge til at betale pengene. Hun skiftede telefonnummer. Hun blev indlagt i en uge, da hun herefter gik til lægen, på grund af de slag hun havde fået. Da hun gik ud for at handle en dag, blev hun tvunget ind i en bil igen og slået. De førte hende til et lokale, hvor hun fik at vide, at de havde ventet længe nok, og at de ville dræbe hende, hvorefter hun blev slået og voldtaget. Det næste hun kan huske, var, at hun blev skubbet ud af en bil et sted i byen og fik at vide, at de ville dræbe hende, hvis hun ikke betalte. I [begyndelsen af] 2015 fik den kvindelige ansøger igen opkald fra disse personer. I [begyndelsen] af 2015 opsagde hun sit arbejde og skiftede telefonnummer, hvorfor hun ikke fik flere opkald fra kreditorerne. Hun blev tvunget ind i en bil og slået igen [i sommeren] 2015, hvor hun blev ført til et lokale og denne gang bundet. De hældt benzin over hende, og de beordrede hende til at stoppe med at skrige, ellers ville hun blive solgt som sexslave. Hun blev lagt på gulvet og voldtaget af tre mænd. Hun kom til bevidsthed næste morgen uden for byen og var hjemme igen [den efterfølgende dag]. Da hun kom hjem, fortalte hun den mandlige ansøger, hvad der var sket. Den mandlige ansøger tog på arbejde et par dage efter den kvindelige ansøgers voldtægt. Da han var på arbejde, blev han ringet op af den kvindelige ansøger, der fortalte ham, at nogen havde banket på døren. Gerningsmændene fortalte gennem døren, at de vidste, at hun befandt sig i huset. Den mandlige ansøger tog fri fra arbejde for at tage hjem. Ansøgerne udrejste [i sommeren] 2015 af Hviderusland. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering, at den kvindelige ansøgers forklaring på væsentlige punkter forekommer usandsynlig, ikke selvoplevet og konstrueret til lejligheden. Endvidere bemærkes, at den kvindelige ansøger har forklaret udbyggende, idet hun først for nævnet har forklaret, at der i forbindelse med det påståede overgreb [i sommeren] 2015 var en lighter fremme, og at der udtrykkeligt blev truet med at antænde hende. Det bemærkes tillige, at der er afgivet divergerende forklaringer vedrørende den kvindelige ansøgers pas og telefon. For nævnet har hun forklaret, at effekterne blev mistet i forbindelse med overfaldet, mens hun foreholdt sin ægtefælles forklaring derefter har forklaret, at passet muligvis blev efterladt i lejligheden. I øvrigt har hun til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at passet blev medbragt til Danmark og frataget hende her. Den mandelige ansøger har forklaret, at den kvindelige ansøgers mobiltelefon blev medtaget til Danmark, mens hun selv som nævnt har forklaret, at hun mistede den under overfaldet. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnets flertal ikke, at den kvindelige ansøger har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Hviderusland vil være i risiko for myndighedsforfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angår den mandlige ansøger bemærkes, at dennes asylmotiv alene knytter sig til den kvindelige ansøgers. Det bemærkes, at begge ansøgere har frafaldet asylmotivet om risiko for strafforfølgelse fra de hviderussiske myndigheder alene på baggrund af, at ansøgerne har søgt asyl i et andet land. Flygtningenævnet er enig i, at dette asylmotiv ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Bela/2016/3/DTO
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2009. I 2003 var ansøgeren blevet medlem af den islamiske organisation Jamaat-ul-Mujahideen Bangladesh (JMB). Her havde han jævnligt deltaget i møder, indtil JMB blev erklæret forbudt af regeringen i begyndelsen af 2005. Herefter havde ansøgeren alene deltaget i enkelte møder. I sommeren 2005 var JMB af regeringen blevet beskyldt for at have udført bombesprængninger i 63 distrikter i Bangladesh. I slutningen af 2005 var ansøgerens kontaktperson, der var et højtstående medlem i JMB, blevet anholdt, og ansøgerens bopæl var to dage senere blevet ransaget af politiet. Flygtningenævnet udtalte, at det af ansøgerens forklaringer fremgik, at ansøgeren fra og med sommeren 2003 havde deltaget i et antal møder på en græsplæne ved et polyteknisk institut i Dhaka med deltagelse af medlemmer fra JMB. Efter at JMB var blevet forbudt af regeringen i begyndelsen af 2005, havde ansøgeren fortsat deltaget i nogle af disse møder. Efter bombesprængningerne, der havde fundet sted i sommeren 2005, havde han deltaget i tre-fire møder i efteråret 2005. Ansøgerens navngivne kontaktperson var efter ansøgerens forklaring en af de fem øverste ledere af JMB. Kontaktpersonen var blevet arresteret i slutningen af 2005, og ansøgerens bopæl var blevet ransaget i samme periode, hvilket ansøgeren havde fået at vide telefonisk af sin søster, mens han havde været på arbejde. Herefter havde ansøgeren holdt sig skjult hos nogle familiemedlemmer, venner og bekendte. I sommeren 2006 var ansøgeren flyttet hen til en ven, i nærheden af den indiske grænse og var rejst til Indien i foråret 2007 i konsekvens af blandt andet, at ansøgerens kontaktperson i JMB var blevet henrettet i foråret 2007. Ansøgeren havde ikke siden været i Bangladesh. Flygtningenævnet, som kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen, fandt ikke noget holdepunkt for at antage, at ansøgeren under de ovennævnte omstædigheder havde begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse i hjemlandet, jf. Flygtningekonventionens artikel 1F (b). Flygtningenævnet lagde som nævnt til grund for sagen, at ansøgeren alene havde deltaget i en række møder, efter opfordring fra den navngivne kontaktperson. Flygtningenævnet fandt ej heller, at der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren udenfor Danmark havde begået lovovertrædelser, som kunne medføre udvisning efter Udlændingelovens §§ 22, 23 eller § 24. Flygtningenævnet fandt derfor ikke grundlag for, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, eller § 10, stk. 2, nr. 2. Flygtningenævnet lagde efter de ovennævnte oplysninger til grund for sagen, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for asylbegrundet forfølgelse som følge af sit daværende medlemskab af JMB. Bangla/2010/2
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren i alt væsentligt havde forklaret sammenhængende og uden at udbygge sin forklaring. Ansøgerens oplysninger om de rejste anklagepunkter mod ham fremstod bestyrket ved de fremlagte avisartikler og navnlig ved den undersøgelse af registreringen af sagerne ved den lokale domstol i en navngiven by, som Udenrigsministeriets kilde havde oplyst om i en udtalelse fra foråret 2009. Flygtningenævnet lagde derfor til grund, at ansøgeren siden 1991 havde været medlem af en lokalafdeling af Awami League i sit hjemområde i Chittagong-distriktet. Ansøgeren havde deltaget aktivt i lokalt politisk arbejde for Awami League, herunder oplysnings- og ungdomsarbejde og socialt arbejde. Han havde deltaget i et større antal demonstrationer mod navnlig BNP, Bangladesh Nationalist Party. Ansøgeren havde forklaret nærmere om de rejste sigtelser, herunder at sigtelsen vedrørende blandt andet vold en angiven dato i foråret 2006 havde givet anledning til, at ansøgeren dagen efter havde befundet sig sammen med sin advokat og den lokale formand for Awami League i den lokale retsbygning på det tidspunkt, hvor det omhandlede drab på en navngiven borger, der havde været menigt medlem af BNP fandt sted. Ansøgeren havde forklaret nærmere om, at den rejste anklage for drabet ligesom de tre sigtelser alle var falske anklagepunkter motiveret af en navngiven person, der havde været medlem af et højtstående organ inden for BNP, der udover ansøgeren havde beskyldt fem andre medlemmer af Awami League for drabet på personen, herunder med den følge at tiltalte nummer 18, der havde haft samme navn, som den dræbte, var blevet anholdt og nu havde siddet varetægtsfængslet i 18 måneder. Det var på den baggrund Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren måtte anses for falsk anklaget af privatpersoner, jf. herved Udenrigsministeriets ovennævnte kilde, og at anklagen måtte anses for motiveret af den omhandlede person fra det højtstående organ inden for BNP, der efter ansøgerens oplysninger var medlem af Parlamentet i Bangladesh for BNP og en lokalt indflydelsesrig person i ansøgerens hjemdistrikt. Flygtningenævnet fandt efter det oplyste i baggrundsmaterialet sammenholdt med de fremlagte dokumenter om den forsat verserende retssag, det oplyste om at ansøgeren havde fået afslag på kaution, og fængslingen af en medtiltalt, der efter ansøgerens oplysninger var falsk inddraget i sagen på samme måde som ansøgeren, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh risikerede særdeles langvarig frihedsberøvelse, mens sagen behandledes i den lokale retsinstans og muligt efterfølgende ved anke til en højere retsinstans. Flygtningenævnet fandt imidlertid videre, at det måtte tillægges væsentlig betydning, at der siden de rejste sigtelser i 2006 som følge af parlamentsvalget den 29. december 2008 var sket markant ændring af det politiske billede i Bangladesh, hvor Awami League og dets alliancepartner havde vundet et overvældende flertal i Parlamentet, mens BNP var et reduceret oppositionsparti. Det fremgik af baggrundsoplysningerne, at der var iværksat initiativer til bekæmpelse af den korruption og særdeles langvarige sagsbehandling, der kendetegnede navnlig det lokale politi og de underordnede retsinstanser. Henset til disse forandrede forhold og initiativer fandt Flygtningenævnet ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh under de nuværende forhold kunne anses for at risikere en myndighedsunderstøttet politisk forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt imidlertid efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede en særdeles langvarig frihedsberøvelse som følge af de rejste falske anklager og sigtelser fra 2006, herunder primært drabsanklagen, og at ansøgeren derfor måtte anses for i risiko for overgreb, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren havde derfor krav på opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse. Bangla/2010/1
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh, født i 1981. Indrejst i juli 2005. I forbindelse med sagens behandling har ansøgeren deltaget i en sprogtest. Det fremgår heraf, at ansøgeren taler en blanding af flere dialekter, hvoraf den dominerende er noakhali-bengali, mens arakan-bengali ikke er én af disse. Det fremgår videre, at det er højst sandsynligt, at ansøgeren har sin sproglige baggrund i Noakhali-distriktet i det sydøstlige Bangladesh, og at dette er baseret på fonologiske leksikale og grammatiske egenskaber ved ansøgerens tale. Ansøgeren har intet realkendskab til Burma. Det er usandsynligt, at ansøgeren er socialiseret i længere tid i Burma. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren som dokumentation for sin angivne identitet, rohinga fra Burma, havde fremlagt en familiebog fra UNHCR og medlemskort til Rohinga Solidarity Organisation. Ansøgeren havde under sagen oplyst, at han er født i 1981 i Burma, og at han var flygtet til Bangladesh sammen med sin familie omkring 1992. Han havde efter kort tid forladt sin familie i en flygtningelejr og taget ophold i en by. Flygtningenævnet lagde ved sagens afgørelse vægt på UNHCRs udtalelse af maj 2006, hvoraf fremgår, at den familie, inklusive ansøgeren, som familiebogen vedrørte, var ankommet til Bangladesh i 1993, og at hele familien var repatrieret fra flygtningelejren til Burma i april 2005. Flygtningenævnet lagde endvidere en vis vægt på indholdet i den lingvistiske analyse i den foretagne sprogtest. Hertil kom, at ansøgerens forklaring i øvrigt ikke fremstod overbevisende. Dette gjaldt blandt andet hans forklaring vedrørende de økonomiske forhold omkring en slagterforretning, kontakten med faderen og omstændighederne ved faderens overlevering af familiebogen. Ansøgeren angav endvidere sine tre nærmeste søskende i forkert rækkefølge. Han havde generelt været upræcis vedrørende sine tidsangivelser. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse divergenser kunne tilskrives, at ansøgeren er analfabet, hvorved bemærkedes, at ansøgeren ifølge sin forklaring i en længere periode havde drevet selvstændig forretning. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort sin identitet som værende rohinga fra Burma, hvorfor nævnet forkastede ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Nævnet lagde herefter til grund, at ansøgeren rettelig kommer fra Bangladesh. Bangladesh/2007/1
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh, født i 1962. Indrejst i juli 2006. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet kunne således lægge til grund, at ansøgeren var medlem af Awami League og blandt andet havde været sekretær i en ward med 70 medlemmer og senere viceformand for en unit, bestående af flere wards. Nævnet kunne videre lægge til grund, at ansøgeren i 2002 blev anholdt sammen med flere andre og sigtet for at have brændt en bus af, og at han efter at være fremstillet for en dommer blev fængslet i 25 dage, hvorunder han blev udsat for hårdhændet behandling. Efter de 25 dage blev ansøgeren løsladt mod kaution. På tidspunktet for nævnets afgørelse verserede sagen fortsat. Herudover kunne det lægges til grund, at ansøgeren i 2003 var tilbageholdt i syv dage i forbindelse med en demonstration, og at den sag var afsluttet. Ansøgeren havde efter løsladelsen i 2003 opholdt sig i Bangladesh. Han havde drevet et rejseagentur lige frem til udrejsen, ligesom han havde foretaget flere udlandsrejser. Ansøgeren havde endvidere været medlem af ledelsen i et sportsforbund. Ansøgeren havde i den periode givet møde ved cirka 40 retsmøder i den uafsluttede sag fra 2002. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren skulle være blevet opsøgt så ofte som af ham forklaret uden at ansøgeren var blevet pågrebet. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgerens konflikt med fem til seks BNP-banditter var af sådan karakter og intensitet, at der var grundlag for at anse det for en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh ville være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes i den forbindelse, at de generelle forhold i Bangladesh ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Bangladesh/2007/2
Nævnet meddeltei august 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Burma, født i 1986. Indrejst i februar 2004. Ansøgeren er etnisk rohingya og muslim. Ansøgeren har blandt andet oplyst, at han flygtede med sin familie til en flygtningelejr i Bangladesh da han var seks år gammel. Under sagen fremlagde ansøgeren blandt andet en af ansøgerens fader udstedt Rohingya Refugee Family Book, som er udstedt efter ansøgerens families ankomst til flygtningelejren. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret konsistent under sagen. Ansøgeren havde generelt et godt kendskab til det område, som han angav at være flygtet fra. Ansøgeren fandtes derfor ved fremlæggelsen af den foreliggende Family Book at have sandsynliggjort sin identitet. Den omstændighed, at ansøgeren ifølge sprogtesten talte uden indflydelse af burmesiske dialekter, kunne ikke føre til et andet resultat, idet ansøgeren var opvokset fra han var seks år i Bangladesh, og familien bevidst havde ønsket at tilpasse sig sproget i Chittagong. Flygtningenævnet meddelte derfor i overensstemmelse med nævnets praksis vedrørende etniske rohingyaer fra Burma ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Bangla/2006/3
Nævnet stadfæstede i august 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh, født i 1983. Indrejst i maj 2005. Ansøgeren er tilhænger af ahmadiyya-religionen. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter en vurdering af ansøgerens forklaring fandt, at forklaringen på flere punkter gav anledning til tvivl, navnlig fordi ansøgeren, der efter sine oplysninger havde opholdt sig i godt 10 år på et ahmadiyya kontor, ikke kunne give en uforbeholden forklaring om konkrete oplysninger om forholdene på kontoret, blandt andet om kontorets fuldstændige adresse. Nævnet bemærkede videre, at ansøgeren forklarede forskelligt om, hvorvidt han var kommet til kontoret som 8-årig eller som oplyst for nævnet som 10 til 12-årig. Det bemærkedes, at ansøgeren var udrejst i april 2005 efter det oplyste som 21-årig. Ansøgeren forklarede endvidere forskelligt om, hvorvidt han havde været officielt medlem af ahmadiyya-trosretningen. Nævnet ville imidlertid ikke afvise, at ansøgeren igennem en periode i sine ungdomsår havde opholdt sig på det omhandlede ahmadiyya-kontor. Ansøgeren havde udført interne opgaver af praktisk art på kontoret, herunder havde sørget for forplejning til tilstedeværende, og på gaden havde han jævnligt uddelt brochurer eller papirer vedrørende ahmadiyya-religionen. Ansøgerens forklaring først for nævnet om, at han endvidere havde skrevet slagord og havde været betroet til at indkalde tilhængere til møder, fandt nævnet fremstod udbyggende og kunne ikke lægges til grund. Ansøgeren var ved flere lejligheder blevet udsat for skældsord og trusler fra tilfældige folk på gaden og i nogle tilfælde udsat for vold. Ved en lejlighed fik han hældt brændbar væske over hovedet. Ansøgeren havde anmeldt voldsepisoderne og hændelsen med den brændbare væske til politiet, der havde lovet at tage sig af anmeldelserne. Ansøgeren oplyste, at de omhandlede voldsepisoder og episoden med den brændbare væske havde fundet sted i tiden indtil november eller december 2004, og at politiet ikke havde foretaget videre i anledning af anmeldelserne, hvor gerningsmændene dog ikke havde været konkretiserede. Nævnet lagde vægt på, at politiet havde modtaget anmeldelserne, og fandt, at ansøgerens aktiviteter i det hele måtte anses for at være begrænsede. Ansøgeren havde ikke haft konflikt med myndighederne, og de omhandlede voldsepisoder og episoden med den brændbare væske ansås for episoder af enkeltstående og mere tilfældig karakter, hvorom ansøgeren måtte søge myndighedernes beskyttelse. Ansøgeren havde ikke været udsat for yderligere overgreb inden udrejsen, og havde i øvrigt ikke haft konflikter med bestemte religiøse grupperinger. Han havde ikke været politisk aktiv eller indtaget nogen profileret position. Det fremstod for nævnet som uafklaret, om ansøgeren havde været egentlig registreret medlem af ahmadiyya-religionen på det omhandlede kontor og nævnet lagde vægt på ansøgerens forskellige forklaringer om medlemskab, ligesom ansøgerens forklaringer om medlemskortet (bilag 20) ikke fandtes overbevisende. Selv om der efter baggrundsoplysningerne kunne foreligge vanskelige forhold for tilhængere af ahmadiyya-religionen, fandt nævnet ikke, at ansøgeren var uden mulighed for at søge myndighedernes beskyttelse ved en tilbagevenden til Bangladesh. Samlet fandt nævnet herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes, at nævnet ikke fandt grundlag for at udsætte sagen på fremskaffelse af dokumentation for ansøgerens forhold i Bangladesh, som mere subsidiært påstået af den beskikkede advokat. Bangla/2006/2
Nævnet stadfæstede i maj 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh, født i 1985. Indrejst i december 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde været medlem af den legale organisation Chhatre League og havde været sekretær for Bangladesh Hindu Buddhist Kristelig Forening. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været et profileret medlem af disse organisationer, hvor hans aktiviteter angiveligt stoppede i sommeren 2001. Uanset om ansøgeren i 2001 og 2002 på grund af sit medlemskab af disse organisationer havde haft konflikter med et højtstående medlem af en organisation under partiet Jamiat-e-Islami, fandt Flygtningenævnet, at ansøgerens konflikter måtte anses for at være enkeltstående episoder, der ikke kunne antages at have haft en sådan karakter og en sådan intensitet, at de kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter konflikterne var forblevet i hjemlandet i flere år indtil udrejsen i december 2004. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at episoden i november 2004 havde sammenhæng med ansøgerens konflikt med det højtstående medlem af organisationen. Ansøgeren havde om episoden i november 2004 forklaret, at hans ven indledte et forhold til søsteren til det højtstående medlem af organisationen, som ansøgeren havde konflikter med, og at denne mistænkte ansøgeren for at stå bag dette forhold. Det højtstående medlem af organisationen samt hans tilhængere angreb herefter ansøgerens families hus. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte henvises til at anmelde eventuelle overfald til myndighederne. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ikke ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne tillægge de af ansøgeren senest fremlagte dokumenter og bilag vægt. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at bilagene først var fremlagt efter ansøgerens første samtale med Udlændingestyrelsen i juni 2005, og at dokumenterne blandt andet vedrørte anklager mod ansøgeren, der lå forud for ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring for nævnet om indholdet og fremkomsten af dokumenterne ikke var fremtrådt som troværdigt, herunder med hensyn til hvorvidt ansøgeren forud for sin udrejse havde kendskab til de anklager, der angiveligt allerede skulle være rejst mod ham. Uanset om ansøgerens fader måtte have været tilbageholdt i september 2004, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af sin faders forhold ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for en konkret og individuel forfølgelse. Ansøgeren havde om faderens tilbageholdelse forklaret, at der var rejst falske anklager mod faderen af personer, som var medlemmer af regeringspartierne, og som var interesseret i faderens jord. De generelle forhold i Bangladesh, eller den omstændighed at ansøgeren er etnisk hindu, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på yderligere undersøgelser af de fremlagte dokumenter. Bangla/2006/1
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh, født i 1979. Indrejst i januar 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været medlem af to politiske organisationer og havde arbejdet som social- og sundhedssekretær i de lokale afdelinger i hans hjemby. Uanset om ansøgeren i oktober 2001 havde været udsat for et overgreb, fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh, ville blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren alene kunne anses at have haft en mindre betydende rolle og aktivitet i de lokale afdelinger af foreningerne, der også i dag er lovlige. De angreb, som ansøgeren og hans forældre angiveligt havde været udsat for i oktober 2001, måtte antages at have karakter af enkeltstående forhold, nært forbundet med valghandlingerne i oktober 2001. Ansøgeren havde ikke sandsynliggjort, at han ikke i den forbindelse kunne opnå myndighedernes beskyttelse, herunder ved henvendelse hos de overordnede myndigheder. Nævnet bemærkede tillige, at ansøgeren havde kunnet udføre ovennævnte aktiviteter uden problemer i perioden 1998 til oktober 2001. Nævnet fandt videre ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han in absentia, efter falske anklager var dømt for mordet på en ungdomsleder fra den ene af de organisationer, som ansøgeren var medlem af. Ansøgerens forklaring herom var alene baseret på formodninger. Ansøgeren havde ikke sandsynliggjort, at hans aktiviteter for Awami-League i Danmark, havde profileret ham overfor partiets politiske modstandere. De generelle forhold for hinduer i Bangladesh, kunne ikke begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgeren havde herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh ville være i konkret risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom han ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerede dødsstraf, eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Bangla/2005/3
Nævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh født i 1981. Indrejst i maj 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk hindu fra Chittagong. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygtede at blive slået ihjel af personer fra Jamiat Islami, der var i regeringskoalition med BNP (Bangladesh National Party)Ansøgeren havde henvist til, at ansøgerens familie i perioden fra regeringsskiftet i 2001 til ansøgerens udrejse i foråret 2004 flere gange var blevet afpresset af personer fra Jamiat Islami, der også havde udsat familien for voldelige overgreb. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at ansøgerens fætter var blevet bortført og dræbt efter trusler mod fætterens familie. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at drabet på fætteren ca. 1 år før ansøgerens udrejse skyldtes forhold, som ville bevirke, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede konflikter med myndighederne i Bangladesh. Flygtningenævnet lagde i øvrigt til grund, at ansøgeren ikke selv havde været politisk aktiv eller personligt havde haft konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse, hvis ansøgeren skulle blive udsat for overgreb fra islamiske fundamentalister. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort – trods de angivne henvendelser – at han ikke ville kunne få myndighedernes beskyttelse, idet han ikke effektivt, herunder ved eventuel klage til overordnede myndigheder, havde søgt sådan beskyttelse. Hvis ansøgeren mente, at det ikke var muligt at opnå myndighedernes beskyttelse i lokalområdet, måtte Flygtningenævnet henvise ansøgeren til at tage ophold i en anden del af Bangladesh. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren havde forklaret, at han forud for udrejsen i en periode havde boet i en by, hvor ansøgerens onkel var bosiddende. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Bangla/2005/2
Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger angiveligt fra Burma, født i 1978. Indrejst i marts 2003. Ansøgeren forklarede, at han var etnisk rohingya fra Burma. Som følge af urolighederne i Burma var han sammen med sin moder og ene broder udrejst til Bangladesh for 11 år siden. Udlændingestyrelsens repræsentant tilkendegav under nævnsmødet, at såfremt Flygtningenævnet kunne lægge denne identitet til grund, ville ansøgeren være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde ved afgørelsen til grund, at der efter resultatet af den kriminaltekniske undersøgelse var foretaget en ændring/radering i et fremlagt id-korts angivelse af ansøgerens navn og fødselsår samt af ansøgerens faders navn, at ansøgeren under nævnsbehandlingen havde oplyst navnet på lederen i ansøgerens landsby i Myanmar, hvilket ikke stemte overens med navnet på kortets udsteder ifølge kortets eget indhold, at det fremgik af familielisten, at ansøgeren var angivet til at være 25 år på det tidspunkt, hvor listen var dateret (1998), hvilket ikke stemte overens med ansøgerens egne oplysninger om sin alder, at ansøgeren ved indrejsen havde været legitimeret med et pas fra Bangladesh, hvoraf fremgik, at ansøgeren er statsborger i Bangladesh og er født i november 1978 i Chittagong, og at den foretagne sprogtest angav, at ansøgeren taler Arakan-bangla på modersmålsniveau, og således som dette tales i Chittagongområdet. Flertallet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var statsborger i Burma. Det forhold, at ansøgeren havde svaret rigtigt på en række af de spørgsmål, som han var blevet stillet omkring Burma - herunder særskilte spørgsmål om de særlige forhold, som gør sig gældende omkring rohingyaer – sås ikke at kunne føre til noget andet resultat, idet ansøgeren stammede fra et grænseområde, og idet der efter de foreliggende oplysninger findes rohingyaer på begge sider af grænsen. Flertallet fandt herefter at kunne lægge til grund på sagen, at ansøgeren er statsborger i Bangladesh, og flertallet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Bangla/2005/1
Nævnet meddeltei august 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Burma, også registreret som bangladeshisk statsborger, født i 1972. Indrejst i august 2003. Ansøgeren har oplyst, at han var medlem af RYIO, og at myndighederne fandt ud af, at ansøgeren var politisk aktiv. I 1994 opsøgte militæret familiens hus. Ansøgeren var ikke hjemme. Familiens hjem blev nedbrændt, og ansøgerens fader blev tilbageholdt. Ansøgeren holdt sig efterfølgende skjult, og i 1995 udrejste han af Burma til Bangladesh. Af en foretagen sprogtest fremgår, at ansøgeren taler arakan-bengali, som det tales i det sydøstlige Bangladesh, og at hans kendskab til Burma er almen viden og på nogle punkter er ukorrekt. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde sandsynliggjort sin identitet, herunder at han er født i februar 1972 i Burma, og at han er etnisk rohingya. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgeren fra starten havde oplyst denne identitet over for de danske myndigheder, og hans forklaring havde ikke været divergerende eller så usandsynlig, at den af den grund måtte forkastes. Den omstændighed, at ansøgeren under en bangladeshisk identitet havde søgt visum på den danske ambassade i Bangladesh eller resultatet af den foretagne sprogtest, var ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at han ikke var den, han udgav sig for at være. Da ansøgeren herefter i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens repræsentants tilkendegivelse under nævnsmødet var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, meddelte Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. Bangla/2004/5
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh, født i 1977. Indrejst i september 2002. Ansøgeren havde forklaret, at han var etnisk rohingya fra Burma, og at han var blevet chikaneret af militæret i Burma på grund af sin etnicitet. Ansøgeren havde under sagen fremlagt et burmesisk id-kort og en fødselsattest. Flygtningenævnet udtalte, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler en ansøger at sandsynliggøre sin identitet, herunder sin nationalitet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer flertal fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var rohingya fra Burma, men måtte lægge til grund, at ansøgeren var bangladeshisk statsborger. Nævnets flertal lagde vægt på, at ansøgeren i sin besvarelse af Udlændingestyrelsens spørgsmål, indsamlet under fact-finding i oktober og november 2003, ikke havde kendskab til centrale spørgsmål om forholdene for rohingyaer, herunder sproglige betegnelser anvendt af rohingyaer. Den foreliggende sprogtest konkluderede, at ansøgeren måtte antages at være fra det sydøstlige Bangladesh og fremhævede, at ansøgeren anvendte betegnelser, som ikke anvendes af rohingyaer, men af folk hidrørende fra Bangladesh. Nævnets flertal kunne heroverfor ikke tillægge de fremlagte attester betydning. Der henvistes til fact-finding rapporten om sikkerheds- og menneskeretsforhold for rohingyaer i Burma og Bangladesh af december 2003 om mulighederne for at skaffe falske dokumenter. Nævnets flertal fandt herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren vil være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Bangla/2004/4
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh, født i 1967. Indrejst i oktober 2002. Ansøgeren havde forklaret, at han var etnisk rohingya fra Burma, og at han havde været medlem af RSO. Ansøgeren var blevet chikaneret at myndighederne på grund af sin etnicitet, og hans fader var blevet dræbt af militæret. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han var etnisk rohingya fra Burma. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren var bangladeshisk statsborger, og at han kunne vende tilbage til Bangladesh uden at udsætte sig for forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren var legalt indrejst på bangladeshisk pas med visum til Danmark. Antagelsen af, at ansøgeren ikke var fra Burma men fra Bangladesh, understøttedes af den foreliggende sprogtest og ansøgerens besvarelse af spørgsmål vedrørende forhold for rohingyaer Det havde afgørende betydning for Flygtningenævnet, at ansøgeren i sprogtesten udviste et meget ringe kendskab til rohingyaord, og at han ikke kunne besvare centrale spørgsmål for rohingyaer, navnlig knyttet til rohingyasproget. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Bangla/2004/3
Nævnet stadfæstede i juli 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh, født i 1976. Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet fandt generelt, at ansøgeren havde forklaret udbyggende og temmelig upræcist om en række af de foreliggende forhold, og Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at det forekom påfaldende, at ansøgeren først havde fremlagt dokumenter i sagen henholdsvis i maj og juni 2004. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer samt efter indholdet af de fremlagte dokumenter kunne nævnet imidlertid lægge til grund for sagen, at ansøgeren fra 1995 havde været medlem af Awami League, herunder af en lokal central komite, indtil udrejsen i 2003, at en politimand blev dræbt under en demonstration i 1996, som ansøgeren deltog i, at der forelå en politirapport fra februar 1996 herom, hvori ansøgeren er mistænkt for meddelagtighed i drabet, og at der forelå et anklageskrift fra november 1996, hvori ansøgeren figurerer som en ud af cirka 45 tiltalte blandt andet vedrørende det nævnte drab. Efter ansøgerens forklaringer lagde nævnet imidlertid også til grund, at sagen blev henlagt. Ansøgeren sås ikke at have sandsynliggjort, at sagen efterfølgende var genoptaget. De dokumenter, som ansøgeren havde fremlagt i form af politirapport og anklageskrift var efter det oplyste afskrifter hentet fra en domstols arkiv. Efter ansøgerens forklaringer og de foreliggende dokumenter kunne nævnet endvidere lægge til grund for sagen, at ansøgeren havde været frihedsberøvet nogle gange, senest i 2000, og i forbindelse hermed udsat for slag og spark, men at han efter den seneste frihedsberøvelse var løsladt mod kaution, samt at der forelå en politianmeldelse mod blandt andet ansøgeren, som blandt andet var anmeldt for statsstridende virksomhed. Politianmeldelsen nævner endvidere en lang række andre overtrædelser, som ansøgeren skulle være sigtet for i tidsrummet 1988 til 1999. Endelig kunne nævnet lægge til grund for sagen, at ansøgeren havde været udsat for chikanerier og overgreb fra medlemmer af BNP og Jamiat-e-Islami. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at antage, at nogle af disse forhold var asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren som nævnt ikke havde sandsynliggjort, at sagen fra 1996 var genoptaget. Ansøgerens antagelse herom hvilede alene på mundtlige oplysninger, og ansøgerens forklaring herom var først fremkommet under nævnsmødet. Flygtningenævnet fandt, at de nævnte chikanerier og overgreb fra medlemmer af BNP og Jamiat-e-Islami alene havde enkeltstående karakter og måtte anses for udslag af almindelig borgerlig kriminalitet. Flygtningenævnet fandt derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse af de grunde, der er nævnt i flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt ej heller grundlag for at antage, at nogle af de ovennævnte forhold måtte antages at medføre, at ansøgeren ville være i reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold for hinduer i Bangladesh kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Bangla/2004/2
Nævnet stadfæstede i juli 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh, født i 1972. Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren er hindu og fra Chittagong. Han havde efter sin forklaring været politisk aktiv i organisationen Bangladesh, Hindu, Buddhist, Christian Unity Council. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han som følge af sine politiske aktiviteter var blevet forfulgt af islamiske fundamentalister, idet han og familien fra juni 1997 til februar 2003 var blevet opsøgt, og at blandt andet ansøgerens søstre var blevet voldtaget, brødrene slået, ligesom den ene broder havde begået selvmord som følge heraf. Ansøgeren har fra sin ankomst til Danmark forklaret og beskrevet detaljeret, hvorledes han og familien skulle være blevet forfulgt af islamiske fundamentalister. På enkelte punkter har der været uoverensstemmelser, men Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han havde været aktiv i den lovlige organisation, Bangladesh Hindu, Buddhist, Christian Unity Council. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at islamiske fundamentalister i Chittagong-området som følge heraf havde terroriseret ansøgeren og dennes familie, herunder med vold, voldtægt og afbrænding af familiens bolig. Ved afgørelsen af, om dette kunne føre til, at ansøgeren meddeltes asyl efter udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 685 af 24. juli 2003, lagde Flygtningenævnet blandt andet vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring havde haft en mindre betydende rolle lokalt i en i øvrigt lovlig organisation. Det lagdes videre til grund, at ansøgeren ikke siden 1998 havde haft problemer med myndighederne, og at han i efteråret 2003 udrejste legalt af Bangladesh. Det lagdes endelig til grund, at ansøgerens moder, broder og søster problemfrit fra februar 2003 til ansøgerens udrejse i efteråret 2003 havde haft ophold i Dhaka-området. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han - trods de angivne henvendelser - ikke ville kunne have fået myndighedernes beskyttelse, idet han ikke effektivt havde søgt sådan beskyttelse, herunder eventuelt ved klage til overordnet myndighed. Hvis ansøgeren mente, at det ikke var muligt at opnå myndighedernes beskyttelse i lokalområdet, måtte Flygtningenævnet henvise ansøgeren til at tage ophold i en anden del af Bangladesh. Ansøgeren havde derfor ikke sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Bangladesh ville være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk.1, ligesom han ikke havde sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til sit hjemland risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Bangla/2004/1
Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren angiver at være etnisk rohingya og født muslim fra landsbyen […]i distriktet Arakan, Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter repressalier fra en kriminel gruppe, som forinden hans udrejse af landet kidnappede hans søster. Videre frygter han repressalier fra repræsentanter fra de burmesiske myndigheder, idet han er etnisk rohingya. Ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter ansøgeren at skulle tage ophold der, da han ikke er bangladeshisk statsborger. I Burma blev hans families bopæl opsøgt af repræsentanter fra en kriminel gruppering, da han var omkring fire år gammel. De forsøgte at afpresse hans fader økonomisk, hvorefter de kidnappede søsteren. I forbindelse med faderens eftersøgning af søsteren forsvandt han. Ansøgeren udrejste sammen med sin moder fra Burma til[…], Bangladesh, da han var omkring syv år gammel. De boede i en periode på omkring ti år hos[…], som de arbejdede for. Omkring 1996 udrejste ansøgeren på moderens foranledning af Bangladesh til Indien. Siden da har han ikke været tilbage i Bangladesh. Efter et par måneders ophold fik han at vide gennem en agent, han havde benyttet ved udrejsen, at hans moder havde begået selvmord som følge af, at hun var blevet voldtaget af en af […]ansatte efter ansøgerens udrejse. Efterfølgende udrejste han af Indien og opholdt sig i en række lande, forinden han den […] 2012 indrejste i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er født i Burma, og at han skulle være etnisk rohingya. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den sprogtest, der er udarbejdet, taler imod, at ansøgeren skulle være rohingya fra Burma, idet hans fonologi, syntaks og grammatik konsekvent afviger fra normen fra rohingyaer fra Burma, samt at han taler bengali på modersmålsniveau. Nævnet har ved denne vurdering endvidere tillagt det betydning, at ansøgeren var syv år, da han efter sin forklaring skulle være udrejst fra Burma, og at han derefter talte sit modersmål med sin mor, indtil han udrejste fra Bangladesh som 17-årig. Ansøgeren har i øvrigt forklaret divergerende om, hvorvidt han talte sit modersmål med sin mor indtil udrejsen, eller om hun forbød ham dette tidligere. Nævnet finder i den forbindelse ikke, at ansøgerens forklaring om, at hans mor forbød ham at tale sit modersmål forekommer sandsynlig henset til, at han og hans mor havde oplyst lokalbefolkningen om, at de var rohingyaer. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren skal vurderes som kommende fra Bangladesh og i forhold til Bangladesh, og Flygtningenævnet finder, at han ikke har forklaret om omstændigheder, der gør, at han kan opnå asyl i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2013/7
Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har oplyst at være muslim og etnisk rohingya fra Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive dræbt af myndighedspersoner grundet sin etnicitet som rohingya. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke kan leve et værdigt liv i Bangladesh, idet han ikke har lovligt ophold i landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at faderen blev dræbt i 1992 af buddhister i Burma som følge af faderens etnicitet. Ansøgeren og dennes broder udrejste kort efter til Bangladesh, mens deres moder udrejste tre måneder senere. Ansøgeren har videre oplyst, at han i 1999 indrejste illegalt i Burma for at gøre krav på sin families jord, hvilket dog ikke lykkedes. Ansøgeren opholdt sig illegalt i Burma i tre måneder, i hvilken periode han fik udstedt et id-kort. Ansøgeren har videre oplyst, at han i Bangladesh arbejdede illegalt som ufaglært cykelsmed og rickshawfører. Ansøgeren havde et tæt forhold til sin arbejdsgiver, som hjalp ansøgeren økonomisk med at udrejse fra Bangladesh. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er burmesisk statsborger, og at han er flygtet fra Burma til Bangladesh i 1992. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at UNHCR ikke har været i stand til at identificere ansøgeren som registreret flygtning. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at det fremlagte Mastercard for the Registration of Refugees from Myanmar er ægte, idet UNHCR har afvist, at dokumentet er ægte. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at den fremlagte Rohingya Refugee Family Book er ægte, idet UNHCR har afvist, at bogen er ægte. Hertil kommer, at det af sprogtesten fremgår, at ansøgeren anses for at tale bengali på modersmålsniveau, og at ansøgerens sprogbrug afviger fra normen i Burma, hvorfor det må anses for usandsynligt, at personen har sproglig baggrund i Burma. Ansøgerens bengali associeres i stedet til Bangladesh. Endelig har Flygtningenævnet fundet, at ansøgerens forklaring på en række punkter ikke forekommer troværdig, herunder hans forklaring om, at det var hans arbejdsgiver, der betalte en stor del af udgifterne ved ansøgerens udrejse. Efter ansøgerens forklaring om sit ophold i Bangladesh sammenholdt med resultatet af sprogtesten lægger Flygtningenævnet herefter til grund, at ansøgeren stammer fra Bangladesh. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Bangladesh risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2013/6
Nævnet stadfæstede i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren angiver at være etnisk rohingya og muslim fra Arakan State, Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han udrejste af Burma til Bangladesh med sin familie i 1989/1990, idet ansøgerens farbror var blevet tilbageholdt af de burmesiske myndigheder på grund af sit etniske tilhørsforhold. Ansøgeren frygter at blive slået ihjel af de burmesiske myndigheder, hvis han vender tilbage til Burma. I Bangladesh tog familien ophold i […]I 2005 blev familiens hus ødelagt af en tsunami. De kunne ikke få nødhjælp, idet de som etniske rohingyaer ikke havde ret til at opholde sig i Bangladesh. Familien flyttede herefter til Dhaka. I Dhaka blev ansøgeren tvunget til at deltage i 30 til 40 politiske demonstrationer. Ansøgeren kunne ikke nægte at deltage, idet han blev udnyttet, fordi han var etnisk rohingya. Ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter ansøgeren, at han vil blive dræbt af repræsentanter fra de politiske partier eller af myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund og finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya fra Burma. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende, herunder om hvorvidt hans far var politisk aktiv i Burma, om tidspunktet for tilbageholdelsen af onklen i forhold til, hvornår ansøgeren udrejste af Burma, og om hændelsesforløbet i forbindelsen med udstedelsen af det fremlagte ID-kort. Sprogtesten støtter heller ikke, at ansøgeren er vokset op i Burma. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Rohingya refugees in Bangladesh and Thailand”, udgivet i maj 2011, at forfalskede dokumenter er hyppigt forekommende, og at bangladeshiske statsborgere vil være i stand til at købe burmesiske dokumenter. Når henses hertil og til ansøgerens forskellige forklaringer om udstedelsen af kortet, og til at det billede, som er indsat i ID-kortet, ikke fremstår som et billede af en dreng på 12 år, men som et billede af en væsentlig ældre person, finder Flygtningenævnet ikke, at kunne tillægge det fremlagte ID-kort særlig betydning. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort eller sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya fra Burma. Ansøgerens oplysninger om sit asylmotiv og identitet kan således ikke lægges til grund. Nævnet finder herefter, at ansøgeren asylretligt må vurderes i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sine konflikter med repræsentanter for politiske partier i Bangladesh fremstår utroværdig. Der er herved lagt vægt på, at han først har forklaret herom under samtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2012, og at ansøgeren har forklaret, at konflikterne opstod som følge af, at han er etnisk rohingya fra Burma. Flygtningenævnet finder således ikke, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2013/5
Nævnet stadfæstede i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren angiver at være etnisk rohingya og muslim fra landsbyen […], Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive dræbt af myndighederne, idet han er etnisk rohingya. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at tage ophold der, idet han ikke er bangladeshisk statsborger. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at repræsentanter fra Nasaka opsøgte familiens landsby i Burma og chikanerede dem og andre rohingyaer, hvorfor familien omkring 1991/1992 var tvunget til at flygte fra Burma til Bangladesh. Under opholdet i Bangladesh blev ansøgeren udsat for chikane fra lokalbefolkningen og fra de bangladeshiske myndigheder, idet han ikke havde lovligt ophold. Ansøgeren blev tilbageholdt to gange af det bangladeshiske politi, men blev begge gange løsladt samme dag med hjælp fra sin arbejdsgiver. Ansøgeren har endelig henvist til, at han udrejste fra Bangladesh, da han havde vanskeligt ved at overleve, idet ansøgerens arbejdsgiver var flygtet fra Bangladesh som følge af politiske konflikter. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin identitet og sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på en række punkter fremstår usandsynlig, og at den ud fra en samlet vurdering fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har fundet det usandsynligt, at ansøgeren, der efter sin forklaring har arbejdet som gadesælger og til dels på et værksted fra 2001 til 2011, og som de seneste år har tjent 200 taka om dagen, skulle være i stand til at betale en agent 500.000 taka i det væsentlige fra egen opsparing i forbindelse med udrejsen. Flygtningenævnet har endvidere fundet det usandsynligt, at ansøgeren skulle have forladt sin familie som 10-årig for at leve som gadesælger langt væk fra familien. Flygtningenævnet har endvidere fundet det påfaldende, at ansøgeren og familien alene skulle have boet to år i en flygtningelejr, og at de herefter boede andre steder i Bangladesh, idet det fremgår af baggrundsoplysningerne, at de fleste rohingya flygtninge fra Burma bor i og omkring flygtningelejre i Bangladesh. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende. Ansøgeren har således i nævnet forklaret, at han har bistået sin arbejdsgiver med at udføre politiske aktiviteter, at hans identitet er kendt af politiske modstandere, og at han frygter problemer som følge heraf. Dette har ansøgeren ikke tidligere forklaret om. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet også i et vist omfang lagt vægt på ansøgerens sprog og kendskab til forholdene i Burma. Der er til brug for sagen foretaget en sprogtest (omfattende lingvistisk analyse og realiakendskab). Det fremgår bl.a. heraf, at ansøgeren anses for at tale bengali på modersmålsniveau. Sprogbrugen afviger fra normen for rohingya i Burma, og det anses for usandsynligt, at ansøgeren har sproglig baggrund i Burma. Ansøgerens bengali associeres i stedet til Bangladesh. Undersøgelsen taler stærkt imod, at ansøgerens sprogbrug er forenelig med sprogsamfundet i Burma. Det fremgår endvidere, at ansøgerens kundskaber om Burma vurderes at være meget begrænset, og ansøgeren har svaret ukorrekt på en række spørgsmål. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke på en overbevisende måde har redegjort for sine sprogkundskaber og manglende kendskab til blandt andet den by og egn, hvor familien stammer fra. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter sin forklaring har boet sammen med sin familie, indtil han var 10-11 år, og at han fortsatte med at have regelmæssig kontakt til familien, indtil han var 17-18 år. Ansøgeren har forevist ”Rohingya Refugee Family Book” med oplysning om bl.a. familiemedlemmer og datoer for udlevering af fødevarer og modtagelse af lægelig behandling m.v. Det fremgår imidlertid af oplysninger fra UNHCR, at den familie, der fremgår af dokumentet, herunder personen […] født i 1990, blev repatrieret fra Bangladesh til Burma i 2000. Det fremgår endvidere af svaret fra UNHCR, at selv om en familiebog er ægte, er besidderen af bogen ikke nødvendigvis den oprindelige ejer af bogen. Det er således almindeligt forekommende, at der handles med sådanne familiebøger omkring flygtningelejrene i Bangladesh, og at det hænder, at flygtninge sælger gamle familiebøger til lokale bangladesher for at købe mad eller andre fornødenheder. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke på en troværdig måde har sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya fra Burma. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om sin identitet og asylgrundlag i forhold til Burma. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren herefter må vurderes asylretligt i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er fremkommet med oplysninger, hvorefter der er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2013/4
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2010. (Resumeet findes både under Bangladesh og Burma) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren angiver at være etnisk rohingya og muslim fra[…], Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive dræbt af myndighederne eller repræsentanter fra lokalbefolkningen, idet han er etnisk rohingya. Han kan ikke vende tilbage til Bangladesh, idet han ikke er bangladeshisk statsborger. Han rejste i slutningen af 1991 med sin familie fra Burma til Bangladesh, idet han og hans broder var blevet overfaldet af medlemmer af lokalbefolkningen, der efterfølgende havde opsøgt familiens bopæl og sat den i brand. Efter et halvt år i Teknaf i Bangladesh rejste han alene til Chittagong i Bangladesh, hvor han i 17 år arbejdede på den samme restaurant. Omkring et år forud for sin udrejse blev ansøgeren opsøgt af en person, som ville have ansøgeren til at arbejde for sig. Da ansøgeren nægtede, blev han overfaldet. Han begyndte at arbejde et andet sted. Da han erfarede, at bangladeshisk politi opsøgte stedet, fordi politiet var blevet opmærksomt på, at han var etnisk rohingya og opholdt sig illegalt i Bangladesh, udrejste han herefter den […] 2010. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er født i Burma, og at han skulle være rohingya. Flertallet finder det således ikke sandsynligt, at det af ansøgeren fremlagte National Registration Card (NRC), der fremstår som udstedt i Burma den […] 1991, kan anses som ægte. Flertallet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ”Notat vedr. fødselsregistrering, vaccinationsar og visse kulturelle og religiøse skikke for den muslimske befolkning (Rohingya) i den nordlige del af Rakhine State (NRS) i Burma”, udfærdiget af Udlændingestyrelsen den 5. juli 2011 samt ”Høringssvar fra UNHCR af 30. juli 2004”, at NRC kort ikke er blevet udstedt til etniske rohingyaer fra NRS siden 1989. Flertallet finder det heller ikke sandsynligt, at det af ansøgeren fremlagte fødselsregistreringsbevis, der fremstår som registreret den […] 1979, kan anses som ægte. Flertallet har herved lagt vægt på, at det fremgår af førnævnte notat, at etniske rohingyaer sjældent føder på hospitaler, samt at de få etniske rohingyaer der føder på et hospital, vil have vanskeligt ved at få udstedt et fødselsdokument. Flertallet har herudover lagt vægt på, at de af ansøgeren foreviste originale dokumenter, der er udstedt for adskillige år siden og ifølge ansøgerens forklaring for så vidt angår fødselsregistreringsbeviset ofte er blevet medbragt af ham, ikke bærer præg heraf. Flertallet her herudover lagt vægt på, at sprogtesten ikke støtter ansøgerens forklaring om sin oprindelse. Flertallet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på flere punkter ikke findes troværdig, herunder navnlig om finansieringen af udrejsen af Bangladesh. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren skal vurderes ud fra, at han kommer fra Bangladesh og i forhold til Bangladesh, og nævnet finder, at han ikke har forklaret om omstændigheder, der gør, at han kan opnå asyl i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnets flertal finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2013/2
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. (Resumeet findes både under Bangladesh og Burma) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren angiver at være etnisk rohingya og muslim fra Arakan State, Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han udrejste af Burma med sin familie, da han var fire til fem år gammel, idet familien som etniske rohingyaer blev udsat for forfølgelse af Nasaka-tropperne. Herefter tog han ophold sammen med sin mor, først i en flygtningelejr i Bangladesh, herefter i Calcutta, Indien. Ansøgeren har efterfølgende haft ophold i bl.a. Kurdistan og Grækenland. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Burma, at han vil blive forfulgt, idet han er etnisk rohingya, og ved en tilbagevenden til Bangladesh, at han vil blive udleveret til Burma. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er etnisk rohingya til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet skiftende og indbyrdes modstridende forklaringer om sin færden fra sin angivelige udrejse fra Burma, herunder om tidspunkterne for sine ophold i forskellige lande. Således forklarede han under identitetsafhøringen hos politiet, at han i 2006 forgæves forsøgte at komme til Grækenland, hvorefter han vendte tilbage til Bangladesh, hvor han opholdt sig i 5 år, inden han udrejste til Danmark. I den korte asylmotivsamtale og i asylsamtalen med Udlændingestyrelsen forklarede han, at han rejste til Tyrkiet i 2007 og videre derfra til Grækenland, hvorfra han vendte tilbage til Bangladesh i 15 dage, hvor hans mor overgav ham identitetspapirer, inden han udrejste til Danmark via Indien. I nævnet har ansøgeren forklaret bl.a., at han var i Iran og Irak, inden han i slutningen af 2007 rejste til Grækenland, og at han ikke forinden afrejsen fra Grækenland til Danmark var i Bangladesh eller Indien. Ansøgeren har ikke redegjort troværdigt for disse divergenser eller for, hvorfor han i strid med sandheden under identitetsafhøringen hos politiet fortalte, at han i 2004 i Bangladesh havde fået udstedt falsk pas og visum til Tyrkiet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at de af ansøgeren fremlagte dokumenter i form af registreringsdokument for flygtninge, ”Family Book” og id-kort af UNHCR vurderes til ikke at være ægte, hvilket underbygges af ansøgerens nye forklaring i nævnet om, at han aldrig har opholdt sig i flygtningelejr med sin mor. Nævnet har endelig tillagt det en vis betydning, at resultatet af sproganalyserapporten taler stærkt imod, at ansøgerens sprogbrug er foreneligt med sprogsamfundet i Myanmar, og at ansøgeren intet har fortalt om særlige skikke eller kendetegn, herunder om religion, for rohingyaer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, hvori også er indgået, at ansøgeren i forhold til sit modersmål må antages at være analfabet, at ansøgeren med sin forklaring ikke har sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya og tiltræder på den baggrund, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Bangladesh. Ansøgeren har ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. bang/2013/1
Nævnet stadfæstede i maj 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren angiver at være etnisk rohingya og muslim fra Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren flygtede fra Burma til Bangladesh sammen med sine forældre, da han var fire til fem år gammel. Ansøgeren formoder, at familien flygtede på grund af konflikten mellem de burmesiske myndigheder og etniske rohingyaer. Ansøgeren blev efterladt hos en plejefamilie i Bangladesh, hvorefter ansøgerens forældre rejste videre. Ansøgerens plejefamilie forlod ansøgeren, da han var omkring 16 år gammel. Ansøgeren fik på det tidspunkt, den i sagen omtalte, fødselsattest fra plejefamilien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive dræbt af myndighederne, idet ansøgeren er etnisk rohingya. Ansøgeren kan herudover ikke vende tilbage til Bangladesh, idet han som etnisk rohingya fra Burma ikke har nogen rettigheder i Bangladesh. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv eller sin identitet. Flertallet bemærker i relation til den fremlagte fødselsattest, at det fremgår af notatet fra 5. juli 2011, at etniske rohingya-kvinder sjældent føder på hospital, og at de har vanskeligheder ved at få udstedt fødselscertifikater fra hospitalet. Flertallet finder på denne baggrund at måtte tilsidesætte fødselscertifikatet som værende uægte. Flertallet hæfter sig i denne forbindelse blandt andet ved, at fødselscertifikatet er udstedt fem dage efter fødslen, hvilket ikke findes sandsynligt under hensyn til indholdet af notatet. I øvrigt bemærker Flygtningenævnet, at den foretagne sprogtest angiver, at ansøgerens sprog er tydeligt afvigende fra rohingya-sprogsamfundet, og at etniske rohingyaer tenderer til at bevare deres sprog i udlandet. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren efter det oplyste ikke har forsøgt at skaffe sig oplysninger om sine biologiske forældre og finder det endvidere ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han har kunnet spare et så stort beløb op til brug for finansieringen af sin udrejse, når henses til, at ansøgeren dels var ansat på en restaurant til en ikke særlig høj månedsløn, og dels havde udgifter til husleje med videre og daglige fornødenheder samtidig med, at han drev en selvstændig forretning med køb og salg af fisk. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya fra Burma. Ansøgeren må herefter anses for at være født og opvokset i Bangladesh. Da ansøgeren ikke har oplyst noget om konflikter med myndighederne i Bangladesh, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2013/03
Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. (Resumeet findes både under Bangladesh og Burma) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har oplyst, at han er etnisk rohingya og muslim fra [...], Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive dræbt af myndighederne, fordi han er etnisk rohingya. Ansøgerens fader blev bortført og slået ihjel af Nasaka-tropper, fordi han støttede RSO. Hans moder blev dræbt af Nasaka-tropper, idet hun nægtede at udrejse af Burma. Dette skete i 2000, hvor ansø¬ge¬ren var 13 år gammel. Ansøgeren frygter endvidere ikke at have noget opholds¬sted i Burma. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter at vende tilbage til Bangla¬desh, idet han ikke er bangladeshisk statsborger. Han udrejste i […]2011, fordi han var truet på livet af sin arbejdsgivers søn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke på en troværdig måde har kunnet redegøre for omstændighederne i forbindelse med sin udrejse. Flygtningenævnet finder det herunder usandsynligt, at hans arbejdsgiver skulle være i stand til at finde og redde ansøgeren, da sønnen og sønnens venner skulle have bortført ansøgeren til et skovområde. Flygtningenævnet finder det heller ikke troværdigt, at arbejdsgiveren skulle vælge at udsende ansøgeren til Europa som følge af en konflikt mellem ansøgeren og arbejdsgiverens søn. Det ville have været væsentligt mere nærliggende i givet fald at begrænse omkostningerne til et tilflugtssted et andet sted i Bangladesh. Intet tyder på, at arbejdsgiverens søn ville have evne og vilje til at opsøge ansøgeren i Bangladesh. Det fremgår således af ansøgerens forklaring, at sønnen accepterede, at ansøgeren boede i huset efter den angivelige bortførelse i en måned, efter at han havde fået sikkerhed for, at ansøgeren efter dette tidspunkt ville rejse bort. Flygtningenævnet kan ikke tillægge de fremlagte identitetspapirer særlig betydning. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med oplysninger i Udlændinge-styrelsens fact-finding rapport fra maj 2011 ”Rohingya refugees in Bangladesh and Thailand” og notat af 5. juli 2011 vedrørende fødselsregistrering, vaccinationsar med videre, til grund, at National Registration Cards ikke er blevet udstedt siden 1989, bortset fra meget få tilfælde fra 2008. Den foreliggende fødselsregistreringsdato på fødselsattesten den [..]1987, dagen efter ansøgerens fødsel, stemmer ikke med de foreliggende baggrundsoplysninger. Det må endvidere tillægges en vis vægt, at det af sproganalyserapporten fremgår, at analysematerialet taler stærkt imod, at sprogbrugen er forenelig med sprogsamfundet i Burma. Det fremgår af rapporten, at oplysningen om, at ansøgeren angiveligt var 12 år, da han udrejste fra Burma, er indgået i vurderingen. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort eller overbevisende sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya med burmesisk baggrund. Ansøgerens oplysninger om sit asylmotiv og identitet kan således ikke lægges til grund. Nævnet finder herefter, at ansøgeren asylretligt må vurderes i forhold til Bangladesh. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2012/9
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren angiver at være etnisk rohingya og muslim fra landsbyen Arakan distriktet i Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han, ved en tilbagevenden til Burma, frygter at blive dræbt af Nasakatropper. I 1990 blev ansøgerens forældre dræbt af repræsentanter fra Nasaka. Ansøgeren flygtede herpå til Bangladesh, hvor han opholdt sig illegalt i de følgende cirka 16 år. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Bangladesh, at blive dræbt af personer med tilknytning til politiske partier, idet han er etnisk rohingya. Flygtningenævnet tager ved vurderingen af sagen udgangspunkt i Udlændingestyrelsens factfindingrapport fra maj 2011 ”Rohingya refugees in Bangladesh and Thailand” og notat af 5. juli 2011 vedrørende fødselsregistrering, vaccinationsar og visse kulturelle og religiøse skikke fra den muslimske befolkning (rohingya) i den nordlige del af Rakhine State (NRS) i Burma. Nævnet finder, at oplysningerne i notatet, der bygger på en målrettet indsats for at indhente opdaterede og specifikke oplysninger om de forhold, notat omhandler, er indhentet fra pålidelige kilder med betydelig indsigt i burmesiske forhold. Flygtningenævnet lægger herefter i overensstemmelse med oplysningerne i notatet af 5. juli 2011 til grund, at National Registration Cards (NRC) ikke er blevet udstedt siden 1989 bortset fra meget få tilfælde fra 2008 og frem, at det ikke er almindeligt, at rohingyaer føder på hospitaler, at de få, der gør det, vil have vanskeligt ved at få udstedt fødselsattest på hospitalet, og at udstedelsen i givet fald vil tage uger om ikke måneder. Det af ansøgeren fremlagte NRC er påført den […] 1991 som udstedelsesdato, og den fremlagte fødselsattest fremstår som udstedt af hospitalet den […] 1978 svarende til 5 dage efter ansøgerens fødsel. Disse forhold stemmer ikke overens med oplysningerne i 2011-notatet. Ifølge fødselsattesten er ansøgeren født på hospital, hvilket er i modstrid med hans egen forklaring om, at han er født på bopælen. Hans forklaring i nævnsmødet om uoverensstemmelsen er ikke overbevisende. Nævnet kan efter det anførte ikke tillægge dokumenterne nogen vægt. Nævnet bemærker herved, at der ifølge nævnets baggrundsoplysninger forekommer en ikke ubetydelig myndighedskorruption i Burma og Bangladesh med mulighed for at få udstedt falske og forfalskede dokumenter. Nævnet finder det i øvrigt påfaldende, at ansøgeren ifølge sin forklaring efterlod dokumenterne, som han opfattede som vigtige, hos en ven i Bangladesh, da han rejste til Europa for at søge asyl. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring generelt ikke fremstår selvoplevet, men konstrueret og til dels usandsynlig og skiftende. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren under den korte asylmotivsamtale i […]2011 har forklaret, at han stod uden for huset og så, da hans far og mor blev dræbt. Under asylsamtalen i Udlændingestyrelsen […]2011 og i nævnet har han herom forklaret, at han hørte skuddene, men at han ikke så selve hændelsen. Om sin ansættelse hos […]har ansøgeren den […]2010 ifølge politirapport forklaret, at han efter et år fik omkring 1.000 taka om måneden, og at han fik dette i tre år. Under asylsamtalen i Udlændingestyrelsen […]2011 og i nævnet har han forklaret, at han ikke fik udbetalt løn under ansættelsen. Han har ikke kunnet forklare overbevisende om denne uoverensstemmelse. Forklaringen om opsparingen hos vennen forekommer heller ikke overbevisende. Om udrejsen har han til politiet først forklaret, at han efter en måned i Indien rejste med fly og bil til Danmark, hvorefter han, foreholdt at han er registreret i Grækenland med eurodac-hit, har ændret sin forklaring således, at han opholdt sig i Grækenland i tre år fra 2006, herefter et år i Italien, og at han herefter rejste med lastbil til Danmark. Han har for nævnet forklaret, at han gav den første usande forklaring, fordi han ikke ville sendes tilbage til Bangladesh. Nævnet tillægger det nogen vægt, at ansøgerens sprogbrug ifølge sproganalyserapporten ikke er overensstemmende med rohingya, som tales på den opgivne hjemegn i Burma, og at analysematerialet taler stærkt imod, at sprogbrugen er forenelig med sprogsamfundet i Burma. Endvidere bedømmes ansøgerens realiakendskab til Burma som mangelfuldt. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort eller overbevisende sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya med burmesisk baggrund, og hans oplysninger om sin identitet og sit asylmotiv kan således ikke lægges til grund. Nævnet finder herefter, at ansøgeren asylretligt må vurderes i forhold til Bangladesh. Nævnet finder ikke, at der foreligger nogen sandsynliggørelse af, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb eller umenneskelig behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2012/8
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. (Resumeet findes både under Bangladesh og Burma) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren angiver at være etnisk rohingya og muslim fra landsbyen […] i […] distriktet, Arakan, Burma. Han har forklaret, at han med sin mor og bror i 1992, som syv-årig, flygtede til Bangladesh, efter at hans far var blevet dræbt af Nasakatropperne. Derefter boede han i forskellige slumkvarterer i Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog deltaget i nogle demonstrationer i Bangladesh for de politiske partier BNP, Awami League og […], idet han som rohingya fra et slumkvarter blev tvunget hertil af medlemmer af partierne. Siden flugten til Bangladesh har han kun kortvarigt været tilbage i Burma, i 1996, hvor han sammen med sin bror illegalt krydsede grænsen. De overnattede tre nætter hos en af brorens bekendte i byen […]. Under besøget var de tre gange på et kontor i byen […], hvor han afleverede et fotografi af sig selv. Anden gang fik han udleveret identitetskortet. Ansøgeren arbejdede senest illegalt i en restaurant, hvor han vaskede op og serverede. En af restaurantens kunder fik ondt af ansøgeren, og betalte derfor for ansøgerens udrejse til Danmark i foråret 2011. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive udsat for tortur og overgreb, fordi han er etnisk rohingya. Det af ansøgeren fremlagte fødselsregistreringsbevis, der fremstår som værende udstedt den […] 1984 på et hospital i […], er ikke i sig selv et afgørende bevis for, at ansøgeren er rohingya fra Burma. I vurderingen heraf indgår, med en vis vægt, at ansøgeren ifølge beviset skulle være født på et hospital, at rohingya-kvinder angiveligt sjældent føder på hospitaler, at rohingyaer i givet fald kun undtagelsesvist kunne få udstedt fødselsattest fra hospitalet, og at ansøgeren i øvrigt har forklaret, at han har fået at vide, at han er født på bopælen. Endvidere forekommer det efter baggrundsmaterialet mindre sandsynligt, at fødselsattesten er udstedt samme dag, som ansøgeren er født. Hertil kommer, at det af baggrundsmaterialet fra Burma og Bangladesh fremgår, at der er en ikke ubetydelig mulighed for at få udstedt forfalskede dokumenter, samt at det ikke er muligt at få ægthedsvurderet burmesiske identitetsdokumenter uden at identiteten på den pågældende person kommer til de burmesiske myndigheders kundskab. Ansøgerens forklaring om, at han som 11-årig rejste tilbage til Burma har været præget af usikkerhed og må antages at være konstrueret. I den forbindelse tillægges det en vis betydning, at ansøgeren ikke under motivsamtalen oplyste, at han havde været i Burma i 1996, samt at han til asylsamtalen oplyste, at han havde fået udstedt dokumentet i landsbyen, mens han i Flygtningenævnet forklarede, at dette skete i […] by. Nævnet tillægger det endvidere betydelig vægt, at det, efter det foreliggende baggrundsmateriale om forholdene i Burma, må lægges til grund, at der ikke er udstedt National Registration Card til muslimer siden 1989, bortset fra enkelte tilfælde siden 2008. Det af ansøgeren fremlagte National Registration Card kan på den baggrund ikke anses for at være ægte. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om hans liv gennem tyve år i Bangladesh er uden ret mange detaljer, og ikke fremstår som selvoplevet og troværdig. Dette gælder navnlig forklaringen vedrørende restaurationskunde og dennes arrangement af hans udrejse. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har ubestridt boet i Bangladesh de sidste tyve år, inden han rejste til Danmark, og han taler bangla, men ikke rohingya. Nævnet må herefter antage, at ansøgeren er statsborger i Bangladesh. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2012/7
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk bangladesher og muslim fra[…], Bangladesh. Siden 2000 eller 2001 har ansøgeren sympatiseret med Bangladesh Nationalist Party. I 2007 fik han en stilling som joint secretary i Bangladesh Nationalist Partys ungdomsorganisation i lokalområdet. Hans opgaver bestod blandt andet i at arrangere møder og omdele partipolitisk materiale. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i forbindelse med sit virke for Bangladesh Nationalist Party siden 2009 ved flere lejligheder er blevet overfaldet af medlemmer af det politiske parti Awami League. Medlemmerne har slået ham og truet hans familie med, at de ville slå ham ihjel. Efter ansøgerens udrejse fra Bangladesh er hans far blevet påkørt og formodentligt dræbt af medlemmer fra Awami League. Ansøgeren har videre om sit asylmotiv oplyst, at politiet i Bangladesh falsk har anklaget ham for at stå bag pengeafpresning og terrorisme. Uanset, om Flygtningenævnet i det væsentlige måtte lægge ansøgerens forklaring om, at han har været politisk aktiv, og at han angiveligt som følge heraf er blevet overfaldet tre gange, til grund, kan dette ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det efter ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet alene bygger på ansøgerens formodning, at der er en sammenhæng mellem overfaldene og hans politiske aktiviteter, og at de overfald og trusler, som ansøgeren har forklaret om, ikke har et sådant omfang og intensitet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse fra Bangladesh var forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller var i en konkret risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som han ikke kunne søge de overordnede myndigheders beskyttelse imod. Flygtningenævnet har herved tillige lagt nogen vægt på, at det følger af nævnets baggrundsoplysninger, at det ikke er usædvanligt, at der forekommer voldelige sammenstød mellem tilhængere fra Awami League og Bangladesh Nationalist Party, og at det alene bygger på ansøgerens formodning, at hans fader blev påkørt af politiske modstandere. Som følge af det anførte har ansøgeren ikke sandsynliggjort denne del af sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er efterlyst af de bangladeshiske myndigheder på grundlag af falske anklager for pengeafpresning og terrorisme, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de dokumenter, som ansøgeren har fremlagt til støtte herfor – angiveligt fra retten i […]– er vurderet uægte af Udenrigsministeriets lokale kilde i Bangladesh, og at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren er udrejst på et pas lydende på eget navn, hvis han allerede ved udrejsen var efterlyst af politiet for blandt andet terrorisme. De fremlagte artikler fra en lokal avis, der omtaler sigtelser rejst mod ansøgeren, kan på den anførte baggrund ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren har herefter heller ikke sandsynliggjort denne del af sit asylmotiv. Ansøgeren har således i det hele ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i konkret risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2012/6
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger angiveligt fra Burma. Indrejst i 2010. (Resumeet findes både under Bangladesh og Burma) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har oplyst at være etnisk rohingya og muslim fra landsbyen […],[…]i Rakhine State, Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at hans fader blev tilbageholdt og dræbt af Nasaka-tropper, da ansøgeren var omkring 12 år gammel. Efterfølgende afgik ansøgerens moder ved døden. En nat vågnede ansøgeren af at der var sat ild til hans hus. Han tog sit ID-kort og sin fødselsattest, der lå under hans hovedpude, og løb ud af huset. Det brændte i hele landsbyen, og der lød skud. Ansøgeren løb sammen med andre fra landsbyen til floden Naf, hvorefter han med båd sejlede over grænsen til Bangladesh. I Bangladesh tog ansøgeren ophold i Chittagong hos en person ved navn […]. Ansøgeren arbejdede for […] i dennes forretning. På et tidspunkt blev der stjålet varer fra forretningen, og ansøgeren fik skylden herfor. […] truede med, at han ville anmelde ansøgeren til politiet, hvorefter ansøgeren udrejste fra Bangladesh. Ansøgeren har opholdt sig illegalt i Bangladesh fra han var omkring 12 år gammel og frem til sin udrejse i efteråret 2010. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Burma at blive dræbt af myndighederne på grund af sin etnicitet. Ansøgeren frygter endvidere, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil blive tvangsmæssigt tilbagesendt til Burma, idet han vil skulle opholde sig illegalt i Bangladesh. Ansøgeren har til støtte for oplysningerne om sin identitet og sit asylmotiv fremlagt to dokumenter, en fødselsattest og et ID-kort. Det fremgår af oversættelsen af fødselsattesten, Birth Registration, blandt andet, at ansøgeren er født den […]1985 på hospitalet[…], og at attesten er signeret af Township Medical Officer den […]1985. Det fremgår af oversættelsen af ID-kortet blandt andet, at ansøgeren er født den […]1985, at kortet er udstedt den]…} 1997 af Asst. Immigration Officer i Maungtaw City, og at kortet er signeret den […] af Administrator, Immigration & State Power Council. Ansøgeren har om dokumenterne forklaret til asylsagen, at han ikke kender de nærmere omstændigheder vedrørende udstedelsen af fødselsattesten i 1985. Han fik ID-kortet af sin fader, da han var cirka 12 år gammel. Efter indrejsen i Bangladesh boede ansøgeren i Chittagong indtil udrejsen. Det har præget hans sprog. Han betalte af sin opsparede lønindtægt agenten 300.000 indiske rupier (svarende til 30.000 kr.) for udrejsen. Flygtningenævnet tager ved vurderingen af sagen udgangspunkt i Udlændingestyrelsens fact finding rapport fra maj 2011 ”Rohingya refugees in Bangladesh and Thailand” og notat af 5. juli 2011 vedrørende fødselsregistrering, vaccinationsar og visse kulturelle og religiøse skikke fra den muslimske befolkning (rohingya) i den nordlige del af Rakhine State (NRS) i Burma. Nævnet finder, at oplysningerne i notatet, der bygger på en målrettet indsats for at indhente opdaterede og specifikke oplysninger om de forhold, notat omhandler, er indhentet fra pålidelige kilder med betydelig indsigt i burmesiske forhold. Flygtningenævnet lægger herefter i overensstemmelse med oplysningerne i notatet af 5. juli 2011 til grund, at National Registration Cards (NRC) ikke er blevet udstedt siden 1989 bortset fra meget få tilfælde fra 2008 og frem, at det ikke er almindeligt, at rohingyaer føder på hospitaler, at de få, der gør det, vil have vanskeligt ved at få udstedt fødselsattest på hospitalet, og at udstedelsen i givet fald vil tage uger om ikke måneder. Det af ansøgeren fremlagte NRC er påført den […]1997 som udstedelsesdato, og den fremlagte fødselsattest fremstår som udstedt af hospitalet samme dag, som ansøgeren blev født. Disse forhold stemmer ikke overens med oplysningerne i 2011-notatet, og nævnet kan på den baggrund ikke tillægge dokumenterne nogen vægt. Nævnet bemærker herved, at der ifølge nævnets baggrundsoplysninger forekommer en ikke ubetydelig myndighedskorruption i Burma og Bangladesh med mulighed for at få udstedt falske og forfalskede dokumenter. Dele af ansøgerens forklaring, herunder om hvordan han opbevarede og under flugten medtog sine identitetspapirer, om mødet ved floden med sin senere arbejdsgiver og bruddet med denne og om finansieringen af sin rejse til Danmark, fremstår ikke selvoplevet, men usandsynlig og konstrueret og til dels skiftende og udbyggende. Nævnet bemærker endvidere, at det efter identitetspapirernes fremtræden i dag er helt usandsynligt, at de gennem ansøgerens 13 år i Bangladesh skulle være båret og opbevaret som forklaret af ansøgeren. Nævnet tillægger det nogen vægt, at ansøgerens sprogbrug ifølge sproganalyserapporten ikke er overensstemmende med rohingya, som tales på den opgivne hjemegn i Burma, og at analysematerialet taler stærkt imod, at sprogbrugen er forenelig med sprogsamfundet i Burma. Endvidere bedømmes ansøgerens realiakendskab til Burma som mangelfuldt. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort eller overbevisende sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya med burmesisk baggrund, og hans oplysninger om sin identitet og sit asylmotiv kan således ikke lægges til grund. Nævnet finder herefter, at ansøgeren asylretligt må vurderes i forhold til Bangladesh. Nævnet finder ikke, at der foreligger nogen sandsynliggørelse af, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb eller umenneskelig behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2012/5
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der påberåbte sig at være etnisk rohingya fra Burma. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har oplyst, at han er etnisk rohingya fra […], Burma og muslim. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de burmesiske myndigheder ved en tilbagevenden til Burma, idet han er etnisk rohingya fra […] i det nordlige Rakhine State. Ansøgeren har videre henvist til, at faderen og broderen var aktive for partiet RSO. Faderen blev i 1991 tilbageholdt af Nasaka-tropperne, og broderen blev i 1999 ligeledes tilbageholdt af Nasaka-tropperne. Ansøgeren er ikke bekendt med deres videre skæbne. Endeligt har ansøgeren henvist til, at moderen i 1999 blev truet af buddhister i landsbyen. Hun klagede herover til landsbyformanden. Efterfølgende blev bopælen opsøgt og destrueret af Nasaka-tropper. Ansøgeren og moderen udrejste herefter i 1999 af Burma til Bangladesh. For så vidt angår sine konflikter i Bangladesh har ansøgeren henvist til, at sønnen til indehaveren af den restaurant, hvor ansøgeren arbejdede, behandlede ansøgeren dårligt, hvorfor han frygtede, at sønnen ville anmelde ham til myndighederne for ulovligt ophold. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af det oplyste om væsentlige forhold for ansøgeren ikke lægge hans forklaring til grund. Forklaringen fremstår på flere afgørende punkter usandsynlig og konstrueret. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han har ansøgt om at få udstedt sit id-kort (NRC) i 1999. Han modtog kortet få måneder før, han udrejste fra Burma. Han modtog samtidig sin fødselsattest. I et notat udfærdiget af Udlændingeservice (Udlændingestyrelsen) af 5. juni 2011, ”Notat vedr. fødselsregistrering, vaccinationsar og visse kulturelle og religiøse skikke for den muslimske befolkning (Rohingya) i den nordlige del af Rakhine State (NRS) i Burma”, fremgår det blandt andet, at NRC ikke er blevet udstedt til etniske rohingyaer bortset fra ganske få tilfælde efter 2008. Det er derfor nævnets vurdering, at ansøgerens oplysninger om ægtheden af hans NRC forekommer utroværdige, idet der også tages hensyn til, at der ikke er angivet en udstedelsesdato på ansøgerens NRC. I notatet er det oplyst i annex 7 af 15. december 2011, at fødselsattester af den pågældende type muligvis kan være udstedt i en periode efter 1974. Nævnet finder ikke, at denne oplysning kan føre til en ændret vurdering af ansøgerens troværdighed. Ansøgeren har forklaret, at han har givet sin løn, som han har tjent under sit cirka ti år lange ophold i Bangladesh, til sin moder, og at han efter moderens død har givet lønnen til sin arbejdsgiver. Han har tjent 100 taka om dagen. Den løn, som han har optjent tilligemed moderens løn, har arbejdsgiveren betalt til agent, som fulgtes med ansøgeren ved udrejsen fra Bangladesh. Agenten modtog i alt 450.000 taka. Nævnet forkaster ansøgerens forklaring om arbejdsgiverens opbevaring af ansøgerens løn i en periode på flere år forinden, han ønskede at rejse fra Bangladesh, samt arbejdsgiverens efterfølgende udlevering af pengene til agenten, idet forklaringen ikke fremstår overbevisende. Det bemærkes endvidere, at den sprogtest, der er gennemført, ikke taler for, at ansøgeren er etnisk rohingya fra det område, som har oplyst, at han stammer fra. Nævnet lægger derfor ikke ansøgerens oplysninger om sin identitet og sit asylmotiv til grund. Ansøgeren må asylretligt vurderes i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger en sandsynliggørelse af, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2012/4
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Ansøgeren indrejste og søgte første gang asyl i Danmark i 1999. I 2000 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen. I 2005 genoptog Flygtningenævnet sagen. I 2006 meddelte Flygtningenævnet på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens 7. Flygtningenævnet tilsidesatte ansøgerens forklaring om, at han blev medlem af Awami League og videregav oplysninger om partiet til et andet parti, hvilket førte til, at medlemmer af Awami League opdigtede falske anklager imod ham.. I 2007 udrejste ansøgeren til Bangladesh. I 2010 indrejste han på ny og søgte asyl i Danmark i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk bangali og kristen af trosretning fra […] i Bangladesh. Ansøgeren har oplyst, at han fra 1996 til […]1999 været medlem af […]Party, hvor han fungerede som assisterende kommandør. Fra 1999 til 2007 har ansøgeren opholdt sig i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv gjort gældende til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel eller idømt en langvarig fængselsstraf, idet han er blevet uretmæssigt dømt i Bangladesh. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at den konflikt, der lå til grund for hans tidligere asylansøgning endnu ikke er løst, og at han derfor fortsat frygter at blive slået ihjel af medlemmer af partiet […]. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han genindrejste i Bangladesh i begyndelsen af 2007, og at han i sommeren 2008 mødte tre navngivne personer, der var medlemmer af Awami League. Tre-fire måneder senere meldte ansøgeren sig ind i partiet. Den ene af de tre navngivne medlemmer kendte et parlamentsmedlem, hvilken ansøgeren herefter ønskede kontakt til, med henblik på at løse den konflikt, der ledte til ansøgerens første udrejse af Bangladesh. I slutningen af 2008 mødtes ansøgeren med parlamentsmedlemmet[…], der gerne ville hjælpe ansøgeren, såfremt denne ville udføre ikke nærmere specificerede opgaver for ham. Idet ansøgeren frygtede indholdet af disse opgaver, nægtede han betingelserne, hvorefter han flyttede til Dhaka for at skjule sig. I foråret 2009 blev han bekendt med, at han var blevet anklaget for drab. Ansøgerens tidligere bopæl i […]har endvidere været opsøgt af politiet i foråret 2009, idet politiet ønskede at anholde ansøgeren for det pågældende drab. Han udrejste derefter i begyndelsen af 2010. Endelig henviser ansøgeren til, at han i 2001 konverterede til kristendommen, hvilket han frygter skal komme til myndighedernes eller andres kendskab i hjemlandet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Baggrunden herfor er, at Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring i det hele ikke er troværdig. For så vidt angår ansøgerens fortsatte påberåbelse af forholdene fra 2006, henviser Flygtningenævnet til begrundelserne i Flygtningenævnets afgørelser af […]2000 og […]2006. Vedrørende det nye asylmotiv lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens forklaring har været utroværdig og divergerende, herunder om forløbet af det centrale møde med parlamentsmedlemmet. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar, at de sider vedrørende drabssagen, der ikke omtaler ansøgers navn, indholdsmæssigt svarer til de originale akter, men at ansøgers navn ikke indgår i nogen af sagens retsakter, hvorved nævnet forstår, at de af ansøger omtalte sider 1 og 5-8 er forfalskede. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøger er eftersøgt. De andre af ansøger fremlagte bilag kan under disse omstændigheder ikke føre til et andet resultat. Den af ansøger på nævnsmødet fremlagte fax og hans forklaring om, at den skulle dokumentere en ny anklage mod ham, tilsidesættes ligeledes som utroværdig. Den omstændighed, at ansøgeren er blevet døbt og er konverteret til kristendommen i 2001 findes ikke at kunne tillægges asylretlig relevans. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring først begyndte at søge kontakt med den kristne kirke, efter at han havde fået første afslag på sin asylansøgning, at han kort efter blev døbt, men at han ikke har kunnet oplyse andre kristne grundprincipper end syndernes forladelse. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren ikke har haft problemer under sit efterfølgende ophold i Bangladesh, at han åbenbart ikke selv har anset konversionen for noget reelt problem, idet han i asylskemaet vel har opgivet sig som kristen, men intet har nævnt om, at han havde problemer i den forbindelse, ligesom det først er omtalt i samtalen efter, at han afsluttende er spurgt om eventuelt andre problemer ved en tilbagerejse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2012/3
Nævnet stadfæstede i marts 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. (Resumeet findes både under Bangladesh og Burma.) Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er angiveligt etnisk rohingya fra Rakhine State i Burma og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens fader var politisk aktiv for Arakan Rohinga Islamic Front og blev dræbt af Nasaka-tropperne, som også brændte ansøgerens families hus ned, i forbindelse med afholdelsen af et politisk møde på familiens bopæl. Ansøgeren frygter, at myndighederne også vil forfølge ham. I 1997 flygtede ansøgeren til Bangladesh. Ansøgeren frygter ikke noget ved en eventuel tilbagevenden til Bangladesh, men han kan ikke tage lovligt ophold i Bangladesh, idet han er fra Burma. Personen som ansøgeren arbejdede for i Bangladesh var politisk aktiv for oppositionen, hvorfor han var efterstræbt af myndighederne. Ansøgeren havde ikke selv konflikter med myndighederne i denne forbindelse. Ansøgeren har til støtte for rigtigheden af den opgivne identitet fremlagt et NRC-id-kort, udstedt i Burma i 1996, og et fødselsregistreringsbevis udstedt i 1984 på et navngivent hospitalFlygtningenævnet bemærker, at nævnets baggrundsmateriale vedrørende Burma indeholder en række oplysninger om forholdene for etniske rohingyaer, herunder oplysninger om blandt andet id-kort og om fødselsregistreringsbeviser/fødselsattester. Flygtningenævnet finder, at oplysningerne om dokumenterne ikke giver et entydigt billede af de faktiske forhold. Flygtningenævnet tager derfor udgangspunkt i Udlæn-dingestyrelsens factfindingrapport fra foråret 2011 ”Rohingya refugees in Bangladesh and Thai-land” og Notat fra sommeren 2011 vedrørende fødselsregistrering, vaccinationsar og visse kulturelle og religiøse skikke fra den muslimske befolkning (rohingya) i den nordlige del af Rakhine State (NRS) i Burma. Flygtningenævnet bemærker, at 2011-notatet bygger på en målrettet ind-sats for at indhente opdaterede og specifikke oplysninger om de i notatet anførte forhold. Flygtningenævnet finder endvidere, at oplysningerne er indhentet fra pålidelige kilder med stor erfaring i burmesiske forhold. Flygtningenævnet lægger herefter, i overensstemmelse med oplysningerne i 2011-notatet, til grund, at NRC-id-kortet ikke har været i anvendelse siden 1989, bortset fra i enkelte tilfælde efter 2008. Ansøgerens NRC-id-kort er udstedt i 1996. Ansøgeren har forklaret, at han fik id-kortet udleveret på foranledning af sin fader, idet han skulle bruge det, når han skulle rejse fra landsby til landsby. Flygtningenævnet finder, at NRC-id-kortet ikke kan til-lægges vægt. Nævnet lægger herved vægt på, at kortet angiver at være udstedt i 1996, hvilket ikke stemmer overens med de oplysninger, der fremgår af 2011-notatet. Det bemærkes i den forbindelse, at forfalskede dokumenter efter baggrundsoplysningerne ikke er ukendte i Burma og Bangladesh. Det fremgår af 2011-notatet, at rohingyakvinder sjældent føder på hospitaler, og at de få rohingyakvinder, der føder på et hospital, vil få vanskeligt ved at få udstedt et fødselsregistreringsbevis, der adskiller sig fra den fødselsnotifikation, som sædvanligvis anvendes for rohingyaer. Det er således udgangspunktet, at der ikke blev udstedt fødselsregistreringsbeviser, der var i brug til omkring år 2000, til rohingyaer. Ansøgeren ved ikke, hvor han er født, men hans moder har fortalt, at han er født på et hospital, der efterfølgende udstedte fødselsregistreringsbeviset. Han har under nævnsmødet forklaret, at hans moder havde vanskeligheder i forbindelse med fødslen. Det forekommer påfaldende, at fødselsdato og udstedelsesdato på dokumentet er identiske set i lyset af 2011-notatet, hvoraf fremgår, at det vil tage uger eller måneder, at få ud-stedt et sådant bevis. Flygtningenævnet finder på baggrund af det anførte ikke grundlag for at antage, at den sædvanlige praksis i forbindelse med udstedelse af fødselsregistreringsbeviser er fraveget i forhold til ansøgeren, og Flygtningenævnet kan derfor ikke tillægge dokumentet vægt. Det tillægges nogen vægt, at ansøgeren, der ifølge sin forklaring udrejste som 13-årig, har deltaget i en sprogtest, der konkluderer, at ansøgerens sprog taler stærkt imod, at han er etnisk rohingya fra Burma. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om finansieringen af udrejsen til Europa ikke fremstår som overbevisende. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på troværdig måde har sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya fra Burma. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om sin identitet og asylgrundlaget i forhold til Burma. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren herefter må vurderes asylretligt i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er frem-kommet med oplysninger, hvorefter der er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2012/2
Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2010. (Resumeet findes både under Bangladesh og Burma) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har angivet, at han er etnisk rohingya og muslim fra […] i Arakan i Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive dræbt af myndighederne, fordi han er etnisk rohingya, og idet hans broder var aktiv indenfor RSO. Da ansøgerens broder i 2001 afholdt et politisk møde på familiens bopæl, opsøgte Nasaka tropperne bopælen og dræbte broderen. Ansøgeren var ikke hjemme på det pågældende tidspunkt. Derefter udrejste ansøgeren og hans moder til Bangladesh, hvor de fik arbejde som hushjælp hos en familie. Manden i huset var politisk aktiv og medlem af Jamayet-E-Islam. Ansøgeren serverede the ved de politiske møder, der blev afholdt i huset. Manden blev anholdt, og ansøgeren blev opsøgt af ukendte personer, der slog ham og truede med at fængsle ham, fordi han er etnisk rohingya. Arbejdsgiveren rådede ansøgeren til at udrejse og betalte en agent med de penge, som ansøgeren havde sparet op i løbet af sin ansættelse hos familien. Ansøgeren har fremlagt fødselsattest udstedt af […]på folkets hospital den […]1986 samt et ID-kort udstedt den […]2000. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er født i Burma, og at han skulle være rohingya. Ved denne afgørelse lægger flertallet blandt vægt på, at ansøgeren ikke har givet en overbevisende forklaring på, hvorfor han efter sin forklaring efter at have boet cirka ni år i Bangladesh, skulle ønske at udrejse. De dokumenter (fødselsattest og ID-kort), som ansøgeren har fremlagt, kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren har således ikke afgivet en overbevisende forklaring på, at han skulle være blevet født på et hospital, hvilket strider mod de foreliggende baggrundsoplysninger. Det stemmer heller ikke med de foreliggende baggrundsoplysninger, at han skulle have fået udstedt et ID-kort i 2000. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, hvorledes dokumenterne blev opbevaret, og hvorledes det lykkedes at få dokumenter ud fra det brændende hus, ikke forekommer overbevisende. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor ofte og under hvilke omstændigheder han bar ID-kortet, mens han efter sin forklaring endnu boede i Burma. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har flertallet endvidere lagt vægt på, at den sprogtest, der er udarbejdet af en person, der selv er rohingya og opvokset i Arakan i Burma, taler stærkt mod, at ansøgeren skulle være fra Burma. Flertallet har ved denne vurdering endvidere tillagt det betydning, at ansøgeren var 15 år, før han efter sin forklaring skulle være udrejst fra Burma. Flertallet finder derfor, at ansøgeren skal vurderes som kommende fra Bangladesh og i forhold til Bangladesh, og Flygtningenævnet finder, at han ikke har forklaret om omstændigheder, der gør, at han kan opnå asyl i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2012/13
Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. (Resumeet findes både under Bangladesh og Burma) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er angiveligt etnisk rohingya og muslim fra Burma. Ansøgeren har til asylregistreringsrapporten fra efteråret 2011 og asylmotivsamtalen i vinteren 2012 forklaret, at han ikke har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Til asylsamtalen hos Udlændingestyrelsen i sommeren 2012 har ansøgeren forklaret, at han har sympatiseret med Jatiyatabadi Dal under Bangladesh Nationalist Party. Ansøgeren har i denne forbindelse deltaget i omkring 10-12 demonstrationer og 10-12 møder, hvilket ansøgeren modtog betaling for. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan rejse til Burma, da han er etnisk rohingya og derfor vil blive dræbt af Nasaka-tropperne. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Bangladesh, eftersom han ikke vil have lovligt ophold i Bangladesh og derfor vil blive tvangsmæssigt udsendt til Burma, ligesom han i Bangladesh er blevet udsat for afpresning og trusler på grund af sin etnicitet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af sprogtesten fremgår, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren har en sproglig baggrund i Burma, samt at ansøgeren har meget begrænsede kundskaber om Burma. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han i slutningen af 1988 i forbindelse med at han var udsat for vold, pådrog sig et ar i venstre side af panden. Efter at være foreholdt, at NRC-kortet, hvor arret i venstre side af panden er omtalt, er udstedt i foråret 1988, ændrede ansøgeren sin forklaring til, at han også havde et ar på næsen, som måtte være det ar, der blev henvist til i NRC-kortet. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine politiske aktiviteter, idet han under motivsamtalen hos Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke har været politisk aktiv, men senere under asylsamtalen hos Udlændingestyrelsen og under forklaringen overfor nævnet har forklaret, at han har deltaget i demonstrationer og møder. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya fra Burma. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om sin identitet og asylgrundlag i forhold til Burma. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren herefter må vurderes asylretligt i forhold til Bangladesh. Ved denne vurdering lægger nævnet til grund, at ansøgerens angivelige problemer i forhold til Bangladesh alene har relation til hans påståede etnicitet som rohingya. Endvidere lægger nævnet til grund, at ansøgeren efter sine egne oplysninger ikke opgav personlige oplysninger til politiet i forbindelse med masseanholdelserne. På den baggrund kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh på ny vil risikere anholdelse. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren er i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Bangladesh for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” bang/2012/12
Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. Det fremgik af sagen, at Udlændingestyrelsen efter samtykke fra ansøger havde forelagt de af ansøgeren fremlagte id-dokumenter i form af et UNHCR-id-kort og et dokument vedrørende ”Registration of Refugees from Myanmar from Bangladesh” for UNHCR. (Resumeet findes både under Bangladseh og Burma) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerens advokat har under sagens behandling i nævnet begæret sagen udsat på fornyet forelæggelse for UNHCR. Ansøgerens advokat har anført, at hun ikke finder, at UNHCR har besvaret de stillede spørgsmål, men alene har koncentreret sig om at besvare de stillede spørgsmål ud fra MRC-nummeret. Hun har endvidere anført, at selvom de fremlagte id-dokumenter skulle være falske, burde UNHCR have søgt på ansøgerens navn og ikke blot have koncentreret sig om MRC-nummeret. Advokaten har endvidere anført, at dette så meget mere gør sig gældende, da dokumenterne ikke fremtræder klare. Ved brev af […] 2012 har Udlændingestyrelsen anmodet UNHCR, Dhaka om at besvare følgende spørgsmål: Is UNHCR able to identify the applicant as a registered Burmese refugee? In which period did the family reside in UNHCR camps in Bangladesh? What happened to the family after 1998? Ved e-post af […] 2012 har Udlændingestyrelsen modtaget UNHCR’s høringssvar. Det første spørgsmål er besvaret på følgende måde ”No. A Hindu family is registrered under the MRC number noted in the ID supplied by the applicant. The applicants name is not included in this family”. Det fremgår endvidere af svaret, at UNHCR er i besiddelse af optegnelser vedrørende hindu-familien frem til 2005. UNHCR har oplyst, at både id-kortet (refugee card) og registreringsattesten er falsk. Flygtningenævnet finder, at UNHCR har besvaret de spørgsmål, som er stillet af Udlændingestyrelsen. Besvarelsen er sket på grundlag af det materiale, som UNHCR har fået forelagt, og som er tilvejebragt af ansøgeren. Flygtningenævnet finder derfor ikke anledning til at udsætte sagen af de af advokaten anførte grunde. Ansøgeren har oplyst at være etnisk rohingya og muslim fra en landsby i Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han er etnisk rohingya. Han har til støtte herfor anført, at familien flygtede til Bangladesh, da ansøgeren var et til to år på grund af konflikter som følge af deres etnicitet. Ansøgeren tog i 1992 sammen med sin familie ophold i flygtningelejren […]i Bangladesh. I 1998 opstod der masseslagsmål i flygtningelejren, og ansøgeren blev i den forbindelse skilt fra sin familie. Ansøgeren fik efterfølgende arbejde i […] hos en mand, der udsatte ansøgeren for overgreb. Ansøgeren flyttede derfor til Chittagong, hvor han opholdt sig og arbejdede for to forskellige personer frem til 2008, hvor han tog tilbage til flygtningelejren for at eftersøge sin familie, men uden held. Han fik i flygtningelejren udleveret to id-dokumenter vedrørende sin familie og ham. Han tog herefter tilbage til Chittagong, hvor han fortsatte sit arbejde for sin tidligere arbejdsgiver frem til udrejsen, som arbejdsgiveren hjalp ham med. Ansøgeren har anført, at han heller ikke kan vende tilbage til Bangladesh, idet han ikke er statsborger i landet. Ansøgeren har i forbindelse med sin ansøgning om asyl fremvist et id-kort og en registreringsattest for flygtninge fra Burma. Han har oplyst, at id-kortet er udleveret i 2008 af UNHCR i […]-lejren, da han var 18 år. Han har oplyst, at registreringsattesten vedrører hans familie, og at han fik den udleveret ved henvendelse til UNHCR i lejren, da han vendte tilbage i 2008. Ansøgeren har forklaret, at hans søster er født i 1996, hvilket også fremgår af registreringsattesten. Det fremgår imidlertid af attesten, at den er udstedt i 1992, og at familien på daværende tidspunkt bestod af fire personer inklusiv søsteren, født i 1996. De omhandlede dokumenter har været forelagt for UNHCR, der har besvaret spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren er burmesisk flygtning benægtende. Herudover har UNHCR anført, at det er en hindu-familie, som er registreret under MRC-nummeret i den registreringsattest, som ansøgeren har fremlagt. UNHCR har endvidere blandt andet anført, at både id-kortet og registreringsattesten er falske. Sprogtesten har ikke kunnet underbygge, at ansøgeren er etnisk rohingya fra Burma. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya fra Burma. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har oplyst at have konflikter i hjemlandet, der kan begrunde, at han er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2012/11
Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. (Resumeet findes både under Bangladesh og Burma) Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har oplyst at være etnisk rohingya og muslim fra landsbyen […] eller […], der ligger i kommunen Maungdaw i delstaten Arakan, Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han er etnisk rohingya. Han har til støtte herfor anført, at militæret i 1978 havde meget indflydelse i Burma, hvorfor ansøgeren og hans familie valgte at flygte til landsbyen […] i Bangladesh. Ansøgeren har videre henvist til, at familien fra 1992 til 1994 tog ophold i flygtningelejren[…], men da de frygtede at blive deporteret til Burma, besluttede faderen, at de skulle tage tilbage til landsbyen. Ansøgeren tog af sted før sin familie, men mistede derefter kontakten til familien. Han var tilbage i flygtningelejren for at finde dem, men uden held. Naboerne vidste ikke noget om familien. Men mente at den muligvis var blevet deporteret til Burma. Ansøgeren ved ikke, hvor familien opholder sig på nuværende tidspunkt. Ansøgeren har anført, at han ikke kan vende tilbage til Bangladesh, idet han ikke er statsborger i landet og derfor frygter deportation til Burma. Ansøgeren har i forbindelse med sin ansøgning fremvist en Family Book vedrørende sin familie. Bogen er efter det oplyste udstedt til familien i forbindelse med, at familien tog ophold i flygtningelejren i Bangladesh. Ansøgeren har oplyst, at han fik bogen i forbindelse med, at familien på grund af frygt for deportation til Burma forlod flygtningelejren i 1994. UNHCR har i to udtalelser fra efteråret 2011 udtalt sig om bogen. Det fremgår af UNHCR’s udtalelser, at der er en stor sandsynlighed for, at bogen er falsk, idet de oprindelige indehavere af bogen bor i en anden flygtningelejr og er i besiddelse af den originale Family Book. Familien har været registreret siden 1992 og har boet i den anden flygtningelejr siden da. UNHCR har endvidere anført, at det er meget usandsynligt, hvis den samme Family Book skulle være to forskellige steder. UNHCR har interviewet familien i den anden flygtningelejr. Familien har afvist at have en søn ved ansøgerens fornavn. Flygtningenævnet finder på baggrund heraf, at ansøgerens forklaring om, at den omhandlede bog vedrører hans familie, må anses for utroværdig. Det forhold, at det af UNHCR’s registre fremgår, at der i 1992 er registreret en person ved ansøgerens fornavn, født i 1972, findes ikke at ændre herved. Flygtningenævnet har i den forbindelse noteret sig, at det af den samme registrering fremgår, at der er registreret en storebroder ved navn […], født i 1961, og at forældrene er registreret som født i henholdsvis 1956 og 1966. Det fremgår af sprogtesten, at analysegrundlaget anses for at tale stærkt imod, at ansøgerens sprogbrug er foreneligt med sprogsamfundet i Burma. Ansøgeren har forklaret, at han er flygtet fra Burma, da han var seks år, og at han har boet sammen med sine søskende og forældre, der efter det oplyste alle var etniske rohingyaer. Ansøgeren har endvidere forklaret, at alle i flygtningelejren var etniske rohingyaer. Henset til det anførte i sprogtestens konklusion finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens forklaring er troværdig. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya fra Burma. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har oplyst at have konflikter i hjemlandet, der kan begrunde, at han er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2012/10
Nævnet stadfæstede i marts 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. (Resumeet findes både under Bangladesh og Burma.) Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk rohingya og muslim fra […] i […] distriktet i den nordlige del af Rakhine State i Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at hans forældre og broder blev dræbt af Nasaka-tropper på familiens bopæl. Faderen havde forinden haft problemer med de burmesiske myndigheder på grund af sine politiske aktivi-teter. Han var flere gange blevet tilbageholdt og udsat for vold og tortur. Ca. to måneder efter drabet på familien udrejste ansøgeren illegalt til Bangladesh. Han opholdt sig ulovligt i Bangladesh. Han blev tvunget til at deltage i flere demonstrationer og politiske møder i Bangladesh Nationalist Party (BNP) mod sin vilje, mens han boede hos sin arbejdsgiver […], som var aktiv for BNP. Omkring et år før sin udrejse af Bangladesh blev ansøgeren truet af personer fra det siddende regeringsparti, som ville have ansøgeren til at stoppe sine politiske aktiviteter. I vinteren 2011 blev ansøgeren flere gange tilbageholdt, slået og truet af Rapid Action Batallion (RAB), som beskyldte ham for at stå bag drabet på en anden rohingya person, […]. Ved en tilbagevenden til Burma frygter ansøgeren at blive dræbt af myndighederne. Endvidere har etniske rohingyaer ingen rettigheder og kan ikke opnå statsborgerskab. I Bangladesh frygter han at blive dræbt på grund af sit arbejde for sin arbejdsgiver, der var aktiv for BNP. Han risikerer endvidere at blive udsat for overgreb på grund af sin etnicitet. Ansøgeren har til støtte for oplysningerne om sin identitet og sit asylmotiv fremlagt to dokumenter, en fødselsattest og et ID-kort. Det fremgår af oversættelsen af fødselsattesten, ”Birth Registration”, blandt andet, at ansøgeren er født i vinteren 1982 på et navngivent hospital […], […], og at attesten er signeret af Township Medical Officer […] vinteren 1982. Det fremgår af oversættelsen af ID-kortet blandet andet, at ansøgeren er født i vinteren 1982, at kortet er udstedt i vinteren 1994 af en Immigration Officer i Rakhine State, og at kortet er signeret i vinteren 1994 af Administrator, Immigration & State Power Council. Ansøgeren har om dokumenterne forklaret til asylsagen, at han er født i hjemmet. Hans familie har kontaktet myndighederne om ansøgerens fødsel, hvorefter fødselsregistreringsattesten er blevet udstedt. Han var med sin moder på borgmesterkontoret for at bestille ID-kortet. Han besvarede spørgsmål og afleverede et foto. Omring to måneder senere kunne hans moder hente ID-kortet på politistationen. Ansøgeren har oplyst, at han er uden pårørende eller nærtstående i øvrigt. Hans forældre og broder er dræbt. Den omhandlede onkel eller nabo, som hjalp ansøgeren med udrejsen, blev ansøgeren adskilt fra ved ankomsten til Bangladesh. Ansøgeren fik fødselsattesten fra sin moder, da han var 13 år gammel, og han har haft ID-kortet i sin besiddelse siden medio 1995. I Bangladesh boede ansøgeren først i Cox Bazar hos en buschauffør, dernæst hos en anden arbejdsgiver i Chittagong, hvorefter ansøgeren rejste tilbage til Cox Bazar, hvor han boede hos den sidste arbejdsgiver, […], indtil udrejsen den i vinteren 2011. Ansøgerens sprog er præget af tiden i Bangladesh. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens oplysninger giver anledning til afgørende tvivl. Ansøgerens forklaring, herunder i nævnsmødet, om hans forhold i Burma og det efterfølgende forløb i Bangladesh findes præget af usikkerhed og har været divergerende og fremstår ikke selvoplevet. Nævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret til sagen, at han blev født i forældrenes hjem. Det fremgår imidlertid, at ansøgeren ifølge fødselsattesten er født på et hospital. Ansøgeren har oplyst forskelligt om, hvorvidt drabet på hans forældre og broder skete i efteråret 1995 eller i slutningen af 1996, og om han udrejste til Bangladesh i starten af 1996 eller først i slutningen af 1996. I nævnsmødet har ansøgeren præciseret, at drabene fandt sted i efteråret 1995, og at han udrejste til Bangladesh i starten af 1996. Ansøgeren har således ændret sin præciserende forklaring i følge samtalereferatet fra sommeren 2011, side 10. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt den omhandlede rohingya-person, […], blev dræbt 15 dage før ansøgerens udrejse fra Bangladesh eller to en halv måned, inden ansøgerens udrejse. Ansøgeren har i nævnsmødet ændret sin præciserende forklaring til det nævnte samtalereferat side 11 og understreget, at rohingya-personen blev dræbt 15 dage før ansøgerens udrejse. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om længden af de perioder, hvor han arbejdede hos sine arbejdsgivere. Ansøgeren har om udrejsen forklaret, at det var hans sidste arbejdsgiver, […], der betalte agenten, men at ansøgeren, der ikke fik løn fra sine arbejdsgivere, havde opsparet et beløb svarende til 2.000 USD, herunder ved indtjening ved bijob i en periode. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sine forhold i Burma og Bangladesh hverken har fremstået overbevisende eller sandsynlig. Det fremgår endvidere af den vurdering, der er foretaget af ansøgerens sprog m.v., at det efter analysematerialet findes usandsynligt, at ansøgeren har sproglig baggrund i Myanmar. Udlændingestyrelsen har tilvejebragt supplerende oplys-ninger om etniske rohingyaer til styrelsens rapport fra foråret 2011 om Rohingya refugees in Bangladesh and Thailand. Der foreligger således notat fra sommeren 2011 vedrørende fødselsregistrering, vaccinationsar og visse kulturelle og religiøse skikke for den muslimske befolkning (Rohingyaer) i NRS. Endvidere har styrelsen henvist til høringssvar fra en international organisation. Det fremgår heraf blandt andet, at national registrationcards (NRC-kort) ikke er blevet udstedt til den muslimske befolkning i den nordlige del af Rakhine State (NRS) siden 1989 bortset fra få tilfælde siden 2008, at få rohingya-kvinder føder på hospital, at muslimer vil have vanskeligt ved at få udstedt fødselsattester fra hospitaler, og at udstedelser heraf normalt vil tage uger, hvis ikke måneder. Flygtningenævnet lægger vægt herpå og bemærker, at oplysningerne er indhentet fra flere kilder og specielt med henblik på at belyse omstændighederne blandt andet angående udstedelse af dokumenter af den karakter, som ansøgeren har fremlagt i sagen, og som ansøgeren i det væsentlige bygger sit asylmotiv på. Nævnet har, da Udlændingestyrelsen har ført denne sag som en prøvesag, indhentet en vurdering af dokumenterne fra Kriminalteknisk Center, Dokumentsektionen. Det fremgår af erklæringen fra vinteren 2012 fra Dokumentsektionen, at sektionen ikke kan konstatere ægtheden af dokumenterne, der er uden nogen form for sikkerhedselementer såsom vandmærker med videre. Nævnet bemærker herved, at det fremgår af baggrundsmaterialet for Burma og Bangladesh, at der er en ikke ubetydelig myndighedskorruption og mulighed for få udstedt falske og forfalskede dokumenter. Under hensyn hertil og til vurde-ringen af ansøgerens oplysninger til sagen, herunder de divergerende oplysninger også i nævnsmødet, sammenholdt med det oplyste i Udlændingestyrelsens notat fra sommeren 2011, finder nævnet ikke, at det anførte i notatets punkt VII om muligheden for verifikation hos burmesiske myndigheder eller deres repræsentanter af fødselsattester og fødselsnotifikationsdokumenter for muslimer, indebærer, at der grundlag for at søge indhentet oplysninger om de fremlagte dokumenter, der samtidig kan forventes at have konkret og væsentlig betydning for vurderingen af ansøgerens asylsag. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgerens oplysninger om de to fremlagte dokumenter, hvor fødselsattesten fremstår udstedt af hospitalet få dage efter ansøgerens fødsel, og ID-kortet i 1994, at ingen af dokumenterne kan anses for at godtgøre eller overbevisende sandsynliggøre, at ansøgeren er etnisk rohingya med burmesisk baggrund som forklaret. Særligt for så vidt angår ansøgerens vaccinationsar på venstre arm bemærkes, at det fremgår af notatet fra sommeren 2011, at de adspurgte kilder ikke har anset vaccinationsar (Polio) for et særligt kendetegn for etniske rohingyaer fra Burma. Efter det fremkomne, herunder ansøgerens forklaringer, finder nævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerens oplysninger om sin identitet og sit asylmotiv ikke kan lægges til grund. Nævnet har ikke fundet, at det anførte af den beskik-kede advokat om baggrundsmaterialet eller det anførte i brevet fra vinteren 2012, herunder om tidligere nævnsafgørelser, kan føre til en anden vurdering. Nævnet finder herefter, at ansøgeren asylretligt må vurderes i forhold til Bangladesh. Nævnet finder ikke, at der foreligger nogen sandsynliggørelse af, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb eller umenneskelig behandling efter udlændingelovens § 7. stk. 2. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret divergerende om hvorvidt og i hvilket omfang, han var kortvarigt tilbageholdt hos grupper eller myndigheder i Bangladesh i forbindelse med ansøgerens deltagelse i demonstrationer efter sin sidste arbejdsgivers ønske. Ansøgeren findes ikke at have sandsynliggjort, at oplysningerne om tilbageholdelser kan ændre nævnets vurdering af, at ansøgeren kan vende tilbage til Bangladesh uden asylbegrundende risiko. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2012/1
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der har oplyst, at han er etnisk rohingya og kristen, er født i Arakan, Burma, men opvokset i Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive tortureret og slået ihjel af buddhister og militæret, idet han er født i en muslimsk familie. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel af sin fars søn, på grund af sin religiøse orientering til kristendommen. Endvidere frygter ansøgeren ISIL, idet han flygtede fra dem, efter de havde tilbagehold ham. Ansøgeren har videre som asylmotiv hanvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel af den religiøse gruppering Hefajot Islam, på grund af sin konvertering til kristendommen. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter politiet i Bangladesh, idet han truede dem med at fortælle til medierne, at politiet havde krævet bestikkelse fra ham. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en eventuel tilbagevenden til Indien frygter at blev anholdt af de indiske myndigheder, idet de har været overbevist om, at ansøgeren var spion. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at han forlod Burma i 2000, da hans forældre blev slået ihjel. Derefter opholdt ansøgeren sig på et børnehjem i Indien i to år, hvor han blev adopteret og bragt til Bangladesh. Ansøgerens interesse for kristendommen begyndte i 2009, og han konverterede i 2012 i en hemmelig kirke, ved hjælp af en præst. Præsten blev senere slået ihjel af den religiøse gruppering Hefajot Islam. Ansøgeren fik at vide, at et medlem af kirken havde opgivet ansøgerens navn og adresse til Hefajot Islam. Efter ansøgeren konverterede til kristendommen blev han truet på livet af sin adoptivfars søn, som var imod denne beslutning. I 2015 mødte ansøgeren en ukendt mand, som tilbød ham et job. Ansøgeren besvimede efter at havde spist mad på mandens bopæl. Da han vågnede, befandt han sig i en træningslejr ved Chittagong hos ISIL. Her blev ansøgeren udsat for vold af ISIL og tvunget til at udføre et terrorangreb. Efter omkring seks måneders tilbageholdelse og umiddelbart inden udførelsen af det planlagte terrorangreb, lykkedes det for ansøgeren at flygte fra ISIL. I [sommeren 2015] tog ansøgeren til Dhaka, hvor han anmeldte til politiet de forhold, som han havde været udsat for. Politiet krævede bestikkelse for ikke at rejse tiltale mod ansøgeren, idet de havde lagt narkotika i hans lomme. Tolv dage senere udrejste ansøgeren til Indien, hvor han, ved hjælp af en agent, fremskaffede falske dokumenter. Agenten krævede dog flere penge for disse dokumenter, og da han ikke havde fået dem, anmeldte han ansøgeren til politiet for spionage. I den forbindelse ransagede politiet ansøgerens bopæl, hvor de fandt de falske dokumenter. Ansøgeren udrejste derefter til Pakistan og derfra videre mod Europa. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer om sine asylmotiver til grund, idet de samlet fremstår utroværdige, usandsynlige og konstruerede med det formål at sikre, at ansøgeren, der ikke har nationalitetsdokumenter, har et asylmotiv, der dækker både Burma, Bangladesh og Indien. Flygtningenævnet finder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, og da det, der er fremkommet for nævnet ikke kan føre til en anden vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya fra Burma, og nævnet tiltræder, at ansøgerens asylmotiver skal vurderes i forhold til Bangladesh. Udover det, som Udlændingestyrelsen har anført, lægger Flygtningenævnet også vægt på, at ansøgeren i sit ansøgningsskema har oplyst, at han født i Bangladesh, og ansøgeren nævner ikke i ansøgningsskemaet, at han er rohingya eller er fra Burma. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret, at de på børnehjemmet i Indien sagde, at han var fra Bangladesh. Det bemærkes, at ansøgeren, der dengang var dreng og nødvendigvis måtte tale det sprog, som han talte med sine forældre. Ansøgerens forklaring om, at han ikke talte med de voksne, kan ikke lægges til grund, idet forklaringen var afglidende og vævende. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit kendskab til Burma. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren 2016], at han ikke husker noget om sit liv i Burma, idet han var helt lille, da han blev solgt videre af en agent til Indien. Til asylsamtalen den [i slutningen af 2016] forklarede han derimod, at han blev født i Burma i staten ”Akran”, og at han kun boede et sted til sin udrejse. Han forklarede videre, at han var i det muslimske tempel om morgenen, idet børnene altid var i templet om morgenen. Flygtningenævnet tillægger det også en vis betydning, at ansøgeren har oplyst forskelligt om, hvor gammel han var, da han blev adopteret. I sit ansøgningsskema har ansøgeren anført, at han blev adopteret, da han var seks år gammel. Til oplysnings- og motivsamtalen den [i sommeren 2016] og til asylsamtalen den [i slutningen af 2016] forklarede ansøgeren derimod, at han var 8 år, da han blev adopteret. Flygtningenævnet finder som følge heraf, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, og nævnet finder, at troværdigheden svækkes yderligere af en række divergenser mv. i ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han i 2005 eller 2006 var i Pakistan, og at han der hørte, at den mand, som han opholdte sig hos, ville sælge ham til ISIL. Foreholdt om han var sikker på, at det var ISIL, han hørte omtalt, forklarede han, at det var ISIL i Afghanistan. Det skal sammenholdes med baggrundsoplysningerne om tidspunktet for ISILs fremkomst i Afghanistan og udbredelse, som skete senere. Ligesom Udlændingestyrelsen finder Flygtningenævnet af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at ansøgerens forklaring om, at han blev tilbageholdt af ISIL er utroværdig og konstrueret. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgeren i samtalerne med Udlændingestyrelsen og for nævnet har forklaret, at han blev tilbageholdt af ISIL i 2015. Ansøgeren har imidlertid ikke nævnt noget herom i sit ansøgningsskema, hvor han alene har omtalt grupperingen J.M.B. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende for nævnet om J.M.B., idet han først forklarede, at J.M.B. er en islamisk organisation i Bangladesh, og at den er tilknyttet ISIL. Senere forklarede han, at ISIL er hovedorganisationen, som J.M.B hører under. Flygtningenævnet lægger yderligere vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om dels hvor længe han var tilbageholdt, dels hvornår han indgav anmeldelse til politiet. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han var tilbageholdt af ISIL i ca. 5 måneder. Til asylsamtalen forklarede han, at han var tilbageholdt ca. 6 måneder, hvilket han også forklarede til gensamtalen den [begyndelsen af 2017]. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at han i [foråret 2015] indgav anmeldelse om tilbageholdelsen til politiet, mens han til gensamtalen forklarede, at han indgav anmeldelsen den [sommeren 2015], og at det må være en fejl, når det er anført i oplysnings- og motivsamtalen, at det var [i foråret 2015]. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke husker præcist, hvornår han indgav anmeldelsen til politiet, men at det var medio [sommeren 2015]. Forklaringerne om tilbageholdelsens varighed og tidspunktet for indgivelse af politianmeldelsen er i sig selv divergerende, men uanset hvilken forklaring der måtte være den rigtige, er forklaringerne imidlertid uforenelige med, at ansøgeren både til oplysnings- og motivsamtalen og til gensamtalen forklarede, at han blev tilbageholdt [foråret 2015], hvilket vil sige, at ansøgeren ifølge sine forklaringer først skulle være undsluppet ISIL [i sommeren 2015]. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han efter fire måneders tilbageholdelse fik besked om, at han skulle deltage i en terrorhandling, som fandt sted 15 til 25 dage senere. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret utroværdigt og udbyggende om sin konflikt med stedbroren [A]. Ansøgeren forklarede således til asylsamtalen, at han i [efteråret 2016] havde fået nye oplysninger af sin adoptivmor om sin konflikt i Bangladesh. Hun fortalte ansøger, at adoptivfarens søn [A], der er en stor politisk figur i Bangladesh, beskyldte ham for alt det, der er sket, og at han vil flå ham levende, hvis han får fat på ham. Til gensamtalen forklarede ansøgeren blandt andet, at adoptivfarens søn, allerede mens ansøgeren var i Bangladesh, havde prøvet at slå ansøgeren ihjel, fordi ansøgeren var konverteret til kristendommen. Ansøgeren forklarede også at adoptivfarens søn havde truet ansøgeren og prøvet at slå ansøgeren ihjel, siden ansøgeren i 2012 konverterede til kristendommen. Han truede ansøgeren konstant og var farlig, fordi han havde politisk magt. For nævnet har ansøgeren forklaret udbyggende om [A`s] politiske rolle, ligesom han har forklaret, at [A] har kontakter til terrorister og kriminelle. Flygtningenævnet finder, at forklaringen er bemærkelsesværdig henset til den trussel, som [A] angiveligt skulle udgøre over for ansøgeren, og det er i særdeleshed bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke har nævnt konflikten hverken i sit asylskema eller til oplysnings- og motivsamtalen. Som følge af ansøgerens stærkt svækkede generelle troværdighed finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sine asylmotiver. For så vidt angår ansøgerens angivelig konflikt med politiet i Bangladesh lægger Flygtningenævnet – udover det, som Udlændingestyrelsen har anført – også vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at politiet skulle frygte, at han ville melde dem til medierne, og at ansøgeren for nævnet udbyggende har forklaret om, at politiet skulle have slået op på en computer, at ansøgerens adoptivfar boede i USA, og at politiet derefter plantede narkotika på ham og krævede penge af ham. Efter baggrundsoplysningerne kan det ikke lægges til grund, at den generelle situation for kristne, herunder konvertitter, i Bangladesh er af en sådan karakter, at den omstændighed, at ansøgeren opfatter sig som kristen, kan begrunde, at ansøgerens meddeles opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2018/3/AZU
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er bangladeshisk statsborger, etnisk bengali og muslim fra […], Bangladesh. Fra 2013 har ansøgeren har været medlem af partiet Chatra Dal, hvilket er en studenterorganisation under Bangladesh National Party. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil blive dræbt af [A], [B] og [C], der er ledere af partiet Chatra League, idet ansøgeren har nægtet at lukke sin forretning. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2013 blev medlem af Chatra Dal, der er en studenterorganisation under partiet Bangladesh National Party. Ansøgeren deltog i demonstrationer og protester for partiet og tror, at han har demonstreret 20 til 30 gange. Ansøgeren deltog første gang i en demonstration en måned efter, han blev medlem af partiet. I 2014 fik ansøgeren et tilbud om medlemskab fra Chatra League, da han mødte [C] Khan, der var kasserer i Chatra League, på gaden sammen med [B], der var formand i Chatra League. Ansøgeren takkede pænt nej, og selvom de blev skuffet, sagde de ikke noget til det. I [primo] 2015 købte ansøgeren en blomsterforretning i […], og en måned senere kom [C], [B] og [A], der er næstformand i Chatra League, til butikken. Selvom det ikke var første gang, de havde været i butikken, ville de denne gang ikke betale. De oplyste ansøgeren om, at den manglende betaling skulle betragtes som beskyttelsespenge. Der var også andre i området, der var blevet afkrævet det samme. Derudover oplyste de, at de ville afhente blomster, når det passede dem. De tre personer kom efterfølgende til ansøgerens butik tre gange. Under det andet besøg, omkring 10 til 15 dage efter det første besøg, fik ansøgeren at vide, at han skulle høre efter, hvis han ville fortsætte med at drive sin forretning. Under det tredje besøg, omkring to uger senere, blev ansøgeren chikaneret af de tre mænd. De gentog endvidere, at ansøgeren skulle høre efter, hvad de sagde, hvis han fortsat ville drive sin forretning. Under det fjerde besøg, omkring 15 til 20 dage senere, spurgte de tre mænd, hvorfor ansøgeren ikke havde betalt beskyttelsespengene endnu. De ville lukke hans butik, hvis han ikke betalte. De udsatte ansøgeren for vold, men han anmeldte det ikke til myndighederne. Herefter opholdt ansøgeren sig hos sin fætter i Dhaka, indtil han udrejste en uge senere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet henviser til, at ansøgeren har forklaret divergerende på centrale punkter. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad der skete, da han anden gang blev opsøgt i sin blomsterbutik. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at de personer, der opsøgte ham under det andet besøg, truede med at slå ham ihjel og begyndte at smadre hans butik og slog ham i baghovedet, og at de også ved det fjerde besøg smadrede ting i butikken, og at de udøvede vold mod ham ved at slå ham i hovedet med en flaske. Under asylsamtalen og under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det kun var i forbindelse med det fjerde besøg, at der blev udøvet vold og hærværk. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, om hans venner også var medlem af Chatra Dal. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at hans venner var medlemmer, og derfor ville ansøgeren også være det. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at det kun var ham, der meldte sig ind i Chatra Dal, og at ingen af hans venner eller studiekammerater var medlemmer. Ansøgeren har fremlagt en række bilag, herunder en anmeldelse fra ansøgerens bror, som havde overtaget blomsterbutikken efter ansøgerens udrejse, mod en række personer for den [primo] 2016 at have opsøgt broren i blomsterbutikken, hvor de afkrævede ham beskyttelsespenge og udøvede vold imod ham og forvoldte hærværk i butikken. Flygtningenævnet bemærker, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren i modsætning til sin bror har fundet det formålsløst at indgive politianmeldelse i anledning af de episoder, ansøgeren angiveligt har været udsat for. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende i forhold til det, der fremgår af brorens politianmeldelse. Ansøgeren har forklaret divergerende i forhold til anmeldelsen om, hvor længe butikken var lukket efter ansøgerens udrejse i [sommeren] 2015, og indtil hans bror genåbnede den. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at butikken var lukket i omkring et år, mens det fremgår af hans brors politianmeldelse, at broren havde drevet butikken i længere tid forud for episoden [primo] 2016. Ansøgeren har endvidere forklaret under mødet i Flygtningenævnet, at de tre personer, som havde deltaget hver gang ansøgeren blev opsøgt, også deltog da hans bror blev opsøgt. De tre personers navne fremgår imidlertid ikke af brorens politianmeldelse. De nævnte divergenser svækker ansøgerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at han har haft en konflikt med Chatra League og af den grund har været udsat for asylbegrundende forfølgelse. De bilag, ansøgeren har fremlagt, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de fleste af bilagene vedrører perioden efter ansøgeren er udrejst, og ikke angår ansøgeren. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at anklageskriftet, hvori ansøgerens navn er nævnt sammen med 32 andre tiltalte, er dateret [primo] 2013 og angår et drab begået [i efteråret] 2012. Ansøgeren har efter sin forklaring boet i sin hjemby indtil [sommeren] 2015 uden at opleve problemer. Ansøgerens forklaring om, at hans navn er tilføjet senere, og at anklageskriftet først er forkyndt for ham efter hans udrejse, støttes ikke af oplysningerne i bilaget. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at han som følge af drabssagen risikerer asylbegrundende forfølgelse. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2018/2/SSM
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Bangladesh. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bangla og muslim fra Dhaka, Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter, at hun vil blive efterstræbt af sin ægtefælles ven, [A], og på ny vil blive tvunget ud i prostitution. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter sin ægtefælle, som har venner i Bangladesh og ofte besøger landet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun for 16 til 17 år siden mødte sin ægtefælle, da hun var hushjælp hos ægtefællens familie i […], Dhaka, Bangladesh. Under opholdet i huset indledte ansøgeren et forhold til sin nuværende ægtefælle og blev gravid. På et ukendt tidspunkt inden [efteråret] 2004, hvor parrets ældste datter blev født, smed ægtefællens familie ansøgeren ud af huset og ansøgerens ægtefælle benægtede faderskabet. Ægtefællen udsatte ansøgeren for et overgreb på et ukendt hospital i [en by], hvorved ansøgeren aborterede. Efterfølgende solgte ansøgerens ægtefælle ansøgeren til en af ægtefællens venner, [A], som tvang ansøgeren ud i prostitution. Da ansøgeren på et ukendt tidspunkt blev syg, stoppede misbruget af hende. Derefter havde ansøgeren kun seksuelt samvær med sin ægtefælle, som hun blev gift med for omkring 14 år siden. Ansøgeren og ægtefællen fik herefter deres første datter [i efteråret] 2004. Ægtefællen forsøgte at få fosteret fjernet under graviditeten. Efterfølgende arbejdede ansøgeren i en periode på to år til to år og fem måneder som hushjælp i to til tre forskellige hjem. Ansøgeren boede også et af stederne med sin datter. På et ukendt tidspunkt blev ansøgeren voldtaget af en af de mænd, som hun passede hus for. Ansøgeren ved ikke, hvor hendes ægtefælle var i denne periode. På ukendte tidspunkter arbejdede ansøgeren også som rengøringsassistent på to hospitaler i henholdsvis 14 til 15 dage og mindre end en måned. Ansøgeren blev på et ukendt tidspunkt udsat for voldtægt en gang af en mand fra et af hospitalernes reception. Ansøgeren blev også udsat for sexchikane på hospitalerne. Efter arbejdet på hospitalerne arbejdede ansøgeren på ny som hushjælp i to til tre private hjem i Dhaka. Dette var i en periode på tre til fire måneder. Ansøgeren gjorde tillige rent i butikker i byen. Når ansøgeren ikke arbejdede, så hun sin ægtefælle. På et ukendt tidspunkt flyttede ansøgeren sammen med sin ægtefælle igen. De boede sammen i otte til ni måneder. [I efteråret] 2009 fik parret endnu en datter. Efter datterens fødsel gemte ansøgerens ægtefælle sig frem til hans udrejse til Danmark. Ansøgeren ved ikke, hvornår ægtefællen udrejste, eller hvorfor han gemte sig. Efter datterens fødsel fandt [A] på ukendt vis frem til ansøgeren i Dhaka, hvorfor hun måtte flygte og bo et andet sted. På et ukendt tidspunkt anmeldte ansøgeren [A] to gange til politiet i Dhaka. Første gang ville politiet have penge for at behandle ansøgerens anmeldelse og anden gang ville politimanden have seksuelt samvær for at behandle ansøgerens anmeldelse. Ansøgeren ønskede ikke dette. Inden sin indrejse i Danmark [i begyndelsen af] 2014 ringede ansøgerens ægtefælle fra Danmark til ansøgeren i Bangladesh og oplyste, at han skyldte [A] penge, fordi [A] havde betalt for ansøgeren, som dog havde gemt sig. [A] ville derfor have sine penge tilbage. Ansøgeren havde sidst kontakt med [A] i 2012. I Danmark har ansøgerens ægtefælle truet hende med at tvinge hende ud i prostitution og slået ansøgeren, så hun faldt og slog hovedet. Ægtefællen har også slået ansøgeren i brystet. Ansøgeren anmeldte ikke overgrebene til politiet, idet ægtefællen truede med at sende hende tilbage til Bangladesh. Efter ansøgerens ægtefælle smed hende ud fra deres bopæl i Danmark, lod ansøgeren sig indlægge på Glostrup Hospital en ukendt dato i [efteråret] 2015. Ansøgeren kom herefter til Center Sandholm [i begyndelsen af] 2016, hvor hun søgte om asyl. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Der henvises til, at forklaringen på centrale punkter fremstår divergerende og usammenhængende, og at forklaringen dermed forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger blandt andet vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at hun er blevet voldtaget mere end ti gange af flere forskellige mænd, da hun gjorde rent på hospitaler i Dhaka, Narayanganj og Narsingdi. Hun har under asylsamtalen [i slutningen af] 2016 først forklaret, at hun ikke husker, hvor mange gange hun blev voldtaget, og herefter har ansøgeren forklaret, at det kun skete én gang. Der var i øvrigt tale om sexchikane i form af, at hun blev udsat for tilbud om sex. Ansøgeren har endvidere divergerende og usammenhængende under asylsamtalen forklaret, at hendes mand har udlejet hende som prostitueret for 200 kr. også her i landet. Ansøgeren har derpå oplyst, at det gjorde han alligevel ikke, og at hun ikke har haft sex med andre end sin ægtefælle i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at det af referaterne af ansøgerens samtaler med Udlændingestyrelsen fremgår, at hun har ønsket, at samtalerne skulle foregå på engelsk, og at hun ikke har haft forståelsesmæssige problemer under samtalerne. Det kan derfor ikke nu lægges til grund, at forekommende divergenser skulle være udslag af forståelsesmæssige problemer. Flygtningenævnet tillægger det også betydning, at ansøgeren er indrejst [i begyndelsen af] 2014 med henblik på familiesammenføring med sin ægtefælle, og det fremstår således ikke troværdigt, at ansøgerens ægtefælle i Bangladesh skulle have udsat hende for de pågældende overgreb. Der henses til, at ansøgeren først har ansøgt om asyl [i begyndelsen af] 2016, efter at en ansøgning om familiesammenføring var blevet tilbagekaldt. Ansøgeren er udrejst på legal vis sammen med sine børn, og ansøgerens forklaring om, at passene er falske og forsynet med falske navne kan ikke anses for troværdig. Nævnet henviser i den forbindelse endvidere til, at passenes ægthed er blevet fastslået gennem kriminalteknisk erklæring fra Rigspolitiet. Ved vurderingen har Flygtningenævnet taget det oplyste om ansøgerens helbredsmæssige tilstand i betragtning. Oplysningerne findes ikke at kunne føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Bangladesh vil blive udsat for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2018/1/JAH
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og sunni muslim fra […] Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han indsamlede 55.000 taka fra omkring 200 forskellige personer fra sin landsby med henblik på, at han skulle sørge for, at de kunne komme til Dubai og få arbejde. Ansøgeren overdrog pengene til sin slægtning, [A], som efterfølgende stak af med pengene. Ansøgeren kan ikke betale pengene tilbage, og han frygter på denne baggrund at blive slået ihjel af de personer i Bangladesh, som han skylder penge. Ansøgeren har en opholdstilladelse i Grækenland, der er gyldig frem til […] 2023. Ansøgeren ønsker ikke at blive udsendt til Grækenland, idet han i Grækenland otte til ti gange var udsat for kriminalitet af privatpersoner og blev truet med kniv, slået og udsat for tyveri. Politiet i Grækenland har endvidere anholdt ham 10 til 15 gange, hvor han er blevet taget med på politistationen og efterfølgende løsladt igen. I nogle tilfælde er han blevet slået. Endvidere er der ikke noget arbejde til ansøgeren i Grækenland, og han har været i pengemangel. Ansøgeren indrejste [i foråret] 2015 og indgav ansøgning om asyl [i foråret] 2015. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2015 meddelt ansøgeren normalprocedure. Ved afgørelsen [fra foråret] 2016 har Udlændingestyrelsen vurderet, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3, idet ansøgeren har en opholdstilladelse i Grækenland, der er gyldig indtil 2023. Udlændingestyrelsen har på denne baggrund jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, 2. pkt. ikke taget stilling til, om ansøgeren opfylder betingelserne for at opnå asyl i Danmark. De græske myndigheder har ifølge et notat [fra vinteren] 2016 fra Udenrigsministeriet bekræftet, at ansøgeren har haft en opholdstilladelse fra 2001 til 2002 i Grækenland, og at han siden 2003 har haft en arbejds- og opholdstilladelse. Denne tilladelse er senest forlænget i 2013 gældende for 10 år til 2023. Det er endvidere deltaljeret oplyst, hvornår de enkelte opholds- og arbejdstilladelser er forlænget. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte de græske myndigheders oplysninger. Det forhold, at de græske myndigheder tidligere også har oplyst blandt andet, at ansøgeren indrejste ulovligt i Grækenland i 2009, og at ansøgeren har forklaret, at han opholdt sig i Bangladesh indtil 2008, kan ikke føre til et andet resultat. Der er således ikke grundlag for at indhente yderligere oplysninger til belysning af spørgsmålet om ansøgerens opholdstilladelse i Grækenland. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i Grækenland, hvortil han kan indrejse og tage ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens personlige integritet i Grækenland er beskyttet, og at hans økonomiske og sociale forhold i landet vil være tilstrækkelige. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren, der er en enlig yngre mand, har arbejdstilladelse i Grækenland, og at han ifølge sin egen forklaring i en årrække har opholdt sig Grækenland, hvor han sammen med andre boede i lejet bolig og havde forskelligt forfaldende arbejde, der blandt andet muliggjorde, at han i årene op til sin udrejse kunne spare 5 til 10 euro om ugen op til delvis betaling for rejsen til Danmark. De foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende Grækenland kan heller ikke føre til et andet resultat. Det kan heller ikke føre til et en anden vurdering, at ansøgeren har forklaret, at han er blevet tilbageholdt af og udsat for overgreb af politiet 8-10 gange, og at han har været udsat for blandt andet overfald og gaderøverier. Såfremt ansøgeren oplever tilsvarende problemer i Grækenland, henvises han til at rette henvendelse til de overordnede græske myndigheder. Flygtningenævnet finder heller ikke, at der er holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Grækenland risikerer refoulement. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2017/4/MKT
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bangla og sunni-muslim fra landsbyen […], Sylhet, Bangladesh. Ansøgeren har været tilknyttet oppositionspartiet BNP i en årrække før sin udrejse. Ansøgeren har deltaget i to valgkampe for BNP, hvor han har opfordret bekendte til at stemme på partiet, og han har jævnligt mødtes med en politiker fra BNP og støtte denne person i at blive valgt til parlamentet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at han vil blive slået ihjel eller fængslet på livstid af repræsentanter for regeringspartiet Awami League, fordi ansøgeren har været tilknyttet oppositi-onspartiet BNP. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han har været tilknyttet BNP i Bangla-desh ved at opfordre bekendte til at stemme på partiet i to valgkampe. Ansøgeren har jævnligt mød-tes med en politiker fra BNP, […], der blev valgt til parlamentet. Politikeren er senere forsvundet. Efter Awami League vandt regeringsmagten, rejste partiet en sag mod ansøgeren for deltagelse i slagsmål til to demonstrationer. Ansøgeren gik i skjul, og hans bopæl blev opsøgt fire til fem gange af repræsentanter for Awami League, som truede ansøgeren på livet via hans mor. Ansøgeren udrej-ste derfor fra Bangladesh til Dubai på et tidspunkt mellem år 2007 og 2011. Ansøgeren har ikke givet møde i Flygtningenævnet. Ansøgeren er indkaldt til mødet i Flygtningenævnet dags dato pr. brev dateret [sommeren] 2017. Ansøgerens advokat har oplyst, at han havde aftalt med sin klient, at de skulle mødes til nævnsmødet i dag. Advokaten havde kort forinden nævnsmødet været i telefo-nisk kontakt med ansøgeren, som oplyste, at han var blevet stresset, fordi han var blevet meldt ude-blevet fra sit asylcenter og var blevet syg, hvorfor han ikke kunne give møde i nævnet i dag. Flygt-ningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at ansøgeren må anses for at være behørigt indkaldt til nævnsmødet. Ved opslag i indkvarteringssystemet kunne det konstateres, at ansøgeren aldrig har været meldt udeblevet fra sit asylcenter i […]. Advokaten har ikke kunne fremlægge dokumentation for lovligt forfald. Flygtningenævnet har derfor fremmet sagen på det foreliggende grundlag, jf. forretningsordenens § 36, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ifølge ansøgerens oplysninger udrejste han fra Bangladesh på et tidspunkt imel-lem 2008 og 2011. Ansøgeren har ikke været i stand til nærmere at redegøre for tidsforløbet. Ansø-geren har oplyst, at han var tilknyttet BNP, men han havde ikke konkrete opgaver og var ikke profi-leret. Uanset om ansøgeren som led i deltagelse i demonstrationer har været i klammeri med med-lemmer fra Awami League, og uanset om der er indgivet falske anmeldelser imod ham, er der ikke grundlag for at antage, at Awami League og eller myndighederne skulle efterstræbe ansøgeren på nuværende tidspunkt. Ansøgeren har derfor ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2017/3/COL
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er burmesisk statsborger og etnisk rohingya samt sunnimuslim. Han har oplyst, at han kommer fra [by], [region], Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive slået ihjel, fordi han er etnisk rohingya og sunnimuslim. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han kun kan huske, at hans mor fortalte ham, at han er rohingya. Derudover mødte ansøgeren nogle rohingya-folk i Pakistan, som fortalte ham, at hvis man vender tilbage til Burma som rohingya, vil man blive dræbt. Ansøgeren var omkring halvandet år, da han og hans mor udrejste illegalt af Burma til Bangladesh. Ansøgerens mor forsørgede dem ved at gøre rent og lave mad hos folk. Da han var omkring seks-otte år gammel, døde hans mor af sygdom. Herefter boede ansøgeren omkring fem måneder hos den familie, som hans mor senest havde arbejdet for. Ansøgeren tog efterfølgende til Dhaka, hvor han boede på gaden og arbejdede med løsarbejde på byggepladser. Ansøgeren opholdt sig i alt omkring 13 år i Bangladesh, hvorefter han rejste illegalt til Indien, hvor han arbejdede med at fælde træer og boede hos sin arbejdsgiver i omkring fem måneder. Ansøgerens arbejdsgiver hjalp ham med at udrejse illegalt til Pakistan, hvor han arbejdede med fiskeri og opholdt sig illegalt i omkring et halvt år. Herefter rejste han til Iran, hvor han arbejdede i Teheran hos et firma, som lavede plasticbeholdere. Ansøgeren opholdt sig i Iran i et år og tre måneder, indtil han tog til Irak. I Irak opholdt ansøgeren sig illegalt et år i Baghdad, hvor han arbejdede med rengøring på et hospital. Herefter opholdt han sig et år i Kirkuk, hvor han arbejdede med at laste køretøjer. Fra Irak påbegyndte ansøgeren sin rejse mod Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er statsborger i Burma og etnisk rohingya. Nævnet finder således, at ansøgeren ikke på en troværdig måde har sandsynliggjort sit burmesiske statsborgerskab og sit etniske tilhørsforhold til rohingya. Ansøgerens forklaring om, at han er rohingya fra Burma er ikke understøttet af andre omstændigheder. Ansøgeren har ikke noget kendskab til Burma eller rohingya-folket. Han taler ikke rohingya, men urdu og i et vist omfang bengali. Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Bangladesh. Da ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være omfattet af udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2017/2/SSM
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og sunni-muslim af trosretning fra […] Bangladesh. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel af Awami League, fordi han er medlem af Bangladesh Nationalist Party (BNP). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2014 blev fuldgyldigt medlem af BNP, efter han siden 2012 havde været optaget på partiets liste og fra 2013 fandt interesse for studenterpolitik. Primo 2013 deltog han i en demonstration for BNP. Han afviste lederen af Awami League og nogle andre tilhængere af Awami League, som gerne ville have, at han i stedet skulle demonstrere for Awami League. Ansøgerens onkel blev siden overfaldet af de medlemmer af Awami League, som ansøgeren havde afvist. Samme dag, som ansøgeren blev bekendt med overfaldet, flyttede han til [en anden by]. Mens han boede i [i den anden by] blev hans og hans forældres bopæl opsøgt, fordi de afviste medlemmer af Awami League ledte efter ham. I foråret 2014 udrejste han af Bangladesh til Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at ansøgeren på flere væsentlige punkter har forklaret divergerende under sine samtaler med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvornår hans onkel blev overfaldet, hvorvidt ansøgeren var med hos politiet for at anmelde episoden, hvornår han blev medlem af BNP, hvor mange aktiviteter han deltog i, hvor mange gange politiet kom på hans bopæl, hvor mange gange [et medlem fra Awami League] kom på hans bopæl, og hvornår besøgene fandt sted. På baggrund af ovennævnte tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. Idet ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2017/1/ceb
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og sunni muslim af trosretning fra Rangpur, Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter, at hans onkel vil slå ham ihjel eller på anden måde skade ham eller hans familie, da ansøgerens onkel har taget jord fra ansøgerens familie. Ansøgeren frygter endvidere at blive tilfældigt anholdt og fængslet af politiet i Bangladesh. Det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og sit asylmotiv, jf. udlændingelovens § 40. Nævnet finder helt overordnet, at ansøgeren har fremstået utroværdig, og at det påberåbte asylmotiv må anses for konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst divergerende navne, således at han senest under nævnsbehandlingen anførte yderligere et navn, som skulle være hans virkelige identitet. Når henses hertil, og når yderligere henses til, at ansøgeren forud for nævnsbehandlingen har forklaret divergerende og udbyggende om sine asylmotiver, og yderligere under nævnsbehandlingen har forklaret divergerende om ejerskabet til jorden, finder nævnet, at ansøgerens forklaring i det hele må tilsidesættes. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort hverken sin identitet eller sine asylmotiver, har han ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2016/7/LAJ
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og muslim af trosretning fra [navn på ansøgerens hjemby], Kishorganj, Bangladesh. Ansøgeren har sympatiseret med det politiske parti BNP og har deltaget i seks til syv demonstrationer for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af personer fra Awami League. Ansøgerens fader har været medlem af BNP, før ansøgeren blev født, og indtil sin død for omkring et år siden. For omkring 10 år siden blev ansøgeren overfaldet af maskerede personer fra Awami League. Efterfølgende er ansøgeren blevet truet telefonisk af personer, som han formoder, er tilknyttet Awami League. Personerne vil have ansøgeren til at standse sit politiske virke. Omkring et år efter overfaldet blev ansøgeren falsk anklaget for hærværk. Anklagen var foranlediget af fire personer fra Awami League. Ansøgeren blev løsladt på kaution og har ikke hørt noget siden. Ansøgeren har endvidere oplevet chikane fra medlemmer af Awami League. Selv om Flygtningenævnet måtte lægge ansøgerens forklaring om, at han for 12 år siden blev overfaldet, til grund, beror det på ansøgerens egne formodninger, at det var medlemmer af Awami League, der overfaldt ham. Ansøgeren er ikke i de næstfølgende 10 år blevet udsat for voldelige overgreb, ligesom han ikke er blevet opsøgt i denne periode. Ansøgeren har videre forklaret divergerende og udbyggende om, at han er blevet truet. Til oplysnings- og motivsamtalen den 24. april 2015 forklarede ansøgeren ikke om nogen trusler, mens han under asylsamtalen den 17. december 2015 først forklarede, at han modtog 6-7 telefoniske trusler og senere under samme samtale, at han de sidste 10 år har modtaget trusler hver 2. eller 3. måned. Selv om ansøger måtte være blevet falsk anklaget for hærværk for ca. 11 år siden, må denne sag betragtes som afsluttet, hvilket yderligere bestyrkes af, at ansøgeren udrejste af Bangladesh på sit eget nationalitetspas. Det forhold, at nogle personer chikanerede ansøgeren på markedet ved at hælde hans mælk ud, er ikke af en sådan karakter eller intensitet, at det er omfattet af udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2016/6/MKT
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali, sunni-muslim fra Dhaka, Bangladesh. Ansøgeren har siden 1997 været medlem af og aktiv for Bangladesh Nationalist Party (BNP). Ansøgeren har i perioden fra 1997 til 2000 haft til opgave at hverve nye medlemmer samt at planlægge og deltage i demonstrationer og møder. Ansøgeren har derudover i 2013 deltaget i demonstrationer i Bangladesh. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 1996 eller 1997 mødtes med fem personer ved en fodboldbane. De fem personer overfaldt i forening en person ved navn […], der er et højtstående medlem af Awami League. Selvom ansøgeren ikke deltog i overfaldet, blev han eftersøgt af myndighederne, der fejlagtigt beskyldte ansøgeren for overfaldet på […]. Ansøgerens familie blev i den anledning gentagne gang opsøgt, hvorefter ansøgeren i 2000 udrejste til Danmark. Ansøgeren fik i november 2001 opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne, idet han blev gift med en herboende kvinde. I 2013 rejste ansøgeren til [et andet europæisk land], hvor han drev en tekstilforretning. I december 2013 genindrejste ansøgeren i Bangladesh, hvor han opholdt sig i to måneder, inden han på ny rejste til [til det andet europæiske land]. I august 2014 rejste ansøgeren til Danmark, hvor han [i] august 2014 indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ved sine asylansøgninger i henholdsvis 2001 og 2014 forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv. I 2001 forklarede ansøgeren, at han søgte asyl efter et overfald i marts 2001, begået mod ham af medlemmer af Awami League. Under asylsamtalen i august 2015 forklarede ansøgeren, at hans konflikt opstod i 1996-97 som følge af hans kammeraters overfald på et medlem af Awami League, og at ansøgeren derefter blev eftersøgt af myndighederne og udrejste i 2000. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hans asylmotiv vedrører begge konflikter. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøger er både ind- og udrejst af Bangladesh i 2000 for at søge visum, i 2001 for at søge familiesammenføring, i 2013 og endelig i 2014 for at indgå ægteskab. Rejserne foregik med brug af ansøgers legale nationalitetspas, og ansøgeren deltog efter sin egen forklaring i politiske aktiviteter under sine ophold, der i 2013 og 2014 forløb uden problemer. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren tilsyneladende fortsat kunne bo i Bangladesh fra overfaldet på […] i 1996/97 frem til sin udrejse i 2000, at ansøger aldrig personligt har modtaget trusler, at der nu er forløbet 15-20 år siden ansøgerens angivelige konflikter, ligesom ansøgeren først søgte asyl [i] august 2014 i forbindelse med, at han blev anholdt af politiet. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bangladesh/2016/4/nin
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bangali og sunni-muslim af trosretning fra Bangladesh. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive fængslet og tortureret af myndighederne, idet han er dømt for et mord, han ikke har begået. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i] 2004 begyndte at fatte interesse for BICS, hvor han begyndte at lære om paritet, dets organisation og ideologi. [I] 2005 blev ansøgeren medlem af BICS. [I] 2006 startede ansøgeren på Memorial College Suja, og [to uger senere] blev han medlem af partiet som studerende, hvor han fungerede som næstformand. [I] 2009 blev ansøgeren vagt til formand for paritet på Molavi Bazar College. [Omkring fem måneder senere] havde studenterpartiet Chartra Leaugue planlangt en reception for parlamentsmedlem samt grupeformand M.A. Shahid fra Awami League. Shaahid var leder af den ene fløj af Awami League, og havde et internt opgør med den anden leder, Moshin, som var distriktsformand for Awami League i Moulavi. Moshin og hans gruppe var ikke inviteret til receptionen, og der opstod slagsmål mellem de to grupperinger. Et medlem af Moshids gruppe affyrede i den forbindelse skud. En af Shahids mænd døde af sine kvæstelser. Ansøgeren var ikke til stede under receptionen eller skudepisoden, idet han deltog i en fodboldkamp i byen Biyani Bazar. Efter fodboldkampen ringede ansøgeren tilbage sin fader, som fortalte, at politiet havde været og lede efter ham på bopælen. Efterfølgende talte ansøgeren også med distriktsformanden, som fortalte, at ansøgeren ville blive anholdt og sigtet for drabet, og derfor rådgav han ansøgeren om at holde sig skjult. To dage efter drabet modtog ansøgerens familie en skrivelse fra politiet, hvori der stod, at ansøgeren var anklaget for drabet. Navnene på de andre anklagede i sagen fremgik tillige af skrivelsen fra politiet. Efterfølgende tog ansøgeren hen til sin moster. Efter at han havde boet hos mosteren i tre dage, ankom politiet til adressen for at lede efter ham. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. [Tre dage senere] tog ansøgeren til Coxs Bazar i Chittagong, hvor han boede i 11 måneder. Derfra tog han til Dhaka, hvorfra han udrejste til Dubai […].[I begyndelsen af foråret] 2013 faldt der dom i ansøgerens sag, og han blev idømt en livsvarig fængselsstraf. Ansøgeren var på dette tidspunkt i Grækenland. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har overordnet fundet ansøgerens forklaring usandsynlig. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han har haft beskikket en forsvarer, som ikke har kunnet fremlægge dokumentation for, ansøgerens påståede alibi under retssager, navnlig når henset til, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har oplyst, at hans forsvarer var i besiddelse af dokumentation for ansøgerens deltage i en fodboldkamp 30 kilometer fra gerningsstedet på gerningstidspunktet. Det fremstår endvidere utroværdigt, at forsvareren ikke har appelleret dommen. Flertallet har endvidere lagt afgørende vægt på, at Udenrigsministeriet har oplyst Udlændingestyrelsen om, at retsdokumenterne, som skulle understøtte ansøgerens oplysninger, ikke vurderes at være ægte. Flertallet har i den forbindelse lagt afgørende vægt på, at det af baggrundsoplysningerne, herunder et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 30. januar 2014 fremgår, at forekomsten af falske dokumenter er udbredt i Bangladesh og det er muligt at få udstedt dokumenter mod bestikkelse. Flertallet bemærker, at der herefter ikke er anledning til at udsætte sagen med henblik på et ægthedsvurdering eller nærmere undersøgelse af de fremlagte dokumenter, der angives at være udstedt af myndigheder i Bangladesh. Flertallet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2016/3/STR
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og muslim af trosretning fra Dhaka, Bangladesh. Ansøgeren har været medlem af partiet Bangladesh National Party siden 2002. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive dømt til døden eller at blive slået ihjel af medlemmer af regeringspartiet Awami League, idet der er blevet rejst en falsk anklage mod ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2007 blev anklaget af en tidligere kollega ved navn [A] for at have dræbt hendes kæreste ved navn [B]. Anklagen blev støttet af den lokale leder af Awami League. Efter at ansøgeren blev orienteret om anklagen imod ham, flyttede han til byen [C], hvor han boede hos en ven i lidt over to år. Efterfølgende flyttede ansøgeren til byen [D], fordi hans arbejdsplads i [C] lukkede. Ansøgeren boede i [D] i tre år, hvor han blandt andet arbejdede som fisker på sin egen båd. Efterfølgende flyttede ansøgeren til [E], fordi han ikke mente, at det var sikkert at blive i [D]. Han boede i [D] i omkring et år, hvor han arbejdede og boede i en lokal øvrighedspersons private hjem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Overordnet set bemærker nævnet, at forklaringen mangler sandsynlighed. Det må således anses for påfaldende, at [A] – som kun var 16 år – angiveligt frier til ansøgeren, som var 21 år, hvorefter [A] kort tid efter ansøgerens bryllup selv indledte et forhold til en mand, og at hun først efter, at denne er afgået ved døden, fandt anledning til at hævne sig på ansøgeren, fordi han oprindeligt afslog at gifte sig med hende. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende, idet han først under nævnsbehandlingen oplyste, at [A] var til stede, da fem andre personer opsøgte hans hjem og fremsatte den falske anklage. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hans fader ved henvendelse på politistationen fik papirer udleveret med sigtelser mod ansøgeren og tre øvrige personer. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at faderen havde fået kopi af anklagen, mens han under nævnsbehandlingen forklarede, at hans fader ikke fik papirer med. Først da han blev foreholdt denne divergens, ændrede han forklaring til, at hans fader havde fået papirer med. Nævnet har endvidere lagt afgørende vægt på, at ansøgeren, efter at han blev bekendt med den falske anklage, har opholdt sig i syv år i nærområdet omkring Dhaka, hvor han har haft ansættelse i eget navn hos en lokal øvrighedsperson, uden at dette har givet ham anledning til problemer, ligesom nævnet har lagt afgørende vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren under disse omstændigheder ikke har søgt oplyst, hvordan sagen mod ham og de øvrige har udviklet sig. Nævnet finder herefter, at ansøgerens forklaring må anses for konstrueret til lejligheden. Nævnet bemærker, at der under sagen er fremlagt dokumenter, der angives at være udstedt af myndighederne i Bangladesh, som giver udtryk for, at ansøgeren har været sigtet for drab. Når henses til, at nævnet i sin helhed har tilsidesat ansøgerens forklaring som konstrueret, og når henses til, at Udenrigsministeriet i notat af 30. januar 2014 vedrørende dokumentudstedelse i Bangladesh har oplyst, at det er muligt mod bestikkelse at få udstedt dokumenter, da korruption også er udbredt i retssystemet, finder nævnet ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på en ægthedsvurdering. Efter det anførte finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2016/2/LAJ
I en genoptaget sag stadfæstede nævnet i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh, hvor FN’s Menneskerettighedskomité i sommeren 2016 har udtalt kritik af Flygtningenævnet. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at FN’s Menneskerettighedskomités udtalelse af [sommeren] 2016 ikke er retligt bindende, og at det således også efter sagens genoptagelse den [efteråret] 2016 tilkommer de kompetente danske myndigheder at træffe afgørelse om, hvorvidt ansøgeren kan sendes tilbage til Bangladesh. Ansøgeren er etnisk bengaler og muslim fra landsbyen […] i Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel på grund af sin seksualitet, idet beboerne i hans landsby er blevet bekendt med, at han er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han omkring [sommeren] 2010 begyndte at have et seksuelt forhold til sin ven, [A]. Ansøgeren var sammen med [A] i et år, hvor de mødtes hos hinanden eller på marker i lokalområdet. I [sommeren] 2011 blev ansøgeren og [A] opdaget af beboere fra deres landsby, da de havde samleje. Ansøgeren og [A] blev efterfølgende bragt til et byrådsmedlem og senere til formanden i landsbyen. De blev udsat for tortur, herunder blev de hængt op i et træ, fik hældt varmt vand over sig og blev slået under fodsålerne. Landsbyens formand besluttede at bortvise dem begge. Formanden sagde, at de kunne blive slået ihjel, såfremt de vendte tilbage til landsbyen. Ansøgeren blev herefter udstødt af sin familie, hvorfor han tog ophold i en større by, [B], omkring 20-30 kilometer fra landsbyen. Ansøgeren blev efter 15 dages ophold i [B] opdaget af en person fra sin landsby, der råbte ”tyv” efter ham, hvorefter ansøgeren flygtede til [C]. I [C], som ligger syv-otte timers kørsel fra landsbyen, mødte ansøgeren efter to måneder en person ved navn [D], som ansøgeren betroede sig til. [D] mente, at ansøgeren burde udrejse. For at få råd til udrejsen ringede [D] til ansøgerens brors ægtefælle, hvis nummer ansøgeren kunne huske. Brorens ægtefælle skaffede kontakt til ansøgerens mor. Efter aftale lånte moren 50.000 taka, som hun sammen med smykker til en værdi af omkring 550.000 taka afleverede til en person, der havde forbindelse til [D]. Moren fortalte ansøgeren, at [A] var blevet opdaget, mens han havde besøgt sin familie i landsbyen. Beboerne i landsbyen havde straffet [A] ved at skære hans kønsdele af. Ansøgerens familie havde i længere tid haft en alvorlig uoverensstemmelse med nogle naboer. Familien var blevet svækket efter, at ansøgeren var blevet afsløret som homoseksuel, og ansøgerens far havde herefter forsøgt at begå selvmord to gange, og hans brødre havde forladt landsbyen. Mens ansøgeren de næste to til to en halv måned ventede på, at [D] skulle arrangere udrejsen, mødte ansøgeren to gange nogle fra landsbyen. Først mødte han tre personer fra landsbyens skolevæsen, der råbte, at han var en skidt knægt. Senere så ansøgeren et byrådsmedlem, som ansøgeren og [A] oprindeligt var blevet ført til. Byrådsmedlemmet så ikke ansøgeren. Ansøgeren rejste med en agent illegalt til Indien ved årsskiftet 2011/2012. I Indien opholdt ansøgeren sig i en ukendt storby i 24 dage, hvorefter han fløj til Europa. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om det passerede i landsbyen til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren i sin landsby havde et homoseksuelt forhold, der blev opdaget, og at han derfor blev bortvist fra landsbyen. Uanset, at ansøgerens forklaring om de efterfølgende episoder i [C] og finansieringen af hans udrejse samt omstændighederne ved fremkomsten af hans fødselsattest og avisartiklen om hans mors død forekommer mindre sandsynlige, lægger Flygtningenævnet til grund, at han er homoseksuel, og at han på den baggrund ikke igen kan tage ophold i sin landsby. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren som følge af sin homoseksualitet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 i andre dele af Bangladesh. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for homoseksuelle i Bangladesh, herunder blandt andet US Department of State, Country Report on Human Rights Practices 2015, udgivet den 13. april 2016, hvoraf det blandt andet fremgår: “Consensual same-sex sexual activity is illegal, but the law was not enforced. Lesbian, gay, bisexual, transgender, and intersex (LGBTI) groups reported police used the law as a pretext to bully LGBTI individuals, particularly those seen as effeminate men. Some groups also reported harassment under a suspicious behavior provision of the police code. While the transgendered “hijra” population has long been a marginalized but recognized part of society, the government acknowledged the existence of the LGB population in its April 2013 Universal Periodic Review. This was contrary to its stance in the 2009 review, during which the foreign minister stated there were no LGB individuals in the country. A person known as Dithi became the country’s first third-gender candidate for office when she competed in a December local election in Satkhira. There were several informal support networks for gays, but organizations specifically to assist lesbians were rare. Attacks on LGBTI persons occurred occasionally, but those offenses were difficult to document because victims desired confidentiality. Strong social stigma based on sexual orientation was common and prevented open discussion of the subject. Some public events, such as a rainbow-themed march during the capital’s main Bengali new year’s celebration, elicited little reaction from mainstream society.” Det fremgår af Freedom House, Freedom in the World 2016 - Bangladesh, 24 May 2016: “A criminal ban on same-sex sexual acts is rarely enforced, but societal discrimination remains the norm, and dozens of attacks on LGBT (lesbian, gay, bisexual, and transgender) individuals are reported every year. Transgender people face persecution. Although since 2013 they can be legally classified as a "third gender" if they desire, people registered as such have no inheritance rights under Sharia (Islamic law) provisions governing personal status matters in Bangladesh.” Det fremgår videre af Report on the mission to the People’s Republic of Bangladesh from 2 to 14 April 2015. Mission organised by the French Office for Protection of Refugees and Stateless Persons (OFPRA) with the participation of the National Court of Asylum (CNDA), at: “According to testimonies collected from 751 lesbians, homosexuals and bisexuals (including around 100 lesbians), more than 50% of them live in fear of their sexual orientation being discovered, while 59% asserted that they had been discriminated against because of it. Our interlocutors stressed the fact that the gravity of violence or persecution is naturally correlated to the visibility of the homosexuals, bisexuals or lesbians concerned, as well as to their social backgrounds, as they are less favourably looked upon by the poorer classes than by upper social echelons. In addition, LGB individuals’ situations differ depending on whether they live in large cities like Dhaka, Sylhet or Chittagong, or in the provinces. For example, in the Bangladeshi capital, two people of the same sex, whether men or women, can live together without fear as long as they are discreet about the nature of their relationship”. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren, der ikke er profileret som homoseksuel uden for sin landsby i Bangladesh, trods de svære forhold for homoseksuelle i Bangladesh, kan henvises til at tage ophold et andet sted i Bangladesh, for eksempel i [C], hvor han boede i en periode på fire en halv måned, efter han blev bortvist fra landsbyen, og hvor han efter sin egen forklaring ikke har haft konflikter med lokalbefolkningen, myndigheder, religiøse grupper, kriminelle eller andre grupperinger forud for sin udrejse af Bangladesh. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det alene beror på ansøgerens formodning, at tre personer fra hans landsby løb efter ham i [C] på grund af hans homoseksualitet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil risikere asylbegrundende problemer eller asylbegrundende forfølgelse i en af de store byer i Bangladesh. Flygtningenævnet finder dertil, at det er rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i for eksempel [C], hvor ansøgeren tidligere har boet. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren er en ung mand uden familie, og på, at han har omkring ni års skolegang og er i den arbejdsduelige alder. Det forhold, at ansøgeren efter ankomsten til Danmark har haft en vis tilknytning til organisationen […] og i den forbindelse har deltaget i diverse arrangementer, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder efter bevisvurderingen ikke anledning til at udsætte sagen på ægthedsvurdering af ansøgerens fødselsattest og den fremlagte avisartikel. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2016/15/SSM
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og hindu af trosretning fra Mehendigonj, Barisal, Bangladesh. Ansøgeren har været medlem af Awami League. Han har deltaget i 5-8 demonstrationer i forbindelse med valgkampen i 2008. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for vold eller slået ihjel af muslimer, idet hinduer bliver diskrimineret i Bangladesh. Ansøgeren har videre henvist til, at han risikerer problemer som følge af sine aktiviteter for Awami League. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Bangladesh, idet hans jord gradvist forsvinder på grund af oversvømmelser. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har forklaret i generelle vendinger om, at han og andre hinduer blev chikaneret af den muslimske majoritet i Bangladesh. Det fremgår af baggrundsoplysningerne for Bangladesh, at omkring 10 % af befolkningen er hinduer, og der foregår diskrimination af hinduer i landet. Der er imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at denne generelle diskrimination og chikane har en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren alene som følge af sit religiøse tilhørsforhold opfylder i udlændingelovens § 7. Ansøgeren har ligeledes forklaret om visse aktiviteter for Awami League og om trusler i den forbindelse. Forklaringen har været noget diffus, og det forekommer uklart, om truslerne har forbindelse med ansøgerens politiske aktivitet eller andre forhold. Forklaringerne om truslerne har været noget divergerende og udetaljerede, men de har blandt andet drejet sig om, at truslerne gik på, at ansøgeren skulle konvertere til islam, aflevere jord, undlade at deltage i demonstrationer eller forlade landet. I ansøgerens asylskema har han beskrevet problemer for sig og sin familie som følge af naturkatastrofer, at familiens hus var blevet ødelagt af oversvømmelser, og at familien har behov for, at han forsøger dem. Endvidere har ansøgeren beskrevet familiens problemer som hinduer. Under de anførte omstændigheder er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden på nuværende tidspunkt til Bangladesh konkret og individuelt risikerer forfølgelse som af sit religiøse tilhørsforhold eller som følge af sine – begrænsede – politiske aktiviteter i 2008. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2016/14/LAJ
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bangali og sunni-muslim fra Hobigoni, Bangladesh. Ansøgeren har været medlem Bangladesh National Party (BNP), som er et oppositionsparti. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel af Awami League-medlemmerne, [A] og [B], idet han havde et skænderi med dem omkring politiske forhold. Han frygter tillige at blive fængslet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2007 deltog i fire-fem demonstrationer sammen med andre medlemmer af BNP. Disse demonstrationer udviklede sig voldeligt, og han blev genkendt af de nævnte personer, som truede ham i december 2007. Ansøgeren har videre henvist til, at hans familie har mistet alt under en oversvømmelse, og at han stod alene med forsørgelsespligten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har først i forbindelse med nævnsmødet forklaret, at han var lokalformand for BNP’s ungdomsafdeling. På forespørgsel under samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren derimod forklaret, at han har været menigt medlem af BNP og udtrykkeligt benægtet at have haft en ledende rolle. Der har endvidere været en del divergenser vedrørende detaljer i forklaringen blandt andet omkring tidspunkterne for demonstrationerne og truslerne. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har været andet end et menigt medlem af BNP’s lokalafdeling. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, a ansøgeren har oplyst, at der var 900 indbyggere i landsbyen. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren i sit asylsansøgningsskema under beskrivelse af sine problemer i hjemlandet har skrevet meget udførligt om flere naturkatastrofer, som har medført økonomisk ruin for familien. På den anførte baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har været politisk profileret. Uanset om ansøgeren i 2007 måtte have modtaget visse trusler i anledning af, at han har afslået at blive medlem af Awami League, finder Flygtningenævnet herefter og efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2016/13/LAJ
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bangali og sunni-muslim af trosretning fra Munshiganj, Bangladesh. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel af personer fra Awami League, idet hans far er en del af modstandspartiet Bangladesh National Party (BNP). Ansøgeren frygter desuden overgreb fra en person ved navn [A]. Ansøgeren blev i forbindelse med en slåskamp mellem Awami League og BNP i 2009 slået i hovedet af en person fra Awami League. Han overværede endvidere i 2010 [A] begå et mord. Efterfølgende har ansøgeren et par gange set [A] nærme sig ansøgerens bopæl, hvor det er lykkedes ansøgeren at flygte, ligesom [A] på en markedsplads har truet ansøgeren til ikke at henvende sig til myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende og udbyggende på centrale punkter. Han har således under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 oplyst, at han ikke selv har været politisk aktiv i Bangladesh og ikke har været medlem af et parti, hvorimod han under forklaringen for Flygtningenævnet har oplyst, at han har været medlem af BNP fra 2008. Han har i asylansøgningsskemaet intet oplyst om konflikter med eller forfølgelse fra personer fra Awami League. Han har endvidere under forklaringen for Flygtningenævnet oplyst, at han under sit ophold i Irak blev opsøgt og overfaldet af personer fra Awami League, hvilket ansøgeren ikke tidligere har forklaret om. De af ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet fremlagte dokumenter, hvorefter ansøgeren i hjemlandet er idømt længerevarende fængselsstraffe i anledning af uretmæssigt fremsatte anklager mod ham, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2016/12/LAJ
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsboger fra Bangladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk rohingya og sunni-muslim af trosretning fra [by], Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af burmesiske buddhister. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter de burmesiske myndigheder, idet de udsætter folk for tortur. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han som 4-årig kom til Bangladesh sammen med sin moder, idet de som rohingyaer i Burma blev forfulgt. Han har hørt om forholdene for rohingya-befolkningen i Burma i TV. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ikke har eller har haft nogen personlige konflikter i Burma eller i Bangladesh. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er rohingya fra Burma. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han er rohingya fra Burma ikke er understøttet af andre omstændigheder. Ansøgerens sprog er således bangla, og han har ikke noget kendskab til Burma eller til rohingya folket. Flygtningenævnet tiltræder således, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Bangladesh. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2016/11/SHH
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Banladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk rohingya og muslim af trosretning fra Rangamati, Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil blive afvist af myndighederne, fordi han ikke har opholdstilladelse eller pas. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er etnisk rohingya, og at hans fader var etnisk rohingya fra Burma. Hans moder var etnisk bengali. Ansøgeren har ikke kendskab til, at hans fader skulle have oplevet problemer som følge af sin etnicitet, ligesom ansøgeren ej heller selv har oplevet problemer som følge heraf. Ansøgeren udrejste af Bangladesh på grund af økonomiske problemer, da han var syv eller otte år gammel sammen med sin faders chef for at arbejde i dennes butik i Calcutta, Indien. Han arbejdede tre til fire år i Indien, hvorefter han udrejste til Pakistan, fordi han ikke anså det for muligt at opnå opholdstilladelse i Indien. Han arbejdede i Pakistan i et år, hvorefter han udrejste til Iran, hvor han ligeledes opholdt sig i omkring et år, mens han arbejdede. Derefter udrejste han til Tyrkiet, hvor han opholdt sig 10-12 dage, førend han rejste videre til Grækenland. I Grækenland opholdt han sig i seks til otte måneder. Han søgte om asyl, men fik udleveret et stykke papir, hvorpå der stod skrevet, at han skulle udrejse inden for en måned. Det blev opdaget af politiet, da den var udløbet. Ansøgeren blev tilbageholdt en dag og tog herefter til Kreta, hvor han arbejdede indtil sin udrejse mod Danmark. Indledningsvis bemærkes, at det ikke hører under Flygtningenævnets kompetence at træffe afgørelse om aldersfastsættelse. Det lægges således til grund, at ansøgeren er født [dato] 1996. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke taler rohingya eller har kendskab til rohingya kultur eller traditioner. Ansøgeren ved heller ikke, hvad der adskiller rohingyaer fra bangladesher, eller om der boede andre rohingya familier i det område, hvor ansøgeren boede i Rangamati, selvom ansøgeren ved, at der boede mange hindu familier i området. Endvidere har ansøgeren oplyst, at der blev talt bangla i familien, og at familien aldrig havde oplevet problemer. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om sin identitet og asylgrundlaget. Ansøger har ikke oplyst om andre asylrelevante forhold, og det beror alene på ansøgerens formodning, at han vil blive anholdt ved indrejse til Bangladesh. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke er fremkommet med oplysninger, hvorefter der er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2016/10/LAP
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bangla og muslim af trosretning fra [byen A i området] Jhenaidah, Bangladesh. Ansøgeren har været medlem af Bangladesh National Party siden 2008, og han har siden 2013 været formand for den lokale BNP-union ved navn [B]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive fængslet eller slået ihjel, idet han har været aktivt medlem af BNP. Ansøgeren frygter endvidere [C] og [D], som er medlemmer af regeringspartiet. Ansøgeren frygter herudover deres mænd, DB (specialpoliti) og politiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale elementer i sit asylmotiv. Han har således i oplysnings- og motivsamtalen og senere i asylsamtalen forklaret om de personer, der udsatte ham for et overgreb, efter at han havde været hos sin moder, at disse personer efter hans formodning var fra regeringspartiet, og at de var maskerede og langhårede. Først under nævnsmødet har han oplyst, at en af gerningsmændene blev omtalt ved navn. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at han oprindeligt oplyste, at han var under jorden i otte måneder. Da han af Udlændingestyrelsen blev gjort opmærksom på, at dette ikke kunne passe med det oplyste om hans udrejsetidspunkt og datoen for overfaldet, forklarede han, at han på overfaldsdagen var på besøg hos sin moder i sin hjemby. Først under nævnsmødet forklarede han, at besøget skyldtes, at hans moder var syg. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende og udbyggende om sin udrejse, idet han under oplysnings- og motivsamtalen og senere samtalen hos Udlændingestyrelsen har forklaret, at han kunne udrejse uden problemer fra Bangladesh på trods af, at han var efterlyst, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han kunne udrejse, fordi hans parti stillede midler til rådighed for bestikkelse. Herefter finder nævnet efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgerens forklaring må anses for konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh risikerer forfølgelse på grund af sin politiske aktivitet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2016/1/LAJ
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh.. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og muslim af trosretning fra Dhaka, Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel eller kidnappet af nogle for ansøgeren ukendte personer, der har truet hans fader. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans fader modtog trusler fra nogle personer, som ønskede penge. Personerne truede med, at det ville få konsekvenser, hvis ikke ansøgerens fader gav dem penge. [sommeren] 2014 blev ansøgeren kidnappet af fem for ansøgeren ukendte personer, da han var på vej til sin fætters fødselsdag. Han var tilbageholdt i omkring et døgn, indtil hans fader havde betalt kidnapperne løsepenge. Ansøgeren og hans fader tog derefter til politistationen, hvor deres anmeldelse og forklaring blev taget. [Omkring 2 uger senere] udrejste ansøgeren efter beslutning fra hans fader af Bangladesh. Efter udrejsen har hans fader modtaget trusler over telefonen, idet nogle for ansøgeren ukendte personer har truet med at bortføre ansøgerens moder eller lillebroder. Familien har været i kontakt med politiet herom, men afsenderne af truslerne er ikke fundet. Ansøgeren har forklaret upræcist om, hvorvidt faderen også blev truet forud for kidnapningen, om omfanget og karakteren af den vold, som ansøgeren blev udsat for hos kidnapperne, og om faderens fremskaffelse af løsepenge. Hertil kommer, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke forud for udrejsen talte nærmere med faderen om hændelsesforløbet, herunder baggrunden for kidnapningen og udbetalingen af løsesummen. Endvidere må det tillægges vægt, at kidnapperne alene har fremsat telefoniske trusler, at kidnapperne ikke på anden måde har opsøgt familien, at familien er blevet boende samme sted, og at kidnapningen og truslerne er blevet anmeldt til politiet, som har optaget rapport og behandler sagen. På denne baggrund kan det ikke lægges til grund, at forholdet har en sådan karakter og intensitet, at det kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2015/4.
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Bangladesh. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bangla og muslim fra Chandpur, Bangladesh. Ansøgeren har om sine politiske aktiviteter forklaret, at han siden 1998 har været medlem af Bangladesh Nationalist Party (BNP). Han havde til opgave at oplyse om partiets formål, ideologi samt at hverve nye medlemmer. Herudover deltog han i uddeling af fødevarer og deslige. Han var aktiv for partiet frem til 2005. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel af de bangladeshiske myndigheder, idet han på et urigtigt grundlag er anklaget og sigtet for drabet på en person ved navn [A]. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter repræsentanter fra partiet Awami League, idet de står bag anklagen for drab rettet mod ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans lejlighed i Dhaka få dage efter anklagen blev opsøgt og ransaget af repræsentanter fra bangladeshisk politi, der i ansøgerens fravær spurgte efter ham. Ansøgeren fik oplysningen om ransagningen af sin kollegas søn og ringede herefter til sin ægtefælle, der bekræftede hændelsen. Ægtefællen oplyste desuden ansøgeren om, at han var blevet sigtet for mord, og at han derfor ikke måtte vende hjem til sin bopæl. Ansøgeren overnattende som følge heraf hos en ven i Dhaka, og opholdt sig de efterfølgende seks år i Dhaka hos forskellige familiemedlemmer og bekendte. Ansøgerens bopæl blev efterfølgende opsøgt tre-fire gange på ukendte tidspunkter. I perioden fra 2006 – 2010 modtog ansøgeren telefoniske trusler fra partiet Awami League, idet de ønskede, at han skulle tilslutte sig deres parti, hvilket han ikke ønskede. Flygtningenævnets flertal kan, trods mindre divergenser, lægge ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar [fra sommeren] 2015, at de retsdokumenter, ansøgeren har fremlagt, må antages at være ægte, hvilket understøtter ansøgerens forklaring. Ansøgeren findes herefter at have sandsynliggjort sit asylmotiv. Efter ansøgerens forklaring om sit arbejde for BNP, om sit modsætningsforhold til Awami League og om, hvorledes og hvornår han blev bekendt med, at han var tiltalt i en drabssag, kan nævnets flertal ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han af politiske grunde er tiltalt på falsk grundlag, og finder, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Da der ikke er holdepunkter for at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig forbrydelse i hjemlandet, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren kan udelukkes fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Flertallet finder herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Bang/2015/3.
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk rohingya og muslim af trosretning fra […] Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens fader var medlem af det islamiske parti, RSO. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma ikke har noget sted at bo, og at de burmesiske myndigheder undertrykker etniske rohingyaer. Han frygter derfor at blive fængslet eller slået ihjel. Ansøgerens moder døde i forbindelse med ansøgerens fødsel. Hans fader blev dræbt efter at være blevet bortført af Nasaka-tropperne i 1993. Ansøgeren blev i forbindelse med bortførelsen slået i hovedet, på fingrene, albuen og knæene. Han mistede derved sin fortand. Ansøgeren udrejste derefter fra Burma til Bangladesh. Han boede der et kort stykke tid. Han har også boet i Indien, Pakistan og Iran, hvorefter han rejste til Europa. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren er psykisk syg, og at han således i hvert fald i perioder har haft svært ved at forklare sig. Dette taler for, at myndighederne i højere grad lægger vægt på objektive, konstaterbare forhold frem for ansøgerens forklaring. Der henvises herved til handbook pkt. 206 til 212. Ansøgeren har fremlagt fødselsattest, udstedt [i] 1981, hvoraf fremgår, at ansøgeren er født [i] 1981 på hospital. Ansøgeren har videre fremlagt ID-kort udstedt [i] 1993. Begge dokumenter fremstår formularmæssigt ægte, men påfaldende lidt slidte i forhold til dokumenternes angivelige alder. Vedrørende fødselsattesten finder nævnet, at det er sjældent, at en sådan fødselsattest udstedes til rohingyaer, der føder på hospital. Vedrørende ID-kortet bemærker Flygtningenævnet, at sådanne kort efter visse baggrundsoplysninger ikke er udstedt efter 1989, selvom der er visse usikkerhedsmomenter herved, og at det fremlagte kort indeholder en angivelse af, at ansøgeren mangler ”a big tooth (wisdom tooth?)… on the upper jaw”, og at dette ikke stemmer med ansøgerens forklaring om, at han fik kortet udstedt efter at have været med sin fader på kontoret, og at ansøgeren ligeledes har forklaret, at han fik tanden slået ud, da faderen blev bortført. Flygtningenævnet lægger videre en vis vægt på resultatet af sprogtesten, selvom nævnet er opmærksom på, at ansøgeren efter sin forklaring har boet i forskellige lande og taler forskellige sprog. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren ikke har givet nærmere oplysninger om sine bopælsforhold efter den påberåbte udrejse fra Burma, og at hans forklaring om rejserute og finansiering af rejse er ganske overordnet. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de ovennævnte forhold, at det må lægges til grund, at ansøgeren stammer fra Bangladesh. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Bangladesh. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at spørgsmålet, om ansøgeren af helbredsmæssige grunde skal have opholdstilladelse i Danmark, ikke hører under Flygtningenævnets kompetence. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2015/2
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er bangla af etnicitet, er født i […], Bangladesh, og er muslim af trosretning. Ansøgeren har været medlem af partiet Jamaat-e-Islami i omkring 10 år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel af de bangladeshiske myndigheder, herunder regeringspartiet Awami League, idet ansøgeren som medlem af Jaamat-e-Islami på falsk grundlag er blevet anklaget for at have angrebet politiet med molotovcocktails. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2013 deltog i en demonstration i Dhaka. Demonstrationen var rettet mod de beslutninger regeringen havde truffet. Ansøgeren deltog i demonstrationen for partiet Jaamat-e-Islami. Efter demonstrationen fulgtes ansøgeren med 90-100 af de deltagende fra demonstrationen fra partiet Jaamat-e-Islami til landsbyen […]. Demonstranterne blev stoppet af politiet, og det udviklede sig til tumult mellem politi og demonstranter. Ansøgeren flygtede fra området til sin bopæl i […], og derpå til landsbyen […] og herefter til […]. Ansøgeren fik oplysninger fra sin onkel […], som han boede i samme ejendom med, om at ansøgerens bopæl var blevet opsøgt af politiet. Ansøgeren fik videre oplysninger om, at hans moders bopæl i […] tillige var blevet opsøgt af politiet i 2013. Politiet havde oplyst ansøgerens moder om, at de søgte ansøgeren, idet han havde angrebet politiet med molotovcocktails. Ansøgeren tog i halvanden år ophold i […], i hvilken periode han ikke blev opsøgt af myndighederne. Politiet havde søgt efter ansøgeren i både […] og […]. I […] 2014 udrejste ansøgeren af landet. Af ansøgerens forklaring fremgik, at han alene havde været menigt medlem af Jaamat-e-Islami, og at han ikke har taget del i at arrangere demonstrationer, herunder optøjer i forbindelse med sådanne. Ansøgeren har for Flygtningenævnet afgivet skiftende forklaringer om, hvorledes han blev underrettet om, at politiet skulle have været på hans egen og moderens bopæle, herunder hvornår det skete. Forud for nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han forud for udrejsen opholdt sig i […] i halvandet år, og der arbejdede som svejser. Under nævnsbehandlingen har han fragået, at han skulle have arbejdet der. Ansøgeren har oplyst, at han ikke i den periode var i kontakt med myndigheder. Ansøgeren, der er uden identitetspapirer, har fået tilsendt nogle retslige dokumenter hvoraf fremgår, at han skulle være en hovedanklaget i forbindelse med optøjer ved en demonstration. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på overbevisende vis har forklaret om sine forhold, herunder at politiet har søgt ham. Også på denne baggrund finder Flygtningenævnet det ubetænkeligt at tilsidesætte de fremlagte dokumenter som hidrørende fra ægte dokumenter. Der lægges i denne forbindelse tillige vægt på, at det ikke er ukendt i forbindelse med asylsager at fremlægge dokumenter i forbindelse med Bangladesh, der ikke dækker over et reelt forhold. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som ikke selvoplevet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2015/1
Nævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2003. Udlændingestyrelsen meddelte i 2004 ansøgeren afslag på asyl efter behandling i åbenbart grundløs-proceduren. Udlændingestyrelsen meddelte i 2005 afslag på ansøgerens anmodning om genoptagelse af asylsagen. Fra 2006 til 2011 var ansøgeren meldt forsvundet. I 2011 genoptog Udlændingestyrelsen sagen og meddelte samme år på ny ansøgeren afslag på asyl efter behandling i åbenbart grundløs-proceduren. I 2012 anmodede ansøgeren om genoptagelse af sin asylsag under henvisning til, at han havde fremskaffet dokumenter, som relaterede sig til hans asylmotiv. Herefter oplyste Dansk Flygtningehjælp, at de ikke længere kunne tilslutte sig, at sagen blev behandlet i åbenbart grundløs procedure, hvorefter ansøgeren blev meddelt normalprocedure. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk bengali og kristen fra Bangladesh. Ansøgeren har været medlem af Bangladesh Awami League i perioden fra den […] 1980 til et uangivet tidspunkt i 2003. Ansøgeren har også været medlem af Bangladesh Hindu kristelig forening frem til 2003 (B.D – hindu, buddha, kristan oikya parishod). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter sin farbroder, […], som ønsker at overtage et jordstykke, som ansøgeren har arvet efter sin farfar. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, under asylsamtalen den […] 2004, at hans farfar i 1973 testamenterede et stykke jord til ham og samtidig nægtede ansøgerens farbroder arveretten, idet ansøgerens farbroder solgte et stykke af jorden uden ansøgerens farfars viden. Ansøgerens farbroder anlagde en sag mod ansøgeren ved de bangladeshiske domstole, idet han påstod, at skødet, som ansøgeren var i besiddelse af, var falsk, hvorfor ansøgeren ikke var den retmæssige arving til jorden. I 2003, efter en domstol i Bangladesh gav ansøgeren medhold i sagen, hørte ansøgeren rygter om, at Jamaat-el Islami eller BNP tilbød ansøgerens farbroder, at træde ind i sagen og overtage kravet mod ansøgeren mod en betaling af 5 mio. taka. Herefter blev det besluttet, at ansøgeren skulle forlade Bangladesh, idet det ville have været for farligt for ansøgeren at blive i landet. Ansøgeren udrejste af Bangladesh og søgte asyl i Danmark den […] 2003. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen den […] 2011, den […] 2013 og den […] 2014, oplyste ansøgeren, at retssagen om, hvorvidt han var den retmæssige jer af jorden, blev endeligt afgjort ved den bangladeshiske Højesteret i 2007, som dømte til ansøgerens fordel. Det er dog fortsat ikke muligt for ansøgeren at få adkomst til jorden, idet ansøgerens farbroder obstruerer dette, hvorfor der verserer en retssag om dette ved de bangladeshiske domstole. Ansøgeren farbroder har fabrikeret flere anklager mod ansøgeren gennem årene, herunder 10-12 sager, hvor anklagerne imod ansøgeren til sidst blev opgivet. Ansøgeren blev senest den […] 2011 sigtet i en drabssag. Sigtelsen blev senere frafaldet. Endvidere har ansøgerens farbroder beskyldt ansøgeren for at skylde ham 700.000 taka. Ansøgeren kender ikke de nærmere omstændigheder vedrørende denne sag, der fortsat verserer. I 2012 anmeldte ansøgerens broder ansøgerens farbroder til politiet, idet ansøgerens farbroder, hans sønner og deres støtter prøvede at tage en del af det omstridte jordstykke i brug, hvilket ansøgerens broder prøvede at stoppe, hvorfor ansøgerens broder blev truet af farbroderen. Politiet tog ud til jordstykket og udarbejdede en rapport om sagen, som blev fremsendt til retten. Ansøgeren har herudover oplyst, at ansøgerens farbroder, hans familie og personer med tilknytning til Awami League, særligt et byrådsmedlem, der hedder […], som støtter ansøgerens farbroder, chikanerer ansøgerens familie i Bangladesh. Chikanen foregår ved, at der bliver råbt skældsord efter ansøgerens familie på gaden, og at ansøgerens familie bliver truet med, at de snart vil blive dræbt, således at ansøgerens farbroder kan overtage jorden. Endelig har ansøgeren oplyst, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendom. Ansøgeren er derfor bange for sin familie, da de ikke vil acceptere dette, idet ansøgeren tilhører braminkasten. Endvidere frygter ansøgeren, at farbroderen vil udnytte oplysningen om hans konversion i forbindelse med jordkonflikten. Flygtningenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om en jordkonflikt med sin farbroder. Nævnet finder imidlertid, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af konflikten er i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra sin farbroders eller andres side. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at konflikten efter det oplyste har pågået siden 1977, og at ansøgeren har opholdt sig i hjembyen frem til udrejsen til Danmark i 2003 uden at blive udsat for overgreb bortset fra vold fra politiets side under en kortvarig tilbageholdelse i 1979. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren idet omfang konflikten med farbroderen efter ansøgerens tilbagevenden til Bangladesh måtte fortsætte og eskalere, må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det bemærkes herved, at ansøgeren i forbindelse med jordkonflikten har fået endeligt medhold ved den bangladeshiske højesteret, og at de sager, der er blevet udløst af falske sigtelser fra farbroderens side, ifølge ansøgerens forklaring er blevet sluttet hos politiet eller ved retten uden domfældelse ved hans brors mellemkomst. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i 2005 er konverteret til kristendommen. Nævnet finder imidlertid, at der ikke i sagens oplysninger eller i nævnets baggrundsmateriale er holdepunkter for, at ansøgeren ved tilbagevenden til Bangladesh af den grund skulle være i risiko for asylrelevant forfølgelse fra sin families eller andres side, hverken isoleret set eller set i sammenhæng med jordkonflikten. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der er religionsfrihed i Bangladesh, og at ansøgeren, der stammer fra storbyen Chittagong, også i denne sammenhæng vil kunne søge og opnå myndighedernes beskyttelse. Sammenfattende finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” bang/2014/6
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der angav at være etnisk rohingya fra Burma. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren har forklaret, at han er etnisk rohingya og muslim af trosretning fra Arakan distriktet, Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har under tvang deltaget i demonstrationer for partierne Awami League og Bangladesh Nationalist Party. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive slået ihjel, idet han er etnisk rohingya og muslim af trosretning. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter, at de bangladeshiske myndigheder vil sende ham tilbage til Burma, fordi han ikke er statsborger i Bangladesh. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han, sammen med sin familie, flygtede fra Burma i 1991, fordi de hverken havde statsborgerskab eller frihed i landet på grund af deres etniske oprindelse. Familien flygtede til Bangladesh, hvor de boede i en flygtningelejr i omkring 2 år, indtil de flyttede til Chittagong, hvor ansøgerens fader havde fået arbejde. I slutningen af 1994 eller starten af 1995 tog ansøgeren og hans broder til Dhaka for at arbejde. I slutningen af 1995 fandt ansøgeren ud af, at hans forældre ikke længere boede i Chittagong, idet han og broderen var taget tilbage for at finde dem. Faderens arbejdsgiver fortalte ansøgeren og broderen, at han frygtede, at deres forældre var blevet sendt tilbage til Burma af myndighederne og oplyste endvidere, at de risikerede det samme, hvis de kontaktede myndighederne. Ansøgeren og hans broder rejste herefter tilbage til Dhaka. I årene 2008 til 2011 er ansøgeren blevet tilbageholdt af politiet tre gange i forbindelse med politiets efterforskning af hændelser på ansøgerens arbejdsplads. I 2010 flygtede ansøgerens broder til Malaysia, men han kunne ikke tage ansøgeren med sig. Ansøgeren blev tilbage i Bangladesh og sparede penge op. I [efteråret] 2012 udrejste ansøgeren af Bangladesh ved hjælp af en agent og broderen, der havde planlagt rejsen for ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er født i Burma, og at han er rohingya. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke husker noget om sit liv i Burma, og at han tilsyneladende ikke har hørt om rohingya-kulturen fra sine forældre, som han boede sammen med, indtil han var 10 år. Ansøgerens forklaring om, hvordan han kom i besiddelse af den fremlagte ”Family Book” fremstår endvidere usandsynlig og dermed utroværdig. Der er herved lagt vægt på, at det efter ansøgerens forklaring er helt tilfældigt, at han kom i besiddelse af bogen, idet det forekommer usandsynlig, at ansøgerens far skulle have givet bogen til sin arbejdsgiver, og at denne skulle opbevare bogen for senere at udlevere den til ansøgerens bror, der opsøgte arbejdsgiveren, som i øvrigt ikke vidste, hvor ansøgerens familie var, og som ikke var i besiddelse af andre af familiens ejendele. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgerens bror ikke selv skulle benytte bogen. Flygtningenævnet finder herefter, at den "Family Book", som ansøgeren har fremlagt, ikke vedrører ansøgeren og dennes familie. Det er under de ovennævnte omstændigheder tillige tillagt en vis betydning, at det fremgår af bogen, at familien, herunder ansøgeren, skulle være repatrieret til Burma primo 1995, hvilket ikke stemmer overens med ansøgerens forklaring. Det fremgår endvidere af baggrundsmateriale vedrørende Burma, at der er mange ægte, ændrede eller falske "Family Books" i omløb. Under de nævnte omstændigheder har nævnet tillige tillagt det en vis om end mindre betydning, at den sprogtest, der er udarbejdet af en person, der selv er rohingya og opvokset i Burma, taler stærkt imod, at ansøgeren skulle være Rohingya fra Burma. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren skal vurderes som kommende fra Bangladesh og i forhold til Bangladesh, og Flygtningenævnet finder, at han ikke har forklaret om omstændigheder, der gør, at han kan opnå asyl i forhold til Bangladesh. Den omstændighed, at ansøgeren har været tilbageholdt tre gange af politiet i Bangladesh kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at politiet hver gang efterforskede konkrete hændelser, og at ansøgeren hver gang blev løsladt efter kort tid. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2014/5
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der angav at være etnisk rohingya fra Buram. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren angiver at være etnisk rohingya og muslim af trosretning fra Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive forfulgt af myndighederne på grund af sin etnicitet og religion. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke er statsborger i Bangladesh eller har familie i landet, hvorfor han ikke kan vende tilbage dertil. Han flygtede sammen med sin familie fra Burma til Bangladesh, da han var to til fem år gammel. Familien tog ophold i […]men efter en periode gav ansøgerens forældre ham til en plejefamilie, fordi de ikke kunne forsørge ham. Han boede hos plejefamilien, indtil han var 10 til 12 år gammel, hvorefter han måtte rejse, idet familien blev chikaneret som følge af ansøgerens etnicitet. Han tog ophold i Dhaka, hvor han efter nogle år mødte sin plejefar. Plejefaren inviterede ansøgeren på et kort besøg, hvorunder ansøgeren fik udleveret sin family book, som ansøgerens far havde afleveret under sit seneste besøg hos plejefamilien. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet og sit asylmotiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at den af ansøgeren fremlagte family book beskriver en familierelation, der ikke stemmer overens med ansøgerens beskrivelse af sin familierelation. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den beskrivelse, der fremgår af et høringssvar fra UNHCR af […]2014 vedrørende en family book nummer[…], på en række punkter ikke svarer til de af ansøgeren afgivne oplysninger. Det findes herudover usandsynligt, at ansøgerens far valgte at overdrage bogen til ansøgeren gennem plejefaren, navnlig henset til at det må have haft langt større betydning for ansøgerens egen familie at beholde bogen i sin varetægt. Nævnet finder det tillige usandsynligt, at ansøgeren kunne få den omhandlede family book i hænde fra sin plejefar ved tilfældigvis at møde denne på gaden i Dhaka mange år efter fraflytningen fra plejefamilien. Nævnet har endelig lagt vægt på, at der i ansøgerens forklaring er flere betydelige unøjagtigheder i tidsangivelser, herunder blandt andet om, hvornår ansøgeren rejste fra Burma til Bangladesh. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren skal vurderes ud fra, at han kommer fra Bangladesh og i forhold til Bangladesh, og nævnet finder, at han ikke har forklaret om omstændigheder, der berettiger ham til opholdstilladelse i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2014/4
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der angav være etnisk rohingya fra Burma. Indrejst i 2012. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Senere i 2013 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.Flygtningenævnetudtalte:”At Ansøgeren er angiver at være etnisk rohingya og muslim af trosretning fra Maungdaw, Arakan, Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive dræbt af repræsentanter for myndighederne, idet han er etnisk rohingya. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at tage ophold der, idet han ikke er bangladeshisk statsborger. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med ophold i Burma blev pålagt at udføre tvangsarbejde for NaSaKa, samt at han blev udsat for fysiske overgreb i den forbindelse. Ansøgeren og hans familie flygtede fra Burma til Bangladesh i 1991, idet familiens landsby blev opsøgt af repræsentanter fra NaSaKa, som brændte bopæle i byen ned. I 1993 tog ansøgerens fader tilbage til Burma, for at undersøge om forholdene for etniske rohingyaer var i bedring. Ansøgeren har ikke siden set sin fader. I 2010 mødte ansøgeren en person, som han fik ansættelse hos. På baggrund heraf rejste ansøgeren i 2011 til Indien, hvor han arbejdede som kodriver. I forbindelse med dette arbejde blev ansøgeren beskudt af repræsentanter fra Border Security Force. Ansøgeren udrejste efterfølgende illegalt af Indien i [begyndelsen af] 2012. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er født i Burma, og at han skulle være rohingya. Flertallet har navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om finansieringen af udrejsen fra Bangladesh fremstår utroværdig. Det fremstår således utroværdigt, at ansøgeren kunne spare op til rejsen på et år samt ved, at hans arbejdsgiver skulle betale en del af beløbet uden modydelser. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren er blevet løsladt betingelsesløst og efter kort tid efter flere tilbageholdelser hos politiet, hvis han var etnisk rohingya og ikke havde lovligt ophold i Bangladesh. På den baggrund finder flertallet, at det ikke er sandsynligt, at det af ansøgeren fremlagte National Registration Card (NRC), der fremstår som udstedt i Burma i[…] 1987, kan anses som ægte eller uden ændringer. Ved denne afgørelse har flertallet lagt vægt på baggrundsoplysningerne vedrørende Burma, hvoraf det fremgår, at falske dokumenter er hyppigt forekommende, og at både ægte, ændrede og falske dokumenter kan købes. Det forholdt, at det ikke har været muligt at ægthedsvurdere kortet, ændrer ikke herved. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har nævnet endvidere tillagt det en vis vægt, at den sprogtest, der er udarbejdet af en person, der selv er rohingya og opvokset i Burma, konsekvent afviger fra normen for rohingya, men derimod følger normen for bengali. Nævnet har ved denne vurdering endvidere tillagt det betydning, at ansøgeren var 17 år, da han efter sin egen forklaring skulle være udrejst fra Burma. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren skal vurderes som kommende fra Bangladesh og i forhold til Bangladesh, og Flygtningenævnets flertal finder, at han ikke har forklaret om omstændigheder, der gør, at han kan opnå asyl i forhold til Bangladesh. Den omstændighed, at ansøgeren flere gange har været tilbageholdt af politiet, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at han hver gang er blevet løsladt betingelsesløst efter kort tid. Flygtningenævnets flertal finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2014/3
Nævnet stadfæstede i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Aserbajdsjan. Indrejst sammen i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk armenier og den kvindelige ansøger halvt etnisk armenier og halvt etnisk aserbajdsjaner. Ansøgerne er kristne fra landsbyen […] i Nagorno Karabakh. Ansøgerne har ikke boet andre steder i Aserbajdsjan end i Nagorno Karabakh. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har forklaret, at deres landsby i 1992 blev udsat for en massakre, der blev begået af aserbajdsjansk militær, der stadig holder landsbyen besat. Ansøgernes børn og nære familiemedlemmer blev under massakren dræbt, og ansøgerne blev såret. Ansøgerne blev indlagt på hospital i Stepanakert i Nagorno Karabakh. De blev boende i Stepanakert i de næste 13 år. I 2005 tog ansøgerne ophold i Den Russiske Føderation, efter de havde haft en uoverensstemmelse med en armensk kommunal embedsmand i det armensk besatte […]distrikt. Efter skubberi skød embedsmanden efter dem. Manden var fra samme landsby som ansøgerne og var vred over, at den mandlige ansøger ikke havde ladet sig skille fra den kvindelige ansøger, da hun er halvt etnisk aserbajdsjaner. I 2010 flyttede ansøgerne til Ukraine og i 2012 videre til Danmark. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ikke i Aserbajdsjan vil kunne leve i fred. De frygter at blive dræbt på grund af deres etnicitet. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, herunder at de i 1992 var til stede i en armensk landsby i Nagorno Karabakh, hvor aserbajdsjanske styrker begik en massakre, og hvor nære familiemedlemmer til ansøgerne blev dræbt. Ansøgerne har ikke forklaret, at de personligt er blevet identificeret som vidner til massakren eller i øvrigt som modstander af det aserbajdsjanske regime, og nævnet lægger til grund, at det heller ikke forholder sig således. Herefter, og efter nævnets baggrundsoplysninger om forholdene for armeniere i Aserbajdsjan, har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at der er reel risiko for, at de i Aserbajdsjan vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” aser/2013/2
Nævnet stadfæstede i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske aserbajdsjanere og muslimer fra Baku i Aserbajdsjan. Den mandlige ansøger har siden 2008 været medlem af Musavat- partiet. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive fængslet og dræbt, hvis de vender tilbage til Aserbajdsjan. Ansøgerne henviser til, at myndighederne har ledt efter den mandlige ansøger, siden han blev løsladt. De henviser endvidere til, at politiet vil kunne finde dem uanset, hvor de bosætter sig. Ansøgerne henviser endelig til, at de ikke vil kunne klage over politiets adfærd til en højere myndighed, da en sådan sag aldrig vil blive undersøgt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund i sagen. De mindre divergenser, der har været navnlig omkring spørgsmålet omkring hvorvidt den mandlige ansøger var til stede på bopælen, da fire betjente opsøgte bopælen kan ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet lægger i denne forbindelse til grund, at den mandlige ansøger befandt sig i gangen sammen med to betjente, mens de to andre betjente gik ind til den kvindelige ansøger og hendes svigermoder og truede den kvindelige ansøger og slog deres hund ihjel. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder imidlertid ikke, at ansøgerne opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet de forhold som ansøgerne har været udsat for ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Flertallet lægger vægt på, at Musavat er et legalt parti. Den mandlige ansøger blev løsladt betingelsesløst efter sin tilbageholdelse i nogle måneder. Den mandlige ansøger har opsøgt partikontoret efter sin løsladelse og har deltaget i partiets arbejde. Den mandlige ansøger har efter sin løsladelse deltaget i en demonstrationslignende forsamling udenfor den retsbygning, hvor andre af deltagerne fra demonstrationen fra foråret 2011 fik behandlet deres sager. Myndighederne har ikke ved disse lejligheder antastet den mandlige ansøger eller anholdt ham. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgerne har boet i Aserbajdsjan flere måneder efter den mandlige ansøgers løsladelse, ganske vist i nogen afstand fra Baku. Det forhold, at ansøgernes pas og andre dokumenter er blevet konfiskeret af politiet er ikke i sig selv asylbegrundende. Flertallet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” aser/2013/1
Nævnet stadfæstede i juni 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske armeniere fra henholdsvis […] og […] i Aserbajdsjan. Begge ansøgere forlod Aserbajdsjan, da de omkring 1988/1989 var cirka fem år. Den mandlige ansøger boede herefter i Armenien og i[…]. Fra 2000 boede han i Rusland. Den kvindelige ansøger har boet i Rusland siden 1988. Ansøgerne blev gift i Rusland i 2008 og udrejste sammen i 2011. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har forklaret, at de ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive forfulgt på grund af deres armenske herkomst. Ved en tilbagevenden til Rusland, hvor de alene har opholdt sig illegalt, frygter ansøgerne at blive udsat for racistisk motiveret vold fra skinheads og liggende grupper. De henviser herved til, at de flere gange har været udsat for chikane fra sådanne grupper. I 2008 blev den mandlige ansøger overfaldet så voldsomt, at han var sygemeldt fra sit arbejde i flere måneder. I 2009 holdt fulde mænd tillige den kvindelige ansøger fast med henblik på at voldtage hende. Da nogen kom forbi, slap hun imidlertid væk. Hun talte med politiet om volden, men fik at vide, at myndighederne ikke ville fortage sig noget, da de opholdt sig illegalt i landet. De russiske myndigheder har flere gange afslået at legalisere deres ophold. Den mandlige ansøger frygter endvidere at vende tilbage til Armenien, blandt andet fordi de økonomiske forhold er dårlige i Armenien, hvor han i øvrigt mod sin vilje vil blive tvunget til at aftjene værnepligt. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer til grund. Begge ansøgere er født i Aserbajdsjan og det må lægges til grund, at de er registreret i dette land. Ansøgerne har endvidere samstemmende forklaret, at de fortsat er aserbajdsjanske statsborgere. De skal derfor asylretligt vurderes i forhold til Aserbajdsjan. Efter det for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsmateriale om forholdene i Aserbajdsjan kan det ikke lægges til grund, at de generelt vanskelige forhold for etniske armeniere i Aserbajdsjan har en sådan karakter, at disse i sig selv kan begrunde asyl. Den mandlige ansøger forlod Aserbajdsjan efter krigshandlinger, som hans fader havde deltaget i, og som blandt andet medførte, at to af hans bedsteforældre omkom. Det skyldes også krigen, at den kvindelige ansøger forlod Aserbajdsjan med sin familie. Der er ikke oplysninger om, at ansøgerne dengang eller senere – hverken på grund af deres egne eller deres familiers forhold – er kommet i søgelyset hos aserbajdsjanske myndigheder eller organisationer med videre. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at der er en reel konkret risiko for, at ansøgerne vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan. Den mandlige ansøger har forklaret, at han som etnisk armenier forventer at kunne få armensk statsborgerskab. Herefter, og da Flygtningenævnet må antage, at ansøgeren – der opholdt sig i Armenien og […] fra 1989 til 2000 – på ny vil kunne tage ophold i Armenien, finder nævnet, at ansøgeren tillige skal vurderes asylretligt i forhold til Armenien. De af den mandlige ansøger anførte omstændigheder om, at de økonomiske forhold i Armenien er vanskelige, at han ved en tilbagevenden til landet skal aftjene værnpligt, at ansøgeren og hans hustru er født i Aserbajdsjan, samt at hustruen aldrig har boet i Armenien, medfører ikke efter nævnets opfattelse, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Uanset om den kvindelige ansøger, som anført af Udlændingestyrelsen, tillige er statsborger i Rusland, finder Flygtningenævnet, at hun har en sådan tilknytning til Rusland, hvor hun har boet i næsten hele sit liv, at hun også skal vurderes asylretligt i forhold til Rusland. Det må formodes, at hun på ny kan tage ophold der. De chikanerier og det enkelte grove overfald i 2009, som skinheads har udsat hende for, findes ikke at have haft en sådan intensitet og omfang, at dette er asylbegrundende. Det indgår i vurderingen, at pågældende skinheads ikke har identificeret ansøgeren nærmere inden udøvelsen af chikanen med videre, men mere generelt har chikaneret og overfaldet personer med et kaukasisk udseende. Ansøgeren vurderes heller ikke at risikere forfølgelse på grund af sit ægteskab, hvorved det bemærkes, at ægtefællen ligeledes alene har været udsat for tilfældig chikane og et enkelt groft overfald fra skinheads, samt at han alene har været tilbageholdt i få timer af politiet i forbindelse med manglende papirer. Herefter, og uanset at etniske mindretal generelt set har vanskelige forhold i Rusland, er det ikke sandsynliggjort, at den kvindelige ansøger ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for konkret at blive udsat for konkret forfølgelse eller overgreb omfattet of udlændingelovens § 7 stk. 1 eller 2. Ansøgerne opfylder herefter ikke betingelserne for at opnå asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse herom. For så vidt angår eventuel tvangsmæssig udsendelse er det, i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen påstand, en betingelse, at der forinden er etableret mulighed for, at ansøgerne kan indrejse til et af de lande, som de er vurderet asylretligt i forhold til, at det pågældende land har accepteret at modtage vedkommende og dennes samlevende ægtefælle, samt at vedkommende har meddelt ikke at ville benytte sig for muligheden for sådan frivillig udrejse. aser/2012/5
Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Aserbajdsjan samt et barn. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk armenier og kristen fra Baku, Aserbajdsjan. Den kvindelige ansøger er etnisk armenier/azari og kristen fra Baku, Aserbajdsjan Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive slået ihjel af azarier, idet de er etnisk armeniere. I begyndelsen af 1990 blev ansøgernes hjem, i forbindelse med urolighederne mellem azariere og armeniere, brændt ned. Ved samme lejlighed blev ansøgernes tre børn slået ihjel. Ved en tilbagevenden til Rusland frygter ansøgerne, at deres søn vil blive slået ihjel, idet den kvindelige ansøger er halvt armenier og halvt azari. Ansøgerne har levet illegalt i Rusland siden 1990. Den mandlige ansøger er i perioden fra 1992 til 1996, hvor ansøgerne boede i Rostov, blevet bedt om at fremvise id-dokumenter, hvilket ikke var muligt, idet de ikke havde fået tilbageleveret deres dokumenter. Ligeledes er den mandlige ansøger blevet bedt om at fremvise dokumentation, da ansøgerne boede i Volograd i perioden 1998-1999. Den mandlige ansøger betalte bestikkelse hver gang, hvorefter han fik lov til at gå. I slutningen af 2009 foretog politiet en ransagning af ansøgernes bopæl i Volograd, hvorefter den mandlige ansøger blev taget med på politistationen og tilbageholdt til næste dag, hvor han blev løsladt mod betaling af 30.000 rubler. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne er født og opvokset i Aserbajdsjan og udrejste af landet i 1990 på grund af den daværende usikre generelle situation. De har herefter opholdt sig i mere end 20 år i Rusland. Nævnet finder herefter, at ansøgerne skal vurderes asylretligt både i forhold til Aserbajdsjan og Rusland. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om baggrunden for udrejsen af Aserbajdsjan i 1990 til grund. Flygtningenævnet bemærker, at begivenhederne, der gav anledning til udrejsen, ligger over 20 år tilbage i tiden. Det lægges til grund, at ansøgerne på nuværende tidspunkt ikke har konkrete problemer i relation til myndighederne eller grupperinger i Aserbajdsjan. Der er i baggrundsoplysninger ikke grundlag for at antage, at ansøgernes etnicitet i sig selv indebærer risiko for myndighedsforfølgelse. De generelt vanskelige forhold for etniske armeniere kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren vil have vanskeligheder ved at anskaffe sig pas eller rejsedokumenter til Aserbajdsjan, kan ikke føre til andet resultat. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de levevilkår og den chikane, ansøgerne har forklaret om, at de har været udsat for i Rusland, samlet set er af en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan eller Rusland vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1 eller i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” aser/2012/4
Nævnet meddelte i oktober 2012 opholdstilladelse (K -status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Rusland og stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2011. (Resumeet findes både under Aserbajdsjan og Rusland) Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er halv armenier og halv aserbajdsjaner fra Baku, Aserbajdsjan. Den kvindelige ansøger er etnisk russer fra […], Rusland. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de har været udsat for grove overgreb fra både civilbefolkningen og politiet i såvel Rusland som Aserbajdsjan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger har været tilbageholdt ti dage kort før udrejsen, og at han blev løsladt mod betaling af 20.000 USD og et løfte om at forlade landet, til grund. Nævnet bemærker herved, at ingen af ansøgerne forklarede herom ved indrejsen i Danmark eller i asylansøgningsskemaet, men først har forklaret herom under samtalen med Udlændingestyrelsen, selvom dette forhold var den direkte anledning til, at ansøgerne forlod Aserbajdsjan. Flygtningenævnet lægger i øvrigt i det væsentlige ansøgernes forklaring om de overgreb, de har været udsat for, til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at den kvindelige ansøger må anses for at have været udsat for sådanne overgreb, at det ikke kan kræves, at hun tager ophold i Rusland. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerne i et vist omfang har klaget over overgreb til de overordnede myndigheder, uden at dette har ført til den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at overgrebene i betydelig grad må antages at være begrundet i, at den kvindelige ansøger har giftet sig med en person fra Aserbajdsjan. Overgrebene må således anses for at have sammenhæng med etniske forhold. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det, således som sagen har været forelagt nævnet, ikke kan anses for godtgjort med den fornødne sikkerhed, at Aserbajdsjan kan tjene som 1. asylland for den kvindelige ansøger. Flygtningenævnet meddeler derfor den russiske statsborger […]samt et barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen for den russiske statsborger […] fastsættes af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger er blevet udsat for tortur under de kortvarige tilbageholdelser, han har været udsat for i Aserbajdsjan. Flygtningenævnet finder ikke, at de overgreb, den mandlige ansøger har været udsat for i Aserbajdsjan, har haft et sådant omfang og intensitet, at han må anses for forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller have behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne har søgt den fornødne beskyttelse hos overordnede myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende den aserbajdsjanske statsborger[…].” aser/2012/3
Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøgers far var etnisk armenier, og hans mor var etnisk aserbajdsjaner. Den mandlige ansøger ønsker at blive kristen. Han er født og opvokset i byen […] i Nagorno-Karabagh. Han har henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af befolkningen ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan, idet han er halvt armenier og halvt aserbajdsjaner, og idet han ikke taler azeri. Den kvindelige ansøger er etnisk armenier og kristen af trosretning. Den kvindelige ansøger er ligeledes født og opvokset i byen […]. Hun frygter at blive slået ihjel af befolkningen ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan, idet hun er etnisk armenier, samt idet den mandlige ansøger er halvt armenier og halvt aserbajdsjaner. Hun frygter endvidere, at myndighederne vil rette mistanke imod hende, da hun har mistet alle sine papirer. Ansøgerne har opholdt sig i Kasakhstan fra 1989 til 1999. Fra 1999 til 2002 har de opholdt sig i Tyskland, hvor de søgte asyl. De har opholdt sig i Nagorno-Karabagh fra 2002 til 2011. Ansøgernes datters kærestes far, som den mandlige ansøger har gået i skole med, mødte ansøgeren i forbindelse med deres børns forestående forlovelse og blev i den forbindelse opmærksom på den mandlige ansøgers etnicitet. Kærestens far slog herefter den mandlige ansøger bevidstløs og truede med at dræbe ansøgerne og deres datter, idet kærestens far vidste, at den mandlige ansøgers mor var etnisk aserbajdsjaner. Ansøgernes bopæl blev efterfølgende opsøgt af bevæbnede mænd. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i reel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Aserbajdsjan ikke er grundlag for at antage, at ansøgerne ved en tilbagevenden vil risikere at blive udsat for de nævnte overgreb. Den omstændighed, at ansøgerne som følge af deres etnicitet vil have vanskeligt ved at skaffe pas eller rejsedokumenter til Aserbajdsjan, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse”. aser/2012/2
Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er aserbajdsjaner og etnisk azeri fra Baku, Aserbajdsjan, og kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af en mand, idet ansøgeren ikke ønsker at arbejde på hans bordel som prostitueret. Ansøgeren har desuden henvist til, at hun frygter, at det skal komme til myndigheder eller befolkningens kendskab, at hendes fader var etnisk armenier. Flygtningenævnet lægger til grund for sagen, at ansøgeren har boet i […]i en årrække og selv har opfattet sig som etnisk azeri og har modtaget et flygtningekort fra de stedlige myndigheder. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren i en årrække i slutningen af 1990’erne deltog i sygeplejekurser i[…], der beliggende i Nagorno-Karabakh. Flygtningenævnet finder ikke, at den konflikt, som hun har haft med en tidligere skolekammerat ved navn […] er asylbegrundende. Der er som udgangspunkt tale om almindelig borgerlig kriminalitet, som hun må henvises til at søge beskyttelse mod hos de stedlige myndigheder. Der er efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke grundlag for at antage, at den omstændighed, at ansøgerens fader var etnisk armenier, i sig selv medfører, at ansøgeren er i risiko for asylbegrundende forfølgelse, idet etniske armenier efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke som udgangspunkt udsættes for systematisk diskrimination fra myndighederne. Der foreligger ej heller sikre oplysninger om overgreb eller diskrimination mod etniske armeniere indenfor de senere år. Den omstændighed, at ansøgeren er en enlig kvinde uden tilbageværende netværk, er ikke i sig selv asylbegrundende. Den omstændighed, at ansøgeren muligvis kan have vanskeligheder ved at opnå rejselegitimation til hjemlandet, er alene en teknisk udsendelseshindring, der ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” aser/2012/1
Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger/en kvindelig statsborger Aserbajdsjan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk aserbajdsjaner fra Baku, Aserbajdsjan. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for Azerbajdzhan Demoktratisk Parti ((ADP) siden 2000 og har sammen med to andre fungeret som assistent for formanden for valgkomiteen for […]-regionen, der var ansøgerens fader, […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han var et fremtrædende medlem af ADP. Ansøgerens fader var formand for valgkomiteen. Han blev fængslet i 2000 frem til sin død i 2007. Efter faderens fængsling fungerede ansøgeren som assistent for formanden for valgkomiteen. Ansøgeren blev anholdt af politiet i 2003, 2005 og 2008. I forbindelse med alle anholdelser og tilbageholdelser blev han udsat for fysisk og psykisk tortur, hvor de gav ham stød, gassede hans celle, hældte klor på gulvet i cellen, forsøgte at kvæle ham i en plasticpose, holdt hans hoved under vand og brugte hans celle som toilet. Videre opsøgte politiet hver tredje til fjerde måned familiens bopæl, som de ransagede, og de slog ansøgeren og hans moder. Hun døde i 2010 af en blodprop som følge af politiets behandling. I efteråret 2010 blev ansøgeren indlagt på hospitalet på grund af madforgiftning. En nat i efteråret 2010 klokken tre flygtede ansøgeren fra hospitalet. Uanset, at ansøgeren har forklaret upræcist angående demonstrationen i efteråret 2008 og har forklaret upræcist om begivenhederne i forbindelse med Rasul Quliyevs tilbagevenden i forbindelse med valget i 2005, finder Flygtningenævnet at kunne lægge ansøgerens forklaring om det påberåbte asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens oplysninger fremstår selvoplevede, og at han har udvist et stort kendskab til ADP og de politiske forhold i hjemlandet. Endvidere er ansøgerens oplysninger om den tortur, som han har været udsat for, underbygget af den fremlagte medical record. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren er i myndighedernes søgelys på grund af sine politiske aktiviteter, og at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” aser/2011/6
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig angiveligt aserbajdsjansk statsborger. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk armenier født nær Moskva i Rusland. Ansøgerens forældre er etniske armeniere fra Aserbajdsjan, hvorfra de efter de foreliggende oplysninger udrejste i 1988 på grund af de daværende konflikter. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en eventuel tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive slået ihjel, idet han er etnisk armenier. Han frygter endvidere at blive anholdt ved en tilbagevenden til Rusland, da han ikke har opholdstilladelse og henviser i den forbindelse til, at han tidligere er blevet anholdt, tilbageholdt og pålagt at arbejde for ukendte personer. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forældre ved nævnets afgørelser af efteråret 2008 og sommeren 2010 asylretligt er vurderet i forhold til Aserbajdsjan. Da ansøgerens muligheder for at vende tilbage til Aserbajdsjan må ses i sammenhæng med forældrenes forhold, finder nævnet, uanset at ansøgeren aldrig har opholdt sig i Aserbajdsjan, at det vil være rigtigst, at også ansøgeren vurderes asylretligt i forhold til Aserbajdsjan. Det lægges til grund, at ansøgeren ikke har konkrete problemer i relation til myndigheder eller grupperinger i Aserbajdsjan. Der er i baggrundsoplysningerne ikke grundlag for at antage, at ansøgerens baggrund som etnisk armenier i sig selv indebærer risiko for myndighedsforfølgelse. De generelt vanskelige forhold for etniske armenier kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren skal vurderes asylretligt i forhold til Rusland, hvor han har opholdt sig hele sit liv frem til sin udrejse. Flygtningenævnet finder, at omstændighederne omkring tilbageholdelsen må anses for en enkeltstående begivenhed, og at den ikke er af en sådan karakter, at det kan sidestilles med forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet tillægger det herved vægt, at ansøgeren efterfølgende opholdt sig i Rusland i over et år uden asylrelevante problemer. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren og hans forældre under opholdet i Rusland efter det oplyste ikke har undersøgt mulighederne for at vende tilbage til Aserbajdsjan, ligesom de ikke har benyttet sig af adgangen til at søge statsborgerskab eller formaliseret ophold i Rusland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan eller Rusland vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” aser/2011/4
Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk aserbajdsjaner og kristen af trosretning fra Baku. Ansøgeren, der har opholdt sig uden for Aserbajdsjan i perioden 2002 til 2008, har oplyst, at hun har været menigt medlem af oppositionspartiet Folkefronten siden 2000. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun efter tilbagesendelsen fra Norge i 2008 blev udsat for en kortvarig tilbageholdelse, hvorunder hun blev udsat for overgreb. Ansøgeren har videre henvist til, at hun har deltaget i en række demonstrationer mod regeringen, og at hun i forbindelse med en af demonstrationerne blev tilbageholdt i en uge, hvorunder hun blev udsat for overgreb. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun i sit hjem har skjult oppositionspolitikere, der var på flugt fra myndighederne, ligesom en af oppositionspolitikerne blev anholdt, da ansøgerens hjem blev ransaget. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren var udsat for en kortvarig tilbageholdelse efter sin tilbagevenden fra Norge i anden halvdel af 2008. Nævnet bemærker, at ansøgeren blev løsladt uden betingelser. Nævnet kan videre lægge til grund, at ansøgeren ultimo 2008 deltog i en demonstration rettet mod styret, og at hun i den forbindelse blev anholdt og tilbageholdt i syv dage, hvorunder hun blev udsat for hårdhændet behandling. Hun blev herefter ifølge sin egen forklaring løsladt betingelsesløst. Flygtningenævnet finder ikke, at disse forhold er af en sådan karakter, at de kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. For så vidt angår ansøgerens forklaring om deltagelse i yderligere demonstrationer og det forhold, at hun har skjult oppositionspolitikere, og at hendes bopæl et par gange har været genstand for ransagning, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren til samtalen med Udlændingeservice har oplyst, at disse forhold ophørte ultimo 2008. Under nævnsmødet har hun forklaret, at hun fortsatte med at deltage i demonstrationer og at skjule personer også i 2009. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har givet en plausibel forklaring på denne divergens. Nævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring på disse punkter til grund for sagens afgørelse. Flygtningenævnet vil ikke afvise, at nogle af forholdene kan have fundet sted primo 2009, men der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren fortsatte med de påberåbte aktiviteter frem til udrejsen, der skete i sidste halvdel af 2009. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgerens forhold siden tilbageholdelsen i sidste halvdel af 2008 ikke har givet anledning til asylrelevante problemer med myndighederne. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens oplysninger ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer at blive tilbageholdt og udspurgt om sine forhold kan ikke føre til et andet resultat.” aser/2011/1
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2006. Ansøgerens sag havde tidligere været behandlet på mundtligt nævn, men behandlingen af sagen blev udsat med henblik at få ægthedsvurderet dokumenter fremlagt for nævnet. Ansøgeren havde siden 1998 været medlem af Det Aserbajdsjanske Demokratiske Parti og havde oplevet problemer med myndighederne som følge heraf. I 2001 havde ansøgeren søgt asyl i Danmark men var udrejst i 2002, eftersom han ikke troede, at han ville opnå opholdstilladelse. Fra 2002 til 2005 havde ansøgeren opholdt sig i Estland. I 2005 var ansøgeren rejst til Aserbajdsjan, idet han sammen med en række andre systemkritikere havde planlagt at afholde et pressemøde, hvor de ville afsløre oplysninger om valgsvindel. Mødet var aldrig blevet afholdt, da mange af deltagerne var blevet anholdt inden. Ansøgeren var umiddelbart herefter udrejst fra Aserbajdsjan. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under sagen dels havde opretholdt sit oprindelige asylmotiv fra 2001 og tillige gjort gældende, at han nu var i yderligere risiko som følge af, at han i 2005 havde deltaget i et forsøg på offentliggørelse af valgsvindel. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret detaljeret og i det væsentlige konsistent om sit seneste asylmotiv. Flygtningenævnet fandt derfor, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en hjemvenden ville være i risiko for forfølgelse som følge af disse aktiviteter. Flygtningenævnet fandt således ikke at kunne afvise, at ansøgeren deltagelse var kommet til myndighedernes kendskab, og Flygtningenævnet havde herved også lagt vægt på, at det på det nu foreliggende grundlag ikke kunne afvises, at ansøgeren allerede havde været i myndighedernes søgelys som følge af tidligere aktiviteter i 2001. Flygtningenævnet meddelte på denne baggrund ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Aser/2010/1.
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde som hovedasylmotiv henvist til, at han som etnisk armener var forfulgt i Aserbajdsjan. Ansøgeren havde siden 2001 opholdt sig i Rusland. Ansøgeren var sammen med sin mor og to søskende blevet smidt ud af deres ejendom efter faderens død i 1999, eftersom myndighederne ikke havde anset dem som retmæssige ejere. I 2000 blev ansøgeren med baggrund i sit etniske tilhørsforhold fængslet af myndighederne. I 2001 lykkedes det ansøgeren at slippe væk eftersom den bil, han havde været passager i under en fangetransport, var kørt ind i et træ. Ansøgeren var derefter udrejst til Rusland for at slutte sig til sin familie. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund for sagen, herunder om baggrunden for hans families udrejse af Aserbajdsjan i 1999. Af forklaringen fulgte blandt andet, at ansøgeren havde været frihedsberøvet i Aserbajdsjan fra foråret 2000 til begyndelsen af 2001. Han var flygtet under en fangetransport som følge af, at bilen var kørt ind i et træ, og det var lykkes ansøgeren at gøre sig fri af håndjernene efter at have fundet nøglerne på en af de to myndighedspersoner, der havde siddet i bilen. Flygtningenævnet, som kunne tiltræde, at ansøgeren asylretligt skulle vurderes i forhold til Aserbajdsjan, fandt ikke, at ansøgerens forhold forud for udrejsen af Aserbajdsjan i begyndelsen af 2001 til i dag kunne give grundlag for asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at forholdene for etniske armeniere i sig selv var asylbegrundende. De foreliggende baggrundsoplysninger gav ikke grundlag for at antage, at etniske armeniere, der havde opholdt sig i udlandet, ved en eventuel tilbagevenden til Aserbajdsjan risikerede at blive udsat for asylbegrundende overgreb. Den omstændighed, at ansøgerens navn i sig selv indikerede, at ansøgeren er etnisk armenier, kunne ikke føre til noget andet resultat. Den omstændighed, at ansøgeren havde fået frataget sine legitimationspapirer, var ikke i sig selv ensbetydende med, at han kunne anses for statsløs. Endelig fandt Flygtningenævnet ikke, at det forhold, at etniske armeniere, som var født i Aserbajdsjan, efter baggrundsoplysningerne nægtedes indrejse i Aserbajdsjan, kunne føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jfr. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Aser/2009/2
Nævnet stadfæstede i april 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger fra Aserbajdsjan samt et barn. Indrejst i 2008. Ansøgerne, der som børn var udrejst af Aserbajdsjan og havde bosat sig i det nuværende Rusland, havde som asylmotiv henvist til, at de ikke kunne opnå legitimationspapirer i Rusland, og at de i Rusland var blevet chikaneret og udsat for trusler og overgreb fra nogle mænd, som havde ønsket at overtage ansøgernes ejendom. Ansøgerne henviste endvidere til, at de som kristne armeniere ikke kunne vende tilbage til Aserbajdsjan. Flygtningenævnet udtalte, at den mandlige ansøger og dennes ægtefælle var ankommet her til landet uden nogen form for legitimationspapirer. Ansøgerne oplyste, at de var født i Aserbajdsjan i det tidligere Sovjetunionen. De havde siden deres tidlige barndom boet i det nuværende Rusland og havde således opholdt sig der den 6. februar 1992, hvorfor de efter baggrundsoplysningerne havde kunnet få statsborgerskab. Ansøgerne angav, at de aldrig havde kunnet få udarbejdet nogen form for legitimationspapirer i Rusland. Den mandlige ansøgers farfader havde drevet et landbrug, hvor han havde betalt en årlig afgift til en russisk myndighed. Ansøgerne, der havde boet på ejendommen, havde ikke siden den pågældendes død omkring maj 2007 anlagt nogen afgift. Den mandlige ansøger oplyste, at han var blevet truet med retsskridt i den anledning. Ansøgerne oplyste videre, at de med henblik på at få dem til at fraflytte ejendommen var blevet udsat for vold og trusler. Ansøgerne havde i den forbindelse anmeldt forholdene til myndighederne. Efter en samlet vurdering kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at de pågældende kriminelle handlinger var blevet begået af myndighederne eller af personer, der blev tolereret af myndighederne. Under disse omstændigheder fandtes forholdene omkring landbrugsejendommen ikke i sig selv at kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerne ved udrejsen af Rusland havde været forfulgt, og fandt heller ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til dette land ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og heller ikke, at de ville være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Begge ansøgere oplyste, at de havde forladt det nuværende Aserbajdsjan i de første leveår. Det fremgik af baggrundsoplysningerne, at de generelle forhold for etniske armeniere i Aserbajdsjan var vanskelige. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgernes etnicitet alene kunne begrunde asyl. Aser/2009/1
Nævnet stadfæstede i december 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske armeniere fra Aserbajdsjan, og at de havde boet i Rusland siden de i 1988 var blevet hjulpet ud af Aserbajdsjan i forbindelse med de daværende uroligheder i Aserbajdsjan. Flygtningenævnet bemærkede, at eftersom både Aserbajdsjan og Rusland på flugttidspunktet var en del af det daværende Sovjetunionen måtte Rusland sidestilles med at have været en intern flugt. Da der som sagen forelå for nævnet var tvivl om, hvorvidt ansøgerne fortsat havde eller vil kunne opnå statsborgerskab i Aserbajdsjan eller havde erhvervet statsborgerskab i Rusland, fandt Flygtningenævnet det rettest at vurdere ansøgerne asylretligt i forhold til såvel Aserbajdsjan som Rusland. Flygtningenævnet lagde til grund, at baggrunden for flugten alene var de daværende generelle forhold i Aserbajdsjan, og at ansøgernes familier ikke havde haft individuelle uoverensstemmelser med de aserbajdsjanske myndigheder. Det fremgik af baggrundsmaterialet, at de nuværende forhold for armeniere i Aserbajdsjan ikke i sig selv var asylbegrundende, jf. herved Home Office rapport af 25. april 2007 og Rapport om Menneskerettigheder i Aserbajdsjan 2007, idet den deri omtalte diskrimination ikke fandtes at have en sådan intensitet og karakter, at den kunne karakteriseres som forfølgelse. Den omstændighed, at ansøgerne alene taler armensk og russisk fandtes ikke i sig selv asylbegrundende. Det var derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Herefter og da det efter de foreliggende oplysninger kunne lægges til grund, at ansøgerne under opholdet i Rusland ikke havde været udsat for forhold eller myndighedshenvendelser af en karakter, der kunne betegnes som forfølgelse og derfor heller ikke havde sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Rusland ville være i risiko for asylrelevante forhold, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. Aser/2008/3
Nævnet meddelte i juni 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2007. Det fremgår af sagen, at ansøgeren har oplyst, at han har arbejdet for et oppositionsparti. Ansøgeren har videre forklaret om, at han har været udsat for tilbageholdelse af de aserbajdsjanske myndigheder. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens samlede forklaringer havde båret præg af en række divergenser og unøjagtigheder, herunder blandt andet om længden af hans tilbageholdelse hos myndighederne. Flygtningenævnet fandt det påfaldende, at ansøgeren først til samtalen med Udlændingeservice havde oplyst om en episode i efteråret 2005, hvorunder et partikontor skulle være blevet stormet og ødelagt. På trods heraf fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer – efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer – ikke at kunne afvise, at ansøgeren havde en vis tilknytning til et parti, at ansøgeren i den anledning havde været tilbageholdt et stykke tid af myndighederne, og at ansøgeren som følge heraf ved eventuel tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for overgreb, omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Aser/2008/2
Nævnet stadfæstede i februar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter de foreliggende oplysninger kunne lægge til grund, at ansøgerne er etniske armeniere, født og opvokset i Baku i Aserbajdsjan. De var blevet evakueret fra Aserbajdsjan af sovjetiske militærenheder i 1998 som følge af den daværende konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan. Endvidere kunne nævnet lægge til grund, at ansøgerne herefter havde haft ophold i udkanten af Moskva, indtil de udrejste af Rusland i efteråret 2006. Således som sagen var oplyst for Flygtningenævnet, var der usikkerhed om, hvorvidt ansøgerne fortsat kunne betragtes som statsborgere i Aserbajdsjan. Efter ansøgernes egne oplysninger havde de på et tidspunkt søgt at opnå statsborgerskab i Rusland, men de havde afstået herfra af økonomiske grunde. Udlændingeservices repræsentant havde under nævnsbehandlingen – efter telefonisk konsultation – oplyst, at Udlændingeservice ikke fandt, at ansøgerne opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i forhold til Rusland. Flygtningenævnet besluttede på denne baggrund at vurdere ansøgernes asylretlige status såvel i forhold til Aserbajdsjan som i forhold til Rusland. Flygtningenævnet fandt, at begivenhederne i 1988, som havde givet anledning til ansøgernes udrejse af Aserbajdsjan, lå langt tilbage i tiden. De kunne derfor ikke tillægges afgørende betydning på nuværende tidspunkt, hvor forholdene i Aserbajdsjan var ændret. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder: Country of Origin Information Report af 26. april 2007 fra British Home Office, fandt Flygtningenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgerne ved en eventuel tilbagevenden til Aserbajdsjan, alene som følge af deres etnicitet eller religiøse tilhørsforhold, risikerede konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at være i reel risiko for at blive udsat for forhold, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde efter ansøgernes oplysninger endvidere til grund for sagen, at den mandlige ansøger cirka et halvt år før deres udrejse fra Rusland var blevet udsat for et overfald af nogle skinheads, da han var på vej til Moskva i toget, idet den mandlige ansøgers ledsager var blevet stukket med en kniv, hvorefter den mandlige ansøger flygtede fra toget. Endvidere kunne Flygtningenævnet lægge til grund for sagen, at ansøgernes bolig, formentlig dagen efter overfaldet i toget, var blevet brændt ned, hvorefter de havde taget ophold hos en bekendt, som efter nogle måneders forløb havde kunnet skaffe dem ud af landet. Flygtningenævnet fandt, at de ovennævnte episoder måtte anses for enkeltstående hændelser, formentlig udført af mafialignende grupper, uden at der var tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at overgrebene havde været myndighedsunderstøttet. Efter det foreliggende havde ansøgerne muligvis søgt at anmelde overgrebene til en lokal politistation men uden held. Ansøgerne havde ikke klaget herover til overordnede politimyndigheder. Flygtningenævnet lagde til grund for sagen, at ansøgernes i øvrigt langvarige ophold i Rusland ikke havde givet anledning til andre former for overgreb. Den kvindelige ansøger havde efter sine egne oplysninger ikke isoleret set været udsat for asylbegrundende forhold i Rusland. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgerne ved tilbagevenden til Rusland ville være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse som følge af deres etnicitet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i øvrigt være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Aser/2008/1
Nævnet meddelte i august 2007 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Aserbadjan. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet udtalte vedrørende den mandlige ansøger, at han er etnisk aserbajdsjaner og muslim af trosretning. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede forfølgelse fra de aserbajdsjanske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter for et parti. Musavat. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren siden 1996 havde været medlem af partiet. Ansøgeren havde været med til at organisere møder, demonstrationer og uddele løbesedler for partiet. Han havde i forbindelse med præsidentvalget i 2003 været aktiv i en navngiven politikers valgkampagne. Han havde endvidere ydet betydelig finansiel støtte til partiet. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynligt, at ansøgeren i forbindelse med udrejsen var blevet eftersøgt af myndighederne som følge af, at han angiveligt skulle have været ansvarlig for, at en TV udsendelse blev afbrudt af en ikke planlagt videooptagelse omhandlende myndighedernes voldelige adfærd under demonstrationen i Baku i 2003. Nævnet lagde vægt på, at det af Udenrigsministeriets notater fra 2006 og 2007 fremgår, at det ikke har kunnet bekræftes, at der den pågældende dag i 2004 havde været et sådant indslag. Videre fremgår det af notaterne, at de allerfleste medier i Aserbajdsjan havde informeret om myndighedernes vold mod demonstranter i forbindelse med præsidentvalget i 2003, og at hændelsen således er velkendt i den aserbajdsjanske offentlighed. Endeligt fremgår det af notaterne, at TV stationen havde oplyst, at en person ved navn som oplyst af ansøgeren ikke havde arbejdet for TV stationen. Nævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at indslaget havde været vist som oplyst af ansøgeren. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt derimod ikke at kunne afvise, at den mandlige ansøger i efteråret 2003 var blevet anholdt af myndighederne, udsat for alvorlige fysiske overgreb og presset til at være meddeler for KGB. Ansøgeren havde i den forbindelse efterfølgende været opsøgt tre gange af KGB. Et flertal af nævnet fandt herefter – efter baggrundsoplysningerne - at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han i hvert fald ved en tilbagevenden til hjemlandet var i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Aserbajdsjan/2007/3
Nævnet stadfæstede i maj 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan, født i 1984. Indrejst i 2000. I 2002 blev ansøgeren og hans familie meddelt afslag på asyl af Flygtningenævnet. I 2004 blev ansøgerens familie meddelt opholdstilladelse på andet grundlag. I 2005 blev ansøgerne af byretten idømt fængsel i 30 dage og udvist med indrejseforbud i 5 år. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren i forbindelse med nævnets beslutning i december 2001 anså ansøgeren for at være aserbajdsjansk statsborger ligesom hans forældre. Forældrene indrejste i Danmark i 1999, mens ansøgeren indrejste i slutningen af 2000, idet han i perioden fra 1992, hvor han ligesom forældrene udrejste af Nagorno Karabakh, frem til midten af 2000 opholdt sig hos sin bedstemoder i Hviderusland sammen med sin søster. Ansøgeren havde aldrig haft konflikter med de aserbajdsjanske myndigheder og udrejste som anført, da han var otte år gammel, idet han og søsteren under udrejsen var kommet bort fra forældrene. Nævnet fandt fortsat, at ansøgeren måtte anses for aserbajdsjansk statsborger ligesom sine forældre. Nævnet fandt ikke, at det forhold, at Rigspolitiet i anden sammenhæng havde givet udtryk for, at det var udsigtsløst at forsøge at gennemføre udsendelse af aserbajdsjanske statsborgere, der er etniske armeniere, til Aserbajdsjan, indebar, at ansøgeren måtte anses for statsløs eller have krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren havde været udsat for en forfølgelse eller ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan risikerede en forfølgelse, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet fandt endvidere ikke, at det forhold, at ansøgeren efter det oplyste ikke længere havde familie i Aserbajdsjan og ikke følte nogen tilknytning til landet, hvor han ikke havde været siden udrejsen i 1992, indebar, at ansøgeren havde en således begrundet subjektiv frygt for tilbagevenden til Aserbajdsjan, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Nævnet havde herved ikke fundet, at de generelle forhold for etniske armeniere i Aserbajdsjan i sig selv kunne anses for asylbegrundende, jf. herved Home Office Operational Guidance Note af 4. december 2006 og 26. april 2007. Det bemærkedes, at nævnet ikke har kompetence til at give ansøgeren opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Aserbajdsjan/2007/2
Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Aserbajdsjan, født i 1978 (M) og i 1979 (K), samt to børn. Indrejst i november 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske armeniere og født i Aserbajdsjan. Da de var i ni- tiårs alderen, forlod de i 1988 Aserbajdsjan sammen med familiemedlemmer som følge af konflikten mellem Aserbajdsjan og Armenien. Ansøgerne havde derefter opholdt sig i cirka 17 år i Rusland, hvor den mandlige ansøgers forældre måtte antages fortsat at opholde sig. Som sagen forelå for nævnet, bestod der tvivl om, hvorvidt ansøgerne fortsat havde statsborgerskab i Aserbajdsjan eller havde erhvervet statsborgerskab i Rusland. Flygtningenævnet fandt det derfor – ligesom Udlændingeservice - rettest at vurdere ansøgerne asylretligt i forhold til såvel Aserbajdsjan som Rusland. Flygtningenævnet fandt, at de begivenheder, der gav anledning til, at ansøgerne forlod Aserbajdsjan, lå langt tilbage i tiden og ikke kunne tillægges afgørende betydning på nuværende tidspunkt, hvor forholdene i Aserbajdsjan var afgørende ændret. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Operational Guidance Note, Aserbajdsjan, december 2006 fra det britiske Home Office, kunne det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan alene på grund af deres etnicitet risikerede at blive konkret og individuelt forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at oplysningerne om den mandlige ansøgers helbredsforhold, ansøgernes manglende netværk og det lange fravær kunne anses for asylbegrundende omstændigheder. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger cirka halvandet år forud for udrejsen fra Rusland til Danmark blev overfaldet med hospitalsbehandling til følge af ukendte gerningsmænd. Flygtningenævnet fandt, at dette forhold måtte anses for en enkeltstående begivenhed, som ikke var asylbegrundende. Det bemærkedes, at forholdet ikke var anmeldt til myndighederne, og der var ikke holdepunkter for at antage, at overgrebet var myndighedsunderstøttet. Flygtningenævnet lagde i øvrigt til grund, at ansøgerens langvarige ophold i Rusland ikke havde givet anledning til asylrelevante problemer. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med den kvindelige ansøgers egen forklaring til grund, at hun ikke havde været udsat for asylbegrundende omstændigheder i Rusland. Samlet fandt Flygtningenævnet, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgerne, der ikke havde været medlemmer af politiske eller religiøse partier eller organisationer, ved en tilbagevenden til enten Aserbajdsjan eller Rusland ville være i risiko for konkret forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for overgreb, som indebærer behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Aserbajdsjan/2007/1
Nævnet meddelte i november 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan, født i 1981. Indrejst i april 2005. Ansøgeren havde under sagens behandling forklaret, at han havde været medlem af Aserbajdsjans Demokratiske Parti (ADP) og udført politiske aktiviteter for partiet. Han holdt møder for vælgerne og organiserede og deltog i demonstrationer. Han indsamlede også oplysninger om selvtægt inden for militæret. Ansøgeren blev som følge af sine politiske aktiviteter anholdt mange gange. Under den seneste tilbageholdelse blev ansøgeren sigtet for våbenbesiddelse og aktiviteter med våben mod staten. Under tilbageholdelsen blev han afhørt om sine aktiviteter og udsat for fysiske overgreb. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under hele sagsforløbet i det væsentlige havde afgivet samme forklaring om sine aktiviteter, konflikter og asylmotiv. Selvom ansøgerens forklaring på nogle punkter fremstod upræcis og mindre sandsynlig, fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke at kunne afvise, at ansøgeren havde været fængslet i en længere periode som forklaret af ham, hvorunder han havde været udsat for en hårdhændet behandling, at ansøgeren siden 1999 havde været medlem af ADP, og at ansøgeren forud for fængslingen havde udført aktiviteter for partiet, som i nogen grad havde profileret ham. Selvom Flygtningenævnet ikke fuldt ud kunne lægge ansøgerens forklaring om omfanget af de politiske aktiviteter til grund, kunne nævnet ikke afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret og individuel risiko for asylbegrundende overgreb på grund af sine aktiviteter. Aserbajdsjan/2006/3
Nævnet stadfæstede i september 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan, født i 1971. Indrejst i november 2005. Flygtningenævnet udtalte, at Udlændingeservice i sin afgørelse havde lagt til grund, at ansøgeren er etnisk armener fra Aserbajdsjan, og at ansøgeren asylretligt skulle vurderes i forhold til Aserbajdsjan. Ansøgeren havde ikke været medlem af politiske eller religiøse partier eller organisationer og havde ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde ikke været udsat for straffeprocessuelle indgreb i hjemlandet. Ansøgeren havde oplyst, at han udrejste af Aserbajdsjan i 1988 sammen med sin mor og bror, da konflikten mellem Aserbajdsjan og Armenien bredte sig til hjembyen. Ansøgeren havde herefter, efter sin forklaring, opholdt sig illegalt i Rusland frem til udrejsen til Danmark. Flygtningenævnet fandt, at de begivenheder, der gav anledning til ansøgerens udrejse i 1988, lå langt tilbage i tiden og ikke kunne tillægges afgørende betydning på nuværende tidspunkt, hvor forholdene i Aserbajdsjan er afgørende ændret. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder senest ”Operational Guidance Note, Aserbajdsjan” af april 2006 fra British Home Office, kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan alene på grund af sin etnicitet risikerede at blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at den af ansøgeren påberåbte subjektive frygt var begrundet i sådanne objektive omstændigheder, at den kunne begrunde opholdstilladelse. Heller ikke oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold, manglende netværk og det lange fravær fra hjemlandet var asylbegrundende omstændigheder. Samlet fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Aser/2006/2
Nævnet stadfæstede i februar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Aserbajdsjan, født 1936 (M) og 1939 (K). Ansøgerne indrejste og søgte asyl første gang i april 2003, men frafaldt kort tid efter asylansøgningen. Indrejst på ny i marts 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne begge er født og opvokset i Baku. Den mandlige ansøgers fader var etnisk armenier, mens moderen var aserbajdsjaner. Den kvindelige ansøgers forældre var begge aserbajdsjanere. Ansøgerne havde som asylmotiv henvist navnlig til, at de fra 1990/1991 ikke længere havde arbejde grundet den mandlige ansøgers etniske herkomst, og at den mandlige ansøger var udsat for vold dels i 1991, hvor ukendte personer trængte ind på bopælen, og hvor den mandlige ansøgers ben blev brækket, dels formentlig i 1993, hvor den mandlige ansøger i en bus fik brækket sin finger af nogle unge mennesker. Ansøgerne havde forklaret, at de indtil udrejsen i 2002 jævnligt havde modtaget trusler og været udsat for chikane. Oplysning eller anmeldelse om overfaldene til politiet i 1991 og 1993 havde været forgæves. Efter en vurdering af ansøgernes oplysninger til sagen og under nævnsmødet nævnet bemærkede nævnet, at der for nævnet forelå nogen usikkerhed om, i hvilke perioder ansøgerne opholdt sig i Dagestan. Ansøgernes forklaringer herom havde ikke nærmere kunnet præciseres. Men nævnet lagde til grund, at ansøgerne i perioden fra 1991 havde opholdt sig i Baku eller i et sommerhusområde ved Baku og fra 1994 i perioder dels i Dagestan dels i sommerhusområdet ved Baku eller i Baku. Den mandlige ansøger havde til samtalen med Udlændingestyrelsen blandt andet forklaret, at ansøgerne kom tilbage fra Rusland i 1995 eller 1996, og at der blandt andet blev fremsat telefontrusler, fordi han stod i telefonbogen. Nævnet bemærkede, at den mandlige ansøger havde forklaret, at han ændrede sit navn i 1963, således at såvel fornavn som efternavn var aserbajdsjansk. Ansøgerne udrejste i november 2002 legalt og med ægte pas til Frankrig, hvorefter den mandlige ansøger opholdt sig i Tyskland i flere måneder indtil indrejsen i Danmark i april 2003. Den kvindelige ansøger vendte omkring årsskiftet 2002/2003 tilbage til Baku, men udrejste på ny legalt og uden problemer sammen med ansøgerens søn og svigerdatter til Frankrig i april 2003. Nævnet anså denne udrejse for sammenhængende med ansøgernes oplysninger om salg af deres lejlighed i Baku. Ansøgerne frafaldt deres asylansøgning i Danmark, men søgte om asyl på ny i april 2005, efter de havde fået enten afslag på asyl eller var blevet nægtet opholdstilladelse i henholdsvis Sverige og Norge. Nævnet ville ikke afvise, at ansøgerne havde været udsat for voldsepisoder i 1991 og 1993 som forklaret, og endvidere for forskellige former for chikane og trusler. Men nævnet lagde vægt på, at ansøgerne i lange perioder måtte anses for at have haft ophold i eller ved Baku uden at være udsat for overgreb, herunder chikane eller trusler, af et omfang eller af en karakter, som kan sidestilles med forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Ingen af ansøgerne havde været politisk aktive eller havde haft konflikter med de aserbajdsjanske myndigheder, og ingen af ansøgerne, der nu havde nået pensionsalderen, havde indtaget nogen profileret position. Efter en samlet vurdering af ansøgernes ovennævnte forhold fandt nævnet herefter ikke, at det kunne antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan i dag ville risikere en forfølgelse som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Aser/2006/1
Nævnet meddelte i juni 2005 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Aserbajdsjan, født 1968 (M) og 1972 (K). Indrejst i januar 2004. Flygtningenævnet lagde i det hele ansøgernes forklaringer til grund. Den mandlige ansøger havde under hele sagsbehandlingen afgivet samme forklaring om sine konflikter med KGB og sit asylmotiv. Den mandlige ansøger havde også under nævnsbehandlingen forklaret overbevisende om, at KGB tilbageholdt ham fra maj 2001 til maj 2002, og om at han i den forbindelse blev udsat for tortur. Videre havde han forklaret overbevisende om de forhold, der førte til, at han og familien i oktober 2003 flygtede fra Aserbajdsjan, herunder at han i forbindelse med sin løsladelse i maj 2002 af KGB blev påtvunget at være meddeler for KGB for så vidt angik partiet ADP, og at han i oktober 2003 skulle medvirke til optøjer som medlem af ADP i forbindelse med en demonstration i oktober 2003. Den mandlige ansøgers troværdighed støttedes videre af konklusionerne i torturundersøgelserne af ansøgeren og dennes ægtefælle. Flygtningenævnet fandt herefter ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan ville være i en konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddelte den kvindelige ansøger opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af afgørelsen vedrørende den mandlige ansøger. Aser/2005/2
Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan, født 1977. Indrejst i januar 2004. Flygtningenævnet fandt at kunne lægge til grund, at ansøgeren i 1996 var tilbageholdt, og herunder var udsat for grov tortur, og også fik skåret sit øre af. Efter indholdet af forklaringerne herom i ansøgerens søsters og svogers sag, som nævnet havde adgang til, fandt nævnet det dog ikke sandsynliggjort, at tilbageholdelsen blev foretaget af KGB for at få den samtidigt tilbageholdte svoger til at tale, men snarere af andre for at undgå at svogeren talte. Svogerens forhold fandtes, uanset hvem der stod bag kidnapningen, ikke i dag at kunne begrunde asyl for ansøgeren, hvorved bemærkedes, at ansøgeren nu havde boet i flere år i hjemlandet forud for de aktuelt påberåbte problemer. Ansøgerens andet asylmotiv var begrundet i angivelige politiske aktiviteter i ADP sammen med sin nu afdøde far, samt besiddelse af dokumenter mod regeringen. Nævnet lagde i den forbindelse til grund, at ansøgerens far blev myrdet i november 2002. Nævnet fandt det imidlertid ikke sandsynliggjort, at mordet skulle være politisk begrundet, og ikke et led i almindelig kriminalitet. Nævnet lagde her også vægt på, at det forekom usandsynligt, om faderen på dette tidspunkt fortsat skulle kunne bestride en høj stilling i et statsejet firma, hvis myndighederne, som forklaret af ansøgeren, i cirka ½ år skulle have været i besiddelse af dokumentation for, at faderen og ansøgeren havde haft tæt kontakt med Roushan Aliev. Nævnet fandt det heller ikke sandsynliggjort, at anholdelsen af ansøgeren og dennes mor efter ansøgerens fars død, skulle være begrundet i andet end efterforskning af mordet. Nævnet bemærkede her, at såfremt myndighederne - som forklaret af ansøgeren – netop skulle have modtaget oplysninger fra en person, der beviste, at ansøgeren havde modtaget regeringsfjendtlige dokumenter, var det usandsynligt, om han som faktisk sket var blevet løsladt efter en dag, når de øvrige angivne fra den pågældende persons familie efter ansøgerens forklaring havde fået fængselsstraffe på otte år. Nævnet lagde også vægt på, at ansøgeren først udrejste mere end to måneder efter løsladelsen i februar 2003. Nævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved udrejsen var forfulgt på grund af politiske eller religiøse forhold, eller at han ved en hjemvenden vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Aser/2005/1
Nævnet meddelte i december 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan, født 1983. Indrejst i maj 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk aserbajdsjaner, muslim og fra Baku. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han på grund af især faderens politiske arbejde og faderens tilbageholdelse siden oktober 2003 frygtede at blive myndighedsforfulgt ved sin tilbagevenden til Aserbajdsjan, herunder i lyset af, at ansøgeren sammen med sin søster og moder var efterlyst for landsforræderi. Ansøgerens forklaringer virkede troværdige og konsistente. Det lagdes herefter til grund, at ansøgerens fader havde været mellemleder i Musavat partiet, og at han siden oktober 2003 sammen med en række yderligere – herunder højtplacerede – politiske aktive havde været tilbageholdt og fængslet blandt andet for deltagelse i en demonstration den 15. og 16. oktober 2003. Dertil kom, at ansøgerens søster, der ikke havde været politisk aktiv, i januar 2004 var blevet anklaget for højforræderi. Der var i den forbindelse fremlagt et originalt dokument, som Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte som uægte. Under disse omstændigheder kunne Flygtningenævnet ikke bortse fra, at ansøgeren ved sin tilbagevenden ville være i risiko for myndighedsforfølgelse på grund af faderens politiske arbejde. Ansøgeren opfyldte derfor betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Aser/2004/5
Nævnet meddelte i november 2004 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan, født i 1981. Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under hele sagsbehandlingen havde afgivet samme forklaring om sine konflikter og sit asylmotiv. Selvom forklaringen på nogle punkter havde kunnet virke mindre sandsynlig, fandt Flygtningenævnet ikke at kunne afvise, at ansøgeren blev anholdt af myndighederne i juli 2003 og tilbageholdt indtil marts 2004, hvor han blev løsladt efter at have underskrevet en erklæring om, at han havde deltaget i attentatplaner mod en højtstående politisk person, og at han ville vidne i retten om, at fremtrædende medlemmer af ADP stod bag disse planer. Det lagdes i den forbindelse til grund, at ansøgeren under tilbageholdelsen blev udsat for alvorlige overgreb. Flygtningenævnet fandt herefter ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan ville være i en konkret og individuel risiko for asylbegrundende overgreb på grund af sit politiske arbejde. Ansøgeren opfyldte derfor betingelserne for at blive meddelt asyl og opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Aser/2004/4
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelsevedrørende en kvindelig statsborger fra Aserbajdsjan, født i 1952. Indrejst i juli 2004. Ansøgerens far er etnisk aserbajdsjaner og ansøgerens mor er etnisk armenier. Ansøgeren er kristen af trosretning. Ansøgeren er enlig. Ansøgerens søn havde ikke aftjent sin værnepligt og var politisk aktiv. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde oplyst, at hun på grund af sin blandede etnicitet og sin kristne tro gennem mange år havde været udsat for psykisk og fysisk chikane og overgreb fra privatpersoner og underordnede politifolks side. Endvidere havde hun været udsat for chikane på grund af navnlig sønnens forhold. Flygtningenævnet fandt ikke, at de forhold, ansøgeren havde forklaret om, havde karakter af forfølgelse omfattet af FN's flygtningekonvention, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Hverken forklaringen eller forklaringen sammenholdt med baggrundsoplysningerne om forholdene i Aserbajdsjan for personer af blandet etnicitet, kristne eller enlige kvinder gav endvidere grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller menneskerettighedskrænkelser i form af dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Aser/2004/3
Nævnet stadfæstede i april 2004 en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen vedrørende en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan, født i 1976. Indrejst i september 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er født som søn af muslimske forældre. Han var konverteret til kristendommen, hvilket ikke gav ham problemer. Ansøgeren havde aldrig været politisk aktiv. Ansøgeren er homoseksuel, hvilket han ikke havde forsøgt at skjule, idet han blandt andet gik med ring i øret, havde langt hår og snævre bukser, alt utvetydige tegn på homoseksualitet. Ansøgeren havde i den anledning været udsat for talrige verbale og voldelige overgreb fra befolkningens side og ansøgeren havde forklaret om fem episoder, hvor politiet var involveret senest en episode i oktober 2002. Han var blandt andet blevet afpresset penge, især i forbindelse med politiets anholdelser af ham. Ansøgeren var hver gang blevet løsladt inden for samme døgn, uden at der var foretaget yderligere. Det fremgår af baggrundsmaterialet, at det ikke var ulovligt at være homoseksuel i Aserbajdsjan. Ansøgeren færdedes i de kredse i Baku, hvor det var kendt, at homoseksuelle mødtes. Ansøgeren havde aldrig indgivet anmeldelse i anledning af civiles overgreb, og han havde aldrig klaget til overordnede myndigheder eller andre. Ansøgeren var udrejst legalt i september 2003. Selvom Flygtningenævnet bedømte ansøgerens forhold på kumulativt grundlag, fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde været udsat for forfølgelse, der kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og nævnet fandt heller ikke, at der var holdepunkter for at antage, at ansøgeren ville være i konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Aser/2004/2
Nævnet meddelte i april 2004 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan, født i 1963. Indrejst i august 2001I december 2001 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved der blev meddelt ansøgeren afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I februar 2002 anmodede den beskikkede advokat om genoptagelse af sagen. Sagen blev genoptaget, og blev stadfæstet af nævnet i februar 2003. I april 2003 udrejste ansøgeren og rejste til Tyrkiet, hvor han hentede sin ægtefælle, der var blevet truet på livet i hjemlandet på grund af ansøgerens forhold. I august 2003 anmodede ansøgeren på ny om genoptagelse af asylsagen. Ansøgerens ægtefælle og børn søgte samtidig om asyl. Sagen blev genoptaget og berammet på nyt nævnsmøde, hvor den blev behandlet sammen med ægtefællens spontansag. Det fremgår af sagen, at ansøgeren havde haft en højtplaceret stilling i det aserbajdsjanske militær, og at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter ledelsen af den aserbajdsjanske hær, der er en mafialignede konstruktion. Ansøgeren havde tillige problemer med forsvarsministeren og viceforsvarsministeren. Ansøgeren havde opdaget, at generalerne købte våben og teknisk udstyr, der blev anført på papiret som nyt på trods af, at det i virkeligheden ikke var egnet som militærudstyr. Efterfølgende blev dette udstyr destrueret ved frontlinjen. Udstyret var ikke noget værd, men der blev brugt millioner af dollars på det. Ansøgeren tog selv imod nogle jord til luft missiler og nogle pansrede våben, som ikke var i orden, hvorfor ansøgeren ikke ville skrive under på modtagelsen. Herefter blev der lagt pres på ansøgeren. Ansøgeren nægtede at underkaste sig dette pres og blev som konsekvens heraf fjernet fra sin højtstående stilling på stedet, da han nægtede at modtage udstyret. Ansøgeren blev degraderet og overført som lavere rangerende chef for et militærkorps’ operative afdeling. Ansøgeren besluttede, at offentligheden skulle vide, hvorledes forholdene var. Ansøgerens trusler om at offentliggøre disse forhold i pressen, er ansøgerens største problem. Ansøgeren blev udsat for to attentatforsøg. Efter det andet attentatforsøg, forlod ansøgeren sin post. Det var ikke muligt at vende tilbage, idet ansøgeren så ville blive dræbt. Ansøgeren besluttede på den baggrund at forlade sit hjemland. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens forklaring på flere punkter havde fremstået som mindre overbevisende. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke at kunne afvise væsentlige dele af ansøgerens forklaring. Nævnet lagde herved blandt andet vægt på den kvindelige ansøgerens forklaring om, at hun havde været udsat for vedholdende ransagninger og afhøringer, som efter det foreliggende udelukkende måtte anses for begrundet i den mandlige ansøgers forhold. Flygtningenævnet lagde herefter til grund, at den mandlige ansøger, der havde indtaget en højtstående og profileret position inden for militæret, var kommet i et afgørende modsætningsforhold til myndighederne blandt andet i forbindelse med optagelse af videobånd om soldaternes forhold og ansøgerens modstand mod korruption indenfor militæret, hvorom ansøgeren havde skjult diverse dokumenter som bevismateriale. Efter en samlet vurdering af disse forhold sammenholdt med den kvindelige ansøgers forklaring om myndighedernes vedholdende eftersøgning af den mandlige ansøger, fandt nævnet ikke med tilstrækkelig sikkerhed at kunne udelukke, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan ville være i risiko for at blive udsat for asylrelevante overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Aser/2004/1
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren indrejste i Danmark i april 2005 og blev i 2006 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af klagerens oprindelige asylsag fra 2006, at klageren har forklaret, at han på grund af aktivitet for ADP har været tilbageholdt knap to år, hvorunder han blev udsat for tortur. Ved Østre Landsrets dom af [vinteren] 2017 blev klageren idømt fængsel i seks måneder og udvist med indrejseforbud i seks år for tyveri og vold. Dermed bortfaldt klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1. Udlændingestyrelsen bestemte herefter ved afgørelse af [vinteren] 2017, at klageren fortsat ikke kan udsendes til Aserbajdsjan, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, men at han, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, selvom han isoleret set er omfattet af § 7, stk. 1. Klageren er i Danmark også inden 2017 fundet skyldig i tyveri og vold samt i andre overtrædelser af straffeloven og lov om euforiserende stoffer. Ved syv af dommene fra 2010-2017, herunder i dommen fra [vinteren] 2017, er klageren i alt idømt fængselsstraf på over 16 måneders ubetinget fængsel. I 2013 blev han således for vold og tyveri m.v. idømt fem måneders fængsel og ubetinget udvist med indrejseforbud. Udlændingestyrelsen meddelte imidlertid senere klageren opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved tre domme afsagt i 2015 er klageren idømt fængselsstraf og udvist betinget. Klageren har i Flygtningenævnet [i sommeren] 2017 forklaret, at han via telefon og Skype opretholder forbindelsen til sin udviste litauiske kæreste og parrets datter på knap to år. Hvis de skal have mulighed for at blive genforenet, kræver det, at han generhverver sin opholdstilladelse. Han opholder sig på [et asylcenter], men har via en bekendt fået mulighed for at låne en bolig. Flygtningenævnet lægger Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Aserbajdsjan, til grund. Nævnet skal herefter alene træffe afgørelse om, hvorvidt klageren, henset til § 10, stk. 3, på ny skal meddeles opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., kan der ikke gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afgørelsen skal, jf. lovens forarbejder, træffes i overensstemmelse med flygtningekonventionen, herunder artikel 33, hvorefter en flygtning, der er omfattet af konventionen, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende, efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse, må anses som en fare for samfundet i det pågældende land. Ved afvejningen skal der på den ene side lægges særlig vægt på den kriminalitet, der har medført, at den pågældende er blevet udvist. Der skal dog tillige foretages en helhedsvurdering af andre nyere domme, hvor vedkommende er dømt for strafbare forhold, og herunder med disses forholds sammenhæng med de forhold, der er pådømt ved dommen, der førte til udvisning af den pågældende. Deroverfor indgår hensynet til vedkommendes personlige forhold, og herunder hans tilknytning til Danmark, og der lægges herved særligt vægt på hensynet til familiens enhed. Flygtningenævnet bemærker herved, at klageren i årevis jævnligt har begået et meget stort antal kriminelle handlinger, herunder tyveri, vold, bedrageri og overtrædelse af narkotikalovgivningen, som han ved en række domme er blevet straffet for med fængsel. Han er endvidere ved hele fem domme blevet udvist betinget eller ubetinget. De enkelte forhold er hver for sig ikke af en sådan grovhed, at de isoleret set kan føre til, at der i en situation som den foreliggende ikke meddeles klageren opholdstilladelse. Samlet set er der imidlertid efter nævnets flertals opfattelse tale om en så betydelig og omfattende kriminalitet, som der må ses på med betydelig alvor og bekymring, hvilket også er afspejlet i, at klageren inden for en kortere årrække er idømt over 16 måneder ubetinget fængsel for i det væsentlige ligeartede forhold, og klageren må ved sine gentagne og vedvarende overtrædelser af straffeloven m.v. herefter siges at være en fare for samfundet. I vurderingen indgår, at klageren i de omkring 12 år, han har været i Danmark, kun har evnet at integrere sig i det danske samfund i beskedent omfang. Han har herunder alene haft en meget løs tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har i de senere år ikke haft egen bolig, og han har ingen familiemæssige relationer til Danmark. Den omstændighed, at han har en litauisk kæreste, der bor i Litauen, og som er blevet udvist af Danmark for kriminalitet, som hun delvist har begået sammen med klageren, samt at parret har en datter, der er født i Litauen, hvor hun stadig opholder sig, kan ikke tillægges særlig vægt, når det ikke er sandsynliggjort, at kæresten og barnet i nærmeste fremtid kan få opholdstilladelse i Danmark. Herefter, og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger, fører en proportionalitetsafvejning efter flertallets opfattelse til, at klageren ikke opfylder betingelserne for i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., på ny at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Aser/2017/1/SSM
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk aserbajdsjaner fra Astara, Aserbajdsjan. Ansøgeren var ved indrejse muslim af trosretning. Ansøgeren er [i sommeren] 2016 blevet døbt og medlem af Den danske Folkekirke. Ansøgeren har fra 2003 været medlem af Aserbajdsjans Folkefronts Demokratiske Parti, i hvilken forbindelse han har arrangeret demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter myndighederne, som tidligere har fængslet ham på grund af hans politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i oktober 2003 arrangerede deltagelse i en demonstration i byen Baku, hvor mellem 100 til 200 personer deltog fra Astara. Politiet greb ind overfor demonstranterne, i hvilken forbindelse ansøgeren blev tilbageholdt i i alt 17 dage og udsat for tortur. I forbindelse med en demonstration den 26. november 2005 mod valgfusk ved parlamentsvalget den 6. november 2005 blev ansøgeren endnu engang anholdt og varetægtsfængslet i to måneder og udsat for tortur. Ansøgeren blev stillet for en dommer, men fik ikke lov til at være repræsenteret ved en advokat. Han blev sigtet for at have deltaget i ulovlige demonstrationer og idømt ubetinget fængsel i to år for at have gjort modstand mod politiet under anholdelsen. Ansøgeren blev ikke dømt for sin deltagelse i demonstrationen, da der ikke er hjemmel til dette i lovgivningen. I de to år ansøgeren sad i fængsel, truede myndighederne ham med, at han ville komme i fængsel i 5-8 år, såfremt han i fremtiden deltog i demonstrationer. I 2011 genoptog ansøgeren sine politiske aktiviteter og deltog i en række demonstrationer. Den 13. oktober 2013 havde ansøgeren arrangeret en demonstration i Baku, hvor der deltog omkring 100 personer fra Astara. Om morgenen modtog ansøgeren et opkald fra sin ægtefælle, som oplyste, at bopælen var blevet rangsaget af den nationale sikkerhedstjeneste, som havde taget ansøgerens dokumenter. Ansøgeren udrejste samme aften til Moskva. Ansøgerens familie i hjemlandet er jævnligt blevet opsøgt af myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hans politiske asylmotiv til grund. Han har i oplysningsskemaet oplyst, at han i fængslet under tortur blev tvunget til at underskrive dokumenter. Hans forklaring om sit politiske asylmotiv har herefter gennemgående været konsistent, og Flygtningenævnets flertal finder ikke at kunne afvise hans oplysninger om tilbageholdelserne i 2003 og 2005 og omstændighederne i forbindelse med den politiske aktivitet, der førte til hans udrejse i 2013, idet de fremstår som selvoplevede og troværdige. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund sammenholdt med baggrundsoplysningerne om Aserbajdsjan, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1.Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Aser/2016/9/STR
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk halvt aserbajdsjaner, halvt armenier og kristen protestant fra Baku, Aserbajdsjan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter overgreb fra civilbefolkningen og politiet som følge af sin etnicitet. Hun har henvist til, at hun i 1990/1991 blev sat ud af sin lejlighed, at hun og hendes datter i 1996/1997 begge blev afskediget fra deres arbejde, at hun ikke kan søge lægehjælp, og at hun i 2000 har modtaget trusler fra en nabofamilie. Uanset om det måtte lægges til grund, at de nævnte afgørelserne om udsættelse af boligen og afskedigelsen er begrundet i ansøgerens etnicitet, bemærker Flygtningenævnet, at de nævnte forhold ligger mere end 20 år tilbage, og ansøgeren har ikke senere været udsat for overgreb fra myndigheder eller civilbefolkningen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens nye oplysning for nævnet om, at hun har levet i skjul, til grund. For så vidt angår de påberåbte trusler fra en nabofamilie finder Flygtningenævnet ikke, at disse har en sådan karakter, at ansøgeren af denne grund risikerer forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for personer af armensk etnicitet er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Aser/2016/8/snd
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk aserbajdsjaner og shia-muslim fra Nakhchivan, Aserbajdsjan. Ansøgeren har været medlem af partiet [Partiet A] siden [sommeren] 2011. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at regeringen vil anholde eller dræbe ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han allerede inden 2010 var politisk interesseret, men at det først var fra [sommeren] 2011, da han blev medlem af [Partiet A], at han begyndte at være politisk aktiv. Ansøgeren deltog første gang i en demonstration den 9. september 2011 med krav om større frihed. Ansøgeren deltog ligeledes i en demonstration [efteråret] 2011. Begge gange blev demonstrationerne afbrudt af politiet på en voldelig måde. [i slutningen af] 2011 blev ansøgeren valgt som formand for [Partiet A] ungdomsafdeling […]. Ansøgeren var politisk aktiv ved at fortælle om folks rettigheder, og om at folk havde ret til at kræve disse rettigheder. Ansøgeren lavede også flyers, som han uddelte om natten, hvor der blev opfordret til at deltage i demonstrationer. [I starten af] 2012 deltog ansøgeren i en demonstration, som han selv havde været med til at arrangere. Under demonstrationen blev ansøgeren anholdt og ført til politistationen. Han blev tilbageholdt et par dage, hvor han blev slået af politiet. Ansøgeren blev tvunget til at underskrive nogle dokumenter uden kendskab til deres indhold. Ved den efterfølgende retssag omkring en måned senere kom det frem, at ansøgeren havde skrevet under på, at han havde forstyrret den offentlige orden og modsat sig arrestationen. Ansøgeren blev på baggrund af dette idømt seks måneders fængsel. Ansøgeren havde en advokat under retssagen, som politiet havde valgt til ham. Ansøgeren var fængslet i seks måneder i [Fængslet A]. Ansøgeren blev løsladt igen [sommeren] 2012. Efter sin løsladelse fortsatte ansøgeren sine politiske aktiviteter. Ansøgeren blev opsøgt af politiet i [senere i sommeren] 2012, og han fik besked på at møde op på politistationen. Da ansøgeren mødte op blev han tævet og truet med, at hvis han ikke stoppede sine politiske aktiviteter, ville han komme i fængsel igen. [Omkring en måned senere i] 2012 flyttede ansøgeren til Baku, da han syntes, det var for farligt at blive i Nackhichevan. [Tre gange i løbet af efteråret 2012] var der demonstrationer på Fontaine Square i Baku, som ansøgeren deltog i. Alle tre demonstrationer blev opløst af politiet, og flere blev anholdt, dog ikke ansøgeren. [I starten af] 2013 var der en stor demonstration i Ismayalli. Ansøgeren og omkring 50 andre personer fra [Partiet A] i Baku tog til Ismayalli for at deltage i demonstrationen. Her blev ansøgeren anholdt af MTN – Det Nationale Sikkerhedsministerium. Ansøgeren blev taget med til et ukendt sted af MTN, hvor han blev oplyst, at hans hjem i Baku var blevet ransaget. Ansøgeren blev tilbageholdt i en måned, hvor han blev slået og fik elektriske stød. [Senere i starten af] 2013 blev ansøgeren sendt til [Fængslet A] igen. Her blev ansøgeren tilbageholdt i et år og otte måneder. Ansøgeren blev under sit ophold i fængslet flere gange slået af vagterne. Ansøgeren blev tilbageholdt uden retssag, og han fik at vide, at han var tilbageholdt på grund af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren blev forgiftet under sit ophold i fængslet. Han blev forgiftet omkring [slutningen af sommeren 2014]. Ansøgeren vågnede op på hospitalet [to dage senere], og blev oplyst af lægen, at han havde ligget i koma i to dage. Maden i fængslet var forgiftet. Der var vagter udenfor døren til hans stue på hospitalet, og hans venstre hånd var lænket fast med et håndjern til sengegærdet. [En nat i efteråret 2014]flygtede ansøgeren fra hospitalet. Ansøgeren skruede en skrue ud af sengegærdet med en ske og kunne derved få håndjernet fri af sengegærdet. Herefter flygtede ansøgeren ud af vinduet og hjem til en ven ved navn Temkiv. Ansøgeren bad Temkiv om hjælp til at rejse ud af Aserbajdsjan. Om morgenen [den følgende dag]kom ansøgerens fader, efter Temkiv havde snakket i telefon med ham, med ansøgerens ID-kort og 10.000 USD til hans rejse. Temkivs bekendte, Ali, kørte ansøgeren til den tyrkiske grænse [den følgende dag]. Ansøgeren og Temkiv krydsede grænsen til fods, og nåede til byen Igdir. Herfra tog ansøgeren en bus til Istanbul, hvor hans onkel og dennes familie bor. Ansøgeren opholdte sig i Tyrkiet i otte måneder, hvor han levede i skjul hos sin onkel. Herefter udrejste ansøgeren, og han ankom til Danmark den [foråret 2015]. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med myndighederne i Aserbajdsjan, til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flertallet har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke under mødet i Flygtningenævnet var i stand til at svare uddybende på spørgsmål om sit virke som formand for en ungdomsafdeling, ligesom han ikke var i stand til at redegøre nærmere for, hvordan hans arbejde frem til valget og valget af ham fandt sted eller for hans genoptagelse af arbejdet som formand for afdelingen efter fængslingen. Flertallet finder, at ansøgeren har svaret afglidende og udetaljeret på konkrete spørgsmål vedrørende hans arbejde og drøftelser med partiet. Flertallet bemærker endvidere, at ansøgerens som asylmotiv har angivet, at han er forfulgt af myndighederne, fordi han har været aktiv for [Partiet A], men at ansøgeren samtidig blev ansat og arbejdede i en statsejet virksomhed uden, at hans medlemsskab af [Partiet A] i den forbindelse skabte problemer for ham, hvilket ikke understøttes af oplysningerne i baggrundsmaterialet. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om forgiftningen og hans flugt fra hospitalet efter to dage i koma mindre sandsynligt. Flygtningenævnets flertal kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Aserbajdsjan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” aser/2016/7/ABP
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk aserbajdsjaner og armenier samt kristen armensk ortodoks af trosretning fra Aserbajdsjan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi hendes fader hjalp en etnisk armener med at flygte fra et fængsel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes fader arbejdede ved politiet, og at han på et ukendt tidspunkt inden [medio efteråret] 2000 hjalp en etnisk armenier med at flygte fra et fængsel. Faderen blev i [medio efteråret] 2000 anholdt på bopælen af det aserbajdsjanske politi. I den forbindelse sagde politiet til ansøgeren og dennes moder, at de på et tidspunkt også ville komme efter dem. Ansøgerens fader døde i politiets varetægt i 2001. I [starten af] 2001 udrejste ansøgeren af Aserbajdsjan med sin ægtefælle, som hun blev religiøst viet med i 2006. De opholdt sig illegalt i Rusland indtil ægtefællen udrejste han udrejste til Danmark i 2008. Ansøgeren opholdt sig illegalt i Rusland indtil [vinteren] 2015, hvor hun sammen med sine børn og moder rejste til Danmark. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, men finder ikke, at hun som følge heraf opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun på grund af sin faders konflikt tilbage i 2000 selv vil være i myndighedernes søgelys ved en tilbagevenden og blive udsat for asylrelevante problemer i den forbindelse. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at faderens konflikt ligger langt tilbage i tid, og at familien ikke blev opsøgt i perioden efter hans anholdelse. De generelle forhold for kristne armeniere i Aserbajdsjan findes - trods vanskelige -ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet henviser hertil country report on human rights practices fra den 13. april 2016. Den begyndende genopblussen af spændingerne omkring Nagorno-Karabak findes ikke at kunne føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved også, at ansøgerens hjemby ligger i den modsatte ende af landet. Den usikkerhed der måtte være om, hvorvidt ansøgeren - trods oplysningerne om statsborgerskabsloven - rent faktisk måtte blive anerkendt som aserbajdsjansk statsborger og tilladt indrejse i Aserbajdsjan er ikke asylrelevant. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Aser/2016/6/STR
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk aserbajdsjaner og muslim af trosretning fra Aserbajdsjan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt, idet hun dagligt blev chikaneret og udsat for vold af politiet som følge af, at hendes søn har været medlem af partiet Musavat. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes søn i 2005 blev medlem af partiet Musavat og som følge heraf blev forfulgt af myndighederne, hvorfor han var nødt til at flygte i 2008 og fik asyl i Danmark. Efter hans udrejse blev ansøgeren opsøgt af politiet, som truede hende på livet og udsatte hende for fysiske overgreb. Ansøgeren rejste i 2011 via et besøgsvisum til Danmark i 45 dage. Efter hendes hjemkomst til hjemlandet fortsatte politiets chikane. Hendes søn valgte af den grund at rejse tilbage til Aserbajdsjan i [efteråret] 2012. Sønnen blev med det samme opsøgt af politiet og blev i perioden fra [efteråret] 2012, indtil han returnerede til Danmark [i foråret] 2013, næsten udsat dagligt for vold. I [foråret] 2013 blev ansøgeren tilbageholdt af politiet i tre dage, hvor hun blev udsat for fysiske overgreb, herunder voldtægt, hvorfor ansøgeren efter løsladelsen valgte at tage ophold hos en veninde. Hun tog ophold hos veninden frem til [efteråret] 2014, hvor hun udrejste illegalt af Aserbajdsjan. Ansøgerens arbejdsplads blev indtil udrejsetidspunktet regelmæssigt kontaktet af politiet, ligesom hun i denne periode modtog tilsigelser fra politiet. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagen har afgivet divergerende oplysninger vedrørende centrale dele af asylmotivet. Hun har således i asylansøgningsskemaet, til oplysnings- og motivsamtalen [fra foråret] 2015 og til samtalen med Udlændingestyrelsen den [efteråret] 2015 ikke omtalt, at hendes søn har været fængslet, hvorimod hun under forklaringen for Flygtningenævnet har oplyst, at hendes søn var fængslet i halvandet år. Hun har endvidere i asylansøgningsskemaet og til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 forklaret, at hun efter politiets overgreb mod hende i [foråret] 2013 genoptog sit arbejde på hospitalet indtil sin udrejse [i efteråret] 2014, hvorimod hun under forklaringen for nævnet har oplyst, at hun efter overgrebet kun var på arbejdspladsen et par gange eller 5-6 gange, fordi hun ikke ville miste forbindelsen til arbejdspladsen. Flertallet finder det herudover blandt andet usandsynligt, at ansøgerens søn risikerede repatriering i perioden fra [efteråret] 2012 til [foråret] 2013, såfremt ansøgeren havde været udsat for den af hende beskrevne mangeårige, intensive og vedvarende forfølgelse på grund af sønnens forhold, ligesom det findes usandsynligt, at myndighederne ikke i forbindelse med repatrieringen fængslede sønnen. Flertallet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Aser/2016/4/LRN
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er halvt etnisk armenier og halvt etnisk aserbajdsjaner og kristen af trosretning fra Baku, Aserbajdsjan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive slået ihjel af en ukendt mand, og at hun tillige frygter overgreb af de aserbajdsjanske myndigheder. Hun har endvidere henvist til, at hun frygter at blive udsat for chikane af sine naboer, samt at hun frygter, at hendes bank ikke længere vil udbetale hende penge fra hendes konto. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er halvt etnisk armenier. [I sommeren] 2014 blev hun på sin bopæl opsøgt af en ukendt person, som udsatte hende for et overfald, og [dagen efter] opsøgte personen igen ansøgeren på hendes bopæl, hvor det lykkedes ansøgeren at få personen til at forlade bopælen ved at true med at ringe til politiet. I forbindelse med overfaldet [i sommeren] 2014 råbte personen, at ansøgeren var armenier, hvorved ansøgerens etnicitet blev kendt i lokalområdet. Ansøgerens naboer havde i lang tid bagtalt og chikaneret ansøgeren ved at kommentere, at hun ikke ligner en etnisk aserbajdsjaner, at hun ikke taler aserbajdsjansk eller russisk med aserbajdsjansk accent og ved at spørge ind til ansøgerens etnicitet. Hun har endvidere oplyst, at vinduerne i hendes lejlighed i Baku – ifølge oplysninger fra ansøgerens datters veninde – blev smadret i [sommeren] 2014 efter hendes udrejse, ligesom veninden [i efteråret] 2015 har oplyst, at hun samme dag har observeret lys i og mandestemmer fra lejligheden. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun ikke fortalte sandheden om sin etnicitet, da hun oprettede sin bankkonto, hvorfor hun frygter, at banken ikke vil udbetale hendes penge. Uanset om ansøgerens forklaring om, at hun to til tre dage før sin frivillige udrejse af Aserbajdsjan blev overfaldet i sin lejlighed af en ukendt mand, lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at denne konflikt vil kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en privatretlig konflikt, og at ansøgeren må henvises til at rette henvendelse til myndighederne i anledning af konflikten. For så vidt angår chikanen fra ansøgerens naboer finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at chikanen har en intensitet, der kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Ansøgeren – der ikke har beskrevet nogen former for konflikter med de aserbajdsjanske myndigheder og lighed med, hvad hun mange gange tidligere har gjort, er udrejst på ægte pas – findes heller ikke at have sandsynliggjort, at hun er i asylbegrundende risiko for myndighedsovergreb, ligesom hun ikke findes at have sandsynliggjort, at hun som følge af sin etnicitet risikerer ikke at kunne få udbetalt et bankindestående. Ansøgeren findes herefter ikke at have sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” aser/2015/3
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Azerbajdzhan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armeniere og kristne af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiver henvist til, at de ved en tilbagevenden til Azerbajdzhan frygter at blive slået ihjel, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter politiet, militæret og militsen, og ved en tilbagevenden til Rusland er de usikre på situationen i landet. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiver henvist til, at de i 1990 på grund af krig udrejste fra Azerbajdzhan til Rusland. De boede i Rusland indtil 2012, hvorefter de flyttede til Ukraine, hvor de tog ophold indtil sommeren 2014. Endvidere har ansøgerne henvist til, at de i sommeren 2014 blev opsøgt af russiske soldater […] i Ukraine. De russiske soldater ville have, at den mandlige ansøger skulle åbne for en container, hvori de kunne læsse kasser med våben i. I forbindelse hermed blev den mandlige ansøger udsat for fysiske overgreb, fordi han ikke åbnede containeren. Den følgende dag blev ansøgerne opsøgt af de ukrainske myndigheder, og den mandlige ansøger blev igen udsat for fysiske overgreb. De ukrainske myndigheder anholdt ansøgerne, deres to børn og en russisk soldat, som havde holdt øje med containeren. Dagen efter blev den kvindelige ansøger og børnene løsladt. Den mandlige ansøger var i en uge tilbageholdt på en politistation af de ukrainske myndigheder, og han blev i denne periode jævnligt udsat for fysiske overgreb. På den syvende dag blev han bragt til en politileder, og den mandlige ansøger skrev i den forbindelse under på en erklæring uden at kende til dets indhold. Umiddelbart herefter blev han løsladt. En uge senere flyttede ansøgerne til […] Rusland, hvor de fik husly hos en ældre dame. De boede hos den ældre dame i omkring en måned. I slutningen af denne periode blev den ældre dame opsøgt af det russiske militær, som spurgte efter den mandlige ansøger, der ikke var hjemme. Umiddelbart herefter rejste ansøgerne til Rostov i Rusland, inden de udrejste til Danmark. Begge ansøgere har forklaret, at de og deres familier forlod Azerbajdzhan i 1990, og dermed før Azerbajdzhan indførte statsborgerskab. Der er endvidere enighed om, at begge ansøgere og deres familier har boet i Rusland fra 1990 til 2012 og dermed i 1992, hvorfor ansøgerne må formodes at have eller kunne få statsborgerskab i Rusland. Ansøgerne har forklaret, at de har boet i Rusland i den angivne periode uden at have oplevet problemer med myndighederne bortset fra, at den mandlige ansøger har oplyst, at han er blevet standset af politiet og er blevet forespurgt om opholdstilladelse. Ansøgerne har forklaret om en episode i Ukraine, hvor de var anholdt, og hvor den mandlige ansøger i forbindelse med sin løsladelse underskrev en erklæring, hvis indhold han ikke kender. Asylgrundlaget angives at være at de efter tilbageflytningen til Rusland er blevet forsøgt opsøgt af det russiske politi. Politiet talte alene med deres udlejer, der senere refererede samtalen til den kvindelige ansøger, der igen fortalte herom til den mandlige ansøger. Ingen af ansøgerne har i deres asylansøgningsskemaer angivet at have problemer i Rusland. Den mandlige ansøger har under samtalen med Udlændingestyrelsen i vinteren 2014 oplyst, at politiet alene spurgte efter ham. Han har ikke oplyst yderligere om henvendelsen. Han har under samtalen med Udlændingestyrelsen i sommeren 2015 forklaret, at politiet kun spurgte efter ham, og at der ikke blev sagt mere. Han har under sin forklaring for nævnet oplyst, at politiet spurgte efter dem begge, og at det vedrørte noget, som han havde underskrevet. Den kvindelige ansøger har under sin samtale med Udlændingestyrelsen i vinteren 2014 oplyst, at politiet alene spurgte efter ægtefællen, og at henvendelsen vedrørte en erklæring. Hun har under sin samtale med Udlændingestyrelsen i sommeren 2015 forklaret, at politiet spurgte efter både hende og hendes ægtefælle, men at det ikke blev oplyst, hvorfor politiet opsøgte dem. Hun har under sin forklaring for nævnet oplyst, at der blev spurgt efter dem begge, og at det vedrørte deres problemer i Ukraine. Nævnet finder det påfaldende, at politiet ikke har opsøgt den kvindelige ansøger, der var hjemme, ligesom det forekommer påfaldende, hvis politiet skulle have oplyst om grundlaget for henvendelsen til naboen. Endelig finder nævnet det usandsynligt, at de ukrainske myndigheder skulle have givet oplysninger om en erklæring til det russiske politi. Da det alene beror på ansøgernes formodning, at henvendelsen fra det russiske politi har sammenhæng med den påståede episode i Ukraine, findes ansøgerne ikke at have sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” aser/2015/2
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Aserbajdsjan . Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske armeniere og kristne fra Baku, Aserbajdsjan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive udsat for overgreb af etniske aserbajdsjanere, idet ansøgerne er etniske armeniere. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at de siden borgerkrigen i 1990 og frem til deres udrejse i 2014 har måttet leve i skjul i Aserbajdsjan. I mere end 20 år opholdt de sig således i et underjordisk opholdsrum under et hus i […]. De ønskede i mange år at udrejse, og udrejsen blev planlagt til at finde sted i [foråret] 2014. [På dagen for udrejsen] tog den kvindelige ansøger sammen med sin moder, […] og en bekendt af […] til en kirkegård i [en anden by], hvor de blev overfaldet af fire mænd, som råbte nedsættende ord mod armeniere. Den kvindelige ansøger blev forsøgt voldtaget, og hun blev slået i ryggen. Den kvindelige ansøgers moder blev desuden voldtaget og stukket med en kniv. Herefter udrejste ansøgerne af Aserbajdsjan. Den kvindelige ansøger har efterfølgende fået oplyst, at hendes moder døde af sine kvæstelser. Flygtningenævnet finder, at væsentlige dele af ansøgernes forklaring ikke kan lægges til grund. Forklaringen om, at de i mere end 20 år har boet i en kælder, og at hverken de eller deres børn i denne periode har forladt den pågældende ejendom bortset fra ganske få besøg hos tandlæge og hospital, forekommer således ikke selvoplevet. Ingen af ansøgerne har således på troværdig måde kunnet forklare nærmere om omstændighederne i forbindelse med det lange ophold i skjul. Heller ikke forklaringen om et overfald på den kvindelige ansøger og hendes mor på en gravplads på dagen for deres udrejse af Aserbajdsjan virker selvoplevet, og fremstår upræcis. Det forekommer i den forbindelse ikke troværdigt, at den kvindelige ansøger i en situation, hvor ansøgerne efter at have skjult sig i 24 år var i færd med at pakke deres ting med henblik på udrejse, uden sin mands vidende skulle forlade huset for at besøge en gravplads i en anden by. Nævnet bemærker endvidere, at oplysningerne […] i den kvindelige ansøgers lægejournal, hvorefter mærkerne på hendes ryg skulle hidrøre fra, at hun var "blevet gennemtæsket for 4-5 dage siden i Tyrkiet" stemmer dårligt med ansøgernes forklaring om, at overfaldet skete [på dagen for udrejsen] i Aserbajdsjan. Flygtningenævnet lægger i øvrigt efter ansøgernes forklaringer til grund, at ingen af dem har konkrete konflikter hverken med myndigheder eller andre i Aserbajdsjan. Det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, at etniske armeniere er udsat for diskrimination i Aserbajdsjan, men ikke således at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Aser/2015/1
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien, født i 1954. Indrejst i maj 2004. Ansøgeren har i sit asylansøgningsskema oplyst, at han en aften i september 2003 blev kidnappet af nogle ukendte mafialignende personer, og at han var tilbageholdt i seks dage. Ansøgeren har til samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at han i august 2003 blev opsøgt af to civilklædte politibetjente, som bad ham følge med dem til politistationen. Ansøgeren nægtede. Ansøgeren havde smækket døren i og kastet sine nøgler ud i haven, hvilket betjentene ikke havde set. Ansøgeren var tilbageholdt i tre dage. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at han i august 2003 blev opsøgt af nogle civilklædte personer, som bad ham følge med dem. Ansøgeren havde smidt nøglerne til lejligheden ud ad vinduet, og betjentene havde set, hvor nøglerne landede. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk armenier. Han havde aldrig været politisk aktiv. I 1986 blev ansøgeren idømt fem års fængsel grundet sin homoseksualitet og deraf følgende forhold til en ung mand. Han blev løsladt i november 1989. Han rejste til Tyskland i 1993 og søgte asyl. I februar 1997 fik ansøgeren afslag, og han blev derefter udsendt. Som asylmotiv henviste ansøgeren til sin homoseksualitet og den dermed fulgte dom mv. Ansøgeren havde i 1997 og 1998 været i Rusland og søgt asyl, men begge gange fik han meddelt afslag. I februar 1999 blev ansøgeren på ny straffet for sin homoseksualitet og idømt tre års fængsel. Han blev løsladt i februar 2002. I perioden frem til udrejsen i 2003 havde ansøgeren ikke været anholdt. Ansøgeren fik udstedt kørekort den 20. oktober 2003. Ansøgeren havde forklaret så divergerende om episoden i august/september 2003, at Flygtningenævnet ikke kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han før udrejsen var asylrelevant forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i risiko herfor ved en tilbagevenden til Armenien. Uanset de vanskelige vilkår for homoseksuelle i Armenien er homoseksualitet ikke længere kriminaliseret. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede at blive udsat for tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Armenien/2004/1
Nævnet stadfæstede i maj 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Armenien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra Yerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at hans handicappede søn ikke vil kunne overleve ved en tilbagevenden til Armenien, idet der ikke er de rigtige eksperter i Armenien til at hjælpe ham, samt da det er svært at skaffe medicin. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at hans problemer startede, da hans søn blev født i 2004. Sønnen var meget syg, og personalet på sygehuset rådede ansøgeren og hans daværende ægtefælle til at frasige sig retten til deres søn og glemme ham. Ansøgerens og hans daværende ægtefælles familier rådede dem også til at aflevere sønnen på et børnehjem, men ansøgeren nægtede dette. Ansøgeren og hans daværende ægtefælle blev uvenner omkring dette, og hans daværende ægtefælle frasagde sig derefter retten til sin søn. Ansøgeren mente, at hans søn ville blive udsat for forsøg, hvis han blev afleveret på et børnehjem, hvorfor han ikke ville aflevere ham der. Han blev kigget skævt til, når han gik på gaden, fordi han havde et handicappet barn, og han kunne heller ikke skaffe de nødvendige hjælpemidler til sin søn. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund, herunder at hans søn lider af et alvorligt handicap. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at de påberåbte forhold er af en så alvorlig karakter, at det indebærer, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder heller ikke grundlag for at antage, at ansøgerne vil være i risiko for at blive udsat for reaktioner af en så intensiv og omfattende karakter, at de har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Armenien, herunder for personer med handicap, kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af ansøgerne vil indebære en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettigheds Konventions art. 3 ikke henhører under Flygtningenævnet, men under Justitsministeriet, der har kompetence til at træffe afgørelse i sager om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9b. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2013/01
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Armenien. Ansøgerne indrejste første gang i Danmark i slutningen af 1999, hvor de søgte asyl. I foråret 2002 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgerne blev meddelt afslag på asyl. Ansøgerne blev i efteråret 2006 udvist fra Danmark til Armenien, hvor de efterfølgende tog ophold. Ansøgerne rejste herefter til Rusland i efteråret 2007, hvor de opholdt sig indtil deres genindrejse til Danmark i starten 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger er etnisk armener og kristen af trosretning. Flygtningenævnet kan efter oplysningerne i den tidligere asylsag lægge til grund, at den kvindelige ansøger er halvt etnisk armener og halvt etnisk aserbajdsjaner. De er begge født og opvokset i Bayan i Aserbajdsjan. Den mandlige ansøger har til støtte for ansøgernes asylansøgninger gjort gældende, at han ikke kan vende tilbage til Armenien, idet han frygter myndighedernes reaktion, blandt andet fordi han har deltaget i demonstrationer i foråret 2007, hvor han kortvarigt blev tilbageholdt af ukendte personer og blev udsat for fysiske overgreb. I øvrigt er Armenien gennemsyret af korruption og kriminalitet. Ansøgerne udrejste til Rusland i efteråret 2007 og opholdt sig her til slutningen af 2009, hvorfra de på baggrund af falske ukrainske pas indrejste i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne asylretligt er blevet vurderet både i forhold til Armenien og Rusland i overensstemmelse med vurderingen i Udlændingeservice. I relation til Armenien lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerne blev tvangsmæssigt udsendt fra Danmark i efteråret 2006 til Armenien via Yerevan lufthavn, idet de blev ledsaget af danske politifolk. De var legitimeret med indrejsedokumenter udstedt af den armenske ambassade i Bruxelles i slutningen af 2002. De blev ikke ved indrejsen i Armenien udsat for asylbegrundende overgreb. De har opholdt sig i Armenien til efteråret 2007. Den mandlige ansøgers deltagelse i demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget i foråret 2007 er ikke i sig selv asylbegrundende, idet den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at hans deltagelse har profileret ham i forhold til de armenske myndigheder. Tilbageholdelsen i foråret 2007 og de heraf følgende fysiske overgreb fra ukendte personer må anses for en enkeltstående begivenhed, og Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger blev løsladt betingelsesløst. I relation til Rusland bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har påberåbt sig asylrelevant forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved indrejse i Armenien eller Rusland vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Arme/2010/5
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Armenien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier fra Dzakhkunk i Armenien og kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, organisation eller lignende eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han har aserbajdsjanske morforældre, hvorfor han under aftjeningen af sin værnepligt er blevet chikaneret og udsat for grove voldelige overfald, og at han deserterede og i denne forbindelse befriede et aserbajdsjansk gidsel, hvorfor han nu anses som landsforræder. Ved en eventuel tilbagevenden frygter ansøgeren at blive henrettet ved en militær domstol eller idømt ti års fængsel. Nævnet finder, at ansøgeren har forklaret konsistent og detaljeret såvel til sagen som til den beskikkede advokat ifølge advokatindlægget og i nævnsmødet. Ansøgeren har i nævnsmødet svaret umiddelbart og uden at udbygge sin forklaring. Nævnet finder derfor, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv må lægges til grund. Nævnet lægger herefter vægt på ansøgerens forklaring om, at han under militærtjenesten i navngiven militærlejr, hvor lejren lå et stykke fra den aserbajdsjanske grænse, blev udsat for grov chikane og vold, da ansøgerens mors etniske herkomst blev kendt i lejren. I starten af 2008 blev ansøgeren udsat for alvorlig vold, hvor nogle soldater bandt ham til et træ og tilføjede ham et alvorligt sår i form af et kors i den venstre arm. Ansøgerens henvendelser til officerer og efter episoden i starten af 2008 til lejrkommandanten var forgæves, idet såvel officererne som kommandanten udsatte ansøgeren for hån og vold, ligesom kommandanten satte en pistol for ansøgerens tinding. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren på denne baggrund tog chancen for at flygte med det aserbajdsjanske gidsel i starten af 2008, hvor det var garnisons-dag, og soldaterne derfor var optaget af fest. Nævnet bemærker, at ansøgeren om denne flugt har forklaret nærmere i nævnsmødet, herunder om detaljer blandt andet om grunden til at han bar en uladt kalashnikov riffel på sig, da han blev sendt til fangen med mad. Under hensyn til de alvorlige overgreb, som ansøgeren har været udsat for under militærtjenesten sammenholdt med, at han gentagne gange forgæves har anmodet sine overordnede om hjælp, at ansøgeren befriede et aserbajdsjansk gidsel, der holdtes indespærret i en navngiven militærlejr, hvor der var undtagelsestilstand (martial law), at ansøgeren flygtede med gidslet til Aserbajdsjan og under flugten bortsmed sin kalashnikov riffel, findes ansøgeren ved en tilbagevenden til Armenien at risikere en uforholdsmæssig hård straf og risiko for mishandling, som det ikke kan kræves, at ansøgeren skal udsætte sig for. Det er indgået i nævnets vurdering af ansøgerens troværdighed, at ansøgeren ifølge udateret psykologudtalelse på baggrund af sine oplysninger er fundet at have symptomer på PTSD og efter det oplyste nu behandles af psykolog. Ansøgeren har herefter krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Arme/2010/4
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt et to børn fra Armenien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armeniere fra Yerevan, Armenien og er kristne af trosretning. Den mandlige ansøger har været medlem af partiet HJK fra 2002 til 2009. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af noget politisk parti eller forening eller i øvrigt været politik aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han ved en tilbagevenden til Armenien vil blive tilbageholdt af myndighederne grundet sit politiske tilhørsforhold. Både den mandlige og kvindelige ansøger har dertil som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Armenien, frygter for deres udviklingshæmmede søns liv og familiens fremtid, da de er blevet udsat for chikane og diskrimination. Nævnet lægger ansøgernes forklaring til grund, om den mandlige ansøgers partimedlemskab og om at han i den forbindelse har været kortvarigt anholdt i perioden fra 2004 til 2008, og at han under en demonstration i foråret 2008 blev slået med knipler af politiet. Nævnet finder imidlertid ikke, at disse forhold har haft en sådan karakter, at de kan begrunde asyl. Ansøgernes søns handikap er ikke i sig selv asylbegrundende, og den chikane ansøgerne har forklaret om, har ikke haft en sådan karakter og intensitet at den er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerne må således henvises til at søge de armenske myndigheder om beskyttelse i sådant tilfælde.” Arme/2010/3
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Armenien. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne har tidligere i perioden 2000-2004 opholdt sig i Danmark som asylansøgere. I 2004 blev de begge tvangsmæssigt udsendt til Armenien. Efterfølgende bosatte de sig i Rusland, hvorfra de på ny indrejste i Danmark i 2009 for at søge asyl. ”Ansøgerne har ikke været politisk aktive. Ansøgerne har i forbindelse med asylsagbehandlingerne her i landet oplyst, at de i 1989 af russiske tropper blev evakueret fra Aserbajdsjan til Krasnodaskij i Rusland. Ansøgerne har forklaret, at de har opholdt sig i dette område siden, bortset fra de perioder, hvor de har været asylansøgere i Danmark. Der foreligger ikke vedrørende ansøgerne dokumenter angående deres identitet, udover dem der blev fremskaffet i forbindelse med afslutningen af den første asylsag. Af dokumenterne fremgår, at begge ansøgere er armeniere. Ansøgerne har oplyst, at de pågældende dokumenter er falske, og at de for så vidt angår den kvindelige ansøger bærer et forkert navn, som hun efterfølgende har benyttet. Af ansøgernes oprindelige asylsag fremgik, at asylgrundlaget i det væsentlige var begrundet i generelle forhold. Nu har ansøgerne ud over disse anført, at manden er i konflikt med en tidligere arbejdsgiver i bopælsområdet i Rusland. Den mandlige ansøger har under sagen forklaret udbyggende om denne konflikt. Han har oprindeligt oplyst, at det skyldes hans viden om arbejdsgiverens ulovlige varer. For nævnet har han oplyst, at disse var ulovlige våben. Oprindeligt har han forklaret, at de befandt sig i et aflåst lokale, som han ikke havde adgang til. For nævnet har han forklaret, at de forskellige ansatte kom i lagret, som også anvendtes til landbrugsformål. Ansøgerne har ikke for nævnet kunne forklare på troværdig vis om deres forhold, herunder at de skulle have opholdt sig illegalt i Rusland siden 1989. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har opfyldt den dem i medfør af udlændingelovens § 40 påhvilende oplysningspligt. I det omfang den mandlige ansøger har en konflikt med en tidligere arbejdsgiver i Rusland, må det anses at være et privatretligt forhold, der ikke er asylbegrundende. Heller ikke på denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne umiddelbart forud for indrejsen i Danmark har været udsat for forhold, der har en sådan karakter, at ansøgerne kan anses for forfulgt, jf. udlændingeloven § 7. Det bemærkes, at ansøgernes etnicitet ikke kan anses afklaret. Måtte ansøgerne være henholdsvis fra Armenien og Aserbajdsjan, finder Flygtningenævnet ikke, at dette i sig selv, ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan, kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet, herunder Rusland, vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Arme/2010/2
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er armenier og som asylmotiv havde henvist til frygt for forfølgelse som følge af, at han som medlem af et oppositionsparti havde deltaget i en demonstration i foråret 2008, hvor der var blevet protesteret mod valgsvindel under præsidentvalget. Flygtningenævnet lagde som Udlændingeservice til grund, at ansøgeren rent faktisk havde deltaget i demonstrationen. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne udelukke, at der var en reel risiko for, at myndighederne havde kunnet identificere ansøgeren som deltager i demonstrationen ud fra overvågningsbilleder og oplysninger fra andre deltagere. Flygtningenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren havde forklaret konsistent under hele sagen, herunder om at han havde haft en forretning i et område, der ejedes af et fremtrædende partimedlem, og at også en del af de andre forretningsdrivende i området havde været partimedlemmer. Flygtningenævnet fandt det sandsynligt, at myndighederne havde været bekendt med dette, og dermed havde anledning til at søge efter eventuelle mistænkte demonstrationsdeltagere i det pågældende område. På denne baggrund sammenholdt med ansøgerens ligeledes konsistente forklaring om, at forældrene var blevet opsøgt, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren på tilstrækkelig vis havde sandsynliggjort, at han ved en hjemvenden var i risiko for retsforfølgelse som følge af sin deltagelse i demonstrationen. Det bemærkedes, at efter de foreliggende oplysninger om indholdet af den nu vedtagne amnestilovgivning, og de deri fastsatte tidsfrister, fandt Flygtningenævnet ikke, at der var en sådan sikkerhed for, at ansøgeren ville være omfattet af lovgivningen, at dette kunne ændre vurderingen. Arme/2010/1
Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Amenien. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde været medlem af et politisk parti, hvor han blandt andet havde arrangeret møder, holdt taler og lavet løbesedler. I foråret 2008 havde ansøgeren deltaget i demonstrationer mod valgsvindel, hvorunder der var opstået uroligheder. Ansøgeren havde derefter måttet flygte, da politiet havde ledt efter ham på hans bopæl. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring om sine aktiviteter til grund. Det lagdes i den forbindelse til grund, at ansøgeren efter faderens død i 2006 havde besluttet at videreføre dennes politiske arbejde. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren gennem sin deltagelse i og medvirken til at arrangere omkring 25 møder under præsidentvalgkampagnen fra slutningen af 2007 til begyndelsen af 2008 samt gennem afholdelse af to taler til offentlige møder med mange tilhørere i Yerevan herved var blevet profileret i en sådan grad, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Armenien ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Arme/2009/3
Nævnet meddelte i oktober 2009 opholdtilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Armenien efter at have genoptaget behandlingen af sagen. Indrejst i 2006. I efteråret 2006 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I foråret 2007 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. Flygtningenævnet besluttede i slutningen af 2008 at genoptage behandlingen af sagen og hjemviste sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice, idet der var kommet nye oplysninger i sagen vedrørende ansøgerens identitet. I sommeren 2009 meddelte Udlændingeservice igen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun, hendes søster og bror havde været aktive for en militant politisk organisation, og at hendes bror var blevet indsprøjtet med gift i to omgange af den armenske hær, som havde opfattet ham som terrorist. Ansøgerens søster var blevet dræbt i forbindelse med en kamphandling for organisationen. Oplysningerne om broderen havde ansøgeren fået af en veninde, hun havde kontakt med i Armenien. Ansøgeren havde også henvist til, at hun i foråret 2006 var blevet pågrebet af tre mænd, som havde tilbageholdt hende og udsat hende for vold og seksuelle overgreb, inden de havde sluppet hende fri. Ansøgeren havde under sagens behandling fremlagt billeddokumentation blandt andet vedrørende de 3 søskendes aktiviteter for organisationen samt billeder af broderen på hospitalet efter hans forgiftning. Flygtningenævnet fandt ved ansøgerens forklaring, som var understøttet af fotos, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren, hendes broder og hendes nu afdøde søster i en årrække havde haft tilknytning til en militant politisk organisation. Flygtningenævnet accepterede ansøgerens forklaring om, at hun havde undladt at give oplysninger om sin tilknytning til organisationen ved den første asylbehandling af frygt for at blive opfattet som terrorist. Det måtte endvidere lægges til grund, at ansøgerens broder var kommet tilbage til Armenien, hvor han havde været i forbindelse med ansøgerens veninde. Flygtningenævnet kunne ikke afvise, at ansøgerens broder havde været i kontakt med de armenske myndigheder, således som ansøgerens veninde havde forklaret. Ansøgeren havde under hele sagen på troværdig vis forklaret om den konkrete episode, hvorunder hun var blevet udsat for tilbageholdelse med seksuelle overgreb, som havde ført til, at hun umiddelbart efter var udrejst af Armenien. Flygtningenævnet måtte lægge til grund, at overgrebet kunne have sammenhæng med ansøgerens tilknytning til den militante politiske organisation og meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Arme/2009/2
Nævnet stadfæstede i april 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2008. Ansøgeren og hans far havde drevet en tøjforretning i Jerevan. I 2007 var ansøgeren blevet opsøgt i forretningen af personer, der arbejdede for præsidenten og hans bror. De pågældende havde forlangt, at ansøgeren skulle sælge forretningen, hvilket han havde nægtet. Nogle dage senere var de pågældende vendt tilbage og havde forlangt et svar. De havde udsat ansøgeren for vold. Ansøgeren havde efterfølgende indgivet en klage til politiet, som havde oplyst, at det ikke kunne behandle sagen, da ansøgeren havde lagt sig ud med nogle højtstående personer. Efterfølgende var ansøgeren på ny blevet opsøgt af personerne, som arbejdede for præsidenten og hans bror. De pågældende havde tvunget ham med vold til at underskrive salgsdokumenter vedrørende forretningen. I begyndelsen af 2008 var ansøgeren blevet aktiv for oppositionspartiet H.H.S.H, fordi han havde håbet at få væltet præsidenten og få sin og faderens forretning tilbage. Hans gudfar var en højtstående person i partiet. Ansøgeren havde deltaget i demonstrationer foran operahuset i Jerevan den 1. marts 2008. Han havde fået udleveret en film indeholdende optagelser af myndighedernes overgreb mod demonstranterne. Sikkerhedsstyrkerne havde fået øje på ham, men det var lykkedes ham at flygte. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk armenier, født og opvokset i Jerevan og kristen. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne afvise, at ansøgerens gudfar var politisk aktiv i oppositionspartiet H.H.S.H., at ansøgeren i 2008 indtil 1. marts 2008 havde bistået med at omdele mad med videre til partiets tilhængere, og at ansøgeren selv havde deltaget i en stor demonstration i Jerevan den 1. marts 2008. Flygtningenævnet kunne også efter baggrundsoplysningerne lægge til grund, at demonstrationen havde udviklet sig voldeligt i forbindelse med, at myndighederne havde opløst demonstrationen, og at flere derved var blevet dræbt. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, om at han, fordi han havde modtaget et videobånd fra en fotograf, der havde optaget en film under demonstrationen, skulle have bragt sig i et modsætningsforhold til de armenske myndigheder og være eftersøgt af disse. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgerens forklaring om sin deltagelse i demonstrationen eller tilstedeværelse ved siden af fotografen ikke var fremtrådt som sammenhængende. Ansøgeren havde således forklaret divergerende med hensyn til, om han havde opgaver for fotografen eller blot tilfældigt var til stede, og om omstændighederne i forbindelse med overleveringen af videobåndet. Ansøgeren havde desuden først under nævnsmødet forklaret, at han i løbet af dagen mellem to de demonstrationer den 1. marts 2008 havde befundet sig hos en ven. Ansøgeren havde overfor Udlændingeservice forklaret, at han i løbet af dagen havde været sammen med andre tilhængere i en gade i nærheden af rådhuset. Ansøgeren havde desuden ikke sandsynliggjort, hvordan myndighederne skulle være blevet bekendt med ansøgerens identitet. Flygtningenævnet havde vedrørende ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om driften af ansøgerens og faderens virksomhed under sagen havde været divergerende og usammenhængende. Ansøgeren havde ikke under nævnsmødet kunnet redegøre på troværdig måde for virksomhedens drift, for virksomhedens økonomi og regnskab og for virksomhedens indkøb, herunder af hvem der var blevet foretaget indkøb, og for leverandører, uanset ansøgeren havde forklaret, at han havde været ansvarlig for virksomhedens økonomi og personale. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om afståelsen af forretningen og de overgreb, som ansøgeren havde oplyst at have været udsat for i forbindelse hermed, til grund. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens forklaring om afståelsen af forretningen i sig selv havde været divergerende og usammenhængende, herunder med hensyn til, hvornår ansøgeren havde oplyst sin far om henvendelserne om afståelsen, hvornår og af hvem ansøgeren var blevet gjort bekendt med, hvem der havde stået bag, og om baggrunden for, at politiet ikke ville behandle sagen. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens deltagelse i demonstrationen den 1. marts 2008 – blandt mange andre – ikke i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Arme/2009/1
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien, født i 1967. Indrejst i januar 2006. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at det ved sagens vurdering lagdes til grund, at ansøgeren ikke havde deltaget i politiske aktiviteter i sit hjemland eller på anden måde havde været i de armenske myndigheders søgelys. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren var udrejst uden problemer på sit eget ægte pas. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring på flere punkter var præget af unøjagtigheder og manglende sammenhæng, men uanset, om ansøgerens forklaring lagdes til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring om kidnapning og tvungen prostitution måtte karakteriseres som kriminelle forhold, som ansøgeren måtte henvises til at anmelde til myndighederne i Armenien. Flygtningenævnet kunne efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke lægge til grund, at de armenske myndigheder skulle savne vilje eller evne til i givet fald at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse, såfremt hun ved en tilbagevenden til Armenien skulle blive udsat for lignende forhold. Arme/2007/2
Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Armenien, født i 1971 (M) og i 1976 (K), samt to børn. Indrejst i september 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger havde været officer i det armenske militær, og at han med sin udrejse af landet var deserteret. Efter den mandlige ansøgers forklaring havde han i 2002 og 2005 observeret uregelmæssigheder med hensyn til transport af ammunition og våben ud af den militære enhed og havde ved henvendelser til militærpolitiet søgt at få myndighederne til at gribe ind over for ulovlighederne. Den mandlige ansøger blev i 2002 udsat for en kortvarig tilbageholdelse i den anledning. Han blev ikke dengang udsat for yderligere og var i 2002 til 2004 på militærakademi i Rusland, hvorefter han vendte tilbage til den armenske hær. Der måtte på den baggrund anses for at være gjort op med forholdet i 2002. Nævnet fandt ikke at kunne afvise, at den mandlige ansøger som led i sit arbejde med at udføre kontrol med militærets køretøjer også i 2005 havde påpeget uregelmæssigheder, som kunne have sammenhæng med andre militære personers ulovlige våbenhandler. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne imidlertid ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund om, at han havde modtaget dokumenter fra en major, hvilke dokumenter skulle dokumentere ulovlighederne. Flertallet lagde vægt på, at det forekom usandsynligt, at majoren, der over for ansøgeren havde givet udtryk for, at han ikke turde gribe ind over for ulovlighederne, alligevel overlod papirer til den mandlige ansøger, som også ville bringe majoren i søgelyset. Flertallet lagde endvidere vægt på, at den mandlige ansøgers forklaringer om, hvad dokumenterne skulle illustrere, havde været usikker og til dels usammenhængende. Flertallet kunne på den baggrund heller ikke lægge den del af den mandlige ansøgers forklaring til grund, som angik tilbageholdelsen af den mandlige ansøger og majoren under en militærøvelse i begyndelsen af maj 2005. Flertallet lagde herved tillige lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om sin angivne flugt fra kælderen, hvor han blev holdt fanget, i det hele forekommer usandsynlig. Den mandlige ansøger havde for nævnet fremlagt et dokument, der fremtrådte som udstedt af den militære anklagemyndighed, og hvorefter der skulle være rejst en sag mod den mandlige ansøger for desertering efter den armenske straffelovs § 362, stk. 1. Flertallet bemærkede, at det ikke på det foreliggende kunne afgøres, om dokumentet var ægte, men uanset om det lagdes til grund, at dokumentet var ægte, fandtes det forhold, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden risikerede en straf som følge af sin desertering ikke at kunne begrunde asyl. Det bemærkes herved, at det fremgår af den armenske straffelovs § 362, stk. 1, at strafferammen for desertering er fængsel i 5 år. Flygtningenævnets flertal fandt efter det anførte ikke anledning til at udsætte sagen på yderligere undersøgelser, herunder en ægthedsvurdering af dokumentet. Den kvindelige ansøger havde ikke påberåbt sig et selvstændigt asylmotiv. Herefter fandt flertallet ikke, at ansøgerne opfyldte betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af hverken udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Arme/2007/1
Nævnet stadfæstede i april 2009 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Rusland/Aserbajdsjan. Indrejst i 2007. I november 2016 besluttede nævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen, som følge af, at de pågældende var blevet identificeret som armenske statsborgere. Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armeniere og kristne af religiøs overbevisning fra [by], Armenien. Den mandlige ansøger har været medlem af Komsomol, som var ungdomsafdelingen for en kommunistisk støttebevægelse, frem til Sovjetunionens opløsning. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af personerne [A] og [B], idet deres søn, [C], har anklaget dem for at drive ulovlige virksomheder. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at [C] på en ukendt dato i 2002 blev ansat i skattestyrelsen. Hans arbejde bestod bland andet i, at han skulle kontrollere forskellige butikkers overholdelse af loven. I denne forbindelse var [C] i 2002 på et kontrolbesøg i en butik, som var ejet af [A]. [C] fandt, at butikken på nogle punkter overtrådte loven, hvorfor han udskrev butikken en bøde. [A] og [B] anklagede herefter [C] for at være korrupt. [C] forsøgte igennem forskellige myndigheder at få [A] og [B] sagsøgt, men der var ingen, som ville hjælpe. [A] og [B] blev bekendt med, at ansøgeren havde kontaktet myndighederne, hvorfor [C] blev bragt til [B’s] virksomhed og udsat for vold, herunder kastet ud at et vindue fra første sal. [C] blev herefter indlagt på et hospital i halvanden måned, hvorefter han rejste til Rusland for at blive opereret. Ansøgerens søn opholdt sig i Rusland i seks måneder. Da [C] kom tilbage til Rusland, forsøgte han fortsat at få [A] og [B] sagsøgt, hvorfor de truede ham med, at de ville likvidere hans familie, hvis han ikke forlod landet. [I efteråret] 2005 udrejste [C], hans ægtefælle og deres to børn af Armenien. En måned efter udrejste ansøgernes datter ligeledes. Efter [C] var udrejst, begyndte ansøgerne at få problemer med [A] og [B], og de fik blandt andet forbud mod at handle i en butik, hvor de plejede at handle. På en ukendt dato spiste den mandlige ansøger frokost med nogle venner på en café, da [A] og [B] kom ind på caféen og kastede ting fra bordet i hovedet på ham og rev i hans tøj. Fire til fem måneder efterfølende blev den mandlige ansøger på hans mark omringet og udsat for vold af personer med tilknytninger til [A] og [B]. Efterfølgende forsøgte ansøgeren at få nogle af de andre, der havde været på marken til at vidne mod gerningsmændene, hvilket de afviste. [I slutningen] 2006 udrejste ansøgerne af Armenien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om det seneste påberåbte asylmotiv til grund. Ved vurdering af ansøgernes forklaring har nævnet lagt afgørende vægt på, at ansøgernes troværdighed må anses for stærkt svækket ved, at de oprindeligt angav et helt andet asylmotiv, der knyttede sig til det asylmotiv, som deres søn oprindeligt påberåbte sig, og at dette først i forbindelse med politiets udrejsekontrol i [sommeren] 2016 blev opdaget. Nævnet bemærker i den henseende, at ansøgernes søns og svigerdatters forklaringer om deres asylmotiv ikke har kunnet lægges til grund. Da ansøgernes nu påberåbte asylmotiv i det hele er afledt af deres søns og svigerdatters asylmotiv, finder nævnet derfor allerede af den årsag, at ansøgernes forklaring må tilsidesættes. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende om deres asylmotiv. Såvel den mandlige som den kvindelige ansøger har således forud for nævnsbehandlingen forklaret, at den seneste episode, hvor den mandlige ansøger led overlast, var overfaldet på marken. Under nævnsbehandlingen har den kvindelige ansøger imidlertid forklaret, at bopælen blev opsøgt to gange efterfølgende, hvorunder at den mandlige ansøger blev udsat for vold uden for hjemmet, mens hun var til stede indenfor. Det bemærkes herved at dette står i modsætningsforhold til, at den mandlige ansøger efter hans forklaring havde bragt den kvindelige ansøger til sin faster i en nabolandsby 60 kilometer derfra umiddelbart efter episoden på marken. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved udrejsen har været udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har været i konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2018/5/JEA
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er armensk statsborger, etnisk armener og kristen fra [en by i] Armenien. Den kvindelige ansøger er armensk statsborger, etnisk armener og aserbajdsjaner og kristen fra [en by i] Armenien. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har deltaget i flere demonstrationer mod myndighederne. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [S]s vagter, idet han arbejdede for en af dennes virksomheder samtidig med, at han deltog i demonstrationer mod myndighederne. Myndighederne undlod i den forbindelse at forhindre [S]s forfølgelse af ansøgeren. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han frygter politiet, idet han ved en demonstration blev udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren har oplyst, at han begyndte sin politiske aktivitet i 2012. Han deltog i en række demonstrationer vedrørende prisstigninger på gas, vand, transport og elektricitet. Ansøgeren har videre oplyst, at han i juni 2015 deltog i en demonstration ved [en gade i en by]. Demonstrationen var imod prisstigningerne på elektricitet, og ansøgeren var almindelig deltager i demonstrationen. På demonstrationens sidste dag, [sommeren] 2015, blev ansøgeren anholdt sammen med mange andre demonstranter, idet politiet opløste demonstrationen. Inden ansøgeren blev sat ind i en bil af myndighederne, blev han slået én gang. Ansøgeren blev tilbageholdt på [en politistation], hvor der i alt var 56 tilbageholdte. Han var der i tre timer, og han blev ikke udsat for vold under tilbageholdelsen. Efter tilbageholdelsen blev ansøgeren hjemme i tre dage, og han mødte således ikke på arbejde i de tre dage. Fredagen derefter tog ansøgeren på arbejde, hvor han fik at vide af en chef, at han var fyret, idet han havde deltaget i demonstrationer. Ansøgeren forlangte to måneders løn, hvilket han ikke fik. I samme anledning kom ukendte personer hen til ansøgeren og udsatte ham for vold. Et par dage senere indgav ansøgeren en klage over fyringen, hvorefter to ukendte personer opsøgte ansøgerens lejlighed. Ansøgeren var ikke hjemme, hvorfor de fremviste klagen over fyringen til ansøgerens ægtefælle. De spurgte hende, hvem der kunne finde på at skrive sådan en klage, hvorefter de skubbede hende, så hun faldt. Tre dage efter dette flyttede ansøgeren og hans ægtefælle ud, fordi deres udlejer ikke ville have yderligere problemer. Udlejeren havde således hørt om optrinnet. Ansøgeren og hans ægtefælle blev ikke opsøgt i deres nye lejlighed. De tidligere naboer fortalte dog, at den tidligere lejlighed var blevet opsøgt yderligere to gange. Ansøgeren og hans ægtefælle boede tre eller fire andre steder inden deres udrejse af Armenien. Ansøgeren søgte visum til Danmark [sommeren] 2015 efter invitation fra sin datter. Ansøgeren og hans ægtefælle udrejste [efteråret] 2015 af Armenien og ankom samme dato til Danmark. Det var meningen at de ville vende tilbage til Armenien ved visummets udløb, men da ansøgerens svoger ringede og oplyste, at han var blevet opsøgt af ukendte personer, der spurgte efter ansøgeren og hans ægtefælle, søgte de asyl [vinteren 2015/2016]. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers konflikt. Ansøgeren har yderligere henvist til, at hun frygter at opholde sig i Armenien, idet hun er af aserbajdsjansk afstamning. Ansøgeren har oplyst, at hun to dage efter anmeldelsen af ægtefællens fyring blev opsøgt af to ukendte personer på sin bopæl, og at hun ved denne lejlighed blev slået med et stykke papir på ansigtet. Derefter blev ansøgeren slået i ryggen og sparket over skinnebenet. Herefter faldt ansøgeren og vågnede først op, da en ambulance blev tilkaldt. Ansøgeren har videre oplyst, at hun skrev et brev til menneskerettigheds-forkæmperen [K] vedrørende sin ægtefælles fyring og den udøvede vold mod ham. Ansøgeren har ikke fået et svar fra [K]. Ansøgerens bopæl bliver stadig opsøgt af ukendte personer, hvilket hun har fået at vide af sin lillebror. Endvidere blev ansøgeren chikaneret i Armenien grundet hendes aserbajdsjanske afstamning. Flygtningenævnet finder ikke at kunne afvise, at den mandlige ansøger har deltaget i demonstrationer, og at ansøgerne har indgivet politianmeldelse og i den anledning har været opsøgt. Imidlertid findes det at måtte lægges til grund, at ansøgerne efter episoderne og inden udrejsen har kunnet opholde sig uantastet i Armenien i flere måneder, og at de i øvrigt ved udrejsen planlagde, at denne blot skulle være midlertidig. Det bemærkes endvidere, at ansøgerne ikke kan betegnes som særligt profilerede. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Armenien tre år efter de seneste episoder vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes endvidere, at de generelle forhold i Armenien på trods af oplysninger om uroligheder ikke i sig selv findes asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2018/4/mme
Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to medfølgende børn fra Rusland/Aserbajdsjan. Indrejst i 2005. I november 2016 besluttede nævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen, som følge af at de pågældende var blevet identificeret som armenske statsborgere. Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk armenere og kristne fra Jerevan, Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter overgreb på sin familie fra generalen [A] idet ansøgeren har anklaget ham for at drive ulovlige virksomheder. Den mandlige ansøger har forud for nævnets behandling til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i efteråret] 2002 begyndte at arbejde for de lokale skattemyndigheder, hvor han var ansvarlig for at undersøge forretninger i fire til fem forskellige landsbyer. Ansøgeren arbejdede for skattemyndighederne i omkring fire måneder. I den periode opsøgte ansøgeren flere gange forretninger tilhørende forretningsindehaverne [B] og [C], hvor han konstaterede, at driften af forretningerne ikke var i overensstemmelse med skattereglerne. Første gang ansøgeren besøgte forretningerne, gav han [B] og [C] en advarsel, men efterfølgende skrev ansøgeren en bøde. I denne forbindelse blev ansøgeren truet med, at han ville få problemer med generalen, [A]. [I starten af] 2003 fik ansøgeren at vide, at der var indgivet en klage over hans arbejde. Senere [i starten af] 2003, blev ansøgeren indkaldt til et møde hos [D]. [I starten af] 2003 blev ansøgeren igen indkaldt til et møde hos [D], hvor generalen [A] og hans bror [E] var til stede. Efter mødet blev ansøgeren opsøgt af [A], [E] og to andre ukendte personer på sit kontor. [A] gav ansøgeren en lussing, og de andre slog ansøgeren et par gange. Ansøgeren blev efterfølgende fyret. [I foråret] 2003 begyndte ansøgeren på egen hånd at indsamle forretningsinformationer om [A] og hans samarbejdspartner [F], idet han mistænkte dem for at drive ulovlige forretninger. [I slutningen af] 2003 opsøgte ansøgeren sin studiekammerat [G], som arbejdede for anklagemyndigheden, og sin ven dommeren [H], idet ansøgeren ønskede at få [A] og [F] dømt. [G] kunne dog ikke hjælpe ansøgeren, idet ansøgeren ikke havde nogen vidner. [I starten af] 2004 mødte ansøgeren [E] og en af [F’s] sønner, som kom kørende i bil. De ville snakke med ansøgeren, hvorfor ansøgeren satte sig ind i bilen, og de kørte ansøgeren til en bygning i området [X]. De kom op at skændes på grund af ansøgerens trusler om at anmelde [A] og [F], hvilket resulterede i, at ansøgeren blev udsat for vold og kastet ud fra 1. sal. Ansøgeren var hårdt kvæstet og havde brækket ryggen, hvorfor [E] og [F] bragte ham til et hospital, hvor ansøgeren var indlagt i en uge. [I foråret] 2004 tog ansøgeren til Samara, Rusland, hvor han fik behandling for sin rygskade. Han tilbragte seks måneder i Rusland og vendte hjem til Armenien [i efteråret] eller [vinteren] 2004. [I starten af] 2005 blev ansøgeren opsøgt af [E], som truede ansøgeren med at gøre skade på hans familie. [I efteråret] 2005 udrejste ansøgeren legalt af Armenien sammen med sin ægtefælle og deres to børn. For et par år siden blev ansøgerens fætter opsøgt og chikaneret af [E’s] og [A’s] folk. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er uddannet jurist og har arbejdet hos det lokale skattevæsen i sin hjemby i en periode på omkring fire måneder i slutningen af 2002. Nævnet kan endvidere efter baggrundsoplysninger lægge til grund, at der i Armenien forekommer omfattende korruption. Endelig kan nævnet lægge til grund, at ansøgeren i 2004 mistede førligheden i forbindelse med et brud på rygsøjlen. Nævnet kan ikke lægge den øvrige del af den mandlige ansøgers forklaring til grund. Ved vurderingen af den mandlige ansøgers forklaring, har nævnet lagt vægt på, at både han og hans ægtefælles forklaringer må anses for stærkt kompromitterede ved, at de oprindeligt opgav et helt andet asylmotiv i 2005, og at dette først i forbindelse med politiets udrejsekontrol [i sommeren] 2016 blev opdaget. Ligeledes har nævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøgers troværdighed må anses for svækket, idet han under nævnsbehandlingen har svaret afglidende og ukonkret på centrale spørgsmål i relation til hans seneste påberåbte asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvem der var til stede på hospitalet, da han havde en samtale med politiet. Ansøgeren har endvidere svaret afglidende på, hvornår og hvordan han blev truet [i starten af] 2005. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerne angiveligt kun er blevet opsøgt en enkelt gang [i starten af] 2005, og at ansøgerne efterfølgende ikke oplevede nogen problemer frem til udrejsen i 2005. Den kvindelige ansøger har i det hele påberåbt sig den mandlige ansøgers asylmotiv. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved udrejsen har været udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har været i en konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Det forhold, at ansøgerne med deres mindreårige børn har opholdt sig i Danmark siden 2005, kan ikke føre til en ændret vurdering.” Arme/2018/3/JEA
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et armensk ægtepar samt to børn fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerene er etniske armenere og kristne af trosretning fra [by], Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive udsat for overgreb og tortur af kirkens sikkerhedstjeneste, idet den mandlige ansøger har været ufrivillig vidne til, at kirkens overhoved, en mand ved navn [A], havde samleje med en kvindelig studievært. Ansøgerne frygter endvidere, at de som følge heraf er i risiko for at blive dræbt. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at han var partner i en lampeforretning og blev hyret til at skulle opsætte 12 lysekroner i den præstebolig, hvor den armenske kirkes overhoved, [A], boede. Da den mandlige ansøger skulle fremvise lysekronerne til pedellen i præsteboligen, modtog pedellen et opkald og forlod rummet. Den mandlige ansøger ventede i noget tid, inden han besluttede sig for at lede efter pedellen. Han gik op på første sal, hvor han hørte lyde bag en dør. Han åbnede døren og fandt kirkens overhoved have samleje med en kvindelig studievært. I samme øjeblik modtog den mandlige ansøger et opkald, der fik hans telefon til at blinke. Han løb ud af huset og tog tilbage til sin lampeforretning. Omkring 20 minutter senere ringede hans søster, der arbejdede ved siden af præsteboligen. Hun fortalte, at kirkens sikkerhedstjeneste ledte efter ham, og at de ville slå ham ihjel, idet de troede, at han havde taget billeder. Familien havde kort forinden fået et visum til Spanien, hvorfor den mandlige ansøger besluttede at de skulle udrejse med det samme. Den mandlige ansøger tog kontanter fra kassen i lampeforretningen, hentede familiens pas og øvrige papirer i sit mekanikerværksted. Han ringede til sin mor og sagde, at hun skulle hente børnene i skolen og køre dem hen til den kvindelige ansøger. Han ringede til sin ægtefælle og bad hende tage en taxa til [by], hvor de skulle mødes. I [by] købte han flybilletter til Spanien. Hans ven, [B], hjalp dem. [B] kontaktede sin svoger i lufthavnen og sikrede sig, at der ikke var noget til hinder for, at de kunne udrejse. De fløj til Moskva, videre til Spanien og derefter til Tyskland, inden de rejste videre til Danmark og søgte asyl. Den kvindelige ansøger har til støtte for asylmotivet henvist til den mandlige ansøgers konflikt. Hun har desuden oplyst, at hun kort tid efter familiens ankomst til Tyskland rejste tilbage til Armenien. Hun rejste tilbage på en anden kvindes pas, idet hun ønskede at besøge sin moster, der var dødeligt syg. Under sit ophold i Armenien besøgte hun sin mosters gravsted sammen med sine forældre og sin fætter. Mens de var på kirkegården, blev de overfaldet af kirkens sikkerhedstjeneste. Den kvindelige ansøger blev i forbindelse med overfaldet udsat for vold. Det lykkedes dem at slippe væk, og hun tog herefter tilbage til Tyskland, inden de rejste videre til Danmark og søgte asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende, utroværdigt og udbyggende om deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgernes generelle troværdighed er svækket af, at de tidligere har angivet et helt andet asylmotiv, og i den forbindelse har oplyst at være etniske armenere fra Aserbajdsjan. Flygtningenævnet finder således, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvad han var kommet for at se på i forbindelse med ophængning af lysekronen i [A’s] private bolig. Den mandlige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at han skulle fremvise lysekronerne for pedellen og se, hvilken slags loft der var i rummene. Under Flygtningenævnet behandling af sagen har den mandlige ansøger derimod forklaret, at han skulle vurdere, hvilken type lysekrone der skulle anvendes henset til, om rummet skulle bruges til mødelokale eller til andet formål, og henset til lysindfaldet i det pågældende rum. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende om den person, som han mødtes med vedrørende lysekronerne. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at den pågældende var pedel, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han ikke ved, hvilken funktion den pågældende havde. Den mandlige ansøger har samtidig under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret udbyggende herom, idet han dels har forklaret, at det var den pågældende, som skulle træffe beslutning om, hvilke lysekroner, der skulle indkøbes, dels at den pågældende var en betroet tjener, der ikke kunne træffe sådanne afgørelser. Endvidere finder Flygtningenævnet det bemærkelsesværdigt, at den mandlige ansøger har forklaret, at han er andelshaver i en lysekroneforretning, og at der var tale om en relativ stor ordre til kirken, men at han ikke har kunnet redegøre for, hvilken type lysekrone, der var tale om, idet ansøgeren kun på en overfladisk måde har kunnet redegøre for de elementer, som indgår i en prismelysekrone. Flygtningenævnet finder endvidere, at den mandlige ansøgers forklaring om, at han uhindret kunne gå rundt i [A’s] private bolig fremstår utroværdig henset til, at den mandlige ansøger har oplyst, at [A’s] har en privat garde, som beskytter ham. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse utroværdigt, at den mandlige ansøger kunne forlade [A’s] private bolig og flygte over en mur uden at møde nogen af vagterne. Flygtningenævnet finder endvidere, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende om, hvorledes mødet om lysekronerne forløb, idet ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at pedellen blev ringet op og forlod lokalet. Da ansøgeren efter 30 minutter ikke havde hørt fra pedellen, gik han ud for at lede efter ham. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at han forgæves forsøgte at ringe til pedellen. Flygtningenævnet finder det samtidig bemærkelsesværdigt, at pedellen skulle efterlade ansøgeren alene i 30 minutter. Ansøgeren har endvidere under Flygtningenævnets behandling af sagen udbyggende forklaret, at han så pedellen gå op af trappen til første salen, og at dette var grunden til, at han selv gik op af trappen til første salen. Flygtningenævnet finder endvidere den mandlige ansøgers forklaring om, at han åbnede en dør til et privat værelse uden at banke på bemærkelsesværdig. Samtidig finder Flygtningenævnet det utroværdigt, at [A] ikke ville sikre sig mod at blive afsløret ved at have vagter posteret i boligen. Ansøgerne har forklaret, at de havde planlagt en vinterferietur til Spanien med afrejse [primo] 2014, og at de havde fået visum til Spanien. Ansøgernes forklaring herom stemmer ikke med, at det af det materiale, som er fremlagt under sagen, er meddelt ansøgernes ene søn visum til Litauen. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har kunnet give en troværdig forklaring herom. Flygtningenævnet finder det samtidig bemærkelsesværdigt, at ansøgerne havde ansøgt om visum til Europa umiddelbart forud for, at de måtte flygte. Den mandlige ansøger har forklaret divergerende om familiens planer for rejsen til Spanien, idet den mandlige ansøger under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at mens familien blev i Spanien, skulle han flyve til Hannover et par dage alene for at tale med sin forretningsforbindelse. Til asylsamtalen har ansøgerne derimod forklaret, at de alle skulle flyve til Tyskland og være der i fire dage. Flygtningenævnet finder tillige, at ansøgernes forklaring om, at den kvindelige ansøger rejste hjem til Armenien for at besøge sin syge moster fremstår utroværdig henset til, at ansøgerne angiveligt var efterstræbt af [A’s] folk. Uanset de dokumenterede skader på den kvindelige ansøger, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge hendes forklaring om oprindelsen heraf til grund. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har afgivet flere forskellige forklaringer om, hvorledes hun har pådraget sig skaderne, herunder at hun har pådraget sig skaderne dels i Aserbajdsjan, dels i Tyrkiet, hvilket hun dog efterfølgende har afvist. Samtidig finder Flygtningenævnet ansøgernes forklaring om, at det er en tysk advokat, der har rådgivet dem om at lyve om deres identitet og asylmotiv utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder endvidere, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende om sin telefoniske henvendelse til pedellen fra en telefonboks i Tyskland, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han havde skrevet pedellens telefonnummer ned på et stykke papir efter at han havde foræret sin telefon væk til [C], og at pedellen truede ansøgeren med at slagte ansøgeren. Flygtningenævnet finder på baggrund heraf og efter sagens omstændigheder i øvrigt, ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse af den kvindelige ansøger. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Armenien risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2018/2/CABV
Nævnet meddelte i februar 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yazidi af trosretning fra [mindre by], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive fængslet eller slået ihjel af general [A] folk, idet ansøgeren har haft et forhold til general [A] brors datter. Ansøgeren har endvidere henvist til, at [A] har fået ansøgeren tiltalt for mord, hvorfor han frygter politiet der leder efter ham på grund af tiltalen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han mødte [B] første gang i [vinteren] 2014. Ansøgeren og [B] mødtes omkring ti gange i alt. For det meste talte de sammen over telefonen og når de mødtes, var det i parken overfor ansøgerens butik. [I foråret] 2015 da ansøgeren og [B] sad sammen i parken, kom et par som kendte [B]. Ansøgeren ønskede ikke at blive genkendt som yazidi og gik tilbage til sin butik, mens [B] gik sammen med parret. Nogle timer efter mødet med parret kom to biler til butikken. Ansøgeren kunne se på nummerpladerne, at det var general [A’s] folk. De spurgte, hvem der havde gået ud med [B], og ansøgeren indrømmede, at det var ham, hvorefter de slog ham. General [A’s] folk ødelagde alt i butikken inden de forsvandt. [I foråret] 2015 blev ansøgerens familie opsøgt på deres bopæl og udsat for vold. Personerne sagde, at de ledte efter ansøgeren og ønskede at likvidere ham. Ansøgeren og hans bror anmeldte episoden til landsbyformanden og politiet. Dagen efter kom general [A’s] folk igen til bopælen, hvor de ødelagde alt. Herefter tog de til butikken, hvor de bandt ansøgers hænder og mund, hvorefter de lagde ham i bagagerummet. Ansøgeren blev herefter kørt til en kælder. Ansøgeren blev banket og de brændte hans ryg med cigaretter. De truede ansøgeren med, at han ville blive tortureret til døde. Ansøgeren vågnede op på hospitalet. Ansøgeren ved ikke hvor længe han befandt sig i kælderen, men han fik efterfølgende at vide af sin far, at han befandt sig der i en uge. En bekendt på hospitalet hjalp ansøgeren med at flygte fra hospitalet. Ansøgeren udrejste herefter af hjemlandet til Georgien. Ansøgeren er efter sin udrejse blevet bekendt med, at han er mistænkt i en mordsag. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sin konflikt med general [A] og de overgreb, ansøgeren i den forbindelse har været udsat for, til grund. Ansøgerens forklaring om, at han har været udsat for tortur er underbygget ved det anførte i Retsmedicinsk Instituts brev af 28. november 2017 og rapporten vedrørende torturundersøgelsen af 9. juni 2017. Flygtningenævnet finder dog ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens forklaring om, at han af politiet skulle være uretmæssigt anklaget for drab, idet denne forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke har nærmere kendskab til drabssagen og ikke kan fremskaffe oplysninger herom. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgerens far har været i besiddelse af og har læst sagsakterne vedrørende drabssagen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder derimod ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Henset til at ansøgeren har en konflikt med en meget højtstående og magtfuld person med forbindelser til myndighederne i Armenien, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Armenien som internt flugtalternativ. Nævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgeren [i vinteren] 2018 er dømt for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, kan føre til, at betingelserne for udelukkelse efter udlændingelovens § 10, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Arme/2018/1/CHA
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Ar-menien. Indrejst i 2012. Sambehandlet med Arme/2017/10/DH og Arme/2017/11/DH Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmø-de, jf. udlændingelovens § 53, stk. 9, og § 56, stk. 3. Ansøgerne har oprindeligt under sagens be-handling oplyst, at de var fra Aserbajdsjan, at den mandlige ansøger var etnisk armener, samt at den kvindelige ansøger var etnisk halv armener og halv aserbajdsjaner. De henviste som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygtede, at den mandlige ansøger ville blive dræbt af de aserbajdsjanske myndigheder på grund af sin etnicitet, og at den kvindelige ansøger ikke ville kunne leve i fred på grund af sin blandede etnicitet. Ansøgerne har senere efter modtagelse af oplysninger om ansøgerne fra de armenske myndigheder erkendt, at de er etnisk armenere og kristne fra Yerevan, Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv senest henvist til, at de ved en tilbagevenden til Armenien frygter den mandlige ansøgers tidligere arbejdsgiver. De har til støtte herfor oplyst, at den mandlige ansøger [ultimo] 2011 under en kørsel i Rusland blev overfaldet af ukendte gerningsmænd, som stjal den mandlige ansøgers daværende arbejdsgivers lastbil. Den mandlige ansøger kom tilbage til Armenien [primo] 2012 og ringede dagen efter til sin arbejdsgiver og forklarede, at hans lastbil var blevet stjålet i Rusland. Den mandlige ansøgers arbejdsgiver opsøgte samme dag familiens bopæl to gange. Ved det andet besøg blev den mandlige ansøger taget med til et ukendt sted og udsat for fysiske overgreb af ukendte personer. Ansøgeren har endvidere forklaret, at deres yngste datter, […], [efterfølgende primo] 2012 blev kidnappet og udsat for seksuelle overgreb af ukendte gerningsmænd på grund af den mandlige ansøgers konflikt med sin arbejdsgiver. Flygtningenævnet finder, at det i høj grad svækker ansøgernes generelle troværdighed, at de oplyste falske identiteter og asylmotiv, da de søgte om asyl i 2012. Hertil bemærkes, at ansøgerne først erkendte deres rigtige identitet og oplyste nyt asylmotiv, efter at Rigspolitiet havde modtaget oplysning fra det armenske politi om, at de var identificerede armenske statsborgere. Nævnet finder ikke, at dette kan forklares med ansøgernes psykiske tilstand. Ansøgernes asylmotiv i forhold til Armenien vedrører den mandlige ansøgers konflikt med sin tidligere arbejdsgiver. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgerne hver især har forklaret divergerende herom, og at familien ligeledes har forklaret indbyrdes divergerende herom. Ansøgerne og deres ældste datter, […], har forklaret indbyrdes divergerende om, hvordan de fik kendskab til blomsterbuketten og trusselsbrevet. Den mandlige ansøger har under samtalerne med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016 og [dato i foråret] 2016 oplyst, at han, mens han var i Belgien, havde kontakt til sin ven, [A], gennem en ven til [A]. [A] fortalte sin ven om buketten og brevet. Den kvindelige ansøger har derimod til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016 forklaret, at det var deres [ældste] datter, […], der efter ankomsten til Danmark havde haft kontakt med deres nabo, [B], som havde fortalt om buketten. Ansøgerens [ældste] datter, […], har til samtale med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2017 forklaret, at hun, mens de opholdt sig i [bynavn], havde ringet til sin veninde, [C], som havde fortalt, at der var kommet blomster til familien. Ansøgerne og deres døtre har derudover forklaret indbyrdes divergerende om besøg fra den mandlige ansøgers arbejdsgiver. Ansøgerne har til deres samtaler med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016 og [dato i foråret] 2016 forklaret, at både den kvindelige ansøger og ansøgernes to døtre var hjemme, da den mandlige ansøgers arbejdsgiver to gange opsøgte deres bopæl [primo] 2012. Ansøgernes [ældste] datter, […], har derimod til samtalen den [dato i foråret] 2016 forklaret, at hun ikke ved, om familiens bopæl er blevet opsøgt, idet hun ikke var hjemme og ikke har hørt noget. Ansøgernes [yngste] datter […] har til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016 har forklaret, at bopælen udover besøget i [primo] 2016 blev opsøgt adskillige gange, og at det ikke altid var de samme personer, som opsøgte bopælen. Den mandlige ansøger har forklaret divergerende om opholdet i [bynavn]. Den mandlige ansøger har til samtale med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016 oplyst, at huset tilhørte [A], som en gang om ugen kom med fødevarer, og at [A] en dag havde køberen af familiens lejlighed i Yerevan med for at overdrage købesummen på 40.000 USD kontant. Til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016 har den mandlige ansøger derimod oplyst, at huset var et sommerhus, som tilhørte [D], og at [D] typisk kom en gang om ugen, samt at de ikke havde andre besøg i [bynavn]. Den kvindelige ansøger har til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016 oplyst, at kun ansøgerne og deres to døtre boede i huset, mens ansøgernes [ældste] datter, […], til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato primo] 2016 har oplyst, at [A] og hans ægtefælle også boede i huset. Endelig finder Flygtningenævnet det påfaldende, at den mandlige ansøger ikke har kunnet oplyse efternavnet på sin arbejdsiver, som han efter egne oplysninger havde arbejdet for i et år, og som skulle være en indflydelsesrig person. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge nogen dele af ansøgernes forklaring om hændelserne i Armenien til grund og dermed, at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet bemærker, at den kvindelige ansøgers helbred ikke er et asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet kan endvidere henvise til nævnets begrundelser i deres døtres afgørelser.” Arme/2017/9/DH
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt barn fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk armenere og kristen ortodoks fra Jerevan, Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive dræbt af den armenske præsidents […], [A], fordi han har beskyldt ansøgeren for, at han mistede penge på det kasino, hvor ansøgeren arbejdede. Ansøgeren frygter endvidere i den forbindelse, at politiet vil anholde ham for bedrageri. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i efteråret] 2015 var på arbejde på et kasino. Han passede på et tidspunkt VIP-området, hvor han stod ved det roulettebord, hvor [A] spillede. [A] havde efter 10-15 minutter tabt 60.000 USD, og det blev han meget vred over. [A] trak en pistol og sagde, at han ville skyde, hvis han ikke fik sine penge tilbage. [A] kastede et glas efter ansøgeren. Direktøren for kasinoet fik efterfølgende beroliget [A]. Efter episoden tog ansøgeren hjem. Dagen efter blev han ringet op fra kasinoet, og de bad ansøgeren om at holde ferie i ti dage. Et par timer efter telefonopkaldet bankede det på ansøgerens dør, og han blev herefter tvunget ud i en bil. I bilen var der to mænd, som slog og sparkede ansøgeren. Mændene sagde til ansøgeren, at han var skyld i, at [A] havde tabt 60.000 USD. Ansøgeren blev efterladt af mændene, hvorefter han fik fat i en taxa, der kørte ham hjem. Da ansøgeren kom hjem stod der to politifolk, fordi den kvindelige ansøger havde tilkaldt politiet. Politiet tog ansøgeren med på stationen, hvor han fortalte om episoden. Politiet fortalte ansøgeren, at de ikke kunne hjælpe ham. Ansøgeren tog derefter hjem til ven, hvor den kvindelige ansøger og deres barn allerede var til stede. De overnattede hos vennen i to nætter, hvorefter de tog hjem til den kvindelige ansøgers fars hus. Ansøgeren tog hen til sin chef på kasinoet for at få hjælp til at løse konflikten. Ansøgerens chef fyrede imidlertid ansøgeren, og sagde, at det var hans skyld, at der var opstået problemer. Ansøgeren tog derefter kontakt til anklagemyndigheden, som bad ansøgeren om at komme over til dem. Hos anklagemyndigheden var ansøgerens chef, [A] og en politichef til stede. Ansøgeren blev slået, men det lykkedes ham at komme væk. Ansøgeren tog derefter tilbage til den kvindelige ansøgers fars hus. Efter et par dage henvendte ansøgeren sig til ombudsmanden, som sagde, at han heller ikke kunne hjælpe ansøgeren. Da ansøgeren kom tilbage til den kvindelige ansøgers fars hus var hele huset blevet gennemrodet, og den kvindelige ansøger sad på gulvet og græd. Den kvindelige ansøger fortalte, at der havde været to personer, som havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren ringede derefter til sin far og fortalte, hvad der var sket. Faren fortalte, at de også var blevet opsøgt et par gange, hvor de havde spurgt efter ansøgeren. De personer, som havde opsøgt ansøgerens forældre havde sagt, at ansøgeren skulle returnere de penge, som ansøgeren havde snydt [A] for. [I efteråret] 2015 tog ansøgeren og hans familie over til en af ansøgerens slægtninge. Ansøgeren havde kontaktet en kammerat, som havde en bekendt, der kunne hjælp ansøgeren og hans familie med at udrejse af Armenien. Ansøgeren og hans familie udrejste legalt af Armenien [i efteråret] 2015. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive dræbt af den armenske præsidents […], [A], fordi den mandlige ansøger har arbejdet på et kasino, hvor [A] tabte 60.000 USD. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger [i efteråret] 2015 tog på arbejde. Han kom hjem kl. 3 om natten, hvilket var tidligere end han burde. Ansøgeren spurgte den mandlige ansøger om, hvorfor han kom hjem så tidligt, og han fortalte ansøgeren, at han havde haft en konflikt med en af de riges sønner på arbejdet. Den mandlige ansøger fortalte ikke ansøgeren flere detaljer om konflikten, og om han havde været udsat for vold i forbindelse med konflikten. Dagen efter bankede det på døren, og der blev spurgt efter den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger blev derefter tvunget ind i en bil. Ansøgerens nabo så, hvad der skete, og naboen rådede ansøgeren til at ringe til politiet. Der kom to politimænd til ansøgerens bopæl. Den mandlige ansøger kom efterfølgende hjem, hvorefter politiet spurgte ham om, hvad der var sket. De tog ham herefter med på politistationen. Ansøgeren ringede derefter til sin gudfar og bad ham om at hente ansøgeren og hendes barn. Den mandlige ansøger tog efter han havde været på politistationen hjem til ansøgerens gudfar. Ansøgeren foreslog herefter, at de tog hjem til hendes barndomshjem, som stod tomt. Den mandlige ansøger besluttede, at han ville tage over på kasinoet, hvor han i den forbindelse blev fyret. Et par dage efter tog den mandlige ansøger over til anklagemyndigheden. Hos anklagemyndigheden var [A], og den mandlige ansøger blev i den forbindelse udsat for vold. Dagen efter bankede to mænd på døren. Den mandlige ansøger var ikke hjemme, og de to mænd sagde til ansøgeren, at den mandlige ansøger skulle aflevere pengene tilbage, hvorefter de gennemrodede deres hjem. De to mænd udsatte også ansøgeren for vold. To-tre timer senere kom den mandlige ansøger hjem. Han ringede til sine forældre, og de foreslog, at de tog til Leninakan, hvor familien har slægtninge. De tog derefter over til den mandlige ansøgers forældre, og herefter tog ansøgeren og hendes familie sammen til Leninakan. Den mandlige ansøger havde kontakt til en kammerat, som havde en bekendt, som kunne hjælpe dem med at skaffe papirer, således at de kunne udrejse. Ansøgeren og hendes familie udrejste legalt af Armenien [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger har arbejdet på et kasino. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Nævnet finder, at ansøgernes forklaringer forekommer usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om centrale forhold i forbindelse med deres asylmotiv. Den kvindelige ansøger har således under den sidste samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at den mandlige ansøger var gennembanket, da han kom hjem efter sin sidste nat på kasinoet, mens den mandlige ansøger har forklaret, at han ikke blev slået ved den lejlighed. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret, at manden, der kom op til lejligheden, var 10 minutter inde i lejligheden, før han gik ned med den mandlige ansøger, mens den mandlige ansøger har forklaret, at han og manden straks gik ned. Den kvindelige ansøger har, efter hun blev gjort bekendt med sin mands forklaring, ændret sin egen forklaring på disse punkter. Nævnet finder dog, at den kvindelige ansøger ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på divergenserne, og at disse ikke alene kan forklares som tolkeproblemer og misforståelser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer om asylmotivet forekommer uden logisk sammenhæng og derfor usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Det forekommer i den forbindelse usammenhængende, at en særdeles velhavende mand, der ifølge de fremlagte avisartikler brugte mange, mange penge skulle blive så vred på en menig dealer på et kasino, at han ville forfølge denne, kræve sit tab inddækket af dealeren og fabrikere en falsk anklage mod dealeren, fordi han havde tabt penge på kasinoet. Det forekommer endvidere usammenhængende og usandsynligt, at ansøgeren skulle kunne stikke af fra tre meget højtstående mænd, der overfaldt ham på et kontor hos anklagemyndigheden, hvor de havde indkaldt ham til møde. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer, at forklaringerne er konstrueret til lejligheden, hvorfor de tilsidesættes. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er anledning til at udsætte sagen på fremsendelse af ansøgerens pas, der efter det oplyste er hos den mandlige ansøgers forældre i Armenien og ægthedsvurdering af dokumentet af [vinteren] 2015 fra Justitsministeriet i Armenien. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at fremsendelse af passene er uden betydning for afgørelsen og for så vidt angår ægthedsvurderingen på ovenstående bevisvurdering og dokumentets sene fremkomst. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2017/8/THJ
Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra Yerevan, Ajabniak, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af sin far og tidligere samlever som følge af sin biseksualitet. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive udsat for diskrimination af befolkningen som følge af sin seksualitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun i foråret 2014 indledte et forhold til en kvinde ved navn [K]. Ansøgeren levede på dette tidspunkt i et fast forhold med sin tidligere mand. Ansøgeren mødte [K] på vej ud fra et supermarked, hvor [K] tilbød at hjælpe ansøgeren med hendes varer. Ansøgeren inviterede som tak [K] hjem til en kop kaffe. De udvekslede her numre og begyndte efterfølgende at ses hver eller hver anden dag. Deres relation udviklede sig fra at være et venskab til et forhold. [K] plejede at besøge ansøgeren på ansøgerens bopæl, når ansøgerens samlever var i udlandet. [I efteråret] 2014 havde ansøgerens samlever fortalt hende, at han skulle i sommerhus hele weekenden, og ansøgeren inviterede derfor [K] hjem til sig. Mod forventning kom ansøgerens mand hjem senere samme aften, og han så, at ansøgeren var intimt sammen med [K] i stuen. Han blev vred og begyndte at slå ansøgeren. [K] slog ansøgerens mand, og ansøgeren stak i mellemtiden af. Ansøgeren henvendte sig herefter hos politiet for at få hjælp, men politiet sagde, at det, hun var blevet udsat for, ikke var usædvanligt, og at hun derfor skulle gå igen. Ansøgeren tog herefter ophold i et sommerhus tilhørende familiens venner, idet hendes far og mand ledte efter hende. Efter et par uger udrejste ansøgeren med hjælp fra sin bror af hjemlandet. Et flertal af nævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Efter indholdet af Udenrigsministeriets høringsnotat har ansøgeren nu godtgjort sin identitet. Det kan endvidere lægges til grund, at ansøgeren er uddannet læge, og at hun er blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle. Flertallet kan herefter lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun er biseksuel, at hendes tidligere ægtefælle har afsløret hende i et seksuelt forhold til en anden kvinde, at hun er flygtet fra bopælen, at politiet har afvist at hjælpe hende, at hendes tidligere ægtefælle og hendes far er vrede på hende, og at hun og ægtefællen er blevet skilt. På baggrund af ansøgerens forklaring om farens reaktion på hendes lesbiske forhold og hendes flugt sammenholdt med baggrundsoplysningerne om det armenske samfunds syn på homoseksualitet og myndighedernes afslag på at hjælpe ansøgeren finder flertallet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Armenien risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Arme/2017/7/JOL/MGO
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen af trosretning fra Yerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive fængslet og henrettet af de armenske myndigheder, idet han besidder oplysninger omkring likvideringer og forbrydelser, som myndighederne står bag, ligesom han frygter at blive slået ihjel af efterretningsofficeren [A], som han havde en konflikt med i 2008. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har kendskab til likvideringer, der er foretaget på ordre fra højtstående myndighedspersoner. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i slutningen af 2008 var til stede under demonstrationerne i Yerevan i forbindelse med præsidentvalget den [i starten af] 2008. Ansøgeren blev beordret til at gennemføre en rydning af frihedspladsen af sin overordnede, general [B]. [I starten af] 2008 befandt ansøgeren sig på frihedspladsen sammen med sin enhed og en enhed lejesoldater fra Nagorno-Karabakh, som blev anført af efterretningsofficeren [A]. Ansøgeren kom efterfølgende op at skændes med [A], hvilket skænderi endte med, at ansøgeren slog [A], og [A] skød ansøgeren i låret, ligesom ansøgeren blev slået bevidstløs. Ansøgeren blev efterfølgende udstationeret til Nagorno-Karabakh, hvor han gjorde tjeneste frem til [efteråret] 2012. Ansøgeren blev opsøgt på sit kontor og hjemme ved sin ven af [A’s] underordnede, [C]. Ansøgeren flygtede herefter fra Yerevan, hvor han blev tilbageholdt af myndighederne [i starten af] 2013. Ansøgeren blev afhørt og løsladt efter at have skrevet under på en erklæring om, at han ikke ville forlade Armenien. Flygtningenævnet tiltræder, at der ikke i medfør af udlændingelovens § 7 er grundlag for at meddele [ansøgeren] opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder således, at flere af de oplysninger, som [ansøgeren] er fremkommet med til støtte for sit ønske om asyl, ikke kan lægges til grund, idet han har forklaret uoverensstemmende om en række forhold, ligesom hans forklaringer om flere af sagens centrale forhold fremtræder som konstruerede til brug for asylsagen. Det fremgår således af akter fra [ansøgerens] asylsag i 2013, at hans asylansøgning dengang var begrundet i, at han frygtede, at den armenske regering ville slå ham ihjel, lade ham forsvinde sporløst eller ende på psykiatrisk afdeling, ligesom det var sket for 18 personer fra hans deling. I asylansøgningsskemaet fra [slutningen af] 2015 har han ifølge oversættelsen begrundet sit asylmotiv med, at han arbejdede i den armenske sikkerhedstjeneste, og at hans problemer begyndte, da hans befalingsmand døde, hvorefter to af hans kammerater døde i trafikuheld, én blev dræbt eller ført bort, mens to forsvandt. Baggrunden herfor skulle ifølge asylansøgningsskemaet – der dog ifølge tolken på grund af dårligt sprog kan indeholde misforståelser – være, at [ansøgeren] og hans kammerater kendte for meget til regeringens ”beskidte sager”, hvorfor de var i livsfare. Under sagens behandling i Udlændingestyrelsen er asylmotivet blevet udvidet, således at han specifikt frygter at blive slået ihjel af efterretningsofficeren [A], idet han mistænker, at de armenske myndigheder har givet ham dette som opgave. [Ansøgeren] har herefter fremkommet med forklaringer om en lang række begivenheder, som han mener har bragt ham i et modsætningsforhold til de armenske myndigheder og den pågældende efterretningsofficer. Forklaringerne koncentreres dels om en række handlinger, herunder likvideringer foretaget for de armenske myndigheder, som han i perioden fra navnlig 2004 til 2005 skulle have taget del i, dels om en begivenhed i slutningen februar 2008, som skulle have bragt ham i et modsætningsforhold til efterretningsofficeren [A]. For så vidt angår de likvideringer, som [ansøgeren] har oplyst at have taget del i, bemærkes, at de angiveligt er begået i 2004 og 2005, og at [ansøgeren] har opholdt sig i Armenien helt frem til 2013 uden, at det har givet anledning til nogen konflikt med myndighederne i Armenien. Han blev således ifølge sin egen forklaring – samme dag som sin udrejse – afhørt af de armenske myndigheder og efterfølgende løsladt mod at afgive en erklæring om, at han ikke ville udrejse af landet. Dette forløb, der ifølge hans forklaring havde sammenhæng med, at han blev mistænkt for at være desertør og have mistet et maskingevær, tyder ikke på, at de armenske myndigheder skulle have planlagt at likvidere ham som følge af en særlig viden, som han skulle besidde. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at der er grund til at betvivle [ansøgerens] fortælling om blandt andet hans deltagelse i likvideringer for de armenske myndigheder og bombningen i 2012 af omkring 80 personer, der deltog i en bryllupsfest i nærheden af byen […]. Der foreligger således ingen oplysninger, der kan understøtte, at de pågældende – ret spektakulære – begivenheder har fundet sted, og fortællingerne lider i øvrigt under, at [ansøgerens] generelle troværdighed er meget begrænset. Nævnet bemærker i den forbindelse, at [ansøgeren] har ændret forklaringer flere gange undervejs i samtaleforløbet med udlændingemyndighederne, ligesom han undervejs har givet modstridende forklaringer om sin identitet. Hertil kommer – som anført – at der ikke er noget, der tyder på, at han som følge af sin viden om sådanne forhold, er efterstræbt af de armenske myndigheder. [Ansøgeren] har også om de begivenheder, der knytter sig til det angivelige modsætningsforhold til efterretningsofficeren [A], forklaret uoverensstemmende på en række punkter. Han har således forklaret forskelligt blandt andet om begivenhederne [i starten af] 2008, herunder om hans enhed var indkvarteret samme sted som [A’s] enhed, og således om baggrunden for, at han efter aktionen mødtes med [A]. [Ansøgeren] har også forklaret forskelligt om, hvorvidt det var i 2009 eller 2012, at han første gang mødte [C], der spurgte, om han ikke var død endnu, ligesom han i øvrigt har forklaret uoverensstemmende om en lang række af de begivenheder, der skulle have fundet sted med tilknytning hertil. Han har også forklaret forskelligt om, hvor han [i starten af] 2013 blev bragt hen af myndighederne, ligesom han har forklaret forskelligt om sin udrejse af Armenien. Nævnet bemærker, at udover divergenserne i [Ansøgerens] forklaringer er der også andre omstændigheder, der peger i retning af, at i hvert fald dele af hans fortælling ikke er selvoplevet. Under hans tidligere asylsag forklarede han, at han ikke havde noget pas ved udrejsen, mens han under denne sag har forklaret, at han før udrejsen hentede sit pas og rejste legalt ud af landet. [Ansøgerens] forklaring under sin tidligere asylsag om, at hans pas var blevet frataget ham, stemmer bedst overens med de oplysninger, der er tilgået nævnet om, at personer i militærtjeneste får inddraget deres pas, hvilket også er tilfældet for personer, der som ham skulle være mistænkt for en forbrydelse. Endelig bemærker nævnet, at [ansøgeren] ifølge sin egen forklaring ikke har haft nogen direkte kontakt til efterretningsofficer [A] siden konfrontationen [i starten af] 2008, og at hans frygt for forfølgelse fra hans side i det hele bygger på antagelser og formodninger. Samlet set finder Flygtningenævnet, at [ansøgerens] forklaringer på flere afgørende punkter er så utroværdige og usandsynlige, at de ikke kan lægges til grund, hvorfor [ansøgeren] således ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2017/6/SHH
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra [A], Armenien. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. [I vinteren] 2013 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelse om ikke at meddele ansøgeren, hans bror og mor asyl. [I sommeren] 2011 havde Flygtningenævnet ligeledes afslået at meddele asyl til ansøgerens far, der var indrejst [i sommeren] 2010. Moren havde under sagen oplyst en anden identitet og nationalitet, samt et andet asylmotiv end under denne sag. Ægteparret har fra 2015 erkendt, at deres tidligere forklaringer var usande. Efter Flygtningenævnets genoptagelse af sagerne har Udlændingestyrelsen på ny afslået at meddele ansøgerne asyl. Ansøgerne har under denne sag henvist til, at de frygter, at de to sønner, der nu er 20 og 18 år, vil skulle afsone fængselsstraf under meget dårlige forhold for at have unddraget sig værnepligt. Sønnerne vil tillige få forlænget deres værnepligt, og de vil herunder blive pålagt at udføre ulovlige og meget farlige opgaver. Sønnerne vil formentlig blive sendt til grænsen til Aserbajdsjan, uden forinden at have fået den fornødne træning. Ansøgeren, hans bror og mor udrejste [i foråret] 2012 via Jerevan lufthavn. Ansøgeren er [i sommeren] 2016 blevet døbt i [en] Frikirke i [B]. Han er på grund af sin tro imod at bruge våben mod andre mennesker, og vil derfor modsætte sig våbentræning. Han mener ikke, at det i praksis kan lade sig gøre at aftjene alternativ værnepligt, selvom der efter loven skulle være mulighed herfor. Han tror, at reglen eventuelt kun gælder for Jehovas Vidner. Han ved ikke, om hans evangeliske tror i øvrigt vil give ham problemer i Armenien. Hans moster i Armenien har den samme tro som han. Det har ham bekendt ikke givet hende problemer. Den omstændighed, at ansøgerne ikke ønsker, at de to sønner skal aftjene værnepligt er efter Flygtningenævnets opfattelse ikke i sig selv asylbegrundende. At tjenestetiden er længere end i mange andre lande, samt at Armeniens konflikt med Aserbajdsjan ikke er løst, ændrer ikke herpå. Efter baggrundsoplysningerne kan afsoningsforholdene i de armenske fængsler lejlighedsvis være barske. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at de armenske myndigheder har forsøgt at indkalde en eller to af sønnerne og eventuelt måtte være af den opfattelse, at sønnerne ved ikke at give møde har handlet i strid med armensk lovgivning, finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at sønnerne efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger kan antages at ville blive udsat for en sådan straflængde og afsoningsforhold eller behandling efter løsladelse, at dette vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dette gælder ikke mindst, da sønnerne må antages alene at være udrejst af Armenien på grund af deres forældres beslutning herom, og at sønnerne ved udrejsen var 14 og 12 år. Hertil kommer, at begge sønner udrejste af Jerevans internationale lufthavn under anvendelse af deres netop udstedte ægte pas, samt at det efter nævnets opfattelse herefter må antages, at udrejsen er foregået legalt. Efter baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos temanotat ”Armenia: Militærtjeneste” fra 6. december 2010, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 7. juli 2011 (nr. 23459/03), rapport af 10. august 2016 fra United States Department of State om ”Religious Freedom - Armenia” samt Udlændingestyrelsens Fact Finding rapport vedrørende Armenien fra april 2016, udgivet september 2016, lægger Flygtningenævnet til grund, at det er muligt at aftjene civil værnepligt i Armenien, herunder udenfor militæret, samt at længden for en sådan civil værnepligt og forholdene, hvorunder den aftjenes, ikke er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Af baggrundsoplysningerne fremgår endvidere, at religiøse mindretal i Armenien kan have forskellige problemer. Ansøgeren har imidlertid ikke konkret sandsynliggjort, at hans tilknytning til den evangeliske kirke må antages at ville indebære, at han vil få sådanne vanskeligheder i Armenien, at han af den grund opfylder betingelserne for at få asyl. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse efter flygtningekonventionen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2017/5/snd
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra [A], Armenien. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. [I vinteren] 2013 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelse om ikke at meddele ansøgeren, hans bror og mor asyl. [I sommeren] 2011 havde Flygtningenævnet ligeledes afslået at meddele asyl til ansøgerens far, der var indrejst [i sommeren] 2010. Moren havde under sagen oplyst en anden identitet og nationalitet, samt et andet asylmotiv end under denne sag. Ægteparret har fra 2015 erkendt, at deres tidligere forklaringer var usande. Efter Flygtningenævnets genoptagelse af sagerne har Udlændingestyrelsen på ny afslået at meddele ansøgerne asyl. Ansøgerne har under denne sag henvist til, at de frygter, at de to sønner, der nu er 20 og 18 år, vil skulle afsone fængselsstraf under meget dårlige forhold for at have unddraget sig værnepligt. Sønnerne vil tillige få forlænget deres værnepligt, og de vil herunder blive pålagt at udføre ulovlige og meget farlige opgaver. Sønnerne vil formentlig blive sendt til grænsen til Aserbajdsjan, uden forinden at have fået den fornødne træning. Ansøgeren, hans bror og mor udrejste [i foråret] 2012 via Jerevan lufthavn. Af samvittighedsmæssige og religiøse grunde vil han ikke modtage våbentræning og risikere at komme til at skyde på nogen. Han tror ikke, at der reelt er mulighed for at aftjene civil værnepligt i Armenien. Han ved ikke, om hans evangeliske tro i øvrigt vil give ham problemer i Armenien. Den omstændighed, at ansøgerne ikke ønsker, at de to sønner skal aftjene værnepligt er efter Flygtningenævnets opfattelse ikke i sig selv asylbegrundende. At tjenestetiden er længere end i mange andre lande, samt at Armeniens konflikt med Aserbajdsjan ikke er løst, ændrer ikke herpå. Efter baggrundsoplysningerne kan afsoningsforholdene i de armenske fængsler lejlighedsvis være barske. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at de armenske myndigheder har forsøgt at indkalde en eller to af sønnerne og eventuelt måtte være af den opfattelse, at sønnerne ved ikke at give møde har handlet i strid med armensk lovgivning, finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at sønnerne efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger kan antages at ville blive udsat for en sådan straflængde og afsoningsforhold eller behandling efter løsladelse, at dette vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dette gælder ikke mindst, da sønnerne må antages alene at være udrejst af Armenien på grund af deres forældres beslutning herom, og at sønnerne ved udrejsen var 14 og 12 år. Hertil kommer, at begge sønner udrejste af Jerevans internationale lufthavn under anvendelse af deres netop udstedte ægte pas, samt at det efter nævnets opfattelse herefter må antages, at udrejsen er foregået legalt. Efter baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos temanotat ”Armenia: Militærtjeneste” fra 6. december 2010, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 7. juli 2011 (nr. 23459/03), rapport af 10. august 2016 fra United States Department of State om ”Religious Freedom - Armenia” samt Udlændingestyrelsens Fact Finding rapport vedrørende Armenien fra april 2016, udgivet september 2016, lægger Flygtningenævnet til grund, at det er muligt at aftjene civil værnepligt i Armenien, herunder udenfor militæret, samt at længden for en sådan civil værnepligt og forholdene, hvorunder den aftjenes, ikke er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Af baggrundsoplysningerne fremgår endvidere, at religiøse mindretal i Armenien kan have forskellige problemer. Ansøgeren har imidlertid ikke konkret sandsynliggjort, at hans tilknytning til den evangeliske kirke må antages at ville indebære, at han vil få sådanne vanskeligheder i Armenien, at han af den grund opfylder betingelserne for at få asyl. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse efter flygtningekonventionen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2017/4/snd
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra [A], Armenien. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. [I vinteren] 2013 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelse om ikke at meddele ansøgeren og hendes to sønner asyl. [I sommeren] 2011 havde Flygtningenævnet ligeledes afslået at meddele asyl til ansøgerens ægtefælle, der var indrejst [i sommeren] 2010. Ansøgeren havde under sagen oplyst en anden identitet og nationalitet, samt et andet asylmotiv end under denne sag. Ægteparret har fra 2015 erkendt, at deres tidligere forklaringer var usande. Efter Flygtningenævnets genoptagelse af sagerne har Udlændingestyrelsen på ny afslået at meddele ansøgerne asyl. Ægteparret har under denne sag henvist til, at de frygter, at deres to sønner, der nu er 20 og 18 år, vil skulle afsone fængselsstraf under meget dårlige forhold for at have unddraget sig værnepligt. Sønnerne vil tillige få forlænget deres værnepligt, og de vil herunder blive pålagt at udføre ulovlige og meget farlige opgaver. Sønnerne vil formentlig blive sendt til grænsen til Aserbajdsjan, uden forinden at have fået den fornødne træning. Ægteparret frygter endvidere, at myndighederne vil fængsle dem for at få oplysninger om sønnerne. Ansøgeren og hendes to sønner udrejste [i foråret] 2012 via Jerevan lufthavn under anvendelse af deres ægte pas. På grund af sønnernes alder var det nødvendigt at betale bestikkelse for at få sønnerne med ud. Et par måneder inden udrejsen var hendes ældste søn til lægeundersøgelse, hvor han blev fundet egnet til at udføre militærtjeneste. Under opholdet i Danmark har hun ofte talt med en kvinde, der er i [A] bor i den ejendom, hvor ægteparret boede. Kvinden har flere gange fortalt, at militæret har været på deres bopæl mange gange siden deres ældste søn blev 18 år. Militæret fortalte den pågældende, at ansøgerne var efterlyst. Ved en tilbagevenden frygter ansøgeren, at det rygtes, at hun i [efteråret] 2011 blev voldtaget af to-tre personer i [A]. Hun har ikke fortalt sin ægtefælle og sønner herom. Hun orienterede alene sin bror om overfaldet. Hun henvendte sig ikke til myndighederne, selvom de formentlig ville forsøge at hjælpe hende, idet hun var bange for, at hele byen herefter ville få kendskab til voldtægten, og at hun således ville bringe skam over sig selv og sin familie. Hun frygter, at overfaldsmændene vil fortælle om voldtægten. Der er meget sladder i deres område. Hun hørte ikke, at der var omtale af voldtægten inden hun udrejste. Hun har heller ikke senere fra naboen eller andre hørt, at der har været talt om voldtægten. Bliver ægtefællen og sønnerne bekendt med voldtægten vil de ifølge traditionen skulle udføre blodhævn, hvilket vil medføre alvorlig risiko for hele familien. Ansøgeren henviser endvidere til, at hun i Danmark har tilsluttet sig en evangelisk menighed i [B], hvor hun er blevet døbt på ny. Hun ved, der er lignende menigheder i hendes lokalområde i Armenien. Hun er ikke klar over, om de pågældende evangeliske menigheder har haft problemer på grund af deres tro. Hun har dog hørt, at religiøse mindretal har haft vanskeligheder i Armenien. Den omstændighed, at ansøgerne ikke ønsker, at de to sønner skal aftjene værnepligt er efter Flygtningenævnets opfattelse ikke i sig selv asylbegrundende. At tjenestetiden er længere end i mange andre lande, samt at Armeniens konflikt med Aserbajdsjan ikke er løst, ændrer ikke herpå. Efter baggrundsoplysningerne kan afsoningsforholdene i de armenske fængsler lejlighedsvis være barske. Ægteparret har afgivet divergerende og usikre oplysninger om militærets henvendelser på familiens bopæl i [A]. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at de armenske myndigheder har forsøgt at indkalde en eller to af sønnerne og eventuelt måtte være af den opfattelse, at sønnerne ved ikke at give møde har handlet i strid med armensk lovgivning, finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at sønnerne efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger kan antages at ville blive udsat for en sådan straflængde og afsoningsforhold eller behandling efter løsladelse, at dette vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dette gælder ikke mindst, da sønnerne må antages alene at være udrejst af Armenien på grund af deres forældres beslutning herom, og at sønnerne ved udrejsen var 14 og 12 år. Hertil kommer, at begge sønner udrejste af Jerevans internationale lufthavn under anvendelse af deres netop udstedte ægte pas, samt at det efter nævnets opfattelse herefter må antages, at udrejsen - uanset ægteparrets forklaringer herom - er foregået legalt. Efter baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos temanotat ”Armenia: Militærtjeneste” fra 6. december 2010, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 7. juli 2011 (nr. 23459/03), rapport af 10. august 2016 fra United States Department of State om ”Religious Freedom - Armenia” samt Udlændingestyrelsens Fact Finding rapport vedrørende Armenien fra april 2016, udgivet september 2016, lægger Flygtningenævnet til grund, at det er muligt at aftjene civil værnepligt i Armenien, herunder udenfor militæret, samt at længden for en sådan civil værnepligt og forholdene, hvorunder den aftjenes, ikke er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ægteparret på grund af sønnernes forhold risikerer at blive udsat for overgreb ved en tilbagevenden til Armenien. Af baggrundsoplysningerne fremgår endvidere, at religiøse mindretal i Armenien kan have forskellige problemer. Ansøgeren har imidlertid ikke konkret sandsynliggjort, at hendes tilknytning til den evangeliske kirke må antages at ville indebære, at hun vil få sådanne vanskeligheder i Armenien, at hun af den grund opfylder betingelserne for at få asyl. Det af ansøgeren anførte om eventuelle fremtidige alvorlige vanskeligheder, hvis ægtefællen eller sønnerne får oplysninger om, at hun skulle være blevet voldtaget for fem et halvt år siden og derefter måske vil hævne sig, beror alene på ansøgerens ikke nærmere underbyggede formodninger, og er ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort og asylrelevant. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse efter flygtningekonventionen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2017/3/snd
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra [A], Armenien. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. [I sommeren] 2011 stadfæstede Flygtningenævnet afgørelse om ikke at meddele ansøgeren asyl. Ansøgeren havde under sagen oplyst en anden identitet og nationalitet, samt et andet asylmotiv end under denne sag. [I vinteren] 2013 meddelte Flygtningenævnet ligeledes afslag på asylansøgning fra ansøgerens ægtefælle og to sønner. Ægteparret har fra 2015 erkendt, at deres tidligere forklaringer var usande. Efter Flygtningenævnets genoptagelse af sagerne har Udlændingestyrelsen på ny afslået at meddele ansøgerne asyl. Ægteparret har under denne sag henvist til, at de frygter, at deres to sønner, der nu er 20 og 18 år, vil skulle afsone fængselsstraf under meget dårlige forhold for at have unddraget sig værnepligt. Sønnerne vil tillige få forlænget deres værnepligt, og de vil herunder blive pålagt at udføre ulovlige og meget farlige opgaver. Sønnerne vil formentlig blive sendt til grænsen til Aserbajdsjan uden forinden at have fået den fornødne træning. Ægteparret frygter endvidere, at myndighederne vil fængsle dem for at få oplysninger om sønnerne. Ansøgeren udrejste legalt af Armenien [i sommeren] 2010. Hans ægtefælle og to sønner udrejste [i foråret] 2012 via Jerevan lufthavn under anvendelse af deres ægte pas. På grund af sønnernes alder var det nødvendigt at betale bestikkelse for at få sønnerne med ud. De seneste to år har militæret og politiet været ved ansøgernes bopæl i [A] omkring en gang om måneden vedrørende sønnernes værnepligt. Da sønnerne er udeblevet, er de alle fire efterlyst. Den omstændighed, at ansøgerne ikke ønsker, at de to sønner skal aftjene værnepligt er efter Flygtningenævnets opfattelse ikke i sig selv asylbegrundende. At tjenestetiden er længere end i mange andre lande, samt at Armeniens konflikt med Aserbajdsjan ikke er løst, ændrer ikke herpå. Efter baggrundsoplysningerne kan afsoningsforholdene i de armenske fængsler lejlighedsvis være barske. Ægteparret har afgivet divergerende og usikre oplysninger om militærets henvendelser på familiens bopæl i [A]. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at de armenske myndigheder har forsøgt at indkalde en eller to af sønnerne og eventuelt måtte være af den opfattelse, at sønnerne ved ikke at give møde har handlet i strid med armensk lovgivning, finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at sønnerne efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger kan antages at ville blive udsat for en sådan straflængde og afsoningsforhold eller behandling efter løsladelse, at dette vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dette gælder ikke mindst, da sønnerne må antages alene at være udrejst af Armenien på grund af deres forældres beslutning herom, og at sønnerne ved udrejsen var 14 og 12 år. Hertil kommer, at begge sønner udrejste af Jerevans internationale lufthavn under anvendelse af deres netop udstedte ægte pas, samt at det efter nævnets opfattelse herefter må antages, at udrejsen - uanset ægteparrets forklaringer herom - er foregået legalt. Efter baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos temanotat ”Armenia: Militærtjeneste” fra 6. december 2010, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 7. juli 2011 (nr. 23459/03), rapport af 10. august 2016 fra United States Department of State om ”Religious Freedom - Armenia” samt Udlændingestyrelsens Fact Finding rapport vedrørende Armenien fra april 2016, udgivet september 2016, lægger Flygtningenævnet til grund, at det er muligt at aftjene civil værnepligt i Armenien, herunder udenfor militæret, samt at længden for en sådan civil værnepligt og forholdene, hvorunder den aftjenes, ikke er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ægteparret på grund af sønnernes forhold risikerer at blive udsat for overgreb ved en tilbagevenden til Armenien. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse efter flygtningekonventionen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2017/2/snd
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansø-ger og dennes medfølgende barn fra Armenien. Indrejst i 2012. Sambehandlet med Arme/2017/09/DH og Arme/2017/10/DH Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmø-de, jf. udlændingelovens § 53, stk. 9, og § 56, stk. 3. Ansøgerens forældre har oprindeligt under sagen behandling oplyst, at de var fra Aserbajdsjan, at den hendes far var etnisk armener, samt at hendes mor var etnisk halv armener og halv aserbajdsjaner. De henviste som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygtede, at ansøgerens far ville blive dræbt af de aserbajdsjanske myndigheder på af sin etnicitet, og ansøgerens mor ikke ville kunne leve i fred på grund af sin blandede etnicitet. Ansøgeren har senere efter modtagelse af oplysninger om ansøgerne fra de armenske myndigheder oplyst, at hun er etnisk armener og kristen fra Yerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter sin fars tidligere arbejdsgiver. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes far [ultimo] 2011 under en kørsel til Rusland blev overfaldet af ukendte gerningsmænd, som stjal hans lastbil og tilhørende last. Ansøgerens far kom tilbage til Armenien [primo] 2012, og [efterfølgende primo] 2012 blev familiens bopæl opsøgt af ansøgerens fars arbejdsgiver, som slog ansøgerens far på grund af den tabte last. Udover det ene besøg er familie telefonisk blevet kontaktet mange gange af ansøgerens fars daværende arbejdsgiver. Ansøgeren blev [senere primo] 2012 kidnappet og udsat for seksuelle overgreb af ukendte gerningsmænd på grund af konflikten med ansøgerens far arbejdsgiver. Ansøgeren har til sin advokat derudover oplyst, at hun ved en tilbagevenden frygter, at familien til hendes datters far i Armenien vil sørge for at få barnet fjernet fra ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at det i høj grad svækker ansøgerens generelle troværdighed, at hendes forældre oplyste falske identiteter og asylmotiv, da de søgte om asyl i 2012. Hertil bemærkes, at ansøgeren først oplyste sin rigtige identitet og oplyste nyt asylmotiv, efter at Rigspolitiet havde modtaget oplysning fra det armenske politi om, at hun var identificeret armensk statsborger. Nævnet finder ikke, at dette kan forklares med ansøgerens psykiske tilstand. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret om sit asylmotiv vedrørende ansøgerens fars konflikt med sin tidligere arbejdsgiver. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren har forklaret divergerende herom. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om kendskabet til den person, der foranstaltede deres ophold i huset i [bynavn]. Til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato primo] 2016 har hun oplyst, at hun ikke kendte manden, som hjalp dem, og at hun kun havde set ham to gange. Til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016 har hun derimod forklaret, at hun ikke fortalte sandheden til den forudgående samtale, og at det var hendes fars ven, [A], som hjalp dem, da de opholdt sig i [bynavn]. Hun oplyste også, at hun havde set ham mange gange, da han også var deres nabo i Yerevan. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om modtagelsen af blomsterbuketten, og hvordan de fik kendskab hertil. Hun har til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato primo] 2016 forklaret, at hendes søster havde haft kontakt med deres nabo, [B], via Skype, som fortalte, at der var blevet leveret en buket blomster til familiens bopæl. Til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016 har ansøgeren derimod forklaret, at hun selv havde talt med naboen, og at hendes søster ikke var til stede under samtalen. Derudover har hun til samme samtale forklaret, at der var kommet to buketter, hvoraf der var en skriftlig besked ved den ene. Derudover har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at ansøgeren, hendes far og hendes søster har forklaret indbyrdes divergerende om blomsterne, og om hvem der var hjemme, da de blev opsøgt på deres bopæl. Ansøgerens far har til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016, at det var hans ven, [A], som fortalte dem, at der var blevet lagt en buket blomster ved deres lejlighed i Yerevan, og at han havde talt med [A], mens de opholdt sig i Belgien. Ansøgerens har søster har derimod til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016 forklaret, at hendes veninde, [C], mens de stadig opholdt sig i huset i [bynavn], havde oplyst, at der var kommet en buket blomster til dem. Ansøge-rens far har til samtalerne med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016 og den [dato i foråret] 2016 forklaret, at hans daværende arbejdsgiver opsøgte ham på bopælen to gange [primo] 2012, og at det var de samme tre personer, som opsøgte ham. Ansøgeren har derimod til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato primo] 2016 forklaret, at de blev opsøgt på bopælen flere gange, og at det ikke altid var de samme personer, der opsøgte dem. Hun har til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016 forklaret, at familien blev opsøgt på bopælen adskillige gange. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke at kunne lægge nogen dele af ansøgerens forklaring om hændelserne i Armenien til grund og dermed, at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Såfremt ansøgeren ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at hendes datters fars familie vil tage datteren fra hende, må ansøgeren henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det bemærkes i øvrigt i den forbindelse, at der ikke er tale om et asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet kan endvidere henvise til nævnets begrundelser i hendes forældres og hendes søsters afgørelser.” Arme/2017/11/DH
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et kvindelig ansø-ger fra Armenien. Indrejst i 2012. Sambehandlet med Arme/2017/09/DH og Arme/2017/11/DH Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmø-de, jf. udlændingelovens § 53, stk. 9, og § 56, stk. 3. Ansøgerens forældre har oprindeligt under sagen behandling oplyst, at de var fra Aserbajdsjan, at den hendes far var etnisk armener, samt at hendes mor var etnisk halv armener og halv aserbajdsjaner. De henviste som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygtede, at ansøgerens far ville blive dræbt af de aserbajdsjanske myndigheder på af sin etnicitet, og ansøgerens mor ikke ville kunne leve i fred på grund af sin blandede etnicitet. Ansøgeren har senere efter modtagelse af oplysninger om ansøgerne fra de armenske myndigheder oplyst, at hun er etnisk armener og kristen fra Yerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter sin fars tidligere arbejdsgiver. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes far [ultimo] 2011 under en kørsel til Rusland blev overfaldet af ukendte gerningsmænd, som stjal hans lastbil og tilhørende last. Ansøgerens far kom tilbage til Armenien [primo] 2012, og [efterfølgende primo] 2012 blev familiens bopæl opsøgt af ansøgerens fars arbejdsgiver, som slog ansøgerens far på grund af den tabte last. Udover det ene besøg er familie telefonisk blevet kontaktet mange gange af ansøgerens fars daværende arbejdsgiver. Ansøgerens søster, […], blev i [senere primo] 2012 kidnappet og udsat for seksuelle overgreb af ukendte gerningsmænd på grund af konflikten med ansøgerens far arbejdsgiver. Da de ville anmelde kidnapningen til politiet, blev ansøgeren udsat for seksuelle overgreb af en politimand. Flygtningenævnet finder, at det i høj grad svækker ansøgerens generelle troværdighed, at hendes forældre oplyste falske identiteter og asylmotiv, da de søgte om asyl i 2012. Hertil bemærkes, at ansøgeren først oplyste sin rigtige identitet og oplyste nyt asylmotiv, efter at Rigspolitiet havde modtaget oplysning fra det armenske politi om, at hun var identificeret armensk statsborger. Nævnet finder ikke, at dette kan forklares med ansøgerens psykiske tilstand. Ansøgerens asylmotiv i forhold til Armenien vedrører ansøgerens fars konflikt med sin tidligere arbejdsgiver. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren har forklaret divergerende herom. Ansøgeren har for-klaret divergerende om modtagelsen af blomsterne. Til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato ultimo] 2016 har hun oplyst, at hendes familie ringede til køberen af deres lejlighed i Yerevan, mens de opholdt sig i [bynavn], og at køberen havde fortalt, at der var en mand, som havde leveret en buket blomster, som skulle videregives til ansøgeren. Til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016 oplyste ansøgeren derimod, at hun, mens hun var i [bynavn], ringede til sin veninde, [C], som fortalte ansøgeren om blomsterne. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om, hvem der boede i huset i [bynavn]. Ansøgeren har til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato primo] 2016 oplyst, at de boede i huset sammen med [A] og hans ægtefælle, hvorimod hun til samtalen den [dato i foråret] 2016 oplyste, at [A] boede i nabobygningen i Yerevan. Derudover har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at ansøgeren, hendes forældre og hendes søster har forklaret indbyrdes divergerende om blomsterne, og om hvem der var hjemme, da de blev opsøgt på deres bopæl. Ansøgerens far har til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016 oplyst, at det var hans ven, [A], som oplyste familien om blomsterne, mens familien opholdt sig i Belgien. Ansøgerens søster, […], har til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016 forklaret, at det var deres nabo, [B], som havde fortalt dem om blomsterne, og at de fik denne oplysning efter ankomsten til Danmark. Ansøgeren har til samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016 forklaret, at hun ikke ved, om familien på deres bopæl er blevet opsøgt, idet hun ikke var hjemme og ikke har hørt noget. Ansøgerens far har til samtalerne med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016 og [dato i foråret] 2016 oplyst, at både han, ansøgerens mor, ansøgeren og hendes søster var hjemme, da de blev opsøgt på bopælen to gange [primo] 2012. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke at kunne lægge nogen dele af ansøgerens forklaring om hændelserne i Armenien til grund og dermed, at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet kan endvidere henvise til nævnets be-grundelser i hendes forældre og hendes søsters afgørelser.” Arme/2017/10/DH
Nævnet stadfæstelse i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra [armensk by], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive udsat for overgreb af en mand, som tidligere har udsat hende for overgreb. Hun frygter tillige, at hun vil blive behandlet dårligt af andre fra hendes hjemby, da de ved, at hun er blevet udsat for overgreb. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at hun vil blive udstødt af familien og landsbyen, fordi hun vender tilbage som ugift mor. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun blev opsøgt af en mand to måneder, før hun udrejste af Armenien i 2010. Manden havde forinden ringet til ansøgerens far og aftalt, at han skulle hente noget på ansøgerens families bopæl. Ansøgerens far kontaktede herefter ansøgeren og fortalte, at manden ville komme forbi og hente nogle ting, der skulle bruges til en bil. Manden boede i samme landsby som ansøgeren. Da ansøgeren åbnede døren, tvang manden sig indenfor og voldtog ansøgeren. Ansøgeren fik at vide, at hun ikke måtte fortælle om voldtægten til politiet. Ansøgeren fortalte sin mor, hvad der var sket, og ansøgerens mor fortalte det videre til ansøgerens far. Manden fortalte efterfølgende ansøgerens forældre, at de ikke måtte kontakte politiet. Da ansøgeren herefter fik at vide, at hendes onkel ville forlade Armenien, foreslog hun, at hun kunne rejse med ham. Hun ved ikke, hvorfor hendes onkel skulle forlade Armenien. Frem til udrejsen af Armenien opholdt ansøgeren sig indendørs i to måneder. Ansøgeren har gennem sin mors forklaring om naboernes spørgsmål fået at vide, at hele landsbyen ved, hvad der er sket med hende, men tror at hun selv har medvirket. Ansøgeren udrejste af Armenien sammen med sin onkel. Ansøgeren har i forbindelse med sin indrejse i 2010 oplyst et helt andet asylmotiv og en anden identitet og fastholdt dette, indtil hun i 2015 blev gjort bekendt med, at de danske myndigheder havde fundet ud af hendes rette identitet. Denne omstændighed svækker i sig selv ansøgerens troværdighed ganske væsentligt, særlig henset til at hun tidligere afgav en meget detaljeret forklaring om sit påberåbte asylmotiv. Ansøgeren har nu afgivet en forklaring om et andet asylmotiv, og forklaringen til Udlændingestyrelsen har været overordnet og uden mange detaljer. Blandt andet har ansøgeren ikke villet oplyse om gerningsmandens navn. Forklaringen er senere udbygget i forbindelse med mødet med advokaten til en ganske detaljeret forklaring om det påberåbte overgreb. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at den nye forklaring fremstår overbevisende. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren trods det enkle asylmotiv har forklaret yderligere udbyggende om, hvilke trusler gerningsmanden skulle have fremsat overfor hende, og hvem i familien, der skulle have fået kendskab til overgrebet, idet hun for nævnet har forklaret, at også farbrødre og tanter fik det at vide. Derimod har hun ikke kunne redegøre nærmere for, hvem der skulle have fortalt det til de pågældende, og hvordan resten af landsbyen skulle være bekendt med det. Det fremstår således ikke troværdigt, at oplysningerne skulle være givet videre af hendes forældre eller gerningsmanden set i sammenhæng med episodens karakter. På denne baggrund sammenholdt med, at ansøgerens troværdighed i forvejen er svækket af den tidligere falske forklaring om hendes asylmotiv, finder nævnet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om det nye asylmotiv til grund. De generelle forhold for ugifte mødre i Armenien findes ikke sig selv at være asylbegrundende. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. arme/2017/1/DTO
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra Yerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive forfulgt af den nationale sikkerhedstjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til sine børnebørns, [G1’s] og [G2’s], konflikt med de armenske myndigheder, der opstod i forbindelse med, at [G1] i [vinteren] 2007 filmede et interview med tre politikere som led i sit arbejde for tv-kanalen [A]. Politikerne sympatiserede med bevægelsen HHSH og var i besiddelse af meget belastende oplysninger om præsidenten. [G1] blev umiddelbart efter optagelsen indkaldt til et møde med HHSH, hvor han blev slået og anklaget for at have lækket oplysninger til efterretningstjenesten. I [vinteren] 2007 blev [G1’s] arbejdsplads ransaget af efterretningstjenesten. [G1] blev dagen efter tilbageholdt og afhørt af efterretningstjenesten, der ønskede optagelserne af interviewet udleveret. [G1] var tilbageholdt i flere timer og blev udsat for fysiske overgreb. [G1] aftjente derefter værnepligt frem til [sommeren] 2008, hvor han ikke blev opsøgt af efterretningstjenesten. To dage efter [G1’s] hjemkomst fra militæret blev [G2] og [G1] opsøgt af efterretningstjenesten, der tilbageholdt [G1] i fire timer. I [sommeren] 2008 blev [G2] og [G1] på ny opsøgt af efterretningstjenesten og tilbageholdt i omkring to timer, hvor de blev afhørt om optagelserne og udsat for fysiske overgreb. De blev løsladt på betingelse af, at [G1] senere afleverede optagelserne. [G2] og [G1] flyttede derefter til [N], og ansøgeren og dennes datter flyttede tillige til byen, hvor de alle fire boede frem til [sommeren] 2014. Familien blev i [sommeren] 2014 opsøgt af efterretningstjenesten i [N] og tilbageholdt og afhørt om optagelserne. Ansøgeren og dennes datter var tilbageholdt i tre timer, hvorimod [G2] og [G1] var tilbageholdt i ti dage. [G2] og [G1] blev løsladt efter at have underskrevet en erklæring om ikke at udrejse. [G1] blev to dage senere tilbageholdt i en periode på 15 dage. Familien flyttede herefter til [NA] i Jerevan, hvor de boede fra [sommeren] 2014 indtil deres udrejse fra Armenien i [efteråret] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerne [G1’s] og [G2’s] forklaringer om asylmotivet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at disse ansøgeres oplysninger i asylansøgningsskemaerne [fra efteråret] 2014 og senere til oplysnings- og motivsamtalerne [fra foråret] 2015 om identitet, nationalitet og asylmotiv har været bevidst urigtige, og at disse ansøgere – først efter at være foreholdt, at deres navne og statsborgerskab ifølge visumoplysninger mv. er et andet end af dem oprindeligt angivet – har afgivet en ny og helt anden forklaring vedrørende asylmotivet. Disse ansøgeres forklaringer om, at de i asylansøgningsskemaerne og til oplysnings- og motivsamtalerne blot oplyste, hvad agenten havde forslået dem, findes ikke afgørende at afsvække betydningen af de urigtige oplysninger. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at myndighederne igennem en periode på omkring syv år angiveligt skulle have forfulgt ansøgerne [G1] og [G2] med så stor intensitet på trods af den omstændighed, at en række andre personer end ansøgerne efter forklaringerne måtte have været i besiddelse af de oplysninger, der belastede præsidenten. Det findes herunder utroværdigt, at de efterstræbte oplysninger ikke er kommet til offentlighedens kendskab på anden vis. Nævnet finder det tillige utroværdigt, at [G2] i 2010 og 2011 og [G1] i 2013 løb den betydelige risiko at få udstedt nye pas i betragtning af, at ansøgerne i perioden fra 2008 til udrejsen i 2014 levede ”under jorden” i skjul for myndighederne. Ansøgernes forklaringer om, at en veninde til deres moder på deres vegne søgte om og underskrev ansøgningerne kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Arme/2016/9/LOD
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra Yerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive forfulgt af den nationale sikkerhedstjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til sine sønners, [G1’s] og [G2’s], konflikt med de armenske myndigheder, der opstod i forbindelse med, at [G1] i [vinteren] 2007 filmede et interview med tre politikere som led i sit arbejde for tv-kanalen [A]. Politikerne sympatiserede med bevægelsen HHSH og var i besiddelse af meget belastende oplysninger om præsidenten. [G1] blev umiddelbart efter optagelsen indkaldt til et møde med HHSH, hvor han blev slået og anklaget for at have lækket oplysninger til efterretningstjenesten. I [vinteren] 2007 blev [G1’s] arbejdsplads ransaget af efterretningstjenesten. [G1] blev dagen efter tilbageholdt og afhørt af efterretningstjenesten, der ønskede optagelserne af interviewet udleveret. [G1] var tilbageholdt i flere timer og blev udsat for fysiske overgreb. [G1] aftjente derefter værnepligt frem til [sommeren] 2008, hvor han ikke blev opsøgt af efterretningstjenesten. To dage efter [G1’s] hjemkomst fra militæret blev [G2] og [G1] opsøgt af efterretningstjenesten, der tilbageholdt [G1] i fire timer. I [sommeren] 2008 blev [G2] og [G1] på ny opsøgt af efterretningstjenesten og tilbageholdt i omkring to timer, hvor de blev afhørt om optagelserne og udsat for fysiske overgreb. De blev løsladt på betingelse af, at [G1] senere afleverede optagelserne. [G2] og [G1] flyttede derefter til [N], og ansøgeren og dennes moder flyttede tillige til byen, hvor de alle fire boede frem til [sommeren] 2014. Familien blev i [sommeren] 2014 opsøgt af efterretningstjenesten i [N] og tilbageholdt og afhørt om optagelserne. Ansøgeren og dennes moder var tilbageholdt i tre timer, hvorimod [G2] og [G1] var tilbageholdt i ti dage. [G2] og [G1] blev løsladt efter at have underskrevet en erklæring om ikke at udrejse. [G1] blev to dage senere tilbageholdt i en periode på 15 dage. Familien flyttede herefter til [NA] i Jerevan, hvor de boede fra [sommeren] 2014 indtil deres udrejse fra Armenien i [efteråret] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerne [G1’s] og [G2’s] forklaringer om asylmotivet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at disse ansøgeres oplysninger i asylansøgningsskemaerne [fra efteråret] 2014 og senere til oplysnings- og motivsamtalerne [fra foråret] 2015 om identitet, nationalitet og asylmotiv har været bevidst urigtige, og at disse ansøgere – først efter at være foreholdt, at deres navne og statsborgerskab ifølge visumoplysninger mv. er et andet end af dem oprindeligt angivet – har afgivet en ny og helt anden forklaring vedrørende asylmotivet. Disse ansøgeres forklaringer om, at de i asylansøgningsskemaerne og til oplysnings- og motivsamtalerne blot oplyste, hvad agenten havde forslået dem, findes ikke afgørende at afsvække betydningen af de urigtige oplysninger. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at myndighederne igennem en periode på omkring syv år angiveligt skulle have forfulgt ansøgerne [G1] og [G2] med så stor intensitet på trods af den omstændighed, at en række andre personer end ansøgerne efter forklaringerne måtte have været i besiddelse af de oplysninger, der belastede præsidenten. Det findes herunder utroværdigt, at de efterstræbte oplysninger ikke er kommet til offentlighedens kendskab på anden vis. Nævnet finder det tillige utroværdigt, at [G2] i 2010 og 2011 og [G1] i 2013 løb den betydelige risiko at få udstedt nye pas i betragtning af, at ansøgerne i perioden fra 2008 til udrejsen i 2014 levede ”under jorden” i skjul for myndighederne. Ansøgernes forklaringer om, at en veninde til deres moder på deres vegne søgte om og underskrev ansøgningerne kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Arme/2016/8/LOD
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra Yerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive forfulgt af den nationale sikkerhedstjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til sin broder, [G’s], konflikt med de armenske myndigheder, der opstod i forbindelse med, at [G] i [vinteren] 2007 filmede et interview med tre politikere som led i sit arbejde for tv-kanalen [A]. Politikerne sympatiserede med bevægelsen HHSH og var i besiddelse af meget belastende oplysninger om præsidenten. [G] blev umiddelbart efter optagelsen indkaldt til et møde med HHSH, hvor han blev slået og anklaget for at have lækket oplysninger til efterretningstjenesten. I [vinteren] 2007 blev [G’s] arbejdsplads ransaget af efterretningstjenesten. [G] blev dagen efter tilbageholdt og afhørt af efterretningstjenesten, der ønskede optagelserne af interviewet udleveret. [G] var tilbageholdt i flere timer og blev udsat for fysiske overgreb. [G] aftjente derefter værnepligt frem til [sommeren] 2008, hvor han ikke blev opsøgt af efterretningstjenesten. To dage efter [G’s] hjemkomst fra militæret blev ansøgeren og [G] opsøgt af efterretningstjenesten, der tilbageholdt [G] i fire timer. I [sommeren] 2008 blev de på ny opsøgt af efterretningstjenesten og tilbageholdt i omkring to timer, hvor de blev afhørt om optagelserne og udsat for fysiske overgreb. De blev løsladt på betingelse af, at [G] senere afleverede optagelserne. Ansøgeren og broderen flyttede derefter til [N], og deres moder og mormoder flyttede tillige til byen, hvor de alle fire boede frem til [sommeren] 2014. Familien blev i [sommeren] 2014 opsøgt af efterretningstjenesten i [N] og tilbageholdt og afhørt om optagelserne. Ansøgerens moder og mormoder var tilbageholdt i tre timer, hvorimod ansøgeren og broderen var tilbageholdt i ti dage. De blev løsladt efter at have underskrevet en erklæring om ikke at udrejse. [G] blev to dage senere tilbageholdt i en periode på 15 dage. Familien flyttede herefter til [NA] i Jerevan, hvor de boede fra [sommeren] 2014 indtil deres udrejse fra Armenien i [efteråret] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerne [ansøgerens] og [G’s] forklaringer om asylmotivet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at disse ansøgeres oplysninger i asylansøgningsskemaerne [fra efteråret] 2014 og senere til oplysnings- og motivsamtalerne [fra foråret] 2015 om identitet, nationalitet og asylmotiv har været bevidst urigtige, og at disse ansøgere – først efter at være foreholdt, at deres navne og statsborgerskab ifølge visumoplysninger mv. er et andet end af dem oprindeligt angivet – har afgivet en ny og helt anden forklaring vedrørende asylmotivet. Disse ansøgeres forklaringer om, at de i asylansøgningsskemaerne og til oplysnings- og motivsamtalerne blot oplyste, hvad agenten havde forslået dem, findes ikke afgørende at afsvække betydningen af de urigtige oplysninger. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at myndighederne igennem en periode på omkring syv år angiveligt skulle have forfulgt ansøgerne [ansøgeren] og [G] med så stor intensitet på trods af den omstændighed, at en række andre personer end ansøgerne efter forklaringerne måtte have været i besiddelse af de oplysninger, der belastede præsidenten. Det findes herunder utroværdigt, at de efterstræbte oplysninger ikke er kommet til offentlighedens kendskab på anden vis. Nævnet finder det tillige utroværdigt, at [ansøgeren] i 2010 og 2011 og [G] i 2013 løb den betydelige risiko at få udstedt nye pas i betragtning af, at ansøgerne i perioden fra 2008 til udrejsen i 2014 levede ”under jorden” i skjul for myndighederne. Ansøgernes forklaringer om, at en veninde til deres moder på deres vegne søgte om og underskrev ansøgningerne kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Arme/2016/7/LOD
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra Yerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive forfulgt af den nationale sikkerhedstjeneste. Ansøgeren filmede i [vinteren] 2007 et interview med tre politikere som led i sit arbejde for tv-kanalen [A]. Politikerne sympatiserede med bevægelsen HHSH og var i besiddelse af meget belastende oplysninger om præsidenten. Ansøgeren blev umiddelbart efter optagelsen indkaldt til et møde med HHSH, hvor han blev slået og anklaget for at have lækket oplysninger til efterretningstjenesten. I [vinteren] 2007 blev ansøgerens arbejdsplads ransaget af efterretningstjenesten. Ansøgeren blev dagen efter tilbageholdt og afhørt af efterretningstjenesten, der ønskede optagelserne af interviewet udleveret. Han var tilbageholdt i flere timer og blev udsat for fysiske overgreb. Han aftjente derefter værnepligt frem til [sommeren] 2008, hvor han ikke blev opsøgt af efterretningstjenesten. To dage efter hans hjemkomst fra militæret blev han og broderen, [G], opsøgt af efterretningstjenesten, der tilbageholdt ansøgeren i fire timer. I [sommeren] 2008 blev de på ny opsøgt af efterretningstjenesten og tilbageholdt i omkring to timer, hvor de blev afhørt om optagelserne og udsat for fysiske overgreb. De blev løsladt på betingelse af, at ansøgeren senere afleverede optagelserne. Ansøgeren og broderen flyttede derefter til [N], og deres moder og mormoder flyttede tillige til byen, hvor de alle fire boede frem til [sommeren] 2014. Familien blev i [sommeren] 2014 opsøgt af efterretningstjenesten i [N] og tilbageholdt og afhørt om optagelserne. Ansøgerens moder og mormoder var tilbageholdt i tre timer, hvorimod ansøgeren og [G] var tilbageholdt i ti dage. De blev løsladt efter at have underskrevet en erklæring om ikke at udrejse. Ansøgeren blev to dage senere tilbageholdt i en periode på 15 dage. Familien flyttede herefter til [NA] i Jerevan, hvor de boede fra [sommeren] 2014 indtil deres udrejse fra Armenien i [efteråret] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerne [ansøgerens] og [G’s] forklaringer om asylmotivet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at disse ansøgeres oplysninger i asylansøgningsskemaerne [fra efteråret] 2014 og senere til oplysnings- og motivsamtalerne [fra foråret] 2015 om identitet, nationalitet og asylmotiv har været bevidst urigtige, og at disse ansøgere – først efter at være foreholdt, at deres navne og statsborgerskab ifølge visumoplysninger mv. er et andet end af dem oprindeligt angivet – har afgivet en ny og helt anden forklaring vedrørende asylmotivet. Disse ansøgeres forklaringer om, at de i asylansøgningsskemaerne og til oplysnings- og motivsamtalerne blot oplyste, hvad agenten havde forslået dem, findes ikke afgørende at afsvække betydningen af de urigtige oplysninger. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at myndighederne igennem en periode på omkring syv år angiveligt skulle have forfulgt ansøgerne [ansøgeren] og [G] med så stor intensitet på trods af den omstændighed, at en række andre personer end ansøgerne efter forklaringerne måtte have været i besiddelse af de oplysninger, der belastede præsidenten. Det findes herunder utroværdigt, at de efterstræbte oplysninger ikke er kommet til offentlighedens kendskab på anden vis. Nævnet finder det tillige utroværdigt, at [G] i 2010 og 2011 og [ansøgeren] i 2013 løb den betydelige risiko at få udstedt nye pas i betragtning af, at ansøgerne i perioden fra 2008 til udrejsen i 2014 levede ”under jorden” i skjul for myndighederne. Ansøgernes forklaringer om, at en veninde til deres moder på deres vegne søgte om og underskrev ansøgningerne kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Arme/2016/6/LOD
Nævnet hjemviste i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen har på en række væsentlige punkter ønsket at berigtige den kvindelige ansøgers afgørelse med henvisning til, at man blandt andet har overset antallet af overgreb og tilbageholdelser, som ansøgerne har forklaret om. Henset til omfanget af berigtigelser, og at Udlændingestyrelsen eksplicit har baseret deres afslag på forkerte oplysninger, ligesom Udlændingestyrelsen ikke har forholdt sig til, om den mandlige ansøger har et selvstændigt asylmotiv, hjemvises sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” arme/2016/5/LOD
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk armenier og kristne fra [landsby], Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland frygter, at familien bliver slået ihjel af medlemmer af Manvel-familien, som de formoder var dem, der overfaldt dem i deres hjem. De har endvidere henvist til deres søns asylmotiv. Til støtte for deres asylmotiv har ansøgerne anført, at de flygtede fra Armenien på grund af ansøgernes søns problemer. Sønnen blev udsat for en meget nedværdigende behandling, mens han var i hæren, af en person ved navn [A], der var i familie med en magtfuld mand ved navn Manvel. På et tidspunkt skulle sønnen og [A] holde vagt sammen. Efter at de startede deres vagt, sagde [A] til sønnen, at han gerne ville sove, og at sønnen skulle vække ham, hvis han hørte noget. Sønnen nægtede at gøre det. [A] blev vred over dette, og det udviklede sig til håndgemæng imellem de to. [A] ladede sit gevær og sigtede mod sønnen. Sønnen skubbede til geværet, så [A] blev ramt af et skud fra sit eget gevær, hvorefter sønnen løb væk. Tidligt om morgen [sommeren] 2014 kom en gruppe mænd til familiens hus og spurgte efter sønnen. De overfaldt familien og truede dem til at udlevere familiens personlige dokumenter. De truede med, at de ville slå familien ihjel, inden de forlod huset. De udsatte både den mandlige og den kvindelige ansøger og deres datter for vold. Familiens naboer kom dem derefter til hjælp og fik den mandlige ansøger, der var så medtaget af volden, at han var bevidstløs, på hospitalet. Den kvindelige ansøger og deres datter blev af en mand ved navn [C], som var fader til ansøgernes søns ven ved navn [B], hentet samme aften og kørt til et hus i [en anden landsby], hvor sønnen befandt sig. Den mandlige ansøger blev hentet af [C] nogle dage senere. De boede i huset i [den anden landsby] i omkring en måned. [I slutningen af sommeren] 2014 udrejste familien af Armenien med hjælp fra [C]. Ved grænsen til Georgien sluttede en russer ved navn [D] sig til dem, og kørte sammen med dem og [C] til Sandholmlejren, hvor de søgte asyl. Flygtningenævnets flertal finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til deres søn, […]s asylmotiv. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de vil være i individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor de armenske statsborgere […] og […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” arme/2016/4
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Armenien og to medfølgende børn fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske armenere og kristne fra Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel af hans overordnede, [A], og [A’s] svigerfar, som er en betydningsfuld general, fordi [A] har anklaget ansøgeren for at have stjålet brændstof fra militæret. Den mandlige ansøger frygter endvidere de russiske myndigheder, fordi han [ i sommeren] 2015 blev idømt 13 års fængsel for at have stjålet 60 tons brændstof. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv, herunder at hun frygter at de russiske myndigheder vil slå familien ihjel som følge af ægtefællens konflikt, ligesom ansøgeren af den grund frygter, at de armenske myndigheder vil udlevere familien til Rusland. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har boet i Armenien, indtil han var 20 år, hvorefter han tog ophold i Moskva, Rusland. [I foråret] 2010 fik han arbejde på brændstofleverancemilitærbase nr. […] beliggende i […], hvor hans arbejde bestod i at levere brændstof til 10-15 andre militærbaser. Ansøgeren og hans overordnede,[A] var ansvarlige for, at leverancerne stemte overens med ordren på brændstof. [En sommer dag i] 2015 skulle ansøgeren have leveret brændstof til kampvognsdivision [X]. Ansøgeren fik et papir med på turen fra [A], hvor ansøgeren havde kvitteret for, at han og hans mænd transporterede 60 tons brændstof. Efter ankomsten til basen kampvognregiment [Y] mellem kl. 12 og 13 opdagede ansøgeren, da han så et skilt med basens navn, at de ikke var ankommet til kampvognsdivision [X], hvilket der stod i ordren. Ansøgeren kontaktede [A], som forsikrede ham om, at alt var i orden, og [A] sagde, at det ikke kom ham ved, hvorfor destinationen var blevet ændret. Ansøgeren skrev derfor under på, at han havde leveret 60 tons brændstof til basen. Da ansøgeren kom tilbage på sin base omkring kl. 17, blev han indkaldt på regimentschef oberst [B’s] kontor, hvor [A] indfandt sig og anklagede ansøgeren for at have forfalsket papirer og stjålet det leverede brændstof. Ansøgeren formoder, at [A] leverede brændstoffet et forkert sted, fordi det derved fremstår som om, at det aldrig er blevet leveret, fordi han og [B] selv ville sælge brændstoffet videre og profitere heraf. Ansøgeren benægtede at have stjålet brændstoffet, og han blev tilbageholdt i militærets vagtarrest fra [ i 15 dage i sommeren] 2015. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for vold, og de truede ansøgeren med at slå hans familie ihjel, såfremt han ikke tilstod tyveriet. Ansøgeren tilstod tyveriet overfor [A] og [B], da han fik vist en video optaget af hans ægtefælle og søn i deres hjem, hvor de påførte ansøgerens ægtefælle smerte. [I sommeren] 2015 vidnede [A] og [B] imod ansøgeren under en retssag hos en ukendt domstol, og ansøgeren blev idømt 13 års fængsel for tyveriet. [I sommeren] 2015 lykkedes det ansøgeren at flygte under en fangetransport fra et varetægtsfængsel til et ukendt sted. En af de fire personer, som ansøgeren blev transporteret sammen med, havde arrangeret, at en bil ville køre ind i fangetransporten, så de kunne flygte. Ansøgeren havde ikke selv planlagt flugten. Fangeflugten skete om morgenen omkring kl. 6-7, og det lykkedes ansøgeren at flygte, da han blev hjulpet ud af bilen af en af vagterne, efter bilen blev ramt og trillede omkuld. Ansøgeren flygtede fra ulykkesstedet i en bil, der var blevet placeret tæt på stedet, hvorefter ansøgeren kørte i omkring en times tid til sin ven [D] i […]. Efter en halv til en hel times ophold hos [D] udrejste ansøgeren via bil på [F’s] brors pas til Georgien, hvor ansøgerens familie befandt sig hos vennen,[F]. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgernes forklaringer på centrale punkter indeholder divergenser og er udbyggende. Således har den mandlige ansøger for udlændingestyrelsen forklaret, at han først umiddelbart inden, han underskrev tilståelsen, fik forevist en video med overgreb mod ansøgerens ægtefælle og børn, mens han for nævnet har forklaret, at han fra kort efter anholdelsen dagligt fik forevist klip af videoen. Ligeledes har begge ansøgere først for nævnet forklaret, at den kvindelige ansøgers tøj blev revet i stykker. Endvidere er der forklaret divergerende om, hvorvidt det var den kvindelige ansøger, der blev påført en skade på øjenbrynet, eller om det var ansøgernes søn, det gik ud over. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Armenien eller Rusland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. arme/2016/37/LRN
Nævnet ændrede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2000, hvor hun søgte om asyl under navnet [A] og som irakisk statsborger. Klageren oplyste, at hun var udrejst af Irak på grund af en familiefejde, i hvilken forbindelse hendes mor og søskende var døde, at hendes far siden døde i Kaliningrad, og at klageren således var uden netværk i sit hjemland, Irak. [I starten af] 2008 meddelte Flygtningenævnet klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I sommeren] 2015 modtog Udlændingestyrelsen en anonym henvendelse, hvoraf fremgår, at klageren havde oplyst en falsk identitet til de danske myndigheder, idet hun rettelig hedder [B] og er armensk statsborger. Klageren har forklaret, at det er korrekt, at hun har oplyst en falsk identitet og et falsk asylmotiv til de danske myndigheder. Hun frygtede, at hun i modsat fald ikke ville have opnået opholdstilladelse i Danmark. Klageren har videre forklaret, at hun udrejste af Armenien engang i 2000 uden sin families accept, og at hun siden ikke kunne vende tilbage til sin familie i Armenien, idet hun var udrejst uden deres tilladelse. Hun vurderede, at oplysningerne om familiestridighederne ikke ville kunne give hende opholdstilladelse, hvorfor hun konstruerede et asylmotiv, selvom hun var bekendt med sin pligt til at tale sandt. Hun kan ikke vende tilbage til Armenien, fordi hun frygter de armenske myndigheder som følge af sin bror, [C’s], konflikt med myndighedspersoner i militæret. Klageren har videre oplyst, at hun ikke kan vende tilbage til Armenien, fordi hendes ægtefælle har et udestående med myndighederne, idet han er militærnægter. Klageren har endelig forklaret, at hun ikke kan vende tilbage til Armenien grundet de generelle forhold, herunder at hun som kvinde uden egentlig familie tilhørende en minoritet som […], ikke har nogen rettigheder i Armenien. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens generelle troværdighed er svækket allerede som følge af, at hun oprindelig har opgivet falsk identitet og asylmotiv til de danske myndigheder. Hertil kommer, at klageren også har afgivet divergerende oplysninger til myndighederne under inddragelsessagens behandling. Hun har således til Udlændingestyrelsen oplyst, at hun intet kendskab havde til sin bror [D], mens hun for nævnet har forklaret, at [D] bor i Danmark, og at hun i perioden fra 2004 til 2008 jævnligt arbejdede i brorens cafeteria. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren i sommeren 2010 rejste til Jerevan, som hun og hendes familie oprindelig kommer fra. Her opholdt hun sig problemfrit i 2-3 uger, hvor hun modtog fertilitetsbehandling. Da klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, skal denne som udgangspunkt inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, medmindre proportionalitetsafvejningen af den udviste svig i forhold til de hensyn, der er nævnt i § 26, stk. 1, efter en konkret vurdering fører til, at opholdstilladelsen alligevel ikke bør inddrages. Flygtningenævnet finder, at det ved denne vurdering alene er klagerens helbredsforhold, der i givet fald kan føre til, at opholdstilladelsen ikke bør inddrages. I brev af [dato] 2016 fra Aarhus Universitetshospital til Hedensted Kommune er anført, at klageren må siges at have en livstruende sygdom uden mulighed for helbredelse. Det fremgår af Statusattest af [dato] 2016 fra egen læge, at klageren har udbredt cancer, og at hun ikke længere er i aktiv behandling. Det fremgår videre, at tidshorisonten er usikker, men at der ikke er udsigt til helbredelse samt, at der alene gives behandling af lindrende karakter. Det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale nr. 238 (World Report 2016 - Armenia Publisher Human Rights Watch Publication Date 27 January 2016) blandt andet “Palliative Care Armenia continues to discuss reforming its complicated and time-consuming prescription and procurement procedures for opioid medications. A national action plan on palliative care remained pending for more than a year at time of writing. Current regulations obstruct the delivery of adequate palliative care, condemning most terminally ill patients to unnecessary suffering. Tight police controls on injectable opioids and restrictive policies on procurement, prescription, and disbursement are inconsistent with many of the World Health Organization's recommendations on palliative care.” Flygtningenævnet finder efter en konkret vurdering af oplysningerne om klagerens uhelbredelige cancersygdom sammenholdt med oplysningerne i baggrundsmaterialet om den mangelfulde smertebehandling for terminale patienter, at afgørende hensyn taler imod, at opholdstilladelsen skal inddrages. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [dato] 2015, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” arme/2016/36/SHH
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og ateist fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter for-følgelse som følge af sin homoseksualitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Arme-nien arbejdede som kunstmaler, og at han i denne forbindelse benyttede en mandlig model ved navn […]. Omkring tre år inden ansøgerens udrejse indledte han et forhold til [den mandlige model]. På en for ansøgeren ukendt dato for omkring tre år siden, blev ansøgeren og [den mandlige model] overfaldet af fire til fem for ansøgeren ukendte personer. Ansøgeren kontaktede efterfølgende politiet, som oplyste, at de ville undersøge sagen, men der skete ikke videre. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter befolkningen og myndighederne i Armenien som følge af hans virke som kunstmaler. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han for omkring to år siden udstillede et maleri på en udstilling i Jerevan. På udstillingens første dag blev ansøgeren interviewet af en journalist. Dagen efter interviewet var ansøgerens maleri forsvundet fra udstillingen. Ansøgeren kontaktede politiet, som sagde, at de ville undersøge sagen. En eller to måneder senere blev ansøgeren på sin bopæl opsøgt af myndighederne, som ransagede bopælen. Da myndighederne ikke fandt noget, forlod de bopælen. Omkring en måned senere blev ansøgeren på ny opsøgt af myndighederne, som ønskede at hverve ansøgeren til militæret. I forbindelse med et toiletbesøg lykkedes det ansøgeren at flygte. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter en myndighedsperson, som er i familie med [A], som er ansøgerens bekendt i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han via Skype lærte den pågældende bekendt, som er kunstmaler og bosiddende i Danmark, at kende. [A] er i familie med den nævnte myndighedsperson i Armenien, som også var den person, som hjalp ansøgeren med at skabe kontakt til en agent. [A] betalte for ansøgerens udrejse. Da ansøgeren kom til Danmark, fandt han ud af, at [A] ikke var kunstmaler. [A] ville have ansøgeren til at male 40 kunstværker, som [A] ville signere, hvorved ansøgeren kunne afskrive sin gæld for udrejsen. [A] har efterfølgende truet ansøgeren til at male flere malerier, ligesom der har været en kunstudstilling i [A’s] navn med ansøgerens malerier. Efter ansøgeren stak af fra [A], har [A] opsøgt ansøgeren på asylcentret, ligesom ansøgeren har modtaget meddelelser fra myndig-hedspersonen i Armenien på Facebook. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaringer har været præget af divergenser med hensyn til tidspunkter og antal for de påberåbte begivenheder. Nævnet finder imidlertid ikke, at de af ansøgeren påberåbte asylmotiver har en sådan karakter og intensitet, at de kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren som homoseksuel ikke kan anses for at være særlig profileret og, at forholdene for homoseksuelle i Armenien ikke generelt kan begrunde asyl. Ansøgerens påberåbte konflikt med myndighederne, på baggrund af sit kunstneriske virke, ligger langt tilbage i tid i forhold til hans udrejse og må endvidere anses for at være af en sådan karakter, at denne heller ikke kan begrunde asyl, på bagrund af sit kunstneriske virke. Ansøgerens påberåbte asylmotiv i forhold til [A’s] slægtning i Armenien må anses for alene at bero på ansøgerens egen formodning. Nævnet lægger herved vægt på, at den beskrevne mailkorrespondance efter sit indhold ikke fremtræder som trusler. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/35/EMU
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra Yerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive tortureret eller slået ihjel af kriminelle personer, som tror, at han har anmeldt dem til politiet og til sin leder. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han arbejdede som afdelingschef for virksomheden [A], som finansierede smykkevirksomhed ved pantsætning. I [sommeren] 2014 fandt ansøgeren ud af, at hans medarbejder, [B], havde fået indleveret falske guldsmykker. Ansøgeren gav kunderne en frist på ti dage til at betale pengene tilbage. [B] kontaktede nogle kriminelle personer med henblik på at fremskynde tilbagebetalingen. Disse kriminelle personer rettede efterfølgende henvendelse til ansøgeren og oplyste ham om, at han ikke måtte gå til politiet eller til ledelsen, da de ville tage sig af forholdet. I [slutningen af] 2014 foretog virksomheden en intern kontrol, hvorved det blev opdaget, at nogle af guldsmykkerne i ansøgerens afdeling var falske. Ansøgeren blev indkaldt til en samtale med direktøren. De kunder, der havde indleveret smykkerne, blev politianmeldt. I [sommeren] 2015 blev ansøgeren på ny opsøgt af de kriminelle personer, som beskyldte ham for at have anmeldt forholdet, og derfor krævede, at han inden ti dage skaffede de penge, som kunderne skyldte, ellers ville han blive slået ihjel. Ansøgeren valgte herefter at forlade sit hjemland. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet har herved helt overordnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring savner logik. Nævnet finder det således påfaldende, at ansøgeren, der som den eneste ikke har begået nogen fejl eller udvist anden adfærd, der har kunnet bebrejdes ham, får problemer i anledning af, at der er foretaget svig overfor ansøgerens arbejdsgiver, og at den person, som har modtaget det falske guld, ikke har været udsat for trusler. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om den medarbejder, der modtog det falske guld, idet han først under samtalen med den beskikkede advokat og derefter under nævnsbehandlingen fremkom med oplysning om, at medarbejderens faders krigskammerat nu [havde en højerestående stilling ved regeringen] og havde brugt sin indflydelse til at forhindre, at der skete anmeldelse til politiet. Nævnet finder, at denne oplysning – udover at være udbyggende – må anses for at være fremkommet for at give ansøgerens forklaring et mere sandsynligt præg. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens familie fortsat opholder sig i Armenien, uden at de efter det oplyste har været udsat for nogen overlast. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for påfaldende, at ansøgeren ikke har søgt oplyst, om svigsforholdet er bragt til ophør. Nævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv og dermed sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/34/ mvln
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk armener og kristen ortodoks fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger er etnisk armener og kristen ortodoks fra Kirovabad, Aserbajdsjan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af politiet eller af de mennesker, som den mandlige ansøgeren har arbejdet for. Til støtte herfor har den mandlige ansøger forklaret, at han arbejdede som taxachauffør i Armenien. I [primo] 2011 begyndte han ofte at køre ture med en mand ved navn […], og ansøgeren fortalte ham om sin datter […] og hendes medfødte hjertefejl. En operation ville koste 5.000 dollars. [Manden] tilbød efter et par måneder, at ansøgeren kunne køre ture med soldater fra kasernen i […] og tjene ekstra penge. Ansøgeren skulle undervejs spørge soldaterne ind til konflikten i [et område] og spørge ind til, hvilke våben og udstyr de brugte. Herefter skulle han give oplysningerne videre til [manden], som ville give ansøgeren penge. Det gjorde ansøgeren i alt fire gange. Ultimo marts eller primo april 2011 fik ansøgeren til opgave af [manden] at køre en tur med en officer ved navn […]. Ansøgeren havde kørt med ham én gang før ved en af de fire føromtalte ture fra kasernen i […]. Denne gang skulle han give ansøgeren nogle dokumenter. Som en del af aftalen afleverede ansøgeren dem efterfølgende til [manden]. Ansøgeren begyndte herefter at prøve at undgå [manden], fordi han godt vidste, at det var ulovligt, det de gjorde. [Manden] opsøgte alligevel ansøgeren fire dage efter turen med [officeren] og sagde, at det var for sent for ansøgeren at bakke ud. Primo […] 2011 kørte ansøgeren igen med [officeren] og [manden], og ansøgeren fortalte, at han ønskede at stoppe. De stod ud af bilen, hvor ansøgeren blev truet, slået og sparket. Resten af [måneden] opsøgte [manden] ansøgeren flere gange, når han kørte taxa. På turene truede han ansøgeren og advarede ham om, at han ikke skulle gå til politiet. Den [medio] 2011 tilbød [manden] ansøgeren, at han kunne slippe for ham, hvis ansøgerens ægtefælle udførte en opgave for ham. Hun skulle fragte en pakke fra Armenien til Tyrkiet. Ansøgeren afviste i første omgang. Den [medio] 2011 opsøgte [manden] ansøgernes bopæl. De talte om hans plan, og ansøgeren indvilligede på den betingelse, at ansøgeren selv tog med sin ægtefælle til Tyrkiet. Efter nogen diskussion accepterede [manden] betingelsen. Senere fandt ansøgeren ud af, at [manden] forinden havde truet hans ægtefælle med at slå hele familien ihjel, hvis hun ikke udførte opgaven. Om aftenen den [medio] 2011 tog ansøgeren og hans ægtefælle med en bus mod Tyrkiet. De mødtes forinden med [manden], som gav dem 500 dollars og en kuglepen, som de skulle aflevere til en mand ved navn […] i Tyrkiet. Næste morgen kl. 9 ankom de til byen Rize. Før de stod ud af bussen, kom en kvinde ind i bussen og spurgte efter dem. De fulgte med hende hen til en bil, hvor to mænd stod. Den ene var [manden de skulle mødes med i Tyrkiet], som ansøgeren gav kuglepennen til. Han sagde, at de skulle køre med dem og modtage tøjet, som var betalingen for, at ansøgeren og hans ægtefælle havde transporteret kuglepennen. Ansøgeren blev mistænksom og nægtede at sætte sig ind i bilen. Ansøgeren blev skubbet. Han sagde, at de kunne beholde tøjet – det accepterede de og kørte deres vej. Før ansøgeren og hans ægtefælle skulle med bus tilbage til Armenien, mødtes de med deres nabos søster, som hed […]. De tog hjem til hende. De var nervøse for at tage tilbage til Armenien. [Naboens søster] ringede til deres nabo […], som fortalte, at politiet havde været på ansøgeren og ægtefællens bopæl. To timer senere ringede de igen til [naboen], og hun fortalte, at [manden] var blevet anholdt, og ansøgerens mor var blevet taget med af politiet. Senere kom [naboens søsters] mand, […], hjem. Han fortalte, at der var blevet anholdt folk ved grænsen til Georgien. Klokken 18 samme aften tog [naboens søsters mand], ansøgeren og hans ægtefælle med til en af [naboens søsters mands] bekendte ved navn […]. Her kunne de bo, mens de ventede på, at tingene skulle løse sig. Den [medio] 2011 kom [naboens søster] og [hendes ægtefælle] med to af ansøgeren og hans ægtefælles børn. De fortalte samtidig, at deres datter, […], var død den [medio] 2011. Ansøgeren formoder, at hun døde som følge af myndighedernes tortur og afhøring af hende. Dagen efter hun døde, faldt ansøgerens mor, som også hedder […], om med hjertestop. Hun døde også. Ansøgeren formoder, at hun døde af chokket over, at hans datter døde. Ansøgeren tror ikke, at [naboens søster] og [hendes ægtefælle] fortalte alt, hvad de vidste for at skåne ansøgeren og hans ægtefælle. Den [medio] 2015 forlod ansøgeren, hans ægtefælle og deres to børn Tyrkiet og rejste til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgernes forklaringer har divergeret fra gang til gang under sagens behandling, og forklaringerne har også været indbyrdes divergerende. Når ansøgerne er blevet foreholdt divergenser, har de forsøgt at indrette deres forklaring. Forklaringerne er ligeledes blevet udbygget i løbet af sagens behandling. Ansøgernes forklaringer under nævnsmødet har båret præg af at være afglidende, når ansøgerne er foreholdt divergenser og udbygninger, således at ansøgerne har forsøgt at undgå at svare direkte på konkrete spørgsmål. Divergenserne og udbygningerne har blandt andet drejet sig om følgende: karakteren af den mandlige ansøgers opgaver for [manden], herunder officerens rolle, ægtefællens rolle i forbindelse med smuglingen af kuglepennen, hændelsesforløbet da ansøgerne kom frem til Rize, og hvad der var sket med den ældste datter og moren/svigermoren. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgernes forklaringer er usandsynlige og virker konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at den kvindelige ansøger angiveligt ikke fortalte den mandlige ansøger, at [manden] truede hende med en kniv, og den kvindelige ansøger har først for Flygtningenævnet forklaret, at [manden] også truede barnet med en kniv. Ligeledes er det usandsynligt og utroværdigt, at ansøgerne ikke – i de omkring tre uger der gik, før børnene kom til Tyrkiet - forsøgte at finde ud af, hvad der var sket med børnene og moren/svigermoren. Det forekommer endvidere usandsynligt, at de to børn ikke af egen drift fortalte, hvad der var sket. Det er tilsvarende usandsynligt og utroværdigt, at ansøgerne ikke i de år, de boede i Tyrkiet, på nogen måde forsøgte at finde ud af, hvilken skæbne der var overgået den ældste datter og moren/svigermoren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Armenien vil risikere for overgreb eller forfølgelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk.1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse..” Arme/2016/33/col
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armenere og kristne. Den mandelige ansøger er fra […], Aserbajdjan, og den kvindelige ansøger er fra Armavi, Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at han og hans familie vil blive likvideret af dem, som han skylder penge. Han har til støtte herfor oplyst, at han i [vinteren] 2014 blev tilbudt et job som stedfortræder for vicedirektøren på [en arbejdsplads] beliggende i Jerevan. Han fik tilbudt jobbet af sin ven, […]. Direktøren for [arbejdspladsen] hed […]. [Direktøren] havde både forbindelse til den kriminelle underverden og den armenske mafia, samtidig med at han havde en høj position indenfor politiet. På et tidspunkt skulle der laves nogle kosmetiske reparationer i stueetagen i [arbejdspladsen], som ansøgeren stod for, fordi han tidligere havde arbejdet i byggebranchen og derfor havde kendskab til den slags arbejde. Da arbejdet havde stået på i tre dage, skete der en ulykke, som medførte, at der skete en eksplosion og opstod en brand. Ansøgeren og [hans ven] lavede en aftale om, at de fik en måned til at tilbagebetale de 600.000 euro, som udbedring af skaderne kostede. Ansøgeren og [hans ven] fik skaffet 200.000 euro. [Direktøren] blev meget ophidset, da de ikke kom med alle pengene, og de blev af [direktørens] folk smidt ind til bagagerummet på[direktørens] bil. De kørte omkring tre timer til et ukendt sted. Ansøgeren og [hans ven] blev tilbageholdt og slået i tre dage. [Direktøren] skød [ansøgerens ven] i forbindelse med en diskussion ved afslutningen af tilbageholdelsen, men ansøgeren blev løsladt og fik tre dage mere til at skaffe de resterende penge. [Direktøren] sagde, at han ville slå ansøgeren og hans familie ihjel, hvis han gik til myndighederne eller politiet. Med hjælp fra nogle venner flygtede ansøgeren og hans familie ud af landet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv i det hele henvist til sin mands asylmotiv, og at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at hun og hendes familie vil blive slået ihjel af de folk, som hendes mand tidligere har arbejdet sammen med. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Den mandlige ansøgers forklaring, som den kvindelig i det hele henholder sig til, fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på det usandsynlige i, at den mandlige ansøger får lov til at gå efter at have været udsat for en hårdhændet behandling uden at stille nogen garanti, men blot giver tilsagn om, at han vil skaffe yderligere penge i løbet af tre dage, hvilket har givet ham mulighed for at flygte. Nævnet har yderligere lagt afgørende vægt på, at den mandlige ansøger først i forbindelse med advokatindlægget og derefter i sin forklaring i Flygtningenævnet har kunnet give oplysninger om [direktørens] identitet og dermed gjort gældende, at [direktørens] position i det armenske samfund har gjort det umuligt for ansøgeren at søge myndighedernes beskyttelse. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om, hvad der skete med [den mandlige ansøgers ven] i forbindelse med, at han blev skudt, idet den kvindelige ansøger under nævnsmødet har forklaret, at [den mandlige ansøgers ven] afgik ved døden, hvorimod den mandlige ansøger har oplyst, at han ikke ved, hvad der efterfølgende er sket med hans ven, […]. Nævnet har i den forbindelse yderligere lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at den mandlige ansøger ikke efterfølgende har søgt oplysninger om [sin vens] skæbne. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerne har kunnet opholde sig i halvanden måned i en landsby tæt på Jerevan uden at være blevet opsøgt af [direktøren] eller folk med tilknytning til ham. Nævnet finder herefter ikke anledning til at iværksætte en torturundersøgelse. Efter det anførte har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Arme/2016/32/DH
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Under Udlændingestyrelsens behandling af sagen har ansøgeren oplyst at være russisk statsborger. Til advokaten og under Flygtningenævnets behandling har ansøgeren imidlertid ændret forklaring og oplyst, at den tidligere forklaring, herunder om hendes nationalitet og asylmotiv var opdigtet. Ansøgeren har oplyst, at hun er kristen, og at hun ikke har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oprindeligt angivet et asylmotiv gående ud på, at hendes søn, der er den mandlige ansøger, havde været vidne til et drab, hvorfor familien nu blev efterstræbt. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at familien ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive dræbt af de personer, der dræbte ansøgerens ægtefælle. Ægtefællen arbejdede på en gård i Rusland, der tilhørte en magtfuld armensk general, som også gjorde mange forretninger i både Armenien og de omkringliggende lande. Ægtefællen lånte nogle af arbejdsgiverens penge ud til en person, som tre dage senere omkom i en bilulykke. Ægtefællen kunne ikke få enken til låntageren til at betale pengene, og arbejdsgiveren krævede, at ægtefællen selv skulle skaffe pengene. Det kunne han imidlertid ikke, og [i foråret] 2013 kom arbejdsgiveren med sine livvagter og overfaldt ægtefællen, ligesom sønnen blev truet. De fik samtidig en frist [på otte dage] til at betale gælden. Tidligt om morgenen [otte dage senere] kom ægtefællens arbejdsgivers livvagter til ansøgernes hjem, hvor de overfaldt ægtefællen. En nabo kom og stoppede overfaldet, hvorefter sønnen fik fat i en bil og kørte sin far til hospitalet. På vejen derhen døde faren. På hospitalet kom en person […] og fire andre, og da retsmedicineren kom, udfyldte [personen] papirerne, så det fremstod som om, faren var død en naturlig død, hvilket sønnen følte sig tvunget til at skrive under på. Nogle dage efter ægtefællens begravelse blev sønnen hentet af nogle personer med tilknytning til ægtefællen og sønnens arbejdsgiver, og han blev herefter truet til at tage tilbage til landbruget, hvor ægtefællen havde arbejdet, og tvunget til at arbejde under slavelignende forhold i omkring fire måneder, hvorefter han formåede at undslippe. Familien opholdt sig herefter i omkring et år i skjul i Armenien i et hus, før de endelig udrejste af Armenien. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at ansøgeren under asylsagsbehandlingen har opgivet forskellige oplysninger om, hvor hun kommer fra og om hendes navn. Det fremgår endvidere, at hun har opgivet forskellige asylmotiver, hvoraf hun har frafaldet det første. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, hun påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende og usammenhængende forklaringer om, hvor hun kommer fra og, hvad hun hedder. Ansøgeren har således først forklaret, at hun kommer fra Rusland og har nogle et bestemt navn, mens hun efter at have tilbagekaldt et frafald af sin ansøgning om asyl, har forklaret, at hendes navn er et helt andet, ligesom hun har påberåbt sig at være fra Armenien. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ikke selv har afgivet forklaring, men at hun har henvist til sin søn og svigerdatters skiftende asylmotiver, og at Flygtningenævnet ikke har lagt sønnen og svigerdatterens forklaringer til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har et modsætningsforhold til [ægtefællens arbejdsgiver]. Det ændrer ikke ved denne afgørelse, at ansøgeren har fremlagt en dødsattest og et militærkort. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at hjemvise sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen under sagen har spurgt ind til ansøgerens konflikter i Armenien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2016/31/ADP
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Under Udlændingestyrelsens behandling af sagen har ansøgerne oplyst at være russiske statsborgere. Til advokaten og under Flygtningenævnets behandling har ansøgerne imidlertid ændret forklaring og oplyst, at den tidligere forklaring, herunder om deres nationalitet og asylmotiv var opdigtet. Ansøgerne har oplyst, at de er kristne, og at de ikke har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har oprindeligt angivet et asylmotiv gående ud på, at den mandlige ansøger havde været vidne til et drab, hvorfor familien nu blev efterstræbt. Ansøgerne har som nyt asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive dræbt af de personer, der dræbte den mandlige ansøgers far. Faren arbejdede på en gård i Rusland, der tilhørte en magtfuld armensk general, som også gjorde mange forretninger i både Armenien og de omkringliggende lande. Faren lånte nogle af arbejdsgiverens penge ud til en person, som tre dage senere omkom i en bilulykke. Faren kunne ikke få enken til låntageren til at betale pengene, og arbejdsgiveren krævede, at faren selv skulle skaffe pengene. Det kunne han imidlertid ikke, og [i foråret] 2013 kom arbejdsgiveren med sine livvagter og overfaldt faren, ligesom den mandlige ansøger blev truet. De fik samtidig en frist [på otte dage] til at betale gælden. Tidligt om morgenen [otte dage senere] kom farens arbejdsgivers livvagter til ansøgernes hjem, hvor de overfaldt faren. En nabo kom og stoppede overfaldet, hvorefter den mandlige ansøger fik fat i en bil og kørte faren til hospitalet. På vejen derhen døde faren. På hospitalet kom en person […] og fire andre, og da retsmedicineren kom, udfyldte [personen] papirerne, så det fremstod som om, faren var død en naturlig død, hvilket den mandlige ansøger følte sig tvunget til at skrive under på. Nogle dage efter faderens begravelse blev den mandlige ansøger hentet af nogle personer med tilknytning til faren og hans egen arbejdsgiver, og han blev herefter truet til at tage tilbage til landbruget, hvor faren havde arbejdet, og tvunget til at arbejde under slavelignende forhold i omkring fire måneder, hvorefter han formåede at undslippe. Han opholdt sig herefter i omkring et år i skjul i Armenien i et hus, hvortil han også fik bragt ægtefællen og resten af familien, før de endelig udrejste af Armenien. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at ansøgerne under asylsagsbehandlingen har opgivet forskellige oplysninger om, hvor de kommer fra, herunder om deres fødested og navne. Det fremgår endvidere, at de har opgivet forskellige asylmotiver, hvoraf de har frafaldet det første. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerne har afgivet divergerende og usammenhængende forklaringer om, hvor de kommer fra, hvad de hedder og hvor de er født. Ansøgerne har således først forklaret, at de kommer fra Rusland og har nogle bestemte navne, mens de efter at have tilbagekaldt et frafald af deres ansøgninger om asyl, har forklaret, at deres navne er nogle helt andre, ligesom de har påberåbt sig at være armenske statsborgere, stammende fra Armenien. Dertil kommer, at ansøgerne indledningsvist oplyste de danske myndigheder om, at de kunne og ville fremskaffe deres pas til dokumentation af deres identitet, hvilket de ikke har gjort. Ansøgerne er i den forbindelse senest på et møde hos deres advokat [i sommeren] 2016 blevet mindet om at fremsende deres pas, som angiveligt ligger hos den kvindelige ansøgers mor. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort deres asylmotiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og usammenhængende om deres asylmotiv. Ansøgerne har således først afgivet en forklaring om et asylmotiv, som de siden har frafaldet og oplyst er forkert, mens de efterfølgende har påberåbt sig et helt andet asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke finder, at ansøgerne har afgivet en troværdig forklaring om, hvorfor de oplyste falske identiteter og et opdigtet asylmotiv, da de søgte om asyl [ultimo] 2014. Flygtningenævnet finder således, at det svækker ansøgernes generelle troværdighed, at de tidligere har konstrueret en usand forklaring i forbindelse med asylsagen. Nævnet finder dertil, at ansøgernes forklaring om det nye asylmotiv forekommer usammenhængende og divergerende. Den mandlige ansøgers forklaring om, hvorledes der blev lånt penge ud uden nogen form for sikkerhed og forklaringen om den manglende inddrivelse af gælden, forekommer usammenhængende. Der er herved lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at en virksomhed, der handlede med tonsvis af korn, og som ofte købte gårdejernes høst på forhånd ikke havde en procedure for udlån og forudbetalinger eller for inddrivelse af gæld. Dertil kommer, at den mandlige og den kvindelige ansøger har afgivet divergerende forklaringer om centrale dele af asylmotivet, herunder om hvorvidt den mandlige ansøger gik på arbejde i perioden [i foråret 2013], og om hvorvidt grænsen til Georgien var lukket, så de måtte vente hele natten, eller om der blot var et par timers kø. Endelig understøtter ansøgernes forklaring om, at de skulle have boet et år 45 km. fra deres bopæl ikke deres forklaring om, at de har et asylbegrundende motiv. Ansøgernes forklaring om selve den centrale del af asylmotivet er endvidere præget af en meget lille detaljeringsgrad, og forklaringen fremstår alt i alt utroværdig. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerne har et modsætningsforhold til [arbejdsgiveren]. Det ændrer ikke ved denne afgørelse, at ansøgerne har fremlagt en dødsattest og et militærkort. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at hjemvise sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen har spurgt ind til ansøgerens konflikter i Armenien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2016/30/ADP
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra [landsby], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af nogle ukendte personer som hun formoder tilhører den indflydelsesrige Manvel-familie. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at på hendes fødselsdag den [sommeren 2014] blev hendes families hus opsøgt af en gruppe mænd, som ønskede oplysninger om, hvor hendes broder befandt sig. Mændene slog hendes fader med træstokke, og de slog ansøgeren i nakken samt trak hende i håret. De slog også moderen. Familien blev tvunget til at udlevere familiens personlige dokumenter til gruppen. I det tilfælde, at de ikke kunne finde ansøgerens broder, ville de slå familien ihjel. Samme aften kom broderens vens fader ved navn [C], og kørte ansøgeren og ansøgerens moder i sikkerhed i en landsby […], hvor de mødtes med ansøgerens broder. Nogle dage senere hentede [C] ansøgerens fader. Efter omkring en måneds ophold i huset i [landsbyen] krydsede de den georgiske grænse med hjælp fra [C] og en russer ved navn [D], der begge kørte dem til Sandholmlejre hvor de søgte om asyl. Flygtningenævnets flertal finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin broder, […]s asylmotiv. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun vil være i individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor den armenske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” arme/2016/3
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er kristne af trosretning fra Armenien. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive idømt livsvarigt fængsel, fordi han er deserteret fra militærtjeneste. Til støtte herfor har den mandlige ansøger henvist til, at han i perioden 2010 til 2012 aftjente den obligatoriske toårige værnepligt. Herefter søgte han frivilligt ind som sergent for at tjene penge. Han tegnede en femårig kontrakt med militæret, og [ultimo] 2014 begyndte han at arbejde som sergent på [en] kaserne […]. I løbet af sin ansættelsesperiode og som led i sin uddannelse skulle han udstationeres i tre måneder på [en kaserne i] Nagorno [Karabakh]. En gruppe bestående af fire værnepligtige soldater, som kom fra velhavende familier, styrede denne kaserne. De fire soldater sørgede for, at ansøgeren fik pålagt at udføre de værste opgaver såsom at gøre rent, tømme toiletter og rense soldaternes sko. Soldaterne slog og sparkede ham. Når han vandt i kortspil, fik han ikke de penge, som han havde vundet. Endvidere blev han udsat for chikane, psykisk terror og voldtægtsforsøg. Generelt blev de soldater, der kom fra rige familier, behandlet bedre end de andre soldater. Ansøgeren klagede til sin overordnede, men den pågældende holdt hånden over de fire soldater, som følte sig provokeret over ansøgerens klage. [I foråret] 2015 fik ansøgeren og hans ven […] nok. De forlod kasernen med det formål at desertere. De gik således mod den aserbajdsjanske grænse, men ansøgeren fik kolde fødder, fordi han kom i tanke om sin kone og sit barn. Vennen fortsatte mod Aserbajdsjan, og ansøgeren fortsatte til fods i yderligere fire timer i en anden retning. Ansøgeren kom til en lille landsby, hvor han bankede på døren til et hus, hvor der holdt en bil ude foran. Ansøgeren bad manden i huset om at køre ham til Jerevan mod betaling af 100 USD. Manden kørte ansøgeren hen til ansøgerens ægtefælles morbror, som betalte manden for turen. Morbroren fortalte ansøgeren, at han formodede, at vennen ville blive udsat for tortur i Aserbajdsjan og derfor ville angive ansøgerens navn til de aserbajdsjanske myndigheder. Ansøgeren var således i stor fare, og han ville blive eftersøgt af de armenske myndigheder. Han var til at starte med klar til at tage sin straf, men han ændrede mening, da morbroren fortalte ham, hvor slemt det i virkeligheden var. Morbroren kørte ansøgeren til Tbilisi i Georgien, hvor ansøgeren opholdt sig indtil [slutningen af foråret] 2015. Herefter udrejste ansøgeren til Danmark. Efter han var udrejst, blev hans ægtefælle opsøgt og afhørt om, hvor hans opholdssted var. Deres lejlighed blev ransaget, og hans ægtefælle blev fyret fra sit job i en børnehave. Det er videoer på internettet, som viser hans ven blive interviewet til aserbajdsjansk TV, og hvor vennen fortæller om chikanen på kasernen, og at han flygtede sammen med sin ven […]. Endvidere fremgår det af internettet, at vennen blev placeret i et fængsel i Aserbajdsjan og efterfølgende kom på en lukket, psykiatrisk kaserne i Armenien. Vennen blev via Røde Kors fangeudvekslet tilbage til Armenien. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at myndighederne vil slå hende og hendes ægtefælle ihjel som følge af hendes ægtefælles konflikt. Endvidere har den kvindelige ansøger henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Armenien som følge af kamphandlingerne mellem Aserbajdsjan og Armenien. Til støtte herfor har den kvindelige ansøger henvist til, at hendes hus i sommeren 2015 to gange blev ransaget af militærpersoner, og at hun blev fyret fra sit job i en børnehave som følge af sin ægtefælles konflikt. Det må tillægges vægt, at den mandlige ansøger på en række punkter har forklaret upræcist om hændelsesforløbet forud for udrejsen blandt andet om selve flugten fra kasernen sammen med [vennen], om morbrorens kendskab til [vennen]s videregivelse af oplysninger om ansøgeren til de aserbajdsjanske myndigheder, om årsagen til forskelsbehandlingen af den mandlige ansøger på kasernen i Nagorna Karabakh, om muligheden for at de armenske myndigheder skulle blive bekendt med [vennen]s oplysninger om ansøgeren, og om ansøgeren er eftersøgt af den nationale sikkerhedstjeneste. Den mandlige ansøgers forklaring om baggrunden for, at han blev dårligt behandlet på kasernen, og om baggrunden for at myndighederne – bortset fra deserteringen – skulle efterstræbe ham, beror i det hele på uunderbyggede formodninger. Ansøgeren har over for Flygtningenævnet ikke på overbevisende måde været i stand til at underbygge berettigelsen af disse formodninger. Det skal særligt bemærkes, at baggrunden for og om omstændighederne i forbindelse med Youtube-optagelserne er uoplyste. Hertil kommer, at det ifølge den armenske tolk, som tolkede i Udlændingestyrelsen, er anført, at det ikke er ansøgerens armenske efternavn, der bliver nævnt i Youtube-videoen med [vennen]. Dernæst er ansøgerens armenske efternavn i øvrigt et almindeligt efternavn i Armenien. Endelig fremstår den mandlige ansøger i øvrigt helt uprofileret i forhold til deltagelse i politiske aktiviteter, og der er ikke holdepunkter for at antage, at han af denne årsag skulle være kommet i myndighedernes søgelys. Det skal videre bemærkes, at den kvindelige ansøger var i stand til at ud- og indrejse legalt af Armenien i forbindelse med sit besøg hos den mandlige ansøger i Georgien i [foråret] 2015. Når der endvidere sammenholdes med forklaringerne fra den kvindelige ansøger, kan Flygtningenævnet efter det foreliggende alene lægge til grund, at den mandlige ansøger er deserteret fra kasernen i Nagorno Karabakh uden at have medbragt våben. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan det ikke antages, at desertering i et tilfælde som det foreliggende vil medføre en uforholdsmæssig sanktion. På denne baggrund kan det ikke lægges til grund, at ansøgerne var forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” arme/2016/29/ceb
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt 2 børn fra Armenien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armenere og kristne af trosretning fra Armenien. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har været medlem af partiet Zharangutyun fra [slutningen af] 2012 til [starten af] 2013, hvor hun gik under jorden. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af parlamentsmedlemmet [A] eller af folk på [A’s] ordre, fordi han tror, at hun har beviser for, at han er medskyldig i drab. Den kvindelige ansøger frygter endvidere at blive slået ihjel af regeringen i Armenien, da den ikke bryder sig om, at borgerne i udlandet fortæller om forholdene i landet. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun i forbindelse med præsidentvalget [i starten af] 2013, som journalist, blev sendt til et valgsted i byen [E] for at dække valget. Ansøgeren observerede personer, der begik valgsvindel. Den kvindelige ansøger forfulgte, sammen med sin journalistven, [B], personerne, som ansøgeren så sammen med [A]. Ansøgeren hørte, at [A] gav ordre til, at [B] skulle dræbes. Personerne overfaldt herefter [B], hvorefter ansøgeren løb fra stedet. Den kvindelige ansøger havde filmet alt, hvad der var sket. Senere fandt hun ud af fra politiet, at [B] var død. Den kvindelige ansøger har videre forklaret, at hun og ægtefællen blev afhørt af politiet og gav oplysninger om videooptagelsen af valgsvindel og overfaldet på [B]. Ansøgeren blev kort tid herefter bortført af fire ukendte mænd og presset til at oplyse, hvor videooptagelsen befandt sig. Ansøgerens ægtefælle blev udsat for vold og indlagt på hospitalet. Den kvindelige ansøger og hendes ægtefælle tog herefter ophold andet steds i Armenien i omkring et halvt år frem til udrejsen af Armenien i [sommeren] 2013. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel, idet hans ægtefælle kan dokumentere, at et parlamentsmedlem [A], også kaldet [S], har beordret ægtefællens kollega, [B], dræbt [i starten af] 2013. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at der blev holdt præsidentvalg i Armenien [i starten af] 2013, og at ansøgerens ægtefælle og hendes kollega, [B], på valgaftenen optog video af personer, der begik valgsvindel, og at disse personer stod i ledtog med [S], der senere samme aften gav ordre til at dræbe ansøgerens ægtefælles kollega. Den mandlige ansøger har videre forklaret, at ansøgeren og hans ægtefælle blev afhørt af politiet og gav oplysninger om videooptagelsen af valgsvindel og overfaldet på ansøgerens ægtefælles kollega, og at ansøgerens ægtefælle kort efter blev bortført af fire ukendte mænd og presset til at oplyse, hvor videooptagelsen befandt sig. Den mandlige ansøger blev udsat for vold og blev indlagt på hospitalet. Den mandlige ansøger beordrede herefter sin far til at destruere videooptagelsen, som befandt sig på ansøgernes bopæl. Den mandlige ansøger og hans ægtefælle tog herefter ophold andet steds i Armenien i omkring et halvt år frem til udrejsen af Armenien i [sommeren] 2013. Ansøgeren har efter samtalen med Udlændingestyrelsen anmodet sin fader om at indhente oplysninger om [B] og [B’s] død. Efter at ansøgerens fader har sendt disse oplysninger er faderen pludseligt død. Ansøgerene mener, at den mandlige ansøgers far er blevet dræbt på grund af sagen. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerene, da de indrejste i Danmark [i sommeren] 2013 oplyste, at de var flygtet fra Georgien, at den kvindelige ansøger var georgisk statsborger, og at den mandlige ansøger var iransk statsborger. Ansøgerene har under asylsagsbehandlingen afgivet samstemmende detaljerede forklaringer om deres forhold i Georgien. Ansøgerens asylmotiv i forhold til Georginen blev forkastet af Udlændingestyrelsen, og afgørelsen blev stadfæstet af Flygtningenævnet [i foråret] 2014. Ansøgerens daværende advokat anmodede [senere i foråret] 2014 om genoptagelse, da ansøgerne havde tilvejebragt nye oplysninger om deres asylmotiv. Det var således først, da Rigspolitiet i [foråret] 2015 havde indhentet oplysninger fra Interpol, der afdækkede den mandlige ansøgers identitet og armenske statsborgerskab, at ansøgerne erkendte over for de danske myndigheder, at de begge er armenske statsborgere. Ansøgerne har samtidig angivet, at de vil risikere forfølgelse, såfremt de skal vende tilbage til Armenien og har anmodet om, at deres sag bliver behandlet i forhold til Armenien. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke finder, at ansøgerne har angivet troværdige grunde, der kan forklare, hvorfor de oplyste falske identiteter og et opdigtet asylmotiv, da de søgte asyl i 2013. Flygtningenævnet finder således, at det svækker ansøgernes generelle troværdighed, at de tidligere sammen har konstrueret en usand forklaring i forbindelse med asylsagen. Ansøgernes asylmotiv i forhold til Armenien vedrører i det hele den kvindelige ansøgers arbejde som journalist i forbindelse med det armenske valg [i starten af] 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om dette asylmotiv til grund, idet forklaringerne fremstår utroværdige, usandsynlige og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at nævnet finder det utroværdigt, at den kvindelige ansøger, der har forklaret, at hun er til stede både som journalist, men også som politisk aktiv, ikke gjort valgobservatørerne opmærksomme på, at stemmeurnerne bliver fjernet fra valgstedet. Nævnet har videre lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har afgivet divergerende forklaringer om antallet af mænd, der [i slutningen af vinteren] 2013 var til stede i kælderen, ligesom nævnet finder, at den kvindelige ansøgers forklaring om sin frigivelse forekommer stærkt usandsynlig og dermed utroværdig. Begge ansøgere har forklaret, at de er flygtet på grund af frygt for forfølgelse fra den politiske fløj, der vandt valget i [starten af] 2013 og dermed også de armenske myndigheder. Flygtningenævnet finder derfor, at det på afgørende måde afsvækker ansøgernes forklaring, at de under nævnsmødet har forklaret, at det indgik i deres beslutning om at udrejse af Armenien under anvendelse af deres egne pas, at de ikke var officielt eftersøgt. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerne skulle have en konflikt med myndighederne eller med enkelte magtfulde parlamentarikere. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne var forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2016/28/SLH
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at han vil blive fængslet på livstid, erklæret for landsforræder, behandlet rigtig dårligt eller at han vil blive slået ihjel af militærpolitiet eller myndighederne, da han deserterede fra militæret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han startede sin to-årige værnepligt i Armenien i [foråret] 2013. Efter tre-fire måneder i militæret blev ansøgeren slået af en officer, som sendte ham i hauptvacht i tre dage, der er en slags militærfængsel. Ansøgeren afviste at følge officerens ordre om at rense toiletter, fordi det ikke var en af ansøgerens normale opgaver. Ansøgeren blev herefter udstationeret på en grænsepost ved grænsen mellem Armenien og Aserbajdsjan efter seks måneder i militæret. Ansøgeren blev beordret til at skyde, såfremt nogen kom for tæt på grænsen på Aserbajdsjans side. Han fortalte majoren, at han ikke kunne dræbe nogen, hvorefter han blev slået og sat i hauptvacht af majoren. Ansøgeren fik efterfølgende flere gange opgaven at bevogte grænsen, og hver gang protesterede han, hvorfor han nogle gange blev slået af majoren og andre gange blev sat i hauptvacht. Under nogle vagter skød ansøgeren med vilje høje advarselsskud mod personer som kom for tæt på grænsen på Aserbajdsjans side. De andre soldater blev sure og fortalte det videre til majoren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv yderligere oplyst, at majoren [i foråret] 2015 sendte ansøgeren ud med en opklaringsgruppe, der skulle indsamle oplysninger og slå folk ihjel ved grænsen på fjendes side. Majoren truede ansøgeren med, at han ville blive dræbt, hvis han ikke kunne slå andre ihjel. Ansøgeren har flere gange af officererne fået fortalt, at fjenden har slået soldater ihjel, selvom soldaterne i virkeligheden havde begået selvmord eller var blevet dræbt af officererne. På vej af sted med opklaringsgruppen deserterede ansøgeren og smed sit våben. I 40 minutter løb han igennem et øde område, hvorefter han nåede en vej. Han så en taxa, der standsede. Han ankom til sin fars bopæl efter seks-syv timers kørsel, hvorefter han flygtede fra Armenien. Personer fra politiet har efterfølgende opsøgt ansøgerens far og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren har forklaret upræcist og divergerende om, hvilken rang han havde i militæret. Ansøgeren har endvidere forklaret upræcist om flugten fra militærpatruljen, herunder om tidspunktet herfor. Ansøgeren har til asylskemaet afgivet en anden forklaring om flugten og tidspunkterne herfor end under samtalerne med Udlændingestyrelsen og forklaringen i Flygtningenævnet. Endvidere fremstår det påfaldende, at den kæde af begivenheder, som ansøgeren har påberåbt sig i forbindelse med sin desertering, netop skulle indtræde som forklaret af ham. Ansøgeren mødte tilfældigt en taxa nær grænsen, hvor der er spændinger mellem Armenien og Aserbajdsjan, og ansøgeren var alene, uden penge og iført militæruniform. Dernæst formåede ansøgeren chaufføren til at transportere sig seks-syv timer til mormorens bopæl, ligesom ansøgeren fik lov til at låne chaufførens telefon for at kunne ringe til sin far. Der må herved også lægges vægt på det noget usædvanlige tidspunkt på døgnet. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til på troværdig vis at kunne underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2016/27/DTO
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger samt et barn fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armeniere og kristne fra Yerevan, Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af en regionalchef i Syunik ved navn […] og hans mænd. Inden ansøgerens udrejse af Armenien kørte han to journalister til en demonstration i sin taxa. Der opstod optøjer mellem demonstranterne og myndighederne på vejen dertil. Journalisterne filmede [regionalchefen i Syunik] under urolighederne, og [regionalchefen i Syunik] tror, at ansøgeren er i besiddelse af videooptagelsen. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger forklaret, at han [i vinteren] 2015 kørte to journalister ved navn […] og […] fra Yerevan til Nagorno-Karabakh i sin taxa. Journalisterne skulle filme ved en demonstration, som var arrangeret af […] for at mindes folkemordet på armenierne, som fandt sted for 100 år siden. Turen var lang, og den var aftalt to-tre dage i forvejen. Et stykke foran ansøgerens taxa kørte en varevogn med udstyr, som skulle bruges til demonstrationen. Et stykke efter taxaen kørte en bilkortege med mindst 15 biler. Mellem Goris og Lachin mødte ansøgeren og journalisterne en vejafspærring, hvor politi og specialstyrker var til stede. De kørte igennem uden at blive stoppet. Da bilkortegen senere kom til vejspærringen, blev de alle stoppet, og der opstod tumult. Forinden var ansøgeren og journalisterne kørt ind på en sidevej, og de to journalister var begyndt at filme urolighederne. Politiet slog på og ødelagde flere af bilerne i kortegen. Ansøgeren holdt sig tæt ved sin taxa. Pludselig kom de to journalister løbende tilbage og sagde, at ansøgeren skulle skynde sig at køre dem tilbage. Dette gjorde ansøgeren, men de skulle gennem politiafspærringen. Da de passerede, blev hans bil beskadiget af vagterne. På vejen tilbage fortalte journalisterne, at de havde filmet […], som er regionalchefen i Syunik, mens han stod og overværede urolighederne. Fordi ansøgerens bil blev beskadiget, meldte ansøgeren episoden til politiet, hvilket var nødvendigt for at få forsikringen til at dække skaderne på bilen. På et ukendt tidspunkt i [vinteren] 2015 blev ansøgeren indkaldt af myndighederne til afhøring. Han blev spurgt ind til episoden [i vinteren] 2015, hvorefter han fik lov til at gå. Næste dag om aftenen blev ansøgeren overfaldet af nogle personer foran opgangen til sin lejlighed. Han blev slået og sparket, og overfaldsmændene sagde til ansøgeren, at han skulle ”udlevere”. Politiet blev tilkaldt, og ansøgeren anmeldte overfaldet. Ansøgeren blev i [foråret] 2015 indkaldt til endnu en afhøring hos politiet. Ansøgeren blev ved denne afhøring spurgt om det samme som ved den første afhøring. Ansøgeren blev ikke slået eller lignende under afhøringerne. I mellemtiden havde ansøgeren selv forsøgt at opsøge de to journalister. Ansøgeren hørte fra [den mandlige journalists] ven, at han havde hængt sig selv i fængslet. [Den kvindelige journalist] havde også begået selvmord og var blevet fundet i floden […]. På et ukendt tidspunkt i slutningen af [foråret] 2015 blev ansøgeren indkaldt til endnu en afhøring. Denne gang blev han tilbageholdt i længere tid end normalt. Han blev også anklaget for diverse forbrydelser, herunder tyveri og røveri. Ansøgeren blev løsladt samme dag, hvorefter han flygtede sammen med sin familie til […], hvor de boede hos ansøgerens farbror. Farbrorens søn, […], arbejdede for politiet i byen, og han søgte på ansøgerens navn i det elektroniske system, hvoraf der ikke fremgik nogen sager, hvor ansøgeren var indblandet. I slutningen af [sommeren] 2015 skulle ansøgeren mødes med sin fars ven, […], i Yerevan. [Ansøgerens fars ven] havde en høj stilling i fængselsvæsnet og kunne måske hjælpe ansøgeren. Ansøgeren tog derfor tilbage til Yerevan. Mødet blev ikke til noget, idet [ansøgerens fars ven] alligevel ikke var i byen. I stedet skulle de mødes næste dag. Ansøgeren besluttede sig derfor for at køre et par ture i sin taxa for at tjene lidt penge, inden de skulle mødes. På taxaholdepladsen […] henvendte to mænd sig til ansøgeren, selvom det ikke var hans tur. De ville gerne have en bil med tonede ruder, hvilket ansøgerens bil havde som den eneste. Ansøgeren kørte de to mænd til en fabrik, hvor en jeep kørte dem i møde. Den ene mand i taxaen trak en pistol og truede ansøgeren til at stige ud af bilen. Ansøgeren blev slået, hvorved han faldt til jorden. En anden mand, som kom fra jeepen, trak en kniv og stak ud efter ansøgeren. De hældte benzin på ansøgerens bil og satte ild til den. På et tidspunkt stoppede de, og den ene af mændene sagde til ansøgeren, at de næste gang ville sætte ild til ansøgerens familie, hvis han ikke afleverede videooptagelsen. Ansøgeren løb herefter fra stedet. Ansøgeren tog tilbage til sin familie i […], og de udrejste sammen på et gyldigt visum en uges tid senere. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger inden udrejsen var taxavognmand. Endvidere lægger nævnet til grund, at begivenheden [i vinteren] 2015, hvor der var uroligheder i forbindelse med en demonstration, faktisk har fundet sted. Nævnet kan ikke lægge den øvrige del af den mandlige ansøgers forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter i sit asylmotiv. Han har under asylsamtalen [i vinteren] 2016 oplyst, at han ikke vidste, hvor journalisterne boede, men under nævnsbehandlingen har han oplyst, at han kendte deres adresse. Han har endvidere under asylsamtalen forklaret, at han ikke vidste, hvad det var, overfaldsmændene ønskede, at han skulle udlevere dagen efter den første afhøring til politiet, mens han under forklaringen i nævnet har oplyst, at de krævede optagelserne fra turen [i vinteren] 2015 udleveret. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvordan han blev bekendt med omstændighederne ved [den kvindelige journalists] dødsfald, idet han under asylsamtalen har oplyst, at han ikke husker, hvordan han fandt ud af hendes selvmord, mens han under nævnsbehandlingen har oplyst, at politifolkene omtalte omstændighederne ved selvmordet, netop med henblik på, at han skulle høre om det. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren alene tager tilbage til Yerevan for at tale med sin fars ven og benytter lejligheden til at køre taxa, når dette sammenholdes med, at ansøgeren har forklaret, at han formodede, at han var overvåget, og under nævnsmødet yderligere har forklaret, at de små forhold medførte, at det var almindeligt kendt, at han opholdt sig på taxapladsen. Nævnet finder endvidere, at det må anses for usandsynligt, at [regionalchefen i Syunik] ikke har skaffet ansøgeren af vejen set i lyset af, at begge journalister er døde. Yderligere finder nævnet det usandsynligt, at ansøgerne lader gå en vis periode efter det angivelige seneste overfald, og indtil familien udrejser. Nævnet lægger til grund, at den kvindelige ansøgers asylmotiv i det hele er afledt af den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/26/SSM
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra byen […] i provinsen Armavir, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at han vil blive anholdt og dræbt af den nationale sikkerhedstjeneste, fordi han ved, at de tvang hans far til at begå selvmord [i sommeren] 2009, og fordi ansøgeren deserterede fra militærtjeneste den samme dag. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han aftjente sin værnepligt i Nagorno-Karabakh i perioden [vinteren] 2007 til [sommeren] 2009, hvor hans opgave var at holde vagt på grænseposterne. Ansøgerens far arbejdede for sikkerhedstjenesten. I [vinteren] 2014 fortalte ansøgerens mor, at ansøgerens far protesterede over, at en soldat blev skudt, da sikkerhedstjenesten skulle teste sikkerheden ved grænsen til Aserbajdsjan en helligdag i [sommeren] 2009 før et muligt besøg af præsidenten. Ansøgerens far aftalte et møde med chefen for sikkerhedstjenesten [i sommeren] 2009 for at drøfte sagen. Efter mødet senere samme dag blev ansøgerens far opsøgt på familiens adresse af blandt andet farens kollega, […]. Ansøgerens søster lå gemt i en kuffert under episoden, og hun kunne genkende [ansøgerens fars kollegas] stemme. Senere samme dag blev ansøgerens far fundet af naboerne hængt i familiens skur. Den samme dag, [sommeren] 2009, blev ansøgeren om eftermiddagen opsøgt af to ukendte personer klædt i civilt tøj, som kørte med ansøgeren til hans sædvanlige grænsepost i Nagorno-Karabakh. De beordrede ansøgeren til at bevæge sig ind på aserbajdsjansk område omkring 50-60 meter fra grænseposten. De skød mod ansøgeren, men det lykkedes ham at gemme sig i noget græs i omkring en time, hvorefter han var heldig at slippe uset tilbage til armensk område. Han bevægede sig i mørket gennem skoven direkte hen til sin ven, […], i byen Martagert, hvor ansøgerens kaserne lå. Ansøgeren skjulte sig hos [sin ven], hvorefter [ansøgerens ven] hjalp ham med at flygte til Georgien, hvor han kunne bo hos sin mors studiekammerat. Ansøgerens mor og søster ankom ligeledes til Georgien i 2014. Ansøgerens mor tog på et tidspunkt tilbage til Armenien for at få fornyet sit pas. I den forbindelse opsøgte hun [ansøgerens fars kollegas] hjem og fortalte hans ægtefælle, at [ansøgerens fars kollega] var ansvarlig for ansøgerens fars død. Hun ringede også til [ansøgerens fars kollega] og gjorde ham bekendt med sin viden. Ansøgerens mor var på det tidspunkt sammen med sin slægtning, […], og på et ukendt tidspunkt efter samtalen opsøgte politiet hans bopæl. Ansøgerens mor flygtede herefter tilbage til Georgien. Flertallet af Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at forklaringen fremstår som usandsynlig på flere centrale punkter. Nævnet lægger herved vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgerens søster, efter at have overværet episoden umiddelbart forud for, at hendes far enten begik selvmord eller blev dræbt, ikke gennem de efterfølgende år videregav denne viden til sin mor. Det må endvidere anses for usandsynligt, at faren fik lejlighed til at ringe til ansøgeren, mens han var udsat for dødstrusler, uden at han under telefonsamtalen oplyste ansøgeren om situationen. Endelig finder flertallet, at det må anses for usandsynligt, at ansøgerens mor, efter at have fået oplysninger om omstændighederne ved farens død, vælger at opsøge [ansøgerens fars kollegas] bopæl for at konfrontere ham med sin viden. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om den efterfølgende forbindelse mellem ansøgerens mor og [ansøgerens fars kollega], idet han først under nævnsbehandlingen har oplyst, at [ansøgerens fars kollega] kom næsten dagligt, på et spørgsmål om, hvorvidt moren og søsteren efter ansøgerens flugt var udsat for ubehageligheder. Flertallet lægger til grund, at ansøgeren har udført militærtjeneste i Armenien. Flertallet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er deserteret efter at have været udsat for beskydning på grænsen, til grund. Herefter finder flertallet ikke, at han har sandsynliggjort, at han på grund af desertering vil risikere asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Armenien. Flertallet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele fremstår som konstrueret til lejligheden. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/25/SSM
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Armenien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armeniere og kristne fra Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive dræbt af [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at [A] tilbød ansøgeren 100.000 dollars, hvis han tog skylden for drabet på landsbyrådets formand, […].[A] garanterede ansøgeren, at han maksimalt ville komme til at sidde to år i fængsel, og ansøgeren fik en måned til at tænke over det. Den efterfølgende dag tog ansøgeren til politistationen i [by], hvor han i korte træk nedskrev, hvad der var sket. Politimanden læste anmeldelsen og krøllede den sammen. Herefter ønskede ansøgeren at tale med […], som er politimajor og hans gamle nabo fra landsbyen. Han mødtes med [politimajoren], som rådgav ham til ikke at gå videre med sagen. Umiddelbart efter tog ansøgeren til landsbyrådet, hvor han til brødrene […] og […] fortalte, hvad der var sket. De rådede ansøgeren til at flygte fra landet. [I sommeren] 2010 solgte ansøgeren sin lejlighed, idet han med de penge skulle finansiere udrejsen af Armenien. Omkring tre uger efter mødtes ansøgeren med [A] og accepterede hans tilbud. [I efteråret] 2010 blev ansøgeren gift med den kvindelige ansøger. Efter brylluppet blev han ringet op af [A]s nevø, […], som bad om at mødes med ansøgeren. Sammen med [nevøen] tog ansøgeren til [A]s sommerhus, hvor [A] ventede dem. Ansøgeren blev i sommerhuset udsat for vold, og han mistede bevidstheden. Efter omkring fem dage tog ansøgerne til Yerevan, hvor de boede i omkring ti dage hos den kvindelige ansøgers moder. [I slutningen af] 2010 udrejste ansøgerne legalt af Armenien med deres egne ægte pas. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans broder mellem [fem dage i slutningen af] 2010 blev udsat for fysiske overgreb, og at hans fader omkring seks måneder derefter blev udsat for det samme. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige klagers asylmotiv. Den kvindelige klager har oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at ansøgerne og deres børn vil blive slået ihjel af [A]. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår usandsynlig, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det således usandsynligt, at [A] skulle henvende sig til den mandlige ansøger i 2010 som forklaret, henset til, at den mandlige ansøger ikke havde været i kontakt med [A] siden 2005, hvor ansøgeren efter få måneders ansættelse i [A]s virksomhed havde sagt sin stilling op. Det forekommer i den forbindelse også utroværdigt, at [A] skulle have givet den mandlige ansøger frist indtil slutningen af 2010, henset til at formålet med at få den mandlige ansøger til at påtage sig skylden for drabet var at forøge [A]s nevøs muligheder for at opnå valg som formand for landsbyrådet, hvilket valg angiveligt fandt sted i 2010. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes generelle troværdighed er svækket som følge af, at ansøgerne under behandlingen af deres oprindelige asylsager har opgivet falske navne og nationaliteter, ligesom de konsistent under hele sagen fastholdt disse oplysninger samt oplysningerne om asylmotiv og rejserute. Hertil kommer at ansøgernes forklaring om, at de rejste til Danmark, fordi deres visa i Polen var udløbet, og de ikke var klar over, at de kunne søge asyl i Polen, forekommer utroværdig. På den anførte baggrund har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/24/AKM
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to medfølgende børn fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter for sit eget og sin families liv, idet hendes ægtefælle har haft problemer med de armenske myndigheder og med styret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikt med de armenske myndigheder, og at han i den forbindelse har været forsøgt kørt ned, og at ægtefællens bror er blevet forsøgt skuddræbt. Hun har endvidere henvist til, at hendes ægtefælle har været tilbageholdt af politiet og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren har i det hele henholdt sig til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet har ikke fundet, at ansøgerens ægtefælle har sandsynliggjort sit asylmotiv. Da ansøgerens ægtefælles forklaring om hans asylmotiv ikke har kunnet lægges til grund i et sådant omfang, at dette har kunnet opfylde betingelserne for at meddele asyl. Flygtningenævnet finder det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren sammen med sin ægtefælle ved en tilbagevenden til Armenien er i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i risiko for at blive udsat for overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Arme/2016/23/THJ
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har været politisk aktiv siden 1999. Ansøgerens aktiviteter bestod i at deltage i demonstrationer, uddele løbesedler og køre folk til forsamlingssteder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i [vinteren] 2013 offentligt skændtes med en politiker ved navn […], som truede med at nakke ansøgeren. Umiddelbart efter truslen fra [politikeren] blev ansøgeren tilbageholdt af politiet, som beskyldte ansøgeren for at opildne til uro. To-tre dage efter tilbageholdelsen blev ansøgeren indkaldt til møde hos politiet, hvor han blev udspurgt om sine politiske aktiviteter. I foråret 2013 blev ansøgeren efter sin egen opfattelse forsøgt kørt ned, da han var på hjem til sit hus. Han troede først, at der var tale om et uheld, men efter at hans bror blev beskudt, mistænkte ansøgeren handlingen for at være forsætlig. [Foråret] 2013 blev ansøgerens bror skudt, mens han var ved at parkere ansøgerens bil. Ansøgeren kørte sin bror på hospitalet. På hospitalet mødte ansøgeren politiet, der bad ham tage med på politistationen og afgive forklaring. På politistationen blev han anklaget for selv at have skudt sin bror. Ansøgeren blev under afhøringerne slået bevidstløs og udsat for overgreb af flere politibetjente. Ansøgeren blev de efterfølgende måneder adskillige gange kontaktet personligt og telefonisk af politiet i forbindelse med efterforskningen af nedskydningen af hans bror. Han opsøgte endvidere selv politiet for at få en forklaring på, hvorfor de ikke efterforskede hændelsen. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han to gange i vinteren 2013/2014 har klaget til Forsvarsministeriet over, at hans søn skulle aftjene værnepligt i […]. I forbindelse med indgivelsen af den sidste klage blev ansøgeren truet. I foråret 2014 var ansøgerens søn involveret i en episode, der medførte, at han af en armensk byret blev idømt 4 måneders ubetinget fængsel for vold mod en anden værnepligtig. I ankeinstansen blev dommen i efteråret 2014 ændret til to års betinget fængsel. Ansøgeren deltog i efteråret 2014 i en demonstration i det centrale Jerevan. Han delte løbesedler ud. Ansøgeren blev i den forbindelse sammen med andre demonstranter tilbageholdt af politiet, der slog dem. Nogle dage efter deltog ansøgeren i endnu en demonstration, hvor han sammen med andre demonstranter blev tilbageholdt af politiet, og hvor de igen blev slået af politiet. Ved begge lejligheder blev han af politiet sigtet for at opildne til uro og for ikke at samarbejde med politiet. Politiet tog endvidere ansøgerens pas. Flygtningenævnet kan i det væsentligste ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Den del af ansøgerens forklaring, der relaterer sig til, at han har været politisk aktiv som modstander af styret og i den anledning har deltaget i demonstrationer, kan nævnet lægge til grund. Endvidere kan nævnet lægge til grund, at han i den anledning har været til afhøring hos politiet og er blevet beskyldt for blandt andet at hindre valgkommissionens arbejde og nægte at afgive forklaring. Nævnet finder endvidere ikke, at det kan afvises, at ansøgeren i forbindelse med en demonstration i februar 2013 havde et verbalt sammenstød med [politikeren]. Nævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at de begivenheder, som han efterfølgende hævder at have været udsat for kan sættes i forbindelse med dette sammenstød. Nævnet finder, at ansøgeren har forklaret upræcist om hændelsesforløbene, herunder antallet af overgrebene og tidsforløbet mellem disse. Nævnet finder endvidere, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at forsøget på at køre ham ned, drabsforsøget på ansøgerens bror og hans søns udstationering skyldes hans politiske engagement og hans skænderi med [politikeren]. Nævnet bemærker, at ansøgeren tidligere har forklaret og gentaget under nævnsmødet, at hans søn selv ønskede at blive udstationeret i […]. Endelig har nævnet lagt vægt på, at der forløb mere end et år efter skudepisoden, inden ansøgeren med sin familie valgte at udrejse, ligesom nævnet har lagt vægt på ansøgerens forklaring om, at han efter at have været udsat for overgreb fra politiets side selv valgte at henvende sig til politiet for at høre om politiets opklaringsarbejde i forbindelse med den påberåbte skudepisode. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Arme/2016/22/THJ
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk armeniere og kristne af trosretning fra [landsby], Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive anholdt af politiet eller KGB, idet de ikke bryder sig om udfaldet af en sag, som ansøgeren har efterforsket. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers konflikt. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var betjent i det armenske politi i Yerevan. [I foråret] 2014 fik han besked på at køre til Nagorno-Karabakh, hvor han skulle efterforske en sag om en dræbt soldat. Soldaten skulle angiveligt være blevet dræbt af aserbajdsjanere ved frontlinjen. Efter at have set gerningsstedet, mødtes den mandlige ansøger med en soldat, der hed [A], som er nevø til [B]. Den mandlige ansøger gav [A] 20.000 armenske dram, som han skulle bruge til at bestikke en officer. Officeren skulle bestikkes, således at [A] kunne møde den mandlige ansøger uden for kasernen. Efter mødet, mødtes den mandlige ansøger med sin chef og to KGB-agenter, som fastholdt, at soldaten var blevet dræbt af aserbajdsjanere. [I foråret] 2014 fortalte den mandlige ansøger sin chef, at han ikke mente, at dette var korrekt. Den mandlige ansøgers chef svarede hertil, at det var KGB’s sag og ikke politiets. Sagen blev herefter lukket. [I foråret] 2014 mødtes den mandlige ansøger igen med [A] og en anden soldat ved navn [C]. De havde fortalt, at [D] i beruset tilstand havde skudt soldaten. De havde vist den mandlige ansøger en videooptagelse, der dokumenterede, at liget var blevet flyttet. Samme dag fortalte ansøgeren [E] om oplysningerne. [E] kaldte den mandlige ansøger landsforræder og bad sine livvagter om at anholde ham. De kørte den mandlige ansøger til politistationen, hvor den mandlige ansøger havde bedt en af sine kollegaer om at gemme en granat på toilettet. På politistationen blev den mandlige ansøger hentet af KGB-agenter. Mens de kørte i en bil, truede den mandlige ansøger dem med granaten og han bad dem om at forlade bilen. Den mandlige ansøger udrejste herefter af Armenien. Den mandlige ansøger har på flere punkter forklaret upræcist og divergerende om begivenhederne forud for indrejsen i Danmark blandt andet om den håndgranatattrap, som han truede KGB folkene med, om antallet af møder med [A], om mødet med [C], om kontakten til sin chef [F] efter udrejsen, om KGB folkenes kontakt til den butik i Georgien, hvorfra ansøgeren ringede, om opholdet i Georgien, og om de nedgravede beviser i ansøgerens have. Endvidere fremstår den mandlige ansøgers beskrivelse af flugten, herunder hvordan han kom i besiddelse af håndgranatattrappen, usandsynlig, ligesom ansøgerens oplysninger om sine arbejdsopgaver fremstår upræcise. Ansøgerens oplysninger bærer præg af manglende viden om politiefterforskning, ligesom ansøgeren på flere punkter har svaret afglidende om sine arbejdsopgaver. Ansøgeren kan end ikke angive adressen på sit tjenestested, selvom han må antages at være mødt på arbejde dagligt det pågældende sted. Hertil kommer, at ansøgerne og den mandlige ansøgers moder har forklaret indbyrdes divergerende og upræcist om, hvornår [i foråret] 2014 den mandlige ansøger var i Nagorno-Karabakh for at efterforske soldatens død. Da den mandlige ansøger heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund at den mandlige ansøger skulle være efterstræbt af myndighederne af de af ham anførte grunde. Oplysningerne om myndighedernes tilbageholdelse af den kvindelige ansøger kan på denne baggrund ikke føre til nogen ændret vurdering. Idet den kvindelige ansøger i øvrigt ikke har noget selvstændigt asylmotiv, kan det ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/21/SHH
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen ortodoks af trosretning fra [landsby], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har henvist til sin søns asylmotiv. Ansøgerens søn har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at han vil blive anholdt af politiet eller KGB, fordi de ikke bryder sig om udfaldet af en sag, som han har efterforsket. Ansøger har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter for sit liv, idet den armenske sikkerhedstjeneste er efter hende og hendes familie. Ansøgeren har henvist til det af hendes søn påberåbte asylmotiv. Indledningsvist skal det bemærkes, at hverken de påberåbte ransagninger eller ansøgerens tilbageholdelse hos sikkerhedstjenesten kan begrunde asyl. Tilbageholdelsen varede knap et døgn, og ansøgeren kunne uden problemer forlade det hospital, som hun blev overført til. Endvidere har ansøgeren og hendes søn forklaret indbyrdes divergerende om, hvordan sønnen blev oplyst om svigerdatterens tilbageholdelse, om forløbet af telefonsamtalen med sønnen efter svigerdatterens løsladelse, og om hvordan ansøgeren kunne få information om sønnens ankomst til Danmark. Endelig har ansøgeren, sønnen og svigerdatteren forklaret indbyrdes divergerende om tidspunktet for og længden af sønnens ophold i Nagorno-Karabakh i [foråret] 2014. Når der endelig henses til udfaldet af sønnens og svigerdatterens asylsag, hvorefter asylmotivet blev forkastet, og da ansøgeren heller ikke i øvrigt har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hendes forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/20/SHH
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra [landsby], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive idømt livsvarigt fængsel eller at blive henrettet, fordi han deserterede fra militæret. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af slægtninge til en soldat ved navn [A], som han under en vagttjeneste kom i slagsmål med, og som han formoder blev dræbt, da [A’s] gevær gik af. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han [i foråret] 2014 påbegyndte aftjening af sin militærtjeneste. Lige fra starten, blev han og de andre nye soldater bedt af en ældre soldat ved navn [A] om at udføre [A’s] og hans gruppes arbejdsopgaver. De blev også bedt om at betale penge for at få toiletterne gjort rent, selvom han senere blev klar over, at denne opgave blev udført af folk udefra. Ansøgeren nægtede allerede fra første dag, som den eneste af de nye soldater, at udføre de opgaver, som han blev pålagt af [A] og hans gruppe. Dette medførte, at ansøgeren blev groft chikaneret både dag og nat. De pågældende spyttede i hans mad således, at han ikke fik noget at spise, og om natten tissede de på ham, hvorfor han blev forhindret i at sove. Endvidere blev han omkring 25 gange opsøgt af [A] og hans gruppe og udsat for vold i form af tæsk på kroppen. Ansøgeren opsøgte to gange sin kommandant og fortalte ham om overgrebene. Kommandanten sagde, at han ville gøre noget ved det, men han gjorde ikke noget. En officer advarede ansøgeren imod at sætte sig op imod [A] og hans gruppe og anbefalede ham at udføre de opgaver, som de gav ham. Officeren begrundede dette med, at [A] havde tilknytning til Manvel-familien, der er en meget indflydelsesrig familie i Armenien og hvis overhoved er general Manvel Grigoryan. [en dag i sommeren] 2014 skulle ansøgeren og [A] holde vagt sammen. Den første vagt varede fra kl. 18 til kl. 20 og forløb uden problemer. Den anden vagt var planlagt til at vare fra kl. 24 til kl. 02. Da de startede deres vagt kl. 24, sagde [A] til ansøgeren, at han ville gå over og sove, og at ansøgeren skulle vække ham, hvis han hørte noget. Ansøgeren nægtede at gøre det og forlangte, at [A] blev på sin vagt. Begge var bevæbnede med AK-74 geværer. Umiddelbart efter slog [A] ansøgeren i nakken med geværets kolbe, og ansøgeren faldt ned på jorden. Ansøgeren hørte [A] lade geværet. Ansøgeren drejede sig, men lå stadig ned. [A] pegede på ansøgeren med geværet. Ansøgeren tog fat i geværløbet og prøvede at dreje det væk fra sig, idet han samtidig hev sig op. Under tumulten, hvor de begge hev i geværet, gik geværet af. Det var ikke ansøgeren, der trykkede på aftrækkeren. Ansøgeren så [A] falde til jorden, han ved ikke, om [A] var død. Ansøgeren havde hele tiden haft sin AK-74 over skulderen. Umiddelbart efter flygtede ansøgeren fra stedet, og løb hen til en kirkegård, der lå omkring et par kilometer væk. Under flugten smed han sit gevær fra sig. Han gemte sig på kirkegården, han vil tro, at klokken var omkring 00.30, men har svært ved at angive et helt præcist tidspunkt. Han ringede til sin ven [B], der var den eneste, der havde kendskab til de overgreb, som ansøgeren havde været udsat for på kasernen, idet [B] havde besøgt ham på kasernen. [B] boede i en nærliggende by, hvis navn ansøgeren ikke husker. Han kom efter ret kort tid sammen med sin fader [C] og hentede ansøgeren. De kørte ansøgeren til et ufærdigt hus tilhørende [C] i Ararat. [C] sagde til ansøgeren, at han var nødt til at underrette sin familie. Det var [C], der ringede til familien næste dag. Tidligt om morgenen omkring kl. 7 den [følgende dag] blev ansøgerens familie opsøgt af seks ukendte mænd, som ansøgeren formoder tilhører en gruppe, der hedder Manvelakan. De seks ukendte mænd spurgte efter ansøgeren. De udsatte ansøgerens fader for grov vold. Også hans moder og søster blev udsat for vold, ligesom der blev talt meget nedværdigende til dem. Overfaldsmændene tog familiens papirer. Ansøgerens fader blev efterfølgende indlagt på hospitalet. Den samme dag, kl. 22 om aftenen hentede [C] ansøgerens moder og søster, og kørte dem til Ararat, hvor ansøgeren ventede på dem. [Få dage senere] flygtede ansøgerens fader fra hospitalet. [C] ventede på ansøgerens fader udenfor hospitalet, og kørte ham til Ararat, hvor ansøgeren og resten af familien befandt sig. Hele familien opholdt sig i omkring en måned i [en anden landsby], hvorfra de […] udrejste af Armenien. I den måned, hvor ansøgeren og hans familie boede i Ararat, blev de ikke opsøgt af nogen. [C] kørte dem til den armenske grænse, hvor de mødtes med en russer ved navn [D]. De skiftede bil og [D] skaffede dem over den georgiske grænse. [C] og [D] kørte med dem hele vejen til Sandholmlejren, hvor de søgte asyl. Flygtningenævnets flertal finder i det væsentligste, trods en række mindre betydningsfulde divergenser, at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, selvom ansøgerens forklaring om, at håndgemænget med [A] førte til dennes død, alene beror på ansøgerens formodning. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens asylmotiv er underbygget af hans forældres og søsters forklaringer om, at de blev opsøgt og udsat for overgreb af medlemmer af den indflydelsesrige Manvel-familie, som [A] havde tilknytning til. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægger Flygtningenævnets flertal til grund, at ansøgeren ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse mod overgreb fra Manvel-familien. Flygtningenævnet flertal finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Armenien vil være i individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgeren er deserteret, i sig selv vil indebære en uproportionel straf, der vil være i strid med EMRK art. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den armenske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2” arme/2016/2
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Armenien. Indrejst i 2014. Sagen vedrørende den kvindelige ansøgers forældre blev behandlet i nævnet samme dag. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de fundne pas til grund, at den mandlige ansøger er armensk statsborger med navnet […], og at den kvindelige ansøger ligeledes er armensk statsborger med navnet […]. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at han vil blive fængslet af de armenske myndigheder, idet de beskylder ham for at have solgt fotografier af militært område til aserbajdsjanerne. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at han frygter at blive anholdt, tortureret og dræbt af de armenske myndigheder, fordi han er deserteret fra sin militærtjeneste. Den kvindelige ansøger har henvist til sine forældres konflikt. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, vedkommende påberåber sig. Ansøgernes asylmotiv er sammenhængende med den kvindelige ansøgers forældres asylmotiv. Dette asylmotiv er i det hele blevet forkastet. Flygtningenævnet bemærker særskilt, at den mandlige ansøgers forklaring om tilbageholdelsen og flugten ligeledes er usikker og divergerende, og at forklaringen om flugten fra militærhospitalet ligeledes i sig selv er ganske usandsynlig. Flygtningenævnet finder heller ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han er deserteret fra aftjening af værnepligt. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren er 25 år, og at han er udrejst på ægte pas gennem lufthavnen i Jerevan. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Armenien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme 2016/19/SSM
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Armenien. Indrejst i 2014. Sagen vedrørende ansøgernes datter og svigersøn samt parrets barn blev behandlet i nævnet samme dag. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at de armenske myndigheder vil dømme ham for landsforræderi og fængsle ham på livstid, idet de beskylder ham for at have solgt fotografier af militært område til aserbajdsjanerne. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers konflikt. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, vedkommende påberåber sig. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at ansøgerne er armenske statsborgere, men nævnet finder ikke, at den mandlige ansøger herudover har sandsynliggjort, hverken sin identitet eller sit asylmotiv. Vedrørende den mandlige ansøgers identitet lægger Flygtningenævnet navnlig vægt på, at han til de danske udlændingemyndigheder har oplyst, at han hedder […], men at der under asylsagens behandling er blevet fundet et pas, der må anses for i det mindste formularmæssigt ægte, i navnet […] med samme fødedata. Efternavnet svarer til den kvindelige ansøgers efternavn, og hun gør gældende, at hendes pas er ægte. Hertil kommer, at den mandlige og kvindelige ansøger begge har erkendt, at de i 2003 søgte asyl i […] uden asylmotiv og blot for at blive sendt tilbage til Armenien, og at ansøgerne og deres datter i 2007 søgte asyl i […] i en anden identitet. Flygtningenævnet lægger til grund, at den kvindelige ansøger og deres datter er henholdsvis […] og […] i overensstemmelse med de fundne pas. Vedrørende den mandlige ansøgers asylmotiv lægger Flygtningenævnet navnlig vægt på, at han har forklaret divergerende/usikkert om fotograferingen, divergerende om tilbageholdelsen og flugten fra hospitalet, ligesom flugten fra hospitalet i sig selv må anses for ganske usandsynlig. Hertil kommer, at ansøgerne har forklaret urigtigt om deres rejserute, og at det først er efter fundet af deres pas med udrejsestempler, at de har erkendt, at de er udrejst gennem lufthavnen i Jerevan. [Den kvindelige ansøgers] asylmotiv er sammenhængende med den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Armenien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme 2016/18/SSM
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra Jerevan i Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive dømt og slået ihjel, idet han er flygtet fra militæret og har løsladt krigsfanger. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i [foråret] 2014 påbegyndte sin værnepligt, og at han den [dato] blev sendt til [by] ved grænsen til Aserbajdsjan med sit kompagni. Han fik besked på at bevogte tre aserbajdsjanske krigsfanger, der blev tilbageholdt i en bygning. Sergenterne begik fysiske overgreb mod fangerne og sagde til ansøgeren, at han skulle gøre det samme, hvilket ansøgeren afslog. Ansøgeren fik ondt af fangerne, hvorfor han efter tre dage gav dem brød og cigaretter, når han havde vagt. Dette blev opdaget af sergenterne, som slog ansøgeren bevidstløs, og smed ham ind i cellen sammen med de tre krigsfanger. Ansøgeren var tilbageholdt frem til den [dato], hvor han sammen med kompagniet tog tilbage til kasernen i [by]. Ansøgeren fortalte herefter, hvad der var sket til kommandøren, som sagde, at han skulle holde sin viden for sig selv. Ansøgeren blev herefter kaldt til samtale på lageret med kompagnikommandøren og de fire andre, som slog ansøgeren og konfronterede ham med, at han havde videregivet oplysninger om krigsfangerne til kommandøren. Omkring den [dato] blev ansøgeren på ny sendt til [by] med kompagniet, hvor de fire på ny spurgte, om ansøgeren ville medvirke til at foretage fysiske overgreb på fangerne. Ansøgeren nægtede dette og blev på ny spærret inde sammen med de tre krigsfanger. Under indespærringen aftalte ansøgeren med krigsfangerne, at han skulle hjælpe dem fri mod, at de til gengæld hjalp ansøgeren med at rejse til et sikkert sted. Efter to til tre dage sagde ansøgeren til de fire, at han var indforstået med at begå overgreb på fangerne, hvorefter han blev sat fri og fik til opgave at holde vagt igen. Den følgende nat under ansøgerens vagt åbnede ansøgeren døren til fangerne, og de flygtede sammen til fods til Aserbajdsjan. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har løsladt krigsfanger og flygtet med dem, således som han har påberåbt sig. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række punkter, herunder om krigsfangernes navne, og om omstændighederne hvorunder de fire opdagede, at han gav krigsfangerne brød/cigaretter. Flygtningenævnet finder det endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren på ny skulle blive sat til at bevogte krigsfangerne, henset til ansøgerens sympati for disse, ligesom nævnet finder det mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke havde ammunition til sit våben. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om selve flugten, afstand til grænsen med videre må anses for ganske usikker og i øvrigt i sig selv mindre sandsynlig. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er deserteret fra militærtjeneste, men nævnet finder ikke, at ansøgeren risikerer uforholdsmæssig straf som følge heraf. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Armenien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2016/17/LIN
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af politichefen, [V1], hans svigersøn, [A], og dennes medhjælper, [V2]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes søn siden 2008 har haft en ikke-officiel aftale om at leje butikslokaler af [A], som er svigersøn til politichefen [V1]. I [vinteren] 2012 indgik ansøgerens søn og [A] en aftale om, at ansøgerens søn skulle bygge en ny forretning på en af [A’s] grunde, og at huslejen skulle være 250.000 dram i de første 48 måneder. I [sommeren] 2012 krævede [A’s] medhjælper, [V2], at ansøgerens søn fremover skulle betale 1 million dram i husleje. I [vinteren] 2012 måtte ansøgerens søn meddele, at han ikke længere kunne betale, og dagen efter kom [V2] og tog hans varevogn og lukkede hans forretning. [I begyndelsen af] 2013 blev ansøgerens søn overfaldet af [A’s] mænd. [I foråret] 2013 anmeldte ansøgeren det sidste overfald til politiet. Herefter blev ansøgerens bopæl to gange opsøgt af borgmesteren og andre myndighedspersoner, som ville have, at hun trak sin anmeldelse tilbage. [I foråret] 2013 kontaktede ansøgeren en journalist, som skrev en artikel om deres sag. Der blev i den efterfølgende periode ført retssager vedrørende både overfaldet, forretningerne og pengeafpresningen, men ansøgeren fik ikke medhold i nogen af sagerne, fordi [A] havde korrumperet hele processen. I perioden sendte ansøgeren endvidere klagebreve til samtlige ambassader og forskellige myndigheder i Armenien, fordi de ved ulovlig afpresning havde mistet deres forretninger og mange penge. Ansøgeren opholdt sig i Armenien frem til [efteråret] 2014, hvor hun udrejste til Danmark. Det må tillægges vægt, at ansøgeren alene har lidt fysisk overlast, da hun blandede sig i overfaldet på sønnen [i foråret] 2013, og at hun ifølge sin egen forklaring fik et slag og blå mærker på benene. Endvidere har hun oplyst, at hun samme måned blev opsøgt af kommunaldirektøren i selskab med flere andre ledende personer to gange på sin bopæl, hvor man ville true eller presse hende til at tilbagekalde den indgivne politianmeldelse. Endelig har ansøgeren for Flygtningenævnet yderligere oplyst, at hun og hendes søn skulle have modtaget verbale trusler fra [A’s] folk frem til lukningen af den sidste butik [i foråret] 2013. Ansøgerens forklaring herom fremstår dog noget upræcis. Herudover har ansøgeren ikke været udsat for yderligere forhold, og de trusler som hun i øvrigt har forklaret om er alene baseret på andenhåndsoplysninger. Hertil kommer, at ansøgeren var i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen [i efteråret] 2014, selvom hun gjorde opmærksom på sig selv i form af deltagelse i de verserende retssager samt diverse henvendelser og klager angående den behandling, som hun og hendes søn havde været udsat for. Endelig er der forklaret upræcist om, hvorfor ansøgeren netop udrejste i [efteråret] 2014. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerens søn ikke støttede hendes politianmeldelse [i foråret] 2013, at politiet modtog anmeldelsen, og at der blev gennemført retssager på baggrund af anmeldelsen. De konflikter, som ansøgerens søn ifølge hendes forklaring har været involveret i, er almindelig borgerlig kriminalitet. Sammenfattende har de forhold, som ansøgeren har oplyst at have været udsat for ikke haft en sådan karakter og omfang, at det kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det skal særlig bemærkes, at oplysningerne om ansøgerens søns forhold ikke kan føre til nogen ændret vurdering. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2016/16/LOD
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra Yerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel, idet han er blevet beskyldt for at have ansvaret for sine soldaters død, samt at han frygter fængselsstraf, idet han er deserteret fra militæret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var chefsergent og kommandør for en gruppe på ti soldater. Gruppen blev udstationeret på et bjerg nær grænsen til Aserbajdsjan. [I sommeren] 2014 gik ansøgeren og tre af hans soldater; [A], [B] og [C], ned efter vand. Ansøgeren var den eneste bevæbnede, og han gik bagved de andre. Gruppen blev overfaldet, og ansøgeren nåede at skjule sig og anvendte ikke sit våben for at hjælpe de andre. [A] og [B] blev slået ihjel, og ansøgeren blev efterfølgende beskyldt for at have ansvaret for deres død, da han ikke anvendte sit våben. De øvrige soldater og officerer udsatte herefter ansøgeren for overgreb, og han blev kørt mod grænseområdet af to officerer og en chauffør. Det lykkedes ansøgeren at flygte ud af bilen og hjem til Yerevan. Flygtningenævnet kan ikke lægge dele af ansøgerens forklaring til grund. Ansøgerens forklaring om overfaldet på de tre soldater forekommer ikke selvoplevet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at overfaldsmændene ikke så ansøgeren, men kun de tre andre soldater, mens disse bevægede sig ned ad bjerget, og da overfaldet fandt sted, selv om ansøgeren angiveligt kun gik 10-15 meter bag de andre soldater. Ansøgerens beskrivelse af selve overfaldet er holdt i generelle vendinger og er uden detaljer, herunder om hvor overfaldsmændene kom fra. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sin flugt. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at han under transporten mod grænsen sad på bagsædet af bilen mellem to officerer, men at det alligevel lykkedes ham at slippe ud ad bildøren. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han sad på bagsædet af bilen ved vinduet med kun en officer ved siden af sig. Det forekommer usandsynligt og utroværdigt, at ansøger ville kunne flygte fra bilen under de beskrevne omstændigheder, herunder at han ikke blev beskudt, og at han var i stand til at undslippe forfølgerne og efterfølgende gå og løbe i flere timer, når han efter sin egen forklaring havde ondt i ben og ryg efter fysiske overgreb. Selv om ansøgerens forklaring om, at han er deserteret fra militæret, lægges til grund, kan det ikke antages, at han vil blive idømt en uforholdsmæssig lang fængselsstraf for dette. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2016/15/chk
Nævnet stadfæstede i februar og 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra [by]i Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af ukendte personer, som har dræbt hendes far og bortført hendes mor. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hendes far arbejdede som freelance fotojournalist. Faderen fortalte ikke familien om sine arbejdsopgaver. Faderen var en moralsk mand, der ikke kunne lide falskhed og korruption. På et tidspunkt i 2014 overhørte ansøgeren en natlig samtale mellem forældrene. Ansøgeren hørte faderen sige, at han havde noget materiale, der belastede en magtfuld person. Moderen bebrejdede faderen, at han bragte familien i fare. Der skete efterfølgende det, at ansøgerens far ikke kom hjem. Ansøgerens mor henvendte sig til politiet, der ikke umiddelbart ville foretage sig noget. Ansøgerens hjem blev efterfølgende opsøgt af to mænd. Ansøgeren var hjemme sammen med moderen. Ansøgerens bror var ikke hjemme. De to mænd ønskede adgang til familiens bolig og fremviste nogle papirer. De gennemsøgte faderens arbejdsværelse og tog blandt andet faderens bærbare computer med sig. Efter nogle dage kom de samme to mænd igen. De ledte efter ansøgerens far. De to mænd var aggressive og voldelige over for ansøgeren og moderen. Broderen, der havde opholdt sig i et andet rum ville beskytte moderen, hvilket resulterede i, at han også blev udsat for vold. Mændene forlod herefter stedet. På et tidspunkt kom faderen hjem. Ansøgeren har svært ved at huske, om det var før eller efter de to mænds andet besøg. Faderen sagde, at de var i fare og at de skulle gøre sig klar til at flygte. Faderen ville komme for at hente dem. Det er sidste gang, ansøgeren har set faderen. En af de følgende dage blev bopælen igen opsøgte af de to ukendte personer og en tredje mand, som ledte efter faren. Sammen med moderen og broderen blev ansøgeren låst inde i et rum. Da natten var ovre, blev ansøgerens mor hentet ud, og taget bort fra hjemmet. Medens broderen var låst inde, blev ansøgeren voldtaget. Mændene forlod herefter stedet. Ansøgeren og hendes bror tog straks hjem til deres gudfar, som fortalte, at deres far var fundet brændt ihjel i en bil. Gudfaderen fortalte dem, at de selv var i fare og måtte flygte ud af landet. Samme dag kørte gudfaren ansøgeren og hendes bror til Georgien, og efter cirka 14 dage havde gudfaderen arrangeret deres videre flugt. Gudfaderen fortalte i den forbindelse ansøgeren, at hendes mor nu også var død. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at forkaste ansøgerens forklaring om asylmotivet. Asylmotivet er afledt af ansøgerens faders problemer, hvorfor det i udgangspunktet er vanskeligt for ansøgeren nærmere at redegøre for konflikten. Ansøgeren er endvidere psykisk påvirket at oplevelserne i hjemlandet og af flugten. Uanset, at der tages hensyn til dette, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at faderens konflikt på nuværende tidspunkt medfører, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/14/LIN
Nævnet stadfæstede i februar og 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra [by], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren ikke er mindreårig. Nævnet henviser i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsen den 25. juni 2015 på baggrund af en aldersvurdering af klageren af 1. juni 2015, udfærdiget af Københavns Universitet, Retspatologisk Afdeling, har truffet afgørelse om, at klageren er myndig. Nævnet er bekendt med, at styrelsens afgørelse er påklaget. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under sagsbehandlingen i nævnet har fremstået med tilstrækkelig modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af ukendte personer, som har dræbt hans far og bortført hans mor. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans far arbejdede som freelance fotojournalist. Faderen fortalte ikke familien om sine arbejdsopgaver. I oktober 2014 skete der det, at ansøgerens far ikke kom hjem. Ansøgerens mor henvendte sig til politiet, der ikke umiddelbart ville foretage sig noget. Ansøgerens hjem blev efterfølgende opsøgt af to mænd. Ansøgeren var på det tidspunkt ikke hjemme. Mændene gennemsøgte faderens arbejdsværelse og tog blandt andet faderens bærbare computer med sig. Efter nogle dage kom de to mænd igen. De ledte efter ansøgerens far. De to mænd var aggressive og voldelige over for ansøgerens mor, og da ansøgeren ville beskytte sin mor også overfor ansøgeren. De to mænd forlod til slut hjemmet og ansøgeren søgte hjælp hos sin gudfader. På et tidspunkt kom faderen hjem. Faderen sagde, at de var i fare og at de skulle gøre sig klar til at forlade hjemmet. Faderen ville komme for at hente dem. Det er sidste gang, ansøgeren har set sin far. En af de følgende dage blev bopælen igen opsøgte af de to mænd og en tredje mand, som ledte efter faren. Sammen med moderen og søsteren blev ansøgeren låst inde i et rum. Da natten var ovre, blev ansøgerens mor hentet ud og taget med. Ansøgeren blev igen låst inde. Mændene havde hentet søsteren ud, og ansøgeren kunne høre søsterens høje skrig. På et tidspunkt åbnede ansøgerens søster døren for ansøgeren. Ansøgeren og hans søster tog herefter hjem til deres gudfar, som fortalte, at deres far var fundet brændt ihjel i en bil. Gudfaderen fortalte dem, at de selv var i fare og måtte flygte ud af landet. Samme dag kørte gudfaren ansøgeren og hans søster til Georgien, og efter cirka 14 dage havde gudfaderen arrangeret deres videre flugt. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at forkaste ansøgerens forklaring om asylmotivet. Asylmotivet er afledt af ansøgerens faders problemer, hvorfor det i udgangspunktet er vanskeligt for ansøgeren nærmere at redegøre for konflikten. Ansøgeren er endvidere påvirket at oplevelserne i hjemlandet og af flugten. Uanset, at der tages hensyn her til, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at faderens konflikt på nuværende tidspunkt medfører, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/13/LIN
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armeniere og apostolske kristne af trosretning fra Jerevan, Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af myndighederne. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers konflikt med myndighederne. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og en god bekendt den 25. september 2014 arrangerede en demonstration som følge af de netop indførte skatter. Demonstrationen havde til formål at få premiereministeren i tale. I forbindelse med demonstrationen blev ansøgeren anholdt efter ordre fra Osipyan. Ansøgeren var tilbageholdt i fem dage, hvor han blev slået og tvunget til at skrive under på, at han var indforstået med, at politiet havde konfiskeret hans ejendom. Da ansøgeren blev løsladt, skrev han under på, at han ikke ville forlade landet. Den efterfølgende morgen anmeldte ansøgeren tilbageholdelsen til den nationale sikkerhedstjeneste. Om aftenen blev ansøgeren opsøgt af tre politimænd, som truede og slog ansøgeren bevidstløs, fordi han havde klaget over politiet. Da ansøgeren kom til bevidsthed, kontaktede han en ven, som bragte ham og den kvindelige ansøger til byen Kosh, hvor de opholdt sig i skjult indtil deres udrejse en halvanden måned senere. Den mandlige ansøger har på en række punkter forklaret upræcist og divergerende om hændelsesforløbet forud for udrejsen blandt andet om arrangementet af demonstrationen, om hvad ansøgeren fik at vide, da han blev ført væk efter demonstrationen, om behandlingen af ham under indbringelsen til politistationen, om det var vicepolitichefens barnebarn eller nevø, som ansøgeren beskyldte for at have stukket med kniv, om ansøgeren selv havde overværet knivstikkeriet, om omfanget og karakteren af den mandlige ansøgers klage til KGB, om beslutningen om at forlade lejligheden og om ansøgerens kontakt til andre efter at være kommet frem til Kosh. Herudover har den mandlige ansøger først for Flygtningenævnet oplyst om et yderligere overgreb, som han var udsat for på tredjedagen for sin tilbageholdelse hos politiet, selvom der er tale om et centralt element i det påberåbte asylmotiv. Endvidere er det påfaldende, at den mandlige ansøger gradvist har udbygget oplysningerne om sit kendskab til knivstikkeriet, hvorefter han nu personligt har overværet det, og at han endvidere skulle have fortalt dette direkte til vicepolitichefen, efter han ifølge sin egen forklaring havde fået tæsk. Den kvindelige ansøger har forklaret upræcist om aktiveringen af gashanen i køkkenet og om antallet af tilstedeværende naboer efter overfaldet. På denne baggrund og da den mandlige ansøger heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det skal særligt bemærkes, at oplysningerne fra den kvindelige ansøger ikke kan føre til nogen ændret vurdering. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerne skulle have en konflikt med myndighederne. Den kvindelige ansøger har ikke noget selvstændigt asylmotiv. Det kan herefter ikke lægges til grund, at den mandlige ansøger var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/12/STR
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armeniere og apostolske kristne af trosretning fra Jerevan, Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af myndighederne. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers konflikt med myndighederne. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og en god bekendt den 25. september 2014 arrangerede en demonstration som følge af de netop indførte skatter. Demonstrationen havde til formål at få premiereministeren i tale. I forbindelse med demonstrationen blev ansøgeren anholdt efter ordre fra Osipyan. Ansøgeren var tilbageholdt i fem dage, hvor han blev slået og udsat for overgreb og tvunget til at skrive under på, at han var indforstået med, at politiet havde konfiskeret hans ejendom. Da ansøgeren blev løsladt, skrev han under på, at han ikke ville forlade landet. Den efterfølgende morgen anmeldte ansøgeren tilbageholdelsen til den nationale sikkerhedstjeneste. Om aftenen blev ansøgeren opsøgt af tre politimænd, som truede og slog ansøgeren bevidstløs, fordi han havde klaget over politiet. Da ansøgeren kom til bevidsthed, kontaktede han en ven, som bragte ham og den kvindelige ansøger til byen Kosh, hvor de opholdt sig i skjult indtil deres udrejse en halvanden måned senere. Den mandlige ansøger har på en række punkter forklaret upræcist og divergerende om hændelsesforløbet forud for udrejsen blandt andet om arrangementet af demonstrationen, om hvad ansøgeren fik at vide, da han blev ført væk efter demonstrationen, om behandlingen af ham under indbringelsen til politistationen, om det var vicepolitichefens barnebarn eller nevø, som ansøgeren beskyldte for at have stukket med kniv, om ansøgeren selv havde overværet knivstikkeriet, om omfanget og karakteren af den mandlige ansøgers klage til KGB, om beslutningen om at forlade lejligheden og om ansøgerens kontakt til andre efter at være kommet frem til Kosh. Herudover har ansøgeren først for Flygtningenævnet oplyst om et yderligere overgreb, som ansøgeren var udsat for på tredjedagen for sin tilbageholdelse hos politiet, selvom der er tale om et centralt element i det påberåbte asylmotiv. Endvidere er det påfaldende, at den mandlige ansøger gradvist har udbygget oplysningerne om sit kendskab til knivstikkeriet, hvorefter han nu personligt har overværet det, og at han endvidere skulle have fortalt dette direkte til vicepolitichefen, efter han ifølge sin egen forklaring havde fået tæsk. På denne baggrund og da den mandlige ansøger heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det skal særligt bemærkes, at oplysningerne fra den kvindelige ansøger ikke kan føre til nogen ændret vurdering. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerne skulle have en konflikt med myndighederne. Det kan herefter ikke lægges til grund, at den mandlige ansøger var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/11/STR
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Armenien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armeniere og kristne af trosretning fra [en navngiven by], Ashtarak, Armenien. I 2008 meldte den mandlige ansøger sig ind i HAK, hvor han fungerede som valgtilforordnet ved præsidentvalgene i henholdsvis 2008 og 2013 samt ved fem øvrige valg, ligesom han i perioden deltog i demonstrationer. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til at de ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at den mandlige ansøger vil blive fængslet eller slået ihjel af politiet, da han har modsat sig ordrer under sin ansættelse i politiet, og da han har været politisk aktiv for HAK. Den mandlige ansøger blev i [sommeren] 2000 ansat ved politiet. I [slutningen af] 2000 blev han kaldt ud til en demonstration, hvor han og det øvrige politi blev oplyst om, at de måtte slå demonstranterne. Den mandlige ansøger ønskede imidlertid ikke at slå nogen. Omkring [to dage senere] modtog den mandlige ansøger oplysning om, at han ikke længere var ønsket i politiet. Han fik orlov, hvorefter han udrejste til Rusland. I [slutningen af] 2006 rejste familien tilbage til Armenien. [I foråret] 2008 deltog den mandlige ansøger i en stor demonstration i Jerevan. Under demonstrationen blev han overfaldet af politiet, hvorved han pådrog sig skader. Efterfølgende var han indlagt på hospitalet i 15 dage. [Fem dage senere] blev den mandlige ansøger anholdt under anklage om, at han havde slået og anvendt molotovcocktails mod politiet i forbindelse med demonstrationen. Under tilbageholdelsen [der varede omkring 25 dage] blev han udsat for fysiske overgreb. I perioden fra 2008 til 2013 blev den mandlige ansøger afhørt omkring 20-50 gange, og han blev slået hver gang. Det skete i forbindelse med at der skulle være eller var demonstrationer. Efter udrejsen af hjemlandet er han blevet sigtet for at arrangere ulovlige demonstrationer, ligesom politiet har opsøgt hans fader. Endvidere er den mandlige ansøger blevet afpresset i sin forretning, ligesom myndighederne har taget forretningen fra ham. Ansøgerne har som asylmotiv yderligere henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at deres ældste søn skal aftjene værnepligt og derved deltage i kampene mellem Armenien og Aserbajdsjan. Herudover risikerer han fængselsstraf for ikke at være mødt op på session. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne først har gennemgået en fuld asylsagsbehandling i Danmark på baggrund af deres forklaringer om at være henholdsvis russisk og georgisk statsborgere. Deres forklaringer blev tilsidesat af Flygtningenævnet og i forbindelse med Rigspolitiets bestræbelser på at udsende dem erkendte de, at deres tidligere forklaringer var usande, og at de rettelig var armenske statsborgere. Ansøgernes identitet og statsborgerskab er herefter blevet bekræftet. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerne er armenske statsborgere med navn og data som angivet i de indhentede pasoplysninger. Efter ansøgernes rette identitet er kommet frem, har ansøgerne afgivet en detaljeret forklaring om den mandlige ansøgers meget omfattende politiske aktiviteter og overgreb mod ham. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort dette asylmotiv. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at det er mindre forståeligt, at ansøgerne vælger at afgive en usand forklaring ved behandlingen af deres første asylsag, hvis den mandlige ansøger har været udsat for så omfattende overgreb, som han har forklaret om. Ansøgernes forklaring om omfanget af overgreb sammenholdt med, at disse fandt sted i forbindelse med demonstrationer eller forventede demonstrationer, stemmer endvidere mindre godt med, at den mandlige ansøger har forklaret, at han deltog som valgtilforordnet ved adskillige valg. Den mandlige ansøgers forklaring for nævnet om at være efterlyst/eftersøgt, om køb af pas og ulovlig udrejse stemmer ikke med hans tidligere forklaring om, at han fik udstedt pas, da deres tidligere pas var blevet stjålet, og at familien udrejste legalt. For så vidt angår det forhold, at [ansøgerens ældste søn] skal aftjene værnepligt, bemærker nævnet, at dette forhold i sig selv ikke er asylbegrundende. Nævnet bemærker, at der er mulighed for at aftjene værnepligt uden at bære våben, ligesom der er mulighed for egentligt civilt arbejde i stedet. For så vidt angår risikoen for at blive dræbt i forbindelse med grænsetræfninger i Nagorno-Karabach med Aserbajdsjan, bemærker nævnet, at denne generelle risiko ikke kan føre til asyl. For så vidt angår eventuel straf for udeblivelse fra session finder Flygtningenævnet ikke, at denne kan antages at stå i misforhold til forseelsen i et sådant omfang, at dette kan føre til asyl. [Ansøgernes ældste søn] risikerer således ikke forfølgelse som følge af sine militære forhold, og familien risikerer heller ikke en afledet forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet finder således i det hele ikke, at familien opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne har fået udstedt pas og er udrejst legalt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2016/10/MVL
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra henholdsvis Armenien og Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk […] og […] af trosretning fra […], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. I forhold til Armenien har den mandlige ansøger som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter, at han eller hans ægtefælle og deres fælles barn vil blive dræbt af sine forældre eller andre […], fordi hans ægtefælle og barn ikke er etniske […]. Ansøgeren frygter endvidere at blive set som landsforræder, idet han ikke er mødt efter genindkaldelse til militærtjeneste. Til støtte for dette har ansøgeren forklaret, at han er etnisk […], og at etniske […] bliver betragtet som andenrangs borgere i Armenien. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han sammen med nogle venner deltog i en demonstration [i foråret] 2008. Under demonstrationen pågreb politiet ansøgeren og hans venner, og han blev i den forbindelse slået og tilbageholdt af politiet. Da han blev løsladt gav politiet ham en frist på en uge til at forlade landet, ellers ville de dømme ham for deltagelse i demonstrationer og for offentlig uorden. Seks dage efter sin løsladelse udrejste ansøgeren af Armenien til Rusland. Ti dage efter ansøgerens udrejse af Armenien, opsøgte politiet ansøgerens forældre. Politiet spurgte efter ansøgeren, og ansøgerens forældre forklarede, at ansøgeren var taget til Rusland. Ansøgerens forældre blev ikke opsøgt efterfølgende. Ansøgeren har endelig forklaret, at han i [sommeren] 2014 blev kontaktet af en ven i Rusland, som fortalte ansøgeren, at ansøgeren var blevet genindkaldt til militæret. I forhold til Ukraine har den mandlige ansøger som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter, at hans stamme vil dræbe ham som følge af forholdet til hans ægtefælle, samt at han frygter krigen i Ukraine. Til støtte for dette har ansøgeren forklaret, at han mødte sin ægtefælle i Ukraine i 2011. I [foråret] 2014 ringede ansøgeren til sine forældre og fortalte dem, at han var i et forhold. De sagde, at forholdet var imod ansøgerens og deres religion og folk, fordi ansøgeren var sammen med en, der ikke er etnisk […]. I den forbindelse sagde ansøgerens forældre, at hvis han giftede sig med hans nuværende ægtefælle, ville de dræbe ham. Derefter stoppede ansøgerens kontakt til hans forældre. [I sommeren] 2014 flyttede ansøgeren ind hos sin nuværende ægtefælle. De boede hos ægtefællens forældre. Efterfølgende blev ansøgerens ægtefælle kontaktet telefonisk et for ansøgeren ukendt antal gange af ansøgerens forældre, som truede ansøgerens ægtefælle på livet. Hverken ansøgeren eller hans ægtefælle blev opsøgt af hans familie eller andre fra hans stamme. På et tidspunkt mellem den […] og den […] 2014 udrejste ansøgeren og hans ægtefælle af Ukraine på grund af krigen. Den kvindelige ansøger er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel, fordi der er krig i Ukraine, og fordi hendes ægtefælles forældre ønsker at slå hende ihjel, fordi hun er i et forhold med deres søn. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun er blevet kontaktet telefonisk flere gange af hendes ægtefælles moder, som i den forbindelse har truet ansøgeren på livet. Flygtningenævnet kan vedrørende den mandlige ansøgers forklaring om sit asylmotiv i forhold til Ukraine ikke afvise, at der er opstået et modsætningsforhold til hans forældre på grund af, at han indledte et forhold til en kristen kvinde. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at truslerne havde et sådan omfang og en sådan karakter som forklaret af ansøgerne. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og upræcist om, hvornår og i hvilket omfang de telefoniske henvendelser skete. Den mandlige ansøger har således til Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke vidste, om der var tale om mere eller mindre end ti henvendelser, mens han under nævnsbehandlingen har forklaret, at der var tale om fire til seks henvendelser. I det omfang, der har været et modsætningsforhold til den mandlige ansøgers forældre, og at dette har indebåret trusler, finder nævnet ikke, at disse kan antages at have haft en sådan intensitet, at dette kan anses som asylbegrundende, men må anses for at være af privatretlig karakter, som den mandlige ansøger må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Nævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sit asylmotiv i forhold til Armenien til grund. Nævnet har blandt andet lagt vægt på, ansøgeren har forklaret divergerende om varigheden af hans tilbageholdelse i forbindelse med demonstrationen i 2008. Han har således under asylsamtalen forklaret, at han alene blev tilbageholdt i et døgn, mens han under nævnsbehandlingen har forklaret, at han blev tilbageholdt i tre døgn. Vedrørende den mandlige ansøgers genindkaldelse og manglende fremmøde bemærker nævnet, at dette ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af European Commission: Implementation of the European Neighbourhood Policy in Armenia Progress in 2014, at unddragelse fra militærtjeneste medfører maksimalt tre års fængsel. Den mandlige ansøgers konversion til kristendommen samt de generelle vanskelige forhold i Ukraine kan ikke føre til en ændret vurdering. I forhold til konversionen bemærkes særskilt, at der både i Armenien og Ukraine er religionsfrihed. Herefter finder nævnet efter en samlet vurdering, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien eller Ukraine vil være i risiko for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende den kvindelige ansøger bemærker nævnet, at hendes asylmotiv i det hele må anses for afledt af den mandlige ansøgers asylmotiv. På den baggrund finder nævnet heller ikke, at den kvindelige ansøger har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine eller Armenien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser i forhold til ansøgerne.” arme/2016/1/GKR
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armeniere og kristne af trosretning fra Yerevan, Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af magtfulde personer i Armenien, idet han har været involveret i et trafikuheld, hvor han i sin taxa påkørte en bil tilhørende sønnen af en af disse magtfulde personer. Den mandlige ansøgers forsikring dækkede kun delvist kravet fra den pågældende bilejer. Den mandlige ansøger blev herefter afkrævet et meget stort pengebeløb, som han ikke har kunnet betale. Han har ved to lejligheder været bortført og udsat for vold af bilejeren og har fået frist til at betale. Senest fik han en frist på en uge, men udrejste uden at betale. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Hun frygter, at familien bliver dræbt som følge af ægtefællens problemer med de magtfulde personer. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om væsentlige forhold, som han, under hensyn til sagens omstændigheder, burde kunne huske, uanset om han har været meget psykisk påvirket af situationen. Flygtningenævnet har således lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvornår og hvordan han blev bekendt med, at det var en søn af en meget magtfuld person, han havde påkørt. Den mandlige ansøger har således dels forklaret, at han blev klar over det lige efter, at påkørslen var sket, dels at han først fik det at vide af […], som han havde lejet taxaen af, [i foråret 2014], efter at ansøgeren var blevet frigivet efter den første bortførelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvornår han blev opsøgt af den unge mand, som han havde påkørt, og dennes vagter, idet han dels har forklaret, at det skete om formiddagen [en dag i foråret 2014], dels at det skete om aftenen [en dag i foråret 2014]. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvornår han kom tilbage til sit hjem, efter at han havde været tilbageholdt i tre dage. Den mandlige ansøger har således dels forklaret, at han kom hjem midt på dagen eller om eftermiddagen, dels at han kom hjem om aftenen. Den mandlige ansøger har herudover forklaret divergerende om, hvordan han kom hjem, idet han dels har forklaret, at han tog en taxa fra det sted, hvor han blev sat af, dels at han gik hjem fra dette sted. Yderligere har ansøgerne forklaret indbyrdes divergerende om deres forhold til […] og om dennes rolle i forbindelse med udrejsen af Armenien og ansøgernes beslutning om at udrejse. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ingen af ansøgerne har ønsket at oplyse, hvem den magtfulde person i Armenien er, hvorfor ansøgernes forklaring om dennes rolle og magt fremstår uunderbygget. Endelig finder Flygtningenævnet det utroværdigt, at den mandlige ansøger ikke har kunnet redegøre nærmere for dækningsomfanget i den forsikring, som han havde tegnet for den taxa, som han havde lejet af […]. Det forhold, at den mandlige ansøger har oplyst at være meget psykisk påvirket af situationen under afgivelsen af sine forklaringer i Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet, findes ikke at ændre herved, idet Flygtningenævnet ved sin vurdering af troværdigheden af den mandlige ansøgers forklaringer har taget dette i betragtning. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har svaret undvigende og på væsentlige punkter ikke har kunnet underbygge den mandlige ansøgers forklaring om omstændighederne i sagen, som hun under nævnets behandling af sagen har givet udtryk for ikke at have haft særligt kendskab til. Flygtningenævnet finder på baggrund heraf ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at de oplysninger, som den mandlige ansøger har fremlagt om sine helbredsmæssige forhold, er af en sådan karakter, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en nærmere vurdering heraf. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2015/9
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armeniere og kristne af trosretning fra Armenien. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Arme-nien frygter at blive fysisk og psykisk chikaneret, forfulgt og dræbt af folk, der arbejder for [...], som har tilknytning til den armenske regering, idet hun har overværet overfaldet og drabet på en ung mand. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor forklaret, at hun [i efteråret] 2013 overværede et overfald og drab på en ukendt ung mand udført af en gruppe ukendte personer. Overfaldet blev beordret af den person ved navn […]. Ansøgeren forsøgte at standse overfaldet ved at råbe om hjælp og ved at bede personerne om at stoppe. [Dagen efter] anmeldte ansøgeren overfaldet til poli-tiet, og i den forbindelse afgav hun forklaring. I løbet af oktober blev ansøgeren tre gange tilsagt til samtale hos politiet. Der var to betjente, som havde overværet overfaldet, som nægtede, at drabet havde fundet sted. Endvidere sagde en højtrangerende politimand til ansøgeren, at hun havde psykiske problemer, og ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb. [Senere i efteråret] 2013 blev ansøgeren overfaldet af to mænd i sin forretning, og [dagen efter dette] og de følgende fire dage blev ansøgeren og hendes ægtefælle opsøgt på deres bopæl af to mænd, som fremsatte trusler. [I vinteren] 2013 blev ansøgerens ægtefælle opsøgt på bopælen af to betjente, som udspurgte ægtefællen om ansøgerens opholdssted og udsatte ham for fysiske overgreb. Den mandlige ansøger har som asylmotiv i det hele henvist til den kvindelige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har forklaret divergerende og udbyggende. Hun har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun ved den anden afhøring [i efteråret] blev afhørt af en politimand af højere rang, mens hun til asylsamtalen har forklaret, at hun blev afhørt af samme politimand som første gang. Hun har endvidere under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun under mødet den [i efteråret] blev anmodet om at underskrive en erklæring om, at hun ikke måtte forlade byen, hvorimod hun under asylsamtalen har forklaret, at hun først under mødet hos politiet [senere i efteråret] skulle underskrive en sådan erklæring. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende, idet hun først under samtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun [i efteråret] blev overfaldet og forsøgt voldtaget af en højtstående politimand. Nævnet har endvidere lagt afgørende vægt på, at den kvindelige ansøgers forklaring fremstår usandsynlig, idet ansøgeren ikke har kunnet redegøre for årsagen til, at hun angiveligt gentagne gange er blevet opsøgt og truet uden, at hun har kunnet konkretisere, hvad truslerne tilsigtede. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at den kvindelige ansøger angiveligt har kunnet blande sig i voldshandlingen, og derefter uhindret kunne trække sig tilbage sammenholdt med det af ansøgeren oplyste om, at voldsmændene var omhyggelige med at fjerne spor. Endelig finder nævnet det påfaldende, at ansøgernes tidligere bopæl angiveligt netop var under observation på de to tidspunkter, hvor den mandlige ansøger vendte tilbage, navnlig når henses til, at det sidste besøg lå seks måneder efter voldsepisoden. Nævnet finder efter en samlet vurdering, at den kvindelige ansøgers forklaring må anses for konstrueret til lejligheden. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort deres asylmotiv og således ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2015/8
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra […], […], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive sat i fængsel, spærret inde på et psykiatrisk hospital og tvangsmedicineret, eller dræbt af politiet eller private. Hun har nærmere henvist til, at hun overværede et drab, og at drabsmanden, […], vil gøre det af med hende eller sørge herfor for ikke at blive draget til ansvar. Hun har herved henvist til […] forbindelser og rygter om hans kriminelle aktiviteter. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring til grund. Flertallet finder imidlertid ikke, at ansøgeren i den anledning er i reel risiko for overgreb fra […] eller andre. Flertallet bemærker herved, at ansøgerens frygt hviler på formodninger, og at det ikke kan antages, at […] eller andre på nuværende tidspunkt vil udsætte ansøgeren for overgreb ved en tilbagevenden til Armenien. Det bemærkes herved, at ansøgeren ikke har indgivet anmeldelse til politiet eller andre, og at der ikke foreligger oplysninger om yderligere henvendelser på bopælen. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i hvert fald vil kunne tage ophold andre steder i Armenien. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes endvidere, at asylmotivet ikke er omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for, at udsætte sagen med henblik på at indhente nærmere oplysninger om […] forhold eller forbindelser eller mere al-mindelige baggrundsoplysninger om korruption, magtstrukturer m.v. i Armenien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2015/7
Nævnet meddelte i september 2015 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Ar-menien. Indrejst i år 2014: Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes fader, der i hjemlandet arbejdede som læge på et hospital, hvor man behandlede fængselsindsatte, ikke kom planmæssigt hjem fra arbejde [i slutningen af] 2013. Ansøgerens moder kontaktede derfor [i slutningen af] 2013 politiet, som opsøgte ansøgeren og moderen og bad dem følge med. De blev herefter tilbageholdt i en kælder i et nybyggeri og i den forbindelse udsat for vold og voldtægt. Moderen døde om natten i forbindelse med tilbageholdelsen, mens det lykkedes ansøgeren at flygte gennem et vindue efter omkring to til tre dage. Efter flugten kørte ansøgeren med taxa hjem til faderens ven [A]. Gennem [A] erfarede ansøgeren, at faderen havde haft problemer på sin arbejdsplads, idet han blandt andet havde hjulpet fanger, som var blevet tortureret. Med hjælp fra [A] udrejste ansøgeren af Armenien [i starten af] 2014. Ved en tilbagevenden til Armenien frygter ansøgeren igen at blive udsat for overgreb fra myndighederne. Derudover frygter hun, at hendes tilbagevenden vil kunne skabe problemer for [A] og hans familie, idet han har hjulpet hende. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent og overbevisende, og at forklaringen fremstår som selvoplevet. Flertallet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens forklaring understøttes af den af advokaten fremlagte torturundersøgelse. Uanset at ansøgerens forklaringer på enkelte punkter fremstår mindre sandsynlig, finder flertallet, ud fra princippet om benefit of the doubt, der i særlig grad skal komme ofre for tortur og andre alvorlige overgreb til gode, i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal lægger derfor i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren og moderen i slutningen af 2013 blev tilbageholdt og udsat for alvorlige overgreb, herunder voldtægt, af politibetjente, hvilket førte til, at moderen afgik ved døden. Flertallet finder endvidere, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for på ny at blive udsat for overgreb af de pågældende betjente. Flertallet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger om efterforskning og strafforfølgning af overgreb begået af ansatte i politiet i Armenien, herunder det til brug for afgørelsen af denne sag indhentede høringssvar fra Udenrigsministeriet, ikke, at ansøgeren kan henvises til at søge myndighedernes beskyttelse mod nye overgreb fra betjentene. Flertallet finder herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke oplyst om omstændigheder, der giver grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1.”Arme/2015/6
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Yazidi-kurder og kristen af trosretning fra Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens søn har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han i perioden 1988 og frem til udrejsen i 1993 har haft gentagende konflikter med personer med tilknytning til den armenske frihedskæmperorganisation FIDAI, fordi han på grund af sin etnicitet blev betragtet som en landsforræder, hvilket også har givet ansøgeren problemer. Ansøgerens søn har oplyst, at ansøgeren ikke har haft nogen selvstændige problemer i Armenien, men at ansøgerens problemer er afledt af sønnens asylmotiv. Ansøgeren er en ældre kvinde, der hverken kan se, høre eller gå, og hun kan derfor ikke klare sig alene i Armenien. Hun har ingen anden familie i Armenien. Sønnens, og dermed ansøgerens, konflikter startede i 1983, hvor ansøgerens ægtefælle blev dræbt af armeniere som følge af en privatretlig konflikt. I forbindelse med krigen i 1988 mellem Armenien og Aserbajdsjan nægtede ansøgerens søn at deltage i kamphandlinger, hvorfor han blev betragtet som en forræder, og siden har han været forfulgt af personer med tilknytning til FIDAI. Denne konflikt førte til flere overfald, hvoraf det sidste fandt sted i 2004. Ansøgeren mistede synet på et øje som følge af et overfald i 1995 eller 1996. Ansøgeren har ligeledes mistet hørelsen på det ene øre. Ansøgeren forlod Armenien sammen med sin søn i 1993, idet de ikke længere kunne blive boende der, som følge af at ansøgeren var syg. Flygtningenævnet kan lægge ansøgers forklaring til grund. Efter ansøgers søn, […]s, forklaring, stammer hans konflikt med FIDAI fra 1988-1990 og er foregået frem til 1993-94, hvor ansøger og hendes søn forlod Armenien og tog ophold i Rusland. Det voldelige overfald, ansøger var udsat for, ligger således meget langt tilbage i tid, og ansøger har ikke haft en selvstændig konflikt med myndigheder eller privatpersoner i Armenien. Ansøgers helbredsmæssige problemer er ikke omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Ansøger har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2015/5
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Armenien.. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier fra landsbyen[…], der er beliggende i […]amtet i Armenien, og kri-sten af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive dræbt af [en højtstående person], der er parlamentsmedlem og en af de mest indflydelsesrige personer i Armenien, dennes familiemedlem-mer eller ansatte. Ansøgeren har til sagen oplyst, at han efter aftjeningen af sin værnepligt i 2002 blev ansat af [den højtstående person] personligt. Han har arbejdet som chauffør for [den højtståen-de person] og i den forbindelse set, hvordan [den højtstående person] har stjålet benzin fra hæren og solgt benzinen i sine private tankstationer. Ansøgerens arbejde for{den højtstående person] har des-uden bestået i at holde opsyn med fældning og transport af træer. I [sommeren]2014 beordrede ge-neralmajoren ansøgeren og en anden af sine ansatte, [A], til at begrave liget af en ukendt person. Da ansøgeren og [A]nåede ud i et skovområde for at begrave liget, så de, at personen ikke var død. [A] ville skyde personen, men ansøgeren skubbede ham væk og kørte personen til et hospital. Herefter ville ansøgeren tage hjem til sin familiens bopæl, men en ven af familien, [H], advarede ham om, at [den højtstående persons]folk havde været på familiens bopæl. Ansøgeren tog hen til [H]s markhus, hvor han fik at vide, at forældrene var blevet dræbt. Fem-seks dage senere udrejste han med hjælp fra[H]. Ansøgeren har i betydelig grad udbygget sin forklaring og forklaret divergerende. Ansøge-ren har besvaret en række spørgsmål om sine aktiviteter afglidende. Ansøgeren har ikke i sin forkla-ring givet udtryk for nogen reel viden om de ulovlige aktiviteter. Det fremtræder påfaldende, at ansøgeren, der ikke tidligere havde udført tilsvarende opgaver, sammen med en anden blev sat til at skulle begrave et lig i en skov, og at der i denne forbindelse ikke blev medbragt redskaber til det. Det bemærkes, at ansøgeren først efter ankomsten til skoven og åbning af bagdøren hørte lyde fra den pågældende person. Ansøgeren, der var usikker på, om han havde fået blod på sig, har forklaret divergerende om, hvorvidt den skadelidte havde været ude af bilen, samt om bilens motor var sluk-ket under episoden. Ansøgeren har oplyst, at han i forbindelse med, at den anden person blev kastet på jorden, har set, at den pågældendes pistol blev mistet. Det bemærkes, ansøgeren har forklaret, at han uden yderligere formåede at køre fra stedet. Det er påfaldende, at ansøgeren har kunnet efterla-de den skadelidte ved hospitalet, uden at andre kom til stede. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt der blev affyret våben i forbindelse med forældrenes død. Videre har han forklaret divergerende om, på hvilken måde forældrene blev dræbt. Af ansøgerens forklaring fremgik, at der forløb godt en time, fra han forlod skoven, indtil han ankom til forældrenes nabos markhus. I det pågældende tidsrum havde han afleveret den skadelidte på hospitalet og derfra kørt til naboens markhus. I samme tidsrum skulle [den højtstående persons] folk være kørt til forældrenes bopæl og dræbt dem, hvorpå naboen skulle have været ved deres hus, ringet til ansøgeren og derpå taget ud til huset på marken, efter at politiet var kommet. Ansøgeren har fortalt, at naboerne havde set tre navngivne personer forlade stedet efter drabene. For nævnet har han nævnt andre personer, end han havde angivet tidligere. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har forklaret om centrale for-hold, således at disse fremtræder som selvoplevede. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøge-rens forklaring i det hele som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren tilbage til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” Arme/2015/5
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive tilbageholdt af myndighederne, fordi myndighederne efterstræber hendes kæreste. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at hun og hendes datter vil blive slået ihjel af personer fra Den Højre Sektor, der efterstræber hendes kæreste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes kæreste var ansat som journalist og fotograf på den uafhængige armenske tv-kanal […]. Som følge heraf kom han i besiddelse af beviser for, at der var begået valgfusk i forbindelse med præsidentvalget i Armenien i 2008. Han havde endvidere taget billeder af voldelige anholdelser af demonstranter, som myndighederne frygtede, at han ville offentliggøre. Kæresten blev tilbageholdt af myndighederne i tre dage i [foråret] 2008 og udrejste efterfølgende [i foråret] fra Armenien til Ukraine, fordi han følte sig truet blandt andet, fordi andre journalister fra hans arbejdsplads forsvandt. Ansøgerens bopæl blev i [foråret] 2008 ransaget af to personer, som hun formodet var fra den armenske regering. Personerne opførte sig truende, og de ledte efter kærestens materialer, uden dog at finde noget. I [sommeren] 2008 blev hendes bopæl på ny ransaget af de samme personer, og i den forbindelse afbrændte de en del af de dokumenter, som de fandt. Personerne truede med, at de ville brænde ansøgerens hjem, næste gang de kom tilbage. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun i Armenien følte sig overvåget og forfulgt, idet hun blandt andet oplevede, at der blev lyst med en lommelygte ind af hendes vinduer i løbet af natten. [ I vinteren] 2008 udrejste hun fra Armenien til Kiev, Ukraine, hvor hendes kæreste havde taget ophold. Ansøgeren har videre forklaret, at familien levede illegalt i Ukraine, hvor hendes kæreste blev ansat i et byggefirma. I [foråret] 2014 bad hans arbejdsgiver, […], hendes kæreste om at indsamle en række oplysninger om forskellige personer. [ En dag i foråret] 2014 kom kæresten ikke hjem fra arbejde, og hun har ikke set ham siden. [Kærestens arbejdsgiver] fortalte hende, at hendes kæreste var blevet såret og indlagt på et hospital under falsk navn. Efterfølgende blev ansøgeren tre til fire gange opsøgt på bopælen af personer fra Den Højre Sektor, der ledte efter hendes kæreste. Ansøgeren udrejste herefter [i sommeren] 2014 fra Ukraine med hjælp fra [kærestens arbejdsgiver]. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund men finder ikke, at hun har et asylgrundlag i forhold til Armenien, idet de forhold, hun har været udsat for ikke har en intensitet eller karakter, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at forholdene fandt sted for 8 år siden, hvor ansøgerens hjem to gange efter kærestens udrejse blev ransaget, og at der i tiden frem til, at hun [i vinteren] 2008 udrejste, ikke var yderligere henvendelser fra myndighedernes side, selvom ansøgeren opholdt sig på en adresse, som myndighederne var bekendt med. Ansøgeren udrejste endvidere legalt af Armenien med fly til Ukraine. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af oplysninger om tv-stationen […] eller kærestens ansættelsesforhold. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Arme/2015/4
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Armenien. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive voldtaget eller slået ihjel som følge af sin ægtefælles konflikter med de ledende myndighedspersoner […] og [...] Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at personer med tilknytning til [...] flere gange har chikaneret hende fra hun i [efteråret ]2013 vendte tilbage til Armenien. De pågældende spurgte hende ud om hendes ægtefælle, som havde et modsætningsforhold til [...]. Ægtefællen var på daværende tidspunkt i Danmark. I slutningen af 2013 slog og voldtog [...] hende umiddelbart efter, at han havde afhørt hende om ægtefællen. Efter fem dages hospitalsophold anmeldte hun voldtægten til det lokale politi, der imidlertid afslog denne henset til den angivne gerningsmand. Da hun i stedet rettede henvendelse til det centrale politikontor i [...] blev hun tilbageholdt i tre dage, indtil hendes forældre fik frikøbt hende. Politiet beholdt hendes pas, og hun måtte derfor udrejse illegalt til Georgien. Efter afslag på sin asylsag forlod ægtefællen [ i efteråret ] 2014 Danmark. Ansøgeren har ikke siden hørt fra ægtefællen. Hendes moder og veninder har oplyst, at han ikke opholder sig i landsbyen i Armenien. Rygtet siger, at ægtefællen er i Rusland. Ansøgerens moder har oplyst, at man i lokalområdet taler om, at ansøgeren er blevet voldtaget. Moderen har endvidere oplyst, at ansøgerens fader flere gange er blevet afhørt af politiet, og forældrene har modtaget et brev fra politiet. I asylsagen ligger der kopi af underskrevet visumansøgning fra [...] med foto af [i begyndelsen af] 2014 i ansøgerens navn vedrørende turistophold i Spanien fra [foråret] 2014. I ansøgningen oplyses, at ansøgeren har haft to tidligere Schengen-visa. Endvidere foreligger der kopier af pas i ansøgerens navn med foto og underskrift med udstedelsesdato [i begyndelsen af] 2014 samt flybilletter, hvorefter hun [i foråret] 2014 skulle have fløjet fra [...] til [...] og retur. Ifølge de danske myndigheder har den lithauske ambassade i Armenien udstedt Schengen-visa til ansøgeren [i vinteren] 2014. Underskriften på pas og visum ligner underskriften på dokumenterne i hendes asylsag. I sagen ligger der endvidere referencer fra bank og arbejdsgiver til støtte for visumansøgningen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeren forklaring om de af hende oplyste overgreb mod hende til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at det i sig selv forekommer mindre sandsynligt, at en angiveligt meget kendt politiker skulle have voldtaget ansøgeren for at presse hende til at fremkomme med oplysninger om hendes ægtefælle. I vurderingen indgår, med en vis vægt, at ansøgeren ikke har oplyst om voldtægten i sit asylskema og under oplysnings- og motivsamtalen. Flygtningenævnet finder det endvidere mindre troværdigt, at ansøgeren ikke entydigt har kunnet svare på, om det er omtalt i hendes hospitalsjournal, som hun fik med sig ved udskrivningen, om hun havde været udsat for seksuelle overgreb. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, i hvilket omfang hun havde læst den pågældende journal. Nævnet finder det tillige mindre sandsynligt, at ansøgeren i givet fald ikke medtog journalen til det armenske politi, da hun forsøgte at indgive anmeldelse om overgreb. Hertil kommer, at det væsentligt svækker ansøgerens troværdighed, at hun har afgivet divergerende oplysninger om sin udrejse. Til det danske politi oplyste ansøgeren, at hun forlod Armenien [i vinteren] 2012, og at hun kom til Danmark få dage før [foråret] 2014. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at hun forlod Armenien [i vinteren] 2014. Til Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at hun først forlod Armenien omkring dette tidspunkt, men cirka tre måneder senere vendte tilbage til Armenien for kort tid derefter at flyve fra [...] til Moskva, og at hun i den forbindelse benyttede et falsk pas. Forklaringen om udrejsen har ikke fremstået selvoplevet og kan ikke lægges til grund. I vurderingen indgår, at det ikke er underbygget, at det fremlagte pas, som anført af ansøgeren, skulle være falsk. Ansøgeren har tillige til Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet forklaret divergerende om, hvorvidt pågældende visum er ægte eller falsk. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort sit asylmotiv, og Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Armenien vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse i henhold til Flygtningekonventionen eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Et af ansøgeren under nævnsmødet fremlagt dokument – som i et vist omfang er blevet oversat under nævnsmødet – og hvorefter ægtefællen skulle skylde et beløb til en person, som ifølge ægtefællens sag er politichef, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at imødekomme ansøgerens subsidiære påstand om at sagen udsættes med henblik på oversættelse af hele det pågældende dokument. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2015/3
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er kristen af trosretning fra Jerevan, Armenien, og hun har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Armenien henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at hun og hendes søn vil blive slået ihjel af de armenske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Armenien henvist til, at hun sammen med sin ægtefælle og søn i forbindelse med præsidentvalget i foråret 2008 deltog i flere demonstrationer i Jerevan. I foråret 2008 udviklede en demonstration sig til uroligheder, hvorefter flere personer, heriblandt ansøgerens ægtefælle, blev slået ihjel af de armenske myndigheder. I løbet af de efterfølgende seks måneder henvendte ansøgeren samt dennes søn og datter sig adskillige gange til myndighederne med henblik på at få ansøgerens ægtefælles lig udleveret. Endvidere ledte de efter hendes ægtefælle på hospitaler og i lighuse. I løbet af den samme periode deltog familien i flere demonstrationer, hvor de sammen med de resterende demonstranter protesterede over, at de havde mistet deres familiemedlemmer, og at de ikke kunne få ligene udleveret, Omkring et år efter ægtefællens død besluttede ansøgerens søn sig for, at han ville klage til forskellige internationale menneskerettighedsorganisationer og fremvise fotografier, som viser overgrebene mod demonstranterne i foråret 2008. Efterfølgende blev familiens bopæl opsøgt af repræsentanter fra det armenske politi, som ransagede bopælen. Ansøgerens søn fik dernæst at vide, at han havde 24 timer til at forlade Armenien, og såfremt han ikke efterkom dette, ville han få sammen skæbne som sin fader. Samme aften forlod familien deres bopæl og udrejste af Armenien. De indrejste i Italien, hvor de blev meddelt subsidiær beskyttelse, og hvor de var bosiddende fra […] 2009 frem til deres udrejse til Danmark. Ansøgeren har ydermere henvist til, at hendes datter fortsat bliver opsøgt af det lokale politi, som spørger efter ansøgerens søn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at hun ikke ønsker at vende tilbage, fordi hun og familien er henvist til at leve under dårlige forhold og uden muligheder for at få et fast arbejde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at ansøgeren og hendes familie blev indkvarteret i en lejlighed, som tilhørte Røde Kors, efter de blev meddelt opholdstilladelse i Italien. På et tidspunkt blev de bedt om at fraflytte lejligheden, hvorefter de var nødsaget til at bosætte sig i en forladt bygning. Endvidere modtog de ingen økonomisk støtte i forbindelse med, at ansøgerens barnebarn blev født, og ansøgerens søn blev en gang fysisk og verbalt overfaldet af nogle ukendte personer. Ansøgeren har ydermere henvist til, at hendes søn på intet tidspunkt har haft et fast arbejde i Italien, men at han arbejdede som daglejer i nogle timer om dagen. Flygtningenævnet har forkastet det af ansøgerens søn og svigerdatter fremsatte asylmotiv, hvorefter ansøgeren samt sønnen og svigerdatteren skulle være efterstræbt af de armenske myndigheder på grund af trusler fremsat af ansøgerens søn over for en viceanklager, hvorefter sønnen truede med at offentliggøre filmoptagelser af myndighedernes nedskydning af civile demonstranter. Den omstændighed, at ansøgeren i en periode har kontaktet myndighederne for at få udleveret sin ægtefælles lig, kan ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgeren fremstår i øvrigt helt uprofileret. Efter udfaldet af sønnens og svigerdatterens sag kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen af Armenien, eller at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2015/2
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen fra [by] i Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel på grund af en konflikt med to parlamentsmedlemmer. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hun fra [sommeren] 2013 har skrevet avisartikler om de to parlamentsmedlemmers forsøg på at ødelægge markedet i byen [A], så de kunne bygge et stort supermarked. Efter at ansøgeren havde skrevet artiklerne, fik hun chikanerende telefonopkald, ligesom hun blev forfulgt på gaden. Ansøgeren formoder, at de personer, der forfulgte hende, var hyret af parlamentsmedlemmerne. Ansøgeren henvendte sig til politiet med en liste med telefonnumre på dem, der ringede, men politiet gjorde ikke noget. I starten af [måned] 2014 blev ansøgerens kontor ransaget. Der var ikke taget noget, men alt var gennemrodet. Den [dato] 2014 var ansøgeren på vej i en taxa til trykkeriet, men da hun steg af taxaen, standsede en bil bagved, og en person steg ud. Personen tog ansøgerens taske samt computer og kørte væk. Personen smed efterfølgende tasken ud af vinduet. Ansøgeren anmeldte dette til politiet, men taxachaufføren trak sit vidneudsagn tilbage, og politiet gjorde ikke mere ved sagen. I starten af […] måned 2014 blev ansøgerens forældre opsøgt af tre personer, som sagde til ansøgerens mor, at de ville ofre hendes datter. I slutningen af […] måned fik ansøgeren et opkald, hvor hun fik at vide, at der var sket noget forfærdeligt med markedsdirektørens niece. Ansøgeren opsøgte markedsdirektøren, men fik ingen oplysninger. Efterfølgende fik ansøgeren en sms, hvor hun blev truet på livet og fik at vide, at de ville gøre det samme mod ansøgeren, som de havde gjort mod niecen. Ansøgerne har efterfølgende fundet ud af, at niecen var blevet voldtaget. Ansøgeren anmeldte ikke forholdet til politiet. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgeren var aktiv journalist og skrev kritisk om de to parlamentsmedlemmers planer i forbindelse med nedlæggelse af et mindre lokalt marked. Nævnet lægger endvidere til grund, at hun i den anledning blev chikaneret, og at chikanen især fandt sted, efter hun havde skrevet kritiske artikler. Endvidere lægger nævnet til grund, at ansøgeren i forbindelse med sine avisartikler blev ringet op og udsat for verbale trusler af folk med tilknytning til de to parlamentsmedlemmer. Uanset, at ansøgeren under nævnsmødet ikke har været nærmere udspurgt om de chikanerier, der knytter sig til ransagningen på hendes kontor og begivenheden vedrørende hendes tur med taxa til trykkeriet, lægger nævnet til grund, at disse begivenheder har fundet sted. Et flertal i nævnet finder ikke, at de forhold, som ansøgeren påberåber sig i sit asylmotiv, har en sådan intensitet og karakter, at de er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flertallet har herved lagt vægt på, at forholdene må anses for at være chikanerier, som har stået på i omkring et år uden at dette har medført, at ansøgeren har været udsat for fysiske overgreb. Flertallet lægger vægt på, at det må anses at være formålet med ansøgerens journalistiske arbejde at hindre, at et marked blev nedlagt og erstattet af et butikscenter, og at dette formål på nuværende tidspunkt må anses for at være uaktuelt, idet flertallet lægger til grund, at markedet er nedlagt, og at butikscenteret er helt eller delvist opført. Flertallet finder herefter, at den oprindelige anledning til at udsætte ansøgeren for chikanerier må anses for at være bortfaldet, således at det må anses at være usandsynligt, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Armenien fortsat vil blive udsat for trusler. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2015/15
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Armenien. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk armenier, statsborger i Armenien og kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i det væsentlige henvist til sin ægtefælles, […], asylmotiv. Hun har herunder henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter de armenske myndigheder, idet de efterstræber ansøgerens ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle har overværet et mord, og at han derved kom i konflikt med politiet i Armenien. Flygtningenævnet henviser til afgørelsen i ansøgerens ægtefælles sag, hvor Flygtningenævnet ikke har fundet at kunne lægge den mandlige ansøgers forklaring om hans asylmotiv til grund, idet det forekommer konstrueret til lejligheden. Vedrørende den kvindelig ansøgers forklaring om, at hun har været udsat for overgreb i forbindelse med myndighedernes eftersøgning af hendes ægtefælle bemærkes, at ansøgeren har forklaret overbevisende om, at hun rent faktisk har været udsat for sådanne overgreb, men Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at de er sket under de omstændigheder, hun har forklaret om. Vedrørende bedømmelsen af den kvindelige ansøgers egen troværdighed omkring de omstændigheder, der var årsag til overgrebene, har Flygtningenævnet lagt vægt på de samme forhold, som begrundede, at Flygtningenævnet tilsidesatte ægtefællens forklaring om hans asylmotiv. Flygtningenævnet har således lagt vægt på, at den kvindelige ansøger indrejste i 2008 under et andet navn, idet hun angav at være en etnisk armenier fra Aserbajdsjan, som var opvokset i Rusland, hvor ægtefællen nu havde fået problemer. Ansøgeren fastholdt denne identitet og dette asylmotiv også efter, at hun fik afslag på asyl i 2009 og den rette identitet blev først afklaret i 2014 i forbindelse med fornyet udsendelsesbestræbelser. Dette svækker i sig selv ansøgerens troværdighed. Det bemærkes dernæst, at ansøgeren blev forespurgt om rette asylmotiv samtidig med, at hun blev orienteret om, at myndighederne var bekendt med hendes rette identitet. Flygtningenævnet lægger væsentlig vægt på, at hun på dette tidspunkt oplyste, at hun ikke ønskede at forholde sig til, hvad der var rette asylmotiv på nuværende tidspunkt. Den senere fremkomne forklaring, som hun således forinden har haft mulighed for at afstemme med sin medfølgende ægtefælle, findes på denne baggrund at savne enhver troværdighed. Efter en samlet vurdering, hvori også indgår den forud svækkede troværdighed på grund af de tidligere afgivne falske oplysninger, finder Flygtningenævnet derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Arme/2015/14
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien.. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk armenier, statsborger i Armenien og kristen af trosretning. Ansøgeren har været aktiv for partiet […] ungdomsorganisation i en periode på seks måneder i 2004. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive anholdt eller dræbt af politiet, idet han har set en mand blive brændt. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af gerningsmændene bag drabet, som har forbindelse til en magtfuld myndighedsperson ved navn […]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han […] 2007 overværede en mand blive brændt ihjel af [nogle] andre mænd. Mændene havde fået ordre til dette af [en mand]. Ansøgeren anmeldte episoden til politiet, men blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb. Politiet krævede, at ansøgeren påtog sig ansvaret for mordet. Det lykkedes ansøgeren at flygte. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund, idet det forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren indrejste i 2008 under et andet navn, idet han angav at være en etnisk armenier fra Aserbajdsjan, som var opvokset i Rusland, hvor han nu havde fået problemer. Ansøgeren fastholdt denne identitet og dette asylmotiv også efter, at han fik afslag på asyl i 2009 og den rette identitet blev først afklaret i 2014 i forbindelse med fornyet udsendelsesbestræbelser. Dette svækker i sig selv ansøgerens troværdighed. Det bemærkes dernæst, at ansøgeren blev forespurgt om rette asylmotiv samtidig med, at han blev orienteret om, at myndighederne var bekendt med hans rette identitet. Flygtningenævnet lægger væsentlig vægt på, at han på dette tidspunkt oplyste, at han ikke ønskede at forholde sig til, hvad der var rette asylmotiv på nuværende tidspunkt. Den senere fremkomne forklaring, som han således forinden har haft mulighed for at afstemme med sin medfølgende ægtefælle, findes på denne baggrund at savne enhver troværdighed. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at ansøgeren har fremlagt en tilsigelse angiveligt udstedt i [primo] 2015, hvorefter ansøgeren bliver tilsagt til politiet. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at dette dokument i sig selv kan understøtte forklaringen om det nye asylmotiv på en sådan måde, at det kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at dokumentet er fremkommet efter første asylsamtale under genoptagelsessagen, og at det i øvrigt ikke fremstår troværdigt, at der fortsat skulle blive udstedt tilsigelser syv år efter, at de pågældende begivenheder skulle have fundet sted. Efter en samlet vurdering, hvori også indgår den forud svækkede troværdighed på grund af de tidligere afgivne falske oplysninger, finder Flygtningenævnet derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Arme/2015/13
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse K-status til et ægtepar] samt to børn fra Armenien. Indrejst i 2013. ”Ansøgerne er etniske armeniere og kristne af trosretning. Den mandlige ansøger er født i Baku, Aserbajdsjan, mens den kvindelige ansøger er født i […], Armenien. Begge ansøgere er armenske statsborgere. Den mandlige ansøger har været menigt medlem af regeringspartiet Hanrapetutyan i omkring otte år frem til [ultimo] 2014. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at han og hans familie vil blive dræbt af myndighederne, fordi de har givet husly til ansøgerens ægtefælles fætter, som var politisk aktiv for oppositionen. Ansøgeren frygter endvidere at få problemer med fætterens venner, fordi de har beskyldt ansøgeren for at være årsag til, at fætteren blev anholdt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans ægtefælles fætter, David, boede i ansøgernes hjem i omkring halvanden måned i [medio-ultimo] 2013. Fætteren var politisk aktiv for oppositionspartiet Hai Azgayen Kongress. Han havde vist ansøgeren en cd, som han havde, der viste præsidentens broder modtage bestikkelse. [Ultimo] 2013 kom to politibetjente til ansøgerens hjem og spurgte efter fætteren, som ikke var hjemme. Et par dage senere fik ansøgeren besked på at give møde hos regeringspartiet Hanrapetutyan, hvor han var medlem. De udspurgte ansøgeren om fætteren, og ansøgeren blev senere ekskluderet af partiet, fordi fætteren havde boet hos ham og hans familie. Ansøgeren kontaktede sin chef, [A], som var læge og stedfortræder for chefen på hospitalet, og gav ham den cd, som fætteren havde vist ham. Ansøgerens chef lovede at hjælpe ham. Efter et stykke tid ringede fætterens venner til ansøgeren og oplyste, at fætteren var blevet anholdt. De troede, at ansøgeren havde anmeldt ham. [Ultimo] 2013 kom to betjente, som bad om at få udleveret fætterens bagage og den cd, som han havde givet til sin chef. [Ultimo] 2013 kom de to betjente igen til ansøgerens bopæl. De var sammen med en tredje betjent og bad specifikt om fætterens cd. Ansøgeren afslog at kende til cd’en, hvorefter betjentene anholdt ham. Ansøgeren var tilbageholdt i to dage. Mens ansøgeren var tilbageholdt kontaktede hans ægtefælle en journalist, som skulle hjælpe hende med at skrive en klage over ansøgerens tilbageholdelse. Efter løsladelsen kontaktede ansøgeren sin chef, som sagde, at han ville hjælpe ansøgeren. [Ultimo] 2013 kom de tre politibetjente igen til ansøgerens hjem. De ransagede hele huset og konfiskerede familiens dokumenter samt stjal deres smykker. De udsatte også ansøgeren og ansøgerens ægtefælle for overgreb. [Ultimo] 2013 tog ansøgeren igen på arbejde og aftalte med sin chef, hvordan han skulle hjælpe ansøgeren med at udrejse af landet. Ansøgeren og hans familie ophold sig hos ansøgerens svigermoder frem til deres udrejse [ultimo] 2013. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at hun og hendes familie vil blive dræbt af myndighederne, fordi de har givet husly til hendes fætter, som var politisk aktiv for oppositionen. Ansøgeren frygter endvidere oppositionen i sit hjemland, som hendes ægtefælle også har haft konflikter med. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund. Dette flertal lægger vægt på, at ansøgerne under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under Flygtningenævnets møde i al væsentlighed har forklaret samstemmende om alle episoderne, der er omfattet af asylmotivet. Dette flertal lægger endvidere vægt på, at de lægelige oplysninger støtter, at den mandlige ansøger kort efter ankomsten fik konstateret legemlige gener, der kan hidrøre fra den forklarede volds udøvelse, ligesom flertallet lægger vægt på, at den kvindelige ansøger kort efter ankomsten til Danmark til sundhedspersonalet har forklaret om en voldtægt begået under lignende omstændigheder som forklaret for Flygtningenævnet. Flertallet kan ikke udelukke, at de senere divergerende oplysninger om voldtægten beror på kulturelle grunde. Selvom flertallet kan konstatere enkelte påfaldende oplysninger i forklaringen, finder de ikke, at dette i sig selv er fuldt tilstrækkeligt til at tilsidesætte ansøgernes forklaring. Som følge heraf og da det efter baggrundsmaterialet kan lægges til grund, at kendskab til korruption begået af præsidentens broder og højtstående embedsmænd, kan medføre, at ansøgerne er forfulgte af myndighederne som følge af myndighedernes antagelse af deres politiske overbevisning, finder flertallet, at ansøgerne opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor de armenske statsborgere [den mandlige ansøger] og [den kvindelige ansøger] samt to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” arme/2015/12
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren begyndte i [foråret] 2014 at deltage i en række offentlige møder og demonstrationer i Armenien, da han ønskede en revolution og et præsidentskifte. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive dræbt af de armenske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev interesseret i armensk politik, da han sammen med sine forældre opholdt sig i [et nærmere bestemt europæisk land]. Da ansøgeren kom tilbage til Armenien fra [dette europæiske land] i [foråret] 2014 begyndte han at deltage i en række demonstrationer i Armenien, da han ønskede en revolution og et præsidentskifte. I forbindelse med demonstrationerne blev ansøgeren tilbageholdt af politiet omkring fem gange, og hver gang udsat for betydelige fysiske overgreb. Den femte gang fandt sted [i sommeren] 2014, hvor ansøgeren blev anholdt på families bopæl og tilbageholdt i en kælder i syv dage. Videre blev familiens bopæl opsøgt omkring syv gange i [en periode på omkring to måneder fra sommeren ] 2014. [En nærmere bestemt dato i starten af efteråret 2014] udrejste ansøgeren og dennes moder fra Armenien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og dennes moder – hvis sag er behandlet i nævnet samtidig med ansøgerens – under asylsagens behandling har forklaret divergerende vedrørende en række omstændigheder. Der er blandt andet forklaret divergerende vedrørende det antal gange, ansøgeren blev tilbageholdt, længden af tilbageholdelserne, om den femte og sidste tilbageholdelse skete fra gaden eller bopælen og om ansøgeren kom hjem samme dag, som han blev løsladt efter femte tilbageholdelse. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren, som forklaret, blev tilbageholdt under de beskrevne omstændigheder, herunder med den besked, at han ville blive slået ihjel som følge af sine handlinger, i betragtning af hans efter eget udsagn forholdsvis underordnede rolle, hvorefter han må karakteriseres som helt uprofileret, ligesom det findes usandsynligt, at han på den beskrevne baggrund skulle være i stand til at udrejse på lovligt pas. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2015/11
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at hendes søn vil blive dræbt af de armenske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes søn blev interesseret i armensk politisk, da de opholdt sig i [et nærmere bestemt europæisk land]. Da de kom tilbage til Armenien fra [dette europæiske land] i [foråret] 2014 begyndte ansøgerens søn at deltage i en række demonstrationer i Armenien, da han ønskede en revolution og et præsidentskifte. I forbindelse med demonstrationerne blev ansøgerens søn tilbageholdt af politiet omkring fem gange og hver gang udsat for betydelige fysiske overgreb. Den femte gang fandt sted [i sommeren] 2014, hvor ansøgerens søn blev anholdt på familiens bopæl og tilbageholdt i en kælder i syv dage. Videre blev familiens bopæl opsøgt omkring syv gange i [en periode på omkring to måneder fra sommeren ] 2014. Den sidste gang var [en nærmere bestemt dato i starten af efteråret 2014], hvor ansøgeren blev voldtaget. [En nærmere bestemt dato 12 dage senere] udrejste ansøgeren og dennes søn fra Armenien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og dennes søn – hvis sag er behandlet i nævnet samtidig med ansøgerens – under asylsagens behandling har forklaret divergerende vedrørende en række omstændigheder. Der er blandt andet forklaret divergerende vedrørende det antal gange, sønnen blev tilbageholdt, længden af tilbageholdelserne, om den femte og sidste tilbageholdelse skete fra gaden eller bopælen og om sønnen kom hjem samme dag, som han blev løsladt efter femte tilbageholdelse. Der er endvidere forklaret divergerende vedrørende det antal gange, bopælen blev opsøgt af myndighederne og perioden, hvori dette skete. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at sønnen, som forklaret, blev tilbageholdt under de beskrevne omstændigheder, herunder med den besked, at han ville blive slået ihjel som følge af sine handlinger, i betragtning af hans efter eget udsagn forholdsvis underordnede rolle, hvorefter han må karakteriseres som helt uprofileret, ligesom det findes usandsynligt, at han på den beskrevne baggrund skulle være i stand til at udrejse på lovligt pas. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Arme/2015/10
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er kristne af trosretning fra Jerevan, Armenien, og de har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har som asylmotiv i forhold til Armenien henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af de armenske myndigheder, idet han har truet med at offentliggøre filmoptagelser fra en demonstration i Jerevan i foråret 2008, hvor flere civile blev slået ihjel. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv i forhold til Armenien henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv i forhold til Armenien henvist til, at den mandlige ansøger sammen med sin fader i forbindelse med præsidentvalget i 2008 deltog i flere demonstrationer i Jerevan. Foråret 2008 udviklede en demonstration sig til uroligheder, hvorefter flere personer, heriblandt den mandlige ansøgers fader, blev slået ihjel af de armenske myndigheder. I løbet af de efterfølgende seks måneder henvendte den mandlige ansøger samt dennes moder og søster sig adskillige gange til myndighederne med henblik på at få faderens lig udleveret. Endvidere ledte den mandlige ansøger efter sin fader på hospitaler og i lighuse. I løbet af den samme periode deltog familien i flere demonstrationer, hvor de sammen med de resterende demonstranter protesterede over, at de havde mistet deres familiemedlemmer, og at de ikke kunne få ligene udleveret. Omkring et år efter faderens død, opsøgte den mandlige ansøger viceanklageren i Jerevan. Den mandlige ansøger truede med at offentliggøre filmoptagelser fra urolighederne ved demonstrationen i foråret 2008, herunder de begåede drab på civile, ligesom han truede med at kontakte europæiske menneskerettighedsorganisationer, ambassadører og internationale domstole. To dage senere blev familiens bopæl opsøgt af personer fra den nationale sikkerhedstjeneste. De ransagede bopælen og tog familiens videokamera, mobiltelefoner og nogle cd’er. Den mandlige ansøger fik at vide, at han havde 24 timer til at forlade Armenien, og såfremt han ikke efterkom dette, ville han få sammen skæbne som sin fader. Samme aften forlod familien deres bopæl og udrejste af Armenien. De indrejste i Italien, hvor de blev meddelt subsidiær beskyttelse og var bosiddende fra […] 2009 frem til deres udrejse til Danmark. Ansøgerne har ydermere henvist til, at den mandlige ansøgers søster fortsat bliver opsøgt af det lokale politi, som spørger efter den mandlige ansøger. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at de ikke ønsker at vende tilbage, fordi de er henvist til at leve under dårlige forhold og uden muligheder for at få et fast arbejde. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at ansøgerne og den mandlige ansøgers moder blev indkvarteret i en lejlighed, som tilhørte Røde Kors, efter de blev meddelt opholdstilladelse i Italien. På et tidspunkt blev de bedt om at fraflytte lejligheden, hvorefter de var nødsaget til at bosætte sig i en forladt bygning. Endvidere modtog de ingen økonomisk støtte i forbindelse med, at deres datter blev født, og den mandlige ansøger blev en gang fysisk og verbalt overfaldet af nogle ukendte personer. Ansøgerne har ydermere henvist til, at den mandlige ansøger på intet tidspunkt har haft et fast arbejde i Italien, men at han arbejdede som daglejer i nogle timer om dagen. Hertil kommer, at myndighederne truede med at tvangsfjerne deres datter med den begrundelse, at ansøgerne var uden bopæl og indtægt. Den mandlige ansøger har forklaret upræcist på flere punkter blandt andet vedrørende om det antal dage, der forløb fra besøget hos viceanklageren, om det nærmere forløb af besøget hos viceanklageren, om myndighedernes efterfølgende ransagning på bopælen, herunder om hvornår på dagen ransagningen fandt sted, om hvem der åbnede for myndighederne og om den mandlige ansøgers kontakt til […]. Dernæst har den mandlige ansøger og dennes moder samt hustru forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt myndighederne under ransagningen foreviste legitimation, og om de trusler, der blev fremsat over for den mandlige ansøger. Endvidere har den mandlige og kvindelige ansøger forklaret upræcist om, hvornår den mandlige ansøger fortalte den kvindelige ansøger om besøget hos viceanklageren. Den mandlige ansøger har som asylmotiv påberåbt sig, at myndighederne truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke forlod landet inden for 24 timer. Herefter udrejste ansøgerne. På denne baggrund fremstår det usandsynligt, når den mandlige ansøger hævder, at myndighederne fortsat skulle lede efter ham. Det skal videre bemærkes, at myndighederne på daværende tidspunkt endnu ikke havde undersøgt det materiale og de effekter, der blev beslaglagt under ransagningen, og at den mandlige ansøger har oplyst, at han ikke var i besiddelse af noget belastende materiale. Hertil kommer, at det i øvrigt fremstår usandsynligt, at myndighederne ville tillade den mandlige ansøger at udrejse uden nærmere undersøgelse af hans forhold og gennemgang af beslaglagt materiale. Endelig har ansøgerne forklaret, at den mandlige ansøgers søster ikke har været udsat for overgreb, selvom hun på samme måde som den mandlige ansøger deltog aktiv i eftersøgningen efter den mandlige ansøgers fader. Hertil kommer, at den mandlige ansøger har oplyst, at han truede viceanklageren med at offentliggøre filmoptagelser af uroligheder under demonstrationen, hvor myndighederne slog civile ihjel. Ifølge det foreliggende baggrundsmateriale er der foretaget en række undersøgelser af disse begivenheder, og på denne baggrund fremstår det uforståeligt, at de nævnte optagelser skulle udgøre en sådan trussel for myndighederne, at de skulle reagere som forklaret af den mandlige ansøger. Ansøgerne fremstår i øvrigt helt uprofileret, ligesom begivenhederne ligger tilbage i tid. Da ansøgerne heller ikke over for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster nævnet ansøgernes forklaringer herom. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgerne skulle være efterstræbt af myndighederne, af de grunde, som de har anført for Flygtningenævnet. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen af Armenien, eller de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7 stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at bliver udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2015/1
Nævnet stadfæstede i maj 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Angola, født i 1978. Ansøgerens indrejsetidspunkt er ukendt. Ansøgt om asyl i maj 2003. Under Flygtningenævnets behandling af sagen forklarede ansøgeren, at han blev tvangserhvervet af en milits under UNITA, da han var 13 år gammel. Ansøgeren hjalp soldaterne med at lade våben og deltage i kamphandlinger. Han medvirkede til lemlæstelser, og til at holde nogle personer, der skulle halshugges. På et tidspunkt fik ansøgeren af en fra militsen at vide, at hans moder var blevet dræbt. Ansøgeren flygtede herefter til Danmark, idet han frygtede at blive dræbt af UNITA. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er angolansk statsborger og at han aldrig har været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han var efterstræbt af en gruppe tilknyttet UNITA, ligesom han overfor Dansk Flygtningehjælp havde henvist til, at han frygtede hævn fra familiemedlemmer til folk, som var offer for UNITAs massakrer. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret divergerende om sine personlige forhold og meget divergerende om sine aktiviteter for UNITA. Ansøgeren havde ikke søgt om asyl i Danmark, da han indrejste første gang. Han tog til Sverige, men afventede ikke sin asylsags behandling, før han rejste til Danmark, hvor han opholdt sig illegalt i mere end et år, før han – kontaktet af politiet – søgte om asyl. Ansøgeren havde i den forbindelse forklaret, at han ikke vidste, at man skulle søge asyl for at få arbejde. Selvom Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været tilknyttet UNITA, kunne nævnet ikke lægge til grund, at han havde været aktiv i kamp eller aktiv på den måde, som forklaret til Dansk Flygtningehjælp. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren – efter at have boet i Danmark i mere end et år – da han blev spurgt om sit asylmotiv, havde oplyst, at han i to år havde været tvunget til at udføre militærtjeneste, som bestod af køkkenarbejde, for derefter ved senere afhøringer at have forklaret, at han havde båret gruppens ammunition, ligesom han havde oplyst, at han aldrig havde modtaget våbentræning, aldrig deltaget i kamphandlinger og aldrig været tvunget til at lave massakrer. Først under samtalen i september 2003 med Dansk Flygtningehjælp oplyste ansøgeren om sin deltagelse i massakrer. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren gennem sine oplysninger til sagen havde sandsynliggjort, at han var konkret, individuelt forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, da han udrejste af Angola. Han havde opholdt sig et godt stykke tid i Angola efter at være ophørt hos UNITA og frem til udrejsen. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden, eller at han – henset til baggrundsoplysningerne – ville være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelt vanskelige forhold i Angola kunne ikke begrunde et andet resultat. Angola/2004/1
Nævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde oplyst, at han af personalet på det børnehjem, hvor han boede, var blevet presset til at arbejde fra han var cirka 14 et halvt år gammel. Hvis han nægtede at udføre arbejde, blev han slået. Under tilbageholdelser af politiet var han blevet slået med en stav og havde fået lussinger. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren adskillige gange var blevet antruffet af politiet og syv til otte gange inden for de sidste tre-fire år inden udrejsen var blevet ført til afhøring på politistationen i forbindelse med efterforskning af konkrete sager. Flygtningenævnet fandt ikke, at henvendelserne og tilbageholdelserne havde haft en sådan karakter og intensitet, at de kunne begrunde asyl. Heller ikke ansøgerens oplysninger om forholdene på børnehjemmet kunne anses for asylbegrundende. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger ville ansøgeren ikke risikere forfølgelse alene som følge af, at han havde været asylansøger. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Algeriet/2008/2
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet, født i 1970. Indrejst i marts 2002. Ansøgeren havde tidligere i Danmark søgt om asyl i henholdsvis 1997, 1998 og 1999. Herudover var ansøgeren i medfør af Dublin-konventionen taget tilbage fra henholdsvis Norge og Holland. Ansøgeren havde som asylmotiv senest til de danske myndigheder forklaret, at han var medlem af GIA, hvor han arbejdede indenfor gruppens efterretningstjeneste. Samtidig hermed aftjente ansøgeren militærtjeneste og kunne som følge heraf videregive oplysninger til GIA om militæret. Endvidere smuglede ansøgeren våben fra militæret til GIA. I 1991 deserterede ansøgeren fra militæret, idet han nægtede at fjerne demonstranter fra en demonstration. I 1996 udrejste ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning senest havde gjort gældende, at han efter indholdet af den fremlagte straffeattest var idømt et års ubetinget fængsel in absentia i 1992 for desertering i 1991, at han yderligere var deserteret fra militærtjeneste i 1996 i forbindelse med sin udrejse, at han som følge heraf frygtede enten yderligere domfældelse for andre forhold eller asylbegrundende overgreb under afsoning i de algeriske fængsler og at han frygtede forfølgelse/overgreb fra de islamiske grupper i Algeriet, som han angiveligt havde arbejdet for samtidig med at han arbejdede i det algeriske militær. Uanset om indholdet i den nævnte straffeattest kunne lægge til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet ikke, at den idømte straf var udtryk for en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig streng sanktion. Flygtningenævnet fandt ej heller grundlag for at antage, at ansøgeren som følge af sin desertering i 1996 ville være i risiko for en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig streng sanktion. Flygtningenævnet fandt ikke, at der i baggrundsoplysningerne var belæg for at antage, at ansøgeren i øvrigt under afsoning af fængselsstraffe i Algeriet ville være i risiko for asylbegrundende overgreb. For så vidt angår ansøgerens mulige tilknytning til de islamiske grupper i Algeriet, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren først på et meget sent tidspunkt af asylsagsforløbet forklarede om sin tilknytning til disse grupper. Ansøgeren havde således først under samtalen med Udlændingestyrelsen i august 2004 oplyst, at han i Holland var blevet kontaktet af personer med tilknytning til GIA, som forsøgte at overtale ham til at vende tilbage til Algeriet. Ansøgeren havde endvidere først under mødet i Flygtningenævnet oplyst, at hans moder, hans moster og fem af mosterens sønner skulle være blevet tilbageholdt på et i øvrigt ikke nærmere angivet tidspunkt, idet han først havde fået disse oplysninger fra sin moder under en telefonsamtale for cirka en uge siden. Flygtningenævnet kunne under disse omstændigheder ikke lægge disse oplysninger til grund for sagen. Ansøgeren havde endvidere først under sagens behandling i Flygtningenævnet oplyst, at hans broder skulle være blevet anholdt, ligeledes på et ikke nærmere angivet tidspunkt, og at ansøgeren frygtede, at broderen havde angivet ham til myndighederne. Da denne oplysning først fremkom under nævnsbehandlingen, kunne den ikke lægges til grund for sagen. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgerens mulige subjektive frygt for en tilbagevenden til hjemlandet var begrundet i sådanne objektive kendsgerninger, at det af denne grund ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til hjemlandet. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, som affattet forud for lov nr. 365 af 6. juni 2002. Algeriet/2004/1
Nævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Annaba, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter, at han ikke har noget hjem eller familie, ligesom han frygter ikke at kunne forsørge sig selv. Ansøgeren har mistet kontakten til sine familiemedlemmer og vil være nødsaget til at leve på gaden. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder ikke, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har påberåbt sig sociale og familiemæssige forhold, herunder fattigdom, arbejdsløshed og familiens splittelse, og at disse forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Nævnet har heller ikke fundet, at ansøgerens forklaring, om at han transporterede kufferter, der efter hans egen formodning havde et ulovligt indhold, og at han uden problemer stoppede med dette, kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke grundlag for at hjemvise eller udsætte sagen på en aldersundersøgelse. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren både mundtligt og skriftligt er orienteret om kravet om en aldersundersøgelse, og at ansøgeren har været indkaldt til aldersundersøgelse, men at han har nægtet at deltage. Flertallet finder, at det trods den omstændighed, at akterne fra et vesteuropæisk land ikke er indhentet, og at breve og indkaldelser er videresendt til ansøger i fængslet med den forsinkelse og usikkerhed, det giver, er kommet til ansøgerens kendskab, hvornår undersøgelsen var, og at han skulle deltage. Flertallet har herved lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i sagen, at ansøgeren blev forklaret om aldersundersøgelsen ved oplysnings- og motivsamtalen, hvor han havde en bisidder med, og at han har fået indkaldelse til undersøgelsen, ligesom han på et tidspunkt oplyste, at han ikke kunne deltage i undersøgelsen på en bestemt dato, fordi han skulle i retten. Endelig fremgår det af sagsbehandlingsnotat, at ansøgeren nægtede at deltage i aldersundersøgelsen, da politiet den […] 2013 ville afhente ham og køre ham til aldersundersøgelsen. Endelig finder flertallet, at ansøgeren under nævnsmødet fremstod med tilstrækkelig modenhed til at svare relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” alge/2013/1
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2007. Det fremgår af sagen, at ansøgeren under orlov fra militærtjeneste var blevet opsøgt af medlemmer af en modstandsgruppe. Ansøgeren havde oplyst, at han ikke havde nogen udeståender med myndighederne, men at han ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle afsone en straf på tre-fem års fængsel i militært fængsel. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaringer til grund for sagen, at ansøgerens broder var blevet opsøgt af medlemmer af en modstandsgruppe på et tidspunkt, hvor ansøgeren havde været på orlov i sommeren 2002, for at spørge efter ansøgeren. Ansøgeren havde imidlertid forladt huset gennem et vindue for at tage ophold hos sin søster, indtil han i sommeren 2002 udrejste til Spanien. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund for sagen, at ansøgerens broder eller noget andet familiemedlem efterfølgende var blevet opsøgt af medlemmer af modstandsgruppen. Flygtningenævnet fandt det herefter ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at medlemmer af modstandsgruppen på tidspunktet for nævnets afgørelse cirka seks år efter ville opsøge ansøgeren. Den omstændighed, at ansøgeren efter sine egne oplysninger var deserteret fra aftjening af værnepligt, fordi han var rejst ud af landet i august 2002, er ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet som følge af sin desertering ville være i risiko for overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren var i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Algeriet/2008/1
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by], Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive slået ihjel af sine brødre [A] og [B], fordi han er homoseksuel. Han frygter af samme grund de algerske myndigheder, der ikke giver homoseksuelle nogen muligheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de algeriske myndigheder, idet han har unddraget sig sin militærtjeneste. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, vedkommende påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort de asylmotiver, han påberåber sig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har opgivet forskellig identitet og nationalitet over for forskellige landes asylmyndigheder, og at ansøgeren i Flygtningenævnet har erkendt, at han bevidst har afgivet urigtige oplysninger til Udlændingestyrelsen, idet han var bange for at blive sendt tilbage til Algeriet. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at forholdene for homoseksuelle i Algeriet vel må anses for vanskelige, men at de ikke er af en sådan karakter, at det forhold, at en person er homoseksuel eller har homoseksuelle forhold, fører til, at den pågældende må anses for værende i en risiko for forfølgelse. De algerske myndigheder kan således ikke antages i praksis at strafforfølge homoseksuelle for homoseksuelle forhold. Derimod kan homoseksuelle risikere reaktioner fra familien og lokalsamfundet. Disse forhold er imidlertid ikke af et sådant omfang, at de generelt set fører til asyl. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans familie vil udsatte ham for overgreb i anledning af hans påberåbte homoseksualitet eller homoseksuelle forhold. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren efter sin seneste forklaring end ikke er bekendt med, om familien ved, at ansøgeren er homoseksuel og har haft homoseksuelle forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2018/2/TLNJ
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [navn på bydel], Algier, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive slået ihjel af familien til en pige, [A], som han gjorde gravid uden for ægteskab, eller af andre personer fra hendes klan. Han har til støtte herfor oplyst, at han mødte [A] i 2013, mens han arbejdede som tjener i Algeriet. I 2014 eller 2015 blev de enige om, at de ville giftes. Ansøgeren og hans familie kontaktede derefter hendes familie for at anmode om tilladelse til ægteskab. [A]s far afviste i første omgang frieriet, men accepterede i sommeren 2016. Ansøgeren og [A] aftalte at blive gift, når de havde sparet penge sammen til det, og når hun var blevet færdig med sine studier. Ansøgeren og [A] påbegyndte et seksuelt forhold i slutningen af 2016, og [foråret] 2017 fandt de ud af, at hun var gravid. [A]s mor fik kort tid efter kendskab til gravidteten, men hun holdt det hemmeligt for [A]s far. Omkring [måned i sommeren] 2017 fandt [A]s far ud af, at hun var gravid. Faren slog [A]. [S] ringede efterfølgende til ansøgeren og fortalte, at hendes far havde fået kendskab til graviditeten. Samme dag ringede [A]s far til ansøgeren og truede ham. Ansøgeren hørte derefter ikke fra [A]s familie i halvanden uge, hvorefter flere mandlige medlemmer af hendes familie kontaktede og truede ansøgeren blandt andet på Facebook og sms. [A]s familie forsøgte også at opsøge ansøgeren på hans arbejdsplads, men han var ikke til stede. Ansøgerens kollega ringede til ansøgeren og fortalte, at de havde været i restauranten og ledt efter ham. Ansøgeren besluttede sig derefter for at flygte. Han tog til byen Constantine, hvor han opholdt sig i en ukendt periode, hvorefter han tog tilbage til Algier og fløj til Istanbul. Efter udrejsen har ansøgeren hørt fra sin farbror, at [A]s familie fortsat fremsætter trusler mod ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med [A]s familie til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han var studerende, da han mødte [A]. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han var studerende, da han mødte [A], men at han var næsten færdig. Til asylsamtalen og for Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han var færdig med universitet, da han mødte [A]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår ansøgeren og hans familie begyndte at tale med [A]s familie om ægteskab. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at de begyndte at tale om dette i sommeren 2016. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at de begyndte at tale om dette med dem i slutningen af 2014. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor langt henne i graviditeten [A] var, da ansøgeren fik kendskab til denne. Til oplysnings- og motivsamtalen og for Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han fik kendskab til graviditeten i [foråret] 2017, hvor [A] var en måned henne. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han fik kendskab til graviditeten i [foråret] 2017, hvor [A] var 3-4 måneder henne. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring kontakten med [A]s familie, da [A]s familie havde fundet ud af, at [A] var gravid. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at ansøgeren havde ringet til familien med ukendt nummer, og at ansøger sagde, at han gerne ville giftes med [A]. Faren sagde, at man ikke kunne have sex inden ægteskab og det bragte skam over familien. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren endvidere forklaret, at der gik 1½ uge fra familien fandt ud af, at [A] var gravid og til de begyndte at ringe til ansøger. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at ansøgeren blev kontaktet af [A]s far samme dag, som familien fandt ud af, at [A] var gravid. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke har gemt beviser på de skriftlige trusler, som han angiveligt skulle have fået af [A]s familie på sms og Facebook. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren i asylsamtalen har forklaret udbyggende med hensyn til, at [A] havde sagt, at hun var blevet slået af sin far og sine brødre, da de havde fundet ud af, hun var gravid. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren i perioden 2014 til 2015 søgte om visum til Italien og Østrig og overvejede at søge visum til USA og har forklaret, at han havde tænkt at besøge disse lande som turist, henset til ansøgerens forklaring om, at han ikke havde penge nok til at blive gift med [A]. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at han ikke har kontaktet den veninde, der tidligere havde oplyst ham om, at [A] var indlagt på hospitalet, med henblik på at høre, hvad der var sket med [A] og hendes graviditet. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens forklaring fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Algeriet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2018/1/DH
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk algier fra Algier, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter sin ekskærestes to brødre og de algeriske myndigheder, idet han er anklaget for at have voldtaget [ansøgerens ekskæreste]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at [ansøgerens ekskæreste] blev voldtaget i en offentlig park i byen Algier i sommeren 2014 af ansøgerens to daværende venner, [... og …]. Efterfølgende anklagede [ansøgerens ekskæreste] ansøgeren for at have begået denne handling, idet hun blev truet til dette af [ansøgerens daværende venner], da de ellers ville slå hende ihjel. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret utroværdigt og divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 har ansøgeren forklaret, at [ansøgerens ekskæreste] blev voldtaget i en skov, mens han til asylsamtalen [i foråret] 2016 har forklaret, at hun blev voldtaget i en offentlig park. Videre har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 forklaret, at moren blev bekendt med anklagen af ansøgeren gennem [ansøgerens ekskærestes] brødre, der opsøgte hendes bopæl, mens ansøgeren til asylsamtalen [i foråret] 2016 har oplyst, at moren blev bekendt med anklagen, da politiet opsøgte hendes bopæl. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 yderligere forklaret, at det var ansøgerens ven, […], der fortalte ansøgeren, at politiet ledte efter ham, mens han til asylsamtalen [i foråret] 2016 har oplyst, at det var ansøgerens mor, der ringede til ham og oplyste ham herom. Endvidere har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2016 forklaret, at han opholdte sig hos sin moster i Anaba efter at have fået at vide, at politiet ledte efter ham, samt at han udrejste tre dage efter, at voldtægten havde fundet sted. Til asylsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han opholdte sig hos sin farbror i Algier, og at han udrejste 48 timer efter, at voldtægten havde fundet sted. Ydermere har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 oplyst, at han og [ansøgerens ekskæreste] havde været kærester i tre år, mens han til asylsamtalen [i sommeren] 2016 har oplyst, at de havde været kærester i seks år. Nævnet bemærker, at disse ovenfor nævnte divergenser vedrører helt centrale dele af ansøgerens asylmotiv, og at ansøgeren ikke er fremkommet med plausible forklaringer på disse divergenser. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren kunne udrejse legalt af Algeriet med gyldigt visum til Spanien, når ansøgeren på dette tidspunkt ifølge sin egen forklaring skulle være eftersøgt af politiet. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret. Desuden bemærker Flygtningenævnet, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at han har afgivet modstridende oplysninger om sin identitet og sine familieforhold, idet han [i vinteren] 2015 har oplyst til politiet, at han var fra Syrien, at hans navn var […], født […] 1998, at hans far omkom i en trafikulykke for omkring fire år siden, samt at han har tre søskende, mens han til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 har oplyst, at hans far er blevet slået ihjel af en ven, samt at han ikke har nogen søskende. Videre bemærker Flygtningenævnet, at nævnet ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens asylmotiv har tillagt det vægt, at ansøgeren [i vinteren] 2015 har oplyst, at han reelt var kommet til Danmark for at søge arbejde. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Algeriet ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Algeriet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” SSM/Alge/2016/2
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Algeriet. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk algerier og sunni-muslim af trosretning fra Tiaret, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive slået ihjel af terrorister, som han har arbejdet for i en periode. Han har videre henvist til, at han frygter forfølgelse som følge af, at han er homoseksuel, ligesom han frygter problemer, fordi han ikke har aftjent sin værnepligt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren til samtalen med Udlændingestyrelsen den […] forklaret, at han i 2005 blev opsøgt af en terrorist ved navn […], som ønskede, at ansøgeren tilsluttede sig terrorgruppen. Da ansøgeren ikke ønskede dette, blev han pålagt at arbejde for dem, herunder støtte dem økonomisk samt skaffe blod og medicin til dem. Ansøgeren udleverede penge, blod og medicin til terroristerne omkring hver anden uge i fem til seks måneder. Blodet og medicinen fik ansøgeren udleveret af en mand, som var kunde i ansøgerens frisørsalon, og med hvem ansøgeren havde et homoseksuelt forhold. Efter at have arbejdet fem til seks måneder for terroristerne stoppede han, hvorefter han skjulte sig hos venner og familie indtil han udrejste til Frankrig […] 2008. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om de påberåbte asylmotiver er upræcise og udbyggende. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen den […] oplyst, at han forlod Algeriet som følge af de generelle forhold i landet, og først under samtalen i Udlændingestyrelsen den […] har han oplyst, at han frygter terrorister, og at han er homoseksuel. Ansøgeren har endvidere på helt centrale punkter forklaret divergerende og usammenhængende. Han har således forklaret divergerende om bl.a., hvornår han første gang blev opsøgt af terroristerne, hvor lang en periode han arbejdede for terroristerne og om, hvor lang tid han opholdt sig i Algeriet efter, at han stoppede med at arbejde for dem. Hertil kommer, at ansøgerens tidsmæssige angivelser vedrørende sin tilknytning til terroristerne og efterfølgende flugt til Frankrig ikke hænger sammen. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er homoseksuel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først under samtalen den […] oplyste, at han var homoseksuel. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit forhold til den person i Algeriet, som han angiveligt har haft et seksuelt forhold til i ca. 5 år, fremstår upræcis, ukonkret, afglidende og usammenhængende. Han har således forklaret usammenhængende om det tidsmæssige forløb. Han har således forklaret, at forholdet blev indledt, da han var 16 år gammel og varede indtil udrejsen i 2008, hvilket ikke stemmer overens med ansøgerens alder. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han har haft forhold til kvinder. Ansøgerens forklaring om, at han nu lever i et fast forhold til en dansk mand, som han ønsker at blive gift med, kan ikke føre til en anden vurdering. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at ansøgeren ikke har søgt asyl umiddelbart efter udrejsen fra Algeriet. Uanset om ansøgeren ikke har aftjent sin værnepligt kan det ikke i sig selv medføre, at ansøgeren opfylder betingelserne for status efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således samlet set, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Algeriet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Alge/2016/1/IBL
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Albanien, født 1942 (M) og 1950 (K). Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er albanske statsborgere og katolikker. Ansøgerne havde aldrig haft konflikter med de albanske myndigheder eller været fængslet eller tilbageholdt. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaringer om nogle blodfejder med forskellige familier til grund. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at dette kunne begrunde asyl. Nævnet havde herved lagt vægt på, at det måtte anses for en privatretlig konflikt, samt at drab og forsøg herpå var kriminelle handlinger, som ansøgerne måtte kræve myndighedernes beskyttelse mod. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at de albanske myndigheder ikke havde vilje til at beskytte ansøgerne. Det fremgik af baggrundsoplysningerne, at myndighederne var bekendt med problemet om blodhævn, og at problemet bekæmpedes. Flygtningenævnet fandt, at de overgreb som ansøgerne og deres familie havde været udsat for heller ikke kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved lagt vægt på, at overfaldene var sket med flere års mellemrum, og at de måtte anses for private kriminelle handlinger, som ansøgerne måtte søge myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at overfaldene skyldtes den mandlige ansøgers angivelige arbejde for den albanske sikkerhedstjeneste fra 1966 til 1982. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren først under nævnsbehandlingen havde oplyst, at han var blevet direkte konfronteret med, at han havde arbejdet for sikkerhedstjenesten. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgerne var asylretligt relevant forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Albanien var i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og nævnet fandt heller ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden var i risiko for at blive udsat for de af udlændingelovens § 7, stk. 2, omfattede forhold. Albanien/2004/3
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Albanien, født i 1971. Indrejst i august 2001. Returneret til Tyskland i marts 2002 i henhold til Dublin-konventionen. Genindrejst i oktober 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været ansat ved politiet i Albanien, og at han i en periode havde været vagt for den tidligere præsident Sali Berisha. Det lagdes også til grund, at ansøgeren havde været medlem af Det Demokratiske Parti. Nævnet lagde imidlertid til grund, at ansøgeren efter oplysningerne om sine aktiviteter, ikke havde haft en profileret position i partiet. Ansøgeren havde endvidere forklaret, at han var til stede ved attentatet på Azem Hajdari og blev såret. Nævnet bemærkede hertil, at ansøgeren i et brev fra januar 2002 under sin tidligere asylsag havde forklaret om episoden, hvor han blev såret i hovedet, at det skete på et cafeteria, hvor han lagde sig imellem under et slagsmål mellem to politikere. Ansøgeren havde til samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret om nogle yderligere episoder, hvor han skulle være indblandet i skudepisoder. Ansøgeren havde ikke over for nævnet kunnet forklare nærmere om de angivne skudepisoder. Ansøgerens opfattelse af, at han skulle have været udsat for drabsforsøg byggede efter forklaringen til Udlændingestyrelsen på en formodning om, at der skulle være personer betalt af statslige myndigheder, som ville dræbe ham. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans datters død i 2001, imedens han var i Tyskland, ligeledes var et attentat rettet mod ham. Ansøgeren havde ikke nærmere kunnet forklare, hvorfor han specielt skulle være i søgelyset, men havde henvist til nogle mere generelle betragtninger om de nuværende magthaveres frygt for, at Det Demokratiske Parti igen skal komme til magten, og at han i så fald ville få en betydelig position. Det bemærkedes i den forbindelse, at partiet er et legalt parti, der er repræsenteret i parlamentet. Uanset at nævnet ved vurderingen af ansøgerens forklaring for nævnet tog hensyn til, at ansøgeren havde haft vanskeligt ved at forklare om sine forhold på grund af hukommelsesvanskeligheder, fandt nævnet, at der bestod sådanne divergenser i forklaringerne, at nævnet ikke kunne lægge til grund, at de episoder, ansøgeren måtte have været ude for, skyldtes en konkret og individuel forfølgelse af ham fra myndighedsunderstøttede personers side. Nævnet havde ved vurderingen herved også lagt vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at han udrejste legalt til Tyrkiet og fik udstedt et laissez-passer på den albanske ambassade i Istanbul til brug for hjemrejsen, samt at han siden var ud- og indrejst af Albanien flere gange, og at han så sent som i 2003 aflagde besøg på Berishas kontor i Tirana. Nævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han forud for udrejsen havde været udsat for en asylbegrundende forfølgelse, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko herfor, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i en konkret og reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet udlændingelovens § 7, stk. 2. På baggrund af det anførte fandtes der ikke anledning til at udsætte sagen på indhentelse af ansøgerens asylakter i Tyskland. Albanien/2004/2
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Albanien, født i 1975, samt et barn. Indrejst i august 2003. Ansøgeren er homoseksuel, og som følge heraf blev hun udsat for chikane fra befolkningens side, herunder at folk kastede med æg efter hende samt at hendes bilrude blev smadret. Under en fest for homoseksuelle blev deltagerne tilbageholdt af politiet på grund af deres seksuelle orientering. Ansøgeren blev løsladt efter to til tre timer. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er muslim fra Tirana, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgerens frygt for to bagmænd, der i 1997 sendte hende til Italien til prostitution, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke ansøgte om asyl i Italien, at forholdet lå tilbage i tid, at ansøgeren ikke efterfølgende var blevet opsøgt af dem, og at ansøgeren først udrejste af hjemlandet i 2003. Den chikane, som ansøgeren havde oplyst, at hun havde været udsat for fra civile medborgeres og politiets side, havde ikke haft et sådan omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Ansøgerens aktiviteter for foreningen af homoseksuelle i Tirana kunne heller ikke begrunde asyl. Ansøgerens aktiviteter måtte antages at have været af begrænset omfang, ligesom den påberåbte enkeltstående tilbageholdelse hos politiet var af meget kort varighed. På denne baggrund fandtes ansøgerens seksuelle observans heller ikke at kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. En påberåbt voldtægt var en enkeltstående kriminel handling, som ikke var asylrelevant. Ansøgeren måtte i givet fald henvises til at søge beskyttelse hos overordnede relevante myndigheder. Det bemærkedes, at ansøgeren ikke forud for udrejsen havde været efterstræbt af de to mænd. Hverken ansøgerens oplysninger om sit modsætningsforhold til egen familie eller de generelt vanskelige forhold i hjemlandet kunne føre til nogen ændret vurdering. Albanien/2004/1
Nævnet stadfæstede i juni 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Albanien. Ansøgeren var første gang indrejst i Danmark i 2001. I 2002 var ansøgeren blevet meddelt endeligt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 af Udlændingeservice og var herefter udrejst. Senere i 2002 var ansøgeren på ny indrejst i Danmark, efter at han havde indgået ægteskab med en herboende dansk statsborger. I 2003 var ansøgeren blevet meddelt opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring. I 2005 havde den albanske ambassade anmodet den danske regering om udlevering af ansøgeren, idet ansøgeren i 1997 var blevet dømt in absentia for overlagt drab ved en domstol i Albanien. I 2008 var ansøgeren blevet anholdt med henblik på udlevering til Albanien, og han havde i den forbindelse søgt asyl med henvisning til, at han ikke havde begået det drab, som han var blevet dømt for. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk albaner og kristen fra Shkoder, at han ikke havde været politisk aktiv, og at han i 2002 udrejste legalt legitimeret med sit eget ægte pas. Ansøgeren havde oplyst, at han fra 1989 til 1991 aftjente værnepligt som blå soldat i Korç, at han fra 1991 til 1993 var ansat i en specialstyrke i politiet i samme område, og at han frem til 2001 arbejdede i det private erhvervsliv, fortrinsvis restaurationsbranchen. Ved bedømmelsen af ansøgerens forhold var det med nogen vægt indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren i 2001 ansøgte om asyl som makedonsk statsborger, og at ansøgeren havde erkendt, at de oplysninger, som han afgav under den tidligere asylsag, alle var usande. Den omstændighed, at ansøgeren i hjemlandet var idømt 20 års fængsel for manddrab, kunne hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Der var tale om alvorlig borgerlig kriminalitet, og en straf på fængsel i 20 år kunne på denne baggrund ikke anses som en uforholdsmæssig sanktion. Endvidere måtte det tillægges vægt, at der efter de fremlagte dokumenter havde fundet en rettergang sted med beskikkelse af advokat og afsigelse af dom, og det var ikke sandsynliggjort, at dommen var udtryk for en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkedes herved, at ansøgeren i øvrigt fremstod helt uprofileret. Endelig kunne oplysningerne om fængsels- og afsoningsforholdene i hjemlandet heller ikke i sig selv medføre asyl eller beskyttelsesstatus. Nævnet lagde herved blandt andet vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Home Office, UK Border Agency, Operational Guidance Note, Albania af 2. december 2008. Hertil kom, at Albanien har ratificeret FN’s Torturkonvention. Alb/2009/1
Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Albanien, født i 1989. Indrejst i august 2005. Ansøgeren havde blandt andet forklaret, at der i april 2005 blev skudt mod hans hus af den samme familie, som var involveret i ansøgerens faders død. Ansøgeren havde videre forklaret, at han herefter modtog et trusselsbrev, hvoraf det fremgik, at ansøgeren ville blive dræbt. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, at han ikke havde problemer med myndighederne, og at han ikke havde udført aktiviteter, der havde profileret ham i forhold til myndighederne. Uanset at ansøgeren på enkelte punkter havde forklaret upræcist, kunne Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgerens fader på grund af stridigheder om jord dræbte en anden mand i 1998, og at faderen samme år blev dræbt af mandens sønner, og at ansøgeren efterfølgende flyttede hen til sin mormoder i en anden landsby. Vedrørende skudepisoden i april 2005, måtte det tillægges vægt, at ansøgerens oplysninger om identiteten af gerningsmændene beror på andenhåndsviden, og at forholdet blev anmeldt til politiet, der behandlede sagen. Med hensyn til det omtalte brev, måtte det tillægges vægt, at ansøgeren alene havde fået det oplæst af en tredje person, og at dette forhold ikke efter det oplyste blev anmeldt til politiet. Hertil kom, at der var tale en privatretlig konflikt, hvor ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet lagde herved tillige vægt på, at myndighederne ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder UK Home Office Country Report af april 2004, har taget forskellige initiativer til at sikre, at der sker retsforfølgelse i forbindelse med blodhævn. Uanset de generelt vanskelige forhold i hjemlandet kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Alb/2005/3
Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Albanien, født 1967. Indrejst i maj 2000. I januar 2000 blev ansøgeren kidnappet af ukendte gerningsmænd. Efter omkring 14 dage lykkedes det hende at undslippe kidnapperne, da de forsøgte at føre hende til Italien til prostitution. Flygtningenævnet udtalte, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler en asylansøger at sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som ansøgeren påberåber sig. Ansøgeren indrejste i Danmark primo maj 2000 uden rejselegitimation og oplyste, at hun var jugoslavisk statsborger med en nærmere angiven identitet. Efter behandlingen af asylsagen i Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet og efter, at de serbiske myndigheder i forbindelse med tilrettelæggelse af udsendelse af ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren var fuldstændig ukendt på de opgivne generalier, oplyste ansøgeren i december 2003, at den identitet og det asylgrundlag, hun tidligere havde påberåbt sig, var urigtigt. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med de nu fremlagte attester til grund, at ansøgeren havde den identitet, som hun nu påberåbte sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren gennem sin nye forklaring om de forhold, som hun nu påberåbte sig at have været udsat for, havde sandsynliggjort sit asylgrundlag. Det bemærkedes, at ansøgeren ikke havde afgivet oplysninger, som umiddelbart ville kunne efterprøves. Det bemærkedes i den forbindelse, at det under de foreliggende omstændigheder ikke kunne anses for at påhvile udlændingemyndighederne at iværksætte særlige undersøgelser til afklaring af det asylgrundlag, ansøgeren nu påberåbte sig. Det bemærkedes i øvrigt, at det asylgrundlag, som ansøgeren nu påberåbte sig, måtte anses for værende kriminelle forhold, som hun måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Alb/2005/2
Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Albanien, født i 1966 (M) og 1974 (K), samt to børn. Indrejst i august 2004. Sagen havde i Udlændingestyrelsen været forsøgt behandlet i åbenbart grundløs-proceduren. Ansøgerne havde som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøgers fætter havde slået sin svoger ihjel, og at denne familie nu søgte blodhævn over drabet. Da fætteren var flygtet straks efter drabet, var den mandlige ansøger det eneste tilbageværende mandlige familiemedlem, som den pågældende familie kunne hævne sig imod. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er albanske statsborgere. De havde ikke været politisk aktive og havde ikke haft konflikter med de albanske myndigheder. Uanset om det lagdes til grund, efter ansøgernes forklaring, at de havde været involveret i en konflikt vedrørende blodhævn, fandt nævnet ikke, at det kunne begrunde, at ansøgerne skulle have meddelt asyl. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerne havde opholdt sig i Albanien i næsten 1 år efter drabet. Flygtningenævnet fandt, at der var tale om en privatretlig konflikt vedrørende et kriminelt forhold, og at ansøgerne måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet lagde vægt på, at det fremgik af UK Home Office Country Report af april 2004, at de albanske myndigheder havde iværksat forskellige tiltag til at sikre, at der sker retsforfølgelse i forbindelse med blodhævn. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgerne var asylretligt relevant forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Albanien ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og nævnet fandt heller ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden ville være i risiko for at blive udsat for de af udlændingelovens § 7, stk. 2, omfattede forhold. Alb/2005/1
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Albanien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Det bemærkes indledningsvist, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 8 og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk albaner og muslim af trosretning fra Albanien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Albanien frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle og dennes familie eller af sin farbror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes fætter i [slutningen af vinteren] 2014 arrangerede, at hun, imod sin og sin mors vilje, skulle køres til Serbien for at blive gift med en serbisk mand. Ansøgeren fandt efterfølgende ud af, at hendes ægtefælle havde betalt 7000 euro for hende. Under sit ophold i Serbien blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb af sin ægtefælle, dennes far og farfar, ligesom ansøgeren blev tvunget til at arbejde i marken og i huset. I [efteråret] 2014 lykkedes det ansøgeren og hendes mor at overtale ansøgerens ægtefælle til, at ansøgeren kunne tage på besøg i Albanien. Ansøgeren tog efter besøget ikke tilbage til Serbien og stoppede kontakten med sin ægtefælle og dennes familie. Ansøgeren anmodede efterfølgende om skilsmisse fra sin ægtefælle, og ægtefællens familie svarede, at ansøgeren ikke ville få en skilsmisse, før hun tilbagebetalte de 7000 euro, som familien havde betalt for ansøgeren. I [foråret eller sommeren] 2015 opsøgte ansøgerens svigerfamilie og bekendte ansøgerens bopæl, mens ansøgeren ikke var hjemme. Ansøgeren flygtede efter en kort periode ud af Albanien. Ansøgeren hørte rygter om, at hendes farbror ville komme til Albanien og slå hende ihjel, da farbroren mente, at ansøgeren havde krænket sin families ære ved at blive gift med en serber og søge skilsmisse. Farbroren havde to år forinden skåret ansøgeren i halsen med en kniv, fordi der gik rygter om, at ansøgeren var blevet set med fremmende mænd i byen. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om de faktiske omstændigheder i sagen til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de beskrevne forhold er af en sådan karakter eller intensitet, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at der er tale om kriminelle forhold, og at ansøgeren må henvises til at søge de albanske myndigheders beskyttelse mod eventuelle overgreb fra sin farbror, fra ægtefællen eller fra andre medlemmer af svigerfamilien. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ikke vil kunne opnå den fornødne myndighedsbeskyttelse. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring umiddelbart efter sin tilbagevenden til Albanien i [efteråret] 2014 henvendte sig til de albanske myndigheder og anmeldte overgrebene, som hun efter det oplyste er blevet udsat for af sin ægtefælle og andre medlemmer af svigerfamilien, til politiet, og at der har verseret en sag for retten i Tirana. Senere har hun også henvendt sig til myndighederne for at søge skilsmisse fra ægtefællen, efter at svigerfamilien havde sagt nej til hendes ønske om at blive skilt. Flygtningenævnet finder herefter, at myndighederne i Albanien har udvist vilje og evne til at beskytte ansøgeren mod hendes ægtefælle og dennes familie. Det forhold, at sagen i Tirana er afsluttet [i efteråret] 2015 på grund af manglende beviser, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke personligt har haft kontakt med ægtefællen og svigerfamilien i perioden fra [efteråret] 2014 til sin udrejse i [sommeren] 2015. Hun har oplyst til sagen, at naboer så medlemmer af svigerfamilien og nogle bekendte ved hendes bopæl, og at hun har hørt rygter om, at hendes farbror ville komme til Albanien for at slå hende ihjel, fordi hun har krænket familiens ære. Oplysningen om, at farbroren ville opsøge hende for at dræbe hende ses således alene at bero på rygter. Nævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgerens oplysning om, at det lokale politi oplyste, at man på grund af mangel på beviser ikke ville hjælpe hende, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at oplysningerne om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, ikke kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker videre, at det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 har truffet afgørelse om, at ansøgeren ikke har været udsat for menneskehandel, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 har meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse, og at det falder uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til meddelelse af opholdstilladelse af mere humanitært prægede årsager. Kompetencen hertil henhører under Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Albanien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” alba/2016/2/SLH
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Albanien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Det bemærkes indledningsvist, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 8 og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk albaner og muslim af trosretning fra Albanien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Albanien frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle og dennes familie eller af sin farbroder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes fætter i [starten af] 2014 arrangerede, at hun, imod sin og sin moders vilje, skulle køres til Serbien for at blive gift med en serbisk mand. Ansøgeren fandt efterfølgende ud af, at hendes ægtefælle havde betalt 7000 euro for hende. Under sit ophold i Serbien blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb af sin ægtefælles farfader, fader og onkel, ligesom ansøgeren blev tvunget til at arbejde i marken og i huset. I [efteråret] 2014 lykkedes det ansøgeren og hendes moder at overtale ansøgerens ægtefælle til, at ansøgeren kunne tage på besøg i Albanien. Ansøgeren tog efter besøget ikke tilbage til Serbien og stoppede kontakten med sin ægtefælle og dennes familie. Ansøgeren anmodede efterfølgende om skilsmisse fra sin ægtefælle, og ægtefællens familie svarede, at ansøgeren ikke ville få en skilsmisse, før hun tilbagebetalte de 7000 euro, som familien havde betalt for ansøgeren. I [foråret eller sommeren] 2015 opsøgte ansøgerens svigerfamilie og bekendte ansøgerens bopæl, mens ansøgeren ikke var hjemme. Ansøgeren har hørt rygter om, at hendes farbroder i [sommeren] 2015 ville komme til Albanien og slå hende ihjel, da farbroderen mener, at ansøgeren har krænket sin families ære ved at blive gift med en serber og søge skilsmisse. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om de faktiske omstændigheder i sagen til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de beskrevne forhold er af en sådan karakter eller intensitet, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at der er tale om kriminelle forhold, og at ansøgeren må henvises til at søge de albanske myndigheders beskyttelse mod eventuelle overgreb fra sin farbror, fra ægtefællen eller fra andre medlemmer af svigerfamilien. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ikke vil kunne opnå den fornødne myndighedsbeskyttelse. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring umiddelbart efter sin tilbagevenden til Albanien i [efteråret] 2014 henvendte sig til de albanske myndigheder og anmeldte overgrebene, som hun efter det oplyste er blevet udsat for af sin ægtefælle og andre medlemmer af svigerfamilien, til politiet, og at der verserer en sag for retten i Tirana. Senere har hun også henvendt sig til myndighederne for at søge skilsmisse fra ægtefællen, efter at svigerfamilien havde sagt nej til hendes ønske om at blive skilt. Flygtningenævnet finder herefter, at myndighederne i Albanien har udvist vilje og evne til at beskytte ansøgeren mod hendes ægtefælle og dennes familie. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke personligt har haft kontakt med ægtefællen og svigerfamilien i perioden fra [efteråret] 2014 til sin udrejse i [sommeren] 2015. Hun har oplyst til sagen, at naboer så medlemmer af svigerfamilien og nogle bekendte ved hendes bopæl, at hun har hørt rygter om, at hendes farbroder i [sommeren] 2015 ville komme til Albanien for at slå hende ihjel, idet ansøgeren har krænket familiens ære. Oplysningen om, at farbroderen i [sommeren] 2015 ville opsøge hende for at dræbe hende ses således alene at bero på rygter. Nævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgerens oplysning om, at den omstændighed, at det lokale politi oplyste, at man på grund af mangel på beviser ikke ville hjælpe hende, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at oplysningerne om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, ikke kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker videre, at det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 har truffet afgørelse om, at ansøgeren ikke har været udsat for menneskehandel, og at det falder uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til meddelelse af opholdstilladelse af mere humanitært prægede årsager. Kompetencen hertil henhører under Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at imødekomme den beskikkede advokats påstand om hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Albanien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alba/2016/1/SLN
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Albanien og hendes medfølgende barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 9, og 56, stk. 3. Ansøgeren er muslim af trosretning fra […] Albanien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes tidligere ægtefælle har udsat hende for vold og tvunget hende til prostitution, ligesom han har udsat deres fællesbarn, som er indrejst sammen med ansøgeren i Danmark, for vold, siden barnet var omkring et år gammel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun i efteråret 2009 blev forlovet med en mand ved navn [A]. Forlovelsen blev arrangeret af hendes faster, som var nabo til [A]. I sommeren 2010 blev ansøgeren og [A] gift. Allerede dagen efter brylluppet gav han hende en lussing. Derefter fortsatte han med dagligt at udøve vold mod hende. En nat ringede hun til politiet og anmeldte volden. Politiet tog familien med på politistationen og afhørte både ansøgeren og hendes daværende ægtefælle. Politiet insisterede på, at der ikke skulle rejses en officiel sigtelse mod ansøgerens daværende ægtefælle, og at episoden skulle betragtes som husspektakel. Ansøgeren ringede derefter efter sin familie, som kom og hentede hende. Dernæst anmodede hun om at blive skilt. Ved retten i [X] i vinteren 2013 blev hun skilt og fik tillige tildelt forældremyndigheden over hendes søn. Hendes tidligere ægtefælle kom efterfølgende hjem til hendes forældre, hvor hun boede sammen med sin søn, og truede hende med vold. Han slog både ansøgerens moder og broder. Moderen og broderen anmeldte overgrebene til politiet, som ikke foretog sig yderligere. Endvidere har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes tidligere ægtefælle jævnligt tvang hende til at lade sig prostituere til forskellige mænd, som han skyldte penge til, for på den måde at afvikle på sin gæld. Hendes tidligere ægtefælle har et stort kriminelt netværk, hvorfor hun er sikker på, at han vil finde frem til hende, hvis hun vender tilbage til Albanien. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgerens forklaringer om hendes tidligere ægtefælles angivelige kriminelle handlinger og om de episoder, der førte til hendes udrejse, herunder omfanget af volden og tvangsprostitutionen, hvornår hun og hendes familie har anmeldt hendes tidligere ægtefælle til politiet, hvornår hun blev skilt, samt hvornår og hvor mange gange hendes tidligere ægtefælle opsøgte hende på hendes forældres bopæl, inden hun udrejste af Albanien, har båret præg af mangel på detaljer. Således har ansøgeren blandt andet ikke kunnet beskrive, hvornår retten i [X] behandlede hendes skilsmissebegæring på trods af, at hun har angivet at have fremlagt dokumentation herfor, ligesom ansøgerens forklaringer om de voldsepisoder og tvangsprostitution, som hun har anført, hendes tidligere ægtefælle har udsat hende og hendes familie for, fremstår overfladiske, uden detaljer og ikke fremstår som selvoplevede. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om omfanget af de skader, som hun har angivet at være blevet påført, idet hun først efter Udlændingestyrelsens afslag og øvrige samtaler med Dansk Flygtningehjælp og sin advokat har forklaret til Langeland Kommune […], at hun har været indlagt og tæt på at afgå ved døden, samt at hun har haft omfattende skader på sin krop, ligesom hun har mistet tænder i sin overmund på grund af den udførte vold. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger en rimelig forklaring på, at ansøgeren ikke har kunnet forklare detaljeret, entydigt og stringent om de pågældende begivenheder – navnlig henset til at de fremstår helt centrale i ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet, uanset om ansøgerens forklaringer eller dele heraf måtte kunne lægges til grund, ikke finder, at de forhold, som ansøgeren har forklaret, har haft en sådan karakter og intensitet, at de kan begrunde asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet finder således, at der er tale om kriminelle forhold, som hun kan henvises til at søge de albanske myndigheds beskyttelse imod. For så vidt angår det af ansøgeren oplyste om, at det lokale politi henlagde hendes anmeldelser om vold, finder Flygtningenævnet, at hun må henvises til at indgive klage til en højere myndighed, i den anledning. Nævnet bemærker hertil, at det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger om forholdene for voldsramte kvinde i Albanien, herunder blandt andet UK Home Office – Operational Guidance Note – Albania af 19. september 2014 (bilag 155) og Migrationsverkets rapport ”Albania: Rätts - och Säkerhetssektorn”, udgivet den 27. juni 2014 (bilag 161), at omend forholdene for voldsramte kvinder i Albanien efter omstændighederne kan være vanskelige, har de albanske myndigheder i det væsentligste styrket indsatsen for at beskytte voldsramte kvinder, herunder indført en række retsregler for at bekæmpe vold i hjemmet. Det fremgår videre, at myndighederne anerkender vold i hjemmet som et problem, og politiet uddanner deres ansatte til at kunne varetage sager omhandlende vold i hjemmet, ligesom vold i familien ifølge den albanske straffelov kan straffes med op til fem års fængsel. Ydermere fremgår, at der i nogle byer er etableret hjem, hvor voldsramte kvinder kan søge tilflugt. Flygtningenævnet finder i øvrigt ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgeren, der foruden det anførte om hendes oplevelser med den tidligere ægtefælle, efter det oplyste hverken har haft problemer med myndigheder, grupperinger eller andre privatpersoner i Albanien, og som således fremstår helt uprofileret, kan henvises til at tage ophold et andet sted i Albanien, såfremt hun ikke mener at kunne tage tilbage til sin hjemby. Nævnet finder således ikke, at de aktuelle baggrundsoplysninger indeholder oplysninger, der giver holdepunkter for at antage, at forholdene for enlige kvinder og eller voldsramte kvinder i Albanien i sig selv er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herved efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Albanien ikke vil være i en konkret eller individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det anførte omkring ansøgerens og hendes søns helbredsmæssige og socioøkonomiske forhold falder uden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alba/2015/2
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Albanien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 9, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk albaner fra Shkodër i Albanien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Albanien frygter at blive slået ihjel af sin fader og nogle ukendte gerningsmænd. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i efteråret] 2014 blev overfaldet af tre ukendte gerningsmænd, som havde set ham kysse med sin mandlige kæreste. To personer kom ham til undsætning og fik ham sendt væk i en ambulance. På skadestuen blev han behandlet for en flænge i sit hoved. Endvidere havde han pådraget sig blå mærker over hele sin krop. Han blev udskrevet fra skadestuen den samme aften. Dernæst tog han hjem, hvor han løj over for sin fader og fortalte ham, at han var blevet slået af en gæst på den bar, hvor han arbejdede. Faderen tog derfor den næste dag kontakt til ansøgerens arbejdsgiver, som i mellemtiden var blevet bekendt med den virkelige årsag til overfaldet. Arbejdsgiveren fortalte faderen om ansøgerens seksuelle orientering, hvilket medførte til et voldeligt skænderi mellem ansøgeren og faderen. Faderen slog ansøgeren med knytnæver og kastede en vase efter ham, ligesom faderen udtalte, at ansøgeren ikke længere var hans søn, og at han skulle flytte. I den følgende periode blev han endvidere mødt af tilråb og diverse skældsord af folk i byen. [Ultimo] 2014 tog faderen kvælertag på ansøgeren, hvorefter ansøgeren flygtede til byen Tirana. Mens han boede i Tirana blev ti trusselsbreve fra ukendte gerningsmænd skubbet ind under hans dør. Samtlige trusselsbreve indeholdt trusler på hans liv. Han søgte støtte i LGBT-organisationen OMSA, som åbenlyst kæmper for de homoseksuelles rettigheder. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans tidligere arbejdsgiver i en sms fyrede ham, på grund af hans seksuelle overbevisning. Arbejdsgiveren har tillige i en sms skrevet til ansøgeren, at han ikke ønsker at arbejde med bøssekarle. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren som følge af sin seksuelle orientering [i efteråret] 2014 blev overfaldet af tre ukendte personer, der så ham sammen med sin kæreste, ligesom nævnet kan lægge til grund, at hans fader har udsat ham for vold […], at han blev fyret fra sin daværende arbejdsplads, samt at han under sit ophold i Tirana fra [ultimo] 2014 frem til udrejsen har modtaget trusselsbreve fra ukendte personer. Nævnet bemærker, at ansøgerens forklaring herom har været detaljeret og konsistent. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de beskrevne forhold er af en sådan karakter eller intensitet, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring på intet tidspunkt har anmeldt overgrebene og truslerne til politiet, ligesom han heller ikke på anden måde har søgt myndighedernes beskyttelse. Nævnet finder, at der er tale om enkeltstående kriminelle forhold og bemærker, at det beror på ansøgerens egen formodning, at politiet ikke skulle have vilje og evne til at yde ham den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren har kunnet opholde sig i Tirana fra [ultimo] 2014 til [foråret] 2015 uden at blive opsøgt af de personer, som han mener, kan stå bag trusselsbrevene. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at omend forholdene for LGBT-personer i Albanien efter omstændighederne kan være vanskelige, har homoseksuelle forhold været lovlige siden 1995, og der foreligger ikke oplysninger om risiko for overgreb fra myndighedernes side rettet mod LGBT-personer. Det fremgår videre, at de albanske myndigheder støtter LGBT-rettigheder, ligesom hate crimes og anden diskrimination af LGBT-personer er kriminaliseret ved lov. Ydermere fremgår, at det albanske politi efter at have indgået i et samarbejde med LGBT-organisationer ved flere lejligheder har ydet beskyttelse ved LGBT-relaterede begivenheder. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til blandt andet rapporterne fra US Department of State – 2014 Country Report on Human Rights Practices af 25. juni 2015 (bilag 160), UK Home Office – Country Information and Guidance, Albania: Sexual orientation and gender identity af 13. oktober 2014 (bilag 156) samt Operational Guidance Note af 19. september 2014 (bilag 155), og Migrationsverket – Situationen för hbt-personer i Albanien af 20. december 2013 (bilag 146). Flygtningenævnet finder endeligt ikke, at de generelle forhold for homo- og biseksuelle i Albanien i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Albanien ikke vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alba/2015/1
Nævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Albanien. Indrejst i 2013. Den mandlige ansøgers sag var af Udlændingestyrelsen forsøgt behandlet i åbenbart grundløs-proceduren efter udlændingelovens § 53 b, stk.1. Efter den mandlige ansøgers indrejse til Danmark indrejste flere at ansøgers familiemedlemmer, heriblandt den kvindelig ansøger, hvis sag blev behandlet i normalprocedure. Herefter besluttede Flygtningenævnet ligeledes at behandle den mandlige ansøgers sag i normalprocedure. Sagen er sambehandlet med sagerne vedrørende den mandlige ansøgers farbroder og dennes ægtefælle. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske albanere og muslimer fra […], Albanien. Ansøgerne har ikke været medlem af politisk eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger er indblandet i tre forskellige blodhævnskonflikter, og at han som følge heraf frygter at blive dræbt. Den kvindelige ansøger frygter at blive dræbt som følge af den mandlige ansøgers konflikt. Den første blodhævnskonflikt begyndte i 1992, hvor der opstod en jordkonflikt imellem den mandlige ansøgers farbroder, […], og […], der var en fjern slægtning til familien. I[ sommeren] 1992 blev [farbroderen] og dennes søn […] dræbt af skud afgivet af [den fjerne slægtnings] søn, […]. Den mandlige ansøgers [andre, red.] farbrødre, […] og […], blev såret. [Den fjerne slægtning] og dennes sønner blev idømt fængselsstraf for drabene. [Den fjerne slægtning] blev løsladt i 1997. [I foråret] 1997 blev han dræbt af den mandlige ansøgers fætter […]. Den anden blodhævnskonflikt begyndte i 1997, hvor den mandlige ansøgers fætters svoger, […], blev kidnappet af medlemmer af […]-familien, som er en familie med betydelig tilknytning til mafiaen. [Fætterens svoger] blev holdt fanget i to dage, hvor han blev udsat for tortur og frastjålet penge. Kort tid efter blev [fætterens svogers] søster kidnappet og sendt til Italien for at arbejde som prostitueret af en mand ved navn […]. [Den pågældende] havde tilknytning til [familien med mafiarelationer]. Som hævn for kidnapningerne dræbte [fætterens svoger] herefter [ham, der havde sendt søsteren til Italien], samt to medlemmer af [familien med mafiarelationer]. [I efteråret] 1997 blev [en anden af, red.] den mandlige ansøgers fætre, […], forsøgt dræbt af skud. Den tredje blodhævnskonflikt startede i 2001, hvor [familien med mafiarelationer] betalte en mand ved navn […] 50.000 D-mark for at dræbe den mandlige ansøgers fætters svoger, […], som hævn for drabene i 1997. Som hævn for drabet på [fætterens svoger] dræbte [fætterens svogers] venner [drabsmanden]. Den mandlige ansøgers fætter, [som var forsøgt dræbt i 1997], blev herefter mistænkt og varetægtsfængselet for drabet på [drabsmanden]. Han blev frifundet og løsladt efter 16 måneder. [Drabsmandens] familie mener imidlertid fortsat, at det var [den mandlig ansøgers fætter], der har begået drabet, og holder derfor den mandlige ansøgers familie ansvarlige herfor. Siden 2003 har [den mandlige ansøgers fætter] løbende forsøgt at få afklaret konflikterne med de tre familier ved hjælp af mægling. I foråret 2004 var den mandlige ansøger og [fætteren] ude og gå, og da de var i færd med at krydse gaden, blev de passet op af en bil, der rullede vinduerne ned og affyrede skud imod dem. [Fætteren] blev i den forbindelse ramt i foden/benet, og efterfølgende indlagt på hospitalet. Lægerne på hospitalet tilkaldte politiet, og [fætteren] fortalte dem, at skudepisoden højst sandsynligt havde forbindelse til en af de tre blodhævnskonflikter, han var involveret i. Politiet gjorde dog ikke yderligere i denne anledning. I [sommeren] 2008 var ansøgerne ude og køre bil, og der blev i den forbindelse skudt efter bilen. Ansøgeren mistede derfor herredømmet over bilen og kørte galt. Den kvindelige ansøger var gravid, og aborterede som følge af ulykken. [I slutningen af] 2012 fik familien igennem en blodhævnsmægler at vide, at de mandlige medlemmer af den mandlige ansøgers familie fortsat var efterstræbt. Den mandlige ansøger udrejste herefter [i begyndelsen af] 2013 med sin fætter og fætterens søn. Den kvindelige ansøger udrejste med ansøgerens to børn i [foråret] 2013. Flygtningenævnet lægger trods diverse uoverensstemmelser vedrørende centrale dele af asylmotivet til grund, at den mandlige ansøgers familie i en vis udstrækning har haft en konflikt med personer fra familierne […], […] og […] samt […]. Nævnet bemærker i den forbindelse, at den mandlige ansøger under nævnsmødet har forklaret, at familien besluttede at udrejse, efter de havde modtaget advarslen fra den gamle mand [i slutningen af] 2012, mens den kvindelige ansøger forklarede, at baggrunden for, at hun fik udstedt pas i [efteråret] 2012, var, at familien havde besluttet at udrejse på det tidspunkt. Det bemærkes i den forbindelse videre, at den mandlige ansøger forklarede, at deres familie står bag de seneste drab i konflikten, mens hans farbror forklarede, at det ikke er deres familie, der står bag de seneste drab i konflikten. Uanset det er lagt til grund, at der har været konflikter, finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at den mandlige ansøger har en central rolle i konflikterne, eller at konflikterne har en sådan intensitet, at de kan danne baggrund for asyl. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger ikke er blevet opsøgt af familierne eller har været udsat for overgreb eller konkrete trusler fra familierne, men at det alene bygger på hans egen formodninger, at familierne efterstræber ham. Det bygger således på den mandlige ansøgers egen formodninger, at det var de nævnte familier, der forfulgte ham og hans fætter og beskød dem i 2004, og at det var de nævnte familier, der forfulgte ham og hans hustru og beskød dem i 2008. Nævnet har ved vurderingen af konfliktens intensitet tillige lagt vægt på, at de sidste drab i konflikten ligger tilbage i 1997 og 2002, og at politiet har efterforsket drab i konflikten, ligesom der er foretaget domfældelse af diverse gerningsmænd, som tillige har afsonet deres straffe, samt at den mandlige ansøger, efter han havde opholdt sig i Italien i 2004, hvor han ikke ansøgte om asyl, tog ophold i Albanien indtil sin udrejse [i begyndelsen af 2013]. Det kan ikke føre til et andet resultat, at nogle drengebørn i en af de involverede familier nu er kommet i 20-års-alderen, og at ansøger frygter, at de nu er blevet gamle nok til at udføre blodhævn mod ham. Nævnet finder i øvrigt, at den konflikt, der eventuelt stadig eksisterer, er af privatretlig karakter, og at ansøgerne må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse, såfremt de skulle blive udsat for konkrete trusler elle overgreb. Det fremgår af baggrundsmaterialet vedrørende Albanien, herunder rapport fra Migrationsverket i Sverige om blodfejder i Albanien af 14. juni 2013, at de albanske politi- og anklagemyndigheder har oprettet særskilte enheder, som håndterer konflikter relateret til blodfejder og blodhævn, ligesom det albanske indenrigsministerium har udarbejdet en handlingsplan til bekæmpelse af blodfejder. Det fremgår tillige af rapporten, at involverede personer kan søge hjælp hos myndighederne og frivillige, ligesom de kan tage ophold i andre dele af Albanien. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgernes forklaring om udstrækningen af konflikten med familierne til grund for sagen. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren må formodes at kunne skaffe en erklæring fra den mægler, der har mæglet mellem nogle af familierne, og som angiveligt viderebragte en advarsel fra en unavngiven familie. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at breve fra blodhævnskomiteer med videre florerer i stor stil. Flygtningenævnet har derfor heller ikke fundet anledning til at udsætte sagen på indhentelse af den pågældende erklæring. Da den kvindelige ansøger alene har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, er det efter ovennævnte bevisvurdering ikke sandsynliggjort, at den kvindelige ansøger har et asylmotiv. Den påberåbte subjektive frygt kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” alba/2014/1
Nævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Mazar-e Sharif. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået af ihjel af de personer, med hvem han og hans familie havde en jordkonflikt. Han har i den forbindelse henvist til, at hans fader på et tidspunkt købte et stykke jord af en mand ved navn […], der døde kort tid efter. Efterfølgende kom to af sælgerens brødre samt en af disses sønner, […], til faderen og gjorde krav på jordstykket. Der opstod i den forbindelse slagsmål mellem parterne, og ansøgerens broder skød i den forbindelse sælgerens søn. Ansøgeren, hans fader og broder flygtede hen til en af faderens venner. De forsøgte her at løse konflikten med sælgerens brødre. Det blev besluttet, at brødrene skulle have jorden, og at de måtte få en af pigerne fra ansøgerens familie. Da ansøgeren, faderen og broderen gik af sted for at mødes med dem, blev de beskudt. Faderen og broderen blev i den forbindelse dræbt. Ansøgeren valgte derfor at flygte ud af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på visse punkter forekommer usandsynlig, herunder i forhold til at sælgerens brødre ikke involverede sig i ejendomshandlen på aftaletidspunktet, når ansøgeren oplyser, at de var bekendt med forhandlingerne, at ansøgeren angriber en af brødrene med slag, selvom brødrene var vrede og bar våben, og selvom ansøgeren forklarer, at alle var bange for brødrene på grund af deres forbindelse til organiseret kriminalitet. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at brødrene i den måned, hvor ansøgeren og hans familie opholdt sig i[…], ikke forsøger at opsøge til familiens bopæl. Nævnet konstaterer endvidere, at ansøgeren har afgivet skiftende forklaringer for så vidt angår, hvor mange geværer, der var til stede i konflikten, hvem der slog ham med geværskæftet, og hvor lang tid der gik, fra ejendomshandlen til episoden på marken, der førte til sælgerens søns død. Endelig bemærker nævnet, at ansøgeren har udbygget historien på væsentlige punkter, herunder vedrørende den pige, som skulle indgå i forsoningsaftalen, selve forsoningsaftalens indhold samt at han blev bekendt med, at det var brødrene, der dræbte hans fader og broder, idet han var til stede under deres efterfølgende ransagning af naboens hus, hvor de ledte efter ham. Af ovennævnte grunde, og idet hans forklaring har savnet detaljering samt forekommer overordnet og ikke selvoplevet, lægger nævnet ikke ansøgerens forklaring til grund, også selvom nævnet er opmærksomt på, at ansøgeren er analfabet, har en speciel dialekt og har været medicineret. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det på mødet fremlagte dokument kan tillægges betydning, idet det drejer sig om en person med et andet navn. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, skt. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2014/2
Nævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra landsbyen […]i Jalalabad-provinsen, Afghanistan. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans far på Talibans opfordring indskrev ham i en koranskole, hvor han gik i fire år. I skolen lærte Taliban eleverne om jihad og opfordrede dem til at deltage heri. Omkring fire til fem måneder inden ansøgerens udrejse kom Taliban til koranskolen og ville have alle eleverne til at deltage i jihad. Da de andre var gået i moskeen for at bede, flygtede ansøgeren til Turkham, hvorfra han omkring en uge senere udrejste til Pakistan med hjælp fra sin morbror. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren, at Taliban vil dræbe ham eller bruge ham som selvmordsbomber, ligesom han frygter de afghanske myndigheder, idet de ved, at han har gået i koranskole, og derfor forbinder ham med Taliban. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på de fleste områder har været konsistent og i det væsentlige fremstår som selvoplevet. Nævnet finder herefter ikke, at det kan udelukkes, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjembyen vil være i risiko for henvendelser fra Taliban om deltagelse i Jihad og at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgeren i stedet for at tage ophold i sin hjemby kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i forhold til Taliban må antages at være uprofileret, og at der derfor ikke er holdepunkter for at antage, at han vil blive eftersøgt af dem udenfor hjembyen. Det kan ikke lægges til grund, at alene det forhold, at han har gået i koranskole, har bragt ham i de afghanske myndigheders søgelys, og at han som følge heraf risikerer asylbegrundende forfølgelse fra deres side. Ansøgeren er en ung mand i den arbejdsduelige alder, og det fremgår af Udlændingestyrelsens factfinding rapport af maj 2012, at unge mænd sædvanligvis vil kunne finde beskyttelse i en større by som f.eks. Kabul. Det fremgår videre af samme rapport, at selvom levevilkårene i Kabul er vanskelige, er der dog tilstrækkelig mad og adgang til sundhedsvæsen og undervisning for alle. På den baggrund findes ansøgerens levevilkår ikke at blive af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket ved, at han henvises til at tage ophold i Kabul. Med denne begrundelse stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2014/1
Nævnet meddelte i juli 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia muslim fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive slået ihjel af sin ægtefælle, […], og hans sønner, af sin far, af landsbyens beboere, af mullahen eller af myndighederne, idet hun er flygtet fra et tvangsægteskab og gentagne gange er blevet voldtaget af ægtefællens ældste søn, […], og idet hun er flygtet fra ægtefællen. Den sidste gang hun blev voldtaget, blev det opdaget af sønnens ægtefælle, som ville afsløre ansøgerens og […] seksuelle forhold. Ansøgeren udrejste derefter med hjælp fra sin moder og moderens nabo samt dennes broder. Ansøgeren har endvidere som et selvstændigt nyt asylmotiv henvist til, at hun venter et barn uden for ægteskab med en herboende afghaner. Ansøgeren har forklaret konsistent om sit asylmotiv, men navnlig forklaringen om, at hun har haft et tvungent seksuelt forhold til ægtefællens søn, som er blevet afsløret af dennes ægtefælle, forekommer konstrueret. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at forklaringen om trusler med henholdsvis pistol og kniv har været usikker, og at forklaringen om omstændighederne ved flugten ligeledes har været usikker og virker usandsynlig. Ansøgerens forklaring om, at hun er flygtet fra et tvangsægteskab med en ældre mand, har imidlertid været konsistent, og et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge forklaringen herom til grund. Ansøgeren er her i landet blevet kæreste og venter barn med en afghaner, som har fået asyl for nogle år siden, og som er kommet til Danmark uden sin familie. I hvert fald under disse omstændigheder vil ansøgeren, der som antaget af flertallet er flygtet fra et tvangsægteskab, risikere alvorlige overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvis hun vender tilbage til Afghanistan. Der er ikke grundlag for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” afgh/2013/9
Nævnet meddelte i juli 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans liv er i fare, idet Taliban har truet ham på livet. Ansøgeren arbejdede i Kunduz som chef for færdselspolitiet, og i forbindelse med, at ansøgeren efterforskede et trafikuheld, hvor en motorcyklist var blevet dræbt, forsøgte Taliban at true ansøgeren til at lade de andre implicerede i trafikuheldet løslade, idet de havde tilknytning til Taliban. Ansøgeren nægtede dog at efterkomme dette, hvorefter personer fra Taliban mødte op på ansøgerens bopæl og truede hans far. Ansøgeren tog herefter til hjemmet sammen med en underordnet betjent, og da ansøgeren og betjenten nærmede sig huset skød Taliban imod dem. Betjenten blev ramt af skud og døde ved ankomsten til hospitalet. Da betjentens familie fandt ud af dette, klagede de over ansøgeren til hans overordnede, idet ansøgeren havde taget betjenten med hjem i et privat ærinde. Betjentens familie truede endvidere ansøgeren med at dræbe ham. Ansøgeren tog herefter ophold i skjul hos en ven, og få dage senere ransagede Taliban ansøgerens hjem og dræbte i den forbindelse ansøgerens far og bror og kidnappede ansøgerens 13-årige søn. Ansøgeren var herefter nødsaget til at udrejse. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse af […] 2012 lagt til grund, at ansøgeren isoleret set ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke under Flygtningenævnets behandling af sagen oplyst omstændigheder, der ændrer herved. Ansøgeren har forklaret, at han umiddelbart efter afslutning af sin uddannelse til politibetjent fra cirka 1991 og indtil Najibullahs fald i 1992, var ansat i et fængsel i Kunduz. Ansøgeren fik efter afslutning af sin uddannelse rang af premiereløjtnant i politiet. Han var ikke ansat i sikkerhedstjenesten. Han havde ansvaret for undervisning af de underordnede soldater i militære principper, i fysisk træning og i sproglig træning, idet hovedparten var analfabeter. Han var ansat i den af fængslets fire afdelinger, som havde med sikkerheden at gøre. Hans chef var […]. Der var ingen afhørings- eller efterforskningsafdeling i fængslet, der rummede dømte fanger, som afsonede. Varetægtsarrestanter var i politihovedkvarteret. Han har ikke selv været med til at tortere fanger, og han har ikke oplevet, at fanger er blevet torteret. Han har ikke kendskab til, at fanger skulle være blevet torteret i Kunduz fængslet. Han har ikke været med til at transportere fanger til […] fængslet. Han har hørt rygter om tortur i […] fængslet, men det var før han selv kom i politiet, mens russerne var i Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at udelukke ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Flygtningenævnet har således ikke fundet, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse i Afghanistan, jf. Flygtningekonventionens artikel 1F(b). Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, bør udelukkes fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren var nyuddannet politibetjent, da han kom til Kunduz fængslet i 1991, og at han ikke havde en høj position i fængslet, men at han var ansat under en af de fire afdelingsledere i fængslet. Flygtningenævnet har ikke fundet det godtgjort, at ansøgeren personligt i forbindelse med sin tjeneste i fængslet i Kunduz har udført tortur mod fanger, eller har deltaget heri. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på ansøgerens egen forklaring, der understøttes af, at der ikke er baggrundsoplysninger om tortur mod fanger i fængslet i Kunduz i den periode, hvor ansøgeren var ansat. Flygtningenævnet har endvidere ikke fundet det godtgjort, at ansøgeren har deltaget i overførsler af fanger til […] fængslet, hvor tortur ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger periodevis har kunnet forekomme. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på ansøgerens forklaring under nævnets behandling af sagen. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2013/8
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han efter at have fået afslag på sin tidligere asylsansøgning den […] 2010 selv udrejste illegalt af Danmark. Omkring den […] 2012 genindrejste han i Afghanistan, hvor han i fem uger tog ophold sin familie i Herat. Den […] eller […] 2012 på vej til byen i taxa blev han bortført af den samme gruppe personer, som han havde haft problemer med første gang, han var sig i Herat. De slog ansøgeren og tog ham til et for ham ukendt sted, hvor han var lukket inde på et værelse i to dage. De ville udlevere ham til en anden gruppe, men inden da flygtede ansøgeren. Under flugten slog han en af deres mænd så hårdt, han kunne, og er også derfor bange for, hvad de vil gøre ved ham. Ansøger hørte et skud, da han var omkring 100 til 200 meter væk fra gruppen. Ansøgeren har henvist til, at gruppen vil dræbe ham og kan finde ham overalt i Afghanistan. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgeren har forklaret troværdigt, detaljeret og konsistent om den fornyede bortførelse i 2012, og denne del af forklaringen findes derfor at kunne lægges til grund. Et flertal af Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han forud var udset som mål for bortførelsen. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgerens fader og broder også efter ansøgerens tidligere udrejse af landet kunne fortsætte deres arbejde for udenlandske myndigheder uden personligt at være udsat for alvorlige episoder. Flertallet lægger endvidere vægt på, at bortførelsen fandt sted et stykke fra bopælen, en dag ansøgeren helt tilfældigt var på vej til byen, samt at den taxa ansøgeren, befandt sig i, blev standset af to personer, der befandt sig omkring 100 meter derfra, og som derfor ikke kan have haft mulighed for at genkende ansøgeren. Endelig lægges der vægt på, at ansøgerens eget ansættelsesforhold hos udenlandske aktører lå flere år tilbage, samt at han muligvis ved sit arbejde var i kontakt med lokale beboere, men at hans arbejde ikke som sådan var profileret. Det er således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren skulle være personlig interessant for Taliban eller andre kriminelle, og det samarbejde mellem Taliban og kriminelle i området, der fremgår af baggrundsmaterialet, kan derfor ikke i sig selv tillægges betydning. Samlet set finder et flertal derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en fornyet tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2013/7
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra landsbyen […] i Uruzgan provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af […], der er en magtfuld kommandant fra Hezb-e Islami, fordi hun har nægtet at gifte sig med ham. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at ansøgerens far blev dræbt af kommandanten, inden ansøgeren blev født. I begyndelsen af 2010 kom kommandanten til ansøgerens hus med 10-15 bevæbnede vagter, idet han skød op i luften og råbte, at ansøgeren nu tilhørte ham. Ansøgeren ville ikke gifte sig med kommandanten, og familien fik arrangeret, at hun i stedet skulle gifte sig med sin herboende ægtefælle. Efter skudepisoden tog ansøgeren ophold hos sin morbror i Pakistan. Ansøgeren mødte sin ægtefælle i Kabul i sommeren 2010. Ansøgeren fortsatte med at bo hos morbroderen i Pakistan, og den […] 2011 blev ansøgeren og ægtefællen gift i Kabul. Ansøgeren tog herefter igen tilbage til Pakistan med sin morbror. Ansøgeren opholdt sig i Pakistan til den […] 2011, hvor hun rejste til Danmark med sin ægtefælle. Efter brylluppet tog ansøgerens mor og bror tilbage til deres landsby. Kommandanten fængslede ansøgerens bror og mishandlede ham, idet han ville have oplysning om ansøgeren. Kommandanten indsatte endvidere en annonce i en avis, hvor han efterlyste ansøgeren og udlovede en dusør for oplysninger om hende. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har således vurderet, at ansøgerens forklaring indeholder divergenser og er usandsynlig, således at den ud fra en samlet vurdering fremstår utroværdig og ikke selvoplevet. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende, herunder om faderens død, om hvad ansøgeren så og hørte, da hun blev opsøgt af kommandanten, om hvem hun var sammen med og fik oplysninger fra, da hun blev opsøgt af kommandanten, om hvor hun tog hen efter episoden med kommandanten, om hvor lang tid der gik, inden ansøgeren rejste til Kabul, om hvem ansøgeren rejste til Kabul med, om hvor længe ansøgeren opholdt sig i Kabul, om volden mod broderen og om moderens besøg hos broderen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på en række punkter fremstår usandsynlig, herunder ansøgerens begrænsede viden om kommandanten fra landsbyen, at kommandanten uden forudgående kontakt til familien indfinder sig som forklaret, at kommandanten ønsker at indgå ægteskab som forklaret, og at kommandanten blot forlader huset efter få minutter og uden at rette henvendelse til familien. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit ophold i Pakistan efter episoden i begyndelsen af 2010 ikke stemmer med oplysningerne i ansøgerens pas om visa til Pakistan og om indrejse i og udrejse fra Pakistan. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på sagens tidsmæssige forløb, der underbygger, at ansøgeren ikke har søgt om asyl på grund af frygt for en bejler i Afghanistan, men for at være sammen med sin herboende ægtefælle. Det fremgår således, at ansøgeren mødte sin nuværende ægtefælle i sommeren 2010. Den […] 2011 blev ansøgeren og ægtefællen gift. Den […] 2011 fik ansøgeren udstedt pas i Kabul. Den […] 2011 indgav ægtefællen ansøgning om visum til ansøgeren, der fik udstedt visum den […] 2012. Den […] 2012 indrejste ansøgeren i Danmark sammen med sin ægtefælle på et visum, der var gældende indtil den […] 2012, og ansøgeren søgte først om asyl den […] 2012. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at udsætte sagen på ægthedsvurdering af den fremlagte avis. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring som utroværdig. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er påfaldende, at avisen først er tilvejebragt kort tid før mødet i nævnet, at fotoet i artiklen er identisk med et foto i ansøgerens identitetspapir, at teksten i artiklen fremstår med en anden typografi end teksten i avisen i øvrigt, og at datoen for avisens udgivelse ikke passer med ansøgerens forklaring om, hvornår hun får viden om annoncen. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundet forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/6
Nævnet meddelte i juni 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og muslim fra[…]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive pålagt opgaver af eller dræbt af sin ægtefælles broder, som er Talibankommandant. Hun har henvist til, at han forsøgte at hverve hendes ægtefælle til at udføre opgaver for Taliban. Efter gentagne afslag fra ægtefællen, blev denne skudt og dræbt. Herefter ville ægtefællens broder i stedet hverve ansøgeren til opgaverne samt have hende som ægtefælle. Han fortalte, at hvis hun ikke adlød, ville han tage hendes børn og dræbe hende. Ansøgeren blev gentagne gange ved med at undlade at besvare spørgsmålet, indtil hun blev nødt til at flygte med sin søn. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge en del af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, som vedrørende ægteskab med svogeren har været konsistent og efter baggrundsoplysningerne også virker sandsynlig, til grund. Det lægges således efter forklaringen til grund, at ansøgeren efter sin ægtefælles død blev opsøgt af sin svoger tre gange med krav om at indgå ægteskab med ham, og at ansøgeren og hendes søn blev truet på livet, da hun under hans seneste besøg ikke accepterede hans ægteskabstilbud, samt at dette førte til, at hun udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren, der efter det oplyste ikke længere har slægtninge i Kabul og ikke har forbindelse til sin datter, som for fem år siden flyttede til Herat, skal henvises til at tage ophold i andre dele af Afghanistan. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for asylbegrundende overgreb fra sin svoger som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Der findes ikke grundlag for at meddele hende asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” afgh/2013/5
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er muslim fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Afghanistan drev en mobiltelefon-forretning sammen med sin bror, og at han hér mødte en sunnimuslimsk pige. Han indledte et kærlighedsforhold til hende, og de havde én gang et seksuelt forhold. De ville gerne giftes, men hendes familie afslog, idet hun var lovet bort til en anden. Efter hun havde fortalt dem, at hun havde haft et forhold til ansøgeren, stak pigens to brødre hende i halsen med en kniv foran ansøgeren. Brødrene var politibetjente med tilknytning til en meget magtfuld person i området. Pigens familie ringede til ansøgerens fader og sagde, at de havde ansøgerens broder, og at de ville slå hele ansøgerens familie ihjel, hvis ikke ansøgeren blev udleveret til dem, inden dagen var omme. Samme nat blev broderens lig afleveret på ansøgerens bopæl. Ved en tilbagevenden frygter ansøgeren, at pigens familie vil slå ham ihjel. Han har henvist, at familien kan finde ham overalt i Afghanistan, da de er meget magtfulde, og arbejder for myndighederne. Hvis ansøger bosætter sig et andet sted i Afghanistan, vil hans dialekt afsløre, at han kommer fra Kandahar, og pigens familie kan trække på deres kontakter, herunder myndighedspersoner og politiet, i hele Afghanistan for at finde ansøgeren. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, der virker usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flertallet har blandt andet fundet det usandsynligt, at en for ham i øvrigt ukendt pige efter to korte besøg i hans butik skulle søge at indlede et forhold til ansøgeren, selvom hun var lovet bort til en anden, med den risiko dette måtte indebære i relation til hendes familie, som efter det oplyste er meget religiøse. Det er endvidere usandsynligt, at pigen talrige gange igennem flere måneder skulle kunne have fået tilladelse til at forlade sin koranundervisning med forskellige undskyldninger for at mødes med ansøgeren, og at de om formiddagen skulle have haft samleje i hans bil, der var parkeret i en offentlig park. Hertil kommer, at det ikke er troværdigt, når ansøgeren forklarer, at pigens familie inden for et døgn efter, at de havde fået kendskab til ansøgerens og pigens forhold, skulle hævne sig på ansøgerens bror, uden forinden at have opsøgt ansøgeren på hans bopæl, hvor de efter ansøgerens forklaring afleverede liget af hans bror. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder flertallet af Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for fat blive udsat for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/4
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2012 udsatte Flygtningenævnet sagen på indhentelse af en ægthedsvurdering. Senere i 2012 modtog Flygtningenævnet høringssvar fra Udenrigsministeriet, hvoraf det fremgik, at det ikke var muligt at få foretaget en ægthedsvurdering af de fremlagte dokumenter. I foråret 2013 blev ansøgeren tilbagetaget af Danmark i medfør af Dublin-forodningen efter at have søgt i et andet europæisk land. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik, sunni-muslim fra Kabul provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet og dræbt af de afghanske myndigheder, der har beskyldt ham for at have hjulpet Taliban. Ansøgeren har nærmere forklaret herom, at han, efter at have gennemgået en etårig uddannelse på politiakademiet i Kabul, i 2010 blev ansat i[…], Helmand provinsen, hvor han fungerede som øverstkommanderende ved en kontrolpost mellem landsbyerne og. Kontrolposten blev den […] 2010 angrebet af Taliban, mens ansøgeren besøgte en ven. Ved angrebet blev seks vagthavende soldater samt materiel, herunder ansøgerens dokumenter, taget af Taliban. Da ansøgeren den efterfølgende dag vendte tilbage til kontrolposten, blev han af sikkerhedstjenesten i […]beskyldt for at være ansvarlig for angrebet. Han blev herefter tilbageholdt og afhørt samt udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev blandt andet slået hårdt mange gange med en geværkolbe. Han har stadig en række gener heraf. Da ansøgeren havde været fængslet i omkring 25 dage, blev fængslet angrebet af Taliban, der ville hente deres folk, som var i fængslet. Angrebet resulterede i, at døren til ansøgerens celle blev skudt op af Taliban, hvorefter ansøgeren fik mulighed for at flygte. Ansøgeren udrejste kort efter illegalt til Pakistan. Efter udrejsen har myndighederne flere gange været på bopælen, og familiemedlemmer er blevet afhørt om ansøgerens opholdssted. I flere TV-indslag med ansøgerens billede er ansøgerens navn nævnt som den ansvarlige for det pågældende Taliban-angreb. Flygtningenævnet finder efter en samlet troværdighedsvurdering i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring har været konsistent under hele asylforløbet samt at ansøgerens navn under to afghanske TV indslag er nævnt i forbindelse med omtale af Taliban-angrebet og flugten fra fængslet, og således at ansvaret for angrebet i indslagene tillægges ansøgeren. Flygtningenævnet finder under de foreliggende omstændigheder ikke, at det kan føre til et andet resultat, at der kan stilles spørgsmål til ægtheden af nogle efterfølgende fremlagte dokumenter, som ansøgeren har fået tilsendt fra sin familie, samt hvorvidt der i et tredje TV-indslag er foretaget billedmanipulation. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren har bragt sig i et alvorligt modsætningsforhold til de afghanske myndigheder, der uberettiget har beskyldt ham for en meget alvorlig forbrydelse og i forbindelse med tilbageholdelse begået flere fysiske overgreb imod ham. Nævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2013/32
Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun, shia-muslim og afghansk statsborger født i Peshawar, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel, idet han er blevet truet af Taliban, fordi han har arbejdet for udenlandske organisationer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans familie er kendt af Taliban som følge af faderens arbejde for udenlandske organisationer, mens familien opholdt sig i Pakistan. I 2001 angreb Taliban familiens hjem i Pakistan, hvor morbroderen blev slået ihjel. I 2009 blev ansøgerens broder, […], bortført i Peshawar, Pakistan, da han var på vej hjem fra undervisning. Broderen blev efter to og en halv måned løsladt mod betaling. I efteråret 2009 flyttede familien tilbage til Afghanistan. I perioden fra sommeren 2009 til sommeren 2010 arbejdede ansøgeren for en amerikansk nødhjælpsorganisation. I den periode modtog ansøgeren to telefoniske trusler fra ukendte personer, hvor personerne henviste til, at de tidligere havde angrebet hans familie og dræbt morbroderen, at de havde bortført broderen, og at de nu ville slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren modtog den første trussel i sommeren 2009. Den anden trussel kom to måneder senere. I perioden fra den […] 2010 til den […] 2011 arbejdede ansøgeren for en europæisk nødhjælpsorganisationI efteråret 2010 modtog ansøgeren et trusselsbrev fra ukendte personer, der truede med at slå ham ihjel. I efteråret 2011 modtog ansøgeren et telefonopkald fra en ukendt person, der sagde, at han var fra Taliban. Da ansøgeren hørte dette, lagde han røret på. Da ansøgeren senere samme dag var på vej hjem fra arbejde i bil, blev han beskudt af fire ukendte personer. To uger senere fortalte ansøgeren sin familie, at han ikke længere ønskede at opholde sig i Afghanistan, hvorefter faderen kontaktede ansøgerens morbroder, som arrangerede kontakt til en agent. Ansøgeren udrejste fra Afghanistan i slutningen af 2011. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han om arbejdede for en amerikansk og en europæisk nødhjælpsorganisation i Jalalabad til grund, og at han i den forbindelse blev udsat for trusler. Flygtningenævnet finder imidlertid, at truslerne ikke har haft en sådan intensitet og systematik, at det kan lægges til grund, at ansøgeren er individuelt forfulgt. Nævnet har ved den vurdering lagt til grund, at ansøgeren i forbindelse med sit arbejde for nødhjælpsorganisationerne modtog tre til fire telefoniske trusler i perioden fra 2009 til 2011. Et flertal af nævnets medlemmer kan ikke lægge til grund, at ansøgeren blev beskudt af Taliban. Dette flertal finder, at forklaringen om skudepisoden den […] 2011 forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flertallet har ved denne bedømmelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoden, herunder om hvor mange biler, talebanerne var til stede i, om talebanerne var inde eller ude af bilerne, og om der blev skudt med salver eller enkeltskud. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/30
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra landsbyen […], der ligger i området[…], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens fader var tilknyttet sikkerhedskommandant […] i Ghazni og Kandahar-området. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at da han var omkring 10 år gammel, henvendte Taliban sig en aften på familiens bopæl og efterspurgte våben, men da der ikke var n4ogen våben på bopælen, tog de hans fader med. Ansøgeren har oplyst, at han samme aften udrejste sammen med sin moder, farbroder og brødre til Pakistan. Ansøgeren har anført, at familien i forbindelse med moderens død omkring to et halvt år senere cirka i 2007 vendte tilbage til bopælen i Afghanistan, som var blevet ødelagt og brændt ned. Naboen oplyste, at det var familiemedlemmer til […] og […], der havde gjort det, idet ansøgerens fader under tilbageholdelsen havde angivet de pågældende til Taliban, hvorefter Taliban havde slået dem ihjel. Ansøgeren har videre oplyst, at han sammen med sin familie tog ophold i naboens kælder samt anført, at familiemedlemmer til […]og […] under opholdet ransagede naboens bopæl og efterspurgte dem. I den forbindelse hørte de, at […]s sønner var i besiddelse af billeder af dem, som de ville distribuere i Ghazni. Omkring tre til fire dage senere udrejste ansøgeren sammen med sin familie på ny til Pakistan. Flygtningenævnet kan på væsentlige punkter lægge ansøgerens forklaring til grund, og nævnet finder således, at ansøgeren har forklaret overbevisende om asylmotivet. Nævnet lægger derfor til grund, at ansøgerens fader er blevet bortført af Taliban og under tilbageholdelse hos Taliban har angivet […] og […], som efterfølgende er blevet dræbt af Taliban. De dræbtes familiemedlemmer har efterfølgende søgt ansøgeren og hans familie. Familien har senest været i deres hjemby i Afghanistan i 2007. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjembyen fortsat vil være i risiko for overgreb fra de dræbtes familiemedlemmer, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder imidlertid, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul eller et andet sted i Afghanistan i stedet for at tage ophold i sin hjemby. Flertallet lægger herved vægt på, at der er forløbet flere år, siden ansøgeren har været i Afghanistan, og at det ikke er sandsynligt, at […] og […]s familiemedlemmer vil eftersøge ansøgeren i Kabul. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren er helt uprofileret, og at det ikke kan antages, at han på nogen særlig måde vil tiltrække sig negativ opmærksomhed, eller at han vil blive identificeret af de dræbtes familiemedlemmer. Flertallet henviser i øvrigt til, at det af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af maj 2012 fremgår, at det er muligt for en person som ansøgeren at finde beskyttelse i Kabul, og at en sådan person vil kunne etablere sig i Kabul med rimelige levevilkår. Herefter finder flertallet ikke, at ansøgerens fundamentale rettigheder vil blive krænket, ved at han henvises til at tage ophold i Kabul. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/3
Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra Afghanistan og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for overgreb, fordi han under ophold i Iran blev beskyldt for at være skyld i, at en person afgik ved døden. Endvidere har han henvist til, at han ikke kender nogen i landet, hvorfor han ikke kan vende tilbage. Ansøgeren har forklaret, at han arbejdede for sin onkel på dennes gård i Iran, hvor der dagligt blev indhentet arbejdskraft i form af daglejere. En dag opstod der et slagsmål mellem arbejderne, og ansøgeren blandede sig, idet der var en, der var kommet til skade. De andre løb væk, og ansøgeren blev efterladt alene tilbage med den sårede mand. Der kom andre personer til, der beskyldte ansøgeren for at være voldsmanden, hvorfor ansøgeren blev bange og løb væk. Den pågældende afgik senere ved døden. Ansøgeren blev efterfølgende af sin onkel og de pårørende anklaget for at stå bag voldsepisoden. Ansøgeren forlod derfor sin onkels gård, idet han ikke regnede med, at onkelen ville tro på ansøgerens uskyld. Han rejste derfor til[…], hvor han opholdt sig i fire til fem måneder, hvorefter han rejste til Teheran. Han fik af en kammerat oplyst, at forurettedes pårørende, ansøgerens onkel og politiet ledte efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke grund til at tilsidesætte ansøgerens forklaring om den pågældende episode. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger imidlertid vægt på, at ansøgeren efter episoden har kunnet opholde sig i længere tid i Iran uden problemer til trods for, at han i perioden har arbejdet for forskellige afghanske arbejdsgivere. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at episoden fandt sted to til tre år inden hans udrejse. Flertallet har ikke fundet, at ansøgeren har kunnet give en rimelig og troværdig forklaring på, at han til advokaten og for nævnet har ændret denne forklaring til, at perioden på de to til tre år, hvor han arbejdede rundt omkring lå forud for voldsepisoden, og at han udrejste allerede fire til fem måneder efter episoden. Flertallet lægger ved denne vurdering vægt på, at forklaringen ved Udlændingestyrelsen omkring de to til tre år er gentaget i flere sammenhænge, der alle har forbindelse til den omtalte episode. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om hvilke oplysninger kammeraten havde fået – og fra hvem – om, at ansøgeren fortsat skulle være eftersøgt, forekommer ukonkret. På denne baggrund, hvor hverken ansøgerens onkel eller pårørende til den pågældende person har forsøgt nærmere at efterspørge ansøgeren i Iran, finder flertallet endnu mindre, at ansøgeren har sandsynliggjort, at de pågældende skulle have hverken evne eller vilje til at efterspørge ham i Afghanistan. Såfremt ansøgeren på grund af frygten for onkelen ikke ønsker at tage ophold i den by, som familien oprindeligt kommer fra, finder flertallet, at han som ung og arbejdsfør mand kan tage ophold i en af de større byer, jf. herved oplysningerne i Afghanistan, Country og Origin Information for Use in the Asylum Determination Process, Report for DIS’s fact finding mission to Kabul, Afghanistan, 25 February to 4 March 2012. Flertallet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, såfremt han vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/29
Nævnet meddelte i marts 2013 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt 2 børn fra Afghanistan. Ægteparrets 2 mindreårige børn indrejste med deres voksne bror i 2010. Ægteparret indrejste i 2011 med deres nu voksne barn. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske tajikker og shia muslimer fra […], Kapisa provinsen, Afghanistan. Den mandlige ansøger har været politisk aktiv, idet han har været medlem af Hezbe Watan fra 1973 til 1993. Fra 1980 til 1992 var han aktivt medlem af partiet, som ansat i […] ministeriet. Som følge heraf blev han arresteret og sad fængslet i fem måneder, da Najibullah regeringen faldt. Ansøgeren blev udsat for tortur under fængslingen. Den kvindelige ansøger og de to mindreårige børn har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at familien, siden de i 1996 vendte tilbage til Kapisa provinsen, har haft problemer i forhold til nogle af naboerne om rettighederne til deres jord, og at disse problemer er blevet forstærket, blandt andet som følge af ansøgernes etnicitet og den mandlige ansøgers uddannelse i Sovjet og politiske arbejde indtil Najibullahs fald i 1992. Taliban har således flere gange opsøgt den mandlige ansøger for at overtale ham til at lade sine sønner slutte sig til dem og udføre Jihad. I det område familien boede i i Afghanistan, boede der hovedsageligt etniske pashtunere, og som etniske tajikker blev familien generelt diskrimineret, især af Taliban. Taliban opsøgte flere gange den kvindelige ansøger og truede hende, fordi hun underviste piger i familiens hjem i at læse og skrive. Efter det tredje besøg hos familien, hvor den mandlige ansøger og den næstældste søn, […], ikke var hjemme, blev den kvindelige ansøger og de tilbageværende børn forulempet af Taliban, og den kvindelige ansøger stoppede herefter med at undervise. Taliban beskyldte endvidere familien for at være spioner, idet den ældste søn i familien, […], arbejdede for et sikkerhedsfirma i Kabul. Familien havde herudover problemer med en kommandant fra Hezbi Islami ved navn […], idet han ønskede at indgå ægteskab med familiens datter, hvilket familien havde afslået. Omkring den […] 2010 blev den mandlige ansøger bortført af Taliban i et døgn, og han blev blandt andet udsat for grov vold, ligesom han skulle love, at han ville lade en eller flere af sine sønner hverve til Taliban, og han skulle love at hjælpe Taliban, blandt andet med at skjule våben. Den […] 2010 blev den ældste søn skudt og dræbt foran familiens hus, formentlig af Taliban. Mændene skød endvidere efter den mandlige ansøger, som ikke blev ramt. Dagen efter blev den ældste søn begravet, og kommandant […] deltog i begravelsen. Da de øvrige gæster var taget hjem, truede kommandanten med, at resten af familien også ville blive dræbt, medmindre frieriet til familiens datter blev accepteret. Familien udrejste fra landsbyen samme aften. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring til grund. Familien er derfor ved en tilbagevenden til Afghanistan som følge af de konkrete og individuelle modsætningsforhold til Taliban i risiko for at blive udsat for overgreb begået af Taliban omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan ikke forventes, at myndighederne vil kunne beskytte familien mod disse overgreb, hvorfor de opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder derimod ikke, at familien ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og de opfylder derfor ikke betingelserne for at få asyl efter denne bestemmelse. Som følge af de konkrete og individuelle overgreb begået af Taliban mod familien og familiens intense modsætningsforhold til Taliban, finder Flygtningenævnet, at familien ikke kan henvises til et internt flugtalternativ i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor de afghanske statsborgere […] og […] samt to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2013/27
Nævnet stadfæstede i marts 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt 2 børn fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er sunni-muslimer fra Herat, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den mandlige ansøgers familie. Ansøgerne fik for omkring seks år siden en datter, der er albino, hvilket medførte, at den mandlige ansøgers familie anså den kvindelige ansøger for at have været sin ægtefælle utro. Som følge heraf udsatte familien fra kort efter fødslen jævnligt den kvindelige ansøger og datteren for fysiske overgreb. Umiddelbart før ansøgernes udrejse krævede familien for at genoprette familiens ære, at den mandlige ansøger dræbte den kvindelige ansøger og datteren ved ildspåsættelse. Ansøgerne frygter ved en tilbagevenden til Afghanistan navnlig den mandlige ansøgers storebroder, […], der som tidligere aktiv for mujahedin kender mange højtstående personer, som har indflydelse hos myndighederne, og som sidder i regeringen. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring om familiens overgreb i anledning af fødslen af parrets datter til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge forklaringen om den mandlige ansøgers storebroders forbindelse til højtstående personer til grund, da ansøgeren direkte adspurgt herom ikke tidligere har forklaret om dette under asyl sagsbehandlingen. Flygtningenævnet finder, at den af ansøgerne beskrevne konflikt med den mandlige ansøgers familie har karakter af en privat konflikt, hvor den mandlige ansøgers families overgreb ikke kan anses at være understøttet af de afghanske myndigheder. Nævnet har herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne, herunder Udenrigsministeriets høringsnotat af 6. marts 2012, hvorefter der i Afghanistan er udpræget sympati for albinoer i befolkningen, og hvorefter albinoer har fuld ret til uddannelse og er indskrevet i såvel offentlige som private skoler. Det fremgår endvidere af notatet, at mindre diskrimination kan forekomme på grund af udseende på linje med diskrimination af hinduer og sikher, men at diskriminationen dog ikke vurderes at være af en sådan karakter, at de afghanske albinoer er marginaliseret i forhold til det øvrige afghanske samfund. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort, at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold om fattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/26
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra […], […]Distriktet, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han ikke har udført en opgave, han blev pålagt. Ansøgeren arbejdede som skopudser i basaren. En dag blev han opsøgt af en talibaner, der stillede ansøgeren forskellige spørgsmål, herunder hvor han boede og gik i skole. Dagen efter mødtes ansøgeren med talibaneren, som ville betale ansøgeren 5.000 afghani for at tage en pose med til skoleinspektøren på ansøgerens skole. Ansøgeren fik 2.000 afghani i forskud. Ansøgeren lagde posen i sin skoletaske. På vej mod skolen åbnede ansøgeren sin taske. I posen fra talibaneren lå der en rund genstand med ledninger og en blinkende rød lampe. Ansøgeren blev bange, smed posen fra sig og løb hjem til sin moster. Da han kom hjem til mosteren, fortalte han hende, hvad der var sket. Hun blev meget bekymret, og ansøgeren blev sendt hjem til sin morbroder. Morbroderen blev meget vred på ansøgeren, da han fik at vide, hvad ansøgeren havde gjort. Mosteren ringede senere til morbroderen og fortalte, at Taliban havde været på hendes bopæl og havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens morbroder besluttede dagen efter, at ansøgeren skulle flygte. Uanset at ansøgeren på en enkelte punkter har forklaret upræcist om begivenhederne forud for udrejsen, kan Flygtningenævnet i det væsentlige lægge hans forklaring til grund om det påberåbte asylmotiv. Under disse omstændigheder findes ansøgeren at have bragt sig i sådant modsætningsforhold til Taliban, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren findes efter karakteren af forholdet sammenholdt med ansøgerens egen forklaring, hvorefter han ikke var bekendt med, at posen indeholdt en bombe, ikke at være udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. Flygtningekonventionens art. 1 F (b), og udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Der meddeles herefter ansøgeren, den afghanske statsborger […], opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2013/25
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk tajik og sunni muslim fra […]i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger er etnisk tajik og sunni muslim fra […]i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de har haft et seksuelt forhold til hinanden, mens den kvindelige ansøger var forlovet og gift med en anden mand. Ansøgerne frygter ved en tilbagevenden til Afghanistan at blive stenet af enten myndighederne, den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle, eller den tidligere ægtefælles fader, som følge af, at den kvindelige ansøger er skyldig i utroskab. Ansøgerne frygter endvidere for sine børns liv, da børnene betragtes som værende født udenfor ægteskabet. Den kvindelige ansøger henviser endvidere til, at hendes egen familie også vil være efter hende, fordi hun er flygtet og har bagt skam over familien. Ansøgeren henviser endelig til, at hendes tidligere ægtefælle rejser meget rundt i Afghanistan, Iran og Pakistan, og at det derfor vil være muligt at finde ansøgerne uanset hvor de tager ophold i landet. Endelig har hus henvist til, at den tidligere ægtefælle har tætte forbindelser til Taleban. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne har afgivet i det væsentlige konsistente forklaringer, hvis troværdighed er blevet underbygget af ansøgernes forklaringer og fremtræden for Flygtningenævnet. På denne baggrund kan Flygtningenævnet – uanset dele af ansøgernes asylmotiv umiddelbart forekommer mindre sandsynligt – ikke forkaste ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerne er blevet afsløret i at have et flerårigt udenomsægteskabeligt seksuelt samvær, og at ansøgerne var seksuelt sammen første gang umiddelbart før den kvindelige ægtefælle indgik ægteskab med den mand, som hun var lovet væk til. Det lægges endvidere til grund, at ansøgernes forhold blev afsløret af ægtemanden, og at ansøgerne herefter flygtede ud af Afghanistan med den kvindelige ansøgers fire børn, hvoraf ægtemanden i hvert fald er fader til de to af børnene. På denne baggrund, og da ægtemanden har tætte forbindelser til Taleban, har ansøgerne sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan er i konkret risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at ansøgerne ikke kan henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne og den kvindelige ansøgers fire børn ikke med rimelighed kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan end Kabul, hvor de og deres familie kommer fra. Flygtningenævnet har herved særligt lagt vægt på ægtemandens tilknytning til Taleban, og at ansøgerne ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet meddeler derfor de afghanske statsborgere[..]samt fire børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2013/24
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. I 2012 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen til behandling på nyt mundtligt møde på baggrund af oplysninger om, at ansøgeren efter nævnets afgørelse var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren indrejste og søgte om asyl i Danmark den […] 2010. Som asylmotiv henviste han til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede nogle pashtunske mænd, som havde tilbageholdt og tortureret ham samt udsat ham for voldtægt. Videre frygtede han for sit liv, idet Taliban havde dræbt hans broder, og hans fader havde hævnet drabet ved at lægge landminer ud. Den […] 2012 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den […] har Flygtningenævnet genoptaget sagen. Under genoptagelsessagen har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han den […] 2012 blev døbt i Danmark og at han efterfølgende er blevet truet på livet af andre afghanske asylansøgere, der også har videregivet oplysninger om hans konversion til familie og bekendte i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren konverterede til kristendommen ved dåb den […] 2012. Der er ikke grundlag for at fastslå, at ansøgerens konversion ikke dækker over en reel bekendelse til kristendommen. Nævnet lægger til grund, at myndigheder og andre i Afghanistan vil blive bekendt med ansøgerens konversion, når han ved tilbagevenden afstår fra at deltage i visse religiøse begivenheder og i ord og handling giver udtryk for sin religiøse overbevisning. Efter oplysningerne om omtalen af ansøgeren og hans konversion i både trykte og elektroniske medier og ansøgerens forklaring om andre afghanske asylansøgeres videregivelse af oplysninger herom til personer i Afghanistan kan der endvidere ikke bortses fra, at ansøgerens konversion allerede kan være kommet til kendskab hos myndigheder og andre i Afghanistan. På denne baggrund og efter baggrundsmaterialets oplysninger om konverteredes stilling i Afghanistan finder Flygtningenævnet ud fra en samlet vurdering, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2013/23
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren indrejste i 2010. I 2011 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen til behandling på nyt mundtligt møde på baggrund af oplysninger om, at ansøgeren efter nævnets afgørelse var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren indrejste og søgte om asyl i Danmark den […] 2010. Som asylmotiv henviste han til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af medlemmer af sin moders familie, der var pashtunere og tilknyttet Taliban, og som ville hævne sig på familien på faderens side, der var etniske hazaraer på grund af hændelser under borgerkrigen. Han henviste endvidere til, at han i Iran bidrog med artikler til et tidsskrift, der var kritisk over for politik og religion i Afghanistan, og at han som følge heraf in absentia blev dømt til døden af en domstol i Ghazni. Endelig henviste ansøgeren til, at han i Danmark havde taget bibeltimer hos Jehovas Vidner og betragtede sig som kristen, hvilket medførte, at han i Iran blev dømt til døden som frafalden. Den […] 2011 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den […] 2013 har Flygtningenævnet genoptaget sagen. Under genoptagelsessagen har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han har konverteret til kristendommen (Jehovas Vidner). Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han den […] 2012 blev døbt i Danmark. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren efter ca. to års bibelundervisning konverterede til kristendommen ved dåb den […] 2012, og at ansøgeren er aktivt medlem af Jehovas Vidner. Flygtningenævnet finder ikke at kunne bortse fra, at myndigheder og andre i Afghanistan, hvis ansøgeren vender tilbage, vil blive bekendt med hans konversion, dels som følge af at han afstår fra at deltage i visse religiøse begivenheder, dels som følge af at han i ord og handling vil give udtryk for sin religiøse overbevisning. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret om chikane og trusler fra andre afghanske asylansøgere her i landet. På denne baggrund og efter baggrundsmaterialets oplysninger om konverteredes stilling i Afghanistan finder Flygtningenævnet ud fra en samlet vurdering, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2013/22
Nævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra […] i Ghazni provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet eller henrettet af myndighederne. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han havde sin egen skrædderforretning, hvori hans broder arbejdede for ham. Broderen kopierede i forretningen cd’er med musik og film med videre. Ansøgeren blev en dag opsøgt i forretningen af en for ham ukendt mand ved navn […], der ville have ansøgeren til at kopiere cd’er med kristent indhold. Først afslog ansøgeren under henvisning til, at det var farligt for ham, men efter gentagne besøg af manden accepterede ansøgeren. Han kopierede cd’er for manden mindst fire gange over en periode på omkring to måneder. Manden bestilte omkring 100-200 cd’er per gang – ofte hver tredje eller fjerde dag. Broderen kunne kopiere 15-20 cd’er per dag. Manden betalte 80 afghani per kopi. Ansøgeren ringede til manden, når de havde kopieret det aftalte antal, hvorefter manden afhentede disse. Indtil da opbevarede ansøgeren cd’erne i forretningen. De lå skjult under noget stof. En dag hørte ansøgeren, der da opholdt sig i genboens forretning, at der blev smadret glas ved hans butik. Ansøgeren så, at det var politiet, der gjorde dette. Ansøgeren hørte, at politiet sagde, at ansøgeren var blevet vantro. Politiet konfiskerede i forretningen en kasse med kristne cd’er. Mens politiet var i forretningen, gemte ansøgeren sig hos genboen i 45 minutter til en time. I forbindelse med at politiet forlod forretningen, plomberede politiet indgangsdøren til forretningen. Ansøgeren gik derefter hen mod sin egen bopæl, hvor broderen også boede. Ansøgeren så, at politiet var ved ansøgerens bolig og ansøgeren tog derefter hen til sin morbroder, der boede i nærheden. Ansøgeren forsøgte ikke at advare sin broder. Ansøgeren opholdt sig hos morbroderen i tre dage, indtil han udrejste illegalt. Ansøgeren har ikke siden forsøgt at få forbindelse til sin ægtefælle. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om hans identitet og erhverv til grund, men forkaster forklaringen om, at ansøgeren i sin forretning har kopieret kristent propagandamateriale, som politiet har konfiskeret. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke er fremstået selvoplevet og overbevisende. Ansøgeren har blandt andet forklaret noget usikkert om flere detaljer vedrørende kopieringen, herunder om antallet af kopier. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende om, hvorledes manden har fundet frem til ansøgeren, idet ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke er bekendt hermed, mens han i Flygtningenævnet har oplyst, at det er hans ven […], der har henvist manden til ansøgeren. Ansøgeren har tillige i nævnet udbyggende forklaret, at morbroderens søn en til to gange var på bopælen efter politiets henvendelse der. Forklaringen om fætteren har været særligt usikker. Nævnet finder endeligt at kunne tillægge det en vis vægt, at det i sig selv forekommer mindre sandsynligt, at omhandlede […]skulle løbe en betydelig risiko ved at anmode den for ham ukendte ansøger om at kopiere det meget store antal cd’er, at ansøgeren ikke efter udrejsen på noget tidspunkt skulle have forsøgt at kontakte sin ægtefælle og familie, samt at ansøgeren fra genbobutikken skulle have kunnet høre, at politiet i skrædderforretningen sagde, at ansøgeren var blevet vantro. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2." afgh/2013/20
Nævnet meddelte i juni 2013 opholdstilladelse [K-status] til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra Khost, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, der mistænker ham for at være spion for amerikanerne. Ansøgeren frygter endvidere de afghanske myndigheder, der mistænker ham for at samarbejde med Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han er uddannet læge. I 1999 var ansøgeren i praktik/turnus på et hospital, hvor han fik besked på at assistere en læge, der amputerede en arm/hånd på en mand, der angiveligt var dømt for tyveri af Taliban. Fra 2002 til 2010 arbejdede ansøgeren på det offentlige hospital i Khost, idet han samtidig arbejdede som frivillig på en amerikansk lægeklinik i Serlano lufthavnen. Den […] 2009 modtog ansøgeren et brev om at yde økonomisk støtte til Taliban. Den […] 2010 modtog ansøgeren en telefonopringning fra en ukendt mand, der beskyldte ansøgeren for at være spion i klinikken og truede ansøgeren. Den […] 2010 modtog ansøgeren igen en telefonopringning fra en ukendt mand, der beskyldte ansøgeren for at være spion, vantro og skyld i talibaneres død, ligesom han truede ansøgeren. Den […] 2010 beskød ukendte gerningsmænd en bil med ansøgerens bror og en anden mand, der kørte i ansøgerens bil. Broderen blev såret, og den anden mand døde. Den […] 2010 deltog ansøgeren i sin farbrors begravelse, og på vej hjem fra begravelsen kørte ansøgeren i bil med to mænd, da bilen blev beskudt af personer i en anden bil. Den […] 2010 var ansøgeren til samtale hos efterretningstjenesten, der mistænkte ansøgeren for at samarbejde med Taliban, fordi han som læge på hospitalet havde behandlet en mand, der var blevet såret i forbindelse med nedgravning af en bombe. Den […] 2010 udrejste ansøgeren med hjælp fra sin morbror. Under sit ophold i Danmark har ansøgeren fået at vide, at ansøgerens svigerfar blev dræbt den […] 2010, da en bombe eksploderede uden for svigerfaderens hus. I foråret 2012 fik ansøgeren af sin familie tilsendt et trusselsbrev af den […] 2011 fra Taliban, der havde hængt i en moské, og hvor ansøgeren omtales ved navn som spion. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om de faktiske omstændigheder ved ansøgerens asylmotiv til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i det hele har afgivet en konsistent, detaljeret og troværdig forklaring, der fremstår selvoplevet. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at ansøgeren har rimelig grund til at frygte Taliban, der beskylder ansøgeren for at samarbejde med bl.a. amerikansk militær, og at ansøgeren endvidere har rimelig grund til at frygte de afghanske myndigheder, der beskylder ansøgeren for at samarbejde med Taliban. Flygtningenævnets flertal finder det således sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan har grund til at frygte at blive forfulgt af de afghanske myndigheder på grund af en påstået politisk overbevisning og tilknytning til Taliban, og at ansøgeren endvidere har grund til at frygte overgreb fra Taliban. Ansøgeren opfylder derfor betingelserne for at blive meddelt asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Idet flertallet lægger vægt på ansøgernes forklaring i nævnet om amputationen i 1999, lægger flertallet til grund, at ansøgeren alene medvirkede som assistent, at ansøgeren var i turnus og var blevet pålagt at medvirke ved operationen, at han ikke udførte operationen, og at ansøgeren ikke forud for eller under operationen havde en sådan viden om baggrunden for og formålet med operationen, at der er grundlag for at udelukke ansøgeren fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2013/2
Nævnet meddelte i august 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og shia muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbroder eller sin ægtefælle, […], idet hun er flygtet fra sit ægteskab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes fader døde for 15 år siden, hvorfor hendes farbroder efter afghansk tradition er familiens overhoved og forsørger. Ansøgeren fik medio 2011 at vide, at hun skulle forloves med farbroderens partner, […], som var omkring 50 år gammel. Ansøgeren forsøgte at modsætte sig dette. En uge senere blev ansøgeren religiøst gift ved nekah. Ansøgeren og hendes moder fandt omkring to måneder efter vielsen ud af, at farbroderens partner i forvejen havde to ægtefæller, hvorfor ansøgeren sagde til sin farbroder, at hun ikke ville indgå ægteskab med farbroderens partner, hvorefter farbroderen udsatte ansøgeren og moderen for vold. To måneder senere, i sommeren, truede farbroderen med at slå ansøgeren, moderen og fætteren, […], ihjel. Omkring tre og en halv måned efter vielsen forsøgte farbroderens partner at voldtage ansøgeren. Herudover behandlede han ansøgeren dårligt. I midten af […] 2012 flygtede ansøgeren og fætteren til Pakistan, da ansøgeren snart skulle flytte ind hos farbroderens partner som hans ægtefælle. Ansøgeren udrejste endeligt i slutningen af 2012. Ansøgeren kan ikke opholde sig et andet sted i Afghanistan sted end sin hjemby, da farbroderen og […] kan finde hende. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen har været konsistent og fremstår troværdig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren var ved udrejsen boende i Kabul. Efter en konkret vurdering af konfliktens karakter og oplysningerne om farbroderens og dennes partners økonomiske formåen, og dermed deres muligheder for at efterspore ansøgeren, finder nævnet ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Idet bemærkes, at der ikke findes grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeler Flygtningenævnet derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2013/19
Nævnet meddelte i august 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. I 2012 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen.. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Kabul i Afghanistan. Da han var omkring tre år flyttede han med sin familie til Iran, og han har ikke siden været tilbage i hjemlandet. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Afghanistan overgreb i anledning af, at han er homoseksuel. Han indledte som omkring 17-årig et forhold til en anden mand. Da ansøgerens fader opdagede dette, slog han ansøgeren. Omkring et år efter episoden flyttede ansøgeren hjemmefra, og efter yderligere omkring et år udrejste han af Iran af frygt for, at hans homoseksualitet ville blive opdaget med deraf følgende risiko for overgreb. Han er ikke bekendt med, om andre i familien ud over faderen har viden om hans homoseksualitet. Han har i Danmark en ny iransk kæreste, som han bor sammen med på asylcenteret. Kun medarbejderne på asylcenteret har kendskab til forholdet, som parret i øvrigt hemmeligholder. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det vil være en særlig belastning for ansøgeren, at han ikke kan leve åbent med sin homoseksualitet ved en tilbagevenden til Afghanistan. Årsagen til, at han ved en tilbagevenden ville hemmeligholde sin seksuelle orientering, ville både være de meget alvorlige reaktioner, der ville følge af, at myndighederne blev bekendt med hans seksuelle orientering, men også hensynet til familien. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2013/18
Nævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Maidan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv for nævnet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at lederen af ansøgerens landsby vil slå ham ihjel, idet han har haft samleje med en pige, der var forlovet med lederens broder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i sin landsby havde mødt en pige ved navn […], som han indledte et forhold til. Ansøgeren og pigen var ikke gift men havde samleje tre til fire gange. Pigens broder og fader var døde, hvorfor pigen sammen med sin moder boede hos lederen af landsbyen, […]. Lederen havde aftalt med landsbyens ældste, at pigen skulle giftes med hans broder, […]. Efter ansøgeren havde fået oplyst, at pigen og landsbyens leders broder og […] skulle giftes, opsøgte han den lokale moske for at fortælle landsbyens ældste, at pigen ikke ønskede dette. Landsbyens ældste afviste ansøgeren, hvorefter landsbyens leders broder udsatte ansøgeren for vold. Da pigen hørte om dette, fortalte hun sin moder om forholdet til ansøgeren. […] moder fortalte dette videre til ansøgerens familie, hvorefter hele hans familie udrejste af Afghanistan sammen med pigenEt flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet bemærker, at ansøgeren i store træk har kunnet forklare konsistent, men at forklaringen – både henset til baggrundsmaterialet og de oplysninger, som ansøgeren selv har givet om forholdene og de sociale normer i landsbyen – ikke forekommer troværdig og selvoplevet. Blandt andet har ansøgeren ikke kunnet redegøre troværdigt for, hvorledes han og pigen i så lille en landsby kunne mødes og have et seksuelt forhold, uden at det blev opdaget, ligesom han ikke kunne oplyse, hvor mange gange de havde samleje. Flertallet finder heller ikke, at ansøgerens oplysning om udrejsen er troværdig. Flertallet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7.” afgh/2013/17
Nævnet meddelte i maj 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. I 2011 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen ti behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og fra […], Lowgar, Afghanistan. Ansøgeren indrejste i Danmark den […] 2010. Ansøgeren søgte om asyl bl.a. under henvisning til, at han var konverteret til den kristne tro og frygtede at blive slået ihjel som følge heraf. I en afgørelse af […] 2011 fandt Flygtningenævnet ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren var konverteret til den kristne tro i Afghanistan, og at ansøgeren som følge heraf var kommet i konflikt med sin familie, men nævnet lagde til grund, at ansøgeren var konverteret til den kristne tro i Danmark. Flygtningenævnet fandt det imidlertid ikke sandsynliggjort, at ansøgerens konversion var kommet de afghanske myndigheder eller ansøgerens familie til kundskab, og nævnet fandt det på den baggrund ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede forfølgelse eller mishandling, og nævnet stadfæstede derfor Udlændingestyrelsens afslag på asyl. Der er ikke i forbindelse med genoptagelsessagen fremkommet oplysninger, der giver grundlag for at foretage en ændret vurdering af ansøgerens konvertering til den kristne tro. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren er konverteret fra Islam til den kristne tro under sit ophold her i landet. På baggrund af de foreliggende oplysninger, herunder ansøgerens forklaring og de fremlagte erklæringer og udtalelser, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren blev døbt i slutningen af 2010, og at ansøgeren både forud for og efter sin dåb regelmæssigt og på flere forskellige steder og i forskellige sammenhænge har deltaget i kirkelige aktiviteter, herunder gudstjenester og undervisning. Ansøgeren har endvidere deltaget i kristne aktiviteter på asylcentre og blandt asylansøgere, ligesom han har brugt tid på at tale med asylansøgere om den kristne tro. Ansøgeren har været omtalt i medier på grund af sin tro og konsekvenserne heraf. Efter det oplyste lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil fortsætte med at praktisere sin kristne tro, herunder søge fællesskab med andre kristne og forsøge at overbevise andre om sin kristne tro. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at både myndigheder og familie vil blive bekendt med ansøgerens kristne tro og adfærd, hvis de for så vidt angår familien ikke allerede er blevet bekendt hermed. På den baggrund og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne i Afghanistan, herunder navnlig for muslimer der konverterer til den kristne tro og endvidere forsøger at omvende andre til den kristne tro, finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for både forfølgelse og mishandling. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 ” afgh/2013/16
Nævnet meddelte i december 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er etnisk tajik og muslim fra Mazar-e-Sharif, Afghanistan. Han blev i 2002 ansat i NGO’en […], hvor han efter nogle år bestred en ledende stilling. Han blev i sommeren 2011 flere gange kontaktet telefonisk af en fremtrædende talebaner ved navn […], der anmodede ansøgeren om at deltage i jihad ved at udnytte sin stilling i NGO’en, hvilket ansøgeren imidlertid ikke ønskede. Omkring et år senere blev ansøgeren kontaktet telefonisk af en anden fremtrædende talebaner, der ligeledes ønskede ansøgerens deltagelse i jihad. Disse sikkerhedsmæssige problemer førte i sommeren 2012 til, at ansøgeren fratrådte sin stilling, og til at hans afdelingskontor af NGO’en måtte lukke. Senere i sommeren 2012 blev hans moder og søn tilbageholdt af Taliban i ansøgerens stedfaders landsby. Da ansøgeren kom til landsbyen, blev han selv tilbageholdt af Taliban og i omkring et døgn udsat for voldsomme overgreb, blandt andet fordi Taliban mente, at ansøgeren havde angivet den fremtrædende talebaner, der var blevet fængslet. Som følge af bestikkelse fra ansøgerens farbroder lykkedes det ansøgeren at flygte fra Taliban. Ansøgeren findes herefter at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den af ansøgeren beskrevne forfølgelse findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Da ansøgeren var leder af en amerikansk baseret international NGO og må anses for at være profileret i modsætningsforholdet til Taliban finder flertallet efter en konkret vurdering ikke grundlag for at henvise ansøgeren til at tage ophold andetsteds i Afghanistan, herunder i Kabul. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2013/15
Nævnet stadfæstede i oktober 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt hendes to mindreårige børn. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra byen Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle, imens familien opholdt sig i Italien, har indgået aftale om, at ægteparrets døtre skal indgå ægteskab med nogle af ægtefællens slægtninges sønner og derfor ønsker, at familien skal rejse tilbage til Afghanistan. Ansøgeren ønsker ikke, at familien skal vende tilbage til Afghanistan, eller at hendes døtre skal indgå de aftalte ægteskaber. Ansøgeren flygtede derfor fra Italien til Danmark med sine børn for at slippe væk fra ægtefællen. Ved en tilbagevenden til Italien eller Afghanistan frygter ansøgeren, at blive dræbt af ægtefællen eller hans familie, fordi hun har krænket familiens ære. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren desuden familien til en mand, som tidligere har truet hendes familie, fordi de afslog et ægteskabstilbud vedrørende ansøgerens ældste datter. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse lægge ansøgerens forklaring til grund for sagen. Under de foreliggende omstændigheder, hvor ansøgeren har spillet en aktiv rolle i at forhindre faderen i at få gennemført, at begge ansøgerens døtre blev bortgiftet i Afghanistan, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren og de to yngste børn ved eventuel tilbagevenden til Afghanistan, må anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af § 7, stk. 2, fra hendes ægtefælles familie. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren opfylder betingelserne efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder imidlertid, at ansøgeren, som tidligere har haft opholdstilladelse i Italien, kan indrejse legalt i Italien og opholde sig der sammen med de to yngste børn. Hun vil ved ophold i Italien være beskyttet imod at blive videresendt til Afghanistan eller til et land hvorfra hun ikke er beskyttet mod at blive videresendt til Afghanistan. Flertallet lægger endvidere til grund, at hun ved ophold i Italien – uanset at der er tale om en æresrelateret konflikt med hendes ægtefælle – må antages at kunne opnå den fornødne beskyttelse fra overgreb imod sin ægtefælle. Hun og den yngste datter må derfor henvises til, at søge de italienske myndigheders beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/13
Nævnet stadfæstede i oktober 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst første gang i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i 2011 blev ansøgeren skønnet udrejst. I 2013 søgte ansøgeren på ny asyl i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra[…], Ghazni bydistrikt, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af politiet eller af ægtefællerne til de kvinder, som blev hentet fra hans bopæl, mistænkt for at føre prostitutionsvirksomhed på bopælen. Ansøgeren er selv mistænkt for at være involveret i prostitutionsvirksomheden. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han lærte en pige, […], at kende omkring seks måneder forud for udrejsen i efteråret 2008, da hun kom og handlede i ansøgerens butik næsten hver dag. Ansøgeren blev forelsket i pigen og tilbød, at hun kunne bo i hans hus, da hun fortalte, at hendes fader var død, og at hun blev chikaneret af sin husvært. Pigen flyttede ind i huset sammen med sin moder og to søstre omkring tre måneder efter, ansøgeren havde lært hende at kende. Kvinderne boede i den ene del af huset, mens ansøgeren boede i den anden del. Pigerne boede i huset omkring tre uger. Naboerne begyndte at klage, fordi der kom 7-8 mænd på besøg i huset hver dag i 1-2 timer ad gangen. Ansøgeren troede på pigens forklaring om, at det var hendes fætre og andre familiemedlemmer, som kom på besøg. Ansøgeren ønskede at gifte sig med pigen. En dag, hvor ansøgeren var hos sine forældre, for at få dem til at bede om pigens hånd, blev han ringet op af sin nabo, som sagde, at kvinderne var blevet hentet af politiet og tre mænd, mistænkt for prostitutionsvirksomhed fra hans bopæl, samt at myndighederne også spurgte efter ansøgeren. Pigerne havde overfor politiet angivet, at det var ansøgeren, der havde fået dem til det. Ansøgeren blev hos sine forældre et par dage, hvorefter han udrejste den […] 2008. Endvidere har ansøgeren siden fået et andet syn på islam, og han er i dag ateist. Landsbyens mullah udstedte en fatwa over ansøgeren i forbindelse med politiets ransagning af bopælen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens nye forklaring om ateisme til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret herom forud for samtalen med den beskikkede advokat. Flygtningenævnet finder heller ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om pigernes prostitution i ansøgernes hus til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, herunder om, hvor længe pigerne boede i huset, om han kendte pigernes navne, og om hvem der ringede og orienterede ham om politiets ransagning af bopælen. Nævnet finder endvidere, at forklaringen i sig selv må anses som mindre sandsynlig henset til landsbyens størrelse og det forhold, at han ønskede at gifte sig med en af pigerne. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/12
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. I begyndelsen af 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i 2010 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af nye oplysninger om ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og kristen af trosretning fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke forud for indrejsen i Danmark været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i forbindelse med den oprindelige asylsag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede for sit liv, idet hans far havde slået landsbylederens søn, da ansøgeren var lille. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren i denne forbindelse fremlagt et dåbsbevis, hvori det fremgår, at ansøgeren den […] 2011 blev døbt ved Missionsforbundet i en dansk by. Ansøgeren har endvidere fremlagt erklæringer fra to kirker og en kristen højskole. Af erklæringerne fremgår, at ansøgeren blandt andet i 2011 og 2013 har deltaget i kristne sommerlejre, og at han siden slutningen af sommeren 2013 har taget ophold på en kristen højskole, hvor han følger undervisningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til den kristne tro, og at han ikke ønsker at skjule dette. Henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om Afghanistan anses ansøgeren omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” afgh/2013/11
Nævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik fra Herat, Afghanistan. Tidligere var ansøgeren sunni-muslim, men han angiver at være konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt af en person ved navn […] samt dennes mænd. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter myndigheder og andre, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han forud for sin udrejse arbejdede i en hamam, som var ejet af […]. Ansøgeren og hans søsters mand arbejdede begge i hamamen. En dag så ansøgeren og svogeren, at […] og tre mænd var i færd med at brænde ligene af to drenge i hamamens ildsted. Da ansøgeren og svogeren blev opdaget, blev de beskudt af […] og hans mænd, og de flygtede fra stedet. Efter nogen tid opdagede ansøgeren, at svogeren ikke længere var sammen med ansøgeren, og ansøgeren formoder, at svogeren er blevet dræbt. Ansøgeren tog hen til sin morbror sammen med sin mor, søster og dennes to børn. Den efterfølgende dag kunne ansøgeren og morbroderen konstatere, at ansøgerens bopæl var blevet ransaget, og de var ikke i tvivl om, at det var […] og hans mænd, der havde ledt efter ansøgeren. Ansøgeren frygtede for sit liv, og det blev besluttet, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har gået i en pinsekirke siden sommeren 2013. Ansøgeren går til gudstjeneste og undervisning i kirken. Ansøgeren blev døbt i Pinsekirken den […] 2013. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om problemer med […] til grund. Flygtningenævnet har således vurderet, at ansøgerens forklaring på en række punkter indeholder divergenser og er usandsynlig, og at den ud fra en samlet vurdering fremstår utroværdig og ikke selvoplevet. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren på flere og ikke uvæsentlige punkter har forklaret divergerende om sit i øvrigt enkle asylmotiv, herunder om det første barnelig i ilden, hvem der var i færd med at smide ligene i ilden, hvem ansøgeren kunne genkende, hvorvidt de ukendte mænd bar turban, hvorvidt de ukendte mænd var maskerede, hvem der var bevæbnede, hvem der skød mod ansøgeren og svogeren, hvor længe ansøgeren løb, hvordan ansøgerens hjem så ud efter ransagningen, og hvem der var inde i hjemmet. Divergenserne kan efter Flygtningenævnets opfattelse ikke forklares med påståede tolkeproblemer eller misforståelser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på en række punkter fremstår påfaldende og mindre sandsynlig, herunder hvorfor personerne var i færd med at skaffe sig af med barnelig, hvorfor de skulle vælge at skaffe sig af med ligene i hamamen, hvorfor personerne ikke havde truffet sikkerhedsforanstaltninger, at ansøgeren og svogeren indfandt sig det pågældende sted på det pågældende tidspunkt, at ansøgeren ikke har viden om svogerens skæbne, at det lykkes ansøgeren at undslippe, at ansøgeren tog tilbage til bopælen dagen efter, og at ansøgeren ikke blev opsøgt hos morbroderen. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder heller ikke, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse under henvisning til konversion. To voterende finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen i Danmark. Disse voterende har herved lagt vægt på, at ansøgeren hverken i forbindelse med asylskemaet, motivsamtalen eller asylsamtalen har oplyst om en interesse for den kristne tro. Ansøgeren tog først kontakt til en kirke i sommeren 2013, efter at han havde modtaget Udlændingestyrelsens afslag på asyl, og ansøgeren blev døbt ca. halvanden måneder efter, at han første gang fik kontakt til kirken og kort tid inden mødet i Flygtningenævnet. Heller ikke gennem ansøgerens forklaring i nævnet har disse voterende fået et indtryk af, at ansøgerens konversion er udtryk for en realitet. Disse voterende har tillige lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i øvrigt er blevet tilsidesat som utroværdig. En voterende finder ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han er konverteret, men efter denne voterendes opfattelse er der ikke konkrete holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil handle på en måde, der vil bringe ham i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. På den baggrund finder Flygtningenævnets flertal heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2013/10
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra […}, Afghanistan. Ansøgeren har siden 1995 opholdt sig i Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel eller chikaneret af […], der ønskede at gifte sig med ansøgeren. Han har overfor ansøgerens familie anmodet om hendes hånd fire gange, men er blevet afvist af ansøgerens fader. […]s folk har flere gange truet ansøgerens fader med, at de ville slå ham og hans familie ihjel. Ansøgeren og hendes familie måtte flytte til et andet kvarter i Quetta på grund af dette. […]s folk fortsatte imidlertid med at true hendes fader, når de mødte ham i basaren. De er ikke kommet til ansøgerens families nye hjem i Quetta, idet ansøgeren formoder, at de ikke havde kendskab til adressen. Under en forretningsrejse til Afghanistan blev ansøgerens fader anholdt og fængslet – angiveligt foranlediget af […]s broder, der er ansat i politiet - i to måneder, hvor han blev slået og mishandlet. Han kom tilbage til familien i sommeren 2011. Efter at have opnået gyldigt Schengenvisum til Danmark udrejste ansøgeren fra Pakistan til Danmark i efteråret 2011. Tre dage efter ankomsten fødte hun sit første barn. I slutningen af 2011 var ansøgeren i telefonisk kontakt med sin familie, der på dette tidspunkt opholdt sig i Indonesien. Hun fik af faderen oplyst, at hun ikke kunne komme tilbage til hverken Pakistan eller Afghanistan, da hele hendes familie ville forlade Indonesien og rejse til Australien. Flygtningenævnet har i det væsentlige lagt ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at der er tale om en konflikt af privatretlig art. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at konflikten har haft en sådan intensitet og karakter, at den er asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i perioden, fra de første trusler blev fremsat i foråret 2010 og frem til hendes udrejse i efteråret 2011, har kunnet opholde sig i Quetta uden at være blevet udsat for overgreb fra […] eller hans folks side. Det forhold, at hendes fader er blevet truet af […]s folk, når han færdedes i Quetta, og at han angiveligt har været fængslet i Afghanistan på foranledning af […]s broder, findes ikke at ændre herved. Flygtningenævnet har ikke fundet at kunne se bort fra, at ansøgeren trods indrejse i Danmark i efteråret 2011, først i begyndelsen af 2012 indgav ansøgning om asyl. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2013/1
Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra Herat i Herat-provinsen, Afghanistan, og shiamuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han frygter at blive kidnappet og dræbt af en kriminel gruppe. Gruppen opsøgte første gang ansøgeren ved hans skole i […] 2010, hvor de fik fat i to af ansøgerens kammerater, som de lod gå, idet det var ansøgeren, de ville have fat i. Efterfølgende blev ansøgerens far truet telefonisk, hvor han fik at vide, at han skulle give […] USD til den kriminelle gruppe, ellers ville de kidnappe og dræbe ansøgeren. 20-25 dage senere opsøgte gruppen ansøgerens bopæl, men opgav deres forehavende med at kidnappe ansøgeren, idet de havde svært ved at få ansøgeren med, og idet nabokonerne begyndte at skrige, ligesom der var mange mennesker på gaden. Ansøgeren optræder endvidere med sange på You Tube. Flygtningenævnet har ikke fundet ansøgerens forklaring om sit asylmotiv overbevisende. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren, der fremstår som en opmærksom og uddannet ung mand, der ikke er mindreårig, ifølge asylregistreringsrapporten har oplyst om gruppen, at det var en kriminel og lokal gruppe, der tidligere havde huseret i området og kidnappet og slået unge mænd ihjel. Motivet var penge. Til asylskemaet har ansøgeren om episoden ved skolen forklaret, at der pludselig holdt en bil ved siden af ansøgeren og hans kammerater, og at tre personer med tildækkede ansigter angreb dem. Ansøgeren har ikke oplyst noget om, at personerne var bevæbnede, eller som forklaret for nævnet, at bilen kom og holdt således, at den spærrede for ansøgerens mulighed for at søge tilflugt på skolen, ligesom der på dette tidspunkt kom mange elever ud fra skolen. Ansøgeren har i skemaet oplyst, at ”vi hørte hver dag om andre drenges død. Da min fars arbejde var godt, var mit liv i fare.” Det virker for nævnet også på den baggrund usandsynligt, at ansøgerens far i perioden på 20-25 dage, hvor ansøgeren uden ændringer fortsatte sin skolegang, ikke skullet have iværksat og oplyst ansøgeren om sikkerheds-foranstaltninger for ansøgeren, f.eks. biltransport til og fra skole, også henset til, at ansøgeren har forklaret, at faderen to dage efter episoden ved skolen blev kontaktet telefonisk af kidnapperne, der forlangte et stort beløb, […] USD, for sønnens liv. Til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen har ansøgeren oplyst, at én af mændene ved skolen havde en kalashnikov. I nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at der ud over denne var en anden mand med en pistol, og at det var disse, der søgte efter ansøgeren. Nævnet finder videre, at ansøgerens forklaring om episoden ved porten er forklaret divergerende eller i hvert fald upræcist, herunder om ansøgeren, som forklaret i samtalen med Udlændingestyrelsen, besvimede ved porten, men forinden bemærkede, at porten var åben, og at ingen kom ind, idet mændene var forsvundet, fordi kvinderne havde skræmt dem væk, ligesom folk på gaden var blevet opmærksomme, eller om han faldt og holdt fast i et træ. Nævnet har endvidere ikke fundet det overbevisende, at ansøgeren, der kommer fra en veluddannet og velhavende familie, hvor faderen regelmæssigt rejser til andre lande, ikke skulle have nogen form for kontakt med nogen af forældrene eller familien i Afghanistan i øvrigt. Samlet finder nævnet derfor ikke, at ansøgerens forklaring om hændelsesforløbene og dermed ansøgerens asylmotiv kan lægges til grund. Nævnet har videre ikke fundet, at de optagelser af sange med ansøgeren, som efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl er lagt ud på You Tube, og som er blevet forevist under nævnets møde (sangens titel)i to forskellige udgaver, kan anses for at indebære, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer en konkret og individuel forfølgelse. Det bemærkes herved, at ansøgeren i den udgave, der viser forskellige stillbilleder, optræder under kunsternavnet […]. Samlet finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb eller umenneskelig behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/9
Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra Parwan-provinsen i Afghanistan og shiamuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af sin morbror, idet han har haft et forhold til sin kusine. Ansøgeren og kusinen mødte hinanden til familiearrangementer, hvor de blev forelskede og herefter blev kærester. Ansøgerens mor anmodede tre gange morbroderen om at lade kusinen gifte sig med ansøgeren, hvilket morbroderen afslog. Ansøgeren og kusinen besluttede sig for at være sammen seksuelt for derved at tvinge morbroderen til at lade dem gifte sig. Da morbroderen fandt ud af, at ansøgeren havde været seksuelt sammen med hans datter, blev han meget vred og tog hen til ansøgerens søsters bopæl, hvor ansøgeren normalt boede. Ansøgeren var ikke hjemme, men morbroderen truede ansøgerens søster med, at han ville dræbe ansøgeren, når han fandt ham. Ansøgeren udrejste herefter af landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Det findes usandsynligt, at ansøgeren, der angiver, at han er meget forelsket i sin kusine, skulle have taget det efter afghanske forhold meget alvorlige skridt at gennemføre et seksuelt forhold med sin kusine med henblik på at presse morbroderen til at acceptere ansøgeren som ægtefælle til sin datter. Det virker i den forbindelse påfaldende, at ansøgeren skulle være ankommet i en taxa til kusinens bopæl, have gennemført den seksuelle akt på cirka ti minutter og derpå været taget tilbage til sit arbejde. Dels virker det i forhold til en angivelig forelsket mand påfaldende ufølsomt, dels virker det uforståeligt, at det er nødvendigt at gå så vidt som at gennemføre et seksuelt forhold for at skabe opmærksomhed. Det må endvidere tillægges en vis vægt, at ansøgeren først i den sidste del af asylsagsbehandlingen har vist interesse for, hvorledes det var gået med kusinen. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. Det bemærkes – for det tilfælde, at ansøgerens forklaring blev lagt til grund – at ansøgeren har forklaret, at han under en nylig telefonsamtale har hørt, at kusinen nu befinder sig i stuearrest. Det fremgår endvidere af ansøgerens forklaring, at ansøgerens morbror efterfølgende har reageret overfor ansøgerens familie ved at kontakte ansøgerens mor og drøfte sagen. På den baggrund vil det ikke være sandsynliggjort – uanset om morbroderen i tilknytning til episoden skulle have fremsat trusler i forhold til ansøgeren – at ansøgeren ved en tilbagevenden vil udsætte sig for asylbegrundende overgreb. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil risikere at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/7
Nævnet meddelte i januar 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra […]i Laghor-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, som ville have, at han skulle ophøre med at arbejde som skolelærer og slutte sig til dem. I efteråret 2010 modtog ansøgerens familie et trusselsbrev fra Taliban, hvori de anklagede ansøgeren for at være fjende af islam og amerikansk spion, fordi han i drenge- og pigeskoler misvejledte eleverne og ville gøre dem til kristne og jøder. Han fik 24 timer til at ophøre med sit arbejde. Efter sin indrejse i Danmark har han af sin familie fået at vide, at Taliban havde opsøgt familiens bopæl og taget ansøgerens lillebroder med sig, da ansøgeren ikke var til stede, og at de har dræbt broderen, fordi ansøgeren ikke overgav sig til dem. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens samlede forklaringer til grund for sagen. Flertallet kan herefter lægge til grund for sagen, at ansøgeren har arbejdet på en skole i sin hjemby, som ifølge Udenrigsministeriets oplysninger i e-mail af […]2011 var en skole for både drenge og piger, dog i hver sin afdeling. Ansøgeren er som følge af sit arbejde på skolen kommet i et modsætningsforhold til Taliban, og familien har fået et trusselsbrev. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens broder blevet bortført af Taliban og efterfølgende dræbt, angiveligt som følge af, at ansøgeren ikke selv er vendt tilbage til hjemområdet og har henvendt sig til Taliban. Flertallet finder det herefter sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til sin hjemegn vil være i reel risiko fra Talibans side for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemområdet er i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde som er angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2012/6
Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra Behsud i Maydan-provinsen, Afghanistan, men han har siden, han var seks til syv år gammel, boet i Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter for sit liv, fordi han bliver efterstræbt af en mand ved navn […] og dennes familie, idet han har været kæreste med mandens datter i to et halvt år, på et tidspunkt hvor han ikke kendte til en gammel jordkonflikt mellem kærestens fader, ansøgerens fader og sin farbroder. Da kærestens bror, […], blev slået ihjel for omkring halvandet år siden i forbindelse med et slagsmål, som ansøgeren ikke deltog i, men hvor han opholdt sig i nærheden, beskyldte den afdødes familie ansøgeren for at stå bag drabet. Da ansøgeren efterfølgende fortalte faderen om hændelsesforløbet, fortalte faderen om jordkonflikten, herunder at kærestens fader, da ansøgeren var 10-11 år gammel, havde slået ansøgerens farbroder ihjel. Kort tid før ansøgerens udrejse kørte kærestens fader forsætligt ansøgerens fader ned i bil. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren blandt andet har forklaret divergerende om, hvornår han fik kendskab til den gamle jordkonflikt, ligesom han har forklaret skiftende om kærestens faders kendskab til deres forhold. Flygtningenævnet finder generelt, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren tilfældigt har haft et seksuelt forhold til en datter, som hans familie har haft en gammel jordkonflikt med, og at dette forhold har kunnet består i syv til otte måneder, uden at ansøgeren er blevet oplyst herom, ligesom det må anses for usandsynligt, at ansøgeren tilfældigt var i nærheden, da pigens broder blev overfaldet og dræbt, hvorefter ansøgeren blev beskyldt for at have spillet en rolle i den sammenhæng. Flygtningenævnet finder herefter, at forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren er i nærliggende risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” afgh/2012/5
Nævnet meddelte i december 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Ansøgeren søgte indrejste og søgte første gang asyl i Danmark i 2004. I 2005 udrejste han – efter at have fået afslag på sin asylansøgning i Danmark - til et andet europæisk land, hvor han opholdt sig indtil 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban og en kommandant ved navn […]. Kommandanten havde tidligere været med til at slå ansøgerens farbroder ihjel. De havde lagt et brev på farbroderens lig, hvorpå der stod, at han og hans nevøer var konverteret til kristendommen og derfor var vantro og skulle dræbes. Fredag den […] 2008 blev ansøgeren opsøgt af sin ven, […], der fortalte, at kommandanten sammen med andre talebanere var på vej mod ansøgerens bopæl for at slå ham ihjel, idet de mente, at ansøgeren var konverteret til kristendommen og forsøgte at omvende byens unge. Ansøgeren flygtede fra bopælen sammen med sin broder, […], til Peshawar i Pakistan. Dagen efter fik ansøgeren at vide af sin moder, at Taliban var trængt ind i bopælen og havde spurgt efter ansøgeren. Under opholdet i Pakistan blev ansøgeren anholdt af politiet, som sendte ham tilbage til Afghanistan. I Afghanistan deltog han i to uger i et kursus hos en NGO i Kabul. Derefter flygtede han med hjælp fra en agent til Rusland og derfra videre til Hviderusland. Han tog derefter tilbage til Afghanistan, hvorfra han tog videre til Pakistan. Her opholdt han sig til, han fik besked om, at hans moder havde fået et hjerteanfald. Han vendte derfor tilbage til Kabul, hvor han fik arbejde som finansiel assistent hos et udenlandsk firma. Der arbejdede han frem til foråret 2010, hvor han modtog et trusselsbrev fra Taliban. Han flygtede derfor til Pakistan sammen med sin moder. Han tog tilbage til Afghanistan i sommeren 2010 for at blive gift. Brylluppet fandt sted i sommeren 2010. Ansøgeren udrejste fra Afghanistan i efteråret 2010. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen har været konsistent, og ansøgerens forklaring om, at Taliban beskyldte ham og resten af familien for at være kristen støttes af oplysningerne i broderens asylsag om dennes problemer med Taliban, samt at de formodninger, som ansøgerens langvarige ophold i Vesten og hans efterfølgende arbejde for et vestligt firma på den baggrund kunne give anledning til. Forklaringen støttes endvidere af oplysningerne indhentet af Udenrigsministeriet om ansøgerens begrundelse for fratræden til sin tidligere arbejdsgiver. Ansøgeren findes derfor at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som myndighederne ikke vil kunne beskytte ham imod. Da ansøgerens hjemområde ligger tæt på Kabul, og ansøgeren har været efterstræbt også under et kortere ophold i Kabul, findes Kabul ikke at kunne tjene som internt flugtalternativ. Efter baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at der er grundlag for, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i andre af Afghanistans større byer. Endelig bemærkes, at den omstændighed, at ansøgeren først søgte asyl efter et par måneders ophold i Danmark ikke – henset til ansøgerens troværdighed i øvrigt – i sig selv findes at kunne tillægges afgørende betydning. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2012/46
Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Da ansøgeren var 3-4 år, flygtede familien til Iran, hvor ansøgeren har boet frem til udrejsen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin kusines familie, fordi han har haft samleje med kusinen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i forbindelse med fejring af det iranske nytår i marts 2011 lærte sin 17-årige kusine at kende og fik hendes telefonnummer. Ansøgeren boede i Qom, og hun boede i Teheran. Ansøgeren og kusinen talte ofte sammen i telefon, og de blev forelskede i hinanden. Ansøgeren ønskede at blive gift med kusinen, men det afslog hendes familie. En dag, hvor kusinen var alene hjemme, besøgte ansøgeren hende, og de havde samleje. Kusinen fortalte det efterfølgende til sin familie, der blev meget vrede på hende og endvidere forsøgte at opsøge ansøgeren for at dræbe ham. De meldte også ansøgeren til politiet. Kusinens far har tre brødre i Kabul, Afghanistan, og kusinens familie vil derfor være i stand til at opsøge og dræbe ansøgeren, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en usandsynlig, utroværdig og divergerende forklaring. Flygtningenævnet har blandt andet fundet det usandsynligt og utroværdigt, at ansøgerens 17-årige kusine, efter at have talt i telefon med ansøgeren gennem halvanden måned, og efter at hendes familie havde afslået ansøgerens tilbud om ægteskab, skulle have inviteret ansøgeren hjem til sig, mens hun var alene hjemme, og at de herefter havde samleje, hvilket de havde talt om i forvejen. Flygtningenævnet har endvidere fundet det usandsynligt og utroværdigt, at ansøgerens kusine, hvis en sådan kontakt til ansøgeren overhovedet havde fundet sted, skulle have valgt at fortælle sin familie herom med deraf følgende konsekvenser for blandt andre kusinen selv. Flygtningenævnet har endvidere fundet, at ansøgeren på flere punkter har afgivet en divergerende forklaring om sit i øvrigt enkle asylmotiv. Til motivsamtalen forklarede ansøgeren blandt andet, at kusinen var forlovet, at samlejet fandt sted ca. halvanden måned før kusinens bryllup, og at kusinen fortalt sin forlovede, at hun havde haft samleje med ansøgeren. Til asylsamtalen og i nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at kusinen ikke var forlovet, at hun ca. halvanden måned efter samlejet fik tilbud om ægteskab med en fra faderens familie, og at hun fortalte sin mor om samlejet med ansøgeren. Til motivsamtalen forklarede ansøgeren endvidere blandt andet, at han blev kontaktet af sin kusine og advaret om, at hendes brødre ville komme efter ansøgeren, at han flygtede, at han ikke kontaktede sin mor, at han ikke havde kontakt til sin mor under rejsen, og at han ikke havde haft kontakt til sin mor siden. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at han, efter at være blevet kontaktet og advaret af kusinen, talte med sin mor i forbindelse med udrejsen, hvor han fik oplyst, at kusinens far og bror havde ledt efter ansøgeren og endvidere havde kontaktet politiet. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren er fremkommet med oplysninger, hvorefter der er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/45
Nævnet meddelte i december 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der opstod en konflikt mellem hans familie og hans svigerfamilie, der har resulteret i at ansøgerens familie har sendt ansøgerens ægtefælle tilbage til hendes familie, ligesom søsteren, der var gift med ægtefællens svoger er blevet sendt tilbage. Ansøgeren har gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin svigerfamilie, idet han efterfølgende er flygtet med sin ægtefælle og søn. Ansøgeren frygter endvidere den anden familie, som ægtefællen var lovet væk til, ligesom han frygter sin egen familie, fordi de mener, han er ansvarlig for, at hans broder blev dræbt af ægtefællens familie. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den har været konsistent under hele sagen, ligesom ansøgeren for nævnet fremstod troværdig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som han ikke har mulighed for at søge myndighedsbeskyttelse mod. Der findes ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes, at betingelserne for at henvise ansøgeren til sammen med sin ægtefælle og søn at tage ophold andet sted i Afghanistan ikke konkret findes at være til stede. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren ikke forud for sin udrejse har haft tilknytning til Kabul eller andre steder i Afghanistan.” afgh/2012/44
Nævnet stadfæstede i april 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra henholdsvis Afghanistan (M) og Georgien (K) og parrets barn. Indrejst i 2010. (Resumeet findes både under Afghanistan og Georgien). Flygtningenævnet udtalte: Vedrørende den mandlige statsborger: Ansøgeren er etnisk tadjik og shia-muslim af trosretning fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han indgik den […]2010 religiøst ægteskab med den kvindelige ansøger, hvis sag sambehandles med denne sag. Der henvises til begrundelsen i ægtefællens sag. Ansøgeren har under nævnsmødet som asylmotiv anført, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder eller andre afghanere, idet han er gift med en kristen, ligesom han frygter at myndighederne og familien vil slå hans ægtefælle og deres barn ihjel. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konflikt med familien i anledning af ægteskabet har antaget en sådan en karakter og intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgeren, der er muslim, har indgået ægteskab med den kvindelige ansøger, der er kristen, i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet kan herved henvise til US Department of States International Religious Freedom Report af 13. september 2011 (bilag 410), hvori blandt andet anføres, “In addition the judges stated that a Muslim man may marry a non-Muslim women, but the woman must first convert if she was not “of the book”, that is not Christian or Jewish.” De vanskelige, men generelle, forhold i Afghanistan, herunder for personer der lever i blandet religiøst ægteskab, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens sag. Det bemærkes, at Flygtningenævnet efter det oplyste ikke finder, at der er noget til hinder for, at den kvindelige ansøger kan tage ophold i Afghanistan sammen med den mandlige ansøger. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Den afghanske statsborger […]skal udrejse senest 7 dage fra dato, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2, 2. pkt. Såfremt ansøgeren ikke udrejser frivilligt, kan han udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 32 a. Opmærksomheden henledes på, at det er en betingelse for tvangsmæssig udsendelse af ægtefællerne til henholdsvis Afghanistan for så vidt angår […]og Georgien for så vidt angår […] og et barn, at der forud for den tvangsmæssige udsendelse har været etableret mulighed for, at begge ægtefæller kan udrejse til et af disse lande, hvortil begge ægtefæller har opnået eller kan opnå indrejsetilladelse, og at ægtefællerne ikke har ønsket at benytte sig af denne mulighed. Vedrørende den kvindelige ansøger: Ansøgeren er etnisk georgier og kristen-ortodoks af trosretning fra […], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Hun indgik den […]2010 religiøst ægteskab med den mandlige ansøger, hvis sag sambehandles med denne sag. Der henvises til begrundelsen i ægtefællens sag. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes familie vil slå hendes ægtefælle ihjel ved en tilbagevenden til Georgien. Ansøgerens familie er imod ansøgerens ægteskab, idet hendes ægtefælle er muslim. Familien har truet ansøgeren over telefonen, ligesom ansøgeren mener, at familien står bag en episode, hvor ansøgeren og ægtefællen blev forfulgt af to mænd med en kniv på en markedsplads i Grækenland. Ansøgeren har desuden henvist til, at hun og ægtefællen en aften blev skygget af en sort bil, da hun blev hentet på sin arbejdsplads. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konflikt med familien i anledning af ægteskabet har antaget en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren og hendes ægtefælle er blevet antastet af ukendte mænd i Grækenland. Ansøgerens forklaring herom fremstår som usikker og divergerende og en eventuel sammenhæng mellem asylmotivet og de omtalte episoder bygger på formodninger. Hertil kommer, at ansøgeren først omtalte episoderne under samtalen med Udlændingestyrelsen, og at ægtefællernes forklaring på en række punkter fremstår som divergerende. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren har indgået et blandet religiøst ægteskab kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes, at Flygtningenævnet efter det oplyste ikke finder, at der er noget til hinder for, at den mandlige ægtefælle kan tage ophold i Georgien sammen med ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Den georgiske statsborger […] og hendes barn skal udrejse senest 7 dage fra dato, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2, 2. pkt. Såfremt ansøgeren og hendes barn ikke udrejser frivilligt, kan de udsendes tvangsmæssigt til Georgien, jf. udlændingelovens § 32 a. Opmærksomheden henledes på, at det er en betingelse for tvangsmæssig udsendelse af ægtefællerne til henholdsvis Georgien for så vidt angår […]og et barn og Afghanistan for så vidt angår […], at der forud for den tvangsmæssige udsendelse har været etableret mulighed for, at begge ægtefæller kan udrejse til et af disse lande, hvortil begge ægtefæller har opnået eller kan opnå indrejsetilladelse, og at ægtefællerne ikke har ønsket at benytte sig af denne mulighed. afgh/2012/43
Nævnet meddelte i april 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra […] i […]-distriktet i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, som har afsagt en dødsdom over ansøgeren. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere anført, at han i foråret 2010 ytrede sig positivt om amerikanerne efter en fredagsbøn i landsbyens moské, hvilket ansøgerens farbroder, […], der er kommandant og tilknyttet Taliban, og moskéens mullah overhørte. Den efterfølgende dag blev ansøgeren og ansøgerens fader om aftenen opsøgt på bopælen og pågrebet af personer fra Taliban. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb og tortur. Ansøgeren blev herunder kraftigt opfordret til at samarbejde med Taliban. Efter 14 dage lykkedes det ansøgeren med hjælp fra en talibaner fra landsbyen at flygte. Den pågældende oplyste, at en mullah havde afsagt en dødsdom over ansøgeren, fordi ansøgeren ikke ville samarbejde. Ansøgeren opholdt sig efter flugten i cirka fire måneder i Kabul, hvor han arbejdede på en privatklinik, […], ligesom ansøgeren tolkede på et offentligt hospital. Ansøgerens moder blev efter flugten flere gange opsøgt i landsbyen af talibanere, der spurgte efter ansøgeren. I efteråret 2010 blev ansøgeren opsøgt på sin arbejdsplads på klinikken i Kabul af to talibanere, som foreholdt ansøgeren, at de havde set ham tolke for amerikanerne på et sygehus. Ansøgeren fik samtidig en frist på to dage til at forlade sit arbejde og fik at vide, at den af Taliban afsagte dødsdom ville blive eksekveret, hvis ansøgeren ikke samarbejdede. Kort efter blev ansøgerens bopæl i Kabul, mens ansøgeren ikke var til stede, opsøgt af Taliban, der udsatte udlejeren for vold, idet de spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste umiddelbart herefter. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret i alt væsentligt overensstemmende om hændelsesforløbet til sagen såvel ifølge asylregistreringsrapporten som ifølge asylansøgningsskemaet, samtalen med Udlændingestyrelsen og i nævnsmødet. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren i nævnsmødet har kunnet forklare umiddelbart og med nærmere detaljer om hændelsesforløbet. Nævnet finder derfor, at ansøgerens forklaring om asylmotivet må lægges til grund. Nævnet lægger herefter vægt på, at ansøgeren var tilbageholdt i ca. 14 dage og herunder udsat for tortur af Taliban, at han efter flugten forsøgte at etablere sig i Kabul, men at han også der blev opsøgt og herunder truet med, at den afsagte dødsdom ville blive eksekveret, hvis ansøgeren ikke samarbejdede. Ansøgeren udrejste herefter umiddelbart via Iran. Ansøgeren har oplyst, at der ikke er noget nyt om faderen, der fortsat er tilbageholdt af Taliban. På den ovennævnte baggrund og herunder henset til jordkonflikten med […] finder nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb og umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor ansøgeren har krav på opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” afgh/2012/42
Nævnet meddelte i april 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra Kapisa-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, idet han er homoseksuel. Han indledte for otte-ni år siden et seksuelt forhold til en lidt ældre dreng, hvilket blev opdaget af en mand i byen. Manden forsøgte at presse ansøgeren til at indlede et forhold til ham, hvilket ansøgeren undveg. Hans ven har fortalt ham, at manden havde fortalt flere i byen, at ansøgeren var homoseksuel, hvilket også kom til hans faders kendskab. Denne var leder i byen og ville have ansøgeren retsforfulgt, hvorefter han kunne forvente at blive dømt til døden ved stening. Ansøgeren flygtede sammen med sin ven til Teheran i Iran, hvor de boede sammen i fire-fem år. Efter tvangshjemsendelse til Afghanistan flygtede de til Europa. De blev adskilt i Frankrig. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under sagen i Danmark har forklaret konsistent og troværdigt om dette asylmotiv, og at forklaringen er i overensstemmelse med hans forklaring under en tidligere asylsag i England. Efter konfliktens karakter finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren trods den forløbne tid, fortsat vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren har efter indrejsen i Danmark udbygget sin forklaring med, at han efter tvangshjemsendelsen fra England blev genkendt i Kabul og anholdt af lokalt politi fra hjemegnen, men flygtede under transporten. Denne forklaring findes ikke at kunne lægges til grund, idet den dels først er fremkommet under motivsamtalen og dels forekommer konstrueret. Under hensyn til de foran beskrevne omstændigheder findes dette dog ikke efter en konkret vurdering tilstrækkeligt til at påvirke troværdigheden af ansøgerens forklaring om baggrunden for den første udrejse. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke efter det oplyste har tilknytning til andre områder i Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, som påberåbt af Udlændingestyrelsen, at betingelserne er opflydt for at henvise ansøgeren til at tage ophold andetsteds i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2012/41
Nævnet meddelte i marts 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er shia-muslim af trosretning og etnisk bayat, tilhørende bayat-klanen fra […] i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra Taliban. I sommeren 2010 blev ansøgerens fader bortført af Taliban. Taliban ville kun løslade faderen, hvis ansøgeren meldte sig hos Taliban. Ansøgeren har modtaget fire trusselsbreve. Ansøgeren har i fire-fem måneder forud for sin faders bortførelse arbejdet for det afghanske politi, og Taliban truede ansøgeren til at ophøre arbejdet. Ansøgerens familie har haft en jordkonflikt i 24 år, og fætrene samarbejder med Taliban. Nævnet finder, at ansøgeren i nævnsmødet har redegjort for sine forhold på en måde, der har fremstået selvoplevet. Ansøgeren har svaret umiddelbart på de stillede spørgsmål, og nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin ansættelse ved politiet, herunder som belyst ved den omhandlede fraværserklæring (bilag 12), i alt væsentligt må lægges til grund. Nævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren fra foråret 2010 til sommeren 2010 var ansat i politiet i […], hvor ansøgeren fungerede som chauffør for lederen af politistation nr. 2 i byen. Ansøgerens ansættelse i politiet støttes endvidere af fremlagte fotos. Ansøgeren har såvel til asylansøgningsskemaet som i samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret om de fire trusselsbreve rettet mod ansøgeren og om familiens flytning til […]. Ansøgerens forklaring om, at hans fader blev udsat for vold og taget med af Taliban i stedet for ansøgeren, som Taliban eftersøgte ved ransagningen i hjemmet, har været konsistent. Det samme gælder ansøgerens oplysninger om ansøgerens mors og morbroders henvendelser til politiet vedrørende faderens forsvinden. Ansøgerens oplysninger svarer til det oplyste i fraværserklæringen, hvis dateringer i sommeren 2010 må anses for at have en rimelig sammenhæng med tidspunktet for morbroderens modtagelse af erklæringen. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har givet en rimelig forklaring på, at han først i samtalen med Udlændingestyrelsen omtalte jordkonflikten og fætrenes samarbejde med Taliban, idet ansøgeren har henvist til, at hans egen konflikt med Taliban for ham var det afgørende, og at jordkonflikten havde eksisteret hele hans liv. Samlet lægger nævnet derfor til grund, at ansøgeren på den måde, som han har forklaret om, har været udsat for konkret og vedholdende efterstræbelse fra Taliban i anledning af sin ansættelse i politiet som chauffør for lederen af politistation nummer 2 i […], og at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har derfor krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse.” afgh/2012/40
Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra [..] i Ghazni-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2007 blev tvangshvervet af Taliban. Mens ansøgeren var bevæbnet og sammen med andre tvangshvervede personer samt talibankrigere, deltog han i en kamphandling, hvor de blev beskudt fra helikoptere, hvorefter han mistede bevidstheden. Da han vågnede op igen, befandt han sig på et FN-hospital, hvor to civilklædte myndighedspersoner afhørte ham, ligesom de forsøgte at føre ham bort fra hospitalet, hvilket dog blev forhindret af den tilstedeværende udenlandske læge, der sagde, at ansøgeren – efter en operation i hånden – ville blive udskrevet en uge senere. I mellemtiden fik hans fader ham ud af hospitalet, hvorefter hele familien flygtede til Iran. Ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren, at myndighederne på ny vil anklage ham for at have deltaget i kampene på Talibans side. Endvidere frygter ansøgeren, at Taliban vil tro, at han har samarbejdet med myndighederne. Vedrørende en vurdering af ansøgerens troværdighed lægger nævnet betydelig vægt på, at ansøgerens forklaring i nævnet om tvangshvervningen og de næste dage til helikopterangrebet ikke har fremstået selvoplevet. Nævnet lægger endvidere vægt på, at der er en række mindre divergenser mellem det, som ansøgeren ifølge de norske myndigheder skulle have oplyst under asylbehandlingen i Norge, samt det han har forklaret i Danmark. De norske myndigheder har blandt andet oplyst, at ansøgeren ikke havde identitetsdokumenter, mens ansøgeren ifølge Udlændingestyrelsen rapport har forklaret, at ansøgeren afleverede en kopi af sin fødselsattest til det norske politi. Når han ifølge de norske asylakter skulle have oplyst, at hans families nuværende adresse er i Afghanistan, beror det ifølge ansøgeren på en misforståelse, idet han ikke blev spurgt om, hvorvidt familien opholdt sig i Iran eller ej. Det skyldes ifølge ansøgeren heller ikke noget, som han har sagt, når det i de norske akter er anført, at hans søster er født i 1979, samt at hans fader, moder og broder er født i henholdsvis 1959, 1969 og 1993. Ifølge ansøgeren har han slet ikke sagt noget årstal til de norske myndigheder. Han sagde alene, at søsteren er ældre end ham. Han ved hverken, hvilket årstal han selv er født, eller hvilket årstal hans familiemedlemmer er født. Det er ikke rigtigt, at han som anført i Norge generelt har oplyst, at han ikke har afgivet fingeraftryk i Italien og Grækenland. Han blev alene spurgt om afgivelse af fingeraftryk i forbindelse med asylansøgninger. For så vidt angår afhøringen af det danske politi, hvorefter han skulle have forklaret, at han udrejste ni til 12 måneder før afhøringen, har ansøgeren i Flygtningenævnet dels forklaret, at det er muligt, at han har forklaret sådan, men at det imidlertid ikke er rigtigt. Gjort opmærksom på, at han ligeledes er blevet foreholdt spørgsmålet i Udlændingestyrelsen, har ansøgeren i nævnet gentaget det anførte i styrelsens rapport om, at han over for politiets tolk gjorde opmærksom på, at der var tale om en fejl, og at tolken lovede ham, at den nok skulle blive rettet. Ansøgeren tilføjede i nævnet, at hvis han sagde ni til 12 måneder, så var det i forhold til udrejsen fra Grækenland. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen skulle have forklaret, at begge de afghanske myndighedspersoner på hospitalet var i civil, hvorimod han til Flygtningenævnet har forklaret, at den ene var i uniform. De enkelte divergenser er hver for sig af mindre betydning, men antallet svækker samlet set ansøgerens troværdighed, selvom der ved troværdighedsvurderingen må henses til, at ansøgeren er analfabet. I vurderingen må endvidere indgå, at det efter Udenrigsministeriets notat af 2. marts 2011 er mindre sandsynligt, at etniske hazaraer bliver tvangshvervet af Taliban. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, og det er således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive forfulgt eller udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2.” afgh/2012/4
Nævnet stadfæstede i marts 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt tre børn. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk Ghezelbash og shia-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at hun i 1996 udrejste af Afghanistan til Iran sammen med sin familie, idet en af hendes brødre blev taget med af Taliban, ligesom hendes fader blev kortvarigt tilbageholdt af Taliban. Ansøgerens forældre og søskende blev i 2001 genbosat fra Iran til Danmark som kvoteflygtninge. Ansøgeren var ikke omfattet af genbosætningen, idet hun i 1997 var blevet gift i Iran. Ansøgeren og hendes ægtefælle, der var afghaner, og som opholdt sig i Iran, boede i Shiraz indtil ægtefællen i efteråret 2009 forsvandt i forbindelse med deltagelse i en religiøs højtid. Få dage efter blev hjemmet ransaget, og en iransk civil politimand truede ansøgeren, såfremt hun ikke ville give ham seksuelle ydelser. Derfor forlod ansøgeren hjemmet. I Afghanistan frygter hun overgreb fra en afghansk klan eller familie, som hendes ægtefælle havde en konflikt med. Endelig har hun henvist til, at hun er enlig kvinde med børn og ikke længere har noget familienetværk i Afghanistan. Nævnet lægger ansøgerens oplysninger til grund og lægger vægt på, at ansøgeren ikke på grund af egne forhold har haft konflikter i Afghanistan. Ansøgeren har oplyst for nævnet, at hendes ægtefælles konflikt skyldes en jordkonflikt med klanen eller familien […], der i dag er en del af det nuværende styre. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke af denne grund ved en tilbagevenden kan anses for at være i risiko for konkret efterstræbelse. Ansøgerens ægtefælle er forsvundet i Iran, og ansøgeren har aldrig været en del af ægtefællens konflikt, ligesom konflikten ligger omkring 15 år tilbage. Der foreligger heller ikke oplysning om, at ægtefællen i Iran var udsat for konkret efterstræbelse grundet konflikten. Ægtefællens forsvinden i Iran havde efter det oplyste ikke sammenhæng med konflikten. Nævnet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan sammen med sine tre mindreårige piger som enlig kvinde uden familienetværk vil være i en social og økonomisk meget vanskelig situation, men nævnet finder ikke, at ansøgeren som etnisk Ghezelbash og shia-muslim vil være udsat for risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har ikke fundet, at det oplyste om ansøgerens helbredsmæssige forhold kan føre til en anden vurdering og bemærker, at den humanitære opholdstilladelse, som ansøgeren har fået efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, er begrundet i, at ansøgeren er en enlig kvinde uden mandlige familiemedlemmer eller socialt netværk. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/39
Nævnet stadfæstede i marts 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra Jaghori i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin farbroder. Ansøgeren og hans lillebroder undlod at efterkomme farbroderens gentagne krav om at overgive deres arvede jordlod til farbroderen, ligesom de angav farbroderen til myndighederne, hvorefter han blev fængslet i en uge. Efter løsladelsen truede farbroderen ansøgeren og hans lillebroder med at slå dem ihjel, fordi de havde angivet ham til myndighederne. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har udvist tilstrækkelig modenhed til at gennemføre en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaringer på nogle punkter ikke fremstår troværdige. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under id-samtalen intet har forklaret om konflikten med farbroderen, men derimod har forklaret, at han havde svært ved at klare sig, og at han af landsbyens folk blev overtalt til at rejse til Europa for at søge asyl og samtidig begynde at læse og uddanne sig. Flygtningenævnet finder, at dette forhold svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at ansøgerens farbroder skulle have slået løs på den 11-årige lillebroder for at få lillebroderen til at udtale sig om, hvor skødet befandt sig. Flygtningenævnet finder det endvidere ejendommeligt, at farbroderen ikke opsøgte søsteren for at søge at få hende til at udlevere skødet eller få hende overtalt til træffe foranstaltninger til at tilskøde farbroderen jorden. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at jordloddet efter ansøgerens oplysninger blot lå ubrugt hen efter moderens død, og at ansøgeren først tog initiativ til at sælge jordloddet i forbindelse med, at han skulle udrejse af hjemlandet. Uanset om dele af ansøgerens forklaringer måtte kunne lægges til grund for sagen, herunder at farbroderen har været voldelig mod ansøgeren og hans lillebroder, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at farbroderen enten er en indflydelsesrig person eller at han har kontakt til Taliban. Flygtningenævnet finder derfor, at konflikten med farbroderen må anses for almindelig borgerlig kriminalitet fra farbroderens side, og at ansøgeren efter sin egen forklaring kan henvises til at søge det stedlige politis beskyttelse, idet ansøgeren har forklaret, at farbroderen ved den seneste voldsepisode blev hentet af politiet og sandsynligvis blev tilbageholdt i en uge. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb fra farbroderens side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som han ikke vil kunne opnå den lokale myndigheds beskyttelse imod. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/38
Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men flere medlemmer af ansøgerens klan har været tilknyttet Taliban, ligesom andre dele af klanen har modarbejdet dele af Taliban. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, som har mistænkt ansøgeren for dels at være spion for myndighederne og dels for at have advaret de ældre medlemmer af klanen om, at der var fremmede talibanere i området. Han var således blevet opsøgt af sin morbroder, som er et fremtrædende medlem af Taliban, og en anden person og bortført til sin halvmosters gedestald, hvor han blev tilbageholdt i op til 5 dage, inden det lykkedes ham at flygte. Han opholdt sig efterfølgende i en måned sammen med sin familie i ægtefællens morbroders hus ved Jalalabad. På et tidspunkt tog han tilbage til landsbyen for at se sin fader. Da han næste dag gik sammen med sin fætters søn hen til sin fætters hus, blev de beskudt af Taliban. Ansøgeren kørte i bil sammen med fætterens søn til hospitalet i Jalalabad og opholdt sig herefter tre måneder i byen, inden han udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke vil kunne tage ophold andre steder i Afghanistan, idet Taliban på grund af morbroderens indflydelse vil finde og dræbe ham. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen har således været detaljerig og på væsentlige punkter konsistent. Nævnet finder ikke at kunne udelukke, at de tidsmæssige forskelle i forklaringerne til Udlændingestyrelsen og i nævnet skyldes ansøgerens personlige forhold og evne til at udtrykke sig over for en tolk, der efter det oplyste ikke har pashto som modersmål. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren har haft en konflikt med sin morbroder, der er medlem af Taliban, og at han som følge heraf har været bortført og beskudt nær sin bopæl. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sin hjemby vil være i risiko for fornyede henvendelser fra Taliban og overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgeren i stedet for at tage ophold i hjembyen kan henvises til at tage ophold andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at han efter sin egen forklaring har opholdt sig uden problemer med Taliban i op til fire måneder i nærheden af Jalalabad, hvor hans ægtefælle har familie. Det bemærkes endvidere, at det af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af maj 2012 fremgår, at det vil være muligt for en person som ansøgeren at finde beskyttelse i f.eks. Kabul, og der er efter det oplyste ikke holdepunkter for at antage, at Taliban, som ikke har forsøgt at eftersøge ham i Jalalabad, skulle eftersøge ham i Kabul. Det fremgår ligeledes af samme rapport, at levevilkårene i Kabul er vanskelige, men at der dog er tilstrækkelig mad og adgang til sundhedsvæsen og undervisning for alle. På denne baggrund findes ansøgerens levevilkår ikke at ville blive af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket, ved at han henvises til at tage ophold i Kabul. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/37
Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I begyndelsen af 2012 udsatte nævnet afgørelsen af sagen med henblik på foranstaltning af en speciallægeundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har oplyst at være etnisk pashtun fra […] i Helmand-provinsen i Afghanistan og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han frygter at blive dræbt af sin farbror og dennes sønner, der er magtfulde og vil overtage ansøgerens jord. De ønsker endvidere, at ansøgeren skal deltage i jihad. Farbroderens sønner har cirka tre år inden ansøgerens indrejse i Danmark den […]2010 slået ansøgerens far ihjel i forbindelse med jordkonflikten. Nævnet finder, at ansøgeren har forklaret divergerende på afgørende punkter. Ifølge den norske asylsag har ansøgeren oplyst, at han er født […]1987, at hans far døde i 2008, og at hans mor og ægtefælle, […], har adresse i Kunduz, […], der også var ansøgerens sidste opholdssted i perioden fra den […]1987 til slutningen af 2008. Ansøgeren har imidlertid også oplyst, at han udrejste fra Kunduz til Iran i sommeren 2008. Ifølge asylregistreringsrapport af […]2010 har ansøgeren oplyst, at han er født i 1994. Hans far blev dræbt for cirka tre år siden. Ansøgeren er ugift og har boet med sin mor i landsbyen […] i Helmand-provinsen. Udrejsen skete med morbroderens hjælp med bil til Pakistan. Ifølge samtalereferatet med Udlændingestyrelsen den […] 2011 har ansøgeren oplyst, at hans yngre bror forsvandt for to til to og et halvt år siden. Cirka tre måneder derefter blev ansøgerens far dræbt af farbroderens sønner. Efter faderens død opholdt ansøgeren sig fire måneder hos sin morbror inden udrejsen. Han blev ikke kontaktet under opholdet hos morbroderen af farbroderen eller sønnerne, der ikke kendte ansøgerens skjulested. I nævnsmødet den […]2012 har ansøgeren forklaret blandt andet, at lillebroderen forsvandt efter faderens død. Lillebroderen var pludselig væk, og ansøgeren mener, at det var farbroderen, der stod bag. Efter tre måneders forløb flyttede ansøgeren til sin morbror, rettelig var det dagen for begravelsen, der skete samme dag som drabet på faderen, at ansøgeren flyttede til morbroderen. Farbroderens sønner var flere gange ved morbroderens hus, som de gennemsøgte, men uden at finde ansøgeren, som morbroderen havde skjult på kvindeværelset. Foreholdt oplysninger ifølge samtalereferatet har ansøgeren herefter forklaret, at farbroderen og dennes sønner ikke ledte efter ansøgeren hos morbroderen. Idet nævnet bemærker, at der foreligger yderligere uforenelige oplysninger mellem den norske og den danske asylsag og idet ansøgeren såvel til samtalen med Udlændingestyrelsen som i nævnsmødet har forklaret divergerende på væsentlige punkter, finder nævnet samlet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv giver anledning til afgørende tvivl. Nævnet udsatte den […]2012 sagen med henblik på gennemførelse af en speciallægeundersøgelse. Det fremgår af speciallægeerklæringen af […]2012, at ansøgeren er sindssyg (psykotisk). Hvorvidt denne skizofreni-lignende tilstand har baggrund i de psykotraumer, ansøgeren har været udsat for, eller det omhandler skizofreni, kan efter undersøgelsens konklusion ikke afgøres ved en enkelt ambulant undersøgelse, hvorfor det anbefales, at ansøgeren indlægges til nærmere observation og behandling. Det fremgår videre, at ansøgeren har symptomer forenelige med posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) i form af flashbacks og natlige mareridt. Han lider endvidere af ind- og gennemsovningsbesvær, øget irritabilitet, betydeligt koncentrations- og hukommelsesbesvær, ligesom ansøgeren er tilbøjelig til at fare sammen ved høje lyde og lignende. Det fremgår videre, at ansøgeren har symptomer forenelige med posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). Nævnet bemærker, at ansøgeren, trods anbefaling af Retspsykiatrisk Klinik, ikke har taget imod tilbud om indlæggelse og efterfølgende behandling for sine sindslidelser. Nævnet finder, at det oplyste om ansøgerens helbredsforhold ikke på en rimelig måde kan begrunde, at nævnet ved vurderingen af ansøgerens forklaring og oplysninger ser bort fra, at ansøgerens forklaring har været skiftende og indeholder indbyrdes uforenelige oplysninger om såvel ansøgerens egne personlige forhold som det hændelsesforløb, der er ansøgerens asylmotiv. Nævnet har herved fundet, at den lægelige vurdering af ansøgerens psykiske helbredsforhold ikke selvstændigt kan føre til, at ansøgerens asylmotiv fremstår sandsynliggjort. Da nævnet efter en samlet vurdering herefter ikke kan lægge ansøgerens asylmotiv til grund, findes ansøgeren herefter ikke ved en tilbagevenden til Afghanistan at være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at Flygtningenævnet ikke har kompetence til at give opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Nævnet finder dog anledning til at bemærke, at den afgørelse, som Justitsministeriet traf den […]2011, ikke har taget stilling til de nu foreliggende lægelige oplysninger om ansøgerens psykiske helbredstilstand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2012/36
Nævnet meddelte i oktober 2012 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller politiet. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at ansøger og ansøgers mand er ingeniører og arbejder for et privat firma, der havde et byggeprojekt i Ghazni. På vej tilbage til Kabul blev en bil med ansøger, ansøgers mand, en anden medarbejder og en chauffør standset af Taliban, der kidnappede dem. De blev udsat for vold, og ansøger blev skilt fra de andre. Ansøger blev beskyldt for at være spion for myndighederne. Efter ca. fjorten dage lykkedes det ansøger at flygte. Da ansøger kom hjem til sin mor, fik hun at vide, at politiet ledte efter hende og havde været på ansøgers bopæl hos ansøgers svigerfamilie. Ansøger tog herefter ophold hos en veninde i 1-2 måneder, hvorefter hun med hjælp fra sin morbror flygtede ud af Afghanistan. Politiet havde været på både moderens og svigerfamiliens bopæl og ledt efter ansøger, ligesom ansøgers farbror og svigerfar var blevet taget med til afhøring hos politiet. Ansøger modtog via sin morbror et trusselsbrev fra Taliban. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgers forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal har således vurderet, at ansøger har afgivet en troværdig, sandsynlig og i det væsentlige konsistent forklaring, der fremstår selvoplevet. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at ansøgeren har været frihedsberøvet og udsat for overgreb fra Taliban, der beskylder hende for at samarbejde med myndighederne. Ansøger er en veluddannet kvinde, der arbejder for en privat virksomhed, der har udført arbejde for blandt andet udlændinge, og Taliban er bekendt med ansøgerens identitet. På den baggrund finder Flygtningenævnets flertal det sandsynliggjort, at ansøger ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udsat for overgreb fra Taliban, og at hun ikke vil kunne opnå beskyttelse af myndighederne. Flygtningenævnets flertal finder det ikke sandsynliggjort, at ansøger i tilfælde af tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive forfulgt af myndighederne, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2012/35
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgerens fader var udpeget af regeringen og landsbyens befolkning som leder i landsbyen og havde blandt andet til opgave at iværksætte byggeri af broer, veje og skoler. Omkring en måned før ansøgerens udrejse i slutningen af 2010 modtog hans fader et trusselsbrev fra Taliban, hvori de krævede, at han skulle standse sit samarbejde med regeringen samt opgive at etablere en pigeskole i landsbyen. Faderen skulle endvidere udføre jihad. Omkring 15 dage senere modtog faderen endnu et trusselsbrev, hvori Taliban krævede, at ansøgeren skulle udføre jihad. Cirka en uge efter modtagelsen af det andet brev blev familiens bopæl opsøgt om natten af Taliban, som krævede af ansøgerens fader, at ansøgeren skulle følge med dem. Det lykkedes ansøgeren at flygte, hvorefter Taliban tog faderen med. Taliban forklarede ansøgerens moder, at faderen ikke ville blive frigivet, førend ansøgeren efterkom kravet om udførelse af jihad. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, da den må anses for konstrueret til lejligheden. Hans forklaring virker i det hele ikke selvoplevet. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren efter at være flygtet tog ophold hos venner og gik til eksamen få dage efter, når han havde viden om, at hans fader var taget som gidsel med henblik på, at ansøgeren skulle melde sig til udførelse af jihad. Nævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke har været i stand til nærmere at redegøre for de præcise krav, der blev stillet til ham, herunder med angivelse af, hvordan han skulle komme i kontakt med Taliban. Nævnet har endvidere lagt vægt på baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsen fact finding rapport udgivet den 25. maj 2012 (baggrundsmaterialenummer 446), om i hvilket omfang tvangshvervning finder sted og i forhold til hvilke persongrupper. Nævnet lægger herved til grund, at ansøgeren som søn af en indflydelsesrig og regeringsvenlig person i landsbyen og med 7-8 års skolegang, falder uden for den målgruppe, der efter baggrundsoplysningerne kan være i risiko for tvangshvervning. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i Talibans søgelys og dermed i risiko for asylbegrundende overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/34
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra landsbyen […],[…]-distriktet, Kunar-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han var årsag til, at de amerikanske styrker og afghansk politi arrangerede et bagholdsangreb på Taliban, hvilket resulterede i seks dræbte og fire tilfangetagne talebanere. Ansøgerens fader var våbenkommandant for Taliban, men afleverede våbnene til amerikanerne og de afghanske myndigheder. Efterfølgende blev faderen slået ihjel af Taliban. Syv dage efter faderens lig blev fundet, blev ansøgerens bopæl opsøgt af Taliban, som tog ansøgeren med og tilbageholdt ham i tre dage. Han blev løsladt, fordi han lovede dem, at de ville få våbnene, hvis de kom til hans bopæl næste aften. Da Taliban ankom, fandt et bagholdsangreb sted. Videre har ansøgeren henvist til, at han ikke ved, hvor hans moder og broder befinder sig, og at han ikke har set dem, siden Taliban opsøgte familiens bopæl. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren forklaring fremstår divergerende på afgørende punkter og generelt mangler oplysninger om tidsangivelser for de centrale dele af ansøgerens asylmotiv. Selv når der henses til, at der under samtalerne med Udlændingestyrelsen kan have været visse tolkeproblemer – selvom ansøgeren ikke har gjort opmærksom herpå – lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende i et omfang, som ikke findes at kunne forklares med tolkeproblemer. Ansøgeren har således forklaret divergerende navnlig om, hvornår faderen afleverede våbnene til myndighederne. Ifølge referatet af asylsamtalen i foråret 2011 har ansøgeren oplyst, at dengang Taliban tabte magten, afleverede ansøgerens far alle våbnene, ifølge referatet fra sommeren 2011 har ansøgeren fastholdt, at faderen afleverede våbnene ca. 1 måned, før han blev dræbt, og ifølge advokatindlægget og i nævnsmødet har ansøgeren fastholdt, at ansøgerens fader afleverede våbnene samme dag, som faderen forsvandt. Ansøgeren har ifølge referatet fra sommeren 2011 forklaret nærmere om sine egne iagttagelser, da han så to taleban-biler komme kl. ca. 23 til sin bopæl den aften, hvor de afghanske myndigheder og amerikanerne havde arrangeret bagholdet ved bopælen, mens ansøgeren i nævnsmødet har fastholdt, at han fra sin position bag en militærvogn ikke kunne se hvad der foregik. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange talibanere, der flygtede, og hvor mange, der blev dræbt. Nævnet har endvidere ikke fundet det overbevisende, at ansøgeren, efter i tre dage at være blevet tortureret hos Taliban, hvorunder ansøgeren først oplyste, at faderen havde afleveret våbnene til myndighederne, alligevel til sidst kunne indgå en aftale som den forklarede om, at han blev løsladt, således at Taliban aftenen efter løsladelsen på et aftalt tidspunkt omkring klokken 22 skulle komme til ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren ville kunne påvise dem våbnene. Da nævnet efter en samlet vurdering herefter finder, at afgørende dele af ansøgerens asylmotiv ikke kan lægges til grund, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren har den asylbaggrund, som han påberåber sig. Nævnet har på denne baggrund ikke fundet, at der forud for nævnets afgørelse bør søges indhentet oplysninger om bagholdet via Udenrigsministeriet. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren ved udrejsen, der formentlig skete i vinteren 2010, var udsat for en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren findes derfor heller ikke ved en tilbagevenden at være i en sådan risiko. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/33
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra […]i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hendes fader igennem mange år har været lærer i pashto på en pigeskole, og at hun har arbejdet på samme skole som blandt andet rengøringshjælp. Som følge heraf har hun og hendes fader modtaget to trusselsbreve fra Taliban, der opfordrede dem til at stoppe med dette arbejde. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ikke vil kunne tage ophold i Afghanistan, idet hun således vil være en enlig kvinde med et mindreårigt barn. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun ønsker at opholde sig i Danmark, hvor hendes ægtefælle har opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens meget divergerende forklaringer om centrale og enkle forhold i sagen til grund. Flygtningenævnet har i den forbindelse taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet og ikke kan tallene. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af trusselsbreve, tidspunkterne for modtagelsen af disse, hvorvidt andre på skolen og i landsbyen har modtaget trusselsbreve, samt indrejse- og udrejsetidspunkter fra Pakistan. Flygtningenævnet har endvidere fundet, at ansøgerens forklaring om faderens forhold forekommer utroværdig, herunder forklaringen om, at faderen igennem mange år har kunnet undervise uforstyrret på pigeskolen, samt at han har kunnet ringet til sin ven i Pakistan fra sit angivelige fangenskab hos Taliban. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer at blive udsat for overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende det af ansøgeren anført om, at hun ikke kan tage ophold i Afghanistan, idet hun således vil være en enlig kvinde med et mindreårigt barn, bemærker Flygtningenævnet, at disse forhold af socio-økonomisk karakter ikke har asylretlig relevans. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/32
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk ghezel bash og shia-muslim fra Mazar-e-Sharif. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af tre personer, som hans fader har spillegæld til. De tre personer opsøgte, da ansøgeren var ni-ti år gammel, hans families bopæl i Afghanistan tre gange. Den tredje gang blev ansøgeren bortført og tilbageholdt i to dage, hvorefter det lykkedes ansøgeren at flygte. Familien udrejste derpå til Iran. Gælden er stadig ikke fuldt betalt. Ansøgeren fremtræder for Flygtningenævnet som en ung mand, der har fuld forståelse af betydningen af en asylsag. Under henvisning til den retsmedicinske undersøgelse lægges til grund, at ansøgeren ved sin ankomst til Danmark gav urigtige oplysninger om sin alder. Ansøgeren har vedrørende et ar i nakken oprindelig oplyst, at det stammede fra et knivoverfald i Iran og efterfølgende, at det hidrørte fra hans angivelige flugt. Ansøgeren har oplyst, at familien i Iran ikke har haft problemer i forbindelse med faderens spillegæld. Ansøgeren har afgivet skiftende forklaringer vedrørende omstændighederne omkring den angivelige flugt i forbindelse med frihedsberøvelsen fremtræder ikke selvoplevet. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren forud for udrejsen af Afghanistan var udsat for forhold, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår, at man via ansøgerens facebook profil kan se en musikvideo, hvor ansøgeren og to andre er kritiske overfor Taliban og den afghanske præsidents manglende evne til at løse landets problemer. Ansøgeren optræder alene med et fornavn, der ikke er identisk med hans eget navn. Ansøgeren har angivet, at den pågældende musikvideo er kommet til hans hjemlands myndigheders kendskab, idet denne skulle være sendt til nogle tv-kanaler med henblik på at blive vist. Ansøgerens anbringende herom støttes ikke på nogen måde af andre oplysninger. Den pågældende musikvideo må anses vanskelig tilgængelig. Flygtningenævnet finder ikke, at den omstændighed at der på ansøgerens facebook profil ligger en henvisning til et kritisk musikindslag i sig selv medfører, at ansøgeren er i nærliggende risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens optræden på skoler her i landet vil give asylbegrundende problemer. Herefter og da ansøgeren heller ikke anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/31
Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pasthun og sunni-muslim fra […]i […]-distriktet i Konar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at Taliban vil slå ham ihjel som følge af, at han underrettede politiet, da han så Taliban i færd med at opsætte en vejsidebombe. Ansøgeren blev dagen efter tilbageholdt af Taliban i seks-syv dage, hvorefter det lykkedes ham at flygte. Ansøgeren frygter endvidere Taliban, fordi han tidligere arbejdede på en amerikansk base, hvorfor han modtog dødstrusler fra Taliban. Ansøgerens tre fætre arbejdede også på basen, og Taliban dræbte den ene af fætrene, fordi han arbejdede på basen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om den del af sit asylmotiv, som vedrører vejsidebomben, til grund, men kan lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet på basen. Ansøgeren har vedrørende arbejdet på basen oplyst, at han ophørte med arbejdet i 2009 efter trusselsbreve og drabet på hans fætter. Uanset om ansøgerens navn har været nævnt eller ej i forbindelse med truslerne, kan det ikke antages, at ansøgeren risikerer overgreb som følge af sit arbejde på basen, idet han blev boende i området og arbejdede to år i området, uden at der skete yderligere. Vedrørende episoden med vejsidebomben har ansøgeren svaret afglidende og ukonkret på spørgsmål om detaljer i hændelsesforløbet i forbindelse med, at han blev stoppet og tilbageholdt, herunder hvorvidt han blev beskyldt for at have afsløret bomben. Det ligger ikke klart, hvorledes Taliban har kunnet vide, at det var ansøgeren, der oplyste om bomben. Ansøgeren har først, da han blev nærmere udspurgt af nævnet, oplyst, at de personer, der tilbageholdt ham, gjorde ham bekendt med, at dette var årsagen til tilbageholdelsen. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at han efter seks dage blev sat fri af den person, der bevogtede ham. Ansøgerens forklaring om vejsidebombe-episoden og tilbageholdelsen, er ikke forekommet selvoplevet. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/30
Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra [..], Parwan-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller sin fætter […]og dennes mænd. Endvidere har ansøgeren under nævnsmødet som et yderligere asylmotiv forklaret, at han frygter at blive slået ihjel, som følge af et homoseksuelt forhold. Ansøgeren har til støtte for sit førstnævnte asylmotiv anført, at han for omkring seks år siden arbejdede på sin onkels hotel, da to personer, som ansøgeren formoder tilhører Taliban, blev indlogeret på hotellet i en periode på omkring 11 dage. Ansøgerens fætter […] tilbragte tid sammen med de to talibanere, hvorfor ansøgeren henvendte sig til politiet og fortalte dem herom. Nogle dage senere blev talibanerne og ansøgerens fætter anholdt og fængslet. Otte-ni måneder herefter blev ansøgeren udsat for et kidnapningsforsøg af fætterens mænd, hvorunder han pådrog sig flere knivstik. Seks år senere og omkring otte måneder inden sin ankomst til Danmark modtog ansøgeren et trusselsbrev fra sin fætter, hvori der stod, at fætteren ville slå ansøgeren ihjel, idet denne havde angivet fætteren til politiet. Herefter solgte ansøgeren sit hus og flygtede. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at udsætte og hjemvise sagen som følge af ansøgerens nye asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiverne til grund. Hvad angår forklaringen om sin frygt for fætteren finder Flygtningenævnet, at forklaringen er usandsynlig og konstrueret. Det er utroværdigt, at ansøgeren ikke startede med at henvende sig til morbroderen med mistanken til fætteren […] og de to mænd. Det er ligeledes usandsynligt, at morbroderen ikke vidste, at det var ansøgeren, der gik til politiet, samtidigt med at fætteren […] vidste det. Endvidere er det besynderligt, at der i så fald intet skete i de cirka seks år, der gik, efter episoden otte måneder efter fætterens […] fængsling og indtil ansøgeren modtog trusselsbrevet fra fætteren […]. Ansøgeren har først til sin beskikkede advokat forklaret om sin homoseksualitet, sit virke som mandlig prostitueret gennem adskillige år, forholdet til […] og kidnapningen af ham og […], hvorunder de blev seksuelt misbrugt. Denne forklaring forekommer endvidere ligeledes utroværdig og konstrueret til lejligheden, og forklaringen om, hvorledes løsesummen fra […]s fader blev formidlet, har været divergerende. Endvidere er det ikke sandsynligt, at en homoseksuel adfærd som den forklarede kunne skjules i de mange år i lokalsamfundet. Endelig er der et højst bemærkelsesværdigt tidsmæssigt sammenfald mellem fætterens brev og ansøgerens frigivelse fra kidnapningen. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter i det hele ansøgerens forklaring om asylmotiverne. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/3
Nævnet meddelte i oktober 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra […]i Afghanistan. Siden 1990, og frem til Taliban mistede magten i Afghanistan, har ansøgeren været medlem af partiet Hezb-e-Islami. I 2008 tog ansøgeren et sikkerhedskursus hos et amerikansk firma, og har efterfølgende være ansat i forskellige afghanske vagtfirmaer, som havde kontrakter med udenlandske virksomheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban på grund af sit arbejde for de udenlandske styrker og personer fra en lokal rivaliserende klan der ligeledes har tilknytning til Taliban. To år inden ansøgeren udrejste af Afghanistan blev ansøgerens hus angrebet med en håndgranat. Umiddelbart inden ansøgerens udrejse af Afghanistan kom der bevæbnede mænd til ansøgerens bopæl og spurgte efter ansøgeren. Det lykkedes ansøgeren at undslippe, men ansøgerens fader blev gennembanket. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent og at han på troværdig måde har udfyldt de uoverensstemmelser, der har været omkring udformningen af kursusbevis, og baggrunden for returnering til hjembyen. Efter konflikternes karakter og opsøgningen af ansøgeren på hans bopæl finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i en reel, konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der findes ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2012/29
Nævnet meddelte i oktober 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han siden 2007 har arbejdet som sikkerheds- og livvagt og tolk for udlændinge. I begyndelsen af 2011 henvendte en mand sig til ansøgeren, da han sad i bussen på vej hjem. Manden havde turban, langt skæg og var iklædt traditionelt afghansk tøj. Manden spurgte, hvem ansøgeren var. Samme dag havde en mand, som ansøgeren formoder er identisk med manden fra minibussen, spurgt efter ansøgeren i en kiosk i nærheden af ansøgerens hjem. Endvidere havde en mand, som udgav sig for at være ansøgerens morbroder, banket på ansøgerens dør på bopælen. Senere i begyndelsen af 2011 blev ansøgerens broder, […], der er født i 1991, bortført fra familiens bopæl, og ansøgeren har ikke set broderen siden. Ansøgeren tog herefter ophold uden for hjemmet indtil udrejsen i foråret 2011. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt såvel til asylsagen som til den beskikkede advokat ifølge advokatindlægget og i nævnets møde. Forklaringen er endvidere understøttet af en række dokumenter bl.a. vedrørende ansøgerens ansættelsesforhold, som ansøgeren har fremlagt til sagen. Nævnet lægger derfor ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger herefter vægt på, at ansøgeren har arbejdet for udenlandske firmaer med tolke- og sikkerhedsopgaver, såvel i forskellige provinser i Afghanistan som i Kabul, herunder i forbindelse med byggeri på den amerikanske ambassade i Kabul. I begyndelsen af 2011 spurgte en mand, der var iklædt traditionelt tøj og turban, efter ansøgeren i en minibus, ligesom ansøgeren senere samme dag erfarede, at en tilsyneladende identisk person havde spurgt efter ansøgeren i en kiosk, der ligger i nærheden af ansøgerens bopæl i Kabul. Da ansøgeren kom hjem erfarede han yderligere, at der havde været en mand, som havde udgivet sig for at være ansøgerens morbroder, og som havde spurgt efter ansøgeren uden at være blevet lukket ind. Senere i begyndelsen af 2011 blev ansøgerens lillebroder bortført fra den fælles bopæl. Ansøgeren blev advaret herom og tog herefter ophold på forskellige hoteller indtil udrejsen i foråret 2011, som en agent arrangerede for 20.000 dollars. Ansøgeren var alene kortvarigt på arbejde i begyndelsen af 2011, hvor han på den sidstnævnte dato fik udbetalt løn. Da ansøgeren herefter anses for at være konkret efterstræbt formentlig af Taliban på grund af sit arbejde for udenlandske firmaer, herunder som tolk og sikkerhedsvagt, idet ansøgeren er blevet konkret opsøgt som anført, herunder at lillebroderen er blevet bortført fra den fælles bopæl i Kabul, hvorefter ansøgeren udrejste som forklaret, findes ansøgeren ved udrejsen at have været i risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling og ved indrejse i Afghanistan under de nugældende forhold fortsat at være i risiko herfor på en måde, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor ansøgeren har krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Ansøgeren findes ikke omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2012/28
Nævnet meddelte i juni 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, da han i perioden fra 2006 frem til sin udrejse i efteråret 2010 var ansat som sikkerhedsvagt i et amerikansk sikkerhedsfirma. Han har i den forbindelse henvist til, at Taliban i efteråret 2010 opsøgte hans families bopæl og brændte denne af, hvorpå de bortførte hans moder og to yngre brødre på grund af hans ansættelsesforhold. Taliban dræbte derpå hans moder. Han er fortsat uden viden om, hvad der skete med brødrene. Udlændingemyndighederne har forelagt sagen for Udenrigsministeriet, der har haft rettet henvendelse til det pågældende amerikanske firma. I forbindelse med henvendelsen blev ikke det af ansøgeren oplyste navn benyttet, ligesom fødselsdag var angivet som […]. Flygtningenævnet kan derfor ikke tillægge de indhentede oplysninger bevisværdi under sagen. I forbindelse med nævnsbehandlingen er blevet fremlagt en række lægelige oplysninger om ansøgeren. Af materialet fremgår, at ansøgeren modtager medicinsk behandling mod psykiske lidelser, og at der er mistanke om egentlig psykisk sygdom. Ansøgerens fremtræden for nævnet og forklaring for nævnet har været præget af disse omstændigheder. Også under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret om sine aktiviteter og de overgreb, der er sket, på troværdig vis. Det kan således lægges til grund, at ansøgeren har arbejdet som sikkerhedsvagt, og at ansøgerens hjem som følge heraf er blevet brændt ned og moderen dræbt, idet Taliban ønskede at dræbe ansøgeren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland er i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren er derimod ikke i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2012/27
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra provinsen Fariyab i Afgha¬ni¬stan. I medio 2009 underviste ansøgeren i provinsen Balkh for en valgkommission kvinder og mænd i regler om valg og demokrati. I perioden fra ultimo 2009 til primo 2010 arbejdede ansøgeren for et privat firma som ledende medarbejder med opstilling af faciliteter, navnlig containere, til brug for afghansk politi. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban og lignende grupper, såfremt han vender tilbage til Afghanistan. Ansøgeren har begrundet dette i, at han og hans kollegaer under arbejdet på valgkontoret i sommeren 2009 modtog en e-mail med oplysninger om, at Taliban ville øge aktiviteterne i den nordlige del af Afghanistan, og at de ville dræbe valgkommissionens medarbejdere ved hjælp af vejsidebomber og andre onde aktiviteter. Ansøgeren har endvidere begrundet sin ansøgning med, at han under sit arbejde for det private firma blev udsat for et angreb fra Taliban i efteråret 2009, hvor bevæbnede personer på motorcykel standsede en bil, som kørte foran den bil, hvor ansøgeren opholdt sig. Chaufføren i ansøgerens bil vendte bilen og flygtede derfra. Ansøgeren har endvidere begrundet sin ansøgning med den generelle situation i Afghanistan. Endelig har ansøgeren henvist til, at han på grund af separation i Danmark fra sin ægtefælle er blevet truet på livet af ægtefællens afghanske familie, men denne del af asylmotivet er frafaldet, da ansøgeren har genoptaget samlivet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ved vurderingen af om ansøgeren har krav på asyl, lægger nævnet vægt på følgende: Ansøgeren er en veluddannet person med en universitetsuddannelse i økonomi. Efter ansøgerens oplysninger er asylansøgningen begrundet i dels hans arbejde for valgkommissionen i 2009 dels hans efterfølgende arbejde for et privat firma. Ansøgerens tidligere konflikt med ægtefællen og denne familie er ikke længere asylrelevant, og ansøgerens arbejde forud for ansættelsen hos valgkommissionen har ansøgeren heller ikke anført som særskilt asylbegrundende. Nævnet lægger til grund, at ansøgerens arbejde for valgkommissionen, der var i privat regi, og for det private udenlandske firma, indebærer, at ansøgeren må anses for at høre til den personkreds, der som følge af de generelle forhold kan være i risiko for angreb fra Taliban og andre grupperinger, der kæmper mod udenlandske organisationer og firmaer samt de afghanske myndigheder. Da nævnet imidlertid ikke finder, at de generelle forhold, herunder den generelle risiko for ansøgeren, indebærer, at ansøgeren omfattes af udlændingelovens § 7, er det herefter afgørende, om ansøgeren var konkret og individuelt forfulgt ved udrejsen i foråret 2011 eller i konkret risiko herfor, eller om ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en sådan risiko. Nævnet tillægger det betydning, at den mail af medio 2009, som ansøgeren har henvist til, blev sendt til valgkommissionen og ikke konkret var rettet alene mod ansøgeren, men må anses som rettet mod valgkommissionens undervisning i forbindelse med valget. Ansøgeren har heller ikke efterfølgende været udsat for individuelle trusler i denne forbindelse. Ansøgeren valgte blandt andet af sikkerhedshensyn at arbejde for det private firma fra ultimo 2009. For så vidt angår episoden i efteråret 2009 lægger nævnet vægt på, at det var den forankørende bil, der blev standset af motorcyklerne med bevæbnede mænd, at ansøgerens bil, der bar logo for det private firma, kunne vende og køre tilbage til Mazar-e Sharif uden at blive udsat for forfølgelse, og at ansøgeren fortsatte sit arbejde for firmaet, indtil han forlod arbejdet efter opsigelse i foråret 2010. Ansøgeren var ikke udsat for yderligere, og selv om ansøgeren også uden for arbejdstiden efter sin forklaring har opholdt sig og overnattet på firmaets bevogtede område, lægger nævnet blandt andet efter ansøgerens forklaring til samtalereferatet af primo 2012 til grund, at ansøgeren også var på sin egen bopæl om aftenen, når han var færdig med arbejdet, hvilken bopæl lå udenfor firmaets område. Ved vurderingen af ansøgerens egen opfattelse af betydningen af de nævnte hændelser for hans asylmotiv tillægger nævnet det betydning, at ansøgeren først i primo 2011 og således cirka 11 måneder efter indrejsen søgte om asyl, og at den angivne asylbaggrund da var ansøgerens konflikt med ægtefællen og dennes familie. Selv om ansøgeren i asylskemaet af medio 2011 også har omtalt sit arbejde for valgkommissionen og udenlandske organisationer, samt projekt for regeringen i Tyskland, fremstår ansøgerens asylmotiv såvel i asylansøgningsskemaet som til samtalereferatet af ultimo 2011 som primært relateret til konflikten med ægtefællen og dennes familie. Først til samtalereferatet af primo 2012 nævner ansøgeren episoden i efteråret 2009 og oplysningerne om episoden fremstår som noget usikre i forhold til det oplyste i den foregående samtale af primo 2012. Ansøgeren har efter at have forladt arbejdet for det private firma i foråret 2010 kunnet rejse dels til Kabul, dels til Islamabad med henblik på visum som familiesammenført og på ny til Kabul, hvorfra ansøgeren udrejste legalt i foråret 2010. Det er derfor nævnets sammenfattende vurdering, at ansøgerens generelle risiko ikke har været således individuelt orienteret eller konkretiseret, at ansøgeren ved udrejsen var i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og nævnet finder, at der efter ansøgerens oplysninger heller ikke kan antages at bestå sådan konkret risiko ved en fornyet indrejse i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/26
Nævnet meddelte i september 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har boet i Iran sammen med sin familie, fra han var tre år til 2010. Ansøgeren blev efter en uoverensstemmelse med sin arbejdsgiver anmeldt til politiet af sin arbejdsgiver, hvorefter han blev udvist af Iran. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende omkring to måneder i Kabul inden sin udrejse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han efter at være blevet angrebet af en dreng på en fodboldbane skubbede til denne dreng, […], som faldt og slog baghovedet ned i en sten, hvorefter han døde. Drengen havde forud for dette slagsmål chikaneret ansøgeren verbalt og udøvet fysisk vold mod ansøgeren flere gange, efter at ansøgeren havde udtalt sig kritisk om sit ophold i Iran. Drengens fader var mullah på en navngiven lokal præsteskole støttet af det iranske styre og med en magtfuld og indflydelsesrig leder. Ansøgeren frygter, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive slået ihjel af personer tilknyttet præsteskolen på grund af drengens død. Ansøgeren har desuden henvist til, at personer med tilknytning til præsteskolen efter drengens død flere gange har opsøgt ansøgerens moders fætter, hvor ansøgeren boede, og forlangt at få ansøgeren udleveret. Flygtningenævnet finder ikke at kunne forkaste ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet må antages at være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra personer med tilknytning til præsteskolen. Flygtningenævnet finder på grund af forholdets karakter ikke, selvom forholdet fra ansøgerens side er begået i selvforsvar, at ansøgeren i det konkrete tilfælde kan antages at kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet kan tiltræde det af Udlændingestyrelsen anførte, hvorefter ansøgerens forhold i forbindelse med […] død ikke er til hinder for, at der gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 10, stk. 2, nr. 2.” afgh/2012/25
Nævnet meddelte i september 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Herat i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af enten Taliban eller af familiemedlemmer til en pige, som ansøgeren har trænet i sin karateklub. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han fra primo 2005 til medio 2009 arbejdede for et amerikansk firma ved navn […], hvor han formidlede lån til lokale afghanere mod betaling af rente. Den […] 2009 modtog ansøgeren et trusselsbrev fra Taliban, hvor han blev beskyldt for at låne penge ud mod betaling af renter, at arbejde for amerikanerne og at propagandere for kristendommen, og han rettede derfor henvendelse til distriktsguvernøren for at bede om hjælp. To dage senere var der ildkamp mellem Taliban og regeringssoldater, hvorved to talibansoldater blev slået ihjel. En uges tid senere modtog ansøgeren et nyt trusselsbrev, der gentog det tidligere samt tilføjede, at ansøgeren var ansvarlig for de to talibaneres død. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han herefter flyttede til […] og at han her åbnede en karateklub, hvor han trænede både drenge og piger. Ansøgeren fik den […] 2011 at vide, at en af hans kvindelige elever havde sat ild til sig selv, idet hendes forlovede ønskede at hæve forlovelsen, da han var blevet bekendt med, at hun trænede karate. Ansøgeren blev herefter overfaldet af den forlovede og pigens familiemedlemmer, og ansøgeren er blevet truet på livet. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at den forlovedes morbroder er en indflydelsesrig kommandant ved navn […]. Flygtningenævnet finder, at kunne lægge ansøgerens troværdige og konsistente forklaring til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren som følge af sin ansættelse hos […] er blevet truet af Taliban og fortsat er profileret i forhold hertil, og at han efter at have taget ophold i […] er kommet i en privatretlig konflikt med to familier, hvorunder ansøgeren er blevet udsat for voldeligt overfald og trusler på livet. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren i forlængelse af truslerne fra Taliban søgte myndighedsbeskyttelse, og da denne ikke kunne opnås flyttede fra […] til […]. Nævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder ikke, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder ikke, at ansøgeren kan henvises til et internt flugt alternativ. Ansøgeren kan således ikke henvises til på ny at tage ophold i […], som følge af konflikten med de to familier dér. Nævnet finder heller ikke, at han kan henvises til at tage ophold i Kabul, der ligger fjernt fra hans hjemegn, og hvor han ingen relationer har, eller at der findes et andet reelt flugt alternativ i Afghanistan for ansøgeren. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2012/24
Nævnet meddelte i september 2012 afslag på opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i 2011 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet styrelsen i sin afgørelse ikke havde taget stilling til, hvorvidt udlændingelovens § 10 var til hinder for opholdstilladelse, såfremt nævnet måtte finde, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Udlændingestyrelsen bemærkede i afgørelsen, at styrelsen fandt, at ansøgeren var udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens artikel 1F (a) og (b), såfremt nævnet måtte finde, at han var omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra […]i Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har været medlem af Hezb-e Islami fra 1984. Ansøgeren har fra 1988 til 1992 deltaget i kamphandlinger mod de russiske styrker. Forinden har han i Pakistan i et par år arbejdet som sikkerhedsvagt for Gulbaddin Hekmatyar, der var leder af Hezb-e Islami i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive anholdt og henrettet af myndighederne, som beskylder ham for at være skyld i, at en af Ahmad Shah Massouds kommandanter blev dræbt. Ansøgeren blev anholdt et år efter episoden, men det lykkedes ham flygte, idet hans familie bestak en af fængselsvagterne. Videre har ansøgeren henvist til, at han i 2002 på baggrund af falske anklager var eftersøgt af myndighederne. Ansøgeren har under sagen forklaret detaljeret og sammenhængende om sit medlemskab af Hezb-e Islami og sin position i denne organisation, samt om at han er forfulgt af nogle medlemmer af Jamiat-e Islami, fordi de mistænker ham for at have dræbt andre medlemmer af denne organisation. Flygtningenævnet kan derfor i det væsentlige lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren har været et højt profileret medlem af Hezb-e Islami, at han har været personlig livvagt for Gulbaddin Hekmatyar, og at han gennem en længere årrække har haft tæt kontakt til denne. Det lægges endvidere til grund, at han er eftersøgt af medlemmer af Jamiat-e Islami. På denne baggrund og efter oplysninger i det foreliggende baggrundsmateriale kan det ikke afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Ansøgeren opfylder derfor isoleret set betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om Hezb-e Islamis aktiviteter i Afghanistan, herunder de baggrundsoplysninger som Udlændingestyrelsen har henvist til, sammenholdt med ansøgerens forklaring om sin position i og aktiviteter for Hezb-e Islami, tiltrædes det, at der er en alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en forbrydelse omfattet af Flygtningekonventionens art. 1 F (a). Flygtningenævnet har herved tillige navnlig lagt vægt på, at ansøgeren som højt profileret medlem af Hezb-e Islami har deltaget i kamphandlinger i perioden 1988 til 2001, at han havde til opgave at uddele våben og penge til mujahedinere og kommandanter, og at ansøgeren i 2002 vendte tilbage til Afghanistan med våben for at støtte Hezb-e Islami i kampen mod den siddende regering. Ansøgeren kan som følge af det anførte ikke meddeles opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 10, stk.1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens art. 1 F (a).” afgh/2012/23
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Behsud, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den ene af to brødre, som han angav til kuchierne i 2005, og hvor kuchierne dræbte den anden broder. Ansøgerens fader blev tilfangetaget af kuchierne efter at have opfordret landsbyen til at kæmpe mod kuchierne, som flere gange havde angrebet landsbyen. 1½ måned herefter blev ansøgeren ligeledes tilfangetaget af kuchierne, som krævede skødet til familiens jord, ligesom de krævede, at ansøgeren oplyste navnene på de næstkommanderende i landsbyen. Ansøgeren angav de to brødre og blev løsladt. Da ansøgeren efterfølgende fik at vide, at kuchierne havde dræbt den ene broder, og at den anden broder ønskede at hævne sig, flygtede ansøgeren til Iran. Under sit ophold i Iran blev ansøgeren overfaldet af 10 afghanske mænd, som den overlevende broder havde sendt efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har forklaret sammenhængende og overbevisende om sit asylmotiv og omstændighederne i forbindelse hermed. Ansøgeren har således både til motivsamtalen og til samtalen med Udlændingestyrelsen afgivet en detaljeret forklaring om, at ansøgerens fader blev hentet af kuchier på sin bopæl, medens ansøgeren og den øvrige familie var til stede. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at faderen forsvandt under kampene med kuchierne, medens ansøgeren og ansøgerens øvrige familie befandt sig i bjergene. Ansøgeren benægtede at have forklaret som anført ovenfor til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har desuden ikke på overbevisende måde forklaret om sin egen tilbageholdelse og om konflikten med den ene af de brødre, som ansøgeren oplyste navnene på. Ansøgeren har således under motivsamtalen oplyst om et efternavn på brødrene. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen benægtet at have oplyst det angivne efternavn. Ansøgeren har under nævnsmødet oplyst, at brødrene og familien blev kaldt ved dette navn. Flygtningenævnet finder ikke, at disse divergenser i det hele kan forklares med misforståelser i forbindelse med tolkningen. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at ansøgerens forklaring om ansøgerens flugt til Kabul og videre til Pakistan og Iran fremstår som sandsynlig, herunder med hensyn til, at den person, der efter forældrenes død og forsvinden tog sig af ansøgeren, netop skulle møde den overlevende broder i Kabul, og at den overlevende broder efterfølgende kunne opspore ansøgeren i Iran og sende ti mænd til Iran for at overfalde ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren efterfølgende har opholdt sig i Grækenland i en årrække under et andet navn inden indrejsen i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/22
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra[…], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at først Arbaki og senere Taliban har forsøgt at hverve ham. Ansøgerens far modsatte sig hvervningerne, idet ansøgeren var familiens eneste søn. Faren gav Arbaki varer, og derefter lod de ansøgeren være. Da Taliban senere henvendte sig, accepterede ansøgeren at hjælpe Taliban, fordi han var bange. Han fortrød, og dagen efter tog han på farens opfordring til sin morbror. Da Taliban to til tre dage efter kom for at hente ansøgeren, og fik at vide, at han var væk, skød de faren. Der opstod herefter kampe mellem Arbaki og Taliban. Under urolighederne blev to personer dræbt udover ansøgerens far. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren, at han vil blive holdt ansvarlig for dødsfaldene, og at både Arbaki og Taliban vil slå ham ihjel. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om henvendelserne fra Arbaki. Disse henvendelser findes imidlertid ikke i sig selv at kunne give ansøgeren problemer ved en tilbagevenden, idet forholdet til Arbaki omkring hvervningen må antages afklaret med farens afslag på hvervning af sønnen og udlevering af varer i stedet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ligeledes i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om det videre forløb, herunder om problemerne med Taliban, og lægger herved vægt på, at forklaringen i hovedsagen har været konsistent og detaljerig. Flertallet finder på denne baggrund at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjembyen vil være i risiko for fornyede henvendelser fra Taliban og overgreb som følge af sin manglende efterkommelse af deres anmodning om bistand, jf. herved udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgeren i stedet for at tage ophold i hjembyen kan henvises til at tage ophold andet sted i Afghanistan, eventuelt hos sin morbror, hvor han ikke har haft problemer, eller eventuelt i Kabul. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren i forhold til Taliban må antages som uprofileret og at der derfor ikke er holdepunkter for at antage, at han vil blive eftersøgt udenfor hjembyen. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren vel ikke har familie eller venner i Kabul, men at han er en ung mand i arbejdsduelig alder, og at det fremgår af baggrundsmaterialet, herunder Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af maj 2012, at alle etniske grupper har deres eget samfund i Kabul, og at unge mænd sædvanligvis vil kunne finde deres egen etniske gruppe og få beskyttelse der. Det fremgår ligeledes af samme rapport, at levevilkårene i Kabul er vanskelige, men at der dog er tilstrækkelig mad og adgang til sundhedsvæsen og undervisning for alle. På denne baggrund findes ansøgerens levevilkår ikke at ville blive af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket, ved at han henvises til at tage ophold i Kabul. Med denne begrundelse stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2012/21
Nævnet meddelte i september 2012 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Afghanistan. Den kvindelige ansøger indrejste i 2010 med parrets tre børn. Den mandlige ansøger indrejste i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske hazara og shia-muslimer. Indtil 2001 boede de i Kabul, hvor den mandlige ansøger arbejdede som bager. Ansøgerne har senest fra 2006 boet i […]i Ghazni provinsen. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv oplyst, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den mandlige ansøgers farbroder eller dennes sønner. Ansøgerne har om deres asylmotiv nærmere forklaret, at deres ældste datter, […], var lovet bort til den mandlige ansøgers farbroders søn, […]. Da Taliban kom til magten, flygtede familien i 2001 til Iran, hvor de boede i Bam i cirka fem år. I 2003 omkom to af ansøgernes børn under et jordskælv, herunder datteren, der var lovet bort. I 2006 blev ansøgerne deporteret tilbage til Afghanistan af de iranske myndigheder. Omkring seks måneder efter hjemkomsten kom den mandlige ansøgers farbroder, idet han henviste til deres aftale om, at ansøgernes datter skulle giftes med hans søn. Farbroderen ønskede nu, at hans søn i stedet skulle giftes med ansøgernes datter, der er født i 1996, hvilket datteren dog ikke ville acceptere. Farbroderen har i den efterfølgende periode på omkring tre og et halvt år indtil udrejsen i […] 2010 opsøgt bopælen to gange for at anmode om datterens hånd, og hans søn, […], har opsøgt bopælen fire gange. Familien er i forbindelse med disse besøg blevet truet på livet. Da truslerne intensiveredes i takt med, at datteren blev ældre, besluttede familien at flygte til Iran. Ansøgerne har videre forklaret, at de i Iran, hvor de opholdt sig cirka en måned i Bam, blev opsøgt af en mand, som var udsendt af farbroderens søn, idet manden advarede den mandlige ansøger og opfordrede ham til at lade sin datter blive gift med farbroderens søn. Endvidere har farbroderens søn ringet og truet familien, mens de opholdt sig i Bam i Iran. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaringer om hændelsesforløbet indtil udrejsen fra Afghanistan til Iran i formentlig […] måned 2010 har fremstået konsistente, selvoplevede og troværdige, hvorfor forklaringerne herom lægges til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder endvidere, at det også kan lægges til grund, at ansøgerne, da de i cirka en måned i 2010 opholdt sig i Bam, på foranledning af farbroderen og farbroderens søn blev opsøgt af en baluchi-person, der truede dem, og at farbroderens søn derpå telefonisk kontaktede den mandlige ansøger og igen truede familien på livet. Flertallet lægger vægt på, at ansøgerne efter tilbagekomsten til svigerfaderens efterladte jord i Ghazni-provinsen i 2006 over en periode på godt tre år blev udsat for trusler af stigende alvor på baggrund af farbroderens søns krav på den yngre datter, […]i stedet for den afdøde datter, […]. Ved den sidste henvendelse gentog farbroderens søn […], der var ledsaget af flere for ansøgerne ubekendte personer, trusler på livet mod ansøgerne og deres børn. Ansøgerne flygtede kort efter til Bam i Iran, hvor de tidligere havde boet. I Iran blev ansøgerne imidlertid opsøgt og truet af en baluchi-person, der var sendt af farbroderen og farbroderens søn[…], og yderligere truet telefonisk af farbroderens søn[…]. Flertallet lægger videre vægt på, at ansøgernes situation har været afgørende præget af de alvorlige trusler sammenholdt med, at ældrerådet og lokalsamfundet ved ansøgernes bopæl i Ghazni-provinsen støttede farbroderen og farbroderens søn[…]s krav på datteren […]. Flertallet bemærker, at ansøgerne har forsøgt at imødegå truslerne både ved at forsøge at blive i området i Ghazni, tilbyde betaling og derefter ved at tage ophold i Bam, men at ansøgerne fortsat blev truet på livet. Flertallet bemærker endvidere, at der om den kvindelige ansøger foreligger lægelige udtalelser om hendes alvorlige psykiske helbredsforhold og behov for behandling. Flertallet finder derfor, at ansøgerne ikke kan henvises til på den ovennævnte baggrund at tage ophold i Kabul, selvom begge ansøgere har boet der indtil 2001. Flertallet har herved endvidere lagt vægt på, at ansøgerne ikke har nogen familie eller andre nært knyttede personer, som vil kunne yde ansøgerne bistand, og at ansøgerne henset til truslernes vedvarende, konkrete og alvorlige karakter også i Kabul vil være i risiko for, at ansøgerne udfindes af farbroderen og farbroderens søn […], og at truslerne virkeliggøres. Flertallet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling af en karakter, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at ansøgerne derfor har krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse.” afgh/2012/20
Nævnet meddelte i januar 2012 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnets medlemmer udtalte: ”At ansøgerne er etniske ghezel-bash fra byen […], Afghanistan. Den mandlige ansøger har frem til 1987 været aktiv for Hezb-e Islami. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive dræbt af personer fra Taliban, idet ansøgerne stemte til valget, der blev afholdt den 20. august 2009. Taliban opsøgte i den forbindelse ansøgerne på deres bopæl tre gange, hvor ansøgerne ikke var hjemme. Ansøgerne har desuden henvist til, at de frygter personer fra Hezb-e Islami, idet den mandlige ansøger ikke ville genoptage sit tidligere arbejde for dem. Ansøgerne har oplyst, at de i perioden 2005-2006 blev opsøgt cirka ti gange af personer fra Hezb-e Islami, og at de på ny i maj 2009 blev opsøgt af personer fra Hezb-e Islami. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaring til grund for sagen, idet de fremstår konsistente og uden divergenser. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøgers tidligere tilknytning til og efterfølgende konflikt med Hezb-e Islami på nuværende tidspunkt kan anses som asylbegrundende. Flygtningenævnet lægger vægt på, at den mandlige ansøger kun en gang siden marts 2009 er blevet opsøgt af personer med tilknytning til Hezb-e Islami, som herefter ikke har foretaget sig yderligere. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger vægt på, at ansøgernes bopæl er blevet opsøgt tre gange af Taleban umiddelbart efter valghandlingen den 20. august 2009, mens ansøgerne opholdt sig hos den mandlige ansøgers kusine. Taliban var voldelig overfor den mandlige ansøgers moder og morbroder, idet de eftersøgte den mandlige ansøger. Ansøgerne holdt sig herefter i skjul frem til udrejsen 10 dage efter valget. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgerne tilhører en shiamuslimsk minoritet i området. Flertallet finder, at Talibans interesse for ansøgerne formentlig kan hænge sammen med, at Taliban har ønsket at statuere et eksempel og herved give befolkningen en lærestreg ved at udpege enkelte af valgdeltagerne som mål for forfølgelse. Flertallet finder under disse omstændigheder, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemegn vil være i reel risiko for overgreb fra Taliban, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og som de ikke kan opnå myndighedernes beskyttelse imod. Der findes ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1." afgh/2012/2
Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren er født i Pakistan, og siden 2008 har han opholdt sig i en landsby i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet forklaret, at der en dag kom en mand i ansøgerens broders musikforretning, som forsøgte at placere en bombe i forretningen, men mandens forehavende mislykkedes, og han blev anholdt. Det viste sig efterfølgende, at manden var talibaner, og kort efter blev ansøgeren opsøgt og advaret af nogle medlemmer fra Taliban, idet de ville slå ansøgeren og hans familie ihjel, da han var skyld i, at talibaneren var blevet anholdt. Ansøgeren fremtrådte ikke for nævnet som en voksen mand. Hans forklaring for nævnet var præget af manglende modenhed, og at han var meget følelsesmæssigt påvirket. Nævnet vurderer dog ansøgeren som fuldt ud moden til at gennemgå en asylsagsprocedure. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren var således ved udrejsen truet af Taliban. Også henset til ansøgerens manglende modenhed, finder Flygtningenævnets ikke, at ansøgeren kan henvises til at søge ophold i andre dele af Afghanistan end hans hjemegn. Da der ikke kan anses at være indtrådt forhold, der har bevirket, at ansøgeren er kommet ud af Talibans søgelys, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at ansøgerens forhold ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2012/19
Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt hendes to børn, herunder en søn, der fyldte 18 år før nævnets afgørelse, fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at hun og hendes to medfølgende børn på nu 16 år (datter der er omfattet af afgørelsen) og hendes ældste søn på nu 18 år (udl. nr. […]), vil blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hendes ægtefælle udlejede sine to lastbiler til ISAF. En gang om måneden fik ægtefællen lastbilerne retur fra ISAF, således at han kunne sende dem på værksted. Taliban meddelte i foråret 2011 ægtefællen, at de ønskede at laste lastbilerne med sprængstof, således at bilerne, når de blev afleveret til ISAF, var fulde af sprængstof. Taliban kontaktede flere gange ægtefællen herom. På grund af Talibans henvendelser solgte ægtefællen i foråret 2011 sine lastbiler. […] efter, at ægtefællen i sommeren 2011 var taget til en vens begravelse i Lowgar provinsen, ringede ægtefællen og sagde, at Taliban havde bortført ham, fordi han havde nægtet at samarbejde med dem, og at Taliban nu krævede parrets datter og USD 50.000. Ægtefællen bad ansøgeren om at flygte. Herefter lød der en bankelyd, og telefonforbindelsen blev afbrudt. Hun antager, at ægtefællen blev slået. Fra dagen efter og til udrejsen i sommeren 2011 gemte ansøgeren og hendes fire børn sig hos en af ægtefællens venner. I forbindelse med den illegale udrejse til Iran mistede hun kontakten til sine to yngste børn. Siden udrejsen har hun ikke talt med nogen i Afghanistan. Taliban vil formentlig opfatte familiens manglende samarbejde således, at familien er uislamiske, og at de samarbejder med udlændinge. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at forklaringen i al væsentlighed har været konsistent under hele asylforløbet, samt at forklaringen i Flygtningenævnet har været sikker og sammenhængende og er fremstået selvoplevet. Det er indgået i vurderingen, at ansøgerens 18-årige søn – der i Flygtningenævnet ikke overværede sin moder afgive forklaring – har afgivet en forklaring, der støtter indtrykket af, at moderen har forklaret sandfærdigt om asylmotivet. Flertallet lægger således til grund, at Taliban adskillelige gange har rettet henvendelser til ansøgerens ægtefælle, at Taliban har været utilfredse med, at ægtefællen samarbejdede med ISAF og ikke med Taliban, at forløbet endte med, at Taliban bortførte ægtefællen og via denne forlangte at få udleveret ægteparrets datter mv., og at ansøgeren ikke siden har hørt fra sin ægtefælle. Flertallet finder under disse omstændigheder, at der er risiko for, at Taliban vil udsætte ansøgeren og hendes to medfølgende børn for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvis de vender tilbage til hjemlandet. Det kan ikke antages, at de afghanske myndigheder vil kunne yde ansøgeren tilstrækkelig beskyttelse imod Taliban. Herefter, og idet ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeles ansøgeren og hendes datter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2012/18
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik fra […] og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som femårig flyttede ind hos sin farbror, fordi hans familie var blevet dræbt i et raketangreb, at hans farbror behandlede ham dårligt, og at farbroren solgte ansøgeren til Taliban, da ansøgeren var 14 år gammel, og herved overtog hans jord, som han havde arvet fra sin far. Ansøgeren gik i koranskole i to år. Skolen var drevet af Taliban, og ansøgeren skulle oplæres til at blive selvmordsbomber. Da ansøgeren indså formålet med opholdet på skolen, besluttede han sig for at flygte. Det lykkedes ansøgeren at flygte natten til den dag, han skulle af sted som selvmordsbomber. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret upræcist og afglidende på en måde, så hændelsesforløbet ikke virker selvoplevet, og at forklaringen også i øvrigt på centrale punkter virker utroværdig. Således har ansøgeren ikke nærmere redegjort for forholdene på skolen og indholdet af den skolegang, som han igennem to år skulle have modtaget på koranskolen. Ansøgeren har forklaret divergerende om transporten til skolen, og om hvorvidt eleverne på skolen måtte tale med hinanden. Endvidere finder Flygtningenævnet, at forklaringen om omstændighederne omkring flugten fra skolen forekommer utroværdig, herunder at vagten skulle stille sig med ryggen til ansøgeren og hans ven, og at de under bøn kunne liste sig ind på vagten og ved at skubbe til ham kunne fratage ham hans gevær. Det er endvidere indgået i Flygtningenævnets vurdering, at forklaringen om hvervningen af ansøgeren og hans ven […] ikke stemmer overens med de foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort en konflikt med Taliban og de afghanske myndigheder, som kan begrunde asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, ligesom konflikten med farbroren om jordfordelingen ikke har haft en sådan karakter og intensitet, at den kan sidestilles med asylrelevant forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke, at der vedrørende ansøgerens forklaring om centrale dele i asylmotivet er påpeget sådanne tolkevanskeligheder, at der er grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/17
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara født i Kabul, men flyttede som seks til syv-årig sammen med sine forældre til Jaghori-distriktet i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at han har deltaget i kampe mod Taliban, hvor han har fungeret som gruppeleder for nogle mænd, der beskyttede en landsby mod Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under behandlingen af asylsagen har forklaret divergerende og udbyggende, og at ansøgerens forklaring i nævnet på centrale punkter afviger herfra. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til Rigspolitiet og i asylansøgningsskemaet har fortalt om tab på Talibans og hans egen side og først under asylsamtalen hos Udlændingestyrelsen oplyste, at fire personer, som han var teamleder for, blev dræbt inden for en uge, at alle de øvrige bevæbnede mænd i landsbyen var blevet dræbt, og at han under begravelsen af de to sidste ofre blev advaret om et angreb mod ham samme aften. Han forklarede dengang endvidere, at han halvandet år forud herfor var blevet overfaldet og slået i hovedet. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at årsagen til, at han flygtede fra Afghanistan, var, at han var blevet overfaldet og slået kraftigt i hovedet af nogle personer, som han antog kom fra Taliban bl.a. på grund af deres sprog og på grund af, at overfaldet skete sent om natten. Hertil kommer, at ansøgeren nu forklarer, at moderen er død i et trafikuheld og ikke af sygdom, og at faderen ikke som tidligere forklaret blev dræbt af Taliban, men lever i Kabul sammen med sin nye ægtefælle. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaringer taget i betragtning, at ansøgeren er psykisk syg. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ved sine meget forskellige forklaringer ikke har godtgjort sit asylmotiv. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i asylbegrundende risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/16
Nævnet meddelte i september 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. I begyndelsen af 2012 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen i 2011, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I sommeren 2012 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen, efter at der var fremkommet nye oplysninger til sagen, blandt andet fra UNHCR, og efter at sagen havde været omtalt i landsdækkende medier. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren indrejste og søgte asyl i Danmark i foråret 2010. Som asylmotiv henviste han til, at han frygter de afghanske myndigheder og befolkning, fordi han er konverteret til kristendommen i 2008/2009 og har uddelt bibler i sin landsby i […]-provinsen. Under en ransagning af ansøgerens butik fandt politiet to bibler, og ansøgeren flygtede, efter at politiet havde ransaget hans butik. Ansøgeren henviste videre til, at han i sommeren 2011 er blevet døbt i […]-kirken i København og siden har været aktiv i kirkens menighed. Den […] 2012 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort det af ham oplyste hændelsesforløb i Afghanistan, ligesom nævnet ikke fandt, at hans konvertering var kommet til de afghanske myndigheders kundskab. Den […]2012 har Flygtningenævnet genoptaget sagen. Efter en fornyet gennemgang af sagen sammenholdt med den senest afgivne forklaring, finder Flygtningenævnet fortsat, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen før sin udrejse af Afghanistan. Ved denne afgørelse lægger Flygtningenævnet blandt andet vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret overbevisende om sine kontakter til de unge mænd, der ifølge ansøgerens forklaring i 2008 og 2009 introducerede ham til kristendommen. Hertil kommer, at ansøgeren også har forklaret divergerende. Det gælder for eksempel forklaringen om, at han i efteråret 2008 fik udleveret en bibel. Ved mødet i Flygtningenævnet […] 2012 forklarede ansøgeren, at han fik biblen 14 dage før, at de unge mænd rejste til Kabul, således at de kunne hjælpe ham i begyndelsen med at læse i biblen. Ved den seneste forklaring i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han først fik biblen ved deres afrejse, således at han i de næste cirka seks måneder var overladt til sig selv i forbindelse med læsning i biblen. På en række punkter har ansøgeren endvidere forklaret udbyggende. Det gælder for eksempel forklaringen om, at han blev ramt af et skud, da bopælen blev ransaget. Ansøgerens forklaringer om omstændighederne i forbindelse med sin udrejse forekommer heller ikke overbevisende, herunder med hensyn til den manglende besked til sin mor om sin flugt og udrejse, fremskaffelse af penge mv. Endeligt har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren i 2010 overfor de østrigske myndigheder har afgivet forklaringer, der på centrale punkter afviger fra de forklaringer, han har afgivet i Danmark. Det gælder for eksempel oplysningerne om sin religion, oplysningerne om sit asylmotiv og oplysninger om sine opholdssteder i perioden fra 2005 til starten af 2010. Ud fra en samlet vurdering tilsidesætter Flygtningenævnet herefter ansøgerens forklaringer om, at han var konverteret før sin udrejse af Afghanistan. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren ved sin udrejse af Afghanistan befandt sig i en situation, der kan begrunde asyl. Efter sin indrejse i Danmark er ansøgeren konverteret til kristendommen, og han blev i […]2011 døbt. Ansøgeren har endvidere forklaret om sit liv som kristen i Danmark, ligesom der er fremlagt flere erklæringer herom fra blandt andet præster. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen, og det skal som følge heraf vurderes, hvilke asylretlige konsekvenser det skal have i relation til en eventuel tilbagevenden til Afghanistan. Ved denne vurdering skal der også tages hensyn til, at ansøgeren flere gange – herunder med angivelse af ansøgerens navn – er blevet omtalt i landsdækkende aviser, ligesom han efter det oplyste har medvirket i et radioprogram. Der må derfor tages hensyn til, at ansøgeren befinder sig i en forøget risiko for forfølgelse eller overgreb som følge heraf ved en tilbagevenden til Afghanistan, da der ikke kan bortses fra, at oplysningerne om ansøgerens konvertering er kommet til kendskab hos både myndigheder og grupperinger i Afghanistan. På denne baggrund – og under henvisning til pkt. 94-96 i UNHCR’s Håndbog for procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus (sur place) samt pkt. 71-73 om religion – finder Flygtningenævnet ud fra en samlet vurdering, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2012/14
Nævnet stadfæstede i juli 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra […] i Afghanistan og shia-muslim af trosretning. Ansøger har opholdt sig illegalt i Iran i perioden 1996 frem til sin udrejse i 2010 kun afbrudt af et kortere ophold i Afghanistan i 2007/2008. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans far arbejdede som chauffør i Iran i 1990’erne for en virksomhed, som samarbejdede med den iranske hær, og at hans far i 1995 fik en konflikt med sin halvfætter […], som er en magtfuld kommandant for Taliban, idet faren ikke ville sørge for, at halvfætterens bror blev ansat i samme virksomhed. I 1996 indrejste halvfætterens bror i Iran, hvor han blev anholdt og senere henrettet for spionage. Halvfætteren mistænkte ansøgerens far for at stå bag anholdelsen af sin bror, hvorfor ansøgerens far modtog telefoniske trusler fra halvfætteren i et par år. Halvfætteren opsøgte endvidere ansøgeren og hans familie på deres bopæl i Afghanistan og truede dem på livet. I 1996 anmodede ansøgerens far på grund af truslerne sin bror om, at bringe ansøgeren og resten af familien til Iran. Ansøgerens familie blev ikke opsøgt af halvfætteren under deres ophold i Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at han i 2007 flyttede tilbage til Afghanistan sammen med sin bror og far, idet de havde fået oplysninger om, at halvfætteren var blevet fængslet af amerikanerne. Efter omkring en måneds ophold blev de overfaldet i deres hus af maskerede og bevæbnede mænd, som tog dem med til en kælder, hvor de blev udsat for grove fysiske overgreb. Senere samme dag ankom halvfætteren, som ville have ansøgerens far til at indrømme sin rolle i henrettelsen af hans bror. Halvfætteren udsatte dem for fysiske overgreb og truede dem. Til sidst forlod halvfætteren lokalet med ansøgerens far. Ansøgeren formoder, at hans fader er blevet dræbt. Det lykkedes ansøgeren og hans bror at flygte med hjælp fra en gammel mand, der var vagt. De blev kørt til Kabul, hvor ansøgerens moster bor. Mosterens ægtefælle og dennes bror hjalp dem herefter med at udrejse til Iran, hvor de bosatte sig. Ansøgeren var efter indrejsen i Iran i kontakt med sin moster, som fortalte, at halvfætteren havde søgt efter ansøgeren og hans bror på hendes bopæl. I 2010 blev ansøgeren anholdt af de iranske myndigheder, idet han opholdt sig illegalt i Iran. Ansøgerens bror betalte bestikkelse for at få ansøgeren løsladt. Ansøgeren var herefter nødsaget til at forlade Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Overordnet bemærkes, at ansøgeren nok har forklaret overensstemmende og detaljeret, men at Flygtningenævnet hæfter sig ved, at der er den samme detaljeringsgrad og nuancering på forklaringen, både for så vidt angår de begivenheder, som ansøgeren har på anden hånd, idet han har fået dem refereret fra sin farbroder og sin moster, og for så vidt angår de begivenheder, som ansøgeren selv har været impliceret i. Det forekommer ikke overbevisende, at ansøgeren først efter flugten har fået kendskab til konflikten med halvfætteren, idet ansøgeren har været omkring 16 år gammel, da familien valgte at flytte tilbage. Forklaringen om, at ansøgeren på intet tidspunkt havde hørt fra sin far eller mor om den konflikt, der var årsag til deres udrejse fra Afghanistan og de eventuelle problemer ved en tilbagevenden, virker ikke overbevisende. Ansøgerens forklaring om de angivelige meget alvorlige overgreb, der skete på både hans fader, broder og på ham selv, har ikke virket selvoplevet. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren og hans broder skulle kunne opnå bistand til at flygte fra området som forklaret. Det forekommer usandsynligt, at halvfætterens vagt under de anførte omstændigheder skulle have valgt at bistå ansøgeren og hans broder med flugt, ligesom det ikke mindst forekommer usandsynligt, at en flugt til Kabul kunne arrangeres inden for så kort en tidsramme, som ansøgeren har forklaret om. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret noget divergerende om, hvilken betydning det havde, at hans ben angiveligt var brækket. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens forklaring må anses for konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/13
Nævnet stadfæstede i juli 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra Nangahar-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel eller bruge ham som selvmordsbomber ved et terrorangreb. Han frygter videre, at de afghanske myndigheder får kendskab til hans arbejde med at reparere våben for Taliban. Ansøgerens bopæl blev på et tidspunkt opsøgt af to talibanere, der tog ham og faderen med sig, idet de havde arbejde til dem. Ansøgeren og faderen var i Talibans hovedkvarter i halvanden måned, hvorefter faderen fik lov til at tage hjem. Ansøgeren fik herefter besked på, at han skulle bruges til at udføre jihad, og han fik tre alternativer, hvoraf to gjorde ham til selvmordsbomber. Ansøgeren fik efter en uge lov til at tage hjem og få forældrenes samtykke til hans deltagelse i jihad. Ved hjemkomst fik han af naboen at vide, at hans familie var flygtet og blev opfordret til at gøre det samme. Flygtningenævnet bemærker, at der har været visse divergenser i ansøgerens forklaringer, som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, men at Udlændingestyrelsen under nævnsmødet har korrigeret sin afgørelse, for så vidt angår nogle af disse divergenser. Flygtningenævnet finder ikke, at de resterende divergenser er så betydningsfulde, at de kan være afgørende for udfaldet af sagen. Flygtningenævnet finder det imidlertid ikke troværdigt, at ansøgerens fader skulle have forladt Taliban, på den af ham angivne måde, uden at få ansøgeren med. Endvidere finder Flygtningenævnet det ikke troværdigt, at ansøgeren, på den af ham angivne måde, kunne have fået tilladelse af Taliban til at opsøge familien for at diskutere, om han skulle blive selvmordsbombemand. Forklaringen herom forekommer usandsynlig. Uanset om dele af ansøgerens forklaringer måtte kunne lægges til grund for sagen, herunder at ansøgeren og hans fader har opholdt sig et stykke tid hos Taliban, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at Taliban efterstræber ansøgeren. Flygtningenævnet lægger i denne forbindelse vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter rekruttering af selvmordsbombefolk fra Talibans side foregår på frivillig basis. Flygtningenævnet finder det derfor ikke sandsynliggjort, at Taliban fortsat vil efterstræbe ansøgeren. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har oplyst noget om, hvorvidt Taliban skulle have opsøgt bopælen i den uge, der gik fra ansøgerens fader vendte hjem, og til at ansøgeren selv kom hjem til bopælen. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at de afghanske myndigheder vil forfølge ansøgeren som følge af, at ansøgeren muligvis har opholdt sig et stykke tid hos Taliban. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/12
Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel eller idømt 20 års fængsling på grund af sin konvertering til kristendommen. Ti måneder før sin indrejse i Danmark blev han introduceret til kristendommen af en ven, og derefter udleverede han kristent materiale til andre, herunder sin nevø. En dag blev nevøen overfaldet på markedet, og efterfølgende blev ansøgerens bopæl opsøgt af den lokale mullah. Nogle dage senere blev bopælen opsøgt af nogle bevæbnede personer, som udsatte ansøgeren og nevøen for fysiske overgreb og tilbageholdt dem i to dage. Ansøgeren og nevøen blev løsladt mod betaling af en løsesum på 25.000 dollars. Nogle dage senere blev bopælen igen opsøgt af mullahen, som opfordrede ansøgeren og nevøen til at forlade byen, idet naboerne havde klaget over, at der boede vantro. Efter ansøgerens udrejse er hans ægtefælle blevet chikaneret, og hun bliver kaldt for vantro. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen. Flygtningenævnet finder ikke, at forklaringerne fremstår selvoplevede. Flygtningenævnet lægger blandt andet vægt på, at det virker usandsynligt, at ansøgeren af vedkommende person, som han skulle have modtaget kristent materiale fra var blevet opfordret eller udpeget til at have Herat som ansvarsområde for kristen mission, når henses til, at ansøgeren kun har et meget sporadisk kendskab til den kristne tro. Det fremstår ligeledes usandsynligt, at ansøgeren på denne baggrund skulle have udleveret kristent materiale til personer, selvom han ikke havde noget indgående kendskab til materialet. Flygtningenævnet kan ikke tillægge de filmsekvenser, som fandtes på det af ansøgeren udleverede micro sd-kort, nogen vægt. Flygtningenævnet lægger i denne forbindelse vægt på, at der ifølge NITECs erklæring er uklarhed om dateringen af de filmklip, som findes på micro sd-kortet, og der er markant forskel på de to filmklip, som er forevist i Flygtningenævnet. Endvidere har ansøgeren ikke kunne forklare tilfredsstillende om, hvorfor politiet har kunnet rekonstruere en tredje filmsekvens, som var slettet på kortet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund i det hele at måtte afvise, at filmsekvenserne på micro sd-kortet viser en reel situation og finder derfor, at filmklippene er konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort enten at han er konverteret til kristendommen eller været igennem det handlingsforløb, som han har angivet, og Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som følge af sit angivelige religiøse tilhørsforhold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/11
Nævnet meddelte i februar 2012 opholdstilladelse [K-status] til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra […] i Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Da ansøgeren var omkring ni år gammel, blev hans far slået ihjel af sine brødre. Farbrødrene sendte efterfølgende ansøgeren på koranskole i Iran. Det var meningen, at ansøgeren på et tidspunkt skulle virke som selvmordsbomber. Efter seks år flygtede ansøgeren til Afghanistan. Han blev efterfølgende tilbageholdt i Afghanistan af nogle islamiske præster fra den tidligere nævnte skole, i hvilken forbindelse han blev udsat for vold. Ansøgeren blev befriet af sin bror og nogle andre personer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter sine farbrødre og præsterne fra koranskolen i Iran. Ansøgeren har under sagens behandling fremlagt en række dokumenter vedrørende sit ophold i Iran. De af ansøgeren fremlagte dokumenter bestyrker ansøgerens forklaring om opholdet i Iran, ligesom den foretagne torturundersøgelse understøtter ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen i Afghanistan. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder den foretagne ægthedsvurdering samt den foretagne torturundersøgelse, lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han af nogle lærere ved en koranskole og sine farbrødre anses for at have vendt islam ryggen ved ikke at ville fungere som selvmordsbomber og hellig kriger. Nævnet finder ikke, at ansøgeren vil have reel mulighed for at opnå myndighedernes eller andres beskyttelse imod den omhandlede forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1”. afgh/2012/10
Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et afghansk ægtepar og deres tre børn. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske hazaraer og shiamuslimer af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgerne flyttede mellem august og oktober 2009 til en navngiven landsby, hvor de boede frem til udrejsen. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af nogle kuchier fra det område, hvor familien boede inden deres udrejse, som følge af, at den mandlige ansøger er beskyldt for under en ildkamp at have dræbt to kuchier. Ansøgerne frygter, at forholdet er anmeldt til myndighederne, ligesom de frygter overgreb fra de to personer, som ansøgeren var på vagt med, da ildkampen fandt sted, som begge blev tilbageholdt af kuchierne, og som under tortur tilstod, at den mandlige ansøger havde slået de to kuchier ihjel. Kuchierne opsøgte ansøgernes bopæl, hvor de fandt et billede af den mandlige ansøger, som de senere delte ud blandt kuchierne med meddelelse om, at hele familien skulle slås ihjel. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgerne skulle være efterstræbt af myndighederne eller af de to personer som ansøgeren var på vagt med. Ansøgernes antagelse heraf er baseret på formodninger, herunder antagelsen af at kuchierne skulle kunne få myndighederne til at efterstræbe ansøgerne som følge af episoden. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerne udrejste straks og ikke har søgt kontakt med pårørende i hjemlandet, herunder den kvindelige ansøgers forældre. Endvidere blev den mandlige ansøger ikke udsat for bebrejdelser, da han ankom til svigerforældrenes landsby og fortalte om sin deltagelse og flugt fra skudepisoden. Den mandlige ansøger blev sendt på vagt igen. Uanset, at den mandlige ansøger på flere punkter har forklaret upræcist om konflikten med kuchierne, og om hvor-ledes han blev bekendt med, at kuchierne ledte efter ham ved fremvisning af et billede af ansøgeren, og at væsentlige dele af ansøgerens oplysninger er baserede på andenhåndsviden, kan Flygtninge-nævnet dog lægge til grund, at ansøgeren har deltaget i kamphandlinger mod kuchier sammen med to personer, og at ansøgeren efterfølgende har fået skylden for, at to kuchier blev dræbt i forbindelse med disse kamphandlinger. På denne baggrund kan Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til den lokale gruppe kuchier, der angreb landsbyen, og det findes sandsynliggjort, at ansøgeren vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra den nævnte gruppes side ved en tilbagevenden til lokalområdet. Der er således tale om en lokal konflikt, og ansøgerne må i givet fald kunne henvises til at tage op-hold i en anden del af Afghanistan, i dette tilfælde Kabul, uden at komme i yderligere konflikt med nævnte kuchier. Det skal bemærkes, at ansøgerne er født og opvoksede i Kabul og har boet i denne by, bortset fra de sidste syv og en halv måned forud for udrejsen. Afgørende, for om ansøgerne herefter kan henvises til at tage ophold i Kabul, er, om dette efter en samlet vurdering af situationen, herunder ansøgernes personlige forhold, kan anses for rimeligt, jf. Handbook pkt. 91, og UNHCR’s Guidelines on International Protection af 23. juni 2003, afsnit II C. Det må herefter tillægges vægt, at ansøgerne som nævnt er født og opvoksede i Kabul, hvor de uden problemer har opholdt sig i næsten hele deres liv, at den mandlige ansøger vedvarende har haft arbejde og har kunnet forsørge sin familie, og at ansøgerne har et hus i Kabul. På denne baggrund må ansøgerne antages at være i stand til at etablere sig i Kabul på et rimeligt niveau, og ansøgerne kan derfor henvises til at tage ophold i Kabul som et internt flugtalternativ. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2012/1
Nævnet stadfæstede i november 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han fra 2003 og frem til sin udrejse i slutningen af 2008 arbejdede for den amerikanske ambassade i PRT som administrator. Han havde ansvaret for at amerikanske og britiske personer/gæster kom sikkert frem i Afghanistan. Nogle af disse transporter var hemmelighedsstemplede. I 2005 blev ansøgeren kontaktet af en person fra Taliban, som ville betale ansøgeren for at samarbejde med Taliban. Ansøgeren modtog senere flere trusselsbreve fra en person ved navn [..] fra Taliban. Han truede med at ville dræbe ansøgeren og hans familie, hvis ikke ansøgeren samarbejdede. Ansøgeren fortalte amerikanerne om henvendelsen og trusselsbrevene. Ansøgerens familie flyttede til […], men de modtog fortsat trusselsbreve. Herefter udrejste ansøgeren til Rumænien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at en magtfuld person kommandant for Mujahedin ved navn […] beskylder ansøgerens familie for at spionere for amerikanerne. Ansøgeren har desuden henvist til, at grænsepolitiet i Rumænien samarbejder med menneskesmuglere, og at politiet truede ansøgeren til ikke at fortælle om dette samarbejde. Sikkerhedspolitiet i Rumænien har afhørt ansøgeren om dennes arbejde for amerikanerne. De afhørte ansøgeren i mange timer og udsatte ham for vold. Ansøgeren klagede over behandlingen til politiet i flygtningelejren, som oplyste, at de ikke havde mulighed for at beskytte ham yderligere. Ansøgeren tog til Danmark, men var nødsaget til at tage tilbage til Rumænien for at forlænge sit visum. I den forbindelse fandt de rumænske sikkerhedsmyndighederne frem til ansøgeren og tilbageholdt ham. De afhørte ham og udsatte ham for vold og tortur, idet de ville have oplysninger om hans arbejde for amerikanerne i Afghanistan. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra sikkerhedsmyndighederne efter to dage. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren Taliban. Han frygter desuden amerikanerne, idet han udrejste uden at give dem besked herom. Ansøgeren frygter ligeledes kommandant […] og hans mænd. Ved en tilbagevenden til Rumænien frygter ansøgeren, at personerne i sikkerhedspolitiet vil fængsle ham eller slå ham ihjel. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit arbejde for koalitionsstyrkerne og om sit asylmotiv i Afghanistan i forhold til Taliban i det væsentlige kan lægges til grund, således som det også er sket ved Udlændingestyrelsens afgørelse. Nævnet finder således, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan isoleret set må antages at risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke i ansøgerens forklaring grundlag for at antage, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for at blive udsat for asylrelevante overgreb fra de amerikanske styrker i Afghanistan eller det pakistanske efterretningsvæsen. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at henføre ansøgerens forhold under udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder imidlertid, at Rumænien må tjene som ansøgerens 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgeren må antages at have opnået beskyttelse og vil ved indrejsen have gyldig opholdstilladelse i Rumænien med beskyttelse mod videresendelse til Afghanistan eller et andet land, hvorfra ansøgeren ikke er beskyttet mod videresendelse til Afghanistan. Det fremgår således af sagen, at ansøgeren i Rumænien blev meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning den […]2009 med gyldighed til den […]2012. Nævnet lægger vægt på, at Rumænien har tiltrådt Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskeretskonvention, og at Rumænien som EU-land har pligt til at leve op til de beskyttelsesgarantier, der følger af disse konventioner. Nævnet finder ikke, at det forhold at ansøgeren som forklaret i forbindelse med indrejsen i Rumænien, har været udsat for chikane og vold fra myndighedspersoner i forbindelse med afhøringen om hans forhold i Afghanistan i forbindelse med asylansøgningen, kan føre til en anden vurdering. Heller ikke det forhold, at ansøgeren ifølge sin forklaring under sit seneste ophold i Rumænien har været udsat for hårdhændet behandling af sikkerhedspolitiet i Rumænien, kan føre til en anden vurdering. Nævnet finder, at forklaringen om sikkerhedspolitiets interesse for ansøgeren ikke fremstår overbevisende. Ansøgeren har således ikke nærmere kunnet konkretisere, hvad sikkerhedspolitiet skulle opnå gennem samarbejde med ham. Nævnet kan derfor ikke lægge forklaringen om denne episode til grund. Det er imidlertid nævnets vurdering, at der er i givet fald er tale om en handling af kriminel karakter, som kan anmeldes til og forfølges af de rumænske myndigheder. Nævnet har ikke kunnet lægge til grund, at de rumænske myndigheder ikke vil yde ansøgeren beskyttelse og den hjælp til ophold, som hans opholdstilladelse berettiger ham til, jf. blandt andet pligten til at overholde de ovennævnte konventioner. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2011/99
Nævnet stadfæstede i februar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven landsby i Uruzgan i Afghanistan. Ansøgeren har aldrig været medlem af et politisk eller religiøst parti, en organisation eller lignende eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som sit asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af tre pashtunske mænd med tilknytning til Taliban, som har opsøgt hans families bopæl, fordi den ene ville giftes med ansøgerens lillesøster. Ansøgerens fader ville ikke give sin tilladelse hertil, og søsteren stak af hjemmefra. Ansøgeren tog ud for at finde søsteren, og pashtunerne dræbte ansøgerens fader. De tre pashtunere tror, at ansøgeren har forsøgt at skjule sin søster, og de har sagt til hans moder, at de også vil dræbe ansøgeren og hans søster. Han udrejste to dage senere. Han har senest talt med sin familie, da han omkring 45 til 50 dage efter udrejsen talte i telefon med mosterens ægtefælle, der bor i nabolandsbyen, og som har tæt kontakt til ansøgerens moder. Ansøgeren opholdt sig i Grækenland, da han førte denne telefonsamtale. Ansøgeren fik da at vide, at de tre pashtunere ikke havde opsøgt familiens bopæl efter hans udrejse. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens asylmotiv vedrører en pludselig opstået privatretlig konflikt, hvor der i løbet af kort tid er begået alvorlige kriminelle handlinger rettet mod ansøgerens nærmeste familie. Der er ikke oplyst noget om, at de tre mænd senere skulle have opsøgt bopælen eller på anden måde foretaget sig videre i anledning af konflikten. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren nu er efterstræbt i Afghanistan og at han derfor er i en reel fare for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/9
Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra Kandahar-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at de afghanske myndigheder efterstræber ham, idet de er bekendt med, at han har transporteret våben for Taliban, og at Taliban forfølger ham, idet han ikke gennemførte den opgave, som de havde pålagt ham. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at han og hans ven omkring sommeren 2010 blev bortført af fire bevæbnede talibanere og efterfølgende tilbageholdt i to dage, hvorunder de blev udsat for overgreb, indtil de indvillige i at udføre opgaver for Taliban. Dagen efter fik de til opgave at transportere fire granater til en isforretning, men undervejs opdagede de, at to mænd fulgte efter dem. De smed granaterne og løb i hver sin retning. Vennen bliv tilbageholdt, og der blev skudt mod ansøgeren. Ansøgeren løb hjem til sin moster, inden han flygtede til et hus i Mazar-e-Sharif, hvor han opholdt sig i en uge, inden han udrejste af Afghanistan. Uanset at ansøgeren på enkelte punkter har forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, finder Flygtningenævnet at kunne lægge hans forklaring til grund vedrørende det påberåbte asylmotiv. Ansøgeren har forklaret konsistent og detaljeret på en sådan måde, at begivenhederne fremstår som selvoplevede. Det skal bemærkes, at de af ansøgeren for Flygtningenævnet fremlagte dokumenter umiddelbart kunne drage hans troværdighed i tvivl. Imidlertid finder Flygtningenævnet, efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold ikke, at dette forhold bør føre til, at hans forklaring forkastes. Indholdet af dokumenterne ændrer ikke ved det centrale element i ansøgerens asylmotiv. På denne baggrund findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at han har bragt sig i et modsætningsforhold til myndighederne og Taliban, og at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det skal bemærkes, at ansøgeren ikke kan antages at risikere forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter det foreliggende, herunder karakteren af det pågældende forhold, finder Flygtningenævnet ikke, at de af ansøgeren foretagne handlinger har haft en sådan intensitet og karakter, at de i sig selv ville kunne medføre udvisning efter udlændingelovens § 22-24. Der er herefter ikke grundlag for at foretage særskilt vurdering efter udlændingelovens § 10. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/89
Nævnet meddelte i februar 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim fra en navngivenby i Kabul provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i hjemlandet var ansat i en ledende stilling som regnskabsansvarlig i et ministerium. Ministeriet samarbejdede med udenlandske, herunder danske, myndigheder og organisationer. I begyndelsen af 2010, da ansøgeren var på vej hjem fra arbejde, blev han opsøgt af Taliban, der forsøgte at tvinge ham til at medtage en bombe i sin bil til ministeriet. Ansøgeren flygtede umiddelbart herefter sammen med sin familie til ægtefællens forældre i Kabul, hvorefter ansøgeren udrejste af Afghanistan umiddelbart herefter. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring har fremstået konsistent, detaljeret og overbevisende, hvorfor forklaringen lægges til grund. Flertallet lægger herefter vægt på, at ansøgeren, der fra 2004 var ansat i ministeriet, i 2009 avancerede til [……….] og dermed opnåede en betroet stilling i ministeriet. Ansøgeren har forklaret om parkeringstilladelsen, at den blev givet til medarbejdere, som ministeriet stolede på. Flertallet finder, at ansøgerens forklaring om de tre personer, der i begyndelsen af 2010 standsede ansøgeren, da han nærmede sig sin bopæl i bilen og truede ham under nævnelse af ansøgerens navn, arbejdssted og familiens bopæl, bestyrket ved det forklarede af ansøgeren om, at han samme nat i samråd med ægtefællen forlod hjemmet i landsbyen sammen med familiens tre mindreårige børn og herefter tog ophold hos svigerforældrene i Kabul. Ansøgeren har forklaret nærmere om den hurtige tilvejebringelse af USD 15.000 til brug for udrejsen via en agent, som svigerfaderen skaffede kontakt til, og om ansøgerens families forsatte ophold mest inden døre hos svigerforældrene i Kabul, ligesom børnene ikke deltager i skolegang. Flertallet lægger på denne baggrund til grund, at ansøgeren var udsat for konkrete og alvorlige trusler på livet, herunder mod ansøgerens familie, såfremt ansøgeren nægtede at samarbejde med Taliban, og flertallet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger, at det ikke kan kræves, at ansøgeren på denne baggrund kan henvises til at søge de afghanske myndigheders beskyttelse. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerens familie ligeledes blev truet, og at ansøgeren efter sin stilling anses for at være en person, der har haft en vis profilering. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2. afgh/2011/8
Nævnet hjemviste i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er muslim og etnisk pashtun fra […]-distriktet i Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som væsentligste asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive hvervet af Taleban. Ansøgerens morbroder arbejdede på en engelsk militærbase. Ansøgeren gik morbroderen til hånde med forskellige opgaver i de sidste 15 dage forud for sin udrejse. Taleban indfandt sig på ansøgerens bopæl fire gange med henblik på at hverve ansøgeren som selvmordsbomber, hvorefter ansøgerens moder besluttede, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan. Det er oplyst, at ansøgeren er født i foråret 1998 og har gået i skole i fire år. Ansøgeren har i forbindelse med udfyldelse af asylansøgningsskemaet i foråret 2011 om sit statsborgerskab oplyst ”Jeg har det godt”, om sit etniske tilhørsforhold oplyst ”Afghanistan, hvid race”, og har på spørgsmålet om arbejde i sit hjemland afkrydset både ”Ja” og ”Nej”, ligesom han vedrørende stilling, periode og arbejdsplads har svaret henholdsvis ”skole”, ”morgen” og ”skole”. Han har vedrørende sin nuværende ægteskabelige status sat kryds udfor samtlige svarmuligheder. Under hensyn til disse omstændigheder samt til ansøgerens fremtræden i Flygtningenævnet finder nævnet ikke, at den uledsagede mindreårige asylansøger er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsprocedure, hvorfor sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen.” afgh/2011/78
Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er afghansk statsborger fra Ghazni-provinsen i Afghanistan, etnisk pashtun og muslim af trosretning. Ansøgeren har haft en væsentlig del af sin opvækst i Kabul, hvor han også har gennemført sin uddannelse til politiofficer. Ved udrejsen omkring årsskiftet 2009/2010 var ansøgeren kaptajnløjtnant. Fra 2002 og frem til sin udrejse har ansøgeren haft bopæl i Kabul. Under sit ophold i Kabul har ansøgeren været udstationeret i en navngiven by i omkring et og et halvt år. Ansøgeren har angående sit asylmotiv henvist til, at han er uddannet politiofficer, at han siden 2007 har arbejdet i en administrativ politienhed, at han i den navngivne by undslap en bilbombe, som blandt andet var rettet mod ham, og at han til sidst i Kabul anså sig for nødsaget til at forlade Afghanistan på grund af trusler, og fordi han en aften blev skygget og forfulgt af tre eller fire personer, som det lykkedes ham at undslippe. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring på nogle punkter har givet anledning til væsentlig tvivl. Nævnet lægger efter en vurdering af ansøgerens oplysninger til grund, at ansøgeren, som af ham forklaret, har arbejdet som politiofficer i en administrativ enhed dels i den navngivne by og til sidst i Kabul. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke har været overordnet, men har arbejdet med administrationsopgaver af forskellige politiopgaver på lige fod med andre ansatte i den administrative afdeling. I den navngivne by modtog ansøgeren telefontrusler, men dette gjaldt også andre ansatte i den administrative afdeling. Da ansøgeren rettede henvendelse til sin overordnede herom, oplyste denne, at sådanne trusler modtog andre også. Nævnet kan ikke lægge til grund, at en bombe eksploderede ved den bil, som ansøgeren netop havde forladt, sådan som ansøgeren har forklaret. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren først har oplyst herom til samtalen med Udlændingeservice og finder det ikke rimeligt begrundet, at ansøgeren intet har oplyst i sit asylskema, når netop denne episode skulle være grunden til, at ansøgeren herefter tog ophold i Kabul. Opkaldet til den omhandlede navngivne persons telefon fremstår heller ikke for nævnet sandsynlig. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har oplyst, at han under hele sit ophold i den navngivne by uanset telefontruslerne bevarede sit eget mobiltelefonnummer, fordi hans venner og bekendte havde dette nummer. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren fortsatte sit arbejde i den administrative enhed i Kabul, og at ansøgeren efter nogle måneder på ny modtog telefontrusler. Ansøgeren har oplyst, at han i måneden inden udrejsen modtog fem til syv telefontrusler, men at årsagen til udrejsen var foranlediget af, at han en aften blev søgt forfulgt af tre til fire personer. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om de tre til fire personer fremstår usandsynlig i sammenhæng med ansøgerens forklaring om, at han under sin ansættelse i administrative enhed i Kabul færdedes i sin uniform med offentlig taxa eller anden offentlig transport til og fra arbejde uden problemer, ligesom der ikke var eller siden har været henvendelser på ansøgerens private bopæl i en navngiven by, hvor ejendommen havde tilhørt ansøgerens familie fra ansøgerens fars tid. Efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger finder nævnet derfor ikke, at de telefontrusler, som nævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har modtaget i anledning af sit arbejde som politiofficer i en administrativ enhed, har en karakter eller intensitet, som ansøgeren ikke vil kunne opnå myndighedsbeskyttelse imod i Afghanistan. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har nær tilknytning til Kabul, hvor han har såvel arbejdskolleger som bekendte, og hvor hans familie fortsat bor. Nævnet lægger vægt på, at myndighederne er til stede i Kabul, og at det ikke nærmere er sandsynliggjort af ansøgeren, om de telefontrusler, som han har oplyst om, hidrører fra Taliban eller fra kriminelle grupperinger. Endvidere bemærkes, at ansøgeren har oplyst at have overordnede, som kendte hans far, og som har ydet ansøgeren bistand. Det forhold, at ansøgeren er udrejst som politiofficer uden tilladelse fra sin ansættelsesmyndighed og derfor efter ansøgerens oplysninger risikerer en sanktion, findes ikke at føre til antagelse af, at ansøgeren risikerer en uforholdsmæssig straf eller ikke kan opnå myndighedsbeskyttelse. Nævnet lægger vægt på, at dette punkt først er nævnt af ansøgeren ifølge den beskikkede advokats indlæg, ligesom ansøgerens arbejde alene har bestået i en administrativ funktion. Samlet finder nævnet derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan kan antages at risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller uforholdsmæssige overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” afgh/2011/7
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er muslim og etnisk pashtun fra landsbyen […]i Nanghahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbroder og dennes sønner på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hans fader forsvandt for omkring fem år siden, og at han som søn arvede jorden efter ham. Farbroderen ville have ansøgeren til at afgive jorden til ham, hvilket ansøgeren nægtede. Jirgaen gav ansøgeren ret i, at jorden tilkom ham. Fire dage efter Jirgaens afgørelse kom farbroderen og tre af hans sønner til huset for at få ansøgeren til at underskrive en jordoverdragelse. Da ansøgeren nægtede, slog farbroderen ham og hans moder. Ansøgeren blev slået bevidstløs, mistede sit ene øje og brækkede næsen. Han kom til en klinik, hvorfra han tog hen til en af morbroderens bekendte og holdt sig skjult. Her opsøgte farbroderen ham og brækkede hans arm, hvorefter ansøgeren udrejste. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens nye forklaring, der først er fremkommet for den beskikkede advokat og Flygtningenævnet, om, at farbroderen havde tilknytning til Taliban, til grund. Nævnet bemærker, at forklaringen er i direkte modstrid med ansøgerens forklaring i Udlændingeservice, hvor det fremgår, at han ikke vidste, hvor farbroderen tog hen. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at farbroderen har haft en særlig magtfuld position i lokalområdet. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren fik medhold i Jirgaen vedrørende jordkonflikten. Flygtningenævnet lægger til grund, at farbroderen har søgt at få ansøgeren til at overdrage jorden til sig, og at farbroderen i den anledning har opsøgt ansøgeren på bopælen nogle gange. Nævnet lægger ligeledes til grund, at ansøgeren og farbroderen og farbroderens sønner kom i slagsmål i den anledning, hvorved ansøgeren blev påført forskellige skader som forklaret. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at farbroderen sammen med en søn og to andre opsøgte ansøgeren i[…], til grund. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaring om omstændighederne ved episoden ikke har været overbevisende. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan antages, at jordkonflikten har et sådant omfang, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb fra farbroderens side. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Da grunden til de overgreb, ansøgeren har været udsat for, ikke er omfattet af Flygtningekonventionen, finder denne ikke anvendelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/63
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og shiamuslim. Han boede i 1993-2002 og 2005-2008 i Iran samt i 2002-2005 i Kabul. Hans forældre og en broder bor stadig i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forklaret, at han i 2005 blev pågrebet af politiet under den sidste af tre transporter af store mængder opium. Til politiet afslørede han navnene på dem, der havde antaget ham til at foretage transporterne. Der var måske tale om ”kaldenavne”. Han fortalte også det, han i øvrigt vidste om de pågældende. Tilbageholdelsen varede i nogle timer. Ansøgeren blev løsladt, fordi hans fader kendte en lokal politimand. Ansøgeren udrejste, efter råd fra politiet, kort efter til Iran, og har ikke siden været tilbage i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af magtfulde narkobagmænd på grund af det, han fortalte til politiet. Efter udrejsen har han haft kontakt til sin familie i Afghanistan. Familien har ikke sagt noget om, hvorvidt narkobagmændene m.v. er blevet arresteret, eller om de har spurgt efter ham. Familien har heller ikke sagt, at de har haft nogen form for problemer på grund af ansøgeren. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ved vurderingen af ansøgerens situation ved en tilbagevenden til Afghanistan tillægger Flygtningenævnet det afgørende betydning, at ansøgerens frygt for overgreb ikke hidrører fra konkrete trusler eller nærmere viden om, hvad de andre i den kriminelle gruppe vil gøre eller eventuelt tidligere har gjort i lignende situationer. Endvidere må det tillægges betydelig vægt, at intet tyder på, at nogle fra den kriminelle gruppe, som ansøgeren i en kort periode var en del af, i de forløbne seks år har eftersøgt ansøgeren, og herunder rettet henvendelse på familiens bopæl. Ansøgerens reelt helt generelle betragtning om, at man er i alvorlig risiko for at blive slået ihjel også mange år efter, at man har angivet bagmænd et kriminelt miljø til politiet, kan ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse, og Flygtningenævnet finder ikke, at der er konkret og reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive udsat for overgreb, som han efter udlændingelovens § 7, stk. 2, har krav på beskyttelse imod. Herefter, og idet ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/62
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udsatte i 2010 sagen med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse af ansøgeren ved retsmedicinsk institut. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra en navngiven by i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har været medlem af Hezb-e-Islami. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en kommandant fra Hezb-e-Waldaht, på grund af en jordkonflikt mellem dennes og ansøgerens familie. Ansøgeren har desuden henvist til, at han frygter nogle af sine tidligere partimedlemmer i Hezb-e-Islami, som er blevet medlemmer af Taliban. Flygtningenævnet finder ikke, at den påberåbte jordkonflikt med kommandanten, der ikke har rettet henvendelse til ansøgeren eller dennes fader siden 1994, kan give grundlag for asyl. Torturundersøgelsen viser, at ansøgeren har enkelte ældre ar, som er forenelig med hans påstand om tortur. Skaderne er imidlertid meget begrænsede set i forhold til den ganske voldsomme tortur, som han har oplyst i såvel Flygtningenævnet som overfor den undersøgende læge, at han har været udsat for. Dette sammenholdt med at hans beskrivelse af flugten fra Taliban forekommer opdigtet, at selve tilbageholdelsen ved grænsen, ifald den har fundet sted, må antages at bero på en tilfældighed, og at han har opholdt sig efterfølgende i landet i cirka to måneder, medfører, at han ikke kan anses at være efterstræbt af Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/61
Nævnet meddelte i oktober 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra […], Afghanistan og shiamuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at familien er blevet fordrevet fra hjembyen af kuchier. Da familien tog ophold i Kabul, opstod en konflikt med […], der er bror til ansøgerens afdøde ven, […]. Vennen afgik ved døden, efter ansøgeren og vennen havde drukket alkohol sammen. Broderen, der er politimand, har anklaget ansøgeren for at være skyld i vennens død og har i den forbindelse stukket ansøgeren i brystet med en kniv. Broderen vil slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren, der er hazara, er således fordrevet fra hjembyen af kuchier, på samme måde som landsbyens øvrige beboere, der også er hazaraer. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren risikerer forfølgelse, hvis han vender tilbage til hjembyen. Spørgsmålet er herefter, om det efter omstændighederne vil være rimeligt at forvente, at ansøgeren tager ophold et andet sted i Afghanistan som internt flugtalternativ. Efter de foreliggende oplysninger om konflikten i Kabul med broderen til ansøgerens ven sammenholdt med, at ansøgerens familie er omkommet under flugten, samt ansøgerens alvorlige psykiske helbredstilstand, findes det ikke rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor den afghanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2011/60
Nævnet meddelte i januar 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra Jaghori i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Inden sin død var ansøgerens fader medlem og ansat af Wahdat-partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en navngiven familie, som påstår, at ansøgeren har voldtaget familiens datter samt, at de ønsker at slå ham ihjel, fordi de mistænker ham for at stå bag drabet på deres søn, […..], for fire år siden. Ansøgeren blev i forbindelse med en beskyldning for voldtægt anholdt og tilbageholdt, men det lykkedes ham at flygte fra fængslet. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at den navngivne familie i to tilfælde urigtigt har anmeldt ansøgeren til politiet for dels drab, dels voldtægt, og at ansøgeren i begge tilfælde blev anholdt af politiet. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at familien under tilbageholdelsen af ansøgeren, som mistænkt for voldtægt, bestak politiet således at ansøgeren, efter at være tortureret, tilstod voldtægten. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at den navngivne datters ægtefælle, mens ansøgeren var tilbageholdt af politiet, har truet ansøgeren med at ville dræbe ham. Flygtningenævnets flertal finder under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 af den navngivne familie, og at myndighederne ikke kan beskytte ansøgeren herimod. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnets flertal meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/6
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tajik og muslim af trosretning. Ansøgeren har aldrig været medlem af eller aktiv for et politisk parti, organisation eller forening. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hendes fader vil tvinge hende til at gifte sig med en anden mand eller slå hende ihjel, idet hun har giftet sig med en herboende mand uden faderens accept. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har det angivelige modsætningsforhold til sin fader. Ansøgeren har forklaret usammenhængende om faderens position i familien, at han på den ene side er familiens suveræne overhoved, og at de nærmeste familiemedlemmer på den anden side uden videre stod op i mod hans autoritet, idet ansøgeren, hendes broder og hendes moder har valgt at holde et ægteskab til anden side hemmeligt for faderen. Således skulle broderen angiveligt have valgt at optræde på faderens vegne i forbindelse med udstedelse af vielsesattesten. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren skulle kunne indgå ægteskab og holde det hemmeligt i et år og to måneder, mens hun var i Iran, hvorefter faderen blev bekendt med det indgåede ægteskab en måned, efter at ansøgeren var kommet til Danmark. Ansøgeren har blandt andet forklaret, at der deltog omkring 100 gæster til hendes bryllup. Det har endvidere selvstændig betydning for Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerens fader ifølge den fremlagte vielsesattest fremtræder som værende til stede under vielsesregistreringen. Det bemærkes, at fotoet af faderen på lignende måde som de øvrige fotos fremtræder som optaget til formålet. Brevene fra ansøgerens fader kan ikke tillægges nogen bevisvægt. Flygtningenævnet hæfter sig ved, at de fremtræder som udstedt til brug for ansøgerens asylsag. Den omstændighed, at det sidste brev nærmest er en ordret gengivelse af alle dele af ansøgerens asylmotiv, svækker dets autenticitet. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2011/59
Nævnet meddelte i oktober 2011 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Afgørelsen omfatter tillige parrets to børn. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er født og opvokset i [..]-kommune i Kabul-provinsen og er shia-muslimer af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter asylbegrundende overgreb, herunder muligvis henrettelse af tilhængere af Abdul Rasul Sayyaf eller af de afghanske myndigheder, fordi den mandlige ansøger solgte alkohol fra en bod under fejring af det afghanske nytår og efterfølgende tildelte en politimand, som ville tage ham med til afhøring, et knytnæveslag i tindingen samt et efterfølgende slag ved knyttet eller flad hånd i ryggen på politimanden, efter at han var faldet til jorden og lå på maven. Den mandlige ansøger solgte i foråret 2010 russisk spiritus til en nytårsfest i […]-området. En fuld kunde, der var blevet anholdt, afslørede, at han havde købt spiritus af ansøgeren, og en civilklædt politimand, som ansøgeren genkendte som politiofficer, tog ansøgeren og kunden med til afhøring. Da ansøgeren opdagede, at politiofficeren tog dem med til […] og ikke til politikontoret i […], slog den mandlige ansøger ham ned, da han frygtede at blive henrettet. Ansøgeren løb herefter hjem. To bevæbnede civilklædte politimænd henvendte sig samme aften på ansøgernes bopæl, hvorfor ansøgeren straks gemte sig hos sin moster. Den kvindelige ansøger, der blev slået af en af politimændene om aftenen, og parrets to børn tog ophold hos mosteren dagen efter. Her opholdt familien sig i 20 dage, inden de udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund for sagen. Flygtningenævnet finder under de ovennævnte omstændigheder, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 enten fra tilhængere af Abdul Rasul Sayyaf eller fra de afghanske myndigheders side, som følge af, at den mandlige ansøger har solgt alkohol som beskrevet, og som følge af at den mandlige ansøger har udøvet fysisk vold mod den ovennævnte politiofficer, som efter det oplyste ligeledes er tilhænger af […]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at den udøvede vold mod politiofficeren ikke har haft en sådan grovhed, at forholdet med sikkerhed kan henføres under Flygtningekonventionens art. 1 F (b), jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder endvidere efter en samlet proportionalitetsafvejning, at uanset at forholdet isoleret set vil kunne henføres under udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, jf. § 22, at der forelægger sådanne særlige grunde, at der trods den nævnte bestemmelse kan gives opholdstilladelse til den mandlige ansøger. I konsekvens heraf finder flertallet endvidere, at der kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 til den kvindelige ansøger og de to medfølgende børn. Flygtningenævnet meddeler herefter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 til begge ansøgere.” afgh/2011/58
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara fra […] i Wardak-provinsen og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem nogen politiske eller religiøse partier, foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra kuchier og endvidere ikke har familie eller andet netværk i Afghanistan. Ansøgerens far blev dræbt under et kuchi-angreb på ansøgerens landsby for omkring tre år siden, hvorunder kuchier plyndrede landsbyen, herunder familiens bolig. Kuchier har efterfølgende angrebet ansøgerens landsby hvert forår for at foretage udplyndringer. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at kuchier efter det oplyste angriber landsbyer med henblik på at foretage udplyndringer, og at baggrunden for drabet på ansøgerens far efter ansøgerens forklaring alene var, at faren skulle forsvare landsbyen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i en reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. At ansøgeren ikke har familie eller andet netværk i Afghanistan er ikke et forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2011/57
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra en landsby i Baghlan provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra to lokale forretningsdrivende. Ansøgeren arbejdede som nattevagt i en basar, hvor han en nat blev overmandet af fire bevæbnede mænd. Mændene plyndrede to butikker tilhørende de to forretningsdrivende, der efterfølgende uberettiget anklagede ansøgeren for at være i ledtog med røverne og krævede det frarøvede tilbage. De to forretningsdrivende truede ham endvidere i ugen efter røveriet på livet og overfaldt ham i basaren, hvorunder han blandt andet blev slået i hovedet med en sten. Overfaldet blev standset af andre forretningsdrivende. Ansøgeren blev som følge af overfaldet behandlet for skader i hovedet på hospitalet i Kabul. Efter 10 dages ophold på hospitalet udrejste han af Afghanistan. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Under hensyn til konfliktens karakter finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet lægger herved vægt på, at der tale om et enkeltstående overfald, der blev udøvet af to lokale forretningsdrivende, der ikke indtog en særlig magtfuld position i samfundet. Der lægges endvidere vægt på, at overfaldet blev afbrudt af andre lokale forretningsdrivende, hvis varer ansøgeren ligeledes havde haft til opgave at bevogte. På denne baggrund, og da overgrebet i øvrigt ikke findes at have den fornødne alvor og intensitet, findes konflikten ikke at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da konflikten har privatretlig karakter findes den ikke at kunne medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” afgh/2011/56
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af sin farbroder eller hans soldater, idet ansøgeren har dræbt farbroderens søn. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at farbroderen, der er politikommandant, skød og dræbte ansøgerens fader i forbindelse med en jordkonflikt, da ansøgeren var cirka 14 år. I 2009 forsøgte farbroderen at få ansøgeren og ansøgerens familie til at forlade deres bopæl. Farbroderen sendte sin søn samt tre andre til bopælen, hvor de udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. Ansøgeren flygtede, og da han vendte tilbage et par dage efter, havde de voldtaget ansøgerens søster. Ansøgeren besluttede på denne baggrund at dræbe farbroderens søn og tog til sønnens bopæl medbringende en kalashikov. Ansøgeren ventede på, at farbroderens søn kom hjem, hvorefter han skød og dræbte ham. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring under nævnsmødet til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at forklaringen er fremtrådt som troværdig, uanset at forklaringen er i strid med ansøgerens forklaring under samtalen med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for forhold omfattet udlændingelovens § 7, stk. 2, fra ansøgerens farbroder. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Et flertal af nævnets medlemmer lægger derfor til grund, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ifølge Flygtningekonventionen af 28. juli 1951 artikel 1 F (b) skal konventionen ”ikke finde anvendelse på den, om hvem der er alvorlig grund til at antage, at han (b) har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet, inden han som flygtning fik adgang til dette”. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er udelukket fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionen af 28. juli 1951 artikel 1 F (b). Flygtningenævnet har lagt vægt på, at forholdet vedrører et drab med gevær, der efter handlingens karakter er omfattet af udelukkelsesgrundene, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Det oplyste om baggrunden for ansøgerens handling kan efter forbrydelsens alvorlige karakter ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/55
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Afgørelsen omfattede tillige ansøgerens barn, som hun har fået med sin herboende ægtefælle. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun har fået offentliggjort to bøger og nogle artikler omhandlende kvinders rettigheder i Afghanistan, og at hun i den forbindelse i foråret 2010 er blevet truet tre gange, hvoraf den sidste gang var en trussel på livet. Uanset om Flygtningenævnet måtte lægge ansøgerens forklaring til grund, finder nævnet, at de trusler, som ansøgeren har forklaret om, ikke har haft en sådan kvalificeret karakter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved sin udrejse var forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive udsat for en sådan forfølgelse. Ansøgeren har heller ikke alene ved den omstændighed, at hun har skrevet de omhandlede artikler og bøger under sit pigenavn sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren alene er blevet opsøgt på gaden tre gange af tre forskellige uidentificerede mænd, at der alene blev fremsat mundtlige trusler, og at ansøgeren efter den sidste og mest alvorlige trussel gennem flere måneder fortsatte med at komme på sin arbejdsplads, selvom denne var kendt gennem udgivelsen af hendes bøger. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, der indrejste i Danmark i efteråret 2010 på et 90 dages visum, først søgte om asyl i cirka to en halv måned efter indrejsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/54
Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Nævnet meddelte samtidig opholdstilladelse til ansøgerens søster, som indrejste samtidig med ansøgeren i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Wardak provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin moders familie på grund af en længerevarende slægtsfejde, som ligeledes har ført til, at hendes fader i 1997/1998 blev dræbt. Hun har endvidere henvist til, at hendes broder forsvandt efter et kuchiangreb på familiens bopæl i 2008/2009. Ansøgeren formoder, at kuchierne havde tilknytning til moderens familie. Ansøgeren frygter endvidere sin farbroder, som ønsker at tvangsgifte hende med sin søn, hvilket ansøgeren har modsat sig. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Det lægges herefter til grund, at forældrene var af etnisk blandet herkomst, at de indgik ægteskab mod deres familiers vilje, at moderen har været udsat for knivoverfald, at ansøgeren overværede et voldeligt overfald på moderen af moderens morbroder under et besøg hos ansøgerens mormoder, at ansøgeren selv var udsat for et groft overfald af samme person, at forældrene var udsat for trusler og overfald, og at faderen omkring 1997/1998 blev fundet dræbt af skud. Det lægges videre til grund, at moderen sammen med ansøgeren og hendes tre søskende tog ophold i Teheran, at ansøgerens broder […] blev deporteret til Afghanistan efter fire års ophold i Iran, og at ansøgeren og hendes moder og søstre tog ophold i en navngiven landsby i Afghanistan, hvor broderen […] havde lejet et hus. Selvom ansøgerens antagelse af, at de to angreb fra ukendte mænd i 2007/2008 hidrører fra moderens familie, alene er baseret på formodninger, kan det sammenfattende ikke afvises, at ansøgeren er i at alvorligt modsætningsforhold til moderens familie. Det skal bemærkes, at kuchiernes angreb på bopælen i 2008/2009 ikke kan antages at have nogen forbindelse med denne konflikt, men må antages at have været et udslag af de generelt vanskelige forhold i området. Det kan således ikke antages, at angrebet specifikt var rettet mod ansøgerens familie. Vedrørende modsætningsforholdet til farbroderen lægges det til grund, at denne vedvarende i de sidste cirka to år før udrejsen søgte at presse ansøgeren til at gifte sig med farbroderens søn […], at farbroderen i forbindelse hermed udøvede vold mod ansøgeren samt hendes moder og søster, […]. Uanset at ansøgeren har forklaret upræcist om finansieringen af udrejsen, kan det efter ansøgerens forklaring videre lægges til grund, at ansøgeren og hendes søskende alene fik lov til at udrejse, fordi moderen lovede farbroderen, at ansøgeren ville indgå ægteskab med farbroderens søn i Iran. På denne baggrund findes det sandsynliggjort, at ansøgeren er kommet i et sådant modsætningsforhold til moderens familie og farbroderen, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det skal bemærkes, at ansøgeren ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse over for sådanne overgreb. Det bemærkes, at ansøgeren ved en tilbagevenden ikke risikerer forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/53
Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig ansøger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra […] i Afghanistan og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban. Ansøgeren har desuden problemer med sin klan i […], der sympatiserer med Taliban, og som er modstandere af ansøgerens ægteskab med sin herboende ægtefælle. Ansøgeren er ingeniør og har siden 2005 arbejdet på byggeprojekter ledet af italienere og amerikanere. Ansøgeren har siden medio 2009 arbejdet tæt på den afghanske grænse til Iran på et fælles byggeprojekt mellem et amerikansk og afghansk selskab til opførelse af bygninger til brug for […]. Ansøgeren havde ansvaret for arbejdet på byggepladsen, hvor der var beskæftiget cirka 80 personer. Ansøgeren har henvist til, at han har afvist at betale penge til […], der er en tidligere magtfuld Taliban-kommandant og fortsat en betydningsfuld person i området med tilknytning til Taliban. Ansøgeren har ligeledes afvist at ansætte personer anvist af […]. Ansøgeren er efterfølgende blevet truet af […] og blev i […] 2010 udsat for et attentatforsøg begået af Taliban. Taliban har i […] 2010 eftersøgt ansøgeren på bopælen og er i den forbindelse fremkommet med dødstrusler mod ansøgeren over for ansøgerens mor. Ansøgerens forklaring er understøttet af dokumenter vedrørende ansøgerens ansættelsesforhold og fotos. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren som højtudannet og gennem sit profilerede arbejde for udenlandske firmaer i Afghanistan gennem adskillige år må antages ved en tilbagevenden fortsat at være i Talibans søgelys på en sådan måde, at ansøgeren risikerer forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som ansøgeren ikke kan opnå myndighedernes beskyttelse i mod. Ansøgeren opfylder ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/52
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra byen […] i Nangahar-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har gennemgået en aldersundersøgelse, der konkluderer, at ansøgeren i begyndelsen af 2011 måtte anses for at være mellem 14 og 18 år gammel. Det fremgår endvidere af sagens behandling hos udlændingemyndighederne, at ansøgeren, som er analfabet, har meget ringe forståelse for tidsangivelser og tidsmæssig udstrækning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans fader arbejdede som minerydder for en organisation, der foretog minerydning i Ghazni-provinsen. I begyndelsen af 2010 opsøgte Taliban familiens hjem og dræbte faderen og fire af hans kollegaer. To uger forinden havde faderen modtaget to trusselsbreve fra Taliban, hvoraf det fremgik, at han ville bliver slået ihjel, hvis ikke han stoppede sit arbejde for minerydningsselskabet. Nogle måneder efter faderens død åbnede ansøgeren en CD-forretning. Taliban afleverede et trusselbrev foran ansøgerens forretning, hvori de forlangte, at han skulle lukke forretningen. Da ansøgeren ikke rettede sig efter Taliban, satte Taliban ild på forretningen. Herefter tog ansøgeren ophold hos sin farbroder i samme landsby i fem måneder, før han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet har under behandlingen i nævnet fået indtryk af, at ansøgeren forstår, hvad en asylsagsbehandling går ud på. Nævnet finder derfor, at ansøgeren har udvist tilstrækkelig modenhed til at kunne gennemføre en asylsagsbehandling. Nævnet har ved bedømmelsen af ansøgerens troværdighed på den anden side tillagt det vægt, at ansøgeren under sagsbehandlingen hos udlændingemyndighederne har udvist ringe forståelse for tidsangivelser. Nævnet har således ved bedømmelsen af ansøgerens troværdighed taget ovennævnte forhold i betragtning. På den baggrund finder nævnet ikke tilstrækkelig sikkert grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hans fader blev dræbt af Taliban, og at han selv efterfølgende modtog trusler fra Taliban, hvorefter Taliban afbrændte ansøgeren forretning, da han ikke efterkom Talibans krav om at ophøre med driften af denne. Nævnet lægger til grund, at Talibans udestående med ansøgerens fader ved drabet på denne, må anses for et afsluttet forhold. Nævnet lægger ligeledes til grund, at Talibans virkeliggørelse af truslen ved afbrændingen af ansøgerens forretning må anses for at være en afslutning på modsætningsforholdet mellem ansøgeren og Taliban. Nævnet lægger i den sammenhæng vægt på, at ansøgeren efterfølgende i flere måneder kunne opholder sig i samme landsby uden at blive udsat for forfølgelse af Taliban. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren vil være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. afgh/2011/51
Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk turkmener fra Faryab og kristen. Ansøgeren har aldrig været medlem af eller aktiv for et politisk eller religiøst parti, organisation eller forening. Ansøgeren har som sit væsentlige asylmotiv henvist til, at han i 2005, mens han opholdt sig i England, konverterede fra islam til kristendommen. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Afghanistan at blive udsat for overgreb grundet sin kristne tro. Ansøgeren har endvidere henvist til den konflikt, som han og hans familie havde med kommandanten […], idet han i 2006 fik underretning om, at hans søn var blevet dræbt som følge af konflikten. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil få konkrete problemer med […]. Flygtningenævnet lægger vægt på den vurdering som de engelske asylmyndigheder i to instanser har foretaget. Herunder lægger Flygtningenævnet afgørende vægt på, at ansøgerens asylmotiv for de engelske myndigheder havde en generel karakter, idet der blev henvist til en generel konflikt om jordbesiddelser mellem forskellige etniske grupper. Til de danske myndigheder har ansøgeren derimod udbygget sin forklaring således, at han skulle have haft konkrete problemer, fordi kommandant […]s bror på et tidspunkt udså sig ansøgerens forlovede som ægtefælle. Ansøgerens forklaring om en telefonopringning fra sin ægtefælles morbroder i 2006 kan ikke ændre på denne vurdering. Flygtningenævnet lægger herunder vægt på, at der var tale om en ganske kortvarig kontakt med morbroderen, som ansøgeren ikke havde hørt fra i flere år og heller ikke efterfølgende har haft kontakt med. Hertil kommer, at det fremstår som uklart, hvorledes morbroderen skulle være kommet i kontakt med ansøgeren og have fået information om tildragelserne for ansøgerens familie. Endvidere må det tillægges vægt, at de oplysninger i form af fotos, som morbroderen skulle have videregivet, ikke er fremlagt af ansøgeren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren konverterede til kristendommen i medio 2005, mens han opholdt sig i England. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger til grund, at ansøgeren under sit kortvarige ophold i Afghanistan i 2008 fik problemer som følge af sin konvertering, og at flere personer i Afghanistan er blevet bekendt med ansøgerens konvertering. Han måtte derfor med kort varsel udrejse fra Afghanistan. Flertallet finder det herefter tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan på ny vil få problemer som følge af sin konvertering. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen. afgh/2011/50
Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelser vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst 2008. Ansøgeren har fra 2008-2010 periodevis opholdt sig i henholdsvis Tyskland og Sverige. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara, muslim og fra et navngivent lokalområde i Afghanistan. Han har ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Dog har han i en kort periode i 2004 været tilknyttet Hezb-e-Islami. Ansøgeren har som væsentligste asylmotiver henvist til, at han frygter at blive dræbt af flere forskellige ved en tilbagevenden til Afghanistan. For det første frygter han myndighedsforfølgelse, idet han i 2004 i en periode på cirka seks måneder har været tilknyttet Hezb-e-Islami. For det andet er han ikke vendt tilbage til Hezb-e-Islami efter en orlov, og han frygter derfor at blive straffet for dette. For det tredje frygter han hazaraer fra lokalområdet – herunder en navngiven hazara – der kendte til, at ansøgeren har været tilknyttet Hezb-e-Islami. For det fjerde frygter han hævn fra familierne til de mænd, der blev dræbt ved et kochi-angreb, mens ansøgeren i 2004 var tilknyttet Hezb-e-Islami. For det femte frygter han hævn fra den familie, som ansøgerens søster skulle være gift ind i, idet ansøgeren hjalp søsteren til flugt. Selvom ansøgerens forklaring lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at han ikke opfylder betingelserne for at få asyl. Ansøgeren har efter sin forklaring alene været tilknyttet Hezb-e-Islami i en kort periode, ligesom han var meget ung og ikke højt placeret. Flygtningenævnet finder derfor, at han ikke – herunder i lyset af at der nu er forløbet cirka syv år – vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb fra efterladte til de personer, der skulle være blevet dræbt af militser tilknyttet Hezb-e-Islami. Af de samme grunde finder Flygtningenævnet, at ansøgeren som følge af den manglende profilering ikke ved en tilbagevenden vil være i risiko for asylrelevante overgreb fra Hezb-e-Islami. Det samme gælder ansøgerens frygt for at skulle blive efterstræbt af en navngiven hazara eller andre lokale hazaraer. Det skal i øvrigt i den forbindelse bemærkes, at ansøgerens fader og brødre var tilknyttet Hezb-e-Wahdat, og at ansøgeren udelukkende tilsluttede sig Hezb-e-Islami, fordi han ville hævne sig på de personer, der stod bag drabene på hans fader og brødre. Endelig kan den omstændighed, at ansøgerens søster er flygtet fra et tvangsægteskab, ikke føre til, at ansøgeren af denne grund kan blive meddelt asyl. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at forholdet ligger langt tilbage i tid, og at ansøgerens rolle har været af underordnet karakter. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ikke vurderes at være i risiko for myndighedsforfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren opfylder heller ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet han ikke vurderes til at være i risiko for at blive udsat for de overgreb, der er nævnt i denne bestemmelse, ved en tilbagevenden til Afghanistan.” afgh/2011/5
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik fra en navngiven landsby, Balkh provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren og hans ven på vej hjem fra skole blev bortført af ukendte personer med pashtunsk udseende og i to dage holdt til fange i en kælder, hvorefter det lykkedes dem at flygte. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans fader arbejdede på et udenlandsk kontor og to til tre måneder forinden bortførelsen af ansøgeren modtog trusler. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive dræbt som følge af faderens arbejde for en udenlandsk organisation. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om det, der er passeret, til grund. Flygtningenævnet finder, at bortførelsen af ansøgeren må anses som en almindelig kriminel handling. Der er ikke grundlag for at sammenkæde bortførelsen af ansøgeren med ansøgerens faders arbejde, således som det er sket for nævnet. Nævnet lægger herved vægt på, at denne sammenkædning ikke er sket tidligere i sagen, idet bortførelsen da var motiveret med afpresning eller eventuel organudtagning af ansøgeren. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren blev bortført sammen med en kammerat, og at det derfor er mindre sandsynligt, at bortførelsen skyldtes ansøgerens faders forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgerens fader har haft et sådant arbejde eller position, at det må antages, at ansøgeren er i en konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder således i det hele ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/49
Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik fra en navngiven landsby beliggende 5 timers kørsel fra […], Takhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun siden barnsben har været lovet væk til fætteren […] på sin faders side. I to år forud for sin udrejse havde hun i hemmelighed telefonisk kontakt med sin nuværende ægtefælle, […], der er bosiddende i Danmark. Ægtefællen rejste til Afghanistan, og de mødte for første gang hinanden den i foråret 2009. Ansøgerens forældre accepterede giftermålet mellem ansøgeren og […], idet ansøgeren truede med at begå selvmord. Da ansøgeren og ægtefællen i foråret 2009 var på vej i bil mod […]for at blive gift, blev den forankørende bil i kortegen beskudt. Parret blev viet hos svigerforældrene i foråret, og den efterfølgende nat blev huset beskudt. Ansøgeren flygtede til Kabul, hvor hun modtog en telefonisk dødstrussel fra fætteren. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren æresdrab fra fætterens familie. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder, at konflikten med farbroderen og farbroderens del af familien, blandt andre fætteren, må anses for så alvorlig, at ansøgeren risikerer æresdrab som følge af giftermålet med ægtefællen ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren samt hendes barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/48
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra provinsen Kunar og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, organisation eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans bror var medlem af Taliban og døde i kamp, at Taliban efter ansøgerens brors død ville hverve ansøgeren, og at Taliban tilbød ansøgerens far penge for ansøgeren. Ansøgerens far nægtede at udlevere sin søn til Taliban, hvorfor Taliban nogle dage senere kidnappede ansøgeren om natten. Ansøgeren har videre henvist til, at han flygtede fra Taliban den følgende morgen, at han tog tilbage til sin bopæl, hvor hans far fortalte ham, at myndighederne havde ledt efter ham, idet de mistænkte ham for at samarbejde med Taliban. Ansøgeren rejste med sin far til Jalalabad, hvorfra han 20 dage senere udrejste af Afghanistan. Nævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, at ansøgeren ikke har opfyldt sin pligt til efter udlændingelovens § 40 at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af hans asylmotiv. Ansøgeren har oplyst, at hans syv år ældre bror var medlem af Taliban og blev dræbt, og at Taliban derefter ønsker, at ansøgeren skal være medlem af Taliban. Nævnet finder imidlertid, at ansøgerens forklaring om sin og sin families situation i landsbyen […], der bestod 30 til 50 huse, hvor familien dyrkede landbrug, som ansøgeren også arbejdede i, fremstår usandsynlig. Således har ansøgeren forklaret, at han ikke har kendskab til, hvor broderen fik religiøs undervisning, og at ingen af landsbyens beboere havde noget kendskab til, at broderen var medlem af Taliban, selvom han under sit toårige medlemskab af Taliban besøgte familien med en til halvanden måneds mellemrum ledsaget af et par andre talibanere. Ansøgeren har videre forklaret, at han ved anvendelse af vold blev kidnappet fra bopælen og ført til et afsides liggende hus, hvor de tilstedeværende 15 til 16 personer efterhånden forsvandt, idet dog to personer omtalte ansøgerens bror positivt over for ansøgeren og tilkendegav, at ansøgeren også skulle blive talibaner som sin bror. To tilbageblevne personer faldt i søvn i løbet af natten, hvorefter ansøgeren kunne forlade lokalet via en ulåst dør, løbe et langt stykke til en vej og derefter komme med biler hjem til sine forældres bopæl i landsbyen. Ankommet dertil oplyste hans far straks, at myndighederne havde været på bopælen og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren har til samtalen med Udlændingestyrelsen givet udtryk for, at han formoder, at personer i landsbyen har meddelt myndighederne, at ansøgeren havde meldt sig til Taliban, idet landsbyens beboere grundet moderens sorg over den dræbte broder nu var blevet klar over, at familien havde forbindelse til Taliban. Ansøgeren og hans far rejste straks til faderens ven i Jalalabad, hvor ansøgeren ventede i 20 dage ind til hans rejse til Europa var tilrettelagt. Ansøgeren har ikke efter udrejsen i foråret 2010 haft nogen kontakt til sin familie. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring i sin helhed bærer præg af konstruktion, og at ansøgerens svar bærer præg af manglende oplysninger om omstændigheder, som ansøgeren umiddelbart burde kunne forklare om på en overbevisende måde, såfremt det angivne hændelsesforløb havde været selvoplevet. Selvom ansøgeren har kunnet forklare konkret på nogle punkter blandt andet hvilket antal personer, der var til stede, både da talibanere kom til forældrenes hus første gang og siden, har dette ikke ført til, at nævnet samlet har kunnet anlægge en anden vurdering af ansøgerens forklaring. Da ansøgeren som anført ikke findes på en overbevisende måde at have sandsynliggjort sit asylmotiv, finder nævnet ikke, at ansøgeren vil risikere en forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/47
Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren var mindreårig ved indrejsen. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra […] provinsen Bamiyan og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, forening eller lignende. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans far døde for omkring ti år siden, hvorefter hans mor giftede sig på ny, at morens nye ægtefælle samt ansøgerens nye stedbror chikanerede ansøgeren samt udsatte ham for fysiske overgreb. En dag, da ansøgeren arbejdede i et foderrum, provokerede stedbroren, […], der var 2 – 3 år yngre end ansøgeren, på ny og smed foderrester og snavs i ansøgerens øjne, hvorefter ansøgeren kastede en håndle, som han stod med, efter stedbroren, der blev ramt i brystet og døde omkring tre dage senere. Ansøgerens stedfar låste ansøgeren inde i foderrummet, men en nabokone hjalp ansøgeren med at flygte. Ansøgeren flygtede til Kabul og derfra videre til sin farbror i Iran, hvor han opholdt sig de følgende tre år. Ansøgeren har ikke siden turdet rejse tilbage til Afghanistan og måtte flygte videre, fordi ansøgerens stedfar søgte efter ansøgeren og forlangte, at farbroderen i Iran udleverede ansøgeren. Også efter det oplyste for Flygtningenævnet, herunder ansøgerens forklaring, lægges det til grund, at hændelsesforløbet i det væsentlige har været som af ansøgeren forklaret, og at ansøgeren i overensstemmelse med afgørelsen fra Udlændingestyrelsen anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren ikke kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, fordi ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1F (b), jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, subsidiært om opholdstilladelse skal nægtes efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, idet særlige grunde ikke taler for, at opholdstilladelse gives. Ved vurderingen heraf lægger nævnet til grund, at den handling, som ansøgerens asylmotiv er knyttet til, fandt sted i efteråret 2005 lige inden vinteren. Efter den foretagne aldersvurdering i Danmark lægges det til grund, at ansøgeren dengang var 13 ½ år. Ansøgeren har om handlingen forklaret, at han reagerede som følge af den generelle chikanøse og nedværdigende adfærd, som også hans yngre stedbroder […] udviste, da stedbroren konkret blandt andet smed foderstumper og snavs i ansigtet på ansøgeren, da denne var i færd med at skære foder med en håndle. Såfremt handlingen skulle vurderes efter dansk ret, ville ansøgeren være straffri allerede som følge af, at han var under den kriminelle lavalder, der i 2005 var 15 år. Endvidere bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at det ikke var hans hensigt at skade stedbroren, da han kastede håndléen. Herefter og under hensyn til den forsigtighed, der skal udvises i forbindelse med anvendelse af artikel 1F (b) i Flygtningekonventionen og henset til det anførte om betydningen af, at en given handling begås af et barn under den kriminelle lavalder, jf. herved baggrund 90, Diverse Emner, UNHCR Guidelines on International Protection: Child Asylum Claims, punkt 60, finder nævnet, at ansøgeren ikke kan anses for omfattet af den nævnte udelukkelsesgrund. Nævnet finder videre, at det ved vurderingen efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, er afgørende, at ansøgeren på handlingstidspunktet var under den danske kriminelle lavalder, og at der allerede som følge heraf ikke kunne finde udvisning sted efter udlændingelovens §§ 22 til 24. Det bemærkes, at en eventuel institutionsanbringelse i medfør af lov om social service ikke kan anses for en anden strafferetlig retsfølge efter udlændingelovens §§ 22 til 24. Samlet finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet han ved en tilbagevenden til Afghanistan anses for at risikere umenneskelig behandling eller straf. Nævnet har ikke fundet grundlag for at anse ansøgeren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2." afgh/2011/46
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra Gereshk i Helmand-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangshvervet af Taliban, og hvis han ikke lader dette ske, dræbt. Ansøgerens brødre forsvandt i henholdsvis 2001 og 2009. Begge brødre blev afhentet om natten. Ansøgeren har ingen konkret viden om, hvad der videre skete brødrene, udover, at den mindste broders lig i forbrændt tilstand i 2010 var afleveret i den lokale moske. På baggrund af tredjehåndsoplysninger er ansøgeren af den opfattelse, at begge brødre er blevet tvangshvervet af Taliban. Ansøgeren har forklaret, at han er eneste tilbageblevne mand i familien. Ansøgeren er gift og har tre børn. Ansøgeren har ikke forud for det brev, han oplyser at have modtaget kort efter den yngste broders død, været søgt hvervet til Taliban, eller i øvrigt kontaktet af bevægelsen. Ansøgeren har oplyst, at han lever i et miljø, hvor hovedparten af beboerne er analfabeter. Ansøgeren har ikke på overbevisende vis kunnet forklare, at han ved en skriftlig henvendelse fra Taliban, afleveret til hans moder, skulle være søgt hvervet. En henvendelse på bopælen om natten, antager ansøgeren, var af Taliban. Hans oplysning ses ikke i øvrigt bestyrket. Hans kortvarige flugt til en naboejendom ses der ikke forklaret overbevisende om. Henset til ansøgerens etnicitet, alder og familiemæssige status, finder Flygtningenævnet ikke, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for tvangshvervning til Taliban. Ansøgeren ses således ikke forud for udrejsen, at have været udsat for forhold, der kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at han vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/45
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er shia-muslim og etnisk hazara fra landsbyen […] i […]-amtet i Ghazni-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har haft en konflikt med kuchi-folk, og at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af kuchi-folk, idet de uberettiget beskylder ham for tyveri og drab. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om konflikten med kuchierne har fremstået som usikker. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren blev fysisk forulempet af kuchierne for to-tre år siden og igen kort tid før udrejsen i forbindelse med en græsningskonflikt og en konflikt om ejerforhold til nogle får, finder nævnet ikke, at disse forhold har haft en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. For så vidt angår beskyldningen om at have begået to drab i relation til kuchi-folk, bemærker nævnet, at ansøgeren først til samtalen med Udlændingestyrelsen oplyste om disse beskyldninger, herunder at han blev opsøgt af det afghanske politi. Ansøgeren har ikke givet en plausibel forklaring på, hvorfor disse oplysninger, der er afgørende for ansøgerens asylmotiv, ikke er fremkommet på et tidligere tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker videre, at det ikke fremstår overbevisende, hvorfor de pågældende beskyldninger skulle være rettet mod ansøgeren. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens oplysninger herom til grund for sagens vurdering. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens oplysninger ikke, at ansøgeren på troværdig og overbevisende måde har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. De vanskelige, men generelle, forhold i Afghanistan kan ikke i sig selv begrund asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/44
Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tajik fra Herat i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans fætter blev kidnappet, da ansøgeren og fætteren cyklede en tur sammen. Ansøgeren blev ikke kidnappet, idet det lykkedes ham at flygte. Kidnapperne kontaktede telefonisk ansøgerens farbroder og krævede, at ansøgeren blev udleveret. Der blev desuden afleveret tre trusselsbreve på ansøgerens bopæl. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive dræbt af kidnapperne. Uanset at ansøgeren på nogle punkter har forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, kan Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af hans forklaring lægge det påberåbte asylmotiv til grund. Det lægges herefter til grund, at ansøgerens fætter under en cykeltur med ansøgeren blev kidnappet, at ansøgerens fader og farbroder henvendte sig til politiet angående kidnapningen, at ansøgeren over for politiet tilkendegav, at han havde set kidnapperne, at kidnapperne nogle dage efter kidnapningen kontaktede farbroderen angående løsepenge, ligesom de tilkendegav, at de var bekendt med det passerede ved henvendelsen til politiet, at kidnapperne ligeledes krævede ansøgeren udleveret, og at kidnapperne efterfølgende afleverede tre trusselsbreve til ansøgerens fader med trusler rettet mod ansøgeren og familien. Efter ansøgerens forklaring lægges det videre til grund, at kidnapperne har forbindelse med oprørsgrupper med netværk andre steder i Afghanistan. Det lægges efter det foreliggende til grund, at myndighederne ikke vil være i stand til at yde ansøgeren fornøden beskyttelse. På denne baggrund findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at ansøgeren ved en tilbagevenden ikke risikerer forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/43
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra en navngiven by i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at bliver slået ihjel af Taliban, fordi hun underviste landsbyens børn i at læse og skrive. Ansøgeren er blevet opsøgt adskillige gange, ligesom hun har modtaget to trusselsbreve om, at Taliban ville brænde skolen ned og slå hende ihjel. Skolen er nu lukket efter hendes udrejse, og Taliban har efterfølgende kun rettet henvendelse en gang. Flygtningenævnet finder ikke, at den påberåbte konflikt med Taliban er af en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger blandt andet vægt på, at ansøgeren uanset de mange henvendelser fortsatte sin undervisning. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at truslerne fra Taliban ikke udviklede sig over den toårige periode, og at Taliban ikke i den periode trængte ind i huset eller skolen. Der lægges i den forbindelse vægt på, at ansøgeren, uanset udrejser til Pakistan, flere gange vendte tilbage til landsbyen, hvor hun fortsatte sin undervisning. Det må endvidere indgå i vurderingen, at ansøgeren først udrejste efter, at hun havde fået et afslag på familiesammenføring, ligesom hun først søgte asyl efter nogen tids ophold her i landet. Samlet finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/42
Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”at ansøgeren er etnisk tadjik fra […] distriktet i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han for omkring tre år siden konverterede til kristendommen. Han var tidligere sunni-muslim. Ansøgeren mødte i en bus på vej hjem fra arbejde to missionærer, der fortalte ansøgeren om kristendommen. De to mænd gav ansøgeren et kassettebånd, der indeholdt kristent materiale, herunder sange og citater, samt et telefonnummer. Derefter begyndte ansøgeren at deltage i møder afholdt af den kristne forsamling. En dag, da ansøgerens svoger var på besøg, opdagede svogeren kassettebåndene, ligesom svogeren så en sms på ansøgerens mobiltelefon, hvori han blev indkaldt til møde i den kristne forsamling. Svogeren fortalte efterfølgende de ældre i landsbyen om ansøgerens relation til kristendommen, og de ældre foranstaltede en ransagning af ansøgerens bopæl. I forbindelse med ransagningen blev der fundet kristent materiale. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans broder flygtede sammen med ansøgerens ægtefælles søster. De to var forelskede, men ægtefællæns søster var lovet væk til en anden mand. Ansøgerens svigerfamilie har givet ansøgeren skylden herfor. Endelig har ansøgeren i Danmark været udsat for overgreb fra andre afghanere som følge af sin kristne tro. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret upræcist og afglidende om sin tilknytning til den kristne tro i Afghanistan, og hans forklaring om, hvordan han kom i kontakt med de to kristne mænd i Kabul, fremstår ikke selvoplevet. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren i en bus i Kabul har drøftet sine ansættelsesforhold i ISAF på en så åbenlys måde, at det var muligt for de to kristne mænd at følge med i samtalen, ligesom det forekommer usandsynligt, at de to mænd uden at kende ansøgeren nærmere tilkendegav, at de var kristne og gav ansøgeren kristent materiale samt deres telefonnummer. Endeligt forekommer det usandsynligt, at ansøgeren efterfølgende opbevarede det kristne materiale i form af kassettebånd et frit tilgængeligt sted. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om indholdet af den sms om indkaldelse til møde i den kristne menighed, som hans svoger læste, ligesom ansøgeren har forklaret usammenhængende om, hvorfor han ikke frygtede, at svogeren skulle finde de kristne bånd. På denne baggrund kan nævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han konverterede til den kristne tro i Afghanistan, og at han som følge heraf kom i konflikt med sin familie, til grund. Ansøgeren ophørte med at arbejde for ISAF umiddelbart efter, han havde modtaget en advarsel fra det lokale råd, og ansøgeren har ikke efterfølgende modtaget konkrete trusler som følge af, at han havde arbejdet for ISAF. Dette arbejde kan derfor ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Efter erklæringerne fra to navngivne kirker i Danmark sammenholdt med ansøgerens forklaring herom, lægges det til grund, at ansøgeren er dødt i den omhandlede kristne kirke, at han aktivt udøver den kristne tro, og at han derfor i Danmark er konverteret til den kristne tro. Da nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit forhold til sin familie og den kristne kirke i Afghanistan, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgerens konvertering til den kristne kirke i Danmark er kommet til de Afghanske myndigheders eller ansøgerens families kundskab. Som følge af det anførte har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil risikere at blive forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, eller at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at de generelt vanskelige forhold for kristne i Afghanistan ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. afgh/2011/41
Nævnet meddelte i august 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra Laghman provinsen i Afghanistan og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens fader og to brødre blev i 1990´erne dræbt af Hezb-e Islami på grund af faderens arbejde som kampvognschauffør for Najibullahs regering. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for overgreb fra Taliban og de afghanske myndigheder. Ansøgeren har for Flygtningenævnet afgivet en forklaring, der på alle væsentlige punkter stemmer overens med de forklaringer, som ansøgeren tidligere har afgivet i Danmark. Forklaringen har i øvrigt fremstået troværdig og selvoplevet. På denne baggrund og under hensyn til, at ansøgeren er analfabet samt oplysningerne om hans helbredsmæssige tilstand, kan forklaringen ikke afvises alene med henvisning til den tilsyneladende divergerende forklaring, som ansøgeren har afgivet for de norske myndigheder. Det bemærkes i den forbindelse, at denne forklaring fremstår summarisk, og at den alene blev afgivet til brug for myndighedernes vurdering af, hvorvidt ansøgerens sag skulle behandles i Grækenland eller i Norge. Hertil kommer, at det ikke kan afvises, at der var problemer med tolkningen, idet denne blev foretaget af en pashto-tolk, som ansøgeren ifølge sin forklaring ikke fuldt ud forstod. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren blev opsøgt at tre personer fra Taliban, der tvang ham ind i en bil, hvorefter de kørte ham til en grotte i bjergene. Ansøgeren blev udsat for tortur, idet Taliban beskyldte ansøgeren for at have angivet en broder til en mullah, hvilket ansøgeren nægtede. Taliban besluttede herefter, at ansøgeren skulle følge dem under en våbentransport, og i forbindelse med en sådan transport blev ansøgeren og Taliban angrebet fra luften. Ansøgeren vågnede herefter op på hospitalet, hvor han af myndighederne blev beskyldt for at tilhøre Taliban. Ansøgeren flygtede fra hospitalet og ud af Afghanistan. På denne baggrund har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikere at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/40
Nævnet meddelte i januar 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra Kunar-provinsen i Afghanistan og sunnimuslim af trosretning Ansøgeren har ikke været politisk aktiv Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban. Ansøgeren blev i et navngivent Tablighi Center i Lahore af Taliban overtalt til at gå i hellig krig mod amerikanerne. Han blev overført til en træningslejr og blev sendt ud som selvmordsbomber, hvilket han afstod fra og flygtede. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring bærer præg af at være selvoplevet. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren deltog i Tablighi i Centret i Lahore, at han efter 30 dages ophold lod sig hverve af Taliban-folk, som kom på stedet og agiterede for Jihad, at ansøgeren oplyste Taliban om sine personlige forhold, at han blev trænet i våbenbrug og anvendelse af selvmordsvest i en Taliban-lejr, at han efterfølgende blev udpeget til en konkret selvmordsaktion sammen med en pakistaner, at ansøgeren og pakistaneren fortrød og herefter flygtede, og at ansøgeren efterfølgende udrejste med bistand fra sin ven [………..]. Det lægges herefter til grund, at Taliban, som har registreret ansøgerens personalia, efter det foreliggende må antages at ville efterstræbe ansøgeren, og at myndighederne ikke vil være i stand til at yde ansøgeren fornøden beskyttelse. Under disse omstændigheder findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/4
Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøger er afghansk statsborger, født og opvokset i landsbyen […], der er beliggende i distriktet […] i i Paktiaprovinsen, etnisk pashtun og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger og har ikke været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive dræbt af Hezb-e-Islami, fordi han ikke har overtaget pladsen efter sin storebror, der var aktiv for Hezb-e-Islami, ligesom Hezb-e-Islami mistænker ham for at have angivet distriktskommandanten, […] til myndighederne. Ansøgeren har til sagen oplyst, at hans storebror for cirka tre år siden sammen med cirka 300 personer fra Hezb-e-Islami deltog i et angreb på ansøgerens landsby. Angriberne blev drevet på flugt af regeringsstyrker og amerikanske soldater. Broderen forsøgte sammen med cirka 20 andre personer at flygte i en bil, der blev beskudt og ødelagt af amerikanerne. Cirka seks måneder efter angrebet tog ansøgerens far hen til Hezb-e-Islamis base for at få bekræftet, at broderen var blevet dræbt. På basen sagde man til faderen, at ansøgerens bror ikke var blevet dræbt, men var flygtet, og at ansøgeren skulle tage hans plads. Cirka 10 dage efter faderens henvendelse til Hezb-e-Islami opsøgte fire personer, hvoraf to var slægtninge til faderen, familiens bopæl og sagde, at faderen skulle udlevere ansøgeren til dem. Forinden havde ansøgeren skjult sig i stalden uden for familiens hus. Efterfølgende sendte faderen ansøgeren hen til en af sine venner i Jalalabad, hvor ansøgeren opholdt sig i cirka syv måneder. I denne periode rettede personer fra Hezb-e-Islami flere gange henvendelse på familiens bopæl og spurgte efter ansøgeren. Efter at en af personerne fra Hezb-e-Islami opsøgte faderens ven i Jalalabad og forlangte at få ansøgeren udleveret, sendte faderen ansøgeren til en anden af sine slægtninge i Kabul. Ansøgeren boede hos den pågældende i cirka 15-16 måneder. Efter at ansøgeren havde opholdt sig i Kabul i cirka otte-ni måneder blev distriktskommandanten fra Hezb-e-Islami anholdt, og Hezb-e-Islami gav ansøgeren skylden for anholdelsen. Da faderens slægtning modtog trusler fra Hezb-e-Islami, turde han ikke længere have ansøgeren boende. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen, men bemærker dog, at der er visse divergenser. Ansøgeren har til samtalereferatet forklaret, at det var en navngiven person, som truede ansøgerens faders slægtning. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren derimod forklaret, at den navngivne person skrev et trusselsbrev til faderens slægtning, og at en anden navngiven person opsøgte faderens slægtning i basaren og spurgte efter ansøgeren. Efter ansøgerens forklaringer lægger Flygtningenævnet til grund for sagen, at det kun har været familiemedlemmer til ansøgeren, som har opsøgt henholdsvis faderens ven og faderens slægtning. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at eftersøgningen af ham har været af en sådan intensitet, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet må antages for at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter sine egne oplysninger har kunnet opholde sig i Afghanistan i næsten to år inden udrejsen uden at have været udsat for overgreb.” afgh/2011/39
Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tadjik fra Parwan, Afghanistan og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at hun frygter at blive slået ihjel af […]s familie. […]s familie har siden ansøgeren var 17 år tilbudt hende ægteskab med […], hvilket ansøgerens familie gennem årene har afslået. […]s familie er ofte kommet på ansøgerens bopæl, hvor familien blandt andet har truet med at bortføre ansøgeren, ligesom de har udsat ansøgerens far for vold og fået ham tilbageholdt af politiet. Det må tillægges vægt, at ansøgeren har forklaret upræcist om truslerne fra […]s familie, at truslerne aldrig er blevet realiseret, at […]s familie efter ansøgerens egen forklaring i en længere periode efter den første henvendelse omkring 2002 ikke fulgte op på frieriet, at ansøgeren forud for udrejsen var i stand til at opholde sig i hjemlandet, indtil hendes rejsepapirer var bragt i orden, og at ansøgeren ikke har haft problemer med myndighederne. Sammenfattende kan det efter det foreliggende i øvrigt ikke lægges til grund, at de forhold, som ansøgeren har oplyst at have været udsat for, har haft en sådan intensitet og omfang, at det kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Endelig har Flygtningenævnet lagt nogen vægt på, at ansøgeren udrejste legalt, og at hun første ansøgte om asyl mere end to måneder efter sin indrejse. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservice afgørelse. afgh/2011/38
Nævnet meddelte i august 2011 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt deres fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk hazara fra […] i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået af en navngiven pashtunsk kommandant, som samarbejder med Taliban, idet kommandanten i sommeren 2010 rettede henvendelse til den mandlige ansøger med ønske om at indgå ægteskab med den mandlige ansøgers søster. Søsteren flygtede herefter og indgik ægteskab med en tidligere skolekammerat, da hun ikke ønskede at gifte sig med en person, der i forvejen havde to hustruer og otte til ni børn. Kommandanten truede herefter med at slå ansøgeren og hans familie ihjel, hvis ikke de fandt søsteren. Den kvindelige ansøger er etnisk hazara fra en navngiven landsby i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Hun har endvidere henvist til, at hun aldrig ønsker at vende tilbage til Afghanistan, da hun er blevet udsat for grov vold af nogle af kommandantens soldater. Uanset at ansøgerne på enkelte punkter har forklaret upræcist om hændelsesforløbet forud for udrejsen, kan Flygtningenævnet lægger deres forklaringer om det påberåbte asylmotiv til grund. Ansøgerne har forklaret konsistent om centrale punkter i asylmotivet og har endvidere for Flygtningenævnet troværdigt redegjort for asylmotivet. Det lægges herefter til grund, at ansøgerne er kommet i konflikt med en magtfuld Taliban kommandant, som ønsker at gifte sig med den mandlige ansøgers søster. Imidlertid er søsteren blevet gift med en tidligere skolekammerat og er flygtet til Pakistan med denne. Hertil kommer, at kommandanten har truet med at dræbe ansøgerne og deres børn, såfremt den mandlige ansøger ikke bringer søsteren til stede, således at hun kan blive gift med kommandanten, og at kommandanten udøvede grov vold mod ansøgerne i forbindelse med den seneste henvendelse på deres bopæl. Det lægges til grund, at kommandanten tvang den mandlige ansøger til at lede efter sin søster, mens kommandanten samtidig lod ansøgernes hus bevogte, at den kvindelige ansøger og børnene var indespærrede i huset i forbindelse hermed, og at det lykkedes ansøgerne at flygte fra huset midt om natten med hjælp fra en af den mandlige ansøgers navngivne venner, som var i tjeneste hos kommandanten. Endelig skal det bemærkes, at ansøgerne efter det foreliggende ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse i konflikten med kommandanten. Efter det foreliggende kan det ikke antages, at ansøgerne risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Derimod finder Flygtningenævnet, at ansøgerne efter det foreliggende har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres fire børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. afgh/2011/37
Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at få behandlet sin ansøgning om asyl i Danmark, idet ansøgeren, der er 15 år, har forklaret med forståelse af sine besvarelsers betydning for asylsagen. Ansøgeren er etnisk hazara fra landsbyen […] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fætter […]. Ansøgeren frygter endvidere angreb fra kuchierne. Ansøgerens farbroder bad en dag ansøgeren om at holde farbroderens gevær, mens han selv rensede det. Mens ansøgeren holdt den ene ende af geværet, gik det af og dræbte farbroderen på stedet. Omkring 15-20 dage senere vendte farbroderens søn, […], tilbage fra Iran, og han beskyldte ansøgeren for at have skudt farbroderen med vilje. Nogle dage senere kom ansøgeren og […] op at slås, og […] skar i den forbindelse ansøgeren i benet med et glasskår, så ansøgeren besvimede. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har haft konkrete konflikter med kuchierne, og Flygtningenævnet finder ikke, at landsbyens generelle og tilbagevendende uoverensstemmelser med kuchierne kan begrunde asyl. Vedrørende farbroderens dødsfald, kan det efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at der var tale om et uheld, og at ingen i landsbyen bortset fra […] har bebrejdet ansøgeren, at det skete. Uanset, at […] har beskyldt ansøgeren for at have dræbt farbroderen med vilje, og at der har været slagsmål imellem dem, findes det ikke sandsynliggjort, at der foreligger en reel risiko for, at […] skulle udsætte ansøgeren for egentlige overgreb af en karakter og intensitet som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2, såfremt ansøgeren vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet lægger herved også vægt på, at […] ikke efter ansøgerens forklaring på noget tidspunkt har fremsat konkrete trusler mod ansøgerens liv eller helbred. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservice afgørelse.” afgh/2011/36
Nævnet meddelte i juli 2011 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kandahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet hun siden 2007 har arbejdet for en kvinderettighedsforkæmper ved navn […], som blev dræbt af Taliban i foråret 2009, og blandt andet har været med til at arrangere og holde tale på Kvindernes Dag i foråret 2009, hvor hun i lighed med andre deltagere blev overfaldet af ukendte gerningsmænd, slået og kom til skade. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hendes indflydelsesrige farbroder, som hun efter faderens forsvinden sammen med sin moder og søster flyttede ind hos i sommeren 2009, har søgt at få hende til at indgå tvangsægteskab med sin søn, og at farbroderen blandt andet har truet hende med at nægte hende beskyttelse, hvis hun ikke indgår ægteskab. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren siden 2007 har undervist kvinder i engelsk og i forbindelse med undervisningen har udbredt kendskabet til kvinders rettigheder. Hun har samtidig været engageret i og kæmpet for kvinders rettigheder i organisationen ledet af […], herunder fungeret som en slags ”højre hånd” for […]. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren efter overfaldet på hende i foråret 2009 af frygt for Taliban ophørte med sine aktiviteter og stort set opholdt sig hjemme. Det lægges endelig til grund, at ansøgeren efter denne dato fik at vide af […], at ansøgeren var i risiko og skulle passe på sig selv. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har været profileret som politisk aktiv kvindesagsforkæmper på en sådan måde, at hun er i reel og individuel risiko for at blive dræbt af Taliban, der en måned efter overfaldet på ansøgeren i foråret 2009 dræbte navnet på kvinderettighedsforkæmperensom ansøgeren havde arbejdet for. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet konflikten har politisk karakter. afgh/2011/35
Nævnet stadfæstede i juli 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er født i Ghazni, men flyttede sammen med sin familie til Kabul i 2003. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban, idet ansøgeren nægtede at samarbejde. Ansøgeren var ansat på et navngivent hotel i Kabul, hvor han arbejdede som […]. I efteråret 2009 blev ansøgeren kontaktet telefonisk af ukendte personer, der ønskede at ansøgeren samarbejdede ved at give oplysninger om de udlændinge, der skulle besøge hotellet. Ansøgeren indgik en aftale med hotellets ledelse om, at han officielt opsagde sin stilling, hvorefter han arbejdede på hotellet uden at være registreret som ansat frem til sin udrejse. I sommeren 2010 blev ansøgeren igen kontaktet telefonisk af ukendte personer, og modtog efterfølgende et trusselsbrev. Ansøgerens families hjem i Ghazni blev brændt ned. Ansøgeren kontaktede hotellets ledelse og forskellige myndigheder, der ikke kunne garantere ansøgerens sikkerhed, hvorfor han udrejste. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om sit motiv, idet forklaringen forekommer usandfærdig og konstrueret til lejligheden, ligesom ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret udbyggende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på indholdet af Udenrigsministeriets høringssvar af […], hvoraf det fremgår, at ansøgeren har været ansat på et navngivent hotel i Kabul fra sommeren 2008 til foråret 2009, hvor han blev opsagt af arbejdsgiveren, idet denne ikke fandt ansøgeren egnet til at arbejde på et hotel. Flygtningenævnet forkaster således ansøgerens forklaring om, at han opsagde sin stilling i efteråret 2009, men at han herefter var hemmeligt ansat til udrejsen sommeren 2010. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at den af ansøgeren fremlagte ansættelsesbekræftelse fremtræder som underskrevet af hotellets General Manager i efteråret 2009, uanset at dennes ansættelse på hotellet ophørte i vinteren 2008. Flygtningenævnet har endvidere lagt en vis vægt på, at de dokumenter ansøgeren fremlagde under behandlingen hos Udlændingeservice af Udenrigsministeriet, er vurderet som falske. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren først under partshøringen i Udlændingeservice i vinteren 2010 oplyste, at de talibanere, som havde truet ham, var hans slægtninge. De af ansøgeren under nævnsbehandlingen fremlagte dokumenter kan ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller at han vil være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/34
Nævnet stadfæstede i juli 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra en navngiven by i Ghazni provinsen i Afghanistan. I 2003 udrejste han med sin moder til en navngiven by i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin faders fjender samt sin stedfader og dennes familie. Da ansøgeren var ni år gammel, dræbte hans fader lillebroderen til den mand, som havde forsøgt at kidnappe og misbruge ansøgeren, hvorefter den dræbtes familie slog faderen ihjel. Den dræbtes familie tilhørte Taliban, og de overfaldt desuden ansøgeren og stak ham med en kniv. Derefter flygtede ansøgeren med sin moder til Iran, hvor moderen giftede sig med en ny mand, [...], som ønskede at hverve ansøgeren til Taliban. Under opholdet i Iran blev ansøgeren på et tidspunkt, da ansøgeren var 15 år gammel, af politiet sendt tilbage til Afghanistan, hvor han blev tilbageholdt af familien til den dreng, som faderen havde dræbt. Ansøgeren undslap ved hjælp fra sin navngivne vens ven. Tilbage i Iran deltog ansøgeren i sommeren 2009 i en demonstration sammen med tilhængere af Mosavi, fordi hans navngivne ven dagen forinden var blevet slået af myndighedspersoner. Ved demonstrationen slog ansøgeren sammen med sine venner en myndighedsperson og blev genkendt af en civilklædt betjent. Ansøgeren undslap, men da han kom hjem, havde de iranske myndigheder spurgt efter ham på bopælen. Stedfaderen tilbageholdt og slog derfor ansøgeren med et træbat. For at komme fri stak ansøgeren stedfaderen med en kniv, stjal sin moders smykker og flygtede. Ansøgeren udrejste medio 2009 af Iran til Tyrkiet. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har udvist tilstrækkelig modenhed til, at hans sag kan behandles i Flygtningenævnet, selvom han er mindreårig. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret spørgsmålene i begge nævnsmøder med forståelse af svarenes betydning for det asylmotiv, som ansøgeren påberåber sig. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet bemærker, at ansøgeren har udfyldt asylansøgningsskemaet udførligt men ikke nævnt, at han selv som 9-årig blev forsøgt udsat for overgreb, og dette var årsag til, at hans fader begik overgreb mod og dræbte en dreng. Ansøgeren har endvidere ikke nævnt den for asylmotivet centrale hændelse om, at han omkring 15 års alderen blev tvangsudsendt til Afghanistan fra Iran og i en periode på muligt omkring 10 dage opholdt sig i Ghazni provinsen i den landsby, hvor vennen til ansøgerens ven boede, og hvor ansøgeren blev kidnappet og tilbageholdt i tre til fire døgn af bevæbnede personer med tilknytning til den dræbte dreng, indtil det lykkedes vennen til ansøgerens ven at befri ansøgeren og hjælpe ham tilbage til Iran. Selv når der tages hensyn til, at ansøgeren er mindreårig, og at der foreligger alvorlige oplysninger om hans aktuelle psykiske tilstand […], finder nævnet, at ansøgerens manglende oplysninger om centrale elementer i hans asylmotiv ikke kan anses for rimeligt begrundet. Nævnet har herved lagt vægt på, at oplysningerne om såvel overgrebsforsøget på ansøgeren som 9-årig som tilbageholdelsen som 15-årig må anses for så markante, at ansøgeren uden videre havde kunnet oplyse herom i asylskemaet, såfremt begivenhederne havde fundet sted. Nævnet bemærker endvidere, at forklaringen om tilbageholdelsen som 15-årig også efter sit indhold fremstår isoleret set som usandsynligt for nævnet. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring kan nævnet derfor alene lægge til grund, at ansøgeren og hans moder udrejste fra landsbyen i Afghanistan efter ansøgerens faders død, og at de tog ophold i en navngiven by i Iran, hvor moderen giftede sig på ny med den omhandlede stedfader, som ansøgeren havde et konfliktfyldt forhold til. Selv hvis det lægges til grund, at ansøgeren i 2009 for at forsvare sig mod alvorlig vold fra stedfaderens side stak stedfaderen med en kniv, således at stedfaderens ene arm og ene lunge ikke efterfølgende fungerede, kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren af den grund skulle risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Afghanistan, idet nævnet ikke finder, at ansøgeren kan anses for at være i en konkret og reel risiko for overgreb fra stedfaderens familie. Det bemærkes herved, at nævnet om stedfaderen må lægge til grund, at denne har opholdt sig i Iran i mange år og ikke kan anses for at have nogen indflydelse af betydning i Afghanistan. Da nævnet efter det ovennævnte ikke kan lægge til grund, at ansøgeren opholdt sig i Afghanistan som 15-årig, og da nævnet finder, at det fremstår uafklaret, under hvilke nærmere omstændigheder og på hvilken baggrund ansøgerens fader muligvis blev dræbt, da ansøgeren var ni år gammel, finder nævnet efter en vurdering af ansøgerens oplysninger samlet, at det ikke kan antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det er indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren har opholdt sig blandt andet tre måneder i Frankrig uden at søge om asyl. Nævnet bemærker, at der ved den ovennævnte vurdering er taget hensyn til, at der foreligger aktuelle alvorlige oplysninger om ansøgerens psykiske helbredsforhold, men at disse oplysninger ikke kan føre til en anden vurdering af, om ansøgeren har krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og at nævnet ikke har kompetence til at give opholdstilladelse på grundlag af humanitære forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/33
Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk usbeker fra en navngiven provins i Afghanistan og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, forening eller lignende eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han for omkring to år siden var skyld i en arbejdsulykke, hvor en dreng ved navn [..] blev dræbt, at ansøgeren fik skylden for ulykken, hvorefter ansøgerens far forsvandt og fem seks dage senere blev fundet død, at det er den afdøde drengs slægtninge, der har dræbt ansøgerens far, og at den afdøde drengs slægtninge efterstræber ansøgeren, idet de bebrejder ansøgeren for drengens død. Den afdøde drengs far var medejer af firmaet, og han har derfor også i den anledning en særskilt interesse i at beskylde ansøgeren for at have forvoldt drengens død med vilje. Den afdøde dreng er endvidere i familie med en magtfuld kommandant. Ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive slået ihjel af den afdøde drengs slægtninge. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at de foreliggende divergenser har et mindre omfang og må anses for at være af mindre betydning. Ansøgeren har således forklaret sammenhængende om det påberåbte asylmotiv under Flygtningenævnets møde. Flygtningenævnet finder under de foreliggende omstændigheder, hvor det vel må lægges til grund, at ansøgeren ved et uheld forvoldte en navngiven drengs død, men hvor den afdøde drengs far og bror overværede ulykken, og hvor de har en særskilt interesse i at beskylde ansøgeren for at have forvoldt drengens død med vilje, at det må antages, at den afdøde drengs familie, herunder eventuelt ved hjælp af den omtalte magtfulde kommandant, vil efterstræbe ansøgeren. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren ikke har været tilbage i hjemmet efter ulykken, at han har holdt sig skjult, og at han er udrejst kort tid efter. Flygtningenævnet lægger endelig vægt på, at ansøgerens far er blevet dræbt, og at den afdøde drengs familie efterfølgende flere gange har opsøgt ansøgerens onkel for at spørge efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren risikerer sådanne overgreb fra den afdøde drengs familie, som han ikke kan få den fornødne myndighedsbeskyttelse imod, at han har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/32
Nævnet stadfæstede i maj 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra […] i […]-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin morbroder. Ansøgerens morbroder chikanerede og slog ansøgerens moder for at få penge til sit narkotikamisbrug. Ansøgeren blev slået, når han forsøgte at lægge sig imellem. Ansøgeren har videre henvist til, at hans moder og morbroder havde en arvekonflikt, og at morbroderen har truet ansøgerens moder, idet han ønsker at få hele arven. Endelig har ansøgeren henvist til, at morbroderen én gang, for omkring fem et halvt år siden, overfaldt ansøgeren og ansøgerens moder med en kniv, hvorved han stak ansøgerens moder én gang og ansøgeren fire gange. Morbroderen truede i forbindelse med overfaldet med at slå ansøgeren og hans moder ihjel. Morbroderen har to-tre gange efterfølgende truet med at slå ansøgeren og hans moder ihjel. For så vidt angår ansøgerens frygt for morbroderen bemærkes, at morbroderen ifølge ansøgerens forklaring over et meget langt tidsrum kom dagligt til ansøgerens moder og opnåede at få udbetalt penge. Han slog og chikanerede både ansøgerens moder og ansøgeren, og på et tidspunkt var der en episode, hvor morbroderen stak ansøgeren og ansøgerens moder med en kniv. Der er tale om en privatretlig konflikt med et relativt lavt konfliktniveau, som fandt sted mens ansøgeren var mindreårig. Ansøgeren er nu en voksen ung mand. Efter de foreliggende oplysninger har morbroderen og ansøgeren på hver sin side nogenlunde tilsvarende ringe netværk. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at der foreligger et asylbegrundende forhold. Den anden konflikt, som ansøgeren har påberåbt sig, vedrører et spørgsmål om arv. Ifølge ansøgerens forklaring vil ansøgerens moder kunne kræve en tredjedel af morbroderens ejendom. En sådan potentiel jordkonflikt, hvor ingen af parterne på forhånd har en særlig styrke i forhold til den anden, findes heller ikke at være af asylbegrundende karakter. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/31
Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara, muslim og fra Kabul. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening eller organisation eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han er efterstræbt af de afghanske myndigheder, der har udstedt en arrestordre mod ham. Ansøgeren beskyldes for at have stået bag en drengs død i forbindelse med en drukneulykke, der involverede to drenge, hvoraf ansøgeren kun formåede at redde den ene. Ansøgeren frygter endvidere, at den afdøde drengs familie vil dræbe ham, idet de har været hos farbroderen og efterspurgt ansøgeren. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger ansøgerens forklaring til grund, herunder at han også er eftersøgt af myndighederne. Ved afgørelsen heraf har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren under hele sit ophold i Danmark har svaret konsistent og overbevisende på alle spørgsmål vedrørende sit asylmotiv. Flertallet finder endvidere, at ansøgeren ikke kan henvises til internt flugtalternativ i Afghanistan. Da ansøgeren ikke efter flertallets vurdering er i risiko for forfølgelse som følge af de årsager, der er nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, opfylder han ikke betingelserne for at få asyl efter denne bestemmelse. På den anden side finder flertallet, at det ikke kan udelukkes, at ansøgeren ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for nogle af de overgreb, der er omtalt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/30
Nævnet meddelte i januar 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig mandlig statsborger fra Afghanistan indrejst i 2010. Ansøgeren og hans familie indrejste i Afghanistan i vinteren 2008/2009 efter længere tids ophold i Iran. Ansøgerens farbror havde på dette tidspunkt tilegnet sig ansøgerens families jordstykke. Ansøgerens far blev efterfølgende dræbt, formentlig af farbroren, idet han forsøgte at få jorden tilbage. Ansøgeren opsøgte senere sin farbror, i hvilken forbindelse han, som følge af farbrorens provokationer, kastede en sten efter farbroren. Farbroren angreb efterfølgende ansøgeren, der slog farbroren med en kæp to, tre eller fire gange. Ansøgeren udrejste af Afghanistan til Pakistan omkring fire til fem måneder efter familiens indrejse. Ansøgeren fik efterfølgende at vide, at farbrorens sønner og familie ledte efter ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet finder efter en vurdering af ansøgerens forklaring under nævnsbehandlingen, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af trosretning fra en landsby, Jaghori i Ghazni-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han formoder, at hans fader er blevet dræbt som følge af en jordkonflikt med ansøgerens farbroder. Ansøgeren overfaldt senere farbroderen, hvorefter han flygtede til Quetta i Pakistan. Ansøgeren frygter, at han vil blive slået ihjel af farbroderens familie ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer til grund. Ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt om sine forhold, uanset at der er en mulig divergens i ansøgerens angivelse af længden af sit ophold hos sin morbroder i Quetta. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kun har opholdt sig fire til fem dage i Quetta, hvorefter hans morbroder oplyste ham om, at farbroderens to sønner og svigersøn var blevet set i Quetta. Ansøgeren udrejste herefter af Pakistan. Flygtningenævnet finder det sandsynliggjort af ansøgeren, at han som følge af overfaldet på farbroderen vil være i reel risiko for overgreb fra farbroderens families side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som han ikke vil have mulighed for at søge myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet bemærker, at selve den grundlæggende konflikt, som består i at farbroderen havde tilegnet sig faderens jord, mens ansøgeren og hans familie var i Iran, ikke i sig selv er asylbegrundende. Ansøgeren er herefter isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer, hvorefter ansøgeren har tildelt farbroderen tre til fire slag med en kæp, med det resultat at farbroderen brækkede begge arme, sammenholdt med at ansøgeren på gerningstidspunktet kun lige var fyldt 15 år, finder Flygtningenævnet ikke, at forholdet har en sådan grovhed, at forholdet med sikkerhed kan henføres under Flygtningekonventionens artikel 1 F(b). Efter en samlet vurdering af den udøvede vold imod farbroderen, sammenholdt med ansøgerens alder, finder Flygtningenævnet ej heller tilstrækkeligt grundlag for at antage, at den beskrevne vold ville kunne medføre en ubetinget frihedsstraf for ansøgeren. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren kan nægtes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, jf. § 22, nr. 6. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2” afgh/2011/3
Nævnet stadfæstede i maj 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig og kvindelig statsborger fra Afghanistan. Den mandlige ansøger indrejste i Danmark i 2001 efter at have opnået opholdstilladelse på andet grundlag, Den kvindelige ansøger indrejste i 2007. I 2008 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved den kvindelige ansøger blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2009 indgav den mandlige ansøger ansøgning om asyl. I 2009 genoptog og hjemviste Flygtningenævnet den kvindelige ansøgers asylsag. I efteråret 2010 meddelte Udlændingeservice ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk pashtun og muslim fra Jalalabad, Afghanistan, og den kvindelige ansøger er etnisk pashtun og muslim fra […], Afghanistan. Den mandlige ansøger har som asylmotiv påberåbt sig, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin faders fjender, idet ansøgeren vil blive identificeret som søn af faderen, der risikerer forfølgelse på grund af hans mangeårige arbejde som chauffør for PDPA og senere for en navngiven bevægelse i […]-provinsen, i hvilken forbindelse han deltog i kamphandlinger. Faderen blev tildelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, i 2000. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv påberåbt sig, at hun ikke kan flytte tilbage til Afghanistan med sin ægtefælle og børn, idet hun risikerer at blive identificeret med hans familie. Endvidere har hun påberåbt sig forholdene for enlige kvinder i Afghanistan, ligesom hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter en navngiven kommandant, som ville tvangsgifte sig med hende, og som hun er flygtet fra. Den mandlige ansøger har som asylmotiv særligt henvist til sin faders forhold. Der er tale om, at ansøgerens fader har været chauffør i 1992 for personer tilknyttet PDPA og chauffør fra 1992 til sin udrejse for en navngiven bevægelse, og at han frygter to navngivne kommandanter, da faderen ved sin udrejse blev mistænkt for at være Taliban-spion. Flygtningenævnet finder, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af faderens forhold i dag opfylder betingelserne for at få asyl. Ved afgørelsen heraf lægger Flygtningenævnet særligt vægt på den tid, der er forløbet, ligesom Flygtningenævnet også lægger vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at faderen skulle have været profileret i særlig grad. Den mandlige ansøger har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for hverken forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at skulle blive udsat for nogle af de overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv dels henvist til sin ægtefælles – og dermed svigerfaderens forhold – og dels har hun henvist til, at hun frygter en navngiven kommandant samt de generelt usikre forhold for enlige kvinder. Af de grunde der er anført ovenfor, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke kan få asyl som følge af sin svigerfaders forhold. Den kvindelige ansøger har ikke sandsynliggjort, at hun har et sådant modsætningsforhold til kommandanten, at hun af denne grund konkret skulle være i fare for overgreb ved sin tilbagevenden til Afghanistan som følge heraf. Den omstændighed at ansøgeren er kvinde kan ikke føre til, at hun alene som følge af de generelt usikre forhold i Afghanistan opfylder betingelserne for at få asyl efter hverken udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, ved sin tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/29
Nævnet stadfæstede i maj 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren under asylsagsforløbet har udvist tilstrækkelig modenhed til, at han kan gennemgå et asylsagsforløb. Ansøgeren er etnisk pashtun fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive kidnappet og slået ihjel af Taliban, idet Taliban mistænker ansøgerens fader for at have været spion, og idet Taliban ville have ansøgeren til at blive selvmordsbomber for dem. Ansøgerens fader har tidligere været kommandant for Hezb-e-Islami og Taliban samt arbejdet for den afghanske regering. Ansøgeren blev en nat bortført af Taliban og tilbageholdt i omkring fire måneder og 10-15 dage, hvor han blev udsat for overgreb. Ansøgerens moder og søster blev slået ihjel af Taliban, og ansøgerens fader blev, efter at have været tilbageholdt sammen med ansøgeren i omkring 10-12 dage, skudt af Taliban foran ansøgeren. En måneds tid efter drabet på ansøgerens fader fik ansøgeren besked på at sprænge en bombe i en basar, men en mand henvendte sig til ansøgeren og opdagede bomben, hvorefter ansøgeren og manden flygtede fra stedet. Om ansøgerens forklaring bemærker Flygtningenævnet overordnet, at ansøgeren under hele sagen har forklaret i det væsentlige konsistent om flere særdeles dramatiske begivenheder. Dels har han forklaret om sin egen tilbageholdelse, der skete med henblik på, at Taliban kunne anholde hans fader, om drabet på søsteren og moderen, og hvorledes faderen blev dræbt foran ansøgeren. Sluttelig har ansøgeren berettet indgående om omstændighederne i forbindelse med en påbegyndt aktion, hvor ansøgeren skulle udløse en selvmordsbombe. Ansøgeren har kunnet forklare med en meget høj detaljeringsgrad, og han har under afgivelse af forklaring i flere tilfælde samlet op på detaljer i sin forklaring, hvis han ikke skulle være blevet spurgt herom. Samlet er det Flygtningenævnets bestemte opfattelse, at ansøgeren fremtræder modent og er velbegavet. Det har virket påfaldende de gange, hvor ansøgeren i forbindelse med sin forklaring har henvist til, at han er mindreårig og kun en dreng. Ansøgeren er indgående blevet udspurgt omkring den del af hans forklaring, der drejer sig om den påtænkte selvmordsbombe. Efter det foran anførte finder Flygtningenævnet det helt ubetænkeligt at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han ikke fattede mistanke til, at den vest han havde på var en bombevest, og at han skulle have troet på, at en vest af den karakter var i stand til at beskytte ham mod den bombe, han har forklaret, han sad oven på. Navnlig efter forklaringen på dette punkt finder Flygtningenævnet det afgørende bestyrket, at ansøgerens forklaring, der på mange andre punkter fremstår som usandsynlig og utroværdig, er konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/28
Nævnet stadfæstede i april 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og er statsborger i Afghanistan. Han er født og opvokset i Teheran i Iran, og han har aldrig været i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingeservice som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter sin stedfader, som er narkoman og har slået ansøgeren. Han har endvidere henvist til, at han ikke har mulighed for at gå i skole og heller ikke kan opnå ID-dokumenter i Iran. Ansøgeren har til advokatindlægget supplerende forklaret, at han er homoseksuel, og at han som følge heraf vil være i risiko for forfølgelse enten fra de afghanske myndigheder. Endvidere vil han som følge af sin homoseksualitet være i risiko for overgreb fra stedfaderens familie, som efter hans moders oplysninger er flyttet tilbage til Panjeer provinsen i Afghanistan. Dette har han fået at vide af sin moder, mens han opholdt sig i Østrig. Årsagen til, at han ikke har fortalt om sin homoseksualitet hverken til de østrigske myndigheder eller til Udlændingeservice, er navnlig generthed. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer og efter en vurdering af ansøgerens person under nævnsmødet lægge til grund for sagen, at ansøgeren i seks til syv måneder forud for sin udrejse af Iran har haft et homoseksuelt forhold til en nabodreng i Teheran. Flygtningenævnet bemærker dog, at det påhviler en asylansøger at meddele samtlige relevante oplysninger til brug for sin asylsag, jf. udlændingelovens § 40. Flygtningenævnet lægger ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren aldrig har været i Afghanistan. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han som følge af sin homoseksualitet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i Afghanistan, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har ej heller sandsynliggjort, at han under de foreliggende omstændigheder ved at tage ophold i Afghanistan vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, så længe han ikke tager ophold i Panjeer provinsen, hvor hans stedfaders familie opholder sig. De generelt vanskelige forhold for homoseksuelle som minoritetsgruppe i Afghanistan kan ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse. afgh/2011/27
Nævnet meddelte i april 2011 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ” At ansøgeren har oplyst, at hun er født i […] i Afghanistan og er kristen af trosretning. I 1984 blev begge ansøgerens forældre dræbt af en bombe, hvorefter ansøgeren boede på kostskoler i henholdsvis Usbekistan og Rusland frem til 1992. I 1992 flyttede hun med en kvinde, som hun havde fået et nært forhold til på kostskolen i Rusland, til Kasakhstan. Hun boede hos kvinden frem til kvindens død i 2004. Herefter tog ansøgeren til Moskva, hvor hun mødte sin nuværende ægtefælle. Ansøgeren har videre oplyst, at opholdet i Kasakhstan og Moskva var illegalt. Senere samme år flyttede ansøgeren og hendes ægtefælle til Kandahar. De indgik islamisk ægteskab i foråret 2005. Deres søn er født i foråret 2005. Hun boede i Kandahar frem til kort tid før sin udrejse fra Kabul og Afghanistan i sommeren 2010. Ansøgerens ægtefælle blev holdt tilbage i Dubai sommeren 2010 under flugten fra Afghanistan. Ansøgeren ved ikke, hvor hendes ægtefælle befinder sig på nuværende tidspunkt. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, forening eller organisation eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun på grund af sin opvækst er russisktalende og kristen, at hendes søn ikke er omskåret, og at hendes ægtefælle transporterer benzin for de amerikanske styrker, hvorfor Taliban ønsker at slå dem ihjel. Taliban har krævet, at ansøgeren konverterer til islam, at sønnen skal omskæres, og at hendes ægtefælle skulle give Taliban en tankvogn, som Taliban ville bruge til at forårsage en eksplosion på en amerikansk base. Ansøgeren og hendes ægtefælle har nægtet at efterkomme dette, hvorefter de var nødsaget til at flygte. Flertallet bemærker, at ansøgeren har forklaret nærmere om de to trusselsbreve, som ægtefællen og hun modtog henholdsvis den […..] 2010 i Kandahar og den [……] 2010 i Kabul, hvor de boede i deres herboende svigerfars ejendom. Ansøgeren har forklaret om opholdet i sommeren 2010 hos fjernere slægtninge i omegnen til Kabul inden udrejsen fra Afghanistan og udrejsen fra Dubai Lufthavn, hvor hun og ægtefællen blev adskilt. Flertallet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger i sagen forud for nævnsmødet, den refererede forklaring til den beskikkede advokat og ansøgerens forklaring i nævnsmødet, at ansøgerens forklaring fremstår konsistent og sammenhængende og derfor må lægges til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om ægtefællens og svigerfarens forhold stemmer med det oplyste i svigerfarens asylsag, der er tilakteret ansøgerens sag. Det oplyste om de fremlagte dokumenter, som er vurderet i kriminalteknisk erklæring fra sommeren 2010, hvorefter to dokumenter er anset for ægte, to dokumenter kan ikke vurderes, og et dokument, ægtefællens nationalitetsbevis, er vurderet som falsk eller eftergjort, da det foreligger som kopi udført med en farveblæk printer, medfører ikke en anden vurdering. Ansøgeren har herved forklaret, at ægtefællen formentlig havde det originale dokument, da han blev tilbageholdt i Dubai. Flertallet bemærker endvidere, at Udlændingeservice i nævnsmødet har tilkendegivet, at ansøgerens forklaring om det første trusselsbrev den […] 2010 lægges til grund, og at flertallet ikke finder grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om det andet trusselsbrev den […] 2010, når ansøgerens forklaring i øvrigt fremstår konsistent og overensstemmende med det oplyste i ansøgerens og svigerfarens sag. Flertallet finder samlet på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan må anses for at være enlig kvinde med en seksårig søn og afgørende præget af sin opvækst i Rusland og Kasakhstan. Ansøgeren taler og skriver russisk flydende, men taler alene i begrænset omfang pashto og kun lidt dari, som ansøgeren hverken kan læse eller skrive. Ansøgeren er fortsat kristen, uanset ægteskabet i 2005, og har været udsat for konkrete trusselsbreve fra Taliban. Trusselsbrevene angik primært ægtefællen og dennes virksomhed, men omfattede også ansøgeren og fællesbarnet. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko for umenneskelig behandling eller overgreb af en karakter, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet har ikke fundet, at de trusler, som ansøgeren har forklaret om, var rettet mod hende på en måde, som indebærer, at ansøgerens risiko ved en tilbagevenden kan anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles derfor ansøgeren samt et barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 afgh/2011/26
Nævnet stadfæstede i april 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren, der er født i 1987, er etnisk hazara født i [……] i Zabul-provinsen og shia-muslim af trosretning. Ansøgerens far døde af naturlige årsager, mens ansøgeren og hans familie boede i Afghanistan. I 1998 eller 1999 flyttede ansøgeren og hans familie til Quetta i Pakistan. Ansøgeren boede i Quetta frem til sin udrejse til Iran i 2006 eller 2007. Ansøgerens mor og hans yngre søskende bor fortsat på bopælen i Quetta. Ansøgeren, der efter udrejsen fra Pakistan opholdt sig i Iran i cirka to et halvt år, har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, forening eller organisation eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren, der efter udrejsen fra Iran opholdt sig syv til otte måneder i Grækenland og fire til fem måneder i Italien, indrejste i Danmark i foråret 2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er kæreste med en afghansk pige, [..], der er cirka to år yngre end ansøgeren, og som af sin afghanske familie er lovet væk til anden mand, at ansøgeren har haft samleje med sin kæreste, og at dette blev opdaget, hvorefter det kom kærestens familie til kendskab, hvorfor kærestens morbrødre, som kæresten bor hos, vil slå ansøgeren ihjel. En af kærestens morbrødre, […], har forsøgt at skyde ansøgeren på ansøgerens bopæl, hvorefter ansøgeren flygtede. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring og intensiteten af den forfølgelse eller efterstræbelse, som ansøgeren henviser til som sit asylmotiv, lægger nævnet vægt på, at både kæresten og ansøgeren deltog i engelskundervisning og i cirka to til to og et halvt år tre til fire gange om ugen færdedes sammen på spadsereture på cirka en times varighed. Nævnet bemærker, at disse forhold for nævnet tyder på, at kæresten havde en vis frihed og selvstændighed. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om det afsluttende samleje med kæresten og hendes families kendskab hertil fremstår forskelligt motiveret og/eller oplyst. Til sagen har ansøgeren henvist til, at drenge iagttog dem uden tøj på og underrettede kærestens familie. Ifølge advokatindlægget og i nævnsmødet har ansøgeren henvist til kærestens ønske om, at hun derved kunne undgå ægteskabet med den ældre mand. Nævnet finder, at det i så fald må anses for at være hensigten, at samlejet skulle blive kendt. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om morbroderens skud, efter at ansøgeren havde åbnet en dør i porten en smule, ansøgerens øjeblikkelige flugt uden at underrette sin tilstedeværende familie, opholdet hos vennen og derefter en uge på en gravplads, som var et kendt mødested for agenter eller menneskesmuglere, og det efterfølgende ophold i Iran i cirka to og et halvt år, indebærer, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om intensiteten af den efterstræbelse, som ansøgeren påberåber sig, til grund. Forklaringen fremstår ikke efter sit indhold sandsynlig for nævnet, og det bemærkes, at ansøgerens udrejse fra Iran ikke skyldtes konkrete begivenheder, men var en følge af, at ansøgeren havde betalt sin gæld til agenten og havde økonomisk mulighed for at rejse videre. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er blevet efterstræbt af kærestens morbrødre efter ansøgerens ankomst til Europa, idet oplysningerne herom fremstår helt ubestyrkede. Da nævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke kan lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt på den måde, som han har forklaret, og idet bemærkes, at samlejet med kæresten foregik i Pakistan for knap fire år siden, finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb eller umenneskelig behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren er etnisk hazara fra […….] i Zabul-provinsen findes ikke at kunne føre til en anden vurdering, idet de generelle forhold for etniske hazaraer i Afghanistan ikke anses for asylbegrundende. Det bemærkes herved, at ansøgerens udrejse til Pakistan skete for cirka 12 år siden og må anses for at være begrundet i de generelle forhold og familiens vanskelige økonomiske situation efter farens død. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingeservices afgørelse. afgh/2011/25
Nævnet stadfæstede i april 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Sagen er behandlet sammen med sagen vedrørende ansøgerens farbroder. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsprocedure. Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […] i Nangarhar provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hans fader, […], drev en forretning på en amerikansk base, hvor han solgte ure og briller til amerikanerne. Taliban opsøgte som følge heraf familiens bopæl i alt fire gange, hvor de blandt andet udsatte farfaderen for vold og trusler med henblik på, at faderen stoppede sit samarbejde med amerikanerne. Tredje gang familien blev opsøgt af Taliban, tog Taliban farfaderen med sig. Han blev fundet dræbt en måned senere. Fjerde gang Taliban opsøgte hjemmet blev ansøgeren og farbroderen udsat for vold og taget med af Taliban. De var tilbageholdt i tre dage, hvorefter det lykkedes dem at flygte. Under tilbageholdelsen modtog de blandt andet undervisning i religion og Jihad, idet Taliban ønskede at hverve dem som selvmordsbombere. Ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter ansøgeren at blive slået ihjel af Taliban, dels på grund af at han flygtede fra dem, og dels på grund af sin faders samarbejde med amerikanerne. Det fremgår af ansøgerens og hans farbroders forklaringer, at de i det væsentlige har været sammen om de oplevelser, der er anført til støtte for det påberåbte asylmotiv. De har videre oplyst, at udrejsen skete cirka tre måneder før indrejsen i Danmark […] 2010. Indledningsvist skal det fremhæves, at ansøgeren og farbroderen til motivsamtalerne den […] 2010 har oplyst, at Taliban første gang henvendte sig på bopælen i et tidsinterval på et til to år før motivsamtalerne, mens de til samtalerne med Udlændingeservice har angivet, at Taliban først henvendte sig cirka tre måneder før udrejsen. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren og farbroderen på en række punkter har forklaret upræcist og divergerende, herunder indbyrdes, blandt andet om antallet af og forløbet af Talibans henvendelser på bopælen samt om omstændighederne og forløbet af deres ophold i huset hos Taliban. Endelig fremstår oplysningerne om flugten fra Taliban påfaldende og usandsynlige, når der henses til, at ansøgeren og farbroderen i øvrigt blev bevogtet. Selvom der ved vurderingen af ansøgeren og farbroderens oplysninger tages hensyn til deres unge alder, og at de er analfabeter, finder Flygtningenævnet, at de heller ikke for nævnet har været i stand til at underbygge deres påberåbte asylmotiv. Efter en samlet vurdering af oplysningerne finder nævnet ikke, at begivenhederne fremstår selvoplevede. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse. afgh/2011/24
Nævnet stadfæstede i april 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en uledsaget mindreårig mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren har udvist tilstrækkelig modenhed til, at hans sag kan behandles i Flygtningenævnet, selvom han er mindreårig. Ansøgeren er etnisk uzbeker og sunni-muslim fra Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive dræbt af sin farbroder på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren har i den forbindelse anført, at farbroderen har fået en mafiabande til at kidnappe ansøgeren, der blev tilbageholdt i et antal dage og fik skåret et fingerled af. Han har endvidere påberåbt sig sin etnicitet og frygten for Taliban. Flygtningenævnet vil ikke afvise, at farbroderen ønsker at overtage den jord, som ansøgeren har arvet efter sine forældre og har udsat ansøgeren for verbalt pres i den anledning. Ansøgeren har under sagen oplyst, at han og moderen ikke har haft noget imod at overdrage ejendommen til farbroderen, men at konflikten har drejet sig om, at ansøgeren og moderen ikke kunne fremskaffe skødet på ejendommen. Han har under nævnsmødet i dag oplyst, at han under de nu foreliggende omstændigheder ikke vil medvirke til at overdrage jorden til farbroderen, idet han mener, at farbroderen uanset en eventuel overdragelse vil have til hensigt at slå ham ihjel. Flygtningenævnet vil ikke afvise, at ansøgeren som forklaret har været kidnappet af en mafiabande. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke grundlag for at antage, at farbroderen skulle stå bag denne handling. Nævnet lægger herved vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodninger, at farbroderen var involveret heri. Nævnet bemærker, at kidnapperne bad ansøgeren om at ringe til faderen, der var afgået ved døden, og afkræve ham løsepenge, hvorimod der under kidnapningen ikke har været tale om hverken jordkonflikter eller skødet til ejendommen. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at der er tale om en enkeltstående kriminel handling. Det kan således ikke lægges til grund, at kidnapningen har sammenhæng med jordkonflikten. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at konflikten om det omstridte jordstykke er af en sådan karakter, at der som følge heraf er grundlag for at meddele ansøgeren asyl. Efter ansøgerens forklaringer for nævnet har han ikke været udsat for personlige overgreb eller problemer, fordi hans etnicitet er uzbeker, og han har heller ikke været udsat for konkrete overgreb eller hvervningsforsøg fra Taliban. Der er således ikke grundlag for at antage, at ansøgeren vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb i anledning af disse grunde. Flygtningenævnet finder ikke, at de vanskelige, men generelle forhold, for etniske uzbekere i Afghanistan i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder heller ikke, at den påberåbte generelle risiko for tvangshvervning af Taliban i sig selv er asylbegrundende og bemærker herved, at tvangshvervning langt overvejende foregår blandt pashtunere, jf. Udenrigsministeriets notat af 2. marts 2011. Det er indgået i nævnets vurdering af ansøgerens forklaring, at ansøgeren har fremstået som en person, som fuldt ud har været i stand til at svare på spørgsmålene med forståelse for svarenes betydning for hans asylsag, og som også har formuleret sig skriftligt i asylskemaet. Samlet finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Som følge af det anførte er der ikke grundlag for at tage advokatens subsidiære og mere subsidiære påstand om hjemvisning eller udsættelse til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse. afgh/2011/23
Nævnet stadfæstede i april 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren og han familie udrejste til Pakistan i 1985, og ansøgeren vendte tilbage til Afghanistan i 2002, hvorefter han fra vinteren 2002, til vinteren 2004 aftjente værnepligt. Ansøgerens familie vendte tilbage til Afghanistan i 2003. I følge en under sagen fremlagt dom, blev faderen dræbt i efteråret 2003, af en navngiven person. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af den navngivne persons familie, som urigtigt tror, at ansøgeren i 2006 slog den navngivne persons broder […], ihjel som hævn for, at den navngivne person skød og dræbte ansøgerens fader i efteråret 2003. Den navngivne person blev efter drabet på ansøgerens fader retsforfulgt og idømt 16 års fængsel. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring, som forekommer usandfærdig og konstrueret til lejligheden, ligesom forklaringen er blevet udbygget på væsentlige punkter under sagens behandling. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren først under nævnsbehandlingen har forklaret, at han blev indkaldt af myndighederne for at afgive forklaring om drabet på den navngivne broder. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren også først under nævnsbehandlingen har forklaret, at nogle personer, som han genkendte fra en navngiven by, satte sig ind i hans taxa, og at han frygtede, at disse var sendt af den navngivne persons familie. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret meget upræcist og divergerende om datoer, herunder om hvornår drabet på den navngivne broder fandt sted, og hvornår han udrejste fra Afghanistan, ligesom der er væsentlige huller i hans forklaring om, hvor og hvornår han har opholdt sig ved sine udrejser fra Afghanistan og til hans ankomst til Danmark i sommeren 2009. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/22
Nævnet stadfæstede i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske tadjikker fra Herat i Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af nogle politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv navnlig henvist til, at krigsherren […] og dennes gruppe, med tilknytning til Taliban, flere gange har truet den mandlige ansøger og dennes bror, og krævet, at brødrene, der sammen har et byggefirma, skal ophøre med at arbejde på et større projekt for et udenlandsk firma. De har endvidere krævet, at der bliver betalt en større sum penge. I den forbindelse er den mandlige ansøger blevet slået, og deres søn er blevet antastet på gaden. Endvidere er broren blevet kidnappet. Efter to dage lykkedes det broren at stikke af. De gemte sig derefter hos mandens søster i to dage og udrejse efter yderligere to dage en gang i begyndelsen af 2009. Senere har de fået oplyst af den kvindelige ansøgers far, der er en højtstående embedsmand, at nogle fra førnævnte gruppe har været på deres bopæl, mens de skjulte sig hos søsteren, samt at de senere har spurgt efter den mandlige ansøger på arbejdspladsen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens og hans brors firma har renoveret huse i Herat, herunder for udlændinge. Den omstændighed, at der er mange eksempler på, at Taliban eller andre oprørsgrupper har angrebet byggefirmaer, der samarbejder med udlændinge, kan imidlertid ikke i sig selv indebære, at alle i den branche opfylder betingelserne for at få asyl i Danmark. Afgørende er, på hvilken måde de pågældende er profilerede, og hvilke konflikter der konkret har været samt hvilke risici, der vurderes for fremtidige konflikter. Flygtningenævnet vil ikke afvise, at den mandlige ansøger har haft nogle uoverensstemmelser i forbindelse med sit arbejde. Ansøgerne har imidlertid afgivet ret forskellige forklaringer om det nærmere begivenhedsforløb, herunder om identiteten af dem der ville have, at de skulle holde op med at arbejde. Begge ansøgere har nævnt […] som en ledende person hos dem, som brødrene var i konflikt med. Den mandlige ansøger har på skift forklaret, at han tidligere har talt med […] om at genopbygge Afghanistan, at han kun ved, at […] var med til at overfalde ham, fordi én af de andre voldsmænd nævnte […] navn, at han ikke ved, om […] var til stede, samt at han slet ikke kender […] og aldrig selv har set eller talt med ham. Det er også noget uklart, hvilke samtaler broren måtte have haft med […]. Den mandlige ansøgers forklaring om, hvorfor […] ikke ville have, at de arbejdede på byggepladsen er selvmodsigende. Ansøgernes forklaringer om efterfølgende telefonsamtaler, samt om hvorvidt disse er blevet ført af […] personligt eller andre på hans vegne, er ligeledes noget modstridende. Der er også mindre unøjagtigheder vedrørende oplysningerne om det tidsmæssige forløb samt om episoderne vedrørende sønnen og broren, der isoleret set ikke kan tillægges større betydning, men som samlet set er med til at indebære, at der er en sådan tvivl, om hvad der faktisk er foregået, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en sådan risiko for forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, at de opfylder betingelserne for at opnå asyl. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingeservices afgørelse”. afgh/2011/21
Nævnet stadfæstede i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara fra Wardak-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taleban eller kuchierne. Den landsby, hvorfra han kommer, er hvert år omkring foråret blevet angrebet af kuchierne, og hans families hus og afgrøder er blevet brændt af flere gange. For to år siden blev hans moster dræbt under et angreb. Han udrejste, fordi hans familie forventede, at kuchierne ville angribe igen, og fordi hans far havde hørt, at der var flere drenge på ansøgerens alder fra nabolandsbyerne, der var blevet bortført af Taleban og kuchierne, og at ansøgeren også var i fare for at blive bortført til foråret. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke ved, om hans familie er i live eller døde. Selv om ansøgernes forklaring lægges til grund, findes den forfølgelse, han har været udsat for, ikke at være så konkret og individuel, at han kan opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens frygt vedrører således generelt urolige forhold på hjemegnen, idet alle familier blev angrebet af kuchierne. Frygten for at blive kidnappet af kuchierne beror endvidere alene på formodninger ved, at ansøgerens far har hørt, at andre drenge i området er forsvundet. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/20
Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt et barn indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og shiamuslim af trosretning fra en navngiven by i provinsen Poli Alam i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun frygter, at hun eller hendes børn vil blive dræbt af den kriminelle bande, som tidligere har bortført hendes søn, […], i hvilken forbindelse banden krævede løsepenge. Det lykkedes ansøgerens ægtefælle at skaffe en del af løsepengene. Ansøgerens søn, […], så på et tidspunkt sit snit til at flygte fra kidnapningen. Ansøgeren har herudover henvist til, at hendes datter, […], blev søgt tvangsgift med en talibaner, mens ansøgeren stadig opholdt sig i hjembyen. Da ansøgeren og hendes ægtefælle nægtede, at datteren skulle indgå ægteskabet, flyttede familien til Kabul. Efter at sønnen […] var blevet kidnappet, tog ansøgeren ophold i Jalalabad en kort tid. Da sønnen kom tilbage fra kidnapningen, udrejste hele familien af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Hendes forklaring har fremstået konsistent og troværdig igennem hele asylsagsforløbet. Et flertal af Flygtningenævnet finder imidlertid at kunne lægge til grund for sagen, at trusselsbilledet fra Taliban, som familien var udsat for i hjembyen, må anses for afsluttet på nuværende tidspunkt. Det er ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at der er nogen sammenhæng imellem hændelserne i hjembyen og den senere kidnapning af sønnen i Kabul. Denne kidnapning må anses som udslag af almindelig kriminalitet med henblik på at skaffe penge fra ansøgerens ægtefælles forretningsaktiviteter. Ansøgeren har oplyst, at ægtefællen har solgt forretningen. Under disse omstændigheder finder flertallet ikke, at det er sandsynliggjort af ansøgeren, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en konkret eller individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i en reel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, fra enten myndighederne eller fra de kriminelle grupperinger, som må antages at stå bag kidnapningen af sønnen. Den omstændighed, at der efter indholdet af British Home Office, landerapport fra november 2010, pkt 12.08, (bilagsnr. 358), må antages at være usikkerhed om, i hvilket omfang de stedlige myndigheder, for eksempel politiet, kan antages at beskytte ansøgeren eller i øvrigt realitetsbehandle en eventuel politianmeldelse vedrørende kidnapningen, kan efter flertallets opfattelse ikke føre til noget andet resultat. Flertallet bemærker i denne forbindelse, at kidnapningen efter det foreliggende må anses for at være en afsluttet episode, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun og hendes søn fortsat efterstræbes af de pågældende kriminelle grupperinger. De generelle forhold for enlige kvinder i Afghanistan er ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse” afgh/2011/2
Nævnet stadfæstede i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Sagen blev sambehandlet med sagen vedrørende ansøgerens datter. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra en navngiven landsby i Wardak provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har i perioden fra 1998 til sommeren 2010 boet i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at datteren, […], som barn blev forlovet med ansøgerens fætter […]. På grund af problemer med Taliban var ansøgeren og hans familie nødsaget til at flygte til Iran, hvor de opholdt sig i 12 år. Da de vendte tilbage til Afghanistan, således at datteren kunne blive gift med ansøgerens fætter, blev familien vidende om, at fætteren var afgået ved døden. Ansøgerens farbroder bestemte herefter, at ansøgerens datter skulle indgå ægteskab med fætterens storebroder […], hvilket hverken ansøgeren eller hans datter ønskede. Da fætterens storebroder var betydelig ældre end ansøgerens datter, afviste ansøgeren ægteskabet. Farbroderen forsøgte herefter adskillige gange at presse og true ansøgeren til at acceptere ægteskabet. Da ansøgeren fortsat afviste, bortførte farbroderen datteren. En dag, da ansøgeren var ude og gå, gik han forbi fætterens storebroders hus, og han hørte, at der var tumult inde i huset. Datteren havde skåret sig, og ansøgeren kom som følge heraf op at slås med fætterens storebroderAnsøgeren slog ham i baghovedet med et skaft af træ, hvorefter han faldt om på jorden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Ved afgørelsen heraf har Flygtningenævnet lagt vægt på følgende forhold: For det første har ansøgeren afgivet en række forskellige forklaringer med hensyn til, om ansøgerens datter blev viet, herunder om der foregik en vielse i hans hjem eller en vielse senere samme aften i farbroderens hjem – eller om der eventuel blev foretaget vielse begge steder. Først ved mødet hos advokaten og i Flygtningenævnet er der sket en tilnærmelse af ansøgerens og hans datters forklaring herom. Særligt ansøgerens datter har på en række punkter ændret sine forklaringer. Ændringer som ikke efter Flygtningenævnets vurdering alene kan forklares med, at ansøgerens datter har været psykisk påvirket af situationen. For det andet har Flygtningenævnet fundet det påfaldende, at der efter ansøgerens tilbagevenden til Afghanistan er passeret så meget inden for kort tid. Det gælder optrapningen af konflikten mellem de to familier, tvangsvielsen og bortførelsen, ægtefællens død, ansøgerens datters selvmordsforsøg, slagsmålet mellem først ansøgerens datter og fætterens storebroder samt slagsmålet mellem ansøgeren og denne og endelig den hurtige flugt fra Afghanistan – alt inden for cirka en måned. For det tredje finder Flygtningenævnet, at det er påfaldende, at ansøgeren netop skulle være kommet til stede, mens ansøgerens datter og fætterens storebroder var alene hjemme og sloges med videre. Ansøgeren har således oplyst, at han i de cirka 10 til 15 dage, der forløb fra ansøgeren blev bortført, ikke hverken ønskede eller havde været i nærheden af farbroderens hus. Hertil kommer, at ansøgerens datter har oplyst, at der normalt altid var flere personer til stede i farbroderens hus i den periode, hvor hun boede der – blot ikke lige den dag, hvor ansøgeren kom. For det fjerde har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren og dennes datter ikke har givet en overbevisende forklaring om deres flugt i 1998 til Iran. Det gælder for eksempel, at ansøgeren og hans familie blot flyttede fra deres ejendom, uden at de hverken med naboer eller familie, herunder farbroderen, havde aftalt noget om pasningen af jord og hus, at de i 12 år boede i Iran uden overhovedet at have kontakt til hverken familie eller venner i Afghanistan, at de tilsyneladende kunne vende tilbage til hus og jord helt problemfrit, og endelig at der er givet lidt divergerende forklaringer om, hvorfor de vendte tilbage til Afghanistan – om det skyldtes de problemer som ansøgeren fik i forhold til de iranske myndigheder, eller om det skyldtes, at familien nu ville leve op til løftet om at få ansøgerens datter gift med fætteren. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan fra farbroderen eller andre vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og da de generelt usikre forhold i Afghanistan, herunder for hazarer, ikke kan føre til et andet resultat stadfæster Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. afgh/2011/18
Nævnet stadfæstede i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra Urozgan-provinsen, hvor han boede, indtil han efter det oplyste som femårig udrejste med sin familie til Teheran i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af folk fra sin landsby i Urozghan-provinsen, idet hans moder har angivet tre bestemte Mujahedin-kommandanter og vist talibanerne, hvor de pågældende boede. Kommandanterne og deres sønner var imidlertid flygtet, men talibanerne skød i hvert af de tre huse en ældre mand. Herefter truede kommandanternes familier med at slå ansøgerens familie og herunder ansøgeren ihjel den dag, kommandanterne og sønnerne returnerede til området. Ansøgeren flygtede sammen med sin familie omkring tre uger efter til Iran i 1999, men omkring tre år før ansøgeren udrejste omkring årsskiftet 2009/2010 af Iran, blev hans fader deporteret af de iranske myndigheder til Afghanistan. Faderen er blevet slået ihjel af familiens fjender, idet faderens fasters søn, [….], eller hans familie har fortalt ansøgerens families fjender, at faderen var i Afghanistan. Indenfor den sidste måned forud for ansøgerens udrejse blev han to gange overfaldet af fasterens søn og henholdsvis to og tre af fasterens søns afghanske venner. Fasterens søn var vred over, at ansøgeren havde vundet over ham i en kampsportsturnering. Under det andet overfald bar den ene af de afghanske mænd en stor kniv, men faderens og ansøgerens ven, [….], kastede et redskab i hovedet på den på pågældende, der derfor faldt om, hvorefter ansøgeren og vennen stak af. Vennen har efterfølgende fortalt ansøgerens moder, at han genkendte den afghanske mand, som han havde ramt med et redskab, som værende en slægtning til en af de Mujahedin-kommandanter, som moderen havde angivet i familiens hjemby. Den følgende morgen forlod ansøgeren Teheran, og han har siden fået telefonisk at vide af sin moder, at vennen er blevet slået ihjel af fasterens søn og hans afghanske venner. Ansøgeren frygter endvidere ved en tilbagevenden at blive tvangsrekrutteret af Taliban og tvunget til selvmordsaktion. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring af sit asylmotiv lægger nævnet vægt på, at ansøgeren til asylskemaet har forklaret udførligt om de nærmere omstændigheder i hændelsesforløbet på det tidspunkt, hvor ansøgeren ifølge sine oplysninger var fem år, og hvor faderen blev udsat for overgreb af Taliban, hvorefter moderen sammen med ansøgeren påviste tre huse, hvor Taliban dræbte tre ældre fædre til Mujahedin-kommandanter. Ansøgeren har intet nævnt om sin egen konflikt med fasterens søn, uanset at denne konflikt var årsag til ansøgerens udrejse fra Teheran ultimo 2009 eller primo 2010. Nævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring om, at han havde kløe eller havde det psykisk dårligt, kan anses for en rimelig forklaring på dette forhold. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om konflikten med fasterens søn fremstår usandsynlig på flere punkter. Nævnet finder det ikke sandsynligt, at fasterens søn skulle forsøge at øve grov vold mod ansøgeren, herunder med en motorcykelkæde, sammen med flere andre personer, fordi ansøgeren havde vundet over ham i en sportsbrydekamp. Navnlig fremstår det usandsynligt, at fasterens søn 14 dage efter det første overfald skulle have fået to afghanere fra ansøgerens hjemegn til sammen med ham at angribe ansøgeren herunder med en kniv, og at vennen, som var til stede, men som var udrejst fra ansøgerens hjemegn i 1997 to år før ansøgerens familie, herefter skulle have genkendt de to afghanere som kommende fra hjemegnen i Afghanistan. Ansøgeren har endvidere forklaret usikkert og divergerende om hvilken kontakt, der var mellem ansøgerens familie og fasterens søns familie i den periode fra 1999, hvor begge familier boede i Teheran, og hvor i hvert fald ansøgerens fader ifølge det oplyste til samtalen med Udlændingeservice havde jævnlig kontakt til fasterens søns familie i syv eller otte år. Det fremstår også på den baggrund usandsynligt, at fasterens søns familie skulle have givet besked til Mujahedin-kommandanternes familier om faderens returnering til Afghanistan omkring årsskiftet 2006/2007 med den følge, at faderen var blevet slået ihjel. Endelig fremstår det for nævnet som helt ubestyrket, at vennen i 2010 skulle være blevet dræbt i en navngiven by af Mujahedin-kommandanternes familiemedlemmer eller forbindelser, fordi vennen havde ramt den afghaner, der havde en kniv, med et redskab i hovedet, da vennen hjalp ansøgeren med at undslippe i forbindelse med det andet overfald. Nævnet finder derfor samlet, at ansøgerens forklaring om væsentlige dele af asylmotivet ikke kan lægges til grund. Uanset at nævnet lægger til grund, at ansøgerens familie udrejste i 1999 eller muligt tidligere grundet en konflikt i forbindelse med Talibans overgreb, finder nævnet ikke, at denne konflikt på nuværende tidspunkt kan anses for at indebære, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer efterstræbelse. Nævnet lægger herved vægt på, at konflikten fandt sted, da ansøgeren var barn, at ansøgerens fader i mellemtiden anses for død, og at ansøgeren efter nævnets opfattelse ikke sidenhen kan anses for at have været udsat for efterstræbelse i anledning af konflikten. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har konflikt med fasterens søn med den baggrund og det indhold, som ansøgeren har forklaret om til samtalen med Udlændigservice og i nævnsmødet. Nævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan kan anses for at være i særlig risiko for konflikt med Taliban eller for at blive hvervet til selvmordsbomber, idet nævnet ikke finder, at ansøgeren kan anses for at have haft nogen former for konflikter eller udeståender med Taliban. Det er indgået i nævnets vurdering af ansøgerens forklaring, at ansøgeren har fremstået som en person, der er født i 1991, og som fuldt ud har været i stand til at svare på spørgsmålene med forståelse af svarenes betydning for hans asylsag, og som også har formuleret sig skriftligt i asylskemaet. Samlet finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, umenneskelig behandling eller straf efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/17
Nævnet meddelte i marts 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ” At ansøgeren er afghansk statsborger fra en navngiven landsby i Kunar-provinsen, etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af Taliban, fordi han arbejdede som mekaniker for firmaet [………..], som udførte byggerier for den afghanske regering og de udenlandske styrker. Taliban opfatter ham derfor som spion for den afghanske regering og de udenlandske styrker. Ansøgeren har til sagen forklaret, at hans far efter familiens tilbagevenden til den navngivne landsby fra Jalalabad i 2007 fik arbejde som tankvognschauffør i et firma, der transporterede brændstof til militære baser. Fire-fem måneder før ansøgerens udrejse i efteråret 2009 blev faderen afhentet på bopælen af personer fra Taliban. Dagen efter fandt man faderens lig. Cirka en måned efter faderens død fik ansøgeren arbejde som mekaniker i firmaet […………..]. 10-11 dage før sin udrejse modtog ansøgeren et trusselsbrev fra Taliban, hvoraf det fremgik, at han ville blive dræbt, hvis ikke han stoppede med at arbejde for udlændingene. Tre-fire dage senere blev ansøgeren stoppet på vej hjem fra arbejde af bevæbnede personer, som tog ham med til en lejr, hvor han blev præsenteret for en Taliban-leder ved navn [………….]. […………] spurgte om ansøgeren ville samarbejde. Ansøgeren indvilligede i at køre en motorcykel ladet med sprængstof enten til distriktkommandantens kontor eller til sin arbejdsgivers kontor, hvor han skulle efterlade motorcyklen, hvorefter to personer, som fulgte efter ham, via en fjernbetjening skulle udlæse sprængningen. Da ansøgeren passerede en kontrolpost, så han, at de to personer ikke fulgte efter ham, hvorefter han efterlod motorcyklen ved kontrolposten og løb væk. Uanset at ansøgeren har forklaret upræcist på enkelte punkter, finder Flygtningenævnet, at hans forklaring fremstår som selvoplevet og troværdig. Det lægges herefter til grund, at ansøgerens far, der som chauffør transporterede olie og benzin til militærbaser, modtog et trusselsbrev fra Taliban og efterfølgende blev fundet dræbt, at ansøgeren fik job hos […………], at ansøgeren først modtog et trusselsbrev fra Taliban og efterfølgende blev bortført af samme organisation, at Taliban tvang ansøgeren til at påtage sig en selvmordsaktion, og at det lykkedes ansøgeren at stikke af som forklaret af ham. Det lægges videre til grund, at Taliban er bekendt med ansøgerens identitet. Endelig må det efter de foreliggende baggrundsoplysninger antages, at ansøgeren har haft et arbejde, hvor han er i særlig risiko for overgreb fra Talibans side, og at det ikke kan antages, at myndighederne vil være i stand til at yde ansøgeren fornøden beskyttelse. Efter det foreliggende kan det ikke antages, at ansøgeren er forfulgt af grunde, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Derimod findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at han har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til Taliban, at han ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.”afgh/2011/16
Nævnet meddelte i marts 2011 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Afghanistan og parrets mindreårige datter. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk pashtun fra Bamian i Afghanistan, den kvindelige ansøger er etnisk tadjik fra Kabul i Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive dræbt af en navngiven indflydelsesrig kommandant eller folk, der støtter ham, herunder medlemmer af dennes familie. Ansøgerne har forklaret, at familien i 1979 flyttede til Iran, hvor de opholdt sig i omkring 29 år. I denne periode overtog kommandanten familiens jord og plantager i Bamian provinsen og dyrkede jorden. I 2002, et år efter at Taliban er forsvundet fra Bamian, begyndte den mandlige ansøger at rejse mellem Afghanistan og Iran, og i 2004 startede han et ørreddambrug op på familiens ejendom i Afghanistan. Da den kvindelige ansøger og parrets tre børn i sommeren 2008 flyttede med til Afghanistan, opstod der konflikter med kommandanten og dennes slægtninge, som ønskede at overtage familiens jord. Kommandantens broder og fætter friede til ansøgernes to døtre, hvilket den mandlige ansøger modsatte sig. Herefter blev familien truet med, at døtrene ville blive vansiret, hvis de ikke lod sig bortgifte. Nogle dage herefter blev et af ørredbassinerne forgiftet. En kusine til kommandanten advarede herefter den mandlige ansøger om, at kommandanten havde planlagt at angribe familiens hus om natten og dræbe den mandlige ansøger og hans søn. Familien tog samme nat til Kabul og udrejste kort herefter af Afghanistan. Uanset at der foreligger usikkerhed om enkelte tidsangivelser, kan Flygtningenævnets flertal lægge den mandlige ansøgers forklaring om det påberåbte asylmotiv til grund. Det bemærkes, at det ikke kan afvises, at de nævnte usikkerheder har beroet på tolkeproblemer. Flertallet finder, at den mandlige ansøger har afgivet en konsistent og troværdig forklaring. Flertallet lægger endvidere vægt på, at den mandlige ansøger drev en velfungerende landbrugsejendom med dambrug og almindeligt landbrug, at han var kendt i lokalområdet på grund af dambruget og sine store jordbesiddelser, og at ansøgerne var eneste pashtunske familie i lokalområdet, som næsten udelukkende er beboet af tadjikker. Hertil kommer, at den mandlige ansøger på sammenhængende måde har redegjort for, hvorledes familiemedlemmer til kommandanten, som har haft tilknytning til Taliban, har fået øget indflydelse i lokalområdet i Bamian-provinsen. Flertallet lægger således til grund, at ansøgerne er kommet i et modsætningsforhold til lokale magthavere, og at ansøgerne ikke vil kunne opnå de afghanske myndigheders beskyttelse. Efter det foreliggende kan det ikke antages, at ansøgerne risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Derimod finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet er i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. afgh/2011/15
Nævnet stadfæstede i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har udvist tilstrækkelig modenhed til, at hans sag kan behandles i Flygtningenævnet. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har svaret med forståelse på de stillede spørgsmål, ligesom det bemærkes, at ansøgeren anses for at være fyldt 18 år på tidspunktet for nævnsmødet. Ansøger er afghansk statsborger, etnisk hazara og muslim af trosretning fra et navngivent område i Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter sin tidligere arbejdsgiver, […], hvis broder, […], ville have ansøgeren til at smugle narko i tasker fra Afghanistan til Iran. Ansøgeren nægtede og kom i slagsmål med arbejdsgiverens broder, som øvede vold mod og prøvede at kvæle ansøgeren. Ansøgeren slap fri ved at slå arbejdsgiverens broder i hovedet med en jernstang, således at arbejdsgiverens broder døde. Ansøgeren frygter sin tidligere arbejdsgiver i Teheran, idet denne vil hævne sin broders død, ligesom yderligere en broder, […], der er kommandant i hæren i Kabul, også vil tage hævn. Ansøgeren har nærmere oplyst, at han flyttede fra Kabul med sin familie meget muligt i 2004, og at han i tiden indtil 2009 arbejdede for arbejdsgiveren i Teheran, hvor ansøgerens familie boede og fortsat bor, ligesom ansøgeren har en broder i samme by, der bor for sig selv med egen familie. I 2009 tog arbejdsgiveren ansøgeren med tilbage til Herat, hvor ansøgeren i de følgende to måneder arbejdede med at sy rygsække for arbejdsgiverens broder. Denne ville have ansøgeren til at sy narkotika ind i rygsækkene, som ansøgeren derefter skulle bringe til arbejdsgiveren i Iran. Ansøgeren nægtede, hvorefter arbejdsgiverens broder udsatte ansøgeren for vold, herunder kvælertag. For at komme fri slog ansøgeren arbejdsgiverens broder med et metalredskab. Arbejdsgiverens broder blev ramt i hovedet og faldt blødende om, og ansøgeren flygtede. Han havde en seddel med telefonnummeret til sin fætter i Iran. En taxa bragte ansøgeren til et hotel, og chaufføren skaffede en agent, der hjalp ansøgeren til Iran samme dag. Ansøgeren havde samme dag kontakt med fætteren, der oplyste, at arbejdsgiveren havde truet ansøgerens familie i Teheran og ville slå ansøgeren ihjel, fordi arbejdsgiverens broder var død. Ansøgeren har ikke efter konflikten med arbejdsgiverens broder fået kontakt til sin familie eller den selvstændigt boende broder i Teheran. Fætteren betalte ansøgerens udrejse. Nævnet finder ikke ansøgerens forklaring om asylmotivet for overbevisende. Nævnet finder det ikke troværdigt, at ansøgeren efter konflikten med arbejdsgiverens broder tilfældigt skulle have et papir med telefonnumre til fætteren med og alene kontakte fætteren, der herefter straks kunne oplyse om arbejdsgiverens broder død og arbejdsgiverens efterstræbelse af ansøgeren. Nævnet finder heller ikke, at ansøgerens forklaring om konflikten med arbejdsgiveren fremstår overbevisende, herunder at arbejdsgiverens broder øvede alvorlig vold mod ansøgeren, hvis formålet var, at ansøgeren derefter skulle være narkokurer. Heller ikke ansøgerens oplysninger om, at han hos arbejdsgiverens broder konstant opholdt sig i dennes værksted uden anden kontakt end til arbejdsgiverens broder og en arbejdsdreng på en 10 til 12 år fremstår overbevisende, og det samme findes at gælde for ansøgerens oplysninger om manglende kontakt til sin familie. Det indgår i vurderingen, at ansøgeren ikke i Danmark har givet nærmere oplysninger om familien, således at Dansk Røde Kors har kunnet iværksætte en nærmere eftersøgning af familien. Det tillægges på denne baggrund endvidere en vis betydning, at ansøgeren først til samtalen med Udlængeservice oplyste, at arbejdsgiverens broder var død som følge af ansøgerens slag. Nævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger, at ansøgerens forklaring bærer præg af at fremstå som en konstruktion, og nævnet finder ikke kunne lægge de væsentligste dele af ansøgerens oplysninger som sit asylmotiv til grund. Da det efter udlændingeloven § 40 påhviler ansøgeren at sandsynliggøre sit asylmotiv, og da nævnet finder, at dette ikke er sket, har ansøgeren ikke krav på opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse. afgh/2011/14
Nævnet meddelte i marts 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara fra [……….] i Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans families hus blev overtaget af Taliban, da ansøgerens fader døde for omkring fire år siden. Ansøgeren fik arbejde som omdeler af bøger med kristent indhold til samtlige huse i egen og omkringliggende landsbyer. Ansøgeren fik jobbet gennem sin faders venner og delte jobbet med sin ven [………]. En nat blev ansøgerens navngivne ven angrebet af beboere fra landsbyen, da de sammen var ude og omdele bøgerne. Det lykkedes ansøgeren at flygte. Vennen blev bragt til Taliban, og ansøgeren frygter, at vennen er blevet dræbt. Ansøgeren frygter, at Taliban og landsbyens beboere vil dræbe ham, fordi han har uddelt kristent materiale. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring, der under hensyn til ansøgerens unge alder, og til at ansøgeren er analfabet, har fremstået sammenhængende og troværdig, til grund. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren og en kammerat mod betaling har uddelt kristent materiale i deres hjemby og omkringliggende landsbyer, og at nogle landsbybeboere fattede mistanke til dem og pågreb kammeraten i forbindelse med, at de sammen uddelte materiale. Ansøgeren blev i den forbindelse genkendt, og ansøgeren har efterfølgende fået oplyst, at beboerne har overgivet ansøgerens kammerat til Taleban. På denne baggrund, hvor ansøgeren har overtrådt islamiske regler og islamiske værdier ved at uddele kristent materiale, har ansøgeren sandsynliggjort, at der er en velbegrundet frygt for, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2011/13
Nævnet meddelte i december 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren, der er født i 1993, er etnisk pashtun (faderen er pashtun og moderen tadsjiker) fra en landsby ved Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forklaret, at han boede sammen med sin moder, storebroder og lillesøster. De blev forsørget af deres velhavende nabo, der er broder til ansøgerens afdøde fader. Farbroderen er ligesom sin ægtefælles brødre talibaner. En dag hentede farbroderen ansøgerens storebroder. Næste dag fortalte farbroderen til ansøgeren og hans moder, at han storebroderen nu var i Pakistan. 11 dage efter, at broderen var rejst, oplyste farbroderen, at storebroderen var blevet dræbt i jihad, og at farbroderen ville hente ansøgeren to-tre dage senere, så ansøgeren også kunne deltage i jihad. Det ønskede ansøgeren ikke. Ansøgeren talte farbroderen efter munden men tog dagen efter til sin morbroder, der få dage efter arrangerede ansøgerens udrejse i sommeren 2010. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren Taliban og farbroderen, samt at han blive sendt i jihad, og at han vil dø. Ansøgeren har under asylbehandlingen i det væsentlige forklaret det samme, og nævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at forklaringen bør tilsidesættes. Det må herefter lægges til grund, at ansøgeren af sin farbroder, der er talibaner, er blevet pålagt at deltage i jihad, samt at han skulle gøre sig klar til at blive afhentet to til tre dage senere. Ansøgeren fik denne ordre umiddelbart efter, at han havde fået at vide, at hans eneste broder var blevet dræbt under jihad. Ansøgeren var på daværende tidspunkt mindreårig, og han havde ingen brødre eller fader, der kunne hjælpe ham imod farbroderen og de andre familiemedlemmer, der også var talibanere. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at det er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Idet ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeles ansøgeren derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/121
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra en navngiven by i Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra Taliban. Taliban forsøgte at få ansøgerens familie til at dyrke opiumsvalmuer, hvilket familien afviste. Taliban overfaldt derfor ansøgerens far, og da ansøgerens bror tog del i konflikten, blev denne dræbt. For at hævne drabet på broren skød og dræbte ansøgeren gerningsmanden og en anden talibaner med et kalashnikov gevær, som ansøgeren havde anskaffet til formålet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under forklaringen for Flygtningenævnet i endog betydelig grad har forklaret upræcist og afglidende vedrørende et stort antal centrale punkter i begivenhedsforløbet på en sådan måde, at dette ikke fremstår selvoplevet. Det drejer sig eksempelvis om angivelsen af det sted, hvor broren blev skudt, om ansøgeren selv så broren ligge dræbt på det sted, hvor broren blev skudt, om hvor mange skud broren blev ramt af, om hvor lang tid der forløb mellem drabet på broren og ansøgerens drab på gerningsmanden, om den afstand ansøgeren skød gerningsmanden fra, om hvornår ansøgeren forlod Afghanistan, herunder på hvilken årstid, samt om hvor meget ansøgeren betalte for at blive hjulpet til at flygte. Nævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren over en afstand af i hvert fald flere hundrede meter var i stand til at ramme to personer, der kørte på en motorcykel, særlig henset til, at ansøgeren ikke tidligere havde prøvet at skyde med noget våben. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” afgh/2011/120
Nævnet stadfæstede i februar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er afghansk statsborger fra Kabul. Han er etnisk tadjik og shia-muslim. Han har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har fra indrejsen i Danmark i efteråret 2009, og indtil afgivelsen af advokatindlægget, som sit asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban, fordi han har nægtet at samarbejde og udlevere oplysninger om FN-medarbejdere mv. Han har herunder i detaljer redegjort for sit arbejde for diverse FN-organisationer fra 2003 til 2009 samt Talibans hvervningsforsøg og trusler i 2009, hvor der skulle være blevet skudt mod hans bil, så han kørte i grøften. Han vågnede angiveligt op på et hospital, hvor to politibetjente, der må have samarbejdet med Taliban, spurgte hvorfor han ikke ville udlevere de pågældende oplysninger. Til støtte for forklaringen om ansættelserne har han afleveret kopier af en række dokumenter. Nogle af dokumenterne har været sendt til ægthedsvurdering hos en navngiven FN-organisation, der har erklæret, at der ikke er tale om ægte ansættelseskontrakter hos FN’s organisationer. Foreholdt dette, har ansøgeren indtil advokatindlægget fastholdt sin forklaring under anbringende af, at høringssvarene er en del af et politisk skuespil. I advokatindlægget og under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid erkendt, at en væsentlig del af de af ham fremlagte dokumenter, herunder ansættelseskontrakterne, er falske, samt at alene dokumenterne vedrørende hans uddannelse og de ældste FN-dokumenter er ægte. Han forklarer nu, at han kun arbejdede på deltid for en navngiven FN-organisation. Han stoppede med udgangen af 2006, og han har aldrig været ansat hos en anden navngiven FN-organisation. Han har endvidere erkendt, at hans tidligere forklaring om forfølgelse fra Taliban ikke er sand. Som et helt nyt asylmotiv gør han i stedet gældende, at han siden 2004 har arbejdet som steward i et navngivent luftfartsselskab. Fra midten af 2008 har han deltaget i VIP-flyvninger med blandt andet den afghanske præsident. Til støtte herfor har han fremlagt en række yderligere dokumenter samt fotografier, hvor ansøgeren i stewarduniform blandt andet optræder ved siden af præsident Karzai og den tidligere udenrigsminister. Tre af fotografierne er dateret i 2007. Dateringen skyldes en forkert indstilling af kameraet. Fotografierne er taget i 2008. I sommeren 2009 bad en af præsidentens topembedsmænd ham om at dræbe præsident Karzai. Ansøgeren og den pågældende var på dette tidspunkt alene på et kontor. Manden sagde, at han i forbindelse med den næste flyrejse ville give ansøgeren noget, som han skulle putte i præsidentens mad. Ansøgeren vil ikke oplyse navnet på denne mand. Efter sikkerhedsgodkendelse af ansøgeren i 2008 var denne mand med til at beslutte, at ansøgeren kunne deltage i VIP-flyvningerne. Ansøgeren kender ikke manden privat. Ansøgeren har aldrig offentligt givet udtryk for nogen politisk holdning. Han ved ikke, hvorfor manden turde anmode ham om at slå præsidenten ihjel. Den pågældende truede ansøgeren på livet senere på sommeren 2009, hvorefter han straks flygtede. Ansøgeren har ikke tidligere oplyst om sit rigtige asylmotiv af frygt for den pågældende meget magtfulde mand. Den beskikkede advokat har nedlagt påstand om, at hvis ikke der kan gives asyl på det foreliggende grundlag, så bør sagen hjemvises til Udlændingeservice, således at der kan blive foretaget en vurdering af troværdigheden af ansøgerens nye forklaring i to instanser. En subsidiær påstand om udsættelse er frafaldet. Udlændingeservice har gjort gældende, at sagen ikke bør hjemvises. Flygtningenævnet finder ikke, at Udlændingeservice har begået fejl under behandlingen af sagen, og ansøgerens reelle forhold og forholdene i hjemlandet er ikke ændret væsentligt siden sagen blev behandlet i Udlændingeservice. I hvert fald under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at hjemvise sagen, alene fordi ansøgeren få dage før mødet i Flygtningenævnet har oplyst, at store dele af den forklaring han hidtil har afgivet, er usand, og i den forbindelse vælger at fremlægge nye dokumenter, som han – i hvert fald for så vidt angår de fleste af dokumenterne – har været i besiddelse af under hele sit ophold i Danmark. Efter en samlet vurdering finder nævnet endvidere ikke grundlag for at kræve yderligere dokumenter ægthedsvurderet. Vedrørende ansøgerens nye asylmotiv bemærker nævnet, at der trods ansøgerens erkendt urigtige forklaring vedrørende en navngiven FN-organisation og Taliban, ikke er tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens nye oplysninger om, at han siden 2004 har været ansat som steward i et navngivent flyselskab, og at han i den forbindelse er blevet sikkerhedsgodkendt og har deltaget i flere flyvninger med prominente afghanere, herunder præsident Karzai. Der er herved blandt andet lagt vægt på, at denne del af forklaringen er understøttet af flere af de fremlagt dokumenter og fotografier. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge til grund, at en højtstående person, hvis navn ansøgeren ikke vil oplyse, skulle have anmodet ansøgeren om at slå præsidenten ihjel samt have truet ansøgeren. Ved denne vurdering er der navnlig lagt vægt på, at forklaringen i sig selv lyder usandsynlig, blandt andet fordi det i givet fald synes at måtte have været en meget stor risiko, som den pågældende højtstående person har løbet ved at rette en sådan henvendelse til ansøgeren, hvis holdning til drab på præsidenten, han ikke kunne kende. Der er endvidere lagt betydelig vægt på, at ansøgerens forklaring herom i nævnet ikke er fremstået sammenhængende, selvoplevet og troværdig. Endvidere er der i et vist omfang henset til det sene tidspunkt, som forklaringen er fremkommet på, at ansøgeren tidligere har forklaret usandt om sit asylmotiv, samt på at han ikke vil oplyse navnet på den pågældende mand. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort sit asylmotiv, og Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af FN konventionen eller for at blive udsat for overgreb, som han i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, har krav på beskyttelse mod. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse. afgh/2011/12
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er sunni-muslim og etnisk tadjik fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin ægtefælles broder, idet broderen var imod deres ægteskab. Ægtefællens broder arbejder for den afghanske sikkerhedstjeneste. Ansøgeren har henvist til, at efter indgåelse af ægteskab blev hans bopæl opsøgt af bevæbnede personer, og han blev anholdt og fængslet i to måneder. Han blev befriet af en person og udrejste af Afghanistan samme dag. Det følger af udlændingelovens § 40, at det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort hverken sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet lægger herved afgørende vægt på, at ansøgeren ved sin første kontakt til politiet opgav sit navn som […], og at han efterfølgende ændrede sit navn til […]. Det fremgår af en instruktionsvideo, som ansøgeren blev fundet i besiddelse af, at en person ved navn […] angiver præcis den samme forklaring som baggrund for sit asylmotiv, som ansøgeren har angivet, ligesom videoen præcis instruerer i, hvordan man skal præsentere sin konflikt. Ansøgeren har ikke kunnet give nogen rimelig forklaring på, hvorfor han har ændret sin identitet svarende til den person, der optræder på videoen. Herefter finder nævnet, at ansøgerens forklaring i det hele må anses for konstrueret til lejligheden og derfor må tilsidesættes. Flygtningenævnet bemærker, at det må anses som uvist, hvilken identitet ansøgeren i virkeligheden har. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/119
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra landsbyen […] i Kapisa-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af en magtfuld Taliban-kommandant, […], fra sin landsby, fordi hun har krænket hans ære, idet hendes fader afslog ægteskab mellem hende og kommandantens søn. I 2007 slog kommandanten ansøgerens fader ihjel, og ansøgeren flygtede samme dag over til sin onkels ven i en nabolandsby, inden hun dagen efter via Kabul sammen med sin onkel og dennes ægtefælle flygtede til Quetta i Pakistan. Efter at have opholdt sig i Pakistan i cirka fem måneder vendte de tilbage til Kabul, Afghanistan, idet de havde fået kendskab til, at kommandanten var kommet til Quetta for at finde ansøgeren. Ansøgeren opholdt sig i Kabul frem til sin udrejse i 2009, der foregik i besiddelse af ægte pas isat gyldigt Schengen-visum med fly fra Kabul Lufthavn. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens angivelse af, at hendes forklaring til sagen har været præget af tolkeproblemer, ikke har betydning for nævnets vurdering af ansøgerens oplysninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at oplysningerne i samtalerne med Udlændingestyrelsen er blevet gennemgået med ansøgeren, og at oplysninger i det væsentlige er de samme, herunder også til den beskikkede advokat og i nævnsmødet. Nævnet finder, at der foreligger en modsætning mellem ansøgerens oplysninger på den ene side om, at kommandanten var en magtfuld Taliban-kommandant, som alle kendte og frygtede i ansøgerens landsby, og på den anden side at kommandanten allerede fra det tidspunkt, hvor ansøgeren var 17-18 år gammel, skulle have krævet, at ansøgeren giftede sig med kommandantens søn […], der var et til to år yngre end ansøgeren – sammenholdt med ansøgerens oplysninger om, at kommandanten eller kommandantens søn aldrig opsøgte ansøgeren i hjemmet, og at ansøgerens fader først i 2007 kom i alvorlig konflikt med kommandanten, som medførte, at kommandanten dræbte ansøgerens fader. På det tidspunkt var ansøgeren cirka 23 år gammel. Nævnet finder ikke ansøgerens forklaring overbevisende om, at kommandanten for at søge efter ansøgeren skulle have opsøgt Quetta i Pakistan og forespørge en for så vidt tilfældig handlende om ansøgeren og hendes onkel, således at den handlende herefter advarede ansøgerens onkel. Endvidere bemærkes, at onklens og dermed ansøgerens reaktion på advarslen angiveligt var at tage ophold i Kabul i cirka halvandet til to år. Under opholdet i Kabul indgik ansøgeren ægteskab med sin herboende ægtefælle, som ansøgeren havde truffet, da ægtefællen besøgte et familiemedlem i Quetta. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens oplysninger om, at hun opholdt sig i Kabul lige indtil udrejsen, der skete på ægte pas isat Schengen-visum udstedt i slutningen af 2009 af Den Danske Ambassade i Islamabad, ikke stemmer med de ind- og udrejsestempler til Pakistan, der i øvrigt ses i passet. Ansøgeren har herom forklaret, at det var en agent, der sørgede for at ordne passet bortset fra hendes personlige fremmøde på ambassaden, og at hun intet kender til stemplerne, idet hun alene var én dag eller to dage i Pakistan i forbindelse med visummet. Nævnet finder imidlertid, at stemplerne i passet må indgå i den samlede vurdering af ansøgerens forklaring. Nævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om, at hun efter cirka seks måneders ophold i Danmark har mistet kontakten til onklen og dennes ægtefælle, ligesom ansøgerens oplysninger om, at hun via ægtefællens faster, der bor i en nabolandsby til ansøgerens landsby, har fået oplysninger om, at kommandanten har udlovet en dusør for oplysninger om ansøgeren og ægtefællen, ikke virker overbevisende. Endvidere fremstår ansøgerens forklaring om, at kommandanten nu skulle indtage en magtfuld position i den nuværende afghanske regering ubestyrket og ubestemte i ansøgerens forklaring. Når det anførte sammenholdes med, at ansøgeren indrejste i slutningen af 2009 og først søgte om asyl i vinteren 2010, da hun ikke havde opnået opholdstilladelse på andet grundlag, finder nævnet samlet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har været udsat for en efterstræbelse af den intensitet og karakter, som ansøgeren har forklaret om. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren ved udrejsen var udsat for en asylbegrundende forfølgelse, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har ikke fundet, at det forhold, at ansøgerens forældre er døde, og at ansøgeren har indgået ægteskab med en herboende oprindeligt afghansk nu dansk statsborger med hvem ansøgeren i efteråret 2010 har fået et barn, kan føre til en anden asylretlig vurdering, idet nævnet bemærker, at nævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, om ansøgeren har krav på opholdstilladelse på andet grundlag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/118
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun fra Kabul og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far har været kommandant for Hezb-e-Islami, men blev invalid i kampe mod russerne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2008 blev opsøgt af sin fars onkels sønner, som er tilknyttet Hezb-e-Islami, idet de ville hverve ansøgeren. Ansøgeren nægtede at lade sig hverve, hvorefter de to sønner udtalte, at det blev alvorligt for ansøgeren. Hezb-e-Islami har også sendt breve til ansøgerens far om, at ansøgeren skal lade sig hverve og deltage i Jihad, og at Hezb-e-Islami mistænker ansøgeren for at være spion for myndighederne. Ansøgeren har videre henvist til, at hans fars onkels sønner er blevet anholdt, idet de er mistænkt for at være involveret i nogle raketangreb mod Kabul eller et skyderi på et stadion, og at ansøgerens fars onkels sønner har angivet ansøgeren som medskyldig. Myndighederne mistænker derfor ansøgeren for at have deltaget i raketangrebet eller skyderiet, og myndighederne har ransaget ansøgerens bopæl og efterstræber ansøgeren. Ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren både myndighederne og Hezb-e-Islami. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele har været usammenhængende. Ligesom ansøgeren under nævnsmødet på centrale punkter har udbygget sin forklaring og forklaret divergerende. Ansøgeren har således forklaret udbyggende og divergerende om det skyderi, der fandt sted forud for faderens anholdelse, og som myndighederne skulle mistænke ansøgeren for at have deltaget i. Under mødet med sin advokat og for nævnet har ansøgeren forklaret om et skyderi på et stadion, men til politiet, i sit asylskema og under samtalen med Udlændingestyrelsens repræsentant har ansøgeren forklaret om, at der blev skudt raketter fra landsbyen og ind over Kabul, herunder mod et universitet, og at det var årsagen til, at faderen blev anholdt. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet givet en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. På denne baggrund tilsidesætter nævnet i det hele ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/117
Nævnet meddelte i december 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra en landsby i Deh Yak i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban på grund af sin faders forhold. Ansøgeren har nærmere oplyst, at hans far i 5-6 måneder i 2008 arbejdede for en udenlandsk hjælpeorganisation ved navn PRT, som oprettede lokale klinikker, og som udleverede medicin til befolkningen i Ghazni-provinsen. Faderens arbejde for PRT bestod i at videregive PRT´s medicin via sin egen forretning, hvorfra faderen solgte alternativ plantemedicin til byens indbyggere, der var bange for at modtage medicinen direkte fra PRT på grund af Taliban, der var imod PRT´s arbejde. Ansøgeren har endvidere oplyst, at faderen i løbet af 2008 som følge af sit arbejde for PRT modtog to trusselsbreve fra Taliban, hvorved han blev truet på livet. Efter modtagelsen af det andet trusselsbrev gik faderen til politiet, som lovede at beskytte faderen og familien. Cirka 1½-2 måneder senere opsøgte Taliban ansøgerens bopæl og slog ansøgerens far og formentlig også ansøgerens mor ihjel, hvorefter ansøgeren og hans bror flygtede. Flygtningenævnet kan – som Udlændingestyrelsen – lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet må videre lægge til grund, at faderen var kendt i lokalområdet, og at ansøgeren hjalp sin far i forretningen og således også deltog i at uddele medicin, som organisationen PRT havde fremskaffet. Flygtningenævnet finder herefter, at også Taliban i lokalområdet kendte til ansøgerens rolle, og at ansøgeren derefter har sandsynliggjort, at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet ansøgeren ikke kan henvises til et internt flugtalternativ. Der er ikke grundlag for at anvende udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/116
Nævnet meddelte i december 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk sadat fra Afghanistan og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har aldrig været medlem af eller aktiv for et politisk parti, organisation eller forening. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sine farbrødre og disses sønner, som arbejder for myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans farbrødre beskyldte ansøgerens fader for at have dræbt to af deres sønner, hvorefter ansøgeren og hans familie måtte forlade Afghanistan og tage ophold i Iran, og farbrødrene og deres sønner overtog ansøgerens faders jord. Da ansøgerens fader i 2010 døde, vendte ansøgeren og hans to brødre tilbage til Afghanistan for at gøre krav på faderens jord, hvorved den ene broder blev dræbt, og den anden blev bortført, hvorefter ansøgeren måtte flygte ud af landet, idet farbrødrene og deres sønner efterstræbte ansøgeren. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens troværdige og meget konsistente forklaring til grund. Indledningsvis bemærkes, at de generelle forhold for etniske sadat ikke i sig selv findes at kunne begrunde opholdstilladelse, og der heller ikke på andet grundlag er forhold, der medfører opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under hensyn til, at den forklarede konflikt udover at være en jordkonflikt også omfatter blodhævn fra tidligere stridigheder sammenholdt med, at den ene af ansøgerens brødre blev dræbt og den anden blev bortført ved den aktuelle episode, som gav anledning til ansøgerens udrejse, finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for at lide samme skæbne og dermed i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren meddeles herefter opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 2. afgh/2011/115
Nævnet stadfæstede i december 2011 Indrejst i 2010. Udlændingestyrelsen traf i slutningen af 2010 på baggrund af en aldersundersøgelse afgørelse om, at ansøgeren, som oplyste, at han er født i 1994, var 18 år ved indrejsen. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet er bekendt med, at der verserer en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende ændring af ansøgerens alder. Flygtningenævnet har ikke haft betænkeligheder ved at behandle sagen og bemærker i øvrigt, at ansøgeren har fremtrådt som en moden person. Ansøgeren er etnisk afghansk statsborger, født og opvokset i Herat, etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af familien til en pige, […], og af pigens forlovede, fordi han i sensommeren 2010 blev fundet nøgen sammen med pigen. Ansøgeren frygter endvidere at blive dømt til døden af de afghanske myndigheder, idet pigens familie har anmeldt ham til myndighederne. Ansøgeren har oplyst, at hans forældre var lærere, og at pigen blev sendt til privatundervisning hos ansøgerens mor af sin far, som var mullah. Undervisningen foregik på ansøgerens bopæl. Efter at pigen havde modtaget undervisning hos ansøgerens mor i en periode begyndte ansøgeren og pigen at skrive kærlighedsbreve til hinanden, ligesom de førte korte samtaler. En dag skrev pigen til ansøgeren, at hun var blevet lovet til en mand fra Helmand, og at hun hellere ville begå selvmord end at gifte sig med den pågældende. Dagen efter skulle ansøgerens mor have undervist pigen, men hun bad ansøgeren om at sige til pigen, at hun måtte aflyse undervisningen. Da pigen kom, inviterede ansøgeren hende inden for. Efter at ansøgeren og pigen var blevet alene, tog de tøjet af. Pludselig kom pigens søster ind i huset, og hun rev pigen væk fra ansøgeren. Ansøgeren flygtede herefter til sin faster i landsbyen […]. Den følgende dag kom faderen til fasterens bopæl og fortalte, at pigen havde sat ild til sig selv og var blevet indlagt på hospitalet, samt at han var blevet opsøgt af pigens brødre og andre ukendte mænd, der havde spurgte efter ansøgeren. Nogle dage senere udrejste ansøgeren. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren haft kontakt med faderen, som har fortalt, at pigen er død, og at faderen er udrejst til Iran sammen med ansøgerens mor og søstre. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende og usikkert, ligesom han ikke har forklaret overbevisende om sit asylmotiv. Som eksempler på divergenser kan nævnes, at ansøgeren har forklaret forskelligt med hensyn til, hvordan undervisningen normalt blev aflyst. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvor længe han havde kendt pigen. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt med hensyn til, hvorfor pigens søster kom til stede, herunder om det var normalt, at søsteren kom på besøg. Ansøgerens forklaring om det påståede samvær med pigen forekommer ikke selvoplevet. Hertil kommer, at det væsentlige i asylhistorien – det at ansøgeren skulle have haft samleje med en mullahs datter, der var forlovet – forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. De fremlagte breve, avisartiklen, og de to tilsigelser ændrer ikke på Flygtningenævnets vurdering og afgørelse. Dels er der en række tidsmæssige sammenhænge, der ikke stemmer overens med ansøgerens asylhistorie, dels er der ikke overensstemmelse mellem det beskrevne og det, som ansøgeren har forklaret. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/114
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara og etnisk pashtuner fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har været aktiv for Hezb e Wahdat. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af medlemmer af sin moders familie, der er pashtunere og tilknyttet Taliban, og som vil hævne sig på familien på faderens side, der er etniske hazaraer. I borgerkrigen kæmpede familien på faderens side for Hezb e Wahdat, og familien på moderens side kæmpede for Taliban. Ansøgeren fungerede som meddeler for Hezb e Wahdat og kontrollerede våbentransporter. Familien på moderens side dræbte en onkel på faderens side, hvorefter ansøgeren og hans broder dræbte en fætter på moderens side af familien. Under borgerkrigen blev ansøgerens fader tilbageholdt af Taliban, og familien har ikke siden hørt fra ham. I 1999 blev ansøgeren tilbageholdt af Taliban i 4-5 måneder, hvorefter han flygtede fra Afghanistan. Som asylmotiv har ansøgeren endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel i Afghanistan, fordi han i Iran har bidraget med artikler til et tidsskrift, der er kritisk over for politik og religion i Afghanistan, hvorefter en dommer i Ghazni in absentia har udstedt en dødsdom over ham. Endelig har ansøgeren henvist til, at han i Danmark har taget bibeltimer hos Jehovas Vidner og betragter sig som kristen og at dette har medført, at han i Iran er blevet dømt til døden som frafalden. Ansøgeren udrejste sammen med sin moder og søskende fra Afghanistan til Iran i 1999/2000 og har siden kun været tilbage i cirka en uge i 2007 i forbindelse med deportering fra Iran. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, hvorefter han frygter Taliban samt moderens familie, som har tilknytning til Taliban. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om dette motiv. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren til de norske myndigheder den […] har givet en detaljeret forklaring, hvorom han og hans broder hævnede, at en fætter på moderens side havde dræbt ansøgerens farbroder, samt hvordan de efter at være trængt ind i huset dræbte flere personer. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren hverken til samtalen med politiet den […] eller i sit asylskema den […], hvor han detaljeret fortalte om sine konflikter, omtalte dette. Ansøgeren har først ved samtalen med Udlændingestyrelsen den […] bekræftet, at de opsøgte fætteren på moderens side, og at han på nogle punkter forklarede divergerende om, hvad der skete. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren i Iran har været med til at udgive et tidsskrift, som var kritisk over for Islam og myndighederne i Afghanistan, kan dette ikke begrunde asyl, idet det ikke er sandsynliggjort, at dette er kommet til de afghanske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og indbyrdes modstridende dels om hvorvidt han underskrev artikler i eget navn eller under pseudonym, dels om hvordan forskellige personer i Afghanistan har identificeret ham. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodning, at han er blevet identificeret. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren efter ankomsten til Danmark har tilsluttet sig Jehovas Vidner, kan dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at myndighederne i Afghanistan er bekendt hermed. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at hans familie i Iran er blevet bekendt med hans konvertering, og at dette har medført, at der er blevet udstedt en dødsdom mod ham i Iran, idet denne forklaring forekommer usandfærdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han oplyste sin moder om konverteringen i foråret 2011, og at han ikke nævnte dette til asylsamtalen den […], men først til samtalen med advokaten. Flygtningenævnet finder det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2011/113
Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er muslim fra Herat i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at hendes fader og broder vil dræbe hende. Ansøgeren har til støtte herfor gjort gældende, at hun i forbindelse med sin skolestart i foråret 2010 mødte en ung mand, som hun efterfølgende i en periode på cirka to måneder sås jævnligt med. Hendes familie, der er meget traditionsbundne, blev på et tidspunkt bekendt med ansøgerens forhold til manden, der ikke var et seksuelt forhold. Ansøgerens far og bror kunne ikke acceptere ansøgerens forhold til den unge mand. Ansøgeren havde derfor i en uge ”stuearrest”, hvorunder hun blev udsat for overgreb. Desuden har ansøgeren anført, at manden i forsommeren 2010, var blevet dræbt på faderens og broderens foranledning. Selvom ansøgerens forklaring kan give anledning til en vis tvivl, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring, der til dels understøttes af de fremlagte avisartikler, jf. Udenrigsministeriets udtalelse, til grund. Flygtningenævnet finder på denne baggrund sammenholdt med baggrundsoplysningerne, at ansøgeren i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/112
Nævnet meddelte i februar 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At indledningsvis bemærkes, at nævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling i Danmark. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren også i nævnsmødet har fremstået som fuldt ud i stand til at besvare spørgsmål med forståelse af svarenes betydning for ansøgerens asylsag. Ansøgeren er afghansk statsborger fra landsbyen […..] i Maidan Wardak-provinsen, etnisk hazara og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har angående sit asylmotiv henvist til, at hans far døde otte til ni måneder før ansøgerens indrejse i sommeren 2010 i Danmark, at hans farbror efter farens død ville giftes med hans mor, at hans mor nægtede dette, at ansøgeren så sin farbror udsætte sin mor for seksuelt overgreb, hvorefter han stak sin farbror med et spidst landbrugsredskab, og at ansøgeren, hans mor og lillesøstre herefter forlod huset og flygtede fra Afghanistan. Ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren sin farbror, hvis farbroren stadig er i live, og farbrorens to voksne sønner. Hvis ansøgerens farbror er død, frygter ansøgeren, at farbrorens sønner vil slå ham ihjel som hævn herfor. I overensstemmelse med Udlændingeservices afgørelse lægger nævnet ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret umiddelbart og troværdigt i nævnsmødet. Ligesom Udlændingeservice lægger nævnet derfor til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold i andre dele af Afghanistan, idet det ikke kan udelukkes, at farbrorens ældste søn i kraft af sit arbejde for myndighederne vil være i stand til at lokalisere ansøgeren og influere på de stedlige myndigheders behandling af ansøgeren. Spørgsmålet for nævnet er derfor, om ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens udelukkelsesgrund efter artikel 1F (b), jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, fordi ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet og – hvis dette ikke er tilfældet – om ansøgeren herefter er afskåret fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Ved vurderingen heraf lægger nævnet vægt på ansøgerens forklaring om, at han blev tilkaldt af sin lillesøster, fordi farbroren var ved at udsætte ansøgerens mor for overgreb. Ansøgeren var ved at høste hvede og havde et høstredskab i hånden. Redskabet var cirka 50 centimeter langt og bestod af et skæfte samt en klinge, som endte i en lille bue. Da ansøgeren åbnede døren, tænkte han ikke på, at han havde redskabet i hånden, men han så farbroren ligge ovenpå moren, der delvist havde nøgen overkrop, og forsøge at rive tøjet af hende. De lå på gulvet i entreen umiddelbart indenfor døren, og uden at ansøgeren tænkte nærmere, slog han med høstredskabet mod farbrorens krop, idet han ville forhindre yderligere overgreb mod moren, der lå grædende på gulvet under farbroren. Farbroren rejste sig ikke, da ansøgeren hjalp sin mor op, hvorefter moren, ansøgeren og de yngre søskende forlod huset efter cirka 15 til 20 minutter, hvor de havde samlet tilgængelige penge og smykker sammen. De tog hen til morens veninde to gader længere henne, hvis ægtefælle senere samme dag skaffede kontakt til en person, som kunne føre dem ubemærket ud af byen. Ansøgeren har forklaret, at såvel hans mor som ansøgeren frygtede, at de ville blive dræbt af farbroren eller hans sønner, såfremt de blev fundet. Venindens ægtefælle gav udtryk for samme frygt også for ham og hans familie, såfremt det blev opdaget, at ansøgeren og hans familie havde søgt tilflugt og fået hjælp hos dem. Flygtningenævnet finder, at en handling som den beskrevne, hvor ansøgeren har handlet umiddelbart og for at redde sin mor fra voldtægt, ikke kan anses for at henhøre under det område, hvor den nævnte udelukkelsesgrund finder anvendelse både under hensyn til de beskrevne konkrete omstændigheder og under hensyn til den særlige forsigtighed, der skal anvendes ved vurderingen af, om en udelukkelsesgrund kan anvendes i forhold til en mindreårig, jf. herved UNHCR guidelines on international protection: Child asylum claims (diverse emner, baggrund 90, januar 2010). For så vidt angår anvendelse af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, som Udlændingeservice subsidiært har henvist til, bemærkes, at ansøgerens handling må anses for omfattet af en nødværgesituation, som afgørende ændrer handlingens karakter af en strafbar handling. Endvidere bemærkes, at ansøgeren på det pågældende tidspunkt var 13 år og således under den kriminelle lavalder ifølge dansk lov. Under disse omstændigheder, hvor ansøgeren uden forberedelse handlede i affekt for at redde sin mor fra voldtægt, finder nævnet, at der ikke foreligger en situation, som efter § 10, stk. 2, nr. 2, kan udelukke ansøgeren fra opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, og at ansøgeren herefter har krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Der meddeles derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/11
Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk […] og sunni-muslim fra […] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive efterstræbt og dræbt af højtstående personer, herunder familiemedlemmer til kendte politikere, idet han har videregivet oplysninger om millionsvindel, som de pågældende var involveret i. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingeservices afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at henføre ansøgerens forhold under udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår anvendelsen af udelukkelsesgrundene bemærker nævnet, at ansøgeren har haft en ledende post i en virksomhed i Afghanistan, hvor han også besad en mindre aktiepost. Han var bekendt med, at der foregik ulovlige økonomiske transaktioner i et stort omfang. Ansøgeren har ifølge sin forklaring gjort indsigelser mod ulovlighederne i virksomheden. Ansøgeren har videregivet fortrolige oplysninger om de ulovlige transaktioner foretaget af højtstående personer i virksomhedens ledelse til virksomhedens grundlægger […] og til de amerikanske myndigheder i et arabisk land. Ansøgeren har bestridt, at han selv personligt har deltaget i ulovlighederne og har forklaret, at hans gode økonomiske forhold i det væsentlige er baseret på lån fra virksomhedens grundlægger, der er nær slægtning, og som ansøgeren tidligere har arbejdet for i et arabisk land. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at der foreligger det fornødne sikre grundlag for at antage, at ansøgeren har gjort sig skyldig i økonomisk kriminalitet i et sådant omfang, at der er grundlag for at bringe udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, eller § 10, stk. 2, nr. 2, i anvendelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2011/109
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en afghansk statsborger. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i 2009, hvorefter han udrejste til Norge. I 2010 genindrejste han i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hazara fra […] i Ghazni-provinsen, Afghanistan og shiamuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af en klanleder eller dennes familie. For mange år siden bortførte og voldtog klanlederen ansøgerens kusine, som klanlederen gerne ville giftes med. Ansøgerens bror tog umiddelbart efter hen for at hævne dette, hvorefter både kusinen og broderen blev dræbt. Mange år efter – efter at ansøgerens far forgæves havde forsøgt at få myndighedernes indgriben – ville ansøgeren hævne drabene og skød på klanlederen, der dog overlevede og nu er efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de divergenser, der måtte være i ansøgerens forklaring kan bero på, at han har forklaret om begivenheder, som han ikke selv har haft førstehåndskendskab til vedrørende klanlederens overgreb mod hans kusine og drabet på hans bror. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der kan have været tale om oversættelsesvanskeligheder i forbindelse med forklaringen afgivet til de norske myndigheder. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for forhold omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2, fra klanlederen. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Nævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren er omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Ifølge Flygtningekonventionen af 28. juli 1951 artikel 1 F (b) skal konventionen ”ikke finde anvendelse på den, om hvem der er alvorlig grund til at antage, at han har begået en alvorlig ikke politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet, inden han som flygtning fik adgang til dette.” Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er udelukket for at få opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, jf. § 10, stk. 1. nr. 3, jf. Flygtningekonvention af 28. juli 1951 artikel 1 F (b). Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at han efter at have anskaffet sig et våben og modtaget undervisning i våbenbrug opsøgte klanlederen og affyrede tre skud på kort afstand mod klanlederens overkrop. Handlingen findes efter sin karakter derfor at være omfattet af udelukkelsesgrundene, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1 nr. 3. Når henses til, at baggrunden for hævnakten ligger langt tilbage i tid og i øvrigt når henses til forbrydelsens alvorlige karakter, kan baggrunden for ansøgerens handling ikke føre til andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster på ovennævnte baggrund derfor Udlændingestyrelsen afgørelse." afgh/2011/107
Nævnet stadfæstede i februar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra en navngiven by, Tagab-distriktet i Kapisa-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet Taliban beskylder ansøgerens familie for at have angivet dem til myndighederne forud for kamphandlinger imellem Taliban og regeringsstyrkerne i ansøgerens hjemby, idet ansøgerens fader var kommandant, samt idet ansøgerens storebroder fungerede som tolk for udlændinge. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke har nogen familiemedlemmer tilbage i Afghanistan, hvorfor han vil være tvunget til at tage ophold alene, hvilket ikke er muligt for ham, idet han er efterstræbt af Taliban. Ansøgerens forældre og ansøgerens storebroder blev dræbt, idet Taliban angreb ansøgerens bopæl. Ansøgerens fader modtog gentagne gange trusselsbreve forud for drabene, ligesom Taliban efterfølgende har sendt trusselsbreve til en navngiven person, hos hvem ansøgeren tog ophold efter drabene, hvori der stod, at Taliban ønskede at få udleveret ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren på nogle punkter har afgivet divergerende forklaringer. For så vidt angår faderens status har ansøgeren til asylregistreringsrapporten angivet, at faderen var en slags militær kommandant. Til motivsamtalen har ansøgeren angivet, at faderen var politikommandant. Til den sidste samtale med udlændingeservice har ansøgeren angivet, at faderen var ansat af staten og havde bodyguards, men at han ikke ved, hvilken stilling faderen havde. Flygtningenævnet finder det noget påfaldende, at ansøgeren ikke er nøjere bekendt med faderens stilling og finder det ligeledes påfaldende, at ansøgeren ikke har kunnet udtale sig mere præcist om sin storebroders forhold, herunder om hvem han tolkede for, samt hvor det fandt sted. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter den foretagne aldersundersøgelse må lægges til grund for afgørelsen, at ansøgeren i august 2010 efter al sandsynlighed var fyldt 18 år, og at han derfor må have været 16 år på tidspunktet for udrejsen af hjemlandet. Ansøgeren har afgivet noget divergerende oplysninger om det angivelige forsøg på angreb fra Talibans side på landsbyen eller området. Ansøgeren har til motivsamtalen angivet, at Taliban havde erobret et stort hus og har ligeledes til advokatindlægget oplyst, at Taliban havde taget ophold i en stor ejendom. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det ikke var lykkedes Taliban at erobre nogen ejendom, men at de blev nedkæmpet af regeringsstyrkerne, inden de trængte ind i distriktshovedstaden. Flygtningenævnet finder, efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer, at de ikke fremstår selvoplevede. Flygtningenævnet finder, at det beror på ansøgerens egne formodninger, at det er Taliban, som står bag de angivelige drab på ansøgerens forældre og storebroder. Uanset, om det måtte kunne lægges til grund for sagen, at det er Taliban, der er trængt ind i forældrenes hus og har dræbt ansøgerens forældre og storebroder, finder Flygtningenævnet det påfaldende, at Taliban ikke samtidig har gennemsøgt huset og herved fundet ansøgeren, når Taliban i flere trusselsbreve forud for drabene havde truet med at slå ansøgerens fader og dennes familie ihjel. I øvrigt finder Flygtningenævnet, at Taliban må antages for at have opnået sit mål ved drabene på faderen og storebroderen. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at Taliban vil efterstræbe ansøgeren, hvis han vender tilbage til hjemlandet. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaringer om sin rejserute og finansieringen af denne ikke forekommer ganske troværdige. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at ansøgeren uden videre har kunnet skaffe penge, mens han befandt sig i Italien og Paris til den videre rejse, som af ham angivet ved blandt andet at ringe til en bekendt i Grækenland, der herefter sendte penge til ansøgeren. Endelig finder Flygtningenævnet det noget påfaldende, at ansøgeren fremstår uuddannet og som analfabet, henset til at ansøgerens broder var veluddannet og kunne tale engelsk og derfor havde kunnet fungere som tolk. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for dødsstraf eller at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, st. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse”. afgh/2011/10
Nævnet meddelte i januar 2011 opholdtilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren under asylsagsforløbet har udvist tilstrækkelig modenhed til, at han kan gennemgå et asylsagsforløb. Ansøgeren har i nævnsmødet besvaret de stillede spørgsmål med fuld forståelse for svarenes betydning for ansøgerens ansøgning om asyl. Ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven landsby i Garabagh-distriktet i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban eller af hans morbroders sønner. Ansøgerens morbroder lovede sin navngivne datter til ansøgeren, men lovede også senere datteren til en navngiven ældre pashtuner fra landsbyen, som har kontakt til Taliban. Ansøgeren gjorde indsigelser og blev én-to dage senere opsøgt på marken af tre talibanere, som tilbageholdt ansøgeren i én nat, hvor han blev udsat for grov vold. Ansøgeren og morbroderens datter flygtede ved hjælp fra morbroderens hustru til Kabul, men opgav efter nogle få dage og tog tilbage og søgte tilflugt hos landsbyens overhoved, som advarede ansøgeren om, at hans liv var i fare. Landsbyens overhoved gav ansøgeren penge til flugten og lovede at værne morbroderens datter. Ansøgeren har senere under sin flugt i Iran fået at vide, at morbroderens datter er blevet dræbt. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring på flere punkter har givet anledning til tvivl. I vurderingen af ansøgerens troværdighed er det indgået, at ansøgerens forklaring til afhøringsrapporten er foregået som en kort telefonisk afhøring, og at ansøgerens forklaring til asylregistreringsrapporten fremstår kortfattet om ansøgerens asylmotiv, men indeholder de væsentligste elementer i asylmotivet. Videre lægger nævnet til grund, at ansøgeren må anses for udrejst af Afghanistan til Iran formentlig først i 2009, og at ansøgerens forklaring om ophold i Iran i tre-fire måneder og kort ophold i Tyrkiet samt registrering i Grækenland umiddelbart efter ankomsten dertil, må anses for overensstemmende med, at ansøgeren er registreret i Mytilini i Grækenland i foråret 2009. Ansøgeren har afgivet nærmere forklaring om sit asylmotiv i samtale med Udlændingeservice, i mødet med den beskikkede advokat ifølge advokatindlægget og under nævnsmødet. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring på flere punkter ikke fremstår sandsynlig, herunder om ansøgerens og morbroderens datters tilbagevenden til landsbyen efter flugten derfra til Kabul. Et flertal af nævnets medlemmer finder det imidlertid afgørende, at de tilsyneladende divergenser, der er i ansøgerens nævnte nærmere forklaringer, og tvivlen om sandsynligheden blandt andet af ansøgerens oplysninger om tilbagevenden til landsbyen efter flugten til Kabul med datteren, må vurderes i lyset af, at ansøgeren er mindreårig og analfabet samt på en umiddelbar måde og tilsyneladende uden bagtanke har besvaret spørgsmål i nævnsmødet. Disse nævnsmedlemmer lægger derfor efter ansøgerens oplysninger til grund, at ansøgeren protesterede mod morbroderens datters vielse med den navngivne ældre pashtuner, at ansøgeren og morbroderens datter med hjælp fra morbroderens hustru flygtede til Kabul, men at ansøgeren og morbroderens datter opgav på grund af pengemangel og vendte tilbage til landsbyen. Ansøgeren har forklaret konsistent om den navngivne ældre pashtuners betydning og magtfulde position i landsbyen og hans forbindelser til Taliban, samt om de pashtunere og talibanere, som holdt ansøgeren fanget i en dag og udsatte ham for grov vold samt oplyste, at den navngivne ældre pashtuner havde sagt, at ansøgeren skulle slås ihjel. Selvom ansøgeren blev løsladt af de pågældende, finder disse medlemmer af nævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger, og med særlig hensyntagen til ansøgerens situation som forældreløs, mindreårig og analfabet, at det herefter må lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden grundet konflikten med den Taliban-tilknyttede navngivne ældre pashtuner vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2.” afgh/2011/1
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim. Udlændingeservice udviste i sommeren 2009 ansøgeren af Danmark med indrejseforbud i ét år, jf. udlændingelovens § 25a, stk. 2, nr. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Ansøgeren skulle tilbagesendes til Grækenland i medfør af Dublin-forordningen. Udlændingeservice besluttede dog efterfølgende at behandle ansøgerens ansøgning om asyl i Danmark, idet det ikke viste sig muligt at udsende ansøgeren til Grækenland. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han og hans fader havde været medlemmer af Taleban, hvor de havde deltaget i kamphandlinger. I 2007 var ansøgeren og hans fader blevet tilbageholdt af en kommandant, som faderen havde et modsætningsforhold til, hvorefter faderen var blevet dræbt. Det var lykkedes ansøgeren at flygte. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren for nævnet havde fremstået overbevisende og troværdig, hvorfor Flygtningenævnet i det væsentlige lagde ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lagde herefter til grund, at ansøgerens fader havde været kommandant for Hezb-e-Islami og senere havde sluttet sig til Taleban. Faderen havde haft et modsætningsforhold til en navngiven person, som havde været kommandant i Jamiat/Shore-e-Nezar og som i 2007 havde tilbageholdt ansøgeren og hans fader, i hvilken forbindelse faderen var blevet dræbt, medens ansøgeren var flygtet. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i reel risiko for at blive udsat for overgreb, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var særlige grunde, der talte derimod, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 2. pkt. Afg/2010/9.
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: Den 18 årige ansøger er etnisk hazara og shia-muslim fra en navngiven bydel i Kabul. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren og hendes familie flyttede til Iran, da hun var 14-15 år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun, mens de boede i Iran, blev lovet væk til en person, der bliver kaldt […], fordi ansøgerens fader havde en gæld til denne. Hendes far kendte den navngivne person fra sin arbejdsplads. Hun kender ikke den navngivne persons rigtige navn, og hun ved ikke, hvor den navngivne person bor. Den navngivne person smugler narko mellem Afghanistan og Iran og opholder sig ind i mellem i Afghanistan, hvor han har stor magt. Den navngivne person har en stor familie i Kabul. Der er mange i den navngivne persons organisation, der arbejder i Afghanistan. Ansøgeren frygter, at den navngivne person vil finde hende, hvis hun vender tilbage dertil. Ansøgeren frygter desuden for sit liv i Afghanistan, fordi hun er en ung kvinde uden noget netværk i dette land. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har imidlertid ikke sandsynliggjort, at hendes eventuelle fortsatte modsætningsforhold til den navngivne person - der må antages at bo i Iran - har en sådan karakter og intensitet, at hun i den anledning har behov for beskyttelse mod overgreb i Afghanistan. De generelle vanskelige forhold i Afghanistan samt at ansøgeren er en yngre kvinde og hazara, samt at hun højest har et begrænset netværk i Afghanistan, er endvidere ikke i sig selv tilstrækkeligt til at få asyl i Danmark. Herefter, og idet ansøgeren heller ikke i øvrigt har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller have behov for beskyttelse mod forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingeservices afgørelse. Afg/2010/89
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren var mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tadjik fra en navngiven by i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin farbroder, idet farbroderen har slået ansøgerens fader ihjel grundet en jordkonflikt, da ansøgeren var omkring fem et halvt år gammel. Farbroderen tog ansøgeren med sig, da ansøgeren var 10 år gammel, hvorefter farbroderen tvang ansøgeren til at danse for mænd ved diverse bryllupsarrangementer. Farbroderen låste ansøgeren inde i et kælderrum, samt udsatte ham for vold. Efter at farbroderen havde brækket ansøgerens arm, fik han ophold hos farmoderen, hvorfra de senere flygtede til en navngiven by. Her opholdt de sig i fire år. Farbroderen fandt dog frem til deres skjulested, hvorefter ansøgeren valgte at udrejse. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Det findes således sandsynliggjort, at ansøgeren af sin farbroder i en periode på én-to måneder blev udnyttet og udsat for krænkelse med seksuelle undertoner, idet han blev tvunget til at optræde ved bryllupsfester. Han blev i den pågældende periode tilbageholdt mod sin vilje. Med hjælp fra farmoderen lykkedes det ansøgeren at flygte fra farbroderen. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger til grund, at ansøgerens farbroder, som forklaret af ansøgeren, fandt frem til ansøgerens og farmoderens opholdssted, og at ansøgerens frygt for af onklen at blive ført tilbage til fortsatte krænkelser i onklens varetægt, er velbegrundet. Ansøgeren, der under hele sin opvækst har boet sammen med sin farmoder, hvis skæbne er ukendt, har efter flertallets opfattelse ikke reel mulighed for at opnå beskyttelse mod farbroderen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/88
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik fra Kapisa i Afghanistan. Ansøgeren har ind til 1992 været pionermedlem (barnemedlem) af Afghanistans Demokratiske Folkeparti som følge af sin faders medlemskab af samme organisation. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive bortført og dræbt af sin faders fjender, herunder Taliban og en navngiven kommandant. Ansøgerens fader støttede Najibullah under hans regeringsperiode, og den navngivne kommandant stod i modsætningsforhold til faderen. Ansøgeren flyttede med sin familie til Pakistan i 1997. Hendes fader tog i foråret 2009 til sin broder i Kapisa. Broderen var syg, og han døde kort tid herefter. Senere på foråret 2009 fik ansøgeren af sin moder oplyst, at faderen var forsvundet, og ansøgeren kender ikke til faderens videre skæbne. Ansøgeren har oplyst, at faderens uoverensstemmelse med den navngivne kommandant skyldes, at de havde hver deres ideologiske ståsted. Ansøgeren har svaret benægtende på, at der hende bekendt herudover skulle være en konkret konflikt mellem faderen og den navngivne kommandant. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at der er en konkret konflikt mellem ansøgerens familie og den navngivne kommandant og dennes familie. Det er heller ikke sandsynliggjort, at der skulle bestå et konkret modsætningsforhold mellem ansøgerens familie og Taliban eller andre grupperinger. Til underbygning heraf kan nævnes, at ansøgerens farbroder ifølge ansøgeren ikke har haft problemer i forhold til den navngivne kommandant eller andre. Selvom de generelle forhold for enlige kvinder i Afghanistan er vanskelige, kan den omstændighed, at ansøgeren er enlig kvinde, ikke medføre, at hun alene af denne grund kan få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgerens far før 1992 var højt placeret i PDPA kan ikke føre til et andet resultat. Ved denne vurdering har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at ansøgeren flere gange – senest i sommeren 2008 – har kunnet rejse fra Pakistan til Afghanistan, herunder for at få udstedt et afghansk nationalitetspas. Ansøgeren opfylder herefter ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter hverken udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingeservices afgørelse.” Afg/2010/87
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er afghansk statsborger fra en navngiven by i Ghazni-provinsen, etnisk hazara og shia-muslim af trosretning. Han boede hos en plejefamilie de første otte til ni år af sit liv, hvorefter han sammen med plejefamiliens ældste søn […] rejste til Iran for at arbejde. Han har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, organisation eller lignende eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er blevet tilbageholdt af Taliban i to måneder, idet Taliban ville have ham til at udføre selvmordsaktioner, at han flygtede derfra, hvorefter han få dage senere udrejste af Afghanistan. Ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren, at Taliban vil slå ham ihjel, fordi han flygtede. Ligesom Udlændingeservice lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt af Taliban som forklaret. Ved afgørelsen heraf lægger Flygtningenævnet vægt på, at de to ansøgere (sagen er sambehandlet med sagen vedrørende ansøgerens ven med hvem, ansøgeren indrejste i Danmark – RED.) har forklaret overbevisende og detaljeret og ens om tilbageholdelsen under hele asylproceduren i Danmark. Et flertal i Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ud fra en samlet vurdering både er blevet eksponeret og kan identificeres, så han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for de overgreb, der er nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Ved afgørelsen af, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få beskyttelsesstatus, lægger flertallet blandt andet vægt på, at ansøgeren er en ung hazara uden netværk, at han er farsitalende efter mange års ophold i Iran, at han før han rejste til Iran kom fra en meget lille landsby med få indbyggere, […], at han under tilbageholdelsen er blevet kendt af en større gruppe talibanere, at Taliban har både ansøgerens navn og foto, at ansøgerens straks efter flugten fra Taliban flygtede fra landet, og endelig at ansøgeren kommer fra et lokalområde, der må antages at være kendt af de talibanere, som tilbageholdte ansøgeren. Der meddeles derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. ” Afg/2010/86
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er afghansk statsborger fra en navngiven by i Herat-provinsen, etnisk hazara og shia-muslim af trosretning. Han har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, organisation eller lignende eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han havde en konflikt med en navngiven forretningsforbindelse, som endte med at forretningsforbindelsen faldt, slog hovedet mod en skarp kant og afgik ved døden. Forretningsforbindelsens sønner ønsker at hævne deres far ved at slå ansøgeren og dennes nærmeste familie ihjel. Hertil kommer, at ansøgeren formoder, at forretningsforbindelsen havde forbindelse med Taliban, ligesom forretningsforbindelsens bror efter det oplyste har været højt placeret i politiet. Ansøgeren har på en række punkter forklaret divergerende. Det gælder for eksempel om forretningsforbindelsens sympati og tilknytning til Taliban – og omstændighederne ved og op til forretningsforbindelsens død. Det gælder også de forskellige forklaringer om, hvorvidt ansøgerens forældre og to brødre opholdt sig på bopælen i dagene og ugerne efter episoden med forretningsforbindelsen. På en række området har ansøgeren tillige udbygget sin forklaring. Det gælder for eksempel episoden, hvor ansøgerens mor efter det oplyste skulle være blevet overfaldet af blandt andet forretningsforbindelsens sønner dagen efter ansøgerens episode med forretningsforbindelsen. Det gælder også oplysningerne om, at tvisten med forretningsforbindelsen ikke kun opstod på grund af penge, som forretningsforbindelsen skyldte ansøgeren, men også at forretningsforbindelsen bad ansøgeren udføre en opgave, der muligt havde noget med en bombe eller narkotika at gøre. Endelig har ansøgeren udbygget sin forklaring i relation til, om familien havde en eller to ejendomme i Herat-provinsen. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, og ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han har en konflikt, som påstået, med forretningsforbindelsens familie. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han vil være i en asylrelevant risiko for forfølgelse – eller andre former for relevante overgreb – ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren opfylder som følge heraf ikke betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingeservices afgørelse.” Afg/2010/85
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren var mindreårig. Ansøgeren indrejste i 2010. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygtede sin farbroder, som ville slå ham ihjel på grund af en jordkonflikt, som farbroderen havde med ansøgerens fader. Ansøgeren frygtede videre at blive tvunget til at være selvmordsbomber og slå udenlandske og afghanske tropper ihjel. Et flertal af nævnets medlemmer udtalte: ”At ansøgeren har en modenhed, der gør det forsvarligt at behandle hans asylsag. Ansøgeren er etnisk pashtu og sunni-muslim af trosretning fra en navngiven landsby i et navngivet bydistrikt i Nangahar provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge hele ansøgerens forklaring, der på væsentlige punkter fremstår som udbygget og divergerende, til grund. Ansøgeren har således som asylmotiv oprindeligt alene henvist til en jordkonflikt og har først under samtalen med Udlændingeservice som asylmotiv henvist til, at hans farbroder ønskede at kidnappe ham og hans bror og give dem en vest på, så de kunne sprænge de udenlandske og afghanske styrker i luften. Ansøgeren har ikke givet en rimelig forklaring på, hvorfor han først på dette tidspunkt har forklaret om et forhold, der må antages at have givet anledning til betydelig frygt hos ham. Ansøgeren har forklaret divergerende vedrørende grunden til, at han ophørte med at gå i skole, og om hvorvidt han selv så de personer, der opsøgte ham hos morbroderen, samt om det var hans fader eller moder, der så de personer, der angreb familiens bolig. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, at hans forældre ikke opsøgte ham hos morbroderen, efter familien var flygtet fra farbroderen, og at morbroderen efterfølgende, da ansøgeren telefonisk kontaktede ham fra Grækenland, ikke har givet ansøgeren oplysninger om ansøgerens forældre, forekommer usandsynlig. På den baggrund har ansøgeren uanset sin unge alder ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/84
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tadjikker fra Herat i Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktive. Da den kvindelige ansøgers far var i en politisk militaristisk fraktion […], flygtede familien i 1992 til Iran. I sommeren 2006 blev hun i Iran forlovet med den mandlige ansøger, hvis far havde været en højtprofileret partikammerat med hendes far og ligeledes var flygtet til Iran. Hun blev kort efter gravid. I slutningen af 2006 rejste hun med sine forældre til det sted i Herat, hvor de kom fra for at blive gift med sin forlovede, der skulle komme senere. Det viste sig, at Mujahedinere havde overdraget deres hus til andre. Køberen kom til det hus hendes far i stedet holdt til i sammen med en officer og flere af officerens familiemedlemmer. Dagen efter, omkring den […], tvang denne officer, der var en af hendes faders politiske modstandere, hende til at gifte sig med ham. Der var tale om en slags handel, hvorefter hende far efter en måned ville få sit hus tilbage. En mullah viede dem i faderens hjem, selvom faderen protesterede, og ansøgeren ikke samtykkede. Hun opholdt sig i et naborum under vielsen. Den mand, hun blev gift med, er en magtfuld officer i en navngiven Mujahedin-gruppe. Hun har aldrig set ham og har først for ca. 15 dage siden fået oplyst officerens navn af sin svigerfar, der endvidere oplyste, at officeren er etnisk araber. Indbyggerne i nabolandsbyen er arabere. Hun gemte sig i en landsby, indtil den mandlige ansøger få dage efter kom til Afghanistan. De blev gift i Herat i slutningen af 2006 og flygtede straks videre. Samme dag dræbte officeren hendes far og truede hendes mor med, at han også ville dræbe ansøgerne. De krydsede grænsen til Iran i starten af 2007. Den kvindelige ansøgers mor flygtede efter 15-20 dage også til Iran. I Iran blev der senere spurgt efter den kvindelig ansøger i en moske i den by, hvor ægteparret boede. De frygter, at officeren vil slå dem ihjel, fordi de har krænket hans ære. Det har ingen betydning, at lederen af den navngivne gruppe er død, da sagen drejer sig om ære og stolthed. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring til grund. Nævnet har herved henset til, at forklaringerne i det væsentlige har været konsistente og har fremtrådt troværdige. Den officer, den kvindelige ansøger mod sin vilje er blevet gift med, har følt sin ære krænket og har truet begge ansøgerne på livet. Alvoren heri er understøttet af, at officeren har slået den kvindelige ansøgers far ihjel. Den kvindelige ansøger påbegyndte straks sin flugt efter tvangsægteskabet, og ægteparret udrejste sammen hurtigt derefter. At officeren ikke hurtigt glemte sagen ses ved, at der senere i moskeen i Iran blev spurgt efter den kvindelige ansøger. Uanset usikkerheden om præcis, hvilken magt den anførte officer har i dag, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udsat for overgreb eller anden behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, samt at det ikke kan lægges til grund, at de afghanske myndigheder kan eller vil yde ansøgerne effektiv beskyttelse herimod. Selvom ægteparrets fædre har været profilerede medlemmer af en politisk fraktion, finder Flygtningenævnet ikke, at der efter det oplyste er grundlag for at meddele ægteparret opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og deres ansøgning herom kan derfor ikke imødekommes. Herefter meddeles ansøgerne, og som konsekvens heraf deres barn, opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/83
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven landsby i amtet Gharahbagh, Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i slutningen af 1997 blev tvunget til at hjælpe Wahdat-partiet. Han viste vej i forbindelse med kamphandlinger mod Taliban samt transporterede våben for Wahdat 4-5 gange. Taliban har derfor siden efterstræbt ham og i den forbindelse beskyldt ham for at have dræbt to Taliban-soldater. Da Taliban i 1998 overtog området, blev hans far og bror tortureret og invalideret af Taliban. Familiens eksistensgrundlag, deres jord og mølle, blev ved magtovertagelsen overtaget af hans fars navngivne fætter, der er tilknyttet Taliban. Torturen hang sammen med beskyldningerne om, at ansøgeren havde deltaget i kamphandlingerne i 1997. Ansøgerens navn er af to af ansøgerens venner videregivet i landsbyen og dermed til Taliban. Ansøgeren måtte derfor i 1998 flygte til Iran. Han vendte i 2002 tilbage til sin landsby, da Taliban havde mistet magten. Ved sin tilbagevendelse blev han mod sin vilje gift og udsat for vedvarende alvorlig chikane fra sin nærmeste familie og naboer, fordi han afslog krav om, at han skulle hævne familiens skæbne. I 2008 fandt ansøgerens ven/bekendte, der er politimand, to breve i en død talibaners lomme med ordre om, at ansøgeren, på grund af drabet på de to talibanere, skulle dræbes ved antræffelse. Ansøgerens bopæl blev få dage senere opsøgt af Taliban, men ansøgeren nåede at flygte. Ansøgeren har desuden henvist til, at han i foråret 2008 blev overfaldet af to maskerede mænd, der spurgte, hvorfor han havde gemt sig. Det er faderens navngivne fætter, der via Taliban står bag forfølgelsen af ham. Ved tilbagevenden til Afghanistan vil han være uden eksistensgrundlag. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren og hans nærmeste familie har været indblandet i en årelang strid om ejendomsretten til jord og en mølle, samt at familiemedlemmer fra 2002 til 2008 har generet ham, fordi han ikke ville tage hævn for det, der var overgået familien, herunder hans far og bror. Derimod kan et flertal af Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at faderens fætter eller andre fra Taliban i 2008 har skrevet et brev i to eksemplarer om, at alle talibanere ved antræffelse skal dræbe ansøgeren på grund af deltagelse i snigmord i 1997 ved en navngiven by. Flertallet lægger herved vægt på, at det ikke fremtræder sandsynligt, at ansøgeren er kommet i besiddelse heraf via sin ven fra Iran, der er politibetjent, og som angiveligt skulle have fundet brevene i lommen på en talibaner, der var dræbt i kamp. På den baggrund finder flertallet ligeledes at måtte afvise ansøgerens dertil knyttede forklaring om, hvad der i øvrigt skete i 2008, herunder at han umiddelbart inden sin flugt blev opsøgt af talibanere på sin bopæl, samt at et overfald et par måneder tidligere havde sammenhæng med konflikten med faderens navngivne fætter. Uanset at ansøgeren på grund af familiestridigheder kan få visse vanskeligheder ved en tilbagevenden til Afghanistan, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren herved vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for andre alvorlige overgreb, som han i medfør af § 7, stk. 2, har krav på beskyttelse for.” Afg/2010/82
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajdik fra Ghazni-provinsen i Afghanistan, hvor han har boet sammen med sin familie frem til deres død, hvorefter han 6-7 år gammel udrejste til Iran sammen med sin onkel og dennes familie. Ansøgeren opholdt sig i Iran i omkring 11-12 år og frem til indrejsen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til tre forhold, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt fundet og dræbt af sin onkel, at han frygter de grupperinger, der stod bag bombesprængningen af familiens hus, og at han frygter at blive tvangshvervet af Taliban eller andre grupperinger. Flygtningenævnet finder, at bombesprængningen af familiens hus i slutningen af 1990’erne må antages at være et led i almindelige krigshandlinger, og at dette ikke indebærer nogen risiko for ansøgeren i dag. Flygtningenævnet finder at ansøgerens frygt for onkelen må anses for et privatretligt forhold. Nævnet finder ikke, at der er grundlag for at antage, at onklen vil udsætte ansøgeren for overgreb ved ansøgerens eventuelle tilbagevenden til Afghanistan. Det bemærkes herved, at ansøgeren vil kunne tage ophold i en større by for eksempel Kabul, og at onkelen de seneste mange år har boet i Iran. Flygtningenævnet finder endeligt ikke, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren vil blive tvangsrekrutteret af Taliban eller andre grupperinger. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Afg/2010/81
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og muslim af trosretning fra [….] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er efterstræbt af Taliban. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at hans fader, som var handelsmand, for syv til otte år siden blev dræbt af Taliban, fordi han havde angivet en ledende talibaner til myndighederne, og at Taliban den følgende måned to gange angreb ansøgerens familie. Ansøgeren udrejste derefter sammen med sin moder, søskende, farbroder og dennes familie til Iran, hvor han har boet frem til, at han i 2008 rejste videre til Danmark. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af sin faders forhold ved en tilbagevenden til Afghanistan på nuværende tidspunkt vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at forholdet ligger langt tilbage i tid, og at ansøgeren dengang var en lille dreng. Ansøgeren har ikke personligt været opsøgt, og ansøgerens fader kan efter de foreliggende oplysninger ikke antages at have været en profileret person. Flygtningenævnet har desuden tillagt det vægt, at ansøgerens oplysninger i det væsentlige er andenhånds oplysninger meddelt til ansøgeren af farbroderens ægtefælle adskillige år senere. De generelt vanskelige forhold i Afghanistan kan ikke i sige selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Afg/2010/80
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren var mindreårig. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk hazara, shia-muslim og fra Oruzgan provinsen, hvor han var født og havde opholdt sig, til han var 10 år. Fra 2003 til 2005 havde han boet i Pakistan, og fra 2005 til 2008 havde han boet i Iran. Han havde ikke været hverken politisk eller religiøs aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at hans far i 1999, da ansøgeren havde været seks år, var blevet dræbt af pashtunere/Taliban i forbindelse med en tvist om overtagelse af farfaderens jord. Ansøgeren frygtede derfor, at der ville ske det samme med ham, hvis han vendte tilbage til lokalsamfundet. Han frygtede endvidere, at han ville blive kidnappet af Taliban og tvunget til militærtjeneste eller en selvmordsaktion. Flygtningenævnet kunne tiltræde afgørelsen fra Udlændingeservice om, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til, at det var forsvarligt at behandle asylansøgningen. Selvom det lagdes til grund, at ansøgerens far var blevet dræbt i forbindelse med en jordkonflikt, fandt Flygtningenævnet, at det ikke kunne medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen heraf vægt på, at ansøgeren og dennes mor og farfar havde kunnet opholde sig i lokalområdet i fire år efter faderens død. Hertil kom, at der nu var forløbet mere end ti år siden faderens død. Det fandtes ikke konkret at kunne tillægges betydning, at Taliban efter baggrundsoplysningerne de senere år var blevet en større magtfaktor. Den omstændighed, at ansøgeren var en enlig ung mand, og at han derfor generelt kunne være mål for hvervning af Taliban til militærtjeneste med videre, kunne heller ikke – uanset den nævnte jordkonflikt – føre til, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få asyl. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, hvorfor Flygtningenævnet stadfæstede Udlændingeservices afgørelse. Afg/2010/8.
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun og hendes tre børn ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere at blive slået ihjel, idet hun i perioden 1997-2000 underviste piger i sit boligkompleks, men at Taliban på et nærmere angivet tidspunkt i 2000 for at få fat i ansøgeren stormede familiens bopæl, hvor de slog hendes fader ihjel og arresterede hendes broder, mens hun selv undslap. Endvidere har ansøgerens ægtefælle transporteret fødevarer og brændstof til de amerikanske styrker, og Taliban bortførte den [….] 2009 ægtefællen, som ansøgeren ikke har hørt fra siden. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren i dag risikerer forfølgelse fra Taliban som følge af hendes undervisning, der ophørte i 2000, eller som følge af hendes egen daværende families forhold. Flygtningenævnets flertal finder uanset ansøgerens baggrund ikke, at der er grundlag for at antage, at Taliban vil udsætte ansøgeren, der boede i Kabul, for overgreb som følge af ægtefællens forhold. Flygtningenævnets flertal finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det forhold, at ansøgeren er enlig kvinde og uden netværk i Afghanistan, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Afg/2010/79
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Det lægges til grund at ansøgeren er etnisk pashtun fra Loghar-provinsen, at ansøgeren er født, og opvokset i Kabul, hvor hun har boet i flere perioder, at ansøgeren er uddannet jurist og arbejdede for den afghanske anklagemyndighed, at ansøgerens forældre og flere andre af hendes familiemedlemmer har været medlem af PDPA, og at ansøgeren sammen med ægtefællen flyttede til en navngiven by cirka 30 kilometer fra Kabul. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgeren og ægtefællen i sommeren 2009 modtog to trusselsbreve fra Taliban, at ansøgeren endvidere var udsat for telefoniske trusler samme år, at hun på sin arbejdsplads modtog en skriftlig trussel fra Hezbe-e-islami. og at ægtefællen, der arbejdede for en udenlandsk organisation [….], forsvandt nogle måneder før udrejsen. På denne baggrund har ansøgeren sandsynliggjort, at hun er kommet i et sådant modsætningsforhold til Taliban, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at myndighederne under de foreliggende omstændigheder ikke vil være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/78
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Jaghori, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans far og bror i [….] 2009 er blevet slået ihjel af pashtunere/Taliban, idet faderen nægtede at overlade sin jord til dem. Pashtunerne/Taliban har efterfølgende spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnets flertal finder ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om, at pashtunere/Taliban efterstræber ansøgeren, fordi de er bange for, at han vil forsøge at få jorden tilbage samt eventuelt hævne drabene på ansøgerens far og bror. Flygtningenævnets flertal finder under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse mod disse overgreb. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/77
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og kristen af trosretning fra Urozgarn i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en familie i den landsby, hvor han kommer fra. Familiens søn, [….], har voldtaget ansøgeren. Ansøgerens fader voldtog efterfølgende [….]s søster, [….], hvorefter ansøgerens fader blev slået ihjel. Ansøgeren frygter, at [….] og hans familie vil slå ansøgeren ihjel, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Ansøgeren konverterede til kristendommen i Østrig, hvorfor ansøgeren frygter, at han vil blive slået ihjel, såfremt han vender tilbage, herunder af sin moder. Flygtningenævnet kan på afgørende punkter ikke lægge ansøgerens forklaring, der på væsentlige punkter har fremtrådt divergerende og usandsynlig, til grund. Ansøgeren oplyste således ved sin indrejse til Danmark til politiet, at han var muslim. Han har senere oplyst, at han har konverteret til kristendommen, men han har under samtalen med en repræsentant fra Udlændingeservice ikke været i stand til at svare på helt centrale spørgsmål vedrørende denne tro, og for nævnet har han ikke kunne nævne nogen af de kristne højtider. Herefter, og da ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på, hvorfor han ved ankomsten til Danmark oplyste, at han var muslim, kan nævnet ikke lægges til grund, at ansøgeren har konverteret til kristendommen. Ansøgeren blev boende i landsbyen i ca. 6 måneder, efter han var blevet voldtaget af [….], uden at han blev udsat for alvorlig overlast fra [….] eller [….]s familie. Ligesom ansøgerens mor og søskende, herunder en bror på ca. 16 år, blev boende i landsbyen, efter faderen havde voldtaget [….]s søster, som hævn for voldtægten af ansøgeren, og der er ikke oplysninger om, at de efterfølgende har været udsat for alvorlige overgreb. Det bemærkes, at ansøgeren under samtalen med Udlændingeservice’ repræsentant forklarede, at moderen og hans søskende fortsat boede i landsbyen, men for nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke ved, hvor i Afghanistan de nu bor. Ansøgeren har dog for 12 dage siden haft telefonisk kontakt med sin mor. Det skete ved brug af det samme telefonnummer, som familien havde, da ansøgeren forlod Afghanistan for ca. 4 år siden, men ansøgeren ved ikke, om nummeret er til en mobil- eller fastnettelefon. Det er på denne baggrund usandsynligt, at et medlem af [….]s familie skulle have opsøgt ansøgeren, mens han opholdt sig i Iran, for at hævne faderens voldtægt over for ansøgeren, eller at medlemmer af [….]s familie vil udsætte ansøgeren for overgreb, hvis han vender tilbage til hjemlandet. Hertil kommer, at ansøgeren også har forklaret divergerende om blandt andet, hvorvidt de tre personer, der forsøgte at overfalde ham i Iran, blev taget med af politiet, eller om de nåede at forsvinde inden politiet ankom. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Afg/2010/76
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Kabul. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel, da de mistænker ham for at have angivet nogle talibanere til myndighederne. Flertallet af nævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, herunder at ansøgeren er blevet skudt og hans søn dræbt af Taliban. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring har været konsistent og afgivet troværdigt. Flertallet finder det på denne baggrund sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb, som han ikke ville kunne opnå myndighedsbeskyttelse mod. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/75
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra Herat, mens den kvindelige ansøger er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra Kabul. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger efterstræbes af en bevæbnet bande, som har røvet den mandlige ansøgers vekselforretning samt skudt og såret ansøgerens partner. Banden har opsøgt ansøgerens bopæl og ringet til ham flere gange, fordi han anmeldte forholdet til politiet. De har truet med at dræbe ham. Den mandlige ansøger har forklaret, at han og hans forretningspartner blev udsat for et væbnet røveri af en lokal, velorganiseret og magtfuld bande i Herat-området med forbindelser til Taliban. Forretningspartneren og en skopudser, der havde identificeret et af bandemedlemmerne, blev alvorlig såret og ført til hospitalet. På hospitalet underskrev den mandlige ansøger sammen med de to sårede en politirapport, hvor de anmodede om en efterforskning, og hvor identiteten på et bandemedlem blev afsløret. Efter pres fra lokale forretningsdrivende opsøgte politiet efterfølgende banden, og i forbindelse med en ildkamp blev broren til bandelederen dræbt. Den mandlige ansøger blev herefter udsat for trusler på livet – blodhævn, og banden opsøgte hans forretning og bolig, som han dog havde forladt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer, der har fremtrådt konsistente og troværdige, til grund. Flygtningenævnet kan ikke udelukke, at politiet i Herat ikke vil være i stand til at yde ansøgerne den fornødne beskyttelse mod banden, hvis ansøgerne vender tilbage dertil. Nævnet finder imidlertid ikke grundlag for at antage, at den lokale bande vil have vilje og mulighed for at forfølge ansøgerne, hvis de ved en tilbagevenden til Afghanistan bosætter sig i en anden storby end Herat, for eksempel Kabul. På den baggrund har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel og konkret risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/74
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik fra Herat i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet Taliban har slået hans fader ihjel, og nogle har forsøgt at bortføre ansøgeren og angrebet ansøgerens families bopæl. Ansøgeren frygter endvidere familiens tidligere nabo, [……], idet han holder ansøgerens familie ansvarlig for sin søns forsvinden, da denne var med i ansøgerens faders lastbil, da faderen blev dræbt af Taliban. Ansøgeren frygter, at den tidligere nabo vil hævne sønnen, idet han har truet hermed og har truet med Taliban. Et flertal bemærker, at det ved vurderingen af ansøgerens troværdighed tillægges væsentlig betydning, at ansøgeren ikke i samtalen med Udlændingeservice nærmere er blevet foreholdt divergensen mellem tidspunktet for ansøgerens faders død i forhold til det oplyste til asylregistreringsrapporten, navnlig når tidspunktet for faderens død indgår som en væsentlig del af begrundelsen for afslaget fra Udlændingeservice. Flertallet lægger derfor til grund, at faderen døde i efteråret 2008, således som tidspunktet er blevet præciseret til den beskikkede advokat ifølge advokatens indlæg og i nævnsmødet. Flertallet tillægger det videre vægt, at ansøgeren har forklaret konsistent om, at den tidligere nabos søn var med faderen i dennes lastbil, da konvojen blev angrebet og faderen dræbt, hvorefter den tidligere nabos søn forsvandt. Ansøgerens forklaring om, at den tidligere nabo først forsøgte at rejse sag ved myndighederne i Herat fremstår heller ikke som en konstrueret oplysning. Da flertallet endvidere finder, at ansøgeren i nævnsmødet har svaret uforbeholdent og sammenhængende, og idet det tillægges væsentlig betydning, at ansøgerens oplysninger skal vurderes i lyset af, at ansøgeren som født i 1993 er 17 år gammel og udrejste af Afghanistan i foråret 2009, finder flertallet samlet, at ansøgerens forklaring i alt væsentligt må lægges til grund. Flertallet lægger til grund, at ansøgerens fader transporterede varer og hemmelige forsyninger på sin lastbil, at lasten var til brug for udenlandske tropper, at ansøgeren, der ellers kørte med faderen som en slags lærling, den pågældende dag var afløst af den tidligere nabos søn, og at faderen blev dræbt, og sønnen forsvandt, da konvojen blev angrebet af Taliban. Ansøgerens familie var fra det tidspunkt, hvor drabet på faderen og sønnens forsvinden blev kendt, efterstræbt af den tidligere nabo, der efter ansøgerens forklaring må anses for at have allieret sig med andre formentlig med tilknytning til Taliban. Flertallet lægger til grund, at ansøgerens familie i hele forløbet var truet, da det blev kendt i lokalområdet, at ansøgeren fader havde samarbejdet med de udenlandske tropper, at ansøgeren blev forsøgt bortført af pasthutalende mænd, og at broderen [….] hus i [….] blev angrebet af bevæbnede personer, og at ansøgeren med sin moder og søskende samt sin broder [….] og dennes familie udrejste i umiddelbar forlængelse heraf. Flertallet har ikke fundet det afgørende, at ansøgeren først i nævnsmødet har oplyst. at han boede skjult hos bekendte først 2 måneder i [….] og siden 4 måneder i […..] ved Herat indtil udrejsen. Flertallet har herefter samlet fundet, at ansøgeren må anses udsat for en konkret efterstræbelse, som ansøgeren ikke har kunnet søge myndighedsbeskyttelse imod, og at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har derfor krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/73
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren indrejste sammen med sin mindreårige søn i 2009 på besøgsvisum og søgte herefter asyl. Hendes ægtefælle blev i 2004 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Ansøgeren opholdt sig i perioden 1999-2005 i Pakistan og i periode 2005-2008 i Rusland. I efteråret 2008 blev hun tvangsmæssigt udsendt fra Rusland til Afghanistan og opholdt sig efterfølgende, indtil sin udrejse i efteråret 2009, hos sin ægtefælles familie i Kabul. ”Ansøgeren er etnisk tadjik fra Kabul, Afghanistan. Hun har ikke selv været politisk aktiv eller haft konflikter med myndighederne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af, at hendes fader har været et fremtrædende medlem af PDPA. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, herunder om at faderen var medlem af PDPA’s centralkomite, beskæftiget med blandt andet propaganda, og at faderen med sin familie i 1992 flygtede først til Mazar-e-Sharif og derefter i 1998 ud af landet, og at han ikke siden er vendt tilbage. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at otte af faderens familiemedlemmer med lavere rang i PDPA blev slået ihjel henholdsvis ved Mujahedins magtovertagelse i 1992 og ved Talibans magtovertagelse i 1996. På baggrund af faderens fremtrædende position i PDPA og under hensyn til oplysningerne i baggrundsmaterialet, herunder Dansk Flygtningehjælps rapport af 2009 [RED- Dansk Flygtningehjælp, Afghanistan. baggrundsnotat opdateret i december 2009, Bilagsnummer 328] om risikoen for sådanne personer og deres familie finder flertallet af Flygtningenævnet, at der er en reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 som følge af faderens forhold. Flertallet finder ikke, at ansøgerens ophold i Kabul kan ændre herved, henset til ansøgerens konsistente forklaring om, at hun i denne periode holdt sig skjult i svigerindens hus bortset fra rejser til Pakistan for at søge om visum til Danmark. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 stk. 2.” Afg/2010/72
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik fra en navngiven by i Herat provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens fader og to brødre har derimod været medlemmer af og aktive for Hezbe Islami. Ansøgerens fader døde for 18 år siden under kampe mod Jamiate Islami. I 1999 blev ansøgerens brødre slået ihjel under krigshandlinger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han to gange i 2007 blev opsøgt af personer fra Hezbe Islami, som ønskede, at ansøgeren skulle melde sig ind og hævne drabene på ansøgerens fader og brødre. Ansøgeren måtte begge gange betalte 10.000 USD til personerne for at lade ham være i fred. Personerne truede ham til sidst, hvorefter ansøgeren blev bange og flyttede til Herat by sammen med sin familie i 2008. Ansøgeren modtog, på tre forskellige dage over en periode på over et år, tre trusselsbreve på sin arbejdsplads i Herat fra Hezbe Islami. I starten af 2010 om natten opsøgte bevæbnede personer fra Hezbe Islami ansøgerens bopæl. Ansøgeren nåede at flygte hen til en ven, men hørte, at mændene ønskede at fange ham og slå ham ihjel, hvis han prøvede at undslippe. Ansøgerens forklaringer om Hezbe Islamis henvendelser til ham i landsbyen og senere på hans arbejdsplads i Herat by samt endelig på hans bopæl i Herat, har i det væsentlige været konsistente og sammenhængende. Dette gælder også forklaringen om, at han, umiddelbart efter Hezbe Islamis sidste henvendelse, levede i skjul, indtil det i løbet af cirka to uger lykkedes ham at udrejse af Afghanistan. Uanset, at der trods alt også har været nogle nuanceforskelle i ansøgerens forklaringer, finder Flygtningenævnet herefter ikke med den fornødne sikkerhed at kunne tilsidesætte ansøgerens oplysninger om hans modsætningsforhold til Hezbe Islami og dette partis henvendelser og trusler mod ham. Herefter finder Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter det anførte har ansøgeren derimod ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/71
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashto fra Qarabagh i Kabul-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans forældre i sommeren 2008 blev dræbt af en person ved navn […..], som er kommandant for Jamiat, fordi faderen havde været medlem af Taliban og slået mange mennesker ihjel. Ansøgeren er efterfølgende blevet eftersøgt af myndighedspersoner. Han frygter den navngivne kommandant og myndigheder, der samarbejder med denne. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at der i 2008 blev kastet en granat ind i hans og hans forældres hjem, samt at begge hans forældre derved afgik ved døden. Det er meget muligt, at angrebet har sammenhæng med, at faderen før invasionen i 2001 havde været aktiv for Taliban. Ansøgeren har flere gange forklaret om angrebet samt om myndighedernes to efterfølgende besøg. Efter bombeangrebet er der ikke i sig selv noget usædvanligt ved, at myndighederne to gange rettede henvendelse på bopælen, og anden gang spurgte efter ansøgeren, der da ikke var til stede. Først i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at de mænd, der angreb om natten, var inden i husets forskellige værelser, og at de formentlig blev skræmt ud af det værelse, hvor hans søskende opholdt sig, fordi de pågældende skreg. Han har også først under nævnsbehandlingen forklaret, at myndighedspersonerne næste morgen skulle have været sammen med nogle af de personer, som om natten havde deltaget i angrebet. Ansøgeren har ligeledes først under nævnsmødet forklaret, at der også under husundersøgelsen to dage efter deltog personer, som var tilknyttet den navngivne kommandant. Disse nye forklaringer, der for så vidt angår deltagelsen af kommandant-folkene under husundersøgelsen, skulle stamme fra noget, som ansøgerens nabo har fortalt til ansøgeren, finder Flygtningenævnet at måtte tilsidesætte som utroværdige og konstrueret til lejligheden. Herefter, og idet der ikke er oplysninger om, at naboen under de sidste 7-8 telefonsamtaler havde fortalt om yderligere henvendelser fra myndigheder mv., finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer at blive udsat for overgreb eller anden behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan.” Afg/2010/70
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim. Ansøgerens fader havde været mullah og havde rådgivet Taleban og flere gange givet dem mad og husly. I 2007 havde ansøgeren med sin ægtefælle og fire børn været på vej hjem fra sin svigerfader, da taxaen var blevet standset af en navngiven person, der havde informeret om, at ansøgerens øvrige familie i hjemmet var blevet pågrebet af uniformerede soldater, således at mændene var blevet taget med, og ansøgerens moder, svigerinde og dennes barn, var blevet dræbt. Ansøgeren var blevet advaret om, at soldaterne havde spurgt efter endnu en søn, hvorfor ansøgeren, hans ægtefælle og deres børn var rejst tilbage til svigerfaderens hjemby. Her havde ansøgeren modtaget henvendelser fra Taleban, som havde ønsket at hverve ham til kamp mod myndighederne. Ansøgeren havde ikke afgivet noget klart svar derpå, men var efterfølgende flygtet ud af landet. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Nævnet foretog herved en samlet vurdering af de oplysninger, som ansøgeren var fremkommet med til sagen navnlig til den beskikkede advokats indlæg og i nævnsmødet. Nævnet lagde derfor til grund, at ansøgeren var kommet til en navngiven by i Samangan-provinsen ved afslutningen af den såkaldte ”Lille Eid”, som var startet i efteråret 2007. Formålet havde været at hente ansøgerens ægtefælle og fire børn, der havde opholdt sig hos svigerfaderen i byen. Svigerfaderen havde forladt byen før ansøgeren og efter et par dage var ansøgeren fulgt efter med sin familie i taxaen til ansøgerens navngivne hjemby i Baghlan-provinsen. Her havde ansøgeren mødt den omhandlede, navngivne person og mosterens søn, der var blevet varskoet om ansøgerens komme af svigerfaderen. På denne måde var ansøgeren blevet bekendt med, at faderen og de to brødre var blevet pågrebet af uniformerede soldater, og at hans mor, svigerinde og dennes barn var blevet dræbt. Ansøgeren var taget med sin familie tilbage til den by, de lige havde forladt, og det havde været i denne periode på cirka to måneder, at ansøgeren var blevet kontaktet ved breve og ved personlig henvendelse af medlemmer af Taleban, som havde forsøgt at hverve ansøgeren til kamp mod de afghanske myndigheder. Ansøgeren havde svaret henholdende, men havde via svigerfaderens hjælp skaffet sig udrejse omkring årsskiftet 2007/2008 bistået af en agent. Ansøgeren havde herefter været cirka to måneder i Pakistan og tre måneder i Iran og cirka tre uger i Tyrkiet, hvorefter han i sommeren 2008 var indrejst i Grækenland, hvor han havde opholdt sig i cirka tre måneder. Om opholdet i Grækenland havde ansøgeren forklaret, at han var blevet anholdt ved indrejsen, men efterfølgende var blevet løsladt med besked på at forlade landet inden 30 dage. Da han efter udløbet af denne frist ikke havde forladt Grækenland, var han blevet anholdt på ny og efterfølgende afleveret sammen med fem andre personer til Tyrkiet. Ansøgeren havde været cirka tre uger i Tyrkiet og derpå cirka tre uger i Iran. Begge steder var ansøgeren blevet frihedsberøvet af myndighederne. Ansøgeren var herefter indrejst på ny i Afghanistan og havde taget ophold i svigerfaderens hjemby. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren, der havde opholdt sig cirka tre uger i denne by, herefter var udrejst anden gang i slutningen af 2008 med fly fra Kabul til Dubai og derfra til Tyrkiet, hvorfra han formentlig vat fløjet til Frankrig, hvor han havde opholdt sig i to til tre måneder inden indrejsen i starten af 2009. Da ansøgerens forklaring i modsætning til det oplyste i samtalereferatet med Udlændingeservice således måtte anses for tidsmæssigt sammenhængende, lagde nævnet herefter videre til grund, at ansøgeren i hjembyen var blevet advaret om, at soldaterne havde spurgt efter endnu en søn. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv eller tilknyttet bestemte grupperinger, men havde konsistent til sagen oplyst, at hans far havde været en mullah, som Taleban havde æret, og som havde rådgivet medlemmer af Taleban, og at faderens husstand indtil faderens og de to sønners pågribelse jævnligt, muligt otte til ti gange om året, havde måttet give husly og mad til grupper af talebanere, der havde opsøgt hjemmet. Nævnet lagde herefter til grund, at ansøgeren måtte anses for eftersøgt af myndighederne mistænkt for at samarbejde med Taleban ved udrejsen, og at ansøgeren endvidere var blevet søgt hvervet af Taleban. Da nævnet efter det oplyste måtte lægge til grund, at ansøgerens far og to brødre fortsat var tilbageholdt efter angrebet, som videre havde kostet familiemedlemmer livet, fandt nævnet, at ansøgeren herefter ved en tilbagevenden til Afghanistan måtte anses for at risikere at blive udsat for umenneskelig behandling, overgreb eller straf ved en myndighedspågribelse, eller efterstræbt og udsat for overgreb af Taleban, på en måde som ansøgeren ikke kunne søge myndighedernes beskyttelse imod, hvorfor ansøgeren har krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/7.
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har udvist tilstrækkelig modenhed til, at hans sag kan behandles i Flygtningenævnet, selvom han er mindreårig. Ansøgeren er etnisk hazara fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for asylbegrundende overgreb af de personer, som tidligere har bortført ham, idet disse personer stadig tror, at ansøgeren er søn af ansøgerens faders velhavende farbroder. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Af forklaringen fremgår, at ansøgeren er blevet kidnappet, mens han opholdt sig uden for sin faders farbroders hus og at han blev anbragt i en kælder. De tre bortførere spurgte ham ud om hans faders og faderens farbroders telefonnumre. I et ubevogtet øjeblik lykkedes det ham at undslippe via et vindue i kælderen. Han kom tilbage til bopælen, hvorefter han og hans familie udrejste til Iran. Han har været i telefonisk kontakt med sin fader inde for de sidste par uger, som blandt andet oplyser ham om, at bortførerne havde krævet 100.000 dollars i løsesum. Faderen havde også hørt fra den person, som havde købt faderens forretning i Kabul, at to af bortførerne er blevet anholdt. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Kabul vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger vægt på, at de påberåbte begivenheder må anses for udslag af almindelig borgerlig kriminalitet og at ansøgeren kan henvises til at søge de stedlige myndigheders beskyttelse derimod. Det understøttes blandt andet af, at det efter ansøgerens egen forklaring, sammenholdt med indholdet af det dokument, ansøgeren har fremvist under nævnsmødet, fremgår, at to af de nævnte bortførere er blevet anholdt af politiet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Afg/2010/69
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Det lægges til grund, at ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven by i Urozgan-provinsen, at ansøgeren sammen med to ældre brødre og en morbroder flyttede til Iran, da han var fem-seks år gammel, at begge ansøgerens forældre var afgået ved døden, at ansøgeren i efteråret 2008 blev deporteret til Afghanistan af de iranske myndigheder, og at ansøgeren ikke har været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han frygter at blive slået ihjel af sin farbroder, og at han frygter Taliban, som vil sende ham i krig, herunder til selvmordsaktioner. Ansøgeren har henvist til, at farbroderen ønsker at beholde familiens jord for sig selv, og at ansøgeren er flygtet fra Taliban. Uanset at ansøgeren på enkelte punkter måtte have forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, kan Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af hans forklaring lægge det påberåbte asylmotiv til grund. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren kontaktede sin farbroder efter at være blevet deporteret fra Iran, at farbroderen mod betaling af et kontant beløb overlod ansøgeren til nogle pashtunere, som angiveligt sympatiserede med Taliban, at ansøgeren flygtede fra de pågældende personer efter få dages ophold, at han tog tilbage til farbroderens hus, hvor han traf farbroderens ægtefælle, at ansøgeren fik udleveret et pengebeløb fra farbroderens pengeboks, og at ansøgeren herefter udrejste af Afghanistan. Ansøgeren findes herefter at være kommet i et modsætningsforhold til både farbroderen og de pågældende Taliban sympatisører. Under disse omstændigheder, og idet det ikke kan antages, at myndighederne vil være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse, findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det skal særligt bemærkes, at de ikke kan antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse af grund omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/68
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim. Han var bosat i Afghanistan frem til syvårsalderen, hvor han seks til ni måneder før den amerikanske invasion flygtede til Pakistan sammen med sin faster og hendes familie. Han opholdt sig herefter illegalt i Pakistan i omkring syv til otte år og senere i Iran i et til et og et halvt år. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der er erklæret hellig krig imod hans del af familien samt, at hans fars onkels sønner samt Taliban ønsker at slå ansøgeren og hans familie ihjel. Ansøgerens familie er blevet beskyldt for at være kristne og kommunister. Faren har været soldat for det kommunistiske styre, og både faren og farens to brødre har været medlem af kommunistpartiet. Mens Taliban var ved magten, lykkedes det farens onkels sønner at miskreditere faren og dennes brødre over for Taliban, hvorefter den anden del af familien kunne overtage farens og farens brødres betydelige jordbesiddelser. Taliban arresterede samtidig ansøgerens far og hans to farbrødre, herunder det daværende overhoved for deres landsby. Det lykkedes hans far at flygte efter en måned. Faren har sagt, at farbrødrene er blevet slået ihjel. Han har ikke hørt fra faren siden udrejsen. Mens han boede hos sin faster i Pakistan, havde fasterens ægtefælle forbindelse til kontakter i Kabul, der oplyste, at ansøgerens fars onkels sønner samt Taliban leder efter ansøgeren og den øvrige del af hans gren af familien. Ansøgerens advokat har anført, at der foreløbig ikke er klaget over Udlændingeservices afgørelse om ansøgerens alder, men har taget forbehold for senere at indgive en sådan klage til Integrationsministeriet. Advokaten har erklæret sig enig med Udlændingeservice i, at asylsagen bør afgøres på det foreliggende grundlag. I forbindelse med ansøgerens alder bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens bisidder har været til stede under nævnets behandling af sagen, samt at ansøgeren under nævnsmødet har svaret konkret og relevant på de spørgsmål, der blev stillet til ham og fremtrådte på en sådan måde, at han efter nævnets opfattelse under alle omstændigheder er tilstrækkelig moden til at kunne gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund, at der træffes afgørelse om asylspørgsmålet på det foreliggende grundlag. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at der i ansøgerens landsby i Afghanistan har været betydelige uenigheder mellem forskellige dele af ansøgerens familie. Uenigheden drejede sig navnlig om retten til betydelig ejendom, men også om hvem der skulle være landsbyleder, og der i den forbindelse blev rettet beskyldninger mod faren og dennes to brødre, om at de var kommunister eller kristne. Det kan ikke afvises, at det, mens Taliban var ved magten, lykkedes for den anden gren af familien at overtage farens og dennes brødres jorder, samt at farbrødrene blev dræbt under tilbageholdelse af Taliban. Disse begivenheder, der i det væsentlige vedrører privatretlige forhold, fandt sted for over ti år siden og Flygtningenævnet har ikke fundet, at det kan lægges til grund, at der dengang eller senere i den anledning har været nogen, der har ledt efter ansøgeren. Ansøgerens forklaring herom har udvidet sig noget under mødet i Flygtningenævnet og har ikke fremstået troværdig. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er i søgelyset hos Taliban eller andre magtfulde grupper i Afghanistan, og nævnet finder ikke, at der ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være reel risiko for, at ansøgeren vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Det forhold, at han er hazara og, som så mange andre, på grund af sin unge alder, og fordi han måske ikke har nære familiemedlemmer i Afghanistan, hvor han ikke har været i en årrække, er således ikke i sig selv asylbegrundende efter udlændingelovens § 7.” Afg/2010/67
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun-larnawani, og han angiver at komme fra en landsby i Ghardaiz-provinsen. Ansøgeren har hverken været politisk eller religiøst aktiv. Ansøgeren har som væsentligste asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, idet han har overværet, at tre talibanere – herunder en navngiven person – placerede bomber ved en bro. Efterfølgende har Taliban således forsøgt at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter sin morbror, [….], som følge af en familiefejde – muligt fordi ansøgerens far for fire år siden har dræbt morbroderens bror. Flygtningenævnet har i første række vurderet, om ansøgeren er tilstrækkelig moden til, at det er forsvarligt at behandle asylsagen. Ligesom Udlændingeservice kan Flygtningenævnet tiltræde, at ansøgeren er tilstrækkelig moden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens fremtræden i Flygtningenævnet, sammenholdt med, hvad han er citeret for tidligere at skulle have forklaret i forbindelse med afhøringerne hos de danske asylmyndigheder. Ved afgørelse af, om ansøgerens forklaring kan lægges til grund, lægger Flygtningenævnet ligesom Udlændingeservice vægt på, at ansøgeren på en række punkter har forklaret forskelligt, ligesom ansøgerens forklaringer også på flere punkter forekommer utroværdige. Som Udlændingeservice har Flygtningenævnet ved denne vurdering lagt vægt på blandt andet ansøgerens forklaringer om antallet af bomber, farven på bombeledningerne, om der blev skudt efter ansøgeren ved det første møde med Taliban ved broen, omstændighederne i forbindelse med flugten fra broen til landsbyen, faderens rolle og tilstedeværelse, dennes beskæftigelser med videre. Hertil kommer, at ansøgeren blev fundet i besiddelse af et ark papir, hvor der på pashtunsk (skrevet på et papir med et græsk hoved) er nedskrevet hovedtrækkene af den forklaring, som ansøgeren støtter sin asylansøgning på. De forklaringer, som ansøgeren i den forbindelse er fremkommet med, dels om tilblivelsen af dette papir, og dels om hvorfor dette papir blev skrevet, er ikke troværdige. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv med hensyn til Taliban som utroværdig. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om en familiefejde ikke er en sådan konkretiseret karakter, at han af denne grund opfylder betingelserne for at få asyl. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han har et konkret asylmotiv, og han har som følge heraf ikke sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret risiko for forfølgelse eller anden form for risiko omfattet af udlændingelovens § 7. Da ansøgeren ikke konkret har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne for at få asyl, og da heller ikke de generelle forhold for unge mænd med ansøgerens etnicitet er af en sådan karakter, at han kan få asyl, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse.” Afg/2010/66
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara fra Jaghori, Ghanzi-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hans farbroder vil slå ham ihjel. For fem et halvt år siden slog farbroderen ansøgerens ældre broder ihjel under en konflikt mellem ansøgerens fader og hans farbroder over noget jord. Tre år efter drabet på ansøgerens broder, truede farbroderen med at slå ansøgeren ihjel, hvis ikke han fik retten til faderens jord. For to til to et halvt år siden blev ansøgeren bortført på farbroderens foranledning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en dybtgående konflikt med sin farbroder, til grund. Ansøgeren har på centrale punkter forklaret divergerende og udbyggende om konflikten og dens baggrund. Ansøgeren har således under nævnsbehandlingen forklaret, at konflikten gik helt tilbage til, at ansøgerens fader af farbroderen blev beskyldt for giftmord på farbroderens moder. Dette er ikke tidligere oplyst til sagen. Ansøgeren har til samtale med Udlændingeservice detaljeret forklaret, at det var faderen, som havde skødet på jorden, hvorimod han til nævnsbehandlingen forklarede, at han selv havde fået skødet. Han kunne dog ikke nærmere konkretisere dette. Endvidere har ansøgeren indgående forklaret om, at det var farbroderens søn, der dræbte ansøgerens storebroder, hvorimod han under nævnsmødet har forklaret, at det rettelig var farbroderen. Ansøgeren har bekræftet, at han skulle have overværet drabet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende, om hvorvidt faderen dyrkede sin jordlod. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende, om han selv så farbroderen, da han kom tilbage efter at være flygtet fra sin bopæl og så faderen ligge såret på gulvet. Ansøgeren forklarede således under samtalen med Udlændingeservice, at han ikke så farbroderen, men at faderen fortalte, at det var farbroderen, som havde overfaldet ham. Flygtningenævnet kan ikke tillægge den fremlagte udskrift fra Facebook nogen betydning for vurdering af asylmotivet. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort sit asylmotiv, og han opfylder ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” Afg/2010/65
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt 2 børn fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik fra […….] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hendes ægtefælle vil slå hendes ihjel, idet hun har haft en affære med ægtefællens fætter. Ansøgeren har afgivet forklaringer, der på flere punkter har været uklare navnlig vedrørende hendes intime forbindelse med [……]. Flygtningenævnet finder, at disse uklarheder i vidt omfang kan tilskrives det moralsk følsomme emne, og at ansøgeren, som er analfabet, har vanskeligt ved at forklare præcist. Flygtningenævnet må herefter lægge til grund, at ansøgeren har haft en affære med […..], hvorefter hun er flygtet fra huset med hendes og ægtefællens tre drenge. Ansøgerens frygt for ved en tilbagevenden at blive udsat for alvorlige overgreb fra ægtefællen af en karakter omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, findes herefter at være begrundet.” Afg/2010/64
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Ghazni-provinsen og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for uretfærdig rettergang og i den forbindelse overgreb som følge af en urigtig anklage for drab. Endvidere frygter ansøgeren forfølgelse fra Taliban, fordi han har afslået at samarbejde med dem. Ansøgeren er under nævnsmødet blevet detaljeret udspurgt om det hændelsesforløb, som han har begrundet sit asylmotiv med. Uanset, at der er dele af forklaringen, som er forekommet divergerende og udbygget, har ansøgeren under nævnsmødet bestyrket sin forklaring om drabsanklagen og om problemerne med at undgå at blive rekrutteret af Taliban. Flygtningenævnet finder, at forklaringen om asylmotivet ikke kan føre til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk.1. Imidlertid finder Flygtningenævnet - navnlig under hensyn til baggrundsoplysningerne om retssystemet og fængselssystemet i Afghanistan - at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en hjemvenden vil risikere retsforfølgning og overgreb, som vil udsætte ham for dødsstraf, tortur eller umenneskelig behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk.2. ” Afg/2010/63
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tadjik og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren er født i Mashad, Iran, men har siden han var fire år boet i Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sin påstand henvist til, at hans landsby i slutningen af 2008 blev truet af Taliban, idet Taliban ville have mændene i landsbyen til at deltage i aktioner mod myndighederne og de udenlandske styrker. Ansøgeren og hans ven, […..], fortalte [……] farbroder, som var kommandant, om situationen. Farbroderen tog initiativ til, at Taliban blev pågrebet af politiet. Vennen forsvandt efterfølgende og ansøgeren formoder, at han blev bortført af Taliban. Ansøgerens fader blev udsat for vold og frihedsberøvet af Taliban. Ansøgeren udrejste efterfølgende. Ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår ikke som overbevisende, og nævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Nævnet bemærker, at ansøgerens forklaring har været præget af enkelte divergenser, blandt andet med hensyn til, om ansøgeren også var med til at rette henvendelse til kommandanten, og med hensyn til, hvorvidt faderen blev løsladt eller flygtede fra Taliban. Nævnet finder det ikke overbevisende, at Taliban fire torsdage i træk kom til stede i moskéen for at overtale landsbyens beboere til at samarbejde med Taliban. Flygtningenævnet finder det endvidere ikke sandsynligt, at kommandanten for politiet i Herat, skulle havde oplyst ansøgeren om, at politiet ville komme til landsbyen den omhandlede torsdag for at pågribe Talibanerne. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke har registreret politiaktionen eller hørt den omtalt, før dagen efter, henset til, at aktionen omfattede anholdelse af et antal Talibanere, der var til stede under mødet i moskeen sammen med en del landsbybeboere. Efter en samlet vurdering af det anførte og sagens øvrige oplysninger, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren på overbevisende og troværdig måde har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelt vanskelige forhold i Afghanistan kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse.” Afg/2010/62
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af trosretning fra Kerman i Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han ikke kan rejse til Afghanistan, i hvilket land han har statsborgerskab, da han frygter at blive slået ihjel af sin faders fætre på grund af en familiefejde, herunder en konflikt om jord i […..] i Afghanistan, hvilken konflikt ligger 35 år tilbage i tiden. Ansøgeren har videre henvist til, at hans farbroder og dennes søn og svigerdatter i 2007 blev dræbt i Afghanistan af en gerningsmand, der blev betalt af faderens fætre. Flygtningenævnet kan ikke fuldt ud lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens faders fætre i 2007 har betalt Taliban for at dræbe først ansøgerens farbroder og dernæst farbroderens søn og svigerdatter. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på følgende: I forbindelse med asylregistreringen oplyste ansøgeren ifølge politirapporten fra foråret 2010, at han er ”født og opvokset i Iran, da forældrene havde politiske problemer i Afghanistan, og da det desuden er et meget usikkert land, kan han ikke vende tilbage. Han kan heller ikke bo i Iran, da han ikke kan få papirer der, selvom han har boet der hele sit liv”. I asylansøgningsskema af [……] 2010 har ansøgeren under pkt. V (Konflikter i hjemlandet) oplyst følgende: ”Grunden til at jeg ikke kan rejse til Afghanistan, er at jeg ikke kender til det afghanske samfund. Der er krig, terror, bortførelser, stammerelaterede, etniske og religiøse fjendskaber. Jeg har ingen familie dér og har ikke støtte nogen steder”. Under pkt. VI (Asylmotiv) har ansøgeren oplyst, at farbroderen vendte tilbage til Afghanistan, men at de efter to måneder fik at vide, at farbroderen var blevet gjort til martyr (blevet dræbt) af Taliban. Herefter har ansøgeren henvist til de generelle problemer i Afghanistan. Under samtalen med Udlændingeservice har ansøgeren oplyst, at problemerne, som var baggrunden for faderens udrejse til Iran for 35 år siden, var en jordkonflikt samt faderens forhold til kusinen. Om drabene på farbroderen og dennes søn, [……], og svigerdatter i 2007 har ansøgeren oplyst, som under nævnsmødet, at farbroderens søn først meddelte, at hans fader var blevet slået ihjel af Taliban, og at farbroderens søns svigerfader senere meddelte, at sønnen og dennes ægtefælle var blevet slået ihjel, at drabsmanden var blevet anholdt og havde tilstået, samt at han havde fået penge af ansøgerens faders fætre for udførelsen af drabene. Under nævnsmødet har ansøgeren videre oplyst, at farbroderens søns svigerfader fik dette oplyst ved henvendelse til politiet, samt at drabsmanden herefter var blevet løsladt. Flygtningenævnet finder, at disse oplysninger forekommer så usandsynlige – navnlig at politiet skulle have sagt således til svigerfaderen – at oplysningerne må tilsidesættes som værende utroværdige. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgerens nu præciserede asylmotiv om, at han har konkret grund til at frygte for at blive dræbt af faderens fætre, ligeledes må tilsidesættes. På den anførte baggrund har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Afghanistan.” Afg/2010/61
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Tadjik og sunni-muslim fra Kapisa-provinsen i Afghanistan, hvor han har boet frem til foråret 2010. Senere på foråret 2010 udrejste ansøgeren af Afghanistan. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han er forfulgt af en kommandant ved navn […], som mistænker ansøgeren for at være medskyldig i hans brors død. Endvidere frygter ansøgeren at blive slået ihjel af sin svigerfar, idet ansøgeren har indgået ægteskab med hans datter uden tilladelse. Svigerfaren har dræbt ansøgerens bror, idet han troede, at denne var ansøgeren. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at forklaringen har været konsistent gennem hele sagen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en hjemvenden vil være i en reel risiko, for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som ansøgeren ikke kan opnå myndighedernes beskyttelse imod.” Afg/2010/60
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan.Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk tadjik og muslim af trosretning. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Herefter var ansøgeren, der i nogle år havde forsørget sin familie, flygtet sammen med sin moder og sine fire søstre for at undgå, at den ældste søster blev tvangsgift med en ældre mand. Ansøgerens moder havde efter ansøgerens faders død været i ægteskab med ansøgerens farbroder. Flugten var blevet finansieret med en del af medgiften, der var blevet betalt til farbroderen for søsterens ægteskab. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at ansøgeren ved at have medvirket til at bringe moderen ud af ægteskabet og unddraget farbroderen muligheden for at bortgifte den ældste søster – uanset at der var forløbet flere år – havde bragt sig i et sådant modsætningsforhold til farbroderen, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden udsatte sig for alvorlige overgreb fra farbroderens side. Det bemærkedes, at farbroderen efter ansøgerens forklaring havde været en magtfuld person i lokalområdet. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/6.
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun fra Dab i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Han har herved navnlig henvist til, at hans broder for omkring et år siden blev slået ihjel af talibanere, idet han arbejdede for udlændinge i lufthavnen [……]. Han frygter derfor, at Taliban også vil slå ham ihjel. Hertil kommer, at han har undervist både piger og drenge, hvilket Taliban er imod. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren vel gennem broderens arbejde og sit eget virke som lærer kan være i Talibans søgelys. Der er imidlertid ingen konkrete holdepunkter herfor, og det vides heller ikke af hvilken grund, ansøgerens broder er blevet skudt. Hverken ansøgeren, broderen eller familien har modtaget nogen trusler, og ansøgeren har ikke været opsøgt af Taliban i tiden efter drabet på broderen og inden udrejsen. Der er således ingen konkrete holdepunkter for, at Taliban skulle efterstræbe ansøgeren. Det bemærkes i øvrigt, at lærerne ved landsbyskolen efter det oplyste ikke har været udsat for attentater fra Talibans side, uanset at de underviser piger. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren vil kunne tage ophold i Kabul, hvor familien tidligere har boet i en periode, hvis han ikke selv mener at kunne tage ophold i landsbyen. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan.” Afg/2010/59
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven landsby, Wardak-provinsen, og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har vedrørende sit asylmotiv forklaret, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, fordi Taliban agter at tvangshverve ham. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren er mindreårig hazara, at ansøgerens fader er blevet dræbt af Taliban, ganske vist for en del år siden, at Taliban har bortført unge drenge dels i området, dels nogle dage før i ansøgerens landsby, der kun består af 14-15 huse, at Taliban har spurgt efter ansøgeren og ransaget ansøgerens bopæl for at finde ham, at ansøgeren straks har forladt bopælen og udrejst, og at ansøgeren ikke kan få kontakt med sin familie. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/58
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun fra en navngiven landsby i Karabagh distriktet i Kabul-provinsen. Ansøgeren, der er født i 1994, er også efter nævnets vurdering fundet tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren har således med forståelse besvaret de stillede spørgsmål i nævnsmødet og har ikke givet nævnet indtryk af, at han ikke har været klar over betydningen af de oplysninger, han har afgivet i sin asylsag. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at to navngivne personer eller deres folk vil slå ham ihjel, idet disse personer har slået ansøgerens fader ihjel og har overtaget familiens jord i 2006, ligesom disse personer i 2008 forsøgte at slå ansøgeren ihjel, da de skød mod ham, da han arbejdede i basaren. Selvom nævnet ved vurderingen af ansøgerens forklaring tager hensyn til at ansøgeren er mindreårig, finder nævnet, at ansøgerens forklaring om asylmotivet giver anledning til afgørende tvivl. Ansøgeren har beskrevet de nævnte personer [……………..] som to magtfulde kommandanter, der også har taget jord fra andre, både i og udenfor landsbyen [….], ligesom de to personer og deres folk har kidnappet velhavende familiers sønner og begået drab. Ansøgeren har oplyst, at de to personer to-tre dage efter drabet på faderen indfandt sig i hjemmet og udsatte hans moder, ansøgeren og hans søskende for vold, men at der ikke blev sagt noget. Ansøgeren havde herefter ingen kontakt med de pågældende før episoden i 2008, hvor den karakteristiske sorte bil, som de to personer anvendte, standsede foran den forretning i basaren, hvor ansøgeren arbejdede, og hvorefter en person steg ud og med en pistol skød mod ansøgeren, der faldt uden at blive ramt, blev bevidstløs og næste dag vågnede op på et hospital i Kabul, hvortil hans morbroder havde bragt ham, og hvorefter morbroderen straks arrangerede udrejsen med en agent. Nævnet finder, at hændelsesforløbet ikke fremstår selvoplevet forklaret. Ansøgeren har forklaret forskelligt til sagen og i nævnsmødet om, hvorvidt familien klagede til bydistrikskontoret, idet han i nævnsmødet har forklaret, at familien klagede, men til samtalen med Udlændingeservice har oplyst, at familien ikke klagede, da det ikke gjorde nogen forskel. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvor han stod i forretningen i basaren, da det blev skudt efter ham, idet han i nævnsmødet har forklaret, at han stod foran i butikken ud mod gaden, mens han til samtalen med Udlændingeservice forklarede, at han var bagest i forretningen. Selv hvis nævnet lægger til grund, at der har været en jordkonflikt, hvor ansøgerens fader er blevet dræbt, og at ansøgeren, hvis moder efterfølgende døde, herefter har boet i landsbyen under morbroderens beskyttelse, finder nævnet, at det fremstår usandsynligt for nævnet, at de to personer, som ansøgeren har beskrevet som magtfulde kommandanter med regeringstilknytning, på den måde, som ansøgeren har forklaret om, pludselig skulle opsøge ansøgeren cirka halvandet til to år efter drabet på faderen og forsøge at dræbe ansøgeren under dennes arbejde i basaren. Nævnet finder, at ansøgerens situation må vurderes som afgørende præget af de meget vanskelige, men generelle forhold i Afghanistan, men at disse forhold ikke i sig selv kan anses for asylbegrundende. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Han har ikke haft nogen konflikter med myndighederne eller andre grupperinger. Samlet kan nævnet herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan skulle risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/57
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Jaghori i Ghazni-provinsen i Afghanistan, men har opholdt sig ved byen [………] i Ghazni-provinsen. Ansøgeren, der er født i 1994, er også efter nævnets vurdering fundet tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren har således svaret umiddelbart og med forståelse af de stillede spørgsmål i nævnsmødet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangshvervet af Taliban, som hverver folk til selvmordsbombere. Han frygter desuden at blive solgt til organdonation, idet han af sin arbejdsgiver, [………], på hotellet blev beskyldt for at have stjålet penge, hvorfor arbejdsgiveren truede med at sælge ansøgerens organer. Endelig har ansøgeren henvist til, at han ikke har noget netværk i Afghanistan. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om asylmotivet må lægges til grund. Ansøgeren var således 10 til 11 år, da farbroderen tvang ham til at flytte fra bopælen i Jaghori for at klare sig selv. I formentlig et par år herefter boede ansøgeren på hotellet ved [……..], hvor han arbejdede mod at få kost og logi. I modsætning til de andre hotelejere behandlede den sidste hotelejer,[……..], ansøgeren dårligt og beskyldte ansøgeren for pengetyveri og truede ansøgeren som anført. Ved hjælp fra blandt andre en taxachauffør flygtede ansøgeren i 2007 og udrejste af Afghanistan til Teheran. Ansøgeren arbejdede i Iran indtil udrejsen mod Danmark, der skete med lastbiler til Europa. Ansøgeren indrejste i Danmark i foråret 2010. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren efter at have fået ophold på hotellet, formentlig i 2004 eller 2005, ikke har haft konflikter med andre end hotelejeren [……]. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Han har ikke haft konflikter med myndighederne i Afghanistan. Han har ikke haft tilknytning til bestemte grupperinger og har ikke været kontaktet af Taliban. Ansøgeren udrejste, fordi han blev beskyldt for tyveri af penge og truet af hotelejeren […….], der efter ansøgerens oplysninger ikke anses for at have behandlet ansøgeren hårdhændet som led i en plan eller på anden måde med konkret hensigt om, at ansøgeren skulle indgå for eksempel i Talibans planlægning. Nævnet finder, at ansøgerens situation må vurderes som afgørende præget af de meget vanskelige, men generelle forhold i Afghanistan. Men disse forhold og den omstændighed, at ansøgeren er hazara, findes ikke i sig selv asylbegrundende. Da nævnet ikke finder, at ansøgeren kan anses for konkret og individuelt efterstræbt, finder nævnet samlet, at det ikke kan antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/56
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun født i Kabul, hvor hans familie har boet til 2002, hvorefter de flyttede til Baghlan. I perioden fra efteråret 2005 til efteråret 2009 har ansøgeren studeret medicin i Konya i Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan, vil blive slået ihjel af Taliban, som betragter ham som vantro og spion for udenlandske magter, da han har opholdt sig i Tyrkiet i fire år. Han har i den forbindelse henvist til, at han i slutningen af 2009 var tilbageholdt i 13 dage af Taliban, som udsatte ham for overgreb. Ansøgeren har under sagens behandling i det væsentlige forklaret det samme om sit motiv. Flygtningenævnet finder ikke at kunne forkaste denne forklaring. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er blevet beskyldt af Taliban for at samarbejde med udenlandske myndigheder, og at han og lillebroderen blev bortført af Taliban og holdt fanget i 13 dage, hvorefter det lykkedes ansøgeren at flygte. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren under de nævnte omstændigheder vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at han ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/55
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren også i nævnsmødet har svaret relevant og med forståelse af de stillede spørgsmål. Ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven by i Maida-Wardak provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tilfangetaget af pashtunere eller Taliban og udsat for overgreb ved en tilbagevenden til Afghanistan, hvor han ikke længere har nogen familie. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring til sagen og ved nævnsmødet lægges til grund. Ansøgeren var således 11 til 12 år, da han med sine forældre og lillebroder forlod Afghanistan og udrejste til Iran. Ansøgeren har forklaret, at der i en periode på cirka ti måneder forinden i stigende omfang skete overgreb fra de pashtunere eller talibanere, som boede i nærheden af ansøgerens landsby. Ansøgeren blev således ved en lejlighed standset og slået samt truet, såfremt han fortsatte med at gå i skole. Ved en senere lejlighed blev hans kammerater tilsvarende standset, slået og truet, ligesom der blev fremsat trusler mod ansøgeren, der blev omtalt som den ”smukke dreng”. Ansøgerens familie og ansøgeren hørte om en dreng i landsbyen, der var blevet tilfangetaget og udsat for seksuelle overgreb, og en anden dreng i landsbyen, der var tre til fire år ældre end ansøgeren, blev efter det oplyste skudt. Sønnen til ansøgerens families arbejdsgiver blev efter det oplyste ligeledes tilbageholdt og udsat for vold. Arbejdsgiveren, i hvis hus ansøgeren boede med sine forældre og lillebror, ville rejse fra stedet og bad derfor ansøgerens familie om at forlade hans ejendom. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens situation må vurderes som afgørende præget af de meget vanskelige, men generelle forhold i Afghanistan. Disse forhold og den omstændighed, at ansøgeren er hazara, findes imidlertid ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet har fundet, at de situationer i landsbyen, som ansøgeren har forklaret om, ikke kan anses som en konkret og individuel efterstræbelse af ansøgeren, men må anses for overgreb rettet mod beboerne i landsbyen, uden at det har været afgørende, om overgrebene angik ansøgeren. Dette gælder også ansøgerens forklaring om, at hans kammerater af pashtunere blev spurgt om, hvor den ”smukke dreng” var henne, da ansøgerens kammerater blev standset og udsat for vold på vej til skole. Samlet finder Flygtningenævnet herefter ikke, at der foreligger tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/54
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara fra Golzar i Ghazni-området i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til fire episoder, hvor han er blevet efterstræbt og oplyst, at han anser episoderne for sammenhængende med Taliban og hans forsvundne eller afdøde fars forhold. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren havde ophold og arbejdede i Iran i perioden fra 1991 til 2000. I denne periode var ansøgerens far involveret i en krigslignende konflikt i hjembyen, hvorunder seks til syv personer blev dræbt. Ansøgerens far og to andre navngivne personer, skulle have stået bag drabet på en anden hazara, der var tilflytter til området. I 1997 forsvandt ansøgerens far, da han var på vej hjem fra Pakistan efter lægebehandling. Ansøgeren og hans familie har ikke siden modtaget efterretninger om faderen, som ansøgeren anser for dræbt. Ansøgeren vendte tilbage til hjembyen i 2000 og drev herefter en købmandsbutik indtil 2005. Cirka et halvt år forinden den fornyede udrejse til Iran i foråret 2005 blev ansøgeren i 2004 udsat for en episode, hvor to talibanere udsatte ansøgeren for vold og stjal ansøgerens motorcykel og penge, da ansøgeren var på vej gennem et bjergområde. Ansøgeren vendte tilbage til Afghanistan i 2007, fordi hans svigerfar, som boede hos ansøgeren, var blevet alvorligt syg. I perioden indtil udrejsen i slutningen af foråret 2009 blev ansøgeren udsat for vold og røveri medio 2008, hvor ansøgeren blev standset i en bil sammen med to andre af talibanere, der fratog dem deres ejendele og beskyldte ansøgeren for at samarbejde med udenlandske styrker, da ansøgeren havde gemt nogle USD på sin person. Under ramadanen i sensommeren 2008 blev ansøgerens landsby ransaget af en større gruppe talibanere, der tilegnede sig værdigenstande fra husene i landsbyen. Ansøgeren har til samtalen med Udlændingeservice blandt andet forklaret, at talibanerne ”havde taget værdigenstande fra husene og ødelagt nogle enkelte af husene”. Ansøgeren har under nævnsmødet nærmere forklaret, at det navnlig var hans hus, som blev ødelagt. Det fremgår af asylansøgningsskemaet blandt andet, at talibanere havde taget 7.200 USD, som havde ligget gemt i en kuffert. I foråret 2009 blev der skudt efter ansøgeren, der kørte på motorcykel mod Golzar, da han undlod at standse, selvom han blev råbt an af en bevæbnet person med hvid turban. Ansøgeren har forklaret, at de nævnte episoder sammenholdt med, at de navngivne personer, der sammen med ansøgerens fader havde dræbt en anden etnisk hazara, blev dræbt i henholdsvis 2007 og 2008, tydeliggør for ansøgeren, at der er tale om en sammenhæng med hans fars forhold, og hvorfor han efterstræbes på livet. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det ikke fremstår sandsynliggjort for nævnet, at episoderne har den sammenhæng, som ansøgeren påberåber sig. Nævnet lægger vægt på, at konflikten, som faren var involveret i, i 1996, fandt sted under den årrække, hvor ansøgeren opholdt sig i Iran. Der var ingen konkrete henvendelser vedrørende faderens forhold i perioden fra 2000 til 2005, hvor ansøgeren drev en købmandsbutik i […….]. Ansøgeren har heller ikke i øvrigt modtaget konkrete henvendelser vedrørende faderen. Det er ikke oplyst, at faderen skulle have indtaget en særlig profileret position. De efterfølgende episoder, hvor ansøgeren eller hans familie var udsat for overgreb, finder nævnet må ses i sammenhæng med de meget vanskelige, men generelle forhold i Ghazni-området. De generelle forhold findes ikke i sig selv asylbegrundende. Det bemærkes videre, at den særlige fremfærd, som talibanerne udviste, da de var i ansøgerens hjem under deres indtrængen i husene i landsbyen, af nævnet også ses i sammenhæng med, at der blev fundet et ikke ubetydeligt pengebeløb i USD. Selv når nævnet vurderer ansøgerens oplysninger om hændelsesforløbet i en sammenhæng, kan nævnet efter en samlet vurdering derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren har været udsat for en konkret og individuel forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller mishandling eller nedværdigende behandling, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko herfor. Nævnet har ikke kunnet lægge til grund, at episoderne har den sammenhæng med faderens forhold, som ansøgeren særligt har henvist til. Nævnet har anset episoderne som udtryk for kriminelle overgreb begået under urolige og usikre forhold, men uden at overgrebene har konkret sammenhæng med ansøgerens person. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingeservices afgørelse” Afg/2010/53
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun fra en navngiven by i Kunar provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, da de efterlod et brev ved hans faders lig, hvoraf det fremgik, at Taliban betragtede ansøgeren som vantro ligesom sin fader. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren konsistent har forklaret om sin faders arbejde som højtstående i politiet, og at hans fader blev dræbt af Taliban, der samtidig fremsatte en skriftlig trussel rettet mod ansøgeren. Flygtningenævnet lægger herefter denne del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at ansøgeren har fremsat skiftende forklaringer om sin rolle som medhjælper for sin fader. Oplysninger om tidsintervaller og om omstændigheder, hvorunder meddelelsen om hans faders død blev givet, kan ikke lægges til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at disse uoverensstemmelser bør påvirke det faktum, at ansøgeren må anses for at have været efterstræbt af Taliban. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren under de nævnte omstændigheder vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at han ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/52
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun fra Braj i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hans broder arbejder på en udenlandsk ambassade i Kabul, hvorfor Taliban eftersøger broderen, at ansøgerens fader er blevet dræbt af Taliban i et forsøg på at tvinge familien til at udlevere broderen, og at Taliban nu eftersøger ansøgeren i et nyt forsøg på at få fat i broderen. Flygtningenævnet kan lægge grund, at ansøgerens broder har arbejdet på den udenlandske ambassade. Ved bedømmelse heraf tillægger nævnet det vægt, at ansøgeren hele tiden har oplyst herom samt givet de danske udlændingemyndigheder mandat til at efterprøve dette udsagns rigtighed, uden at dette er sket. Nævnet finder, at ansøgeren i sine forklaringer har afsløret mindre divergenser, uden at dette efter et flertal af nævnets medlemmers opfattelse bør få afgørende indflydelse på bedømmelse af ansøgerens troværdighed i henseende til, hvilke problemer broderens arbejde for de udenlandske myndigheder har givet ansøgeren i forhold til Taliban. Et flertal af nævnet finder herefter, at det kan lægges til grund, at Taliban har øvet vold mod ansøgerens fader, hvorefter han afgik ved døden, og at dette har haft til resultat, at ansøgeren af frygt for Talibans overgreb er flygtet. På den baggrund, og når henses til baggrundsoplysningerne om Talibans adfærd overfor nærtstående personer, der arbejder for udenlandske myndigheder, finder et flertal af nævnet, at ansøgeren vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at han ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgende omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/51
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hindu og hindu af trosretning. Han har boet i Kabul, indtil han i 1999 som 14-årig udrejste til Indien sammen med sine forældre. Kort efter ankomsten til Indien var ansøgeren udsat for en ulykke, der har gjort ham stærkt handicappet. Ansøgeren har ikke i Afghanistan været medlem af noget politisk eller religiøst parti eller udført aktiviteter for sådanne. Ansøgeren har oprindeligt oplyst, at han udrejste af Afghanistan, idet der var krig i landet. Senere har ansøgeren præciseret, at årsagen til familiens flugt fra hjemlandet i 1999 var, at Taliban forfulgte dem religiøst, men ansøgeren har ikke givet konkrete oplysninger om, hvori den anførte forfølgelse skulle bestå. Ansøgeren har endvidere anført, at han søger asyl i Danmark, idet han gerne vil være sammen med sin søster. Uanset at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at hinduer både verbalt og fysisk overfaldes på offentlige steder, ligesom de bliver udsat for diskrimination, finder Flygtningenævnet på den ovenfornævnte baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb i form af umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De påberåbte forhold om, at ansøgeren er fysisk handicappet og ikke har familiemæssigt netværk i hjemlandet, samt at han frygter ikke at kunne få tilstrækkelig behandling for sine fysiske lidelser i Afghanistan, er ikke omfattet af udlændingelovens § 7 og kan således heller ikke begrunde asyl.” Afg/2010/50
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han var i Talebans søgelys. Ansøgeren var udrejst til Grækenland i sommeren 2008, men var blevet sendt tilbage til Afghanistan. I 2008 havde Taleban tre gange henvendt sig på ansøgerens families bopæl for at pågribe faderen, som havde haft en konflikt med Taleban. Ved den sidste henvendelse, der havde fundet sted efter, at ansøgeren var vendt tilbage fra Grækenland, var ansøgeren blevet skudt i benet. Ansøgeren var på ny udrejst af Afghanistan i slutningen af 2008. Ansøgerens familie havde været ved at flytte, uden ansøgeren vidste hvorhen. Flygtningenævnet udtalte, at efter Flygtningenævnets opfattelse havde ansøgeren afgivet en usikker forklaring, navnlig om tidsforløbene i forbindelse med hans angiveligt to udrejser fra Afghanistan. Uanset om ansøgerens forklaring om tre henvendelser fra Talebans side lagdes til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var i søgelyset hos Taleban på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden ville være i reel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde vægt på, at det efter ansøgerens forklaring havde været ansøgerens fader, som angiveligt havde en konflikt med Taleban, efter at faderen for ca. tre et halv til fire år siden havde afleveret to våben til de lokale myndigheder. Alle henvendelser på bopælen havde således haft til formål at pågribe ansøgerens fader. Ved de to første henvendelser havde ansøgerens moder kunnet afværge yderligere ved at oplyse, at ingen mænd havde været til stede. Herefter var ansøgeren udrejst, men havde efter sin forklaring valgt at vende tilbage til bopælen, efter at han var blevet afvist af myndighederne i Grækenland. Ved den tredje henvendelse var der ligeledes blevet spurgt efter ansøgerens fader. Da ansøgeren havde forsøgt at flygte, var han blevet skudt i benet. Folkene fra Taleban havde ladet ham blive liggende, hvorefter naboer havde bragt ansøgeren til hospitalet. Efter en uges ophold på hospitalet havde ansøgeren valgt at vende tilbage til bopælen, hvor han havde opholdt sig i nogle måneder, uden at der havde været yderligere henvendelser fra Taleban. Den omstændighed, at ansøgeren to gange var vendt tilbage til bopælen, svækkede efter Flygtningenævnets opfattelse ansøgerens forklaring om, at han reelt kunne anse sig for at være i Talebans søgelys. Det svækkede endvidere ansøgerens forklaring, at han intet havde kunnet oplyse om familiens opholdssted. Således var det påfaldende, at ansøgeren ikke ved de to udrejser havde aftalt med familien, hvordan kontakten skulle fastholdes. Ved den sidste udrejse var det utroværdigt, at ansøgeren ikke var blevet gjort bekendt med, hvortil hans familie havde villet flytte. Afg/2010/5.
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har som sit asylmotiv gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb blandt andet fra Taliban. Nævnet kan tiltræde, at ansøgeren er fundet tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylretslig behandling. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv og har ikke været udsat for forfølgelse af politiske eller religiøse forhold, og betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er derfor ikke opfyldt. Et flertal af nævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at ansøgeren var til stede under en kontrovers mellem ansøgerens fader og Taliban, at ansøgeren overværede, at faderen blev dræbt, og at ansøgeren efter en tilbageholdelse hos Taliban under trusler på livet blev pålagt at indhente oplysninger om ejerskabet til den lastbil, som faderen havde været kørende i, hvilket ansøgeren undlod at gøre. Ansøgeren har tillige forklaret om en efterfølgende kontrovers med ejeren af lastbilen. På baggrund af de forklarede konflikter, men særligt henset til, at Taliban efterfølgende har opsøgt ansøgerens bopæl og fremsat nye trusler på livet mod ham over for hans moder, finder flertallet, at ansøgeren på tilstrækkelig vis har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som han ikke kan opnå myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/49
Nævnet stadfæstede i august 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har udvist tilstrækkelig modenhed til, at hans sag kan behandles i Flygtningenævnet, selvom han er mindreårig. Ansøgeren er etnisk tadjik og shia-muslim af trosretning fra en navngiven by, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hans fader er blevet dræbt af Taliban, og at hans farbroder, som han boede hos, og dennes familie, blev chikaneret af Taliban, da de ville have fat i farbroderens jord og ejendom. Farbroderen blev først tilbageholdt i et døgn af Taliban, og blev herefter skudt i begge ben af Taliban, efter at farbroderen havde klaget til myndighederne. Efter cirka fire måneder, hvor familien ikke blev chikaneret af Taliban, flygtede familien til Iran, hvor den stadig opholder sig. Ansøgeren frygter dels asylbegrundende forfølgelse på grund af sin etnicitet som tadjik, hvis han vender tilbage til hjemområdet, dels at blive tvangshvervet af Taliban, som samler og træner unge mænd til at udkæmpe Jihad. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det er en ny oplysning, som ansøgeren ikke er fremkommet med tidligere, at han har hørt, at to venner i hjemområdet er blevet tvangshvervet af Taliban. Denne oplysning kan ikke lægges til grund. Derimod kan Flygtningenævnet lægge ansøgerens øvrige forklaringer til sagen til grund, idet forklaringerne fremstår rimelige konsistente under hele asylsagsforløbet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger vægt på, at Taliban ikke opsøgte familien i de cirka fire måneder der gik fra, at farbroderen blev skudt i benene, og indtil familien udrejste af hjemlandet. Ansøgeren er ikke selv på noget tidspunkt blevet kontaktet af Taliban. Efter ansøgerens forklaringer finder flertallet, at konflikten mellem Taliban og ansøgerens afdøde fader og farbroderen navnlig skyldes forholdet mellem pashtunere og tadjikker, og at Taliban ønskede at få fat i farbroderens jord og ejendom. Flertallet finder under disse omstændigheder det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han som følge af sin etnicitet som tadjik, vil være i konkret individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet bemærker i denne forbindelse, at det efter ansøgerens forklaringer må lægges til grund, at der i ansøgerens hjemområde bor et relativt stor mindretal af etniske tadjikker. Flertallet finder det ej heller sandsynliggjort af ansøgeren, at han vil være i konkret risiko for at blive tvangshvervet af Taliban, eftersom han er etnisk tadjik. Det forhold, at Taliban efter de foreliggende baggrundsoplysninger muligvis intensiverer deres forsøg på at hverve unge mænd til bevægelsen, enten frivilligt eller tvangsmæssigt, og at unge mænd derfor generelt kan være et mål for hvervningsforsøg, er ikke i sig selv asylbegrundende. Flertallet finder ej heller, at den omstændighed, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet efter sine egne oplysninger vil stå uden familiært netværk, i sig selv er asylbegrundende. Herefter finder flertallet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” Afg/2010/48
Nævnet stadfæstede i august 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tadjiker fra Herat i Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøgers kompagnon blev bortført og dræbt af nogle lokale banditter, som efterfølgende i midten af juli 2009 bortførte den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger blev løsladt mod, at hans fader betalte løsepenge. Faderen har efterfølgende meldt kidnapperne til politiet, hvorfor ansøgerne frygter repressalier fra disse. Endvidere frygter ansøgerne, at den mandlige ansøger på ny skal blive kidnappet, idet familien en gang har betalt løsepenge for ham. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder, at den gruppe, som stod bag kidnapningen af den mandlige ansøger, må anses som en kriminel gruppe med aktiviteter af forskellig karakter, herunder kidnapninger. Nævnet bemærker, at gruppens leder [….] efter de foreliggende oplysninger blev dræbt af de amerikanske styrker efter ansøgernes udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet vil ikke udelukke, at politiet i Herat ikke ville være i stand til at yde den fornødne beskyttelse, hvis ansøgerne vendte tilbage dertil. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke grundlag for at antage, at den nævnte gruppe skulle forsøge at udsætte den mandlige ansøger for overgreb, såfremt han for eksempel skulle bosætte sig i Kabul. Flygtningenævnet finder således ikke, at der er en tilstrækkelig konkret risiko herfor. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan.” Afg/2010/47
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun fra landsbyen [….] i Paktia provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Efter ansøgerens oplysninger, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren i forbindelse med det valg der fandt sted den 20. august 2009 var ansat som valgtilforordnet i en periode på fire måneder før og to måneder efter valget. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har i perioden fra 2007 og frem til sin udrejse været uofficielt ansat af guvernøren til at rapportere om mistænkelige eller alarmerende sikkerhedsmæssige forhold. Ved en morgenbøn i en nærliggende landsby, overhørte faderen til en af ansøgerens elever en samtale, mellem en mullah og nogle talibanere, hvoraf det fremgik, at ansøgeren skulle slås ihjel, idet han gav informationer til fjenden, og fordi han var skyld i at regeringen havde opsat en kontrolpost. Ansøgeren fik dette at vide af faderen på sin mobiltelefon. Ansøgeren flygtede herefter omgående sammen med sin familie, først til en navngiven by som er hjemby for distriktshovedkvarteret, hvor han opholdt sig et par dage. Han var i chok umiddelbart efter at have talt med skoleelevens fader og nåede derfor ikke at underrette sin fasters ægtefælle, som også var uofficielt ansat til at give oplysninger til guvernøren om mistænkelige forhold. Efter nogle dage tog familien videre til Kabul, hvor ansøgeren opholdt sig omkring en måned inden sin udrejse. Ansøgeren er fem gange blevet truet telefonisk af Taliban under sit ophold i Kabul. Ansøgeren fik under sit ophold i den navngivne by at vide, at ansøgerens fasters ægtefælle var blevet dræbt efter at være blevet torteret, omkring to dage efter at ansøgeren var flygtet fra sin hjemlandsby. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer til grund. Flygtningenævnet bemærker dog, at ansøgeren, efter en samlet vurdering af oplysningerne, ikke har givet en helt tilfredsstillende forklaring på, at han ikke nåede at advare fasterens ægtefælle. Flygtningenævnet finder det imidlertid tilstrækkelig sandsynliggjort af ansøgeren, at han under de ovennævnte omstændigheder vil være i reel risiko for overgreb af Taliban, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren vil have reel mulighed for at opnå beskyttelse fra de stedlige myndigheder, mod sådanne overgreb. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/46
Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven landsby i Wardak provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter de mænd, der var efter hans fader på grund af faderens tilknytning til en gruppe, der kæmpede mod Taliban. De pågældende havde tillige besat familiens ejendom. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen har været sammenhængende og konsistent og stemmer med baggrundsoplysningerne om forholdene i lokalområdet og forholdene i Iran for flygtninge fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerens forældre flygtede til Iran i ca. 1996/1997 pga. faderens problemer med en pashtunsk gruppe/Taliban, at familien vendte tilbage i ca. 2007/2008, hvor familiens ejendom, der omfattede store jordbesiddelser, var besat af pashtunere, at det efter to-tre måneder lykkedes at få ejendommen tilbage, men at ansøgerens familie efter ca. syv måneder på ny blev fortrængt fra ejendommen af pashtunere/talibanere, og at disse stræbte ansøgerens fader, ansøgeren og hans søskende efter livet. Da det må lægges til grund, at forfølgerne var fra lokalområdet, der domineres af pashtunere/talibanere, lægges det videre til grund, at ansøgeren er identificeret af forfølgerne. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens fader efter det nævnte begivenhedsforløb fandt det nødvendigt på ny at flygte til Iran med ansøgeren, og at faderen heller ikke anså det for sikkert for sig selv, ansøgeren og hans søskende at tage ophold hos ansøgernes moders morbroder. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemområdet risikerer forfølgelse og overgreb fra pashtunsk/talibansk side. Da Flygtningenævnet herefter finder, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, meddeler Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse.” Afg/2010/45
Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og muslim af trosretning fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun er blevet kaldt spion, fordi hun havde besøgt sin søn i Danmark. Ansøgerens hjem er blevet ransaget og hendes to yngste sønner er blevet bortført af en mullah, som er i forbindelse med Taliban. Ansøgerens ægtefælle, der havde været højtstående militærmand under Najibullah, og den ældste søn blev dræbt i 1998 af Taliban. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har således om de afsluttende begivenheder forud for udrejsen, som må tillægges den afgørende vægt, forklaret konsistent under hele sagen. Det er Flygtningenævnets opfattelse, at dele af ansøgerens forklaring har været præget af ansøgerens frygt for Taliban og Flygtningenævnet finder det sandsynligt, at ansøgeren i flere tilfælde har mistolket personer, som hun har mødt. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren i et vist omfang har været udsat for reelle problemer, som førte til, at hun tog skridt til, at hun fik visum til Danmark for at søge asyl. I nær tidsmæssig sammenhæng med ansøgningsproceduren blev ansøgerens bopæl opsøgt af Taliban-lignende personer, som blandt andet stjal værdier fra ansøgerens ejendom. Ansøgeren besluttede at sende sine to sønner fra byen og blev kort efter ringet op af en af dem, som fortalte, at de var blevet pågrebet af Taliban. Ansøgeren talte i den forbindelse med en mullah, som fremsatte bebrejdelser overfor ansøgeren. Da det på den baggrund ikke kan afvises, at ansøgeren er kommet i søgelyset hos Taliban, som i 1998 dræbte ansøgerens ægtefælle og ældste søn, findes der efter en samlet vurdering at burde meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” Afg/2010/44
Nævnet stadfæstede juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra en landsby i nærheden af Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening eller organisation eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han flygtede fra landsbyen med en navngiven pige, uden familiens samtykke, hvorfor hendes familie vil slå ansøgeren ihjel. Den navngivne pige er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning, hvorfor familien ikke ville anerkende deres forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Forklaringen om ansøgerens flugt med pigen [….] virker ikke selvoplevet. Ansøgeren og [……] har efter forklaringen valgt at gå imod begge familiers vilje og beslutte at flygte til Iran for at blive gift. Det virker påfaldende, at ansøgeren, da faderen kommer til Herat, straks opgiver det flugtforløb, som han sammen med den navngivne pige havde besluttet sig for. På flere spørgsmål om hvorfor ansøgeren straks ved faderens ankomst accepterede, at der alligevel ikke skulle ske noget brud med familierne, har ansøgeren på intet tidspunkt givet udtryk for frustration, heller ikke over, at faderen straks tog bestemmelse om ændring af parrets planer. Endvidere virker det ikke overbevisende, at ansøgeren har forklaret divergerende om, til hvem der blev fremsat meget alvorlige trusler mod ansøgeren fra den navngivne piges familie. Uanset om oplysningerne var på anden hånd igennem faderen, var der tale om en afgørende og dramatisk begivenhed for ansøgeren. Det virker endvidere uforståeligt, at ansøgeren efterfølgende ikke har vist større interesse for […..] skæbne. Forklaringen om, at det praktisk ikke kan lade sig gøre at indhente oplysninger eller forsøge herpå virker utroværdig. Flygtningenævnet finder herefter, at forklaringen om flugten med […..] er konstrueret. Ansøgeren opfylder herefter ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. ” Afg/2010/43
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun fra Baghlan, Afghanistan og har boet i Pakistan, siden han var omkring fem år gammel. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylprocedure. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgerens fader for omkring fem år siden blev slået ihjel i Pakistan. Ansøgerens moder har fortalt, at faderen blev slået ihjel, idet han tidligere var kommandant i Hizb-e-islami, og at ansøgeren ældste broder efterfølgende for omkring tre år siden slog en af de personer ihjel, der slog ansøgerens fader ihjel. Ansøgerens ældste broder forlod derefter hjemmet sammen med den næstældste broder. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Afghanistan selv at blive slået ihjel af personer fra Hizb-e-islami. Ansøgeren har ikke selv haft asylbegrundende konflikter med hverken myndigheder eller andre i Afghanistan eller Pakistan og har ikke forud for udrejsen været udsat for trusler eller lignende. Ansøgeren er ikke fremkommet med nærmere oplysninger om hverken baggrunden for eller omstændighederne i forbindelse med drabet på faderen eller nærmere oplysninger om omstændighederne i forbindelse med, at brødrene forlod hjemmet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens fader eventuelle konflikt med Hizb-e-islami må anses for at udspringe af faderens stilling som kommandant og dermed en politisk konflikt, der ikke vedrører ansøgeren. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af ansøgerens faders forhold ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelser omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller vil være i reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De foreliggende oplysninger om ansøgerens brødres forhold kan ikke bevirke et andet resultat. " Afg/2010/42
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Jaghuri i Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som væsentligste asylmotiv henvist til, at han ikke har noget at vende tilbage til i sit hjemland, da hans familie ikke opholder sig dér, og da familien ikke har jordbesiddelser dér. Ansøgeren har forklaret, at han, da han var omkring syv år, rejste til Iran med sin familie. Her modtog ansøgeren musikundervisning, indtil hans far, der er mullah og præst i Iran, forbød ham dette. Ansøgeren blev på et tidspunkt anholdt af iransk politi, fordi han spillede musik sammen med andre, og fordi han ikke i Iran var i besiddelse af en opholdstilladelse. Ansøgeren blev herefter frigivet med hjælp fra sin far. Flygtningenævnet lægger afgørelsen fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration fra foråret 2010 til grund. Det tiltrædes, at asylsagen skal vurderes i forhold til Afghanistan, hvor ansøgeren er født, hvor han er statsborger, og hvor han har boet, til han var cirka syv år. Ansøgerens forklaring lægges til grund, hvorefter han ikke har nogen nær familie tilbage i Afghanistan. Denne omstændighed kan imidlertid ikke medføre, at ansøgeren som følge heraf opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har ikke i øvrigt angivet noget konkret asylmotiv i forhold til Afghanistan – udover at han ønsker at spille musik. Herefter, og da de generelle forhold for etniske hazaraer fra Ghazni-provinsen ikke i sig selv kan medføre, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stadfæstes Udlændingeservices afgørelse. ” Afg/2010/41
Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik fra en navngiven by i Farah-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive efterstræbt og udsat for overgreb af en lokal magtfuld og kriminel navngiven mand, som i 2009 truede ansøgeren og hendes familie til at, at hun skulle indgå ægteskab med ham. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hendes far et par måneder, før hun udrejste, modtog flere telefontrusler, hvorved han blev afpresset til at betale en større sum penge for at undgå, at en i ansøgerens familie blev kidnappet. Et flertal i Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund om det primære asylmotiv. Flertallet finder således, at ansøgeren har givet en overbevisende forklaring på, at hun ikke ved den første afhøring ved politiet forklarede om den primære årsag til flugten, idet hun på dette tidspunkt endnu ikke var blevet forenet med sin bror, ligesom det havde været aftalen, at de sammen skulle være rejst til Norge, og endelig da afhøringen ved politiet fandt sted sent på aftenen, ligesom det må formodes, at den primære årsag til afhøringen var at få oplysninger om ansøgerens rejserute. På denne baggrund og da ansøgerens forklaring om episoden, der har ledt til flugten fra Afghanistan, forekommer selvoplevet, finder flertallet i Flygtningenævnet, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet der ikke kan forventes myndighedsbeskyttelse mod de overgreb, som ansøgeren er i risiko for at blive udsat for fra […….] og dennes mænd ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flertallet finder derimod ikke, at betingelserne for at blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt, da der ikke er tale om myndighedsforfølgelse eller tilsvarende. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2. ” Afg/2010/40
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborgerfra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk tadjik og muslim. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren på visse punkter havde afgivet noget divergerende forklaringer. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt dog i det væsentligste at kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund. Det fremgik af ansøgerens forklaringer, at ansøgerens fader havde været tilknyttet Hezb-e-Islami og/eller Taleban navnlig i perioden omkring årtusindskiftet. I 2006 var faderen blevet anholdt af politiet, idet han var blevet mistænkt for fortsat støtte til Taleban. En række personer fra Taleban havde opsøgt familiens bopæl og havde taget ansøgeren med under tvang, idet de ikke havde troet på ansøgerens forklaring om, at faderen var blevet anholdt af politiet. Talebans henvendelse på bopælen var foregået kort tid efter, at myndighederne havde foranstaltet et angreb på Taleban i ansøgerens landsby, hvorved flere Taleban-medlemmer, herunder faderens fætter, var blevet dræbt. Under Talebans tilbageholdelse af ansøgeren var han blevet udsat for fysiske overgreb, men det var lykkedes ham at flygte i et ubevogtet øjeblik. Kort tid efter at han var kommet tilbage til familiens bopæl, var bopælen blevet angrebet af et antal medlemmer af Taleban, som blandt andet havde kastet en håndgranat ind i ejendommen. Ansøgerens forældre og en lillebroder var blevet dræbt. Ansøgeren kendte navnene på nogle af angriberne og kendte ligeledes navnene på nogle af de personer, der havde tilbageholdt ham. Ansøgeren havde herefter gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde var i risiko for asylbegrundende overgreb fra enten Taleban eller andre af hans faders fætre, idet såvel Taleban som fætrene var af den opfattelse, at det var ansøgerens fader, som havde røbet Talebans skjulested under sin tilbageholdelse hos politiet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, der som nævnt i det væsentlige kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, fandt det sandsynliggjort af ansøgeren, at han under disse omstændigheder ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ville have reel mulighed for at opnå myndighedernes beskyttelse imod sådanne overgreb. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/4.
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fraBehsoodi Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han er konverteret til kristendommen og derfor frygter at blive slået ihjel af myndighederne i Afghanistan samt af sin egen familie. Han har endvidere henvist til de generelle besværligheder, der er omkring Taliban, der holder til meget tæt på hans landsby. Endelig har han henvist til sin dårlige økonomi. Ansøgeren oplyste ved den første kontakt med de danske myndigheder, at han var flygtet fra hjemlandet grundet de generelle besværligheder, der er omkring Taliban i hjemområdet. Ansøgerens oplysninger om, at han er blevet døbt i Istanbul [i 2006] som støttes af fotomaterialet, må lægges til grund, uanset ansøgerens meget begrænsede kendskab til kristendommen og forskellen mellem kristendommen og islam. Det henstår imidlertid som usikkert, om ansøger efter dette tidspunkt overhovedet har været tilbage i hjemlandet i Behsood. Ansøgerens forklaring om, hvad der skete i denne periode, har således været meget svævende. Det fremstår som uklart, hvad han har sagt til sin fader om konverteringen, og det samme gælder faderens reaktioner herpå. Ligeledes er det uklart, hvorledes mullahen og distriktschefen har fået viden om konverteringen, og hvorledes de har reageret herpå. Endvidere har ansøgeren ikke oplyst, at nogen har truet ham direkte i den anledning. Heller ikke kan nogen af ansøgerens fire børn efter hans oplysninger om deres alder være undfanget, efter at ansøgeren flygtede [fra Afghanistan] i 2004. Har ansøgeren været tilbage efter 2004, har han under alle omstændigheder ikke sandsynliggjort, at han, der angivelig opholdt sig i hjemmet i nogle måneder efter at have fortalt faderen om konverteringen, risikerer forfølgelse fra myndighedernes eller familiens side af den grund. Ansøgerens generelle frygt for Kuchi-nomaderne/Taliban er ikke asylbegrundende. Da ansøgeren herefter ikke opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse.” Afg/2010/39
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborgerfra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara fra et område i Tehran i Iran, hvor han har boet frem til slutningen af 2008. Ansøgeren har aldrig været i Afghanistan, og har ikke haft konflikter med de afghanske myndigheder. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af morbroderens enke og hendes brødre. Ansøgeren har forklaret, at han i 1999 har arvet et stykke jord efter sin morbroder, hvilket morbroderens ægtefælle samt hendes to brødre var utilfredse med. De opsøgte derfor ansøgeren med henblik på, at få ansøgeren til at dele jorden med dem. Ansøgeren var på dette tidspunkt ikke myndig, og ansøgerens fader ville som værge ikke tage stilling hertil. Ansøgeren har endvidere forklaret, at morbroderens ægtefælles broder [……] i 1999, forsøgte at likvidere ansøgeren ved at påkøre ham. Ansøgeren har efterfølgende erfaret, at morbroderens ægtefælle samt hendes to brødre er flygtet til Afghanistan efter påkørslen af ansøgeren, hvor de har overtaget den jord, som ansøgeren har arvet efter sin morbroder. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er forfulgt af sin morbroders enke og dennes brødre på grund af en jordkonflikt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv, idet han først under samtale med Udlændingeservice, har oplyst om den ovenfornævnte jordkonflikt. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodning, at det var hans morbroders enkes broder, der med vilje påkørte ham i 1999. Flygtningenævnet har også lagt vægt på at hverken morbroderens enke eller hendes brødre, har fremsat konkrete trusler mod ansøgeren, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at der er en stridighed om jord. Det af ansøgeren under nævnets behandling fremlagte brev, som stammer fra en ven i Afghanistan, kan ikke tillægges betydning i den forbindelse. Oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige tilstand, kan ikke i sig selv begrunde at der meddeles ansøgeren asyl. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.”Afg/2010/38
Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner fra en navngiven by i Laghman-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren var i perioden fra 1992 og frem til sin udrejse i 2001 medlem af en navngiven ungdomsorganisation, der var en oprørsbevægelse under Taleban og Mujahedins regimer. Ansøgeren var mening medlem, og hjalp blandt andet organisationen med at hverve nye medlemmer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taleban og Mujahedin, som efterstræber ham, fordi han har udøvet aktiviteter for organisationen. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren blev i 1982 færdig som jurist, og arbejdede herefter som anklager frem til 1992, hvor han blev afskediget, da Mujahedin kom til Kabul. Ansøgeren har forklaret, at han i 1993 blev fængslet i et år af Mujahedin. I 1999 blev ansøgeren og tre andre medlemmer af organisationen anholdt af Taleban. Ansøgeren var herefter fængslet i cirka et år. Ansøgeren blev under begge tilbageholdelser udsat for fysiske overgreb, og blev i begge tilfælde frigivet mod betaling af bestikkelse. Efterfølgende skjulte ansøgeren sig på en af sine venners gård frem til sin udrejse i 2001. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering under disse omstændigheder, at ansøgeren på grund af sit politiske arbejde med modstand mod Mujahedin og senere Taleban ved udrejsen af Afghanistan i 2001 var forfulgt, og at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afg/2010/37
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborgerfra Afghanistan Flygtningenævnet udtalte ”Ansøgeren er etnisk tadjik fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren udrejste af hjemlandet legitimeret med sit eget ægte pas. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive dræbt af sin fætter, som ansøgeren siden barn har været trolovet til. Ansøgeren nægtede at lade sig gifte med fætteren, og giftede sig i efteråret 2008 med sin herboende ægtefælle. Fætteren, som er medlem af Gulbuddin-partiet, har chikaneret ansøgeren og hendes familie i Afghanistan. Ansøgeren har blandt andet henvist til, at fætteren forud for ansøgerens indgåelse af ægteskabet med sin nuværende ægtefælle har udsat hende for vold og truet hende med en pistol, og at fætteren efter indgåelsen af ægteskabet har opsøgt forældrene et par gange, hvorunder fætteren har slået faderen og truet forældrene, i det fætteren ledte efter ansøgeren. Konflikten med fætteren er en privatretlig konflikt, der ikke i sig selv kan begrunde asyl. Endvidere må det tillægges vægt, at fætteren ikke på noget tidspunkt har gjort alvor af sine trusler, og at ansøgeren var i stand til at opholde sig hos sin svoger i omkring et år inden udrejsen. Hertil kommer, at ansøgeren fortsat har netværk i Kabul i form af ægtefællens familie. Endelig er det indgået med nogen vægt, at ansøgeren først ansøgte om asyl omkring en måned efter indrejsen, og at forældrene i øvrigt først udrejste til Pakistan efter ansøgerens udrejse. På denne baggrund er det heller ikke sandsynliggjort, at den påberåbe konflikt i øvrigt har haft en sådan intensitet og omfang, at det kan sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afg/2010/36
Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik fra en navngiven landsby i Bagram-distriktet i Parwan-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han og hans familie igennem mange år har været i konflikt med en navngiven kommandant. Konflikten udviklede sig, da ansøgerens familie afslog et ægteskabstilbud fra kommandantens broder. Ansøgerens familie var truet, og ansøgerens broder dræbte en nat, nevøen til kommandant [….. ] samt en anden person. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til hjemlandet at blive slået ihjel af kommandant [……..] og hans broder. Endelig har ansøgeren henvist til, at faderen blev dræbt i den navngivne kommandants varetægt. Det bemærkes, at ansøgeren efter det foreliggende ikke risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnets flertal bemærker endvidere, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent om det centrale i sit asylmotiv. Selvom ansøgeren har forklaret upræcist om, hvorledes familien var i stand til at opholde sig i nogen tid hos morbroderen efter flugten fra landsbyen, og selvom morbroderen, bortset fra den nævnte ransagning, efter det oplyste ikke er blevet opsøgt yderligere, kan flertallet ikke afvise, at ansøgerens broder dræbte den navngivne kommandants nevø og en anden person i forbindelse med den verserende konflikt med [……], og at ansøgeren derfor risikerer at blive offer for blodhævn. Da den navngivne kommandant endvidere efter det foreliggende er en lokal myndighed, kan ansøgeren ikke antages at ville kunne opnår myndighedernes beskyttelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet er i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/35
Nævnet meddeltei juli 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborgerfra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra en mindre by i Midan-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sønnerne til en navngiven mand, der mistede livet i et slagsmål med ansøgeren for nogle år tilbage. Ansøgeren har under sagen forklaret konsistent, og nævnet kan i sin helhed lægge hans forklaring om sit asylmotiv til grund. Det findes derefter at kunne lægges til grund, at ansøgeren op til udrejsen er blevet truet på livet af - og har været i slagsmål med dennes to sønner og svoger. Det kan ligeledes lægges til grund, at ansøgeren, efter at de pågældende ved en senere lejlighed havde angrebet ham med en halvanden meter lang kæp, skød en af dem i maven. Nævnet finder det på denne baggrund sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb fra de pågældende, som han ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod. Ansøgeren opfylder derfor betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet skal herefter tage stilling til, om ansøgeren er udelukket fra meddelelse af asyl som følge af bestemmelsen i Flygtningekonventionens art. 1F, subsidiært udlændingelovens § 10, stk. 2. Vedrørende den første episode, der fandt sted på det tidspunkt, mens Taliban havde magten i Afghanistan, og hvorunder den navngivne mand døde under et slagsmål med ansøgeren, lægger nævnet vægt på ansøgerens forklaring, hvorefter dødsfaldet må betragtes som en upåregnelig følge af ansøgerens handlinger. På denne baggrund finder nævnet ikke, at dette forhold har den tilstrækkelige grovhed til at kunne henføres under art. 1F, og efter en proportionalitetsafvejning findes forholdet heller ikke at kunne henføres under udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Vedrørende den seneste episode i 2009, hvorunder ansøgeren skød en af dennes sønner i maven, lægger nævnet vægt på ansøgerens forklaring om, at handlingen fandt sted for at afværge et påbegyndt angreb fra sønnerne og svogeren, og at der var tale om kulminationen på et optrappet forløb med forudgående verbale og fysiske trusler på livet. Nævnet lægger også vægt på ansøgerens forklaring om, at han i forsvarsøjemed alene havde til hensigt at ramme den pågældende i benet, samt at der ikke er oplysninger om, hvorvidt den pågældende rent faktisk er afgået ved døden eller eventuelt alene blev lettere såret. Handlingen findes herefter ikke at have en sådan grovhed, at den ville udelukke opholdstilladelse efter Flygtningekonventionens art. 1F. Efter en konkret og samlet vurdering findes der dernæst, også henset til den manglende mulighed for at opnå alternativ beskyttelse, at foreligge sådanne særlige grunde, at der til trods for bestemmelsen i § 10, stk. 2, nr. 2 kan gives opholdstilladelse". Afg/2010/34
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk hazara fra Kabul i Afghanistan. Ansøgeren og hendes familie havde opholdt sig illegalt i Iran fra cirka 1995 til 2002, hvorefter de var vendt tilbage til Kabul. Ansøgeren og hendes familie var udrejst fra Kabul i 2008. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygtede, at hendes børn ikke ville kunne leve i fred for hendes svogers navngivne søn og at ansøgeren frygtede, at han ville kunne finde på at udsætte hende for hvad som helst. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens svoger i 1995/96 havde ønsket, at hans søn blev gift med ansøgerens navngivne ældste datter. Datteren havde modsat sig ægteskabet, og havde forsøgt at begå selvmord, hvorefter ansøgeren og hendes familie var flygtet til Iran. Ansøgerens ældste datter havde senere i 2001 giftet sig med ansøgerens samtykke med en anden fætter. Ansøgerens ægtefælle havde efter tilbagekomsten i 2002 til Kabul forgæves forsøgt at blive forsonet med sin bror. Flygtningenævnet fandt ikke, at denne familiekonflikt kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at årsagen til konflikten lå langt tilbage i tid, og at der efter ansøgerens forklaring ikke havde været nogen henvendelser fra svogeren og dennes familie i perioden 2002 og 2007. Flygtningenævnet fandt ikke, at drabet på ansøgerens ægtefælle i 2005 kunne begrunde, at der meddeltes ansøgeren asyl. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at myndighederne mente, at det var Taliban, som havde stået bag drabet på ansøgerens ægtefælle, og at ansøgeren efter sin forklaring ej heller dengang selv havde set en sammenhæng mellem familiekonflikten og drabet på ægtefællen. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om, at nogle af svogerens søns venner to år senere i 2007 uden nogen særlig grund havde henvendt sig til hende og oplyst, at svogerens søn havde dræbt hendes ægtefælle, forekom usandfærdigt og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet forkastede ansøgerens forklaring om, at hendes svogers søn i 2007 havde overfaldet hendes navngivne ældste søn og nogle dage senere havde voldtaget hendes datter. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynligt, at hendes søn havde skullet kunne genkende svogerens søn, ligesom det heller ikke forekom sandsynligt, at svogerens søn, inden han havde voldtaget hendes datter, skulle have opgivet sin identitet. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren derefter havde opholdt sig i Kabul i et år uden problemer med svogerens søn eller andre. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren og hendes børn ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/33
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er etnisk hazara fra en navngiven landsby i Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af de personer, som havde slået hans far ihjel for omkring seks år siden. Flygtningenævnet kunne i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring til grund. Det fremgik blandt andet heraf, at to ukendte mænd omkring 4-5 måneder efter faderens død under et kidnapningsforsøg af ansøgeren havde stukket ansøgeren i halsen med en kniv. Ansøgeren havde videre forklaret, at han umiddelbart efter denne episode var flyttet med sin mor og søskende til en nærliggende landsby, hvor ansøgeren havde levet i skjul. Efter cirka et halvt år var ansøgeren og familien flyttet til Pakistan, hvor ansøgeren havde boet de sidste 5-6 år. Flygtningenævnet bemærkede, at der ikke var sandsynliggjort nogen sammenhæng mellem gerningsmændene fra kidnapningsforsøget og omstændighederne i forbindelse med faderens død, der fremstod som usikre. Hertil kom, at episoderne lå omkring seks år tilbage i tid. Flygtningenævnet fandt på den anførte baggrund ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan i dag ville være i risiko for at blive efterstræbt på en asylbegrundende måde. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Afghanistan, herunder for etniske hazaraer, kunne ikke i sig selv begrunde asyl for ansøgeren. Afg/2010/32
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia-muslim, født i Jahorm i provinsen Shiraz i Iran. For omkring to år siden var ansøgerens familie flyttet tilbage til Ghazni provinsen i Afghanistan, hvor ansøgeren havde boet omkring et år, før han var udrejst. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hans fader for omkring 30 år siden var konverteret fra sunni-muslim til shia-muslim. Faderen, der havde været mullah, havde fået problemer som følge heraf, og familien var flyttet til Iran. Kort efter, at familien var flyttet tilbage til Afghanistan, var ansøgerens fader blevet dræbt af sine tidligere fjender. Ansøgeren havde efterfølgende været udsat for et overfald begået af tre ukendte personer og havde modtaget et trusselsbrev, hvor han blev truet på livet, hvis han ikke konverterede til sunni-muslim. Ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede ansøgeren at blive slået ihjel af de samme personer, som havde dræbt hans fader. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren kendte ikke nærmere til de personer, der havde dræbt faderen og sendt trusselsbrevet, udover at ansøgeren formodede, at det var yderliggående sunni-muslimer. Ansøgeren vidste ikke, om det havde været de samme personer, som havde stået bag overfaldet på ansøgeren. Flygtningenævnet fandt uanset dette, at ansøgeren på baggrund af drabet på faderen sammenholdt med trusselsbrevet, på grund af sin faders forhold ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forfølgelse fra de personer, der stod bag drabet på ansøgerens fader. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2010/31
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde henvist til en konflikt med sin søsters ægtefælle, der var en magtfuld person i lokalområdet. Denne havde for år tilbage, da ansøgeren var 9-10 år, slået ansøgerens fader ihjel og efterfølgende haft en konflikt med ansøgerens søster, der havde resulteret i, at søsteren var stukket af. Ansøgeren var af sin farbroder blevet rådet til at rejse til Iran. Han havde opholdt sig i Iran i 4-5 år, men var herefter blevet deporteret af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tadjik og shia-muslim fra Herat, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke havde haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede at blive slået ihjel af sin søsters ægtefælle, fordi ansøgerens søster var stukket af fra ham efter at være blevet gift med denne. Det måtte efter ansøgerens egne oplysninger tillægges vægt, at konflikten med søsterens ægtefælle lå tilbage i tid, at ansøgeren på daværende tidspunkt havde været barn, og at ansøgerens fader var blevet slået ihjel af søsterens ægtefælle. Dertil kom, at farbroderen ikke var blevet udsat for overgreb af søsterens ægtefælle, og at ansøgeren efter hjemkomsten fra Iran havde været i stand til at opholde sig i Herat uden at blive udsat for overgreb. Uanset det blev taget i betragtning at ansøgeren var analfabet, var det påfaldende, at ansøgeren kunne gengive så mange detaljer fra en periode, hvor han efter egne oplysninger havde været omkring ni-ti år gammel. Endvidere havde ansøgeren først til samtalereferatet oplyst om sit lange ophold i Iran. Endelig havde ansøgeren forklaret upræcist om sit kendskab til søsterens opholdssted, ligesom han først for Flygtningenævnet havde oplyst, at han af agenten i Grækenland havde fået oplyst, at farbroderen ville flygte fra Afghanistan. Under disse omstændigheder, og da ansøgeren, der i øvrigt fremstod helt uprofileret, heller ikke for Flygtningenævnet havde været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkastede Flygtningenævnet hans forklaring herom. Oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i hjemlandet kunne hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/30
Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde arbejdet for en FN organisation, hvor han havde været med til at hjælpe afghanere, der var vendt tilbage fra Pakistan, blandt andet ved uddeling af tøj og penge. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med oplysninger fra en navngiven FN organisation til grund, at ansøgeren fra 2004 og til sin udrejse i 2008 havde været ansat i flere flygtningelejre. På grundlag af ansøgerens forklaring, der forekom sammenhængende og troværdig, og som var understøttet af brevene fra indenrigs- og forsvarsministeriet, der var fremlagt i sagen, fandt Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af sit arbejde for en navngiven FN organisation havde været udsat for gentagne trusler fra Taleban. Idet der henvistes til UNHCR’s rapport af 21. juli 2009 (baggrundsnotat 324) og Dansk Flygtningehjælps rapport af december 2009 [Landeprofil Afghanistan, Dansk Flygtningehjælp, udgivet december 2009], hvoraf det fremgik, at afghanere, der arbejdede for eller var associeret med internationale organisationer, var i risiko for forfølgelse af Taleban, fandt Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2010/3.
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk hazara, shia-muslim af trosretning fra en navngiven landsby i amtet Qarabagh, i Ghazni provinsen. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygtede at blive tvangshvervet af Taliban og blive tvunget til at blive selvmordsbomber. Ansøgeren havde henvist til, at hans storebroder var blevet fanget af Taliban i 2005, og at Taliban havde været på ansøgerens bopæl og efterspurgt ansøgeren. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens forklaring på en række punkter ikke havde fremstået helt overbevisende. Uanset om ansøgerens forklaring helt eller delvist måtte blive lagt til grund, fandt nævnet ikke, at ansøgerens frygt for at blive tvangsrekrutteret af Taliban kunne begrunde, at betingelserne var opfyldt for at få asyl. Flygtningenævnet lagde blandt andet vægt på, at ansøgeren efter broderens tvangshvervning var forblevet i området i cirka fire år inden udrejsen i 2009. Flygtningenævnet fandt videre, at det beroede på ansøgerens formodninger, at det forhold, at Taliban i denne periode havde været i ansøgerens landsby og i den forbindelse kunne have spurgt efter ansøgeren, var udtryk for, at Taliban konkret havde forsøgt at tvangshverve ansøgeren. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at det forhold, at yngre mænd generelt kunne være i risiko for tvangshvervning af Taliban, i sig selv kunne begrunde, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller, at han havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/29
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt fire børn. Indrejst i 2008. I 2008 var ansøgeren blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk sadat og shia-muslim fra Sanglakh i Afghanistan, at ansøgeren havde været tilknyttet partierne Wahdat og Harekat i en to-tre år i begyndelse af 1990’erne, og at hun ikke havde haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygtede at blive slået ihjel af personer fra Herakat- og Wahdat-partierne. Ansøgeren havde herved henvist til, at hun og ægtefællen tidligere havde været tilknyttet partierne, at ægtefællen var kommet i et modsætningsforhold til partierne og var blevet tilbageholdt og tortureret, at ægtefællen var flygtet ud af landet, at ansøgeren var flygtet til Herat-provinsen og senere til Iran. Herudover havde ansøgeren påberåbt sig, at hun var enlig kvinde med fire børn og uden netværk i Afghanistan. Efter det forelæggende lagdes det til grund, at ansøgeren alene havde udført praktisk arbejde for partierne i form af madlavning og tøjvask i et kortere åremål, at ansøgerens aktiviteter havde været begrænset, og at hun fremstod uprofileret. Ansøgeren havde ikke personligt haft nogle konflikter med de nævnte partier. Hertil kom, at konflikten med dem lå langt tilbage i tid, og at der var sket en ændring af magtforholdet i Afghanistan. Endelig måtte det tillægges vægt, at ansøgeren uden problemer havde fået udstedt afghanske pas på ambassaden i Teheran i sommeren 2008. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet, herunder forholdene for enlige kvinder, ikke i sig selv kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/28
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt et barn. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde boet i Afghanistan indtil 1984, hvor hun var 14 år. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund idet det bemærkedes, at ansøgeren havde forklaret overensstemmende såvel til sagen som til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg og i nævnsmødet. Det lagdes derfor til grund, at ansøgeren var udrejst i 1984 af Afghanistan sammen med sin lillebroder og lillesøster efter forældrenes død. Ansøgeren havde sammen med sine søskende fået ophold på et børnehjem i Tadsjikistan, hvor hun havde gennemført skolegang og efterfølgende påbegyndt uddannelse til jordemoder eller sygeplejerske. I 1988 var hun flyttet sammen med sin samlever med hvem, hun havde samlevet i nærheden af hovedbyen. Deres fællesbarn var blevet født i 1993. På grund af borgerkrigen var de alle tre illegalt udrejst til Moskva i 1995, hvorefter de havde taget ophold i denne by, men på forskellige bopæle. Ansøgerens lillebroder var blevet dræbt i borgerkrigen i Tadsjikistan, og ansøgerens lillesøster var ved borgerkrigens begyndelse i 1991/1992 blevet sendt tilbage til Afghanistan, hvorefter ansøgeren ikke havde hørt mere til hendes skæbne. Ansøgeren antog, at hun ikke havde overlevet. Ansøgeren havde således ingen familie eller nærmere pårørende i Afghanistan, og hun havde ikke været i Afghanistan siden 1984. Ansøgeren havde boet i Moskva sammen med sin samlever og søn, indtil samleveren i slutningen af 2008 som følge af overfaldene på samleveren og sønnen i sommeren 2008 var rejst til Afghanistan for at undersøge, om familien kunne tage ophold i Afghanistan, herunder opnå identifikationsdokumenter og bolig. I begyndelsen af 2009 havde ansøgeren erfaret, at samleveren var blevet dræbt, uden at hun havde fået nærmere oplysninger om omstændighederne herved. Ansøgeren havde om familiens ophold i Moskva oplyst, at de mod bestikkelse på skiftende lokale politistationer havde opnået, at myndighederne ikke havde grebet ind overfor deres tilstedeværelse, og at hverken samleveren, ansøgeren eller deres søn på noget tidspunkt havde opnået officiel registrering eller officielle identifikationsdokumenter. Ansøgeren havde herved oplyst, at såvel hendes som samleverens identifikationsdokumenter var gået til grunde i Tadsjikistan. Hverken ansøgeren, samleveren eller sønnen havde indtil udrejsen i foråret 2009 haft officiel kontakt med de russiske myndigheder. Udrejsen havde skyldtes, at ansøgeren tidligere i 2009 var blevet overfaldet og forsøgt voldtaget af såkaldte skinheads. Overgrebet var ikke blevet forsøgt politianmeldt, da ansøgeren ikke havde turdet kontakte myndighederne, da hendes ophold ikke havde været registreret. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren, der i mere end 25 år ikke havde været i Afghanistan, og bortset fra de første barneår havde haft sin opvækst og voksenliv i dels Tadsjikistan dels Rusland, og som ikke havde nogen familie eller nære pårørende i Afghanistan, på den ovennævnte baggrund ved en tilbagevenden til Afghanistan som enlig kvinde uden nogen form for netværk, måtte antages at risikere nedværdigende eller umenneskelige overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ved vurderingen af om Rusland herefter kunne tjene til ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren havde haft hele sit ophold i Rusland uden identifikationsdokumenter, ligesom indrejsen havde været illegal. Ansøgerens ophold i Moskva havde været uregistreret. Opholdet havde været muliggjort ved løbende betaling af bestikkelse til forskellige lokale politistationer. Ansøgerens og sønnens udrejse havde været illegal. Ansøgeren havde således ingen opholdstilladelse i Rusland. En opholdstilladelse i Rusland måtte for ansøgeren endvidere indebære beskyttelse imod, at ansøgeren ikke udsendtes til Afghanistan, jf. ovenfor. Da Flygtningenævnet efter det anførte måtte anse det for forbundet med betydelig usikkerhed, om ansøgeren, der ansås for afghansk statsborger, kunne opnå en sådan beskyttelse, fandt Flygtningenævnet ikke, at det kunne kræves, at ansøgeren henvistes til at tage ophold i Rusland som første asylland. Afg/2010/27
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan samt fire børn. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren og hendes børn er afghanske statsborgere fra provinsen Khosc. De er pashtuner og af religion muslimer. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle og ældste søn var blevet dræbt af Taliban. Ægtefællen, der var blevet uddannet i Rusland, havde haft en ledende stilling i PDPA. Ansøgeren oplyste videre, at hun havde bragt sig i modstrid med Taliban og ældsterådet, idet hun havde brudt en aftale om at blive gift med en Taliban-kommandant. Hun frygtede at blive dræbt i den anledning. Ansøgerens asylmotiv sås ikke at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde i al væsentlighed ansøgerens forklaring til grund. Disse voterende fandt, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for umenneskelig behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/26
Nævnet stadfæstede i august 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan.Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske tadjiker fra Herat i Afghanistan. Ansøgerne havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne havde som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøgers kompagnon var blevet bortført og dræbt af nogle lokale banditter, som efterfølgende i sommeren 2009 havde bortført den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger var blevet løsladt mod, at hans fader havde betalt løsepenge. Faderen havde efterfølgende meldt kidnapperne til politiet, hvorfor ansøgerne frygtede repressalier fra disse. Endvidere frygtede ansøgerne, at den mandlige ansøger på ny skulle blive kidnappet, idet familien en gang havde betalt løsepenge for ham. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet fandt, at den gruppe, som havde stået bag kidnapningen af den mandlige ansøger, måtte anses som en kriminel gruppe med aktiviteter af forskellig karakter, herunder kidnapninger. Nævnet bemærkede, at gruppens navngivne leder efter de foreliggende oplysninger var blevet dræbt af de amerikanske styrker efter ansøgernes udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet ville ikke udelukke, at politiet i Herat ikke ville være i stand til at yde den fornødne beskyttelse, hvis ansøgerne vendte tilbage dertil. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at antage, at den nævnte gruppe skulle forsøge at udsætte den mandlige ansøger for overgreb, såfremt han for eksempel skulle bosætte sig i Kabul. Flygtningenævnet fandt således ikke, at der var en tilstrækkelig konkret risiko herfor. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgerne risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Afg/2010/25
Nævnet meddelte i maj 2010 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Den mandlige ansøger havde lært den kvindelige ansøger at kende efter, at han i foråret 2009 havde arbejdet på det landbrug, hvor kvinden havde boet. Den mandlige ansøger havde anmodet den kvindelige ansøgers familie om hendes hånd. Efter kvindens familie havde brugt et par måneder på at overveje tilbuddet, havde de besluttet at bortgifte den kvindelige ansøger til en anden. Den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger var derefter blevet enige om at flygte sammen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske hazaraer fra en landsby i Orozgan-provinsen i Afghanistan, hvor de havde boet til udrejsen i 2008. Ansøgerne havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne havde som asylmotiv anført, at de frygtede at blive dræbt af den kvindelige ansøgers familie, idet de havde giftet sig mod hendes families ønske. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaring til grund. Flygtningenævnet fandt det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgerne på grund af ægteskabet ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for overgreb eller umenneskelig behandling fra den kvindelige ansøgers familie. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerne ville kunne opnå de stedlige myndigheders beskyttelse imod denne risiko. Der meddeltes hermed ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/24
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne tilhører Kermani-klanen, og er etnisk qezelbash/bayat og shia-muslimer fra en landsby i Jaghato bydistriktet, i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgerne havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at den mandlige ansøger var søgt hvervet af Taliban, og at de frygtede repressalier ved en tilbagevenden, fordi den mandlige ansøger ikke havde levet op til Talibans krav. Uanset om det lagdes til grund, at den mandlige ansøger var blevet søgt hvervet af Taliban, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne havde sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden ville være i Talibans søgelys på en sådan måde, at de ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at den mandlige ansøger var blevet opsøgt af Taliban i efteråret 2007 som led i den generelle hvervning af mænd i landsbyen, og at Taliban havde accepteret ansøgerens begrundelse for ikke at lade sig hverve på dette tidspunkt. Ansøgerne havde under nævnsmødet oplyst, at to andre familier i landsbyen havde afvist hvervningsforsøg af Taliban. Flygtningenævnet lagde videre vægt på, at den mandlige ansøger i forbindelse med den anden henvendelse omkring årsskiftet 2008 havde nægtet at lade sig hverve, og at Taliban i den forbindelse havde fremsat trusler mod ansøgeren og familien, såfremt han ikke ville lade sig hverve næste gang, Taliban ville henvende sig. Ansøgeren var herefter flygtet og havde skjult sig hos sin morbroder. Det indgik i Flygtningenævnets risikovurdering, at den mandlige ansøger, trods trusler imod familien, havde efterladt familien alene i landsbyen. Flygtningenævnet bemærkede videre, at ansøgernes forklaringer om Talibans efterfølgende henvendelser på bopælen havde fremstået som usikre og upræcise. Uanset om det lagdes til grund, at Taliban havde opsøgt familien på bopælen og udøvet hårdhændet behandling, fandt Flygtningenævnet ikke, at der var tale om forhold af en sådan karakter og intensitet, at det kunne føre til andet resultat. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2010/23
Nævnet meddelte i maj 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk pashtu fra Nangarhar-provinsen i Afghanistan, men at han havde boet det meste af sit liv i Kabul. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening eller organisation eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at en magtfuld kommandant fra Shoraie Nezar ville slå ansøgeren ihjel, da han havde haft et forhold til kommandantens datter. Ansøgeren havde herom forklaret, at han havde mødt datteren på sit tegnekursus, og at de var blevet forelsket i hinanden. Da kommandanten havde villet bortgifte hende til en ældre mand, havde ansøgeren taget datteren med til sit hjem. Da ansøgerens fader var blevet klar over, at kvindens fader var en fremtrædende kommandant, havde han besluttet, at ansøgeren og kvinden skulle flygte næste dag. Næste morgen, mens ansøgeren og faderen havde været væk fra hjemmet, var bevæbnede personer kommet til bopælen, hvor moderen var blevet slået, og kommandantens datter var blevet taget med. Ansøgeren var herefter rejst alene ud af Afghanistan. Uanset at ansøgerens forklaring på nogle punkter fremstod som mindre overbevisende, fandt Flygtningenævnet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/22
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske tadjiker fra Herat. Ansøgerne havde ikke været politisk aktive. Ansøgerne havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at den mandlige ansøger under en bustur fra Kandahar mod Herat, hvori han havde befordret omkring 30 passagerer med bagage, var blevet standset af to personer, som han havde vurderet var fra Taliban. Ansøgerens medhjælper havde siddet ved rattet, og ansøgeren havde siddet ved siden af i bussen. De to personer fra Taliban havde bedt ansøgeren om at stige ud af bussen, hvorefter den ene person var steget ind i bussen. Ansøgeren var blevet beordret til at åbne bagagerummet i den side, der havde vendt ud mod vejkanten, hvorefter personen var begyndt at rode i passagerernes bagage. Ansøgeren havde spurgt, hvad han havde gang i, hvorefter ansøgeren var blevet ridset af personens bajonet på venstre hånd mellem lille – og langefingeren med et påviseligt ar til følge. Da personen havde lænet sig ind over bagagen, havde ansøgeren slået personen i baghovedet med en hjulnøgle fra bussen med det resultat, at personen var faldet om. Ansøgeren var flygtet fra stedet gennem skoven og havde fået kontakt med en ejer af en Toyota, som havde kørt ham til Herat. Den følgende dag havde ansøgeren og hans farbroder henvendt sig til busselskabet. Mens de var dér, var ansøgeren blevet ringet op af sin ægtefælle, der havde fortalt, at chaufførens ægtefælle stod ved deres hus og var meget vred over, at chaufføren ikke var vendt tilbage. Chaufføren er pashtun. Farbroderen havde rådet ansøgeren til at rejse sammen med den kvindelige ansøger, deres barn, den kvindelige ansøgers moder, samt ansøgerens moder samt broder, samt hans to mindreårige brødre. Ved en tilbagevenden frygtede den mandlige ansøger asylbegrundede overgreb fra Taliban eller chaufførens familie. Flygtningenævnet fandt, at der på nogle punkter var divergerende og usammenhængende forklaringer. Flygtningenævnet fandt det således påfaldende, at der ikke forelå oplysninger om passagererne i bussen, herunder hvad de havde foretaget sig i forhold til, hvad personerne fra Taliban havde gjort i bussen. Flygtningenævnet fandt det endvidere påfaldende, at chaufførens ægtefælle efter de foreliggende oplysninger allerede var underrettet om det passerede, da hun dagen efter overfaldet havde opsøgt ansøgernes bopæl. Endvidere bemærkede Flygtningenævnet, at der ikke synes at have været nogen rimelig forklaring på, at både ansøgerens moder og den kvindelige ansøgers moder i samtalen med Udlændingeservice havde kunnet forklare relativt deltaljeret om overfaldet til trods for, at den mandlige ansøger under hele forløbet havde fastholdt, at han for at skåne de kvindelige medlemmer af familien ikke havde fortalt detaljeret om overfaldet til andre end farbroderen. Uanset om det kunne lægges til grund til sagen, at den mandlige ansøger var blevet overfaldet af to personer, der angiveligt tilhørte Taliban, og at ansøgerens chauffør var forsvundet, fandt Flygtningenævnet, at konflikten grundlæggende var af privatrelig karakter, ligesom konflikten var enkeltstående. Konflikten var som udgangspunkt ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærkede, at Herat-området ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger generelt var et roligt område uden det større behov for afghanske tropper, og at retsvæsenet og politiet ligeledes ifølge baggrundsoplysningerne fungerede bedre end andre steder i Afghanistan. Dette fremgik blandt andet af rapport fra Migrationsverket, dateret den 2. februar 2010 [bilag nr. 336]. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgerne ikke havde søgt de stedlige myndigheder, herunder det stedlige politi om hjælp i forbindelse med det stedfundne røveri ved bussen. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet ville risikere asylbegrundede forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de ville være i en reel risiko for dødsstraf eller at blive undergivet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgerne er etniske tadjiker, kunne ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet bemærkede derved, at det fremgik af baggrundsoplysningerne, at der i Herat-området befandt sig stort set lige mange pashtuner og tadjiker. Der var ikke oplysninger, der tydede på, at der i området var alvorlige konflikter mellem de to befolkningsgrupper. Indholdet af den afghansk-sprogede erklæring, som ansøgeren havde fremlagt i advokatindlægget, kunne ej heller føre til noget andet resultat. Afg/2010/21
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk pashtun og stammer fra Konduz provinsen, bydistriktet Ali Abad. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han havde været tvangshvervet af Taliban, og han frygtede repressalier, fordi han efter orlov ikke var vendt tilbage til Taliban og i stedet var flygtet. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren havde været tvangshvervet af Taliban, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i Talibans søgelys på en sådan måde, at ansøgeren ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fremstod som helt uprofileret, og det kunne således ikke lægges til grund, at Taliban var gået specielt efter ansøgeren. Flygtningenævnet lagde videre vægt på, at han under det ti dags lange ophold hos Taliban alene var blevet forsøgt overtalt til at tilslutte sig organisationen, at han alene havde transporteret våben en gang under en kort aktion, og at han havde fået lov til at tage hjem på orlov i ti dage. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at Taliban ikke havde foretaget henvendelser på bopælen, uanset ansøgeren ikke var vendt tilbage til Taliban, men var udrejst. Flygtningenævnet lagde ikke vægt på, at ansøgerens moder under en telefonsamtale efter advokatsamtalen og for en fire-fem dage siden havde oplyst, at Taliban havde været på familiens bopæl fire-fem gange. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne efter lovens § 7. Afg/2010/20
Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mindreårig, mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er fra Nahoor-området i Ghazni. Han er hazara, muslim, og han havde ikke i øvrigt været hverken politisk eller religiøst aktiv. Det lagdes til grund, at ansøgeren var 14 år, og at han kun havde begrænsede skolekundskaber. Han kom desuden fra en lille landsby, hvor der efter det oplyste hverken var postvæsen eller telefon. Ved vurderingen af, om ansøgeren var tilstrækkeligt moden til, at det var forsvarligt at foretage en asylbedømmelse, lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren havde forstået, at hans forældre havde fået ham sendt ud af landet, fordi forældrene havde frygtet, at Taleban ville kidnappe ham, ligesom de efter det oplyste havde gjort ved i hvert fald to af hans skolekammerater. Flygtningenævnet tiltrådte derfor, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ved afgørelse af, om ansøgeren herefter opfyldte betingelserne for at få asyl, lagde Flygtningenævnet for det første vægt på, at ansøgerens forklaringer stemte overens med baggrundsoplysningerne, herunder at Taleban kidnappede unge drenge for at benytte disse som selvmordsbombere. For det andet lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren inden for få dage havde oplevet, at Taleban havde opsøgt ham og hans skolekammerater på skolen, og at Taleban to dage senere havde kidnappet to drenge fra ansøgerens skole, der havde gået på vejen et kort stykke foran ansøgeren. For det tredje havde ansøgerens forældre handlet meget hurtigt og resolut, idet de tre dage efter den nævnte kidnapning havde fået sendt ansøgeren bort fra landsbyen og ud af landet. Når der for det fjerde blev taget hensyn til, at beviskravene nødvendigvis under hensyn til ansøgerens alder og modenhed måtte svækkes med hensyn til detaljeringsgrad, fandt Flygtningenævnet ud fra en samlet vurdering, at ansøgeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for kidnapning og overgreb fra Talebans side, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/2.
Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt 3 børn fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet fandt, at ansøgernes forklaringer til sagen, til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg og i nævnsmødet i alt væsentligt havde været overensstemmende. Nævnet lagde derfor forklaringerne til grund. Den kvindelige ansøger havde forklaret, at hendes tidligere ægtefælle, mens hun havde været gravid med det yngste barn, havde forladt det hjem, hvor de havde levet sammen. Hjemmet havde været et stort hus, hvor også den tidligere ægtefælles 27 år ældre broder havde boet. Denne broder, den tidligere svoger, var en magtfuld klanleder, der endvidere havde tilegnet sig den arv, der var tilkommet hendes tidligere ægtefælle. Efter ca. et år fra den tidligere ægtefælles udrejse, var det blevet bekræftet, at denne var afgået ved døden. Herefter havde svogeren forsøgt at presse den kvindelige ansøger til at gifte sig med sig. Den kvindelige ansøger havde afvist og var herefter blevet udsat for tiltagende grov vold, blandt andet i form af slag og brænding med varme genstande på hænderne, ligesom hun var blevet stukket med en skruetrækker eller kniv. Efter to år var det lykkedes den kvindelige ansøger at flygte til sine forældre i Herat. Hun havde mødt den mandlige ansøger i denne by. De havde aftalt ægteskab, men den mandlige ansøgers familie havde været imod. Da den kvindelige ansøger havde opholdt sig ca. et år hos forældrene i Herat, var svogeren dukket op og havde krævet ægteskab med det samme. Den kvindelige ansøgers fader havde hjulpet hende samme dag med at udrejse. Udrejsen havde fundet sted sammen med den mandlige ansøger og den kvindelige ansøgers tre mindreårige døtre. Den kvindelige ansøger havde efterfølgende fra sin broder i London erfaret, at hendes forældre i Herat var udrejst til Iran på grund af trusler fra den tidligere svoger. Den mandlige ansøger havde forklaret, at hans familie havde været imod det ægteskab, han under flugten havde indgået med den kvindelige ansøger i Tyrkiet. Endvidere var hans forældre i Herat flyttet, da den kvindelige ansøgers tidligere svoger havde truet dem. Da Flygtningenævnet fandt, at det måtte lægges til grund, at den kvindelige ansøgers tidligere svoger gennem længere tid havde udøvet vold og trusler mod hende, efterfølgende havde opsøgt hende i hjembyen Herat og fortsat havde krævet ægteskab og udlevering af de tre mindreårige børn, og at den kvindelige ansøger derfor havde måttet udrejse, ligesom hendes forældre efterfølgende ligeledes havde måttet udrejse på grund af den tidligere svogers trusler, fandt nævnet, at svogerens overgreb mod den kvindelige ansøger indebar, at den kvindelige ansøger ved en tilbagevenden til Afghanistan var i en risiko for overgreb af et omfang og en karakter, som ansøgeren ikke kunne henvises til at søge de afghanske myndigheders beskyttelse imod. Det indgik i denne vurdering, at den mandlige ansøger tillige var blevet opsøgt og udsat for vold af den tidligere svoger, og at også den mandlige ansøgers familie havde måttet flytte på grund af svogerens trusler. Nævnet fandt, at dette bestyrkede oplysningerne om, at den tidligere svoger måtte anses for en magtfuld klanleder. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger, der havde tre mindreårige børn, som den tidligere svoger også havde gjort krav på, da børnene var fra ægteskabet med den kvindelige ansøgers første ægtefælle, ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede overgreb eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt, at den mandlige ansøger, der var udrejst sammen med den kvindelige ansøger og de mindreårige børn, og som var indrejst ca. en uge efter den kvindelige ansøger, som konsekvens af den kvindelige ansøgers forhold tilsvarende havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/19
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren var mindreårig. Ansøgeren havde henvist til frygt for tvangshvervning fra Taliban. Ansøgeren havde i 2007 som 14-årig forsøgt at flygte fra Afghanistan, men var blevet sendt tilbage i 2009 efter blandt andet en længere periode i Grækenland. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at få behandlet sin asylansøgning. Ansøgeren er etnisk hazara og stammede fra bydistriktet Qarabagh, som er beliggende i Ghazni provinsen. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv og havde ikke haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede tvangsrekruttering af Taliban, der var en magtfaktor i hans hjemområde. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgerens broder var blevet tvangshvervet i familiens hjem af Taliban i 2007. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at ansøgerens frygt for at blive tvangsrekrutteret af Taliban kunne begrunde, at betingelserne for asyl var opfyldt. Flertallet lagde vægt på, at ansøgeren efter broderens tvangshvervning var forblevet i landsbyen to-tre måneder inden sin udrejse i 2007, og at ansøgeren hverken i denne periode, eller i den periode, hvor han havde opholdt sig i landsbyen efter hjemkomsten til Afghanistan i 2009, havde været udsat for hvervningsforsøg fra Taliban. Flertallet fandt ikke, at det forhold, at yngre mænd generelt kunne være i risiko for tvangshvervning af Taliban i sig selv kunne begrunde, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl. Flygtningenævnets flertal fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/18
Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde henvist til, at hans fader havde haft en fremtrædende position i KHAD og var blevet dræbt i 1999. Herefter havde ansøgeren og hans moder boet i henholdsvis Pakistan og Iran. I 2009 var ansøgeren blevet deporteret til Afghanistan, og her var han blevet tilbageholdt og tortureret af Taliban. Det var lykkedes ansøgeren at flygte fra fængslet efter 3 ugers ophold. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er tadjik og opvokset i Kabul, som asylmotiv havde gjort gældende, at han ved en tilbagevenden ville være i risiko for overgreb som følge af hans nu afdøde faders tilknytning til KHAD. Nævnet bemærkede, at ansøgerens forklaring om egne problemer ved genindrejsen i Afghanistan i 2008-9, efter opholdet i Pakistan og Iran, havde været divergerende og udbyggende og derfor tilsidesattes. Nævnet fandt imidlertid uanset dette at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at faderen var blevet dræbt i 1999 af Mujahedin på grund af medlemskab af KHAD. Ansøgeren havde ikke kunnet forklare nærmere om faderens rang i partiet, men henset til ansøgerens alder, fandte dette imidlertid ikke at kunne komme ham til skade. På denne baggrund og under hensyn til ansøgerens fader og brødre rent faktisk var blevet dræbt, fandt nævnet, at ansøgeren på tilstrækkeligt vis havde godtgjort, at også han vil være i risiko for overgreb, som myndighederne ikke ville kunne beskytte ham mod, hvis han vendte tilbage til Afghanistan. Det bemærkedes, at ansøgeren, der ikke selv havde været politisk aktiv, ikke fandtes omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt således, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/17
Nævnet meddeltei april 2010 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at det fremgik af sagen, at ansøgerne er etniske tadjiker fra Herat. De havde ikke været politisk aktive. Som asylmotiv havde ansøgerne angivet, at den mandlige ansøger i Afghanistan var konverteret til kristendommen. Videre havde ansøgerne angivet, at den mandlige ansøger i hjemlandet i den anledning havde været udsat for et alvorligt knivoverfald. Endeligt havde de angivet, at den mandlige ansøgers familie og andre havde fremsat trusler på livet mod den mandlige ansøger. Flygtningenævnet lagde i alt væsentlighed ansøgernes forklaring til grund. Det bemærkedes i den forbindelse, at den mandlige ansøger på grund af religiøse forhold ville være i en reel risiko for at blive udsat for umenneskelig behandling fra sin egen families side, som han ikke kunne forvente at opnå myndighedernes beskyttelse imod. Under de således foreliggende omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Som konsekvens heraf opfyldte den kvindelige ansøger betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Afg/2010/16
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et afghansk ægtepar samt fem børn. Den kvindelige ansøger samt tre børn var indrejst i Danmark i slutningen af 2008, mens den mandlige ansøger samt to børn var indrejst i Danmark i starten af 2009. Flygtningenævnet udtalte, ansøgerne er afghanske statsborgere og etniske hazararer fra Kabul, hvor de havde boet frem til udrejsen i 2008. Den kvindelige ansøger havde ikke anført noget selvstændigt asylmotiv, men havde henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger havde som sit asylmotiv anført, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede Hezb-e-Islami. Uanset om det lagdes til grund, at den mandlige ansøger i forbindelse med, at han sammen med fire venner havde bemandet en kontrolpost for Hezb-e-Islami, var flygtet med de udleverede våben og havde afleveret disse til Hezbe Whadat, kunne dette ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet forkastede den mandlige ansøgers forklaring om, at han på grund af episoden i 1993, i 2008 i sin taxa var blevet kidnappet af tre personer fra Hezb-e-Islami, samt at disse personer sammen med to andre omkring fire måneder senere var trængt ind i hans bolig og havde forsøgt at tage ham med. Flygtningenævnet fandt, at denne forklaring forekom utroværdig. Flygtningenævnet lagde herved lagt vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i Kabul fra 1993 til 2008, uden at han i den periode havde haft problemer med Hezb-e-Islami. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at de påståede frigivelsesbetingelser havde været meget upræcise, ligesom ansøgerens forklaring om overfaldsmændenes flugt fra ansøgerens hus havde virket usandsynlig. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for overgreb eller umenneskelig behandling. Afg/2010/15
Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde henvist til, at han i 2001-2002 havde fungeret som lokal vagt for Taliban. Han var stoppet med dette arbejde i 2002, da Taliban mistede magten i lokalområdet. I 2008 havde myndighederne, som havde intensiveret eftersøgningen af Taliban medlemmer, ransaget ansøgerens hus og havde her fundet våben. Ansøgeren forklarede, at disse våben ikke havde tilhørt ham, men formentlig hans fader, der i 1990´erne havde fungeret som gruppeleder i Hezb-e-Islami. Myndighederne havde dog lagt til grund, at våbnene tilhørte ansøgeren. Ansøgeren var ikke hjemme, da ransagningen fandt sted, og det var lykkedes ham at flygte. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er afghansk statsborger og etnisk pashtun fra bydistriktet Khugiani i Nangahar provinsen, hvor han havde boet indtil sin udrejse i 2009. Ansøgeren havde som sit asylmotiv anført, at han frygtede myndigheder, som havde mistænkt ham for at arbejde for Taliban. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde til grund, at ansøgeren tidligere havde arbejdet for Taliban, samt at myndighederne under en ransagning i 2008 havde fundet nedgravede våben i ansøgerens kostald, hvorefter ansøgeren var flygtet. Flygtningenævnets flertal fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren på grund af myndighedernes mistanke om, at han stadig arbejdede for Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/14
Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra Kabul. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive dræbt af den gruppe, formentlig Jamiat E-Islami, der havde stået bag drabet på ansøgerens fader i 2002. Ansøgeren havde herved anført, at faderen havde haft en fremtrædende position i Kabul under PDPA. Ansøgeren havde videre henvist til, at familien efter drabet var flygtet til Pakistan, hvor ansøgeren og hans brødre efter nogen tid af deres moder var blevet sendt videre til Iran på grund af trusler imod brødrene. Ansøgeren havde endelig henvist til, at ansøgerens broder i 2008 i Kabul var blevet bortført af ukendte personer, hvor det var lykkes ansøgeren at flygte. Ansøgeren var ikke bekendt med, hvad der efterfølgende var sket med broderen. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet meddelte i starten af 2003 en af ansøgerens brødre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgik af denne afgørelse, at Flygtningenævnet ikke fandt at kunne afvise, at broderen på grund af sin faders og morbroders profilering og aktiviteter under det kommunistiske styre ved en tilbagevenden ville være i risiko for asylbegrundende overgreb fra de nuværende magthaveres side. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at broderen og hans familie under Mujahedin i perioden 1992 til 1996 havde nydt særlig beskyttelse på grund af familiens kendskab til en navngiven kommandant fra Jamiat E-Islami. Ansøgerens familie havde fra 1996 til 2000 opholdt sig i Pakistan. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund sammenholdt med, at nævnet ikke fandt at kunne afvise, at de efterfølgende trusler mod ansøgeren og hans brødre og kidnapningen havde sammenhæng med ansøgerens faders profilering, at ansøgeren som følge heraf ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2010/13
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt deres fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgerne havde henvist til konflikter med Taliban. Den mandlige ansøger havde i perioden 1995-1997 været tilbageholdt af Taliban, eftersom han havde været kommandant i Harakat E-Islami fra 1980 til 1992. I 2007 havde ansøgernes nabo, der samarbejdede med Taliban, ønsket at indgå ægteskab med ansøgernes mindreårige datter, hvilket ansøgeren havde afslået. Tre uger senere var ansøgerens ældste søn blevet skudt og dræbt. Det var ansøgerens formodning, at han selv havde været målet, idet sønnen havde anvendt ansøgerens motorcykel. Den mandlige ansøger havde efterfølgende modtaget trusselsbreve fra Taliban. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske tadjiker og shia-muslimer fra Herat. Den mandlige ansøger havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede at blive dræbt af Taliban, idet ansøgeren i perioden 1980 – 1992 havde været tilknyttet Harakat E-Islami, og i den sidste del af perioden havde været en profileret kommandant. På denne baggrund havde Taliban nu ønsket, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taliban. Ansøgerne gjorde under nævnsmødet ikke gældende, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede asylbegrundende forfølgelse fra de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet fandt ikke, at den mandlige ansøgers tilbageholdelse af Taliban i perioden fra 1995 til 1997 på nuværende tidspunkt kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet havde lagt vægt på, at tilbageholdelserne lå langt tilbage i tid, og at ansøgerne efterfølgende havde boet i området uden problemer med Taliban indtil 2007. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger på grund af sin profilering forud for 1992 på nuværende tidspunkt risikerede asylbegrundende overgreb fra Taliban ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet fandt, at det alene byggede på ansøgernes formodninger, at Taliban havde stået bag drabet på ansøgernes søn i 2007, ligesom det byggede på formodninger, at Talibans mål havde været den mandlige ansøger, og at Taliban havde forvekslet sønnen med den mandlige ansøger. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at der herskede en betydelig usikkerhed med hensyn til tidspunkter for og form og indhold af de angivelige trusler, som den mandlige ansøger skulle have modtaget fra Taliban. Den mandlige ansøger havde desuden opholdt sig i hjemlandet i cirka et år efter drabet på sønnen inden udrejsen. Den kvindelige ansøger havde henvist til den mandlige ansøgers forhold. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at en angivelig Taliban sympatisør havde ønsket at blive gift med ansøgernes mindreårige datter, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Afg/2010/12
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde en jordkonflikt med et familiemedlem og forklarede for nævnet, at familiemedlemmet derfor havde truet ansøgerens familie og havde slået ansøgerens fader og efterfølgende ansøgerens broder ihjel. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er etnisk hazara fra Ghazni, som asylmotiv havde gjort gældende, at han ved en tilbagevenden var i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra en halvfarbroder med udspring i en jordstrid. Flygtningenævnet fandt at kunne lægge ansøgerens forklaring om jordstriden til grund. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at dette forhold kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren havde forklaret, at det omstridte jordstykke var afhændet, og at de andre farbrødre efter det oplyste ikke havde haft problemer med halvfarbroderen efter deres afhændelse af jorden. Flygtningenævnet bemærkede i øvrigt, at de generelle trusler mod ansøgerens familie, som ansøgeren havde forklaret om for nævnet, var fremsat inden mordet på faderen, og at det ikke fandtes sandsynliggjort, at det senere drab på broderen havde relation til jordstriden. Ansøgerens anbringende for nævnet om, at der muligvis forelå en anden konflikt mellem faderen og halvfarbroderen eller et rent hævnmotiv, var ikke sandsynliggjort. Flygtningenævnet fandt det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, idet han ikke ville være i reel risiko for dødsstraf eller blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det bemærkedes ex tuto, at ansøgeren, der ikke havde været politisk aktiv eller havde haft konflikter med myndighederne, ikke fandtes i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Afg/2010/11
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig, mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim. Ansøgeren havde i sit hjemland været hyrde. I 2007 var ansøgerens fader forsvundet. En uge senere på bjerget, hvor ansøgeren havde opholdt sig sammen med sine dyr, var han blevet overfaldet af tre til fire pashtuntalende personer, der via tegnsprog havde spurgt ind til, hvor faderen opbevarede våben. Ansøgeren havde ikke vidst, om faderen opbevarede våben, og til sidst var han besvimet på grund af knivstik mv. Ansøgeren var efter overfaldet flygtet til Iran, hvor han havde opholdt sig, indtil hans faders ven havde kontaktet ham og fortalt, at ansøgeren ikke længere var sikker i Iran. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens fader var forsvundet. Nævnet fandt imidlertid ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han som følge heraf var i konkret risiko for at blive forfulgt af Taleban. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren væsentligt havde udbygget sin forklaring på nævnsmødet med hensyn til, dels at der skulle være fundet fire kalashnikov-geværer hos faderen, dels med hensyn til begivenheden på bjerget. Flygtningenævnet kunne ikke lægge disse dele af forklaringen til grund. Det fandtes heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af sin alder ville være i reel og konkret risiko for kidnapning af Taleban, og selve den abstrakte mulighed herfor fandtes ikke at kunne give grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afg/2010/10.
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er pasthun og sunni-muslim fra Kabul, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt haft problemer med myndighederne. Det lagdes videre til grund, at et navngivent barnebarn af ansøgerens faders farbroder havde ønsket at indgå ægteskab med ansøgeren, hvilket ansøgeren ikke havde været interesseret i, at ansøgerens fader omkring 2003/2004 havde holdt den navngivne persons familie hen med henvisning til, at ansøgeren var under uddannelse, at ansøgeren i 2005 havde truffet sin nuværende ægtefælle, og at ansøgeren havde indgået ægteskab i 2008. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde efter ansøgerens forklaring videre til grund, at den navngivne persons fader havde ringet til ansøgerens fader og truet ansøgerens familie med henvisning til, at hans ære var blevet krænket, og at ansøgerens familie herefter havde taget ophold i Pakistan i efteråret 2008. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde efter ansøgerens forklaring videre til grund, at ansøgeren havde været til sygeeksamen i foråret 2009, at hun herunder havde truffet den navngivne person på gaden, og at han havde truet ansøgeren med hævn, og at han ville efterstræbe hende på livet og herunder kaste syre i hendes ansigt. Når der henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, og da myndighederne ikke ville kunne antages at være i stand til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse, fandtes ansøgeren herefter at have sandsynliggjort, at hun ved en hjemvenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afg/2010/1
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
