Nævnet hjemviste i februar 2005 en sag vedrørende en kvindelig statsborger fra Serbien og Montenegro, født i 1992. Indrejst i juli 2003. Ansøgeren indrejste sammen med sin mor. Moderen var rejst tilbage til Serbien og Montenegro. Ansøgeren havde haft telefonisk kontakt med moderen, men kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde kontakt med moderen. Ansøgeren gik i skole i Danmark, men vidste ikke, hvilket klassetrin hun gik på. Flygtningenævnet besluttede først at tage stilling til ansøgerens modenhed, og hvilke konsekvenser en manglende antagelse af modenhed kunne tillægges. Nævnet lagde vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 23 af 2. oktober 2002, side 9, spalte 2, at Flygtningenævnet – uanset om Integrationsministeriet måtte have stadfæstet en afgørelse fra Udlændingestyrelsen om modenhed – vil kunne hjemvise en sag med den begrundelse, at den pågældende ikke efter nævnets vurdering bør gennemgå en asylbehandling i nævnet. Nævnet fandt sig derfor kompetent til at vurdere, om ansøgeren konkret var tilstrækkelig moden til at burde gennemgå en asylprocedure. Ved vurderingen heraf var det for nævnet blandt andet væsentligt, om ansøgeren havde en tilstrækkelig evne og modenhed til at være bevidst om, hvorvidt de oplysninger, hun giver til brug for asylvurderingen, er korrekte. Efter de fremlagte erklæringer fra opholdsstedet sammenholdt med nævnets egne iagttagelser fremstod det klart, at ansøgeren ikke havde en sådan modenhed, at hun burde gennemgå en asylbehandling. Nævnet besluttede derfor at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Ser-mon/2005/2
Nævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1973 (M) og 1976 (K), samt seks børn. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne som asylmotiv havde henvist til frygt for albanerne, navnlig tidligere UCK-medlemmer. Uanset om det efter ansøgernes forklaring lagdes til grund, at den mandlige ansøger i cirka tre måneder i 1999 havde været tvunget med af UCK-tilhængere, men deserterede, fandtes dette ikke i dag at kunne begrunde asyl. Nævnet lagde herved vægt på, at forholdet lå cirka fem år tilbage, at det foregik i forbindelse med den daværende konflikt, at UCK var tvangsopløst, og at forholdene i Kosovo nu er ændret. Nævnet lagde endvidere vægt på, at den mandlige ansøgerens forklaring for nævnet om, at han overværede et drab på en ashkali, der ville flygte med ham, og at han af den grund frygtede hævn fra gerningsmanden, ikke var bestyrket i de tidligere oplysninger i sagen. De generelle forhold for romaer – uanset vanskelige – kunne ikke begrunde asyl. Ser-mon/2005/1
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien-Montenegro, født 1979. Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk roma fra Kosovo-provinsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens frygt for UCK var asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren på intet tidspunkt havde samarbejdet med serbere, og at han blev udsat for udrensning samtidig med, at det skete for albanerne i Kosovo. Dertil kom, at UCK ikke længere var en magtfaktor. Flygtningenævnet fandt ikke, at oplysningerne om de generelt vanskelige forhold for etniske romaer i Kosovo kunne medføre, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at UNHCR og UNMIK fraråder tvangsmæssige udsendelser af visse befolkningsgrupper til Kosovo, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Den omstændighed, at ansøgeren måtte være uden familie i hjemlandet, kunne ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet fandt herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddelte samme dag ansøgerens samleverske og deres fælles barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Da parforholdet først var etableret kort før indrejsen i Danmark, opfyldte ansøgeren ikke de tidsmæssige betingelser for at få meddelt konsekvensstatus. Se-Mo/2004/23 NB. Der henvises til samleverens sag nedenfor: Se-Mo/2004/24 samt under umenneskelig/nedværdigende behandling.
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien-Montenegro, født 1979. Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk roma fra Kosovo-provinsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens frygt for UCK var asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren på intet tidspunkt havde samarbejdet med serbere, og at han blev udsat for udrensning samtidig med, at det skete for albanerne i Kosovo. Dertil kom, at UCK ikke længere var en magtfaktor. Flygtningenævnet fandt ikke, at oplysningerne om de generelt vanskelige forhold for etniske romaer i Kosovo kunne medføre, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at UNHCR og UNMIK fraråder tvangsmæssige udsendelser af visse befolkningsgrupper til Kosovo, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Den omstændighed, at ansøgeren måtte være uden familie i hjemlandet, kunne ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet fandt herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddelte samme dag ansøgerens samleverske og deres fælles barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Da parforholdet først var etableret kort før indrejsen i Danmark, opfyldte ansøgeren ikke de tidsmæssige betingelser for at få meddelt konsekvensstatus. Se-Mo/2004/23 NB. Der henvises til samleverens sag nedenfor: Se-Mo/2004/24 samt under umenneskelig/nedværdigende behandling.
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1984. Indrejst i oktober 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk roma fra Kosovo-provinsen. Ansøgeren havde til sagen forklaret, at hun i 1999 sammen med sin familie blev fordrevet fra hjembyen af bevæbnede albanere, som truede med at voldtage ansøgeren og hendes mor og søster og efterfølgende nedbrændte familiens hus, at hun herefter sammen med sine forældre og søskende og farmor tog ophold i Serbien og Montenegro, hvor ansøgeren opholdt sig uden problemer indtil oktober 2003, at hendes forældre og søskende var forsvundet og muligvis druknet under en rejse fra Montenegro til Italien i august 1999, og at ansøgeren efter farmoderens død i 2003 ikke har nogen slægtninge tilbage hverken i Kosovo eller et andet sted i Serbien og Montenegro. Ansøgeren henviste som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive dræbt af de personer, som fordrev hende og hendes familie fra familiens bopæl i 1999, og at hun ikke har noget at vende tilbage til i Kosovo. Flygtningenævnet fandt ikke, at de nævnte forhold kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at forholdene i Kosovo siden ansøgerens udrejse er afgørende ændret blandt andet med indsættelsen af KFOR styrkerne og UNMIK administrationen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt havde været udsat for fysiske overgreb. Flygtningenævnet fandt på den baggrund ikke, at de foreliggende oplysninger om ansøgerens frygt for en tilbagevenden og om hendes psykiske tilstand kunne medføre, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at oplysningerne om de generelt vanskelige forhold for etniske romaer i Kosovo i sig selv eller i sammenhæng med det tidligere anførte kan medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at UNHCR og UNMIK fraråder tvangsmæssige udsendelser af visse befolkningsgrupper til Kosovo, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Endelig fandt nævnet ikke, at den omstændighed, at ansøgeren ikke havde familie tilbage i hjemlandet, kunne føre til et andet resultat. Såfremt ansøgeren ikke mente at kunne tage ophold i Kosovo, fandt Flygtningenævnet, at hun kunne henvises til at tage ophold et andet sted i Serbien og Montenegro. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring uden problemer havde boet i Serbien og Montenegro fra 1999 til sin udrejse i oktober 2003.Se-Mo/2004/22
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1959 (M) og 1966 (K), samt to børn. Indrejst i december 2002 sammen med sin ægtefælle og to børn. Nævnet stadfæstede samme dag Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende ægtefællen og de to børn. Ansøgeren er etnisk gorani-albaner. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under asylsagen i Danmark havde forklaret, at han er orani og at den kvindelige ansøger er tyrker, at de boede i Kosovo frem til udrejsen, og at de umiddelbart inden udrejsen var udsat for de seneste af en række voldelige overgreb fra UCK. Ansøgeren havde tillige forklaret, at disse overgreb dels var etnisk betinget, dels skyldtes at han ikke havde deltaget i krigen. Under asylsagens behandling var der fremkommet oplysninger om, at ansøgerne indrejste i Tyskland i april 2002 og var blevet meddelt mundtligt afslag på asyl i november 2002. Det fremgik af de tyske asylsagsakter, at ansøgeren dengang fortalte, at han var ashkali, og at familien ultimo januar 2001 var udrejst af Kosovo til Makedonien, hvor de opholdt sig frem til udrejsen til Tyskland. Asylmotivet blev i Tyskland under individuelle interviews oplyst som værende ansøgerens problemer med UCK og albanske naboer. Der blev ikke da oplyst om egentlige overgreb mod ham eller resten af familien. Familien blev meldt savnet af de tyske myndigheder i februar 2003. Ansøgeren havde ikke til de tyske myndigheder forklaret om egentlige overgreb. Nævnet fandt ikke, at der forelå sådanne oplysninger om ansøgerens psykiske tilstand, at det var grundlag for at antage, at ansøgeren ikke kunne eller havde kunnet afhøres på sædvanlig vis. Det blev i øvrigt bemærket, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt havde henvist til svigtende hukommelse. Der var derfor ikke grundlag for at hjemvise sagen af denne årsag. Udlændingestyrelsen havde som en mindre del af sin begrundelse for at tilsidesætte ansøgernes forklaring lagt vægt på, at der til de tyske og danske myndigheder tilsyneladende var oplyst forskellig bopæl i Kosovo. Uanset om der måtte være tale om den samme adresse på forskelligt sprog, blev denne del ikke fundet at have været så afgørende for Udlændingestyrelsens vurdering, at dette heller gav grundlag for en hjemvisning af sagen. Det blev i øvrigt bemærket, at ansøgeren ved anden partshøring blot havde nægtet kendskab til adressen oplyst i Tyskland uden at forklare, at der skulle være tale om den samme gade. Ansøgeren havde under den danske asylsag forklaret om overgreb, der skulle være foregået i de seneste 3-4 måneder forud for udrejsen til Danmark. Dette kunne ikke tidsmæssigt passe med den omstændighed, at ansøgeren frem til november 2002 havde opholdt sig i Tyskland. Ansøgerens forklaring var derfor allerede herefter ikke troværdig. Dertil kom, at ansøgerens troværdighed tillige var svækket dels som følge af, at han ikke selv havde forklaret om sine ophold i Makedonien og Tyskland, førend han direkte blev spurgt hertil, og dels som følge af, at han ikke havde givet nogen forklaring på sine divergerende oplysninger om sin og sin ægtefælles etnicitet. På denne baggrund fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var blevet opsøgt på de tidspunkter, på den måde og af den årsag, som han havde forklaret. Nævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var asylrelevant forfulgt ved udrejsen. Da det således ikke var godtgjort, at ansøgeren havde været udsat for asylrelevant forfølgelse, kunne ansøgerens eventuelle subjektive frygt ikke tillægges asylrelevans. Efter de seneste baggrundsoplysninger kunne hverken de generelle forhold for ashkaliere, goraniere eller tyrkere i ansøgerens hjemområde begrunde asyl. Nævnet bemærkede, at ansøgerens helbredssituation ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Se-Mo/2004/21
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1967, samt tre børn. Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til den uddrivelse, som serberne foranstaltede af alle muslimer fra hendes landsby i foråret 1999. Hun havde endvidere henvist til, at hendes moder er ashkali. For så vidt angik uddrivelsen fandt Flygtningenævnet ikke, at der på baggrund af de ændrede forhold var grundlag for at meddele asyl. Ansøgeren havde ikke forklaret overbevisende om de problemer, som hendes ashkali-oprindelse skulle have påført hende. Hun havde forklaret, at hun føler sig som kosovo-albaner. Da hun under samtalen med Udlændingestyrelsen skulle uddybe den chikane, hun har været udsat for, havde hun forklaret om et overfald, som fandt sted lidt før krigen. Hun havde udtalt, at hun formodede, at det skete, fordi hun er halvt ashkali. Hun havde forklaret, at hun ikke derudover havde været udsat for andre overgreb eller for anden chikane som følge af sin ashkali-oprindelse. Hun og børnene havde ikke haft problemer med naboer. Endelig havde hun til samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at hendes samlevers familie ikke kunne lide hende, fordi hun er halvt ashkali. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at den omstændighed, at ansøgeren har en delvis ashkali-oprindelse, havde givet hende nævneværdige problemer inden udrejsen. Det fandtes således ikke sandsynliggjort, at overfaldet på hende havde sammenhæng hermed. Uanset de generelle sikkerhedsmæssige problemer, der i baggrundsoplysningerne er beskrevet for ashkaliere, der skal vende tilbage til ashkali-samfund, kunne Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjembyen sammen med sin albanske samlever ville være i en konkret risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. Se-Mo/2004/18
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1981. Indrejst i marts 2003. Ansøgeren er etnisk albaner og muslim. Ansøgeren har oplyst, at hun har været vidne til voldtægt, drab, vold og chikane udøvet af serbisk paramilitær. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren forlod sit hjemland cirka fire år efter krigshandlingerne i 1999, hvorunder ansøgeren efter det oplyste oplevede grusomme hændelser. Ansøgeren havde under nævnsmødet tilkendegivet, at hun ikke frygtede forfølgelse i sit hjemland, men at hun på grund af subjektiv frygt på baggrund af disse hændelser frygtede at vende tilbage, idet hendes mand og datter har opholdstilladelse her i landet. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder og henset til, at ansøgeren blev boende i hjemområdet indtil 2003, at ansøgerens subjektive frygt på grund af oplevelserne i 1999 ikke var objektivt funderet. Flygtningenævnet henviste herved til Handbook on procedures and criteria for determining refugee Status, udarbejdet af UNHCR, punkt 37 og 38. Flygtningenævnet fandt derfor, at der ikke var grundlag for at fortolke FN's Flygtningekonventions artikel 1 A, nr. 2, således, at betingelsen om ”velbegrundet frygt for forfølgelse” var opfyldt. Ansøgeren risikerede således ikke konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, som affattet ved lov nr. 365 af 6. juni 2002, og ansøgeren kunne heller ikke af andre grunde anses for omfattet af denne bestemmelse. Se-Mo/2004/17
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende et samlevende par fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1975 (M) og 1979 (K), samt fire børn. Indrejst i oktober 2003. Den mandlige ansøger er etnisk roma og muslim og den kvindelige ansøger er etnisk serber og kristen. Flygtningenævnet fandt vedrørende den mandlige ansøger, at uanset om ansøgerens hjem var blevet ransaget under forsøg på at tvangsrekruttere ham til UCK, var dette ikke i sig selv asylbegrundende. Vedrørende den kvindelige ansøger fandt Flygtningenævnet, at uanset at hun var blevet mishandlet og voldtager under borgerkrigen i 1999, kunne dette ikke i sig selv anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt videre, at uanset at ansøgerne og deres børn havde været udsat for chikane som følge af familiens etnisk blandede oprindelse, var dette heller ikke asylbegrundende. Nævnet lagde herved vægt på, at chikanen ikke havde haft en så intensiv og systematisk karakter, at den kunne sidestilles med forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det var heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kosovo risikerede dødsstraf, tortur eller nedværdigende behandling eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at imødekomme den beskikkede advokats mere subsidiære påstand om sagens udsættelse på nærmere undersøgelse af, hvorvidt ansøgeren havde været i Belgien og/eller Holland, da nævnet ikke fandt det nødvendigt at få afklaret dette spørgsmål. Herefter, og da nævnet ikke anså de generelle forhold for romaer i Kosovo for asylbegrundende, opfyldte ansøgeren ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Se-Mo/2004/16
Nævnet meddelte i august 2004 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra Serbien-Montenegro, født 1967 (M) og 1967 (K), samt tre børn. Indrejst i marts 2001. Ansøgerne er etniske romaer. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte, at den mandlige ansøger, der på grund af sit virke som musiker på restauranter og cafeer var kendt i sin hjemby og i omegnen, i en kortere periode i 1999 var tvunget i serbisk militærtjeneste, hvilket var Kosovo-albanerne i området bekendt. Flertallet lagde endvidere til grund, at ansøgernes børn i cirka fem år før krigen gik i serbisk skole. Endelige lagde nævnet til grund, at familien blev jaget ud af deres hus i sommeren 1999, at de senere har levet i skjul i en nærliggende landsby, og at udrejsen var forsaget af at beboerne i landsbyen var blevet bekendt med deres opholdssted og havde fremsat trusler mod ansøgerens liv. Ansøgerne havde ikke opnået tilknytning til andet område i Serbien-Montenegro. Et flertal af Flygtningenævnet fandt efter en samlet og konkret vurdering ikke, at det kunne afvises, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flertallet lagde herved tillige vægt på den mandlige ansøgers stærke subjektive frygt. Se-Mo/2004/15
Nævnet stadfæstede i juni 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1973. Indrejst i august 2003. Ansøgeren er etnisk roma. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren i 1999 måtte forlade sit hus, som følge af krigen, og huset blev brændt under krigshandlingerne. Ansøgeren havde herefter opholdt sig i Mitrovica indtil udrejsen, uden at han var blevet udsat for nye overgreb. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved udrejsen havde været konkret og individuelt forfulgt eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede en sådan forfølgelse. Nævnet fandt på baggrund af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder brev af 18. maj 2004 fra ombudsperson Marek Antoni Nowicki, ikke at de generelt vanskelige forhold i Kosovo var af en sådan karakter, at ansøgeren alene af den grund skulle meddeles asyl. Flygtningenævnet stadfæstede samme dag Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende ansøgerens samlever og barn. Se-Mo/2004/14
Nævnet stadfæstede i juni 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1975. Indrejst i april 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tyrk fra Kosovo. Han er født og opvokset i Prizen. Han aftjente sin værnepligt i Serbien fra marts 1998 til juni 1999. Hans modersmål er tyrkisk, som også er det sprog, han blev undervist i i skolen. Der var flere albanere, der vidste, at han havde aftjent sin værnepligt i Serbien. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter han havde skrevet om den tyrkiske minoritet og deres rettigheder i den lokale tyrkiske avis, og at han havde arbejdet for unge tyrkere i Kosovo og deres rettigheder. Flygtningenævnet kunne endvidere lægge til grund, at ansøgeren fra 1999 og frem til udrejsen til Danmark havde opholdt sig periodevis i Tyrkiet. Endelig kunne Flygtningenævnet lægge til grund, som forklaret af ansøgeren under samtalen med styrelsen, at ansøgeren var blevet overfuset og skældt ud, men at han ikke havde været udsat for fysiske overgreb. Selvom en episode med et skud mod ansøgerens onkels bil måtte blive lagt til grund, så fandt den sted i 2001 og havde ikke været så væsentlig en begivenhed for ansøgeren, at han havde nævnt den tidligere under asylsagsbehandlingen – heller ikke under mødet med advokaten. Ansøgeren havde også først under nævnsmødet forklaret om trusler fra en UCK-person i forbindelse med at en tyrkisk institution skulle navngives, og nævnet kunne derfor heller ikke tillægge denne episode afgørende asylretlig betydning. Det fremgik af sagen, at ansøgeren havde opnået ægte pas efter sin militærtjeneste i 1999. Han havde som sit asylmotiv henvist til, at han aftjente værnepligt fra 1998 til 1999, hvortil bemærkedes, at ansøgeren først udrejste til Danmark i 2003, og til hans families økonomiske forhold og ringe levevilkår. Flygtningenævnet henviste om det tyrkiske mindretals forhold i Kosovo til landerapport fra det britiske Home Office fra april 2004. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at de generelle forhold for tyrkere i Kosovo kunne bevirke, at ansøgeren skulle have asyl. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren ved udrejsen havde været udsat for en forfølgelse, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og nævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for en sådan forfølgelse. Nævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Se-Mo/2004/13
Nævnet meddelte i juni 2004 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1955, samt et barn. Indrejst i maj 1999. Ansøgerens søn havde været medlem af UCK og var blevet dræbt i kamp med serbernee. Herefter var serbisk politi flere gange mødt op på ansøgeren og hendes families bopæl, hvor de havde beskyldt familien for at være terrorister og udsat dem for overgreb. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde til grund, at familien, herunder navnlig ægtefællen, blev udsat for voldsudøvelse af systematisk karakter fra serbernes side, efter at ansøgerens søn i september 1998 offentligt var blevet benævnt som UCK-medlem. Forløbet blev afsluttet ved at familien sammen med mange andre blev uddrevet i marts 1999 og også herunder udsat for voldelige overgreb. Det lagdes til grund, at den behandling, familien havde været udsat for, havde været afgørende medvirkende til den til dels psykotiske tilstand, som for ansøgerens vedkommende var beskrevet i en erklæring fra et psykiatrisk sygehus. Herefter fandt flertallet, at der forelå en sådan begrundet subjektiv frygt for en tilbagevenden, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, var opfyldt. Se-Mo/2004/12
Nævnet stadfæstede i juni 2004Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1977. Indrejst i maj 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under nævnsbehandlingen nedlagde principal påstand om hjemvisning, idet ansøgeren ikke er blevet korrekt behandlet som traumatiseret, jf. UNHCRs håndbog punkt 206 til 212. Ansøgerens advokat gjorde gældende, at ansøgeren ved indrejsen havde oplyst, at han var traumatiseret. Ansøgeren henviste herved til en af Røde Kors udarbejdet ”medical record” fra juni 2003, som han fremviste på nævnsmødet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde konsulteret en Røde Kors læge og anmodet om psykiatrisk hjælp, og at lægen ikke havde fundet det lægeligt nødvendigt at henvise ansøgeren til akut konsultation. Herefter fandt nævnet ikke, at Udlændingestyrelsen havde begået procedurefejl og i øvrigt bemærkedes, at UNHCRS håndbog er udarbejdet som en vejledning til udlændingemyndighederne. Flygtningenævnet fandt heller ikke på baggrund af sagens oplysninger grundlag for at udsætte sagen til en psykologisk/psykiatrisk udredning af ansøgeren. Ansøgeren er etnisk roma fra Kosovo og katolik. Før krigen i 1999 havde han været udsat for, at politiet tildelte ham lussinger og tilbageholdt ham kortvarigt i forbindelse med hans deltagelse i demonstrationer. Faderens forretning og familiens bolig havde frem til krigen været udsat for ransagninger, og ansøgeren havde fået tæv af politiet, når han var blevet stoppet og ikke var i besiddelse af ID. Efter krigen var familiens bolig ødelagt som følge af bombardementerne, og albanere plyndrede huset og overtog, hvad der var tilbage. KFOR, som var til stede i området, kunne ikke hjælpe familien med at få boligen tilbage. Ansøgerens forældre og søskende udrejste i 1999. Ansøgeren havde ifølge sine egne oplysninger været udsat for generel mundtlig chikane, og han kunne ikke få arbejde. Han udrejste i maj 2003 nogle måneder efter farbroderens død, da han ikke under de givne forhold kunne blive boende hos sin tante og kusiner. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde godtgjort, at han ved udrejsen var asylretligt forfulgt eller at han ville være i risiko herfor ved en tilbagevenden til Kosovo jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet fandt heller ikke, at de generelt vanskelige forhold for romaer i Kosovo kunne bevirke, at ansøgeren skulle have asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Endelig fandt nævnet heller ikke, at der var en reel risiko for at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville blive udsat for dødsstraf, for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Se-Mo/2004/10
Nævnet stadfæstede i juni 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1956. Indrejst i juni 2003. Ansøgeren, der er serber, blev i marts 1999 indkaldt til den serbiske hær. Efter 10-20 dage deserterede han, idet han ikke ønskede at kæmpe mod en stormagt. Ansøgeren havde efterfølgende opholdt sig i serbiske enklaver uden at være registreret hos myndighederne. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv i det væsentlige havde henvist til problemer som følge af desertering i marts 1999. Herudover havde han nævnt en lang række mindre konflikter til dels af økonomisk karakter samt konflikter, der havde at gøre med de generelle krigsforhold. Ansøgeren havde ikke kunnet konkretisere problemer af asylrelevant karakter. Ansøgerens militærunddragelse måtte anses for omfattet af den amnestilov, som blev vedtaget i 2001. For så vidt angik de øvrige forhold, som ansøgeren havde henvist til, havde der været tale om konflikter i forhold til forskellige grupperinger af forholdsvis begrænset intensitet. Ansøgeren havde kunnet opholde sig i Kosovo frem til 2003. En del af hans begrundelse for at udrejse på dette tidspunkt var af økonomisk karakter. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at han ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Det bemærkedes i den forbindelse, at den generelle sikkerhedssituation i Kosovo ikke fandtes at kunne begrunde asyl. Se-Mo/2004/9
Nævnet stadfæstede i maj 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1984. Indrejst i april 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kosovo-albaner og muslim fra det nordlige Mitrovica i Kosovo-provinsen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren og hans familie blev fordrevet fra deres bopæl af serbiske styrker i 1999 i forbindelse med krigen i Kosovo. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren efterfølgende blev tilbageholdt af serberne i 14 dage, hvorunder han blev udsat for voldelige overgreb, og at han ikke siden havde været i kontakt med sine forældre. Flygtningenævnet fandt ikke, at de nævnte forhold kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at overgrebene lå tilbage i tid. Flygtningenævnet tillagde det endvidere vægt, at ansøgeren ikke havde haft nogen konkret konflikt med myndighederne eller politiske grupperinger i Kosovo ud over den generelle situation, der var en følge af serbernes fremfærd. Ansøgeren havde som asylmotiv videre henvist til, at han senere vendte tilbage til familiens lejlighed i det nordlige Mitrovica, hvorfra han efter cirka et halvt år blev fordrevet af maskerede serbere, der tillige bortførte ansøgerens søster. Ansøgeren henviste til, at han i den forbindelse blev udsat for voldelige overgreb, og at han ikke siden denne episode havde været i kontakt med søsteren. Flygtningenævnet fandt ikke, at begivenhederne havde haft en sådan karakter og et sådant omfang, at de kunne anses for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efterfølgende havde kunnet opholde sig i den sydlige del af Mitrovica frem til udrejsen til Skopje i 2001 uden at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse. Det forhold, at ansøgeren ikke kunne vende tilbage til den tidligere bopæl i det nordlige Mitrovica, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt ikke tilstrækkelig anledning til at udsætte sagen med henblik på at afvente yderligere oplysninger om situationen i Kosovo. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at området fortsat administreres med bistand fra KFOR-styrkerne og UNMIK, og at situationen i området ifølge de seneste foreliggende oplysninger er stabiliseret. Den generelt vanskelige situation i Kosovo fandtes således ikke at kunne begrunde asyl. De foreliggende oplysninger om ansøgerens psykiske og fysiske tilstand kunne ikke føre til en ændret asylretlig vurdering. Herefter fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren kunne vende tilbage til Kosovo-provinsen uden at risikere at blive udsat for en forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede, at spørgsmålet, om der forelå sådanne humanitære grunde, at ansøgeren ikke burde vende tilbage til hjemlandet, hører under Integrationsministeriets kompetenceområde. Se-Mo/2004/8
Nævnet stadfæstede i maj 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, begge født 1978. Indrejst i marts 2003. I 1999 blev ansøgerne evakueret til Norge, hvor familien opholdte sig i tre år. I 2002 måtte familien rejse tilbage til Kosovo, idet det ikke var muligt for familien at få forlænget deres opholdstilladelse. Flygtningenævnet udtalte, at den mandlige ansøger er etnisk kosovo-albaner og muslim fra Kernica i Kosovo-provinsen. Den kvindelige ansøger er etnisk kosovo-albaner og muslim fra Pristina i Kosovo-provinsen. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger og hans familie i august 1998 blev fordrevet fra hjembyen af serbiske soldater og paramilitære styrker, hvorefter de opholdt sig skiftevis i bjergene og i forskellige landsbyer for i januar 1999 at ankomme til Pristina, hvorfra de blev fordrevet i april 1999. Endvidere lagde nævnet til grund, at den mandlige ansøger ikke i forbindelse med fordrivelserne havde været udsat for fysiske overgreb. Flygtningenævnet lagde endelig til grund, at den kvindelige ansøger under krigen i Kosovo blev fordrevet fra hjembyen. Uanset om den kvindelige ansøger havde været udsat for fysiske overgreb eller havde måttet gennemleve andre voldsomme begivenheder under krigen i Kosovo, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgernes oplevelser i hjemlandet i dag kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke som følge heraf kunne antages at risikere en asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Nævnet tillagde det i den forbindelse vægt, at begivenhederne lå tilbage i tid, og at forholdene i hjemlandet siden er afgørende ændret. Endelig lagde nævnet vægt på, at ansøgerne fra deres hjemkomst fra Norge i april 2002 og frem til udrejsen til Danmark i marts 2003 havde kunnet opholde sig i hjemlandet uden at blive udsat for overgreb. Selv om den kvindelige ansøger ifølge det til sagen fremlagte lægelige materiale led af PTSD som følge af de begivenheder, som hun måtte have gennemlevet i hjemlandet, lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerne ikke efter det oplyste havde haft nogen betydende konkret konflikt med myndighederne eller politiske grupperinger i Kosovo, ud over den generelle situation, der var en følge af serbernes fremfærd. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at den kvindelige ansøgers psykiske tilstand eller den deraf følgende subjektive frygt for en tilbagevenden kunne begrunde asyl. Herefter, og idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet ikke kunne føre til et andet resultat, fandt Flygtningenævnet, at ansøgerne kunne vende tilbage til Kosovo-provinsen, hvor de begge fortsat havde familie, uden at risikere at blive udsat for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden ville være i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Se-Mo/2004/7
Nævnet stadfæstede i marts 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1977. Indrejst i februar 2003. Sagen har været behandlet af Flygtningenævnets formand på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens §§ 53, stk. 4 og 56, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kosovo-albaner fra Kosovo-provinsen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren i perioden fra 1990 til 1998 blev tilbageholdt fire gange af det serbiske politi, hvorunder han blev udsat for voldelige overgreb. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren fra 1998 til 1999 fungerede som soldat for UCK, i hvilken forbindelse han overværede drab på civile og andre soldater. Flygtningenævnet fandt ikke, at de nævnte forhold kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved afgørende vægt på, at begivenhederne lå tilbage i tid. Nævnet tillagde det endvidere vægt, at forholdene i Kosovo er ændret, herunder at der er etableret en civil FN administration, ligesom KFOR er til stede og deltager i varetagelsen af sikkerhedssituationen. Det forhold, at ansøgeren blev afskediget fra politiet i Kosovo-provinsen på grund af en falsk vidneforklaring, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et privatretligt forhold, for hvilket udlændingelovens § 7 ikke finder anvendelse. Ansøgeren havde som asylmotiv endvidere henvist til, at han som politibetjent var i opposition til kriminelle organisationer, og at han i 2002 blev opsøgt to-tre gange af maskerede mænd, der fremsatte trusler. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren i den anledning havde rettet henvendelse til politiet, der angiveligt skulle have nægtet ham beskyttelse på det foreliggende grundlag. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring herom først var kommet i forbindelse med samtalen med den beskikkede advokat. Under en samtale med Dansk Flygtningehjælp havde ansøgeren i stedet forklaret, at han ikke anmeldte truslerne til politiet eller UNMIK, idet han var af den opfattelse, at hverken politiet eller domstolene ville kunne beskytte ham. Flygtningenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren måtte henvises til at søge beskyttelse hos de relevante myndigheder, herunder de internationale myndigheder i Kosovo. De foreliggende oplysninger om ansøgerens psykiske tilstand eller den deraf følgende subjektive frygt for en tilbagevenden kunne ikke begrunde asyl. Herefter, og idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet ikke kunne føre til et andet resultat, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren kunne vende tilbage til Kosovo, hvor han fortsat har sin nærmeste familie, uden at risikere at blive udsat for en forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede, at spørgsmålet, om der forelå sådanne humanitære grunde, at ansøgeren ikke bør vende tilbage til hjemlandet, henhører under Integrationsministeriet. Se-Mo/2004/5
Nævnet stadfæstede i februar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1984 Indrejst i 2001. Ansøgeren var etnisk roma fra Kosovo. Ansøgeren havde ikke på noget tidspunkt været medlem af eller aktiv for noget politisk parti, forening, organisation eller lignende. Ansøgeren og dennes familie blev opsøgt på bopælen af etniske albanere, der ledte efter ansøgerens fader. Ansøgeren og dennes søskende blev ved en af disse episoder truet med at blive voldtaget og blev revet i tøjet. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette kunne begrunde asyl. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om en enkeltstående begivenhed, der fandt sted i forbindelse med krigshandlinger i 1999. Nævnet fandt således ikke, at ansøgeren ved udrejsen havde været udsat for overgreb eller lignende, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en konkret eller individuel risiko for at blive udsat for en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren burde meddeles asyl under henvisning til sine forældres forhold allerede fordi, ansøgerens forældre var meddelt endeligt afslag på asyl i Danmark. Det forhold, at tre af ansøgerens søskende tidligere var meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, kunne ligeledes, henset til tidspunktet for bedømmelsen af deres sager, ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren i dag burde meddeles opholdstilladelse. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens subjektive frygt for en tilbagevenden var således velbegrundet, at ansøgeren af den grund opfyldte betingelserne for at blive meddelt asyl. De fremlagte speciallægeerklæringer vedrørende ansøgerens forældre kunne ikke i sig selv begrunde en ændret vurdering heraf. Nævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige forhold for romaer i Kosovo kunne bevirke, at ansøgeren skulle have asyl som følge heraf. Nævnet lagde vægt på, at situationen i Kosovo efter de foreliggende baggrundsoplysninger var afgørende ændret, og at området administreres med bistand fra KFOR styrkerne og UNMIK. Såfremt ansøgeren ikke fandt at kunne tage ophold i Kosovo, fandt nævnet, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold andet steds i Serbien og Montenegro, hvor hun blandt andet sammen med sin fader havde opholdt sig i 6 måneder frem til udrejsen. Nævnet fandt ikke, at den chikane, ansøgeren og familien havde været udsat for fra serbernes side, var af en sådan karakter og et sådant omfang, at ansøgeren ikke skulle kunne tage ophold i Serbien. Ansøgeren havde under nævnsbehandlingen nedlagt påstand principalt om hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen for at få en førsteinstansbehandling. Ansøgeren havde under Udlændingestyrelsens behandling af sagen ikke været interviewet og havde således ikke haft mulighed for over for Udlændingestyrelsen at give sin personlige beretning om sine oplevelser og sin families sikkerhed. Efter at ansøgeren havde afgivet forklaring i nævnet, fandt nævnet ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen som begæret. Nævnet bemærkede, at Udlændingestyrelsens afgørelse af februar 2002 også omfattede ansøgeren, der på dette tidspunkt var mindreårig og således repræsenteret af sine forældre, der selv havde afgivet forklaring til Udlændingestyrelsen under styrelsens behandling af familiens sag. Ansøgeren var ikke under nævnets behandling af sagen fremkommet med sådanne nye oplysninger af asylretlig karakter, at sagen på denne baggrund burde hjemvises. Nævnet fandt ikke grundlag for at udsætte afgørelsen af sagen på indhentelse af yderligere oplysninger fra KIP [Kosovo Information Project, red.], som begæret af advokaten. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Se-Mo/2004/4
Nævnet stadfæstede i februar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1967 (M) og 1971 (K), samt to børn Indrejst i oktober 2002. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne som asylmotiv dels henviste til de generelle forhold for romaer i Kosovo, dels til at de konkret risikerede overgreb, fordi den mandlige ansøger udførte tvungent arbejde for serberne i form af at stjæle dyr for dem fra flygtede albanere i 1999. Nævnet bemærkede hertil, at ansøgerne fra 1999 og frem til udrejsen i 2002 opholdt sig i hjembyen, at den mandlige ansøger i denne periode arbejdede for albanere, og at den chikane ansøgerne forklarede om ikke var af en sådan karakter, at den kunne begrunde asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Ansøgerne fandtes dernæst ikke at have sandsynliggjort, at de som følge af deres konkrete forhold skulle være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ved hjemvenden. Spørgsmålet var herefter om de generelle forhold for romaer i Kosovo i sig selv var asylbegrundende. Den beskikkede advokat henviste her væsentligt til Europarådets anbefalinger, og navnlig punkt 39c i det bagvedliggende dokument 3990 af 31. oktober 2003. Det fremgår her om personlig sikkerhed, at romaer stadig har en velbegrundet frygt for forfølgelse i Kosovo. Nævnet bemærkede herved, at Europarådets anbefalinger væsentligst vedrører spørgsmålet om tvangsmæssig udsendelse, og at den af advokaten fremhævede passus ifølge noten er baseret på en UNHCR-rapport af januar 2003. Nævnet lagde imidlertid ved vurderingen af den aktuelle situation og dennes betydning for asylvurderingen vægt på beskrivelsen af romaernes forhold som disse er beskrevet i UK Home Office Country Report fra oktober 2003. Uanset at romaernes forhold i Kosovo også efter denne rapport er vanskelige, fandtes forholdene imidlertid ikke at være af en sådan karakter, at de i sig selv var asylbegrundende. Se-Mo/2004/3
Nævnet stadfæstede i januar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1983. Ansøgeren er etnisk romani. Ansøgeren og hans familie blev jævnligt opsøgt af personer på bopælen, som truede dem på livet og afpressede penge af dem. Ansøgeren og hans familie klagede over personernes behandling til det serbiske politi, men politiet ønskede ikke at foretage sig noget i den anledning. I maj 2001 var ansøgeren til session. I juli 2001 var ansøgeren tilbageholdt i et døgn, idet han uretmæssigt var blevet anmeldt for cykeltyveri. I september 2001 blev ansøgeren indkaldt til aftjening af værnepligt, hvorefter ansøgeren gemte sig hos sin bedstefader. Personer fra hæren opsøgte ansøgerens bopæl for at lede efter ham. Ansøgeren opholdt sig i skjul hos bedstefaderen frem til udrejsen. Ansøgeren havde i Danmark været udsat for et knivoverfald. Ansøgerens broder og faders sager blev behandlet af nævnet samme dag og med samme resultat. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk roma fra Vojvodina-provinsen i Serbien. Ansøgeren og hans broder og fader havde under nævnsmødet forklaret indbyrdes modstridende og divergerende i forhold til tidligere forklaringer med hensyn til, hvem af brødrene, der i sommeren 2001 blev beskyldt for cykeltyveri og med hensyn til omstændighederne i forbindelse med tilbageholdelsen hos politiet. Uanset om nævnet lagde til grund, at én af brødrene i sommeren 2001 blev beskyldt for et cykeltyveri og at ansøgeren og muligt både hans fader og broder i forbindelse hermed blev tilbageholdt af politiet og udsat for hårdhændet behandling, og uanset om familien efterfølgende flere gange blev opsøgt af de pågældende politifolk udenfor tjeneste og udsat for trusler, fandt nævnet ikke, at forholdene var af en sådan karakter og intensitet, at de kunne begrunde asyl. Nævnet havde herunder lagt vægt på, at ansøgeren og hans fader og broder blev løsladt uden yderligere retsskridt. Ansøgeren havde i nævnet forklaret, at hans tidligere forklaring om, at familien i marts 2001 havde været udsat for et røveri var overdreven og henviste til truslerne fra de ovenfor anførte politifolk. Uanset om ansøgeren på grund af sin etnicitet havde været udsat for chikanerier, fandt nævnet ikke, at de generelle forhold for romaer i Serbien i sig selv kunne anses som asylbegrundende. Uanset om ansøgeren måtte have været indkaldt til aftjening af værnepligt og undladt at give møde, fandt nævnet ikke, at dette forhold kunne begrunde asyl. Nævnet havde herved lagt vægt på, at der var gennemført amnestilovgivning og at ansøgeren i øvrigt ikke kunne antages at risikere en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig straf på grund af udeblivelse. Den omstændighed, at ansøgeren efter Udlændingestyrelsens afslag efter det oplyste havde været udsat for et knivoverfald her i landet, fandt nævnet ikke var af asylretlig relevans. Den af ansøgeren i forbindelse hermed påberåbte subjektive frygt for en tilbagevenden fandt nævnet ikke var således begrundet i objektive omstændigheder, at den kunne begrunde asyl. Nævnet fandt ikke, at den videooptagelse som ansøgeren havde henvist til i nævnsmødet efter beskrivelsen af indholdet, indeholdt sådanne oplysninger, at der var grundlag for at udsætte sagen. Se-Mo/2004/2
Nævnet stadfæstede i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Serbien. Ansøgerne indrejste i 2009. Ansøgerne havde tidligere fået afslag på asyl i Frankrig, Tyskland og Østrig og havde umiddelbart før indrejsen til Danmark søgt asyl i Sverige og Finland, men afventede ikke svar fra myndighederne. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk roma fra en by udenfor Beograd i Serbien. Den kvindelige ansøger er etnisk serber fra samme by. Ansøgerne har ikke været medlemmer af nogle politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har boet sammen siden 2005. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de i hjembyen har været udsat for chikanerier og overfald fra skinheads, herunder i de 15 dage i sommeren 2009, hvor de senest har boet i hjembyen, hvor skinheads trængte ind i deres bolig. Den mandlige ansøger blev ved den lejlighed slået, fik tænder slået ud og blev urineret på. Den kvindelige ansøger blev voldtaget. Overfaldet og de mange chikanerier er begrundet i den mandlige ansøgers etnicitet. Parret udrejste kort tid efter overfaldet. Skinheads har også tidligere udsat den mandlige ansøgers sønner for vold i hjembyen i 2001 og i begyndelsen af 2002. I starten af 2002 blev én af mandens sønner endvidere skudt i hjembyen og er derfor invalid. Den mandlige ansøger har flere gange, senest primo 2002, anmeldt overgrebene til det lokale politi i hjembyen, der ikke synes at have foretaget relevant politimæssig efterforskning i den anledning. Han er ikke blevet behandlet med respekt af politiet, og det lokale politi har ved mindst én lejlighed slået på ham. Han har derfor ikke fundet det formålstjenligt senere at rette henvendelse til politiet. Den kvindelige ansøgers bedstemor har omkring fem dage inden voldtægten anmeldt til politiet, at der er blevet råbt efter den kvindelige ansøger. Politiet tog sig ikke af det. Politiet rettede henvendelse til hospitalet, hvor den kvindelige ansøger var indlagt efter voldtægten. Der er tilsyneladende ikke foretaget nogen anholdelser efter voldtægten. Ansøgerne har på intet tidspunkt klaget over det lokale politi. I store dele af perioden fra 2002 til 2004 boede den mandlige ansøger i en by i det sydvestlige Serbien, og parret boede sammen i en by i det sydvestlige Serbien fra 2006 til medio 2009. Ansøgerne holdt lav profil i byen og kom ikke meget ud. De blev ikke udsat for egentlige overgreb, mens de boede i byen i det sydvestlige Serbien, men der blev dog flere gange råbt efter dem. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgernes forklaringer til grund. Forholdene for romaer kan være vanskelige i Serbien, men det kan dog, efter nævnets opfattelse, ikke lægges til grund, at de overordnede serbiske myndigheder understøtter eller accepterer overgreb mod romaer eller at de overordnede serbiske myndigheder ikke vil yde relevant beskyttelse mod overgreb. Ansøgerne må derfor ved overgreb henvises til at rette henvendelse til de overordnede serbiske myndigheder. Herefter, og med bemærkning om, at de omtalte alvorligste svigt fra det lokale politi skulle være foregået for en hel del år siden, samt at ansøgerne ikke har været udsat for egentlige overgreb, mens de har boet andre steder end i hjembyen, hvortil de ikke længere har tilknytning, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Serbien risikerer at blive udsat for en sådan forfølgelse, at de opfylder betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7 stk. 1, eller at de har behov for beskyttelse mod overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse”. serb/2011/2
Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Serbien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk roma fra Pozarevac i Serbien. Ansøgeren ikke har været medlem af politiske eller religiøse partier, organisationer, foreninger eller lignende. Ansøgeren har som sit væsentligste asylmotiv anført, at han siden 1999 er blevet udsat for chikane fra politiet i Pozarevac at han i den forbindelse adskillige gange er blevet udsat for voldelige overgreb på politistationen Pozarevac, og at han i 2008 blevet tvunget til at betale beskyttelsespenge til politiet. Ydermere har han henvist til de generelle forhold for romaer i Serbien, og at han ikke har mulighed for at søge myndighedsbeskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om den systematiske chikane og overgreb fra politiets side til grund, idet ansøgerens forklaring herom løbende er blevet udbygget betydeligt. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren til politirapporten forklarede, at han ikke var forfulgt i Serbien, at han i asylregistreringsrapporten forklarede, at han havde været tilbageholdt i 24 timer adskillige gange, men at han ønskede asyl i Danmark på grund af dårlige levevilkår i Serbien, og at han senere til Udlændingeservice, Dansk Flygtningehjælp og den beskikkede advokat forklarede om systematisk chikane, overgreb og afpresning. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren to gange tidligere har frafaldet sin ansøgning om asyl i Danmark tilbage og er rejst tilbage til Serbien, henholdsvis to og fem år efter de påstående overgreb skulle være begyndt. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse i tilfælde af eventuelle konflikter, og nævnet finder ikke holdepunkter for at antage, at ansøgeren ikke vil kunne opnå en sådan beskyttelse. De generelle om end vanskelige forhold for etniske romaer i Serbien kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet skal endvidere bemærke, at oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige og socioøkonomiske forhold ikke kan føre til, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der indebærer, at han har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse”. serb/2011/1
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Serbien (m) og Kosovo (k) samt et barn bosat i Kosovo. I 2004 var den mandlige ansøger blevet tilbageholdt i 5 dage og slået af fire ukendte albanere fra UCK. Da den mandlige ansøger var kommet tilbage til sit hjem, var den kvindelige ansøger i chok og havde siden været psykisk ustabil, hvorfor hun i Danmark havde været under behandling. Den mandlige ansøger frygtede, at den kvindelige ansøger var blevet voldtaget under hans fravær. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger er statsborger i Serbien. Ifølge flygtningekonventionen skal den mandlige ansøgers forhold derfor vurderes i forhold til Serbien. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var noget grundlag for at antage, at den mandlige ansøger skulle risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller have behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, i forhold til Serbien. Det bemærkedes herved, at den mandlige ansøger ikke havde noget udestående med de serbiske myndigheder, og at der ikke var grundlag for at antage, at UCK eller tilsvarende militsgrupper skulle opsøge den mandlige ansøger i Serbien. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at den kvindelige ansøger er statsborger i Kosovo. Nævnet lagde videre den mandlige ansøgers forklaring om det overgreb, der havde fundet sted i 2004/2005, til grund. Den kvindelige ansøger måtte herefter antages at have været udsat for et alvorligt overgreb, der havde medført alvorlige psykiske traumer. Flygtningenævnet fandt, at det pågældende overgreb måtte anses for et enkeltstående kriminelt forhold, som det påhvilede myndighederne at beskytte ansøgerne imod. Ansøgerne havde ikke anmeldt forholdet til myndighederne, selvom de var forblevet i området i fire til fem år før udrejsen til Danmark. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at myndighederne i Kosovo ikke ville foretage det fornødne i anledning af det pågældende overgreb. Flygtningenævnet fandt således ikke, at den kvindelige ansøger opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Af de samme grunde fandt Flygtningenævnet i øvrigt heller ikke, at den mandlige ansøger risikerede forfølgelse eller overgreb, der i givet fald ville være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Serb/2010/1.
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Serbien. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således gennem årerne været udsat for såvel chikane som forskellige overgreb fra lokalbefolkningen som følge af, at han er roma. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse overgreb havde haft et sådant omfang og intensitet, at ansøgeren måtte anses som udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Det forhold, at ansøgeren var blevet slået af en politibetjent, da han havde forsøgt at anmelde et overfald, måtte anses som et enkeltstående forhold, udøvet af en lokal myndighedsperson. Dette forhold kunne ikke føre til nogen anden samlet vurdering af ansøgerens forhold. Ansøgerens forhold kunne heller ikke antages at indebære, at ansøgeren risikerede sådanne overgreb, at han havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Serb/2009/2
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborgersamt et barnfra Serbien. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde forklaret, at hendes tidligere kæreste var medlem af mafiaen. Deres forhold havde været præget af vold, og da ansøgeren havde forladt ham, havde han smidt en bombe ind i ansøgerens families hus. Dette havde resulteret i ansøgerens forældres død. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er serbisk statsborger. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Det lagdes således til grund, at ansøgerens tidligere kæreste havde dræbt hendes forældre og broder. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette forhold kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt havde rettet henvendelse til politiet, uanset det forhold, som ansøgeren begrundede sin asylansøgning med, måtte karakteriseres som almindelig grov kriminalitet. Flygtningenævnet fandt i den forbindelse ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at politiet på grund af hendes tidligere kærestes forhold, ikke ville behandle sagen. Såfremt ansøgeren ikke fandt, at hun ville kunne tage ophold i sin hjemby, henvistes hun til at tage ophold andetsteds i Serbien. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret og individuel risiko for myndighedsunderstøttet forfølgelse eller overgreb som omhandlet i Udlændingelovens § 7, stk. 2. Serb/2009/1
Resumé af afgørelsen findes tillige under Kosovo. Nævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo (m) og Serbien (k) og deres børn. Indrejst i 2007. Ansøgerne havde oplyst, at de er etniske romaer. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne som asylmotiv havde angivet, at de frygtede blodhævn fra en anden roma-families side på grund af et drab begået af den mandlige ansøgers bror, og at de øvrigt som romaer ville risikere forfølgelse ved en tilbagevenden til deres respektive hjemlande, henholdsvis Kosovo og Serbien. Om den angivne frygt for blodhævn bemærkede nævnet, at den relaterede sig til en begivenhed i 1998, og der var efter det oplyste hverken overgået ansøgerne eller deres familiemedlemmer noget siden da. Ansøgernes frygt for blodhævn måtte på den baggrund anses for alene begrundet i formodninger, som ikke var nærmere underbygget. Herefter fandtes ansøgerne ikke at have sandsynliggjort, at de var i en konkret og individuel risiko for en forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af den angivne frygt for blodhævn. I øvrigt måtte det anses for en privatretlig konflikt, som ansøgerne måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. De generelle forhold for romaer fandtes hverken for den kvindelige ansøger i Serbien eller for den mandlige ansøger i Kosovo at kunne begrunde asyl. Nævnet bemærkede endvidere, at den mandlige ansøgers frygt for at skulle aftjene værnepligt ej heller var asylbegrundende. Om stillingtagen til spørgsmålet om non-refoulement bemærkede nævnet, at det følger af udlændingelovens § 32 a, at enhver afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 skal indeholde en stillingtagen til, om udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke rejser frivilligt, jf. § 31. Stillingtagen til spørgsmålet om non-refoulement er således en integreret del af nævnets afgørelse, og i afgørelsen anføres det specifikt, om ansøgeren kan udsendes tvangsmæssigt til hjemlandet, hvis den pågældende ikke udrejser frivilligt. Nævnet bemærkede herved, at det var en forudsætning for tvangsmæssig udsendelse af den mandlige ansøger til Kosovo og den kvindelige ansøger samt parrets børn til Serbien, at der forud for den tvangsmæssige udsendelse havde været etableret mulighed for, at begge ægtefæller kunne udrejse til et af disse lande, hvortil begge ægtefæller havde opnået eller kunne opnå indrejsetilladelse, og at ægtefællerne ikke havde ønsket at benytte sig af denne mulighed. Serb/2008/3
Nævnet stadfæstede i juli 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Serbien (m) og Rusland (k). Indrejst i 2007 med deres myndige datter. Ansøgerne var meddelt konventionsstatus i Ungarn i maj 2006. Den mandlige ansøger anførte som asylmotiv, at han som følge af sin modstand mod og offentlige kritik af det politiske styre i Serbien samt afgivne interviews til lokale og internationale medier under sit ophold i Ungarn var kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til ledende politiske og nationalistiske kræfter i Serbien, herunder de ledende partiers efterretningstjenester og paramilitære grupper. Den mandlige ansøger anførte endvidere, at de serbiske myndigheder ved flere lejligheder havde udsat ham for overgreb under anholdelser, trusler samt chikane i form af nedlukninger af hans forretning, idet han havde afslået at samarbejde. Han havde prøvet at anmelde forholdene til myndighederne, men var blevet afvist. I 2005 var der i Serbien blevet øvet hærværk mod familiens sommerhus, ligesom den mandlige ansøger ved en enkelt lejlighed var blevet overfaldet af tre for ham ukendte personer. Familien havde prøvet at anmelde forholdene til myndighederne, der imidlertid havde afvist at modtage anmeldelserne. Den kvindelige ansøger og ansøgernes datter henviste begge til den mandlige ansøgers asylmotiv. Ansøgerne gjorde endvidere gældende, at de ikke kunne tage ophold i Ungarn, idet de ungarske myndigheder på trods af meddelelse af konventionsstatus i maj 2006 behandlede dem ringe og ikke ønskede at hjælpe dem. Flygtningenævnet stadfæstede samme dag Udlændingeservices afgørelse vedrørende ansøgernes datter som en konsekvens af forældrenes afgørelse. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at Flygtningenævnet ikke var bundet af de ungarske myndigheders afgørelse om at meddele ansøgerne asyl i Ungarn. Den mandlige ansøger havde ikke udestående med det nuværende serbiske styre, og der var intet grundlag for at antage, at han ved en tilbagevenden til Serbien skulle risikere forfølgelse fra myndighedernes side. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at de serbiske myndigheder ikke ville eller kunne yde ham beskyttelse mod paramilitære grupper. Flygtningenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren ikke havde forsøgt at påklage afvisningerne af hans anmeldelser om hærværk og overfald i 2005, ligesom ansøgeren i øvrigt ikke fandtes at have sandsynliggjort, at overfaldet på ham havde sammenhæng med hans politiske aktiviteter. Den kvindelige ansøger havde ikke oplyst om omstændigheder, der gav grundlag for at antage, at hun ved en tilbagevenden til Rusland risikerede forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgerne opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de ved en tilbagevenden til Serbien ville være i risiko for overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Serb/2008/2
Nævnet stadfæstede i januar2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at der ikke var grundlag for at udsætte sagen, uanset den sene fremkomst af dele af advokatens indlæg. Der sås ikke at være forhold, der kunne begrunde en fornyet behandling i Udlændingeservice. Ansøgeren, der forlod sit hjemland som enlig kvinde, sås ikke at have bragt sig i modsætningsforhold til sit hjemlands myndigheder eller andre. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren i lighed med en række andre kvinder i 1999 var blevet udsat for voldtægt begået af det serbiske militær. Flygtningenævnet bemærkede, at der var forløbet en længere årrække siden det skete, og at der var ændrede forhold i hjemlandet. Det pågældende overgreb kunne derfor ikke på tidspunktet for Flygtningenævnets vurdering i sig selv begrunde asyl. Ansøgeren havde oplyst, at det i lokalbefolkningen var kendt, hvilke kvinder, der var udsat for den pågældende behandling, og at den pågældende gruppe af kvinder som følge heraf havde været udsat for forhånelse fra civilbefolkningens side. Det kunne ikke lægges til grund, at forhånelsen havde haft et sådant omfang eller intensitet, at dette kunne sidestilles med forhold der er beskrevet i udlændingelovens § 7 eller konventioner, som Danmark har tiltrådt. Ansøgerens subjektive frygt kunne ikke ændre på denne vurdering. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i nærliggende risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Serb/2008/1
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Serbien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 11, og § 56, stk. 3, 1. pkt. Ansøgeren er etnisk roma fra Nis, Serbien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har – i forbindelse med asylsagen i 2014 – som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Serbien frygter at blive fængslet, fordi myndighederne har sigtet ham for besiddelse af narkotika. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2011 blev taget af politiet i besiddelse af 0,2 gram heroin, hvorefter han blev afhørt og fik at vide, at han ville blive indkaldt for retten. Ansøgeren udrejste af Serbien, forinden han blev tilsagt til møde for retten. Ansøgeren har endvidere – i forbindelse med asylsagen i 2014 – som asylmotiv henvist til, at han frygter overgreb fra fire personer, som han har angivet til politiet for ulovlige aktiviteter, herunder blandt andet narkotikakriminalitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at de fire personer opsøgte ham på bopælen adskillige gange i perioden 2004-2009, og at disse personer flere gange har udsat ham for vold. Ansøgeren har – i forbindelse med genoptagelsen af sagen – som asylmotiv henvist til, at han frygter de politifolk, han har arbejdet for. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har arbejdet som meddeler for politiet i Serbien. Da han ikke længere ønskede at arbejde for politiet, blev han uretmæssigt anklaget for kriminelle forhold. Ansøgerens mor har efterfølgende oplyst, at de tyske myndigheder har meddelt ansøgeren et indrejseforbud i Serbien i ti år grundet det ophørte samarbejde med politiet i Serbien. Uanset om Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han er kommet i et modsætningsforhold til de serbiske myndigheder, idet han er blevet sigtet for besiddelse af narkotika, til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at det kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det falder inden for det enkelte lands jurisdiktion at lovgive for sine statsborgere og fastsætte sanktioner i tilfælde, hvor lovgivningen bliver overtrådt, og nævnet finder ikke, at en fængselsstraf på tre-ni måneder, som ansøgeren har oplyst, at han risikerer ved en tilbagevenden til Serbien, i sig selv kan anses for uforholdsmæssig efter danske retstraditioner eller for umenneskelig eller nedværdigende behandling. Uanset om ansøgerens forklaring om hans konflikt med de fire personer, som han har angivet til politiet, lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Serbien må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at han tidligere har forsøgt at melde disse personer til politiet, men at politiet skulle have beviser, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, ansøgeren kan henvises til at søge beskyttelse hos de overordnede myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med de politifolk, som han har arbejdet for, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende herom, hvorfor forklaringen må forkastes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således ikke under sin asylsagsbehandling i 2014 oplyst om konflikten med politifolkene, men derimod først oplyst herom, da han igen i 2017 søgte om asyl, til trods for, at konflikten angiveligt fandt sted forud for indrejsen i Danmark i 2014, og til trods for, at ansøgeren efter det oplyste, ikke har været tilbage i sit hjemland i den mellemliggende periode. Ansøgerens forklaring om, at han ikke oplyste om denne konflikt i 2014, fordi han forventede at blive sendt tilbage til Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren heller ikke til Dansk Flygtningehjælp [i vinteren] 2014 oplyste om denne konflikt, til trods for, at han efter oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2014, blev orienteret om, at hans asylsag ville blive behandlet i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at der er fremkommet en rimelig forklaring på disse forhold. Flygtningenævnet skal videre bemærke, at de oplysninger, som ansøgeren er fremkommet med, om hans helbredsmæssige forhold, ikke er omfattet af Flygtningenævnets kompetence, men henhører under Udlændinge- og Integrationsministeriet. Flygtningenævnet finder på baggrund af ovenstående ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Serbien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” serb/2018/1/cma
Nævnet stadfæstede i februar 2017. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Serbien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Indledningsvis bemærkes det, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3.Ansøgeren er serbisk statsborger, etnisk serber og kristen katolik fra [A], Serbien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at han er homoseksuel. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for vold og overgreb som følge af, at han er homoseksuel. Ansøgeren mener ikke, at han vil kunne opnå den fornødne beskyttelse hos myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han forud for sin udrejse i 2010 blev opsøgt i sit hjem af fire maskerede mænd i politiuniformer, som tog ham med ud i et skovområde, hvor han blev slået og sparket, ligesom han var udsat for trusler. Ansøgeren er flere gange blevet afhentet i hjemmet og udsat for krænkeler i skoven. Som følge heraf besluttede ansøgeren i 2010 at udrejse. I slutningen af 2012 blev ansøgeren udsendt fra Holland til Serbien. Ansøgeren opholdt sig et års tid i Novi Sad, inden han vendte tilbage til sin hjemby efter opfordring fra sin familie. I [vinteren] 2015 blev ansøgeren på ny opsøgt på familiens bopæl af fire maskerede mænd, som var iklædt uniformer. Ansøgeren blev ved flere lejligheder bortført af de maskerede mænd, som kørte ham til en skov, hvor han blev udsat for overgreb og truet på livet. I [vinteren] 2015 udrejste ansøgeren på ny. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren været i kontakt med sin far og søster, som har oplyst, at gerningsmændene har søgt efter ansøgeren på familiens bopæl og at de i den forbindelse har udsat både ansøgerens far og søster for overgreb. Flygtningenævnet lægger til grund, at homoseksuelle i Serbien kan blive udsat for diskrimination, og at homoseksuelle som følge heraf kan opleve problemer med at udleve deres seksualitet. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren som forklaret er homoseksuel, og at han i den anledning har oplevet forskellige overgreb. Nævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sin seksuelle orientering er blevet udsat for diskrimination af myndighederne. Flygtningenævnet finder således, at det beror på ansøgerens egen formodning, at de maskerede personer arbejder for myndighederne. Nævnet bemærker i den forbindelse, at overfaldsmændene ikke overfor ansøgeren har tilkendegivet, at de skulle være en del af det serbiske politi. Videre finder Flygtningenævnet, at det beror på ansøgerens egen formodning, at politiet og myndighederne ikke har vilje til at hjælpe ham som følge af hans homoseksualitet. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke har forsøgt at anmelde forholdet til politiet eller de serbiske myndigheder i øvrigt. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke har fundet anledning til at søge yderligere akter vedrørende ansøgerens asylsager i henholdsvis Holland og Sverige indhentet, idet nævnet har lagt ansøgerens forklaring som sit asylmotiv til grund. Nævnet bemærker videre, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at om end forholdene for LGBT-personer efter omstændighederne kan være vanskelige, er homoseksuelle forhold lovlige, og der foreligger ikke oplysninger om risiko for overgreb fra myndighedernes side rettet mod LGBT-personer. Det fremgår videre, at de serbiske myndigheder støtter LGBT-rettigheder, at hate crimes og anden diskrimination af LGBT-personer er kriminaliseret ved lov, at afholdelsen af Belgrade Pride 2015 blev gennemført uden problemer i september 2015, samt at parlamentet i juni 2013 vedtog en strategi for antidiskrimination med det formål at løse problemer vedrørende fordomme og mishandling af LGBT-personer. Flygtningenævnet kan i den forbindelse blandt andet henvise til rapporterne fra US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Serbia udgivet den 13. april 2016, Freedom House – Freedom in the World 2014 – Serbia udgivet den 22. august 2014, Freedom House – Freedom in the World 2015 – Serbia udgivet den 10. juli 2015 samt Amnesty International – Belgrade Pride 2014 – A victory for human rights af 28. september 2014. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for homoseksuelle i Serbien i sig selv kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Serbien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Serb/2017/1/SEL.
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Serbien. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er muslim fra Beograd, Serbien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter overgreb fra de serbiske myndigheder, navnlig på grund af farens politiske aktiviteter i Partiet for Demokratisk Aktion (SDA) samt farfarens tilknytning til militæret. Han har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter overgreb som følge af, at han er muslim, og fordi han har et blandet etnisk ophav, idet hans mor er fra Montenegro, mens hans far er albaner. Han har tillige henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive tvunget til at aftjene værnepligt. Flygtningenævnet har ved vurderingen af, om udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Serbien, lagt vægt på, at det alene beror på klagerens egne ubekræftede formodninger – der ikke støttes af objektive forhold – at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer overgreb fra myndigheder eller andre. Nævnet bemærker herved, at klagerens udrejse skete for mere end 16 år siden, hvor han kun var 10 år. Flygtningenævnet finder på den baggrund sammenholdt med baggrundsoplysningerne om de nuværende forhold i Serbien – hvor situationen er væsentligt forbedret siden klagerens udrejse – at han ikke kan anses for at være i asylbegrundende risiko for overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet. Oplysningerne vedrørende klagerens personlige og helbredsmæssige forhold kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til Serbien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 2, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for udsendelse af klageren til Serbien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Serb/2016/3/JOL
Nævnet stadfæstede i juni og 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Serbien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Indledningsvis bemærkes det, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk serber og kristen ortodoks af trosretning fra [by A], Serbien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive diskrimineret og udsat for overgreb, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at det er svært at finde arbejde i Serbien, og at der er meget korruption i landet. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv henvist til, at han igennem de sidste 9-10 år jævnligt er blevet udsat for verbal chikane samt fysiske overfald på gaderne i Serbien. I perioder uden arbejde har ansøgeren taget kortere ophold hos familien i sin hjemby, [by A], og han har under disse ophold oplevet verbal chikane fra de samme 4-5 personer med tilknytning til hooliganmiljøet. To af disse personer stod sammen med andre personer bag et overfald på ansøgeren i [begyndelsen af] 2013 i [by A], som resulterede i, at ansøgeren efterfølgende måtte på hospitalet for behandling. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han har modtaget hadefulde meddelelser via sin telefon samt via sociale medier. Flygtningenævnet lægger til grund, at homoseksuelle i Serbien kan blive udsat for diskrimination, og at homoseksuelle som følge heraf kan opleve problemer med at udleve deres seksualitet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren som forklaret er homoseksuel, og at han i den anledning har oplevet forskellige overgreb og chikane. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren aldrig har forsøgt at melde overgrebene til politiet, ligesom han ikke i øvrigt har søgt myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at det beror på ansøgerens egen formodning, at politiet ikke skulle have vilje og evne til at yde ham den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse, og finder ikke, at der er konkrete holdepunkter for, at ansøgeren ikke skulle kunne opnå den fornødne beskyttelse. Der kan herved henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger: Unites States Department of State, 2013 Country Reports on Human Rights Practices – Serbia, 27. februar 2014; Freedom House, Freedom in the World 2014 – Serbia, 22. august 2014; og Amnesty International, Belgrade Pride 2014 – A victory for human rights, 28. september 2014, foreligger der ikke oplysninger om risiko for overgreb fra myndighedernes side rettet mod homoseksuelle. Det fremgår af de samme baggrundsoplysninger, at det serbiske parlament i juni 2013 vedtog en strategi for antidiskrimination med det formål at løse problemer vedrørende fordomme og mishandling af LGBT-personer, at Belgrade Pride i 2014 blev gennemført i overværelse af repræsentanter fra den serbiske regering samt at politiet beskyttede deltagerne. Endelig fremgår det af Council of Europe, Commissioner for Human Rights of Council of Europe, following his visit to Serbia from 16 to 20 March 2015, Serbien, fra den 8. juli 2015, at de serbiske domstole i to sager i 2013 sanktionerede hadetaler rettet mod LGBT personer. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold for homoseksuelle i Serbien i sig selv kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Serbien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” serb/2016/2
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Serbien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Indledningsvis bemærkes det, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er serber og kristen ortodoks af trosretning fra […], Serbien. Ansøgeren har siden 2014 været medlem af det lovlige parti Liga Socialdemokraterne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel i Serbien som følge af sin homoseksualitet, samt at han frygter problemer på grund af sin politiske orientering. Ansøgeren mener ikke, at han vil kunne opnå den fornødne beskyttelse hos myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han efter sin udrejse af Danmark til Serbien [ultiomo foråret] 2015, blev verbalt chikaneret af to ældre kvinder [syv dage efter sin ankomst] i landsbyen […]. Ansøgeren har videre oplyst, at han siden 2014 har været medlem af det lovlige, politiske parti Liga Socialdemokraterne, der kæmper for Vojvodna-regionens selvstændighed fra Serbien. Endvidere har ansøgeren oplyst, at han ikke har noget sted at bo i Serbien og ikke kan finde arbejde. Endelig har ansøgeren oplyst, at hans søster har fortalt ham, at faderen har frataget ansøgeren dennes arveret, og at han ikke længere anerkender sin søn. Flygtningenævnet lægger fortsat til grund, at homoseksuelle i Serbien kan blive udsat for diskrimination, og at homoseksuelle som følge heraf kan opleve problemer med at udleve deres seksualitet. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren som forklaret er homoseksuel, og at han i den anledning har oplevet forskellige overgreb, herunder den verbale chikane den […] 2015. Ansøgerens familie vil fortsat ikke kendes ved ham, men de har ikke udsat ham for vold i den forbindelse. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er medlem af det lovlige, politiske parti Liga Socialdemokraterne, samt at han ikke har oplevet problemer i den forbindelse. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de beskrevne forhold er af en sådan karakter eller intensitet, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder, at det fortsat beror på ansøgerens egen formodning, at politiet ikke skulle have vilje og evne til at yde ham den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder således fortsat, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse og finder fortsat ikke, at der er konkrete holdepunkter for, at ansøgeren ikke skulle kunne opnå den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at de af ansøgeren fremlagte kvitteringer ikke kan føre til en ændret vurdering heraf. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er tale om afsluttede forhold angående blandt andet betaling af administrationsgebyrer til byretten i Novi Sad, bøder for trafikale forseelser, bevis for brandskade til brug for retssag samt regninger for vand og kloakering. Nævnet finder således ikke, at dokumenterne sandsynliggør, at ansøgeren forgæves har søgt myndighedernes beskyttelse, eller at han som følge af sin seksuelle orientering er blevet udsat for diskrimination af myndighederne. Nævnet finder videre, at det beror på ansøgerens egen formodning, at han fremover risikerer problemer som følge af sin politiske orientering og medlemskab af Liga Socialdemokraterne. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst ikke at have oplevet problemer for så vidt angår dette forhold. Nævnet lægger endvidere vægt på, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at om end forholdene for LGBT-personer efter omstændighederne kan være vanskelige, er homoseksuelle forhold lovlige, og der foreligger ikke oplysninger om risiko for overgreb fra myndighedernes side rettet mod LGBT-personer. Det fremgår videre, at de serbiske myndigheder støtter LGBT-rettigheder, at hate crimes og anden diskrimination af LGBT-personer er kriminaliseret ved lov, samt at det serbiske politi ved afholdelsen af Belgrade Pride 2014 beskyttede deltagerne, at paraden blev gennemført i overværelse af repræsentanter fra den serbiske regering, ligesom parlamentet i juni 2013 vedtog en strategi for antidiskrimination med det formål at løse problemer vedrørende fordomme og mishandling af LGBT-personer. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til blandt andet rapporterne fra US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices – Serbia af 27. februar 2014 (bilag 512), Freedom House – Freedom in the World 2014 – Serbia af 22. august 2014 (bilag 521), Freedom House – Freedom in the World 2015 – Serbia af 10. juli 2015 (bilag 530) samt Amnesty International – Belgrade Pride 2014 – A victory for human rights af 28. september 2014 (bilag 522). For så vidt angår det af ansøgeren anførte om, at han ikke har hverken arbejde eller bopæl i Serbien, kan dette ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at der er tale om forhold af socioøkonomisk karakter, som ikke er omfattet af anvendelsesområdet af udlændingelovens § 7. For så vidt det af ansøgeren anførte om forhold forud Flygtningenævnets afgørelse af 16. marts 2015, henviser nævnet til denne afgørelse, hvori nævnet har taget stilling til det anførte. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at de generelle forhold for homoseksuelle i Serbien i sig selv kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Serbien ikke vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Serb/2015/1
Nævnet stadfæstede i juli 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Senegal. Indrejst i begyndelsen af 2008.Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede forfølgelse som følge af sin tilknytning til en onkel, der havde været et fremtrædende medlem af partiet PDS. Han havde endvidere henvist til frygt for forfølgelse som følge af sin seksuelle orientering. Det fremgik af sagen, at onklen afgik ved døden i 2002. Ansøgeren havde anført, at han både før og efter onklens død havde modtaget trusler på livet, senest i 2007. Flygtningenævnet fandt, at under hensyn til, at ansøgeren havde opholdt sig i Senegal i fem år efter onklens død, havde ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han som følge af sin tilknytning til onklen havde været eller ville blive udsat for en asylbegrundende forfølgelse. Det bemærkedes herved, at de angivne trusler ikke havde haft en sådan intensitet, at de i sig selv kunne anses for asylbegrundende. Vedrørende ansøgerens seksuelle orientering lagde nævnet til grund, at det i henhold til den senegalesiske lovgivning var strafbart med op til fem års fængsel at begå ”usædelige eller unaturlige handlinger med en person af samme køn”, samt at der fra store dele af befolkningens side udøvedes diskrimination af homoseksuelle. Ansøgeren henviste til, at det efter offentliggørelsen af nogle billeder fra et homoseksuelt bryllup, hvori han havde deltaget, var blevet kendt, at han var homoseksuel. Flygtningenævnet bemærkede, at det var tvivlsomt, om ansøgeren var afbildet, som af ham angivet, på billederne fra brylluppet. Uanset om det imidlertid lagdes til grund, at han havde optrådt på billeder fra homoseksuelle bryllupper, fandtes det imidlertid ikke at kunne lægges til grund, at ansøgeren som følge heraf ville risikere en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde herved vægt på oplysninger om, at de anholdelser, der havde fundet set efter offentliggørelsen af billederne, havde været begrundet i andre forhold end personernes seksuelle orientering, og at der i øvrigt var sket løsladelse efter kort tid. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren i øvrigt havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Senegal risikerede en konkret og individuel forfølgelse alene som følge af sin seksuelle orientering. Sen/2009/1
Nævnet stadfæstede i juli 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Senegal, født 1984. Indrejst i oktober 2004. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren i 2000 var tilknyttet separatistbevægelsen MFDC i cirka fire måneder, og at ansøgerens aktiviteter for separatistbevægelsen først og fremmest havde været af praktisk karakter, såsom at hente brænde og lave mad. Ansøgeren flygtede herefter fra separatistbevægelsen og tog ophold i Gambia i cirka fire år. Ansøgeren rejste derefter fra Gambia til Danmark. Forinden havde han været tilbage i Senegal i cirka en uge for at få udstedt pas. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens aktiviteter for separatistbevægelsen havde været af underordnet og begrænset karakter. Ansøgeren havde ikke sandsynliggjort, at myndighederne var bekendt med hans aktiviteter, eller at disse skulle give anledning til, at han ville blive forfulgt ved en tilbagevenden til Senegal. Hertil kom, at det fremgår af U.S. State Departement: Country Report on Human Rights Practices – 2004, udgivet i februar 2005, og rapport af 13. juni 2005 fra IRINnews.org., at oprørerne var blevet lovet amnesti, efter at der var indgået en fredsaftale. Der var derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Senegal ville risikere forfølgelse eller at blive udsat for overgreb fra myndighedernes side. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Senegal risikerede forfølgelse fra separatistbevægelsens side. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på ansøgerens aktiviteters begrænsede og underordnede karakter, samt at hans tilknytning til bevægelsen nu lå cirka fem år tilbage i tid. Sen/2005/1
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Rwanda. Ansøgeren er etnisk hutu og adventist af trosretning. Indrejst i 2008. Ansøgeren forklarede, at han fra 2002 til 2008 havde arbejdet for en europæisk ambassade i Danmark. Under et ophold i Rwanda i foråret 2008 var ansøgeren blevet kontaktet af F.R.P, som havde forsøgt at få ham til at melde sig ind i partiet og havde forsøgt at få ansøgeren til at rapportere om hutuer, der boede i Danmark. Ansøgeren var senere vendt tilbage til Rwanda og var i starten af 2009 blevet tilbageholdt, udsat for vold og truet af den lokale sikkerhedstjeneste. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret omfattende, detaljeret og konsistent. Nævnet lagde derfor ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren i 2007 under et ophold i hjemområdet af den lokale præsident for F.R.P. var blevet rådet til at melde sig ind i partiet af hensyn til sin egen sikkerhed. Da ansøgeren i foråret 2008 på ny havde været i området, var han blevet kontaktet af den navngivne lokale sikkerhedschef samt en anden højtstående sikkerhedsrepræsentant. Begge havde forsøgt at overtale ansøgeren til at rapportere om hutuer, der boede i Danmark, og som de pågældende havde mistænkt for at yde økonomisk støtte til F.D.L.R., der havde rettet angreb mod Rwanda fra Congo. Ansøgeren havde undladt at kontakte de pågældende myndighedspersoner, inden han var returneret til Danmark, hvor ansøgeren havde arbejdet på en europæisk ambassade. Da ansøgeren i slutningen af 2008 var vendt tilbage til hjemområdet for at bosætte sig sammen med sin familie og børn og for at drive de ejendomme, som ansøgeren havde investeret opsparet kapital i, var ansøgeren i starten 2009 blevet tilbageholdt af to personer fra ”Local Defense”, og den omhandlede lokale sikkerhedschef. Ansøgeren var blevet ført til det lokale myndighedskontor, hvor han var blevet udsat for vold og blandt andet truet til at underskrive en erklæring om, at han havde deltaget i møder med folk, som havde bekæmpet landet. Ansøgeren var blevet fængslet, men var tidligt næste morgen kommet fri ved hjælp af bestikkelse. Ansøgeren havde forklaret nærmere om sit forgæves udrejseforsøg via Uganda, og om tilbagekomsten til hjemområdet, hvor han i starten af 2009 var udrejst ved en fætters hjælp på den returbillet, som ansøgeren gyldigt havde været i besiddelse af, ligesom ansøgeren fortsat havde haft gyldigt pas og indrejsevisum til Danmark. Ansøgerens oplysninger om sin baggrund fandtes bestyrket ved det oplyste fra den europæiske ambassade i Danmark, jf. brev fra efteråret 2009. Ansøgeren havde i nævnsmødet forklaret nærmere om den tilsigelse fra starten af 2010 fra en politistation i hjemområdet, som ansøgeren havde modtaget i starten af 2010, samt om de fremlagte e-mails med oplysning fra en af ansøgerens navngivne sønner, som han havde modtaget i slutningen af 2009. Ansøgeren havde givet en antagelig forklaring på oplysningernes sene fremkomst, og nævnet fandt, at det oplyste om tilsigelsen og det anførte af sønnen om myndighedernes fremfærd over for familiens ejendomme kunne lægges til grund. Efter en samlet vurdering fandt nævnet herefter, at det måtte lægges til grund, at selv om ansøgeren ikke havde været politisk aktiv og ikke var medlem af et bestemt politisk parti eller af en bestemt politisk gruppering, men alene interesseret i den politiske udvikling i Rwanda, havde de lokale myndigheder i ansøgerens hjemområde beskyldt ansøgeren for at samarbejde med personer, der havde bekæmpet landet, herunder F.D.L.R. Nævnet fandt endvidere, at ansøgeren, der adskillige gange havde rejst til og fra hjemområdet, og som havde opsparet en kapital, som han havde investeret lokalt, måtte anses som en person, der fortsat risikerede at være i de lokale myndigheders søgelys. Under hensyn til det oplyste i baggrundsmaterialet om de lokale myndigheders selvstændige fremfærd over for personer, der var mistænkt for at være regeringsfjendtlige, fandt nævnet herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Rwanda på den ovennævnte baggrund ville kunne risikere at blive udsat for en forfølgelse, som var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet havde herved lagt til grund, at det måtte anses for uproportionalt, hvis ansøgeren skulle henvises til under en tilbageholdelse af ukendt længde i Rwanda at søge de overordnede myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Rwanda/2010/1.
Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Rwanda. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring i nævnsmødet til grund. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne afvise, at afvigelserne i ansøgerens forklaring under samtalen med Udlændingservice kunne skyldes, at tolkningen under samtalen ikke var blevet foretaget på ansøgerens modersmål. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens ægtefælle havde været tilknyttet regeringshæren i Rwanda, og at ansøgeren og ægtefællen havde boet i en militærlejr nær Kigali. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens ægtefælle og ældste søn var blevet tilbageholdt af myndighederne i lejren og var angiveligt blevet dræbt. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun efterfølgende var blevet tilbageholdt af myndighederne og udsat for overgreb, da hun havde opsøgt fængslet for at spørge til sin ægtefælle og søn. Ansøgeren var efter det oplyste ikke bekendt med baggrunden for tilbageholdelserne. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at tilbageholdelserne havde været begrundet i etniske forhold, herunder at ansøgeren som etnisk tutsi havde indgået ægteskab med en etnisk hutu. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Rwanda på baggrund af det anførte ville være i en reel risiko for at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Rwanda/2009/2
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rwanda. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde henvist til, at han i 2007 havde været tolk for en norsk antropolog, da hun skulle besøge et fængsel et par timers kørsel fra Kigali, hvor ansøgeren boede. Ansøgeren var af myndighederne blevet pålagt, at rapportere alt, der var hændt under besøget, til politiet. Ansøgeren havde undladt at videregive nogle oplysninger, og dette var angiveligt blevet opdaget. Efter et tip herom fra en ven, der arbejdede i politiet, havde ansøgeren holdt lav profil for ikke at komme i problemer. Ansøgeren havde ligeledes henvist til, at hans onkel, der havde været under-præfekt og gode venner med modkandidaten til den siddende præsident, og hans familie i 1995 var blevet dræbt, hvorfor ansøgeren i 2008 havde mødtes med en advokat for at igangsætte en retsforfølgning af gerningsmændene. I denne forbindelse var ansøgeren blevet truet af ukendte personer, hvorefter ansøgeren ikke var gået videre med sagen. Endelig havde ansøgeren henvist til, at han i slutningen af 2008 havde fungeret som valgobservatør, og at han som udslag af, at han havde protesteret mod valgfusk, var blevet tilbageholdt i 3 dage. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk hutu og kristen fra Kigali, at han havde været medlem af det legale parti PSD, at han i 2006 var blevet uddannet som translatør, og han i efteråret 2008 var udrejst. Flygtningenævnet kunne efter det foreliggende lægge ansøgerens forklaring til grund. Vedrørende oplysningerne om onklens aktiviteter måtte det tillægges vægt, at disse lå langt tilbage i tid. Endvidere var der ikke sket videre angående de trusler, som ansøgeren havde modtaget på gaden dagen efter at han havde været til advokat angående mulig retsforfølgning af gerningsmændene til drabet på onklen. Med hensyn til episoden med rapportering til politiet i Butare angående den norske, navngivne, antropolog måtte det tillægges vægt, at ansøgeren ikke siden havde haft problemer i den anledning, hverken med myndigheder eller andre. Der var heller ikke holdpunkt for at antage, at ansøgeren havde haft problemer angående medlemskabet af det legale parti PSD. Ingen af disse forhold fandtes i sig selv at kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Med hensyn til ansøgerens virke som valgobservatør måtte det tillægges vægt, at ansøgeren var blevet løsladt allerede efter tre dage, mod meldepligt, at ansøgeren havde opfyldt den første meldepligt uden problemer, at ansøgeren i perioden umiddelbart før den endelige udrejse havde været i stand til at rejse frem og tilbage flere gange mellem Rwanda og Uganda uden problemer, og at ansøgeren var udrejst legalt og problemfrit af hjemlandet i efteråret 2008. På denne baggrund kunne der ikke lægges nogen vægt på de fremlagte dokumenter fra politiet, og det kunne efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold ikke antages, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen. Idet i oplysningerne om de generelle forhold i hjemlandet hverken kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rwanda/2009/1
Nævnet stadfæstede i april2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mindreårig kvindelig statsborger fra Rwanda. Indrejst i 2003, hvor ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i medfør af en bestemmelse i udlændingelovens § 9. Ansøgeren har efterfølgende oplyst, at den person, som hun var blevet familiesammenført med, ikke er hendes biologiske fader, men hendes onkel. Ansøgeren mener, at hun er fra Rwanda, men at hun er født i Zaire. Hendes biologiske forældre opholder sig i Elfenbenskysten. Ansøgerens sag blev behandlet sammen med hendes brors sag. Ansøgt om asyl i februar 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, uanset hun er yngre end sin bror, efter en helt konkret vurdering var tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylsagsprocedure. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at såvel ansøgeren som hendes bror under nævnsmødet havde fremtrådt fornuftige og havde forklaret sammenhængende om deres forhold. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens broder havde tilkendegivet, at de ønskede en afgørelse i sagen. Under nævnsmødet havde ansøgeren videre forklaret at hun var bange for, at de ikke kunne komme i skole, hvis de tog tilbage til Elfenbenskysten. Hvis de kom tilbage, var det ikke sikkert, at de kunne gå i skole. Hun var bange for, at de kunne blive stukket ned. Elfenbenskysten siger, at de ikke ville have flere flygtninge, og fordi de er fra Rwanda ville de ikke have dem. Deres onkel hjalp også stadig deres forældre med penge. De havde forsøgt at eftersøge deres forældre igennem Røde Kors, men de havde ikke fået noget svar. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren er statsborger i Rwanda og at hun asylretligt måtte vurderes i forhold hertil. Ansøgeren havde som begrundelse for sin ansøgning om asyl henvist til, at hun ønskede at gå i skole i Danmark, og at hendes forældre ikke havde mulighed for at forsørge hende. Ansøgeren og hendes bror henviste videre til, at de ved en tilbagevenden til Rwanda frygtede at være alene, idet deres forældre opholdt sig i Elfenbenskysten, og at deres far havde været i militæret, og at de af denne grund frygtede forfølgelse ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet fandt ikke, at de anførte forhold vedrørende ansøgerens skolegang, sociale forhold og manglende netværk i Rwanda var omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var fremkommet omstændigheder, herunder om ansøgerens faders forhold, der havde sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Rwanda ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede herved, at hverken ansøgeren eller ansøgerens bror havde nærmere kendskab til deres faders stilling eller forhold i militæret, og at ansøgeren de seneste fem år forud for indrejsen til Danmark boede i Elfenbenskysten sammen med sine forældre. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var grundlag for at betvivle, at ansøgerens forældre var ansøgerens biologiske forældre. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgerens bror forklarede, at de var opvokset hos deres forældre, og at han huskede, at ansøgeren blev født. Flygtningenævnet kunne ikke tiltræde, at ansøgeren efter de foreliggende oplysninger, herunder den nuværende manglende kontakt med forældrene, kunne henvises til at tage ophold i Elfenbenskysten. Flygtningenævnet udtalte derfor, at såfremt ansøgeren ikke opnår opholdstilladelse på andet grundlag, vil ansøgeren kunne udsendes tvangsmæssigt til Rwanda. Rwanda/2007/1
Nævnet meddelte i september 2004 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Rwanda, født 1974. Indrejst i juli 2001. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var ansat som assistent for en valgobservatør i forsommeren 2001, og at hun blev indkaldt af sikkerhedsmyndighederne i Rwanda og anmodet om at kopiere valgobservatørens materiale. Det blev også lagt til grund, at ansøgeren ikke efterkom sikkerhedsmyndighedernes ønske, og at hun udeblev efter en fjerde indkaldelse. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren, der ikke havde udøvet politiske aktiviteter af nogen art, ved en tilbagevenden til Rwanda ville risikere at blive udsat for en forfølgelse, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke at kunne afvise, at ansøgeren havde bragt sig i et sådant modsætningsforhold til sikkerhedsmyndighederne i Rwanda, at det efter baggrundsoplysningerne om den nuværende retstilstand ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lov nr. 711 af 1. august 2001. Rwanda/2004/2
Nævnet stadfæstede i maj 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rwanda, født i 1972. Indrejst i januar 2002. Ansøgeren forlod sit hjemland i 1995 og tog til Zaire, hvor hun søgte asyl. Baggrunden for ansøgerens udrejse var, at hun frygtede en person, XX, der tidligere var i FPR’s militære del. Han arbejder nu for ”Local Defence Force” og søger efter ansøgeren, idet han frygter, at ansøgeren vil sladre om overgreb som XX begik mod ansøgeren og andre i 1995, herunder om tre mord, som ansøgeren ved, at XX begik. Ansøgeren fik aldrig asylafgørelse eller asylkort i Zaire. I 1997 søgte ansøgerne asyl i Angola, men idet der var krig rejste ansøgeren videre derfra uden en afgørelse. I Angola har ansøgeren udtalt sig til nogle journalister fra BBC. Hun fortalte om de overgreb og myrderier, der fandt sted i Rwanda. Ansøgeren blev fotograferet af BBC. Hun optræder i mange bøger som vidne. Ansøgeren har tillige talt med en menneskerettighedsorganisation. I 1998 søgte ansøgerne asyl i Zambia. Hun opnåede asyl i 1999 via regeringen og UNHCR. I december 2002 rejste ansøgeren fra Lusaka i Zambia mod Sydafrika, hvorfra de rejste til Danmark. Ansøgeren frygtede tillige en anden person, YY, ved en tilbagevenden. Denne person var tidligere medlem af FPR og spreder rygter i Rwanda om, at ansøgeren og ansøgerens bror er i Zaire, hvor de støtter folk, som vil lave oprør i Rwanda. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under nævnsbehandlingen og ligeledes til den beskikkede advokats indlæg navnlig havde gjort gældende, at hun i 1995 havde været udsat for fysiske overgreb af seksuel karakter, at en person, XX, som boede i nærheden af ansøgeren havde begået drab på to af ansøgerens fætre og en anden dreng ligeledes i 1995, at samme XX derfor ville forfølge hende og muligt begå overgreb mod hende for at undgå, at hun angiver hans forbrydelser. Herudover havde ansøgeren gjort gældende, at hun, mens hun opholdt sig i Angola, havde udtalt sig kritisk til BBC om forholdene i Rwanda, hvilket kunne medføre problemer for hende ved en tilbagevenden til hjemlandet, og at en person ved navn YY udspreder falske rygter om, at ansøgeren og en af hendes brødre støtter oprørsgrupper i DRCongo. Endelig gjorde ansøgeren gældende, at hendes far fortsat er frihedsberøvet i Rwanda gennem otte år. Flygtningenævnet bemærkede, at oplysningerne om XX og de beskrevne fysiske overgreb først var fremkommet til advokatindlægget. Uanset om oplysningerne imidlertid kunne lægges til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens mulige frygt for XX kunne medføre, at ansøgeren var i konkret og individuel risiko for forfølgelse af de grunde som er angivet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at der grundlæggende er tale om en privatretligkonflikt mellem hende og XX som ikke kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Oplysningerne om YYs aktiviteter kan ej heller danne grundlag for opholdstilladelse efter uudlændingelovens § 7. Endelig bemærkede nævnet, at ansøgerens oplysninger om udtalelserne til BBC ikke var af en sådan karakter, at de isoleret set kunne danne grundlag for opholdstilladelse i medfør af udlændingeloves § 7, og det samme gjaldt oplysningen om, at ansøgerens far har været frihedsberøvet i Rwanda i otte år. Flygtningenævnet bemærkede i denne forbindelse, at ansøgerens mor og tre søskende fortsat befandt sig i Rwanda uden at de efter det oplyste havde konflikter med myndighederne. Ansøgeren havde ikke efter sine oplysninger haft politiske aktiviteter af nogen art forud for sin udrejse af hjemlandet. Rwanda/2004/1
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Rwanda. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2012 udsatte Flygtningenævnet sagen med henblik på at søge en af ansøgeren i forbindelse med nævnsbehandlingen dom afsagt af en Gaccaca-domstol ægthedsvurderet. I 2013 oplyste Udenrigsministeriet, at det ikke var muligt at ægthedsvurdere den fremlagte dom. Sagen blev herefter behandlet på et nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk hutu og kristen baptist fra[…], Rwanda. Ansøgeren har været leder af Baptistkirkens ungdomsforening i Rwanda. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rwanda frygter at blive dræbt af myndighederne, idet han er mistænkt for at være modstander af regeringen, RPF. I 2003 deltog ansøgeren i et seminar, hvor han blev opfordret til at medvirke i valgsvindel, hvilket han nægtede. Ansøgeren erfarede i 2004 af en af sine venner, som var medlem af RSO, at regeringspartiet på nationalt niveau havde stemplet ham som fjende. Den […]2004 forsøgte politiet at anholde ansøgeren, hvorefter han flygtede til Burundi. Endvidere frygter ansøgeren ved en tilbagevenden at blive fængslet og skulle aftjene samfundstjeneste, idet han på falsk grundlag har fået en dom på 26 års fængsel og samfundstjeneste for folkemord i Rwanda. Dommen er afsagt af Gacaca-domstolen den […] 2007. Uanset, at ansøgeren først til samtalen i Udlændingestyrelsen har oplyst om dommen af […] 2007, og at han først efter afslaget i Udlændingestyrelsen har fremlagt en kopi af dommen, kan et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke afvise, at ansøgeren med urette er blevet idømt 26 års fængsel for at have udpeget tutsier i forbindelse med folkedrabet i Rwanda i 1994. Flygtningenævnets flertal lægger vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter retssikkerheden ved Gacaca-domstolen var ringe, ligesom der er oplysninger om falske vidneudsagn og urigtige anklager. Endvidere lægges der vægt på, at der ikke efter det foreliggende er nogen særlig indikation for, at ansøgeren har gjort sig skyldig i den pådømte handling. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv, men har alene beskæftiget sig med ungdomsarbejde, og har efter det oplyste heller ikke haft problemer med myndighederne før de påberåbte begivenheder i forbindelse med valget i sensommeren 2003. Dernæst lægges der vægt på indholdet af mailkorrespondancen fra 2007 til 2008 (bilag C). Endelig må det tillægges vægt, at det ikke har været muligt at foretage ægthedsvurdering af den fremlagte dom. Flygtningenævnets flertal kan på denne baggrund ikke afvise, at ansøgeren er kommet i modsætningsforhold til myndighederne og RPF-partiet i hjemlandet, og at han efter den nævnte dom ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den rwandiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”
Flygtningenævnet meddeltei september 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Rwanda, født i 1989. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens fader var major i den præsidentielle garde, og at faderen i 1994 blev mistænkt for at have deltaget i folkedrabet på tutsierne. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at andre familiemedlemmer havde haft ledende poster under det tidligere styre. Ansøgeren måtte i 1994 flygte ud af Rwanda med sin familie på grund af forfølgelse fra tutsierne. Inden flugten havde ansøgerens søster overværet, at deres farfar på bestialsk vis blev slået ihjel af tutsierne, og at farmoren blev taget af tutsierne. Flygtningenævnet kunne endelig lægge til grund, at ansøgerens fader i 1996 blev dræbt af tutsierne under et overfald på den flygtningelejr, hvor familien opholdt sig. Ifølge baggrundsoplysningerne risikerede børn af højtstående medlemmer af det tidligere styre at blive forfulgt. Ifølge Udlændingestyrelsens fact finding rapport af 8. – 18. marts 2005 er denne risiko for forfølgelse betydelig afsvækket. Med den baggrund, som ansøgeren havde, herunder også hans alder, fandt Flygtningenævnet dog ikke med tilstrækkelig sikkerhed at kunne bortse fra, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Rwanda fortsat var i en sådan risiko for forfølgelse, at han opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Rwa/2005/2
Flygtningenævnet meddelte deni august 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Rwanda, født i 1978, samt et barn. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens familie havde været knyttet til det tidligere hutu-styre, og at ansøgerens fader, efter styrets fald og indledningen på retsopgøret, var blevet dræbt, mens han var tilbageholdt. Ansøgeren var blevet gift med en mand, som i 1999 fik meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Tilladelsen måtte anses for givet blandt andet som følge af ægtefællens nære tilknytning til en fætter, som er tiltalt ved Krigsforbryderdomstolen i Tanzania, som en af hovedmændene bag folkedrabet i 1994. Flere af fætterens familiemedlemmer måtte antages at være blevet dræbt såvel i som uden for Rwanda. Flygtningenævnet måtte lægge til grund, at ansøgeren nogen tid efter indgåelsen af ægteskabet blev udsat først for chikane, blandt andet på universitetet, og senere for overgreb af tiltagende intensitet. Flygtningenævnet fandt det sandsynliggjort, at disse overgreb skyldtes ansøgerens og ægtefællens familiemæssige tilknytning til ægtefællens fætter. Flygtningenævnet fandt det på denne baggrund og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rwa/2005/1
Nævnet hjemviste i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Rwanda. Den mandlige ansøger indrejste i 2010. Den kvindelige ansøger indrejste i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hutuer og kristne af trosretning fra Kigali, Rwanda. Den mandlige ansøger har været medlem af [politisk parti] siden 2014. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rwanda frygter at blive slået ihjel, idet han har nægtet at udføre spionage for de rwandiske myndigheder. I 2014 blev ansøgeren endvidere valgt som ge-neralsekretær for [politisk partis] danske afdeling. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel, idet hendes ægtefælle har nægtet at udføre spionage, og idet hendes ægtefælle er medlem af partiet [politisk parti]. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [efteråret] 2011 blev opsøgt af en rwandisk statsborger ved navn [A], da han deltog i et arrangement i [by] Kulturhus. [A] spurgte ansøgeren, om han ville udføre spionage for de rwandiske myndigheder, hvortil ansøgeren svarede, at han havde travlt med sit studie. [I vinteren] 2013 mødtes ansøgeren med en kvinde ved navn [B], som tilbød ansøgeren et arbejde. Arbejdet indebar, at ansøgeren skulle spionere og videregive oplysninger om hutu-flygtninge. Ansøgeren tog ikke imod opgaven. I 2013 forsøgte ansøgeren at få fornyet sit pas, hvilket ikke var muligt, idet udløbsdatoen ikke var passeret. [I vinteren] 2014 blev ansøgerens mor tilbageholdt og blev i den forbindelse spurgt, hvor ansøgeren befandt sig. Ansøgeren har meldt forholdet vedrørende spionagen til politiet, men politiet har ikke kunnet identificere [B], hvorfor efterforskningen er blevet afsluttet. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til ovenstående konflikt. Det fremgår af sagen, at en person ved navn [A], der har været ansat på den rwandiske ambassade i Sverige er blevet udvist af Sverige [i vinteren] 2012 efter beskyldninger om spionage blandt asylansøgere fra Rwanda. Det fremgår endvidere af sagen, at den i sagen nævnte person ved navn [B] nu skulle være nærmere identificeret. Disse oplysninger og betydningen heraf i forhold til ansøgernes sager er imidlertid ikke nærmere afspejlet i Udlæn-dingestyrelsens afgørelse. Tværtimod har styrelsen i samtalereferatet af [efteråret] 2016 vedrø-rende den mandlige ansøger anført, at der for så vidt angår spørgsmålet om spionage blandt asyl-ansøgere ikke foreligger dokumentationsmateriale. På den anførte baggrund finder Flygtninge-nævnet, at sagen skal hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen i en fornyet afgørelse får lejlighed til at forholde sig til disse forhold.” Rwan/2017/1/JEA
Nævnet stadfæstede i november 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2006. Ansøgerens ægtefælle har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af sagen, at ansøgeren blev gift med sin nuværende ægtefælle i 2002. Da ægtefællen var efterlyst, så ansøgeren ham kun få gange om ugen. Da ægtefællen også havde en anden hustru, flyttede ansøgeren hen til sin familie. Ansøgeren har på ny indgået ægteskab med ægtefællen i Danmark. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim, at ansøgeren ikke havde været medlem af noget politisk parti eller politisk aktiv, og at ansøgeren havde samlevet i cirka to måneder i 2002 med hendes herboende nuværende ægtefælle. Vedrørende et påberåbt ægteskab i Tjetjenien lagde nævnet vægt på, at ægteskabet ikke var blevet registreret, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring kun havde set ægtefællen cirka en til to gange om ugen, og at der heller ikke forelå en registrering af nogen skilsmisse. Endvidere måtte det tillægges vægt, at to tilbageholdelser i foråret og sommeren 2005 begge havde været kortvarige, og at ansøgeren var blevet løsladt uden betingelse. Endelig lagde nævnet vægt på, at episoderne havde fundet sted cirka tre år efter samlivsophævelsen, og at ansøgeren havde haft en meget begrænset viden om ægtefællens forhold og i øvrigt fremstod helt uprofileret. På denne baggrund fandtes de nævnte tilbageholdelser ikke at kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rusland/2007/7
Nævnet meddelte i november 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen. Af disse forklaringer fulgte, at ansøgeren er født og opvokset i Kasakhstan, men som etnisk tjetjener, idet hele det tjetjenske folk efter de foreliggende oplysninger var blevet deporteret i 1944 til Kasakhstan og først var blevet repatrieret i midten af det tyvende århundrede, at ansøgeren ikke talte kasakhisk, at ansøgeren i 1991 var blevet bopælsregistreret i Tjetjenien, at ansøgeren havde opholdt sig i udlandet som professionel idrætsudøver fra 1993 til 1998, idet han havde fremstået som hørende til det tjetjenske folk. Det fulgte videre, at ansøgeren i 1998 havde ønsket at vende tilbage til Tjetjenien, idet han havde været bekymret for sin familiens skæbne som følge af krigshandlingerne, at ansøgeren først var rejst til Kasakhstan, hvor han mod betaling af 1.000 USD havde fået udstedt et kasakhisk pas i 1998, uden at han efter sine egne oplysninger havde haft kontakt med de kasakhiske myndigheder, idet det havde været hans træner, der havde foranlediget passets udstedelse, navnlig med henblik på, at ansøgeren senere havde kunne genoptage sin karriere. Det fulgte herudover, at ansøgeren i 1999 i en kort periode havde fungeret som bodyguard for en fremtrædende tjetjensk politiker, at ansøgeren i årene herefter havde agiteret for den tjetjenske sag og ligeledes havde hjulpet tjetjenske oprørere med forsyninger og lignende, at ansøgeren var blevet gift 2003, at ansøgeren i 2004 var blevet opsøgt på sin bopæl af russisktalende personer, der havde slået ham i baghovedet med en geværkolbe, at ansøgeren herefter i cirka en måned havde opholdt sig i en fangelejr, nærmere i et hul under jorden, hvorunder han var blevet udsat for fysiske overgreb af grovere karakter, at ansøgeren var blevet løsladt mod bestikkelse, som var blevet indsamlet af tre nærmere angivne personer, der også var idrætsudøvere, at ansøgeren herefter var blevet indlagt under falsk identitet på et hospital i Dagestan, hvorefter han var udrejst til et østeuropæisk land og havde søgt asyl der. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren asylretligt skulle vurderes i forhold til Rusland, og at han derfor ikke kunne anses for statsborger i Kasakhstan. Flygtningenævnet lagde i denne forbindelse til grund for sagen, at ansøgeren er etnisk tjetjener, at ansøgeren kun mod bestikkelse havde fået udstedt det nævnte kasakhiske pas, og at ansøgeren havde været bopælsregistreret i hvert fald siden 1991 i Tjetjenien. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne afvise, at ansøgeren – dels som følge af sin profilering som professionel idrætsudøver, dels som følge af sit arbejde som sikkerhedsvagt for den omtalte tjetjenske politiker - ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse af de grunde, som angivet i Flygtningekonventionen, hvis han vendte tilbage til Rusland. Rusland/2007/6
Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde til sagen oplyst, at han er homoseksuel og derfor var blevet misbrugt af nogle politifolk. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde anført, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygtede at blive udsat for nye overgreb fra de politifolk som havde udsat ham for seksuelle overgreb på en politistation. Uanset om ansøgerens forklaring lagdes til grund, fandt Flygtningenævnet, at dette overgreb måtte anses for en kriminel handling, som ansøgeren måtte søge myndighedernes beskyttelse mod. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne antages, at ansøgeren ikke ville kunne opnå den fornødne myndighedsbeskyttelse. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at homoseksuelle forhold ikke er strafbare i Rusland. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Rusland ville være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse. Rusland/2007/5
Nævnet stadfæstede i september 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2006. Sagen blev oprindeligt af Udlændingeservice forsøgt behandlet i åbenbart grundløs-proceduren. Flygtningenævnet udtalte, at det ikke kunne afvises, at ansøgeren efter aftjening af værnepligt i den russiske hær havde gjort tjeneste i en specialenhed, sidst som premierløjtnant. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren herunder havde været særlig profileret, eller at han i øvrigt havde besiddet oplysninger af speciel art. Ansøgeren fremsatte under sagens behandling en række uunderbyggede postulater om sit virke og om forholdende i specialstyrkerne, uden at dette på noget tidspunkt blev konkretiseret nærmere. Flygtningenævnet forkastede ansøgerens forklaring om, at han var blevet taget til fange af tjetjenske oprørere, og at han herefter havde gjort tjeneste i en privat hær i Ecuador. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde afgivet divergerende og udbyggende forklaringer herom. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren fra 2000-2002 havde gjort tjeneste i Fremmedlegionen, og at de franske myndigheder senere havde underrettet de russiske myndigheder herom. Uanset om ansøgeren som følge af sin tjeneste i Fremmedlegionen risikerede fængselsstraf ved tilbagevenden til Rusland, kunne dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ethvert land har lov til at lovgive for sine egne borgere, samt at fastsætte sanktioner for disse borgere i forbindelse med overtrædelse af de fastsatte regler. Flygtningenævnet fandt ikke, at den straf, ansøgeren ville kunne blive idømt er uforholdsmæssig, eller at denne i sig selv var udtryk for et umenneskeligt overgreb. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Rusland som følge af sin tjeneste i Fremmedlegionen på grund af sin tidligere tjeneste ved specialstyrkerne i øvrigt risikerede umenneskelig behandling eller andre overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 2. Rusland/2007/4
Nævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2012 sammen med sin ægtefælle og parrets to børn. I begyndelsen af 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerens ægtefælle og parrets børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen meddelte samtidig ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i 2013 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet første instansbehandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen tog stilling til, om ansøgerens ægtefælle ville være i risiko for at blive refouleret til Syrien, såfremt han tog ophold i Rusland. Senere i 2013 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, efter at styrelsen havde indhentet oplysninger fra Udenrigsministeriet. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk osseter og kristen fra Vladikavkaz i Ossetien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Rusland, da hun ikke har et sted at bo og ikke har de fornødne personlige dokumenter, idet de er blevet efterladt i Syrien. Ansøgeren har videre henvist til, at hendes familie har fået asyl i Danmark, og at hendes ægtefælle har syet et ulovligt flag og deltaget i sammenstød med de syriske myndigheder, og at hun derfor frygter at vende tilbage til Syrien. Endvidere har hun henvist til, at hendes ægtefælle, der er syrisk statsborger, ikke vil kunne tage ophold i Rusland, fordi han har mistet sine personlige dokumenter, og at han som muslim ikke vil kunne bo i Rusland, fordi der ikke er nogen muslimer blandt osseterne. Hun har endvidere gjort gældende, at hendes ægtefælle ikke vil være beskyttet mod refoulement til Syrien, hvis han tager ophold i Rusland. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtaler, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv er et privatretligt forhold, som ikke i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i hjemlandet kan heller ikke begrunde asyl. Endelig lægges det efter Udenrigsministeriets notat af […]2013 til grund, at ægtefællen ikke aktuelt kan henvises til at tage ophold i Rusland, idet han risikerer at blive refouleret til Syrien. Ægtefæller af forskellig nationalitet, der ansøger om asyl, skal vurderes særskilt i forhold til deres respektive hjemlande, jf. bemærkningerne i Flygtningenævnets 8. beretning. Når der endvidere henses til bemærkningerne i Håndbog om Procedurer og Kriterier for Fastlæggelse af Flygtningestatus, artikel 184, er der ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, da hun efter det foreliggende må antages at kunne tage ophold i hjemlandet uden at risikere asylbegrundende forfølgelse. Der er derfor heller ikke grundlag for at meddele ansøgeren konsekvensstatus i forhold til den af ægtefællen efter udlændingelovens § 7, stk. 1 meddelte opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2014/1
Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Rusland. Ansøgeren indrejste sammen med sin ægtefælle og parrets børn i 2010. I 2011 blev ansøgeren sammen med sin ægtefælle udsendt til Polen, der havde accepteret at tilbagetage ægteparret i medfør af Dublin-forordningen. Ansøgeren indrejste igen i 2012. I 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra […], Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter for sine sønners sikkerhed, idet de tjetjenske myndigheder vil frygte, at de vil slutte sig til oprørerne, når de bliver ældre. Ansøgeren har videre henvist til, at de tjetjenske myndigheder, efter hun vendte tilbage til Tjetjenien med børnene i 2011, flere gange har opsøgt bopælen og spurgt efter hendes ægtefælle og anklaget familien for at være wahabister og for at sympatisere med oprørerne. Ansøgerens ægtefælle hjalp under krigen de tjetjenske oprørere med mad og benzin. Derudover har ansøgeren henvist til, at hendes ældste søn i begyndelsen af 2012 blev tilbageholdt af de tjetjenske myndigheder i tre dage, og at han under tilbageholdelsen blev slået og udspurgt om sine forbindelser til oprørerne. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse af […] 2013 lagt til grund, at ansøgeren og hendes tre børn isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men at Polen kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet skal herefter afgøre, om Polen kan tjene som 1. asylland. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asylland. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. Beretning, 2010. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards” . Flygtningenævnet finder, at ansøgeren i Polen som hidtil kan opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale vilkår til, at Polen, hvor ansøgeren har opholdstilladelse, kan tjene som ansøgerens første asylland. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgerens personlige integritet må anses for at være tilstrækkeligt beskyttet i Polen. Der er herved lagt vægt på, at det fremgår af det skriftlige materiale i sagen, at ansøgeren er meddelt opholdstilladelse i Polen, og at opholdstilladelsen flere gange er blevet forlænget, senest indtil den 27. september 2013. Ansøgeren og hendes børn har boet i Polen siden 2007, men udrejste efter sin forklaring frivilligt i 2011. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke har haft konflikter med de polske myndigheder eller med privatpersoner i Polen af nogen art. Nævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren og hendes børn i Polen har beskyttelse, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet har fundet, at det oplyste i nævnsmødet om, at politiet i Polen har spurgt efter hendes mand ikke ændrer ved denne vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren har været udrejst af Polen i en periode og ikke ved, om hendes opholdstilladelse af den grund er eller kan bortfalde, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at hjemvise sagen med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger om ansøgerens opholdstilladelse i Polen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2013/5
Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse et ægtepar samt fem børn fra Rusland. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske tjetjenere og sunnimuslimer fra[…], Rusland. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter myndighederne, der forfølger den mandlige ansøger på grund af sin deltagelse i de to tjetjenske krige. Den mandlige ansøger bragte under krigene sårede til private, hemmelige klinikker, begravede døde og hjalp med at skaffe mad, medicin og tøj. Han blev fem gange standset af myndighederne ved kontrolposter, senest i 2000. Hans aktiviteter ophørte officielt i 2000, men han fortsatte som frivillig indtil 2006. I sommeren 2012 blev han afhentet på bopælen og tilbageholdt ét døgn, hvor han blev afhørt om sit arbejde for oprørerne og blev slået og udsat for elektriske stød. I efteråret 2012 blev han på ny afhentet af myndighederne og denne gang afhørt om et drab, der havde fundet sted året før på ansøgerens tidligere ejendom, hvorefter han blev løsladt efter et par timers tilbageholdelse. Efter den mandlige ansøgers udrejse blev den kvindelige ansøger to gange opsøgt af myndighedspersoner, der spurgte efter den mandlige ansøger. Anden gang blev hun udsat for trusler, og personerne viste, at de bar våben. I foråret 2013 modtog den mandlige ansøgers broder, hos hvem ansøgeren havde folkeregisteradresse, en tilsigelse, hvorefter den mandlige ansøger skulle give møde hos myndighederne den […] 2013. Ansøgerne frygter endvidere forfølgelse i anledning af, at de tilhører en sunnimuslimsk minoritet og derfor i flere år er blevet chikaneret af lokale shiamuslimer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om, at den mandlige ansøger i sommeren og efteråret 2012 var udsat for myndighedernes overgreb i anledning af sin deltagelse i de to tjetjenske krige, og om at den kvindelige ansøger modtog myndighedshenvendelser efter sin ægtefælles udrejse, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne under asylsagernes behandling har afgivet udbyggende oplysninger. Ansøgerne har således i asylansøgningsskemaerne ikke oplyst om myndighedernes tilbageholdelse af den mandlige ansøger i efteråret 2012. Den kvindelige ansøger har endvidere først under samtalen med Udlændingestyrelsen oplyst, at myndighederne efter den mandlige ansøgers udrejse opsøgte og truede hende. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det findes usandsynligt, at myndighederne i sommeren 2012 udviste interesse for den mandlige ansøgers aktiviteter mange år tidligere. Det bemærkes herved, at den mandlige ansøgers officielle aktiviteter i de tjetjenske krige ifølge forklaringen ophørte i 2000, hvorefter familien levede uden problemer fra 2000 til 2012. Det findes ligeledes utroværdigt, at myndighederne i sommeren 2012 løslod den mandlige ansøger allerede efter et døgn, såfremt myndighederne, som forklaret at ansøgeren, under afhøringen af ham kunne forvise en liste med tidligere oprørsaktivister, hvorpå ansøgerens navn figurerede. De af ansøgerne under mødet i Flygtningenævnet fremlagte dokumenter kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder ikke, at de foreliggende oplysninger om chikane over for ansøgerne i anledning af disses religiøse tilhørsforhold kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2013/4
Nævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Grozny, Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive falsk anklaget og dømt for at have samarbejdet med oprørerne. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at hans ældste broder kæmpede mod russerne under den anden tjetjenske krig. Efter denne broder var vendt tilbage til familien, blev han en nat i foråret 2011 taget med af maskerede personer, som mødte op på familiens bopæl. Ansøgeren ved ikke, hvad der siden skete med storebroderen. I sommeren 2012 blev familiens bopæl ransaget af myndighedspersoner. Der blev i denne forbindelse fundet våben, som ansøgerens anden broder opbevarede. Denne broder er siden blevet idømt 16 års fængsel for blandt andet dette forhold. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at han har rørt ved et af de konfiskerede våben, og at hans fingeraftryk derfor var på dette. Ansøgeren blev i forbindelse med ransagningen taget med til afhøring, men blev løsladt efter omkring en time. Efterfølgende blev ansøgeren afhørt tre gange, inden han udrejste af hjemlandet. Ansøgeren, der ved ankomsten her til landet opgav forkerte fødselsdata. Han er uden papirer, der sandsynliggør hans identitet. Han er såvel telefonisk som på internettet jævnligt i kontakt med sin familie, hvoraf en række medlemmer fortsat bor på den af ham opgivne adresse. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår den ældste broder skulle have vendt tilbage til bopælen efter at have kæmpet. Ansøgeren er helt uden kendskab til brødrenes aktiviteter. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der blev tilbageholdt i forbindelse med den ransagning, der fandt sted på ansøgerens families bopæl. Af ansøgerens forklaring fremgik, at der på bopælen blandt andet blev fundet en pistol. Videre at han selv i den forbindelse blev udsat for flere kortvarige frihedsberøvelser, herunder at han også blev løsladt efter, at han havde erkendt selv at have haft pistolen i hænderne. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorledes han skulle have fået at vide, at han havde et udrejseforbud. Uanset det forholdsvis enkle handlingsforløb fremtræder ansøgerens forklaring om det passerede ikke er bygget på selvoplevede begivenheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at familiemedlemmer til ansøgeren har profileret sig i modstanden mod regimet. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om forbindelse til en pistol til grund. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt. Flygtningenævnet finder ikke ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. " rusl/2013/3
Nævnet meddelte i december 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Rusland. Nævnet meddelte samme dag ansøgerens ægtefælle og parrets tre børn, der indrejste sammen med ansøgeren i 2012, opholdstilladelse. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer fra […], Grozny, Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne er gift og har sammen tre mindreårige børn. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter myndighederne, der beskylder ham for at have skudt mod en kontrolpost og ønsker, at han skal samarbejde med dem mod oprørerne. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers forhold. Ansøgerne har til støtte for asylmotivet henvist til, at den mandlige ansøgers ældste bror var oprører og kæmpede mod russerne under den første og den anden tjetjenske krig. Broderen forlod hjemmet i 1999 og har siden boet i Frankrig, hvor han har fået asyl. I foråret 2012 flyttede ansøgerne hjem til den mandlige ansøgers mor og søster. I sommeren 2012 blev den mandlige ansøger opsøgt af to myndighedspersoner, der spurgte til den mandlige ansøgers bror. Den mandlige ansøger blev tilsagt til en afhøring hos politiet, der fandt sted nogle dage senere. Natten mellem den […] og […] 2012 trængte militærpersoner ind hos ansøgerne og ransagede hjemmet. Den mandlige ansøger blev lagt i håndjern og fik en sæk over hovedet, hvorefter han blev ført bort og kørt til et ukendt sted. Den mandlige ansøger formoder, at han blev kørt til det russiske hovedkvarter, der ligger nær landsbyen. Den kvindelige ansøger forsøgte at modsætte sig anholdelsen af ægtefællen men blev slået og mistede bevidstheden. Den kvindelige ansøger tog herefter ophold hos sine forældre sammen med børnene. Den mandlige ansøger var tilbageholdt i ti dage. Under tilbageholdelsen blev den mandlige ansøger afhørt og udsat for tortur og andre fysiske overgreb. Myndighederne beskyldte den mandlige ansøger for at have skudt mod en kontrolpost, og de spurgte endvidere til broderen. Den mandlige ansøger blev tvunget til at skrive under på papirer, hvor han erkendte at have skudt mod kontrolposten og endvidere lovede, at han ville samarbejde med myndighederne mod oprørerne. Den mandlige ansøger blev løsladt og tog hjem til bopælen, hvor han imidlertid besvimede og blev bragt til hospitalet, hvor han var indlagt omkring to uger til den […] 2012. Da den mandlige ansøger blev udskrevet, turde han ikke overnatte i hjemmet, og efter nogle dage tog han ophold i en lejlighed, hvor han holdt sig skjult indtil udrejsen. Mens den mandlige ansøger holdt sig skjult, afleverede myndighederne en tilsigelse, hvorefter den mandlige ansøger skulle give møde den […] 2012. Den mandlige ansøger udeblev imidlertid, og myndighederne ledte efter den mandlige ansøger på bopælen og hos den kvindelige ansøgers forældre. I slutningen af 2012 fik den mandlige ansøger udstedt en nyt kørekort i stedet for det kørekort, der blev konfiskeret af myndighederne ved ransagningen. I efteråret 2012 fik den kvindelige ansøger udstedt fødselsattester for de tre børn, idet de gamle attester var blevet konfiskeret af myndighederne i forbindelse med ransagningen. I slutningen af 2012 udrejste ansøgerne illegalt og skjult i en lastbil. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne i det væsentlige har forklaret konsistent om asylmotivet, og at forklaringerne er fremtrådt troværdige og selvoplevede. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at forklaringerne er støttet af de lægelige oplysninger og tilsigelsen. Det forhold, at forklaringerne på enkelte punkter fremstår påfaldende og mindre sandsynlige, kan efter Flygtningenævnets vurdering ikke ændre ved det samlede indtryk af, at ansøgerne har forklaret troværdigt og konsistent om asylmotivet. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der findes ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den russiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. rusl/2013/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra […], Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. I foråret 2004 indrejste ansøgeren første gang i Danmark og søgte asyl med henvisning til, at han frygtede de tjetjenske myndigheder, idet han i 2000/2001 havde hjulpet tjetjenske oprørerne med mad og våben. I foråret 2006 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afslag på asyl. Ansøgeren har forklaret, at han i foråret 2010 illegalt vendte tilbage til Tjetjenien. Han udrejste på ny omkring et halvt år senere. Få dage efter indrejsen blev han anholdt uden for en kammerats bopæl og efterfølgende tilbageholdt i knap to døgn. Under tilbageholdelsen blev han slået med våben ved øjet. Han har stadig ar efter slaget. Myndighederne spurgte kort ind til hans gamle aktiviteter i forbindelse med borgerkrigen, og pålagde ansøgeren at samarbejde ved at give myndighederne oplysninger om personer, der nu støtter de tjetjenske oprørere. Ansøgeren skulle ikke selv henvende sig med oplysninger. I stedet ville myndighederne hente ham på hans bopæl. Ansøgeren gemte sig herefter i omkring et halvt år hos bekendte i nærliggende landsbyer, 2 til 6 km fra ansøgerens landsby. Mens ansøgeren opholdt sig i nabolandsbyerne, rettede myndighederne ofte henvendelse på ansøgerens bopæl, hvor de spurgte efter ansøgeren og afleverede skriftlige indkaldelser om, at ansøgeren skulle give møde. Ansøgerens moder fortalte myndighederne i hvilken landsby ansøgeren opholdt sig, men myndighederne fandt ham aldrig. Dem han boede hos, har ikke fortalt, at de har set myndighedspersoner lede efter ansøgeren. Efter at ansøgeren er kommet til Danmark, har han opretholdt en jævnlig telefonisk kontakt med familien i Tjetjenien. Ansøgeren har på den måde fået at vide, at myndighederne fortsætter med ofte at komme til bopælen, samt at myndighederne har afleveret en række skriftlige indkaldelser vedrørende ansøgeren. De to seneste indkaldelser vedrørende møder i efteråret 2012 har han netop modtaget fra familien. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i 2011 har været relativt intensivt eftersøgt af myndighederne. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring om det halve år, hvor han skulle have gemt sig relativt tæt på bopælen har været præget af stor usikkerhed samt manglende oplysninger om detaljer, herunder hvor og hos hvem ansøgeren har opholdt sig. Flertallet har ved troværdighedsvurderingen taget hensyn til, at ansøgeren har hukommelsesproblemer efter et færdselsuheld, og der er derfor ikke lagt afgørende vægt på nuanceforskelle vedrørende datoforskelle med videre. Flertallet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet er i konkret risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2012/6
Nævnet meddelte i oktober 2012 opholdstilladelse (K -status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Rusland og stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2011. (Resumeet findes både under Rusland og Aserbajdsjan) Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er halv armenier og halv aserbajdsjaner fra Baku, Aserbajdsjan. Den kvindelige ansøger er etnisk russer fra […], Rusland. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de har været udsat for grove overgreb fra både civilbefolkningen og politiet i såvel Rusland som Aserbajdsjan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger har været tilbageholdt ti dage kort før udrejsen, og at han blev løsladt mod betaling af 20.000 USD og et løfte om at forlade landet, til grund. Nævnet bemærker herved, at ingen af ansøgerne forklarede herom ved indrejsen i Danmark eller i asylansøgningsskemaet, men først har forklaret herom under samtalen med Udlændingestyrelsen, selvom dette forhold var den direkte anledning til, at ansøgerne forlod Aserbajdsjan. Flygtningenævnet lægger i øvrigt i det væsentlige ansøgernes forklaring om de overgreb, de har været udsat for, til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at den kvindelige ansøger må anses for at have været udsat for sådanne overgreb, at det ikke kan kræves, at hun tager ophold i Rusland. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerne i et vist omfang har klaget over overgreb til de overordnede myndigheder, uden at dette har ført til den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at overgrebene i betydelig grad må antages at være begrundet i, at den kvindelige ansøger har giftet sig med en person fra Aserbajdsjan. Overgrebene må således anses for at have sammenhæng med etniske forhold. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det, således som sagen har været forelagt nævnet, ikke kan anses for godtgjort med den fornødne sikkerhed, at Aserbajdsjan kan tjene som 1. asylland for den kvindelige ansøger. Flygtningenævnet meddeler derfor den russiske statsborger […]samt et barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen for den russiske statsborger […] fastsættes af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger er blevet udsat for tortur under de kortvarige tilbageholdelser, han har været udsat for i Aserbajdsjan. Flygtningenævnet finder ikke, at de overgreb, den mandlige ansøger har været udsat for i Aserbajdsjan, har haft et sådant omfang og intensitet, at han må anses for forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller have behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne har søgt den fornødne beskyttelse hos overordnede myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende den aserbajdsjanske statsborger[…].” rusl/2012/5
Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Tjetjenien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra landsbyen […], Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af efterretningstjenesten eller de tjetjenske oprørere. Ansøgerens ægtefælle flygtede til Sverige i efteråret 2009, da han frygtede for sit liv, fordi han havde ydet hjælp i form af medicin og fødevarer til oprørerne. Efter ægtefællens flugt og frem til vinteren 2009 opsøgte efterretningstjenesten ansøgerens bopæl tre gange, hvorunder de ransagede hjemmet og udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. I vinteren 2009 flyttede ansøgeren til[…], Ingusjetien, hvor hun åbnede en butik og solgte madvarer til de lokale og myndighederne samt til oprørerne om natten. I efteråret 2010, mens ansøgerens søster passede forretningen, kom myndighederne bestående af både politi og militær for at lede efter ansøgeren. De ransagede både forretningen og hjemmet og tog ansøgerens søster med, som de forvekslede med ansøgeren, og som de tilbageholdt i tre dage, hvorunder de udsatte hende for fysiske overgreb. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgerens forklaring under sagen er fremtrådt som konsistent, troværdig og selvoplevet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb af en sådan karakter, at de må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder det ikke tilstrækkelig sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren samt to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” rusl/2012/3
Nævnet meddelte i juli 2012 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Tjetjenien i Den Russiske Føderation samt parrets børn. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer fra landsbyen [..] ved Groznyj i Tjetjenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at myndighederne vil udsætte han for overgreb, fordi han mistænkes for at have samarbejdet med tjetjenske oprørere. Til støtte herfor har den mandlige ansøger nærmere anført, at han i 2000 blev tilbageholdt, hvorunder han blev udsat for overgreb af myndighederne. Efter fire til fem dage fandt myndighederne ud af, at det ikke var ham, de havde ledt efter. Derfor blev han løsladt. I foråret 2011 blev han ansat som håndværker af en person, der udførte arbejde på den russiske militærbase […] i Groznyj. Få dage senere mødte han sin ven,[,,,], der sagde, at han var oprører. Vennen opfordrede ansøgeren til at købe uniformer og patroner af soldaterne på militærbasen. Ansøgeren kontaktede en værnepligtig soldat på basen, der solgte ham 20 russiske militæruniformer og 10 æsker patroner. Ansøgeren videresolgte dette til vennen. På et tidspunkt, da han skulle købe flere patroner af soldaten, blev han opdaget af en officer, hvorefter han blev tilbageholdt, mistænkt for samarbejde med oprørerne, hvorefter han blev afhørt hvorunder han blev slået mange gange. Han var tilbageholdt i cirka én uge, inden han blev løskøbt for halvanden million rubler af sin slægtning […], der havde kommandoen på en anden militærbase. Hurtigt derefter rejste han med sin ægtefælle og deres to børn til […]i Ingusjetien, hvor de opholdt sig cirka to måneder, inden de illegalt rejste til Danmark. Den kvindelige ansøger har i det væsentlige henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Den kvindelige ansøger har endvidere anført, at ægteparrets bolig i foråret 2011 blev ransaget af fem personer iklædt militæruniform. Hun blev afhørt om ægtefællens forhold. Hun blev slået, da hun ikke kunne svare på spørgsmålene. Hun blev endvidere tvunget til at underskrive et dokument med et ukendt indhold, hvorefter hendes indenrigspas blev konfiskeret. Efter ransagningen pakkede hun sine ting og flyttede hjem til sine forældre med børnene. Ægtefællens broder fortalte hende et par dage senere, at ægtefællen var blevet tilbageholdt, samt at personer i militæruniformer havde ransaget svigerforældrenes hjem. Hun ved ikke, om ransagningerne blev foretaget af myndigheder eller oprørere. Ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter hun også oprørere, idet ægtefællen havde angivet en oprører til myndighederne. Efter en samlet vurdering lægger Flygtningenævnet i det væsentlige ansøgernes forklaringer til grund, uanset at der har været enkelte divergenser. Nævnet lægger herved vægt på, at navnlig den mandlige ansøger i Flygtningenævnet har givet et overbevisende indtryk, samt at han i nævnet har kunnet forklare sig sammenhængende og sikkert, herunder på de mange opfølgende spørgsmål, der blev stillet under nævnsmødet. Det lægges til grund, at den mandlige ansøger købte og videresolgte uniformer og patroner af politiske grunde, samt at handlerne var den direkte årsag til, at han blev tilbageholdt, mistænkt for samarbejde med oprørere og udsat for overgreb. Herefter og idet nævnet endvidere ikke finder grundlag for at tilsidesætte forklaringen om, at den mandlige ansøger blev løsladt mod bestikkelse, finder nævnet, at der er en reel risiko for, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive udsat for forfølgelse. Den mandlige ansøger meddeles herefter opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. I konsekvens heraf meddeles den kvindelige ansøger tillige opholdstilladelse i medfør udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at den mandlige ansøger har solgt nogle patroner til en ven, ikke indebærer, at forholdet kan henføres under flygtningekonventionens artikel 1 F. Flygtningenævnet meddeler derfor de russiske statsborgere […]samt to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. rusl/2012/2
Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Ingusjetien i Den Russiske Føderation. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske ingusjetere, født i Kasakhstan, og muslimer af trosretning. Ansøgerne har boet i Kasakhstan, Tjetjenien og Ossetien, indtil parret i 1994 flyttede til Ingusjetien. I begyndelsen af 2007 rejste ansøgerne til Skt. Petersborg. Fra sommeren 2007 til foråret 2010 opholdt ansøgerne sig i Norge som asylansøgere. I foråret 2010 udrejste ansøgerne af Norge, efter at de havde fået afslag på asyl. I sommeren 2010 indrejste de på ny i Ingusjetien. I sensommeren 2010 udrejste ansøgerne til Hviderusland. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt. Han mener, at myndighederne vil forsøge at skjule, at de har taget mod betaling fra hans familie, ligesom han frygter, at myndighederne har stukket ham til oprørerne. Endvidere frygter han at blive udsat for blodhævn fra familien til hans søns afdøde kammerat. Den mandlige ansøger har oplyst, at han tre gange har været tilbageholdt af myndighederne i Ingusjetien, efter at han sammen med sin yngste bror (…) hjalp sin ældste bror […] og dennes søn med at flygte. To af tilbageholdelserne fandt sted, før ansøgerne forlod Ingusjetien og rejste til Skt. Petersborg i begyndelsen af 2007. I forbindelse med den anden tilbageholdelse blev han udsat for vold og presset til at underskrive en erklæring om at han ville samarbejde med myndighederne. Herudover har myndighederne flere gange ransaget ansøgernes bopæl, ligesom de også har ransaget den mandlige ansøgers yngste broders […] bopæl. I sommeren 2010 blev den mandlige ansøger på ny tilbageholdt. Under tilbageholdelsen blev han udsat for vold og blev foreholdt, at han ikke havde overholdt den samarbejdsaftale, som han havde underskrevet under den tidligere tilbageholdelse. Han blev endvidere udspurgt om sin søns forhold. I den forbindelse fik han at vide, at sønnen var flygtet fra militæret/politiet i forbindelse med en anholdelse, og at sønnens kammerat var blevet dræbt. Efter tre dage blev den mandlige ansøger løsladt, efter at hans yngste bror […] sammen med nogle slægtninge til den kvindelige ansøger havde købt ham fri. Den mandlige ansøger har endvidere oplyst, at hans yngste bror i slutningen af 2010 er blevet opsøgt af myndighederne, som spurgte efter den mandlige ansøger. Den kvindelige asylansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Efter Flygtningenævnets opfattelse er den mandlige ansøgers forklaring om FSB’s angiveligt vedholdende interesse for ham ikke overbevisende. Den mandlige ansøger kom efter sin forklaring i søgelyset afledt af sin ældste broders sag, idet den mandlige ansøger medvirkede til at løskøbe broderen. Det har fremstået uklart, om interessen var økonomisk begrundet, som den mandlige ansøger på et tidspunkt under sagsforløbet har forklaret, eller om den var begrundet i et ønske om at bruge ham som stikker, men intet tyder på, at FSB skulle knytte den mandlige ansøger direkte til oprørsaktiviteter. Den mandlige ansøger har i hele sagsforløbet såvel i Norge som i Danmark haft vanskeligt ved at holde sammen på sin forklaring. Det virker umiddelbart uforståeligt, at ansøgeren, der er veluddannet, ikke har kunnet redegøre konsistent for de angivelige tilbageholdelser, herunder hvornår de tidsmæssigt har været placeret, og hvad han under tilbageholdelserne blev udsat for. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han alene har talt de tilbageholdelser med, hvorunder han blev udsat for fysiske overgreb, har ikke virket troværdig. Således har den mandlige ansøger til gensamtalen i Udlændingestyrelsen den […] 2011 forklaret, at den første tilbageholdelse i efteråret 2006, som han i andre sammenhænge ikke har anset for relevant at oplyse om, varede tre dage. Det virker umiddelbart uforståeligt, at den mandlige ansøger i samme samtale har haft store vanskeligheder med at redegøre for, om hans ægtefælle var til stede ved den angivelige anholdelse i sommeren 2010. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at FSB ved tilbageholdelsen i 2006 ikke interesserede sig for broderen, der opholdt sig i samme hus som den mandlige ansøger. Ligeså usandsynligt virker det, at FSB alene skulle have foretaget anholdelse af den mandlige ansøger efter sin hjemvenden i sommeren 2010, når henses til at den mandlige ansøger flyttede ind på den bopæl, han havde fælles med broderen. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger blev tilbageholdt af FSB i sommeren 2010. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han ved den seneste udrejse i august 2010 var i FSB’s søgelys, eller at han ved en tilbagevenden til Rusland vil være i myndighedernes eller andres søgelys. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2012/1
Nævnet meddelte i oktober 2011 en mandlig statsborger fra Rusland opholdstilladelse (K-status). Indrejst i 2010. Udlændingestyrelsen havde i sin afgørelse meddelt ansøgeren, at hvis Flygtningenævnet isoleret set fandt ham omfattet af udlændingelovens § 7, fandt Udlændingestyrelsen ham omfattet af udelukkelsesbestemmelse i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, idet han har oplyst at have forsynet de tjetjenske oprørere med våben og proviant. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Tjetjenien. Ansøgeren har anført, at han i perioden 1994 til 2006 har haft tilknytning til de tjetjenske oprørere, herunder at han har deltaget i de to tjetjenske krige, men han har ikke haft øvrige politiske aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han har været tilbageholdt i 2003, 2006 og 2009, og at han i den forbindelse blev udsat for tortur. I forbindelse med tilbageholdelsen i 2009 gik ansøgeren under trusler på livet med til at arbejde som meddeler for en kommandant, der var anfører for en bataljon, og hvis broder er en magtfuld politiker i Tjetjenien. Ansøgeren blev derefter løsladt, og efter at have indgået ægteskab med sin ægtefælle udrejste han af Tjetjenien. Ved en eventuel tilbagevenden til Rusland frygter ansøgeren, at han vil blive dræbt som følge af sin brudte aftale om samarbejde. Ansøgeren har i den anledning videre henvist til, at han er beslægtet med en række navngivne ledende tjetjenske oprørere, der nu er døde eller har søgt asyl i andre lande, hvorfor han er særligt profileret. Udlændingestyrelsen har under sagens behandling for Flygtningenævnet frafaldet sin subsidiære påstand om, at ansøgeren skal udelukkes fra at blive meddelt asyl, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på nogle punkter må give anledning til en vis tvivl. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen ikke at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring som utroværdig. Flygtningenævnet lægger således ansøgerens forklaring om, at han har deltaget i den første og anden tjetjenske krig i perioden 1996-2004, til grund, samt at han i perioden 2004 til 2006 har bistået oprørerne med forsyninger. Ansøgeren har efter sin egen forklaring ikke haft særlige aktiviteter i perioden 2006 til 2009. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han i 2009 blev tilbageholdt af magthaverne på grund af sit slægtskab med en afdød oprørsleder, og fordi magthaverne formodede, at ansøgeren var i besiddelse af viden om penge, våben og identiteter på medlemmer af oprørsgrupper. Han blev under tilbageholdelsen udsat for hårdhændet behandling. Ansøgeren indvilligede på skrømt i at samarbejde med magthaverne, hvorefter han blev frigivet. Ansøgeren levede efter sin løsladelse i skjul, indtil han nogle måneder senere udrejste af Tjetjenien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund sammenholdt med ansøgerens tilhørsforhold til en meget profileret familie, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland/Tjetjenien under de nuværende forhold vil være i risiko for at komme i magthavernes søgelys på en asylbegrundende måde. Flygtningenævnet meddeler derfor den russiske statsborger fra Tjetjenien opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” rusl/2011/6
Nævnet meddelte i september 2011 et ægtepar fra Tjetjenien i Den Russiske Føderation opholdstilladelse (B-status). Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer af trosretning fra Groznyj. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger er efterstræbt af de russiske myndigheder. Ansøgerne har i den anledning anført, at den mandlige ansøgers broder i 2001 eller 2002 blev dræbt af de russiske myndigheder, og da den mandlige ansøgers fader forsøgte at få drabet opklaret, blev den mandlige ansøger i 2003 tilbageholdt og udsat for overgreb. Ansøgerne har derefter levet frem til 2010 uden konflikter med myndighederne. I efteråret 2010 blev den mandlige ansøger kontaktet af en ven, der havde brug for hjælp, idet han havde været i ildkamp med nogle væbnede personer. Mens vennen opholdt sig i ansøgerens bil, hvor flere af ansøgerens dokumenter også lå, blev de overfaldet af nogle bevæbnede personer, hvorefter den mandlige ansøger flygtede. Ansøgerne har yderligere henvist til, at den mandlige ansøger efterfølgende blev tilsagt af myndighederne til afhøring, og at hans familie har været udsat for overlast fra myndighedernes side. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring om begivenheden i efteråret 2010, og at den mandlige ansøger derefter blev indkaldt til afhøring, til grund. Nævnet lægger videre til grund, at den mandlige ansøger herefter forlod sit hjem og siden hen holdt sig skjult, og at dette var årsagen til, at han kort efter forlod sit hjemland. Flygtningenævnet finder derfor, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han ved en eventuel tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb af en sådan karakter, at de må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder det derimod ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort af den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Særskilt vedrørende den kvindelige ansøger bemærker Flygtningenævnet, at hun som følge af den mandlige ansøgers profilering må anses for at være i en tilsvarende risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet.” rusl/2011/5
Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Tjetjenien i Den Russiske Føderation. Afgørelsen omfatter også fire børn. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere fra […] i Grozny-distriktet og muslimer af trosretning. Ansøgerne er russiske statsborgere. Ansøgerne har ikke været medlem af noget politisk eller religiøst parti, forening, organisation eller lignende. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en eventuel tilbagevenden til Den Russiske Føderation Tjetjenien frygter for deres liv, idet de efterstræbes af myndighederne på grund af den mandlige ansøgers og den kvindelige ansøgers broders aktiviteter for tjetjenske oprørere. Den mandlige ansøger har i den anledning under sagens behandling i Udlændingeservice henvist til, at han blev hvervet af to af sine barndomskammerater til at bringe forsyninger til de tjetjenske oprørere, at han i denne forbindelse blev stoppet ved en kontrolpost i sin bil i foråret 2008, at han blev tilbageholdt i en uge, hvor han blev udsat for tortur og afhørt om oprørerne, at han blev løsladt mod betaling fra sin ægtefælles onkel, og at hans bopæl blev ransaget af maskerede og bevæbnede mænd under hans tilbageholdelse. Den mandlige ansøger har under sagens behandling i Flygtningenævnet henvist til, at han i forbindelse med løsladelsen blev rekrutteret til en særlig russisk militærenhed kaldet […]. Han har videre henvist til, at maskerede og bevæbnede mænd trængte ind på hans bopæl i efteråret 2010[…], som var dagen efter, at hans ægtefælles broder, […], var forsvundet fra Tjetjenien. I den anledning blev ansøgeren og hans ægtefælle udsat for vold og seksuelle overgreb. Mændene tog ansøgeren med sig, hvorefter han blev udsat for tortur under sin tre dages lange tilbageholdelse, hvorefter ansøgerens ægtefælles onkel købte ham fri. Ansøgeren skjulte sig hos en ven frem til sin udrejse af Den Russiske Føderation Tjetjenien. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Hun har videre henvist til, at hendes fader er blevet dræbt af de russiske styrker, at hendes broder, […] har været arresteret og udsat for tortur. Ansøgeren ved ikke, hvor hendes broder, […], befinder sig nu, og at myndighederne eftersøger hendes broder, […], for hans tilknytning til oprørerne. Flygtningenævnet bemærker, at det i medfør af udlændingelovens § 40 påhviler asylansøgere at sandsynliggøre deres asylmotiv. Nævnet finder ikke, at ansøgernes forklaringer om de centrale elementer i deres asylmotiv kan lægges til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om hændelsen i efteråret 2010 blandt andet om, hvor mange personer, der deltog samt de enkeltes placeringer. Forklaringen fremstår konstrueret og ikke selvoplevet. Nævnet finder endvidere, at han har forklaret divergerende om den rolle, som ægtefællens onkel spillede i forbindelse med løsladelserne både i 2008 og 2010. Endvidere finder nævnet, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende, og således først under mødet hos den beskikkede advokat har forklaret om, at han var involveret i en træfning mellem de federale styrker og den separatistiske bevægelse samt yderligere under forklaringen i nævnet har udbygget dette, idet han har forklaret, at han blev genkendt af medlemmer af separatistbevægelsen. Endvidere har han i nævnet forklaret udbyggende om, at han efterfølgende blev opsøgt på bopælen og truet af et medlem af separatistbevægelsen. Som konsekvens af ovenstående kan nævnet heller ikke lægge den kvindelige ansøgers forklaring til grund, idet den må anses for samstemt med den mandlige ansøgers forklaring. Nævnet finder ikke, at den kvindelige ansøger har påberåbt sig noget selvstændigt asylmotiv. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse fra myndighedernes side i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom nævnet ikke finder, at ansøgerne vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. rusl/2011/4
Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse (B-status) til kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er tjetjensk ingusetier fra Groznyj i Tjetjenien i Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af Kadyrovs styrker eller af den mand, som hendes afdøde ægtefælle havde forbindelse med. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens ægtefælle og dennes broder er blevet slået ihjel af myndighederne på grund af myndighedernes mistanke om, at de havde tilknytning til oprørerne. Ansøgerens ægtefælles anden broder er flygtet til Danmark i 2006 og har senere fået asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren få dage efter ægtefællens begravelse blev anholdt og tilbageholdt i fire dage af myndighederne, hvorefter hun blev løsladt efter at have lovet at angive de personer hendes afdøde ægtefælle havde holdt møder med, hvilket hun dog ikke gjorde, men i stedet udrejste cirka et halvt år senere, efter at have holdt sig skjult. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren er kommet i således i myndighedernes søgelys, og at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i en konkret risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i konkret risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes datter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” rusl/2011/3
Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Rusland. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske tjetjenere fra Groznyj, Tjetjenien i Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af myndighederne, da hans navngivne fætter, som var en berygtet oprører, der blev anholdt i 2009, under en afhøring angav, at ansøgeren havde hjulpet oprørerne med fødevarer og tøj, hvorfor myndighederne efterfølgende har ledt efter ansøgeren. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til hendes ægtefælles asylmotiv, samt til at hendes forældre blev opsøgt af myndighederne i starten af 2010, hvor hendes broder blev slået ihjel, da han ville forhindre myndighederne i at anholde hendes fader. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøgers navngivne fætter under afhøring hos politiet i efteråret 2009 oplyste, at den mandlige ansøger havde hjulpet oprørerne, hvorfor myndighederne i efteråret 2009 opsøgte bopælen for at lede efter den mandlige ansøger. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at myndighederne flere gange senere har ledt efter den mandlige ansøger, herunder hos hans ægtefælles forældre i starten af 2010. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at den mandlige ansøger således er i myndighedernes søgelys, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres to børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. rusl/2011/2
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tjetjener fra […]i Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet ansøgeren mistænkes for at samarbejde med de tjetjenske oprørere. Ansøgeren blev ultimo 2010 anholdt af myndighedspersoner på sin bopæl og ført til en kælder, hvor han blev afhørt og udsat for vold. Nogle dage senere blev ansøgeren løsladt, idet hans onkel havde købt ham fri, hvorefter ansøgeren udrejste til Ingusjetien, hvor han opholdt sig indtil primo 2011, hvor han rejste videre til Danmark. Ansøgeren har efterfølgende fået oplyst, at familien i hjemlandet ofte bliver opsøgt af myndighederne, der ønsker at vide, hvor ansøgeren befinder sig. Ansøgeren har forud for nævnsmødet fremlagt to tilsigelser til at give møde primo 2011 og medio 2011 hos distriktspolitiet som mistænkt for deltagelse i oprørsstyrkerne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at det afgørende svækker ansøgerens troværdighed, at han under nævnsmødet har forklaret udbyggende, at han havde et egentligt samarbejde med oprørsstyrkerne, såvel i perioden 1994-1996 som i perioden fra 2003-2004. Ansøgeren, der er veluddannet, er først fremkommet med disse væsentlige oplysninger overfor sin advokat, og han har ikke kunnet given nogen rimelig forklaring på, hvorfor han alene under politiets registreringssamtale forklarede, at ”alle” hjalp med at give og lave mad under den første krig i 1994-1996, at ansøgeren intet oplyste herom i sit asylskema, og at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen indgående forklarede om, at han ingen kontakt havde haft med oprørerne, og at det således var med urette, at han blev mistænkt af myndighederne. Flygtningenævnet må herefter forkaste de nye oplysninger, som er fremkommet i forbindelse med nævnsmødet, som utroværdige. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om anholdelsen af ansøgeren på hans bopæl i sig selv ikke har virket overbevisende. Det er påfaldende, at de maskerede myndighedspersoner nåede at komme ind på ansøgerens værelse umiddelbart efter, at ansøgeren havde rejst sig fra sin seng, da han blev vækket af opbrydningen af døren, i betragtning af, at der er seks værelser i huset. Ansøgerens formodning om, at det kan skyldes oplysning fra en meddeler, virker ikke overbevisende. Hertil kommer, at ansøgeren har haft vanskeligt ved at forklare sammenhængende om, hvor moderen og broderen befandt sig under anholdelsen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om detaljer i forbindelse med anholdelsen og tilbageholdelsen i en torturkælder, som tyder på, at der ikke har været tale om selvoplevede episoder. Flygtningenævnet tillægger det endvidere en vis vægt, at ansøgeren har forklaret, at der intet er sket med hans yngre broder, der på det angivelige anholdelsestidspunkt var 21 år gammel, hverken i forbindelse med anholdelsen eller senere. Det indgår endvidere i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren har forklaret meget ukonkret og til dels undvigende om, hvordan han i Danmark har etableret kontakt med sin moder og broder. Det virker ikke sammenhængende, at ansøgerens moder har kunnet redegøre for begivenheder i hjemlandet i telefonsamtale med ansøgerens herboende søster og ikke med ansøgeren, hvorimod ansøgeren har kunnet tale i mobiltelefon om situationen i hjemlandet med sin broder. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at foretage en ægthedsvurdering af de fremlagte tilsigelser. Flygtningenævnet lægger vægt på den ovennævnte troværdighedsvurdering. Det må endvidere tillægges vægt, at tilsigelserne er sendt samlet, og at tilsigelsen til møde primo 2011 således først er fremkommet i medio 2011. Det er endvidere tydeligt, at tilsigelserne er klippet ud og således hver for sig kun en del af en større blanket. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved udrejsen var forfulgt eller ved en tilbagevenden udsætter sig for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder således ikke, at alene den omstændighed, at ansøgeren har været udrejst fra hjemlandet, giver grundlag for en antagelse om, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil blive udsat for asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2011/17
Nævnet stadfæstede i november 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tjetjenien i Rusland. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra […] i Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter, at hendes søn og nevø, med hvem hun er indrejst sammen med, vil blive slået ihjel af myndighederne. Ansøgeren har oplyst, at hendes søn, […], støttede en slægtning, som var tilknyttet den tjetjenske oprørsbevægelse, ved at tilvejebringe mad og medicin. I 2008 blev ansøgerens sønner, […] og […], taget med af ukendte personer og løsladt efter to-tre dage mod betaling. Sønnen […] udrejste herefter til Sverige. Ansøgeren og sønnen […] flyttede derpå til den nevø, som hun er indrejst sammen med for at skjule sig for myndighederne. En dag i efteråret 2010 ankom nogle maskerede og uniformerede personer på nevøens bopæl. Ansøgeren forsøgte at forhindre mændene i at skade hendes søn og nevø, hvorved hun faldt og besvimede. Ansøgerens søn og nevø blev tilbageholdt i to døgn og underkastet tortur. Flygtningenævnet finder ikke, at omstændighederne i forbindelse med anholdelserne i efteråret 2010 i sig selv kan begrunde, at ansøgeren bør meddeles asyl. Flygtningenævnet finder ikke, at socio-økonomiske forhold kan tillægges afgørende vægt i forbindelse med overvejelserne om, hvorvidt ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke i forbindelse med den første søns udrejse har været nogen reaktioner fra myndighederne før det i efteråret 2010 passerede. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren vil være i en sådan reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2, at hun kan opfylde betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. rusl/2011/16
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tjetjener fra Grosnyj i Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerens farbror var før sin død medlem af en tjetjensk oprørsbevægelse, og ansøgeren hjalp nogle gange oprørsgruppen med forsyninger på sin farbrors anmodning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i foråret 2010 blev anholdt på sin bopæl af maskerede mænd. Han blev tilbageholdt i et døgn, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Mændene ville vide, hvor ansøgerens farbror befandt sig, og de beskyldte ansøgeren for at samarbejde med oprørsstyrkerne, men ansøgeren sagde, at han ikke vidste, hvor hans farbror befandt sig, og at han ikke samarbejdede med oprørsstyrkerne. Ansøgeren har videre henvist, at han i foråret 2010 om natten passede dyr et stykke fra sin bopæl, og at myndighederne i samme tidsrum opsøgte ansøgerens bopæl og skød ansøgerens farbror, som var på besøg. Ansøgeren flygtede herefter hjem til sin ven og rejste senere videre til Ingusjetien, hvor ansøgerens vens forældre boede. Her opholdt han sig i fire måneder, før han udrejste af Rusland. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder imidlertid, at ansøgeren ikke ved sin forklaring sammenholdt med nævnets baggrundsoplysninger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren blev løsladt af de myndighedspersoner, der havde tilbageholdt ham og forhørt ham om farbroderens opholdssted samt beskyldt ham for at hjælpe oprørene, samme dag, som han var blevet tilbageholdt. Eneste betingelse for løsladelsen var, at ansøgeren skulle give møde, hvis han blev indkaldt på ny. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at det må lægges til grund, at det var ansøgerens bedsteforældre, som ansøgeren boede hos, der reelt ydede farbroderen (deres søn) hjælp med mad og medicin i et vist omfang, når farbroderen besøgte dem, men at det fremstår som usikkert, i hvilket omfang de øvrige oprørere via farbroderen fik andel i hjælpen. Bedsteforældrene har efter det oplyste ikke efter farbroderens død været udsat for overgreb fra myndighedernes side, selv om myndighedspersoner har henvendt sig til dem for at indkalde ansøgeren til afhøring. Endelig har flertallet lagt vægt på, at ansøgerens frygt for at farbroderens ven, der blev tilbageholdt i forbindelse med, at myndighederne dræbte farbroderen, skulle have givet myndighederne belastende oplysninger om ansøgeren, alene bygger på en formodning, og at myndighederne allerede ved afhøringen af ansøgeren var bekendt med de forhold, der kunne være belastende for ansøgeren. På den baggrund kan den fremlagte neutrale tilsigelse af ansøgeren til at give møde ved kriminalpolitiets efterforskningsafdeling ikke føre til en anden vurdering. Som følge af det anførte stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2011/15
Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Tjetjenien i Rusland. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Groznyj, Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive dræbt. Ansøgeren har forklaret, at han har støttet en fætter i oprørsbevægelsen med mad, medicin og husly, hvilket er kommet til myndighedernes kendskab. I efteråret 2010 trængte myndighederne ind på ansøgerens bopæl og overfaldt ansøgeren, en anden fætter og hans faster. Ansøgeren og den pågældende fætter blev tilbageholdt i to-tre dage, hvorunder de blev udsat for tortur og afhørt om tilknytning til oprørsbevægelsen. Ansøgeren og fætteren blev løsladt på betingelse af, at de skulle komme med oplysninger om to slægtninge. Ansøgeren har endvidere henvist til, at myndighederne har ransaget bopælen to gange efter deres udrejse. Ansøgeren og fætteren har forklaret enslydende om det passerede, herunder om tilbageholdelsen i efteråret 2010. Ansøgeren har for nævnet på overbevisende vis forklaret om sine forhold, herunder tilbageholdelsen i efteråret 2010, og at han var udsat for tortur, og at dette nu præger ham. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er udrejst af hjemlandet legalt gennem lufthavnen i Moskva. Uanset dette forhold finder Flygtningenævnet ikke tilstrækkelig anledning til, nu at iværksætte en torturundersøgelse. Flygtningenævnet finder det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort af ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det lægges til grund, at myndighederne fortsat ønsker oplysninger om familiemedlemmerne, hvorfor Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er i reel risiko for, ved en tilbagevenden til hjemlandet, at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse. rusl/2011/13
Nævnet meddelte i april 2011 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Rusland. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer af trosretning fra Tjetjenien. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv blandt andet henvist til, at de har hjulpet tjetjenske oprørere ved at levere mad og medicin til dem. Derudover har den mandlige ansøger været involveret i en skudveksling, hvor flere myndighedspersoner og oprørere omkom. Da den mandlige ansøger flygtede, lå hans jakke med identitetspapirer tilbage. Myndighederne opsøgte derefter den kvindelige ansøger i deres hjem og fremviste den mandlige ansøgers pas, og spurgte efter ham. De spurgte desuden, hvor kødet fra den nyligt foretagne slagtning var. Den kvindelige ansøger svarede ikke, hvorfor hun blev skubbet, ligesom de skød mellem hendes ben for at true hende. Efterfølgende brændte myndighederne huset ned. Endvidere kræver de omkomne myndighedspersoners familie blodhævn, og vil have enten den mandlige ansøger eller familiens søn dræbt. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at begge ansøgere har forklaret sammenhængende og troværdigt om de begivenheder der udløste deres flugt fra hjemlandet. Forklaringerne har fremstået overbevisende, detaljerede og selvoplevede. Nævnet finder herefter, at begge ansøgere må fremstå som profileret og dermed i myndighedernes søgelys, som sympatisører med og hjælpere af de tjetjenske oprørsgrupper, idet myndighederne har fundet den mandlige ansøgers pas i forbindelse med skudvekslingen, samt fundet resterne efter slagtningen, der må fremstå som at være sket for at forsyne oprørene med fødevarer. På den baggrund finder nævnet, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i en konkret risiko for, at myndighederne vil udsætte dem for en behandling der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. rusl/2011/1
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Rusland. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener fra Groznyj, hvor han er født og opvokset, og ved udrejsen fortsat boede sammen med sin ægtefælle og familie. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i [….] 2010 har hjulpet en tidligere skolekammerat, der er oprørssoldat, med mad og medicin. På grund af denne hjælp blev han den […..] 2010 arresteret på sin bopæl og derefter tilbageholdt ved militærbasen [….] i Groznyj. Han blev der flere gange slået og sparket, indtil han mistede bevidstheden. Han kom ud den [….] 2010, efter at hans far – via en fætter der er ansat hos myndighederne – havde betalt bestikkelse. Det var en yderligere betingelse, at han udrejste, hvilket han derefter straks gjorde via Ingusjetien og Moskva. Han er eftersøgt, fordi han har hjulpet en oprører, og fordi han er flygtet fra et fængsel. Ved en tilbagevenden til Rusland/Tjetjenien frygter han forfølgelse fra myndighederne samt hævn fra personer, som skolekammeraten har forulempet. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og sammenhængende om møderne med skolekammeraten, tilbageholdelsen, mishandlingen og udrejsen. Forklaringen har fremtrådt overbevisende og selvoplevet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for, at myndighederne vil udsætte ham for en behandling, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, samt at han har behov for beskyttelse herfor. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Rus/2010/5
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Rusland Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ingusjeter. Hun er født i Kazakstan, men har senest boet i Ingusjetien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hendes ægtefælle og bror har deltaget i forskellige demonstrationer vedrørende menneskerettigheder, at hendes bror er blevet myrdet. Hun har endvidere henvist til at hun og hendes ægtefælle derefter er blevet udsat for adskillige husransagninger, og at hendes ægtefælle blev bortført under en af disse, samt at hendes hus efterfølgende er blevet beskudt og sprunget i luften. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun forgæves har søgt om hjælp hos myndighederne. Et flertal af nævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Efter forløbet og henset til, at ansøgeren også efter ægtefællens forsvinden har været udsat for husransagninger kulminerende med, at huset blev sat i brand, mens ansøgeren var hjemme, finder flertallet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet bemærker, at det efter ansøgerens egen forklaring om forgæves henvendelser til myndighederne sammenholdt med oplysningerne i baggrundsmaterialet findes sandsynliggjort, at ansøgeren ikke vil kunne opnå myndighedsbeskyttelse. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren ikke selv har været politisk aktiv, og uanset om ægtefællens forsvinden har været politisk motiveret, opfylder ansøgeren derfor ikke betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles derfor ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Rus/2010/4
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Rusland. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere fra [….] i Naurskij-distriktet i Tjetjenien. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive arresteret, tortureret og slået ihjel af myndighederne, som følge af at han fra den 10. [….] 2009 til den 12. [….] 2009 blev tilbageholdt af politiet samt tilbageholdt og tortureret af nogle tjetjenere klædt i militære uniformer. Ansøgeren blev udspurgt om sine familiemedlemmer, der er medlemmer af en muslimsk oprørsbevægelse. Ansøgeren underskrev endvidere under tvang en erklæring om at have deltaget i udførelsen af en minesprængning. Ansøgeren frygter endvidere at blive arresteret, som følge af at han ikke overholdt en aftale om samarbejde med politiet. Ansøgerens moder blev den 20. [….] 2009, efter ansøgerens løsladelse, opsøgt af politiet, ligesom der blev sat ild til ansøgerens broders hus, som ansøgeren havde boet i. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles forhold. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ved afgørelsen heraf har nævnet lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer fremstår troværdige og selvoplevede. Den omstændighed, at der er enkelte udeladelser i den mandlige ansøgers asylskema, og mindre differencer mellem hvad der er beskrevet og forklaret igennem asylsagsforløbet, kan ikke føre til et andet resultat. Endelig kan den omstændighed, at den mandlige ansøger efter løsladelsen den 12. [….] 2009 på enkelte punkter efter sin forklaring har handlet uovervejet med risiko for umiddelbar myndighedsforfølgelse heller ikke føre til, at ansøgernes forklaringer tilsidesættes som utroværdige. På den anførte baggrund er den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Tjetjenien i risiko for myndighedsforfølgelse, ligesom den kvindelige ansøger som en konsekvens af ægtefællens forhold er i risiko for forfølgelse fra myndighedernes side. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne samt deres barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Rus/2010/3
Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig og en kvindelig statsborger fra Rusland samt deres barn. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet fandt, at ansøgernes forklaringer havde givet anledning til tvivl om det centrale hændelsesforløb, hvorefter en af den mandlige ansøgers barndomsvenner var kommet til lejligheden medbringende tasken med våben og ammunition, og hvor ansøgerne havde forklaret forskelligt om, hvorvidt der havde været en eller to andre mænd, der havde ledsaget barndomsvennen. Flygtningenævnet fandt videre, at ansøgernes forklaringer på andre punkter fremstod udbyggede. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt det imidlertid afgørende, at den mandlige ansøger, der havde gennemført samtalen med Udlændingeservice på russisk, som ikke er hans modersmål, ifølge samtalereferatet havde oplyst, at hans ene bror var blevet dræbt i 2001 under krigen, at han i 2003, da han var vendt tilbage fra Ingusetien sammen med sin anden bror og søster, var blevet chikaneret af de russiske myndigheder samt tilbageholdt og afhørt en enkelt dag og udspurgt om sit kendskab og mulige tilknytning til oprørsmilitser. Den mandlige ansøger havde forklaret nærmere om barndomsvennen og de to øvrige personer, som var ankommet til lejligheden med tasken med en Kalasnikov-riffel, tre magasiner og en pakke patroner samt om den efterfølgende tilbageholdelse i 5 dage i sommeren 2009 samt om udrejsen. Henset til den mandlige ansøgers oplysninger, herunder under nævnsmødet, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer efter en samlet vurdering, at den mandlige ansøgers oplysninger måtte tillægges afgørende betydning, og at det, henset til baggrundsoplysningerne om de tjetjenske myndigheders fremfærd over for personer, der mistænkes for aktivt at støtte kæmpende oprørere, derfor måtte antages, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Rusland risikerede at blive underkastet en umenneskelig eller nedværdigende behandling, der begrundede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt videre, at den kvindelige ansøger, der havde været religiøst viet til og fast samlevende med den mandlige ansøger siden efteråret 2008, ikke grundet egne forhold risikerede en efterstræbelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men at hun måtte anses for at være omfattet af bestemmelsen som en konsekvens af afgørelsen vedrørende den mandlige ansøger, med hvem hun var udrejst illegalt i fortsættelse af mandens løsladelse mod bestikkelse. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at det medførte en anden vurdering, at den kvindelige ansøger efter sin forklaring i sommeren 2009 selv var blevet tilbageholdt af myndighederne og udspurgt vedrørende fundet af våbenet og barndomsvennens tilstedeværelse i lejligheden og efterfølgende samme aften var blevet løsladt uden yderligere tilkendegivelser. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgerne og et barn skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2010/2.
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (B-status) til et russisk ægtepar samt to børn fra Ingusjetien, Rusland. Indrejst i 2009. Ansøgerne havde i foråret 2009 haft en af den mandlige ansøgers venner fra gammel tid boende. Ansøgeren havde ikke vidst, hvorfor vennen havde bedt om husly. Det viste sig, at vennen var tjetjener og havde haft forbindelser til oprørssoldater. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er ingusjetere, muslimer og fra Nazran i Ingusjetien i Rusland. Ansøgerne havde ikke været hverken politiske eller religiøst aktive. Ansøgerne havde som væsentligste asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers forhold, idet han tre gange af to til tre dages varighed i foråret 2009 havde været tilbageholdt i et kælderlokale af nogle uniformerede og maskerede personer, der havde slået og afhørt den mandlige ansøger om dennes tilknytning til en navngiven tjetjener, der i omkring tre uger i foråret 2009 havde boet hos ansøgerne og den mandlige ansøgers forældre. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ud fra en samlet vurdering, at ansøgernes forklaringer kunne lægges til grund. Ansøgerne havde derfor sandsynliggjort, at de ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Rus/2010/1.
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde henvist til, at hendes ægtefælle var blevet dræbt i 2003. Ægtefællens ven var i 2008 blevet dræbt, da han var på besøg hos ansøgeren, hvorefter ansøgeren var blevet tilbageholdt i et par dage, hvor hun var blevet afhørt, udsat for vold og voldtægt. Ansøgeren havde i forbindelse med sin sag fremlagt en tilsigelse. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra en navngiven by i Tjetjenien, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, at ansøgerens ægtefælle, der havde været aktiv på tjetjensk side i den første tjetjenske krig, var blevet fundet dræbt i foråret 2003 efter en anholdelse tidligere samme år, og at ansøgeren bortset fra den påberåbte tilbageholdelse i efteråret 2008, ikke havde haft problemer med myndighederne. Drabet på ægtefællen kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Dels lå det tilbage i tid, dels havde politiet modtaget en anmeldelse om drabet. Den omstændighed at politiet havde standset efterforskningen på grund af bevisproblemer kunne ikke føre til nogen ændret vurdering. Hertil kom, at ægtefællens eventuelle uoverensstemmelser med myndighederne havde vedrørt et afgiftsspørgsmål. Den påberåbte tilbageholdelse af ansøgeren kunne heller ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Der havde været tale om en enkeltstående episode, som måtte antages at have forbindelse med besøget af ægtefællens ven, ligesom det måtte antages at have været et udslag af de generelt vanskelige forhold i hjemlandet. Der lagdes herved vægt på, at der havde været tale om en kortere tilbageholdelse, at ansøgeren var blevet løsladt uden meldepligt, at ingen andre familiemedlemmer, herunder navnlig moderen havde været udsat for overgreb eller repressalier, at ansøgerens egen familie ikke havde været politisk aktive, og at ansøgeren i øvrigt fremstod helt uprofileret. Hertil kom, at ansøgeren havde forklaret upræcist om, hvorvidt hun var blevet slået under forhørene forud for voldtægten, og hvorvidt hun var blevet afhentet af onklen eller var blevet bragt hen til onklen i forbindelse med løsladelsen. Den fremlagte tilsigelse fremstod i øvrigt som et myndighedseksemplar med en sædvanlig forkyndelsesfortegning og uden angivelse af sagsnummer eller sigtelse. Under disse omstændigheder og når der hensås til det ovenfor anførte, kunne der ikke lægges nogen vægt på tilsigelsen. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2009/9
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde gjort gældende, at hun i hjemlandet havde været udsat for gentagne angreb fra skinhead-grupper som følge af, at ansøgerens moder er jødisk, og at hun ved en hjemvenden frygtede nye tilsvarende overgreb. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens forklaring om, at hun skulle have været udsat for anti-semitiske overgreb, forekom troværdig. Nævnet lagde her vægt på, at ansøgeren selv i sit asylansøgningsskema havde betegnet sig som ateist, og at hun yderligere havde forklaret, at hun bekendte sig til buddhistisk filosofi. Ansøgeren virkede derfor som et usandsynligt mål for anti-semitiske overgreb. Uanset om ansøgerens forklaring lagdes til grund, fandtes disse forhold imidlertid ikke at kunne begrunde asyl, idet ansøgeren fandtes at måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det bemærkedes herved, at det fremgik af baggrundsmaterialet, at de russiske myndigheder havde både vilje og generelt også evne til at beskytte medlemmer af religiøse mindretal mod overgreb. Rus/2009/8
Nævnet stadfæstede i august 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i sommeren 2000 efter at være blevet meddelt opholdstilladelse af Udlændingeservice, jf. dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 3. I sommeren 2003 blev opholdstilladelsen meddelt tidsubegrænset. I 2007 blev ansøgeren idømt to år og seks måneders fængsel for røveri, forsøg på røveri, frihedsberøvelse for vindings skyld samt brandstiftelse, j.f. straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, samt udvist med indrejseforbud for bestandig Ansøgeren søgte asyl i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren var indrejst i Danmark som 17-årig i 2000 sammen med sin moder og søster efter at være blevet meddelt opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne. Ansøgeren henviste som asylmotiv til, at han havde modtaget en indkaldelse til at møde til militærtjeneste i efteråret 2007, og at han frygtede at blive anset som desertør og blive idømt fængselsstraf, fordi han ikke havde efterkommet indkaldelsen. Ansøgeren henviste endvidere til forholdene i de russiske fængsler samt til, at han efter afsoningen af en eventuel fængselsstraf frygtede at skulle udføre militærtjeneste, og at han i den forbindelse ville blive udsat for overgreb fra ældre officerer. Ansøgeren henviste i den forbindelse endvidere til, at han ville blive særlig udsat for dårlig behandling på grund af sine personlige, herunder helbredsmæssige, forhold. Nævnet bemærkede, at det fremgik af den fremlagte tilsigelse, at ansøgeren ville risikere bøde eller fængsel i op til to år, såfremt han ikke efterkom tilsigelsen, hvilket var i overensstemmelse med oplysningerne i Udenrigsministeriets notat af 18. juni 2009 om militærtjeneste/værnepligt i Rusland. Nævnet fandt, at dette strafniveau ikke kunne anses for uforholdsmæssigt og bemærkede, at det tilkom ethvert land at lovgive for sine egne borgere samt fastsætte sanktioner for overtrædelse af sådanne regler. Nævnet fandt ikke, at afsoningsforholdene i russiske fængsler – om end problematiske – i sig selv gav grundlag for at antage, at ansøgeren i forbindelse med en eventuel afsoning af en frihedsstraf ville blive udsat for en behandling i strid med EMRK artikel 3. Nævnet kunne blandt andet henvise til oplysningerne i Operational Guidance note Russian Federation af 17. november 2008 punkt 3.12.12 [udgivet af British Home Office]. For så vidt angik forholdene for værnepligtige i den russiske hær fandt nævnet, at der ikke forelå oplysninger om så systematiske overgreb mod alle værnepligtige, at der var grundlag for at antage, at disse forhold i sig selv indebar en krænkelse af EMRK artikel 3. I den forbindelse henviste nævnet til [UK Home Office] Operational Guidance note, Russian Federation af 17. november 2008 punkt 3.11.8, hvorefter der siden 2007 var blevet foretaget visse tiltag for at imødegå sådanne overgreb, samt punkt 3.11.14. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han i forbindelse med en eventuel afsoning og aftjening af værnepligt ville være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse udlændingelovens § 7 var opfyldt. Nævnet fandt endvidere ikke anledning til efter begæring fra den beskikkede advokat at udsætte sagen med henblik på at indhente en udtalelse om ansøgerens helbredsmæssige forhold allerede fordi, begæringen ikke var støttet på lægelige oplysninger. Rus/2009/7
Nævnet stadfæstede i august2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, atansøgeren er etnisk yezidi og kristen, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb eller i øvrigt haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygtede repressalier og overgreb fra de personer, som havde lokket hende til Frankrig, og som havde tilbageholdt og udnyttet hende til prostitution, ligesom hun frygtede overgreb fra sin egen familie. Der var tale om borgerlig kriminalitet og privatretlige forhold, som ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Ansøgeren måtte i givet fald henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Ansøgeren fremstod i øvrigt helt uprofileret. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2009/6
Nævnet meddelte i april 2009 opholdstilladelse (B-status) til enkvindelig russisk statsborger fra Tjetjenien. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun var eftersøgt af de russiske myndigheder, fordi hendes fader var tjetjensk oprører. Ansøgerens moder var tilbageholdt af de russiske myndigheder som følge heraf. Ved en tilbagevenden til Rusland frygtede ansøgeren, at myndighederne, ved at tilbageholde eller dræbe hende, ville få faderen frem fra sit skjul. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet i det væsentligste lagde ansøgerens forklaring, der forekom sammenhængende og troværdig, til grund. Det blev således lagt til grund, at ansøgerens fader siden 1999 aktivt havde deltaget i de tjetjenske oprørsstyrker, og at politiet havde foretaget flere husundersøgelser hos ansøgeren og hendes moder som følge heraf. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens moder i begyndelsen af 2008 var blevet hentet af politiet og siden da havde været fængslet. Flygtningenævnet fandt det tvivlsomt, om en af ansøgerens moster fremsendte tilsigelse til afhøring var ægte, men fandt ikke at den havde en sådan betydning for sagen, at der var grundlag for at udsætte afgørelsen på en ægthedsvurdering. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger fandt Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tjetjenien, på grund af sin faders forhold, ville være i konkret risiko for at blive udsat for overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Derimod fandtes ansøgeren, der ikke havde været politisk aktiv, ikke omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Rus/2009/5
Nævnet meddelte i april2009 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborgersamt to børn fra TjetjenieniRusland Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at uanset om ansøgeren først under nævnsmødet havde forklaret om de grove overgreb og krænkelser, han havde været udsat for i forbindelse med tilbageholdelse hos de russiske myndigheder i slutningen af 2007, fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring herom. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at forklaringen fremtrådte detaljeret og troværdig og blev understøttet af mærker på ansøgerens krop. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke at kunne afvise, at ansøgeren under tilbageholdelsen var blevet afhørt om sin transport af en såret tjetjensk oprører i starten af 2007, og sin støtte til de tjetjenske oprørere i form af mad og medicin. Flygtningenævnet kunne desuden lægge til grund, at ansøgeren efterfølgende var blevet indkaldt til møde hos de russiske myndigheder, efter at ansøgeren var udeblevet i slutningen af 2007, hvor ansøgeren i forbindelse med løsladelsen var blevet pålagt at give møde. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, sammenholdt med baggrundsoplysningerne, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for at blive tilbageholdt, og således ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2009/4
Nævnet stadfæstede i april2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Rusland. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er fra en by i det nuværende Aserbajdsjan, at de var blevet evakueret af de daværende sovjetiske myndigheder i forbindelse med urolighederne i 1988, at de sammen med andre etniske armeniere var blevet placeret af de sovjetiske myndigheder i Krasnodar, hvor de var blevet registreret, og at de fra 1992 og frem til udrejsen i 2006 havde opholdt sig i Labinsk. Ansøgerne var indrejst i Danmark uden nogen form for legitimationspapirer, og ansøgerne havde efter deres egne forklaringer heller ikke under opholdet i Rusland ansøgt om opholds- eller arbejdstilladelse. Den mandlige ansøger oplyste, at han under opholdet i Labinsk tre gange var blevet overfaldet af civile personer, og at han også skulle være blevet overfaldet af politiet. Sidstnævnte oplysninger blev dog ikke nærmere præciseret. Endelig oplyste den mandlige ansøger, at han under opholdet i Labinsk havde måttet betale USD 50 om måneden til den lokale betjent. Efter det foreliggende var det uklart, om ansøgerne havde opnået russisk statsborgerskab. Efter oplysningerne om statsborgerskabslovgivningen i Rusland og ansøgernes ophold i landet, fandtes de under alle omstændigheder at skulle vurderes i forhold til Rusland. Den chikane, som ansøgerne oplyste om at have været udsat for under opholdet i Rusland, havde ikke haft et sådant omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Der havde endvidere været tale om et 18 år langt ophold, og ansøgerne havde ikke på noget tidspunkt søgt beskyttelse hos overordnede myndigheder. Endelig fremstod ansøgerne helt uprofilerede. Idet oplysningerne om de generelt vanskelige forhold for etniske minoriteter i Rusland ikke kunne begrunde asyl, kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne havde været forfulgt ved udrejsen fra Rusland, eller at de ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Rusland skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2009/3
Nævnet meddelte i marts 2009 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Rusland. Indrejst i2007. Ansøgerens ægtefælle, der er af afrikansk afstamning, og parrets søn var udrejst af Rusland umiddelbart inden ansøgeren og parrets datter og opholdt sig i Storbritannien, hvor de havde søgt asyl. Ansøgeren havde i det væsentlige henvist til, at hun og ægtefællen havde været udsat for racistisk begrundet chikane og overfald, som myndighederne ikke ville efterforske på trods af gentagne anmeldelser. Flygtningenævnet udtalte, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren og hendes familie fra tidspunktet omkring ansøgerens indgåelse af ægteskab med ægtefællen i 1999 og frem til ansøgerens udrejse i 2007 havde været udsat for tiltagende chikane på baggrund af ægtefællens afrikanske afstamning. Ansøgeren havde således ved fremlæggelse af en række bilag dokumenteret, at der flere gange var indgivet anmeldelser til det russiske politi vedrørende chikane og overgreb mod familiemedlemmer. Efter summarisk sagsbehandling havde anklagemyndigheden hver gang undladt at forfølge sagerne. Senest havde ansøgeren ved fremlæggelse af lægeerklæring dokumenteret, at hun kort før udrejsen var blevet ramt af en genstand, hvorved hun havde fået en mindre kvæstelse i ryggen. Det fremgik af en afgørelse fra den engelske appelinstans for immigrationssager, at appelinstansen har anlagt en tilsvarende vurdering i forhold til ægtefællen. De foreliggende baggrundsoplysninger understøttede, at etniske mindretal, som ansøgerens familie tilhører, havde tiltagende problemer i det russiske samfund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at chikanen og overgrebene efter en samlet vurdering havde haft en sådan intensitet, at de måtte karakteriseres som umenneskelig og nedværdigende behandling, og lagde til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Rusland ville være i nærliggende risiko for en tilsvarende behandling. Rus/2009/2
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Tjetjenien. Indrejst i marts 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne ikke havde været politisk aktive. De havde oplyst, at de havde støttet nogle oprørere med penge med videre, hvilket myndighederne ikke havde kunnet bevise, men havde afhørt den mandlige ansøger om. Den mandlige ansøger havde været tilbageholdt flere gange, blandt andet i forbindelse med illegal handel og produktion af benzin. Disse aktiviteter havde medført tilbageholdelser, og under den mandlige ansøgers tilbageholdelse i 2005 blev han udsat for hårdhændet behandling. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse overgreb under de foreliggende omstændigheder var asylbegrundende. Den mandlige ansøger havde oplyst, at årsagen til, at han var flygtet, var, at han havde hjulpet to oprørere med at flygte fra en skudveksling. Den mandlige ansøger havde oprindeligt oplyst, at de begge havde været såret, og havde senere ændret dette til, at kun den ene havde været såret. Den mandlige ansøger havde oplyst, at han havde kørt de pågældende til en anden person i byen, der straks havde hjulpet den mandlige ansøger videre, mens de to oprørere og bilen var blevet efterladt. Den mandlige ansøger mente sig genkendt, idet en af myndighedspersonerne under episoden havde løftet sin maskering og havde vist sit ansigt. Det fremgik videre, at ansøgernes hjem stort set samtidigt var blevet ransaget. Flygtningenævnet fandt ikke, at den mandlige ansøger havde forklaret om den pågældende episode på en sådan måde, at den fremstod som selvoplevet, ligesom det forekom utroværdigt, at det havde været den mandlige ansøger og ikke oprørerne, der straks var blevet bragt op i bjergene. Flygtningenævnet afviste således rigtigheden af, at den mandlige ansøger havde hjulpet de to oprørere som angivet. Flygtningenævnet fandt ikke, at den kvindelige ansøger havde noget selvstændigt asylgrundlag. Under de foreliggende omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgerne ville være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2009/1
Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Tjetjenien. Indrejst i begyndelsen af 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne som asylmotiv havde angivet, at den mandlige ansøger havde hjulpet den tjetjenske oprørsbevægelse med forsyning af mad og medicin samt visse informationer, og at den mandlige ansøger derfor var eftersøgt af myndighederne. Ansøgerne havde forklaret, at den kvindelige ansøger og den mandlige ansøgers familie var blevet opsøgt af myndighederne, og at den kvindelige ansøger var blevet udsat for visse overgreb. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgernes forklaringer om hjælpen til oprørsbevægelsen ikke kunne lægges til grund. Nævnet fandt det usandsynligt og konstrueret, at den mandlige ansøger blot gennem SMS-beskeder – uden forudgående kontakt med oprørsbevægelsen - var blevet bedt om at indkøbe større mængder fødevarer og medicin til en adresse opgivet på SMS, hvilket ansøgeren efter sin forklaring blandt andet havde udført på den måde, at han havde kontaktet op til 18-19 personer og bedt dem om at foretage indkøb på apoteket, samt undertiden havde foretaget leveringerne ved at overlade det til nogle for ham ukendte taxichauffører at bringe forsyningerne til de opgivne adresser, hvor kontakter fra oprørsbevægelsen havde afventet leveringen. Ved vurderingen af ansøgernes troværdighed lagde nævnet endvidere vægt på, at ansøgerne havde forklaret udbyggende og til dels uoverensstemmende om visse forhold. Den mandlige ansøger havde forklaret, at han først var ophørt med at overnatte i hjemmet fra juli 2006, mens den kvindelige ansøger havde forklaret, at han var ophørt hermed allerede fra maj 2006. Den mandlige ansøger forklarede under nævnsmødet, at den lokale betjent fra slutningen af juli 2006 var begyndt at opsøge bopælen og havde fortsat hermed til udrejsen og i nogle måneder herefter. Nævnet bemærkede, at den mandlige ansøger ikke forud for nævnsmødet havde forklaret, at hjemmet allerede var blevet opsøgt fra juli 2006. Den kvindelige ansøger havde forklaret, at hjemmet første gang var blevet opsøgt i september 2006, og at det først var herefter, at den lokale betjent var begyndt at opsøge hjemmet. Under nævnsmødet forklarede den kvindelige ansøger, at den lokale betjent var kommet regelmæssigt 2-3 gange om ugen. Ifølge advokatindlægget skulle bopælen have været opsøgt 3-4 gange i perioden fra september 2006 til november 2007. Nævnet kunne herefter ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger havde ydet hjælp til oprørsbevægelsen som forklaret. Nævnet kunne således heller ikke lægge til grund, at ansøgerne havde været i myndighedernes søgelys på grund af hjælp til oprørsbevægelsen. Uanset om det herefter kunne lægges til grund, at den kvindelige ansøger var blevet udsat for overgreb i forbindelse med, at nogle maskede mænd var trængt ind på bopælen, fandtes dette forhold ikke i sig selv at være asylbegrundende, men måtte anses som udslag af kriminelle handlinger. Herefter fandtes ansøgerne ikke at have sandsynliggjort, at de forud for udrejsen havde været udsat for asylbegrundende overgreb, eller at de ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko herfor, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fandtes heller ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ville være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2008/4
Nævnet stadfæstelse i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar og deres børn fra Rusland. Indrejst i 2007 på ægte konventionspas udstedt af et andet EU-land. Ansøgerne er etniske tjetjenere. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med afgørelsen fra Udlændingeservice vedrørende den mandlige ansøger og Udlændingeservices tilkendegivelse på nævnsmødet vedrørende den kvindelige ansøger til grund, at begge ansøgerne isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Rusland, som følge af den mandlige ansøgers aktiviteter under den første tjetjenske krig. Ansøgerne gjorde til støtte for deres asylansøgninger blandt andet gældende, at de havde været udsat for trusler under deres ophold i et andet EU-land fra ukendte tjetjensk- og russisktalende personer, at de ikke fandt at kunne nyde den fornødne beskyttelse i det pågældende EU-land mod overgreb, og at det pågældende EU-land derfor ikke kunne tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet bemærkede, at begge ansøgere efter det oplyste havde boet åbenlyst i deres lejlighed i det andet EU-land indtil deres udrejse i 2007 uden at være blevet udsat for andre overgreb end de nævnte trusler. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at det pågældende land som medlem af EU har inkorporeret de beskyttelsesgarantier, der blandt andet følger af Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke grundlag for at antage, at det pågældende EU-land ikke vil være i stand til at opfylde disse beskyttelsesgarantier overfor ansøgerne. I det omfang de nævnte henvendelser måtte anses for trusler om overgreb overfor den mandlige ansøger, fandt Flygtningenævnet, at ansøgerne havde kunnet rette henvendelse til det pågældende lands myndigheder med henblik på at få efterforsket truslerne. Flygtningenævnet fandt i det hele, at landets myndigheder ville være i stand til at yde ansøgerne den fornødne beskyttelse i det pågældende EU-land. Ansøgerne opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i Danmark jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Rus/2008/3
Nævnet stadfæstede i april 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Rusland. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne havde påberåbt sig, at de ved en tilbagevenden til Rusland ville være i risiko for at blive udsat for overgreb fra oprørsbevægelsen wahabisternes side som følge af, at de havde anmeldt wahabisterne til politiet og Den føderale Sikkerhedstjeneste (FSB) i 2006. Ansøgerne havde endvidere påberåbt sig, at de frygtede, at myndighederne dels ville antage, at ansøgerne havde samarbejdet med wahabisterne, dels ville udlevere dem til wahabisterne, fordi myndighederne samarbejdede med wahabisterne. Flygtningenævnet bemærkede, at nævnet ikke i fuldt omfang kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet fandt, at ansøgernes forklaringer om, at de i 2006 blev opsøgt af wahabisterne med henblik på en tvangsmæssig rekruttering af den mandlige ansøger, forekom usandsynlige og konstruerede. Nævnet lagde herved vægt på, at det forekom usandsynligt, at wahabisterne over for den mandlige ansøger i detaljer ville fortælle om deres planer om aktioner mod myndighederne på et tidspunkt, hvor ansøgeren tidligere havde afslået at slutte sig til dem, og hvor der i forvejen havde været et modsætningsforhold mellem ansøgerens familie og wahabisterne. Ansøgernes forklaring om, at de straks, da de hørte skyderier i nabolaget en dag i foråret 2006, flygtede fra deres bopæl, forekom heller ikke sandsynlig. Ansøgerne havde på den ene side forklaret, at de frygtede at blive anset som tilhængere af wahabisterne, hvis myndighederne fandt deres papirer hos wahabisterne. Nævnet bemærker herom, at ansøgerne ifølge deres egen forklaring selv havde rettet henvendelse til myndighederne på grund af wahabisternes planer om terroraktioner. Samtidig havde ansøgerne på den anden side forklaret, at myndighederne samarbejder med wahabisterne, hvorfor ansøgerne frygter, at myndighederne ville udlevere dem til wahabisterne. Ansøgernes forklaring om baggrunden for deres angivne flugt i 2006 sammenholdt med deres oplysninger i øvrigt var derfor usammenhængende. Nævnet kunne således ikke lægge ansøgernes forklaring om episoden med wahabisterne i foråret 2006 til grund. Herefter lagde nævnet til grund, at ansøgerne ikke siden en episode i 2003, hvor den mandlige ansøger skulle være blevet overfaldet af wahabister, havde været udsat for overgreb, hverken fra wahabisternes side eller fra myndighedernes side. Efter det anførte fandt nævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne forud for udrejsen havde været udsat for en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt det ej heller sandsynliggjort, at ansøgerne ville være i risiko herfor ved en tilbagevenden. Rus/2008/2
Nævnet stadfæstede i marts 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i august 2007. Det fremgår af Udlændingeservices afgørelse, at Udlændingeservice fandt at måtte forkaste ansøgerens forklaring i sin helhed. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er tjetjener og muslim. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han – grundet sin fætters forhold – havde været tilbageholdt i nogle dage af politiet/militæret i juni 2007, udsat for tortur, underskrevet en samarbejdserklæring, ligesom han var flygtet fra to soldater, idet han gav dem sovemiddel. Heller ikke de forklaringer, som ansøgeren havde afgivet for Flygtningenævnet, virkede troværdige. Flygtningenævnet tog i den forbindelse hensyn til, at russisk ikke er ansøgerens modersmål. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen heraf vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde havde kunnet forklare om den påståede tilbageholdelse, tortur med videre, ligesom ansøgeren på en række punkter havde forklaret divergerende – eller havde udbygget sin forklaring afhængig af spørgsmålene. Det gjaldt for eksempel ansøgerens angivelser af, hvor længe han blev tilbageholdt, hvad der skete under tilbageholdelsen, hvad han blev udsat for og så videre. Hertil kom, at det ikke forekom troværdigt, at det skulle være lykkedes for ansøgeren at få to soldater til at indtage sovemiddel for derefter at flygte. Det forekom heller ikke troværdigt, at ansøgeren i flere dage skulle have opholdt sig i en form for husarrest i et anneks til forældrenes og ansøgerens bolig. Det nævntes i den forbindelse, at ansøgeren også ved den nærmere beskrivelse af omstændighederne ved dopingen af soldaterne var fremkommet med en række forskellige forklaringer, herunder navnet på sovemidlet, om det blev givet i et eller to vandglas, hvor længe det varede, inden midlet virkede og så videre. Flygtningenævnet kunne derfor tiltræde Udlændingeservices vurdering af ansøgerens manglende troværdighed, hvorfor ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han var i en asylrelevant risiko for forfølgelse ved sin tilbagevenden til Tjetjenien. Rus/2008/1
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Rusland, født i 1978 (M) og i 1979 (K). Indrejst i august 2005. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at der også under nævnsmødet var divergenser mellem den mandlige og kvindelige ansøgers forklaringer. Selvom dette svækkede ansøgernes troværdighed, lagde Flygtningenævnet i det væsentlige ansøgernes forklaringer til grund. Den mandlige ansøger havde som sit asylmotiv henvist til, at han blev tilbageholdt af de russiske myndigheder i forbindelse med, at de fandt tjetjenske oprørere på faderens ejendom. Han havde endvidere henvist til, at han under en tilbageholdelse, som varede i 5-6 dage, blev udsat for grove fysiske overgreb, og at han derved blev tvunget til at underskrive en erklæring om, at faderen havde samarbejdet med de tjetjenske oprører, og at faderen også havde haft oprører skjult på sin ejendom. Den mandlige ansøger fik ved sin løsladelse at vide, at han ikke måtte forlade byen, da han skulle bruges som vidne. Endelig forklarede den mandlige ansøger, at han udover de russiske myndigheder også frygtede for tjetjenerne, som følge af at han havde underskrevet den ovennævnte erklæring om sin fader. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren ved sin udrejse var konkret og individuelt forfulgt af de russiske myndigheder af grunde som er omfattet af udlændingelovens § 7, eller at han ved en tilbagevenden ville være i risiko for en sådan forfølgelse. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse lagt vægt på, at den mandlige ansøger, der aldrig selv havde været politisk aktiv, efter sin egen forklaring alene blev tilbageholdt i 2003, som følge af myndighedernes interesse for hans faders forhold. Efterfølgende var begge ansøgerens forældre afgået ved døden. Selvom det blev lagt til grund, at ansøgeren ved sin løsladelse var blevet pålagt at blive i området, fandt nævnet ikke, at det skulle kunne medføre, at han ved en tilbagevenden ville blive udsat for asylbegrundende reaktioner fra de russiske myndigheders side. For så vidt angår de overgreb, som ansøgeren var udsat for under sin tilbageholdelse i 2003, fandt Flygtningenævnet ikke, at de har været af en sådan karakter, at de i sig selv kunne give grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I forhold til ansøgerens frygt for tjetjenerne, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han skulle være i nogen konkret asylbegrundende konflikt i forhold til de tjetjenske oprører, eller at han ved en tilbagevenden skulle være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse fra disses side som følge af, at han i 2003 under tvang underskrev en erklæring om sin far. For så vidt angår den kvindelige ansøger fandt Flygtningenævnet ikke, at hun havde sandsynliggjort, at hun ved sin udrejse fra hjemlandet var konkret og individuelt forfulgt af grunde, som var omfattet af udlændingelovens § 7, eller at hun ved en tilbagevenden ville være i risiko for en sådan forfølgelse. Rusland/2007/1
Nævnet meddelte i april 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2005. Af Udlændingeservices afgørelse fremgår, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at ansøgeren er udelukket fra at opnå beskyttelse efter udlændingelovens § 7, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Flygtningenævnet tiltrådte Udlændingeservices vurdering om, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved vurderingen af, om der er grundlag for at udelukke ansøgeren fra at opnå beskyttelse efter udlændingelovens § 7, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, bemærkede Flygtningenævnet, at nævnet i det væsentlige kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, også således som den under nævnsmødet var blevet præciseret blandt andet med hensyn til den organisatoriske opdeling mellem militæret og politiet i Tjetjenien. Det blev således lagt til grund, at ansøgerens myndighedsområde alene havde været indenfor politiet, og at han ikke havde haft noget ansvar for de militære myndigheder. Det … (Tekst udeladt af anonymiseringshensyn. Red.) Ansøgeren havde endvidere forklaret, at der udover hans politienhed var fire andre grupperinger, som deltog i modstandskampene. Det drejede sig om resterne af den tjetjenske hær, islamister/Wahabister, ”private hævnere” samt den russiske efterretningstjeneste, og ansøgeren havde ikke haft ansvaret for disse fire grupper. Ansøgeren havde benægtet, at den politienhed, som han havde haft ansvaret for, havde udført terrorhandlinger eller andre krigsforbrydelser, herunder tre af Udlændingeservice fremhævede aktioner. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at det efter det foreliggende baggrundsmateriale måtte lægges til grund, at ansøgeren tilhørte den moderate, ikke-islamistiske, del af den tjetjenske selvstændighedsbevægelse. Det bemærkes endeligt, at det af et høringssvar fra Udenrigsministeriet fremgår, at der ikke er fundet henvisninger, der forbinder ansøgeren med to af Udlændingeservice anførte aktioner. For så vidt angår de par henvisninger, der forbinder ansøgeren og hans gruppe med en nærmere omtalt aktion, fandt Flygtningenævnet ikke, at disse henvisninger mod ansøgerens benægtelse havde en sådan sikker karakter, at de kunne tillægges afgørende vægt. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne antages, at ansøgerens enhed eller ansøgeren selv havde været ansvarlig for sådanne handlinger eller undladelser, som er omfattet af artikel 1 F i flygtningekonventionen af 28. juli 1951. Flygtningenævnet meddelte således ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Rusland/2007/2
Nævnet stadfæstede i september 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i marts 2003. Udlændingeservice meddelte i januar 2004 ansøgeren afslag på opholdstilladelse. I april 2006 besluttede nævnet, efter at der havde været foretaget en række sagsskridt med henblik på oplysning af sagen, at hjemvise sagen til Udlændingeservice med henblik på, at Udlændingeservice skulle tage stilling til, om ansøgeren skulle udelukkes efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Nævnet udtalte samtidig, at ansøgeren var i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Rusland, og at ansøgeren således havde behov for beskyttelsesstatus efter denne bestemmelse. Ansøgeren var ved en dom i landsretten i marts 2005 blevet idømt 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244, og udvist med indrejseforbud i tre år. Udlændingeservice besluttede efter hjemvisningen i maj 2006 at udelukke ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at der efter udlændingelovens § 10, stk. 3, ikke kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, til en udlænding, som har indrejseforbud, jf. §§ 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter §§ 22-25, medmindre særlige grunde taler derfor. Ansøgeren havde været i Danmark siden marts 2003 og havde ikke stiftet familie i Danmark. Flygtningenævnet fandt ikke, at der i sagen var oplyst særlige grunde, der talte for, at ansøgeren uanset indrejseforbuddet kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at de forhold, der havde begrundet ansøgerens udvisning, vedrørte vold begået i et asylcenter, kunne ikke begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet besluttede, at ansøgeren skulle udrejse straks, men under henvisning til at ansøgeren ved en tilbagevenden til Rusland risikerede forhold som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2, kunne han ikke udsendes tvangsmæssigt til Rusland, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. Rusland/2006/6
Nævnet stadfæstede i november 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1968. Indrejst i december 2004. Flygtningenævnet udtalte, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som udlændingen påberåber sig. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han i oktober 2004 fra en ven, der var journalist, modtog et kassettebånd, der blandt andet omtalte en væbnet invasion af Ukraine. Vennen blev umiddelbart efter dræbt, og ansøgeren blev kontaktet af efterretningstjenesten og spurgt ud om båndet, som han nægtede kendskab til. Ansøgeren havde endvidere forklaret, at han ønskede at offentliggøre båndet, hvorfor han kontaktede en anden ven, som var journalist i Ukraine. Den pågældende tog herefter til Moskva for at mødes med ansøgeren, men lige inden de skulle mødes, blev de hver for sig bortført. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb og endte på et hospital, hvor han var under bevogtning. Det lykkedes ansøgeren at flygte efter en uge, hvorefter han gik under jorden. Ansøgeren havde videre som sit asylmotiv henvist til, at der i hjemlandet var rejst en straffesag mod ansøgeren, og at han ved en tilbagevenden frygt for sit liv. Ansøgeren havde til støtte for sit asylmotiv fremlagt flere dokumenter, herunder blandt andet en dødsattest vedrørende vennen samt to dokumenter omhandlende straffesagen mod ansøgeren. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet lagde herved vægt på Udenrigsministeriets høringssvar fra juni 2006, hvoraf det fremgår, at en række af de af ansøgeren fremlagte dokumenter måtte anses for uægte, herunder dødsattesten vedrørende vennen. Hertil kom, at Udenrigsministeriets kilde betvivlede ægtheden af de to dokumenter omhandlende en straffesag mod ansøgeren. Nævnet lagde endvidere lagt vægt på, at det ikke har været muligt for Udenrigsministeriets kilde at fremskaffe oplysninger om de af ansøgeren omtalte journalister, herunder at disse ikke fremgik af en fortegnelse, udarbejdet af en medie-NGO, over journalister der er døde eller forsvundet i de tidligere sovjetiske lande siden 1991, og nævnet fandt på den baggrund ikke at kunne lægge eksistensen af de pågældende journalister til grund. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Rus/2006/5
Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1987. Indrejst i 2004 sammen med sin moder. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv særligt havde henvist til, at han ikke ønskede at udføre militærtjeneste i hjemlandet, idet han frygtede at blive sendt til kamphandlinger mod tjetjenere. Han havde endvidere henvist til, at moderen var blevet udsat for trusler, idet hun kort før udrejsen havde skrevet under på en vidneforklaring vedrørende et drab på en nabo. Flygtningenævnet fandt ikke, at det forhold, at ansøgeren risikerede at blive indkaldt til militærtjeneste kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han i givet fald ville være i risiko for at blive hvervet til militæropgaver i Tjetjenien. Flygtningenævnet henviste i den forbindelse til oplysningerne i Udlændingestyrelsens fact-finding rapport ”sikkerheds- og menneskerettighedsforhold m.v. i Tjetjenien” fra august 2005, hvoraf fremgår, at de regulære russiske tropper primært er professionelle soldater, og at den russiske hær fra 1. januar 2005 alene sender kontraktsoldater til Tjetjenien. Forklaringen om moderens underskrift på en falsk vidneerklæring var fremkommet meget sent i det samlede sagsforløb og blev ved sagens behandling i Flygtningenævnet angivet som hovedårsagen til udrejsen. Flygtningenævnet bemærkede, at det fremgik af moderens samtalereferat med styrelsen, at hun havde omtalt, at en mandlig nabo blev dræbt, men at hun ikke havde oplyst, at hun blev anmodet om at vidne i sagen, ligesom det fremgik, at der ikke var nogen præcis årsag til udrejsen i 2002. Det fremgik at materialet fremlagt af ansøgeren, at den pågældende person skulle være blevet dræbt i 2001, og ansøgeren havde ikke nærmere kunnet redegøre for det mellemliggende tidsforløb, hvorved bemærkedes, at det fremgik af de polske asylakter, at ansøgeren og moderen søgte om asyl i Polen i december 2002. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var fremkommet en plausibel forklaring på, at det nu påberåbte hovedmotiv til udrejsen først var fremkommet ved nævnets behandling af sagen, og fandt derfor at måtte bortse fra de nye oplysninger. Uanset om oplysningerne måtte lægges til grund, fandt Flygtningenævnet dog ikke grundlag for at antage, at moderens forhold i givet fald skulle give anledning til asylrelevante problemer for ansøgeren. Flygtningenævnet fandt, at de ransagninger, der var foretaget i ansøgerens families bolig, var af generel karakter og således ikke rettet konkret og individuelt mod ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren ved en enkelt lejlighed var taget med af myndighederne måtte vurderes som en enkeltstående handling, som ikke kunne anses for asylbegrundende. Uanset om det blev lagt til grund, at ansøgeren havde medvirket til at skjule våben med videre, fandt Flygtningenævnet, at der var tale om en begrænset og underordnet virksomhed, som i øvrigt ikke kunne antages at være myndighederne bekendt, og derfor ikke var asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2006/4
Nævnet stadfæstede i maj 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig russisk statsborger fra Tjetjenien, født 1980. Indrejst i november 2002. Udlændingestyrelsen meddelte i juli 2003 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afgørelsen blev i oktober 2003 stadfæstet af Flygtningenævnet. Efter anmodning fra ansøgerens advokat besluttede nævnet i april 2006 at genoptage sagen. Ansøgerens advokat havde begæret sagen genoptaget med henvisning til to dokumenter, der fremstår som tilsigelser til at møde på en politistation. Ansøgeren forklarede under det nye nævnsmøde blandt andet, at han under den første tjetjenske krig deltog i kamphandlinger mod de russiske styrker. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet lagde ansøgerens forklaring under dette nævnsmøde om sine aktiviteter under den første tjetjenske krig til grund. Ansøgeren havde således deltaget i 10 til 20 skudvekslinger. Han havde endvidere lavet mad, haft transportopgaver og i øvrigt forefaldende arbejde. Han var ikke i den forbindelse blevet taget til fange eller identificeret af de russiske styrker. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens aktiviteter må anses som værende på et meget begrænset niveau, og at han ikke i den forbindelse er blevet identificeret. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne anses for sandsynliggjort, at de fremlagte tilsigelser er ægte, men tilsigelserne kunne heller ikke med sikkerhed forkastes. Ved bedømmelsen af ansøgerens risiko ved en tilbagevenden til hjemlandet måtte der således foretages en samlet bedømmelse, hvori navnlig indgår ansøgerens aktiviteter, de fremlagte tilsigelser og de oplysninger, der foreligger, om de russiske myndigheders forsøg på at få fat i ansøgeren. Flygtningenævnet fandt efter denne bedømmelse, hvori også indgik det samlede tidsforløb, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt, at de aktiviteter, ansøgeren har påberåbt sig til støtte for sin asylansøgning, ikke er af en sådan karakter, at de er omfattet af de grunde, der er nævnt i flygtningekonventionen. Ansøgeren opfylder således heller ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Rus/2006/3
Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1982 i Tjetjenien. Indrejst i marts 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under nævnsbehandlingen og til advokatindlægget til støtte for sin asylansøgning navnlig havde gjort gældende, at russiske soldater flere gange ved henvendelse på moderens og hans egen bopæl havde udsat ansøgeren for overgreb for at få oplysninger om hans halvbroder, og at han ikke ønskede at udføre militærtjeneste i hjemlandet, idet han under en sådan tjeneste risikerede at skulle deltage i kamphandlinger mod tjetjenere. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren først havde afgivet forklaring om halvbroderens aktiviteter til advokatindlægget, idet ansøgeren ikke havde oplyst herom hverken til skemaet eller under samtalen med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet bemærkede videre, at ansøgeren havde forklaret divergerende til de polske myndigheder og til de danske myndigheder om tidspunktet for hans ophold hos hans onkel i en by i Rusland. Han havde således til de polske myndigheder forklaret, at han havde opholdt sig i denne by fra august 2000 til juni 2001, idet han sammen med sin broder var blevet sendt til Rusland, efter at han havde været udsat for overgreb af de russiske soldater på bopælen. Til samtalen med Udlændingestyrelsen havde ansøgeren derimod forklaret, at overgrebet på bopælen fandt sted i maj 2001. Under nævnsbehandlingen havde ansøgeren yderligere forklaret, at han havde været udsat for to overgreb, uden at han i dag nærmere kunne fastlægge tidspunktet for de to overgreb på anden måde, end at de havde fundet sted kort tid forud for hans og moderens udrejse. Flygtningenævnet kunne under disse omstændigheder alene lægge til grund for sagen, at russiske soldater på et tidspunkt havde henvendt sig på hans og moderens bopæl, men alene som led i en generel ransagning. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne afvise, at ansøgeren i forbindelse med en sådan ransagning kunne have været udsat for enkeltstående fysiske overgreb, men Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at disse overgreb havde haft en sådan karakter, at de kunne anses for konkret individuel asylbegrundende forfølgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet fandt efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Rusland ville være i risiko for at blive hvervet til militære opgaver i Tjetjenien. Flygtningenævnet lagde i denne forbindelse vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om, at de russiske myndigheder alene sender kontraktansatte militærpersoner til Tjetjenien. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse af de grunde, som er anført i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2006/2
Nævnet meddelte i januar 2006 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1978. Indrejst i oktober 2003. Ansøgeren er etnisk tjetjener. Under den første tjetjenske krig hjalp ansøgeren den tjetjenske oprørsbevægelse med transport af medicin, tøj, mad og andre forsyninger. Under den anden krig deltog ansøgeren aktivt i kamphandlingerne. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er tjetjener. Ansøgeren havde forklaret divergerende om sit asylmotiv til de polske og danske myndigheder, og han havde først under samtalen i Udlændingestyrelsen i maj 2004 omtalt en episode i maj 2002, hvor han under et russisk angreb efterlod sin jakke med sit id-kort. Uanset de divergerende forklaringer fandt etflertal af Flygtningenævnets medlemmer efter en samlet vurdering af alle sagens oplysninger ikke at kunne afvise, at ansøgeren havde været tilbageholdt af de russiske myndigheder, som siden eventuelt havde fået kendskab til hans aktive deltagelse i den anden tjetjenske krig. Under henvisning hertil og til baggrundsoplysningerne fandt flertallet, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for at blive tilbageholdt og således havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Rus/2006/1
Nævnet stadfæstede i september 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1973. Indrejst i december 2003. Ansøgeren havde siden 1998 været leder af en navngiven organisation. Udlændingestyrelsen henviste i sit afslag til en anden navngiven organisation, der ifølge ansøgeren intet havde med hans organisation at gøre. Ansøgeren havde blandt andet forklaret, at han på grund af sine politiske aktiviteter blev forsøgt likvideret af FSB kort før udrejsen til Danmark. Flygtningenævnet udtalte, at uanset hvilken af de to under nævnsmødet nævnte organisationer ansøgeren havde været leder af, lagde Flygtningenævnet efter ansøgerens forklaring til grund, at den pågældende organisation havde været legal og behørigt registreret. Det blev endvidere lagt til grund, at antallet af egentlige medlemmer havde været 20 personer. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde haft de af ham oplyste konflikter med de russiske myndigheder. Det blev i den forbindelse bemærket, at ansøgeren under sagens behandling i Danmark havde udbygget sin forklaring om antallet af tilbageholdelser i væsentlig grad. Ansøgeren havde endvidere forklaret divergerende om tidspunkterne for de forskellige anholdelser. Navnlig med hensyn til den episode, som ansøgeren havde forklaret skulle have fundet sted i december 2003, hvor ansøgeren skulle være forsøgt likvideret af de russiske myndigheder, bemærkede Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring ikke forekom sandsynlig eller troværdig. For det første forekom det ikke sandsynligt, at de russiske myndigheder, der dagen forinden skulle have dræbt organisationens næstformand og dennes ægtefælle i deres lejlighed, ikke ligeledes skulle have forsøgt straks at dræbe ansøgeren i hjemmet. Det forekom heller ikke sandsynligt, at politiet ikke skulle have sikret sig, at ansøgeren reelt var død, før de forlod ham, ligesom det heller ikke forekom sandsynligt, at de i givet fald ikke skulle have ransaget ansøgerens hjem og medtaget de dokumenter, der befandt sig i lejligheden. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren, efter at have været udsat for myndighedernes forsøg på at likvidere ham, havde forklaret, at han samme nat tog tilbage til sin bolig for at hente sit udenrigspas og forskellige papirer, som han ønskede at bruge i forbindelse med en asylansøgning i udlandet. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at hverken indholdet eller karakteren af de af ham fremlagte artikler gav grundlag for at antage, at disse artikler skulle have bragt ansøgeren i myndighedernes søgelys på en asylbegrundende måde. På denne baggrund sammenholdt med det faktum, at ansøgeren uden problemer havde fået udstedt pas af de russiske myndigheder i 2001, 2002 og 2003 og den kendsgerning, at ansøgeren udrejste legalt og uden problemer på sit eget ægte pas, kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved sin udrejse skulle være efterstræbt af de russiske myndigheder. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Rusland skulle være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som følge af, at han havde været bortrejst fra hjemlandet i en længere periode. Det bemærkedes i den forbindelse, at ansøgerens ophold i et europæisk land i 2002, efter ansøgerens egen forklaring, ikke gav ham problemer ved hans tilbagevenden til Rusland. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2005/9
Nævnet meddeltei september 2005 opholdstilladelse (K-status) tilen mandlig statsborger fra Rusland, født i 1976.Indrejst i oktober 2004. Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning. Ansøgeren var i perioderne fra 1997 til 1999 og 2000 til 2001 medlem af en politisk organisation. Vedrørende sine konflikter i hjemlandet havde ansøgeren oplyst, at han i begyndelsen af 2001 var tilbageholdt i nogle dage og udsat for tortur. Vedrørende sit asylmotiv havde ansøgeren henvist til, at han havde konflikter med de russiske militære strukturer og de tjetjenske strukturer, som samarbejder med dem. Ansøgeren havde tidligere fået afslag på asyl i Danmark. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet lagde ansøgerens forklaring til grund om, at han efter sin tilbagevenden til Tjetjenien i december 2003, hvor han levede under falsk navn, havde været opsøgt af de russiske myndigheder i maj 2004. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne afvise, at ansøgeren tidligere havde været i myndighedernes søgelys. På denne baggrund og efter en samlet vurdering, hvori også indgik at ansøgeren havde flere familiemedlemmer, der aktivt havde støttet modstandsbevægelsen i Tjetjenien, samt at ansøgeren fremtrådte som tilbagesendt asylansøger på en tjetjensk webside, fandt Flygtningenævnet efter de foreliggende baggrundsoplysninger om magtforholdene i Tjetjenien ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tjetjenien på daværende tidspunkt ville risikere at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Rus/2005/8
Flygtningenævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Rusland, født 1972 (M) og 1974 (K), samt to børn. Indrejst i oktober 2002. På et nævnsmøde i september 2004 blev sagen udsat på ægthedsvurdering af en fremlagt tilsigelse til retten. Sagen er efterfølgende afgjort ved skriftlig votering. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at ansøgerne ikke havde sandsynliggjort det påberåbte asylmotiv. Der lagdes herved vægt på, at ansøgerne havde forklaret upræcist og divergerende overfor henholdsvis de polske og danske udlændingemyndigheder om deres aktiviteter, opholdssteder og asylmotiv. Flertallet fandt endvidere ikke, at ansøgerne på overbevisende vis havde kunnet redegøre for årsagen til de divergerende oplysninger eller i øvrigt sandsynliggøre, at de var forfulgt af de russiske myndigheder. Den mandlige ansøger havde til de polske myndigheder som asylmotiv henvist til de generelle forhold, at hans ejendom blev ødelagt under den første tjetjenske krig, samt at han ikke havde deltaget i krigshandlinger og ikke havde haft konflikter med de russiske myndigheder. Han havde endvidere oplyst, at han og familien boede i en navngiven by frem til 1999. Til de danske myndigheder havde han imidlertid oplyst, at han var aktiv i Tjetjenien både under den første og anden tjetjenske krig, herunder deltaget i forsvaret af en anden navngiven by, hvor han angiveligt boede fra 1994 til 1999, og derefter levede i skjul i Tjetjenien. Han havde endvidere oplyst om en episode en dag i marts 2002, hvor han angiveligt blev stukket i ryggen. Det bemærkedes særligt, at den mandlige ansøger til samtalereferatet med Udlændingestyrelsen i maj 2003 havde oplyst, at den samme dag i marts 2002 var den eneste gang, russerne forsøgte at få fat i ham, mens han i asylansøgningsskemaet havde anført, at han havde været udsat for regelmæssige ransagninger i myndighedernes forsøg på at få fat i ham. Det bemærkedes samtidig, at der var afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt den mandlige ansøger blev stukket i ryggen eller brystet. Den mandlige ansøger havde som begrundelse for de divergerende forklaringer og om selve opholdet i Polen anført, at det var for at fodre de polske myndigheder med falske oplysninger, der – videregivet til russerne – skulle ”rense” ham, og at det var fordi han ikke stolede på de polske myndigheder. Endvidere havde han oplyst, at han ikke opholdt sig i Polen, men i Tjetjenien mellem indgivelse af asylansøgningen i november 2000 og samtalen i 2001, ligesom han ikke havde opholdt sig i Polen efter samtalen, hvor han på ny opholdt sig i Tjetjenien. Sammenfattende fandt flertallet derfor at måtte forkaste ansøgernes forklaring i deres helhed. Ansøgerne havde kun modstræbende vedgået at have meddelt urigtige oplysninger i forbindelse med asylansøgningen i Polen, og de havde heller ikke på overbevisende måde sandsynliggjort, at de havde haft problemer med de russiske myndigheder. Der lagdes herved særligt vægt på, at der ikke straks blev oplyst om opholdet i Polen, at der som nævnt var afgivet divergerende forklaringer overfor de henholdsvis polske og danske udlændingemyndigheder, at ansøgerne ikke havde kunnet redegøre for dette forhold på overbevisende måde, og at det ikke var troværdigt, at den mandlige ansøger var rejst frem og tilbage mellem Polen og Tjetjenien. På denne baggrund lagde flertallet til grund, at ansøgerne havde opholdt sig problemfrit i Tjetjenien frem til udrejsen til Polen. Under disse omstændigheder, og henset til det sene fremkomsttidspunkt, kunne der ikke lægges nogen vægt hverken på den påberåbte telefaxskrivelse eller på en erklæring fra februar 2005 fra et ministerium i den tjetjenske republik. Den fremlagte tilsigelse kunne ikke føre til nogen ændret vurdering. Der lagdes herved vægt på det ovenfor anførte sammenholdt med, at tilsigelsen angiveligt vedrørte en civil sag. Der var således ikke i forbindelse med ægthedsvurderingen fremkommet oplysninger, der underbyggede det påberåbte asylmotiv. Flertallet kunne herefter ikke lægge til grund, at ansøgerne havde været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at de ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2005/7
Flygtningenævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1979. Indrejst i august 2004. Flygtningenævnet lagdetil grund, som forklaret af ansøgeren, at han udrejste legalt og problemfrit på eget ægte russisk pas udstedt i marts 2004. Ansøgeren havde anført, at den føderale efterretningstjeneste FSB havde truet ham til at give oplysninger om udenlandske statsborgeres besøg i en baptistkirke i hans hjemby og herunder truet med at fabrikere falske anklager mod ham, såfremt han ikke ville intensivere sit arbejde for sikkerhedstjenesten. Ansøgeren havde om de fabrikerede anklager oplyst i nævnet, at dette kunne vedrøre hans forhold under militærtjenesten. Ansøgerens forklaring herom forekom hverken sandsynlig efter sit indhold eller overbevisende efter ansøgerens forklaring herom i nævnet. Ansøgeren havde videre anført, at han frygtede at blive anklaget for at have brudt en tavshedspligt overfor FSB ved at have videregivet oplysninger til en udenlandsk ambassade i Danmark og til de danske myndigheder. Han havde blandt andet henvist til, at der i september 2004, efter hans udrejse, blev foretaget husransagning på hans bopæl. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at der ikke var belæg for, at de russiske myndigheder skulle have fået kendskab til hans videregivelse af oplysninger, og der fandtes heller ikke at være holdepunkter for at antage, at myndighederne skulle have foretaget en husransagning. Nævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgeren havde konflikter med FSB, da han udrejste, eller vil blive udsat for forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet omfattet af udlændingelovens § 7. Rus/2005/6
Nævnet meddelte i april 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1979. Indrejst i august 2004. Ansøgeren er etnisk tjetjener. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under nævnsbehandlingen i det væsentlige havde forklaret samstemmende med den forklaring, som han havde afgivet til den beskikkede advokat. Flygtningenævnet fandt herefter at kunne lægge denne forklaring til grund for sagen. Det fulgte af forklaringen, at ansøgeren var ansat som politibetjent i Grosnij ved den anden tjetjenske krigs udbrud, at ansøgeren herefter mere eller mindre automatisk overgik til deltagelse i modstandskampen, at ansøgeren herefter havde deltaget i krigshandlinger gennem en længere periode mod de russiske styrker, at det lykkedes ansøgeren at flygte til Tyrkiet, at han efter at have opholdt sig i knap to år i Tyrkiet blev sendt til Moskva, hvor han blev anholdt, men løsladt via bestikkelse fra sin onkel. Efter onklens død udrejste ansøgeren af hjemlandet. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold for tjetjenere kunne medføre, at tjetjenere uden videre kunne anses som flygtninge på prima facie-basis. Under de foreliggende omstændigheder, herunder ansøgerens tilknytning til de tjetjenske myndigheder som ansat i politistyrken forud for den anden tjetjenske krig, sammenholdt med at ansøgeren havde været frihedsberøvet i Moskva efter tilbagesendelsen fra Tyrkiet, hvorfor han måtte antages at være i de russiske myndigheders søgelys, fandt Flygtningenævnet ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Rusland ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse af de grunde, som er nævnt i Flygtningekonventionen. Rus/2005/5
Nævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1955 i Armenien. Indrejst i oktober 2004. Ved indrejse i Rusland og frem til 1996, hvor han rejste til Moskva, opholdt ansøgeren sig i en landsby, hvor han blev registreret af den lokale myndighed. Ansøgerens konflikter begyndte omkring 1993/1994. Han blev chikaneret af bevæbnede militser. Endvidere blev han chikaneret af politiet, idet han ikke havde arbejds- eller opholdstilladelse i Rusland. Politiet krævede vedvarende penge af ham mod, at ansøgeren i en kort periode kunne få lov til at arbejde og opholde sig i landet. I februar 1998 blev ansøgeren kortvarigt tilbageholdt af politiet og ført ud en skov, hvor han blev slået. Efter sin udrejse af Rusland har ansøgeren opholdt sig i Holland og Norge. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde oplyst, at han er født i det nuværende Armenien, at ansøgeren havde boet i Rusland fra 1989 og frem til udrejsen i 1999, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Efter det foreliggende skulle ansøgeren asylretligt vurderes i forhold til Rusland. Der blev herved lagt vægt på længden af opholdet i Rusland sammenholdt med oplysningerne om, at ansøgeren havde haft sovjetisk pas. Hertil kom, at ansøgeren havde oplyst, at hans ophold i landsbyen var registreret af myndighederne. Ansøgeren havde således efter sine egne oplysninger opfyldt betingelserne for at opnå russisk statsborgerskab efter statsborgerskabslovgivningen fra 1992 og 1994. Den chikane, som ansøgeren havde oplyst at have været udsat for, herunder fra russiske politibetjentes side, havde ikke haft et sådan omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Der havde endvidere været tale om enkeltstående episoder i forbindelse med myndighedernes generelle bestræbelser på at opretholde ro og orden, hvorunder borgernes identitet blev undersøgt. Ansøgeren måtte i givet fald henvises til at klage til en relevant overordnet myndighed. Idet oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i Rusland for personer fra Kaukasus området heller ikke i sig selv kunne begrunde asyl, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom det heller ikke kunne antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden var i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2005/3
Nævnet meddelte i december 2005 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Rusland, født 1953 (M) og 1966 (K). Indrejst i marts 2004. Flygtningenævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2004, hvorved ansøgerne blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I april 2005 anmodede den beskikkede advokat om genoptagelse af sagen, hvilket blev imødekommet. Til støtte for genoptagelsesanmodningen henviste advokaten til en erklæring fra marts 2005 fra Amnesty International, hvoraf det det fremgår, at såvel den mandlige ansøgers fysiske og psykiske symptomer samt en række objektive fund må antages at være følger af tortur. Flygtningenævnet udtalte, at de generelle forhold for tjetjenere i hjemlandet ikke i sig selv kunne medføre, at tjetjenere kunne anses som flygtninge på et prima facie basis. Ved bedømmelsen af den mandlige ansøgers forklaringer skulle der tages hensyn til indholdet af erklæringen fra marts 2005 fra Amnesty International, hvorefter ansøgeren er svækket fysisk og mentalt. Ansøgerne havde som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede forfølgelse fra de russiske myndigheder på grund af den mandlige ansøgers aktiviteter under de to tjetjenske krige og i mellemkrigsperioden, og de havde henvist til, at den mandlige ansøger havde været tilbageholdt to gange i marts og september 2003. Flygtningenævnet lagde efter det foreliggende til grund, at den mandlige ansøger i de ovenfor anførte perioder havde drevet transportvirksomhed med lastbil, og herunder transporteret fødevarer og medicin til oprørerne, at den mandlige ansøger i perioder havde bistand af medarbejdere, at den mandlige ansøger blev tilbageholdt af de russiske myndigheder i marts 2003 ved et checkpoint sammen med sin svoger, da de transporterede varer i svogerens lastbil, at de blev frataget deres varer og slået voldsomt og herefter efterladt i en vejgrøft, at den mandlige ansøger i forbindelse med en ransagning på hans daværende opholdssted blev tilbageholdt i fem dage i september 2003, at han blev tilbageholdt i en lejr, hvorunder han blev udsat for fysiske og psykiske overgreb, og at han efterfølgende blev løskøbt ved familiens betaling af 3000 dollars. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at de fysiske og psykiske mén, som den mandlige ansøger havde pådraget sig, i følge erklæringen fra marts 2005 fra Amnesty International hidrørte fra tilbageholdelserne i marts og september 2003. Endelig lagde Flygtningenævnet til grund, at den mandlige ansøger efter tilbageholdelsen i september 2003 levede skjult i hjemlandet, og at myndighedspersoner flere gange henvendte sig til den kvindelige ansøger for at spørge efter den mandlige ansøger. Efter en samlet vurdering af den mandlige ansøgers forhold kunne Flygtningenævnet ikke afvise, at myndighederne i hvert fald efter tilbageholdelsen i september 2003, navnlig når der blev henset til arten og karakteren af tilbageholdelsen, havde opfattet den mandlige ansøger som en, der havde ydet oprørerne bistand. På denne baggrund fandtes den mandlige ansøger at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Henset til udfaldet af den mandlige ansøgers sag, fandtes den kvindelige ansøger tillige at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af ægtefællens forhold. Rus/2005/12
Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et russisk ægtepar fra Tjetjenien, født i 1960 (M) og 1964 (K), samt to børn. Indrejst i juli 2004. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at ansøgerne under sagsforløbet havde forklaret divergerende – også indbyrdes - om væsentlige forhold. Ansøgerne er etniske tjetjenere, begge født og opvokset i Tjetjenien. Ingen af dem havde været medlem af politiske partier eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger havde hverken deltaget i den første eller anden Tjetjenien krig. Han havde ifølge sin forklaring i Udlændingestyrelsen sympatiseret med oprørerne og hjulpet med madvarer. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger og hans lillebroder blev tilbageholdt i en lejr i cirka en måned i 1995, og at ansøgeren under tilbageholdelsen var udsat for fysiske overgreb. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at denne hændelse på tidspunktet for nævnets afgørelse kunne begrunde asyl. Nævnet fandt heller ikke, at de generelt vanskelige forhold i Tjetjenien kunne begrunde asyl. Selvom Flygtningenævnet måtte lægge til grund, at den mandlige ansøger havde været tilbageholdt i en kort periode i november/december 2003, fandt nævnet ikke, at dette i sig selv var asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgeren blev løsladt mod betaling uden yderligere betingelser, således som det også var tilfældet i 1995, og at han under tilbageholdelsen ifølge sin egen forklaring under samtalen med Udlændingestyrelsen, hverken blev udsat for overgreb eller afhøring. Nævnet bemærkede, at tilbageholdelsen måtte anses som led i de generelle forhold i Tjetjenien. Ansøgeren opholdt sig herefter i cirka et halvt år i Tjetjenien, før han udrejste. Den kvindelige ansøger havde under samtalen med Udlændingestyrelsen oplyst, at hjemmet efter ægtefællens løsladelse ikke længere var udsat for ransagninger. Nævnet kunne ikke lægge den kvindelige ansøgers nye forklaring i nævnet til grund. Den blev afgivet, efter at hun havde hørt ægtefællens forklaring. Den kvindelige ansøger havde som sit asylmotiv henvist til forfølgelsen af ægtefællen. Nævnet fandt ikke, at ansøgerne havde sandsynliggjort, at de var forfulgt, da de udrejste. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at de havde sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i reel og nærliggende risiko for at blive udsat for en behandling, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerne opfyldte således ikke betingelserne for at opnå asyl. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke anledning til i overensstemmelse med advokatens mest subsidiære påstand at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen. Rus/2005/11
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland, født 1962. Indrejst i november 2004. Ansøgeren havde under sagen forklaret, at han var etnisk russer og kristen og opvokset på et børnehjem i Groznyj i Tjetjenien, hvor en ældre dame fra børnehjemmet tog sig af ham. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde godtgjort sin identitet. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at det af en sprogtest fra december 2004 fremgik, at ansøgeren åbenbart ikke hørte hjemme i Tjetjenien, men med stor sandsynlighed er fra Rusland med en dialekt som forekommer i det sydlige Rusland og Ukraine. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde noget kendskab til Groznyj, hvor han angav at være opvokset, eller til Tjetjenien i øvrigt, og at ansøgerens forklaringer om sine opvækstforhold var upræcise og usikre, herunder omkring ansøgerens erhvervelse af kørekort. Ansøgerens forklaring om, i en årrække at have arbejdet og levet under slavelignende forhold og været udsat for fysiske overgreb, fremstod som mindre overbevisende. Uanset om ansøgerens forklaring herom i det væsentlige blev lagt til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at disse forhold kunne antages at være myndighedsunderstøttede, men måtte anses for kriminelle handlinger, der ikke kunne medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forfølgelse fra myndighederne på grund af en videobåndsoptagelse foretaget af en gruppe tjetjenere i forbindelse med tilbageholdelse af ansøgeren med det formål at fremstille det som om, ansøgeren skulle have henrettet nogle russiske militærpersoner. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at forklaringen herom fremtrådte som usandsynlig og konstrueret. Uanset om ansøgeren måtte have undladt at møde til militærtjeneste i 1981 fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efterfølgende havde rettet henvendelse til myndighederne uden at være blevet tilbageholdt, og at der efter de foreliggende oplysninger ikke var holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede at blive udsat for en sådan uforholdsmæssig straf, at der på dette grundlag burde meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at forholdet lå mere end 20 år tilbage i tid. Flygtningenævnet fandt herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ved udrejsen var asylbegrundende forfulgt eller ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for en sådan forfølgelse. Rus/2005/10
Nævnet meddelte i januar 2005 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1973. Indrejst i april 2003. Ansøgeren blev tilbageholdt af russerne i 1996,1998 og 2000. Fra 2000 deltog han aktivt i krigen mod russerne. I 2003 blev ansøgeren anholdt i Groznyj af russiske sikkerhedsstyrker. Han blev tilbageholdt forskellige steder i Groznyj i cirka 11 dage og blev herunder udsat for tortur. Blandt andet blev han slået med geværkolber og sparket. På et tidspunkt blev ansøgeren sammen med andre fanger anbragt på forskellige lastbiler. Ansøgeren forstod, at det var en kolonne. På et tidspunkt lød der en eksplosion, og der opstod skyderier. Ansøgeren flygtede fra stedet sammen med nogle andre fanger. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund, herunder navnlig om tortur under tilbageholdelsen og flugten i 2003. Nævnet bemærkede endvidere, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om de tilbageholdelser og forsøg herpå, som han havde forklaret om, og som lå forud for 2003. Nævnet bemærkede, at disse tilbageholdelser måtte anses som led i de generelle forhold i Tjetjenien, og at det ikke kunne antages, at de russiske myndigheder på det tidspunkt var klar over, at ansøgeren hjalp oprørsstyrkerne med forsyningsopgaver. Nævnet bemærkede endvidere, at de divergenser, der forelå i ansøgerens forklaring om de tidligere tilbageholdelser, efter omstændighederne måtte anses for værende af underordnet karakter. Nævnet fandt ikke, at forholdene for tjetjenere er således, at tjetjenere skal anses som flygtninge på prima facie basis, eller at ansøgeren efter en individuel vurdering risikerede forfølgelse af de grunde, der er nævnt i flygtningekonventionen. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren på baggrund af sin ovennævnte forklaring måtte antages at risikere at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Rus/2005/1
Nævnet meddelte i november 2004 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Rusland, født i 1959, samt to børn. Indrejst i juni 2003. Ansøgeren havde gennem sin nu afdøde ægtefælle fået kontakt til en person, der hjalp tjetjenske soldater med at få hjælp uden for Tjetjenien. Ansøgeren havde i kraft af sit arbejde på et hospital kunnet fremskaffe en henvisning fra en læge, hvorved det var lykkedes at få tre tjetjenske soldater ud af Tjetjenien. Flygtningenævnet fandt ikke, at kunne afvise ansøgerens forklaring om, at de russiske myndigheder var bekendt med, at hun havde ydet bistand til, at tre sårede tjetjenske soldater kunne komme ud af Tjetjenien. Flygtningenævnet fandt derfor, at det ikke kunne udelukkes, at ansøgeren på denne baggrund var i risiko for en konkret og individuel forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Der meddeltes derfor ansøgeren samt to børn asyl og opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Rusland/2004/9
Nævnet stadfæstede i september2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Tjetjenien, født i 1976 (M) og 1977 (K), samt tre børn. Indrejst i juni 2003. Ansøgerne havde inden indrejsen i Danmark søgt om asyl i Polen og Tjekkiet. Den mandlige ansøger forklarede under nævnets behandling af sagen, at han under den første tjetjenske krig havde haft kampaktiviteter mod de russiske soldater. Under den anden tjetjenske krig havde han hjulpet de tjetjenske oprørere, idet han sammen med en ven købte våben til oprørene. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske tjetjenere, der er født og opvokset i Tjetjenien. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne indrejste i Polen i juni 2002 og søgte asyl. I maj 2003 stadfæstede det polske Udlændingeråd det polske Direktorat for Udlændinges afslag på asyl. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne havde opgivet forskelligt asylmotiv til henholdsvis de polske og danske myndigheder. Overfor de polske myndigheder havde den mandlige ansøger henvist til de generelt vanskelige levevilkår i Tjetjenien. Den mandlige ansøger havde over for de polske myndigheder bestridt at have deltaget i de to tjetjenske krige. Af de polske akter fremgik, at den mandlige ansøger fik udstedt ægte nationalitetspas i maj 2002. Ansøgerne oplyste ikke de danske myndigheder om deres ophold i Polen og derefter Tjekkiet, men indrømmede dette på de danske myndigheders forehold. Uanset om man måtte lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund vedrørende hans aktiviteter under krigene, så kunne et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke lægge til grund, at han var i de russiske myndigheders søgelys endsige asylretligt forfulgt, da han udrejste. Flertallet lagde herved vægt på, at den mandlige ansøger udrejste på ægte pas, at også den kvindelige ansøger havde forklaret under sagsbehandlingen i Danmark, at passene var ægte, ligesom flertallet lagde vægt på den mandlige ansøgers forklaring under hans asylbehandling i Polen. De generelle forhold i Tjetjenien, herunder for mænd i den våbenføre alder, fandtes ikke i sig selv at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Et flertal af Flygtningenævnet fandt ikke, at den mandlige ansøger havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland ville være i risiko for forfølgelse eller i reel risiko for behandling således, at han opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7 for at få meddelt opholdstilladelse. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at den kvindelige ansøger var asylretligt forfulgt, da hun udrejste. Hun havde ikke på grund af sin egen person været i modsætning til myndighedspersoner, men hun havde været udsat for chikane som så mange andre i samme område. Flygtningenævnet fandt ikke, at den kvindelige ansøger ville være i risiko for forfølgelse eller for en behandling, som var omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Rusland. Rus/2004/8
Nævnet stadfæstede i september2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tjetjenien, født i 1974. Indrejst i januar 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk tjetjener. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren havde søgt asyl i Polen i juni 2001 efter at være udrejst af Tjetjenien i maj 2001. Ansøgeren fik afslag på sin ansøgning i Polen. Ansøgeren havde ikke oplyst de danske myndigheder om sit ophold i Polen, men havde foreholdt oplysning herom erkendt opholdet. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren havde forklaret helt forskelligt om sit asylmotiv til henholdsvis de polske og danske myndigheder, og at han over for begge landes myndigheder havde udbygget sin forklaring. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren havde deltaget i den første tjetjenske krig, og uanset om det også lagdes til grund, at ansøgeren havde arbejdet i Vakha Arsanovs sikkerhedstjeneste i 1998-1999, fandt Flygtningenævnet ikke, at disse forhold kunne begrunde asyl. Ansøgeren havde ikke profileret sig, og uagtet at ansøgeren mente, at han var registreret i anledning af sit arbejde i sikkerhedstjenesten, så blev han ikke eftersøgt af de russiske myndigheder, ligesom han i april 2001 – angiveligt via en mellemmand – fik udstedt ægte nationalitetspas af de russiske myndigheder, for kort tid efter at udrejse til Polen. Ifølge ansøgerens forklaring til de polske myndigheder havde han ingen problemer ved grænseovergangen fra hjemlandet. Af samme grund fandt nævnet heller ikke, at ansøgerens angivelige deltagelse i den anden tjetjenske krig havde sat ansøgeren i myndighedernes søgelys. Det bemærkedes, at ansøgeren ifølge sin forklaring i Flygtningenævnet kun havde deltaget i ét angreb uden nærkamp, og at han i en længere periode opholdte sig hos en fætter på ca. fyrre år, uden at myndighederne henvendte sig på denne bopæl. Flygtningenævnet måtte herefter lægge til grund, at ansøgeren ikke var asylretligt forfulgt, da han udrejste. De generelle forhold i Tjetjenien, herunder for mænd i den våbenføre alder, fandtes ikke i sig selv at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland ville være i risiko for forfølgelse, og da Flygtningenævnet heller ikke fandt, at han ville være i reel risiko for straf eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, opfyldte han ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Rus/2004/6
Nævnet meddelte i august 2004 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Rusland, født 1962 (M) og 1971 (K), samt to børn. Indrejst i juni 2003. Flygtningenævnet udtalte, at den mandlige ansøger omkring 1995 deltog i forsvaret af Bamut imod de russiske styrker. Endvidere blev han i 1999 anholdt af det ingosjetiske politi, som var i besiddelse af en liste, hvorpå den mandlige ansøgers navn figurerede. Nævnet måtte antage¸ at listen stammede fra de russiske myndigheder, og den mandlige ansøger havde siden levet i skjul, og parrets hjem havde været udsat for ransagninger. På denne baggrund fandt nævnet, at den mandlige ansøger var i de russiske myndigheders søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Rus/2004/5
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland, født i 1970, samt fem børn. Indrejst i oktober 2003. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet i det væsentlige lagde ansøgerens forklaring til grund. Det lagdes således til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Tjetjenien. Hun havde ikke selv deltaget i krigen mod russerne eller i øvrigt været politisk aktiv. Endvidere lagdes det til grund, at ansøgerens mand i et vist omfang havde udført opgaver i form af våben- og sygetransport for den tjetjenske oprørsbevægelse, og at han og hans søn var blevet hentet af nogle russisktalende mænd i april 2003, hvorefter ansøgeren var udrejst. Uanset om ansøgeren, som forklaret for nævnet, i nogle tilfælde havde givet oprørere logi og mad, fandt Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren som følge heraf eller som følge af hendes mands forhold ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse af de russiske myndigheder, eller at hun ville være i konkret risiko for at blive udsat for tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at hendes mands bistand til den tjetjenske oprørsbevægelse havde været af begrænset karakter, og at han således ikke havde været særligt profileret over for de russiske myndigheder. Rus/2004/4
Nævnet meddelte i juli 2004 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Rusland, født i 1977 (M) og 1975 (K), samt to børn. Indrejst i april 2002. Det fremgår af sagens oplysninger, at den mandlige ansøger fra 1994 til 1997 var medlem af VDP, og at han fra 1993 til sin udrejse af Tjetjenien i 2003 tillige var medlem af den tjetjenske modstandsbevægelse. Det fremgår videre, at den mandlige ansøger i 1995 var tilbageholdt af de russiske myndigheder. Han blev under afhøringerne udsat for tortur. I september 2000 blev ansøgeren på ny tilbageholdt af de russiske myndigheder i forbindelse med en ransagning af byen. Han var tilbageholdt i tre dage, og i denne periode blev han udsat for tortur. Ansøgeren blev efterfølgende løskøbt af sin moder. Han holdt sig herefter skjult. Familien blev jævnligt opsøgt af de russiske myndigheder, der spurgte efter den mandlige ansøger. Den mandlige ansøgerens moder og søster blev slået i forbindelse hermed. Den mandlige ansøger havde hørt, at der var anbragt nogle lister ved forskellige kontrolposter, og at hans navn figurerede på en sådan liste. Som følge heraf mener den mandlige ansøger, at han er eftersøgt af de russiske myndigheder. Flygtningenævnet udtalte, at uanset at der var troværdighedsproblemer med ansøgernes forklaringer, fandt nævnet dog ikke ganske at kunne afvise den mandlige ansøgers forklaring om, at han i 1995 og 2000 havde været tilbageholdt af de russiske myndigheder. Nævnet fandt endvidere ikke at kunne udelukke, at den mandlige ansøger på denne baggrund ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Rus/2004/3
Nævnet stadfæstede i maj 2004 en afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1966, samt et barn. Indrejst i december 2003. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i august 2001, og i juli 2002 blev han meddelt afslag på asyl af Flygtningenævnet. I januar 2003 udrejste han af Danmark til Rusland, hvor han ved indrejsen blev tilbageholdt af de russiske myndigheder, fordi han havde været i Danmark og søgt asyl, og fordi han er jøde. Efterfølgende var ansøgeren udsat for endnu en tilbageholdelse, og han blev endvidere chikaneret af myndighederne. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde haft politiske aktiviteter. Ansøgeren havde forklaret, at hans asylmotiv var det samme, som da han i juli 2002 fik endeligt afslag på asyl i Flygtningenævnet. Uanset om ansøgerens forklaring lagdes til grund, fandt nævnet, at de overgreb, ansøgeren angiveligt havde været udsat for, ikke havde været af en så stigende intensitet, at de kunne anses for asylbegrundende. Nævnet fandt derfor, at det ikke var sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Rusland risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2004/2
Nævnet meddelte i november 2004 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Rusland, født i 1976 (M) og 1980 (K), samt to børn. Indrejst i november 2003. Ansøgerne er etniske tjetjenere. Ansøgerne har forinden indrejsen i Danmark søgt asyl i Tjekkiet. Flygtningenævnet fandt – efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer til de danske myndigheder, sammenholdt med ansøgernes forklaringer til de tjekkiske myndigheder – ikke at kunne lægge til grund for sagen, at den mandlige ansøger havde været udsat for en tilbageholdelse i 13 dage i juli 2003 samt de fysiske overgreb, som han har forklaret om til de danske myndigheder. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt imidlertid – ligeledes efter en samlet vurdering af de forklaringer, som ansøgerne har afgivet henholdsvis til de danske og de tjekkiske myndigheder – ikke at kunne afvise, at den mandlige ansøger i juni 2003 har været tilbageholdt tre dage af de russiske myndigheder, uden at det i øvrigt foreligger oplyst, under hvilke omstændigheder tilbageholdelsen fandt sted, og under hvilke omstændigheder løsladelsen fandt sted. Flertallet fandt ligeledes at kunne lægge til grund for sagen, at ansøgerne herefter fik udstedt legale udenrigspas, hvorefter de udrejste af Tjetenien i løbet af august 2003. Under hensyn til de foreliggende baggrundsoplysninger fandt flertallet ikke grundlag for at fastslå, at der med den skete tilbageholdelse i juni 2003var gjort endeligt op med de russiske myndigheders mulige mistanke om, at den mandlige ansøger havde deltaget i kamphandlinger på oprørsbevægelsens side. Flertallet fandt herefter ikke at kunne afvise, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rusland/2004/10
Nævnet meddelte i april 2004 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1962. Indrejst i december 2002. Ansøgeren er etnisk tjetjener. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgeren fra november/december 1999 deltog i krigshandlinger og partisankrig i bjergene frem til april 2000, hvor ansøgerens gruppe blev opløst, fordi russerne trængte frem. Ansøgeren levede herefter hos familiemedlemmer, men besøgte sit hjem og sin ægtefælle et par gange om måneden. I oktober 2001 under et sådant besøg blev ansøgeren anholdt af russisk militær og medtaget til afhøringer. De medtog ansøgerens indenrigspas, som de beholdt. Ansøgeren var tilbageholdt i tre døgn, og han blev slået under afhøringerne, som vedrørte hans rolle under den anden tjetjenske krig. Ansøgeren blev løsladt, da der blev afleveret en kalashnikov og penge til soldaterne. Efter at have modtaget en tilsigelse i maj 2002 udrejste han i juli 2002 til Polen på falsk pas. Han har siden kun opholdt sig et døgn i Tjetjenien i forbindelse med udrejse via Ingusjetien til Danmark. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren havde deltaget aktivt i den anden tjetjenske krig og i den forbindelse havde været tilbageholdt af russerne i oktober 2001. Selvom ansøgeren blev løsladt efter tre døgn, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, henset til baggrundsoplysningerne ikke, at man kunne fastslå, at der var gjort endeligt op med ansøgerens deltagelse i krigen. Herefter fandt disse medlemmer, at ansøgeren kunne komme ud for en sådan behandling ved en tilbagevenden til Rusland, at han var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2004/1
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Sagen har været sambehandlet med ansøgerens mors og søsters sag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra [en mindre by], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive tilbageholdt og udsat for overgreb eller dræbt af myndighederne, idet hans far har været livvagt for den tjetjenske oppositionsleder […]. På denne baggrund blev faren tilbageholdt og udsat for tortur i 2002. Faren har været eftersøgt af myndighederne siden omkring år 2000. Herefter udrejste familien til Norge i 2008. I september 2011 blev ansøgeren af de norske myndigheder udsendt til Rusland, hvor han tog ophold hos nogle familiemedlemmer. [primo] 2012 blev ansøgerens mor og ansøgerens farfar anholdt. Moren blev slået kraftigt i baghovedet, men blev løsladt undervejs til politistationen efter få hundrede meters kørsel og smidt ud af bilen. [Tre dage senere] blev farfarens lig afleveret til ansøgerens farmor. [I foråret] 2012 blev ansøgerens far tilbageholdt af myndighederne, men han blev løsladt igen [nogle dage senere], idet han underskrev en erklæring om, at han ville medvirke til at slå [oppositionslederen] ihjel. Familien udrejste herefter igen i [sommeren] 2012 til Norge, hvor de i 2014 fik afslag på asyl. [Primo] 2014 rejste ansøgeren frivilligt med sin mor til Tjetjenien for at få sin ældste søster med ud af landet. De skulle have mødtes med [oppositionslederen], men idet han blev tilbageholdt af myndighederne kort før deres indrejse, tog de i stedet ophold hos hans familiemedlemmer, hvor de opholdt sig frem til [sommeren] 2014. Idet de fik oplysninger om, at myndighederne igen havde opsøgt deres gamle bopæl, udrejste ansøgeren og hans mor igen i [sommeren] 2014, hvorefter de indrejste i Danmark og søgte asyl. Endvidere har ansøgeren til Udlændingestyrelsen oplyst, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Dette har han dog ikke gentaget for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i konkret risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i det væsentlige har henholdt sig til farens angivelige konflikt med myndighederne på grund af politiske forhold, men at hverken han eller hans mor, hvis sag er behandlet samtidig, har kunnet forklare om farens forhold. Det kan imidlertid lægges til grund, at ansøgeren ikke selv har været udsat for konkrete konflikter. Hertil kommer, at ansøgeren i 2014 frivilligt er rejst tilbage fra Norge og har kunnet indrejse legalt gennem Moskva lufthavn uden anden reaktion fra myndighederne end en sædvanlig afhøring ved indrejse. Flygtningenævnet anser dette for ganske afgørende, særligt henset til, at ansøgeren inden den seneste indrejse er blevet voksen. Det kan endvidere lægges til grund, at han derefter har opholdt sig omkring fem måneder i hjemlandet uden problemer. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren i hele denne periode har opholdt sig i skjul. Uanset om den tidligere bopæl måtte være blevet fotograferet af ukendte personer, findes det ikke i sig selv at kunne understøtte, at ansøgeren var under overvågning eller efterstræbt af myndighederne. Den omstændighed, at ansøgeren måtte blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste, kan ikke i sig selv begrunde asyl, og Flygtningenævnet tiltræder herved Udlændingestyrelsens begrundelse herom. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/33/ADP
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer fra Volgograd, Rusland. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel eller fængslet, idet han har deltaget i en demonstration og har postet regimekritiske artikler på sin Facebook-side. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han deltog i en anti-Putin og en anti-Kadyrov demonstration i København [i begyndelsen af] 2015. Den mandlige ansøger opholdt sig i Danmark, idet han havde søgt om asyl på baggrund af en anden konflikt. Den mandlige ansøger fik af Udlændingestyrelsen afslag på asyl [i begyndelsen af] 2014, hvilket Flygtningenævnet stadfæstede [i efteråret] 2014. Efter demonstrationen i København modtog den mandlige ansøger og de andre deltagere truende kommentarer på et billede, der var lagt på Facebook. Efterfølgende modtog den mandlige ansøger også tre truende beskeder på Facebook. Ved den mandlige ansøgers ankomst til Moskva [i foråret] 2015 blev han og ægtefællen afhørt af den russiske efterretningstjeneste, FSB. Afhøringen omhandlede formålet med familiens ophold i Danmark, og om hvorvidt de havde søgt om asyl og deltaget i demonstrationer. Efter ankomsten til Rusland boede den mandlige ansøger og hans familie en uge på et hotel i Moskva, hvor familien ventede på, at deres papirer og baggage blev ordnet. Imens de opholdt sig på hotellet, blev den mandlige ansøger og hans ægtefælle afhørt om deres ophold i Danmark endnu en gang af to ukendte mænd. Familien tog herefter til Volgograd, hvor de boede i den mandlige ansøgers onkels lejlighed. Efter familien havde opholdt sig et stykke tid dér, kom der på et ukendt tidspunkt en mand og kvinde til lejligheden. De præsenterede sig som henholdsvis direktør og vicedirektør for de russiske immigrationsmyndigheder. Manden og kvinde spurgte indtil den mandlige ansøgers ophold i Danmark, hvorefter den mandlige ansøger og hans ægtefælle skrev under på nogle papirer vedrørende deres ankomst til Rusland. Familiens nabo fortalte den mandlige ansøger, at imens de havde været væk, havde politiet været ved lejligheden og ringet på. Da ingen svarede, havde politiet ringet på hos naboen, som fortalte, at de var bortrejst på grund af deres barn. [I] juli 2015 modtog den mandlige ansøger et brev, hvor han blev tilsagt til at møde op hos FSB [tre dage senere]. Her afhørte en efterforsker den mandlige ansøger om, hvorvidt han havde deltaget i demonstrationer, og om han havde søgt om asyl i Danmark. I den forbindelse underskrev den mandlige ansøger nogle papirer om forbud mod udrejse, hvorefter han tog hjem igen. Den mandlige ansøger blev igen tilsagt til at møde op hos FSB [i] august 2015. Ved denne afhøring blev der fremlagt billeder af den mandlige ansøger fra demonstrationen i Købehavn. Den mandlige ansøger blev herefter beskyldt for landsforræderi og efterfølgende tilbageholdt. Ved denne lejlighed lykkedes det den mandlige ansøger at sende en sms til sin ægtefælle, hvori der stod: ”Jeg er blevet fængslet.” Den efterfølgende morgen, imens den mandlige ansøger var tilbageholdt, blev familiens bopæl ransaget. Den kvindelige ansøger var til stede på det tidspunkt. Der blev ikke fundet noget ved ransagningen. [To dage senere] blev den mandlige ansøger kaldt ind på efterforskerens kontor, som sagde til den mandlige ansøger, at han ville lukke den mandlige ansøgers sag i tre måneder, hvor han skulle forlade landet. Dette skete som følge af, at den mandlige ansøgers onkel havde betalt 1,2 millioner rubler i bestikkelse til efterforskeren. Den kvindelige ansøger havde ringet til sin ægtefælles onkel, som via en forretningsforbindelse fik kontakt til efterforskeren. Den mandlige ansøger og hans familie havde allerede fået ordnet deres udenrigspas i maj 2015, idet de ville til Israel for at få behandling til deres autistiske søn. I den forbindelse havde den kvindelige ansøger fået en fuldmagt fra sin ægtefælle. Derfor kunne hun også skaffe familien et italiensk turistvisum. Den mandlige ansøger købte også en ferie til Italien, for at få det til at se ud som de rejste på ferie. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter, at hendes ægtefælle bliver dømt for landsforræderi, idet han har udtalt sig imod politikken i Rusland, og fordi han har opholdt sig i udlandet. Den kvindelige ansøger frygter i den forbindelse, at hun og børnene bliver overdraget til Tjetjeniens præsident Kadyrov, fordi hendes ægtefælle er imod Rusland og Tjetjeniens politik. Den kvindelige ansøger frygter dette, idet Kadyrov ikke viser nåde. Under ansøgernes oprindelige asylsag tilsidesatte Flygtningenævnet ved afgørelse [fra efteråret] 2014 ansøgernes forklaring om deres oprindelige asylmotiv og stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag på asyl, og ansøgerne har under denne sag påberåbt sig et andet asylmotiv. Henset hertil, og da ansøgerne under denne sag har forklaret, at de efter hjemsendelsen ikke har oplevet problemer i relation til deres oprindelige asylmotiv, finder nævnet ikke grundlag for at foretage en fornyet vurdering af ansøgernes oprindelige asylmotiv. I relation til ansøgernes nye asylmotiv kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaring herom til grund, da ansøgerne på en række centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom deres forklaring på centrale punkter ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger deltog i en demonstration [i begyndelsen af] 2015 i Danmark, der var kritisk overfor den russiske præsident Putin og den tjetjenske præsident Kadyrov, og at ansøgeren under pseudonym deler kritiske artikler på Facebook. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger på den baggrund er efterstræbt af de russiske myndigheder, herunder at han skulle være blevet tiltalt for landsforræderi. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om de trusler, den mandlige ansøger skulle have modtaget i Danmark efter demonstrationen [i begyndelsen af] 2015 og inden udrejsen [i foråret] 2015. Den mandlige ansøger har forklaret under samtalerne med Udlændingestyrelsen, at han modtog truslerne skriftligt via Facebook og Messenger, mens den kvindelige ansøger til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har forklaret, at manden blev ringet op, og at det lignede, at opkaldene kom fra Tjetjenien. Endvidere har ansøgerne forklaret, at de sendte breve til Dansk Flygtningehjælp, Flygtningenævnet og Hendes Majestæt Dronningen, da manden havde modtaget truslerne. Dette skal sammenholdes med, at ansøgerne i udateret brev til Hendes Majestæt Dronningen, hvori de anmodede om genoptagelse af deres sag om humanitær opholdstilladelse, og i genoptagelsesanmodning [fra foråret] 2015 til Flygtningenævnet, alene henviste til deres søns sygdom. Endvidere henviste ansøgerne i anmodning [fra foråret] 2015 om genoptagelse af deres sag om humanitær opholdstilladelse alene til mandens deltagelse i demonstrationen, men omtalte ikke modtagelse af trusler. Flygtningenævnet finder, at det på den baggrund forekommer usandsynligt, at den mandlige ansøger skulle have modtaget trusler inden udrejsen fra Danmark, da disse ikke er omtalt i ansøgernes genoptagelsesanmodninger, senest [fra foråret] 2015. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om modtagelsen af dem i Moskva i [foråret] 2015. Den mandlige ansøger har til Udlændingestyrelsen forklaret, at de blev mødt af en kvinde fra FSB, da de steg ud af flyveren, der tog dem til et lokale, hvor de blev afhørt af en mand fra FSB. De fortalte myndighederne, at de havde været i Danmark for at få behandling til deres søn. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at de blev mødt af en mand og en kvinde ved trappen ved flyet, og til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har hun endvidere forklaret, at de fortalte myndighederne, at de havde besøgt hendes fætter i [Sønderjylland]. Derudover har den mandlige ansøger forklaret, at de efterfølgende blev afhørt samtidig på deres hotelværelse i Moskva, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at det alene var den mandlige ansøger, der blev afhørt, og at hun ikke vidste, hvad de talte om. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om forholdene omkring ansøgerens tilbageholdelse [i] august 2015, særligt at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvad der stod i den SMS, som den mandlige ansøger angiveligt sendte til den kvindelige ansøger. Derudover har den mandlige ansøger forklaret divergerende om, hvornår han sendte beskeden til den kvindelige ansøger. Den mandlige ansøger har til asylsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at han sendte beskeden, da han havde hørt anklageskriftet, umiddelbart inden han blev låst inde i sin celle, mens den mandlige ansøger under nævnsmødet har forklaret, at han sendte den ved ankomsten til FSB’s kontor, da han fik inddraget sit pas. Den mandlige ansøger har ligeledes forklaret divergerende om sin løsladelse [i] august 2015. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har han forklaret, at efterforskeren rev erklæringen om udrejseforbud i stykker, hvilket han ikke har forklaret om til asylsamtalen [i sommeren] 2016. Ved vurderingen af ansøgernes troværdighed har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgernes forklaring indeholder en række mindre divergenser, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. Ved vurderingen af den mandlige ansøgers politiske aktiviteter har Flygtningenævnet tillige lagt vægt på, at den mandlige ansøger under deres oprindelige asylsag til asylsamtale [i begyndelsen af] 2014 har forklaret blandt andet, at han aldrig havde været politisk aktiv eller deltaget i møder eller demonstrationer, mens den mandlige ansøger under denne sag har forklaret, at han deltog i en demonstration i Moskva [i foråret] 2012, og at han siden 2013 har været politisk aktiv på Facebook. Dertil kommer, at Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at den mandlige ansøger blev tilsagt ved brev til at møde op hos FSB [i] august 2015, særligt henset til at FSB på dette tidspunkt skulle have fundet ud af, at han havde deltaget i demonstrationen i Danmark, og at de havde udarbejdet anklageskrift, hvori de anklagede ham for landsforræderi, der har en strafferamme på fængsel i 12-20 år. Flygtningenævnet finder det ligeledes usandsynligt, at den mandlige ansøger skulle have haft lejlighed til at sende en SMS til den kvindelige ansøger i forbindelse med afhøringen [i] august 2015. Den mandlige ansøgers forklaring om, hvordan det kunne lade sig gøre, fremstår divergerende og utroværdig. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne efter hjemkomsten i 2015 har fået udstedt pas, og at de er udrejst af Rusland på legal vis. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgernes forklaring om deres nye asylmotiv i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Vedrørende den af ansøgerne påberåbte konflikt med en anden beboer på asylcentret, hvor fotos af ansøgernes asylkort angiveligt skulle være blevet offentliggjort via tjenesten WhatsApp, finder Flygtningenævnet, at det ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at der skulle være sket offentliggørelse af sådanne oplysninger om ansøgerne, at de er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de russiske myndigheder. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Rusland vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2017/9/EMU
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning Rostov provinsen, Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive anholdt af myndighederne, fordi myndighederne mistænker hans far for at samarbejde med wahabisterne. Flygtningenævnet har behandlet ansøgerens sag sammen med hans mors sag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgerens mor lagt vægt på, at hendes forklaring om begivenhederne i forbindelse med den voldsomme anholdelse af hendes mand ikke er forekommet selvoplevet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hun har forklaret overordnet og i generelle vendinger herom. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens mor har forklaret afglidende og udetaljeret på spørgsmål om, hvad hun og hendes slægtninge har gjort for at eftersøge hendes mand. Flygtningenævnet har endvidere fundet det påfaldende, at ansøgerens mor ikke har fortalt ansøgeren, der nu er 18 år, hvad der skete i forbindelse med anholdelsen af hans far. Flygtningenævnet har taget hensyn til, at ansøgeren var under 18 år på tidspunktet for flugten, og at der under ansøgerens første samtale med Udlændingestyrelsen og under mødet i Flygtningenævnet har medvirket russisk talende tolke, selvom ansøgerens modersmål er tjetjensk. Flygtningenævnet finder dog, at de divergenser, der er mellem ansøgerens oprindelige forklaring og hans mors forklaring er af et sådant omfang og af en sådan karakter, at de ikke alene kan skyldes ansøgerens alder eller tolkeproblemer. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har kunnet svare relevant på tolkens oversættelse af spørgsmålene under mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder det på denne baggrund påfaldende, at ansøgeren under den første samtale med Udlændingestyrelsen [en nærmere bestemt dato i somme ren]2016 efter frokostpausen, hvor han havde lejlighed til at tale med sin mor, gav udtryk for, at han havde misforstået spørgsmålene om formiddagen på grund af sine ringe russiskkundskaber. Flygtningenævnet har efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen og ansøgerens og hans mors forklaringer fundet, at troværdigheden er svækket i en sådan grad, at ansøgernes forklaringer ikke kan lægges til grund. Nævnet bemærker, at den generelle sikkerhedssituation for tjetjenere i Rusland ikke kan antages at have en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for individuel og reel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2017/8/STR
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Rostov provinsen, Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive anholdt af myndighederne, fordi myndighederne mistænker hendes ægtefælle for at samarbejde med wahabisterne. Ansøgeren frygter endvidere wahabisterne, fordi hun har forladt Rusland. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle blev anholdt om natten til [en nærmere bestemt dato i efteråret] 2014 af 7-8 militærfolk, som brød ind på familiens bopæl. Disse personer sagde, at ægtefællen stod i ledtog med wahabisterne, hvorfor han var en forbryder. En af myndighedspersonerne spurgte hvor sønnerne var, hvortil hun svarede, at de var hos deres bedsteforældre. Hun véd ikke, hvorfor de ikke tilbageholdt hende. Personerne tog ægtefællen med sig. Ansøgeren søgte herefter tilflugt hos sin moster. Den efterfølgende dag ringede naboen til ansøgeren og fortalte, at sikkerhedsfolk havde været på ansøgerens adresse og spurgt naboerne efter hende og sønnerne. Ansøgeren skiftede herefter opholdssted og flyttede til sin morbror. Myndighederne opsøgte mosterens bopæl og senere, efter at ansøgeren var udrejst fra Tjetjenien, morbrorens bopæl. Myndighedere har ligeledes opsøgt svigerforældrene, hvor de har spurgt efter ansøgeren og sønnerne, senest i [begyndelse af] 2017. Særligt svigerfaren blev intimideret og afgik ved døden dagen efter en brutal afhøring i [begyndelsen af 2017]. Flygtningenævnet har behandlet ansøgerens sag sammen med hendes søns sag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgeren lagt vægt på, at hendes forklaring om begivenhederne i forbindelse med den voldsomme anholdelse af hendes mand ikke er forekommet selvoplevet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hun har forklaret overordnet og i generelle vendinger herom. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende og udetaljeret på spørgsmål om, hvad hun og hendes slægtninge har gjort for at eftersøge hendes mand. Flygtningenævnet har endvidere fundet det påfaldende, at ansøgeren ikke har fortalt sin søn, der nu er 18 år, hvad der skete i forbindelse med anholdelsen af hans far. Flygtningenævnet har taget hensyn til, at ansøgerens søn var under 18 år på tidspunktet for flugten, og at der under ansøgerens søns første samtale med Udlændingestyrelsen og under mødet i Flygtningenævnet har medvirket russisk talende tolke, selvom ansøgerens søns modersmål er tjetjensk. Flygtningenævnet finder dog, at de divergenser, der er mellem hans oprindelige forklaring og ansøgerens forklaring er af et sådant omfang og af en sådan karakter, at de ikke alene kan skyldes ansøgerens søns alder eller tolkeproblemer. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens søn har kunnet svare relevant på tolkens oversættelse af spørgsmålene under mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder det på denne baggrund påfaldende, at ansøgerens søn under den første samtale med Udlændingestyrelsen [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2016 efter frokostpausen, hvor han havde lejlighed til at tale med ansøgeren, gav udtryk for, at han havde misforstået spørgsmålene om formiddagen på grund af sine ringe russiskkundskaber. Flygtningenævnet har efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen og ansøgeren og hendes søns forklaringer fundet, at troværdigheden er svækket i en sådan grad, at ansøgernes forklaringer ikke kan lægges til grund.Nævnet bemærker, at den generelle sikkerhedssituation for tjetjenere i Rusland ikke kan antages at have en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for individuel og reel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2017/7/STR
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer fra Grozny, Tjetjenien, Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger kan kun i meget begrænset kommunikere, grundet en hjerneskade. Den kvindelige ansøger har forud for nævnsbehandlingen som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter, at hendes ægtefælle bliver sendt til konflikten i Ukraine af de tjetjenske myndigheder eller bliver slået ihjel af det tjetjenske politi, idet de er blevet beskyldt for at have arbejdet med sammen med tjetjenske oprørere. Den kvindelige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de tjetjenske myndigheder. Den kvindelige ansøger har yderligere under nævnsmødet henvist til, at hun frygter, at den mandlige ansøger kan blive offer for en blodhævn i anledning af en begivenhed, der fandt sted forud for 2007, hvorved den mandlige ansøger pådrog sig alvorlige skader ved at blive skudt og en yderligere person blev dræbt. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyst, at to personer kom på besøg og overnattede hos ansøgerne i [vinteren] 2014. Ansøgerne fik omkring to uger efter besøg af to politimænd, som tog ansøgerne med på politistationen og afhørte dem om personerne, som havde overnattet hos ansøgerne. Politiet påstod, at personerne havde stået bag et terrorangreb, der fandt sted i [vinteren] 2014. Fra ansøgernes afhøring i [vinteren] 2014 indtil [sommeren] 2015 skete der ikke yderligere, der angik ansøgernes oprindelige konflikt. Den mandlige ansøger blev indkaldt til afhøring i [foråret] 2015, hvor han fik at vide, at han var en forræder, og at han skulle bevise, at han ikke var forræder ved at tage til konflikten i Ukraine. Herefter skrev den mandlige ansøger under på et dokument om, at han frivilligt ville tage til konflikten i Ukraine. Flygtningenævnet kan ikke lægge den kvindelige ansøgers forklaring til grund. Nævnet har ikke haft mulighed for at stille spørgsmål til den mandlige ansøger, som følge af hans mentale tilstand. Nævnet er opmærksomt på, at den situation som udgangspunkt vil kunne medføre en lempelse af beviskravene i forhold til den mandlige ansøger. Herefter finder nævnet, at ansøgernes forhold må bedømmes under ét. Nævnet har ved bedømmelsen af den kvindelige ansøgers forklaring lagt vægt på, at denne på centrale punkter fremstår som usandsynlig. Nævnet finder således, at det må have formodningen imod sig, at de tjetjenske myndigheder ville sende den mandlige ansøger i krig i Ukraine, henset til hans mentale tilstand, der efter den kvindelige ansøgers forklaring var endnu ringere, inden de forlod Tjetjenien. Nævnet finder endvidere, at det fremstår som usandsynligt, at ansøgerne har kunnet opholde sig i flere måneder i Tjetjenien efter den seneste afhøring, uden yderligere konsekvenser fra myndighedernes side inden udrejsen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om, hvornår hendes børn blev opsøgt af myndighedspersoner. Hun har således tidligere forklaret, at dette var forud for den anden afhøring, mens hun under nævnsbehandlingen har forklaret, at det var efter den anden afhøring i [foråret] 2015. Hun har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun selv er blevet overvåget, idet hun selv tidligere har forklaret, at hun ikke konkret har set nogle overvåge hende, mens hun under nævnsbehandlingen har forklaret, at hun konkret er blevet overvåget. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og først under nævnsbehandlingen har påberåbt sig et yderligere asylmotiv i relation til den angivelige risiko for, at den mandlige ansøger vil blive offer for blodhævn. Nævnet har i den sammenhæng lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsbehandlingen, har forklaret, at hun blev bekendt med en sag om dette forhold var blevet genoptaget forud for den seneste samtale med udlændingemyndighederne. Ansøgerens forklaring om, at hun ikke turde fremkomme med baggrunden for brevet, herunder det omhandlede en gammel sag, der kunne medføre blodhævn, finder nævnet ikke er troværdigt. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen eller at de ved en tilbagevenden til Tjetjenien risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2017/6/DMO
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning med indrejseforbud i 6 år ved ankedom afsagt af Vestre Landsret [i sommeren] 2016, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [I starten af] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for, at den pågældende kunne udsendes til Rusland jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Klageren er etnisk tjetjener og muslim fra Grozny, Rusland. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de russiske myndigheder, som har fået kendskab til, at han har støttet oprørerne i Tjetjenien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at i 2011 flyttede klageren sammen med sin familie fra Grozny til [en mindre by]. Klageren havde en ven, [i den mindre by], som havde tilsluttet sig oprørerne, og vennen overtalte klageren til at støtte oprørerne ved at levere madvarer til dem. [I efteråret] 2011 begyndte klageren derfor at handle madvarer, hvorefter han gravede dem ned på at aftalt sted, hvor [vennen] efterfølgende afhentede dem. Klageren leverede løbende madvarer til oprørerne frem til [foråret] 2012. I [foråret] 2012 blev klageren anholdt af politiet på stedet, hvor han havde gravet madvarer ned. Klageren blev i den forbindelse ført til en politistation i Grozny. Klageren blev tilbageholdt i en uge og udsat for grove fysiske overgreb. Klageren tilstod i den forbindelse at have leveret madvarer til oprørerne. Klagerens far solgte sin grund for at kunne betale politiet 1,2 millioner rubler for at få klageren løsladt. I forbindelse med løsladelsen skrev klageren under på, at han ikke ville udrejse, og han blev pålagt meldepligt [i foråret] 2012. Klageren udrejste efterfølgende af Tjetjenien. Nævnet er opmærksom på, at klageren ved Vestre Landsrets dom [afsagt i sommeren] 2016 er udvist, efter at Landsretten har prøvet spørgsmålet om, hvorvidt udlændingelovens § 26 er til hinder for udvisning. Det er ikke omfattet Flygtningenævnets kompetence at foretage en fornyet § 26-prøvelse. Nævnet bemærker, at det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, at klagerens hidtidige opholdstilladelse er bortfaldet ved Vestre Landsrets dom. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. F lygtningenævnet har på den baggrund vurderet, at klageren ikke vil være i risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 31 ved en tilbagevenden til Rusland. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om centrale forhold i sit asylmotiv i forbindelse med asylsamtalen [i efteråret] 2012, der dengang førte til, at klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og de oplysninger klageren er fremkommet med under samtalen med Udlændingestyrelsen [i starten af] 2017. Han har således oprindeligt forklaret, at han skrev under på, at han havde støttet og tilsluttet sig oprørerne, og at han fik lov til at læse tilståelsen. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i starten af] 2017 oplyste klageren, at han ikke underskrev i forbindelse med, at han tilstod at have støttet oprørerne. Foreholdt denne divergens under nævnsbehandlingen har klageren forklaret, at han tre gange forklarede, at han skrev under, men at han derefter blev forvirret og slutteligt oplyste, at han ikke underskrev noget i forbindelse med tilståelsen. Nævnet bemærker i den anledning, at det må anses for usandsynligt, at han har afgivet en sådan forklaring hos Udlændingestyrelsen, uden at det er noteret, at han har forklaret forskelligt. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han har forklaret divergerende om, hvad myndighederne havde oplyst ham om, med hensyn til hvordan de havde fået kendskab til hans aktiviteter. Han har således til asylsamtalen i [efteråret] 2012 oplyst, at han fik at vide, at myndighederne havde deres oplysninger fra en hyrde, hvis hund havde fundet stedet, hvor han gravede madvarer ned. Til samtalen i [starten af] 2017 oplyste klageren, at han ikke fik at vide, hvordan myndighederne havde opdaget hans aktiviteter. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om sin tilbageholdelse hos myndighederne, idet han i [efteråret] 2012 oplyste, at han sad i en celle, som blev omtalt som et bur, i én dag, mens han under samtalen i [starten af] 2017 oplyste, at han sad der under hele tilbageholdelsen, ligesom han oprindeligt forklarede, at han blev hentet af to personer, men at der var i alt fem personer til stede foruden klageren ved afhøringen. I [starten af] 2017 oplyste klageren, at han blev hentet af fire personer, og at der var seks personer til stede foruden klageren under afhøringen. Nævnet bemærker, at klagerens henvisning til tolkeproblemer ikke kan føre til en ændret vurdering, idet nævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om, at han blev afskåret fra rettelser, til grund. Nævnet finder herefter ikke, at klageren har sandsynliggjort sit asylmotiv, eller at han ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2017/5/atn/lrn
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland samt hendes medfølgende barn. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk ingusjeter og muslim af trosretning fra Nazran i distriktet Ingusjetien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af sin ældste bror, idet hun har afvist hans krav om at gifte sig med en ældre mand. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter hendes eksmand og hans familie, idet de vil tage hendes barn fra hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes farbror på et ukendt tidspunkt påkørte hendes eksmands far, så han døde. Ansøgerens eksmands familie begyndte efterfølgende at forfølge hendes farbror for at hævne drabet. Da de ikke kunne finde hendes farbror, blev ansøgeren på et ukendt tidspunkt, da hun var 19 år gammel, kidnappet af sin eksmand. Eksmanden udsatte hende for voldtægt, og hendes ældste bror ville herefter ikke have ansøgeren tilbage. Eksmanden sendte ligeledes nogle vismænd, som sagde til ansøgerens familie, at hun havde accepteret et ægteskab med hendes senere mand. Ni til ti måneder efter kidnapningen fødte ansøgeren en søn, som hendes ekssvigermor tog med til Kasakhstan, da han var omkring tre år gammel. I 2008 fødte ansøgeren en pige. På et ukendt tispunkt for to til tre år siden, efter at eksmanden havde udsat hende og hendes datter for fysiske overgreb, flygtede ansøgeren hjem til sin familie. Ansøgerens ældste bror ønskede ikke at have ansøgeren boende, idet han mente, at hun havde bragt skam over familien. På et ukendt tidspunkt et til to år efter, at ansøgeren var kommet hjem, friede en ældre mand til hende. Ansøgeren ønskede ikke at gifte sig, men den ældste bror sagde, at såfremt hun modsatte sig dette, så ville han slå hende ihjel. Ansøgeren accepterede frieriet, men udrejste af Rusland kort efter. I [efteråret] 2014 blev ansøgeren udsendt af Danmark til Rusland. Hun opholdt sig hos en veninde i Moskva, men udrejste igen efter ti måneder, da hendes ældste bror havde fundet ud af, at hun var i Moskva. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren havde en konflikt med sin eksmand og hans familie, som hun frygter vil tage hendes datter, fordi hun er flygtet med barnet, og at hun tillige har en konflikt med sin ældste bror, idet han ville bortgifte hende til en ældre mand og fjerne hendes barn og give det til eksmanden. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at konflikterne har en sådan karakter og intensitet, at de er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. For så vidt angår konflikten med eksmanden og hans familie har nævnet lagt vægt på, at ingen af dem har forsøgt at opsøge ansøgeren efter, at hun forlod eksmanden angiveligt i 2013/2014, selvom han vidste, hvor hun boede. Med hensyn til konflikten med ansøgerens storebror har nævnet lagt vægt på, at broren ikke opsøgte hende, efter at hun var flygtet til Moskva, uagtet at han angiveligt på et tidspunkt - efter at hun havde været i Moskva i syv til otte måneder - fandt ud af, at hun opholdt sig her. Nævnet har videre lagt vægt på, at hun efter sin forklaring blev boende samme sted yderligere en måned, inden hun udrejste. Nævnet har videre henset til, at storebroren heller ikke opsøgte den yngre bror, uagtet han havde hjulpet ansøgeren med at udrejse og angiveligt tidligere havde truet ham og kendte hans opholdssted. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren på forespørgsel har forklaret dette med, at der nu er gået nogen tid, og at storebroren nu er faldet til ro. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at storebroren skulle stå bag overfaldet på ansøgeren i Sandholmlejren, og at han skulle have evne og vilje til at finde og opsøge ansøgeren. Nævnet finder endvidere, at der er tale om et kriminelt forhold, som ikke kan begrunde asyl eller beskyttelse i Danmark, og at ansøgeren må henvises til at anmelde forholdene til politiet. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren – inden hun udrejste af Danmark [efteråret] 2014 – havde frafaldet sin ansøgning om asyl som i det væsentlige var begrundet i samme forhold som i dag. Herefter og da den generelle situation i Ingusjetien ikke er af en karakter, der kan begrunde asyl, finder Flygtningenævnet således sammenfattende ikke at ansøgeren har sandsynliggjort at hun ved en tilbagevenden til Rusland risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2017/4/CHA
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland samt et barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra [A], Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive forfulgt af myndighederne, idet hendes søster og søsterens ægtefælle er taget til Syrien for at kæmpe for ISIL. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at i [foråret] 2015 vendte ansøgeren sammen med sine to sønner tilbage til Tjetjenien efter opholdet i Norge. De flyttede ind hos ansøgerens mormor i omkring to måneder. Herefter flyttede ansøgeren og hendes sønner ind i deres egen lejlighed. I [sommeren] 2015 flyttede ansøgerens halvsøster og hendes ægtefælle og søn ind i lejligheden, hvor de boede til leje. Efter at ansøgerens halvsøster og hendes familie havde boet til leje i cirka en måned, rejste ansøgerens halvsøsters ægtefælle uden varsel eller oplysning herom til Syrien for at kæmpe for ISIL. En ukendt dato i [sommeren] 2015 rejste ansøgerens halvsøster og hendes søn til Syrien. [I sommeren] 2015 udrejste ansøgeren og hendes sønner af Tjetjenien, idet ansøgeren frygtede myndighedernes forfølgelse som følge af, at hun har familiemedlemmer, som er rejst til Syrien. Ansøgeren har videre oplyst, at efter de er udrejst, har myndighederne flere gange opsøgt hendes mors og mormors bopæl for at få oplyst ansøgerens opholdssted. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at Flygtningenævnet finder, at ansøger under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret afglidende og upræcist. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om væsentlige punkter i sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har således forklaret, at de billeder af ansøgerens halvsøster, svoger og disses otteårige søn, som hun har fremlagt under sagen, er sendt til hendes søns, [ansøgerens myndige søn] mobiltelefon, hvorimod sønnen har forklaret, at billederne ikke er sendt til hans mobiltelefon, men til hans mors eller mormors, og at han har overført billederne fra sin mors mobiltelefon til sin egen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår myndighederne opsøgte ansøgerens lejlighed i [A]. Ansøgeren har således i asylsamtalen forklaret, at efter at ansøgeren er udrejst, har myndighederne fundet ansøgerens lejlighed og har sparket døren ind. Under Flygtningenævnets behandling af sagen, har ansøgeren forklaret, at en nabokone ringede til hende, mens hun opholdt sig hos sin mormor i perioden frem til udrejsen og fortalte, at der havde været uniformerede og civilklædte personer og banke på døren til lejligheden i [A], men at nabokonen ikke havde lukket dem ind. Yderligere har ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret divergerende om den taske med pas og penge, som hun og sønnerne medbragte på flugten, idet ansøgeren først har forklaret, at der var tale om en rygsæk, men, foreholdt sønnens forklaring om, at der var tale om en almindelig dametaske, har ændret dette til, at der var tale om en dameskulderrejsetaske. Hertil kommer, at ansøgeren og sønnen under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt de havde talt om at tage til Danmark, idet ansøgeren har forklaret, at de ikke har talt om dette. Sønnen har forklaret, at de havde talt om at tage til Danmark. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren problemfrit har kunnet opholde sig i Rusland helt frem til udrejsen [i sommeren] 2015, samt at hun i denne periode uden problemer har kunnet ansøge om udenrigspas. Samtidig finder Flygtningenævnet det bemærkelsesværdigt, hvis myndighederne skulle have ventet med at udvise interesse for ansøgeren, indtil halvsøsterens udrejse, når halvsøsterens ægtefælle var udrejst en til halvanden måned forud herfor. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren kunne miste sin taske med familiens udenrigspas og penge og først opdage dette, da familien var ankommet til Center Sandholm. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at det, som ansøgeren har oplyst om sit asylmotiv, er af en sådan karakter og intensitet, at det er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Rusland risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, st 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” rusl/2017/3/lrn
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra [A], Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive fængslet og tortureret af myndighederne som konsekvens af, at hans mors halvsøster og ægtefælle er rejst til Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at på et ukendt tidspunkt vendte ansøgeren og hans mor og bror tilbage til Tjetjenien fra Norge. I Tjetjenien flyttede ansøgerens moster, hendes ægtefælle og søn ind hos ansøgeren og ansøgerens mor og bror. Efter ansøgerens moster og hendes familie havde boet til leje hos dem i cirka en måned, rejste ansøgerens mosters ægtefælle uden varsel eller oplysning herom til Syrien for at kæmpe for ISIL. Omkring en til to måneder efter ansøgerens mosters ægtefælle rejste til Syrien, udrejste ansøgerens moster og hendes søn til Syrien. [I sommeren] 2015 udrejste ansøgeren sammen med sin mor og bror af Tjetjenien. Efter ansøgerens udrejse er hans mormor og oldemor blevet opsøgt flere gange af myndighederne, som har spurgt efter ham og hans mor. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om væsentlige punkter i sit asylmotiv til grund. Ansøgeren og hans mor har således forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt de billeder af ansøgerens moster, onkel og disses otteårige søn, som han har fremlagt under sagen, er sendt til hans mobiltelefon, idet han har forklaret, at billederne ikke er sendt til hans mobiltelefon, men til hans mors eller mormors, og at han har overført billederne fra sin mors mobiltelefon til sin egen. Ansøgerens mor har derimod forklaret, at billederne blev sendt til ansøgerens mobiltelefon. Yderligere har ansøgeren og hans mor under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret indbyrdes divergerende om den taske med pas og penge, som han og hans mor og lillebror medbragte på flugten, idet ansøgerens mor har forklaret, at der var tale om en rygsæk, mens ansøgeren har forklaret, at der var tale om en almindelig dametaske, hvorefter ansøgerens mor har ændret sin forklaring til, at der var tale om en dameskulderrejsetaske. Hertil kommer, at ansøgeren og hans mor under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt de havde talt om at tage til Danmark, idet ansøgeren har forklaret, at de har talt om at tage til Danmark, mens ansøgerens mor har forklaret, at dette ikke var tilfældet. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren har kunnet opholde sig problemfrit i Rusland helt frem til udrejsen [i sommeren] 2015, samt at han i denne periode uden problemer har kunnet ansøge om udenrigspas. Samtidig finder Flygtningenævnet det bemærkelsesværdigt, hvis myndighederne skulle have ventet med at udvise interesse for ansøgeren, indtil hans mosters udrejse, når mosterens ægtefælle var udrejst en til halvanden måned før tidligere, og ansøgeren havde et så nært og almindeligt kendt forhold til mosterens ægtefælle, som han har oplyst at have. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren og hans mor kunne miste tasken med familiens udenrigspas og penge og først opdage dette, da familien havde nået deres bestemmelsessted. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at det, som ansøgeren har oplyst om sit asylmotiv, er af en sådan karakter og intensitet, at det er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Rusland risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2017/2/lrn
Nævnet meddelte i november 2017 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra […] i Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil blive slået ihjel af broren til en person, som hendes ægtefælle i selvforsvar slog ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sine egne slægtninge, fordi hun har krænket familiens ære ved at være blevet voldtaget. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle i [vinteren] 2010 slog sin arbejdsgiver, [A], ihjel. Ansøgerens ægtefælle var i [sommeren] 2010 begyndt at arbejde for [A], men han ville ikke udbetale ansøgerens ægtefælles løn. Ansøgerens ægtefælle anmodede gentagne gange om at få udbetalt sin løn, og en dag udviklede det sig til et slagsmål. [A] havde en pistol, og det lykkedes ansøgerens ægtefælle at tiltvinge sig pistolen og skyde [A]. I [efteråret] 2011 mødte ansøgeren [A]s bror, og han truede ansøgeren og hendes søn. [A]s bror arbejdede for Kadyrovs militærstyrker, og ansøgeren anmeldte ikke truslerne til politiet. I slutningen af 2011 blev ansøgeren opsøgt om natten på sin bopæl af [A]s bror, fætter og tre andre personer. [A]s bror sagde, at det var ansøgerens skyld, at han havde mistet [A] og [A]s dødfødte barn. Han sagde endvidere, at ansøgeren var ansvarlig, fordi hun var gift med gerningsmanden, som havde slået [A] ihjel, og derudover var ansøgerens søn ligeledes ansvarlig. [A]s bror sagde endeligt, at han ville slå ansøgeren og hendes søn ihjel, når ansøgerens ægtefælle blev løsladt. Om morgenen flyttede ansøgeren med sine to sønner over til sine forældre, hvor hun boede i to til tre dage. To uger efter blev ansøgeren kontaktet telefonisk af [A]s bror, som fortalte, at han overvågede hende. [A]s bror kontaktede derefter ansøgeren regelmæssigt telefonisk. I 2013 blev ansøgeren igen opsøgt af de sammen personer, som tidligere havde opsøgt hende. Ansøgeren blev udsat for voldelige og seksuelle overgreb. [A]s bror fortalte, at han ville slå ansøgerens søn ihjel og fortælle ansøgerens forældre, at han havde voldtaget hende. Efter opsøgningen flyttede ansøgeren igen over til sine forældre, hvor hun boede indtil sin udrejse. Ansøgeren og hendes sønner udrejste legalt i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet fremstår troværdig. Ansøgeren har forklaret detaljeret og i det væsentlige konsistent. Det forhold, at ansøgeren først under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklarede om den begåede voldtægt, kan henset til blandt andet ansøgerens kulturelle baggrund ikke i sig selv føre til en anden vurdering. Efter konfliktens karakter sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger, finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, mens der ikke er grundlag for at anse ansøgeren for forfulgt af de i § 7, stk. 1, nævnte grunde. Efter en samlet vurdering, herunder at ansøgeren har været udsat for overgreb af en myndighedsperson med mulighed for at efterspore hende, sammenholdt med at ansøgeren er en enlig yngre uuddannet kvinde med to mindreårige børn, finder Flygtningenævnet, at det ikke er rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Den Russiske Føderation, hvor hun vil være helt uden netværk. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Rusl/2017/16/MGO
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Det bemærkes indledningsvis, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 9, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk russer og kristen ortodoks fra Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af de personer, der har voldtaget hende, eller nogle af deres venner eller slægtninge. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev voldtaget af tre personer i 1996. To af disse personer blev idømt syv til otte års fængsel, mens den tredje person gik fri, idet han havde indflydelsesrige kontakter. Syv måneder efter blev hun truet til at arbejde som prostitueret. Dette gjorde hun frem til sin udrejse i 2007. Ansøgeren har i perioden fra 1997 til 2007 modtaget omkring 20-30 trusler over telefon, mail og Facebook. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren løbende modtaget yderligere trusler via sociale medier. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af de russiske myndigheder, idet hun har kritiseret de russiske myndigheder, herunder Ruslands krige mod Ukraine og Syrien, på de sociale netværk ”www.ok.ru”, www.vk.ru”, ”www.facebook.com” samt ”www.twitter.com” Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 2012 begyndte at lægge ting op på sociale medier og like systemkritiske opslag. Derudover har ansøgeren delt filmen ”Chaika” omkring eller i år 2013. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital i Rusland. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i efteråret 2016 blev kørt med ambulance til og indlagt på et psykiatrisk hospital i Rusland, idet hun fik et angstanfald, samt at hun på grund af uoverensstemmelser med en anden patient blev forsøgt overført til en lukket afdeling. Ansøgeren har oplyst, at hun blev løsladt fra hospitalet, fordi hun sagde, at hun havde dansk statsborgerskab, og at hun ville ringe til den danske ambassade. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer til Udlændingestyrelsen, Dansk Flygtningehjælp og sin advokat til grund. Flygtningenævnet kan således lægge ansøgerens forklaring om voldtægten i 1996 til grund, samt at hun efterfølgende har modtaget en række trusler via telefon og internet fra personer, som ansøgeren formoder har tilknytning til voldtægtsmændene. Nævnet kan endvidere lægge ansøgerens forklaring om, at hun liket og delt regimekritiske opslag på de sociale medier til grund, ligesom nævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at hun [på et nærmere bestemt tidspunkt i] 2016 blev bragt med en ambulance til et hospital, fordi hun fik et angstanfald, samt at hun blev forsøgt overført til en lukket afdeling, til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at de trusler, som ansøgeren har modtaget i Rusland, samt de trusler, som ansøgeren har modtaget på de sociale medier efter sin indrejse i Danmark, og som er af privatretlig karakter, har været af en sådan karakter og intensitet, at de kan medføre opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at hun har anmeldt en række af truslerne til de russiske myndigheder, men at politiet nægtede at modtage hendes anmeldelser, idet der ikke var handling bag truslerne, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren må henvises til at klage til den rette overordnede myndighed over lokalpolitiets eventuelle manglende behandling af hendes anmeldelser. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det forhold, at ansøgeren har ytret sig kritisk og delt systemkritiske ytringer på de sociale medier om de russiske myndigheder, kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egen formodning, at hun skulle stå i et modsætningsforhold til de russiske myndigheder som følge heraf. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til sagen har oplyst, at hun har været tilbage i Rusland ca. en gang om året siden 2007, og at hun senest har indrejst legalt i Rusland [på et nærmere bestemt tidspunkt i] 2016, hvor hun fløj til Skt. Petersborg og derefter fløj med sin mor på ferie [i et andet land] og tilbage til Skt. Petersborg, uden at opleve problemer med de russiske myndigheder. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at den omstændighed, at ansøgeren har forklaret, at hun i hjemlandet oplevede at blive forsøgt tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital, kan begrunde asyl. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis hertil, at Rusland har tiltrådt FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap, som også vedrører forhold i psykiatrien, samt at de russiske myndigheder kan tvangsindlægge personer, såfremt de har hjemmel hertil og skønner det nødvendigt i det konkrete tilfælde. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at det pågældende forsøg på tvangsindlæggelse har været af asylrelevant karakter, eller at der er grund til at antage, at de russiske myndigheder ikke har levet op til deres forpligtelser i henhold til den pågældende FN-konvention. Det anførte om ansøgerens helbredsmæssige forhold, herunder den i sagen fremlagte dokumentation for, at ansøgeren har en række psykiske lidelser, ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet helbredsmæssige oplysninger ikke i sig selv er af asylrelevant karakter. Flygtningenævnet har ikke kompetence til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven, herunder af humanitære hensyn. Kompetencen hertil henhører under Udlændingestyrelsen og Udlændinge- og Integrationsministeriet. Nævnet er bekendt med, at ansøgeren har en verserende sag i Udlændinge- og Integrationsministeriet vedrørende humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Rusland risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker endelig, at nævnet har fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, og at der derfor ikke er grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2017/15/CHHA
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener fra Grozny, Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive sendt til Ukraine som oprører eller at blive slået ihjel af myndighederne i Den Russiske Føderation, herunder FSB, da han er udrejst illegalt og ikke vil kæmpe for Rusland i Ukraine. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [sommeren] 2001 var på besøg hos en ven ved navn [A]. En nat kom nogle oprørere, som [A] hjalp i skjul, hjem til Rusland. Omkring halvanden time efter deres ankomst blev [A’s] bopæl omringet af politiet. Ansøgeren forsøgte forgæves at flygte, men han blev tilbageholdt i nabohaven og anholdt. Ansøgeren var tilbageholdt i en container i lidt over en måned, indtil hans mor bestak sig til ansøgerens løsladelse. Herefter opholdt ansøgeren sig i skjul hos sin morbror fra [efteråret] 2001 og frem til [foråret] 2002, hvor han udrejste til Polen. Ansøgeren opholdt sig herefter i Polen og efterfølgende i Østrig frem til [sommeren] 2013, hvor ansøgeren rejste tilbage til Den Russiske Føderation. Ansøgeren blev tilbageholdt i lufthavnen af de russiske myndigheder og var tilbageholdt, indtil han forpligtede sig til at angive oprørere til myndighederne. I [foråret] 2014 fik han i stedet for at give oplysninger pålæg om at kæmpe i Ukraine, hvilket han skrev under på at ville gøre frivilligt. Ansøgeren udrejste imidlertid inden han blev afhentet og flygtede til Hviderusland og videre til Polen og via Tyskland til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgerens asylmotiv er i det hele bygget på et hændelsesforløb i 2001. Forklareingen om episoden hos vennen [A], ansøgerens tilbageholdelse i en container, at hans løsladelse mod bestikkelse skulle være camoufleret som en flugt, og at ansøgeren herefter opholdt sig hos sin morbror i omkring ni måneder, hvorefter han udrejste på et falsk pas, fremstår efter sit indhold ikke sandsynlig, men konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse også vægt på, at det efterfølgende hændelsesforløb svækker ansøgerens generelle troværdighed. Ansøgeren oplyste det samme asylmotiv i Polen og senere i Østrig, og disse landes myndigheder tilsidesatte forklaringen om asylmotivet. Ansøgeren udrejste fra Polen, selvom han havde fået en midlertidig opholdstilladelse på grund af krigssituationen i Tjetjenien. Herefter tog ansøgeren ophold i Østrig og søgte asyl, og inden den endelige afgørelse af asylsagen blev han dømt for alvorlig voldskriminalitet og straffet med fængsel i tre år. Over for de østrigske myndigheder angav ansøgeren yderligere et asylmotiv, som han ikke har gentaget i Danmark. Ansøgeren repatrierede til den russiske føderation i 2013, hvor han blev mødt af myndighederne. Ansøgerens forklaring om, at han herefter blev tilbageholdt i lufthavnen og herefter i Tjetjenien blev tvunget til at acceptere at være meddeler, idet han blev konfronteret med sagen fra 2001, fremstår mindre sandsynlig, navnlig fordi det må antages, at ansøgeren efter sit lange ophold i udlandet, reelt ikke havde eller kunne skaffe relevante oplysninger for myndighederne. Forklaringen om, at myndighederne efter et års tid opgav at benytte ham som meddeler og nu krævede, at han skulle kæmpe i Ukraine, fremstår også som mindre sandsynlig. Flygtningenævnet lægger herved også vægt på, at myndighederne lod ham tage hjem med besked om, at han ville blive afhentet omkring 14 dage senere, hvorved myndighederne gav ansøgeren lejlighed til på ny at flygte fra hjemlandet. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens forklaring om asylmotivet må tilsidesættes. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Den russiske Føderation risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2017/13/EMU
Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni muslim fra Grozny, Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af den russiske efterretningstjeneste og den russiske militære efterretningstjeneste, idet myndighederne har viden om, at han har hjulpet de tjetjenske oprørere. Endvidere frygter ansøgeren, at familien til hans afdøde fætter, der var medlem af oprørsbevægelsen, vil dræbe ham, idet ansøgeren er blevet beskyldt for at have angivet fætteren til myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han om natten [i sommeren] 2015 blev ringet op af sin fætter, der ville mødes med ham. Fætteren var blevet medlem af de tjetjenske oprørere. [Dagen efter] 2015 om natten opsøgte personer fra den russiske militære efterretningstjeneste, GRO, ansøgerens hjem og anholdt ham. Ansøgeren blev udsat for vold og strømstød under den efterfølgende tilbageholdelse, og han blev afhørt af en person, der spurgte til relationen mellem ansøgeren og hans fætter. Ansøgeren benægtede, at han havde hjulpet fætteren, og at han skulle mødes med ham. Ansøgeren besvimede flere gange under overgrebene mod ham og blev truet med, at hans familie ville blive voldtaget, hvis han ikke samarbejdede. Ansøgeren vågnede op næste dag […] 2015 ved nogle skraldespande. Han blev kørt hjem til sin bopæl og anmeldte ikke episoden til myndighederne. [Dagen efter] 2015 kom en person, der arbejdede for ansøgerens fætter, og gav ansøgeren oplysninger om, hvor og hvornår han skulle mødes med sin fætter. Ansøgeren mødtes med sin fætter [seks dage senere] 2015 på gaden […]. Ved dette møde aftalte de, at ansøgeren skulle bringe noget mad til samme mødested [en uge efter] 2015. [Samme måned] 2015 blev ansøgeren anholdt om natten i sit hjem af den russiske efterretningstjeneste, FSB. Han blev afhørt og fik at vide, at de vidste alt om det, han havde gjort. Han fik strømstød gennem fingrene og blev udsat for vold. For at få det til at stoppe, sagde han til sidst, at han ville samarbejde. [En dag senere] 2015 blev ansøgeren kastet ind i en bil og blev smidt ud tæt på sin lejlighed. Han fik et nummer til myndighederne, som han skulle ringe til, når han skulle bringe noget nyt til sin fætter i oprørsbevægelsen. Ansøgerens fætter ringede til ansøgeren igen [primo måneden efter] 2015 og sagde, at ansøgeren skulle komme med noget kød og aflevere sit pas til ham [nogle dage senere] 2015. Ved mødet [den aftalte dato] 2015 fik ansøgeren at vide, at fætteren godt vidste, at ansøgeren havde været anholdt. Ansøgeren fik endvidere at vide, at hvis han samarbejdede med myndighederne, ville fætteren slå hans familie ihjel. Fætteren troede, at ansøgeren samarbejdede med myndighederne, men ansøgeren sagde til ham, at det ikke var sandt. De aftalte at mødes igen, og at fætteren ville ringe nærmere desangående. Herefter indså ansøgeren, at hans familie kunne få problemer. [To dage efter mødet med fætteren] 2015 rejste han derfor til Ingusjetien til en ven. [Ti dage senere] 2015 rejste han til […] i Dagestan. På samme dag fik ansøgeren af sin onkel at vide, at hans lillebror var blevet anholdt [tre dage før] 2015. Onklen oplyste videre, at ansøgerens fætter blev dræbt af myndighederne [en dag efter lillebrorens anholdelse] 2015 i […]-sektoren, som er en oprørssektor. Onklen fortalte ligeledes, at myndighederne havde fundet ansøgerens pas på fætteren, og at ansøgeren var eftersøgt af myndighederne. Ansøgeren opholdt sig i [Dagestan] i få timer den [pågældende dag] 2015, hvorefter han skiftede til en minibus og kørte videre gennem ukendte lande. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen har været detaljeret, og de divergenser og den manglende præcision, der har været tale om, må ses i lyset af, at det efter resultatet af torturundersøgelse må lægges til grund, at ansøgeren har været udsat for voldsom tortur. Det fremgår af erklæringen om torturundersøgelse, at ansøgerens forklaring om torturen bekræftes af det, der er konstateret ved torturundersøgelsen. Ansøgerens forklaring om myndighedernes fremfærd og om sin frygt for forfølgelse fra myndighederne støttes endvidere af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Dansk Flygtningenævns landerapport af marts 2017. Det kan herefter lægges til grund, at ansøgeren fortsat er i myndighedernes søgelys. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Rusl/2017/12/SSM
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Rusland og en kvindelig statsborger fra Ukraine samt deres fællesbarn. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk karachaevec og muslim fra […], Rusland. Den kvindelige an-søger er etnisk ukrainer og kristen ortodoks fra […], Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive forfulgt af både wahhabi-sekten samt den russiske efterretningstjeneste. Den kvindelige ansøger henviser til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far i 1998 blev slået ihjel af medlemmer af wahhabi-sekten, idet han modsatte sig, at ansøgerens brødre skulle deltage i deres aktioner, samt at han i 2002 blev opsøgt af nogle medlemmer af wahhabi-sekten, der gennembankede ham. Den mandlige ansøger blev i [foråret] 2006 opsøgt på sin bopæl af nogle medlemmer af sekten, der ville have ansøgeren til at deltage i et terrorangreb sammen med dem. Ansøgeren nægtede at deltage heri, hvorefter de tog ansøgerens pas og papirer, så ansøgeren ikke kunne flygte. Efter ansøgeren havde ringet anonymt til det lokale politi samt til efterretningstjenesten, så blev wahhabi-sektens tilholdssted beskudt og nedbrændt. Efterfølgende har ansøgeren hørt rygter om, at de efterladte til de medlemmer af wahhabi-sekten, der blev slået ihjel i forbindelse med beskydningen af tilholdsstedet, efterstræber den mandlige ansøger og vil slå ham ihjel. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han frygter, at den russiske efterretningstjeneste har fundet hans dokumenter og pas ved det brændte tilholdssted, og at de således urigtigt antager, at ansøgeren ligeledes er medlem af wahahabi-sekten. Ansøgerne oplyste ved indrejsen i 2007, at den kvindelige ansøger var russisk statsborger. Ansøgerne har først i 2016 vedgået, at hun rettelig er ukrainsk statsborger. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger tillige har vedgået, at ansøgerne forfalskede deres vielsesattest vedrørende hendes nationale tilhørsforhold. Disse forhold er i sig selv egnede til at mindske troværdigheden af ansøgernes oplysninger. Ansøgerne har fastholdt deres oprindelige asylmotiv, og der er ikke fremkommet nye oplysninger herom. På denne baggrund, og når der anses til det ovenfor anførte, finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at foretage en anden bevisvurdering end sket ved Flygtningenævnets afgørelser i [foråret] 2008 og i [sommeren] 2012. Flygtningenævnet forkaster herefter ansøgernes forklaringer om det påberåbte asylmotiv. Ansøgerne skal vurderes i forhold til deres respektive hjemlande, og den kvindelige ansøger har oplyst, at hun ikke har noget selvstændigt asylmotiv, men frygter at blive udsat for problemer på grund af de generelle forhold i Ukraine. Efter udfaldet af bevisvurderingen, og når der henses til oplysningerne om ansøgernes personlige forhold, hvor begge ansøgere fremstår uprofilerede, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan videre ikke lægges til grund, at den kvindelige ansøger har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at den kvindelige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2017/11/DMO
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Den Russiske Føderation. Indrejst i 2013. Udlændingestyrelsen meddelte i december 2013 afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I maj 2014 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen, der på ny meddelte ansøgerne af-slag på asyl i august 2014. Afgørelsen blev stadfæstet i Flygtningenævnet i december 2014. Sagen blev herefter indbragt for FN’s Torturkomité, der i maj 2017 afgav udtalelse. I juni 2017 besluttede Flygtningenævnet som følge af udtalelsen fra komitéen at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at FN’s Torturkomités udtalelse [fra] maj 2017 ikke er retligt bindende, og at det således også efter sagens genoptagelse tilkommer de kompetente danske myndigheder at træffe afgørelse om, hvorvidt ansøgerne har sandsynliggjort, at de har et asylmotiv, der giver grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, eller om ansøgerne kan udsendes til Den Russiske Føderation. Ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer fra […], Tjetje-nien. Den mandlige ansøger har i perioden 2010-2013 flere gange bistået de tjetjenske oprørere, idet han har hjulpet sin bror, […], der er aktiv i den tjetjenske oprørsbevægelse, med at skaffe medicin, mad og tøj. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv og har påberåbt sig samme asylmotiv som æg-tefællen. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rus-land frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han har samarbejdet med de tjetjenske oprø-rere. Hans bror, […], tilsluttede sig oprørerne i 1999, og ansøgerne havde i de følgende ti år ingen kontakt til ham. I efteråret 2010 henvendte […] sig på ansøgernes bopæl, fordi han ønskede den mandlige ansøgers hjælp til at skaffe tøj, mad og medicin. […] indfandt sig herefter i perioden fra 2010 til 2013 mere end ti gange hos ansøgerne for at få hjælp. Bortset fra den første gang, var det kun den mandlige ansøger, der var hjemme, når […] indfandt sig på bopælen. [En nat i sommeren] 2013 blev den mandlige ansøger anholdt af myndighederne på bopælen. Den kvindelige ansøger blev i samme forbindelse slået og mistede bevidstheden. Den mandlige ansøger var herefter indtil [senere i sommeren] 2013 tilbageholdt, hvorunder han blev afhørt og tortureret, idet han med fyldte vandflasker og flad hånd blev tildelt slag, ligesom han fik elektriske stød. Han blev løsladt efter at have underskrevet en erklæring om, at han ville samarbejde med myndighederne med henblik på at udlevere […], når denne opsøgte ham. Den mandlige ansøgers storebror, […], arrangerede kort efter løsladelsen en illegal udrejse for ansøgerne og deres tre fælles børn. Efter udrejsen fra hjemlandet er ansøgerne blevet bekendt med, at deres hus er blevet brændt ned af myndighederne, ligesom [storebroren] og den mandlige ansøgers søster er blevet opsøgt af myndighederne. Også den mand-lige ansøgers særbarn, en voksen datter, er gentagne gange blevet opsøgt af myndighederne, og i 2015 flygtede hun med sin ægtefælle til Tyskland efter, at hendes ægtefælles telefonnummer var blevet fundet på en af oprørerne fra [konkret begivenhed]. Efter udrejsen er ansøgerne blevet gjort bekendt med, at de tjetjenske myndigheder [i sommeren] 2013 har indledt en straffesag mod den mandlige ansøger. De blev bekendt hermed, da de i oktober 2014 via den mandlige ansøgers voksne datter fik tilsendt et dokument herom, som datteren havde modtaget fra [storebroren]. Indlednings-vis bemærkes, at begge ansøgerne i deres oplysnings- og motivsamtaler [i] august 2013 undlod at oplyse, at de ud over et indenrigspas også havde fået udstedt et udenrigspas, ligesom ingen af dem på spørgsmål om, hvorvidt de havde søgt visum før deres udrejse, forklarede, at de i maj 2013 hav-de ansøgt om et Schengen-visum. Også i forbindelse med partshøringerne [i] november 2013 be-nægtede begge ansøgere, at de havde ansøgt om de visa, som den spanske ambassade i Moskva i mellemtiden havde oplyst overfor Udlændingestyrelsen, at de havde udstedt til ansøgerne [i] juli 2013 med gyldighed fra […] juli til […] august 2013. I samme samtale fastholdt den kvindelige ansøger, at hun ikke havde et pas, idet myndighederne havde dette i deres varetægt, mens den mandlige ansøger forklarede, at hans dokumenter forsvandt fra hjemmet den nat, han blev anholdt. I forbindelse med asylsamtalerne [i] november 2013 fastholdt begge ansøgerne, at de ikke selv havde ansøgt om at få udstedt Schengen visa, idet den mandlige ansøger yderligere forklarede, at han mente, at det var de mennesker, der havde holdt ham fanget, der havde gjort det, så han kunne blive returneret til hjemlandet, hvis han skulle flygte. Først i advokatindlægget fra […] februar 2014 vedgik ansøgerne, at det var dem, der havde ansøgt om de omhandlede visa, idet de forklarede, at de først var blevet klar over, at ansøgningerne var blevet imødekommet efter udrejsen i forbindelse med Udlændingestyrelsens partshøringer [i] november 2013. I gensamtalen [i] juni 2014 forklarede den mandlige ansøger videre, at det var korrekt, at han og den kvindelige ansøger havde fået udstedt udenrigspas [i] april 2013, før visumansøgningen blev indgivet i slutningen af maj 2013, ligesom han forklarede, at det var af frygt for at blive sendt tilbage til Tjetjenien, at ingen af ansøgerne tidligere havde forklaret herom, ligesom han havde fundet det skamfuldt at indrømme, at han havde løjet i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen. Det bemærkes imidlertid, at ansøgerne allerede [i] november 2013 havde fået besked på, at deres asylsager ville blive behandlet i Danmark, og at det derfor ikke giver mening, at de helt frem til efter, at de havde fået afslag [i] december 2013, undlod at fortælle sandheden om ansøgningerne om pas og visum. Det bemærkes videre, at ansøgernes forklaringer om baggrunden for, at de fik udstedt udenrigspas, og at de i maj ansøgte om visa, har været usandsynlig og divergerende og savner mening. Den mandlige ansøger har i gensamtalen forklaret, at selvom der ikke var indikationer på, at myndighederne kendte til hans kontakt med [lillebroren], mente han på baggrund af udviklingen i Tjetjenien i 2012 og 2013, at han og familien var i fare, men at han af økonomiske grunde og på grund af sine børns skolegang ville vente med at udrejse, hvorimod den kvindelige ansøger har forklaret, at de ventede, fordi det var problematisk at finde et pålideligt rejsebureau. Den mandlige ansøger har i samme samtale også forklaret, at hans problemer opstod allerede, da [lillebroren] opsøgte ham i 2010, men at problemet først blev synligt i forbindelse med anholdelsen [i sommeren] 2013. Under mødet i nævnet har han først forklaret, at han søgte visa på grund af, hvad han havde været igennem, og fordi han, da han kom tilbage efter tilbageholdelsen, vidste, at det samme ville ske igen. Foreholdt, at ansøgningen om visum var indgivet, før han blev tilbageholdt, har han forklaret, at han søgte visum, fordi han var klar over, at det ville give ham problemer, at [lillebroren] kom på bopælen. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret, at han bestak en vagt på paskontoret, så han kunne få passene i løbet af en uge, men at der, selvom han fik passene [i] april 2013, gik frem til slutningen af maj 2013, før han bad et rejsebureau om at skaffe familien visa, så de kunne udrejse hurtigst muligt. Det forekommer i den forbindelse usandsynligt, at ansøgerne først havde travlt med at fremskynde visum- og pasproceduren, fordi de mente, at de var i fare, og betalte et betragtelig beløb for at få passene hurtigt, for dernæst at lade gå en måned, fra de fik passene, til de indgav ansøgning om visum. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgerne kun skulle have underskrevet ansøgningsblanketter om visum, og at de har overladt det til rejsebureauet at udfylde disse med hensyn til alle øvrige oplysninger, og at bureauet i samme forbindelse skulle have oprettet den i ansøgningen anførte mailadresse på den mandlige ansøger. Det bemærkes, at den mandlige ansøger har forklaret, at han 7-8 gange mødte personligt op hos rejsebureauet med de dokumenter, der skulle bruges, og at visumansøgningerne blandt andet indeholder oplysninger om ankomsttidspunkt til Spanien [i sommeren] 2013 og afrejse [senere i sommeren] 2013 samt angivelse af navnet på det hotel, ansøgerne skulle opholde sig på. Oplysningerne i ansøgningen var vedlagt en udskrift fra Booking.com og kvitteringer for flyrejser for begge ansøgerne med forventet afgang fra Moskva til Barcelona [i sommeren] og forventet tilbagerejse [senere i sommeren] 2013. Ansøgerne har ikke været i stand til at give en rimelig forklaring på, hvorfor rejsebureauet uden nærmere instruktioner udfyldte og fremsendte visumansøgningerne til de spanske myndigheder, eller hvorfor bureauet skulle have booket flybilletter den 27. juni 2013, uden at ansøgerne var orienteret herom. Det er heller ikke sandsynligt, at de omhandlede visa ikke er blevet afhentet af ansøgerne. Det bemærkes, at det af mailen af 18. juli 2014 fra Den Danske Ambassade i Moskva fremgår, at man ikke har oplysninger om, at visaene ikke er afhentet fra Visa Centret. Det bemærkes i samme forbindelse, at ansøgerne først udrejste illegalt [i sommeren] 2013 og dermed samme dag, som de skulle være udrejst legalt via Moskva ved brug af de opnåede visa. Endelig bemærkes, at visumansøgningerne fremtræder underskrevet [i sommeren] 2013 i Moskva, og dermed på et tidspunkt, hvor den mandlige ansøger skulle have været tilbageholdt af myndighederne. Forklaringen om, at myndighederne [i sommeren] 2013 løslod den mandlige ansøger for dernæst [senere i sommeren] 2013 at rejse sigtelse mod ham for terrorisme er ikke sandsynlig, ligesom den sene fremkomst af dokumentet forekommer bemærkelsesværdig. Den kvindelige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at hun mødte [lillebroren] den første gang, han kom på besøg, og at den mandlige ansøger herefter sendte hende og børnene over til hendes forældre, når [lillebroren] kom på bopælen, men at hun kunne regne ud, at han havde været der, fordi hun kunne se, at der havde været nogen, mens hun havde været væk. Den mandlige ansøger har derimod under nævnsmødet først forklaret, at han efter, at [lillebroren] havde været på besøg to gange, fortalte sin hustru, at han sendte hende og børnene væk. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet afgivet en detaljeret forklaring om, at [lillebroren] bad ham købe mad, der ikke rådnede, og forskellige mængder og former for medicin. Han har i de tidligere samtaler også forklaret om, at [lillebroren] bad ham købe tøj og blandt andet nævnt t-shirts, og at han også ved flere lejligheder har byttet tøj med [lillebroren]. Under nævnsmødet har han imidlertid ikke forklaret noget om tøjkøb og foreholdt sine tidligere forklaringer herom, har han oplyst, at han ikke husker, hverken at han skulle have købt tøj til [lillebroren] eller have forklaret herom. Det forekommer bemærkelsesværdigt, at han ikke skulle være i stand til at huske denne omstændighed henset til, at han i øvrigt har forklaret detaljeret om indkøbene til [lillebroren], og at denne bistand vedrører et centralt element i hans asylmotiv. Også med hensyn til, hvilke våben, [lillebroren] medbragte i forbindelse med besøgene, har forklaringen været upræcis, idet den mandlige ansøger først efter at være blevet spurgt ind til våbentyperne ad-skillige gange har forklaret, at [lillebroren] ud over gevær og pistol også medbragte håndgranater. Den mandlige ansøger har også forklaret divergerende om køb af medicin, idet han under nævns-mødet først har forklaret, at han købte medicinen på ét apotek, der var beliggende i hans hjemby bag moskeen. Efter at være foreholdt, at han under nævnsmødet [i] december 2014 havde forklaret, at han købte medicin på to forskellige apoteker i byen, har han forklaret, at han først købte medicinen på ét apotek, og senere på et andet apotek i byen, der dog ikke havde så bredt et sortiment som det første, ligesom han ind imellem også købte medicin, når han var i andre byer. Det bemærkes i den forbindelse, at den mandlige ansøger har forklaret om indkøb af relativ store mængder medicin, og at det derfor er usandsynligt, at han skulle have købt dette i hjembyen med den risiko dette indebar for, at han henledte myndighedernes opmærksomhed på kontakten til [lillebroren]. Efter en samlet vurdering har Flygtningenævnet tilsidesat forklaringerne som utroværdige og konstruerede til lejligheden. Forklaringen fra naboen om branden kan ikke føre til et andet resultat, idet den om-stændighed, at myndighederne ikke ville lade naboerne eller brandvæsnet slukke branden ikke nød-vendigvis skyldes, at det var myndighederne, der havde sat ild til huset. Vedrørende den torturun-dersøgelse, som Amnesty Internationals lægegruppe har foretaget af den mandlige ansøger, skal Flygtningenævnet bemærke, at der ikke heri er beskrevet objektive fund, der underbygger, at han har været udsat for de fysiske overgreb, han har forklaret om. Det bemærkes, at det af undersøgel-sen fremgår, at ansøgeren i forbindelse hermed skulle have forklaret, at den knoglefortykkelse, der blev fundet i venstre knæ, var tilkommet efter, at han havde ligget sammenklemt i bilen i forbindelse med tilbageholdelsen. Under mødet i nævnet har den mandlige ansøger imidlertid forklaret, at han kom til skade ved at ramme knæet ind i et metaltrin på bilen, da han blev smidt ind i denne. Han har videre forklaret, at han lå med hovedet nedad og havde to fødder placeret på ryggen og to på lårene, og dermed ikke har været placeret som forklaret. Forklaringerne om, hvilke skader den mandlige ansøger pådrog sig i forbindelse med de fysiske overgreb, har været upræcis og diverge-rende. Den kvindelige ansøger har således i asylsamtalen [i] november 2013 forklaret, at han var rød på ryggen, som var han forbrændt af kogende vand, hvilken forklaring understøttes af den mandlige ansøgers forklaring i samtalen af samme dato om, at bortset fra, at hans ryg var rød, havde han ikke synlige skader. Dette passer imidlertid ikke med, at den kvindelige ansøger under nævnsmødet [i] december 2014 forklarede, at den mandlige ansøger havde blå mærker over hele kroppen samt begge ansøgernes forklaringer under nævnsmødet i forbindelse med genoptagelsen om, at han ud over, at hans hud så ud som om, den var blevet kogt, og at han havde blå mærker og rifter på hænderne. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at konklusionen i Amnesty Internationals rapport underbygger troværdigheden af ansøgernes asylmotiv, herunder at den mandlige ansøger skulle have været udsat for den af ham beskrevne tortur under de af ham beskrevne omstændigheder. Den omstændighed, at han har forklaret, at han har psykiske symptomer, der er forenelig med PTSD giver ikke anledning til en ændret vurdering, idet tilstanden kan være opstået på baggrund af andre hændelser. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de en tilbagevenden til Den Russiske Føderation risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, hvorfor betingelserne for at meddele dem op-holdstilladelse ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørel-se.” rusl/2017/10/nke
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra Grosnyj, Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke vil overleve en tilbagevenden til Tjetjenien, fordi han tidligere har været tilbageholdt af uniformerede personer fra, hvad ansøgeren formoder, er politiet. Ansøgeren har uddybende oplyst, at når man én gang har været tilbageholdt og mistænkt, så forsvinder folk ofte sporløst eller bliver slået ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans ven [A] ringede til ham en dag i [sommeren] 2015, fordi [A] havde brug for hans hjælp, idet ansøgeren skulle køre [A] hen til bydelen Katajama i Grosnyj. Undervejs bad [A] ansøgeren om at køre ind til et marked. Ansøgeren ventede i bilen i omkring en halv time, hvorefter [A] kom tilbage med tre poser i hænderne. Der var madvarer i den ene pose, men ansøgeren så ikke, hvad der var i de to øvrige poser. Herefter kørte ansøgeren og [A] til Katajama, hvor de standsede ved en stor park. Ansøgeren blev siddende i bilen, mens [A] steg ud og mødtes med en ung mand, som ansøgeren ikke kendte. [A] afleverede poserne til den unge mand. [A] skulle ikke med tilbage, hvorfor han bad ansøgeren om at køre uden ham. Efter to til tre dage fik ansøgeren at vide, at [A] var blevet slået ihjel. Ansøgeren hørte det først fra nogle venner og så efterfølgende i tv-nyhederne, at to personer var blevet slået ihjel i forbindelse med en skudveksling med politiet i Katajama. Ansøgeren formodede straks, at han var i problemer, hvorfor han ikke gik uden for en dør dagen efter. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren overfaldet på sin bopæl, mens han lå og sov. Da ansøgeren kom til bevidstheden, befandt han sig i en kørende bil med en pose over hovedet. Han blev tilbageholdt i omkring to måneder. Han blev afhørt om sin relation til [A] og om sine hensigter sammen med [A]. Ansøgeren blev beskyldt for at planlægge et eller andet, måske en eksplosion, sammen med [A]. Ansøgeren blev også udsat for fysisk vold under afhøringerne. De ukendte personer, der tilbageholdt ansøgeren, bar camouflage-farvede uniformer, våben og var maskerede. I [efteråret] 2015 blev ansøgeren løsladt, fordi hans familie betalte et ukendt beløb for hans løsladelse. Herefter var ansøgeren hjemme hos sin mor i omkring to måneder, hvor han hverken arbejde eller gik uden for en dør. Da han begyndte at gå uden for igen, opdagede han en bil, der holdt parkeret foran huset, og som fulgte efter ham. Ansøgerens mor insisterede herefter på, at ansøgeren udrejste af Rusland. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter har været afglidende og upræcis, hvorfor den ikke fremstår selvoplevet. Forklaringen har videre været præget af mangel på detaljer og ansøgerens manglende viden om forhold, som må anses for at have været af stor betydning for, at han fremadrettet kunne vurdere, hvilken grad af risiko han befandt sig i efter, at myndighederne havde løsladt ham. Dette gælder blandt andet med hensyn til spørgsmålet om, hvordan ansøgerens familie kom i kontakt med de personer, der tilbageholdt ham, moderens observationer i forbindelse med, at ansøgeren blev afhentet i hjemmet, herunder om der ved samme lejlighed skete noget med hende, samt familiens forhandlinger om ansøgerens løsladelse og betalingen af bestikkelse/løsepenge. Ansøgeren har videre forklaret divergerende omkring omstændighederne i forbindelse med løsladelsen, idet han under mødet i nævnet har forklaret, at han ikke var klar over, at myndighederne havde til hensigt at løslade ham, da de kørte ham tilbage til bopælen, og at han på dette tidspunkt stadig ikke troede, at han ville slippe levende fra tilbageholdelsen. I såvel oplysnings og motivsamtalen som asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at myndighedspersonerne meddelte ham, at han ville blive løsladt, hvorefter de kom tilbage og gav ham en sæk over hovedet og kørte ham hjem. Ansøgerens forklaring om, at han var så medtaget som følge af de overgreb, han var udsat for under tilbageholdelsen, at han ikke havde overskud til at stille spørgsmål, harmonerer endvidere dårligt med den omstændighed, at han ikke havde kontakt til sundhedsvæsnet i Tjetjenien, og at han først knap et år efter indrejsen havde kontakt til det danske sundhedsvæsen. Ansøgeren har forklaret, at tilbageholdelsen af ham skyldes, at han i sin taxa har kørt for vennen [A], at [A] kort efter blev skudt af myndighederne, og at myndighederne mente, at [A] stod bag en bombeeksplosion. Ansøgeren har videre forklaret, at myndighederne ikke kom med konkrete beskyldninger eller anklager mod ham, men at der alene blev stillet åbne spørgsmål til hans og [A’s] hensigter. Det er ikke sandsynligt, at myndighederne skulle have valgt at løslade ansøgeren mod bestikkelse, hvis de antog, at ansøgeren aktivt havde taget del i så alvorlige oprørsaktiviteter. Endelig bemærkes, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren på trods af, at han har forklaret, at hans udrejse kan have haft alvorlige konsekvenser for hans familie, hverken har sikret sig, at han havde deres telefonnumre eller har forsøgt at komme i kontakt med dem. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2017/1/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Germenchuk, Tjetjenien i Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at ansøgeren indrejste første gang i Danmark [i efteråret] 2007, og at han [i foråret] 2008 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I efteråret] 2008 underskrev ansøgeren en erklæring om frivilligt frafald af opholdstilladelsen. Ansøgeren udrejste frivilligt til Rusland [i foråret] 2009. [I efteråret] 2012 genindrejste ansøgeren i Danmark og søgte asyl. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af enten islamister eller de tjetjenske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans broder,[A], var aktiv for oprørerne under den anden tjetjenske krig. Broderen blev slået ihjel i år 2000 under en kamp med de russiske specialstyrker. Kort tid herefter blev ansøgerens familie opsøgt, og ansøgerens fader og broder blev taget med af de russiske myndigheder. Ansøgeren blev også forsøgt taget med, men da han var lille, fik han lov til at gå igen. Hans fader var tilbageholdt i en ukendt periode, og hans broder kom aldrig hjem. Efter ca. syv år arrangerede ansøgerens bedstemoder og onkel, at ansøgeren skulle udrejse, fordi myndighederne stadig var interesseret i familien. Ansøgerens familie blev opsøgt flere gange, og hans fader blev tilbageholdt tre gange af myndighederne og døde under den sidste tilbageholdelse. Ansøgeren boede ikke hjemme i den syvårige periode og blev derfor ikke selv opsøgt af myndighederne. Da ansøgeren [i foråret] 2009 valgte frivilligt at udrejse af Danmark til Tjetjenien efter at have været blevet meddelt opholdstilladelse [i foråret] 2008, kom han til byen Mineralnye Vody, hvor han blev anholdt af politiet. Han blev kørt til et ukendt sted, hvor han blev tilbageholdt i ca. tre måneder. Han blev tilbageholdt, fordi hans broder havde været oprører. Under tilbageholdelsen blev han udsat for tortur i form af slag og elektrisk stød. Efter de ca. tre måneder blev han løsladt uden en begrundelse. En dag i [foråret] 2012 blev han igen tilbageholdt af myndighederne i nogle timer. De ville have, at han skulle samarbejde med dem. Han blev kørt hjem, og han blev bedt om at aflevere alle sine dokumenter. Herefter skjulte han sig, og ansøgerens ægtefælle og børn boede hos nogle slægtninge. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring om tiden efter, at han genindrejste i Rusland i [foråret] 2009 til grund. Flygtningenævnet kan således hverken lægge ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen og den herunder foretagne tortur i 2009 eller om tilbageholdelsen i 2012 til grund. Det bemærkes herved, at den foretagne torturundersøgelse [fra sommeren] 2015 ikke er dokumentation for, at ansøgeren har været udsat for tortur. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og utroværdig, ligesom han på flere centrale punkter har forklaret divergerende. Der er herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om bl.a., hvorvidt han både under den angivelige tilbageholdelse i 2009 og i 2012 blev udsat for tortur i form af elektrochok, og om hvorvidt han selv eller myndighederne forestod laminering af det kørekort, som han fik udstedt i 2009. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han i 2010 kontaktede den danske ambassade må tilsidesættes, idet ambassaden ved mail [fra efteråret] 2013 har oplyst, at de ikke har oplysninger om, at ansøger skulle have kontaktet ambassaden, ligesom det under sagen er oplyst, at Udlændingestyrelsen heller ikke er i besiddelse af oplysninger, der sandsynliggør, at ansøgeren skulle have rettet henvendelse til ambassaden, eller at Udlændingestyrelsen skulle have forbudt ambassaden at udstede visum til ansøgeren. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer helt usandsynligt, at ansøgeren efter at have været tilbageholdt i 3 måneder i 2009, hvor han angiveligt blev udsat for tortur, valgte at forblive i Rusland og umiddelbart efter stifte familie, ligesom det forekommer usandsynligt, at myndighederne 12 år efter, at ansøgerens bror var blevet dræbt som oprører, skulle henvende sig til ham for at få ham til at infiltrere oprørere, ligesom det i den forbindelse fremstår utroværdigt, at myndighederne i givet fald ikke allerede under tilbageholdelsen i 2009 bad ham om at samarbejde med dem. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren opholdt sig i mere end 6 måneder i hjemlandet, før han valgte at udrejse, efter at han angiveligt skulle have været tilbageholdt i 2012. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2016/9/SLN
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske tjetjenere, statsborgere i Rusland og muslimer af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han er flygtet, da han skulle udstationeres i Ukraine. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han den [ultimo] 2014 fik at vide, at han skulle udstationeres i Ukraine. Idet han ikke ønskede dette, udrejste han sammen med sin familie [ultimo] 2014. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv i det væsentlige henvist til det samme som sin ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hendes ægtefælle kom hjem til familiens bopæl [ultimo] 2014 og fortalte, at han skulle udstationeres i Ukraine. Idet hendes ægtefælle ikke ønskede at blive udstationeret, besluttede de at udrejse. Ansøgerne har i advokatindlægget og under mødet i Flygtningenævnet fragået deres oplysninger om ovennævnte datoer og anført, at den mandlige ansøger forud for [ultimo] 2014 fik at vide, at han skulle udsendes til Ukraine, og at han [ultimo] 2014 besluttede, at familien skulle udrejse, hvorefter familien udrejste den [ultimo] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund. Nævnet har vurderet, at ansøgernes forklaring på flere punkter fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerne har til Udlændingestyrelsen har forklaret, at de aldrig har haft udenrigspas, og at de aldrig har søgt om visum til nogen lande, ligesom de ikke er blevet registreret i nogen lande under vejs til Danmark. Endelig har ansøgerne til Udlændingestyrelsen forklaret, at de først besluttede at udrejse [ultimo 2014], fordi den mandlige ansøger på det tidspunkt fik at vide, at han skulle udsendes til Ukraine, og at de ikke tidligere havde planlagt at udrejse af Tjetjenien. Det fremgår imidlertid af oplysninger fra den danske ambassade i Moskva, at den italienske ambassade i Rusland [ultimo] 2014 havde udstedt 30 dages visum til ansøgerne, ligesom det fremgår af oplysninger modtaget fra de polske myndigheder, at ansøgerne er registreret som indrejst i Polen [ultimo] 2014. Ansøgeren er af Udlændingestyrelsen blev foreholdt disse oplysninger, men har fastholdt deres forklaring. I advokatindlægget og under nævnsmødet har ansøgerne imidlertid forklaret, at det er korrekt, at de ansøgte om visum, og at det er korrekt, at de har været i Polen, samt de i udrejste af Tjetjenien [ultimo] 2014. Endelig har ansøgerne forklaret, at deres første forklaring var usand, og at de var blevet rådet til ikke at oplyse sandheden til de danske myndigheder af andre asylansøgere. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaring om asylmotivet skal tilsidesættes i sin helhed. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerne har afgivet en divergerende forklaring om centrale dele af deres asylmotiv. Ansøgerne har som ovenfor nævnt forklaret divergerende, om hvornår den mandlige ansøger fik at vide, at han skulle til Ukraine og om, hvornår familien besluttede at udrejse samt om, hvornår de faktisk udrejste. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser, som Flygtningenævnet ikke finder alene kan forklares ved, at ansøgerne bevidst fortalte usandheder for at sløre, at de havde søgt om visum og for at sløre, at de havde været i Polen. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgerne tillige har forklaret divergerende om, hvem der søgte om visum for dem, herunder om det var den mandlige ansøgers onkel, eller om det var [en kvinde] fra Moskva, hvortil kommer at hele forklaringen, om hvordan de fik udstedt visa fremstår usandsynlig. Det fremstår således usandsynligt, at de ikke skulle møde personligt frem for at ansøge om visa, og at de kunne sende de nødvendige papirer til [kvinden] og derefter modtage visa efter kun 14 dage. Ansøgerne har tillige forklaret divergerende, om hvordan de udrejste af Tjetjenien og om, hvorvidt den mandlige ansøger fik tilladelse til at tage hjem og sige farvel til sin familie, eller om han forlod basen uden tilladelse, hvilken forklaring er uden relevans for spørgsmålet om, hvorvidt de havde visum og var i Polen eller ej. Endelig finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger har afgivet en vag og unøjagtig forklaring om sit arbejde i en specialstyrke. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser. Rusl/2016/8/ibl
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive forfulgt og slået ihjel af tjetjenske myndighedspersoner. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine onkler, idet de har set videooptagelser, hvor ansøgeren tilkendegiver at være homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han [i sommeren] 2007 uretmæssigt blev idømt fire års fængselsstraf for at have haft et seksuelt forhold til en mindreårig dreng. Ansøgeren blev løsladt i [foråret] 2010 mod betaling fra hans moder. Sagen mod ansøgeren var iværksat af myndighedspersoner, som oprindeligt var interesserede i at finde ud af, hvor ansøgerens fader og onkler befandt sig. Ansøgerens fader var blevet beskyldt for at være oprører, og han udrejste i 2004 til Norge med hjælp fra sine brødre. Efter ansøgeren blev løsladt, begyndte han at leve som homoseksuel. Ansøgeren mødtes med mænd, som han skrev med på Ordnosklassniki. Ansøgeren blev i [efteråret] 2013 ringet op af sin ven [H], som fortalte, at deres fælles bekendte [B1] var blevet anholdt og havde fortalt myndighederne, at ansøgeren var homoseksuel. Efter løsladelsen havde ansøgeren ingen problemer, indtil [efteråret] 2013, hvor tre mænd tvang ham til at sætte sig ind i deres bil. De fortalte ansøgeren, at de vidste, at han var homoseksuel. De krævede, at ansøgeren samarbejdede med dem, og truede med at afsløre, at han var homoseksuel overfor alle. Ansøgeren blev filmet imens han blev tvunget til at aflægge falske forklaringer, hvori han afslørede sig som homoseksuel og forklarede, at han havde haft seksuelle forhold til en række mænd. Videooptagelserne skulle bruges til at afpresse velhavende mænd for penge, idet de var interesserede i at undgå en offentliggørelse af optagelserne, fordi homoseksualitet er tabubelagt i Tjetjenien. I de optagne forklaringer oplyste ansøgeren, at han havde haft forhold til mændene, [A1, B2, A2 og R1]. Ansøgeren blev truet med, at hans homoseksualitet ville blive afsløret. Ansøgeren blev herefter introduceret til en mand ved navn [V] af [B3] og [R2]. De skulle sammen oprette og administrere en profil på den russiske hjemmeside Ordnosklassniki, der svarer til Facebook. Formålet med profilen var at komme i kontakt med velhavende homoseksuelle mænd, som kunne afpresses for penge. Den første mand, som ansøgeren mødtes med via hjemmesiden, var [Z1], som tilkendegav, at han ville have samleje med ansøgeren. [Z1] beskyldte endvidere præsident Kadyrov for at være homoseksuel, hvilket blev brugt af [B3] og [R2] til at afpresse ham for penge. Ansøgeren angav herefter to andre mænd til [B3] og [R2]. Ansøgeren angav efterfølgende en mand ved navn [L] og en anden mand, som han ikke husker navnet på, til [B3] og [R2]. På et tidspunkt nægtede ansøgeren at medvirke til [B3’s] og [R2’s] pengeafpresning, idet han følte sig som en prostitueret. Ansøgeren blev som følge heraf tilbageholdt i en kælder i byen [K]. Under køreturen sagde [B3] og [R2], at ansøgeren skulle henrettes, og han blev desuden udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren har senere fået oplyst, at han var tilbageholdt [i omkring en måned i vinteren 2013]. Det lykkedes ansøgeren at undslippe, da en af vagterne fik telefonisk kontakt til ansøgerens moder, som hentede ham på et ukendt sted. Ansøgerens moder havde betalt for at få ham frigivet. Ansøgeren blev herefter kørt hen til sin kusine, [Z2], i Grosnij, hvorfra han [i vinteren] 2013 udrejste af Tjetjenien til Georgien sammen med sin moder og lillebroder. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter han har afbrudt det ham påtvungne samarbejde med myndighederne om afpresning af påståede homoseksuelle og på den baggrund har bragt sig i et modsætningsforhold til disse myndigheder. Han blev herefter frihedsberøvet og tortureret, ligesom oplysningerne om hans homoseksualitet blev videreformidlet til hans familie og lokalområde, hvorved han har bragt sig i et modsætningsforhold hertil. Flertallet lægger endvidere til grund, at han efter bestikkelse blev løsladt og umiddelbart efter forlod Tjetjenien. Flertallet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for fornyet overgreb fra myndighedernes side og overgreb fra lokalsamfundet. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes i øvrigt, at flertallet finder, at samarbejdet med myndighederne om afpresning af uskyldige alene er sket under trussel om vold og forfølgelse mod ansøgeren selv, hvorfor ansøgeren ikke bør udelukkes fra beskyttelse i medfør af udlændingelovens § 10.” rusl/2016/7 - LOD
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter, at hun og hendes sønner vil blive slået ihjel af tjetjenske myndighedspersoner, idet hendes ægtefælle er eftersøgt, og idet hendes ældste søn, [L], står i et modsætningsforhold til de pågældende myndighedspersoner. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at hun og hendes sønner vil blive slået ihjel af hendes svogre, idet [L] er beskyldt for at være homoseksuel og derved har bragt skam over familiens ære. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at [L] var blevet chikaneret af myndighedspersoner, siden han var 13 år gammel, og at chikanen skyldtes, at myndighederne anså ansøgerens ægtefælle for at være en del af oprørsbevægelsen. Da [L] var 16 år gammel, blev han idømt fire års fængselsstraf for at have haft et seksuelt forhold til en mindreårig dreng. Ansøgeren forsøgte forgæves at få genoptaget sagen, hvilket førte til, at hun selv blev tilbageholdt i to døgn. [L] blev løsladt, da ansøgeren efter to år og otte måneder betalte for hans løsladelse. [L] blev i [efteråret] 2013 tvunget til at samarbejde med de samme myndighedspersoner, idet de truede med, at ansøgerens anden søn, [R], ville blive chikaneret. Ansøgeren vidste, at [L] skulle bruges til at afpresse penge af velhavende mænd ved at bekræfte, at mændene var homoseksuelle. I [efteråret] 2013 forsvandt [L], og ansøgeren vidste ikke, hvor han befandt sig. En dag [i vinteren] 2013 blev hun ringet op af en mand, der viste sig at være vagt på det sted, hvor [L] var tilbageholdt. Ansøgeren indgik en aftale med manden om, at hun skulle betale for at få [L] frigivet. Herefter holdt ansøgeren [L] skjult hos sin niece, hvor han opholdt sig sammen med ansøgerens anden søn, [R], indtil ansøgeren [i vinteren] 2013 hentede dem begge og bragte dem ud af Tjetjenien. Ansøgerens svogre var oprørte efter at have set en videooptagelse, der afslørede, at [L] var homoseksuel. Svogrene havde ifølge koranen ret til at slå ansøgeren ihjel, idet hun havde ansvaret for den mangelfulde opdragelse af [L], som havde bragt skam over slægten. Beboerne i ansøgerens landsby havde været fjendtligt indstillede over for ansøgeren og hendes familie, hvorfor de ikke kunne vende tilbage. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter hun i hvert fald fra 2004 og indtil udrejsen i 2013 har været udsat for overgreb og chikane fra myndighederne på grund af ægtefællens påståede tilhørsforhold til oprørsbevægelsen. Flertallet lægger endvidere til grund, at hun har bistået sin søn med flugt og efterfølgende udrejse, efter at denne var frihedsberøvet af myndighederne, samt at hun som følge af sønnens homoseksualitet har været udsat for trusler på livet fra ægtefællens familie og sit lokalsamfund. Flertallet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, mens betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke findes at være opfyldte. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” rusl/2016/6 - LOD
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Tjetjenien, Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim fra […], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland, herunder Tjetjenien, frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han er udrejst efter at have skrevet under på, at han ville tage til Ukraine og kæmpe. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [en aften i sommeren] 2014 blev tilbageholdt og afhørt af de tjetjenske myndigheder, som ville have ham til at kæmpe for russerne i Ukraine. Ansøgeren nægtede at samarbejde, men da de truede med at gå efter ansøgerens familie, skrev ansøgeren til sidst under på, at han ville deltage i krigen. Samme nat blev ansøgeren løsladt og kørt hjem. Ansøgerens farbroder kørte med det samme ansøgeren hen til vennen [V] i Ingusjetien. Her opholdt ansøgeren sig, indtil han udrejste [i efteråret] 2014. Farbroderens bopæl er efterfølgende blevet opsøgt af myndighedspersoner, og ansøgeren har under sit ophold i Danmark fået oplyst, at hans søster er død af hjerteproblemer, men ansøgeren formoder, at søsterens død har forbindelse til ansøgerens konflikter, idet hun kort tid forinden sin død havde været tilbageholdt og afhørt af myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgerens forklaring om asylmotivet i det væsentlige kan lægges til grund. Der henvises til, at ansøgeren på en overbevisende måde har forklaret troværdigt om, at han er blevet tilbageholdt af myndighederne og under tilbageholdelsen er blevet truet til at underskrive en erklæring om, at han vil rejse til Ukraine som russisk soldat. Ansøgeren er herefter flygtet fra Tjetjenien for at undgå at blive sendt til Ukraine, og myndighederne har efterfølgende flere gange opsøgt ansøgerens og hans families bopæl for at få fat i ansøgeren. Myndighederne har foretaget ransagning på bopælen og taget ansøgerens papirer med sig. Flertallet finder i øvrigt ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage sikkert ophold i et andet område i Rusland, idet det kan formodes, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i myndighedernes søgelys og blive udsat for overgreb på grund af sin vægring fra deltagelse som russisk soldat i Ukraine. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse fra myndighederne omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” rusl/2016/5/chk
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra […], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive udsat for vold af de tjetjenske myndigheder. Ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin familie fik en opholdstilladelse i Polen [i begyndelsen af] 2009. I [efteråret] 2013 flyttede ansøgerens ven […] ind hos ansøgeren og hans samlever. […] studerede islam meget dybt og var interesseret i krigen i Syrien. […] tog på et ukendt tidspunkt et billede af ansøgeren foran moskeen i Warszawa og lagde billedet på sin hjemmeside på den sociale side, […].[…] inviterede ansøgeren til at være medlem af hans gruppe på siden. [I foråret] 2014 ringede ansøgerens moder til ham og oplyste, at familien i Tjetjenien havde fået nogle problemer, og at han skulle komme hjem til dem. Ansøgeren rejste derfor i samme måned legalt til Tjetjenien via Ukraine. Da han ankom til Tjetjenien, blev han straks taget med til afhøring og afhørt af en imam og […]s onkel, der ønskede at få bekræftet, om det var korrekt, at han skulle til Syrien for at kæmpe. Efter at være blevet afhørt i to timer, fik ansøgeren lov til at gå, og han tog hjem til sin familie. Efter fem dage blev han hentet af myndighedspersoner og kørt til et ukendt sted, hvor han igen blev afhørt. Myndighederne vidste, at […] havde talt med nogen i internetgruppen om at tage til Syrien. Ansøgeren blev tilbageholdt i to uger, hvorefter han blev løsladt på betingelse af, at han ville fungere som stikker for myndighederne. Herefter tog han tilbage til Polen. I Polen modtog ansøgeren [på tre datoer i foråret 2014] telefoniske trusler fra personer, han formoder, var tjetjenske agenter, der opererer i Polen. Ansøgeren formoder, at myndighederne leder efter ham, fordi han lovede at blive i landet og samarbejde med dem, og fordi imamen ville have haft ansøgeren til at komme med en udtalelse i moskeen. [I foråret] 2014 blev ruden på ansøgerens bil smadret, og han formoder, at det var de tjetjenske myndigheder, der stod bag. Ansøgeren anmeldte truslerne til det polske politi, og han fik [i foråret] 2014 at vide, at han skulle melde sig til de polske udlændingemyndigheder. Udlændingemyndighederne oplyste, at de kunne sende ansøgeren tilbage til Rusland, fordi han var rejst tilbage til Tjetjenien uden deres tilladelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen i det hele forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det forekommer således ikke troværdigt, at ansøgeren i [foråret] 2014 rejste fra Polen til Tjetjenien på baggrund af moderens anmodning og begrundet i, at familien havde problemer, også henset til at han på det tidspunkt, efter sin forklaring, var klar over, at […] skulle have propaganderet for islam og krigen i Syrien på en russisk hjemmeside, hvor ansøgeren havde accepteret en invitation fra […] om at være medlem af sin gruppe. Tilsvarende gælder ansøgerens forklaring om rejsen og afhøringerne og tilbageholdelsen i Tjetjenien. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren skulle havde sendt sit russiske udenrigspas, som han angiveligt ind- og udrejste på, fra Sverige til Østrig til sin onkel, hvorfra denne sendte det til ham i Danmark – hvor han tog billeder af stemplerne med sin telefon – for derefter at returnere passet til onklen i Østrig, hvor det nu er destruereret, ligesom han har forklaret divergerende, om hvad der skete med billederne på telefonen. Til partshøringen den [i sommeren] 2015 har han forklaret, at han havde slettet billederne på sin telefon, hvorimod han til sin advokat og under nævnsmødet har forklaret, at telefonen og dermed billederne blev ødelagt under en vandkamp. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at de tjetjenske myndigheder skulle have taget ansøgerens indenrigspas, men ikke udenrigspas, som angiveligt lå sammen, hvis de ikke ønskede, at han skulle udrejse, og at myndighederne skulle have stemplet passet ved udrejsen og ladet ham udrejse legalt, hvis han havde en konflikt med dem. Nævnet kan følgelig heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i Polen i [foråret] 2014 modtog telefoniske trusler, som han formoder var fra tjetjenske agenter i anledning af, at han var udrejst af Tjetjenien, henset til at nævnet som anført, ikke finder det sandsynliggjort, at ansøgeren har været i Tjetjenien i 2014. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2016/44/AKM
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk Balanta/Gasanga og kristen katolik fra Rusland. Den kvindelige ansøger er etnisk armenier og kristen fra Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne og kriminelle grupper, fordi han i Rusland har oplevet racistisk motiverede overfald. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles konflikt og til racistisk motiveret chikane mod hendes familie. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger har opleveret fysiske overfald siden 1996, hvor han startede med at studere i Moskva. Han havde forinden oplevet racisme dagligt fra tilfældige personer, og det forekom så ofte, den mandlige ansøger ikke tog sig af det. Den mandlige ansøger oplevede fysiske overfald, når han spillede basket eller fodbold, når han handlede i butikker, befandt sig i metroen i busser eller på vej til teatret, Overfaldene blev begået af en gruppe, der råbte nationalistiske udsagn. De slog den mandlige ansøger med metalrør og knipler. I perioden fra 1996-2004 oplevede den mandlige ansøger således mere end 50 voldepisoder svarende til cirka seks om året. I perioden fra 2011-2014 oplevede den mandlige ansøger nedgang i episoderne med cirka tre fysiske overfald i alt. Efter den mandlige ansøgers oplevelser med disse grupperinger, blev han opmærksom på at holde sig fra områder, hvor neo-nazister holdt til ved eksempelvis fodboldkampe, og han lærte at være forsigtig og undgå grupper af unge på gaden. Fra 2014 og frem til ansøgernes udrejse oplevede den mandlige ansøger, at racediskriminationen blev værre som følge af Ruslands konflikt med Ukraine. Befolkningen blev mere aggressive, og de venner, som tidligere hjalp ham, ville ikke længere tale med ham eller følges med ham. Den mandlige ansøger kunne heller ikke få arbejde som kok eller blive hyret på sit arbejde som festarrangør. Den mandlige ansøger oplevede to en række fysiske overgreb i perioden fra 2014 og frem mod familiens udrejse. Det ene overfald fandt sted i [vinteren] 2015. Han kørte i bil sammen med sine svigerforældre, da to ukendte personer overhalede ham, kørte ind foran ham og tvang ham til at standse sin bil. De to personer udsatte den mandlige ansøger og hans svigerfar for vold, og den mandlige ansøger formoder, at svigerfarens kræft i lymfeknuderne forværredes ved episoden. Den ene person råbte [A] efter den anden person, da de gik fra stedet. Svigerfaren døde nogle måneder efter episode. Da den mandlige ansøger senere henvendte sig på politistationen for at anmelde episoden, så han, at [A] stod og røg. Han så også, at [A] stod og talte med en anden person på politistationen, da den mandlige ansøger havde indgivet sin anmeldelse. [I sommeren] 2015 var den mandlige ansøger på vej hjem fra apoteket omkring kl. 18.00, da han blev overfaldet af fire mænd, hvoraf han genkendte den ene som [A]. En ukendt person forsøgte at tvinge den mandlige ansøger til at spise en banan, og den mandlige ansøger kunne se, at en af de andre personer havde en kniv. Den mandlige ansøger flygtede fra dem ved at skubbe en af personerne og løbe væk. Der var tæt trafik, så de kunne ikke umiddelbart følge efter ham. Den mandlige ansøger flygtede hjem til sin ven [B], hvor han blev i fire-fem dage, før han udrejste af Rusland i [sommeren] 2015. Omkring to timer efter overfaldet opsøgte tre politibetjente og [A] ansøgernes bopæl. De anklagede den mandlige ansøger for at have overfaldet en politibetjent. De ransagede ansøgernes bopæl og blev i halvanden time. Den kvindelige ansøgers mor genkendte [A] fra det tidligere overfald. Den kvindelige ansøger, hendes mor og ansøgernes børn tog senere samme aften hen til en bekendts, ved navn [C], sommerhus. Efter tre dage opsøgte politiet sommerhuset. De gav den kvindelige ansøger tre dage til at komme med oplysninger om den mandlige ansøger. Den efterfølgende dag udrejste ansøgerne af Rusland. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at den mandlige ansøger, siden han begyndte sine universitetsstudier i Moskva i 1996, har været udsat for talrige større og mindre, racistisk motiverede verbale og voldelige overgreb. Overgrebene har i en række tilfælde resulteret i hospitalsindlæggelse. Den mandlige ansøger har i nogle tilfælde anmeldt forholdene til politiet, der i to tilfælde har indkaldt den mandlige ansøger med henblik på identifikation af de formodede gerningsmænd, men politiets efterforskning har i intet tilfælde ført til en domfældelse af nogen gerningsmænd. I andre tilfælde er den mandlige ansøger af politiet blevet opfordret til at frafalde anmeldelsen eller er direkte blevet afvist. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at den mandlige ansøger i [vinteren] 2015, da han var på vej hjem i bil sammen med sine svigerforældre, blev standset af en bil med flere personer, og at han og svigerfaren blev udsat for racistisk betinget vold, som førte til, at ansøgers svigerfar blev indlagt på hospitalet. Den mandlige ansøger blev ved denne lejlighed opmærksom på, at en person ved navn [A] deltog i voldsudøvelsen. [A] sagde ved den lejlighed, at han nok skulle få fat i ansøgeren på et tidspunkt. Den mandlige ansøger havde set [A] i sin boligblok, idet [A] var ven med en politibetjent, som boede i boligblokken. Da den mandlige ansøger indgav skriftlig anmeldelse om forholdet til politiet, opholdt [A] sig på politistationen og talte hånligt til ansøgeren. Da politiet blev klar over, at ansøgeren ville anmelde [A], rev politiet anmeldelsen i stykker. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt til grund, at den mandlige ansøger [i sommeren] 2015 tæt ved sit hjem blev udsat for et racistisk motiveret overfald, hvor [A] deltog og var den drivende kraft. Ansøgeren nåede at flygte og tog ophold hos en ven, men et par timer efter overfaldet opsøgte politiet ansøgernes hjem. [A] var også til stede. Den kvindelige ansøger blev gjort bekendt med, at den mandlige ansøger skulle have udøvet vold mod en politibetjent. Hjemmet blev herefter ransaget og familiens papirer beslaglagt. Den kvindelige ansøger fik at vide, at den mandlige ansøger skulle melde sig til politiet senest næste dag klokken ni. Ellers ville han blive efterlyst. Flygtningenævnets flertal lægger herefter til grund, at den mandlige ansøger over en periode fra 1996 til 2015 har været udsat for et stort antal racistisk motiverede overgreb, og at disse er kulmineret i 2015 med to alvorlige overgreb. Flygtningenævnets flertal har i den forbindelse lagt til grund, at ansøgeren trods henvendelse til politiet ikke har kunnet opnå den fornødne beskyttelse mod overgrebene. Samtidig har Flygtningenævnets flertal lagt til grund, at overgrebene i 2015 er sket med deltagelse af en navngiven person, [A], som har et ukendt tilhørsforhold til politiet, idet han blandt andet deltog i ransagningen af ansøgernes hjem. Flygtningenævnets flertal finder, efter en samlet vurdering af den mandlige ansøgers forhold, herunder den lange tidsperiode, hvor de racistiske overgreb har fundet sted, og da personen [A], hvis tilhørsforhold til politiet er uafklaret, har deltaget i de seneste overgreb samt i ransagningen af ansøgernes hjem, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til hjemlandet risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den mandlige ansøger opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Som konsekvens meddeles den kvindelige ansøger og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Rusl/2016/43/snd
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra […] i Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter, at de tjetjenske myndigheder vil tage hendes ægtefælle og slå ham og deres barn ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at uniformerede myndighedspersoner [i efteråret] 2014 henvendte sig på bopælen. Personerne ransagede bopælen og konfiskerede nogle af familiens personlige dokumenter. Ansøgerens ægtefælle var ikke kommet hjem den dag, og han var derfor ikke til stede, da ransagningen fandt sted. [I efteråret] 2014 vendte ansøgerens ægtefælle hjem igen. Ansøgeren havde været nervøs for, hvad der var sket med hendes ægtefælle, men da hun spurgte ham, hvad der var sket, sagde ansøgeren, at det var bedst, at hun ikke vidste noget. [I efteråret] 2014 udrejste ansøgeren sammen med sin ægtefælle. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens og hendes ægtefælles forklaringer til grund. Det bemærkes herved, at Flygtningenævnet ikke finder, at der er væsentlige eller egentlige divergenser i forklaringerne. Flygtningenævnets flertal har vurderet oplysningerne således, at ansøgerens ægtefælle ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7. Da ansøgeren ikke har et selvstændigt asylmotiv, opfylder ansøgeren således heller ikke betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2016/42/JOL
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra Grozny i Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter, at de tjetjenske myndigheder vil tage ansøgeren, og at han herefter vil forsvinde. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han ofte arbejdede sammen med sin fætter, […], i byggebranchen i Grozny. Her fik fætteren mellem fem og seks gange på en måned besøg af en ukendt mand, som han hver gang havde en samtale med. I [efteråret] 2014 forsvandt fætteren. [I efteråret] 2014 – to uger efter fætterens forsvinden – blev ansøgeren stoppet på vej hjem fra moskéen af de tjetjenske myndigheder. De gav ansøgeren bind for øjnene og kørte ham til en kælder, hvor han blev tilbageholdt i to nætter og afhørt om sin fætter. Han fik to slag med en geværkolbe under tilbageholdelsen. Ansøgeren fik at vide, at han kun ville blive løsladt, hvis han skrev under på, at han frivilligt ville tage til Ukraine og kæmpe, og at han ville afgive oplysninger om [sin fætter], hvis han blev kontaktet af denne. Ansøgeren underskrev herefter dokumentet og blev løsladt [i efteråret] 2014. Da han kom hjem, havde myndighederne været og ransaget deres bopæl. Ansøgerne udrejste [i efteråret] 2014 sammen med sin ægtefælle. Efter ansøgernes udrejse har myndighederne henvendt sig på den mandlige ansøgers forældres bopæl og spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens og hans ægtefælles forklaringer til grund. Det bemærkes herved, at Flygtningenævnet ikke finder, at der er væsentlige eller egentlige divergenser i forklaringerne. Flygtningenævnets flertal vurderer ansøgerens forklaring således, at han efter at være blevet udspurgt under tilbageholdelsen om [fætteren]s forhold er blevet søgt presset til at forklare yderligere herom ved hjælp af trusler om tvangshvervning og forfølgelse af ham og familien, men at myndighederne har troet på ansøgerens forklaring om, at han ikke vidste yderligere, og at han som følge heraf er blevet løsladt. Ved denne vurdering har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at ansøgeren ikke blev udsat for alvorlige overgreb under tilbageholdelsen, og at myndighederne ikke fandt belastende materiale under ransagningen, samt at der ikke er grundlag for at fastslå, at myndighederne efter ansøgeren og hans ægtefælles udrejse har forsøgt at realisere de trusler, der blev fremsat under tilbageholdelsen. Det kan ikke udledes af ansøgerens forklaring, at han mistænkes for selv at være tilknyttet eller have ydet bistand til oprørerne. Hvad angår risikoen for tvangshvervning bemærker flertallet, at ansøgeren har oplyst, at han ikke har aftjent militærtjeneste, og at han således ikke umiddelbart er egnet til at blive sat ind under kamphandlinger. Efter en samlet vurdering finder flertallet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2016/41/JOL
Nævnet omgjorde i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og medfølgende børn fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk tjetjenere og muslimer fra Urus-Martan, Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet myndighederne har mistænkt den mandlige ansøger for at hjælpe oprørerne i Tjetjenien. Til støtte herfor har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøger i 1999 under den væbnede konflikt i Tjetjenien deltog i kampe mod de russiske styrker på oprørernes side. I sommeren 2000 blev den mandlige ansøger tilbageholdt af de russiske myndigheder og løsladt samme dag efter at have boet i bjergene i seks måneder med oprørerne. Han rejste herefter til Volgograd, hvor han boede indtil 2005 uden problemer. I 2005 rejste han tilbage til Tjetjenien. På et ukendt tidspunkt var den mandlige ansøger på cafe med en af de oprørere, som han kendte fra 2000, der var eftersøgt af myndighederne. Det fik den mandlige ansøger at vide fra en af den mandlige ansøgers morbrors venner, der var leder i Urus-Martan. Morbrorens ven opfordrede den mandlige ansøger til ikke at have kontakt med den person, som ansøgeren var på cafe med. I perioden 2005-2011 leverede ansøgeren mad til oprørerne efter opfordring fra sin fætter, [A], der også var oprører. Ansøgeren købte i 2010 nogle tomme lokaler, som han ville udleje til små butikker. Han blev i sommeren 2011 kontaktet af nogle myndighedspersoner, som ville have bestikkelse for den mandlige ansøgers brug af lokalerne. Da den mandlige ansøger mente, at hans papirer var i orden, ville han ikke betale myndighedspersonerne. De pågældende tilegnede sig den mandlige ansøgers lokaler i vinteren 2011. En uge herefter blev han indkaldt til møde hos myndighederne. Til mødet deltog personer fra den russiske sikkerhedstjeneste FSB. Under mødet blev han afhørt om sine aktiviteter for oprørerne og udsat for tortur. Der blev afspillet aflytninger af hans telefonsamtaler. Han blev pålagt at forsætte med at levere madvarer og medicin til oprørerne og holde myndigheder informeret om sine aktiviteter. Myndighederne ville bestemme, hvilke madprodukter han skulle give til oprørerne. Han frygtede, at myndighederne ville forgifte maden. Han blev løsladt efter, at han havde skrevet under på et papir. Han ved ikke, hvad der stod på papiret, men efter torturen var han villig til at skrive under på hvad som helst. Han ønskede ikke at gøre som myndighederne havde forlangt, og to dage efter rejste han til Moskva, hvor han opholdt sig indtil [sommeren] 2012. Han smed sin telefon væk, da han ikke ønskede at blive kontaktet af myndighederne. Han kontaktede sin ven, [B], via en ny mobiltelefon. Under Ramadanen vendte han tilbage til Tjetjenien for at besøge sine forældre, men inden Eid-festen rejste han igen til Moskva, fordi han var blevet advaret om en forestående anholdelse af ham. [I efteråret] 2012 blev han uretmæssigt anholdt af politiet i Moskva og dømt for at have udøvet vold mod en politibetjent. Han var fængslet i seks måneder i Moskva og et år i Tjetjenien. Under fængselsopholdet blev han udsat for tortur. Han blev løsladt [i foråret] 2014 og fik at vide, at han skulle møde ind hos politiet ved anmodning herom. De sagde, at han fik en uge, før de ville kontakte ham. En uge efter fik den mandlige ansøgers far en tilsigelse om, at den mandlige ansøger skulle melde sig hos politiet, hvilket han undlod. Han overnattede en til to gange hver måned hos sine forældre. En morgen i [sommeren] 2014 blev han opsøgt af myndighederne på sin forældres bopæl. Han nåede at flygte til trods for, at de skød efter ham. Hans barndomsven, [C], der boede lige i nærheden, kørte ham til Ingusjetien, hvor han opholdt sig i to uger, indtil den kvindelige ansøger sluttede sig til ham, og sammen udrejste de af Rusland. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund, herunder om at han har deltaget i den anden tjetjenske krig i 1999, og at han i perioden 2005-2011 har ydet hjælp til de tjetjenske oprørere efter anmodning fra sin fætter, [A], der selv var oprører. Flygtningenævnet finder herefter ikke at kunne afvise, at den mandlige ansøger er blevet tilbageholdt af de tjetjenske og russiske myndigheder og underkastet tortur og anden nedværdigende behandling. Den mandlige ansøger må herefter anses for fortsat at være i disse myndigheders søgelys. Flygtningenævnet finder på baggrund heraf, at den mandlige ansøgers har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøger kan henvises til at tage ophold et andet sted i Rusland som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger fortsat må antages at være profileret i forhold til både de tjetjenske og de russiske myndigheder som følge af sin aktive bistand til de tjetjenske oprørere så sent som i perioden 2005-2011. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøgers nu afdøde fætter, [A], var en kendt tjetjensk oprører. Flygtningenævnet meddeler derfor den mandlige ansøger opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Som konsekvens meddeles den kvindelige ansøger og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” rusl/2016/40/DTO
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tjetjenien, Rusland. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim fra […], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland, herunder Tjetjenien, frygter at blive slået ihjel eller tilbageholdt af myndighederne, idet de ønsker at pågribe ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle udrejste af Tjetjenien i [foråret] 2012 efter, at han havde været tilbageholdt af myndighederne. Efter ægtefællens udrejse boede ansøgeren hos sine svigerforældre i cirka seks måneder. I denne periode blev svigerforældrene flere gange opsøgt af myndighedspersoner, der spurgte efter ansøgerens ægtefælle. Som følge heraf rejste ansøgeren til Tyrkiet, hvor hun opholdt sig i cirka halvandet år. I foråret 2014 rejste ansøgeren tilbage til Tjetjenien, fordi hun ønskede at få udstedt indenrigs- og udenrigspas. Ansøgeren boede hos sine svigerforældre, og de blev i denne periode opsøgt to-tre gange af myndighedspersoner, der spurgte efter ansøgerens ægtefælle. Som følge heraf udrejste ansøgeren af Tjetjenien i [sommeren] 2014. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, og det er herefter spørgsmålet, om ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse, herunder især i form af samme asylretlige status som hendes ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en konkret vurdering af ansøgerens forklaring ikke, at der er baggrund for at meddele ansøgeren asyl i form af en konsekvensstatus. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren og hendes ægtefælle ikke er udrejst samtidig fra hjemlandet, og at ansøgeren har opholdt sig cirka seks måneder hos sin svigerfamilie, efter at hendes mand udrejste i 2012. Myndighederne har i denne periode været bekendt med hendes opholdssted. Hun har efter cirka halvandet års ophold i Tyrkiet på ny opholdt sig hos sin svigerfamilie i cirka tre måneder, forinden hun udrejste fra Tjetjenien. I denne periode har myndighederne også været bekendt med opholdsstedet. Under dette ophold har hun henvendt sig til myndighederne for at få udstedt et pas uden at blive anholdt eller tilbageholdt. Flertallet lægger endvidere vægt på, at myndighedernes henvendelser hos svigerfamilien har været begrundet i ønsket om at finde ansøgerens ægtefælle, og at ansøgeren ikke er blevet udsat for vold, overgreb eller lignende i den forbindelse, idet ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun ved disse lejligheder er blevet talt til på en grim måde. Det tillægges i øvrigt betydning, at ansøgeren er udrejst uden at tage sit og ægtefællens barn med sig. Flertallet finder sammenfattende, at ansøgeren ikke reelt er omfattet af asylbegrundende risiko omfattet af udlændingelovens § 7, og der findes heller ikke grundlag for at meddele ansøgeren konsekvensstatus i forhold til den opholdstilladelse, der efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er meddelt ansøgerens ægtefælle. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/4/chk
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim af trosretning fra [A], Hacher, Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter de tjetjenske myndigheder, idet de mistænker ham for at samarbejde med oprørerne. Ansøgeren frygter endvidere oprørerne, fordi de tror, at han har sladret til myndighederne om oprørerne. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han to gange har indkøbt og afleveret mad til sin ven [B], der havde tilsluttet sig oprørerne. Ansøgeren passede familiens dyr, der græssede i bjergene. Her blev han opsøgt af [B]. Han havde ikke set [B] siden de begge var store drenge. [B] var sammen med seks-syv mænd, og [B] bad ansøgeren om at købe mad til dem og bringe det med tilbage til bjergene. Ansøgeren kunne på grund af venskabet med [B] ikke undslå sig, og han foretog indkøbet. Ansøgeren sagde, da han afleverede maden til [B], at det ikke kunne gentage sig. Alligevel kom [B] igen efter ca. 14 dage og bad ansøgeren købe mad. Ansøgeren accepterede og foretog et nyt indkøb. Ansøgeren antager, at butikspersonalet har angivet ham til myndighederne, og at det er grunden til, at ansøgeren et par uger senere blev pågrebet af myndighederne, afhørt og udsat for tortur. Ansøgerens farbror sørgede for, at ansøgeren efter fire dage blev løsladt mod bestikkelse. Ansøgeren blev indlagt på et hospital og behandlet for de skader, som han var blevet påført under forhørene. Ansøgeren var indlagt i 14 dage. Han opholdt sig herefter på bopælen i godt en måned. Farbroderen rådede ham til at flygte. Ansøgeren efterlod sin kone og børn, og efter ansøgerens udrejse har myndighederne flere gange spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen har fremstået utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved navnligt lagt vægt på, at de begivenheder, der danner grundlaget for ansøgerens asylmotiv, alle har fundet sted inden for en kortere periode umiddelbart forud, at ansøgeren i februar 2015 udrejste af Tjetjenien. Desuagtet har ansøgeren ikke kunnet tidsfæste enkeltbegivenhederne, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende omkring den periode, ansøgeren opholdt sig på bopælen efter at være udskrevet fra hospitalet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om andre væsentlige forhold, herunder har ansøgeren til Udlændingestyrelsen forklaret, at farbroren bragte ham til hospitalet i en taxa, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at farbroren tilkaldte en ambulance, der hentede ansøgeren på det sted, hvor han var blevet afhørt og udsat for overgreb. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvem der afhørte ham over de fire dage, idet ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at afhøreren blev skiftet hver dag. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det var den samme person, der afhørte ham alle fire dage. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han efter anholdelsen blev smidt ind i bilens bagagerum. Under asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han blev placeret på et sæde, og at han sad mellem to personer, som han forsøgte at tale med. Overfor nævnet har ansøgeren forklaret, at han sad inde i kabinen, men på gulvet. Nævnet finder endvidere, at det er udbyg-gende, når ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at forhørslederen i forbindelse med løsladelsen sagde til ansøgeren, at de ville hente ham igen. Da Flygtningenævnet i det hele har forkastet ansøgerens forklaring som utroværdig og konstrueret til lejligheden, finder nævnet ikke grundlag for at imødekomme en begæring om at udsætte sagen på foretagelse af torturundersøgelse, idet resultatet heraf vurderes at være uden relevans for afgørelsen. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2016/39/LAJ
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Ingusjetien, Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet] udtalte: ”At ansøgeren er etnisk ingusjetier og sunni-muslim af trosretning. Hun er født i Groznyj, hvor hun boede indtil 2000, men har boet det meste af sit liv i Ingusjetien, først i […]og siden i […]. Ved en tilbagevenden til Rusland frygter ansøgeren at blive dræbt af efterretningstjenesten, FSB, fordi hun ikke har efterkommet en ordre om at samarbejde med efterretningstjenesten. Ansøgeren har til sagen forklaret, at hun [i efteråret]2012 blev opsøgt og taget med af personer fra FSB, da hun stod ved et busstoppested i[…]. Hun blev ført til et rum, hvor hun blev spurgt ind til sit forhold til [B], der er søn af hendes mormors søster. Hun blev tilbageholdt i to-tre timer og udsat for fysiske overgreb. Hun blev løsladt efter at have indvilliget i at samarbejde med FSB. I [slutningen af]2012 udrejste ansøgeren til [et vesteuropæisk land], hvor hun søgte asyl. [I slutningen af 2014] rejste ansøgeren tilbage til Rusland, efter at hun havde fået afslag på asyl i[det vesteuropæiske land]. Efter sin tilbagevenden blev hun afhørt i nogle timer i lufthavnen i Moskva, hvorefter hun tog ophold hos sin farbror i Moskva. [I begyndelsen af] 2015 vendte hun tilbage til Ingusjetien. [Dagen efter] opsøgte distriktspolitibetjenten ansøgerens mormors søster, [M], og spurgte til ansøgerens ophold i{det vesteuropæiske land]. [Den følgende dag] blev ansøgeren opsøgt af personer fra FSB, mens hun var på vej til hospitalet. Hun blev taget med til afhøring og blev udspurgt om sin ægtefælle, som FSB beskyldte for at have deltaget i krigen i Tjetjenien, og om sine onkler [B] og[I], der begge var eftersøgt for terrorisme. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren slået og truet med voldtægt. Hun underskrev fem-seks dokumenter, hvoraf det fremgik, at hun var medlem af den samme islamiske gruppe, som onklerne var anklaget for at have været medlem af, ligesom det fremgik at hun havde støttet gruppen ved at skaffe mad og medicin. Endelig skrev hun under på, at hun var blevet instrueret i brug af selvmordsbælter. Efter cirka 6 timers forhør blev ansøgeren løsladt. [Den følgende dag] blev ansøgeren kørt til Moskva, hvor hun opholdt sig hos sin farbror indtil sin udrejse af Rusland [i foråret] 2015. [I begyndelsen af] 2015 aborterede ansøgeren som følge af de slag, som hun havde modtaget under tilbageholdelsen. Under hendes ophold i Moskva opsøgte og ransagede FSB mormorens søsters bopæl tre gange. I forbindelse med den seneste henvendelse konfiskerede FSB mormorenes søsters og ansøgerens svigerindes computere. I sommeren og efteråret 2015 blev der afleveret indkaldelser på mormorens søsters bopæl. Det fremgik heraf, at ansøgeren skulle møde op til afhøring som mistænkt. I [begyndelsen af] 2016 opsøgte den lokale politibetjent ansøgerens farbror i Moskva og spurgte efter ansøgeren. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgerens forklaring om hendes konflikt med myndighederne i Rusland til grund. Flertallet har ved vurderingen af ansøgerens troværdighed lagt vægt på, at hun fremstod troværdig over for nævnet, og at hun gennem hele forløbet både i [det vesteuropæiske land] og Danmark har afgivet en i det væsentligste konsistent forklaring om forløbet. Flertallet finder, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet er blevet yderligere bestyrket af den dokumentation, som hun har fremlagt, ligesom hendes forklaring afgivet i [det vesteuropæiske land]er blevet styrket af de efterfølgende omstændigheder, som hun har forklaret om i Danmark. Flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har en konflikt med de centrale russiske myndigheder (FSB) både i Ingusjetien og i Moskva. Flertallet finder, at ansøgeren på grund af karakteren af konflikten, der er med FSB, ikke kan henvises til at tage ophold i andre dele af Rusland. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren]opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Rusl/2016/38/MNR
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk tjetjenere og sunni-muslimer af trosretning fra Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af de tjetjenske myndigheder, fordi han har overtrådt deres aftale og flygtet til udlandet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i en periode på 18 dage i sommeren 2015] var tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb af myndighederne, fordi hans lillebror, [navn], i starten af [sommeren] 2015 havde tilsluttet sig en ukendt oprørsgruppe. Ansøgeren blev herefter løsladt på betingelse af, at han tilsluttede sig oprørsgruppen og videregav oplysninger om denne til myndighederne. Ansøgeren fik i denne forbindelse udleveret en sort mobiltelefon, som myndighederne ville kontakte ham på med oplysninger om oprørsgruppens tilholdssted. Myndighederne truede herpå med at slå ansøgeren ihjel, såfremt han prøvede at snyde dem eller flygtede. Da ansøgeren kom hjem, fik han at vide, at myndighederne havde ransaget hans bopæl [på bestemt dato i sommeren 2015] og havde taget alle hans families dokumenter, mens han var tilbageholdt. Da ansøgeren blev løsladt [efter udløbet af perioden på 18 dage i sommeren 2015] tog han hen til sine svigerforældre, som fik ham ovetalt til at tage på hospitalet, hvor han opholdt sig indtil den [bestemt dato i sommeren 2015], hvor han udrejste sammen med sin ægtefælle og deres tre børn. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans svigerforældre på et ukendt tidspunkt efter hans udrejse er blevet opsøgt af myndighederne, som har spurgt efter ansøgeren. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv og har i den forbindelse oplyst, at hun frygter, at hende og hendes ægtefælle ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil blive slået ihjel af myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle blev tilbageholdt i [en periode på 18 dage i sommeren 2015], fordi hans lillebror, [navn], havde tilknytning til oprørene. Samme dag, som ansøgerens ægtefælle blev tilbageholdt, blev deres bopæl opsøgt af myndighedspersoner, som ransagede hjemmet og konfiskerede deres personlige dokumenter. [Efter udløbet af perioden på 18 dage i sommeren 2015] vendte ansøgerens ægtefælle hjem igen. Han opholdt sig herefter på hospitalet indtil den [bestemt dato i sommeren 2015], hvor de begge udrejste. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes forældre på et ukendt tidspunkt efter hendes udrejse er blevet opsøgt af myndighederne, som har spurgt efter dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge forklaringerne om asylmotivet til grund, idet dette fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet bemærker, at det ikke forekommer troværdigt og overbevisende, at den mandlige ansøgers lillebror skulle have tilsluttet sig en oprørsgruppe, fordi de tjetjenske myndigheder skulle have lagt et pres – som i øvrigt ikke er nærmere defineret – på lillebroren for at give dem underretning om radikaliserede kunder i lillebrorens butik. Det forekommer desuden usandsynligt, at ansøgeren, havde et meget nært forhold til lillebroren, der boede i ansøgerens hjem sammen med dennes familie, ikke trods sin viden om lillebrorens problemer i [foråret 2015] har spurgt ind til disse og ikke har noget nærmere kendskab til lillebrorens bevæggrunde for pludseligt at sælge sin forretning og tilslutte sig en ukendt oprørsbevægelse i løbet af få uger i forsommeren 2015. Det er derudover selvmodsigende, at ansøgeren som følge af anmeldelsen om lillebrorens forsvinden skulle være blevet tilbageholdt i en længere periode og udsat for fysiske overgreb af de tjetjenske myndigheder for at fremtvinge oplysninger om broren og dermed oprørsgruppens opholdssted, når de samme myndigheder ved løsladelsen af ansøgeren angiveligt gav ham en telefon, som de ville bruge til at give ham instrukser om, hvordan han selv skulle opsøge den pågældende oprørsgruppe. Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at der efter ansøgerens løsladelse tilsyneladende alene kom et opkald på telefonen, og at de personer, som skulle have udleveret den og truet ansøgeren på livet, hvis han ikke samarbejdede, uden videre accepterede ansøgerens besked om, at han var indlagt på hospitalet og meddelte, at han kunne melde sig igen, når han havde modtaget den nødvendige behandling. Ansøgerne er således hverken blevet opsøgt på deres egen adresse eller på den kvindelige ansøgers forældres adresse frem til udrejsen ifølge den kvindelige ansøgers forklaring. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke skulle have fået andre skader end blå mærker af den omfattende tortur, som han angiveligt skulle have været udsat for i tre dage i træk. Hertil kommer, at den mandlige ansøger efter Udlændingestyrelsens afgørelse har forklaret uddybende og divergerende. Han har således oplyst forskellige tidspunkter for, hvornår han første gang ringede til sin bror efter dennes forsvinden og efterfølgende opsøgte sin brors butik. Han har endvidere oplyst, at de sortklædte mænd, som kørte ham til det sted, hvor han blev tilbageholdt, var maskerede, mens han tidligere under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret 2015] angav, at de ikke var maskerede. Han har endvidere forklaret, at han måtte underskrive et papir, før han blev løsladt fra torturen, og at han også blev slået den dag, hvor han blev tvunget til at samarbejde med de personer, der udsatte ham for tortur. Endvidere har den kvindelige ansøger for nævnet uddybende forklaret, at hun efter ransagningen gik med sin far til politiet for at efterlyse sin mand. På denne baggrund sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om de tjetjenske oprørere og myndighedernes ageren i forhold hertil, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra januar 2015 om ”Security and human rights in Checnya and the situation of Chechens in the Russian Federation – residence registration, racism and false accusations”, har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at de risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det bemærkes herved, at den kvindelige ansøger som asylmotiv har henvist til den mandlige asylansøgers asylmotiv. Betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er herefter ikke opfyldt, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2016/38/DH
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fem børn fra Rusland. Indrejst i 2014. I efteråret 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afgørelsen blev indbragt for Flygtningenævnet. Omkring to måneder senere blev Flygtningenævnet oplyst om, at ansøgerens ægtefælle var indrejst i Danmark. Ultimo 2015 besluttede Flygtningenævnet efter omstændighederne at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling og sagsoplysning i første instans med henblik på, at sagen søgtes sambehandlet med ægtefællens asylsag, idet ansøgeren i sit asylmotiv havde henvist til sin ægtefælles forhold. Primo 2016 deltog ansøgerens ægtefælle i en oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen, hvorefter han udeblev fra sin asylsamtale i foråret 2016. Herefter blev ægtefællen meldt udeblevet fra sit asylcenter. I foråret 2016 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ingusjeter og muslim fra Nazran, Ingusjetien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af myndighederne, eller at myndighederne vil fabrikere en sag mod hende. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle i begyndelsen [i sommeren] 2014 blev anholdt af myndighederne og tilbageholdt i et døgn, da myndighederne mistænkte ham for at have transporteret terrorister i sin taxa. Ægtefællen blev på ny tilbageholdt [en måned senere]. Da ægtefællen den tredje gang blev anholdt og tilbageholdt, kom han ikke hjem, og ansøgeren havde ikke kontakt til ægtefællen, før han [i efteråret] 2015 indrejste i Danmark. Ansøgeren har videre oplyst, at hun en morgen i [sommeren] 2014 blev anholdt af myndighederne. Hun var tilbageholdt i et døgn, hvorunder hun blev stillet spørgsmål om sin ægtefælle. Under tilbageholdelsen fik hun indsprøjtet bedøvelse og blev herefter udsat for fysiske overgreb. Den følgende morgen blev ansøgeren kørt hjem af de personer, som havde tilbageholdt hende. I denne forbindelse blev hun truet med, at de ville komme tilbage og tilbageholde og begå overgreb mod hende på ny. [Omkring en måned senere] blev ansøgeren opsøgt af en for hende ukendt person, som sagde, at han var sendt af ansøgerens ægtefælle for at hjælpe hende med at forlade landet. Den […] kom den pågældende person og hentede ansøgeren og børnene, hvorefter de udrejste af landet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om asylmotivet på centrale punker er divergerende, usammenhængende og usandsynlig, og nævnet kan derfor ikke lægge forklaringen til grund. Der henvises blandt andet til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [ultimo 2014] om sin tilbageholdelse har forklaret, at de maskerede mænd gav hende en sprøjte, så hun mistede bevidstheden. De sagde ikke til hende bagefter, at de havde voldtaget hende. Ansøgeren vidste, at hun var blevet voldtaget, fordi hun ikke havde noget tøj på, og fordi de havde sagt til hende, at de ville voldtage hende, indtil hun indrømmede. Ansøgeren har derimod under asylsamtalen [i efteråret 2015] forklaret, at hun formoder, at hun er blevet voldtaget under bedøvelsen, fordi hun ikke havde tøj på, da hun vågnede efter at have været bevidstløs. Hun var ikke blevet truet med, at hun ville blive voldtaget, inden hun blev bedøvet. Om bedøvelsen har ansøgeren i øvrigt under asylsamtalen forklaret, at hun fik en indsprøjtning i sin venstre arm, mens hun for nævnet har forklaret, at indsprøjtningen blev givet i den højre arm. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om omstændighederne i forbindelse med anholdelsen. Hun har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun fik noget på hovedet, så hun ikke kunne se noget, efter hun var blevet sat i en bil. Under asylsamtalen har hun imidlertid forklaret, at de maskerede mænd gav hende en sæk over hovedet med det samme, da de kom ind i hjemmet, hvorefter de førte hende ud af huset, og hun blev sat i en bil. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgerens ægtefælle under en oplysnings- og motivsamtale [primo 2016] har forklaret, at en ven efter ægtefællens løsladelse i [sommeren] 2014 tog kontakt til ansøgeren. Ansøgeren har derimod forklaret, at hendes ægtefælles ven kom kort tid før hendes udrejse [i efteråret] 2014. Nævnet anser det i øvrigt for usandsynligt, at ansøgerens ægtefælle, uanset at han måtte være blevet videooptaget af wahabister under sin kørsel i taxa med wahabisterne, skulle være blevet anholdt tre gange af myndighederne og udsat for overgreb og derpå løsladt igen. Det tillægges hertil betydning, at ægtefællen under sin egen asylsag er udeblevet fra en samtale med Udlændingestyrelsen, og at det efterfølgende ikke har været muligt at opnå kontakt med ham. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/37/mvln
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra […], Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin ægtefælle […], asylmotiv. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at efter hendes ægtefælles udrejse af hjemlandet på en ukendt dato i [efteråret] 2014 kom hendes svigermors bror på besøg hos ansøgeren og fortalte, at ansøgerens ægtefælle var udrejst, og at det var bedst for ansøgeren ikke at vide, hvor han var. Indtil […] død i [vinteren] 2015 hørte ansøgeren ikke noget fra myndighederne. To uger efter […] død blev ansøgeren kontaktet af FSB telefonisk, som tilsagde ansøgeren til et møde. Mødet fandt sted på en ukendt dato i [vinteren] 2015, hvor de spurgte ansøgeren, om hun havde kontakt til sin ægtefælle eller til […] kone eller børn, hvilket ansøgeren svarede nej til. De bad ansøgeren derefter tage kontakt til […] familie for at få bekræftet hans død og vende tilbage med oplysninger. Dette talte ansøgeren med sin herboende ægtefælle om telefonisk kort tid efter. På en ukendt dato tre-fire måneder senere blev ansøgeren igen kontaktet telefonisk af FSB og tilsagt til møde samme dag. Ansøgeren blev afhørt samme sted som sidste gang og af de samme to personer. De foreholdt ansøgeren under afhøringen, at hun havde været i kontakt med sin herboende ægtefælle og bad ansøgeren vende tilbage med oplysninger, hvis hun hørte noget, hvorpå ansøgeren fik lov at gå. På en ukendt dato i [efteråret] 2015 blev ansøgerens bopæl ransaget af myndighederne, som beskyldte hendes ægtefælle for at være terrorist og tilbageholdt ansøgeren et ukendt sted i tre dage, hvor hun blev afhørt to gange og udsat for overgreb. Ansøgeren blev tvunget til at underskrive papirer, som ansøgeren ikke vidste, hvad var, og ansøgeren fik senere oplyst, at det var hendes egen dødsdom. Ansøgeren blev løsladt ved, at hendes storebror købte hende fri, hvorpå ansøgeren tog ophold hos nogle af hendes brors venner i […], indtil hun udrejste af sit hjemland [vinteren] 2016. Ansøgerens forældre, hvor deres tre børn bor, er på en ukendt dato i [foråret] 2016 blevet opsøgt af myndighederne, som har spurgt til hvor ansøgeren og hendes ægtefælle er. Den mandlige ansøger har forklaret, at han på grund af [sit familiemedlems] politiske aktiviteter blev opsøgt og tilbageholdt af myndighederne, en gang i 2003, en gang i 2011, to gange i 2013 og en gang i 2014. Hver gang blev han løsladt uden betingelser. Formålet med tilbageholdelserne var at få den mandlige ansøger til at skabe kontakt til […], herunder at få […] til at stoppe med sine aktiviteter. Et flertal af Flygtningenævnet finder, at karakteren af tilbageholdelserne i 2013 og 2014 ikke er af en sådan intensitet, at de er omfattet af udlændingelovens § 7, ligesom formålet med alle tilbageholdelserne må anses for ophørt med […] død [vinteren] 2015. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om en central del af sit asylmotiv vedr. en tilbageholdelse i [vinteren] 2015. Ansøgeren har både til oplysnings- og motivsamtalen og under samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun ikke fik lov til at læse de papirer, hun underskrev, men at hun fik at vide, at der stod, at den mandlige ansøger var i Ukraine, og at hun selv ville være selvmordsbomber. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun selv læste, hvad der stod i papirerne. Når hertil kommer, at det forekommer usandsynligt, at myndighederne skulle intensivere interessen for ansøgerne med henblik på, at disse skulle skaffe […] dødsattest, når […] død blev intensivt dækket af nyhedsmedierne, at den kvindelige ansøger først udrejste af Tjetjenien, efter at den mandlige ansøger havde fået afslag på sin asylansøgning, og at ansøgerne ikke har været politisk aktive, finder et flertal af Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/36/KAA
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Groznyi, Rusland (Tjetjenien). Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive efterstræbt af myndighederne, som leder efter ansøgeren på grund af sit slægtskab med hans nu afdøde [familiemedlem], som tidligere havde opholdstilladelse her i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at […] har været politisk aktiv i hjemlandet og udtalt sig imod præsident Putin og præsident Kadyrov, og derfor er ansøgeren også eftersøgt af myndighederne. I 2003, da ansøgeren boede i Ingusjetien, blev han overfaldet af ukendte personer, og var efterfølgende indlagt på et hospital i […] i seks-syv måneder. [Sommeren] 2011 blev ansøgeren opsøgt af myndighederne på sin bopæl i Grozny og blev taget med til politistationen, hvor han blev tilbageholdt i omkring fire dage. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb under tilbageholdelsen. I [foråret og sommeren] 2013 blev ansøgeren endnu engang opsøgt på sin bopæl i Grozny og taget med til politistationen. Politiet afhørte ansøgeren om [hans familiemedlem] og sagde, at ansøgeren skulle få ham til at stoppe med sine politiske aktiviteter. Ansøgeren var begge gange tilbageholdt i omkring fem timer og blev efterfølgende løsladt. I [sommeren] 2014 blev ansøgeren igen opsøgt af politiet og taget med til politistationen og afhørt om [sit familiemedlem]. Ansøgeren blev også denne gang løsladt efter omkring fem timer. [Efteråret] 2014 var ansøgeren hjemme på sin bopæl sammen med sin fætter. Ansøgerens fætter havde drukket øl og ansøgeren kørte ham derfor hjem til sin bopæl i […]. Mens ansøgeren var hos ham i […], ringede ansøgerens ægtefælle og fortalte, at deres hus var blevet ransaget af myndighederne, og at de havde spurgt efter ansøgeren. Derefter kontaktede ansøgerens morbror ham og sagde, at det var bedst, at ansøgeren udrejste. Tre dage efter udrejste ansøgeren af Tjetjenien. Den mandlige ansøger har forklaret, at han på grund af [sit familiemedlems] politiske aktiviteter blev opsøgt og tilbageholdt af myndighederne, en gang i 2003, en gang i 2011, to gange i 2013 og en gang i 2014. Hver gang blev han løsladt uden betingelser. Formålet med tilbageholdelserne var at få den mandlige ansøger til at skabe kontakt til […], herunder at få […] til at stoppe med sine aktiviteter. Et flertal af Flygtningenævnet finder, at karakteren af tilbageholdelserne i 2013 og 2014 ikke er af en sådan intensitet, at de er omfattet af udlændingelovens § 7, ligesom formålet med alle tilbageholdelserne må anses for ophørt med […] død [vinteren] 2015. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om en central del af sit asylmotiv vedr. en tilbageholdelse i [vinteren] 2015. Ansøgeren har både til oplysnings- og motivsamtalen og under samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun ikke fik lov til at læse de papirer, hun underskrev, men at hun fik at vide, at der stod, at den mandlige ansøger var i Ukraine, og at hun selv ville være selvmordsbomber. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun selv læste, hvad der stod i papirerne. Når hertil kommer, at det forekommer usandsynligt, at myndighederne skulle intensivere interessen for ansøgerne med henblik på, at disse skulle skaffe […] dødsattest, når […] død blev intensivt dækket af nyhedsmedierne, at den kvindelige ansøger først udrejste af Tjetjenien, efter at den mandlige ansøger havde fået afslag på sin asylansøgning, og at ansøgerne ikke har været politisk aktive, finder et flertal af Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/35/KAA
Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske ingusjetere og sunni-muslimer af trosretning fra [by], Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Den Russiske Føderation frygter at blive slået ihjel eller anholdt af de russiske myndigheder, fordi hendes brødre har haft konflikter med myndighederne. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hendes problemer begyndte i 2007 eller 2008, da hun gik i skole. Ansøgerens ældre brødre deltog i demonstrationer imod den siddende præsident. Ansøgerens brødre fik problemer som følge heraf, og broren, [A], rejste til Danmark, hvor han har opholdt sig siden. [I efteråret] 2010 blev ansøgerens bror, [B], fundet dræbt. Dette skyldtes, at broren var kommet i konflikt med præsidenten på grund af nogle byggetilladelser. Præsidenten havde tilkendegivet, at byggetilladelser i området skulle gives til lokale bygherrer, men i stedet gav han dem til sin bror. [B] gav udtryk for sin utilfredshed hermed, hvorefter han forsvandt og efterfølgende blev fundet dræbt. Ansøgerens bror, [C], gik til præsidenten for at tale om konflikten. Herefter var [C] også i fare, hvorfor han udrejste fra Ingusjetien til Kazakhstan. [C] kom senere tilbage til Ingusjetien, men udrejste efter en tilbageholdelse i 2011. [C] opholder sig på nuværende tidspunkt i Danmark. Ansøgeren blev tilbageholdt af myndighederne tre gange fra [foråret] 2013 og frem til udrejsen. Myndighederne ønskede at få at vide, hvor ansøgerens brødre opholdt sig, herunder særligt hvor [C] opholdt sig. [I sommeren] 2014 ransagede myndighederne ansøgerens bopæl. Myndighederne plantede våben på bopælen, og beskyldte ansøgerens ægtefælle for at være terrorist. Ansøgeren og hendes svigermor blev taget med af myndighederne. Ansøgerens ægtefælle har oplevet problemer med myndighederne siden indgåelsen af ægteskabet med ansøgeren. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Den Russiske Føderation frygter at blive slået ihjel som følge af de konflikter, hans ægtefælles familie har. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hans ægtefælles brødre har konflikter med myndighederne, og at han derfor blev tilbageholdt af […] [i sommeren] 2011, hvor han blev spurgt ind til, hvor ansøgerens ægtefælles bror, [C], opholdt sig. Ansøgeren blev løsladt efter nogle timer, og frem til 2014 oplevede han ikke problemer af nogen art. [I sommeren] 2014 reparerede ansøgeren et par biler for en person ved navn [D], der efterfølgende blev dræbt. [I sommeren] 2014 blev ansøgerens bopæl ransaget af myndighederne, som plantede våben på bopælen. Ansøgerens ægtefælle og mor blev taget med til afhøring. Ansøgeren har videre oplyst, at ransagningen skyldtes hans kontakt til [D]. Myndighederne brugte denne kontakt til at ramme ansøgeren, idet de ville hævne sig på ansøgerens ægtefælles familie. Ansøgeren har endelig oplyst, at hans ægtefælle blev tilbageholdt og afhørt tre gange forud for udrejsen. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgernes forklaringer for Flygtningenævnet til grund. Det lægges herefter til grund, at ansøgernes bopæl blev ransaget [i sommeren] 2014, og at myndighederne fabrikerede en sigtelse mod den mandlige ansøger blandt andet ved at plante en pistol og granat på bopælen i forbindelse med ransagningen. Endvidere lægges det til grund, at den mandlige ansøger i forbindelse med sin autoreparatørvirksomhed havde været i kontakt med [D], som efter det oplyste, blev dræbt af myndighederne [i sommeren] 2014. Endelig lægges det til grund, at den kvindelige ansøger blev tilbageholdt og afhørt [i sommeren] angående den mandlige ansøgers opholdssted. Hertil kommer, at den mandlige ansøger [i sommeren] 2011 blev afhørt om den kvindelige ansøgers brødre, og at den kvindelige ansøger blev afhørt om hendes bror [C] [i foråret] 2013. Dernæst har ansøgerne oplyst, at myndighederne efter ansøgernes udrejse har opsøgt og afhørt den kvindelige ansøgers far og den mandlige ansøgers mor. Afsluttende er det indgået i flertallets vurdering, at den kvindelige ansøgers familie er kommet i et modsætningsforhold til myndighederne, blandt andet på grund af en blodfejde, at flere af hendes nære familiemedlemmer har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at myndighederne i Ingusjetien i flere tilfælde har fabrikeret falske sager mod modstandere af styret. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af ansøgernes forhold, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Rusl/2016/34/SHH
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2014. Sagen har været sambehandlet med ansøgerens søns sag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra [en mindre by], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive tilbageholdt og udsat for overgreb eller dræbt af myndighederne, idet hendes ægtefælle har været livvagt for den tjetjenske oppositionsleder […]. På denne baggrund blev ægtefællen tilbageholdt og udsat for tortur i 2002. Ægtefællen har været eftersøgt af myndighederne siden omkring år 2000. Herefter udrejste familien til Norge i 2008. I [efteråret] 2011 blev ansøgeren af de norske myndigheder udsendt til Rusland, hvor hun tog ophold hos nogle familiemedlemmer. [Primo] 2012 blev ansøgeren og hendes svigerfar anholdt, da de begge var på besøg på deres gamle bopæl, hvor svigermoren nu boede alene. Ansøgeren blev slået kraftigt i baghovedet, men blev løsladt undervejs til politistationen efter få hundrede meters kørsel og smidt ud af bilen. [Tre dage senere] blev svigerfarens lig afleveret til ansøgerens svigermor. [Foråret] 2012 blev ansøgerens ægtefælle tilbageholdt af myndighederne, men han blev løsladt igen [nogle dage senere], idet han underskrev en erklæring om, at han ville medvirke til at slå [oppositionslederen] ihjel. Ægtefællen forlod derefter landet. Ansøgeren udrejste herefter igen i [sommeren] 2012 til Norge sammen med de tre yngste børn. I 2014 fik hun, ægtefællen og deres medrejsende børn afslag på asyl. [Primo] 2014 rejste ansøgeren frivilligt med sin ældste søn til Tjetjenien for at få sin ældste datter med ud af landet. Ansøgeren skulle have mødtes med [oppositionslederen], men idet han blev tilbageholdt af myndighederne kort før ansøgerens indrejse, tog hun i stedet ophold hos hans familiemedlemmer, hvor hun opholdt sig frem til [sommeren] 2014. Da hun fik oplysninger om, at myndighederne igen havde opsøgt hendes gamle bopæl, udrejste ansøgeren og hendes søn igen i [sommeren] 2014, hvorefter de indrejste i Danmark og søgte asyl. Den ældste datter er nu udrejst til Tyskland med sin ægtefælle og har søgt asyl. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i konkret risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i det væsentlige har henholdt sig til ægtefællens angivelige konflikt med myndighederne på grund af politiske forhold, men at hun ikke har kunnet forklare meget om ægtefællens forhold. Flygtningenævnet kan trods dette konstatere, at hun har forklaret divergerende i forhold til ægtefællens norske asylakter, om i hvilket omfang familien boede udenfor hjemmeadressen forud for den første udrejse til Norge i 2008. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgeren – selv hvis hendes forklaring om hendes egne oplevelser lægges til grund – ikke har haft selvstændige konflikter med de tjetjenske myndigheder i et sådant omfang, at der er tale om asylbegrundende forhold. Ansøgeren har således alene forklaret om en anholdelse i 2012 som følge af, at hun satte sig til modværge, da myndighederne henvendte sig på bopælen og anholdt svigerfaren, og Flygtningenævnet bemærker, at hun også om forløbet af denne episode har forklaret divergerende om voldens karakter, og om hun blev bevidstløs. Hertil kommer, hvilket Flygtningenævnet anser for ganske afgørende, at hun i 2014 frivilligt er rejst tilbage fra Norge og har kunnet indrejse legalt gennem Moskva lufthavn uden anden reaktion fra myndighederne end en sædvanlig afhøring ved indrejse. Det kan endvidere lægges til grund, at hun derefter har opholdt sig omkring fem måneder i hjemlandet uden problemer. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren i hele denne periode har opholdt sig i skjul, idet hun har forklaret divergerende om, hvor hun har opholdt sig. Uanset om den tidligere bopæl måtte være blevet fotograferet af ukendte personer, findes det ikke i sig selv at kunne understøtte, at ansøgeren var under overvågning eller efterstræbt af myndighederne. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/32/ADP
Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Grozny, Tjetjenien i Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive anholdt eller dræbt af de tjetjenske myndigheder, idet han er mistænkt for at støtte oprørerne i Tjetjenien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv blandt andet anført, at han sammen med sine forældre ejede en café i Grozny. Den 3. december 2014 var ansøgeren sammen med sin mor og datter kørt til et marked i […]. De nåede ikke at foretage indkøbene på markedet, inden det ved ankomsten var blevet mørkt, hvorfor de lejede et værelse hos en ældre kvinde i byen. Efter at være blevet indlogeret hos kvinden kontaktede ansøgerens mor ansøgerens far, der fortalte, at der havde været fem personer i caféen, der havde bestilt mad til afhentning. De fem personer efterlod en rygsæk i caféen, som de ville afhente sammen med maden. Senere samme aften ringede en nabokvinde til ansøgerens mor, idet hun oplyste, at der ved ansøgerens café foregik skududveksling, og at caféen var omringet af mænd iført sort uniform. Den pågældende kvinde formodede, at det var Kadyrovs folk. Ansøgerens mor forsøgte herefter forgæves at få kontakt til ansøgerens far. Kort efter ringede kvinden igen til ansøgerens mor, idet hun oplyste, at der under skudvekslingen var blevet dræbt to personer, og at ansøgerens far var blevet ført ud fra caféen, indsmurt i blod. Kvinden så ikke, hvad der var sket med ansøgerens far. Ansøgeren og hans mor besluttede derefter at rejse tilbage til Grozny, og undervejs ringede en anden kvinde, som boede tæt på ansøgeren, til ansøgerens mor og oplyste, at uniformerede mænd havde skaffet sig adgang til lejligheden, som de havde ransaget. Derpå ringede ansøgerens mor til sin fætter, der anbefalede ansøgeren og moren at vende tilbage til […]. Han sagde endvidere, at han ville undersøge sagen. Ansøgeren og hans mor tog derefter tilbage til den ældre kvinde i […]. Den følgende dag ankom ansøgerens mors fætter til […], hvorefter han bragte ansøgeren, hans datter og mor i skjul hos nogle venner i […] i Ingusjetien. Efter en til to uger senere kom fætteren til dem, idet han oplyste, at de fem personer på caféen var oprørere, og at den efterladte rygsæk indeholdt penge og pistoler. På den baggrund var ansøgeren og hans mor under mistanke for at have forsynet oprørerne med forsyninger. På et senere tidspunkt blev fætteren, der blev skygget af myndighederne, tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb i tre dage, ligesom han fik ransaget sit hus med det formål at finde ansøgeren og hans mor. Ansøgeren holdt sig i skjul i Ingusjetien frem til den 13. september 2015, hvor han udrejste af Rusland sammen med sin mor og datter. Flertallet af Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren og hans mor har forklaret konsistent og sammenstemmende, både under samtalerne i Udlændingestyrelsen og under mødet i nævnet. Flertallet finder endvidere, at de af Udlændingestyrelsen anførte divergenser er af uvæsentlig betydning for forklaringen. Forklaringen forekommer i overensstemmelse med de foreliggende oplysninger om angreb i Grozny natten til den 4. december 2014. Dette flertal kan lægge ansøgeren og hans mors forklaringer til grund, herunder at ansøgerens far blev taget med af Kadyrovs folk, og at ansøgeren herefter ikke har kunnet få oplysninger om hans situation og eventuelle opholdssted. Det kan herefter yderligere lægges til grund, at faren blev taget med som følge af en mistanke om støtte til oprørerne, og at ansøgerens lejlighed efterfølgende blev ransaget. Flertallet finder det herefter sandsynligt, at ansøgeren ligeledes er under mistanke for samarbejde med oprørerne, og at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil risikere anholdelse og blive udsat for forhør, hvorunder der kan forekomme tortur. Flertallet finder derfor, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet finder ikke, at ansøgeren i en anden del af Den Russiske Føderation vil være i sikkerhed, og kan ikke udelukke, at myndighederne vil udlevere ansøgeren til de tjetjenske myndigheder. Efter ansøgerens forklaring har han ikke familie eller netværk uden for Tjetjenien. Han har heller ikke indenrigspas. Det forhold, at han efter sin forklaring har levet under jorden i ni måneder i Ingusjetien, bevirker ikke, at det vil være rimeligt, at ansøgeren slår sig ned i Ingusjetien. Flertallet finder på den baggrund ikke, at Ingusjetien eller resten af Den russiske Føderation kan tjene som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hans medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Rusl/2016/31 /nin
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk karbadiner og sunni-muslim fra [A], Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Karbadino Balkarien frygter at blive dræbt af wahabister, idet de tror, at ansøgeren har angivet dem til myndighederne. Endvidere mistænker myndighederne ham for at hjælpe wahabisterne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han ejede en treværelses lejlighed i byen [A], som han i 2005 valgte at leje ud til to unge mænd. [I efteråret] 2005 blev [A] angrebet wahabister, og ansøgerens lejlighed blev brugt til at skyde fra ned på politistationen. Ansøgeren hørte rygter om, at lejligheden var blevet brugt under angrebet, og ansøgeren blev efterfølgende tilbageholdt af politiet. Ansøgeren blev hentet af politiet, mens han opholdt sig hos sin søster, hvorefter politiet tog ham med til politistationen. Her blev han afhørt af FSB vedrørende lejligheden. Ansøgeren var tilbageholdt i otte til tolv timer og blev derefter løsladt. Politiet troede fortsat, at ansøgeren havde forbindelse til angrebet, men de kunne ikke koble ham til det. De vidste endvidere, at ansøgeren kom fra en veluddannet familie. Efter tilbageholdelsen af politiet begyndte ansøgeren at leve i skjul i [byen B]. Ansøgeren skjulte sig her i tre til fire måneder og udrejste derefter til Tyskland, hvor han søgte om asyl. Ansøgeren rejste tilbage til sit hjemland i [efteråret] 2006, hvor han derefter boede på skift hos sine to søstre. Ansøgeren boede hos sine søstre frem til 2013, hvor han udrejste til Belgien og søgte om asyl. Ansøgeren rejste tilbage til sit hjemland [i efteråret] 2013. I [efteråret] 2013 begyndte ansøgeren at modtage telefonopkald fra ukendte personer. De sagde, at ansøgerens time var kommet, og at de ville dræbe ham. De ringede endvidere også til ansøgerens nevø og sagde, at han ville blive begravet sammen med ansøgeren. I slutningen af 2013 blev ansøgeren overfaldet, da han var på vej ind i sin søsters hus. Ukendte mænd slog ansøgeren i hovedet og låste ham inde i et bagagerum. De kørte ansøgeren til et skovområde i udkanten af byen, hvor de udsatte ham for vold og trusler om, at han snart ville blive stillet til ansvar for sine handlinger. Ansøgeren kunne se, at det var wahabister på grund af deres lange skæg. De efterlod ansøgeren, og det lykkedes ham efterfølgende at stoppe en tilfældig bil, som kørte ham hjem. Ansøgeren anmeldte dette forhold til politiet, men de gjorde ikke noget ved sagen. [En nat i slutningen af 2013] blev der sat ild til ansøgerens dør. Nogen havde overhældt døren med benzin og sat ild til den. I [foråret] 2014 ventede fire wahabister på ansøgeren, idet han og hans nevø kom hjem til hans søsters bopæl. De blev overfaldet, og der blev sat ild til garagen og bilen. Herefter stak wahabisterne af fra stedet. Derefter modtog ansøgeren igen trusselsopkald, hvor der i forbindelse med disse blev sagt, at de ventede på en afgørelse fra en Sharia-domstol, således at de kunne stene ansøgeren. Efterfølgende kom myndighederne og hentede ansøgerens indenrigspas. De stemplede også ansøgerens udenrigspas, så dette ikke længere var gyldigt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet bemærker, at ansøgerens forklaring er behæftet med en lang række divergenser og usikkerheder. Dette kunne muligvis til en vis grad have sammenhæng med, at ansøgeren har haft en hjerneblødning og har for højt blodtryk. Nævnet lægger imidlertid navnlig vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren blev løsladt efter så kort tid, hvis han blev mistænkt for at være delagtig i terrorangrebet mod politistationen [i efteråret] 2005, at ansøgeren har fremlagt tilsigelser til at møde til afhøring hos sikkerhedstjenesten [primo oktober 2005 samt senere i oktober 2005], men at han ikke mødte op, fordi han var bange, men at myndighederne ikke har reageret heroverfor, hverken i forbindelse med ud- eller indrejse i landet i 2006, eller senest [ultimo oktober] 2013, eller i forbindelse med dokumentudstedelse efter tilbagerejsen i oktober 2013. Myndighederne har således ikke efterfølgende reageret overfor ansøgeren i anledning af de påberåbte forhold i 2005. Flygtningenævnet finder som følge heraf, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at han har noget modsætningsforhold til wahabisterne, eller at han har været udsat for de overgreb fra wahabisterne, som han har påberåbt sig. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Rusland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/30/snd
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse] til en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er statsborger i den Russiske Føderation og muslim af trosretning fra Ingusjetien, Rusland. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. I 2010 meddelte Udlændingeservice klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved [landsrettens] ankedom af […] 2014 blev klageren idømt fængsel i otte måneder for tyveri og røveri. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud gældende for seks år. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, bortfaldt derved, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ingusjetien frygter at blive dræbt af FSB, idet hans broder, […], er blevet stillet i forbindelse med oprørerne. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hans storebroder […], og hans lillebroder, […], begge blev dræbt af FSB kort før klagerens udrejse af Ingusjetien. [Broderens] konflikt med FSB begyndte tilbage i 2009. FSB henvendte sig gentagne gange på familiens bopæl, fordi [broderen] var blevet sat i forbindelse med en gruppe personer, som FSB betegnede som terrorister. Broderen blev tvunget til at agere meddeler for FSB. En tidlig morgen, hvor klageren var hjemme, kom FSB til familiens bopæl og skød og dræbte hans to brødre. Klageren nåede forinden at flygte ud af huset. Flygtningenævnet kan fortsat lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet finder således, at klageren ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse, og han er derfor isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det skal herefter vurderes, om klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til Udlændingelovens § 10, stk. 3, at afvejningen af, hvorvidt klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Flygtningenævnets flertal finder, at den kriminalitet, som klageren har begået, og som han er straffet for efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, efter sin karakter og grovhed må betegnes som en særlig farlig forbrydelse. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at klageren kan betragtes som en fare for samfundet. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren kun er dømt for ét tilfælde af personfarlig kriminalitet, det oplyste om klagerens rolle i forbindelse med røveriet, samt på at han har medvirket til sagens opklaring, ligesom klageren ikke har andre domme for kriminelle forhold. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Rusl/2016/3/IBL
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ingusjeter og muslim fra [by], Ingusjetien i Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ingusjetien frygter, at hun og hendes søn [A] vil blive dræbt af myndighederne på grund af hendes anden søn [B’s] konflikt med myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at [B] skulle køre en ven til markedet. På vejen hjem bad vennen [B] om at holde ind til siden ved en skov, hvorefter vennen forsvandt ind i skoven med varerne fra markedet og kom tilbage uden varer. Vennen blev efterfølgende dræbt af myndighederne. Den 3. maj 2013 hørte ansøgeren skud. Ansøgeren løb ud i gården, hvor hun så, at ægtefællen var blevet dræbt af ukendte uniformerede personer. Personerne ledte forgæves efter ansøgerens søn [B] på bopælen, og tog i stedet ansøgerens søn [C] med. De slog ansøgeren i ansigtet med et gevær, så hun besvimede. Ægtefællen blev begravet dagen efter. Omkring to uger senere begyndte myndighederne at opsøge ansøgerens bopæl, idet de fortsat ledte efter [B]. Efterfølgende kom de én til to gange om ugen og begyndte at vise interesse for ansøgerens datter. Ansøgeren arrangerede derfor et ægteskab for datteren, så hun ikke skulle være på bopælen. Når myndighederne kom, ransagede de bopælen og hev ansøgeren i håret, ligesom de gav ansøgerens søn [A] lussinger. Ansøgeren hørte, at de ville tage [A] med på et senere tidspunkt. Ansøgeren kontaktede derefter [B’s] ven og bad ham skjule [A]. [A] var hos vennen i to måneder, hvorefter vennen hjalp ansøgeren og [A] med at udrejse. Ansøgerens søn [B] blev den 5. juli 2013 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til samme asylmotiv, som ansøgeren har påberåbt sig. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke er bundet af, at lægge de faktiske omstændigheder til grund, som Udlændingestyrelsen har lagt til grund ved bedømmelsen af [B’s] asylansøgning. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, hun påberåber sig. Nævnet lægger herved vægt på, at forklaringerne fra henholdsvis [B], ansøgeren selv og [A] indeholder en række divergenser og usikkerheder, herunder navnlig at [A] har afgivet helt divergerende forklaring om, hvad han selv blev udsat for den morgen, hvor ansøgerens ægtefælle blev dræbt, og at [A] ligeledes har afgivet divergerende forklaring om, hvorvidt søsteren blev slået i forbindelse med, at personerne efterfølgende opsøgte bopælen og ledte efter [B]. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at [B] ikke har forklaret, at der var hunde til stede ved drabet på ansøgerens ægtefælle, mens både ansøgeren og [A] har forklaret, at dette var tilfældet. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer mindre sandsynligt, at [B] skulle kunne flygte under de omstændigheder, han selv har forklaret om, hvis der var hunde til stede. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes ægtefælle er blevet dræbt under de angivne omstændigheder, og at familien efterfølgende er blevet opsøgt, således som hun har forklaret om. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Rusland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/19/LIN
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ved brev [fra foråret] 2016 har ansøgerens advokat fremsendt skriftligt indlæg i sagen. Ansøgeren er udeblevet fra nævnsmødet på trods af, at han ved brev afsendt fra Flygtningenævnet [i sommeren] 2016, behørigt er blevet indkaldt til nævnsmødet. [I sommeren] 2016 har nævnets sekretariat kontaktet [asylcentret], som har oplyst, at ansøgeren har hentet sin post. Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgerens advokat har under mødet for nævnet oplyst, at hun har haft en samtale med ansøgeren. Han har herunder oplyst, at der fortsat er uroligheder i bjergområderne i Tjetjenien med påsatte brande og skyderier. Han har haft en god og tryg barndom og har gået i skole i fire år. Han havde ingen grund til at forlade Tjetjenien, hvis det ikke var, fordi hans familiemedlemmer frygtede for hans liv, hvis han blev i landet. Når han har oplyst, at farbroren og broren har været tilbageholdt, har han ment, at de ikke frit kunne gå fra samtalen, før myndighederne mente, den var afsluttet. Ansøgeren har ikke over for advokaten kunnet uddybe, hvorfor der ikke er sket noget med hans farbrødre, og ansøgeren har blot kunnet henvise til de oplysninger, som han har fået fra andre. Ansøgeren vil efter advokatens opfattelse ikke kunne klare sig på egen hånd et andet sted i Rusland. Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive tilbageholdt af myndigheder, som har efterstræbt og tilbageholdt hans storebror. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans fader deltog i den anden tjetjenske krig. Faderen døde af ukendte årsager omkring 2001/2002. Ansøgerens farbror, [R], og storebror, [A], er blevet opsøgt af russere samt Kadyrovs folk tre gange. Første gang de blev opsøgt var i 2010, 2011 eller 2012. Ansøgeren spillede fodbold uden for, da der kom en bil med et ukendt antal personer til bopælen. Ansøgeren var omkring 14 år. Omkring en måned senere blev ansøgerens storebror afhørt af myndighederne. Her blev han udspurgt omkring deres far. I 2013 eller 2014 blev bopælen igen opsøgt af myndighederne. Ansøgeren tog over til en ven for at spille fodbold, imens myndighederne var på bopælen. Da han kom hjem, fik han at vide, at myndighedspersonerne havde stillet spørgsmål om hans far. Mindre end en måned herefter blev storebroren og farbroren indkaldt til afhøring hos myndighederne. Ansøgeren har videre forklaret, at myndighederne tredje gang opsøgte bopælen [i vinteren] 2014. Ansøgeren var ikke hjemme, idet han var hos en ven i [S]. Ansøgerens farbror ringede efterfølgende og fortalte, at ansøgerens bror var blevet anholdt, samt at myndighederne spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren blev hentet af sin bedstefar, og han opholdt sig herefter i omkring en måned hos bedstefaren i [D]. Herefter udrejste han. Ansøgeren ved ikke, hvorfor han er efterstræbt af myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren blandt andet har forklaret divergerende og udbyggende på væsentlige punkter. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 oplyst, at han formoder, at hans storebror skulle være blevet tilbageholdt af både russere og præsident Kadyrovs folk, fordi ansøgerens far – som omkom i krigen i 2001 eller 2002 – har deltaget i kamphandlinger i den anden tjetjenske krig mod Rusland. Ansøgeren kender ikke nærmere til farens rolle eller deltagelse i krigen, og han ved ikke, om faren var politisk aktiv. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 også angivet, at baggrunden for tilbageholdelsen af storebroren og efterlysningen af ansøgerens selv kan være et ønske om at få penge fra familien. Det kan også være, at gruppen, der tilbageholdt storebroren, muligvis kan få penge for at have tilbageholdt formodede oprørere eller oprøreres børn, og det er nemt for Kadyrovs folk at sige, at det er en oprørers søn, de har fanget. Ansøgeren har under den samme samtale oplyst, at broren blev tilbageholdt første gang for tre til fire år siden og igen [i vinteren] den 60-årige farbrors hjem, der blev stormet, mens ansøgeren ikke var hjemme. Ansøgeren blev ringet op af farbroren, som fortalte om tilbageholdelsen af storebroren og om, at ansøger var efterlyst. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin onkel i [D] i to måneder, inden han udrejste. Under asylsamtalen [i efteråret] 2015 har ansøgeren oplyst, at farbrorens hjem blev opsøgt af russere og Kadyrovs folk første gang i 2010 eller 2011, hvor de talte med farbroren og gik igen. Ansøgeren var ikke hjemme, da det skete, men kom hjem og gik igen, inden de var taget af sted. De kom igen i 2013 og 2014 og var der således tre gange i alt. De to første gange gjorde de ikke andet end at tale med farbroren om ansøgerens far og ting, som faren havde lavet i krigen. Tredje gang kom de for at hente ansøgerens storebror, som var 20 år, da han blev tilbageholdt første gang i 2010, 2011 eller 2012. Farbroren var også blevet tilbageholdt den første gang. Herefter har ansøgeren under samme samtale forklaret, at farbroren og storebroren var blevet tilsagt til at møde hos myndighederne. Første gang de opsøgte farbroren, spurgte de ind til ansøgerens far og bad ansøgerens storebror om at møde op hos myndighederne, og anden gang bad de både storebroren og farbroren om at møde op, hvilket de efterkom. De fik begge gange lov til at gå uden at have været udsat for fysiske overgreb. Den tredje gang stormede myndighederne ind i huset og tog storebroren og farbroren med. I umiddelbar tilslutning hertil har ansøgeren forklaret, at farbroren først blev taget med af myndighederne dagen efter, at storebroren blev tilbageholdt. Ifølge ansøgerens forklaring under asylsamtalen [i efteråret] 2015 er hans storebror kun blevet tilbageholdt én gang, nemlig [i vinteren] 2014. Ansøgerens farbror har efter ansøgerens ankomst til Danmark fortalt ansøgeren, at det var på grund af hævn, myndighederne havde hentet ansøgerens storebror. Ansøgerens far skulle have dræbt nogen i krigen, som ansøger ikke ved, hvem er, og nu vil de hævne sig på ansøgeren og ansøgerens storebror. Det har ifølge ansøgeren ikke været muligt for ansøgerens familie at finde storebroren efter tilbageholdelsen [i vinteren] 2014, men farbroren er blevet truet med, at han vil få problemer, hvis han ikke fortæller, hvor ansøgeren er. Ansøgeren opholdt sig i [D] i ca. en måned hos sin bedstefar, inden han rejste videre. Ansøgeren har således afgivet forskellige forklaringer om, hvor mange gange storebroren er blevet tilbageholdt, og om storebroren og farbroren er blevet tilbageholdt samtidigt. Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren hver gang, personerne har henvendt sig hos farbroren, ikke har været hjemme eller har forladt stedet uden at have hørt nærmere om de spørgsmål, personerne stillede om hans far. Det forekommer derudover påfaldende, at myndighederne skulle have ladet ansøgerens storebror og farbroren gå to gange for derefter at tilbageholde dem begge to i [vinteren] 2014 og løslade farbroren igen på grund af de samme forhold, som gav anledning til deres første henvendelse. Ansøgeren har desuden forklaret i generelle vendinger om et angiveligt blodhævnmotiv som årsag til, at familien er blevet opsøgt, og ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for, hvorfor ansøgeren og hans storebror skulle være efterstræbt af myndighederne eller andre på grund af deres for længst afdøde fars ikke nærmere definerede handlinger i krigen mod Rusland i 2001-2002. Der er ikke oplysninger om, at faren eller familien i øvrigt skulle have været politisk aktiv, og ansøgeren kan derfor ikke anses for profileret hverken i forhold til de tjetjenske eller russiske myndigheder. Oplysningerne om de generelle forhold i Tjetjenien kan ikke føre til en anden vurdering. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2016/29/mvi
Nævnet meddelte i juni 2016 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og sunni-muslimer fra [landsby A], Tjetjenien, Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil blive forfulgt af de tjetjenske myndigheder, som vil tvinge ham til at angive folk, herunder rejse til Syrien og angive sin eks-svoger [oprørsleder], som er syrienskriger. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv og til, at de tjetjenske myndigheder muligvis vil forfølge hende og hendes familie, fordi hendes far deltog i krigen i Tjetjenien. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han på et ukendt tidspunkt i 2011 blev udsat for overgreb af tre mænd, der standsede ansøgeren ved en hæveautomat i deres landsby [landsby A] i Tjetjenien. De tre mænd var fra de tjetjenske myndigheder, og ansøgeren gav en af dem, Shamil, sit telefonnummer. Tre timer senere ringede Shamil til den mandlige ansøger og bad ham gå hen til en butik i nærheden af ansøgerens bopæl, hvor han ville blive samlet op. Ansøgeren blev kørt til et ukendt sted i den ene af to biler, hvor han fik oplyst, at myndighederne gerne ville have, at ansøgeren skulle være meddeler for dem mod betaling. Han skulle oplyse alt, hvad han vidste om folk fra landsbyen og om sin eks-svoger [oprørsleder], der var syriens-kriger. De truede ansøgeren med en hund og tog bukserne af ham. De gav ham derefter en mobiltelefon, så de hele tiden kunne få fat i ham. På et ukendt tidspunkt i sommeren 2013 blev den mandlige ansøger opsøgt på sin bopæl af omkring 10 mand, herunder også Shamil, der udsatte ham og senere hans far for overgreb. På et ukendt tidspunkt i 2013 eller 2014 havde myndighederne endvidere været på ansøgerens bopæl med en metalsøger. På et ukendt tidspunkt i slutningen af 2013 blev ansøgeren standset i sin bil af Shamil og to andre og kørt til en øde mark tæt ved grænsen til Ingusjetien. En af de tre mænd skød hen over hovedet på ansøgeren for at true ham, og Shamil bad derpå ansøgeren oplyse, hvornår ansøgerens ekssvoger kom tilbage til Tjetjenien fra Syrien. I 2014 blev den mandlige ansøger tilbageholdt sammen med nogle kammerater af politiet og udsat for overgreb, fordi de fremstod som dårlige muslimer. På et ukendt tidspunkt i starten af 2015 fratog Kadyrovs folk ansøgernes lejlighed i Groszny, som familien boede i, når de ikke boede i huset i [landsby A]. På et ukendt tidspunkt i 2015 tog den mandlige ansøger til Moskva, hvor han mødte fire tjetjenere, hvoraf den ene var Shamil, der udsatte ansøgeren for overgreb. Ansøgeren tog derpå tilbage til bopælen i [landsby A] i Tjetjenien. En uge senere tog han til Kaliningrad for at søge om visum til sig selv og familien. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger anført, at hun frygter, at hendes fars krigsindsats vil få konsekvenser for hende. Hun har om episoden på bopælen, hvor den mandlige ansøger blev udsat for overgreb af omkring 10 mænd, oplyst, at den fandt sted omkring [foråret] 2015, og at en af mændene holdt en automatpistol for hendes og hendes søns pande. Uanset der er visse divergenser i ansøgernes forklaringer, herunder omkring tidspunkterne for de enkelte begivenheder og overgreb, har ansøgernes forklaringer om de enkelte begivenheder og overgreb været konsistente og detaljerede. Flygtningenævnet kan derfor lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøger og hans familie siden 2010 jævnligt er blevet opsøgt af tjetjenske myndighedspersoner, og at den mandlige ansøger siden 2013 og frem til sin udrejse i 2015 er blevet udsat for en række overgreb, herunder særdeles voldelige overgreb, med henblik på, at myndighederne gennem ham kunne opspore den mandlige ansøgers svoger/ekssvoger [oprørsleder], der er kommandant, nu er Syrienskriger og angiveligt optaget på den globale terrorliste. Den mandlige ansøger har under hele asylsagens forløb forklaret, at hans svoger/ekssvoger [oprørsleder] er årsag til hans problemer i Tjetjenien. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor de russiske statsborgere […] og […] samt to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” rusl/2016/28/ABP
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra […], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive udsat for vold af de tjetjenske myndigheder. Ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin familie fik en opholdstilladelse i Polen [i begyndelsen af] 2009. I [efteråret] 2013 flyttede ansøgerens ven […] ind hos ansøgeren og hans samlever. […] studerede islam meget dybt og var interesseret i krigen i Syrien. […] tog på et ukendt tidspunkt et billede af ansøgeren foran moskeen i Warszawa og lagde billedet på sin hjemmeside på den sociale side, […].[…] inviterede ansøgeren til at være medlem af hans gruppe på siden. [I foråret] 2014 ringede ansøgerens moder til ham og oplyste, at familien i Tjetjenien havde fået nogle problemer, og at han skulle komme hjem til dem. Ansøgeren rejste derfor i samme måned legalt til Tjetjenien via Ukraine. Da han ankom til Tjetjenien, blev han straks taget med til afhøring og afhørt af en imam og […]s onkel, der ønskede at få bekræftet, om det var korrekt, at han skulle til Syrien for at kæmpe. Efter at være blevet afhørt i to timer, fik ansøgeren lov til at gå, og han tog hjem til sin familie. Efter fem dage blev han hentet af myndighedspersoner og kørt til et ukendt sted, hvor han igen blev afhørt. Myndighederne vidste, at […] havde talt med nogen i internetgruppen om at tage til Syrien. Ansøgeren blev tilbageholdt i to uger, hvorefter han blev løsladt på betingelse af, at han ville fungere som stikker for myndighederne. Herefter tog han tilbage til Polen. I Polen modtog ansøgeren [tre dage i foråret 2014] telefoniske trusler fra personer, han formoder, var tjetjenske agenter, der opererer i Polen. Ansøgeren formoder, at myndighederne leder efter ham, fordi han lovede at blive i landet og samarbejde med dem, og fordi imamen ville have haft ansøgeren til at komme med en udtalelse i moskeen. [I foråret] 2014 blev ruden på ansøgerens bil smadret, og han formoder, at det var de tjetjenske myndigheder, der stod bag. Ansøgeren anmeldte truslerne til det polske politi, og han fik [i foråret] 2014 at vide, at han skulle melde sig til de polske udlændingemyndigheder. Udlændingemyndighederne oplyste, at de kunne sende ansøgeren tilbage til Rusland, fordi han var rejst tilbage til Tjetjenien uden deres tilladelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen i det hele forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det forekommer således ikke troværdigt, at ansøgeren i [foråret] 2014 rejste fra Polen til Tjetjenien på baggrund af moderens anmodning og begrundet i, at familien havde problemer, også henset til at han på det tidspunkt, efter sin forklaring, var klar over, at […] skulle have propaganderet for islam og krigen i Syrien på en russisk hjemmeside, hvor ansøgeren havde accepteret en invitation fra […] om at være medlem af sin gruppe. Tilsvarende gælder ansøgerens forklaring om rejsen og afhøringerne og tilbageholdelsen i Tjetjenien. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren skulle have sendt sit russiske udenrigspas, som han angiveligt ind- og udrejste på, fra Sverige til Østrig til sin onkel, hvorfra denne sendte det til ham i Danmark – hvor han tog billeder af stemplerne med sin telefon – for derefter at returnere passet til onklen i Østrig, hvor det nu er destruereret, ligesom han har forklaret divergerende, om hvad der skete med billederne på telefonen. Til partshøringen [i sommeren] 2015 har han forklaret, at han havde slettet billederne på sin telefon, hvorimod han til sin advokat og under nævnsmødet har forklaret, at telefonen og dermed billederne blev ødelagt under en vandkamp. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at de tjetjenske myndigheder skulle have taget ansøgerens indenrigspas, men ikke udenrigspas, som angiveligt lå sammen, hvis de ikke ønskede, at han skulle udrejse, og at myndighederne skulle have stemplet passet ved udrejsen og ladet ham udrejse legalt, hvis han havde en konflikt med dem. Nævnet kan følgelig heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i Polen i [foråret] 2014 modtog telefoniske trusler, som han formoder var fra tjetjenske agenter i anledning af, at han var udrejst af Tjetjenien, henset til at nævnet som anført, ikke finder det sandsynliggjort, at ansøgeren har været i Tjetjenien i 2014. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/27/AKM.
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen af trosretning fra Novosibirsk, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive fængslet af KGB. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at en politibetjent opsøgte ham på hans bopæl i slutningen af [foråret] 2015. Betjenten oplyste, at ansøgerens naboer havde skrevet en klage over ansøgeren, hvoraf fremgik, at han havde kritiseret præsident Putin og myndighederne. Politibetjenten anførte, at ansøgeren derfor måtte betragtes som en fjende af Rusland, og at han ville få problemer, idet politiet var nødsaget til at videregive klagen til FSB (KGB). Ansøgeren besluttede sig derfor at flygte fra Rusland, hvorefter han udrejste [en nærmere bestemt dato i sommeren 2015]. Flygtningenævner finder, at ansøgerens asylmotiv ikke kan føre til, at han meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren har en konflikt med myndighederne i Rusland og i den forbindelse er eftersøgt. Nævnet lægger som Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren, der aldrig har været politisk aktiv, i en lang årrække har boet på samme adresse, hvor han over for naboer og bekendte har udtalt sig kritisk om de russiske myndigheder uden at have oplevet konflikter med myndighederne. Nævnet finder endvidere, at det ikke fremstår troværdigt, at ansøgeren af politiet skulle være blevet informeret om anmeldelsen uden at blive indkaldt til afhøring. Nævnet bemærker i den sammenhæng, at ansøgeren ikke er blevet opsøgt af myndighederne i perioden fra slutningen af [foråret 2015] indtil sin udrejse [en nærmere bestemt dato i sommeren 2015], og at det alene beror på ansøgerens formodning, at han skulle være i efterretningstjenestens søgelys. Nævnet lægger tillige vægt på, at ansøgeren uhindret har kunnet flyve indenrigs på sit russiske indenrigspas. Den omstændighed, at ansøgeren måtte have udtalt sig kritisk om myndighederne til naboer og bekendte, giver ikke i sig selv grundlag for at antage, at ansøgeren skulle være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2016/26/STR
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer af trosretning fra Tjetjenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af de tjetjenske myndigheder, fordi ansøgerens fætter, [A], kæmper i Syrien. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til ægtefællens asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at dengang russerne invaderede Tjetjenien, havde han en konflikt med de russiske myndigheder, fordi han var ansat som livvagt for en tjetjensk militærmand ved navn [B]. Ansøgeren kan ikke huske årstallet for dette, og konflikten med russerne er nu afsluttet. Ansøgerne udrejste som følge heraf første gang af Tjetjenien på et ukendt tidspunkt i 2006. Ansøgerne tog derefter ophold i Europa indtil starten af 2015, hvor de vendte tilbage til Tjetjenien. I Europa har ansøgerne søgt om asyl i Polen, Holland, Norge, Tyskland og Finland. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at den første tid efter, at ansøgerne kom tilbage til Tjetjenien, oplevede de ikke problemer. [I foråret] 2015 trængte et ukendt antal myndighedspersoner ind i ansøgernes hjem. Den mandlige ansøger sad på dette tidspunkt og så fjernsyn, og den kvindelige ansøger var ved at lægge deres børn i seng. Myndighedspersonerne sparkede den mandlige ansøger og førte ham væk i håndjern. Myndighederne kørte ham til nabobyen, [Z], hvor han var tilbageholdt af politiet indtil [syv dage efter]. Den mandlige ansøger blev afhørt […] inden løsladelsen og udspurgt om den mandlige ansøgers fætter, [A], som var i Syrien for at kæmpe i krigen. Den mandlige ansøger accepterede myndighedernes krav om, at han skulle etablere kontakt til hans fætter og skaffe oplysninger om ham og andre oprørere, der var taget til Syrien for at kæmpe. Det blev samtidig aftalt, at han skulle melde sig på politistationen hver uge og afgive oplysninger. Under afhøringen skrev ansøgeren under på en erklæring, som han ikke kendte indholdet af, men som han formoder var en accept af samarbejdet. I perioden frem til udrejsen af Tjetjenien [i sommeren] 2015 mødte den mandlige ansøger op en til to gange på politistationen, hvor han fik en advarsel, da han ingen oplysninger havde, og blev bedt om at komme med nogle oplysninger den næste gang. Den mandlige ansøger har endvidere oplyst, at han på intet tidspunkt blev opsøgt af myndighederne efter løsladelsen [i foråret] 2015. Efter, at ansøgerne udrejste af Tjetjenien [i sommeren] 2015, er den mandlige ansøgers forældre blevet opsøgt én gang af myndighederne, som truede med at slå den mandlige ansøger ihjel, når de fandt ham. Den mandlige ansøgers mor har, i et telefonopkald tre måneder efter indrejsen i Danmark, oplyst den mandlige ansøger herom. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaringer på en række væsentlige punkter fremstår konstruerede og upræcise, ligesom ansøgerne har afgivet divergerende forklaringer om væsentlige forhold i deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder således, at forklaringen om, at den mandlige ansøger allerede efter lidt over tre måneders ophold i Tjetjenien blev tilbageholdt som følge af sin kontakt med sin fætter, [A], fremstår konstrueret. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøgers tidligere konflikt med myndighederne efter det oplyste var overstået, og at han frit kunne indrejse og opholde sig i sit hjem. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse ikke troværdigt, at den mandlige ansøger på dette tidspunkt var så profileret, at myndighederne ville bruge de meget omfattende ressourcer, som det ville kræve at aflytte den mandlige ansøgers to samtaler via Skype med sin fætter, [A], i perioden fra familiens tilbagevenden [i starten af] 2015 og frem til anholdelsen [i foråret] 2015. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at den mandlige ansøger var fængslet i syv dage, uden at han blev afhørt, hvilket efter den mandlige ansøgers forklaring først skete den sidste dag, hvor han skrev under på en erklæring om, at han ville indsamle oplysninger om sin fætter [A] og dennes kampfæller i Syrien. Han skrev endvidere under på, at han skulle melde sig til myndighederne en gang om ugen. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret upræcist og divergerende om karakteren af de oplysninger, som han skulle indsamle. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige og den kvindelige ansøger har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt den mandlige ansøger opfyldte sin meldepligt en eller to gange inden udrejsen, idet den mandlige ansøger i asylsamtalen har forklaret, at han meldte sig hos politiet en gang, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at han meldte sig to gange. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har den mandlige ansøger uddybende forklaret, at han meldte sig to gange hos politiet, og at han anden gang blev udspurgt mere grundigt og blev opfordret til at kontakte [A], ligesom han fik at vide, at han næste gang, han meldte sig, skulle komme med et resultat. Flygtningenævnet finder endvidere, at den mandlige ansøgers forklaring om, at han efter at have undladt at opfylde meldepligten tredje gang forblev i sit hjem i to dage, fremstår usandsynlig, henset til, at den mandlige ansøger har oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han ikke har opfyldt meldepligten. Den mandlige ansøger har forklaret, at han skulle melde sig til myndighederne hver mandag. Den mandlige ansøger har samtidig forklaret, at han og familien udrejste af Tjetjenien to dage efter, at han om mandagen skulle have opfyldt meldepligten sidste gang, det vil sige en onsdag. Ansøgerne har samtidig forklaret, at de udrejste [dato i sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge denne forklaring til grund, idet [datoen i] 2015 var en mandag og ikke en onsdag. Flygtningenævnet finder ikke, at de fotos, som ansøgerne har fremlagt, underbygger ansøgernes asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne ikke har kunnet give troværdige oplysninger om, hvor og hvornår disse fotos er optaget, ligesom personerne på dem ikke på nogen måde er identificeret. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/25/SLH
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun, afghaner og ateist, født i […], Pakistan. Han flyttede til Rusland (USSR) i 1986, og hans seneste ophold var i […] i området Krasnodarskiy. Ansøgeren er russisk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i mange år har skrevet kritiske artikler om sundhedsvæsnet, og at han af den grund gentagne gange er blevet irettesat af hospitalsledelsen. Når ansøgeren indsendte artikler til dagbladene, blev ansøgerens artikler forkortet, og ansøgeren begyndte at offentliggøre sine artikler på internettet. Ansøgeren modtog mange telefoniske trusler i anledning af artiklerne. I efteråret 2014 blev ansøgeren første gang opsøgt af FSB, der ville have, at ansøgeren skulle arbejde som læge i kampområdet i Ukraine. Efter at ansøgeren [i slutningen af 2014] modtog et truende telefonopkald, henvendte han sig den offentlige overvågningskommission Krasnodar Menneskerettighedscenter, der indledte en undersøgelse af forholdene på ansøgerens arbejdsplads. Den [i starten af 2015] blev ansøgeren ringet op af en mand, der ønskede at møde ansøgeren. Mødet fandt sted uden for ansøgerens bopæl. Ansøgeren blev mødt af to mænd, og den ene var en genganger fra mødet i [slutningen af 2014]. Der var således tale om folk fra FSB. Da de ville have, at ansøgeren skulle sætte sig ind i deres bil, løb ansøgeren fra stedet og ansøgeren hørte, at der blev affyret to skud. Samme aften udrejste ansøgeren og hans mindreårige datter af Rusland. Ved en tilbagevenden til Rusland frygter ansøgeren at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han ikke har gjort, hvad myndighederne forlangte af ham. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at forkaste ansøgerens forklaring om, at han har skrevet artikler, der er blevet offentliggjort i dagspressen og efterfølgende på internettet. Ansøgeren har fremlagt eksempler på disse artikler. Der er sket oversættelse af en udvalgt artikel, og ansøgeren har under nævnsmødet bekræftet, at artiklen indholdsmæssigt er repræsentativ for de artikler, som ansøgeren har skrevet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens henvendelser til offentligheden har karakter af en kritisk stillingtagen til ansættelsesforholdene på det hospital, hvor ansøgeren var ansat. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at artiklerne har afstedkommet en reaktion fra hospitalsledelsen og reaktioner i for af telefoniske henvendelser til ansøgeren. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at artiklerne har bragt ansøgeren i et modsætningsforhold til betydningsfulde lokale eller statslige instanser, eller at offentliggørelsen af artiklerne kan medføre, at ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Dette underbygges af den af ansøgeren fremlagte undersøgelse fortaget af Krasnodar Menneskerettighedscenter, idet denne undersøgelse støtter ansøgerens synspunkter vedrørende arbejdsforholdene. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise, at ansøgeren i efteråret 2014 blev opsøgt af personer, der ønskede, at ansøgeren skulle arbejde i det sydøstlige Ukraine. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at der er en sammenhæng mellem ansøgerens kritiske artikler og mændenes henvendelse. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at de to mænd som forklaret af ansøgeren var fra FSB. Ansøgeren har forklaret, at den ene af disse mænd og en anden mand opsøgte ham igen [i starten af 2015]. Flygtningenævnet kan ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at FSB interesserede sig for ansøgerens forhold. Nævnet har videre lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at FSB, såfremt man herfra ønskede at tilbageholde ansøgeren, ville forlade stedet uden at tage kontakt med ansøgerens datter, der befandt sig i hjemmet, og uden at sikre sig, at ansøgeren ikke blot kunne lade datteren afhente samme aften. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.rusl/2016/24/STA
Nævnet meddelte i april 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt to medfølgende børn fra Rusland. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de tjetjenske myndigheder som følge af sin faders politiske aktiviteter og sin moders aktiviteter for en menneskerettighedsorganisation og arbejde i en tjetjensk skole. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Tjetjenien, idet hendes ekskæreste har været tjetjensk oprører, ligesom hun har født sine børn udenfor ægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes fader er højt profileret inden for Ichkeria-bevægelsen, det vil sige den tjetjenske eksilregering, der ledes af præsident [A], som er domicileret i England. Ansøgerens fader har bestridt posten som leder af bevægelsens kontor i Tyrkiet. Han har således været generalkonsul siden den tidligere leder blev dræbt af såkaldte speznaz agenter i 2013. Ansøgeren har videre forklaret, at hendes moder har været direktør for den eksiltjetjenske skole i Baku, som var forbundet med den tjetjenske modstandsbevægelse, samt at moderen har videreformidlet oplysninger vedrørende forholdene i Tjetjenien til en menneskerettighedsorganisation. Ansøgeren har videre forklaret, at hendes ekskæreste blev anholdt i Aserbajdsjan og idømt 15 års fængsel for terrorisme, idet han havde været tjetjensk oprører. Efter de nu foreliggende oplysninger, herunder bekræftelsen fra [A] om ansøgerens forældres aktiviteter, kan Flygtningenævnets flertal ikke med fornøden sikkerhed afvise, at ansøgerens fader er aktiv i kredsen omkring [A], der er leder af Tjetjeniens eksilregering(TRI), at faderen har en fremtrædende post for TRI i Tyrkiet, og at ansøgerens moder har udført aktiviteter for TRI, blandt andet som leder af en tjetjensk skole og børnehave i Aserbajdsjan. Under disse omstændigheder finder flertallet at ansøgeren navnlig på grund af forældrenes aktiviteter vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Tjetjenien. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” rusl/2016/22/SLN
Nævnet meddelte i april 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de tjetjenske myndigheder som følge af sin ægtefælles position i Ichkeria-bevægelsen. Endvidere frygter ansøgeren de tjetjenske myndigheder, idet hun har videreformidlet oplysninger til russiske menneskerettighedsorganisationer og været leder af en tjetjensk skole. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes ægtefælle er højt profileret inden for Ichkeria-bevægelsen, det vil sige den tjetjenske eksilregering, der ledes af præsident [A], som er domicileret i England. Ansøgerens ægtefælle har bestridt posten som leder af bevægelsens kontor i Tyrkiet. Han har således været generalkonsul siden den tidligere leder blev dræbt af såkaldte speznaz agenter i 2013. Ansøgeren har videre forklaret, at hun har været direktør for den eksiltjetjenske skole i Baku, som var forbundet med den tjetjenske modstandsbevægelse. Efter de nu foreliggende oplysninger, herunder bekræftelsen fra [A] om ansøgeren og hendes ægtefælles aktiviteter, kan Flygtningenævnets flertal ikke med fornøden sikkerhed afvise, at ansøgerens ægtefælle er aktiv i kredsen omkring [A], der er leder af Tjetjeniens eksilregering(TRI), at ægtefællen har en fremtrædende post for TRI i Tyrkiet, og at ansøgeren selv har udført aktiviteter for TRI, blandt andet som leder af en tjetjensk skole og børnehave i Aserbajdsjan. Under disse omstændigheder finder flertallet at ansøgeren navnlig på grund af ægtefællens aktiviteter vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Tjetjenien. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” rusl/2016/21/SLN
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ingusjeter og muslim fra [by], Ingusjetien i Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ingusjetien frygter, at han vil blive tilbageholdt, tortureret og dræbt af myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far blev dræbt på en ukendt dato, som følge af ansøgerens bror [A’s] konflikt med myndighederne. Ansøgeren ved ikke, hvorfor broren havde en konflikt. En morgen hørte ansøgeren råb og skrig fra familiens gård, og da han gik derud, så han, at hans far var blevet dræbt. I gården var der mange uniformerede militærpersoner, som forgæves ledte efter [A]. De tog i stedet ansøgerens ældste bror med. Personerne ransagede huset, mens ansøgeren og hans søster var i huset, og moren var i gården. Ansøgeren husker ikke, hvornår han så sin mor igen. Faren blev begravet nogle dage efter, men ansøgeren var ikke med til begravelsen. Efter drabet på faren opsøgte myndighederne bopælen et par gange om ugen. De slog både ansøgeren og hans søster og truede med at tage ansøgeren med. Ansøgeren opholdt sig derfor hos sin brors ven frem til udrejsen. Ansøgerens bror [A] blev den 5. juli 2013 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til samme asylmotiv, som ansøgeren har påberåbt sig. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke er bundet af, at lægge de faktiske omstændigheder til grund, som Udlændingestyrelsen har lagt til grund ved bedømmelsen af [A’s] asylansøgning. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet lægger herved vægt på, at forklaringerne fra henholdsvis [A], [B] og ansøgeren selv indeholder en række divergenser og usikkerheder, herunder navnlig at ansøgeren har afgivet helt divergerende forklaring om, hvad han selv blev udsat for den morgen, hvor ansøgerens far blev dræbt, og at ansøgeren ligeledes har afgivet divergerende forklaring om, hvorvidt søsteren blev slået i forbindelse med, at personerne efterfølgende opsøgte bopælen og ledte efter [A]. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at [A] ikke har forklaret, at der var hunde til stede ved drabet på ansøgerens far, mens både ansøgeren og [B]har forklaret, at dette var tilfældet. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer mindre sandsynligt, at [A] skulle kunne flygte under de omstændigheder, han selv har forklaret om, hvis der var hunde til stede. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans far er blevet dræbt under de angivne omstændigheder, og at familien efterfølgende er blevet opsøgt, således som han har forklaret om. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Rusland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/20/LIN
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Groznyj, Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af ukendte sortklædte personer, som han formoder har tilknytning til myndighederne, idet han har anmeldt sin tilbageholdelse til politiet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han den [medio] 2014 deltog i et [arrangement] i Groznyj. På vej hjem fra stævnet, blev han tilbageholdt af nogle ukendte personer, som han formoder, har tilknytning til myndighederne. Under tilbageholdelsen blev han bedt om at tabe en kamp mod [en mand], hvilket han i første omgang nægtede. Han blev udsat for fysiske overgreb under tilbageholdelsen. Han blev løsladt den efterfølgende morgen, idet han gik med til at tabe kampen. I forbindelse med løsladelsen blev han truet med, at han ville blive slået ihjel, hvis han fortalte om hændelsen til nogen. Trods dette anmeldte han episoden til politichefen. Umiddelbart efter anmeldelsen blev han ringet op af ukendte personer, der truede ham på livet, fordi han havde anmeldt episoden. Ansøgeren har videre oplyst, at hans familie er blevet opsøgt af ukendte personer, der ledte efter ham. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flertallet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen, den efterfølgende anmeldelse til politiet og den telefoniske trussel til grund. Flertallet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der er ved vurderingen heraf særlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han umiddelbart fik foretræde for politichefen, der umiddelbart efter ansøgerens oplysninger om episoden, tog ansøgeren med ind i et andet lokale, hvor han gav sine medarbejdere ordre om straks at begynde at lede efter det hus, hvor [en mand] angiveligt fortsat var tilbageholdt, forekommer utroværdig og usandsynlig. Der er videre lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at han allerede ca. 5 min. efter han forlod politistationen skulle blive kontaktet af de personer, der angiveligt havde tilbageholdt ham. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende og upræcist om flugten fra fætteren til den russiske grænse. Hans forklaring om, at han forlod fætterens bopæl om natten, passer ikke med, at det var mørkt 10-12 timer senere, hvor han nåede frem, og det forekommer ikke troværdigt, at han ikke kan huske, om han forlod fætterens bopæl inden midnat eller først tidligt om morgenen. Endelig har flertallet tillagt det en vis vægt, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor [manden] befandt sig, og om hvad [manden] fortalte, da de talte sammen under ansøgerens tilbageholdelse. Flygtningenævnets flertal finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2016/2/IBL
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske armeniere og kristne af trosretning fra Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af de russiske myndigheder, idet han ikke har efterkommet myndighedernes ordrer om at deltage i kampe i Ukraine. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han den […] 2014 blev indkaldt af militæret, idet myndighederne ønskede, at han som reservist og professionel soldat skulle undervise lokalbefolkningen i Ukraine i brug af våbnet RPG-7. Den […] 2014 tog ansøgeren sammen med nogle øvrige soldater af sted til Ukraine. Da de ankom til den stedet, viste det sig, at ansøgeren tillige skulle deltage i kamphandlinger, og at opholdet ikke blot var begrænset til en måned, som det ellers var aftalt. Den […] 2014 blev ansøgeren sendt tilbage til Rusland med nogle sårede soldater. Den […] 2014 henvendte ansøgeren sig personligt til militærkontoret i Rostov, hvor han oplyste, at han ikke ønskede at tage tilbage til Ukraine. Ansøgeren blev anmodet om at komme igen den […] 2014, hvor der på kontoret ville være repræsentanter fra Moskva til stede, som kunne besvare ansøgerens spørgsmål. Den […] omkring kl. 10.00 - 11.00 henvendte ansøgeren sig på ny til militærkontoret, hvor han afholdt møde med stedfortræderen for politichefen, […], og to andre personer. Under mødet forsøgte […] at presse ansøgeren til at acceptere, at han skulle tilbage til Ukraine og kæmpe. Samme dag klokken 16.00 - 17.00 blev ansøgeren anholdt og kørt til en anden bygning i Rostov. Her blev ansøgeren tilbageholdt i et kælderrum. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for trusler og fysiske overgreb af […] og de to personer. Mens ansøgeren var tilbageholdt, blev hans bopæl opsøgt af to myndighedspersoner, som beslaglagde ansøgerens pas, og ansøgerens ægtefælles pas samt ansøgerens søns fødselsattest. Den […] 2014 omkring klokken 5.00 blev ansøgeren løsladt, idet han indvilgede i at tage tilbage til Ukraine og deltage i kampene. Den […] 2014 udrejste ansøgeren sammen med sin familie fra Rusland. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv, og ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil få problemer med politiet, militæret og de lokale myndigheder, fordi han har nægtet at deltage i kampe i Ukraine. Ansøgerens har endvidere oplyst, at hun af samme årsag frygter for sit eget og sin søns liv. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger som reservist og betalt soldat har opholdt sig i Ukraine i en periode for at undervise oprørssoldater i våbenbrug, og hvor han tillige deltog i kamphandlinger. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at den mandlige ansøger efter en hjemsendelse fra Ukraine ikke ønskede at vende tilbage til Ukraine. Flygtningenævnets flertal kan imidlertid ikke lægge ansøgernes forklaring om, at han efter hjemsendelsen fik at vide, at han skulle tilbagesendes til Ukraine, og at der i den forbindelse opstod en konflikt med de militære myndigheder til grund. Flertallet kan heller ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger blev tilbageholdt og truet til at love at tage tilbage til Ukraine. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om tilbageholdelsen og aftalen om, hvornår han skulle udsendes igen fremstår usammenhængende og divergerende. Flertallet har således lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om på hvilken måde han skulle blive gjort bekendt med tidspunktet for sin udsendelse. Den mandlige ansøger har således først forklaret, at han ved løsladelsen fik at vide, at han ville blive kontaktet telefonisk den […] eller […] med besked om, hvornår han skulle udsendes, mens han senere forklarede, at han […]modtog en opringning fra en officer med besked om, at han skulle møde op den […] . Hertil kommer, at den kvindelige ansøger tillige har forklaret divergerende om, hvorledes den mandlige ansøger skulle få besked om, hvornår han skulle af sted igen. Hun har således først forklaret, at han om morgenen efter løsladelsen oplyste, at han ville blive ringet op, og at han skulle af sted igen i august, mens hun efterfølgende har forklaret, at han ikke havde fået at vide, hvornår han skulle møde op samt, at han alene havde fået at vide, at han ville blive kontaktet. Endelig har den mandlige ansøger under nævnsmødet forklaret, at han blev løsladt med besked om, at han på et tidspunkt ville blive opsøgt på sin bopæl eller arbejde og få besked om, hvornår han skulle tilbage. Flertallet finder, at disse divergenser ikke alene kan forklares med, at den mandlige ansøger er blevet misforstået af tolken. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2016/19 / KIB.
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland med medfølgende ægtefælle og børn. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer af trosretning fra Tjetjenien, Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af de tjetjenske og russiske myndigheder, idet ansøgeren har nægtet at skrive under på, at han har modtaget kompensation for de skader, som ansøgeren blev påført i forbindelse med et russisk bombeangreb tilbage i 2000. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han [begyndelsen af] 2000 blev skadet i forbindelse med et bombardement udført af de russiske styrker i ansøgerens landsby. Omkring tre til fire år før 2014 blev ansøgeren opsøgt af en ukendt person, som ansøgeren formoder, var en repræsentant for de russiske myndigheder. Denne person oplyste ansøgeren om, at han ville modtage kompensation for de skader, som han var blevet påført under angrebet i 2000, hvorfor ansøgeren underskrev et dokument. I [sommeren] 2014 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl, af to personer fra et efterforskningsnævn og blev udspurgt, om han havde modtaget kompensation for sine fysiske skader, hvilket ansøgeren afviste. [I slutningen af sommeren] 2014 blev ansøgeren på ny opsøgt på sin bopæl af en politibetjent. Ansøgeren fulgte med på stationen for at drøfte kompensationsspørgsmålet, og han nægtede i den forbindelse at skrive under på, at han havde modtaget kompensation. Ansøgeren fik efterfølgende lov til at forlade stedet. [Få dage efter] tidligt om morgen, brød maskerede personer i mørke militæruniformener ind i ansøgerens hjem. Ansøgeren blev bundet og fik tape for øjnene, hvorefter han blev anbragt bag i en bil og kørt et ukendt sted hen. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren slået med knytnæver og knipler, ligesom der blev sat strøm til hans krop. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren instrueret om, at han skulle gå til distriktsadvokaturen og underskrive dokumenter, som bekræftede, at han havde modtaget kompensation for sine skader, hvilket ansøgeren til sidst indvilgede i for at blive løsladt. Efter nogle timers tilbageholdelse blev ansøgeren kørt tilbage til sin landsby. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle og børn valgte samme dag at forlade bopælen, hvorefter de valgte at udrejse af hjemlandet umiddelbart efter. Efter en samlet vurdering af den mandlige ansøgers forklaring om asylmotivet finder Flygtningenævnet, at forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden, og forklaringen forkastes derfor som utroværdig. Flygtningenævnet lægger afgørende vægt på, at det må anses for usandsynligt, at en person først i 2010 har henvendt sig til ansøgeren om spørgsmålet om kompensation for personskade efter et bombardement af ansøgerens hjemby i 2000. Ansøgeren er herefter først i sommeren 2014 på ny blevet opsøgt vedrørende spørgsmålet, uden at han i den mellemliggende periode selv har forhørt sig om mulighederne for at opnå kompensation, der angiveligt kunne udgøre 30-40.000 euro. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til, at ansøgeren ikke er i stand til mere præcist at forklare om den første henvendelse, udover at det var en russisktalende person, der kom til bopælen, og ansøgeren kan heller ikke mere præcist oplyse om de papirer, som han underskrev. Det fremstår endvidere usandsynligt, at den mandlige ansøger er blevet tilbageholdt og udsat for overgreb for at tvinge ham med det formål, at han skulle underskrive dokumenter om, at han havde modtaget kompensation, hvorefter han er blevet løsladt med besked om, at han skulle henvende sig til distriktsadvokaturen for at underskrive dokumenterne. Under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014 har ansøgeren hertil forklaret, at han skulle henvende sig ved et distriktsadvokatur, hvor de havde de relevante formularer, men at han ikke husker, hvor det var, han skulle henvende sig. Under asylsamtalen den [i sommeren] 2015 har ansøgeren oplyst, at han skulle gå til distriktsadvokaturet, mens han under gensamtalen har oplyst, at han skulle gå hen på et eller andet distriktsadvokatur, men at han ikke helt husker det, da de blev sagt så hurtigt. Ansøgeren har over for nævnet forklaret, at han skulle henvende sig hos advokaturen i [ansøgerens distrikt]. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren overfor nævnet har besvaret flere spørgsmål på en upræcis og usikker måde, og at han i øvrigt har svaret afglidende på spørgsmål, herunder om hvilke andre personer, der i ansøgerens hjemby havde modtaget kompensation som følge af bombardementet i 2000. Flygtningenævnet lægger ved bedømmelsen i øvrigt vægt på de oplysninger, der fremgår af notat af 12. august 2015 fra Udlændingestyrelsen vedrørende udbetaling af kompensation i forbindelse med Den Anden Tjetjenske krig. Det fremgår, at notatet er udarbejdet ved indhentning af oplysninger fra lokale russiske kilder med ekspertise i Nordkaukasus, og at de fleste kilder har afvist, at der skulle findes et særligt program for personskadeerstatning for skader opstået under Den Anden Tjetjenske krig. Efter det oplyste er der udbetalt kompensation i de tilfælde, hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har truffet afgørelse herom, eller såfremt man som militær eller civil tjenestemand har været offer for terrorangreb fra militante aktører. Endvidere er der mulighed for kompensation for personskader, hvis der er anlagt en civil sag mod skadevolderen. Flygtningenævnet finder ikke efte de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i Rusland, herunder i Tjetjenien, er af en sådan karakter, at ansøgerne vil være i risiko for overgreb alene som følge af, at de er udrejst af Tjetjenien. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden Rusland risikerer forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2016/18/lrn
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra [...], Rusland. Den kvindelige ansøger er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra […], Rusland. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter de tjetjenske myndigheder, idet politiet beskylder ansøgeren for at stå i ledtog med tre mænd, der [i efteråret] 2014 begik et røveri i nærheden af den nye moske i centrum af Grozny. Af den grund knytter det tjetjenske politi også den mandlige ansøger til det terrorangreb, der fandt sted i Grozny [i slutningen af] 2014. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i efteråret] 2014 kørte tre ukendte unge mænd fra [punkt A] i Grozny til moskeen [B] i Grozny. På vej til moskeen blev ansøgeren stoppet ved et tjekpoint, hvor han oplyste generalia og bilens registreringsnummer. [I slutningen af] 2014 blev ansøgeren og hans ægtefælle opsøgt af politiet på deres bopæl. I den forbindelse blev den mandlige ansøger udspurgt om taxaturen [i efteråret] 2014 og taget med til [en] politistation, hvor han blev tilbageholdt i to dage. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren afhørt om taxaturen [i efteråret] 2014 og udsat for fysiske overgreb. Den tredje dag blev den mandlige ansøger løsladt, efter at han var blevet pålagt at finde frem til de tre passagerer. [20 dage senere i] 2014 blev ansøgerens bopæl opsøgt af politiet igen. Han blev taget med til [samme] politistation, hvorefter han blev løsladt kl. 20 samme aften. Han blev på ny udsat for overgreb. Politiet gav ham 20 dage til at opklare sagen. Den mandlige ansøger har henvist til, at han på en ukendt dato blev opsøgt på sin bopæl af familiemedlemmer til ofrene for røveriet. Familiemedlemmerne spurgte, hvem de tre ukendte mænd var, og truede ansøgeren med at straffe ham, hvis han ikke fandt de tre mænd. Den mandlige ansøger søgte blandt andet hjælp hos en bekendt ved navn [C], der er sergent i det tjetjenske politi. [I slutningen af] 2014 opfordrede [C] ansøgerne til straks at flygte, da den mandlige ansøger på grund af episoden [i efteråret] 2014 ville blive mistænkt i forbindelse med det store terrorangreb, der netop havde fundet sted. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at forkaste den mandlige ansøgers forklaring om, at han i forbindelse med sit virke som taxachauffør [i efteråret] 2014 samlede tre mænd op i udkanten af Grozny og kørte dem ind til området ved den nye moske i Groznys centrum, eller at den mandlige ansøger blev standset ved et tjekpoint og registreret. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at forkaste den mandlige ansøgers forklaring om, at han efterfølgende to gange blev afhørt af politiet om denne tur og de tre mænd, og at den mandlige ansøger i den forbindelse blev slået og truet af politiet. Uanset, at den mandlige ansøger efter sin egen forklaring af politiet fik besked på at finde frem til de tre mænd, har hverken den mandlige eller kvindelige ansøger forsøgt at finde frem til, hvad de tre mænd havde foretaget sig, og de har forklaret, at episoden ikke blev omtalt i medierne. På grundlag af den mandlige ansøgers forklaring om, at han blev opsøgt af ofrenes familiemedlemmer, må det lægges til grund, at de tre mænds mulige forbrydelse rettede sig mod nogle privatpersoner. Den mandlige ansøger har forklaret, at han [i slutningen af] 2014 på ny fik besked på at finde frem til de tre mænd, og at dette skulle ske inden for tyve dage. Den mandlige ansøger fik herefter lov til at gå, og han blev ikke pålagt restriktioner i forhold til sin bevægelsesfrihed. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at myndighederne har nogen anledning til at knytte den mandlige ansøger til det terrorangreb, der fandt sted [i slutningen af] 2014, og finder at måtte forkaste den del af ansøgernes forklaring som usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Uanset, at nævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger to gange har været afhørt af det tjetjenske politi i [slutningen af] 2014 om en konkret hændelse, finder nævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2016/17/LAJ
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tjetjener, russisk statsborger og muslim af trosretning fra Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive dræbt af sin fader og sine brødre som følge af, at hun har været udsat for et seksuelt overgreb. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes familie er meget religiøs, og at hendes brødre er meget kontrollerende omkring, hvad ansøgeren må og ikke må. Den [ultimo] 2014 besøgte ansøgeren en veninde, som var fraskilt og boede alene. Ansøgeren fortalte sine forældre, at veninden var alene hjemme og gerne ville have, at ansøgeren overnattede hos hende. Sandheden var dog, at veninden skulle holde en fødselsdagsfest. De var fem kvinder og to mænd, som deltog i festen. De andre deltagere overtalte ansøgeren til at drikke champagne med vodka i, og ansøgeren blev svimmel. Ansøgeren blev dårlig, hvorfor hun lagde sig på sin venindes værelse. Da hun lå på værelset, kom en af de mandlige deltagere, […], ind på værelset og udsatte hende for et seksuelt overgreb. Efterfølgende udsatte den anden mandlige deltager, […], hende ligeledes for et seksuelt overgreb. Den efterfølgende dag fortalte ansøgeren sin veninde om overgrebene, men veninden tog det meget afslappet. Ansøgeren blev bange for, at hendes brødre ville slå hende ihjel som følge af overgrebene. Hun kontaktede sin moder og fortalte om overgrebene. Ansøgerens moder kom med nogle af ansøgerens ting samt hendes indenrigspas og hjalp hende til sin tante i Moskva. Efter at have opholdt sig hos tanten i over en måned, rejste hun til Danmark. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den forekommer divergerende og usandsynlig på væsentlige punkter. Ansøgeren har således blandt andet i sin første samtale med udlændingemyndighederne forklaret, at hun morgenen efter de påståede overgreb slukkede sin telefon i tre dage, inden hun kontaktede sin mor, mens hun senere overfor styrelsen og overfor nævnet har forklaret, at hun allerede kontaktede moren dagen efter, at hun var vågnet om morgenen. Endvidere forekommer ansøgerens forklaring om, at hun, der efter det oplyste kommer fra stærkt religiøs familie med en og særdeles begrænsede udfoldelsesmuligheder for kvinderne, dog fik lov til at tage på et uledsaget ophold med overnatning hos en veninde, som familien kun havde sporarisk kendskab til, og hvis telefonnummer og nøjagtige adresse var dem ubekendt. På denne baggrund finder nævnet efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Rusland vil være i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 fra familiens side, idet i øvrigt bemærkes, at den mandlige del af familien efter ansøgerens egen forklaring intet kender til det eventuelt passerede. Endelig bemærkes, at efter samtlige foreliggende oplysninger er heller ikke betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2016/16/IBL
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med klagerens egen forklaring til grund, at han – kort tid efter at have opnået opholdstilladelse i Danmark [i foråret] 2013 – gennem sin broder i Tjetjenien søgte om og fik udstedt et russisk indenrigspas. Det lægges endvidere til grund, at han, da han havde modtaget indenrigspasset af broderen, i efteråret 2014 ved personligt fremmøde på den russiske ambassade i Danmark ved brug af indenrigspasset, søgte om udstedelse af et russisk udenrigspas, hvilket han fik udstedt [i slutningen af] 2014. Det fremgår af referatet af klagerens samtale med Udlændingestyrelsen [fra efteråret] 2015, at klageren forklarede, at han ikke er eftersøgt i hjemlandet, og at han på forespørgsel om, hvordan han vidste, at han ikke var eftersøgt forklarede, at hans familie ad to omgange har undersøgt det via bestikkelse. Klageren har under mødet i Flygtningenævnet endvidere forklaret, at han er eftersøgt i Tjetjenien men derimod ikke af de russiske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at betydningen af disse omstændigheder på afgørende måde afsvækkes af klagerens forklaring om, at han skulle bruge udenrigspasset til en rejse til Hviderusland. Nævnet bemærker herved blandt andet, at klageren til samtalen med Udlændingestyrelsen forklarede, at han ikke planlægger en rejse til Hviderusland foreløbig, da han kun har omkring 1.000 kr., men at han fik udstedt det russiske pas, da det var godt at have sine papirer i orden. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at de i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, nævnte betingelser for at inddrage opholdstilladelsen er opfyldt. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren alene har haft opholdstilladelse i Danmark fra [foråret] 2013, samt at der ikke foreligger oplysninger om, at han – der har forældre og søskende i hjemlandet – har en særlig stærk tilknytning til det danske samfund. Hverken oplysningerne om, at klagerens ægtefælle og børn opholder sig i Danmark, eller oplysningerne om klagerens og familiemedlemmernes helbredsmæssige forhold, kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. rusl/2016/15/LRN
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra Grozny, Den Russiske Føderation. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter for sit og sit barns liv, idet hun er eftersøgt af myndighederne. Hun frygter endvidere sin fader, idet hun har fået et barn. Ansøgeren, der arbejdede som administrator i en butik, mødte i [sommeren] 2014 en person ved navn [navn på person, I]. Lidt tid derefter opbevarede hun en taske for [I], som han hentede næste dag. Omkring 10 dage derefter kom [I] igen med tasken, som han hentede efter en uges tid. I forbindelse med afhentningen af tasken fulgte [I] efter ansøgeren ud i køkkenet, holdt hende op ad væggen og rørte ved hende. Efter et par uger ringede han til hende og truede med at fortælle, hvad der var sket mellem dem. Han snakkede også om at tage til Syrien og kæmpe. En sen aften ringede han til hende igen. Han talte om Syrien og truede hende. Dagen efter kom han til butikken, mens ansøgeren var alene. Han låste døren, slog ansøgeren i hovedet og voldtog hende. Han sagde, at han ville aflevere tasken igen, og at der var våben i tasken. Dagen efter kom han til butikken med tasken. Ansøgeren var alene i butikken. [I] voldtog hende igen. Da [I] gik ud af butikken, blev han anholdt af militærfolk. Ansøgeren skyndte sig over til en veninde, der arbejde i en café, hvorfra hun kunne se militærfolkene storme butikken. Kort efter ringede hendes chef til hende og sagde, at militærfolkene ville tale med hende. Veninden ringede til ansøgerens broder, der fortalte, at myndighederne ledte efter ansøgeren på bopælen, fordi de havde fundet tasken med våben. Ansøgeren boede i to dage hos veninden, inden hun udrejste af Tjetjenien. Flygtningenævnet bemærker, at der i forbindelse med sagens forberedelse er fremkommet kopi af et udenrigspas tilhørende ansøgeren, som er udstedt før de af ansøgeren påberåbte episoder. Der er endvidere fremlagt en visumansøgning fra begyndelsen af [efteråret] 2014, hvilke visumansøgning blev imødekommet. Det fremgår af udenrigspasset, at der er stempler, der angiver, at passet er blevet anvendt til ind- og udrejse i Bulgarien. Endelig er der oplysninger om, at det spanske visum er blevet anvendt i forbindelse med en persons indrejse i Polen. Ansøgeren har forklaret, at hun hverken har kendskab til dokumenterne eller indrejserne, men formoder, at det kan være noget, hendes broder har sat i værk. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at broderen skulle have iværksat ansøgning om udenrigspas og visum uden at oplyse dette til ansøgeren og endvidere, at han skulle have ladet en tredjeperson anvende dokumenterne i [efteråret] 2014, før ansøgeren efter sin egen forklaring var udrejst. Flygtningenævnet finder på baggrund af dette, at hendes generelle troværdighed er nedsat. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret divergerende for så vidt angår antallet af voldtægter, samt hvornår disse skulle være sket. Flygtningenævnet finder, at denne divergens, der er central i hendes asylmotiv, er væsentlig. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren på flere andre punkter har forklaret divergerende, herunder hvorvidt [I] befølte hende, da han hentede tasken anden gang, om han besøgte hende i butikken mellem anden og tredje gang, hun opbevarede tasken, ligesom der er forklaret divergerende om, hvornår tasken blev afleveret og hentet igen. Flygtningenævnet finder sammenfattende, at divergenserne er så vægtige, at hendes forklaring må tilsidesættes som utroværdig. Herefter og da ansøgeren for nævnet har oplyst, at hun er af den opfattelse, at hendes nuværende ægtefælle er fader til hendes barn, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun risikerer at lide overlast fra sin fader. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” rusl/2016/14/MKT
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Tjetjenien, Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og sunnimuslimer fra Grozny, Tjetjenien, Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel, da ansøgeren ikke har gjort, som myndighederne sagde. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som entreprenør på [X]s hus. [I sommeren] 2014, mens han var på arbejde, faldt han ned fra en stige. Ansøgeren fortsatte arbejdet, men havde ondt, og han mødte ikke op på arbejde næste dag, fordi han havde smerter og ville tage til lægen. [Dagen efter] blev ansøgeren opsøgt af myndighederne. De bandt ansøgerens hænder og hev ham med udenfor i en bil. Ansøgeren fik bind for øjnene, og de kørte ham væk. Ansøgeren blev kørt til et for ham ukendt sted og blev placeret i et rum, hvor han blev afhørt om, hvorfor han ikke var mødt på arbejde. Ansøgeren fik at vide, at en af hans kolleger, [K], heller ikke var mødt på arbejde. Under afhøringen oplyste personen, der afhørte ansøgeren, at der var placeret en bombe i [X]s hus, og at ansøgeren havde planlagt det. Ansøgeren fortalte dem, at han ikke kendte noget til det, og han forklarede dem om [K]s arbejde, og at [K] [dagen før] selv havde hentet materialer til huset og var begyndt at læsse nogle af disse af, inden ansøgeren og resten af kollegaerne kom og hjalp ham. [Fem dage senere] blev ansøgeren løsladt, fordi han sagde, at han nok skulle finde [K]. Ansøgeren fik fem dage til at finde [K]. Ansøgeren sagde til dem, at han var meget medtaget og havde brug for tid til at komme sig. De gik med til at give ansøgeren ti dage til at finde [K]. Tre dage efter løsladelsen begyndte ansøgeren og hans fætter at lede efter [K], men uden held. [Fem dage efter løsladelsen] blev ansøgeren opsøgt af [X]s folk igen. De spurgte, om ansøgeren havde fundet [K]. Ansøgeren fortalte, at han endnu ikke havde fundet ham, men at han var på sporet af ham. Dagen efter kom ansøgerens fætter, og ansøgeren fortalte ham, at [X]s folk havde været der. Fætteren sagde til ansøgeren, at uanset om ansøgeren fandt [K], så ville [X]s folk altid være efter ham. Fætteren sagde, at det var bedst, at ansøgeren forlod Tjetjenien. [To dage senere] udrejste ansøgeren af Tjetjenien med sin moder, ægtefælle, søn og nevø. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, og at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter, at hendes ægtefælle som minimum vil blive tilbageholdt af myndighederne, idet han ikke har overholdt en aftale med myndighederne. Ansøgeren frygter endvidere, at der vil ske noget med hendes familie og barn. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers konflikt med de tjetjenske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgernes forklaring på flere helt centrale punkter fremstår utroværdig. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret, at den mandlige ansøger fik en arbejdsopgave på [X]s hus, men at den mandlige ansøger ikke på nævnsmødet har været i stand til at forklarede nærmere om størrelsen af arbejdsopgaven, pris og aflønning, og om sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med arbejdets udførelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at det skulle være muligt at placere en bombe i huset, der var under stærk bevogtning og i øvrigt ubeboet på tidspunktet. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om, hvordan det lykkedes ham at blive løsladt, forekommer usandsynlig. Det forekommer således usandsynlig, at myndighederne uden videre løslod den mandlige ansøger, hvis myndighederne mente, at han havde noget med bomben at gøre, eller at han kunne føre dem til den hovedmistænkte og, at det tillige forekommer usandsynligt, at myndighederne overlod det til den mandlige ansøger at finde [K], og at myndighederne ikke i den forbindelse forsøgte at få flere oplysningerne om [K] ud af ansøgeren, når ansøgeren tilkendegav at kunne finde frem til [K]. Det forekommer i den forbindelse tillige usandsynligt, at myndighederne ikke allerede var bekendt med [K]s opholdssted mv., når myndighederne havde godkendt denne til at udføre arbejde på [X]s hus. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/13/chk
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tjetjenien, Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunnimuslim fra […], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har støttet sin morbroder og broder i deres engagement i [et parti] i perioden 1991 til 1994. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive tilbageholdt og slået ihjel af myndighederne, fordi han har støttet og arbejdet for sin morbroder og sin broder i deres politiske aktiviteter, og fordi han har ydet bistand til oprørerne under og efter de tjetjenske krige, herunder ydet støtte til sårede i […]s hus. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden 1991 til 1994 hjalp sin broder og sin morbroder i deres politiske engagement i [et parti]. Under den første tjetjenske krig behandlede ansøgeren sårede personer, og i den forbindelse befandt han sig to uger i [efteråret] 1995 på […]s bopæl i […]. I perioden 1997 til 1999 har ansøgeren været chauffør for sin morbroder, som var […] i Tjetjenien. I perioden 1999 til 2001, under den anden tjetjenske krig, bistod ansøgeren igen med at behandle sårede personer under kampene i Grosny. I 2001 til 2004 forsynede ansøgeren oprørerne i bjergene omkring sin hjemlandsby med mad og medicin. Da hans broder blev slået ihjel i [begyndelsen af] 2004, formodede ansøgeren, at han også var efterstræbt, og han levede herefter skjult hos familie og bekendte. [I efteråret] 2006 blev ansøgeren anholdt på sin bopæl af myndighederne. Han blev herefter tilbageholdt i seks dage, hvor han blev afhørt om sin tilknytning til oprørerne og til […]. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb. Efter sin løsladelse tog ansøgeren ophold i […] i Ingusjetien, hvor han boede frem til sin udrejse [i efteråret] 2014. Under sit ophold i [Ingusjetien] besøgte hans ægtefælle ham cirka ti gange. [I efteråret] 2014 foretog ansøgerens fætters søn, […], et selvmordsangreb, hvorved nogle myndighedspersoner blev slået ihjel. Som følge heraf blev flere familiemedlemmer afhørt, herunder ansøgerens fætter, […]. [Fætteren] advarede ansøgeren om, at han også ville blive afhørt, og han valgte derfor at udrejse fra Ingusjetien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens konflikt med myndighederne ligger langt tilbage i tid, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at myndighederne har efterstræbt ham i de 8 år, hvor han levede i Ingusjetien. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været tilbageholdt siden 2006, selvom myndighederne efterfølgende har haft mulighed for at opsøge ham via hans ægtefælle, som siden 2006 har født ansøgerens to yngste børn, og som har besøgt ansøgeren cirka ti gange under hans ophold i Ingusjetien, mens hun resten af tiden primært opholdt sig hos sin egen familie på ansøgerens hjemegn, men som desuagtet ikke er blevet opsøgt af myndighederne eller forfulgt af disse til ansøgerens skjulested. Den omstændighed, at ansøgerens fætters søn foretog et selvmordsbombeangreb [i efteråret] 2014, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren, uanset at hans familie er kendt som værende på oprørernes side, ikke selv har foretaget sig noget eller på anden måde været profileret siden sin tilbageholdelse i 2006, samt at ansøgerens to fætre, herunder […], hele tiden har kunnet og fortsat bor i Tjetjenien, og at [den ene fætter] efter tilbageholdelsen i forbindelse med selvmordsangrebet blev afhørt og løsladt efter 2-3 timer, hvorefter han uden yderligere kunne tage af sted til ansøgeren, som han i øvrigt har besøgt og hjulpet mange gange i perioden fra 2006 til 2014. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerens families forhold og hans tidligere konflikt med myndighederne i forhold til ansøgeren selv har haft en sådan karakter og intensitet, at han fortsat er profileret. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/12/chk
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra […], Groznyj, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive tilbageholdt af myndighederne, som hendes ægtefælle har en konflikt med. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle i [efteråret] 2012 blev opsøgt og tilbageholdt af myndighederne. Samme aften kontaktede ansøgeren sin ægtefælles fætter, som boede under fem minutters gang fra ansøgerens bopæl, hos hvem hun og børnene overnattede. Ansøgeren kontaktede sin ægtefælles slægtninge. De begyndte at lede efter ægtefællen uden resultatet. Tre-fire uger efter, at ansøgerens ægtefælle var blevet anholdt, blev ansøgeren tilbageholdt af myndighederne, som tog hende med til en politistation. Myndighederne ville vide, hvor ansøgerens ægtefælle var, hvilket ansøgeren ikke vidste. Efter to timers afhøring blev ansøgeren kørt hjem af myndighederne. En måned efter tilbageholdelsen blev ansøgeren opsøgt igen, hvor myndighedspersonerne truede med at tage ansøgerens børn, hvis hun ikke fortalte, hvor ægtefællen var. Omkring 20 minutter senere forlod personerne bopælen, hvorefter ansøgeren pakkede sine ting og tog hjem til sin moder med børnene, hvor hun boede indtil sin udrejse [i begyndelsen af efteråret] 2014. Mens ansøgeren var hos sin moder, blev hendes bopæl nedbrændt, hvilket ansøgeren formoder er forårsaget af myndigheder på grund af ægtefællens konflikt. Ansøgerens ægtefælle blev [i efteråret] 2013 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter i sit asylmotiv. Hun har således under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun blev tilbageholdt to måneder efter sin ægtefællens tilbageholdelse, mens hun under asylsamtalen og nævnsbehandlingen har oplyst, at hun blev tilbageholdt 2-3 uger efter sin ægtefælles tilbageholdelse. Hun har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange gange hun blev opsøgt af myndighederne. Hun har til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at hun jævnligt blev opsøgt af myndigheder, hver måned eller hver anden uge, mens hun til asylsamtalen og under nævnsbehandlingen har oplyst, at hun blev opsøgt to gange, inden hun flyttede hjem til sin moder. Hun har forklaret divergerende om, hvornår hun flyttede hjem til sin moder, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at dette skete 7-8 måneder efter ægtefællens tilbageholdelse, mens hun til asylsamtalen og under nævnsbehandlingen har forklaret, at hun flyttede hjem til sin moder to måneder efter ægtefællen blev tilbageholdt. Hun har under nævnsbehandlingen yderligere forklaret, at hun opholdt sig hos sin moder om natten og på sin bopæl om dagen. Hun har under nævnsbehandlingen oplyst, at det var i forbindelse med, at myndighederne opsøgte hende anden gang, at hun fik oplyst, at ægtefællen var blevet løsladt, hvorimod hun til samtalerne med Udlændingestyrelsen har oplyst, at hun fik denne oplysning første gang, hun blev opsøgt. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren, hvis hun angiveligt var efterstræbt, kunne få udstedt og udrejse på eget pas, uden at dette gav anledning til problemer. Herefter finder nævnet efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder ikke, at ansøgeren kan meddeles asyl som en konsekvens af hendes ægtefælles opholdstilladelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at hendes ægtefælle opnåede opholdstilladelse [efteråret] 2013 og ansøgeren først søgte asyl [12 måneder efter]. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2016/11/STR
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2014. ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim fra [R], Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel eller fængslet af myndighederne, idet hendes ægtefælle er blevet radikaliseret og har tilsluttet sig en ukendt oprørsgruppe, og fordi myndighederne mistænker hende for at videregive oplysninger til sin ægtefælle fra sin arbejdsplads, ligesom de beskyldte hende for at være spion. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle i 2014 begyndte at blive mere religiøst interesseret og tilbragte mere tid i moskeen. Ansøgerens ægtefælle blev tilbageholdt af myndighederne tre gange henover foråret, sommeren og efteråret 2014 på grund af sit religiøse engagement. Ansøgerens ægtefælle flygtede i [efteråret] 2014 op i bjergene og tilsluttede sig en ukendt oprørsgruppe. Ansøgeren blev omkring [efteråret] 2014, ca. to uger efter, at hendes ægtefælle var rejst, opsøgt af tre personer i sorte militæruniformer, som bad hende, hendes svigerfader og svoger om at følge med på politistationen. De blev afhørt omkring ansøgerens ægtefælles aktiviteter og opholdssted. Dagen efter blev ansøgeren igen opsøgt af uniformerede mænd, der tog hende med på politistationen og udspurgte hende. [I efteråret] 2014 blev ansøgeren for tredje og sidste gang opsøgt og taget med på politistationen, hvor hun blev afhørt og slået i ansigtet én gang med flad hånd. Ansøgeren blev tilbageholdt indtil næste dag, hvor hun blev løsladt. Ansøgerens broder og nogle af hendes fætre hentede hende på politistationen og kørte hende til Ingusjetien, hvor hun boede hos en af hendes broders venner. [I efteråret] 2014 rejste ansøgeren til Moskva, hvor hun opholdt sig i 8-9 dage hos sin fætters ekskone, inden hun udrejste til Hviderusland ved hjælp af en agent. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen har været konsistent og detaljeret, ligesom den forekommer selvoplevet. Nævnet lægger således til grund, at ansøgerens ægtefælle, efter at han havde været tilbageholdt tre gange af myndighederne i 2014, i hvilken forbindelse han blandt andet blev udsat for fysiske overgreb, i efteråret 2014 tilsluttede sig oprørsbevægelsen i bjergene. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren herefter tre gange i efteråret 2014 blev tilbageholdt af myndighederne, der beskyldte hende for at være spion og for at videregive fortrolige oplysninger til ægtefællen og dermed oprørerne, som hun var kommet i besiddelse af via sit arbejde for [G]. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens tilknytning til [G] understøttes af de fremlagte billeder. Endelig har nævnet lagt til grund, at ansøgerens broder og moder, efter at hun var udrejst [i efteråret] 2014, [i vinteren] 2014 blev anholdt og pålagt at sørge for, at ansøgeren kom tilbage. Det bemærkes, at disse tilbageholdelser fandt sted få dage efter oprørsangrebet [i vinteren] 2014 mod ansøgerens arbejdsplads [G]. Efter ansøgerens grad af profilering sammenholdt med baggrundsoplysningerne, er der ikke grundlag for at antage, at der er gjort op med ansøgerens problemer, fordi hun blev løsladt også efter den tredje anholdelse. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler ansøgeren og hendes medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” rusl/2016/10/LOD
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra [en navngiven by], Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive sigtet for et terrorangreb. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle var vicekommandør i den første tjetjenske krig, og at det var meningen, at han også skulle have deltaget i den anden tjetjenske krig. Ansøgerens ægtefælle fik dog lungebetændelse og kunne som følge heraf ikke deltage i krigen. I 2001 begyndte ansøgerens ægtefælle at få problemer som følge af sin deltagelse i krigen. Alle mænd, der havde deltaget i krigene, blev bedt om at aflevere deres våben og om at overgive sig til myndighederne. Ansøgerens ægtefælle blev tilbageholdt i begyndelsen af 2002 og afleverede sit våben og overgav sig i juni 2002, da han håbede på at få amnesti. Efter at ansøgerens ægtefælle havde afleveret sit våben, modtog han ikke en amnesti, som mange af de andre mænd. I stedet blev han hentet af myndighederne hver anden eller tredje uge og taget med til en afhøring. Ansøgerens ægtefælle var typisk tilbageholdt i to til tre uger og blev under disse tilbageholdelser udsat for vold. Ansøgerens ægtefælle har fortalt, at myndighederne ønskede, at han skulle fortælle navnene på andre oprørere. Natten mellem den 28. og den 29. august 2002 kom en række ukendte personer ind i på deres bopæl og ansøgerens ansigt blev dækket med en pude. Ansøgeren hørte, at hendes ægtefælle blev taget med af de ukendte personer. Den næste morgen henvendte ansøgeren sig til politiet for at anmelde kidnapningen af sin ægtefælle. De sagde dog blot, at ansøgeren skulle komme tilbage til en afhøring senere. To uger senere blev ansøgeren indkaldt til en afhøring. Det virkede som om, at de ikke var interesseret i at finde ansøgerens ægtefælle og ansøgeren fik indtrykket af, at de havde kendskab til private samtaler, der havde fundet sted mellem ansøgeren og hendes ægtefælle. De fortalte ansøgeren under afhøringen, at de vidste, at der var blevet gemt våben i byen. Den 20. september 2002 blev ansøgeren indlagt på hospitalet og mens ansøgeren var indlagt, opsøgte ukendte personer ansøgerens svigermoder på deres bopæl. De ønskede at finde ud af, om ansøgerens ægtefælle havde gemt våben der. Svigermoderen tillod det dog ikke. I oktober 2002 fandt ansøgeren og hendes svigermoder et overdækket område i deres majsmark. Dette område lå tæt på den terrasse, hvor ansøgeren og hendes ægtefælle typisk sad og talte sammen. Det var således tydeligt at se, at stedet var blevet brugt til at aflytte deres samtaler. Ansøgeren flyttede efterfølgende hjem til sin moder og boede der til december 2014. Ansøgeren blev ikke opsøgt personligt i denne periode, men ansøgerens søskende blev spurgt ved moskeen, om ansøgeren havde planer om at rejse. Den 4. december 2014 stormede terrorister et trykkeri. En af terroristerne blev genkendt som ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren var på arbejde i [en navngiven by], den 5. december 2014, da ansøgerens søster ringede og fortalte ansøgeren dette. Ansøgerens søster fortalte også, at ansøgerens ægtefælles lig var blevet afleveret i ansøgerens svigermoders gård. Ansøgerens søster sagde, at ansøgeren ikke skulle komme hjem. Ansøgeren ved ikke, hvor hendes ægtefælle har været i de tolv år, som er gået, men ansøgeren er sikker på, at hvis han havde været fri, så ville han have kontaktet hende. Den 6. december 2014 blev ansøgerens bopæl ransaget og den 7. december 2014 udrejste ansøgeren med hjælp fra sin moder og fætter. Ansøgeren har efterfølgende hørt, at myndighederne mistænker hende for at have hjulpet sin ægtefælle med terrorangrebet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om myndighedernes adfærd i tiden efter den påståede kidnapning af ægtefællen på en række punkter er usandsynlig og divergerende. Det forekommer således blandt andet usandsynligt, at myndighederne skulle have undladt en ransagning efter våben, alene fordi ansøgerens svigermoder nægtede dem adgang. Ansøgeren har endvidere i nævnet forklaret, at hendes moder efter den 4. december 2014 alene er blevet opsøgt en gang af myndighederne med henblik på at finde frem til ansøgeren, og at dette skulle være sket den 6. december 2014, mens hun tidligere, herunder under samtalen med Udlændingestyrelsen den 6. november 2015, har forklaret, at myndighedernes interesse for hende fortsat er aktuel, da de stadig spørger efter hende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er herved tillige henset til oplysningerne om ansøgerens beskedne profilering og intensiteten af myndighedsefterstræbelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2016/1/MVI
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter, at hun og hendes børn vil blive slået ihjel af Kadyrovs folk, fordi hendes søn […] er forsvundet. Hun har til støtte herfor oplyst, at […] var kritisk over for de tjetjenske myndigheder og havde talt om hævn efter, at hans søster og svoger måtte flygte fra Tjetjenien. Han havde også talt om at tilknytte sig oprørerne. Den […] forsvandt […]. Den […] blev ansøgerens hjem opsøgt af repræsentanter fra de tjetjenske myndigheder, der spurgte efter […]. Ansøgeren blev tilbageholdt indtil den […]. Under tilbageholdelsen blev hun udsat for fysiske overgreb og afhørt om, hvor […] opholdt sig. Hun blev blandt andet afhørt af ”Lord”. Hendes bror betalte 400.000 rubler for at få hende løsladt. Den […] blev hendes bopæl igen opsøgt af repræsentanter fra de tjetjenske myndigheder der tog alle familiens personlige dokumenter. Ansøgeren og […] udrejste af Tjetjenien. Hun har ikke efterfølgende haft kontakt med sin broder. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden, ligesom ansøgeren har svaret afglidende på konkrete spørgsmål om kontakten med nære familiemedlemmer og disses forhold. Flygtningenævnet finder således ikke at kunne lægge til grund, at ansøgerens søn har tilsluttet sig tjetjenske oprørere, idet dette alene beror på ansøgerens egen formodning, der ikke er støttet af andre oplysninger i sagen. Flygtningenævnet har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at ansøgerens søn efter ansøgerens forklaring på intet tidspunkt har modtaget militærtræning. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren er blevet tilbageholdt som følge af sønnens forsvinden. Flygtningenævnet finder i den forbindelse ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren under tilbageholdelsen har været udsat for de overgreb, som hun har forklaret om. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at det fremstår usandsynligt, at ansøgeren skulle være blevet afhørt af ”Lord”, som er en højtstående person i Kadyrovs nærmeste kreds, og som nu er medlem af parlamentet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hun er blevet tilbageholdt i en idrætshal, hvor der angiveligt blev udøvet tortur, fremstår utroværdig. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de oplyste torturmetoder må anses for at være almindeligt kendte, ligesom det fremstår utroværdigt, at de tjetjenske myndigheder ville gøre ansøgeren bekendt med, at der blev udøvet tortur mod et stort antal personer det pågældende sted. Til trods for at ansøgeren har forklaret, at hendes bror måtte betale et meget stort pengebeløb for hendes løsladelse, finder Flygtningenævnet det endvidere usandsynligt, at ansøgeren betingelsesløst skulle være blevet løsladt. Flygtningenævnet har på baggrund af det ovenfor anførte ikke fundet grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelses omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2015/9.
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ingusjetier og muslim af trosretning fra [landsby], Ingusjetien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men deltog i 2008 i en demonstration imod præsidentskiftet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt eller fængslet af FSB, fordi han ikke vil samarbejde med dem. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han har været i myndighedernes søgelys siden 2007, og at han fire gange har været tilbageholdt af FSB. I [sommeren] 2007 blev han tilbageholdt og afhørt af FSB, idet myndighederne ville have beviser for, at hans onkel, […], var imod præsidenten. De ville have ham til at samarbejde, og han skulle være vidne mod sin onkels ven, [A], som forsatte onklens arbejde med demonstrationer. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb. I begyndelsen af 2008 blev han igen tilbageholdt og afhørt af FSB, hvor han blev stillet spørgsmål om en demonstration, som ansøgeren havde deltaget i. I oktober 2010 blev han endnu engang tilbageholdt i to dage, hvorunder han blev stillet spørgsmål om en terrorhandling i Ossetien, som myndighederne mente, han havde været med til at forberede. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb. I maj 2012 blev han på ny tilbageholdt og afhørt af FSB, idet myndighederne mente, at han læste […] for at kunne yde […] hjælp til terrorister. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans og forældrenes hjem i [starten af] 2014 blev ransaget af myndighederne, og at han efter ransagningen og frem til udrejsen, opholdt sig i skjul i Rostov i et hus, som hans moders fætter havde lejet. Ansøgeren har endeligt henvist til, at hans forældre er blevet opsøgt efter hans udrejse, senest i [foråret] 2015. Ansøgeren har derefter selv talt med nogle folk fra anklagemyndigheden, hvor han oplyste dem, at han ikke havde i sinde at vende tilbage til Rusland, og at han opholdt sig i Tyskland. Siden da er hans forældre ikke blevet opsøgt. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren er i myndighedernes søgelys som konkret mistænkt for at have udført eller bistået med terrorangreb imod regeringen eller andre myndighedskritiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder dog ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han har været tilbageholdt 2007, 2008, 2010. Flygtningenævnet lægger imidlertid vægt på, at der har været tale om kortvarige tilbageholdelser, at ansøgeren er blevet løsladt uden betingelser, og at ansøgeren imellem tilbageholdelserne ikke har haft problemer med myndighederne. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at tilbageholdelserne og afhøringerne har efterladt myndighederne med en konkret mistanke om, at ansøgeren havde forbindelse til aktiviteter rettet imod myndighederne. Flygtningenævnet lægger herved også vægt på, at ansøgerens lillebroder, der fra 2009 havde samme adresse i Volgograd som ansøgeren, ikke har haft problemer. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende i væsentlig grad om forløbet af - og sit kendskab til – de angivelige ransagninger, som ansøgeren har angivet som den væsentligste begrundelse for sin efterfølgende udrejse. Flygtningenævnet bemærker herved også, at ansøgeren har søgt at underbygge sin forklaring om, at ransagningen var udtryk for en konkret mistanke fra myndighedernes side, ved at forklare om efterfølgende ransagninger hos forældrene, samt om, at han efterfølgende selv har talt med myndighederne i den forbindelse. Ansøgerens forklaring herom fremstår imidlertid ikke troværdig, idet han har forklaret divergerende om, i hvilken situation han har haft kontakt til myndighederne. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2015/8
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra […] i Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Rusland frygter at blive dræbt af en repræsentant fra præsident Kadyrovs hær, fordi de har fået kendskab til, at ansøgeren som læge har behandlet syge og sårede tjetjenske oprørere. Som asylmotiv har ansøgeren endvidere henvist til, at hun frygter sin families reaktion, hvis de får kendskab til, at hun har været bortført af Kadyrovs mænd. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i april 2014 blev bortført af tre mænd i en bil. Ansøgeren blev kørt til et hus, hvor hun i kælderen blev udsat for fysiske overgreb og anklaget for at have ydet lægelig behandling til tjetjenske oprørere. Ansøgeren blev ligeledes truet til at indgå et samarbejde med bortførerne. Efter to til tre timers tilbageholdelse løslod mændene ansøgeren. Forinden havde mændene lavet ændringer i ansøgerens mobiltelefon og instrueret hende i altid at have den på sig. I dagene efter bortførelsen følte ansøgeren sig overvåget af en sort bil, når hun passede sit arbejde på hospitalet. To dage efter bortførelsen modtog hun et billede på sin mobiltelefon. Billedet forestillede ansøgeren i kælderen, hvor hun bliver truet med en pistol. Som følge af truslen besluttede ansøgeren sig for at udrejse af Tjetjenien allerede den følgende morgen. Ansøgeren krydsede grænsen til Hviderusland legalt med tog. Da passet var blevet kontrolleret af grænsevagter på den russiske side, opdagede ansøgeren, at siderne 19-20 var revet ud. Den beskikkede advokat har videre henvist til, at afslag på asyl vil indebære en krænkelse af CEDAW konventionen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har overordnet lagt vægt på, at forklaringen er blevet udbygget, herunder under nævnsmødet, at den har været divergerende både med hensyn til detaljer og med hensyn til centrale punkter, og endvidere forekommer forklaringen ulogisk på en række punkter. Således er det indtrykket, at forklaringen er konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har vedrørende forklaringen for nævnet om voldtægten, som første gang fremgår af den nuværende advokats skriftlige indlæg, hæftet sig ved, at ansøgeren på direkte forespørgsel under samtalen med Udlændingestyrelsen af 17. december 2014 har svaret benægtende på, at der skulle være tale om voldtægt. Vedrørende passet har Flygtningenævnet lagt vægt på Udenrigsministeriets høringssvar 18. marts 2015, hvorefter den side, der angiveligt skulle være revet ud af grænsekontrollen, ville indeholde oplysninger om udenrigspas. Vedrørende fotografiet har Flygtningenævnet lagt vægt på at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at der var tale om fire fotos, hvoraf de tre viste de seksuelle overgreb, hvorimod ansøgeren tidligere alene har forklaret om det ene foto, som er fremlagt. Videre har nævnet lagt vægt på, at det fremlagte foto ikke fremtræder som en autentisk optagelse. Ansøgerens forklaring om, hvorledes hun fik billedet udleveret af Murat, virker mindre sandsynlig, og nævnet har hæftet sig ved, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at hun tillige fik kopi af sine uddannelsespapirer, hvorimod ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at hun alene fik billedet. Vedrørende telefonen finder nævnet, at det er ulogisk, at ansøgeren overlod telefonen til veninden Kheda, selvom ansøgeren gik ud fra, at hun blev overvåget via telefonen, idet ansøgeren således udsatte Kheda for tilsvarende problemer. Ansøgerens forklaring om hvor mange gange hun har behandlet sårede oprørere, har været divergerende og er under nævnsmødet blevet udvidet. Ansøgerens svar på spørgsmål under nævnsmødet om, hvorledes familien reagerede, da hun kom hjem efter tilbageholdelsen, har ikke virket sandsynlig eller troværdig. Flygtningenævnet kan ikke lægge vægt på de tilsigelser, der er fremkommet med advokatens indlæg, dels på grund af tilsigelsernes sene fremkomst og ens udseende, og dels som følge af ansøgerens forklaring på, hvorledes de er tilvejebragt, som ikke forekommer troværdig. Ansøgeren har, når hun er foreholdt divergenser i forklaringen, udtalt ”jeg har kun svaret på det, jeg blev spurgt om.” Flygtningenævnet finder, at denne forklaring på divergenserne ikke er plausibel, navnlig ikke henset til ansøgerens uddannelsesniveau. Endvidere har ansøgeren været den nærmeste til – og egen drift – at oplyse de omstændigheder, hvorpå hun bygger sit asylmotiv. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2015/7
Nævnet meddelte i juli 2015 opholdstilladelse B-status til et ægtepar samt tre børn fra Ingusjetien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk ingusjer og muslim fra […] Ingusjetien. Ansøgeren har inden præsidentvalget i 2012 deltaget i valgmøder med organisationen […] Den kvindelige ansøger er født i Kasakhstan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Den Russiske Føderation frygter, at de vil blive slået ihjel af myndighederne. Flygtningenævnet finder at ansøgernes forklaringer i det væsentlige kan lægges til grund, idet de forekommer troværdige og selvoplevede og på flere punkter underbygges af de foreliggende baggrundsoplysninger. Det lægges således til grund, at den mandlige ansøger i to tilfælde er blevet tilbageholdt og tortureret i flere dage af myndighederne, og at begge ægtefæller herudover er blevet afhørt og efter deres udrejse eftersøgt. På denne baggrund findes det sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Ingusjetien risikerer at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder det derimod ikke godtgjort, at de risikerer individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor de russiske statsborgere […] og […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rusl/2015/6
Nævnet meddelte i juli 2015 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra Grozny, Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive dræbt af de tjetjenske myndigheder, fordi hendes to sønner ifølge myndighederne har været oprørere. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at sønnerne for fire år siden kom i myndighedernes søgelys, og at den yngste søn blev tilbageholdt i syv dage, før han udrejste til Danmark. Den ældste søn udrejste ligeledes, og efter sønnernes udrejse blev ansøgeren i de følgende tre år opsøgt af myndighederne, som bad ansøgeren kalde sønnerne hjem og blandt andet truede med at dræbe hende, hvis ikke hun gjorde det. Myndighederne stoppede endvidere ansøgerens pension, ligesom de sørgede for, at hendes nabo ikke længere kom for at hjælpe hende. Herefter udrejste ansøgeren. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at hendes to sønner er mistænkt for at støtte oprørerne, og at myndighederne efterfølgende jævnligt har opsøgt ansøgeren og herunder truet med at anholde hende, dræbe hende og brænde hendes hus af. Nævnet finder endvidere, at baggrundsmaterialet i nogen grad støtter, at nære familiemedlemmer til oprørere eller deres hjælpere kan opleve pression fra myndighederne, og at det ikke kan udelukkes, at nære familiemedlemmer anholdes og udsættes for tortur. Selvom truslerne gennem tre år ikke er realiseret, finder et flertal af nævnet, at trusler igennem så lang tid har en tilstrækkelig intensitet, særligt på grund af ansøgerens alder og handikap. Dette flertal finder endvidere ikke, at ansøgerens forklaring om, at hendes pension er inddraget, og at hendes hjælp fra naboen er standset på myndighedernes foranledning, kan afvises som usandsynlig. Disse indgreb findes endvidere at være en intensivering af myndighedernes forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor den russiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren har fået udstedt dokumenter af myndighederne, herunder et pas, og at ansøgerens søn tidligere har søgt familiesammenføring for ansøgeren, kan ikke føre til et andet resultat. rusl/2015/6
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra […], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har som asylmotiv henvist til, at han frygter repressalier fra de tjetjenske myndigheder som følge af sin deltagelse i den første tjetjenske krig. Under den første tjetjenske krig fjernede han miner, som de russiske militærstyrker havde lagt ud. Den tjetjenske regering hædrede ansøgeren for deltagelsen i krigen og udstedte en erklæring, hvori der stod, at ansøgeren havde deltaget i krigen, og at han havde fjernet miner. De russiske myndigheder kom i besiddelse af denne erklæring, da de invaderede Tjetjenien, idet de i den forbindelse fik adgang til alle offentlige arkiver. Omkring slutningen af 1999 eller [begyndelsen af] 2000 opsøgte den russiske efterretningstjeneste, FSB, ansøgeren på bopælen to gange med mellem en og to ugers mellemrum. Omkring en måned senere blev ansøgeren afhørt af FSB på et kontor i […]. I løbet af 2003 blev han tilbageholdt af personer fra myndighederne omkring tre eller fire gange. Han blev tilbageholdt en til to dage hver gang, og han blev afhørt om sin deltagelse i den første tjetjenske krig. Ansøgeren er blevet opsøgt af en ukendt person, der fortalte ham, at ukendte personer ville hævne sig på ham, fordi han havde afleveret miner til oprørerne, som blev benyttet til at bombe en russisk kampvogn. I [begyndelsen af] 2014 opsøgte de tjetjenske myndigheder ansøgerens bopæl. Han blev beskyldt for at have afleveret miner til oprørerne. Han blev senere løsladt mod betaling. I [foråret] 2014 og i [sommeren] 2014 blev han igen opsøgt af de tjetjenske myndigheder. Den sidste gang skubbede myndighederne hans ægtefælle ned af en trappe, hvorefter de forlod ansøgerens bopæl. Den kvindelige ansøger er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra byen […], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Hun har som asylmotiv henvist til, at hun vil blive dræbt af sin tidligere ægtefælle. Hun frygter endvidere de personer, som forfølger hendes nuværende ægtefælle. Hun indgik i 2003 et arrangeret ægteskab med en person ved navn [I]. De var gift i 10 år og boede i […]. [I] var voldelig over hende og holdt hende indespærret. Han nægtede hende at forlade bopælen. Ansøgerens datter døde i 2013. Den dag hendes datter blev begravet, flygtede hun fra [I] til sin moders venindes datter, [P], der også boede i […]. Ansøgeren opholdt sig her i omkring en måned, hvorefter hun rejste til […], hvor hun blev gift med sin nuværende ægtefælle. Myndighedspersoner har opsøgt parrets bopæl i […] omkring tre gange, som følge af at hendes nuværende ægtefælle har ryddet miner under den første tjetjenske krig. Myndighederne opsøgte første gang parrets bopæl i 2014. Det var to eller tre personer, der opsøgte parret i [foråret], og de tilbageholdt hendes ægtefælle. I [sommeren] 2014 blev parrets bopæl opsøgt af tre myndighedspersoner, og hun blev i den forbindelse skubbet ned af trappen, så hun slog hovedet og besvimede. Flygtningenævnet lægger den kvindelige ansøgers forklaring om, at hun er flygtet fra et voldeligt ægteskab, til grund. Ansøger er efter sin egen forklaring blevet eftersøgt af sin ægtefælle hos sin veninde, men er ikke blevet opsøgt på den bopæl, hun delte med den mandlige ansøger. Flygtningenævnet finder, at ansøgers konflikt, der er privatretlig, ikke er af en sådan karakter og intensitet, at den er omfattet af udlændingelovens § 7. Den mandlige ansøger har detaljeret forklaret om flere henvendelser og tilbageholdelser, begået af skiftende personer efter den 2. tjetjenske krig. Nævnet finder imidlertid ikke, at disse henvendelser og tilbageholdelser, der efter ansøgers beskrivelse har fundet sted fra 2010 og frem, herunder frem til ansøgernes udrejse i 2014, har en sådan intensitet, at der er tale om en asylbegrundende konflikt, ligesom ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at henvendelserne skyldes hans aktiviteter under den 1. tjetjenske krig. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være udsat for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2015/5
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Rusland. Indrejst i 2014. ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer af trosretning fra Grozny, Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive fængslet, tortureret og/eller slået ihjel af politiet. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han efter fredagsbønnen [i løbet af sommeren] 2014 blev taget af OMON-styrker og kørt til en afhøring på ROVD-station i området [A]. Der var han tilbageholdt i omkring to timer. Efter afhøringen blev han løsladt. [Senere samme sommer i] 2014, mens den mandlige ansøger var på arbejde, blev den kvindelige ansøger opsøgt af en lokal politibetjent. Politibetjenten afleverede en indkaldelse til politiet, hvor der blandt andet stod, at den mandlige ansøger skulle møde [dagen efter] hos ROVD i området [B]. [Dagen efter] mødte den mandlige ansøger på ROVD, hvor han blev spurgt, om han havde forbindelse til oprørerne, og om han havde forbindelse til sin broders venner. Politiet havde kendskab til, at hans broder var oprører. Herefter fik den mandlige ansøger lov til at gå. [Senere samme sommer i] 2014, omkring kl. fire om morgenen, bankede Spetznazs styrker på døren til ansøgernes bopæl. Fire personer kom ind på bopælen. To af personerne blev sammen med den mandlige ansøger, mens de to andre gik ind i soveværelset, hvor den kvindelige ansøger sov sammen med deres børn. Den mandlige ansøger blev taget med og tilbageholdt [i tre dage]. I de dage han var tilbageholdt, blev han udsat for fysiske overgreb. [Da han blev løsladt i] 2014 blev den mandlige ansøger bedt om at skrive under på nogle blanke papirer. Efterfølgende fik han at vide, at han skulle indsamle oplysninger om folks synspunkter, deres tanker og holdninger til myndighederne. Umiddelbart herefter blev han løsladt. Det må tillægges vægt, at den mandlige ansøgers broder forlod familien tilbage i 1999 angiveligt for at deltage i den tjetjenske krig på oprørernes side, at ansøgerne ikke siden har hørt fra broderen, og at ansøgerne heller ikke har haft problemer med myndighederne forud for de påberåbte episoder i 2014. Den mandlige ansøgers oplysninger om lånet på 1.000 dollars til broderens ven [C] fremstår usædvanlige. Der er tale om, at han låner en i realiteten fremmed person et efter tjetjenske forhold ikke ubetydeligt beløb uden sikkerhed eller aftaler om tilbagebetaling. Den mandlige ansøger har efter sin egen forklaring ikke nogen nærmere relation til [C]. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers broder angiveligt er død for mere end ti år siden. Tilbageholdelsen i moskéen og den efterfølgende afhøring samt indkaldelsen til møde hos politiet [i sommeren] 2014 kan ikke antages at angå myndighedernes eventuelle undersøgelse af den mandlige ansøgers relationer til oprørerne. Anholdelsen [tidligere på sommeren] 2014 var af generel karakter med en efterfølgende kortvarig afhøring til fastlæggelse af identitet. Vedrørende mødet [hos politiet i] 2014 må det tillægges vægt, at den mandlige ansøger blev indkaldt med tilsigelse. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at personer, som myndighederne mistænker for at yde støtte til oprørsaktiviteter, ikke bliver tilsagt til møde, men bliver opsøgt og anholdt. Det kan derfor heller ikke antages, at afhøringen [hos politiet i løbet af sommeren] 2014 har været begrundet i myndighedernes undersøgelse af eventuelle oprørsaktiviteter. Uanset, at ansøgerne på enkelte punkter har forklaret upræcist og divergerende om tilbageholdelsen af den mandlige ansøger [i løbet af sommeren] 2014, kan Flygtningenævnet ikke afvise, at han har været tilbageholdt [i tre dage i] 2014. Det må dog tillægges vægt, at den mandlige ansøgers oplysninger om omfanget og karakteren af den vold, som han har oplyst at være udsat for under tilbageholdelsen, ikke er sandsynliggjort hverken efter ansøgernes egne forklaringer eller efter eventuel lægelig dokumentation om torturlignende overgreb. Flygtningenævnet kan derfor alene lægge til grund, at den mandlige ansøger har været tilbageholdt i det nævnte tidsrum, men at dette ikke har haft relation til myndighedernes undersøgelse af eventuelle oprørsaktiviteter og at han ikke har været udsat for sådan grov vold som forklaret. Da ansøgerne heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Det kan derfor ikke lægges til grund, at den mandlige ansøger skulle være efterstræbt af myndighederne på grund af mistanke om støtte til oprørsaktiviteter. Ansøgerne er i øvrigt helt uprofilerede. Den kvindelige ansøger har ikke noget selvstændigt asylmotiv. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne var forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2015/47
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer af trosretninger fra Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af Tjetjeniens sikkerhedstjeneste. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at der [i sommeren] 2014 startede en brand i det center, hvor den mandlige ansøger sammen med to andre ved navn [A] og [B] arbejdede som elektrikere. Omkring klokken 21 ringede ansøgerens ven ved navn [C] til ansøgeren og fortalte, at centeret brændte. Herefter ringede ansøgeren til [A], der havde vagt. [A] tog dog ikke telefonen, hvorfor ansøgeren gik i seng. Den næste morgen ringede [A] til ansøgeren og sagde, at han skulle skynde sig at møde på arbejde. Da han kom på arbejde, så han, at centeret var brændt ned, og at nyhedsmedierne var til stede. Ejeren af centeret, som tillige er for chef for Tjetjeniens sikkerhedstjeneste, skældte de fremmødte bandfolk ud. Brandfolkene oplyste herefter, at branden var startet på grund af en elektrisk installation. Herefter skældte ejeren ansøgeren og de andre elektrikere ud og sagde, at det var deres skyld, at centeret var brændt ned. Ejeren mente også, at det var elektrikerne, der skulle betale erstatning for det tab, som de mindre forretninger i centeret havde lidt som følge af branden. Søsteren til centerets ejer ejede af disse mindre forretninger. Ejeren gik sammen med ansøgeren og de øvrige elektrikere hen til en plads ved et nærliggende hotel. Her sagde [A], at elektrikerne ikke bar skylden for branden, hvorfor de ikke var forpligtet til at betale erstatning. Herefter blev han overfaldet af ejerens vagter og taget ind i en sort Mercedes. Ansøgeren og en anden elektriker blev kørt hjem af ejerens vagter. Vagterne fortalte ansøgeren, at han inden for to uger skulle betale fem millioner rubler. Herefter ringede den kvindelige ansøger til sin fader, som kom en time senere. Han kørte den mandlige ansøger hen til [C]. [I sommeren] 2014 skulle ansøgerne og deres familie fejre eid, hvorfor den mandlige ansøger sammen med [C] dagen forinden tog hen til svigerfamilien. Her hentede den kvindelige ansøger dem, hvorefter de sammen tog ud for at købe ind. De opholdt sig på deres bopæl de følgende dage, hvorefter den mandlige ansøger blev opsøgt af sin chefs vagter. De gav ham tre dage til at skaffe de penge, som han skyldte. Såfremt han ikke efterkom dette, ville de slå ham ihjel. Dernæst ringede han til sin svigerfader, som hjalp ansøgerne med at udrejse. Det påhviler ansøgerne at sandsynliggøre deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaringer ikke kan lægges til grund, idet de ikke forekommer selvoplevede og endvidere på væsentlige punkter er divergerende og usandsynlige. Således har den mandlige ansøger blandt andet for nævnet forklaret, at hans svigerforældre, mens han opholdt sig i [Y], blev opsøgt af myndighedspersoner, der spurgte efter ægtefællen, mens han tidligere i Udlændingestyrelsen har forklaret, at svigerforældrene ikke var blevet kontaktet. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgerne på trods af truslerne under vagternes første besøg, som resulterede i, at de gik under jorden, dog vovede at vende tilbage til bopælen kort efter, og at myndighederne, der havde konstateret, at de havde været flygtet, da de genfandt dem nøjedes med at rykke for betalingen og herefter forlod dem, således at de fik mulighed for at flygte på ny. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for myndighedsforfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2015/46
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt syv børn fra Rusland/Tjetjenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra [en by] i Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive dræbt, idet han er i de tjetjenske myndigheders og [en organisations] søgelys. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han deltog i den første tjetjenske krig fra [ultimo] 1994 til [primo] 1995, men at han imidlertid ikke deltog i nogen kamphandlinger. Ansøgerens [familiemedlem], […], var kommandør i den tjetjenske hær fra 1994 til 2000. I januar 1995 blev ansøgeren tilbageholdt i [et antal] dage i [en lejr], hvorunder han blev udsat for fysiske overgreb. På et tidspunkt i 1999/2000 beskyldte [hans familiemedlem] ansøgeren for at have stjålet våben fra ham i forbindelse med et besøg. [Familiemedlemmets] folk opsøgte ansøgeren og skød ham i hånden. Ansøgeren har ikke set [familiemedlemmet] siden. Den [primo] 2008 opsøgte [en mand], stedfortræder for lederen af [en organisation], samt hans mænd ansøgeren på hans bopæl. I den forbindelse blev ansøgeren slået i nakken og taget med til [organisationens] bygning, hvor ansøgeren blev tilbageholdt [i et antal] dage i alt. Ansøgeren blev slået i fire dage og afhørt. Mændene, som afhørte ansøgeren, troede, at han vidste noget om oprørerne. Efter de fire dage tilbød de ansøgeren at samarbejde med dem, idet han skulle skaffe informationer om oprørerne. I den forbindelse skrev ansøgeren under på en samarbejdserklæring. Den [primo] 2008 blev ansøgeren løsladt. Umiddelbart derefter rejste ansøgeren til [et andet familiemedlem], som boede i [en by] i Ingusjetien, hvor ansøgeren blev boende i [nogle] uger. [Primo] 2008 udrejste ansøgeren fra Ingusjetien, hvor han sammen med sin familie via Moskva og Brest rejste til Polen. I Polen søgte ansøgeren sammen med sin familie om asyl, hvor de den [primo] 2009 blev meddelt subsidiær beskyttelsesstatus. Mens ansøgeren boede i Polen, blev han cirka ti gange ringet op af [en mand]. Ansøgeren valgte at forlade Polen med sin familie, da han [ultimo] 2010 blev opsøgt af to ukendte mænd. De spurgte ansøgerens [familie], hvor ansøgeren opholdte sig. Ansøgeren mødte dog ikke selv mændene. Ansøgeren forlod Polen sammen med sin familie umiddelbart derefter, og [primo] 2011 rejste de til Sverige. I Sverige søgte ansøgeren sammen med sin familie om asyl. De boede [et antal] måneder i Sverige, hvorefter de i [medio] 2011 rejste videre mod Norge. Ansøgeren søgte ikke om asyl i Norge. Fra Norge rejste ansøgeren sammen med sin familie til Tyrkiet, hvor de blev boende indtil [ultimo] 2012. [Ultimo] 2012 indrejste ansøgeren sammen med sin familie igen til Polen, hvor de fik forlænget deres opholdstilladelser. Ansøgeren blev boende i Polen indtil [medio] 2013. Ansøgeren blev i Polen hverken kontaktet eller opsøgt af mistænksomme personer. [Medio] 2013 rejste ansøgeren og hans familie til Tyskland, hvor de alle sammen søgte om asyl. De blev boende i Tyskland indtil [primo] 2014, hvorefter ansøgeren sammen med sin familie rejste videre til Danmark. [I] 2014 søgte ansøgeren og hans familie om asyl i Danmark. Den kvindelige ansøger er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra [en by] i Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at de tjetjenske myndigheder vil dræbe hende og hendes ægtefælle, idet ansøgerens ægtefælle og hans [familiemedlem] har deltaget i krigen mellem Rusland og Tjetjenien, og idet både ansøgeren og hans brødre har hjulpet oprørerne. Derudover har ansøgeren i det hele henvist til sin ægtefælles konflikt. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har været opsøgt og tilbageholdt af de tjetjenske myndigheder [primo] 2008, således som han har påberåbt sig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin baggrund og forhold gennem årene, herunder navnlig om sine oprørsaktiviteter og forhold til [sit familiemedlem], […], ikke alene i forhold til de danske myndigheder, men også sammenholdt med de oplysninger, der fremgår af asylakterne fra de polske, tyske og svenske myndigheder. Oplysningerne stemmer heller ikke med de oplysninger, ansøgerens [andet familiemedlem] har afgivet i sin asylsag. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren og hans ægtefælle også har forklaret divergerende omkring den centrale episode i […] 2008, og at ansøgeren har forklaret divergerende om omstændighederne i forbindelse med den efterfølgende tilbageholdelse. Nævnet lægger ved vurderingen af ansøgerens forklaring endvidere vægt på, at ansøgeren [primo] 2008 fik udstedt indenrigspas, at ansøgeren [primo] 2008 fik udstedt udenrigspas, at ansøgerne udrejste til Ingusjetien, Hviderusland og Moskva, og at de i den forbindelse blev kontrolleret uden, at det gav dem anledning til vanskeligheder, og at han i øvrigt også den [medio] 2013 fik udstedt pas gennem den russiske ambassade i Polen. Disse objektive forhold stemmer mindre godt med den mandlige ansøgers forklaring om at være eftersøgt af de tjetjenske myndigheder. Selve tidsforløbet, hvor ansøgeren skulle være blevet opsøgt i [primo] 2008, stemmer også mindre godt med det forhold, at han ikke har været opsøgt af de tjetjenske/russiske myndigheder i årene forud herfor. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger er [i familie med] […], men ifølge ansøgerens forklaring har dette ikke givet anledning til vanskeligheder i forhold til myndighederne, forud for episoden i [primo] 2008, som nævnet som ovenfor anført ikke kan lægge til grund. Nævnet finder således ikke, at familieforholdet fører til, at ansøgeren nu er i en særlig risiko for overgreb. Den kvindelige ansøger har ikke noget selvstændigt asylmotiv. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Rusland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2015/45
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt tre børn fra Tjetjenien, Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Grozny, Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter overgreb fra borgmesteren i [en by], Tjetjenien. Borgmesteren er fader til ansøgerens tidligere klassekammerat og kidnappede ansøgeren, da hun var 16 år gammel, hvorefter hun var tilbageholdt hos borgmesteren i tre måneder, i hvilken periode han forulempede hende seksuelt. Det lykkedes for hendes mormoder at få hende frigivet. Efterfølgende blev ansøgeren gift med sin nuværende ægtefælle, men omkring et halvt år senere, efter at hun havde taget ophold i Grozny, kidnappede borgmesteren hende på ny, hvorefter hun var tilbageholdt i et par måneder sammen med to andre jævnaldrende piger. Efterfølgende er hun flere gange blevet hentet af folk fra borgmesterens kontor og har været udsat for fornyede seksuelle overgreb, senest i [efteråret] 2013. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund og finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er i konkret og reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter oplysningerne om borgmesterens højtstående position og forbindelser til andre myndighedspersoner sammenholdt med ansøgerens personlige forhold findes hun ikke at kunne henvises til at tage ophold et andet sted i Den Russiske Føderation. Der findes efter oplysningerne om konfliktens karakter ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den russiske statsborger […] samt hendes tre børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” rusl/2015/44
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2014. ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunnimuslim af trosretning fra [navngiven by], Tjetjenien, Den Russiske Føderation. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af de tjetjenske myndigheder, idet han opbevarede en taske for en kammerat. Det viste sig efterfølgende, at der var våben i tasken. I 2014 kom ansøgerens kammerat, [navngiven kammerat], hjem til ansøgeren og spurgte, om ansøgeren ville opbevare en taske for [den navngivne kammerat]. [Den navngivne kammerat] oplyste, at der kun var tøj i tasken. Dagen efter, mens ansøgeren var på arbejde, blev han ringet op af sin ven, [en anden navngiven kammerat], der oplyste, at myndighederne havde ransaget hans bopæl, hvor de havde fundet tasken, der viste sig at indeholde våben. Myndighederne havde beskyldt ansøgeren for at være terrorist. Ansøgeren har forklaret i generelle og overordnede vendinger om [den første navngivne kammerat], om sit kendskab til [den første navngivne kammerats] tilknytning til oprørsbevægelsen og om de nærmere omstændigheder, da han blev opsøgt af [den første navngivne kammerat] og bedt om at opbevare dennes taske. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret uddybende om indholdet af rygsækken, ligesom det findes usandsynligt, at myndighederne skulle vente med at tømme rygsækken, til de var kommet udenfor ansøgerens bopæl. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring forblev på sin arbejdsplads fra [den anden navngivne kammerats] opringning den 17. august 2014 ved 11-12-tiden til næste morgen, uden frygt for at blive opsøgt af myndighederne. Endelig har myndighederne efter ansøgerens forklaring ikke indkaldt ham til afhøring, ligesom ansøgerens forklaring om, at han er eftersøgt, og at myndighederne har opsøgt hans moder efter hans udrejse, er holdt i generelle vendinger og uden oplysning om af hvem, hvornår og hvor mange gange, moderen er blevet opsøgt, eller hvad personerne måtte have givet udtryk for overfor moderen. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring ikke fremtræder selvoplevet og kan ikke lægge forklaringen til grund. Ansøgeren har efter en samlet vurdering ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2015/43
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra [landsby], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter, at Kadyrovs folk vil slå ham ihjel, fordi hans broder deserterede fra en militæropgave for dem i Ukraine. Ansøgeren frygter endvidere de russiske myndigheder, idet de samarbejder med Kadyrov. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans broder arbejdede for Kadyrov, og at han [i foråret] 2014 blev sendt til Ukraine for at kæmpe for Kadyrovs tropper. Ansøgerens broder kontaktede ham [senere i foråret] 2014 og fortalte, at han var gået i skjul, idet han ikke længere ønskede at kæmpe for Kadyrovs tropper, fordi man som soldat blev tvunget til at slå fredelige civile ihjel. [10 dage senere] 2014 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af Kadyrovs folk, der tilbageholdte ham [i to dage] 2014. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udspurgt om, hvor hans broder opholdt sig, ligesom han blev udsat for overgreb. Ansøgeren udrejste fra Tjetjenien dagen efter, [foråret] 2014. Kadyrovs folk har efterfølgende opsøgt ansøgerens ægtefælle og børn fem-seks gange på deres bopæl, og spurgt efter ham og hans broder. Kadyrovs folk truede ansøgerens ægtefælle og børn med at slå dem ihjel ved at sætte ild til huset. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv har fremstået ikke selvoplevet, og at ansøgeren har forklaret usikkert og ukonkret om sit kendskab til broderens forhold. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at ansøgerens har forklaret divergerende om, hvor mange gange han talte i telefon med sin broder, hvornår broderen fortalte ansøgeren, at broderen ville desertere, hvor lang en frist ansøgeren fik til at finde broderen, samt om hvorvidt ansøgeren efter ankomsten til Danmark har talt i telefon med sin ægtefælle. Endelig finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren efter Udlændingestyrelsens afgørelse har forklaret udbyggende om, at han i forbindelse med løsladelsen underskrev et dokument. Herefter og efter en samlet vurdering af de øvrige oplysninger i sagen kan Flygtningenævnets flertal ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2015/42
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra Grozny, Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive fængslet og slået ihjel af politiet, idet hendes ældste søn, [søn A], har haft konflikter med myndighederne i Tjetjenien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun, efter hendes ældste søn udrejste af Tjetjenien i [sommeren] 2012, er blevet opsøgt af 1-2 personer fra politiet på hendes bopæl ca. 20 gange i løbet af ca. to år, hvor de har spurgt efter ham, herunder om hvor han opholdt sig. Ansøgeren blev i den forbindelse flere gange truet med at blive slået ihjel eller fængslet. Den sidste gang, ansøgeren blev opsøgt af politiet, tog de hendes pas, og hun var derfor bange for, at der ville ske hende noget næste gang, hun blev opsøgt. Ansøgeren udrejste af Tjetjenien omkring to måneder herefter. Ansøgerens ældste søn havde konflikter med myndighederne, fordi han havde hjulpet sin fætter, […], med at transportere mad til personer, som ansøgeren ikke kendte. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnets flertal kan dog ikke lægge til grund, at myndighedernes trusler i forbindelse med henvendelserne på ansøgerens bopæl er blevet intensiveret forud for ansøgerens udrejse af Tjetjenien. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende herom, og at det i sig selv forekommer mindre sandsynligt, at myndighederne skulle intensivere truslerne på et tidspunkt, hvor ansøgerens søn [søn A] havde været udrejst i mere end halvandet år. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke ved sin forklaring sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren i en to-årig periode efter [søn A] udrejse ikke har været tilbageholdt eller udsat for fysiske overgreb fra myndighedernes side, og at myndighedernes henvendelser og trusler gennem de omhandlende to år alene har haft begrænset intensitet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2015/41
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøger er russisk og syrisk statsborger, etnisk araber og ismaili af trosretning fra Salamya, Syrien. Ansøgeren har i en periode boet i Moskva. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv, i forhold til Syrien, henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at det syriske regime vil betragte ham som landsforræder, fordi han har forladt sit arbejde som offentlig ansat. Endvidere frygter ansøgeren, at han som ismailier vil blive anset som værende imod regimet og oppositionen, fordi han forholder sig neutralt i konflikten. Ansøgeren frygter endvidere at blive indkaldt til værnepligt i Syrien eller at blive slået ihjel af IS, som anser ham for at være vantro. Ansøgeren har som asylmotiv, i forhold til Rusland, henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter, at de russiske myndigheder vil udlevere ham til Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han ikke ønsker at bo i Rusland, fordi det er et udemokratisk land, og fordi han ikke kan få familiesammenføring dertil. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren i forhold til Syrien isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har endvidere vurderet ansøgeren i forhold til Rusland, idet han ifølge det oplyste tillige er russisk statsborger. Ansøgerens oplysninger om forholdene i Rusland kan ikke give grundlag for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Da ansøgeren endvidere ikke har sandsynliggjort, at han skulle være i risiko for at blive tvangsmæssigt udsendt til Syrien, såfremt han vender tilbage til Rusland, opfylder ansøgeren ikke betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2015/40/AML
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk ingusjeter og muslim af trosretning fra distriktet […], Ingusjetien, Den Russiske Føderation. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men har arbejdet for, at en person ved navn Aushev blev præsident. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ingusjetien frygter at blive dræbt af FSB, idet han var øjenvidne til drabet på sin tidligere kollega og svoger og derefter afgav forklaring til de lokale myndigheder om, at de tre gerningsmænd var personer fra FSB. Efterfølgende blev ansøgeren tilbageholdt af FSB og tvunget til at underskrive en erklæring om, at det var tre andre personer, der havde dræbt den pågældende. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive dræbt af myndighederne, idet hans slægt har erklæret blodhævn mod præsidenten, da denne formodes at stå bag drabet på ansøgerens fætter […] i [efteråret] 2010. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive dræbt af medlemmer af sin klan, idet han ikke har fulgt et pålæg, som han har fået af de ældre medlemmer af klanen, om at dræbe sin søster, som har krænket familiens ære ved at gifte sig med en nordmand. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i perioden 2000 til 2007 var ansat i militærpolitiet. I 2007 blev han tvunget til at opsige sin stilling af FSB. I perioden frem til [primo] 2009 udførte han herefter forskellige opgaver som sympatisør med Aushev, herunder kopiering af materiale, indsamling af underskrifter og deltagelse i støttedemonstrationer. [Primo] 2009 var han vidne til drabet på sin svoger, der blev begravet dagen efter. [Dagen efter begravelsen] blev han indkaldt til den militære efterforskningskomité for at afgive vidneforklaring. Senere samme dag blev han afhentet af FSB og blev tvunget til at underskrive en aftale om at afgive falsk forklaring vedrørende drabet på svogeren. Ansøgeren gik herefter under jorden frem til [foråret] 2009, hvor han udrejste til [et andet europæisk land] . Myndighederne opsøgte i denne periode flere gange ansøgerens bopæl, og hans ægtefælle blev udsat for voldtægt. I [efteråret] 2012 blev ansøgeren, efter at have fået afslag på asyl i [et tredje europæisk land], udsendt til Den Russiske Føderation. I lufthavnen i Moskva blev han afhørt af to myndighedspersoner, der pålagde ham at tage til […], hvor flere af hans fætre sad fængslet. Han efterkom ikke dette, men tog ophold i en bjerglandsby hos sin ven. Som følge af sin frygt for FSB og hans families modsætningsforhold til præsidenten og dennes familie levede han i skjul hos sin ven frem til [sommeren] 2013, hvor han på ny udrejste af Ingusjetien. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren under nævnets behandling af sagen har forklaret sammenhængende og har kunnet redegøre fyldestgørende for en række af de divergenser, som hans forklaring tidligere har været præget af. Flygtningenævnet finder således at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at han af FSB blev tvunget til at underskrive en aftale om at aflægge falsk vidnesbyrd om, hvem der havde dræbt hans ven og svoger, til grund. Flygtningenævnet finder endvidere at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at hans familie er kommet i et modsætningsforhold til præsidenten og dennes familie og har erklæret blodhævn mod denne familie, til grund. Endelig finder Flygtningenævnet ikke at kunne afvise, at ansøgeren af ældre medlemmer af [sin klan] er blevet pålagt at begå æresdrab på sin søster, hvilket han ikke har efterkommet, hvorfor han selv risikerer at blive dræbt. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger sammenholdt med ansøgerens modsætningsforhold til myndighederne at måtte lægge til grund, at ansøgeren ikke ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse mod sin egen klan. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ingusjetien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren blev [efteråret] 2013 administrativt udvist med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Udvisningen skyldtes, at ansøgeren den [efteråret] 2013 havde vedtaget en udenretlig bøde på 2.000 kr. for et tyveriforsøg. Ansøgeren blev endvidere den [primo] 2015 administrativt udvist med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt. Udvisningen skyldtes, at ansøgeren samme dag af Retten i Rønne blev straffet med fire dagbøder, hver på 250 kr., for hæleri. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 2. pkt., bør udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder således ikke, at særlige grunde taler imod, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at en udelukkelse vil være ude af proportion med de relativt beskedne lovovertrædelser, som ansøgeren har begået, og som har medført udvisning. Flygtningenævnet meddeler derfor den russiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Rusl/2015/4
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Ansøger er russisk statsborger, etnisk sudaneser og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive indkaldt til politiet for at afgive forklaring vedrørende overfald, som han har været udsat for i Rusland. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, hvordan politiet vil behandle hans sag. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive udsat for racisme i Rusland. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han og hans ægtefælle i [efteråret] 2008 blev tilfældigt overfaldet af 15-20 personer på gaden i Moskva. Overfaldet varede i omkring fem minutter. Ansøgerens ægtefælle kontaktede herefter politiet, som optog rapport, hvorefter der ikke skete mere. I [sommeren] eller [sommeren] 2011 blev ansøgeren igen tilfældigt overfaldet af omkring 15 til 20 personer. Ansøgeren meldte episoden til politiet, men ansøgeren hørte aldrig mere fra politiet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at ansøgeren i Rusland i 2008 og 2011 var udsat for racistisk begrundede voldelige overfald, og at ansøgeren ofte af ukendte personer var udsat for racistiske tilråb. Ansøgeren har videre oplyst, at de to overfald blev anmeldt til politiet, som optog politirapport, men at politiet ikke har fulgt op på anmeldelserne udover at ansøgerens hustru efter det seneste overfald har været indkaldt til en afhøring hos politiet. Flygtningenævnet finder under hensyn til det lange tidsrum, hvor ansøgeren har boet i Rusland, at overgrebene, der er af privatretlig karakter, ikke har været af en sådan karakter og intensitet, at de kan medføre opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at det må lægges til grund, at politiet har vist vilje til at retsforfølge gerningsmændene, men at det ikke er lykkedes politiet at identificere de pågældende. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2015/39
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni muslim af trosretning fra […], Tjetjenien, Den Russiske Føderation. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien, Rusland, frygter at blive tilbageholdt af de tjetjenske myndigheder, idet myndighederne har opsøgt ham på hans bopæl to gange, da de mistænker ham for at have tilknytning til oprørerne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han fik problemer med myndighederne, fordi to af hans kammerater er blevet beskyldt for at have kontakt til oprørerne. [I sommeren] 2014 var ansøgeren på vej til et bryllup med sammen med sin grandfætter. Ansøgeren blev ringet op af sin moder, som fortalte ham, at nogle myndighedspersoner havde opsøgt ham på deres bopæl, og at hans kammerater, med tilknytning til oprørerne, var blevet tilbageholdt. Ansøgerens moder opfordrede ham til at blive hos grandfætteren, indtil kammeraterne var blevet løsladt. Ansøgeren har videre oplyst, at omkring ti dage efter den første henvendelse blev han opsøgt på sin bopæl af omkring tre-fire mænd, som ransagede huset og tog alle ansøgers dokumenter. Moderen blev udspurgt om ansøgerens opholdssted, idet ansøgeren på daværende tidspunkt skjulte sig hos sin grandfætter, og myndighedspersonerne opfordrede ansøgeren til henvende sig. Ansøgeren har endvidere oplyst, at omkring [14 dage efter den første henvendelse på bopælen] blev han afhentet af hans moders fætter, […], som kørte ansøgeren til Ingusjetien, hvor han opholdt sig frem til [slutningen af sommeren] 2014, hvor han begyndte sin videre flugt. Ansøgeren valgte at udrejse, idet hans kammerater ikke var blevet løsladt. Det var ansøgerens moder og hendes fætter, der planlagde ansøgerens udrejse. Ansøgeren formoder, at myndighederne fejlagtigt mistænker ham for at have tilknytning til oprørerne, idet myndighedspersonerne under det andet besøg på hans bopæl, kaldte ansøgeren for ”shaydan”, som er et ord, man bruger om oprørerne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på centrale punkter har været præget af divergenser og udbygninger, ligesom den ikke forekommer selvoplevet, hvorfor den fremstår som konstrueret til lejligheden. I oplysnings- og motivsamtalen [fra vinteren] 2014 forklarede ansøgeren således, at det var tre myndighedspersoner, der opsøgte hans og hans mors bopæl [i sommeren] 2014, og at de beskyldte ham for at have tilknytning til oprørerne. Han forklarede videre, at han kom under mistanke, fordi én kammerat, der havde kontakt til oprørerne, var blevet anholdt samme dag. I asylsamtalen [fra sommeren] 2015 forklarede han derimod, at han ikke vidste, hvor mange myndighedspersoner, der opsøgte bopælen første gang, og at de pågældende ikke begrundede, hvorfor de ville have ham til at møde op, ligesom han forklarede, at det var to af hans venner, […] og […], der var blevet anholdt og tilbageholdt. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til de telefoniske oplysninger, han modtog om myndighedernes henvendelser, idet han i asylsamtalen forklarede, at han det var via hans mors kusine, han modtog oplysningen om, at myndighederne havde ransaget bopælen, mens han i forbindelse med nævnsmødet har forklaret, at det var hans mor, der gav ham denne oplysning samtidig med, at hun ringede og fortalte, at [kammeraterne] var blevet anholdt. Ansøgeren har videre i nævnsmødet forklaret divergerende med hensyn til, om han modtog oplysningen om den anden ransagning af bopælen via nabokonen, da hun kom med tøj og penge til ham, eller om det, som anført i asylsamtalen, var hans grandfætter, der fortalte ham herom. Også vedrørende betalingen for udrejsen har ansøgeren afgivet divergerende forklaringer med hensyn til, om han selv fik pengene til udrejsen eller betalingen skete udenom ham direkte til de personer, der arrangerede rejsen, eller hvorvidt han både fik penge selv samtidig med, at der skete delvis betaling direkte til rejsearrangørerne. Det bemærkes endelig, at ansøgeren først i forbindelse med asylsamtalen forklaret, at myndighederne stormede huset og slog døren ind, ligesom det også først var til denne samtale, han forklarede, at han havde holdt sig skjult to forskellige steder, idet han efter 2 ugers ophold hos grandfætteren i [en mindre by] tog til Ingusjetien, hvor han skjulte sig i lidt over end måned, før han udrejste. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om asylmotiv, idet han efter en samlet og konkret bedømmelse ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. rusl/2015/38
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Tjetjenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra […], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive tilbageholdt og slået ihjel af myndighederne, fordi han har flygtet fra myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [i vinteren] 2014 og [i foråret] 2014 blev hans broder og kammerat tilbageholdt og udsat for overgreb af myndighederne, OMON. OMON anklagede broderen, […], for at hjælpe oprørerne. Broderen benægtede anklagerne og blev løsladt på den betingelse, at han skulle hjælpe myndighederne. Efter løsladelsen udrejste broderen fra hjemlandet til Syrien. Ansøgeren har videre oplyst, at tidlig om morgenen [i foråret] 2014 blev hans bopæl stormet af maskerede mænd fra OMON, og ansøgeren blev pågrebet. Ansøgeren blev tilbageholdt i tre dage på et ukendt sted, hvor han blev udspurgt om oprørerne og hans broder. Han blev udsat for fysiske overgreb. [På tredjedagen] underskrev ansøgeren under tvang, at han ville samarbejde med myndighederne, hvorefter han samme dag blev løsladt. Ansøgeren fandt efterfølgende ud af, at hans morbroder havde betalt OMON 10.000 US dollars for at lade ham gå. [Dagen efter løsladelsen] tog ansøgeren ophold hos morbrorens ven i[en mindre by], hvor ansøgeren opholdt sig frem til udrejsen. Ansøgeren er endvidere oplyst, at hans bopæl et ukendt antal gange blev opsøgt, inden han udrejste [i sommeren]2014. Oplysningen herom har han fra sin morbror, som havde været i kontakt med hans moder. Ansøgeren har endeligt oplyst, at moderen har oplyst ham, at OMON to til tre gange har forsøgt at opsøge ansøgeren på sin oprindelige bopæl efter udrejsen fra hjemlandet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring i det væsentlige kan lægges til grund, idet han har forklaret konsistent og selvoplevet, og idet forklaringen på flere punkter underbygges af de foreliggende baggrundsoplysninger. Det lægges således til grund, at ansøgerens bror har været tilbageholdt af myndighederne 2 gange i 2014, og at myndighederne dagen efter, at broren telefonisk havde meddelt familien, at han var udrejst til Syrien, tilbageholdt ansøgeren over tre dage, hvor de beskyldte ham for at samarbejde med oprørerne, udsatte ham for fysiske overgreb og tvang ham til at underskrive en samarbejdsaftale. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i fare for overgreb fra myndighedernes side. Med hensyn til spørgsmålet om ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i den russiske føderation bemærkes, at det lægges til grund, at myndighederne flere gange, efter at ansøgeren havde skjult sig og senere var udrejst, har opsøgt hans bopæl og dermed, at han er eftersøgt som sigtet for at samarbejde med oprørerne og for at have undladt at overholde samarbejdsaftalen. Efter oplysningerne i baggrundsmaterialet herunder Udlændingestyrelsens rapport fra januar 2015 om: ”Security and human rights in Chechenya and the situation of chechens in the russian Federation” finder Flygtningenævnet herefter, at han er profileret i en sådan grad, at han ved en tilbagevenden til også andre dele af den russiske føderation risikerer, at blive udleveret til de tjetjenske myndigheder. Ansøgeren, […], meddeles herefter opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. rusl/2015/37
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes fader blev tilbageholdt af nogle ukendte personer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes fader blev tilbageholdt en nat i slutningen af [sommeren] 2013, hvor hun opholdt sig på et hospital sammen med sin bedstemoder. Om morgenen blev ansøgeren og hendes bedstemoder hentet af ansøgerens morbroder og ansøgerens bedstemoders broder, som kørte dem og ansøgerens moder til Dagestan, hvor de tog ophold i en af familiens bekendtes lejlighed, indtil de udrejste [i efteråret] 2013 med hjælp fra ansøgerens bedstemoders broder. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er forfulgt eller i risiko for at blive det på grund af sine forældres angivelige konflikt med myndighederne i Tjetjenien. Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at hun ikke har et selvstændigt asylmotiv, men at hun i det hele har henvist til sin moders og mormoders asylmotiver. Flygtningenævnets flertal bemærker i den forbindelse, at flertallet hverken har lagt ansøgerens moders eller mormoders forklaringer om deres asylmotiver til grund. Følgende fremgår af bevisvurderingen i moderens sag: Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt med myndighederne i Tjetjenien og dermed Rusland, til grund. Flertallet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hun skulle være i myndighedernes søgelys fremstår utroværdig. Flertallet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren som asylmotiv har angivet, at hun er forfulgt af myndighederne, fordi myndighederne mener, at hun, hendes ægtefælle og hendes moder samarbejder med oprørerne samt, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive dræbt af myndighederne, fordi hun er udrejst illegalt. Ansøgeren har som baggrund for myndighedernes opfattelse oplyst, at to oprørere en nat kom bevæbnede og sårede til hende og ægtefællens hjem, hvorefter ægtefællen gav dem førstehjælp. Flertallet lægger efter ansøgerens egen forklaring til grund, at hverken hun eller hendes familie er politisk aktive, og at hverken hun eller familien er profileret på andre måder, ligesom hun efter sin egen forklaring ikke ved noget om oprørerne og ikke omgås oprørere, der aldrig er kommet i families hjem. Det lægges ligeledes efter ansøgerens forklaring til grund, at hendes ægtefælle var åben over for hende, og at han aldrig har givet udtryk for, at han støttede oprørerne eller omgikkes med dem. Ansøgeren er således ikke fremkommet med en sammenhængende forklaring på, hvorfor to oprørere pludselig skulle opsøge hendes ægtefælle, der var byggearbejder, for at få førstehjælp. Det forekommer i den forbindelse usandsynligt, at ansøgerens ægtefælle skulle have holdt et tilhørsforhold til oprørerne skjult for ansøgeren, hvis han ikke samtidig tog forholdsregler, når to af disse opsøgte ham på bopælen, særligt når henses til, at han angiveligt havde været indkaldt til en afhøring kort tid forinden. Flertallet finder endvidere, at baggrundsoplysningerne om, hvor oprørerne opholder sig og oplysningerne om, at de end ikke kommer ind i byerne for at søge lægehjælp, ikke understøtter ansøgerens forklaring. Det forekommer endvidere usandsynligt, at myndighederne efter anholdelsen af ansøgerens mand, skulle efterlade hende uden opsyn i flere timer, før de vendte tilbage for at anholde hende. Yderligere forekommer det usandsynligt, at ansøgeren ikke straks undersøgte om hendes opsparing på 15.000 euro var i behold, da myndighederne forlod bopælen eller i forbindelse med, at hun pakkede det mest nødvendige for at forlade hjemmet. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om, at myndighederne fandt hendes moders fingeraftryk på noget tøj, som hun og moderen havde vasket og repareret, og at hun og moderen derfor er i myndighederne søgelys, ikke sandsynlig. Der er herved lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egen formodning eller på ikke nærmere konkretiserede oplysninger fra hendes morbror, at myndighederne skulle have fundet ansøgerens mors fingeraftryk på tøjet, og at myndighederne derfor særligt skulle mistænke ansøgeren og hendes mor for at bistå oprørerne”. Flygtningenævnets flertal kan efter samme bevisvurdering ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund. Flygtningenævnets flertal finder heller ikke, at den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt af Rusland kan begrunde beskyttelse efter reglerne i udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne vedrørende Rusland, at russiske statsborgere har ret til frit at forlade landet uden restriktioner, med mindre andet er fastsat individuelt af domstolene, ligesom russiske statsborgere frit kan genindrejse i Rusland, samt at manglende udrejsestempel alene medfører længere paskontrol ved genindrejse. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2015/36
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive efterstræbt af myndighederne for at have hjulpet oprørerne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at ansøgerens datter har fortalt hende, at myndighederne opsøgte datterens bopæl en nat i slutningen af [sommeren] 2013, hvor datterens ægtefælle blev tilbageholdt, og datteren flygtede fra bopælen med hjælp fra ansøgerens broder og søn. Ansøgeren opholdt sig den pågældende nat på et hospital sammen med sit mindste barnebarn, men blev om morgenen hentet af ansøgerens broder og søn, som kørte dem og ansøgerens datter til Dagestan. Ansøgeren har fået fortalt af sin broder, at hendes søn blev tilbageholdt af myndighederne, da han opsøgte dem for at finde ud af, hvad der var sket med ansøgerens datters ægtefælle. Broderen har videre fortalt hende, at myndighederne beskyldte hende og hendes datter for at hjælpe oprørerne. Han har fortalt hende, at hun blev mistænkt for at have hjulpet oprørerne, idet de fandt hendes fingeraftryk på noget tøj, som de havde konfiskeret fra hendes datters bopæl. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt med myndighederne i Tjetjenien og i resten af Rusland, til grund. Flertallet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hun skulle være i myndighedernes søgelys fremstår utroværdig. Flertallet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren som asylmotiv har angivet, at hun er forfulgt af myndighederne, fordi myndighederne mener, at hun, hendes datter og datterens ægtefælle samarbejder med oprørerne samt, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive dræbt af myndighederne, fordi hun er udrejst illegalt. Ansøgeren har som baggrund for myndighedernes opfattelse oplyst, at to oprørere en nat kom bevæbnede og sårede til hendes, datterens og ægtefællens hjem, hvorefter datterens ægtefælle gav dem førstehjælp. Flertallet lægger efter ansøgerens egen forklaring til grund, at hverken hun eller hendes familie er politisk aktive, og at hverken hun eller familien er profileret på andre måder, ligesom hun efter sin egen forklaring ikke ved noget om oprørerne og ikke omgås oprørere, der aldrig er kommet i families hjem. Ansøgeren er således ikke fremkommet med en sammenhængende forklaring på, hvorfor to oprørere pludselig skulle opsøge hendes datters ægtefælle, der var byggearbejder, for at få førstehjælp. Det forekommer i den forbindelse usandsynligt, at ansøgerens datters ægtefælle skulle have holdt et tilhørsforhold til oprørerne skjult for ansøgeren, hvis han ikke samtidig tog forholdsregler, når to af disse opsøgte ham på bopælen, særligt når henses til, at han angiveligt havde været indkaldt til en afhøring kort tid forinden. Flertallet finder endvidere, at baggrundsoplysningerne om, hvor oprørerne opholder sig og oplysningerne om, at de end ikke kommer ind i byerne for at søge lægehjælp, ikke understøtter ansøgerens forklaring. Det forekommer endvidere usandsynligt, at myndighederne efter anholdelsen af ansøgerens datters mand, skulle efterlade ansøgerens datter uden opsyn i flere timer, før de vendte tilbage for at anholde hende. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om, at myndighederne fandt hendes fingeraftryk på noget tøj, som hun og datteren havde vasket og repareret, og at hun og datteren derfor er i myndighederne søgelys, ikke sandsynligt. Der er herved lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egen formodning eller på ikke nærmere konkretiserede oplysninger fra hendes bror, at myndighederne skulle have fundet hendes fingeraftryk på tøjet, og at myndighederne derfor særligt skulle mistænke ansøgeren og hendes datter for at bistå oprørerne. Flygtningenævnets flertal kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund. Flygtningenævnets flertal finder heller ikke, at den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt af Rusland kan begrunde beskyttelse efter reglerne i udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne vedrørende Rusland, at russiske statsborgere har ret til frit at forlade landet uden restriktioner, med mindre andet er fastsat individuelt af domstolene, ligesom russiske statsborgere frit kan genindrejse i Rusland, samt at manglende udrejsestempel alene medfører længere paskontrol ved genindrejse. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt en dødsattest vedrørende sin eksmand, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2015/35
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive dræbt af myndighederne, fordi hendes ægtefælle har været tilbageholdt, og fordi hun udrejste illegalt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes ægtefælle en nat i slutningen af [sommeren] 2013 ydede førstehjælp til to oprørere, som opsøgte dem på deres bopæl. Senere på natten blev ansøgeren og hendes ægtefælle opsøgt af et ukendt antal myndighedspersoner, som tilbageholdt hendes ægtefælle og fremsatte trusler mod ansøgeren og hendes familie. Ansøgeren kontaktede sin morbroder og broder, som hentede hende, hvorefter de sammen hentede ansøgerens moder og mindste datter på det hospital, hvor moderen var indlagt. De kørte herefter til Dagestan, hvor de opholdt sig indtil udrejsen. Ansøgerens morbroder har fortalt hende, at myndighederne beskyldte hendes ægtefælle og hele familien for at hjælpe oprørerne. Morbroderen har videre fortalt hende, at myndighedspersonerne vendte tilbage for at tilbageholde ansøgeren få timer efter hendes flugt fra bopælen. Morbroderen har også fortalt ansøgeren, at hendes broder [en dag i slutningen af sommeren] 2013 henvendte sig til politiet for at få viden om ansøgerens ægtefælle, hvor broderen blev anholdt. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt med myndighederne i Tjetjenien og i resten af Rusland, til grund. Flertallet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hun skulle være i myndighedernes søgelys fremstår utroværdig. Flertallet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren som asylmotiv har angivet, at hun er forfulgt af myndighederne, fordi myndighederne mener, at hun, hendes ægtefælle og hendes moder samarbejder med oprørerne samt, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive dræbt af myndighederne, fordi hun er udrejst illegalt. Ansøgeren har som baggrund for myndighedernes opfattelse oplyst, at to oprørere en nat kom bevæbnede og sårede til hende og ægtefællens hjem, hvorefter ægtefællen gav dem førstehjælp. Flertallet lægger efter ansøgerens egen forklaring til grund, at hverken hun eller hendes familie er politisk aktive, og at hverken hun eller familien er profileret på andre måder, ligesom hun efter sin egen forklaring ikke ved noget om oprørerne og ikke omgås oprørere, der aldrig er kommet i families hjem. Det lægges ligeledes efter ansøgerens forklaring til grund, at hendes ægtefælle var åben over for hende, og at han aldrig har givet udtryk for, at han støttede oprørerne eller omgikkes med dem. Ansøgeren er således ikke fremkommet med en sammenhængende forklaring på, hvorfor to oprørere pludselig skulle opsøge hendes ægtefælle, der var byggearbejder, for at få førstehjælp. Det forekommer i den forbindelse usandsynligt, at ansøgerens ægtefælle skulle have holdt et tilhørsforhold til oprørerne skjult for ansøgeren, hvis han ikke samtidig tog forholdsregler, når to af disse opsøgte ham på bopælen, særligt når henses til, at han angiveligt havde været indkaldt til en afhøring kort tid forinden. Flertallet finder endvidere, at baggrundsoplysningerne om, hvor oprørerne opholder sig og oplysningerne om, at de end ikke kommer ind i byerne for at søge lægehjælp, ikke understøtter ansøgerens forklaring. Det forekommer endvidere usandsynligt, at myndighederne efter anholdelsen af ansøgerens mand, skulle efterlade hende uden opsyn i flere timer, før de vendte tilbage for at anholde hende. Yderligere forekommer det usandsynligt, at ansøgeren ikke straks undersøgte om hendes opsparing på 15.000 euro var i behold, da myndighederne forlod bopælen eller i forbindelse med, at hun pakkede det mest nødvendige for at forlade hjemmet. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om, at myndighederne fandt hendes moders fingeraftryk på noget tøj, som hun og moderen havde vasket og repareret, og at hun og moderen derfor er i myndighederne søgelys, ikke sandsynlig. Der er herved lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egen formodning eller på ikke nærmere konkretiserede oplysninger fra hendes morbror, at myndighederne skulle have fundet ansøgerens mors fingeraftryk på tøjet, og at myndighederne derfor særligt skulle mistænke ansøgeren og hendes mor for at bistå oprørerne. Flygtningenævnets flertal kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund. Flygtningenævnets flertal finder heller ikke, at den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt af Rusland kan begrunde beskyttelse efter reglerne i udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne vedrørende Rusland, at russiske statsborgere har ret til frit at forlade landet uden restriktioner, med mindre andet er fastsat individuelt af domstolene, ligesom russiske statsborgere frit kan genindrejse i Rusland, samt at manglende udrejsestempel alene medfører længere paskontrol ved genindrejse. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2015/34
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter myndighederne, som har tilbageholdt hende og udsat hende for voldtægt. Hun har videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun fem gange i perioden mellem [vinteren] 2013 og [foråret] 2014 blev opsøgt af tre til fire myndighedspersoner på sin bopæl og taget med til et hus, hvor hun blev udspurgt om sin familie, ligesom de udsatte hende for seksuelle overgreb. Herefter truede de hende med, at de ville slå hende og hendes børn ihjel, hvis hun fortalte det til nogen. Hun er efterfølgende gentagende gange blevet udsat for vold af sin ægtefælle. Hun er blandt andet blevet stukket med kniv i maven, mens hun var gravid, idet ægtefællen mistænkte, at han ikke selv var fader til barnet, hvorefter hun aborterede. Ansøgerens bedstemoders broder hentede hende efterfølgende og kørte hende hen til hans kone, hvor hun opholdt sig i et par måneder. I den periode fik hun via internettet kontakt til en tjetjensk mand i Syrien, som havde en broder, som i slutningen af [efteråret] 2014 kørte hende fra Rusland til Danmark. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt med myndighederne i Tjetjenien og i resten af Rusland, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hun skulle være i myndighedernes søgelys fremstår utroværdig og divergerende. Nævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren som asylmotiv har angivet, at hun er forfulgt af myndighederne, fordi myndighederne vil udspørge hende om hendes familie, ligesom de personer, der angiveligt har opsøgt og tilbageholdt hende, har misbrugt hende seksuelt. Flygtningenævnets flertal har ved troværdighedsvurderingen navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hun ved to af episoderne blev hentet i den samme bil og om, hvorvidt hun blev hentet af tre eller fire personer ved den ene eller anden episode, samt om ved hvilken episode hun fortalte myndighedspersonerne om sin graviditet. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om omstændighederne ved ægtefællens overfald på hende, herunder om hvorvidt et af børnene overværede overfaldet på hende samt om kontakten til [tjetjensk mand i Syrien], herunder kontaktens opstart, om sin adgang til pc hos ægtefællen, og om hvordan hun fandt ud af, at hendes mor var i Danmark. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at ansøgeren under nævnsmødet har udbygget sin forklaring, idet hun ikke tidligere har forklaret om sit selvmordsforsøg, ligesom hun udbyggede sin forklaring om, hvorfor ægtefællen ikke troede, at det var hans barn, som hun var gravid med. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at ansøgerens forklaring om, at hun blev gravid trods spiral, men at hun ikke fik spiralen fjernet, selvom hun ønskede at gennemføre graviditeten forekommer usandsynlig. Ansøgerens forklaring om, hvornår og hvordan hun fik mistanke om graviditet trods spiral forekommer endvidere usandsynlig. Flygtningenævnets flertal kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes udrejse af Tjetjenien til grund. Der er herved lagt vægt på, at forklaringen om udrejsen fremstår endog meget utroværdig. Det fremstår således utroværdigt, at ansøgeren skulle begive sig mod Syrien med en for hende ukendt mand for at blive gift med denne mands bror, som hun alene havde mødt på nettet, og som havde slettet både ansøgerens og sine egne data på nettet, da ansøgeren forlod Tjetjenien. Ansøgeren har ikke under mødet i Flygtningenævnet været i stand til at svare uddybende på spørgsmål om, hvornår hun fik kontakt til [tjetjensk mand i Syrien] eller om, hvorfor han slettede deres profiler eller forklare de nævnte divergenser på en overbevisende måde. Flygtningenævnets flertal kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund. Flygtningenævnets flertal lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens ægtefælle ved flere lejligheder har udsat hende for vold, men flertallet finder, at voldens omfang og intensitet ikke kan medføre asyl, ligesom flertallet finder, at der er tale om en privatretlig konflikt, der i øvrigt må anses for afsluttet ved parternes skilsmisse. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren opholdt sig i Tjetjenien efter skilsmissen i [sommeren] 2014 og frem til sin udrejse i [efteråret] 2014 uden at blive opsøgt af ægtefællen, og uden at ægtefællen rettede henvendelse til hendes familiemedlemmer. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2015/33
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim trosretning fra [en nærmere bestemt by], Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive fængslet og tortureret af myndighederne, der beskylder ham for at have hjulpet oprørerne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under den anden tjetjenske krig hjalp tre familiemedlemmer, der var en del af oprørsbevægelsen, med madvarer og ved at videregive informationer om aktiviteter på en russisk militærbase, som han boede ved siden af. I 2001 blev han første gang tilbageholdt af myndighederne og taget med til hovedkvarteret, hvor han opholdt sig halvanden time. Han blev bl.a. udsat for spark og slag, før han blev løsladt. Ansøgeren blev en måned senere igen tilbageholdt af myndighederne hen over en nat og udspurgt om sin tilknytning til oprørerne. I forbindelse med anholdelsen blev der smidt en håndgranat ind i den gård, hvor han boede, og derfor pådrog han sig et brandsår på benet. 5-6 gange yderligere blev han opsøgt af myndighederne og sat ind en bil og afhørt kortvarigt. I 2005 rejste han til Polen, hvor han blev meddelt tålt ophold. På grund af levevilkårene i Polen valgte han at tage tilbage til Tjetjenien, hvor flere af hans venner tilsluttede sig oprørerne. I 2009 blev han opsøgt af nogle af vennerne, der ønskede, at han skulle tilslutte sig oprørerne og køre dem ud i bjergene, hvilket han nægtede. De blev herefter kørt af en anden person, der blev anholdt. Den følgende morgen blev ansøgeren og hans tre brødre anholdt og bragt til [en nærmere bestemt by], hvor de blev tilbageholdt i 5 dage og udsat for tortur. Efter løsladelsen blev han af myndighederne truet til at medvirke til en filmoptagelse, og i den forbindelse skulle han erkende at have ydet bistand til oprørerne. Ansøgeren flyttede herefter til [en nærmere bestemt by], hvor han blev indkaldt og afhørt, hver gang der skete noget. I 2012 rejste han med sin familie til Polen, hvor han søgte asyl. [I efteråret] 2012, traf de polske myndigheder afgørelse om, at ansøgerens tidligere beskyttelse i Polen var bortfaldet. Han rejste herefter med sin familie til Danmark, hvor han søgte asyl. [I efteråret] 2013 blev de tilbageført til Polen i medfør af Dublin konventionen, og [i vinteren], 2013 rejste han tilbage til sin hjemby i Tjetjenien. Samme nat, som han var ankommet, blev han opsøgt af myndighederne, der anholdt ham og tilbageholdt ham i 4 dage, hvor han dagligt blev afhørt. Inden løsladelsen blev han tvunget til at underskrive en samarbejdsaftale. Efterfølgende blevet han yderligere fire til fem gange anholdt. Han udrejste i [foråret], 2014, efter at han havde hørt, at myndighederne planlagde at sende ham til Ukraine. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været præget af divergenser og udbygninger, ligesom forklaringen på flere centrale punkter er usandsynlig. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende med hensyn til, om han blev opsøgt af myndighederne allerede samme nat, han var kommet tilbage fra Polen i [vinteren], 2013 eller der gik 3 dage, og hensyn til om han betalte 2.000 eller 3.000 US Dollars for det falske udenrigspas. Han har videre forklaret divergerende med hensyn til, om han valgte at udrejse på ny i [foråret], 2014, fordi myndighederne havde pålagt ham at opsøge oprørerne, så de kunne få fat i hans fætter, eller hvorvidt udrejsen var begrundet i, at myndighederne ville sende ham til Ukraine. Nævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren, efter at han i 2009 havde været tilbageholdt i 5 døgn sammen med sine brødre og udsat for tortur, og herefter med jævne mellemrum blev indkaldt til afhøringer og udsat for tortur, alligevel skulle have valgt at forblive i Tjetjenien frem til 2012, idet det i den forbindelse bemærkes, at han havde en opholdstilladelse i Polen. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren efter genindrejsen i Tjetjenien [i vinteren], 2013 på ny skulle have valgt at tage ophold på sin bopæl i [en nærmere bestemt by], der var beliggende lige op af en militærbase, og hvor hans fætter, der var tilknyttet oprørsbevægelsen, var hans nabo. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren under mødet i nævnet har forklaret, at hans bror havde en lejlighed i [en nærmere bestemt by]. Det er videre usandsynligt, at myndighederne efter tilbageholdelsen i 2013, skulle have valgt at give ham hans udenrigspas tilbage, navnlig set i lyset af, at han tidligere havde været udrejst til Polen. Det bemærkes endelig, at ansøgeren under mødet i nævnet har forklaret udbyggende med hensyn til, at han på et tidspunkt overlod sit pas til nogle venner for, at de skulle forsøge at skaffe ham en måde at udrejse på, og at det kan være forklaringen på visumansøgningen og det pas med hans billede og identifikationsoplysninger, der er fremkommet via de litauiske myndigheder. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan ikke antages, at han ved en tilbagevenden skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2015/32
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer af trosretning fra Tjetjenien, Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger er eftersøgt af de russiske og tjetjenske myndigheder, fordi den mandlige ansøger og dennes fader har bragt forsyninger til et familiemedlem, der er oprører. Den mandlige ansøger frygter på den baggrund, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil blive slået ihjel eller forsvinde. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i [foråret] 2014 skulle i skoven for at fælde træer, og at hans fader i den forbindelse bad ham om at medbringe en pose med forsyninger til ansøgerens fætter. Da ansøgeren kom op til skoven, parkerede han sin bil og efterlod posen i bilen. Da han senere kom tilbage til bilen, var posen væk. Da han måneden efter tog op til skoven for at fælde træer, havde han igen en pose med til fætteren. Denne gang mødtes ansøgeren med fætteren og overrakte ham selv posen. [Senere i foråret] 2014 kørte ansøgeren og hans ven hen til ansøgerens onkel for at aflevere noget træ, og at de overnattede to nætter hos onklen. Om natten mellem den anden og tredje dag hos onklen, ringede ansøgerens moder og fortalte, at personer fra politistyrken OMON havde været og gennemsøge hele huset og havde taget ansøgerens fader med. Myndighederne ledte også efter ansøgeren, der derfor straks skulle skjule sig. Ansøgerens onkel sørgede for, at ansøgeren fik ophold hos en af onklens venner. Efter et par dage vendte myndighederne tilbage til ansøgerens hjem i [byen A], idet de søgte efter ansøgeren. Et par dage senere blev ansøgerens ægtefælle ligeledes bragt i sikkerhed hos onklens ven, og her skjulte parret sig, indtil de kunne udrejse 2-3 måneder senere. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikt med hjemlandets myndigheder. Hun har forklaret, at myndighedspersoner [i foråret] 2014 ransagede ansøgerens hjem. Ved 23 tiden hørte hun et brag udenfor, og da hun ville gå ud af sit værelse, blev hun blev mødt af to mænd, som sagde, at hun skulle blive, hvor hun var mens de ransagede hendes værelse. Myndighedspersonerne bar uniformer fra OMON. Hun blev meget forskrækket og bange og derfor oplyste hun, at den mandlige ansøger befandt sig i [byen B]. Da ansøgeren kom udenfor kunne hun se, at hendes svigerfader havde håndjern på og blev taget med. Ansøgerens svigermoder ringede til ansøgerens ægtefælle og fortalte, at han ikke skulle komme hjem. Næste morgen tog ansøgeren hjem til sin moder. Efter to dage kom svigermoderen hen til ansøgeren og sagde, at ansøgerens ægtefælles onkel ville komme og hente ansøgeren. Hun blev kørt hen til ægtefællen, som befandt sig hos en ven til ægtefællens onkel. Her holdt de sig skjult indtil udrejsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund, idet forklaringerne fremstår utroværdige og dermed konstruerede til lejligheden. Den mandlige ansøger har forklaret, at han og faderen ikke havde haft nogen tilknytning til oprørsbevægelsen, og at den mandlige ansøger ikke var bekendt med, at fætteren [fætterens navn], der havde været forsvundet i nogle år, havde sluttet sig til oprørerne. Dette blev den mandlige ansøger først klar over, da ansøgerens fader i [foråret] 2014 bad den mandlige ansøger om at aflevere en pose med forsyninger til fætteren. Dette skulle ske i forbindelse med, at den mandlige ansøger sammen med nogle af faderens ansatte den dag skulle ud for at fælde træer. Samtidigt gik det op for den mandlige ansøger, at faderen ved tidligere lejligheder selv havde afleveret forsyninger til [fætteren]. Nævnet finder, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, der arbejdede tæt sammen med sin fader, ikke i givet fald ville have været bekendt hermed. Den mandlige ansøgers forklaring om, hvorledes han fik overgivet den pose, som han skulle aflevere fremstår afglidende og dermed ikke selvoplevet og det samme gælder den mandlige ansøgers forklaring om, hvorledes posen med forsyninger kom i [fætterens] besiddelse. Ansøgerne har forklaret divergerende om i hvilket omfang, de holdt sig skjult i den periode, hvor de opholdt sig hos onklens ven [vennens navn]. Den mandlige ansøger har forklaret, at de kun gik udenfor om natten, og at de ikke bevægede sig mere end 100 meter væk fra huset. Den kvindelige ansøger har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at ”de” kørte turer i [onklens vens] bil. Den kvindelige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at hun hermed mente, at hun og [onklens ven] kørte ture sammen. Flygtningenævnet finder ikke den kvindelige ansøgers forklaring i nævnet troværdig. Begge ansøgere er under samtalerne med Udlændingestyrelsen i detaljer udspurgt om deres viden om, hvornår og hvordan myndighederne efter [en dag i foråret] 2014 har eftersøgt den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hun [i foråret] 2014 oplyste overfor myndighedspersonerne, at den mandlige ansøger opholdt sig i [byen B]. Nævnet finder, at det på afgørende måde afsvækker den mandlige ansøgers troværdighed, at den mandlige ansøger under nævnsmødet udbyggende har forklaret, at myndighederne i forlængelse af, at den mandlige ansøgers fader var blevet pågrebet [i foråret] 2014 ledte efter ansøgeren på onklens bopæl. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer af trosretning fra Grozny, Tjetjenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af myndighederne. Den kvindelige ansøger har til støtte for asylmotivet henvist til, at hun [i foråret] 2014 på hendes forældres bopæl blev opsøgt af fire mænd. Den ene af mændene udspurgte hende om den mandlige ansøger, mens de tre øvrige mænd gik rundt i hendes forældres hjem. Da hun bekræftede, at hun var den mandlige ansøgers ægtefælle, blev hun kørt til de pågældende mænds arbejdsafdeling, hvor hun blev spurgt nærmere ind til, hvad den mandlige ansøger lavede, og hvem hans venner var. I løbet af afhøringen blev hun oplyst om, at den mandlige ansøger arbejdede sammen med oprørerne, hvilket hun benægtede at have kendskab til. Dernæst blev hun ført til et mørkt lokale i kælderen, hvor hun tilbragte omkring tre til fire dage, inden hun igen blev ført til afhøringslokalet. Denne gang forstod hun, at den mandlige ansøger tillige var tilbageholdt. Under afhøringen blev hun udsat for fysiske overgreb, medens hun blev truet på livet. Efter afhøringen blev hun igen ført ned til kælderrummet, hvor hun opholdt sig i to til tre dage, indtil den mand, som serverede mad til hende, bad hende om at følge med ham. Manden førte hende hen til toilettet og fortalte hende, at vinduet var åbent, og at hun skulle forlade Grozny, da hun ellers ville være i livsfare. Den kvindelige ansøger flygtede og tog dernæst hen til sin veninde, hvor hun opholdt sig i to til tre dage, hvorefter hun udrejste af Grozny. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet henvist til, at han [i foråret] 2014 fik besøg af sin ven [A] og vennens bekendte [B]. [A] spurgte den mandlige ansøger, om de kunne overnatte hos ham. En time senere samme aften bankede det på døren. Ansøgeren åbnede døren og nåede kun at registrere en maskeret mand, inden han blev slået i hovedet med en geværkolbe. Da han kom til bevidstheden, lå han sammen med [A] og [B] på gulvet, mens flere bevæbnede og maskerede mænd var i færd med at ransage boligen. Dernæst blev de alle tre kørt væk i separate biler. Efter en times kørsel blev den mandlige ansøger ført hen til et mørkt rum. Han var tilbageholdt [i seks dage], og hvor han dagligt blev afhørt. Den første og sidste dag under tilbageholdelsen blev han ført hen til et afhøringslokale og afhørt om hans kendskab til [A] og [B]. Under hele tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb. Den sidste dag underskrev han en samarbejdserklæring, idet dette var en betingelse for hans løsladelse. Omkring en time senere fik han en pose over hovedet og kørt til et område i Grozny, hvor han blev sat af nær den centrale moske. Dernæst tog han hjem til sin ven [C], hos hvem han overnattede i 15 til 16 dage, inden han den [i foråret] 2014 udrejste til Ukraine. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv fremstår som usandsynlige og som konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at navnlig den kvindelige ansøger har forklaret upræcist og har svaret afglidende på flere centrale spørgsmål. Den kvindelige ansøgers forklaring om, at hun flygtede ud gennem et toiletvindue, finder Flygtningenævnet, efter ansøgerens egen forklaring om størrelsen og placeringen af toiletvinduet, fremstår helt usandsynlig. Flygtningenævnet finder videre, at det er påfaldende, at den mandlige ansøger ikke har kunnet forklaret, om der var tremmer for vinduet i det kælderrum, hvor han var tilbageholdt. Flygtningenævnet finder endelig, at det forekommer usandsynligt, at ansøgerne, der kom fri af myndighedernes tilbageholdelse med en dags mellemrum, og som begge umiddelbart derefter gennem venner havde kontakt til den kvindelige ansøgers forældre, ikke har arrangeret en fælles flugt ud af landet. Ligesom det forekommer usandsynligt, at den kvindelige ansøgers forældre ikke underrettede deres datter om, at den mandlige ansøger var blevet løsladt. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2015/3
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Sernovodsk, Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af sine fætre, fordi hun har krænket familiens ære ved at være sammen med en mand uden for ægteskab. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun som søster til [A], ikke kan vende tilbage til hjemlandet, idet han betragtes som oprører. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i slutningen af [efteråret] 2012 mødte en mand ved navn [B]. [B] kontaktede ansøgeren efter et par dage, og efterfølgende talte de sammen to til tre gange om dagen. Ansøgeren mødte [B] igen tre uger efter på en café i Ingusjetien. Ansøgeren og [B] mødtes i alt tre gange på caféen i de følgende fire måneder. Ansøgeren og [B] talte i denne periode i telefon sammen ca. hver anden dag. [B] ringede til ansøgeren omkring en uge herefter og fortalte, at han var gift. Ansøgeren skiftede på den baggrund telefonnummer og hørte ikke fra [B] efterfølgende. [En nærmere angiven dato i foråret] 2014 tog ansøgeren hjem til sin søster i Grozny. [En nærmere angiven dato i sommeren] 2014 ringede ansøgerens moder til ansøgeren og fortalte, at ansøgerens fætre var på vej hjem til ansøgerens søster for at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren forlod straks søsterens lejlighed og tog hjem til sin veninde, [C]. Ansøgeren fortalte [C] alt, hvad der var sket. Ansøgeren boede hos [C] [i omkring tre uger], hvor hun udrejste fra Rusland. Ansøgerens broder, [A], blev [i efteråret] 2013 af Udlændingestyrelsen blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den omstændighed at ansøgeren er søster til [A], der har fået asyl i Danmark, kan efter det foreliggende hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgeren har aldrig selv været politisk aktiv og har heller ikke været udsat for straffeprocessuelle indgreb eller på anden måde været udsat for overgreb fra myndighedernes side. Hertil kommer, at dette anbringende først er fremsat i forbindelse med sagens behandling for Flygtningenævnet. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er efterstræbt af sin familie, til grund. Flertallet finder, at forklaringen ikke virker selvoplevet. Baggrunden for ansøgerens antagelse af, at familien vil dræbe hende på grund af affæren med [B] er alene baseret på formodninger. Ifølge ansøgerens forklaring har hun først under opholdet i Danmark fået oplyst af sin svigerinde, at det skulle angå noget om et forhold til en mand. Vedrørende episoden [en nærmere angiven dato i vinteren] 2013 fremstår det påfaldende, at ingen af gæsterne hos forældrene reagerede, selvom ansøgeren var væk fra huset, som forklaret af hende. Det er endvidere påfaldende, at moderen pludselig skulle ringe til ansøgeren [En nærmere angiven dato i sommeren] 2014, som forklaret af hende, og at ansøgeren var i stand til at skjule sig hos veninden, selvom venindens bopæl ikke lå så langt fra søsterens bopæl. Hertil kommer det lange tidsrum fra [den nærmere angiven dato i vinteren] 2013. Endelig har ansøgeren forklaret upræcist om kontakten til moderen også henset til indholdet af notatet fra ansøgerens terapeut. Flertallet finder sammenfattende, at ansøgeren ikke har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv. Idet det bemærkes, at ansøgeren i øvrigt fremstår uprofileret og har nære slægtninge i hjemlandet, kan Flygtningenævnets flertal ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2015/29
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim af trosretning fra Groznyj, Tjetjenien, Rusland Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter de tjetjenske myndigheder, da hans farbroder var oprører. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans farbroder i 2002 tilsluttede sig oprørerne. En dag i [foråret] 2011 fik ansøgeren at vide af sin moder, at ansøgerens broder, [A], og fader var blevet anholdt af myndighederne, hvorefter de blev løsladt omkring en uge senere. En dag i juni 2013 blev [A] og faderen endnu engang anholdt af myndighederne, hvorefter de blev løsladt et par dage senere. [En nærmere bestemt dato i] 2014 kunne familien ikke få kontakt til faderen. Næste morgen blev ansøgeren vækket af larm fra lejligheden. Det var repræsentanter for myndighederne, der stormede familiens bopæl og spurgte efter [A], som ikke var hjemme, da han var ude at lede efter faderen. Da ansøgeren og dennes broder, [B], kom ind i stuen, så de, at repræsentanterne holdt deres svigerinde i håret. Der opstod tumult, og de blev begge tvunget til at ligge på gulvet med ansigtet nedad. Da de blev hevet op at stå, fik de en sæk over hovedet og ført ned til en bil, hvorfra de blev kørt til et ukendt sted, hvor de blev tilbageholdt i separate kælderrum i tre uger. I denne periode blev ansøgeren og dennes broder afhørt om [A]. Ansøgeren og dennes broder forlod Rusland [i sommeren] 2014. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemføre sædvanlig asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Overordnet finder Flygtningenævnet, at det er usandsynligt, at myndighederne skulle skride til voldsomme anholdelser og tilbageholdelse med grove overgreb mod [A] og faderen i 2011 og 2013 på baggrund af farbroderens, [Zs], forhold. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerne intet har set til eller hørt om [Z], siden han i 2002 sluttede sig til oprørerne, at myndighederne ikke har henvendt sig til familien herom i perioden 2002 til 2011, og at hverken [A], [B] eller [ansøgeren, C] har hørt noget fra faderens side, som kunne indikere, at faderen i perioden havde haft forbindelse med [Z]. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgerne under nævnsmødet har virket påfaldende upåvirkede af de voldsomme begivenheder, de har været en del af, og de overfald, de skulle have været udsat for, samt drabet på deres fader. Flygtningenævnet finder det videre påfaldende, at [A] og faderen ikke fik anvisninger/pålæg i forbindelse med løsladelsen i 2011, og at ansøgerne ikke er fremkommet med nærmere oplysninger om den aftale, der skulle være indgået mellem visse familiemedlemmer og myndighederne i forbindelse med [B] og [ansøgerens, Cs] løsladelse. Flygtningenævnet finder ligeledes, at det er påfaldende, at ansøgerne ikke har kunnet forklare, hvorfor de skulle være interessante for myndighederne, efter at [Z] og også faderen er blevet dræbt. Hvad angår indtrykket af ansøgernes forklaringer finder Flygtningenævnet, at [A], [B] og [ansøgeren, C] har svaret ukonkret under forklaringen for nævnet. Desuden har deres forklaringer divergeret på væsentlige punkter både i løbet af sagens behandling og indbyrdes. Det drejer sig blandt andet om: - Hvorvidt [A] hørte faderen og myndighedspersonerne tale sammen i forbindelse med løsladelsen i 2013. - Varigheden af [As] sygemelding efter løsladelsen i 2013. - Om [B] og [ansøgeren, C] så hinanden under tilbageholdelsen i 2014. - Hvornår og hvorledes [B] og [ansøgeren, C] blev klar over, at faderen var død. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres asylmotiv. Da ansøgerne derefter ikke har sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2015/27
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og sunni-muslimer af trosretning fra Groznyj, Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter de tjetjenske myndigheder, da hans farbroder var oprører. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans farbroder i 2002 tilsluttede sig oprørerne. En dag i [foråret] 2011 blev ansøgeren og ansøgerens fader anholdt af myndighederne og kørt til et sted, hvor de blev udsat for overgreb og afhørt om, hvor farbroderen befandt sig. Ansøgeren havde dog ikke set sin farbroder siden 2002. Omkring en uge senere fik ansøgeren og ansøgerens fader en pose over hovedet og kørt til et sted i nærheden af en tankstation, hvor de blev beordret til at blive liggende på jorden. En dag i [sommeren] 2013 arbejdede ansøgeren og faderen på en bil foran deres bopæl, da 3-4 biler med repræsentanter for myndighederne kom til stedet og anholdt dem. De blev endnu engang kørt til et sted, hvor de blev udsat for overgreb og afhørt om farbroderens opholdssted. Et par dage senere blev ansøgeren og faderen løsladt på en parkeringsplads, hvor de fik at vide, at de ikke ville overleve en tredje tilbageholdelse. Ansøgeren spurgte sin fader flere gange, hvordan det kunne være, at de var blevet løsladt, hvortil faderen svarede, at ansøgeren ikke skulle bekymre sig. [En nærmere bestemt dato i sommeren] 2014 kunne ansøgeren og familien ikke få kontakt til faderen. Mens ansøgeren var ude at lede efter faderen dagen efter, modtog han et opkald fra naboen, som fortalte, at der var repræsentanter for myndighederne på hans bopæl. Ansøgeren kørte da til byen Nalchick, hvor han købte ny telefon og simkort. Ansøgeren ringede til naboen, der fandt ud af, at myndighederne havde anholdt ansøgerens to brødre. Den kvindelige ansøger har oplyst, at repræsentanter for myndighederne stormede familiens bopæl og spurgte efter den mandlige ansøger. Repræsentanterne var hårdhændede mod den kvindelige ansøger, ligesom den mandlige ansøgers to brødre blev slået med geværkobler og trampet i hovedet. Repræsentanterne viste den kvindelige ansøgers svigermoder et foto af den mandlige ansøgers faders og farbroders lig, hvorefter de tog brødrene med sig. Den kvindelige ansøger var i telefonisk kontakt med den mandlige ansøger, hvorefter hun samlede alle deres penge og blev kørt til ansøgeren. [Få dage senere i sommeren] 2014 forlod ansøgerne Rusland. Ansøgerne blev senere bekendt med, at myndighederne havde tilbageholdt den mandlige ansøgers brødre i tre uger, hvor de havde udspurgt brødrene om den mandlige ansøger. Den mandlige ansøgers brødre forlod Rusland [omkring en måned senere i sommeren] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Overordnet finder Flygtningenævnet, at det er usandsynligt, at myndighederne skulle skride til voldsomme anholdelser og tilbageholdelse med grove overgreb mod [den mandlige ansøger, A] og faderen i 2011 og 2013 på baggrund af farbroderens, [Z], forhold. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerne intet har set til eller hørt om [Z], siden han i 2002 sluttede sig til oprørerne, at myndighederne ikke har henvendt sig til familien herom i perioden 2002 til 2011, og at hverken [den mandlige ansøger, A], [B] eller [C] har hørt noget fra faderens side, som kunne indikere, at faderen i perioden havde haft forbindelse med [Z]. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgerne under nævnsmødet har virket påfaldende upåvirkede af de voldsomme begivenheder, de har været en del af, og de overfald, de skulle have været udsat for, samt drabet på deres fader. Flygtningenævnet finder det videre påfaldende, at [den mandlige ansøger, A] og faderen ikke fik anvisninger/pålæg i forbindelse med løsladelsen i 2011, og at ansøgerne ikke er fremkommet med nærmere oplysninger om den aftale, der skulle være indgået mellem visse familiemedlemmer og myndighederne i forbindelse med [B] og [Cs] løsladelse. Flygtningenævnet finder ligeledes, at det er påfaldende, at ansøgerne ikke har kunnet forklare, hvorfor de skulle være interessante for myndighederne, efter at [Z] og også faderen er blevet dræbt. Hvad angår indtrykket af ansøgernes forklaringer finder Flygtningenævnet, at [den mandlige ansøger, A], [B] og [C] har svaret ukonkret under forklaringen for nævnet. Desuden har deres forklaringer divergeret på væsentlige punkter både i løbet af sagens behandling og indbyrdes. Det drejer sig blandt andet om: - Hvorvidt [den mandlige ansøger, A] hørte faderen og myndighedspersonerne tale sammen i forbindelse med løsladelsen i 2013. - Varigheden af [den mandlige ansøger, As] sygemelding efter løsladelsen i 2013. - Om [B] og [C] så hinanden under tilbageholdelsen i 2014 - Hvornår og hvorledes [B] og [C] blev klar over, at faderen var død. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres asylmotiv. Da ansøgerne derefter ikke har sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Rusl/2015/26
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fem børn fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer fra Grozny, Tjetjenien, Den Russiske Føderation. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af de tjetjenske myndigheder, idet han har afvist at samarbejde med dem, og fordi han er udrejst af Tjetjenien. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hans moder blev bortført af soldater under krigen i foråret 1996. Familien hørte rygter om, at moderen sammen med en armensk kvinde var blevet beskyldt for at have hjulpet nogle sårede unge mænd, og at hun angiveligt var blevet kørt til en koncentrationslejr. Ansøgeren mødte senere gennem arbejdet en mand ved navn Shamil, hvis broder også var forsvundet under krigen. I foråret 2014 ringede Shamil til ansøgeren og fortalte, at han havde mødt en officer ved navn […], der mod betaling kunne hjælpe med informationer om forsvundne personer. Ansøgeren betalte herefter via Shamil 50.000 rubler til [officeren]. Kort herefter blev han opsøgt på sin bopæl af tre maskerede mænd i uniform. Ansøgeren blev tilbageholdt af myndighederne i tre dage. Under tilbageholdelsen blev han afhørt om, hvorfor han ville have oplysninger om sin moders forsvinden, og han blev beskyldt for at være tilknyttet oprørerne. Ved løsladelsen underskrev ansøgeren nogle papirer med for ham ukendt indhold. Han fik at vide, at han ville blive opsøgt af en person, hvis ordre han skulle følge, hvis ikke hans familie og han selv skulle dræbes. Ansøgeren blev derudover bedt om at holde øje med personer, som udviste utilfredshed med regeringen. Ansøgeren og hans familie udrejste kort herefter med hjælp fra ansøgerens fætter. Ansøgeren har efterfølgende fundet ud af, at hans ægtefælles familie i Ingusjetien er blevet opsøgt af personer, som har spurgt efter ham og hans familie. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at det spanske generalkonsulat i Moskva [primo] 2013 har meddelt ansøgerne afslag på deres ansøgninger om visa til Spanien. I afslaget er der henvist til, at de oplysninger, som ansøgerne har angivet med henblik på at begrunde formålet og forholdene for det planlagte ophold i Spanien, ikke er troværdige, og at ansøgerne ikke har kunnet påvise, at de har til hensigt at kunne forlade medlemsstaternes område, før deres visa udløber. Det fremgår endvidere, at visumansøgningerne indeholder oplysninger om, at ansøgerne er registrerede med bopæl i Moskva, og at den mandlige ansøger har været ansat som chef for forsyningsafdelingen hos [et russisk selskab] med en månedsløn på 85.000 rubler. Det fremgår også, at den mandlige ansøger har en konto hos en bank i Moskva, og at han er indehaver af et udenrigspas, udstedt den [primo 2013] med gyldighed til den [primo 2018]. Efter det i øvrigt oplyste har den spanske ambassade den [ultimo 2013] optaget ansøgerne på en visum-alert liste med henvisning til, at ansøgerne har fremvist deres pas til den hollandske ambassade, og at det i den forbindelse er konstateret, at stempler om visumafslag fra den spanske og italienske ambassade var blevet fjernet fra passene. Der er i øvrigt fremlagt kopi af en flybillet af [ultimo 2013] fra Moskva til Barcelona for ansøgerne og deres to yngste børn, […]. Der er i tilknytning hertil endvidere fremlagt kopi af hotelbooking i Barcelona for ansøgerne og de nævnte børn. Ansøgerne har under deres samtaler med Udlændingestyrelsen og for nævnet afvist at kende noget til de nævnte oplysninger. De har blandt andet forklaret, at de ikke har indleveret ansøgninger om visa til Spanien, og at den mandlige ansøger ikke har været ansat i det angivne firma i Moskva, ligesom de ikke har haft bopæl i Moskva. Ansøgerne ved ikke, hvorledes dokumenterne er blevet til. Flygtningenævnet finder, at oplysningerne fra det spanske generalkonsulat om ansøgningerne om visa kan lægges til grund, og nævnet finder derfor, at ansøgernes forklaring om, at de ikke har kendskab til oplysningerne, kan forkastes, og at ansøgerne dermed har afgivet utroværdige forklaringer til brug for sagen, idet der ikke er grundlag for at antage, at andre i ansøgernes navn og med angivelse af deres personlige data har underskrevet de nævnte dokumenter. For så vidt angår ansøgernes forklaring om asylmotivet finder nævnet, at forklaringerne på afgørende punkter fremstår utroværdige og usandsynlige. Der lægges vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret upræcist og afglidende om sit kendskab til Shamil og deres samtaler vedrørende Shamils bror og ansøgerens mor og omstændighederne vedrørende deres forsvinden. Det forekommer i øvrigt usandsynligt at den mandlige ansøger har ønsket, at en officer fra militæret, som han ikke havde nærmere kendskab til, skulle foretage undersøgelser om ansøgerens mor mod betaling. Da ansøgernes forklaringer om asylmotivet forkastes som usandsynlige og utroværdige, finder nævnet ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på at indhente nærmere oplysninger fra det spanske generalkonsulat. Nævnet finder endvidere ikke anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse eller i øvrigt på ægthedsvurderinger af de telegrammer, der nu er fremkommet og er fremlagt for nævnet vedrørende tilsigelse af den mandlige ansøger til en domstol i Grozny. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Rusland vil være i individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl2015/25
Nævnet hjemviste i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har på baggrund af advokatens påstand om hjemvisning besluttet, at ansøgerens sag hjemvises til Udlændingestyrelsen, således at ansøgeren og hans broder [navn], [personID], kan få sambehandlet deres sager, idet advokaten har oplyst, at broderen har søgt asyl på grund af ansøgerens forhold.” rusl/2015/24
Nævnet meddelte i september 2015 opholdstilladelse B-status til et ægtepar samt tre børn fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer fra Grozny, Tjetjenien, Rusland. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af de personer, som har anholdt den mandlige ansøger og ransaget familiens bopæl. Til støtte for asylmotivet har ansøgerne forklaret, at den mandlige ansøger fra 2007 til 2013 har arbejdet for politiet i Tjetjenien, og at han samtidig har hjulpet menneskerettighedsorganisationen […], hvori hans tante, […], og fætter, […], var aktive. I løbet af 2010 udrejste den mandlige ansøgers tante, […], og fætter, […], af Tjetjenien, fordi de havde fået problemer med de tjetjenske myndigheder på grund af deres arbejde for menneskerettighedsorganisationen. I 2011 blev den mandlige ansøger indkaldt af politiet til en uformel samtale om tantens aktiviteter. Fra marts 2013 til marts 2014 blev den mandlige ansøger anholdt tre gange af personer, som han formodede arbejdede for præsidenten. Under tilbageholdelserne blev han kørt til et for ham ukendt sted og afhørt om tantens aktiviteter. Han blev hver gang tilbageholdt i nogle timer og efterfølgende løsladt på det sted, hvor han var blevet hentet. I forbindelse med den anden anholdelse, blev familiens bopæl ransaget af ukendte mænd, som konfiskerede familiens ID-dokumenter. Omkring to uger senere blev den mandlige ansøger fyret fra sit arbejde hos det tjetjenske politi. Ved den sidste anholdelse truede myndighederne med at fabrikere en sag mod den mandlige ansøger eller tvinge ham til at rejse til Ukraine, fordi han ikke ville give oplysninger om sin tante. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger kan Flygtningenævnet lægge til grund, at den mandlige ansøger har været tilbageholdt tre gange som forklaret af ham. Nævnet lægger videre til grund, at den mandlige ansøger alene udførte begrænsede aktiviteter for [menneskerettighedsorganisationen], som blev ledet af hans tante […], der efter det oplyste er en profileret menneskerettighedsaktivist. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at tilbageholdelsen i [foråret] 2013 skyldtes, at ansøgerne havde taget ophold i hovedhuset på [tantens] ejendom. Det er herved tillagt vægt, at den mandlige ansøger frem til dette tidspunkt ikke havde haft problemer med myndighederne, selvom disse angiveligt havde været bekendt med hans aktiviteter for[menneskerettighedsorganisationen]. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at tilbageholdelsen i [efteråret] 2013 i væsentligt omfang var baseret på myndighedernes undersøgelser mod [tanten], ligesom den mandlige ansøger ikke i forbindelse med den første tilbageholdelse havde efterkommet myndighedernes ønske om at fremskaffe materiale, som de mente [tanten] havde gemt. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at tilbageholdelsen i [foråret] 2014 i det væsentlige var baseret på, at man ønskede at chikanere den mandlige ansøger på baggrund af hans adfærd under de tidligere tilbageholdelser. På denne baggrund, og da den mandlige ansøger som tidligere ansat i politiet under de foreliggende omstændigheder må antages at være i en særlig risikogruppe, kan det ikke med fornøden sikkerhed afvises, at den mandlige ansøger – også henset til de tidligere tilbageholdelser – vil være i en særlig risiko for at blive udsat for tilsvarende overgreb. Den mandlige ansøger findes herefter at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en særlig risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den mandlige ansøger findes ikke at risikere forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet myndighedernes forventede fremfærd overfor ham ikke kan antages at være begrundet i politiske motiver. Der lægges herved vægt på, at den mandlige ansøger i øvrigt er helt uprofileret, og at myndighedernes fremfærd overfor ham snarere har været udslag af almindelig chikane og ikke begrundet i egentlige politiske motiver. Den kvindelige ansøger meddeles opholdstilladelse i konsekvens af den mandlige ansøgers opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor de russiske statsborgere […] og […] samt deres tre medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” rusl/2015/23
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tjetjener, statsborger i Rusland og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de oplysninger, som blev afgivet under hendes og hendes [familiemedlems] tidligere asylsag fra [år]. Hun har således anført, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive dræbt af de russiske myndigheder, ligesom hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter, at hun vil forsvinde, idet det er sket med hendes slægtninge. Hun frygter ligeledes for sin søns liv, fordi hun er bange for, at han vil blive udsat for det samme som hendes [familiemedlem] har været udsat for. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun vendte tilbage til Tjetjenien i [år]. Hendes [familiemedlem] vendte tilbage i [år]. Da hun kom til Tjetjenien, ansøgte hun om et pas til hendes [familiemedlem]. På vej til paskontoret, hvor [familiemedlemmets] pas skulle afhentes, blev ansøgerens [familiemedlem] taget af nogle maskerede personer. Efter episoden flyttede ansøgeren og hendes børn hen til hendes [familiemedlem]. Ansøgeren fik først kontakt til [sit familiemedlem] igen, efter hun var kommet til Danmark. Ansøgeren har videre anført, at da hun og børnene kom til Rusland i [år], blev hun afhørt, og i den forbindelse var de russiske myndigheder i besiddelse af oplysninger […]. Hun turde derfor ikke tage tilbage til Tjetjenien. Den [dato] traf Flygtningenævnet afgørelse om, at ansøgeren samt hendes [familiemedlemmer] ikke opfyldte betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, idet et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke kunne lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at de oplysninger, herunder de fremlagte dokumenter, der er fremkommet under ansøgerens nuværende sag, kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har haft mulighed for at fremlægge dokumenterne fra [årstal] på et tidligere tidspunkt, ligesom dokumenterne fremstår som interne dokumenter mellem myndigheder, hvorfor det ikke forekommer sandsynligt, at de skulle være blevet udleveret til ansøgerens [familiemedlem]. Det fremgår endvidere af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder Landinfo af 12. marts 2015, side 10, at myndighederne ikke sender indkaldelser til mistænkte i sager, der er relateret til oprørsaktivitet eller bistand til oprørere. Herefter og da ansøgeren ikke blev tilbageholdt i forbindelse med, at hun og hendes [familiemedlemmer] rejste ind i Rusland i [årstal], og da de også uden problemer har kunnet udrejse af Rusland, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omhandlet i § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2015/22
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tjetjener, statsborger i Rusland og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har over for Udlændingestyrelsen henvist til samme asylmotiv, som [sit familiemedlem]. [Dato] traf Flygtningenævnet afgørelse om, at [familiemedlemmer], herunder ansøgeren selv, ikke opfyldte betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, idet et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke kunne lægge ansøgerens [familiemedlemmers] forklaring om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at de oplysninger, herunder de fremlagte dokumenter, der er fremkommet under ansøgerens nuværende sag, kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens [familiemedlem] har haft mulighed for at fremlægge dokumenterne fra [år] på et tidligere tidspunkt, ligesom dokumenterne fremstår som interne dokumenter mellem myndigheder, hvorfor det ikke forekommer sandsynligt, at de skulle være blevet udleveret til ansøgerens [familiemedlem]. Det fremgår endvidere af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder Landinfo af 12. marts 2015, side 10, at myndighederne ikke sender indkaldelser til mistænkte i sager, der er relateret til oprørsaktivitet eller bistand til oprørere. Herefter, og da ansøgeren ikke blev tilbageholdt i forbindelse med, at han sammen med [sine familiemedlemmer] rejste ind i Rusland i primo 2014, og da de også uden problemer har kunnet udrejse af Rusland, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omhandlet i § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/21/2015
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Grozny, Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive fængslet og slået ihjel af myndighederne, fordi hun sammen med sin ægtefælle har støttet oprørerne og grundet hendes flugt fra [en myndighedsperson i] Argun. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun og hendes ægtefælle i omkring tre år inden hendes udrejse ydede støtte til en oprører […], som var en nær ven af familien. Støtten bestod i form af tøjvask samt indkøb af mad og medicin. Fra [ultimo] 2013 til [primo] 2014 boede en af hendes ægtefælles venner […] i familiens hjem. [Vennen] udviste stor interesse for [oprøreren] og den støtte, som ansøgeren og hendes ægtefælle ydede til [oprøreren], og ægtefællen viste [vennen] et hemmeligt rum i hjemmet, hvor der blev opbevaret en pistol med patroner, fire pas, guld og penge. [Primo] 2014 fik ansøgerens ældste søn en allergisk reaktion, hvorefter han og ansøgeren blev indlagt på hospitalet i Grozny. [Den følgende dag] talte ansøgeren med sin ægtefælle, som oplyste, at [oprøreren] havde modtaget de varer, som de senest havde købt til ham, og at [vennen] var flyttet ud deres hjem. [Den næste dag] blev ansøgeren på hospitalet opsøgt af fire uniformerede mænd fra politiet. De truede ansøgeren på livet og forsøgte at få hende til at afsløre de aktiviteter, som hun og hendes ægtefælle havde udført for oprørerne. Endvidere forsøgte de pågældende mænd at anholde ansøgeren, men den læge, som var til stede i lokalet, overbeviste dem om, at de skulle lade hende blive på hospitalet på grund af hendes søns dårlige helbred. I stedet aftalte ansøgeren med dem, at de skulle mødes på hendes bopæl to dage senere, når hendes søn var blevet udskrevet. Mændene tog ansøgerens pas for at forhindre, at hun udrejste af Rusland. Da mændene havde forladt hospitalet, ringede ansøgeren til [oprørerens fader], som hentede ansøgerens datter og dernæst ansøgeren og hendes søn. Efterfølgende kørte de hen til ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren hentede tøj og mad til børnene, og hvor ansøgeren opdagede, at alle genstandene i det hemmelige rum var væk. Dernæst kørte de til [oprørerens faders] hjem i […] Ingusjetien, hvor ansøgeren og hendes børn opholdt sig i en måned. [Primo] 2014 kom en af ansøgerens ægtefælles venner […] på besøg. [Vedkommende] fortalte ansøgeren, at han en nat [primo] 2014 blev anholdt sammen med hendes ægtefælle og en tredje ven, fordi de var under mistanke for at have udøvet terrorisme. De to venner blev løsladt, men ansøgerens ægtefælle var fortsat tilbageholdt, fordi myndighederne havde fundet en pistol i deres hjem. Ansøgeren mistænkte [vennen] for at have angivet dem til myndighederne. [Primo] 2014 kørte ansøgeren sammen med sine børn til Voronezh, hvor de opholdt sig i en nat, og [i foråret] 2014 udrejste de til Hviderusland. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv over for Flygtningenævnet ydermere henvist til, at [en myndighedsperson] i Argun kidnappede hende og forlangte, at hun skulle bo i hans hjem. Hun boede hos [myndighedspersonen] i tre måneder, og i denne periode forulempede han hende seksuelt. Det lykkedes for hendes mormoder at få hende hjem. Efterfølgende blev hun gift med sin nuværende ægtefælle, men omkring et halvt år senere, da hun tog tilbage til Grozny, kidnappede [myndighedspersonen] hende igen. Denne gang var hun kidnappet i et par måneder sammen med to andre piger på henholdsvis 15 og 16 år. Da ansøgeren fik lov til at tage hjem, tog hun hen til sin mormoder og kontaktede sin ægtefælle, der kom og hentede hende. Efterfølgende blev hun flere gange hentet af folk fra [myndighedspersonens] kontor. Den sidste gang fandt sted i [efteråret] 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv, om at hun har hjulpet oprører i Tjetjenien, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom har fremstået usikker, ikke selvoplevet og usandsynlig. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange hun har foretaget indkøb for oprører, ligesom hun har forklaret divergerende om, hvor hun opbevarede sine dokumenter, da myndighederne tog dem på hospitalet. Flygtningenævnet finder, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger forekommer usandsynligt, at en tjetjensk oprører har opsøgt en familie i det centrale Grozny for at modtage hjælp til blandt andet medicinindkøb og tøjvask. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort denne del af sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret selvoplevet om, at hun har været udsat for kidnapning og seksuelle overgreb fra myndighedspersoner i Argun. Flygtningenævnet kan herefter ikke afvise, at ansøgeren har været udsat for sådanne overgreb, da hun var 16 år gammel, og at overgrebene fortsatte, efter ansøgeren havde indgået ægteskab og var flyttet til Grozny. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid, at ansøgeren, hvis hun frygter at vende tilbage til Argun eller Grozny, kan henvises til at søge ophold et andet sted i Den Russiske Føderation, herunder hos [oprørerens fader] der er bosat i Ingusjetien, og hos hvem ansøgeren opholdt sig i en måned forud for udrejsen. Flygtningenævnets flertal finder herefter ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen. På denne baggrund stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2015/2
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt seks børn fra Rusland. Indrejst i 2013 og 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske tjetjenere og sunni muslimer af trosretning fra […], Tjetjenien, Den Russiske Føderation. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af de russiske myndigheder og af Kadyrovs folk, fordi han har samarbejdet med oprørerne, og fordi han formoder, at myndighederne har fabrikeret en sag imod ham. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv og til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af de tjetjenske myndigheder, idet hendes ægtefælle har samarbejdet med oprørerne. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at familien en dag i slutningen af [vinteren] 2013, var på udflugt i bjergområdet […] for at plukke ramsløg. I denne forbindelse blev de opsøgt af uniformerede og bevæbnede oprørere, som tog billeder af ansøgerne og deres børn, og oprørene truede den mandlige ansøger til at forsyne dem med fødevarer og medicin. Den mandlige ansøger fik udleveret en mobiltelefon til brug for kontakten mellem ham og oprørene, og omkring en måned efter modtog den mandlige ansøger en sms med besked om at køre fødevarer og medicin ud til oprørerne i skoven. Den mandlige ansøger udførte opgaver af denne karakter to til tre gange om måneden frem til [slutningen af sommeren] 2013. En ukendt dato i [slutningen af sommeren] 2013 blev den mandlige ansøger opsøgt af myndighederne på bopælen om natten. Den mandlige ansøger og hans familie blev kørt til en politistation i [byen], og ansøgerne blev anbragt i forskellige celler. Den mandlige ansøger blev forhørt om hans samarbejde med oprørerne og blev i denne forbindelse udsat for fysiske overgreb. Den kvindelige ansøger blev ligeledes forhørt om den mandlige ansøgers forbindelse til oprørerne, og myndighederne truede med, at de ville dræbe hende, den mandlige ansøger og ansøgernes børn. Ved midnatstid samme dag blev den kvindelige ansøger og børnene løsladt. Den mandlige ansøger blev løsladt mod betaling en uge efter. En ukendt dato en nat i [slutningen af sommeren] 2013 blev den mandlige ansøger på ny tilbageholdt på politistationen i [byen]. Den mandlige ansøger var tilbageholdt i omkring en uge, hvorefter han blev løsladt mod betaling. [I slutningen af sommeren] 2013 blev den mandlige ansøger om natten opsøgt af myndighederne på ny. Han blev taget til en anden politistation i [byen], hvor han blev forhørt om sit samarbejde med oprørerne. Under forhøret tilstod den mandlige ansøger, at han havde ydet bistand til oprørerne og accepterede at samarbejde med myndighederne. Den mandlige ansøger blev tilbageholdt i omkring en uge og løsladt på betingelse af, at han kom tilbage for at modtage instrukser og samarbejdede med myndighederne. Da den mandlige ansøger blev løsladt af myndighederne, vendte han ikke hjem til bopælen men flygtede ud af Tjetjenien og tog til lngusjetien, hvor han boede hos en ven i […]. [I begyndelsen af efteråret] 2013 udrejste den mandlige ansøger til Ukraine, hvorefter han rejste videre til Danmark. [En nat i slutningen af sommeren] 2013 blev den kvindelige ansøger og børnene endnu en gang opsøgt af myndighedspersoner på bopælen og tilbageholdt på politistationen. Den kvindelige ansøger blev forhørt om hendes ægtefælles opholdssted, idet de fortalte, at den mandlige ansøger var flygtet, og hun blev i den forbindelse truet og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren og hendes børn blev løsladt om eftermiddagen samme dag. [I begyndelsen af efteråret] 2013 rejste den kvindelige ansøger sammen med to af ansøgernes seks børn til Moskva. De øvrige børn lod ansøgeren blive hos den kvindelige ansøgers moder i [byen], Tjetjenien. Der forekommer en lang række divergenser i ansøgernes forklaringer, såvel hver for sig som indbyrdes. Endvidere har den mandlige ansøger forklaret, at han frit kunne rejse til Ingusjetien og senere til Odessa, og at han ikke var eftersøgt i Rusland. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hun ikke blev opsøgt af myndighederne i [slutningen af sommeren] 2013. Den mandlige ansøgers indenrigspas er blevet fornyet [i slutningen af sommeren] 2013, efter hans angivelige løsladelse, og når tillige sammenholdes med, at ansøgerne [i slutningen af sommeren] 2013 har fået udstedt fødselsattester på alle deres børn og den mandlige ansøgers forklaring om, at det skete som led i en allerede planlagt udrejse, og med det forhold at ansøgerne [slutningen af sommeren] 2014 frafaldt deres ansøgning om asyl og ønskede at rejse tilbage til Tjetjenien, finder nævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at den mandlige ansøgers mulige konflikt med myndighederne har en sådan intensitet, at den er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. rusl/2015/16
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt tre børn fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Rusland. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. An-søgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af tjetjenske oprørere eller af de russiske myndigheder, idet han har hjulpet tjetjenske oprørere i perioden fra årsskriftet 2000/2001 og frem til slutningen af 2004, og idet han er udrejst af sit hjem-land efter at have haft en konflikt med de tjetjenske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han ved årsskriftet 2000/2001 blev opsøgt på sin bopæl i […] af to oprørere, der truede ansøgeren til løbende at skaffe dem forsyninger i form af fødevarer, tøj og lægemidler. Derefter blev ansøgeren frem til slutningen af 2004 opsøgt af oprørere fire eller fem gange om året, hvor han hver gang fik en liste over de forsyninger, som han skulle skaffe og levere til oprørerne i den nærliggende skov. Oprørerne viste én gang ansøgeren, hvor de opholdt sig i skoven. I 2006 flyttede ansøgeren til landsbyen […] i Ingusjetien, hvor han boede frem til 2014, idet militæret be-gyndte at identificere og lokalisere de personer, som havde hjulpet oprørerne i Tjetjenien. Ansøgeren vendte i den mellemliggende periode flere gange tilbage til Tjetjenien for at besøge sin familie. [I sommeren] 2014 blev ansøgeren anholdt på sin tidligere bopæl i […] af personer i militæruniformer. Ansøgeren blev ført til en detention i [by], hvor han blev tilbageholdt [i tre dage]. Han blev herefter løsladt. Ansøgeren blev under tilbageholdelsen flere gange udsat for fysiske overgreb, indtil han tilstod, at han havde hjulpet oprørerne og indvilligede i at skaffe oplysninger om oprørerne. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han endeligt udrejste dagen efter sin løsladelse, mens han under asylsamtalen har oplyst, at han udrejste samme dag, som han blev løsladt. Han har endvidere forklaret divergerende om tidspunktet for sin flugt til Ingusjetien, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han boede i Tjetjenien frem til 2006, hvorefter han flyttede til Ingusjetien, mens han under asylsam-talen har forklaret, at han allerede flyttede til Ingusjetien i [vinteren] 2004. Endelig har ansøgeren til asylsamtalen forklaret, at han skulle aflægge rapport over for militæret en gang om ugen på det mi-litære hovedkvarter, mens han under nævnets behandling har forklaret, at myndighederne ville op-søge ham på hans bopæl efter behov. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under næv-nets behandling generelt har svaret ukonkret og afglidende, ligesom han ikke har kunnet redegøre for de praktiske omstændigheder omkring indkøb og leverance af varerne til oprørerne. Navnlig når henses til, at der har været tale om indkøb for betydelige beløb. Flertallet finder herefter, at det ikke er fornødent at udsætte sagen med henblik på indhentelse af en torturundersøgelse. Flertallet finder således efter en samlet konkret vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv og dermed sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtnin-genævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2015/15
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Rusland. Indrejst i januar 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer af trosretning fra Rusland. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Den Russiske Føderation frygter at blive anholdt eller tilbageholdt af myndighederne på grund af [et familiemedlems] handlinger. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes [familiemedlem] var oprører i perioden […] og kæmpede imod Rusland. Efter krigene flygtede [familiemedlemmet] til udlandet. Den mandlige ansøger har som asylmotiv i det væsentlige henvist til det samme som sin ægtefælle. Han frygter, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien bliver anholdt eller dræbt af myndighederne. De frygter ligeledes for deres børns skæbne. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sand-synliggjort, at de ved en tilbagevenden til Rusland vil være i aktuel og individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændin-gelovens § 7, stk. 2. Der lægges herved vægt på, at uanset om ansøgernes egne forklaringer lægges til grund, har de kunnet opholde sig i Sankt Petersborg både før og efter den påståede episode i [års-tal] i [by] uden andre problemer end rutinemæssige afhøringer af politiet. Endvidere lægges vægt på, at de har forklaret, at de i [årstal] blev løsladt efter den påståede tilbageholdelse og efterfølgende opholdt sig i [en by] i op mod to måneder uden henvendelser fra myndighederne eller andre. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2015/14
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener, er født i Grozny, og er islamisk af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive tilbageholdt af myndighederne og dræbt af sin broder som følge af en æreskonflikt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes fætter […] var med i en bande. På en for ansøgeren ukendt dato i [sommeren] 2014 blev ansøgeren kontaktet af sin fætters moder, som ønskede ansøgerens hjælp. Ansøgeren læste på medicinsk college, og det viste sig, at hun skulle behandle fætteren […], som havde fået et skudsår i benet. Ansøgeren kunne ikke behandle benet tilstrækkeligt og opfordrede sin onkel til at bringe fætteren på hospitalet, hvilket onklen nægtede. Ansøgeren gav derfor telefonnummeret på sin venindes moder, som var kirurg. Denne kirurg tilså benet samme dag, og det blev aftalt, at hun ville komme tilbage den næste morgen med sit udstyr. Den næste morgen blev ansøgerens bopæl opsøgt af myndighederne, og de tilbageholdt ansøgeren og hendes broder. Ansøgeren har senere fået fortalt, at ansøgerens fætter på samme tid blev hentet og tilbageholdt. Ansøgeren var tilbageholdt i tre dage blev og afhørt om fætteren samt udsat for et seksuelt overgreb. Den tredje dag blev ansøgeren kørt til moskeen i sin landsby, og her blev hun modtaget af sin moder og onkel. De fortalte ansøgeren, at de havde betalt løsesum for, at hun kunne blive løsladt. Rygtet om det seksuelle overgreb på ansøgeren spredtes i landsbyen, og ansøgerens broder ønskede derfor at slå ansøgeren ihjel, for at genoprette sin ære. Ansøgeren udrejste efter to måneder i skjul hos onklen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt med myndighederne og som følge deraf med sin familie til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om det passerede fremstår utroværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke var involveret med oprørerne, at hun ikke samarbejdede med dem eller havde viden om dem, og at myndighederne vidste dette, samt at hun havde en helt underordnet rolle, da hun angiveligt tilså sin fætter, som hun i øvrigt ikke var i stand til at hjælpe. Det forekommer herefter usandsynligt, at myndigheder skulle interessere sig for ansøgeren ved ansøgerens tilbagevenden til Tjetjenien. Nævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om, at hun skulle være forfulgt af sin familie dermed også fremstår utroværdig. Nævnet har ved denne vurdering tillige lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgerens mor og begge hendes onkler hjalp hende trods rygterne om voldtægt, mens det alene var hendes storebror, der ville slå hende ihjel. Ansøgeren har ikke under mødet i Flygtningenævnet været i stand til at svare uddybende på spørgsmål om sin konflikt med broderen, herunder om dennes forfølgelse af hende eller redegøre nærmere for, hvorfor myndighederne skulle være interesseret i hende, når myndighederne har tilbageholdt hendes fætter, som var den person, myndighederne havde et udestående med, og når ansøgeren samtidig med en angivelig konflikt med myndighederne uden problemer kunne få udstedt et erstatningsdokument for sit pas og udrejse legalt. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2015/13
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk russer, er født i Skt. Petersborg, Rusland, og er evangelisk lutheransk af tros-retning. Ansøgerne har det meste af sit liv været medlem af en frivillig religiøs organisation ved navn […], som er en protestantisk evangelist bevægelse. Ansøgeren har derudover ikke været med-lem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af de […] myndigheder, fordi han er mistænkt for at have samarbejdet med den […] efterretningstjeneste. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Moldova frygter de moldoviske myndigheder, fordi han har været […] agent. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i perio-den 2003 til 2014 har arbejdet som agent for […] i […]. I 2004 til 2011 opholdt han sig i Moldova, hvor han under dække af dels som ansat ved skattemyndighederne i […] og dels som politimand under det moldoviske indenrigsministerium indsamlede oplysninger til brug for […]. På et ukendt tidspunkt fik ansøgeren oplysninger af en bekendt, […], i den […] efterretningstjeneste om, at den moldoviske indenrigsminister finansierede personer, der modarbejde de moldoviske myndigheder, ligesom ministeren var indblandet i menneskehandel. På den baggrund mistænkte […] ansøgeren for at samaarbejde med den […] efterretningstjeneste, hvorfor ansøgeren i slutningen af 2011 blev kaldt tilbage til […]. Ved samme lejlighed fortalte […] de moldoviske myndigheder, at ansøgeren var en anden person, end den han udgav sig for. […] indledte undersøgelser mod ansøgeren, og som følge heraf blev ansøgerens […] id-kort inddraget og hans konti fastfrosset. Ansøgeren blev herefter sendt til […], hvor han skulle bestride en stilling med kontrol af udlændinges ophold i byen. I for-året 2014 havde ansøgeren ferie fra sit arbejde i […], og han opholdt sig i […], […]. En ukendt dag i april eller maj 2014 blev ansøgeren kontaktet af sin gudfader, som var blevet bekendt med, at der var udstedt en arrestordre på ansøgeren og fortalte, at ansøgeren havde tre timer til at forlade landet. Ansøgeren rejste herefter umiddelbart legalt med flyet til Tyrkiet. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at ansøgeren har opgivet forskellige oplysninger om sit navn, statsborgerskab, fødested og familieforhold i forbindelse med sine to ansøgninger om asyl i henholdsvis […] og Dan-mark. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende og usammenhæn-gende forklaringer om, hvad han hedder, sit statsborgerskab og hvor han er født samt om sine fami-liemæssige forhold. Ansøgeren har således i forbindelse med en asylansøgning i […] forklaret, at han hedder […], og at han er født i […] i Moldova, er moldovisk statsborger samt, at han har en søn ved navn […], der befinder sig i […] sammen med ansøgerens ægtefælle, mens han i forbindelse med sin asylansøgning i Danmark har forklaret, at han er russisk statsborger, født i Skt. Petersborg, at hans navn er […], at han har en datter, der er bosat i […] og en søn, der hedder […], som er bort-adopteret til fjerne slægtninge i […]. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsyn-liggjort sit asylmotiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor han opholdt sig under sin påberåbte ansættelse hos […] samt om sine arbejdsopgaver. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om sine konflikter og om, hvorfor han på et tidspunkt, der også divergerer, udrejste af Moldova er divergerende, usammenhængende og usandsynlige. Ansøgerens forklaring om selve asylmotivet er endvidere præget af en meget lille detaljeringsgrad, og forklarin-gen fremstår alt i alt utroværdig. Ansøgeren har heller ikke under nævnsmødet været i stand til at svare uddybende på spørgsmål om sit agentarbejde, de oplysninger som han angiveligt indsamlede og videregav samt om de angivne konflikter eller på, hvorfor han oprindeligt opgav andre data i […]. Flygtningenævnet finder, at de divergerende oplysninger ikke alene kan forklares ved, at an-søgeren frygtede at blive sendt fra […] til […] eller at oplysningerne afhang af, hvilke papirer han tilfældigvis var i besiddelse af og af, at han i virkeligheden ikke ville søge asyl i […], men bare væk derfra hurtigst muligt. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse om-fattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2015/12
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt mindreårige barn fra Rusland. Indrejst i 2014. ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer af trosretning fra […], Tjetjenien, Den Russiske Føde-ration. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbageven-den til Den Russiske Føderation frygter at blive dræbt af de tjetjenske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøgers konflikt med de tjetjenske myndigheder begyndte, efter ansøgeren anden gang havde rykket hans nabo for tilbagebetaling af to lån. Ansøgerne har i den forbindelse oplyst, at den mandlige ansøger i begyndelsen af [efteråret] 2013 og i midten af [efteråret] 2013 udlånte penge til naboen, [..], idet naboen skulle bruge pengene til behandling af sin syge moder og på betaling af en reparation på hans bil. Naboen lånte i alt 180.000 rubler af den mandlige ansøger. Efterfølgende udeblev tilbagebetaling af lånene, og en ukendt dato i [foråret] 2014 konfronterede den mandlige ansøger naboen med den manglende tilbagebetaling af lånene. Naboen bad på det tidspunkt om at få mere tid til at betale pengene tilbage. I [foråret] 2014 konfronterede den mandlige ansøger igen naboen med den manglende tilbagebetaling af lånene. I den forbindelse tilkendegav naboen, at han ikke mente, at han skyldte ansøgeren penge, og at det var den forkerte person, han havde fat i. Naboen lod derimod som om, at det var den mandlige ansøger, der skyldte ham penge, og anklagede den mandlige ansøger for at omgås de forkerte mennesker. Den mandlige ansøger truede efterfølgende naboen med en politianmeldelse, såfremt han ikke tilbagebetalte pengene. Ansøgerne har tillige anført, at [i foråret] 2014 om aftenen blev den mandlige ansøger tilbageholdt af de tjetjenske myndigheder, da han var på vej hjem fra sit arbejde. Den mandlige ansøger har oplyst, at han blev slået ned på gaden og besvimede, og at han blev tilbageholdt i tre dage og udsat for tortur. De tjetjenske myndigheder mistænkte ham for at være terrorist og for at stå bag flere drab. Ansøgerens fader sørgede for, at han blev løsladt, men ansøgerne ved ikke hvordan, det lykkedes faderen. Ansøgerne blev genforenet i et hus i en ukendt landsby, hvor nogle ældre mennesker boede. Ansøgerne kender ikke navnet på disse mennesker men opholdt sig i huset i den ukendte landsby frem til deres udrejse. Ansøgerne har ligeledes anført, at i [sommeren] 2014 fik ansøgerne at vide af den mandlige ansøgers onkel, at den mandlige ansøgers fader var død som følge af, at han var blevet banket af myndighederne. Onklen opfordrede ansøgerne til at udrejse. Ansøgerne formoder, at drabet skete, fordi faderen ikke ville fortælle myndighederne, hvor den mandlige ansøger opholdt sig. Det er videre ansøgernes formodning, at der er en sammenhæng mellem lånene til naboen og myndighedernes tilbageholdelse af den mandlige ansøger. Ansøgerne ved ikke, hvordan naboen var indblandet, men de antager dette, eftersom tilbageholdelsen skete efter, at den mandlige ansøger havde konfronteret naboen vedrørende tilbagebetaling af lånene. Endvidere er det ansøgernes formodning, at det var myndighederne, der tilbageholdte den mandlige ansøger, da de krævede, at han tilstod forbrydelser, som han ikke havde begået. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger har udlånt penge, og at han blev tilbageholdt og udsat for overgreb, til grund. Den mandlige ansøger har forklaret, at han blev tilbageholdt og tortureret af myndighederne, at han efter løsladelsen holdt sig skjult, mens hans far og onkel forhandlede med de folk, der havde tilbageholdt ham, og at ansøgerne måtte udrejse, da det ikke lykkedes at finde en løsning. Et flertal af Flygtningenævnet finder, at ansøgerne på denne baggrund har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor de russiske statsborgere […] og […], samt deres mindreårige barn […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” rusl/2015/11
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra en landsby i nærheden af […], Tjetjenien, Den Russiske Føderation. Ansøgeren har været medlem af […] fra 1991 til [slutningen af 1998]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel, fordi han under den 2. tjetjenske krig fik til opgave at udarbejde og opbevare en særlig arkivbog. Ansøgeren har videre henvist til, at hans familie er kendt i Tjetjenien og at ansøgeren, på grund af især broderen […] aktive deltagelse i de tjetjenske krige, risikerer forfølgelse og overgreb. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans broder […] spillede en vigtig rolle under den 1. tjetjenske krig, hvor broderen tjente sammen med […]. Under den 2. krig var […] brigadegeneral i den 7. front. En anden af ansøgerens brødre, […] deltog ligeledes i den 2. krig. Ansøgeren var i perioden [i slutningen af 1999] ansat i en stabsfunktion under broderen […]. Ansøgeren har henvist til, at hans opgave bestod i at føre en arkivbog indeholdende oplysninger om de tjetjenske oprørere, der var indrulleret i den 7. brigade. I arkivbogen skulle ansøgeren anføre de indrulleredes identitet, tildelte æresbevisninger og i tilfælde af død visse nærmere oplysninger. Arkivbogen indeholdt ligeledes beskrivelser af brigadens militære aktiviteter. Da de russiske styrker i [slutningen af 1999] nærmede sig stabskontoret i Groznyj, fik ansøgeren af broderen […] ordre til at forlade byen med arkivbogen. Ansøgeren blev således pålagt ansvaret for bogen, der skulle sikres for fremtiden. Frem til [starten af 2000] opholdt ansøgeren sig i sin hjemby, men [i starten af 2000] flygtede ansøgeren sammen med mange af landsbyens øvrige indbyggere til […] i Ingusjetien. Her har ansøgeren skjult arkivbogen. Ansøgeren opholdt sig herefter i […] og blev forsørget af broderen […], der med jævne mellemrum besøgte ansøgeren. Fra 2006 har ansøgeren 6-7 gange selv besøgt hjembyen, hvor ansøgerens forældre fortsat boede. Ansøgeren har henvist til, at dette foregik skjult, og at han krydsede grænsen illegalt og uden at medbringe identitetspapirer. [I starten af 2013] ville ansøgeren på ny aflægge et sådant besøg, men da ansøgeren nærmede sig landsbyen, bemærkede han en vejspærring. Ansøgeren vendte om og kørte væk, men blev eftersat og påkørt. Ansøgeren blev slynget ud af bilen og mistede bevidstheden. Da han vågnede op, var han omringet af sortklædt tjetjensk politi, og han blev tiltalt ved navn. Der blev spurgt efter arkivbogen. Han blev slået og mistede bevidstheden på ny. Fordi politifolkene antog, at ansøgeren var død, blev han efterladt. Folk fra landsbyen hentede […], der bragte ansøgeren til […]. Ansøgeren modtog behandling her og i […]. Ansøgeren opholdt sig herefter på bopælen i […], indtil der [i starten af 2014] var skaffet midler til, at ansøgeren kunne flygte ud af Rusland. Under henvisning til de foreliggende oplysninger kan det lægges til grund, at ansøgerens broder […] var aktiv i de tjetjenske krige på et højt niveau, og at ansøgerens broder […] på et noget lavere niveau var aktiv i forbindelse med den 2. tjetjenske krig. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at ansøgeren i perioden [i slutningen af 1999] udførte stabsfunktioner for broderen […]. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således ikke, at det kan lægges til grund, dels at ansøgeren førte den omtalte arkivbog, dels at ansøgeren, da de russiske styrker nærmede sig Grozjny, fik til opgave at forlade byen med bogen og sikre den for fremtiden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at dette i situationen ville indebære en overordentlig stor risiko for oprørsstyrkerne, hvorfor forklaringen alene af den grund forekommer usandsynlig. Ansøgeren har forklaret, at det alene var ansøgerens brødre, ansøgerens ægtefælle og […], der vidste at ansøgeren opbevarede bogen. Flygtningenævnet finder derfor endvidere ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, hvorledes oplysninger om ansøgerens opgave i givet fald kunne være kommet til de nuværende tjetjenske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han blev genkendt af de tjetjenske politifolk, da han [i starten 2013] blev forhindret i at køre væk fra kontrolposten ved hjembyen. Ansøgeren har forklaret, at han med ujævne mellemrum besøgte familien i hjembyen, og ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at kontrolposten var opsat som led i en bestræbelse på at pågribe ansøgeren. Det må således lægges til grund, at det var tilfældigt, at ansøgeren blev pågrebet den pågældende dag, og at ansøgerens opfattelse af at være blevet genkendt, og ansøgerens opfattelse af, at der blev spurgt efter arkivbogen beror på ansøgerens formodninger, idet myndighedspersonerne, såfremt ansøgeren var efterstræbt på grund af de beskrevne aktiviteter, ville have pågrebet ansøgeren i stedet for at efterlade han på det sted, hvor påkørslen skete. Ansøgeren har i perioden fra 2000 til [starten af 2013] og herefter på ny frem til [starten af 2014] opholdt sig i Ingusjetien. Ansøgeren har boet i Ingusjetien, der er beliggende blot […] kilometer fra ansøgerens hjemby i Tjetjenien, og det fremgår af ansøgerens forklaring, at det ikke var vanskeligt at passere frem og tilbage over grænsen. Ansøgeren har endvidere selv flere gange besøgt hjembyen i Tjetjenien. På det grundlag finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han, på grund af sine egne aktiviteter eller på grund af brødrenes aktiviteter under de tjetjenske krige, ved en tilbagevenden til Tjetjenien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2015/10
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Groznyj, Tjetjenien, Den Russiske Føderation. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet hun har nægtet at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle [i sommeren] 2014 forsvandt, og at hun samme dag blev opsøgt af en ukendt skaldet mand, der oplyste, at han var oprører. Manden krævede, at hun betalte 3 millioner rubler og truede ansøgeren med, at både hun og ægtefællen ville blive slået ihjel, hvis ikke hun betalte. Ansøgeren betalte kort efter den ukendte mand 2 millioner rubler, men det viste sig, at manden arbejdede for myndighederne, og derfor blev hun anholdt og beskyldt for at have bestukket en tjenestemand og for at have ydet økonomisk støtte til oprørerne. Ansøgeren blev bragt til et ukendt sted, hvor hun blev tvunget til at underskrive en aftale om at samarbejde med myndighederne. Hun fik til opgave via sit arbejde som postbud at indsamle oplysninger om personer, der var velhavende og/eller var mod styret. Ansøgeren blev også pålagt at betale den million rubler, som hun ikke havde betalt i første omgang. I de følgende dage blev ansøgeren flere gange kontaktet både telefonisk og personligt af den skaldede mand, der ville have hende til at genoptage arbejdet. Manden truede hende på livet og sagde, at hun blev overvåget. Ansøgeren udrejste herefter med hjælp fra sin ægtefælles ven […]. Uanset om Flygtningenævnet i det væsentlige lægger ansøgerens forklaring til grund, har hun ikke herved godtgjort, at hun har et asylmotiv, der opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7. Efter ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at hverken hun eller ægtefællen har været politisk aktive eller på anden måde profilerede. Det er derfor ikke sandsynligt, at myndighederne skulle udvælge hende til at skaffe oplysninger om regimemodstandere og deres økonomiske forhold. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren via sit arbejde som almindeligt postbud skulle være i stand til at skaffe sådanne oplysninger ved at opbygge et tillidsforhold til beboerne i postdistriktet i forbindelse med, at hun udbragte breve, pensionsudbetalinger og aviser. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at der typisk var tale om, at hun afleverede et brev om ugen og 2-3 ugentlige aviser, og at det ikke var hver gang, hun var i personlig kontakt med beboerne. Ansøgerens forklaring om karakteren af oplysningerne, hvem det var, hun skulle skaffe oplysninger om, og hvordan det skulle være muligt for hende at fremskaffe disse har endvidere været vag og upræcis. Ansøgeren udrejste umiddelbart efter den fjerde henvendelse uden at forsøge at anmelde ægtefællens forsvinden og henvendelserne fra den skaldede mand til myndighederne. Ansøgeren har forklaret, at hun mistænkte personerne, der opsøgte hende, for at være enten at være afpressere eller korrupte myndighedspersoner, uden at hun har givet en rimelig forklaring på, hvorfor hun ikke forsøgte at opnå myndighedernes beskyttelse eller at hjælpe ægtefællen på anden måde, end ved at få vennen […] til at lede efter ham. Samlet finder Flygtningenævnet det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2015/1
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Rusland. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgerne, der er gift, er etniske tjetjenere og muslimer. Den mandlige og kvindelige ansøger er opvokset i henholdsvis […]og[…], Tjetjenien. De senere år har de boet i Groznyj. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne udrejste illegalt i slutningen af […]2012. Som asylmotiv har ansøgerne navnlig henvist til, at den mandlige ansøger [i sommeren] 2012 blev overfaldet af syv bevæbnede og maskerede personer, som hev ham ud af hans taxa. De pågældende slog ham og kørte ham til en kælder, hvor han på ny blev slået. De pågældende sparkede også ansøgeren, der blev afhørt om, hvorvidt han havde transporteret wahabister i sin taxa. Efter omkring et døgn blev ansøgeren løsladt med besked på, at han skulle rette henvendelse til politiet, hvis han fik oplysninger om wahabister. Han fik ikke i øvrigt meddelt nogle betingelser for løsladelsen, og han fik ikke besked på præcist, hvor han i givet fald skulle rette henvendelse, eller om hvornår dette skulle foregå. Ansøgeren er to gange tidligere blevet udspurgt om hans eventuelle forbindelse til oprørere, dels i 2000 og i 2002. Ansøgeren var i disse to tilfælde i selskab med andre og blev begge gange løsladt efter få timer, da man ikke kunne finde beviser på, at de havde relation til oprørere. Ansøgerne har oplyst, at myndighederne er bekendt med, at ansøgerne generelt set er meget kritiske over for Kadyrovs regime, hvilket blandt andet konkret er kommet til udtryk ved, at ansøgerne har tilkendegivet stor utilfredshed med myndighedernes behandling af flere sager vedrørende ansøgerne. Den kvindelige ansøger har flere gange klaget over myndighedernes meget mangelfulde undersøgelse af et raketangreb i 1999 på et marked, hvilket førte til, at ansøgerens mor afgik ved døden. Hun har også udtrykt stor utilfredshed med myndighedernes langsommelige og utilstrækkelige behandling af hendes ansøgning om økonomisk kompensation i anledning af, at hendes barndomshjem i 2000 nedbrændte efter angreb på landsbyen. Myndighederne har som reaktion herpå tre gange truet med at slå hende ihjel. Den første trussel blev fremsat [i foråret 2009] af fem bevæbnede mænd, der i hendes hjem havde skubbet til hende. Den anden trussel fremsatte myndighedspersoner i 2011 over for ansøgerens søster, der fik besked på at sige til ansøgeren, at hun skulle holde op med at klage. Ansøgeren modtog den seneste trussel [i sommeren 2012], hvor hun havde oplyst, at hun ville klage til den Europæiske Menneskeretsdomstol. Den mandlige ansøger blev i 2010 anholdt og afhørt efter anmeldelse fra lokalforvaltningen, hvor ansøgeren højlydt havde givet udtryk for stor utilfredshed. Politiet slog ham. Efter et par timer blev han løsladt med en advarsel. Den mandlige ansøger har endvidere adskillige gange rettet henvendelse til myndighederne i anledning af russiske soldaters drab [i foråret 2000] på ansøgerens bror og 12 andre personer. Efter ansøgerens opfattelse er myndighederne ikke interesseret i at få opklaret sagen. I 2011 fik ansøgeren bevis for, at de pågældende var blevet dræbt. Han overgav beviset til myndighederne, der imidlertid fortsat reelt ikke foretog sig noget. Ansøgerne har forklaret, at de besluttede sig for at udrejse efter tilbageholdelsen af den mandlige ansøger [i sommeren] 2012. De næste cirka fire måneder holdt den mandlige ansøger lav profil. Omkring halvdelen af tiden opholdt han sig i ægteparrets hjem i Groznyj. Resten af tiden var han hos sin mor i […] eller hos familiemedlemmer i Groznyj. I denne periode fik den kvindelige ansøger udstedt diverse dokumenter, hvilket ikke gav anledning til problemer. Hun fik et familiemedlem, der var offentlig ansat, til at hjælpe sig. Endvidere har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøgers mor telefonisk har fortalt ansøgeren, at en lokalbetjent, der kender ansøgeren og hans familie, i […] to gange efter udrejsen har spurgt hende, hvor ansøgeren er. Den kvindelige ansøgers har endvidere fra sin søster fået oplyst, at nogen har spurgt hendes bror ud om hende. En af den mandlige ansøgers brødre er i 2013 blevet dræbt. Politiets efterforskning har ikke ført til, at gerningsmanden er fundet. Den mandlige ansøger frygter, at gerningsmanden måske har forvekslet broren og ansøgeren, der lignede hinanden. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund, herunder om at myndighederne ved flere lejligheder har behandlet dem dårligt, senest i [sommeren] 2012, hvor den mandlige ansøger blev slået under afhøring. Tilbageholdelserne og afhøringerne er foregået spredt over en længere årrække og har været kortvarige, og der kan ikke påvises et bestemt mønster heri. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger – herunder intensiteten i myndighedernes behandling af ansøgerne – kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at myndighederne betragter ansøgerne som modstandere, som det må antages, at myndighederne vil udsætte for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, hvis de vender tilbage til hjemlandet. Der er endvidere ikke påvist konkret risiko for, at ansøgerne vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerne ikke er blevet opsøgt i de fire måneder, de opholdt sig i Tjetjenien efter den mandlige ansøgers løsladelse [i sommeren 2012], samt at ansøgerne ikke har været mere bange for, at dette kunne ske, end at ægteparret fortsat i denne periode opholdt sig på bopælen eller hos andre nære familiemedlemmer. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at antage, at omhandlede familiemedlemmers død har sammenhæng med ansøgernes forhold og den kritik, de har rejst mod myndighederne. Flygtningenævnet finder endelig, at lokalbetjentens henvendelser på den mandlige ansøgers mors bopæl ikke kan indebære, at det må antages, at myndighederne nu skulle eftersøge ansøgerne og efter hjemkomsten skulle udsætte dem for overgreb. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. rusl/2014/11
Nævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim af trosretning fra […], Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han [i begyndelsen af ]2014 fik en taske af [S], som regelmæssigt kom på hans arbejdsplads. [S] bad ham om at aflevere tasken til en person ved navn [R]. Da ansøgeren ankom til busstationen […] i Grozny med tasken, blev han anholdt af myndighederne. Det viste sig, at der var medicin og militærtøj i tasken. Ansøgeren blev tilbageholdt i omkring 10 dage, hvor han blev udsat for overgreb og beskyldt for at være oprører. Han blev løsladt, fordi han lovede at samarbejde med myndighederne. Omkring en måned efter løsladelsen udrejste han af Tjetjenien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på centrale punkter har været divergerende og upræcis, ligesom forklaringen på flere punkter forekommer usandsynlig. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ringede til det telefonnummer, [S] havde givet ham, og på den måde aftalte at mødes med en person på busstationen i Grozny, mens han i asylsamtalen den […]2014 har forklaret, at [S] sagde til ham, at han skulle stille sig på busstationen, hvorefter der ville komme en mand hen til ham og kontakte ham. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, hvilket kendskab han havde til den person, han skulle møde, idet han i asylsamtalen den […]2014 forklarede, at [S] ikke havde oplyst, hvem manden var, for senere i samme samtale at forklare, at manden hed [R]. Ansøgeren har i samme asylsamtale forklaret, at han ikke nåede at få kontakt til [R] på busstationen, før han blev anholdt, mens han i forbindelse med mødet i nævnet har forklaret, at [R] nåede at kontakte ham. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn til, om han vendte tilbage til arbejdspladsen eller ej, før han udrejste fra Tjetjenien. Nævnet skal endelig bemærke, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at tasken indeholdt tøj, sko og medicin uden nærmere at være i stand til at beskrive dette, og at han først efter at være blevet foreholdt den forklaring, han afgav overfor Udlændingestyrelsen den […]2014, har oplyst, at tasken blandt andet indeholdt militæruniformer. Nævnet skal videre bemærke, at det er usandsynligt, at ansøgeren skulle risikere at fragte en taske med ukendt indhold til Grozny for en person, som han ikke kendte, ligesom det er usandsynligt, at [S], hvis han var oprører, turde stole på ansøgeren, som han kun kendte sporadisk fra besøgene på byggepladsen. Det er endvidere usandsynligt, at ansøgeren skulle vælge at vende tilbage for at arbejde i godt 20 dage, og dermed at vente med at udrejse til, der var gået en måned, når han frygtede for på ny at blive opsøgt af myndighederne med henblik på at give oplysninger om oprørerne. Flygtningenævnet finder det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2014/10
Nævnet meddelte i april 2014 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgerne er russiske statsborgere, etnisk tjetjenere og muslimer fra Groznyj, Tjetjenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive udsat for overgreb af de tjetjenske myndigheder. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige ansøger to gange har lånt penge til sin ven [S], som har tilsluttet sig oprørene. [S] havde forladt Tjetjenien, og pengene skulle bruges til at hjælpe med at forsørge vennens tilbageværende familie. Familien fik pengene ved, at den mandlige ansøger afleverede disse til ukendte mellemmænd. [I sommeren] 2013 hvor begge ægtefæller befandt sig væk fra hjemmet, blev de ringet op af naboen der kunne fortælle, at deres bopæl var blevet opsøgt og ransaget af de tjetjenske myndigheder. Den mandlige ansøger fandt via sin fætter [I] ud af, at en af mellemmændene var oprørssoldat og var blevet tilbageholdt, og at han under tortur havde oplyst ansøgerens navn til myndighederne. Herefter flygtede familien til Ingusjetien, hvor de opholdt sig hos deres bekendte [M] i cirka to uger, hvorefter familien udrejste til Rusland. Uanset at ansøgerne på enkelte punkter har forklaret divergerende om detaljer i deres asylmotiv, finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerne gennem hele sagsforløbet har forklaret konsistent og overbevisende om det påberåbte asylmotiv på en sådan måde, at ansøgerne har sandsynliggjort dette. Flygtningenævnets flertal lægger herefter til grund, at myndighederne i Tjetjenien mistænker den mandlige ansøger for at have understøttet oprørsbevægelsen økonomisk, og at han af denne grund er eftersøgt af myndighederne. Under disse omstændigheder findes den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet at risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere meddeles der i konsekvens heraf den kvindelige ansøger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor de russiske statsborgere [.,.] samt parrets barn […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” rusl/2014/9
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar Rusland. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer af trosretning fra Den Russiske Føderation. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter myndighedernes overgreb som følge af den mandlige ansøgers støtte til to personer med tilknytning til oprørsbevægelsen, dels hans kusines ægtefælle, [M], dels dennes fætter, [A]. Fra 2010 til 2013 bragte han tre gange mad til de to oprørere, og to gange i 2012 var de to oprørere syge og opholdt sig i tre til fire dage hos ansøgerne. I [begyndelsen af ]2013 om aftenen ringede [A] og fortalte, at [M ]var dræbt og han selv såret under skyderi med myndighederne. Den mandlige ansøger hentede [A], der skiftede tøj hos ansøgerne. Den mandlige ansøger bragte [A] til hans moster, og ved hjemkomsten placerede han [As] militærtøj og våben på loftet. Senere [i begyndelsen af] 2013 blev ansøgernes bopæl ransaget af myndighederne, der straks fandt [As] våben og militærtøj. Den kvindelige ansøger blev taget med på stationen men løsladt samme aften. Hun blev af naboen [R] bragt til dennes lejlighed, og [ R] havde allerede tidligere samme dag hentet den mandlige ansøger på dennes arbejde og bragt ham til lejligheden. Ansøgerne skjulte sig der indtil foråret 2013, hvor [R] bragte dem ud af Tjetjenien. Den kvindelige ansøgers moder har efter indrejsen til Danmark oplyst, at myndighederne har været på den mandlige ansøgers arbejdsplads og på ansøgernes bopæl efter udrejsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af ansøgerne beskrevne begivenhedsforløb på flere centrale punkter findes usandsynligt. Det findes således navnlig usandsynligt, at myndighederne efter at angiveligt have ransaget ansøgernes bopæl og tilbageholdt den kvindelige ansøger uden videre løslod denne uden at have pågrebet den mandlige ansøger, hvis forhold var anledning til ransagningen og tilbageholdelsen. Det findes endvidere usandsynligt, at myndighederne ikke var i stand til at opsøge og pågribe den mandlige ansøger, der ikke opholdt sig i skjul, men efter det forklarede blot befandt sig på sin arbejdsplads på ransagningstidspunktet. Det findes herudover usandsynligt, at [A] i vinteren 2013 ved den mandlige ansøgers afhentning af ham ikke afleverede sit våben til de andre oprørere, han var i selskab med, således at våbnet kunne anvendes under hans sengeleje. Det findes endelig usandsynligt, at det på vejen til [As] moster var nødvendigt at gøre ophold på ansøgernes bopæl, idet det ved et mobilopkald til mosteren kunne være afklaret, om der var ”fri bane” hos denne, ligesom det findes usandsynligt, at mosteren, der skjulte [A] ikke blev pågrebet af myndighederne. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. rusl/2014/8
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ingusjetier og sunni-muslim af trosretning fra […], Ingusjetien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive arresteret og retsforfulgt for medvirken til terrorisme. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at myndighederne i højere grad end tidligere dømmer folk for medvirken til terrorisme, uanset om de har medvirket eller ikke. Ansøgeren har to gange været anholdt af FSB. Den første gang var [i efteråret] 2009, da fem personer fra FSB klokken fem om morgenen ransagede ansøgerens bopæl og tog ham med til deres hovedkvarter i Margas. Ansøgeren blev i en celle i kælderen afhørt om sit forhold til […], som er hans mors fætters søn. Ansøgeren blev tilbageholdt i otte måneder indtil [foråret] 2010. Under opholdet udviklede han tuberkulose. Han blev under tilbageholdelsen ofte slået samt opfordret til at underskrive papirer, hvoraf fremgik, at han var med i […] gruppe, som FSB anså for terrorister. Ansøgeren blev af en advokat opfordret til at skrive under, hvilket han til sidst gjorde. Mellem to til fire uger efter underskrivelsen blev ansøgeren løsladt, fordi han var meget syg, og FSB troede, at han ville dø som følge heraf. Ansøgerens brødre betalte 15.000 dollars i løsesum. Ansøgeren havde flere gange forud for anholdelsen hjulpet […] med blandt andet transport og lån af penge. Han vidste ikke, hvad […] lavede, men han vidste, at myndighederne var efter ham, idet […] gruppe havde befriet nogle fanger fra politiet, hvorved to betjente var blevet såret. Ansøgeren blev igen anholdt af FSB i [efteråret] 2010 og udspurgt om personer i […] gruppe. Han var tilbageholdt i tre dage. Han underskrev papirer med lovning på fremtidigt samarbejde, hvorefter han blev løsladt. To til tre uger efter den seneste tilbageholdelse rejste ansøgeren til Kasakhstan. Dette var i slutningen af 2010. I [vinteren] 2012 vendte ansøgeren tilbage til Ingusjetien, idet hans mor var døende. Han opholdt sig hos sine slægtninge. En politibetjent opsøgte flere gange ansøgerens bopæl for at lede efter ham. Ansøgeren rejste tilbage til Kasakhstan i slutningen af 2013 og blev der i omkring otte måneder. Han vendte herefter hjem til Ingusjetien, idet han ikke kunne finde arbejde i Kasakhstan. Imens ansøgeren havde været væk, havde flere personer spurgt efter ham på hans bopæl. Ansøgeren rejste herefter til Stavropol, for at få behandling for sin tubekulose. Behandlingen blev betalt af […] bror, Adam. Ansøgeren opholdt sig på klinikken, men havde mulighed for at benytte Adams lejlighed. Efter omkring otte til ti dage blev han ringet op af sin fætter, der oplyste, at Adams lejlighed var blevet ransaget, og at der var fundet våben og narkotika. Ansøgeren rejste herefter til Piatygorsk, hvor han opholdt sig hos nogle venner. Under opholdet blev hans hjem ransaget. Ansøgeren udrejste herefter af Rusland. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke grundlag for at kunne afvise ansøgerens forklaring om asylmotivet, og flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af myndighedernes mistanke om ansøgerens forbindelse til oprørslederen, […], er kommet i myndighedernes søgelys. Ansøgeren er på denne baggrund blevet anholdt og fængslet to gange af den russiske sikkerhedstjeneste, FSB. Under tilbageholdelserne er ansøgeren blevet udsat for tortur. Flertallet finder i øvrigt, at de divergenser, som er anført af Udlændingestyrelsen i styrelsens afslag på asyl [fra vinteren] 2016, er af mindre væsentlig karakter. Flertallet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ingusjetien fortsat vil være i risiko for at blive forfulgt af myndighederne som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” rus/2016/23/LAP
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk luo og katolik fra Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive anholdt af myndighederne, fordi han er biseksuel. Ansøgeren frygter endvidere familierne til sine tidligere kærester, [… og …], idet de bebrejder ansøgeren for [kæresternes] homoseksualitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han som 11-årig fandt ud af, at han var homoseksuel, og at han herefter påbegyndte et forhold til sin mandlige kæreste, […], der i [sommeren] 2011 efter en sag i det lokale høvdingeråd fik påbud om at forlade området. [I sommeren] 2011 deltog ansøgeren i et radio-talkshow, hvor han talte for homoseksuelles rettigheder. Som reaktion på hans udtalelser blev programmet afsluttet før tid, og to myndighedsrepræsentanter dukkede op for at anholde ham, men det lykkedes ham at tale dem fra det. [I sommeren] 2011 blev han smuglet ud af Uganda, som han vendte tilbage til i [efteråret] 2011. I [foråret] 2013 indledte han et seksuelt forhold til sine venner, [… og …], som [i foråret] 2013 blev anholdt af politiet, fordi de var blevet afsløret i at have et forhold. Ansøgeren blev udpeget som årsagen til deres homoseksualitet, og der blev derfor [i foråret] 2014 udstedt en arrestordre på ham, hvilket hans ven, […], som er politiofficer, fik kendskab til. Af arrestordren, afsendt af lederen af den lokale politimyndighed til lederen af lokalrådet, fremgår det, at politiet opfordrer lokalrådet til at opsøge ansøgeren og undersøge anklagen om homoseksualitet. I [sommeren] 2014 søgte ansøgeren om visum til Danmark, hvorefter han udrejste til Kenya. Han opholdt sig i Kenya indtil [sommeren] 2014, hvor han vendte tilbage til Uganda. På disse rejser legitimerede han sig med en passerseddel med et falsk navn. [I sommeren] 2014 udrejste han endeligt af Uganda med [sin vens] hjælp for at omgå paskontrollen i lufthavnen. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark konstateret, at han er biseksuel og har indgået ægteskab med en dansk kvinde, med hvem han venter barn.Flygtningenævnet lægger i alt væsentligt ansøgerens forklaring, herunder om hans biseksualitet og om hans konflikter med myndighederne i 2014, til grund. Det bemærkes herved, at forklaringen på de centrale punkter har været enslydende under asylsagens behandling, og at ansøgeren under forklaringen for Flygtningenævnet har svaret klart og præcist på stillede spørgsmål. Under hensyn til oplysningerne om ansøgerens seksuelle orientering og konflikter findes han herefter at have sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor den ugandiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2015/2
Nævnet meddelte i marts 2011 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Peru. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er peruviansk statsborger fra [………..] i Peru. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at terrororganisationen Den Lysende Sti siden 1987-1988 havde overtaget kontrollen i hendes landsby. Beboerne blev tvunget til at følge organisationen. I 1995/1996 flygtede ansøgeren fra byen med sine børn. I 2006 vendte ansøgeren tilbage i sin hjemby for at se til sit hus sammen med sin søn og blev i den forbindelse kidnappet af Den Lysende Sti, som efterfølgende holdt hende fanget i en lejr og tvang hende til at arbejde for sig. Ansøgeren blev udsat for vold og voldtægt, og hendes søn blev slået ihjel i efteråret 2006. I 2009 lykkedes det ansøgeren at flygte fra lejren. Hun tog til Lima og udrejste kort herefter til Danmark, idet hun frygter, at Den Lysende Sti vil finde hende. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter af myndighederne vil mistænke hende for at være med i Den Lysende Sti og derfor udsætte hende for overgreb. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Under hensyn til, at ansøgeren har været tilbageholdt af Den Lysende Sti i omkring tre år, kan Flygtningenævnet ikke afvise, at myndighederne i Peru vil mistænke ansøgeren for at sympatisere med Den Lysende Sti samt for at være i besiddelse af oplysninger om denne organisation, som kan have myndighedernes interesse. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Peru vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren, opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. peru/2011/1
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Pakistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pathan fra Swatdalen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han i tidsrummet fra 2004 og til 2009 har været udsat for i alt fire attentatforsøg, herunder en frihedsberøvelse, der tillige indebar tortur, iværksat af Taleban. Uanset mindre divergenser i ansøgerens forklaringer finder nævnet på baggrund af forklaringen afgivet direkte over for nævnet, at ansøgerens forklaring i det væsentlige kan lægges til grund. Nævnet finder herefter ikke holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han endeligt måtte forlade Pakistan af frygt for yderligere attentatforsøg. Nævnet bemærker herved, at det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at han allerede efter tilfangetagelsen og frihedsberøvelsen, hvor han undslap, forlod Swatdalen og efterfølgende opholdt sig i Lahore og Karachi, uden at dette forhindrede fortsatte attentater fra Taleban rettet mod ansøgerens liv. Herefter, når der henses til baggrundsoplysninger om Talebans muligheder for at foretage attentater i hele Pakistan, finder nævnet ikke det kan afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for tortur eller anden umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Pakistan vil risikere at blive udsat for anholdelse eller risiko for tortur fra myndighedernes side. Betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 er derfor ikke til stede. Ansøgeren meddeles herefter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Pakistan/2010/1
Nævnet stadfæstede i april 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er pakistansk statsborger og pashtun fra Sarhad provinsen (Northwest Frontier Provins), hvor han havde boet indtil sin udrejse. Ansøgeren var uddannet speciallæge i Rusland i perioden 1996-2003 og gift med en russisk læge. Ansøgeren havde siden 2003 drevet lægeklinik i sin hjemby. Flygtningenævnet fandt ikke, at det forhold, at Taleban havde skudt mod ansøgerens klinik, og senere havde lagt en bombe udenfor klinikken, kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at det var en privatretlig konflikt, som ansøgeren måtte søge myndighedernes beskyttelse imod. Hvis ansøgeren ikke fandt at kunne vende tilbage til sin hjemegn måtte han henvises til at tage ophold i et andet område af Pakistan. Uanset om ansøgerens forklaring om, at han og ægtefællen var blevet tilbageholdt af den pakistanske efterretningstjeneste (ISI) som mistænkt for at samarbejde med Taleban, blev lagt til grund, ville dette ikke kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på intensiteten og omfanget af tilbageholdelsen, samt at ansøgeren var blevet løsladt betingelsesløst. Flygtningenævnet fandt således, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Pakistan ikke ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Pakistan/2009/2
Nævnet meddelte i januar 2009 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (B-status) til en kvindelig ansøger samt to børn fra Pakistan. Indrejst i 2006. Ansøgeren havde henvist til, at hun i 2006 havde opnået familiesammenføring med sin nu afdøde ægtefælle i Danmark. En uge efter ansøgeren og børnene var indrejst i Danmark, var ægtefællen afgået ved døden. Den afdøde ægtefælles særbørn havde overtaget familiens hus i Pakistan. Efter ansøgerens ægtefælle var død, havde den afdøde ægtefælles særbørn truet ansøgeren med, at de vil få ansøgeren dræbt, hvis hun vendte tilbage til Pakistan for at gøre krav på sin arv efter ægtefællen. Endvidere havde ansøgeren henvist til, at hun ikke ville kunne søge myndighedernes beskyttelse mod overgreb fra ægtefællens familie. Endelig havde ansøgeren henvist til, at hendes egen familie havde slået hånden af hende. Under Flygtningenævnets behandling af sagen nedlagde Udlændingeservice påstand om meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddelte i overensstemmelse med Udlændingeservices påstand ansøger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Pakistan/2009/1
Nævnet stadfæstede i april 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er født og opvokset i en by beliggende i nærheden af Lahore i den østlige del af Pakistan. Ansøgeren havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Han havde som sit væsentligste asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive dræbt af nogle navngivne personer, der efter det oplyste havde dræbt flere af ansøgerens fætre – ligesom de også ville dræbe ansøgeren, da han havde afgivet forklaring til politiet om de nævnte personer, ligesom han havde arbejdet og været tilknyttet fætrenes forretning. Selvom det lagdes til grund, at flere af ansøgerens fætre var blevet dræbt af en mafia-lignende klan eller familie, kunne dette ikke medføre, at ansøgeren af denne grund kunne få asyl. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der efter det oplyste var tale om en privat konflikt, og at ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Hvis han ikke mente at kunne få myndighedernes beskyttelse i lokalområdet, måtte han henvises til at tage ophold i en anden del af Pakistan. Pakistan/2008/1
Nævnet stadfæstede i september 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i januar 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning sammenfattende havde gjort gældende, at hans ene broder havde været forsvundet gennem længere tid, at broderen havde haft tilknytning til Peoples Party, hvilket havde været årsagen til hans forsvinden, at ansøgeren forud for ansøgerens udrejse var blevet opsøgt på gaden to gange af to personer, at personerne havde spurgt efter broderen, at ansøgeren den anden gang havde fået lussinger af de to personer, at ansøgerens anden broder var blevet tilbageholdt af det pakistanske politi i fire til fem dage, at hans fader havde været tilbageholdt i omtrent halvanden måned, han var blevet løsladt, idet han var blevet meget syg, og at ansøgeren som følge heraf ved en tilbagevenden til Pakistan frygtede overgreb fra enten det pakistanske politi og de personer eller andre personer, der har tilknytning til de politiske partier, som står i modsætningsforhold til Peoples Party. Flygtningenævnet lagde vægt på, at de nævnte overgreb mod ansøgeren ikke havde været af en sådan intensitet, at han som følge heraf havde sandsynliggjort, at han var asylbegrundet forfulgt ved en tilbagevenden til hjemlandet. Hertil kom at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at broderens og faderens tilbageholdelser havde haft en egentlig sammenhæng med den anden broders forsvinden. Uanset, at det måtte kunne lægges til grund for sagen, at tilbageholdelsen af faderen og broderen havde forbindelse til den anden broderes tilknytning til Peoples Party, fandt Flygtningenævnet på denne baggrund ikke, at ansøgeren som følge heraf havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet var i konkret og individuel risiko for konventionsforfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Pakistan/2007/2
Nævnet stadfæstede i september 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2000. Fra midten af 2001 til begyndelsen af 2007 har ansøgeren angiveligt opholdt sig i Spanien. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren på adskillige punkter havde afgivet skiftende forklaringer og havde udbygget sit asylmotiv. Dette gjaldt både for så vidt angik antallet af angivne tilbageholdelser, disses varighed samt tidspunktet for seneste tilbageholdelse forud for udrejsen. Ansøgeren havde endvidere ændret sin oprindelige forklaring i asylskemaet om, at han var udrejst legalt på eget ægte pas, idet han under nævnsmødet havde forklaret, at han var udrejst på et falsk pas. Nævnet kunne på denne baggrund alene lægge ansøgerens oprindelige forklaring til grund. Nævnet lagde herefter til grund, at ansøgeren havde været medlem af Muslim League, og kunne også lægge til grund, at ansøgeren havde været kortvarigt tilbageholdt i forbindelse med enkelte demonstrationer i 1999-2000, men hver gang var blevet løsladt. Nævnet fandt heller ikke at kunne afvise, at ansøgeren havde været udsat for en hårdhændet behandling i forbindelse med disse kortvarige tilbageholdelser. Nævnet lagde endelig til grund, at ansøgeren var udrejst legalt på eget ægte pas. Herefter fandtes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at han ved udrejsen havde været eftersøgt af de pakistanske myndigheder som følge af sin deltagelse i demonstrationer i 1999-2000, eller at han ved en tilbagevenden nu ville være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet lagde ved vurderingen også vægt på, at ansøgeren – efter at have søgt asyl i Danmark i 2000 – var udrejst uden at få sin asylansøgning behandlet, og nævnet fandt ikke, at ansøgeren havde afgivet en overbevisende forklaring om årsagen hertil. Nævnet lagde tillige vægt på, at ansøgeren ikke havde søgt asyl i Spanien under sit 6-årige ophold der, samt at han først havde søgt asyl igen i Danmark, da han var blevet arresteret af politiet efter tilbagekomsten i 2007. Ansøgeren havde heller ikke sandsynliggjort, at der forelå tungtvejende grunde, som gjorde, at det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til Pakistan, jf. den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Det bemærkedes herved, at den af ansøgeren påberåbte subjektive frygt ikke fandtes således begrundet i objektive omstændigheder, at betingelserne for meddelelse af asyl var opfyldt. Pakistan/2007/1
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Pakistan, født i 1976. Indrejst i juli 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Pakistan. Hun har aldrig været politisk aktiv, og hun har aldrig været i myndighedernes søgelys. Ansøgeren ud- og indrejste legalt i Pakistan. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at hun frygtede at blive slået ihjel af sine brødre, fordi hun var blevet skilt fra sin herboende ægtefælle, med hvem hun havde indgået et arrangeret ægteskab. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren ville være i risiko for at blive dræbt af sine brødre ved en tilbagevenden til Pakistan. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på den foreliggende e-mail korrespondance mellem ansøgeren og hendes broder, og broderen og den danske ambassade i Islamabad. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at korrespondancen var en sammensværgelse mellem den fraskilte ægtefælle og hendes broder imod hende. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren var forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, da hun udrejste, eller at hun ville være i risiko herfor ved en tilbagevenden til Pakistan. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at der var risiko for, at ansøgeren ville blive udsat for straf eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Pakistan/2004/5
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Pakistan, født 1953, samt to børn. Indrejst i maj 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører ahmadi-sekten, samt at hun ikke havde haft konflikter med de pakistanske myndigheder. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ægtefællens død ved en trafikulykke skyldtes forfølgelse fra islamiske grupper eller andre. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens antagelse herom alene skyldtes formodninger og ikke byggede på objektive kendsgerninger. Uanset om ansøgeren efter ægtefællens død var blevet opsøgt adskillige gange af maskerede mænd, der fremsatte forskellige trusler og blandt andet røvede deres geder, fandt nævnet ikke, at dette kunne begrunde asyl. Nævnet fandt, at dette måtte betragtes som chikanerier, som ikke havde haft et sådant omfang, at det kunne karakteriseres som asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren først udrejste af Pakistan cirka 11 måneder efter sin ægtefælles død. Pakistan/2004/4
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan, født i 1975. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet fandt, at en begæring fra ansøgeren om udsættelse af sagen på indhentelse af oplysninger fra de lokale politimyndigheder ikke kunne tages til følge. Flygtningenævnet bemærkede, at det ligger udenfor nævnets forpligtelser efter udlændingelovens § 54, at indhente konkrete oplysninger om en konkret asylansøger fra en lokal politistation i ansøgerens hjemland. Flygtningenævnet bemærkede, at der ved en sådan henvendelse både direkte fra ansøgerens advokat og fra nævnet ville blive videregivet oplysninger om ansøgerens forhold til hjemlandets myndigheder, oplysninger, der ville kunne profilere ansøgerens unødigt, ligesom det måtte antages at være i strid med gældende flygtningeret at indhente oplysninger på den pågældende måde. Ansøgeren havde som asylmotiv anført, at han frygtede overgreb fra sin tidligere svigerfamilie, der er en indflydelsesrig familie, fordi han hemmeligt havde giftet sig med deres datter. Han havde endvidere anført, at hans far har frataget ham hans arveret, og at familien derfor ikke kunne beskytte ham. Flygtningenævnet bemærkede, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, der er nødvendige til at bedømme, om der skal meddeles en ansøger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret divergerende og udbyggende om, hvorledes han var blevet opdaget sammen med sin ægtefælle, hvor ofte han var sammen med hende, hvor længe og hvor han var blevet tilbageholdt af svigerfamilien samt, hvad han og familien var blevet udsat for. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at forklaringen forekom konstrueret til lejligheden. Uanset om det lagdes til grund, at politiet havde rejst ubegrundede sigtelser mod ansøgeren, fandt nævnet, at ansøgeren måtte henvises til at søge sagerne indbragt for de nationale domstole. Den omstændighed, at faderen måtte have frataget ansøgeren hans arveret er et privatretligt forhold, der ikke kan begrunde asyl. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at der bestod en konflikt mellem ansøgeren og hans tidligere svigerfamilie, fandt Flygtningenævnet, at der var tale om en privatretlig konflikt, og at ansøgeren måtte søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville risikere at blive udsat for en forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Pakistan/2004/3
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Pakistan, født i 1976 (M) og 1983 (K), samt et barn. Indrejst i juni 1996 (M) og oktober 2001 (K). Den mandlige ansøger havde tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9. Ansøgerne søgte om asyl i marts 2004. Flygtningenævnet lagde efter ansøgernes forklaring til grund, at der var uoverensstemmelser mellem ansøgernes familier som følge af, at den kvindelige ansøger ikke havde fået familiesammenføringstilladelse i Danmark. Ansøgerne havde påberåbt sig, at den mandlige ansøgers familie ville slå den kvindelige ansøger ihjel, og at den kvindelige ansøgers familie ville slå ansøgerne og deres barn ihjel. Den kvindelige ansøgers familie beskyldte den mandlige ansøger for enten at være gift i forvejen eller for at opholde sig illegalt i Danmark, og at dette skulle være grunden til afslaget på familiesammenføringstilladelse. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at konflikten i forhold til familierne havde et sådant omfang og alvor, at ansøgerne risikerede at blive slået ihjel ved en tilbagevenden til Pakistan. Nævnet lagde herved navnlig vægt på, at ansøgerne ikke blev udsat for overgreb under deres besøg hos familien i Pakistan – for den kvindelige ansøgers vedkommende fra midten af december 2002 og til begyndelsen af maj 2003. Nævnets bemærkede i øvrigt, at det ville være relativt nemt for ansøgerne at dokumentere over for familierne, at den kvindelige ansøgers families beskyldninger var urigtige. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 var således ikke opfyldt. Pakistan/2004/2
Nævnet stadfæstede i marts 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Pakistan. Indrejst i 2009. I 2009 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sagen har været forsøgt behandlet i åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske […] og kristne af trosretning fra Rawalpindi i Pakistan. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv blandt andet henvist til, at de ved en tilbagevenden til Pakistan frygter en person ved navn […], som forfølger dem gennem de pakistanske myndigheder. Ansøgerne har videre henvist til de overgreb, kristne bliver udsat for i Pakistan. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv anført, at den kvindelige ansøger igennem en længere årrække er blevet chikaneret af […], der ønskede at indlede et seksuelt forhold til hende, hvilket hun nægtede. Den pågældende tilhører en højtstående familie, og den pågældendes broder har en høj stilling inden for politiet. Dette indebærer, dels at den pågældende vil kunne finde dem overalt i Pakistan, dels at de ikke vil kunne få myndighedernes beskyttelse mod overgrebene. Flygtningenævnet lægger til grund, at den kvindelige ansøger og hendes familie igennem en årrække er blevet chikaneret og udsat for overgreb fra […] og gennem ham hans broder og det lokale politi. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens broder […] er blevet dræbt af politiet i den forbindelse. Flygtningenævnet finder, at det vil være rimeligt, at ansøgerne tager ophold et andet sted i Pakistan. Nævnet finder således ikke, at det kan antages, at […] vil fortsætte chikane og overgreb overfor ansøgerne, såfremt de tager bopæl et andet sted i landet. Flygtningenævnet finder ikke, at den generelle chikane, som ansøgerne har været udsat for som kristne i Pakistan, har haft et sådant omfang, at det må anses for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og forholdene for kristne findes heller ikke at være således, at det ikke vil være rimeligt at henvise ansøgerne til at tage bopæl et andet sted i landet. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2012/3
Nævnet stadfæstede i juli 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Pakistan samt parrets barn. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er kristne fra Islamabad, Pakistan. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af den kvindelige ansøgers familie, fordi den mandlige ansøger som kristen har giftet sig med den muslimskfødte kvindelige ansøger, der efter den borgerlige vielse i 2004 er konverteret til kristendommen. I den første måned efter vielsen modtog den kvindelige ansøger trusselsopkald fra sin familie på sin mobiltelefon. I 2007 opsøgte den kvindelige ansøgers familie ansøgernes bopæl, hvorefter politiet på den mandlige ansøgers foranledning ankom og fik den kvindelige ansøgers familie overtalt til at forlade stedet. Forinden havde den kvindelige ansøgers broder set den kvindelige ansøger i en bazar og var fulgt efter hende til bopælen. I begyndelsen af 2011 modtog ansøgerne to anonyme trusselsbreve. I foråret 2011 blev ansøgerne to gange overfaldet af ukendte mænd, der truede ansøgerne og forsøgte at kidnappe parrets ene datter. Ansøgerne anmeldte trusselsbrevene og overfaldene til politiet, der optog rapport. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger er kristen, og at den kvindelige ansøger oprindelig er muslim, men at hun efter indgåelsen af ægteskabet i 2004 er konverteret til kristendommen. Videre lægges det til grund, at ingen af ansøgernes forældre har samtykket til ægteskabet. Ægteskabet medførte umiddelbart efter vielsen konflikter med den kvindelige ansøgers familie, der krævede, at den mandlige ansøger konverterede til islam. Parret boede herefter i halvandet år på en militærbase, hvor den mandlige ansøgers fader arbejdede. Efter faderens pensionering tog parret på ny ophold i Islamabad, hvor de bosatte sig sammen med den mandlige ansøgers forældre, i første omgang i et lejet hus og herefter i et hus, som ansøgerne ejede. I perioden fra 2004 og frem til foråret 2011 oplevede ansøgerne ifølge deres forklaringer ingen problemer, bortset fra en enkelt episode i 2007, hvor den kvindelige ansøgers familie opsøgte ansøgernes bopæl. Den mandlige ansøger kom til stede med politiet, hvorefter den kvindelige ansøgers familie forlod stedet. I perioden fra 2004 til 2011 drev den mandlige ansøger sammen med sin broder fortsat forretningen i Islamabad uden problemer med den kvindelige ansøgers familie eller andre. I samme periode har ansøgerne foretaget flere rejser til udlandet og ansøgerne har endvidere efter de foreliggende oplysninger ansøgt om visum til en række vestlige lande, herunder senest til Grækenland, hvortil de den i foråret 2011 fik udstedt Schengenvisum gyldigt i 15 dage i perioden fra foråret 2011 til sommeren juni 2011. Flygtningenævnet kan ikke lægge forklaringerne om de to anonyme trusselsbreve og de to overfald i begyndelsen af 2011 til grund, idet forklaringerne forekommer konstrueret til lejligheden. Det bemærkes i den forbindelse, at den kvindelige ansøgers familie ikke siden 2007 havde opsøgt ansøgerne, og at det forekommer påfaldende, at de to overfald er sket i foråret 2011 kort efter, at ansøgerne i foråret 2011 havde opnået visum til Schengenområdet. Ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at de er i risiko for overgreb fra den kvindelige ansøgers familie eller andre som følge af deres religiøst blandede ægteskab. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at antage, at ansøgerne er i risiko for forfølgelse eller overgreb fra myndighedernes side. Nævnet lægger vægt på, at ansøgerne ikke har haft konflikter med myndighederne forud for udrejsen, at myndighederne har reageret relevant på den mandlige ansøgers henvendelse i 2007, og endelig, at ansøgerne i 2008 fik udstedt pas, af hvilket deres religiøse tilhørsforhold fremgår, og at det af den kvindelige ansøgers pas tillige fremgår, at hun er gift med den mandlige ansøger. Det må således lægges til grund, at de pakistanske myndigheder er bekendt med det religiøst blandede ægteskab. Det bemærkes endvidere, at ansøgerne er udrejst legalt på deres pas. Det bemærkes yderligere, at ansøgerne ifølge deres forklaringer har været i stand til at udøve deres kristne tro i Islamabad uden at opleve problemer i den forbindelse hverken fra den kvindelige ansøgers familie, myndighederne eller andre. Det forhold, at den kvindelige ansøger er blevet døbt i Danmark, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de var i risiko for forfølgelse ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2012/2
Nævnet meddelte i februar 2012 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2009. ´ Sagen omhandler en kvindelig statsborger fra Pakistan, der er født sunni-muslim. Hun indrejste i Danmark i 2009, efter at have blevet meddelt opholdstilladelse som au-pair. I 2011 søgte ansøgeren asyl, efter at hendes opholdstilladelse som au-pair var blevet inddraget. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk punjabi og Ahmadiyya-muslim af trosretning fra Gujarat, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive dræbt af sin fader eller andre, idet hun har konverteret til Ahmadiyya-religionen i Danmark. Ansøgeren flyttede i sommeren 2010 ind som au pair for en familie, som tilhører Ahmadiyya-religionen, og i slutningen af 2010 konverterede hun selv til religionen. Da hun fortalte sin familie om det, blev hun truet med døden. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke kan søge de pakistanske myndigheders beskyttelse, idet myndighederne også er imod Ahmadiyya-religionen. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgeren er konverteret til Ahmadiyya-religionen. Det lægges herved videre til grund, at ansøgeren har orienteret sin familie herom, og at faderen gennem sønnen har tilkendegivet at han på grund af konverteringen vil dræbe ansøgeren, hvis hun vender tilbage til hjemlandet. Ansøgeren har forklaret troværdigt om sin konvertering. Selv om der på enkelte punkter er forklaret upræcist vedrørende ansøgerens telefonsamtale med broderen den […]2010, findes det dog efter en samlet vurdering at måtte lægges til grund, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til sin familie som ovenfor beskrevet. Da det endvidere efter de seneste baggrundsoplysninger må antages, at myndighederne ikke vil kunne yde ansøgeren beskyttelse vedrørende hendes konflikt med familien, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” paki/2012/1
Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har forklaret, at han sunnimuslim fra Faisalabad i Punjab. Han har som sin far og sin storebror, […], i flere år været aktivt medlem af det politiske parti, Idara Minhaj-ul-Quran. Ansøgeren var politisk leder i sit lokalområde, hvor han var kendt for at være politisk aktiv for partiet. Hans navn fremgik ofte af politiske plakater og bannere, der blev båret under demonstrationer. Efter at Muslim League fik magten i ansøgerens hjemprovins i starten af 2008, blev ansøgeren tre gange tilbageholdt og udsat for tortur på foranledning af Muslim League og navnlig […], som også havde et modsætningsforhold til hans far og bror. De to sidste af tilbageholdelserne skete i samarbejde med det lokale politi. Hver af tilbageholdelserne varede omkring 10 til 13 dage. Efter den første og den tredje tilbageholdelse var han indlagt på hospital. Han har stadig smerter og psykiske mén efter den mishandling, han blev udsat for. Efter de to første løsladelser klagede han til politiet over den behandling, han havde været udsat for, men politiet ville ikke lytte til ham. Han blev de to seneste gange først løsladt, efter at hans familie betalte bestikkelse til politiet. Fra seneste løsladelse i efteråret i 2008 til udrejsen i foråret 2009 holdt han sig skjult. Ansøgeren har i den nævnte periode også været udsat for ransagninger og telefoniske trusler, og hans ægtefælle er, efter hans udrejse, flere gange blevet truet telefonisk. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens forklaring kan tilsidesættes. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren har været lokal leder af et politisk parti, og at han i den anledning - og på grund af farens og brorens politiske aktiviteter - er kommet i et alvorligt modsætningsforhold til Muslim League og navnlig […]. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren i den anledning har været tilbageholdt tre gange, hvorunder han har været udsat for tortur. Efter det oplyste kan det ikke antages, at modsætningsforholdet er bragt til ophør, eller at ansøgeren nu vil kunne opnå beskyttelse herimod af de pakistanske myndigheder. Det må derfor antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse på grund af sin politiske opfattelse. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1”. paki/2011/3
Nævnet meddelte i februar 2011 (K-status) til en mandlig statsborger fra Pakistan. I foråret 2002 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved der blev meddelt ansøgeren, afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I foråret 2003 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på genoptagelse af hans ansøgning om asyl. I slutningen af 2003 blev ansøgeren registreret som forsvundet i Udlændingeregistret. I sensommeren 2009 blev ansøgeren pågrebet af det danske politi, og han søgte i den forbindelse asyl. Ansøgeren har oplyst, at han i perioden fra 2003 til 2006 opholdt sig i Danmark. I starten af 2007 rejste han tilbage til Pakistan, hvor han opholdt sig indtil sommeren 2009. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer udtalte: ”At ansøgeren er pakistansk statsborger fra Lahore i Pakistan. Ansøgeren har været aktiv for et politisk parti fra 1993 til 1999. Senere var han aktiv for en anden politisk organisation. Da han vendte tilbage til Pakistan efter sit ophold i Danmark, var han på ny aktiv for den politiske organisation men ikke for det politiske parti. Han arrangerede møder, forsøgte at hverve nye medlemmer og opfordrede unge mennesker til at leve i fred og ro. Ansøgeren har som asylmotiv gjort gældende, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af enten myndighederne eller islamiske fundamentalister. Han har i den forbindelse henvist til, at islamiske fundamentalister bortførte ham i efteråret 2008 og tilbageholdt ham i 2½ måned, hvor de udsatte ham for tortur, herunder slag med en pisk og slag mod ryg, nakke og øjnene. Ansøgeren har videre henvist til, at han 15 dage efter sin tilbagekomst til Lahore, blev tilbageholdt af efterretningsvæsenet i 15 dage, hvor han blev slået på knæene, hovedet og baghovedet med et riffelskaft, og hans næse blev brækket. Herudover frygter ansøgeren sine politiske modstandere, som har stærke forbindelser inden for det pakistanske efterretningsvæsen. Uanset, at der er visse usikkerheder i ansøgerens forklaring under sagen, finder flertallet af nævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han under ophold i hjemlandet igen fra 2007 til 2009 har været tilbageholdt og udsat for vold som forklaret. Flertallet lægger herved vægt på den fremlagte lejekontrakt og lægeerklæringer fra et pakistansk hospital, der beskriver skader svarende til den vold, ansøgeren har forklaret om. Det bemærkes herved, at indholdet af lægeerklæringerne til dels støttes af de lægelige oplysninger, der er indhentet efter genindrejsen i Danmark. Uanset om episoderne har forbindelse med ansøgerens forhold fra før 2001 eller alene med nyt politisk arbejde findes episoderne at have haft sådant et omfang og en sådan intensitet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. paki/2011/2
Nævnet meddelte i januar 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk pakistaner fra Faisalabad i Pakistan. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for en navngiven islamisk bevægelses politiske platform [………..], hvor han assisterede et navngivent nærtstående familiemedlem, indtil denne flygtede til et europæisk landAnsøgeren var frem til sin udrejse aktiv på et højere niveau i partiet. […] Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at han uden grund vil blive sigtet for terrorvirksomhed, udsat for tortur og slået ihjel af politiet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgerens navngivne familiemedlem er blevet meddelt asyl i et europæisk land, idet han som følge af sit politiske arbejde for samme navngivne bevægelse som ansøgeren havde været udsat for tortur. Efter valget i 2008, hvor Muslim League fik stor indflydelse og flertal i Punjab provinsen, blev ansøgeren tilbageholdt af politiet i 8-9 dage og udsat for tortur i form af blandt andet slag med et læderbælte, ligesom han fik slukket cigaretter mod sin hud. Ansøgeren blev løsladt mod bestikkelse betalt af ansøgerens familie. Ansøgeren er efterfølgende blevet tilbageholdt af politiet flere gange senest i foråret 2010, hvor han ligeledes blev udsat for tortur som følge af sit politiske arbejde. Ved den seneste tilbageholdelse var torturen særlig voldsom, og ansøgeren blev løsladt mod bestikkelse og med besked om, at han skulle skaffe et større pengebeløb, ellers ville han blive anholdt på ny. Ansøgeren udrejste herefter på et visum, som han havde ansøgt om inden den seneste episode. Ansøgeren har aldrig været formelt sigtet for noget forhold. På denne baggrund har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” paki/2011/1
Nævnet stadfæstede i september 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan, født i 1970. Indrejst i maj 2000 som familiesammenført. Ansøgt om asyl i marts 2006. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om at have modtaget telefoniske trusler fra sin tidligere svigerfamilie i Pakistan eller personer med tilknytning til dem til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at truslerne efter ansøgerens forklaring skulle have fundet sted gennem længere tid, startende allerede kort efter separationen, men at ansøgeren først søgte asyl i marts 2006 efter at være blevet anholdt af politiet. Han havde på daværende tidspunkt opholdt sig ulovligt i landet i over to måneder og måtte således have været klar over, at han skulle udrejse. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens herboende tidligere svigerfamilie efter ansøgerens forklaring ikke havde deltaget i truslerne, og at ansøgeren efter de foreliggende oplysninger om separation og skilsmisse måtte anses for den forurettede part i ægteskabssagen. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede i øvrigt, at de trusler, som ansøgeren havde påberåbt sig, i øvrigt ikke var af en sådan intensitet og alvor, at disse kunne give grundlag for asyl. Pak/2006/4
Nævnet meddelte i december 2006 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Pakistan, født i 1959. Ansøgeren indrejste i 2002 efter at hun af Udlændingeservice var blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren søgte om asyl i 2005 efter at samlivet med ægtefællen var blevet ophævet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens forklaringer ikke i udpræget grad havde præcision. Flygtningenævnet kunne imidlertid lægge til grund, at ansøgeren havde været udsat for fysiske overgreb fra sin seneste ægtefælle, og at hun i den anledning havde haft ophold på et krisecenter, hvorfra hun var hentet tilbage af bekendte til ægtefællen, som fortsatte de fysiske overgreb, hvorefter ansøgeren for anden gang flyttede på krisecenter. Da hun begyndte at modtage nogle i sagen omtalte trusselsbreve fra Pakistan, flyttede hun til et andet krisecenter i det storkøbenhavnske område. Ansøgeren havde ikke kunnet forklare videre konsistent om de breve, der var fremlagt i sagen, herunder hvordan det kunne være, at to af brevene var poststemplet samme dag i Pakistan, men hidrørte fra hver sin adressat, uanset at skriften på konvolutterne syntes at være den samme. Ansøgeren forklarede, at hun mente, at en veninde til hende havde videregivet hendes adresse på krisecentret til hendes ægtefælles familiemedlemmer, som de pågældende breve angiveligt hidrørte fra. Uanset at det ikke var afklaret, på hvilken foranledning disse breve var sendt til ansøgeren, og hvem der var de reelle afsendere, fandt Flygtningenævnet, at brevenes indhold var udtryk for et generelt trusselsbillede imod ansøgeren, der understøttedes af, at ansøgeren efter sine egne forklaringer ikke længere havde netværk i Pakistan, og ej heller talte med personer i det pakistanske miljø i Danmark. Under hensyn til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder oplysningerne i British Home Office, Country Report af 27. oktober 2006, hvorefter der finder udbredte æresdrab sted på kvinder i Pakistan, sammenholdt med, at ansøgeren som enlig, barnløs kvinde måtte anses for at være i en særdeles sårbar situation, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for overgreb af en sådan karakter, at der var grundlag for at meddele hende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Pak/2006/3
Nævnet meddelte i august 2006 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Pakistan, født i 1961. Indrejst i maj 2001 som familiesammenført. Ansøgt om asyl i februar 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde afgivet en detaljeret og konsistent forklaring om sine to ægteskaber og hendes egen families reaktioner på hendes skilsmisser. Ansøgerens forklaring havde været troværdig og lagdes til grund. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren, efter at hun første gang blev forstødt af sin ægtefælle, måtte leve i ca. 15 år hos sin familie, som på grund af skamfølelse isolerede hende fra omverdenen. Da ansøgerens andet arrangerede ægteskab gik i stykker, og hun blev udsat for grov vold både fra ægtefællen og stedsønnens side, tålte hun denne vold og bad ægtefællen om at undlade at kræve skilsmisse for at undgå på ny at skulle vende tilbage til sin familie i Pakistan, idet hun frygtede enten på ny at skulle leve i ydmygelse og isolation eller at blive udsat for æresdrab. Ansøgerens far havde givet udtryk for, at hun skulle tåle vold i sit ægteskab. Ansøgeren havde nu i ca. to år levet i Danmark, først på krisecenter og siden under beskyttet adresse, for at undgå overgreb fra eksægtefællens og andre herboende pakistaneres side. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at familiens nabofamilie i Pakistan havde begået æresdrab på en datter, uden at der skete strafforfølgning. Ansøgerens familie i Pakistan havde overfor derværende familiemedlemmer givet udtryk for, at de ikke på ny ville tåle den skam at skulle modtage hende, som var en andengangs fraskilt kvinde, som ikke længere ville kunne indgå ægteskab, idet hun ikke kunne få børn. De nyeste baggrundsoplysninger om forholdene for kvinder i Pakistan, herunder om myndighedstolererede æresdrab, understøttede ansøgerens oplysninger om den risiko, hun frygtede. Under disse omstændigheder havde ansøgeren sandsynliggjort, at hun ville blive opfattet som en sådan skamplet på familien, at hun var i risiko for, at familien ville begå eller arrangere et æresdrab på hende. Ansøgeren opfyldte derfor betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2. Pak/2006/2
Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan, født 1979. Indrejst i juni 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren efter et års forlovelse havde indgået ægteskab i april 2004 med sin nuværende ægtefælle mod ægtefællens moders og onklers vilje, og at såvel ansøgeren som hans ægtefælle blev truet af ægtefællens onkler som følge heraf. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at denne familiekonflikt havde en sådan alvor, at ansøgeren i den anledning risikerede overgreb og havde behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lagde herved navnlig vægt på, at ansøgerens ægtefælle havde opholdt sig i sin families hus to til tre uger efter brylluppet og efter at familien, herunder onklerne, var blevet bekendt med ægteskabet, og at ansøgeren selv havde opholdt sig i Pakistan indtil udrejsen i juni 2005. Ansøgeren og ægtefællen havde modtaget telefoniske trusler fra onklerne, men havde ikke herudover lidt overlast. Nævnet bemærkede endvidere, at årsagen til ægtefællens broders død ikke kunne anses for fastlagt. Flygtningenævnet fandt således ikke, at konflikten havde et sådant omfang, at ansøgeren havde behov for beskyttelsesstatus. Det bemærkedes i øvrigt, at ansøgeren ville have mulighed for at tage ophold i en storby i Pakistan. Pak/2006/1
Nævnet stadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan, født i 1973. Indrejst i oktober 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er shia-muslim fra Kashmir-distriktet og formand for en legal shia-muslimsk gruppe. I januar 1999 blev ansøgeren overfaldet af medlemmer af en ekstremistisk gruppe, hvor det kom til slåskamp mellem ansøgeren og dennes ven og nogle medlemmer af den ekstremistiske gruppe. Slagsmålet blev stoppet af forbipasserende. Nævnet fandt ikke, at forholdet havde en sådan karakter og intensitet, at det kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren efterfølgende havde opholdt sig i hjemlandet i cirka 3½ år inden udrejsen. Ansøgeren blev efter episoden udsat for chikane 3 - 4 gange, herunder blev der kastet sten mod ansøgerens hus. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at denne chikane var begået af medlemmer af den ekstremistiske gruppe. Nævnet fandt heller ikke, at drabet på ansøgerens broder i 2003 i en moske, eller ansøgerens øvriges brødres udrejse fra Pakistan havde forbindelse til ansøgerens forhold. Nævnet bemærkede hertil, at drabet på broderen blev begået mere end 4 år efter overfaldet på ansøgeren i januar 1999. Nævnet fandt endvidere ikke, at det missilangreb, som indisk militær måtte havde udsat ansøgerens hjemby for, kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at angrebet måtte ses som led i krigen i grænseområdet mellem Indien og Pakistan, og der ikke forelå en konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren. Den generelle situation for shia-muslimer i Pakistan kunne heller ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet kunne heller ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede at blive slået ihjel af sin tidligere svigerfamilie, idet nævnet ikke fandt, at ansøgerens forklaring om truslerne fra svigerfamilien på grund af ansøgerens skilsmisse fra sin tidligere ægtefælle var nærmere konkretiserede eller underbyggede. Nævnet kunne heller ikke lægge til grund, at ansøgerens søn i august 2005 var blevet kidnappet af medlemmer af den ekstremistiske gruppe med krav om at få oplyst, hvor ansøgeren opholdt sig, og at sønnen var blevet udleveret til svigerfamilien igen fem dage senere mod, at svigerfamilien ville udlevere ansøgeren, såfremt denne vendte tilbage. Nævnet fandt således ikke at kunne tillægge ansøgerens forklaring herom under nævnsmødet vægt ved sagens afgørelse. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ved en tilbagevenden ville være i risiko for straf eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Pak/2005/3
Nævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Pakistan, født i 1979, samt et barn. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde haft politiske aktiviteter. Hun søgte først asyl godt to måneder efter indrejsen i Danmark. Hun havde ikke haft konflikter med de pakistanske myndigheder og var udrejst legalt på eget pas. Hun havde som asylmotiv påberåbt sig, at hendes far og to brødre i 2003 var blevet dræbt af medlemmer af Muslim League, fordi faderen ikke længere ønskede at støtte partiet. Endvidere havde en bror og dennes ægtefælle været udsat for røveri formentlig begået af samme gerningsmænd. Forholdene var anmeldt til myndighederne, som dog ikke havde opklaret sagerne. Ansøgeren havde hørt, at gerningsmændene havde truet med at slå hele familien ihjel, og hun frygtede derfor for sit liv ved tilbagevenden til Pakistan. Uanset om ansøgerens forklaring lagdes til grund, anså nævnet det ikke for sandsynliggjort, at ansøgeren havde været konkret forfulgt. Nævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren efter drabet på faderen og brødrene havde kunnet opholde sig på bopælen frem til udrejsen uden at have været udsat for overgreb. Nævnet fandt endvidere, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv vedrører kriminelle forhold, som ikke var asylrelevante, og som ansøgeren måtte henvises til at søge de pakistanske myndigheders beskyttelse imod. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Pak/2005/2
Nævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan, født i 1973. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde haft politiske aktiviteter. Han var udrejst legalt og havde ikke haft konflikter med de pakistanske myndigheder. Ansøgeren havde som asylmotiv anført, at han som sunni-muslim var konverteret til shia-muslim og sympatiserede med bevægelsen Tarek-e-Islami. Efter hans udrejse fra Pakistan var stridighederne mellem sunni- og shia-muslimerne tiltaget. Således var hans to onkler og to fætre blevet dræbt, og han risikerede at blive dræbt ved tilbagevenden. Ansøgeren havde ifølge sin forklaring ikke haft særlige aktiviteter for den shia-muslimske bevægelse. Han havde heller ikke været udsat for overgreb, bortset fra nogle trusler, som ikke var blevet realiseret. Nævnet måtte derfor lægge til grund, at ansøgerens asylmotiv vedrørte de generelle forhold for shia-muslimer i Pakistan. Nævnet anså ikke de generelle forhold for shia-muslimer, herunder konverterede sunni-muslimer, i Pakistan for asylbegrundende. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Pak/2005/1
Nævnet stadfæstede i marts 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan, født i 1975. Indrejst i oktober 2001. I 2000 skrev ansøgeren, der er homoseksuel, en artikel om sin homoseksualitet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som begrundelse for sin ansøgning om asyl havde henvist til, at han var forfulgt af Sipah-e-Sahaba og Lashkar Tayiba på grund af hans artikel og hans homoseksualitet. Uanset om disse organisationer, der nu er forbudte i Pakistan, måtte have rettet henvendelse til ham, fandt Flygtningenævnet ikke, at der var tale om forfølgelse i udlændingelovens § 7’s forstand, ligesom ansøgeren ville kunne henvises til at søge myndighedernes beskyttelse mod disse organisationer. Selve den omstændighed, at ansøgeren er homoseksuel, fandtes ikke at kunne give grundlag for asyl. Det fandtes endvidere ikke af ansøgeren sandsynliggjort, at ansøgeren, uanset den af ham udfærdigede artikel, havde bragt sig i myndighedernes søgelys, idet nævnet ikke kunne lægge til grund, at artiklen var udbredt i væsentligt omfang, og at en henvendelse fra politiet til moderen i marts 2001 skyldtes artiklen. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at vel er homoseksualitet strafbart i Pakistan, men tolereres ikke desto mindre i mange dele af landet. Flygtningenævnet fandt det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved sin udrejse fra Pakistan var asylbegrundende forfulgt, eller at han ville være i risiko herfor ved en tilbagevenden. Pak/2004/1
Nævnet hjemviste i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun, tilhører yousufzai-stammen og er sunnimuslim fra Saidu Sharif, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har afvist at behandle sårede talebanere. Ansøgeren har også henvist til, at han har nægtet at støtte Taliban økonomisk. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2006 boede i Saidu-området, hvor han arbejdede på en lægeklinik. I [foråret] sendte Taliban et brev til klinikken og forlangte økonomisk støtte fra samtlige ansatte. Overlægen indkaldte medarbejderne til et møde og sagde, at det var den enkelte medarbejder, der besluttede, om vedkommende ønskede at betale. Ansøgeren valgte ikke at betale. I efteråret 2006 blev ansøgerens navn og oplysninger om, at han havde nægtet at støtte Taliban økonomisk nævnt i Talibans radioprogram. Ansøgeren har videre oplyst, at han og hans familie flyttede til Mardan i [foråret] 2009, fordi myndighederne udførte en operation mod Taliban i Saidu-området. Ansøgeren og hans familie vendte tilbage til Swat-distriktet i oktober samme år. De boede i hovedbyen, og ansøgeren genoptog sit arbejde på lægeklinikken. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren opsøgt af en person på lægeklinikken. Den pågældende sagde, at han ikke var syg, men at han repræsenterede Taliban i Swat. Han forlangte, at ansøgeren skulle behandle sårede talebanere i Matta i Bar Swat. Ansøgeren nægtede, fordi han havde brug for lokaler og anæstesi. Ansøgeren sagde også, at talebanerne ville kunne modtage behandling på lægeklinikken, men at han i så fald ville være nødt til at indberette dette til myndighederne. Repræsentanten fra Taliban svarede, at hvis ansøgeren var på regeringens side, var han en fjende af Taliban, og at det ville koste ansøgeren dyrt. [Senere samme sommer] 2015 modtog ansøgeren et trusselsbrev. I brevet stod der, at fordi ansøgeren havde nægtet at behandle talebanerne, skulle han møde op på Talibans kontor og redegøre for, hvorfor han havde nægtet at samarbejde. Taliban ville herefter tage stilling til, hvordan sagen skulle behandles efter sharialoven. Men ansøgeren vidste ikke, hvor han skulle henvende sig, og hans bror mente, at det ville være for farligt og sagde, at han eller en anden ville kontakte Taliban. [Fire dage senere] modtog ansøgeren endnu et trusselsbrev. Indholdet af brevet var det samme som i det første. Der stod dog også, at ansøgeren var blevet advaret, at han ikke var mødt op hos Taliban, at de havde besluttet, hvad der skulle ske med ansøgeren, at dette var den sidste advarsel, og at han skulle henvende sig til Taliban. Herefter skjulte ansøgeren sig på sin bopæl i tyve dage. Ansøgeren genoptog sit arbejde på klinikken [i efteråret] 2015. [Ti dage senere] klokken otte om morgenen, var ansøgeren på vej på arbejde. Ansøgeren lagde mærke til, at der var en maskeret person, der skjulte sig i buskadset ved vejen. Personen var bevæbnet, skød efter ansøgeren og råbte ’doktor’. Ansøgeren løb fra stedet og flygtede gennem en gravplads, hvor han gemte sig bag en mur. Herefter søgte ansøgeren tilflugt på sin morbrors bopæl, hvor morbrorens søn og hans ven arrangerede hans udrejse af Pakistan. Samme aften blev ansøgeren kørt til et lerhus uden for Peshawar. Her opholdt han sig [i fire dage]. På tredjedagen besøgte morbrorens søn og en agent ansøgeren og fortalte, at hans familie var blevet opsøgt af Taliban dagen før, og at de havde spurgt efter ansøgeren. De sagde også, at ansøgeren blev nødt til at forlade landet. [På fjerdedagen] tog ansøgeren til Quetta, hvorfra han udrejste af Pakistan. Nævnet besluttede efter votering at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til indhentelse af yderligere oplysninger om ansøgerens tidligere og eventuelle nuværende opholdsgrundlag i Rusland med henblik på en vurdering af, om Rusland kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet har herved henset til, at ansøgeren ikke i forbindelse med den berigtigede afgørelse fra Udlændingestyrelsen har haft lejlighed til at forklare om sit opholdsgrundlag i Rusland, og at Udlændingestyrelsen ikke har forsøgt at oplyse opholdsgrundlaget. Nævnet har videre lagt vægt på, at det ikke kan afvises, at yderligere oplysninger om ansøgerens opholdsgrundlag kan have betydning for bedømmelsen af ansøgerens troværdighed.” Paki/2018/6/CHHA
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og sunnimuslim fra Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel ved en tilbagevenden til Pakistan, idet han frygter fire magtfulde politiske personer, som han drev forretning med. Han frygter ligeledes at blive slået ihjel af de mennesker, som han skylder penge, i forbindelse med forretningens konkurs. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at de politiske personer sørgede for, at han fik kontrakter med det offentlige, en god betaling herfor og at der i øvrigt ikke var problemer med byggetilladelserne. Da militæret overtog magten i Pakistan i 1999, blev de fire politiske personer anholdt og mistede deres politiske positioner. Ansøgeren befandt sig i England, da militæret overtog magten. De fire personer kontaktede ansøgeren med henblik på at fortælle ham, at han ikke skulle vende tilbage til Pakistan, da der ville være risiko for, at de fire personer ville blive afsløret for deres involvering i korruption. Efter et par måneder kunne ansøgeren ikke forlænge sit visum i England, og blev derfor nødt til at vende tilbage til Pakistan. Ansøgeren blev ved tilbagevendelsen til Pakistan indkaldt til møde med de fire personer men blev imidlertid tilbageholdt af de fire personer i halvanden måned. Ansøgeren oplyste de fire personer om, at der var gæld i virksomheden, og de fire personer svarede hertil, at de gerne ville hjælpe, såfremt de ikke blev sat i forbindelse med virksomheden. De fire personer bad endvidere ansøgeren om at udrejse af Pakistan under forudsætningen af de fire personer tog sig af ansøgerens familie samt gælden. Ansøger udrejste til Sydkorea i 2002. Under ansøgerens ophold i Sydkorea modtog ansøgerens familie trusler fra de fire personer samt andre personer, som ansøgeren skyldte penge. Ansøgeren rejste tilbage til Pakistan i 2004. Ansøgeren har hertil oplyst, at ansøgeren inden for en måned efter sin tilbagevenden blev kidnappet af personer med forbindelse til de fire politiske personer, hvor ansøgeren blev tilbageholdt i en halvanden til to måneder. Ansøgeren oplyser hertil, at han blev løsladt efter ansøgerens familie forsikrede de fire personer om, at ansøgeren ville udrejse af Pakistan og ikke ville genere de fire personer længere, hvorfor ansøgeren udrejste af Pakistan 2005. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker særligt, at ansøgeren efter sin forklaring har opholdt sig cirka 13 år i Danmark uden at søge asyl. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans familie fortsat befinder sig i Pakistan. Han har forklaret, at hans familie har været udsat for trusler, men ikke for egentlige overgreb i den efterhånden meget lange periode han har opholdt sig i udlandet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende på væsentlige punkter vedrørende centrale forhold omkring sin konflikt i Pakistan. Således har han forklaret, at han blev tilbageholdt i 1999 og at han seks til otte måneder senere udrejste til Korea, jf. referat af samtale af [vinter] 2018 side 7. Senere har han forklaret, at han udrejste i 2002. Dette stemmer tilsyneladende også overens med oplysningerne i ansøgerens pas. Foreholdt disse uoverensstemmelser under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren ikke kunne give nogen overbevisende forklaring herpå. Ansøgeren har heller ikke kunne give nogen overbevisende forklaring på hvorfor han ikke har søgt om myndighedernes beskyttelse mod de kreditorer som han har oplyst har truet ham. Flygtningenævnet bemærker, at disse kreditorer, modsat de fire politikere, ikke efter det oplyste er særligt indflydelsesrige. Ansøgeren har endvidere ved samtalen af [vinter] 2018 forklaret, at han under sin anden tilbageholdelse ikke talte med nogen af de fire personer, jf. referat af samtale af [vinter] 2018 side 9. Det fremgår også af ansøgerens advokats indlæg til mødet i Flygtningenævnet, at alle fire politikere på dette tidspunkt var udrejst af Pakistan. Under mødet i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren imidlertid, at han talte med en af dem. Selv hvis ansøgerens forklaring om dennes konflikt blev lagt til grund, finder Flygtningenævnet det usandsynligt at eventuelle beskyldninger om korruption begået for cirka 20 år siden i sig selv skulle kunne medføre, at ansøgeren derved ville komme i risiko for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” paki/2018/5/GJEY
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og oprindelig sunnimuslim, men konverteret til shiaislam, fra Gujrat, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan frygter, at hun vil blive dræbt af en sunnimuslimsk bande ved navn Daesh Tehreek, fordi ansøgeren og hendes familie er konverteret fra sunniislam til shiaislam. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun konverterede til shiaislam sammen med sin familie i efteråret 2014. Familien blev efterfølgende opsøgt af den lokale imam, der opfordrede ansøgerens far til at konvertere tilbage til sunniislam, hvilket ansøgerens far nægtede. Nogle uger senere henvendte flere medlemmer af lokalsamfundet, herunder ansøgerens fætter, sig til familien og forsøgte at overtale dem til at konvertere igen. Familien blev også opsøgt igen af imamen og nogle ukendte personer fra Daesh Tehreek. I foråret 2016 blev familien opsøgt igen af imamen og medlemmer fra Daesh Tehreek, og ansøgerens far blev slået ihjel med en kniv. Ansøgeren boede derefter alene med sin mor indtil morens død, og udrejste efterfølgende af Pakistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udvidende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at ansøgeren og hendes familie konverterede fra sunniislam til shiaislam og som følge deraf blev chikaneret af lokalbefolkningen, og at ansøgerens far blev dræbt af den ukendte gruppe, Daesh Tehreek, ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange ansøgerens familie blev opsøgt af imamen på deres bopæl, før imamen opsøgte ansøgerens familie med ukendte personer fra Daesh Tehreek gruppen. Ansøgeren har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at imamen opsøgte ansøgerens families bopæl 7-8 gange i en tidsperiode på 3-4 måneder, før han opsøgte ansøgerens familie med ukendte personer fra Daesh Tehreek gruppen. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at imamen opsøgte ansøgerens families bopæl én gang alene, før han opsøgte ansøgerens families bopæl med ukendte personer fra Daesh Tehreek gruppen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange personer imamen havde medbragt de to gange. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at imamen medbragte 7 personer første gang, han opsøgte familien med ukendte personer fra Daesh Tehreek gruppen, og at imamen medbragte 12-13 personer anden gang, han opsøgte familien med ukendte personer fra denne gruppe. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at imamen medbragte 3-4 personer første gang, han opsøgte familien med ukendte personer fra denne gruppe, og imamen medbragte 6-8 personer den anden gang, han opsøgte familien med ukendte personer fra denne gruppe. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hun blev kontaktet af personer fra Daesh Tehreek gruppen, efter at hendes far var blevet dræbt. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at hun blev kontaktet af personer fra denne gruppe efter hendes fars død. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at der blev fremsat telefoniske trusler mod ansøgeren og hendes mor, og at hun blev truet på gaden af tilfældige personer. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hun blev truet af ukendte personer, da hun var i Islamabad. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at hun ikke blev truet, mens hun opholdt sig i Islamabad. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at hun blev truet og skubbet af 4 personer, der fortalte ansøgeren, at uanset hvor hun befandt sig, ville de kontakte hende. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens viden om forskellen mellem sunni- og shiaislam forekommer begrænset. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om baggrunden for, at hun ved anholdelsen i restauranten i Danmark var i besiddelse af falsk rumænsk ID-kort, ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren befandt sig på en restaurant, sammen med andre personer, der arbejdede der, og som også havde falske rumænske id-kort ligesom ansøgeren. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, og at ansøgeren først har søgt asyl i Danmark efter ca. 1 måned, efter at hun var blevet anholdt i en restaurant, jf. ovenfor. Flygtningenævnet bemærker endelig, at Flygtningenævnet har tillagt det vægt i forhold til ansøgerens generelle troværdighed, at ansøgeren tidligere har frafaldet sin asylansøgning. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2018/4/MAH
Nævnet meddelte i april 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt hendes to børn fra Pakistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og sunnimuslim fra […], Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan frygter, at hun og hendes børn vil blive slået ihjel af sin ægtefælle eller sin svigerfamilie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun indrejste i Danmark i 2008 for at studere. I perioden fra 2008-2012 var ansøgeren flere gange tilbage i Pakistan, blandt andet for at besøge sin syge far. Hun indrejste senest i Danmark i 2012. I 2013 kom ansøgerens ægtefælle og parrets søn til Danmark. I [foråret] 2016 fik ansøgeren afslag på permanent opholdstilladelse, og hun blev pålagt at udrejse af Danmark. Herefter bestilte ansøgerens ægtefælle billetter til ham og børnene. Ansøgerens søn ville ikke rejse uden ansøgeren, og sønnen blev derfor truet på livet af ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren er også blevet truet af sin ægtefælle flere gange. Han har slået hende, talt nedladende til hende, tvunget hende til at sende penge til hans familie, og tvunget hende til seksuelt samkvem. I [sommeren] 2016 flyttede ansøgeren på et krisecenter sammen med børnene. Ansøgerens ægtefælle var ikke bekendt hermed, og han kontaktede ansøgerens søstre i Danmark for at spørge efter ansøgeren. Efterfølgende udrejste ansøgerens ægtefælle tilbage til Pakistan, hvor han også har opsøgt ansøgerens mor og søster. Han sagde i den forbindelse, at han vil kunne finde ansøgeren overalt, og at han ikke vil lade ansøgeren leve. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret troværdigt, konsistent og sammenhængende om, at hun mod sin vilje i [sommeren] 2007 blev tvunget til at indgå ægteskab med sin fætter, og at hun efter at have født deres første barn i [foråret] 2008 rejste alene til Danmark for at studere og arbejde med henblik på at slippe væk fra sin mand og svigerfamilie, som behandlede hende dårligt og forlangte, at hun sendte penge hjem til sin ægtefælle og hans familie. Ansøgeren var herefter flere gange tilbage i Pakistan blandt andet for at besøge sin syge far, som døde i 2010. Hun blev senere blev gravid med parrets datter, som er født i Danmark [i foråret] 2013. Ansøgerens ægtefælle tvang hende til at søge familiesammenføring med ham og deres søn. Indtil da havde sønnen boet hos ansøgerens mor 10-15 minutters gang fra ansøgerens ægtefælle, der boede sammen med sine forældre. Ansøgerens ægtefælle kom sammen med sønnen til Danmark i [foråret] 2013, og ansøgerens ægtefælle har under deres samliv i Danmark været voldelig over for parrets børn og ansøgeren og tiltvunget sig samleje med ansøgeren, ligesom han har truet hende med at tage børnene fra hende og gifte sig med en anden kvinde. Da ansøgeren i 2016 fik afslag på permanent opholdstilladelse, blev ansøgerens ægtefælle vred og meddelte, at hun ikke længere var noget værd for ham, og han bestilte billetter til Pakistan til ham og børnene. Ansøgeren ville ikke lade ham rejse med børnene og tog dem med på krisecenter, hvorefter hun søgte asyl. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgerens ægtefælle efter sin tilbagevenden til Pakistan har opsøgt ansøgerens mor og truet med at slå ansøgeren ihjel, fordi ansøgeren har sat sig op imod ham. Ansøgeren har ikke i hjemlandet nogen form for mandlig familie, der kan beskytte hende, ligesom hun efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kvinder i Pakistan ikke kan forvente myndighedernes beskyttelse. Ansøgerens frygt må endvidere anses for velbegrundet set i lyset af oplysningerne om, at hendes og hendes mands fælles fætter – som efter det oplyste tidligere er dømt for drab på en anden fætter i Danmark i 1993, da denne ville forlade hans søster – ved en begravelse i Pakistan har truet ansøgerens mor og spurgt ind til, hvor ansøgeren befandt sig, idet han tilkendegav, at hvad han havde gjort én gang, kunne han gøre igen. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet der ikke findes tilstrækkeligt grundlag for at anse betingelserne i § 7, stk. 1, for opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” paki/2018/3/CMA
Nævnet meddelte i februar 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pakistaner og sunnimuslim af trosretning fra [landsby], Lahore, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter, at han vil blive slået ihjel af sin tidligere hustrus far og bror, idet han er gået fra hende. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive fængslet i 14-20 år eller længere af de pakistanske myndigheder, idet de vil beskylde ham for at have begået voldtægt mod sin nuværende kæreste. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af befolkningen i Pakistan, da han ikke længere vil blive betragtet som muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han indrejste i Sverige i omkring den [nærmere angiven dato i sommeren] 2007, og at han den [nærmere angiven dato i sommeren] 2008 fik tilladelse til at studere i Danmark. Den [nærmere angiven dato i sommeren] 2009 blev ansøgeren presset til at gifte sig med sin kusine i Pakistan. De havde problemer i ægteskabet, hvorfor parret besluttede at gå fra hinanden i [primo] 2011. I [sommeren] 2011 tog ansøgerens ægtefælle tilbage til Pakistan. Ansøgeren har to børn med sin ægtefælle, og de er fortsat gift. Ansøgeren ønsker en skilsmisse, men ansøgerens egen og ægtefællens familie er imod skilsmisse. Slægtskabet mellem ansøgeren og hans ægtefælle har desuden medført, at samtlige familiemedlemmer er involverede i forholdet. I [efteråret] 2011 mødte ansøgeren sin nuværende kæreste. I slutningen af 2011 begyndte ansøgeren at skændes med sin ægtefælles familie i Pakistan over telefonen. I [efteråret] 2013 tog ansøgeren til Spanien, hvor han mødte flere forskellige personer fra sit lokalområde i Pakistan, herunder en person ved navn [A], som fortalte ansøgeren, at han ville blive slået ihjel, såfremt han vendte hjem til Pakistan. Ansøgeren blev endvidere under sit ophold truet af sin ægtefælles bror. Ansøgeren vendte tilbage til Danmark i [sommeren] 2015. I [efteråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt af [A], som ringede ansøgerens ægtefælles bror op og gav telefonen til ansøgeren. Broren truede ansøgeren med at familien ville finde ham, og at han ville blive anmeldt og fængslet ved en tilbagevenden til Pakistan for at have et barn udenfor ægteskab. Han anklagede endvidere ansøgeren for ikke længere at være muslim. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om sit ønske om at komme ud af det påtvungne ægteskab med sin kusine, [B], og at han siden samlivsophævelsen i 2011, hvor han lod sin gravide kone og deres fælles barn rejse alene tilbage til hendes familie i Pakistan, har haft uoverensstemmelser med både sin egen familie og svigerfamilie herom, idet han ikke ønskede at fortsætte ægteskabet. Derimod ønskede begge familier, at han skulle vende tilbage til Pakistan og fortsætte ægteskabet med [B]. Ansøgeren har senest i 2015 meddelt sin egen familie, at han ikke agtede at komme tilbage og fortsætte ægteskabet med [B], men ville etablere sig i Danmark med sin kæreste, med hvem han ventede et barn. Der er for nævnet fremlagt dokumentation for, at ansøgeren fortsat i Pakistan er registreret som gift med [B]. Der er endvidere fremlagt dokumentation for, at han er registreret som far til et barn i Danmark sammen med sin herboende kæreste, der er kinesisk statsborger. Nævnets flertal lægger efter det oplyste til grund, at ansøgerens egen familie og svigerfamilie er praktiserende muslimer, og at hans svigerfamilie er indflydelsesrig med tilknytning til myndighederne. På den baggrund finder nævnets flertal, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Pakistan enten vil blive tvunget til at fortsætte i et tvangsægteskab eller risikere anmeldelse for utroskab, der ifølge baggrundsoplysningerne kan straffes med amputering, piskeslag eller stening til døde. Efter det anførte har ansøgeren ifølge nævnets flertal efter en samlet vurdering sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf fra svigerfamilien eller de pakistanske myndigheder. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” Paki/2018/2/MJM
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk pashtun og shiamuslim fra landsbyen [A] i […], Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Pakistan på grund af de generelle forhold i hans lokalområde, og fordi hans familie har en jordkonflikt med landsbyens lokalbefolkning og ældreråd, samt fordi gerningsmændene bag et selvmordsbombeangreb har fremsendt trusselsbreve mod hans familie i Peshawar, mens ansøgeren boede hos dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at familiens problemer startede i 2007, da krigen mellem shia- og sunnimuslimer i ansøgerens område startede. Befolkningen i […] er shiamuslimer, mens de personer, som bor rundt omkring, har andre trosretninger. Konflikten mellem shia- og sunnimuslimerne fortsatte indtil 2011, hvor den faldt til ro, uden dog helt at høre op. Ansøgerens far byggede et hus i bjergene for at forhindre, at familiens bolig blev ramt af angreb. Landsbyens beboere protesterede, og sagen blev indbragt for Ældrerådet i [A], der gav naboerne ret i, at jorden var fælles, og at ansøgerens far ikke måtte bygge der. Efterfølgende blev der sat ild til huset, ligesom træerne rundt om blev fældet. Ansøgerens far gik til politiet og anmeldte forholdet, men det endte med, at det var ansøgerens far selv, som blev anholdt, fordi Ældrerådet havde bestukket politiet. Da ansøgerens far blev løsladt fra fængslet, opstod der en episode, hvor landsbyens beboere skød mod ansøgerens far og farbror. Farbroren blev dræbt, mens faren blev ramt af skud i hoften og slap væk. Herefter blev nogle af familiens dyr blev slået ihjel. Faren ønskede at hævne farbrorens død, og derfor besluttede han, at ansøgeren, der var hans ældste søn, skulle rejse til Peshawar og leve i skjul hos sine morforældre og morbrødre, idet ansøgerens far frygtede, at landsbyens beboere, når drabet på farbroren var hævnet, ville hævne sig på faren ved at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har om den anden del af sit asylmotiv oplyst, at han boede hos sin mors familie i Peshawar i fire til seks måneder. En dag var der en person, som ville sprænge en selvmordsbombe i en moske i forbindelse med fredagsbønnen. Ansøgerens morbror prøvede at stoppe selvmordsbomberen ved at holde om ham. Bomben sprang alligevel, og morbroren blev dræbt. Morfaren modtog herefter nogle trusselsbreve, der var rettet mod hele familien. På grund af trusselsbrevene og af frygt for, at der igen ville sprænge en selvmordsbombe, tog ansøgeren, hans morbror og morforældre tilbage til ansøgerens landsby. Da de kom tilbage, besluttede ansøgerens far, at ansøgeren skulle udrejse. Mens ansøgeren opholdt sig i Grækenland, blev han tilbageholdt i én uge af den menneskesmugler, han rejste med. Menneskesmugleren tilbageholdt ham, for på den måde at tvinge ansøgerens far til at skrive under på, at han ikke ville hævne drabet på farbroren. Faren skrev ikke under, og ansøgeren slap selv væk fra menneskesmugleren. Indledningsvist skal Flygtningenævnet om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører de generelle forhold i hans hjemområde, [A] i Pakistan, bemærke, at ansøgeren har forklaret, at der er tale om en længerevarende, generel konflikt mellem shia- og sunnimuslimer i området, ligesom konflikten til dels kan henføres til, at ansøgerens hjemområde er beliggende tæt ved den afghansk/pakistanske grænse. Ansøgeren har ikke forklaret om, at hverken han selv eller hans familie direkte er eller har været involveret i disse konflikter, og det er herefter hverken på baggrund af ansøgerens egen forklaring eller de foreliggende baggrundsoplysninger sandsynliggjort, at ansøgeren alene ved sin blotte tilstedeværelse i hjemområdet på grund af de generelle forhold vil være i risiko for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører bombesprængningen i moskeen i Peshawar, hvor morbroren blev slået ihjel, skal nævnet bemærke, at det ikke er sandsynliggjort, at denne episode var rettet personligt hverken mod ansøgeren eller hans familie, idet det efter ansøgerens egen forklaring lægges til grund, at det var tilfældigt, at hans morbror var til stede i moskeen og greb ind mod selvmordsbomberen. Ansøgeren har i alle samtalerne forud for nævnsmødet forklaret, at der var tale om flere trusselsbreve, og det er først under nævnsmødet, han har forklaret, at der kun var et brev. Ansøgeren har endvidere først i forbindelse med samtalen med advokaten og under nævnsmødet forklaret om brevets indhold, og hans forklaring herom har været usammenhængende og divergerende blandt andet med hensyn til, om truslerne i brevet relaterede sig bombesprængningen eller morfarens relationer til de iranske myndigheder. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af bombningen af moskeen er i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Om risikoen for, at ansøgeren bliver dræbt som følge af farens jordkonflikt med beboerne i landsbyen, skal nævnet bemærke, at ansøgeren har forklaret, at hans far først og fremmest ønskede, at personen, der stod bag drabet på farbroren, skulle straffes, og at faren derfor forgæves forsøgte at anmelde forholdet til myndighederne. Ansøgeren har videre forklaret, at hans far er ekstrem og nu selv ønsker at hævne drabet. Efter ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at ansøgeren forud for udrejsen hverken har været opsøgt eller forsøgt inddraget i farens konflikt, heller ikke i de ti dage han var tilbage i landsbyen, efter at han havde forladt Peshawar. Nævnet lægger videre til grund, at der på tidspunktet for oplysnings- og motivsamtalen den 16. januar 2016, hvilken samtale fandt sted knap et år efter ansøgerens udrejse, hverken var sket noget med ansøgerens far eller øvrige familie, der fortsat bor i Jalander. Ansøgeren har under mødet i nævnet forklaret, at han sidst var i kontakt med sin far for ca. fem måneder siden, og at faren heller ikke i den forbindelse oplyste, at der skulle være sket yderligere i konflikten. Landsbyens beboere har således ikke en aktuel anledning til at hævne sig på ansøgeren. Det beror således på ansøgerens formodning, at faren rent faktisk har både evne og vilje til at hævne sig, og at landsbyens beboere i konsekvens heraf vil hævne sig på ansøgeren. Det bemærkes endelig, at nævnet ikke kan lægge den del af ansøgerens forklaring, der omhandler afpresningen i Grækenland til grund med henvisning til, at det først er i asylsamtalen, at ansøgeren har forklaret, at han blev tvunget til at underskrive et dokument, ligesom han har forklaret divergerende med hensyn til, om det var ham eller hans far, der skulle underskrive. Endelig bemærkes, at det hverken er sandsynligt, at landsbyens beboere vidste, hvor ansøgeren var, eller at de havde mulighed for at kontakte netop den menneskesmugler, der stod for at hjælpe ansøgeren fra Grækenland og videre ind i Europa. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2018/1/JHB.
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og sunnimuslim fra [navn på by] Punjab, Pakistan. Ansøgeren er med-lem af [navn på gruppe]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel eller blive udsat for seksuelle overgreb af en person ved navn [A] eller at blive udsat for fysiske overgreb af et parlamentsmedlem ved navn [B]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes onkel [i efteråret] 2014 blev slået ihjel af [A] og tre andre ukendte gerningsmænd, fordi de troede, at det var ansøgerens far, de slog ihjel. Gerningsmændene ønskede at slå ansøgerens far ihjel, fordi han finansierede en madrassa i Pakistan, som er tilknyttet [navn på gruppe]. Gerningsmændene blev anholdt af myndighederne i [sommeren] 2015. På et ukendt tidspunkt i [sommeren] 2015 afgav an-søgeren vidneforklaring til politiet i [navn på by]. [A] blev fremstillet i retten [ultimo] 2015. Ansø-gerens bror har fortalt ansøgeren, at [A] truede ansøgeren under retsmødet, og at han efter retsmødet blev løsladt mod kaution. Ansøgerens far har derudover fortalt, at de tre andre ukendte gerningsmænd også er blevet løsladt mod kaution på et ukendt tidspunkt i [sommeren] 2016. Der er endnu ikke afsagt dom i retssagen mod dem. Ansøgerens far har fortalt, at [A] og de tre andre gerningsmænd har sagt til ansøgerens bror, at de vil slå hende ihjel, hvis hun vender tilbage til Pakistan. Ansøgeren har derudover til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes far har modtaget trusler fra parlamentsmedlemmet på grund af sin tilknytning til [navn på gruppe], og ansøgeren er selv medlem af [navn på gruppe]. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om hendes baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgerens forklaring om, at hun har været vidne til drabet på sin onkel har ikke støtte i de retsdokumenter, der er fremlagt i sagen, og hvor ansøgerens navn ikke er nævnt. Det fremgår således af en udskrift fra Lahore High Court om hændelsesforløbet i forbindelse med onklens død, at fasteren var alene med onklen på tidspunktet for drabet, der ifølge fasteren blev begået af fire ukendte gerningsmænd, jf. Order Sheet af [dato i sommeren] 2016. Samme oplysninger fremgår af vidneudsagn fra fasteren. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og forskelligt om en række centrale forhold, herunder om hvornår hun modtog truslen fra [A], og om hun befandt sig i Danmark eller Pakistan, da truslen blev fremsat. Ansøgeren har også på en lang række øvrige mindre centrale punkter ændret sin forklaring undervejs, herunder vedrørende spørgsmål om hun tidligere har søgt opholdstilladelse i andre EU-lande (Portugal), og om hun var bekendt med, at hun i perioden fra [ultimo] 2016 og frem til hendes anholdelse [i sommeren] 2016 opholdt sig ulovligt i Danmark, da hendes visum var udløbet. Divergenserne i ansøgerens forklaring er blevet særligt tydelige i forbindelse med nævnets mundtlige behandling af sagen, hvor ansøgeren for nævnet har svaret undvigende på spørgsmål i relation hertil, og hvor ansøgeren samlet set har efterladt det indtryk, at oplysningerne om hendes tilstedeværelse i forbindelse med drabet og [A]s trussel mod hende ikke er korrekte. Nævnet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren – som forklaret af hende – var vidne til drabet på onklen, eller at hun har modtaget trusler i anledning heraf. Nævnet finder anledning til at bemærke, at selvom det kunne lægges til grund, at hun var på gerningsstedet på gerningstidspunktet, så har hun ifølge sin egen forklaring ikke set noget, der kan bidrage med afgørende oplysninger om sagen, herunder i relation til gerningsmændenes identitet. At hun ikke som følge af sin angivelige tilstedeværelse er særlig udsat eller efterstræbt støttes da også af, at hun har kunnet opholde sig i Pakistan i en vis periode efter drabet, og at hun har tilkendegivet, at hun forventer at vende tilbage til Pakistan igen efter nogle år. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen gentagne gange oplyst, at hun ikke har nogen øvrige konflikter i Pakistan, herunder konflikter med myndighederne eller andre på grund af sin religion eller politiske tilhørsforhold. Under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 oplyste ansøgeren således bl.a., at hun aldrig har været politisk aktiv eller været medlem af eller tilknyttet en forening eller organisation af nogen slags, og at hendes eneste asylbegrundende konflikt vedrørte truslen modtaget fra [A]. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [senere dato i sommeren] 2016 har ansøgeren imidlertid oplyst, at hendes far, der har boet i Danmark de seneste 30 år, omkring seks måneder forinden samtalen havde modtaget trusler fra politikeren [B] som følge af, at faderen er tilknyttet [navn på gruppe], og at han løbende har finansieret bl.a. en madrassa i Pakistan. Ansøgeren har videre oplyst, at det rettelig var hendes far og ikke onklen, som [A] og medgerningsmændene gik efter at dræbe i [efteråret] 2014. Der er ikke i sagens oplysninger nogen holdepunkter for ansøgerens formodning om dette nye motiv til drabet på onklen, der i dokumenterne – og i øvrigt ansøgerens egen tidligere forklaring – nærmere beskrives som et røverisk overfald. Nævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens nye og helt uunderbyggede formodning om baggrunden for drabet til grund. Hertil kommer, at ansøgeren også efter denne nye forklaring har fastholdt, at hun ikke har nogen personlige problemer eller konflikter som følge af sit noget løst beskrevne og helt passive tilhørsforhold til [navn på gruppe]. På denne baggrund finder nævnet, at det må lægges til grund, at ansøgeren vil kunne tage ophold i Pakistan uden at risikere asylrelevant forfølgelse eller overgreb fra hverken [A], [B] eller andre. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2017/9/DH
Nævnet stadfæstede i maj og 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [by], Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, der har slået ansøgerens far ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i omkring et år arbejdede sammen med sin far. Ansøgerens far havde en lastbil og fragtede brændstof fra Pakistan til Kabul i Afghanistan, hvilket Taliban ikke brød sig om. Ansøgeren skulle fungere som hjælper og blandt andet holde øje med lastbilen for at forhindre, at nogen placerede en bombe under lastbilen. Ansøgerens far modtog tre trusselsbreve fra Taliban på familiens bopæl. Taliban ville have, at de stoppede deres arbejde. Der gik omkring et år eller halvanden mellem det første og sidste trusselsbrev. Det sidste trusselsbrev blev modtaget omkring en måned før farens død. En dag var ansøgeren ikke med faren på arbejde, da ansøgeren skulle med sin mor på hospitalet i Peshawar. Farens lastbil blev i byen Tanga i Afghanistan udsat for et angreb fra Taliban. Faren døde i angrebet. Ansøgeren fik besked om angrebet fra sin morbror. Ansøgeren tog til Tanga. Han tog ophold hos sin morbror, der mente, at han skulle flygte på grund af faren for Taliban. Ansøgeren udrejste af Pakistan fire til fem måneder, inden han indrejste i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har forklaret, at han i en periode på et år har fragtet brændstof fra Pakistan til Kabul sammen med sin far i dennes lastbil. Ansøgerens forklaring herom fremstår imidlertid utroværdig. Erklæring fra firmaet Al-Haj Enterprises, som ansøgeren har fremlagt under sagen, fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af erklæringen fremgår, at ansøgeren skulle have været ansat fra [foråret] 2010 til [sommeren] 2015, hvilket ikke er i overensstemmelse med ansøgerens forklaring om, at han har arbejdet sammen med sin far i et år. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om truslerne fra Taliban mod ansøgeren og dennes far til grund, idet forklaringen fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodning, at det var Taliban, der angreb farens lastbil i Tanga. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at de angivelige trusler fra Taliban har stået på i en meget lang periode, uden at Taliban i denne periode har opsøgt familien. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han var til stede, da Taliban fremsatte telefoniske trusler til hans far om, at de ville tage ansøgeren. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at ansøgerens far var i Karachi, da han modtog dette opkald, og at der ingen andre var til stede end ansøgerens far og ansøgeren selv. Ansøgeren har derimod under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at han aldrig har været til stede, når faren modtog telefoniske trusler. Hertil kommer, at trusselsbrevene fra Taliban, som er fremlagt for Flygtningenævnet, er fremkommet på et meget sent tidspunkt, og efter at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse i sagen. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at trusselsbrevene fremstår konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Pakistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2017/5/DMO
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”[I efteråret] 2015 indrejste ansøgeren i Danmark uden gyldig rejselegitimation og indgav ansøgning om asyl den samme dag. Ansøgeren angav i den forbindelse sin identitet som værende den pakistanske statsborger [X], født […] februar 1986. Efterfølgende mødte ansøgeren ikke op til asylregistreringen ved Center Sandholm, hvor han var blevet anvist til at tage ophold under asylsagsbehandlingen. Herefter nedsatte politiet spærrekort på ansøgeren. [Ultimo] 2016 blev ansøgeren anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, for at have udført arbejde som trappevasker uden at være i besiddelse af fornøden arbejdstilladelse. I forbindelse hermed fastholdt ansøgeren sin ansøgning om asyl men forklarede til politiet, at hans identitet rettelig er den pakistanske statsborger [Y], født […] februar 1983. Ansøgerens advokat har i det til nævnet fremsendte indlæg […] gjort gældende, at ansøgeren rettelig hedder [Y] og er født […] februar 1983. Til advokatindlægget er vedlagt et dokument, der fremstår som en kopi af et pakistansk nationalitetspas, som er udstedt […] 2015 og gyldigt til […] 2020, og hvor indehaverens identitet er angivet som at være [Y], født […] februar 1983. Endvidere fremgår et foto af ansøgerens ansigt. Efter en gennemgang af sagen finder Flygtningenævnet på baggrund af den af ansøgeren fremlagte dokumentation grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens fastsættelse af ansøgerens identitet, således at ansøgerens navn fastsættes til [Y], og hans fødselsdato fastættes til […] februar 1983, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 8, og § 53, stk. 9. Ansøgeren vil derfor fremover være registreret som den pakistanske statsborger [Y], født […] februar 1983. For så vidt angår ansøgerens ansøgning om asyl, bemærker Flygtningenævnet indledningsvist, at nævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 11, og § 56, stk. 3, 1. pkt. Ansøgeren er muslim fra Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af en lokal person ved navn [A] og dennes kriminelle netværk. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til, at han i Pakistan var velhavende, hvorfor [A] i 2014 telefonisk afpressede ham for 300.000 rupees. Omkring en halvanden måned senere afslog ansøgeren et forsøg på afpresning fra en person med tilknytning til [A]. Yderligere omkring halvanden uge senere skød nogle maskerede mænd i retning af ansøgeren, mens de kørte forbi ham på en motorcykel. Samme aften ringede [A] til ansøgeren og truede ansøgeren, som herefter betalte politiet for at patruljere ved sin bopæl. Omkring en halvanden til to måneder efter, at [A] endnu en gang telefonisk havde truet ansøgeren, rejste ansøgeren til byen […]. I [sommeren] 2015 udrejste ansøgeren af Pakistan. Ansøgeren har til sin advokat yderligere forklaret, at [A] endnu en gang ringede og afpressede ham, mens han opholdt sig i [den anden by], hvorfor han udskiftede sit SIM-kort. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om, at han i Pakistan har haft et modsætningsforhold til en lokal person ved navn [A] og dennes kriminelle netværk til grund. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren er blevet afpresset for et større pengebeløb og truet, samt at nogle maskerede mænd har skudt i nærheden af ansøgeren, ligesom nævnet kan lægge indholdet af den til sagen fremlagte lydfil, som det af advokaten i indlægget […] har beskrevet, til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at de forhold, som ansøgeren har oplyst om, har haft en sådan karakter eller intensitet, der kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren [i efteråret] 2015 søgte om asyl men herefter udeblev fra asylregistreringen, hvorefter han efter sin forklaring tog illegalt ophold i Sverige i mere end et år, uden at han der søgte om asyl eller på anden måde gjorde sig til kende over for de svenske myndigheder, indtil han genindrejste i Danmark, og han tre dage senere blev anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, for at have udført arbejde som trappevasker uden at være i besiddelse af fornøden arbejdstilladelse. Nævnet finder herved ikke, at ansøgeren er kommet med en plausibel forklaring på, hvorfor han, der har haft otte års skolegang, først genopdukkede og fastholdt sin ansøgning om asyl mere end et år efter han indrejste i Danmark og umiddelbart i forbindelse med, at han blev meddelt administrativ udvisning af Danmark og dermed skulle udsendes af Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen hos Udlændingestyrelsen [primo] 2017 ved forespørgsel om, hvorfor han ikke søgte om asyl under sit ophold på mere end et år i Sverige, har forklaret, at man skulle stå i kø for at kunne søge om asyl, og så ville han hellere bo hos nogle venner i stedet. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens familie ifølge ansøgerens forklaring til oplysnings- og motivsamtalen hos Udlændingestyrelsen [primo] 2017 fortsat opholder sig i ansøgerens hjemby, uden at de har haft problemer med [A], og at ansøgeren i henhold til sin egen forklaring til oplysnings- og motivsamtalen hos Udlændingestyrelsen [primo] 2017 i tre til fire måneder efter skudepisoden opholdt sig i en nærliggende by uden, at han der oplevede nogen problemer. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2017/4/ceb
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk jat, muslim og pakistansk statsborger fra Karachi, Sindh, Pakistan. Ansøgeren har arbejdet for det politiske parti […] i perioden [foråret] 2013 til [foråret] 2015. Arbejdet bestod blandt andet i at bestille rejser og at administrere ambulance – og ligkørsler. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive dræbt af personer fra partiet […], fordi han blev mistænkt for at have videregivet oplysninger om partiet til de pakistanske myndigheder. Derudover frygter ansøgeren de pakistanske myndigheder, fordi han har arbejdet for en afdeling under […], som af de pakistanske myndigheder bliver betragtet som et terroristparti. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i [foråret] 2013 begyndte at arbejde for […][…], som er en velgørenhedsorganisation under […]. Ansøgeren fik jobbet, fordi han havde to venner, der begge arbejdede for […]. Ansøgeren arbejdede først som administrationsassistent og siden som administrationsofficer, og hans arbejdsopgaver var at stemple regninger og registrere dem i Excel. Ansøgeren havde med jævne mellemrum også opgaver for […], hvor han blandt andet virkede som referent ved møder. Ansøgeren talte flere gange med sin ven [T], som også arbejdede for […], om at stoppe sit arbejde for […], da han var blevet bekendt med, at der foregik ulovlige aktiviteter i […]. [T] oplyste ansøgeren om, at han ville få problemer med […], hvis han stoppede med sit arbejde, fordi han vidste for meget om, hvad der foregik i […] og […], og det var ikke nogle informationer, som […] havde interesse i kom ud. Ansøgeren gik ikke til politiet med sin viden om […], da han frygtede, at de ville anholde ham, fordi han arbejdede for partiet. I [foråret] 2015 blev […]s hovedkvarter ransaget af myndighederne. Ansøgeren blev bekendt med ransagningen, fordi [T] ringede til ham, og han fortalte ansøgeren, at myndighederne muligvis også ville ransage […].[…] undrede sig efter ransagningen over, at det havde været muligt for myndighederne uden problemer at finde frem til de personer, som de ønskede at anholde samt at finde de steder, som de ville ransage. Det var ligeledes muligt for myndighederne at finde frem til de steder, hvor […] opbevarede deres våben. […] mistænkte derfor, at der måtte være personer indenfor partiets egne rækker, som havde givet myndighederne interne oplysninger. I [foråret] 2015 informerede [T] ansøgeren om, at […] mistænkte ansøgeren for at have videregivet oplysninger til myndighederne. [T] oplyste ligeledes ansøgeren om, at det var blevet besluttet, at ansøgeren skulle afskediges, og [T] rådede ansøgeren til at flygte. Ansøgeren har oplyst, at han formoder, at […] mistænkte ham for at have videregivet oplysninger om […] til myndighederne, fordi han var punjabi eller, fordi han kun havde været ansat i kort tid. En stor del af de pakistanske myndigheder og politiet er punjabier, og ansøgeren formoder derfor, at […] mistænkte ham for at spionere for de pakistanske myndigheder. Ansøgeren var [på et tidspunkt i] 2015 blevet standset i sin bil af syv-otte bevæbnede personer, som truede ham. Ansøgeren kunne genkende to af personerne, fordi han havde set dem hos […]. I den første uge af [en måned] 2015 blev ansøgerens bil beskudt. Han så ikke, hvem der skød efter ham, men han var overbevist om, at det var folk fra […]. Efter skudepisoden besluttede ansøgeren, at han ikke længere kunne blive i Pakistan. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren under behandlingen hos Udlændingestyrelsen efter gentagne gange at være blevet opfordret til at fremskaffe en ansættelseskontrakt eller andre relevante dokumenter af betydning for sagen, har fremlagt tre dokumenter, der angiveligt skulle referere til leverancer til […]. Ansøgerens navn er ikke nævnt i disse dokumenter, som efter ansøgerens opfattelse skal understøtte hans ansættelse hos […]. Ansøgeren har på forespørgsel om, hvorfor han ikke tidligere har fremlagt disse dokumenter henvist til, at han tilfældigt stødte på dem i forbindelse med gennemgang af gamle mails på hans private Gmail. På forespørgsel har ansøgeren under nævnsbehandlingen forklaret, at han har slettet alle gamle mails få dage før nævnsbehandlingen. Ansøgerens forklaring om årsagen til at slette disse mails fremstår ikke overbevisende. Henset hertil og til, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har oplyst, at hans ægtefælle har destrueret hans ansættelseskontrakt, finder flertallet, at dette alvorligt kompromitterer ansøgerens troværdighed. Flertallet bemærker i denne sammenhæng, at det må have formodningen for sig, at man medtager relevante dokumenter, eller på anden måde prøver at fremskaffe disse i forbindelse med flugten, eller under asylsagens behandling, navnlig når der henses til, at ansøgeren oplyser, at han siden sin ankomst til Danmark har haft daglig kontakt med sin ægtefælle. Flertallet lægger yderligere vægt på, at det fremstår utroværdigt, at ansøgeren ikke har søgt nærmere oplysning om, hvorfor han skulle afskediges, herunder hvad der i givet fald skulle ligge til grund for, at der var opstået mistillid til ham. Herefter finder flertallet, at ansøgerens forklaring må anses for konstrueret til lejligheden. Flertallet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2017/3/JOV
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sheik og shia-muslim fra landsbyen […], i […]-distriktet, Punjab-staten An-søgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive dræbt af personer tilhørende den religiøse gruppe wahabi, idet han som medhjælper ved arrangementer er særlig interessant for wahabier. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren forklaret, at wahabierne ikke kan lide shia-muslimer. Wahabierne har derfor angrebet det område, hvor ansøgeren kommer fra, siden han var fem til seks år gammel. Ved en konkret episode på en for ansøgeren ukendt dato i den religiøse måned Moharam deltog ansøgeren sammen med sin bror og to onkler til en religiøs sammenkomst i byen […], der er omkring 14 kilometer fra ansøgerens landsby. Til denne sammenkomst skulle de høre en tale af den shia-muslimske leder [navngiven person]. Talen skulle finde sted i et stort hus, hvor omkring 8-10.000 shia-muslimer var samlet. Omkring klokken 14 samledes et antal wahabier uden for huset, idet de satte ild til dæk på vejen et stykke fra bygningen. Derefter skaffede et ukendt antal wahabier sig adgang til bygningen og begyndte at skyde mod de fremmødte, ligesom de tog fat i nogle af de fremmødte og skubbede dem ind i ilden, der brændte udenfor. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet via en bagudgang. Ansøgeren erfarede efterfølgende, at den ene onkel var blevet smidt ind i ilden uden for bygningen, og at han to dage efter døde af de kvæstelser, han have pådraget sig. Ansøgerens anden onkel blev ligeledes smidt i ilden, men han overlevede sine kvæstelser og blev udskrevet fra hospitalet tre måneder senere. Ved episoden blev otte til ti personer brændt af wahabierne. Den følgende dag anmeldte ansøgeren, familien og mange øvrige shia-muslimer angrebet til politiet, der efterforskede sagen. Det lykkedes dog ikke at finde og straffe gerningsmændene, idet disse var flygtet. Der fandt efterfølgende flere episoder med slåskampe og konflikter mellem shia-muslimer og wahabier sted. Under en anden konkret episode blev ansøgeren slået på sit ben med en stang. To til tre dage efter denne episode opfordrede ansøgerens onkel, Safar, ansøgeren til at udrejse af Pakistan, idet han som aktiv deltager i slåskampene havde bragt sig i fokus over for wahabierne. På et ukendt tidspunkt i 2010 udrejste ansøgeren af Pakistan, og han har herefter i en periode opholdt sig i Iran, Tyrkiet og Grækenland. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet nævnet konstaterer, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende på væsentlige punkter i hans forklaring. Ansøgeren har blandt andet forklaret divergerende om, hvornår den religiøse højtid blev afholdt, antallet af deltagere i den religiøse højtid, antallet af døde i forbindelse med højtiden, hvornår morbroren, […], døde, hvornår forholdet blev anmeldt til politiet, hvem der var med, da forholdet blev anmeldt, og hvorvidt ansøgeren selv har været anholdt. Ansøgeren har forklaret udbyggende, idet han nu har forklaret, at han så sin morbror blive skubbet ind i ilden, og at to af hans brødre er flygtet fra Pakistan, selvom han har tidligere har oplyst, at familien var flyttet tilbage til landsbyen. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at politiet ikke foretog en egentlig efterforskning, da de var på wahabiernes side, på trods af, at han under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at der blev foretaget efterforskning. Endelig har ansøgeren forklaret væsentligt forskelligt for så vidt angår længden af ophold i andre lande på vej mod Danmark. Som følge af ovenstående tilsidesættes ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel eller konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2017/2/nke
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra byen Nowshera i Nowshera-distriktet, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af sin stamme, idet hun er flygtet fra sin ægtefælle i Danmark. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun blev gift med sin ægtefælle [i foråret] 2010. Hun indrejste i Danmark [i efteråret] 2014 og opholdt sig på sin ægtefælle bopæl sammen med ham og hans øvrige syv familiemedlemmer. I [efteråret] 2015 fik hun afslag på familiesammenføring med sin ægtefælle. De første seks måneder af opholdet behandlede svigerfamilien hende godt, men herefter begyndte de at behandle hende dårligt. Hendes svigerinde udsatte hende for vold ved tre lejligheder. Den første gang var i [foråret] 2015. Den anden gang var i [sommeren] 2015, og den sidste gang var 1-2 måneder senere. Udover disse episoder rystede svigerinden ofte ansøgeren eller smed hende ind mod en væg. Derudover spredte svigermoren rygter om, at ansøgeren havde været sin ægtefælle utro, mens hun opholdt sig i Danmark. Ansøgeren blev behandlet som en slave og fik ikke lov til at benytte sig af bopælens faciliteter, herunder vaskemaskinen. Ansøgeren blev holdt i et lille rum, som hun ikke måtte forlade. [I efteråret] 2015 tog ansøgeren på et krisecenter, hvor hun fik hjælp til at søge asyl. I pakistanske landsbyer, som den ansøgeren kommer fra, løses konflikter i et stammeråd kaldet Jirga, hvor de ældre mænd fra landsbyen samles og beslutter, hvordan en situation skal håndteres. Det er ifølge dette Jirga strafbart at forlade sin ægtefælle, hvorfor der ofte udføres æresdrab på kvinder, der forlader sin ægtefælle. Videre har ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet hun har arbejdet som lærer i Pakistan, hvor hun har undervist piger. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun blev ansat som lærer i landsbyen [L] i 2005. Ansøgerens farbror var nødt til at følge hende til skolen, idet det var farligt for kvinder at færdes alene. Herefter begyndte hun at modtage trusselsbreve fra Taliban, hvori Taliban truede med at slå hende ihjel, hvis ikke hun ophørte med at undervise piger. I 2006 blev ansøgerens farbror slået ihjel. Han og ansøgeren ventede på en bus, da en bil med tre personer kom kørende. Personerne i bilen skød farbroren. Efter farbrorens død fik ansøgeren et nyt arbejde på en skole i byen, [B1]. Ansøgerens fætter fulgte hende til skolen, indtil han blev bortført af Taliban i 2008. I 2009 fik ansøgeren et nyt arbejde på en skole i byen [B2], hvor hun arbejdede frem til sin udrejse [i efteråret] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan risikerer at blive slået ihjel af Taliban, idet hun har arbejdet som lærer, til grund, idet den forekommer udbyggende, divergerende og utroværdig. Ansøgeren har således ikke oplyst noget herom i sit asylansøgningsskema. Først til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at hun oplevede problemer i Pakistan, fordi hun arbejdede som skolelærer, og at hendes farbror blev slået ihjel på grund af hendes arbejde, og at hendes fætter blev udsat for et overfald. Angrebene på dem blev udført af en ukendt gruppe mænd. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren udbyggende, at hun frygtede Taliban, idet hun havde modtaget trusselsbreve, både på skolen i [L] og på skolen i [B1], hvori der stod, at hun ikke skulle undervise piger. Hun troede, at de kom fra Taliban. I løbet af den tid, hun arbejdede på skolen i [L], modtog hun trusselsbrev hver en til halvanden måned, og i løbet af den tid, hun arbejdede på skolen i [B1], modtog hun fire trusselsbreve. I disse breve stod der, at de havde slået hendes farbror ihjel, så de også kunne slå hende ihjel. I 2009 blev ansøgeren flyttet til en anden skole, hvor hun arbejdede til 2014 – også i denne periode modtog hun trusselsbreve. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet udbyggende forklaret, at hun er sikker på, at brevene, hvori der stod, at hun skulle stoppe med at komme til skolen og undervise piger, idet hun ellers ville blive slået ihjel, var fra Taliban, da samtlige breve var forsynet med stempler og underskrift. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor hun befandt sig, da ansøgerens farbror blev slået ihjel. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at hun sad sammen med nogle andre kvinder i et rum, da de hørte skud. Da hun kom udenfor, kunne hun se, at hendes farbror var blevet skudt. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at hun og hendes farbror sad og ventede på bussen ved et busstoppested sammen med to andre kvinder, da der kom en bil kørende forbi med tre andre personer, der skød og ramte farbroren. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at der også blev skudt af butiksejerne på den anden side, og at det var i denne forbindelse, at farbroren blev ramt. Nævnet finder ikke, at disse uoverensstemmelser alene kan skyldes tolkeproblemer, da ansøgeren ved begge samtaler med Udlændingestyrelsen har skrevet under på, at hun forstod tolken. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren angiveligt har modtaget trusselsbreve med dødstrusler fra Taliban siden 2005 uden, at hun på noget tidspunkt personligt er blevet opsøgt af Taliban. Nævnet bemærker hertil, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at hendes farbror blev slået ihjel og fætteren forsøgt bortført af Taliban på grund af hendes arbejde som lærer. Ansøgerens farbror blev således slået ihjel ved et angreb på et busstoppested, hvor der angiveligt blev skudt mod alle tilstedeværende personer, og at fætteren blev forsøgt bortført foran en moske, hvor ansøgeren ikke var til stede. Nævnet har også tillagt det en vis vægt, at ansøgeren kom til Danmark i 2011 uden, at hun søgte asyl som følge af sine angivelige problemer med Taliban. Nævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren har en konflikt med Taliban som følge af sit arbejde som lærer. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har forladt sin ægtefælle i Danmark med henblik på skilsmisse, til grund, og at hun ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for at blive slået ihjel som følge heraf. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark fra [i efteråret] 2014 og har boet sammen med sin ægtefælle og hans familie frem til, at hun fik afslag på familiesammenføring omkring et år senere. Nævnet finder således, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren forlod ægtefællen netop [i efteråret] 2015 – umiddelbart efter afslaget på familiesammenføring – uagtet, at hun har forklaret om voldsepisoder i hjemmet i en længere periode, senest i [sommeren] 2015, ligesom hun har forklaret, at der ikke var nogen speciel grund til, at hun ventede til [efteråret] 2015 med at tage på politistationen. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren på mødet i Flygtningenævnet har forklaret udbyggende herom, idet hun forklarede, at hun kort forinden hun forlod hjemmet, overhørte svigerinden og svigermoren sige, at ansøgeren skulle slås ihjel og lægges i jorden. Nævnet finder, at der er tale om en central del af asylmotivet, og at det svækker ansøgerens troværdighed, at hun ikke tidligere, herunder til politiet, har nævnt dette. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om, at hendes papirer lå fremme, idet de skulle brændes, og at hun således kunne tage dem med, forekommer påfaldende. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har modtaget nogen trusler fra sin eller sin ægtefælles familie eller andre i Pakistan, at det forekommer usandsynligt, at hendes svigermor skulle have fortalt svigerfamilien i Pakistan, at ansøgeren mødtes med fremmede mænd i Danmark, henset til, at dette også vil kompromittere ansøgerens ægtefælle, og at ansøgeren ved henvendelsen på politistationen [i efteråret] 2015 sagde til politiet, at hun ville tilbage til Pakistan. Nævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet anførte, at årsagen til, at hun søgte hjælp hos politiet, var, at hun skulle forlade Danmark, samt at ansøgeren efter sin forklaring talte med sin mor, der opfordrede hende til at blive i Danmark, men ikke advarede hende mod at vende tilbage til Pakistan. De generelle forhold i Pakistan, herunder for enlige kvinder, kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2017/11/MGO
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Rehmani og oprindeligt sunni-muslim fra Gujanwala, Punjab, Pakistan, men er angiveligt omkring 2015 konverteret til trosretningen ahmadiyya. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter, at han vil blive slået ihjel af medlemmer af Taliban eller Lash-e-Jhangwi, idet han har anmeldt dem til politiet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han en dag opdagede nogle terrorister fra Taliban og Lashkhar-e-Jhangwi læsse våben i en lastbil. Han kontaktede politiet, hvorefter fem af terroristerne blev anholdt. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af tre af terroristerne på et øde sted uden for byen Gujranwala, hvor de truede ham på livet, hvorefter det lykkedes ansøgeren at flygte. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han omkring 2015 er konverteret til trosretningen ahmadiyya. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke – trods vejledning om pligt hertil – har afgivet oplysninger til hverken asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 eller gensamtalen [i sommeren] 2017. Nævnet har vedrørende den første del af ansøgerens asylmotiv endvidere lagt vægt på, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at hans bror og søster blev dræbt som følge af ansøgerens konflikter, men at han til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen ikke har oplyst, at han havde en søster. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han blev opsøgt af tre af terroristerne dagen efter anholdelsen, hvorimod han for Flygtningenævnet har forklaret, at hans bror og søster blev dræbt af terroristerne, før ansøgeren selv blev opsøgt, hvilket skete få dage efter drabet på de to søskende. Nævnet har vedrørende den del af asylmotivet, der vedrører ansøgerens angivelige konversion navnlig lagt vægt på, at ansøgeren først under samtalen med sin advokat og for Flygtningenævnet har oplyst herom. Ansøgerens forklaring, hvorefter han til Udlændingestyrelsen afgav ufuldstændige og bevidst urigtige oplysninger, fordi han frygtede muslimske tolke og i øvrigt ikke havde til hensigt at søge asyl i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2017/10/JEA
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og ateist fra [en mindre i] Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han de sidste seks år har karakteriseret sig selv som ateist, og derfor ved en tilbagevenden til Pakistan frygter social udstødelse, eller at folk i hans landsby vil slå ham ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han som medlem af og præsident for [en forening] deltog i en slåskamp, hvor en person døde, og ansøgeren blev anklaget for at stå bag vedkommendes død. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev medlem af [en forening], som han efterfølgende blev præsident for. Foreningen havde ingen formål eller dagsorden. Medlemmerne sloges blot med andre grupper. Under et slagsmål i Kharian mod [en rivaliserende gruppe] blev en person ramt af en genstand og døde som følge heraf. Den afdøde hed muligvis [A]. Dagen efter slagsmålet fik ansøgeren at vide af sine medstuderende, at [den rivaliserende gruppe] fandt ansøgeren ansvarlig for [A’s] død, idet ansøgeren var præsident for [sin forening]. Ansøgeren tog ophold hos sin morfar i en uge og udrejste herefter af Pakistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår afglidende, udbyggende og divergerende. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Han har således først forklaret, at den unge mand, der blev dræbt muligvis hed [A], mens han under nævnsmødet forklarede, at han vidste, at det var [A], som han kendte fra sin skole. Han har endvidere først forklaret, at [A] afgik ved døden, fordi han blev slået med en genstand, mens han under nævnsmødet forklarede, at [A] blev skudt med pistol. Han har i den forbindelse tillige forklaret divergerende og usammenhængende om, hvorvidt han under kampen vidste, at der var en, der blev slået ihjel, eller om han først fik det at vide efterfølgende. Han har dertil forklaret divergerende om, hvorvidt han som leder deltog i slagsmål. Endelig har han forklaret divergerende om, hvornår han fik at vide, at der var nogen, som gjorde ham ansvarlig for drabet samt om, hvorvidt han modtog opkald fra [den rivaliserende gruppe] umiddelbart efter episoden eller først, da han var i Grækenland. Han har først forklaret, at han først dagen efter episoden fik at vide, at han blev gjort ansvarlig for drabet, mens han under nævnsmødet forklarede, at han vidste, at han blev gjort ansvarlig for drabet allerede en time efter dette. Nævnet finder dertil, at dele af ansøgerens forklaring fremstår mindre sandsynlig. Det fremstår i den forbindelse mindre sandsynligt, at ansøgeren var leder af en politisk gruppe, hvis formål og politik han ikke kan redegøre nærmere for. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om konflikten er helt overordnet og uden detaljer. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe den angivelige konflikt eller placere sig selv som en del af den, ligesom han heller ikke har været i stand til at redegøre for de nævnte udbygninger og divergenser, som nævnet ikke finder alene kan forklares ved, at ansøgeren var forurettet i en straffesag på samme tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker slutteligt, at ansøgerens familie ikke har været udsat for repressalier i anledning af konflikten, som angiveligt skulle være foregået i 2005. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt i Pakistan til grund for sagen. Den omstændighed, at ansøgeren er blevet ateist, kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for konkret og individuel for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2017/1/EMU
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og sunni-muslim fra […], Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel eller fængslet af den pakistanske efterretningstjeneste (ISI), da de mistænker ham for at være indisk spion. Han frygter endvidere de pakistanske grænsevagter fra den indisk – pakistanske grænse, da de samarbejder med ISI. Ansøgeren frygter endelig personer fra den jihadistiske gruppe, Lakshara Jungvi, som har holdt ansøgeren fanget på en koranskole i […]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans onkel krydsede grænsen fra Indien til Pakistan illegalt i [begyndelsen af] 2014 for at besøge ansøgerens familie. Nogle timer efter, at onklen var ankommet, ankom cirka 10 grænsevagter og fire personer fra ISI. De sparkede døren op og ransagede bopælen, hvor de fandt onklen. Ansøgeren, hans far og onklen blev herefter anholdt. Ansøgeren blev ført til et ukendt sted, hvor han var tilbageholdt i cirka 20 timer. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren slået og afhørt. Han blev løsladt, da han indrømmede, at onklen havde krydset grænsen illegalt fra Indien. Den følgende morgen henvendte ansøgeren sig på den lokale politistation for at anmelde ISI i for at have anholdt ham. Cirka en halv time senere, ankom fire personer fra ISI til politistationen. De anholdt og tilbageholdt ansøgeren i godt 15 dage, hvor han på ny var udsat for fysiske overgreb. Derefter overgav de ham til to mænd fra gruppen Lakshara Jungvi, der krævede, at ansøgeren skulle arbejde for dem. Han blev taget med til en koranskole, hvor han i 4-5 måneder blev undervist i koranen, brug af våben og kampsport. Det lykkedes ham at flygte fra koranskolen sammen med vennen, [A]. Efter flugten gik ansøgeren til et busstoppested, hvorfra han ringede til en menneskesmugler. Ansøgeren forlod Pakistans cirka 14 dage senere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet den forekommer usammenhængende og usandsynlig, ligesom den har været præget af divergenser på en række centrale punkter, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at ansøgerens forklaring om blandt andet våbentræningen og indretningen af og flugten fra madrassaen har været overfladisk og upræcis blandt andet med hensyn til, hvilke typer af våben han blev trænet i, om madrassaen lå i udkanten af […] eller cirka en halv times kørsel herfra, og hvor længe hans ophold på stedet varede. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om den anden flugt blev opdaget eller ej, om han er bekendt med, hvorvidt det også lykkedes vennen [A] at flygte eller ej, om reaktionen på den første flugt var, at han og [A] undskyldte og fik at vide, at de fik en sidste chance, eller om de blev fysisk afstraffet og spærret inde i 2 dage samt endelig, og om han under besøget hos moderen i landsbyen var under bevogtning og tog af sted igen efter 5-6 timer, eller om han overnattede og blev hentet af de to personer, der var med ham, den følgende dag. Det forekommer endvidere ikke sandsynligt, at ansøgeren efter den første tilbageholdelse skulle vælge at anmelde ISI til politiet med den fare dette indebar for ham selv, eller at ISI skulle ønske at sende ansøgeren til Indien som spion set i lyset af, at han havde nægtet at samarbejde med dem og anmeldt dem til politiet. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren skulle være i stand til i hovedet at huske telefonnummeret til en menneskesmugler, han ikke kendte og aldrig tidligere havde ringet til, eller at Lakshara-e-Jungvi fortsatte oplæringen af ham i kampsport og brug af våben, også efter at han havde nægtet at samarbejde og havde forsøgt at flygte. Nævnet har endvidere tillagt det nogen betydning, at ansøgeren opholdt sig i Danmark fra [sommeren] 2014 og frem til [efteråret] 2014 uden at søge asyl. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgningen først blev indgivet efter, at ansøgeren var blevet anholdt af politiet [i efteråret] 2014 med henvisning til, at han arbejdede på en byggeplads i København uden fornøden opholds- og arbejdstilladelse. På samme måde har nævnet tillagt det betydning, at ansøgeren, kort efter at han havde søgt asyl, udrejste til Italien, for siden at genrejse i Danmark, hvor han blev anholdt på gaden [i efteråret] 2015. Sammenfattende finder flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2016/9/chk
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk baloch og sunni muslim fra Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af de samme mennesker, som har slået hans bror ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans lillebror blev kidnappet [i efteråret] 2014 og slået ihjel af kidnapperne [3 dage efter]. Kidnapperne krævede først løsepenge samme dag, som de kidnappede ansøgerens bror, og efterfølgende oplyste ansøgerens far, at de havde slået ansøgerens bror ihjel, fordi de mistænkte faren for at være medlem af det politiske parti Peoples Aman Committee (PAC). To til tre dage efter, at kidnapperne havde ringet til ansøgerens far sidste gang, kom der om natten nogle personer til deres families bolig og affyrede skud. Syv til ti dage efter, at der blev affyret skud ved deres bopæl, rejste ansøgerens familie til Abu Dhabi. Ansøgeren opholdt sig i Australien i forbindelse med sit studie under hele ovenstående episode. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring forekommer konstrueret til lejligheden. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han og hans familie aldrig har været politisk aktive, men at mordet på hans bror skulle være politisk motiveret. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om konflikten er helt overordnet, uden detaljer og uden logisk sammenhæng. Ansøgeren har dertil ikke kunne forklare nærmere om helt centrale dele af asylmotivet herunder om, hvorfor broderen blev kidnappet, hvordan hans far skaffede pengene til løsesummen, og hvordan løsesummen blev betalt, hvortil kommer, at det forekommer mindre sandsynligt, at familien betalte alle de midler, de angiveligt var i besiddelse af, til kidnapperne uden at sikre sig samtidig udlevering af broderen. Nævnet finder endvidere, at selve kidnapningsmetoden tillige forekommer mindre sandsynlig. Det forekommer således mindre sandsynligt, at kidnapperne skulle slå broderen ihjel efter at have modtaget en større løsesum på meget kort tid, når de i stedet kunne kræve flere penge eller holde denne mulighed åben. Nævnet har i forbindelse med troværdighedsvurderingen endvidere tillagt det en vis betydning, at ansøgeren opholdt sig i Australien, da drabet på broderen fandt sted, og at han ikke ansøgte om asyl der, samt at han først opholdt sig ca. 1½ måned i Danmark, før han ansøgte om asyl, ligesom han aktivt annullerede sin mulighed for at indrejse i Australien, før han vidste, om han havde opnået et opholdsgrundlag i Danmark. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe den angivelige konflikt eller placere sig selv som en del af konflikten. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten i Pakistan til grund for sagen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2016/9/SLH
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pakistaner og sunni-muslim fra Rawalpindi, Pakistan. Ansøgeren har været medlem af partiet Tahreek Insaf siden 2005. Ansøger har dog ikke været aktiv i partiet eller oplevet konflikter på grund af sit medlemskab. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af sin familie, idet han er aseksuel og har modsat sig ægteskab med sin kusine. Ansøgeren har endvidere henvist til, at afbrydelse af forlovelsen vil være en alvorlig krænkelse af sin egen families ære. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter sin kusines familie, som er særlig magtfuld i lokalområdet, idet han har modsat sig ægteskab med hende og dermed krænket familiens ære. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at aseksualitet ikke tolereres i Pakistan, ligesom det er almindeligt forekommende, at æresdrab udøves over for personer som nægter at indgå et planlagt ægteskab. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter udstødelse af lokalsamfundet i Pakistan, hvis han vender tilbage, idet samfundet ikke vil kunne acceptere hans seksualitet. Ansøgeren kom i 2009 til Sverige, hvor han har haft opholdstilladelses som ingeniørstuderende. Hans opholdstilladelse i Sverige udløb i slutningen af 2012, og han opholdt sig herefter illegalt først i Sverige og derefter i Danmark, indtil han [i starten af] 2015 blev anholdt af politiet og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 174. Den omstændighed, at ansøgeren først i denne forbindelse har søgt asyl, svækker troværdigheden af hans asylmotiv, som i hvert fald har været til stede, siden han i 2012 fik at vide, at familien krævede, at han giftede sig med [A]. Ansøgeren har oplyst, at han opfatter sig selv som aseksuel, men at han ikke er homoseksuel. Ansøgeren har oplyst, at han har besluttet, at han vil leve sit eget liv, og at han ikke vil vende tilbage til familien og gifte sig med [A], selvom dette vil kunne redde familien fra økonomisk ruin og social udstødelse. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren under alle omstændigheder har valgt at bryde med sin familie, uanset om han vender tilbage til Pakistan. Ansøgeren er ung og veluddannet, og han vil derfor selvstændigt kunne klare sig økonomisk i Pakistan. Ansøgeren er ikke homoseksuel, men aseksuel, og han ønsker derfor ikke at have et aktivt seksualliv. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren vil blive opfattet som homoseksuel af det omgivende samfund, hvis han bosætter sig alene et sted, hvor ingen kender ham i forvejen. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke reelt risikerer, at hans familie får kendskab til hans opholdssted. Uanset om ansøgerens asylmotiv kan lægges til grund, finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren kan tage ophold et andet sted i Pakistan end i familiens hjemmeområde uden at risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2016/8/CEE
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara/punjabi og shia-muslim fra Quetta, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive diskrimineret eller dræbt af bevægelsen Sipah-E-Sahaba, fordi han er shia-muslim. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans fader blev dræbt […] 1997 af ukendte personer fra bevægelsen Sipah-E-Sahaba. Ansøgerens adoptivfamilie har fortalt ham, at hans fader blev dræbt, fordi han var shia-muslim. Ansøgerens fader var med til at starte en bevægelse inden for shia-islam, men ansøgeren kender ikke navnet på denne. Efter ansøgerens faders død blev hans moder indlagt på et hospital med mentale problemer. Ansøgeren er derfor vokset op hos en adoptivfamilie. Denne familie var også shia-muslimer, og ansøgerens adoptivfader var tilknyttet en moske ved navn Imam Bargja. Ansøgeren har hjulpet sin adoptivfader i dette religiøse center med at gøre rent og lave mad. I 2010 blev ansøgerens adoptivfamilie truet og udsat for vold, fordi de er shia-muslimer. Samme år var ansøgeren på vej til moskeen Imam Bargja, da to personer kom imod ham og udsatte ham for vold med jernstænger. Ansøgeren formoder, at personerne kom fra Sipah-E-Sahaba, men han genkendte dem ikke. Ansøgeren mistede bevidstheden ved overfaldet og vågnede op på hospitalet, hvor politiet var til stede. Ansøgeren var under politibevogtning og i håndjern under hele indlæggelsen. Politiet sagde, at de sigtede ham, og at de ville tage ham med i fængsel, fordi han var blevet anmeldt for at være en lejemorder. Politiet tog ansøgeren med på politistationen og han blev her tilbageholdt i 28 dage. Herefter blev han løsladt mod kaution af ukendt størrelse, som hans adoptivfamilie betalte. Ansøgeren ved ikke, om hans sag var afsluttet, da han blev løsladt, men han var på intet tidspunkt i retten. Otte eller ni dage senere udrejste ansøgeren af Pakistan. Ansøgeren har oplyst, at både hans adoptivbroder og adoptivfader er blevet dræbt efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund, idet den ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret grundlæggende forskelligt om sine familiemæssige forhold til de danske og schweiziske myndigheder, idet han ikke til de schweiziske myndigheder har forklaret om, at han voksede op hos adoptivfamilien. Hans forklaring til styrelsen om, at han omtalte sine adoptivforældre som moder og fader, er ikke overensstemmende med, at han til de schweiziske myndigheder har oplyst at have boet med moder, broder og søster til trods for, at han har oplyst, at hans adoptivforældre kun havde en søn. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren derudover har forklaret væsentligt divergerende om længden af sit fængselsophold og på flere andre punkter, hvortil henvises til Udlændingestyrelsens afgørelse. Han har endeligt forklaret divergerende om, hvorvidt han fortsat var mistænkt for at være lejemorder, da han blev løsladt. De generelle forhold for shia-muslimer i Pakistan er ikke asylbegrundende. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2016/7/ABP
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og kristen af trosretning fra [J], Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har haft problemer med dem siden 2009. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han indtil 2009 ejede og drev en internetcafe i [AK]. Ansøgeren modtog som følge heraf trusselsbreve fra den lokale koranskole, hvoraf fremgik, at hans internetcafe var imod sharia og dermed ulovlig. [I foråret] 2009 om natten eksploderede en bombe i ansøgerens internetcafe. På et ukendt tidspunkt, få måneder efter bombningen af ansøgerens internetcafe, flyttede han til Peshawar. I Peshawar blev ansøgeren tilknyttet [A] kirken, hvor han var medlem af en mindre gruppe af personer, som hjalp med vedligeholdelse og drift af kirken. [I efteråret] 2013 blev der sprængt to selvmordsbomber ved kirken, mens folk var på vej ud af kirken efter gudstjeneste, hvorved mange blev slået ihjel. Ansøgeren opholdt sig inde i kirken, hvor han sammen med præsten var ved at lukke ned efter gudstjenesten. Ansøgeren hjalp herefter med oprydningen indtil sent om natten. Efter angrebet på kirken gik ansøgeren i gang med at arrangere, at folk fra menighederne selv skulle holde vagt omkring kirker i hele området. Som følge heraf modtog ansøgeren på flere ukendte tidspunkter trusler via sms. [I foråret] 2014 stod ansøgeren og hans ven, [JM], vagt ved [A] kirken inden gudstjenesten. Der blev affyret skud mod ansøgeren og [JM] fra en bil, og [JM] blev ramt og afgik ved døden. Næste dag modtog ansøgeren et telefonopkald fra en ukendt person, som sagde, at denne gang var ansøgeren heldig, men næste gang skulle han være forberedt. Ansøgeren udrejste herefter af Pakistan [i sommeren] 2014. Ansøgeren har efter sin egen forklaring vedgået, at bombeeksplosionen [i efteråret] 2013 ikke var rettet mod ham personligt. Efter de foreliggende oplysninger, herunder ansøgerens egen forklaring, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke fremstår som et særligt profileret medlem af den kristne menighed, men alene som et almindeligt aktivt menigt medlem. Ansøgeren har selv oplyst, at han bortset fra nogle sms-trusler, som han ikke tillagde særlig vægt, og en enkeltstående telefonisk trussel aldrig er blevet opsøgt personligt i anledning af kristne aktiviteter og heller ikke blevet truet eller overfaldet. Hertil kommer, at ansøgeren efter skudepisoden [i foråret] 2014 var i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen [i sommeren] 2014, og at han i samme periode var i stand til at afvikle sin forretning, og at han heller ikke i denne periode blev truet eller opsøgt på anden måde. Endvidere er der heller ikke oplysninger om overgreb eller trusler mod familien efter ansøgerens udrejse. Bombesprængningen af ansøgerens internetcafé i 2009 kan ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ifølge ansøgerens egen forklaring var angrebet rettet mod selve aktiviteterne i internetcaféen, idet sådanne aktiviteter af nogle yderliggående islamiske kredse anses som uislamisk. Dette bestyrkes af, at eksplosionen fandt sted om natten og der ikke var personer til stede. Ansøgeren modtog efter sprængningen heller ikke yderligere henvendelser i form af trusselsbrev eller lignende i anledning af denne aktivitet. Ved vurderingen af ansøgerens forhold er det videre tillagt vægt, at ansøgeren har forklaret upræcist om de ovenfor nævnte fem til seks sms-trusler, herunder hvornår han modtog dem og hvem de kom fra. Vedrørende de to trusselsbreve dateret ”7/8-07” lægges det efter ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet til grund, at der er tale om breve tilsendt [A] kirken, og at de alene er vedlagt som eksempler på sådanne henvendelser. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at de af ansøgeren anførte begivenheder, som er gjort gældende til støtte for det påberåbte asylmotiv, må antages at være udslag af de generelt vanskelige forhold for kristne i Pakistan. Vedrørende skudepisoden skal det særligt bemærkes, at denne alene har været begrundet i ansøgerens funktion som vagtpost på det pågældende tidspunkt og ikke kan antages at være rettet specifikt mod ansøgeren som person. Dette underbygges af, at hverken ansøgeren eller hans familie som ovenfor anført i øvrigt er blevet truet eller overfaldet under opholdet i hjemlandet. Idet oplysningerne om de generelt vanskelige forhold for kristne i Pakistan ikke kan føre til nogen ændret vurdering, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Pakistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2016/5/LOD
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og sunnimuslim fra […], Pakistan. Ansøgeren sympatiserer med Pakistan Peoples Party (PPP). Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Pakistan henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af fjender til familien som følge af en gammel familiefejde. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive anholdt, dømt eller slået ihjel af politiet på grund af falske anmeldelser, samt på grund af fjendernes tilknytning til politiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Pakistan oplyst, at hans familie i mange år tilbage har haft en fejde med en anden familie, og at flere af ansøgerens familiemedlemmer er blevet slået ihjel som følge heraf. [I sommeren] 2013 blev ansøgerens farbroder [F] slået ihjel af fem-seks personer fra den anden gruppe, idet de kom kørende til hans landsted på motorcykler og skød ham. I den forbindelse blev ansøgeren og de øvrige fem-syv tilstedeværende personer truet og lukket inde i et værelse. Herefter har ansøgeren oplevet skudveksling mellem medlemmer fra sin familie og modstanderne en-to gange om ugen. Ansøgerens hus er i den forbindelse blevet ramt af skud. Ansøgeren har videre oplyst, at han [i foråret] 2014 blev anholdt på sin bopæl af fire-fem politibetjente. Ansøgeren var tilbageholdt i cirka fire dage og blev derefter overført til et fængsel. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb. Han var fængslet i omtrent en måned, og [i sommeren] 2014 blev han frikendt for medvirken til drab. [To dage senere] blev ansøgeren løsladt. Et par dage efter løsladelsen blev ansøgerens bopæl opsøgt af politiet, fordi straffesagen mod ham var anket. Ansøgeren var ikke hjemme, og politiet efterlod en anholdelsesbegæring. Politiet opsøgte ansøgeren i alt fire-fem gange, inden han udrejste af Pakistan [i sommeren] 2014. Ansøgeren har endelig oplyst, at hans broder blev anholdt et par dage efter ansøgerens egen anholdelse i 2014 på grundlag af en anmeldelse fra 2011, og at denne anholdelse er en følge af den bestående familiefejde. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet usande oplysninger om sin identitet og om sin flugt fra Pakistan, ligesom ansøgeren har fortiet, at han har fået udstedt pakistansk pas, senest i 2011, og at han i 2003 fik opholdstilladelse i Italien og har tidsubegrænset arbejdstilladelse samme sted. Uagtet ansøger måtte have overværet drabet på sin onkel i [sommeren] 2013, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han er personligt forfulgt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke personligt er blevet opsøgt af sin onkels drabsmænd i perioden indtil sin udrejse i [sommeren] 2014. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han er efterstræbt af myndighederne. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren, efter at have fået opholdstilladelse i Italien i 2003, på ny tog ophold i Pakistan i 2006 i en måned, igen fra 2009 til 2011 og fra [efteråret] 2012 til [sommeren] 2014, ligesom han hver gang ind- og udrejste legalt på sit pakistanske pas, senest i [sommeren] 2014. Selv om en broder til en af [FA]s drabsmænd måtte opholde sig i Italien, har ansøgeren ikke været udsat for konkrete trusler eller overgreb fra denne. Ansøger har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2016/4/chk
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og protestant fra Peshawar, Pakistan. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af Taliban på grund af sine kristne aktiviteter. Derudover frygter han langvarig fængselsstraf, fordi han er udrejst illegalt af Pakistan. Ansøgeren mener, at han ikke vil blive lukket ind i Pakistan, da han ikke har rejsedokumenter. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han fra 2009 til 2014 arbejdede for [en navngiven kristen organisation], hvor hans opgaver var at missionere og undervise i kristendommen. Ansøgeren var derudover frivillig i [en navngiven kristen NGO] fra [sommeren] 2008 til 2013. Nogle for ansøgeren ukendte personer anmodede ham i 2011 to gange om at ophøre med sine kristne aktiviteter. Den anden gang blev han tildelt en lussing. [I vinteren] 2012 blev ansøgerens broder og dennes familie udsat for en trafikulykke, hvor broderens børn omkom. Få dage senere blev ansøgeren opsøgt af ukendte personer tæt på sin bopæl. De pågældende sagde, at nu kunne han se, hvad de havde gjort ved hans familie. Hvis ikke han stoppede, ville han også selv blive dræbt. [I vinteren] 2012 blev ansøgeren overfaldet af en ukendt person, der var bevæbnet med en stang. De sloges. Mens ansøgeren var på vej væk, råbte personen at ansøgeren skulle stoppe, ellers ville han blive dræbt. I [sommeren] 2013 tog ansøgeren og hans ægtefælle ophold hos ansøgerens svigerfamilie i Sialkot, da han følte sig forfulgt i Peshawar. I [efteråret] 2013 rejste de tilbage til Peshawar, hvor ansøgeren [i efteråret] 2013 var til stede i [en navngiven kristen kirke], da der blev rettet et bombeattentat mod kirken, og hvor mange blev dræbt. I [foråret] 2014 flyttede han til Islamabad, da hans familie mente, at Peshawar var for usikker. Han holdt lav profil i denne by, hvor han ikke blev opsøgt af nogen. [I sommeren] 2014 blev ansøgerens bopæl i Peshawar opsøgt af tre til fire bevæbnede personer, der ledte efter ham. Hans ægtefælle har fortalt ham, at de pågældende har oplyst, at de var talibanere, samt at de ville finde ansøgeren, uanset hvor han befandt sig, og at de ville slå ham ihjel. Ansøgeren udrejste derfor illegalt til Iran [i sommeren] 2014. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er kristen, og at han har været tilknyttet kristne organisationer, som han har forklaret. For så vidt angår de enkelte episoder, som ansøgeren har henvist til, bemærker nævnet, at det ikke er sandsynliggjort, at bombeattentatet mod kirken har været rettet mod ansøgeren personligt, og der er ikke noget, der tyder på, at attentatmændene var klar over, at ansøgeren opholdt sig i kirken. Det er videre ikke sandsynliggjort, at episoden, hvor broderens børn afgik ved døden ikke skulle være en almindelig trafikulykke, der ikke har sammenhæng med ansøgeren og hans religion. Flygtningenævnet finder det ligeledes ikke sandsynliggjort, at overfaldet i [vinteren] 2012 vedrører ansøgerens religion. Nævnet finder herunder ikke, at overfaldsmanden vidste, hvem ansøgeren var. Efter en nærmere vurdering af ansøgerens forklaring om truslen fra Taliban [i sommeren] 2014, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at omhandlede hændelse har fundet sted. Nævnet bemærker herved blandt andet, at ansøgeren har afgivet uoverensstemmende forklaringer om, hvornår han af ægtefællen blev orienteret herom. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren [i sommeren] 2015 forklaret, at ægtefællen ringede samme nat, mens ansøgeren i nævnet har oplyst, at ægtefællen først ringede næste dag. Ansøgeren har endvidere i nævnet forklaret afglidende på opklarende spørgsmål vedrørende Talibans henvendelse, og har således ikke i nævnet kunne oplyse, på hvilket tidspunkt næste dag ægtefællen ringede til ham, samt om hvem der var til stede, da Taliban trængte ind i hjemmet, og hvad klokken var, da dette skete. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren tidligere forklaret, dels at talibanerne kom kl. 21, dels at de kom kl. 22/23. Ansøgeren har endvidere til Udlændingestyrelsen til dels forklaret forskelligt om, hvilke familiemedlemmer, der var til stede under episoden. I Flygtningenævnet kunne ansøgeren ikke oplyse, hvilke genstande talibanerne måtte have ødelagt. Det er indgået i nævnets troværdighedsvurdering, at ansøgeren har oplyst, at hans hukommelse har taget skade af bombeattentatet i kirken, samt at ansøgeren jo ikke selv var til stede, da talibanerne trængte ind i hjemmet. På den anden side har denne henvendelse været den udløsende faktor for, at ansøgeren udrejste, og ansøgeren har forklaret, at han efter udrejsen mange gange har talt med sin ægtefælle, og at han også efterfølgende har talt med andre familiemedlemmer, og således må formodes at have fået informationer om episoden. Efter baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den omstændighed, at det i ansøgerens lokalområde var kendt, at ansøgeren var kristen og havde udført aktiviteter for kristne organisationer, i sig selv kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Uanset om ansøgeren, som forklaret, måtte være udrejst illegalt af Pakistan, finder nævnet endvidere ikke, at dette efter baggrundsoplysningerne kan begrunde meddelelse af asyl. For så vidt angår de tre gange, hvor ansøgeren for tre til fire et halvt år siden blev kontaktet af for ansøgeren ukendte personer, som udtrykte utilfredshed med ansøgerens religiøse aktiviteter, samt til dels fremkom med trusler, lægger nævnet afgørende vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren derefter blev opsøgt af personer, der var utilfredse med hans religion eller hans adfærd. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at imødekomme en subsidiær påstand fra ansøgerens advokat om at udsætte sagen på indhentelse af yderligere baggrundsoplysninger, herunder vedrørende indrejseforholdene for personer, der er udrejst uden rejselegitimation. Samlet set finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort en velbegrundet frygt for, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil blive udsat for konkret, individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller at der er reel risiko for at han vil blive udsat for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2016/3/MVI
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk rajpoot og sunnimuslim fra […], Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive dræbt af sin familie, idet han har giftet sig med en kristen kvinde ved navn [A]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han mødte [A] i en tøjbutik i foråret 2014, hvor de faldt i snak og efterfølgende udvekslede telefonnumre. Ansøgeren og [A] blev hurtigt glade for hinanden, og de besluttede sig for at blive gift tre måneder efter deres første møde. [A] fortalte under deres første telefonsamtale, at hun var kristen, hvilket han ikke havde noget imod. De blev enige om, at ingen af dem skulle skifte religion. Ansøgeren og [A] blev gift den [sommeren] 2014. Ansøgerens familie var imod deres ægteskab, idet [A] var kristen, og fordi ansøgeren allerede var forlovet med sin farbrors datters datter, hvorfor familien ikke ville acceptere deres vielse. Ansøgeren og [A] blev efterfølgende opsøgt og chikaneret af ansøgerens familie. Omkring 30 dage efter deres vielse blev ansøgeren og [A] opsøgt af 12-13 personer fra ansøgerens familie. De sparkede døren ind og begyndte at slå på ansøgeren. Under overfaldet bemærkede ansøgeren, at [A] blev bundet, hvorefter han besvimede. Da ansøgeren vågnede op igen, var han på hospitalet, og [A] var væk. Ansøgeren fik oplyst, at hun havde begået selvmord. Efterfølgende fandt ansøgeren ud af, at [A] aldrig var vendt tilbage efter overfaldet, hvorfor ansøgeren formoder, at hun er blevet dræbt af hans familie. Derefter flygtede ansøgeren ud af byen. Ansøgeren udrejste af Pakistan et år efter hændelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er forfulgt af sin familie, fordi han har giftet sig med en kristen kvinde, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden, og at ansøgeren ikke har medvirket til at oplyse sin sag i tilstrækkelig grad. Ansøgeren har således ikke ønsket sin asylsamtale oversat eller fremsendt sin vielsesattest, som angiveligt skulle ligge hos hans bror, hvorfra han har angivet at kunne skaffe den. Ansøgeren har heller ikke fremsendt [A]s dødsattest, som han havde angivet at kunne fremskaffe. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han mødte [A]. Han har således først forklaret, at de mødte hinanden, mens de sad på en bænk og ventede i en tøjbutik, mens han senere har forklaret, at de mødte hinanden, mens de gik rundt og så på tøj i butikken. Han har tillige forklaret divergerende om, hvorvidt de talte sammen i 30-35 minutter eller i 10-15 minutter. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik, før [A] foreslog, at de skulle gifte sig, og om hvor lang tid der gik mellem den første og den anden trussel fra familien. Endelig har ansøgeren i sit asylskema angivet, at det var [A]s familie, der hentede hende fra lejligheden under overfaldet, og at det var muslimer, der overfaldt ham, mens han senere har forklaret, at det var hans slægtninge, der hentede [A] fra lejligheden og overfaldt ham. Ansøgeren har under nævnsmødet yderligere forklaret divergerende i forhold til sine tidligere forklaringer. Ansøgeren har således under nævnsmødet forklaret, at det var [A]s forældre, der oplyste, at hun havde begået selvmord, samt at dette var sket ved drukning, mens han tidligere har forklaret, at hans egen familie oplyste ham om, at [A] havde begået selvmord, mens [A]s forældre sagde, at de ikke troede på det eller på obduktionsrapporten, hvoraf det fremgik, at hun havde begået selvmord, idet de havde set hende og havde kunnet se, at hun var blevet slået meget. Ansøgeren har tillige under nævnsmødet forklaret, at han og [A] ikke havde talt om konversion, mens han tidligere har forklaret, at de havde drøftet dette. Ansøgerens forklaring fremstår generelt usammenhængende og uden detaljer, ligesom dele af den forekommer mindre sandsynlig. Det forekommer således mindre sandsynligt, at ansøgeren og [A] ikke havde lagt en plan for deres fremtid eller gennemtænkt de problemer, som de vidste, at deres ægteskab ville medføre, ligesom forklaringen om deres syv-otte timers telefonsamtaler hver dag og møderne i hendes hjem, hvor hendes mor var hjemme, forekommer mindre sandsynlige. Ansøgeren har heller ikke under nævnsmødet været i stand til at forklare uddybende om den påberåbte konflikt. Flygtningenævnet tilsidesætter således i det hele ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2016/13/SSM
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk jat fra Pakistan. Ansøgeren er tidligere muslim af trosretning. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han efter Flygtningenævnets afgørelse [fra begyndelsen af] 2014 rejste tilbage til Pakistan, og at han er konverteret fra islam til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har rejst tilbage til Pakistan i slutningen af 2015, som forklaret af ham. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret upræcist med hensyn til rejserute, finansiering og selve opholdet i Pakistan. Der kan på denne baggrund ikke lægges nogen vægt på de fremlagte dokumenter fra parlamentsmedlemmet og hospitalet. Hertil kommer, at ansøgeren under den tidligere asylsag fremlagde dokumenter, som vurderedes at være uægte. Flygtningenævnet kan derfor ikke imødekomme en principal påstand om hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at ansøgeren, der blev døbt [i sommeren] 2014, nu gennem en længere periode har deltaget i kirkelige handlinger og undervisning i kristendommen, og at han har udvist et betydeligt kendskab til den kristne tro. Endvidere må det efter det foreliggende antages, at ansøgeren vil leve sit liv som åben kristen. Uanset at ansøgeren på nogle punkter har forklaret upræcist om sine forhold, kan Flygtningenævnets flertal efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, herunder hans fremtræden for nævnet, lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Når der henses til de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i Pakistan, lægges det til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” paki/2016/11/ceb
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og sunni-muslim fra Lahore, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af en forretningspartner. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har indskudt et større beløb i sin barndomsven […] forretning med ejendomshandel. I [vinteren] 2014 nægtede […] at betale sin gæld på 5,2 millioner rupees. Efter diskussion herom blev ansøgeren opsøgt af personer, der forsøgte at få ham til at glemme sagen. Det fremgik, at hans liv ellers ville være i fare. Ansøgeren anmeldte herefter […] for bedrageri m.v., hvilket førte til, at […] blev anholdt og varetægtsfængslet i tre dage med henblik på, at denne skulle betale, hvad han skyldte. Under et besøg i fængslet fik en ven til […]s bror et ildebefindende og døde kort efter. […]s bror truede ansøgeren med, at han ville få skylden for dødsfaldet. Efter forhandling indgik parterne derefter forlig i retten, der blandt andet indebar, at […] betalte 1,7 millioner rupees til ansøgeren, og at […] herefter ikke skyldte ansøgeren yderligere. […] blev på den baggrund løsladt under retsmødet. En politibetjent havde forinden telefonisk meddelt ansøgeren, at han kun på denne måde kunne komme ud af sagen. På vej hjem fra det pågældende retsmøde blev ansøgeren standset af fire mænd, der udsatte ham for grov vold, hvorefter han på grund af sygdom opholdt sig hjemme i omkring en måned. Mens ansøgeren var syg, blev der flere gange lagt en seddel på hans ejendom med angivelse af, at ansøgeren ikke var død endnu. [I foråret] 2015 blev ansøgeren udenfor sin bopæl passet op af en ung mand, som sigtede mod ansøgeren med en pistol. Ansøgerens ven Ahsan Pervez skubbede til mandens hånd, således at ingen blev ramt. Ansøgeren gemte sig derefter to til tre dage hos sin ven og derefter hos en søster, hvor han blev, indtil han udrejste legalt [i sommeren] 2015. Forinden havde søsterens ægtefælle på et møde [i foråret] 2015 forsøgt at mægle i striden mellem ansøgeren og […]. Under mødet fik svogeren brækket flere fingre. [Senere på sommeren] blev ansøgerens ægtefælle opsøgt på bopælen af tre ukendte mænd, som udsatte hende for vold. Ansøgeren mener, at volden er årsag til, at den datter, som ægtefællen kort efter fødte, afgik ved døden. Efter at have opholdt sig i Sverige og Danmark i over to måneder søgte ansøgeren asyl, da han havde opgivet håbet om, at konflikten ville blive løst. Ægtefællen blev yderligere nogle gange opsøgt af personer, som ansøgeren mener må have forbindelse til […], og som spurgte efter ansøgeren. Det skete senest [i vinteren] 2015, hvorefter ægtefællen måtte flytte fra deres hjem. Dagen efter blev der bragt en artikel om sagen i en lokal avis. Ansøgeren er sikker på, at […] ikke har glemt sagen, idet denne mener, at hans ære er krænket, navnlig fordi han blev anholdt på sin arbejdsplads. Ansøgeren vil ikke kunne gemme sig noget sted i Pakistan, da […]s brødre er rige og har magt og indflydelse. Brødrene arbejder tæt sammen med en af den tidligere premierministers personlige venner – den i Pakistan meget kendte Malik Riaz. På grund af modpartens forbindelser og ressourcer kan han ikke regne med politiets beskyttelse. Flygtningenævnet har ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens oplysning om, at han har haft et forretningsmæssigt mellemværende med sin barndomsven […], som skyldte ansøgeren penge. For så vidt angår troværdigheden af forklaringen om den konkrete strid, der herefter skulle være opstået, bemærkes indledningsvist, at det i sig selv forekommer mindre sandsynligt, at en forretningsforbindelse ville reagere så vedholdende og voldsomt som anført af ansøgeren, efter at der i retten var indgået forlig, der medførte, at forretningsmanden blev løsladt efter tre dage. Der lægges herved vægt på, at der ikke under de mange oplyste efterfølgende konfrontationer blev rejst nogen former for krav, bortset fra at […] under mødet [i foråret] 2015 krævede at få udleveret ansøgeren med henblik på, at denne skulle slås ihjel. Det må endvidere antages, at […] ville have kunnet dræbe ansøgeren, hvis det var det, han ønskede, herunder i forbindelse med de gange, hvor der blev afleveret sedler på ansøgerens bopæl. Hertil kommer, at ansøgeren i Flygtningenævnet har forklaret usikkert om konfrontationerne og flere gange undlod at svare direkte på det, han blev spurgt om, og at forklaringerne om konfrontationerne i det hele ikke har fremstået overbevisende og selvoplevet. Ved vurderingen lægger nævnet endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale spørgsmål. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren således forklaret, at han inden politianmeldelsen blev opsøgt af ukendte personer ved to lejligheder, mens han i Flygtningenævnet har forklaret, at dette kun skete én gang. Ansøgeren har endvidere til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 forklaret, at han [i foråret] 2015 blev mødt af to unge bevæbnede mænd på en motorcykel, som han ikke kendte, mens ansøgeren senere har forklaret, at han kun så én ung mand, der kom bagfra og sigtede mod hans hoved, samt at han først senere af sin ven fik oplyst, at der havde været to unge mænd. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgerens forklaring om de sedler, der blev afleveret på hans bopæl, da han var syg i en måneds tid, har været præget af tøven og usikkerhed. Ansøgeren kunne først ikke huske, hvor mange sedler han havde modtaget, men endte med at oplyse, at der nok havde været tale om fem til seks sedler, hvilket ikke harmonerer med forklaringen til Udlændingestyrelsen, hvorefter ansøgeren i perioden havde modtaget en seddel hver anden dag. Det forekommer endvidere at være mindre sandsynligt, at ansøgeren fortsat tog ophold hos sin svoger indtil udrejsen, uanset at svogeren til mødet med […] [i foråret] 2015 var blevet mødt af krav om, at ansøgeren skulle udleveres, hvilket måtte forstås således, at han efter udlevering ville blive slået ihjel. Samlet set finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har et aktuelt modsætningsforhold til […] af en sådan intensitet, at der er konkret risiko for, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland i den anledning vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og da de af ansøgeren omtalte problematiske generelle forhold i Lahore, herunder vedrørende risikoen for bortførelse af skolebørn, ikke kan føre til et andet resultat, og da ansøgeren endvidere ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsen afgørelse.” paki/2016/10/LAP
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim fra […], Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de pakistanske myndigheder, [M] og hans folk. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fra 1991 til 2007 var ansat som supervisor i virksomheden […]. Ansøgeren fik stillingen, da hans svoger, […], var administrativ direktør i virksomheden. I [foråret] 2007 blev en del ansatte i virksomheden afskediget, da virksomheden fik en ny bestyrelsesformand ved navn [BFM]. Afskedigelsen af de mange ansatte førte til en demonstration foran virksomheden. En del fra virksomheden, herunder ansøgeren, tilsluttede sig de afskedigede og satte sig på jorden foran virksomheden. Dette førte til, at [M], som var højre hånd for [BFM], kom ud med nogle sikkerhedsfolk. Sikkerhedsfolkene skød på et tidspunkt op i luften. Der var bevæbnede folk i mængden, og der opstod en skududveksling. Som følge heraf blev omkring seks personer slået ihjel. Efter skududvekslingen blev ansøgeren blandt andre anmeldt til politiet. Ansøgeren flyttede herefter til Islamabad med sin ægtefælle og børn. Ansøgeren opholdte sig imidlertid primært hos sin søster i byen […]. Ansøgeren fik oplyst, at politiet opsøgte ansøgerens bopæl i hjembyen tre til fire gange i 2007. Ansøgerens ægtefælle blev opsøgt af politiet på bopælen i Islamabad. Ansøgeren har videre oplyst, at hans svoger, […], blev slået ihjel i [sommeren] 2009, og at han forinden var blevet truet telefonisk. Disse trusler omhandlede også ansøgeren. Ansøgeren indrejste i [efteråret] 2009 til Danmark. Ansøgeren har endelig oplyst, at ved et bryllup i [foråret] 2015, hvor ansøgerens ægtefælle og børn deltog, ankom tildækkede personer og skød i luften samtidig med, at de forlangte ansøgeren udleveret. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der henvises til, at ansøgeren på flere centrale punkter har forklaret divergerende og usammenhængende om baggrunden for sin frygt for forfølgelse. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren om ejerforholdene for virksomheden, […], hvor han var ansat i en ledende stilling, under oplysnings- og motivsamtalen [i begyndelsen af] 2015 har forklaret, at virksomheden var ejet af [A], som havde slået svogeren ihjel. Under asylsamtalen [i efteråret] 2015 har ansøgeren derimod forklaret, at virksomheden var ejet af to brødre; [B] og [BFM], men at det var 11 personer i alt, der ejede virksomheden. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sin rolle i demonstrationen mod virksomheden, idet han under asylsamtalen har oplyst, at han ikke gik i front, men at han var en del af mængden og befandt sig midt i det hele. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han var profileret som følge af demonstrationen, da han stod helt foran i frontlinjen. Ansøgeren har også forklaret divergerende om antallet af personer, der blev afskediget, forinden demonstrationen fandt sted. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke ved hvor mange, der blev afskediget, men at han tror, at der var tale om cirka 2.500 personer. For nævnet har han derimod forklaret, at det drejede sig om 700-800 personer. Ansøgeren har i øvrigt forklaret divergerende om tidspunktet for, hvornår han blev anmeldt til politiet. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han sammen med andre ansatte blev anmeldt til politiet i 2007. Under asylsamtalen har han derimod forklaret, at han blev anmeldt til politiet efter drabet på sin svoger i [sommeren] 2009. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han er blevet anmeldt to gange til politiet. Ansøgeren har også forklaret divergerende vedrørende henvendelser rettet mod ham under et bryllup i [foråret] 2015. Under asylsamtalen har han forklaret, at der ikke blev spurgt efter ham ved den lejlighed, men at der blot blev sagt, at hans familie skulle lade være med at støtte ansøgerens svogers familie. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at der blev råbt efter ansøgeren under brylluppet. Ansøgerens utroværdighed er bestyrket af, at ansøgeren efter det oplyste er indrejst i Danmark i [efteråret] 2009, men at han først i 2014 i forbindelse med en færdselsaktion, hvor han blev antruffet af politiet, har ansøgt om asyl. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevende til Pakistan vil være i en konkret og individuel forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2016/1/chk
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger samt et barn fra Pakistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er ahmadiyya-muslim af trosretning fra Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter organisationerne Lashk-e-Taiba og Anjuman-e-Ghukaman samt deres ledere og medlemmer, idet de betragter ansøgeren som en frafalden muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i foråret] 2014 blev stoppet af en person ved navn [X] i følgeskab med to andre personer, da han var på vej hjem til sin onkel, der truede ham med et skydevåben. [X] gentog truslen telefonisk samme aften. Herefter tog ansøgeren hen til sin ven, hvor han opholdt sig i omkring 14 dage. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hans broder blev anmeldt for blasfemi af [X], og hvorefter [X] forsøgte at slå broderen ihjel. Som følge heraf flygtede broderen til Spanien, hvor han siden blev meddelt opholdstilladelse. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lægger i den forbindelse blandt andet vægt på oplysningerne om [X´s] tidligere konflikter med familien herunder i relation til ansøgerens broder og til, at forklaringen forekommer konsistent og selvoplevet. Flertallet finder på denne baggrund, at ansøgeren nærer en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin religiøse overbevisning. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnets flertal ikke grundlag for at antage, at de pakistanske myndigheder har vilje til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse heller ikke i andre områder i Pakistan. Der er herved henset til oplysningerne om ansøgerens profilering. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hans medfølgende søn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” paki/2015/7
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk rajput og kristen af trosretning fra Islamabad i Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af politiet eller muslimske grupperinger, fordi han er kristen af trosretning og sigtet for blasfemi. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i vinteren] 2013 som kristen pastor deltog i en kristen sammenkomst […]. Hans ægtefælle, broder og ven deltog tillige i den kristne ceremoni, der blev afholdt hos en person ved navn [X]. Efter gudstjenesten blev [Xs] bopæl opsøgt af vrede muslimer, der ønskede at skade ansøgeren, fordi de havde hørt, at han og de andre fra den kristne menighed havde givet gaver til muslimer […]. Ansøgeren flygtede sammen med sin ægtefælle, broder og ven ud af [Xs] bagdør. I forbindelse hermed blev ansøgerens ægtefælle skudt i sit ene ben, hvorefter hun blev indlagt på et privathospital i Islamabad frem til [ultimo] 2013.[Efterfølgende] blev ansøgerens bopæl i Islamabad opsøgt af to mænd, der spurgte efter ansøgeren. Endvidere ringede mændene til ansøgerens mobiltelefon og talte med ham. På dette tidspunkt opholdt ansøgeren sig i Lahore. De pågældende mænd truede ansøgeren og fortalte, at de havde fundet frem til hans bopæl, samt at de havde i sinde at slå ham ihjel, fordi de var af den overbevisning, at han havde talt dårligt om profeten. Efter samtalen ringede ansøgeren straks til sin nabo i Islamabad. Naboen bekræftede, at en bil med ukendte personer stod parkeret ude foran ansøgerens bopæl i Islamabad. Efterfølgende opholdt ansøgeren og hans ægtefælle samt to sønner sig i skjul hos ansøgerens svigerfamilie. Under dette ophold blev ansøgeren bekendt med, at han var blevet sigtet for blasfemi, samt at politiet havde udstedt en [politirapport]. Ansøgeren har blandt andet fremlagt en kopi af rapporten, hvoraf fremgår, at anmelderen [Y] [i vinteren] 2013 har indgivet en anmeldelse, fordi ansøgeren har krænket profeten. Nævnet finder, at det i betydelig grad svækker ansøgerens generelle troværdighed – og dermed også troværdigheden af ansøgerens forklaringer om hans asylmotiv – at det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar [fra] 2014, at det vurderes, at den af ansøgeren fremlagte [politirapport], samt at han har forklaret divergerende og udbyggende om omstændighederne ved hans udrejse af Pakistan. Ansøgeren har således for Udlændingestyrelsen først forklaret, at han i starten af foråret 2014 udrejste illegalt af Pakistan, mens han senere har forklaret, at han allerede forlod Pakistan primo 2014 i besiddelse af et gyldigt pas, hvorefter han indrejste i Danmark i besiddelse af et gyldigt Schengenvisum. Advokatens bemærkninger om at det forhold, at Udenrigsministeriets kilde de facto har kunnet skaffet sig adgang til og tage billeder af dokumenter hos politiet i Pakistan derved understøtter ansøgerens forklaring om, at [X] i sin egenskab af militærmand ligeledes har kunnet skaffe sig adgang til at tage en kopi af [politirapporten] samt at det grundet kildens foretagender må stå klart for det lokale politi, at ansøgeren er flygtet til udlandet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at ægthedsvurderingen som oplyst i Udenrigsministeriets høringssvar [fra] 2014 er foretaget under iagttagelse af sædvanlige sikkerhedsforskrifter, der følges i forbindelse med foretagelse af ægthedsvurderinger i udlændingesager, herunder Udenrigsministeriets retningslinjer for udvælgelse af kilder, hvilket blandt andet indebærer, at ansøgerens identitet i forbindelse med ægthedsvurderingen ikke er kommet de stedlige myndigheder eller uvedkommende tredjemand til kundskab. Flygtningenævnet har ved vurdering af ansøgerens troværdighed endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv, herunder om hvor mange kristne og muslimske familier og personer der deltog i den kristne sammenkomst, og hvorvidt der blev uddelt gaver og eller penge til de fremmødte. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt hans ægtefælle blev ramt af skud, da bilen kørte eller stod stille, ligesom han har forklaret divergerende om, hvor mange gange han talte i telefon med de ukendte mænd, som efter det anførte opsøgte hans bopæl ultimo december 2013. Ansøgeren er ikke under nævnsmødet [i] 2014 fremkommet med en rimelig forklaring på divergenserne, og nævnet finder, at divergenserne ikke alene kan forklares ved, at ansøgeren ikke havde det psykisk godt, huskede dårligt eller blev opfordret til at lyve, ligesom nævnet finder, at divergenserne efter deres karakter og omfang ikke kan skyldes tolkeproblemer i Udlændingestyrelsen. Endvidere finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren kunne udrejse legalt på eget pas via en lufthavn i Pakistan, såfremt han var eftersøgt af de pakistanske myndigheder for en alvorlig forbrydelse. Flygtningenævnet finder ydermere ikke, at ansøgeren er kommet med en plausibel forklaring på, hvorfor han, der har haft otte års skolegang, først søgte om asyl to måneder efter hans indrejse i Danmark, blandt andet henset til at hans ægtefælle og børn ifølge hans egen forklaring til Udlændingestyrelsen [sommeren] 2014 har været tvunget til at flytte cirka hver 14. dag for at være i sikkerhed. Endelig finder nævnet ikke, at de aktuelle baggrundsoplysninger indeholder oplysninger, der giver holdepunkter for at antage, at forholdene for kristne i Pakistan i sig selv er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring som sit asylmotiv i Pakistan til grund og finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i en konkret eller individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder i øvrigt ikke anledning til at imødekomme advokatens subsidiære påstand om udsættelse med henblik på en fornyet ægthedsvurdering af den af ansøgeren fremlagte [politirapport], da en sådan fornyet ægthedsvurdering ikke kan forventes at føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2015/6
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk rajpoot og sunni-muslim fra Punjab, Pakistan. Ansøgeren har været medlem af Peoples Party i Pakistan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af personer fra Muslim League eller den agent, der hjalp ham til Sverige, og som siden tvang ansøgeren til at arbejde for sig. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at både ansøgeren og ansøgerens fader var medlemmer af partiet Peoples Party. Ansøgerens fader var sekretær for det lokale medlem af det nationale parlament. Ansøgeren meldte sig ind i partiet i 2011 og deltog i demonstrationer i forbindelse med valget i 2013. Over for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han var sekretær for partiets ungdomsafdeling i Lahore. På en ukendt dato i begyndelsen af 2013 var ansøgeren sammen med sin fader og nogle andre fra partiet i færd med at forberede et partimøde, da 2-3 personer fra partiet Muslim League kom tilstede og tilkendegav, at Peoples Party ikke havde tilladelse til at bruge pladsen. Selv om de fremviste en tilladelse, truede personerne fra Muslim League dem på livet. Der ankom flere medlemmer af Muslim League - mellem 28 og 30-, og disse personer affyrede skud op i luften, hvorefter ansøgeren og de andre fra Peoples Party måtte forlade stedet. I begyndelsen af 2013 havde ansøgeren været på markedet, da han nær sit hjem blev omringet af 7-8 personer fra Muslim League. De sagde til ansøgeren, at han skulle have en lærestreg, hvorefter de udøvede vold over for ansøgeren. Ansøgeren var efterfølgende på hospitalet. Ansøgeren anmeldte forholdet til politiet to dage efter. Politiet noterede, at uidentificerede personer havde overfaldet ansøgeren, uanset at ansøgeren havde oplyst, hvem der havde overfaldet ham. Ansøgeren modtog efterfølgende trusler fra Muslim League. Ansøgerens søsters svigerfamilie var tilhængere af Muslim League, og de havde igennem en længere periode forsøgt at overtale ansøgeren og hans fader til at skifte parti. Ansøgerens fader blev anholdt flere gange. Ledelsen i Muslim League støttede søsterens svigerfamilie, og partiet fik som følge heraf personer fra partiet til at gå imod ansøgeren og hans familie. På et nærmere angivet tidspunkt i maj måned 2013 var ansøgeren hjemme sammen med sin moder og to søstre, da 8-9 personer fra Muslims League trængte ind på deres bopæl. To af disse personer var fra søsterens svigerfamilie. Personerne spurgte efter ansøgerens fader, som ikke var hjemme. Ansøgeren kom på et tidspunkt ud fra et værelse, hvorefter personerne begyndte at slå på ham. Ansøgerens broder […] kom hjem, mens personerne var i gang med at overfalde ansøgeren, og bad dem om at stoppe. Den ene af personerne blev så vred, at han dræbte ansøgerens søster […] med tre skud. Ansøgeren og hans familie anmeldte drabet på søsteren, men politiet foretog sig ikke noget i sagen. Ansøgeren formoder, at søsterens svigerfamilie var vred på ansøgeren og hans familie, på grund af politianmeldelserne. Ansøgeren og hans familie solgte deres hus en måned efter episoden, og flyttede til en andel bydel, hvor hele familien boede i fire måneder. Herefter opholdt ansøgeren sig i yderligere fire måneder hos agentens familie, før han udrejste. Ansøgeren modtog trusler fra Muslim League over telefonen i juni eller juli 2013, og Muslim League fandt frem til familiens nye adresse. Det var planen, at hele ansøgerens familie skulle flygte, men agenten snød dem, og ansøgeren har i dag ingen kontakt med sin familien Agenten tvang ansøgeren til at arbejde på et rislager i Sydsverige. I august måned 2014 havde agenten taget ansøgeren med til Danmark, og det var i den forbindelse ansøgeren søgte asyl hos det danske politi. På vej mod Sandholmlejren mødte ansøgeren en indisk mand, der genkendte ansøgeren fra rislageret. Denne mand narrede ansøgeren, og bragte ansøgeren tilbage til agenten i Sverige. Agenten var flere gange voldelig over for ansøgeren, men efter nogle uger lykkedes det ansøgeren at undslippe. Ansøgeren anmeldte agenten til det svenske politi. Da ansøgeren var registreret som asylansøger i Danmark, kom han i september måned 2014 retur til Danmark. Den agent, der hjalp ansøgeren til Sverige, har truet ansøgeren med, at hans netværk vil finde ansøgeren i Pakistan, hvis ansøgeren over for de pakistanske myndigheder afslører, at agenten er menneskesmugler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden, og da ansøgeren endvidere har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har om sin rolle i partiet Peoples Party i asylansøgningsskemaet og under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at han blev medlem i 2011 og herefter udførte forskellige praktiske opgaver for partiet. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at ansøgerens fader i modsætning til ansøgeren var et profileret medlem af partiet. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at ansøgeren var sekretær for partiets ungdomsafdeling i Lahore, og at ansøgeren også selv var et profileret partimedlem. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om baggrunden for, at ansøgerens gifte søster […] opholdt sig hos ansøgerens forældre i maj måned 2013. I asylansøgningsskemaet og under samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at svigerfamilien havde sendt søsteren tilbage på grund af de politiske uoverensstemmelser, og at man forgæves havde forsøgt at opnå forsoning. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at søsteren blot var på besøg, og at dette ikke var forårsaget af uoverensstemmelserne. Vedrørende de to politirapporter, der først er fremlagt i forbindelse med nævnsmødet, har ansøgeren forklaret, at han medbragte kopier af de to politirapporter og oversættelser heraf, da han flygtede fra Pakistan, men at agenten tog dem fra ham sammen med ansøgerens pas, id-kort og mobiltelefon. Ansøgeren kunne imidlertid huske en vens telefonnummer, hvilket er baggrunden for, at ansøgeren har kunnet kontakte denne ven, der herefter har fremskaffet nye kopier af to de politirapporter, der angiveligt vedrører de to episoder i januar 2013. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring herom forekommer utroværdig. Der er herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren, uanset at han blev opfordret hertil, ikke over for Udlændingestyrelsen har forklaret om eksistensen af disse rapporter, men derimod forklaret, at han havde medbragt pas og id-kort, og at det var disse to dokumenter, som agenten fratog ansøgeren. Ansøgeren er registeret som asylansøger i Danmark i august måned 2014. Ansøgeren mødte ikke op til asylregistrering i Center Sandholm. Ansøgeren blev af de svenske myndigheder overført til Danmark i september måned 2014. Ansøgeren forklaring om tilbageholdelsen på rislagret og om, hvorledes ansøgeren af en indisk mand blev narret tilbage til agenten i Sverige fremstår særdeles usandsynlig og konstrueret til lejligheden og medvirker til at afsvække ansøgerens troværdighed. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. paki/2015/5.
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk syed og shia muslim fra […], Azad-Kashmir, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive anholdt af politiet og sigtet for drab på sin tidligere kæreste, ligesom han frygter at blive slået ihjel af den tidligere kærestes brødre, idet de mener, at ansøgeren er ansvarlig for hendes død. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 1995 lærte en pige fra sin skole at kende. I 2014 kontaktede ansøgerens fader pigens fader med henblik på at arrangere et ægteskab mellem ansøgeren og pigen, men pigens familie havde allerede forlovet hende med en anden mand. Pigen tilkendegav overfor ansøgeren, at hun hellere ville dø end blive gift med sin forlovede, og [i sommeren] 2014 spiste hun gift, hvilket hun kort tid efter døde af. Da ansøgeren hørte om hendes død, flygtede han på faderens foranledning straks. Nogle timer efter ansøgerens flugt, henvendte politiet sig på ansøgerens families bopæl, idet pigens familie havde lavet en falsk anmeldelse, hvor de beskyldte ansøgeren for drab. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren på mange væsentlige spørgsmål har forklaret divergerende og upræcist, herunder hvornår hans fader og moder døde, hvornår [pigens] forlovelsesfest fandt sted, hvorvidt han havde talt med hende efter forlovelsesfesten, og hvornår han blev bekendt med, at [pigen] havde indtaget gift. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har kunnet give en rimelig forklaring på, hvordan han og [pigen] har turdet mødes 2-3 gange om måneden på offentlige steder over en periode på ti år, hvorfor ansøgerens familie først spurgte [pigens] familie om ægteskab i 2014, hvor [pigen] har været omkring 30 år, og hvorfor han fik et pas udstedt i [foråret] 2014. På baggrund af ovenstående finder nævnet, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes, og at ansøgeren derfor ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. paki/2015/4
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pakistaner og sunni-muslim fra Kashmir, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive dræbt af sin familie eller tvangsgift med sin kusine, idet han under sit ophold i Danmark har indgået ægteskab med en herboende fraskilt shia-muslimsk kvinde. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i [medio] 2010 og igen i [ultimo] 2010 fortalte sin familie i Pakistan, at han overvejede at blive gift med sin nuværende ægtefælle på trods af, at han var forlovet med [et familiemedlem] i Pakistan. Efterfølgende blev han flere gange truet telefonisk af sine brødre og onkler. Den [ultimo] 2010 giftede han sig med sin nuværende ægtefælle i København. I [primo] 2011 og kort efter hans faders død i [medio] 2011, modtog han trusselsbreve fra sin broder, hvoraf det blandt andet fremgik, at hans familie ikke vil have noget med ham at gøre, da han havde krænket sin families ære ved at gå i mod aftalen om at blive gift med [sit familiemedlem] og i stedet havde giftet sig med en fraskilt shia-muslimsk kvinde. Indtil primo 2014, hvor ansøgeren senest talte med sin moder, har han været i telefonisk kontakt med familien i Pakistan, hvor han hver gang har forsøgt at overtale dem til at acceptere ægteskabet med den nuværende ægtefælle, men dette nægter familien. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han er truet på livet af sin familie. Flygtningenævnet henviser til, at det andet brev, som han ifølge sine egne oplysninger skulle have modtaget fra familien og gemt på sin computer, fremstår som et officielt dokument, som angiver, at brødrene har gjort ham arveløs efter, at hans fader var afgået ved døden. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han har modtaget et første trusselsbrev, som ifølge hans egen forklaring, skulle være håndskrevet, og som skulle indeholde egentlige dødstrusler. Flygtningenævnet henviser videre til, at ansøgeren har søgt om tilladelse til tilbagerejse til Pakistan flere gange i 2011, nemlig i […] 2011, og at han i forbindelse med ansøgningen af [primo] 2011 om tilbagerejsetilladelse har angivet som begrundelse: ”family visit - homesick”. Ansøgeren har under nævnets behandling oplyst, at hans ægtefælles forældre begge er afgået ved døden i løbet af 2011, og at hun herefter ikke har slægtninge tilbage i Pakistan. Foreholdt, at hun dog har [et nært familiemedlem], som fortsat er i live i Pakistan, har ansøgeren alene forklaret, at det havde han glemt at fortælle. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren først har fortalt om sine rejser til Pakistan efter 2007 efter at være blevet forholdt oplysninger om udrejsestempler i hans gamle og nye pas. Det bemærkes herved, at ansøgeren ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på, hvorfor dette ikke er fremkommet tidligere under sagens behandling. Flygtningenævnet finder det på denne baggrund ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra sin families side. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Paki/2015/3
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra Karachi, Pakistan. Ansøgeren har været aktiv for Awami National Party´s (ANP) […] i perioden 1998 til 2004 og været medlem af ANP fra 2004. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at siden han begyndte at studere på universitetet i 2001, er han blevet udsat for chikane og fysiske overgreb af medlemmer af en organisation ved navn […] på grund af hans etnicitet og politiske overbevisning. Ved en tilbagevenden til Pakistan frygter ansøgeren at blive slået ihjel af […], som er en studenterforening under […], som han tillige frygter. Videre frygter ansøgeren at blive udsat for overgreb af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han i juli 2010 rejste til Karachi for at skaffe dokumentation for de år, han havde gennemført på universitetet. […] 2010 blev to af hans venner angrebet af Taliban. Den ene undslap og ringede efterfølgende til ansøgeren og fortalte ham, at Taliban ledte efter ansøgeren. Herefter udrejste ansøgeren. Taliban har efterfølgende opsøgt ansøgerens familie og spurgt efter ansøgeren. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til de generelle forhold for etniske pashtunere. Ansøger har udbyggende og først under nævnsmødet forklaret, at han som medlem af ANP arbejdede som koordinator af møder, demonstrationer og foredrag, ligesom han holdt taler. Ansøger har under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at han var menigt medlem af ANP, mens han under nævnsbehandlingen har forklaret, at han var en del af den lokale partiledelse. Ansøger havde ikke før sin udrejse af Pakistan i 2009 konflikter med Taliban og er ikke personligt blevet opsøgt af Taliban. Først under 3. samtale med Udlændingestyrelsen har ansøger forklaret om Talibans henvendelser til brødrene. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøger er særligt profileret i forhold til Taliban og som sådan heller ikke efterstræbt af Taliban. Når tillige sammenholdes med, at ansøger først søgte asyl, efter at han […] 2013 blev udvist af Danmark, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøger ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2015/2
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er chohan af etnicitet, er født i […], Pakistan, og er kristen af trosretning. Ansøgeren har siden 2009 været medlem af partiet All Pakistan Minorities Alliance. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter, at han vil blive dræbt af medlemmer fra Tehrek-e-Taliban Lashkar-e-Jhangwi, idet han har været tilskuer til flere retsmøder, hvor medlemmer af organisationen var tiltalt for drabet på […]. Ansøgeren har videre oprindeligt ved ankomsten her til landet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter, at opleve problemer med nogle af sine naboer, hvis de skulle få kendskab til, at han var rejst illegalt ud af Pakistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han den […] 2009 blev medlem af partiet All Pakistan Minorities Alliance. Ansøgerens opgave i partiet var at arrangere seminarer og workshops, hvor partiets unge medlemmer, blandt andet, kunne få karrierevejledning. Den […] 2011 blev partiets leder, […], slået ihjel af medlemmer af Tehrek-e-Taliban Lashkar-e-Jhangwi. Retssagen mod gerningsmændene blev af sikkerhedsmæssige årsager udskudt og gik i gang i […] 2014, hvor retsmøderne blev afholdt i […] fængslets specialret. I 2011 blev ansøgeren udnævnt til […] i All Pakistan Minorities Alliance, og i kraft af denne position deltog han i retsmøderne som tilskuer fra […] 2014. Ansøgeren deltog den […] 2014 i sidste retsmøde, idet han modtog et trusselsbrev fra Tehrek-e-Taliban Lashkar-e-Jhangwi den […] 2014. Af indholdet fremgik, at ansøgeren skulle stoppe med at deltage i retsmøderne. Da ansøgeren skulle til […] den […] 2014 for at handle, blev han beskudt af to personer på en motorcykel. Ansøgeren kendte ikke personerne men formodede, at de var fra Tehrek-e-Taliban Lashkar-e-Jhangwi. Det fremgår af oplysninger fra de portugisiske myndigheder, at ansøgeren er udrejst af hjemlandet legitimeret ved eget pas og turistvisum til Portugal. Det pågældende pas var udstedt den […] 2013. Der var da tale om fornyelse af et stadigt gældende pas. Ansøgeren har ikke kunne redegøre nærmere om omstændighederne i forbindelse med det tidligere pas. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han blev bekendt med sådanne trusler som han har været udsat for. Efter at han var blevet gjort bekendt med tidspunktet for visumansøgningen ændrede han sin forklaring til, at han vidste, at andre allerede havde fået sådanne trusler. Ansøgeren har efter, at han blev bekendt med, at de danske myndigheder havde kendskab til visummet, ændret forklaring til, at han ikke frygtede naboer. Ansøgeren forklarede divergerende om, hvor mange tiltalte der var i den straffesag han skulle have overværet. Ansøgeren har besvaret spørgsmål om retssagen, herunder adgangsforholdene afglidende. Hans oplysninger herom fremtræder ikke selvoplevede. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har opfyldt den ham påhvilede oplysningspligt, herunder vedrørende udrejse og rute. Ansøgeren har heller ikke vedrørende de angivne tillidshverv eller beskydningen af ham kunne forklare sig overbevisende. Flygtningenævnet tilsidesætter som utroværdig ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2015/1
Nævnet stadfæstede i august 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ogbolo fra [….] i Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive henrettet eller fængslet af det nigerianske militær, da han havde en ledende rolle i forbindelse med en demonstration mod militæret i juli 2008 på grund af manglende lønudbetaling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren har indtaget en ledende rolle i organiseringen af demonstrationen den 4. juli 2008. Flygtningenævnet lægger vægt på, at der ifølge baggrundsoplysningerne var tale om en spontant opstået demonstration, som særligt bestod af soldater fra 14. og 15. bataljon, hvor ansøgeren var fra [..]. bataljon, ligesom ansøgeren ikke deltog i demonstrationen. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren er eftersøgt af de nigerianske myndigheder som følge heraf. Flygtningenævnet finder det også usandsynligt, at myndighederne skulle efterlyse ham alene som ”prædikant”, men ikke med hans navn. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring herom som konstrueret til lejligheden, jf. udlændingelovens § 40. Uanset om ansøgeren har været udsat for hårdhændet behandling under sin udsendelse til Liberia, findes det ikke at kunne begrunde asyl, idet der er tale om et afsluttet forhold tilbage i tid. Ansøgeren har endelig anført, at han har været vidne til overgreb under sin udstationering som FN soldat. I det omfang, dette måtte være tilfældet, finder Flygtningenævnet heller ikke, at det kan give grundlag for asyl, idet ansøgeren også efter sin tilbagevenden fungerede som korporal uden at være udsat for overgreb som følge af sine iagttagelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse også, at ansøgeren har udbygget sin forklaring for nævnet, idet han for nævnet har forklaret, at han blev tvunget til at underskrive en tavshedserklæring, mens han under samtalen i Udlændingeservice sagde, at han lovede ledelsen ikke at sige noget. Den omstændighed, at ansøgeren måtte risikere fængselsstraf som følge af desertering, findes heller ikke at kunne give grundlag for meddelelse af asyl. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i en konkret risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk.1, eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2.” Nigeria/2010/3
Nævnet stadfæstede i august 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk isoko fra Benin City, Edo State i Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Om sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter sin Madam, som hun skylder 25.500 euro af de 30.000 euro, som ansøgeren skulle betale, fordi Madam har hjulpet ansøgeren til Europa. Madam har endvidere af samme årsag tvunget ansøgeren til at arbejde som prostitueret i Spanien. Ansøgeren frygter endvidere, at Madam, der har truet ansøgeren, vil udøve ”Ju Ju” mod hende, såfremt hun ikke betaler Madam pengene. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv må lægges til grund. Ansøgeren har forklaret, at såvel hendes forældre som hendes brødre er døde, og at hun derfor via en ven i Nigeria fik kontakt til Madam, der lovede at skaffe hende arbejde i Europa. Da ansøgeren sammen med 13 andre piger blev holdt indespærret i Marokko på rejsen mod Europa, gik det op for ansøgeren, at hun skulle være prostitueret i Spanien. Bortset fra ved indrejsen og et kort ophold på Mallorca, hvor ansøgeren var i kontakt med de spanske myndigheder, arbejdede ansøgeren herefter i Barcelona som prostitueret og betalte herunder 4.500 euro til Madams konto i Spanien. Madam beordrede ansøgeren til at tage til Danmark for at tjene flere penge ved prostitution. Ansøgeren indrejste i januar 2010, men blev anholdt ved indrejsen. Nævnet finder, at ansøgerens situation er præget af hendes vanskelige sociale og økonomiske forhold i Nigeria, men at der er tale om kriminalitet og udnyttelse af ansøgerens økonomiske trangssituation i Nigeria. Nævnet finder ikke, at ansøgeren kan anses for at være særlig profileret eller i særlig grad udsat i forhold til de personer, der står bag den menneskehandel, som ansøgeren har været udsat for. Nævnet finder, at ansøgerens situation må vurderes på linje med den vanskelige situation, der efter baggrundsoplysningerne er gældende for et stort antal kvinder fra Nigeria, der trues til at arbejde som prostituerede i Europa, herunder med trusler med baggrund i voodoo eller ”Ju Ju”, således som ansøgeren har forklaret om. Nævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at der fra de nigerianske myndigheders side arbejdes på at bekæmpe menneskehandel, og nævnet finder, at der i denne forbindelse må lægges vægt på det arbejde, som udføres af organisationen Naptip samt private ngo-er i Nigeria. Nævnet lægger navnlig vægt på det oplyste om Naptips arbejde i Udlændingeservices rapport fra juni 2010 og april 2008. Nævnet finder at oplysningerne om de nigerianske myndigheders opmærksomhed mod menneskehandel også fremstår bestyrket ved United States Departement of States rapport af 14. juni 2010 (Trafficing in persons report 2010 – Nigeria). På denne baggrund har nævnet ikke fundet, at det kan antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb eller nedværdigende eller umenneskelig behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som den beskikkede advokat navnlig har henvist til. Nævnet har herved ikke fundet, at de generelle forhold i Nigeria, eller den omstændighed, at ansøgeren er uden nær familie, kan føre til et andet resultat. Tilsvarende gælder det oplyste i advokatens indlæg og i nævnsmødet om, at ansøgeren også er blevet truet via mobiltelefon i Danmark af Madam i marts 2010 efter samtalen med Udlændingeservice.” Nigeria/2010/2
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Nigeria efter at have genoptaget sagen. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har som sit asylmotiv henvist til, at hun siden Flygtnin-genævnets afgørelse i […] i forbindelse med politiets efterforskning af sagen mod en navngiven bagmand, der er sigtet for menneskehandel, har afgivet forklaring om navngivne personer, og om hvorledes hun selv har været udsat for menneskehandel. Ansøgeren har anført, at hun i det kri-minelle prostitutionsmiljø fremstår som en person, der samarbejder med myndighederne i sagen mod bagmanden, og hun frygter derfor overgreb fra personer fra det kriminelle netværk omkring bagmanden ved en eventuel tilbagevenden til Nigeria. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at hun har været offer for menneskehandel. An-søgeren er efter det oplyste den eneste menneskehandlede person, der har afgivet forklaring i sagen mod bagmanden, og ansøgerens forhold har været omtalt i danske medier, og hun har her-under været omtalt som [………] Nævnet lægger til grund, at bagmanden er bekendt med ansø-gerens rolle og med indholdet af ansøgerens indenretlige forklaring i …... Bagmanden, som var varetægtsfængslet i forbindelse med straffesagen, er flygtet fra fængslet og opholder sig nu iføl-ge ansøgeren i Nigeria. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren har været udsat for flere trusler samt to tilfælde af vold fra personer i Danmark i det kriminelle netværk omkring bag-manden i anledning af sagen. Truslerne har været rettet personligt mod ansøgeren og et familie-medlem i Nigeria, som ifølge ansøgerens oplysninger er forsvundet og muligvis dræbt. Ansøgeren har anmeldt forholdene til det danske politi. Ved vurderingen af den risiko, som ansøgeren stilles over for ved en tilbagevenden til Nigeria, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren på baggrund af det anførte fremstår som en særligt udsat person. Selvom det efter oplysningerne i Ud-lændingeservices fact-finding rapporter fra april 2009 og juni 2010 vedrørende organisationen NAPTIP i Nigeria må lægges til grund, at organisationen udfører et betydeligt hjælpearbejde for kvinder, der efter at have været offer for menneskehandel på ny tager ophold i Nigeria, finder nævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens ovennævnte forhold, at ansøgeren ved en tilba-gevenden til Nigeria er i risiko for overgreb af en karakter, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og som ansøgeren ikke på tilstrækkelig effektiv måde kan antages at opnå beskyttelse imod. Flygtningenævnet finder ikke grundlag til at henføre ansøgerens forhold under udlændingelovens § 7, stk. 1.” Nigeria/2010/1
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om udrejsen af Nigeria og den videre rejse fra Spanien til Danmark til grund. Nævnet henviste herved til, at forklaringen var svævende og udetaljeret og i sig selv usandsynlig. Det kunne således ikke anses for sandsynligt, at ansøgeren var rejst og var blevet forsynet med falske dokumenter uden nogen form for modydelse. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en ansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, ansøgeren påberåber sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af, at hun havde afslået at gifte sig med en mand, der havde lånt hendes fader penge. Flygtningenævnet bemærkede i øvrigt, at den konflikt, som ansøgeren påberåbte sig, måtte anses for en privatretlig konflikt, som ansøgeren i givet fald måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet bemærkede endelig, at ansøgeren, hvis hun mente, at hun ikke kunne tage ophold i sin hjemegn, kunne henvises til at tage ophold et hvilket som helst andet sted i Nigeria. Flygtningenævnet fandt således i det hele ikke betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, for opfyldt. Nigeria/2009/6
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde ved juju bundet sig til en bagmand, der havde forsøgt at tvinge ansøgeren ind i prostitution i Italien. Der var opstået en konflikt mellem ansøgeren og bagmanden, hvorefter bagmanden havde fundet og slået nogle af ansøgerens familiemedlemmer i Nigeria. Ansøgeren var overbevist om, at bagmanden var en del af en nigeriansk, mafialignende sekt. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været bragt til Italien af en bagmand, som hun fortsat skyldte penge, idet bagmanden havde villet have ansøgeren til at tjene penge til bagmanden ved prostitution. Konflikten med bagmanden måtte anses som en privatretlig konflikt. Ansøgerens forklaring om, hvorledes bagmanden havde kunnet finde frem til ansøgerens søskende i Nigeria, havde ikke virket overbevisende. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren i givet fald måtte søge myndighedernes beskyttelse mod eventuelle overgreb fra bagmanden hos de nigerianske myndigheder, herunder de organisationer, blandt andet NAPTIP, som var grundlagt af myndighederne med henblik på at beskytte menneskehandlede personer fra Nigeria, og at disse var i stand til at yde den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet fandt, at baggrundsoplysningerne, herunder Landinfo (Norge) af 24. august 2009 [bilag 176], støttede denne antagelse. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for asyl eller beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7. Nigeria/2009/5
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i efteråret 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerens forklaring var præget af en vis udvikling om de omstændigheder, der belyste den menneskehandel, som hun havde været udsat for. Nævnet fandt ansøgerens forklaring om hendes rejse til Danmark med en angiven person og den omstændighed, at ansøgeren var blevet efterladt på hotellet med en mobiltelefon med besked om at forlade hotellet og at opsøge andre piger på gaden, mindre overbevisende. Videre oplyste ansøgeren først til nævnsmødet, at den angivne person havde voldtaget hende på hotellet. Ansøgeren oplyste, ifølge advokatindlægget, som nye omstændigheder om hendes søsters indkaldelse til en juju-ceremoni og om den telefonkontakt til folkene bag juju-ceremonien, som ansøgerens ven havde foretaget fra Danmark. Endelig oplyste ansøgeren til nævnsmødet om søsterens tilstedeværelse hos juju-folkene og om deres efterfølgende henvendelse til søsteren, som havde givet dem ansøgerens mobiltelefonnummer, hvorefter ”Søster” havde ringet til ansøgeren og afkrævet hende for betaling af 25.000 Euro. Selv om nævnet fandt, at udviklingen i ansøgerens forklaring gav anledning til en vis tvivl om de nærmere omstændigheder, lagde nævnet ligesom Udlændingeservice til grund, at ansøgeren havde været udsat for menneskehandel, og at hun efter ankomsten til Danmark var blevet afkrævet betaling til bagmændene. Det lagdes videre til grund, at ansøgeren i denne forbindelse var blevet udsat for trusler og muligvis voldtaget. Det lagdes videre til grund, at der havde været henvendelse til ansøgerens søster, der havde ansøgerens datter boende, at søsteren havde skiftet bopæl i forløbet, og at datteren havde skiftet skole for at forsøge at undgå kontakt og trusler. Nævnet fandt, at ansøgerens situation var vanskelig, men at der var tale om kriminalitet og udnyttelse af ansøgerens økonomiske trangssituation i Nigeria. Som udgangspunkt måtte ansøgeren derfor, i givet fald, henvises til at søge de overordnede nigerianske myndigheders beskyttelse mod den kriminalitet, som ansøgeren havde været udsat for. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren kunne anses for i særlig grad profileret eller i særlig grad udsat i forhold til de personer, der havde stået bag menneskehandelen. Nævnet fandt, at ansøgerens vanskelige situation måtte vurderes på linje med den situation, der efter baggrundsoplysningerne var gældende for et stort antal kvinder fra Nigeria, der trues til at arbejde som prostituerede i Europa. Nævnet lagde efter baggrundsoplysningerne til grund, at der fra de nigerianske myndigheders side arbejdedes på at bekæmpe menneskehandel, og nævnet fandt, at der i denne forbindelse måtte lægges vægt på det arbejde, der udførtes af organisationen NAPTIP, som myndighederne arbejdede sammen med, samt af andre private organisationer. Nævnet fandt, at det ville være muligt for ansøgeren at gøre brug af de hjælpetilbud, der ville blive givet af blandt andre NATIP ved en tilbagevenden til Nigeria. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold fandt Flygtningenævnet derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria ville risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, herunder en umenneskelig eller nedværdigende behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Selv hvis det efter det oplyste skulle lægges til grund, at bagmændene havde spurgt efter ansøgeren i København, ville nævnet ikke havet fundet, at dette kunne føre til en anden vurdering. Nigeria/2009/4
Nævnet stadfæstedei juli 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Nigeria efter at have genoptaget sagen. Indrejst i 2006. I 2006 meddelte Udlændingeservice ansøgeren samt hendes to børn afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2006 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Flygtningenævnet besluttede i foråret 2009 at genoptage sagen. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygtede konsekvenserne af, at hun havde været sin ægtefælle utro. Ansøgeren havde desuden henvist til, at hun var enlig kvinde med børn uden netværk.Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om grundlaget for hendes udrejse til grund. Det lagdes således til grund, at ansøgeren havde fået to børn uden for ægteskab og derfor ikke ville kunne vende tilbage til Kano State uden at risikere overgreb som følge af, at hun havde overtrådt sharia-lovgivningen. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren, der tidligere havde boet i Imo State, ville kunne henvises til at tage ophold i en anden del af Nigeria end Kano State. Den omstændighed, at ansøgeren var enlig kvinde med to børn og efter det oplyste uden netværk i Nigeria, var ikke til hinder for, at hun kunne henvises til at tage ophold i en anden del af Nigeria og kunne derfor ikke føre til, at ansøgeren opfyldte betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nigeria/2009/3
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2003. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygtede nogle kreditorer, der ville stræbe ham efter livet, indtil ansøgeren havde tilbagebetalt sin gæld til dem. Gælden var opstået i 2001 i forbindelse med ansøgerens virke som advokat, hvor ansøgeren havde formidlet salg af jord, som havde vist sig ikke at tilhører sælgerne. Ansøgeren havde henvist til, at han særligt frygtede en nu afdød generals efterkommere og en høvding, og at generalen havde stået bag drabet på ansøgerens chauffør og ansøgerens ven i maj 2001 i forbindelse med et attentat, som reelt havde været rettet mod ansøgeren. Flygtningenævnet fandt ikke, at de anførte forhold kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet forholdet måtte anses for en privatretlig konflikt, der ikke kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde oplyst om forhold, der gav grundlag for at antage, at ansøgeren ikke kunne søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren, hvis han ikke fandt på ny at kunne tage ophold i Lagos, uanset ansøgers profilering som advokat, kunne henvises til at tage ophold et andet sted i Nigeria. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria måtte antages at være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nigeria/2009/2
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i Danmark i 2007Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til frygt for de bagmænd, som havde menneskehandlet hende til Europa for at arbejde som prostitueret, samt frygt for en nigeriansk kult, som hendes broder havde et udestående med. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været tvunget til at arbejde som prostitueret i Europa, og at bagmændene fortsat mente, at hun skyldte dem penge. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens konflikter med de bagmænd, som havde sendt hende til Europa, måtte anses for en privatretlig konflikt. Flygtningenævnet fandt, at hun måtte søge beskyttelse mod eventuelle overgreb fra bagmændene hos de nigerianske myndigheder, herunder de organisationer, blandt andet NAPTIP, som var blevet grundlagt af myndighederne med henblik på at beskytte menneskehandlede personer fra Nigeria, og at disse var i stand til at yde den fornødne beskyttelse. Den subjektive frygt for den nigerianske kult sås ikke i sig selv at udgøre et asylgrundlag. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for asyl eller beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt af de ovennævnte grunde heller ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på at indhente yderligere oplysninger. Nigeria/2009/1
Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2007. Ansøgeren var blevet tvunget ind i et ægteskab af sin familie. Hun var nu flygtet fra sin ægtefælle og frygtede ved en tilbagevenden til hjemlandet at blive straffet af familie og de traditionelle ledere i landsbyen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for forfølgelse eller overgreb som følge af, at hun havde afvist at forblive i et tvunget ægteskab. Nævnet bemærkede hermed, at der var tale om en privatretlig konflikt. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger fandtes der at kunne opnås såvel myndighedsbeskyttelse som bistand af private organisationer. Nigeria/2008/5
Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde tidligere været medlem af en traditionel nigeriansk religion ligesom sin fader, men ansøgeren var i 2005 konverteret til kristendommen. Efter ansøgerens faders død havde de religiøse ledere af den traditionelle religion krævet, at ansøgeren skulle overtage sin faders pligter i forbindelse med ofringer og lignende, hvilket ansøgeren havde nægtet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren aldrig havde haft konflikter med de nigerianske myndigheder. Uanset om ansøgerens forklaring, om de konflikter han i 2007 efter faderens død og begravelse havde haft med medlemmer af en traditionel religiøs gruppe, lagdes til grund, kunne dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at dette var en privatretlig konflikt i lokalsamfundet, som ansøgeren eventuelt måtte søge myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at myndighederne ikke kunne og ville hjælpe ansøgeren. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens oplysninger om, at hans svigerfader var blevet dræbt på grund af ansøgerens forhold, ikke var blevet sandsynliggjort. Hvis ansøgeren ikke fandt at kunne tage ophold i sin hjemby, måtte han henvises til at tage ophold et andet sted i Nigeria. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Nigeria/2008/4
Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria ville få problemer, idet den kvinde, som forestod ansøgerens udrejse til Europa, og som ansøgeren arbejdede for, havde en broder, der var højtstående politimand i Nigeria. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde haft konflikter med de nigerianske myndigheder. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren efter det oplyste var blevet sendt til Europa med henblik på prostitution, og at hun havde arbejdet som prostitueret i Italien til 2007 og herefter i en periode i Danmark. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer forkastede ansøgerens forklaring om, at Madams broder, er en højtstående politimand i Nigeria. Flertallet lagde herved vægt på, at forklaringen først var fremkommet under samtalen med ansøgerens advokat. Flertallet lagde endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen med Udlændingeservice havde oplyst, at Madams moder ville sørge for, at ansøgeren ville blive slået ihjel ved tilbagevenden til Nigeria. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens mulige konflikter med de bagmænd, som havde sendt hende til Europa, grundlæggende måtte anses for en privatretlig konflikt. Flygtningenævnets flertal fandt, at hun måtte søge beskyttelse hos de nigerianske myndigheder, herunder de organisationer, blandt andet NAPTIP, som er grundlagt af myndighederne med henblik på at beskytte menneskehandlede personer fra Nigeria. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Nigeria/2008/3
Nævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2007. Ansøgeren er muslim fra Niger State. Ansøgeren havde henvist til, at han erhomoseksuel, og at han var blevet genkendt i forbindelse med et enkeltstående seksuelt forhold til en anden mand, der var blevet dræbt umiddelbart efter, at de var blevet opdaget. Hans moder var herefter blevet opsøgt af myndighedspersoner, der spurgte efter ansøgeren. Han frygtede tillige befolkningen og den anden mands familie. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på overbevisende måde havde redegjort for, hvordan han skulle være blevet genkendt umiddelbart efter den af ham påståede seksuelle episode, som havde fundet sted i en bydel, hvor han ikke var kendt, og hvor det i øvrigt havde været halvmørkt, da han flygtede fra stedet. Uanset om ansøgerens forklaring kunne lægges til grund for sagen, herunder at han havde haft et enkeltstående seksuelt forhold til den af ham omtalte mandlige person, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ville kunne tage ophold i den sydlige del af Nigeria, hvis han frygtede asylbegrundende overgreb på sin hjemegn eller i den nordlige del af Nigeria. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at de mulige reaktioner på homoseksuelle forholdenten frade verdslige myndigheders side, eller fra de religiøse myndigheders side, kunne anses for at være umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, ligesom der efter baggrundsoplysningerne ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren ville være i reel risiko for at blive idømt dødsstraf. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende overgreb af de grunde, der er nævnt i flygtningekonventionen jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nigeria/2008/2
Nævnet stadfæstede i marts 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren aldrig havde haft problemer med de hjemlige myndigheder i Nigeria, og at han ikke var myndighedsforfulgt, da han udrejste. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han frygtede forfølgelse fra en bestemt kult, fordi han havde angivet kulten til politiet. Ansøgeren havde i den forbindelse henvist til, at kulten havde nedbrændt familiens hus i skoven, og at hans fader og broder indebrændte. Flygtningenævnet fandt ikke, at han opfyldte betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, idet ansøgeren havde været udsat for en privatretlig konflikt, som han ikke havde søgt myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte henvises til at søge om beskyttelse hos de nigerianske myndigheder, såfremt han mente at have behov herfor, idet denne mulighed eksisterede, jf. baggrundsoplysningerne, herunder British Home Office rapport af november 2007. I øvrigt kunne ansøgeren henvises til at tage ophold et andet sted i Nigeria end i sin hjemegn. Flygtningenævnet fandt det herefter ikke godtgjort, at ansøgeren ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i sit hjemland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden ville være i reel risiko for at blive udsat for en behandling omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2, som myndighederne ikke ville beskytte ham imod. Nigeria/2008/1
Nævnet stadfæstede i juli 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2006. I begyndelsen af 2007 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse af Udlændingeservice i medfør af åbenbart grundløs-proceduren. Udlændingeservice har efterfølgende genoptaget ansøgerens sag og på ny meddelt afslag på opholdstilladelse. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 53, stk. 8, og § 56, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. herved udlændingelovens § 53, stk. 8, og § 56, stk. 3. Flygtningenævnet bemærkede, at nævnet ikke på det foreliggende grundlag fandt anledning til at udsætte sagens behandling og afvente resultatet af politiets efterforskning i ansøgerens sag. Såfremt der efter politiets efterforskning af sagen fremkom nye væsentlige oplysninger af betydning for asylsagen, måtte ansøgeren henvises til at søge om genoptagelse af sagen. Den omstændighed, at ansøgeren svigagtigt havde oplyst forkert identitet og nationalitet under den oprindelige asylsag, svækkede hendes troværdighed. Ansøgeren havde ikke givet nogen overbevisende forklaring herpå. Ansøgeren er nigeriansk statsborger og kristen af trosretning. Ansøgeren havde som sit asylmotiv anført, at hun frygtede at vende tilbage til Nigeria, idet hun forventede at blive slået ihjel af de bagmænd, som havde sendt hende til Danmark som prostitueret. Ansøgeren havde videre oplyst, at hun frygtede en voodoo præsts magi. Flygtningenævnet fandt, at de konflikter, som ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Nigeria, er af privatretlig karakter, og at ansøgeren i givet fald må henvises til at søge de nigerianske myndigheders beskyttelse herimod. Flygtningenævnet kunne i den forbindelse henvise til The Norwegian Country of Origin Information Centre’s rapport, Trafficking in Women - Fact Finding Trip to Nigeria (Abuja, Lagos and Benin City) 12-26 March 2006, udgivet i maj 2006, pkt. 5.3, hvoraf det blandt andet fremgår, at organisationen NAPTIP tilbyder beskyttelse til kvinder, der havde været udsat for menneskehandel. NAPTIP hjælper således ofre for menneskehandel med rehabilitering, og organisationen rejste tillige tiltale imod de bagmænd, der er ansvarlige for menneskehandel i Nigeria. Flygtningenævnet kunne endvidere henvise til Udlændingeservices rapport, Menneskehandel (trafficking) i Nigeria, fact-finding mission til Lagos og Abuja, Nigeria, 12.-21. december 2006, hvoraf det fremgår, at de nigerianske myndigheder ville kunne yde beskyttelse mod eventuelle overgreb fra bagmændenes side. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at advokatens henvisning til en lignende sag, hvor en ansøger, efter at have samarbejdet med politiet om efterforskningen i en sag vedrørende menneskehandel, blev meddelt asyl, ikke kunne føre til en anden vurdering af ansøgerens sag. Det bemærkedes herved, at Flygtningenævnet træffer afgørelse efter en konkret og individuel vurdering af den enkelte ansøgers asylmotiv. Såfremt ansøgeren ikke mener at kunne få myndighedernes beskyttelse i det område, hun stammer fra, måtte ansøgeren henvises til at tage ophold i en anden del af Nigeria. Ansøgerens frygt for en voodoo præsts magi kunne ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun var konkret og individuelt forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden ville være i risiko herfor, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Nigeria/2007/9
Nævnet meddelte i august 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er født i en landsby uden for Benin City og opvokset i Benin City, og at hun aldrig havde haft problemer med de nigerianske myndigheder, samt at hun udrejste legalt på eget pas. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgeren var asylretligt forfulgt, da hun udrejste af Nigeria. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret divergerende under sagsforløbet. Ansøgeren havde som sit asylmotiv for det første henvist til, at folk i hendes landsby ønskede at ofre hende som 17-18 årig i en voodoo-ceremoni. Flygtningenævnet fandt hertil, at der havde været tale om et privatretligt forhold, som ansøgeren, hvis der skulle opstå problemer igen, måtte søge myndighedernes beskyttelse imod. Ansøgeren havde som sit asylmotiv yderligere henvist til, at hun ville blive udsat for en behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Nigeria, idet hun havde vidnet i en nu pådømt straffesag om navngivne personer og om, hvorledes hun selv havde været udsat for menneskehandel. På den baggrund, og da der nu var rygter i Nigeria om, at ansøgeren var den, der havde angivet den nu dømte nigerianske borger til dansk politi, frygtede ansøgeren at blive udsat for asylrelevante overgreb. Flygtningenævnet fandt, at de konflikter, som ansøgeren i den forbindelse frygtede ved en tilbagevenden til Nigeria var af privatretlig karakter, og at ansøgeren som udgangspunkt måtte henvises til at søge de nigerianske myndigheders beskyttelse herimod. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren kunne forventes at blive udsat for overgreb af en sådan karakter ved en tilbagevenden til Nigeria, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne antages, at de nigerianske myndigheder ville være i stand til at yde ansøgeren den beskyttelse, som hun havde behov for. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun havde et konkret og reelt behov for beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Nigeria/2007/8
Nævnet meddelte i juni 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde anført, at hun frygtede at vende tilbage til Nigeria, idet hun forventede at blive slået ihjel af de bagmænd, som havde sendt hende til Danmark som prostitueret. Flygtningenævnet fandt, at de konflikter, som ansøgeren frygtede ved en tilbagevenden til Nigeria, var af privatretlig karakter, og at ansøgeren som udgangspunkt måtte henvises til at søge de nigerianske myndigheders beskyttelse herimod. Flygtningenævnet måtte imidlertid ud fra sagens oplysninger lægge til grund, at ansøgerens udtalelser til politiet havde været medvirkende årsag til, at der var indledt strafferetlig forfølgelse mod flere personer knyttet til det nigerianske prostitutionsmiljø i Danmark. Flygtningenævnet måtte endvidere lægge til grund, at det blandt andet på grund af den megen presseomtale af sagen var kendt i miljøet, at ansøgeren havde givet oplysninger til politiet, og at dette var baggrunden for de ovennævnte straffesager. På denne baggrund måtte Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren måtte forventes at blive udsat for overgreb af en sådan karakter ved en tilbagevenden til Nigeria, at det - trods indholdet af de baggrundsoplysninger, som Udlændingeservice havde henvist til i deres afgørelse - ikke med den fornødne sikkerhed kunne antages, at de nigerianske myndigheder ville være i stand til at yde ansøgeren den beskyttelse, som hun havde behov for. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøger havde sandsynliggjort, at hun havde et konkret og reelt behov for beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Nigeria/2007/7
Nævnet stadfæstede i november 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er nigeriansk statsborger og kristen af trosretning. Hun havde aldrig været politisk aktiv, og havde aldrig været i konflikt med de nigerianske myndigheder. Flygtningenævnet udtalte, at efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på en sammenhængende og troværdig måde kunne redegøre for de forklarede aktiviteter. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren havde oplyst om skiftende identitet og nationalitet, idet hun over for de svenske myndigheder havde oplyst et andet navn og at hun var født i Liberia. Hun havde oprindeligt afvist at have opholdt sig i Sverige, men under nævnets behandling havde hun erkendt at have opholdt sig i Sverige, inden hun kom til Danmark. Hun har givet divergerende oplysninger om sine familieforhold. Hun har til politirapporter fra 2005 oplyst, at forældrene var blevet dræbt af storebroderen i 2005, ligesom det fremgår af et af hende underskrevet stamtræ, at forældrene døde i 2005. Hun havde under nævnets behandling af sagen forklaret, at forældrene døde, da hun var tre år gammel. Det fremgår af en fødselsattest af maj 2005, at en person, der bærer moderens navn, har attesteret, at ansøgeren er hendes datter. Ansøgeren havde oprindeligt til politirapport forklaret, at hendes forældre var blevet dræbt af broderen. Hun havde senere i sagsforløbet forklaret, at broderen ville dræbe hende i forbindelse med en rituel handling. Forklaringen herom var til dels udbygget under nævnets behandling af sagen. Hendes forklaring om omstændighederne ved udrejsen fremstod som usikker og usandsynlig. Hun fastholdt, at hun ikke var udrejst med henblik på at ernære sig ved prostitution i Europa. Det blev endvidere tillagt betydning, at ansøgeren først søgte asyl, efter at hun blev antruffet og anholdt af politiet på Vesterbro. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund og fandt herefter ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at de generelle forhold for kvinder i Nigeria, herunder kristne kvinder, er af en sådan karakter, at de i sig selv kunne føre til, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nigeria/2007/6
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i slutningen af 2005. Ansøgeren er kristen af trosretning. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til, at hun frygtede overgreb ved en tilbagevenden til Nigeria eller Sierra Leone fra en kvinde, der havde presset ansøgeren til prostitution. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det ansøgeren at godtgøre sin identitet og det asylgrundlag, som ansøgeren påberåber sig. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde opgivet forskellige identiteter under sagen. Det fremgik således af telefax fra august 2006 fra de italienske myndigheder, at hun var udfundet ved fingeraftryk under en anden identitet og en anden fødselsdato. I forbindelse med indrejse i Spanien under en tredje identitet havde hun til politirapport fra november 2006 oplyst, at hun kom fra Benin City i Nigeria. Under sagens behandling i nævnet havde ansøgeren oplyst, at hun er statsborger i Nigeria. Nævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort sin identitet. Nævnet lagde herefter til grund, at ansøgeren var hjemmehørende i Nigeria og henviste blandt andet til en sproganalyse, hvoraf det fremgår, at hun måtte antages at stamme fra det sydlige Nigeria. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde noget udestående med de nigerianske myndigheder. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun skulle stå i et asylbegrundende modsætningsforhold til den omtalte kvinde, der havde presset ansøgeren til prostitution. Ansøgerens forklaring fremstod som vag og uunderbygget. Ansøgeren havde således ikke på overbevisende og troværdig måde kunnet sandsynliggøre, at hun selv og broderen i Nigeria skulle være blevet truet, og at broderen skulle være blevet kidnappet. Flygtningenævnet tilsidesatte derfor ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Nævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for at blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nigeria/2007/5
Nævnet stadfæstede i november 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. herved udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er nigeriansk statsborger og kristen af trosretning. Hun havde aldrig været politisk aktiv. Ansøgeren havde som sit asylmotiv anført, at hun frygtede at vende tilbage til Nigeria, idet hun forventede at blive slået ihjel af de ukendte gerningsmænd, der havde kidnappet og voldtaget ansøgeren, og endvidere havde dræbt hendes fader. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren først havde forklaret om voldtægten under samtalen med Dansk Flygtningehjælp. Ansøgeren havde endvidere forklaret divergerende om omstændighederne ved drabet på faderen. Ansøgeren havde således til Udlændingeservice forklaret, at hendes fader var blevet dræbt i bushen efter en jagt, mens det fremgik af advokatindlægget fra efteråret 2007, at ansøgeren havde forklaret, at faderen var blevet opsøgt i landsbyen, hvor han var blevet slæbt ud af sit hus og dræbt. Ansøgerens forklaring om sit asylmotiv måtte derfor give anledning til tvivl. Uanset om ansøgerens forklaring om asylmotivet kunne lægges til grund, fandt Flygtningenævnet, at de konflikter, som ansøgeren frygtede ved en tilbagevenden til Nigeria, var af privatretlig karakter, og at ansøgeren måtte henvises til at søge beskyttelse hos de relevante nigerianske myndigheder. Nævnet bemærkede, at de påberåbte forhold var blevet anmeldt til myndighederne, og at ansøgeren ifølge sin forklaring ikke havde haft problemer med de nigerianske myndigheder. Såfremt ansøgeren ikke mente at kunne få myndighedernes beskyttelse i det område, hun stammede fra, måtte ansøgeren henvises til at tage ophold i en anden del af Nigeria. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at de generelle forhold for kvinder i Nigeria, herunder kristne kvinder, var af en sådan karakter, at de i sig selv kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nigeria/2007/4
Nævnet stadfæstede i august 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren aldrig havde haft problemer med de hjemlige myndigheder i Nigeria, og han ikke havde været myndighedsforfulgt, da han udrejste. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at kulten ”Black Cats” ville slå ham ihjel, fordi han havde været vidne til bandens overgreb mod en kvinde, og fordi han ikke havde sværget en ed til kulten om at blive medlem. Ansøgeren havde henvist til en fremlagt avisartikel vedrørende nedbrænding af ansøgerens families hus, og til at hans broder var blevet dræbt af kulten for ti år siden. Uanset om ansøgerens forklaring lagdes til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at han opfyldte betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, idet ansøgeren havde været udsat for en privatretlig konflikt, som han ikke havde søgt myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte henvises til at søge om beskyttelse hos de nigerianske myndigheder, såfremt han mente at have behov herfor, idet denne mulighed eksisterede, jf. baggrundsoplysningerne. I øvrigt kunne ansøgeren henvises til at tage ophold et andet sted i Nigeria end i sin hjemegn. Flygtningenævnet fandt det herefter ikke godtgjort, at ansøgeren ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i sit hjemland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden ville være i reel risiko for at blive udsat for en behandling omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2, som myndighederne ikke ville kunne beskytte ham imod. Nigeria/2007/3
Nævnet stadfæstede i juni 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria, født i 1970. Senest indrejst i 2004. I 2005 havde Flygtningenævnet meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer havde fundet, at ansøgeren havde opfyld betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet af nævnsmedlemmerne havde imidlertid fundet, at der efter ansøgerens egne oplysninger, som ikke var blevet nærmere behandlet under nævnsbehandlingen, idet ansøgeren ikke under nævnsbehandlingen havde ønsket at uddybe oplysningerne, var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren ved at have dræbt et ikke nærmere oplyst antal mennesker under kampe mellem ANPP og PDP i Nigeria i 2004 havde begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse i sit hjemland. Flertallet af nævnsmedlemmerne havde herefter fundet, at ansøgeren måtte udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 1, nr. 3, jf. artikel 1 F (b) i Flygtningekonventionen af 28. juli 1951. I 2006 havde Udlændingeservice fremsendt et brev fra Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager til Flygtningenævnet til orientering. Det fremgår blandt andet af statsadvokatens brev, at statsadvokaten i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, havde indstillet sin efterforskning af, om ansøgeren i forbindelse med optøjer i en navngiven by i Nigeria i 2004 havde dræbt et ikke nærmere angivet antal personer. Begrundelsen for at indstille efterforskningen var, at der ikke var en rimelig formodning for, at ansøgeren havde begået strafbare forhold. Statsadvokaten havde i forbindelse med undersøgelsen afhørt ansøgeren, og han havde i forbindelse med den seneste afhøring fragået forklaringen om, at han skulle have dræbt flere personer. Den urigtige forklaring skulle være afgivet for at gavne hans asylsag. På denne baggrund, og da det i øvrigt ikke havde været muligt at finde oplysninger om strafbare forhold begået af ansøgeren i forbindelse med urolighederne i maj 2004, havde statsadvokaten ikke fundet grundlag for at fortsætte efterforskningen. Der var ikke i forbindelse med efterforskningen givet underretning til ansøgerens hjemland om ansøgerens identitet. I april 2007 besluttede Flygtningenævnet på baggrund af oplysningerne i statsadvokatens brev at genoptage sagen. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens sag var blevet genoptaget, da ansøgeren i forbindelse med afhøring hos Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager havde fragået den forklaring, han havde afgivet under asylbehandlingen. Under behandlingen af sagen på nævnsmødet forklarede ansøgeren, at den forklaring han havde afgivet for statsadvokaten, havde været urigtig, og at han derfor kunne henholde sig sin tidligere forklaring. Nævnet bemærkede, at det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse skal gives. Ansøgeren måtte således sandsynliggøre det asylmotiv, som ansøgeren påberåbte sig. Ansøgeren havde ikke blot på et tidspunkt fragået hovedindholdet i den forklaring, som havde dannet grundlag for, at han ved nævnets afgørelse fra september 2005 var blevet vurderet som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men havde også på en lang række andre punkter afgivet skiftende og modstridende forklaringer. Det gjaldt således vedrørende ansøgerens identitet, hans ægteskabelige forhold, og hans pasforhold. Efter forløbet i sagen og de mange skiftende forklaringer, som syntes at variere afhængigt af, hvad der kunne være til fordel for ansøgeren, fandtes han ikke at have sandsynliggjort sit asylmotiv, herunder at han havde deltaget i stridigheder i Nigeria i 2004 på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Nigeria ville være i en risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter det anførte fandt nævnet ikke anledning til at tage stilling til udelukkelsesgrundene i Flygtningekonventionen. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nigeria/2007/2
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria, født i 1980. Indrejst i august 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er joruba, kristen og at han i en del af sit liv havde boet i Lagos, hvorfra han udrejste i august 2004. Han havde hverken været politisk eller religiøst aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at hans moder var kristen, og at hans fader var muslim, indtil han konverterede i forbindelse med indgåelse af ægteskabet med moderen. Hertil kom, at ansøgerens forældre og brødre blev dræbt ved en stammefejde med religiøse undertoner i 2002. Endelig blev ansøgeren i slutningen af 2003 kontaktet af en repræsentant fra en muslinsk gruppe kaldet OPC, der truede ansøgeren på livet, hvis han ikke forsvandt. Ansøgeren havde ikke haft konflikter med myndighederne i Nigeria, ligesom han ikke i øvrigt havde oplyst om omstændigheder, der kunne medføre, at han kunne få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens familie blev dræbt i 2002, og at dette muligt skyldtes en religiøs konflikt. Dette kunne imidlertid ikke medføre, at ansøgeren af denne grund opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen heraf vægt på, at ansøgeren havde kunnet opholde sig i Lagos i flere år herefter uden at blive efterstræbt. Selv om det lagdes til grund, at en repræsentant fra OPC havde opsøgt ansøgeren i slutningen 2003, kunne dette ikke føre til nogen anden vurdering. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at den nævnte kontakt havde forbindelse til drabene af ansøgerens familie i 2002 – eller konflikten mellem ansøgerens forældre og deres familier. Flygtningenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren uantastet kunne opholde sig i cirka ¾ år i Lagos, inden han herefter udrejste. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed i den forbindelse tillagde Flygtningenævnet det endelig betydning, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i mere end to år, før han indgav asylansøgning. Endelig måtte ansøgeren – hvis han ikke mente sig tryg i Lagos – henvises til at tage ophold i en anden del af Nigeria. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Nigeria/2007/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria, født i 1974. Indrejst i november 2005. Flygtningenævnet udtalte, at uanset om nævnet lagde til grund, at ansøgeren i marts 2005 i sin forretning i Lagos måtte være blevet opsøgt af personer fra OPC (Oduda Peoples Congress) og afkrævet en ulovlig særskat, og uanset om OPC i forbindelse hermed måtte have sat ild til ansøgerens forretning, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han som følge heraf var i risiko for en konkret og individuel forfølgelse fra OPC´s side. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at OPC rettede henvendelse til alle forretningsdrivende i området, og at forholdet således måtte anses som et led i OPC´s generelle, ulovlige aktiviteter mod forretningsdrivende i Lagos. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde haft konflikter med myndighederne i Nigeria. Flygtningenævnet fandt endvidere, at ansøgeren, hvis han ikke fandt på ny at kunne tage ophold i Lagos, kunne henvises til at tage ophold i et andet område i Nigeria. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren var født og opvokset i et landdistrikt, hvor han fortsat havde familie. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Nigeria/2006/3
Nævnet stadfæstede i august 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria, født i 1975. Ansøgeren er etnisk Ibo og kristen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er kristen nigeriansk statsborger, der er gift med en muslimsk mand. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria risikerede at blive dræbt af det muslimske samfund i en nærmere angiven del af Nigeria, fordi hun havde begået utroskab. Ansøgeren havde videre henvist til, at hun ikke kunne tage ophold i det område i Nigeria, hvor hun var opvokset, idet hun der risikerede at blive dræbt af sine slægtninge, der frygtede, at hun ville gøre krav på en del af familiens ejendom. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren, såfremt hun ikke mente at kunne tage ophold i en nærmere angiven del af Nigeria, hvor sharia lovgivningen er gældende, eller at kunne vende tilbage til det område i Nigeria, hvor hun var opvokset, måtte henvises til at tage ophold i en anden del af Nigeria. Flygtningenævnet bemærkede, at det fremgår af det foreliggende materiale, at der ikke sker udlevering af borgere til retsforfølgning i en anden stat vedrørende overtrædelse af sharia lovgivningen. Flygtningenævnet fandt ej heller, at forholdene i de dele af Nigeria, hvor sharia lovgivningen ikke er gældende, var af en sådan karakter, at ansøgeren, uanset om hun måtte betragtes som enlig kvinde med to små børn, ikke kunne henvises til at tage ophold der. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nigeria/2006/2
Flygtningenævnet stadfæstede i april 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria, født i 1967. Indrejst i marts 1995. I november 1995 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I august 1998 genoptog Flygtningenævnet sagen, og klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I februar 2005 meddelte Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 2. Flygtningenævnet fandt, at det måtte lægges til grund, at klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Uanset om det efter det nu oplyste måtte lægges til grund, at den person, der var registreret forsvundet fra en dansk kommune i september 1999, ikke er identisk med klageren, men en person der havde anvendt klagerens identitet, kunne dette ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste allerede var udrejst i 1997, og at klageren efterfølgende havde indgået ægteskab i USA, hvor han siden 2001 havde haft lovligt ophold. Klageren fandtes herefter at have opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og opnået beskyttelse i USA, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet fandt ikke, at den omstændighed, at klageren, der var udrejst uden at have underrettet myndighederne herom, muligt ikke var blevet bekendt med Flygtningenævnets afgørelse fra august 1998, kunne føre til, at der forelå sådanne særlige grunde, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var oplyst omstændigheder, der gav grundlag for at udsætte sagen eller for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Nigeria/2006/1
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria, født 1980. Indrejst i foråret 2003 samt igen i januar 2004 efter et kort ophold i Spanien. Ansøgeren havde under sit ophold i Danmark arbejdet som prostitueret. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde anført, at hun frygtede for at vende tilbage til Nigeria dels på grund af sin tidligere kæreste dels på grund af agenten, som hun skyldte penge. Hun frygtede, at de begge to ville slå hende ihjel, hvis hun vendte tilbage. Flygtningenævnet fandt ikke, at det af ansøgeren anførte asylmotiv kunne danne grundlag for meddelelse af en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at de eventuelle konflikter, som ansøgeren frygtede at ville få i forhold til sin tidligere kæreste og agenten, begge var af privatretlig karakter, og ansøgeren måtte derfor henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det bemærkedes i den forbindelse, at ansøgeren efter sin egen forklaring aldrig havde haft problemer med de nigerianske myndigheder. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at forholdene for enlige kvinder i Nigeria efter de foreliggende baggrundsoplysninger var af en sådan karakter, at de i sig selv kunne danne grundlag for asyl i Danmark. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse hverken efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2. Nigeria/2004/4
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria, født 1980. Indrejst i december 2003. Ansøgeren forklarede, at hun i 1997 skulle introduceres til en mand, med hvem hun skulle indgå ægteskab. Ansøgeren flygtede, idet hun var gravid og frygtede at blive stenet til døde. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren, således som hun havde forklaret, ikke havde noget modsætningsforhold til de nigerianske myndigheder. Ansøgeren havde forklaret, at hun havde et modsætningsforhold til de ældre i området, hvor hun boede indtil 1997, idet de ældre ville have, at hun skulle giftes. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en eventuel tilbagevenden til Nigeria. Nævnet bemærkede, at ansøgeren, hvis hun mente, at hun fortsat ikke kunne tage ophold i hjemområdet, kunne tage ophold andre steder i Nigeria, herunder Lagos hvor hun tidligere havde boet. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7 som følge af, at hun eventuelt vendte tilbage til Nigeria som enlig kvinde med et barn. Nigeria/2004/3
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria, født 1974. Indrejst i juni 2004. Ved Københavns Byrets dom af september 2004 blev ansøgeren idømt fængsel i 40 dage og udvist af Danmark med indrejseforbud gældende i tre år for overtrædelse af straffelovens § 171, jf. § 21. Ansøgeren, der er etnisk edo og kristen af trosretning, udrejste fra hjemlandet til Marokko for at finde arbejde. Efter seks måneder blev hun sammen med 50 – 60 andre personer sejlet til Spanien, hvor hun blev tvunget til at prostituere sig. Ansøgeren, der nægtede at lade sig prostituere, fandt efterfølgende ud af, at hendes fader, der var bosiddende i Nigeria, var blevet dræbt som følge af, at ansøgeren havde nægtet at lade sig prostituere. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren, således som hun havde forklaret, ikke havde noget modsætningsforhold til de nigerianske myndigheder, men at hun var bragt til Vesteuropa for at arbejde som prostitueret. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens modsætningsforhold til de bagmænd, der havde skaffet hende ud af Nigeria og til Vesteuropa, måtte anses for et privatretligt forhold, der ikke indebar, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nigeria/2004/2
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria, født 1974. Indrejst i august 2002. Ansøgeren havde som asylmotiv anført, at hun frygtede, at hendes mor vil tvinge hende til at blive omskåret, hvis hun skulle vende tilbage til Nigeria. Ansøgeren havde endvidere forklaret, at moderen forud for ansøgerens udrejse havde krævet, at hun lod sig omskære, fordi ansøgeren ønskede at indgå giftermål med sin kæreste. Efter indrejsen i Danmark arbejdede ansøgeren som prostitueret. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria ville være i en konkret reel risiko for at blive udsat for tvungen omskæring. Nævnet bemærkede, at ansøgeren var 30 år. Ansøgeren havde oplyst, at hun forud for udrejsen boede i Benin City, og at hun med moderens accept siden sit 16. år havde boet sammen med sin kæreste. Nævnet fandt, at ansøgerens forklaring om, at hun skulle risikere tvungen omskæring ved en tilbagevenden, forekom konstrueret. Det bemærkedes herved, at ansøgeren fortsat havde forbindelse til moderen, som blandt andet havde skaffet hende et nigeriansk pas under ansøgerens ophold i Danmark. Nævnet fandt således, at ansøgeren hverken opfyldte betingelsen for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Nævnet fandt efter det anførte heller ikke anledning til at udsætte sagen på afventen af Udlændingestyrelsens fact-finding mission til Nigeria. Nigeria/2004/1
Nævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria.. I 2003 søgte ansøgeren første gang asyl i Danmark i Danmark. I 2004 blev han udsendt til et andet europæisk land, der havde accepteret at tilbagetage ham. I 2011 indrejste ansøgeren senest i Danmark og søgte asyl. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk hausa og har angivet at være katolik fra Kano State i Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har dog deltaget i nogle demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter overgreb fra repræsentanter fra Boko Haram som følge af sin trosretning. Han vil heller ikke kunne leve i den sydlige del af Nigeria, idet hans stammemærker i ansigtet angiver, at han er hausa. Dette vil give problemer med dele af lokalbefolkningen. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han ønsker at leve sammen med sin søn her i landet. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han omkring år 2000 i forbindelse med en demonstration blev tilbageholdt af muslimske ekstremister svarende til Boko Haram, som tilbageholdt ansøgeren i nogle måneder, hvorefter han flygtede. Ansøgeren har videre forklaret, at han under sit ophold i Danmark fik interesse for kristendommen, og at en ven, der havde tilknytning til en dansk kirke, i 2006 fortalte ham, at han var kristen. Han er ikke blevet egentligt døbt. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig i forhold til konflikter forud for udrejsen af Nigeria. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren over for de danske myndigheder har påberåbt sig et helt andet asylmotiv, end det asylmotiv han først påberåbte sig over for myndighederne i et andet europæisk land. Ansøgerens forklaring for de danske myndigheder fremstår ikke med en sådan sammenhæng og fasthed, at den på denne baggrund kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren formelt set er kristen, men at han efter sin forklaring deler den kristne tro. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren, i hvert fald ikke hvis han ikke vender tilbage til de nordlige dele af Nigeria, risikerer forfølgelse som følge af sine religiøse forhold. Ansøgeren må således henvises til at tage ophold andre steder i Nigeria, hvis han ikke mener, at han vil kunne vende tilbage til Kano. Flygtningenævnet bemærker, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger må antages, at ansøgeren for eksempel vil kunne tage ophold i Lagos, og at det er rimeligt at forlange, at ansøgeren i givet fald gør dette. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Nigeria. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” nige/2014/1
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2009. Senere i 2009 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse på andet grundlag af Udlændingestyrelsen. I 2011 søgte ansøgeren asyl. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk yuroba og kristen fra Lagos, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter overgreb fra sine forældres familier. Ansøgerens forældre konverterede før ansøgerens fødsel fra Islam til kristendommen, hvilket deres familier ikke kunne forstå eller acceptere. Familierne lagde pres på forældrene for at få dem til at vende tilbage til Islam, hvilket fik forældrene til at flytte til Bukuru. Da ansøgeren var to til tre år gammel, blev hendes forældre på en legeplads truet af et familiemedlem. Forældrene besluttede herefter, at ansøgeren, da hun var fem til seks år gammel, skulle bo i Lagos hos morens veninde. Ansøgerens mor besøgte i 2004 ansøgeren i Lagos og fortalte, at hun havde set et familiemedlem i byen, hvorefter ansøgeren flyttede. Morens veninde fortalte i 2008, at hendes forældre var forsvundet efter at have været i kirke. Efterfølgende blev forældrenes tøj og en del blod fundet, hvorfor ansøgeren formoder, at forældrene er blevet dræbt af deres familier. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens forældre er døde, at ansøgeren uden problemer har opholdt sig i Lagos, fra hun var fem-seks år gammel, og at ansøgeren ikke har haft problemer i forbindelse med sin udrejse fra Nigeria. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren indrejste legalt i Danmark den […] 2009, og at hun den […]2009 blev meddelt opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til sin ægtefælle, som bor i Danmark, og at hun først søgte asyl, da hun den […] 2011 i Københavns Byret for at indrejse i Danmark i strid med et indrejseforbud blev idømt 10 dages fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. At ansøgeren er en enlig, gravid kvinde med et barn på tre år og ifølge sine oplysninger er uden netværk i Nigeria findes ikke i sig selv at kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at udsætte sagen på afventning af oplysninger om, hvorledes hendes forældre er døde. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” nige/2013/3
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk igbo og kristen fra landsbyen […], Plateau State, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men ansøgerens fader var præst i den lokale Pinsekirke. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun sammen med sin familie blev overfaldet i hjemmet af en gruppe mænd fra en formodet islamisk gruppe. Mændene voldtog ansøgerens søstre og dræbte søstrene samt begge forældre. Ansøgeren blev bortført og holdt fanget over en periode på fire måneder, hvor hun blev udsat for trusler og daglige voldtægter. Efterfølgende blev ansøgeren sendt til Europa med skib, hvor hun dagligt under rejsen blev udsat for voldtægt. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Nigeria, at hun vil blive udsat for overgreb på grund af sit religiøse tilhørsforhold som kristen. Selvom ansøgerens forklaring på en række punkter må give anledning til troværdighedsproblemer, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke med den fornødne sikkerhed at kunne afvise ansøgerens forklaring om, at hun og hendes familie har været udsat for de påberåbte overgreb fra ukendte personer. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på baggrund af sine oplevelser fremstår som en særlig udsat person, og nævnet vil ikke afvise, at ansøgeren er profileret på en sådan måde, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være i en særlig risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet finder imidlertid efter baggrundsoplysninger om forholdene i Nigeria, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold andetsteds i Nigeria uden at risikere asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for kristne i sig selv kan begrunde opholdstilladelse. Uanset om ansøgeren måtte have været offer for menneskehandel ved i Danmark at være udnyttet til prostitution, finder nævnet ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb som følge heraf. Nævnet kan i øvrigt henvise til baggrundsoplysningerne om myndighedernes indsats for at bekæmpe menneskehandel samt til oplysningerne om, at organisationen NAPTIP udfører et betydeligt hjælpearbejde for kvinder, der efter at have været udsat for menneskehandel på ny tager ophold i Nigeria, jf. herved blandt andet Freedom Houses rapport af 20. september 2012 ”Countries at the Crossroads 2012, Nigeria”, og ”Operational Guidance Note af 4. oktober 2012” fra UK Home Office. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” nige/2013/2
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk ibo og kristen fra […], Imo State, Nigeria. Ansøgeren har været medlem af partiet All Progressive Grand Alliance (APGA) siden 2010. Ved Local Government Area valget i foråret 2011 var ansøgeren opstillet til posten som deputy chairman. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af Bakassi Boys på grund af sin politiske overbevisning. Ansøgeren har siden 2010 været politisk aktiv for APGA. Han opstillede ved lokalvalget i foråret 2011 til posten som deputy chairman. Modstanderen ved lokalvalget, […], fra PDP truede ansøgeren til at droppe sit kandidatur. Hans politiske modstander indkaldte ansøgerens fader til et møde. I forbindelse med dette møde fik faderen en forgiftet drink, og faderen afgik efterfølgende ved døden. Ansøgeren deltog i foråret 2011 i et stormøde på […], som Bakassi Boys angreb. De dræbte en af ansøgerens venners moder. Efterfølgende fik ansøger af sine partimedlemmer at vide, at det var ham, der var målet for angrebet. Ansøgeren havde samme dag fået en sms besked fra sin modstanders folk om, at de ville dræbe ham. Omkring 5000 personer deltog i mødet. Det blev stormet af omkring 20 bevæbnede Bakassi Boys. Mindst fem personer blev dræbt. Fire dage senere kom Bakassi Boys til ansøgerens bopæl kl. 4 om natten. De omringede huset og slæbte ham ud af huset. De slog og mishandlede ansøgeren. Det lykkedes for ansøgerens moder at flygte og alarmere politiet. Politiet kom til bopælen, hvorefter banden forsvandt. De nåede dog at skyde to politimænd. En af politimændene tog ansøgeren med hjem til sin bopæl, hvor han fik politimandens kontaktoplysninger med besked om, at han skulle fortælle, hvor han opholdt sig, og at politimanden ville hjælpe ham, hvis han kunne. Ansøgeren var hos politimanden i fire dage, hvorefter han blev kørt til Lagos. Dette var i foråret 2011. Ansøgeren blev i Lagos frem til vinteren 2011, hvor han udrejste af Nigeria. Ansøgeren har udvist et begrænset kendskab til centrale politiske begivenheder og forhold i sit hjemland, blandt andet vedrørende tidspunktet for præsidentvalget, tidspunktet for valg til Senatet og Repræsentanternes Hus og navnene på Imo States repræsentanter i Repræsentanternes Hus og det samlede antal repræsentanter i huset. Det er indgået med vægt i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren efter sin egen forklaring har taget en videregående uddannelse i hjemlandet og således fremstår som en veluddannet person. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Såfremt ansøgeren af andre årsager måtte være kommet i modsætningsforhold til Bakassi Boys, må han i givet fald henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Der lægges herved blandt andet vægt på Home Office Operational Guidance Note Nigeria af 4. oktober 2012. Efter det anførte kan der ikke lægges nogen vægt på den fremlagte erklæring af […]fra The Nigeria Police Force. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen eller, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” nige/2013/1
Nævnet stadfæstede i maj 2011 Udlændingeservice afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk benin og kristen af trosretning fra Benin City i Nigeria. Ansøgeren har aldrig været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der blev fundet olie i familiens landsby, og at ansøgerens ægtefælle i den anledning indsamlede penge med henblik på at udvikle lokalområdet. Ægtefællen stjal de indsamlede penge, hvorfor han blev dræbt og hans hus brændt ned. Indbyggerne fra lokalområdet har senere truet ansøgeren på livet, idet de urigtigt tror, at ansøgeren er i besiddelse af de indsamlede penge. Ansøgeren har videre henvist til, at hun i Danmark blev tvunget til prostitution af en navngiven kvinde, og at den navngivne kvinde efterstræber ansøgeren, fordi hun har nægtet at betale den navngivne kvinde 50.000 euro for rejsen ved at fortsætte med at arbejde som prostitueret. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel, som hun har forklaret. Ansøgerens forklaring herom giver ikke grundlag for at antage, at den navngivne kvinde fortsat efterstræber ansøgeren som følge af, at ansøgeren nægtede at afbetale sin gæld ved prostitution. Der er endvidere tale om en privatretlig konflikt, og det må antages, at ansøgeren i hjemlandet vil kunne få fornøden beskyttelse af myndighederne og eventuelt hjælp af NAPTIP og private organisationer. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren er flygtet fra sit hjemland af frygt for, at beboerne ville efterstræbe hende som følge af hendes ægtefælles forbrydelse. Ansøgeren har fremlagt en dateret avisartikel herom fra en navngiven nigeriansk avis. Flygtningenævnet har gennem Udenrigsministeriet fremskaffet en kopi af den originale udgave af samme avis. Det har herved vist sig, at næsten hele avisen er identisk med den kopi, ansøgeren har fremlagt, hvorimod side 7 har et helt andet indhold. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren har været omtalt i den nævnte avis. Det kan derfor heller ikke lægges til grund, at hun eftersøges andre steder end i hjemlandsbyen af lokale beboere. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren også i den forbindelse må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse og til eventuelt at tage ophold et andet sted end i hjemområdet. Efter det anførte finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7.” nige/2011/2
Nævnet stadfæstede i maj 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk Hausa fra […] i Nigeria. Ansøgeren har været ungdomsleder i en kristen organisation, som tilhørte en kirke i ansøgerens hjemområde. Han har ikke i øvrigt været medlem af politiske eller religiøse partier eller organisationer eller været aktiv for sådanne. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af muslimerne i Nigeria, der forfølger kristne. Ansøgerens far, der konverterede til kristendommen, før ansøgeren blev født, og flere andre kristne blev i efteråret 2009 dræbt af muslimer i forbindelse med en konflikt i ansøgerens hjemby. Ansøgerens mor blev dræbt på ansøgerens bopæl, hvor hun boede, i foråret 2010 af muslimer i forbindelse med en lignende konflikt i ansøgerens hjemby, der formentlig varede i syv dage i foråret 2010. Ansøgeren blev under en flugt i forbindelse med sidstnævnte konflikt slået med en stav. Han gemte sig herefter på den lokale politistation indtil den […] 2010. Flygtningenævnet kan ikke fæste lid til ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at præsten i ansøgerens hjemområde i begyndelsen af 2010 modtog et trusselsbrev rettet imod kristne i området, herunder farens familie, henset til det sene tidspunkt for fremkomsten af oplysningerne. Flygtningenævnet bemærker, at sammenstødene i ansøgerens hjemområde må anses som udtryk for spændinger imellem de kristne og muslimerne i området. Ansøgeren, der blev udsat for et stokkeslag under urolighederne, søgte og fik myndighedernes beskyttelse på en politistation, hvor han efterlod sin yngre bror. Ansøgeren vendte efterfølgende tilbage til området for at sælge sin forretning. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for kristne i Nigeria i sig selv kan begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sin hjemby […], vil være i en særlig risiko for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet finder imidlertid efter baggrundsoplysningerne, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold andetsteds i Nigeria uden at risikere asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingeservices afgørelse.” nige/2011/1
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Nigeria efter at have genoptaget sagen. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har som sit asylmotiv henvist til, at hun siden Flygtningenævnets afgørelse i […] i forbindelse med politiets efterforskning af sagen mod en navngiven bagmand, der er sigtet for menneskehandel, har afgivet forklaring om navngivne personer, og om hvorledes hun selv har været udsat for menneskehandel. Ansøgeren har anført, at hun i det kriminelle prostitutionsmiljø fremstår som en person, der samarbejder med myndighederne i sagen mod bagmanden, og hun frygter derfor overgreb fra personer fra det kriminelle netværk omkring bagmanden ved en eventuel tilbagevenden til Nigeria. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at hun har været offer for menneskehandel. Ansøgeren er efter det oplyste den eneste menneskehandlede person, der har afgivet forklaring i sagen mod bagmanden, og ansøgerens forhold har været omtalt i danske medier, og hun har herunder været omtalt som [………] Nævnet lægger til grund, at bagmanden er bekendt med ansøgerens rolle og med indholdet af ansøgerens indenretlige forklaring i […...] Bagmanden, som var varetægtsfængslet i forbindelse med straffesagen, er flygtet fra fængslet og opholder sig nu ifølge ansøgeren i Nigeria. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren har været udsat for flere trusler samt to tilfælde af vold fra personer i Danmark i det kriminelle netværk omkring bagmanden i anledning af sagen. Truslerne har været rettet personligt mod ansøgeren og et familiemedlem i Nigeria, som ifølge ansøgerens oplysninger er forsvundet og muligvis dræbt. Ansøgeren har anmeldt forholdene til det danske politi. Ved vurderingen af den risiko, som ansøgeren stilles over for ved en tilbagevenden til Nigeria, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren på baggrund af det anførte fremstår som en særligt udsat person. Selvom det efter oplysningerne i Udlændingeservices fact-finding rapporter fra april 2009 og juni 2010 vedrørende organisationen NAPTIP i Nigeria må lægges til grund, at organisationen udfører et betydeligt hjælpearbejde for kvinder, der efter at have været offer for menneskehandel på ny tager ophold i Nigeria, finder nævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens ovennævnte forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria er i risiko for overgreb af en karakter, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og som ansøgeren ikke på tilstrækkelig effektiv måde kan antages at opnå beskyttelse imod. Flygtningenævnet finder ikke grundlag til at henføre ansøgerens forhold under udlændingelovens § 7, stk. 1.” Nigeria/2010/4
Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria, født 1960. Indrejst i september 2004. Ansøgeren havde navnlig til støtte for sin asylansøgning gjort gældende, at han som leder af en gruppe ved navn Boys Brigade i midten af maj 2004 havde deltaget i nedskydning af et betydeligt antal ubevæbnede civile muslimer, der befandt sig i en moské, idet denne handling skulle være hævnakt for, at muslimer nogle dage forinden havde foranstaltet en massakre på kristne. Flygtningenævnet lagde afgørende vægt på, at det intet sted i baggrundsmaterialet fremgår, at der skulle være fundet en sådan massakre sted på muslimer sted i det pågældende område. Tværtimod fremgår det af baggrundsmaterialet, at det er muslimer, der har foretaget drab på kristne i det område i maj 2004. Flygtningenævnet lagde ligeledes vægt på, at det ikke fremgår af baggrundsoplysningerne, at organisationen Boys Brigade på noget tidspunkt skulle have deltaget i massakre på muslimer, idet Boys Brigade efter det foreliggende er en kristen spejderbevægelse, der ikke har udført militante aktiviteter. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerens forklaringer bar noget præg af ikke at være selvoplevet, ligesom ansøgerens forklaringer var præget af tidsmæssige uoverensstemmelser. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde, der er nævnt i flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for overgreb af den karakter, der er angivet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Nig/2005/9
Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria, født 1971. Indrejst i juli 2005. I år 2000 flygtede ansøgeren til Gambia, men han var dog i Nigeria i 2003 i forbindelse med indgåelse af ægteskab. Efter ægteskabets indgåelse tog ansøgeren og ægtefællen tilbage til Gambia. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han har været ansat i en højere stilling i en kristen organisation fra 1998 til 2000, og at han i forbindelse med en demonstration i 2000 blev angrebet af muslimer. Nævnet lagde videre til grund, at ansøgeren i januar 2003 var tilbage i Nigeria for at gifte sig. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens stilling i den kristne organisation kunne begrunde asyl. Det bemærkedes herved, at ansøgeren alene ved en enkelt lejlighed havde været udsat for overgreb fra muslimer, at ansøgeren søgte og fik dengang myndighedsbeskyttelse samt at ansøgeren ligeledes kortvarigt kunne vende tilbage til Nigeria i 2003 uden problemer. Nævnet fandt heller ikke på tidspunktet for nævnsafgørelsen grundlag for at kunne antage, at ansøgeren ville være i en reel risiko for at blive forfulgt ved en tilbagevenden. De generelle forhold for kristne i Nigeria kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Nævnet fandt, at ansøgeren ligeledes måtte henvises til at tage ophold i den sydlige del af Nigeria, hvor sharia-lovgivningen ikke er gældende. Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at han ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville risikere at blive udsat for overgreb af en karakter som anført i udlændingelovens § 7, stk. 2. Nig/2005/8
Nævnet stadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria, født 1978, samt et barn. Indrejst i august 2004. Sagen har af Udlændingestyrelsen været forsøgt behandlet i åbenbart-grundløs proceduren. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er nigeriansk statsborger, etnisk yoruba og kristen af trosretning. Ansøgeren er født i Lagos, men vokset op i det nordlige Nigeria. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og havde ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede at blive stenet til døde, idet hendes far havde anmeldt hende til en muslimsk domstol, fordi hun havde nægtet at gifte sig med en muslimsk mand, som faderen havde udvalgt til hende. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hun frygtede at blive stenet, fordi hun var konverteret til kristendommen og havde fået et barn med en kristen mand. Uanset om ansøgerens forklaring om asylmotivet lagdes til grund, fandt nævnet, at ansøgerens konflikt med faderen var en privatretlig konflikt, og at ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Nævnet bemærkede, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke havde haft problemer med de nigerianske myndigheder. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren, såfremt hun ikke mente, at hun kunne få myndighedernes beskyttelse i det område, hvor hendes far opholdt sig, måtte henvises til at tage ophold i en anden del af Nigeria. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgår af en fælles britisk-dansk fact finding mission til Abuja og Lagos fra den 19. oktober til den 2. november 2004, at kvinder fra det nordlige Nigeria, som er under pres for at indgå ægteskab mod deres vilje, vil kunne tage ophold i en anden stat i det nordlige Nigeria eller i det sydlige Nigeria, herunder særligt i Lagos. Det fremgår videre, at disse kvinder vil kunne søge legal bistand fra en række organisationer, og at nogle gør det. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at de generelle forhold for kvinder i Nigeria, herunder kristne kvinder, er af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt på den baggrund ikke grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af oplysninger om faderen til ansøgerens barn. Nig/2005/6
Nævnet stadfæstede i juni 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria, født i 1981. Indrejst i juli 2004.Det fremgår af sagen, at ansøgeren er etnisk ishian og katolik af trosretning. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er nigeriansk statsborger. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren i sit hjemland i 2004 forud for sit bryllup var blevet forsøgt omskåret, fandtes dette ikke at kunne begrunde asyl. Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens Fact-Finding Mission til Nigeria fra den 19. oktober 2004 til den 2. november 2004, at de fleste kvinder har mulighed for at søge tilflugt i den del af Nigeria, hvor skikken ikke praktiseres eller hvor det er ulovligt at praktisere den. Det fremgår ligeledes, at regeringen og nogle ikke-statslige organisationer yder beskyttelse til kvinder, der er flygtet fra omskærelse. Ansøgeren måtte således henvises til at søge de nigerianske myndigheders beskyttelse mod omskæringsforsøg. Ansøgeren havde tidligere oplyst, at hun også var blevet forsøgt voldtaget af nogle mænd fra sin landsby. Da der var tale om forhold af kriminel karakter, måtte ansøgeren henvises til at søge beskyttelse hos sit hjemlands myndigheder. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nig/2005/5
Flygtningenævnet stadfæstede i juni 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria, født i 1977. Indrejst i juni 2002. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren havde været medlem af organisationen MASSOB fra 1995/1996, idet det efter de foreliggende baggrundsoplysninger måtte lægges til grund, at denne bevægelse først er stiftet i 1999, og således også efter det tidspunkt, hvor ansøgeren forlod Lagos. Uanset om ansøgeren måtte have agiteret for en frihedsbevægelse, fandt Flygtningenævnet, at den virksomhed, som ansøgeren havde forklaret om, måtte anses for at være af helt underordnet karakter, og ansøgeren havde heller ikke haft problemer med myndighederne i den anledning. For så vidt angår et forhold til gruppen Bakassi Boys, bemærkede nævnet, at denne konflikt måtte anses for et privatretligt forhold. Nævnet fandt ikke, at konflikten, der grunder sig på en episode i 1997, kunne antages at have et sådant omfang, at ansøgeren i dag ikke ville kunne vende tilbage til Nigeria uden at risikere overgreb i den anledning. Flygtningenævnet fandt således i det hele, at ansøgeren ikke risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Nigeria, eller havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede i øvrigt, at ansøgeren ikke søgte asyl under et tidligere ophold i Norge eller ved indrejsen til Danmark, men først i forbindelse med en anholdelse af politiet. Nig/2005/4
Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria, født i 1985. Indrejst i marts 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk isha, kristen og fra landsbyen Isha. Hun havde ikke været politisk eller religiøst aktiv. Hun havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygtede at blive voldtaget, tvunget til prostitution og/eller dræbt af en nigeriansk mand, der stod i ledtog med en spansk kvinde, idet hun antog, at de havde betalt for hendes rejse fra Nigeria til Spanien, ligesom hun havde nægtet at medvirke til prostitution for kvinden. Ansøgeren havde endvidere henvist til de generelt utrygge forhold i Nigeria. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund om, at hun var blevet lokket til Europa under falske forudsætninger, og at hun blev tvunget til prostitution. Selv om det skulle blive lagt til grund, at ansøgeren som følge heraf havde et modsætningsforhold til en mand i Nigeria, fordi hun i Europa havde nægtet at medvirke til prostitution, fandt Flygtningenævnet, at dette ikke kunne begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om en privat konflikt, som ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Hvis ansøgeren ikke mente, at hun kunne få myndighedernes beskyttelse i det område, som hun stammede fra, måtte hun henvises til at tage ophold i en anden del af Nigeria. Herefter, og da de generelle forhold i Nigeria ikke kunne føre til noget andet resultat, opfyldte ansøgeren ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, hvorfor Udlændingestyrelsens afgørelse stadfæstedes. Nig/2005/3
Nævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria, født i 1985. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde haft politiske aktiviteter eller konflikter med hjemlandets myndigheder. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig frygt for at blive dræbt af sin faders anden kone, som ved hjælp af en medicinmand havde dræbt hendes tre søskende. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at hun skyldte penge i forbindelse med udrejsen og ikke havde tilbagebetalt dem og risikerede overlast i den anledning. Uanset om ansøgerens forklaring om drabene på hendes søskende og hendes egen frygt for at blive dræbt eller lide fysisk overlast i anledning af gæld blev lagt til grund, fandt nævnet, at der var tale om kriminelle forhold, som hun måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Nævnet fandt derfor, at ansøgeren kunne vende tilbage til Nigeria uden at risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller dødsstraf, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nig/2005/2
Flygtningenævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria, født i 1972. Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde noget modsætningsforhold til de nigerianske myndigheder, men at hun var bragt til Vesteuropa for at arbejde som prostitueret. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens modsætningsforhold til de bagmænd, der skaffede hende ud af Nigeria og til Vesteuropa, måtte anses for et privatretligt forhold, der ikke indebar, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det blev bemærket, at det fremgik af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de nigerianske myndigheder var opmærksomme på det pågældende problem. Nævnet fandt, at det måtte antages, at de nigerianske myndigheder ville yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Nig/2005/1
Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Niger. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens samlede forklaringer til grund, idet der ikke var tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at ansøgeren var utroværdig. Det fulgte af hans forklaringer, at han siden sin fødsel havde befundet sig i et slavelignende forhold til høvdingen i en landsby, og at hans broder for nogle år siden var omkommet, angiveligt som følge af voldelige overgreb fra høvdingen eller dennes folk, som følge af et mislykket flugtforsøg fra høvdingen. Af nævnets baggrundsmateriale fremgik det blandt andet, at staten Niger havde implementeret en antislaverilovgivning i 1999, men at det syntes vanskeligt at få lovgivningen håndhævet effektivt. Flygtningenævnet fandt herefter ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemområde kunne være i reel risiko for umenneskelig behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Imidlertid fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i andre dele af Niger, eksempelvis i hovedstadsområdet Niamey. Flygtningenævnet bemærkede i denne forbindelse, at ansøgeren tilhørte Hausa-stammen, der er den største etniske stamme i Niger. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde, som er angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han – hvis han tog ophold i andre dele af Niger end sit eget hjemområde - ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Niger/2008/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hausa og kristen af trosretning fra Maidugiri, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at tolkningen under nævnsmødet, der er sket under brug af såvel hausatolk som engelsk tolk er vurderet at være tilfredsstillende, og at ansøgeren har bekræftet at have forstået hausatolken. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter overgreb fra sin morbror – som er medlem af Boko Haram og i øvrigt er magtfuld – som følge af, at ansøgeren er konverteret til kristendommen og ikke vil tilslutte sig Boko Haram. Han frygter endvidere overgreb fra myndighederne som følge af sin konvertering til kristendommen. Boko Haram angreb i 2009 ansøgerens landsby, Maidugiri, under hvilket angreb hans forældre blev dræbt. Ansøgeren, der dengang var omkring 14 år, tog umiddelbart efter med kristne nødhjælpsarbejdere til Lagos, hvor han konverterede til kristendommen. Ansøgeren boede frem til sin udrejse [i sommeren] 2015 i Lagos hos en person fra den kristne nødhjælpsorganisation. Under sit ophold i Lagos blev han frem til december 2014 adskillige gange opsøgt af sin morbror, som har truet ham med at slå ham ihjel, hvis ikke han kommer tilbage. Morbroren har givet ansøgeren en fatwa på grund af ansøgerens ”syndige” liv, hvilket giver enhver person ret til at slå ansøgeren ihjel, og morbroren har taget fotos af ansøgeren, hvilke fotos efter ansøgerens formodning er hængt op i mange moskeer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin identitet og sit asylmotiv til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at den identitet, som ansøgeren har opgivet til de danske myndigheder, ikke stemmer overens med de oplysninger, der fremgår af ansøgerens pas forevist til de franske myndigheder i forbindelse med ansøgerens visumansøgning [i slutningen af] 2014. Af disse oplysninger fremgår, at ansøgerens navn er [S.O.], og at han er født [i foråret] 1982 i byen [A]. Ifølge oplysningerne i passet var ansøgeren således omkring 27 år, da hans konflikt med morbroren angiveligt startede, hvilket ikke stemmer overens med, at ansøgeren som mindreårig boede hos en person fra den kristne nødhjælpsorganisation frem til sin udrejse fra Lagos i 2015. Ansøgerens forklaring, hvorefter oplysningerne i passet ikke var korrekte, og at passet alene blev fremskaffet til brug for flugten, ligesom han i øvrigt slet ikke var i stand til at læse, hvad der stod i passet, findes ikke at kunne føre til en ændret vurdering. Det bemærkes herved, at passet er udstedt [i efteråret] 2013 i Lagos, længe før ansøgerens ansøgning om visum på den franske repræsentation i Lagos [i slutningen af] 2014. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2018/11/LMD
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og kristen fra […], Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af sin farbror. Ansøgeren frygter endvidere de nigerianske myndigheder som følge af, at han er fra Biafra, og at han støtter Biafras kamp for selvstændighed. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans farbror ønsker at overtage et stykke jord, som ansøgeren og hans lillebror har arvet efter ansøgerens fars død. I 2010 fortalte ansøgerens farbror ansøgerens far, at han ville have jorden for at bygge på den. Faren nægtede. I 2011 blev der afholdt et møde i familien, men parterne kunne ikke løse uenigheden om jordstykket. To måneder efter begyndte farbroren at sætte byggematerialer på jordstykket. Ansøgerens far ødelagde og fjernede materialerne. I [vinteren] 2012 blev ansøgerens far skudt. Han døde nogle dage efter. Inden faren døde, fortalte han ansøgeren, at det var farbroren, der var ansvarlig for skudattentatet på ham. I [starten af] 2013 konfronterede ansøgeren farbroren med dette. Ansøgeren anmeldte samtidig farbroren til politiet. Farbroren blev tilbageholdt af politiet i en uge, men blev løsladt, da ansøgerens familie ikke kunne fremskaffe de nødvendige beviser. I [foråret] 2013 placerede farbroren på ny byggematerialer på jordstykket. Ansøgeren rejste til landsbyen og ødelagde byggematerialerne. Den efterfølgende dag opsøgte farbroren ansøgeren på hans mors bopæl og spurgte, hvorfor ansøgeren havde ødelagt byggematerialet. Ansøgeren svarede, at han havde ødelagt byggemateriale, fordi jorden ikke tilhører farbroren, og fordi farbroren havde slået ansøgerens far ihjel. Tre dage senere blev ansøgeren overfaldet af fire personer. Omkring [foråret] 2014 vendte ansøgeren på ny tilbage til landsbyen for at ødelægge byggematerialet, der lå på jordstykket. Ansøgeren tog efterfølgende ind til byen for at drikke en øl med sin ven. Ansøgeren blev opsøgt af tre ukendte personer, der bad ham om at sætte sig ind i deres bil. Ansøgeren blev sat ind på bagsædet og fik bind for øjnene. Ansøgeren blev kørt til et sted, hvor han blev holdt fanget i næsten en uge. Personerne fortalte ansøgeren, at de havde fået penge af ansøgerens farbror for at slå ansøgeren ihjel. Den eneste mulighed, som ansøgeren havde for at slippe fri, var at forlade landet. Personerne skaffede ansøgeren et pas og visum, og hjalp ham ud af landet i [vinteren] 2014. Ansøgeren opholdt sig i Lagos i ni til ti måneder, inden han udrejste af landet. I [efteråret] 2016 har ansøgerens farbror truet ansøgerens lillebror, idet denne også havde fjernet nogle byggematerialer fra jordstykket. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og utroværdigt om væsentlige punkter i sine asylmotiver. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt farbroren direkte har truet med at dræbe ansøgerens far, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen, dels har forklaret, at farbroren under mødet med familien om jordstykket direkte truede med at dræbe faren, dels har forklaret, at farbroren ikke specifikt sagde, at han ville dræbe faren. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at det var ansøgerens far, der efter drabsforsøget havde sagt til ansøgeren, at han havde en formodning om, at det var farbroren, der havde hyret nogle personer til at dræbe ham. Flygtningenævnet finder endvidere ansøgerens forklaring om, at han efter kidnapningen i [foråret] 2014 kunne opholde sig i Nigeria frem til [vinteren] 2014/[starten af] 2015 utroværdig. Flygtningenævnet har fundet, at ansøgerens forklaring om kidnapningen på væsentlige punkter fremstår utroværdig og usandsynlig. Ansøgeren har således forklaret, at han blev holdt tilbage af kidnapperne i fire dage, men at han bad for sit liv, hvorefter kidnapperne hjalp ham med at skaffe pas og visum, så han kunne udrejse af Nigeria. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret divergerende om, hvorvidt det var en af kidnapperne eller dem alle, som hjalp ham. Ansøgeren har endvidere under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret udbyggende om, hvor han opholdt sig indtil sin udrejse, idet ansøgeren først under Flygtningenævnets behandling af sagen har oplyst, at han opholdt sig ni til ti måneder i Lagos, inden han udrejste. Ansøgeren har yderligere forklaret divergerende om, hvornår han udrejste, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han udrejste [i starten af] 2015, mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han udrejste i [vinteren] 2014. Samtidig har ansøgeren forklaret divergerende om sit pas, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at det ikke var hans pas, mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at det var hans pas, men at han ikke ved, om det er ægte eller uægte. Foreholdt, at passet er udstedt i [foråret] 2013, hvilket ikke stemmer med hans forklaring om, at kidnapperne hjalp ham med at få udstedt passet på et tidspunkt efter [foråret] 2014, har ansøgeren udbyggende forklaret, at [foråret] 2013 var den dato, som han og kidnapperne bad om blev anført i passet. Ansøgeren har endvidere under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at han løj om passet til oplysnings- og motivsamtalen, idet han til denne samtale urigtigt forklarede, at han ikke havde noget pas. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgerens lillebror, der også har del i jordstykket, er blevet truet af farbroren, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen, dels har forklaret, at lillebroren ikke er blevet truet, dels har forklaret, at lillebroren blev truet i 2015. Derimod har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at lillebroren blev truet af farbroren, og at det skete i [efteråret] 2016. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om sit opholdssted og sit forhold til sin datters mor, idet ansøgeren har forklaret, at hans datter er født i [foråret] 2012, hvilket ikke hænger sammen med, at han boede i Lagos sammen med sin gravide kæreste i 2013, idet datteren allerede var født på dette tidspunkt, og idet ansøgeren har forklaret, at han ikke har boet sammen med moren siden barnets fødsel. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren som følge af sit tilhørsforhold til Biafra er efterstræbt af de nigerianske myndigheder. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren uden problemer har kunnet henvende sig til de nigerianske myndigheder for at få hjælp i konflikten med sin farbror, idet det nigerianske politi, dog uden held, efterforskede ansøgerens anmeldelse mod farbroren for bestilling af drabet på faren. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om omfanget af sit engagement i kampen for Biafras selvstændighed, idet ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han alene har deltaget i en enkelt demonstration, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han har deltaget i tre demonstrationer. Samtidigt har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren på intet tidspunkt har været tilbageholdt af de nigerianske myndigheder som følge af sin deltagelse i demonstrationerne. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2018/1/HHU
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk ibo og kristen fra [en navngiven by], Togo, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive idømt 14 års fængsel, fordi han er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i 2000 blev klar over, at han var homoseksuel, og at han i 2001 blev interesseret i sin klassekammerat, [A], som han indledte et seksuelt forhold til. Ansøgeren og [A] mødtes regelmæssigt på en byggeplads nær skolen, hvor de talte sammen og havde seksuelt samkvem. På et ikke nærmere defineret tidspunkt i 2001 blev ansøgeren og [A] opdaget sammen af deres skolekammerat [B], og der begyndte at florere rygter om, at ansøgeren og [A] var sammen på byggepladsen. I 2002 blev ansøgeren og [A] overfaldet af [B] og tre andre drenge. I 2008 studerede både ansøgeren og [B] på universitetet i Enugu. På et ikke nærmere defineret tidspunkt i 2008 så [B] [A] og ansøgeren sammen, og tre uger herefter henvendte han sig på ansøgerens bopæl. Der opstod håndgemæng, og i forbindelse hermed stak [B] både ansøgeren og [A] med en kniv. Ansøgeren og [B] startede i militæret i 2012. På et ikke nærmere defineret tidspunkt i 2012 overfaldt [B] ansøgeren og [A] i ansøgerens hjem sammen med fem til seks andre mænd. I forbindelse hermed blev ansøgeren stukket med en kniv og skudt igennem sine baller. Ansøgeren flygtede til et nærliggende hus, hvor en mand ved navn [C] beskyttede ham. Herefter boede ansøgeren hos [C] i omkring to år. I oktober 2015 udrejste ansøgeren fra Nigeria legalt ved brug af svensk udstedt Schengen-visum til Sverige. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende, usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om en række væsentlige forhold til belysning af asylmotivet. Det drejer sig blandt andet om, hvor længe han kendte til [A], før han tog kontakt til ham. Under samtalen i nævnet har ansøgeren forklaret, at han og [A] begyndte at tale med hinanden efter nogle måneder, og at han i øvrigt på grund af den medgåede tid nu havde vanskeligt ved at huske tidsangivelser. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han og [A] havde gået i klasse siden 1997, og at de havde gået i klasse sammen i fire år uden at tale sammen. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt [B] sagde noget til ham under mødet på gaden forud for overfaldet i 2008. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at [B] overfusede ham, mens han til asylsamtalen har forklaret, at [B] intet sagde. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvem der angiveligt overfaldt ham i 2012. Til oplysnings- og motivsamtalen hos Udlændingestyrelsen oplyste ansøgeren, at det var mørkt, og at han ikke så gerningsmændene, mens han til asylsamtalen hos Udlændingestyrelsen har forklaret, at en af gerningsmændene var [B]. Ansøgerens forklaring om, hvorvidt han var i stand til at forlade [C]’s bopæl i løbet af de to år, der gik efter overfaldet i 2012, fremstår endvidere ikke overbevisende henset til oplysningen om, at ansøgerens nigerianske nationalitetspas er udstedt [primo 2013]. Det fremgår desuden af ansøgerens visumansøgning fra 2015, at han – i modstrid med hvad han selv har oplyst – er gift med [en navngiven kvinde]. Under disse omstændigheder - og henset til at ansøgerens forklaring i øvrigt, herunder om omstændighederne i forbindelse med, at han og [A] dyrkede sex på en forladt byggeplads tæt ved skolen og i forbindelse med overfaldet på ansøgeren og [A] i 2012 og det efterfølgende langvarige ophold hos [C], fremstår usandsynlige og dermed konstrueret til lejligheden – forkaster Flygtningenævnet asylmotivet. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Niga/2017/9/MAD
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk benin og kristen af trosretning fra Benin City, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af menneskesmugleren, [A], idet han ikke har betalt det fulde beløb tilbage til [A] for sin udrejse af Nigeria. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at hans fars søskende vil slå ham ihjel, da de frygter, at ansøgeren skal arve efter sin far som den ældste søn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han udrejste af Nigeria i 2014, idet han forinden havde mødt en nigeriansk menneskesmugler, [A], som tilbød at få ham til Europa. Ansøgeren lovede under ed at betale 1,5 mio. naira for udrejsen, og han blev efter udrejsen tvunget til at arbejde som rengøringsmedhjælper i Sverige for at tilbagebetale sin gæld. Videre har ansøgeren oplyst, at han grundet sin tilbageholdelse for ulovligt ophold i Danmark [i efteråret] 2016 ikke har været i stand til at betale penge til [A]. Ansøgerens mor og yngre bror, som bor i Benin City, Nigeria, blev under ansøgerens fængselsophold i Danmark overfaldet af det kriminelle netværk på grund af ansøgerens manglende betaling. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hans familie sidste gang hørte fra det kriminelle netværk i [slutningen af] 2016, og at han ikke selv har hørt fra netværket i Danmark, siden kort efter han kom fra Sverige til Danmark. Ansøgeren har ikke forklaret noget specifikt om netværket eller om [A]s forbindelser og magt. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at det kriminelle netværk er særligt indflydelsesrigt eller magtfuldt, eller at han selv er i en særlig udsat situation i forhold til netværket. Flygtningenævnet bemærker, at der er tale om et kriminelt forhold, og at ansøgeren må henvises til at søge de nigerianske myndigheders beskyttelse. Det fremgår af EMD’s dom LO mod Frankrig af den 26. maj 2015 og af baggrundsmaterialet, herunder US Department of States rapporter fra 2015, 2016 og 2017, at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte handlede personer i forbindelse med, at de vender tilbage til Nigeria. Efter baggrundsoplysningerne har ofre for menneskehandel i Nigeria trods korruption og begrænsede ressourcer mulighed for at søge beskyttelse hos NAPTIP eller andre private organisationer eller tilsvarende formål. For så vidt angår ansøgerens forklaring om, at hans fars familie vil slå ham ihjel, da han ellers som den ældste søn vil arve sin far, finder Flygtningenævnet, at den påberåbte konflikt ikke har en sådan intensitet eller et sådant omfang, at det kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har modtaget trusler fra sin fars familie, der tillige bor i Benin City, og at han ikke har været i kontakt med dem siden 2004, hvor hans mor, hans søskende og han selv blev smidt ud af faderens hus. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2017/8/ATN
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ’’Ansøgeren er etnisk edo og kristen fra Benin, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af de Juju-personer, der har sendt hende til Europa, og tvunget hende til prostitution i Danmark. Til støtte for sit asylmotiv, har ansøgeren oplyst, at hun skylder disse personer penge, idet de har betalt for hendes rejse til Europa. Ansøgeren kom i kontakt med Juju-personerne gennem sin brors veninde, [A], der fortalte, at hun ville hjælpe ansøgeren med at komme til Europa for at gå i skole. Ansøgeren ville ikke selv tage af sted, men hendes bror mente, at det var en god idé. [A] tog ansøgeren til en Juju-mand, der klippede lidt af ansøgerens hår og fingernegle af. Ansøgeren blev transporteret til Danmark sammen med ukendte personer. Ansøgeren indrejste i Danmark i [vinteren] 2015, og blev placeret i en bolig [i en dansk by] sammen med en anden ung pige. Ansøgeren fik at vide, at hun skulle prostituere sig selv, for at kunne betale pengene for rejsen tilbage. [A] og hendes veninder i Danmark, truede ansøgeren med at ville slå hende ihjel, hvis hun fortalte nogen, om det arbejde hun udførte i Danmark. De truede også med at slå ansøgeren ihjel, hvis ikke hun betalte pengene tilbage. Ansøgeren blev [i foråret] 2016 stoppet på gaden af det danske politi. Hun søgte herefter asyl. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet finder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom hun er mindreårig. Ansøgeren har under nævnsmødet besvaret de stillede spørgsmål på relevant måde, som viser, at ansøgeren har forstået spørgsmålene. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at hun kom til Italien som led i menneskehandel, og at hun har gæld til nogle personer i Nigeria. Efter ansøgerens forklaring, er det usikkert, hvem hun har gæld til og hvor stor en gruppe, der er involveret i menneskehandlen. Efter ansøgerens forklaring er der ikke grund til at tro, at gruppen er særlig indflydelsesrig eller magtfuld. Det beror alene på ansøgerens formodning, der ikke er underbygget, at hendes bror er en del af netværket og vil forsøge at forfølge hende såfremt hun vender tilbage. Flygtningenævnet bemærker, at der er tale om et kriminelt forhold og at ansøgeren må henvises til at søge de nigerianske myndigheders beskyttelse. Det fremgår af EMDs dom LO mod Frankrig, behandlet den 26. maj 2015, og af senere baggrundsmateriale herunder US Department of States rapporter af 27. juli 2015 og 30. juni 2016 at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte handlede personer i forbindelse med at de vender tilbage til Nigeria. Efter baggrundsoplysningerne har ofre for menneskehandel i Nigeria mulighed for at søge beskyttelse hos NAPTIP eller private organisationer med tilsvarende formål. Idet ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria vil vær i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Nævnet bemærker, at de generelle forhold for kvinder i Nigeria ikke er tilstrækkelige for at opnå beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker endvidere, at der ikke er truffet afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 1, hvorfor Flygtningenævnet på nuværende tidspunkt ikke kan tage stilling til den mere subsidiære påstand.” Niga/2017/7/HHU
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og kristen fra […], Enugu State, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af et lokalt byværn (vigilantegruppe) fra sit hjemområde. Han har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en person, som han skylder penge, ligesom han frygter de generelle forhold i det nordøstlige Nigeria som følge af Boko Harams tilstedeværelse. Ansøgerens bror, [C], besøgte [i vinteren] 2014 en medarbejder fra lokaladministrationen i ansøgerens hjemområde sammen med sin ven [E]. På vej hjem fra besøget blev de standset af byværnet fra hjemområdet, og de bad i den forbindelse [E] om at tage hjem. Ansøgerens familie hørte herefter ikke fra broren igen. [I vinteren] 2014 protesterede ansøgeren og brorens venner over brorens forsvinden, og [i vinteren] 2015 kom byværnet til ansøgerens landsby for at få udpeget de demonstrerende. Ansøgeren udrejste derfor fra landsbyen den efterfølgende dag sammen med sin ægtefælle og tog ophold i byen Enugu. [I vinteren] 2015 opsøgte byværnet ansøgerens families bopæl og tilbageholdt ansøgerens far i en dag, fordi ansøgeren ikke var til stede ved bopælen. [I vinteren] 2015 forsøgte to medlemmer af byværnet at opsøge dem i Enugu, og de tog derfor ophold i byen Abuja hos ansøgerens fætter, som [i vinteren] 2015 blev skudt og slået ihjel. Ansøgeren og hans ægtefælle rejste derfor til et andet sted i byen, indtil ansøgeren udrejste med fly til Grækenland i [sommeren] 2016. Ansøgeren finansierede sin udrejse ved lån fra en person ved navn [O], som efterfølgende har truet ansøgerens ægtefælle i [efteråret] 2016, idet ansøgeren ikke brugte pengene til opstart af forretninger som aftalt. Ansøgeren har under mødet med sin advokat oplyst, at en person ved navn [I] i [vinteren] 2016 er blevet slået ihjel, hvilket for ham bekræfter risikoen for, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet selv vil blive slået ihjel. Ansøgerens ægtefælle, barn og forældre har forladt deres bopæl og har taget ophold et andet sted i hjemlandet som følge af risikoen i hjembyen. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse ansøgerens forklaring til grund, bortset fra det af ansøgeren under mødet med sin advokat oplyste, der er nyt i forhold til det tidligere forklarede og ikke er underbygget ved ansøgerens egen forklaring for nævnet. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er konkret og individuelt forfulgt på asylrelevant måde. Nævnet har herved lagt vægt på, at det efter det oplyste alene findes at bero på ansøgerens egne, ubekræftede formodninger, at overgrebene på hans bror og fætter i henholdsvis 2014 og 2015 havde relation til ansøgeren eller hans forhold. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste uden problemer kunne opholde sig i Abuja fra [vinteren] 2015 og frem til sin udrejse i 2016 uden at blive kontaktet af byværnet. Nævnet har endelig lagt vægt på, at der forløb i hvert fald tre uger fra ansøgerens indrejse i Danmark, til han indgav ansøgning om asyl. Hverken ansøgerens frygt for overgreb fra [O] eller de generelle forhold i det nordøstlige Nigeria findes at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2017/6/JOL
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk igbo og katolik fra [A], Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter en lokal religiøs gruppering af Idol Worshipers fra sin fødelandsby, [A], Enugu State. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev opsøgt af personer fra den religiøse gruppering under sit besøg i [A] i februar 2016, og at personerne fortalte, at han var blevet religiøst udvalgt til at passe på deres helligdom, Olako, der i fysisk form er en træfigur. Grundet hans religiøse overbevisning som katolik oplyste han, at han ikke ville påtage sig opgaven, og han tog i februar 2016 tilbage til sin bopæl i [B], Kaduna State. Han modtog herefter adskillige telefoniske trusler fra den religiøse gruppering, indtil han slukkede sin telefon [i] februar 2016, og han blev derefter ikke kontaktet yderligere frem til sin udrejse [i] juli 2016. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren under asylsagsbehandlingen har påberåbt sig, at han er flygtet på grund af en religiøs gruppe, som er efter ham, mens han under en senere straffesag i Københavns Byret har oplyst sig, at han er flygtet af økonomiske årsager. Ansøgeren har videre under asylsagsbehandlingen oplyst, at han er ugift og ikke har børn, mens han under ovennævnte straffesag har oplyst, at han har hustru og tre børn i Nigeria. Ansøgeren har under nævnsmødet på forespørgsel forklaret, at han har en kæreste og børn i Nigeria. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Uanset der efter ovennævnte er nogen tvivl om ansøgerens asylmotiv og om hans identitet, kan Flygtningenævnet i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med en religiøs gruppe til grund. Nævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren er udvalgt til at passe på en helligdom, hvilket han ikke ønsker, og at der i den forbindelse er opstået en konflikt af en vis udstrækning med en religiøs gruppe. Nævnet finder imidlertid, at denne konflikt ikke har en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren kunne opholde sig på sin egen bopæl i godt 5 måneder efter konfliktens opståen uden at blive fysisk opsøgt af den religiøse gruppe, ligesom hans familie kunne leve problemfrit i en landsby fem km. fra den religiøse gruppe. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens udbyggende forklaring om, at faderen blev dræbt af den religiøse gruppe til grund. Der er herved lagt vægt på, at der er tale om en udbyggende forklaring om, at faderen kørte frem og tilbage til den oprindelige landsby og passede grise samt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at det var den religiøse gruppe, der dræbte hans far. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2017/5 LMD
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og kristen fra […] Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter myndighederne og sin familie, idet han har været med til at producere en homoseksuel pornofilm, og idet han er biseksuel. Ansøgeren mødte [ultimo] 2012 en kinesisk mand […]. De indledte et forhold. [Den kinesiske mand] fortalte ansøgeren, at han gerne ville lave en homoseksuel pornofilm, som skulle distribueres i Kina, og [han] ville gerne have ansøgerens hjælp. Ansøgeren havde et lydstudie, der kunne anvendes til formålet. Filmen skulle optages der, ansøgeren skulle skrive manuskriptet, føre kameraet, instruere de medvirkende, og lave lyd- og billedeffekter. Det var også planen, at ansøgeren skulle deltage i filmen. De startede produktionen af filmen [i foråret] 2013. Produktionen skulle vare ti dage. Efter tre dage mødte politiet op. Ansøgeren nåede at flygte ud af vinduet. Tre personer blev anholdt, har ansøgeren fået at vide. Nogle af de lokale fra byen brændte efterfølgende ansøgerens studie ned. Ansøgeren flygtede til [en anden by], hvor han boede i en måned hos en ven. Myndighederne ledte efter ham, og han rejste derfor ud af Nigeria. Myndighederne rettede henvendelse hos ansøgerens far for at finde ansøgeren. Ansøgerens far blev derfor bekendt med filmen. Ansøgerens fars har betalt myndighederne for at få filmen udleveret. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har deltaget i optagelsen af en homoseksuel pornofilm, eller at han er biseksuel. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring sit arbejde med produktionen af pornofilmen, omstændighederne da politiet opdagede dette, og hvad der efterfølgende skete med hans studie. Nævnet lægger for så vidt angår ansøgerens seksuelle orientering navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han mødte [den kinesiske mand]. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke har givet nogen rimelig forklaring på divergenserne. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens indrejseforhold ikke kan anses for klarlagte, idet ansøgeren selv har oplyst, at han indrejste [på en bestemt dato i sommeren] 2015, men at han da fandtes i besiddelse af en DSB-billet udstedt 10 dage tidligere. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende, om han kom til Danmark med tog eller skib. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Nigeria. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” niga/2017/4/ceb
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk edo og kristen fra Benin, Ado, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af den nigerianske kvinde, [A], eller en anden person bag det kriminelle netværk, som har tvunget hende til prostitution i Europa. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [A] i 2006 arrangerede ansøgerens udrejse til Europa, idet ansøgeren lovede at betale 55.000 euro herfor, og at ansøgeren indtil hendes anholdelse i Danmark [i sommeren] 2016 har arbejdet som prostitueret for [A]. Videre har ansøgeren oplyst, at [A] omkring fem år forinden stod bag drabet på ansøgerens far, idet ansøgeren havde undladt at sende penge til [A]. Ansøgeren har endeligt oplyst, at [A] ved flere lejligheder har stået bag trusler rettet imod ansøgerens moster i Nigeria, idet ansøgeren efter sin anholdelse i Danmark [i sommeren] 2016 ikke har været i stand til at sende penge til [A]. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har i nævnsmødet yderligere henvist til, at hun senest i november 2016 på sms har modtaget trusler fra [A]. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens forhold ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. I forhold til ansøgerens frygt for det kriminelle netværk bag handelsforholdet, herunder [A], må ansøgeren således henvises til at søge myndighedernes beskyttelse i Nigeria. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger arbejder de nigerianske myndigheder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte handlede personer i forbindelse med, at de vender tilbage til Nigeria. Ofre for menneskehandel i Nigeria har mulighed for at søge beskyttelse hos NAPTIP eller private organisationer med tilsvarende formål. Ansøgerens kritiske synspunkter om NAPTIP kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og idet de generelle forhold i Nigeria heller ikke kan danne grundlag for international beskyttelse efter de nævnte bestemmelser, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2017/3/EMU
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hausa og kristen fra Jos, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv ved asylsagsbehandlingen i 2011 henvist til, at hun frygtede at blive slået ihjel af en kult, da hun ikke ville overtage sin afdøde fars plads i denne. Hun frygter stadig kulten. Videre oplyste ansøgeren, at hun frygtede kvinden, [A], som efter et tilfældigt møde på en restaurant havde arrangeret ansøgerens udrejse til Europa i 2009 med lovning om arbejde som frisør. Efter ansøgerens indrejse i Italien krævede [A] dog, at ansøgeren skulle arbejde som prostitueret, hvorefter ansøgeren stak af inden betaling af de lovede 50.000 euro for udrejsen af Nigeria. Ansøgeren har som asylmotiv ved den nu indgivne asylansøgning oplyst, at hun frygter det kriminelle netværk, som har tvunget hende til prostitution, og at hun som enlig kvinde er særligt udsat for at blive offer for menneskehandel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun udrejste af Nigeria, idet hun forinden havde mødt en nigeriansk mand på en bar, som tilbød at bringe hende til Europa. Ansøgeren lovede under ed at betale 50.000 euro for rejsen til Europa, og hun blev efter udrejsen tvunget til at arbejde som prostitueret for at betale af på sin gæld. Videre oplyste ansøgeren, at hun grundet sin anholdelse for ulovligt arbejde i København [i sommeren] 2016 ikke har været i stand til at betale penge til det kriminelle netværk. Ansøgerens veninde, [B], som bor i Benin City, Nigeria, blev [senere i sommeren] 2016 overfaldet af det kriminelle netværk på grund af ansøgerens manglende betaling. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren som følge af et menneskehandelsforhold udrejste af Nigeria i 2009. Spørgsmålet er, om ansøgerens frygt for det kriminelle netværk, der står bag handelsforholdet, og ansøgerens frygt for en kult, der angiveligt har slået hendes forældre ihjel, indebærer, at ansøgeren skal have ret til opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Den forklaring, som ansøgeren i nævnet i dag har afgivet om sin angivelige konflikt med kulten, fremstår så diffus og ikke underbygget, at den fortsat ikke kan lægges til grund, jf. herved tillige Udlændingestyrelsens afslag af […], der blev behandlet i åbenbart grundløs-proceduren. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke selv har været i kontakt med kulten og har ikke hørt fra den siden 2009, og også i dag har afgivet en udbyggende og divergerende forklaring om baggrunden for den angivelige konflikt med kulten. I forhold til ansøgerens mere generelt betonede frygt for det kriminelle netværk bag handelsforholdet finder nævnet, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse i Nigeria. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger arbejder de nigerianske myndigheder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte handlede personer i forbindelse med at de vender tilbage til Nigeria. Ofre for menneskehandel i Nigeria har mulighed for at søge beskyttelse hos NAPTIP eller private organisationer med tilsvarende formål. Ansøgerens kritiske synspunkter om NAPTIP kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og idet de generelle forhold i Nigeria heller ikke kan danne grundlag for international beskyttelse efter de nævnte bestemmelser, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2017/2/EMU
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk edo og kristen fra Benin City, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af manden [O], som er far til hendes børn. Ansøgeren har også henvist til, at hun frygter de fire personer, som bragte hende til Danmark og de fire personer, der udsatte hende for et juju ritual inden hendes udrejse af Nigeria. Ansøgeren har til støtte for hendes frygt for [O] oplyst, at hendes far skyldte [O] penge, som han ikke kunne betale. [O] krævede derfor at blive gift med ansøgeren, hvilket hendes far nægtede. En dag blev ansøgeren voldtaget af [O], hvorved hun blev gravid med tvillinger, som hun fødte [i efteråret 2013]. Efterfølgende blev ansøgerens forældre dræbt i en trafikulykke, hvorefter [O] igen opsøgte ansøgerens bopæl, fordi han ville hente ansøgeren og børnene. Ansøgeren nægtede, løb væk fra ham og blev i den forbindelse ramt af en bil, så ansøgeren måtte på hospitalet. Ansøgeren har herefter samtykket til, at [O] kunne få børnene, da hun ikke kunne tage sig af dem. Efter [O] fik børnene, blev han ved med at opsøge hendes bopæl for at kræve pengene tilbage, fordi hun ikke ville giftes med ham, ligesom han truede med at slå ansøgeren ihjel. [O] opsøgte ansøgerens bopæl ca. to gange om måneden, indtil hun forlod Nigeria. Ansøgeren talte personligt med ham de første fire gange, han opsøgte hende, hvor han slog og sparkede hende. De efterfølgende gange gemte ansøgeren sig, når han opsøgte hende. [O] har sagt til ansøgerens lillebror, at han vil slå hende ihjel, når han finder hende. Ansøgeren har til støtte for hendes frygt for de fire personer og de personer, der udsatte hende for et juju ritual oplyst, at hun og hendes lillebror måtte tigge på gaden efter hendes forældre blev dræbt. På gaden mødte hun damen, [B], der ville hjælpe hende til Europa for at få et bedre liv og gå i skole. [B] hjalp herefter med udrejsen til Europa. Inden ansøgeren udrejste af Nigeria, blev hun udsat for juju. Hun blev snittet med barberblade på hendes krop og fik at vide, at juju ville beskytte hende. Da ansøgeren kom til Italien blev hun opmærksom på, at der var i alt fire personer, der havde betalt penge for at få hende til Italien. Hun er blevet truet med, at de ville slå hende ihjel, hvis hun ikke betalte 30.000 euro tilbage til dem. [B]g sagde også til ansøgeren, at juju ikke længere ville beskytte hende, men derimod skade hende. Ansøgeren er også blevet ringet op af manden, der udsatte hende for juju. Manden sagde til ansøgeren, at juju ville slå hende ihjel, hvis hun ikke betalte pengene tilbage. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. I overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse herom lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som offer for menneskehandel må anses for værende i en særlig sårbar situation. Selvom det må antages, at der er en risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria vil stå i et modsætningsforhold til den eller de personer, der står bag menneskehandlen, finder nævnet, at en sådan konflikt ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse og bemærker, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte handlede personer i forbindelse med, at de vender tilbage til Nigeria. Endvidere har ofre for menneskehandel i Nigeria mulighed for at søge beskyttelse hos NAPTIP eller private organisationer med tilsvarende formål. Det forhold, at ansøgerens familie i Nigeria er blevet opsøgt af de personer, der står bag menneskehandlen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Derudover finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konflikt med faren til hendes børn ikke har en sådan karakter og intensitet, at den kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Niga/2017/10/SMLA]
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og kristen af trosretning fra […] i delstaten Enugu, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive pågrebet og fængslet i 14 år eller at blive slået ihjel af de nigerianske myndigheder, da han er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han opdagede, at han var homoseksuel, da han var 14 år gammel. I 2010 begyndte en person, der hedder [A], at komme som kunde i ansøgerens butik. En søndag i 2013 ringede [A] til ansøgeren og bad ham om at komme til [et hotel] i byen Enugu. Samme dag tog ansøgeren hen til hotellet, og da han forlod hotellet, var de blevet kærester, selvom [A] havde en ægtefælle, og frem til 2015 mødes de løbende på hotellet. Den [i sommeren] 2015 ringede [A] og inviterede ansøgeren hjem til sin bopæl i Enugu. Ansøgeren tog hjem til [A] om aftenen, hvor de drak vin og efterfølgende havde samleje i [A]s soveværelse. Efter fem til ti minutters samleje kom [A]s ægtefælle hjem og opdagede, at ansøgeren og [A] havde samleje i soveværelset. [A]s ægtefælle råbte højt og erklærede blandt andet, at hun ville slå ansøgeren ihjel, hvorefter hun slog ham med en jernstang og kastede stangen efter ham. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra [A]s bopæl, og ansøgeren løb hjem til [B], som var nabo til ansøgerens forretning i Enugu, og gemte sig. Dagen efter blev ansøgeren ringet op af [A], som undskyldte for hændelsen dagen før. [A] fortalte ansøgeren, at hans liv var i fare, fordi ægtefællen havde fået kendskab til deres forhold, og ansøgeren tog derfor hjem om natten for at hente sine personlige ejendele, så han kunne rejse til Abuja i det nordlige Nigeria. Da ansøgeren kom hjem, sagde en nabokvinde til ham, at politiet og ukendte mænd tidligere på dagen havde opsøgt bopælen, og ansøgeren forlod herefter sin bopæl. Ansøgeren rejste dagen efter til Abuja, hvor han skjulte sig fra [i sommeren] 2015 til [i efteråret] 2015 hos en bekendt af [B]. Den [i efteråret] 2015 tog ansøgeren til hovedstaden Lagos, hvor han mødte en ukendt mand, som hjalp ham til lufthavnen i byen. Ansøgeren fløj ud af Nigeria med manden, som hjalp ham hele vejen til Danmark. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, der påberåbes. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter forekommer utroværdig, divergerende og udbyggende. Ansøgeren har således blandt andet i oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at forholdet til [C] ophørte i 2007, fordi [C] rejste til sin hjemby, mens han for nævnet har forklaret, at forholdet varede til 2004, fordi [C] skulle udføre nationaltjeneste, hvorefter ansøgeren på forespørgsel udbyggende oplyste, at [C] var forbi sin hjemby på vej til tjeneste et andet sted i landet. Såvel oplysnings- og motivsamtalen som den senere samtale med Udlændingestyrelsen efterlader det indtryk, at ansøgeren alene i forbindelse med afsløringen af det homoseksuelle forhold i 2015 har været på [A]s bopæl, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han har været adskillige gange på bopælen, både i forretningsmæssig og social henseende. Endvidere forekommer det påfaldende, at ansøgeren hverken kender [A]s fulde navn eller navnet på hans ægtefælle uanset det langvarige og intime bekendtskab. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2017/1/MGO
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og kristen fra [landsbyen] i Anambra State, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive fængslet af de nigerianske myndigheder eller slået ihjel af grupperingen Vigilante, eftersom han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2013 indledte et forhold til en anden mand. Forholdet stod på i flere måneder, og ansøgeren boede hos den pågældende mand. I løbet af denne periode blev ansøgeren opsøgt af repræsentanter fra Vigilante. Ansøgeren har under nævnsmødet oplyst, at han i alt blev opsøgt af Vigilante tre gange. Ansøgeren har derimod til samtalerne med Udlændingestyrelsen oplyst, at han blev opsøgt to gange. Den første gang opsøgte seks mænd ansøgerens bopæl. Ansøgeren formåede at skjulte sig indenfor, hvorfra han fra vinduet kunne se, at mændene var iførte veste, hvor der stod ”Vigilante”, og at de bar våben. Repræsentanterne fra Vigilante fortalte ansøgerens nabo, at de ledte efter ansøgeren, og at de ville slå ham ihjel. Ansøgeren havde på forhånd bedt naboen sige, at han ikke var til stede, såfremt nogen skulle spørge efter ham. Tre-fire dage senere blev ansøgeren igen opsøgt af de seks mænd fra Vigilante. Da ansøgeren så de pågældende nærme sig, ringede han til naboen, og bad ham sige, at ansøgeren ikke var der. Herefter pakkede ansøgeren sine ting og tog hen til en præst. Han overnattede hos nogle af præstens venner og flygtede efterfølgende til Ghana, hvor han opholdt sig i et par måneder. Da præsten havde skaffet et visum tog ansøgeren tilbage til Nigeria, hvorfra han udrejste til [et europæisk land]. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter terrorgruppen Boko Haram. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Boko Haram har slået en butiksejer, som havde en butik ved siden af ansøgerens, ihjel. Endvidere har Boko Haram brændt en markedsplads i Abuja ned. Som nyt asylmotiv har ansøgeren under nævnsmødet endvidere henvist til, at han frygter en gruppe fra fulani folket, som netop har angrebet et område i Enugu State, hvor noget af ansøgerens familie kommer fra og fortsat bor. Området ligger i grænseområdet mellem Anambra og Enugu State. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at fulani gruppen har slået mange mennesker ihjel, herunder ansøgerens onkel og fætter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, usammenhængende og udbyggende om centrale dele af sine asylmotiver. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvornår han opdagede, at han var homoseksuel. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om personen [E] og sit forhold til denne, herunder om tidspunktet for, hvornår han mødte [E], om der er tale om en eller to personer og om sit homoseksuelle forhold til [E]. Det fremgår af sagen, at ansøgeren i 2013 har haft visum til [et andet europæisk land A] og har haft mulighed for at opholde sig i [A] fra [primo 2013] og frem til udgangen af 2013. Ansøgeren har i den forbindelse undladt at oplyse, at han var gift med en nigeriansk kvinde, og at hendes studieophold i [A] angiveligt var grunden til, at han opnåede visum til [A]. Ansøgeren har tillige forklaret usammenhængende om, hvornår han opholdt sig i [A]. Ansøgerens forklaring om sit ophold i [A] i 2013 og eller 2014 er endvidere ude af tidsmæssig sammenhæng med den forklaring, som ansøgeren har givet om sine homoseksuelle forhold til [E] og [M] i 2013-2014. Forklaringen er tillige ude af sammenhæng med ansøgeren forklaring om, at politiet, bydelslederen og Vigilante skulle have rettet henvendelse til ham i 2013. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange Vigilante eftersøgte ham, idet han dels har forklaret, at Vigilante opsøgte hans opholdssted tre gange, dels har forklaret at han blev opsøgt to gange. Ansøgeren har endvidere forklaret afglidende og usammenhængende om, hvornår der blev taget fotos af ham og [E] sammen, og hvornår disse blev hængt op på offentlige steder, herunder i lygtepæle og herunder om det var før eller efter forholdet til [M]. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgeren forklaring om, at han som kristen er forfulgt af Boko Haram til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af ansøgerens forklaring fremgår, at han i 2012 har haft en konflikt med Boko Haram i Abuja, men at angrebet ikke var rettet mod ansøgeren personligt. Ansøgeren har forklaret, at angrebet var rettet mod et kristent marked og at det var sådan Boko Haram plejede at gøre. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit opholdssted i 2012, idet han i Oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at han boede i Abuja i 2003, men ikke i 2012, hvor han angiveligt boede i [landsbyen]. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen som et nyt asylmotiv anført, at han frygter at blive udsat for overgreb af fulani folket, idet han har oplyst, at fulani folket i [foråret] 2016 i grænseområdet mellem Enugu og Anambra State i Nigeria har rettet angreb mod landsbyer. Efter de foreliggende oplysninger om baggrunden for de nævnte angreb fra fulani folket finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved sin forklaring har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2016/9/SND
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk ibo og kristen af trosretning fra [by], Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive dræbt, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som barn fandt ud af, at han var seksuelt tiltrukket af sit eget køn og jævnligt havde sex med nogle kammerater. [Efteråret] 2013 mødte ansøgeren en bekendt mand ved navn [A] til en fest. Ansøgeren lagde an på [A], i hvilken forbindelse ansøgeren afslørede navnene på fire andre homoseksuelle mænd. Ansøgeren og de fire andre mænd blev efterfølgende indkaldt til møde i landsbyrådet, som beskyldte dem for at være homoseksuelle. Sagens afgørelse blev udskudt til et senere tidspunkt. Inden sagen nåede at blive færdigbehandlet, hængte en af de andre anklagede mænd sig. Ansøgeren blev opsøgt af mandens familie, som beskyldte ham for at være skyld i selvmordet. Ansøgeren udrejste efterfølgende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og divergerende om forholdet til [B]. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt [B] boede i landsbyen, hvor han havde sin butik, ligesom ansøgerens forklaring om, at han begyndte at komme hos [B] omkring 1988 ikke passer overens med forklaringen om, at ansøgeren i 1988 flyttede med sin mor til en anden landsby. Flygtningenævnet har videre, henset til at forholdene fandt sted i en landsby, lagt vægt på, at det ikke fremstår troværdigt, at ansøgerens og 4 andre drenges forhold til [B], der angiveligt fandt sted for åbne døre i [B’s] butik, kunne holdes hemmeligt, eller at ansøgeren i mere end 25 år kunne have flere seksuelle partnere, uden at det blev opdaget, at han er homoseksuel. Det fremstår heller ikke troværdigt, at ansøgeren turde opfordre [A] til et seksuelt forhold og herunder oplyse navnene på sine homoseksuelle kammerater. Det forekommer herunder ikke troværdigt, at ansøgeren helt frem til udrejsen var uvidende om, at homoseksualitet er forbudt i Nigeria. Endelig forekommer det ikke troværdigt, at ansøgeren turde vende tilbage til landsbyen, efter at han havde fået fornyet sit pas, når han og de andre mænd på det tidspunkt var anmeldt til politiet og landsbyrådet for homoseksualitet. Flygtningenævnet har tillagt det en vis vægt, at ansøgeren under samtalen med politiet [foråret] 2014 på forespørgsel oplyste, at han ikke havde uoverensstemmelser i hjemlandet. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Niga/2016/8/THJ
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Edo og kristen af trosretning fra Benin, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel, da hun er flygtet fra en person ved navn [A], som tvang hende til at arbejde som prositueret i Spanien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er opvokset hos sin moder, der havde mindre butik i Benin. I [sommeren] 2012 da ansøgeren hjalp til i butikken, mødte hun en mand ved navn [A]. Nogle uger efter mødte [A] op i butikken, hvor de aftalte, at [A] mod betaling skulle hjælpe ansøgeren til Spanien. Det blev samtidig aftalt, at ansøgeren, før de kunne iværksætte flytningen, skulle gennemgå et ritual, hvor ansøgeren tog ed på, at hun ville betale pengene tilbage. Ritualet fandt sted på deres tredje møde i [vinteren] 2013. Ritualet blev forestået af en heksedoktor, og det blev præciseret for ansøgeren, at såfremt hun brød eden, ville hun dø, og at hun under ingen omstændigheder måtte tale med nogen om det gennemførte ritual. [Den efterfølgende måned ] rejste ansøgeren og [A] via Lagos til Spanien. [A] oplyste ansøgeren, at hun skyldte ham 20.000 euro. Den efterfølgende dag begyndte ansøgeren at arbejde på gaden som prostitueret for at afdrage på sin gæld. En dag i [efteråret] 2013 havde [A] glemt at låse døren til lejligheden, hvorved ansøgeren flygtede til byen Castellion. I Castellion blev ansøgeren bekendt med, at hun var eftersøgt af [A], og at hun var i fare for overgreb, hvis han fandt hende. På denne baggrund flygtede hun til Danmark. Ansøgerens moder er i butikken i Nigeria blevet opsøgt af flere personer, der tog hendes penge og sagde, at ansøgeren skulle betale sin gæld til [A]. Et flertal af Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, om at hun kom til Spanien som led i en menneskehandel, og derfra selv rejste videre til Danmark for at undgå [A]. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgeren fortsat har en gæld til [A]. Uanset dette modsætningsforhold og uanset om ansøgerens moder måtte være blevet opsøgt i Nigeria finder flertallet det imidlertid ikke sandsynliggjort, at en udsendelse af ansøgeren vil stride imod udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren ved indrejsen i Nigeria vil kunne oplyse, at hun er menneskehandlet, og herefter opnå den fornødne beskyttelse og støtte af de nigerianske myndigheder, herunder NATIP. Flygtningenævnets flertal henviser herved til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols beslutning af 26. maj 2015 i sagen LO mod Frankrig (klagenummer 4455/14) præmis 35 og 36, der senest understøttes af oplysningerne i rapporten om Nigeria fra EAOS af oktober 2015 om trafficking of women kapitel IV. Flygtningenævnets flertal bemærker i øvrigt, at det fremgår af ansøgerens forklaring, at ansøgerens moder fortsat bor i hjemlandet og ikke er blevet opsøgt efter sommeren 2015, hvor hun lukkede sin butik, og at ansøgeren selv har kunnet opholde sig i Castellion i cirka et halvandet år og derefter i Danmark uden at være blevet opsøgt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2016/7/STR
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk igbo og kristen af trosretning fra Oko i Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive fængslet af de nigerianske myndigheder, idet han har boret hul i en olieledning. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2005 deltog i en slåskamp i [en navngiven by], da [den navngivne by] [og en anden by], var i kamp om olierettighederne i området. Da politiet begyndte at undersøge sagen og opsøge de personer, der havde deltaget i slåskampen, udrejste ansøgeren fra Nigeria til Italien, hvor han søgte om asyl. Ansøgeren blev af de italienske myndigheder meddelt afslag på asyl, og han blev herefter sammen med fem andre personer sendt tilbage til Nigeria i [efteråret] 2007. Ansøgeren og de andre blev lovet, at de ved indrejsen i Nigeria ville modtage 3000 euro. De modtog imidlertid ikke pengene, og blev derfor frustrerede. De besluttede herefter, at de ville bore et hul i en olieledning, således at de kunne få deres penge. Politiet opdagede ansøgeren og de fem andre. Det lykkedes imidlertid ansøgeren og to andre at flygte. De andre to personer blev tilbageholdt. Ansøgeren udrejste herefter af Nigeria. Ansøgeren frygter således en langvarig fængselsstraf under umenneskelige afsoningsforhold. Ansøgeren har tidligere søgt asyl i Italien, hvilket han fik afslag på, hvorefter han blev tilbagesendt til hjemlandet. Han blev ikke i den forbindelse udsat for reaktioner fra de nigerianske myndigheders side. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb som følge af en eventuel indblanding i slagsmål om olierettigheder inden udrejsen til Italien første gang. Ansøgeren har søgt asyl i Danmark i 2013, efter han blev anholdt med falske identitetspapirer. Han har ikke søgt asyl i Danmark under tidligere ophold i 2009 eller 2011. Nævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren under sit andet ophold i Italien har søgt asyl der. Det bemærkes herved, at ansøgerens fingeraftryk efter det oplyste ikke er registreret i Italien under ansøgerens andet ophold der. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har deltaget i et forsøg på olietyveri, således som han har forklaret om. Nævnet henviser til ansøgerens ovennævnte baggrund, men lægger herudover navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om formålet med aktionen ved olieledningen, omstændighederne ved olietyveriet og flugten efter at være blevet opdaget. Nævnet bemærker endvidere, at forklaringen omkring borttransport af olien og det påregnede udbytte ikke forekommer overbevisende. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer straf under umenneskelige forhold ved en tilbagevenden til Nigeria. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er således ikke opfyldt. Nævnet finder ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på at indhente nærmere oplysninger om straffen for olietyveri. Nævnet bemærker, at det påberåbte motiv ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Niga/2016/5/mvl
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk isha og kristen af trosretning fra [nærmere bestemt by], Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive anholdt og fængslet af myndighederne, da hun har haft et seksuelt forhold til en kvinde ved navn [A]. Ansøgeren frygter videre [A]s mandlige kæreste. Endelig frygter ansøgeren, at hun vil blive udsat for repressalier fra de bagmænd, som hun skylder 40.000 euro for sin udrejse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun mødte [A] på markedet i [sin hjemby] i 2012. Ansøgeren gav [A] sit telefonnummer, og de indledte telefonisk kontakt. I [vinteren] 2013 flyttede ansøgeren til [byen, B], hvor hun åbnede en frisørsalon og indledte et forhold med [A]. I [foråret] 2014 blev ansøgerens og [A]s forhold opdaget, da [A]s mandlige kæreste fandt dem sammen i [A]s soveværelse. Kæresten blev vred og truede ansøgeren, og hun forlod bopælen. Den efterfølgende dag kørte en bil ind i frisørsalonen. Ansøgeren kontaktede [A] og fortalte, hvad der var hændt. [A] fortalte, at kæresten ville anmelde hende og ansøgeren til myndighederne, og opfordrede ansøgeren til at flygte. Ansøgeren tog tilbage til [den nærmere bestemte by], hvor hun tog ophold hos sin moder. Ansøgerens veninde, [C], satte ansøgeren i kontakt med en kvinde ved navn [D], som indvilligede i at hjælpe mod betaling af 40.000 euro, når ansøgeren var kommet til Danmark. Ansøgeren udrejste af Nigeria i [starten af foråret]. Ved ankomsten til Danmark fik ansøgeren at vide, at hun skulle arbejde som prostitueret. I forbindelse med arbejdet som prostitueret, blev ansøgeren anholdt af dansk politi, hvorefter hun indgav ansøgning om asyl. Ansøgeren har i Danmark modtaget truende SMS-beskeder, hvor der står, at hun skal betale pengene. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at baggrunden for udrejsen var, at ansøgeren var blevet afsløret i at have et lesbisk forhold, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren kun har kunnet forklare overordnet om [A]s personlige forhold, at hun ikke har kunnet forklare overbevisende om, hvorfor [A] skulle hente ansøger i taxa for at de sammen kunne køre 1 time for at være sammen i [A]s hjem, hvor [A] boede med sin far, i stedet for at besøget foregik hos ansøger, der boede alene. Det fremstår heller ikke troværdigt, at hun henset til, at det skulle have været et romantisk forhold, og at der var tale om en relativ kort periode på 3 måneder, ikke har kunnet forklare mere sikkert om, hvor mange gange de var sammen på [A]s bopæl. Ansøgers forklaring om, at de mødtes sent på aftenen, og at hun derfor ikke så andre, er heller ikke overensstemmende med, at der dukkede mange mennesker op umiddelbart efter, at de var blevet opdaget af [A]s kæreste. Forklaringen om, at han skulle have genkendt ansøger og kende hendes bopæl, er heller ikke overbevisende henset til byens størrelse og afstanden mellem ansøgers og [A]s bopæl. Flygtningenævnet tillægger det også vægt, at ansøger har forklaret, at hun før og efter forholdet til [A] har haft mandlige kærester, mens hun ikke på noget tidspunkt har haft forhold til andre kvinder, ligesom ansøgers forklaring om sin forelskelse i [A] ikke er overensstemmende med, at hun og [A] intet har gjort for at komme i kontakt med hinanden siden samtalen efter påkørslen af ansøgers frisørsalon, hvor [A] sagde, at de hver især skulle flygte. Flygtningenævnet tillægger det endeligt en vis vægt, at ansøgeren til Center for Menneskehandel [i] 2014 har forklaret, at hun udrejste, fordi hun som den ældste datter skulle være med til at forsørge familien, ligesom hun hverken til denne samtale eller i forbindelse med den formelle ansøgning om asyl [omkring en uge senere] har henvist til det angivelige lesbiske forhold eller sin seksualitet. Flygtningenævnet lægger herefter i overensstemmelse med forklaringen til Center for Menneskehandel og ansøgeren forklaring i sagen i øvrigt til grund, at ansøger kom til Danmark som offer for menneskehandel, og at ansøgeren i forbindelse hermed er blevet pålagt at betale et større beløb til den kvinde, [D], som skaffede hende til Danmark. Uanset dette modsætningsforhold og uanset om ansøgeren efterfølgende i den anledning måtte have modtaget truende sms’er fra [D] og en af dennes venner, [E], findes det imidlertid ikke sandsynliggjort, at en udsendelse af ansøgeren vil stride mod udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ved indrejsen i Nigeria vil kunne oplyse, at hun er menneskehandlet, og herefter opnå den fornødne beskyttelse og støtte af de nigerianske myndigheder, herunder NAPTIP. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2016/3/STR
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og kristen katolik af trosretning fra Nigeria. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af Boko Haram, fordi han er kristen og har været aktiv i den katolske kirke i Nigeria. Han har tillige henvist til, at han efter sin faders død ikke har længere har noget forsørgelsesgrundlag. Da han var omkring 21 år gammel, begyndte han at arbejde som alterdreng i flere katolske kirker, herunder i den katolske kirke i [en mindre by], Borno State. I 2014 blev kirken i […] angrebet, og ansøgeren hørte, at præsten blev såret eller dræbt. Ansøgerens families hus blev efterfølgende udsat for et bombeangreb, hvorefter familien flyttede ind i faderens butik. [ I sommeren] 2014 trængte flere for ansøgeren ukendte personer ind i butikken og ledte efter ansøgeren. Han var ikke til stede, og mændene dræbte i stedet hans fader. Da han kom hjem til butikken, sagde hans moder, at han var nødt til at flygte, hvorefter han [ i sommeren] 2014 udrejste til Niger. Flygtningenævnet kan på det foreliggende grundlag ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende vedrørende centrale dele af asylmotivet. Han har således til den første samtale med Udlændingestyrelsen [ i foråret] 2015 forklaret, at det første angreb var rettet mod familiens hus, hvorimod han til den anden samtale [ i efteråret] 2015 har forklaret, at det første angreb var rettet mod faderens butik. Han har endvidere til den første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at det var naboerne, der havde hørt, at ukendte personer kaldte ansøgerens navn, da de dræbte ansøgerens fader, hvorimod han til den anden samtale har forklaret, det var ansøgerens moder, der hørte, at de ukendte personer kaldte ansøgerens navn. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2016/2 /LRN
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Nigeria. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og kristen af trosretning fra Abiriba, Abia, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter, at hendes børns far, [A], og hans familie, vil udsætte datteren for omskæring og sønnen for ritualet mudderbadning. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hun i perioden 2000 til 2004 var i et forhold med [A], som hun fik to børn med. I 2002 da ansøgerens søn var seks måneder gammel, forsøgte [A’s] familie at udføre ritualet mudderbadning på sønnen. Ansøgeren tillod ikke, at ritualet blev fuldført, hvorfor [A] og hans familie blev vrede. [A] var under samlivet voldelig over for ansøgeren. Da ansøgerens datter blev født i 2003, ønskede [A] og hans familie, at datteren skulle omskæres. Dette var ansøgeren imod og hun forlod [A], da datteren var to måneder gammel. I perioden frem til ansøgerens udrejse i 2009, blev hun gentagne gange opsøgt af folk, som [A] sendte. Hver gang sagde de til ansøgeren, at hun skulle bringe børnene til [A], så ritualerne kunne blive udført på dem. Ansøgerens familie blev også opsøgt. Ansøgeren blev opsøgt af [A] på sit kontor i 2007 og 2009. [A] sagde i 2009 til ansøgeren, at han ville gøre livet surt for hende, hvis hun ikke kom tilbage til ham sammen med børnene, så ritualerne kunne blive udført på dem. Seks måneder efter denne episode, udrejste ansøgeren fra Nigeria. Ansøgerens to børn boede hos ansøgerens moster i perioden 2009 til 2012. En dag i 2012 blev ansøgerens mosters bopæl opsøgt af en gruppe mænd, som sagde, at [A] ville se sine børn. Ansøgerens fætter nægtede at oplyse, hvor børnene var, og det lykkedes at beskytte børnene. I 2015 blev der sat ild til ansøgerens halvsøsters bolig og derudover blev ansøgerens nevø kidnappet, og ansøgeren formoder, at denne episode relaterer sig til hendes konflikt med børnenes far, [A]. De fleste pigebørn omskæres i den tidlige barnealder. Er det ikke sket, kommer der igen fokus på at gennemføre omskæringen, når pigen bliver teenager. [B] er i dag 13 år gammel, og ved en tilbagevenden til Nigeria vil [A] søge at få gennemført omskæringen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det asylretligt relevante i ansøgerens sag er spørgsmålet om omskæringen af ansøgerens 13-årige datter. Flygtningenævnet kan i al væsentlighed lægge ansøgerens forklaring om forholdet til børnenes far til grund, herunder at faren og hans familie ønskede, at [B] blev omskåret. Ansøgeren forlod [A] i 2004, og hun har efterfølgende, blandt andet ved at skifte bopæl forhindret, at faren og farens familie har haft kontakt med børnene. På grundlag af ansøgerens forklaring må nævnet lægge til grund, at børnenes far har fået kendskab til, hvor børnene opholdt sig, og at han eller personer, der repræsenterede ham, har opsøgt ansøgeren, eller de af ansøgerens familiemedlemmer, der efter ansøgerens udrejse i 2009, tog vare på børnene. På grundlag af ansøgerens forklaring må det lægges til grund, at risikoen for at datteren udsættes for omskæring alene er begrundet i, at dette er faren og farens families ønske og krav. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at datteren af den grund ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i en konkret risiko for at blive udsat for omskæring. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren brød med børnenes far i 2004, og at [B] har kunnet opholde sig i Nigeria frem til 2012 uden, at truslen om omskæring konkret er forsøgt realiseret. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i 2009 udrejste af Nigeria for at tage en videregående uddannelse i Danmark, og at hun i den forbindelse fandt at kunne lade [B] forblive i Nigeria. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det afsvækker ansøgerens forklaring om datterens risiko for at blive omskåret, at ansøgeren først, da hun i 2015 stod overfor at blive udsendt af Danmark søgte asyl. Nævnet har herved tillagt det betydning, at ansøgeren under hele det lange sagsforløb vedrørende opholds- og arbejdstilladelse ikke har oplyst om det nu anførte asylmotiv. Det bemærkes, at det fremgår af sagsakterne, at ansøgeren både ved styrelsens afgørelse af [dato] og ved Udlændingenævnets brev af [dato] blev vejledt om mulighederne for ansøgning om asyl. Flygtningenævnet har slutteligt lagt vægt på, at ansøgeren, der er særdeles veluddannet og ressourcefuld, støttes af sin egen familie i spørgsmålet om omskæring. Flygtningenævnet finder på grundlag af en samlet vurdering derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun og hendes børn ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2016/18/SHH
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører […]-stammen og er kristen fra Benin i Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin kæreste […], som har truet hende. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin veninde […], som ligeledes har fremsat trusler mod hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at da ansøgeren indledte et forhold til sin kæreste, ville han, at ansøgeren flyttede nordpå. Ansøgeren afviste imidlertid dette, hvorefter hendes kæreste truede med at slå hende ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at veninden […] sørgede for ansøgerens rejse til Danmark, og at [veninden] – efter ansøgerens ankomst til Danmark – har afkrævet ansøgeren penge. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom forklaringen fremstår konstrueret. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige forhold vedrørende både kæresten […] og veninden […]. I overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse herom lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som offer for menneskehandel må anses for værende i en særlig sårbar situation. Selvom det må antages, at der er en risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria vil stå i et modsætningsforhold til den eller de personer, der står bag menneskehandlen, finder nævnet, at en sådan konflikt ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse og bemærker, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte handlede personer i forbindelse med, at de vender tilbage til Nigeria. Endvidere har ofre for menneskehandel i Nigeria mulighed for at søge beskyttelse hos NAPTIP eller private organisationer med tilsvarende formål. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2016/17/JOL
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk edu og kristen fra [en nigeriansk by], Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter, at hun vil blive dræbt af den person, som har smuglet hende til Europa fra Nigeria og forsøgt at få hende ind i prostitution. Hun kender ikke navnet på menneskesmugleren. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at hun frygter, at menneskesmugleren vil slå hende ihjel, fordi hun skylder ham penge i forbindelse med, at han har betalt for hendes rejse til Europa. Hun kom i kontakt med menneskesmugleren i [en nigeriansk by], hvor han tit kom, og i 2015 kontaktede han ansøgeren tre gange. Han skulle hjælpe med at finde et arbejde til hende, men hun havde intet kendskab til, hvilket arbejde hun skulle udføre. Hun takkede ja til tilbuddet, så hun kunne forsørge sin familie i Nigeria. Manden kontaktede en af sine venner, som samlede ansøgeren op i en bil i landsbyen og kørte hende til et andet sted i nærheden af landsbyen. Hun blev transporteret til det nordlige Nigeria, hvorefter hun sammen med andre personer blev kørt af en tredje person til Libyen. Fra Libyen blev hun transporteret til Italien, og først i Italien fik hun at vide, at hun skulle adlyde menneskesmugleren og arbejde som prostitueret. Det lykkedes hende at flygte til Danmark med tog, hvorefter hun begyndte at arbejde som prostitueret i Danmark. Hun boede illegalt i Danmark fra [vinteren] 2015 til [foråret] 2016, hvorefter hun søgte asyl i Danmark. I [foråret] 2016 blev hun kontaktet telefonisk af manden fra Nigeria, som sagde, at hun skulle tilbagebetale ham, ellers ville det gå ud over hendes familie, som hun sidst har haft kontakt med i [foråret] 2016. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at hun kom til Italien som led i en menneskehandel. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har gæld til manden fra Nigeria. Det er usikkert, hvor mange personer, der har været involveret i menneskehandlen og ansøgerens rejse til Europa. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de overgreb ansøgeren har været udsat for har en karakter eller intensitet, der kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at selvom manden fra Nigeria kender ansøgerens familie og deres opholdssted, har han kun opsøgt familien enkelte gange og fremsat trusler uden dog at gøre alvor heraf. Videre bemærkes, at der er tale om et kriminelt forhold, og at ansøgeren må henvises til at søge de nigerianske myndigheders beskyttelse. Det fremgår således af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte handlede personer i forbindelse med, at de vender tilbage til Nigeria. Efter baggrundsoplysningerne har ofre for menneskehandel i Nigeria mulighed for at søge beskyttelse hos NATIP eller private organisationer med tilsvarende formål. Endelig bemærkes, at ansøgeren, hvis ikke hun mener, at hun kan tage ophold i sin hjemby, kan henvises til at tage ophold et andet sted i Nigeria. Idet ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Niga/2016/16/DTO
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bini og kristen fra Benin City, Edo State, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at hendes tidligere chef, [C], som smuglede hende til Europa og tvang hende til prostitution, vil opsøge og dræbe ansøgeren og hendes søn. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun fortsat skyldes [C] 25.000 euro. Hun kom i kontakt med [C] gennem en veninde i Nigeria i [sommeren] 2015. Hun havde en aftale med [C] om, at han skulle smugle hende til Italien, hvor hun skulle arbejde som damefrisør. De aftalte, at hun skulle betale [C] 25.000 euro, som hun skulle afdrage ham via sit arbejde som frisør. Hun udrejste af Nigeria sammen med [C]. Da hun ankom til Italien, blev hun tvunget til prostitution, hvorefter det lykkedes hende at flygte. Hun tog efterfølgende ophold på den lokale togstation, hvorefter hun på en ukendt dato rejste til Danmark. I Danmark boede hun illegalt, indtil hun søgte om asyl. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund og finder som følge heraf, at ansøgeren har været handlet og mod sin vilje forsøgt tvunget til prostitution af en person, der kaldes [C]. Oplysningerne om [C’s]’ magt og indflydelse i Nigeria er meget usikre. Ansøgeren har under sine samtaler med Udlændingestyrelsen og for nævnet fortalt, at hverken hun eller hendes familie er blevet presset af [C]. Samlet set finder Flygtningenævnet ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren har bragt sig i et så alvorligt modsætningsforhold til [C] eller andre, at der er reel risiko for, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at de nigerianske myndigheder efter nævnets baggrundsoplysninger arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte handlet personer i forbindelse med tilbagevenden. Ansøgeren må herefter henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2016/15/DH
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk igbo og katolsk kristen fra [A], Nigeria. Ansøgeren har støttet den tidligere præsident i Nigeria ved blandt andet at dele løbesedler ud under en præsidentkampagne. Han har aldrig haft nogen problemer eller konflikter som følge af, at han støttede den tidligere præsident. Ansøgeren har oprindelig oplyst aldrig at have været medlem af eller tilknyttet en forening eller organisation af nogen slags. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin tidligere partner, [Bs] familie, lokalbefolkningen og de nigerianske myndigheder, fordi han er biseksuel. Endvidere frygter han myndighederne på grund af sine aktiviteter for [en forening C]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. For så vidt angår ansøgerens påberåbte risiko som følge af sin seksualitet lægger nævnet navnlig vægt på, at der er en lang række divergenser i ansøgerens forklaring herom, herunder hvilket beløb han blev afpresset af [B], og om han rent faktisk betalte noget beløb. For så vidt angår ansøgerens påberåbte risiko som følge af sine politiske aktiviteter for [foreningen C] lægger nævnet navnlig vægt på, at ansøgeren først har forklaret herom overfor den beskikkede advokat. Nævnet finder ikke ansøgerens forklaring om, hvorfor han ikke tidligere har forklaret herom, for plausibel. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren overfor Udlændingestyrelsen fortalte om mindre farlige politiske aktiviteter til støtte for den tidligere præsident, men at ansøgeren ikke forklarede om de aktiviteter, som han nu har forklaret, at han måtte hemmeligholde i Nigeria. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren er udrejst legalt, og at han først søgte asyl i Danmark, da han blev anholdt af politiet i forbindelse med ulovligt ophold. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Danmark har haft begrænsede aktiviteter for [foreningen C], blandt andet deltagelse i demonstrationer. Flygtningenævnet finder ikke, at disse begrænsede aktiviteter har profileret ansøgeren i forhold til de nigerianske myndigheder på en sådan måde, at han risikerer forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behøv for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Nigeria. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2016/14/snd
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og kristen fra Lagos, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af personer med tilknytning til kvinden [A], idet [A] har truet med at slå hende ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun på en ukendt dato for 2 år siden var hjemme hos hendes veninde, og at venindens storesøster [A] også var til stede. Et par dage efter kom veninden på besøg hos ansøgeren og fortalte, at [A] havde noget godt arbejde til hende. En måned senere kom [A] – der havde opholdt sig i udlandet – tilbage til Afrika. Ansøgeren mødtes med [A], som sagde, at hun kunne skaffe hende rengøringsarbejde i Europa. Ansøgeren tog imod tilbuddet, og omkring halvanden måned senere blev hun hentet af en ukendt mand, som havde ordnet hendes papirer og hjalp hende i lufthavnen i Nigeria. Herefter udrejste ansøgeren på en ukendt dato i [vinteren] 2013 til Italien. I Italien tvang [A] ansøgeren til at arbejde på gaden. Da ansøgeren havde været i Italien i tre måneder og en uge, rejste hun med [A] til Spanien. I Spanien blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb fra en kvinde, som [A] havde sat til at overvåge hende. Umiddelbart efter dette skænderi ringede [A] til ansøgeren og truede med at sende nogle mænd efter hende, som ville slå hende ihjel. Ansøgeren flyttede umiddelbart herefter væk fra [A] og udrejste kort efter fra Spanien og videre til Danmark. Efter ansøgerens udrejse af Nigeria opsøgte [A]s bror ansøgerens families bopæl og truede med at brænde ansøgerens mors hus ned, hvis ikke ansøgeren betalte de penge, hun skyldte [A]. Flygtningenævnet lægger på samme måde som Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel og har været tvunget til at arbejde som prostitueret i Italien og Spanien. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de overgreb ansøgeren har været udsat for har en karakter eller intensitet, der er asylbegrundende. Det bemærkes i den forbindelse, at selvom [A] via sin lillesøster kender ansøgerens familie og deres opholdssted, har [A]s bror kun opsøgt ansøgerens familie enkelte gange og fremsat trusler uden dog at gøre alvor heraf. Det bemærkes videre, at ansøgeren har forklaret advokaten, at [A] angiveligt ved, at hun opholder sig i Danmark, uden at dette har ført til, at ansøgeren blevet ansøgt, mens hun har opholdt sig her. Videre bemærkes, at der er tale om et kriminelt forhold, og at ansøgeren må henvises til at søge de nigerianske myndigheders beskyttelse. Det fremgår således af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte handlede personer i forbindelse med, at de vender tilbage til Nigeria. Efter baggrundsoplysningerne har ofre for menneskehandel i Nigeria mulighed for at søge beskyttelse hos NATIP eller private organisationer med tilsvarende formål. Endelig bemærkes, at ansøgeren, hvis ikke hun mener, at hun kan tage ophold i sin hjemby, kan henvises til at tage ophold et andet sted i Nigeria. Det bemærkes i den forbindelse, at hun ifølge sin egen forklaring har opfordret sin familie til at tage ophold i […]-provinsen, hvorfra hendes mor stammer, hvorfor det efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold findes både rimeligt og relevant at henvise hende til at tage ophold her. Idet ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria vil vær i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” niga/2016/13/THJ
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har ikke givet møde i Flygtningenævnet. Af sagen fremgår, at ansøgeren er indkaldt til møde i nævnet ved brev af […] 2016. Nævnet antager, at brevet er behørigt afsendt og modtaget af ansøgeren. Flygtningenævnet har på denne baggrund fundet, at ansøgeren er udeblevet uden lovligt forfald, og har derfor i medfør af § 36 i bekendtgørelse om forretningsorden for Flygtningenævnet truffet afgørelse om, at sagen må behandles på det foreliggende grundlag og med den beskikkede advokats medvirken. Ansøgeren er etnisk Hausa og muslim fra Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter repressalier fra det islamiske samfund, fordi han har haft samleje med en kvinde ved navn [A], uden at de var gift med hinanden. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han indledte et forhold til [A] omkring seks måneder, før han udrejste af Nigeria i [vinteren] 2000. [A’s] forældre fandt ud af, at han havde haft samleje med deres datter og pressede hende til at oplyse, hvem han var. Da ansøgeren kom hjem tre dage efter, at han havde haft samleje med [A] for første gang, var hans bopæl blevet raseret. Der var skrevet trusler på væggen, og der var begået hærværk mod hans indbo, ligesom der var skubbet en seddel ind under døren om, at dem, der stod bag, var udsendt af det lokale muslimske samfund og skulle føre ham til Sharia-kontoret. Samme aften fortalte en beboer i ejendommen, at medlemmer af det muslimske samfund havde spurgt efter ansøgeren og truet med, at de ville finde ham, såfremt han ikke meldte sig selv. Ansøgeren flygtede umiddelbart herefter til Niger og har ikke siden været tilbage i Nigeria. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på centrale punkter har været divergerende og udbyggende, og derfor fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til, om forholdet til kæresten [A] havde varet 6 måneder eller 2 år, da han udrejse, og om han vidste, om hun var gravid eller ej. Han har endvidere forklaret divergerende om [A’s] religiøse tilhørsforhold, idet han i oplysnings- og motivsamtalen gentagne gange forklarede, at hun var kristen, hvilket gav ham problemer, idet hans muslimske forældre ikke ville acceptere deres forhold. Han forklarede videre, at han ikke anså det for at være et problem, at de tilhørte hver deres religion, og at sharialoven ikke var et problem for [A]. I asylsamtalen forklarede han derimod, at både han og [A] var muslimer. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, hvad der skete ved henvendelsen til hans bopæl. I oplysnings- og motivsamtalen forklarede han således, at der blev skubbet et brev ind under døren, hvor det blev angivet, at personer, der var udsendt af det lokale muslimske samfund, skulle føre ham til Shariakontoret, hvorimod han i asylsamtalen forklarede, at der blev skrevet trusler på hans vægge, og at hans indbo blev ødelagt. Da han senere i samme samtale blev foreholdt divergenserne, forklarede han, at der både blev begået hærværk og smidt et brev. Selvom nævnet i sin vurdering har inddraget det forhold, at ansøgeren kan have følt sig presset i forbindelse med samtalerne med Udlændingestyrelsen af frygt for straf i Nigeria, kan det ikke forklare de mange væsentlige divergenser om endog helt basale forhold. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgeren tillige har forklaret divergerende med hensyn til, om hans forældre døde før eller efter, at han udrejste. De generelle forhold i Nigeria ikke af en sådan karakter, at ansøgeren ved sin blotte tilstedeværelse i landet vil være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ligesom det alene beror på formodninger, at han skulle være særlig udsat i sin hjemby [B], på grund af opholdet i Danmark og konflikten om Muhammedtegningerne. Da ansøgeren efter en samlet og konkret bedømmelse ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 stadfæster flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2016/12/SLH
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i omkring slutningen af december 2013 eller starten af januar 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk edo og kristen fra Benin City, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er udeblevet fra mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har derfor besluttet at behandle sagen på det foreliggende grundlag jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter for sit liv, idet den mand som har bragt hende til Danmark siger, at hun skylder ham penge. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun og hendes familie havde svært ved at klare sig efter ansøgerens fars død. Ansøgerens fars familie satte ansøgeren, hendes mor og to mindre søskende på gaden. Ansøgeren arbejdede med at sælge frugt og snacks på gaden sammen med sine to yngre søskende. Ansøgeren havde en veninde ved navn [A], som boede i nærheden af ansøgeren og hendes familie. [A] kendte ansøgerens økonomiske situation og foreslog derfor, at hun skulle tage kontakt til en mand ved navn [B]. Han kunne hjælpe ansøgeren til Europa, hvor hun kunne få et bedre arbejde og et bedre liv og derved være i stand til at forsørge sin familie. Ansøgeren mødtes efterfølgende med [B] på en bar og ansøgeren indvilligede i at betale 50.000 euro for sin rejse til Europa. Mødet fandt sted omkring en måned før ansøgerens udrejse af Nigeria. Ansøgeren ved ikke om [B] er mandens rigtige navn. Ansøgeren mødte [B] igen omkring to uger efter det første møde, hvor ansøgeren gav ham nogle billeder af sig selv. Ansøgeren mødtes med [B] en tredje gang, hvor de kørte i bil ud til en […] helligdom et stykke udenfor Benin City. Ansøgeren havde ikke været der før, men kendte godt stedet. Ude ved helligdommen mødtes ansøgeren og [B] med ejeren af helligdommen, som slagtede en kylling. Ansøgeren skulle skære sig i brystet med et barberblad, og ejeren af stedet tog også hår fra ansøgeren. Ansøgeren aflagde herved ed på, at hun ville betale [B] de […] euro, og hvis hun ikke gjorde det, ville der ske noget forfærdeligt. Ansøgeren udrejste af Nigeria via fly til Italien på et nigeriansk pas og et ID-kort, som hun havde fået af [B]. Ansøgerens billeder var på begge dokumenter. Ansøgeren ved ikke, om dokumenterne var ægte. Efter ansøgeren ankom til Italien mødtes hun med en kvinde, som tvang ansøgeren til at arbejde som prostitueret i Genova. Kvinden slog ansøgeren, hvorfor ansøgeren flygtede til La Spezia efter 1-2 måneder. I La Spezia opholdt ansøgeren sig hos en nigeriansk kvinde, som ansøgeren havde mødt på banegården. Ansøgerens mor ringede og fortalte ansøgeren, at hun var blevet truet af kvinden fra Genova. Under ansøgerens ophold i La Spezia ankom civilklædt politi en morgen til lejligheden. Ansøgeren blev registreret med fingeraftryk og foto på en politistation, og hun fik en aftale med et italiensk udlændingekontor med henblik på at indgive ansøgning om asyl i Italien. Ansøgeren dukkede aldrig op til aftalen, idet hun frygtede, at der ville ske hendes mor og søskende noget, hvis hun ikke fortsatte med at betale penge til [B]. Efter to uger i La Spezia tog ansøgeren derfor tilbage til Genova. I Genova blev ansøgeren af den samme kvinde igen tvunget til at arbejde som prostitueret et ukendt antal måneder. På et ukendt tidspunkt ankom [B] til Italien og gav ansøgeren nogle nye dokumenter, hvorefter ansøgeren fik besked på at rejse til Danmark. Ansøgeren ankom til Danmark i slutningen af 2013 eller i starten af januar 2014. Ansøgeren arbejdede som prostitueret i Danmark, indtil hun blev anholdt af dansk politi [foråret] 2014. Ansøgeren søgte herefter om asyl [sommeren] 2014. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund og finder som følge heraf, at ansøgeren har været handlet og mod sin vilje tvunget til prostitution af en kriminel gruppe, herunder en person der kaldes [B]. Oplysningerne om gruppens udbredelse, magt og praksis i Nigeria er meget usikre. Ansøgeren har under sine samtaler med Udlændingestyrelsen fortalt, hvordan hun og særligt hendes mor er blevet presset af repræsentanter fra gruppen. Oplysningerne om, at moren er blevet udsat for vold er udbyggende, idet ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen alene fortalte om telefoniske trusler. Samlet set finder Flygtningenævnet ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren har bragt sig i et så alvorligt modsætningsforhold til [B] eller andre i den kriminelle gruppe, at der er reel risiko for, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at de nigerianske myndigheder efter nævnets baggrundsoplysninger arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte handlet personer i forbindelse med tilbagevenden. Ansøgeren må herefter henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2016/11/THJ
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er nigeriansk statsborger. Ansøgeren er etnisk ibo og kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive arresteret eller slået ihjel af de nigerianske myndigheder, fordi han har deltaget i tyveri af benzin, i hvilken forbindelse der udbrød brand og flere personer omkom. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2003 begyndte at stjæle benzin sammen med en gruppe andre personer. Under tyverierne opstod der flere gange skyderier mellem myndighedspersoner og ansøgerens gruppe. Grundet skudepisoderne udbrød der brand, da benzinen blev antændt, og dette forårsagede, at flere personer blev forbrændt. Ansøgeren blev arresteret første gang i 2003 og idømt fem års fængsel. Han flygtede fra fængslet, da en forretningspartner arrangerede, at det så ud som om, at ansøgeren var død, hvorefter han blev transporteret ud af fængslet. Efter sin flugt boede ansøgeren sommetider på et hotel og i nogle perioder hjemme på sin bopæl. Han fortsatte tyveriet af benzin, og igen i 2005 blev han arresteret og idømt en fængselsdom på fem år for tyveri af benzin og for at have medvirket til skudvekslinger med politiet. Han flygtede fra fængslet i 2006, hvor han bestak en fængselsbetjent. Herefter udrejste han af Nigeria. Ansøgeren har tidligere søgt asyl i Norge og Schweiz og har fået afslag i begge lande. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er nigeriansk statsborger, men kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen herom ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige oplysninger om sit asylmotiv til myndighederne i Norge, Schweiz og Danmark. Ansøgeren har til myndighederne i Norge oplyst, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive dræbt af sin onkel, der efterstræber ham som følge af en jordkonflikt. Til myndighederne i Schweiz har han oplyst, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter sin onkel, fordi han skylder onklen penge. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgerens forklaring om det nu påberåbte asylmotiv fremstår divergerende, ligesom forklaringen fremstår upræcis og afglidende. Ansøgeren har således forklaret divergerende bl.a. om, hvornår han er udrejst fra Nigeria, og hvornår han har været fængslet. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin fødedato og fødested. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren problemfrit har kunnet opholde sig i Nigeria efter tilbagesendelserne i 2013 og 2014 fra henholdsvis Norge og Schweiz, ligesom han efter sin egen forklaring har fået udstedt nigeriansk pas i 2009 eller 2010. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet bemærkes, at de generelle forhold i Nigeria ikke er af en sådan karakter, at det i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgeren tidligere er udsendt fra Norge og Schweiz giver grundlag for at fastsætte udrejsefristen til straks. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Niga/2016/10/IBL
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk ibo og kristen af trosretning fra Onitsha, Anambra, Nigeria. Han har senest boet i Lagos. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af [et familiemedlem], da ansøgeren er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2012 blev skilt fra sin daværende ægtefælle, da hun erfarede, at han var homoseksuel. I 1998 eller 1999 havde ansøgeren sin første homoseksuelle oplevelse med sin ven ved navn […]. Efterfølgende havde han et skjult forhold med en mand ved navn […] frem til udrejsen fra Nigeria. I 2012 flyttede ansøgeren til [et familiemedlem] i byen Lagos, men [familiemedlemmet] fandt efter omkring tre måneder ud af, at ansøgeren var homoseksuel, hvorfor [familiemedlemmet] blev vred, og bad ansøgeren flytte. På et ukendt tidspunkt i 2014 blev ansøgeren på [familiemedlemmets] foranledning tilbageholdt af en gruppe drenge, som kaldte sig Area Boys. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra Area Boys, hvorefter en præst, som ansøgeren mødte på gaden, arrangerede og finansierede ansøgerens udrejse fra Nigeria. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er homoseksuel, og at han i den anledning er blevet udsat for overgreb fra Area Boys, således som han har forklaret om. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine homoseksuelle kontakter, ligesom han har forklaret divergerende om Area Boys’ tilbageholdelsen af ham, herunder stedet for pågribelsen, tilbageholdelsens længde og omstændighederne omkring flugten. Ansøgeren har endvidere afgivet divergerende forklaring om sine pasforhold, og nævnet finder forklaringen om udrejsen usandsynlig. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret om sine forhold, og at han har forklaret om detaljer, som ligger tilbage i tid, og at nævnet finder, at de foreliggende divergenser ikke kan tilskrives dårlig hukommelse i forhold til de faktisk oplevede forhold, eller mangler/usikkerhed i forbindelse med tolkning. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Nigeria. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Niga/2016/1/COL
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2014. Ansøgeren er etnisk ibo og kristen af trosretning fra […] Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive dræbt af det nigerianske Department of State Security (DSSS), fordi DSSS har efterlyst ham. Han har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter en person ved navn [A], fordi han mistænker ansøgeren for at have afgivet oplysninger om ham til politiet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede med at gøre rent på toiletterne ved en busterminal i [en nigeriansk by]. [Primo] 2014 blev han opsøgt og tilbageholdt af en kvinde og fire politibetjente og ført til hovedkvarteret hos DSSS i […]. Ansøgeren blev afhørt, fordi politiet havde fundet hans telefonnummer hos nogle terrorister, som var flygtet fra et fængsel [primo] 2014. Ansøgeren forklarede politiet, at en ukendt person henvendte sig til ham på busterminalen i starten af 2014. Personen tilbød ham 1000 naira for at passe på to tasker, indtil en anden ukendt person kom og hentede dem. Ansøgeren accepterede dette, og kort tid efter hentede en ukendt person taskerne. Dette skete to gange. DSSS accepterede ansøgerens forklaring og løslod ham efter to dage. Efter ansøgeren var blevet løsladt, gik han ind på en bar, hvor han mødte en DSSS-officer, som havde været med til at tilbageholde ham. Personerne, som gav ansøgeren taskerne, henvendte sig igen til ansøgeren ved busterminalen. [Medio] 2014 skete der en eksplosion ved busterminalen. Nogle dage senere så ansøgeren i nyhederne, at personen, som havde givet ham taskerne, hed [A], og at han var mistænkt for at stå bag angrebet på busterminalen, og at han var medlem af Boko Haram. Efter at ansøgeren havde set nyhederne ringede [A] til ham og sagde, at ansøgeren havde forrådt ham. DSSS ringede også til ansøgeren og bad ham om at henvende sig til dem. Efterfølgende ringede DSSS-officeren, som ansøgeren havde mødt i baren, og bad ansøgeren mødes med ham på den samme bar. De mødtes, og officeren advarede ansøgeren imod at henvende sig til DSSS, fordi han havde hørt, at DSSS ville arrestere ansøgeren. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende hos to bekendte frem til [medio] 2014, hvor han flygtede ud af Nigeria. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen har været utroværdig, afglidende og upræcis, og forekommer konstrueret til lejligheden. Dette understøttes videre af de dokumenter, som ansøgeren blev fundet i besiddelse af i forbindelse med anholdelsen [medio] 2014. Han har under mødet i nævnet forklaret, at det bortset fra rutevejledningen er ham selv, der har skrevet dokumenterne, efter at han var indrejst i Danmark. Der er dels tale om en håndskreven rutevejledning til Sandholmlejren, to håndskrevne notater med forskellige datoer og stedbetegnelser samt et maskinskrevet A-4 ark med ansøgerens beskrivelse af sit asylmotiv. På det maskinskrevne A-4 ark er der flere steder mellemrum, der ikke er udfyldt eksempelvis med hensyn til fødeår, og hvor i Nigeria han kommer fra. Ansøgerens forklaring om, at han har skrevet dokumenterne for at kunne huske sin historie, er ikke troværdig. Flertallet tilsidesætter videre ansøgerens forklaring om, at de håndskrevne notater på A-4 arket blev skrevet ned som led i en diskussion, som særdeles utroværdig, idet der tydeligvis er tale om to beskrivelser af rejseruter mellem Nigeria og Danmark. Flertallet skal videre bemærke, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at han blev kontaktet to gange med henblik på at opbevare sække, harmonerer dårligt med hans egen beskrivelse på A-4 arket om, at: ”I passed many bags and phones to the same person and others so many times”. Det påvirker endvidere ansøgerens generelle troværdighed, at han i forbindelse med politiets kontakt til ham [medio] 2014 oplyste, at han var kommet til Danmark få dage forinden, og at det først var, da han blev forelagt resultatet af politiets undersøgelser af hans telefon, at han vedgik, at han var indrejst allerede [medio] 2014. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret politiet, at når han ikke umiddelbart efter ankomsten søgte asyl, skyldtes det, at han ikke kendte proceduren herfor, hvilket ikke harmonerer med besiddelsen af rutebeskrivelsen til Sandholm. Flertallet finder videre, at det er usandsynligt, at betjenten fra DSSS, som ansøgeren kun havde mødt en gang tidligere, skulle have ringet ham op for at advare ham mod en forestående anholdelse fra DSSS’ side. Det er heller ikke logisk, at DSSS efter at have ladet sig overbevise om, at ansøgeren ikke havde noget med fangeflugten [primo] 2014 at gøre, efterfølgende skulle ønske at anholde ham igen, navnlig ikke set i lyset af, at han havde opfyldt sin aftale med dem om at informere dem, hvis [A] henvendte sig til ham igen. Flertallet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han ved udrejsen var forfulgt af Boko Haram og/eller de nigerianske myndigheder til grund. Flertallet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgrebet omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse. Niga/2015/9
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde fra Nige-ria. Indrejst i september 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk edo og kristen af trosretning fra […], Nigeria. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. An-søgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive dræbt af Madam [...], som har arrangeret hendes udrejse, idet hun ved ed har forpligtet sig til at betale 50.000 EUR for rejsen til Europa. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter sin fader og stedmoder, fordi hendes stedmoder har truet med at slå hende ihjel, og hverken faderen eller stedmoderen har behandlet hende ordentligt. Endelig har ansøgeren anført som asylmotiv, at hun frygter Boko Haram og den krig, de fører i Nigeria. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er født og opvokset i landsbyen […] i Nigeria. Ansøgerens familie er meget fattige, og faderen var uden arbejde og drak. Faderen var meget ondskabsfuld over for ansøgeren, og han slog hendes afdøde moder dagligt. Ansøgeren boede sammen med sine forældre, indtil moderen døde. Omkring to måneder efter moderens begravelse, giftede ansøgerens fader sig med en ny kvinde, som flyttede ind i huset. Ansøgeren blev ikke behandlet ordentligt, fik ikke mad regelmæssigt, og hun fik ikke længere lov til at gå i skole. Omkring seks måneder efter stedmoderen flyttede ind, blev ansøgeren smidt ud hjemmefra, hvorfor ansøgeren rejste til byen […]. Ansøgerens stedmoder havde forinden truet hende flere gange, herunder at hun ville dræbe ansøgeren, hvis hun ikke flyttede, og truslerne fandt altid sted, når hendes fader ikke var hjemme. Selvom hun fortalte faderen om truslerne, gjorde han ikke noget ved det. Ansøgeren forlod hjemmet, fordi stedmoderen truede med at dræbe hende, hvis hun ikke flyttede hjemmefra, inden faderen kom hjem fra arbejde. Ansøgeren har tillige anført, at hun ved et tilfælde mødte Madam […], efter hun havde opholdt sig omkring tre måneder i byen [...]. Madam […] tilbød at hjælpe hende ud af Nigeria og lovede hende arbejde i Europa. Madam […] tog efterfølgende ansøgeren med til en kirkegård, hvor hun blev tvunget til ved ed at love at tilbagebetale Madam […] for sin rejse. Såfremt denne aftale ikke blev overholdt, ville ånderne gøre livet surt for ansøgeren, og hun ville også miste livet. Ansøgeren udrejste herefter af Nigeria med hjælp og finansiering af Madam […], som selv blev tilbage i Nigeria. Ansøgeren har videre anført, at hun ikke har haft kontakt til sin fader, efter hun forlod sin bopæl, men under hendes ophold i Li-byen fortalte en kvinde, hun fulgtes med, og som havde været i kontakt med Madam […], at Ma-dam […] havde fortalt, at faderen var død. Endvidere har ansøgeren anført, at hun efter indrejsen i Danmark har været i telefonisk kontakt med Madam […], som rykkede hende for manglende beta-ling. Hun truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis hun fortsat ikke betalte. Ansøgeren har ligeledes anført, at hun frygter Madam […], da hun har mange forbindelser og er rig, og ansøgeren antager, at hun ikke kan skjule sig for Madam […] i Nigeria. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Efter ansøgers forklaring har hun stiftet gæld for at kunne rejse til Europa for at arbejde, og hun har arbejdet som prostitueret. Hun er af ”Madam”, der har lånt hende penge, telefonisk blevet truet med henblik på at betale pengene tilbage. Flygtningenævnet finder ikke, at de overgreb, ansøger har været udsat for, efter deres karakter og intensitet er asylbegrun-dende. Det fremgår af Nævnets baggrundsoplysninger, at der i ansøgers hjemland er organisationer, der bistår kvinder, der vender tilbage til hjemlandet efter at være udnyttet til prostitution. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet ikke, at ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2015/8
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk ebo og kristen af trosretning fra Onicha, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af beboerne i Umuleri, idet hans fader var involveret i landsbystriden mellem Umuleri og Aguleri. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at konflikten mellem Umuleri og Aguleri går tilbage til 1933, hvor Umuleri sagsøgte Aguleri på grund af retten til jordområdet Otuocha. Konflikten blev flere gange indbragt for domstolene. Ansøgerens fader havde siden 1980’erne bidraget med økonomisk støtte, ligesom han var med at repræsentere Umuleri-folket, da sagen blev indbragt for Højesteret. I 1999 eskalerede konflikten, og mange civile mennesker mistede livet på grund af kampe mellem landsbyerne. Da situationen var blevet stabil, blev Umuleri-folket vrede på ansøgerens fader på grund af konfliktens mange tab. I november 1999 blev ansøgerens families bopæl opsøgt af en gruppe unge fra Umuleri, som dræbte ansøgerens forældre og to brødre. Det lykkedes ansøgeren, ansøgerens søster og en af faderens venner at flygte fra bopælen, hvorefter ansøgeren udrejste illegalt. Efter oplysningerne i baggrundsmaterialet kan det lægges til grund, at der har eksisteret en konflikt mellem de to byer, som ansøgeren har forklaret om, og Flygtningenævnet finder ikke grund til at tilsidesætte ansøgeren forklaring om, at han kommer fra det pågældende område. Uanset om ansøgerens familie har været involveret i konflikten finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han af den grund vil være i risiko for overgreb ved en tilbagevenden på nuværende tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker hermed også, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at forholdene mellem de to byer er forbedret. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændinge-styrelsens afgørelse. Niga/2015/7
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk edo og kristen fra Edo, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive fængslet af myndighederne eller slået ihjel af unavngivne personer fra sin hjemegn på grund af sin seksuelle orientering. Ansøgeren frygter endvidere Boko Haram, der slog ansøgerens fader ihjel, fordi faderen var kristen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født og opvokset i Edo, der ligger i den sydlige del af Nigeria. Ansøgeren mødte i 2009 sin mandlige kæreste, [M]. Ansøgeren havde et seksuelt forhold til [M] i perioden 2009-2011. Ansøgeren tog en aften i 2011 på en bar/restaurant sammen med [M] og en barndomsven fra samme nabolag ved navn [V]. De overnattede på [M’s] bopæl, fordi de var berusede. Ansøgeren sov alene i et rum, hvorimod [M] og [V] sov i samme stue. [M] forgreb sig på [V], imens han sov. Tidligt næste morgen tog [V] hjem til sine forældre og fortalte dem, hvad der var sket. [V’s] fader anmeldte forholdet til politiet, ligesom han fortalte nogle drenge fra nabolaget, hvad der var sket. Drengene opsøgte herefter [M], og bankede ham til døde. Herefter opsøgte [V’s] fader og drengene ansøgerens bopæl, hvor de talte med ansøgerens fader, og krævede, at ansøgeren blev udleveret. Ansøgeren nåede at flygte fra stedet. Senere samme dag mødtes ansøgeren med sin fader på […] i Edo. De overnattede en enkelt nat på et hotel i […] i Edo. De flygtede derefter til […], hvor de bosatte sig i […] i det nordlige Nigeria. Ansøgeren ved ikke, om personer eller myndighederne efterfølgende har opsøgt deres bopæl i Edo. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans fader blev slået ihjel af Boko Haram i 2012, fordi han var kristen. Ansøgeren var ikke til stede, da faderen blev slået ihjel, men han fandt liget af faderen, hvorefter ansøgeren flygtede hjem til sin arbejdsgiver, [AG]. Ansøgeren var bange for, at myndighederne ville blive bekendt med ansøgerens seksuelle orientering, hvorfor han ikke anmeldte drabet på faderen til myndighederne. Ansøgeren søgte om visum til Frankrig [i sommeren] 2013, og fik meddelt visum med gyldighed i [en måned i efteråret] 2013. Ansøgeren udrejste legalt fra Nigeria til Frankrig [i efteråret] 2013. Ansøgeren har ikke oplevet nogen problemer efter episoderne i 2011 og 2012 og frem til sin udrejse af Nigeria i 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været divergerende og usandsynlig på en række centrale punkter. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2014 forklaret, at hans to yngre søskende gik på kostskole og ikke flyttede med ham og faderen til [det nordlige Nigeria] efter episoden i 2011, men at de kom på besøg hos dem. I asylsamtalen [i efteråret] 2014 har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke efter flytningen har haft kontakt til sine to søskende. I forklaringen under mødet i nævnet har ansøgeren endelig forklaret, at hans to søskende var henholdsvis 5 og 7 år gamle i 2011, og at hans far efterlod dem hos en nabokone, ligesom han har fastholdt, at han ikke har haft kontakt til dem siden 2011. Flygtningenævnet skal videre bemærke, at det ikke er sandsynligt, at ansøgerens far, der var vred over ansøgerens seksuelle forhold til [M], skulle have valgt at efterlade sine to relativt små børn i [det sydlige Nigeria], hvor de var uden forsørgelsesgrundlag for at følge ansøgeren, der var mellem 18 og 19 år gammel, til det nordlige Nigeria. Det bemærkes, at faderen også herved opgav sit eget forsørgelsesgrundlag som nattevagt. Ansøgerens forklaring om [M’s] seksuelle overgreb på ansøgeren og [V] forekommer heller ikke sandsynlig. Det bemærkes, at ansøgeren har forklaret stort set enslydende om, hvordan overgrebene fandt sted efter, at [M] havde drukket dem fulde, og uden at nogen af dem opdagede noget. Ansøgerens forklaring om hans seksuelle forhold har tydeligt været præget af, at han har fundet det skamfuldt at tale om. På trods heraf er det påfaldende, at forklaringen har haft en meget ringe detaljeringsgrad såvel i relation til ansøgerens seksuelle forhold til [M] som forløbet efter, herunder med hensyn til ansøgerens erkendelse af at være og ønske at leve som homoseksuel. Nævnet har i den forbindelse tillagt det en vis betydning, at ansøgeren ikke har haft homoseksuelle forhold eller forklaret om følelser til andre mænd, siden [M] døde i 2011. Efter en samlet og konkret bedømmelse af forklaringen og hændelsesforløbet finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, hvorfor betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga2015/6
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria.. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og kristen af trosretning fra Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive dræbt af sin familie, sin kærestes familie samt indbyggerne i byen […], idet ansøgeren er homoseksuel. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han er homoseksuel. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter, at hans farbroder vil slå ham ihjel på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i slutningen af august 2013 mødtes med sin mandlige kæreste, [C], på sin bopæl, mens ansøgerens ægtefælle var på markedet. Da ansøgerens ægtefælle kom tilbage til bopælen, opdagede hun ansøgeren og [C] nøgne sammen, hvorefter hun råbte på landsbyens beboere. Landsbyens beboere førte ansøgeren [C] ud i skoven, hvorefter de blev slået. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. Den efterfølgende dag tog ansøgeren ophold hos sin morbroder. Efter syv dage erfarede ansøgerens morbroder, hvad ansøgeren havde lavet, hvorfor han truede ansøgeren på livet. Ansøgerens morbroder fortalte endvidere ansøgeren, at [C] var død. Ansøgeren flygtede herefter fra sin morbroders bopæl med bus til [en by]. I [byen] fik ansøgeren arbejde på et værksted hos en person ved navn [B]. Efter to ugers ophold spurgte [B] ansøgeren, om han var i besiddelse af nogen former for dokumenter, hvortil ansøgeren fremviste ham et dokument. [B] fratog ansøgeren dette dokument og efter cirka en måned, oplyste [B], at ansøgeren skulle udrejse af landet. [B] betalte for ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, idet hans forklaring på væsentlige punkter ikke findes at kunne lægges til grund, idet den forekommer divergerende, utroværdig og stærkt usandsynlig. Ansøgeren har blandt andet forklaret udbyggende og divergerende om, hvor meget tøj han havde på i forbindelse med flugten og om hvorvidt denne fandt sted før eller efter han ankom til skoven. Endvidere forekommer det stærkt usandsynligt, at han i [en by] skulle have fortalt en ham ubekendt om sin homoseksualitet umiddelbart efter de mødtes første gang, og at pågældende uden forudgående aftale skulle have finansieret billetter og rejsehjemmel og medtaget ansøgeren til Danmark uden at stille krav om tilbagebetaling. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk igbo og kristen fra byen […], Anambra State, Nigeria. Ansøgeren har siden [efteråret] 2013 været medlem af bevægelsen Movement for the Actualization of the Sovereign State of Biafra (MASSOB). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de nigerianske myndigheder, idet han er medlem af MASSOB. Han blev i [efteråret] 2013 fuldgyldigt medlem af den lokale MASSOB bevægelse i Anambra State. [I efteråret] 2013 deltog han i et møde i MASSOB. Under mødet ankom politiet og begyndte at beskyde deltagerne i mødet. Ansøgeren og de øvrige deltagere forsvarede sig ved at kaste med sten mod politiet. Under en MASSOB demonstration [i efteråret] 2013 ankom politiet igen og begyndte at skyde mod demonstranterne. En leder i MASSOB havde forud for demonstrationen anskaffet våben og beordrede demonstranterne til at forsvare sig. Ansøgeren skød i den forbindelse op i luften med et gevær for at skræmme politiet væk. Efter demonstrationen gemte ansøgeren sig. Samme nat løb ansøgeren i retning mod sin og broderens bopæl, men nåede ikke hjem, da en nabo fortalte ham, at hans broder var blevet skudt af politiet og bragt til hospitalet, og at politiet ledte efter ansøgeren. Ansøgeren tog herefter til byen […], hvor han sammen med tre andre MASSOB-medlemmer opholdt sig hos en ven frem til [starten af] 2014, hvor han tog videre til River State. Her mødte ansøgeren en mand ved navn […], der fik sympati for ansøgeren og introducerede ham for en person ved navn […], som skaffede ansøgeren falske rejsedokumenter, således at han kunne udrejse til Danmark. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på en række centrale punkter. Han har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han skød mod regeringsstyrkerne eller bare op i luften, hvorvidt broderen blev skudt inden for samme døgn, som demonstrationen [i efteråret] 2013 fandt sted, eller først efterfølgende i [vinteren] 2013, og om omstændighederne, hvorunder hans broder blev skudt. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at disse og andre divergenser alene kan tilskrives problemer med tolkningen under samtlige interviews hos Udlændingestyrelsen. Nævnet flertal har endvidere lagt vægt på, at det findes usandsynligt, at personerne […] og […] uden nogen form for modydelse finansierede ansøgerens udrejse. Flertallet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har svaret upræcist og afglidende på en række spørgsmål, herunder om hvornår han begyndte at gå til møder i MASSOB. Flygtningenævnets flertal finder derfor ikke, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Niga/2015/3
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og kristen af trosretning fra […] provinsen, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive fængslet for sine homoseksuelle aktiviteter der er kommet til myndighedernes kendskab. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han er biseksuel, og at han i Nigeria tjente penge på at matche homoseksuelle mænd. I år 2000 udrejste ansøgeren til Tyskland, hvor han søgte asyl og her mødte han en tysk mand ved navn […], som han indledte et homoseksuelt forhold til. Dette var hans første seksuelle erfaring med det modsatte køn. Deres forhold varede i lidt over et år, og da ansøgeren genindrejste i Nigeria omkring 2002, forsatte han med at have forhold til mænd. I 2003 begyndte han at tjene penge på at arrangere møder mellem mænd, der ønskede at møde andre mænd. Han havde en kundekreds, og disse kunder matchede han bl.a. med unge universitetsstuderende, der gerne ville tjene penge på at være seksuelt sammen med ansøgerens kunder. Fra 2003-2013 følte ansøgeren sig ofte chikaneret af politiet og lokalsamfundet på grund af hans homoseksuelle tendenser, og ved en lejlighed var han under falsk anklage for narkosalg på grund af hans seksualitet. I 2013 blev homoseksualitet forbudt ved lov i Nigeria og han blev anholdt for første gang på grund af dette, men han bestak politibetjentene, så han slap for at blive taget med på politistationen. I 2014 blev hans forretningspartner […] anholdt og ca. to uger senere omkring maj 2014 blev ansøger også anholdt. Hans advokat sørgede for, at han blev løsladt senere samme dag. Ansøger opholdt sig derefter skjult i sin landsby og hos bekendte, og han udrejste derpå af Nigeria. Flygtningenævnet har i væsentlig grad lagt vægt at ansøgeren i sit asylskema har anført religiøse grunde, mens hans senere asylmotiv udelukkende har været hans seksualitet. Nævnet er opmærksomt på, at han blev syg under udfyldelse af skemaet, men finder ikke at det gør nogen forskel. Nævnet lægger endvidere vægt på at ansøgeren har forklaret divergerende om hvornår han opdagede, at han var biseksuel, idet han under en samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at hans seksuelle omgang med mænd først startede da han returnerede fra Tyskland i 2003 hvorimod han senere herunder under nævnsmødet har forklaret, at han havde seksuelle forhold med mænd under sit ophold i Tyskland. Han har endvidere forklaret divergerende om hvor han boede i perioden 2003 til 2006, hvornår han påbegyndte sin forrentning med matchmaking og hvornår han begyndte samarbejdet med […]. Ansøgeren har under en samtale med Udlændingestyrelsen alene forklaret om en anholdelse af politiet og har under de efterfølende samtaler forklaret om forskellige årstal for denne anholdelse. Han har under samtalen med nævnet først forklaret, at han ved anholdelsen i restauranten fik forevist en arrestordre, hvorimod han senere under samtalen ikke så en sådan, i forbindelse med anholdelsen. Ansøgeren har under mødet for nævnet forklaret, at han ved den seneste anholdelse blev fremstillet i retten hvilket ikke ses at fremgå af referaterne fra de tidligere samtaler. Nævnet finder på baggrund af ovenstående, at ansøgerens forklaring ikke forekommer troværdig hvorfor den tilsidesættes. Det forhold, at ansøgeren på selve nævnsmødet fremlægger et brev der tilsyneladende stammer fra et nigeriansk advokatkontor giver ikke nævnet tilstrækkelig grundlag for at udsætte sagen med henblik på nærmere undersøgelser. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Nigeria risikerer forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller vil være i risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2015/2
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og katolik af trosretning fra Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er homoseksuel og som følge heraf frygter at blive fængslet af de nigerianske myndigheder samt udstødt af lokalsamfundet eller slået ihjel. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for fysiske overgreb af to navngivne personer, at han frygter nogle for ham ukendte gruppe unge mennesker i sin fødeby, og at han frygter Boko Haram. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver henvist til, at han omkring år 1994 fandt ud af, at han var homoseksuel. Samme år indledte han et seksuelt forhold til en mand ved navn [A]. Deres forhold varede indtil 1997/1998. I 2000/2001 blev ansøgeren gift med en kvinde, som han boede sammen med i omkring tre et halvt år til fire år i Gambia. Ægtefællen forlod ansøgeren, fordi hun mistænkte ham for at være utro eller homoseksuel. Mens ansøgeren boede i Gambia havde han et seksuelt forhold til en mand. I 2006 indledte ansøgeren et seksuelt forhold og partnerskab til en mand ved navn [B], som han havde mødt på en natklub i Lagos. På et tidspunkt opdagede [B´s] broder, at [B] havde et seksuelt forhold til ansøgeren. Broderen indvilligede i ikke at fortælle andre om forholdet. Ansøgeren har endvidere til støtte for sine asylmotiver henvist til, at han har modtaget et ukendt beløb af to navngivne personer med henblik på, at han skulle købe vin og reservedele i Europa til dem, men han har ikke leveret varerne, ligesom han ikke har tilbagebetalt pengene. For så vidt angår ansøgerens frygt for grupperinger i sin fødeby, har ansøgeren henvist til, at de forskellige grupper i byen kæmper om jorden, og at grupperne kræver, at hver familie enten stiller en søn til rådighed eller yder økonomisk støtte til grupperne. Ansøgerens familie yder økonomisk støtte for at undgå fysiske overgreb. Vedrørende ansøgerens frygt for Boko Haram, har ansøgeren henvist til, at Boko Haram er aktive i Lagos, at han i 2009 blev smuglet ud af sin moders fødeby, fordi Boko Haram havde angrebet byen, og at han i 2011/2012 opholdt sig i Abuja, da Boko Haram sprang en bombe i luften. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han har brug for beskyttelse som følge af homoseksualitet. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende oplysninger om sine familiemæssige og seksuelle forhold. Under straffesagen har han i [sommeren] 2014 oplyst, at han har familie i Nigeria og Gambia, og at han er gift og har et barn. Derimod har han til Udlændingestyrelsen den [i foråret] 2015 forklaret, at han er ugift og ikke har biologiske børn, men at han har taget sin afdøde broders to børn til sig. Ansøgeren søgte asyl [i foråret] 2015, men han har først under asylsamtalen i Udlændingestyrelsen [efterfølgende] oplyst homoseksualitet som asylmotiv. Ansøgeren har oplyst om to tidligere homoseksuelle forhold, men han har forklaret divergerende og afglidende om tidspunkterne herfor og om seksualpartnernes alder og identitet. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret afglidende og ukonkret på nævnets spørgsmål om, hvilket liv ansøgeren har haft som homoseksuel, og på at ansøgeren angiveligt ikke har kendskab til homoseksuelle miljøer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter sine egne oplysninger har været i Europa mange gange siden før 2008 uden at søge asyl, og at han ikke søgte asyl i Danmark ved indrejsen [i vinteren] 2014, men først søgte asyl, da han stod for at skulle prøveløslades og udsendes til hjemlandet i henhold til udvisningsdommen. Ansøgeren har ikke støttet sine øvrige asylmotiver på oplysninger, der kan give grundlag for at antage, at han konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb som følge af jordkonflikten i hjembyen eller Boko Harams tilstedeværelse i hjemlandet. Den omstændighed, at ansøgeren har oplyst, at han har et økonomisk mellemværende med personer i hjemlandet, udgør ikke et asylbegrundende forhold. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2015/11
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og kristen fra Borno State, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af Boko Haram, idet han har kæmpet sammen med gruppen [A], som bekæmper Boko Haram. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans fader i [efteråret] og i [slutningen af] 2013 modtog et trusselsbrev fra Boko Haram. I [starten af] 2014 blev ansøgerens fader ramt af skud, da der i nabolaget, hvor hans fader havde forretning, opstod skyderier, som Boko Haram mistænktes for at stå bag. Ansøgerens fader afgik efterfølgende ved døden på hospitalet af sine kvæstelser. I frustration over drabet på sin fader meldte ansøgeren sig i [foråret] 2014 ind i gruppen [A], hvor han sammen med ca. ti andre fik til opgave at stå vagt ved en vejspærring beliggende i nærheden af sin bopæl. Ansøgeren var bevæbnet med en machete, når han stod vagt, og han nåede at stå vagt to-tre gange om ugen i ca. 14 dage, inden han udrejste af Nigeria [senere i løbet af foråret] 2014. Ved vejspærringen havde de til opgave at undersøge de passerende køretøjer og at anholde mistænkte Boko Haram medlemmer. De mistænkte blev overleveret til militæret. Ansøgeren har ikke kendskab til, hvad der skete med de anholdte i militærets varetægt, men formoder, at de blev fængslet, mens militæret undersøgte sagen. [På et tidspunkt i løbet af foråret] 2014 blev ansøgerens vejspærring angrebet af Boko Haram, der skød vilkårligt både mod vejspærringen og mod de civile i området. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra angrebet til sin bopæl. Han fortalte sin moder om hændelsen, og sammen besluttede de at flytte fra området. En uge senere flyttede ansøgeren sammen med sin familie til Kano State, hvor han den efterfølgende dag påbegyndte sin udrejse af landet. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i forhold til Boko Haram er en særlig profileret person. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren eller hans familie ikke er blevet opsøgt efter, at faderen blev dræbt, hvorfor konflikter i forhold hertil må betragtes som afsluttede. Flygtningenævnets flertal har videre lagt vægt på, at angrebet på det check-point, hvor han stod vagt, ikke var rettet mod ham personligt, men at der var tale om et generelt angreb fra Boko Haram. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren efter angrebet opholdt sig en uge på sin bopæl, hvor han sammen med sin familie planlagde og organiserede flytningen til Kano, ligesom hverken han eller hans familie på noget tidspunkt personligt er blevet opsøgt af Boko Haram. Flygtningenævnet flertal finder således efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1, eller være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2015/10
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Igbo og kristen af trosretning fra […] provinsen, Nigeria. Ansøgeren har deltaget i møder om et selvstændigt Biafra. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt af de nigerianske myndigheder, som mistænker ham for at assistere Boko Haram. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive dræbt af Boko Haram, idet de mistænker ham for at være informant for myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [begyndelsen af] 2014, på sin fætters anmodning, assisterede en gruppe på omkring 20 personer, der angiveligt var en del af et fodboldhold fra den nordlige del af Nigeria. Ansøgeren hjalp dem med at finde en bolig og assisterede dem med madindkøb i perioden mellem [begyndelsen af] 2014 og [begyndelsen af] 2014. I [begyndelsen af] 2014 så ansøgeren i TV-nyhederne, at den samme gruppe blev stoppet af politiet, og at ransagningen af gruppens bus og efterfølgende efterforskning viste, at gruppen var en del af Boko Haram. To dage efter blev ansøgeren af ven oplyst, at politiet havde været på hans bopæl og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren formoder, at politiet i forvejen var særligt opmærksomt på ham, idet han i 2012, i forbindelse med en demonstration til fordel for et selvstændigt Biafra, under sit eget navn havde udtalt sig kritisk om præsidenten. Ansøgeren tog til [Landsby A], hvor hans moder og broder boede. Broderen var af ansøgerens fætter blevet oplyst, at det ville være farligt for ansøgeren at blive i Nigeria, idet Boko Haram mistænkte ansøgeren for at have videregivet oplysninger om gruppen til de nigerianske myndigheder. Ansøgeren blev i [Landsby A] i to dage, hvorefter han tog en bus til [Landsby B], for at mødes med en kontaktperson, som hans fætter havde sat ham i forbindelse med. Samme nat udrejste han illegalt af Nigeria til Benin, i en bil sammen med kontaktpersonen. Flygtningenævnet lægger i særligt grad vægt på, at ansøgeren i sit ansøgningsskema ikke har beskrevet sine konkrete problemer med Boko Haram og myndighederne, men nævnt den generelle situation i Nigeria. Flygtningenævnet finder forklaringen om, at ansøgeren skulle have hjulpet 20 personer, som han troede var et fodboldhold, usandsynlig idet det ikke forekommer troværdigt, at 20 personer der ikke var professionelle fodboldspillere kunne tage på ferie sammen i tre til fire måneder, ligesom det forekommer utroværdigt, at ansøgeren der selv spillede fodbold ikke i højere grad har talt med personerne eller set hvorvidt de trænede under deres seks uger lange ophold. Ansøgeren har på en række væsentlige punkter forklaret divergerende dels under samtalerne med udlændingestyrelsen og under samtalen med Nævnet. Han har herunder forklaret divergerende om hvorvidt hans broder ringede til fætteren, men talte med en person fra Boko Haram, om han blev advaret af en ven eller af en nabo eller af begge, hvor længe han opholdt sig hos sin moder efter sin flugt, hvorvidt han selv delvis havde penge til flugten, om det var et hus eller en lejlighed, han lejede til gruppen og om gruppen var i besiddelse af våben da de blev tilbageholdt af politiet. Nævnet lægger endvidere vægt på, at hans generelle troværdighed er nedsat, idet han har forklaret usandt om sin rejserute og da han ved anholdelsen den […] juli 2014 blev fundet i besiddelse af en togbillet udstedt den […] april 2014, selvom han oplyste, at han alene havde været i Danmark i omkring en måned. Nævnet lægger endelig vægt på, at han har opholdt sig i Italien og nogen tid i Danmark uden at søge asyl hvilket først skete i forbindelse med anholdelsen. Efter en samlet vurdering tilsidesætter Nævnet, ansøgerens forklaring, som utroværdig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Nigeria risikerer forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller vil være i risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2015/1
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo, født i Benue State og opvokset i Bauchi State, Nigeria Ansøgeren er kristen af trosretning. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er eftersøgt af de nigerianske myndigheder som følge af, at han er homoseksuel, og at han risikerer at blive idømt en langvarig fængselsstraf. Ansøgeren har til sagen forklaret, at hans ægtefælle, børn og mor blev dræbt [i efteråret] 2014 under et angreb udført af Boko Haram i Bauchi State. Efterfølgende valgte ansøgeren at sælge sin forretning og at flytte til Lagos. I Lagos mødte ansøgeren sin ven, [P], som han flyttede ind hos. Ansøgeren og [P] indledte et forhold. Ansøgeren indledte også forhold til to andre mænd, [O] og [C]. En dag i 2014 opdagede [Cs] bror, […], ansøgeren og [C], mens de havde samleje i [Ps] lejlighed. [Cs bror] råbte op og slog ansøgeren. I løbet af kort tid kom flere personer til stede. Personerne slog ansøgeren med træpinde og skar ham med flasker og knive. Flere personer kom til stede, og nogle af dem forsøgte at forhindre ansøgeren i at blive slået. Det lykkedes ansøgeren at flygte. Han modtog behandling på et apotek, hvorefter [P] kørte ham til en busstation. Herfra tog ansøgeren en bus til […] i Anambra State, hvor ansøgerens far og bror boede. Ansøgeren opholdt sig hos faderen og broderen i cirka to uger. Under ansøgerens ophold i […] opsøgte en gruppe mænd faderens og broderens bopæl og overfaldt broderen, der døde af sine kvæstelser. Dagen efter overfaldet rejste ansøgeren videre til Abudja, hvor han opholdt sig hos en biskop, som han kendte, i cirka tre uger. [I begyndelsen af] 2015 udrejste ansøgeren af Nigeria med fly til [et europæisk land]. Biskoppen havde betalt hans flybillet og sørget for visum til [det europæiske land]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv, ligesom dele af ansøgerens forklaring forekommer usammenhængende. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han blev overfaldet med knive eller andre genstande, da han blev opdaget med [C] i [Ps] lejlighed. Han har således først forklaret, at han blev skåret med knive og senere, at der ikke blev anvendt knive ved overfaldet, men flasker, mens han igen under nævnsmødet forklarede, at han blev overfaldet med blandt andet knive. Han har tillige forklaret divergerende om, hvor mange personer, der deltog i overfaldet samt om på hvilken etage, [C] boede. Han har videre forklaret divergerende om, hvorvidt det var Peter, der kom og tog ham til apoteket, eller om han blev vist hen til apoteket af en dame, som han mødte og hvorvidt han ringede til [P]r, før ansøgeren ankom til apoteket. Ansøgeren har således først forklaret, at han flygtede fra [Ps] lejlighed, gemte sig og ringede efter Peter, der kom og fik ham på apoteket, mens han senere har forklaret, at han ved hjælp af en dame tog til apoteket, hvorfra han lånte en telefon og ringede efter [P]r. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han har haft seksuelle forhold til to eller tre mænd i de to måneder, hvor han boede sammen med [P]. Ansøgeren har således til samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at han havde haft forhold til tre mænd, mens han under nævnsmødet forklarede, at han havde haft forhold til to mænd. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om omstændighederne ved sin brors død, herunder om han selv fandt broderen død, eller om broderen var blevet kørt til hospitalet af en nabo, mens han var i live. Flygtningenævnet finder, at de nævnte divergenser er centrale i forhold til ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer forfølgelse på grund af homoseksualitet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Nig 2016/6/MNR
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Nicaragua. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk nicaraguaner og kristen katolik af trosretning fra Carazo, Nicaragua. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle, som er besat af hende. Ansøgeren frygter videre at blive fængslet og miste sin søn, fordi hun er blevet falsk anklaget for at være vidende om overgreb mod hendes datter, begået af hendes nuværende ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun [ultimo] 2013 blev opsøgt af sin tidligere ægtefælle og dennes søster og moder. De fortalte, at ansøgerens datter havde fortalt dem, at ansøgerens nuværende ægtefælle flere gange havde forsøgt at misbruge hende, og at ansøgeren havde været vidende om dette. Ansøgerens tidligere ægtefælle og dennes familie afpressede ansøgeren til at underskrive en aftale om at hun skulle overføre sit hus samt 5.000 dollars og betale en månedlig ydelse på 70 dollars til den tidligere ægtefælles familie. Ansøgeren og den tidligere ægtefælle mødtes med deres advokater senere samme dag. Ansøgerens advokat rådede ansøgeren til at underskrive aftalen og beroligede efterfølgende ansøgeren med, at aftalen var ugyldig. Advokaten fortalte videre, at ansøgeren skulle forlade landet, idet han havde fået bekræftet, at der var indgivet en politianmeldelse mod ansøgeren, og at sådan en sag kunne køre i 10-20 år, ligesom den var tabt på forhånd. I de efterfølgende to måneder modtog ansøgeren flere truende sms-beskeder og telefonopkald fra den tidligere ægtefælle. I den forbindelse henvendte ansøgeren sig til politiet, som ikke kunne hjælpe. Ansøgeren og dennes nuværende ægtefælle udrejste derfor af Nicaragua [omkring to måneder senere]. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet finder Flygtningenævnet ikke, at forklaringen kan lægges til grund. Forklaringen fremstår på flere centrale punkter usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet anser det således for utroværdigt, at ansøgerens advokat [den nærmere bestemte dato i ultimo] 2013 på baggrund af en falsk anmeldelse mod ansøgeren og hendes nuværende mand om seksuelle overgreb mod ansøgerens datter har rådet hende til at underskrive et dokument, uden at hun forinden var gjort bekendt med dokumentets indhold, og at advokaten, efter hun havde underskrevet dokumentet, oplyste ansøgeren om, at dokumentet vedrørte overdragelse af ansøgerens hus til ekskærestens familie og betaling af nogle pengebeløb. Advokaten oplyste i øvrigt ansøgeren om, at dokumentet var ugyldigt, men at hun var nødt til at udrejse af Nicaragua. Ansøgerens utroværdighed understøttes af, at ansøgeren omkring to måneder efter, at hun havde underskrevet dokumentet og uden at overholde sine betalingsforpligtelser kunne sælge sit hus uden problemer for at skaffe penge til udrejsen. Nævnet henviser i øvrigt til, at der under sagen er fremlagt et dokument vedrørende tilbagekaldelse af et udenretligt forlig, som ifølge dokumentet er indgået den[den nærmere bestemte dato i ultimo] 2013 af ansøgeren. Dokumentet angår et forlig vedrørende underholdsbidrag til ansøgerens datter og omhandler i øvrigt spørgsmål om forældremyndigheden vedrørende datteren. Ansøgeren har overfor nævnet besvaret spørgsmål vedrørende dokumentet på en afglidende måde, og har herunder blandt andet oplyst, at hun ikke er mødt for en familiedommer, der ifølge dokumentet skal afgøre spørgsmålet om forældremyndigheden. Utroværdigheden understøttes endvidere af, at ansøgeren har forklaret divergerende om sine henvendelser til politiet om modtagne trusler via sms-beskeder. Under oplysnings- og motivsamtalen [i primo] 2015, har ansøgeren forklaret, at hun har henvendt sig fire gange til politiet, som ringede op til det nummer, hvorfra sms-beskederne var afsendt. Der var dog ingen, der besvarede opkaldene. Under asylsamtalen [i efteråret] 2015 har ansøgeren derimod forklaret, at hun henvendte sig tre gange til politiet, som aldrig foretog sig noget og ikke forsøgte at ringe til det nummer, hvorfra beskederne var sendt. Overfor nævnet har ansøgeren oplyst, at hun ikke kan huske, hvor mange gange hun henvendte sig til politiet, men at politiet ringede seks gange til det nummer, hvorfra truslerne var sendt. Henset til at ansøgerens forklaring om asylmotivet findes utroværdig, finder Flygtningenævnet ikke, at nogle fremlagte e-mails angiveligt fra ansøgerens søster, [A], om henvendelser fra politiet, kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun vil være i konkret og individuel begrundet risiko for at blive forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Nica/2016/1/STR
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nepal. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk newari og hindu fra […], Kathmandu, Nepal. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle og svigerfamilie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at problemerne med hendes ægtefælle begyndte umiddelbart efter indgåelsen af ægteskabet [i foråret] 2014. Ansøgerens ægtefælle udsatte ansøgeren for fem til seks seksuelle overgreb. Da ansøgerens ægtefælle rejste til Saudi-Arabien for at arbejde, boede ansøgeren hos sine svigerforældre. Hun boede hos dem i omkring et år. Ansøgeren rejste i [efteråret] 2015 til Danmark på et studievisum. Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i [foråret] 2016. Ansøgerens ægtefælle begyndte herefter at udsætte ansøgeren for seksuelle og voldelige overgreb. Hun blev udsat for seksuelle overgreb flere gange om dagen. Hun blev udsat for fysiske overgreb hver anden eller tredje dag frem til [sommeren] 2016. I [sommeren] 2016 blev ansøgeren igen udsat for vold af sin ægtefælle. Han truede hende med en kniv og med, at han ville brække ansøgerens lemmer. Han fortalte ansøgeren, at han ville slå hende ihjel, hvis han havde mulighed for at slippe ustraffet fra det. I [efteråret] 2016 søgte ansøgeren om skilsmisse fra sin ægtefælle. Dette blev dog afvist af de danske myndigheder, idet ansøgeren ikke var i besiddelse af en opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerens søster har efterfølgende fortalt ansøgeren, at ansøgerens svigerfar i perioden fra [efteråret] 2016 til [vinteren] 2017 har opsøgt ansøgerens familie i Nepal og truet med at slå ansøgeren ihjel, hvis hun vender tilbage til hjemlandet, idet lovgivningen ikke kan forhindre dette. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har intet oplyst om konflikter med de nepalesiske myndigheder, og nævnet finder på denne baggrund ikke, at betingelserne for meddelelse af asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Ansøgerens konflikt med svigerfamilien vurderes at være af privatretlig karakter. Hverken ansøgeren eller hendes familie har efter det oplyste søgt beskyttelse fra de nepalesiske myndigheder. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nepal vil være i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, mod hvilke hun ikke vil kunne opnå myndighedsbeskyttelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Nepal/2018/1/HHU
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Nepal. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamang fra Kathmandu, Nepal. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes far eller hendes tidligere ægtefælle vil slå hende og hendes søn ihjel, idet hun er blevet skilt og har fået et barn med en muslimsk mand under opholdet i Danmark, ligesom hun er konverteret til Islam. Efter at ansøgeren var indrejst i Danmark i [sommeren] 2012 med henblik på et studieophold, kom hendes nepalesiske ægtefælle til landet i 2013 med henblik på at arbejde. Han forlod imidlertid efter syv-ti dage Danmark i vrede, fordi ansøgeren ikke havde skaffet arbejde og bolig til ham. Før udrejsen truede han med at slå ansøgeren ihjel, hvis hun vendte hjem til Nepal. Hun fik efterfølgende barn i Danmark med en muslimsk mand, som hun tillige indgik religiøst ægteskab med, ligesom hun konverterede til Islam. Hendes far – der tidligere havde været meget voldelig over for hende – truede i [slutningen af] 2015 med henvisning til hendes ægteskab og konversion telefonisk med at slå hende og barnet ihjel, såfremt hun vendte tilbage til hjemlandet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med hverken sin far eller tidligere ægtefælle, der berettiger til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende og udbyggende om omfanget af konflikten. Ansøgeren har blandt andet ikke før asylsamtalen [i foråret] 2016 oplyst om sin fars omfattende voldsudøvelse i forbindelse med, at hun før sit første ægteskab var blevet gravid. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren – der [i foråret] 2014 indgik et proformaægteskab med en dansk mand med henblik på at opnå opholdstilladelse – først søgte asyl i Danmark [i sommeren] 2015, hvor tidspunktet for udløbet af hendes opholds- og arbejdstilladelse nærmede sig, uanset at konflikten med hendes tidligere ægtefælle og far efter det oplyste opstod i 2013, hvor ægtefællen forlod Danmark. Nævnet kan således alene lægge til grund, at ansøgeren i Danmark har indgået religiøst ægteskab med en muslim, som hun har fået barn med, og at hun er konverteret til Islam, hvilke forhold efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke findes at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Nepal/2016/3/LAJ
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nepal. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk arian og hindu af trosretning fra Nepal. Ansøgeren har været medlem af Terai Madeshi også kaldet Madeshi Forum i perioden fra 2006 til 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nepal frygter at blive udsat for vold af politiet og personer fra Maoist-partiet, fordi han har været medlem af gruppen Madeshi Forum. Han var aktiv for gruppen fra 2006 til 2009 og blev leder af den lokale afdeling af gruppen efter tre-fire måneders medlemsskab. Hans politiske aktiviteter foregik flere dage ugentligt i form af deltagelse i møder, demonstrationer samt propaganda med uddeling af pamfletter. Aktiviteterne medførte, at han fik problemer med såvel maoist-partiet som politiet, der i en længere periode henvendte sig på hans bopæl flere gange om ugen. Det var imidlertid altid forældrene, som blev antruffet, da ansøgeren næsten altid opholdt sig ude om aften, hvor politiet typisk indfandt sig. Han udrejste i 2009 til Indien, hvorfra hans moders familie stammer og bor. I starten af 2013 vendte ansøgeren tilbage til Nepal, hvor han opholdt sig i to uger, indtil han udrejste [ i begyndelsen af] 2013. Uanset at det kan lægges til grund, at ansøgeren har deltaget i visse fredelige politiske aktiviteter for gruppen Madeshi Forum, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er forfulgt i et omfang, der berettiger til asyl. Flygtningenævnet finder således ikke, at de problemer, ansøgeren har haft med myndighederne i Nepal forud for udrejsen har haft karakter af forfølgelse. Flygtningenævnet lægger herved vægt på ansøgerens forklaring om, at politiet henvendte sig på forældrenes bopæl og ikke på hans arbejdsplads for at forældrene skulle få ham til at ophøre med sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet har endvidere lagt på vægt på hans forklaring om, at de lokale myndigheders sag mod ham var for lille til, at politiet i Katmandu ville indlede en sag mod ham. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren, der først søgte asyl omkring 1 år og 9 måneder efter indrejsen i Danmark, til afhøringsrapport [i vinteren] 2014 har oplyst til politiet, at han ikke havde problemer med politi eller myndigheder i Nepal, og at hans formål med at komme til Europa var at få et nyt liv med arbejde. Flygtningenævnet har endelig tillagt det en vis betydning, at ansøgeren har erkendt, at det ikke var korrekt som fortalt til Udlændingestyrelsen, at han udøvede hærværk, herunder brandstiftelse, som led i sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Nepal/2016/2/LRN
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nepal. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er nepaleser og ateist fra […], Nepal. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at hans familie ikke vil acceptere ham, og at familien vil udelukke ham og eventuelt slå ham ihjel, idet han er homoseksuel. Ansøgeren frygter endvidere, hvordan befolkningen i hans hjemland vil se på ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han første gang følte noget for en anden mand, da han var 16 år gammel. Han havde følelser for en mand, som han gik til undervisning med, men ansøgeren gjorde aldrig noget ved det. Da ansøgeren var 17 år gammel, deltog han i en bryllupsfest. Ansøgeren mødte her en mand ved navn [A], som han i det skjulte kyssede med til festen. Ansøgeren indså herefter, at han var homoseksuel, og at han derfor måtte forlade Nepal. I januar 2014 rejste han til Danmark på et studievisum, og to måneder senere indrejste [A] også i landet. De blev herefter kærester i Danmark. Flygtningenævnet kan efter ansøgerens forklaring om asylmotivet, og som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra] 2015, lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Det er herefter spørgsmålet, om ansøgeren på grund af sin homoseksualitet kan anses for at være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7. Ved vurderingen lægger Flygtningenævnet vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for homoseksuelle i Nepal. Det fremgår blandt andet af oplysningerne, at den nepalesiske højesteret ved en dom, der blev afsagt i 2007, har fastslået, at homoseksuelle skal have samme juridiske rettigheder som andre i Nepal. Dommen indeholder i øvrigt en opfordring til, at LGBT-borgere skal beskyttes, og det er endvidere indstillet, at der skal vedtages love mod forskelsbehandling for at beskytte LGBT-personer. Det fremgår også af baggrundsoplysningerne, at homoseksuelle aktiviteter ikke er kriminaliseret ved lov, at der er LGBT-personer, der åbent agiterer for homoseksuelles rettigheder og opstiller til valg. Der henvises herom til United States Department of States’s rapport ”Country Report on Human Rights Practices 2014 – Nepal” fra den 25. juni 2015 samt Australian Government “Refugee Review, Background Paper – Nepal” fra juli 2012. Det er således Flygtningenævnets samlede vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nepal ikke vil være i en sådan risiko for forfølgelse eller overgreb, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Ved vurderingen af ansøgerens asylmotiv har nævnet i øvrigt lagt til grund, at ansøgeren er indrejst i Danmark [primo] 2014. Han har haft midlertidig opholdstilladelse, som udløb [i] 2014. Opholdstilladelsen er ikke søgt forlænget, og ansøgeren har først [efteråret] 2014, da han blev anholdt af politiet, søgt om asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Nepal/2016/1/JOL
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nepal. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde efter en vurdering af ansøgerens oplysninger til grund, at ansøgeren sammen med nogle andre skoleelever var blevet kidnappet af maoister i 2003, da ansøgeren havde været 17 år gammel. Hun havde været tilbageholdt hos maoisterne i cirka to et halvt år og havde herunder været tvunget til at deltage i træning og i enkelte kamphandlinger, ligesom hun var blevet udsat for et seksuelt overgreb. I 2005 eller i 2006 var hun flygtet sammen med to andre piger fra maoisterne og havde i den forbindelse deltaget i drab på en maoistisk kommandant. Hun havde herefter taget ophold i Kathmandu, hvor hun havde haft fast bopæl og faste arbejdsforhold under eget navn indtil udrejsen i foråret 2008. Udrejsen havde været legal, herunder havde ansøgeren forinden i anden sammenhæng fået udstedt eget pas af myndighederne. I overensstemmelse med Udlændingeservices afgørelse herom lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren havde været udsat for menneskehandel. Som asylmotiv havde ansøgeren i nævnsmødet navnlig henvist til, at hun frygtede tvangshvervning til maoisterne, eller at maoisterne skulle finde hende som eftersøgt for drabet på kommandanten. I den forbindelse bemærkedes, at ansøgeren til flere politiafhøringer, til asylansøgningsskema og til samtalen ved Udlændingeservice havde forklaret nærmere om sine forhold i Nepal uden at oplyse det først i nævnsmødet anførte om, at personer, som skulle havet arbejdet for maoisternes efterretningstjeneste 8-12 måneder, efter at ansøgeren havde taget ophold i Kathmandu, skulle havet spurgt efter de piger, som havde slået kommandanten ihjel. Flygtningenævnet fandt, at den sene fremkomst af denne oplysning indebar, at oplysningen ikke kunne tillægges vægt. Ved vurderingen af hvorvidt ansøgeren ved en tilbagevenden til Nepal risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, lagde nævnet herefter vægt på, at ansøgeren havde kunnet opretholde en tilværelse i Kathmandu med arbejde og bopæl efter flugten fra maoisterne. Selvom ansøgeren i forbindelse med udrejsen havde pådraget sig en betydelig gæld til den nævnte menneskehandler, fandt Flygtningenævnet, at denne konflikt var af privatretlig karakter og ikke var myndighedsunderstøttet. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens situation primært måtte anses for udslag af social nød og deraf følgende udnyttelse fra private. Ansøgeren havde ikke haft konflikt med de nepalesiske myndigheder heller ikke i forbindelse med udrejsen. Vedrørende konflikten med menneskehandleren lagde Flygtningenævnet vægt på, at det efter baggrundsoplysningerne måtte tillægges betydning, at myndighederne og ngo-er i Nepal havde iværksat initiativer til hjælp for menneskehandlede personer, og at ansøgeren således kunne søge blandt andet myndighedernes beskyttelse. Efter baggrundsoplysningerne lagde nævnet videre vægt på, at der efter fredsaftalerne i november 2006 mellem myndighederne i Nepal og blandt andet maoisterne var blevet tilvejebragt en situation i landet med væsentlig øget sikkerhed. Selvom det videre lagdes til grund, at forholdene i Nepal var vanskelige, og at der forekom overgreb, ligesom den politiske situation aktuelt måtte anses for præget af, at maoisterne ikke længere deltog i regeringskoalitionen, fandt Flygtningenævnet ikke, at forholdene i Nepal generelt kunne anses for asylbegrundende. Efter en samlet vurdering fandt Flygtningenævnet herefter ikke, at det kunne antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nepal risikerede en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb eller umenneskelig behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren havde forklaret, at hun var udstødt af sin egen familie, førte ikke til en anden vurdering. Flygtningenævnet havde på den ovennævnte baggrund ikke fundet, at der var grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling hos Udlændingeservice under henvisning til navnlig det anførte i Udlændingeservices afgørelse om, at ”maoisterne siden 2008 har indgået i den nepalesiske regering”, som mest subsidiært påstået af den beskikkede advokat. Det bemærkedes, at Flygtningenævnet ved den ovennævnte vurdering havde fundet, at selve det forhold, at ansøgeren på baggrund af udnyttelse fra private personers side var anset for at have været udsat for menneskehandel, ikke efter sagens oplysninger i øvrigt indebar, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nepal/2010/1.
Nævnet stadfæstede i maj 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nepal, født i 1972. Indrejst i 2005. Ansøgere har blandt andet forklaret til sagen, at han havde været tilbageholdt af maoister i en måned og at han havde været tilbageholdt af militæret i fem dage. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren på væsentlige punkter havde forklaret utroværdigt om sit asylmotiv. Således havde ansøgeren til politirapporter i 2005 oplyst urigtigt om sin udrejse af Nepal, idet han havde oplyst, at han tirsdag i samme uge var udrejst med fly til Wien og ikke havde søgt om asyl i andre lande. Ansøgeren havde efterfølgende erkendt, at han var udrejst i 2003 til Bangkok og efterfølgende havde søgt om asyl i Nederlandene. Det fremgår af den nederlandske asylsag, at ansøgeren var blevet afhørt tre gange til asylsagen og efterfølgende havde benyttet sin adgang til at afgive et supplerende brev. Ansøgeren havde ikke oplyst om en tilbageholdelse i cirka en måned hos maoisterne eller en tilbageholdelse i cirka fem dage ved et militært checkpoint. Tværtimod havde ansøgeren forklaret sammenhængende om, at han, efter tretten dages sørgeceremoni i anledning af forældrenes død, på den femtende dag på militærets opfordring med d sin familie var taget til en anden by. Her havde han bragt familien i sikkerhed og på sin onkels opfordring derpå var taget til Kathmandu med henblik på udrejse. Det var nævnets opfattelse, at ansøgeren hverken til samtalereferatet angående samtale med Udlændingeservice i 2006 eller i nævnsmødet havde givet en rimelig forklaring navnlig på, hvorfor han ikke tidligere har forklaret om tilbageholdelserne. Nævnet fandt videre, at ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen hos maoisterne havde været præget af usikkerhed og skiftende oplysninger om konkrete omstændigheder, herunder om det tidsmæssige forløb, fremstillingerne for en slags domstol og om omstændighederne ved ansøgerens flugt under kamphandlinger. Da det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler ansøgeren at sandsynliggøre det asylmotiv, han påberåber sig, og da nævnet på den foreliggende baggrund ikke fandt, at dette var sket, kunne nævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer ikke lægge ansøgerens oplysninger om væsentlige dele af ansøgerens asylmotiv, herunder tilbageholdelserne, til grund. Nævnet fandt, at ansøgeren, der ikke havde været politisk aktiv eller havde haft konflikter med de nepalesiske myndigheder, måtte anses for at have tilhørt en mere velstående familie i ansøgerens hjemdistrikt. Ansøgerens lillebroder var som soldat i den nepalesiske hær i juli 2003 blevet dræbt i kamp mod maoisterne. Ansøgerens fader var i 1996 blevet pensioneret fra den indiske hær og havde herefter arbejdet med velfærds- eller sociale opgaver for de lokale myndigheder. Forældrene var blevet dræbt i oktober 2003, da den bus, hvori de havde været passagerer, var påkørt en mine og var væltet ned ad en skrænt. Nævnet ville ikke afvise, at ansøgeren og hans familie efter forældrenes død var blevet opsøgt af maoistiske grupper, der havde krævet penge og mad, men nævnet kunne ikke lægge til grund, at maoistiske gruppers fremfærd overfor ansøgeren eller hans familie havde været mere hårdhændet, end fremfærden var overfor andre i lokalområdet, der antoges at have visse økonomiske muligheder blandt andet i kraft af ejerskab af jord og kvæg. Det fremstod for nævnet som uafklaret, om ansøgerens bopæl var blevet nedbrændt af maoisterne og under hvilke omstændigheder nedbrændingen i givet fald måtte være sket. Men henset til den del af ansøgerens asylbaggrund, som nævnet lagde vægt på, fandt nævnet, at en nedbrænding af ansøgerens bopæl måtte anses for et resultat af generelle uroligheder i området og ikke kunne anses for et led i en konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren. Selvom der under den indgåede våbenhvile fra april 2006 mellem maoisterne og de nepalesiske myndigheder ifølge baggrundsoplysningerne havde været rapporter om overgreb fra maoistiske grupper, lagde nævnet vægt på, at situationen i Nepal siden 2003, hvor ansøgeren udrejste, var blevet mere stabiliseret, blandt andet således at det midlertidige parlament havde deltagelse af et antal maoistiske parlamentsmedlemmer. På den foreliggende baggrund fandt nævnet samlet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nepal risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren risikerede umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt herved, at den generelle og noget usikre situation i Nepal ikke i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at sagen skulle udsættes på indhentelse af yderligere oplysninger om situationen i Nepal, herunder ansøgerens hjemlige distrikt, eller at sagen skulle afvente konstateringen af, om et planlagt parlamentsvalg i Nepal gennemføres i juni 2007, således som den beskikkede advokat mere subsidiært havde gjort gældende. Nepal/2007/1
Nævnet stadfæstede i februar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nepal, født 1980. Indrejst i marts 2005. Ansøgeren er etnisk chetri og hindu og havde ikke været medlem af noget politisk parti eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren var eliteudøver i en sportsgren. Ansøgeren havde om sit asylmotiv forklaret, at han var forfulgt af maoisterne, der ville have ansøgeren til at træne dem i sport, hvilket han tidligere havde gjort. Såfremt ansøgeren accepterede dette, ville han samtidigt få problemer med myndighederne. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, blandt andet vedrørende anholdelser og ransagninger af myndighederne, men også længden af ansøgerens ophold hos maoisterne. Nævnet fandt, at anholdelserne og ransagningerne havde været af generel karakter, og at myndighederne ikke havde været bekendt med, at ansøgeren havde trænet maoisterne. Endeligt indgik det i nævnets vurdering, at ansøgeren først havde søgt om asyl fire måneder efter indrejsen, og at han i øvrigt var en veluddannet mand. På den baggrund forkastede nævnet ansøgerens forklaringer om hans asylmotiv. Idet de generelt vanskelige forhold i Nepal ikke i sig selv kunne begrunde asyl, kunne nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere antog nævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nepal/2006/1
Nævnet meddelte i december 2004 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Nepal, født 1978. Indrejst marts 2001. I juni 2003 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af august 2002. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren fra 1996 til 1998 og igen fra engang i 1999 til årsskiftet 2000/2001 havde fungeret som lærer og senere med administrative funktioner på en skole i Sindulpalchuk-distriktet. Nævnet lagde også til grund, at skolen under pres fra maoister måtte lukke i perioder i december 2000 og foråret 2001, samt at skolen på et senere tidspunkt var blevet ødelagt af maoisterne som led i maoisternes generelle kampagne mod særligt private skoler. Ansøgeren forlod skolen i januar 2001 og opholdt sig – bortset fra et enkelt besøg i landsbyen – i Kathmandu indtil udrejsen til Danmark i marts 2001. Uanset baggrundsoplysningerne om, at maoisterne havde foretaget overgreb på skoler og havde dræbt skolelærere, fandt et flertal af nævnets medlemmer, at det ikke i tilstrækkelig grad var sandsynliggjort, at ansøgeren – set i lyset af, at han forlod skolen i begyndelsen af 2001, og at skolen nu ikke længere eksisterede – ville være i en konkret og individuel risiko for en forfølgelse fra maoisternes side ved en tilbagevenden til Nepal. Flertallet bemærkede herved, at ansøgerens forklaring om, at han havde viden om, at han skulle være anført på en liste over fem personer, som er eftersøgt af maoisterne, forekom konstrueret og ikke kunne tillægges betydning. Ved vurderingen af ansøgerens situation lagde flertallet en vis vægt på, at ansøgeren først søgte asyl i marts 2002, efter et års ophold i Danmark, og efter at han ifølge sin egen forklaring i august/september 2001 fik oplysning om, at skolen var blevet ødelagt. I et brev af oktober 2003 anmodede den beskikkede advokat på vegne af ansøgeren om genoptagelse af sagen. Til støtte for anmodningen om genoptagelse henviste advokaten blandt andet til, at våbenhvilen mellem den nepalesiske regering og de maoistiske bevægelser brød definitivt sammen den 27. august 2003, at maoisterne herefter genoptog forfølgelsen af deres politiske modstandere, herunder i hovedstaden Kathmandu, at ansøgeren herefter havde en velbegrundet frygt for de maoistiske bevægelser, hvilket indebar, at han ikke kunne returnere til sit hjemområde, Sindupalchuk-distriktet, samt at Kathmandu ikke kunne tjene som internt flugtalternativ for ansøgeren. Spørgsmålet om genoptagelse af sagen blev herefter afgjort ved skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke havde fungeret som skolelærer siden 2001, og at skolen, hvor han var ansat, ikke eksisterer længere. Nævnet fandt således, at risikoen for, at ansøgeren skulle blive udsat for overgreb fra maoisternes side som følge af sit daværende arbejde som lærer på skolen og af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, måtte vurderes som værende ringe. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt imidlertid på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf det fremgik, at maoisterne havde optrappet deres aktioner – herunder i Kathmandu – siden nævnets afgørelse af juni 2003, at ansøgerens subjektive frygt for en tilbagevenden var begrundet i sådanne objektive omstændigheder, at det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til Nepal. Nepal/2004/1
Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nepal. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At nævnet besluttede at behandle sagen, uanset at ansøgeren ikke personligt gav møde for nævnet. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren er behørigt tilsagt. Det bemærkedes, at en medarbejder fra centeret, hvor ansøgeren bor, har oplyst, at ansøgeren har afhentet sin post samt en transportbillet til brug for mødet i nævnet dags dato. Der foreligger ingen oplysninger om, at ansøgeren skulle have lovligt forfald, jf. herved nævnets forretningsorden § 36. Ansøgeren er etnisk brahmin fra […] og hindu af trosretning. Ansøgeren har oplyst at have været medlem af og aktiv for kommunistpartiet Maobadi. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Maobadi, fordi de anser ham for at være politispion, idet politiet angreb nogle af partiets tilholdssteder, efter at ansøgeren havde forladt partiet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter den etniske gruppe thauerne, idet flere etniske thauere blev slået ihjel, da ansøgeren var leder af Det Nepalesiske Kommunist parti […]. I 2006 blev ansøgeren overfaldet af thauere. Det fremgår, at ansøgeren i en årrække har opholdt sig udenfor hjemlandet, herunder flere gange i Europa, og at han tidligere i forbindelse med disse ophold har indgivet ansøgning om asyl i Norge. Af sagen fremgår, at ansøgeren har haft skiftende asylmotiver. I forbindelse med sit første ophold i Danmark søgte ansøgeren ikke om asyl. Under sit nuværende ophold i Danmark blev ansøgeren efter flere måneders ophold anholdt i forbindelse med, at han arbejdede under en andens identitet og uden arbejdstilladelse. Ansøgeren har først derefter ansøgt om asyl. Ansøgeren har oplyst, at hans ægtefælle er bosiddende i Indien, og at han under sit ophold der ikke har haft problemer med myndighederne. Ansøgeren har ikke opfyldt den ham i medfør af udlændingelovens § 40 pålagte oplysningspligt. Flygtningenævnet finder ikke, at det på baggrund af sagens skriftlige materiale sandsynliggjort, at ansøgeren i Nepal er i risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder heller ikke, at ansøgeren vil være i en reel risiko for at blive udsat for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7,stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” nepa/2012/2
Nævnet meddelte i april 2012 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Nepal. Ansøgeren indrejste i begyndelsen af 2008, efter at hun i slutningen af 2007 af Udlændingestyrelsen var blevet meddelt opholdstilladelse med henblik på at studere. I begyndelsen af 2010 søgte ansøgeren om asyl. Senere i 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren endeligt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. I sommeren 2011 genoptog Udlændingestyrelsen ansøgerens asylsag og meddelte på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Styrelsen fremsendte samtidig sagen til Flygtningenævnet. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk brahmin og hindu af trosretning fra [...] i Nepal. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin familie, idet hun under sit ophold i Danmark har fået et barn med en muslimsk mand udenfor ægteskabet. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hun under faderens ophold i Danmark fortalte ham om forholdet og graviditeten. Faderen blev meget vred og forsøgte at slå ansøgeren ihjel. Han truede desuden med at slå ansøgeren ihjel, hvis hun vendte tilbage til Nepal. Ansøgeren har videre henvist til, at hendes fader gennem en længere årrække gentagne gange har voldtaget hende, og at faderen under opholdet i Danmark forsøgte at voldtage hende. Faderen har flere gange truet med at ville slå hende ihjel, såfremt hun fortæller om hans seksuelle overgreb mod hende. Uanset, at ansøgeren først i forbindelse med genoptagelsesbegæringen har forklaret om det nu påberåbte asylmotiv, herunder navnlig om faderens seksuelle overgreb mod hende i hjemlandet, kan Flygtningenævnet i det væsentlige lægge hendes forklaring til grund. Forklaringen fremstår troværdig og selvoplevet. Det er ikke ualmindeligt, at ofre for incest har svært ved at oplyse og forklare om overgrebene, hvorfor det sene fremkomsttidspunkt ikke skal lægges ansøgeren til last. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren, som er etnisk brahmin, har fået barn uden for ægteskab med en muslim, at hun har været udsat for seksuelle overgreb i flere år fra faderens side, forud for indrejsen i Danmark, at faderen overfaldt og truede hende under faderens besøg i Danmark i slutningen af 2009, at faderen flere gange har truet med at dræbe hende, såfremt hun fortæller om hans overgreb mod hende, at faderen er en indflydelsesrig og velstående forretningsmand i hjemlandet, og at moderen og den øvrige familie ikke vil have noget med ansøgeren at gøre. Under disse særlige omstændigheder, og når der henses til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet Human Rights Watch’s Annual Report fra 2010, om de generelt vanskelige forhold for enlige kvinder, findes det efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det er herved indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren ikke under de foreliggende omstændigheder vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet meddeler derfor […]samt et barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” nepa/2012/1
Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Serbien og Montenegro, født i 1976 (M) og 1980 (K), samt et barn. Indrejst i juli 2003. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgernes forklaring til grund. Det blev således lagt til grund, at den mandlige ansøger er født i Montenegro, og at han siden 1983 havde opholdt sig i Kosovo, hvor han på et tidspunkt blev medlem af SPS (Socialist Party of Serbia). Den mandlige ansøger er bosniak, og fra september 1998 deltog han i krigen på serbisk side. Efter krigens afslutning opholdt han sig forskellige steder i Serbien, Bosnien og Montenegro, indtil han i december 2002 vendte tilbage til Kosovo. I 2003 var han udsat for et voldeligt overfald, hvorefter han tog ophold i Montenegro, indtil ansøgerne udrejste i juli 2003. Flygtningenævnet lagde vedrørende den kvindelige ansøger til grund, at hun er født og opvokset i Montenegro, hvor hun boede indtil 1999, hvorefter hendes familie tog ophold i Bosnien. I 2001 mødte hun, der ligeledes er bosniak, sin ægtefælle i Kosovo, og i december 2002 flyttede hun til Kosovo sammen med ham. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at det voldelige overfald som den mandlige ansøger var udsat for i februar 2003 skyldtes hans deltagelse i krigen på serbisk side eller var begået af tidligere medlemmer af UCK. Nævnet anså det for almindelig kriminalitet, som han og hans familie måtte henvises til at søge de internationale eller de lokale myndigheders beskyttelse imod. Den mandlige ansøger opfyldte således ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Såfremt den mandlige ansøger ikke fandt, at han kunne opholde sig i Kosovo, kunne han henvises til at tage ophold i den øvrige del af Serbien og Montenegro, som han havde en ikke ubetydelig tilknytning til. Den chikane, som den kvindelige ansøger angiveligt havde været udsat for inden krigen, fandtes ikke at have haft en sådan intensitet, at den kunne give grundlag for asyl. Nævnet fandt det således ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved udrejsen var asylbegrundende forfulgt, eller at de ved en tilbagevenden ville være i risiko herfor eller for at blive udsat for forhold, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ser-Mon/2005/4
Nævnet stadfæstede i januar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Montenegro. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren vedrørende sit asylmotiv havde henvist til, at medlemmer af Montenegros nuværende regering efterstræbte ham, idet han som medlem af DPS (Demokratska Partija Socijalista Crne Gore) forud for valget om Montenegros selvstændighed i maj 2006 havde været chauffør for personer, der havde købt stemmer for at sikre Montenegros selvstændighed. Ansøgeren havde således henvist til, at han var bekendt med, at der var blevet udøvet valgsvindel. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hans broder og en ven var blevet tilbageholdt af politiet i Montenegro i foråret 2007, og at de i den forbindelse var blevet udsat for overgreb. Videre havde ansøgeren henvist til, at broderen og vennen efterfølgende havde klaget over politiets behandling, men at sagen på dagen for afholdelse af retsmødet var blevet afvist uden begrundelse, og at der i den forbindelse var blevet henvist til, at man var bekendt med, at ansøgeren opholdt sig i Danmark. Ansøgeren havde desuden henvist til, at hans familie var blevet truet på livet, og at der i sommeren 2007 havde været personer fra Montenegro i Danmark for at tage ansøgeren med tilbage til Montenegro. Det var de personer i Montenegro, der efterstræbte ham, som havde været årsagen til, at han havde fået en dom i Danmark for besiddelse af stjålne brillestel, med det formål at få ham udvist til Montenegro. Flygtningenævnet fandt ikke, at de påberåbte forhold kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkedes, at ansøgeren alene havde haft en underordnet rolle som chauffør i forbindelse med den påberåbte valgsvindel. Nævnet tillagde det betydning, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde haft nogen personlige konflikter under sit ophold i Montenegro. Ansøgeren havde alene oplyst om en tilbageholdelse i august 2006. Nævnet fandt det imidlertid ikke sandsynliggjort, at denne tilbageholdelse havde tilknytning til det påberåbte asylmotiv. Nævnet fandt det endvidere ikke sandsynliggjort, at et trafikuheld, som ansøgerens ægtefælle efter det oplyste havde været involveret i, havde relation til ansøgerens asylmotiv. Ansøgerens mistanke om, at trafikuheldet rettelig havde været et attentatforsøg mod ham, var således alene baseret på formodninger. Oplysningerne om, at ansøgerens broder og ven havde været tilbageholdt af myndighedspersoner, og at der i den forbindelse var blevet spurgt til ansøgerens forhold, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet fandt det ikke dokumenteret eller i øvrigt sandsynliggjort, at tilbageholdelsen havde været et udslag af ansøgerens forhold, uanset at der var blevet spurgt nærmere til ansøgeren identitet i forbindelse med fundet af sms-beskeder fra ansøgeren på broderens mobiltelefon. Oplysningerne om, at fem personer fra den montenegrinske sikkerhedstjeneste skulle være blevet sendt til Danmark for tvinge ansøgeren tilbage til Montenegro ved at placere hæler-varer i hans besiddelse, så han ville blive dømt til udvisning, fremstod efter Flygtningenævnets opfattelse som usandsynlige og konstruerede til lejligheden, og kunne derfor ikke lægges til grund for sagens behandling. Såfremt ansøgeren ved en tilbagevenden til Montenegro fandt, at han var i risiko for overgreb, måtte han henvises til at søge beskyttelse hos de relevante myndigheder. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at myndighederne skulle mangle evne eller vilje til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Det bemærkedes herved, at ansøgeren forud for sin udrejse efter egne oplysninger ikke havde rettet henvendelse til de relevante montenegrinske myndigheder med henblik på at opnå beskyttelse. De generelle forhold i Montenegro kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde været konkret og individuelt forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden ville være i risiko herfor, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende den beskikkede advokats bemærkninger om, at en tvangsmæssig udsendelse af ansøgeren ville udgøre en overtrædelse af Flygtningekonventionens artikel 33 bemærkedes, at det følger af udlændingelovens § 32 a, at i de sager, hvor Flygtningenævnet meddeler en ansøger afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, skal nævnet ligeledes tage stilling til, hvorvidt ansøgeren kan udsendes, såfremt den pågældende ikke udrejser frivilligt, jf. udlændingelovens § 31. Refoulement-vurderingen indgår således som en integreret del af nævnets afgørelse. Der kunne herved blandt andet henvises til Højesterets dom af 16. juni 1997 (refereret i UfR 1997, side 1157, spalte 2). Monte/2008/1
Nævnet stadfæstede i november 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Montenegro. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i juni 1999. I 2000 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I midten af oktober 2000 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren var idømt to års fængsel for unddragelse fra militærtjeneste i krigstid, men fandt ikke, at der var tale om en efter dansk retstradition uforholdsmæssig streng straf. Sagen blev herefter indbragt for domstolene. Højesteret fandt i en dom fra 2003, at nævnet havde begået en sagsbehandlingsfejl ved ikke i præmisserne for nævnets beslutning at have taget stilling til et anbringende fra ansøgerens advokat omhandlende baggrunden for, at ansøgeren havde unddraget sig militærtjeneste. I foråret 2004 genoptog Flygtningenævnet herefter sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde på baggrund af Højesterets dom fra 2003. Nævnet meddelte på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet traf afgørelse ud fra oplysningerne, som forelå på tidspunktet for nævnets afgørelse i oktober 2000. I foråret 2005 blev ansøgeren tvangsmæssigt udsendt til Montenegro. Sagen blev herefter på ny indbragt for domstolene. I efteråret 2006 hjemviste Højesteret sagen til fornyet behandling i Flygtningenævnet. Et flertal af Højesterets dommere udtalte i den forbindelse, at Flygtningenævnet i sin afgørelse fra 2004 har anført, at nævnet, for at en straf for undladelse af at efterkomme indkaldelsesordren må sidestilles med forfølgelse og dermed være asylbegrundende, finder, at det må sandsynliggøres, at ansøgeren var i en konkret risiko for at skulle medføre eller medvirke til handlinger, som efter de internationale regler ville kunne medføre udelukkelse i medfør af art. 1 F. Højesterets flertal bemærkede hertil, at spørgsmålet, om det er berettiget at opstille disse betingelser, som blandt andet angår bevistema og bevisbyrde, er et retsspørgsmål, som uanset endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8, er underlagt domstolenes prøvelse. Under nærmere angivne omstændigheder fandt Højesteret, at Flygtningenævnet ved afgørelsen af, om ansøgeren ved tilbagesendelse til hjemlandet i oktober 2000 ville risikere forfølgelse i asylretlig forstand, ikke var berettiget til at stille krav om, at ansøgeren herudover skulle sandsynliggøre, at han havde været i en konkret risiko for at skulle udføre eller medvirke til handlinger, som efter de internationale regler ville kunne medføre udelukkelse i medfør af art. 1 F. I efteråret 2006 indrejste ansøgeren på ny i Danmark. I foråret 2007 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice på baggrund af ansøgerens ophold i hjemlandet. I efteråret 2007 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I november 2007 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han var modstander af krigen og Slobodan Milosevic´ politik og derfor var udeblevet fra militærtjeneste i foråret 1999. Af samme grund ville han ikke indgå i specialpolitistyrkerne i Montenegro. Ved en tilbagevenden til Montenegro frygtede han endvidere repressalier fra grupper af Arkan- tilhængere, men han kendte ikke følgerne af udeblivelsen i dag. Efter ansøgerens oplysninger til sagen lagde nævnet til grund, at ansøgeren, der havde udført værnepligt i 1980-81 som menig og siden som korporal ved en tankenhed som skytte og herefter havde været genindkaldt til militære øvelser cirka syv gange i fredstid, blev indkaldt til militærtjeneste to gange i foråret 1999. Da ansøgeren udeblev, blev han efterfølgende eftersøgt af en militærpatrulje på sin bopæl. Ansøgeren undslap og nåede til Sarajevo, hvorfra han indrejste i Danmark. Ansøgeren fremlagde til den oprindelige asylsag to indkaldelser til ansøgeren fra forsvarsmyndigheden i en navngiven kommune om straks at møde i en nærmere angivet krigsenhed. Nævnet bemærkede herom, at det i Flygtningenævnets tidligere afgørelse fra oktober 2000 omtalte høringssvar fra foråret 2000 fra Udenrigsministeriet rettelig angav, at ”Kilden tilføjer, at dokumenterne [det vil sige indkaldelserne] ikke indeholder synlige tegn på ikke at være ægte”. Ansøgeren fremlagde endvidere en dom fra 1999 fra en militærdomstol, hvorefter ansøgeren in absentia blev straffet med fængsel i to år for under erklæret krigstilstand i landet, ikke at have mødt krigsenheden øjeblikkeligt efter bekendtgørelsen af mobiliseringen og indkaldelsen fra en Militærafdeling på grund af udførelse af militærtjeneste. I perioden mellem den 24. marts 1999 og den 23. juni 1999 var Forbundsrepublikken Jugoslavien erklæret i krigstilstand som følge af NATOs aktioner mod landet. I overensstemmelse med det anførte i Højesterets dom fra 2006 (U.2007.262) lagde nævnet til grund, at den jugoslaviske hær under krigshandlingerne i Kosovo i tiden forud for indkaldelserne havde begået alvorlige overgreb mod civilbefolkningen, hvilke overgreb blev fordømt af det internationale samfund. Nævnet fandt, at det også under disse omstændigheder beroede på en konkret vurdering, hvorvidt ansøgeren grundet udeblivelsen fra militærtjeneste var udsat for en forfølgelse, som begrundede, at han havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, således som bestemmelsen var affattet forud for lov nr. 365 af 5. juni 2002 om ændring af udlændingeloven mv. Spørgsmålet var for nævnet herefter, dels om ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede at skulle indgå i krigsenheden i den jugoslaviske hær under de ovennævnte omstændigheder, og om dette da udgjorde en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, dels om ansøgeren, selv om ansøgeren ikke skulle udføre sådan militærtjeneste, grundet den idømte fængselsstraf, baggrunden herfor og risikoen for afsoning af fængselsstraffen ville være omfattet af udlændingelovens § 7. Ved denne vurdering lagde nævnet vægt på, at ansøgeren under sagsforløbet i asylsagen havde forklaret i alt væsentligt overensstemmende om indkaldelserne til militærtjeneste, udeblivelsen og eftersøgningen af ansøgeren i anledning af udeblivelsen. Under nævnsmødet i oktober 2000 oplyste ansøgeren blandt andet, at han udeblev fra militærtjeneste ”i en af de 3 militærenheder, som deltog i de afgørende krigshandlinger i Kosovo”. Nævnet fandt oplysningen om, at ansøgeren skulle mobiliseres i en krigsenhed, bestyrket ved det anførte i indkaldelserne og militærdomstolens dom. Nævnet bemærkede, at, at ansøgeren i nævnsmødet i november 2007 oplyste, at hans funktion var at være skytte i en tank-enhed, ligesom ansøgeren forklarede, at de forskellige numre på krigsenheden som angivet i indkaldelserne og militærdomstolens dom skyldtes, at hans enhed skulle indgå i en større enhed. Herefter og i overensstemmelse med ansøgerens forklaring lagde nævnet til grund, at ansøgeren, såfremt han var blevet pågrebet og tvunget til at indgå som skytte i krigsenheden, måtte anses for at have været i risiko for at skulle indgå i overgreb som de ovennævnte mod civilbefolkningen i Kosovo, jf. herved tillige udelukkelsesgrundene i Flygtningekonventionens artikel 1 (F). Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold fandt nævnet, at ansøgeren i foråret 1999 isoleret set havde risikeret en forfølgelse, som omfattedes af udlændingelovens § 7, stk. 1, såfremt han på dette tidspunkt skulle være vendt tilbage til Forbundsrepublikken Jugoslavien. Flygtningenævnet bemærkede, at det imidlertid afgøres efter den vurdering af ansøgerens situation, der foretages af Flygtningenævnet på tidspunktet for nævnets afgørelse, om ansøgeren har krav på asyl efter udlændingelovens § 7. Det bemærkedes, at nævnet ikke grundet formuleringen af Flygtningenævnets afgørelse fra 2004 anså sig for afskåret fra at foretage en samlet vurdering af den genoptagne sag i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler. På tidspunktet for nævnets afgørelse i oktober 2000 (efter den 7. oktober 2000, red.) var forholdene i Forbundsrepublikken Jugoslavien væsentligt ændrede. Krigstilstanden var ophørt, den politiske situation var under forandring, og efter præsidentvalget i september 2000 blev Vojislav Kostunica indsat som præsident i stedet for Slobodan Milosevic den 7. oktober 2000. Nævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden i oktober 2000 til Forbundsrepublikken Jugoslavien var i risiko for at skulle udføre militærtjeneste i krigsenheden under de ovennævnte asylbegrundende omstændigheder. Nævnet ville imidlertid ikke afvise, at afsoningen af den fængselsstraf på to år, som ansøgeren konkret var blevet idømt, henset til den ovennævnte baggrund for straffen, isoleret set kunne anses for en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Imidlertid tillagde nævnet det betydning, at det jugoslaviske parlament den 26. februar 2001 vedtog en lov om amnesti, der blandt andet omfattede personer, der i tiden indtil den 7. oktober 2000 var anklaget eller dømt for en række forseelser forbundet med aftjening af militærtjeneste, herunder udeblivelse efter indkaldelse og unddragelse af militærtjeneste. Endvidere tillagde nævnet det vægt, at ansøgeren efter sin forklaring indrejste i Montenegro i forbindelse med den tvangsmæssige udsendelse i 2005 og opholdt sig i Montenegro i cirka to måneder uden problemer med myndighederne eller med andre grupperinger, herunder eventuelle Arkan-relaterede grupper. Ansøgeren fik endvidere efter ansøgning udstedt et pas af myndighederne, ligesom han udrejste legalt. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold fandt nævnet herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Montenegro kunne antages at risikere en asylbegrundende forfølgelse som følge af den idømte straf eller forfølgelse fra eventuelle Arkan-tilhængere, som ansøgeren ikke kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod. Det bemærkes i den forbindelse, at Montenegro primo juni 2006 erklærede sig som en selvstændig stat. Ansøgeren havde i asylsagens forløb ikke haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at han på tidspunktet for Flygtningenævnets afgørelse i oktober 2000 efter omstændighederne kunne anses for omfattet af den dagældende udlændingelovs § 7, henset til baggrunden for den idømte fængselsstraf, fandtes af de anførte grunde ikke at føre til, at ansøgeren nu havde krav på opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse. Nævnet fandt herved ikke, at ansøgeren kunne anses for at have en sådan velbegrundet subjektiv frygt, at han har krav på opholdstilladelse efter den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt ikke, at de fremlagte oplysninger om ansøgerens helbredsforhold kunne føre til en anden vurdering. Det bemærkedes, at nævnet ikke har kompetence til at give opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. mon/2007/1
Nævnet stadfæstede i maj 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Moldova, født i 1979. Indrejst i oktober 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren var kristen moldaver. Hun havde som sit væsentligste asylmotiv henvist til, at hun havde været forfulgt på grund af sin tilknytning til en organisation, der i 2003 bestod af 8 personer, der ønskede offentliggørelse af oplysninger om KGB/NKVD-overgreb, og ønskede at befolkningen fik konfiskeret ejendom tilbage. Ansøgeren havde for Flygtningenævnet på en række punkter forklaret divergerende og usammenhængende, ligesom hun havde udbygget sin forklaring om organisationen og sin tilknytning til denne. Som eksempler herpå kunne nævnes ansøgerens oplysninger om sin indmeldelse i organisationen. Tidligere havde ansøgeren blandt andet forklaret, at hun snakkede med nogle venner, og at de blev enige om at stifte en forening. I Flygtningenævnet havde ansøgeren forklaret, at hun fik kendskab til organisationen, da den blev omtalt i en avisartikel, og at hun derefter indmeldte sig. Ansøgeren havde endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun omtalte de overgreb, som hun havde angivet at have været udsat for, overfor de øvrige medlemmer af organisationen. Ved samtalen i Udlændingestyrelsen havde ansøgeren ifølge samtale oplyst, at hun fortalte medlemmer af foreningen, at hun var blevet overfaldet, men at ingen reagerede. I Flygtningenævnet havde ansøgeren forklaret, at hun ikke turde nævne overgrebene for de øvrige medlemmer af organisationen. Hertil kom, at ansøgeren havde forklaret udbyggende om sine aktiviteter for organisationen. Hun havde således i Flygtningenævnet – i modsætning til oplysningerne givet til Udlændingestyrelsen – forklaret, at hun havde været medunderskriver af breve til den moldaviske præsident. Disse forhold svækkede selvsagt ansøgerens troværdighed, og Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været politisk aktiv som påstået. Selvom det blev lagt til grund, at ansøgeren i et eller andet omfang havde været tilknyttet foreningen, og muligt også havde været udsat for telefonterror, chikane og forulempelser som forklaret, kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at hun herved opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var grundlag for at fastslå, at de nævnte overgreb skulle være udtryk for myndighedsforfølgelse. Ansøgeren måtte derfor henvises til at søge myndighedernes beskyttelse, hvis hun fortsat skulle blive opsøgt ved sin tilbagevenden til Moldova. Moldova/2004/1
Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Moldova. Ansøgeren indrejste i 2007 på et Schengen-visum. I 2011 søgte ansøgeren asyl, efter at hun havde fået afslag på flere ansøgninger om opholdstilladelse på andet grundlag. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er fra Chisinau i Moldova og er etnisk jøde. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Moldova frygter overgreb fra myndighederne. Ansøgeren er blevet anholdt og tilbageholdt mange gange af myndighederne i hjemlandet i perioden 1989 til 2007. Fra omkring 1996, hvor ansøgerens datter, som havde et forhold til en politisk aktiv jødisk mand, flygtede fra Moldova og var efterstræbt af myndighederne, blev tilbageholdelserne af længere varighed, ligesom ansøgeren blev udsat for både fysisk og psykisk tortur. Ansøgeren blev i 1998 slået så voldsomt af politiet, at hun blev indlagt på hospitalet. Ansøgerens ægtefælle blev slået så hårdt af politiet, at han i 2003 døde som følge heraf. Ansøgeren har tillige været udsat for et meget stort antal drabsforsøg af ukendte personer. Ansøgeren udrejste først af Moldova, efter at Danmark havde åbnet et konsulat, idet det ikke var muligt at flygte før. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren i årene efter hendes datters og svigersøns flugt omkring 1995 havde myndighedernes bevågenhed, og som følge heraf på dette tidspunkt var udsat for tilbageholdelser, chikane og hårdhændet behandling. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren i de seneste år før sin udrejse var underkastet forfølgelse af en sådan karakter, at dette kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først søgte asyl primo 2011, mere end tre år efter sin første indrejse i Danmark, og at ansøgeren, der ifølge sin forklaring havde været forfulgt i omkring 18 år, først flygtede, da der blev etableret et dansk konsulat i hjemlandet i 2007. Det bemærkes herved, at ansøgeren i sommeren 2006 fik udstedt et nationalitetspas. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren ikke nærmere har konkretiseret, hvad der foregik i forbindelse med de episoder, hvor hun ifølge sin forklaring var udsat for forfølgelse i de seneste år før udrejsen, ligesom nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren opretholdt sin bopæl helt frem til udrejsen. Nævnet har endelig lagt vægt på, at de generelle forhold for etniske jøder i Moldova har ændret sig væsentligt siden 1990’erne. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Under hensyn til baggrundsoplysningerne kan ansøgerens frygt for en tilbagevenden ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. mold/2012/1
Nævnet stadfæstede i august 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko ville komme til at bo på gaden. Kort før ansøgerens udrejse var han blevet udsat for vold og trusler om voldtægt af en kollega, der havde arbejdet på havnen sammen med ansøgeren. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at den beskikkede advokat havde nedlagt endelig påstand om, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet det ikke kunne gøres gældende, at ansøgeren var omfattet af § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren svarede relevant i nævnsmødet og kunne give en sammenhængende forklaring om sit liv i Marokko. Flygtningenævnet tiltrådte derfor, at ansøgeren var tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at han var 17 år, og at han i de første ca. 13 år havde ophold i hjemmet i Tanger, herunder også efter moderens død i formentlig 2001. Ansøgerens far havde været økonomisk ringe stillet, og grundet manglende økonomi og uenigheder med stedmoderen havde ansøgeren forladt hjemmet formentlig som 13 årig. Ansøgeren havde haft et ophold af nogle ugers varighed hos sin ældre gifte søster i Tanger, men da denne også havde levet under meget dårlige sociale forhold, måtte ansøgeren forlade søsterens hjem. Ansøgeren havde herefter levet fortrinsvis på gaden og ernæret sig ved forefaldende arbejde hos skiftende arbejdsgivere til en meget ringe eller ingen løn. Ansøgeren havde herunder haft ophold i flere byer i Marokko og senest i Safi (Asafi), hvor han blandt andet havde arbejdet på havnen, herunder med en person, som senest havde udsat ansøgeren for vold og truet ham med voldtægt. Ansøgeren havde ikke været tilknyttet bestemte grupperinger, herunder politiske eller religiøse sammenslutninger eller partier, og havde ikke haft nogen væsentlige konflikter med myndighederne i Marokko, herunder politiet. Ansøgeren var udrejst skjult på et skib fra Safi, idet han ønskede at skabe sig en bedre tilværelse i Europa. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren trods sin unge alder gennem længere tid havde levet uden kontakt til sin far og søster eller anden familie og havde opretholdt en tilværelse under socialt meget vanskelige forhold. Nævnet fandt imidlertid, at bestemmelsen i udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke omfattede en situation som ansøgerens, hvor ansøgerens situation ikke kunne anses for en konkret efterstræbelse med risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, men måtte anses for et udslag af generel fattigdom og social nød for en væsentlig befolkningsgruppe i Marokko. Nævnet havde ikke kompetence til at give ansøgeren opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Marokko/2009/3
Nævnet stadfæstede i maj 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborgerfra Marokko. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde oplyst, at han er etnisk araber, og at han kommer fra den sydlige del af Marokko. Han havde været politisk aktiv på den måde, at han havde hængt flag op, der viste, at han havde kæmpet for et selvstændigt Vestsahara. Han havde til samtalen i Flygtningenævnet oplyst, at han var 16 år. Han havde gået syv år i skole, og han havde på arabisk rimeligt detaljeret udfyldt et asylansøgningsskema. Han var to gange blevet afhørt i Udlændingeservice, og han blev i Flygtningenævnet – med en pause – grundigt afhørt om sin baggrund og sit asylmotiv. Det var efter denne afhøring – og i øvrigt på den anførte baggrund – Flygtningenævnets vurdering, at det var forsvarligt at træffe afgørelse i relation til ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet var selvsagt i den forbindelse opmærksom på, at ansøgeren ikke skulle vurderes som en voksen, og at der måtte tages hensyn til hans alder og baggrund. Ved afgørelsen af ansøgerens troværdighed i relation til, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse fra myndighedernes side, lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren på en række punkter svarede usikkert og utroværdigt, når han blev spurgt mere detaljeret. Det gjaldt for eksempel omfanget og graden af hans politiske aktiviteter, de påståede ransagninger af det hus som ansøgerens moder havde lejet, og omstændighederne på den dag, hvor ansøgeren var flygtet fra sin hjemby. Flygtningenævnet ville på denne baggrund ikke afvise, at ansøgeren i et eller andet omfang havde været med til at hænge flag op og dermed udøve politiske aktiviteter. Forklaringerne herom virkede selvoplevede. Derimod var der visse dele – som nævnt ovenfor – der ikke virkede selvoplevede, og ansøgeren sandsynliggjorde ikke på overbevisende måde, at han konkret skulle have været i myndighedernes søgelys, og Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Marokko ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse fra myndighedernes side. Marokko/2009/2
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko. Ansøgeren indrejste i 2007 på besøgsvisum og søgte asyl i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk berber og muslim, at hun ikke havde været politisk aktiv, at hun ikke havde haft problemer med myndighederne, og at hun var udrejst legalt af hjemlandet. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygtede overgreb fra sine tre farbrødre, som havde truet hende på livet i anledning af ægteskabet med ægtefællen i 2005, idet de havde været imod ægteskabet. Det blev indledningsvist videre lagt til grund, at ansøgeren havde indgået ægteskab med ægtefællen i Syrien i 2005, at hun forinden havde orienteret familien om sine planer herom, at farbrødrene tilfældigt var kommet på familiebesøg hos ansøgerens moder i 2006, hvor ansøgeren, der var gravid, og hendes ægtefælle også havde været til stede, at farbrødrene under dette besøg havde meddelt ansøgeren, at hun skulle lade sig skille fra ægtefællen og overlade sit barn til denne, og at ansøgeren ellers ville blive dræbt, hvis hun ikke efterkom anmodningen, og at ansøgeren på stedet havde tilkendegivet, at hun ikke agtede at lade sig skille. Et flertal afFlygtningenævnets medlemmer lagde videre vægt på, at ansøgeren fortsat havde opholdt sig i Marokko frem til december 2007, inden hun var indrejst på besøgsvisum til Danmark, at hun i den nævnte periode ikke personligt havde været udsat for trusler, at de påberåbte trusler, som efterfølgende skal være blevet fremsat, alene var sket telefonisk over for moderen, og at farbrødrene heller ikke i øvrigt havde udsat moderen for repressalier på grund af ansøgerens forhold. På denne baggrund fandt flertallet ikke, at farbrødrenes trusler havde haft en sådan intensitet og omfang, at det kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse, eller at det i øvrigt var asylretligt relevant. Flygtningenævnets flertal kunne derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfatte af udlændingelovens § 7, stk. 2. Marokko/2009/1
Nævnet stadfæstede i december 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko, født i 1984. Indrejst i august 1996 som familiesammenført med sin herboende fader. Ansøgeren blev i december 2004 idømt et år og 10 måneders fængsel for en række lovovertrædelser begået i Danmark. Han blev ved dommen desuden udvist af Danmark med indrejseforbud i 10 år. Han søgte om asyl i august 2005. Sagen blev af Flygtningenævnet behandlet på mundtligt nævnsmøde i marts 2006, hvor nævnet valgte at udsætte sagens afgørelse på iværksættelse af en høring vedrørende forholdene for militærnægtere i Marokko, idet ansøgeren som en del af sit asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko ville blive indkaldt til aftjening af værnepligt, hvilket han af samvittighedsmæssige årsager ikke ønskede at efterkomme. Flygtningenævnets høring blev besvaret ved et notat af oktober 2006 fra Udenrigsministeriet, hvoraf det bl.a. fremgår, at værnepligten i Marokko er afskaffet. Sagen blev herefter afgjort ved skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at den del af ansøgerens asylmotiv, der knyttede sig til frygten for ved en tilbagevenden til Marokko at blive tvunget til at skulle udføre militærtjeneste, var bortfaldet, idet der ifølge Udenrigsministeriets notat fra oktober 2006 ikke længere eksisterer værnepligt i Marokko, jf. endvidere den beskikkede advokats bemærkninger herom i brev fra november 2006. Ansøgeren havde herefter som asylmotiv dels henvist til, at han frygter repressalier fra familien til en pige, som han havde et forhold til under et ferieophold i Marokko i 1999, og at de marokkanske myndigheder ikke kan eller vil beskytte ham herimod, dels frygt for ved genindrejse i Marokko at blive tilbageholdt og straffet på ny for de samme forhold, som han er dømt for i Danmark. Ansøgeren havde desuden anført, at han har boet i Danmark, siden han var 12 år gammel, og at han er integreret og har familie i Danmark. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens angivelige forhold til en pige i Marokko lå langt tilbage i tid, at der er tale om en privatretlig konflikt, og at ansøgeren og hans familie efter ansøgerens egen forklaring senest har hørt fra pigens familie to til tre år forud for nævnsmødet i marts 2006. For så vidt angår ansøgerens frygt for dobbeltstraf bemærkedes, at risikoen for, at ansøgeren i Marokko måtte blive retsforfulgt for de forhold, som han er dømt for i Danmark, ikke i sig selv er af asylrelevant karakter og derfor ikke kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Derimod vil karakteren og intensiteten af den straf, der forventes idømt i hjemlandet, i det konkrete tilfælde kunne være af asylretlig relevans. Da nævnet ikke kunne lægge til grund, at de marokkanske myndigheder skulle være bekendt med ansøgerens straffesag og efterfølgende dom i Danmark, sås der allerede af den grund ikke at være risiko for, at ansøgeren skulle blive udsat for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Marokko som følge af hans danske straffedom. Der er i øvrigt tale om forbrydelser, der alene har relation til Danmark. Nævnet fandt på denne baggrund ikke grundlag for at antage, at de marokkanske myndigheder skulle tage disse forhold op til retsforfølgelse i Marokko. Den omstændighed, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko måtte blive tilbageholdt til identitetsafhøring ved indrejsen, kunne ligeledes ikke i sig selv begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren har været bosat i Danmark, siden han var 12 år gammel, og at han er integreret og har familie Danmark, kunne ikke føre til et andet resultat, idet det bemærkedes, at domstolene i forbindelse med beslutningen om at udvise ansøgeren til Marokko havde taget stilling til spørgsmålet om betydningen heraf. Marokko/2006/1
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og kristen af trosretning fra […] i Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun kommer fra en meget streng religiøs muslimsk familie, som vil slå hende ihjel, fordi hun i 2008 opgav at være muslim for at blive kristen. Ansøgeren ønskede at konvertere, da hun ikke havde nogen frihed hos familien, som tvang hende til at gå med tørklæde, ligesom hun skulle giftes væk mod sin vilje. De holdt hende desuden indespærret i en uge i 2008, idet hun havde fortalt dem, at hun ikke ønskede at gå med tørklæde. Endvidere har hun samlevet med en kæreste i Danmark, og hun formoder, at familien er bekendt med dette forhold. Vedrørende den af ansøgeren påberåbte konvertering må det tillægges vægt, at ansøgeren hverken er blevet døbt eller har været aktiv kirkegænger. Hertil kommer, at ansøgeren har udvist et yderst begrænset kendskab til kristendommen. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren forud for udrejsen var i stand til at opholde sig mere end et år i hjemlandet, efter at hun havde forladt hjemmet med hjælp fra en ven. Det skal herved særligt bemærkes, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring efterlod et brev på bopælen, hvorefter hun meddelte familien, at hun skiftede til kristendommen, og at ansøgeren under opholdet i Casablanca ofte var sammen med vennen. På denne baggrund kan hverken ansøgerens oplysninger om konverteringen eller hendes oplysninger om samlivet med kæresten begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, ligesom ansøgerens oplysninger om faderens forhold heller ikke kan føre til nogen ændret vurdering. Ansøgeren må i givet fald henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Den chikane, som ansøgeren i øvrigt har oplyst at have været udsat for, har ikke haft et sådan omfang og intensitet, at den kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” maro/2011/2
Nævnet stadfæstede i juli 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2008. I foråret 2009 udsatte Flygtningenævnet sagen med henblik på indhentelse af ægthedsvurdering af en af ansøgeren fremlagt dom. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra en navngiven by i Marokko. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har været medlem af den hemmelige organisation […], der tager sig af homoseksuelles rettigheder. I starten af 2007 deltog ansøgeren i en demonstration for homoseksuelles rettigheder i Marrakesh, ligesom han har deltaget i en række mindre demonstrationer. Ansøgeren udrejste legalt af sit hjemland. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2005 blev overfaldet af sin bror og forsøgt dræbt, fordi han var homoseksuel. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har været i stand til at opholde sig i hjemlandet uden større problemer frem til sin udrejse i slutningen af 2007. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen. Uanset om det lægges til grund, at der i starten af 2008 er blevet lagt kompromitterende materiale ud på internettet, samt at ansøgerens familie har modtaget henvendelser vedrørende ansøgeren af kompromitterende karakter, kan det ikke antages, at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til sit hjemland. Ansøgerens familie var i forvejen bekendt med ansøgerens seksuelle orientering, og der er ikke holdepunkter for at antage, at myndighederne skulle være bekendte med forholdet eller konkret skulle have forbundet ansøgeren dermed. Flygtningenævnet har endelig lagt nogen vægt på, at der, selvom homoseksuelle aktiviteter er strafbare i Marokko, efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder navnlig i de større byer, udvises en vis tolerance heroverfor. Der kan herved blandt andet henvises til U.S. Department of State’s 2010 Country Report on Human Rights Practices – Morocco, udgivet den 8. april 2011. For så vidt angår den af ansøgeren forud for nævnsmødet i foråret 2009 fremlagte domsudskrift, må det tillægges vægt, at udskriften er vurderet som uægte af Udenrigsministeriet, hvorfor Flygtningenævnet ikke kan tildele dokumentet nogen betydning. Flygtningenævnet finder ikke, at det af advokaten i brev fremsendt i efteråret 2009 anførte, kan føre til en ændret vurdering heraf. På denne baggrund, og når der henses til det ovenfor anførte, kan der heller ikke lægges vægt på den af ansøgeren efter nævnsmødet […] fremlagte dom. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at der er grundlag for at ægthedsvurdere den senest fremlagte dom. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer at blive udsat for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kan endvidere ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingeservices afgørelse. Flygtningenævnet skal endelig beklage den lange sagsbehandlingstid”. maro/2011/1
Nævnet stadfæstede i juli 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko født i 1979. Ansøgeren indrejste i oktober 1998, hvor hun frem til 2000 havde opholdstilladelse i Danmark som au-pair. Fra 2001 havde ansøgeren opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne. I december 2003 blev ansøgeren skilt fra sin ægtefælle, og hendes opholdstilladelse blev nægtet forlænget på grund af ophævet samliv. I januar 2005 søgte ansøgeren om asyl. Sagen har af Udlændingestyrelsen været forsøgt behandlet i åbenbart-grundløs proceduren. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været medlem af politiske partier eller organisationer og havde ikke haft konflikter med sit hjemlands myndigheder. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Marokko frygtede overgreb fra sin onkel, som ville efterstræbe hende på grund af hendes opløste ægteskab. Herudover frygtede ansøgeren, at hendes tidligere ægtefælles onkel, der er politichef i hendes families lokalområde, ligeledes på grund af ansøgerens opløste ægteskab ville forsøge at få hende sat i fængsel. Flygtningenævnet fandt, at de nævnte konflikter var af privatretlig karakter, og at ansøgeren således måtte henvises til at søge sit hjemlands myndigheders, herunder eventuelt overordnede politimyndigheders, beskyttelse herimod. Det bemærkedes, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at æresdrab forekommer meget sjældent i Marokko og er en type forbrydelse, som medfører lang fængselsstraf, jf. oplysningerne herom i U.S. Department of State, Country Reports on Human Rights Practices 2004, samt Det Svenske Udenrigsministerium, Mänskliga Rättigheder i Marocko 2003. Mar/2005/3
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko. Ansøgeren indrejste i 2000 på baggrund af familiesammenføring. I 2003 ansøgte ansøgeren om asyl i Danmark. Udlændingestyrelsen behandlede sagen i proceduren for åbenbart grundløse sager, men efter veto fra Dansk Flygtningehjælp blev sagen indbragt for Flygtningenævnet. I Flygtningenævnet er sagen behandlet af Flygtningenævnets formand på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens §§ 53, stk. 4, og 56, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været medlem af politiske eller religiøse partier eller organisationer, og ikke havde haft konflikter med de marokkanske myndigheder. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Marokko frygtede overgreb fra sin far og sine brødre, som ville efterstræbe hende på grund af hendes mislykkede ægteskab, og fordi hun her i landet havde haft et forhold til en dansk kristen mand. Flygtningenævnet fandt, at de nævnte konflikter angår privatretlige forhold, som ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Det bemærkedes, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at æresdrab forekommer meget sjældent i Marokko og er en type forbrydelse, som medfører lang fængselsstraf, jf. oplysningerne herom i US Department of State, Country Report On Human Rights Practices 2003 samt Det Svenske Udenrigsministerium, Mänskliga Rättigheter i Marocko 2003. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at hun ville være i reel risiko for at blive udsat for forhold, der indebærer, at hun har krav på beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Mar/2005/2
Flygtningenævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko, født i 1980. Indrejst i juli 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde været medlem af politiske eller religiøse partier eller organisationer, og ikke havde haft konflikter med de marokkanske myndigheder. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at hun frygtede overgreb fra sin egen og ægtefællens familie, fordi hun havde bragt skam over dem på grund af hendes mislykkede ægteskab, og fordi hun her i landet var dømt for falsk anmeldelse af ægtefællen for vold. Flygtningenævnet fandt, at de nævnte konflikter angår privatretlige forhold, som ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet bemærkede, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at æresdrab forekom meget sjældent, og er en type forbrydelse, som medfører lang fængselsstraf. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens frygt for dobbeltstraf ikke i sig selv udgjorde et forhold, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at hun ville være i risiko for at blive udsat for forhold, der indebar, at hun havde krav på beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Mar/2005/1
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Kenitra, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at han vil blive slået ihjel af sin familie som følge af, at han er homoseksuel og ateist. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de marokkanske myndigheder vil fængsle ham som følge af, at han er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han blev klar over, at han var homoseksuel, da han var omkring 15 til 16 år gammel. Ansøgeren mødte en dreng ved navn [A], som han fik et seksuelt forhold til. De var i et forhold omkring et år. På et ukendt tidspunkt modtog ansøgeren et opkald fra sin moster, [B], som ønskede, at ansøgeren skulle besøge familien, hvilket han accepterede. Under besøget fortalte [B], at hun ville have, at ansøgeren skulle giftes med hendes datter, [C]. I forbindelse hermed fortalte ansøgeren, at han var homoseksuel, og at han var uden religion. Dette førte til, at [B] begyndte at råbe op, og han blev slået af sine familiemedlemmer, hvorefter han besvimede. Da ansøgeren vågnede, blev han sat af ved et busstoppested, hvorefter han tog hjem til sin ven, [D]. Ansøgeren opholdt sig hos [D] i tre til ni måneder, hvorefter han udrejste af Marokko. Flygtningenævnet finder, at der er dele af ansøgerens forklaring om sin baggrund for at søge asyl i Danmark, der ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har således forklaret forskelligt og usammenhængende om navnlig den begivenhed, der angiveligt er den væsentligste årsag til sin udrejse fra Marokko. Under oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 oplyste ansøgeren således, at han blev overfaldet af sin familie i [foråret] 2010, da han fortalte dem, at han var homoseksuel, mens han til asylsamtalen [i foråret] 2017 oplyste, at han ikke var sikker på, hvornår overfaldet fandt sted, men at det skete mellem 2008 og 2010. Ansøgeren har ligeledes om begivenheden forklaret noget usammenhængende, idet han både har forklaret, at han fik et slag i baghovedet, hvorefter han besvimede og ikke husker mere om episoden, mens han andre gange har forklaret forholdsvis detaljeret om den vold, han angiveligt blev udsat for. Ansøgeren har også forklaret forskelligt og udbyggende om, hvorvidt han forud for overfaldet ligeledes gjorde sin familie opmærksom på, at han ikke troede på samme religion som dem. Hertil kommer, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring tillige forekommer usandsynlig. Der er således ikke sammenhæng mellem ansøgerens forklaring om sin mors families ekstremt religiøse livsførelse og ansøgerens forventning til familiens reaktion på ansøgerens oplysninger om bl.a. sin seksualitet, ligesom der ikke er sammenhæng mellem oplysningerne om ansøgerens mors families reaktion på ansøgerens oplysning om bl.a. sin seksualitet og så det forhold, at ansøgeren finansierede sin udrejse med midler, som ansøgerens mor skaffede fra salg af en ejendom. Det forekommer heller ikke særligt sandsynligt, at ansøgeren – såfremt han havde en reel frygt for at blive konfronteret af sine familiemedlemmer – efter overfaldet valgte at opholde sig i fem til ni måneder i samme by som sin mors familie, og at han besøgte samme steder som tidligere, herunder besøgte den cafe som han tidligere havde arbejdet på. Det svækker desuden ansøgerens generelle troværdighed, at han oprindeligt over for politiet i Danmark oplyste en falsk identitet og fremviste falske syriske identitetskort. I hvert fald under disse omstændigheder finder nævnet ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren har nogen asylbegrundende konflikt med sin familie i Marokko. Ansøgeren har oprindeligt under oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han ikke har nogen konflikter med myndighederne eller andre i Marokko. Under asylsamtalen har ansøgeren imidlertid forklaret, at han – udover sin familie – også frygter de marokkanske myndigheder som følge af sin seksualitet og hans manglende religion. Nævnet bemærker, at også ansøgerens forklaring om sin seksualitet er forbundet med betydelig tvivl. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvorvidt han har haft homoseksuelle forhold. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren således oplyst, at han aldrig har haft et homoseksuelt forhold, mens han under asylsamtalen oplyste, at han dels to gange havde betalt mænd for at dyrke sex med ham, dels været i et fast forhold med en ung mand gennem 6-12 måneder, hvor de dyrkede sex flere gange om ugen. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han kun var seksuelt sammen med den pågældende unge mand i alt omkring fem gange, ligesom han har forklaret undvigende og forskelligt om sine homoseksuelle erfaringer i øvrigt. Hertil kommer, at ansøgeren er blevet gift i Danmark med en dansk kvinde, og at de i [vinteren] 2018 har fået et barn sammen. På denne baggrund, og henset til at ansøgeren aldrig har været i konflikt med myndighederne i Marokko, finder nævnet, at heller ikke ansøgerens oplysninger herom kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Endelig tiltræder nævnet, at heller ikke ansøgerens religiøse forhold kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, allerede idet det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at han ikke kan ventes offentligt at ville foretage sig antireligiøse handlinger eller missionere for sådanne. Flygtningenævnet lægger således samlet til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko ikke vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Med disse bemærkninger stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2018/18/CHA
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 11, og § 56, stk. 3, 1. pkt. Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Casablanca, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har – under samtalerne med Udlændingestyrelsen – som asylmotiv henvist til, at han havde familieproblemer i Marokko, at han ikke har noget at vende tilbage til i Marokko, og at han ønsker en bedre fremtid. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far – indtil forældrenes skilsmisse i 2009/2010 – slog ansøgeren og hans mor, og at hans mor, der var syg, måtte knokle for at forsørge familien. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ikke havde penge, arbejde eller bolig i Marokko, samt at han ikke kunne studere i Marokko, idet han ikke havde nogen personlige dokumenter. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han stammer fra et slumkvarter med megen kriminalitet, og at politiet slog ham, når de opdagede, at han forsøgte at udrejste illegalt. Ansøgeren har endelig henvist til, at hans mor er afgået ved døden efter ansøgerens udrejse af Marokko. Ansøgeren har – under samtalerne med Dansk Flygtningehjælp og sin advokat – som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter forfølgelse som følge af, at han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han som følge af sin seksualitet og forhold til andre mænd blev tilbageholdt af det marokkanske politi, der udsatte ham for verbale og fysiske overgreb. Ansøgeren har endvidere oplyst, at en gruppe civile marokkanere på mellem 20 til 30 personer tiltvang sig adgang til en lejlighed, hvor ansøgeren var sammen med en anden mand, og udsatte ansøgeren og den anden mand for fysiske overgreb. Episoden blev optaget på en video, som efterfølgende blev offentliggjort på internettet og de sociale medier. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i forbindelse med overfaldet blev snittet med en kniv, hvilket medførte et langt snitsår hen over maven og to mindre snitsår på øverste venstre side af ansøgerens torso. Ansøgeren blev efterfølgende kørt på hospitalet af det marokkanske politi. Efter hospitalsopholdet blev ansøgeren tilbageholdt af politiet i omkring otte timer, hvor politiet udsatte ansøgeren for fysiske og verbale overgreb på grund af hans seksualitet. Ansøgeren har endelig oplyst, at han ikke på et tidligere tidspunkt oplyste om sin seksuelle orientering af frygt for reaktioner fra personer eller myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin seksuelle orientering til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende herom, hvorfor forklaringen må forkastes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således under sine to første samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at han havde familieproblemer i hjemlandet, og at han på grund af dårlige økonomiske forhold ikke havde mulighed for at få et arbejde eller en uddannelse, hvorfor han ikke har noget at vende tilbage til i Marokko. Ansøgeren har først under samtalerne med Dansk Flygtningehjælp og sin advokat forklaret om sin seksuelle orientering og overgreb begået imod ham som følge heraf. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren – efter at have oplyst om sin seksuelle orientering som asylmotiv under sin første samtale med Dansk Flygtningehjælp – under sin tredje og sidste samtale med Udlændingestyrelsen forklarede, at han ikke har nogen problemer i hjemlandet, hvorfor han kan rejse tilbage til Marokko. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han under sit ophold i Danmark har haft en kvindelig kæreste i fire måneder. Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at han ikke ønskede at oplyse om sin seksuelle orientering under sine første to samtaler med Udlændingestyrelsen, fordi der var kvindelige tolke til stede, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af sagen, at der var en mandlig tolk til stede under ansøgerens tredje og sidste samtale med Udlændingestyrelsen, hvor ansøgeren på trods heraf ikke ønskede at oplyse om sit nye asylmotiv. Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at det skyldes frygt for reaktioner fra de danske eller marokkanske myndigheder, at han ikke på et tidligere tidspunkt oplyste om sin seksuelle orientering, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes, at det er indgået i Flygtningenævnets vurdering af ansøgerens troværdighed, at han under sine ophold i forskellige europæiske lande har afgivet divergerende forklaringer om sin identitet og baggrund samt om årsagen til hans udrejse af hjemlandet. Det forhold, at ansøgeren er blevet slået af politiet i forbindelse med ansøgerens forsøg på at udrejse af Marokko, kan ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet finder, at episoderne fremstår vilkårlige og således ikke rettet mod ansøgeren personligt. Det af ansøgeren oplyste om sine familiemæssige og socioøkonomiske forhold kan endvidere ikke føre til meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder på baggrund af ovenstående ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2018/17/SHH
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra […], Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har efter egne oplysninger deltaget i et større antal demonstrationer, til dels som arrangør. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive fængslet og slået ihjel af myndighederne, idet han tilbage fra i hvert fald 2006 har deltaget i demonstrationer mod den marokkanske regering og også er blevet tilbageholdt af myndighederne flere gange. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han senest i [vinteren] 2010 deltog i en demonstration til støtte for Vestsaharas uafhængighed. Han var medarrangør af denne demonstration, som strakte sig over en måned. Under demonstrationen deltog der omkring 5000 mennesker. Disse mennesker demonstrerede ved at bo i telte i byen […]. I [vinteren] 2010 stormede politifolk teltlejeren, og de brændte teltene af. Herefter tog ansøgeren ind til centrum af byen [vinteren] på gaden, […], hvor demonstrationen fortsatte. Politiet ankom til stedet. Ansøgeren blev i den forbindelse anholdt af politiet sammen med over 50 andre demonstranter. Han blev tilbageholdt af politiet i en uge, hvor han blev udsat for hårde fysiske overgreb. Ansøgeren blev ikke afhørt under tilbageholdelsen, og han blev løsladt uden betingelser. Ansøgerens bopæl blev efterfølgende opsøgt af myndighederne, hvorfor han valgte at udrejse af Marokko. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren til hans anden samtale har forklaret så udbyggende og divergerende om omfanget af hans politiske aktiviteter og tidspunkterne herfor, at hans forklaring om disse aktiviteter ikke fremstår troværdig. Dertil kommer, at han under første samtale ikke at være særligt politisk interesseret og kun at have deltaget i den ene demonstration i 2010. Dette er i fuldstændig modstrid mod hans forklaring under anden samtale, hvor han har forklaret om en grundlæggende politisk interesse og et meget stort og langvarigt politisk engagement. På baggrund af denne generelt manglende troværdighed fremstår ansøgerens forklaring om hans deltagelse i den seneste demonstration og den følgende tilbageholdelse dermed heller ikke troværdig. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Maro/2017/9/lrn
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 9, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Meknas, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive slået ihjel af sin bror, idet broren ikke billiger ansøgerens ægteskab med hendes herboende ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes bror, der er stofmisbruger og kriminel, og som flere gange har været eftersøgt af det marokkanske politi, tidligere har udsat ansøgeren for voldelige overgreb samt trusler. I 2008 mødte ansøgeren i hjemlandet en mand, der er dansk statsborger, som hun blev forelsket i og efterfølgende giftede sig med den 23. november 2009 i hjemlandet. Ansøgeren fik herefter af sin mor at vide, at ansøgerens bror var imod ægteskabet, idet det ikke var indgået på traditionel vis, og at broren derfor i 2009 overfor ansøgerens mor havde truet med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren anmeldte ikke brorens overgreb eller trusler mod hende til de marokkanske myndigheder, idet hun frygtede brorens reaktion. En måned senere udrejste ansøgeren af hjemlandet for at være sammen med sin ægtefælle i Danmark. Ansøgeren har ikke efterfølgende været i kontakt med sin bror. Senest i 2013 har ansøgeren været tilbage i Marokko, hvor hun i anledning af sin fars begravelse opholdt sig hos sin mor i omkring fem måneder. Ansøgerens bror har efter farens død fået status som familiens overhoved og har bosat sig på familiens bopæl. Ansøgerens mor har anmeldt ansøgerens bror for dennes truende adfærd, misbrug og hærgen på familiens bopæl til det marokkanske politi, men politiet har ikke fulgt op på anmeldelsen. Uanset om Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om konflikten med sin bror til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at det kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder, at konflikten med ansøgerens bror, der er af privatretlig karakter, ikke er af en sådan karakter, intensitet eller aktualitet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko risikerer æresrelateret vold eller æresdrab. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at brorens trussel i 2009 mod ansøgerens liv alene blev fremsat overfor ansøgerens mor, ligesom ansøgerens bror ikke på nogen måde har truet ansøgeren efter hendes udrejse til Danmark i 2010. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren under sine ophold i Marokko i perioden fra 2010 til 2013 – senest under et fem måneders ophold hos familien i Marokko i 2013 – ikke har oplevet problemer med broren. Oplysningerne om, at ansøgerens bror i denne periode var på flugt fra myndighederne og derfor kun lejlighedsvis kom til familiens bopæl, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko må henvises til at søge de marokkanske myndigheders beskyttelse, såfremt hun måtte opleve konflikter med sin bror eller hans eventuelle kriminelle netværk. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har henvendt sig til de marokkanske myndigheder og anmeldt sin bror, hverken for voldelige overgreb eller trusler. Nævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ikke vil kunne opnå den fornødne beskyttelse fra myndighederne. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren til sagen har oplyst, at hun ikke har eller tidligere har haft konflikter med myndighederne i Marokko. Oplysningerne om, at ansøgerens mor har anmeldt ansøgerens bror for hans misbrug og opførsel mod familien, og at det marokkanske politi ikke har fulgt op på anmeldelsen, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Det oplyste om, at ansøgerens konflikt med broren skulle være forværret efter farens død i 2013, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter at være blevet pålagt at udrejse straks efter Udlændingestyrelsens afvisning af hendes familiesammenføringsansøgning i januar 2014 først søgte asyl i juni 2015. Flygtningenævnet har ved afgørelsen inddraget de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos respons af 18. juli 2014 ”Marokko: Vold mot kvinner”. Det fremgår af oplysningerne, at der ikke findes en kultur for æresdrab i Marokko i den betydning, at omgivelserne forventer, forstår og accepterer drab på kvinder for at genoprette familiens ære. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2017/16/JOL/MGO
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], Casablanca, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af de personer, der overfaldt ham, mens han boede i Casablanca. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ikke kan vende tilbage til hjemlandet, idet han ikke har nogen penge, og idet han familie er dårlig, ligesom han har henvist til, at han har oplevet at blive diskrimineret af politiet og af andre mennesker i hjemlandet. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at ansøgeren fremtræder med den fornødne modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål på en måde, der har vist, at han har forstået spørgsmålene og deres betydning. Videre bemærkes, at nævnet i sin vurdering har taget hensyn til, at ansøgeren af Udlændingestyrelsen er vurderet menneskehandlet. Uanset om det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at han i Marokko, som han forlod som cirka ti-årig, har været udsat for vold fra familie og bander og som gadebarn har været tilbageholdt af politiet, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden nu vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra myndighederne eller for overgreb fra andre, som han ikke kan søge myndighedsbeskyttelse imod. I den forbindelse henvises blandt andet til Udlændingestyrelsens rapport fra marts 2017, ”Morocco – Situation of Unaccompanied Minors”. Betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, findes herefter ikke opfyldt. Det bemærkes endeligt, at de generelle forhold i Marokko ikke i sig selv kan føre til, at ansøgeren meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2017/15/SSM
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Marokko. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Rabat, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Marokko frygter, at hun og hendes datter vil blive slået ihjel af hendes fire farbrødre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes familie tvang hende til at blive gift med [A] i Marokko i sommeren 2014. I vinteren 2015 rejste ansøgeren og [A] til Danmark, og de boede sammen indtil [foråret] 2015, hvor hun flygtede til et krisecenter i Odense grundet hendes voldelige ægteskab. De blev herefter skilt omkring [sommeren] 2015. Ansøgeren har oplyst, at mens hun opholdt sig på krisecenteret i Odense, Publicerede [A] nøgenbilleder af hende på hendes Facebookprofil, hvorefter han sendte billederne til hendes familie i Marokko. Samme dag blev ansøgeren ringet på af sin far som truede med at slå hende ihjel, idet han havde set nøgenbillederne af hende, og fordi hun var blevet skilt fra [A]. De følgende dage modtog ansøgeren ligeledes dødstrusler af sine farbrødre to gange over telefonen [i vinteren] 2015 og [i efteråret] 2016. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har indgået et arrangeret ægteskab med en dansk mand, med hvem hun har fået en datter, født [i foråret] 2015. Nævnet har ikke holdepunkter for at tilsidesætte den del af ansøgerens forklaring, der relaterer sig til, at hendes mand har lagt nøgenbilleder af hende på Facebook. Nævnet kan ikke afvise, at hendes onkler herefter har fremsat trusler mod hende. Nævnet finder midlertidig ikke, at det kan lægges til grund, at hendes onkler har evner eller vilje til at realisere disse trusler. Nævnet finder herefter, at ansøgeren kan henvises til at søge myndighedernes beskyttelse eller at tage ophold et andet sted i Marokko. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Landinfos respons af 4. juni 2013 – Marokko - Forhold for kvinder som får barn utenfor ekteskap” og ”Landinfos respons af 18. juli 2014 – Marokko - Vold mot kvinner”. Det fremgår af oplysningerne, at der ikke findes en kultur for æresdrab i Marokko. Endvidere findes der centre over hele Marokko, der arbejder for at forbedre forholdene for ugifte mødre, og at der her tilbydes juridisk rådgivning, arbejdstræning mv. Derudover findes der et antal krisecentre, hvor kvinder med børn født uden for ægteskab kan bo i en periode, herunder i Casablanca, hvor der tilbydes hjælp til at få barnet registreret ved folkeregistret samt skaffe ID-dokumenter. Endelig fremgår det, at der er mange kvinder i Marokko, der bor alene, og at kvinder kan eje og leje bolig og ”Home Office – Country of Origin Information Report – Morocco” af 9. november 2010 fremgår, at mange NGO’er i Marokko arbejder for at sikre kvinders rettigheder, herunder democratic Association of Moroccan Women, Union for Women’s Action, Democratic League for the Rights of Women og Moraoccan Association for Women’s Rights, og at talrige NGO’er i Marokko stiller krisecentre til rådighed for udsatte kvinder”. Nævnet finder herefter ikke, at det påberåbte asylmotiv er omfattet af anvendelsesområdet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2017/14/JEA
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Casablanca, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter, at han vil blive henrettet af myndighederne, fordi han har udtalt sig regimekritisk på et videoklip. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter, at han vil blive slået ihjel af sin ekskæreste, [K]s, brødre, fordi han har haft et forhold til [K] ude n deres accept. Ansøgeren har endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter, at han vil blive udsat for overfald af en kriminel gruppe, [G], fordi han har nægtet at betale beskyttelsespenge til dem. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i marts 2016 udtalte sig regimekritisk under en samtale med en person fra hans asylcenter, [P]. [P] optog samtalen, uden at ansøgeren vidste det. [P] lagde herefter videoklippet på YouTube og Facebook, hvilket ansøgerens venner i Marokko, [V1] og [V2], reagerede på. Ansøgeren har til støtte for konflikten med [K]s brødre oplyst, at han og [K] indledte et hemmeligt forhold, da han var omkring 12 til 13 år. Da ansøgeren var omkring 13 til 14 år blev parret afsløret, idet nogle venner til [K]s familie havde set dem sammen. Fem af [K]s brødre opsøgte ansøgeren og udsatte ham for et overfald. Tre til fem dage senere opsøgte de ansøgeren igen, overfaldt ham på ny og krævede, at han brød kontakten til [K]. Ansøgeren rejste derefter til Dakhla, hvor han var bosat i halvandet år. Mens ansøgeren opholdte sig i Dakhla, blev han truet af [K]s brødre gennem sine venner i Casablanca, fordi [K]s brødre fortsat ledte efter ham i Casablanca. I november 2015 rejste ansøgeren tilbage til Casablanca og udrejste fra Marokko. Ansøgeren har til støtte for konflikten med [G] oplyst, at han første gang blev opsøgt af grupperingen omkring seks måneder inden, han flyttede til Dakhla. [G] forlangte, at ansøgeren skulle betale beskyttelsespenge for at få lov til at sælge fisk på havnen, hvilket ansøgeren nægtede. Ansøgeren blev opsøgt omkring to gange om ugen i seks måneder, hvor han blev bestjålet og overfaldet, hver gang han nægtede at betale beskyttelsespenge. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren var 17 år, da han udrejste af Marokko, og nævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring inddraget ansøgerens alder på tidspunktet for de beskrevne forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom ansøgerens forklaring forekommer konstrueret og utroværdig. Ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har forklaret undvigende på centrale spørgsmål. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren flere gange under sin asylsag har ændret forklaring, når han er blevet foreholdt tidligere forklaringer. Vedrørende divergenserne i ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit forhold til [K], herunder om hvor gammel han var, da de mødtes første gang, om hvor de mødtes, om [K]s brødre kendte til deres seksuelle forhold, og om han havde kontakt til [K], mens han opholdt sig i Dakhla. Dertil kommer, at ansøgeren ikke har kunnet forklare nærmere om [K] og dennes familie, til trods for at han angiveligt var kæreste med [K] gennem flere år, og at [K]s familie er en kendt og meget indflydelsesrig familie. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om sin konflikt med gruppen [G], herunder om årsagen til konflikten. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om den regimekritiske video, herunder om den er blevet lagt på YouTube. Ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har nævnet også lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin baggrund, herunder om hvorvidt han har haft en plejemor, om han har boet hos hende, og om plejemoren havde en ægtefælle. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring som konstrueret og utroværdig. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2017/13/MGO/MAH
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Marokko. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amazir og muslim fra Salé, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af sine brødre, sin onkel eller sine fætre, fordi hun har fået et barn uden for ægteskab. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun mødte sin forlovede, [A], i Marokko i [foråret] 2015. De tog sammen til Sverige [i efteråret] 2015. Ansøgeren opdagede i Sverige, at hun var blevet gravid. [A] krævede, at ansøgeren fik foretaget en abort. Ansøgerens arbejdsgiver truede med at tage opholdstilladelsen fra hende, og hun indvilgede derfor i at tage til Danmark, hvorfra hun skulle tage videre med fly til Marokko [i efteråret] 2015. Ansøgeren søgte asyl i Danmark ved ankomsten [i efteråret] 2015. Ansøgeren har - efter at familien i Marokko nu er blevet bekendt med, at hun har fået et barn uden for ægteskabet - modtaget trusler fra to af sine brødre ligesom hun er blevet truet af [A] og [B]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, til grund. Nævnet finder imidlertid at ansøgeren kan henvises til at søge myndighedernes beskyttelse eller til at tage ophold et andet sted i Marokko. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen på spørgsmål om, hvorvidt hun ville kunne tage ophold andre steder i Marokko end Salé svarede, at det er svært for hende at klare sig økonomisk i Marokko på grund af sit nye barn, og at hun også er bange for, at [C] eller fætrene kan finde hende andre steder i Marokko. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren tidligere har forklaret og i dag har bekræftet, at hendes familie ikke er magtfuld og ikke har kontakter til myndighederne i Marokko. Flygtningenævnet har ved afgørelsen inddraget de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos respons af 4. juni 2013: Marokko: Forhold for kvinner som får barn utenfor ekteskap og Landinfos respons af 18. juli 2014: Marokko: Vold mot kvinner. Det fremgår af oplysningerne, at der ikke findes en kultur for æresdrab i Marokko. Endvidere findes der centre over hele Marokko, der arbejder for at forbedre forholdene for ugifte mødre, og at der her tilbydes juridisk rådgivning, arbejdstræning mv. Derudover findes der et antal krisecentre, hvor kvinder med børn født uden for ægteskab kan bo i en periode, herunder i Casablanca, hvor der tilbydes hjælp til at få barnet registreret ved folkeregistret samt skaffe ID-dokumenter. Endelig fremgår det, at der er mange kvinder i Marokko, der bor alene, og at kvinder kan eje og leje bolig. Nævnet finder på den baggrund, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at de økonomiske og sociale forhold, selvom de er vanskelige, ikke er af en sådan karakter, at det efter nævnets praksis kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2017/12/CHA
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk berber og sunni-muslim fra Nador, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet og udsat for fysiske overgreb af myndighederne, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han i Marokko ikke vil have mulighed for at anskaffe medicin til behandling af sygdommen HIV. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i slutningen af 1990’erne fandt ud af, at han var homoseksuel. Ingen i ansøgerens familie ved, at han er homoseksuel, eller at han har HIV. Det har ansøgeren holdt hemmeligt. Ansøgeren har aldrig udlevet sin homoseksualitet i Marokko, da det er for farligt. Homoseksuelle har ingen rettigheder, og tilfældige mennesker og myndigheder kan finde på at overfalde homoseksuelle personer. Ansøgeren har dog aldrig selv været udsat for overfald som følge af sin seksualitet. I Danmark har ansøgeren levet som en homoseksuel person, og han har blandt andet deltaget i Gay Pride parader. Han har dog ikke deltaget i parader i Danmark, idet han er bange for, at blive opdaget af folk med tilknytning til det marokkanske miljø i Danmark. Ansøgeren har i Danmark været medlem af AIDS fonden, men ikke af andre LGBT-relaterede foreninger. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren, af de af styrelsen anførte grunde isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes imidlertid, at ansøgeren er født og opvokset i Marokko og først har fået bopæl i Danmark som 27-årig. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren er ugift og barnløs og at hans mor i hvert fald i perioder opholder sig i Marokko. Det er ligeledes oplyst, at han en del gange har været på ferie i Marokko. Der foreligger endvidere oplysninger om, at der er muligheder for at få behandling mod HIV i Marokko, og at den hos ansøgeren konstaterede leukæmi, i hvert fald for tiden ikke er behandlingskrævende. Endeligt lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ved Østre Landsrets ankedom af [2016] er idømt fængsel i 3 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold på denne baggrund, at ansøgeren skal udelukkes fra at opnå opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, hvilket ikke findes at stride imod Danmarks internationale forpligtelser. En subsidiær begæring om hjemvisning på undersøgelse af behandlingsmulighederne for ansøgerens sygdomme under opholdt på Kærshovedgård findes ikke at kunne tages til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Maro/2017/11/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsbor-ger fra Marokko samt to børn. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Marrakech, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forud for nævnsbehandlingen som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive fængslet i 20 år af myndighederne, idet hun er udrejst med sine to mindreårige døtre ved brug af falske pas. Ansøgeren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hun bestak en myndighedsperson ved navn [A] i sommeren 2015, for at få udstedt to pas til sine døtre. 14-20 dage efter første møde med myndighederne, hvor en pris blev aftalt, mødtes ansøgeren med [A] på en café og fik udleveret de falske pas. Ansøgeren og hendes to døtre oplevede ikke problemer i lufthavnskontrollen og udrejste herefter. Ansøgeren har under nævnsbehandlingen som yderligere asylmotiv henvist til, at hun har en konflikt med sin bror som omkring 2011 ønskede at tvangsgifte hende med deres 65-årige fætter og at han fortsat vil tvangsgifte hende med fætteren hvis hun vender tilbage til Marokko. Yderligere har hun som asylmotiv under nævnsbehandlingen oplyst, at [A] som den person, der udstedte de falske pas vil slå både hende og hendes børn ihjel, hvis de røber at han har udstedt falske pas, hvilket hun mene, at hun uundgåeligt vil gøre hvis hun sendes til Marokko. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at asylmotivet i forhold til ansøgerens bror først er fremkommet under nævnsbehandlingen, og derfor må anses for utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet bemærker herved, at det har formodningen imod sig, at ansøgerens bror rejser med hende til De Forenede Emirater og accepterer hendes vielse med en syrisk mand, efter at hendes fætter har friet til hende, og at dette forhold derefter fortsat skulle have bragt hende i et modsætningsforhold til sin bror. Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at den påberåbte konflikt med [A] må anses for konstrueret. Vedrørende det senest påberåbte asylmotiver vedrørende konflikten med broderen har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet fremkomme med en rimelig forklaring på, hvorfor dette først fremkommer under nævnsbehandlingen. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren flere gange har kunne rejse mellem De Forenede Emirater og Marokko, hvor den yngste datter er født, og det ældste barn tidligere har fået udstedt pas. På den baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at børnene har et selvstændigt asylmotiv som syriske statsborgere. Nævnet bemærker i den henseende, at de af ansøgeren forud for nævnsbehandlingen fremlagte syriske pas vedrørende begge børn ikke findes at kunne føre til en ændret vurdering. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at hun ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Maro/2017/10/CHA
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amazigh (berber) og fra […], Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Han har dog deltaget i demonstrationer på sit universitet i Agadir. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive dræbt af personer fra den etniske gruppe sahrawi, idet ansøger er i et modsætningsforhold til denne gruppering. På ansøgerens universitet i Agadir deltog ansøgeren i demonstrationer, idet ansøgeren og andre etniske imazighen var utilfredse med den forskelsbehandling, som de blev udsat for. Blandt andet fik etniske sahrawier udbetalt dobbelt så meget som etniske imazighen i offentlig støtte. Der var mange konflikter på universitetet. Ansøgeren delte løbesedler ud forud for demonstrationerne. Der var ti beslutningstagere, der bestemte, hvornår der skulle være demonstration. En aften i [sommeren] 2015, hvor ansøgeren var på vej hjem fra en fest, blev han overfaldet af to sahrawier. Ansøgeren mistede bevidstheden og vågnede først på hospitalet. Ansøgeren meldte overfaldet til politiet, som afhørte ansøgeren om overfaldet. Ansøgerens mor besøgte ham på hospitalet. Hun fortalte ansøgeren, at hans ven, [H], var blevet overfaldet samme nat som ansøgeren. [H] var død af sine kvæstelser. Ansøgeren blev endvidere opsøgt af en etnisk sahrawi på hospitalet. Han fortalte ansøgeren, at ansøgeren var en blandt 20 imazighen, som sahrawierne havde besluttet at gøre ondt. Da ansøgeren blev udskrevet efter ti dage, tog han ophold hos sin mor og udrejste af Marokko otte til ti dage senere. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke, at forklaringen omfatter forhold af asylbegrundende karakter. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren aldrig har været anholdt eller tilbageholdt eller i øvrigt haft konflikter med de marokkanske myndigheder på grund af sin deltagelse i demonstrationer på universitetet i Agadir. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at de etniske sammenstød, der har fundet sted under demonstrationerne, har ført til overgreb mod ansøgeren. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at der er sammenhæng mellem overfaldet på ansøgeren og hans deltagelse i demonstrationerne, og nævnet henviser blandt andet til, at ansøgeren ikke har kunnet give nærmere oplysninger om de to personer, der overfaldt ham. Ansøgeren har blot forklaret, at han er overbevist om, at personerne var sahrawier, men at personerne ikke sagde noget til ansøgeren. Overfaldet er i øvrigt anmeldt til politiet, der under behandlingen af sagen har foretaget en afhøring af ansøgeren, da han var indlagt på hospitalet. Flygtningenævnet anser det i øvrigt for usandsynligt, at en fremmed mand fra saharawien skulle have henvendt sig til ansøgeren for at advare ham under ansøgerens indlæggelse på hospitalet. Forklaringen herom fremstår usammenhængende, og nævnet henviser til, at ansøgeren under asylsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at manden ville give ansøgeren et råd. For nævnet har ansøgeren først forklaret, at manden begyndte at true ansøgeren, og til sidst har ansøgeren oplyst, at han ikke var bange for manden, der fortalte, at ansøgerens og andres liv var i fare. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2016/8/MKT
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tilhører religionen Ahl-e Haqq. Ansøgeren er født i […] Irak, og han flyttede med sin familie til […] SarPol-e Zahab, Iran, da han var to år gammel. Ansøgeren har udført politiske aktiviteter for partiet Komalah, som hans bror er medlem af. Ansøgeren har sammen med sin bror været med til at uddele Komalahs breve i en periode på tre til fire måneder [i efteråret] 2014. Sideløbende har han hjulpet partiet med at arrangere oplysningsmøder med det formål at hverve nye medlemmer. Ansøgeren har endvidere deltaget i et par demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for partiet Komalah. En dag i [sommeren] 2015, da ansøgeren var på vej hjem til sin fætter, modtog han et telefonopkald fra sin far, der spurgte ansøgeren, hvad broren havde gjort. Ansøgeren afbrød herefter opkaldet af frygt, for at telefonen blev aflyttet. Ansøgerens fætter ringede til faren, der oplyste, at myndighederne havde anholdt ansøgerens bror. Ansøgeren fortalte fætteren om sine politiske aktiviteter, og fætteren rådede ansøgeren til at flygte. Ansøgeren opholdt sig fem til seks dage hos fætteren, inden han udrejste. Mens ansøgeren var hos fætteren, blev ansøgerens families bopæl ransaget to gange. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren er kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af aktiviteter for partiet Komalah. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om uddelingen af løbesedler. Under asylsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han uddelte løbesedler sammen med sin bror, og at de kørte ud i ansøgerens bil eller i en bil tilhørende en af ansøgerens venner. Hvis de kørte i en vens bil, var vennen med, og vennen ventede i bilen og holdt vagt, mens ansøgeren og hans bror uddelte løbesedlerne. Senere under samtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han nogle gange uddelte løbesedlerne med sin bror, og at det andre gange var ansøgeren og vennen, der uddelte løbesedlerne. Flertallet henviser endvidere til, at det ikke fremstår overbevisende, at ansøgeren ikke har et nærmere kendskab til løbesedlernes indhold, såfremt han i overensstemmelse med sin forklaring har været aktiv med uddelingen af disse. Han har således under asylsamtalen blot forklaret, at løbesedlerne omhandlede partiets formål, herunder kurdernes rettigheder, og at indholdet varierede fra gang til gang. For nævnet har ansøgeren forklaret, at teksten var trykt på persisk, som ansøgeren behersker, men at han ikke læste, hvad der stod på løbesedlerne, idet det var risikabelt at læse dem, og at tiden var meget kort. Flertallet finder det i øvrigt usandsynligt, at det uden myndighedernes indgriben på et tidligere tidspunkt, har været muligt for ansøgeren og hans bror flere gange at holde oplysnings- og rekrutteringsmøder for 20 til 30 deltagere på familiens plantage, selvom ansøgerens familie har været under opsyn af de iranske myndigheder siden 2003, da ansøgerens farbror blev dræbt. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2016/151/MKT Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra [byen B], Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive slået ihjel af sin far og at blive forfulgt af personer fra [byen B], fordi han har forladt islam og vist interesse for kristendommen. Ansøgeren begyndte at interessere sig for kristendommen, da han var omkring 25 år gammel. Hans forældre smed ham ud, da han var 28 år gammel, fordi ansøgerens far fandt ud af, at ansøgeren ikke praktiserede islam. Ansøgerens familie var meget religiøs. Ansøgeren tog efterfølgende til Tanger, hvor han mødte en spanier, José, på en café. Ansøgeren og José snakkede om kristendommen, og ansøgeren sagde til José, at han gerne ville lære mere om kristendommen. José tog derfor ansøgeren med i kirke. [I sommeren] 2015, da ansøgeren var på vej ud af kirken, blev han efter ansøgerens formodning genkendt af en person, der kendte ansøgerens far. Denne person kontaktede ansøgerens far telefonisk. Omkring midnat ringede ansøgerens far til ansøgeren og sagde, at han ville slå ansøgeren ihjel, fordi han var konverteret. Han sagde også, at hele landsbyen ville få fat i ansøgeren. Ansøger udrejste herefter af Marokko. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen om ansøgerens konflikter til grund. Forklaringen fremstår på afgørende punkter usandsynlig og usammenhængende og anses herefter for konstrueret til lejligheden. Nævnet henviser til, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgeren som 25-årig er flyttet hjem til sin familie, hvor han boede i tre år, selvom ansøgerens familie betragtede ham som kristen og vantro, og at ansøgerens far og familie angiveligt udsatte ansøgeren for chikane på grund af ansøgeren interesse for kristendommen. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgerens far skulle have opdaget og truet ansøgeren med at slå ham ihjel, samme dag som ansøgeren havde været i kirke. Det svækker i øvrigt ansøgerens troværdighed, at ansøgeren ikke under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 og heller ikke under asylsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at hans far og familie har tilknytning til ISIL. Ansøgeren har først forklaret udbyggende herom for nævnet i forbindelse med ansøgerens forklaring om frygt for hans far. Det forekommer også utroværdigt, at ansøgeren efter sin udrejse fra Marokko skulle have mødt ukendte syrere i Tyrkiet, der har givet ansøgeren penge, der kunne finansiere hans videre rejse til Danmark. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at det oplyste om ansøgerens deltagelse i gudstjenester og hans interesse for at konvertere til kristendommen, efter at han er kommet til Danmark, kan føre til et andet resultat. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfo, Marokko: Konvertering fra islam til kristendommen af 20. januar 2014 fremgår, at det ikke er forbudt efter marokkansk lov at konvertere fra islam til kristendom, og at det ikke er kendt, at konvertitter udsættes for vold eller drab fra myndighedernes eller private aktøres side. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller, at han reelt risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2016/7/MKT
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Marokko og muslim af trosretning fra ørkenen omkring landsbyen […], Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Marokko frygter sin plejefamilie og ukendte personer, idet hun er blevet udsat for overgreb og chikane. Endvidere har hun henvist til, at hun ikke kan lide Marokko, og at hun ikke har venner eller familie i landet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun er blevet udsat for overgreb og chikane af sin plejefamilie, som hun er vokset op hos. Hun er blevet slået, overfaldet og udsat for drabsforsøg. Derudover har hun oplyst, at hun som 13-14-årig blev overfaldet af en mand ved navn […]. Tre dage efter blev der lavet hærværk på ansøgerens ægtefælles bil. Endvidere forsøgte nogle ukendte personer for et par år siden at sprænge ansøgerens bil i luften. Ansøgeren har videre henvist til, at hun på et tidspunkt fandt et knust øje, kul og røgelse i sin ægtefælles bil, og hun formoder på baggrund heraf, at en ukendt person forsøgte at forbande hende med sort magi. Videre har ansøgeren forklaret, at hun har været udsat for et kidnapningsforsøg, og at hun er blevet truet af et ukendt antal personer, idet en nabokvinde ønskede at gifte sig med ansøgerens ægtefælle. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under sagens behandling i Udlændingestyrelsen som anført i afgørelsen har forklaret divergerende og udbyggende på væsentlige punkter, og at ansøgeren ikke under nævnets behandling har ønsket at afgive forklaring, der muligt ville kunne afklare baggrunden herfor. Flygtningenævnet kan derfor ikke anse det som afklaret, hvad ansøgeren nærmere har været udsat for i hjemlandet. På baggrund af ansøgerens oplysninger til Udlændingestyrelsen er der tale om en privatretlig konflikt med ansøgerens plejefamilie. Disse har ikke været imod ansøgerens ægteskab, hvorimod de har krævet penge fra ægtefællen. Ansøgeren har flere gange indgivet politianmeldelse for hærværk og overgreb, og ansøgeren har forklaret om et tilfælde, hvor gerningsmanden er blevet straffet, og om andre tilfælde, hvor gerningsmanden ikke er blevet fundet. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at myndighederne ikke kan eller vil yde ansøgeren tilstrækkelig beskyttelse. De generelle forhold i Marokko kan ikke i sig selv medføre asyl. Under disse omstændigheder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Marokko risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2016/6/SSM
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk marokkaner fra Jadida, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt af sin fader eller familiemedlemmer på sin faders side, idet de ikke har accepteret ansøgerens indgåede ægteskab. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hun har haft et anstrengt forhold til sin fader gennem hele sin opvækst. Ansøgeren har oplevet seksuelle overgreb fra sin fader, som desuden har udøvet en markant grad af kontrol over ansøgeren under hendes opvækst ved sin fader. På baggrund af forholdet mellem ansøgeren og dennes fader besluttede ansøgeren i 2012 at finde en måde, hvorpå hun kunne forlade Marokko. Efter ansøgeren i [sommeren] 2012 i hemmelighed var blevet gift i Marokko med sin ægtefælle, som er dansk statsborger, rejste hun i [sommeren] 2013 til Danmark på et turistvisum. Ved udløbet af ansøgerens visum returnerede hun til Marokko, hvor hun i lufthavnen blev mødt af sin fader og dennes familiemedlemmer som udsatte hende for fysisk vold. Ansøgeren undslap, og blev indlagt på hospitalet, hvor hun aborterede som følge af den vold, hun var blevet udsat for. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende i Rabat hos en slægtning på sin moders side, indtil hun i [foråret] 2014 indrejste Danmark igen på et turistvisum. Efter udløbet af dette visum opholdt hun sig illegalt i Danmark, frem til hun indgav asylansøgning den [i slutningen af] 2014. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hendes moder telefonisk har kontaktet hende og bedt hende om ikke at vende tilbage til Marokko, da faderen fortsat leder efter ansøgeren. Moderen har her forklaret, at faderen venter på, at ansøgeren skal returnere, og at faderen ville vente på hende i bedsteforældrenes bolig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeren forklaring om asyl til grund. Ansøgeren har i sit asylskema beskrevet en meget belastet opvækst, hvorunder hun under ophold hos faderen blev udsat for voldtægt fra faderens side, ligesom faderen kontrollerede hende og krævede, at hun giftede sig med en ældre fætter. Dette står i modsætning til, at faderen tillod, at hun boede hos sine morforældre i [by], og at hun studerede på gymnasieniveau. Efter ansøgerens forklaring indgik hun ægteskab som attenårig i [sommeren] 2012 uden familiens vidende med en dansk statsborger født i 1970. Hun færdiggjorde sin uddannelse og rejste i 2013 til Danmark på et turistvisum. Ansøgerens morforældre og moder accepterede efter det oplyste, at ansøgeren havde indgået ægteskab, og at hun rejste til Danmark. På den baggrund er det mindre troværdigt, at moderen og morforældrene gav hendes fader oplysninger om hendes ægteskab, hendes ophold i Danmark, hendes telefonnummer og ankomsttidspunktet og ankomststedet, da hun vendte tilbage til Marokko. Ansøgerens forklaring om episoden i lufthavnen har været divergerende og diffus på væsentlige punkter, blandt andet om faderens tilstedeværelse i lufthavnen, omfanget og karakteren af den vold, hun blev udsat for i lufthanen, indgriben fra politi og vagter, hospitalsindlæggelse og politiets indblanding. Ansøgerens forklaring om faderens position har endvidere været usikker. Ansøgeren opholdt sig hos en slægtning på moderens side i Rabat fra [efteråret] 2013 og til hendes udrejse i [foråret] 2014. Ansøgeren søgte først asyl [i slutningen af] 2014, efter at hendes visum var udløbet, uanset den situation, hun var i, og det trusselsniveau, hun var udsat for fra faderens side. Samtidig har ansøgeren forklaret, at planen var, at hun ville søge familiesammenføring, men at hun ikke opfyldte aldersbetingelsen. Efter en samlet vurdering af de ovennævnte omstændigheder og idet ansøgeren i Flygtningenævnet generelt fremstod upåvirket af situationen, ligesom hendes forklaring generelt forekom overfladisk og usammenhængende, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Marokko risikerer æresdrab eller alvorlige overgreb fra faderens side omfattet af EMRK artikel 3. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at hun opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2016/5/CEE
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Marokko. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra […], Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Marokko frygter sin familie, idet hendes broder har truet hende på livet som følge af, at hun har fået et barn uden for ægteskab. Hun frygter endvidere, at hun ikke vil være i stand til at forsørge sit barn, og at der vil blive set ned på hende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring herom fremstår utroværdig. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerens hospitalsjournal i forbindelse med sin datters fødsel indeholder en række detaljerede oplysninger om ansøgeren, som kun kan stamme fra ansøgeren selv, og at det heraf fremgår, at ansøgeren ”pendler mellem Danmark og Marokko”, og at ansøgeren ”har været til anden svangreprofylakse end et lægebesøg i Marokko for 2 måneder siden”. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren kommer fra en konservativ muslimsk familie, der har truet med at slå hende ihjel, hvis hun vender tilbage til Marokko, idet Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har gået 11 år i skole, og at hun var ca. 26 år og ugift, da hun indrejste til Danmark i 2010. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes eventuelle konflikt med familien har et sådant omfang, at hun risikerer æresrelateret vold eller æresdrab. Uanset, om Flygtningenævnet måtte lægge ansøgerens forklaring til grund, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke ved sin forklaring sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den konflikt, som ansøgeren har påberåbt sig, er en privatretlig konflikt, som ansøgeren må henvises til at søge myndighedsbeskyttelse imod. Flygtningenævnet har ved afgørelsen inddraget de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfos respons af 4. juni 2013: Marokko: Forhold for kvinner som får barn utenfor ekteskap og Landinfos respons af 18. juli 2014: Marokko: Vold mot kvinner. Det fremgår af oplysningerne, at der ikke findes en kultur for æresdrab i Marokko. Endvidere findes der centre over hele Marokko, der arbejder for at forbedre forholdene for ugifte mødre, og at der her tilbydes juridisk rådgivning, arbejdstræning mv. Derudover findes der et antal krisecentre, hvor kvinder med børn født uden for ægteskab kan bo i en periode, herunder i Casablanca, hvor der tilbydes hjælp til at få barnet registreret ved folkeregistret samt skaffe ID-dokumenter. Endelig fremgår det, at der er mange kvinder i Marokko, der bor alene, og at kvinder kan eje og leje bolig. Nævnet finder på den baggrund, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at de økonomiske og sociale forhold, selvom de er vanskelige, ikke er af en sådan karakter, at det efter nævnets praksis kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” maro/2016/4/LAP
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk berber fra […], Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive slået ihjel, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han omkring 1991 fik interesse for kristendommen, da han mødte en fransk missionær, som gav ansøgeren kristen litteratur, ligesom de 4 gange i løbet af en uge mødtes og diskuterede religion. Efterfølgende skrev missionæren og ansøgeren sammen i en periode. Ansøgeren afbrød kontakten efter omkring fem måneder, idet han følte sig utryg. Ansøgeren har videre forklaret, at folk i byen begyndte at mistænke ham for at have kristne interesser, og at en ukendt person sagde til ham, at det var tilladt at slå vantro ihjel. Ansøgeren udrejste af Marokko til Libyen i 1999, hvor han arbejdede og opholdt sig indtil 3003. Ansøgeren har oplyst, at han blev døbt den 15. marts 2015 i [kirke] i Danmark, og at han herved er blevet mormon. Uanset om ansøgerens forklaring om asylmotivet måtte blive lagt til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes herved, at det forhold, at ansøgeren umiddelbart forud for nævnsmødet har fremlagt ”Ordination i Det Aronske Præstedømme” dateret den 29. marts 2015, hvoraf fremgår, at han er ordineret som præst, ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder af Landinfo, Marokko: Konvertering fra islam til kristendommen af 20. januar 2014 fremgår, at konvertering fra islam til kristendom ikke er forbudt efter marokkansk lov, ligesom det ikke er kendt, at konvertitter udsættes for vold eller drab fra myndighedernes eller private aktørers side. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at hverken den chikane, som ansøgeren angiveligt har været udsat for i Marokko eller hans uoverensstemmelser med sin familie som følge af konverteringen til kristendommen er af en sådan karakter eller intensitet, at det kan begrunde asyl. Hertil kommer, at ansøgeren først flere år efter chikanen udrejste af Marokko. Herefter, og da det forhold, at konvertering fra islam til kristendom har negative sociale konsekvenser ikke kan føre til et andet resultat, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2016/3/LIN
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra […] Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive slået ihjel af radikale islamister. Ansøgeren har herom forklaret, at han fra begyndelsen af sommeren 2014 deltog i undervisning i islam sammen med fire venner. Underviserne er formentlig tilknyttet en radikal islamistisk organisation. I [slutningen af sommeren] 2014 talte underviserne om Jihad, og der opstod i den forbindelse en diskussion mellem underviserne og ansøgeren, idet de ikke var enige om fortolkningen af Jihad. Herefter besluttede ansøgeren og hans venner sig for ikke længere at deltage i undervisningen. Nogle uger senere blev ansøgeren truet på livet af to af underviserne. De sagde, at han var vantro og ville blive slået ihjel, hvis ikke han sørgede for, at hans venner genoptog undervisningen. Han turde ikke anmelde forholdet til politiet. I stedet for forlod han omkring en uge senere [sin hjemby]. En uge senere udrejste han illegalt af Marokko. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om truslen fra underviserne til grund. Flygtningenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at ansøgeren til nævnets spørgsmål om truslen har svaret meget tøvende og usikkert. Han har opfølgende alene udtalt sig kort og unuanceret om truslen. Efter nævnets opfattelse har svarene ikke været overbevisende og har ikke givet nævnet indtryk af, at truslen har været selvoplevet. Nævnet har endvidere henset til, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om truslen. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren [i foråret] 2015 forklaret, at underviserne i bil fulgte efter ham fra moskeen til hans hoveddør, hvor de truede ham. Efter udrejsen har han talt med venner og bekendte i sin hjemby, der har oplyst, at de i byen har hørt, at underviserne søger efter ham. Senere har ansøgeren til Udlændingestyrelsen og til Flygtningenævnet forklaret, at underviserne opsøgte ham og truede ham et sted mellem moskeen og hans hjem, cirka ti minutters gang fra hans bopæl. Han har siden udrejsen flere gange talt med familiemedlemmer og venner i sin hjemby. Han har på intet tidspunkt hørt, at der er nogen, der har søgt efter ham. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7 stk. 1, eller overgreb omfattet af stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2016/2/THJ
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk berber og muslim af trosretning fra Tanger, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive dræbt af sin broder, [M], fordi ansøgeren har giftet sig mod broderens vilje, og fordi ansøgeren har forladt sin ægtefælle, hvilket har krænket familiens ære. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun mødte sin ægtefælle, [T], i Marokko, hvor han var på besøg. Ansøgeren og [T] bevarede kontakten, da han vendte tilbage til Danmark, hvor han bor fast. I 2012 aftalte de, at forlove sig. Ansøgeren fortalte sin moder om forlovelsen, hvorefter moderen sagde, at ansøgeren ikke kunne gifte sig med en for familien fremmed mand. Omkring en uge efter blev ansøgeren udspurgt om forholdet af hendes broder, der udsatte hende for et fysisk overgreb og sagde, at han nok skulle finde ansøgerens kommende ægtefælle. [I vinteren] 2013 indrejste ansøgeren i Danmark på et gyldigt turistvisum, som ansøgeren i hemmelighed havde søgt om i Rabat. Ansøgeren og [T] blev religiøst viet i Danmark [i vinteren] 2013, men de nåede ikke at blive juridisk gift, fordi ansøgerens visum udløb, hvorfor ansøgeren [i foråret] 2014 vendte tilbage til Marokko, hvor hun først tog ophold hos en veninde i Tanger og dernæst hos sin halvsøster [F] i byen Meknes. [I sommeren] 2014 indrejste ansøgeren på ny i Danmark, og [i sommeren] 2014 blev ansøgeren og [T] borgerligt viet i Danmark. Herefter ændrede [T] adfærd og begyndte at udsætte ansøgeren for fysiske og seksuelle overgreb, indtil ansøgeren i [efteråret] 2014 valgte at ophæve samlivet og flytte på krisecenter. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgerens forklaring til grund, herunder vedrørende ægteskabet med [T] hendes visumansøgninger og ophold i Danmark, samt at hun som følge af uvenskab med [T] er flyttet på krisecenter. Nævnet finder det påfaldende, at ansøgeren efter alene at have mødt sin senere ægtefælle to gange af kort tids varighed indvilliger i at forlade sin familie mod dennes ønske for at gifte sig i Danmark. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren, da visummet udløb, rejste tilbage til Marokko, herunder indledningsvist til Tanger og opholdt sig fem måneder i Marokko, hvis hun alvorligt frygtede, at hendes broder ønskede at slå hende ihjel. Af denne grund, og da hendes påståede frygt for hendes broder alene beror på hendes egne oplysninger, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er forfulgt på en asylbegrundende måde af hendes broder. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2016/1/MVI
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk berber fra [A], Marokko. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Hun søgte asyl i Danmark i [starten af] 2013. Efter der var truffet afgørelse om, at hun i henhold til Dublinforordningen skulle sendes til Spanien, gik ansøgeren i [sommeren] 2013 under jorden. I [foråret] 2015 henvendte ansøgeren sig på ny til de danske myndigheder, der besluttede at behandle hendes asylansøgning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive slået ihjel af sin familie, idet hun har bragt skam over familien. Hun har herom forklaret, at hun i [sommeren] 2010 blev muslimsk viet til en godt 30 år ældre dansk statsborger med tyrkisk baggrund, der boede i Danmark. Hele hendes familie deltog i bryllupsfesten. Parret havde kort forinden forsøgt at blive registreret som ægtefæller på dommerkontoret, hvilket ikke kunne lade sig gøre, da den pågældende mand, [B], ikke havde medbragt danske dokumenter vedrørende sin ægteskabelige status. Det var meningen, at de senere skulle få papirerne bragt i orden. [B] sørgede imidlertid ikke for det. I familien var det kun ansøgerens moder der vidste, at parret ikke var blevet lovformeligt gift. Hun så sidst [B] i begyndelsen af 2011. Han har senere afvist at tale med hende. Medio 2012 forlangte hendes broder, [C], der er ansat ved politiet, at få oplyst [B’s] pasnummer. Ansøgeren så sig herefter nødsaget til at fortælle hele familien, at hun rettelig ikke var blevet gift. Der blev herefter begået vold mod hende, hvilket resulterede i, at hun fik knækket fortænderne. Hendes anden broder, [D], truede endvidere med, at han denne dag ville slå hende ihjel. Ansøgeren skreg og blev reddet af tilkomne naboer. Hun flygtede herefter til Rabat, hvor hun i to måneder boede hos familiens gamle naboer, der tidligere havde passet hendes fader. Hendes moder og søster, men ikke hendes brødre, vidste, hvor hun opholdt sig i Rabat. Senere flyttede hun til Agadir, til Tetouan og senere til Tanger, hvorfra hun med sit ægte pas i [slutningen af] 2012 udrejste til Spanien. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun er konverteret til kristendommen. Hun fik første gang kontakt med det kristne miljø i Danmark i [slutningen af] 2013. Hun har derefter ofte gået i kirke og til kristne arrangementer, hvilket bekræftes af skriftlige udtalelser fra flere præster m.v. Hun deltager i øjeblikket i et seksmåneders dåbsforberedende kursus, og hun forventer at blive døbt i [foråret] 2016. Hendes familie vil formentlig slå hende ihjel på grund af konversionen. Myndighederne vil ikke kunne beskytte hende mod familien, hvis hun vender tilbage til Marokko, hvor hun også risikerer fængselsstraf og bøde på grund af, at hun har begået utroskab og konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise, at ansøgeren er blevet religiøst viet, samt at hun for nogle år siden har haft en vis konflikt med flere familiemedlemmer. Nævnet lægger dog vægt på, at ansøgeren i Flygtningenævnet har forklaret udbyggende om den voldsepisode, hun har oplyst om under hele asylforløbet. Indtil nævnsmødet har ansøgeren alene omtalt, at hun blev slået en gang af [D]. I Flygtningenævnet har ansøgeren svaret tøvende og usikkert på opklarende spørgsmål herom og har afslutningsvist anført, at hun blev sparket hårdt af [D], samt at mens hun lå ned, blev slået og sparket flere gange. Hun holdt sig for ansigtet, men kunne af sammenhængen, og af det hendes brødre, [E] og [C] råbte, forstå, at alle tre brødre begik vold mod hende. Den omstændighed, at nævnets tolk har oplyst, at slag og spark hedder det samme på arabisk, kan ikke alene forklare den udbyggende forklaring. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren efter episoden valgte at blive i Marokko i flere måneder, og herunder opholdt sig to måneder hos personer, som ansøgerens brødre kendte, samt at ansøgerens moder og søster vidste, hvor hun opholdt sig. Hertil kommer, at det fremgår af baggrundsoplysninger fra Landinfo, at der ikke i Marokko findes at være en kultur, hvorefter omgivelserne forventer, forstår og accepterer, at familien dræber en kvinde for at genoprette familiens ære. Samlet set kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at konflikten har haft den intensitet og aktualitet, som ansøgeren har forklaret, og Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun af denne grund risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvis hun vender tilbage til Marokko. For så vidt angår ansøgerens oplysninger om sin interesse for kristendommen, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren utvivlsomt har deltaget i nogle gudstjenester m.v., og der fundet sig godt tilpas, og hun har tydeligvis erhvervet sig en vis viden om indholdet i det nye testamente. Ansøgeren er fortsat ikke døbt, og nævnet vurderer samlet set ikke, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Nævnet har herved lagt vægt på det indtryk, nævnet har fået efter ansøgerens lidt tøvende forklaring om sit forhold til kristendommen, som er opstået på et sent tidspunkt i sagsforløbet, og efter at Justitsministeriet havde truffet afgørelse om, at hun skulle udsendes til Spanien. I vurderingen indgår endvidere med en vis vægt, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket ved, at nævnet tilsidesætter væsentlige dele af ansøgerens forklaring om konflikten vedrørende [B]. Nævnet finder herefter heller ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2015/5.
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko samt et mindreårigt barn fra Syrien. Indrejst i 2014. Den myndige ansøger er etnisk araber og muslim af trosretning fra Casablanca, Marokko. Den mindreårige søn er født i Syrien. Den myndige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den myndige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at hendes brødre vil efterstræbe hende, idet de mener hun har krænket familiens ære. Hun frygter endvidere, at hun ved en tilbagevenden vil være henvist til et liv på gaden, samt at hendes søn, som er syrisk statsborger, ikke vil kunne indrejse i Marokko. Den myndige ansøger har til støtte for sit asylmotiv anført, at hun som 15-årig blev voldtaget af en fremmed mand i Casablanca. Hun fortalte sin moder om hændelsen, som mente, at ansøgeren havde bragt skam over familien. Ansøgeren flyttede hjemmefra og tog ophold hos organisationen […], som hjælper fordrevne og udstødte kvinder i Marokko. Hun boede her i perioden mellem 2002-2007, hvorefter hun rejste til sin søster, som boede i Syrien. Medio 2007 blev hun gift med den syriske statsborger [A], uden at hendes moder og brødre kendte til ægteskabet. I 2011 blev ansøgerens familie bekendt med ægteskabet via hendes søster. Efter denne samtale talte ansøgeren selv med sin moder, som bad ansøgeren om ikke at ringe mere, da hun ikke ønskede at miste en søn. Ansøgeren opfattede dette som en advarsel om, at en af hendes brødre ville blive retsforfulgt for at have dræbt hende. Under samtalen hørte ansøgeren sine brødre i baggrunden sige, at hun fortjente at dø, idet hun havde krænket familiens ære. Brødrene er ligeledes fremkommet med trusler under ansøgerens ophold i Danmark. Da urolighederne for alvor udbrød i Syrien blev ansøgerens ægtefælle tilbageholdt af de syriske myndigheder. Som følge heraf udrejste ansøgeren med sit barn fra Syrien. Ansøgerens ægtefælle er nu i Tyskland og ønsker ikke, at ansøgeren rejser til Marokko med deres barn. Flygtningenævnet kan ikke lægge den myndige ansøgers forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter har været divergerende og udbyggende, og derfor fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således ikke i oplysnings- og motivsamtalen forklaret om voldtægten og det fem år lange ophold hos organisationen […] men forklarede derimod, at hun udrejste fra Marokko som 15-16-årig for at besøge sin søster, og at hun blev boende i Syrien, fordi hun mødte sin ægtefælle og blev gift med ham. Hun har videre i samme samtale forklaret, at hun udrejste, fordi hendes økonomi ikke var god, og fordi hun ikke kunne lide Marokko. Endelig forklarede hun, at hun ikke var blevet truet men udstødt af sin familie, fordi de undrede sig over, at hun var blevet gift med en syrer. I asylsamtalen [primo] 2015 forklarede ansøgeren derimod, at hun i 2002 - som 15-årig - blev voldtaget og herefter tog ophold hos organisationen […] i Casablanca i fem år, fordi hendes familie mente, at hun havde krænket deres ære. Hun forklarede videre, at hun først udrejste fra Marokko til Syrien i 2007, og at hendes brødre i forbindelse med en telefonsamtale, hun havde med sin moder i 2011, fremkom med trusler mod hende. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, om hun har været tilbage i Marokko eller ej, idet hun i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at dette var tilfældet, hvorimod hun i asylsamtalen [primo] 2015 forklarede, at hun ikke havde været tilbage siden 2007. Endelig har hun i forbindelse med nævnsmødet forklaret, at hun en enkelt gang efter, at hun var blevet gift, har været tilbage og i den forbindelse mødte en tidligere nabo, der fortalte hende, at brødrene fortsat efterstræbte hende, hvorefter hun rejste tilbage til Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at disse og andre divergenser alene kan tilskrives problemer med tolkningen under samtalerne med Udlændingestyrelsen eller, at ansøgeren har dårlig hukommelse. Den myndige ansøger har i forbindelse med asylsamtalen [medio] 2015 og nævnsmødet endvidere forklaret udbyggende med hensyn til hendes brødre også har truet hendes mindreårige søn og med hensyn til at hendes brødre på ny har fremsat trusler mod hende via hendes søster. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at den myndige ansøger som følge af en konflikt med sin familie har været udsat for trusler. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at den myndige ansøger har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor afgørelsen i relation til den myndige ansøger. Om den mindreårige ansøger skal nævnet bemærke, at nævnet på samme måde som Udlændingestyrelsen lægger til grund, at han i Syrien vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 19. september 2014. Den mindreårige ansøgers moder er marokkansk statsborger, og det lægges efter baggrundsoplysningerne herunder Freedom House 2010: Womens rights in the Middle East and North Africa”, Landinfo af 30. oktober 2013: ”Marokko: Forhold for barn” samt U.S. State Department, ”Country Reports on Human Rights Practices for 2014, Morocco” til grund, at han vil have adgang til marokkansk statsborgerskab, og derfor tillige skal vurderes asylretligt i forhold til Marokko. Det beror alene på den myndige ansøgers formodning, at hendes syriske ægtefælle vil modsætte sig, at hun indrejser i Marokko med deres søn, og det er et udrejsespørgsmål om de marokkanske myndigheder vil kræve, at begge forældrene samtykker for at udstede den fornødne rejselegitimation til ham. Herefter, og efter det, der fremgår af afgørelsen i relation til den myndige ansøger, er det heller ikke sandsynliggjort, at den umyndige ansøger i Marokko risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet også afgørelsen i relation til ham. Maro/2015/3
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Sagen er fremmet i medfør af Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, idet ansøgeren er udeblevet uden lovligt forfald. Ansøgeren er etnisk berber og muslim af trosretning fra Sahara, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive fundet og straffet eller dræbt af Polisario som følge af at have forladt [lejren]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han har forladt Marokko, fordi han havde et hårdt liv. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i [en lejr], som ligger i Sahara. Da ansøgeren var et til halvandet år gammel, smuglede ansøgerens fader ansøgeren, dennes storebroder og moder ud af lejren, idet han ønskede et bedre liv for familien end det, der kunne tilbydes i lejre, som var under Polisarios styre. Familien tog ophold i [en by], som ligger omkring 70 kilometer fra Polisario. Kort tid efter flugten blev ansøgerens fader hentet og ført tilbage til [lejren] af Polisario. Polisario truede i den forbindelse med at tage ansøgeren og ansøgerens broder, hvis ikke deres fader gik frivilligt med. Disse oplysninger har ansøgeren fra sin moder, da han selv var for lille til at kunne huske, hvad der skete. Denne episode fandt sted i 1999. Ansøgeren, ansøgerens broder og moder blev boende i landsbyen fra 1999 til 2008, og de oplevede ingen problemer med Polisario i denne periode. I 2008 fik Polisario interesse for ansøgeren og hans broder, og opsøgte deres bopæl i [deres hjemby] for at finde dem. Ansøgerens moder nåede at advare brødrene, og de gemte sig. Den følgende morgen forlod ansøgeren og ansøgerens broder deres hjem. De rejste rundt i forskellige byer i Marokko i perioden 2008 til 2013. Ansøgeren klarede sig selv i denne periode. I 2013 udrejste ansøgeren illegalt af Marokko. Ansøgeren har videre oplyst, at hans moder flyttede fra [deres hjemby] i 2008, da hun blev gift på ny. Hun flyttede til et [en anden by i nærheden], som ligger mellem [familiens tidligere hjemby] og [en anden by]. Hun blev opsøgt tre gange af Polisario i perioden 2008 til 2013, mens hun opholdt sig i [i den nye by]. Polisario opsøgte ansøgerens moder, fordi de ønskede at finde ansøgeren og hans broder. Ansøgeren har forklaret, at Polisario nogle få gange har henvendt sig til hans mor, formentlig med henblik på at hverve ansøgeren og hans broder til Polisarios milits. Uanset om disse oplysninger kan lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at Polisario kan eller vil indrullere ham tvangsmæssigt i militsen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hans broder siden 2008 og indtil ansøgerens udrejse i 2013 har opholdt sig rundt omkring i Marokko uden at møde problemer med Polisario. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at Polisario ikke ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger udøver en repressiv adfærd i forbindelse med rekruttering til militsen. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Maro/2015/2
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra [..], Marokko. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive fængslet, idet han er blevet anklaget for at have voldtaget sin kæreste. Han har endvidere oplyst, at han frygter at blive dræbt af sin kærestes familiemedlemmer. Endelig har ansøgeren oplyst, at han ikke ønsker at bo i Marokko på grund af dårlige sociale og arbejdsmæssige forhold i landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i april 2007 var i skoven med sin kæreste, [A], og at de havde samleje. Efterfølgende blev [A] ked af det, men ansøgeren beroligede hende ved at sige, at han gerne ville giftes med hende. Cirka halvanden måned senere mødtes ansøgeren og [A] igen, og de aftalte, at [A] skulle fortælle sin mor om deres samleje, så de kunne få lov til at blive gift. Herefter blev ansøgeren opsøgt af to af [A’s] brødre. De anklagede ansøgeren for at have voldtaget [A], og den ene snittede ansøgeren i brystet med en kniv. Ansøgeren skjulte sig efterfølgende i bjergene i tre måneder, hvorefter han besluttede at rejse til Spanien, hvilket han gjorde i marts 2008. Politiet opsøgte ansøgeren flere gange på hans bopæl, idet han var anklaget for voldtægt. Ansøgerens familie bliver fortsat verbalt chikaneret af [A’s] familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren oprindelig alene som asylmotiv har oplyst, at han forlod Marokko for at finde arbejde. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse om blandt andet, hvor lang tid der gik, fra han havde været i skoven med [A], til han mødte hende igen, samt om hvor lang tid han opholdt sig i bjergene, inden han forlod Marokko. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren opholdt sig i Spanien i cirka fire år, uden at han fandt anledning til at søge asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne for at få meddelt asyl, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2015/1a
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Mali. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 9, og § 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk sararole og muslim af trosretning fra [by], Mali. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Mali frygter at blive slået ihjel af vilde mennesker eller kriminelle grupperinger. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at ansøgerens landsby i [vinteren] 2010 blev angrebet af ukendte personer, der dræbte ansøgerens forældre og mange andre beboere i landsbyen. Efter drabene på ansøgerens forældre rejste han til hovedstaden Bamako, hvor han opholdt sig i otte til ni dage, hvorefter han udrejste af Mali. Flygtningenævnet har lagt ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, men finder ikke, at de forhold, som ansøgeren har forklaret om, har en sådan karakter eller intensitet, at det kan begrunde asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke har personlige konflikter i Mali, herunder konflikter med myndighederne. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været personligt efterstræbt af personerne, der stod bag drabene på ansøgerens forældre og andre beboere i landsbyen, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at han skulle være eftersøgt. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han ikke var i kontakt med angriberne, hvorfor det ikke er sandsynligt, at de skulle være i stand til at identificere ham. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgeren ikke ønsker at vende tilbage til sit hjemland på grund af, at han ikke har nogen familie der, samt at han alene har dårlige og uhyggelige minder derfra, kan begrunde en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Mali i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren ved tilbagevenden til Mali vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Mali/2017/1/THJ
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Mali. Indrejst i 2013. Ansøgeren er etnisk surrhulay og muslim af trosretning fra [en landsby], Mali. Ansøgeren har oplyst, at han har været medlem af partiet PS Party. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Mali frygter at blive dræbt af islamister og tuareger, som har slået hans forældre ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans landsby på et tidspunkt blev overtaget af islamister og tuareger, som ville indføre sharia-lovgivning i byen. I forbindelse hermed blev ansøgerens søster slået ihjel af islamisterne, fordi hun ikke bar hijab. På et tidspunkt herefter kørte flere biler forbi ansøgerens families bopæl, hvor de skød ansøgerens forældre uden for huset. Ansøgerens søskende flyttede herefter ind hos ansøgerens tante. Islamisterne opsøgte på et tidspunkt herefter tantens bopæl og spurgte efter ansøgeren. Det lykkedes ansøgeren at undslippe via husets bagdør. Ansøgeren gemte sig herefter uden for landsbyen og opsøgte kun sin tante for at spise. Omkring en måned senere udrejste ansøgeren til Algeriet. Ansøgeren har efter sin udrejse fået oplyst, at hans tantes bopæl er blevet opsøgt igen i april 2013, hvor islamister har spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeren forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring under sagens behandling har været divergerende på centrale punkter. Det drejer sig navnlig om, hvorvidt ansøgerens søster blev slået eller slået ihjel, antallet af søskende, hændelsesforløbet den dag, ansøgerens forældre blev dræbt, herunder antallet af biler, om bilerne vendte tilbage efter drabet, om ansøgeren kunne se drabet blive begået, hvornår tanten kom til stede, og hvorvidt naboens hustru også blev dræbt. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han deltog i forældrenes begravelse, og hvorvidt han boede hos tanten indtil udrejsen, samt om rejsens finansiering. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens tante, som havde samme politiske standpunkt som ansøgerens fader, stadig bor i landsbyen sammen med ansøgerens søskende, og at ingen af disse er blevet efterstræbt af jihadisterne/tuaregerne. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at situationen i Mali ifølge baggrundsoplysningerne er blevet ændret radikalt til det bedre. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Mali risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Mali/2015/1
Nævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Mali. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk bambara og ateist fra[…], Mali. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter landets økonomiske situation, og han frygter, at han ikke vil kunne finde sig et arbejde. Efter ansøgerens fader døde, overtog ansøgeren rollen som familiens forsøger, men ansøgeren vil ikke være i stand til at forsøge sin familie, hvis han vender tilbage til Mali, og han frygter derfor, at hans familie vil udstøde ham. Ansøgeren er tidligere blevet udstødt af sin familie, fordi han ikke tjente nok penge til dem, og ansøgeren blev dengang ignoreret af sine søskende, ligesom han blev nægtet mad og gjort fysisk fortræd af sine onkler. Ansøgeren frygter, at hans onkler vil gøre ham fysisk fortræd igen, hvis han vender tilbage, da han ikke vil være i stand til at tjene penge til familien. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Nævnet har lagt vægt på, at de generelle forhold ikke i sig selv kan begrunde asyl. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Mali frygter sin familie, kan ikke føre til en ændret vurdering, når henses til at familien aldrig har truet ham. Nævnet finder herefter, at de konflikter, der måtte være, må anses for at være af privatretlig karakter, som ansøgeren kan søge myndighedernes beskyttelse imod. Det bemærkes, at de vanskelige sociale og økonomiske forhold i Mali ikke kan føre til en ændret vurdering. Ansøgeren opfylder herefter ikke betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. mali/2013/1
Nævnet stadfæstede delvist i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvin-delig statsborger samt et barn fra Malaysia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk malayer og sikh fra Malaysia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Malaysia frygter, at hendes fader vil tage hen-des barn fra hende, og sende hende til at bo et andet sted, idet hun har født et muslimsk barn. Ansø-geren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i juli 2013 blev gift med sin ægtefælle, som er muslim, ved en religiøs vielse, uden hendes familie havde kendskab hertil. Ansøgerens forældre accepterede ikke forholdet, idet hendes ægtefælle var muslim. Ansøgeren og hendes ægtefælle be-søgte hendes forældre tre gange. En gang inden de blev gift, og to gange efter de var blevet gift. Ansøgerens ægtefælle mistede sit opholdsgrundlag i Malaysia, idet han ikke kunne betale for sin uddannelse, hvorfor han mistede sit studievisum. Ansøgeren og hendes ægtefælle fandt ud af, at hun var gravid i maj 2014, og de var bange for, at hendes forældre ville tvinge hende til at få en abort, hvis de fandt ud af det. Ansøgeren og hendes ægtefælle besluttede sig for at forlade Malaysia, idet ægtefællen ikke længere havde et opholdsgrundlag, og fordi de frygtede, at ansøgerens fader ville tvinge hende til at få en abort. Ansøgeren og hendes ægtefælle boede i deres egen lejlighed frem til august 2014, hvor ægtefællen udrejste fra Malaysia til Danmark. De havde aftalt, at de skulle mødes i Danmark på et senere tidspunkt. Ansøgeren dimitterede i juli 2014, og fik i den anledning en ferie i eksamensgave af sin fader. Ansøgeren og hendes moder ankom til Danmark i august 2014. Da de efter 12 dage skulle rejse tilbage til Malaysia, forlod ansøgeren sin moder i lufthavnen, og tog et tog til Hillerød sammen med sin ægtefælle, som ventede udenfor lufthavnen. Ansøgeren søgte asyl i Danmark i september 2014. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, hvordan hun mødte sin ægtefælle, deres samliv og religiøse vielse til grund. Ansøgers ægtefælle har i Malaysia flere gange mødt ansøgers forældre, der efter ansøgers forklaring havde mistanke om, at han var hendes kæreste og var muslim. Ansøger boede i Malaysia uden problemer sammen med sin ægtefælle, og det var ansøgers far, der betalte ansøgers udrejse til Danmark, selv om forældrene havde mistanke om, at ansøger havde et forhold til sin muslimske ægtefælle. Endelig har Flygtningenævnet lagt til grund, som ansøger har forklaret til samtalen med Udlændingestyrelsen i marts 2015, at hun udrejste af Malaysia, da ægtefællens opholdsgrundlag i Malaysia bortfaldt, og fordi han manglede penge. Ansøgers forklaring om faderens trusler om at slå hende ihjel er først fremkommet under nævnsmødet. Ansøgers forklaring herom er udbyggende og kan ikke lægges til grund, ligesom det alene beror på ansøgers egne formodninger, at ansøgers far vil tage hendes barn fra hende. Flygtningenævnet finder, at ansøgers problemer i forhold til forældrene efter sin karakter og intensitet ikke er en konflikt, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgers ægteskab ikke kan blive registreret i Malaysia, med mindre hun konverterer til Islam, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende den kvindelige ansøger. Ansøgers ægtefælle, […], der er syrisk statsborger, er i december 2014 blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor parternes barn, […], født i januar 2015, opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det er oplyst, at ansøger i august 2015 har indsendt ansøgning om familiesammenføring. Flygtningenævnet bemærker, at Nævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, om ansøger kan opnå opholdstilladelse på andet grundlag, herunder efter reglerne om familiesammenføring.” Malay/2015/1
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Makedonien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at behandle sagerne på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 9, og 56, stk. 3. Den mandlige ansøger er etnisk bosnier og muslim fra […] Makedonien. Ansøgeren har været medlem af [et] oppositionsparti […] i Makedonien siden [foråret] 1998. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Makedonien frygter at blive anholdt af politiet og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden [foråret] 1998 har været medlem af [et] oppositionsparti […] i Makedonien. I forbindelse med valget i Makedonien i 2008 blev han forsøgt bestukket til at begå valgsvindel, hvilket han afslog. I foråret 2014 blev han igen tilbudt bestikkelse for at begå valgsvindel, hvilket han endnu engang afslog. Dagen inden valget blev han kidnappet og holdt fanget af ukendte personer indtil næste dag, hvor valgstederne igen var lukkede. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han [i foråret] 2015 deltog sammen med tusindvis af andre aktivister i en forsamling foran [en] regeringsbygning […]. På et tidspunkt opstod der tumult mellem ansøgeren, dem, han var sammen med, og aktivister fra regeringspartiet, hvorefter politiet anholdte ansøgeren og omkring 100 andre personer fra oppositionspartiet. Ansøgeren blev natten over tilbageholdt sammen med omkring 20 andre personer på en politistation, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Den næste dag blev han løsladt. I forbindelse hermed fik han besked på, at han ikke måtte fortælle nogen, at han havde været tilbageholdt, og han blev tvunget til at underskrive et dokument, hvorved han tilkendegav, at han ikke havde været tilbageholdt. Politiet har endvidere to gange henvendt sig på hans bopæl, mens den kvindelige ansøger var alene hjemme. Ansøgeren klagede over overgrebene til sit parti, som udarbejdede en rapport omkring politiets behandling af partiets medlemmer ved tilbageholdelsen, hvori ansøgerens navn blev nævnt. Partiet sendte efterfølgende rapporten til diverse medier i Makedonien. Ansøgeren har ydermere henvist til, at parrets ældste datter har oplyst til dem, at hun via naboerne har fået at vide, at politiet adskillelige gange har opsøgt deres bopæl og spurgt efter dem, efter de udrejste af Makedonien. Den kvindelige ansøger er etnisk bosnier og muslim fra […] Makedonien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Makedonien frygter, at der vil ske hendes ægtefælle og datter noget på grund af ægtefællens politiske problemer i Makedonien. Ansøgeren frygter ikke, at der vil ske hende noget. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle [en dag i sommeren] 2015 pludselig fortalte hende, at de var nødsaget til at forlade deres hjem, ligesom han bad hende om at pakke de mest nødvendige ting. Ægtefællen fortalte hende under rejsen, at han havde problemer med regeringspartiet, og at han ikke kunne være i fred for partiet. Ansøgeren blev inden udrejsen af Makedonien opsøgt af politiet to gange på sin og hendes ægtefællens bopæl, og hvor politiet spurgte efter hendes ægtefælle. Politiet forlod bopælen, da hun oplyste, at hendes ægtefælle ikke var hjemme. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøger i forbindelse med valget i Makedonien i 2008 blev forsøgt bestukket til at begå valgsvindel, at han igen i foråret 2014 blev tilbudt bestikkelse for at begå valgsvindel, at han blev kidnappet dagen inden valget og holdt fanget af ukendte personer indtil næste dag, hvor valgstederne igen var lukkede, samt at politiet flere gange har opsøgt ansøgernes bopæl, ligesom nævnet kan lægge til grund, at den mandlige ansøger [i foråret] 2015 blev tilbageholdt af politiet i et døgn og udsat for vold, samt at han klagede over overgrebene til sit parti, der udarbejdede en rapport om politiets behandling af partiets medlemmer ved tilbageholdelsen. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de beskrevne forhold er af en sådan karakter eller intensitet, at ansøgerne kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf blandt andet lagt vægt på, at den mandlige ansøger i forbindelse med demonstrationen [i foråret] 2015 ifølge sin egen forklaring blev tilbageholdt, idet der opstod tumult iblandt deltagerne, ligesom nævnet har lagt vægt på, at politiet, da de opsøgte hans bopæl begge gange, gik igen, da han ikke var hjemme. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgerne har kunnet opholde sig i Makedonien i et år uden problemer med de ukendte gerningsmænd til kidnapningen eller myndighederne, ligesom den mandlige ansøger i denne periode søgte arbejde, social hjælp og invalidepension. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger efter sin egen forklaring på intet tidspunkt har anmeldt forholdene til politiet eller til en overordnet myndighed, ligesom han heller ikke på nogen måde har søgt myndighedernes beskyttelse. Nævnet finder, at der for så vidt angår tilbuddene om bestikkelse og kidnapningen er tale om enkeltstående kriminelle forhold og bemærker, at det beror på ansøgerens egen formodning, at politiet ikke skulle have vilje og evne til at yde ham og hans familie den fornødne beskyttelse. Nævnet finder endvidere, at det må lægges til grund, at den mandlige ansøger blev tilbageholdt i forbindelse med demonstrationen [i foråret] 2015 på grund af tumult mellem deltagerne. Nævnet har derudover lagt vægt på, at den mandlige ansøger ikke fremstår som politisk profileret. Ydermere har nævnet lagt vægt på, at de aktuelle baggrundsoplysninger, herunder U.S. Department of States ”Country Report on Human Rights Practices 2015 – Macedonia” ikke indeholder oplysninger, der giver holdepunkter for at antage, at ansøgerne ikke har mulighed for at søge myndighedernes beskyttelse i Makedonien. Nævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Makedonien ikke vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet alene har vurderet ansøgerne asylretligt i forhold til Makedonien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Make/2017/1/ceb
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Makedonien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 9, og § 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk albaner fra [by], Makedonien. Ansøgeren har været medlem af partiet PDSH i perioden for 2006-2008. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har søgt om asyl, fordi ukendte håndlangere fra partierne BDI og VMRO er efter ansøgeren, idet de mistænker ham for at ville gennemføre sin farfars politiske plan om at skabe et Storalbanien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til sine politiske aktiviteter for partiet PDSH i perioden 2006-2008. Ansøgeren har i perioden 2008/2009 frem til sin udrejse fra Makedonien i [vinteren] 2014 været udsat for tre fysiske overfald og adskillige telefoniske trusler i anledning heraf. Flygtningenævnet finder, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed – og dermed også troværdigheden af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv – at ansøgeren først halvandet år efter sin indrejse i Danmark og efter forinden at have skiftet sit navn i Makedonien har søgt om asyl. Uanset om ansøgerens forklaring om asylmotivet lægges til grund, finder Flygtningenævnet heller ikke, at de forhold, som ansøgeren har forklaret om, har en sådan karakter eller intensitet, at de kan begrunde asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sine angivelige konflikter med ukendte håndlangere fra BDI og VMRO må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren kun én gang har anmeldt et af overfaldene til politiet, hvor ansøgeren dog frafaldt sin anmeldelse, idet han ikke ønskede at være uvenner med dem, og fordi han tænkte på sin familie og børn. Ansøgeren har endvidere forklaret, at de ukendte håndlangere anmeldte ansøgeren til politiet for at have overfaldet dem, men at ansøgeren i retten blev frikendt. Nævnet finder det derfor ikke sandsynliggjort, at myndighederne ikke vil behandle ansøgeren upartisk eller korrekt. Det er endvidere indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgeren har boet det samme sted i [by] fra 2003 til 2014. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016 og til sin advokat således oplyst, at han ikke oplevede nogen konflikter fra 2003 til 2008/2009 eller fra januar 2014 til hans udrejse i december 2014. Afslutningsvis bemærker nævnet, at det forhold, at ansøgerens familie er bosiddende i Danmark, ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved tilbagevenden til Makedonien ikke vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” make/2016/1/THJ
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Litauen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Det bemærkes indledningsvis, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 9, og 56, stk. 3. Ansøgeren er statsborger i Litauen, etnisk litauer og kristen af trosretning fra byen [B], Litauen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har søgt om asyl, fordi han frygter, at han ved en tilbagevenden til Litauen vil blive slået ihjel af den kriminelle gruppering, [K], som han befinder sig i et gældsforhold til. Ansøgeren har videre forklaret, at han på et ukendt tidspunkt i 2005 optog et lån på et ikke oplyst beløb af personer med tilknytning til [K], som han efterfølgende brugte til at investere i [et firma]. På et ikke oplyst tidspunkt i 2005 blev ansøgeren opsøgt af et ukendt antal personer fra [K], fordi han ikke havde betalt renterne på lånet. Personerne udsatte ansøgeren for fysiske overgreb, og hans gæld steg yderligere. Ansøgeren begyndte herefter at sælge narkotika for at afdrage på sin gæld. Ansøgeren blev i 2009 fængslet i Norge, fordi han havde stukket en person med en kniv. Mens ansøgeren var fængslet, fik han ikke afdraget yderligere på sin gæld, og hans familie blev derfor opsøgt af personer med tilknytning til [K], idet personerne ville true ansøgeren igennem hans familie. Ansøgerens onkels forretning blev samtidig overtaget af [K]. Ansøgeren blev deporteret fra Norge til Litauen ultimo 2012 og tog ophold hos sin far og nogle venner i byen [B]. Her opholdt ansøgeren sig frem indtil primo 2013, hvor han blev opsøgt af fem personer med tilknytning til [K], som udsatte ham for fysiske overgreb. Ansøgeren var derefter indlagt i omkring fire dage, hvorefter han indgik en aftale med personer fra [K] om at sælge narkotika for dem i Norge og Danmark. Som opstart lånte [K] ansøgeren yderligere 30.000 euro. Ansøgeren blev fængslet i Danmark [i foråret] 2015, og hans familie er siden blevet opsøgt af personer fra [K] omkring en gang om måneden. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om de faktiske omstændigheder til grund, men nævnet finder ikke, at ansøgerens konflikt med den kriminelle gruppering, [K], er af en sådan karakter eller intensitet, at den kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren må henvises til at søge de litauiske myndigheders beskyttelse, og nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han og hans familiemedlemmer ikke vil kunne modtage relevant beskyttelse fra de litauiske myndigheder. Nævnet bemærker, at det fremgår af ansøgerens forklaring, at han ikke har anmeldt truslerne og de overfald, som han har været udsat for til det litauiske politi, da han mener, at Litauen er et korrupt land, hvor der ikke er sikkerhed for, at gerningsmændene vil blive dømt i Litauen, hvis ansøgeren og dennes familie anmelder forholdet til politiet. Det beror således alene på ansøgerens ubekræftede formodning, at han og hans familie ikke vil kunne modtage beskyttelse i tilfælde af, at han måtte melde overfaldene og truslerne fra grupperingen [K] til de litauiske myndigheder. For så vidt angår det anførte om fængselsforholdene i Litauen bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 har forklaret, at fængselsforholdene i Litauen ikke er årsagen til, at han søger asyl, og at han godt kunne afsone sin straf i Litauen, hvis ikke han havde problemer med [K]. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, herunder senest ”Country Report on Human Rights Practices 2016 – Lithuania”, udgivet 3. marts 2017, at forholdene i de litauiske fængsler er forbedret i de senere år, herunder at forholdene i fængslerne findes at være i overensstemmelse med internationale minimumsstandarder, om end nogle fængsler findes at være under internationale minimumsstandarder. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at oplysningerne om fængselsforholdene i Litauen er af en sådan karakter, at ansøgeren som følge heraf vil være i reel risiko for at blive udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Endelig finder nævnet ikke, at det forhold, at oplysnings- og motivsamtalereferatet [i efteråret] 2017 indeholder nogle stave- og trykfejl, kan føre til en ændret vurdering. Nævnet finder således ikke, at der er tale om fejl, der har haft betydning for behandlingen af sagen eller sagens afgørelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Litauen vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” lita/2018/1/jov
Nævnet stadfæstedei juni 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2006. Ansøgerens families jord blev ved en retssag tilkendt en ambassadør, idet familien ikke udnyttede jorden. Ansøgeren blev rasende og råbte forbandelser imod dommeren, ambassadøren og al-Gaddafi. Der blev herefter rejst tiltale mod ansøgeren for dette forhold. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er libysk statsborger fra Tripoli. Ansøgeren var udrejst af Libyen i efteråret 2003 til Norge, hvor han havde søgt asyl. Den 20. februar 2006 havde ansøgeren fået endeligt afslag på asyl i Norge og var herefter indrejst i Danmark den 25. maj 2006, hvor han straks havde søgt asyl. Nævnet fandt, at uanset om ansøgerens forklaring om, at hans jord i 1999 var blevet konfiskeret af en libysk embedsmand, hvilket var blevet godkendt af retten i 2003, lagdes til grund, kunne dette ikke medføre, at der meddeltes ansøgeren asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et privatretligt forhold, der ikke efter sit omfang og sin karakter kunne sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren ved udrejsen af Libyen i 2003 havde risikeret forfølgelse fra myndighederne, fordi han havde fremsat trusler mod disse ved afslutningen af den nævnte retssag. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke, ved de norske myndigheders afhøring af ham i november 2003, havde oplyst om de påståede konflikter med myndighederne. Nævnet lagde også vægt på, at ansøgeren heller ikke på dette tidspunkt havde oplyst om den påståede arrestordre dateret 6. oktober 2003. Flygtningenævnet fandt ikke, at den af ansøgeren fremlagte dom/arrestordre dateret den 16. marts 2006 kunne tillægges betydning. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at både dette dokument og arrestordren dateret 6. oktober 2003 ikke var blevet vurderet som ægte af Udenrigsministeriet, og at arrestordren først var fremkommet i forbindelse med ankebehandlingen i Norge. Den omstændighed, at ansøgeren i øvrigt havde udtalt sig kritisk om forholdene i hjemlandet eller, at han var udeblevet fra militærtjeneste i 2002, kunne ikke i sig selv begrunde, at der meddeltes ansøgeren asyl. Libyen/2009/1
Nævnet stadfæstede i september 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at Udlændingeservice i sin afgørelse havde fundet, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet man på grundlag af foretagne torturundersøgelser havde fundet, at man ikke med den fornødne sikkerhed kunne afvise, at han ved en tilbagevenden til Libyen risikerede at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Udlændingeservice havde samtidig anset ansøgeren for udelukket fra beskyttelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, idet ansøgeren i 2007 var blevet idømt 5 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245, jf. § 247. Ved dommen blev ansøgeren udvist med indrejseforbud i fem år. Flygtningenævnet bemærkede, at nævnet ikke var bundet af at lægge bestemte faktiske omstændigheder til grund i samme omfang som Udlændingeservice havde gjort. Et eventuelt afslag fra Flygtningenævnet på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 under henvisning til, at nævnet ikke kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, stillede således ikke ansøgeren ringere i opholdsretlig henseende end efter udlændingeservices afgørelse. Det bemærkedes, at det forhold, at Udlændingeservice havde truffet bestemmelse om, at ansøgeren ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til sit hjemland jf. udlændingelovens § 31, ikke indebar en egentlig ret for ansøgeren til at opholde sig i Danmark, idet ansøgeren havde pligt til at udrejse jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. Efter udlændingelovens § 40 påhvilede det ansøgeren at meddele de oplysninger, som var nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kunne gives. Ansøgeren havde tidligere søgt opholdstilladelse i et andet europæisk land. Ansøgeren havde forklaret forskelligt om sin rejserute til det pågældende lands myndigheder og de danske myndigheder. Ansøgeren havde ikke til det pågældende lands myndigheder oplyst om sin deltagelse i aktiviteter for en politisk oppositionsorganisation, mens han overfor Flygtningenævnet havde forklaret, at organisationen organiserede hans udrejse. Ansøgeren havde til det andet lands myndigheder oplyst, at han var tilbageholdt i to uger i 2002, hvorefter han ved egen hjælp flygtede fra et stærkt bevogtet fængsel, mens han overfor Flygtningenævnet havde oplyst, at han var tilbageholdt i tre til fire måneder i en militærlejr i 2003, hvorefter han ved hjælp fra den politiske oppositionsorganisation flygtede. Ansøgeren havde herunder afgivet divergerende forklaringer om en lang række forhold, herunder blandt andet om familieforhold, statsborgerskab og hans relation til Saadi Gaddaffi. Ansøgeren havde som begrundelse for de divergerende forklaringer henvist til, at han var ung og usikker, da han ankom til det andet europæiske land. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet fandt, at der uanset ansøgerens psykiske sygdom var sådanne uoverensstemmelser mellem hans forklaringer til det andet europæiske lands og de danske myndigheder, at ansøgerens forklaringer tilsidesattes som utroværdige. Flygtningenævnet kunne herefter ikke lægge til grund, at de skader, som var omtalt i torturundersøgelsen, var fremkommet ved tortur som beskrevet af ansøgeren. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libyen ville være i risiko for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7 stk. 1, eller i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren afslag på ansøgningen om asyl. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at der forelå andre grunde til, at udsendelse til hjemlandet ikke kunne ske, jf. udlændingelovens § 31. Libyen/2008/1
Nævnet meddelte i oktober 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde oplyst til sagen, at han var officer i den libyske hær frem til august 2001. Ansøgeren havde oplyst, at han under tjenesten i hæren blev udsat for chikane, ligesom han blev tilbageholdt flere gange. Tilbageholdelserne varede fra nogle få dage op til nogle måneder. Under tilbageholdelserne blev ansøgeren udsat for slag og spark. I august 2001 blev ansøgeren afskediget fra den libyske flåde og blev pålagt meldepligt, som han opfyldte frem til sin udrejse i august 2002. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han som tidligere officer i den libyske flåde ved en tilbagevenden til Libyen i medfør af bestemmelser i den libyske militære straffelov ville blive idømt dødsstraf, fordi han havde søgt asyl i udlandet. Ansøgeren havde i den forbindelse anført, at han frygtede, at de libyske myndigheder var blevet bekendt med hans tidligere asylansøgning i Norge. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse i 2002. Nævnet lagde herved vægt på, at de tilbageholdelser og den chikane, som ansøgeren havde forklaret om, ikke havde haft en sådan karakter og intensitet, at de kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I efteråret 2006 udsatte Flygtningenævnet sagen med henblik på via Udenrigsministeriet at indhente oplysninger om indholdet af den militære straffelov i Libyen. Det var imidlertid ikke muligt at indhente disse oplysninger. Uanset at ansøgerens forklaring om, hvordan de libyske myndigheder skulle være blevet bekendt med hans asylansøgning i Norge forekom usandsynlig, fandt Flygtningenævnet – henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om Libyen – ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise, at ansøgeren på grund af sin fortid som officer i den libyske flåde og fem års ophold uden for Libyen ved en tilbagevenden til Libyen ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Libyen/2007/1
Nævnet meddeltei september 2006 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Libyen, født i 1973 (M) og i 1970 (K) samt et barn. Indrejst i februar 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne var etniske berbere og muslimer fra Libyen. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger havde været fængslet fra maj 1996 til ca. september 1998 anklaget for politiske aktiviteter. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at den kvindelige ansøgers far i 2003 havde afslået at give tilladelse til, at den kvindelige ansøger kunne indgå ægteskab med den mandlige ansøger, idet den kvindelige ansøger skulle giftes med sin fætter, der var højtstående officer i den libyske efterretningstjeneste. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerne på en række punkter havde forklaret usammenhængende og til dels divergerende. Flygtningenævnet kunne efter de foreliggende oplysninger ikke lægge en fremlagt ankedom fra 2003 til grund, hvorefter den mandlige ansøger skulle være idømt fængsel i fem år for voldtægt mod den kvindelige ansøger, der var blevet tvunget til at anmelde den mandlige ansøger til politiet. Flygtningenævnet lagde herved vægt på dommens fremtræden herunder at den angivne straffebestemmelse angiveligt ikke vedrørte voldtægt, men politisk virksomhed, som den mandlige ansøger tidligere var dømt for. Flygtningenævnet tillagde det yderligere vægt, at den mandlige ansøger uanset dommen angiveligt havde kunnet indrejse i Libyen fra Sverige uden at blive tilbageholdt. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke ganske at kunne afvise ansøgernes forklaringer om, at den mandlige ansøger efter sin tilbagevenden til Libyen fra Sverige i september 2004 blev fængslet på foranledning af den kvindelige ansøgers fætter, og at ansøgeren efterfølgende undveg fra fængslet kort forud for ansøgernes udrejse. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund sammenholdt med den mandlige ansøgers tidligere fængsling for politiske aktiviteter, den kvindelige ansøgers fætters stilling i den libyske efterretningstjeneste og de generelle forhold i Libyen, at ansøgerne ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive idømt dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Libyen/2006/2
Nævnet stadfæstede i december 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen, født i 1975. Indrejst i januar 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han mange gange er blevet stoppet på markedet og andre steder i byen af myndighedspersoner, som har slået ham og har krævet eller taget penge fra ham. I 1998 eller 1999 blev han tilbageholdt i syv eller 10 dage, men derpå løsladt uden sigtelse. Ansøgeren udrejste, fordi myndighedernes chikanøse fremfærd var uforandret. Det var de samme myndighedspersoner eller deres efterfølgere, der udøvede samme chikane i ansøgerens lokalområde, både over for ansøgeren og andre, der ikke havde magt i lokalområdet. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren har erkendt, at han siden 1995 har været udrejst til flere lande, blandt andre Egypten, Marokko, Spanien og Frankrig, for at erhverve sig indtægter. Han har ikke haft problemer med de libyske myndigheder i forbindelse hermed. Han har aldrig haft et pas. Ansøgeren har ikke haft alvorlige konflikter med de libyske myndigheder i årene op til udrejsen i januar 2006, men har været udsat for chikane primært i form af, at myndighedspersoner har taget penge, når ansøgeren kørte som lastbilchauffør. Den generelle chikane, som ansøgeren har været udsat for, fandt nævnet må anses for udslag af de lokale myndigheders generelle fremfærd i ansøgerens hjemområde, og nævnet fandt ikke, at chikanen har haft en sådan intensitet og karakter, at forholdene omfattes af udlændingelovens § 7. Nævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren, der ikke kunne anses for at have været politisk aktiv eller profileret, grundet sin illegale udrejse ved tilbagevenden til Libyen skulle være i myndighedernes søgelys eller i konkret risiko for overgreb. Dette gjaldt tilsvarende, selv hvis det måtte antages, at de libyske myndigheder måtte blive bekendt med, at ansøgeren har søgt om asyl i Danmark. Nævnet lagde herved vægt på det oplyste i Udlændingestyrelsens fact-finding mission fra november 2004 (baggrund 51) og det oplyste, senest i en rapport fra 9. oktober 2006 fra British Home Office vedrørende returnering af afviste asylansøgere m.v. Samlet fandt nævnet herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libyen risikerer forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Libyen/2006/1
Nævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger af ukendt nationalitet. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At under sagens behandling i Flygtningenævnet har ansøgerens advokat anmodet om, at et vidne afgav forklaring. Udlændingestyrelsen har ikke protesteret mod anmodningen. Nævnet har ikke imødekommet advokatens anmodning under henvisning til, at vidnets forklaring ikke kunne antages at være af betydning for sagens behandling, jf. Flygtningenævnets Forretningsordens § 34, stk. 5. Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk berber og muslim fra Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter at blive dræbt af sin familie eller fængslet af myndighederne på grund af sin seksuelle orientering. Ansøgeren har om sine forhold forinden sin indrejse i Danmark blandt andet oplyst, at han i starten af sommeren 2011 havde sex med andre mænd. En fjerde, [...], tog et billede heraf. […] viste efterfølgende billedet til ansøgerens onkel, hvorefter ansøgeren flygtede fra byen. Ansøgerens broder, […], sagde til ansøgeren, at familien ønskede at skade ansøgeren eller sende ham i fængsel på grund af billedet. Frem til sin udrejse forsøgte ansøgeren løbende at komme i kontakt med sin familie, men hans moder ville ikke tale med ham, og hans broder oplyste, at familien ville ham ondt. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen vægt på, at ansøgerens forklaring på helt centrale punkter fremstår utroværdig og divergerende. Ansøgeren har blandt andet afgivet forskellige oplysninger om sin identitet og sit nationale tilhørsforhold. Han har i øvrigt afgivet divergerende forklaringer om asylmotivet, og han har ikke ønsket at uddybe motivet for nævnet. Der henvises til, at ansøgeren den […] 2012 til Københavns Politi har oplyst, at hans navn er […], og at hans nationalitet er syrisk. I asylansøgningsskemaet af […] 2012 har ansøgeren blandt andet oplyst, at han hedder et andet navn end det, som han oplyste til Københavns Politi i 2012, og at hans nationalitet er libysk. Af skemaet fremgår, at han har forladt Libyen på grund af krigen og fattigdommen, og at frygter ”meget” ved en tilbagevenden til hjemlandet. Under asylsamtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2013 har ansøgeren blandt andet oplyst, at han ikke ønsker at tale om sine konflikter, så længe han er frihedsberøvet. Han glemmer meget og vil helst fatte sig i korthed. Ansøgeren har i øvrigt forklaret, at han har lært fransk i skolen og ved læsning af bøger i fritiden. Foreholdt, at der udelukkende undervises på arabisk i det libyske skolesystem, har ansøgeren oplyst, at han lærte fransk ved privatundervisning udenfor skolen. Under asylsamtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2013 har ansøgeren oplyst, at han er homoseksuel, og at han er blevet fotograferet sammen med andre mænd, mens de var nøgne og havde sex. Ansøgeren måtte flygte fra bopælen, da billedet blev forevist for ansøgerens onkel, hvorved ansøgerens familie fik kendskab til hans homoseksualitet. Ansøgeren er blevet testet for syrisk, libysk, algerisk og marokkansk dialekt. I analyserapporten af […] 2013 er det angivet, at ansøgerens sprogbrug er forenelig med et angivet sprogsamfund i Algeriet. Analyseresultaterne er tydeligt afvigende fra det angivne sprogsamfund i Syrien og afvigende fra det angivne sprogsamfund i Libyen. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren flere gange er udeblevet fra samtaler med Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter, ligesom han har været forsvundet i længere perioder og nægtet at medvirke til sagens oplysning. Nævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har opfyldt sine forpligtelser efter udlændingelovens § 40 til at medvirke til sagens oplysning. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet, nationalitet og sit asylmotiv, hvorfor nævnet ikke finder, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. ” liby/2013/1
Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger, der oplyste at være fra Libyen. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren oplyser, at han er etnisk berber fra Misrata, Libyen, og at hans modersmål er berbisk-twarguit. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Han har været politisk aktiv i foråret 2011, hvor han deltog i demonstrationer i Misrata, og han var i forbindelse hermed kortvarig tilbageholdt af Gadaffi regimet. I sommeren 2011 blev hans forældre og lillesøster dræbt, da en bombe ramte deres hus. Hans familiemedlemmer har ikke været politisk aktive, men faderen har haft venner med tilknytning til Gadaffi styret. Ansøgeren blev efter forældrenes død stoppet på gaden af en anti-Gadaffi militsgruppe, der slog ham i hovedet, så han måtte sys med adskillige sting. Han blev løsladt efter få minutter uden at have identificeret sig. I efteråret 2011 udrejste han af Libyen via båd til Egypten. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til Libyen at blive dræbt af de nuværende magthavere, blandt andet på grund af hans berbiske herkomst, samt fordi hans faders venner havde relation til det tidligere styre. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret divergerende om flere spørgsmål, herunder vedrørende hans identitet. Ifølge identitetsafhøringen hos politiet skulle han have forklaret, at han er araber og sunni-muslim, at han taler arabisk, og at han har deltaget i anti-Gadaffi demonstrationer, at han ikke ved, hvor forældrene og lillesøsteren befinder sig, samt at han fløj til Europa fra Cairo lufthavn. Disse oplysninger er i det væsentlige gentaget i asylskemaet, som ansøgeren dog oplyser, at han ikke selv har udfyldt. I Flygtningenævnet har han i stedet forklaret, at det var en ven, der udfyldte skemaet for ham. Ansøgeren sagde blandt andet til vennen, at denne skulle skrive, at han var araber, og at hans modersmål var arabisk. Til Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at forældrene og søsteren blev dræbt under bombardement i sommeren 2011, at han er berber, og at hans modersmål er en berbisk dialekt, samt at han er ateist eller jøde, og at han fløj til Europa fra Alexandria. I Flygtningenævnet har ansøgeren tilføjet, at de demonstrationer han deltog i i foråret 2011 ikke var rettet mod Gadaffi styret. Efter ansøgerens forklaring kan det efter nævnets opfattelse ikke lægges til grund, at ansøgeren har udført aktiviteter rettet mod de nuværende magthavere i Libyen. Ansøgeren er efter sin egen forklaring alene blevet stoppet på gaden af anti-Gadaffi styrker en enkelt gang, hvor han blev slået og derefter løsladt efter få minutter, uden at have oplyst sit navn eller på anden måde kan antages at være blevet registreret som modstander af de daværende oprører. Det kan heller ikke lægges til grund, at ansøgeren på grund af oplysningerne om ansøgerens afdøde faders venners forbindelse med Gadaffi regimet vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb. Det indgår i nævnets vurdering heraf, at det fremstår temmelig uklart, hvilken nærmere forbindelse, der skulle være til det tidligere regime, og hvilken fare dette skulle indebære. Efter Flygtningenævnets opfattelse er der endvidere ikke grundlag for at antage, at det i sig selv er tilstrækkelig til meddelelse af asyl, at man er af berbisk herkomst. Uanset om det må lægges til grund, at ansøgerens identitet og nationalitet er som forklaret af denne, opfylder ansøgeren herefter ikke betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at hjemvise sagen med henblik på indhentelse af oplysninger om, hvilken form for registrering med videre, der i Tyskland måtte være foretaget af ansøgeren, mens denne ubestridt var på vej til Danmark, eller på indhentelse af det identitetsbevis vedrørende ansøgeren, som denne har oplyst, skulle befinde sig hos de tyske myndigheder. Som følge af det anførte er der endvidere ikke grundlag for at hjemvise eller udsætte sagen med henblik på at foretage en sprogtest af ansøgeren. Samlet set finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren i Libyen risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liby/2012/1
Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i maj 2003. Flygtningenævnet udtalte, at uanset om det blev lagt til grund, at ansøgeren som etnisk amazigh gennem en årrække havde arbejdet på at oplyse amazigh-folket om deres kultur og baggrund, kunne dette ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv medfører konflikter med myndighederne at ytre sig om amazigh-kulturen. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgerens aktiviteter havde haft karakter af en egentlig politisk organisering. Flygtningenævnet kunne heller ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af sine aktiviteter var efterlyst i hjemlandet, og at forældrenes bopæl i forbindelse hermed havde været udsat for ransagning i april 2003, eller at ansøgerens fader og broder var blevet afhørt af myndighederne på grund af ansøgerens forhold. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i april 2003 og efterfølgende udrejse ikke havde fremtrådt som sammenhængende og overbevisende. Det blev bemærket, at ansøgeren, kort tid efter de angivelige aktiviteter med at skrive på en offentlig væg, var udrejst på eget ægte nationalitetspas. Det blev endvidere bemærket, at passet var isat visum til en forretningsrejse til Europa på baggrund af en invitation fra et europæisk firma, og at omstændighederne omkring udstedelse af dette visum, herunder den tidsmæssige sammenhæng med ansøgerens angivelige aktiviteter, forekom usandsynlig. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede en af udlændingelovens § 7, stk. 1, omfattet forfølgelse, eller at ansøgeren ville være i en konkret og individuel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Liby/2005/1
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Tripoli, Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han omkring [foråret] 2016 blev kidnappet af en bevæbnet og maskeret gruppe, der forsøgte at opnå løsepenge. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han i [sommeren] 2016 blev tvangshvervet af en navngiven milits til at deltage i kampen om Sirte. Endelig har ansøgeren henvist til den generelle situation i Libyen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han omkring [foråret] 2016 blev kidnappet af en gruppe bevæbnede og maskerede mænd. Ansøgeren var tilbageholdt i fire dage i et lille rum. Efter fire dage flygtede han derfra, idet kidnapperne havde glemt at låse døren. Formålet med kidnapningen var at afkræve løsepenge fra ansøgerens familie. Ansøgeren formoder, at kidnapperne tilhørte en milits, idet ansøgeren kender flere, som er blevet kidnappet af militser. Videre har ansøgeren henvist til, at han blev forsøgt hvervet til aktionen Al-Bunyan Al-Marsous af en milits. Derudover har ansøgeren henvist til, at den generelle situation i landet er forværret, at Libyen er styret af bevæbnede militser, og at der derfor ikke er stabilitet og tryghed i landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv. Ansøgeren har i asylskemaet henvist til, at han i [foråret] 2016 blev kidnappet af en gruppe personer, der krævede løsepenge, og at han, kort før han forlod Libyen i [sommeren] 2016, blev opsøgt af en gruppe unge, der fortalte ham, at han skulle bære våben og deltage i kampen om Sirte. Da ansøgeren fik at vide, at han måtte forvente, at de ville vende tilbage og tage ham med magt, besluttede ansøgeren at udrejse. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen som asylmotiv alene henvist til kidnapningen, og har på forespørgsel oplyst, at han personligt ikke har haft konflikter med militserne. Ansøgeren har under samtalen i [efteråret] 2016 på ny afvist, at han personligt er blevet hvervet af nogen milits. Overfor advokaten og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han blev kidnappet i [foråret] i 2016, og at en milits i [sommeren] 2016 henvendte sig på ansøgerens bopæl, og at han blev tvangshvervet til kampen om Sirte, hvilket ledte til, at ansøgeren besluttede straks at forlade Libyen. Ansøgeren har videre udbyggende forklaret, at han allerede da han under flugten opholdt sig i Italien fik at vide, at repræsentanter for militsen Libyens Daggry var vendt tilbage, og at de havde tilbageholdt hans far i en uge på grund af ansøgerens forræderi. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af det påberåbte asylmotiv risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Forholdene i Libyen er særdeles vanskelige. Efter Flygtningenævnets praksis er de generelle forhold, herunder for unge mænd imidlertid ikke tilstrækkelig til, at ansøgeren af den grund er berettiget til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2017/13/HHU
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og kristen af trosretning fra Tripoli, Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter, at de libyske stammer Tarhuni, Tartuli og Tobruq vil hævne sig på ham, idet han var premierløjtnant i den militære efterretningstjeneste i Libyen under Gaddafis regime, og fordi han er kristen. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at ISIL vil dræbe eller fængsle ham, idet stammerne Tarhuni, Tartuli og Tobruq samarbejder med ISIL. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at han har arbejdet for den militære efterretningstjeneste i Libyen under Gaddafis styre, og at han har været fængslet for desertering i Libyen. I militæret var ansøgeren ansat som premierløjtnant, hvor hans primære opgaver var at aflytte samtaler mellem andre militærfolk og berette om disse til sine overordnede samt at stå vagt på grænsen mellem Libyen og Tchad og skyde personer, som flygtede over grænsen. I 2001 udrejste ansøgeren af Libyen, og i 2003 indrejste han i Spanien, hvor han opholdt sig frem til [sommeren] 2015. I Spanien konverterede ansøgeren til katolicismen. Ansøgeren kendte ikke til kristendommen inden han konverterede. Ansøgeren gik dog efterfølgende til møder i en kirke i Barcelona, hvor han blev undervist i kristendommen. Ansøgeren er fortsat kristen, men har ikke praktiseret kristendommen, siden han boede i Spanien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom ansøgerens forklaring forekommer konstrueret og usandsynlig. I relation til divergenserne i ansøgerens forklaring, har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin militærtid, herunder om hvornår han gik på militærskole, hvornår han startede i militæret, sine arbejdsopgaver i militæret, og hvor lang tid ansøgeren var i militæret, inden han deserterede. Blandt andet har ansøgeren indledningsvis til oplysnings- og motivsamtalen den [nærmere angiven dato] 2016 forklaret, at han deserterede fra militærtjenesten i 1992 og udrejste af Libyen. Da han i 1995 vendte tilbage til Libyen for at begrave sin far, blev han fængslet i 7 år. Senere i samtalen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han blev fængslet fra det tidspunkt, hvor han skød og dræbte sin overordnede i hæren. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring om sin militære baggrund har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har et relativt begrænset kendskab til militæret, herunder dets rangorden, henset til at ansøgeren angiver at have arbejdet i militæret i mange år. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring som konstrueret og utroværdig. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libyen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Libyen ikke i sig selv findes at kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2017/01/MJM
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Tripoli, Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter at blive dræbt, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har vidst, at han var homoseksuel siden han var barn. Han begyndte i en ung alder at prostituere sig på gaden i Tripoli, og efter et stykke tid holdt han op med at tage penge for sine ydelser. På et ikke nærmere defineret tidspunkt, der ligger langt tilbage i tiden, blev han overfaldet af en mand ved navn [A], der kendte til ansøgerens homoseksualitet. I et senere tilfælde, blev ansøgeren slået på munden af en mand ved navn [B], der også kendte til ansøgerens seksualitet. I sommeren 2014 rejste ansøgeren til byen [C], hvorfra han udrejste af Libyen sammen med blandt andet to navngivne personer, [D] og [E]. Efter Udlændingelovens § 40 skal en udlænding meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af om der skal gives asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger betydelig vægt på, at ansøgeren ikke i sit asylskema har angivet sin seksualitet som asylgrundlag, men har skrevet om de generelle forhold i Libyen. Ansøgeren har forklaret væsentlige divergerende på mange punkter i sit asylgrundlag. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor ofte han har været i [C], hvilken nationalitet henholdsvis [D] og [E] havde, om han fulgtes med dem fra Tripoli til [C], hvem der betalte hans rejse til Italien, om han kendte [A] forud for voldsudøvelsen og hvor voldsudøvelsen fandt sted. Han har forklaret, at han levede åben med sin seksualitet i Libyen, men at han alene oplevede vold to gange, hvoraf den seneste voldsudøvelse var et slag i ansigtet. Han har forklaret, at han aldrig har haft kontakt med Daesh/IS. Endelig findes det usandsynligt, at personer ansøgeren ikke har haft et nærmere forhold til, skulle have betalt din rejse fra Libyen til Danmark. Idet Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring har han ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libyen risikerer forfølgelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1, eller er i reel risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2016/8/snd
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er libysk statsborger, etnisk araber og sunni-muslim fra […], Sabha, Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men anfører, at han i 2013 har deltaget i demonstrationer ved revolutionen mod Muammar Gadaffi. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter at blive fængslet eller dræbt af Islamisk Stat (ISIL) og de forskellige terrorister i Libyen, idet de slår folk ihjel, hvis man siger sin mening, og ISIL og terroristerne er uenige heri. Endvidere frygter ansøgeren de generelle forhold i Libyen. Under nævnsmødet har ansøgeren endvidere henvist til, at han har arbejdet som journalist for den libyske hær. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at ISIL slår alle ihjel grundet olien i Libyen. Ansøgeren er aldrig blevet personligt truet af ISIL, men under sit ophold i Danmark har han fået en sms, hvor der stod, at han ”skulle passe på sig selv”. Ansøgeren ved ikke, hvem der har sendt beskeden, og om hvorvidt personen, der sendte beskeden, er fra ISIL, eller et klanmedlem, men det formoder han. Indledningsvist bemærker Flygtningenævnet, at der ikke er anledning til at tage ansøgerens anmodning om, at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen til følge, idet sagen findes tilstrækkeligt oplyst. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om et individuelt asylmotiv som følge af, at han har arbejdet som journalist for den libyske hær, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren hverken i asylskemaet eller under oplysnings- og motivsamtalen i sommeren har oplyst, at han var under uddannelse som journalist, og at han havde arbejdet som sådan for den libyske hær. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom for nævnet har fremstået særdeles afglidende og upræcis. De generelle forhold i Libyen har – trods vanskelige – ikke en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libyen vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller at være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2016/7/MGO
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Libyen. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Tripoli, Libyen. Ansøgeren har oplyst, at han sympatiserer med og har i 2011 deltaget i demonstrationer for Muammar Gaddafi. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er i modsætningsforhold til militsen Daraa Libya, fordi han deltog i demonstrationer for Muammar Gaddafi i 2011. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han blev tilbageholdt af Daraa Libya [i foråret] 2012 til [efteråret] 2012 i byen Benghazi. Militsen henvendte sig til ansøgerens onkel med henblik på at finde ud af, om ansøgeren havde blod på hænderne. Ansøgerens onkel svarede militsen, at det var okay, at de tog ansøgeren med og talte med ham, men at ansøgeren ikke havde gjort noget. Ansøgeren blev taget med til militsens hovedkvarter, hvor han blev afhørt og udspurgt, om han støttede det tidligere regime. Han blev tilbageholdt i seks måneder, hvor militsen i mellemtiden undersøgte ansøgerens oplysninger om hans politiske aktiviteter, herunder demonstrationen for Muammar Gaddafi. Ansøgeren blev efter militsens undersøgelse løsladt. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter de generelle forhold, herunder risikoen for at blive tvangsmæssigt hvervet til væbnede grupperinger. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han er bange, fordi han ikke ønsker at kæmpe for nogen, og at han i Libyen blev nødt til at vælge side. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række væsentlige punkter både i forhold til sin forklaring til de svenske myndigheder og i løbet af sagens behandling her i landet. Divergenserne drejer sig blandt andet om ansøgerens identitet, ansøgerens fars profilering og navn, forældrenes nuværende forhold, udrejseforholdene og ansøgerens asylmotiv, herunder hvorledes det foregik, da ansøgeren blev opsøgt af den omtalte milits. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, som følge af sit individuelle asylmotiv. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren efter sin alder er omfattet af den persongruppe, der risikerer at blive rekrutteret til militærtjeneste. Efter Flygtningenævnets praksis er denne generelle trussel imidlertid ikke tilstrækkelig til, at ansøgeren af den grund er berettiget til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Liby/2016/6/DTO
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde, som er statsløs palæstinenser fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni muslim fra Tripoli, Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libyen frygter at blive kidnappet af de samme mænd, som kidnappede og truede hendes far. Ansøgeren frygter også, at de ukendte mænd vil komme efter hendes far. Derudover har ansøgeren henvist til, at der ikke er nogen sikkerhed i Libyen, og at der er uroligheder i landet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes far blev kidnappet i [sommeren] 2014 af nogle ukendte mænd, som krævede, at hendes far gav afkald på familiens jord. Ansøgerens far blev tilbageholdt i tre dage, og efter at have underskrevet nogle papirer blev han løsladt. Efterfølgende klagede ansøgerens far over de ukendte mænd til militæret, som kontrollerede deres område. Dette fandt kidnapperne ud af, hvorefter de fremsatte trusler mod ansøgerens far via ejeren af supermarkedet, der lå på deres vej. De ukendte mænd truede med at kidnappe ansøgeren, hvis hendes far ikke trak klagen tilbage. Ansøgeren og hendes forældre tog herefter ophold i byen […], hvor de opholdt sig i kortere tid, inden de forlod Libyen. Den beskikkede advokat har gjort gældende, at hverken Gaza eller Libyen kan betragtes som ansøgernes hjemlande. Dette forudsætter nemlig, at ansøgerne har mulighed for legalt at genindrejse og bosætte sig. For så vidt angår Gaza er det udelukket, idet ansøgerne ikke har israelsk id-kort for statsløse palæstinensere. For så vidt angår Libyen fremgår det af det indrejseforbud, den internationalt anerkendte regering har fastsat i januar 2015, at blandt andet palæstinensere har forbud mod at indrejse i Libyen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens og hendes forældres forklaringer om hændelsesforløbet til grund. Spørgsmålet om hjemland: Det fremgår af den asylretlige teori, herunder Hathaway ”The Law of Refugee Status”, afsnit 2.5.2 om statsløse personer, at en forudsætning for, at et land kan betragtes som den pågældendes hjemland, blandt andet er, at det pågældende land er villigt til at tillade pågældende at forblive på territoriet og vende tilbage, såfremt pågældende ikke har opnået flygtningestatus i et andet land. Ansøgerens forældre forlod efter det oplyste begge Gaza inden 1967, hvor mulighederne for at få udstedt israelsk id-dokument blev indført. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at de eller ansøgeren vil have mulighed for at få et id-kort og indrejse i Gaza. Som følge heraf kan Gaza ikke anses for ansøgerens hjemland. For så vidt angår Libyen fremgår det af ”Lifos Thematic Report” af 22. februar 2016 om palæstinensere og syrere i Libyen, punkt 6.3, at baggrunden for den internationalt anerkendte regerings beslutning af januar 2015, om at suspendere palæstinensere, syrere og sudaneseres adgang til landet, er frygten for, at de skal slutte sig til radikale islamiske grupper som for eksempel Ansar al-Sharia. Beslutningen, som er gældende indtil videre, omfatter alle indrejsestationer. Imidlertid er status og udstrækningen af implementeringen af forbuddet fortsat uklar. Ifølge en libysk kilde synes beslutningen ikke at have influeret på palæstinensere og syrere, som allerede opholder sig i landet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at beslutningen er effektivt implementeret og har en mere permanent karakter. Det må således antages, at der stadig er en vis sandsynlighed for, at ansøgeren og hendes forældre vil kunne genindrejse i Libyen. Indrejseforbudsbeslutningen er derfor, i hvert fald på nuværende tidspunkt, ikke til hinder for, at Libyen kan anses for at være ansøgerens hjemland. På baggrund af, at ansøgeren er født og opvokset i Libyen og forældrenes mangeårige ophold i Libyen, hvorunder deres fire børn alle har fået en god uddannelse, må Libyen derfor stadig anses for ansøgerens og hendes forældres hjemland. Spørgsmålet om ansøgerens materielle asylmotiv: Ansøgeren og hendes forældre forlod Libyen kort tid efter, at en kriminel gruppe havde fratvunget ansøgerens fars dokumentation for, at han var den reelle ejer af et jordstykke, som han som statsløs palæstinenser ikke kunne få registreret ejerskab til. Ansøgerens forældre har oplyst, at forholdet blev anmeldt til en lokal milits og til den palæstinensiske ambassade i Tripoli. Da de via deres underbo blev advaret om, at anmeldelsen kunne bevirke, at ansøgeren, der var sytten år, blev kidnappet, forlod de straks deres bopæl sammen med ansøgeren. Efter at have opholdt sig i omkring fjorten dage hos et familiemedlem udrejste ansøgeren og hendes forældre med båd til Italien. Flygtningenævnet finder, at konflikten om jordstykket har baggrund i de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libyen. Det må antages, at denne konflikt for så vidt er afsluttet og alene vil kunne få videregående konsekvenser, såfremt ansøgerens forældre ville insistere på at få jordstykket tilbage. Denne konflikt, hvorefter ansøgeren og hendes forældre ikke er konkret og individuelt forfulgte, kan efter sin karakter ikke anses for at være omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgerne er udrejst som forklaret, ansøgerens forældres helbredsmæssige forhold og de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Libyen, kan ikke ændre denne vurdering. Mulighederne for at genindrejse i Libyen: Som anført ovenfor er der ikke grundlag for at fastslå, at den nævnte beslutning om indrejseforbud vil hindre ansøgeren og hendes forældre i at vende tilbage til Libyen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der i hvert fald foreløbig alene er tale om en udsendelseshindring, som ikke medfører, at ansøgerne er omfattet af udlændingelovens § 7. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at hun konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2016/5/SSM
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, som er statsløse palæstinensere fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni muslim fra […], Gaza. Den kvindelige ansøger er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni muslim fra […], Gaza. De stammer begge fra […]. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at hans datter vil blive kidnappet af en kriminel gruppe i Libyen. Ansøgeren har ligeledes henvist til, at han frygter at blive fængslet, idet han er udrejst illegalt af Libyen. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger forklaret, at han købte en grund i området […] i Tripoli, Libyen. Ansøgeren blev en dag i starten af [sommeren] 2014 opsøgt at fire personer på en café. Den mandlige ansøger troede, at mændene var fra efterretningstjenesten og fulgte derfor med dem. Mændene satte ansøgeren ind i en bil og kørte ham hen til et ukendt sted. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring tre dage. I løbet af de tre dage blev ansøgeren slået, og han overdrog skriftligt sin grund til mændene. Herefter fik ansøgeren lov til at tage hjem. Omkring tre dage senere rettede ansøgeren henvendelse til en bevæbnet gruppe nær sin bopæl og indgav klage over det, han havde oplevet. Da de fire mænd, som ansøgeren var blevet tilbageholdt af, opdagede, at ansøgeren havde indgivet en klage over dem, truede de med at kidnappe ansøgerens datter. Den mandlige ansøger blev truet ti gange i løbet af en uge. Truslerne startede omkring fem dage efter, at ansøgeren havde indgivet sin klage. Fra omkring [sommeren] 2014 og frem til [efteråret] 2014 boede ansøgeren og hans familie hos nogle familiemedlemmer, og [i efteråret] 2014 udrejste ansøgeren af Libyen sammen med sin ægtefælle og datter. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Til støtte herfor har hun forklaret, at en person fra militsgruppen kom hjem på familiens bopæl. Ansøgeren udleverede ejendommens skøde til den pågældende, hvorefter hendes ægtefælle kunne blive løsladt. Videre har hun henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libyen frygter, at hendes ægtefælle, datter eller hende selv vil blive kidnappet af en militsgruppe. Derudover har hun henvist til, at hun ikke længere har de samme rettigheder i Libyen som under det tidligere regime, fordi landet styres af militsgrupper, der betragter hende som udlænding. Endelig har hun henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Gaza, idet israelerne ikke vil tillade hende at bosætte sig i Gaza. Den beskikkede advokat har gjort gældende, at hverken Gaza eller Libyen kan betragtes som ansøgernes hjemlande. Dette forudsætter nemlig, at ansøgerne har mulighed for legalt at genindrejse og bosætte sig. For så vidt angår Gaza er det udelukket, idet ansøgerne ikke har israelsk id-kort for statsløse palæstinensere. For så vidt angår Libyen fremgår det af det indrejseforbud, den internationalt anerkendte regering har fastsat i januar 2015, at blandt andet palæstinensere har forbud mod at indrejse i Libyen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer om hændelsesforløbet til grund. Spørgsmålet om hjemland: Det fremgår af den asylretlige teori, herunder Hathaway ”The Law of Refugee Status”, afsnit 2.5.2 om statsløse personer, at en forudsætning for, at et land kan betragtes som den pågældendes hjemland, blandt andet er, at det pågældende land er villigt til at tillade pågældende at forblive på territoriet og vende tilbage, såfremt pågældende ikke har opnået flygtningestatus i et andet land. Ansøgerne forlod efter det oplyste begge Gaza inden 1967, hvor mulighederne for at få udstedt israelsk id-dokument blev indført. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgerne vil have mulighed for at få et id-kort og indrejse i Gaza. Som følge heraf kan Gaza ikke anses for ansøgernes hjemland. For så vidt angår Libyen fremgår det af ”Lifos Thematic Report” af 22. februar 2016 om palæstinensere og syrere i Libyen, punkt 6.3, at baggrunden for den internationalt anerkendte regerings beslutning af januar 2015, om at suspendere palæstinensere, syrere og sudaneseres adgang til landet, er frygten for, at de skal slutte sig til radikale islamiske grupper som for eksempel Ansar al-Sharia. Beslutningen, som er gældende indtil videre, omfatter alle indrejsestationer. Imidlertid er status og udstrækningen af implementeringen af forbuddet fortsat uklar. Ifølge en libysk kilde synes beslutningen ikke at have influeret på palæstinensere og syrere, som allerede opholder sig i landet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at beslutningen er effektivt implementeret og har en mere permanent karakter. Det må således antages, at der stadig er en vis sandsynlighed for, at ansøgerne vil kunne genindrejse i Libyen. Indrejseforbudsbeslutningen er derfor, i hvert fald på nuværende tidspunkt, ikke til hinder for, at Libyen kan anses for at være ansøgernes hjemland. På baggrund af deres mangeårige ophold i Libyen, hvorunder deres fire børn alle har fået en god uddannelse, må Libyen derfor stadig anses for ansøgernes hjemland. Spørgsmålet om ansøgernes materielle asylmotiv: Ansøgerne forlod Libyen kort tid efter, at en kriminel gruppe havde fratvunget den mandlige ansøgers dokumentation for, at han var den reelle ejer af et jordstykke, som han som statsløs palæstinenser ikke kunne få registreret ejerskab til. Ansøgerne har oplyst, at forholdet blev anmeldt til en lokal milits og til den palæstinensiske ambassade i Tripoli. Da de via deres underbo blev advaret om, at anmeldelsen kunne bevirke, at ansøgerens syttenårige datter blev kidnappet, forlod de straks deres bopæl. Efter at have opholdt sig i omkring fjorten dage hos et familiemedlem udrejste de med båd til Italien. Flygtningenævnet finder, at konflikten om jordstykket har baggrund i de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libyen. Det må antages, at denne konflikt for så vidt er afsluttet og alene vil kunne få videregående konsekvenser, såfremt ansøgerne ville insistere på at få jordstykket tilbage. Denne konflikt, hvorefter ansøgerne ikke er konkret og individuelt forfulgte, kan efter sin karakter ikke anses for at være omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgerne er udrejst som forklaret, ansøgernes helbredsmæssige forhold og de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Libyen, kan ikke ændre denne vurdering. Mulighederne for at genindrejse i Libyen: Som anført ovenfor er der ikke grundlag for at fastslå, at den nævnte beslutning om indrejseforbud vil hindre ansøgerne i at vende tilbage til Libyen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der i hvert fald foreløbig alene er tale om en udsendelseshindring, som ikke medfører, at ansøgerne er omfattet af udlændingelovens § 7. Da ansøgerne herefter ikke har sandsynliggjort, at de konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2016/4/SSM
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Tripoli, Libyen. Ansøgeren er ikke medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter de kriminelle militser og frygter at blive fængslet af en milits på grund af sine holdninger. Han frygter også forfølgelse, fordi han tilhører samme klan som den tidligere præsident Muhammad Gaddafi. Han har videre henvist til, at der ikke er nogen myndigheder i landet, hvorfor det er utrygt og usikkert at opholde sig i Libyen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han efter sin indrejse i Libyen i slutningen af 2011 erfarede, at det var vanskeligt og farligt at være bosiddende i landet. Situationen i landet var præget af usikkerhed og ustabilitet, idet landet blev styret af kriminelle militser. Ansøgeren var vidne til, at folk blev udsat for forskellige overgreb. Der var herudover vilkårlig nedkastning af bomber. I 2012 deltog ansøgeren i en demonstration rettet mod utilfredshed over de tilstedeværende militser. Demonstranterne blev truet af militserne, hvorved demonstrationen blev opløst. Ansøgeren giver udtryk for sine holdninger over for blandt andet sine naboer. I 2014 oplevede ansøgeren at blive slået af personer med tilknytning til en kriminel milits, da de mistænkte ansøger for at tilhøre Zintan-klanen. Da militsen blev klar over, at ansøgeren ikke tilhørte den pågældende klan, lod de ham være. Ansøgerens broder har i omkring et år været fængslet af en milits på grund af sin modstand imod militserne. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet i Libyen siden hans tilbagerejse til landet og asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb, hvis han vender tilbage til Libyen. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens deltagelse i demonstrationen i 2012 ikke fik følger for ham, og at episoden ved hans bopæl i [sommeren] 2014 må antages at bero på en misforståelse om, at han tilhørte Zintan-klanen. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens broders fængsling forøger ansøgerens risiko i forhold til den milits, som har fængslet broderen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han alene har givet udtryk for sin modvilje mod militserne i private sammenhænge. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgerens klantilhørsforhold ikke har givet ansøgeren eller hans tilstedeværende familie i Libyen konkrete problemer. Ifølge baggrundsoplysningerne er den politiske situation og sikkerhedssituationen i Libyen kaotisk og ustruktureret, men situationen er dog ikke så generelt farlig, at enhver, der befinder sig i Libyen, er i en så alvorlig sikkerhedsrisiko, at dette i sig selv er asylbegrundende. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2016/3/ABP
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og muslim fra Tripoli, Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter overgreb fra en gruppering fra [by]. Ansøgeren blev nogle måneder inden sin udrejse på sin bopæl kontaktet af nogle mænd fra [grupperingen], der meddelte, at han skulle tilslutte sig dem. Han blev bange og gav dem sit telefonnummer. De ringede til ham efter et par uger, truede ham og gav ham en uge til at komme til deres hovedkvarter i Tripoli. Han følte sig tvunget til at køre til hovedkvarteret, hvor han blev udsat for slag i hovedet og maven, frataget sin bil, tilbageholdt i et døgn og løsladt efter at have lovet at tilslutte sig grupperingen. Han tog straks til sin bopæl, hvor han blev hentet af sin broder, hos hvem han opholdt sig i et par uger, inden han ved hjælp fra en agent udrejste illegalt af Libyen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om forfølgelsen fra grupperingen fra [by] til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen er udbyggende. Ansøgeren har således først under samtalen med sin advokat og under forklaringen for Flygtningenævnet oplyst om dette asylmotiv. Ansøgerens begrundelse for, at han ikke tidligere har oplyst om asylmotivet – at han af andre på asylcenteret fik oplyst, at det ikke var godt at fortælle om forsøget på rekruttering, og at han kunne få asyl alene i kraft af forholdene i Libyen samt, at han frygtede, at Udlændingestyrelsen ville kontakte myndighederne i Libyen, og at han håbede, at forsøget på rekruttering ville blive glemt, hvis han ikke oplyste herom – findes ikke at kunne føre til, at der kan ses bort fra, at der er forklaret udbyggende. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om det nye asylmotiv, der tager afsæt i en tidligere forklaring for Udlændingestyrelsen om røveri af en bil, er divergerende på centrale punkter, herunder vedrørende tidspunktet for fratagelsen af bilen, omfanget af vold, og om der blev rettet henvendelse til ham på hans bopæl, eller mens han var på vej hjem. Den af ansøgeren fremlagte rapport om efterlysning af ham dateret [sommeren 2015] – omkring ni måneder efter hans udrejse – og som først er fremlagt efter styrelsens afslag på opholdstilladelse [i efteråret 2015], kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på en ægthedsvurdering af dokumentet. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libyen kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”. Liby/2016/2/akm
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser. Ansøgeren er født i Damaskus, Syrien. Ansøgeren har siden 1976 og frem til sin udrejse boet i Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libyen frygter de generelle forhold i landet, herunder vilkårlige drab, voldtægter og kidnapninger. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hendes børn vil blive indkaldt til aftjening af militærtjeneste, samt at der ikke er nogen, der kan forsøge hende, og endelig har ansøgeren henvist til de generelle forhold i landet som følge af krig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Libyen, der må anses som hendes hjemland, jf. flygtningekonventionens artikel 1, litra A (2). Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren som ca. 15-årig i 1976 i forbindelse med indgåelse af ægteskab kom til Libyen, hvor hun herefter sammen med sin familie har boet frem til sin udrejse af landet i april 2015. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hun i Libyen ikke har haft individuelle konflikter, der kan begrunde asyl. Uanset at de generelle forhold i Libyen er præget af uroligheder og vanskelige, herunder særligt for statsløse palæstinensere og andre udlændinge, er der efter baggrundsoplysningerne ikke grundlag for at antage, at forholdene er af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren kan indrejse i Libyen, er et udsendelsesspørgsmål, som ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libyen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2016/12/JOL
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og sunni-muslim. Ansøgerens forældre er statsløse palæstinensere fra Syrien. Ansøgeren er født og opvokset i Libyen og har aldrig boet i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter de generelle forhold. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved indrejse i Syrien frygter det syriske regime, idet han er blevet indkaldt til aftjening af militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, ar han er blevet indkaldt til aftjening af militærtjeneste i Syrien, og at han henvendte sig på den syriske ambassade i Libyen for at få udstedt et pas. Ansøgeren fik muligheden at betale sig fra at aftjene sin militærpligt, men ansøgeren havde ikke penge nok. Ansøgeren har ikke siden haft problemer med de syriske myndigheder, idet han har opholdt sig i Libyen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Libyen, der må anses som hans hjemland, jf. flygtningekonventionens artikel 1, litra A (2). Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er født i Libyen, og at han i hele sit liv frem til udrejsen i april 2015 har boet i Tripoli, hvor han frem til kort tid før udrejsen var i beskæftigelse som lastbilchauffør. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han i Libyen har individuelle konflikter af en sådan karakter og intensitet, at det kan begrunde asyl. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må lægges til grund, at en ukendt gruppes kortvarige tilbageholdelse af ansøgeren var af vilkårlig karakter med ansøgeren som tilfældigt offer, og at ansøgeren ikke efterfølgende blev opsøgt. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke er konkret eller individuelt forfulgt i Libyen. Uanset at de generelle forhold i Libyen er præget af uroligheder og vanskelige, herunder særligt for statsløse palæstinensere og andre udlændinge, er der efter baggrundsoplysningerne ikke grundlag for at antage, at forholdene er af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren kan indrejse i Libyen, er et udsendelsesspørgsmål, som ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libyen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2016/11/JOL
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et statsløs palæstinensisk et ægtepar samt fire børn fra Libyen. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er statsløse palæstinensere og sunni-muslimer. Den mandlige ansøger er født og opvokset i Libyen og har aldrig boet i Syrien. Den kvindelige ansøger er født i Al-Yarmouk-lejren i Syrien, men har siden 1994 og frem til udrejsen boet i Libyen. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i henholdsvis Libyen og Syrien. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at deres bopæl i Libyen i perioden fra ultimo 2011 til medio 2014 flere gange blev ransaget af en militsgruppe. I 2012 blev den mandlige ansøger kidnappet af gruppen, og han var tilbageholdt i mellem 21 og 23 dage. Den mandlige ansøgers brødre blev efterfølgende ligeledes kidnappet af gruppen. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv videre henvist til, at den mandlige ansøger frygter at blive indkaldt til aftjening af værnepligt i Syrien. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne asylretligt skal vurderes i forhold til Libyen, der må anses som deres hjemland, jf. flygtningekonventionens artikel 1, litra A (2). Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger er født i Libyen, at den kvindelige ansøger kom til landet som 6-årig i 1994, og at ansøgerne har boet og for den mandlige ansøgers vedkommende arbejdet i Tripoli frem til deres udrejse af Libyen i april 2015. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de i Libyen har individuelle konflikter af en sådan karakter og intensitet, at det kan begrunde asyl. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de overgreb, som en militsgruppe har udsat dem for, har været af vilkårlig karakter med ansøgerne som tilfældige ofre. Den mandlige ansøger har i 2012 været tilbageholdt i en periode, men blev løsladt betingelsesløst, og han er ikke siden blevet opsøgt personligt. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke er konkret eller individuelt forfulgte i Libyen. Uanset at de generelle forhold i Libyen er præget af uroligheder og vanskelige, herunder særligt for statsløse palæstinensere og andre udlændinge, er der efter baggrundsoplysningerne ikke grundlag for at antage, at forholdene er af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til, at ansøgerne er omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt ansøgerne kan indrejse i Libyen, er et udsendelsesspørgsmål, som ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2016/10/JOL
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra […] i Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter at blive tvunget til at tilslutte sig den militante gruppe [A] eller [B]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de bevæbnede grupper i Libyen, herunder [C] og [D] og grupperingen, der kalder sig selv Islamisk Stat. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret i Udlændingestyrelsen, at han første gang blev opsøgt af en repræsentant ved navn [X] fra [A] i slutningen af 2013 eller starten af 2014, og at denne person forsøgte at lokke ansøgeren til at tilslutte sig grupperingen. Grupperingen ønskede at rekruttere ansøgeren, idet han havde færdigheder indenfor svømning og dykning. Efterfølgende ringede [X] og sagde, at ansøgeren havde 72 timer til at beslutte sig. Ansøgeren accepterede at slutte sig til grupperingen, idet han ønskede at købe sig tid til at flygte. [X] ringede igen senere samme dag, hvorefter ansøgeren smed sit SIM-kort væk og rejste til [by], hvor han opholdt sig i ni til ti dage, inden han sejlede mod Italien. [X] ringede efterfølgende til ansøgerens familie og sagde, at familien ville betale prisen, hvis ikke ansøgeren vendte tilbage til Libyen. Familien bopæl blev efterfølgende ramt af en raket, og ansøgerens far, ægtefælle og tre halvsøskende omkom alle i angrebet. Ansøgeren har fået at vide, at [A] affyrede raketten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at [A] ønskede at rekruttere ham, fordi han er dygtig til at svømme og dykke ikke forekommer troværdig. Hertil kommer, at ansøgeren under samtalerne i Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om, hvornår og af hvem han blev opsøgt. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at det raketangreb, som efter hans forklaring dræbte flere medlemmer af ansøgerens familie, var relateret til ansøgerens angivelige konflikt med [A]. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Libyen – trods vanskelige – ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder således efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libyen vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2016/1/LIN
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, muslim og statsløs palæstinenser fra [en by i det nordvestlige], Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Libyen, herunder de væbnede kampe mellem klanmilitser i ansøgerens hjemområde og den høje grad af kriminalitet. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel eller udsat for kidnapning af kriminelle personer. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at ansøgeren og hendes familie omkring [sommeren] 2014 blev opsøgt af ukendte bevæbnede personer på deres bopæl, som ville kidnappe ansøgeren. Ansøgerens broder blev slået med en geværkolbe, da han forsøgte at forhindre dette. Ansøgerens moder fik overtalt personerne til at tage imod guld og penge mod at lade ansøgeren være. Efterfølgende måtte ansøgeren indlægges i fire dage. Nogle dage efter fik ansøgerens broder stjålet sin bil af ukendte bevæbnede personer, ligesom ansøgerens fader blev udsat for røveri og fik stjålet sin taske af ukendte bevæbnede personer. Ansøgerens forældre har endvidere henvist til, at moderens [familiemedlem] og dennes søn står på en liste over eftersøgte personer, der har støttet Gadaffi. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun ligesom resten af familien oplevede diskrimination, fordi hun er statsløs palæstinenser og barn af et blandet ægteskab. Det har blandt andet betydet, at hun hvert semester skulle helbredsundersøges i modsætning til libyske statsborgere for at kunne få lov til at fortsætte sine studier. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Efter ansøgerens forklaring lægger flygtningenævnet således til grund, at ansøgeren og hendes familie omkring [sommeren] 2014 blev opsøgt i hjemmet af bevæbnede personer, der truede med at tage ansøgeren med men afstod herfra, da de fik udleveret guld og penge. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgerens fader kort forinden havde fået frarøvet en mappe, efter at han havde været i banken, ligesom ansøgerens broder kort efter fik frarøvet sin bil i forbindelse med, at han var ude at handle. Det er ikke sandsynliggjort, at disse handlinger har sammenhæng med, at ansøgeren og hendes familie er statsløse palæstinensere, eller den omstændighed at hendes forældre har indgået et blandet ægteskab. Det bemærkes i den forbindelse, at der fra det sidste røveri og frem til udrejsen gik godt 4 måneder, og at familien ikke i denne periode blev opsøgt eller udsat for lignende forhold, ligesom to af røverierne foregik på offentlige steder, hvor ansøgerens fader og ansøgerens broder befandt sig tilfældigt. Nævnet lægger herefter til grund, at røverierne var en følge af de generelle forhold i Libyen, og at der ikke er tale om forhold, der indebærer konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren. Nævnet finder det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af relationen til sin moders [familiemedlem] skulle være i risiko for overgreb eller forfølgelse, idet det bemærkes, at listen med navne har været offentlig tilgængelig siden 2012. Ansøgeren findes endvidere ikke alene med henvisning til de generelle uroligheder i Libyen sammenholdt med, at hun er statsløs palæstinenser, at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libyen vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgeren og hendes familie er født og opvokset i Libyen, hvor de har haft mulighed for at uddanne sig og have arbejde, uanset at ansøgeren, hendes fader og søskende ikke har været i besiddelse af individuelle opholdstilladelser. Idet, det endelig bemærkes, at ansøgeren heller ikke ved den blotte omstændighed, at hun er udrejst, findes at have profileret sig i en grad, at hun af den grund risikerer forfølgelse, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. For så vidt angår oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold kan disse ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Det bemærkes i den anledning, at det falder uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til, om ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter andre bestemmelser end udlændingelovens § 7. Kompetencen hertil henhører under Udlændingestyrelsen og Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.” Liby/2015/9
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, muslim og statsløs palæstinenser fra [en by i det nordvestlige] Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Libyen, herunder de væbnede kampe mellem klanmilitser i ansøgerens hjemområde og den høje grad af kriminalitet, ligesom han af samme grund frygter ikke at have adgang til uddannelse og arbejde. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at ansøgeren og hans familie omkring [sommeren] 2014 blev opsøgt af ukendte bevæbnede personer på deres bopæl, som ville kidnappe ansøgerens ældste søster. Ansøgeren blev slået med en geværkolbe, da han forsøgte at forhindre dette. Ansøgerens moder fik overtalt personerne til at tage imod guld og penge mod at lade søsteren være. Efterfølgende måtte søsteren indlægges i fire dage. Nogle dage efter fik ansøgeren stjålet sin bil af ukendte bevæbnede personer, ligesom ansøgerens fader blev udsat for røveri og fik stjålet sin taske af ukendte bevæbnede personer. Ansøgerens forældre har endvidere henvist til, at moderens [familiemedlem] og dennes søn står på en liste over eftersøgte personer, der har støttet Gadaffi. Endelig har ansøgeren henvist til, at han ligesom resten af familien oplevede diskrimination, fordi han er statsløs palæstinenser og barn af et blandet ægteskab. Det har blandt andet betydet, at han hvert semester skulle helbredsundersøges i modsætning til libyske statsborgere for at kunne få lov til at fortsætte sine studier. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Efter ansøgerens forklaring lægger flygtningenævnet således til grund, at ansøgeren og hans familie omkring [sommeren] 2014 blev opsøgt i hjemmet af bevæbnede personer, der truede med at tage ansøgerens ældste søster med men afstod herfra, da de fik udleveret guld og penge. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgerens fader kort forinden havde fået frarøvet en mappe, efter at han havde været i banken, ligesom ansøgeren kort efter fik frarøvet sin bil i forbindelse med, at han var ude at handle. Det er ikke sandsynliggjort, at disse handlinger har sammenhæng med, at ansøgeren og hans familie er statsløse palæstinensere, eller den omstændighed at hans forældre har indgået et blandet ægteskab. Det bemærkes i den forbindelse, at der fra det sidste røveri og frem til udrejsen gik godt 4 måneder, og at familien ikke i denne periode blev opsøgt eller udsat for lignende forhold, ligesom to af røverierne foregik på offentlige steder, hvor ansøgerens fader og ansøgeren befandt sig tilfældigt. Nævnet lægger herefter til grund, at røverierne var en følge af de generelle forhold i Libyen, og at der ikke er tale om forhold, der indebærer konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren. Nævnet finder det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af relationen til sin moders [familiemedlem] skulle være i risiko for overgreb eller forfølgelse, idet det bemærkes, at listen med navne har været offentlig tilgængelig siden 2012. Ansøgeren findes endvidere ikke alene med henvisning til de generelle uroligheder i Libyen sammenholdt med, at han er statsløs palæstinenser, at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libyen vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgeren og hans familie er født og opvokset i Libyen, hvor de har haft mulighed for at uddanne sig og have arbejde, uanset at ansøgeren, hans fader og søskende ikke har været i besiddelse af individuelle opholdstilladelser. Idet, det endelig bemærkes, at ansøgeren heller ikke ved den blotte omstændighed, at han er udrejst, findes at have profileret sig i en grad, at han af den grund risikerer forfølgelse, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2015/8
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt deres tre medfølgende børn fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne, der er ægtefæller, er begge muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger er etnisk araber og statsløs palæstinenser, men født og opvokset i [en by i det nordvestlige] Libyen, mens den kvindelige ansøger er etnisk araber og libysk statsborger fra [en by i det nordvestlige] Libyen. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Libyen, herunder de væbnede kampe mellem klanmilitser i ansøgernes hjemområde og den høje grad af kriminalitet. Ansøgeren har endvidere henvist til forholdene for statsløse palæstinensere i Libyen, samt at de libyske myndigheder ikke tillader palæstinensere at genindrejse i landet. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger anført, at han omkring [foråret] 2014 blev frastjålet sin taske af ukendte bevæbnede personer på vej fra banken. Omkring [sommeren] 2014 blev ansøgerne opsøgt af ukendte bevæbnede personer på deres bopæl, som ville kidnappe ansøgernes ældste datter. Ansøgernes søn blev slået med en geværkolbe, da han forsøgte at forhindre dette. Den kvindelige ansøger fik overtalt personerne til at tage imod guld og penge mod at lade datteren være. Efterfølgende måtte datteren indlægges i fire dage. Omkring [sommeren] 2014 fik ansøgernes søn stjålet sin bil af ukendte bevæbnede personer. Ansøgerne har endvidere henvist til, at den kvindelige ansøgers [familiemedlem] og dennes søn står på en liste over eftersøgte personer, der har støttet Gadaffi. Endelig har den mandlige ansøger henvist til, at ansøgernes børn oplevede diskrimination på universitetet, idet de hvert semester skulle helbredsundersøges i modsætning til libyske statsborgere, ligesom den kvindelige ansøger ikke modtog samme økonomiske støtte som andre statsborgere, fordi hun var gift med den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger har i sin helhed henvist til de samme asylmotiver som den mandlige ansøger. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Efter ansøgernes forklaringer lægger flygtningenævnet således til grund, at ansøgerne omkring [sommeren] 2014 blev opsøgt i hjemmet af bevæbnede personer, der truede med at tage familiens voksne datter med men afstod herfra, da de fik udleveret guld og penge. Nævnet lægger videre til grund, at den mandlige ansøger kort forinden havde fået frarøvet en mappe, efter at han havde været i banken, ligesom familiens voksne søn kort efter fik frarøvet sin bil i forbindelse med, at han var ude at handle. Det er ikke sandsynliggjort, at disse handlinger har sammenhæng med, at den mandlige ansøger og parrets [flere] fælles børn er statsløse palæstinensere, eller den omstændighed at den mandlige og kvindelige ansøger har indgået et blandet ægteskab. Det bemærkes i den forbindelse, at der fra det sidste røveri og frem til udrejsen gik godt 4 måneder, og at ansøgerne ikke i denne periode blev opsøgt eller udsat for lignende forhold, ligesom to af røverierne foregik på offentlige steder, hvor den mandlige ansøger og sønnen befandt sig tilfældigt. Nævnet lægger herefter til grund, at røverierne var en følge af de generelle forhold i Libyen, og at der ikke er tale om forhold, der indebærer konkret og individuel forfølgelse af ansøgerne. Nævnet finder det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgerne på grund af relationen til den kvindelige ansøgers [familiemedlem] skulle være i risiko for overgreb eller forfølgelse, idet det bemærkes, at listen med navne har været offentlig tilgængelig siden 2012. Ansøgerne findes endvidere ikke alene med henvisning til de generelle uroligheder i Libyen sammenholdt med, at de er statsløse palæstinensere, at have sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgerne og deres [antal] børn er født og opvokset i Libyen, hvor de har haft mulighed for at uddanne sig og have arbejde, uanset at den mandlige ansøger og de [flere] børn ikke har været i besiddelse af individuelle opholdstilladelser. Idet, det endelig bemærkes, at de heller ikke ved den blotte omstændighed, at de er udrejst, findes at have profileret sig i en grad, at de af den grund risikerer forfølgelse, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2015/7
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et statsløst palæstinensisk ægtepar samt to børn fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er statsløse palæstinensere og sunni-muslimer af trosretning fra Benghazi i Libyen. Den mandlige ansøger er født i Libyen. Den kvindelige ansøger kom sammen med sin familie til Libyen, da hun var fire år gammel. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter de generelle forhold herunder de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libyen. Endvidere har den mandlige ansøger henvist til, at han frygter, at hans børn vil blive kidnappet af oprørere, og at kriminelle grupperinger to gange har truet hans brødre. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv samt til de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libyen. Begge ansøgere har henvist til, at forholdene for statsløse palæstinensere i Libyen siden 2011 løbende er forværret, og at situationen nu er den, at statsløse palæstinensere er afskåret fra at indrejse i Libyen. Ansøgerne har under samtalen med advokaten og over for Flygtningenævnet tillige forklaret, at en væsentlig årsag til, at de valgte at forlade Libyen var, at de blev chikaneret og truet af den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle, som i følgeskab med fire andre mænd en dag i foråret 2014 overfaldt den mandlige ansøger, hvorefter den tidligere ægtefælle voldtog den kvindelige ansøger foran den mandlige ansøger. Flygtningenævnet lægger til grund, at Libyen, hvor den mandlige ansøger er født og altid har opholdt sig, og hvor den kvindelige ansøger har opholdt sig siden hun var fire år gammel, er ansøgernes hjemland, og at de derfor skal asylvurderes i forhold til Libyen. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer om forholdene i Libyen, herunder de generelle forhold i Benghazi, til grund. Efter en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder sammenholdt med baggrundsoplysningerne fra blandt andet UNHCR, hvoraf fremgår, at de generelle forhold i Libyen er præget af uroligheder, medfører den omstændighed, at ansøgerne er statsløse palæstinensere i sig selv ikke, at ansøgerne er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge til grund, at den kvindelige ansøger i sit eget hjem og under overværelse af den mandlige ansøger i [foråret] 2014 blev voldtaget af hendes eksmand, fra hvem hun var blevet skilt i 1999. Nævnets flertal har lagt vægt på, at ingen af ansøgerne har forklaret om denne væsentlige del af asylmotivet under samtalerne med Udlændingestyrelsen, men at begge ansøgere derimod har svaret benægtende på spørgsmålet om, hvorvidt de har haft andre konflikter end de beskrevne generelle vanskeligheder, herunder konflikter med privatpersoner. Nævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at det afsvækker ansøgernes forklaringer om voldtægten, at ansøgerne udrejste af Libyen i [efteråret] 2014 sammen med en stor del af den mandlige ansøgers familie, der ifølge ansøgerne ikke var bekendt med eksmandens overgreb. Ansøgerne har stort set afgivet samstemmende forklaringer om voldtægten, men nævnets flertal finder, at det i væsentlig grad afsvækker troværdigheden af ansøgernes forklaringer om denne del af asylmotivet, at den kvindelige ansøger har forklaret afglidende og til dels uoverensstemmende om hendes og den mandlige ansøgers kontakt med eksmand i perioden op til voldtægten. Under nævnsmødet forklarede den kvindelige ansøger således indledningsvis, at hendes eksmand begyndte at true dem efter episoden, idet han nu havde kendskab til, hvor de boede, og da han havde kunnet konstatere, at de ikke havde anmeldt overgrebet. Efterfølgende forklarede den kvindelige ansøger imidlertid, at eksmandens henvendelser og trusler alle fandt sted før voldtægten. Flygtningenævnets flertal finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libyen vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstædighed, at det efter indholdet af baggrundsoplysningerne kan lægges til grund, at der er udstedt indrejseforbud for blandt andet statsløse palæstinensere i Libyen, kan heller ikke føre til et andet resultat, idet der er tale om et udsendelsesspørgsmål. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2015/6
Nævnet meddelte i oktober 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunni-muslim af trosretning og har under sagens behandling angivet at være etnisk araber og statsborger i Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter at blive slået ihjel, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i en alder af omkring 14 år indledte et fysisk forhold til en ung mand. Efter at manden fortalte sine venner i området om sit forhold til ansøgeren, blev ansøgeren overfaldet og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren har videre forklaret, at huse tilhørende personer med tilknytning til de tidligere magthavere blev bombet, da revolutionen i Libyen brød ud. [I efteråret] 2011 blev ansøgerens hus bombet, hvorved hans forældre afgik ved døden og han selv blev såret. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende i Tripoli i tre til fire måneder, hvorefter han flyttede tilbage til Benghazi, hvor han boede frem til sin udrejse i [efteråret] 2014. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal kan således lægge til grund, at ansøgeren er statsborger i Libyen, og at han er homoseksuel. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren, hvis han vender tilbage til Libyen, og der lever som homoseksuel, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med afgørelsen fra Udlændingestyrelsen ikke, at ansøgeren bør udelukkes fra beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den libyske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Liby/2015/5
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er født i 1968, er etnisk araber og sunni muslim fra […] Tripoli, Libyen. Hun er libysk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Hun udrejste i [efteråret] 2014 sammen med sin syriske ægtefælle. I [efteråret] 2014 indrejste de i Danmark. Ægtefællen fik i [sommeren] 2015 opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at det ikke er sikkert for hende at opholde sig i Libyen uden økonomiske midler, bolig og støtte fra familien. Dette skyldes navnlig de generelle forhold i landet. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hun er analfabet og aldrig har haft et arbejde. Under urolighederne i Tripoli har hun oplevet flere skudepisoder. Der blev ikke skudt målrettet mod hende. Hendes ægtefælles arbejdsplads blev ødelagt af bomber. De kunne herefter ikke forsørge sig selv i Libyen. De måtte derfor leve af deres opsparing og til sidst sælge al deres indbo for at kunne betale husleje og købe mad. Hendes familie er hårdt ramt af krigshandlinger og kan ikke hjælpe hende økonomisk. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. De nuværende usikre forhold i store dele af Libyen, herunder i Tripoli, findes ikke at have et sådan betydeligt omfang, at alle eller næsten alle i områderne kan antages at være i en sådan risiko for at blive ramt af krigshandlinger eller tilfældig vold, at de er omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. De generelle forhold i Libyen kan således ikke alene begrunde, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. At ansøgeren er en enlig kvinde, der er gift med en udlænding, og som er uden økonomiske midler og væsentlig støtte fra familien, indebærer efter Flygtningenævnets opfattelse ikke, at hun ved en tilbagevenden til Libyen vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Det af den beskikkede advokat anførte om ansøgerens subjektive frygt for, hvad der vil ske, hvis hun vender tilbage til Libyen, vurderes heller ikke i sig selv, eller sammenholdt med de i øvrigt påberåbte asylmotiver, at kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker herved, at der ikke er belæg for at antage, at den subjektive frygt skulle være af en sådan intensitet og karakter, at den sammenholdt med det, ansøgeren har oplevet i Libyen og baggrundsoplysningerne om de nuværende forhold i landet, kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2015/4
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under nævnsmødet har besvaret spørgsmålene relevant og sammenhængende med anvendelse af sammenhængende sætninger. Nævnet bemærker på den baggrund, at det er fundet forsvarligt at gennemføre asylsagsbehandlingen uanset ansøgerens alder og diagnose. Ansøgeren tilhører klanen Warfalla og er muslim af trosretning fra [byen B], Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren sympatiserede dog med Muammar Gaddafi. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter at blive opsøgt og slået ihjel af medlemmer af oprørsgruppen [O]. Ansøgeren frygter endvidere alle i Libyen, der er modstandere af Muammar Gaddafi. Ansøgeren frygter endelig de generelle forhold i Libyen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født og opvokset i [byen B], som er kendt for at støtte Muammar Gaddafi. Ansøgerens fader arbejdede inden for militæret, mens Muammar Gaddafi var ved magten. Ansøgerens fader var tilknyttet en militærenhed kaldet [E], hvor [M1] var leder og ansøgerens fader var næstkommanderende. Under et angreb forestået af oprørerne på [byen B], medvirkede ansøgerens fader som led i sit arbejde og forsvar af byen til henrettelser af flere oprørere. De oprørere, der undslap, dannede en oprørsgruppe kaldet [O]. Gruppen blev opkaldt efter den dag, hvor henrettelserne fandt sted. Ansøgeren og hans moder blev boende i [byen B] og deltog i arrangementer i byen, hvor man viste sympati for Muammar Gaddafi ved at synge og råbe ”Allah, Muammar, Libyen”. Ansøgerens fader døde på et for ansøgeren ukendt tidspunkt. Ansøgerens moder og en af faderens venner, [M2], har fortalt ansøgeren, at faderen omkom under et angreb på bydelen [A] i Tripoli. Ansøgeren og hans moder blev opsøgt af oprørsgruppen [O] på deres bopæl én gang, hvor ansøgeren var til stede. Ansøgeren og hans moder blev begge slået og oprørerne spurgte efter ansøgerens fader. Ansøgerens moder fortalte oprørerne, at faderen var død, hvorefter oprørerne truede med at slå ansøgeren ihjel, fordi faderen var ansvarlig for flere af de pågældendes familiemedlemmers død. Oprørerne sagde, at de ville vende tilbage, uanset om faderen var død eller ej, fordi ansøgeren skulle dø på grund af faderens handlinger og arbejde samt fordi både ansøgeren og hans moder sympatiserede med Muammar Gaddafi. Oprørerne forlod derefter stedet. Ansøgerens og moderens bopæl blev efterfølgende opsøgt af medlemmer fra oprørerne [O]. Ansøgeren skjulte sig hos sin nabo, når oprørerne opsøgte dem. Ansøgerens moder har fortalt, at oprørerne fortsat truede med at slå ansøgeren og faderen ihjel. I forbindelse med et større angreb på [byen B], flygtede ansøgeren sammen med nabofamilien. Ansøgerens moder forblev på bopælen, men døde som følge af en eksplosion af huset. Ansøgeren tilbragte herefter omkring et år og nogle måneder i Tripoli, hvor han boede sammen med [M2]. Ansøgeren opholdt sig i denne periode inden døre, fordi han var meget påvirket af de ting, han havde oplevet, og fordi han ikke ønskede, at medlemmer af oprørsgruppen [O] eller oprørsgrupper i øvrigt skulle finde ud af, hvor han befandt sig. Flygtningenævnet lægger i det væsentligste ansøgerens forklaring til grund. Et flertalt i Flygtningenævnet finder ikke, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flertallet har herved lagt vægt på, at oprørsgruppen [O] første gang den opsøgte ansøgerens hjem valgte at forlade stedet uden at medtage ansøgeren. Flertallet har endvidere lagt afgørende vægt på, at ansøgeren efterfølgende i flere måneder fortsat kunne opholde sig i sit hjem uden at blive opsøgt af medlemmer af oprørsgruppen [O]. Nævnet bemærker i den anledning, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har oplyst, at oprørsgruppen hovedsagligt kom til [byen B] om natten, hvor ansøgeren efter sin egen forklaring opholdt sig i sit hjem. Flertallet bemærker endvidere, at ansøgeren har kunnet opholde sig i ca. et år i Tripoli uden at være blevet opsøgt af oprørsgruppen samt, at han kunne udrejse legalt til Malta på visum. Flertallet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren var individuelt og konkret forfulgt ved udrejsen, og at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. eller vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 eller stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2015/3
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Libyen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk arabisk og muslim af trosretning fra Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Libyen frygter de generelle uroligheder og at blive skudt af en af de grupperinger, som kontrollerer landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at grupperingerne bekriger hinanden, og at man kan risikere at ende i en skudveksling mellem disse. Ansøgeren har videre forklaret, at hans bopæl på et ukendt tidspunkt i starten af 2012 blev ramt af en raket, hvorved halvdelen af huset brød sammen, og ansøgerens broder omkom. Den pågældende dag var der skyderi i området, og raketten ramte ansøgerens bopæl ved et tilfælde. Ansøgeren har under mødet i nævnet udbygget sin forklaring, idet han har forklaret, at han blev taget til fange af en islamisk gruppe, og at han blev tilbageholdt i to dage, indtil han flygtede. Han har endvidere forklaret, at en ven senere har fortalt, at denne gruppe, som ansøgeren ikke kender navnet på, efterfølgende har ledt efter ham. Ansøgeren har på forespørgsel forklaret, at han må have glemt at fortælle dette til Udlændingestyrelsen, men at han har fortalt det til sin advokat ca. en uge før nævnsmødet. Under henvisning til, at ansøgeren i fire samtalereferater er refereret for, at han ikke har nogen konflikter herunder med religiøse grupper, da dette ikke kan forklares med, at han har glemt at fortælle dette, da han ifølge referaterne på direkte forespørgsel har nægtet at være forsøgt tvangshvervet, og da forklaringen ikke fremgår af advokatens indlæg tilsidesætter nævnet denne del af forklaringen som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Idet den generelle situation i Libyen ikke er tilstrækkelig begrundelse for asyl finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libyen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2015/2
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er libysk statsborger og sunni-muslim af trosretning fra Tripoli, Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der i Libyen er krig og kaos, samt at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter at møde mafiaen. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter ikke at have et sted at bo, og at han ikke har nogen fremtid i landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Libyen blev opsøgt af nog-le ukendte personer fra en mafiagruppe, som tog ham med til Europa, da han var 11 eller 12 år gammel. I det følgende år opholdt han sig i Europa sammen med personer fra gruppen. Ansøgeren forlod gruppen, da de opholdt sig i Norge. Ansøgeren har ikke længere nogen tilknytning til Libyen, idet hans moder og søster er flyttet til Marokko. Han har ikke længere kontakt til sin fader. Flygt-ningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren indrejste i Danmark i 2010, og at han ansøgte om asyl i 2010 eller 2011, hvorefter han forsvandt. Ansøgeren genansøgte derefter om asyl i forbin-delse med en voldsepisode i 2014, hvor han blev anholdt af politiet. Ansøgeren har efter sin egen forklaring ikke opholdt sig i Libyen, siden han udrejste til Europa som 11 eller 12-årig, og han har aldrig haft konflikter i Libyen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv kan føre til kon-ventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at ansøge-ren har påberåbt sig socioøkonomiske forhold, herunder at han ingen fremtid har, hvis han vender tilbage til Libyen, og at disse forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Nævnet har heller ikke fundet, at ansøgerens forklaring om, at han frygter mafiaen i Libyen, kan begrunde asyl. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens eventuelle uoverensstemmelser med en kriminel gruppering i Libyen ligger langt tilbage i tid, og at han ikke ved, om denne gruppering stadig opholder sig i Libyen, ligesom han efter sin egen forklaring ikke har sladret om grupperingen til politiet eller haft problemer med grupperingen, siden han forlod denne i 2008. Flygtningenævnet finder herefter, at det alene beror på ansøgerens egen forklaring, at han skulle have et udestående med en gruppering i Libyen, og at denne gruppering skulle efterstræbe ham. Flygtningenævnet fin-der derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøge-ren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor der heller ikke er grundlag for at tage påstanden om meddelelse af opholdstilladelse efter udlændinge-lovens § 7, stk. 3, til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2015/1
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Liberia. Indrejst i 2008. I sommeren 2008 var ansøgeren blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, på baggrund af sit ægteskab med en dansk statsborger. I efteråret 2009 var ansøgerens opholdstilladelse blevet inddraget efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, stk. 7 og 8, samt § 26, stk. 1, idet ansøgeren var fraflyttet ægtefællens bopæl. Ansøgeren havde herefter søgt asyl. Flygtningenævnet lagde til grund for sagen, at ansøgeren er liberiansk statsborger, født i Gbarnga, etnisk kpelle og kristen af trosretning. Ansøgeren havde til støtte for sin asylansøgning navnlig gjort gældende, at hun var tidligere samlever med en kaptajn under Charles Taylor. Han var blevet dræbt i 2003 i krigen. Hun frygtede ved tilbagevenden til hjemlandet overgreb eller andre repressalier fra personer, der havde været i modsætningsforhold til hendes tidligere samlever, som hun ikke ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod. Endvidere havde hun under nævnsbehandlingen gjort gældende, at hun som følge af, at hun var HIV-positiv, frygtede at blive tvunget til at tage ophold i et bestemt lukket område i Monrovia. Hun var enlig med tre børn og var som følge heraf i en sårbar situation. Flygtningenævnet lagde vægt på, at den politiske og sikkerhedsmæssige situation i Liberia var blevet afgørende forbedret siden 2003. Ansøgeren havde ikke haft konflikter med de liberianske myndigheder. Flygtningenævnet fandt det herefter ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede, at der efter baggrundsoplysningerne var tilstrækkelig grund til at antage, at ansøgeren ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod overgreb fra privatpersoner. Den omstændighed, at ansøgeren var HIV-positiv og enlig kvinde, var ikke en omstændighed, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Liberia/2010/1
Nævnet stadfæstede i april 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Liberia. Indrejst i 2006. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til konflikter med en leder af en oprørsbevægelse. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet i det væsentlige lagde ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kunne dog ikke lægge til grund, at personer med tilknytning til den pågældende oprørsleder havde opsøgt ansøgerens bopæl efter ansøgerens udrejse med henblik på at efterstræbe ansøgeren. Uanset ansøgerens tidligere verbale sammenstød med oprørslederen, sammenstødene med nogle personer med tilknytning til oprørslederen, og ansøgerens baggrund fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at oprørslederen eller andre agtede at iværksætte en forfølgelse af ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet lagde herved vægt på de forskellige kilder, der havde udtalt sig om risiko for forfølgelse fra oprørslederen og personer med tilknytning til denne, jf. Udlændingeservices rapport 7/2007. De generelle oplysninger om forholdene i Liberia, herunder vedrørende politiet og retsvæsenet, kunne ikke føre til nogen anden vurdering. Flygtningenævnet fandt af ovennævnte grunde ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på at tilvejebringe yderligere baggrundsoplysninger om forholdene i Liberia. Der var således ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til hjemlandet, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse. Liberia/2008/2
Nævnet stadfæstede i marts 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Liberia. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som begrundelse for sin asylansøgning havde henvist til, at han i 1990 havde beholdt $ 136.000, som han var blevet betroet til indkøb af våben af Prince Johnson, der dengang havde kæmpet for at blive præsident. Efter at Prince Johnson i 2006 var vendt tilbage til Liberia og blevet senator, frygtede ansøgeren, at Prince Johnson ville hævne sig på ansøgeren, da Prince Johnson mente, det skyldtes de manglende våben, at han ikke havde vundet over Charles Taylor og var blevet præsident. Det fremgår af Udlændingeservices fact finding rapport ”Risiko for forfølgelse fra tidligere medlemmer og ledere af oprørsbevægelser i Liberia og mulighed for beskyttelse” fra august 2007, at det var muligt at søge beskyttelse hos de liberianske myndigheder, såfremt man følte sig udsat for trusler, og at Prince Johnson ikke længere havde nogen privat milits. Det fremgår endvidere af samme rapport og af Landinfos notat ”Liberia – sikkerhetssituasjonen, politi og rettsapparat” af 14. januar 2008, at der er nedsat en sandheds- og forsoningskommission, og at hævnaktioner som følge af begivenheder under borgerkrigen ikke er almindeligt forekommende. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren i tilfælde af trusler kunne henvises til at søge beskyttelse hos de liberianske myndigheder eller hos UNMIL, der har styrker i landet. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Liberia/2008/1
Nævnet hjemviste i juli 2007 en sag vedrørende en mandlig statsborger fra Liberia. Indrejst i 1991. Nævnet havde i januar 1993 stadfæstet Udlændingeservices afgørelse, idet nævnet på baggrund af de da foreliggende oplysninger i sagen lagde til grund, at ansøgeren var liberiansk statsborger. Af nævnets udsendelsesbeslutning fremgik således, at ansøgeren kunne udsendes tvangsmæssigt til Lineria, jf. udlændingelovens § 32 a. I juni 2007 rettede Rigspolitiet henvendelse til nævnet i den konkrete sag med anmodning om en fornyet vurdering af nævnets udsendelsesbeslutning, idet der under udsendelsessagen var fremkommet nye oplysninger om ansøgerens nationalitet, herunder oplysninger der kunne tyde på, at ansøgeren havde en væsentlig tilknytning til Cameroun, ligesom ansøgeren var blevet nægtet indrejse i Liberia. Flygtningenævnet besluttede på baggrund af de nye oplysninger at hjemvise sagen til Udlændingeservice til fornyet asylretlig vurdering. Liberia/2007/1
Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger angiveligt fra Liberia, født 1984. Indrejst i februar 2004. Det fremgår af personundersøgelseserklæringen fra Retsmedicinsk Institut, at det på grundlag af den foretagne aldersvurdering omfattende objektiv undersøgelse, odontologisk undersøgelse og røntgenundersøgelse af venstre hånd må antages at ansøgerens alder er 19 år eller derover. Flygtningenævnet udtalte, at det er udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort den påberåbte identitet, herunder om statsborgerskabet i Liberia, og det påberåbte asylgrundlag. Det måtte tillægges vægt, at ansøgerens oplysninger om sine fødselsdata ikke stemte overens med resultatet af personundersøgelseserklæringen, og at resultatet af sprogtesten angav, at ansøgeren taler engelsk, som det tales i Ghana, uanset at et ophold i Ghana ifølge ansøgerens egne oplysninger alene varede i to år. Det bemærkedes, at ansøgeren i øvrigt ikke havde underbygget oplysningerne om sin påståede identitet gennem fremlæggelse af dokumenter. Endvidere havde ansøgeren forklaret upræcist og divergerende om sin færden forud for udrejsen, herunder om længden af de perioder, hvor han opholdt sig de enkelte steder, om årsagen til udrejsen og om faderens aktiviteter. Hertil kom, at ansøgerens forklaring om nogle soldaters henvendelser på bopælen fremstod konstrueret. Der blev herved lagt særlig vægt på den sidste episode, hvorefter ansøgeren hævdede, at han undslap fem bevæbnede soldater, uagtet de forinden havde haft fat i ham og slået ham. Endelig blev der lagt vægt på, at ansøgeren først til samtalereferatet havde vedgået, at han havde opholdt sig i Ghana. Ved vurderingen af ansøgerens forhold indgik det i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren for nævnet havde fremtrådt som en person, der umiddelbart var i stand til at svare for sig, og som umiddelbart var i stand til at videreformidle de indtryk, han modtog fra omverdenen. Nævnet fandt det i denne forbindelse usandsynligt, at ansøgeren alene havde haft to års skolegang. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet havde været i stand til at underbygge oplysningerne om sin identitet og det påberåbte asylmotiv, herunder hans oprindelse, forkastede Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en konkret, særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Liberia/2004/1
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter overgreb fra sin far eller bror eller fra myndighederne som følge af, at han er homoseksuel. Ansøgerens moster fandt i 2014 gennem en sms-besked fra ansøgerens daværende kæreste [S] ud af, at han er homoseksuel, hvilket hun fortalte til ansøgerens storebror, efter at ansøgeren ophørte med at tage medicin herimod. Storebroren tog derfor ansøgeren med til Irak, hvor ansøgeren skulle arbejde som tolk i familiens firma. I Irak indledte ansøgeren et seksuelt forhold til en mand ved navn [K], og da storebroren blev bekendt med forholdet, sendte han ansøgeren tilbage til Libanon og krævede, at ansøgeren skulle tilslutte sig Hizbollah for at genoprette familiens ære. Under en rejse mod Syrien med farens fætter fingerede ansøgeren et sygdomstilfælde og blev i ambulance kørt til hospitalet, hvorfra han flygtede. Han opholdt sig derefter i omkring to uger hos en ven i Beirut. Da hans mor kom med pas og penge for at hjælpe med hans udrejse, var ansøgerens far fulgt efter og angreb ansøgeren med råb og slag med en pistol, så ansøgeren mistede bevidstheden. Folk på gaden hjalp ham til behandling hos en læge og efter ophold i 4-5 dage hos en bekendt udrejste han af Libanon i slutningen af [efteråret] 2015. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Nævnet har herved lagt vægt på ansøgerens konsistente forklaring herom sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge den øvrige del af ansøgerens asylmotiv, herunder om forfølgelsen fra ansøgerens bror og far, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret, at hans problemer startede, da han blev opdaget gennem en sms-besked fra en kæreste. Ansøgeren har imidlertid på trods af gentagne spørgsmål om sine kærester først angivet navnet på den kæreste, Saleh, der afsendte sms-beskeden, da der kunne konstateres tidsmæssige uoverensstemmelser i hans forklaring. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hans slægtninge var til stede, da han kom på hospitalet nær grænsen til Syrien. Nævnet finder endvidere ansøgerens forklaring usandsynlig på flere centrale punkter. Det findes således usandsynligt, at ansøgeren – efter at være blevet sendt til familiens firma i Irak på baggrund af, at broren var blevet bekendt med ansøgerens seksualitet – i Irak risikerede at indlede et seksuelt forhold til en anden mand, der arbejdede i et firma, der samarbejdede med ansøgerens fars firma. Det findes endvidere usandsynligt, at ansøgeren – efter at være sendt tvangsmæssigt til Syrien for at deltage i krigshandlinger – kunne undslippe dette ved at fingere et sygdomstilfælde og blot forlade et hospital nær grænsen til Syrien. Det findes herudover usandsynligt, at ansøgerens mor uden samtykke fra ansøgerens far risikerede at hjælpe ansøgeren med dennes flugt fra Libanon at aflevere pas og et beløb på 2.000 USD, og at hun formåede hurtigt at fremskaffe så stort et beløb. Det findes endelig usandsynligt, at ansøgerens far – efter at have fulgt ansøgerens mor og slået ansøgeren til bevidstløshed med en pistol – lod ansøgeren undslippe ved at tage ophold hos en ven. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at den omstændighed, at ansøgeren er homoseksuel, ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Libanon/2018/3/TBP
Nævnet stadfæstede i februar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborgerfra Libanon. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren havde boet i Beirut med sin familie inden udrejsen og havde haft sin skrædderforretning i et kvarter, hvor der boede såvel sunni- som shiamuslimer. Ansøgeren havde tilstræbt at leve et neutralt liv, og han havde ikke engageret sig i politiske sammenhænge eller grupperinger. Han havde ikke været politisk aktiv. Ansøgeren havde tilstræbt at have et almindeligt familieliv med sin ægtefælle og med sine efterhånden voksne børn. Ansøgeren havde flere gange været udsat for henvendelse fra shia-muslimer, der havde forsøgt at overtale ham til at sælge eller overdrage skrædderforretningen, fordi den lå i et angiveligt shia-muslimsk interesseområde. Ansøgeren var blevet truet i denne forbindelse og var således i sommeren 2006 blevet udsat for en konkret persons trusler, ligesom den pågældende person efterfølgende havde indfundet sig uden for forretningen og tildelt ansøgeren slag i brystet. I perioden for de israelske bombardementer af Libanon i sommeren 2006 havde ansøgeren med sin familie i cirka en måned opholdt sig i Syrien, herefter var familien vendt tilbage til Beirut. Familien var udrejst fra Beirut i december 2006 og var indrejst legalt i Danmark. Det havde oprindeligt været planen, at familien skulle vende tilbage til Libanon, men ansøgeren havde søgt om asyl i februar 2007. Selvom ansøgeren og hans familie havde mødt vanskeligheder i Libanon og herunder havde været udsat for trusler og chikane, fandt nævnet efter en vurdering af det oplyste om ansøgerens forhold, at ansøgerens situation havde været præget af problemfyldte men generelle forhold i Beirut, og at ansøgeren ikke havde været konkret forfulgt på en måde, som indebar, at ansøgeren ved udrejsen kunne anses for udsat for eller ved indrejsen kunne antages at risikere en forfølgelse, der ville være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet fandt af samme grunde videre ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere umenneskelig eller nedværdigende behandling, der ville være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Libanon/2009/1
Nævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller medlem af politiske organisationer, og at han ikke havde haft konflikt med de libanesiske myndigheder. Han var udrejst legalt. Ansøgeren havde til sagen endvidere oplyst, at han heller ikke havde haft konflikt med andre grupperinger i Libanon, og at baggrunden for, at han søgte om asyl, var, at han under opholdet i Danmark anså situationen i Libanon for forværret og frygtede krig. Ansøgeren havde ifølge advokatindlægget og i nævnsmødet oplyst, at Hizbollah havde tilbageholdt ham i nogle timer en nat i 2004, hvor ansøgeren havde opholdt sig i en bil med to andre i en bydel i Beirut, der var kontrolleret af Hizbollah. Ansøgeren var blevet afhørt om sine identitets- og bopælsforhold, og først dagen efter havde ansøgeren fået sit id-kort udleveret hos Hizbollah. Ansøgerens far havde endvidere i juni måned 2008 telefonisk oplyst, at personer fra Hizbollah to gange havde henvendt sig og spurgt efter ansøgeren på forældrenes adresse, herunder ved den anden henvendelse spurgt nærmere om ansøgerens danske hustru blandt andet under henvisning til, at hun havde besøgt ansøgeren i sommeren 2006 på tidspunktet for Israels militærs intervention, og hvor folk udrejste af Libanon. Selvom den sene fremkomst af de sidstnævnte oplysninger gav anledning til en vis tvivl, fandt nævnet efter en vurdering af ansøgerens oplysninger, at oplysningerne i al væsentlighed måtte lægges til grund. Det var imidlertid nævnets opfattelse, at det forhold, at ansøgeren havde været tilbageholdt og udspurgt om sine id-forhold med videre i 2004 og herefter ikke havde yderligere konflikter med Hizbollah, og at Hizbollah to gange i sommeren 2008 havde henvendt sig på forældrenes adresse med kendskab til, at ansøgeren i 2006 i Beirut havde fået besøg af sin danske hustru, med hvem ansøgeren havde indgået ægteskab i oktober 2006, ikke kunne anses for udtryk for en efterstræbelse eller risiko herfor, som indebar, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon, hvor ansøgeren på en helt uprofileret måde havde haft sit livsforløb, risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingeservice til vurdering af de nye oplysninger, som mest subsidiært påstået af den beskikkede advokat. Libanon/2008/1
Nævnet stadfæstede i november 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2006. Det fremgår af sagen, at ansøgeren, der er kristen og studerede teologi, i 2003 blev afhørt i forbindelse med drabet på en medstuderende. Han modtog efterfølgende mange sms’er med trusler. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen af sagen vægt på, at ansøgeren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig i hjemlandet fra 2003 til udrejsen i 2006, uden at han i den periode havde været udsat for trusler. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved udrejsen havde været konkret eller individuelt forfulgt af de grunde, der er angivet i Flygtningekonventionen som følge af sit kristne tilhørsforhold. Flygtningenævnet fandt ej heller, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for en sådan forfølgelse, eller ville være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren i 2003 efter drabet på en anden tilhænger af baptistkirken havde været til afhøring hos den syriske efterretningstjeneste, fandtes ikke at kunne føre til noget andet resultat, da han ikke efterfølgende var blevet opsøgt af efterretningstjenesten. Det samme gjaldt det forhold, at ansøgeren, ligeledes efter sine egne oplysninger, i 2003 havde modtaget anonyme trusler via telefon og sms, idet han ikke siden havde modtaget sådanne trusler. Den omstændighed, at hans forældre efter hans udrejse i 2006 havde modtaget anonyme forespørgsler om ansøgerens opholdssted, fandtes ej heller at kunne føre til noget andet resultat. Libanon/2007/4
Nævnet meddelte i august 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelige statsborger fra Libanon. Indrejst i 2004. I 2006 besluttede Flygtningenævnet at udsætte sagen med henblik på indhentelse af oplysninger fra Libanon via Udenrigsministeriet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim, og er født og opvokset i Libanon. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede at blive dræbt af sin familie, fordi hun havde nægtet at gifte sig med den mand, som hendes familie havde ønsket, at hun skulle giftes med. Ansøgeren havde i forbindelse hermed henvist til, at hun forud for udrejsen var blevet holdt indespærret af sin fader og broder, at hendes kusine var blevet dræbt af ansøgerens fætter, og at ansøgerens broder havde truet med at dræbe ansøgeren. Flygtningenævnet kunne i det væsentligt lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen støttedes af de indhentede oplysninger fra Libanon vedrørende drabet på kusinen. Flygtningenævnet fandt herefter, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret risiko for at blive udsat for æresdrab fra sin families side. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på baggrundsoplysningerne vedrørende forekomsten af æresdrab i Libanon. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libanon ville være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Libanon/2007/3
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon, født i 1985. Indrejst i juli 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren over for nævnet som asylmotiv henviste til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon ville være i livsfare, idet hendes familie havde truet med at dræbe hende på grund af hendes giftermål med ægtefællen, og at hun heller ikke kunne vende tilbage til Libanon, fordi ægtefællens familie var uønsket i Libanon. Truslen fra ansøgerens familie skulle være fremsat i august-september 2005 under et par telefonsamtaler, hvor ansøgeren havde orienteret forældrene om, at hun var blevet gift og opholdt sig i Danmark. Ansøgeren kunne ikke henvise til efterfølgende omstændigheder, der tydede på, at familien mente truslerne alvorligt. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren var i reel risiko for at blive udsat for æresdrab eller overgreb i øvrigt i anledning af ægteskabet. Flygtningenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren først havde ansøgt om asyl under en straffesag, som hun var blevet anholdt til i juni 2006. Det fremgik af ansøgerens forklaring under asylsamtalen, at hun, medens hun fortsat boede i Libanon, flere gange havde fået besøg af ægtefællen. Flygtningenævnet fandt det uantageligt, at ansøgerens ægtefælle flere gange skulle have været indrejst illegalt i Libanon. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at ægtefællens familie under ét var forfulgt i Libanon, og Flygtningenævnet kunne derfor heller ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerede en afledet forfølgelse på grund af sit ægteskab med ægtefællen. Flygtningenævnet lagde tillige vægt på, at dette motiv først fremkom under Flygtningenævnets behandling af sagen. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Libanon/2007/1
Nævnet stadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon, født i 1964. Ansøgeren blev i juli 1991 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. I september 1994 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse. I oktober 2004 indrejste ansøgeren illegalt i Danmark. I februar 2005 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren, at hendes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, var bortfaldet, idet hun havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren søgte efterfølgende om asyl. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde bragt sig i modstrid med sit hjemlands myndigheder. Ansøgeren havde afgivet skiftende forklaringer om, hvor hun havde opholdt sig efter udrejsen af Danmark i 1999 samt om, hvorvidt hun havde været på gentagne besøg her i landet. Af ansøgerens forklaring fremgik, at det var hendes og hendes tidligere ægtefælles ønske, at hun skulle passe fællesbørnene her. Ansøgeren havde for nævnet angivet, at hun ved en tilbagevenden frygtede at blive dræbt af sine brødre. Ansøgeren havde ikke oplyst om nye konkrete trusler. Ansøgerens forklaring om indespærring, og om hvorledes hun havde forladt hjemmet og udrejst til Danmark, fremtrådte ikke troværdig. Under de foreliggende omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde opfyldt den hende i medfør af udlændingelovens § 40 påhvilende oplysningspligt og havde heller ikke sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i nærliggende risiko for at blive udsat for umenneskelig behandling eller andre forhold efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Der var ikke forhold, der kunne bevirke, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Libanon/2005/4
Nævnet stadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon, født i 1971. Indrejst i november 2004. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således forklaret blandt andet at hun i perioden fra 2000 til april 2004 klarede forsørgelsen af sine fem børn og sig ved indtægt fra sit job som lærer, men at hun efter afsked fra jobbet stod uden indtægt. Hun gav afkald på forældremyndigheden for at børnene kunne blive familiesammenført med hendes herboende fraskilte ægtefælle, og hun måtte herefter som fraskilt muslimsk kvinde tage ophold hos sin storebroder, der udsatte hende for vold, da hun afslog hans ønske om at gifte sig på ny med en person fra lokalområdet. Ansøgeren blev tilset af en privatpraktiserende læge, fordi broderen frygtede myndighedsindblanding, såfremt ansøgeren blev hospitalsbehandlet. Ansøgeren anmeldte ikke voldsforholdet, men tog efter 2 måneders ophold hos sin broder til en veninde i Beirut, hvorfra hun med besøgsvisum tog til Danmark. Selvom flygtningenævnet fandt, at ansøgerens situation var meget vanskelig navnlig i forholdet mellem ansøgeren og hendes 5 mindreårige børn, og idet det bemærkedes, at ansøgeren videre var gravid med forventet fødsel primo november 2005, lagde nævnet vægt på, at ansøgeren, der var uddannet lærer, havde levet sit selvstændige liv indtil udrejsen i 2004. Nævnet fandt videre, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon måtte antages at kunne etablere sit selvstændige liv og herunder søge myndighedernes beskyttelse, såfremt broderen, der efterfølgende havde fremsat trusler mod ansøgeren, skulle efterstræbe ansøgeren. Nævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon risikerede en forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for sådanne alvorlige overgreb, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet bemærkede, at det var indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren havde 4 gifte søstre i Libanon. Nævnet henviste endvidere bl.a. til den norske ”Reiserapport” af marts 2004. Libanon/2005/3
Nævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon, født i 1978. Indrejst i august 2003. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han havde giftet sig mod sin families vilje. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv og ikke forud for udrejsen havde været udsat for forhold, som kunne begrunde asyl. Af hans forklaring fremgik, at han havde opholdt sig på sin bopæl i flere måneder fra ægteskabets indgåelse og frem til udrejsen. Han havde ikke i denne periode været udsat for forhold, som havde givet ham anledning til at søge myndighedernes beskyttelse. Under sagens behandling her i landet havde han forklaret divergerende om, hvorvidt det var hævn fra hans fætres side eller faderens vrede, han frygtede. Således som sagen var oplyst, kunne nævnet ikke lægge til grund, at der var en nærliggende risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville blive udsat for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der sås ikke risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Libanon/2005/1
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har henvist til, at hun har arbejdet for partiet Harakat al-Tawhid al-Islam, der hører under Hizbollah-bevægelsen, men har derudover ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel eller udsat for overgreb af Hizbollah eller Harakat al-Tawhid al-Islam, idet organisationerne betragter ansøgeren og hendes bror som forrædere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2011 fik arbejde på kommunikations- og konferencekontoret hos Harakat al-Tawhid bevægelsen. Ansøgerens bror var i forvejen ansat som livvagt i bevægelsen. Ansøgerens funktion bestod i at sørge for at administrere aftaler og andet sekretærlignende arbejde. Derudover var ansøgeren to gange i Syrien for at fotografere til en konference. Ansøgeren begyndte at få problemer med Harakat al-Tawhid bevægelsen i starten af 2015, idet hun blev bedt om at tage til Syrien for at tage yderligere billeder, men hvor hensigten var, at hun skulle deltage i kampene i Syrien på vegne af Hizbollah. Ansøgeren blev spurgt omkring 10 gange, men hun fandt på en undskyldning hver gang. Derudover har ansøgeren henvist til, at hun i en periode blev forfulgt af to personer i en bil, der rettede henvendelse til ansøgeren ad to omgange for at få oplysninger om Hizbollah. Ansøgeren og hendes bror blev truet på livet af de to personer, og ansøgeren udrejste på den baggrund sammen med sin bror i [efteråret] 2015 via lufthavnen i Beirut. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer divergerende på centrale punkter – også i forhold til sin medfølgende brors forklaring - og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at hun begyndte at arbejde for Harakat al-Tawhid bevægelsen i 2013, og at hun ikke var medlem af partiet, men kun ansat, hvorimod hun til sin asylsamtale forklarede, at hun startede med at arbejde for partiet i 2011, hvor hun blev ansat, og at hun var medlem. Foreholdt disse divergenser forklarede ansøger, at årstallet 2013 må være en fejl i referatet, og at det beror på en misforståelse, at hun ikke var ansat, idet man blev betragtet som medlem, når man blev ansat af partiet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren der efter sin forklaring som del af sit arbejde skulle deltage i konferencer og tage billeder, også forklarede, at hun ikke kendte kameraet så godt, at det var en anden medarbejder, der stod for at fjerne billederne fra kameraet, at hun ikke vidste, hvordan de blev sendt videre, og at hun aldrig selv så dem igen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet forklarede påfaldende afglidende om sine arbejdsopgaver i bevægelsen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvem der bad hende om at tage til Syrien, hvornår og hvor mange gange, det skete. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det var to koordinatorer fra partiet ved navn Ahmed og Maher, der beordrede hende til at tage til Syrien, og at det skete mindst 5 gange. Sidste gang var to måneder inden udrejsen. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at hun omkring 10 gange blev bedt om at tage til Syrien, at det var Bilal personligt, der bad hende tage af sted, og at det nogle gange var andre ansvarlige på kontoret, der henvendte sig til hende, og som hun ikke kender navnet på. Sidste gang var en til to uger inden udrejsen. Ansøgeren har på nævnsmødet forklaret, at hun blev bedt om at tage til Syrien én til to gange. Nævnet finder ikke, at disse divergenser kan forklares alene med ansøgerens angivelige dårlige hukommelse henset til, at der er tale om en central del af asylmotivet. Nævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at hun ikke har været i stand til at redegøre for, hvad formålet med, at hun skulle til Syrien var, eller hvorfor bevægelsen skulle opfordre hende, der var uden militær træning, hertil. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvorvidt hun har været i Syrien og med hvem. Hun har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun på intet tidspunkt har været i Syrien, mens hun til asylsamtalen forklarede, at hun var i Syrien med Harakat al-Tawhid bevægelsen to gange i 2015, og at hendes bror var med begge gange som livvagt for Sheik [navn B]. Ansøgerens bror har derimod til sin asylsamtale forklaret, at han sidst var i Syrien i 2014 og aldrig har været i Syrien med ansøgeren. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren og hendes bror har forklaret indbyrdes divergerende om årsagen til ansøgerens udrejse af Libanon. Ansøgeren har til samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun udrejste, fordi hun og hendes bror blev beordret til at tage til Syrien af Harakat al-Tawhid bevægelsen på vegne af Hizbollah for at deltage i kamp, og at de blev truet med at blive slået ihjel. Ansøgerens bror har derimod forklaret, at ansøgeren udrejste, fordi hun var bange for, at Harakat al-Tawhid ville afpresse hende eller gøre hende fortræd, hvis han flygtede. Ansøgeren har på nævnsmødet ikke været i stand til at svare troværdigt på årsagen til hendes udrejse, hvilket også svækker hendes troværdighed. Nævnet har endelig tillagt det vægt, at det af det af baggrundsoplysningerne, herunder ”Landinfo: Libanon: Rekruttering til krigen i Syria” fra 17. november 2016, at der inden for Hizbollah ikke er nogen tvangsrekruttering til at tage til Syrien og kæmpe, især fordi medlemmer skal gennemgå en gennemgribende intern træning, og at konsekvensen for medlemmer, der nægter at tage af sted, normalt er ekskludering fra partiet og de kan opleve social isolation. Flygtningenævnet tilsidesætter således i det hele ansøgerens forklaring om sin konflikt med Harakat al-Tawhid og Hizbollah. Nævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libanon er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2018/7/CABV
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har været medlem af Harakat al-Tawhid al-Islam, men har ikke udført politiske aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Hizbollah og Harakat al-Tawhid, idet ansøgeren ikke imødekom deres anmodning om at blive udsendt til Syrien med henblik på deltagelse i borgerkrigen. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter andre yderliggående bevægelser, herunder Mustaqbal. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var medlem af Harakat al-Tawhid al-Islam, hvor han ligeledes arbejdede som livvagt for bevægelsens leder. Ansøgeren fik i 2014 og 2015 ad to omgange besked om, at han skulle udsendes til Syrien for at deltage i borgerkrigen som led i al-Tawhid bevægelsens samarbejde med Hizbollah. Idet ansøgeren ikke ønskede at deltage i borgerkrigen i Syrien, valgte han at udrejse af Libabon sammen med sin søster. Ansøgerens familie er to gange blevet opsøgt af personer fra al-Tawhid bevægelsen, der har spurgt efter ansøgeren. Derudover har ansøgerens familie modtaget trusler fra ukendte personer efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer divergerende på talrige centrale punkter – også i forhold til sin medfølgende søsters forklaring - usammenhængende og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [foråret] 2016 forklarede, at han havde været en del af Harakat al-Tawhid bevægelsen i 13-14 år og i alle årene havde været livvagt først for Sheik [navn A] og derefter for hans søn, Sheik [navn B]. Under asylsamtalen forklarede ansøger indledningsvist, at han startede med at arbejde for [navn A] i 1996, hvor han blev sheikens livvagt. Senere under samtalen forklarede han, at han, at han startede som livvagt for sheik [navn A] omkring 1997-1998 og fortsatte i to til to og et halvt år frem til sheikens død, som han ikke husker årstallet for. Han startede som livvagt for Sheik [navn B] omkring 2002-2003 og fastholdt på forespørgsel, at der ikke var noget afbræk i hans tjeneste som livvagt. Ansøgeren har under nævnsmødet på forespørgsel forklaret afglidende om tidspunktet for, hvornår han påbegyndte arbejdet som livvagt og har henvist til, at hans hukommelse er dårlig. Nævnet finder ikke, at divergenserne kan forklares alene med ansøgerens angivelige dårlige hukommelse henset til, at asylmotivet er nært forbundet med hans arbejde i bevægelsen. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke modtog våbentræning og ikke bar våben ud over i en kort periode i forbindelse med, at bevægelsens kontor blev angrebet af salafister, islamister og jihadister. Han har på intet tidspunkt affyret sin pistol eller anvendt nogen andre former for våben. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at både han og alle sheikens andre vagter var bevæbnede med pistoler, og at alle i Libanon kan bruge en pistol. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at vagterne bar en form for uniform og havde pistol. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans opgaver som livvagt forekommer påfaldende ukonkret, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren som livvagt aldrig affyrede andet våben end et haglgevær heller ikke i undervisningsøjemed. Ansøgeren har endvidere til sin asylsamtale forklaret, at han sidst var i Syrien i 2014 og aldrig har været i Syrien med sin søster, mens ansøgers søster til sin asylsamtale forklarede, at hun var i Syrien med Harakat al-Tawhid bevægelsen to gange i 2015, og at ansøgeren var med begge gange som livvagt for [navn B]. Det forhold at ansøgeren har fremlagt et id kort og fotos, der angiveligt viser ham i selskab med Sheik [navn B], kan ikke føre til andet resultat henset til, at kortet er udstedt i [sommeren] 2010 gældende alene for et år, og at dokumenterne er fremkommet på et sent tidspunkt i forløbet og efter Udlændingestyrelsens afslag. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han angiveligt fik at vide, at han skulle sendes til Syrien. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at han tror, at den første opfordring kom i de sidste to til tre måneder af 2014, at det var Sheik [navn B’s] bror, der kom med opfordringen, og at den anden opfordring, der kom fra Sheik [navn B], kom ca. 20 dage før hans udrejse af Libanon - vistnok i slutningen af 2015. Ansøger forklarede hertil, at der gik fire til fem måneder mellem den første og den anden gang, hvor han fik at vide, at han skulle til Syrien. Nævnet bemærker, at dette ikke tidsmæssigt hænger sammen med ansøgerens oplysning til oplysnings- og motivsamtalen om, at han udrejste af Libanon [to nærmere bestemte datoer i vinteren] 2015. Nævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren angiveligt fortsatte sit arbejde som livvagt for Sheik [navn B] efter at være blevet opfordret til at tage til Syrien anden gang alene under påskud af, at hans mor var syg. Nævnet har endelig tillagt det vægt, at det af det af baggrundsoplysningerne, herunder ”Landinfo: Libanon: Rekruttering til krigen i Syria” fra 17. november 2016 fremgår, at der inden for Hizbollah ikke er nogen tvangsrekruttering til at tage til Syrien og kæmpe, især fordi medlemmer skal gennemgå en gennemgribende intern træning, og at konsekvensen for medlemmer, der nægter at tage af sted, normalt er ekskludering fra partiet og de kan opleve social isolation. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer påfaldende, at Harakat al-Tawhid bevægelsen skulle opfordre ansøgeren til at tage til Syrien og kæmpe henset til, at han efter sin egen forklaring er utrænet i kamphandlinger. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med Mustaqbal eller andre yderliggående bevægelser. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først er fremkommet med denne oplysning under nævnsmødet, og at den angivelige episode, hvor han var udsat for et attentat, ligger i hvert fald tre år tilbage i forhold til hans udrejse. Flygtningenævnet tilsidesætter således i det hele ansøgerens forklaring om sin konflikt med Harakat al-Tawhid, Hizbollah, Mustaqbal og andre yderliggående bevægelser. Nævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2018/6/CABV
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon og en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunni muslimer. Den mandlige ansøger er statsløs palæstinenser fra Libanon, mens den kvindelige ansøger er syrisk statsborger. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at den mandlige ansøger vil blive tilbageholdt af Hizbollah og overgivet til de syriske myndigheder. Ansøgerne frygter endvidere den generelt dårlige sikkerhedssituation. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at Hizbollah opsøgte ansøgeren på hans bopæl fire eller fem gange i 2014/2015 med henblik på at rekruttere ham og få ham med i deres ”saraya” (brigader). Hizbollah hverken truede eller forfulgte ansøgeren. Ansøgerens søn fortalte ham, at deres nabo havde set ukendte personer opsøge ansøgerens bopæl to gange, efter han udrejste. Ansøgerne har videre oplyst, at de i 2015 rejste til Syrien med henblik på at forny den kvindelige ansøgers opholdstilladelse i Libanon. De syriske myndighedspersoner ved grænsen forlangte, at den mandlige ansøger skulle henvende sig til Palæstinaafdelingen i Damaskus, der er en del af de syriske efterretningstjenester. Årsagen hertil var, at der var to noter på den mandlige ansøgers navn. De syriske myndighedspersoner ville oprindeligt transportere ansøgerne til Damaskus, men den mandlige ansøger sagde, at de alligevel skulle til Damaskus for at ansøge om et syrisk pas til den kvindelige ansøger. Ansøgerne fik derfor lov til at forlade grænseområdet, men de opgav herefter at rejse til Damaskus, idet den mandlige ansøger frygtede, hvad der ville ske, hvis han på ny blev konfronteret af syriske myndighedspersoner. Den mandlige ansøgers pas blev stemplet ved grænsen, ligesom de skrev en note på et stykke papir. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt Libanon kan tjene som ansøgernes første asylland, har den mandlige ansøger oplyst, at han er født og opvokset i Beirut i Libanon, hvor hans familie fortsat bor. Han har boet 30 år i Saida. Den kvindelige ansøger har boet i Libanon med sin familie, siden hun var tre år gammel. Hun kender ikke Syrien og har kun været i Syrien, når hun ved den libanesisk-syriske grænse skulle forny sin opholdstilladelse i Libanon. Ansøgerens far var syrisk statsborger, mens hendes mor var libanesisk statsborger. Ansøgeren havde opholdstilladelse i Libanon, ligesom alle andre syrere, der var gyldigt i seks måneder ad gangen. Ansøgerne har tre sønner i Libanon, som har status som statsløse palæstinensere. Flygtningenævnet lægger på samme måde som Udlændingestyrelsen til grund, at den mandlige ansøger som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at den kvindelige ansøger som syrisk statsborger er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om asylmotivet i Libanon til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende og udbyggende om sin konflikt med Hizbollah, og på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes uoverensstemmende. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste den mandlige ansøger ikke, at Hizbollah havde opsøgt ham på bopælen. Hans forklaring herom under asylsamtalen strider mod den kvindelige ansøgers forklaring under sin asylsamtale om, bopælen aldrig har været opsøgt af Hizbollah. Endvidere har den mandlige ansøger under mødet i Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at Hizbollah har anmodet ham om at opbevare våben på bopælen. De skiftende forklaringer svækker den mandlige ansøgers generelle troværdighed. Endvidere har den mandlige ansøger efter sin forklaring ikke været udsat for vold eller direkte trusler fra Hizbollah, og det beror alene på en formodning fra hans side, at Hizbollah vil udsætte ham for asylbegrundende forfølgelse eller udlevere ham til Syrien. Den mandlige ansøger er født og opvokset i Libanon, og den kvindelige ansøger, som er datter af en libanesisk mor og en syrisk far, har boet i Libanon, siden hun var omkring tre år gammel. Parrets tre sønner bor i Libanon med deres ægtefæller og børn. Parret har således nær tilknytning til Libanon. Den mandlige ansøger har fortsat sit opholdsbevis og rejsedokument fra Libanon. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at han kan indrejse i og fortsat har ret til at opholde sig i Libanon. Om den kvindelige ansøger bemærkes, at det af Udenrigsministeriets høringssvar af 9. januar 2018 fremgår, at syriske statsborgere, som rejser til Libanon, kan få et visum ved indrejsen. Endvidere fremgår det, at en kvindelig syrisk statsborger, som er gift med en statsløs palæstinenser, som er registreret som flygtning i Libanon, kan få opholdstilladelse i Libanon. Af Udenrigsministeriets notat af 2. januar 2018 fremgår, at en syrisk statsborger, som er datter af en libanesisk mor, kan få opholdstilladelse i Libanon. Opnåelse af opholdstilladelse forudsætter efter begge notater, at ansøgeren er i besiddelse af et syrisk pas. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hun aldrig har haft et syrisk pas. Det må imidlertid antages, at det vil være muligt for hende at få udstedt et pas eksempelvis på Syriens ambassade i Stockholm. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den kvindelige ansøger ikke har forsøgt at få udstedt et pas, og at hun for Flygtningenævnet har fremlagt fødselsattester udstedt i Syrien for hendes tre børn samt en kopi af en vielsesattest. Det må således lægges til grund, at hun er i stand til at dokumentere sin identitet. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at også den kvindelige ansøger har ret til at indrejse og opholde sig i Libanon. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er ikke af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne fortsat kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, som derfor må anses som deres første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2018/5/SSM
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shiamuslimer. Den mandlige ansøger, der er født i Libanon er statsborger i Libanon og angiveligt tillige i Syrien. Den kvindelige ansøger er født i Homs, Syrien, og er syrisk statsborger. I forbindelse med indgåelse af ægteskab med den mandlige ansøger opnåede hun i 2012 statsborgerskab i Libanon. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har i forhold til Syrien som asylmotiv henvist til, at han her vil risikere at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste, eller tvangsrekrutteret af militserne. Ansøgerne har ligeledes henvist til, at de frygter den generelle situation i Syrien. Den mandlige ansøger har til støtte for, at han er statsborger i Syrien, henvist til at hans far er syrer. Hans mor, der var libanesisk statsborger flygtede til Libanon, mens hun ventede ansøgeren. For at undgå, at ansøgerens far fandt frem til dem og fordi der i 1982-83 var krig i Libanon, blev ansøgeren registeret med en netop afdød jævnaldrende fætters identitet. Ansøgerens statsborgerskab i Libanon knytter sig til denne falske identitet, og er således opnået på grundlag af svig. Efter at han blev 18 besøgte han jævnligt sin far i Syrien og han her har fået udstedt nationalitetspas, id-kort, kørekort og civilregistreringsattest. Bortset fra kørekortet og registreringsattesten er dokumenterne gået tabt under flugten. Flygtningenævnet finder, at det må lægges til grund, at begge ansøgere er statsborgere i Libanon og at de asylretligt skal vurderes i forhold til Libanon. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger er født i Libanon af en libanesisk mor, og har levet i Libanon, indtil han 32 år gammel udrejste af landet. Den mandlige ansøger har haft alle rettigheder, og besiddet alle former for legitimationsdokumenter, herunder har han flere gange fået udstedt libanesisk nationalitetspas. Ansøgeren har forklaret, at deres ægteskab, der blev indgået i Syrien, er registeret i Libanon, hvilket i øvrigt på baggrund af baggrundsoplysningerne har været en betingelse for, at den kvindelige ansøger på grundlag af ægteskabet med den mandlige ansøger fik libanesisk statsborgerskab og nationalitetspas. Den mandlige ansøgers forklaring om, at hans libanesiske statsborgerskab er opnået på grundlag af svig, og at han derfor i Libanon er registeret i fætterens navn, [A], støttes endvidere ikke af den fremlagte visum ansøgning, der blev indgivet i 2014 på grundlag af den mandlige ansøgers libanesiske nationalitetspas, idet ansøgeren i ansøgningen fremgår som Maher Awwad. Ansøgerne har som asylmotiv i forhold til Libanon henvist til, at de ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Hizbollah, der gennem den mandlige ansøgers morbror, [B], har forsøgt at rekruttere den mandlige ansøger til at kæmpe i Syrien. Ansøgerne har til støtte for asylmotivet henvist til, at den mandlige ansøgers morbror genne flere år forsøgte at overtale og senere presse den mandlige ansøger til at rejse til Syrien og kæmpe sammen med Hizbollah. Den mandlige ansøger nægtede, hvilket fik morbroren til at øge presset. Dette var grunden til, at begge ansøgere i september 2014 søgte visum til Grækenland. På et tidspunkt i juli 2015 rettede morbroren også truslerne mod ansøgerens hustru og barn. Dette førte til, at ansøgerne samme nat forlod Libanon. Ansøgerne var kortvarigt i Syrien for at sælge den mandlige ansøgers fars ejendom, således at de kunne betale for flugten til Europa. Konflikten med [B] og med Hizbollah medfører, at ansøgerne ikke kan vende tilbage til Libanon. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. Indledningsvis bemærkes, at det afgørende afsvækker forklaringens troværdighed, at den mandlige ansøger ikke forklarede herom til oplysnings og motivsamtalen, men derimod forklarede, at hverken han eller hans familie havde konflikter i Libanon. Den mandlige ansøgers forklaring om konflikten med morbroren [B] har været afglidende, ukonkret og divergerende herunder vedrørende den sidste flugtudløsende episode, og den kvindelige ansøgers forklaring herom har endvidere været divergerende. Begge ansøgere har således under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at [B] ankom til deres hjem, hvorefter den mandlige ansøger forlod hjemmet sammen med [B]. Under nævnsmødet har de forklaret, at [B] ankom, og at han straks havde en kortvarig samtale med den mandlige ansøger, som den kvindelige ansøger til dels overhørte. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om, hvornår [B] ankom. Den mandlige ansøgers forklaring om antallet og karakteren af [B’s] overtalelsesforsøg i 2014 har endvidere været stærkt divergerende især i forhold til antal. Nævnet finder slutteligt, at det afsvækker ansøgernes forklaringer om det pres den mandlige ansøger angiveligt var under, at de efter forgæves at have søgt visum i 2014, forblev i Libanon i yderligere ni måneder. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libanon vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2018/4/CHA
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Syrien og Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk araber og muslim fra Hamah, Syrien. Den kvindelige ansøger er araber og muslim fra Tripoli, Libanon. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politiske aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter genindkaldelse til militæret. Han har endvidere henvist til, at han frygter, at den syriske regering vil straffe ham, fordi hans farbror og hans to fætre flygtede fra deres tjeneste i den syriske hær. Han har til støtte for sine asylmotiver i relation til Syrien oplyst, at han udrejste af Syrien til Libanon [i efteråret] 2012 på grund af krigen og urolighederne. Hans farbror og fætre flygtede i samme periode fra den syriske hær. Ansøgeren blev ikke opsøgt af de syriske myndigheder fra han havde aftjent sin militærtjeneste i [efteråret] 2011 og indtil sin udrejse. Hans familie modtog hans genindkaldelse til militærtjeneste i midten af 2013, da han opholdt sig i Libanon. Den mandlige ansøger har derudover som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter de libanesiske myndigheder. Den mandlige ansøger har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han har opholdt sig illegalt i Libanon og to gange har været tilbageholdt af myndighederne. Sidste gang ansøgeren var i kontakt med myndighederne, fik han en udrejsefrist på 15 dage. Han boede og arbejdede i Tripoli i Libanon i omkring tre år. To af den mandlige ansøgerens søstre og brødre bor forsat i Libanon. Hans søstre har fået opholdstilladelse i medfør af deres ægteskab med libanesiske statsborgere. Den kvindelige ansøger har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger modtog et udvisningsbrev fra myndighederne, efter de havde boet sammen i tre måneder, og han derfor var nødt til at forlade Libanon. Han fik en frist på ti dage til at forlade landet, og de udrejste begge inden for fristen. Ansøgerne har endelig som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Libanon frygter den kvindelige ansøgers familie, idet de er imod deres ægteskab. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at de mødte hinanden [i foråret] 2015 i Tripoli og blev gift [i efteråret] 2015. Selve vielsen foregik hjemme hos den kvindelige ansøgers far, og de blev viet af en sheik. Ansøgerne boede herefter sammen i Tripoli indtil deres udrejse. Den kvindelige ansøger har derimod oplyst, at de mødte hinanden i [sommeren] 2013, hvor den mandlige ansøger var i Libanon for at arbejde. De så hinanden næsten hver uge, og besluttede en måned efter de havde mødt hinanden, at de ville giftes. Omkring [efteråret] 2013 tog den mandlige ansøger hjem til den kvindelige ansøgers familie for at spørge om lov til, at de kunne blive gift. Tre dage senere meddelte den kvindelige ansøgers far, at han ikke ville acceptere ægteskabet, fordi den mandlige ægtefælle var fattig og fra Syrien. Den kvindelige ansøgers far forhindrede den kvindelige ansøger at forlade hjemmet. En dag i [efteråret] 2013 fik hun dog lov til at besøge sin søster og blev boende hos søsteren i tre måneder Den kvindelige ansøgers søster var nabo til den mandlige ansøgers søster, og de mødtes under besøget. Ansøgerne blev i [efteråret] 2015 gift. De fandt straks efter brylluppet en lejlighed i Tripoli. Den kvindelige søster fortalte fem til seks gange den kvindelige ansøger, at deres far havde truet med at slå den kvindelige ansøger ihjel, fordi hun havde krænket hans ære ved at blive gift. Flygtningenævnet kan lægge til grund at den mandlige ansøger er syrisk statsborger, at han er blevet indkaldt til militæret og at han er indenfor den alder hvor syriske statsborgere kan indkaldes til militærtjeneste. Den mandlige ansøger er derfor som udgangspunkt omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Idet parrets barn efter syrisk lovgivning automatisk bliver syrisk statsborger vil barnet som konsekvens af ovenstående tillige som udgangspunkt være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger er libanesisk statsborger og skal derfor vurderes i forhold til Libanon. Ansøgerne har som asylmotiv påberåbt sig at den kvindelige ansøgers far og bror vil begå æresdrab mod parret som følge af, at de har indgået ægteskab uden tilladelse. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist at ingen af ansøgerne har nævnt konflikterne med den kvindelige ansøgers familie i deres asylskemaer. Idet begge har oplyst, at den kvindelige ansøgers far har underskrevet vielsesdokumentet lægger nævnet til grund, at faren har accepteret ægteskabet. Da parret har afgivet divergerende forklaringer på mange punkter vedrørende deres forhold og vielse, herunder hvornår de mødte hinanden, hvor vielsen fandt sted, hvem der var til stede under vielsen, da parret har forklaret divergerende om hvem der har fremsat trusler mod dem, og hvor mange gange det er sket, da parret endvidere har forklaret divergerende om hvor mange gange den mandlige ansøger har været tilbageholdt af myndighederne, hvordan han blev løsladt samt endelig da den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om, hvorvidt hun i 2014 boede alene i [mindre by], tilsidesætter nævnet forklaringen om konflikterne. Den kvindelige ansøger har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libanon vil være udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i individuel eller konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. På baggrund af baggrundsoplysningerne lægger Flygtningenævnet til grund at den mandlige ansøger, da han har været gift med den kvindelige ansøger i mere end et år kan få opholdstilladelse i Libanon. Det fremgår af baggrundsoplysningerne at han ikke risikerer refoulement. Herefter, og da han har boet og arbejdet i Libanon i mindst tre år finder Flygtningenævnet, at Libanon kan være første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Ligeledes følger af baggrundsoplysningerne af parrets barn kan få ophold i Libanon, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2018/2/IVK
Nævnet stadfæstelse i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerene er etniske arabere og sunni-muslimer fra Tripoli, Libanon. Den mandlige ansøger har oplyst, at han efter indrejsen er frafaldet islam, og i dag anser sig for værende kristen. Ansøgerene har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for at blive slået ihjel af salafistiske terrorgrupper, idet han har angivet en gruppes medlemmer til myndighederne. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som 19-årig blev opsøgt af salafister tilhørende en for ham ukendt gruppe og anmodet om at deltage i væbnet kamp, hvilket ansøgeren afviste. De samme personer kritiserede og chikanerede efterfølgende ansøgeren, idet han efter deres opfattelse ikke levede som muslim. Senere blev konflikten med de salafistiske terrorgrupper intensiveret, da han fortalte sin ægtefælles moster, at han mistænkte hendes søn, [A], for at være terrorist, idet ansøgeren havde overværet [A] modtage penge fra 12 ukendte person, som havde snakket om religion, paradis og døden. Ansøgerens ægtefælles moster anmeldte sin søn og gruppen til politiet, og ansøgeren førte myndighederne til det hus, hvor han havde overværet [A] modtage pengene. Politiet trængte ind i huset og anholdt 14 personer, og efterfølgende overgav [A] sig til myndighederne. Efter episoden blev ansøgeren udsat for trusler, vold og omkring en måned inden udrejsen, blev ansøgeren udsat for et skudattentat af salafister. Skudattentatet fandt sted på en gade, hvor ansøgeren skulle til at ryge vandpibe med sin fætter. To maskerede personer kom kørende forbi på motorcykel og skød efter ansøgeren med rifler, hvilket resulterede i, at ansøgerens fætter blev ramt. Ansøgeren og hans ægtefælle måtte efterfølgende flytte til byen […]. Ansøgeren udrejste [i efteråret] 2015 på opfordring af sine forældre. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at den mandlige ansøger igennem de seneste fem til seks år har været chikaneret af en religiøs gruppe. Nævnet finder ikke at disse chikanerier har haft en intensitet, der opfylder betingelserne for asyl. Ansøgerene har nævnt to konkrete episoder, der angiveligt har fundet sted inden for de seneste måneder før deres udrejse. De har dels forklaret, at den mandlige ansøger har været årsag til at en salafistisk gruppe blev anholdt, dels at den mandlige ansøger har været udsat for et skudattentat. Nævnet kan ikke lægge disse episoder til grund. Nævnet har herved hæftet sig ved, at den mandlige ansøger gentalende gange igennem samtalen [i starten af] 2017 har kaldt den kvindelige ansøgers fætter for [B], og først da han gøres opmærksom på den kvindelige ansøgers forklaring ændre dette til [C]. Nævnet bemærker, at den kvindelige ansøger har forklaret, at den mandlige ansøger og [C] havde en tæt relation, at den mandlige ansøger har forklaret, at han var en del sammen med fætteren igennem flere måneder, og at begge ansøgere har forklaret, at han blev omtalt som [A]. Det findes påfaldende, at [A] efter den mandlige ansøgers forklaring, bad den mandlige ansøger om, at tage med hen for at hente penge og tog ham med ind i huset, når han ikke efterfølgende ville forklare, hvem der befandt sig i huset, eller hvorfor han fik pengene. Det findes endvidere påfaldende, at en angiveligt salafistisk gruppe, der hvervede unge til at begå jihad, lukkede en for dem ukendt mand med ind i huset, så han kunne konstatere, at de underviste i begå jihad, og så han kunne konstatere pengeoverdragelsen. Den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvorvidt der blev ringet til ham, da han skulle udpege huset, eller om han ventede på en café, og selv henvendte sig, da han så politibilerne. Parret har forklaret divergerende om, hvor længe fætteren blev tilbageholdt, herunder om det var få dage, en uge eller en måned. Nævnet hæfter sig endvidere ved, at parret under samtalen med styrelsen den [i starten af] 2017 har forklaret divergerende om, hvorvidt de flyttede fra svigerfarens adresse til en selvstændig adresse før skudattentatet eller som en følge heraf. For så vidt angår skudattentatet, findes det mindre sandsynligt, at attentatmanden fra stående stilling og på en afstand af kun to meter kan undgå at ramme den mandlige ansøger, men i stedet rammer den kvindelige ansøgeres fætter, der sad en meter fra ansøgeren. Det findes endvidere påfaldende, at ansøgeren, der var øjenvidne til attentatet og efter egne oplysninger var forurettede part ikke, blev forhørt af politiet. Endelig lægger nævnet vægt på, at den kvindelige ansøger i samtalen den [i foråret] 2016 ikke har nævnt de to episoder med fætteren og skudattentatet som sit og ægtefællens asylmotiv. Som følge af ovennævnte tilsidesætter nævnet forklaringerne om de to episoder. Ansøgerene har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libanon vil være udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i risiko for individuelle og konkrete overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2018/1/JEA
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er libanesisk statsborger, etnisk araber og tidligere sunnimuslim, som nu oplyser at være konverteret til kristendommen fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forklaret, at hans far hører til [et parti]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af [B] fra Hizbollah, fordi han ønsker at hævne sin brors, [H]s død. Ansøgeren frygter af samme årsag også at blive dræbt af familien [A]s støtter. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han frygter at blive dræbt af sin far og tilfældige personer på gaden, da han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har videre oplyst, at hans konflikt med familien [A] opstod for tre til fire år siden, da hans bror, [R] hængte plakater op af politikeren Ashraf Rifi i nærheden af et kontor tilhørende Hizbollah. Familien [A] har skudt mod ansøgerens familie omkring fire gange. Ved en af lejlighederne tog ansøgeren og hans far hen til familien for at forklare, at de ikke ønskede problemer. Der blev sigtet på ansøgeren og hans far med våben, men de fik lov at gå. Et kvarter efter, at de forlod familien [A]s bopæl, blev de på ansøgerens fars arbejdsplads beskudt af selvsamme familie i en til to timer. Kort før ansøgerens udrejse blev [H] dræbt af ukendte personer, som hverken ansøgeren eller hans familie har haft noget med at gøre. Familien [A] anklager ansøgerens familie for at stå bag drabet. Vedrørende den påberåbte konflikt med [A] familien og Hizbollah findes ansøgeren på en række punkter at have forklaret upræcist, usammenhængende og divergerende blandt andet om [A]s familiens beskydning af ansøgerens fars arbejdsplads og familiens bopæl, om farens relation til [et parti], om drabet på [H] og om ansøgerens kendskab til drabet, om ansøgerens egen konflikt med [A] familien, herunder hans deltagelse i mindehøjtideligheden for [H], og om årsagen til ansøgeren og hans brødre, [R], [O] og [Z]s udrejse af Libanon. Dernæst må det tillægges vægt, at ansøgerens bror [O] til oplysnings- og motivsamtalen i sin asylsag har oplyst, at familien - og heller ikke [O] – har haft nogen konflikt med Hizbollah eller at broren skulle være forsøgt dræbt af [A] familien. Det skal i denne forbindelse anføres, at ansøgerens ovennævnte tre brødre alle er udrejst af Danmark. Endvidere var ansøgeren i stand til at udrejse legalt og problemfrit af Libanon. Flygtningenævnet har ved vurderingen været opmærksom på, at ansøgeren fremstår med hukommelsesproblemer, men Flygtningenævnet finder desuagtet på ovennævnte baggrund, at ansøgeren ikke på troværdig vis har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv vedrørende konflikten med [A] familien og Hizbollah. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring herom. Vedrørende den påberåbte konversion til kristendommen må det tillægges vægt, at ansøgeren intet kendskab har til kristendommen, at han aldrig har været i kirke, og at han ikke er døbt eller på anden måde har taget skridt til at erhverve sig et nærmere kendskab til kristendommen. Ansøgeren fremstår i øvrigt helt ureflekteret i forhold til kristendommen og har heller ikke på nogen måde været i stand til at redegøre for sin indre afklaringsproces i relation til en eventuel konversion. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen, ligesom det heller ikke kan antages, at han ved en tilbagevenden til Libanon risikerer overgreb vedrørende dette forhold på grund af sin forklaring til de danske udlændingemyndigheder. Sammenfattende kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2017/9/JOV
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [en by i], Akkar, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har til sin oplysnings- og motivsamtale hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 oplyst, at hun frygter at vende tilbage til Libanon, da hun ikke har nogen bolig, og at det var et meget hårdt liv for hende i Libanon, men at hun blev behandlet pænt. Hun rejste ikke til Danmark for at få beskyttelse, men fordi hun ville være sammen med sine tre døtre, som bor i Danmark. Udlændingestyrelsen sendte [i sommeren] 2016 indstilling til afslag til Dansk Flygtningehjælp, da Udlændingestyrelsen vurderede, at ansøgeren henviste til forhold, der falder uden for anvendelsesområdet i Udlændingelovens § 7. Ansøgeren har som asylmotiv til samtale med Dansk Flygtningehjælp [i sommeren] 2016 oplyst, at hun frygter sin nevø, [nevø 1]. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at [nevø 1] ønsker at hævne sig mod hende, fordi ansøgeren har hjulpet med at skjule sin anden nevø, [nevø 2], for [nevø 1]. [Nevø 1] og [nevø 2] skændtes en dag over et bilbatteri. Som følge af skænderiet trak [nevø 1] en pistol, hvorefter han skød og dræbte [nevø 2]. Umiddelbart efter skyderiet ankom ansøgeren til gerningsstedet og så, at [nevø 2] var blevet dræbt. På grund af ansøgerens tætte forhold til [nevø 2] skældte ansøgeren [nevø 1] ud. [Nevø 1] truede efterfølgende ansøgeren og sagde, at han ville slå hende ihjel, hvis hun afgav forklaring til politiet. [Nevø 1] blev samme dag fulgt til politistationen af sin far, […], hvorefter han blev fængslet. [Nevø 1] blev mod bestikkelse løsladt omkring seks måneder senere. Inden [nevø 1] blev løsladt, udrejste ansøgeren fra Libanon med hjælp fra sine døtre og sin brors ven. Imens ansøgeren har opholdt sig i Danmark, har hendes bror og hendes veninde begge oplyst, at [nevø 1] på ny har truet hende på livet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet den fremstår utroværdig. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at forklaringen først er fremkommet under en samtale med Dansk Flygtningehjælp, som fandt sted efter fremsendelse af Udlændingestyrelsens indstilling til afslag [af sommeren] 2016. Ansøgeren har endvidere ikke givet møde for nævnet, hvorfor der ikke har været mulighed for at uddybe divergerende og usammenhængende forhold vedrørende centrale detaljer i forklaringen om asylmotivet. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren ønsker at bo i Danmark sammen med sine tre døtre, idet der er tale om forhold af socioøkonomisk karakter, som ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Endvidere kan de generelle forhold i Libanon ikke begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2017/8/col
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsbor-ger fra Libanon samt to børn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra al-Beqaa, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter for sine børns sikkerhed, idet de er syriske statsborgere. Hun frygter videre, at hendes børn bliver kidnappet eller dræbt af shiamuslimske grupperinger, herunder Hizbollah. Ansøgeren og hendes børn blev chikaneret på gaden og i skolen, idet børnene er syriske statsborgere ligesom deres far. Ansøgerens ægtefælles butik blev videre brændt ned. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv oplyst, at hun efter Udlændingestyrelsens afgørelse blevet skilt fra sin ægtefælle i Libanon, og at denne forud for udrejsen har udsat hende for vold og i Danmark telefonisk har truet med at slå hende ihjel. Det påhviler en ansøger at sandsynliggøre sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter må tilsidesættes som utroværdig, da den indeholder udbygninger og divergenser. Hun har således for nævnet forklaret, at bevæbnede mænd trængte ind på ægtefællernes bopæl, mens hun i tidligere samtaler alene har forklaret, at der var nogen, der bankede på. I de tidligere samtaler har ansøgeren forklaret, at hun havde svært ved at leve adskilt fra sin ægtefælle, som hun ønskede familiesammenføring med, mens hun for nævnet har forklaret, at denne under samlivet har udsat hende for vold i betydeligt omfang og efter hendes ankomst til Danmark har truet med at slå hende og børnene ihjel, hvis de vendte tilbage. Hun har endvidere forklaret, at hun er blevet skilt fra ægtefællen. Endelig bemærkes, at ansøgeren har forklaret divergerende om tidspunktet for den påståede skilsmisse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7. I relation til ansøgerens børn, der har syrisk statsborgerskab, bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at Libanon kan tjene som deres første asylland. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær påstand om hjemvisning eller udsættelse på fremskaffelse af yderligere helbredsoplysninger. Flygt-ningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2017/7/MKT
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim. Ansøgeren, der oprindelig er statsløs palæstinenser, er født og opvokset i det østlige Beirut, Libanon og har opnået statsborgerskab i Libanon i 1900’erne. I 1982 flygtede ansøgeren til Syrien med sin familie, da der var borgerkrig i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har udtalt sig på facebook på en måde, der er blevet opfattet som kritik af regimet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hun vil blive slået ihjel af to personer ved navn Emarat og Ali Alsadi, da ansøgeren har udtalt sig på facebook på en måde, der er blevet opfattet som kritik af regimet. Videre har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle og børn ikke kan opnå opholdstilladelse i Libanon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har udtalt sig på facebook på en måde, der er blevet opfattet som kritik af regimet. Ansøgerens ytringer førte til, at ansøgerens naboer Emarat og Ali, som er med i Shabiha, truede hende. Ansøgeren formoder, at Emarat og Ali stod bag drabet på en beboer i bygningen, hvor ansøgeren boede. Efter ansøgerens udrejse af Syrien, blev hun under sit ophold i Libanon truet af sine naboer, der var flyttet til Libanon. Efter ansøgerens indrejse i Danmark, har hendes to søstre i Libanon fortalt ansøgeren, at Alsadi-familien har spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende – også i forhold til den mandlige ansøger – ligesom forklaringen forekommer usammenhængende, udbyggende og usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun ikke udrejste på grund af truslerne, men fordi bopælen blev bombarderet, og området ikke længere var sikkert. Hun oplyste samtidig, at hun ikke kunne vende tilbage til Damaskus på grund af trusler fra naboen. Hun fik et fysisk trusselsbrev, beskeder på sin mobil og på facebook. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at Alsadi familien begyndte at sætte små sedler på hendes dør. Hun modtog den første trussel i juli 2012. Familien udrejste i slutningen af 2012. Forinden havde hun modtaget fire trusler. Hun blev først for alvor bange, da et medlem af en anden familie i bygningen blev dræbt. Denne familie havde også modtaget trusler fra Alsadi familien. Efterfølgende forklarede den kvindelige ansøger, at hun ikke vidste, om eller hvorfor den anden familie modtog trusler, og at det alene beroede på hendes formodning, at personen blev dræbt af Alsadi familien. De udrejste få dage efter drabet. Den kvindelige ansøger forklarede herefter, at de udrejste i august 2012, at hun havde modtaget trusler i et år forinden, at det først var truslen i juli 2012, hun tog alvorlig, og at de udrejste to – tre uger efter denne trussel. Den mandlige ansøger har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han ikke vidste, hvornår hans ægtefælle havde modtaget truslerne eller hvem, der afsendte dem. Til sin asylsamtale forklarede den mandlige ansøger, at den kvindelige ansøger modtog trusler fra deres naboer, nærmere bestemt to skriftlige trusler fra Emarat Razk. Han forklarede videre, at familien udrejste af Syrien nogle dage efter, at han fik kendskab til den første trussel, der var elektronisk – vistnok på e-mail. Den mandlige ansøger har ikke nævnt et drab på et familiemedlem, der boede i samme bygning. Ansøgeren har videre til sin første asylsamtale forklaret, at den facebook side, hun skrev på, blev kaldt Yasmin Al-Sham. Den var oprettet af Alsadi familien og andre naboer og venner i begyndelsen af konflikten i Syrien i den hensigt, at de kunne skrive deres mening om, hvad der foregik i Syrien. Til den anden asylsamtale forklarede ansøgeren, at facebook-gruppen oprindelige var ment som en fælles gruppe for beboerne på gaden, så de kunne vide, hvad folk havde af planer for ejendommen etc. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til den første asylsamtale forklarede, at hun skrev en på facebook siden, at hun var imod det, der foregik i Syrien, mens hun til den anden asylsamtale udbyggende forklarede, at hun fortsatte med opdateringer næsten hver dag og delte billeder af krigen og fortsatte hermed, indtil hun kom til Danmark. Flygtningenævnet finder herved det påfaldende, at ansøgeren ikke har været i stand til at påvise nogen af de angivelige trusler på hverken facebook eller telefon eller opdateringerne på facebook, og at hun efter sin forklaring til den anden asylsamtale har oprettet ny facebook profil fire gange, senest i sommeren 2015 – efter at hun var kommet til Danmark og efter, at hun til oplysnings- og motivsamtalen blev spurgt, om hun ville kunne fremvise trusler fra facebook. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til den første asylsamtale forklarede, at hun i Libanon modtog telefoniske trusler fra Alsadi familien syv – otte gange. Det var Emarat og Emarats stedfar, der ringede til hende, ligesom en ukendt person henvendte sig til hende med en besked uden afsender, hvorpå der stod: ”vi skal nok få fat i dig”. Til den anden asylsamtale forklarede ansøgeren, at personen, der gav hende beskeden, var fra Shabiba og fra Alsadi familien. Den mandlige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at den kvindelige ansøger modtog trusler to til tre dage efter, at de kom til Libanon. Han kendte kun til en trussel, og den kom fra Emarat i form af en sms. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at naboerne angiveligt er fortsat med at opsøge ansøgerens søstre i Libanon vedrørende ansøgerens opholdssted taget i betragtning, at ansøgeren udrejste af Libanon i 2012. Flygtningenævnet finder videre, at det svækker ansøgerens troværdighed, at ansøgerens datter, Morouj, til sin asylsamtale forklarede – og flere gange fastholdt – at moren først modtog trusler fra Amarat – ca. to dødstrusler om dagen – da de befandt sig i Libanon i juli 2012. Foreholdt at begge forældre havde forklaret, at konflikten startede, inden de forlod Syrien, forklarede datteren, at moren i en pause havde sagt til hende, at konflikten startede i Syrien, men at hun troede, det var i Libanon, fordi moren havde fortalt om det her. Flygtningenævnet finder tillige, at det svækker ansøgerens troværdighed, at hun først under samtalen med sin advokat forklarede, at den mandlige ansøger i Libanon blev pågrebet af myndighederne i 2003, overgivet til de syriske myndigheder og fængslet i to måneder. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libanon risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2017/6/SEL
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst første gang i 2005. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har været medlem af [et politisk parti] i perioden 1993 til 2005. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til hjemlandet frygter, at han vil blive fængslet af [et politisk parti] eller Hizbollah eller tvunget af Hizbollah til at deltage i krigen i Syrien. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter Amal-militsen i hjemlandet, og at han frygter [et politisk parti], fordi partiet har indgået i en alliance med Hizbollah. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han var spejder for [et politisk parti], fra han var 9/11 år, til han var 18 år, hvorefter han blev menigt medlem og var soldat for partiet. Ansøgeren var herefter menigt medlem af partiet frem til sin udrejse af hjemlandet. Under nævnsmødet har ansøgeren dog oplyst, at han havde rang af sergent. Som medlem af partiet udførte ansøgeren livvagtsopgaver for partiets imamer i Syrien. Han var videre tvunget til at afhente personer, der ikke var mødt op, for at få dem til at kæmpe for partiet, og han blev udstationeret i det sydlige Libanon i forbindelse med krigen mod Israel. I [efteråret] 2005 fik han og omkring 900 til 1000 andre medlemmer af partiet at vide, at der ville finde et stort slag sted inden for kort tid, hvorefter ansøgeren og hans gruppe aftalte, at de ville forlade landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren første gang indrejste i Danmark i [efteråret] 2005. Han har to gange søgt asyl i Sverige, hvor han har fået afslag på asyl. Sideløbende med den seneste asylsag i Sverige har ansøgeren søgt asyl i Danmark tre gange, hvor asylsagen ikke er blevet færdigbehandlet, fordi ansøgeren er udeblevet. Yderligere har ansøgeren søgt asyl i Italien i 2011. Han har oplyst, at han har boet i Danmark i 10 år. Nærværende asylsag drejer sig om ansøgerens asylansøgning i 2016. Ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i Danmark er uforeneligt med forklaringen herom til de svenske myndigheder. Ansøgeren har forklaret om et mangeårigt tilhørsforhold til partiet […]. Ansøgeren har imidlertid ikke kunnet redegøre [for det politiske partis] idegrundlag og har heller ikke kunnet redegøre for partiets forhold til Amal-militsen og Hizbollah. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende under asylsagerne i Danmark om sine aktiviteter for [et politisk parti]. Forklaringen herom for nævnet har været afglidende og upræcis. Ansøgeren har først til sin beskikkede advokat forklaret, at han ikke var menigt medlem af [et politisk parti], men sergent og leder af seks menige. Samtidig har ansøgeren for nævnet nedtonet forklaringen om sine aktiviteter for [et politisk parti]. Han har således nu fastholdt, at han, uanset at han har været i Syrien og udstationeret i Sydlibanon, ikke har anvendt våben. Nævnet finder, at denne forklaring er ulogisk og utroværdig. Videre har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han har været tilbage i Libanon i 2010 og 2013. Ansøgeren har ikke forklaret om individuelle problemer i relation til Amal-militsen eller i relation til Hizbollah. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af sit tilhørsforhold til [et politisk parti] eller andre organisationer indtil udrejsen i 2005 risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Liba/2017/5/DMO
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter repressalier fra Hizbollah, fordi han er udrejst uden tilladelse under en træningsperiode. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i [efteråret] 2011 meldte sig ind i Hizbollah og gennemgik et træningsforløb et ukendt sted i Libanon. I foråret 2014 stod ansøgeren for en udsendelse til et træningsforløb i Iran med efterfølgende udsendelse til kampe i Syrien. For at undgå dette søgte han visum til Danmark, hvor hans daværende ægtefælle boede og udrejste legalt i [foråret] 2014 under en orlov. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens asylmotiv til grund, idet det fremstår utroværdigt og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren tidligere under sagen har forklaret, at han frygtede tvangsrekruttering af Hizbollah, idet han i [efteråret/vinteren] 2013 var blevet opfordret til at tilslutte sig partiet af en ukendt mand. Han har først til samtalen med advokaten forklaret om det aktuelle asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har givet en rimelig forklaring på denne fuldstændige ændring af sit asylmotiv, hvorfor det nye asylmotiv allerede herefter fremstår utroværdigt. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring også i forbindelse med det nye asylmotiv har været udbyggende, når han har spurgt ind til tidsmæssige divergenser mellem hans indledende forklaring om uddannelsens varighed og placering af orlov set i sammenhæng med den oplyste varighed af opholdet hos Hizbollah og placering af visumansøgningen og udrejsen. Han har tillige forklaret divergerende om, hvorvidt hans familie er blevet opsøgt af Hizbollah efter sin udrejse. Dette svækker også isoleret set hans forklaring om det nye asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker også, at ansøgeren ikke til sin advokat har oplyst om det forestående træningsophold i Iran. Flygtningenævnet tillægger det endelig en vis vægt, at ansøgeren først har søgt om asyl i Finland i [foråret] 2014 efter at han havde mistet sit pas. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. liba/2017/4/DTO.
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs fra Libanon. Indrejst i 1986. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Beirut, Libanon. Klageren var medlem af partiet Fatah frem til sin udrejse i [sommeren] 1985. [I efteråret] 1987 meddelte Direktoratet for Udlændinge klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens daværende § 7, stk. 1, nr. 2. [I efteråret] 1988 blev klageren meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens daværende § 7, stk. 1, nr. 1. Opholdstilladelsen blev [i efteråret] 1991 gjort tidsubegrænset. Ved dom af [efteråret] 2013 afsagt af Aalborg Byret blev klageren idømt fængsel i fem år for overtrædelse af lov om euforiserende stoffers § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 3, og straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2 og § 3, jf. bilag 1, liste A, nr. 1 og liste B. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 1, nr. 2 og nr. 4, jf. § 32, stk. 2, nr. 5, jf. stk. 1. [I foråret] 2014 stadfæstede Vestre Landsret byrettens dom og bestemmelse om udvisning med den ændring, at straffen blev forhøjet til fængsel i fem år og seks måneder. [I starten af] 2016 blev klageren afhørt af politiet om udsendelsesspørgsmålet, hvor han oplyste, at han ikke ønskede at medvirke til en frivillig udsendelse til Libanon, idet han frygtede at blive slået ihjel, fordi han er statsløs kurder, og fordi han er udrejst illegalt. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han er statsløs kurder, og derfor ikke kan vende tilbage til Libanon. Derudover har han henvist til, at han er udrejst af illegalt af Libanon. Yderligere har han henvist til, at han i Libanon uretmæssigt er anklaget for at have deltaget i et bankrøveri og for at have medvirket til drabet på Bachir al-Jamael, der var præsidentkandidat i Libanon. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at statsløse kurdere bliver undertrykt i Libanon, og at han i 1983 blev pisket af de libanesiske myndigheder, fordi han var kurder. I 1982 eller 1983 blev klageren anholdt, fordi han ikke var libanesisk statsborger, og fordi han uretmæssigt var anklaget for at have deltaget i et bankrøveri og for at have medvirket til drabet på Bachir al-Jamael, der var præsidentkandidat i Libanon. Klageren sad omkring halvandet år i fængsel. I fængslet blev han udsat for gentagne overgreb. Klageren blev frifundet for de uretmæssige anklager, hvorefter de libanesiske myndigheder forsøgte at udsende ham til Syrien. De syriske myndigheder ønskede ikke at modtage klageren, hvorfor han skjulte sig i den Fatah-kontrollerede by Tripoli i Libanon. Da klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og ikke har ønsket at medvirke frivilligt til en udsendelse til Libanon, skal Flygtningenævnet efter udlændingelovens § 49a træffe afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes. Flygtningenævnet finder at klageren har forklaret upræcist og divergerende om årsagen til fængslingen i 1983. Klageren har først til § 31-samtalen oplyst, at fængslingen skyldes falske anklager angående bankrøveri og drab. Klageren har dog til samme samtale oplyst, at han ikke ville være blevet løsladt, hvis anklagerne havde været korrekte. Hertil kommer at klageren har forklaret upræcist om løsladelsen og deporteringen til Tripoli. Det kan ikke lægges til grund, at klageren skulle være eftersøgt af myndighederne. Vedrørende medlemsskabet af Al-fatah må det tillægges vægt, at klageren alene var menigt medlem i en periode på to år forud for fængslingen i 1983. Det skal bemærkes, at der ikke længere er nogen igangværende konflikt mellem Al-fatah og myndighederne, ligesom PLO har kunnet åbne et kontor i Libanon. Vedrørende de generelle forhold for statsløse kurdere i Libanon må det tillægges vægt, at der siden 1994 har været lovgivning om, at statsløse kurdere kan erhverve statsborgerskab. Hertil kommer at de generelle forhold for statsløse kurdere ikke i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Klagerens antagelse af, at han ved en tilbagevenden til Libanon skulle risikere overgreb, beror alene på formodninger, og den omstændighed at klageren i sin tid udrejste illegalt af Libanon kan heller ikke begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Endelig må det tillægges vægt, at de af klageren påberåbte forhold alle ligger meget langt tilbage i tid, og at klageren i øvrigt fremstår helt uprofileret. Det skal særligt bemærkes, at den kriminalitet, som klageren er blevet straffet for ved Vestre Landsrets dom af [foråret] 2014 ikke er af en sådan karakter, at det kan føre til strafforfølgning i Libanon. Idet hverken oplysningerne om klageren personlige forhold, eller det om hans helbredsforhold i øvrigt oplyste kan føre til nogen ændret vurdering, kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Libanon vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 31, stk. 2 eller at klageren ved en tilbagevenden til Libanon vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1. Sammenfattende er udlændingelovens § 31 derfor ikke til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2017/3/SOL
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunni muslim fra [A], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af gruppen Saraya Al Quds, som har tilknytning til Hizbollah og har forsøgt at hverve ansøgeren til at deltage i krigen i Syrien. Ansøgeren har videre henvist til de generelle forhold i Al Burj lejren, hvor der er politiske spændinger mellem diverse partier. Endvidere har ansøgeren henvist til de generelle forhold for palæstinensere i Libanon. Endelig har ansøgeren henvist til, at han har oplevet chikane på grund af sit handicap. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og to venner blev opsøgt af en person ved navn Hekmat på en udendørs cafe. Hekmat forsøgte at overbevise dem til at lade sig rekruttere. Ansøgeren oplyste Hekmat, at han ville overveje at tilslutte sig gruppen, selvom dette ikke reelt var ansøgerens hensigt. To dage efter at have mødt Hekmat på cafeen, forlod ansøgeren lejren og tog ophold hos sin fars ven i to måneder, hvorefter ansøgeren udrejste af Libanon. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren som statsløs palæstinenser, født i Libanon, som udgangspunkt er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 4 kan tjene som første asylland. Ansøgeren har i samtaler med Udlændingestyrelsen og for nævnet, som sit basale asylmotiv, henvist til, at han skulle være blevet opsøgt af Hekmat Aqar. Imidlertid har ansøgeren i sit asylansøgningsskema intet anført om denne centrale henvendelse. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt Hekmat Aqar har rettet henvendelse til hans forældre før eller efter ansøgerens egen udrejse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren har konkrete og individuelle konflikter med Hizbollah grupperinger. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren ikke fortsat kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, som derfor må anses som hans første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2017/2/SEL
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og sunni-muslim fra Saida i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Modstandsbrigaden (Saraya al-Muqawama), som hører under Hizbollah. An-søgeren har til støtte herfor forklaret, at hans problemer startede for to til tre år siden, og at gruppen har forsøgt at rekruttere ham. For to år siden blev ansøgeren for første gang personligt opsøgt af syv til otte for ansøgeren ukendte personer, der rettede henvendelse til ham på gaden. De ville rekruttere ham til Modstandsbrigaden, hvilket han afslog. Ansøgeren fik herefter at vide, at han skulle overveje det, og at de ikke ville glemme ham. I den efterfølgende periode blev an-søgeren mange gange opsøgt på gaden af gruppen. Han blev slået og sparket flere gange. Grup-pen forsøgte at hverve alle enlige, palæstinensiske mænd i aldersgruppen 20 til 25 år, hvorfor gruppen stoppede alle unge mænd og truede dem. Ansøgeren har herudover som asylmotiv hen-vist til, at han frygter de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Flygtninge-nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder, at ansø-gerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har navnlig lagt vægt på de divergenser, der fremgår af ansøgerens forklaringer, herunder om sin deltagelse i en demonstration, og om hvornår han første gang blev opsøgt af personer fra Modstandsbrigaden. Om sidstnævnte har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen således forklaret, at han blev kontaktet i januar eller februar 2015, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han blev kontak-tet i slutningen af 2013 eller 2014. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han i forbindelse med, at han blev opsøgt af Modtandsbrigaden, har været udsat for fysiske over-greb. Når disse omstændigheder sammenholdes med ansøgerens fremtræden over for nævnet og de uklare omstændigheder i forbindelse med ansøgerens forklaringer for nævnet om baggrunden for, at han har søgt om visum til Valencia i Spanien, finder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har en konkret og individuel konflikt med Modstandsbrigaden i form af, at brigaden har forsøgt at tvangsrekruttere ham til enheder, der skal kæmpe i Syrien. På denne bag-grund stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter der ikke kan ydes international be-skyttelse i Danmark til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren er isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men der foreligger ikke oplysninger om, at Libanon, hvor ansøgeren har opholdstilladelse og nær familiemæssig tilknytning, ikke kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, og i den forbindelse yde ham den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Statsløs palæstinenser fra Libanon 2017/15/MAD
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1986. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og kristen konvertit af trosretning fra Beirut, Libanon. Klageren har været aktivt medlem af Palestine Liberation Organization (PLO) under den libanesiske borgerkrig. [I efteråret] 1986 meddelte Direktoratet for Udlændinge klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 1991 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ved Retten i Svendborgs dom [fra efteråret] 2015 blev klageren idømt en bøde på kr. 7.000 og fængsel i et år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 121, § 266, § 276, § 288, stk. 1, nr. 2 og § 293 a (vold mod tjenestemand i funktion, fornærmelig tiltale mod tjenestemand i funktion, trusler, tyveri, røveri og brugstyveri af motorkøretøj). Klageren blev endvidere udvist af Danmark efter udlændingelovens med indrejseforbud i 12 år efter udlændingelovens § 22, stk. 1, nr. 6, jf. § 32, stk. 2, nr. 3. [I foråret] 2016 stadfæstede Østre Landsret byrettens dom og bestemmelse om udvisning med den ændring, at straffen blev nedsat til et års fængsel, og at indrejseforbuddet blev nedsat til 6 år. [I foråret] 2016 og [i efteråret] 2016 er klageren afhørt af politiet om udsendelsesspørgsmålet, hvor han oplyste, at han ikke ønskede at medvirke til en udsendelse til hjemlandet med henvisning til, at han frygter at blive slået ihjel af Hizbollah, af shia-muslimer og ekstremister, ligesom han frygter at blive slået ihjel af PLO eller tvunget til at deltage i kamphandlinger. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han og hans familie ved en tilbagevenden til Libanon vil blive slået ihjel af shiitiske militser, herunder Hizbollah, ekstremister og Amal-militsen, fordi han har været medlem af PLO og deltaget i kamphandlinger for dem under den libanesiske borgerkrig. Klageren frygter også at blive slået ihjel af PLO eller blive tvunget til at deltage i kamphandlinger for dem, fordi han flygtede ud af Libanon under borgerkrigen. Klageren er født og opvokset i Sabra- og Shatila-lejren i Beirut. Klageren tilsluttede sig PLO, da han var ni år gammel, og han var aktivt medlem frem til han var omkring 13 år gammel. Klageren tilsluttede sig herefter det libanesiske civilforsvar, hvor han arbejdede med nødhjælpsarbejde i omkring to og et halvt år. Klageren tilsluttede sig herefter PLO igen, hvor han var aktivt medlem i omkring fire-fem år, og han fik i 1985 rang af løjtnant. Klageren og hans familie begyndte efterfølgende at modtage trusler fra Amal-militsen. I 1986 blev klageren tilbageholdt af Amal-militsen i tre måneder. Klageren blev under tilbageholdelsen udsat for grove fysiske overgreb. Under tilbageholdelsen bestak klageren en general fra Amal-militsen, og generalen hjalp klageren med at flygte og udrejse fra lufthavnen i Beirut til Østberlin. Klageren rejste herefter med tog fra Østberlin til Danmark. Idet klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og ikke har ønsket at medvirke til en frivillig udsendelse, skal der i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes. Klageren har to voksne børn i alderen 26 og 27 år. Han har ikke haft kontakt med dem, siden de var helt små, men har genoptaget kontakten med dem i 2016 og har siden været i telefonisk kontakt med dem ca. 1 gang om ugen. Klageren har anført, at han har betændelse i kroppen, lungebetændelse og er smittet med hepatitis c, og at han har psykiske problemer på grund af, hvad han har været udsat for i Libanon, og på grund af udvisningen. Han har haft et mangeårigt misbrug af alkohol og narkotika, der dog er blevet mindre efter, at han igen har fået kontakt med sine børn. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse af, at klageren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen imidlertid, at Libanon, hvor klageren er født og opvokset, og hvor han opholdt sig i årene frem til udrejsen i 1986, kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen ikke, at klageren ved en udsendelse til Libanon risikerer forfølgelse, der er affødt af hans race, nationalitet eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe eller politiske anskuelser som omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1A. Udlændingelovens § 31, stk. 2, er derfor ikke til hinder for en udsendelse af klageren. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at klageren i to perioder har været tilknyttet PLO i årene fra 1978-1982 som børnesoldat og igen fra omkring 1983-1986, hvor han opnåede rang af løjtnant, idet han har forklaret, at han i den sidste periode hovedsagelig evakuerede og beskyttede civile. De påberåbte forhold ligger således alle meget lang tilbage i tid. Det bemærkes, at der på trods af, at Amal militsen op til ansøgerens udrejse skulle have truet klagerens familie i Libanon, ikke er sket familien noget. Det er således også først i advokatindlægget, at ansøgeren har forklaret, at hans bror Khader for 1-2 år siden har oplyst klageren om, at han skulle passe på ikke at bruge sin telefon så meget og ikke komme til Libanon, da ”de” var efter ham. Tidligere har klageren i samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 forklaret, at han sidst mente, at han havde været i kontakt med familien i Libanon for 15 år siden. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at der har været fremsat trusler mod klageren fra Amal-militsen eller andre grupperingers side siden udrejsen, og lægger i stedet til grund, at det alene beror på klagerens formodning, at han skulle være eftersøgt af Amal-militsen, PLO eller af myndighederne i Libanon. Den omstændighed, at ansøgeren måtte være kristen kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes, at der er mange kristne i Libanon, og at der ikke i baggrundsoplysningerne er holdepunkt for, at der sker forfølgelse af kristne. Idet hverken oplysningerne om klagerens personlige forhold eller om hans helbredsforhold kan føre til en ændret vurdering, kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Libanon vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2017/10/CHA
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at unavngivne alawitter i Libanon vil betragte hende som salafist og udsætte hende for voldtægt. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ikke kan tage ophold i Libanon, idet hun ikke har noget familiært netværk i landet, at hun ikke kan klare sig økonomisk i landet og at hun er bange for at ende som hjemløs, idet hun ikke har nogen bolig i landet. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun frygter den generelle sikkerhedssituation i Libanon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun havde to brødre i Libanon, der var salafister. Derudover går ansøgeren med hijab, hvorfor hun frygter at blive identificeret som værende salafist. Ansøgeren har videre oplyst at hendes bopæl blev bombet af unavngivne alawitter i 2012. Dette skete som led i at få ram på ansøgerens brødre. Ansøgeren har endelig oplyst, at hendes brødre blev skudt inden for en måned efter hendes bopæl blev bombet. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren og hendes mors bopæl blev ramt af en granat i 2012 eller 2013, at ansøgerens mor døde og at ansøgeren blev hospitalsindlagt som følge af skader herfra. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at angrebet var konkret rettet mod ansøgeren eller hendes mor. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren væsentligt har udbygget sin forklaring. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke i forbindelse med sit asylskema eller i familieskemaet har oplyst om brødrene [A] og [B], og at hun ikke under oplysnings- og motivsamtalen hos Udlændingestyrelsen har fortalt om dem, herunder deres tilknytning til salafisterne eller at de var årsag til bombeangrebet. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har forklaret udbyggende om angrebet, idet hun under oplysnings- og motivsamtalen alene har omtalt et bombenedfald, i samtalen [i efteråret] 2015 har forklaret, at der blev skudt omkring hendes bopæl og under samtalen med nævnet har forklaret, at alawitterne trængte ind i boligen og skød med en AK47 riffel. Idet raketangrebet ikke var konkret rettet mod ansøgeren, da ansøgeren har forklaret, at hun hverken før eller efter angrebet, blev opsøgt eller truet af alawitterne på grund af hendes egne forhold, da de generelle forhold for sunni-muslimer ikke i sig selv er tilstrækkeligt og da de i øvrigt af ansøgeren anførte grunde er af socioøkonomisk karakter, finder nævnet ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2016/9/SHH
Nævnet meddelte i april 2016 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk arabere fra Beirut, Libanon. Den mandlige ansøger er shia-muslim af trosretning, og den kvindelige ansøger er sunni-muslim af trosretning. Den mandlige ansøger har været aktiv indenfor en ungdomsbevægelse, der arrangerede demonstrationer og stormøder med det formål at vælte styret. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Hizbollah. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i efteråret] 2014 var på vej hjem fra arbejde, da han blev truet af to personer med pistoler. De tog hans trøje over hovedet, så han ikke kunne se og tog ham med i en bil. Han blev kørt til et for ham ukendt sted, hvor han blev placeret i et lokale på en stol. En mand sagde til ansøgeren, at de havde set, at han havde kritiseret Hizbollah for deres medvirken til krigen i Syrien på sin Facebook-side. Manden talte nedladende om ansøgerens ægtefælle, som er sunni-muslim, hvilket oprørte ansøgeren, hvorfor han råbte ad manden. Manden slog og sparkede derefter ansøgeren, der besvimede. Da ansøgeren vågnede igen, sagde manden, at han skulle samarbejde med Hizbollah, fordi de havde brug for folk som ham. Han skulle trænes til og fungere som krigsfotograf og senere oplære andre til det samme. Manden tilføjede, at de endnu ikke havde nærmet sig ansøgerens familie, og at ansøgeren godt vidste, hvad han mente hermed. Ansøgeren tilkendegav ikke, hvorvidt han ville tilslutte sig. Kort tid efter blev ansøgeren taget med af nogle andre mænd, som kørte afsted med ham i bil. Ansøgeren havde bind for øjnene. Ansøgeren blev sat af og fik besked om at gå i en bestemt retning. Han frygtede at blive slået ihjel, men der skete ikke noget. Han ramte en mur, hvor han blev stående i en halv time, hvorefter han så, at han stod ved sin lejlighed. Oppe i lejligheden ventede ansøgerens ægtefælle og broder. Ansøgeren fortalte om det passerede, hvorefter de tog hjem til hans forældre. Ansøgeren forstod, at han var i fare, hvorfor [tre dage senere] udrejste af Libanon. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Hizbollah. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes konflikt i Libanon skyldes, at hendes ægtefælle har fået problemer med Hizbollah. Et flertal af Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring til grund, idet forklaringerne fremstår konsistente og selvoplevede. Flertallet finder på den baggrund, at den mandlige ansøger som følge af sine politiske tilkendegivelser på Facebook om Hizbollah og Hizbollahs rolle i krigen i Syrien har bragt sig i et politisk modsætningsforhold til Hizbollah, og at ansøgerne ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” liba/2016/8/LAP
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Aleppo i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive genindkaldt som reservist til det syriske militær. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ikke personligt er blevet genindkaldt, men at han har hørt, at mænd over 18 år, skal melde sig til reserven. Ansøgeren har som asylmotiv også henvist til, at han frygter den militante islamiske gruppe, Islamisk Stat, som har kontrollen i Jarablus, idet han frygter, at gruppen vil tvinge han til at bære våben for dem. Ansøgeren udrejste af Syrien den 18. marts 2014, og han har siden sommeren 2014 opholdt sig i Libanon med sin ægtefælle, der er libanesisk statsborger. Ansøgeren ønsker ikke at opholde sig i Libanon, idet han føler sig utryg i Libanon. Ansøgeren har endvidere henvist til, at syrere i Libanon risikerer at blive overfaldet af den libanesiske befolkning. Ansøgeren frygter ligeledes at blive stoppet i Libanon af private personer, Hizbollah eller de libanesiske myndigheder, ligesom han frygter at myndighederne vil sende ham tilbage til Syrien. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens§ 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet og kort tid forud herfor til sin advokat oplyst, at han via telefon er blevet islamisk skilt fra sin ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge denne forklaring til grund. Hertil kommer, at der i givet fald alene er tale om en islamisk skilsmisse. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren fortsat er officielt gift i Libanon, og at ægteskabet i overensstemmelse med ansøgerens oplysninger under samtalen i Udlændingestyrelsen den 27. november 2015, er registreret ved retten i Beirut. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er gift med en libanesisk statsborger, og at han efter indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udenrigsministeriets notat af 27. maj 2015, kan få opholdstilladelse i Libanon som følge heraf, hvilket han også har oplyst, at han har haft fra begyndelsen af 2013 til begyndelsen af 2016. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren kan få fornyet sin opholdstilladelse i Libanon. Flygtningenævnet lægger efter indholdet af baggrundsoplysningerne til grund, at ansøgeren kan indrejse i Libanon, og at han ikke ved en tilbagevenden risikerer refoulement. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens hustru og barn er bosat i Libanon, ligesom hans mor og bror samt dennes familie er bosat i Libanon. Endelig lægges til grund, at ansøgeren siden omkring 2001 i perioder har været bosat og har arbejdet i Libanon. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har en så nær tilknytning til Libanon, at han kan henvises til at tage ophold der. Herefter, og idet ansøgerens personlige sikkerhed i Libanon vil være beskyttet i fornødent omfang, ligesom de økonomiske og sociale forhold – trods vanskelige – vil være tilstrækkelige, finder Flygtningenævnet, at Libanon kan tjene som 1. asylland for ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. liba/2016/7/ Kib
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hun ikke vil kunne overleve på grund af sit dårlige helbred. Ansøgeren frygter, at hun ikke vil kunne overleve i Syrien på grund af borgerkrigen. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren også er libanesisk statsborger hvorfor hun også kan vurderes i forhold til Libanon. Hun har forklaret, at hun ikke er forfulgt eller i øvrigt har konflikter med hverken myndigheder eller private i Libanon, blandt andet som følge af, at hun ikke har opholdt sig i Libanon siden hun udrejste som 16-årig. Ansøgerens datter har gjort gældende, at ansøgeren er forfulgt indirekte som følge af en konflikt som datteren har haft i Syrien. Idet nævnet ved afgørelse af dags dato ikke har fundet, at datterens konflikt i Syrien ligeledes medfører forfølgelse eller lignende i Libanon, finder nævnet ikke, at ansøgeren i den nærværende sag med denne begrundelse har sandsynliggjort et asylmotiv. De af ansøgeren påberåbte grunde er helbredsmæssige og socioøkonomiske og er ikke i sig selv omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Libanon risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2016/6/ABP
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et medfølgende barn fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk palæstinenser og shia-muslim af trosretning fra Libanon. Ansøgeren har været medlem af Amalbevægelsen siden 1985. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af medlemmer fra Amalbevægelsen, fordi han ikke er taget til Syrien for at kæmpe for dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han meldte sig ind i Amalbevægelsen i omkring 1985, hvor bevægelsen havde kontrollen i ansøgerens område, og de begyndte at bekrige palæstinenserne. Ansøgeren meldte sig ind for at beskytte sig selv og sin familie. Ansøgeren var aktiv i Amalbevægelsen, idet han månedligt deltog i deres møder frem til sin udrejse af Libanon [i foråret] 2014. I perioden fra 2012 til 2013 holdt ansøgeren vagt ved et militærcenter i Bekaa, hvorfra krigere fra Amal og Hizbollah blev sendt til Syrien for at kæmpe. I slutningen af 2013 blev ansøgeren bedt om at indsamle oplysninger i Shatilla-lejren, herunder skaffe navne på og oplysninger om personer, som arbejdede imod det syriske regime. I [foråret] 2014 blev ansøgeren på et møde i Amalbevægelsen udpeget til at skulle sendes til Syrien for at kæmpe. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om at være pålagt at tage til Syrien og kæmpe til grund. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring om sine aktiviteter for Amalbevægelsen fra 2012 til 2014 har været svævende og upræcise, og at ansøgeren med sin alder, familiesituation og manglende aktuel våbentræning ikke kan antages at være et nærliggende emne for en tvangsmæssig rekruttering til at kæmpe i Syrien. Flertallet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af, at han har forladt Amalbevægelsen. Flertallet bemærker endvidere, at ansøgeren havde søgt visum til Europa inden hans forklaring om at være blevet pålagt at tage til Syrien, og at han først søgte asyl efter at være blevet tilbagetaget fra Finland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2016/5/SLN
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Libanon. Ansøgeren har været med til at danne et nyt parti ved navn ”Al Jihad” i perioden 1995 til 1996. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Hizbollah, idet han har arbejdet sammen med [A], der har videregivet de oplysninger, som ansøgeren har indsamlet, til israelerne. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter den libanesiske hær, idet Hizbollah har kontrollen over denne i Libanon. Ansøgeren har herudover henvist til, at han frygter en person ved navn [B], der er dobbeltagent, og som arbejder både for Hizbollah og Amal-bevægelsen, idet han har spurgt efter ansøgeren i 1998. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i 1995 kom i kontakt med [A], idet han var kunde i ansøgerens grøntsagsbod. I [foråret] 1995 var ansøgeren til et møde sammen med [A] og [C], hvor ansøgeren accepterede at være med til at danne et nyt parti ved navn ”Al Jihad”, der skulle modarbejde Hizbollah i Libanon. Ansøgeren skulle indsamle informationer om Hizbollah. Da [A] i [foråret] 1996 blev anholdt af den libanesiske hær og mistænkt for at være israelsk spion, stoppede ansøgeren sit arbejde for partiet. Omkring to måneder forinden havde ansøgeren fået at vide, at de indsamlede informationer om Hizbollah var videregivet til israelerne. I de to måneder blev ansøgerens familie opsøgt på bopælen omkring hver tredje dag af Hizbollah. Omkring 20 dage efter [As] anholdelse flygtede ansøgeren fra [X] til Beirut. Ansøgeren skjulte sig i en kælder i 8 måneder, hvorefter han med hjælp fra sin fætter i [sommeren] 1997 udrejste af Libanon. Ansøgeren tog herefter ophold i Libyen, hvor han i 2002 blev gift med sin ægtefælle. Ansøgeren har forklaret, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter, at forskellige militante grupper vil slå ham ihjel, herunder ISIL, som har efterlyst ansøgeren grundet sin nationalitet, og at han er shia-muslim. Ansøgeren har videre forklaret, at han frygter [D], idet sidstnævnte er blevet lovet en dusør på 40.000 dinarer for at levere ansøgeren til ISIL. Ansøgeren er libanesisk statsborger og skal vurderes i forhold til Libanon. Ansøgeren har forklaret, at hans problemer i Libanon opstod i 1996, hvor han indsamlede oplysninger om ledende Hizbollah-medlemmer. Flygtningenævnets flertal finder det usandsynligt, at ansøgeren skulle indsamle disse oplysninger i forbindelse med medlemskab af et politisk parti, da der ikke er tale om almindelig politisk aktivitet. Flertallet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren ville være i stand til at indsamle oplysningerne blot ved at sælge grøntsager fra sin vogn i landsbyerne og ved at spille fodbold med de lokale unge. Ansøgeren har ikke nærmere kunne redegøre for, hvorfor netop han fik opgaven. Da han endvidere har forklaret divergerede om væsentlige forhold, herunder navne på de personer han indsamlede oplysninger om, og hvornår han fik at vide, at nogle forsøgte at opsøge ham, samt da han under samtalerne med Udlændingestyrelsen ikke har forklaret om en indkaldelse fra Amal og senere har fremlagt en indkaldelse, der på baggrund af Udenrigsministeriets kilde næppe kan stamme fra 1998 og endelig da han har forklaret væsentligt anderledes end hans kone vedr. konflikten i Libyen, findes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2016/23/SLH
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og maronit fra […] Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af sin far og sin kærestes familie, idet begge familier er imod deres forhold til hinanden. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at ansøgerens far, da han fik kendskab til, at ansøgeren havde indledt et forhold til […], truede med at slå dem begge ihjel. Ansøgerens far slog hende en enkelt gang, og ansøgeren forlod herefter bopælen. Hun tog ophold i en vens lejlighed sammen med sin kæreste, hvor de opholdt sig indtil deres udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, og fordi forklaringen ikke forekommer sandsynlig. Endvidere har ansøgeren og ansøgerens kæreste givet indbyrdes divergerende oplysninger om blandt andet konflikten med deres familier. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens kæreste har forklaret divergerende om tidspunktet for og omstændighederne omkring kontakten til ansøgerens far, tidspunktet for og karakteren af de påståede trusler, samt hvornår og hvordan de flygtede. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at ansøgerens familie var imod forholdet mellem dem blandt andet fordi, de ikke har samme nationalitet, hvilket Flygtningenævnet i den sambehandlede sag med ansøgerens kæreste har afvist skulle være tilfældet. Flygtningenævnet har blandt andet på baggrund af en sproganalyse lagt til grund, at ansøgerens kæreste også er statsborger i Libanon. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun har haft en konkret konflikt med sin egen og/eller sin kærestes familie. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2016/22/JOL
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk araber og sunni-muslim fra Sahl Alghab, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til aftjening af militærtjeneste som følge af krigen i landet. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter sin egen og sin kærestes familie, da de er imod forholdet mellem dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin identitet og sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, og fordi forklaringen ikke forekommer sandsynlig. Endvidere har ansøgeren og ansøgerens kæreste givet indbyrdes divergerende oplysninger om blandt andet konflikten med deres familier. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren kommer fra Syrien, idet forklaringen herom forekommer utroværdig. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på, at den foretagne sproganalyse konkluderer, at det er meget usandsynligt, at ansøgerens sproglige baggrund er Syrien. Nævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren har udvist meget begrænset kendskab til Syrien, syriske forhold og området, hvorfra han efter egne oplysninger er født og opvokset. Endelig bemærker nævnet, at ansøgeren ikke har fremlagt dokumentation for sin identitet i form af nationalitetspas, ID-kort eller lign. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsborger i Libanon. Nævnet har herved lagt vægt på sproganalysen, der konkluderer, at ansøgeren med stor sandsynlighed har sin sproglige baggrund i Libanon. På den baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører indkaldelse til aftjening af militærtjeneste i Syrien, til grund. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende konflikten med sin egen og sin kærestes familie til grund. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens kæreste har forklaret divergerende om tidspunktet for og omstændighederne omkring kontakten til ansøgerens far, tidspunktet for og karakteren af de påståede trusler, samt hvornår og hvordan de flygtede. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at kærestens familie skulle være imod forholdet mellem dem, blandt andet fordi de ikke har samme nationalitet, hvilket Flygtningenævnet har afvist. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret om konflikten med sin egen og kærestens familie til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015, hvor ansøgeren derimod oplyste som asylmotiv, at han frygtede, at hans far ville tvinge ham til at arbejde i landbruget. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han risikerer indkaldelse til aftjening af militærtjeneste i Syrien, eller at han har haft en konkret konflikt med sin egen og/eller sin kærestes familie. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2016/21/JOL
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsborger i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Libanon idet der ikke er nogen, som kan forsørge ham. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far og hans ægtefælle har bopæl i Danmark. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han for tre år siden havde uoverensstemmelser med [O], som var tilknyttet Hizbollah, fordi ansøgeren havde haft et forhold til [O]’s søster. Ansøger har i oplysningskort som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Libanon, idet der ikke er nogen, der kan forsørge ham. Til oplysnings- og motivsamtalen [medio] 2016 har ansøgeren forklaret, at han ikke har haft nogen personlige konflikter med myndighederne eller andre grupperinger, herunder Hizbollah, heller ikke i anledning af en uoverensstemmelse ca. 3 år tidligere med et medlem af Hizbollah, hvis søster han havde haft et forhold til. Den pågældende opsøgte aldrig ansøgeren. Ansøgeren har til sin advokat forklaret, at han stadig frygter, at [O] ikke har glemt, at han havde et forhold til søsteren, men afslog at gifte sig med hende. Han afbrød forholdet, fordi han ikke mente, at han havde råd til at gifte sig med hende. Han kunne ikke engang forsørge sig selv. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har imidlertid ikke sandsynliggjort, at være individuelt forfulgt. Det bemærkes herved, at den angivne konflikt med [O], der var tilknyttet Hizbollah, fandt sted i 2012, og at ansøgeren ikke blev opsøgt og/eller truet i anledning af det afbrudte forhold til [O]’s søster. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren har vanskeligheder ved at finde et arbejde i Libanon og ikke kan fortsætte sine studier, da der ikke er nogen i Libanon, der kan forsørge ham, er forhold af socioøkonomisk karakter og ikke i sig selv asylbegrundende. Det kan heller ikke føre til andet resultat, at ansøgerens far og ægtefælle er bosiddende i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2016/20/JOV
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren er statsløs palæstinenser og etnisk araber og muslim af trosretning fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive hvervet til militærtjeneste af General Kommandoen og i den forbindelse blive sendt i kamp i Syrien. Ansøgeren blev flere gange fra 2012 opsøgt af General Kommandoen, som ønskede at hverve ansøgeren. I [sommeren] 2015 har han af sin onkel i Borg Al-Shamali lejren fået oplyst, at der har været en hvervningskampagne i Jalil-lejren, som ansøgeren kommer fra, og at der er blevet spurgt efter ansøger til at deltage i aktiviteter for General Kommandoen. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelt dårlige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer tvangshvervning af Hizbollah eller General Kommandoen til at deltage i krigen i Syrien. Nævnet har herved lagt afgørende vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret]2015 med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han en enkelt gang for tre til fire år siden blev kontaktet af en repræsentant for General Kommandoen på gaden i flygtningelejren og spurgt om han havde lyst til at tilslutte sig General Kommandoen, hvortil ansøgeren svarede nej, hvilket blev godtaget, og at ansøgeren forklarede, at han på intet tidspunkt siden episoden er forsøgt rekrutteret til noget som helst. Ansøgeren har som asylmotiv under sagens behandling i Udlændingestyrelsen ikke påberåbt sig frygten for General Kommandoens hvervning af ham. Der er således for Flygtningenævnet tale om en afgørende udbygning af asylmotivet og af ansøgerens forklaring herom i forhold til tidligere. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon findes ikke at være af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder derfor, at Libanon fortsat kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” liba/2016/2/LRN
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har oplyst at være etnisk araber, statsløs palæstinenser fra Libanon og sunnimuslim. Det fremgår af sagen, at klageren blev født i Danmark [i 1990’erne], og at han [samme år] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning til, at hans mor [tidligere samme år] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. [Ultimo 1990’erne] blev klageren, hans forældre og to søskende meddelt dispensation for bortfald af opholdstilladelse til [primo 00’erne] grundet klagerens fars ophold i [et andet vestligt land] som […]. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren, hans forældre og to søskende [ultimo 1990’erne] udrejste til [et andet vestligt land]. [Primo 00’erne] blev klageren, hans forældre og to søskende meddelt dispensation for bortfald af opholdstilladelse til [to år senere], idet klagerens bror var syg med […], hvorfor klagerens far var blevet forsinket med […]. [Efter udløbet af de to år] blev klagerens far meddelt dispensation for bortfald af opholdstilladelse til [et år senere] grundet dennes fortsatte ophold i [et andet vestligt land]. Klageren, hans forældre og to søskende genindrejste i Danmark [efter to år]. [I en periode på et år] var klageren, hans forældre og to søskende registreret med bopæl i [en kommune i Danmark]. Siden [medio 00’erne] har klageren, hans forældre og to søskende været registreret i Det Centrale Personregister som udrejst til [et andet vestligt land]. [Samme år] meddelte Udlændingestyrelsen klagerens far afslag på hans ansøgning om yderligere dispensation. Udlændingestyrelsen oplyste i den forbindelse, at såfremt klagerens far ikke tog ophold i Danmark senest [senere samme år], ville hans opholdstilladelse i Danmark være bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. [Medio 00’erne] blev klagerens fars opholdstilladelse i Danmark anset for bortfaldet. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen har udtalt, at klagerens yngste bror er omfattet af denne afgørelse. [Samme år] blev klagerens far meddelt afslag på genoptagelse af sagen. [Et år senere] hjemviste Integrationsministeriet (nu Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet) bortfaldssagen til fornyet behandling i Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen), henset til, at ministeriet fandt, at afgørelsen tillige skulle omfatte klageren, hans mor og to søskende. [Ultimo 00’erne] besluttede Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen), at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, idet klageren, hans forældre og to søskende har opgivet deres bopæl i Danmark og har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Det lægges til grund, at klageren udrejste af Danmark i [medio 00’erne] sammen med sine forældre, og at klageren har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Herefter skal det vurderes, om klageren har opnået beskyttelse under opholdet i [et andet vestligt land] fra [medio 00’erne]. Det må tillægges vægt, at der i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen er fremlagt anmeldelsesrapport af [sommeren] 2016 fra Københavns Politi angående klagerens mors udrejse af landet bilagt kopi af klagerens mors pas samt boardingpas, og at det fremgår af nævnte pas, at klagerens mor er [statsborger i et andet vestligt land]. Det skal særligt bemærkes, at klagerens mor fremviste passet for de danske myndigheder. Endvidere fremgår det af sagens oplysninger, at klageren i CPR-registret er registreret som [statsborger i et andet vestligt land], og at klageren har opholdt sig i [et andet vestligt land] sammen med resten af sin familie siden [medio 00’erne], ligesom klagerens far er [statsborger i et andet vestligt land]. Under disse omstændigheder lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren har opnået fornøden beskyttelse i [et andet vestligt land], jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Under disse omstændigheder må klageren antages at være [statsborger i et andet vestligt land]. På denne baggrund har nævnet ikke fundet grundlag for at imødekomme en anmodning om udsættelse af sagen med henblik på nærmere undersøgelse af klagerens mors [pas fra et andet vestligt land]. Udlændingelovens § 31 er herefter ikke til hinder for klagerens udsendelse til [et andet vestligt land]. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2016/19/SSM
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1991. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har oplyst at være etnisk araber, statsløs palæstinenser fra Libanon og sunnimuslim fra [by], Libanon. Det fremgår af sagen, at klageren og hans mor, […], [primo 1990’erne] blev familiesammenført med […] i Danmark, og at klageren og hans mor [medio 1990’erne] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. [Ultimo 1990’erne] blev klageren, hans forældre og to søskende meddelt dispensation for bortfald af opholdstilladelse til [primo 00’erne] grundet klagerens fars ophold i [et andet vestligt land] som […]. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren, hans forældre og to søskende [ultimo 1990’erne] udrejste til [et andet vestligt land]. [Primo 00’erne] blev klageren, hans forældre og to søskende meddelt dispensation for bortfald af opholdstilladelse til [to år senere], idet klagerens bror var syg med […], hvorfor klagerens far var blevet forsinket med […]. [Efter udløbet af dispensationen] blev klagerens far meddelt dispensation for bortfald af opholdstilladelse til [to år senere] grundet dennes fortsatte ophold i [et andet vestligt land]. Klageren, hans forældre og to søskende genindrejste i Danmark [primo 00’erne]. [I en periode på et år] var klageren, hans forældre og to søskende registreret med bopæl i [en kommune i Danmark]. Siden [medio 00’erne] har klageren, hans forældre og to søskende været registreret i Det Centrale Personregister som udrejst til [et andet vestligt land]. [Medio 00’erne] meddelte Udlændingestyrelsen klagerens far afslag på hans ansøgning om yderligere dispensation. Udlændingestyrelsen oplyste i den forbindelse, at såfremt klagerens far ikke tog ophold i Danmark [senere samme år], ville hans opholdstilladelse i Danmark være bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. [Et år senere] blev klagerens fars opholdstilladelse i Danmark anset for bortfaldet. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen har udtalt, at klagerens yngste bror er omfattet af denne afgørelse. [Samme år] blev klagerens far meddelt afslag på genoptagelse af sagen. [Et år senere] hjemviste Integrationsministeriet (nu Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet) bortfaldssagen til fornyet behandling i Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen), henset til, at ministeriet fandt, at afgørelsen tillige skulle omfatte klageren, hans mor og to søskende. [Ultimo 00’erne] besluttede Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen), at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, idet klageren, hans forældre og to søskende har opgivet deres bopæl i Danmark og har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Det lægges til grund, at klageren udrejste af Danmark i [medio 00’erne] sammen med sine forældre, og at klageren har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Herefter skal det vurderes, om klageren har opnået beskyttelse under opholdet i [et andet vestligt land] fra [medio 00’erne]. Det må tillægges vægt, at der i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen er fremlagt anmeldelsesrapport af [2016] fra Københavns Politi angående klagerens mors udrejse af landet bilagt kopi af klagerens mors pas samt boardingpas, og at det fremgår af nævnte pas, at klagerens mor er [statsborger i et andet vestligt land]. Det skal særligt bemærkes, at klagerens mor fremviste passet for de danske myndigheder. Endvidere fremgår det af sagens oplysninger, at klageren i CPR-registret er registreret som [statsborger i et andet vestligt land], og at klageren har opholdt sig i [et andet vestligt land] sammen med resten af sin familie siden [medio 00’erne], ligesom klagerens far er [statsborger i et andet vestligt land]. Under disse omstændigheder lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren har opnået fornøden beskyttelse i [et andet vestligt land], jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Under disse omstændigheder må klageren antages at være [statsborger i et andet vestligt land]. På denne baggrund har nævnet ikke fundet grundlag for at imødekomme en anmodning om udsættelse af sagen med henblik på nærmere undersøgelse af klagerens mors pas [fra et andet vestligt land]. Udlændingelovens § 31 er herefter ikke til hinder for klagerens udsendelse til [et andet vestligt land]. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2016/18/SSM
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1991. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har oplyst at være etnisk araber, statsløs palæstinenser og sunnimuslim fra [by], Libanon. Det fremgår af sagen, at klageren [primo 1990’erne] blev familiesammenført med […] i Danmark, og at hun [medio 1990’erne] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. [Ultimo 1990’erne] blev klageren og hendes familie meddelt dispensation for bortfald af opholdstilladelse til den [to år senere] grundet klagerens ægtefælles ophold i [et andet vestligt land] som […]. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren og hendes familie [i slutningen af 1990’erne] udrejste til [et andet vestligt land]. [To år senere] blev klageren og hendes familie meddelt dispensation for bortfald af opholdstilladelse til [to år senere], idet klagerens søn var syg med […], hvorfor klagerens ægtefælle var blevet forsinket med […]. [Efter udløbet af de to år] blev klagerens ægtefælle meddelt dispensation for bortfald af opholdstilladelse til [et år senere] grundet dennes fortsatte ophold i [et andet vestligt land]. Klageren og hendes familie genindrejste i Danmark [samme år]. [I en periode på et år] var klageren og hendes familie registreret med bopæl i [en kommune i Danmark]. Siden [medio 00’erne] har klageren og hendes familie været registreret i Det Centrale Personregister som udrejst til [et andet vestligt land]. [I medio 00’erne] meddelte Udlændingestyrelsen klagerens ægtefælle afslag på hans ansøgning om yderligere dispensation. Udlændingestyrelsen oplyste i den forbindelse, at såfremt klagerens ægtefælle ikke tog ophold i Danmark senest [senere samme år], ville hans opholdstilladelse i Danmark være bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. [Medio 00’erne] blev klagerens ægtefælles opholdstilladelse i Danmark anset for bortfaldet. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen har udtalt, at klagerens yngste søn er omfattet af denne afgørelse. [Samme år] blev klagerens ægtefælle meddelt afslag på genoptagelse af sagen. [Et år senere] hjemviste Integrationsministeriet (nu Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet) bortfaldssagen til fornyet behandling i Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen), henset til, at ministeriet fandt, at afgørelsen tillige skulle omfatte klageren og deres tre fælles børn. [Ultimo 00’erne] besluttede Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen), at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, idet klageren og hendes familie har opgivet deres bopæl i Danmark og har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Det lægges til grund, at klageren udrejste af Danmark [medio 00’erne], og at klageren har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Herefter skal det vurderes, om klageren har opnået beskyttelse under opholdet i [et andet vestligt land] fra [medio 00’erne] og frem til [2015]. Det må tillægges vægt, at der i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen er fremlagt anmeldelsesrapport af [2016] fra Københavns Politi angående klagerens udrejse af landet bilagt kopi af klagerens pas samt boardingpas, og at det fremgår af nævnte pas, at klageren er [statsborger i et andet vestligt land]. Det skal særligt bemærkes fremviste passet for de danske myndigheder. Under disse omstændigheder lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren har opnået fornøden beskyttelse i [et andet vestligt land], jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. På denne baggrund har nævnet ikke fundet grundlag for at imødekomme en anmodning om udsættelse af sagen med henblik på nærmere undersøgelse af klagerens [pas fra et andet vestligt land]. Udlændingelovens § 31 er herefter ikke til hinder for klagerens udsendelse til [et andet vestligt land]. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2016/17/SSM
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er palæstinenser og sunni muslim fra Sidon-området i Libanon. Fra 2010 til [sommeren] 2014 opholdt han sig en del af tiden i Syrien, hvor han i [sommeren] 2013 blev gift med en syrer. Ægtefællen udrejste fra Syrien i 2014 og fik senere asyl i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive dræbt af den Hizbullah tilknyttede gruppe, Saraya al-Muqawama, som var utilfreds med, at han i sin landsby […] hjalp flygtninge fra Syrien med mad, tøj og penge. Han blev i [efteråret] 2014 truet af en nabo og derefter overfaldet af Saraya al-Muqawama. Senere modtog han sms-trusler. Han flyttede derfor i [vinteren] 2014 til […] flygtningelejren, hvor han havde familie. Saraya al-Muqawama kunne ikke komme i lejren, men fortsatte med at sende ham truende sms´er. Han udrejste legalt [foråret] 2015 via Beiruts Lufthavn. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af Udlændingeloven § 7, stk. 1, og nævnet skal herefter tage stilling til, om Libanon kan tjene som første asylland for ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgeren forklaring om hans konflikt med naboen og Saraya al-Muqawama til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret noget divergerende herom. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren [sommeren] 2015 forklaret, at han ofte støtte på naboen, og at naboen hver gang ytrede utilfredshed med, at ansøgeren hjalp flygtninge. Ansøgeren tilføjede, at han ikke kan huske, hvor mange gange naboen sagde dette. [Sommeren] 2016 forklarede ansøgeren, at han var blevet truet to gange. Af referatet af ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen [sommeren] 2016 synes endvidere at fremgå, at ansøgeren skiftevis har oplyst, at det var hans bror […], ansøgeren selv og til sidst ansøgerens bror […], der var mest aktive med at hjælpe flygtningene. Beskrivelsen af det overfald, ansøgeren oplyser at have været udsat for, har varieret. Ved stillingtagen til om Libanon på den baggrund kan tjene som ansøgeren første asylland, bemærkes indledningsvis, at ansøgeren, der er en yngre mand, har boet hele sit liv i Libanon, hvor han stadig har familiemedlemmer. Der kan ikke lægges til grund, at ansøgeren har aktuelle konflikter med de libanesiske myndigheder, grupper eller enkeltpersoner i Libanon. Ansøgeren formodes at kunne indrejse på ny i Libanon og derefter tage lovlig ophold i landet med respekt for sin personlige integritet og således, at han vil være beskyttet mod refoulement. Efter baggrundsoplysningerne og sagens konkrete oplysninger finder nævnet endvidere, at ansøgeren som statsløs palæstinenser i fornødent omfang må antages at kunne nyde basale civile og socioøkonomiske rettigheder i Libanon. Flygtningenævnet finder herefter, at Libanon kan tjene som ansøgeren første asylland, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Liba/2016/16/KAA
Nævnet hjemviste i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon samt hendes barn med syrisk statsborgerskab. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun som 26-27-årig flyttede til Syrien, hvor hun blev gift med sin ægtefælle, som er syrisk statsborger. I 2011 flyttede ansøgeren med sin familie til Libanon på grund af konflikten i Syrien, og fordi de frygtede, at sønnen ville blive indkaldt til militærtjeneste. Ved en tilbagevenden til Libanon frygter ansøgeren, at sønnen af Hizbollah vil blive hvervet til det syriske militær. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold i Libanon. Flygtningenævnet har efter høring af parternes repræsentanter besluttet at hjemvise sagen til fortsat behandling med henblik på nærmere belysning af sønnen [’A’s] eventuelle selvstændige asylmotiv i første instans, idet han efter det oplyste er syrisk statsborger, 17 år og fremtræder som moden og i stand til at afgive forklaring, jf. herved også Børnekonventionens artikel 12. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på oplysninger om, at hans pas er udløbet, og at han ifølge moderens forklaring muligvis har haft kontakt til Hizbollah uden hendes viden. Det bemærkes, at sønnen som syrisk statsborger i første række skal vurderes i forhold til Syrien, mens Libanon vil være relevant i relation til en bedømmelse af, om Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Da sønnen er under 18 år, har nævnet ikke mulighed for at udskille sønnens sag til særskilt behandling. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen.” liba/2016/15/ADP
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Hizbollah og Amal-bevægelsen. Han har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han arbejdede som medhjælper på en medicinsk klinik i [A] i Beirut. [I foråret] 2008 blev klinikken angrebet af 10-20 personer fra Hizbollah. Under episoden skubbede ansøgeren til Hizbollah lederen, [X], hvilket blev betragtet som en krænkelse, og han blev i den forbindelse slået. Ansøgeren blev hjemme fra arbejde i tre dage, hvor han opholdt sig hos sine forældre i [B] og herefter 10 dage hos en ven i [C], hvorefter han vendte tilbage til klinikken. Da han skulle parkere sin bil ved arbejdet, blev han opsøgt og truet af [X] og nogle andre fra Hizbollah, der kom kørende på motorcykler. Ansøgeren vendte herefter tilbage til arbejdet, da hans arbejdsgiver havde snakket med en leder fra Hizbollah og løst problemerne for ham. Omkring [efteråret] 2008 blev ansøgeren opsøgt og truet af [X], der kom kørende på motorcykel, mens ansøgeren kørte bil. Herefter flyttede ansøgeren til [D] i [E], hvor han boede i 2 år frem til han udrejste af Libanon i 2011 for at arbejde i Kina. Mens han boede i [D], modtog han i slutningen af 2010 eller begyndelsen af 2011 et opkald fra en ukendt person fra Hizbollah, som truede ham. Inden da havde hans familie flere gange modtaget trusler fra Hizbollah, hvorfor han afbrød kontakten med dem. Ansøgeren opholdt sig i Kina i 3 år fra 2011-2013. Han var i samme periode tilbage i Libanon 4-5 gange. I 2013, da han var i Libanon og ville besøge sin familie, blev han igen opsøgt af [X] og flere andre på motorcykler. [X] slog ham med en stok, og en af de andre stak ansøgeren i foden. I foråret 2014 var han på ny tilbage i Libanon, hvor han boede hos en ven i 20-25 dage. Da han var kommet tilbage til Kina modtog han et opkald, hvor han blev truet på grund af sin søns statsborgerskab, hvorfor han formoder, at opkaldet var fra IS. I [efteråret] 2014 vendte han atter tilbage til Libanon for at søge visum til Danmark. Han udrejste fra Libanon [i efteråret] 2014, og såvel denne udrejse som ind- og udrejserne fra 2011-2013 foregik legalt via lufthavnen i Beirut. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på væsentlige punkter forekommer usandsynlig, ligesom den har været udbyggende og divergerende, hvorfor den fremstår konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at det ikke forekommer sandsynligt, at det forhold, at ansøgeren i forbindelse med Hizbollahs angreb på hans arbejdsplads den [i foråret] 2008 skulle have skubbet til [X] for at afværge slag, har ført til, at [X] og hans gruppe i mere end 5 år har forfulgt ansøgeren og udsat ham for flere overgreb og gentagne trusler. Det er heller ikke sandsynligt, at [X] og hans gruppe gennem flere år skulle have opretholdt et beredskab med henblik på at identificere ansøgeren, når han kom tilbage til [A], ligesom det savner logik, at de lod ham passere deres kontrolposter for efterfølgende at opsøge ham inde i lokalområdet. Ansøgerens forklaring har endvidere været upræcis og afglidende, ligesom han på en række centrale punkter har forklaret divergerende. Han har således forklaret divergerende med hensyn til, hvor han opholdt sig efter overfaldet på klinikken [i foråret] 2008, idet han i asylskemaet anførte, at han gik i skjul et sikkert sted i [F], og at han vendte tilbage til arbejdet omkring en uge senere, hvorimod han til asylsamtalen først forklarede, at han opholdt sig hos sine forældre i [B] og vendte tilbage til arbejdet tre dage senere. Senere i samme samtale og under mødet i nævnet har han derimod forklaret, at han først opholdt sig tre dage hos sine forældre og dernæst hos sin ven på [E]. Han har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, om det var en måned eller tre dage efter overfaldet på klinikken, han blev opsøgt på ny på klinikkens parkeringsplads, om antallet af personer, der opsøgte ham ved denne lejlighed, og om han efter denne episode stoppede med at arbejde på klinikken, eller om han vendte tilbage efter, at hans chef havde rettet henvendelse til en Hizbolla leder for at løse hans konflikt. Også ansøgerens forklaring om overfaldet i september 2008 har været præget af divergenser blandt andet med hensyn til, om det kun var [X] på motorcykel, der opsøgte og truede ham, og han kun kunne se [X] folk i bakspejlet, eller om gruppen omringede ham, og [X] slog ham, samtidig med, at hans folk slog på ansøgerens bil blandt andet med en sten. Endelig har ansøgerens forklaring om, hvornår og hvor mange gange han blev truet telefonisk efter at være flyttet til [D], været divergerende. Idet det endelig bemærkes, at det alene beror på ansøgerens formodning, at det var IS, der i [foråret] 2014 truede ham telefonisk, mens han var i Kina, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2016/14/SLH
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim. Hun er født i Beirut, Libanon. Ansøgeren flyttede til Syrien, da hun var cirka 12 år gammel. Hun er gift med en syrisk statsborger og opnåede herigennem syrisk statsborgerskab i 2007. Hendes seneste bopæl var i […], Syrien. Ansøgeren har fra [foråret] 2011 og to måneder frem deltaget i demonstrationer i ved […]-moskeen ved […] på daglig basis. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt, fordi hun har deltaget i demonstrationer, og fordi hendes ægtefælle er efterstræbt af de syriske myndigheder. I forhold til Libanon har ansøgeren henvist til, at der ikke er sikkert på grund af de generelle uroligheder i regionen, og at hun er bange for at blive udsendt fra Libanon til Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Syrien henvist til, at hendes svigerforældres bopæl blev opsøgt i [sommeren] 2013 af medlemmer fra Baath-partiet, mens hun og hendes ægtefælle også boede i huset. Ifølge ansøgerens oplysninger ledte Baath-partiet efter personer, der havde deltaget i demonstrationer i 2011. Ansøgeren ægtefælle var efterstræbt, fordi han havde støttet oprørerne. Han nåede imidlertid at flygte ud af huset. Der var mange andre huset i området, der blev ransaget ved samme lejlighed. Ansøgerens bopæl blev benyttet som indgang til byen for oprørerne, både når hun og hendes ægtefælle var hjemme, og når de ikke var. Efter ansøgerens indrejse i Danmark har hun fået fortalt, at hendes bopæl er blevet brændt ned af Baath-medlemmer. Udlændingestyrelsen har under nævnsbehandlingen nedlagt påstand om, at ansøgeren ikke, som i Udlændingestyrelsens afgørelse, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet bemærker, at rette sagsbehandlingsskridt, for at sikre en toinstans-behandling, ville være en tilbagekaldelse af sagen, og Nævnet finder på den baggrund, at Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 må lægges til grund. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Et flertal af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøger og hendes yngre brødre er født i Libanon og på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hun er opvokset og har gået i skole i Libanon. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hun ikke har gået i skole i Libanon, og at familien boede i Syrien og kun besøgte faderen, der arbejdede i Libanon. Ansøgeren har imidlertid til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun gik i skole i Libanon fra hun var 6 år, til hun var 10-11 år, da krigen brød ud. Til såvel oplysnings- og motivsamtalen som partshøringssamtalen [vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at familien flyttede fra Libanon til Syrien i 1982. Flertallet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun var libanesisk statsborger, til hun på grund af ægteskab i 2007 blev syrisk statsborger. Dette bekræftes af, at det af vielsesattesten, ægteskabskontrakten og udskriften af familieregisteret fremgår, at ansøgeren er libanesisk statsborger. Videre kunne ansøgeren ved sin udrejse fra Syrien lovligt og uden problemer indrejse i Libanon ved forevisning af sit syriske ID-kort. På den baggrund finder et flertal af Flygtningenævnet, at ansøgeren har en nær tilknytning til Libanon, og at hun der må antages at kunne opnå beskyttelse, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 4. Spørgsmålet om, hvorvidt det vil være muligt at indrejse i Libanon, er et udsendelsesspørgsmål, der ikke henhører under Flygtningenævnets kompetence. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2016/13/kaa
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Burg Al Baragna, Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Hizbollah. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans nevø blev anholdt af de libanesiske myndigheder og fængslet i 2013, fordi han planlagde et angreb på en iransk ambassade, hvor folk blev såret. En måned efter angrebet blev ansøgeren opsøgt to gange og truet af Hizbollah, der vidste, at ansøgeren var i familie med ansøgerens nevø. Første gang blev ansøgeren opsøgt af to personer, der fortalte ham, at han var eftersøgt. De bankede på døren, truede ham og gik igen. Anden gang blev han opsøgt af to unge mænd, der havde civilt tøj på og var ubevæbnet. Ansøgeren er efterfølgende blev stoppet på gaden og truet med, at han ville blive slået ihjel, men er ikke blevet opsøgt i øvrigt. Ansøgeren har forklaret, at han er blevet opsøgt på gaden af folk fra Hizbollah, de har spurgt ham, om han er onkel til [ansøgerens nevø]. Han er også blevet opsøgt tre gange i sit hjem af nogle unge, ukendte mennesker, der har spurgt, om han er […], og om han er onkel til [ansøgerens nevø]. Han har spurgt sine venner, og de har sagt til ham, at det er folk fra Hizbollah, og at de opsøger ham, fordi de vil hævne sig. Ansøgeren har således ikke direkte modtaget trusler, og når ligeledes henses til, at ansøgeren inden sin udrejse i 2014 boede fem måneder i Tripoli uden at blive opsøgt, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens problemer ikke har en sådan karakter og intensitet, at de er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. liba/2016/12/DTO
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk arabisk og sunnimuslim fra Beirut, Libanon. Ansøgeren har været medlem af bevægelsen Future Movement fra 2005-2006. Han deltog i politiske møder i begyndelsen af sit medlemskab, herunder valgkampagner, hvorefter han kun udførte socialt og humanitært arbejde fra 2006. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at Hizbollah vil slå ham ihjel på grund af hans engagement i Future Movement. Han frygter endvidere, at den syriske efterretningstjeneste vil sende ham til Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han gennem flere år har udført frivilligt socialt og humanitært arbejde for bevægelsen. Han har senest hjulpet bevægelsen med nødhjælp til syriske flygtninge. Flere af hans familiemedlemmer har været parlamentsmedlemmer for bevægelsen. Hizbollah og den syriske efterretningstjeneste opsøgte ansøgeren to gange [i vinteren] 2014 på hans bopæl, men han var ikke hjemme. Hans ægtefælle har fortalt ham om episoderne. De forlod herefter hjemmet og opholdt sig hos familiemedlemmer indtil udrejsen af landet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at Hizbollah eller den syriske efterretningstjeneste eftersøger ansøgeren, således som han har forklaret om. Nævnet lægger herved vægt på, at der er en række divergenser ikke alene mellem ansøgerens og ægtefællens forklaringer, men også imellem ægtefællens forklaringer mellem første og andet interview. Hertil kommer, at ansøgeren uden problemer er udrejst legalt af lufthavnen i Beirut. Flygtningenævnet finder således ikke, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. liba/2016/11/DTO
Nævnet meddelte i juli 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Libanon. Ansøgeren har været medlem af partiet Tayyar Al-Mustaqbal (”Fremtidsbølgen”) i en periode i tidsrummet 2005-2007. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive tilbageholdt af myndighederne. Han har videre henvist til, at han ønsker samvær med sine børn, som er danske statsborgere. Endelig har han henvist til sin fysiske og psykiske tilstand. Ansøgeren har til støtte for sin genoptagelsesanmodning oplyst, at han i tre døgn til [foråret] 2013 var tilbageholdt af det libanesiske politi, som udsatte ham for tortur og beskyldte ham for at have begået kriminalitet i Danmark og forsøge at drage i hellig krig i Syrien. Ansøgeren blev løsladt [i foråret] 2013 og udrejste [otte dage senere]. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han efter en tilbageholdelse i forbindelse med sin indrejse i Libanon i 2013 blev løsladt uden betingelser, og at han ved henvendelse til myndighederne fik udstedt pas, som han udrejste legalt på, efter at myndighederne igen havde tjekket hans forhold. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger trods ansøgerens på nogle punkter divergerende og udbyggende forklaring til grund, at ansøgeren ved sin indrejse i Libanon i 2013 blev tilbageholdt af myndighederne i tre døgn frem til [foråret] 2013. Flertallet finder trods den usikkerhed, der er knyttet til oplysningerne i torturundersøgelsen, at undersøgelsen støtter ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med tilbageholdelsen blev udsat for fysiske overgreb. Flertallet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med sin indrejse i Libanon blev udsat for fysiske overgreb, og at han senere i forbindelse med sin pasansøgning blev tilbageholdt og fik undersøgt sine forhold i 8 timer, ligesom han igen ved udrejsen af Libanon blev tjekket. Flertallet lægger efter indholdet af de lægelige oplysninger i sagen til grund, at ansøgeren lider af svær PTSD, og at han er meget skrøbelig og præget af sine oplevelser i Libanon. Flertallet finder herefter, at ansøgeren har en udtalt subjektiv frygt, der på grund af hans tilbageholdelse i 2013 er objektivt velbegrundet. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at det ikke kan afvises, at ansøgeren, der i 2013 blev registreret af myndighederne, og som var underkastet myndighedernes undersøgelser helt frem til sin udrejse som mistænkt for at være syrienskriger, ved en indrejse i Libanon igen risikerer tilbageholdelse og fysiske overgreb. Flygtningenævnet meddeler derfor den libanesiske statsborger […]opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” liba/2016/10/ABP
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og etnisk araber og muslim af trosretning fra Libanon. Ansøgeren har været medlem af General Kommandoen (Folkefronten for befrielse af Palæstina, Jabha Shabia Tahrir) fra 2010 og frem til [foråret] 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive tvangshvervet til deltagelse i krigen i Syrien af Hizbollah eller General Kommandoen. Ansøgeren blev i 2010 medlem af General Kommandoen, der aflønnede ham med 200 dollars om måneden for at lave te og holde vagt ved organisationens hovedkvarter. På et møde i [foråret] 2011 i flygtningelejren Jalil blev ansøgeren sammen med andre anmodet om at deltage i militærtræning i Syrien, hvilket ansøgeren afslog på et møde en måned senere. I [foråret] 2012 deltog han på ny i et møde, hvor han blev spurgt, om han ville deltage i et stormøde fem dage senere med henblik på at blive sendt i kamp i Syrien. Han meddelte, at han ville deltage, men flyttede i løbet af de næste dage til flygtningelejren Borg Al-Shamali, hvor han hos sin morbroder boede frem til sin udrejse i 2014. Mens han boede i flygtningelejren fik han via sin morbroder oplyst, at General Kommandoen forgæves havde rettet henvendelse til ansøgerens fader i flygtningelejren Jalil med henblik på hvervning af ham. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelt dårlige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer tvangshvervning af Hizbollah eller General Kommandoen til at deltage i krigen i Syrien. Flertallet har herved lagt vægt, at det alene beror på ansøgerens ubekræftede formodning, at han ville være blevet tvangshvervet af Hizbollah, såfremt han havde deltaget i stormødet i [foråret] 2012. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at det efter ansøgerens egen forklaring alene kan lægges til grund, at General Kommandoen rettede henvendelse til ansøgerens fader i Jalil-lejren en enkelt gang samt på, at ansøgeren efter det oplyste uden problemer af betydning opholdt sig i Borg Al-Shamali-lejren i to år og fem måneder. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon findes ikke at være af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder derfor, at Libanon fortsat kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2016/1/LRN
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
